Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 90/2001

KEN nr 9611 af 12/12/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

90/2001

[K] har ved advokat Michael Christiani Havemann har

klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Billed Bladet den 16.

august 2001, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] endvidere

klaget over, at Billed Bladet har afvist at bringe et genmæle.

Af artiklen med overskriften "[K] har

brækket begge arme" fremgik det, at

"- Ja, det er forfærdeligt. Jeg har

brækket begge mine arme. Det er både smertefuldt og meget

uheldigt, fortæller "Go morgen Danmark"s populære

værtinde, [K], som i øjeblikket er på barselsorlov.

- Det værste er næsten, at jeg har svært

ved at tage mig af min lille søn, Jeg kan f.eks. slet ikke

løfte ham. Men så har min mand jo måttet tage hele

slæbet, siger [K], som heller ikke har været i stand til at amme

sin 15 uger gamle dreng.

Uheldet, der kostede [K] et par brækkede arme, var

tilsyneladende ret banalt. TV-værten snublede, og i faldet tog hun fra

med hænderne. Smerterne var efterfølgende store i begge arme,

men [K] troede ikke, at der var tale om brud. Flere timer senere valgte

hendes mand, [X], imidlertid at køre hende på hospitalet til en

undersøgelse. Og efter at have taget et par røntgenbilleder

konstaterede lægerne, at armene var brækket.

Billed-Bladet stødte på [K], da hun ankom til

Erik Stephensens 50 års fødselsdag i Skandinavisk

Filmkompagni. Hun var ved nogenlunde godt mod og kunne sagtens sidde med til

bords ved festen. Hendes arme var nemlig ikke i gips, men sad i et par sorte

slynger. Så med en del besvær lykkedes det altså for [K] at

styre både glas og bestik ved fødselsdagsmiddagen."

Læs alt

Klageren har anført, at den indklagede artikel er

formuleret og fremstår på en sådan måde, at man

får det indtryk, at klager har udtalt sig til bladets journalist om en

række forhold. Klager har i den forbindelse fremhævet

følgende passager:

A) "Ja, det er forfærdeligt. Jeg har

brækket begge mine arme. Det er både smertefuldt og uheldigt,

fortæller "Go morgen Danmark"s populære værtinde,

som i øjeblikket er på barselsorlov."

og

B) "Det værste er næsten, at jeg har

svært ved at tage mig af min lille søn. Jeg kan f.eks. slet

ikke løfte ham. Men så har min mand jo måttet tage hele

slæbet, siger [K], som heller ikke har været i stand til at amme

sin 15 uger gamle dreng."

Klageren har gjort gældende, at det med klagen

ønskes fastslået, at bladet ved gengivelsen af en række

oplysninger har overtrådt god presseskik.

Klager har i den forbindelse oplyst, at det er korrekt, at

hun havde brækket begge arme som beskrevet i artiklen, og det er

ligeledes korrekt, at klager deltog i Erik Stephensens 50 års

fødselsdag, hvor hun blev kontaktet af bladets journalist, Ulrik

Ulriksen. Det er imidlertid ikke korrekt, at klager har udtalt sig, som det

fremgår af bladets artikel.

Tværtimod afviste hun to gange at tale om sit uheld,

ligesom hun afslog at lade sig fotografere. Bladet var i øvrigt forud

for den konkrete episode bekendt med, at klager udtrykkeligt havde frabedt

sig omtale af sine private forhold. Således sendte klagers advokat den

14. maj 1998 en fax til bladets chefredaktør, hvori det blev

understreget, at klager ubetinget ville protestere imod og modsætte sig

enhver omtale af sine private forhold, uanset karakteren, omfanget og

sammenhængen i øvrigt. Klager frabad sig samtidig, at bladet

henvendte sig telefonisk eller personligt med forespørgsler om private

forhold.

Klager har endvidere oplyst, at hendes samlever den 7.

august 2001 privat blev ringet op af en anden journalist fra bladet for at

få en kommentar til uheldet. Det blev i den forbindelse konkret og

utvetydigt tilkendegivet, at klager ikke ønskede omtale af uheldet og

følgelig ikke ville kommentere sagen. Journalisten bag den indklagede

artikel, Ulrik Ulriksen, har bekræftet kendskabet til denne

samtale.

Klageren har anført, at bladet har handlet i strid

med god presseskik ved at lade artiklen fremstå, som om klager har

udtalt sig om de pågældende forhold. Eftersom hun både ved

skriftlige henvendelser til pressen og ved retssager konsekvent har

søgt at beskytte sit privatliv imod omtale, må det have

formodningen imod sig, at hun skulle have udtalt sig. Også den

omstændighed, at oplysningen om amningen er direkte usand, al den stund

hun faktisk i hele forløbet har ammet sin søn, taler imod, at

sådanne udtalelser skulle være afgivet til bladets journalister.

Klagers samlever har for nylig konfronteret journalisten bag artiklen med

påstanden om, at klager skulle have udtalt sig til ham. Journalisten

svarede meget tøvende og usikkert, at "det var det, han mente,

der havde stået på hans notesblok, da han kom hjem ", og at

"det måske ikke var det, der var sagt, men det var ment".

Klager har over for nævnet fremlagt en særskilt erklæring,

der beskriver mødet og ordvekslingen med bladets journalist og

fotograf. Af erklæringen fremgår det, at klager alene

bekræftede, at det var dejligt at være blevet mor og i

øvrigt afslog at udtale sig om sit uheld. Ligeledes fremgår det,

at klager fik det indtryk, at journalisten respekterede dette ønske og

indikerede dette ved et afvæbnende og undskyldende kropssprog, ligesom

han på intet tidspunkt havde pen eller papir fremme. Klager har

endvidere fremlagt en erklæring fra en veninde, der fulgtes til

fødselsdagsfesten med klager. Erklæringen bekræfter, at

klager ikke har udtalt sig som påstået. I øvrigt er der

flere faktuelle fejl i den indklagede artikel, hvilket efter klagers

opfattelse understreger, at hun ikke har udtalt sig, som journalisten

hævder.

Klager har over for bladets udtalelse om, at oplysningerne

efter sin karakter ikke er beskyttet af privatlivets fred, fordi der er tale

om to brækkede arme, hvilket vil være synligt for enhver,

anført, at den omstændighed, at noget er synligt ved fysisk

tilstedeværelse, ikke juridisk berettiger til spredning for knap 1.

mio. læsere, ligesom klagers omtalte ammeforhold naturligvis ikke kan

udledes på gaden. Denne sag er et spørgsmål om

privatlivskrænkelse og ikke om injurier.

Klageren har i den forbindelse anmodet nævnet om at

pålægge bladet at offentliggøre et genmæle, hvoraf

fremgår, at klager ikke har udtalt sig om de pågældende

forhold til bladet endsige givet samtykke til omtale af de

pågældende forhold, således som det synes at fremgå

af artiklens citater.

Klageren har videre anført, at bladet har handlet i

strid med god presseskik ved sin telefoniske henvendelse til klager og

efterfølgende personlige henvendelser i forbindelse med

ovennævnte fødselsdagsarrangement, da klager via sin advokat

udtrykkeligt i telefax af 14. maj 1998 har frabedt sig sådanne

telefoniske eller personlige henvendelser om private forhold. Det savner i

den forbindelse mening, når bladet over for nævnet

anfører, at det "i praksis ville være umuligt at

udøve opsøgende journalistik", hvis forbud mod

henvendelser skulle respekteres. Klager har meddelt, at hun ikke

ønsker at frafalde sin ret til ikke at få omtalt private

forhold, jf. straffelovens § 264 d. Når bladet hvad man jo også

erkender har været helt på det rene med denne indstilling,

må bladet naturligvis vedblive med at respektere denne indstilling og

undlade at drive "opsøgende journalistik" i det mindste

indenfor et område, hvor det er strafbart. At journalisten som af

bladet anført skulle være forpligtet af de presseetiske regler

til at indhente kommentarer fra en person, man omtaler, synes også at

savne mening, al den stund man netop aldrig retmæssigt kan komme

til at omtale klagers private forhold, hverken isoleret eller i forbindelse

med andre, eftersom omtale af private forhold kræver samtykke fra hver

enkelt af de involverede.

Klageren har afslutningsvis fastholdt, at bladets

gengivelse af mødet og dets forløb er usand, og at det til

trods for de modstridende forklaringer i hvert fald ligger fast, at

journalisten ikke foreholdt klager oplysningen om amningen m.v., der

hævdes "at stamme fra bladets øvrige kilder", inden

artiklen blev skrevet. Dette udgør efter klagers opfattelse i sig selv

et brud på god presseskik.

Bladet har anført, at klager har udtalt sig

sådan, som hun er citeret for, og der foreligger således ikke en

overtrædelse af reglerne for god presseskik. Det er alle de som citat

anførte bemærkninger, der stammer fra klager selv. Det er

sædvanligt inden for enhver form for journalistik, at en artikel

består af en kombination af oplysninger og citater. Journalisten har en

baggrundviden om personen, som udtaler sig, og som viderebringes i artiklen,

således at helheden giver en tilgængelig information. Oplysningen

om klagers eventuelle evne til at amme sit barn er ikke et citat, men derimod

viderebringelse af en faktisk oplysning. Oplysningen stammede fra en af

bladets kilder. Bladet har i øvrigt fremlagt erklæringer fra den

journalist og fotograf, der var tilstede ved den pågældende

hændelse. For så vidt angår klagers bemærkninger om,

at visse faktuelle fejl i artiklen underbygger, at hun ikke har udtalt sig om

uheldet overhovedet, har bladet anført, at de pågældende

oplysninger ikke fremtræder som hidrørende fra klager selv.

