Spring til indhold

Retsinformation

Dødsbobeskatning

KEN nr 11085 af 09/07/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet7. juni 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Dødsbobeskatning

forældelsesfrist

ugyldighedsindsigelse

Reference:

SL § 43, stk. 8 (dagældende)

Dødsboet efter A klagede for indkomstårene 1991 og 1992 over,

at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for underskud

vedr. deltagelse i B KG.

Det fremgik af sagens oplysninger, at A var afgået ved døden

den 9. februar 1993.

§ 14-opgørelser for særbo henholdsvis fællesbo var

bilagt regnskab for den relevante periode blevet fremsendt til

skatteforvaltningen den 9. august 1993.

Selvangivelse for indkomståret 1991 var blevet fremsendt til

skatteforvaltningen i september 1992.

Forvaltningen havde den 7. oktober 1993 til boets advokat fremsendt to

fortrykte godkendelsesblanketter vedrørende godkendelse af

opgørelse af aktiver og passiver, jf. kildeskattelovens § 14, for

henholdsvis særboet og fællesboet, hvorved skatteforvaltningen

ved afkrydsning på blanketterne havde meddelt, at man skønnede,

at der ville kunne rejses krav om efterbetaling for tidligere år i

henhold til statsskattelovens § 43. Der var ingen yderligere specifikation af

forbeholdet.

Forvaltningen havde den 21. december 1993 fremsendt agterskrivelse til

boet vedrørende skatteansættelsen for indkomstårene 1988

til 1990, og der var den 24. juni 1994 truffet afgørelse om

forhøjelse af skatteansættelserne for nævnte

indkomstår.

Det fremgik af sagens oplysninger, at Told- og Skatteregionen ved telefax

af 8. december 1994 havde henledt skatteforvaltningens opmærksomhed

Læs alt

på, at afdøde havde deltaget i B KG.

Forvaltningen havde herefter den 9. december 1994 fremsendt agterskrivelse

vedrørende indkomståret 1991 til dødsboet v/advokat C,

ved hvilken man havde varslet en forhøjelse af indkomsten

vedrørende ikke godkendt fradrag for underskud ved deltagelse i det

nævnte interessentskab.

Den 29. december 1994 havde revisor D til forvaltningen fremsendt

indsigelser mod agterskrivelsen, men forvaltningen havde samme dato foretaget

ændring af skatteansættelsen i overensstemmelse med det i

agterskrivelsen varslede.

Der var den 20. marts 1996 tillige fremsendt agterskrivelse til boet

vedrørende ansættelsen af afdødes indkomst og formue for

indkomståret 1992. Der var herved varslet forhøjelse af

indkomstopgørelsen vedrørende ikke godkendt fradrag for

underskud ved deltagelse i B KG. og forhøjelse af

formueansættelsen vedrørende tilbageførsel af den

selvangivne negative formue i interessentskabet.

Der var den 16. april 1996 fremsendt indsigelser mod de varslede

ændringer, men forvaltningen havde den 18. april 1996 foretaget

forhøjelse af indkomst- og formueansættelsen i overensstemmelse

med det i agterskrivelsen varslede.

Dødsboets repræsentant havde over for Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at skatteforvaltningens afgørelser

vedrørende indkomstårene 1991 og 1992 var ugyldige som

følge af forældelse, jf. den dagældende statsskattelovs §

43, stk. 8.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at boet

skulle underrettes om kravet inden 6 måneder efter, at

skattemyndigheden havde modtaget boets opgørelse af aktiver og

passiver, jf. dagældende kildeskattelovs § 14, stk. 3, og at fristen

således var udløbet den 9. februar 1994.

Repræsentanten havde anført, at det ikke var

tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen i § 43, stk. 8,

at skattemyndighederne havde taget et generelt forbehold i skrivelserne af 7.

oktober 1993 til dødsboets bestyrer, advokat C. Meddelelsen om, at der

kunne blive rejst efterbetalingskrav, var i skrivelserne blot sket ved en

skemaafkrydsning uden angivelse af på hvilke punkter, kravet ville

kunne rejses, og formålet med bestemmelsen ville efter

repræsentantens opfattelse blive totalt forskertset, hvis myndighederne

med fremsendelse et sådant generelt afkrydsningsskema kunne afbryde

fristen. Han havde herved anført, at formålet med bestemmelsen

var at opnå en så hurtig afklaring som muligt af, om den

afdøde skyldte skat til det offentlige.

Repræsentanten havde til støtte for påstanden videre

anført, at det efter det i sagen foreliggende materiale måtte

anses for godtgjort, at skatteforvaltningen først ved en skrivelse af

8. december 1994 fra Told- og Skatteregionen var blevet opmærksom

på, at der måske kunne kræves efterbetaling som

følge af afdødes deltagelse i det omhandlede

leasingarrangement. Han havde under henvisning hertil anført, at det

under sagens behandling ved Landsskatteretten måtte lægges til

grund, at skatteforvaltningen ikke i forbindelse med underretningen om kravet

var opmærksom på flyprojektet. Der var herved tillige henvist

til, at ankenævnets sagsbehandler ved mødet med nævnet

havde bekræftet, at forvaltningen først ved regionens skrivelse

var blevet opmærksom på det omhandlede forhold.

Det var over for Landsskatteretten fremhævet, at der i umiddelbar

forlængelse af forvaltningens skrivelse af oktober 1993 var givet

meddelelse til boet om ændrede skatteansættelser for

indkomstårene 1988, 1989 og 1990, men ikke vedrørende

indkomstårene 1991 og 1992, og det var anført, at dette var et

stærkt vidnesbyrd om, at det var indkomstårene 1989, 1989 og 1990

- og ikke indkomstårene 1991 og 1992 - forbeholdet havde sigtet til.

Det var yderligere anført, at boet efter modtagelsen af de

ændrede skatteansættelser for indkomstårene 1988, 1989 og

1990 med rette havde kunnet gå ud fra, at der herefter ikke ville blive

rejst yderligere efterbetalingskrav vedrørende afdødes

indkomstforhold, og det var anført, at en afgørelse om, at

forvaltningens afkrydsning på skemaerne også omfattede

efterbetalingsmuligheden for 1991 og 1992, ville være ensbetydende med,

at fristreglerne i § 43, stk. 8, ville være helt og aldeles

værdiløse.

Repræsentanten havde vedrørende Skatteministeriets

"Vejledning i reglerne om dødsbobeskatning" bemærket, at

vejledningen ikke var bindende for skatteydere, Landsskatteretten eller

domstolene. Han havde videre anført, at vejledningen støttede

den over for Landsskatteretten nedlagte påstand, idet der i selve ordet

"kravet" lå noget substantielt, d.v.s. at forbeholdet måtte

relateres til et eller andet forhold i selvangivelsen, der eventuelt kunne

give anledning til en efterbetaling. Der var vedrørende denne

forståelse af ordet "kravet" henvist til forarbejderne til de nye

regler om efterbetaling i dødsboskattelovens § 87, stk. 2. Af

forarbejderne fremgik, at:

"Der stilles ikke krav om, at der er foretaget en endelig opgørelse

af efterbetalingskravet inden fristens udløb, f.eks. i form af en

"agterskrivelse" som nævnt i § 3, stk. 4, i skattestyrelsesloven, men

kravsanmeldelsen skal - for at kunne tillægges retsvirkning - angive

det faktiske og retlige grundlag for kravets fremsættelse".

Repræsentanten havde anført, at denne fortolkning ikke

fremgik direkte af lovbestemmelsens ordlyd, der reelt havde samme indhold som

§ 43, stk. 8, men at han vanskeligt kunne forestille sig, at man ville

fortolke to lovbestemmelser, der reelt havde samme ordlyd, på to

forskellige måder. Skatteforvaltningen måtte under henvisning

hertil i denne sag som det mindste have anført på skrivelsen, at

man forbeholdt sig eventuelt at stille spørgsmål ved

berettigelsen af de foretagne fradrag/afskrivninger vedrørende B KG.

Dette havde naturligvis en stor informationsværdi for boets

repræsentant og arvinger og dermed for en række væsentlige

bobeslutninger om boets behandling og afvikling.

Repræsentanten havde over for Landsskatteretten anført, at

forvaltningen - selv om selvangivelse først var blevet indgivet i

september 1992 - havde haft ca. 13 måneder til at tage stilling til, om

der kunne fremsættes efterbetalingskrav over for arvingerne i

dødsboet, forinden man tog det generelle forbehold. Da den

dagældende § 43, stk. 8, i statsskatteloven var en klar instruks til de

lignende myndigheder om, at de skulle prioritere ligning i dødsbosager

højt, således at man blev i stand til at rejse krav mod

dødsboer inden udløbet af fristerne i bestemmelsen, og da

risikoen for, at forvaltningen havde foretaget forkert prioritering i

ligningsarbejdet, således at man ikke havde været i stand til at

rejse et egentligt efterbetalingskrav imod dødsboet, efter hans

opfattelse måtte bæres af skattemyndighederne, og ikke af

dødsboet, fandt han, at den påklagede afgørelse

måtte tilsidesættes i overensstemmelse med den nedlagte

påstand. Han havde herved yderligere bemærket, at statsmagten

ikke var tilbageholdende med at påstå, at frister skulle

overholdes, når det var en skatteyder, der forsømte at iagttage

en frist, der ikke blot var en ordens-forskrift, hvorved han havde henvist

til den i TfS 1999, nr. 211, offentliggjorte kendelse fra Højesteret.

