Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/2001
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
90/2001
[K] har ved advokat Michael Christiani Havemann har
klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Billed Bladet den 16.
august 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] endvidere
klaget over, at Billed Bladet har afvist at bringe et genmæle.
Af artiklen med overskriften "[K] har
brækket begge arme" fremgik det, at
"- Ja, det er forfærdeligt. Jeg har
brækket begge mine arme. Det er både smertefuldt og meget
uheldigt, fortæller "Go morgen Danmark"s populære
værtinde, [K], som i øjeblikket er på barselsorlov.
- Det værste er næsten, at jeg har svært
ved at tage mig af min lille søn, Jeg kan f.eks. slet ikke
løfte ham. Men så har min mand jo måttet tage hele
slæbet, siger [K], som heller ikke har været i stand til at amme
sin 15 uger gamle dreng.
Uheldet, der kostede [K] et par brækkede arme, var
tilsyneladende ret banalt. TV-værten snublede, og i faldet tog hun fra
med hænderne. Smerterne var efterfølgende store i begge arme,
men [K] troede ikke, at der var tale om brud. Flere timer senere valgte
hendes mand, [X], imidlertid at køre hende på hospitalet til en
undersøgelse. Og efter at have taget et par røntgenbilleder
konstaterede lægerne, at armene var brækket.
Billed-Bladet stødte på [K], da hun ankom til
Erik Stephensens 50 års fødselsdag i Skandinavisk
Filmkompagni. Hun var ved nogenlunde godt mod og kunne sagtens sidde med til
bords ved festen. Hendes arme var nemlig ikke i gips, men sad i et par sorte
slynger. Så med en del besvær lykkedes det altså for [K] at
styre både glas og bestik ved fødselsdagsmiddagen."
Læs alt
Klageren har anført, at den indklagede artikel er
formuleret og fremstår på en sådan måde, at man
får det indtryk, at klager har udtalt sig til bladets journalist om en
række forhold. Klager har i den forbindelse fremhævet
følgende passager:
A) "Ja, det er forfærdeligt. Jeg har
brækket begge mine arme. Det er både smertefuldt og uheldigt,
fortæller "Go morgen Danmark"s populære værtinde,
som i øjeblikket er på barselsorlov."
og
B) "Det værste er næsten, at jeg har
svært ved at tage mig af min lille søn. Jeg kan f.eks. slet
ikke løfte ham. Men så har min mand jo måttet tage hele
slæbet, siger [K], som heller ikke har været i stand til at amme
sin 15 uger gamle dreng."
Klageren har gjort gældende, at det med klagen
ønskes fastslået, at bladet ved gengivelsen af en række
oplysninger har overtrådt god presseskik.
Klager har i den forbindelse oplyst, at det er korrekt, at
hun havde brækket begge arme som beskrevet i artiklen, og det er
ligeledes korrekt, at klager deltog i Erik Stephensens 50 års
fødselsdag, hvor hun blev kontaktet af bladets journalist, Ulrik
Ulriksen. Det er imidlertid ikke korrekt, at klager har udtalt sig, som det
fremgår af bladets artikel.
Tværtimod afviste hun to gange at tale om sit uheld,
ligesom hun afslog at lade sig fotografere. Bladet var i øvrigt forud
for den konkrete episode bekendt med, at klager udtrykkeligt havde frabedt
sig omtale af sine private forhold. Således sendte klagers advokat den
14. maj 1998 en fax til bladets chefredaktør, hvori det blev
understreget, at klager ubetinget ville protestere imod og modsætte sig
enhver omtale af sine private forhold, uanset karakteren, omfanget og
sammenhængen i øvrigt. Klager frabad sig samtidig, at bladet
henvendte sig telefonisk eller personligt med forespørgsler om private
forhold.
Klager har endvidere oplyst, at hendes samlever den 7.
august 2001 privat blev ringet op af en anden journalist fra bladet for at
få en kommentar til uheldet. Det blev i den forbindelse konkret og
utvetydigt tilkendegivet, at klager ikke ønskede omtale af uheldet og
følgelig ikke ville kommentere sagen. Journalisten bag den indklagede
artikel, Ulrik Ulriksen, har bekræftet kendskabet til denne
samtale.
Klageren har anført, at bladet har handlet i strid
med god presseskik ved at lade artiklen fremstå, som om klager har
udtalt sig om de pågældende forhold. Eftersom hun både ved
skriftlige henvendelser til pressen og ved retssager konsekvent har
søgt at beskytte sit privatliv imod omtale, må det have
formodningen imod sig, at hun skulle have udtalt sig. Også den
omstændighed, at oplysningen om amningen er direkte usand, al den stund
hun faktisk i hele forløbet har ammet sin søn, taler imod, at
sådanne udtalelser skulle være afgivet til bladets journalister.
Klagers samlever har for nylig konfronteret journalisten bag artiklen med
påstanden om, at klager skulle have udtalt sig til ham. Journalisten
svarede meget tøvende og usikkert, at "det var det, han mente,
der havde stået på hans notesblok, da han kom hjem ", og at
"det måske ikke var det, der var sagt, men det var ment".
Klager har over for nævnet fremlagt en særskilt erklæring,
der beskriver mødet og ordvekslingen med bladets journalist og
fotograf. Af erklæringen fremgår det, at klager alene
bekræftede, at det var dejligt at være blevet mor og i
øvrigt afslog at udtale sig om sit uheld. Ligeledes fremgår det,
at klager fik det indtryk, at journalisten respekterede dette ønske og
indikerede dette ved et afvæbnende og undskyldende kropssprog, ligesom
han på intet tidspunkt havde pen eller papir fremme. Klager har
endvidere fremlagt en erklæring fra en veninde, der fulgtes til
fødselsdagsfesten med klager. Erklæringen bekræfter, at
klager ikke har udtalt sig som påstået. I øvrigt er der
flere faktuelle fejl i den indklagede artikel, hvilket efter klagers
opfattelse understreger, at hun ikke har udtalt sig, som journalisten
hævder.
Klager har over for bladets udtalelse om, at oplysningerne
efter sin karakter ikke er beskyttet af privatlivets fred, fordi der er tale
om to brækkede arme, hvilket vil være synligt for enhver,
anført, at den omstændighed, at noget er synligt ved fysisk
tilstedeværelse, ikke juridisk berettiger til spredning for knap 1.
mio. læsere, ligesom klagers omtalte ammeforhold naturligvis ikke kan
udledes på gaden. Denne sag er et spørgsmål om
privatlivskrænkelse og ikke om injurier.
Klageren har i den forbindelse anmodet nævnet om at
pålægge bladet at offentliggøre et genmæle, hvoraf
fremgår, at klager ikke har udtalt sig om de pågældende
forhold til bladet endsige givet samtykke til omtale af de
pågældende forhold, således som det synes at fremgå
af artiklens citater.
Klageren har videre anført, at bladet har handlet i
strid med god presseskik ved sin telefoniske henvendelse til klager og
efterfølgende personlige henvendelser i forbindelse med
ovennævnte fødselsdagsarrangement, da klager via sin advokat
udtrykkeligt i telefax af 14. maj 1998 har frabedt sig sådanne
telefoniske eller personlige henvendelser om private forhold. Det savner i
den forbindelse mening, når bladet over for nævnet
anfører, at det "i praksis ville være umuligt at
udøve opsøgende journalistik", hvis forbud mod
henvendelser skulle respekteres. Klager har meddelt, at hun ikke
ønsker at frafalde sin ret til ikke at få omtalt private
forhold, jf. straffelovens § 264 d. Når bladet hvad man jo også
erkender har været helt på det rene med denne indstilling,
må bladet naturligvis vedblive med at respektere denne indstilling og
undlade at drive "opsøgende journalistik" i det mindste
indenfor et område, hvor det er strafbart. At journalisten som af
bladet anført skulle være forpligtet af de presseetiske regler
til at indhente kommentarer fra en person, man omtaler, synes også at
savne mening, al den stund man netop aldrig retmæssigt kan komme
til at omtale klagers private forhold, hverken isoleret eller i forbindelse
med andre, eftersom omtale af private forhold kræver samtykke fra hver
enkelt af de involverede.
Klageren har afslutningsvis fastholdt, at bladets
gengivelse af mødet og dets forløb er usand, og at det til
trods for de modstridende forklaringer i hvert fald ligger fast, at
journalisten ikke foreholdt klager oplysningen om amningen m.v., der
hævdes "at stamme fra bladets øvrige kilder", inden
artiklen blev skrevet. Dette udgør efter klagers opfattelse i sig selv
et brud på god presseskik.
Bladet har anført, at klager har udtalt sig
sådan, som hun er citeret for, og der foreligger således ikke en
overtrædelse af reglerne for god presseskik. Det er alle de som citat
anførte bemærkninger, der stammer fra klager selv. Det er
sædvanligt inden for enhver form for journalistik, at en artikel
består af en kombination af oplysninger og citater. Journalisten har en
baggrundviden om personen, som udtaler sig, og som viderebringes i artiklen,
således at helheden giver en tilgængelig information. Oplysningen
om klagers eventuelle evne til at amme sit barn er ikke et citat, men derimod
viderebringelse af en faktisk oplysning. Oplysningen stammede fra en af
bladets kilder. Bladet har i øvrigt fremlagt erklæringer fra den
journalist og fotograf, der var tilstede ved den pågældende
hændelse. For så vidt angår klagers bemærkninger om,
at visse faktuelle fejl i artiklen underbygger, at hun ikke har udtalt sig om
uheldet overhovedet, har bladet anført, at de pågældende
oplysninger ikke fremtræder som hidrørende fra klager selv.
Oplysningerne var alene beskrevet i artiklen, og der var ikke tale om et
citat.
Bladet har i den forbindelse anført, at uenigheden
om, hvad der rent faktisk er sagt og sket på stedet, ikke er egnet til
afgørelse ved nævnet på grundlag af skriftlige
erklæringer, men må overlades til domstolenes
bevisbedømmelse. Nævnet bør derfor undlade at
træffe afgørelse om dette punkt, alternativt bør
afgørelsen stilles i bero, indtil den af klager ved Københavns
Byret anlagte retssag er endelig afgjort.
Bladet har endvidere anført, at der ikke foreligger
en krænkelse af privatlivets fred. I det konkrete tilfælde har
klager udtalt sig som citeret. Der foreligger derfor et stiltiende samtykke
til offentliggørelse, da klager måtte påregne, at hendes
udtalelser ville blive trykt. Allerede af den grund foreligger der ikke en
krænkelse af privatlivets fred. Det gøres samtidig
gældende, at de pågældende oplysninger, selv uden samtykke
til offentliggørelse, ikke er af en karakter, som kan krænke
privatlivets fred. Der er tale om en omtale af to brækkede arme,
hvilket vil være synligt for enhver, som måtte se klager på
gaden. Endvidere er oplysningerne ikke egnet til at nedsætte klagerens
agtelse blandt læserne, da de alene beskriver et faktisk forhold af
neutral karakter.
Bladet har endvidere med henvisning til ovennævnte
anbringender afvist at være forpligtet til at bringe et
genmæle.
Bladet har yderligere gjort gældende, at man alene
har kontaktet klager to gange i forbindelse med den indklagede artikel. Dels
ved telefonisk henvendelse den 7. august 2001, og dels i forbindelse med
Erik Stephensens fødselsdagsfest. Der er således ikke tale
om, at klager er blevet forulempet med gentagne opringninger med det
formål at formå hende at udtale sig om uheldet. Tværtimod
efterlevede man fuldt ud samleverens tilkendegivelse om, at klager ikke
ønskede at kommentere uheldet. Den omstændighed, at klagers
samlever telefonisk har givet udtryk for, at klager ikke ønskede at
kommentere sit uheld, kan ikke føre til, at det strider mod god
presseskik at spørge klager, når journalisten møder hende
under udførelsen af sit arbejde. Klager må, ikke mindst da hun
selv er journalist, formodes at være i stand til at svare på et
simpelt spørgsmål stillet i et høfligt tonefald.
For så vidt angår klagers faxskrivelse af 14.
maj 1998 til bladets chefredaktør, hvori klager frabeder sig enhver
omtale af sine private forhold, har bladet anført, at den er udsendt
til en række ugeblade og aviser, efter at klager angiveligt
følte sig generet af ugebladene. Telefaxen er helt frem til den
aktuelle episode blevet respekteret fuldt ud af bladet. Såfremt et
hændelsesforløb som det pågældende blev anset for
stridende mod god presseskik, ville det i praksis være umuligt at
udøve opsøgende journalistik. Uanset en generel tilkendegivelse
fra klager om, at hun ikke ønsker henvendelser fra indklagede,
må der i hvert fald 2½ år senere være adgang til at rette
høflig henvendelse til hende og anmode om en kommentar. Dette
bestyrkes efter bladets opfattelse af, at man kun ringede til klager
én gang og derefter respekterede ønsket om ikke at blive ringet
op på ny. Det forhold, at en anden af bladets journalister
efterfølgende tilfældigt mødte klager og spurgte hende om
uheldet, kan ikke udgøre en overtrædelse af god presseskik. At
journalisten i det konkrete tilfælde stiller et spørgsmål
til klager kan i øvrigt ikke anses for omfattet af samleverens
tilkendegivelse, som må rette sig mod yderligere telefoniske
henvendelser eller personlig opsøgende virksomhed. Det er et
åbenbart led i pressens arbejde og en forudsætning for pressens
blotte eksistens, at man stiller spørgsmål om tingene i
almindelighed og til de personer, som omtales, i særdeleshed. Der er
intet grundlag for at gøre et høfligt spørgsmål om
et uskyldigt emne, stillet til en person, som må formodes at være
i stand til at svare for sig - ikke mindst da hun selv er journalist - til et
spørgsmål om god presseskik.
Bladet har herudover anført, at man ved at rette
henvendelse til klager netop har sørget for at agere i
overensstemmelse med reglerne for god presseskik, hvorefter en journalist har
en pligt til at indhente en kommentar fra den eller de personer, der er emnet
for en artikel. Bladet har subsidiært gjort gældende, at
Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til dette
spørgsmål, idet nævnet i henhold til medieansvarslovens §
43, stk. 1, nr. 1, alene kan træffe afgørelse om, hvorvidt en
offentliggørelse er i strid med god presseskik. Da bladets
adfærd ikke i sig selv konstituerer en offentliggørelse, falder
spørgsmålet uden for nævnets kompetence.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og
Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at
klagen er indgivet den 6. september 2001 over en artikel i bladet den 16.
august 2001. Nævnet har således ikke mulighed for at tage
stilling til det nye klagepunkt, der er anført i klagers brev af 26.
oktober 2001, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2.
Det fremgår af de vejledende regler for god
presseskik, at massemedierne skal undgå meddelelser, der kan
krænke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse kræver
offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin
personlige anseelse.
Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en
bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med den
samtale, der har fundet sted mellem klager og journalisten bag artiklen.
Nævnet finder imidlertid - trods uenigheden mellem klager og bladets
journalist om denne samtale - ud fra sagens oplysninger at måtte kunne
lægge til grund, at klager ikke har udtalt sig til bladet, sådan
som det fremgår af artiklen.
Billed Bladet har ved at citere klageren direkte efterladt
læseren med det indtryk, at klageren har udtalt sig til bladet,
skønt dette ikke har været tilfældet. Herved har bladet
handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Nævnet finder derimod ikke, at bladets oplysninger,
herunder om at klager har brækket begge arme, er af en sådan
karakter, at bladet ved at bringe oplysningerne har handlet i strid med god
presseskik. Da oplysningerne endvidere ikke er egnet til at
påføre klageren nogen økonomisk eller anden skade af
betydning, har klageren ikke krav på et genmæle i medfør
af medieansvarslovens § 36.
Nævnet finder endelig ikke, at der ved selve
henvendelsen til klageren fra bladets side ved et tilfældigt
møde i forbindelse med en offentlig kendt persons
fødselsdagsfest uanset, at bladet var bekendt med, at klager ikke
ønskede en omtale af sine private forhold er udvist en adfærd,
der strider imod god presseskik.
I medfør af medieansvarslovens § 49
pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af
Billed Bladet at offentliggøre følgende:
"Kendelse fra Pressenævnet:
Billed Bladet bragte den 16. august 2001 en artikel om
tv-journalisten [K]. I artiklen omtaltes, at [K] ved et uheld havde
brækket begge arme, og hun var i den forbindelse citeret for en
række udtalelser.
[K] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at
Billed Bladet har tilsidesat god presseskik. Hun har tillige anmodet
nævnet om at pålægge bladet at bringe et genmæle.
Det fremgår af de vejledende regler for god
presseskik, at massemedierne skal undgå meddelelser, der kan
krænke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse kræver
offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin
personlige anseelse.
Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en
bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med den
samtale, der har fundet sted mellem klager og journalisten bag artiklen.
Nævnet finder imidlertid - trods uenigheden mellem klager og bladets
journalist om denne samtale - ud fra sagens oplysninger at måtte kunne
lægge til grund, at klager ikke har udtalt sig til bladet, sådan
som det fremgår af artiklen.
Billed Bladet har ved at citere klageren direkte efterladt
læseren med det indtryk, at klageren har udtalt sig til bladet,
skønt dette ikke har været tilfældet. Herved har bladet
handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
Nævnet finder derimod ikke, at bladets oplysninger,
herunder om at klager har brækket begge arme, er af en sådan
karakter, at bladet ved at bringe oplysningerne har handlet i strid med god
presseskik. Da oplysningerne endvidere ikke er egnet til at
påføre klageren nogen økonomisk eller anden skade af
betydning, har klageren ikke krav på et genmæle i medfør
af medieansvarslovens § 36.
Nævnet finder endelig ikke, at der ved selve
henvendelsen til klageren fra bladets side ved et tilfældigt
møde i forbindelse med en offentlig kendt persons
fødselsdagsfest uanset, at bladet var bekendt med, at klager ikke
ønskede en omtale af sine private forhold er udvist en adfærd,
der strider mod god presseskik.
København, den 12. december 2001
Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole
Askvig."
Afsagt den 12. december 2001.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sagerne nr. 2009-6-0896, 2009-6-0932, 2010-6-0942 og 2010-6-0964 Retsinformation · 28. april 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0986 Retsinformation · 18. marts 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0895 Retsinformation · 1. marts 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12505 Retsinformation · 10. december 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-06118 Retsinformation · 15. september 2026
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-1005 Retsinformation · 2. september 2010
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 102/2001 Retsinformation · 18. februar 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 107/2001 Retsinformation · 24. januar 2002
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0779 Retsinformation · 8. april 2022
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 122/2000 Retsinformation · 19. marts 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-04809 Retsinformation · 26. januar 2024
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-568 Retsinformation · 4. december 2007