Oplysningerne var alene beskrevet i artiklen, og der var ikke tale om et

citat.

Bladet har i den forbindelse anført, at uenigheden

om, hvad der rent faktisk er sagt og sket på stedet, ikke er egnet til

afgørelse ved nævnet på grundlag af skriftlige

erklæringer, men må overlades til domstolenes

bevisbedømmelse. Nævnet bør derfor undlade at

træffe afgørelse om dette punkt, alternativt bør

afgørelsen stilles i bero, indtil den af klager ved Københavns

Byret anlagte retssag er endelig afgjort.

Bladet har endvidere anført, at der ikke foreligger

en krænkelse af privatlivets fred. I det konkrete tilfælde har

klager udtalt sig som citeret. Der foreligger derfor et stiltiende samtykke

til offentliggørelse, da klager måtte påregne, at hendes

udtalelser ville blive trykt. Allerede af den grund foreligger der ikke en

krænkelse af privatlivets fred. Det gøres samtidig

gældende, at de pågældende oplysninger, selv uden samtykke

til offentliggørelse, ikke er af en karakter, som kan krænke

privatlivets fred. Der er tale om en omtale af to brækkede arme,

hvilket vil være synligt for enhver, som måtte se klager på

gaden. Endvidere er oplysningerne ikke egnet til at nedsætte klagerens

agtelse blandt læserne, da de alene beskriver et faktisk forhold af

neutral karakter.

Bladet har endvidere med henvisning til ovennævnte

anbringender afvist at være forpligtet til at bringe et

genmæle.

Bladet har yderligere gjort gældende, at man alene

har kontaktet klager to gange i forbindelse med den indklagede artikel. Dels

ved telefonisk henvendelse den 7. august 2001, og dels i forbindelse med

Erik Stephensens fødselsdagsfest. Der er således ikke tale

om, at klager er blevet forulempet med gentagne opringninger med det

formål at formå hende at udtale sig om uheldet. Tværtimod

efterlevede man fuldt ud samleverens tilkendegivelse om, at klager ikke

ønskede at kommentere uheldet. Den omstændighed, at klagers

samlever telefonisk har givet udtryk for, at klager ikke ønskede at

kommentere sit uheld, kan ikke føre til, at det strider mod god

presseskik at spørge klager, når journalisten møder hende

under udførelsen af sit arbejde. Klager må, ikke mindst da hun

selv er journalist, formodes at være i stand til at svare på et

simpelt spørgsmål stillet i et høfligt tonefald.

For så vidt angår klagers faxskrivelse af 14.

maj 1998 til bladets chefredaktør, hvori klager frabeder sig enhver

omtale af sine private forhold, har bladet anført, at den er udsendt

til en række ugeblade og aviser, efter at klager angiveligt

følte sig generet af ugebladene. Telefaxen er helt frem til den

aktuelle episode blevet respekteret fuldt ud af bladet. Såfremt et

hændelsesforløb som det pågældende blev anset for

stridende mod god presseskik, ville det i praksis være umuligt at

udøve opsøgende journalistik. Uanset en generel tilkendegivelse

fra klager om, at hun ikke ønsker henvendelser fra indklagede,

må der i hvert fald 2½ år senere være adgang til at rette

høflig henvendelse til hende og anmode om en kommentar. Dette

bestyrkes efter bladets opfattelse af, at man kun ringede til klager

én gang og derefter respekterede ønsket om ikke at blive ringet

op på ny. Det forhold, at en anden af bladets journalister

efterfølgende tilfældigt mødte klager og spurgte hende om

uheldet, kan ikke udgøre en overtrædelse af god presseskik. At

journalisten i det konkrete tilfælde stiller et spørgsmål

til klager kan i øvrigt ikke anses for omfattet af samleverens

tilkendegivelse, som må rette sig mod yderligere telefoniske

henvendelser eller personlig opsøgende virksomhed. Det er et

åbenbart led i pressens arbejde og en forudsætning for pressens

blotte eksistens, at man stiller spørgsmål om tingene i

almindelighed og til de personer, som omtales, i særdeleshed. Der er

intet grundlag for at gøre et høfligt spørgsmål om

et uskyldigt emne, stillet til en person, som må formodes at være

i stand til at svare for sig - ikke mindst da hun selv er journalist - til et

spørgsmål om god presseskik.