Skatteankenævnet havde anført, at skattemyndighederne -ved

ca. to måneder efter modtagelsen af § 14-opgørelsen at have

underrettet boet om, at der ville kunne fremsættes et skattekrav -

havde bevaret adgangen til at foretage de omhandlede ændringer for

indkomstårene 1991 og 1992. Nævnet havde videre anført, at

adgangen hertil ikke var fortabt ved, at forvaltningen kort tid efter at have

givet ovennævnte underretning havde ændret

skatteansættelserne for indkomstårene 1988, 1989 og 1990.

Nævnet havde henvist til Skatteministeriets "Vejledning i reglerne

om dødsbobeskatning" fra august 1989. Af denne fremgik, at:

"Efter statsskattelovens § 43, stk. 8, skal skattemyndighederne give boet

underretning, hvis de skønner, at der skal rejses krav på

efterbetaling eller tillægsskat. Kravet behøver ikke at

være opgjort, og det er heller ikke nødvendigt at beskrive det

nærmere for at overholde fristerne".

Nævnet havde endvidere bemærket, at de af skatteforvaltningen

fremsendte skrivelser var to standardiserede breve, som var udarbejdet til

formålet, og som anvendtes hertil i samtlige kommuner i Danmark.

Nævnet havde herudover anført, at det måtte

lægges til grund, at skatteforvaltningen ved afsendelse af skrivelsen

den 6. oktober 1993 havde været opmærksom på

leasingarrangementet, da forvaltningen i forbindelse med godkendelsen af

§14-opgørelsen havde foretaget en gennemlæsning af

selvangivelserne, og da en projektgruppe nedsat af Told- og Skattestyrelsen

den 1. juni 1993 havde udsendt "Rapport om mindre anpartsvirksomheder".

Nævnet havde endelig anført, at det hverken af den

dagældende lovbestemmelse, forarbejderne til loven eller

Skattedepartementets besvarelse af skifterettens spørgsmål

fremgik, at 6-måneders fristen i § 43, stk. 8, gjaldt for fremsendelse

af agterskrivelse, for en beskrivelse af kravet eller for opgørelse

heraf.

Told- og Skattestyrelsen havde ikke fundet grundlag for at indstille

tilsidesættelse af de påklagede ansættelser, jf. den

dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8.

Styrelsen havde som begrundelse herfor bl.a. anført, at der efter

den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8, alene var en pligt for

skattemyndighederne til inden for 6 måneder at underrette boet om, at

man skønnede, at der ville kunne blive fremsat krav om efterbetaling,

men at det ikke kunne anses at have været et krav, at underretningen

indeholdt en angivelse af det faktiske og retlige grundlag for

ændringen. Der var herved henvist til Skatteministeriets Vejledning fra

1985.

Styrelsen havde som begrundelse for indstillingen videre anført, at

der efter styrelsens opfattelse kunne lægges en vis vægt

på, at afdødes revisor først indsendte selvangivelsen for

1991 i september 1992 efter at indkomståret i første omgang var

takseret, idet revisor under hensyntagen hertil måtte have været

vidende om, at selvangivelsen ikke var lignet, da forvaltningen den 7.

oktober 1993 meddelte forbeholdet, og idet revisor på dette tidspunkt

ligeledes havde været bekendt med, at indkomståret 1992 ikke var

færdiglignet.

Landsskatteretten udtalte, at det fremgik af den dagældende

statsskattelovs § 43, stk. 8, at såfremt skattemyndigheden

skønnede, at krav om efterbetaling eller tillægsskat kunne

fremsættes, skulle der gives boet underretning herom. Hvis

afdøde i det indkomstår, hvori dødsfaldet havde fundet

sted, eller i det foregående indkomstår havde været

underlagt bogføringspligt efter bogføringsloven eller

regnskabspligt efter skattekontrolloven, skulle boet underrettes inden 6

måneder efter, at skattemyndighederne havde modtaget boets

opgørelse over aktiver og passiver ved dødsfaldet, jf.

kildeskattelovens § 14, stk. 3.

Landsskatteretten fandt, at formuleringen af den dagældende

statsskattelovs § 43, stk. 8, forudsatte, at et bestemt faktum havde henledt

myndighedernes opmærksomhed på forhold, der var anset at kunne

resultere i et krav, som myndighederne ikke inden for den givne frist havde

haft tid til at konkretisere med fuldt hjemmelsgrundlag.

Da de omstændigheder, der havde givet anledning til de

påklagede ansættelser i henhold til sagens oplysninger, var

ukendte for myndighederne, da man den 7. oktober 1993 gav boet meddelelse om

forbehold, fandt retten herefter ikke, at disse forbehold havde kunnet

udstrækkes til også at omfatte de ved de påklagede

ansættelser rejste krav. Kravene måtte således anses for

fremsat efter udløbet af den i den dagældende statsskattelovs §

43, stk. 8, givne frist herfor.

De påklagede ansættelser blev herefter tilsidesat allerede af

denne grund som ugyldige i medfør af den dagældende

statsskattelovs § 43, stk. 8.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter