Spring til indhold

Retsinformation

Vejledning om overfladebehandling af skibe

Gældende VEJ nr 60331 af 01/09/1991VejledningMiljø- og Ligestillingsministeriet6. januar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vejledning om overfladebehandling af

skibe

Indhold

1. Forord

2. Indledning

2.1. Generelt

2.2. Vejledningens indhold

2.3. Vejledningens anvendelsesområde

3. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i

bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe

3.1. Bekendtgørelsens område - § 1 og § 2

3.2. Forbud mod overfladebehandling på vandet - §

3

3.3. Forebyggende foranstaltninger - § 4

3.3.1. Skibe beliggende på vandet

- tør sandblæsning

- sprøjtemaling

3.3.2. Skibe i dok eller på bedding

3.4. Rengøring - § 5

3.5. Spildevandsudledninger - § 6

3.5.1. Vejledende grænseværdier for

udledning af spildevand

3.5.2. Rensningsmetoder

3.6. Fornyelse af udledningstilladelser - § 7

3.7. Tilsyn - § 8

3.8. Klage - § 9

Bilag A:

Bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om

overfladebehandling af skibe

Bilag B:

Læs alt

Teknisk bilag

B.1. Anlægsbeskrivelse

B.1.1. Tørdok

B.1.2. Flydedok

B.1.3. Bedding

B.1.4. Lukkede anlæg

B.2. Beskrivelse af overfladebehandlingsprocesser

B.2.1. Forbehandling

B.2.1.1. Højtryksspuling

B.2.1.2. Sandblæsning (våd eller

tør)

B.2.1.3. Slyngrensning

B.2.2. Hovedbehandling

B.2.2.1. Malingstyper

B.2.2.2. Metallisering

B.3. Forbrug af råvarer og

hjælpestoffer

B.3.1. Vand

B.3.2. Blæsemiddel

B.3.3. Maling

B.4. Forurening

B.4.1. Støj

B.4.2. Luftforurening

B.4.2.1. Støv

- sundhedsmæssige overvejelser i relation til

blæsemiddeltype

- alternative afrensningsmetoder til tør

fristråleblæsning

B.4.2.2. Organiske stoffer (lugt)

B.4.3. Vandforurening

B.4.3.1. Spildevand fra højtryksspuling

- metalsulfatfældning

- sandfang

B.4.3.2. Sandblæsning

B.4.3.3. Sprøjtemaling

B.4.3.4. Metallisering

B.4.4 Affald

B.4.4.1. Affaldstyper

B.4.4.2. Affaldshåndtering

Bilag C:

Miljø-journal for skibsværfter

Miljø-journal for skibsreparationer

(dok/bedding)

Miljø-journal for nybygning (og skibsreparationer

ved kaj)

Skema til registrering af oplysninger om forebyggende

foranstaltninger

Bilag D:

Udvalgte bekendtgørelser, vejledninger m.v. udstedt

i medfør af arbejdsmiljøloven med tilknytning til

overfladebehandling af skibe

1. Forord

På foranledning af Nordjyllands Amt startede

Miljøstyrelsen i vinteren 1987/88 et udredningsarbejde om

overfladebehandling af skibe. Arbejdet skulle munde ud i en vejledning fra

Miljøstyrelsen, der primært indeholdt retningslinjer for

effektiv begrænsning af tungmetalforureningen af havnene.

Baggrunden for arbejdet var, at undersøgelser af

forureningstilstanden i flere danske industrihavne havde afsløret et

forøget indhold af tungmetaller i overfladesedimentet i forhold til

diffust belastet sediment. De højeste tungmetalkoncentrationer er

fundet i de indre dele af havneområderne, hvor

værftsaktiviteterne foregår.

I forbindelse med periodevis uddybning af havnebassiner

kan tungmetalindholdet i det opsugede bundmateriale volde problemer. Hvis

tungmetalkoncentrationen er over et vist niveau, må materialet ikke

dumpes i havet (klapning), men skal i stedet deponeres på land.

Et andet incitament til at igangsætte

vejledningsarbejdet var de store støvgener, som overfladebehandling af

skibe kan påføre boliger og andre industrier, f.eks.

fiskeindustrien.

Det gav især anledning til bekymring, at en

række firmaer havde specialiseret sig i at renovere trawlere og andre

fartøjer, mens skibene lå på vandet - i mange

tilfælde uden sikkerhed for, at der blev truffet tilstrækkelige

forureningsbegrænsende foranstaltninger.

En række eksempler afslørede desuden

forskelligheder i miljømyndighedernes administration af tilsynet med

og godkendelse af overfladebehandlingsaktiviteter på skibe. Herved

kunne niveauet for miljøbeskyttelsen variere en del, samtidig med at

det affødte konkurrenceforvridning i branchen afledt af den

geografiske beliggenhed.

Aktualiseret af den megen omtale af økonomiske

problemer for to nordjyske værfter, der havde investeret i

overdækkede haller, besluttede miljøministeren i slutningen af

1990, at de vigtigste af bestemmelserne fra vejledningen skulle gøres

bindende i form af en bekendtgørelse.

Den 1. juli 1991 trådte Miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om overfladebehandling af skibe

i kraft. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag-A til denne vejledning.

Bekendtgørelsen udstikker rammerne for udendørs,

erhvervsmæssig overfladebehandling af alle stålskibe og af andre

skibe længere end 25 meter.

Denne vejledning indeholder bemærkninger til de

enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen. I bilag-B findes en

beskrivelse af de tekniske processer ved overfladebehandling af skibe samt en

redegørelse for miljøforholdene.

Vejledningen retter sig mod det ydre miljø.

Arbejdstilsynet stiller desuden krav til arbejdsmiljøet, idet

arbejdstagerne ifølge arbejdsmiljølovgivningen ikke må

udsættes for unødig påvirkning fra stoffer og materialer,

jf. bilag-D. I vejledningen er der visse steder medtaget vigtige bestemmelser

om beskyttelse af arbejdstagerne, for at henlede opmærksomheden

på, at man ikke fokuserer isoleret på løsningen af et

eksternt miljøproblem, men ser det i sammenhæng med forholdene i

arbejdsmiljøet.

Vejledningen er udarbejdet af Miljøstyrelsen i

samarbejde med Amtsrådsforeningen, Skibsværftsforeningen,

Industrirådet, Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening,

Arbejdstilsynet, Foreningen for Danmarks Lak- og Farveindustri samt

Sandblæse- og Maleentreprenørforeningen.

Vejledningen adskiller sig på flere måder fra

andre af Miljøstyrelsens vejledninger. Dette skyldes, at arbejdet

på værfter, i modsætning til andre jernindustrielle

virksomheder, i vidt omfang foregår i det fri, hvilket

vanskeliggør sædvanlig regulering af forureningen ved

hjælp af vejledende emissions- og immissionsgrænser. Det vil

på denne baggrund være naturligt at forsøge at løse

miljøproblemerne ved indgreb ved selve kilden til forureningen, dvs.

ved anvendelse af renere teknologi. Vejledningen indeholder derfor en

angivelse af mindre forurenende teknologier, men det må erkendes, at

udviklingen på visse områder ikke er så vidt fremskredet,

at vejledningen kan baseres på renere teknologi alene. Inden for

Miljøstyrelsens program for renere teknologi gennemføres i

disse år en række fuldskala afprøvninger

(demonstrationsprojekter) vedrørende anvendelse af dels mindre

forurenende blæserensningsmetoder, dels vandige malematerialer til

korrosionsbeskyttelse.

For nærmere information om renere teknologi i

relation til overfladebehandling af skibe henvises især til

miljøprojekt nr. 140 fra 1990: "Vandige malematerialer til

korrosionsbeskyttelse" og miljøprojekt nr. 147 fra 1990:

"Blæserensningsmetoder".

Det er tanken med vejledningen, at tiden frem til 1.

oktober 1993 skal udgøre en prøveperiode, hvor

Miljøstyrelsen i samarbejde med branchen, kommuner og amter vil

overvåge, hvordan bekendtgørelsen fungerer i praksis.

Miljøstyrelsen vil herefter tage stilling til, om der er behov for at

fastsætte mere præcise retningslinjer/vejledende

grænseværdier til begrænsning af forureningen, end det har

været muligt i denne første vejledning.

For at tilvejebringe de nødvendige detaljerede

oplysninger til denne revurdering har Miljøstyrelsen aftalt med

Skibsværftsforeningen og Skibs- og Bådebyggeriernes

Arbejdsgiverforening, at værfterne fremover skal føre

miljøjournal. Formålet med miljøjournalen er

løbende at registrere forbruget af højtryksspulevand,

blæsemiddel, maling, fortynder m.v. samt at indsamle oplysninger om

karakteren og omfanget af de forureningsbegrænsende foranstaltninger og

deres effektivitet. Miljøjournalen udfyldes for hvert skib, der

overfladebehandles, eller for et dokområde, og indsendes - eventuelt

periodevis - til tilsynsmyndigheden. Miljøjournalen indgår

på denne måde som et element i egenkontrollen.

I bilag-C er vist, hvordan en miljøjournal kan

udformes.

Miljøstyrelsen vil i prøveperioden efter

behov udsende informationer til tilsynsmyndighederne om de indhøstede

erfaringer med konkrete forureningsbegrænsende foranstaltninger.

2. Indledning

2.1. Generelt

Bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe er

udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 6

(lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989).

Loven har som formål bl.a. at forebygge og

bekæmpe forurening af luft, vand og jord med henblik på at sikre

de kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for menneskers

hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelsen af et alsidigt

dyre- og planteliv.

Kommunalbestyrelserne og amtsrådene er pligtige til

at påse, at forureningen bekæmpes og forebygges inden for de

rammer, der er fastsat i miljøbeskyttelsesloven.

Miljøbeskyttelsesloven er med virkning fra 1.

januar 1992 ændret, jf. lov nr. 358 af 6. juni 1991 om

miljøbeskyttelse. I det omfang det allerede på nuværende

tidspunkt er muligt at redegøre for konsekvenserne af

lovændringen for bekendtgørelsens administration, er der gjort

bemærkninger herom i vejledningen. Herudover refererer henvisninger i

loven til den hidtil gældende miljøbeskyttelseslov.

2.2. Vejledningens indhold

Denne vejledning indeholder bemærkninger til de

enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen og er udarbejdet som en

orientering og hjælp for amtsråd, kommunalbestyrelser og

implicerede virksomheder. Herudover indeholder vejledningen et teknisk bilag,

der gennemgår arbejdsprocesser i forbindelse med overfladebehandling af

skibe og de forureningsmæssige forhold ved disse processer.

2.3. Vejledningens anvendelsesområde

Afsnit 3 i vejledningen henvender sig specifikt til

amtsråd og kommunalbestyrelser samt de virksomheder, som er omfattet af

bekendtgørelsen, nemlig stålskibsværfter og større

bådebyggere samt entreprenører, der udfører

overfladebehandling af stålskibe og andre større skibe.

Formålet med udsendelsen af bilag-B er at informere

om forureningen fra overfladebehandlingsaktiviteter og mulighederne for

begrænsning af forureningen i det hele taget.

Vejledningen skal lægges til grund ved

miljømyndighedernes administration af bekendtgørelsen om

overfladebehandling af skibe.

Vejledningen er imidlertid ikke en branchevejledning, idet

den kun omfatter visse overfladebehandlingsprocesser. Vejledningen kan heller

ikke isoleret lægges til grund ved godkendelser efter

miljøbeskyttelsesloven. Ved godkendelser af

stålskibsværfter og reparationsværfter m.v. skal

Miljøstyrelsens øvrige vejledninger som udgangspunkt

følges. Det skal således f.eks. overvejes, om de vejledende

emissionsgrænser (i forbindelse med etablering af fuld afdækning)

og B-værdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledning

nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder, kan finde

anvendelse, eventuelt som delvis bedømmelsesgrundlag. Da det

næppe er realistisk at rense for organiske opløsningsmidler ved

udendørs malingspåføring, må emissionerne herfra

principielt søges begrænset ved hjælp af renere

teknologi.

Hvis overfladebehandlingsaktiviteter, der ikke er omfattet

af bekendtgørelsen, medfører væsentlig forurening, kan

tilsynsmyndigheden skride ind her overfor med hjemmel i de sædvanlige

bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven. Tilsynsmyndigheden kan

ligeledes gribe ind med påbud og forbud, såfremt

overfladebehandling af en type, som er omfattet af bekendtgørelsen,

medfører væsentlige lugt- eller støjgener.