Bladet har herudover anført, at man ved at rette

henvendelse til klager netop har sørget for at agere i

overensstemmelse med reglerne for god presseskik, hvorefter en journalist har

en pligt til at indhente en kommentar fra den eller de personer, der er emnet

for en artikel. Bladet har subsidiært gjort gældende, at

Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til dette

spørgsmål, idet nævnet i henhold til medieansvarslovens §

43, stk. 1, nr. 1, alene kan træffe afgørelse om, hvorvidt en

offentliggørelse er i strid med god presseskik. Da bladets

adfærd ikke i sig selv konstituerer en offentliggørelse, falder

spørgsmålet uden for nævnets kompetence.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og

Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at

klagen er indgivet den 6. september 2001 over en artikel i bladet den 16.

august 2001. Nævnet har således ikke mulighed for at tage

stilling til det nye klagepunkt, der er anført i klagers brev af 26.

oktober 2001, jf. medieansvarslovens § 34, stk. 2.

Det fremgår af de vejledende regler for god

presseskik, at massemedierne skal undgå meddelelser, der kan

krænke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse kræver

offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin

personlige anseelse.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en

bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med den

samtale, der har fundet sted mellem klager og journalisten bag artiklen.

Nævnet finder imidlertid - trods uenigheden mellem klager og bladets

journalist om denne samtale - ud fra sagens oplysninger at måtte kunne

lægge til grund, at klager ikke har udtalt sig til bladet, sådan

som det fremgår af artiklen.

Billed Bladet har ved at citere klageren direkte efterladt

læseren med det indtryk, at klageren har udtalt sig til bladet,

skønt dette ikke har været tilfældet. Herved har bladet

handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder derimod ikke, at bladets oplysninger,

herunder om at klager har brækket begge arme, er af en sådan

karakter, at bladet ved at bringe oplysningerne har handlet i strid med god

presseskik. Da oplysningerne endvidere ikke er egnet til at

påføre klageren nogen økonomisk eller anden skade af

betydning, har klageren ikke krav på et genmæle i medfør

af medieansvarslovens § 36.

Nævnet finder endelig ikke, at der ved selve

henvendelsen til klageren fra bladets side ved et tilfældigt

møde i forbindelse med en offentlig kendt persons

fødselsdagsfest uanset, at bladet var bekendt med, at klager ikke

ønskede en omtale af sine private forhold er udvist en adfærd,

der strider imod god presseskik.

I medfør af medieansvarslovens § 49

pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af

Billed Bladet at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet:

Billed Bladet bragte den 16. august 2001 en artikel om

tv-journalisten [K]. I artiklen omtaltes, at [K] ved et uheld havde

brækket begge arme, og hun var i den forbindelse citeret for en

række udtalelser.

[K] har klaget til Pressenævnet, idet hun finder, at

Billed Bladet har tilsidesat god presseskik. Hun har tillige anmodet

nævnet om at pålægge bladet at bringe et genmæle.

Det fremgår af de vejledende regler for god

presseskik, at massemedierne skal undgå meddelelser, der kan

krænke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse kræver

offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin

personlige anseelse.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foranstalte en

bevisførelse af hændelsesforløbet i forbindelse med den

samtale, der har fundet sted mellem klager og journalisten bag artiklen.

Nævnet finder imidlertid - trods uenigheden mellem klager og bladets

journalist om denne samtale - ud fra sagens oplysninger at måtte kunne

lægge til grund, at klager ikke har udtalt sig til bladet, sådan

som det fremgår af artiklen.

Billed Bladet har ved at citere klageren direkte efterladt

læseren med det indtryk, at klageren har udtalt sig til bladet,

skønt dette ikke har været tilfældet. Herved har bladet

handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

Nævnet finder derimod ikke, at bladets oplysninger,

herunder om at klager har brækket begge arme, er af en sådan

karakter, at bladet ved at bringe oplysningerne har handlet i strid med god

presseskik. Da oplysningerne endvidere ikke er egnet til at

påføre klageren nogen økonomisk eller anden skade af

betydning, har klageren ikke krav på et genmæle i medfør

af medieansvarslovens § 36.

Nævnet finder endelig ikke, at der ved selve

henvendelsen til klageren fra bladets side ved et tilfældigt

møde i forbindelse med en offentlig kendt persons

fødselsdagsfest uanset, at bladet var bekendt med, at klager ikke

ønskede en omtale af sine private forhold er udvist en adfærd,

der strider mod god presseskik.

København, den 12. december 2001

Niels Grubbe, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Ole

Askvig."

Afsagt den 12. december 2001.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter