Dødsbobeskatning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Dødsbobeskatning
forældelsesfrist
ugyldighedsindsigelse
Reference:
SL § 43, stk. 8 (dagældende)
Dødsboet efter A klagede for indkomstårene 1991 og 1992 over,
at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for underskud
vedr. deltagelse i B KG.
Det fremgik af sagens oplysninger, at A var afgået ved døden
den 9. februar 1993.
§ 14-opgørelser for særbo henholdsvis fællesbo var
bilagt regnskab for den relevante periode blevet fremsendt til
skatteforvaltningen den 9. august 1993.
Selvangivelse for indkomståret 1991 var blevet fremsendt til
skatteforvaltningen i september 1992.
Forvaltningen havde den 7. oktober 1993 til boets advokat fremsendt to
fortrykte godkendelsesblanketter vedrørende godkendelse af
opgørelse af aktiver og passiver, jf. kildeskattelovens § 14, for
henholdsvis særboet og fællesboet, hvorved skatteforvaltningen
ved afkrydsning på blanketterne havde meddelt, at man skønnede,
at der ville kunne rejses krav om efterbetaling for tidligere år i
henhold til statsskattelovens § 43. Der var ingen yderligere specifikation af
forbeholdet.
Forvaltningen havde den 21. december 1993 fremsendt agterskrivelse til
boet vedrørende skatteansættelsen for indkomstårene 1988
til 1990, og der var den 24. juni 1994 truffet afgørelse om
forhøjelse af skatteansættelserne for nævnte
indkomstår.
Det fremgik af sagens oplysninger, at Told- og Skatteregionen ved telefax
af 8. december 1994 havde henledt skatteforvaltningens opmærksomhed
Læs alt
på, at afdøde havde deltaget i B KG.
Forvaltningen havde herefter den 9. december 1994 fremsendt agterskrivelse
vedrørende indkomståret 1991 til dødsboet v/advokat C,
ved hvilken man havde varslet en forhøjelse af indkomsten
vedrørende ikke godkendt fradrag for underskud ved deltagelse i det
nævnte interessentskab.
Den 29. december 1994 havde revisor D til forvaltningen fremsendt
indsigelser mod agterskrivelsen, men forvaltningen havde samme dato foretaget
ændring af skatteansættelsen i overensstemmelse med det i
agterskrivelsen varslede.
Der var den 20. marts 1996 tillige fremsendt agterskrivelse til boet
vedrørende ansættelsen af afdødes indkomst og formue for
indkomståret 1992. Der var herved varslet forhøjelse af
indkomstopgørelsen vedrørende ikke godkendt fradrag for
underskud ved deltagelse i B KG. og forhøjelse af
formueansættelsen vedrørende tilbageførsel af den
selvangivne negative formue i interessentskabet.
Der var den 16. april 1996 fremsendt indsigelser mod de varslede
ændringer, men forvaltningen havde den 18. april 1996 foretaget
forhøjelse af indkomst- og formueansættelsen i overensstemmelse
med det i agterskrivelsen varslede.
Dødsboets repræsentant havde over for Landsskatteretten
nedlagt påstand om, at skatteforvaltningens afgørelser
vedrørende indkomstårene 1991 og 1992 var ugyldige som
følge af forældelse, jf. den dagældende statsskattelovs §
43, stk. 8.
Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at boet
skulle underrettes om kravet inden 6 måneder efter, at
skattemyndigheden havde modtaget boets opgørelse af aktiver og
passiver, jf. dagældende kildeskattelovs § 14, stk. 3, og at fristen
således var udløbet den 9. februar 1994.
