Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AD - KAPITALINDKOMST

STV nr 20017 af 01/01/1991Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit AD - Kapitalindkomst

A.D.1 Renteindtægter

Reglerne om indtægt af kapital findes i SL § 4 e. Herefter omfatter

skattepligten indtægter i form af rente af udestående fordringer og udlånte

kapitaler udlånt her i landet eller i udlandet med eller uden pant mod eller

uden forskrivning.

Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes

ved indkomstopgørelsen, selvom beløbet ikke af valutamæssige grunde kan

hjemtages.

Indtægterne medregnes efter kursen på valutaen med nedslag i h.t.

begrænsningerne: hjemtagelsesmyndighederne, se vejledning om

dobbeltbeskatning.

Om renter gælder det, at det er et sædvanligt periodisk vederlag til

kreditor for at stille kapital til disposition.

Sådant kapitalafkast beskattes som hovedregel som kapitalindkomst jfr.

personskattelovens § 4.

Hvis virksomhedsskatteordningen anvendes medregnes renteindtægter der

hidrører fra virksomheden til virksomhedsindkomsten. Se LVE.

For bankierer vekselerere og personer der driver næring ved finansiering

med flere medregnes renteindtægter til den personlige indkomst jfr. PSL § 4,

stk. 3.

A.D.1.1 Beskatningstidspunktet

Renter kan og skal som hovedregel først medregnes ved indkomst- og

formueopgørelsen for det indkomstår, i hvilket de forfalder, lsr. 1960.69 og

1963.66. Se A.D.1.1.2 om eventuel periodisering af renter.

Forfalder renter for en længere periode på en gang f.eks. ved

låneoptagelsen eller ved lånets afvikling, skal der ved indkomstopgørelsen

for de indkomstår, som perioden omfatter, medregnes den renteindtægt, der

vedrører indkomståret.

Bagudforfaldne renter af indlånscertifikater i pengeinstitutter skal

Læs alt

periodiseres, når bagudbetalingen vedrører en periode på over 12 måneder,

skd.73.217.

Om beskatning af renteindtægter og -udgifter (periodisering) i forbindelse

med skattepligtens indtræden og ophør ved til- og fraflytning henvises til LV

om skattepligt og dobbeltbeskatning.

Bank- og sparekassekonti

Renter af bank- og sparekassekonti skal ifølge hovedreglen medregnes til

indtægten i det indkomstår, hvori de tilskrives og dermed er forfaldne til

betaling, og dette gælder, hvad enten de hæves eller ikke, lsr. 1964.43. Det

afgørende er bankens eller sparekassens tilskrivningstermin, medens selve

tilskrivningen i bank- eller sparekassebogen er uden betydning.

Har man en sparekassekonto, der har tilskrivningstermin pr. 1.april, skal

der ved indkomstopgørelsen for 1991 medregnes renter fra 1.april 1990 til

31.marts 1991.

Såfremt en sådan konto er ophævet i 1991 efter den 1.april, skal de

renter, der i forbindelse hermed er tilskrevet kontoen fra 1.april til

opgørelsesdatoen, også medregnes i indkomsten i 1991.

Har man en bankkonto med rentetilskrivning pr. 31.dec., bliver det

renterne fra 1.jan. til 31.dec. 1991, der skal medregnes til indkomsten for

1991.

Har banken f.eks. tilskrivningstermin pr. 31.jan., er det renterne fra

31.jan. 1990 til 31.jan. 1991, der nu skal medtages på selvangivelsen.

Er en sådan bankkonto ophævet efter den 31.jan. 1991, skal også renterne

fra 31.jan. til ophævelsesdagen medregnes.

Obligationer

For obligationer er renteterminerne eksempelvis den 2.jan. og den 1.juli,

d.v.s. at der for 1991 skal medregnes de pr. 2.jan. og 1.juli 1991 forfaldne

renter.

Handelsrenter

Har man solgt obligationer mellem 2.jan. og 1.juli, skal medregnes

renterne pr. 2.jan. tillige med renterne indtil salgstidspunktet.

Er der solgt efter 1.juli, skal medregnes såvel de pr. 2.jan. som de pr.

1.juli forfaldne renter, samt renterne indtil salgsdatoen.

Er der omvendt købt obligationer mellem 2.jan. og 1.juli, skal kun de pr.

1.juli forfaldne renter medregnes, og heri kan fratrækkes, hvad man ved købet

har betalt i refusion for renterne fra 2.jan. til købsdatoen.

Efter de hidtil gældende regler skulle handelsrenterne ikke altid indgå i

indkomstopgørelsen for samme indkomstår.

Dette var tilfældet, når den førstkommende termin efter overdragelsen

faldt i det næste indkomstår, f.eks. den 2.jan.

Ved lov nr.888 af 20.dec. 1989 er disse regler ændret, således at vederlag

for vedhængende eller godskrevne renter ved overdragelse af rentebærende

fordringer, medregnes henholdsvis fradrages, i det indkomstår, hvor handelen

afvikles, LL § 5 C.

Hele den førstkommende termins renteindtægt medregnes på

forfaldstidspunktet.

Reglerne kan skematisk opstilles således:

A.

Køber oppebærer den kommende termins renteindtægt og betaler sælger for de

vedhængende renter for perioden fra sidste termin til afviklingstidspunktet.

Sælger:

Medregner vederlaget for de vedhængende renter på det tidspunkt, hvor det

modtages, dvs. i overdragelsesåret.

Køber:

Fradrager vederlaget for de vedhængende renter på det tidspunkt, hvor det

betales, dvs. i overdragelsesåret. Hele den kommende termins renteindtægt

beskattes i det følgende år.

B.

Sælger oppebærer den kommende termins renteindtægt og godskriver køber

renterne for perioden fra afviklingstidspunktet til den kommende termin.

Sælger:

Fradrager de renter, der er godskrevet køber, på det tidspunkt, hvor

renterne godskrives, dvs. i overdragelsesåret. Hele den førstkommende termins

renteindtægt medregnes i det følgende år.

Køber:

Medregner de godskrevne renter på det tidspunkt, hvor de modtages, dvs. i

overdragelsesåret.

I de tilfælde, hvor overdragelsen finder sted inden årets sidste termin,

sker der ingen ændring: De betalte vederlag modregnes blot i den

førstkommende termins renteindtægt.

Regler har virkning for aftaler om overdragelse af fordringer, hvor

afviklingen sker den 1.jan. 1990 eller senere. Reglerne skal anvendes af de

skattepligtige, der ikke allerede anvender fuld periodisering af renter.

A.D.1.2 Periodisering

Ligningsrådet har vedtaget, at periodisering af renteindtægter og

-udgifter kan foretages efter følgende retningslinier:

Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter, således at

beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet medregnes

ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det pågældende indkomstår.

Det er en forudsætning herfor, at samtlige renteindtægter og renteudgifter

periodiseres, samt at der til det regnskab, der vedlægges selvangivelsen,

gives en specifikation af, hvorledes de renter, der er forfaldne i

indkomståret, er reguleret med skyldige, henholdsvis tilgodehavende renter

ved årets begyndelse og slutning. Det én gang valgte princip kan kun

ændres efter tilladelse fra de stedlige ligningsmyndigheder, jf.

SD-cirk.1981.23.

Periodiseringen skal omfatte såvel erhvervsmæssige som private renter.

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen for overgangsåret medregne

dels årets forfaldne renteudgifter, dels beregnede renteudgifter fra sidste

forfaldsdag og indtil statustidspunktet. Ligeledes skal den skattepligtige

det pågældende år indtægtsføre årets forfaldne renteindtægter tillige med

beregnede renteindtægter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet.

Om periodisering af renter i forbindelse med virksomhedsordningen, se

erhvervsdelen.

LL § 5, stk.4

Ifølge LL § 5, stk. 4, er periodisering af renteindtægter og -udgifter

gjort obligatorisk for:

1.

selskaber omfattet af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab

m.v.,

2.

banker,

3.

sparekasser,

4.

selskaber omfattet af lov om visse kreditinstitutter,

5.

investeringsforeninger, der er skattepligtige efter reglerne i

selskabsskattelovens § 1, nr.5a (akkumulerende investeringsforeninger).

6.

fonde omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde og

7.

institutioner som nævnt i lov om beskatning af fonde, visse foreninger og

institutter m.v. § 1, nr.4 (realkreditinstitutter og diverse

finansieringsinstitutter).

Periodisering er endvidere obligatorisk for personer, der er

hovedaktionærer eller hovedanpartshavere i selskaber som nævnt i 1.pkt., og

som har mellemregning med disse.

En hovedaktionær, der havde en aftalt uforrentet mellemregningskonto med

selskabet, var ikke pligtig at periodisere renteudgiften på et privat

banklån, idet han ikke blev anset for omfattet af ligningslovens § 5, stk.4,

Skat 1990.2.130.

LL § 5, stk.5

Ifølge LL § 5, stk.5, er der mulighed for, at også skattepligtige, der

ikke er bogførings- eller regnskabspligtige, kan opnå Ligningsrådets

tilladelse til at fordele renteindtægter og -udgifter over den periode,

renten vedrører. Ligningsrådet kan tillade periodisering for både visse

nærmere angivne grupper af skattepligtige og for enkelte skattepligtige.

Sådanne tilladelser er endnu ikke givet til lønmodtagere.

A.D.1.3 Debitors insolvens

Skyldes manglende betaling af renter debitors insolvens, kan kreditor

undlade at medregne de ikke betalte rentebeløb fra det tidspunkt, hvor

insolvensen er konstateret. Insolvensen behøver ikke at være konstateret ved

forgæves udlæg eller andre retsskridt, hvis renterne efter en konkret

vurdering må anses for at være uerholdelige. Om debitors fradrag, se A.E.1.

Evt. nedskrivning til 0 - LL § 5 A

Ifølge LL § 5 A kan de i et indkomstår forfaldne, ikke betalte

renteindtægter nedskrives til 0, selv om renteindtægten ikke kan anses for

uerholdelig. Det er dog en betingelse, at det pågældende rentetilgodehavende

ikke er betalt inden for fristen for rettidig indgivelse af selvangivelsen

for det pågældende indkomstår, og at den manglende betaling er udtryk for

skyldnerens misligholdelse. Har skatteyderen opnået udsættelse med indgivelse

af selvangivelsen - enten automatisk eller efter ansøgning - forlænges

fristen for modtagelsen af betalingen tilsvarende.

Når rentebeløb, der er nedskrevet, bliver betalt, medregnes de i det

indkomstår, hvori betalingen sker.

Det er som nævnt en betingelse for nedskrivning, at den manglende betaling

skal være udtryk for debitors misligholdelse. Dette krav modvirker skjulte

aftaler, idet misligholdelse normalt indebærer en ret for kreditor til at

opsige fordringen til fuld indfrielse.

Hvis den manglende rettidige betaling skyldes en aftale - eventuelt

stiltiende - mellem kreditor og debitor, må der sondres mellem, om aftalen er

indgået før eller efter det oprindeligt fastsatte forfaldstidspunkt.

Har kreditor og debitor før forfaldstidspunktet aftalt, at renten først

skal forfalde året efter, udskydes både beskatnings- og fradragstidspunktet

til dette efterfølgende år.

Er der derimod givet henstand efter forfaldstidspunktet vil der ikke være

tale om misligholdelse, og kreditor kan således ikke nedskrive den ubetalte

rente i medfør af § 5A. Debitor kan i denne situation fradrage den ubetalte

rente i det år, renten forfaldt efter den oprindelige aftale.

Personer, der periodiserer deres renteindtægter kan ikke benytte sig af

den nævnte nedskrivningsadgang, men skal indtægtsføre renterne, selv om disse

ikke er betalt. Først på det tidspunkt, hvor renterne efter en konkret

vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelige, kan de

uerholdelige renter fradrages.

Når et rentebeløb, der er nedskrevet efter § 5A, bliver betalt, skal det -

som foran nævnt - medregnes i det indkomstår, hvori beløbet bliver betalt.

Hvis den skattepligtiges fulde skattepligt ophører på et tidligere tidspunkt,

skal de tilgodehavende renter medregnes ved indkomstopgørelsen for det

indkomstår, hvori skattepligten ophører. Tilgodehavendet skal medregnes efter

dets værdi. Dette betyder, at tilgodehavendet kan medregnes med et lavere

beløb end dets pålydende, eventuelt til 0, hvis det må antages, at skyldneren

vil være helt eller delvis ude af stand til at betale.

A.D.1.4 Beskatning under særlige forhold

Selv om der ikke er ydet særskilt vederlag for vedhængende renter, skal

der dog normalt ske beskatning af vedhængende renter hos sælgeren af et

pantebrev m.v., idet det må antages, at der ved fastsættelsen af salgssummen

er inkluderet et sådant vederlag, jf. Skat 1985.2.46 og Skat 1985.11.316.

I et tilfælde, hvor en skatteyder vederlagsfrit overdrog nogle gældsbreve

til sine børnebørn, kunne der således ikke med skattemæssig virkning bortses

fra den beregning af vedhængende renter, der normalt finder sted ved

omsætning af rentebærende fordringer, lsr. 1977.74. Se dog lsr. 1973.7, hvor

man fandt det betænkeligt at anse salgssummen for at indeholde en godtgørelse

for renter, idet pantebrevet allerede ved overdragelsen var i høj grad

nødlidende.

En gave til et ufødt barn kan ikke tillægges skattemæssig virkning for

indkomstår, hvor barnet ikke er født. En farmor gav i dec. 1972 120.000 kr.

til et barnebarn, som blev født i feb. 1973. Da retten til gaveydelsen måtte

anses for suspensivt betinget af barnets fødsel, og da denne betingelse ikke

var opfyldt ved udgangen af 1972, kunne gaven ikke tillægges skattemæssig

virkning for 1972 og afkastet af gavebeløbet skulle derfor medregnes i

giverens indkomst for 1972, ØLD af 11.okt. 1978 (skd.48.45).

En skatteyder, der havde deponeret en bankbog til fordel for det

offentlige, blev anset for indkomstskattepligtig af renteindtægten af

bankbogen, idet deponeringen ikke kunne sidestilles med en effektiv betaling

af gælden, skd.65.160.

Se i øvrigt A.D.1.1.7 om rentefritagelse og henstand.

Tvangsauktion m.v.

Når en ufyldestgjort panthaver overtager en fast ejendom på tvangsauktion,

opstår spørgsmålet om panthaveren ved overtagelsen af ejendommen har fået

dækning for tilgodehavende renter.

Efter Landsskatterettens praksis fremgår, at når en panthaver, som på

tvangsauktion overtager en ejendom ved at byde ind i sit eget pant, opnår hel

eller delvis dækning for sit tilgodehavende - herunder påløbne, men ikke

betalte renter - må være udgangspunktet, om ejendommens reelle værdi på

overtagelsestidspunktet overstiger anskaffelsessummen. Sælges ejendommen i

fortsættelse af overtagelsen på tvangsauktion, kan den kontante salgssum ved

det efterfølgende salg tjene som rettesnor for værdiansættelsen på

overtagelsestidspunktet.

Med hensyn til opgørelsen af anskaffelsessummen ved ejendommens

overtagelse på tvangsauktionen finder retten, at denne skal opgøres som

summen af restgælden af de overtagne prioriteter, kursværdien for restgælden

af klagerens egne pantebreve efter kursen på erhvervelsestidspunktet samt

omkostningerne i forbindelse med tvangsauktionen, jf. bl.a. Skat 1985.1.14 og

Skat 1986.8.516.

Princippet i Landsskatterettens metode kan rent skematisk gengives

således:

1. prioritet, restgæld 80.000 kr.

2. prioritet, restgæld 70.000 kr.

3. prioritet, restgæld 50.000 kr. 200.000 kr.

4. prioritet, restgæld 200.000 kr.

kursansat efter kursen på erhvervelsestidspunktet 100.000 kr.

Forfaldne renter og ejendomsskatter for tiden før

overtagelsen 20.000 kr.

Omkostninger ved auktionen 10.000 kr.

-----------

I alt anskaffelsessum 330.000 kr.

-----------

Renten på 4. prioritets pantebrev udgør 10.000 kr. pr.

termin.

Videresalg:

1. Salgssum 350.000 kr.

- omkostninger 10.000 kr.

-----------

340.000 kr.

-----------

Avancen 10.000 kr. dækker en termins rentetilgodehavende.

2. Salgssum 360.000 kr.

- omkostninger 10.000 kr.

-----------

350.000 kr.

-----------

Avancen 20.000 kr. kan dække to terminers rentetilgodehavender.

I praksis vil der normalt foreligge et videresalg af den overtagne ejendom

efter kort tids forløb, men som det fremgår af de ovenfor omtalte kendelser,

er videresalget ikke en betingelse for at konstatere, om der er dækning for

tilgodehavende renter. Er der ikke sket videresalg i fortsættelse af

ejendommens overtagelse, må det efter et konkret skøn afgøres, om ejendommens

faktiske værdi på overtagelsestidspunktet giver dækning for tilgodehavende

renter.

Nødlidende fordringer

Når en nødlidende fordring overdrages eller indfries til underkurs, skal

der også ske en bedømmelse af, hvorvidt der kan anses at være opnået dækning

for renterestancer. Skattemæssigt gælder der ingen fast regel for, hvor stor

en del af overdragelsessummen der eventuelt kan anses for renter, og hvor

stor en del der kan henføres til hovedstolen.

Spørgsmålet må afgøres konkret under hensyn til fordringens kursværdi på

overdragelsestidspunktet. Der må foretages en ansættelse af fordringens

kursværdi, og hvis vederlaget overstiger denne værdi, kan beskatning af

opnået fyldestgørelse af renter (helt eller delvis) finde sted, jf. Skat

1987.7.518.

A.D.1.5 Indskudsbeviser og indskud på særlige rentevilkår

Flere pengeinstitutter har særlige former for anfordringskonti. Der

indskydes et efter de til enhver tid gældende renteforhold bestemt beløb på

hvert bevis, og yderligere indskud på samme bevis kan ikke foretages. Hver

fulde måned opskrives bevisets værdi successivt med forud fastsattebeløb,

således at bevisets indfrielsesværdi f.eks. efter 5 år er 1.000 kr. Det

tilskrevne beløb (renterne) kan ikke hæves særskilt, men hele indeståendet

kan hæves på anfordring. Tilvæksten noteres ikke på beviset, men bevisets

indfrielsesværdi (incl. tilvæksten til enhver tid) kan aflæses af en til

indskyderen udleveret tabel. Bevisejeren skal ved opgørelsen af sin

skattepligtige indkomst medregne bevisets værdistigning i årets løb. Denne

stigning udregnes efter nævnte tabel som differencen mellem bevisets værdi

ved oprettelsen, eventuelt indkomstårets begyndelse, og sidste skæringsdag

inden for indkomståret. Ved formueopgørelsen medregnes bevisets

indfrielsesværdi ved indkomstårets udløb.

En bank påtænkte at modtage indlån med 1 års opsigelse, dog med mulighed

for tidligere ophævelse mod rentedekort. Renten beregnes og forfalder

helårligt. Den samlede forrentning af indlånet beregnes således:

Der beregnes en grundrente på f.eks. 7 pct.

Denne rente reguleres +/- svarende til et beløb,

der ville opnås, hvis der var indgået

terminsforretning, hvor der solgtes D-mark på

termin x

--------------

Samlet rente 7 pct. +/- x

Renten afhænger således af kursudviklingen mellem D-mark og danske kroner

og kan i ekstreme tilfælde endog blive negativ.

Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente

betegnede afkast af den beskrevne indlånsform skattemæssigt skal behandles

som rente.

Tillægget til grundrenten kan efter Ligningsrådets opfattelse ikke anses

som en rente i skattemæssig forstand. Tillægsbeløbet skal beskattes efter

kursgevinstloven som en kursregulering af hovedstolen og således

skattemæssigt behandles som kursgevinst/tab på fordringer henholdsvis gæld i

danske kroner, Skat 1989.4.350.

Det merbeløb i forhold til indkøbsprisen, hvormed United States Saving

Bonds indfries, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for indfrielsesåret,

medmindre ejeren har medregnet merbeløbet successivt ved indkomstopgørelsen

for de år, hvori han har ejet obligationerne.

I særlige tilfælde anses engangsvederlag, der ydes for at lade et

misligholdt pantebrev forblive indestående (undlade at kræve restgælden

indfriet fuldt ud), som et supplement til renteindtægten og derfor

indkomstskattepligtig. Det gælder i alt fald, når de oprindelige

pantebrevsvilkår opretholdes.

A.D.1.6 Ejerskiftegebyr

I visse tilfælde erlægges der ved ejerskifte (af en fast ejendom) i stedet

for ejerskifteafdrag et ejerskiftegebyr, f.eks. en procentdel af pantebrevets

hovedstol eller restgæld. Et sådant gebyr er indkomstskattepligtigt for

pantekreditor, medens pantedebitor ikke kan fradrage gebyret.

Rykningsgebyr

Et engangsvederlag ydet for at opnå en rykningspåtegning på et pantebrev

anses for en godtgørelse for en forringelse af pantebrevets vilkår og dermed

normalt ikke indkomstskattepligtig.

A.D.1.7 Rentefritagelse og henstand

Den person, der rentefrit udlåner penge, skal normalt ikke som indtægt

medtage et beløb svarende til den anslåede renteindtægt, der kunne være

opnået ved udlån til anden side, jf. bl.a. skd.60.31, men hvis det rentefri

lån modsvares af økonomiske fordele er långiveren skattepligtig af disse

fordele. Dette foreligger f.eks., hvor et kommunalt varmeforsyningsselskab

låner et beløb rentefrit hos forbrugerne, der til gengæld får reduceret deres

varmebidrag med varmeværkets besparelse i rente. Tilsvarende gælder, hvis

medlemmer af en sportsforening låner foreningen et beløb rentefrit og til

gengæld opnår kontingentfritagelse eller -reduktion.

En skatteyder, der var medlem af en golfklub, havde i lighed med en del

andre medlemmer indskudt 10.000 kr. i golfklubben i et forsøg på at retablere

klubbens økonomi.

Indskuddene skulle tilbagebetales senest efter 10 år og forrentedes ikke.

Det var imidlertid på en generalforsamling besluttet, at de medlemmer, der

havde foretaget indskud, skulle have en kontingentreduktion på 1.150 kr., som

ligningskommissionen havde indkomstbeskattet.

Lsr. fandt, at skatteyderen måtte anses for skattepligtig af hele

kontingentreduktionen på 1.150 kr., der måtte anses som skattepligtigt afkast

af indskuddet, og som i øvrigt ikke oversteg, hvad der måtte anses som normal

forrentning under vilkår som de foreliggende, jf. Skat 1987.3.213.

Nævnes kan også en bindende forhåndsbesked vedrørende et lånearrangement,

hvor en skatteyder påtænkte at optage et banklån på 500.000 kr., der skulle

videreudlånes rentefrit til skatteyderens svoger i USA til køb af

obligationer eller indsætning i en dansk bank. Formålet med låneoptagelsen

var ifølge skatteyderen, at han skulle have rentefradraget af lånet og

svogeren renteindtægten, der beskattes lavere i USA. Sikkerhed for lånet

ville blive stillet af skatteyderen. Ligningsrådet fandt, at en til renten

svarende fordel (modydelse) skulle beskattes hos skatteyderen, idet det på

det foreliggende grundlag antoges, at der skulle præsteres modydelse.

En skatteyder havde udlånt et beløb på 425.000 kr. rente- og afdragsfrit

til sin afdøde fars tidligere samleverske. Denne havde købt obligationer for

beløbet, hvoraf hun havde oppebåret en renteindtægt på 21.000 kr.

Skatteyderen havde håndpant i de pågældende værdipapirer, der var lagt som

sikkerhed for lånet i et bankdepot, og salg af værdipapirerne kunne kun ske

med samtykke fra hans advokat.

Skatteyderen havde i samme år påtaget sig en underholdsforpligtelse på

10.000 kr. årligt over for den pågældende, svarende til maksimumbeløbet for

fradrag af underholdsydelser i henhold til bestemmelsen i LL § 14, stk.4 (nu

§ 12, stk.4).

Højesteret fandt, at skatteyderen ved den omhandlede disposition

vilkårligt havde overført det løbende renteafkast af de obligationer, som var

erhvervet for låneprovenuet til lånmodtageren. Da en sådan løbende gaveydelse

ikke kunne fradrages ved siden af det af skatteyderen foretagne fradrag på

10.000 kr., skulle han beskattes af det af lånmodtageren oppebårne

renteafkast på 21.000 kr., jf. HD af 29.maj 1990, Skat 1990.7.520.

Afkald på betaling af rente for en enkelt betalingstermin eller for en

kortere periode fritager ikke kreditor for beskatning af rentebeløbet,

medmindre rentekravet godtgøres at være uerholdeligt, lsr. 1972.69.

Såfremt afkald på renter derimod gives med virkning for samtlige

fremtidige ydelser, beskattes rentebeløbene ikke hos kreditor.

Når der ydes henstand med betalingen af renter, sker der en udskydelse af

beskatningstidspunktet, såfremt henstanden er indrømmet før forfaldstid, idet

forfaldstiden i så fald anses udskudt, jf. lsr. 1977.180 og 1980.199.

Af losr. 1934.95 fremgår, at indrømmelse af henstand efter

forfaldstidspunktet ikke ændrer beskatningstidspunktet.

Hovedaktionærers rentefri udlån til selskabet

Se herom ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber.

A.D.1.8 Indkomstskattefri renter

Renter, der tilskrives kapitalpensionsordninger og konti vedrørende

pristalsreguleret alderdomsopsparing (indekskonti), skal ikke medregnes i

indkomsten, så længe ordningen er omfattet af PL, jf. PL § 45.

Renter, der i bindingsperioden påløber selvpensionerings- og

børneopsparingskonti, skal ikke beskattes, hvorimod renter, der påløber efter

bindingsperiodens udløb, skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder,

uanset hvornår renterne rent faktisk tilskrives.

Hvor indeståendet på en børneopsparingskonto hidrører fra gaver til barnet

ydet af dets forældre, stedforældre eller plejeforældre (der er fuldt

skattepligtige her til landet) sker indkomst- og formuebeskatningen efter

bindingsperiodens ophør hos giveren indtil udløbet af det kalenderår, hvori

barnet fylder 18 år, eller indtil den dato, hvor barnet indgår ægteskab, KSL

§ 5, stk.2.

De præmier, staten yder på boligsparekontrakter og uddannelseskonti, er

ikke indkomstskattepligtige, hvorimod de af pengeinstituttet tilskrevne

renter skal medtages ved indkomstopgørelsen.

Gravstedskonti

Renteafkastet af de såkaldte gravstedskonti anses ikke for at være

indkomstskattepligtigt, såfremt

1.

arvingerne ved deres underskrift på boopgørelsen har fraskrevet sig

rådighedsretten over indeståendet på kontoen, ligesom der er indbyrdes aftale

mellem arvingerne om, at ingen skal have fri rådighed over kontoen,

2.

kontoen noteres som en gravstedskonto, og

3.

der med pengeinstituttet træffes bindende aftale om, at der kun kan hæves

på kontoen til dækning af dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger på

gravstedet.

Se i modsætning hertil lsr.1981.150, hvor arvingerne havde bevaret

dispositionsretten over indeståendet på kontoen og derfor blev anset

skattepligtig af deres andel i renter og indestående.

Udover de under 1-3 anførte betingelser præciseres det:

- at konto alene kan oprettes i forbindelse med dødsfald,

- at betingelsen om "dokumenterede vedligeholdelsesomkostninger"

forstås således, at pengeinstituttet alene må foretage udbetalinger

"efter regning", og

- at indeståendet skal tilfalde kirkekassen ved gravstedets sløjfning,

-

at der ikke kan indsættes en så stor kapital, at den som fond skal

registreres i fondsregisteret,

- og der kan på kontoen alene indskydes et beløb, der står i rimeligt

forhold til udgiften til vedligeholdelse af et bestemt gravsted.

Det er herved forudsat, at gravstedskontoen ikke er oprettet som formelt

selvstændigt skattesubjekt i henhold til fondslovgivningen.

A.D.1.9 Rente af båndlagte kapitaler

Selv om en rentebærende kapital er båndlagt, skal renteindtægterne af

kapitalen medregnes ved kapitalejerens indkomstopgørelse. Dette gælder også,

hvor båndlæggelsen omfatter renterne, lsr. 1939.122 og 1942.182.

Såfremt der ikke findes en aktuel kapitalejer, idet den båndlagte kapital

ved gavens givelse er definitivt udgået af giverens formuesfære, og retten

til kapitalen for gavemodtageren er suspensivt betinget, kan renteindtægterne

af den båndlagte kapital ikke beskattes hverken hos giver eller den, der

eventuelt senere får ret til kapitalen, når betingelsen opfyldes.

A.D.1.10 Renteindtægter fra udlandet

Renteindtægter af kapitaler og tilgodehavender i udlandet skal medregnes

ved indkomstopgørelsen, selv om beløbet af valutamæssige grunde ikke har

kunnet hjemtages. Indtægterne medregnes efter kursen for det pågældende lands

valuta og med et nedslag under hensyn til begrænsningerne i

hjemtagelsesmuligheden, se vejledningen om skattepligt og dobbeltbeskatning.

A.D.1.11 Renteindtægt eller dekort?

Landsskatteretten har i en række kendelser (bl.a. lsr. 1970.170 og

1971.64) fastslået, at den rentegodtgørelse, der af en kommune ydes

lodsejere, der indbetaler acontobidrag til dækning af kommunens udgifter ved

opførelse af kloak- og rensningsanlæg, ikke kan anses indkomstskattepligtig

for modtagerne, idet beløbet anses som en i forudbetalingen begrundet

skattefri dekort - og ikke en skatteyderen tilfaldende rente ved udlån af

kapital, som tilfældet er foran under A.D.1.1.7, hvor "rentefri"

udlån modsvares af økonomiske fordele.

Når en kommune efter udførelsen af forskellige arbejder, såsom anlæg af

kloaker, byggemodning og lignende, aflægger endeligt regnskab over for de

implicerede grundejere, er der til de af grundejerne indbetalte acontobeløb

godskrevet renter og renters rente, og på den anden side er der beregnet

renter af de af kommunen afholdte udgifter. I det bidrag, som ved den

endelige afregning pålignes de enkelte grundejere, indgår disse rentebeløb.

Disse "rentebeløb" anses for en nedsættelse henholdsvis en

forøgelse af anlægsudgiften, der hverken skal medregnes eller kan fradrages i

grundejernes skattepligtige indkomst.

A.D.1.12 Godtgørelse - overskydende skat

Den godtgørelse på 4 pct., der i henhold til KSL § 62, stk.3, ydes ved

tilbagebetaling af overskydende skat, skal ikke medregnes ved

indkomstopgørelsen, jf. KSL § 23, stk.3.

A.D.1.13 Rentegodtgørelser

En række rentegodtgørelser i forbindelse med tilbagebetaling af skatter og

afgifter er ikke indkomstskattepligtige for modtageren.

Det gælder:

Arveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk. 5.

Gaveafgift, arveafgiftslovens § 33, stk.5, jf. § 48, stk. 2.

Overskydende skat, KSL §§ 23, stk.3, 62, stk.4 og 62A, stk. 3.

Pensionsordningsafgift, PL § 39, stk. 3.

Selskabsskat, SSL § 30, stk. 4.

Særlig indkomstskat, KSL §§ 23, stk.3 og 62A. stk. 3.

Andre rentegodtgørelser er indkomstskattepligtige.

Det gælder:

Ejendomsskatter, kom.ejendomssk.lov § 29, stk. 4.

Kapitaltilførselsafgift, lov om kapitaltilførselsafgift § 12, stk. 3.

Forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb i henhold til

Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14.okt. 1987.

Procesrente betalt i h.t. lovbek. 1986 0901 nr.583 om renter ved forsinket

betaling m.v. og som skal beregnes efter lovens § 5 skal medregnes i den

skattepligtige indkomst.

A.D.1.14 Rentenydelse

Indtægt i form af rentenydelse af en kapital, som rentenyderen ikke selv

ejer, skal medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ØLD af 13.dec. 1984 (Skat

1986.5.305), der statuerede indkomstbeskatning af en arvings årlige

rentenydelse i henhold til testamente, uanset at boet havde erlagt arveafgift

af den kapitaliserede værdi af rentenydelsesretten. Afkast af en

rentenydelseskapital er personlig indkomst, Skat 1988.3.156.

A.D.2 Kursgevinster og -tab (kursgevinstloven)

Kursgevinstloven omhandler den skattemæssige behandling af gevinst og tab

på fordringer og gæld i såvel dansk mønt som udenlandsk valuta, jf. lovbek.

nr.627 af 29.sept. 1987. Til KGL knytter sig skd.cirk. nr.120 af 9.okt. 1986

og skd.cirk. nr.237 af 30.dec. 1987.

* Kursgevinstloven er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991, jf. lovbek.

nr.594 af 15.aug. 1991. *

Indledning

KGL regulerer den skattemæssige behandling af gevinst/tab på

fordringer/gæld og terminskontrakter samt aftaler om købe- og salgsretter,

jf. KGL § 1.

Kredsen af skattepligtige efter kursgevinstloven kan deles op i 3

hovedgrupper. Det er selskaber omfattet af KGL § 2. Næringsskattepligtige

personer og dødsboer omfattet af KGL § 3 og personer omfattet af KGL § 7

(kursgevinstordningen).

Hvad angår den skattemæssige behandling af gevinst/tab på

terminskontrakter m.v., omfattet af KGL § 8 C, se afsnit A.D.2.6.

For selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anses for

næringsskattepligtige efter KGL § 3, men efter SL § 4-6, reguleres

skattepligten for gevinst/tab på fordringer/gæld i danske kroner af de

almindelige regler i SL. Dette gælder dog kun hvis fordringen/gælden kan

henføres til næringsvirksomheden. Gevinst/tab på fordringer/gæld der vedrører

privatsfæren anses for omfattet af KGL § 7.

Kursgevinstloven er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991, jf. lovbek.

nr.594 af 15.aug. 1991.

Lovændringen har medført, at der nu er generel skattepligt for selskabers

gevinst/tab på fordringer/gæld, jf. KGL § 2.

Efter de hidtil gældende regler har selskaber været skattepligtige af

gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta. Kun selskaber der var

omfattet af den hidtil gældende KGL § 2 har været generelt skattepligtige af

gevinst/tab på fordringer og gæld.

Om selskaber generelt, se nærmere afsnit A.D.2.2.6 samt afsnit SC.1.3.3.

Ændringen af KGL har endvidere medført en udvidelse af § 1, der definerer

de værdipapirer der er omfattet af loven. Disse værdipapirer kan deles op i 2

hovedgrupper. Den første gruppe består af obligationer, pantebreve,

gældsbreve og andre pengefordringer. Den anden gruppe består af

terminskontrakter og aftaler om købe- og salgsretter.

Den skattemæssige behandling af gevinst/tab på h.h.v. fordringer/gæld og

terminskontrakter m.v. reguleres af hinanden uafhængige regelsæt i KGL.

Gevinst/tab på fordringer/gæld reguleres af KGL §§ 4-7. På fordringssiden

reguleres den skattemæssige behandling af §§ 4, 6 og 7. På gældssiden

reguleres den skattemæssige behandling af §§ 5, 6 og 7.

* Gevinst/tab på terminskontrakter m.v. reguleres af KGL §§ 8 C-8 G. Se

nærmere afsnit A.D.2.6. *

Ud over de ovennævnte generelle bestemmelser, er der bestemmelser der

regulerer skattepligten for enten bestemte kategorier af skattepligtige,

eller i særlige tilfælde.

* Det er for det første gældseftergivelsessituationer, jf. KGL § 6 A der

er en ny bestemmelse. Se nærmere afsnit E.L.2. *

Dernæst er der KGL § 8 B, der vedrører den skattemæssige behandling af

gevinst/tab ved skattepligtsophør. Bestemmelsen er ændret ved den seneste

lovændring. Se nærmere nedenfor.

For det tredje er der KGL §§ 8 og 9 der vedrører principperne for

opgørelse af gevinst/tab på fordringer/gæld. Se nærmere afsnit A.D.2.3 og

A.D.2.5.

* KGL § 6 B er en ny bestemmelse. Den regulerer betingelserne for fradrag

for tab på udlån mellem koncernforbundne selskaber. Se nærmere afsnittene

A.D.2.2.6 og S.C.1.3.3. *

Selskaber der tidligere var omfattet af LL § 4, men ikke af den hidtil

gældende § 2 i KGL, var skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld der

var erhvervet/stiftet mens selskabet var omfattet af LL § 4. Ved ændringen af

KGL § 2 er disse selskaber blevet omfattet af den generelle skattepligt.

Gevinst/tab på ovennævnte fordringer/gæld er herefter skattepligtige efter

KGL § 2.

Der er fortsat skattefrihed for kursgevinster, som private investorer

opnår ved salg af fordringer udstedt før 2.okt. 1985.

Der knytter sig en række overgangs- og ikrafttrædelsesregler til den

seneste ændring af KGL. Disse regler vil blive nævnt løbende i forbindelse

med de enkelte afsnit. Se i øvrigt nærmere lovbek. nr.594 af 15.aug. 1991.

Fraflytning m.v. KGL § 8 B

KGL § 8 B sikrer, at der sker beskatning af kursgevinster og -tab på

fordringer eller gæld, som er opnået, men ikke realiseret, afstået eller

indfriet, inden skattepligten m.v. til Danmark ophører.

Ophør af skattepligt i forbindelse med fraflytning og flytning af

skattemæssigt hjemsted, sidestilles med realisation, der kan udløse

beskatning efter KGL. Bestemmelsen har kun betydning i de tilfælde, hvor

kursgevinster eller -tab på fordringer eller gæld ville have været

skattepligtige ved realisation (afståelse eller indfrielse). Det gælder bl.a.

kursgevinster på fordringer, der ikke har opfyldt mindsterentekravet til den

pålydende rente.

Loven omfatter også overdragelse af aktiver til en ægtefælle, der bor i

udlandet.

Loven har virkning for kursgevinster og -tab, når ophør af skattepligt

m.v. er sket den 18.feb. 1987 eller senere.

Der henvises i øvrigt til Skd.cirk. nr.237 af 30.dec. 1987.

* Ved lov nr.394 af 6.juni 1991 er reglerne vedrørende tidspunktet for

skattepligtens indtræden ændret. Ændringerne vedrører skattepligtige efter

KSL § 1 og § 2, stk.1 litra d, samt selskaber omfattet af SSL § 2, stk.1.

litra a.

For disse skattepligtige indtræder skattepligten først når de har haft

skattemæssigt hjemsted i Danmark i en eller flere perioder på i alt 5 år

indenfor de seneste 10 år.

De ændrede regler har virkning for den omhandlede gruppe af

skattepligtige, når ophør af skattepligt er sket den 18.feb. 1987 eller

senere. *

For andre skattepligtige end ovenstående medregnes gevinst/tab efter de

hidtil gældende regler.

A.D.2.1 Kursgevinstordningen KGL § 7

Mindsterenten har som udgangspunkt betydning for den skattemæssige

behandling af kursgevinster som private investorer opnår på fordringer i

dansk mønt.

Efter de hidtil gældende regler havde mindsterenten også betydning for den

skattemæssige behandling af fordringer i fremmed valuta. Dette er ikke

længere tilfældet.

* Efter den seneste ændring af KGL er der gennemført generel skattepligt

for gevinst/tab på fordringer og gæld i fremmed valuta, jf. KGL § 6. Se

nærmere afsnit A.D.2.2.4.

Mindsterenten har endvidere betydning for skattepligtige efter KGL §§ 2 og

3, i de tilfælde hvor disse har gæld i dansk mønt, jf. KGL § 5. Se nærmere

afsnit A.D.2.3.1.

Ændringen af KGL har endvidere medført, at kredsen af skattepligtige

omfattet af kursgevinstordningen er ændret. Dette er en konsekvens af, at der

er indført generel skattepligt for selskabers gevinst/tab på fordringer og

gæld i dansk mønt.

Kredsen af skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen er herefter

defineret som private investorer samt selvstændige erhvervsdrivende, omfattet

af SL §§ 4-6, med fordringer i dansk mønt der ikke anses for omfattet af

næringsvirksomheden. Det er endvidere en betingelse at den skattepligtige

ikke anses for omfattet af KGL § 3. *

For skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen, er gevinster på

fordringer i dansk mønt der opfyldte mindsterentekravet på

udstedelsestidspunktet altid skattefri. Der er ikke fradrag for tab.

For skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen, er kursgevinster på

fordringer i dansk mønt, der ikke opfyldte mindsterentekravet på

udstedelsestidspunktet altid skattepligtig. Der er ikke fradrag for kurstab.

Skattepligtige kursgevinster skal ved indkomstopgørelsen medregnes som

kapitalindkomst, jf. PSL § 4, stk.1, nr.2.

Mindsterentekravet gælder for fordringer udstedt den 2.okt. 1985 eller

senere.

Gevinst på fordringer udstedt før den 2.okt. 1985 er altid skattefri for

skattepligtige omfattet af kursgevinstordningen.

* Vedr. terminskontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C, se afsnit A.D.2.6. *

A.D.2.1.1 Mindsterenten

Efter KGL § 7 er det som nævnt et krav, at fordringer i danske kroner, der

er omfattet af lovens § 1, mindst skal forrentes med en pålydende rente, som

ligger tæt på markedsrenten, for at kursgevinsten på fordringen skal være

skattefri for kreditor. Denne rentesats, der kaldes mindsterenten, udregnes

på grundlag af markedsrenten og har foreløbig udgjort følgende:

2.okt. 1985-1.apr. 1986: 9 pct. p.a.

2.april 1986-30.juni 1986: 7 pct. p.a.

1.juli 1986-31.dec. 1986: 8 pct. p.a.

1.jan. 1987-30.juni 1987: 10 pct. p.a.

1.juli 1987-31.dec. 1987: 10 pct. p.a.

1.jan. 1988-30.juni 1988: 10 pct. p.a.

1.juli 1988-31.dec. 1988: 9 pct. p.a.

1.jan. 1989-30.juni 1989: 9 pct. p.a.

1.juli 1989-31.dec. 1989: 9 pct. p.a.

1.jan. 1990-30.juni 1990: 9 pct. p.a.

1.juli 1990-31.dec. 1990: 9 pct. p.a.

* 1.jan. 1991-16.juni 1991: 9 pct. p.a. *

* 17.juni 1991-30.juni 1991: 8 pct. p.a. *

* 1.juli 1991-31.dec. 1991: 8 pct. p.a. *

Offentliggørelse af mindsterenten

Mindsterenten offentliggøres 5. sidste børsdag forud for den periode,

hvori den skal gælde. Offentliggørelsen sker i Statstidende, i

T&S-cirkulærer, på børskurslisten og i diverse fagblade.

Afgørende for om en fordring opfylder kravet til mindsterenten, er rentens

størrelse på tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen

(stiftelsestidspunktet).

Det er derimod uden betydning, hvorledes renteudviklingen bliver på et

senere tidspunkt. Det betyder, at der kan arbejdes med såkaldte blåstemplede

og sortstemplede pengefordringer i dansk mønt. Hvad angår fordringer i

udenlandsk valuta se afsnit A.D.2.4.

Blåstemplede

Hvis kravet til mindsterenten er opfyldt på stiftelsestidspunktet, bliver

fordringen en såkaldt blåstemplet fordring. Det betyder, at kursgevinsten til

enhver tid er skattefri hvis kreditor er omfattet af kursgevinstordningen.

Omsættes en blåstemplet fordring på et senere tidspunkt, bevarer fordringen

den oprindelige status som blåstemplet, og kursgevinsten vil følgelig også

være skattefri for den nye kreditor.

Sortstemplet

Hvis fordringen ikke opfylder mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet,

bliver fordringen en såkaldt sortstemplet fordring. Det betyder, at

kursgevinsten til enhver tid er skattepligtig hos kreditor. Det er således

uden betydning, om fordringens rente kommer til at opfylde mindsterentekravet

på et senere tidspunkt. Omsættes en sortstemplet fordring på et sådant senere

tidspunkt, bevarer fordringen den oprindelige status som sortstemplet.

Kursgevinsten beskattes, uanset om fordringen afstås eller indfries helt

eller delvis. Eventuelle kurstab er ikke fradragsberettigede. Se i øvrigt

A.D.2.2.

A.D.2.1.2 Er mindsterentekravet opfyldt?

Ved afgørelsen af, om en fordring på stiftelsestidspunktet opfylder

mindsterentekravet, vil det ikke altid være nok at se på fordringens

pålydende rente. Fordringens rente skal nemlig gøres op i forhold til den

tilsagte indfrielsessum, således at den pålydende rente svarer til den

virkelige forrentning i forhold til den tilsagte indfrielsessum.

Eksempel

Det antages, at mindsterenten er 9 pct.

En fordring udstedes med et pålydende på 100 kr. og rente på 12 pct. Det

er aftalt, at debitor skal tilbagebetale 150 kr. Kravet efter § 7, stk.1, er,

at den pålydende rente på 12 pct. gøres op i forhold til den tilsagte

indfrielsessum på 150 kr. Herved fås, at den pålydende rente reelt er

(12 x 100):150 = 8 pct.

Da mindsterentekravet her i eksemplet er 9 pct., opfylder fordringens

pålydende rente på 8 pct. således ikke mindsterentekravet.

Fordringens rente skal basere sig på mindst én årlig

rentetilskrivning. Hvis den månedlige rente er på f.eks. 1 pct., og hvis

denne rente tilskrives restgælden hver måned, vil fordringens pålydende rente

i kursgevinstlovens forstand blive anset for at være 12 pct.

Hvis der er tale om en rente på f.eks. 20 pct. med tilskrivning kun hvert

andet år, skal renten omregnes, så den svarer til en rente med årlig

tilskrivning. Det vil i dette tilfælde svare til en pålydende rente på 9,54

pct. p.a. (helårlig, efterbetalt rente).

Overkursreglen KGL § 5, stk.5

Ifølge KGL § 5, stk.5, gælder, at en låntager er skattepligtig af

gevinsten ved optagelse af lån, der udbetales til overkurs. Baggrunden for

bestemmelsen er, at der i løbet af 1985 fremkom en ny type lån, hvor renten

oversteg den aktuelle markedsrente, og lånet derfor blev udbetalt til

overkurs, f.eks. 15-årige lån med 15% rente, hvor lånet blev udbetalt til

kurs 120, således at der kun skulle tilbagebetales parikursen ved de løbende

afdrag. Ved denne type lån opnåede låntager en kursavance, der modsvaredes af

en større løbende renteudgift. Efter almindelige regler ville denne

kursavance være skattefri. Var långiver næringsskattepligtig, ville långiver

derimod kunne få fradrag for kurstab.

"Overkurs" er defineret i lovteksten som "fordringens værdi

på tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen overstiger det

beløb, som skyldneren skal indfri," hvilket normalt vil sige, at lånet

udbetales med et større beløb end det til sin tid skal indfries til.

Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at der ved lånets

etablering er aftalt et lavere indfrielsesbeløb, og det er altså ikke aktuelt

med denne bestemmelse, hvis senere forhold, f.eks. udviklingen i renten, gør

det muligt for skyldneren at indfri lånet til en lavere kurs end den ved

låneoptagelsen aftalte, fordi det indfries før tiden.

Bestemmelsen gælder ikke alene egentlige nye lån, der udbetales, men også

for pantebreve, gældsbreve og andre fordringer, der opstår i forbindelse med

ejendomshandler, virksomhedsoverdragelse og lignende, hvis værdien af

fordringen på stiftelsestidspunktet overstiger indfrielsesbeløbet. Dette vil

typisk ske som følge af en aftalt høj rente, der overstiger renteniveauet.

A.D.2.1.3 Stiftelsestidspunktet

Som nævnt er det afgørende for en danskmøntet pengefordrings status som

blåstemplet eller som sortstemplet, hvilken pålydende rente pengefordringen

har på stiftelsestidspunktet. Det er derfor nødvendigt at fastslå, hvad

stiftelsestidspunktet er for forskellige fordringer.

Den mest typiske danskmøntede pengefordring er den børsnoterede

obligation. Der kan her være tale om statsobligationer, statsgældsbeviser,

realkreditobligationer og andre obligationer. Obligationer udstedes ikke mere

på papir, men overføres nu elektronisk til registrering på den enkelte

obligationskøbers konto i værdipapircentralen.

Ved statsobligationer og statsgældsbeviser er tidspunktet for skyldnerens

påtagelse af forpligtelsen (stiftelsestidspunktet) det tidspunkt, hvor

Nationalbanken køber obligationerne af Finansministeriet.

Ved andre obligationer end kreditforeningsobligationer er tidspunktet for

skyldnerens påtagelse af forpligtelsen det tidspunkt, hvor obligationerne

overføres til værdipapircentralen.

Ved pantebreve, gældsbreve og andre fordringer er det datoen for

indgåelsen af aftalen, der er tidspunktet for skyldnerens påtagelse af

forpligtelsen.

Specielt for sælgerpantebreve vil det ofte være indgåelsen af selve

ejendomshandelen (slutsedlens dato), der er tidspunktet for påtagelse af

forpligtelsen, fordi pantebrevets vilkår er fastlagt i slutsedlen.

Debitorskifte

Debitorskifte, som kan ske uden særlig aftale mellem kreditor og debitor,

anses ikke som påtagelse af en ny forpligtelse. Det gælder bl.a. for

sædvanlige realkreditlån, hvor debitorskifte sker rutinemæssigt uden

individuel bedømmelse af kreditværdigheden hos den nye låntager. Ved sådant

debitorskifte er det tidspunkt, hvor den oprindelige debitor påtog sig

gældsforpligtelsen, fortsat afgørende ved bedømmelsen af, om kravet til

mindsterenten er opfyldt, jf. KGL § 7, stk.2.

Som eksempel på, at der ved debitorskifte vil være tale om en ny

forpligtelse, kan nævnes et privat pantebrev, der bestemmer, at restgælden

forfalder ved ejerskifte.

Gave eller arvefor skud KGL § 9

Overdragelse og erhvervelse af en fordring ved gave eller arveforskud

betragtes som henholdsvis afståelse eller anskaffelse.

Som anskaffelsessum anvendes værdien, der lægges til grund ved beregningen

af gaveafgift eller indkomstskat. Hvis overdragelsen ikke er

gaveafgiftspligtig eller indkomstskattepligtig anvendes værdien i handel og

vandel på overdragelsestidspunktet.

Indskud - pensionsopsparing

Indskud af en fordring i pensionsøjemed sidestilles med afståelse. Som

afståelsessum anvendes værdien på indskudstidspunktet. Udlodning sidestilles

med erhvervelse. Som anskaffelsessum anses værdien på udlodningstidspunktet.

A.D.2.1.4 Fordringer med Variabel forrentning

For variabelt forrentede fordringer i danske kroner finder reglerne i § 7,

stk.1-5, også anvendelse, hvilket betyder, at fordringen på

stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til

mindsterenten.

Derudover er der nogle specielle betingelser i § 7, stk.6. På

stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den

tilsagte indfrielsessum opfylde mindsterentekravet, for at kursgevinsten skal

være skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden af

kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er

udformede således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan

afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen

beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter hvilket

kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks.

varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast

forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en

relativ begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem

løbetiden være nær indfrielseskursen.

Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt

forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden

videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra

indfrielseskursen.

Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På

udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en

ny pålydende rente og i øvrigt i hver enkelt rentetermin, vil obligationerne

blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning

kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente

for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente

først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i

kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en

forsinkelse, der med de nuværende låntyper udgør 3 måneder.

Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må anses at

opfylde mindsterentekravet.

Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering opfylder også

kravet til mindsterenten.

Det skal nævnes, at en fordring, hvis kurs alene på grund af manglende

sikkerhed ligger under pari, kan anses for at opfylde betingelsen om ikke at

afvige væsentligt fra indfrielseskursen, hvis i øvrigt de nævnte betingelser

er opfyldte.

Knæklån

Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med

forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte

knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats for alle

perioder af løbetiden mindst være lig med den mindsterente, der er gældende

ved stiftelsen. I modsat fald er kursgevinsten skattepligtig.

Udbyttegivende gældsbreve

Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til en rente, hvis

størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De

udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af kursgevinstloven. Sådanne

fordringer skal opfylde mindsterentekravet for at en eventuel kursgevinst er

skattefri. Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en

minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet.

A.D.2.1.5 Specielt for realkreditlån

For realkreditlån, der afvikles som almindelige obligationslån og ikke som

kontantlån, gælder det, at den pålydende rente på pantebrevet fra låntager

(debitor) er den samme som den pålydende rente på de obligationer, som

realkreditinstituttet udsteder.

Tidspunktet for låntagerens påtagelse af forpligtelsen er det tidspunkt,

hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører

obligationerne til låntagerens konto i værdipapircentralen.

Fremrykning af stiftelsestidspunktet

Tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen kan dog fremrykkes

i to situationer:

1. Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan

være fremrykket til det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet modtager en

underskrevet anmodning om udbetaling af et tilbudt lån. Det forudsætter dog,

at realkreditinstituttet senest samtidig med modtagelsen af

udbetalingsanmodningen har modtaget et tinglyst pantebrev uden betydende

retsanmærkninger eller modtaget sædvanlig garanti for et sådant pantebrev.

Endelig er det en forudsætning, at lånets udbetaling finder sted i umiddelbar

tilknytning hertil.

2. Tidspunktet for skyldnerens (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan

også være fremrykket, når der er indgået en kurskontrakt mellem låntageren og

et pengeinstitut.

Ved kurskontrakter forstås en kontrakt, der indgås med henblik på sikring

af en fremtidig ydelse på nye realkreditlån, der hjemtages på et senere

tidspunkt. Kurskontrakten indgås normalt på baggrund af et lånetilbud fra et

realkreditinstitut. Ved indgåelsen af kurskontrakten forpligter

pengeinstituttet sig over for låntager (skyldner) til at afregne en

obligationspost til en nærmere fastsat kurs. Efter kontraktens indgåelse

tiltræder realkreditinstituttet kurskontrakten. Herved påtager

realkreditinstituttet sig at levere det aftalte antal obligationer, når

betingelserne for låneudbetalingen er opfyldt.

Når der indgås en kurskontrakt, anses tidspunktet for skyldnerens

(låntagers) påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor

realkreditinstituttet bekræfter kurskontrakten. Denne fremrykkelse af

tidspunktet for skyldnerens påtagelse af forpligtelsen ved hjælp af en

kurskontrakt får betydning ved ændring af mindsterenten. Ved en forhøjelse af

mindsterenten vil obligationerne, der udstedes efter forhøjelsestidspunktet,

blive sortstemplede, hvis obligationernes pålydende rente er mindre end

mindsterenten. Men hvis der inden forhøjelsestidspunktet er indgået en

kurskontrakt, vil de obligationer, der skal udstedes til opfyldelse af

kurskontrakten, kunne udstedes (overføres til værdipapircentralen) også efter

en forhøjelse af mindsterenten. Realkreditinstitutterne kan altså efter en

forhøjelse af mindsterenten fortsat sælge obligationer, der nu ikke opfylder

den nye mindsterente, til opfyldelse af allerede indgåede kurskontrakter.

Kurskontrakten mellem pengeinstituttet og låntager kan ophæves, hvis

låntageren ikke har mulighed for at gennemføre kontrakten som aftalt, eller

andre forhold bevirker, at kontrakten ikke gennemføres inden for den

fastsatte frist. I så fald opgøres forskellen mellem obligationernes værdi

til dagskurs og den aftalte terminskurs. Hvis kursniveauet er steget fra

kurskontraktens indgåelse til opgørelsestidspunktet, skal lånetageren betale

kursdifferencen til pengeinstituttet.

Hvis en kurskontrakt forlænges, betragtes dette som indgåelse af en ny

aftale.

Hvad angår den skattemæssige behandling af gevinst/tab på kurskontrakter,

se nærmere afsnit A.D.2.6.2.2.

Overkursreglen § 5, stk.5

I forbindelse med en nedsættelse af mindsterenten kan der opstå

vanskeligheder, hvis lånetilbuddet har en pålydende rente på mere end 2 pct.

point over den nye mindsterente, idet en eventuel overkurs da skal beskattes

efter KGL § 5, stk.5. Til imødegåelse af de vanskeligheder, der således kan

opstå ved skifte i mindsterenten vil låntager ofte stå sig ved at indgå en

kurskontrakt med et pengeinstitut og lade realkreditinstituttet bekræfte

aftalen. Derved er det muligt at tage hensyn til en ændring i mindsterenten,

uden at de på aftaletidspunktet forudsatte betingelser bliver ændret.

A.D.2.1.6 Pristalsregulerede fordringer

Der findes en del pengefordringer, hvor det på forhånd er aftalt, at den

eksisterende restgæld skal pristalsreguleres. Kursgevinster og kurstab på

sådanne indeksregulerede fordringer er hidtil i princippet blevet behandlet

på samme måde som andre kursgevinster og kurstab. Efter KGL § 7 skal

indeksregulerede fordringer udstedes med en pålydende rente, der opfylder

kravet om mindsterenten på udstedelsestidspunktet, sådan som mindsterenten er

beregnet efter § 7, stk.3 og 4.

Herfra er der dog nogle undtagelser i lovens § 7, stk.5, hvorefter der i

visse tilfælde gælder en fast mindsterente:

Fast mindsterente: Realkredit institutter m.v.

For indeksregulerede obligationer, der er udstedt af danske

realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kongeriget Danmarks

Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S og

Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, er mindsterenten fast 2-1/2 pct.

Denne mindsterente reguleres ikke. Kravet til den pålydende rente betyder, at

de nævnte institutter kan udstede indeksregulerede obligationer med pålydende

rente på 2-1/2 pct. med den virkning, at indeksopskrivningen og en eventuel

kursgevinst er skattefri for kreditor. Der stilles ikke andre krav til disse

obligationer i skattemæssig henseende.

Skibskreditfond

Ifølge lov nr.215 af 23.april 1986 gælder mindsterenten på 2-1/2 pct. også

for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af Danmarks

Skibskreditfond.

Skattefritagelsen for skibskreditfondens indeksobligationer er

tidsbegrænset. Den gælder for obligationer, der udstedes til finansiering af

skibsbygningskontrakter, der er indgået efter 1.jan. 1986 og senest 31.dec.

1987. Det er endvidere en betingelse, at skibet ifølge kontrakten skal

leveres senest 31.dec. 1989.

Ved lov nr.767 af 12.nov. 1986 (skibsværftsaftalen) er den særlige ordning

vedrørende skibskreditfondens indeksobligationer forlænget, således at

mindsterenten på 2-1/2 pct. skal gælde for alle skibskreditfondens

obligationer, udstedt til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om

bygning af skibet er indgået senest den 31.dec. 1988 med aftalt levering

senest den 31.dec. 1990.

Den del af skibsværftsaftalen, der vedrører skibskreditfondens

indeksobligationer, er yderligere forlænget ved lov nr.74 af 3.feb. 1989.

Herefter gælder skattefritagelsen også for indeksobligationer, udstedt af

skibskreditfonden til finansiering af skibe, hvor skriftlig aftale om bygning

er indgået senest 31.dec. 1991 med aftalt levering senest den 31.dec. 1993.

Ved lov nr.120 af 1.marts 1991 er aftalen yderligere forlænget.

Skattefritagelsen gælder herefter også indexobligationer, udstedt af

Skibskreditfonden til financiering af skibe hvor skriftlig aftale om bygning

er indgået senest den 31.dec. 1992 med aftalt levering senest den 31.dec.

1994.

Indlån m.v. i pengeinstitutter

Mindsterenten på 2-1/2 pct. gælder også for indeksregulerede fordringer,

der er udstedt af pengeinstitutter (det vil typisk være indlån). Der stilles

dog den betingelse for skattefriheden af indeksreguleringen og en eventuel

kursgevinst, at indeksreguleringen fuldt ud følger udviklingen i

forbrugerprisindekset, nettoprisindekset eller reguleringsprisindekset, som

beregnes af Danmarks Statistik.

Ved kravet "reguleres fuldt ud" efter et af de angivne

prisindeks forstås, at der fra pengeinstitutternes side ikke må være fastsat

nogen grænse for indeksreguleringen. Den skal ubetinget følge den fulde

udvikling i et af de nævnte indeks. Hvis pengeinstituttet praktiserer et loft

eller en bund for indeksreguleringen, er betingelsen for skattefrihed hos

kreditor ikke opfyldt.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 5, stk.3, der sikrer, at disse

pengeinstitutter kun kan fradrage tab ved indeksregulering under nærmere

angivne forudsætninger, se afsnit A.D.2.3.1.

Indskudsbeviser udstedt før 2.okt.1985

Vedrørende den skattemæssige behandling af indskudsbeviser udstedt før den

2.okt. 1985, se LV 1990 afsnit E.5.3.2.6, side 278.

Hvad omfattes af beskatningen

For alle typer af indeksregulerede fordringer (både for dem, hvor

mindsterentekravet udregnes efter § 7, stk.3 og 4, og for dem, hvor

mindstekravet efter § 7, stk.5, fast er 2-1/2 pct.) gælder, at såvel

børskursgevinsten som hele indeksopskrivningen er skattepligtigt afkast, hvis

den pågældende fordring ikke opfylder kravet til mindsterenten på

stiftelsestidspunktet. Hvis der f.eks. er gevinst på børskursen og tab på

indeksreguleringen (eller omvendt), skal kun nettogevinsten beskattes.

A.D.2.1.7 Konvertible obligationer

* Om den skattemæssige behandling af gevinst/tab på konvertible

obligationer i fremmed valuta, se afsnit A.D.2.4. *

Gevinst og tab ved afståelse af konvertible obligationer beskattes efter

reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 8.

Konvertible obligationer i danske kroner er imidlertid omfattet af

mindsterentereglen i KGL § 7 i de tilfælde, hvor avancen efter

aktieavancebeskatningslovens regler ikke skal medregnes til den almindelige

indkomst.

Efter aktieavancebeskatningsloven (ABL) beskattes gevinster og tab på

konvertible obligationer på følgende måder:

a)

Almindelig indkomst efter reglerne om næring, uanset ejertid,

b)

almindelig indkomst ved afståelse inden for 3 års ejertid,

c)

særlig indkomstskattepligt for hovedaktionærer ved afståelse efter 3 års

ejertid og endelig

d)

skattefrihed for andre ved afståelse efter 3 års ejertid.

KGL's regler rammer således kun tilfældene c) og d), hvor en konvertibel

obligation indfries af selskabet eller afstås til anden side.

Ad d.

At en konvertibel obligation i tilfælde d) er omfattet af KGL § 7 betyder,

at man skal have fastslået, om den konvertible obligation opfyldte

mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet. Opfylder obligationen kravet

til mindsterenten vil beskatning ikke finde sted. Opfylder den konvertible

obligation ikke kravet til mindsterenten, vil en kursgevinst, der opnås i

tilfælde d), blive beskattet efter KGL § 7.

Ad c.

Også i tilfælde c) skal det fastslås, om den konvertible obligation

opfyldte kravet til mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Opfylder

obligationen mindsterentekravet vil beskatning ikke finde sted efter KGL § 7.

Kursgevinsten vil derimod være undergivet beskatning som særlig indkomst som

nævnt i ABL § 4, stk.1, 1.pkt.

Opfylder den konvertible obligation ikke mindsterentekravet, vil en

kursgevinst, der opnås i tilfælde c), blive beskattet efter KGL. Det er ikke

meningen, at en dobbeltbeskatning skal finde sted både efter KGL og ABL, så i

tilfælde, hvor en kursgevinst skal beskattes efter KGL bortfalder beskatning

som særlig indkomst efter ABL.

Hvis der bliver tale om at beskatte kursgevinsten på konvertible

obligationer, fordi mindsterentekravet ikke har været opfyldt på

stiftelsestidspunktet, skal opgørelsen af avancen foretages efter reglerne i

ABL. Det vil for hovedaktionærers vedkommende sige efter gennemsnitsmetoden

og for de almindelige aktionærers vedkommende efter aktie-for-aktie-metoden.

Konverteringen af obligationerne til aktier har ingen skattemæssige

konsekvenser.

A.D.2.2 Generelt skattepligtige

Ved lov nr.394 af 5.juni 1991 er KGL ændret. Det er herefter kun personer

og dødsboer omfattet af KGL § 3 der er omfattet af egentlig næringsbeskatning

af gevinst/tab på fordringer og gæld.

Selskaber omfattet af KGL § 2 er efter ændringen af KGL generelt

skattepligtige af gevinst/tab på fordringer og gæld. Det er herefter uden

betydning for den skattemæssige behandling af selskabers gevinst/tab på

fordringer og gæld hvilken næringsvirksomhed det enkelte selskab driver.

* I forhold til de tidligere gældende regler har ændringen af KGL kun

betydning for den skattemæssige behandling af gevinst/tab på fordringer/gæld

i danske kroner, idet selskaber efter den hidtil gældende KGL har været

skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed mønt, jf. KGL § 6.

Om selskaber, se afsnit A.D.2.2.6 og S.C.1.3.3.

Hvad angår den skattemæssige behandling af gevinst/tab på

terminskontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C, se afsnit A.D.2.6. *

A.D.2.2.1 Personer og dødsboer KGL § 3

Kredsen af næringsskattepligtige efter KGL § 3 skal på den ene side

afgrænses i forhold til personer omfattet af kursgevinstordningen, og på den

anden side af næringsskattepligtige personer efter SL §§ 4-6.

I de tilfælde hvor en fordring ikke anses for omfattet af

næringsskattepligten efter KGL § 3 eller SL §§ 4-6, er den omfattet af KGL's

almindelige regler, jf. KGL §§ 6 og 7. Se afsnit A.D.2.1 og A.D.2.4.

Efter KGL § 3 skal personer og dødsboer, der er fuldt eller begrænset

skattepligtige, medregne gevinster og tab, hvis de driver virksomhed som

bankier eller vekselerer. Det samme gælder, hvis de i øvrigt udøver

næringsvirksomhed ved køb og salg af fordringer m.v. eller ved finansiering.

Se evt. nærmere skd.cirk. pkt.21-24.

Ifølge PSL § 4, stk.3, skal de foran nævnte personer medregne gevinster og

tab til den personlige indkomst.

Om opgørelsen af gevinst og tab, se afsnit A.D.2.3 og A.D.2.5.

Om opgørelsen af gevinst og tab på forbedringer og gæld i fremmed valuta,

se afsnit A.D.2.4.

En assurandør (agenturleder) og branddirektør begærede bindende

forhåndsbesked om den skattemæssige behandling af kursgevinster og -tab ved

daglige handler med obligationer, idet han forventede at kunne disponere over

10 mill. kr. mod sikkerhed over for det formidlende pengeinstitut. Den

pågældendes selvangivne lønindtægt for indkomståret 1985 androg 380.727 kr.,

og kursværdien ultimo 1985 af pantebreve og aktier henholdsvis 14.050 kr. og

262.475 kr.

Ligningsrådet fandt, at det påtænkte arrangement havde et sådant omfang i

forhold til skatteyderens indkomst og formue, at den pågældende måtte anses

for at drive næringsvirksomhed ved handel med obligationer, jf. KGL § 3.

Opdeling af pantebrevsbeholdningen

Der er principielt intet til hinder for, at en skatteyder kan opdele sin

pantebrevsbeholdning i en gruppe, hvor de indvundne kursgevinster beskattes,

og en gruppe der er private (kapitalanlæg). Dette gælder dog ikke selskaber

omfattet af KGL § 2.

Opdeling kan forekomme i tilfælde, hvor en skatteyder med en privat

pantebrevsbeholdning fra et vist tidspunkt modtager pantebreve som betaling

for vareleverancer eller på anden måde fra dette tidspunkt må anses for

næringsdrivende i pantebreve, idet der i så fald skal foretages en opdeling

af pantebrevene i relation til erhvervelsestidspunkterne. Der kan også

foretages en opdeling i en gruppe, hvor kursavancerne er skattepligtige, og

en gruppe, hvor kursavancerne er skattefri, f.eks. hvor den ene ægtefælle er

næringsdrivende i relation til pantebreve og den anden arver pantebreve eller

selv køber pantebreve for egne midler.

Om ejendomsmægleres mulighed for at foretage en opdeling af pantebreve, se

afsnit A.D.2.2.4.

Vekselerere

I lsr.1964.114 blev en vekselerer anset for indkomstskattepligtig af

opnåede indfrielsesgevinster på pantebreve, som tilhørte hustruen.

Landsskatteretten henviste ved afgørelsen foruden til formuefællesskabet

mellem ægtefællerne og den stedfundne sambeskatning til omstændighederne ved

erhvervelsen. Det var i denne forbindelse oplyst, at hustruen for egne midler

af mandens salgsbeholdning havde købt de pantebreve hun anså for

fordelagtigst, ligesom hun ofte overtog de yderligt placerede pantebreve, der

var mindre egnet til salg.

Se også lsr. 1979.166, hvor en fhv. fondsbørsvekselerer blev anset for

indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, der var erhvervet på et

tidspunkt, hvor han stadig drev erhverv, uanset vekselereren angav, at

pantebrevene var indkøbt til hustruen i anlægshensigt.

I lsr.1985.150 blev en vekselerer ikke beskattet af en kursavance på

78.386 kr. ved indfrielse af nom. 300.000 kr. skibskreditobligationer, idet

retten fandt tilstrækkeligt grundlag for at anse obligationerne for hele

tiden at være holdt uden for vekselererens forretningssfære, og at han havde

haft tilstrækkelige indtægter og midler uden for vekselererfirmaet til at

dække deres anskaffelse.

A.D.2.2.2 Pantebreve erhvervet som led i næringen

Næringssynspunktet finder ikke blot anvendelse på skatteydere, der driver

virksomhed med handel med værdipapirer, men også på håndværkere og andre, der

erhvervsmæssigt beskæftiger sig med ejendomshandel, eller som modtager

pantebreve som betaling for erhvervsmæssige ydelser. Se f.eks. lsr. 1980.185,

hvor en tømrersvend blev anset for indkomstskattepligtig af en kursavance ved

afdrag på pantebreve, som han havde modtaget til kurs 50 som løn af det

byggeselskab, hvor han var ansat.

Nedennævnte to højesteretsdomme angiver - for skatteydere, der disponerer

inden for markedet for kortvarige private pantebreve - den ramme inden for

hvilken Højesteret kan ventes at ville trække grænsen mellem på den ene side

den gruppe, der nok virker aktivt, men dog stadig må betragtes som

almindelige kapitalinvestorer, der kan oppebære kursavancer

indkomstskattefrit, og på den anden side de erhvervsdrivende udøvere af

udlånsvirksomhed eller finansieringsvirksomhed, der indkomstbeskattes af

disse avancer.

I dommen UfR 1973.472H (Skd.25.184) (Quant-Hansen) var der tale om en

skatteyder, som ikke havde et erhverv, men som havde investeret den

væsentligste del af sin formue i pantebreve med ret kort løbetid (fra 4-10

år, der for nogles vedkommende blev kortere som følge af indfrielse). Købene

finansieredes til dels ved anvendelse af kassekredit. I nogle tilfælde var

pantebrevene udstedt direkte til den pågældende. Der var aldrig foretaget

salg af pantebreve. Højesteret fandt ikke i de oplyste omstændigheder

grundlag for at fastslå, at der var udøvet næringsvirksomhed, der medførte

skattepligt af kursavancerne. Dommen er kommenteret af Jørgen Trolle i UfR

1973B, s.309.

Den anden højesteretsdom er UfR 1975.552H (Hyldahl) (Skd.35.67), hvor en

købmand, der bl.a. var indehaver af 2 detailforretninger inden for

manufakturbranchen, havde investeret ledig kapital i pantebreve. I

Højesterets dom anføres: "Indstævntes . . . dispositioner over sin

kapital har kun undtagelsesvis bestået i køb af tidligere oprettede

pantebreve eller lign., men har i næsten alle tilfældene bestået i udlån, for

hvilke der direkte til indstævnte som første kreditor udstedtes pantebreve

eller andre gældsbeviser, og indstævnte har således haft væsentlig

indflydelse på lånedokumenternes nærmere vilkår. Den overvejende del af

lånene har haft en stipuleret løbetid på ikke over 3 år, og låneforholdenes

karakter - og hyppige anvendelse af klausulen om forfald af lånenes hovedstol

ved ejerskifte - har medført, at lånenes faktiske løbetid i det overvejende

antal tilfælde er blevet kortere end den stipulerede. Gennem regnskabsårene .

. . har den ved lånetransaktionerne indvundne kursgevinst da også været noget

større end renteindtægten.

Kursgevinsten findes i hvert fald under disse omstændigheder ikke at være

formueforøgelse . . ., men at måtte anses som en del af udbyttet ved en af

indstævnte drevet virksomhed med udlån af penge og således i medfør af

statsskattelovens § 4, stk.1a, at være skattepligtig indkomst." Dommen

er kommenteret af A. Blom-Andersen i UfR 1976B, s.237.

En direktør, nu bosat i udlandet, beskattedes af indfrielsesgevinster på

1.825.500 kr., der ansås for erhvervet som led i skatteyderens næringsvej med

udlån af penge (finansieringsnæring). Indfrielsesgevinsterne hidrørte fra

lavtforrentede gældsbreve modtaget i forbindelse med placering af provenuet

af et aktionærlån i pengeudlån på i alt 8,1 mill. kr., Skat 1988.5.292.

Erstatningskøb

Såfremt pantebreve af ovennævnte karakter - hvor kursavancerne er

indkomstskattepligtige - sælges og der foretages "erstatningskøb"

af andre pantebreve, vil kursavancer på "erstatningspantebrevene"

kunne være indkomstskattepligtige, jf. f.eks. lsr.1982.168, der er omtalt i

afsnit A.D.2.2.4 (Advokater).

I lsr. 1983.129 blev kursavancerne på "erstatningspantebrevene"

ikke beskattet under hensyn til, at skatteyderens virksomhed ikke omfattede

handel med værdipapirer.

A.D.2.2.3 Vederlag i næringsforhold KGL § 4

KGL § 4 omhandler de tilfælde, hvor fordringen er erhvervet som

skattepligtigt vederlag i næring, jf. SL §§ 4-6. Om afsmitning, se A.D.2.2.5

samt skd.cirk. pkt.26.

Gevinster og tab på fordringer, omfattet af KGL § 4, medregnes i den

personlige indkomst i det indkomstår, hvor gevinsten eller tabet realiseres.

Betaling for leverancer m.v.

Pantebreve, der modtages som betaling for vareleverancer og

tjenesteydelser, anses altid for erhvervet som led i den pågældendes

næringsvej, og senere indvundne kursavancer i forhold til det beløb, hvormed

pantebrevet er indgået som betaling, må derfor indkomstbeskattes. Rækkevidden

af denne regel belyses af den i UfR 1971.913 (Skd.19.42) refererede

landsretsdom, der fastslog, at et A/S, der drev tømmerhandel og som delvis

betaling for træleverancer havde modtaget nogle pantebreve, med rette var

anset for indkomstskattepligtig af den ved senere afdrag på pantebrevene

opnåede kursavance. Den omstændighed, at erhvervelsen af pantebrevene ikke

var sket som en på forhånd aftalt betaling for leverancerne, men først blev

besluttet, da tømmerhandelens tilgodehavende blev nødlidende, fandtes at være

uden betydning for beskatningen.

En skatteyder bortforpagtede en isenkramforretning. Forretningens

varelager blev overdraget ved efterfølgende særskilt købekontrakt, hvor en

del af købesummen blev berigtiget ved gældsbreve. Da det drejede sig om

særskilt betaling for overdragelse af varelager, ansås kursgevinsterne ved

afdrag på gældsbrevene for skattepligtige, lsr.1984.60.

En murermester modtog til delvis berigtigelse af salgssummen for en af ham

opført ejendom et pantebrev i en anden ejendom, som ved avanceopgørelsen var

nedskrevet til kurs 53. Kursavancerne på dette pantebrev blev

indkomstbeskattet i lighed med kursavancerne på et eventuelt sælgerpantebrev

i den solgte ejendom, lsr. 1983.127.

Pantebreve, der er modtaget i skatteyderens erhverv f.eks. som

murermester, kan ikke anses for at være overgået til anlægskapital i

forbindelse med ophør af erhvervsvirksomhed.

A.D.2.2.4 Særlige faggrupper m.v.

En række faggrupper, der er næringsskattepligtige efter SL §§ 4-6, men

ikke omfattet af KGL § 3, anses i almindelighed for skattepligtige af

kursavancer på pantebreve. Afkræftes næringsformodningen i det enkelte

tilfælde, anses gevinst/tab for omfattet af de almindelige regler i KGL.

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere

Ejendomshandlere og ejendomsmæglere anses i almindelighed

indkomstskattepligtige af kursavancer på pantebreve, selv om pantebrevene

ikke er erhvervet som betaling for solgte ejendomme eller for salærer, lsr.

1963.11, 1964.22 og 1968.7, samt UfR 1970.143H. (Walther).

Ved ØLD af 22.marts 1985 (7.afd.nr.83/1983) blev et anpartsselskab

beskattet af kursavancer på pantebreve, der til kursværdi var blevet anvendt

som afdrag på købesummen for en større ejerlejlighedsejendom. Pantebrevene

var udstedt til selskabet i forbindelse med salg af en væsentlig del af

ejerlejlighederne umiddelbart efter købet af ejendommen.

I lsr. 1968.7 blev en ejendomsmægler anset indkomstskattepligtig af nogle

kursavancer på pantebreve, der var erhvervet dels for midler, der hidrørte

fra en godtgørelse for udtræden af en pensionskasse, dels fra lånte midler. I

lsr. 1970.98 fandt Landsskatteretten, at der bestod den for

indkomstbeskatning af kursavancer fornødne forbindelse mellem skatteyderens

indtægtsgivende virksomhed som ejendomsmæglerassistent og

pantebrevserhvervelsen.

I lsr. 1977.112 fandt Landsskatteretten, at to pantebreve, som tilhørte en

ejendomsmægler og som begge hidrørte fra handler, han havde formidlet, var

erhvervet som et led i den af ham udøvede erhvervsvirksomhed, jf.

handelsministeriets bekendtgørelse nr.401 af 2.dec. 1966 om ejendomsmægleres

og ejendomshandleres virksomhed § 5, stk.3.

En ejendomsmægler, der tillige var assistent hos en anden ejendomsmægler,

som var hovedaktionær i et bankierfirma, ansås indkomstskattepligtig af

kursavancer på pantebreve, som han købte gennem bankierfirmaet.

Endvidere kan nævnes ØLD af 5.juli 1979 (Skd.52.53), hvor en

ejendomsmægler som led i sin virksomhed i betydeligt omfang havde købt

sælgerpantebreve af kunder, hvis ejendomme han havde i kommission, ligesom

han derudover havde erhvervet pantebreve gennem hvad der måtte betragtes som

erhvervsmæssig långivning samt ved handel med egne ejendomme.

Ejendomsmægleren blev anset for indkomstskattepligtig af kursavancerne,

herunder også af en mindre pantebrevsbeholdning, der ikke var erhvervet på en

af de ovenfor anførte måder, men som det ikke ansås for muligt at udskille

fra de pantebreve, der var erhvervet i tilknytning til hans erhvervsudøvelse.

At kursavancerne først kom til udbetaling, efter at den pågældende var ophørt

med at drive erhverv som ejendomsmægler, var uden betydning.

Tilsvarende blev ved ØLD af 12.maj 1986 (Skat 1986.6.369) en

statsautoriseret ejendomsmægler indkomstbeskattet af kursavancer på

pantebreve, købt for ledige midler over en længere årrække og hvoraf der

først var sket salg i slutningen af perioden. Pantebrevene var til dels købt

af klienter, herunder i forbindelse med formidling af salg af disses

ejendomme, men der var også købt pantebreve af bekendte og personer, som

mægleren ikke kendte, og som selv havde henvendt sig.

Landsretten lagde til grund, at langt den overvejende del af pantebrevene

var erhvervet fra eller gennem personer, som han havde eller havde haft

tilknytning til som ejendomsmægler, og da han ikke havde foretaget en klar

adskillelse af de pantebreve, der kunne være erhvervet i anlægsøjemed,

fandtes han ikke at havde godtgjort, at de i sagen omhandlede pantebreve ikke

havde tilknytning til hans erhvervsvirksomhed. Jf. tilsvarende VLD af 2.dec.

1986 (Skat 1987.1.37).

En ejendomshandler blev anset for skattepligtig af kursavancer på

pantebreve erhvervet i den periode, hvor han endnu drev virksomhed som

ejendomshandler, idet formodningen for, at disse pantebreve var erhvervet i

tilknytning til virksomheden som ejendomshandler, ikke var afkræftet, jf. HD

af 26.aug. 1988, Skat 1988.10.596.

Hvis en særlig beholdning af anlægspapirer bevislig er holdt klart adskilt

fra den øvrige beholdning, kan kursavancerne dog ikke beskattes. I en sag,

indbragt for ØL, accepterede Skattedepartementet således landsrettens

forligsforslag, hvorefter man frafaldt beskatningen af kursavancerne på de

pantebreve, der ikke havde tilknytning til ejendomshandlervirksomheden og som

det var muligt at udskille fra de pantebreve, der havde tilknytning til

virksomheden.

Det er kun kursavancer på pantebreve, der er erhvervet efter starten af

virksomheden som ejendomsmægler eller -handler, eller som assistent i en

sådan virksomhed, der kan indkomstbeskattes ud fra et næringssynspunkt, se

lsr. 1970.98, og på den anden side indkomstbeskattes avancer på pantebreve,

erhvervet efter ophøret med virksomheden, ikke, se lsr.1982.168.

Advokater

Advokater anses ikke på samme måde som ejendomsmæglere i almindelighed for

indkomstskattepligtige af kursavancer på private pantebreve. Se dog UfR

1973.485H (skd.25.54) hvor en advokat blev anset skattepligtig af kursavancer

på pantebreve, der var udstedt ved salg af ejendomme, idet hans handel med

ejendomme havde haft karakter af erhverv, jf. også ØLD af 19.juni 1974

(skd.31.54).

En advokat, der gennem en længere årrække havde drevet virksomhed som

byggeadvokat, havde opdelt sin omfattende pantebrevsbeholdning i to grupper,

hvoraf den ene omfattede pantebreve, som han havde modtaget i forbindelse med

byggevirksomhed eller ved realisation af ejerlejligheder, medens den anden

gruppe dels omfattede pantebreve, der var blevet beskattet i fuldt omfang ved

erhvervelsen, dels pantebreve, købt på det fri marked. Skatterådet havde

under henvisning til SL § 4 sammenholdt med § 5 a anset ham for skattepligtig

af kursavancer indvundet ved afdrag på de sidstnævnte pantebreve, indkøbt i

fri handel, idet man til støtte herfor havde henvist til, at han ud fra et

næringssynspunkt stedse var blevet indkomstbeskattet af enhver form for

avance indvundet i forbindelse med køb og salg af fast ejendom.

Landsskatteretten var enig med skatterådet under hensyn til skatteyderens

aktivitet som byggeadvokat samt til at en ikke uvæsentlig del af de

omhandlede pantebreve var erhvervet for provenuet, indvundet ved afståelse af

næringspantebreve, men under hensyntagen til, at klageren pr. 1.jan. 1976 var

ophørt med at drive advokatvirksomhed blev klageren ikke anset for

skattepligtig af kursavancer indvundet på pantebreve erhvervet efter

erhvervsophøret, lsr.1982.168.

Arkitekter

I lsr. 1974.9. blev en arkitekt beskattet af kursavancer under henvisning

til, at køb af faste ejendomme "havde haft en nøje forbindelse med hans

erhverv som arkitekt", hvorfor pantebrevene ansås for "erhvervet i

forbindelse" med næringsvirksomhed.

Konfusion

Højesteret har i UfR 1972 s.398 truffet afgørelse i et tilfælde af

konfusion (sammenfald) mellem debitor og kreditor. En advokat, der var

aktionær i et ejendomsaktieselskab, som opførte og solgte parcelhuse, købte

et sommerhus af en køber af et af selskabet opført hus og skulle i

forbindelse hermed udstede pantebreve til selskabet. Ved udlodning af midler

til aktionærerne udlagdes disse pantebreve til advokaten til kursværdi.

Advokaten fandtes ikke herved at have opnået nogen indkomstskattepligtig

avance.

Interessenter m.v.

Om kursavancen på pantebreve oppebåret ved deltagelse i interessentskaber

og kommanditselskaber skal beskattes, afgøres efter almindelige

retningslinier for, om der er tale om næring.

Erhvervsmæssig udstykning

Kursavancer på pantebreve, der er erhvervet som led i

udstykningsvirksomhed, der drives erhvervsmæssigt, beskattes, jf. UfR

1956.261H. Det må være en forudsætning for beskatning af kursavancer i disse

tilfælde, at der ikke blot er tale om en enkeltstående udstykning, men om en

løbende udstykningsvirksomhed.

Fra landsskatteretspraksis kan nævnes: Lsr. 1975.12 (3 søskendes køb og

påfølgende udstykning af faderens landbrugsejendom) og 1975.140 (advokats

udstykning af ejendom i ejerlejligheder) samt 1981.178 (købt 44

ejerlejligheder og videresolgt 16, efterhånden som de blev ledige).

Arvede pantebreve

En arving, der fra et skattepligtigt bo efter en ejendomshandler, får

udlagt pantebreve, udstedte til arveladeren som delvis vederlag for afhændede

ejendomme, succederer i arveladerens pligt til at lade sig beskatte af

kursavancer ved indfrielse af eller afdrag på pantebrevene. Det samme gælder

ægtefællen, der sidder i uskiftet bo efter en ejendomshandler.

Såfremt boet lader sig beskatte af avancen på pantebrevene eller disse

udlægges "med tab", vil udlægsmodtageren derimod ikke succedere i

arveladerens skattemæssige stilling og vil således ikke blive beskattet af

fremtidige indfrielsesgevinster m.v.

Det foranstående gælder også arvede pantebreve, der hidrører fra en

udstykningsvirksomhed, ligesom tilsvarende retningslinier følges, også når

pantebrevene erhverves ved arv på et tidspunkt, efter at arvingens virksomhed

som f.eks. ejendomsmægler er påbegyndt.

A.D.2.2.5 Afsmitning

Ved bedømmelsen af, om der foreligger næringsvirksomhed kan der ske

afsmitning mellem forskellige retssubjekter.

Aktionærselskab

Ved bedømmelsen af, om der foreligger næring for et aktieselskab, kan

aktionærernes forhold tages i betragtning: "afsmitning". Dette var

tilfældet i U 1957.318 H (Morko). Den drejede sig om, hvorvidt et

aktieselskab, der var stiftet af indehaverne af et byggefirma, var

indkomstskattepligtig af den kursgevinst, det havde indvundet ved salg af

pantebreve, købt af firmaet. Firmaets indehavere ville have været

skattepligtige af kursgevinsterne, såfremt de havde beholdt pantebrevene.

Højesteret beskattede selskabet af kursgevinsterne med den begrundelse, at

selskabets "erhvervelse af pantebrevene ikke anses som kapitalanlæg, men

findes at have en så nøje tilknytning til den af firmaet drevne

erhvervsvirksomhed, at kursgevinsten også for selskabet må anses som

skattepligtig kursgevinst."

Dommen er omtalt af Trolle i UfR.1966.B 268 og Koch-Nielsen i UfR. 1971.B

108. Se endvidere UFR 1956.261 (Jørgen Petersen - A/S, "Espehøj").

Om der foreligger næring for en aktionær i relation til pantebreve

erhvervet fra selskabet, har bl.a. været behandlet i følgende tilfælde:

I HD af 30.okt. 1985 (skd.77.965) fandtes en tømmerhandler

indkomstskattepligtig af kursavancer på pantebreve, som han havde købt af et

ham behersket ejendomsselskab. Højesteret fandt, at skatteyderens erhvervelse

af pantebrevene, der hidrørte fra selskabets salg af ejerlejligheder, havde

en så nær tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at kursavancerne også

må anses som indkomstskattepligtige for ham efter SL § 4. Skatteyderens

kursavancer på pantebreve købt i det åbne marked var derimod ikke

indkomstskattepligtige.

Se ligeledes Skat 1986.5.333, hvor en malermester, efter det oplyste ikke

selv var i næring med køb og salg af ejendomme eller pantebreve, blev

indkomstbeskattet af kursdavancer på pantebreve købt af et byggeselskab,

hvori han var hovedanpartshaver, idet erhvervelsen af pantebrevne under

hensyn til hans bestemmende indflydelse i selskabet, fandtes at have haft en

så nær tilknytning til selskabets næringsvirksomhed, at de opnåede

kursavancer også hos ham måtte anses som indkomstskattepligtige i henhold til

SL § 4.

Se også ØLD af 23.marts 1987 (Skat 1987.5.332), der på linje med

ovennævnte to afgørelser statuerede afsmitning ved en hovedaktionærs

erhvervelse af sælgerpantebreve til markedskurs fra eget selskab.

I HD af 29.april 1982 (skd.63.399 og 64.109) fandtes en skatteyders

pantebreve at være erhvervet i så nær tilknytning til hans erhvervsmæssige

virksomhed, at den opnåede kursavance måtte anses for indkomstskattepligtig

efter SL § 4, stk.1a. Skatteyderen havde erhvervet pantebrevsporteføljen til

kursværdi fra forskellige håndværkerkonsortier og et byggeselskab, han selv

var henholdsvis deltager og aktionær i, og det var ubestridt, at

kursavancerne ville være indkomstskattepligtige for konsortialdeltagerne og

for byggeselskabet, idet de var erhvervet som betaling for udført arbejde. Se

også lsr. 1983.128 og 129 samt Skat 1986.3.219.

I VLD af 4.feb. 1983 (skd.67.425) fandtes en landmands erhvervelse af

pantebreve at være sket som kapitalanlæg med den følge, at kursgevinster i

medfør af SL § 5, stk.1a, ikke skulle henregnes til den skattepligtige

indkomst svarende til, at landmanden ikke kunne antages at ville have været

skattepligtig af kursgevinster opnået på eventuelle sælgerpantebreve udstedt

direkte som led i berigtigelsen af købesummen eller opnået på andre

tilsvarende pantebreve erhvervet for en kontant købesum. Pantebrevene var

modtaget af landmanden til kursværdi til dækning af et tilgodehavende ifølge

mellemregning med et selskab, hvori han var hovedaktionær.

A.D.2.2.6 Selskaber KGL § 2

Skattepligtige efter KGL § 2 er selskaber omfattet af SSL § 1, stk.1,

nr.1-3 og 5-6 og stk.2, 1.pkt. eller lov om beskatning af fonde, visse

foreninger og institutter m.v.

Efter de hidtil gældende regler var disse selskaber som hovedregel kun

skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta, jf. KGL §

6.

Endvidere var næringsskattepligtige selskaber efter den hidtil gældende

KGL § 2 tillige skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i danske

kroner.

* Ændringen af KGL § 2 har således medført, at alle selskaber nu også er

skattepligtige af gevinst/tab på fordringer/gæld i danske kroner.

Der er endvidere i KGL indføjet en ny bestemmelse der vedrører låneforhold

mellem koncernforbundne selskaber. Tab på udlån mellem koncernforbundne

selskaber kan efter denne bestemmelse ikke fradrages. Omvendt beskattes

debitor ikke af gevinsten, jf. KGL § 6 B.

Bestemmelsen har virkning for udlån fra og med 29.maj 1991.

Om koncernforbundne selskaber, se afsnit S.C.1.3.3.

Om opgørelse af gevinst/tab på fordringer/gæld, se afsnit A.D.2.3 og

A.D.2.5.

For selskaber, der er omfattet af den nu - men ikke hidtil - gældende KGL

§ 2, har loven virkning fra og med 27.dec. 1990, jf. § 10 stk.1 i lov nr.394

af 6.juni 1991. For selskaber der ved skattepligtens indtræden havde

fordringer i deres besiddelse, som ikke var skattepligtige efter de hidtil

gældende regler, er der to muligheder for værdiansættelsen ved skattepligtens

indtræden. Den skattepligtige kan enten vælge fordringernes oprindelige

anskaffelsessummer eller deres værdi ved begyndelsen af indkomståret 1991.

Har selskabet forskudt indkomstår, kan værdien ved begyndelsen af

indkomståret 1991 anvendes. I sidstnævnte tilfælde anvendes værdien 31. dec.

1990, hvis fordringen ikke længere er i selskabets besiddelse ved begyndelsen

af indkomståret 1991.

Valget træffes for samtlige fordringer under ét.

Den nu gældende KGL § 5 stk.4 har kun virkning for gæld som selskabet har

stiftet 27.dec. 1990 eller senere, jf. § 10, stk.2 i lov nr.394 af 6.juni

1991.

For selskaber der er blevet omfattet af den nu - men ikke hidtil -

gældende KGL § 2, kan den hidtil gældende KGL § 5 stk.4 ikke anvendes for

gæld i fremmed valuta stiftet før 27.dec. 1990.

For selskabet der var omfattet af den hidtil gældende KGL § 2 stk.2

(næringsskattepligtige), har den nu gældende KGL § 5 stk.4 virkning for gæld

der stiftes den 29.maj 1991 eller senere.

For institutter omfattet af FBL § 1 nr.4 litra a-c og litra g eller SSL §

1 nr.5b samt realkreditaktieselskaber, har den nu gældende KGL § 5 stk.4,

2.pkt. virkning for gæld der stiftes i indkomståret 1990 eller senere.

Debitorskifte betragtes ikke som stiftelse af ny gæld.

A.D.2.3 Beskatningstidspunktet KGL § 8

Gevinst og tab medregnes som hidtil ved opgørelsen af indkomsten i det

indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet).

Det vil sige ved afståelse, indfrielse, opgivelse m.v.

Ved afståelse af fordringen forstås enhver disposition, der medfører en

overgang af ejendomsretten til fordringen. Det er uden betydning, om den

stedfundne disposition har haft frivillig eller tvangsmæssig karakter.

Reglerne gælder derfor også for fordringer, der overdrages ved f.eks. bytte,

gave, arveforskud og kreditorforfølgning.

Ved en fordringshavers død anses fordringen dog kun for afstået af boet,

hvis den efterlevende ægtefælle, arving eller legatar ikke indtræder i

afdødes skattemæssige stilling (succederer) efter kildeskattelovens regler.

Ved indfrielse forstås enhver disposition, der bevirker en nedsættelse af

fordringens restgæld (afdrag), eller som bevirker, at fordringen ophører. Det

kan f.eks. være fordringens opfyldelse, opgivelse eller forældelse. Reglerne

omfatter også erstatnings- eller forsikringssummer, som fordringshaveren

modtager som erstatning for tab af en fordring.

* Ved den seneste ændring af KGL er der indføjet en ny bestemmelse, jf.

KGL § 6 A. Heraf følger, at gevinst på gæld som følge af tvangsakkord eller

aftale om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om

bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord) ikke skal

medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gør sig

gældende for gevinst på gæld som følge af gældssanering. Dette gælder dog

ikke i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens

værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet. Se endvidere afsnit

E.L.2. *

Om beskatningstidspunktet i øvrigt, se afsnit A.D.2.5.

A.D.2.3.1 Beskatning ved frigørelse for gæld KGL § 5

KGL § 5 indeholder regler om, i hvilket omfang gevinster og tab hos

skyldnere skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dette gælder for det første de af § 2 omfattede skattepligtige selskaber

og fonde m.v., der således skal medregne alle kursbevægelser på såvel

fordringssiden som på skyldnersiden.

For øvrige skattepligtige reguleres forholdene af de grundlæggende

bestemmelser i statsskattelovens §§ 4-6. Dette indebærer, at kursgevinster og

tab på gæld som udgangspunkt ikke påvirker den skattepligtige indkomst, men

anses som formuebevægelser. Se evt. skd.cirk. pkt.62-63.

Et pengeinstitut påtænkte at markedsføre lån, der forrentes med en

grundrente, der reguleres i forhold til kursudviklingen mellem D-Mark og

danske kr.

Til dækning af kurssvingninger mellem danske kroner og lånevalutaen

beregnes en tillægsrente efter en nærmere angiven formel.

Ligningsrådet gav bindende forhåndsbesked om, at det som grundrente

betegnede beløb skattemæssigt skal behandles som rente.

Tillægsrenten svarende til ændringen i kursforholdet mellem D-mark og

D.kr. kan efter Ligningsrådets opfattelse ikke betegnes som en rente i

skattemæssig forstand. Tillægsrenten skal beskattes efter kursgevinstloven og

således behandles som kursgevinst/-tab på fordringer henholdsvis gæld i

danske kroner. Dette medfører, at låntageren ikke skal medregne gevinst eller

tab ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, Skat 1989.4.351.

Et selskab, der drev næring med handel med fast ejendom, kunne ikke

fradrage de årlige indeksreguleringer på et indekslån i en kreditforening,

men indeksreguleringer skulle først tages i betragtning ved salgsopgørelsen,

Skat 1988.9.549. Se også E.J.4.2.

I lighed med den hidtil gældende bestemmelse i LL § 4, stk.3, opretholdes

i KGL § 5, stk.3, begrænsningen i adgangen til fradrag af tab ved

indeksregulering af hovedstol eller restgæld på lån. Bestemmelsen tager sigte

på pengeinstitutter, der modtager indlån og foretager udlån. I

overensstemmelse med det oprindelige formål med bestemmelsen gælder denne kun

for de skattepligtige, som omfattes af lovens § 2. Ligeledes i

overensstemmelse med den hidtil gældende regel bestemmes det i 2.pkt. af § 5,

stk.3, at de nævnte skattepligtige, der både har gæld og fordringer, som

indeksreguleres, ikke berøres af fradragsbegrænsningen, såfremt tab ved

indeksregulering af gæld kan rummes inden for gevinster ved indeksregulering

på fordringer efter samme indeks, jf. A.D.2.1.6 (Indeksregulering).

* KGL § 5 stk.4 er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991. Efter den

nugældende regel kan skattepligtige, omfattet af KGL §§ 2 og 3, kun fratrække

tab på gæld hvis fordringen er i danske kroner og ikke opfyldte mindstekravet

på udstedelsestidspunktet. Det er endvidere en betingelse, at gælden skal

indfries til en på udstedelsestidspunktet forud fastsat overkurs i forhold

til værdien på det oprindelige udstedelsestidspunkt. *

Se nærmere afsnit A.D.2.2.

Denne bestemmelse har til formål at modvirke den asymmetri, der opstår,

såfremt de pågældende skattepligtige kan fradrage kurstab på gæld, hvor den

tilsvarende kursgevinst som hovedregel vil være skattefri hos långiveren.

Fradragsbegrænsningen omfatter også skattepligtige personer efter KGL § 3,

hvorved bankiers og vekselerere også bliver omfattet af reglen. Da reglen om

mindsterenten medfører, at kursgevinster er skattepligtige for långiveren,

når den pålydende rente ligger under mindsterenten, er der imidlertid kun

behov for at afskære fradragsret for kurstab på gældsbreve m.v., som

forrentes med mindsterenten eller højere. Herved opnås symmetri også ved

pålydende rente i intervallet mellem mindsterenten og markedsrenten.

KGL § 8 A Særregel for realkreditinstitutter

Institutter der er omfattet af SSL § 1 stk.1 nr.5b og

realkreditaktieselskaber er for visse typer af fordringer og gæld ikke

omfattet af reglerne i KGL § 2, § 5 og § 8. Se evt. nærmere lovbek. nr.594 af

15.aug. 1991.

A.D.2.4 Fordringer i fremmed valuta KGL § 6

Ved lov nr.394 af 6.juni 1991 er KGL § 6 ændret. Gevinst/tab på

fordringer/gæld i fremmed valuta skal herefter altid medregnes ved opgørelsen

af den skattepligtige indkomst. Dette gælder uanset om fordringen/gælden

henføres til privatsfæren eller til erhvervsmæssig virksomhed.

KGL § 6 omfatter fordringer i fremmed valuta, det vil sige fordringer i

fremmed mønt. Fordringer, der alternativt lyder på en fremmed valuta og på

danske kroner efter fordringshaverens valg anses for en fordring i fremmed

valuta. ECU-obligationer anses som fordringer i fremmed valuta.

Eurokroneobligationer (obligationer, der lyder på danske kroner, men som

udstedes i udlandet), er fordringer i danske kroner, og omfattes således ikke

af § 6, men af § 7.

Samtlige kurssvingninger indgår i indkomstopgørelsen. Såvel kursgevinster

og -tab på grund af valutakurssvingninger som kursgevinster og -tab på grund

af børskurssvingninger indgår i indkomsten. Se i øvrigt afsnit A.D.2.3 og

A.D.2.5.

Gevinst/tab på konvertible obligationer i fremmed valuta, der ikke

beskattes efter reglerne i ABL eller LL § 16 B, beskattes efter de

almindelige regler i KGL § 6. Se i øvrigt afsnit A.D.2.1.7 og A.D.2.4.1.

A.D.2.4.1 Personer

Personer omfattet af KSL §§ 1 og 2, men ikke af KGL § 3, skal altid

medregne gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta ved

indkomstopgørelsen, jf. KGL § 6. Om skattepligtige efter KGL § 3 se afsnit

A.D.2.2.1.

Dette er en udvidelse af den personkreds der hidtil har været omfattet af

KGL § 6. Den hidtil gældende hovedregel har været, at private investorer kun

har været skattepligtige af gevinst på fordringer hvis fordringen ikke

opfyldte mindsterentekravet på erhvervelsestidspunktet. Erhvervsdrivende

personer skulle medregne gevinst/tab på fordringer/gæld i fremmed valuta hvis

den havde erhvervsmæssig tilknytning.

Ifølge PSL § 4, stk.1, nr.2 henregnes gevinst/tab til kapitalindkomsten.

For alle skattepligtige personer efter KSL §§ 1 og 2, bortset fra personer

omfattet af KGL § 3, skal gevinst/tab på fordringer og gæld i fremmed valuta

medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hvis nettogevinst/tab

overstiger 1000 kr. i indkomståret. Overstiger nettogevinst/tab 1000 kr.

medregnes hele beløbet.

Personer, der har fordringer og gæld i fremmed valuta, hvor gevinst efter

de hidtil gældende regler ikke har været skattepligtige, kan ved opgørelsen

af gevinst/tab anvende enten værdien ved anskaffelsen/stiftelsen eller

værdien 27.dec. 1990, jf. § 10 stk.1 og 5 i lov nr.394 af 6.juni 1991.

Valget skal træffes for samtlige fordringer/gæld under ét.

Konvertible obligationer

Gevinst/tab på konvertible obligationer i fremmed valuta medregnes ved

indkomstopgørelsen fsv. der ikke sker beskatning efter ABL eller LL § 16 B.

For konvertible obligationer har ændringen af KGL § 6 stk.2 virkning fra

29.maj 1991 for konvertible obligationer hvor gevinst/tab ikke har været

skattepligtige efter de hidtil gældende regler. Ved opgørelsen af gevinst/tab

kan enten anvendes anskaffelsessummen eller værdien 29.maj 1991.

Valget træffes for samtlige konvertible obligationer under ét.

Om beregningen af gevinst/tab, se afsnit A.D.2.5.

A.D.2.4.2 Selskaber KGL § 2

Ændringen af KGL §§ 2 og 6 har ikke medført nogen ændring af den

skattemæssige behandling af selskabers gevinst/tab på fordringer og gæld i

fremmed valuta, idet selskaber hidtil har været skattepligtige af disse.

Hvad angår den skattemæssige behandling af låneforhold mellem

koncernforbundne selskaber, så gælder den nye bestemmelse vedrørende

fradragsbegrænsning for tab også fremmed valuta. Se nærmere afsnit A.D.2.2.6

og S.C.1.3.3.

A.D.2.5 Beskatningstidspunktet

Kursgevinster og -tab skal medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten

eller tabet er konstateret. Som hovedregel anses gevinst og tab for

konstateret, når det er realiseret ved hel eller delvis indfrielse af lånet

eller tilgodehavendet, jf. KGL § 8. Se endvidere afsnit A.D.2.3.

Beskatning forudsætter konstateret kursgevinst

Selv om en pengefordring på udstedelsestidspunktet ikke opfylder

mindsterentekravet, er det en forudsætning for beskatning af en kursgevinst,

at der rent faktisk kan konstateres en kursgevinst.

Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit eller

lavtforrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er det

samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har forældrene

ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor ikke være noget at beskatte

efter KGL.

Skattedepartementet har udtalt, at der ved ydelse af et rentefrit lån fra

far til søn var givet en gave til sønnen svarende til forskellen mellem

lånets hovedstol og kursværdien af faderens fordring på

stiftelsestidspunktet. Tilsvarende kan der statueres gave til låntager ved

lavtforrentede eller rentefri lån mellem andre interesseforbundne

skattesubjekter. Derimod bør der efter departementets opfattelse ikke ske

kursgevinstbeskatning af långiver, hvis lånet er ydet med det samme beløb,

som skal tilbagebetales, jf. skd.cirk. pkt.40. Dette udelukker dog ikke, at

man i gensidigt bebyrdende kontraktforhold, f.eks. ved salg af fast ejendom,

statuerer kursgevinst, hvis der som led i købesummens berigtigelse udstedes

et rentefrit eller lavtforrentet gælds- eller pantebrev. Sælgeren af

ejendommen vil blive beskattet af kursgevinster i forhold til fordringens

kursværdi på udstedelsestidspunktet, medmindre det kan godtgøres, at den

faktiske anskaffelseskurs er højere. Endvidere bemærkes, at i tilfælde, hvor

rentefrie eller lavtforrentede lån er udtryk for vilkårlig

indkomstoverflytning, opretholdes den gældende praksis om beskatning hos

långiver (fikseret indkomst), Skat 1988.9.557.

Opgørelse af gevinst og tab

Gevinst og tab opgøres som forskellen mellem anskaffelsessum og

afståelsessum eller indfrielsessum.

Som anskaffelsessum anvendes kursværdien på erhvervelsestidspunktet,

medmindre den skattepligtige godtgør at have erhvervet fordringen for et

højere beløb.

Anskaffelsessummen for konvertible obligationer opgøres efter reglerne i

aktieavancebeskatningsloven. Det vil sige efter aktie-for-aktie-metoden for

almindelige aktier. Hovedaktionærer, der afstår den konvertible obligation

efter 3 års ejertid, skal dog opgøre fortjenesten efter en gennemsnitsmetode.

Gevinst og tab på gæld opgøres som forskellen mellem forpligtelsens værdi

ved påtagelsen og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.

Ved delvis indfrielse, det vil sige afdrag, opgøres gevinst og tab som

forholdet mellem:

indfrielsessum - anskaffelsessum

-------------------------------- x afdrag

indfrielsessum

Se evt. taleksemplet i skd.cirk. af 9.okt. 1986, pkt.74.

Ved afståelse af obligationer (herunder udtrækning) der er registreret på

samme konto inden for samme fondskode anvendes et first in-first out princip,

således at de først erhvervede anses for de først afståede, jf. KGL § 8,

stk.3.

Reglen i § 8, stk.3, er ikke til hinder for, at Ligningsrådet giver

tilladelse til at anvende en anden opgørelsesmåde. Ligningsrådet kan f.eks.

give tilladelse til at anvende den gennemsnitlige anskaffelsessum for

samtlige obligationer i en enkelt fondskode i stedet for hver enkelt

obligations anskaffelsessum.

Lagerprincippet

Ligningsrådet kan i medfør af KGL § 8 give tilladelse til, at

skattepligtige efter KGL ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer og

gæld i såvel dansk mønt som udenlandsk valuta kan ændre opgørelsesmåde.

Ligningsrådet har bemyndiget de kommunale skattemyndigheder til at meddele

skattepligtige overgang fra realisations- til lagerprincip, jf.

T&S-cirk.1990-15, der samtidig ophævede SD-cirk.1987-35 og 1989-11.

Bemyndigelsen gælder kun skattepligtige efter KGL §§ 2-3. Skattepligtige

efter LL § 29 (kommanditister m.v.) skal fortsat indsende ansøgning om

principskifte til Told- og Skattestyrelsen. Det samme gør sig gældende for

private investorer med fordringer i dansk mønt hvor mindsterentekravet ikke

er opfyldt, og fordringer/gæld i udenlandsk valuta.

Ved lagerprincippet medregnes ikke-realiserede kurssvingninger ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Værdiansættelsen sker efter

kursværdien på statustidspunktet. Fortjeneste og tab ved salg beregnes ud fra

den kursværdi, der var gældende ved sidste status. Dette gælder også, når

obligationskursen på statusdagen er over pari, Skat 1989.11.874.

I Skat 1990-12-982 f fandt LSR, at et selskab der var omfattet af KGL § 2,

og som anvendte lagerprincippet ved opgørelse af gevinst/tab på fordringer

omfattet af KGL § 1, også kunne anvende dette princip ved opgørelse af

gevinst/tab på terminsforretninger, der var skattepligtige efter SL § 4 f.

Tilladelse til at anvende lagerprincippet på fordringer og gæld i

udenlandsk valuta indebærer, at såvel børskurs- som valutakurssvingninger

skal behandles efter dette princip.

Som hovedregel kan og skal virksomheden anvende

"lagerprincippet" på finanslån, hvis virksomheden iøvrigt har

anvendt dette princip på sine udenlandske mellemværender. Undtagelse herfra

kan dog gælde i forbindelse med finansiering ved valutalån af køb af skibe og

visse større maskinanskaffelser fra udlandet.

I almindelighed kan virksomheden ikke nægtes adgang til at anvende

lagerprincippet.

Et amerikansk selskab, hvis eneste aktivitet var at drive en filial i

Danmark, som det finansierede, anvendte fra 1982 for første gang

lagerprincippet og fratrak urealiseret valutakurstab, der var akkumuleret fra

1976-82 vedrørende finansieringen. Filialen havde modtaget stadigt stigende

rentefri forskud, der forfaldt på anfordring. Forskuddene voksede i takt med

investeringerne. Der forelå ingen skriftlig aftale om forholdet. Selskabet

kunne under de foreliggende omstændigheder ikke anvende lagerprincippet under

henvisning til de atypiske låneforhold, hvor afviklingsvilkårene ikke kunne

dokumenteres.

Overgang til at anvende lagerprincip vil sædvanligvis finde sted fra og

med det indkomstår, der angår den senest foreliggende selvangivelse.

Virksomheden kan dog vælge at placere overgangsåret inden for den almindelige

5-årsfrist.

KGL har ikke tilsigtet nogen ændring i denne praksis, der således fortsat

er gældende. Det betyder, at overgang til anvendelse af lagerprincippet

fortsat kan ske i forståelse med de lokale ligningsmyndigheder, men således

at princippet med virkning fra og med indkomståret 1986 skal anvendes for

såvel børskurs - som valutakurssvingninger, jf. ovenfor.

Akkumuleret tab eller vinding, der fremkommer i perioden fra udlandslånets

optagelse og frem til overgangsårets statusdag, skal medregnes i

indkomstopgørelsen for overgangsåret.

Der skal normalt anvendes samme princip vedrørende samtlige

mellemværender.

Såfremt en virksomhed overgår til anvendelse af lagerprincippet, kan

virksomheden ikke senere uden tilladelse fra ligningsmyndighederne ændre

princip, jf. T&S-cirk.1990-15.

* Selskaber, der er blevet omfattet af den nu - men ikke hidtil - gældende

KGL § 2, der har fordringer/gæld i danske kroner, der ikke efter de hidtil

gældende regler har været skattepligtige, skal ligeledes anmode

ligningsmyndighederne om tilladelse til at anvende lagerprincippet.

Har sådanne selskaber tidligere fået tilladelse til at anvende

lagerprincippet på fordringer/gæld i fremmed valuta, skal der, såfremt man

ønsker at anvende realisationsprincippet, søges ligningsmyndighederne om

tilladelse til anvendelse af dette. *

Afløsning eller prolongation

Prolongeres et udlandslån betragtes det prolongerede lån som et nyt

selvstændigt lån, således at den ved prolongationen beregnede kursgevinst,

henholdsvis det beregnede kurstab, skal medregnes ved indkomstopgørelsen for

prolongationsåret.

Omlægning til anden valuta

Når et udlandslån omlægges til en anden valuta betragtes det omlagte lån

ikke som et nyt selvstændigt lån, hvorfor den ved omlægningen beregnede

kursgevinst, henholdsvis det beregnede kurstab, ikke kan medregnes ved

indkomstopgørelsen på omlægningstidspunktet.

Debitorskifte

I tilfælde af debitorskifte må det overtagne lån i relation til

erhververen anses for stiftet på tidspunktet for overtagelsen af lånet og til

valutakursen på dette tidspunkt. Konstaterede kurssvingninger må herefter

medtages ved erhververens indkomstopgørelse for de indkomstår, hvori afdrag

eller indfrielse sker, såfremt betingelsen herfor i øvrigt er opfyldt. På

tilsvarende måde må lånet i relation til overdrageren anses for indfriet på

tidspunktet for overdragelsen af lånet og til valutakursen på dette

tidspunkt. Den af overdrageren ved indfrielsen konstaterede kursgevinst eller

-tab skal medtages ved overdragerens indkomstopgørelse i overdragelsesåret,

såfremt betingelserne for at lade kurssvingninger påvirke indkomstopgørelsen

i øvrigt er opfyldt.

Hvis den erhvervsmæssige aktivitet, hvortil lån er knyttet, afhændes til

anden side, men den oprindelige låntager stadig er debitor, kan der også

efter afståelsen medregnes valutakursgevinster og -tab., jf. bl.a. Skat

1986.8.515.

Et ApS optog i jan. 1981 et udlandslån på 15.000 sfr, der blev anvendt til

indretning af en af selskabet drevet frisørsalon. I juli s.å. anmeldtes lånet

til Nationalbanken som overdraget til hovedanpartshaveren, der var indtrådt i

den oprindelige låneaftale på uændrede vilkår. I 1982 blev der afdraget på

lånet, hvorved der var konstateret et kurstab på 2.096 kr. Dette tab kunne

ikke fratrækkes, idet lånet - efter hovedanpartshaverens overtagelse af dette

- måtte betragtes som et ikke erhvervsmæssigt lån, jf. lsr.1985.172.

Kurssikringspræmier m.v.

Udgifter til kurssikring af gæld eller tilgodehavende, herunder

omkostninger ved valutaterminsforretninger, der har til formål at kurssikre

gæld eller fordringer, behandles skattemæssigt på samme måde som en

valutakursregulering af den pågældende fordring eller gæld.

Overgangsregler

Der er fastsat særlige overgangsregler i § 10, stk.10-11 for de

skattepligtige, der efter de hidtidige regler ikke har skullet medregne

gevinster og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta. De skattepligtige

kunne vælge mellem anskaffelsessummen/værdien ved forpligtelsens påtagelse,

værdien ved begyndelsen af indkomståret 1986 eller værdien pr. 31.dec. 1985.

Skattepligtige efter fondsbeskatningsloven har en tilsvarende

valgmulighed, dog står valget mellem begyndelsen af indkomståret 1987 eller

værdien pr. 31.dec. 1986.

For en række skatteydere, der har haft fordringer, hvor

valutakursgevinsten er skattepligtig, men børskursgevinsten hidtil har været

skattefri, inddrages børskursgevinsterne nu under skattepligten. I disse

situationer kan der i følge overgangsreglen i KGL § 10, stk.10, ved

opgørelsen af fordringens "anskaffelsessum" vælges mellem

børskursen på anskaffelsestidspunktet, børskursen den 31.dec. 1985 eller ved

begyndelsen af indkomståret 1986.

Finanslån optaget før 1.jan. 1976 er dog undtaget fra de ovennævnte

regler. Ifølge KGL § 10, stk.12, finder de hidtil gældende regler vedrørende

disse lån fortsat anvendelse. Der henvises til ligningsvejledningen 1985 side

777 ff.

A.D.2.6 Terminsforretninger m.v.

Reglerne for den skattemæssige behandling af gevinst/tab på

terminskontrakter m.v. er ændret ved lov nr.394 af 6.juni 1991.

De ændrede beskatningsregler har virkning for kontrakter og aftaler

indgået den 1.juli 1991 eller senere.

Efter de hidtil gældende regler er gevinst/tab på terminskontrakter m.v.

blevet beskattet efter SL § 4 f. Disse regler er beskrevet nedenfor.

Kontrakter m.v., indgået før 1.juli 1991 anses for omfattet af de hidtil

gældende regler uanset afviklingstidspunkt.

Modregning af tab i gevinster kan kun foretages når kontrakterne er

omfattet af samme regler.

Terminskontrakter m.v., indgået den 1.juli 1991 eller senere behandles i

skattemæssig henseende efter KGL §§ 8 C-8 G. Se nærmere afsnit A.D.2.6.2.

A.D.2.6.1 Kontrakter m.v. indgået før 1.juli 1991

Terminsforretninger med fordringer m.v. går ud på, at der købes eller

sælges fordringer (værdipapirer eller valuta) til en bestemt kurs til salg

eller levering på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Kursen på dette tidspunkt

vil være afgørende for, om der er gevinst eller tab på terminsforretningen.

En valutaterminsforretning, der indgås for at dække kursrisiko, bedømmes i

sammenhæng med det arrangement, som terminsforretningen dækker. Den

skatteretlige bedømmelse ses i sammenhæng med de skatteretlige regler, som

gælder for arrangementet.

Ovenstående synspunkter finder også anvendelse på

valutaterminsforretninger indgået af momsregistrerede virksomheder.

Et selskab, der drev virksomhed som sommerhusudlejningsbureau i Jylland,

begærede bindende forhåndsbesked om, hvorvidt valutakursgevinst og -tab på

terminsforretninger i D-mark skulle indgå i selskabets indkomstopgørelse. Det

fremgik, at selskabet i væsentligt omfang formidlede udlejning af sommerhuse

til tyskere, der betalte i D-mark enten ved lejekontraktens indgåelse eller

umiddelbart forud for lejeforholdets afvikling. Udlejerne af husene påtog sig

ikke nogen valutakursrisiko, idet lejen med sommerhusejerne var aftalt i

danske kr. For selskabet ville det administrativt være lettest, såfremt de

løbende D-mark-indbetalinger kunne omveksles løbende og køb af D-mark

vedrørende terminsforretningerne først skulle ske ved terminsforretningernes

afvikling. Selskabet påtænkte derfor at indgå terminsforretninger pr. 1.juli

1987 og 1988 for køb af 19 mill. D-mark svarende til den forventede

lejeindtægt fra tyske lejere for at have sikkerhed for lejeindtægternes

kursværdi, og for at selskabet blev i stand til at budgettere hermed.

Ligningsrådet fandt, at de omhandlede valutaterminsforretninger kunne

anses for indgået for at afdække selskabets erhvervsmæsige valutakursrisiko

på omsætningen hidrørende fra tyske kunder, hvorfor valutakursgevinst/-tab på

disse forretninger skulle medregnes ved selskabets indkomstopgørelse.

Eventuelle valutaterminsforretninger indgået uden tilknytning til selskabets

erhvervsmæssige virksomhed skulle behandles som enkeltstående

væddemålskontrakter, hvilket indebar, at gevinst var skattepligtig, medens

tab ikke kunne fratrækkes, jf. SL § 4 f.

I Skat 1990.7.546 fandt Landsskatteretten, at en produktionsvirksomhed

havde fradrag for tab på en valutaterminskontrakt, der var indgået til

sikring af tilgodehavender og leverancer.

I Skat 1989.5.405 fandt lsr., at et selskab der drev

finansieringsvirksomhed, kontraktfinansiering og anden forretningsvirksomhed

var næringsdrivende med finansielle fordringer, jf. SL §§ 4 og 5 a. Selskabet

var derefter berettiget til i regnskabsåret 1984/85 og 1985/86 at medregne

henholdsvis gevinst og tab på valutaterminsforretninger. Det var oplyst, at

selskabet i regnskabsåret 1984/85 havde foretaget 4 valutaterminsforretninger

med nettotab. I regnskabsåret 1985/86 var der foretaget 17

valutaterminsforretninger med nettogevinst. Det var endvidere oplyst, at

valutaterminsforretningerne ikke var foretaget i kurssikringsøjemed, samt at

selskabet i regnskabsåret 1985/86 havde foretaget køb og salg af aktier i

betydeligt omfang.

I Skat 1990-12-982 f fandt LSR, at et selskab der var omfattet af KGL § 2,

og som anvendte lagerprincippet ved opgørelse af gevinst/tab på fordringer

omfattet af KGL § 1, også kunne anvende dette princip ved opgørelse af

gevinst/tab på terminsforretninger, der var skattepligtige efter SL § 4 f.

Hvis der i det enkelte tilfælde ikke foreligger den nødvendige sammenhæng

med f.eks. en erhvervsmæssigt påtaget risiko, betragtes en

valutaterminsforretning som en væddemålskontrakt, der omfattes af

statsskattelovens § 4, litra f.

I en bindende forhåndsbesked (Skat 1989.6.485) fandt Ligningsrådet, at en

skatteyders gevinst og tab ved deltagelse i en banks valutapuljelånsordning

måtte anses for at være en art væddemål, hvorfor det var skattepligtigt jf.

SL § 4 f. Det var i sagen oplyst, at skatteyderen ikke havde nogen

erhvervsmæssig tilknytning til penge- og kapitalmarkedet, samt at deltagelse

i valutapuljelånsordningen ikke var erhvervsmæssigt begrundet. Ligningsrådet

fandt endvidere, at skatteyderens deltagelse i valutapuljelånsordningen var

af en sådan målestok, at den var større end hvad skatteyderens økonomi

isoleret set tillod. Ligningsrådet bemærkede, at deltagelse i bankens

valutapuljelånsordning måtte bedømmes for hver enkelt skatteyder for sig.

Obligations- og valutaterminsforretninger

Obligationsterminsforretninger uden for næringstilfælde er af

Landsskatteretten anset for at være en væddemålskontrakt, jf. SL § 4 f, se

Skat 1989.4.330 (en revisors enkeltstående obligationsterminsforretning) og

Skat 1989.12.959 (en lønmodtager havde i 1986 foretaget 38

obligationsterminsforretninger). Begge tilfælde henførtes under SL § 4 f.

I Skat 1990.10.796 f anså Landsskatteretten en revisors tab på 57

valutaterminsforretninger og gevinst på 13 obligationsterminsforretninger for

omfattet af SL § 4 f. Landsskatteretten fandt endvidere, at der kunne

foretages modregning af tab og gevinst på forretninger foretaget inden for

samme år med den begrænsning at nettotab ikke var fradragsberettiget.

Beskatning

En eventuel nettokursgevinst på terminsforretninger indgået før 1.juli

1991 er, når beskatningen sker efter SL § 4 f, skattepligtig som personlig

indkomst. Nettokurstab er ikke fradragsberettiget.

A.D.2.6.2 Kontrakter m.v., indgået d. 1.juli 1991 eller senere KGL §§ 8

C-8 G

Gevinst/tab på terminskontrakter samt aftaler om købe- og salgsretter m.v.

reguleres af KGL § 8 C-8 G. Disse regler er gældende for kontrakter m.v.

indgået den 1.juli 1991 eller senere.

De her beskrevne regler gælder for kontrakter m.v., der er indgået uden

sammenhæng med erhvervsmæssig aktivitet. Se nærmere nedenfor afsnit

A.D.2.6.2.2.

Kontrakter og aftaler, omfattet af KGL § 8 C, der er indgået den 1.juli

1991 eller senere, kan generelt opdeles i 2 hovedgrupper. Det er

aktiebaserede og ikke aktiebaserede kontrakter og aftaler.

Aktiebaserede kontrakter m.v.

Aktiebaserede kontrakter og aftaler er defineret som kontrakter og

aftaler, hvor der indgår et aktieelement. Det kan være en kontrakt der er

baseret på f.eks. en børsnoteret aktie, et aktieindex eller hvor der blot

indgår eksempelvis en børsnoteret aktie.

Ikke aktiebaserede kontrakter m.v.

Ikke aktiebaserede kontrakter og aftaler er defineret som kontrakter og

aftaler hvor der ikke indgår et aktieelement.

A.D.2.6.2.1 Fællesregler

For kontrakter og aftaler omfattet af KGL § 8 C, indgået den 1.juli 1991

eller senere, skal gevinster medregnes ved indkomstopgørelsen for 1991. Dette

gælder også for kontrakter og aftaler der ikke var afviklet ved indkomstårets

udløb. For sådanne kontrakter og aftaler opgøres gevinst/tab efter

lagerprincippet. Gevinst/tab opgøres som forskellen mellem kontraktens

kursværdi på statustidspunktet og anskaffelsessummen.

A.D.2.6.2.2 Undtagelser fra hovedreglen KGL § 8 D

KGL § 8 D er en undtagelsesbestemmelse. For kontrakter og aftaler omfattet

af § 8 D reguleres skattepligten af gevinst/tab efter skattelovgivningens

almindelige regler.

Omfattet af KGL § 8 D er kontrakter og aftaler der i almindelighed

anvendes i tilknytning til aftaler vedrørende køb og salg af varer og

tjenesteydelser, jf. KGL § 8 D, stk.3.

Undtaget fra beskatning efter KGL § 8 C er gevinst/tab på aftaler

vedrørende fast ejendom, jf. KGL § 8 D, stk.1, nr.1.

Gevinst/tab på aftaler vedrørende fast ejendom beskattes efter

skattelovgivningens almindelige regler.

Undtaget fra beskatning efter KGL regler er også tegningsretter til aktier

m.v., der omfattes af ABL, jf. KGL § 8 D, stk.1, nr.2.

En tegningsret er defineret som en ret, udstedt af et selskab, der

berettiger erhververen til at tegne aktier, konvertible obligationer m.v. i

selskabet. Gevinst/tab på sådanne tegningsretter beskattes efter reglerne i

ABL.

Endvidere er kurskontrakter undtaget beskatning efter KGL § 8 C, jf. KGL §

8 D, stk.1, nr.3. Ved en kurskontrakt (termin eller future) omfattet af

undtagelsesbestemmelsen, forstås en kontrakt der inddgåes af en låntager i

forbindelse med optagelse eller indfrielse af et realkredit- eller

realkreditlignende lån.

Betingelserne for at en kurskontrakt er omfattet af bestemmelsen er, at

debitor ikke er omfattet af KGL §§ 2 og 3, eller er næringsskattepligtig ved

omsætning af fast ejendom. Det beror på en konkret bedømmelse, hvorvidt en

kurskontrakt kan anses for omfattet af bestemmelsen.

Endelig er konverteringsretter, knyttet til obligationer, pantebreve,

gældsbreve og andre pengefordringer, også omfattet af

undtagelsesbestemmelsen, jf. KGL § 8 D, stk.1, nr.4.

Bestemmelsen omfatter obligationer og sælgerpantebreve m.v. der er

konverterbare. D.v.s. at lånet kan indløses før det aftalte

indfrielsestidspunkt til en på forhånd fastsat kurs (typisk pari). Dette er

reelt en køberet til fordringen, som långiver indrømmer låntager.

Endelig er der desuden en mere generel undtagelsesbestemmelse i KGL § 8 D,

stk.2. Bestemmelsen unddtager sædvanlige aftaler om levering af varer og

tjenesteydelser, der er til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt

af egen virksomhed.

Bestemmelsen undtager endvidere aftaler om levering af varer og

tjenesteydelser til privat brug.

I de to sidstnævnte undtagelsestilfælde er betingelsen for at være

omfattet af bestemmelsen, at kontrakten ikke er børsnoteret, samt at den kun

kan opfyldes ved levering.

A.D.2.6.3 Aktiebaserede kontrakter

Som beskrevet tidligere er aktiebaserede kontrakter defineret som alle

kontrakter i hvilke der indgår et aktieelement. Den skattemæssige behandling

af gevinst/tab på aktiebaserede kontrakter reguleres af KGL § 8 F.

Skattepligtige efter KGL § 8 F er alle skatte- og

realrenteafgiftspligtige. Disse skattepligtige kan deles op i fire grupper.

Den første gruppe består af næringsskattepligtige efter ABL § 3. For disse

skattepligtige reguleres den skattemæssige behandling af gevinst/tab på

aktiebaserede kontrakter omfattet af KGL § 8 F af de almindelige regler i

ABL. Dette gælder for alle aktiebaserede kontrakter, uanset om de indeholder

en ret eller pligt til at afstå aktier, eller en ret eller pligt til at

erhverve aktier, jf. KGL § 8 F, stk.1 og 4.

Den anden gruppe af skattepligtige er selskaber omfattet af KGL § 2, men

ikke af ABL § 3. Disse selskaber kan efter skattelovgivningens almindelige

regler i det enkelte indkomstår generelt fradrage tab på kontrakter der

indeholder en ret eller pligt til at erhverve aktier. Gevinster på sådanne

kontrakter, samt gevinst/tab på kontrakter der indeholder en ret eller pligt

til at afstå aktier er omfattet af hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3.

Den tredje gruppe af skattepligtige består af personer omfattet af KSL §§

1 og 2, men ikke af ABL § 3, som har en kontrakt der indebærer en ret eller

pligt til at erhverve aktier, og hvor det godtgøres, at kontrakten har

erhvervsmæssig tilknytning. For denne gruppe af skattepligtige, er der for

sådanne kontrakter generel adgang til, i det enkelte indkomstår, at fratrække

tab efter skattelovgivningens almindelige regler. Gevinster på sådanne

kontrakter, samt gevinst/tab på kontrakter der indeholder en ret eller pligt

til at afstå aktier er omfattet af hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3.

Den fjerde gruppe af skattepligtige består af personer omfattet af KSL §§

1 og 2, hvor kontrakten ikke har erhvervsmæssig tilknytning, herunder

personer der er skattepligtige efter ABL § 3.

For denne gruppe skal gevinst/tab på alle kontrakter der er omfattet af

KGL § 8 F, opgøres efter hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3

Aktiebaserede kontrakter. Hovedreglen

For alle kontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C, herunder aktiebaserede

kontrakter omfattet af hovedreglen i KGL § 8 F, stk.2 og 3, skal gevinst/tab

opgøres efter lagerprincippet. Det betyder, at for kontrakter der ikke var

afviklet ved indkomstårets udløb, skal gevinst/tab medregnes ved

indkomstopgørelsen efter de i KGL § 8 F, stk.2 og 3 nævnte regler.

Gevinst/tab på den enkelte kontrakt opgøres som forskellen mellem

kontraktens værdi på statustidspunktet og anskaffelsessummen.

For kontrakter der indgåes og afvikles i indkomståret, opgøres gevinst/tab

som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen.

Som udgangspunkt skal kontrakter, der opgøres efter reglerne i KGL § 8 F

opdeles i grupper. Hver gruppe består af kontrakter der er baseret på samme

børsnoterede aktie, samme aktieindex o.s.v.

Efter hovedreglen er det uden betydning for opgørelsen af gevinst/tab

indenfor de enkelte grupper af kontrakter, om de indeholder en ret eller

pligt til at erhverve eller afstå aktier. Det afgørende er hvad kontrakten er

baseret på. Om undtagelser fra hovedreglen, se ovenfor.

Der er ikke adgang til modregning af tab og gevinster grupperne imellem.

Der kan kun foretages modregning af tab i gevinster indenfor den enkelte

gruppe. Nettotab kan ikke fradrages i 1991.

Tab på en kontrakt kan modregnes i ægtefællens eventuelle nettogevinster

på kontrakter der kan henføres til samme gruppe. Betingelsen for modregning

mellem ægtefæller er, at ægtefællen med tabsgivende kontrakter har modregnet

i eventuelle gevinster på kontrakter indenfor samme gruppe. Det er endvidere

en betingelse, at de var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. KSL § 4.

Om modregning af tab i gevinster mellem indkomstår, se afsnit A.D.2.6.5.

A.D.2.6.4 Ikke aktiebaserede kontrakter KGL § 8 G

Indledningsvis skal der henvises til det i afsnit A.D.2.6.2.1 anførte

vedrørende generelle regler for den skattemæssige behandling af gevinst/tab

på kontrakter m.v., omfattet af KGL § 8 C.

For ikke aktiebaserede kontrakter m.v., omfattet af KGL § 8 G, er

udgangspunktet at der er generelt fradrag for tab. Tab kan dog kun fratrækkes

i det omfang det kan modregnes i en gevinst.

For ikke aktiebaserede kontrakter er der generel modregningsadgang af tab

i gevinster. Sammenholdt med hovedreglen for opgørelse af gevinst/tab på

aktiebaserede kontrakter svarer det til at ikke aktiebaserede kontrakter

anses for at tilhøre en og samme gruppe. Gevinst/tab kan derfor opgøres efter

samme princip som for det ovenfor beskrevne f.s.v. angår aktiebaserede

kontrakter.

Undtaget fra beskatning efter hovedreglen er skattepligtige efter KSL § 1

og 2 der kan godtgøre at kontrakten har erhvervsmæssig tilknytning. I sådanne

tilfælde beskattes gevinst/tab efter skattelovgivningens almindelige regler.

Endvidere har selskaber generelt adgang til at fratrække årets nettotab.

De skal således ikke følge hovedreglen ved opgørelse af gevinst/tab.

A.D.2.6.5 Beregning af gevinst/tab KGL § 8 E

Indledningsvis skal det bemærkes, at der i indkomståret 1992 og de 4

efterfølgende år under visse betingelser at overføre gevinst/tab til

modregning.

Det overordnede princip er, at den skattepligtige kan overføre det

aktuelle indkomstårs gevinst/tab til modregning i de foregående og

efterfølgende 5 indkomstår.

Tilbageføringen af gevinst/tab er dog begrænset således, at der ikke kan

modregnes i kontrakter og aftaler indgået før 1.juli 1991.

Hvis den skattepligtige i indkomståret 1991 havde nettogevinst på såvel en

aktiebaseret som en ikke aktiebaseret kontrakt eller aftale, kan der i de

efterfølgende 5 år fratrækkes tab på kontrakten eller aftalen. Fradraget i de

efterfølgende 5 år kan dog ikke overstige nettogevinsten i 1991 på kontrakten

eller aftalen.

Skattepligtige, der i 1991 havde nettotab på aktiebaserede kontrakter og

aftaler, kan fremføre dette til modregning i gevinster på samme gruppe af

kontrakter i de efterfølgende 5 år.

Nettotab på ikke aktiebaserede kontrakter og aftaler kan overføres til

modregning i nettogevinster på ikke aktiebaserede kontrakter i de

efterfølgende 5 år.

Det væsentlige i forhold til modregningsadgangen i efterfølgende

indkomstår er således at identificere de uafsluttede kontrakter hvor der i

indkomståret 1991 var nettogevinst.

For aktiebaserede kontrakter kan kontrakterne med fordel deles op i

grupper med angivelse af nettotab.

For ikke aktiebaserede kontrakter bør eventuelle nettotab opgøres.

For alle kontrakter omfattet af KGL § 8 C opgøres gevinst/tab efter de

nedenfor nævnte principper.

For kontrakter der er indgået og realiseret i indkomståret opgøres

gevinst/tab som forskellen mellem kontraktens afståelsesværdi og

anskaffelsessummen.

For kontrakter der er indgået, men ikke realiseret i indkomståret, opgøres

gevinst/tab som forskellen mellem værdien ved indkomstårets udløb og

kontraktens anskaffelsessum.

Afvikles en kontrakt ved levering, beregnes gevinst/tab på kontrakten og

det overdragne aktiv eller passiv hver for sig. Gevinst/tab beregnes efter de

ovenfor anførte principper. Det overdragne aktiv eller passiv anses for

erhvervet/afstået på afviklingsdagen. Værdien af det overdragne aktiv

værdiansættes til markedsværdien på afviklingsdagen, jf. KGL § 8 E, stk.1.

I KGL § 8 E, stk.2 er der en regel efter hvilken Ligningsrådet i ganske

særlige tilfælde kan give tilladelse til anvendelse af realisationsprincippet

ved opgørelse af gevinst/tab på kontrakter m.v. omfattet af KGL § 8 C. Det er

en betingelse for dispensation fra lagerprincippet, at den pågældende

kontrakt indgåes som led i virksomhedens primære drift for at sikre

leverancer til og fra virksomheden. Det er endvidere en betingelse, at det

vil være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden hvis gevinst/tab på

kontrakten skal opgøres efter lagerprincippet.

A.D.3 Overskud/underskud vedr. bolig i egen ejendom

A.D.3.1 Lejeværdi af bolig i egen ejendom

Ifølge SL § 4 b medregnes lejeværdien af bolig i egen ejendom ved

indkomstopgørelsen.

De nærmere regler om, hvorledes denne lejeværdi skal beregnes som en

procentdel af ejendomsværdien, er fastsat i LL §§ 15 A-15 I.

Lejeværdi for ejendomme, der ikke er omfattet af ligningslovens

procentregler, skal i overensstemmelse med hovedreglen i statsskatteloven

ansættes efter et skøn. Udgangspunktet for skønnet er, hvad ejendommen

(lejligheden) kan indbringe ved udlejning til fremmede.

Dersom der ved lov eller offentlig myndigheds bestemmelse er fastsat et

maksimum for huslejens størrelse ved udleje til fremmede, kan lejeværdien

normalt ikke overstige dette maksimum. I den forbindelse skal det nævnes, at

et huslejenævns godkendelse af den mellem nært beslægtede aftalte leje ikke

kan tillægges betydning, da huslejenævnet kun påser, at huslejen ikke er for

høj.

Ifølge PSL § 4, stk.1, nr.6, medregnes overskud eller underskud af en-

eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder, grunde og lignende

ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Bestemmelsen omfatter:

- ejendomme, som kun indeholder en selvstændig lejlighed, jf. LL §§ 15 B,

stk.1,

- tofamilieshuse, jf. LL § 15 B, stk.2,

- stuehuse, jf. LL § 15 B, stk.3,

- ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som i

væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, jf. LL § 15 B, stk.5. Dette

gælder dog kun den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren,

- grunde, der må antages at have nytteværdi for ejeren.

Kun ejendomme, som helt eller delvis tjener til bolig for ejeren, er

omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter ejendomme, der udlejes en del

af året og ejendomme, hvoraf en del udlejes. Bestemmelsen omfatter derimod

ikke ejendomme, der i hele året udelukkende benyttes til udlejning.

Overskud eller underskud af nævnte ejendomme omfatter: Lejeværdi af bolig

i egen ejendom, jf. LL §§ 15 B-15 I, indtægter ved udlejning en del af året

(f.eks. udlejning af et sommerhus) eller indtægter ved udlejning af en del af

ejendommen (f.eks. ved udlejning af den anden lejlighed i et tofamilieshus

eller ved udleje af værelser, i det omfang indtægten er skattepligtig, jf.

E.K. Endelig kan de hertil knyttede udgifter fratrækkes.

A.D.3.1.1 Hvornår skal der medregnes lejeværdi

Udgangspunktet er, at lejeværdien af bolig i den skattepligtiges egen

ejendom medregnes ved indkomstopgørelsen, hvad enten han har gjort brug af

sin beboelsesret eller ej.

Såfremt den skattepligtige ikke har ejet ejendommen i hele indkomståret,

nedsættes lejeværdien forholdsmæssigt.

Lejeværdien skal i almindelighed ikke medregnes, hvis skatteyderen

midlertidigt har været afskåret fra at benytte boligen, fordi den har været

ubeboelig, f.eks. på grund af reparation efter en vandskade, jf. lsr.1982.23.

Ifølge lsr.1981.20 skulle lejeværdien heller ikke medregnes for en

ejendom, som på grund af hærværk var ubeboelig, idet samtlige installationer

og ruder var ødelagt, ligesom ejendommens forsyning af elektricitet, gas og

vand var afbrudt.

Lejeværdien skal heller ikke medregnes, hvis skatteyderen endeligt har

opgivet sin boligret og ved sine dispositioner har tilkendegivet dette, jf.

lsr. 1970.109 (fraflyttet grundet ny stilling i en anden by og udbudt huset

til salg), og lsr. 1983.16 (sommerhus, som havde været udbudt til salg gennem

længere tid og som rent faktisk ikke havde været benyttet, hvortil kom, at

ejeren havde et andet sommerhus i samme område, som han havde benyttet), men

modsat lsr. 1976.149 (huset udbudt til salg, men ejeren flyttede senere ind

igen).

* Et sommerhus blev lejet ud få uger pr. år og nogle år slet ikke. Den

skattepligtige, som ejede endnu et sommerhus, og som erklærede aldrig at have

brugt sommerhuset til privat formål, blev beskattet af lejeværdien, idet

ejeren ikke havde afskåret sig fra at kunne disponere over ejendommen,

t&s nyt 1991.16.869. *

Hvis skatteyderen efter overtagelsen af et nyt hus bliver boende i den

hidtidige ejendom indtil den er solgt, er han skattepligtig af begge

ejendommes lejeværdi, jf. HD af 4.marts 1983 (skd. 65.205).

Ifølge VLD af 16. dec. 1980 (skd.61.182) skulle en skatteyder ikke

medregne lejeværdien af stuehuset på en landbrugsejendom, som han havde købt

i 1967. Stuehuset havde efter en tiltrængt restaurering siden 1968 været

udlejet som sommerbolig i den udstrækning, det var muligt. Udlejningsbureauet

havde disponeret over huset fra 1.maj-1.nov. Da huset var el-opvarmet og ikke

særlig godt isoleret, var udlejning uden for denne periode ikke mulig.

A.D.3.1.2 Hvornår anvendes procentreglerne

Procentreglerne anvendes kun, når ejendommen benyttes af ejeren selv. Hvis

boligen er stillet til rådighed for eller udlejet til f.eks. ejerens børn,

skal boligen betragtes som en udlejningsejendom og der skal derfor

indtægtsføres en lejeindtægt, svarende til udlejningsværdien (se E.K.),

medmindre ejeren i væsentligt omfang også selv benytter boligen, lsr.

1970.110, hvor ejeren brugte huset i væsentligt omfang, modsat lsr. 1970.24,

hvor ejeren kun benyttede ejendommen i mindre omfang.

Bytte af hus

Når private bytter hus f.eks. for en sommerperiode, ansættes lejeindtægten

i praksis til den procentmæssigt opgjorte lejeværdi, således at indtægter og

fradrag i forbindelse med husbyttet opvejer hinanden, jf. lsr.1985.16, hvor

der ikke var tale om permanent ombytning af boliger, men alene om

periodevise, gensidige udlån. Det anførte gælder også i tilfælde af

kortvarigt bytte af huse beliggende i udlandet og bytte af hus her i landet

med hus i udlandet.

Hvis der byttes bolig for en længere periode, skal der derimod ansættes en

lejeindtægt svarende til, hvad der kunne opnås ved udlejning til fremmede,

jf. skd.69.170.

Ægtefæller

Procentreglerne kan under visse betingelser også anvendes, når ejerens

ægtefælle bebor ejendommen alene.

Det forhold, at den ene ægtefælle midlertidigt bebor den fælles ejendom

alene (f.eks. fordi den anden ægtefælle er udstationeret eller lignende)

medfører ikke, at procentreglerne er uanvendelige. Det samme gælder, når

ægtefællerne har ophævet samlivet, uden at samlivet i skattemæssig henseende

er ophørt, d.v.s. indtil udgangen af det år, hvor samlivsophævelsen er sket,

forudsat der ikke forinden sker separation eller skilsmisse.

Hvis samlivet mellem ægtefællerne er ophørt i skattemæssig henseende, og

den, der har forladt boligen, må betragtes som ejer af denne, kan den

pågældende anvende procentreglerne i tiden indtil, der har fundet en bodeling

sted mellem ægtefællerne, jf. lsr.1984.16. Dette gælder også, selv om der er

gået lang tid fra samlivsophøret, jf. Skat 1989.2.146, hvor der var forløbet

12 år siden ophøret af samlivet.

Sålænge ægtefællerne har indbyrdes forsørgelsespligt, kan den ægtefælle,

der bor i den tidligere fællesbolig kun beskattes af hel eller delvis fri

bolig, dersom denne er led i en bidragsaftale. I så fald er bidraget på

normal vis skattepligtigt for modtageren og fradragsberettiget for yderen,

jf. lsr. 1980.53.

Dødsboer

Hvis en fast ejendom, der har tjent til bolig for afdøde, ikke bebos under

skiftet, opgøres der ikke nogen lejeværdi af egen bolig, og der kan heller

ikke fratrækkes noget beløb i boets skattepligtige indkomst for

vedligeholdelse.

Hvis ejendommen under skiftet vederlagsfrit bebos af den efterlevende

ægtefælle, arving eller legatar, beskattes lejeværdien i boet. Den beskattes

ikke hos ægtefællen, arving eller legatar, jf. KSL § 28. Lejeværdien

beregnes, som om den, der benytter ejendommen, er ejer. Er der tale om et

enfamilieshus m.v. LL § 15 B, stk.2-6, skal der således ikke skønnes over den

objektive udlejningsværdi. Boet er endvidere berettiget til standardfradraget

for vedligeholdelse som om den, der benytter ejendommen, er ejer, jf. LL § 15

J. Lejeværdi m.v. nedsættes forholdsmæssigt, hvis boets indkomstår er mindre

end 1 år.

Bopælsret i henhold til testamente

Hvis den efterlevende ægtefælle, arvings eller legatars beboelse skyldes,

at han i testamentet er tillagt en bopælsret helt tilbage fra dødsfaldet og

ikke blot fra udlægstidspunktet, er det den efterlevende og ikke boet, der

beskattes af lejeværdien. Lejeværdien opgøres efter et skøn over den

objektive udlejningsværdi. Ejede den efterlevende ejendommen i sameje med

afdøde, beskattes den efterlevende dog alene efter reglerne om procentuel

lejeværdi, jf. LL § 15 I, se Skatteministeriets Vejledning i reglerne om

dødsbobeskatning, s.110.

A.D.3.2 Beregning af lejeværdi og fradrag for ejendommens driftsudgifter

A.D.3.2.1 Generelle regler for beregning af lejeværdien

Lejeværdiberegningen skal fra og med indkomståret 1990 foretages for

ejendommen og ikke som tidligere følge ejeren, jf. lov nr.827 af 19.dec.

1989.

For indkomståret 1990 og de efterfølgende indkomstår beregnes der

maskinelt for hver enkelt ejendom 3 lejeværdier afhængig af om ejeren ved

indkomstårets udløb er:

- under 67 år

- fyldt 67 år

- førtidspensionist og fyldt 60 år eller efterlønsmodtager.

De 3 sæt lejeværdier, der beregnes for hver ejendom, opgøres hver for sig,

som om ejendommen havde været i ejerens besiddelse siden reglernes

ikrafttræden i 1990.

Den aktuelle lejeværdi udskrives herefter på oplysningskortet.

Dette medfører, at ejere, der skifter status, det vil sige, fylder 67 år

m.v., efter den 1.jan. 1990, får beregnet deres lejeværdi med udgangspunkt i

den lejeværdi, der blev fastsat for ejendommen for indkomståret 1990.

Ejere, der er fyldt 67 år efter 1.jan. 1990 og ejer identisk vurderede

ejendomme, vil derfor få beregnet samme lejeværdi.

For ejere, der skiftede status før 1.jan. 1990, er lejeværdien beregnet

efter de tidligere gældende regler, og ejere, der ejer identisk vurderede

ejendomme vil derfor have forskellige lejeværdier, såfremt de skiftede status

på forskellige tidspunkter før 1.jan. 1990.

Den lejeværdi, der udskrives på oplysningskortet vil imidlertid ikke altid

være korrekt. Det kan være tilfældet, når ejendommen har været udlejet en del

af året eller er blevet afstået på så sent et tidspunkt, at afståelsen ikke

er blevet registreret.

A.D.3.2.2 Enfamilieshuse

A.D.3.2.2.1 Indtægter

Grundlaget for lejeværdiberegningen for en ejendom, som kun indeholder

én selvstændig lejlighed, er den ejendomsværdi, der er ansat for

ejendommen pr. 1.jan. i indkomståret, reguleret efter vurderingslovens § 2 A.

Procentsatser og begrænsning af lejeværdistigninger fra 1990 til 1991, jf.

LL §§ 15 E og 15 F

---------------------------------------------------------------------------

Skattepligtige Skattepligtige som er Skattepligtige som er

som er under over 67 år, eller som fyldt 60 år, og som

67 år ved lever sammen med en modtager

udgangen af ægtefælle, som er - Førtidspension

indkomståret over 67 år ved eller forskud herpå

udgangen af indkomst- (socialpension)

året, eller eller 1)

efterlevende til en - invaliditetsydelse

ægtefælle som var med bistands- eller

eller ville være plejetillæg, eller

fyldt 67 år inden - efterløn 1)

udgangen af dødsåret, eller som er

og dette er efter 31. sammenlevende med en

dec. 1974, og ægtefælle, som

efterlevende bliver opfylder en af disse

boende i ejendommen, betingelser

og ikke inden Ovenstående skal være

indkomstårets start opfyldt ved

indgår nyt ægteskab indkomstårets udløb

- eller efterlevende

bliver boende i

ejendommen og ikke

indgår nyt ægteskab

inden indkomstårets

start

---------------------------------------------------------------------------

Beregnings- 2,5 pct. 1,2 pct. 2,5 pct.

grundlag

under kr.

1.363.200 2)

---------------------------------------------------------------------------

Beregnings- 7,5 pct. 7,5 pct. 7,5 pct.

grundlag

over kr.

1.363.200 2)

---------------------------------------------------------------------------

§ 15 E, Begrænser Ingen Ingen

stk.3, helårs-

begrænsninger stigninger

i til kr.

stigningen 3.500, dog

kan

stigninger

altid udgøre

op til

20 pct.3)

---------------------------------------------------------------------------

§ 15 E, Ingen Begrænser Begrænser

stk.4, helårsstigningen til helårsstigningen til

begrænsninger kr. 1.000, dog kan kr. 1.000, dog kan

i stigningen stigningen altid stigningen altid

udgøre 20 pct. - udgøre

kr. 2.500 3) 20 pct. - kr. 2.500 3)

---------------------------------------------------------------------------

1) Det er dog en betingelse, at afdøde døde efter den 31.dec. 1986.

2) Grundbeløbet reguleres efter PSL § 20.

3) Disse begrænsede stigninger forudsætter opfyldelse af betingelsen i §

15 E, stk.5, samt at ejendommen ikke er omfattet af § 15 E, stk.6,

eller stk.7, * stk.5 og stk.7 har virkning første gang fra indkomståret

1991.

Overgangsregler LL § 15 H, stk.2 og stk.4

For skattepligtige, der har anskaffet deres ejendom den 1.jan. 1990 eller

senere, beregnes lejeværdien efter LL § 15 E, stk.1 eller 2.

Begrænsningsreglerne for stigningen i lejeværdien gælder ikke ved beregningen

af lejeværdien for indkomståret 1990, jf. LL § 15 H, stk.1.

For skattepligtige, der har erhvervet deres ejendom før 1.jan. 1990 og

helt eller delvis har anvendt ejendommen til beboelse, beregnes lejeværdien,

som efter de hidtil gældende regler bortset fra, at beregningsgrundlaget er

ejendomsværdien pr. 1.jan. i indkomståret. Det vil sige, at der ved

beregningen af lejeværdien tages udgangspunkt i LL § 15 E, stk.1 eller 2. Den

helårslejeværdi, der er opgjort for indkomståret 1989, danner udgangspunkt

for den årlige stigning i lejeværdien efter LL § 15 E, stk.3 eller 4.

Hvis lejeværdien for 1989 er nedsat i medfør af den tilsvarende

bestemmelse for 1989, er det den nedsatte lejeværdi, der skal benyttes ved

sammenligningen.

Hvis lejeværdien beregnet efter de ovenfor nævnte regler i et år svarer

til den lejeværdi, der beregnes efter de regler, der gælder for ejendomme,

der er anskaffet den 1.jan. 1990 eller senere, anvendes de sidstnævnte regler

ved beregningen af lejeværdien for det pågældende og efterfølgende

indkomstår.

Overgangsreglen gælder også, hvis ejeren i 1990 eller senere anvender

ejendommen til beboelse i et andet omfang end i indkomståret 1989.

Overgangsreglen gælder kun for ejendomme, der ved udgangen af indkomståret

1989 helt eller delvis har tjent til bolig for ejeren.

I tilfælde hvor en skattepligtig, der har erhvervet ejendommen før 1.jan.

1990, foretager ombygninger m.v., og forskelsværdien pr. 1.jan. i

indkomståret efter ombygningen, overstiger forskelsværdien pr. 1.jan. i

ombygningsåret med mere end 100 pct., skal ejendommen med virkning fra det

efterfølgende indkomstår betragtes som en nybygning, jf. LL § 15 E, stk.7.

Lejeværdien for disse ejere skal med virkning fra og med det indkomstår,

der følger efter ombygningsåret, beregnes efter reglerne i LL § 15 E-15 G.

Særlige forhold

Begrænsningsreglerne for pensionister finder ikke anvendelse ved beregning

af lejeværdien for en anpartsbolig, da lejeværdien i dette tilfælde

fastsættes skønsmæssigt efter statsskattelovens § 4, Skat 1989.9.735.

Personer, der modtager delpension, er ikke omfattet af LL § 15 F, nr.1.

Bestemmelsen kan heller ikke anvendes på tjenestemænd, der er gået på

førtidspension, Skat 1989.8.616.

Køb og salg af ejendom

Ved salg af en ejendom, skal den nye køber i anskaffelsesåret anvende den

lejeværdi, der er beregnet for ejendommen, og som er relevant for den

pågældende køber, dog således at lejeværdien beregnes forholdsmæssigt. Ved

den forholdsmæssige beregning af lejeværdien i

anskaffelsesåret/afståelsesåret anses indkomståret for at have 360 dage med

30 dage i hver kalendermåned, jf. LL § 15 G. Beregningen af lejeværdien kan i

disse tilfælde ske maskinelt, således at oplysningerne foreligger i

forbindelse med selvangivelsen i det efterfølgende år.

Ejendommen stillet helt eller delvis til rådighed for andre

Hvis ejendommen - helt eller delvis - har været stillet til rådighed for

andre, skal der ligeledes alene foretages en forholdsmæssig beregning af

lejeværdien. Ejeren må i disse tilfælde selv medregne sin eventuelle

lejeværdi på grundlag af den maskinelt beregnede helårslejeværdi. For den

periode, hvor ejendommen har stået til rådighed for andre, må ejeren medregne

lejeindtægten.

Ombygninger

En ombygning får først betydning for lejeværdiberegningen fra det

tidspunkt, hvor ombygningen indgår i ejendomsværdien.

Lejeværdien i forbindelse med ombygninger skal således begrænses efter de

alm. begrænsningsregler. Det betyder, at der ved sammenligningen mellem to

indkomstårs lejeværdier ikke tages hensyn til, at en forhøjelse af

lejeværdien i det sidste af de to år kan være udtryk for, at der er afholdt

udgifter til en ombygning, der indgår i ejendomsværdien for det pågældende

indkomstår.

Hvis der er foretaget en ombygning, og forskelsværdien pr. 1.jan. i

indkomståret efter ombygningen overstiger forskelsværdien pr. 1.jan. med mere

end 100 pct., betragtes ombygningen dog som nybygning, jf. LL § 15 E, stk.7.

I de tilfælde hvor ejerboligværdien ikke angiver en selvstændig

grundværdiansættelse, således at forskelsværdien ikke kan opgøres, er

sammenligningsgrundlaget de ejendomsværdier, der er henført til ejerboligen.

Hvis den skattepligtiges indkomstår er forskudt, er de forskelsværdier,

der skal sammenlignes, forskelsværdierne pr. 1.jan. i de kalenderår, som de

forskudte indkomstår træder i stedet for.

Nybygninger

For nybygninger beregnes der ikke lejeværdi for ibrugtagningsåret, hvis

ejendommen ikke er vurderet pr. 1.jan. i året. Det efterfølgende år, hvor

ejendommen er vurderet pr. 1.jan., bliver lejeværdien beregnet uden

begrænsningsreglerne. For de efterfølgende år beregnes lejeværdien ved

anvendelse af de alm. begrænsningsregler.

For en ejendom under opførsel pr. 1.jan. 1991 skal der således ikke

beregnes lejeværdi for ejendommen og heller ikke for den del af

ejendomsværdien, der er henført til grunden. For 1992 beregnes lejeværdien

for ejendommen uden anvendelse af begrænsningsreglerne.

Forskudt indkomstår

I tilfælde hvor den skattepligtiges indkomstår er forskudt, er de

forskelsværdier, der skal sammenlignes forskelsværdierne pr. 1.jan. i de

kalenderår, som de forskudte indkomstår træder i stedet for.

Ændring af vurderingen

Ændres en vurdering af skyldrådet efter klage eller som led i den normale

revision af vurderinger, eller påkendes en vurdering af Landsskatteretten,

får afgørelsen virkning tilbage til det tidspunkt, da den oprindelige

vurdering tidligst kunne få skattemæssig virkning. Tilsvarende gælder for

senere ændringer af vurderinger foretaget ved revision af Ligningsrådet eller

af skyldrådet efter bemyndigelse fra T&S, idet dog ændringer, der har

medført forhøjelse af vurderingerne, normalt kun har fremtidig virkning.

A.D.3.2.2.2 Udgifter - Standardfradrag

Ejere af enfamilieshuse kan, hvor lejeværdien fastsættes efter

procentreglerne, foretage et standardfradrag på 1 pct. af det

beregningsgrundlag, hvoraf lejeværdien beregnes, jf. LL § 15 J.

Standardfradraget foretages ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

Fradraget udgør mindst 400 kr. og kan ikke overstige 2.000 kr. og

nedsættes forholdsmæssigt i de tilfælde, hvor ejendommen ikke har været i den

skattepligtiges besiddelse i hele det pågældende indkomstår. Der kan kun

beregnes standardfradrag for den periode, for hvilken der er beregnet

lejeværdi, jf. lsr.1982.143. Når der ikke skal medregnes lejeværdi for en

ejendom, f.eks. fordi den har været ubeboelig eller har været stillet til

salg, kan der ikke foretages standardfradrag, lsr.1981.20 og 1983.16. Hvor

standardfradraget reduceres forholdsmæssigt, foretages fradraget med en

dertil svarende andel af minimumsfradraget på 400 kr. eller

maksimumsfradraget på 2.000 kr., hvor disse beløb skulle have været anvendt.

Standardfradraget omfatter fradrag for vedligeholdelse, udgifter til

renovation, skorstensfejning, forsikringer, vej- og kloakafgift, vandafgift

og bidrag til grundejerforening, samt eventuelle udgifter til administration

af boligen, lsr.1969.165.

Standardfradraget forudsættes at skulle dække enhver form for

vedligeholdelse, og heller ikke hvor der har været tale om ekstraordinære

udgifter, f.eks. i forbindelse med overgang til naturgas eller til

udskiftning af olietank, til udbedring af skade efter svampeangreb eller til

istandsættelse af et kystsikringsanlæg, kan fradrag udover standardfradraget

foretages, jf. lsr.1966.59 og skd.28.96 og 47.289.

Ved udlejning

Standardfradraget anvendes også, selv om ejendommen har været udlejet en

del af indkomståret, jf. ligningslovens § 15 J, stk.6.

Ved VLD af 14.dec. 1981 (skd.66.266) blev der givet fradrag for de

faktiske vedligeholdelsesudgifter, som ejeren afholdt i umiddelbar

forbindelse med ophør af en flerårig udlejning og med henblik på overtagelse

af ejendommen til egen beboelse. LL § 15 J, stk. 6, er således ikke til

hinder for, at opsatte vedligeholdelsesudgifter vedrørende en flerårig

udlejningsperiode bringes til fradrag, når udgiften afholdes i umiddelbar

tilslutning til udlejningens ophør, jf. lsr.1984.37 og Skat1988.4.227.

Vedligeholdelsesudgifter, afholdt på et enfamilieshus, der havde været

udlejet i 3 år og havde henstået ubeboet i ca. et år fra udlejningens ophør

til ejerens indflytning, kunne derimod ikke fradrages, idet udgifterne måtte

antages at være nødvendiggjort af frostskader, der var indtruffet efter

lejemålets ophør, lsr.1985.118.

I lsr.1982.144 fandt Landsskatteretten ikke, at faktiske udgifter til

istandsættelse af en ejendom, der hidtil havde været anvendt til egen

beboelse og som blev afholdt inden påbegyndelse af en udlejning, var

fradragsberettigede, og herefter kunne der efter LL § 15 J, stk.6, kun gives

standardfradrag.

Udgifter til mæglersalær og annoncer i forbindelse med udlejning af et

enfamilieshus kan fradrages, lsr.1984.121.

Erhvervsmæssig benyttelse

Har ejendommen i væsentligt omfang været benyttet til erhvervsmæssig

virksomhed, kan de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del af

ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt, fratrækkes. For den øvrige del af

ejendommen gives standardfradrag. Dette gælder både ved udlejning en del af

året, og ved udleje af en del af boligen (fremleje), med mindre udlejningen

er af uvæsentlig omfang, se Skat 1990.7.508 samt E.K.

Fradrag ud over standardfradraget

Ud over standardfradraget kan fradrages renter af indestående prioriteter

samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter.

Præmierne for en kautionsforsikring kan fradrages ved siden af

standardfradrag, idet de sidestilles med renter, jf. LL § 8, stk. 3.

Pålignede ejendomsskatter kan kun fradrages i det omfang, de kan henføres

til en eventuel erhvervsmæssig anvendelse af ejendommen eller udlejning til

beboelse; dette gælder også ved udlejning af enfamiliehuse, ved udlejning af

dele af ejendommen eller ved udlejning i en del af indkomståret, se E.K.

Afskrivning efter hjemfaldsreglerne kan foretages, selv om

standardfradraget skal anvendes, se E.C.

A.D.3.2.3 Ejerlejligheder

Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler for enfamilieshuse.

Specielt om ejerlejligheder bemærkes:

I tilfælde hvor en udlejet ejerlejlighed overgår til ejerens benyttelse,

skal der foretages en omvurdering jf. vurderingslovens § 2.

Herefter skal ejerlejligheder, der frigøres for lejemål, og som ikke

genudlejes, medtages i den førstkommende årsomvurdering/alm. vurdering pr.

1.jan. i det indkomstår, der følger efter det år, hvor lejligheden er

frigjort for lejemål.

For det år, hvor boligen frigøres for lejemål, skal lejeværdien beregnes

på grundlag af den pr. 1.jan. i indkomståret ansatte ejendomsværdi.

Denne relativt lave lejeværdi i frigørelsesåret opvejes til dels af, at

der for det efterfølgende år, hvor boligens værdi er ansat på grundlag af en

vurdering af boligens værdi som fri ejerbolig, skal beregnes lejeværdi på

grundlag af dennes ejendomsværdi uden anvendelse af begrænsningsreglerne.

Først for det efterfølgende år anvendes begrænsningsreglerne ved beregning af

lejeværdien.

Overgangsregel LL § 15 H, stk.2

Ejere, der har erhvervet en frigjort ejerlejlighed inden 1.jan. 1990, får

beregnet lejeværdien for 1990 og efterfølgende år ved anvendelse af

begrænsningsreglerne.

Udgifter - LL § 15 J, stk.7

Der kan ikke foretages standardfradrag og som hovedregel heller ikke

fradrag for de faktiske driftsudgifter, jf. LL § 15 J, stk. 7.

Hvis lejligheden i væsentligt omfang har været anvendt erhvervsmæssigt,

kan der dog foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kan

henføres til den del af lejligheden, der benyttes erhvervsmæssigt, se E.K.

Selv om en ejerlejlighed i sin udformning er et enfamiliesrækkehus eller

lign., der ikke har kunnet udstykkes til selvstændigt parcelhus, fordi

grundarealet ikke er tilstrækkeligt stort, er der ikke mulighed for at

foretage standardfradrag, lsr. 1978.40.

Om eventuel fradragsret for renter af lån, optaget af

ejerlejlighedsforeningen, se A.E. 1.3.

Udlejning

En ejerlejlighed, der ikke bebos af ejeren, men er udlejet, anses som en

udlejningsejendom, lsr. 1974.64 og 1984.37.

Når en ejerlejlighed udlejes, behandles den fra og med lejemålets

påbegyndelse som en udlejningsejendom i skattemæssig henseende.

Udlejes ejerlejligheden et helt kalenderår skal over- eller underskud

medregnes til den personlige indkomst. Påbegyndes udlejningen midt i et

kalenderår eller omfatter udlejningen i øvrigt kun en del af et kalenderår,

skal over- eller underskud medregnes til kapitalindkomsten. Fradrag for

faktiske driftsudgifter vedrørende udlejning en del af kalenderåret skal

foretages i kapitalindkomsten.

Fradrag for bidrag til ejerlejlighedsforeningen kan det første år opgøres

som en forholdsmæssig andel af de i årets løb betalte acontobidrag, idet der

efterfølgende må foretages en endelig opgørelse af de udgifter af

fradragsberettiget karakter, som er afholdt af foreningen, jf. lsr.1985.122.

Den udlejede ejerlejlighed er således ikke omfattet af en udvidende

fortolkning af bestemmelsen i LL § 15 J, stk. 6.

Ejeren af en udlejet ejerlejlighed kunne ikke fradrage den del af et

bidrag til en ejerforening, der ansås at vedrøre en af ejerforeningen afholdt

udgift til udskiftning af et oliefyr, idet udgiften til udskiftning af et

oliefyr i en nyerhvervet ejendom måtte anses for en forbedring, lsr.1983.28.

I et tilfælde, hvor et hotel var udstykket i ejerlejligheder, som ejerne i

sommerperioden kunne vælge selv at bebo eller lade udleje som hotelværelser,

skulle lejeværdien beregnes for et helt år efter LL's almindelige regler,

reduceret med udlejningsperioden.

A.D.3.2.4 Tofamilieshuse

Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler for enfamilieshuse. I

øvrigt bemærkes:

A.D.3.2.4.1 Indtægter

Tofamilieshuse er ejendomme med to selvstændige lejligheder, hvoraf den

ene i almindelighed tjener til bolig for ejeren. Efter vurderingslovens § 33,

stk. 6, skal vurderingsmyndighederne for sådanne ejendomme foretage en

fordeling af ejendomsværdien på hver af de to selvstændige lejligheder.

Også ejendomme, som indeholder to selvstændige lejligheder, og som desuden

i et ikke væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, behandles som

tofamilieshuse i denne forbindelse.

Er den erhvervsmæssige benyttelse derimod væsentlig, omfattes ejendommen

af de regler, der omtales under A.D.3.2.6.

Er begge lejligheder udlejet, behandles ejendommen som en

udlejningsejendom, se E.K. Er ejendommen i sameje, og bebos begge lejligheder

af ejere finder LL § 15 B, stk.2, anvendelse på begge lejligheder, se

A.D.3.3.2.

Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget tages der som hovedregel

udgangspunkt i samme beregningsgrundlag som gælder for enfamilieshuse.

Beregningsgrundlaget skal dog kun omfatte den del af ejendomsværdien, der

af vurderingsmyndighederne er henført til ejerens lejlighed.

Lejeindtægten for den udlejede lejlighed medregnes i kapitalindkomsten.

A.D.3.2.4.2 Udgifter Standardfradrag

For tofamilieshuse er standardfradraget 1 pct. af ejendomsværdien for hele

ejendommen, der er ansat pr. 1.jan. i indkomståret. Fradraget foretages i

kapitalindkomsten.

Fradraget udgør mindst 400 kr. pr. selvstændig lejlighed og kan ikke

overstige 2.000 kr. pr. selvstændig lejlighed.

Har ejendommen i væsentligt omfang været benyttet erhvervsmæssigt, kan den

del af de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del, der bruges

erhvervsmæssigt, fratrækkes. For den øvrige del af ejendommen gives der

standardfradrag, se E.K. Udlejning til beboelse betragtes ikke som erhverv,

se lsr.1984.38.

Ejeren af et tofamilieshus, som selv beboede den ene lejlighed,

istandsatte den udlejede lejlighed for 4.668 kr., efter at lejeren havde

misligholdt sin kontraktsmæssige pligt til at vedligeholde det lejede, men

under hensyn til LL § 15 J, stk.5, jf. stk.1, kunne disse udgifter ikke

fradrages ved siden af standardfradraget, lsr.1984.131.

A.D.3.2.5 Stuehuse til landbrugs- og skovbrugsejendomme

Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler vedrørende

énfamilieshuse.

Herudover bemærkes:

A.D.3.2.5.1 Indtægter

Beregningsgrundlaget omfatter kun den del af ejendomsværdien, der af

vurderingsmyndighederne er henført til stuehuset.

Ved den foretagne "stuehusfordeling" foretages en fordeling af

ejendomsværdien henholdsvis på stuehuset med tilhørende grund og have og på

den øvrige ejendom. Der er herved ikke taget hensyn til, om stuehuset

eventuelt anvendes erhvervsmæssigt i et vist omfang. For stuehuse kan

reglerne i A.D.3.2.6 om blandede ejendomme således ikke anvendes.

Består beboelsesbygningen af to selvstændige lejligheder (det vil sige to

selvstændige boliger med tilhørende køkken og toiletforhold), hvoraf den ene

benyttes til aftægtsbolig, vil stuehusvurderingen kun omfatte den del, der

benyttes til bolig for ejeren, hvorfor procentreglerne uden videre kan lægges

til grund ved ejerens lejeværdiberegning.

Hvor tillige en driftsbygning - der ikke er omfattet af stuehusvurderingen

- benyttes privat, skal der som tillæg beregnes skønsmæssig lejeværdi heraf,

lsr. 1977.122.

Stuehuset til et nedlagt gartneri var fortsat særskilt vurderet, og

lejeværdien skulle derfor beregnes med 2,5 pct. af stuehusvurderingen. Da de

til ejendommen hørende driftsbygninger ikke var anvendt erhvervsmæssigt, blev

der fastsat en skønnet lejeværdi af disse, Skat 1988.3.150

A.D.3.2.5.2 Udgifter - Standardfradrag

Ejere af stuehuse til landbrugsejendomme og skovbrugsejendomme kan

foretage et standardfradrag på 1 pct. af det beregningsgrundlag, hvoraf

lejeværdien beregnes. Fradraget udgør mindst 400 kr. og kan ikke overstige

2.000 kr. og nedsættes forholdsmæssigt, hvis ejendommen ikke har været i

skatteyderens besiddelse hele året, se A.D.3.2.2.2. Fradraget foretages i

kapitalindkomsten.

Ejere af landbrugsejendomme m.v. må således foretage en opdeling af deres

udgifter - i udgifter, der kan henføres til stuehuset, og udgifter, der kan

henføres til ejendommens øvrige bygninger. Udgifterne vedrørende stuehuset er

omfattet af standardfradraget, medens udgifterne vedrørende de øvrige

bygninger kan fratrækkes med de faktisk afholdte beløb.

De udgiftsarter, der skal fordeles på henholdsvis stuehus og den øvrige

del af landbrugsejendommen, omfatter vedligeholdelsesudgifter, udgifter til

renovation og skorstensfejning, vej- og kloakafgifter, vandafgifter, brand-

og andre forsikringspræmier, kontingent til grundejerforening og udgifter til

administration af ejendommen.

Hvis det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvorledes en udgift skal fordeles

på henholdsvis stuehus og de øvrige bygninger, må der foretages en

skønsmæssig fordeling på grundlag af de konkrete forhold.

Ifølge SD-cirk 1983-3 skal den ikke-fradragsberettigede del af

præmieudgiften til skadesforsikring, der omfatter såvel driftsbygninger som

stuehuset, men uden særskilt oplysning om stuehusets andel af præmien,

beregnes som en procentdel af stuehusets kontantværdi:

Hårdt tag Stråtag

1. Bygningsbrand 0,15% 0,75%

2. Bygningsbrand + storm m.v. 0,35% 0,95%

3. Bygningsbrand + storm m.v.

+ rørskade 0,60% 1,20%

Aftægtsboliger

Benyttes stuehuset som aftægtsbolig, kan der foretages fradrag for de

faktiske vedligeholdelsesudgifter, ligesom ejendomsskatterne kan fradrages,

se A.F.4.4.2.

Om værdiansættelsen af aftægtsboliger, se A.B. 6.4.

Fradrag for medhjælper

For hver medhjælper, som har bolig i stuehuset, kan fratrækkes 1.600 kr.

årligt for andel i den beregnede lejeværdi, SD-cirk.1990-50.

A.D.3.2.6 Blandede ejendomme

A.D.3.2.6.1 Indtægter

Der henvises til de under A.D.3.2.2 omtalte regler vedrørende

énfamilieshuse.

Specielt om blandede ejendomme bemærkes:

Lejeværdi for ejerboliger i de såkaldt blandede ejendomme, d.v.s.

ejendomme, som tjener til bolig for ejeren og tillige anvendes

erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, beregnes efter tilsvarende regler, som

gælder for énfamilieshuse. Beregningsgrundlaget omfatter dog kun den

del af ejendomsværdien, der af vurderingsmyndighederne er henført til ejerens

bolig.

Med vurderingsfordeling

Reglerne om procentvis lejeværdiberegning, omfatter kun sådanne blandede

ejendomme, som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og for hvilke

vurderingsmyndighederne efter vurderingslovens § 33, stk.5, skal foretage en

fordeling af ejendomsværdien på ejerens bolig og på den øvrige ejendom.

Indtægter vedrørende den erhvervsmæssige benyttede del af ejendomme med

vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5, er personlig indkomst, jf. PSL §

3, stk.1 og stk.2, nr.1. Indtægter ved udlejning af den erhvervsmæssige

benyttede del af ejendommen er således personlig indkomst.

Loven omtaler ikke lejeværdien af den erhvervsmæssigt anvendte del af

ejendommen. Anvender ejeren selv en del af ejendommen i sit erhverv, kan han

efter skøn udgiftsføre lejeværdien af disse lokaler i sit driftsregnskab, men

samme beløb skal så indtægtsføres i ejendomsregnskabet som personlig

indkomst, se Skat 1990.12.977.

De nævnte blandede ejendomme kan være af meget forskellig art og

indretning. Reglerne vil således omfatte énfamilieshuse og

ejerlejligheder, der i væsentlig grad benyttes erhvervsmæssigt, f.eks. til

butik, kontor o.lign. Det samme gælder værksteds- eller fabriksbygninger,

hvori der er indrettet bolig for ejeren, samt ejendomme, der benyttes til

f.eks. restauration, campingplads, pelsdyrfarm eller dambrug, hvor ejerens

bolig har karakter af stuehus.

De egentlige stuehuse til landbrug, samt stuehuse til skovbrugsejendomme

omfattes dog ikke af de her nævnte regler.

Det er en betingelse, at der er tale om en væsentlig erhvervsmæssig

benyttelse. Det vil i praksis normalt være ejendomme, hvoraf mindst ca. 25

pct. af ejendommens værdi anvendes erhvervsmæssigt.

Er den erhvervsmæssige benyttelse af mindre omfang, anvendes de

almindelige regler om beregningsgrundlaget for énfamilieshuse.

I tilfælde af, at der sker ændringer i ejerens benyttelse af ejendommen i

løbet af indkomståret skal lejeværdien udelukkende beregnes på grundlag af

den vurdering eller vurderingsfordeling, der er foretaget pr. 1.jan. i

indkomståret, se i øvrigt afsnit A.D.3.3.

Det er ikke en betingelse for anvendelsen af procentreglerne for blandede

ejendomme, at det er ejeren selv, der driver erhvervsvirksomhed i ejendommen.

Uden vurderingsfordeling

Skattepligtige, der udøver erhvervsvirksomhed i egen ejendom i et omfang,

der ikke berettiger til vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5, kan

fradrage en til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af lejeværdien i

kapitalindkomsten. Tilsvarende regler gælder skattepligtige, der udlejer

lokaler til erhverv, når den erhvervsmæssige benyttelse ikke berettiger til

vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5. Der kan ikke foretages fradrag

ved opgørelsen af den personlige indkomst, da fradraget skal modsvare den

beregnede lejeværdi af den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen.

Indeholder ejendommen tre eller flere selvstændige lejligheder, skal

lejeværdien fastsættes efter et skøn og medregnes til den personlige

indkomst.

A.D.3.2.6.2 Udgifter

Ifølge LL § 15 K, stk.2, kan der foretages fradrag for faktiske

driftsudgifter vedrørende den erhvervsmæssige del af ejendomme, der

indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som i væsentlig grad

benyttes erhvervsmæssigt, således at der efter vurderingsloven skal foretages

en fordeling af ejendomsværdien på den del, der benyttes erhvervsmæssigt, og

den øvrige del af ejendommen. Det vil i praksis normalt være ejendomme,

hvoraf mindst 25 pct. anvendes erhvervsmæssigt. Fradrag for

vedligeholdelsesudgifter vedrørende den erhvervsmæssige del af ejendommen

foretages ved opgørelsen af den personlige indkomst. Er den erhvervsmæssige

udnyttelse af mindre omfang, anvendes alene standardfradrag.

Fradragsretten for faktiske udgifter omfatter kun de udgifter, der kan

henføres til den del af ejendommen, som benyttes erhvervsmæssigt. For den

øvrige del af ejendommen anvendes standardfradrag.

Der må således på tilsvarende måde som for landbrugsejendomme m.v.

foretages en opdeling af ejendommens driftsudgifter i udgifter, der vedrører

den erhvervsmæssige del af ejendommen, og udgifter, der vedrører den del, som

tjener til bolig for ejeren, se eventuelt A.D.3.2.5

Standardfradrag begrænser ikke adgangen til fradrag for afskrivning efter

afskrivningslovens § 20 (om delvis afskrivning) eller for

tilslutningsafgifter efter ligningslovens § 8 C.

A.D.3.2.7 Sommerhuse, herunder fritidslejligheder

Der henvises til det under A.D.3.2.2 anførte om énfamilieshuse.

I øvrigt bemærkes:

Der regnes med 12 måneders benyttelse af sommerhuset uanset manglende

mulighed for at anvende huset hele året, idet der ved ejendomsvurderingen er

taget hensyn til eventuelt manglende anvendelighed som følge af forbud eller

lignende.

For et sommerhus under opførelse skulle der medregnes lejeværdi, idet

huset havde været anvendeligt til overnatning og faktisk også havde været

benyttet dertil. At der havde været tale om ulovlig benyttelse, idet huset

ikke var færdiggjort i et sådant omfang, at ibrugtagningstilladelse kunne

udstedes, var i denne forbindelse uden betydning, lsr.1985.107.

Lejeværdien skal medregnes, når ejeren har sommerhuset til disposition,

selv om han ikke gør brug af sin beboelsesret, og selv om huset ikke må

anvendes hele året.

Lejeværdien skal medregnes, når ejeren har huset til disposition, selv om

han samtidig annoncerer huset til udlejning eller har overladt udlejningen

til et bureau, medmindre det kan godtgøres, at ejeren som følge af kontrakt

eller aftale med bureauet har været helt afskåret fra at benytte sommerhuset

i ledige perioder, lsr. 1979.23 og VLD af 16. dec. 1980 (skd.61.182), der

omtales i afsnit A.D.3.1.1.

I lsr. 1980.25 havde ejeren ikke medregnet lejeværdi for

månederneokt.-december, men havde i stedet indtægtført 30 kr. som lejeindtægt

for disse 3 måneder. Lejen var oppebåret fra en bekendt til klageren, der mod

det nævnte vederlag havde ret til at benytte huset bl.a. i forbindelse med

lystfiskeri. Landsskatteretten fandt ikke, at den omtalte lejeaftale kunne

ligestilles med de former for udleje af sommerhuse, som medfører, at den

oppebårne lejeindtægt ved opgørelsen af ejendomsregnskabet kan erstatte en

til udlejningsperioden svarende del af den procentvis beregnede

helårslejeværdi.

I lsr.1981.137 skulle der beregnes skønsmæssig lejeværdi af klagerens

ideelle anpart i et ikke-udstykket grundareal, hvorpå klagerens sommerhus var

beliggende.

Udlejning

I tilfælde, hvor sommerhuset udlejes eller udlånes, opstår særlige

problemer:

Hvis et sommerhus udelukkende benyttes til udlejning, opgøres

ejendomsregnskabet efter samme regler som for andre udlejningsejendomme, se

E.K. Udlejes sommerhuset med inventar, kan der fratrækkes udgifter til

vedligeholdelse heraf. Der kan endvidere foretages afskrivning på inventaret

efter reglerne i afskrivningslovens afsnit I. Selve sommerhuset kan derimod

ikke afskrives.

Delvis udlejning

For sommerhuse og fritidsejendomme, der udlejes en del af året, har

Ligningsrådet vedtaget følgende:

"Ved indkomstopgørelsen for sommerhuse og fritidsejendomme, herunder

fritidsejerlejligheder, der udlejes en del af året, men ellers benyttes af

ejeren, kan denne fradrage udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og

inventar samt foretage skattemæssige afskrivninger efter afskrivningslovens

afsnit II om driftsmidler, der anvendes både til erhvervsmæssige og til

private formål.

Fradrag godkendes med så stor en del af den afholdte

vedligeholdelsesudgift henholdsvis det beregnede afskrivningsbeløb, som

svarer til den erhvervsmæssige andel af inventarets og indboets benyttelse i

det pågældende indkomstår.

Herudover kan fradrages udgifter direkte forbundet med udlejningen, såsom

udgifter til annoncering, mægler eller udlejningsbureau samt udgifter til lys

og gas for udlejningsperioden. Lejeindtægten indtægtsføres, medens den efter

LL's procentregler for hele året opgjorte lejeværdi nedsættes forholdsmæssigt

for den del af året, hvor udlejning har fundet sted.

Disse regler skal anvendes af ejere, der ved indgivelse af selvangivelsen

for indkomståret 1977 eller et senere indkomstår har valgt denne

opgørelsesmåde."

Indtægter og udgifter medtages ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

Ifølge lsr.1964.135 skulle afskrivning på inventaret i et sommerhus, der

havde været udlejet 45 dage i det pågældende indkomstår og privat benyttet i

34 dage, beregnes som 45/79 af 30 pct. af det afskrivningsberettigede beløb.

Der blev således bortset fra det tidsrum, hvor huset havde stået tomt.

Der er kun fradragsret for den del af ejendomsskatterne, som

forholdsmæssigt svarer til den del af året, hvor udlejning har fundet sted.

Fradrag kan dog kun foretages hvis dette beløb overstiger 10 pct. af de

samlede ejendomsskatter, se Skat 1990.7.508. Ejendomsskatterne fratrækkes i

kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk.1, nr.6 og skd.cirk. nr.22 af 9.dec.

1986, pkt.11.

Uanset udlejningen beregnes der fuldt standardfradrag, jf. LL § 15 J,

stk.6.

40 pct.-fradraget

For ejere, der ikke har anvendt ovenstående regnskabsmæssige opgørelse,

har Ligningsrådet vedtaget følgende:

"Andre ejere kan i stedet vælge at foretage et fradrag på 40 pct. af

den i det pågældende indkomstår modtagne leje - herunder eventuel særskilt

betaling for f.eks. el, gas, varme, telefon og lignende. Der indrømmes ikke

fradrag for den del af den betalte leje, der tilkommer et eventuelt

udlejningsbureau, idet det alene er det til ejeren udbetalte beløb

(nettolejen), der indtægtsføres.

Fradraget skal dække samtlige de med udlejningen forbundne udgifter og

tillige modsvare egen lejeværdi i udlejningsperioden. Egen lejeværdi skal

medregnes for 12 måneder.

Fradrag i medfør af LL § 8 C (tilslutningsafgifter) kan ikke foretages ved

anvendelse af 40 pct.s-fradraget. Renter og standardfradrag efter LL § 15 J

kan fradrages ved siden af 40 pct.s-fradraget.

Ejere, der anvender 40 pct.s-fradraget, kan overgå til at foretage en ren

regnskabsmæssig opgørelse.

For ejendomme, der udelukkende benyttes til erhvervsmæssig udlejning, kan

40 pct.s-fradraget ikke benyttes.

Ejendomsskatter kan fradrages med den del, der forholdsmæssigt svarer til

udlejningsperioden, jf. LL § 14, stk.3. Fradragene sker i

kapitalindkomsten."

Ejendomsskatter fradrages ved siden af 40%-fradraget.

40%-fradraget kan ikke anvendes af ejere, som tidligere har anvendt

regnskabsmæssig opgørelse.

En skattepligtig havde i perioden 28.maj-20.aug. gennem et

udlejningsbureau udlejet sit sommerhus. I henhold til kontrakten skulle

huslejen have andraget 11.600 kr., men som følge af bureauindehaverens

konkurs fik skatteyderen kun udbetalt 6.120 kr. i leje, hvorfor han i den

selvangivne lejeindtægt på 11.600 kr. havde fratrukket et tab på 5.480 kr.

Da han måtte antages at have afholdt de udgifter til vedligeholdelse af

indbo og inventar og til gas og lys m.v., som standardfradraget tilsigter at

dække, skulle fradraget beregnes af 11.600 kr., som lejeindtægten skulle have

andraget i udlejningsperioden ifølge aftalen med bureauet.

40 pct.-fradraget kan ikke benyttes for et almindeligt helårshus, der

udlejes - helt eller delvis - i sommermånederne. Udlejes hele huset,

behandles huset som en udlejningsejendom, dog med bibeholdelse af

standardfradraget. Udlejes kun enkelte værelser anvendes fremlejereglerne, se

E.K.

Bytte af hus

Om privates bytte af sommerhus, se A.D.3.2.1.

A.D.3.2.8 Kolonihavehuse

Kolonihavehuse på egen grund behandles som énfamilieshuse, uanset

om ejendomsværdien indeholder en værdi af bygningen, se A.D.3.2.1.

Vedr. kolonihavehuse på lejet grund bemærkes, at efter de gældende

vurderingsbestemmelser kan bygninger af enhver art på fremmed grund forbigås

ved vurderingen, hvis kontantværdien er under 60.000 kr.

Er et mindre kolonihavehus på lejet grund i overensstemmelse hermed

forbigået ved 18. almindelige vurdering, kan lejeværdien ikke - som det er

tilfældet for vurderede énfamilieshuse på lejet grund i øvrigt (jf.

A.D.3.4.2) - opgøres efter ligningslovens procentregler.

Lejeværdien skal herefter ansættes skønsmæssigt, men ifølge praksis

antages nytteværdien af huset i sådanne tilfælde som regel at opvejes af de

til huset knyttede udgifter, lsr. 1957.115 og 1976.15. Også afskrivning efter

SL § 6a (afskrivning af hus på lejet grund) betragtes som en udgift, der

opvejes af nytteværdien, jf. VLD af 31.juli 1979 (Skd. 51.291).

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at udgifterne vedrørende et uvurderet

kolonihavehus på lejet grund kan overstige nytteværdien.

Den lejede grund tilhører ofte en selvstændig skattepligtig haveforening,

parcelforening m.v., og det af lejerne til foreningen ydede kontingent kan

ikke fratrækkes i lejerens skattepligtige indkomst, selv om beløbet anvendes

til betaling af ejendomsskatter eller andre for en grundejer

fradragsberettigede beløb.

Kolonihaver uden hus behandles som grunde, se A.D.3.2.9.

A.D.3.2.9 Grunde

Hvis en grund må antages ingen nytteværdi at have for ejeren og rent

faktisk henligger ubenyttet, skal der ikke indtægtsføres lejeværdi, lsr.

1957.116 (en byggegrund overtaget i juni henlå til årets slutning som

brakmark) og lsr. 1978.41 (en ubebygget grund henlå ubenyttet, men der blev

slået græs to gange om året efter krav fra grundejerforeningen).

Beregnes der i overensstemmelse med ovenstående ikke lejeværdi, kan alene

renteudgifter vedrørende grunden fradrages, mens vedligeholdelsesudgifter

(f.eks. udskiftning af hegn) ikke kan fradrages, jf. lsr. 1978.42. Om fradrag

af ejendomsskatter, se E.K.

En selvstændig matrikuleret og selvstændig vurderet grund, der støder op

til ejerens villagrund, antages at have nytteværdi for ejeren, og lejeværdi

samt standardfradrag beregnes samlet for de 2 naboejendomme. Der gives

således kun ét standardfradrag, jf. bl.a. lsr.1985.15. Samme resultat

nåede man til, selv om der på grund af et moseterræn var

adgangsvanskeligheder mellem de to tilliggende grunde. Se VLD af 5. dec. 1980

(Skd. 58.280). Også et træbevokset areal på ca. 10.000 m2 skulle medtages ved

lejeværdiberegningen, lsr.1983.96. Se endvidere ØLD af 27.juni 1986 (Skat

1986.7.464) og lsr.1986.15. Se også Skat 1989.9.675 t&s nyt 1991.12.651.

En søn, der var tilmeldt forældrenes adresse og som ejede en ubebygget

grund, der var udstykket fra forældrenes ejendom og indgik i haveanlægget for

denne, blev beskattet af en skønnet nytteværdi af grunden, Skat 1986.9.549.

I tilfælde, hvor der skal beregnes lejeværdi for en grund, der ikke støder

op til ejerens villagrund, men som har en nytteværdi, fordi den udnyttes

f.eks. som have, skal nytteværdien ansættes skønsmæssigt, lsr. 1963.106.

Efter den stedfundne udvikling af ejendomsbeskatningen er der efter

Landsskatterettens opfattelse ikke længere grundlag for at anse

ejendomsskatterne på en ubebygget, men dyrket grund for et egnet udgangspunkt

for fastsættelsen af den nytteværdi, som ejeren skal medregne ved

indkomstopgørelsen. Denne værdi må derfor fastsættes efter et konkret skøn,

se lsr.1982.141, jf. 1982.33.

Dersom der på grunden findes bygninger, hvor overnatning er mulig kan

procentreglerne - dersom de sædvanlige betingelser herfor er opfyldt -

anvendes, skd.31.6.

A.D.3.3 Ændret benyttelse - rådighedsperiode - sameje

A.D.3.3.1 Ændret benyttelse m.v.

Hvis omfanget af den ejerbolig, der faktisk har været til rådighed i løbet

af indkomståret afviger fra den ved vurderingen eller vurderingsfordelingen

forudsatte, skal lejeværdien udelukkende beregnes på grundlag af den

vurdering eller vurderingsfordeling, der er foretaget pr. 1.jan. i

indkomståret.

Efter vurderingslovens § 33 skal der ved hver vurdering fastslås, hvad en

ejendom benyttes til. En ejendom, der overgår til anden benyttelse og som

følge heraf evt. ændrer værdien optages til omvurdering. Når en ejendom

samtidig anvendes til bolig for ejeren og til anden formål, skal der efter

vurderingslovens § 33, stk.4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på

den del af ejendommen, der anvendes til ejerbolig og på den øvrige ejendom.

Ejendomme, der overgår til at være omfattet af reglerne i § 33 om

ejerboligfordeling optages til omvurdering. Det samme er tilfældet, hvis

ejerboligens areal ændres med mindst 25 pct.

Omvurdering i tilfælde af ændret benyttelse finder sted pr. 1.jan. i året,

efter at den ændrede benyttelse indtrådte.

Fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom beregnes på grundlag af

lejeværdien. Selv om fradraget modsvarer den del af lejeværdien, der kan

henføres til arbejdsværelset, anses fradraget for en driftsomkostning i

forbindelse med det indtægtsgivende arbejde. Lønmodtagere kan således kun

foretage fradrag i den skattepligtige indkomst i det omfang, de samlede

lønmodtagerudgifter overstiger 3.500 kr. Er der tale om selvstændig

erhvervsvirksomhed, foretages fradraget i den personlige indkomst, jf. PSL §

3, stk.2, nr.1.

Skattepligtige, der udøver erhvervsvirksomhed i egen ejendom i et omfang,

der ikke berettiger til vurderingsfordeling efter LL § 15 B, stk.5, kan

fradrage en til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af lejeværdien i

kapitalindkomsten. Tilsvarende regler gælder skattepligtige, der udlejer

lokaler til erhverv, når den erhvervsmæssige benyttelse ikke berettiger til

vurderingsfordeling. Der kan ikke foretages fradrag ved opgørelsen af den

personlige indkomst, da fradraget skal modsvare den beregnede lejeværdi af

den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen.

A.D.3.3.2 Begrænset rådighedsperiode

Hvis en ejendom er erhvervet eller afstået i årets løb, eller den i en del

af indkomståret slet ikke har tjent ejeren til bolig, f.eks. på grund af

erhvervsmæssig udlejning, skal den beregnede lejeværdi nedsættes, således at

den kommer til at svare til rådighedsperioden (den del af indkomståret, hvor

ejeren har haft rådighed over ejerboligen).

Der stilles ikke krav om væsentlighed i denne forbindelse. Også hvor

rådighedsperioden kun i ringe grad afviger fra det fulde indkomstår, skal der

således gennemføres en forholdsmæssig nedsættelse af lejeværdien.

Indkomståret anses at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned, jf.

LL § 15 G, stk.2.

A.D.3.3.3 Ejendomme i sameje - LL § 15 I

Ligningslovens procentregler for beregning af lejeværdi af bolig i egen

ejendom gælder også for skattepligtige, der ejer ejendommen i sameje med

andre. Det er ikke en betingelse, at ejendommen tjener til bolig for samtlige

ejere.

Det er uden betydning, hvordan samejet er opstået. Boliger i ejendomme,

der indgår i et interessentskab, kan således også omfattes af

procentreglerne.

Procentreglerne gælder kun for de medejere, som ejendommen tjener til

bolig for. Lejeværdien opgøres, som om kun beboerne var ejere af ejerboligen,

og indtægtsføres med et beløb, der svarer til den procentvist opgjorte

lejeværdi, som kan henføres til den del af ejendommen, som den pågældende

beboer benytter. Lejeværdien medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

En medejer, der ikke bebor ejendommen, men stiller sin andel vederlagsfrit

til rådighed for beboeren, skal indtægtsføre en lejeindtægt, svarende til

udlejningsværdien af sin andel i den personlige indkomst. Udlejningsværdien

kan i disse tilfælde i almindelighed ansættes til en forholdsmæssig andel af

den procentvist opgjorte lejeværdi, se Skat 1987.2.146 og Skat 1990.5.387.

Denne fremgangsmåde kan dog ikke umiddelbart anvendes, hvor der er tale om

sameje mellem et selskab og dets hovedaktionær eller mellem en ansat og

dennes arbejdsgiver, skd.64.34.

De medejere, som bebor ejendommen, kan foretage standardfradrag (for hele

ejendommen). Er der to eller flere beboere i en sådan ejendom, deles

standardfradraget mellem disse og fratrækkes ved opgørelsen af

kapitalindkomsten. De medejere, der ikke bebor ejendommen, kan fradrage deres

andel af renteudgifter i kapitalindkomsten og ejendomsskatter i den

personlige indkomst.

Påhviler det beboeren at betale leje til en medejer for sin benyttelse af

dennes del af ejerboligen, skal lejebeløbet fragå i den beregnede lejeværdi

for hele ejerboligen. Lejeværdien kan dog ikke herved blive mindre end den

del af hele den beregnede lejeværdi, som svarer til beboerens andel af

ejerboligen. Som leje anses også leje, der erlægges i form af naturalydelser.

Eksempel

Den skattepligtige bebor et énfamilieshus, som er vurderet til

800.000 kr. ved den senest ansatte kontantejendomsvurdering. Han ejer

halvdelen af ejendommen, medens den anden halvdel ejes af en medejer, som

ikke bebor ejendommen. Den skattepligtige betaler 12.000 kr. i årlig leje til

medejeren.

Lejeværdien beregnes således:

800.000 kr. x 2,5%... 20.000 kr.

I denne lejeværdi skal fratrækkes den leje

han betaler til medejeren 12.000 kr. = ... 8.000 kr.

en skattepligtiges lejeværdi kan dog ikke

blive mindre end halvdelen af 20.000 kr. =... 10.000 kr.

Yderligere eksempler (6 og 7) findes i skd.cirk. nr.196 af 12.nov. 1979.

Reglerne i § 15 I angår kun beregningen af lejeværdien. Bestemmelsen tager

således ikke stilling til, hvorledes ejeren med bolig i ejendommen i øvrigt

skal behandles skattemæssigt, såfremt han ikke betaler fuld leje til en

medejer, der ikke har bolig i ejendommen. Beskatning eller

gaveafgiftsberigtigelse af den fordel, der herved opnås, kan således komme på

tale.

Er der ingen af ejerne, der bebor ejendommen, skal hver af ejerne

indtægtsføre en forholdsmæssig andel af lejeindtægten.

Udlejning af en andel af et énfamilieshus for hele året kan være

selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om der udlejes til en fremmed eller

til en medejer. Virksomhedsordningen vil derfor også kunne anvendes på

lejeindtægter fra en medejer, Skat 1987.2.146.

Tofamilieshuse

Såfremt et tofamilieshus ejes i sameje mellem to ejere, der bebor hver sin

lejlighed, kan hver af ejerne som regel opgøre lejeværdien på grundlag af den

del af ejendomsværdien for hele ejendommen, der er henført til hans

lejlighed.

A.D.3.4 Ejendomme med særlige forhold

A.D.3.4.1 Fredede ejendomme

Lejeværdi beregnes ganske som for andre ejendomme. Der skal også beregnes

lejeværdi af ubeboede, men til rådighed stående herregårdsbygninger eller

lign. Hvor ejeren bebor en nærliggende mindre bolig, vil stuehusvurderingen

kun omfatte den beboede ejendom, hvorfor lejeværdi af den yderligere til

rådighed stående beboelse må ansættes skønsmæssigt.

Tilskud - LL § 7 E

Tilskud til bygningsarbejder på fredede bygninger ydet efter § 16, stk. 1

i lov om bygningsfredning medregnes ikke til modtagerens skattepligtige

indkomst. Det samme gælder andre offentlige tilskud, f.eks. fra statens

bygningsfredningsfond, der ydes til samme formål. Den del af udgifterne til

bygningsarbejder, som dækkes af tilskudsbeløbet, kan ikke fradrages ved

indkomstopgørelsen eller medregnes ved opgørelsen af grundlaget for

skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved

opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af ejendommen.

Ligningsrådet kan tillade, at andre tilskud, der ydes til et

bygningsarbejde, hvortil der i forvejen er ydet (skattefrit) tilskud fra det

offentlige, behandles som de offentlige tilskud. Ligningsrådets tilladelse må

forudsætte, at tilskudsgiveren er uafhængig af modtageren.

Tilskud, der ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelsen, er i

overensstemmelse med gældende praksis almindelig indkomstskattepligtige for

ejeren.

Udgifter

Ifølge LL § 15 K kan ejere af fredede ejendomme fratrække de faktiske

driftsudgifter vedrørende ejendommen. Der gives ikke standardfradrag.

De faktiske driftsudgifter er f.eks. udgifter til forsikring, vejafgift,

kloakafgift, vandafgift samt udgifter til renovation og skorstensfejning.

For fredede ejerlejligheder, som i væsentligt omfang har været anvendt

erhvervsmæssigt, kan fratrækkes de faktiske driftsudgifter, der kan henføres

til den del af lejligheden, der benyttes erhvervsmæssigt. Se A.D.3.2.3 og

A.D.3.2.6.

Udgifter til affugtning/opvarmning til en grundtemperatur af ubeboede,

fredede bygninger kan fratrækkes efter LL § 15K, jf. lsr.1986.24. Udgifterne

kan fratrækkes ved siden af nedennævnte beregnede istandsættelsesudgift.

Vedligeholdelsesfradrag SD-cirk.1982-14

Om vedligeholdelsesfradrag vedrørende fredede bygninger gælder følgende

retningslinier, jf. SD-cirk.1982-14.

Ejere af fredede bygninger - bortset fra fredede ejerlejligheder, der

bebos af ejeren - kan med virkning for indkomstopgørelsen fra og med

indkomståret 1982 vælge at fratrække udgifter til istandsættelse af bygninger

efter nedenstående retningslinier:

Der fastsættes for den enkelte fredede bygning et tidsrum for de enkelte

bygningsdeles holdbarhed og en i forhold hertil beregnet

istandsættelsesudgift pr. år pr. bygningsdel, også kaldet "forfald pr.

år-beløbet".

Denne istandsættelsesudgift reguleres årligt efter byggeprisindekset for

enfamilieshuse.

Ved indkomstopgørelsen for et givet indkomstår kan fradraget for de i

indkomståret faktisk afholdte udgifter til bygningsistandsættelse herefter

ikke overstige et beløb, der opgøres således:

Årets samlede beregnede istandsættelsesudgifter for de enkelte

bygningsdele.

+ Beregnede istandsættelsesudgifter for tidligere indkomstår, hvor

skatteyderen har ejet den pågældende bygning, reguleret efter

byggeprisindekset for enfamilieshuse.

- Faktisk afholdte istandsættelsesudgifter for tidligere år, som er

fratrukket efter de her omtalte retningslinier.

Istandsættelsesudgifter, som dækkes af eventuelle skattefrie tilskud, kan

ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Endvidere nedsættes de beregnede

istandsættelsesudgifter med et beløb svarende til de skattefrie tilskud.

Beregnede istandsættelsesudgifter, som ikke er kommet til fradrag hos

ejeren, kan ikke overføres til en eventuel ny ejer af ejendommen. I det år

bygningen skifter ejer, kan sælger henholdsvis køber anvende en

forholdsmæssig del af "forfald pr. år-beløbet".

Fradrag er betinget af, at der er afholdt istandsættelsesudgifter

ved-rørende ejendommen. Istandsættelsesudgifter omfatter såvel

vedligeholdelsesudgifter som forbedringsudgifter.

Det er en betingelse for fradrag efter foranstående retningslinier, at

ejeren af en fredet bygning fra Bygnings Frednings Foreningen indhenter en

erklæring om størrelsen af det efter foranstående retningslinier opgjorte

årlige fradragsbeløb. Erklæringen, der skal vedlægges selvangivelsen, afgives

på grundlag af et af foreningen for hver enkelt bygning udarbejdet skema, der

indeholder oplysninger om de enkelte bygningsdeles forventede levetid og den

i forhold hertil beregnede istandsættelsesudgift pr. år pr. bygningsdel.

Ligningsmyndigheden kan i tvivlstilfælde forelægge spørgsmålet om størrelsen

af de årlige fradragsbeløb for Told- og skatteregion København to's

vurderingskontor.

* ØL har ved dom af 11.sep. 1991 tilsidesat de af skattemyndighederne

hidtil fulgte retningslinjer for, hvornår et tilskud til bygningsarbejder,

som er skattefrit efter LL § 7 E, skal modregnes, se TOLD*SKAT Nyt 1991

20.1116.

SD-cirk.1982-14 må herefter forstås således, at hvis der i et givet

indkomstår er ydet skattefrie tilskud, reducerer tilskuddene alene

restsaldoen for istandsættelseskontoen, således at modtagne tilskud alene

bringes til fradrag i den overførte saldo for disse udgifter. Derimod

reducerer tilskuddene ikke tillige tilskudsårets forfald pr. beløb. *

Afgørelsen af, om der foreligger en eller flere bygninger beror på et

samlet skøn over, om ejendommen findes at udgøre en bygningsmæssig helhed.

Honorarudgifter, der opkræves af Bygnings Frednings Foreningen for

beregningen af den årlige istandsættelsesudgift, kan fradrages inden for

årets beregnede istandsættelsesudgifter.

Eksempel Fremførsel af beregnede istandsættelsesudgifter

Muligt fradrag i år 1 (beregnede

istandsættelsesudgifter for år 1) ... kr. 36.860

Istandsættelsesudgifter afholdt i år 1 ... kr. 25.000

-------------

Fradrag i år 1 ... kr. 25.000

Restsaldo til fremførsel til år 2 ... kr. 11.860

+ indeksering eksempelvis 10 pct .... kr. 1.186

-------------

Fremført indekseret saldo ... kr. 13.046

+ beregnede istandsættelsesudgifter

i år 2 (36.860 + 10 pct.) ... kr. 40.546

-------------

Maksimumfradrag for år 2 eller saldo til fremførsel ... kr. 53.592

-------------

Den del af den for året beregnede istandsættelsesudgift, der overstiger de

i årets løb faktisk afholdte istandsættelsesudgifter kan overføres,

pristalsreguleret, til senere år. "Forfald pr. år-beløbene" kan

således akkumuleres og placeres i et år, hvor der er afholdt større

reparationsarbejder vedrørende bygningen.

Er der omvendt i et år afholdt store reparationsudgifter, der overstiger

kontoens forfald pr. år-beløb, kan det overskydende beløb efter

pristalsregulering fremføres til fradrag i de følgende år inden for disse års

beregnede istandsættelsesudgifter. Fremførslen er ikke tidsbegrænset.

Afhændes bygningen kan et eventuelt restbeløb ikke fradrages.

Eksempel Fremførsel af faktiske istandsættelsesudgifter

Istandsættelsesudgifter afholdt i år 1... kr. 150.000

Muligt fradrag i år 1 (beregnede

istandsættelsesudgifter for år 1) ... kr. 36.860

--------------

Fradrag i år 1... kr. 36.860

Restsaldo til fremførsel til år 2 ... kr. 113.140

+ indeksering eksempelvis 10 pct. ... kr. 11.314

--------------

Fremførte istandsættelsesudgifter ... kr. 124.454

Muligt fradrag i år 2 (beregnede

istandsættelsesudgifter for år 2) ... kr. 40.546

--------------

Fradrag i år 2 ... kr. 40.546

Restsaldo til fremførsel til år 3 ... kr. 83.908

+ indeksering eksempelvis 10 pct. ... kr. 8.391

--------------

Fremførte istandsættelsesudgifter ... kr. 92.299

A.D.3.4.2 Bygninger på lejet grund

Lejeværdien af bygninger på lejet grund beregnes som for tilsvarende

bygninger på egen grund.

Eventuel procentmæssig beregnet lejeværdi samt standardfradrag beregnes

alene på grundlag af bygningens ejendomsværdi.

De fradragsberettigede udgifter vedrørende bygningen i øvrigt beregnes som

for tilsvarende bygninger på egen grund.

Ejeren af en bygning på lejet grund kan ikke fratrække lejen af grunden

eller de grundskatter, der påhviler grundejeren, heller ikke hvis det i

lejekontrakten er aftalt, at han skal udrede et beløb svarende til

grundskatterne.

Afskrivning

Når en bygning, der anvendes til beboelse, er opført på lejet grund, kan

den afskrives med hjemmel i SL § 6 a. Undtaget fra denne regel er under visse

nærmere omstændigheder en bygning, der anvendes til sommer- eller

fritidsbolig for ejeren, jf. afskrivningslovens § 29 C, stk.2, se E.C.

Eventuel forbigåelse ved vurderingen

Efter de gældende vurderingsbestemmelser kan bygninger af enhver art på

fremmed grund forbigås ved vurderingen, hvis kontantværdien er under 60.000

kr.

For ejerboliger får dette i praksis kun betydning for kolonihavehuse på

lejet grund, se A.D.3.2.8.

A.D.3.4.3 Udenlandske ejendomme

Ejendomsregnskabet for ejendomme i udlandet opgøres i princippet efter

samme regler som for ejendomme her i landet.

Da de registrerede vurderinger på disse ejendomme imidlertid kun i de

færreste tilfælde vil være anvendelige som grundlag for procentmæssig

beregnet lejeværdi, kan lejeværdiansættelsen i praksis ansættes efter et

skøn, jf. forudsætningsvis lsr.1975.20.

Hvis ejeren efter ejendommens art og anvendelse kunne anvende

procentreglerne, såfremt huset lå her i landet, skal der ved skønnet tages

hensyn til, hvorledes lejeværdi og standardfradrag beregnes for et

tilsvarende hus her i landet, jf. lsr. 1979.127.

A.D.3.4.4 Aktie- og andelslejligheder

Aktie- og andelslejligheder er lejligheder, hvor brugsretten til

lejligheden er betinget af besiddelse af en aktiepost eller et andelsbevis.

Boligafgift og vedligeholdelsesudgifter vedrørende disse lejligheder

erprivate udgifter, der ikke vedrører indkomstopgørelsen. I øvrigt henvises

til LVS.

A.D.3.4.5 Anpartslejligheder

Ved anpartslejligheder i denne forbindelse forstås beboelsesejendomme med

3 eller flere lejligheder i sameje. For "ejere" af

anpartslejligheder (lejligheder som anpartshaverne har brugsretten til i

kraft af, at de ejer en ideel anpart af den ejendom, hvori lejligheden er

beliggende) gælder, at de pågældende i princippet er stillet som

"lejere", således at afholdte udgifter til leje og afholdte

udgifter til lejlighedens vedligeholdelse er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Anpartshaverens medejerskab i den faste ejendom medfører, at ejendommen

skattemæssigt behandles som en udlejningsejendom. Ved indkomstopgørelsen skal

anpartshaveren medregne en til anparten svarende del af ejendommens samlede

over- eller underskud, hvori for indtægternes vedkommende indgår huslejer,

herunder anpartshaverens egen fulde husleje, hvad enten leje rent faktisk er

betalt af den enkelte anpartshaver eller ej, og for udgifternes vedkommende

indgår renter, ejendomsskatter, administrationsudgifter,

vedligeholdelsesudgifter m.m.

Såfremt anpartshaveren ikke betaler - eller kun delvis betaler - leje til

fællesskabet for den lejlighed, der stilles til hans rådighed, skal han

indkomstbeskattes af en lejeværdi, der fastsættes skønsmæssigt under hensyn

til, hvad lejligheden kunne indbringe ved almindelig udlejning, reduceret med

et i forhold til hans ideelle anpart svarende beløb.

Lignende dokumenter