3. Bemærkninger til de enkelte

bestemmelser i bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe

Bekendtgørelsen udstikker rammerne for

miljøsikring i forbindelse med udvendig overfladebehandling af

stålskibe og andre større skibe.

Formålet med bekendtgørelsen er

begrænse tilførsel af tungmetaller og

andre miljøfarlige stoffer til det marine miljø,

forebygge påvirkning fra luftbåren

støv indeholdende sundhedsskadelige stoffer, herunder alfa-kvarts og

toxiske/cancerogene metaller og

forebygge væsentlige gener fra

overfladebehandling af skibe.

3.1. Bekendtgørelsens område - § 1 og §

2

§ 1 fastsætter regler om hvilke virksomheder, der er

omfattet af bekendtgørelsen.

I § 1 nr. 1) og 2) fastslås det, at virksomheder,

der udfører udendørs overfladebehandling af stålskibe og

andre større skibe, dvs. værfter, entreprenører og lign.

er omfattet af bekendtgørelsen. Skibsejere eller redere, der

vælger selv at udføre arbejdet, betragtes som sidestillede med

entreprenører.

Udendørs overfladebehandling defineres som

behandlingen af et skibs udvendige flader. Overfladebehandling, der foretages

i lukkede rum (dvs. indendørs), er med andre ord ikke omfattet af

bekendtgørelsen.

Fuld afdækning af et arbejdsområde,

eksempelvis skibssektioner placeret under lette overdækninger

udført af presenninger eller andet teltdug-lignende materiale,

sidestilles med et lukket rum. Det afgørende i denne sammenhæng

er, om alt sandblæsningsmateriale inklusive afblæst maling kan

opsamles, og om den luftformige emission af malingstøv, støv

fra sandblæsning og opløsningsmidler kan ske ved kontrolleret

afsugning med indbygget filtreringssystem for partikler.

Ved værfter forstås virksomheder, der har

etableret faste anlæg til nybygning og reparation af skibe, herunder

tørdokke, flydedokke, beddingsanlæg og ophalerpladser.

Ved entreprenører forstås virksomheder, som

foretager overfladebehandling af skibe på faste beddingsanlæg,

ved kaj eller på vandet uden for kajområder.

De virksomheder, der er tale om, er virksomheder, som

foretager overfladebehandling af

stålskibe og

skibe af andre materialer end stål med en

totallængde på 25 meter eller derover. Her tænkes f.eks.

på større træskibe eller træskibe med

ståloverbygning. Ved beregning af skibets totallængde anvendes i

tvivlstilfælde principperne i ISO 8666.

Pramme, lægtere, uddybningsmaskiner, flydekraner,

borerigge og lign. anses som skibe i relation til denne

bekendtgørelse.

Afgrænsningen af bestemmelsen til kun at gælde

større skibe af træ eller af andre materialer end stål

hænger sammen med Miljøministeriets bekendtgørelse nr.

454 af 16. juni 1991. I henhold til denne bekendtgørelse er salg af

kemiske stoffer og produkter, som indeholder organiske tinforbindelser,

forbudt, når disse er bestemt til at hindre tilgroning med

mikroorganismer, planter eller dyr på skibsskrog med en total

længde på under 25 meter.

I § 1 nr. 3) fastslås det, at bekendtgørelsen

regulerer særskilte udledninger til vandløb, søer eller

havet fra de omhandlede aktiviteter. Den nærmere regulering af disse

udledninger fremgår af § 6 og 7, jf. bemærkningerne hertil.

§ 2 angiver hvilke arbejdsprocesser, der er omfattet af

bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen omfatter følgende typer

arbejder:

højtryksspuling til fjernelse af begroning og

gammel maling

sandblæsning med eller uden vandtilsætning

betegnet som henholdsvis våd fristråleblæsning (inklusive

slam-fristråleblæsning) og tør

fristråleblæsning med det formål at fjerne gamle malingslag

og rust

metallisering samt

påføring af nye malingslag ved

sprøjtemaling.

Følgende typer arbejde er ikke omfattet:

Almindelig afvaskning, herunder dampafrensning, og

højtryksafvaskning (jf. bilag-B afsnit 2.1)

rulle- og penselmaling,

vacuumsandblæsning, slyngrensning samt

afbrænding, bankning og skrabning.

Dette indebærer, at den almindelige vedligeholdelse,

der foretages af besætningen under sejlads, ikke er omfattet af

bekendtgørelsen.

3.2. Forbud mod overfladebehandling på vandet - §

3

§ 3 indeholder et forbud mod at foretage udvendig

overfladebehandling, som defineret i § 2, af skibe beliggende på vandet

udenfor værftsområderne.

Forbudet trådte i kraft fra bekendtgørelsens

ikrafttræden, dvs. 1. juli 1991.

Forbudet mod overfladebehandling af skibe på vandet

er afgrænset til det arbejde, der foregår udenfor

værftsområderne. Arbejde på vandet indenfor

værftsområderne er reguleret nærmere i § 4.

Værftsområder defineres som det område

på land inkl. faste anlæg, som værftet råder over,

samt vandområdet op til værftets kaj. Det afgørende er, at

værftets ledelse kan gøres ansvarlig for de aktiviteter, der

foregår på værftsområdet. Tilsynsmyndigheden kan

anmode om at få forelagt en plan over værftets område.

Det bemærkes, at havnemyndighederne ikke kan

udnævne et større havneområde til

"værftsområde", hvor entreprenører og lign. uden

tilknytning til et egentligt værft kan udføre udvendig

overfladebehandling.

I § 3, stk. 2 fastslås det, at amtsrådet

fører tilsyn med overholdelsen af forbudet.

3.3. Forebyggende foranstaltninger - § 4

§ 4 fastslår, at der ved arbejde i dokke, på

beddinger eller indenfor værftsområder skal træffes de

nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdet ikke

medfører væsentlig forurening, jf. formålet med

bekendtgørelsen (side 11).

Kravet gælder fra 1. oktober 1991.

Det anbefales, at tilsynsmyndigheden og værftet

samarbejder omkring tilrettelæggelsen af arten og omfanget af

forureningsbegrænsende foranstaltninger. Værftet bør i

første omgang præsentere tilsynsmyndigheden for en plan for de

foranstaltninger, der påtænkes iværksat. Planen bør

bl.a. indeholde tegninger/beskrivelser af projekteret inddækning,

eventuelle meteorologiske begrænsninger for arbejdets udførelse

og en redegørelse for metode til registrering af opsamlet

blæsemiddel. Med henblik på besigtigelse af de trufne

foranstaltninger til forebyggelse af forurening bør tilsynsmyndigheden

og værftet aftale, hvornår myndigheden skal orienteres.

De eksempler på forureningsbegrænsende

foranstaltninger, som omtales i afsnit 3.3.1 og 3.3.2, er af foreløbig

karakter og bør opfattes som et idé-katalog. Som nævnt

på side 7 vil Miljøstyrelsen løbende overveje behovet for

en nærmere præcisering af mulige forureningsbegrænsende

foranstaltninger.

3.3.1. Skibe beliggende på vandet

Overfladebehandling af skibe beliggende på vandet

bør indskrænkes til et minimum, da mulighederne for at forebygge

forurening er vanskeligere her, end når skibet er i dok eller på

bedding. Hvis der er ledig kapacitet i dokken eller på beddingen,

bør skibet således gøres færdig i dokken (på

beddingen).

Overfladebehandling af skibe på vandet kræver

særlige foranstaltninger, således at det sikres, at forureningen

begrænses til det niveau, der er opnåelig i en dok eller på

en bedding. Fuld afdækning tilgodeser kravet i bekendtgørelsens

§ 4 om effektiv forebyggelse.

Såfremt der ikke etableres fuld afdækning,

bør overfladebehandlingen begrænses til tør

sandblæsning af nybygninger og sprøjtemaling. Til nybygning

medregnes montering af nye stålsektioner m.v. i idriftværende

skibe. Mindre reparationer af topside (områder med et samlet areal

under 10 m2) kan dog i særlige tilfælde foretages uden

opsamling af malingsrester. Omfanget af dette reparationsarbejde bør

aftales generelt i forbindelse med udarbejdelse af den ovennævnte plan

for forureningsbegrænsende foranstaltninger.

Ved sandblæsning (svirpning) af primede

stålsektioner skal afrenset maling som udgangspunkt opsamles.

Afhængig af primerens sammensætning og arealet, der skal

sandblæses, kan svejsesømme (stød) i visse tilfælde

sandblæses uden opsamling af maling. Ved stillingtagen hertil

sammenlignes sammensætningen af primeren med metaller i bundmateriale,

der må klappes. Det kan imidlertid være nødvendigt at

etablere opsamlingsfaciliteter på grund af det anvendte

blæsemiddel, jf. afsnittet nedenfor om tør

sandblæsning.

Da det er lettere at etablere effektive

forureningsbegrænsende foranstaltninger langs kajen, bør

skibssider (fribord) så vidt muligt behandles fra landsiden.

Vejrforholdene spiller en stor rolle for muligheden for at

forebygge forurening, når arbejdet foregår i det fri. Det kan

således blive nødvendigt at indstille arbejdet under ugunstige

vejrforhold.

På baggrund af ovenstående er de

følgende kommentarer udelukkende baseret på

overfladebehandling (tør sandblæsning og

sprøjtemaling) af nybygninger, inklusive montering af nye

stålsektioner i idriftværende skibe, samt sprøjtemaling i

forbindelse med reparationsarbejde.

Tør sandblæsning

Muligheden for forurening af vandmiljøet foreligger

ved blæsning med tungmetalholdige slagger. Det bør i

sådanne tilfælde tilstræbes at opsamle mest muligt af det

brugte blæsemiddel. På sigt, dvs. efter udløbet af

prøveperioden, kan det blive aktuelt at stille krav om, at alt brugt

blæsemiddel skal opsamles.

På vandsiden kan eksempelvis udlægges

flåder med afdækning i form af presenning eller net, der

fastgøres til skibssiden. En anden mulighed er at hænge

beklædte stilladser ned ad skibssiden.

For at kunne bestemme effektiviteten af de trufne

foranstaltninger må sandblæsningsaffaldet holdes adskilt fra

andre affaldsfraktioner - også fra sandblæsningsaffald stammende

fra dokke og/eller beddinger. Opsamlingsprocenten vurderes ved at sammenholde

forbruget af blæsemiddel med den opsamlede mængde af brugt

blæsemiddel bestemt ved vejning. Så vidt muligt korrigeres for

eventuelt vandindhold i det opsamlede blæsemiddel. Beregningen af

opsamlingsprocenten må på forhånd forventes at være

behæftet med betydelig usikkerhed. Tilsynsmyndigheden og værftet

bør i samarbejde søge at finde metoder til minimering af

usikkerheden.

Der skal løbende via miljøjournalen holdes

øje med udviklingen i opsamlingseffektiviteten, således at det

kan vurderes, om de trufne foranstaltninger er tilstrækkeligt

virkningsfulde.

Etableres fuld afdækning er det ikke

nødvendigt at foretage en egentlig bestemmelse af opsamlingsprocenten,

idet "alt" brugt blæsemiddel kan opsamles.

Sandblæsning vil - uafhængigt af den anvendte

blæsemiddeltype - kunne medføre væsentlige

støvgener i omgivelserne. Hvis der anvendes naturlige mineralske

blæsemidler, hvortil der ikke er forbundet risiko for vandforurening

(og hvor der altså ikke gælder et opsamlingskrav til det brugte

blæsemiddel), vil væsentlige støvgener kunne forebygges

ved kun at sandblæse, når vindretningen er væk fra beboelse

m.v. Alternativt vil væsentlige støvgener kunne forebygges ved

afskærmning - hvad enten der bruges slagge, kvartssand o.a.

Nødvendigheden af afskærmning og omfanget

heraf afhænger af afstanden fra boligområder, rekreative

områder m.v. til stedet, hvor der sandblæses. Ved stor afstand

(ca. 500 m eller derover) til områder, hvor mennesker opholder sig

eller jævnligt færdes, skønnes det ikke at være

nødvendigt at træffe særlige forholdsregler for at

undgå væsentlige støvgener.

Sprøjtemaling

Specielt ved sprøjtemaling af skibssider skal der

udvises særlig omhu, f.eks. ved udlægning af flåder,

således at forbisprøjt ikke giver anledning til synlig

misfarvning af vandet. Sprøjtemaling med organotin-holdige antifouling

(TBT) malinger bør undgås og i påkommende tilfælde

kun ske under forhold, hvor der er fuld sikkerhed for at undgå

vandforurening ved forbisprøjt.

Afskærmning, der sikrer tilfredsstillende opsamling

af brugt blæsemiddel (slagge), bør samtidig kunne forebygge

vandforurening fra forbisprøjt. Mindre omfattende foranstaltninger er

at sprøjte henimod en afskærmning af f.eks. plastik eller

presenning, hvor forbisprøjtet kan sætte sig og derved opsamles.

Afskærmningen placeres vinkelret på skibssiden, eventuelt

påsat en lift. På dækket anbringes afskærmningen lige

bag skibsdelen, der skal males. Afstanden fra sprøjtepistol til

afskærmning må ikke være større, end at

afskærmningen dækker sprøjteviften.

Mere simple foranstaltninger kan komme på tale,

f.eks. ændring af sprøjtetryk og kort afstand fra

sprøjtepistolen til skibsoverfladen.

Ved sprøjtemaling af overbygninger og dæk er

der bedre mulighed for at forebygge vandforurening. Der kan eksempelvis

opstilles en mobil sprøjtekabine eller et tætsluttende telt.

Det skal tilføjes, at ved etablering af fuld

afdækning, som f.eks. en mobil enhed eller et tætsluttende telt,

stiller Arbejdstilsynet krav om mekanisk ventilation og andre

sikkerhedsforanstaltninger (se bilag-D). Ventilationen skal af hensyn til

sprøjtemalingsarbejdet indrettes således, at lufthastigheden

omkring emnet bliver 0,2-0,5 m/s afhængigt af emnet og

overfladebelægningen. Udsugningskapaciteten skal dimensioneres til at

kunne holde undertryk. Afgangsluften bør føres gennem et

partikelfilter.

Etableres en mere åben afdækning, som f.eks.

et finmasket net, vil Arbejdstilsynet normalt ikke kræve ventilation.

Der skal dog stadig anvendes personlige værnemidler.

Ved etablering af den fornødne afskærmning

kræver Arbejdstilsynet endvidere, at der tages hensyn til eventuel

vindpåvirkning af konstruktionen.

Væsentlige støvgener fra sprøjtemaling

kan undgås på samme måde som ved tør

sandblæsning, jf. ovenfor.

3.3.2. Skibe i dok eller på bedding

Ligesom ved overfladebehandling af skibe på vandet

kan det under ugunstige vejrforhold blive nødvendigt at indstille

udendørs arbejde i dokken eller på beddingen.

Ved våd fristråleblæsning og

højtryksspuling (med og uden tilsætning af blæsemiddel) er

afskærmning ikke nødvendig på forhånd, idet

metoderne bør kunne anvendes uden at medføre

nævneværdig støvbelastning. Afløbsvandet fra disse

processer skal behandles som spildevand, jf. § 6.

Doksider, og for tørdokkes vedkommende også

dokender, yder i mange situationer god beskyttelse mod forurening fra

metallisering og sprøjtemaling. Ved arbejder på

områder af et skib, der ligger under øverste dokkant, er

særskilt afskærmning normalt ikke nødvendig.

Ved arbejder nær dokenderne kan afskærmning

dog være påkrævet (f.eks. afskærmning på

tværs af dokken). Ved sprøjtemaling væk fra dokenden (ind

mod midten af dokken) skulle afskærmning være unødvendig,

med mindre vejrforholdene er ugunstige.

Ved vind på langs af dokken kan afskærmning

etableres i luvsiden tæt ved arbejdsstedet.

Ved tør fristråleblæsning yder dokken

ikke tilsvarende god beskyttelse mod støvforurening. Det skyldes, at

blæseluften, turbulensforhold og vind gennem dokken fører

støvet op fra dokken. Forurening kan eksempelvis forebygges ved at

afspærre fra doksiden ind til skibssiden og/eller på tværs

af dokken.

Når der arbejdes på et skib nær ved

eller over øverste dokkant, er afskærmning som regel

nødvendig for at hindre malingsrester, forbisprøjt og

sandblæsningsmateriale i at falde i vandet eller forårsage

væsentlige gener. Det samme er tilfældet, når der arbejdes

på et skib, som ligger på bedding. Afskærmningen er af

samme karakter som ved overfladebehandling af et skib langs kaj, dog normalt

ikke så omfattende, da malingsrester og sandblæsningsmateriale

kan opsamles på dokbunden.

For så vidt angår særlige

arbejdsmiljøregler i forbindelse med afskærmning henvises til

side 17.

Sandblæsningsaffaldet skal opsamles og bortskaffes

som en særskilt affaldsfraktion med henblik på vurdering af

opsamlingseffektiviteten. Da der er betydeligt bedre mulighed for at opsamle

sandblæsningsaffald i dok eller på bedding, bør

opsamlingseffektiviteten tilstræbes at være så nær

100 % som mulig.

3.4. Rengøring - § 5

§ 5 fastslår, at dokke og beddinger skal

rengøres omhyggeligt, inden uddokning eller søsætning af

et skib.

Sandblæsningsaffald, afblæst maling og

begroningsmaterialer fejes op, således at der ikke ligger synlige

bunker i dokken eller på beddingen. Eventuelt oliespild opsamles ved

f.eks. udlægning af absorberende materiale og efterfølgende

fejning. Olieholdige klude opsamles.

Affaldshåndteringen og affaldsbortskaffelsen skal

ske efter gældende regler. Affaldet skal efter opsamling opbevares

på en sådan måde, at materialerne ikke kan tilføres

vandmiljøet eller give anledning til væsentlige støvgener

ved blæst eller regn.

Der henvises i øvrigt til bilag-B, afsnit 4.4.

3.5. Spildevandsudledninger - § 6

§ 6 bestemmer, at spildevandsudledninger fra de af

bekendtgørelsen omfattede virksomheder skal renses for tungmetaller

ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi, som er teknisk

gennemførlig og økonomisk opnåelig for den

pågældende virksomhedstype.

Yderligere krav vil kunne stilles i medfør af

recipientkvalitetsplanlægningen.

Kravet i § 6, stk. 1 er ensbetydende med, at der fra 1.

juli 1991 ikke må meddeles udledningstilladelse til nye virksomheder

omfattet af bekendtgørelsen, medmindre der foretages rensning af

spildevandet for tungmetaller.

I § 6, stk. 3 defineres spildevand som

vand fra våd fristråleblæsning og

højtryksspuling,

regnvand fra dokke og beddinger samt

vand fra rengøring af dokke og

beddinger.

Det forudsættes, at såvel udvendig som

indendørs overfladebehandling af skibe på vandet ikke giver

anledning til udledning af forurenet spildevand til havet eller et andet

vandområde. Opmærksomheden skal især rettes mod

overfladevand fra dæk og overbygninger. Det må således

sikres, at brugt blæsemiddel, afblæst maling m.v. opsamles og

opbevares på en sådan måde, at affaldet ikke skylles i

vandet ved nedbør.

Regnvand fra det egentlige værftsareal er ikke

omfattet af bekendtgørelsen. Havnevand, der strømmer hen over

dokbunden eller ind over beddingen, betragtes heller ikke som spildevand, da

arbejdspladsen forudsættes at være forsvarligt rengjort for

affald og spild inden uddokning, jf. bekendtgørelsens § 5.

Det er ikke nødvendigt at opsamle regnvand med

henblik på rensning for tungmetaller i perioder, hvor dokken eller

beddingen ikke er i brug. Rensning er heller ikke påkrævet, hvis

aktiviteterne i dokken eller på beddingen falder udenfor de former for

overfladebehandling, som er omfattet af bekendtgørelsen.

Vand fra højtryksspuling, våd

fristråleblæsning samt rengørings- og overfladevand fra

dokke og beddinger er at betragte som industrielt spildevand i lighed med

forurenet spildevand fra andre virksomheder. Værftsindustrien skal

derfor have tilladelse til udledning af spildevand efter

miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 eller kapitel 5 afhængig af,

om spildevandet afledes til offentligt kloaksystem eller tilføres

direkte til et vandområde.

Bekendtgørelsen omfatter kun udledninger af

spildevand til vandløb, søer eller havet, hvor

udledningstilladelsen meddeles af amtsrådet.

Afledes spildevandet derimod til det offentlige

kloaksystem, skal der foreligge en tilslutningstilladelse fra

kommunalbestyrelsen. I tilladelsen fastsættes de nærmere

vilkår for afledning af spildevandet. Vilkårene fastsættes

under hensyntagen til driften af det kommunale renseanlæg, herunder

kommunens ansvar for at udlederkravene for renseanlægget

overholdes.

3.5.1. Vejledende grænseværdier for

udledning af spildevand

Ud fra et principielt ønske om at begrænse

udledningen af tungmetaller samt en vurdering af de tekniske muligheder for

rensning af spildevandet og de hermed forbundne økonomiske

konsekvenser er der fastsat følgende vejledende

grænseværdier for koncentrationen af forskellige tungmetaller i

spildevandet:

Stof

Vejledende grænseværdi i mg/l

Bly

Pb

0,2

Cadmium

Cd

0,02

Chrom

Cr

1

Kobber

Cu

1

Nikkel

Ni

1

Uorganisk tin

Sn

0,1

Organotin

Sn

0,02

Zink

Zn

1

Det totale indhold af ovenstående tungmetaller i

spildevandet bør ikke overstige 4 mg/l.

Den rutinemæssige egenkontrol kan normalt

indskrænkes til kun at inkludere målinger af spildevandets

indhold af bly, chrom, kobber, organisk- og uorganisk tin samt zink.

De vejledende grænseværdier er opstillet under

forudsætning af, at der kun lejlighedsvis udledes tungmetalholdigt

spildevand (jf. bilag-B afsnit 3.1), og at udledningen sker til

områder, der i planlægningen for vandområdernes kvalitet er

lokaliseret med lempede målsætninger som

"Spildevandsnærområde" eller "Skibsfart".

Ved større udledninger og ved udledninger til

vandområder, hvor der udledes de samme stoffer fra andre kilder,

bør udlederkravene fastsættes på grundlag af den samlede

udledte stofmængde samt udstrækningen af det påvirkede

område. Denne fremgangsmåde bør også anvendes,

når udledningen sker til sårbare vandområder i henhold til

planlægningen for vandområdernes kvalitet. Vurderingerne

bør i disse situationer foretages på basis af

Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1983: "Vejledning i

recipientkvalitetsplanlægning - Del II Kystvande." I denne forbindelse

bør det overvejes, om udlederkravene kan fastsættes i

overensstemmelse med de vejledende grænseværdier i

Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1974: "Spildevand".

Det pointeres, at kravværdierne for udledning af

spildevand fra det enkelte værft fastsættes af amtsrådet

efter en individuel vurdering. De konkrete udledningskrav bør

fastsættes under hensyn til den samlede mængde af tungmetaller,

til lokale opblandings- og fortyndingsforhold samt til vandområdets

egenart og kvalitetsmålsætning.

Det bemærkes, at der i spildevandstilladelser kan

stilles udlederkrav for andre stoffer end nævnt i ovenstående

tabel, hvis der er behov herfor (f.eks. krav om installering af

olieudskiller).

3.5.2. Rensningsmetoder

Det er i første omgang op til værftet at tage

stilling til, hvilken rensningsmetode man foretrækker. I

ansøgningen om tilladelse til udledning af spildevand skal der

redegøres for, at den valgte rensningsmetode er udtryk for bedste,

tilgængelige teknik. Rensningseffektiviteten skal endvidere

dokumenteres.

I bilag-B, afsnit 4.3.1 er beskrevet en kemisk

fældningsproces, hvormed det er dokumenteret, at koncentrationerne af

tungmetaller i det udledte spildevand vil kunne bringes ned under de

vejledende grænseværdier.

3.6. Fornyelse af udledningstilladelser - § 7

§ 7 bestemmer, at eksisterende virksomheder, der er

omfattet af § 1 nr. 1) og 2), af sig selv og uden forudgående

påbud herom fra amtsrådets side senest den 1. januar 1992 skal

indgive ansøgning om tilladelse til fortsat udledning af

spildevand.

Ansøgningen skal baseres på et projekt for

anvendelse af bedste, tilgængelige teknologi i overensstemmelse med

bekendtgørelsens § 6.

Ifølge § 7, stk. 1 omfatter bekendtgørelsen

såvel udledninger fra eksisterende virksomheder, hvortil der er meddelt

spildevandstilladelse før bekendtgørelsens ikrafttræden

den 1. juli 1991, som udledninger fra eksisterende virksomheder, hvortil der

ikke er meddelt spildevandstilladelse.

Pligten til at indgive ansøgning efter

bekendtgørelsens § 7 gælder uden videre for virksomheder,

hvortil der er meddelt udledningstilladelse med hjemmel i

miljøbeskyttelseslovens § 18, og hvortil der derfor ikke er knyttet en

retsbeskyttelse (8-års reglen, jf. nedenfor), samt for virksomheder med

særskilt udledning, hvortil der hverken i medfør af lovens

kapitel 4 eller 5 er meddelt udledningstilladelse.

Virksomheder, der allerede som led i en kapitel

5-godkendelse har en spildevandstilladelse, jf.

miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 3, skal derimod ikke i alle

tilfælde indsende ny ansøgning. Forudsætningen for, at

sådanne udledningstilladelser skal tages op til fornyet behandling

efter bekendtgørelsen, er, at den i lovens § 44, stk. 4-6 nævnte

retsbeskyttelse på 8 år er udløbet, medmindre

retsbeskyttelsen af andre grunde gennembrydes f.eks. på grund af

recipientkvalitetsplanlægningen for et område. Hvis dette ikke er

tilfældet, må amtsrådet først tage tilladelsen op

til fornyet behandling, når retsbeskyttelsen udløber med henblik

på at gennemføre kravet i bekendtgørelsens § 6.

På baggrund af de indkomne ansøgninger

meddeler amtsrådet efter en konkret sagsbehandling afgørelse om

tilladelse til fortsat udledning i overensstemmelse med kravet i § 6.

Afgørelsen skal ifølge § 7, stk. 3 træffes inden den 1.

juli 1992.

Der gøres opmærksom på, at tidsfristen

for gennemførelse af de fornødne renseforanstaltninger

afhænger af de konkrete forhold i den enkelte sag.

3.7. Tilsyn - § 8

§ 8 fastsætter, at tilsynet med

bekendtgørelsen følger bestemmelserne i

miljøbeskyttelseslovens kapitel 7, jf. §§ 48-51.

Det fremgår af den hidtil gældende

miljøbeskyttelseslov (lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar

1989), at virksomheder, der foretager overfladebehandling af skibe af

stål eller metal - hvad enten arbejdet udføres på land, i

dokke/beddinger eller på vandet - er omfattet af punkterne A.3 og A.4

på listen over virksomheder, anlæg og indretninger, som er

omfattet af godkendelsespligten i lovens kapitel 5.

Godkendelsespligten påhviler den virksomhed,

institution el.lign., som er indehaver af eller har det daglige ansvar for

den pågældende arbejdsplads (bedding, dok, værft). Det

påhviler endvidere ejer/ansvarshavende at sikre, at alle, der arbejder

på den pågældende arbejdsplads, har kendskab til

vilkårene for godkendelsen.

Godkendelseskompetencen og tilsynsforpligtelsen

påhviler kommunalbestyrelsen, medmindre virksomheden udleder spildevand

direkte til vandmiljøet (særskilt udledning). I så fald

har amtsrådet tilsyns- og godkendelseskompetencen.

Virksomheder, der foretager overfladebehandling af

træskibe og plastbåde m.v., er ikke omfattet af listen over

godkendelsespligtige virksomheder, og reguleres som sådan efter

reglement om miljøbeskyttelse i det omfang arbejdet udføres

erhvervsmæssigt. Efter reglementets kapitel 11.1 og 11.3 kan

kommunalbestyrelsen meddele påbud og forbud med henblik på at

begrænse forureningen.

Såfremt overfladebehandling af træskibe og

plastbåde medfører særskilt udledning af spildevand, skal

udledningen godkendes af amtsrådet, jf. miljøbeskyttelseslovens

§ 18. Det påhviler dog kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med

sådanne udledninger, jf. lovens § 48, stk. 1.

Det bemærkes, at der i forbindelse med den vedtagne

ændring af miljøbeskyttelsesloven (lov nr. 358 af 6. juni 1991)

vil kunne forekomme ændringer i godkendelsespligten i forbindelse med

revisionen af listen over særligt forurenende virksomheder med deraf

følgende konsekvenser for tilsynet. Det er imidlertid ikke muligt

på nuværende tidspunkt at redegøre herfor, da listen over

godkendelsespligtige virksomheder endnu ikke foreligger officielt.

Ifølge § 3, stk. 2 er tilsynet med overholdelsen af

forbudet i § 3, stk. 1 (med hjemmel i lovens § 48, stk. 2) af praktiske

grunde overført til amtsrådet, som er recipientmyndighed.

Tilsynet med overholdelsen af bekendtgørelsens § 4

påhviler amtsrådet eller kommunalbestyrelsen afhængig af,

om virksomheden har særskilt udledning eller ej, jf.

ovenstående.

Virksomheder med særskilt udledning skal som ovenfor

nævnt have tilladelse hertil efter miljøbeskyttelseslovens

kapitel 4. Tilsynet med udledningstilladelsens overholdelse påhviler

amtsrådet, i det omfang virksomheden er godkendelsespligtig. I modsat

fald er det fremdeles kommunalbestyrelsen, der er tilsynsmyndighed med hensyn

til virksomheden herunder med overholdelsen af udledningstilladelsen.

3.8. Klage - § 9

§ 9 bestemmer, at tilsynsmyndighedens afgørelser

efter bekendtgørelsen kan påklages til højere

administrativ myndighed i overensstemmelse med reglerne i

miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og 11. Dette indebærer, at

tilsynsmyndighedens afgørelser efter §§ 3, 4 og 5 vil kunne

påklages til Miljøstyrelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens

§ 70. Miljøstyrelsens afgørelser i disse sager vil derimod ikke

kunne påklages til Miljøankenævnet, jf. lovens § 76.

Da de afgørelser, der træffes efter

bekendtgørelsens § 6 og 7 er udledningstilladelser efter

miljøbeskyttelsesloven, indebærer dette, at afgørelser i

disse sager truffet af Miljøstyrelsen kan påklages til

Miljøankenævnet i medfør af lovens § 76.

Efter 1. januar 1992 er reglerne om klageadgang til

Miljøankenævnet ændret, således at klager over

Miljøstyrelsens afgørelser kun i begrænset omfang kan

påklages til Miljøankenævnet

(Miljøklagenævnet). Nævnets kompetence omfatter herefter

primært større eller principielle afgørelser

vedrørende listevirksomheder samt væsentlige

spildevandsudledninger. Miljøklagenævnet afgør selv, om

en klage vedrører en afgørelse, der er omfattet af

nævnets kompetence. Dette indebærer, at nævnet selv

afgør om Miljøstyrelsens afgørelser om

udledningstilladelse skal betragtes som større eller principiel.

Ændringen i klageadgangen har ingen betydning for

tilsynsmyndighedens afgørelser efter bekendtgørelsens §§ 3, 4

og 5, som derfor efter 1. januar 1992 fortsat kun kan påklages til

Miljøstyrelsen.

Bilag A

Bekendtgørelse om overfladebehandling

af skibe

I medfør af § 6, § 43, § 48, stk. 2 og § 83, stk.

3, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af

24. januar 1989, fastsættes:

Kapitel 1

Område

§ 1.

Denne bekendtgørelse omfatter

virksomheder, der foretager udendørs

overfladebehandling af stålskibe,

virksomheder, der foretager udendørs

overfladebehandling af skibe af andre materialer end stål med en

totallængde på 25 meter eller derover, som defineret i ISO 8666,

og

særskilte udledninger til vandløb,

søer eller havet fra de i nr. 1) og 2) nævnte

virksomheder.

§ 2

. Ved overfladebehandling forstås i denne

bekendtgørelse følgende former for behandling af et skibs

udvendige overflader: Højtryksspuling med eller uden tilsætning

af blæsemiddel med henblik på fjernelse af gammel maling,

sandblæsning med eller uden vandtilsætning samt metallisering og

sprøjtemaling.

Kapitel 2

Skibe på vandet uden for

værftsområder

§ 3

. Udvendig overfladebehandling af skibe

beliggende på vandet uden for værftsområder er forbudt.

Stk. 2.

Amtsrådet fører tilsyn med

overholdelsen af forbudet i stk. 1.

Kapitel 3

Skibe i dokke, på beddinger eller inden for

værftsområder

§ 4.

Fra 1. oktober 1991 skal der ved

overfladebehandling af skibe i dokke, på beddinger eller inden for

værftsområder foretages effektiv forebyggelse, herunder

nødvendig afskærmning i forbindelse med arbejdets

udførelse, imod væsentlig forurening.

Stk. 2.

Tilsynsmyndigheden meddeler påbud

eller forbud, såfremt de i stk. 1 nævnte foranstaltninger ikke

findes tilstrækkelige.

§ 5.

Inden uddokning eller søsætning

af et skib skal dokken/beddingen rengøres for materialer eller

stoffer, som kan forurene vandmiljøet, herunder brugt

blæsemiddel, afblæst maling, spild, olieholdige klude m.v.

Materialerne skal håndteres og bortskaffes, herunder efter de til

enhver tid gældende regler for håndtering og bortskaffelse af

kemikalieaffald, således at der ikke opstår fare for, at de

tilføres vandmiljøet.

Stk. 2.

Tilsynsmyndigheden meddeler påbud

eller forbud, såfremt kravene i stk. 1 ikke overholdes.

Kapitel 4

Særskilt udledning af spildevand

§ 6.

Medmindre der stilles strengere krav i

planlægningen af kvaliteten af vandområderne, skal udledninger,

der er omfattet af denne bekendtgørelse, renses for tungmetaller ved

anvendelse af bedste, tilgængelige teknologi.

Stk. 2

. Ved bedste, tilgængelige teknologi

forstås den teknologi, som er teknisk gennemførlig og

økonomisk opnåelig for den pågældende

virksomhedstype.

Stk. 3.

Ved spildevand forstås i denne

bekendtgørelse vand fra våd fristråleblæsning og

højtryksspuling, regnvand fra dokke og beddinger samt vand fra

rengøring af dokke og beddinger.

§ 7

. For eksisterende udledninger skal der indgives

ansøgning om tilladelse til udledning af spildevand.

Stk. 2.

Ansøgningen skal indgives til

amtsrådet. Ansøgningen skal være amtsrådet i

hænde senest den 1. januar 1992.

Stk. 3.

Amtsrådet træffer inden 1. juli

1992 afgørelse om tilladelse til udledning i overensstemmelse med

bestemmelsen i § 6.

Kapitel 5

Tilsyn

§ 8.

For tilsynet gælder bestemmelserne i

miljøbeskyttelseslovens kapitel 7, jf. §§ 48-51.

Kapitel 6

Afgørelser og klage

§ 9.

For tilsynsmyndighedens afgørelser

efter denne bekendtgørelse gælder reglerne i

miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og 11.

Kapitel 7

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 10.

Medmindre højere straf er forskyldt

efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

overtræder § 3 og § 7, stk. 1 og 2,

eller

tilsidesætter påbud eller forbud efter

bekendtgørelsen.

Stk. 2.

Straffen kan stige til hæfte eller

fængsel i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 83,

stk. 2, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved

grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på

miljøet eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller tilsigtet

en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre,

herunder ved besparelser.

Stk. 3.

Begås en af de i stk. 1 og 2

nævnte overtrædelser af et aktieselskab, anpartsselskab,

andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

Stk. 4.

Er overtrædelsen begået af en

kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes

styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale

fællesskab bødeansvar.

§ 11

. Denne bekendtgørelse træder i

kraft den 1. juli 1991.

Bilag B

Dette bilag indeholder en beskrivelse af de

overfladebehandlingsprocesser, der finder sted på forskellige

værfter, samt en redegørelse for den hertil knyttede

forurening.

På værfter foregår overfladebehandlingen

dels på land med skibet fri af vandet, dels ved værftets kaj med

skibet beliggende på vandet. Overfladebehandlingen udføres ofte

som entreprenørarbejde.

Flertallet af de danske værfter er organiseret i to

foreninger nemlig Skibsværftsforeningen og Skibs- og

Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening. Skibsværftsforeningen har

8 store skibsværfter som medlemmer, hvoraf de fleste ved siden af

nybyggeri udfører reparationsarbejde. Skibs- og Bådebyggeriernes

Arbejdsgiverforening har 114 medlemmer, som dækker alle aktiviteter

inden for skibsbyggeri og reparation af mindre skibe.

