Vejledning om overfladebehandling af skibe
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vejledning om overfladebehandling af
skibe
Indhold
1. Forord
2. Indledning
2.1. Generelt
2.2. Vejledningens indhold
2.3. Vejledningens anvendelsesområde
3. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i
bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe
3.1. Bekendtgørelsens område - § 1 og § 2
3.2. Forbud mod overfladebehandling på vandet - §
3
3.3. Forebyggende foranstaltninger - § 4
3.3.1. Skibe beliggende på vandet
- tør sandblæsning
- sprøjtemaling
3.3.2. Skibe i dok eller på bedding
3.4. Rengøring - § 5
3.5. Spildevandsudledninger - § 6
3.5.1. Vejledende grænseværdier for
udledning af spildevand
3.5.2. Rensningsmetoder
3.6. Fornyelse af udledningstilladelser - § 7
3.7. Tilsyn - § 8
3.8. Klage - § 9
Bilag A:
Bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om
overfladebehandling af skibe
Bilag B:
Læs alt
Teknisk bilag
B.1. Anlægsbeskrivelse
B.1.1. Tørdok
B.1.2. Flydedok
B.1.3. Bedding
B.1.4. Lukkede anlæg
B.2. Beskrivelse af overfladebehandlingsprocesser
B.2.1. Forbehandling
B.2.1.1. Højtryksspuling
B.2.1.2. Sandblæsning (våd eller
tør)
B.2.1.3. Slyngrensning
B.2.2. Hovedbehandling
B.2.2.1. Malingstyper
B.2.2.2. Metallisering
B.3. Forbrug af råvarer og
hjælpestoffer
B.3.1. Vand
B.3.2. Blæsemiddel
B.3.3. Maling
B.4. Forurening
B.4.1. Støj
B.4.2. Luftforurening
B.4.2.1. Støv
- sundhedsmæssige overvejelser i relation til
blæsemiddeltype
- alternative afrensningsmetoder til tør
fristråleblæsning
B.4.2.2. Organiske stoffer (lugt)
B.4.3. Vandforurening
B.4.3.1. Spildevand fra højtryksspuling
- metalsulfatfældning
- sandfang
B.4.3.2. Sandblæsning
B.4.3.3. Sprøjtemaling
B.4.3.4. Metallisering
B.4.4 Affald
B.4.4.1. Affaldstyper
B.4.4.2. Affaldshåndtering
Bilag C:
Miljø-journal for skibsværfter
Miljø-journal for skibsreparationer
(dok/bedding)
Miljø-journal for nybygning (og skibsreparationer
ved kaj)
Skema til registrering af oplysninger om forebyggende
foranstaltninger
Bilag D:
Udvalgte bekendtgørelser, vejledninger m.v. udstedt
i medfør af arbejdsmiljøloven med tilknytning til
overfladebehandling af skibe
1. Forord
På foranledning af Nordjyllands Amt startede
Miljøstyrelsen i vinteren 1987/88 et udredningsarbejde om
overfladebehandling af skibe. Arbejdet skulle munde ud i en vejledning fra
Miljøstyrelsen, der primært indeholdt retningslinjer for
effektiv begrænsning af tungmetalforureningen af havnene.
Baggrunden for arbejdet var, at undersøgelser af
forureningstilstanden i flere danske industrihavne havde afsløret et
forøget indhold af tungmetaller i overfladesedimentet i forhold til
diffust belastet sediment. De højeste tungmetalkoncentrationer er
fundet i de indre dele af havneområderne, hvor
værftsaktiviteterne foregår.
I forbindelse med periodevis uddybning af havnebassiner
kan tungmetalindholdet i det opsugede bundmateriale volde problemer. Hvis
tungmetalkoncentrationen er over et vist niveau, må materialet ikke
dumpes i havet (klapning), men skal i stedet deponeres på land.
Et andet incitament til at igangsætte
vejledningsarbejdet var de store støvgener, som overfladebehandling af
skibe kan påføre boliger og andre industrier, f.eks.
fiskeindustrien.
Det gav især anledning til bekymring, at en
række firmaer havde specialiseret sig i at renovere trawlere og andre
fartøjer, mens skibene lå på vandet - i mange
tilfælde uden sikkerhed for, at der blev truffet tilstrækkelige
forureningsbegrænsende foranstaltninger.
En række eksempler afslørede desuden
forskelligheder i miljømyndighedernes administration af tilsynet med
og godkendelse af overfladebehandlingsaktiviteter på skibe. Herved
kunne niveauet for miljøbeskyttelsen variere en del, samtidig med at
det affødte konkurrenceforvridning i branchen afledt af den
geografiske beliggenhed.
Aktualiseret af den megen omtale af økonomiske
problemer for to nordjyske værfter, der havde investeret i
overdækkede haller, besluttede miljøministeren i slutningen af
1990, at de vigtigste af bestemmelserne fra vejledningen skulle gøres
bindende i form af en bekendtgørelse.
Den 1. juli 1991 trådte Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om overfladebehandling af skibe
i kraft. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag-A til denne vejledning.
Bekendtgørelsen udstikker rammerne for udendørs,
erhvervsmæssig overfladebehandling af alle stålskibe og af andre
skibe længere end 25 meter.
Denne vejledning indeholder bemærkninger til de
enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen. I bilag-B findes en
beskrivelse af de tekniske processer ved overfladebehandling af skibe samt en
redegørelse for miljøforholdene.
Vejledningen retter sig mod det ydre miljø.
Arbejdstilsynet stiller desuden krav til arbejdsmiljøet, idet
arbejdstagerne ifølge arbejdsmiljølovgivningen ikke må
udsættes for unødig påvirkning fra stoffer og materialer,
jf. bilag-D. I vejledningen er der visse steder medtaget vigtige bestemmelser
om beskyttelse af arbejdstagerne, for at henlede opmærksomheden
på, at man ikke fokuserer isoleret på løsningen af et
eksternt miljøproblem, men ser det i sammenhæng med forholdene i
arbejdsmiljøet.
Vejledningen er udarbejdet af Miljøstyrelsen i
samarbejde med Amtsrådsforeningen, Skibsværftsforeningen,
Industrirådet, Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening,
Arbejdstilsynet, Foreningen for Danmarks Lak- og Farveindustri samt
Sandblæse- og Maleentreprenørforeningen.
Vejledningen adskiller sig på flere måder fra
andre af Miljøstyrelsens vejledninger. Dette skyldes, at arbejdet
på værfter, i modsætning til andre jernindustrielle
virksomheder, i vidt omfang foregår i det fri, hvilket
vanskeliggør sædvanlig regulering af forureningen ved
hjælp af vejledende emissions- og immissionsgrænser. Det vil
på denne baggrund være naturligt at forsøge at løse
miljøproblemerne ved indgreb ved selve kilden til forureningen, dvs.
ved anvendelse af renere teknologi. Vejledningen indeholder derfor en
angivelse af mindre forurenende teknologier, men det må erkendes, at
udviklingen på visse områder ikke er så vidt fremskredet,
at vejledningen kan baseres på renere teknologi alene. Inden for
Miljøstyrelsens program for renere teknologi gennemføres i
disse år en række fuldskala afprøvninger
(demonstrationsprojekter) vedrørende anvendelse af dels mindre
forurenende blæserensningsmetoder, dels vandige malematerialer til
korrosionsbeskyttelse.
For nærmere information om renere teknologi i
relation til overfladebehandling af skibe henvises især til
miljøprojekt nr. 140 fra 1990: "Vandige malematerialer til
korrosionsbeskyttelse" og miljøprojekt nr. 147 fra 1990:
"Blæserensningsmetoder".
Det er tanken med vejledningen, at tiden frem til 1.
oktober 1993 skal udgøre en prøveperiode, hvor
Miljøstyrelsen i samarbejde med branchen, kommuner og amter vil
overvåge, hvordan bekendtgørelsen fungerer i praksis.
Miljøstyrelsen vil herefter tage stilling til, om der er behov for at
fastsætte mere præcise retningslinjer/vejledende
grænseværdier til begrænsning af forureningen, end det har
været muligt i denne første vejledning.
For at tilvejebringe de nødvendige detaljerede
oplysninger til denne revurdering har Miljøstyrelsen aftalt med
Skibsværftsforeningen og Skibs- og Bådebyggeriernes
Arbejdsgiverforening, at værfterne fremover skal føre
miljøjournal. Formålet med miljøjournalen er
løbende at registrere forbruget af højtryksspulevand,
blæsemiddel, maling, fortynder m.v. samt at indsamle oplysninger om
karakteren og omfanget af de forureningsbegrænsende foranstaltninger og
deres effektivitet. Miljøjournalen udfyldes for hvert skib, der
overfladebehandles, eller for et dokområde, og indsendes - eventuelt
periodevis - til tilsynsmyndigheden. Miljøjournalen indgår
på denne måde som et element i egenkontrollen.
I bilag-C er vist, hvordan en miljøjournal kan
udformes.
Miljøstyrelsen vil i prøveperioden efter
behov udsende informationer til tilsynsmyndighederne om de indhøstede
erfaringer med konkrete forureningsbegrænsende foranstaltninger.
2. Indledning
2.1. Generelt
Bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe er
udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 6
(lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar 1989).
Loven har som formål bl.a. at forebygge og
bekæmpe forurening af luft, vand og jord med henblik på at sikre
de kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for menneskers
hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelsen af et alsidigt
dyre- og planteliv.
Kommunalbestyrelserne og amtsrådene er pligtige til
at påse, at forureningen bekæmpes og forebygges inden for de
rammer, der er fastsat i miljøbeskyttelsesloven.
Miljøbeskyttelsesloven er med virkning fra 1.
januar 1992 ændret, jf. lov nr. 358 af 6. juni 1991 om
miljøbeskyttelse. I det omfang det allerede på nuværende
tidspunkt er muligt at redegøre for konsekvenserne af
lovændringen for bekendtgørelsens administration, er der gjort
bemærkninger herom i vejledningen. Herudover refererer henvisninger i
loven til den hidtil gældende miljøbeskyttelseslov.
2.2. Vejledningens indhold
Denne vejledning indeholder bemærkninger til de
enkelte bestemmelser i bekendtgørelsen og er udarbejdet som en
orientering og hjælp for amtsråd, kommunalbestyrelser og
implicerede virksomheder. Herudover indeholder vejledningen et teknisk bilag,
der gennemgår arbejdsprocesser i forbindelse med overfladebehandling af
skibe og de forureningsmæssige forhold ved disse processer.
2.3. Vejledningens anvendelsesområde
Afsnit 3 i vejledningen henvender sig specifikt til
amtsråd og kommunalbestyrelser samt de virksomheder, som er omfattet af
bekendtgørelsen, nemlig stålskibsværfter og større
bådebyggere samt entreprenører, der udfører
overfladebehandling af stålskibe og andre større skibe.
Formålet med udsendelsen af bilag-B er at informere
om forureningen fra overfladebehandlingsaktiviteter og mulighederne for
begrænsning af forureningen i det hele taget.
Vejledningen skal lægges til grund ved
miljømyndighedernes administration af bekendtgørelsen om
overfladebehandling af skibe.
Vejledningen er imidlertid ikke en branchevejledning, idet
den kun omfatter visse overfladebehandlingsprocesser. Vejledningen kan heller
ikke isoleret lægges til grund ved godkendelser efter
miljøbeskyttelsesloven. Ved godkendelser af
stålskibsværfter og reparationsværfter m.v. skal
Miljøstyrelsens øvrige vejledninger som udgangspunkt
følges. Det skal således f.eks. overvejes, om de vejledende
emissionsgrænser (i forbindelse med etablering af fuld afdækning)
og B-værdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledning
nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra virksomheder, kan finde
anvendelse, eventuelt som delvis bedømmelsesgrundlag. Da det
næppe er realistisk at rense for organiske opløsningsmidler ved
udendørs malingspåføring, må emissionerne herfra
principielt søges begrænset ved hjælp af renere
teknologi.
Hvis overfladebehandlingsaktiviteter, der ikke er omfattet
af bekendtgørelsen, medfører væsentlig forurening, kan
tilsynsmyndigheden skride ind her overfor med hjemmel i de sædvanlige
bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven. Tilsynsmyndigheden kan
ligeledes gribe ind med påbud og forbud, såfremt
overfladebehandling af en type, som er omfattet af bekendtgørelsen,
medfører væsentlige lugt- eller støjgener.
3. Bemærkninger til de enkelte
bestemmelser i bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe
Bekendtgørelsen udstikker rammerne for
miljøsikring i forbindelse med udvendig overfladebehandling af
stålskibe og andre større skibe.
Formålet med bekendtgørelsen er
begrænse tilførsel af tungmetaller og
andre miljøfarlige stoffer til det marine miljø,
forebygge påvirkning fra luftbåren
støv indeholdende sundhedsskadelige stoffer, herunder alfa-kvarts og
toxiske/cancerogene metaller og
forebygge væsentlige gener fra
overfladebehandling af skibe.
3.1. Bekendtgørelsens område - § 1 og §
2
§ 1 fastsætter regler om hvilke virksomheder, der er
omfattet af bekendtgørelsen.
I § 1 nr. 1) og 2) fastslås det, at virksomheder,
der udfører udendørs overfladebehandling af stålskibe og
andre større skibe, dvs. værfter, entreprenører og lign.
er omfattet af bekendtgørelsen. Skibsejere eller redere, der
vælger selv at udføre arbejdet, betragtes som sidestillede med
entreprenører.
Udendørs overfladebehandling defineres som
behandlingen af et skibs udvendige flader. Overfladebehandling, der foretages
i lukkede rum (dvs. indendørs), er med andre ord ikke omfattet af
bekendtgørelsen.
Fuld afdækning af et arbejdsområde,
eksempelvis skibssektioner placeret under lette overdækninger
udført af presenninger eller andet teltdug-lignende materiale,
sidestilles med et lukket rum. Det afgørende i denne sammenhæng
er, om alt sandblæsningsmateriale inklusive afblæst maling kan
opsamles, og om den luftformige emission af malingstøv, støv
fra sandblæsning og opløsningsmidler kan ske ved kontrolleret
afsugning med indbygget filtreringssystem for partikler.
Ved værfter forstås virksomheder, der har
etableret faste anlæg til nybygning og reparation af skibe, herunder
tørdokke, flydedokke, beddingsanlæg og ophalerpladser.
Ved entreprenører forstås virksomheder, som
foretager overfladebehandling af skibe på faste beddingsanlæg,
ved kaj eller på vandet uden for kajområder.
De virksomheder, der er tale om, er virksomheder, som
foretager overfladebehandling af
stålskibe og
skibe af andre materialer end stål med en
totallængde på 25 meter eller derover. Her tænkes f.eks.
på større træskibe eller træskibe med
ståloverbygning. Ved beregning af skibets totallængde anvendes i
tvivlstilfælde principperne i ISO 8666.
Pramme, lægtere, uddybningsmaskiner, flydekraner,
borerigge og lign. anses som skibe i relation til denne
bekendtgørelse.
Afgrænsningen af bestemmelsen til kun at gælde
større skibe af træ eller af andre materialer end stål
hænger sammen med Miljøministeriets bekendtgørelse nr.
454 af 16. juni 1991. I henhold til denne bekendtgørelse er salg af
kemiske stoffer og produkter, som indeholder organiske tinforbindelser,
forbudt, når disse er bestemt til at hindre tilgroning med
mikroorganismer, planter eller dyr på skibsskrog med en total
længde på under 25 meter.
I § 1 nr. 3) fastslås det, at bekendtgørelsen
regulerer særskilte udledninger til vandløb, søer eller
havet fra de omhandlede aktiviteter. Den nærmere regulering af disse
udledninger fremgår af § 6 og 7, jf. bemærkningerne hertil.
§ 2 angiver hvilke arbejdsprocesser, der er omfattet af
bekendtgørelsen.
Bekendtgørelsen omfatter følgende typer
arbejder:
højtryksspuling til fjernelse af begroning og
gammel maling
sandblæsning med eller uden vandtilsætning
betegnet som henholdsvis våd fristråleblæsning (inklusive
slam-fristråleblæsning) og tør
fristråleblæsning med det formål at fjerne gamle malingslag
og rust
metallisering samt
påføring af nye malingslag ved
sprøjtemaling.
Følgende typer arbejde er ikke omfattet:
Almindelig afvaskning, herunder dampafrensning, og
højtryksafvaskning (jf. bilag-B afsnit 2.1)
rulle- og penselmaling,
vacuumsandblæsning, slyngrensning samt
afbrænding, bankning og skrabning.
Dette indebærer, at den almindelige vedligeholdelse,
der foretages af besætningen under sejlads, ikke er omfattet af
bekendtgørelsen.
3.2. Forbud mod overfladebehandling på vandet - §
3
§ 3 indeholder et forbud mod at foretage udvendig
overfladebehandling, som defineret i § 2, af skibe beliggende på vandet
udenfor værftsområderne.
Forbudet trådte i kraft fra bekendtgørelsens
ikrafttræden, dvs. 1. juli 1991.
Forbudet mod overfladebehandling af skibe på vandet
er afgrænset til det arbejde, der foregår udenfor
værftsområderne. Arbejde på vandet indenfor
værftsområderne er reguleret nærmere i § 4.
Værftsområder defineres som det område
på land inkl. faste anlæg, som værftet råder over,
samt vandområdet op til værftets kaj. Det afgørende er, at
værftets ledelse kan gøres ansvarlig for de aktiviteter, der
foregår på værftsområdet. Tilsynsmyndigheden kan
anmode om at få forelagt en plan over værftets område.
Det bemærkes, at havnemyndighederne ikke kan
udnævne et større havneområde til
"værftsområde", hvor entreprenører og lign. uden
tilknytning til et egentligt værft kan udføre udvendig
overfladebehandling.
I § 3, stk. 2 fastslås det, at amtsrådet
fører tilsyn med overholdelsen af forbudet.
3.3. Forebyggende foranstaltninger - § 4
§ 4 fastslår, at der ved arbejde i dokke, på
beddinger eller indenfor værftsområder skal træffes de
nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdet ikke
medfører væsentlig forurening, jf. formålet med
bekendtgørelsen (side 11).
Kravet gælder fra 1. oktober 1991.
Det anbefales, at tilsynsmyndigheden og værftet
samarbejder omkring tilrettelæggelsen af arten og omfanget af
forureningsbegrænsende foranstaltninger. Værftet bør i
første omgang præsentere tilsynsmyndigheden for en plan for de
foranstaltninger, der påtænkes iværksat. Planen bør
bl.a. indeholde tegninger/beskrivelser af projekteret inddækning,
eventuelle meteorologiske begrænsninger for arbejdets udførelse
og en redegørelse for metode til registrering af opsamlet
blæsemiddel. Med henblik på besigtigelse af de trufne
foranstaltninger til forebyggelse af forurening bør tilsynsmyndigheden
og værftet aftale, hvornår myndigheden skal orienteres.
De eksempler på forureningsbegrænsende
foranstaltninger, som omtales i afsnit 3.3.1 og 3.3.2, er af foreløbig
karakter og bør opfattes som et idé-katalog. Som nævnt
på side 7 vil Miljøstyrelsen løbende overveje behovet for
en nærmere præcisering af mulige forureningsbegrænsende
foranstaltninger.
3.3.1. Skibe beliggende på vandet
Overfladebehandling af skibe beliggende på vandet
bør indskrænkes til et minimum, da mulighederne for at forebygge
forurening er vanskeligere her, end når skibet er i dok eller på
bedding. Hvis der er ledig kapacitet i dokken eller på beddingen,
bør skibet således gøres færdig i dokken (på
beddingen).
Overfladebehandling af skibe på vandet kræver
særlige foranstaltninger, således at det sikres, at forureningen
begrænses til det niveau, der er opnåelig i en dok eller på
en bedding. Fuld afdækning tilgodeser kravet i bekendtgørelsens
§ 4 om effektiv forebyggelse.
Såfremt der ikke etableres fuld afdækning,
bør overfladebehandlingen begrænses til tør
sandblæsning af nybygninger og sprøjtemaling. Til nybygning
medregnes montering af nye stålsektioner m.v. i idriftværende
skibe. Mindre reparationer af topside (områder med et samlet areal
under 10 m2) kan dog i særlige tilfælde foretages uden
opsamling af malingsrester. Omfanget af dette reparationsarbejde bør
aftales generelt i forbindelse med udarbejdelse af den ovennævnte plan
for forureningsbegrænsende foranstaltninger.
Ved sandblæsning (svirpning) af primede
stålsektioner skal afrenset maling som udgangspunkt opsamles.
Afhængig af primerens sammensætning og arealet, der skal
sandblæses, kan svejsesømme (stød) i visse tilfælde
sandblæses uden opsamling af maling. Ved stillingtagen hertil
sammenlignes sammensætningen af primeren med metaller i bundmateriale,
der må klappes. Det kan imidlertid være nødvendigt at
etablere opsamlingsfaciliteter på grund af det anvendte
blæsemiddel, jf. afsnittet nedenfor om tør
sandblæsning.
Da det er lettere at etablere effektive
forureningsbegrænsende foranstaltninger langs kajen, bør
skibssider (fribord) så vidt muligt behandles fra landsiden.
Vejrforholdene spiller en stor rolle for muligheden for at
forebygge forurening, når arbejdet foregår i det fri. Det kan
således blive nødvendigt at indstille arbejdet under ugunstige
vejrforhold.
På baggrund af ovenstående er de
følgende kommentarer udelukkende baseret på
overfladebehandling (tør sandblæsning og
sprøjtemaling) af nybygninger, inklusive montering af nye
stålsektioner i idriftværende skibe, samt sprøjtemaling i
forbindelse med reparationsarbejde.
Tør sandblæsning
Muligheden for forurening af vandmiljøet foreligger
ved blæsning med tungmetalholdige slagger. Det bør i
sådanne tilfælde tilstræbes at opsamle mest muligt af det
brugte blæsemiddel. På sigt, dvs. efter udløbet af
prøveperioden, kan det blive aktuelt at stille krav om, at alt brugt
blæsemiddel skal opsamles.
På vandsiden kan eksempelvis udlægges
flåder med afdækning i form af presenning eller net, der
fastgøres til skibssiden. En anden mulighed er at hænge
beklædte stilladser ned ad skibssiden.
For at kunne bestemme effektiviteten af de trufne
foranstaltninger må sandblæsningsaffaldet holdes adskilt fra
andre affaldsfraktioner - også fra sandblæsningsaffald stammende
fra dokke og/eller beddinger. Opsamlingsprocenten vurderes ved at sammenholde
forbruget af blæsemiddel med den opsamlede mængde af brugt
blæsemiddel bestemt ved vejning. Så vidt muligt korrigeres for
eventuelt vandindhold i det opsamlede blæsemiddel. Beregningen af
opsamlingsprocenten må på forhånd forventes at være
behæftet med betydelig usikkerhed. Tilsynsmyndigheden og værftet
bør i samarbejde søge at finde metoder til minimering af
usikkerheden.
Der skal løbende via miljøjournalen holdes
øje med udviklingen i opsamlingseffektiviteten, således at det
kan vurderes, om de trufne foranstaltninger er tilstrækkeligt
virkningsfulde.
Etableres fuld afdækning er det ikke
nødvendigt at foretage en egentlig bestemmelse af opsamlingsprocenten,
idet "alt" brugt blæsemiddel kan opsamles.
Sandblæsning vil - uafhængigt af den anvendte
blæsemiddeltype - kunne medføre væsentlige
støvgener i omgivelserne. Hvis der anvendes naturlige mineralske
blæsemidler, hvortil der ikke er forbundet risiko for vandforurening
(og hvor der altså ikke gælder et opsamlingskrav til det brugte
blæsemiddel), vil væsentlige støvgener kunne forebygges
ved kun at sandblæse, når vindretningen er væk fra beboelse
m.v. Alternativt vil væsentlige støvgener kunne forebygges ved
afskærmning - hvad enten der bruges slagge, kvartssand o.a.
Nødvendigheden af afskærmning og omfanget
heraf afhænger af afstanden fra boligområder, rekreative
områder m.v. til stedet, hvor der sandblæses. Ved stor afstand
(ca. 500 m eller derover) til områder, hvor mennesker opholder sig
eller jævnligt færdes, skønnes det ikke at være
nødvendigt at træffe særlige forholdsregler for at
undgå væsentlige støvgener.
Sprøjtemaling
Specielt ved sprøjtemaling af skibssider skal der
udvises særlig omhu, f.eks. ved udlægning af flåder,
således at forbisprøjt ikke giver anledning til synlig
misfarvning af vandet. Sprøjtemaling med organotin-holdige antifouling
(TBT) malinger bør undgås og i påkommende tilfælde
kun ske under forhold, hvor der er fuld sikkerhed for at undgå
vandforurening ved forbisprøjt.
Afskærmning, der sikrer tilfredsstillende opsamling
af brugt blæsemiddel (slagge), bør samtidig kunne forebygge
vandforurening fra forbisprøjt. Mindre omfattende foranstaltninger er
at sprøjte henimod en afskærmning af f.eks. plastik eller
presenning, hvor forbisprøjtet kan sætte sig og derved opsamles.
Afskærmningen placeres vinkelret på skibssiden, eventuelt
påsat en lift. På dækket anbringes afskærmningen lige
bag skibsdelen, der skal males. Afstanden fra sprøjtepistol til
afskærmning må ikke være større, end at
afskærmningen dækker sprøjteviften.
Mere simple foranstaltninger kan komme på tale,
f.eks. ændring af sprøjtetryk og kort afstand fra
sprøjtepistolen til skibsoverfladen.
Ved sprøjtemaling af overbygninger og dæk er
der bedre mulighed for at forebygge vandforurening. Der kan eksempelvis
opstilles en mobil sprøjtekabine eller et tætsluttende telt.
Det skal tilføjes, at ved etablering af fuld
afdækning, som f.eks. en mobil enhed eller et tætsluttende telt,
stiller Arbejdstilsynet krav om mekanisk ventilation og andre
sikkerhedsforanstaltninger (se bilag-D). Ventilationen skal af hensyn til
sprøjtemalingsarbejdet indrettes således, at lufthastigheden
omkring emnet bliver 0,2-0,5 m/s afhængigt af emnet og
overfladebelægningen. Udsugningskapaciteten skal dimensioneres til at
kunne holde undertryk. Afgangsluften bør føres gennem et
partikelfilter.
Etableres en mere åben afdækning, som f.eks.
et finmasket net, vil Arbejdstilsynet normalt ikke kræve ventilation.
Der skal dog stadig anvendes personlige værnemidler.
Ved etablering af den fornødne afskærmning
kræver Arbejdstilsynet endvidere, at der tages hensyn til eventuel
vindpåvirkning af konstruktionen.
Væsentlige støvgener fra sprøjtemaling
kan undgås på samme måde som ved tør
sandblæsning, jf. ovenfor.
3.3.2. Skibe i dok eller på bedding
Ligesom ved overfladebehandling af skibe på vandet
kan det under ugunstige vejrforhold blive nødvendigt at indstille
udendørs arbejde i dokken eller på beddingen.
Ved våd fristråleblæsning og
højtryksspuling (med og uden tilsætning af blæsemiddel) er
afskærmning ikke nødvendig på forhånd, idet
metoderne bør kunne anvendes uden at medføre
nævneværdig støvbelastning. Afløbsvandet fra disse
processer skal behandles som spildevand, jf. § 6.
Doksider, og for tørdokkes vedkommende også
dokender, yder i mange situationer god beskyttelse mod forurening fra
metallisering og sprøjtemaling. Ved arbejder på
områder af et skib, der ligger under øverste dokkant, er
særskilt afskærmning normalt ikke nødvendig.
Ved arbejder nær dokenderne kan afskærmning
dog være påkrævet (f.eks. afskærmning på
tværs af dokken). Ved sprøjtemaling væk fra dokenden (ind
mod midten af dokken) skulle afskærmning være unødvendig,
med mindre vejrforholdene er ugunstige.
Ved vind på langs af dokken kan afskærmning
etableres i luvsiden tæt ved arbejdsstedet.
Ved tør fristråleblæsning yder dokken
ikke tilsvarende god beskyttelse mod støvforurening. Det skyldes, at
blæseluften, turbulensforhold og vind gennem dokken fører
støvet op fra dokken. Forurening kan eksempelvis forebygges ved at
afspærre fra doksiden ind til skibssiden og/eller på tværs
af dokken.
Når der arbejdes på et skib nær ved
eller over øverste dokkant, er afskærmning som regel
nødvendig for at hindre malingsrester, forbisprøjt og
sandblæsningsmateriale i at falde i vandet eller forårsage
væsentlige gener. Det samme er tilfældet, når der arbejdes
på et skib, som ligger på bedding. Afskærmningen er af
samme karakter som ved overfladebehandling af et skib langs kaj, dog normalt
ikke så omfattende, da malingsrester og sandblæsningsmateriale
kan opsamles på dokbunden.
For så vidt angår særlige
arbejdsmiljøregler i forbindelse med afskærmning henvises til
side 17.
Sandblæsningsaffaldet skal opsamles og bortskaffes
som en særskilt affaldsfraktion med henblik på vurdering af
opsamlingseffektiviteten. Da der er betydeligt bedre mulighed for at opsamle
sandblæsningsaffald i dok eller på bedding, bør
opsamlingseffektiviteten tilstræbes at være så nær
100 % som mulig.
3.4. Rengøring - § 5
§ 5 fastslår, at dokke og beddinger skal
rengøres omhyggeligt, inden uddokning eller søsætning af
et skib.
Sandblæsningsaffald, afblæst maling og
begroningsmaterialer fejes op, således at der ikke ligger synlige
bunker i dokken eller på beddingen. Eventuelt oliespild opsamles ved
f.eks. udlægning af absorberende materiale og efterfølgende
fejning. Olieholdige klude opsamles.
Affaldshåndteringen og affaldsbortskaffelsen skal
ske efter gældende regler. Affaldet skal efter opsamling opbevares
på en sådan måde, at materialerne ikke kan tilføres
vandmiljøet eller give anledning til væsentlige støvgener
ved blæst eller regn.
Der henvises i øvrigt til bilag-B, afsnit 4.4.
3.5. Spildevandsudledninger - § 6
§ 6 bestemmer, at spildevandsudledninger fra de af
bekendtgørelsen omfattede virksomheder skal renses for tungmetaller
ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi, som er teknisk
gennemførlig og økonomisk opnåelig for den
pågældende virksomhedstype.
Yderligere krav vil kunne stilles i medfør af
recipientkvalitetsplanlægningen.
Kravet i § 6, stk. 1 er ensbetydende med, at der fra 1.
juli 1991 ikke må meddeles udledningstilladelse til nye virksomheder
omfattet af bekendtgørelsen, medmindre der foretages rensning af
spildevandet for tungmetaller.
I § 6, stk. 3 defineres spildevand som
vand fra våd fristråleblæsning og
højtryksspuling,
regnvand fra dokke og beddinger samt
vand fra rengøring af dokke og
beddinger.
Det forudsættes, at såvel udvendig som
indendørs overfladebehandling af skibe på vandet ikke giver
anledning til udledning af forurenet spildevand til havet eller et andet
vandområde. Opmærksomheden skal især rettes mod
overfladevand fra dæk og overbygninger. Det må således
sikres, at brugt blæsemiddel, afblæst maling m.v. opsamles og
opbevares på en sådan måde, at affaldet ikke skylles i
vandet ved nedbør.
Regnvand fra det egentlige værftsareal er ikke
omfattet af bekendtgørelsen. Havnevand, der strømmer hen over
dokbunden eller ind over beddingen, betragtes heller ikke som spildevand, da
arbejdspladsen forudsættes at være forsvarligt rengjort for
affald og spild inden uddokning, jf. bekendtgørelsens § 5.
Det er ikke nødvendigt at opsamle regnvand med
henblik på rensning for tungmetaller i perioder, hvor dokken eller
beddingen ikke er i brug. Rensning er heller ikke påkrævet, hvis
aktiviteterne i dokken eller på beddingen falder udenfor de former for
overfladebehandling, som er omfattet af bekendtgørelsen.
Vand fra højtryksspuling, våd
fristråleblæsning samt rengørings- og overfladevand fra
dokke og beddinger er at betragte som industrielt spildevand i lighed med
forurenet spildevand fra andre virksomheder. Værftsindustrien skal
derfor have tilladelse til udledning af spildevand efter
miljøbeskyttelseslovens kapitel 4 eller kapitel 5 afhængig af,
om spildevandet afledes til offentligt kloaksystem eller tilføres
direkte til et vandområde.
Bekendtgørelsen omfatter kun udledninger af
spildevand til vandløb, søer eller havet, hvor
udledningstilladelsen meddeles af amtsrådet.
Afledes spildevandet derimod til det offentlige
kloaksystem, skal der foreligge en tilslutningstilladelse fra
kommunalbestyrelsen. I tilladelsen fastsættes de nærmere
vilkår for afledning af spildevandet. Vilkårene fastsættes
under hensyntagen til driften af det kommunale renseanlæg, herunder
kommunens ansvar for at udlederkravene for renseanlægget
overholdes.
3.5.1. Vejledende grænseværdier for
udledning af spildevand
Ud fra et principielt ønske om at begrænse
udledningen af tungmetaller samt en vurdering af de tekniske muligheder for
rensning af spildevandet og de hermed forbundne økonomiske
konsekvenser er der fastsat følgende vejledende
grænseværdier for koncentrationen af forskellige tungmetaller i
spildevandet:
Stof
Vejledende grænseværdi i mg/l
Bly
Pb
0,2
Cadmium
Cd
0,02
Chrom
Cr
1
Kobber
Cu
1
Nikkel
Ni
1
Uorganisk tin
Sn
0,1
Organotin
Sn
0,02
Zink
Zn
1
Det totale indhold af ovenstående tungmetaller i
spildevandet bør ikke overstige 4 mg/l.
Den rutinemæssige egenkontrol kan normalt
indskrænkes til kun at inkludere målinger af spildevandets
indhold af bly, chrom, kobber, organisk- og uorganisk tin samt zink.
De vejledende grænseværdier er opstillet under
forudsætning af, at der kun lejlighedsvis udledes tungmetalholdigt
spildevand (jf. bilag-B afsnit 3.1), og at udledningen sker til
områder, der i planlægningen for vandområdernes kvalitet er
lokaliseret med lempede målsætninger som
"Spildevandsnærområde" eller "Skibsfart".
Ved større udledninger og ved udledninger til
vandområder, hvor der udledes de samme stoffer fra andre kilder,
bør udlederkravene fastsættes på grundlag af den samlede
udledte stofmængde samt udstrækningen af det påvirkede
område. Denne fremgangsmåde bør også anvendes,
når udledningen sker til sårbare vandområder i henhold til
planlægningen for vandområdernes kvalitet. Vurderingerne
bør i disse situationer foretages på basis af
Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1983: "Vejledning i
recipientkvalitetsplanlægning - Del II Kystvande." I denne forbindelse
bør det overvejes, om udlederkravene kan fastsættes i
overensstemmelse med de vejledende grænseværdier i
Miljøstyrelsens vejledning nr. 6/1974: "Spildevand".
Det pointeres, at kravværdierne for udledning af
spildevand fra det enkelte værft fastsættes af amtsrådet
efter en individuel vurdering. De konkrete udledningskrav bør
fastsættes under hensyn til den samlede mængde af tungmetaller,
til lokale opblandings- og fortyndingsforhold samt til vandområdets
egenart og kvalitetsmålsætning.
Det bemærkes, at der i spildevandstilladelser kan
stilles udlederkrav for andre stoffer end nævnt i ovenstående
tabel, hvis der er behov herfor (f.eks. krav om installering af
olieudskiller).
3.5.2. Rensningsmetoder
Det er i første omgang op til værftet at tage
stilling til, hvilken rensningsmetode man foretrækker. I
ansøgningen om tilladelse til udledning af spildevand skal der
redegøres for, at den valgte rensningsmetode er udtryk for bedste,
tilgængelige teknik. Rensningseffektiviteten skal endvidere
dokumenteres.
I bilag-B, afsnit 4.3.1 er beskrevet en kemisk
fældningsproces, hvormed det er dokumenteret, at koncentrationerne af
tungmetaller i det udledte spildevand vil kunne bringes ned under de
vejledende grænseværdier.
3.6. Fornyelse af udledningstilladelser - § 7
§ 7 bestemmer, at eksisterende virksomheder, der er
omfattet af § 1 nr. 1) og 2), af sig selv og uden forudgående
påbud herom fra amtsrådets side senest den 1. januar 1992 skal
indgive ansøgning om tilladelse til fortsat udledning af
spildevand.
Ansøgningen skal baseres på et projekt for
anvendelse af bedste, tilgængelige teknologi i overensstemmelse med
bekendtgørelsens § 6.
Ifølge § 7, stk. 1 omfatter bekendtgørelsen
såvel udledninger fra eksisterende virksomheder, hvortil der er meddelt
spildevandstilladelse før bekendtgørelsens ikrafttræden
den 1. juli 1991, som udledninger fra eksisterende virksomheder, hvortil der
ikke er meddelt spildevandstilladelse.
Pligten til at indgive ansøgning efter
bekendtgørelsens § 7 gælder uden videre for virksomheder,
hvortil der er meddelt udledningstilladelse med hjemmel i
miljøbeskyttelseslovens § 18, og hvortil der derfor ikke er knyttet en
retsbeskyttelse (8-års reglen, jf. nedenfor), samt for virksomheder med
særskilt udledning, hvortil der hverken i medfør af lovens
kapitel 4 eller 5 er meddelt udledningstilladelse.
Virksomheder, der allerede som led i en kapitel
5-godkendelse har en spildevandstilladelse, jf.
miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 3, skal derimod ikke i alle
tilfælde indsende ny ansøgning. Forudsætningen for, at
sådanne udledningstilladelser skal tages op til fornyet behandling
efter bekendtgørelsen, er, at den i lovens § 44, stk. 4-6 nævnte
retsbeskyttelse på 8 år er udløbet, medmindre
retsbeskyttelsen af andre grunde gennembrydes f.eks. på grund af
recipientkvalitetsplanlægningen for et område. Hvis dette ikke er
tilfældet, må amtsrådet først tage tilladelsen op
til fornyet behandling, når retsbeskyttelsen udløber med henblik
på at gennemføre kravet i bekendtgørelsens § 6.
På baggrund af de indkomne ansøgninger
meddeler amtsrådet efter en konkret sagsbehandling afgørelse om
tilladelse til fortsat udledning i overensstemmelse med kravet i § 6.
Afgørelsen skal ifølge § 7, stk. 3 træffes inden den 1.
juli 1992.
Der gøres opmærksom på, at tidsfristen
for gennemførelse af de fornødne renseforanstaltninger
afhænger af de konkrete forhold i den enkelte sag.
3.7. Tilsyn - § 8
§ 8 fastsætter, at tilsynet med
bekendtgørelsen følger bestemmelserne i
miljøbeskyttelseslovens kapitel 7, jf. §§ 48-51.
Det fremgår af den hidtil gældende
miljøbeskyttelseslov (lovbekendtgørelse nr. 68 af 24. januar
1989), at virksomheder, der foretager overfladebehandling af skibe af
stål eller metal - hvad enten arbejdet udføres på land, i
dokke/beddinger eller på vandet - er omfattet af punkterne A.3 og A.4
på listen over virksomheder, anlæg og indretninger, som er
omfattet af godkendelsespligten i lovens kapitel 5.
Godkendelsespligten påhviler den virksomhed,
institution el.lign., som er indehaver af eller har det daglige ansvar for
den pågældende arbejdsplads (bedding, dok, værft). Det
påhviler endvidere ejer/ansvarshavende at sikre, at alle, der arbejder
på den pågældende arbejdsplads, har kendskab til
vilkårene for godkendelsen.
Godkendelseskompetencen og tilsynsforpligtelsen
påhviler kommunalbestyrelsen, medmindre virksomheden udleder spildevand
direkte til vandmiljøet (særskilt udledning). I så fald
har amtsrådet tilsyns- og godkendelseskompetencen.
Virksomheder, der foretager overfladebehandling af
træskibe og plastbåde m.v., er ikke omfattet af listen over
godkendelsespligtige virksomheder, og reguleres som sådan efter
reglement om miljøbeskyttelse i det omfang arbejdet udføres
erhvervsmæssigt. Efter reglementets kapitel 11.1 og 11.3 kan
kommunalbestyrelsen meddele påbud og forbud med henblik på at
begrænse forureningen.
Såfremt overfladebehandling af træskibe og
plastbåde medfører særskilt udledning af spildevand, skal
udledningen godkendes af amtsrådet, jf. miljøbeskyttelseslovens
§ 18. Det påhviler dog kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med
sådanne udledninger, jf. lovens § 48, stk. 1.
Det bemærkes, at der i forbindelse med den vedtagne
ændring af miljøbeskyttelsesloven (lov nr. 358 af 6. juni 1991)
vil kunne forekomme ændringer i godkendelsespligten i forbindelse med
revisionen af listen over særligt forurenende virksomheder med deraf
følgende konsekvenser for tilsynet. Det er imidlertid ikke muligt
på nuværende tidspunkt at redegøre herfor, da listen over
godkendelsespligtige virksomheder endnu ikke foreligger officielt.
Ifølge § 3, stk. 2 er tilsynet med overholdelsen af
forbudet i § 3, stk. 1 (med hjemmel i lovens § 48, stk. 2) af praktiske
grunde overført til amtsrådet, som er recipientmyndighed.
Tilsynet med overholdelsen af bekendtgørelsens § 4
påhviler amtsrådet eller kommunalbestyrelsen afhængig af,
om virksomheden har særskilt udledning eller ej, jf.
ovenstående.
Virksomheder med særskilt udledning skal som ovenfor
nævnt have tilladelse hertil efter miljøbeskyttelseslovens
kapitel 4. Tilsynet med udledningstilladelsens overholdelse påhviler
amtsrådet, i det omfang virksomheden er godkendelsespligtig. I modsat
fald er det fremdeles kommunalbestyrelsen, der er tilsynsmyndighed med hensyn
til virksomheden herunder med overholdelsen af udledningstilladelsen.
3.8. Klage - § 9
§ 9 bestemmer, at tilsynsmyndighedens afgørelser
efter bekendtgørelsen kan påklages til højere
administrativ myndighed i overensstemmelse med reglerne i
miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og 11. Dette indebærer, at
tilsynsmyndighedens afgørelser efter §§ 3, 4 og 5 vil kunne
påklages til Miljøstyrelsen, jf. miljøbeskyttelseslovens
§ 70. Miljøstyrelsens afgørelser i disse sager vil derimod ikke
kunne påklages til Miljøankenævnet, jf. lovens § 76.
Da de afgørelser, der træffes efter
bekendtgørelsens § 6 og 7 er udledningstilladelser efter
miljøbeskyttelsesloven, indebærer dette, at afgørelser i
disse sager truffet af Miljøstyrelsen kan påklages til
Miljøankenævnet i medfør af lovens § 76.
Efter 1. januar 1992 er reglerne om klageadgang til
Miljøankenævnet ændret, således at klager over
Miljøstyrelsens afgørelser kun i begrænset omfang kan
påklages til Miljøankenævnet
(Miljøklagenævnet). Nævnets kompetence omfatter herefter
primært større eller principielle afgørelser
vedrørende listevirksomheder samt væsentlige
spildevandsudledninger. Miljøklagenævnet afgør selv, om
en klage vedrører en afgørelse, der er omfattet af
nævnets kompetence. Dette indebærer, at nævnet selv
afgør om Miljøstyrelsens afgørelser om
udledningstilladelse skal betragtes som større eller principiel.
Ændringen i klageadgangen har ingen betydning for
tilsynsmyndighedens afgørelser efter bekendtgørelsens §§ 3, 4
og 5, som derfor efter 1. januar 1992 fortsat kun kan påklages til
Miljøstyrelsen.
Bilag A
Bekendtgørelse om overfladebehandling
af skibe
I medfør af § 6, § 43, § 48, stk. 2 og § 83, stk.
3, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af
24. januar 1989, fastsættes:
Kapitel 1
Område
§ 1.
Denne bekendtgørelse omfatter
virksomheder, der foretager udendørs
overfladebehandling af stålskibe,
virksomheder, der foretager udendørs
overfladebehandling af skibe af andre materialer end stål med en
totallængde på 25 meter eller derover, som defineret i ISO 8666,
og
særskilte udledninger til vandløb,
søer eller havet fra de i nr. 1) og 2) nævnte
virksomheder.
§ 2
. Ved overfladebehandling forstås i denne
bekendtgørelse følgende former for behandling af et skibs
udvendige overflader: Højtryksspuling med eller uden tilsætning
af blæsemiddel med henblik på fjernelse af gammel maling,
sandblæsning med eller uden vandtilsætning samt metallisering og
sprøjtemaling.
Kapitel 2
Skibe på vandet uden for
værftsområder
§ 3
. Udvendig overfladebehandling af skibe
beliggende på vandet uden for værftsområder er forbudt.
Stk. 2.
Amtsrådet fører tilsyn med
overholdelsen af forbudet i stk. 1.
Kapitel 3
Skibe i dokke, på beddinger eller inden for
værftsområder
§ 4.
Fra 1. oktober 1991 skal der ved
overfladebehandling af skibe i dokke, på beddinger eller inden for
værftsområder foretages effektiv forebyggelse, herunder
nødvendig afskærmning i forbindelse med arbejdets
udførelse, imod væsentlig forurening.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden meddeler påbud
eller forbud, såfremt de i stk. 1 nævnte foranstaltninger ikke
findes tilstrækkelige.
§ 5.
Inden uddokning eller søsætning
af et skib skal dokken/beddingen rengøres for materialer eller
stoffer, som kan forurene vandmiljøet, herunder brugt
blæsemiddel, afblæst maling, spild, olieholdige klude m.v.
Materialerne skal håndteres og bortskaffes, herunder efter de til
enhver tid gældende regler for håndtering og bortskaffelse af
kemikalieaffald, således at der ikke opstår fare for, at de
tilføres vandmiljøet.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden meddeler påbud
eller forbud, såfremt kravene i stk. 1 ikke overholdes.
Kapitel 4
Særskilt udledning af spildevand
§ 6.
Medmindre der stilles strengere krav i
planlægningen af kvaliteten af vandområderne, skal udledninger,
der er omfattet af denne bekendtgørelse, renses for tungmetaller ved
anvendelse af bedste, tilgængelige teknologi.
Stk. 2
. Ved bedste, tilgængelige teknologi
forstås den teknologi, som er teknisk gennemførlig og
økonomisk opnåelig for den pågældende
virksomhedstype.
Stk. 3.
Ved spildevand forstås i denne
bekendtgørelse vand fra våd fristråleblæsning og
højtryksspuling, regnvand fra dokke og beddinger samt vand fra
rengøring af dokke og beddinger.
§ 7
. For eksisterende udledninger skal der indgives
ansøgning om tilladelse til udledning af spildevand.
Stk. 2.
Ansøgningen skal indgives til
amtsrådet. Ansøgningen skal være amtsrådet i
hænde senest den 1. januar 1992.
Stk. 3.
Amtsrådet træffer inden 1. juli
1992 afgørelse om tilladelse til udledning i overensstemmelse med
bestemmelsen i § 6.
Kapitel 5
Tilsyn
§ 8.
For tilsynet gælder bestemmelserne i
miljøbeskyttelseslovens kapitel 7, jf. §§ 48-51.
Kapitel 6
Afgørelser og klage
§ 9.
For tilsynsmyndighedens afgørelser
efter denne bekendtgørelse gælder reglerne i
miljøbeskyttelseslovens kapitel 10 og 11.
Kapitel 7
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 10.
Medmindre højere straf er forskyldt
efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
overtræder § 3 og § 7, stk. 1 og 2,
eller
tilsidesætter påbud eller forbud efter
bekendtgørelsen.
Stk. 2.
Straffen kan stige til hæfte eller
fængsel i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 83,
stk. 2, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved
grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på
miljøet eller fremkaldt fare derfor eller opnået eller tilsigtet
en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre,
herunder ved besparelser.
Stk. 3.
Begås en af de i stk. 1 og 2
nævnte overtrædelser af et aktieselskab, anpartsselskab,
andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
Stk. 4.
Er overtrædelsen begået af en
kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes
styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale
fællesskab bødeansvar.
§ 11
. Denne bekendtgørelse træder i
kraft den 1. juli 1991.
Bilag B
Dette bilag indeholder en beskrivelse af de
overfladebehandlingsprocesser, der finder sted på forskellige
værfter, samt en redegørelse for den hertil knyttede
forurening.
På værfter foregår overfladebehandlingen
dels på land med skibet fri af vandet, dels ved værftets kaj med
skibet beliggende på vandet. Overfladebehandlingen udføres ofte
som entreprenørarbejde.
Flertallet af de danske værfter er organiseret i to
foreninger nemlig Skibsværftsforeningen og Skibs- og
Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening. Skibsværftsforeningen har
8 store skibsværfter som medlemmer, hvoraf de fleste ved siden af
nybyggeri udfører reparationsarbejde. Skibs- og Bådebyggeriernes
Arbejdsgiverforening har 114 medlemmer, som dækker alle aktiviteter
inden for skibsbyggeri og reparation af mindre skibe.
Det skal i parentes nævnes, at der foruden
værftsarbejde på fiskeri- og handelsflådens skibe
udføres omfattende overfladebehandling af mindre lystbåde ved
sejlklubber og i lystbådehavne.
Oplysningerne i dette bilag om forbrug af råvarer og
hjælpestoffer er forbundet med betydelig usikkerhed. Mere
nøjagtige oplysninger vil blive bragt for dagen i løbet af de
næste 2 år ved hjælp af miljøjournal-systemet.
B.1. Anlægsbeskrivelse
Fra den 1. juli 1991 er der indført restriktioner
for udvendig overfladebehandling af skibe, som ligger på vandet, jf.
bekendtgørelsens § 3 og § 4. Udvendig overfladebehandling af skibe er
således forbudt udenfor værftsområder.1)
1) forudsat skib og overfladebehandling er af en
type, som er omfattet af bekendtgørelsen
Det er fortsat tilladt at foretage udvendig
overfladebehandling af nybygninger, mens skibet ligger på vandet langs
med værftets kaj. Baggrunden herfor er at give værfterne mulighed
for at foretage en afsluttende behandling, efter at skibet er uddokket. Ved
afvikling af store ordrer kan det være nødvendigt at
frigøre dokken, så snart bundbehandlingen er overstået.
Overfladebehandling af skibe på vandet kræver dog særlig
beskyttelse mod forurening.
I praksis omfatter overfladebehandling af skibe beliggende
på vandet let sandblæsning og sprøjtemaling.
B.1.1. Tørdok
En tørdok er en fordybning i jorden med faste sider
og bund. Dokken adskilles fra det tilstødende vandområde med en
port, der kan åbnes og lukkes. Skibet, der skal dokkes, sejles ind i
den vandfyldte dok. Dokken lukkes, hvorefter havvandet pumpes ud.
B.1.2. Flydedok
En flydedok er en flydende ponton med opbygning i siderne,
men normalt åben i begge ender. Pontonen er opdelt i en række
vandtætte rum (delpontoner). Ved dokning fyldes delpontonerne med vand,
hvilket får dokken til at synke. Skibet sejles derpå ind i dokken
og afstives mod dokkens sider, hvorefter delpontonerne tømmes for
vand. Opdriften bevirker, at dokbunden hæves til et ønsket
niveau over vandstanden uden for dokken. Under hævningsforløbet
opklodses skibet i dokken.
B.1.3. Bedding
En bedding er en rampe, der går fra land ned i
vandet. Skibet, som skal behandles på en bedding, trækkes op af
vandet rent mekanisk. Beddingen kan være en fast rampe (fast grund) i
hele sin længde, eller den kan være bygget op over vandoverfladen
over en dellængde.
B.1.4. Lukkede anlæg
Ved nybygning foregår visse
overfladebehandlingsprocesser indendørs. Indtil videre drejer det sig
dog kun om behandling af skibssektioner/skibsplader.
I de senere år er der i forbindelse med reparation
af skibe set eksempler på opførelse af lukkede anlæg, som
er i stand til at rumme et helt skib. Af de anlæg, der kendes i dag, er
den ene type en overdækket flydedok. Den anden type er en lukket hal
på land, analog til en gængs fabrikshal, hvor skibe på op
til ca. 500 t bringes ind i hallen på et luftpude-arrangement.
Højtryksspulingen foretages dog udendørs.
Indendørs overfladebehandling giver en
driftsmæssig fordel, idet arbejdet kan udføres uafhængigt
af vejrliget, og burde også resultere i en kvalitetsforbedring af det
færdige arbejde. Det er tillige en miljømæssig gevinst, da
emissionerne til omgivelserne kan kontrolleres på normal
måde.
B.2. Beskrivelse af
overfladebehandlingsprocesser
Den udvendige overfladebehandling af skibe består af
en forbehandling efterfulgt af en påføring af ét eller
flere lag zink (metallisering) og/eller maling.
Hensigten med overfladebehandlingen er først og
fremmest at opnå beskyttelse mod nedbrydning af byggematerialet -
stål mod korrosion, træ mod råd osv. - og at modvirke marin
begroning på skibsflader under vandlinjen. Begroning (alger, muslinger
m.v.) øger skibets friktion i vandet og bevirker derved et
større energiforbrug. Over vandlinjen tjener overfladebehandlingen
desuden et æstetisk formål.
Forbehandlingen og det valgte malingssystem afhænger
af skibets byggemateriale, det eksisterende malingssystem på skibet og
den ønskede levetid/beskyttelsesværdi af den nye
overfladebelægning.
Ved nybygning af et større stålskib opbygges
de enkelte sektioner indendørs i en hal ved sammensvejsning af
stålplader. Værftet modtager sædvanligvis
stålpladerne påført en grundmaling (shopprimer), der skal
beskytte stålet i byggeperioden. Under den videre skibsbygning
udendørs foretages sandblæsning af svejsesømme og af
eventuelle rustangreb inden påføring af den egentlige
overfladebelægning. Forud for påføring af avancerede
malingstyper sandblæses tillige skroget. På nybygninger foretages
normalt ikke metallisering inden opbygning af malingslagene.
Ved genopbygning af en udtjent belægning
kræves en mere omfattende forbehandling end ved nybygninger, med mindre
der kun er tale om lokale reparationer eller den løbende
vedligeholdelse, som udføres af skibets besætning.
B.2.1. Forbehandling
Forbehandlingen, som har til formål at fjerne salte,
olie og fedt, rust samt eventuelt gamle malingslag, udføres typisk ved
én eller flere af følgende processer:
højtryksspuling
sandblæsning (våd eller
tør)
B.2.1.1. Højtryksspuling
I forbindelse med højtryksspuling skelnes mellem
forskellige metoder afhængig af spuletrykket:
Højtryksafvaskning
(med et tryk på få bar)
Her er formålet at vaske salte af overfladen, inden
der eventuelt fortsættes med anden forbehandling. Denne form for
højtryksspuling er ikke omfattet af bekendtgørelsen, idet det
forudsættes, at metoden ikke fjerner løstsiddende maling.
Højtryksafrensning
(tryk ca. 150-400 bar)
Denne metode har til formål - foruden almindelig
afvaskning - at fjerne begroning og gammel, løstsiddende maling
på såvel bund- som fribordsarealer. Vandforbruget er typisk 5-10
l/m2 overflade. Kapaciteten af en højtryksspuler er
sædvanligvis 8-18 l/min.
Tilsættes blæsemiddel til spulevandet
øges rensehastigheden væsentligt.
Højtryksblæsning
(tryk ca. 400-3000 bar)
Denne metode er et alternativ til diverse
sandblæsningsmetoder (med eller uden tilsætning af vand), men er
hidtil ikke anvendt meget i praksis af tekniske og økonomiske
grunde.
B.2.1.2. Sandblæsning (våd eller
tør)
Sandblæsning er en fællesbetegnelse for
mekanisk afrensning ved bombardement af en overflade med granuleret materiale
(blæsemiddel). Anvendes trykluft som drivmiddel tales om tør
fristråleblæsning. Tilføres vand til blandingen af
blæsemiddel og luft taler man om våd
fristråleblæsning. Hvis den tilførte vandmængde er
meget beskeden (0,2-0,3 l/min) bruges betegnelsen fugt
fristråleblæsning.
Såvel tør- som våd blæsning
udføres normalt ved et lufttryk på ca. 7 bar. Forbruget af
blæsemiddel ligger ved begge metoder på ca. 25-50
kg/m2 overflade. Pr. time er forbruget typisk 0,5-1 t.
Sandblæsning ved lavere lufttryk (2-3 bar) med et
finkornet blæsemiddel betegnes sandsvirpning. Forbruget af
blæsemiddel er i dette tilfælde ca. 5 kg/m2
overflade.
En speciel form for tør sandblæsning er
vacuumblæsning (også betegnet fristråleblæsning med
tilbagesug). Sanddysen på et almindeligt fristråleanlæg er
her indbygget i en kappe, der rummer blæsestrålen og
anslagsområdet. Ved hjælp af et kraftigt sug i kappen kan
blæsemiddel, afrenset maling og støv suges tilbage fra
blæsestedet til opsamlingstromler.
Blæsemidler
De mest anvendte blæsemiddeltyper til
udendørs blæserensning er kobberslagge (jernsilikat), kulslagge
(aluminiumsilikat) og kvartssand, der alle er
éngangsblæsemidler. På værfterne anvendes i dag
næsten udelukkende slaggeprodukter.
Ifølge tyske normer må det totale indhold af
cancerogene metaller ikke overstige 0,2 vægt %, mens det totale indhold
af cancerogene og toxiske metaller ikke må overstige 2 vægt %.
For de enkelte metaller, hvad enten det er cancerogent eller toxisk, må
indholdet ikke overstige 0,1 vægt %. Disse værdier bør
ligeledes overholdes for de slaggeprodukter, der er tilgængelige
på det danske marked. På Arbejdstilsynets og
Miljøstyrelsens fælles liste over stoffer, som anses for at
være kræftfremkaldende, er optaget følgende metaller:
arsen og uorganiske arsenforbindelser, beryllium og berylliumforbindelser,
blychromat, visse cadmiumforbindelser, calciumchromat, nikkelstøv og
visse nikkelforbindelser, strontiumchromat samt zinkchromat. Til de toxiske
metaller henregnes bl.a. forbindelser af antimon, bly, chrom, cadmium,
kobber, tin og zink, jf. i øvrigt tabel 3 i Miljøstyrelsens
vejledning nr. 6/1990 om begrænsning af luftforurening fra
virksomheder.
Til udendørs blæserensning kan i
særlige tilfælde anvendes genanvendelige blæsemidler som
f.eks. korund (aluminiumoxid) til vacuumblæsning og stålshot i
mobile slyngrenseanlæg (eventuelt i mobile
fristråleanlæg).
Stålgrit bruges, så vidt det kan lade sig
gøre, til fristråleblæsning af skibe indendørs.
B.2.1.3. Slyngrensning
Slyngrensning finder udstrakt industriel anvendelse
indendørs i lukkede anlæg. Der bruges udelukkende genanvendelige
blæsemidler, fortrinsvis relativt blødt stålshot.
Til udendørs, helt plane konstruktioner som f.eks.
skibsdæk findes mobile slyngrenseanlæg, som kan være
håndtrukne eller motortrukne til større arealer. Anlæggene
er ofte forsynet med en separat luftbehandlingsenhed til rensning af de
luftmængder, der medgår til at holde blæsestedet fri for
støv, og til regenerering af brugt blæsemiddel.
B.2.2. Hovedbehandling
Påføring af maling foretages med pensel,
rulle, lavtrykssprøjte eller højtrykssprøjte. Ved
behandling af større skibsoverflader anvendes næsten udelukkende
højtrykssprøjte også kaldet luftløs
sprøjte.
Luftløst sprøjteudstyr virker ved, at
malingen presses gennem en smal dyse ved højt tryk (75-300 bar) og
derved forstøves. Ved højt tryk kan malingen
påføres uden forudgående fortynding.
Ydelsen af en sprøjtepistol er ca. 2,5 l/min, dog
lidt lavere end 2 l/min for antifouling malinger.
De anvendte malingstyper afhænger af hvilke dele af
skibet, der skal behandles; om det drejer sig om bund og sider under
vandlinjen, sider over vandlinjen, overbygninger m.v. Skibet
påføres sædvanligvis 3-5 lag maling.
Bundarealer
Inderst findes korrosionsbeskyttende malingslag,
udenpå hvilke lægges begroningshindrende malingslag
(benævnt antifouling maling).
Arealer over vand
Udenpå korrosionsbeskyttende malingslag lægges
lag, som tjener et æstetisk formål.
B.2.2.1. Malingstyper
Malingstyperne er traditionelle i den forstand, at de
indeholder pigmenter, nogle bindemidler og organiske opløsningsmidler.
Nogle malingstyper indeholder tungmetaller, der fungerer som pigment eller
biocid (aktivt stof). Tungmetallerne er især bly, kobber, nikkel, tin
(herunder forskellige organotin-forbindelser), zink og chrom. Kobber og
organotin anvendes som bioaktive stoffer i antifouling malingerne. De aktive
stoffer afgives løbende til vandet for at hæmme begroning af
skibsbunden.
Der skelnes mellem 3 typer af antifouling maling:
opløselig matrix ("blød")
uopløselig matrix ("hård")
selvpolerende
Den opløselige matrix har efterhånden kun
historisk betydning. Den uopløselige matrix fungerer ved en langsom
afgivelse af metalforbindelser. Bindemidlet er uopløseligt i vand og
står tilbage som et porøst lag. Ved den selvpolerende type
fornys den aktive overflade successivt som følge af skibsskrogets
bevægelse gennem vandet kombineret med bindemidlets svage
opløselighed i vand. De selvpolerende malinger bliver anvendt mere og
mere. En selvpolerende antifouling maling indeholder karakteristisk 20 %
kobber, 15 % zink og 5 % tin (heraf 2 % organiske tinforbindelser). Hertil
kommer varierende indhold af chromater og bly. Andre tungmetaller forekommer
kun i spormængder.
I de bundsystemer, der typisk specificeres til
fiskefartøjer og coastere, består de korrosionsbeskyttende
malingslag af bitumen/aluminium (under et lag "blød" antifouling),
klorkautsjuk/aluminium (under et lag "hård" antifouling) eller
tjæreepoxy (under et lag selvpolerende antifouling med
vinyl-tjære som mellemlag).
Topsidesystemer fås i udgaver med eller uden
blychromat svarende til forskellige kulører af emaljen.
Blymønje maling anvendes stadig til pletning.
Blyindholdet ligger ofte på ca. 40 %.
På danske værfter foretages reparationer af
udenlandske skibe, hvor sammensætningen af den siddende maling ofte er
ukendt. Ved højtryksspuling og afrensning med blæsemiddel kan
tungmetalindholdet i spildevand, i brugt blæsemiddel og i
luftbåren støv derfor være anderledes end i de nye
malingstyper, som efterfølgende skal påføres.
Som opløsningsmiddel anvendes mineralsk terpentin
og xylen. Andre opløsningsmidler (aromatiske kulbrinter, n- og
isobutylacetat, ethylglycolacetat, n- og isobutanol, diiso- og
methylisobutylketon) forekommer i mindre udbredt grad.
Leverandørbrugsanvisninger, som skal udarbejdes for
alle farlige malingsprodukter, indeholder oplysninger om produkternes indhold
af tungmetaller og opløsningsmidler. Hvis disse oplysninger ikke er
tilstrækkelige, må man kontakte leverandøren.
Forbrug af maling og fortynder ved behandling af et
skib:
Maling:
For total overfladebelægning på et
stålskib: 0,3-0,8 l/m2
Tørstofindhold: 40-55 vol. %
Lagtykkelse:
Bund: 350-500 m
m (tør maling) heraf 100-250 m
m antifouling
Sider: 150-350 m
m (tør maling)
Indvendigt: 150-350 m
m (tør maling)
Fortynder:
Forbrug: < 15 vol. % (ud over
opløsningsmiddelindhold i maling)
B.2.2.2. Metallisering
Metallisering med zink eller zinklegeringer er et
alternativ til korrosionsbeskyttende maling på overflader af
stålskibe over vandlinjen, traditionelt i forbindelse med
vedligeholdelse af fiskefartøjer.
Metalliseringen skal foretages umiddelbart efter
tør sandblæsning for at undgå forurening og oxidering af
overfladen.
Zinklaget påføres med trykluftdrevet
sprøjtepistol, hvori zinktråd smeltes af en gasflamme eller i en
lysbue. Sprøjtepistolen holdes i en afstand på 10-30 cm fra
overfladen.
Tråden består af ren zink eller en legering af
zink og aluminium (85 % Zn og 15 % Al). Normalt påføres
overfladen en lagtykkelse på 60-75 m
m - i visse tilfælde dog op til 200 m
m. Dette svarer til ca. 425-550 g zink pr. m2 overflade (i de
særlige tilfælde op til ca. 1425 g).
Ved en lagtykkelse på 60 m
m kan behandles ca. 30 m2 overflade pr. time med en
gasflammepistol. En lysbuepistol har ca. 50 % større kapacitet.
B.3. Forbrug af råvarer og
hjælpestoffer
B.3.1. Vand
Vandforbruget til højtryksspuling afhænger
udover det spulede areal af arbejdsforholdene, herunder spuletrykket.
Ved højtryksspuling af bunden på mindre skibe
(nogle hundrede tons) udgør vandforbruget typisk 3-5 m3.
Ved afspuling af et stort tankskib er registreret et samlet vandforbrug
på 17 m3 .
Et stort dansk skibsværft har opgjort det
årlige forbrug af vand til højtryksspuling til 2.400
m3. På et mindre bådebyggeri må påregnes
et tilsvarende forbrug af spulevand på 100-200
m3/år.
Det anslås, at det samlede forbrug af vand til
højtryksspuling er 5.000-10.000 m3 på
årsbasis.
Forbruget af rengøringsvand til afspuling af dokke
og beddinger kendes ikke.
B.3.2. Blæsemiddel
Det anslås, at det årlige forbrug af
kobberslagge er 3.000 m3, mens forbruget af kulslagge
skønnes til 6.000 m3 pr. år.
B.3.3. Maling
Forbruget til vedligeholdelse af skibe er i 1988 opgjort
til ca. 230.000 l bundmaling (antifouling malinger og korrosionsbeskyttende
malinger) og ca. 330.000 l af anden maling. Hvor stor en andel af anden
maling, der går til udvendig overfladebehandling, kendes ikke.
B.4. Forurening
B.4.1. Støj
Bekendtgørelsen om overfladebehandling af skibe
indeholder ikke bestemmelser om grænseværdier for
støjbelastning og for maksimalværdier af støjniveauet.
Den tilladelige støjbelastning afhænger af de omliggende
områders beskaffenhed - såvel den faktiske som den planlagte
arealanvendelse. Støjgrænserne, som det enkelte værft skal
overholde, fastsættes i konkrete afgørelser efter
miljøbeskyttelsesloven med udgangspunkt i vejledning nr. 5/1984:
"Ekstern støj fra virksomheder".
Støjbelastningen kan bestemmes enten ved
målinger, jf. vejledning nr. 6/1984: "Måling af ekstern
støj fra virksomheder", eller ved beregninger efter den fælles
nordiske beregningsmetode. Det vil formentlig være mest
hensigtsmæssig at beregne støjbelastningen, fordi
baggrundsstøjen fra andre aktiviteter i et havneområde
vanskeligt vil kunne udskilles fra støjen fra værftet. Ved
beregning af støjbelastningen er et springende punkt kortlægning
af de udendørs aktiviteter og fastlæggelse af deres kildestyrke.
Overfladebehandlingen udgør en betydelig del af de udendørs
aktiviteter. De dominerende støjkilder er kompressoranlæg, vand-
og blæsemiddelanslag mod skibsoverflader samt mundingsstøj fra
sprøjtepistoler og sanddyser. Måling af kildestyrken for de
forskellige overfladebehandlingsprocesser skal udføres under de i
praksis forekommende mest støjende driftsforhold.
Da støjen fra et værft normalt indeholder
tydeligt hørbare impulser og/eller tydeligt hørbare toner, vil
der sædvanligvis skulle gives et tillæg på 5 dB til den
målte eller beregnede støjbelastning.
Mulighederne for støjdæmpning omfatter
støjsvage/støjisolerede kompressorer, opstilling af
særlige støjskærme, udnyttelse af eksisterende
bygningers/konstruktioners støjafskærmende virkning, afstand til
eksisterende nabovirksomheder og beboelser samt begrænsning af tiden
for de støjende operationer.
B.4.2. Luftforurening
B.4.2.1. Støv
Støvfrembringende overfladebehandlingsaktiviteter
medfører forekomst i udendørsluften af stoffer, som ved
indånding kan have en sundhedsskadelig virkning. Endvidere kan der
forekomme væsentlige støvgener. Aktiviteterne, der her specielt
er tale om, er sprøjtemaling, blæserensning (sandblæsning)
og metallisering.
Støvbelastningen i omgivelserne som følge af
overfladebehandling af skibe afhænger af støvdannelsen og
støvspredningen samt af en række faktorer af lokal karakter,
så som afstanden fra dok eller bedding til forureningsfølsomme
områder. Støvdannelsen er en funktion af det anvendte udstyr og
arbejdsrutinerne - f.eks. afhænger støvmængden ved
sandblæsning af blæsemiddeltypen og selve
blæserensningsmetoden. Støvspredningen er bestemt af
vindretningen og vindhastigheden. Den resulterende støvbelastning
afhænger desforuden af bygningsmæssige afskærmninger og de
trufne foranstaltninger på arbejdspladsen til dæmpning af
støvspredningen til omgivelserne (inddækning med presenning,
finmasket net eller vandtæppe).
Tør- og flydedokke yder i sig selv en god
beskyttelse mod spredning af støv, da doksider, og for
tørdokkes vedkommende tillige dokender, virker som barrierer i en
række arbejdssituationer.
Sundhedsmæssige overvejelser i relation til
blæsemiddeltype
Blæserensning af de inderste korrosionsbeskyttende
malingslag er hidtil udført som fristråleblæsning med
naturlige eller syntetiske blæsemidler. Det sundhedsmæssige
aspekt knyttet til luftbåren støv beror på
partikelstørrelsen samt indholdet af skadelige stoffer i
blæsemidlet og i den afrensede maling.
Tør fristråleblæsning med kvartssand
frigiver således respirabelt alfa-kvarts, som anses for at være
kræftfremkaldende, og hvortil der desuden er forbundet silikoserisiko.
Tør fristråleblæsning med slagger medfører
udsendelse af forskellige tungmetaller. Slaggeprodukterne indeholder
varierende mængder af forskellige toxiske og cancerogene metaller. De
største variationer og største mængder af sådanne
metaller findes i kobberslagge.
Ved brug dannes stort set samme mængde respirabelt
støv, dog har kulslagge den klart stærkeste tendens til dannelse
af finstøv under blæsning. Kobberslagge medfører den
laveste støvbelastning i forbindelse med tør
fristråleblæsning. I modsætning til slaggeprodukterne
indeholder kvartssand normalt en betydelig mængde respirabelt
støv inden blæsning. Denne mængde burde kunne reduceres
ved udvaskning.
De alternative blæsemidlers indhold af diverse
betænkelige metaller skal holdes op mod risikoen ved udsættelse
for alfa-kvarts. Den potentielle sundhedsmæssige risiko ved
luftbåren støv hidrørende fra blæsemidler kan
således ikke fjernes ved substitution af kvartssand med
slaggeprodukter. Dertil skal ved brug af slagger lægges den
miljømæssige belastning i form af spredning af tungmetaller i
vand (og i jord fra sandblæsningsaffald), jf. afsnit B.4.3.
Andre alternative blæsemidler end slaggeprodukter
så som korund og jernshot/-grit kan sikkert anvendes med et teknisk
tilfredsstillende resultat; men sådanne produkter er ret kostbare.
Fra den afrensede maling kan frigives chromat og bly
(f.eks. fra blymønjepigmenteret alkydmaling) og fra antifouling
malinger: kobber, zink og tin (herunder organiske tinforbindelser).
Alternative afrensningsmetoder til tør
fristråleblæsning
Støvbelastningen fra tør
fristråleblæsning vokser med dysetrykket. Støvbelastningen
kan elimineres eller i hvert fald reduceres ganske betragteligt ved brug af
lukkede systemer, højtryksspuling eller blæsning med en
kombination af sand og vand. Til de lukkede anlægstyper henregnes
slyngrenseanlæg, som kan være mobile, og anlæg til
vacuumblæsning.
Ingen af de alternative metoder er ud fra en teknisk
betragtning fuldt sammenlignelige med tør
fristråleblæsning, idet metoderne afviger med hensyn til
renseeffektivitet, beskaffenhed af den afrensede overflade (nyrust,
slamaflejring) og omfang af oprydningsarbejdet. Visse af ulemperne kan
afhjælpes. Ved de våde metoder kan tilsætning af inhibitor
imødegå dannelsen af nyrust. Dertil kommer, at
højtryksspuling med eller uden tilsætning af blæsemiddel
fjerner vandopløselige salte og derved giver overfladen en kemisk
renhed.
Anvendelse af vandbaserede blæserensningsmetoder
konverterer en luftforurening til en vandforurening og skal derfor ses i
sammenhæng med opsamling og rensning af spulevand. Ved våd
fristråleblæsning og højtryksspuling med tilsætning
af blæsemiddel bør der af hensyn til miljøet anvendes
kvartssand, olivinsand eller lign. De naturlige mineralske blæsemidler
frembyder i modsætning til slaggeprodukterne ikke nogen risiko for
vandforurening.
B.4.2.2. Organiske stoffer (lugt)
Ved levering indeholder maling organiske
opløsningsmidler, der eventuelt suppleres med såkaldte
fortyndingsmidler før brug for at give den rigtige konsistens. De
organiske stoffer afdamper fra den våde malingsfilm, hovedparten inden
for 30-60 min. efter påføringen.
Det er ikke muligt at opsamle afdampede organiske stoffer,
når malingspåføringen sker i det fri. I denne situation
kan emissionen til luften kun begrænses ved anvendelse af malingstyper
med højt tørstofindhold eller måske vandige malinger
(renere teknologi). De tekniske muligheder herfor er knyttet til den
produktudvikling, der foregår i farve- og lakindustrien.
Såfremt malingen påføres
indendørs i ventilerede rum, kan afsugningsluften principielt renses
for indholdet af opløsningsmidler, før luften sendes til
kontrolleret afkast. Vejledning nr. 6/1990: "Begrænsning af
luftforurening fra virksomheder" indeholder vejledende
grænseværdier for massestrømme, der udløser krav om
emissionsbegrænsning, og for de tilhørende
emissionsgrænseværdier. I luftvejledningen findes endvidere
metoder til beregning af skorstenshøjder herunder de for beregningen
nødvendige B-værdier for de emitterede stoffer.
B.4.3. Vandforurening
I det følgende angives kilderne til den forurening,
der kan forekomme fra forskellige overfladebehandlingsprocesser. Beskrivelsen
i dette indledende afsnit er rent kvalitativ, idet der ikke tages
højde for forebyggende foranstaltninger og deres effektivitet.
Forurening af vandmiljøet som følge af
udledning af processpildevand stammer fra højtryksspuling og våd
fristråleblæsning dvs. de operationer, der foretages for at
fjerne begroning, gamle malingslag og rust fra skibets overflade, før
der påføres et nyt (nye) malingslag. Det største bidrag
til vandforureningen kommer dog ikke nødvendigvis fra disse
aktiviteter. Uopsamlet, brugt blæsemiddel og afrenset maling kan give
vandforurening i forbindelse med udledning af overfladevand (regnskyl,
rengøringsvand). Ved sandblæsning af skibe på vandet kan
brugt blæsemiddel ryge direkte ned i vandet, hvilket medfører
tilførsel af tungmetaller til bundsedimentet, hvis blæsemidlet
er slagge. Spild/forbisprøjt ved sprøjtemaling vil også
kunne føre til vandforurening.
Så vidt muligt bør affald opsamles efter
arbejdets udførelse for at minimere vandforurening som følge af
nedbør.
En mere indirekte vandforurening fremkommer ved nedfald af
støvpartikler i havet fra tør fristråleblæsning af
malede skibe, specielt med slaggeprodukter.
B.4.3.1. Spildevand fra højtryksspuling
Der er i 1990 og begyndelsen af 1991 gennemført 11
undersøgelser af sammensætningen af spildevandet fra
højtryksspuling af forskellige skibe (fiskefartøj, trawler,
færger, tankskib og træskib) behandlet med forskellige
malingstyper.
Ikke overraskende varierer spildevandets
sammensætning ganske betydeligt. I en af undersøgelserne var
tungmetalkoncentrationerne ekstremt høje, hvilket kan skyldes, at den
oprindelige påføring af bundmaling har været
mangelfuld.
Nedenfor er anført henholdsvis gennemsnittet af de
målte koncentrationer i 10 prøver (skibsbunde) og de maksimalt
målte koncentrationer. Endvidere er angivet de omtalte ekstreme
koncentrationer i den 11. prøve.
10 prøver
11. prøve
middel
maks.
kobber:
20,0 mg/l
82 mg/l
2400 mg/l
zink:
30,0 mg/l
139 mg/l
730 mg/l
bly:
3,3 mg/l
26 mg/l
100 mg/l
tin:
3,4 mg/l
15 mg/l
130 mg/l
Tabel-B.1
. Indhold af tungmetaller i spildevand
fra højtryksspuling af skibsbunde.
Ved to undersøgelser af spildevandet fra
højtryksspuling af topside var indholdet af tungmetaller lavere end de
i tabellen anførte værdier.
Ved højtryksblæsning af bl.a. orlogsskibe er
der generelt målt et højere indhold af tungmetaller i
spildevandet end de i tabellen anførte værdier.
I det følgende er beskrevet en rensningsmetode, der
ved omfattende laboratorieundersøgelser har vist sig som universel
velegnet til udskillelse af tungmetaller fra spildevand. Det skal
understreges, at der findes en række andre metoder, hvormed
tungmetaller kan fjernes fra spildevand. En rapport om forbedret rensning af
tungmetalholdigt spildevand vil i nærmeste fremtid blive udsendt af
Miljøstyrelsen.
Metalsulfatfældning
Processen består af kemisk fældning ved
tilsætning af aluminiumsulfat til det urensede spildevand (ca. 50 mg
Al/l), justering af pH til ca. 8,5 ved hjælp af natronlud og til sidst
addering af et flokkuleringsmiddel (ca. 20 mg kationisk polymer/l). Ved
fældningen og polymertilsætningen dannes store slampartikler, der
let kan separeres fra vandfasen. Tungmetaludfældningen følger
slamseparationen.
Simpel bundfældning uden kemikalietilsætning
giver formentlig ikke en tilfredsstillende rensning for tungmetaller.
Ved mindre vandmængder (under 10
m3/døgn) vil det ofte kunne svare sig at lave et
renseanlæg med batchvis behandling af spildevandet og manuel betjening.
Alt spildevandet opsamles i en stor tank, hvor der tilsættes
kemikalier, når tanken er fyldt op. Vandet henstår herefter til
simpel bundfældning af slampartiklerne i nogle timer. Det rene
overfladevand aftappes til kloak eller havnebassin. Slammet fjernes fra
tanken gennem en bundstuds. En særlig slamtykner kan kobles på
til yderligere opkoncentrering af slammet, før det afleveres til
Kommunekemi. Afvanding af slammet i filterposer kan muligvis være
økonomisk. Afhængig af vandmængderne kan der opstilles to
opsamlingstanke, som benyttes alternerende.
Ved større vandmængder (over 15
m3/døgn) kan det formodentlig svare sig at lave et
kontinuert renseanlæg med automatisk dosering af kemikalier i en
reaktor efterfulgt af bundfældning af slampartikler i en hydrocyklon
eller en lamelseparator. Slamafvandingen vil formentlig med fordel kunne
foretages i en slamtykner og/eller en filterpresse. For at opnå en
jævn hydraulisk belastning skal spildevandet opsamles i en stor
stødpudetank, hvorfra det pumpes videre til selve
renseanlægget.
Forsøg med slamseparation ved filtrering på
et papirbåndfilter har mod forventning ikke udvist positive resultater.
Forsøget omfattede filtrering af såvel alt spildevand (efter
tilsætning af kemikalie) som bundfældet slam alene. Filtratvandet
indeholdt store mængder slampartikler, hvilket formentlig blandt andet
skyldes, at båndfilterets metalnet lavede huller i papirbåndet
ved fremrulningen af filterpapiret.
Papirbåndfilteret kan dog principielt benyttes til
afvanding af opkoncentreret slam, forudsat at filtratvandet ikke udledes, men
opsamles og behandles sammen med næste portion (batch) af urenset
spildevand. I det omtalte forsøg var tørstofindholdet i det
frafiltrerede slam ca. 6 %. Tungmetalindholdet i tørstoffet lå
på ca. 21 %.
Sandfang
Rensning af spildevand i et sandfang er undersøgt
på et værft i forbindelse med højtryksspuling af to skibe
pålagt indbyrdes forskellige antifouling malinger. Metalindholdet i det
urensede spildevand var ret lavt, dog ikke i alle tilfælde under den
vejledende grænseværdi. Resultaterne viste tydeligt, at
slampartiklerne ikke blev tilbageholdt i sandfanget. Årsagen til den
udeblevne rensning er sikkert, at sandfangets rumfang er lille, så
opholdstiden bliver for kort.
Laboratorieforsøg på prøver af
spulevand indsamlet i forbindelse med højtryksspuling af 5
skibsoverflader behandlet med forskellige malingstyper har vist, at
sedimentation alene ikke giver tilstrækkeligt lave koncentrationer
(dvs. under de vejledende grænseværdier) af tungmetaller for alle
malingstyper. For kobber er f.eks. målt værdier på op til
16 mg/l. Ved sedimentationsforsøgene blev
koncentrationsligevægten nået mellem 15 min og 1 1/2 time efter
forsøgets start.
På grundlag af de foreliggende resultater og
kendskabet til slammets bundfældningsegenskaber må et sandfang
anses for utilstrækkelig som en generel brugbar rensemetode.
B.4.3.2. Sandblæsning
Ved afrensning af malede skibsoverflader frigøres
tungmetaller fra antifouling malinger og tungmetalholdige topside
malinger.
For de 3 typer af antifouling maling, jf. afsnit B.2.2.1,
er indholdet af metaller i en ny malingsfilm:
"blød"
"hård"
selvpolerende
bly
0,8
0,4
0,4
kobber
38,8
198,6
166,0
organotin
0,5
7,2
14,8
zink
24,0
44,8
71,0
Tabel-B.2
. Typisk indhold af tungmetaller i
g/m2 i nye lag bundmalinger specificeret til fiskefartøjer
og coastere (J.C. Hempel's Skibsfarve-fabrik A/S).
Ifølge J.C. Hempel's Skibsfarve-fabrik A/S
udvaskes/udludes ca. 2/3 af metallerne under sejlads, mens resten fjernes
under værftsophold ved højtryksspuling og
blæserensning.
Antages et spulevandsforbrug på 8 l/m2
fås følgende omtrentlige fordeling mellem tungmetaller i
spildevand fra højtryksspuling og i malingsrester ved de reparationer,
hvor al maling på skroget fjernes (udregnet for et gennemsnitligt
metalindhold i spildevand og for en selvpolerende bundmaling, jf. tabel-B.1
og tabel-B.2):
højtryksspuling
sandblæsning
bly
0,025
0,1
kobber
0,2
55,2
tin
0,03
4,9
zink
0,25
23,4
Tabel-B.3.
Fordeling af tungmetaller i gammel
bundmaling (angivet i g/m2) mellem spildevand fra
højtryksspuling og sandblæsningsaffald (tab til omgivelserne i
form af støv er negligeret).
Metalindholdet i malinger til topside er angivet i
nedenstående tabel for to forskellige systemer - i begge tilfælde
med og uden blychromat:
fysisk tørrende system
alkydsystem
grå
gul
grå
gul
bly
0,2
11,1
<0,052)
15,6
chrom
2,5
3,8
titan
15,3
3,4
35,3
24,1
zink
9,7
9,7
10,1
10,0
Tabel-B.4.
Typisk indhold af tungmetaller i
g/m2 i nye lag topsidemalinger specificeret til
fiskefartøjer og coastere (J.C. Hempel's Skibsfarve-fabrik A/S).
2
) Forudsat at der er anvendt blyfri
sikkativering, ellers er blymængden op mod 0,9 g/m2.
Ved sandblæsning med slagge vil der med et forbrug
af blæsemiddel på 50 kg/m2 befinde sig følgende
mængder af tungmetaller i det brugte blæsemiddel (eksklusive
tungmetaller fra malingsrester):
kobberslagge
kulslagge
arsen
4,5-22
0,5
beryllium
2-4
2,5
bly
23-145
1-5
chrom
85-140
10-15
kobber
325-575
1-10
kobolt
14-17
7-12
nikkel
14-22
10-18
tin
15-100
0
Tabel-B.5.
Indhold af metaller i gram i
blæsemiddel ved afrensning af 1 m2 overflade.
B.4.3.3. Sprøjtemaling
Tabet af malingsstøv til omgivelserne ved
sprøjtemaling (forbisprøjt) afhænger i alle
højeste grad af vindhastigheden samt af, hvor og hvordan arbejdet
udføres. J.C. Hempel's Skibsfarvefabrik A/S har oplyst, at man ved
specifikation af malingssystemer regner med et overforbrug af maling på
30 % i forhold til den teoretiske rækkevidde.
Et forsigtigt skøn over forbisprøjt er 10-15
%. Med et indhold af maling i den tørre film på 0,3
l/m2 kan forbisprøjtet således
skønsmæssigt sættes til 0,05 l/m 2. Hvis det
drejer sig om antifouling maling, vil forbisprøjtet af kobber
være ca. 20 g/m2 og af organotin ca. 1 g/m2.
B.4.3.4. Metallisering
Ca. 70 % af zinkforbruget afsættes på
overfladen. Hovedparten af tabet på 30 % spredes som zinkoxider i
luften, mens resten hurtigt falder til jorden som metalpartikler.
B.4.4. Affald
B.4.4.1. Affaldstyper
Brugt blæsemiddel indeholdende afrensede
malingspartikler, rust o.a. udgør den største del af
affaldsmængden fra overfladebehandlingen. Der findes p.t. ikke
faciliteter i Danmark til oparbejdning af dette affald (f.eks. udskilning af
malingspartikler); men et forundersøgelsesprojekt er sat i gang.
Formålet med dette projekt er at belyse de tekniske muligheder for
genvinding og genanvendelse af brugte mineralske blæsemidler
(kvartssand og slagge, dvs. blæsemiddeltyper som i dag hører til
kategorien éngangsblæsemidler). Projektet vil med et gunstigt
udfald kunne føre til iværksættelse af
genanvendelsesordninger for brugte blæsemidler. Affaldsmængden
hidrørende fra sandblæsning vil hermed kunne reduceres
betragteligt. En fraktionering af affaldet i forskellige bestanddele vil
desuden lette affaldsbortskaffelsen.
Ved rensning af malersprøjter, pensler og lign. med
opløsningsmiddel opstår flydende affald, der skal opsamles i en
egnet beholder.
Fra højtryksspuling og våd
fristråleblæsning af skibe aflejres afrenset organisk materiale
(begroning, muslinger og lign.), større malingsflager samt
rustpartikler på dokbunden. Derudover vil der ved rensning af
spildevandet opstå en tungmetalholdig slammængde.
B.4.4.2. Affaldshåndtering
Sandblæsningsaffald kan indtil videre
henlægges på kontrolleret losseplads eller i specialdepot som
industriaffald. Sandblæsningsaffald skal i øvrigt bortskaffes
efter gældende regler om affald, dvs. at kommunalbestyrelsen har pligt
til at anvise bortskaffelsesmulighed, og at værfterne er forpligtet til
at benytte de anviste bortskaffelsesmuligheder. Lossepladsen skal være
godkendt (af amtsrådet) til deponering af den pågældende
type af sandblæsningsaffald.
Beholdere med flydende affald fra rengøring af
malersprøjter m.v. samt emballage indeholdende malingsrester er at
betragte som kemikalieaffald. Disse affaldstyper skal som følge heraf
bortskaffes via den kommunale modtageordning for kemikalieaffald.
Tomme malingsspande vil normalt ikke blive betragtet som
kemikalieaffald. Forudsætningen herfor er, at spandene er helt renset
for maling, idet en hinde af størknet maling dog kan accepteres.
Rengøring af spandene kan foretages manuelt kombineret med periodevis
"afdrypning". Proceduren skal således sikre, at spandene ikke
længere udgør en miljømæssig risiko. De tomme
spande kan betragtes som almindeligt industriaffald og afhændes enten
til genanvendelse (skrothandel) eller deponeres på kontrolleret
losseplads. Kommunens anvisninger herom skal følges.
Slam fra rensning af spildevand er kemikalieaffald og skal
bortskaffes via den kommunale modtageordning.
Der gøres opmærksom på, at olieholdigt
vand fra ballasttanke ikke må tømmes ud i dokken, men skal
opsamles og bortskaffes efter reglerne om olie- og kemikalieaffald. Der
henvises i øvrigt til lov om beskyttelse af havmiljøet og
regler udstedt i medfør heraf.
Bilag C
Miljøjournaler for
skibsværfter
Ifølge Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1991
om overfladebehandling af skibe er det tanken, at tiden frem til 1. oktober
1993 skal udgøre en prøveperiode, hvor Miljøstyrelsen i
samarbejde med branchen, kommuner og amter vil overvåge, hvordan
bekendtgørelse nr. 311 af 14. maj 1991 om overfladebehandling af skibe
fungerer i praksis. Miljøstyrelsen vil herefter tage stilling til, om
der er behov for at fastsætte mere præcise
retningslinjer/vejledende grænseværdier til begrænsning af
forureningen, end det har været muligt i vejledningen.
For at tilvejebringe de fornødne detaljerede
oplysninger til denne revurdering har Miljøstyrelsen aftalt med
Skibsværftsforeningen og Skibs- og Bådebyggeriernes
Arbejdsgiverforening, at værfterne i en periode fører
miljøjournal. Formålet med miljøjournalen er
løbende at registrere forbruget af højtryksspulevand,
blæsemiddel, maling, fortynder m.v. samt at indsamle oplysninger om
karakteren og omfanget af de forureningsbegrænsende foranstaltninger og
deres effektivitet.
Miljøjournalen udfyldes for hvert skib, der
overfladebehandles eller for et dokområde, og danner basis for
periodevis indberetning til tilsynsmyndigheden. Miljøjournalen
indgår på denne måde som et element i egenkontrollen.
I skemaerne på side 51-53 og på side 54-57 er
vist eksempler på udformning af en miljøjournal for henholdsvis
nybygnings- og reparationsaktiviteter. Udgangssituationen er, at
overfladebehandling foregår i dok eller på bedding; men
færdigmaling udenbords foregår ofte ved kaj. I så fald kan
skemaet for nybygningsvirksomhed benyttes. Oplysninger om forebyggende
foranstaltninger og deres effektivitet sammenstilles eksempelvis soom i
skemaet på side 59-61, der tænkes at indgå i
miljøjournalen for såvel nybygnings- og
reparationsvirksomhed.
Journalsystemet vil løbende blive revideret
på baggrund af indhøstede erfaringer.
Miljøjournal
Overfladebehandling Skibsreparation
Dok/Bedding
FORBEHANDLING I pERIODEN: FRA TIL
SPRØJTEMALING I PERIODEN: FRA TIL
Dok/bedding nr.:
M/S:
Skibstype:
FORBEHANDLING
HT-spul
Med vand
Tryk:
HT-spul med sand
tryk:
Gritblæsning
SA-2 ½
tryk:
Arealer/
Forbrug
m2
vand m2
vand m3 sand tons
grittype tons
Bund
Bælte
Topside
Dæk
Overbygning
Forbrug E
Opsamlet E
MALEARBEJDE
BUNDMALING:
Liter
Malingstype:
1. Coat
2. Coat
3. Coat
E
+ fortynder: liter
BÆLTE:
Liter
Malingstype:
1. Coat
2. Coat
3. Coat
E
+ fortynder: liter
TOPSIDE:
Liter
Malingstype:
1. Coat
2. Coat
3. Coat
E
+ fortynder: liter
DÆK/
OVERBYGNING:
Liter
Malingstype:
1. Coat
2. Coat
3. Coat
E
+ fortynder: liter
TANKRENSNING
m3
Settling
Kommune-
Kemi
Andet
Maskinlast tømt
Rendestene
Vand/oliemix
Br. Olie
Kloaktand
andet
Supplerende oplysninger, herunder vedrørende
eventuelle undersøgelser og indhøstede erfaringer:
Miljøjournal
Overfladebehandling nybygning
SANDBLÆSNING I DOK / PÅ BEDDING I PERIODEN
FRA TIL
BLÆSEMIDDEL/
HANDELSBETEGN.
ANVENDT
MÆNGDE
TONS
OPSAMLET
MÆNGDE
TONS
PRIMERTYPE/
HANDELSBETEGN.
+)
FORBRUG E
OPSAMLET E
SANDBLÆSNINGSAFFALD I ALT: TONS
AFLEVERET TIL:
SUPPLERENDE OPLYSNINGER:
+) LEVERANDØRENS MALINGSSPECIFIKATION KAN
VEDLÆGGES.
SPRØJTEMALING I DOK / PÅ BEDDING I PERIODEN
FRA TIL
Bund til V.L., fribord, overbygning og dæk
(anføres i øverste venstre felt)
*) Malingstype/
handelsbetegn.
Forbrug
Liter
Lagtykkelse
:
m
1. Coat
2. Coat
3. Coat
4. Coat
5. Coat
6. Coat
G
+ Fortynder
*) Leverandørens malingsspecifikation kan vedlægges.
SPRØJTEMALING PÅ VANDET I PERIODEN
FRA TIL
Bund til V.L., fribord, overbygning og dæk
(anføres i øverste venstre felt)
*) Malingstype/
handelsbetegn.
Forbrug
Liter
Lagtykkelse
:
m
1. Coat
2. Coat
3. Coat
4. Coat
5. Coat
6. Coat
G
+ Fortynder
Sprøjtemalet Areal: m2
*) Leverandørens malingsspecifikation kan vedlægges.
SANDBLÆSNING I VANDET I PERIODEN FRA TIL
+)
Blæsemiddel/
Handelsbetegn.
M2
Primertype/
Malingstype
Tons
Blæst
Areal
Tons
Anvendt
Mængde
Opsamlet
Mængde
Bund
Til
v.l.
Fribord
Over-
Bygning
dæk
+) LEVERANDØRENS MALINGSSPECIFIKATIONER KAN VEDLÆGGES.
Skema til registrering af oplysninger om
forebyggende foranstaltninger
(skemaet benyttes såvel nybygnings- dom
reparationsaktiviteter, dsv. Som tillæg til skemaerne på
henholdsvis side 51-52 og 54-57. Der kan i de enkelte rubrikker henvises til
beskrivelse i en plan over forebyggende foranstaltninger, som myndighederne
er i besiddelse af).
1.
OVERFLADEBEHANDLINGSAKTIVITET:
2. ANGIVELSE AF HVOR ARBEJDET ER UDFØRT (VED
KAJ, I DOK, OVER DOKKANT, I DOK UNDER DOKKANT, PÅ BEDDING):
3. OMRÅDE PÅ SKIB (BUND, BÆLTE,
TOPSIDE M.V.):
4. FOREBYGGENDE FORANSTALTNINGER AF DRIFTSMÆSSIGE
KARAKTER (SPRØJTETRYK, AFSTAND TIL SKIBSOVERFLADE,
SPRØJTERETNING, VINDRETNING OSV.):
5. KARAKTER AF AFDÆKNING/OPSAMLINGSFACILITET
(ÅBENT NET. PRESENING, PLASTIK, BEKLÆDT STILLADS,
FLÅDER OSV.):
6. PLACERING AF AFDÆKNING/OPSAMLINGSFACILITET
(PÅ TVÆRS AF DOK, FRA DOKKANT TIL SKIBSSIDE, FRA KAJKANT TIL
SKIBSSIDE, PÅ VANDET, I TILKNYTNING TIL ARBEJDSSTEDET OSV.):
7. UDSTRÆKNING AF AFDÆKNING (LÆNGDE,
BREDDE, HØJDE):
8. METEOROLOGISKE FORHOLD, DER HAR BETINGET INDSTILLING
AF ARBEJDE (VINDRETNING, VINDHASTIGHED):
9. FOREKOMST AF FORBISPRØJT PÅ DOKAREALER,
HERUNDER I VAND I RENDER):
10. FOREKOMST AF FORBISPRØJT MED SYNLIG MISFARVNING
AF VANDOVERFLADE I HAVNEN):
11. FOREKOMST AF STØVGENER (HVOR, AFSTAND TIL
ARBEJDSSTED):
12. INDHØSTEDE ERFARINGER MED FOREBYGGENDE
FORANSTALTNINGER, HERUNDER VURDERING AF EFFEKTIVITET:
Bilag D
Udvalgte bekendtgørelser,
vejledninger m.v. udstedt i medfør af arbejdsmiljøloven med
tilknytning til overfladebehandling af skibe:
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 463 af 3.
august 1982 om erhvervsmæssigt malearbejde,
Arbejdstilsynets vejledning nr. 360/2 1982 om
foranstaltninger mod sundhedsfare ved skibsmalearbejde,
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 199 af 26.
marts 1985 om epoxyharpikser og isocyanater m.v.,
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 562 af
16. december 1985 om arbejde med metallisk bly og dettes
ionforbindelser,
At-anvisning nr. 4.2.1.1. om
sandblæsning,
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 452 af
27. august 1984 om støjgrænser på
arbejdspladsen.
Listen er ikke udtømmende, hvorfor der henvises til
"At-udgivelser", katalog 1991, som kan rekvireres hos Arbejdstilsynet.
Miljøstyrelsen, den 1. september
1991
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om overfladebehandling af skibe Retsinformation · 16. december 2011
- Afgørelse i sag om Esbjerg Kommunes afgørelse om at [virksomhed1]’s aktiviteter på landjorden ikke er omfattet af VVM-reglerne Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. december 2016
- Afgørelse i sag om tillægsgodkendelse m.v. til [virksomhed1] - [adresse1], Munkebo Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. september 2014
- Miljøgodkendelse til [virksomhed1], [adresse1], Munkebo. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 15. december 2010
- Ophævelse og hjemvisning af afgørelse i sag om flydedok og smedeværksted i Esbjerg Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. december 2021
- Sag om betaling af vejbidrag for statsveje i medfør af spildevandsbetalingslovens § 2a, stk. 10 for afledning af vand fra statsveje Domsdatabasen · 15. november 2024