Repræsentanten havde anført, at det ikke var
tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen i § 43, stk. 8,
at skattemyndighederne havde taget et generelt forbehold i skrivelserne af 7.
oktober 1993 til dødsboets bestyrer, advokat C. Meddelelsen om, at der
kunne blive rejst efterbetalingskrav, var i skrivelserne blot sket ved en
skemaafkrydsning uden angivelse af på hvilke punkter, kravet ville
kunne rejses, og formålet med bestemmelsen ville efter
repræsentantens opfattelse blive totalt forskertset, hvis myndighederne
med fremsendelse et sådant generelt afkrydsningsskema kunne afbryde
fristen. Han havde herved anført, at formålet med bestemmelsen
var at opnå en så hurtig afklaring som muligt af, om den
afdøde skyldte skat til det offentlige.
Repræsentanten havde til støtte for påstanden videre
anført, at det efter det i sagen foreliggende materiale måtte
anses for godtgjort, at skatteforvaltningen først ved en skrivelse af
8. december 1994 fra Told- og Skatteregionen var blevet opmærksom
på, at der måske kunne kræves efterbetaling som
følge af afdødes deltagelse i det omhandlede
leasingarrangement. Han havde under henvisning hertil anført, at det
under sagens behandling ved Landsskatteretten måtte lægges til
grund, at skatteforvaltningen ikke i forbindelse med underretningen om kravet
var opmærksom på flyprojektet. Der var herved tillige henvist
til, at ankenævnets sagsbehandler ved mødet med nævnet
havde bekræftet, at forvaltningen først ved regionens skrivelse
var blevet opmærksom på det omhandlede forhold.
Det var over for Landsskatteretten fremhævet, at der i umiddelbar
forlængelse af forvaltningens skrivelse af oktober 1993 var givet
meddelelse til boet om ændrede skatteansættelser for
indkomstårene 1988, 1989 og 1990, men ikke vedrørende
indkomstårene 1991 og 1992, og det var anført, at dette var et
stærkt vidnesbyrd om, at det var indkomstårene 1989, 1989 og 1990
- og ikke indkomstårene 1991 og 1992 - forbeholdet havde sigtet til.
Det var yderligere anført, at boet efter modtagelsen af de
ændrede skatteansættelser for indkomstårene 1988, 1989 og
1990 med rette havde kunnet gå ud fra, at der herefter ikke ville blive
rejst yderligere efterbetalingskrav vedrørende afdødes
indkomstforhold, og det var anført, at en afgørelse om, at
forvaltningens afkrydsning på skemaerne også omfattede
efterbetalingsmuligheden for 1991 og 1992, ville være ensbetydende med,
at fristreglerne i § 43, stk. 8, ville være helt og aldeles
værdiløse.
Repræsentanten havde vedrørende Skatteministeriets
"Vejledning i reglerne om dødsbobeskatning" bemærket, at
vejledningen ikke var bindende for skatteydere, Landsskatteretten eller
domstolene. Han havde videre anført, at vejledningen støttede
den over for Landsskatteretten nedlagte påstand, idet der i selve ordet
"kravet" lå noget substantielt, d.v.s. at forbeholdet måtte
relateres til et eller andet forhold i selvangivelsen, der eventuelt kunne
give anledning til en efterbetaling. Der var vedrørende denne
forståelse af ordet "kravet" henvist til forarbejderne til de nye
regler om efterbetaling i dødsboskattelovens § 87, stk. 2. Af
forarbejderne fremgik, at:
"Der stilles ikke krav om, at der er foretaget en endelig opgørelse
af efterbetalingskravet inden fristens udløb, f.eks. i form af en
"agterskrivelse" som nævnt i § 3, stk. 4, i skattestyrelsesloven, men
kravsanmeldelsen skal - for at kunne tillægges retsvirkning - angive
det faktiske og retlige grundlag for kravets fremsættelse".
Repræsentanten havde anført, at denne fortolkning ikke
fremgik direkte af lovbestemmelsens ordlyd, der reelt havde samme indhold som
§ 43, stk. 8, men at han vanskeligt kunne forestille sig, at man ville
fortolke to lovbestemmelser, der reelt havde samme ordlyd, på to
forskellige måder. Skatteforvaltningen måtte under henvisning
hertil i denne sag som det mindste have anført på skrivelsen, at
man forbeholdt sig eventuelt at stille spørgsmål ved
berettigelsen af de foretagne fradrag/afskrivninger vedrørende B KG.
Dette havde naturligvis en stor informationsværdi for boets
repræsentant og arvinger og dermed for en række væsentlige
bobeslutninger om boets behandling og afvikling.
Repræsentanten havde over for Landsskatteretten anført, at
forvaltningen - selv om selvangivelse først var blevet indgivet i
september 1992 - havde haft ca. 13 måneder til at tage stilling til, om
der kunne fremsættes efterbetalingskrav over for arvingerne i
dødsboet, forinden man tog det generelle forbehold. Da den
dagældende § 43, stk. 8, i statsskatteloven var en klar instruks til de
lignende myndigheder om, at de skulle prioritere ligning i dødsbosager
højt, således at man blev i stand til at rejse krav mod
dødsboer inden udløbet af fristerne i bestemmelsen, og da
risikoen for, at forvaltningen havde foretaget forkert prioritering i
ligningsarbejdet, således at man ikke havde været i stand til at
rejse et egentligt efterbetalingskrav imod dødsboet, efter hans
opfattelse måtte bæres af skattemyndighederne, og ikke af
dødsboet, fandt han, at den påklagede afgørelse
måtte tilsidesættes i overensstemmelse med den nedlagte
påstand. Han havde herved yderligere bemærket, at statsmagten
ikke var tilbageholdende med at påstå, at frister skulle
overholdes, når det var en skatteyder, der forsømte at iagttage
en frist, der ikke blot var en ordens-forskrift, hvorved han havde henvist
til den i TfS 1999, nr. 211, offentliggjorte kendelse fra Højesteret.
Skatteankenævnet havde anført, at skattemyndighederne -ved
ca. to måneder efter modtagelsen af § 14-opgørelsen at have
underrettet boet om, at der ville kunne fremsættes et skattekrav -
havde bevaret adgangen til at foretage de omhandlede ændringer for
indkomstårene 1991 og 1992. Nævnet havde videre anført, at
adgangen hertil ikke var fortabt ved, at forvaltningen kort tid efter at have
givet ovennævnte underretning havde ændret
skatteansættelserne for indkomstårene 1988, 1989 og 1990.
Nævnet havde henvist til Skatteministeriets "Vejledning i reglerne
om dødsbobeskatning" fra august 1989. Af denne fremgik, at:
"Efter statsskattelovens § 43, stk. 8, skal skattemyndighederne give boet
underretning, hvis de skønner, at der skal rejses krav på
efterbetaling eller tillægsskat. Kravet behøver ikke at
være opgjort, og det er heller ikke nødvendigt at beskrive det
nærmere for at overholde fristerne".
Nævnet havde endvidere bemærket, at de af skatteforvaltningen
fremsendte skrivelser var to standardiserede breve, som var udarbejdet til
formålet, og som anvendtes hertil i samtlige kommuner i Danmark.
Nævnet havde herudover anført, at det måtte
lægges til grund, at skatteforvaltningen ved afsendelse af skrivelsen
den 6. oktober 1993 havde været opmærksom på
leasingarrangementet, da forvaltningen i forbindelse med godkendelsen af
§14-opgørelsen havde foretaget en gennemlæsning af
selvangivelserne, og da en projektgruppe nedsat af Told- og Skattestyrelsen
den 1. juni 1993 havde udsendt "Rapport om mindre anpartsvirksomheder".
Nævnet havde endelig anført, at det hverken af den
dagældende lovbestemmelse, forarbejderne til loven eller
Skattedepartementets besvarelse af skifterettens spørgsmål
fremgik, at 6-måneders fristen i § 43, stk. 8, gjaldt for fremsendelse
af agterskrivelse, for en beskrivelse af kravet eller for opgørelse
heraf.
Told- og Skattestyrelsen havde ikke fundet grundlag for at indstille
tilsidesættelse af de påklagede ansættelser, jf. den
dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8.
Styrelsen havde som begrundelse herfor bl.a. anført, at der efter
den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8, alene var en pligt for
skattemyndighederne til inden for 6 måneder at underrette boet om, at
man skønnede, at der ville kunne blive fremsat krav om efterbetaling,
men at det ikke kunne anses at have været et krav, at underretningen
indeholdt en angivelse af det faktiske og retlige grundlag for
ændringen. Der var herved henvist til Skatteministeriets Vejledning fra
1985.
Styrelsen havde som begrundelse for indstillingen videre anført, at
der efter styrelsens opfattelse kunne lægges en vis vægt
på, at afdødes revisor først indsendte selvangivelsen for
1991 i september 1992 efter at indkomståret i første omgang var
takseret, idet revisor under hensyntagen hertil måtte have været
vidende om, at selvangivelsen ikke var lignet, da forvaltningen den 7.
oktober 1993 meddelte forbeholdet, og idet revisor på dette tidspunkt
ligeledes havde været bekendt med, at indkomståret 1992 ikke var
færdiglignet.
Landsskatteretten udtalte, at det fremgik af den dagældende
statsskattelovs § 43, stk. 8, at såfremt skattemyndigheden
skønnede, at krav om efterbetaling eller tillægsskat kunne
fremsættes, skulle der gives boet underretning herom. Hvis
afdøde i det indkomstår, hvori dødsfaldet havde fundet
sted, eller i det foregående indkomstår havde været
underlagt bogføringspligt efter bogføringsloven eller
regnskabspligt efter skattekontrolloven, skulle boet underrettes inden 6
måneder efter, at skattemyndighederne havde modtaget boets
opgørelse over aktiver og passiver ved dødsfaldet, jf.
kildeskattelovens § 14, stk. 3.
Landsskatteretten fandt, at formuleringen af den dagældende
statsskattelovs § 43, stk. 8, forudsatte, at et bestemt faktum havde henledt
myndighedernes opmærksomhed på forhold, der var anset at kunne
resultere i et krav, som myndighederne ikke inden for den givne frist havde
haft tid til at konkretisere med fuldt hjemmelsgrundlag.
Da de omstændigheder, der havde givet anledning til de
påklagede ansættelser i henhold til sagens oplysninger, var
ukendte for myndighederne, da man den 7. oktober 1993 gav boet meddelelse om
forbehold, fandt retten herefter ikke, at disse forbehold havde kunnet
udstrækkes til også at omfatte de ved de påklagede
ansættelser rejste krav. Kravene måtte således anses for
fremsat efter udløbet af den i den dagældende statsskattelovs §
43, stk. 8, givne frist herfor.
De påklagede ansættelser blev herefter tilsidesat allerede af
denne grund som ugyldige i medfør af den dagældende
statsskattelovs § 43, stk. 8.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Dødsbo - arveafkald - partielt skifte. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024
- Sagerne drejer sig om, hvorvidt sagsøger opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 Domsdatabasen · 11. oktober 2022
- Landsretten stadfæster byrettens afgørelse i sag om, hvorvidt Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøger med virkning fra 4. oktober 2017 har krav på at blive beskattet efter bestemmelserne i kildeskattelovens § 48 E-F (Forskerskatteordningen), og tiltræder dermed, at appellant ikke opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1 Domsdatabasen · 11. oktober 2022
- LIGNINGSVEJLEDNING 2007 LIGNINGSVEJLEDNINGEN; BESKATNING VED DØDSFALD 2007-3 Retsinformation · 5. februar 2008
- DØDSBOBESKATNING 1997 AFSNIT BG Retsinformation · 5. februar 2008
- LIGNINGSVEJLEDNING 2000 B. BESKATNING VED DØDSFALD Retsinformation · 5. februar 2008