Det skal i parentes nævnes, at der foruden

værftsarbejde på fiskeri- og handelsflådens skibe

udføres omfattende overfladebehandling af mindre lystbåde ved

sejlklubber og i lystbådehavne.

Oplysningerne i dette bilag om forbrug af råvarer og

hjælpestoffer er forbundet med betydelig usikkerhed. Mere

nøjagtige oplysninger vil blive bragt for dagen i løbet af de

næste 2 år ved hjælp af miljøjournal-systemet.

B.1. Anlægsbeskrivelse

Fra den 1. juli 1991 er der indført restriktioner

for udvendig overfladebehandling af skibe, som ligger på vandet, jf.

bekendtgørelsens § 3 og § 4. Udvendig overfladebehandling af skibe er

således forbudt udenfor værftsområder.1)

1) forudsat skib og overfladebehandling er af en

type, som er omfattet af bekendtgørelsen

Det er fortsat tilladt at foretage udvendig

overfladebehandling af nybygninger, mens skibet ligger på vandet langs

med værftets kaj. Baggrunden herfor er at give værfterne mulighed

for at foretage en afsluttende behandling, efter at skibet er uddokket. Ved

afvikling af store ordrer kan det være nødvendigt at

frigøre dokken, så snart bundbehandlingen er overstået.

Overfladebehandling af skibe på vandet kræver dog særlig

beskyttelse mod forurening.

I praksis omfatter overfladebehandling af skibe beliggende

på vandet let sandblæsning og sprøjtemaling.

B.1.1. Tørdok

En tørdok er en fordybning i jorden med faste sider

og bund. Dokken adskilles fra det tilstødende vandområde med en

port, der kan åbnes og lukkes. Skibet, der skal dokkes, sejles ind i

den vandfyldte dok. Dokken lukkes, hvorefter havvandet pumpes ud.

B.1.2. Flydedok

En flydedok er en flydende ponton med opbygning i siderne,

men normalt åben i begge ender. Pontonen er opdelt i en række

vandtætte rum (delpontoner). Ved dokning fyldes delpontonerne med vand,

hvilket får dokken til at synke. Skibet sejles derpå ind i dokken

og afstives mod dokkens sider, hvorefter delpontonerne tømmes for

vand. Opdriften bevirker, at dokbunden hæves til et ønsket

niveau over vandstanden uden for dokken. Under hævningsforløbet

opklodses skibet i dokken.

B.1.3. Bedding

En bedding er en rampe, der går fra land ned i

vandet. Skibet, som skal behandles på en bedding, trækkes op af

vandet rent mekanisk. Beddingen kan være en fast rampe (fast grund) i

hele sin længde, eller den kan være bygget op over vandoverfladen

over en dellængde.

B.1.4. Lukkede anlæg

Ved nybygning foregår visse

overfladebehandlingsprocesser indendørs. Indtil videre drejer det sig

dog kun om behandling af skibssektioner/skibsplader.

I de senere år er der i forbindelse med reparation

af skibe set eksempler på opførelse af lukkede anlæg, som

er i stand til at rumme et helt skib. Af de anlæg, der kendes i dag, er

den ene type en overdækket flydedok. Den anden type er en lukket hal

på land, analog til en gængs fabrikshal, hvor skibe på op

til ca. 500 t bringes ind i hallen på et luftpude-arrangement.

Højtryksspulingen foretages dog udendørs.

Indendørs overfladebehandling giver en

driftsmæssig fordel, idet arbejdet kan udføres uafhængigt

af vejrliget, og burde også resultere i en kvalitetsforbedring af det

færdige arbejde. Det er tillige en miljømæssig gevinst, da

emissionerne til omgivelserne kan kontrolleres på normal

måde.

B.2. Beskrivelse af

overfladebehandlingsprocesser

Den udvendige overfladebehandling af skibe består af

en forbehandling efterfulgt af en påføring af ét eller

flere lag zink (metallisering) og/eller maling.

Hensigten med overfladebehandlingen er først og

fremmest at opnå beskyttelse mod nedbrydning af byggematerialet -

stål mod korrosion, træ mod råd osv. - og at modvirke marin

begroning på skibsflader under vandlinjen. Begroning (alger, muslinger

m.v.) øger skibets friktion i vandet og bevirker derved et

større energiforbrug. Over vandlinjen tjener overfladebehandlingen

desuden et æstetisk formål.

Forbehandlingen og det valgte malingssystem afhænger

af skibets byggemateriale, det eksisterende malingssystem på skibet og

den ønskede levetid/beskyttelsesværdi af den nye

overfladebelægning.

Ved nybygning af et større stålskib opbygges

de enkelte sektioner indendørs i en hal ved sammensvejsning af

stålplader. Værftet modtager sædvanligvis

stålpladerne påført en grundmaling (shopprimer), der skal

beskytte stålet i byggeperioden. Under den videre skibsbygning

udendørs foretages sandblæsning af svejsesømme og af

eventuelle rustangreb inden påføring af den egentlige

overfladebelægning. Forud for påføring af avancerede

malingstyper sandblæses tillige skroget. På nybygninger foretages

normalt ikke metallisering inden opbygning af malingslagene.

Ved genopbygning af en udtjent belægning

kræves en mere omfattende forbehandling end ved nybygninger, med mindre

der kun er tale om lokale reparationer eller den løbende

vedligeholdelse, som udføres af skibets besætning.

B.2.1. Forbehandling

Forbehandlingen, som har til formål at fjerne salte,

olie og fedt, rust samt eventuelt gamle malingslag, udføres typisk ved

én eller flere af følgende processer:

højtryksspuling

sandblæsning (våd eller

tør)

B.2.1.1. Højtryksspuling

I forbindelse med højtryksspuling skelnes mellem

forskellige metoder afhængig af spuletrykket:

Højtryksafvaskning

(med et tryk på få bar)

Her er formålet at vaske salte af overfladen, inden

der eventuelt fortsættes med anden forbehandling. Denne form for

højtryksspuling er ikke omfattet af bekendtgørelsen, idet det

forudsættes, at metoden ikke fjerner løstsiddende maling.

Højtryksafrensning

(tryk ca. 150-400 bar)

Denne metode har til formål - foruden almindelig

afvaskning - at fjerne begroning og gammel, løstsiddende maling

på såvel bund- som fribordsarealer. Vandforbruget er typisk 5-10

l/m2 overflade. Kapaciteten af en højtryksspuler er

sædvanligvis 8-18 l/min.

Tilsættes blæsemiddel til spulevandet

øges rensehastigheden væsentligt.

Højtryksblæsning

(tryk ca. 400-3000 bar)

Denne metode er et alternativ til diverse

sandblæsningsmetoder (med eller uden tilsætning af vand), men er

hidtil ikke anvendt meget i praksis af tekniske og økonomiske

grunde.

B.2.1.2. Sandblæsning (våd eller

tør)

Sandblæsning er en fællesbetegnelse for

mekanisk afrensning ved bombardement af en overflade med granuleret materiale

(blæsemiddel). Anvendes trykluft som drivmiddel tales om tør

fristråleblæsning. Tilføres vand til blandingen af

blæsemiddel og luft taler man om våd

fristråleblæsning. Hvis den tilførte vandmængde er

meget beskeden (0,2-0,3 l/min) bruges betegnelsen fugt

fristråleblæsning.

Såvel tør- som våd blæsning

udføres normalt ved et lufttryk på ca. 7 bar. Forbruget af

blæsemiddel ligger ved begge metoder på ca. 25-50

kg/m2 overflade. Pr. time er forbruget typisk 0,5-1 t.

Sandblæsning ved lavere lufttryk (2-3 bar) med et

finkornet blæsemiddel betegnes sandsvirpning. Forbruget af

blæsemiddel er i dette tilfælde ca. 5 kg/m2

overflade.

En speciel form for tør sandblæsning er

vacuumblæsning (også betegnet fristråleblæsning med

tilbagesug). Sanddysen på et almindeligt fristråleanlæg er

her indbygget i en kappe, der rummer blæsestrålen og

anslagsområdet. Ved hjælp af et kraftigt sug i kappen kan

blæsemiddel, afrenset maling og støv suges tilbage fra

blæsestedet til opsamlingstromler.

Blæsemidler

De mest anvendte blæsemiddeltyper til

udendørs blæserensning er kobberslagge (jernsilikat), kulslagge

(aluminiumsilikat) og kvartssand, der alle er

éngangsblæsemidler. På værfterne anvendes i dag

næsten udelukkende slaggeprodukter.

Ifølge tyske normer må det totale indhold af

cancerogene metaller ikke overstige 0,2 vægt %, mens det totale indhold

af cancerogene og toxiske metaller ikke må overstige 2 vægt %.

For de enkelte metaller, hvad enten det er cancerogent eller toxisk, må

indholdet ikke overstige 0,1 vægt %. Disse værdier bør

ligeledes overholdes for de slaggeprodukter, der er tilgængelige

på det danske marked. På Arbejdstilsynets og

Miljøstyrelsens fælles liste over stoffer, som anses for at

være kræftfremkaldende, er optaget følgende metaller:

arsen og uorganiske arsenforbindelser, beryllium og berylliumforbindelser,

blychromat, visse cadmiumforbindelser, calciumchromat, nikkelstøv og

visse nikkelforbindelser, strontiumchromat samt zinkchromat. Til de toxiske

metaller henregnes bl.a. forbindelser af antimon, bly, chrom, cadmium,

kobber, tin og zink, jf. i øvrigt tabel 3 i Miljøstyrelsens

vejledning nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra

virksomheder.

Til udendørs blæserensning kan i

særlige tilfælde anvendes genanvendelige blæsemidler som

f.eks. korund (aluminiumoxid) til vacuumblæsning og stålshot i

mobile slyngrenseanlæg (eventuelt i mobile

fristråleanlæg).

Stålgrit bruges, så vidt det kan lade sig

gøre, til fristråleblæsning af skibe indendørs.

B.2.1.3. Slyngrensning

Slyngrensning finder udstrakt industriel anvendelse

indendørs i lukkede anlæg. Der bruges udelukkende genanvendelige

blæsemidler, fortrinsvis relativt blødt stålshot.

Til udendørs, helt plane konstruktioner som f.eks.

skibsdæk findes mobile slyngrenseanlæg, som kan være

håndtrukne eller motortrukne til større arealer. Anlæggene

er ofte forsynet med en separat luftbehandlingsenhed til rensning af de

luftmængder, der medgår til at holde blæsestedet fri for

støv, og til regenerering af brugt blæsemiddel.

B.2.2. Hovedbehandling

Påføring af maling foretages med pensel,

rulle, lavtrykssprøjte eller højtrykssprøjte. Ved

behandling af større skibsoverflader anvendes næsten udelukkende

højtrykssprøjte også kaldet luftløs

sprøjte.

Luftløst sprøjteudstyr virker ved, at

malingen presses gennem en smal dyse ved højt tryk (75-300 bar) og

derved forstøves. Ved højt tryk kan malingen

påføres uden forudgående fortynding.

Ydelsen af en sprøjtepistol er ca. 2,5 l/min, dog

lidt lavere end 2 l/min for antifouling malinger.

De anvendte malingstyper afhænger af hvilke dele af

skibet, der skal behandles; om det drejer sig om bund og sider under

vandlinjen, sider over vandlinjen, overbygninger m.v. Skibet

påføres sædvanligvis 3-5 lag maling.

Bundarealer

Inderst findes korrosionsbeskyttende malingslag,

udenpå hvilke lægges begroningshindrende malingslag

(benævnt antifouling maling).

Arealer over vand

Udenpå korrosionsbeskyttende malingslag lægges

lag, som tjener et æstetisk formål.

B.2.2.1. Malingstyper

Malingstyperne er traditionelle i den forstand, at de

indeholder pigmenter, nogle bindemidler og organiske opløsningsmidler.

Nogle malingstyper indeholder tungmetaller, der fungerer som pigment eller

biocid (aktivt stof). Tungmetallerne er især bly, kobber, nikkel, tin

(herunder forskellige organotin-forbindelser), zink og chrom. Kobber og

organotin anvendes som bioaktive stoffer i antifouling malingerne. De aktive

stoffer afgives løbende til vandet for at hæmme begroning af

skibsbunden.

