PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit AD - Kapitalindkomst
A.D.1 Renteindtægter
Reglerne om indtægt af kapital findes i SL § 4 e. Herefter omfatter
skattepligten indtægter i form af rente af udestående fordringer og udlånte
kapitaler udlånt her i landet eller i udlandet med eller uden pant mod eller
uden forskrivning.
Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes
ved indkomstopgørelsen, selvom beløbet ikke af valutamæssige grunde kan
hjemtages.
Indtægterne medregnes efter kursen på valutaen med nedslag i h.t.
begrænsningerne: hjemtagelsesmyndighederne, se vejledning om
dobbeltbeskatning.
Om renter gælder det, at det er et sædvanligt periodisk vederlag til
kreditor for at stille kapital til disposition.
Sådant kapitalafkast beskattes som hovedregel som kapitalindkomst jfr.
personskattelovens § 4.
Hvis virksomhedsskatteordningen anvendes medregnes renteindtægter der
hidrører fra virksomheden til virksomhedsindkomsten. Se LVE.
For bankierer vekselerere og personer der driver næring ved finansiering
med flere medregnes renteindtægter til den personlige indkomst jfr. PSL § 4,
stk. 3.
A.D.1.1 Beskatningstidspunktet
Renter kan og skal som hovedregel først medregnes ved indkomst- og
formueopgørelsen for det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr. 1960.69 og
1963.66. Se A.D.1.1.2 om eventuel periodisering af renter.
Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved
låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved indkomstopgørelsen
for de indkomstår, som perioden omfatter, medregnes den renteindtægt, der
vedrører indkomståret.
Bagudforfaldne renter af indlånscertifikater i pengeinstitutter skal
Læs alt
periodiseres, når bagudbetalingen vedrører en periode på over 12 måneder,
skd.73.217.
Om beskatning af renteindtægter og -udgifter (periodisering) i forbindelse
med skattepligtens indtræden og ophør ved til- og fraflytning henvises til LV
om skattepligt og dobbeltbeskatning.
Bank- og sparekassekonti
Renter af bank- og sparekassekonti skal ifølge hovedreglen medregnes til
indtægten i det indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er forfaldne til
betaling, og dette gælder, hvad enten de hæves eller ikke, lsr. 1964.43. Det
afgørende er bankens eller sparekassens tilskrivningstermin, medens selve
tilskrivningen i bank- eller sparekassebogen er uden betydning.
Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april, skal
der ved indkomstopgørelsen for 1991 medregnes renter fra 1.april 1990 til
31.marts 1991.
Såfremt en sådan konto er ophævet i 1991 efter den 1.april, skal de
renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april til
opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1991.
Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.dec., bliver det
renterne fra 1.jan. til 31.dec. 1991, der skal medregnes til indkomsten for
1991.
Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne fra
31.jan. 1990 til 31.jan. 1991, der nu skal medtages på selvangivelsen.
Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1991, skal også renterne
fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.
Obligationer
For obligationer er renteterminerne eksempelvis den 2.jan. og den 1.juli,
d.v.s. at der for 1991 skal medregnes de pr. 2.jan. og 1.juli 1991 forfaldne
renter.
Handelsrenter
Har man solgt obligationer mellem 2.jan. og 1.juli, skal medregnes
renterne pr. 2.jan. tillige med renterne indtil salgstidspunktet.
Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.jan. som de pr.
1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.
Er der omvendt købt obligationer mellem 2.jan. og 1.juli, skal kun de pr.
1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes, hvad man ved købet
har betalt i refusion for renterne fra 2.jan. til købsdatoen.
Efter de hidtil gældende regler skulle handelsrenterne ikke altid indgå i
indkomstopgørelsen for samme indkomstår.
Dette var tilfældet, når den førstkommende termin efter overdragelsen
faldt i det næste indkomstår, f.eks. den 2.jan.
Ved lov nr.888 af 20.dec. 1989 er disse regler ændret, således at vederlag
for vedhængende eller godskrevne renter ved overdragelse af rentebærende
fordringer, medregnes henholdsvis fradrages, i det indkomstår, hvor handelen
afvikles, LL § 5 C.
Hele den førstkommende termins renteindtægt medregnes på
forfaldstidspunktet.
Reglerne kan skematisk opstilles således:
A.
Køber oppebærer den kommende termins renteindtægt og betaler sælger for de
vedhængende renter for perioden fra sidste termin til afviklingstidspunktet.
Sælger:
Medregner vederlaget for de vedhængende renter på det tidspunkt, hvor det
modtages, dvs. i overdragelsesåret.
Køber:
Fradrager vederlaget for de vedhængende renter på det tidspunkt, hvor det
betales, dvs. i overdragelsesåret. Hele den kommende termins renteindtægt
beskattes i det følgende år.
B.
Sælger oppebærer den kommende termins renteindtægt og godskriver køber
renterne for perioden fra afviklingstidspunktet til den kommende termin.
Sælger:
Fradrager de renter, der er godskrevet køber, på det tidspunkt, hvor
renterne godskrives, dvs. i overdragelsesåret. Hele den førstkommende termins
renteindtægt medregnes i det følgende år.
Køber:
Medregner de godskrevne renter på det tidspunkt, hvor de modtages, dvs. i
overdragelsesåret.
I de tilfælde, hvor overdragelsen finder sted inden årets sidste termin,
sker der ingen ændring: De betalte vederlag modregnes blot i den
førstkommende termins renteindtægt.
Regler har virkning for aftaler om overdragelse af fordringer, hvor
afviklingen sker den 1.jan. 1990 eller senere. Reglerne skal anvendes af de
skattepligtige, der ikke allerede anvender fuld periodisering af renter.
A.D.1.2 Periodisering
Ligningsrådet har vedtaget, at periodisering af renteindtægter og
-udgifter kan foretages efter følgende retningslinier:
Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen af den
skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter, således at
beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet medregnes
ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det pågældende indkomstår.
Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og renteudgifter
periodiseres, samt at der til det regnskab, der vedlægges selvangivelsen,
gives en specifikation af, hvorledes de renter, der er forfaldne i
indkomståret, er reguleret med skyldige, henholdsvis tilgodehavende renter
ved årets begyndelse og slutning. Det én gang valgte princip kan kun
ændres efter tilladelse fra de stedlige ligningsmyndigheder, jf.
SD-cirk.1981.23.
Periodiseringen skal omfatte såvel erhvervsmæssige som private renter.
Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret medregne
dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede renteudgifter fra sidste
forfaldsdag og indtil statustidspunktet. Ligeledes skal den skattepligtige
det pågældende år indtægtsføre årets forfaldne renteindtægter tillige med
beregnede renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet.
Om periodisering af renter i forbindelse med virksomhedsordningen, se
erhvervsdelen.
LL § 5, stk.4
Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og -udgifter
gjort obligatorisk for:
1.
selskaber omfattet af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab
m.v.,
2.
banker,
3.
sparekasser,
4.
selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter,
5.
investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i
selskabsskattelovens § 1, nr.5a (akkumulerende investeringsforeninger).
6.
fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde og
7.
institutioner som nævnt i lov om beskatning af fonde, visse foreninger og
institutter m.v. § 1, nr.4 (realkreditinstitutter og diverse
finansieringsinstitutter).
Periodisering er endvidere obligatorisk for personer, der er
hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1.pkt., og
som har mellemregning med disse.
En hovedaktionær, der havde en aftalt uforrentet mellemregningskonto med
selskabet, var ikke pligtig at periodisere renteudgiften på et privat
banklån, idet han ikke blev anset for omfattet af ligningslovens § 5, stk.4,
Skat 1990.2.130.
LL § 5, stk.5
Ifølge LL § 5, stk.5, er der mulighed for, at også skattepligtige, der
ikke er bogførings- eller regnskabspligtige, kan opnå Ligningsrådets
tilladelse til at fordele renteindtægter og -udgifter over den periode,
renten vedrører. Ligningsrådet kan tillade periodisering for både visse
nærmere angivne grupper af skattepligtige og for enkelte skattepligtige.
Sådanne tilladelser er endnu ikke givet til lønmodtagere.
A.D.1.3 Debitors insolvens
Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan kreditor
undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det tidspunkt, hvor
insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være konstateret ved
forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis renterne efter en konkret
vurdering må anses for at være uerholdelige. Om debitors fradrag, se A.E.1.
Evt. nedskrivning til 0 - LL § 5 A
Ifølge LL § 5 A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke betalte
renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan anses for
uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende rentetilgodehavende
ikke er betalt inden for fristen for rettidig indgivelse af selvangivelsen
for det pågældende indkomstår, og at den manglende betaling er udtryk for
skyldnerens misligholdelse. Har skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse
af selvangivelsen - enten automatisk eller efter ansøgning - forlænges
fristen for modtagelsen af betalingen tilsvarende.
Når rentebeløb, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes de i det
indkomstår, hvori betalingen sker.
Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende betaling
skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav modvirker skjulte
aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer en ret for kreditor til at
opsige fordringen til fuld indfrielse.
Hvis den manglende rettidige betaling skyldes en aftale - eventuelt
stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der sondres mellem, om aftalen er
indgået før eller efter det oprindeligt fastsatte forfaldstidspunkt.
Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet aftalt, at renten først
skal forfalde året efter, udskydes både beskatnings- og fradragstidspunktet
til dette efterfølgende år.
Er der derimod givet henstand efter forfaldstidspunktet vil der ikke være
tale om misligholdelse, og kreditor kan således ikke nedskrive den ubetalte
rente i medfør af § 5A. Debitor kan i denne situation fradrage den ubetalte
rente i det år, renten forfaldt efter den oprindelige aftale.
Personer, der periodiserer deres renteindtægter kan ikke benytte sig af
den nævnte nedskrivningsadgang, men skal indtægtsføre renterne, selv om disse
ikke er betalt. Først på det tidspunkt, hvor renterne efter en konkret
vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelige, kan de
uerholdelige renter fradrages.
Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt, skal det -
som foran nævnt - medregnes i det indkomstår, hvori beløbet bliver betalt.
Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører på et tidligere tidspunkt,
skal de tilgodehavende renter medregnes ved indkomstopgørelsen for det
indkomstår, hvori skattepligten ophører. Tilgodehavendet skal medregnes efter
dets værdi. Dette betyder, at tilgodehavendet kan medregnes med et lavere
beløb end dets pålydende, eventuelt til 0, hvis det må antages, at skyldneren
vil være helt eller delvis ude af stand til at betale.
A.D.1.4 Beskatning under særlige forhold
Selv om der ikke er ydet særskilt vederlag for vedhængende renter, skal
der dog normalt ske beskatning af vedhængende renter hos sælgeren af et
pantebrev m.v., idet det må antages, at der ved fastsættelsen af salgssummen
er inkluderet et sådant vederlag, jf. Skat 1985.2.46 og Skat 1985.11.316.
I et tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle gældsbreve
til sine børnebørn, kunne der således ikke med skattemæssig virkning bortses
fra den beregning af vedhængende renter, der normalt finder sted ved
omsætning af rentebærende fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7, hvor
man fandt det betænkeligt at anse salgssummen for at indeholde en godtgørelse
for renter, idet pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj grad
nødlidende.
En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning for
indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i dec. 1972 120.000 kr.
til et barnebarn, som blev født i feb. 1973. Da retten til gaveydelsen måtte
anses for suspensivt betinget af barnets fødsel, og da denne betingelse ikke
var opfyldt ved udgangen af 1972, kunne gaven ikke tillægges skattemæssig
virkning for 1972 og afkastet af gavebeløbet skulle derfor medregnes i
giverens indkomst for 1972, ØLD af 11.okt. 1978 (skd.48.45).
En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det
offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten af
bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en effektiv betaling
af gælden, skd.65.160.
Se i øvrigt A.D.1.1.7 om rentefritagelse og henstand.
Tvangsauktion m.v.
Når en ufyldestgjort panthaver overtager en fast ejendom på tvangsauktion,
opstår spørgsmålet om panthaveren ved overtagelsen af ejendommen har fået
dækning for tilgodehavende renter.
Efter Landsskatterettens praksis fremgår, at når en panthaver, som på
tvangsauktion overtager en ejendom ved at byde ind i sit eget pant, opnår hel
eller delvis dækning for sit tilgodehavende - herunder påløbne, men ikke
betalte renter - må være udgangspunktet, om ejendommens reelle værdi på
overtagelsestidspunktet overstiger anskaffelsessummen. Sælges ejendommen i
fortsættelse af overtagelsen på tvangsauktion, kan den kontante salgssum ved
det efterfølgende salg tjene som rettesnor for værdiansættelsen på
overtagelsestidspunktet.
Med hensyn til opgørelsen af anskaffelsessummen ved ejendommens
overtagelse på tvangsauktionen finder retten, at denne skal opgøres som
summen af restgælden af de overtagne prioriteter, kursværdien for restgælden
af klagerens egne pantebreve efter kursen på erhvervelsestidspunktet samt
omkostningerne i forbindelse med tvangsauktionen, jf. bl.a. Skat 1985.1.14 og
Skat 1986.8.516.
Princippet i Landsskatterettens metode kan rent skematisk gengives
således:
1. prioritet, restgæld 80.000 kr.
2. prioritet, restgæld 70.000 kr.
3. prioritet, restgæld 50.000 kr. 200.000 kr.
4. prioritet, restgæld 200.000 kr.
kursansat efter kursen på erhvervelsestidspunktet 100.000 kr.
Forfaldne renter og ejendomsskatter for tiden før
overtagelsen 20.000 kr.
Omkostninger ved auktionen 10.000 kr.
-----------
I alt anskaffelsessum 330.000 kr.
-----------
Renten på 4. prioritets pantebrev udgør 10.000 kr. pr.
termin.
Videresalg:
1. Salgssum 350.000 kr.
- omkostninger 10.000 kr.
-----------
340.000 kr.
-----------
Avancen 10.000 kr. dækker en termins rentetilgodehavende.
2. Salgssum 360.000 kr.
- omkostninger 10.000 kr.
-----------
350.000 kr.
-----------
Avancen 20.000 kr. kan dække to terminers rentetilgodehavender.
I praksis vil der normalt foreligge et videresalg af den overtagne ejendom
efter kort tids forløb, men som det fremgår af de ovenfor omtalte kendelser,
er videresalget ikke en betingelse for at konstatere, om der er dækning for
tilgodehavende renter. Er der ikke sket videresalg i fortsættelse af
ejendommens overtagelse, må det efter et konkret skøn afgøres, om ejendommens
faktiske værdi på overtagelsestidspunktet giver dækning for tilgodehavende
renter.
Nødlidende fordringer
Når en nødlidende fordring overdrages eller indfries til underkurs, skal
der også ske en bedømmelse af, hvorvidt der kan anses at være opnået dækning
for renterestancer. Skattemæssigt gælder der ingen fast regel for, hvor stor
en del af overdragelsessummen der eventuelt kan anses for renter, og hvor
stor en del der kan henføres til hovedstolen.
Spørgsmålet må afgøres konkret under hensyn til fordringens kursværdi på
overdragelsestidspunktet. Der må foretages en ansættelse af fordringens
kursværdi, og hvis vederlaget overstiger denne værdi, kan beskatning af
opnået fyldestgørelse af renter (helt eller delvis) finde sted, jf. Skat
1987.7.518.
A.D.1.5 Indskudsbeviser og indskud på særlige rentevilkår
Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti. Der
indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt beløb på
hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan ikke foretages. Hver
fulde måned opskrives bevisets værdi successivt med forud fastsattebeløb,
således at bevisets indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det
tilskrevne beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet
kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men bevisets
indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan aflæses af en til
indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal ved opgørelsen af sin
skattepligtige indkomst medregne bevisets værdistigning i årets løb. Denne
stigning udregnes efter nævnte tabel som differencen mellem bevisets værdi
ved oprettelsen, eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste skæringsdag
inden for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets
indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.
En bank påtænkte at modtage indlån med 1 års opsigelse, dog med mulighed
for tidligere ophævelse mod rentedekort. Renten beregnes og forfalder
helårligt. Den samlede forrentning af indlånet beregnes således:
Der beregnes en grundrente på f.eks. 7 pct.
Denne rente reguleres +/- svarende til et beløb,
der ville opnås, hvis der var indgået
terminsforretning, hvor der solgtes D-mark på
termin x
--------------
Samlet rente 7 pct. +/- x
Renten afhænger således af kursudviklingen mellem D-mark og danske kroner
og kan i ekstreme tilfælde endog blive negativ.
Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente
betegnede afkast af den beskrevne indlånsform skattemæssigt skal behandles
som rente.
Tillægget til grundrenten kan efter Ligningsrådets opfattelse ikke anses
som en rente i skattemæssig forstand. Tillægsbeløbet skal beskattes efter
kursgevinstloven som en kursregulering af hovedstolen og således
skattemæssigt behandles som kursgevinst/tab på fordringer henholdsvis gæld i
danske kroner, Skat 1989.4.350.
Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States Saving
Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for indfrielsesåret,
medmindre ejeren har medregnet merbeløbet successivt ved indkomstopgørelsen
for de år, hvori han har ejet obligationerne.
I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et
misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve restgælden
indfriet fuldt ud), som et supplement til renteindtægten og derfor
indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de oprindelige
pantebrevsvilkår opretholdes.
A.D.1.6 Ejerskiftegebyr
I visse tilfælde erlægges der ved ejerskifte (af en fast ejendom) i stedet
for ejerskifteafdrag et ejerskiftegebyr, f.eks. en procentdel af pantebrevets
hovedstol eller restgæld. Et sådant gebyr er indkomstskattepligtigt for
pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan fradrage gebyret.
Rykningsgebyr
Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et pantebrev
anses for en godtgørelse for en forringelse af pantebrevets vilkår og dermed
normalt ikke indkomstskattepligtig.
A.D.1.7 Rentefritagelse og henstand
Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke som indtægt
medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt, der kunne være
opnået ved udlån til anden side, jf. bl.a. skd.60.31, men hvis det rentefri
lån modsvares af økonomiske fordele er långiveren skattepligtig af disse
fordele. Dette foreligger f.eks., hvor et kommunalt varmeforsyningsselskab
låner et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til gengæld får reduceret deres
varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente. Tilsvarende gælder, hvis
medlemmer af en sportsforening låner foreningen et beløb rentefrit og til
gengæld opnår kontingentfritagelse eller -reduktion.
En skatteyder, der var medlem af en golfklub, havde i lighed med en del
andre medlemmer indskudt 10.000 kr. i golfklubben i et forsøg på at retablere
klubbens økonomi.
Indskuddene skulle tilbagebetales senest efter 10 år og forrentedes ikke.
Det var imidlertid på en generalforsamling besluttet, at de medlemmer, der
havde foretaget indskud, skulle have en kontingentreduktion på 1.150 kr., som
ligningskommissionen havde indkomstbeskattet.
Lsr. fandt, at skatteyderen måtte anses for skattepligtig af hele
kontingentreduktionen på 1.150 kr., der måtte anses som skattepligtigt afkast
af indskuddet, og som i øvrigt ikke oversteg, hvad der måtte anses som normal
forrentning under vilkår som de foreliggende, jf. Skat 1987.3.213.
Nævnes kan også en bindende forhåndsbesked vedrørende et lånearrangement,
hvor en skatteyder påtænkte at optage et banklån på 500.000 kr., der skulle
videreudlånes rentefrit til skatteyderens svoger i USA til køb af
obligationer eller indsætning i en dansk bank. Formålet med låneoptagelsen
var ifølge skatteyderen, at han skulle have rentefradraget af lånet og
svogeren renteindtægten, der beskattes lavere i USA. Sikkerhed for lånet
ville blive stillet af skatteyderen. Ligningsrådet fandt, at en til renten
svarende fordel (modydelse) skulle beskattes hos skatteyderen, idet det på
det foreliggende grundlag antoges, at der skulle præsteres modydelse.
En skatteyder havde udlånt et beløb på 425.000 kr. rente- og afdragsfrit
til sin afdøde fars tidligere samleverske. Denne havde købt obligationer for
beløbet, hvoraf hun havde oppebåret en renteindtægt på 21.000 kr.
Skatteyderen havde håndpant i de pågældende værdipapirer, der var lagt som
sikkerhed for lånet i et bankdepot, og salg af værdipapirerne kunne kun ske
med samtykke fra hans advokat.
Skatteyderen havde i samme år påtaget sig en underholdsforpligtelse på
10.000 kr. årligt over for den pågældende, svarende til maksimumbeløbet for
fradrag af underholdsydelser i henhold til bestemmelsen i LL § 14, stk.4 (nu
§ 12, stk.4).
Højesteret fandt, at skatteyderen ved den omhandlede disposition
vilkårligt havde overført det løbende renteafkast af de obligationer, som var
erhvervet for låneprovenuet til lånmodtageren. Da en sådan løbende gaveydelse
ikke kunne fradrages ved siden af det af skatteyderen foretagne fradrag på
10.000 kr., skulle han beskattes af det af lånmodtageren oppebårne
renteafkast på 21.000 kr., jf. HD af 29.maj 1990, Skat 1990.7.520.
Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller for en
kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af rentebeløbet,
medmindre rentekravet godtgøres at være uerholdeligt, lsr. 1972.69.
Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige
fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.
Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en udskydelse af
beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er indrømmet før forfaldstid, idet
forfaldstiden i så fald anses udskudt, jf. lsr. 1977.180 og 1980.199.
Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter
forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.
Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet
Se herom ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber.
A.D.1.8 Indkomstskattefri renter
Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger og konti vedrørende
pristalsreguleret alderdomsopsparing (indekskonti), skal ikke medregnes i
indkomsten, så længe ordningen er omfattet af PL, jf. PL § 45.
Renter, der i bindingsperioden påløber selvpensionerings- og
børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der påløber efter
bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder,
uanset hvornår renterne rent faktisk tilskrives.
Hvor indeståendet på en børneopsparingskonto hidrører fra gaver til barnet
ydet af dets forældre, stedforældre eller plejeforældre (der er fuldt
skattepligtige her til landet) sker indkomst- og formuebeskatningen efter
bindingsperiodens ophør hos giveren indtil udløbet af det kalenderår, hvori
barnet fylder 18 år, eller indtil den dato, hvor barnet indgår ægteskab, KSL
§ 5, stk.2.
De præmier, staten yder på boligsparekontrakter og uddannelseskonti, er
ikke indkomstskattepligtige, hvorimod de af pengeinstituttet tilskrevne
renter skal medtages ved indkomstopgørelsen.
Gravstedskonti
Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at være
indkomstskattepligtigt, såfremt
1.
arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet sig
rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er indbyrdes aftale
mellem arvingerne om, at ingen skal have fri rådighed over kontoen,
2.
kontoen noteres som en gravstedskonto, og
3.
der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun kan hæves
på kontoen til dækning af dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger på
gravstedet.
Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret
dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev anset
skattepligtig af deres andel i renter og indestående.
Udover de under 1-3 anførte betingelser præciseres det:
- at konto alene kan oprettes i forbindelse med dødsfald,
- at betingelsen om "dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger"
forstås således, at pengeinstituttet alene må foretage udbetalinger
"efter regning", og
- at indeståendet skal tilfalde kirkekassen ved gravstedets sløjfning,
-
at der ikke kan indsættes en så stor kapital, at den som fond skal
registreres i fondsregisteret,
- og der kan på kontoen alene indskydes et beløb, der står i rimeligt
forhold til udgiften til vedligeholdelse af et bestemt gravsted.
Det er herved forudsat, at gravstedskontoen ikke er oprettet som formelt
selvstændigt skattesubjekt i henhold til fondslovgivningen.
A.D.1.9 Rente af båndlagte kapitaler
Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af
kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette gælder også,
hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122 og 1942.182.
Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte kapital
ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens formuesfære, og retten
til kapitalen for gavemodtageren er suspensivt betinget, kan renteindtægterne
af den båndlagte kapital ikke beskattes hverken hos giver eller den, der
eventuelt senere får ret til kapitalen, når betingelsen opfyldes.
A.D.1.10 Renteindtægter fra udlandet
Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes
ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige grunde ikke har
kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen for det pågældende lands
valuta og med et nedslag under hensyn til begrænsningerne i
hjemtagelsesmuligheden, se vejledningen om skattepligt og dobbeltbeskatning.
A.D.1.11 Renteindtægt eller dekort?
Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og
1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune ydes
lodsejere, der indbetaler acontobidrag til dækning af kommunens udgifter ved
opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke kan anses indkomstskattepligtig
for modtagerne, idet beløbet anses som en i forudbetalingen begrundet
skattefri dekort - og ikke en skatteyderen tilfaldende rente ved udlån af
kapital, som tilfældet er foran under A.D.1.1.7, hvor "rentefri"
udlån modsvares af økonomiske fordele.
Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg af
kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab over for de
implicerede grundejere, er der til de af grundejerne indbetalte acontobeløb
godskrevet renter og renters rente, og på den anden side er der beregnet
renter af de af kommunen afholdte udgifter. I det bidrag, som ved den
endelige afregning pålignes de enkelte grundejere, indgår disse rentebeløb.
Disse "rentebeløb" anses for en nedsættelse henholdsvis en
forøgelse af anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan fradrages i
grundejernes skattepligtige indkomst.
A.D.1.12 Godtgørelse - overskydende skat
Den godtgørelse på 4 pct., der i henhold til KSL § 62, stk.3, ydes ved
tilbagebetaling af overskydende skat, skal ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen, jf. KSL § 23, stk.3.
A.D.1.13 Rentegodtgørelser
En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af skatter og
afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.
Det gælder:
Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.
Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk.5, jf. § 48, stk. 2.
Overskydende skat, KSL §§ 23, stk.3, 62, stk.4 og 62A, stk. 3.
Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.
Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.
Særlig indkomstskat, KSL §§ 23, stk.3 og 62A. stk. 3.
Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige.
Det gælder:
Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.
Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.
Forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb i henhold til
Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14.okt. 1987.
Procesrente betalt i h.t. lovbek. 1986 0901 nr.583 om renter ved forsinket
betaling m.v. og som skal beregnes efter lovens § 5 skal medregnes i den
skattepligtige indkomst.
A.D.1.14 Rentenydelse
Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke selv
ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ØLD af 13.dec. 1984 (Skat
1986.5.305), der statuerede indkomstbeskatning af en arvings årlige
rentenydelse i henhold til testamente, uanset at boet havde erlagt arveafgift
af den kapitaliserede værdi af rentenydelsesretten. Afkast af en
rentenydelseskapital er personlig indkomst, Skat 1988.3.156.
A.D.2 Kursgevinster og -tab (kursgevinstloven)
Kursgevinstloven omhandler den skattemæssige behandling af gevinst og tab
på fordringer og gæld i såvel dansk mønt som udenlandsk valuta, jf. lovbek.
nr.627 af 29.sept. 1987. Til KGL knytter sig skd.cirk. nr.120 af 9.okt. 1986
og skd.cirk. nr.237 af 30.dec. 1987.
* Kursgevinstloven er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991, jf. lovbek.
nr.594 af 15.aug. 1991. *
Indledning
KGL regulerer den skattemæssige behandling af gevinst/tab på
fordringer/gæld og terminskontrakter samt aftaler om købe- og salgsretter,
jf. KGL § 1.
Kredsen af skattepligtige efter kursgevinstloven kan deles op i 3
hovedgrupper. Det er selskaber omfattet af KGL § 2. Næringsskattepligtige
personer og dødsboer omfattet af KGL § 3 og personer omfattet af KGL § 7
(kursgevinstordningen).
Hvad angår den skattemæssige behandling af gevinst/tab på
terminskontrakter m.v., omfattet af KGL § 8 C, se afsnit A.D.2.6.
For selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anses for
næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL § 4-6, reguleres
skattepligten for gevinst/tab på fordringer/gæld i danske kroner af de
almindelige regler i SL. Dette gælder dog kun hvis fordringen/gælden kan
henføres til næringsvirksomheden. Gevinst/tab på fordringer/gæld der vedrører
privatsfæren anses for omfattet af KGL § 7.
Kursgevinstloven er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991, jf. lovbek.
nr.594 af 15.aug. 1991.
Lovændringen har medført, at der nu er generel skattepligt for selskabers
gevinst/tab på fordringer/gæld, jf. KGL § 2.
Efter de hidtil gældende regler har selskaber været skattepligtige af
gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta. Kun selskaber der var
omfattet af den hidtil gældende KGL § 2 har været generelt skattepligtige af
gevinst/tab på fordringer og gæld.
Om selskaber generelt, se nærmere afsnit A.D.2.2.6 samt afsnit SC.1.3.3.
Ændringen af KGL har endvidere medført en udvidelse af § 1, der definerer
de værdipapirer der er omfattet af loven. Disse værdipapirer kan deles op i 2
hovedgrupper. Den første gruppe består af obligationer, pantebreve,
gældsbreve og andre pengefordringer. Den anden gruppe består af
terminskontrakter og aftaler om købe- og salgsretter.
Den skattemæssige behandling af gevinst/tab på h.h.v. fordringer/gæld og
terminskontrakter m.v. reguleres af hinanden uafhængige regelsæt i KGL.
Gevinst/tab på fordringer/gæld reguleres af KGL §§ 4-7. På fordringssiden
reguleres den skattemæssige behandling af §§ 4, 6 og 7. På gældssiden
reguleres den skattemæssige behandling af §§ 5, 6 og 7.
* Gevinst/tab på terminskontrakter m.v. reguleres af KGL §§ 8 C-8 G. Se
nærmere afsnit A.D.2.6. *
Ud over de ovennævnte generelle bestemmelser, er der bestemmelser der
regulerer skattepligten for enten bestemte kategorier af skattepligtige,
eller i særlige tilfælde.
* Det er for det første gældseftergivelsessituationer, jf. KGL § 6 A der
er en ny bestemmelse. Se nærmere afsnit E.L.2. *
Dernæst er der KGL § 8 B, der vedrører den skattemæssige behandling af
gevinst/tab ved skattepligtsophør. Bestemmelsen er ændret ved den seneste
lovændring. Se nærmere nedenfor.
For det tredje er der KGL §§ 8 og 9 der vedrører principperne for
opgørelse af gevinst/tab på fordringer/gæld. Se nærmere afsnit A.D.2.3 og
A.D.2.5.
* KGL § 6 B er en ny bestemmelse. Den regulerer betingelserne for fradrag
for tab på udlån mellem koncernforbundne selskaber. Se nærmere afsnittene
A.D.2.2.6 og S.C.1.3.3. *
Selskaber der tidligere var omfattet af LL § 4, men ikke af den hidtil
gældende § 2 i KGL, var skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld der
var erhvervet/stiftet mens selskabet var omfattet af LL § 4. Ved ændringen af
KGL § 2 er disse selskaber blevet omfattet af den generelle skattepligt.
Gevinst/tab på ovennævnte fordringer/gæld er herefter skattepligtige efter
KGL § 2.
Der er fortsat skattefrihed for kursgevinster, som private investorer
opnår ved salg af fordringer udstedt før 2.okt. 1985.
Der knytter sig en række overgangs- og ikrafttrædelsesregler til den
seneste ændring af KGL. Disse regler vil blive nævnt løbende i forbindelse
med de enkelte afsnit. Se i øvrigt nærmere lovbek. nr.594 af 15.aug. 1991.
Fraflytning m.v. KGL § 8 B
KGL § 8 B sikrer, at der sker beskatning af kursgevinster og -tab på
fordringer eller gæld, som er opnået, men ikke realiseret, afstået eller
indfriet, inden skattepligten m.v. til Danmark ophører.
Ophør af skattepligt i forbindelse med fraflytning og flytning af
skattemæssigt hjemsted, sidestilles med realisation, der kan udløse
beskatning efter KGL. Bestemmelsen har kun betydning i de tilfælde, hvor
kursgevinster eller -tab på fordringer eller gæld ville have været
skattepligtige ved realisation (afståelse eller indfrielse). Det gælder bl.a.
kursgevinster på fordringer, der ikke har opfyldt mindsterentekravet til den
pålydende rente.
Loven omfatter også overdragelse af aktiver til en ægtefælle, der bor i
udlandet.
Loven har virkning for kursgevinster og -tab, når ophør af skattepligt
m.v. er sket den 18.feb. 1987 eller senere.
Der henvises i øvrigt til Skd.cirk. nr.237 af 30.dec. 1987.
* Ved lov nr.394 af 6.juni 1991 er reglerne vedrørende tidspunktet for
skattepligtens indtræden ændret. Ændringerne vedrører skattepligtige efter
KSL § 1 og § 2, stk.1 litra d, samt selskaber omfattet af SSL § 2, stk.1.
litra a.
For disse skattepligtige indtræder skattepligten først når de har haft
skattemæssigt hjemsted i Danmark i en eller flere perioder på i alt 5 år
indenfor de seneste 10 år.
De ændrede regler har virkning for den omhandlede gruppe af
skattepligtige, når ophør af skattepligt er sket den 18.feb. 1987 eller
senere. *
For andre skattepligtige end ovenstående medregnes gevinst/tab efter de
hidtil gældende regler.
A.D.2.1 Kursgevinstordningen KGL § 7
Mindsterenten har som udgangspunkt betydning for den skattemæssige
behandling af kursgevinster som private investorer opnår på fordringer i
dansk mønt.
Efter de hidtil gældende regler havde mindsterenten også betydning for den
skattemæssige behandling af fordringer i fremmed valuta. Dette er ikke
længere tilfældet.
* Efter den seneste ændring af KGL er der gennemført generel skattepligt
for gevinst/tab på fordringer og gæld i fremmed valuta, jf. KGL § 6. Se
nærmere afsnit A.D.2.2.4.
Mindsterenten har endvidere betydning for skattepligtige efter KGL §§ 2 og
3, i de tilfælde hvor disse har gæld i dansk mønt, jf. KGL § 5. Se nærmere
afsnit A.D.2.3.1.
Ændringen af KGL har endvidere medført, at kredsen af skattepligtige
omfattet af kursgevinstordningen er ændret. Dette er en konsekvens af, at der
er indført generel skattepligt for selskabers gevinst/tab på fordringer og
gæld i dansk mønt.
Kredsen af skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen er herefter
defineret som private investorer samt selvstændige erhvervsdrivende, omfattet
af SL §§ 4-6, med fordringer i dansk mønt der ikke anses for omfattet af
næringsvirksomheden. Det er endvidere en betingelse at den skattepligtige
ikke anses for omfattet af KGL § 3. *
For skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen, er gevinster på
fordringer i dansk mønt der opfyldte mindsterentekravet på
udstedelsestidspunktet altid skattefri. Der er ikke fradrag for tab.
For skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen, er kursgevinster på
fordringer i dansk mønt, der ikke opfyldte mindsterentekravet på
udstedelsestidspunktet altid skattepligtig. Der er ikke fradrag for kurstab.
Skattepligtige kursgevinster skal ved indkomstopgørelsen medregnes som
kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk.1, nr.2.
Mindsterentekravet gælder for fordringer udstedt den 2.okt. 1985 eller
senere.
Gevinst på fordringer udstedt før den 2.okt. 1985 er altid skattefri for
skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen.
* Vedr. terminskontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C, se afsnit A.D.2.6. *
A.D.2.1.1 Mindsterenten
Efter KGL § 7 er det som nævnt et krav, at fordringer i danske kroner, der
er omfattet af lovens § 1, mindst skal forrentes med en pålydende rente, som
ligger tæt på markedsrenten, for at kursgevinsten på fordringen skal være
skattefri for kreditor. Denne rentesats, der kaldes mindsterenten, udregnes
på grundlag af markedsrenten og har foreløbig udgjort følgende:
2.okt. 1985-1.apr. 1986: 9 pct. p.a.
2.april 1986-30.juni 1986: 7 pct. p.a.
1.juli 1986-31.dec. 1986: 8 pct. p.a.
1.jan. 1987-30.juni 1987: 10 pct. p.a.
1.juli 1987-31.dec. 1987: 10 pct. p.a.
1.jan. 1988-30.juni 1988: 10 pct. p.a.
1.juli 1988-31.dec. 1988: 9 pct. p.a.
1.jan. 1989-30.juni 1989: 9 pct. p.a.
1.juli 1989-31.dec. 1989: 9 pct. p.a.
1.jan. 1990-30.juni 1990: 9 pct. p.a.
1.juli 1990-31.dec. 1990: 9 pct. p.a.
* 1.jan. 1991-16.juni 1991: 9 pct. p.a. *
* 17.juni 1991-30.juni 1991: 8 pct. p.a. *
* 1.juli 1991-31.dec. 1991: 8 pct. p.a. *
Offentliggørelse af mindsterenten
Mindsterenten offentliggøres 5. sidste børsdag forud for den periode,
hvori den skal gælde. Offentliggørelsen sker i Statstidende, i
T&S-cirkulærer, på børskurslisten og i diverse fagblade.
Afgørende for om en fordring opfylder kravet til mindsterenten, er rentens
størrelse på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen
(stiftelsestidspunktet).
Det er derimod uden betydning, hvorledes renteudviklingen bliver på et
senere tidspunkt. Det betyder, at der kan arbejdes med såkaldte blåstemplede
og sortstemplede pengefordringer i dansk mønt. Hvad angår fordringer i
udenlandsk valuta se afsnit A.D.2.4.
Blåstemplede
Hvis kravet til mindsterenten er opfyldt på stiftelsestidspunktet, bliver
fordringen en såkaldt blåstemplet fordring. Det betyder, at kursgevinsten til
enhver tid er skattefri hvis kreditor er omfattet af kursgevinstordningen.
Omsættes en blåstemplet fordring på et senere tidspunkt, bevarer fordringen
den oprindelige status som blåstemplet, og kursgevinsten vil følgelig også
være skattefri for den nye kreditor.
Sortstemplet
Hvis fordringen ikke opfylder mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet,
bliver fordringen en såkaldt sortstemplet fordring. Det betyder, at
kursgevinsten til enhver tid er skattepligtig hos kreditor. Det er således
uden betydning, om fordringens rente kommer til at opfylde mindsterentekravet
på et senere tidspunkt. Omsættes en sortstemplet fordring på et sådant senere
tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som sortstemplet.
Kursgevinsten beskattes, uanset om fordringen afstås eller indfries helt
eller delvis. Eventuelle kurstab er ikke fradragsberettigede. Se i øvrigt
A.D.2.2.
A.D.2.1.2 Er mindsterentekravet opfyldt?
Ved afgørelsen af, om en fordring på stiftelsestidspunktet opfylder
mindsterentekravet, vil det ikke altid være nok at se på fordringens
pålydende rente. Fordringens rente skal nemlig gøres op i forhold til den
tilsagte indfrielsessum, således at den pålydende rente svarer til den
virkelige forrentning i forhold til den tilsagte indfrielsessum.
Eksempel
Det antages, at mindsterenten er 9 pct.
En fordring udstedes med et pålydende på 100 kr. og rente på 12 pct. Det
er aftalt, at debitor skal tilbagebetale 150 kr. Kravet efter § 7, stk.1, er,
at den pålydende rente på 12 pct. gøres op i forhold til den tilsagte
indfrielsessum på 150 kr. Herved fås, at den pålydende rente reelt er
(12 x 100):150 = 8 pct.
Da mindsterentekravet her i eksemplet er 9 pct., opfylder fordringens
pålydende rente på 8 pct. således ikke mindsterentekravet.
Fordringens rente skal basere sig på mindst én årlig
rentetilskrivning. Hvis den månedlige rente er på f.eks. 1 pct., og hvis
denne rente tilskrives restgælden hver måned, vil fordringens pålydende rente
i kursgevinstlovens forstand blive anset for at være 12 pct.
Hvis der er tale om en rente på f.eks. 20 pct. med tilskrivning kun hvert
andet år, skal renten omregnes, så den svarer til en rente med årlig
tilskrivning. Det vil i dette tilfælde svare til en pålydende rente på 9,54
pct. p.a. (helårlig, efterbetalt rente).
Overkursreglen KGL § 5, stk.5
Ifølge KGL § 5, stk.5, gælder, at en låntager er skattepligtig af
gevinsten ved optagelse af lån, der udbetales til overkurs. Baggrunden for
bestemmelsen er, at der i løbet af 1985 fremkom en ny type lån, hvor renten
oversteg den aktuelle markedsrente, og lånet derfor blev udbetalt til
overkurs, f.eks. 15-årige lån med 15% rente, hvor lånet blev udbetalt til
kurs 120, således at der kun skulle tilbagebetales parikursen ved de løbende
afdrag. Ved denne type lån opnåede låntager en kursavance, der modsvaredes af
en større løbende renteudgift. Efter almindelige regler ville denne
kursavance være skattefri. Var långiver næringsskattepligtig, ville långiver
derimod kunne få fradrag for kurstab.
"Overkurs" er defineret i lovteksten som "fordringens værdi
på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen overstiger det
beløb, som skyldneren skal indfri," hvilket normalt vil sige, at lånet
udbetales med et større beløb end det til sin tid skal indfries til.
Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der ved lånets
etablering er aftalt et lavere indfrielsesbeløb, og det er altså ikke aktuelt
med denne bestemmelse, hvis senere forhold, f.eks. udviklingen i renten, gør
det muligt for skyldneren at indfri lånet til en lavere kurs end den ved
låneoptagelsen aftalte, fordi det indfries før tiden.
Bestemmelsen gælder ikke alene egentlige nye lån, der udbetales, men også
for pantebreve, gældsbreve og andre fordringer, der opstår i forbindelse med
ejendomshandler, virksomhedsoverdragelse og lignende, hvis værdien af
fordringen på stiftelsestidspunktet overstiger indfrielsesbeløbet. Dette vil
typisk ske som følge af en aftalt høj rente, der overstiger renteniveauet.
A.D.2.1.3 Stiftelsestidspunktet
Som nævnt er det afgørende for en danskmøntet pengefordrings status som
blåstemplet eller som sortstemplet, hvilken pålydende rente pengefordringen
har på stiftelsestidspunktet. Det er derfor nødvendigt at fastslå, hvad
stiftelsestidspunktet er for forskellige fordringer.
Den mest typiske danskmøntede pengefordring er den børsnoterede
obligation. Der kan her være tale om statsobligationer, statsgældsbeviser,
realkreditobligationer og andre obligationer. Obligationer udstedes ikke mere
på papir, men overføres nu elektronisk til registrering på den enkelte
obligationskøbers konto i værdipapircentralen.
Ved statsobligationer og statsgældsbeviser er tidspunktet for skyldnerens
påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet) det tidspunkt, hvor
Nationalbanken køber obligationerne af Finansministeriet.
Ved andre obligationer end kreditforeningsobligationer er tidspunktet for
skyldnerens påtagelse af forpligtelsen det tidspunkt, hvor obligationerne
overføres til værdipapircentralen.
Ved pantebreve, gældsbreve og andre fordringer er det datoen for
indgåelsen af aftalen, der er tidspunktet for skyldnerens påtagelse af
forpligtelsen.
Specielt for sælgerpantebreve vil det ofte være indgåelsen af selve
ejendomshandelen (slutsedlens dato), der er tidspunktet for påtagelse af
forpligtelsen, fordi pantebrevets vilkår er fastlagt i slutsedlen.
Debitorskifte
Debitorskifte, som kan ske uden særlig aftale mellem kreditor og debitor,
anses ikke som påtagelse af en ny forpligtelse. Det gælder bl.a. for
sædvanlige realkreditlån, hvor debitorskifte sker rutinemæssigt uden
individuel bedømmelse af kreditværdigheden hos den nye låntager. Ved sådant
debitorskifte er det tidspunkt, hvor den oprindelige debitor påtog sig
gældsforpligtelsen, fortsat afgørende ved bedømmelsen af, om kravet til
mindsterenten er opfyldt, jf. KGL § 7, stk.2.
Som eksempel på, at der ved debitorskifte vil være tale om en ny
forpligtelse, kan nævnes et privat pantebrev, der bestemmer, at restgælden
forfalder ved ejerskifte.
Gave eller arvefor skud KGL § 9
Overdragelse og erhvervelse af en fordring ved gave eller arveforskud
betragtes som henholdsvis afståelse eller anskaffelse.
Som anskaffelsessum anvendes værdien, der lægges til grund ved beregningen
af gaveafgift eller indkomstskat. Hvis overdragelsen ikke er
gaveafgiftspligtig eller indkomstskattepligtig anvendes værdien i handel og
vandel på overdragelsestidspunktet.
Indskud - pensionsopsparing
Indskud af en fordring i pensionsøjemed sidestilles med afståelse. Som
afståelsessum anvendes værdien på indskudstidspunktet. Udlodning sidestilles
med erhvervelse. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet.
A.D.2.1.4 Fordringer med Variabel forrentning
For variabelt forrentede fordringer i danske kroner finder reglerne i § 7,
stk.1-5, også anvendelse, hvilket betyder, at fordringen på
stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til
mindsterenten.
Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk.6. På
stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den
tilsagte indfrielsessum opfylde mindsterentekravet, for at kursgevinsten skal
være skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden af
kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er
udformede således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan
afvige væsentligt fra indfrielseskursen.
Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen
beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter hvilket
kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks.
varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast
forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en
relativ begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem
løbetiden være nær indfrielseskursen.
Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt
forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden
videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra
indfrielseskursen.
Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På
udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en
ny pålydende rente og i øvrigt i hver enkelt rentetermin, vil obligationerne
blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning
kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente
for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente
først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i
kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en
forsinkelse, der med de nuværende låntyper udgør 3 måneder.
Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må anses at
opfylde mindsterentekravet.
Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering opfylder også
kravet til mindsterenten.
Det skal nævnes, at en fordring, hvis kurs alene på grund af manglende
sikkerhed ligger under pari, kan anses for at opfylde betingelsen om ikke at
afvige væsentligt fra indfrielseskursen, hvis i øvrigt de nævnte betingelser
er opfyldte.
Knæklån
Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med
forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte
knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats for alle
perioder af løbetiden mindst være lig med den mindsterente, der er gældende
ved stiftelsen. I modsat fald er kursgevinsten skattepligtig.
Udbyttegivende gældsbreve
Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en rente, hvis
størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De
udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. Sådanne
fordringer skal opfylde mindsterentekravet for at en eventuel kursgevinst er
skattefri. Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en
minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet.
A.D.2.1.5 Specielt for realkreditlån
For realkreditlån, der afvikles som almindelige obligationslån og ikke som
kontantlån, gælder det, at den pålydende rente på pantebrevet fra låntager
(debitor) er den samme som den pålydende rente på de obligationer, som
realkreditinstituttet udsteder.
Tidspunktet for låntagerens påtagelse af forpligtelsen er det tidspunkt,
hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører
obligationerne til låntagerens konto i værdipapircentralen.
Fremrykning af stiftelsestidspunktet
Tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen kan dog fremrykkes
i to situationer:
1. Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan
være fremrykket til det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet modtager en
underskrevet anmodning om udbetaling af et tilbudt lån. Det forudsætter dog,
at realkreditinstituttet senest samtidig med modtagelsen af
udbetalingsanmodningen har modtaget et tinglyst pantebrev uden betydende
retsanmærkninger eller modtaget sædvanlig garanti for et sådant pantebrev.
Endelig er det en forudsætning, at lånets udbetaling finder sted i umiddelbar
tilknytning hertil.
2. Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan
også være fremrykket, når der er indgået en kurskontrakt mellem låntageren og
et pengeinstitut.
Ved kurskontrakter forstås en kontrakt, der indgås med henblik på sikring
af en fremtidig ydelse på nye realkreditlån, der hjemtages på et senere
tidspunkt. Kurskontrakten indgås normalt på baggrund af et lånetilbud fra et
realkreditinstitut. Ved indgåelsen af kurskontrakten forpligter
pengeinstituttet sig over for låntager (skyldner) til at afregne en
obligationspost til en nærmere fastsat kurs. Efter kontraktens indgåelse
tiltræder realkreditinstituttet kurskontrakten. Herved påtager
realkreditinstituttet sig at levere det aftalte antal obligationer, når
betingelserne for låneudbetalingen er opfyldt.
Når der indgås en kurskontrakt, anses tidspunktet for skyldnerens
(låntagers) påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor
realkreditinstituttet bekræfter kurskontrakten. Denne fremrykkelse af
tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen ved hjælp af en
kurskontrakt får betydning ved ændring af mindsterenten. Ved en forhøjelse af
mindsterenten vil obligationerne, der udstedes efter forhøjelsestidspunktet,
blive sortstemplede, hvis obligationernes pålydende rente er mindre end
mindsterenten. Men hvis der inden forhøjelsestidspunktet er indgået en
kurskontrakt, vil de obligationer, der skal udstedes til opfyldelse af
kurskontrakten, kunne udstedes (overføres til værdipapircentralen) også efter
en forhøjelse af mindsterenten. Realkreditinstitutterne kan altså efter en
forhøjelse af mindsterenten fortsat sælge obligationer, der nu ikke opfylder
den nye mindsterente, til opfyldelse af allerede indgåede kurskontrakter.
Kurskontrakten mellem pengeinstituttet og låntager kan ophæves, hvis
låntageren ikke har mulighed for at gennemføre kontrakten som aftalt, eller
andre forhold bevirker, at kontrakten ikke gennemføres inden for den
fastsatte frist. I så fald opgøres forskellen mellem obligationernes værdi
til dagskurs og den aftalte terminskurs. Hvis kursniveauet er steget fra
kurskontraktens indgåelse til opgørelsestidspunktet, skal lånetageren betale
kursdifferencen til pengeinstituttet.
Hvis en kurskontrakt forlænges, betragtes dette som indgåelse af en ny
aftale.
Hvad angår den skattemæssige behandling af gevinst/tab på kurskontrakter,
se nærmere afsnit A.D.2.6.2.2.
Overkursreglen § 5, stk.5
I forbindelse med en nedsættelse af mindsterenten kan der opstå
vanskeligheder, hvis lånetilbuddet har en pålydende rente på mere end 2 pct.
point over den nye mindsterente, idet en eventuel overkurs da skal beskattes
efter KGL § 5, stk.5. Til imødegåelse af de vanskeligheder, der således kan
opstå ved skifte i mindsterenten vil låntager ofte stå sig ved at indgå en
kurskontrakt med et pengeinstitut og lade realkreditinstituttet bekræfte
aftalen. Derved er det muligt at tage hensyn til en ændring i mindsterenten,
uden at de på aftaletidspunktet forudsatte betingelser bliver ændret.
A.D.2.1.6 Pristalsregulerede fordringer
Der findes en del pengefordringer, hvor det på forhånd er aftalt, at den
eksisterende restgæld skal pristalsreguleres. Kursgevinster og kurstab på
sådanne indeksregulerede fordringer er hidtil i princippet blevet behandlet
på samme måde som andre kursgevinster og kurstab. Efter KGL § 7 skal
indeksregulerede fordringer udstedes med en pålydende rente, der opfylder
kravet om mindsterenten på udstedelsestidspunktet, sådan som mindsterenten er
beregnet efter § 7, stk.3 og 4.
Herfra er der dog nogle undtagelser i lovens § 7, stk.5, hvorefter der i
visse tilfælde gælder en fast mindsterente:
Fast mindsterente: Realkredit institutter m.v.
For indeksregulerede obligationer, der er udstedt af danske
realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kongeriget Danmarks
Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S og
Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, er mindsterenten fast 2-1/2 pct.
Denne mindsterente reguleres ikke. Kravet til den pålydende rente betyder, at
de nævnte institutter kan udstede indeksregulerede obligationer med pålydende
rente på 2-1/2 pct. med den virkning, at indeksopskrivningen og en eventuel
kursgevinst er skattefri for kreditor. Der stilles ikke andre krav til disse
obligationer i skattemæssig henseende.
Skibskreditfond
Ifølge lov nr.215 af 23.april 1986 gælder mindsterenten på 2-1/2 pct. også
for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af Danmarks
Skibskreditfond.
Skattefritagelsen for skibskreditfondens indeksobligationer er
tidsbegrænset. Den gælder for obligationer, der udstedes til finansiering af
skibsbygningskontrakter, der er indgået efter 1.jan. 1986 og senest 31.dec.
1987. Det er endvidere en betingelse, at skibet ifølge kontrakten skal
leveres senest 31.dec. 1989.
Ved lov nr.767 af 12.nov. 1986 (skibsværftsaftalen) er den særlige ordning
vedrørende skibskreditfondens indeksobligationer forlænget, således at
mindsterenten på 2-1/2 pct. skal gælde for alle skibskreditfondens
obligationer, udstedt til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om
bygning af skibet er indgået senest den 31.dec. 1988 med aftalt levering
senest den 31.dec. 1990.
Den del af skibsværftsaftalen, der vedrører skibskreditfondens
indeksobligationer, er yderligere forlænget ved lov nr.74 af 3.feb. 1989.
Herefter gælder skattefritagelsen også for indeksobligationer, udstedt af
skibskreditfonden til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om bygning
er indgået senest 31.dec. 1991 med aftalt levering senest den 31.dec. 1993.
Ved lov nr.120 af 1.marts 1991 er aftalen yderligere forlænget.
Skattefritagelsen gælder herefter også indexobligationer, udstedt af
Skibskreditfonden til financiering af skibe hvor skriftlig aftale om bygning
er indgået senest den 31.dec. 1992 med aftalt levering senest den 31.dec.
1994.
Indlån m.v. i pengeinstitutter
Mindsterenten på 2-1/2 pct. gælder også for indeksregulerede fordringer,
der er udstedt af pengeinstitutter (det vil typisk være indlån). Der stilles
dog den betingelse for skattefriheden af indeksreguleringen og en eventuel
kursgevinst, at indeksreguleringen fuldt ud følger udviklingen i
forbrugerprisindekset, nettoprisindekset eller reguleringsprisindekset, som
beregnes af Danmarks Statistik.
Ved kravet "reguleres fuldt ud" efter et af de angivne
prisindeks forstås, at der fra pengeinstitutternes side ikke må være fastsat
nogen grænse for indeksreguleringen. Den skal ubetinget følge den fulde
udvikling i et af de nævnte indeks. Hvis pengeinstituttet praktiserer et loft
eller en bund for indeksreguleringen, er betingelsen for skattefrihed hos
kreditor ikke opfyldt.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 5, stk.3, der sikrer, at disse
pengeinstitutter kun kan fradrage tab ved indeksregulering under nærmere
angivne forudsætninger, se afsnit A.D.2.3.1.
Indskudsbeviser udstedt før 2.okt.1985
Vedrørende den skattemæssige behandling af indskudsbeviser udstedt før den
2.okt. 1985, se LV 1990 afsnit E.5.3.2.6, side 278.
Hvad omfattes af beskatningen
For alle typer af indeksregulerede fordringer (både for dem, hvor
mindsterentekravet udregnes efter § 7, stk.3 og 4, og for dem, hvor
mindstekravet efter § 7, stk.5, fast er 2-1/2 pct.) gælder, at såvel
børskursgevinsten som hele indeksopskrivningen er skattepligtigt afkast, hvis
den pågældende fordring ikke opfylder kravet til mindsterenten på
stiftelsestidspunktet. Hvis der f.eks. er gevinst på børskursen og tab på
indeksreguleringen (eller omvendt), skal kun nettogevinsten beskattes.
A.D.2.1.7 Konvertible obligationer
* Om den skattemæssige behandling af gevinst/tab på konvertible
obligationer i fremmed valuta, se afsnit A.D.2.4. *
Gevinst og tab ved afståelse af konvertible obligationer beskattes efter
reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 8.
Konvertible obligationer i danske kroner er imidlertid omfattet af
mindsterentereglen i KGL § 7 i de tilfælde, hvor avancen efter
aktieavancebeskatningslovens regler ikke skal medregnes til den almindelige
indkomst.
Efter aktieavancebeskatningsloven (ABL) beskattes gevinster og tab på
konvertible obligationer på følgende måder:
a)
Almindelig indkomst efter reglerne om næring, uanset ejertid,
b)
almindelig indkomst ved afståelse inden for 3 års ejertid,
c)
særlig indkomstskattepligt for hovedaktionærer ved afståelse efter 3 års
ejertid og endelig
d)
skattefrihed for andre ved afståelse efter 3 års ejertid.
KGL's regler rammer således kun tilfældene c) og d), hvor en konvertibel
obligation indfries af selskabet eller afstås til anden side.
Ad d.
At en konvertibel obligation i tilfælde d) er omfattet af KGL § 7 betyder,
at man skal have fastslået, om den konvertible obligation opfyldte
mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet. Opfylder obligationen kravet
til mindsterenten vil beskatning ikke finde sted. Opfylder den konvertible
obligation ikke kravet til mindsterenten, vil en kursgevinst, der opnås i
tilfælde d), blive beskattet efter KGL § 7.
Ad c.
Også i tilfælde c) skal det fastslås, om den konvertible obligation
opfyldte kravet til mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Opfylder
obligationen mindsterentekravet vil beskatning ikke finde sted efter KGL § 7.
Kursgevinsten vil derimod være undergivet beskatning som særlig indkomst som
nævnt i ABL § 4, stk.1, 1.pkt.
Opfylder den konvertible obligation ikke mindsterentekravet, vil en
kursgevinst, der opnås i tilfælde c), blive beskattet efter KGL. Det er ikke
meningen, at en dobbeltbeskatning skal finde sted både efter KGL og ABL, så i
tilfælde, hvor en kursgevinst skal beskattes efter KGL bortfalder beskatning
som særlig indkomst efter ABL.
Hvis der bliver tale om at beskatte kursgevinsten på konvertible
obligationer, fordi mindsterentekravet ikke har været opfyldt på
stiftelsestidspunktet, skal opgørelsen af avancen foretages efter reglerne i
ABL. Det vil for hovedaktionærers vedkommende sige efter gennemsnitsmetoden
og for de almindelige aktionærers vedkommende efter aktie-for-aktie-metoden.
Konverteringen af obligationerne til aktier har ingen skattemæssige
konsekvenser.
A.D.2.2 Generelt skattepligtige
Ved lov nr.394 af 5.juni 1991 er KGL ændret. Det er herefter kun personer
og dødsboer omfattet af KGL § 3 der er omfattet af egentlig næringsbeskatning
af gevinst/tab på fordringer og gæld.
Selskaber omfattet af KGL § 2 er efter ændringen af KGL generelt
skattepligtige af gevinst/tab på fordringer og gæld. Det er herefter uden
betydning for den skattemæssige behandling af selskabers gevinst/tab på
fordringer og gæld hvilken næringsvirksomhed det enkelte selskab driver.
* I forhold til de tidligere gældende regler har ændringen af KGL kun
betydning for den skattemæssige behandling af gevinst/tab på fordringer/gæld
i danske kroner, idet selskaber efter den hidtil gældende KGL har været
skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed mønt, jf. KGL § 6.
Om selskaber, se afsnit A.D.2.2.6 og S.C.1.3.3.
Hvad angår den skattemæssige behandling af gevinst/tab på
terminskontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C, se afsnit A.D.2.6. *
A.D.2.2.1 Personer og dødsboer KGL § 3
Kredsen af næringsskattepligtige efter KGL § 3 skal på den ene side
afgrænses i forhold til personer omfattet af kursgevinstordningen, og på den
anden side af næringsskattepligtige personer efter SL §§ 4-6.
I de tilfælde hvor en fordring ikke anses for omfattet af
næringsskattepligten efter KGL § 3 eller SL §§ 4-6, er den omfattet af KGL's
almindelige regler, jf. KGL §§ 6 og 7. Se afsnit A.D.2.1 og A.D.2.4.
Efter KGL § 3 skal personer og dødsboer, der er fuldt eller begrænset
skattepligtige, medregne gevinster og tab, hvis de driver virksomhed som
bankier eller vekselerer. Det samme gælder, hvis de i øvrigt udøver
næringsvirksomhed ved køb og salg af fordringer m.v. eller ved finansiering.
Se evt. nærmere skd.cirk. pkt.21-24.
Ifølge PSL § 4, stk.3, skal de foran nævnte personer medregne gevinster og
tab til den personlige indkomst.
Om opgørelsen af gevinst og tab, se afsnit A.D.2.3 og A.D.2.5.
Om opgørelsen af gevinst og tab på forbedringer og gæld i fremmed valuta,
se afsnit A.D.2.4.
En assurandør (agenturleder) og branddirektør begærede bindende
forhåndsbesked om den skattemæssige behandling af kursgevinster og -tab ved
daglige handler med obligationer, idet han forventede at kunne disponere over
10 mill. kr. mod sikkerhed over for det formidlende pengeinstitut. Den
pågældendes selvangivne lønindtægt for indkomståret 1985 androg 380.727 kr.,
og kursværdien ultimo 1985 af pantebreve og aktier henholdsvis 14.050 kr. og
262.475 kr.
Ligningsrådet fandt, at det påtænkte arrangement havde et sådant omfang i
forhold til skatteyderens indkomst og formue, at den pågældende måtte anses
for at drive næringsvirksomhed ved handel med obligationer, jf. KGL § 3.
Opdeling af pantebrevsbeholdningen
Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan opdele sin
pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne kursgevinster beskattes,
og en gruppe der er private (kapitalanlæg). Dette gælder dog ikke selskaber
omfattet af KGL § 2.
Opdeling kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en privat
pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som betaling
for vareleverancer eller på anden måde fra dette tidspunkt må anses for
næringsdrivende i pantebreve, idet der i så fald skal foretages en opdeling
af pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der kan også
foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er skattepligtige, og
en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri, f.eks. hvor den ene ægtefælle er
næringsdrivende i relation til pantebreve og den anden arver pantebreve eller
selv køber pantebreve for egne midler.
Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af pantebreve, se
afsnit A.D.2.2.4.
Vekselerere
I lsr.1964.114 blev en vekselerer anset for indkomstskattepligtig af
opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte hustruen.
Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet
mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne ved
erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen for egne midler
af mandens salgsbeholdning havde købt de pantebreve hun anså for
fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede pantebreve, der
var mindre egnet til salg.
Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for
indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et
tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at
pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.
I lsr.1985.150 blev en vekselerer ikke beskattet af en kursavance på
78.386 kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr. skibskreditobligationer, idet
retten fandt tilstrækkeligt grundlag for at anse obligationerne for hele
tiden at være holdt uden for vekselererens forretningssfære, og at han havde
haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at
dække deres anskaffelse.
A.D.2.2.2 Pantebreve erhvervet som led i næringen
Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der driver
virksomhed med handel med værdipapirer, men også på håndværkere og andre, der
erhvervsmæssigt beskæftiger sig med ejendomshandel, eller som modtager
pantebreve som betaling for erhvervsmæssige ydelser. Se f.eks. lsr. 1980.185,
hvor en tømrersvend blev anset for indkomstskattepligtig af en kursavance ved
afdrag på pantebreve, som han havde modtaget til kurs 50 som løn af det
byggeselskab, hvor han var ansat.
Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer
inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme inden for
hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen mellem på den ene side
den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som
almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursavancer
indkomstskattefrit, og på den anden side de erhvervsdrivende udøvere af
udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af
disse avancer.
I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en
skatteyder, som ikke havde et erhverv, men som havde investeret den
væsentligste del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10
år, der for nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene
finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var
pantebrevene udstedt direkte til den pågældende. Der var aldrig foretaget
salg af pantebreve. Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder
grundlag for at fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte
skattepligt af kursavancerne. Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR
1973B, s.309.
Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67), hvor en
købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for
manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I
Højesterets dom anføres: "Indstævntes . . . dispositioner over sin
kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede
pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene bestået i udlån, for
hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve
eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig
indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af
lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes
karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol
ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende
antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene .
. . har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget
større end renteindtægten.
Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at være
formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en del af udbyttet ved en af
indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og således i medfør af
statsskattelovens § 4, stk.1a, at være skattepligtig indkomst." Dommen
er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.
En direktør, nu bosat i udlandet, beskattedes af indfrielsesgevinster på
1.825.500 kr., der ansås for erhvervet som led i skatteyderens næringsvej med
udlån af penge (finansieringsnæring). Indfrielsesgevinsterne hidrørte fra
lavtforrentede gældsbreve modtaget i forbindelse med placering af provenuet
af et aktionærlån i pengeudlån på i alt 8,1 mill. kr., Skat 1988.5.292.
Erstatningskøb
Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er
indkomstskattepligtige - sælges og der foretages "erstatningskøb"
af andre pantebreve, vil kursavancer på "erstatningspantebrevene"
kunne være indkomstskattepligtige, jf. f.eks. lsr.1982.168, der er omtalt i
afsnit A.D.2.2.4 (Advokater).
I lsr. 1983.129 blev kursavancerne på "erstatningspantebrevene"
ikke beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke omfattede
handel med værdipapirer.
A.D.2.2.3 Vederlag i næringsforhold KGL § 4
KGL § 4 omhandler de tilfælde, hvor fordringen er erhvervet som
skattepligtigt vederlag i næring, jf. SL §§ 4-6. Om afsmitning, se A.D.2.2.5
samt skd.cirk. pkt.26.
Gevinster og tab på fordringer, omfattet af KGL § 4, medregnes i den
personlige indkomst i det indkomstår, hvor gevinsten eller tabet realiseres.
Betaling for leverancer m.v.
Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og
tjenesteydelser, anses altid for erhvervet som led i den pågældendes
næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold til det beløb, hvormed
pantebrevet er indgået som betaling, må derfor indkomstbeskattes. Rækkevidden
af denne regel belyses af den i UfR 1971.913 (Skd.19.42) refererede
landsretsdom, der fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og som delvis
betaling for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med rette var
anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på pantebrevene
opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen af pantebrevene ikke
var sket som en på forhånd aftalt betaling for leverancerne, men først blev
besluttet, da tømmerhandelens tilgodehavende blev nødlidende, fandtes at være
uden betydning for beskatningen.
En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens
varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt, hvor en
del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det drejede sig om
særskilt betaling for overdragelse af varelager, ansås kursgevinsterne ved
afdrag på gældsbrevene for skattepligtige, lsr.1984.60.
En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en af ham
opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved avanceopgørelsen var
nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på dette pantebrev blev
indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne på et eventuelt sælgerpantebrev
i den solgte ejendom, lsr. 1983.127.
Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som
murermester, kan ikke anses for at være overgået til anlægskapital i
forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.
A.D.2.2.4 Særlige faggrupper m.v.
En række faggrupper, der er næringsskattepligtige efter SL §§ 4-6, men
ikke omfattet af KGL § 3, anses i almindelighed for skattepligtige af
kursavancer på pantebreve. Afkræftes næringsformodningen i det enkelte
tilfælde, anses gevinst/tab for omfattet af de almindelige regler i KGL.
Ejendomshandlere og ejendomsmæglere
Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed
indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om pantebrevene
ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme eller for salærer, lsr.
1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR 1970.143H. (Walther).
Ved ØLD af 22.marts 1985 (7.afd.nr.83/1983) blev et anpartsselskab
beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi var blevet anvendt
som afdrag på købesummen for en større ejerlejlighedsejendom. Pantebrevene
var udstedt til selskabet i forbindelse med salg af en væsentlig del af
ejerlejlighederne umiddelbart efter købet af ejendommen.
I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af nogle
kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for midler, der hidrørte
fra en godtgørelse for udtræden af en pensionskasse, dels fra lånte midler. I
lsr. 1970.98 fandt Landsskatteretten, at der bestod den for
indkomstbeskatning af kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens
indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og
pantebrevserhvervelsen.
I lsr. 1977.112 fandt Landsskatteretten, at to pantebreve, som tilhørte en
ejendomsmægler og som begge hidrørte fra handler, han havde formidlet, var
erhvervet som et led i den af ham udøvede erhvervsvirksomhed, jf.
handelsministeriets bekendtgørelse nr.401 af 2.dec. 1966 om ejendomsmægleres
og ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.
En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden ejendomsmægler,
som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås indkomstskattepligtig af
kursavancer på pantebreve, som han købte gennem bankierfirmaet.
Endvidere kan nævnes ØLD af 5.juli 1979 (Skd.52.53), hvor en
ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde købt
sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i kommission, ligesom
han derudover havde erhvervet pantebreve gennem hvad der måtte betragtes som
erhvervsmæssig långivning samt ved handel med egne ejendomme.
Ejendomsmægleren blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne,
herunder også af en mindre pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en
af de ovenfor anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at udskille
fra de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans erhvervsudøvelse.
At kursavancerne først kom til udbetaling, efter at den pågældende var ophørt
med at drive erhverv som ejendomsmægler, var uden betydning.
Tilsvarende blev ved ØLD af 12.maj 1986 (Skat 1986.6.369) en
statsautoriseret ejendomsmægler indkomstbeskattet af kursavancer på
pantebreve, købt for ledige midler over en længere årrække og hvoraf der
først var sket salg i slutningen af perioden. Pantebrevene var til dels købt
af klienter, herunder i forbindelse med formidling af salg af disses
ejendomme, men der var også købt pantebreve af bekendte og personer, som
mægleren ikke kendte, og som selv havde henvendt sig.
Landsretten lagde til grund, at langt den overvejende del af pantebrevene
var erhvervet fra eller gennem personer, som han havde eller havde haft
tilknytning til som ejendomsmægler, og da han ikke havde foretaget en klar
adskillelse af de pantebreve, der kunne være erhvervet i anlægsøjemed,
fandtes han ikke at havde godtgjort, at de i sagen omhandlede pantebreve ikke
havde tilknytning til hans erhvervsvirksomhed. Jf. tilsvarende VLD af 2.dec.
1986 (Skat 1987.1.37).
En ejendomshandler blev anset for skattepligtig af kursavancer på
pantebreve erhvervet i den periode, hvor han endnu drev virksomhed som
ejendomshandler, idet formodningen for, at disse pantebreve var erhvervet i
tilknytning til virksomheden som ejendomshandler, ikke var afkræftet, jf. HD
af 26.aug. 1988, Skat 1988.10.596.
Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart adskilt
fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke beskattes. I en sag,
indbragt for ØL, accepterede Skattedepartementet således landsrettens
forligsforslag, hvorefter man frafaldt beskatningen af kursavancerne på de
pantebreve, der ikke havde tilknytning til ejendomshandlervirksomheden og som
det var muligt at udskille fra de pantebreve, der havde tilknytning til
virksomheden.
Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten af
virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som assistent i en
sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra et næringssynspunkt, se
lsr. 1970.98, og på den anden side indkomstbeskattes avancer på pantebreve,
erhvervet efter ophøret med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.
Advokater
Advokater anses ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed for
indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve. Se dog UfR
1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset skattepligtig af kursavancer
på pantebreve, der var udstedt ved salg af ejendomme, idet hans handel med
ejendomme havde haft karakter af erhverv, jf. også ØLD af 19.juni 1974
(skd.31.54).
En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som
byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i to grupper,
hvoraf den ene omfattede pantebreve, som han havde modtaget i forbindelse med
byggevirksomhed eller ved realisation af ejerlejligheder, medens den anden
gruppe dels omfattede pantebreve, der var blevet beskattet i fuldt omfang ved
erhvervelsen, dels pantebreve, købt på det fri marked. Skatterådet havde
under henvisning til SL § 4 sammenholdt med § 5 a anset ham for skattepligtig
af kursavancer indvundet ved afdrag på de sidstnævnte pantebreve, indkøbt i
fri handel, idet man til støtte herfor havde henvist til, at han ud fra et
næringssynspunkt stedse var blevet indkomstbeskattet af enhver form for
avance indvundet i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.
Landsskatteretten var enig med skatterådet under hensyn til skatteyderens
aktivitet som byggeadvokat samt til at en ikke uvæsentlig del af de
omhandlede pantebreve var erhvervet for provenuet, indvundet ved afståelse af
næringspantebreve, men under hensyntagen til, at klageren pr. 1.jan. 1976 var
ophørt med at drive advokatvirksomhed blev klageren ikke anset for
skattepligtig af kursavancer indvundet på pantebreve erhvervet efter
erhvervsophøret, lsr.1982.168.
Arkitekter
I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under henvisning
til, at køb af faste ejendomme "havde haft en nøje forbindelse med hans
erhverv som arkitekt", hvorfor pantebrevene ansås for "erhvervet i
forbindelse" med næringsvirksomhed.
Konfusion
Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af
konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat, der var
aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte parcelhuse, købte
et sommerhus af en køber af et af selskabet opført hus og skulle i
forbindelse hermed udstede pantebreve til selskabet. Ved udlodning af midler
til aktionærerne udlagdes disse pantebreve til advokaten til kursværdi.
Advokaten fandtes ikke herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig
avance.
Interessenter m.v.
Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i interessentskaber
og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres efter almindelige
retningslinier for, om der er tale om næring.
Erhvervsmæssig udstykning
Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i
udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jf. UfR
1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af kursavancer i disse
tilfælde, at der ikke blot er tale om en enkeltstående udstykning, men om en
løbende udstykningsvirksomhed.
Fra landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3 søskendes køb og
påfølgende udstykning af faderens landbrugsejendom) og 1975.140 (advokats
udstykning af ejendom i ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44
ejerlejligheder og videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).
Arvede pantebreve
En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får
udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag for afhændede
ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at lade sig beskatte af
kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på pantebrevene. Det samme gælder
ægtefællen, der sidder i uskiftet bo efter en ejendomshandler.
Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller disse
udlægges "med tab", vil udlægsmodtageren derimod ikke succedere i
arveladerens skattemæssige stilling og vil således ikke blive beskattet af
fremtidige indfrielsesgevinster m.v.
Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en
udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges, også når
pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at arvingens virksomhed
som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.
A.D.2.2.5 Afsmitning
Ved bedømmelsen af, om der foreligger næringsvirksomhed kan der ske
afsmitning mellem forskellige retssubjekter.
Aktionærselskab
Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab, kan
aktionærernes forhold tages i betragtning: "afsmitning". Dette var
tilfældet i U 1957.318 H (Morko). Den drejede sig om, hvorvidt et
aktieselskab, der var stiftet af indehaverne af et byggefirma, var
indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde indvundet ved salg af
pantebreve, købt af firmaet. Firmaets indehavere ville have været
skattepligtige af kursgevinsterne, såfremt de havde beholdt pantebrevene.
Højesteret beskattede selskabet af kursgevinsterne med den begrundelse, at
selskabets "erhvervelse af pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men
findes at have en så nøje tilknytning til den af firmaet drevne
erhvervsvirksomhed, at kursgevinsten også for selskabet må anses som
skattepligtig kursgevinst."
Dommen er omtalt af Trolle i UfR.1966.B 268 og Koch-Nielsen i UfR. 1971.B
108. Se endvidere UFR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S, "Espehøj").
Om der foreligger næring for en aktionær i relation til pantebreve
erhvervet fra selskabet, har bl.a. været behandlet i følgende tilfælde:
I HD af 30.okt. 1985 (skd.77.965) fandtes en tømmerhandler
indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, som han havde købt af et
ham behersket ejendomsselskab. Højesteret fandt, at skatteyderens erhvervelse
af pantebrevene, der hidrørte fra selskabets salg af ejerlejligheder, havde
en så nær tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at kursavancerne også
må anses som indkomstskattepligtige for ham efter SL § 4. Skatteyderens
kursavancer på pantebreve købt i det åbne marked var derimod ikke
indkomstskattepligtige.
Se ligeledes Skat 1986.5.333, hvor en malermester, efter det oplyste ikke
selv var i næring med køb og salg af ejendomme eller pantebreve, blev
indkomstbeskattet af kursdavancer på pantebreve købt af et byggeselskab,
hvori han var hovedanpartshaver, idet erhvervelsen af pantebrevne under
hensyn til hans bestemmende indflydelse i selskabet, fandtes at have haft en
så nær tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at de opnåede
kursavancer også hos ham måtte anses som indkomstskattepligtige i henhold til
SL § 4.
Se også ØLD af 23.marts 1987 (Skat 1987.5.332), der på linje med
ovennævnte to afgørelser statuerede afsmitning ved en hovedaktionærs
erhvervelse af sælgerpantebreve til markedskurs fra eget selskab.
I HD af 29.april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders
pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans erhvervsmæssige
virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses for indkomstskattepligtig
efter SL § 4, stk.1a. Skatteyderen havde erhvervet pantebrevsporteføljen til
kursværdi fra forskellige håndværkerkonsortier og et byggeselskab, han selv
var henholdsvis deltager og aktionær i, og det var ubestridt, at
kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for konsortialdeltagerne og
for byggeselskabet, idet de var erhvervet som betaling for udført arbejde. Se
også lsr. 1983.128 og 129 samt Skat 1986.3.219.
I VLD af 4.feb. 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse af
pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at kursgevinster i
medfør af SL § 5, stk.1a, ikke skulle henregnes til den skattepligtige
indkomst svarende til, at landmanden ikke kunne antages at ville have været
skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle sælgerpantebreve udstedt
direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller opnået på andre
tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum. Pantebrevene var
modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et tilgodehavende ifølge
mellemregning med et selskab, hvori han var hovedaktionær.
A.D.2.2.6 Selskaber KGL § 2
Skattepligtige efter KGL § 2 er selskaber omfattet af SSL § 1, stk.1,
nr.1-3 og 5-6 og stk.2, 1.pkt. eller lov om beskatning af fonde, visse
foreninger og institutter m.v.
Efter de hidtil gældende regler var disse selskaber som hovedregel kun
skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta, jf. KGL §
6.
Endvidere var næringsskattepligtige selskaber efter den hidtil gældende
KGL § 2 tillige skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i danske
kroner.
* Ændringen af KGL § 2 har således medført, at alle selskaber nu også er
skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i danske kroner.
Der er endvidere i KGL indføjet en ny bestemmelse der vedrører låneforhold
mellem koncernforbundne selskaber. Tab på udlån mellem koncernforbundne
selskaber kan efter denne bestemmelse ikke fradrages. Omvendt beskattes
debitor ikke af gevinsten, jf. KGL § 6 B.
Bestemmelsen har virkning for udlån fra og med 29.maj 1991.
Om koncernforbundne selskaber, se afsnit S.C.1.3.3.
Om opgørelse af gevinst/tab på fordringer/gæld, se afsnit A.D.2.3 og
A.D.2.5.
For selskaber, der er omfattet af den nu - men ikke hidtil - gældende KGL
§ 2, har loven virkning fra og med 27.dec. 1990, jf. § 10 stk.1 i lov nr.394
af 6.juni 1991. For selskaber der ved skattepligtens indtræden havde
fordringer i deres besiddelse, som ikke var skattepligtige efter de hidtil
gældende regler, er der to muligheder for værdiansættelsen ved skattepligtens
indtræden. Den skattepligtige kan enten vælge fordringernes oprindelige
anskaffelsessummer eller deres værdi ved begyndelsen af indkomståret 1991.
Har selskabet forskudt indkomstår, kan værdien ved begyndelsen af
indkomståret 1991 anvendes. I sidstnævnte tilfælde anvendes værdien 31. dec.
1990, hvis fordringen ikke længere er i selskabets besiddelse ved begyndelsen
af indkomståret 1991.
Valget træffes for samtlige fordringer under ét.
Den nu gældende KGL § 5 stk.4 har kun virkning for gæld som selskabet har
stiftet 27.dec. 1990 eller senere, jf. § 10, stk.2 i lov nr.394 af 6.juni
1991.
For selskaber der er blevet omfattet af den nu - men ikke hidtil -
gældende KGL § 2, kan den hidtil gældende KGL § 5 stk.4 ikke anvendes for
gæld i fremmed valuta stiftet før 27.dec. 1990.
For selskabet der var omfattet af den hidtil gældende KGL § 2 stk.2
(næringsskattepligtige), har den nu gældende KGL § 5 stk.4 virkning for gæld
der stiftes den 29.maj 1991 eller senere.
For institutter omfattet af FBL § 1 nr.4 litra a-c og litra g eller SSL §
1 nr.5b samt realkreditaktieselskaber, har den nu gældende KGL § 5 stk.4,
2.pkt. virkning for gæld der stiftes i indkomståret 1990 eller senere.
Debitorskifte betragtes ikke som stiftelse af ny gæld.
A.D.2.3 Beskatningstidspunktet KGL § 8
Gevinst og tab medregnes som hidtil ved opgørelsen af indkomsten i det
indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).
Det vil sige ved afståelse, indfrielse, opgivelse m.v.
Ved afståelse af fordringen forstås enhver disposition, der medfører en
overgang af ejendomsretten til fordringen. Det er uden betydning, om den
stedfundne disposition har haft frivillig eller tvangsmæssig karakter.
Reglerne gælder derfor også for fordringer, der overdrages ved f.eks. bytte,
gave, arveforskud og kreditorforfølgning.
Ved en fordringshavers død anses fordringen dog kun for afstået af boet,
hvis den efterlevende ægtefælle, arving eller legatar ikke indtræder i
afdødes skattemæssige stilling (succederer) efter kildeskattelovens regler.
Ved indfrielse forstås enhver disposition, der bevirker en nedsættelse af
fordringens restgæld (afdrag), eller som bevirker, at fordringen ophører. Det
kan f.eks. være fordringens opfyldelse, opgivelse eller forældelse. Reglerne
omfatter også erstatnings- eller forsikringssummer, som fordringshaveren
modtager som erstatning for tab af en fordring.
* Ved den seneste ændring af KGL er der indføjet en ny bestemmelse, jf.
KGL § 6 A. Heraf følger, at gevinst på gæld som følge af tvangsakkord eller
aftale om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om
bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord) ikke skal
medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gør sig
gældende for gevinst på gæld som følge af gældssanering. Dette gælder dog
ikke i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens
værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet. Se endvidere afsnit
E.L.2. *
Om beskatningstidspunktet i øvrigt, se afsnit A.D.2.5.
A.D.2.3.1 Beskatning ved frigørelse for gæld KGL § 5
KGL § 5 indeholder regler om, i hvilket omfang gevinster og tab hos
skyldnere skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Dette gælder for det første de af § 2 omfattede skattepligtige selskaber
og fonde m.v., der således skal medregne alle kursbevægelser på såvel
fordringssiden som på skyldnersiden.
For øvrige skattepligtige reguleres forholdene af de grundlæggende
bestemmelser i statsskattelovens §§ 4-6. Dette indebærer, at kursgevinster og
tab på gæld som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, men
anses som formuebevægelser. Se evt. skd.cirk. pkt.62-63.
Et pengeinstitut påtænkte at markedsføre lån, der forrentes med en
grundrente, der reguleres i forhold til kursudviklingen mellem D-Mark og
danske kr.
Til dækning af kurssvingninger mellem danske kroner og lånevalutaen
beregnes en tillægsrente efter en nærmere angiven formel.
Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente
betegnede beløb skattemæssigt skal behandles som rente.
Tillægsrenten svarende til ændringen i kursforholdet mellem D-mark og
D.kr. kan efter Ligningsrådets opfattelse ikke betegnes som en rente i
skattemæssig forstand. Tillægsrenten skal beskattes efter kursgevinstloven og
således behandles som kursgevinst/-tab på fordringer henholdsvis gæld i
danske kroner. Dette medfører, at låntageren ikke skal medregne gevinst eller
tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, Skat 1989.4.351.
Et selskab, der drev næring med handel med fast ejendom, kunne ikke
fradrage de årlige indeksreguleringer på et indekslån i en kreditforening,
men indeksreguleringer skulle først tages i betragtning ved salgsopgørelsen,
Skat 1988.9.549. Se også E.J.4.2.
I lighed med den hidtil gældende bestemmelse i LL § 4, stk.3, opretholdes
i KGL § 5, stk.3, begrænsningen i adgangen til fradrag af tab ved
indeksregulering af hovedstol eller restgæld på lån. Bestemmelsen tager sigte
på pengeinstitutter, der modtager indlån og foretager udlån. I
overensstemmelse med det oprindelige formål med bestemmelsen gælder denne kun
for de skattepligtige, som omfattes af lovens § 2. Ligeledes i
overensstemmelse med den hidtil gældende regel bestemmes det i 2.pkt. af § 5,
stk.3, at de nævnte skattepligtige, der både har gæld og fordringer, som
indeksreguleres, ikke berøres af fradragsbegrænsningen, såfremt tab ved
indeksregulering af gæld kan rummes inden for gevinster ved indeksregulering
på fordringer efter samme indeks, jf. A.D.2.1.6 (Indeksregulering).
* KGL § 5 stk.4 er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991. Efter den
nugældende regel kan skattepligtige, omfattet af KGL §§ 2 og 3, kun fratrække
tab på gæld hvis fordringen er i danske kroner og ikke opfyldte mindstekravet
på udstedelsestidspunktet. Det er endvidere en betingelse, at gælden skal
indfries til en på udstedelsestidspunktet forud fastsat overkurs i forhold
til værdien på det oprindelige udstedelsestidspunkt. *
Se nærmere afsnit A.D.2.2.
Denne bestemmelse har til formål at modvirke den asymmetri, der opstår,
såfremt de pågældende skattepligtige kan fradrage kurstab på gæld, hvor den
tilsvarende kursgevinst som hovedregel vil være skattefri hos långiveren.
Fradragsbegrænsningen omfatter også skattepligtige personer efter KGL § 3,
hvorved bankiers og vekselerere også bliver omfattet af reglen. Da reglen om
mindsterenten medfører, at kursgevinster er skattepligtige for långiveren,
når den pålydende rente ligger under mindsterenten, er der imidlertid kun
behov for at afskære fradragsret for kurstab på gældsbreve m.v., som
forrentes med mindsterenten eller højere. Herved opnås symmetri også ved
pålydende rente i intervallet mellem mindsterenten og markedsrenten.
KGL § 8 A Særregel for realkreditinstitutter
Institutter der er omfattet af SSL § 1 stk.1 nr.5b og
realkreditaktieselskaber er for visse typer af fordringer og gæld ikke
omfattet af reglerne i KGL § 2, § 5 og § 8. Se evt. nærmere lovbek. nr.594 af
15.aug. 1991.
A.D.2.4 Fordringer i fremmed valuta KGL § 6
Ved lov nr.394 af 6.juni 1991 er KGL § 6 ændret. Gevinst/tab på
fordringer/gæld i fremmed valuta skal herefter altid medregnes ved opgørelsen
af den skattepligtige indkomst. Dette gælder uanset om fordringen/gælden
henføres til privatsfæren eller til erhvervsmæssig virksomhed.
KGL § 6 omfatter fordringer i fremmed valuta, det vil sige fordringer i
fremmed mønt. Fordringer, der alternativt lyder på en fremmed valuta og på
danske kroner efter fordringshaverens valg anses for en fordring i fremmed
valuta. ECU-obligationer anses som fordringer i fremmed valuta.
Eurokroneobligationer (obligationer, der lyder på danske kroner, men som
udstedes i udlandet), er fordringer i danske kroner, og omfattes således ikke
af § 6, men af § 7.
Samtlige kurssvingninger indgår i indkomstopgørelsen. Såvel kursgevinster
og -tab på grund af valutakurssvingninger som kursgevinster og -tab på grund
af børskurssvingninger indgår i indkomsten. Se i øvrigt afsnit A.D.2.3 og
A.D.2.5.
Gevinst/tab på konvertible obligationer i fremmed valuta, der ikke
beskattes efter reglerne i ABL eller LL § 16 B, beskattes efter de
almindelige regler i KGL § 6. Se i øvrigt afsnit A.D.2.1.7 og A.D.2.4.1.
A.D.2.4.1 Personer
Personer omfattet af KSL §§ 1 og 2, men ikke af KGL § 3, skal altid
medregne gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta ved
indkomstopgørelsen, jf. KGL § 6. Om skattepligtige efter KGL § 3 se afsnit
A.D.2.2.1.
Dette er en udvidelse af den personkreds der hidtil har været omfattet af
KGL § 6. Den hidtil gældende hovedregel har været, at private investorer kun
har været skattepligtige af gevinst på fordringer hvis fordringen ikke
opfyldte mindsterentekravet på erhvervelsestidspunktet. Erhvervsdrivende
personer skulle medregne gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta hvis
den havde erhvervsmæssig tilknytning.
Ifølge PSL § 4, stk.1, nr.2 henregnes gevinst/tab til kapitalindkomsten.
For alle skattepligtige personer efter KSL §§ 1 og 2, bortset fra personer
omfattet af KGL § 3, skal gevinst/tab på fordringer og gæld i fremmed valuta
medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hvis nettogevinst/tab
overstiger 1000 kr. i indkomståret. Overstiger nettogevinst/tab 1000 kr.
medregnes hele beløbet.
Personer, der har fordringer og gæld i fremmed valuta, hvor gevinst efter
de hidtil gældende regler ikke har været skattepligtige, kan ved opgørelsen
af gevinst/tab anvende enten værdien ved anskaffelsen/stiftelsen eller
værdien 27.dec. 1990, jf. § 10 stk.1 og 5 i lov nr.394 af 6.juni 1991.
Valget skal træffes for samtlige fordringer/gæld under ét.
Konvertible obligationer
Gevinst/tab på konvertible obligationer i fremmed valuta medregnes ved
indkomstopgørelsen fsv. der ikke sker beskatning efter ABL eller LL § 16 B.
For konvertible obligationer har ændringen af KGL § 6 stk.2 virkning fra
29.maj 1991 for konvertible obligationer hvor gevinst/tab ikke har været
skattepligtige efter de hidtil gældende regler. Ved opgørelsen af gevinst/tab
kan enten anvendes anskaffelsessummen eller værdien 29.maj 1991.
Valget træffes for samtlige konvertible obligationer under ét.
Om beregningen af gevinst/tab, se afsnit A.D.2.5.
A.D.2.4.2 Selskaber KGL § 2
Ændringen af KGL §§ 2 og 6 har ikke medført nogen ændring af den
skattemæssige behandling af selskabers gevinst/tab på fordringer og gæld i
fremmed valuta, idet selskaber hidtil har været skattepligtige af disse.
Hvad angår den skattemæssige behandling af låneforhold mellem
koncernforbundne selskaber, så gælder den nye bestemmelse vedrørende
fradragsbegrænsning for tab også fremmed valuta. Se nærmere afsnit A.D.2.2.6
og S.C.1.3.3.
A.D.2.5 Beskatningstidspunktet
Kursgevinster og -tab skal medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten
eller tabet er konstateret. Som hovedregel anses gevinst og tab for
konstateret, når det er realiseret ved hel eller delvis indfrielse af lånet
eller tilgodehavendet, jf. KGL § 8. Se endvidere afsnit A.D.2.3.
Beskatning forudsætter konstateret kursgevinst
Selv om en pengefordring på udstedelsestidspunktet ikke opfylder
mindsterentekravet, er det en forudsætning for beskatning af en kursgevinst,
at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst.
Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit eller
lavtforrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er det
samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har forældrene
ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor ikke være noget at beskatte
efter KGL.
Skattedepartementet har udtalt, at der ved ydelse af et rentefrit lån fra
far til søn var givet en gave til sønnen svarende til forskellen mellem
lånets hovedstol og kursværdien af faderens fordring på
stiftelsestidspunktet. Tilsvarende kan der statueres gave til låntager ved
lavtforrentede eller rentefri lån mellem andre interesseforbundne
skattesubjekter. Derimod bør der efter departementets opfattelse ikke ske
kursgevinstbeskatning af långiver, hvis lånet er ydet med det samme beløb,
som skal tilbagebetales, jf. skd.cirk. pkt.40. Dette udelukker dog ikke, at
man i gensidigt bebyrdende kontraktforhold, f.eks. ved salg af fast ejendom,
statuerer kursgevinst, hvis der som led i købesummens berigtigelse udstedes
et rentefrit eller lavtforrentet gælds- eller pantebrev. Sælgeren af
ejendommen vil blive beskattet af kursgevinster i forhold til fordringens
kursværdi på udstedelsestidspunktet, medmindre det kan godtgøres, at den
faktiske anskaffelseskurs er højere. Endvidere bemærkes, at i tilfælde, hvor
rentefrie eller lavtforrentede lån er udtryk for vilkårlig
indkomstoverflytning, opretholdes den gældende praksis om beskatning hos
långiver (fikseret indkomst), Skat 1988.9.557.
Opgørelse af gevinst og tab
Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem anskaffelsessum og
afståelsessum eller indfrielsessum.
Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet,
medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et
højere beløb.
Anskaffelsessummen for konvertible obligationer opgøres efter reglerne i
aktieavancebeskatningsloven. Det vil sige efter aktie-for-aktie-metoden for
almindelige aktier. Hovedaktionærer, der afstår den konvertible obligation
efter 3 års ejertid, skal dog opgøre fortjenesten efter en gennemsnitsmetode.
Gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem forpligtelsens værdi
ved påtagelsen og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.
Ved delvis indfrielse, det vil sige afdrag, opgøres gevinst og tab som
forholdet mellem:
indfrielsessum - anskaffelsessum
-------------------------------- x afdrag
indfrielsessum
Se evt. taleksemplet i skd.cirk. af 9.okt. 1986, pkt.74.
Ved afståelse af obligationer (herunder udtrækning) der er registreret på
samme konto inden for samme fondskode anvendes et first in-first out princip,
således at de først erhvervede anses for de først afståede, jf. KGL § 8,
stk.3.
Reglen i § 8, stk.3, er ikke til hinder for, at Ligningsrådet giver
tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmåde. Ligningsrådet kan f.eks.
give tilladelse til at anvende den gennemsnitlige anskaffelsessum for
samtlige obligationer i en enkelt fondskode i stedet for hver enkelt
obligations anskaffelsessum.
Lagerprincippet
Ligningsrådet kan i medfør af KGL § 8 give tilladelse til, at
skattepligtige efter KGL ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og
gæld i såvel dansk mønt som udenlandsk valuta kan ændre opgørelsesmåde.
Ligningsrådet har bemyndiget de kommunale skattemyndigheder til at meddele
skattepligtige overgang fra realisations- til lagerprincip, jf.
T&S-cirk.1990-15, der samtidig ophævede SD-cirk.1987-35 og 1989-11.
Bemyndigelsen gælder kun skattepligtige efter KGL §§ 2-3. Skattepligtige
efter LL § 29 (kommanditister m.v.) skal fortsat indsende ansøgning om
principskifte til Told- og Skattestyrelsen. Det samme gør sig gældende for
private investorer med fordringer i dansk mønt hvor mindsterentekravet ikke
er opfyldt, og fordringer/gæld i udenlandsk valuta.
Ved lagerprincippet medregnes ikke-realiserede kurssvingninger ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Værdiansættelsen sker efter
kursværdien på statustidspunktet. Fortjeneste og tab ved salg beregnes ud fra
den kursværdi, der var gældende ved sidste status. Dette gælder også, når
obligationskursen på statusdagen er over pari, Skat 1989.11.874.
I Skat 1990-12-982 f fandt LSR, at et selskab der var omfattet af KGL § 2,
og som anvendte lagerprincippet ved opgørelse af gevinst/tab på fordringer
omfattet af KGL § 1, også kunne anvende dette princip ved opgørelse af
gevinst/tab på terminsforretninger, der var skattepligtige efter SL § 4 f.
Tilladelse til at anvende lagerprincippet på fordringer og gæld i
udenlandsk valuta indebærer, at såvel børskurs- som valutakurssvingninger
skal behandles efter dette princip.
Som hovedregel kan og skal virksomheden anvende
"lagerprincippet" på finanslån, hvis virksomheden iøvrigt har
anvendt dette princip på sine udenlandske mellemværender. Undtagelse herfra
kan dog gælde i forbindelse med finansiering ved valutalån af køb af skibe og
visse større maskinanskaffelser fra udlandet.
I almindelighed kan virksomheden ikke nægtes adgang til at anvende
lagerprincippet.
Et amerikansk selskab, hvis eneste aktivitet var at drive en filial i
Danmark, som det finansierede, anvendte fra 1982 for første gang
lagerprincippet og fratrak urealiseret valutakurstab, der var akkumuleret fra
1976-82 vedrørende finansieringen. Filialen havde modtaget stadigt stigende
rentefri forskud, der forfaldt på anfordring. Forskuddene voksede i takt med
investeringerne. Der forelå ingen skriftlig aftale om forholdet. Selskabet
kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anvende lagerprincippet under
henvisning til de atypiske låneforhold, hvor afviklingsvilkårene ikke kunne
dokumenteres.
Overgang til at anvende lagerprincip vil sædvanligvis finde sted fra og
med det indkomstår, der angår den senest foreliggende selvangivelse.
Virksomheden kan dog vælge at placere overgangsåret inden for den almindelige
5-årsfrist.
KGL har ikke tilsigtet nogen ændring i denne praksis, der således fortsat
er gældende. Det betyder, at overgang til anvendelse af lagerprincippet
fortsat kan ske i forståelse med de lokale ligningsmyndigheder, men således
at princippet med virkning fra og med indkomståret 1986 skal anvendes for
såvel børskurs - som valutakurssvingninger, jf. ovenfor.
Akkumuleret tab eller vinding, der fremkommer i perioden fra udlandslånets
optagelse og frem til overgangsårets statusdag, skal medregnes i
indkomstopgørelsen for overgangsåret.
Der skal normalt anvendes samme princip vedrørende samtlige
mellemværender.
Såfremt en virksomhed overgår til anvendelse af lagerprincippet, kan
virksomheden ikke senere uden tilladelse fra ligningsmyndighederne ændre
princip, jf. T&S-cirk.1990-15.
* Selskaber, der er blevet omfattet af den nu - men ikke hidtil - gældende
KGL § 2, der har fordringer/gæld i danske kroner, der ikke efter de hidtil
gældende regler har været skattepligtige, skal ligeledes anmode
ligningsmyndighederne om tilladelse til at anvende lagerprincippet.
Har sådanne selskaber tidligere fået tilladelse til at anvende
lagerprincippet på fordringer/gæld i fremmed valuta, skal der, såfremt man
ønsker at anvende realisationsprincippet, søges ligningsmyndighederne om
tilladelse til anvendelse af dette. *
Afløsning eller prolongation
Prolongeres et udlandslån betragtes det prolongerede lån som et nyt
selvstændigt lån, således at den ved prolongationen beregnede kursgevinst,
henholdsvis det beregnede kurstab, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for
prolongationsåret.
Omlægning til anden valuta
Når et udlandslån omlægges til en anden valuta betragtes det omlagte lån
ikke som et nyt selvstændigt lån, hvorfor den ved omlægningen beregnede
kursgevinst, henholdsvis det beregnede kurstab, ikke kan medregnes ved
indkomstopgørelsen på omlægningstidspunktet.
Debitorskifte
I tilfælde af debitorskifte må det overtagne lån i relation til
erhververen anses for stiftet på tidspunktet for overtagelsen af lånet og til
valutakursen på dette tidspunkt. Konstaterede kurssvingninger må herefter
medtages ved erhververens indkomstopgørelse for de indkomstår, hvori afdrag
eller indfrielse sker, såfremt betingelsen herfor i øvrigt er opfyldt. På
tilsvarende måde må lånet i relation til overdrageren anses for indfriet på
tidspunktet for overdragelsen af lånet og til valutakursen på dette
tidspunkt. Den af overdrageren ved indfrielsen konstaterede kursgevinst eller
-tab skal medtages ved overdragerens indkomstopgørelse i overdragelsesåret,
såfremt betingelserne for at lade kurssvingninger påvirke indkomstopgørelsen
i øvrigt er opfyldt.
Hvis den erhvervsmæssige aktivitet, hvortil lån er knyttet, afhændes til
anden side, men den oprindelige låntager stadig er debitor, kan der også
efter afståelsen medregnes valutakursgevinster og -tab., jf. bl.a. Skat
1986.8.515.
Et ApS optog i jan. 1981 et udlandslån på 15.000 sfr, der blev anvendt til
indretning af en af selskabet drevet frisørsalon. I juli s.å. anmeldtes lånet
til Nationalbanken som overdraget til hovedanpartshaveren, der var indtrådt i
den oprindelige låneaftale på uændrede vilkår. I 1982 blev der afdraget på
lånet, hvorved der var konstateret et kurstab på 2.096 kr. Dette tab kunne
ikke fratrækkes, idet lånet - efter hovedanpartshaverens overtagelse af dette
- måtte betragtes som et ikke erhvervsmæssigt lån, jf. lsr.1985.172.
Kurssikringspræmier m.v.
Udgifter til kurssikring af gæld eller tilgodehavende, herunder
omkostninger ved valutaterminsforretninger, der har til formål at kurssikre
gæld eller fordringer, behandles skattemæssigt på samme måde som en
valutakursregulering af den pågældende fordring eller gæld.
Overgangsregler
Der er fastsat særlige overgangsregler i § 10, stk.10-11 for de
skattepligtige, der efter de hidtidige regler ikke har skullet medregne
gevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta. De skattepligtige
kunne vælge mellem anskaffelsessummen/værdien ved forpligtelsens påtagelse,
værdien ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller værdien pr. 31.dec. 1985.
Skattepligtige efter fondsbeskatningsloven har en tilsvarende
valgmulighed, dog står valget mellem begyndelsen af indkomståret 1987 eller
værdien pr. 31.dec. 1986.
For en række skatteydere, der har haft fordringer, hvor
valutakursgevinsten er skattepligtig, men børskursgevinsten hidtil har været
skattefri, inddrages børskursgevinsterne nu under skattepligten. I disse
situationer kan der i følge overgangsreglen i KGL § 10, stk.10, ved
opgørelsen af fordringens "anskaffelsessum" vælges mellem
børskursen på anskaffelsestidspunktet, børskursen den 31.dec. 1985 eller ved
begyndelsen af indkomståret 1986.
Finanslån optaget før 1.jan. 1976 er dog undtaget fra de ovennævnte
regler. Ifølge KGL § 10, stk.12, finder de hidtil gældende regler vedrørende
disse lån fortsat anvendelse. Der henvises til ligningsvejledningen 1985 side
777 ff.
A.D.2.6 Terminsforretninger m.v.
Reglerne for den skattemæssige behandling af gevinst/tab på
terminskontrakter m.v. er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991.
De ændrede beskatningsregler har virkning for kontrakter og aftaler
indgået den 1.juli 1991 eller senere.
Efter de hidtil gældende regler er gevinst/tab på terminskontrakter m.v.
blevet beskattet efter SL § 4 f. Disse regler er beskrevet nedenfor.
Kontrakter m.v., indgået før 1.juli 1991 anses for omfattet af de hidtil
gældende regler uanset afviklingstidspunkt.
Modregning af tab i gevinster kan kun foretages når kontrakterne er
omfattet af samme regler.
Terminskontrakter m.v., indgået den 1.juli 1991 eller senere behandles i
skattemæssig henseende efter KGL §§ 8 C-8 G. Se nærmere afsnit A.D.2.6.2.
A.D.2.6.1 Kontrakter m.v. indgået før 1.juli 1991
Terminsforretninger med fordringer m.v. går ud på, at der købes eller
sælges fordringer (værdipapirer eller valuta) til en bestemt kurs til salg
eller levering på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Kursen på dette tidspunkt
vil være afgørende for, om der er gevinst eller tab på terminsforretningen.
En valutaterminsforretning, der indgås for at dække kursrisiko, bedømmes i
sammenhæng med det arrangement, som terminsforretningen dækker. Den
skatteretlige bedømmelse ses i sammenhæng med de skatteretlige regler, som
gælder for arrangementet.
Ovenstående synspunkter finder også anvendelse på
valutaterminsforretninger indgået af momsregistrerede virksomheder.
Et selskab, der drev virksomhed som sommerhusudlejningsbureau i Jylland,
begærede bindende forhåndsbesked om, hvorvidt valutakursgevinst og -tab på
terminsforretninger i D-mark skulle indgå i selskabets indkomstopgørelse. Det
fremgik, at selskabet i væsentligt omfang formidlede udlejning af sommerhuse
til tyskere, der betalte i D-mark enten ved lejekontraktens indgåelse eller
umiddelbart forud for lejeforholdets afvikling. Udlejerne af husene påtog sig
ikke nogen valutakursrisiko, idet lejen med sommerhusejerne var aftalt i
danske kr. For selskabet ville det administrativt være lettest, såfremt de
løbende D-mark-indbetalinger kunne omveksles løbende og køb af D-mark
vedrørende terminsforretningerne først skulle ske ved terminsforretningernes
afvikling. Selskabet påtænkte derfor at indgå terminsforretninger pr. 1.juli
1987 og 1988 for køb af 19 mill. D-mark svarende til den forventede
lejeindtægt fra tyske lejere for at have sikkerhed for lejeindtægternes
kursværdi, og for at selskabet blev i stand til at budgettere hermed.
Ligningsrådet fandt, at de omhandlede valutaterminsforretninger kunne
anses for indgået for at afdække selskabets erhvervsmæsige valutakursrisiko
på omsætningen hidrørende fra tyske kunder, hvorfor valutakursgevinst/-tab på
disse forretninger skulle medregnes ved selskabets indkomstopgørelse.
Eventuelle valutaterminsforretninger indgået uden tilknytning til selskabets
erhvervsmæssige virksomhed skulle behandles som enkeltstående
væddemålskontrakter, hvilket indebar, at gevinst var skattepligtig, medens
tab ikke kunne fratrækkes, jf. SL § 4 f.
I Skat 1990.7.546 fandt Landsskatteretten, at en produktionsvirksomhed
havde fradrag for tab på en valutaterminskontrakt, der var indgået til
sikring af tilgodehavender og leverancer.
I Skat 1989.5.405 fandt lsr., at et selskab der drev
finansieringsvirksomhed, kontraktfinansiering og anden forretningsvirksomhed
var næringsdrivende med finansielle fordringer, jf. SL §§ 4 og 5 a. Selskabet
var derefter berettiget til i regnskabsåret 1984/85 og 1985/86 at medregne
henholdsvis gevinst og tab på valutaterminsforretninger. Det var oplyst, at
selskabet i regnskabsåret 1984/85 havde foretaget 4 valutaterminsforretninger
med nettotab. I regnskabsåret 1985/86 var der foretaget 17
valutaterminsforretninger med nettogevinst. Det var endvidere oplyst, at
valutaterminsforretningerne ikke var foretaget i kurssikringsøjemed, samt at
selskabet i regnskabsåret 1985/86 havde foretaget køb og salg af aktier i
betydeligt omfang.
I Skat 1990-12-982 f fandt LSR, at et selskab der var omfattet af KGL § 2,
og som anvendte lagerprincippet ved opgørelse af gevinst/tab på fordringer
omfattet af KGL § 1, også kunne anvende dette princip ved opgørelse af
gevinst/tab på terminsforretninger, der var skattepligtige efter SL § 4 f.
Hvis der i det enkelte tilfælde ikke foreligger den nødvendige sammenhæng
med f.eks. en erhvervsmæssigt påtaget risiko, betragtes en
valutaterminsforretning som en væddemålskontrakt, der omfattes af
statsskattelovens § 4, litra f.
I en bindende forhåndsbesked (Skat 1989.6.485) fandt Ligningsrådet, at en
skatteyders gevinst og tab ved deltagelse i en banks valutapuljelånsordning
måtte anses for at være en art væddemål, hvorfor det var skattepligtigt jf.
SL § 4 f. Det var i sagen oplyst, at skatteyderen ikke havde nogen
erhvervsmæssig tilknytning til penge- og kapitalmarkedet, samt at deltagelse
i valutapuljelånsordningen ikke var erhvervsmæssigt begrundet. Ligningsrådet
fandt endvidere, at skatteyderens deltagelse i valutapuljelånsordningen var
af en sådan målestok, at den var større end hvad skatteyderens økonomi
isoleret set tillod. Ligningsrådet bemærkede, at deltagelse i bankens
valutapuljelånsordning måtte bedømmes for hver enkelt skatteyder for sig.
Obligations- og valutaterminsforretninger
Obligationsterminsforretninger uden for næringstilfælde er af
Landsskatteretten anset for at være en væddemålskontrakt, jf. SL § 4 f, se
Skat 1989.4.330 (en revisors enkeltstående obligationsterminsforretning) og
Skat 1989.12.959 (en lønmodtager havde i 1986 foretaget 38
obligationsterminsforretninger). Begge tilfælde henførtes under SL § 4 f.
I Skat 1990.10.796 f anså Landsskatteretten en revisors tab på 57
valutaterminsforretninger og gevinst på 13 obligationsterminsforretninger for
omfattet af SL § 4 f. Landsskatteretten fandt endvidere, at der kunne
foretages modregning af tab og gevinst på forretninger foretaget inden for
samme år med den begrænsning at nettotab ikke var fradragsberettiget.
Beskatning
En eventuel nettokursgevinst på terminsforretninger indgået før 1.juli
1991 er, når beskatningen sker efter SL § 4 f, skattepligtig som personlig
indkomst. Nettokurstab er ikke fradragsberettiget.
A.D.2.6.2 Kontrakter m.v., indgået d. 1.juli 1991 eller senere KGL §§ 8
C-8 G
Gevinst/tab på terminskontrakter samt aftaler om købe- og salgsretter m.v.
reguleres af KGL § 8 C-8 G. Disse regler er gældende for kontrakter m.v.
indgået den 1.juli 1991 eller senere.
De her beskrevne regler gælder for kontrakter m.v., der er indgået uden
sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet. Se nærmere nedenfor afsnit
A.D.2.6.2.2.
Kontrakter og aftaler, omfattet af KGL § 8 C, der er indgået den 1.juli
1991 eller senere, kan generelt opdeles i 2 hovedgrupper. Det er
aktiebaserede og ikke aktiebaserede kontrakter og aftaler.
Aktiebaserede kontrakter m.v.
Aktiebaserede kontrakter og aftaler er defineret som kontrakter og
aftaler, hvor der indgår et aktieelement. Det kan være en kontrakt der er
baseret på f.eks. en børsnoteret aktie, et aktieindex eller hvor der blot
indgår eksempelvis en børsnoteret aktie.
Ikke aktiebaserede kontrakter m.v.
Ikke aktiebaserede kontrakter og aftaler er defineret som kontrakter og
aftaler hvor der ikke indgår et aktieelement.
A.D.2.6.2.1 Fællesregler
For kontrakter og aftaler omfattet af KGL § 8 C, indgået den 1.juli 1991
eller senere, skal gevinster medregnes ved indkomstopgørelsen for 1991. Dette
gælder også for kontrakter og aftaler der ikke var afviklet ved indkomstårets
udløb. For sådanne kontrakter og aftaler opgøres gevinst/tab efter
lagerprincippet. Gevinst/tab opgøres som forskellen mellem kontraktens
kursværdi på statustidspunktet og anskaffelsessummen.
A.D.2.6.2.2 Undtagelser fra hovedreglen KGL § 8 D
KGL § 8 D er en undtagelsesbestemmelse. For kontrakter og aftaler omfattet
af § 8 D reguleres skattepligten af gevinst/tab efter skattelovgivningens
almindelige regler.
Omfattet af KGL § 8 D er kontrakter og aftaler der i almindelighed
anvendes i tilknytning til aftaler vedrørende køb og salg af varer og
tjenesteydelser, jf. KGL § 8 D, stk.3.
Undtaget fra beskatning efter KGL § 8 C er gevinst/tab på aftaler
vedrørende fast ejendom, jf. KGL § 8 D, stk.1, nr.1.
Gevinst/tab på aftaler vedrørende fast ejendom beskattes efter
skattelovgivningens almindelige regler.
Undtaget fra beskatning efter KGL regler er også tegningsretter til aktier
m.v., der omfattes af ABL, jf. KGL § 8 D, stk.1, nr.2.
En tegningsret er defineret som en ret, udstedt af et selskab, der
berettiger erhververen til at tegne aktier, konvertible obligationer m.v. i
selskabet. Gevinst/tab på sådanne tegningsretter beskattes efter reglerne i
ABL.
Endvidere er kurskontrakter undtaget beskatning efter KGL § 8 C, jf. KGL §
8 D, stk.1, nr.3. Ved en kurskontrakt (termin eller future) omfattet af
undtagelsesbestemmelsen, forstås en kontrakt der inddgåes af en låntager i
forbindelse med optagelse eller indfrielse af et realkredit- eller
realkreditlignende lån.
Betingelserne for at en kurskontrakt er omfattet af bestemmelsen er, at
debitor ikke er omfattet af KGL §§ 2 og 3, eller er næringsskattepligtig ved
omsætning af fast ejendom. Det beror på en konkret bedømmelse, hvorvidt en
kurskontrakt kan anses for omfattet af bestemmelsen.
Endelig er konverteringsretter, knyttet til obligationer, pantebreve,
gældsbreve og andre pengefordringer, også omfattet af
undtagelsesbestemmelsen, jf. KGL § 8 D, stk.1, nr.4.
Bestemmelsen omfatter obligationer og sælgerpantebreve m.v. der er
konverterbare. D.v.s. at lånet kan indløses før det aftalte
indfrielsestidspunkt til en på forhånd fastsat kurs (typisk pari). Dette er
reelt en køberet til fordringen, som långiver indrømmer låntager.
Endelig er der desuden en mere generel undtagelsesbestemmelse i KGL § 8 D,
stk.2. Bestemmelsen unddtager sædvanlige aftaler om levering af varer og
tjenesteydelser, der er til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt
af egen virksomhed.
Bestemmelsen undtager endvidere aftaler om levering af varer og
tjenesteydelser til privat brug.
I de to sidstnævnte undtagelsestilfælde er betingelsen for at være
omfattet af bestemmelsen, at kontrakten ikke er børsnoteret, samt at den kun
kan opfyldes ved levering.
A.D.2.6.3 Aktiebaserede kontrakter
Som beskrevet tidligere er aktiebaserede kontrakter defineret som alle
kontrakter i hvilke der indgår et aktieelement. Den skattemæssige behandling
af gevinst/tab på aktiebaserede kontrakter reguleres af KGL § 8 F.
Skattepligtige efter KGL § 8 F er alle skatte- og
realrenteafgiftspligtige. Disse skattepligtige kan deles op i fire grupper.
Den første gruppe består af næringsskattepligtige efter ABL § 3. For disse
skattepligtige reguleres den skattemæssige behandling af gevinst/tab på
aktiebaserede kontrakter omfattet af KGL § 8 F af de almindelige regler i
ABL. Dette gælder for alle aktiebaserede kontrakter, uanset om de indeholder
en ret eller pligt til at afstå aktier, eller en ret eller pligt til at
erhverve aktier, jf. KGL § 8 F, stk.1 og 4.
Den anden gruppe af skattepligtige er selskaber omfattet af KGL § 2, men
ikke af ABL § 3. Disse selskaber kan efter skattelovgivningens almindelige
regler i det enkelte indkomstår generelt fradrage tab på kontrakter der
indeholder en ret eller pligt til at erhverve aktier. Gevinster på sådanne
kontrakter, samt gevinst/tab på kontrakter der indeholder en ret eller pligt
til at afstå aktier er omfattet af hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3.
Den tredje gruppe af skattepligtige består af personer omfattet af KSL §§
1 og 2, men ikke af ABL § 3, som har en kontrakt der indebærer en ret eller
pligt til at erhverve aktier, og hvor det godtgøres, at kontrakten har
erhvervsmæssig tilknytning. For denne gruppe af skattepligtige, er der for
sådanne kontrakter generel adgang til, i det enkelte indkomstår, at fratrække
tab efter skattelovgivningens almindelige regler. Gevinster på sådanne
kontrakter, samt gevinst/tab på kontrakter der indeholder en ret eller pligt
til at afstå aktier er omfattet af hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3.
Den fjerde gruppe af skattepligtige består af personer omfattet af KSL §§
1 og 2, hvor kontrakten ikke har erhvervsmæssig tilknytning, herunder
personer der er skattepligtige efter ABL § 3.
For denne gruppe skal gevinst/tab på alle kontrakter der er omfattet af
KGL § 8 F, opgøres efter hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3
Aktiebaserede kontrakter. Hovedreglen
For alle kontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C, herunder aktiebaserede
kontrakter omfattet af hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3, skal gevinst/tab
opgøres efter lagerprincippet. Det betyder, at for kontrakter der ikke var
afviklet ved indkomstårets udløb, skal gevinst/tab medregnes ved
indkomstopgørelsen efter de i KGL § 8 F, stk.2 og 3 nævnte regler.
Gevinst/tab på den enkelte kontrakt opgøres som forskellen mellem
kontraktens værdi på statustidspunktet og anskaffelsessummen.
For kontrakter der indgåes og afvikles i indkomståret, opgøres gevinst/tab
som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen.
Som udgangspunkt skal kontrakter, der opgøres efter reglerne i KGL § 8 F
opdeles i grupper. Hver gruppe består af kontrakter der er baseret på samme
børsnoterede aktie, samme aktieindex o.s.v.
Efter hovedreglen er det uden betydning for opgørelsen af gevinst/tab
indenfor de enkelte grupper af kontrakter, om de indeholder en ret eller
pligt til at erhverve eller afstå aktier. Det afgørende er hvad kontrakten er
baseret på. Om undtagelser fra hovedreglen, se ovenfor.
Der er ikke adgang til modregning af tab og gevinster grupperne imellem.
Der kan kun foretages modregning af tab i gevinster indenfor den enkelte
gruppe. Nettotab kan ikke fradrages i 1991.
Tab på en kontrakt kan modregnes i ægtefællens eventuelle nettogevinster
på kontrakter der kan henføres til samme gruppe. Betingelsen for modregning
mellem ægtefæller er, at ægtefællen med tabsgivende kontrakter har modregnet
i eventuelle gevinster på kontrakter indenfor samme gruppe. Det er endvidere
en betingelse, at de var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. KSL § 4.
Om modregning af tab i gevinster mellem indkomstår, se afsnit A.D.2.6.5.
A.D.2.6.4 Ikke aktiebaserede kontrakter KGL § 8 G
Indledningsvis skal der henvises til det i afsnit A.D.2.6.2.1 anførte
vedrørende generelle regler for den skattemæssige behandling af gevinst/tab
på kontrakter m.v., omfattet af KGL § 8 C.
For ikke aktiebaserede kontrakter m.v., omfattet af KGL § 8 G, er
udgangspunktet at der er generelt fradrag for tab. Tab kan dog kun fratrækkes
i det omfang det kan modregnes i en gevinst.
For ikke aktiebaserede kontrakter er der generel modregningsadgang af tab
i gevinster. Sammenholdt med hovedreglen for opgørelse af gevinst/tab på
aktiebaserede kontrakter svarer det til at ikke aktiebaserede kontrakter
anses for at tilhøre en og samme gruppe. Gevinst/tab kan derfor opgøres efter
samme princip som for det ovenfor beskrevne f.s.v. angår aktiebaserede
kontrakter.
Undtaget fra beskatning efter hovedreglen er skattepligtige efter KSL § 1
og 2 der kan godtgøre at kontrakten har erhvervsmæssig tilknytning. I sådanne
tilfælde beskattes gevinst/tab efter skattelovgivningens almindelige regler.
Endvidere har selskaber generelt adgang til at fratrække årets nettotab.
De skal således ikke følge hovedreglen ved opgørelse af gevinst/tab.
A.D.2.6.5 Beregning af gevinst/tab KGL § 8 E
Indledningsvis skal det bemærkes, at der i indkomståret 1992 og de 4
efterfølgende år under visse betingelser at overføre gevinst/tab til
modregning.
Det overordnede princip er, at den skattepligtige kan overføre det
aktuelle indkomstårs gevinst/tab til modregning i de foregående og
efterfølgende 5 indkomstår.
Tilbageføringen af gevinst/tab er dog begrænset således, at der ikke kan
modregnes i kontrakter og aftaler indgået før 1.juli 1991.
Hvis den skattepligtige i indkomståret 1991 havde nettogevinst på såvel en
aktiebaseret som en ikke aktiebaseret kontrakt eller aftale, kan der i de
efterfølgende 5 år fratrækkes tab på kontrakten eller aftalen. Fradraget i de
efterfølgende 5 år kan dog ikke overstige nettogevinsten i 1991 på kontrakten
eller aftalen.
Skattepligtige, der i 1991 havde nettotab på aktiebaserede kontrakter og
aftaler, kan fremføre dette til modregning i gevinster på samme gruppe af
kontrakter i de efterfølgende 5 år.
Nettotab på ikke aktiebaserede kontrakter og aftaler kan overføres til
modregning i nettogevinster på ikke aktiebaserede kontrakter i de
efterfølgende 5 år.
Det væsentlige i forhold til modregningsadgangen i efterfølgende
indkomstår er således at identificere de uafsluttede kontrakter hvor der i
indkomståret 1991 var nettogevinst.
For aktiebaserede kontrakter kan kontrakterne med fordel deles op i
grupper med angivelse af nettotab.
For ikke aktiebaserede kontrakter bør eventuelle nettotab opgøres.
For alle kontrakter omfattet af KGL § 8 C opgøres gevinst/tab efter de
nedenfor nævnte principper.
For kontrakter der er indgået og realiseret i indkomståret opgøres
gevinst/tab som forskellen mellem kontraktens afståelsesværdi og
anskaffelsessummen.
For kontrakter der er indgået, men ikke realiseret i indkomståret, opgøres
gevinst/tab som forskellen mellem værdien ved indkomstårets udløb og
kontraktens anskaffelsessum.
Afvikles en kontrakt ved levering, beregnes gevinst/tab på kontrakten og
det overdragne aktiv eller passiv hver for sig. Gevinst/tab beregnes efter de
ovenfor anførte principper. Det overdragne aktiv eller passiv anses for
erhvervet/afstået på afviklingsdagen. Værdien af det overdragne aktiv
værdiansættes til markedsværdien på afviklingsdagen, jf. KGL § 8 E, stk.1.
I KGL § 8 E, stk.2 er der en regel efter hvilken Ligningsrådet i ganske
særlige tilfælde kan give tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet
ved opgørelse af gevinst/tab på kontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C. Det er
en betingelse for dispensation fra lagerprincippet, at den pågældende
kontrakt indgåes som led i virksomhedens primære drift for at sikre
leverancer til og fra virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at det
vil være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden hvis gevinst/tab på
kontrakten skal opgøres efter lagerprincippet.
A.D.3 Overskud/underskud vedr. bolig i egen ejendom
A.D.3.1 Lejeværdi af bolig i egen ejendom
Ifølge SL § 4 b medregnes lejeværdien af bolig i egen ejendom ved
indkomstopgørelsen.
De nærmere regler om, hvorledes denne lejeværdi skal beregnes som en
procentdel af ejendomsværdien, er fastsat i LL §§ 15 A-15 I.
Lejeværdi for ejendomme, der ikke er omfattet af ligningslovens
procentregler, skal i overensstemmelse med hovedreglen i statsskatteloven
ansættes efter et skøn. Udgangspunktet for skønnet er, hvad ejendommen
(lejligheden) kan indbringe ved udlejning til fremmede.
Dersom der ved lov eller offentlig myndigheds bestemmelse er fastsat et
maksimum for huslejens størrelse ved udleje til fremmede, kan lejeværdien
normalt ikke overstige dette maksimum. I den forbindelse skal det nævnes, at
et huslejenævns godkendelse af den mellem nært beslægtede aftalte leje ikke
kan tillægges betydning, da huslejenævnet kun påser, at huslejen ikke er for
høj.
Ifølge PSL § 4, stk.1, nr.6, medregnes overskud eller underskud af en-
eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder, grunde og lignende
ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Bestemmelsen omfatter:
- ejendomme, som kun indeholder en selvstændig lejlighed, jf. LL §§ 15 B,
stk.1,
- tofamilieshuse, jf. LL § 15 B, stk.2,
- stuehuse, jf. LL § 15 B, stk.3,
- ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som i
væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jf. LL § 15 B, stk.5. Dette
gælder dog kun den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren,
- grunde, der må antages at have nytteværdi for ejeren.
Kun ejendomme, som helt eller delvis tjener til bolig for ejeren, er
omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter ejendomme, der udlejes en del
af året og ejendomme, hvoraf en del udlejes. Bestemmelsen omfatter derimod
ikke ejendomme, der i hele året udelukkende benyttes til udlejning.
Overskud eller underskud af nævnte ejendomme omfatter: Lejeværdi af bolig
i egen ejendom, jf. LL §§ 15 B-15 I, indtægter ved udlejning en del af året
(f.eks. udlejning af et sommerhus) eller indtægter ved udlejning af en del af
ejendommen (f.eks. ved udlejning af den anden lejlighed i et tofamilieshus
eller ved udleje af værelser, i det omfang indtægten er skattepligtig, jf.
E.K. Endelig kan de hertil knyttede udgifter fratrækkes.
A.D.3.1.1 Hvornår skal der medregnes lejeværdi
Udgangspunktet er, at lejeværdien af bolig i den skattepligtiges egen
ejendom medregnes ved indkomstopgørelsen, hvad enten han har gjort brug af
sin beboelsesret eller ej.
Såfremt den skattepligtige ikke har ejet ejendommen i hele indkomståret,
nedsættes lejeværdien forholdsmæssigt.
Lejeværdien skal i almindelighed ikke medregnes, hvis skatteyderen
midlertidigt har været afskåret fra at benytte boligen, fordi den har været
ubeboelig, f.eks. på grund af reparation efter en vandskade, jf. lsr.1982.23.
Ifølge lsr.1981.20 skulle lejeværdien heller ikke medregnes for en
ejendom, som på grund af hærværk var ubeboelig, idet samtlige installationer
og ruder var ødelagt, ligesom ejendommens forsyning af elektricitet, gas og
vand var afbrudt.
Lejeværdien skal heller ikke medregnes, hvis skatteyderen endeligt har
opgivet sin boligret og ved sine dispositioner har tilkendegivet dette, jf.
lsr. 1970.109 (fraflyttet grundet ny stilling i en anden by og udbudt huset
til salg), og lsr. 1983.16 (sommerhus, som havde været udbudt til salg gennem
længere tid og som rent faktisk ikke havde været benyttet, hvortil kom, at
ejeren havde et andet sommerhus i samme område, som han havde benyttet), men
modsat lsr. 1976.149 (huset udbudt til salg, men ejeren flyttede senere ind
igen).
* Et sommerhus blev lejet ud få uger pr. år og nogle år slet ikke. Den
skattepligtige, som ejede endnu et sommerhus, og som erklærede aldrig at have
brugt sommerhuset til privat formål, blev beskattet af lejeværdien, idet
ejeren ikke havde afskåret sig fra at kunne disponere over ejendommen,
t&s nyt 1991.16.869. *
Hvis skatteyderen efter overtagelsen af et nyt hus bliver boende i den
hidtidige ejendom indtil den er solgt, er han skattepligtig af begge
ejendommes lejeværdi, jf. HD af 4.marts 1983 (skd. 65.205).
Ifølge VLD af 16. dec. 1980 (skd.61.182) skulle en skatteyder ikke
medregne lejeværdien af stuehuset på en landbrugsejendom, som han havde købt
i 1967. Stuehuset havde efter en tiltrængt restaurering siden 1968 været
udlejet som sommerbolig i den udstrækning, det var muligt. Udlejningsbureauet
havde disponeret over huset fra 1.maj-1.nov. Da huset var el-opvarmet og ikke
særlig godt isoleret, var udlejning uden for denne periode ikke mulig.
A.D.3.1.2 Hvornår anvendes procentreglerne
Procentreglerne anvendes kun, når ejendommen benyttes af ejeren selv. Hvis
boligen er stillet til rådighed for eller udlejet til f.eks. ejerens børn,
skal boligen betragtes som en udlejningsejendom og der skal derfor
indtægtsføres en lejeindtægt, svarende til udlejningsværdien (se E.K.),
medmindre ejeren i væsentligt omfang også selv benytter boligen, lsr.
1970.110, hvor ejeren brugte huset i væsentligt omfang, modsat lsr. 1970.24,
hvor ejeren kun benyttede ejendommen i mindre omfang.
Bytte af hus
Når private bytter hus f.eks. for en sommerperiode, ansættes lejeindtægten
i praksis til den procentmæssigt opgjorte lejeværdi, således at indtægter og
fradrag i forbindelse med husbyttet opvejer hinanden, jf. lsr.1985.16, hvor
der ikke var tale om permanent ombytning af boliger, men alene om
periodevise, gensidige udlån. Det anførte gælder også i tilfælde af
kortvarigt bytte af huse beliggende i udlandet og bytte af hus her i landet
med hus i udlandet.
Hvis der byttes bolig for en længere periode, skal der derimod ansættes en
lejeindtægt svarende til, hvad der kunne opnås ved udlejning til fremmede,
jf. skd.69.170.
Ægtefæller
Procentreglerne kan under visse betingelser også anvendes, når ejerens
ægtefælle bebor ejendommen alene.
Det forhold, at den ene ægtefælle midlertidigt bebor den fælles ejendom
alene (f.eks. fordi den anden ægtefælle er udstationeret eller lignende)
medfører ikke, at procentreglerne er uanvendelige. Det samme gælder, når
ægtefællerne har ophævet samlivet, uden at samlivet i skattemæssig henseende
er ophørt, d.v.s. indtil udgangen af det år, hvor samlivsophævelsen er sket,
forudsat der ikke forinden sker separation eller skilsmisse.
Hvis samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende, og
den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den
pågældende anvende procentreglerne i tiden indtil, der har fundet en bodeling
sted mellem ægtefællerne, jf. lsr.1984.16. Dette gælder også, selv om der er
gået lang tid fra samlivsophøret, jf. Skat 1989.2.146, hvor der var forløbet
12 år siden ophøret af samlivet.
Sålænge ægtefællerne har indbyrdes forsørgelsespligt, kan den ægtefælle,
der bor i den tidligere fællesbolig kun beskattes af hel eller delvis fri
bolig, dersom denne er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på
normal vis skattepligtigt for modtageren og fradragsberettiget for yderen,
jf. lsr. 1980.53.
Dødsboer
Hvis en fast ejendom, der har tjent til bolig for afdøde, ikke bebos under
skiftet, opgøres der ikke nogen lejeværdi af egen bolig, og der kan heller
ikke fratrækkes noget beløb i boets skattepligtige indkomst for
vedligeholdelse.
Hvis ejendommen under skiftet vederlagsfrit bebos af den efterlevende
ægtefælle, arving eller legatar, beskattes lejeværdien i boet. Den beskattes
ikke hos ægtefællen, arving eller legatar, jf. KSL § 28. Lejeværdien
beregnes, som om den, der benytter ejendommen, er ejer. Er der tale om et
enfamilieshus m.v. LL § 15 B, stk.2-6, skal der således ikke skønnes over den
objektive udlejningsværdi. Boet er endvidere berettiget til standardfradraget
for vedligeholdelse som om den, der benytter ejendommen, er ejer, jf. LL § 15
J. Lejeværdi m.v. nedsættes forholdsmæssigt, hvis boets indkomstår er mindre
end 1 år.
Bopælsret i henhold til testamente
Hvis den efterlevende ægtefælle, arvings eller legatars beboelse skyldes,
at han i testamentet er tillagt en bopælsret helt tilbage fra dødsfaldet og
ikke blot fra udlægstidspunktet, er det den efterlevende og ikke boet, der
beskattes af lejeværdien. Lejeværdien opgøres efter et skøn over den
objektive udlejningsværdi. Ejede den efterlevende ejendommen i sameje med
afdøde, beskattes den efterlevende dog alene efter reglerne om procentuel
lejeværdi, jf. LL § 15 I, se Skatteministeriets Vejledning i reglerne om
dødsbobeskatning, s.110.
A.D.3.2 Beregning af lejeværdi og fradrag for ejendommens driftsudgifter
A.D.3.2.1 Generelle regler for beregning af lejeværdien
Lejeværdiberegningen skal fra og med indkomståret 1990 foretages for
ejendommen og ikke som tidligere følge ejeren, jf. lov nr.827 af 19.dec.
1989.
For indkomståret 1990 og de efterfølgende indkomstår beregnes der
maskinelt for hver enkelt ejendom 3 lejeværdier afhængig af om ejeren ved
indkomstårets udløb er:
- under 67 år
- fyldt 67 år
- førtidspensionist og fyldt 60 år eller efterlønsmodtager.
De 3 sæt lejeværdier, der beregnes for hver ejendom, opgøres hver for sig,
som om ejendommen havde været i ejerens besiddelse siden reglernes
ikrafttræden i 1990.
Den aktuelle lejeværdi udskrives herefter på oplysningskortet.
Dette medfører, at ejere, der skifter status, det vil sige, fylder 67 år
m.v., efter den 1.jan. 1990, får beregnet deres lejeværdi med udgangspunkt i
den lejeværdi, der blev fastsat for ejendommen for indkomståret 1990.
Ejere, der er fyldt 67 år efter 1.jan. 1990 og ejer identisk vurderede
ejendomme, vil derfor få beregnet samme lejeværdi.
For ejere, der skiftede status før 1.jan. 1990, er lejeværdien beregnet
efter de tidligere gældende regler, og ejere, der ejer identisk vurderede
ejendomme vil derfor have forskellige lejeværdier, såfremt de skiftede status
på forskellige tidspunkter før 1.jan. 1990.
Den lejeværdi, der udskrives på oplysningskortet vil imidlertid ikke altid
være korrekt. Det kan være tilfældet, når ejendommen har været udlejet en del
af året eller er blevet afstået på så sent et tidspunkt, at afståelsen ikke
er blevet registreret.
A.D.3.2.2 Enfamilieshuse
A.D.3.2.2.1 Indtægter
Grundlaget for lejeværdiberegningen for en ejendom, som kun indeholder
én selvstændig lejlighed, er den ejendomsværdi, der er ansat for
ejendommen pr. 1.jan. i indkomståret, reguleret efter vurderingslovens § 2 A.
Procentsatser og begrænsning af lejeværdistigninger fra 1990 til 1991, jf.
LL §§ 15 E og 15 F
---------------------------------------------------------------------------
Skattepligtige Skattepligtige som er Skattepligtige som er
som er under over 67 år, eller som fyldt 60 år, og som
67 år ved lever sammen med en modtager
udgangen af ægtefælle, som er - Førtidspension
indkomståret over 67 år ved eller forskud herpå
udgangen af indkomst- (socialpension)
året, eller eller 1)
efterlevende til en - invaliditetsydelse
ægtefælle som var med bistands- eller
eller ville være plejetillæg, eller
fyldt 67 år inden - efterløn 1)
udgangen af dødsåret, eller som er
og dette er efter 31. sammenlevende med en
dec. 1974, og ægtefælle, som
efterlevende bliver opfylder en af disse
boende i ejendommen, betingelser
og ikke inden Ovenstående skal være
indkomstårets start opfyldt ved
indgår nyt ægteskab indkomstårets udløb
- eller efterlevende
bliver boende i
ejendommen og ikke
indgår nyt ægteskab
inden indkomstårets
start
---------------------------------------------------------------------------
Beregnings- 2,5 pct. 1,2 pct. 2,5 pct.
grundlag
under kr.
1.363.200 2)
---------------------------------------------------------------------------
Beregnings- 7,5 pct. 7,5 pct. 7,5 pct.
grundlag
over kr.
1.363.200 2)
---------------------------------------------------------------------------
§ 15 E, Begrænser Ingen Ingen
stk.3, helårs-
begrænsninger stigninger
i til kr.
stigningen 3.500, dog
kan
stigninger
altid udgøre
op til
20 pct.3)
---------------------------------------------------------------------------
§ 15 E, Ingen Begrænser Begrænser
stk.4, helårsstigningen til helårsstigningen til
begrænsninger kr. 1.000, dog kan kr. 1.000, dog kan
i stigningen stigningen altid stigningen altid
udgøre 20 pct. - udgøre
kr. 2.500 3) 20 pct. - kr. 2.500 3)
---------------------------------------------------------------------------
1) Det er dog en betingelse, at afdøde døde efter den 31.dec. 1986.
2) Grundbeløbet reguleres efter PSL § 20.
3) Disse begrænsede stigninger forudsætter opfyldelse af betingelsen i §
15 E, stk.5, samt at ejendommen ikke er omfattet af § 15 E, stk.6,
eller stk.7, * stk.5 og stk.7 har virkning første gang fra indkomståret
1991.
Overgangsregler LL § 15 H, stk.2 og stk.4
For skattepligtige, der har anskaffet deres ejendom den 1.jan. 1990 eller
senere, beregnes lejeværdien efter LL § 15 E, stk.1 eller 2.
Begrænsningsreglerne for stigningen i lejeværdien gælder ikke ved beregningen
af lejeværdien for indkomståret 1990, jf. LL § 15 H, stk.1.
For skattepligtige, der har erhvervet deres ejendom før 1.jan. 1990 og
helt eller delvis har anvendt ejendommen til beboelse, beregnes lejeværdien,
som efter de hidtil gældende regler bortset fra, at beregningsgrundlaget er
ejendomsværdien pr. 1.jan. i indkomståret. Det vil sige, at der ved
beregningen af lejeværdien tages udgangspunkt i LL § 15 E, stk.1 eller 2. Den
helårslejeværdi, der er opgjort for indkomståret 1989, danner udgangspunkt
for den årlige stigning i lejeværdien efter LL § 15 E, stk.3 eller 4.
Hvis lejeværdien for 1989 er nedsat i medfør af den tilsvarende
bestemmelse for 1989, er det den nedsatte lejeværdi, der skal benyttes ved
sammenligningen.
Hvis lejeværdien beregnet efter de ovenfor nævnte regler i et år svarer
til den lejeværdi, der beregnes efter de regler, der gælder for ejendomme,
der er anskaffet den 1.jan. 1990 eller senere, anvendes de sidstnævnte regler
ved beregningen af lejeværdien for det pågældende og efterfølgende
indkomstår.
Overgangsreglen gælder også, hvis ejeren i 1990 eller senere anvender
ejendommen til beboelse i et andet omfang end i indkomståret 1989.
Overgangsreglen gælder kun for ejendomme, der ved udgangen af indkomståret
1989 helt eller delvis har tjent til bolig for ejeren.
I tilfælde hvor en skattepligtig, der har erhvervet ejendommen før 1.jan.
1990, foretager ombygninger m.v., og forskelsværdien pr. 1.jan. i
indkomståret efter ombygningen, overstiger forskelsværdien pr. 1.jan. i
ombygningsåret med mere end 100 pct., skal ejendommen med virkning fra det
efterfølgende indkomstår betragtes som en nybygning, jf. LL § 15 E, stk.7.
Lejeværdien for disse ejere skal med virkning fra og med det indkomstår,
der følger efter ombygningsåret, beregnes efter reglerne i LL § 15 E-15 G.
Særlige forhold
Begrænsningsreglerne for pensionister finder ikke anvendelse ved beregning
af lejeværdien for en anpartsbolig, da lejeværdien i dette tilfælde
fastsættes skønsmæssigt efter statsskattelovens § 4, Skat 1989.9.735.
Personer, der modtager delpension, er ikke omfattet af LL § 15 F, nr.1.
Bestemmelsen kan heller ikke anvendes på tjenestemænd, der er gået på
førtidspension, Skat 1989.8.616.
Køb og salg af ejendom
Ved salg af en ejendom, skal den nye køber i anskaffelsesåret anvende den
lejeværdi, der er beregnet for ejendommen, og som er relevant for den
pågældende køber, dog således at lejeværdien beregnes forholdsmæssigt. Ved
den forholdsmæssige beregning af lejeværdien i
anskaffelsesåret/afståelsesåret anses indkomståret for at have 360 dage med
30 dage i hver kalendermåned, jf. LL § 15 G. Beregningen af lejeværdien kan i
disse tilfælde ske maskinelt, således at oplysningerne foreligger i
forbindelse med selvangivelsen i det efterfølgende år.
Ejendommen stillet helt eller delvis til rådighed for andre
Hvis ejendommen - helt eller delvis - har været stillet til rådighed for
andre, skal der ligeledes alene foretages en forholdsmæssig beregning af
lejeværdien. Ejeren må i disse tilfælde selv medregne sin eventuelle
lejeværdi på grundlag af den maskinelt beregnede helårslejeværdi. For den
periode, hvor ejendommen har stået til rådighed for andre, må ejeren medregne
lejeindtægten.
Ombygninger
En ombygning får først betydning for lejeværdiberegningen fra det
tidspunkt, hvor ombygningen indgår i ejendomsværdien.
Lejeværdien i forbindelse med ombygninger skal således begrænses efter de
alm. begrænsningsregler. Det betyder, at der ved sammenligningen mellem to
indkomstårs lejeværdier ikke tages hensyn til, at en forhøjelse af
lejeværdien i det sidste af de to år kan være udtryk for, at der er afholdt
udgifter til en ombygning, der indgår i ejendomsværdien for det pågældende
indkomstår.
Hvis der er foretaget en ombygning, og forskelsværdien pr. 1.jan. i
indkomståret efter ombygningen overstiger forskelsværdien pr. 1.jan. med mere
end 100 pct., betragtes ombygningen dog som nybygning, jf. LL § 15 E, stk.7.
I de tilfælde hvor ejerboligværdien ikke angiver en selvstændig
grundværdiansættelse, således at forskelsværdien ikke kan opgøres, er
sammenligningsgrundlaget de ejendomsværdier, der er henført til ejerboligen.
Hvis den skattepligtiges indkomstår er forskudt, er de forskelsværdier,
der skal sammenlignes, forskelsværdierne pr. 1.jan. i de kalenderår, som de
forskudte indkomstår træder i stedet for.
Nybygninger
For nybygninger beregnes der ikke lejeværdi for ibrugtagningsåret, hvis
ejendommen ikke er vurderet pr. 1.jan. i året. Det efterfølgende år, hvor
ejendommen er vurderet pr. 1.jan., bliver lejeværdien beregnet uden
begrænsningsreglerne. For de efterfølgende år beregnes lejeværdien ved
anvendelse af de alm. begrænsningsregler.
For en ejendom under opførsel pr. 1.jan. 1991 skal der således ikke
beregnes lejeværdi for ejendommen og heller ikke for den del af
ejendomsværdien, der er henført til grunden. For 1992 beregnes lejeværdien
for ejendommen uden anvendelse af begrænsningsreglerne.
Forskudt indkomstår
I tilfælde hvor den skattepligtiges indkomstår er forskudt, er de
forskelsværdier, der skal sammenlignes forskelsværdierne pr. 1.jan. i de
kalenderår, som de forskudte indkomstår træder i stedet for.
Ændring af vurderingen
Ændres en vurdering af skyldrådet efter klage eller som led i den normale
revision af vurderinger, eller påkendes en vurdering af Landsskatteretten,
får afgørelsen virkning tilbage til det tidspunkt, da den oprindelige
vurdering tidligst kunne få skattemæssig virkning. Tilsvarende gælder for
senere ændringer af vurderinger foretaget ved revision af Ligningsrådet eller
af skyldrådet efter bemyndigelse fra T&S, idet dog ændringer, der har
medført forhøjelse af vurderingerne, normalt kun har fremtidig virkning.
A.D.3.2.2.2 Udgifter - Standardfradrag
Ejere af enfamilieshuse kan, hvor lejeværdien fastsættes efter
procentreglerne, foretage et standardfradrag på 1 pct. af det
beregningsgrundlag, hvoraf lejeværdien beregnes, jf. LL § 15 J.
Standardfradraget foretages ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
Fradraget udgør mindst 400 kr. og kan ikke overstige 2.000 kr. og
nedsættes forholdsmæssigt i de tilfælde, hvor ejendommen ikke har været i den
skattepligtiges besiddelse i hele det pågældende indkomstår. Der kan kun
beregnes standardfradrag for den periode, for hvilken der er beregnet
lejeværdi, jf. lsr.1982.143. Når der ikke skal medregnes lejeværdi for en
ejendom, f.eks. fordi den har været ubeboelig eller har været stillet til
salg, kan der ikke foretages standardfradrag, lsr.1981.20 og 1983.16. Hvor
standardfradraget reduceres forholdsmæssigt, foretages fradraget med en
dertil svarende andel af minimumsfradraget på 400 kr. eller
maksimumsfradraget på 2.000 kr., hvor disse beløb skulle have været anvendt.
Standardfradraget omfatter fradrag for vedligeholdelse, udgifter til
renovation, skorstensfejning, forsikringer, vej- og kloakafgift, vandafgift
og bidrag til grundejerforening, samt eventuelle udgifter til administration
af boligen, lsr.1969.165.
Standardfradraget forudsættes at skulle dække enhver form for
vedligeholdelse, og heller ikke hvor der har været tale om ekstraordinære
udgifter, f.eks. i forbindelse med overgang til naturgas eller til
udskiftning af olietank, til udbedring af skade efter svampeangreb eller til
istandsættelse af et kystsikringsanlæg, kan fradrag udover standardfradraget
foretages, jf. lsr.1966.59 og skd.28.96 og 47.289.
Ved udlejning
Standardfradraget anvendes også, selv om ejendommen har været udlejet en
del af indkomståret, jf. ligningslovens § 15 J, stk.6.
Ved VLD af 14.dec. 1981 (skd.66.266) blev der givet fradrag for de
faktiske vedligeholdelsesudgifter, som ejeren afholdt i umiddelbar
forbindelse med ophør af en flerårig udlejning og med henblik på overtagelse
af ejendommen til egen beboelse. LL § 15 J, stk. 6, er således ikke til
hinder for, at opsatte vedligeholdelsesudgifter vedrørende en flerårig
udlejningsperiode bringes til fradrag, når udgiften afholdes i umiddelbar
tilslutning til udlejningens ophør, jf. lsr.1984.37 og Skat1988.4.227.
Vedligeholdelsesudgifter, afholdt på et enfamilieshus, der havde været
udlejet i 3 år og havde henstået ubeboet i ca. et år fra udlejningens ophør
til ejerens indflytning, kunne derimod ikke fradrages, idet udgifterne måtte
antages at være nødvendiggjort af frostskader, der var indtruffet efter
lejemålets ophør, lsr.1985.118.
I lsr.1982.144 fandt Landsskatteretten ikke, at faktiske udgifter til
istandsættelse af en ejendom, der hidtil havde været anvendt til egen
beboelse og som blev afholdt inden påbegyndelse af en udlejning, var
fradragsberettigede, og herefter kunne der efter LL § 15 J, stk.6, kun gives
standardfradrag.
Udgifter til mæglersalær og annoncer i forbindelse med udlejning af et
enfamilieshus kan fradrages, lsr.1984.121.
Erhvervsmæssig benyttelse
Har ejendommen i væsentligt omfang været benyttet til erhvervsmæssig
virksomhed, kan de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del af
ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt, fratrækkes. For den øvrige del af
ejendommen gives standardfradrag. Dette gælder både ved udlejning en del af
året, og ved udleje af en del af boligen (fremleje), med mindre udlejningen
er af uvæsentlig omfang, se Skat 1990.7.508 samt E.K.
Fradrag ud over standardfradraget
Ud over standardfradraget kan fradrages renter af indestående prioriteter
samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter.
Præmierne for en kautionsforsikring kan fradrages ved siden af
standardfradrag, idet de sidestilles med renter, jf. LL § 8, stk. 3.
Pålignede ejendomsskatter kan kun fradrages i det omfang, de kan henføres
til en eventuel erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen eller udlejning til
beboelse; dette gælder også ved udlejning af enfamiliehuse, ved udlejning af
dele af ejendommen eller ved udlejning i en del af indkomståret, se E.K.
Afskrivning efter hjemfaldsreglerne kan foretages, selv om
standardfradraget skal anvendes, se E.C.
A.D.3.2.3 Ejerlejligheder
Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler for enfamilieshuse.
Specielt om ejerlejligheder bemærkes:
I tilfælde hvor en udlejet ejerlejlighed overgår til ejerens benyttelse,
skal der foretages en omvurdering jf. vurderingslovens § 2.
Herefter skal ejerlejligheder, der frigøres for lejemål, og som ikke
genudlejes, medtages i den førstkommende årsomvurdering/alm. vurdering pr.
1.jan. i det indkomstår, der følger efter det år, hvor lejligheden er
frigjort for lejemål.
For det år, hvor boligen frigøres for lejemål, skal lejeværdien beregnes
på grundlag af den pr. 1.jan. i indkomståret ansatte ejendomsværdi.
Denne relativt lave lejeværdi i frigørelsesåret opvejes til dels af, at
der for det efterfølgende år, hvor boligens værdi er ansat på grundlag af en
vurdering af boligens værdi som fri ejerbolig, skal beregnes lejeværdi på
grundlag af dennes ejendomsværdi uden anvendelse af begrænsningsreglerne.
Først for det efterfølgende år anvendes begrænsningsreglerne ved beregning af
lejeværdien.
Overgangsregel LL § 15 H, stk.2
Ejere, der har erhvervet en frigjort ejerlejlighed inden 1.jan. 1990, får
beregnet lejeværdien for 1990 og efterfølgende år ved anvendelse af
begrænsningsreglerne.
Udgifter - LL § 15 J, stk.7
Der kan ikke foretages standardfradrag og som hovedregel heller ikke
fradrag for de faktiske driftsudgifter, jf. LL § 15 J, stk. 7.
Hvis lejligheden i væsentligt omfang har været anvendt erhvervsmæssigt,
kan der dog foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kan
henføres til den del af lejligheden, der benyttes erhvervsmæssigt, se E.K.
Selv om en ejerlejlighed i sin udformning er et enfamiliesrækkehus eller
lign., der ikke har kunnet udstykkes til selvstændigt parcelhus, fordi
grundarealet ikke er tilstrækkeligt stort, er der ikke mulighed for at
foretage standardfradrag, lsr. 1978.40.
Om eventuel fradragsret for renter af lån, optaget af
ejerlejlighedsforeningen, se A.E. 1.3.
Udlejning
En ejerlejlighed, der ikke bebos af ejeren, men er udlejet, anses som en
udlejningsejendom, lsr. 1974.64 og 1984.37.
Når en ejerlejlighed udlejes, behandles den fra og med lejemålets
påbegyndelse som en udlejningsejendom i skattemæssig henseende.
Udlejes ejerlejligheden et helt kalenderår skal over- eller underskud
medregnes til den personlige indkomst. Påbegyndes udlejningen midt i et
kalenderår eller omfatter udlejningen i øvrigt kun en del af et kalenderår,
skal over- eller underskud medregnes til kapitalindkomsten. Fradrag for
faktiske driftsudgifter vedrørende udlejning en del af kalenderåret skal
foretages i kapitalindkomsten.
Fradrag for bidrag til ejerlejlighedsforeningen kan det første år opgøres
som en forholdsmæssig andel af de i årets løb betalte acontobidrag, idet der
efterfølgende må foretages en endelig opgørelse af de udgifter af
fradragsberettiget karakter, som er afholdt af foreningen, jf. lsr.1985.122.
Den udlejede ejerlejlighed er således ikke omfattet af en udvidende
fortolkning af bestemmelsen i LL § 15 J, stk. 6.
Ejeren af en udlejet ejerlejlighed kunne ikke fradrage den del af et
bidrag til en ejerforening, der ansås at vedrøre en af ejerforeningen afholdt
udgift til udskiftning af et oliefyr, idet udgiften til udskiftning af et
oliefyr i en nyerhvervet ejendom måtte anses for en forbedring, lsr.1983.28.
I et tilfælde, hvor et hotel var udstykket i ejerlejligheder, som ejerne i
sommerperioden kunne vælge selv at bebo eller lade udleje som hotelværelser,
skulle lejeværdien beregnes for et helt år efter LL's almindelige regler,
reduceret med udlejningsperioden.
A.D.3.2.4 Tofamilieshuse
Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler for enfamilieshuse. I
øvrigt bemærkes:
A.D.3.2.4.1 Indtægter
Tofamilieshuse er ejendomme med to selvstændige lejligheder, hvoraf den
ene i almindelighed tjener til bolig for ejeren. Efter vurderingslovens § 33,
stk. 6, skal vurderingsmyndighederne for sådanne ejendomme foretage en
fordeling af ejendomsværdien på hver af de to selvstændige lejligheder.
Også ejendomme, som indeholder to selvstændige lejligheder, og som desuden
i et ikke væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, behandles som
tofamilieshuse i denne forbindelse.
Er den erhvervsmæssige benyttelse derimod væsentlig, omfattes ejendommen
af de regler, der omtales under A.D.3.2.6.
Er begge lejligheder udlejet, behandles ejendommen som en
udlejningsejendom, se E.K. Er ejendommen i sameje, og bebos begge lejligheder
af ejere finder LL § 15 B, stk.2, anvendelse på begge lejligheder, se
A.D.3.3.2.
Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget tages der som hovedregel
udgangspunkt i samme beregningsgrundlag som gælder for enfamilieshuse.
Beregningsgrundlaget skal dog kun omfatte den del af ejendomsværdien, der
af vurderingsmyndighederne er henført til ejerens lejlighed.
Lejeindtægten for den udlejede lejlighed medregnes i kapitalindkomsten.
A.D.3.2.4.2 Udgifter Standardfradrag
For tofamilieshuse er standardfradraget 1 pct. af ejendomsværdien for hele
ejendommen, der er ansat pr. 1.jan. i indkomståret. Fradraget foretages i
kapitalindkomsten.
Fradraget udgør mindst 400 kr. pr. selvstændig lejlighed og kan ikke
overstige 2.000 kr. pr. selvstændig lejlighed.
Har ejendommen i væsentligt omfang været benyttet erhvervsmæssigt, kan den
del af de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del, der bruges
erhvervsmæssigt, fratrækkes. For den øvrige del af ejendommen gives der
standardfradrag, se E.K. Udlejning til beboelse betragtes ikke som erhverv,
se lsr.1984.38.
Ejeren af et tofamilieshus, som selv beboede den ene lejlighed,
istandsatte den udlejede lejlighed for 4.668 kr., efter at lejeren havde
misligholdt sin kontraktsmæssige pligt til at vedligeholde det lejede, men
under hensyn til LL § 15 J, stk.5, jf. stk.1, kunne disse udgifter ikke
fradrages ved siden af standardfradraget, lsr.1984.131.
A.D.3.2.5 Stuehuse til landbrugs- og skovbrugsejendomme
Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler vedrørende
énfamilieshuse.
Herudover bemærkes:
A.D.3.2.5.1 Indtægter
Beregningsgrundlaget omfatter kun den del af ejendomsværdien, der af
vurderingsmyndighederne er henført til stuehuset.
Ved den foretagne "stuehusfordeling" foretages en fordeling af
ejendomsværdien henholdsvis på stuehuset med tilhørende grund og have og på
den øvrige ejendom. Der er herved ikke taget hensyn til, om stuehuset
eventuelt anvendes erhvervsmæssigt i et vist omfang. For stuehuse kan
reglerne i A.D.3.2.6 om blandede ejendomme således ikke anvendes.
Består beboelsesbygningen af to selvstændige lejligheder (det vil sige to
selvstændige boliger med tilhørende køkken og toiletforhold), hvoraf den ene
benyttes til aftægtsbolig, vil stuehusvurderingen kun omfatte den del, der
benyttes til bolig for ejeren, hvorfor procentreglerne uden videre kan lægges
til grund ved ejerens lejeværdiberegning.
Hvor tillige en driftsbygning - der ikke er omfattet af stuehusvurderingen
- benyttes privat, skal der som tillæg beregnes skønsmæssig lejeværdi heraf,
lsr. 1977.122.
Stuehuset til et nedlagt gartneri var fortsat særskilt vurderet, og
lejeværdien skulle derfor beregnes med 2,5 pct. af stuehusvurderingen. Da de
til ejendommen hørende driftsbygninger ikke var anvendt erhvervsmæssigt, blev
der fastsat en skønnet lejeværdi af disse, Skat 1988.3.150
A.D.3.2.5.2 Udgifter - Standardfradrag
Ejere af stuehuse til landbrugsejendomme og skovbrugsejendomme kan
foretage et standardfradrag på 1 pct. af det beregningsgrundlag, hvoraf
lejeværdien beregnes. Fradraget udgør mindst 400 kr. og kan ikke overstige
2.000 kr. og nedsættes forholdsmæssigt, hvis ejendommen ikke har været i
skatteyderens besiddelse hele året, se A.D.3.2.2.2. Fradraget foretages i
kapitalindkomsten.
Ejere af landbrugsejendomme m.v. må således foretage en opdeling af deres
udgifter - i udgifter, der kan henføres til stuehuset, og udgifter, der kan
henføres til ejendommens øvrige bygninger. Udgifterne vedrørende stuehuset er
omfattet af standardfradraget, medens udgifterne vedrørende de øvrige
bygninger kan fratrækkes med de faktisk afholdte beløb.
De udgiftsarter, der skal fordeles på henholdsvis stuehus og den øvrige
del af landbrugsejendommen, omfatter vedligeholdelsesudgifter, udgifter til
renovation og skorstensfejning, vej- og kloakafgifter, vandafgifter, brand-
og andre forsikringspræmier, kontingent til grundejerforening og udgifter til
administration af ejendommen.
Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvorledes en udgift skal fordeles
på henholdsvis stuehus og de øvrige bygninger, må der foretages en
skønsmæssig fordeling på grundlag af de konkrete forhold.
Ifølge SD-cirk 1983-3 skal den ikke-fradragsberettigede del af
præmieudgiften til skadesforsikring, der omfatter såvel driftsbygninger som
stuehuset, men uden særskilt oplysning om stuehusets andel af præmien,
beregnes som en procentdel af stuehusets kontantværdi:
Hårdt tag Stråtag
1. Bygningsbrand 0,15% 0,75%
2. Bygningsbrand + storm m.v. 0,35% 0,95%
3. Bygningsbrand + storm m.v.
+ rørskade 0,60% 1,20%
Aftægtsboliger
Benyttes stuehuset som aftægtsbolig, kan der foretages fradrag for de
faktiske vedligeholdelsesudgifter, ligesom ejendomsskatterne kan fradrages,
se A.F.4.4.2.
Om værdiansættelsen af aftægtsboliger, se A.B. 6.4.
Fradrag for medhjælper
For hver medhjælper, som har bolig i stuehuset, kan fratrækkes 1.600 kr.
årligt for andel i den beregnede lejeværdi, SD-cirk.1990-50.
A.D.3.2.6 Blandede ejendomme
A.D.3.2.6.1 Indtægter
Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler vedrørende
énfamilieshuse.
Specielt om blandede ejendomme bemærkes:
Lejeværdi for ejerboliger i de såkaldt blandede ejendomme, d.v.s.
ejendomme, som tjener til bolig for ejeren og tillige anvendes
erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, beregnes efter tilsvarende regler, som
gælder for énfamilieshuse. Beregningsgrundlaget omfatter dog kun den
del af ejendomsværdien, der af vurderingsmyndighederne er henført til ejerens
bolig.
Med vurderingsfordeling
Reglerne om procentvis lejeværdiberegning, omfatter kun sådanne blandede
ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og for hvilke
vurderingsmyndighederne efter vurderingslovens § 33, stk.5, skal foretage en
fordeling af ejendomsværdien på ejerens bolig og på den øvrige ejendom.
Indtægter vedrørende den erhvervsmæssige benyttede del af ejendomme med
vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5, er personlig indkomst, jf. PSL §
3, stk.1 og stk.2, nr.1. Indtægter ved udlejning af den erhvervsmæssige
benyttede del af ejendommen er således personlig indkomst.
Loven omtaler ikke lejeværdien af den erhvervsmæssigt anvendte del af
ejendommen. Anvender ejeren selv en del af ejendommen i sit erhverv, kan han
efter skøn udgiftsføre lejeværdien af disse lokaler i sit driftsregnskab, men
samme beløb skal så indtægtsføres i ejendomsregnskabet som personlig
indkomst, se Skat 1990.12.977.
De nævnte blandede ejendomme kan være af meget forskellig art og
indretning. Reglerne vil således omfatte énfamilieshuse og
ejerlejligheder, der i væsentlig grad benyttes erhvervsmæssigt, f.eks. til
butik, kontor o.lign. Det samme gælder værksteds- eller fabriksbygninger,
hvori der er indrettet bolig for ejeren, samt ejendomme, der benyttes til
f.eks. restauration, campingplads, pelsdyrfarm eller dambrug, hvor ejerens
bolig har karakter af stuehus.
De egentlige stuehuse til landbrug, samt stuehuse til skovbrugsejendomme
omfattes dog ikke af de her nævnte regler.
Det er en betingelse, at der er tale om en væsentlig erhvervsmæssig
benyttelse. Det vil i praksis normalt være ejendomme, hvoraf mindst ca. 25
pct. af ejendommens værdi anvendes erhvervsmæssigt.
Er den erhvervsmæssige benyttelse af mindre omfang, anvendes de
almindelige regler om beregningsgrundlaget for énfamilieshuse.
I tilfælde af, at der sker ændringer i ejerens benyttelse af ejendommen i
løbet af indkomståret skal lejeværdien udelukkende beregnes på grundlag af
den vurdering eller vurderingsfordeling, der er foretaget pr. 1.jan. i
indkomståret, se i øvrigt afsnit A.D.3.3.
Det er ikke en betingelse for anvendelsen af procentreglerne for blandede
ejendomme, at det er ejeren selv, der driver erhvervsvirksomhed i ejendommen.
Uden vurderingsfordeling
Skattepligtige, der udøver erhvervsvirksomhed i egen ejendom i et omfang,
der ikke berettiger til vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5, kan
fradrage en til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af lejeværdien i
kapitalindkomsten. Tilsvarende regler gælder skattepligtige, der udlejer
lokaler til erhverv, når den erhvervsmæssige benyttelse ikke berettiger til
vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5. Der kan ikke foretages fradrag
ved opgørelsen af den personlige indkomst, da fradraget skal modsvare den
beregnede lejeværdi af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen.
Indeholder ejendommen tre eller flere selvstændige lejligheder, skal
lejeværdien fastsættes efter et skøn og medregnes til den personlige
indkomst.
A.D.3.2.6.2 Udgifter
Ifølge LL § 15 K, stk.2, kan der foretages fradrag for faktiske
driftsudgifter vedrørende den erhvervsmæssige del af ejendomme, der
indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som i væsentlig grad
benyttes erhvervsmæssigt, således at der efter vurderingsloven skal foretages
en fordeling af ejendomsværdien på den del, der benyttes erhvervsmæssigt, og
den øvrige del af ejendommen. Det vil i praksis normalt være ejendomme,
hvoraf mindst 25 pct. anvendes erhvervsmæssigt. Fradrag for
vedligeholdelsesudgifter vedrørende den erhvervsmæssige del af ejendommen
foretages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Er den erhvervsmæssige
udnyttelse af mindre omfang, anvendes alene standardfradrag.
Fradragsretten for faktiske udgifter omfatter kun de udgifter, der kan
henføres til den del af ejendommen, som benyttes erhvervsmæssigt. For den
øvrige del af ejendommen anvendes standardfradrag.
Der må således på tilsvarende måde som for landbrugsejendomme m.v.
foretages en opdeling af ejendommens driftsudgifter i udgifter, der vedrører
den erhvervsmæssige del af ejendommen, og udgifter, der vedrører den del, som
tjener til bolig for ejeren, se eventuelt A.D.3.2.5
Standardfradrag begrænser ikke adgangen til fradrag for afskrivning efter
afskrivningslovens § 20 (om delvis afskrivning) eller for
tilslutningsafgifter efter ligningslovens § 8 C.
A.D.3.2.7 Sommerhuse, herunder fritidslejligheder
Der henvises til det under A.D.3.2.2 anførte om énfamilieshuse.
I øvrigt bemærkes:
Der regnes med 12 måneders benyttelse af sommerhuset uanset manglende
mulighed for at anvende huset hele året, idet der ved ejendomsvurderingen er
taget hensyn til eventuelt manglende anvendelighed som følge af forbud eller
lignende.
For et sommerhus under opførelse skulle der medregnes lejeværdi, idet
huset havde været anvendeligt til overnatning og faktisk også havde været
benyttet dertil. At der havde været tale om ulovlig benyttelse, idet huset
ikke var færdiggjort i et sådant omfang, at ibrugtagningstilladelse kunne
udstedes, var i denne forbindelse uden betydning, lsr.1985.107.
Lejeværdien skal medregnes, når ejeren har sommerhuset til disposition,
selv om han ikke gør brug af sin beboelsesret, og selv om huset ikke må
anvendes hele året.
Lejeværdien skal medregnes, når ejeren har huset til disposition, selv om
han samtidig annoncerer huset til udlejning eller har overladt udlejningen
til et bureau, medmindre det kan godtgøres, at ejeren som følge af kontrakt
eller aftale med bureauet har været helt afskåret fra at benytte sommerhuset
i ledige perioder, lsr. 1979.23 og VLD af 16. dec. 1980 (skd.61.182), der
omtales i afsnit A.D.3.1.1.
I lsr. 1980.25 havde ejeren ikke medregnet lejeværdi for
månederneokt.-december, men havde i stedet indtægtført 30 kr. som lejeindtægt
for disse 3 måneder. Lejen var oppebåret fra en bekendt til klageren, der mod
det nævnte vederlag havde ret til at benytte huset bl.a. i forbindelse med
lystfiskeri. Landsskatteretten fandt ikke, at den omtalte lejeaftale kunne
ligestilles med de former for udleje af sommerhuse, som medfører, at den
oppebårne lejeindtægt ved opgørelsen af ejendomsregnskabet kan erstatte en
til udlejningsperioden svarende del af den procentvis beregnede
helårslejeværdi.
I lsr.1981.137 skulle der beregnes skønsmæssig lejeværdi af klagerens
ideelle anpart i et ikke-udstykket grundareal, hvorpå klagerens sommerhus var
beliggende.
Udlejning
I tilfælde, hvor sommerhuset udlejes eller udlånes, opstår særlige
problemer:
Hvis et sommerhus udelukkende benyttes til udlejning, opgøres
ejendomsregnskabet efter samme regler som for andre udlejningsejendomme, se
E.K. Udlejes sommerhuset med inventar, kan der fratrækkes udgifter til
vedligeholdelse heraf. Der kan endvidere foretages afskrivning på inventaret
efter reglerne i afskrivningslovens afsnit I. Selve sommerhuset kan derimod
ikke afskrives.
Delvis udlejning
For sommerhuse og fritidsejendomme, der udlejes en del af året, har
Ligningsrådet vedtaget følgende:
"Ved indkomstopgørelsen for sommerhuse og fritidsejendomme, herunder
fritidsejerlejligheder, der udlejes en del af året, men ellers benyttes af
ejeren, kan denne fradrage udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og
inventar samt foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens
afsnit II om driftsmidler, der anvendes både til erhvervsmæssige og til
private formål.
Fradrag godkendes med så stor en del af den afholdte
vedligeholdelsesudgift henholdsvis det beregnede afskrivningsbeløb, som
svarer til den erhvervsmæssige andel af inventarets og indboets benyttelse i
det pågældende indkomstår.
Herudover kan fradrages udgifter direkte forbundet med udlejningen, såsom
udgifter til annoncering, mægler eller udlejningsbureau samt udgifter til lys
og gas for udlejningsperioden. Lejeindtægten indtægtsføres, medens den efter
LL's procentregler for hele året opgjorte lejeværdi nedsættes forholdsmæssigt
for den del af året, hvor udlejning har fundet sted.
Disse regler skal anvendes af ejere, der ved indgivelse af selvangivelsen
for indkomståret 1977 eller et senere indkomstår har valgt denne
opgørelsesmåde."
Indtægter og udgifter medtages ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
Ifølge lsr.1964.135 skulle afskrivning på inventaret i et sommerhus, der
havde været udlejet 45 dage i det pågældende indkomstår og privat benyttet i
34 dage, beregnes som 45/79 af 30 pct. af det afskrivningsberettigede beløb.
Der blev således bortset fra det tidsrum, hvor huset havde stået tomt.
Der er kun fradragsret for den del af ejendomsskatterne, som
forholdsmæssigt svarer til den del af året, hvor udlejning har fundet sted.
Fradrag kan dog kun foretages hvis dette beløb overstiger 10 pct. af de
samlede ejendomsskatter, se Skat 1990.7.508. Ejendomsskatterne fratrækkes i
kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk.1, nr.6 og skd.cirk. nr.22 af 9.dec.
1986, pkt.11.
Uanset udlejningen beregnes der fuldt standardfradrag, jf. LL § 15 J,
stk.6.
40 pct.-fradraget
For ejere, der ikke har anvendt ovenstående regnskabsmæssige opgørelse,
har Ligningsrådet vedtaget følgende:
"Andre ejere kan i stedet vælge at foretage et fradrag på 40 pct. af
den i det pågældende indkomstår modtagne leje - herunder eventuel særskilt
betaling for f.eks. el, gas, varme, telefon og lignende. Der indrømmes ikke
fradrag for den del af den betalte leje, der tilkommer et eventuelt
udlejningsbureau, idet det alene er det til ejeren udbetalte beløb
(nettolejen), der indtægtsføres.
Fradraget skal dække samtlige de med udlejningen forbundne udgifter og
tillige modsvare egen lejeværdi i udlejningsperioden. Egen lejeværdi skal
medregnes for 12 måneder.
Fradrag i medfør af LL § 8 C (tilslutningsafgifter) kan ikke foretages ved
anvendelse af 40 pct.s-fradraget. Renter og standardfradrag efter LL § 15 J
kan fradrages ved siden af 40 pct.s-fradraget.
Ejere, der anvender 40 pct.s-fradraget, kan overgå til at foretage en ren
regnskabsmæssig opgørelse.
For ejendomme, der udelukkende benyttes til erhvervsmæssig udlejning, kan
40 pct.s-fradraget ikke benyttes.
Ejendomsskatter kan fradrages med den del, der forholdsmæssigt svarer til
udlejningsperioden, jf. LL § 14, stk.3. Fradragene sker i
kapitalindkomsten."
Ejendomsskatter fradrages ved siden af 40%-fradraget.
40%-fradraget kan ikke anvendes af ejere, som tidligere har anvendt
regnskabsmæssig opgørelse.
En skattepligtig havde i perioden 28.maj-20.aug. gennem et
udlejningsbureau udlejet sit sommerhus. I henhold til kontrakten skulle
huslejen have andraget 11.600 kr., men som følge af bureauindehaverens
konkurs fik skatteyderen kun udbetalt 6.120 kr. i leje, hvorfor han i den
selvangivne lejeindtægt på 11.600 kr. havde fratrukket et tab på 5.480 kr.
Da han måtte antages at have afholdt de udgifter til vedligeholdelse af
indbo og inventar og til gas og lys m.v., som standardfradraget tilsigter at
dække, skulle fradraget beregnes af 11.600 kr., som lejeindtægten skulle have
andraget i udlejningsperioden ifølge aftalen med bureauet.
40 pct.-fradraget kan ikke benyttes for et almindeligt helårshus, der
udlejes - helt eller delvis - i sommermånederne. Udlejes hele huset,
behandles huset som en udlejningsejendom, dog med bibeholdelse af
standardfradraget. Udlejes kun enkelte værelser anvendes fremlejereglerne, se
E.K.
Bytte af hus
Om privates bytte af sommerhus, se A.D.3.2.1.
A.D.3.2.8 Kolonihavehuse
Kolonihavehuse på egen grund behandles som énfamilieshuse, uanset
om ejendomsværdien indeholder en værdi af bygningen, se A.D.3.2.1.
Vedr. kolonihavehuse på lejet grund bemærkes, at efter de gældende
vurderingsbestemmelser kan bygninger af enhver art på fremmed grund forbigås
ved vurderingen, hvis kontantværdien er under 60.000 kr.
Er et mindre kolonihavehus på lejet grund i overensstemmelse hermed
forbigået ved 18. almindelige vurdering, kan lejeværdien ikke - som det er
tilfældet for vurderede énfamilieshuse på lejet grund i øvrigt (jf.
A.D.3.4.2) - opgøres efter ligningslovens procentregler.
Lejeværdien skal herefter ansættes skønsmæssigt, men ifølge praksis
antages nytteværdien af huset i sådanne tilfælde som regel at opvejes af de
til huset knyttede udgifter, lsr. 1957.115 og 1976.15. Også afskrivning efter
SL § 6a (afskrivning af hus på lejet grund) betragtes som en udgift, der
opvejes af nytteværdien, jf. VLD af 31.juli 1979 (Skd. 51.291).
Det kan imidlertid ikke udelukkes, at udgifterne vedrørende et uvurderet
kolonihavehus på lejet grund kan overstige nytteværdien.
Den lejede grund tilhører ofte en selvstændig skattepligtig haveforening,
parcelforening m.v., og det af lejerne til foreningen ydede kontingent kan
ikke fratrækkes i lejerens skattepligtige indkomst, selv om beløbet anvendes
til betaling af ejendomsskatter eller andre for en grundejer
fradragsberettigede beløb.
Kolonihaver uden hus behandles som grunde, se A.D.3.2.9.
A.D.3.2.9 Grunde
Hvis en grund må antages ingen nytteværdi at have for ejeren og rent
faktisk henligger ubenyttet, skal der ikke indtægtsføres lejeværdi, lsr.
1957.116 (en byggegrund overtaget i juni henlå til årets slutning som
brakmark) og lsr. 1978.41 (en ubebygget grund henlå ubenyttet, men der blev
slået græs to gange om året efter krav fra grundejerforeningen).
Beregnes der i overensstemmelse med ovenstående ikke lejeværdi, kan alene
renteudgifter vedrørende grunden fradrages, mens vedligeholdelsesudgifter
(f.eks. udskiftning af hegn) ikke kan fradrages, jf. lsr. 1978.42. Om fradrag
af ejendomsskatter, se E.K.
En selvstændig matrikuleret og selvstændig vurderet grund, der støder op
til ejerens villagrund, antages at have nytteværdi for ejeren, og lejeværdi
samt standardfradrag beregnes samlet for de 2 naboejendomme. Der gives
således kun ét standardfradrag, jf. bl.a. lsr.1985.15. Samme resultat
nåede man til, selv om der på grund af et moseterræn var
adgangsvanskeligheder mellem de to tilliggende grunde. Se VLD af 5. dec. 1980
(Skd. 58.280). Også et træbevokset areal på ca. 10.000 m2 skulle medtages ved
lejeværdiberegningen, lsr.1983.96. Se endvidere ØLD af 27.juni 1986 (Skat
1986.7.464) og lsr.1986.15. Se også Skat 1989.9.675 t&s nyt 1991.12.651.
En søn, der var tilmeldt forældrenes adresse og som ejede en ubebygget
grund, der var udstykket fra forældrenes ejendom og indgik i haveanlægget for
denne, blev beskattet af en skønnet nytteværdi af grunden, Skat 1986.9.549.
I tilfælde, hvor der skal beregnes lejeværdi for en grund, der ikke støder
op til ejerens villagrund, men som har en nytteværdi, fordi den udnyttes
f.eks. som have, skal nytteværdien ansættes skønsmæssigt, lsr. 1963.106.
Efter den stedfundne udvikling af ejendomsbeskatningen er der efter
Landsskatterettens opfattelse ikke længere grundlag for at anse
ejendomsskatterne på en ubebygget, men dyrket grund for et egnet udgangspunkt
for fastsættelsen af den nytteværdi, som ejeren skal medregne ved
indkomstopgørelsen. Denne værdi må derfor fastsættes efter et konkret skøn,
se lsr.1982.141, jf. 1982.33.
Dersom der på grunden findes bygninger, hvor overnatning er mulig kan
procentreglerne - dersom de sædvanlige betingelser herfor er opfyldt -
anvendes, skd.31.6.
A.D.3.3 Ændret benyttelse - rådighedsperiode - sameje
A.D.3.3.1 Ændret benyttelse m.v.
Hvis omfanget af den ejerbolig, der faktisk har været til rådighed i løbet
af indkomståret afviger fra den ved vurderingen eller vurderingsfordelingen
forudsatte, skal lejeværdien udelukkende beregnes på grundlag af den
vurdering eller vurderingsfordeling, der er foretaget pr. 1.jan. i
indkomståret.
Efter vurderingslovens § 33 skal der ved hver vurdering fastslås, hvad en
ejendom benyttes til. En ejendom, der overgår til anden benyttelse og som
følge heraf evt. ændrer værdien optages til omvurdering. Når en ejendom
samtidig anvendes til bolig for ejeren og til anden formål, skal der efter
vurderingslovens § 33, stk.4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på
den del af ejendommen, der anvendes til ejerbolig og på den øvrige ejendom.
Ejendomme, der overgår til at være omfattet af reglerne i § 33 om
ejerboligfordeling optages til omvurdering. Det samme er tilfældet, hvis
ejerboligens areal ændres med mindst 25 pct.
Omvurdering i tilfælde af ændret benyttelse finder sted pr. 1.jan. i året,
efter at den ændrede benyttelse indtrådte.
Fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom beregnes på grundlag af
lejeværdien. Selv om fradraget modsvarer den del af lejeværdien, der kan
henføres til arbejdsværelset, anses fradraget for en driftsomkostning i
forbindelse med det indtægtsgivende arbejde. Lønmodtagere kan således kun
foretage fradrag i den skattepligtige indkomst i det omfang, de samlede
lønmodtagerudgifter overstiger 3.500 kr. Er der tale om selvstændig
erhvervsvirksomhed, foretages fradraget i den personlige indkomst, jf. PSL §
3, stk.2, nr.1.
Skattepligtige, der udøver erhvervsvirksomhed i egen ejendom i et omfang,
der ikke berettiger til vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5, kan
fradrage en til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af lejeværdien i
kapitalindkomsten. Tilsvarende regler gælder skattepligtige, der udlejer
lokaler til erhverv, når den erhvervsmæssige benyttelse ikke berettiger til
vurderingsfordeling. Der kan ikke foretages fradrag ved opgørelsen af den
personlige indkomst, da fradraget skal modsvare den beregnede lejeværdi af
den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen.
A.D.3.3.2 Begrænset rådighedsperiode
Hvis en ejendom er erhvervet eller afstået i årets løb, eller den i en del
af indkomståret slet ikke har tjent ejeren til bolig, f.eks. på grund af
erhvervsmæssig udlejning, skal den beregnede lejeværdi nedsættes, således at
den kommer til at svare til rådighedsperioden (den del af indkomståret, hvor
ejeren har haft rådighed over ejerboligen).
Der stilles ikke krav om væsentlighed i denne forbindelse. Også hvor
rådighedsperioden kun i ringe grad afviger fra det fulde indkomstår, skal der
således gennemføres en forholdsmæssig nedsættelse af lejeværdien.
Indkomståret anses at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned, jf.
LL § 15 G, stk.2.
A.D.3.3.3 Ejendomme i sameje - LL § 15 I
Ligningslovens procentregler for beregning af lejeværdi af bolig i egen
ejendom gælder også for skattepligtige, der ejer ejendommen i sameje med
andre. Det er ikke en betingelse, at ejendommen tjener til bolig for samtlige
ejere.
Det er uden betydning, hvordan samejet er opstået. Boliger i ejendomme,
der indgår i et interessentskab, kan således også omfattes af
procentreglerne.
Procentreglerne gælder kun for de medejere, som ejendommen tjener til
bolig for. Lejeværdien opgøres, som om kun beboerne var ejere af ejerboligen,
og indtægtsføres med et beløb, der svarer til den procentvist opgjorte
lejeværdi, som kan henføres til den del af ejendommen, som den pågældende
beboer benytter. Lejeværdien medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
En medejer, der ikke bebor ejendommen, men stiller sin andel vederlagsfrit
til rådighed for beboeren, skal indtægtsføre en lejeindtægt, svarende til
udlejningsværdien af sin andel i den personlige indkomst. Udlejningsværdien
kan i disse tilfælde i almindelighed ansættes til en forholdsmæssig andel af
den procentvist opgjorte lejeværdi, se Skat 1987.2.146 og Skat 1990.5.387.
Denne fremgangsmåde kan dog ikke umiddelbart anvendes, hvor der er tale om
sameje mellem et selskab og dets hovedaktionær eller mellem en ansat og
dennes arbejdsgiver, skd.64.34.
De medejere, som bebor ejendommen, kan foretage standardfradrag (for hele
ejendommen). Er der to eller flere beboere i en sådan ejendom, deles
standardfradraget mellem disse og fratrækkes ved opgørelsen af
kapitalindkomsten. De medejere, der ikke bebor ejendommen, kan fradrage deres
andel af renteudgifter i kapitalindkomsten og ejendomsskatter i den
personlige indkomst.
Påhviler det beboeren at betale leje til en medejer for sin benyttelse af
dennes del af ejerboligen, skal lejebeløbet fragå i den beregnede lejeværdi
for hele ejerboligen. Lejeværdien kan dog ikke herved blive mindre end den
del af hele den beregnede lejeværdi, som svarer til beboerens andel af
ejerboligen. Som leje anses også leje, der erlægges i form af naturalydelser.
Eksempel
Den skattepligtige bebor et énfamilieshus, som er vurderet til
800.000 kr. ved den senest ansatte kontantejendomsvurdering. Han ejer
halvdelen af ejendommen, medens den anden halvdel ejes af en medejer, som
ikke bebor ejendommen. Den skattepligtige betaler 12.000 kr. i årlig leje til
medejeren.
Lejeværdien beregnes således:
800.000 kr. x 2,5%... 20.000 kr.
I denne lejeværdi skal fratrækkes den leje
han betaler til medejeren 12.000 kr. = ... 8.000 kr.
en skattepligtiges lejeværdi kan dog ikke
blive mindre end halvdelen af 20.000 kr. =... 10.000 kr.
Yderligere eksempler (6 og 7) findes i skd.cirk. nr.196 af 12.nov. 1979.
Reglerne i § 15 I angår kun beregningen af lejeværdien. Bestemmelsen tager
således ikke stilling til, hvorledes ejeren med bolig i ejendommen i øvrigt
skal behandles skattemæssigt, såfremt han ikke betaler fuld leje til en
medejer, der ikke har bolig i ejendommen. Beskatning eller
gaveafgiftsberigtigelse af den fordel, der herved opnås, kan således komme på
tale.
Er der ingen af ejerne, der bebor ejendommen, skal hver af ejerne
indtægtsføre en forholdsmæssig andel af lejeindtægten.
Udlejning af en andel af et énfamilieshus for hele året kan være
selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om der udlejes til en fremmed eller
til en medejer. Virksomhedsordningen vil derfor også kunne anvendes på
lejeindtægter fra en medejer, Skat 1987.2.146.
Tofamilieshuse
Såfremt et tofamilieshus ejes i sameje mellem to ejere, der bebor hver sin
lejlighed, kan hver af ejerne som regel opgøre lejeværdien på grundlag af den
del af ejendomsværdien for hele ejendommen, der er henført til hans
lejlighed.
A.D.3.4 Ejendomme med særlige forhold
A.D.3.4.1 Fredede ejendomme
Lejeværdi beregnes ganske som for andre ejendomme. Der skal også beregnes
lejeværdi af ubeboede, men til rådighed stående herregårdsbygninger eller
lign. Hvor ejeren bebor en nærliggende mindre bolig, vil stuehusvurderingen
kun omfatte den beboede ejendom, hvorfor lejeværdi af den yderligere til
rådighed stående beboelse må ansættes skønsmæssigt.
Tilskud - LL § 7 E
Tilskud til bygningsarbejder på fredede bygninger ydet efter § 16, stk. 1
i lov om bygningsfredning medregnes ikke til modtagerens skattepligtige
indkomst. Det samme gælder andre offentlige tilskud, f.eks. fra statens
bygningsfredningsfond, der ydes til samme formål. Den del af udgifterne til
bygningsarbejder, som dækkes af tilskudsbeløbet, kan ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen eller medregnes ved opgørelsen af grundlaget for
skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved
opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af ejendommen.
Ligningsrådet kan tillade, at andre tilskud, der ydes til et
bygningsarbejde, hvortil der i forvejen er ydet (skattefrit) tilskud fra det
offentlige, behandles som de offentlige tilskud. Ligningsrådets tilladelse må
forudsætte, at tilskudsgiveren er uafhængig af modtageren.
Tilskud, der ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelsen, er i
overensstemmelse med gældende praksis almindelig indkomstskattepligtige for
ejeren.
Udgifter
Ifølge LL § 15 K kan ejere af fredede ejendomme fratrække de faktiske
driftsudgifter vedrørende ejendommen. Der gives ikke standardfradrag.
De faktiske driftsudgifter er f.eks. udgifter til forsikring, vejafgift,
kloakafgift, vandafgift samt udgifter til renovation og skorstensfejning.
For fredede ejerlejligheder, som i væsentligt omfang har været anvendt
erhvervsmæssigt, kan fratrækkes de faktiske driftsudgifter, der kan henføres
til den del af lejligheden, der benyttes erhvervsmæssigt. Se A.D.3.2.3 og
A.D.3.2.6.
Udgifter til affugtning/opvarmning til en grundtemperatur af ubeboede,
fredede bygninger kan fratrækkes efter LL § 15K, jf. lsr.1986.24. Udgifterne
kan fratrækkes ved siden af nedennævnte beregnede istandsættelsesudgift.
Vedligeholdelsesfradrag SD-cirk.1982-14
Om vedligeholdelsesfradrag vedrørende fredede bygninger gælder følgende
retningslinier, jf. SD-cirk.1982-14.
Ejere af fredede bygninger - bortset fra fredede ejerlejligheder, der
bebos af ejeren - kan med virkning for indkomstopgørelsen fra og med
indkomståret 1982 vælge at fratrække udgifter til istandsættelse af bygninger
efter nedenstående retningslinier:
Der fastsættes for den enkelte fredede bygning et tidsrum for de enkelte
bygningsdeles holdbarhed og en i forhold hertil beregnet
istandsættelsesudgift pr. år pr. bygningsdel, også kaldet "forfald pr.
år-beløbet".
Denne istandsættelsesudgift reguleres årligt efter byggeprisindekset for
enfamilieshuse.
Ved indkomstopgørelsen for et givet indkomstår kan fradraget for de i
indkomståret faktisk afholdte udgifter til bygningsistandsættelse herefter
ikke overstige et beløb, der opgøres således:
Årets samlede beregnede istandsættelsesudgifter for de enkelte
bygningsdele.
+ Beregnede istandsættelsesudgifter for tidligere indkomstår, hvor
skatteyderen har ejet den pågældende bygning, reguleret efter
byggeprisindekset for enfamilieshuse.
- Faktisk afholdte istandsættelsesudgifter for tidligere år, som er
fratrukket efter de her omtalte retningslinier.
Istandsættelsesudgifter, som dækkes af eventuelle skattefrie tilskud, kan
ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Endvidere nedsættes de beregnede
istandsættelsesudgifter med et beløb svarende til de skattefrie tilskud.
Beregnede istandsættelsesudgifter, som ikke er kommet til fradrag hos
ejeren, kan ikke overføres til en eventuel ny ejer af ejendommen. I det år
bygningen skifter ejer, kan sælger henholdsvis køber anvende en
forholdsmæssig del af "forfald pr. år-beløbet".
Fradrag er betinget af, at der er afholdt istandsættelsesudgifter
ved-rørende ejendommen. Istandsættelsesudgifter omfatter såvel
vedligeholdelsesudgifter som forbedringsudgifter.
Det er en betingelse for fradrag efter foranstående retningslinier, at
ejeren af en fredet bygning fra Bygnings Frednings Foreningen indhenter en
erklæring om størrelsen af det efter foranstående retningslinier opgjorte
årlige fradragsbeløb. Erklæringen, der skal vedlægges selvangivelsen, afgives
på grundlag af et af foreningen for hver enkelt bygning udarbejdet skema, der
indeholder oplysninger om de enkelte bygningsdeles forventede levetid og den
i forhold hertil beregnede istandsættelsesudgift pr. år pr. bygningsdel.
Ligningsmyndigheden kan i tvivlstilfælde forelægge spørgsmålet om størrelsen
af de årlige fradragsbeløb for Told- og skatteregion København to's
vurderingskontor.
* ØL har ved dom af 11.sep. 1991 tilsidesat de af skattemyndighederne
hidtil fulgte retningslinjer for, hvornår et tilskud til bygningsarbejder,
som er skattefrit efter LL § 7 E, skal modregnes, se TOLD*SKAT Nyt 1991
20.1116.
SD-cirk.1982-14 må herefter forstås således, at hvis der i et givet
indkomstår er ydet skattefrie tilskud, reducerer tilskuddene alene
restsaldoen for istandsættelseskontoen, således at modtagne tilskud alene
bringes til fradrag i den overførte saldo for disse udgifter. Derimod
reducerer tilskuddene ikke tillige tilskudsårets forfald pr. beløb. *
Afgørelsen af, om der foreligger en eller flere bygninger beror på et
samlet skøn over, om ejendommen findes at udgøre en bygningsmæssig helhed.
Honorarudgifter, der opkræves af Bygnings Frednings Foreningen for
beregningen af den årlige istandsættelsesudgift, kan fradrages inden for
årets beregnede istandsættelsesudgifter.
Eksempel Fremførsel af beregnede istandsættelsesudgifter
Muligt fradrag i år 1 (beregnede
istandsættelsesudgifter for år 1) ... kr. 36.860
Istandsættelsesudgifter afholdt i år 1 ... kr. 25.000
-------------
Fradrag i år 1 ... kr. 25.000
Restsaldo til fremførsel til år 2 ... kr. 11.860
+ indeksering eksempelvis 10 pct .... kr. 1.186
-------------
Fremført indekseret saldo ... kr. 13.046
+ beregnede istandsættelsesudgifter
i år 2 (36.860 + 10 pct.) ... kr. 40.546
-------------
Maksimumfradrag for år 2 eller saldo til fremførsel ... kr. 53.592
-------------
Den del af den for året beregnede istandsættelsesudgift, der overstiger de
i årets løb faktisk afholdte istandsættelsesudgifter kan overføres,
pristalsreguleret, til senere år. "Forfald pr. år-beløbene" kan
således akkumuleres og placeres i et år, hvor der er afholdt større
reparationsarbejder vedrørende bygningen.
Er der omvendt i et år afholdt store reparationsudgifter, der overstiger
kontoens forfald pr. år-beløb, kan det overskydende beløb efter
pristalsregulering fremføres til fradrag i de følgende år inden for disse års
beregnede istandsættelsesudgifter. Fremførslen er ikke tidsbegrænset.
Afhændes bygningen kan et eventuelt restbeløb ikke fradrages.
Eksempel Fremførsel af faktiske istandsættelsesudgifter
Istandsættelsesudgifter afholdt i år 1... kr. 150.000
Muligt fradrag i år 1 (beregnede
istandsættelsesudgifter for år 1) ... kr. 36.860
--------------
Fradrag i år 1... kr. 36.860
Restsaldo til fremførsel til år 2 ... kr. 113.140
+ indeksering eksempelvis 10 pct. ... kr. 11.314
--------------
Fremførte istandsættelsesudgifter ... kr. 124.454
Muligt fradrag i år 2 (beregnede
istandsættelsesudgifter for år 2) ... kr. 40.546
--------------
Fradrag i år 2 ... kr. 40.546
Restsaldo til fremførsel til år 3 ... kr. 83.908
+ indeksering eksempelvis 10 pct. ... kr. 8.391
--------------
Fremførte istandsættelsesudgifter ... kr. 92.299
A.D.3.4.2 Bygninger på lejet grund
Lejeværdien af bygninger på lejet grund beregnes som for tilsvarende
bygninger på egen grund.
Eventuel procentmæssig beregnet lejeværdi samt standardfradrag beregnes
alene på grundlag af bygningens ejendomsværdi.
De fradragsberettigede udgifter vedrørende bygningen i øvrigt beregnes som
for tilsvarende bygninger på egen grund.
Ejeren af en bygning på lejet grund kan ikke fratrække lejen af grunden
eller de grundskatter, der påhviler grundejeren, heller ikke hvis det i
lejekontrakten er aftalt, at han skal udrede et beløb svarende til
grundskatterne.
Afskrivning
Når en bygning, der anvendes til beboelse, er opført på lejet grund, kan
den afskrives med hjemmel i SL § 6 a. Undtaget fra denne regel er under visse
nærmere omstændigheder en bygning, der anvendes til sommer- eller
fritidsbolig for ejeren, jf. afskrivningslovens § 29 C, stk.2, se E.C.
Eventuel forbigåelse ved vurderingen
Efter de gældende vurderingsbestemmelser kan bygninger af enhver art på
fremmed grund forbigås ved vurderingen, hvis kontantværdien er under 60.000
kr.
For ejerboliger får dette i praksis kun betydning for kolonihavehuse på
lejet grund, se A.D.3.2.8.
A.D.3.4.3 Udenlandske ejendomme
Ejendomsregnskabet for ejendomme i udlandet opgøres i princippet efter
samme regler som for ejendomme her i landet.
Da de registrerede vurderinger på disse ejendomme imidlertid kun i de
færreste tilfælde vil være anvendelige som grundlag for procentmæssig
beregnet lejeværdi, kan lejeværdiansættelsen i praksis ansættes efter et
skøn, jf. forudsætningsvis lsr.1975.20.
Hvis ejeren efter ejendommens art og anvendelse kunne anvende
procentreglerne, såfremt huset lå her i landet, skal der ved skønnet tages
hensyn til, hvorledes lejeværdi og standardfradrag beregnes for et
tilsvarende hus her i landet, jf. lsr. 1979.127.
A.D.3.4.4 Aktie- og andelslejligheder
Aktie- og andelslejligheder er lejligheder, hvor brugsretten til
lejligheden er betinget af besiddelse af en aktiepost eller et andelsbevis.
Boligafgift og vedligeholdelsesudgifter vedrørende disse lejligheder
erprivate udgifter, der ikke vedrører indkomstopgørelsen. I øvrigt henvises
til LVS.
A.D.3.4.5 Anpartslejligheder
Ved anpartslejligheder i denne forbindelse forstås beboelsesejendomme med
3 eller flere lejligheder i sameje. For "ejere" af
anpartslejligheder (lejligheder som anpartshaverne har brugsretten til i
kraft af, at de ejer en ideel anpart af den ejendom, hvori lejligheden er
beliggende) gælder, at de pågældende i princippet er stillet som
"lejere", således at afholdte udgifter til leje og afholdte
udgifter til lejlighedens vedligeholdelse er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Anpartshaverens medejerskab i den faste ejendom medfører, at ejendommen
skattemæssigt behandles som en udlejningsejendom. Ved indkomstopgørelsen skal
anpartshaveren medregne en til anparten svarende del af ejendommens samlede
over- eller underskud, hvori for indtægternes vedkommende indgår huslejer,
herunder anpartshaverens egen fulde husleje, hvad enten leje rent faktisk er
betalt af den enkelte anpartshaver eller ej, og for udgifternes vedkommende
indgår renter, ejendomsskatter, administrationsudgifter,
vedligeholdelsesudgifter m.m.
Såfremt anpartshaveren ikke betaler - eller kun delvis betaler - leje til
fællesskabet for den lejlighed, der stilles til hans rådighed, skal han
indkomstbeskattes af en lejeværdi, der fastsættes skønsmæssigt under hensyn
til, hvad lejligheden kunne indbringe ved almindelig udlejning, reduceret med
et i forhold til hans ideelle anpart svarende beløb.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008