Der skelnes mellem 3 typer af antifouling maling:

opløselig matrix ("blød")

uopløselig matrix ("hård")

selvpolerende

Den opløselige matrix har efterhånden kun

historisk betydning. Den uopløselige matrix fungerer ved en langsom

afgivelse af metalforbindelser. Bindemidlet er uopløseligt i vand og

står tilbage som et porøst lag. Ved den selvpolerende type

fornys den aktive overflade successivt som følge af skibsskrogets

bevægelse gennem vandet kombineret med bindemidlets svage

opløselighed i vand. De selvpolerende malinger bliver anvendt mere og

mere. En selvpolerende antifouling maling indeholder karakteristisk 20 %

kobber, 15 % zink og 5 % tin (heraf 2 % organiske tinforbindelser). Hertil

kommer varierende indhold af chromater og bly. Andre tungmetaller forekommer

kun i spormængder.

I de bundsystemer, der typisk specificeres til

fiskefartøjer og coastere, består de korrosionsbeskyttende

malingslag af bitumen/aluminium (under et lag "blød" antifouling),

klorkautsjuk/aluminium (under et lag "hård" antifouling) eller

tjæreepoxy (under et lag selvpolerende antifouling med

vinyl-tjære som mellemlag).

Topsidesystemer fås i udgaver med eller uden

blychromat svarende til forskellige kulører af emaljen.

Blymønje maling anvendes stadig til pletning.

Blyindholdet ligger ofte på ca. 40 %.

På danske værfter foretages reparationer af

udenlandske skibe, hvor sammensætningen af den siddende maling ofte er

ukendt. Ved højtryksspuling og afrensning med blæsemiddel kan

tungmetalindholdet i spildevand, i brugt blæsemiddel og i

luftbåren støv derfor være anderledes end i de nye

malingstyper, som efterfølgende skal påføres.

Som opløsningsmiddel anvendes mineralsk terpentin

og xylen. Andre opløsningsmidler (aromatiske kulbrinter, n- og

isobutylacetat, ethylglycolacetat, n- og isobutanol, diiso- og

methylisobutylketon) forekommer i mindre udbredt grad.

Leverandørbrugsanvisninger, som skal udarbejdes for

alle farlige malingsprodukter, indeholder oplysninger om produkternes indhold

af tungmetaller og opløsningsmidler. Hvis disse oplysninger ikke er

tilstrækkelige, må man kontakte leverandøren.

Forbrug af maling og fortynder ved behandling af et

skib:

Maling:

For total overfladebelægning på et

stålskib: 0,3-0,8 l/m2

Tørstofindhold: 40-55 vol. %

Lagtykkelse:

Bund: 350-500 m

m (tør maling) heraf 100-250 m

m antifouling

Sider: 150-350 m

m (tør maling)

Indvendigt: 150-350 m

m (tør maling)

Fortynder:

Forbrug: < 15 vol. % (ud over

opløsningsmiddelindhold i maling)

B.2.2.2. Metallisering

Metallisering med zink eller zinklegeringer er et

alternativ til korrosionsbeskyttende maling på overflader af

stålskibe over vandlinjen, traditionelt i forbindelse med

vedligeholdelse af fiskefartøjer.

Metalliseringen skal foretages umiddelbart efter

tør sandblæsning for at undgå forurening og oxidering af

overfladen.

Zinklaget påføres med trykluftdrevet

sprøjtepistol, hvori zinktråd smeltes af en gasflamme eller i en

lysbue. Sprøjtepistolen holdes i en afstand på 10-30 cm fra

overfladen.

Tråden består af ren zink eller en legering af

zink og aluminium (85 % Zn og 15 % Al). Normalt påføres

overfladen en lagtykkelse på 60-75 m

m - i visse tilfælde dog op til 200 m

m. Dette svarer til ca. 425-550 g zink pr. m2 overflade (i de

særlige tilfælde op til ca. 1425 g).

Ved en lagtykkelse på 60 m

m kan behandles ca. 30 m2 overflade pr. time med en

gasflammepistol. En lysbuepistol har ca. 50 % større kapacitet.

B.3. Forbrug af råvarer og

hjælpestoffer

B.3.1. Vand

Vandforbruget til højtryksspuling afhænger

udover det spulede areal af arbejdsforholdene, herunder spuletrykket.

Ved højtryksspuling af bunden på mindre skibe

(nogle hundrede tons) udgør vandforbruget typisk 3-5 m3.

Ved afspuling af et stort tankskib er registreret et samlet vandforbrug

på 17 m3 .

Et stort dansk skibsværft har opgjort det

årlige forbrug af vand til højtryksspuling til 2.400

m3. På et mindre bådebyggeri må påregnes

et tilsvarende forbrug af spulevand på 100-200

m3/år.

Det anslås, at det samlede forbrug af vand til

højtryksspuling er 5.000-10.000 m3 på

årsbasis.

Forbruget af rengøringsvand til afspuling af dokke

og beddinger kendes ikke.

B.3.2. Blæsemiddel

Det anslås, at det årlige forbrug af

kobberslagge er 3.000 m3, mens forbruget af kulslagge

skønnes til 6.000 m3 pr. år.

B.3.3. Maling

Forbruget til vedligeholdelse af skibe er i 1988 opgjort

til ca. 230.000 l bundmaling (antifouling malinger og korrosionsbeskyttende

malinger) og ca. 330.000 l af anden maling. Hvor stor en andel af anden

maling, der går til udvendig overfladebehandling, kendes ikke.

B.4. Forurening

B.4.1. Støj

Bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe

indeholder ikke bestemmelser om grænseværdier for

støjbelastning og for maksimalværdier af støjniveauet.

Den tilladelige støjbelastning afhænger af de omliggende

områders beskaffenhed - såvel den faktiske som den planlagte

arealanvendelse. Støjgrænserne, som det enkelte værft skal

overholde, fastsættes i konkrete afgørelser efter

miljøbeskyttelsesloven med udgangspunkt i vejledning nr. 5/1984:

"Ekstern støj fra virksomheder".

Støjbelastningen kan bestemmes enten ved

målinger, jf. vejledning nr. 6/1984: "Måling af ekstern

støj fra virksomheder", eller ved beregninger efter den fælles

nordiske beregningsmetode. Det vil formentlig være mest

hensigtsmæssig at beregne støjbelastningen, fordi

baggrundsstøjen fra andre aktiviteter i et havneområde

vanskeligt vil kunne udskilles fra støjen fra værftet. Ved

beregning af støjbelastningen er et springende punkt kortlægning

af de udendørs aktiviteter og fastlæggelse af deres kildestyrke.

Overfladebehandlingen udgør en betydelig del af de udendørs

aktiviteter. De dominerende støjkilder er kompressoranlæg, vand-

og blæsemiddelanslag mod skibsoverflader samt mundingsstøj fra

sprøjtepistoler og sanddyser. Måling af kildestyrken for de

forskellige overfladebehandlingsprocesser skal udføres under de i

praksis forekommende mest støjende driftsforhold.

Da støjen fra et værft normalt indeholder

tydeligt hørbare impulser og/eller tydeligt hørbare toner, vil

der sædvanligvis skulle gives et tillæg på 5 dB til den

målte eller beregnede støjbelastning.

Mulighederne for støjdæmpning omfatter

støjsvage/støjisolerede kompressorer, opstilling af

særlige støjskærme, udnyttelse af eksisterende

bygningers/konstruktioners støjafskærmende virkning, afstand til

eksisterende nabovirksomheder og beboelser samt begrænsning af tiden

for de støjende operationer.

B.4.2. Luftforurening

B.4.2.1. Støv

Støvfrembringende overfladebehandlingsaktiviteter

medfører forekomst i udendørsluften af stoffer, som ved

indånding kan have en sundhedsskadelig virkning. Endvidere kan der

forekomme væsentlige støvgener. Aktiviteterne, der her specielt

er tale om, er sprøjtemaling, blæserensning (sandblæsning)

og metallisering.

Støvbelastningen i omgivelserne som følge af

overfladebehandling af skibe afhænger af støvdannelsen og

støvspredningen samt af en række faktorer af lokal karakter,

så som afstanden fra dok eller bedding til forureningsfølsomme

områder. Støvdannelsen er en funktion af det anvendte udstyr og

arbejdsrutinerne - f.eks. afhænger støvmængden ved

sandblæsning af blæsemiddeltypen og selve

blæserensningsmetoden. Støvspredningen er bestemt af

vindretningen og vindhastigheden. Den resulterende støvbelastning

afhænger desforuden af bygningsmæssige afskærmninger og de

trufne foranstaltninger på arbejdspladsen til dæmpning af

støvspredningen til omgivelserne (inddækning med presenning,

finmasket net eller vandtæppe).

Tør- og flydedokke yder i sig selv en god

beskyttelse mod spredning af støv, da doksider, og for

tørdokkes vedkommende tillige dokender, virker som barrierer i en

række arbejdssituationer.

Sundhedsmæssige overvejelser i relation til

blæsemiddeltype

Blæserensning af de inderste korrosionsbeskyttende

malingslag er hidtil udført som fristråleblæsning med

naturlige eller syntetiske blæsemidler. Det sundhedsmæssige

aspekt knyttet til luftbåren støv beror på

partikelstørrelsen samt indholdet af skadelige stoffer i

blæsemidlet og i den afrensede maling.

Tør fristråleblæsning med kvartssand

frigiver således respirabelt alfa-kvarts, som anses for at være

kræftfremkaldende, og hvortil der desuden er forbundet silikoserisiko.

Tør fristråleblæsning med slagger medfører

udsendelse af forskellige tungmetaller. Slaggeprodukterne indeholder

varierende mængder af forskellige toxiske og cancerogene metaller. De

største variationer og største mængder af sådanne

metaller findes i kobberslagge.

Ved brug dannes stort set samme mængde respirabelt

støv, dog har kulslagge den klart stærkeste tendens til dannelse

af finstøv under blæsning. Kobberslagge medfører den

laveste støvbelastning i forbindelse med tør

fristråleblæsning. I modsætning til slaggeprodukterne

indeholder kvartssand normalt en betydelig mængde respirabelt

støv inden blæsning. Denne mængde burde kunne reduceres

ved udvaskning.

De alternative blæsemidlers indhold af diverse

betænkelige metaller skal holdes op mod risikoen ved udsættelse

for alfa-kvarts. Den potentielle sundhedsmæssige risiko ved

luftbåren støv hidrørende fra blæsemidler kan

således ikke fjernes ved substitution af kvartssand med

slaggeprodukter. Dertil skal ved brug af slagger lægges den

miljømæssige belastning i form af spredning af tungmetaller i

vand (og i jord fra sandblæsningsaffald), jf. afsnit B.4.3.

Andre alternative blæsemidler end slaggeprodukter

så som korund og jernshot/-grit kan sikkert anvendes med et teknisk

tilfredsstillende resultat; men sådanne produkter er ret kostbare.

Fra den afrensede maling kan frigives chromat og bly

(f.eks. fra blymønjepigmenteret alkydmaling) og fra antifouling

malinger: kobber, zink og tin (herunder organiske tinforbindelser).

Alternative afrensningsmetoder til tør

fristråleblæsning

Støvbelastningen fra tør

fristråleblæsning vokser med dysetrykket. Støvbelastningen

kan elimineres eller i hvert fald reduceres ganske betragteligt ved brug af

lukkede systemer, højtryksspuling eller blæsning med en

kombination af sand og vand. Til de lukkede anlægstyper henregnes

slyngrenseanlæg, som kan være mobile, og anlæg til

vacuumblæsning.

Ingen af de alternative metoder er ud fra en teknisk

betragtning fuldt sammenlignelige med tør

fristråleblæsning, idet metoderne afviger med hensyn til

renseeffektivitet, beskaffenhed af den afrensede overflade (nyrust,

slamaflejring) og omfang af oprydningsarbejdet. Visse af ulemperne kan

afhjælpes. Ved de våde metoder kan tilsætning af inhibitor

imødegå dannelsen af nyrust. Dertil kommer, at

højtryksspuling med eller uden tilsætning af blæsemiddel

fjerner vandopløselige salte og derved giver overfladen en kemisk

renhed.

Anvendelse af vandbaserede blæserensningsmetoder

konverterer en luftforurening til en vandforurening og skal derfor ses i

sammenhæng med opsamling og rensning af spulevand. Ved våd

fristråleblæsning og højtryksspuling med tilsætning

af blæsemiddel bør der af hensyn til miljøet anvendes

kvartssand, olivinsand eller lign. De naturlige mineralske blæsemidler

frembyder i modsætning til slaggeprodukterne ikke nogen risiko for

vandforurening.

B.4.2.2. Organiske stoffer (lugt)

Ved levering indeholder maling organiske

opløsningsmidler, der eventuelt suppleres med såkaldte

fortyndingsmidler før brug for at give den rigtige konsistens. De

organiske stoffer afdamper fra den våde malingsfilm, hovedparten inden

for 30-60 min. efter påføringen.

Det er ikke muligt at opsamle afdampede organiske stoffer,

når malingspåføringen sker i det fri. I denne situation

kan emissionen til luften kun begrænses ved anvendelse af malingstyper

med højt tørstofindhold eller måske vandige malinger

(renere teknologi). De tekniske muligheder herfor er knyttet til den

produktudvikling, der foregår i farve- og lakindustrien.

Såfremt malingen påføres

indendørs i ventilerede rum, kan afsugningsluften principielt renses

for indholdet af opløsningsmidler, før luften sendes til

kontrolleret afkast. Vejledning nr. 6/1990: "Begrænsning af

luftforurening fra virksomheder" indeholder vejledende

grænseværdier for massestrømme, der udløser krav om

emissionsbegrænsning, og for de tilhørende

emissionsgrænseværdier. I luftvejledningen findes endvidere

metoder til beregning af skorstenshøjder herunder de for beregningen

nødvendige B-værdier for de emitterede stoffer.

B.4.3. Vandforurening

I det følgende angives kilderne til den forurening,

der kan forekomme fra forskellige overfladebehandlingsprocesser. Beskrivelsen

i dette indledende afsnit er rent kvalitativ, idet der ikke tages

højde for forebyggende foranstaltninger og deres effektivitet.

Forurening af vandmiljøet som følge af

udledning af processpildevand stammer fra højtryksspuling og våd

fristråleblæsning dvs. de operationer, der foretages for at

fjerne begroning, gamle malingslag og rust fra skibets overflade, før

der påføres et nyt (nye) malingslag. Det største bidrag

til vandforureningen kommer dog ikke nødvendigvis fra disse

aktiviteter. Uopsamlet, brugt blæsemiddel og afrenset maling kan give

vandforurening i forbindelse med udledning af overfladevand (regnskyl,

rengøringsvand). Ved sandblæsning af skibe på vandet kan

brugt blæsemiddel ryge direkte ned i vandet, hvilket medfører

tilførsel af tungmetaller til bundsedimentet, hvis blæsemidlet

er slagge. Spild/forbisprøjt ved sprøjtemaling vil også

kunne føre til vandforurening.

Så vidt muligt bør affald opsamles efter

arbejdets udførelse for at minimere vandforurening som følge af

nedbør.

En mere indirekte vandforurening fremkommer ved nedfald af

støvpartikler i havet fra tør fristråleblæsning af

malede skibe, specielt med slaggeprodukter.

B.4.3.1. Spildevand fra højtryksspuling

Der er i 1990 og begyndelsen af 1991 gennemført 11

undersøgelser af sammensætningen af spildevandet fra

højtryksspuling af forskellige skibe (fiskefartøj, trawler,

færger, tankskib og træskib) behandlet med forskellige

malingstyper.

Ikke overraskende varierer spildevandets

sammensætning ganske betydeligt. I en af undersøgelserne var

tungmetalkoncentrationerne ekstremt høje, hvilket kan skyldes, at den

oprindelige påføring af bundmaling har været

mangelfuld.

Nedenfor er anført henholdsvis gennemsnittet af de

målte koncentrationer i 10 prøver (skibsbunde) og de maksimalt

målte koncentrationer. Endvidere er angivet de omtalte ekstreme

koncentrationer i den 11. prøve.

10 prøver

11. prøve

middel

maks.

kobber:

20,0 mg/l

82 mg/l

2400 mg/l

zink:

30,0 mg/l

139 mg/l

730 mg/l

bly:

3,3 mg/l

26 mg/l

100 mg/l

tin:

3,4 mg/l

15 mg/l

130 mg/l

Tabel-B.1

. Indhold af tungmetaller i spildevand

fra højtryksspuling af skibsbunde.

Ved to undersøgelser af spildevandet fra

højtryksspuling af topside var indholdet af tungmetaller lavere end de

i tabellen anførte værdier.

Ved højtryksblæsning af bl.a. orlogsskibe er

der generelt målt et højere indhold af tungmetaller i

spildevandet end de i tabellen anførte værdier.

I det følgende er beskrevet en rensningsmetode, der

ved omfattende laboratorieundersøgelser har vist sig som universel

velegnet til udskillelse af tungmetaller fra spildevand. Det skal

understreges, at der findes en række andre metoder, hvormed

tungmetaller kan fjernes fra spildevand. En rapport om forbedret rensning af

tungmetalholdigt spildevand vil i nærmeste fremtid blive udsendt af

Miljøstyrelsen.

Metalsulfatfældning

Processen består af kemisk fældning ved

tilsætning af aluminiumsulfat til det urensede spildevand (ca. 50 mg

Al/l), justering af pH til ca. 8,5 ved hjælp af natronlud og til sidst

addering af et flokkuleringsmiddel (ca. 20 mg kationisk polymer/l). Ved

fældningen og polymertilsætningen dannes store slampartikler, der

let kan separeres fra vandfasen. Tungmetaludfældningen følger

slamseparationen.

Simpel bundfældning uden kemikalietilsætning

giver formentlig ikke en tilfredsstillende rensning for tungmetaller.

Ved mindre vandmængder (under 10

m3/døgn) vil det ofte kunne svare sig at lave et

renseanlæg med batchvis behandling af spildevandet og manuel betjening.

Alt spildevandet opsamles i en stor tank, hvor der tilsættes

kemikalier, når tanken er fyldt op. Vandet henstår herefter til

simpel bundfældning af slampartiklerne i nogle timer. Det rene

overfladevand aftappes til kloak eller havnebassin. Slammet fjernes fra

tanken gennem en bundstuds. En særlig slamtykner kan kobles på

til yderligere opkoncentrering af slammet, før det afleveres til

Kommunekemi. Afvanding af slammet i filterposer kan muligvis være

økonomisk. Afhængig af vandmængderne kan der opstilles to

opsamlingstanke, som benyttes alternerende.

Ved større vandmængder (over 15

m3/døgn) kan det formodentlig svare sig at lave et

kontinuert renseanlæg med automatisk dosering af kemikalier i en

reaktor efterfulgt af bundfældning af slampartikler i en hydrocyklon

eller en lamelseparator. Slamafvandingen vil formentlig med fordel kunne

foretages i en slamtykner og/eller en filterpresse. For at opnå en

jævn hydraulisk belastning skal spildevandet opsamles i en stor

stødpudetank, hvorfra det pumpes videre til selve

renseanlægget.

Forsøg med slamseparation ved filtrering på

et papirbåndfilter har mod forventning ikke udvist positive resultater.

Forsøget omfattede filtrering af såvel alt spildevand (efter

tilsætning af kemikalie) som bundfældet slam alene. Filtratvandet

indeholdt store mængder slampartikler, hvilket formentlig blandt andet

skyldes, at båndfilterets metalnet lavede huller i papirbåndet

ved fremrulningen af filterpapiret.

Papirbåndfilteret kan dog principielt benyttes til

afvanding af opkoncentreret slam, forudsat at filtratvandet ikke udledes, men

opsamles og behandles sammen med næste portion (batch) af urenset

spildevand. I det omtalte forsøg var tørstofindholdet i det

frafiltrerede slam ca. 6 %. Tungmetalindholdet i tørstoffet lå

på ca. 21 %.

Sandfang

Rensning af spildevand i et sandfang er undersøgt

på et værft i forbindelse med højtryksspuling af to skibe

pålagt indbyrdes forskellige antifouling malinger. Metalindholdet i det

urensede spildevand var ret lavt, dog ikke i alle tilfælde under den

vejledende grænseværdi. Resultaterne viste tydeligt, at

slampartiklerne ikke blev tilbageholdt i sandfanget. Årsagen til den

udeblevne rensning er sikkert, at sandfangets rumfang er lille, så

opholdstiden bliver for kort.

Laboratorieforsøg på prøver af

spulevand indsamlet i forbindelse med højtryksspuling af 5

skibsoverflader behandlet med forskellige malingstyper har vist, at

sedimentation alene ikke giver tilstrækkeligt lave koncentrationer

(dvs. under de vejledende grænseværdier) af tungmetaller for alle

malingstyper. For kobber er f.eks. målt værdier på op til

16 mg/l. Ved sedimentationsforsøgene blev

koncentrationsligevægten nået mellem 15 min og 1 1/2 time efter

forsøgets start.

På grundlag af de foreliggende resultater og

kendskabet til slammets bundfældningsegenskaber må et sandfang

anses for utilstrækkelig som en generel brugbar rensemetode.

B.4.3.2. Sandblæsning

Ved afrensning af malede skibsoverflader frigøres

tungmetaller fra antifouling malinger og tungmetalholdige topside

malinger.

For de 3 typer af antifouling maling, jf. afsnit B.2.2.1,

er indholdet af metaller i en ny malingsfilm:

"blød"

"hård"

selvpolerende

bly

0,8

0,4

0,4

kobber

38,8

198,6

166,0

organotin

0,5

7,2

14,8

zink

24,0

44,8

71,0

Tabel-B.2

. Typisk indhold af tungmetaller i

g/m2 i nye lag bundmalinger specificeret til fiskefartøjer

og coastere (J.C. Hempel's Skibsfarve-fabrik A/S).

Ifølge J.C. Hempel's Skibsfarve-fabrik A/S

udvaskes/udludes ca. 2/3 af metallerne under sejlads, mens resten fjernes

under værftsophold ved højtryksspuling og

blæserensning.

Antages et spulevandsforbrug på 8 l/m2

fås følgende omtrentlige fordeling mellem tungmetaller i

spildevand fra højtryksspuling og i malingsrester ved de reparationer,

hvor al maling på skroget fjernes (udregnet for et gennemsnitligt

metalindhold i spildevand og for en selvpolerende bundmaling, jf. tabel-B.1

og tabel-B.2):

højtryksspuling

sandblæsning

bly

0,025

0,1

kobber

0,2

55,2

tin

0,03

4,9

zink

0,25

23,4

Tabel-B.3.

Fordeling af tungmetaller i gammel

bundmaling (angivet i g/m2) mellem spildevand fra

højtryksspuling og sandblæsningsaffald (tab til omgivelserne i

form af støv er negligeret).

Metalindholdet i malinger til topside er angivet i

nedenstående tabel for to forskellige systemer - i begge tilfælde

med og uden blychromat:

fysisk tørrende system

alkydsystem

grå

gul

grå

gul

bly

0,2

11,1

<0,052)

15,6

chrom

2,5

3,8

titan

15,3

3,4

35,3

24,1

zink

9,7

9,7

10,1

10,0

Tabel-B.4.

Typisk indhold af tungmetaller i

g/m2 i nye lag topsidemalinger specificeret til

fiskefartøjer og coastere (J.C. Hempel's Skibsfarve-fabrik A/S).

2

) Forudsat at der er anvendt blyfri

sikkativering, ellers er blymængden op mod 0,9 g/m2.

Ved sandblæsning med slagge vil der med et forbrug

af blæsemiddel på 50 kg/m2 befinde sig følgende

mængder af tungmetaller i det brugte blæsemiddel (eksklusive

tungmetaller fra malingsrester):

kobberslagge

kulslagge

arsen

4,5-22

0,5

beryllium

2-4

2,5

bly

23-145

1-5

chrom

85-140

10-15

kobber

325-575

1-10

kobolt

14-17

7-12

nikkel

14-22

10-18

tin

15-100

0

Tabel-B.5.

Indhold af metaller i gram i

blæsemiddel ved afrensning af 1 m2 overflade.

B.4.3.3. Sprøjtemaling

Tabet af malingsstøv til omgivelserne ved

sprøjtemaling (forbisprøjt) afhænger i alle

højeste grad af vindhastigheden samt af, hvor og hvordan arbejdet

udføres. J.C. Hempel's Skibsfarvefabrik A/S har oplyst, at man ved

specifikation af malingssystemer regner med et overforbrug af maling på

30 % i forhold til den teoretiske rækkevidde.

Et forsigtigt skøn over forbisprøjt er 10-15

%. Med et indhold af maling i den tørre film på 0,3

l/m2 kan forbisprøjtet således

skønsmæssigt sættes til 0,05 l/m 2. Hvis det

drejer sig om antifouling maling, vil forbisprøjtet af kobber

være ca. 20 g/m2 og af organotin ca. 1 g/m2.

B.4.3.4. Metallisering

Ca. 70 % af zinkforbruget afsættes på

overfladen. Hovedparten af tabet på 30 % spredes som zinkoxider i

luften, mens resten hurtigt falder til jorden som metalpartikler.

B.4.4. Affald

B.4.4.1. Affaldstyper

Brugt blæsemiddel indeholdende afrensede

malingspartikler, rust o.a. udgør den største del af

affaldsmængden fra overfladebehandlingen. Der findes p.t. ikke

faciliteter i Danmark til oparbejdning af dette affald (f.eks. udskilning af

malingspartikler); men et forundersøgelsesprojekt er sat i gang.

Formålet med dette projekt er at belyse de tekniske muligheder for

genvinding og genanvendelse af brugte mineralske blæsemidler

(kvartssand og slagge, dvs. blæsemiddeltyper som i dag hører til

kategorien éngangsblæsemidler). Projektet vil med et gunstigt

udfald kunne føre til iværksættelse af

genanvendelsesordninger for brugte blæsemidler. Affaldsmængden

hidrørende fra sandblæsning vil hermed kunne reduceres

betragteligt. En fraktionering af affaldet i forskellige bestanddele vil

desuden lette affaldsbortskaffelsen.

Ved rensning af malersprøjter, pensler og lign. med

opløsningsmiddel opstår flydende affald, der skal opsamles i en

egnet beholder.

Fra højtryksspuling og våd

fristråleblæsning af skibe aflejres afrenset organisk materiale

(begroning, muslinger og lign.), større malingsflager samt

rustpartikler på dokbunden. Derudover vil der ved rensning af

spildevandet opstå en tungmetalholdig slammængde.

B.4.4.2. Affaldshåndtering

Sandblæsningsaffald kan indtil videre

henlægges på kontrolleret losseplads eller i specialdepot som

industriaffald. Sandblæsningsaffald skal i øvrigt bortskaffes

efter gældende regler om affald, dvs. at kommunalbestyrelsen har pligt

til at anvise bortskaffelsesmulighed, og at værfterne er forpligtet til

at benytte de anviste bortskaffelsesmuligheder. Lossepladsen skal være

godkendt (af amtsrådet) til deponering af den pågældende

type af sandblæsningsaffald.

Beholdere med flydende affald fra rengøring af

malersprøjter m.v. samt emballage indeholdende malingsrester er at

betragte som kemikalieaffald. Disse affaldstyper skal som følge heraf

bortskaffes via den kommunale modtageordning for kemikalieaffald.

Tomme malingsspande vil normalt ikke blive betragtet som

kemikalieaffald. Forudsætningen herfor er, at spandene er helt renset

for maling, idet en hinde af størknet maling dog kan accepteres.

Rengøring af spandene kan foretages manuelt kombineret med periodevis

"afdrypning". Proceduren skal således sikre, at spandene ikke

længere udgør en miljømæssig risiko. De tomme

spande kan betragtes som almindeligt industriaffald og afhændes enten

til genanvendelse (skrothandel) eller deponeres på kontrolleret

losseplads. Kommunens anvisninger herom skal følges.

Slam fra rensning af spildevand er kemikalieaffald og skal

bortskaffes via den kommunale modtageordning.

Der gøres opmærksom på, at olieholdigt

vand fra ballasttanke ikke må tømmes ud i dokken, men skal

opsamles og bortskaffes efter reglerne om olie- og kemikalieaffald. Der

henvises i øvrigt til lov om beskyttelse af havmiljøet og

regler udstedt i medfør heraf.

Bilag C

Miljøjournaler for

skibsværfter

Ifølge Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1991

om overfladebehandling af skibe er det tanken, at tiden frem til 1. oktober

1993 skal udgøre en prøveperiode, hvor Miljøstyrelsen i

samarbejde med branchen, kommuner og amter vil overvåge, hvordan

bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om overfladebehandling af skibe

fungerer i praksis. Miljøstyrelsen vil herefter tage stilling til, om

der er behov for at fastsætte mere præcise

retningslinjer/vejledende grænseværdier til begrænsning af

forureningen, end det har været muligt i vejledningen.

For at tilvejebringe de fornødne detaljerede

oplysninger til denne revurdering har Miljøstyrelsen aftalt med

Skibsværftsforeningen og Skibs- og Bådebyggeriernes

Arbejdsgiverforening, at værfterne i en periode fører

miljøjournal. Formålet med miljøjournalen er

løbende at registrere forbruget af højtryksspulevand,

blæsemiddel, maling, fortynder m.v. samt at indsamle oplysninger om

karakteren og omfanget af de forureningsbegrænsende foranstaltninger og

deres effektivitet.

Miljøjournalen udfyldes for hvert skib, der

overfladebehandles eller for et dokområde, og danner basis for

periodevis indberetning til tilsynsmyndigheden. Miljøjournalen

indgår på denne måde som et element i egenkontrollen.

I skemaerne på side 51-53 og på side 54-57 er

vist eksempler på udformning af en miljøjournal for henholdsvis

nybygnings- og reparationsaktiviteter. Udgangssituationen er, at

overfladebehandling foregår i dok eller på bedding; men

færdigmaling udenbords foregår ofte ved kaj. I så fald kan

skemaet for nybygningsvirksomhed benyttes. Oplysninger om forebyggende

foranstaltninger og deres effektivitet sammenstilles eksempelvis soom i

skemaet på side 59-61, der tænkes at indgå i

miljøjournalen for såvel nybygnings- og

reparationsvirksomhed.

Journalsystemet vil løbende blive revideret

på baggrund af indhøstede erfaringer.

Miljøjournal

Overfladebehandling Skibsreparation

Dok/Bedding

FORBEHANDLING I pERIODEN: FRA TIL

SPRØJTEMALING I PERIODEN: FRA TIL

Dok/bedding nr.:

M/S:

Skibstype:

FORBEHANDLING

HT-spul

Med vand

Tryk:

HT-spul med sand

tryk:

Gritblæsning

SA-2 ½

tryk:

Arealer/

Forbrug

m2

vand m2

vand m3 sand tons

grittype tons

Bund

Bælte

Topside

Dæk

Overbygning

Forbrug E

Opsamlet E

MALEARBEJDE

BUNDMALING:

Liter

Malingstype:

1. Coat

2. Coat

3. Coat

E

+ fortynder: liter

BÆLTE:

Liter

Malingstype:

1. Coat

2. Coat

3. Coat

E

+ fortynder: liter

TOPSIDE:

Liter

Malingstype:

1. Coat

2. Coat

3. Coat

E

+ fortynder: liter

DÆK/

OVERBYGNING:

Liter

Malingstype:

1. Coat

2. Coat

3. Coat

E

+ fortynder: liter

TANKRENSNING

m3

Settling

Kommune-

Kemi

Andet

Maskinlast tømt

Rendestene

Vand/oliemix

Br. Olie

Kloaktand

andet

Supplerende oplysninger, herunder vedrørende

eventuelle undersøgelser og indhøstede erfaringer:

Miljøjournal

Overfladebehandling nybygning

SANDBLÆSNING I DOK / PÅ BEDDING I PERIODEN

FRA TIL

BLÆSEMIDDEL/

HANDELSBETEGN.

ANVENDT

MÆNGDE

TONS

OPSAMLET

MÆNGDE

TONS

PRIMERTYPE/

HANDELSBETEGN.

+)

FORBRUG E

OPSAMLET E

SANDBLÆSNINGSAFFALD I ALT: TONS

AFLEVERET TIL:

SUPPLERENDE OPLYSNINGER:

+) LEVERANDØRENS MALINGSSPECIFIKATION KAN

VEDLÆGGES.

SPRØJTEMALING I DOK / PÅ BEDDING I PERIODEN

FRA TIL

Bund til V.L., fribord, overbygning og dæk

(anføres i øverste venstre felt)

*) Malingstype/

handelsbetegn.

Forbrug

Liter

Lagtykkelse

:

m

1. Coat

2. Coat

3. Coat

4. Coat

5. Coat

6. Coat

G

+ Fortynder

*) Leverandørens malingsspecifikation kan vedlægges.

SPRØJTEMALING PÅ VANDET I PERIODEN

FRA TIL

Bund til V.L., fribord, overbygning og dæk

(anføres i øverste venstre felt)

*) Malingstype/

handelsbetegn.

Forbrug

Liter

Lagtykkelse

:

m

1. Coat

2. Coat

3. Coat

4. Coat

5. Coat

6. Coat

G

+ Fortynder

Sprøjtemalet Areal: m2

*) Leverandørens malingsspecifikation kan vedlægges.

SANDBLÆSNING I VANDET I PERIODEN FRA TIL

+)

Blæsemiddel/

Handelsbetegn.

M2

Primertype/

Malingstype

Tons

Blæst

Areal

Tons

Anvendt

Mængde

Opsamlet

Mængde

Bund

Til

v.l.

Fribord

Over-

Bygning

dæk

+) LEVERANDØRENS MALINGSSPECIFIKATIONER KAN VEDLÆGGES.

Skema til registrering af oplysninger om

forebyggende foranstaltninger

(skemaet benyttes såvel nybygnings- dom

reparationsaktiviteter, dsv. Som tillæg til skemaerne på

henholdsvis side 51-52 og 54-57. Der kan i de enkelte rubrikker henvises til

beskrivelse i en plan over forebyggende foranstaltninger, som myndighederne

er i besiddelse af).

1.

OVERFLADEBEHANDLINGSAKTIVITET:

2. ANGIVELSE AF HVOR ARBEJDET ER UDFØRT (VED

KAJ, I DOK, OVER DOKKANT, I DOK UNDER DOKKANT, PÅ BEDDING):

3. OMRÅDE PÅ SKIB (BUND, BÆLTE,

TOPSIDE M.V.):

4. FOREBYGGENDE FORANSTALTNINGER AF DRIFTSMÆSSIGE

KARAKTER (SPRØJTETRYK, AFSTAND TIL SKIBSOVERFLADE,

SPRØJTERETNING, VINDRETNING OSV.):

5. KARAKTER AF AFDÆKNING/OPSAMLINGSFACILITET

(ÅBENT NET. PRESENING, PLASTIK, BEKLÆDT STILLADS,

FLÅDER OSV.):

6. PLACERING AF AFDÆKNING/OPSAMLINGSFACILITET

(PÅ TVÆRS AF DOK, FRA DOKKANT TIL SKIBSSIDE, FRA KAJKANT TIL

SKIBSSIDE, PÅ VANDET, I TILKNYTNING TIL ARBEJDSSTEDET OSV.):

7. UDSTRÆKNING AF AFDÆKNING (LÆNGDE,

BREDDE, HØJDE):

8. METEOROLOGISKE FORHOLD, DER HAR BETINGET INDSTILLING

AF ARBEJDE (VINDRETNING, VINDHASTIGHED):

9. FOREKOMST AF FORBISPRØJT PÅ DOKAREALER,

HERUNDER I VAND I RENDER):

10. FOREKOMST AF FORBISPRØJT MED SYNLIG MISFARVNING

AF VANDOVERFLADE I HAVNEN):

11. FOREKOMST AF STØVGENER (HVOR, AFSTAND TIL

ARBEJDSSTED):

12. INDHØSTEDE ERFARINGER MED FOREBYGGENDE

FORANSTALTNINGER, HERUNDER VURDERING AF EFFEKTIVITET:

Bilag D

Udvalgte bekendtgørelser,

vejledninger m.v. udstedt i medfør af arbejdsmiljøloven med

tilknytning til overfladebehandling af skibe:

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 463 af 3.

august 1982 om erhvervsmæssigt malearbejde,

Arbejdstilsynets vejledning nr. 360/2 1982 om

foranstaltninger mod sundhedsfare ved skibsmalearbejde,

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 199 af 26.

marts 1985 om epoxyharpikser og isocyanater m.v.,

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 562 af

16. december 1985 om arbejde med metallisk bly og dettes

ionforbindelser,

At-anvisning nr. 4.2.1.1. om

sandblæsning,

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 452 af

27. august 1984 om støjgrænser på

arbejdspladsen.

Listen er ikke udtømmende, hvorfor der henvises til

"At-udgivelser", katalog 1991, som kan rekvireres hos Arbejdstilsynet.

Miljøstyrelsen, den 1. september

1991

Lignende dokumenter