Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EF - ANPARTER, KOMMANDITISTER OG LEASING

STV nr 20019 af 01/01/1993Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit EF - Anparter, kommanditister og leasing

E.F.1 Anparter

E.F.1.1 Historiske træk af leasing-, anparts- og mindre

udlejningsvirksomheder

Forud for gennemførelsen af beskatningsreglerne for personer med anparts-

og udlejningsvirksomheder eksisterede en række værnsregler, herunder

afskrivningslovens leasingregler i afsnit VA samt afskrivningslovens § 15A om

almindelig indkomstbeskatning af fortjeneste eller tab ved afhændelse af

skibe eller skibsanparter ved virksomhedsophør.

E.F.1.1.1 Leasing

Ved lov nr. 576 af 15. dec. 1983 gennemførtes de første særlige regler,

der begrænsede fradragsretten for visse personer (leasing).

Juridisk er der ingen forskel på leje og leasing. Leasing omfatter derfor

både aftaler, som man i almindelig sprogbrug vil karakterisere som leje, og

de aftaler, der normalt benævnes leasing.

Ved lovændringen blev der lagt vægt på, at de gunstige afskrivningsregler

er tiltænkt erhvervslivet som et vigtigt incitament til at investere i

produktionsmidler og derved øge produktion og beskæftigelse. Man fandt det

derimod ikke rimeligt, at de fordele, som de pristalsregulerede afskrivninger

medførte, blev forøget ved, at de som led i et leasingarrangement blev

overdraget til passive investorer med høj marginalskat, samtidig med at

brugsretten til aktiverne i kraft af lejeforhold tillagdes andre skatteydere,

for hvilke skatteværdien af fradragene ville være lavere.

Overførsel af afskrivningsgrundlaget træder mest tydeligt frem i tilfælde

af sale and lease back, hvor en ejer sælger det pågældende aktiv og herefter

lejer dette af den ny ejer, jf. nærmere ligningsvejledningen 1990, V1.

Efter leasingreglerne var der dels ingen adgang til at pristalsregulere

anskaffelsessummen for nærmere afgrænsede aktiver, der udlejes, dels ingen

mulighed for løbende at foretage afskrivninger.

Nogle af de konstruktioner, som det var hensigten at hindre med

Læs alt

gennemførselsen af leasingreglerne, har dog kunnet gennemføres under lidt

ændrede former. Man har derfor ikke fundet grundlag for at opretholde disse

regler efter gennemførelsen af anpartslov nr. 388 af 7. juni 1989.

Leasingreglerne blev derfor ophævet ved anpartslovens § 5, nr. 2, med

virkning for aktiver, der er anskaffet den 12. maj 1989 eller senere.

E.F.1.1.2 AL § 15A

For så vidt angår reglerne om beskatning ved salg af skibe blev der ved

lov nr. 285 af 9. juni 1971 i § 15A gennemført en ændring af beskatningen af

fortjeneste ved afståelse af skibe og skibsanparter ved virksomhedsophør.

Formålet var at reducere de skattemæssige fordele ved investering i skibe.

Efter lovændringen skulle fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe

eller skibsanparter ved virksomhedsophør efter AL § 15A medregnes til

skattepligtig almindelig indkomst, såfremt afhændelsen skete mindre end 5 år

efter anskaffelsestidspunktet.

Ophævelsen af AL § 15A, jf. anpartslovens § 5, nr. 1, medførte, at

fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe eller skibsanparter den 12. maj

1989 eller senere er særlig indkomst.

E.F.1.1.3 Lov nr. 388 af 7. juni 1989 (Anparter)

Hovedreglen i anpartsindgrebet findes i personskattelovens § 4, stk. 1,

nr. 10 (egentlig anpartsvirksomhed), der omfatter indkomst fra selvstændig

erhvervsvirksomhed med flere end 10 ejere.

I øvrigt er anpartsvirksomhed kendetegnet ved, at et større antal

investorer går sammen om anskaffelse af et aktiv til erhvervsmæssig brug.

Deltagerne i en anpartsvirksomhed er som oftest organiseret i et

interessentskab eller i et kommanditselskab.

Ved "anpartsloven", der blev vedtaget den 2. juni 1989, blev

også visse mindre udlejningsvirksomheder med under 11 skattepligtige personer

som ejere omfattet af de nye regler.

* Bestemmelserne for mindre udlejningsvirksomheder findes i

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13, ændret ved lov nr. 425 af 25.

juni 1993, se ndf. under E.F. 1.6. *

Formålet med loven var at fjerne de skattemæsige fordele ved

anpartsinvestering, og dermed fjerne incitamentet til at investere i

anparter, herunder eksempelvis anskaffelse og udlejning af containere,

EDB-udstyr, vindmøller, lystbåde samt afskrivningsberettigede bygninger,

skibe o.l.

Lovens formål søges opnået ved at beskatte indkomst fra

anpartsvirksomheder, som skattepligtige personer (ejere) anskaffer den 12.

maj 1989 eller senere som kapitalindkomst. Endvidere kan et underskud fra

anpartsvirksomheden ikke modregnes i anden indkomst hos den skattepligtige,

men kan kun fremføres til modregning i senere positiv indkomst fra samme

virksomhed. Underskudsbegrænsning gælder dog ikke indkomst fra

skibsvirksomhed, hvor skibsprojektet er godkendt af Industriministeren.

Endvidere kan virksomhedsskatteordningen ikke anvendes på indkomst fra

anpartsvirksomheder.

Anpartsloven ophævede bl.a. afskrivningslovens afsnit VA

(leasingreglerne).

Loven trådte i kraft den 12. maj 1989.

E.F.1.1.4 Lov nr. 364 af 6. juni 1991 (Mindre udlejningsvirksomheder.

Fælles udlejning.)

Formålet med lov nr. 364 af 6. juni 1991 om ændring af forskellige

skattelove (Mindre udlejningsvirksomheder mv.), der blev vedtaget den 28. maj

1991, er at foretage visse justeringer af de bestemmelser der blev gennemført

ved anpartsloven i 1989.

Lovforslaget blev fremsat, fordi udlejningsbestemmelserne i

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13 havde vist sig vanskelige at

administrere for de skattepligtige og vanskelige at kontrollere for

skattemyndighederne. Det blev endvidere fremført, at bestemmelserne var for

vidtgående og intet havde at gøre med den form for investering i

anpartsprojekter, som det havde været hensigten at ramme med

anpartsindgrebet. Der blev særligt peget på, at den økonomisk rationelle og

hensigtsmæssige administration af udlejning af f.eks. afskrivningsberettiget

fast ejendom, der egner sig til den store drift på grund af EDB-anvendelse,

blev besværliggjort med bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 12 (formidling og

administration af udlejning).

Der blev endvidere peget på, at udlejning til landets store lejere blev

vanskeliggjort ved indførelse af § 4, stk. 1, nr. 13 (udlejning til samme

lejer).

De væsentligste ændringer i lov nr. 364 af 6. juni 1991 vedrører

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13.

Sigtet med bestemmelserne er, at omfatte tilfælde, hvor en skattepligtig

persons anskaffelse og udlejning af aktiver udgør en del af et fælles

udlejningsprojekt for flere end 10 personer. Ikke afskrivningsberettiget fast

ejendom - som f.eks. parcelhuse og sommerhuse - er helt undtaget fra

bestemmelserne.

Ligningsrådet kan give dispensation fra anpartsreglerne, når det efter

rådets skøn må anses for godtgjort, at udlejningen ikke udgør en del af en

fælles udlejning for ejerne. For aktiver, der er anskaffet den 30. april 1992

eller senere, kan der kun gives dispensation for afskrivningsberettiget fast

ejendom og inventar heri, når det efter rådets skøn må anses for godtgjort,

at udlejningen ikke udgør en del af en fælles udlejning for ejerne og

omstændighederne i øvrigt taler derfor, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 12 som

ændret ved lov nr. 492 af 24. juni 1992 og ndf. under E.F.1.4.5. * Efter

ændringen af personskatteloven ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 findes

dispensationsbestemmelsen vedr. fast ejendom i § 4, stk. 5. *

Begrebet "fælles udlejning" er i et vist omfang beslægtet med

den tidligere gældende regel i afskrivningslovens § 34A, stk. 3, hvorefter

aktiver, der via anden virksomhed (mellemmand) indgår som led i en

"fælles udlejningsvirksomhed", er omfattet af leasingreglerne.

I øvrigt er begrebet fælles udlejning ikke nærmere defineret i lovteksten,

og i lovmotiverne er der kun anført de klare tilfælde, hvornår udlejning

anses at være sket som led i en fælles udlejning, og hvornår udlejning ikke

anses at være sket som led i en fælles udlejning.

E.F.1.2 Almindelige bemærkninger

Ved lov nr. 388 af 7. juni 1989 om ændring af forskellige skattelove

(anpartsloven) og lov nr. 364 af 6. juni 1991 om ændring af forskellige

skattelove (Mindre udlejningsvirksomheder mv.), lov nr. 492 af 24. juni 1992

og * lov nr. 425 af 25. juni 1993 * er der gennemført ændringer af PSL, VSL,

LL, SKL, AL, investeringsfondsloven og etableringskontoloven. Til lov nr. 388

af 7. juni 1989 knytter sig Skatteministeriets cirkulære af 22. jan. 1990 om

lov om ændring af forskellige skattelove (Anparter). Til lov nr. 364 af 6.

juni 1991 knytter sig Skd.cirk.nr. 198 af 4. dec. 1991.

Lovene har virkning for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, når

den skattepligtige anskaffer virksomheden den 12. maj 1989 eller senere.

Indkomsten er i følgende tilfælde undergivet anpartsreglerne, dog ikke når

den skattepligtige deltager i virksomhedens drift i væsentligt omgang.

1) Selvstændig erhvervsvirksomhed med mere end 10 ejere, jf. PSL § 4, stk.

1, nr. 10.

2) Udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri

uanset antal ejere, når formidling eller administration af udlejning

varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer.

3) Udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri

uanset antal ejere, når flere end 10 personer som led i en fælles udlejning

udlejer aktiver til samme lejer.

4) Udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe (bortset fra

skibe, hvor projektet er godkendt af industriministeren)uanset antal ejere,

jf. PSL § 4 stk. 1, nr. 13 (indsat ved lov nr. 425 af 25. juni 1993. Om

ikrafttrædelsen se ndf. under E.F.1.6.2).

* De under 1 - 3 nævnte regler gælder også for driftsmidler anskaffet

inden den 19. maj 1993, men for driftsmidler anskaffet fra og med den 30.

april 1992 kan der ikke gives dispensation efter de tidligere regler, jf.

ndf. under E.F.1.4.4. Om dispensation for PSL § 4, stk. 1, nr. 13, se

E.F.1.6.1. *

Anpartsreglernes virkninger

Indkomst fra en virksomhed omfattet af pkt. 1-4 beskattes som

kapitalindkomst.

Et underskud fra en virksomhed omfattet af pkt. 1-4 kan ikke modregnes i

anden positiv almindelig eller særlig indkomst hos den skattepligtige for det

pågældende indkomstår, men alene fremføres til modregning i senere positiv

indkomst fra samme virksomhed.

Dette gælder dog ikke indkomst fra skibsvirksomhed, når industriministeren

har godkendt skibsprojektet, jf. PSL § 13, stk. 6.

Virksomhedsordningen kan ikke anvendes på indkomst fra en virksomhed

omfattet af pkt. 1-4. Se dog de særlige overgangsregler under afsnit

E.F.1.12.1.

Dispensation.

Om muligheden for dispensation fra anpartsreglerne, se ndf. under

E.F.1.4.4.

PSL § 4, stk. 1, nr. 12 og 13 omfatter indkomst ved udlejning.

Udlejnings- begreb - lejeaftaler contra andre aftaler

I modsætning til begrebet formidling og administration af udlejning af

aktiver samt udlejning af aktiver til samme lejer, som er beskrevet under

E.F.1.4.1. og 1.4.2., giver bestemmelserne i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 og 13,

lovens motiver samt cirkulære nr. 15 af 22. jan. 1990 ingen definition på,

hvornår der foreligger en aftale om udlejning af aktiver eller en nærmere

afgrænsning af udlejningsbegrebet i forhold til andre aftaler, som

skattepligtige personer indgår med trediemand.

Ved leje forstås i almindelighed, at ejeren af løsøre eller fast ejendom

overlader denne til en andens brug mod vederlag.

Aftaler om tjenesteydelser, vareleverancer, bestyrer- og

managementkontrakter er i almindelighed ikke omfattet af lejebegrebet.

Det må herudover bero på en konkret bedømmelse, om en aftales samtlige

vilkår og konkrete indhold i en given udlejningssituation vil kunne

karakteriseres som en udlejning af et aktiv efter bestemmelserne eller om

aftalen enten direkte er undtaget fra anpartsindgrebet eller helt eller

overvejende vil kunne betegnes som en aftale om tjenesteydelser, leverancer

o.l., der falder udenfor anpartsbestemmelsernes udlejningsbegreb.

I følgende to tilfælde har Ligningsrådet som bindende forhåndsbesked taget

stilling til sondringen mellem lejeaftaler og andre aftaler:

Et partrederis påtænkte udlejning af skib med egen besætning på

timecharter basis, formidlet og administreret ved bestyrende reder, kunne

sidestilles med salg af tjenesteydelser o.l. De påtænkte fragtaftaler mellem

befragterne (lejerne) og bortfragteren (partrederiet) kunne således ikke

anses for omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12, TOLD*SKAT Nyt 1991.22.1297

(T&S) Udlejning af afskrivningsberettigede skibe på bareboat basis vil

derimod kunne henføres til udlejningsbegrebet.

Et antal kommanditselskaber, der i 1989 påtænkte at etablere

vindmølledrift i USA, fandtes uanset administrationsformen ikke at drive

udlejningsvirksomhed med vindmøller, hvorimod selskaberne blev anset som

leverandører af den producerede el, Skat 1990.2.148 (T&S).

E.F.1.3 PSL § 4, stk. 1, nr. 10

PSL § 4, stk. 1, nr. 10, omfatter indkomst fra selvstændig

erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere af virksomheden er større end 10,

og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang.

Indkomst fra selvstændig skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges

bierhverv, har været omfattet af den indtil 11. maj 1989 gældende bestemmelse

i PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (jf. Ligningsvejledningen for 1989, V 2.). Indkomst

fra sådanne igangværende biskibsvirksomheder beskattes fortsat som

kapitalindkomst efter de hidtidige regler. Indkomst fra skibsvirksomhed med

10 ejere eller derunder, anskaffet den 12. maj 1989 eller senere, beskattes

som personlig indkomst, jf. dog ndf. under E.F.1.6 om PSL § 4, stk. 1, nr.

13.

E.F.1.3.1 Ejerantal

Alle ejere, herunder også selskaber, institutioner, fonde o.lign., indgår

ved opgørelsen af antallet af ejere af en virksomhed. Et kommanditselskab med

10 kommanditister som ejere og hvori komplementaren ikke har andel i

kommanditselskabets indkomst og formue samt likvidationsprovenu, anses for at

have 10 ejere efter bestemmelsen.

I en virksomhed, der ejes af f.eks. 10 selskaber og 1 skattepligtig

person, der ikke i væsentligt omfang deltager i virksomhedens drift, er

personen omfattet af bestemmelsen, idet virksomheden har flere end 10 ejere.

Selskaberne berøres derimod ikke af bestemmelsen.

Koncernforbundne selskaber anses almindeligvis for forskellige ejere efter

bestemmelsen. Se i øvrigt Skat 1990.2.148. (T&S).

Reglerne finder herefter anvendelse, hvis virksomheden i hele indkomståret

eller i en del af dette har haft flere end 10 ejere. Har der imidlertid kun

forbigående, tilfældigt eller utilsigtet i kun en kortvarig periode af

indkomståret været flere end 10 ejere af virksomheden, anses virksomheden for

at have haft 10 ejere eller derunder for hele indkomståret. Afgørelse heraf

foretages ved ligningen.

Både betingelsen om ejerantal og betingelsen om uvæsentlig arbejdsindsats

skal være opfyldt, for at indkomsten fra virksomheden er omfattet af

anpartsreglerne.

E.F.1.3.2 Arbejdsindsats

Betingelsen om arbejdsindsats gælder den enkelte skattepligtige. I en

virksomhed med f.eks. 11 skattepligtige personer som ejere, hvoraf de 6 ikke

deltager i væsentligt omfang i virksomhedens drift, medens de 5 deltager i

væsentligt omfang, er kun de 6 passive personer, men ikke de 5 aktive

personer omfattet af anpartsreglerne.

Hvis en virksomhed med 10 ejere, der alle deltager i uvæsentlig omfang

eller slet ikke deltager i virksomhedens drift, optager en 11. ejer af

virksomheden, der ligeledes deltager i uvæsentligt omfang eller slet ikke

deltager i virksomhedens drift, bliver alle ejere omfattet af bestemmelsen.

Deltager de 10 ejere af virksomheden derimod i væsentligt omfang i

virksomhedens drift, medens den nye 11. ejer deltager i uvæsentligt omfang,

omfattes kun den 11. ejer af bestemmelsen.

Ved afgørelsen af, om arbejdsindsatsen er væsentlig, finder den praksis,

der anvendes ved afgørelsen af, om investeringsfondshenlæggelser og

etableringskontoindskud kan anvendes til forlods afskrivning, tilsvarende

anvendelse. Som vejledende norm anses en personlig arbejdsindsats på 50 timer

månedligt for at være en væsentlig arbejdsindsats. Se nærmere herom E.D.1.5.1

og 2.5.3.

E.F.1.4 Afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri. PSL § 4,

stk. 1, nr. 12

PSL § 4, stk. 1, nr. 12, omfatter indkomst fra udlejning af

afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri uanset antal ejere, når

formidling eller administration af udlejning varetages af en anden virksomhed

for flere end 10 personer.

Har aktivet flere end 10 personer som ejere, er disse allerede omfattet af

§ 4, stk. 1, nr. 10.

Personkreds

Kun skattepligtige personers udlejning medregnes ved afgørelse af, om der

foreligger udlejning af aktiver for flere end 10 personer. Ikke

skattepligtige personer indgår dermed ikke.

Afgørende for, om indkomsten fra udlejningen er omfattet af nr. 12, 1.

pkt., er kun antallet af skattepligtige personer, der udlejer gennem den

virksomhed, der varetager formidling eller administration af udlejning. Det

er ikke en betingelse, at de enkelte ejere samarbejder om deres udlejning.

Ved afgørelse af, om en virksomhed varetager formidling eller administration

af udlejning for flere end 10 personer, indgår kun skattepligtige personers

udlejning af aktiver, som er omfattet af bestemmelsen, dvs. lejeaftaler

formidlet eller administreret af en anden virksomhed den 12. maj 1989 eller

senere.

Arbejdsindsats

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den skattepligtige deltager i

udlejningsvirksomhedens drift i væsentligt omfang. Ved afgørelsen af om

skatteyderen deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, anvendes

praksis efter investeringsfondsloven og etableringskontoloven. Som vejledende

norm anses en personlig arbejdsindsats på 50 timer månedligt for at være en

væsentlig arbejdsindsats.

Afskrivningsberettiget fast ejendom

Afskrivningslovens bestemmelser om, hvilke bygninger der er

afskrivningsberettigede, finder som hovedregel anvendelse ved afgørelsen af,

om der er tale om afskrivningsberettiget fast ejendom. Den faste ejendom

omfatter både selve bygningen, inventaret og installationer heri.

Ved samlet udlejning af en ejendom, hvoraf kun en del af ejendommen er

afskrivningsberettiget, f.eks. forretningslokaler, mens den resterende del

ikke er afskrivningsberettiget, f.eks. lejligheder til beboelse, er det kun

indtægten fra den afskrivningsberettigede del, der er omfattet af

bestemmelsen. Ved fordeling af ejendommens etageareal finder AL § 20

tilsvarende anvendelse.

E.F.1.4.1 Etablering og drift af udlejning

Bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 omfatter både etablering

(formidling) og den efterfølgende drift (administration) af udlejningen.

Formidling

Formidling af udlejning kan bestå i, at f.eks. en ejendomsmægler, advokat

eller et udlejningsbureau formidler udlejning af et aktiv for ejeren ved

annoncering efter lejere, udfærdigelse af lejekontrakt eller lignende.

Landsskatteretten stadfæstede en bindende forhåndsbesked, hvor

Ligningsrådet fandt, at en bådejers udlejning gennem en bådagents

elektroniske bookingsystem eller via en udlejningsdatabase, som bådejeren var

tilsluttet, var omfattet af bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, t&s

nyt 1991.2.82. (lsr.).

Administration

Administrationen af udlejningen kan f.eks. bestå i opkrævning af leje,

udarbejdelse af budget og regnskab for udlejningsvirksomheden samt anden

administration. Er der indgået f.eks. en managementkontrakt, vil der i de

almindelige tilfælde foreligge administration af udlejning. En virksomhed,

der alene udarbejder et regnskab for en udlejningsvirksomhed kan normalt ikke

anses for en virksomhed, der varetager administration ved udlejning, der

omfattes af bestemmelsen.

Formidling eller administration af fremleje er også omfattet af

bestemmelsen.

Rådgivning eller lignende i forbindelse med enkelte punkter i lejeaftalen

f.eks. om varsling af lejeforhøjelse eller bistand ved generalforsamling, der

ydes ejeren af en anden virksomhed, f.eks. advokat- eller

revisionsvirksomhed, kan ikke i sig selv anses for en formidling eller

administration af udlejning, der er omfattet af bestemmelsen.

Indkomsten fra udlejningen er omfattet af bestemmelsen, når enten den

egentlige formidling af udlejningen eller den løbende administration af

udlejningen varetages af en anden virksomhed.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor ejeren selv finder en lejer til

aktivet og indgår en lejekontrakt direkte med lejeren, når udlejningen

herefter administreres af en anden virksomhed for flere end 10 personer.

Ligeledes er de tilfælde omfattet, hvor indgåelse af lejemålet sker gennem

formidler, selv om den løbende administration af udlejningen herefter

varetages af ejeren selv. Indkomsten fra udlejningen er i disse tilfælde kun

omfattet af bestemmelsen for det indkomstår, hvori formidlingen finder sted.

En virksomhed, der forestår formidling af salg, anses for en virksomhed,

der formidler udlejning, såfremt der til salget er knyttet en ny lejeaftale,

hvis virkning er afhængig af salget. Hvis der til salget er knyttet en

lejeaftale med den tidligere ejer, vil der normalt altid foreligge en sådan

ny aftale, dvs., at der foruden aftale om salgsformidling også foreligger

aftale om formidling af udlejning.

Ejerne bliver derimod ikke omfattet af nr.12, når eksempelvis en

ejendomsmægler kun formidler salget af en afskrivningsberettiget ejendom og

ejerne selv finder lejere til ejendommen og endvidere selv varetager

administrationen af udlejningen.

Bestemmelsen finder anvendelse, når den virksomhed, der formidler eller

varetager administration af udlejning for ejeren, har formidlet eller

varetaget administration af udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom

for flere end 10 personer i hele ejerens indkomstår eller i en del af dette.

Hvis ejeren i løbet af et indkomstår selv overtager administrationen af

udlejningen, er indkomsten fra udlejningen ikke omfattet af reglerne fra og

med det følgende indkomstår.

Indgår ejer og lejer direkte aftale med hinanden om udlejningen, og

varetages den løbende administration af udlejningen af ejeren, er indkomsten

fra udlejningen ikke omfattet af bestemmelsen.

Har udlejningen forbigående, tilfældigt eller utilsigtet i kun en

kortvarig periode omfattet flere end 10 personer, finder bestemmelsen ikke

anvendelse.

En forudsætning for, at bestemmelsen i øvrigt kan finde anvendelse, er, at

der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed med udlejning efter gældende

praksis herom.

E.F.1.4.2 Én eller flere virksomheder, der varetager formidling

eller administration af udlejning

Afgørelsen af om der foreligger en eller flere virksomheder, der varetager

formidling eller administration af udlejning efter bestemmelsen, må afgøres

konkret.

Ved afgørelsen kan indgå, om de respektive virksomheder helt eller delvis

gør brug af fælles ansatte, om en virksomhed bor til leje hos en anden

virksomhed, og om en virksomheds formidlings- eller administrationsopgaver

reelt gives videre til udførelse i en anden virksomhed.

Der kan endvidere lægges vægt på, om der foreligger forsikringsmæssig

adskillelse, hvorledes virksomhederne tilkendegiver sig udadtil, samt under

hvilke forhold der rettes henvendelse til virksomhederne.

Virksomheden kan være en selvstændig erhvervsvirksomhed, et selskab eller

andet.

Et advokatinteressentskab bestående af flere partnere, der driver

ejendomsadministration, anses almindeligvis for én virksomhed efter

bestemmelsen. Derimod kan selvstændige advokater, der driver

ejendomsadministration uafhængigt af hinanden, og som alene har fælles

kontorfaciliteter mv., almindeligvis anses for forskellige virksomheder efter

bestemmelsen.

Koncernforbundne selskaber, der formidler eller varetager administration

af udlejning, anses almindeligvis for forskellige virksomheder efter

bestemmelsen.

Som følge af anpartsindgrebet i 1989 vil en række

administrationsvirksomheder ikke længere kunne tilbyde deres tjenesteydelser,

uden at det vil bringe deres nuværende eller fremtidige kunder ind under

anpartsreglerne med deraf følgende indkomstvirkning.

Det er som nævnt ikke udelukket, at administrationsdrift i

skattesubjekter, der er interesseforbundne, kan anses for forskellige

virksomheder. Ligningsrådet har modtaget og besvaret en række spørgsmål om,

hvor tæt samarbejdet mellem forskellige skattesubjekter, der som regel er

interesseforbundne, og som i alle tilfælde driver administrationsvirksomhed,

kan tilrettelægges, uden at forholdet omfattes af anpartsreglerne.

Typisk vil konstruktionerne være således, at der i tilknytning til den

hidtidige administrationsvirksomhed stiftes et nyt selskab (divisionering),

der alene skal foretage administration vedrørende f.eks.

udlejningsejen-domme, der ejes af maksimalt 10 personer. Det nystiftede

selskab skal herefter i mange af de forelagte tilfælde bo til leje hos den

hidtidige virksomhed eller hos stifteren/ejeren og således, at selskabet

lejer kontor-faciliteter mv. af disse. Herudover indgås der samarbejdsaftaler

af varierende tættere karakter med hensyn til fælles anvendelse af ansatte

mv. i de respektive virksomheder.

Det betegnende for de omhandlede konstruktioner er typisk, at de alene

foretages på grund af anpartsindgrebet. Det kan nemlig ikke i sig selv

antages at være rentabelt at stifte den slags selskaber med de omhandlede

begrænsede formål, ligesom stiftelsen af selskaberne alene kan antages at

komme på tale på grund af interessefællesskabet, idet de nystiftede selskaber

i princippet skal drive konkurrerende virksomhed, uanset at den hidtidige

virksomhed ikke vil kunne påtage sig opgaven.

Såfremt det forholder sig således, at en administrationsopgave gives til

et selskab/virksomhed, som i alle tilfælde lader opgaverne gå videre til

udførelse i en administrationsvirksomhed, som i forvejen formidler udlejning

for 10 personer, må forholdet anses for omfattet af PSL § 4, stk. 1. nr. 12.

Der henses herved til at opgaverne alt efter omstændighederne reelt udføres

af den sidste virksomhed, og at dette også må antages at være formålet. Se

TOLD*SKAT Nyt 1992.19.583.

Såfremt samarbejdet er tilrettelagt således, at der anvendes fælles

ansatte i de to virksomheder til udførelse af administrationsopgaverne, vil

det næppe være muligt at dokumentere, at formidlingsopgaven ikke er udført i

en fælles virksomhed. Det må derfor antages, at der kun undtagelsesvis, i

disse tilfælde kan foreligge særskilt virksomhed efter bestemmelsen.

Afgørelse af om forholdet indebærer et sådant samarbejde, at

administrationsopgaver, reelt varetages af den hidtidige virksomhed, eller

antager karakter af et interessentskabslignende forhold, må bero på en

konkret bevisbedømmelse.

Som eksempel på opdeling af administrationsopgaver ved stiftelse af

datterselskaber (divisionering) på lejerside, se t&s nyt 1991.3.108

(T&S), hvor Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om skattepligtige

personers bådudlejning til et udenlandsk selskab. Afgørelsen er kommenteret i

t&s nyt 1991.3.107.

E.F.1.4.3 Hvornår foreligger der fælles udlejning?

Om der foreligger fælles udlejning for flere personers

udlejningsvirksomhed, beror på flere momenter, der enkeltvis ikke er

afgørende. Afgørelsen beror på Ligningsrådets samlede vurdering af de

konkrete forhold.

Der foreligger som hovedregel ikke fælles udlejning efter nr. 12, blot

fordi en virksomhed på samme tid formidler udlejning af aktiver for flere end

10 af hinanden uafhængige personer, der eksempelvis hver er ejer af et

aktiv,(jf. t&s nyt 1991.2.82 lsr. om en bådejers udlejning gennem en

bådagents elektroniske bookingsystem eller en udlejningsdatabase, som

bådejeren var tilsluttet. Kendelsen er afsagt inden vedtagelsen af lov nr.

364 af 6. juni 1991 om fælles udlejning mv.). Ligeledes foreligger der som

hovedregel heller ikke fælles udlejning, blot fordi en virksomhed

administrerer udlejning for flere end 10 af hinanden uafhængige personer, der

eksempelvis hver ejer et aktiv.

10 personer, der ejer og udlejer et aktiv, omfattes heller ikke af

bestemmelsen, medmindre formidlingen eller administrationen af udlejningen

varetages af en virksomhed for flere end 10 personer. 10 personer, der

eksempelvis ejer en ejendom, er således ikke omfattet af bestemmelsen, når

administrationsvirksomheden administrerer udlejning af en tilsvarende

ejendom, der ejes af 10 andre personer, medmindre det sker som led i en

fælles udlejning for ejerne af de 2 ejendomme, se f.eks. t&s nyt

1991.4.184 (SKM).

Derimod vil flere end 10 personer, der hver ejer og udlejer eksempelvis en

ejendom, blive omfattet af reglen, når den enkelte ejers udlejning udgør en

del af en fælles udlejning for flere end 10 personer.

Der vil normalt foreligge fælles udlejning for ejerne, når der til en bred

kreds af investorer på samme tid udbydes aktiver til salg, der samlet

formidles udlejet, eller udlejningen administreres fælles. Annoncering i

dagblade, fagblade og lignende om konkrete investeringsprojekter med

udlejning af aktiver taler for, at der foreligger fælles udlejning for

ejerne. Fælles udlejning af aktiver kan også foreligge uden forudgående

annoncering, når f.eks. udbydere af konkrete investeringsprojekter henvender

sig personligt til en række potentielle investorer, eller disse ved

henvendelse til et investeringsselskab, advokat, udlejningsbureau eller

lignende anskaffer aktiver, der formidles udlejet eller udlejningen

administreres af den pågældende virksomhed.

Fælles udlejning kan foreligge, når flere personer samarbejder om

formidlingen eller administrationen af deres udlejning i form af f.eks.

fælles henvendelse til en formidler eller administrator.

At flere personer uafhængigt af hinanden og på forskellige tidspunkter

henvender sig til en formidlingseller administrationsvirksomhed udelukker

ikke i sig selv, at der kan foreligge fælles udlejning for disse.

Hvis ejerne af aktiverne uafhængigt af hinanden og uden kendskab til de

andres udlejning foretager udlejning gennem den samme virksomhed, foreligger

der ikke fælles udlejning.

Ved afgørelsen af, om der foreligger fælles udlejning af aktiver for flere

ejere, kan der lægges vægt på, om aktiverne er identiske eller har samme

værdi. Er lejebetingelserne for aktiverne ensartede, taler dette også for, at

der foreligger fælles udlejning for ejerne.

Selv om aktiverne ikke er identiske, ikke har samme værdi eller har

uensartede lejebetingelser, kan der foreligge fælles udlejning. Hvis

udlejningen gælder f.eks. forskellige slags containere af forskellig værdi og

med forskellige lejeperioder, foreligger der fælles udlejning, når der er

tale om et investeringsprojekt om køb af aktiver, der samlet formidles

udlejet eller udlejningen administreres fælles.

Ved afgørelsen af, om der foreligger fælles udlejning for ejerne, kan

endvidere indgå, om vilkår for formidling eller administration af udlejningen

er ensartede.

Eksempelvis vil en advokats formidling eller administration af udlejning

af butikslokaler til f.eks. en landsdækkende detailkæde, som lejer lokaler

fra flere end 10 skattepligtige personer, anses som led i fælles udlejning,

idet administrator må antages at varetage formidlingen eller administrationen

efter samme retningslinier for de uafhængige ejere i relation til samme

landsdækkende lejer.

E.F.1.4.4 Dispensation

Før og efter 30. april 1992

Ligningsrådet kan tillade, at reglen i nr. 12 om udlejning gennem en anden

virksomhed for flere end 10 personer ikke skal anvendes, når det efter rådets

skøn må anses for godtgjort, at udlejningen ikke udgør en fælles udlejning

for ejerne. For aktiver anskaffet den 30. april 1992 eller senere gælder, at

der kun kan gives dispensation for afskrivningsberettiget fast ejendom og

inventar heri, når det efter rådets skøn må anses for godtgjort, at

udlejningen ikke udgør en del af en fælles udlejning for ejerne, og

omstændighederne i øvrigt taler derfor. Se i øvrigt ndf.

Om driftsmidler og skibe, se ndf. under E.F.1.6.

I hvert enkelt tilfælde afhænger det af en dispensation fra Ligningsrådet,

om en udlejningsvirksomhed kan undtages fra nr. 12.

Bestemmelsen om udlejning gennem en anden virksomhed skal derfor anvendes,

med mindre Ligningsrådet har givet dispensation.

Det er den enkelte ejer af en udlejningsvirksomhed, der skal anmode

Ligningsrådet om dispensation fra bestemmelsen. Til brug for Ligningsrådets

behandling af en ansøgning om dispensation skal der indsendes sådanne

oplysninger, at Ligningsrådet kan afgøre, om der foreligger fælles udlejning

med de andre ejere, der får udlejningen formidlet eller administreret hos

formidlingseller administrationsvirksomheden. Det må derfor forudsættes, at

formidlingseller administrationsvirksomheden giver oplysninger om

udlejningsforholdene til brug for Ligningsrådets afgørelse.

E.F.1.4.5 Lov nr. 492 af 24. juni 1992

Ved lov nr. 492 af 24. juni 1992 om ændring af personskatteloven er

reglerne om Ligningsrådets dispensationsbeføjelse for mindre

udlejningsvirksomheder ændret.

Ændringen har til formål at give Ligningsrådet et friere skøn end

tidligere ved afgørelser om dispensation efter PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Ved

ændringen er der samtidig sket en begrænsning i området for dispensationer,

idet dispensation nu kun kan gives vedrørende afskrivningsberettiget fast

ejendom og inventar heri. For andre aktiver, som f.eks. skibe, både, biler,

maskiner, containere, edb-anlæg mv. kan der ikke længere gives dispensation.

Skæringsdatoen er den 30. april 1992. Er aktivet anskaffet fra og med denne

dato, gælder de nye dispensationsregler. Den ændrede dispensationsadgang

vedrører de tilfælde, hvor formidlingen eller administrationen af udlejningen

varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer.

Ligningsrådet skal ikke længere meddele dispensation, når blot det

godtgøres, at der ikke foreligger fælles udlejning. Nu kræves det yderligere,

at "omstændighederne i øvrigt taler derfor". Dispensationsreglen

findes nu i PSL § 4, stk. 5. *

Omstændighederne i øvrigt

Omstændigheder der taler for dispensation kan være, at det ikke drejer sig

om passive investorer, men om personer der selv tager initiativet til

erhvervelsen af aktivet.

Udbydes der derimod et investeringsprojekt for "passive"

investorer, således at skattemæssige overvejelser må antages at have en

væsentlig betydning for anskaffelsen, vil der ikke blive givet dispensation.

Se TOLD*SKAT Nyt 1992.20.615.

I vurderingen kan indgå, om der er tale om et sale and lease

back-arrangement.

Det kan ligeledes tale for nægtelse af dispensation, hvis udlejning af

aktivet sker til en lejer, hvor ejeren (udlejeren) har en bestemmende

indflydelse på lejerens handlemåde.

Ved udbud af ejendomme beliggende i udlandet vil der være en formodning

for, at anparten erhverves ud fra skattemæssige hensyn, og der vil da ikke

blive givet dispensation, se TOLD*SKAT Nyt 1992.19.586 om en ejendom i

Holland.

Dispensationer efter de hidtidige relger og efter de nye regler adskiller

sig i princippet ikke fra andre dispensationer meddelt af Ligningsrådet.

Om der foreligger fælles udlejning for flere personers

udlejningsvirksomhed efter bestemmelsen i nr. 12, beror ofte på flere

momenter, der enkeltvis ikke er afgørende. Afgørelsen beror på Ligningsrådets

samlede vurdering af de konkrete forhold.

Ligningsrådets afgørelser er endelige og kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed. Rådets afgørelse er dog ikke bindende for hverken

den skattepligtige eller de lignende myndigheder, når udlejningsforholdene

efterfølgende har ændret sig. Ændringer i ejerkreds og administrationsaftale

mv. kan medføre, at der på ny skal ansøges om dispensation for fælles

udlejning.

E.F.1.5 PSL § 4, stk. 1, nr. 12 2. pkt.

Bestemmelsen i nr. 12 * (indtil ændringen ved lov nr. 425 af 25. juni

1993, nr. 13) omfatter udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom, når

flere end 10 personer som led i en fælles udlejning udlejer

afskrivningsberettiget fast ejendom til samme lejer.

Personkreds

Ved personer forstås fysiske personer, der er skattepligtige her til

landet. Bestemmelsen omfatter således ikke juridiske personer.

Arbejdsindsats

Anpartsreglerne finder dog ikke anvendelse for de ejere der i væsentligt

omfang deltager i virksomhedens drift. Ved afgørelsen af om arbejdsindsatsen

er væsentlig forudsættes anvendt samme praksis som beskrevet ovenfor under

E.F.1.3.2. vedrørende PSL § 4, stk. 1, nr. 10.

Ikke afskrivningsberettiget fast ejendom, som f.eks. sommerhuse og

parcelhuse er undtaget fra bestemmelsen.

Vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede aktiver samt lejebegrebet

iøvrigt henvises til omtalen under E.F.1.2.

Formålet med bestemmelsen er at medtage indkomst fra udlejning af aktiver

i tilfælde, hvor udlejningen ikke sker gennem en anden virksomhed, jf. PSL §

4, stk. 1, nr. 12, 1. pkt., men direkte mellem ejer og lejer. Udlejning af

aktiver til en lejer, der som eneste formål har at foretage den videre

udlejning (fremleje), anses som hovedregel for udlejning til den endelige

lejer.

Såfremt det udlejede aktiv har flere end 10 personer som ejere, er

indkomsten allerede omfattet af § 4, stk. 1, nr. 10.

E.F.1.5.1 Hvornår foreligger der fælles udlejning?

Ved afgørelsen af, om flere end 10 personer udlejer aktiver til samme

lejer som led i en fælles udlejning, afgrænses begrebet fælles udlejning

efter samme retningslinier som anført ovenfor under E.F.1.4.3.

Der foreligger som udgangspunkt ikke fælles udlejning, når flere end 10

personer uafhængigt af hinanden og uden kendskab til de andres udlejning på

samme tid udlejer aktiver til samme lejer. At flere end 10 personer

uafhængigt af hinanden, men på forskellige tidspunkter indgår lejekontrakter

med samme lejer, udelukker ikke, at der i konkrete tilfælde kan foreligge

fælles udlejning til samme lejer.

Hvis en ejer af f.eks. et butikscenter, der er opdelt i flere lejemål,

udlejer et butikslokale til en lejer, der som led i en fælles udlejning lejer

aktiver af flere end 10 personer, er det kun den del af ejerens samlede

indkomst fra udlejningen af hele butikscentret, der kan henføres til det

pågældende butikslokale, der omfattes af bestemmelsen. Opgørelsen af

indtægter og udgifter for den del af udlejningen, der er omfattet, kan, i

tilfælde hvor det ikke er muligt at foretage en nøjagtig opgørelse, foretages

forholdsmæssigt.

E.F.1.5.2 Endelig lejer én eller forskellige lejere

Afgørelsen af, hvem der er lejer efter bestemmelsen, må som udgangspunkt

bero på, hvem der i lejekontrakten er angivet som lejer af det pågældende

aktiv. Lejeren kan være en personligt drevet virksomhed eller et selskab mv.

Staten kan normalt ikke anses for én lejer, men lejeren efter

bestemmelsen kan være en statsinstitution eller lignende. En kommune anses

for én lejer, ligesom fælleskommunale virksomheder normalt må anses

for selvstændige virksomheder og lejere i relation til personskattelovens §

4, stk. 1, nr. 12, 2. pkt.

Udlejning til koncernforbundne selskaber anses som hovedregel for

udlejning til forskellige lejere, jf. dog nedenfor.

Udlejning omfatter også fremleje. Sker udlejningen til en virksomhed alene

med det formål, at denne skal foretage den videre udlejning til den endelige

lejer, anses sidstnævnte for lejer efter bestemmelsen. Endvidere vil

udlejning til en virksomhed uden særlig erhvervsmæssig begrundelse og med

virksomhedens manglende indflydelse på lejefastsættelsen samt ringe

fortjeneste, vil den videre udlejning ofte føre til, at sidste lejer er

endelig lejer efter nr. 12, 2. pkt.

Hvis en lejer, f.eks. et datterselskab, ikke anvender aktiverne i driften

af virksomheden, og der er aftalt ret til fremleje til en anden lejer f.eks.

moderselskabet, der administrerer de indviduelle lejekontrakter med ejerne,

vil sidstnævnte lejer anses for lejer efter bestemmelsen.

At en lejer i henhold til lejekontrakten overdrager sine rettigheder og

forpligtelser til uafhængige eller interesseforbundne parter (f.eks. et

moderselskab eller søsterselskab), fører i almindelighed ikke til, at

sidstnævnte skal anses for lejer, når fremleje indgår i lejernes almindelige

virksomhedsdrift.

Ved afgørelsen af, om der er tale om udlejning af aktiver til forskellige

lejere eller samme lejer (også interessefællesskab af forskellige parter),

tages der udgangspunkt i den individuelt oprettede lejekontrakt. Det bør

klart fremgå af kontrakten, hvilken nærmere bestemt lejer der disponerer over

og bærer risikoen for det lejede, og at denne skal anvende aktiverne i sin

virksomheds drift. Såfremt lejeren i henhold til lejekontrakten er eneste

ansvarlige over for ejeren, må denne anses for den endelige lejer efter

bestemmelsen.

Hvis en lejer reelt ikke anvender aktiverne i virksomhedens drift samtidig

med, at der i henhold til lejekontrakten mellem ejeren og lejeren er ret for

lejeren til at fremleje aktiverne til andre lejere eller fremlejetagere, kan

føre til, at sidstnævnte er lejer efter bestemmelsen. Det vil være tilfældet,

når udlejningen i andet led sker til en anden lejer f.eks. et moderselskab,

og der anvendes fælles ansatte, fælles lokaler mv. til udførelse af

administrationen af såvel de individuelle lejekontrakter med ejerne som

driften af lejerens egentlige erhvervsvirksomhed.

E.F.1.6 * Udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe. PSL

§ 4, stk. 1, nr. 13

Som led i skattereformen blev der ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 indsat

en bestemmelse i PSL § 4, stk. 1, nr. 13, således at de gældende

anpartsregler udvides til at omfatte indkomst fra udlejning af

afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, uanset antal ejere, når

skatteyderen ikke deltager i virksomhedens drift i væsenligt omfang.

Reglen er indsat for at modvirke "skattetænkning" i de såkaldte

10-personers anpartsprojekter.

Arbejdsindsats

Ved afgørelsen af, om skatteyderen deltager i virksomhedens drift i

væsentligt omfang, anvendes praksis efter investeringsfondsloven og

etableringskontoloven. Som vejledende norm anses en personlig arbejdsindsats

på 50 timer månedligt for at være en væsentlig arbejdsindsats.

E.F.1.6.1 Ligningsrådets dispensationsbeføjelse

Ved lovændringen er der i PSL § 4, stk. 6 indsat en dispensationsbeføjelse

for Ligningsrådet vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede

driftsmidler og skibe (den gældende dispensationsbeføjelse vedrørende

indkomst ved udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar

opretholdes, jf. ovenfor under E.F.1.4.4. Bestemmelsen findes efter

lovændringen i PSL § 4, stk. 5).

Dispensation vedrørende driftsmidler og skibe kan kun gives for indkomst

fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der er anskaffet inden lovens

fremsættelse den 19. maj 1993, når det efter Ligningsrådets skøn må anses som

godtgjort, at udlejningen indgår i et generationsskifte eller særlige

omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Dispensationsbestemmelsen har til formål at give mulighed for, at der kan

ske fritagelse for de nye regler for udlejningsvirksomhed, der allerede er

etableret. Det kan f.eks. dreje sig om en allerede etableret

udlejningsvirksomhed vedrørende skibe, der anvendes erhvervsmæssigt. Der kan

derimod ikke forventes dispensation for udlejning af f.eks. lystfartøjer.

Der er mulighed for dispensation, hvis virksomheden er erhvervet som led i

et generationsskifte. Ved generationsskifte forstås normalt

erhvervsvirksomheders videreførelse på nye, typisk yngre ejere efter de

hidtidige ejeres død, pensionering eller tilbagetræden af andre årsager.

Der kan derimod ikke gives dispensation, hvis aktivet er anskaffet fra en

investeringspakke, hvor udbyder f.eks. har tilbudt samtidig finansiering,

sådan at ejernes udlejning ud fra en samlet helhedsbedømmelse af de faktiske

omstændigheder har karakter af at være et investeringsprojekt for passive

investorer, hvor skattemæssige overvejelser må antages at have en væsentlig

betydning for anskaffelsen.

Der kan heller ikke gives dispensation, hvis aktivet indgår i et

"sale and lease back" arrangement, eller udlejes til

videreudlejning, jf. togvognsprojekterne.

E.F.1.6.2 De nye reglers ikrafttræden

Reglen i PSL § 4, stk. 1, nr. 13 om, at indkomst fra udlejning af

afskrivningsberettigede driftsmidler mv. er omfattet af anpartsreglerne har

virkning fra og med den 19. maj 1993 for indkomst ved udlejning af aktiver,

der er anskaffet den 19. maj 1993 eller senere.

For indkomst ved udlejning af aktiver, der er anskaffet i tiden 12. maj

1989 (anpartsindgrebet) til 18. maj 1993, får reglen virkning fra og med

indkomståret 1994.

Dette betyder, at allerede eksisterende projekter, der er etableret efter

anpartsindgrebet i 1989, f.eks. togvogne, høstmaskiner m.m., vil blive

omfattet af den nye regel fra indkomståret 1994.

For indkomståret 1993 gælder endnu de tidligere dispensationsregler

vedrørende aktiver anskaffet før den 30. april 1992, jf. ovenfor under

E.F.1.4.5. *

E.F.1.7 En eller to virksomheder?

Efter praksis vedrørende AL anses besiddelsen af anparter i flere

kommanditselskaber, interessentskaber mv. i visse tilfælde (passiv

besiddelse) for én virksomhed. Denne praksis finder ikke anvendelse

for skattepligtige, som anskaffer en virksomhed, der omfattes af PSL § 4,

stk. 1, nr. 10. Herefter anses medejendomsret til et kommanditselskab mv.,

der omfattes af anpartsreglerne, for en afgrænset virksomhed efter AL. Har en

anpartshaver eksempelvis anparter omfattet af reglerne i to forskellige

anpartsprojekter, betragtes anparterne som to forskellige virksomheder.

Praksisændringen er nødvendig som følge af reglerne om det fælles

skatteregnskab, jf. nedenfor. Er en virksomhed ikke omfattet af

anpartsreglerne, sker der ingen ændring af praksis.

Et selskab stillede Ligningsrådet følgende 3 spørgsmål:

1. Kan en person ved anskaffelse af skibsanparter, i et skibsprojekt

udbudt den 12. maj 1989 eller senere, som er godkendt af industriministeren,

anvende reglerne for fælles afskrivningssaldo for afskrivningsberettigede

aktiver i samtlige virksomheder, såfremt skatteyderen tillige ejer

skibsanparter, anskaffet før 12. maj 1989?

2. Kan en person ved anskaffelse af "brugte" skibsanparter, i et

skibsprojekt udbudt den 12. maj 1989 eller senere, som er godkendt af

industriministeren, anvende reglerne for fælles afskrivningssaldo for

afskrivningsberettigede aktiver i samtlige virksomheder, såfremt skatteyderen

tillige ejer skibsanparter, anskaffet før 12. maj 1989?

3. Kan en person anvende reglerne om fælles afskrivningssaldo, såfremt

denne anskaffer nye anparter i to eller flere skibsprojekter, som er udbudt

den 12. maj 1989 eller senere og godkendt af industriministeren?

Det var Ligningsrådets opfattelse, at bestemmelsen i PSL § 13, stk. 6, 4.

pkt. alene fastslår, at underskudsbegrænsningen i 1.-3. pkt. ikke gælder

skibsvirksomhed omfattet af § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13 (der i alle

tilfælde medregnes til kapitalindkomsten), når industriministeren har

godkendt skibsprojektet. Uanset, om skibsanparter således er omfattet af

sidste punktum, var det Ligningsrådets opfattelse, at virksomheden er

omfattet af anpartsreglerne, herunder reglerne om særskilt afskrivningssaldo.

E.F.1.8 Indkomstopgørelsen for anparts- og udlejningsvirksomheder

Virksomhedens skattepligtige indkomst opgøres som virksomhedens

bruttoindkomst med fradrag af udgifter, herunder afskrivninger, efter

skattelovgivningens almindelige regler herom, jf. dog nedenfor reglerne om

det fælles skatteregnskab. Er virksomheden kun omfattet af reglerne i en del

af året, skal virksomhedens indkomst i sin helhed behandles efter

anpartsreglerne i hele indkomståret. Er virksomheden forbigående, tilfældigt

eller utilsigtet i kun en kortvarig periode omfattet, ses der bort herfra.

Enkelte dele af indkomsten kan om nødvendigt opgøres forholdsmæssigt.

Virksomhedens indkomst omfatter også anparts- eller

udlejningsvirksomhedens renteindtægter og renteudgifter.

Renter

Ved afgørelse af, om der for en virksomhed med flere ejere er tale om

virksomhedens renteudgifter eller de enkelte ejeres private renteudgifter,

lægges vægt på, om der for renteudgifternes vedkommende foreligger fælles

hæftelse i virksomheden. Såfremt en kreditor ved misligholdelse kan søge sig

fyldestgjort i den fælles virksomheds formue eller en del heraf, er der tale

om renter, der vedrører virksomheden. Det samme gælder, hvis ejerne i øvrigt

hæfter solidarisk for gæld.

Er der i en virksomhed med flere ejere ikke solidarisk hæftelse for

renteudgifter, eller er der tale om en udlejningsvirksomhed med kun én

ejer, kan der lægges vægt på, om der f.eks. er ydet lån med pant i

virksomhedens aktiver. Det gælder renter af lån ydet af f.eks.

realkreditinstitutter eller renter af realkreditlignende lån.

For renteindtægternes vedkommende vedrører disse virksomheden, når de

f.eks. opføres i virksomhedens regnskab. I andre tilfælde må afgørelse heraf

foretages konkret.

E.F.1.9 Underskud PSL § 13, stk. 6

Efter PSL § 13, stk. 6, kan et underskud i almindelig eller særlig

indkomst fra en virksomhed, der er omfattet af reglerne for anparts- eller

udlejningsvirksomhed (PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13), ikke fratrækkes

i anden positiv almindelig eller særlig indkomst hos ejeren eller dennes

ægtefælle, men alene modregnes i positiv særlig eller almindelig indkomst fra

samme virksomhed i samme indkomstår. Det gælder dog ikke underskud fra

skibsvirksomhed, der er godkendt af industriministeren, jf. nedenfor.

I det omfang der efter modregning af et underskud i almindelig indkomst i

samme indkomstårs positive særlige indkomst fra virksomheden, fremkommer en

resterende negativ indkomst, skal denne modregnes i positiv indkomst fra

samme virksomhed i et senere indkomstår, uanset om den positive indkomst er

almindelig eller særlig indkomst. Tilsvarende gælder, såfremt der for det

pågældende indkomstår er en negativ særlig indkomst fra virksomheden. Efter

modregning af en negativ særlig indkomst i samme indkomstårs positive

almindelige indkomst, kan en resterende negativ særlig indkomst således kun

modregnes i senere positiv almindelig eller særlig indkomst fra samme

virksomhed.

Modregning af et underskud i positiv indkomst i et senere indkomstår fra

samme virksomhed kan ske, selv om virksomheden for dette indkomstår ikke er

omfattet af reglerne.

Et underskud fra en virksomhed kan ikke fremføres til modregning i senere

positiv indkomst fra en anden virksomhed tilhørende den skattepligtige.

Adgangen til at fremføre underskud efter PSL § 13, stk. 6, gælder uden

tidsbegrænsning.

Ophør

Bestemmelsen gælder også ved ophør af den fælles anpartsvirksomhed eller

ved ophør af udlejningsvirksomheden og ved anpartshaverens eller udlejerens

afståelse af en anpart eller et aktiv. Herefter kan tidligere års opsamlede

underskud modregnes i positiv indkomst i form af avance ved afståelse af

virksomhedens aktiver.

Forskudsafskrivninger efter AL

Underskudsbegrænsningen efter § 13, stk. 6, finder også anvendelse på

forskudsafskrivninger, som en skattepligtig har foretaget på aktiver efter AL

uden allerede at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, når blot de pågældende

aktiver efter færdiggørelsen skal anvendes i en virksomhed, der allerede er

omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13. Om reglens ikrafttræden, se

E.F.1.10.

E.F.1.10 Fælles regnskab LL § 29

I LL § 29 er indsat regler om udarbejdelse af et fælles skatteregnskab for

virksomheden. Formålet med det fælles skatteregnskab er at opnå

administrative lettelser for både anpartshavere og skattemyndigheder ved

indkomst- og formueopgørelsen.

Efter bestemmelsen skal virksomheder med flere end 10 personer som ejere,

hvoraf nogle ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang,

udarbejde et fælles skatteregnskab for disse ejere. Også de ejere, der

deltager i driften i væsentligt omfang, medregnes ved opgørelsen af

ejerantallet. Disse ejere er ikke omfattet af reglerne om fælles

skatteregnskab. Forudsætningen for, at der kan udarbejdes et fælles regnskab

for de pågældende ejere, vil normalt være, at der udarbejdes et fælles

skatteregnskab for hele virksomheden.

Kravet om udarbejdelse af et fælles skatteregnskab gælder for alle

skattepligtige personer, uanset hvornår virksomheden er anskaffet.

Der skal ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab for en

udlejningsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12 eller 13.

Bestemmelsen om det fælles skatteregnskab gælder kun virksomheder med fast

driftssted her i landet. Har virksomheden kun fast driftssted i udlandet,

skal der ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab for ejerne, selv om en

eller flere af ejerne er skattepligtige til Danmark.

Det fælles skatteregnskab opgøres efter skattelovgivningens almindelige

regler. Opgørelsesmetoderne er dog fastlagt på følgende to områder:

1. Ved opgørelsen af virksomhedens skatteregnskab skal virksomhedens

renteindtægter og renteudgifter periodiseres.

2. Som hovedregel skal der for alle skattepligtige anvendes samme

afskrivnings- og nedskrivningssatser i det fælles skatteregnskab.

Alle ejernes af- og nedskrivninger i virksomheden er omfattet af

bestemmelsen om anvendelse af fælles af- og nedskrivningssatser.

Efter LL § 29, stk. 3, skal det fælles skatteregnskab ikke anvendes for

afskrivningsgrundlag og afskrivningssatser, hvis den skattepligtige for

indkomståret 1988 eller tidligere har haft et andet afskrivningsgrundlag end

de øvrige ejere. Er det tilfældet, kan den skattepligtige derfor selv

fastsætte afskrivningssatser ved indkomstopgørelsen.

En skattepligtig kan for en anpart også have et afskrivningsgrundlag, der

er forskelligt fra de øvrige ejere, ved køb af en brugt anpart, eller ved

forlods afskrivninger på et aktiv ved anvendelse af

investeringsfondshenlæggelser eller etableringskontomidler. I disse tilfælde

kan den skattepligtige ligeledes selv fastsætte afskrivningssatser.

Har en skattepligtig med anparter i flere virksomheder fælles

afskrivningssaldo for aktiverne i disse virksomheder, kan den skattepligtige

fortsat foretage individuelle afskrivninger på den fælles saldoværdikonto ved

indkomstopgørelsen. Der kan for anparter i flere virksomheder omfattet af

reglerne ikke længere etableres fælles afskrivningssaldo.

Efter LL § 29, stk. 2, skal det fælles skatteregnskab opgøres for

kalenderåret, medmindre Ligningsrådet tillader anvendelsen af et andet

regnskabsår. De fleste anpartshavere, der har lønindkomst, har kalenderåret

som indkomstår. Tilladelse til anvendelse af et andet regnskabsår end

kalenderåret kan gives i tilfælde, hvor kalenderåret kun vanskeligt kan

anvendes.

E.F.1.11 Indberetning af oplysninger SKL § 8 S

Efter SKL § 8 S, skal virksomheder med ejere, hvis indkomst og formue fra

virksomheden opgøres efter LL § 29, hvert år indberette oplysninger fra det

fælles skatteregnskab til de centrale skattemyndigheder (Told- og

Skattestyrelsen). Indberetning skal ske inden den 1. maj i året efter det

kalenderår, som oplysningerne vedrører, se A.L.2.3.5.

E.F.1.12 Ikrafttræden mv.

Bestemmelserne om beskatning af indkomst som kapitalindkomst og

underskudsbegrænsning har virkning for indkomst fra selvstændig

erhvervsvirksomhed, når den skattepligtige anskaffer virksomheden eller en

del af en virksomhed den 12. maj 1989 eller senere.

Alle anskaffelser den 12. maj 1989 eller senere er omfattet. Reglerne

gælder således både, når der er tale om anskaffelse af en anpart i en

anpartseller udlejningsvirksomhed, der er etableret før den 12. maj 1989, og

når der er tale om anskaffelse af en anpart i en ny anpartseller

udlejningsvirksomhed, der etableres den 12. maj 1989 eller senere. Den

tilgang som interessenter eller kommanditister opnår i tilfælde, hvor en

eller flere af deltagerne må udtræde som følge af misligholdelse anses

ligeledes som en anskaffelse, se f.eks. t&s nyt 1991.2.78 (lsr.) om

interessenters erhvervelse af nødlidende brugte anparter, samt t&s nyt

1991.17.951 (lsr.) om kommanditisters nedsættelse af stamkapitalen, svarende

til 1.712 anparter.

Er en virksomhed, der er omfattet af den tidligere affattelse af

bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 10, anskaffet inden den 12. maj 1989,

finder denne affattelse fortsat anvendelse for virksomheden også efter den

12. maj 1989. Indkomst fra en biskibsvirksomhed anskaffet før den 12. maj

1989 beskattes dermed fortsat som kapitalindkomst, og der gælder ingen

underskudsbegrænsning for indkomsten fra disse virksomheder. Dette gælder

også biskibsvirksomheder med 10 ejere eller derunder. Desuden kan

virksomhedsordningen ikke anvendes på indkomst fra biskibsvirksomheden.

Anskaffer en skibsvirksomhed, der er etableret før den 12. maj 1989, og

som før den 12. maj 1989 blev beskattet efter den dagældende affattelse af

PSL § 4, stk. 1, nr. 10, den 12. maj 1989 eller senere yderligere aktiver,

f.eks. et skib, beskattes indkomsten fra dette skib som kapitalindkomst. Har

skibsvirksomheden flere end 10 ejere, kan anskaffelse af yderligere aktiver

dog anses for unødvendig for skibsvirksomhedens fortsatte drift, hvorved

indkomsten fra hele skibsvirksomheden undergives underskudsbegrænsning, jf.

nedenfor.

* Ved udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe

(anparter) anskaffet den 19. maj 1993 eller senere, beskattes indkomsten fra

udlejningen, uanset antallet af ejere, og uanset formålet med udlejningen som

kapitalindkomst og med underskudsbegrænsning (medmindre arbejdskravet er

opfyldt). * Industriministerens godkendelse

Efter PSL § 13, stk. 6, 4. pkt., gælder bestemmelsen om

underskudsbegrænsning ikke, når industriministeren har godkendt

skibsprojektet.

Industriministerens adgang til at godkende skibsprojekter med skattemæssig

virkning ophører med udgangen af 1993, idet revisionsklausulen i § 8, stk. 3,

i lov nr. 388 af 7. juni 1989 (Anparter) er ophævet.

Industriministerens godkendelse i skatteretlig henseende af skibsprojekter

følger den praksis, der blev etableret ved lov nr. 767 af 12. nov. 1986 om

ændring af forskellige skattelove, som gennemførte skibsværftsaftalen fra

1986 om bl.a. en midlertidig forhøjelse af forskudsafskrivningerne på

skibsanparter.

Køb af en skibsanpart den 12. maj 1989 eller senere i et skibsprojekt, der

ikke har opnået industriministerens godkendelse efter anpartsloven medfører,

at anparten undergives reglerne om underskudsbegrænsning.

Industriministerens godkendelse af skibsprojekter efter bestemmelsen er

henlagt til Sekretariatet for Skibsfinansiering under Industriministeriet. Om

godkendte skibsprojekter se cirkulæret pkt. 31 samt t&s nyt 1991.2.56.

Ved afgørelse af, om en virksomhed efter PSL § 4, stk. 1, nr. 10, er

anskaffet før den 12. maj 1989, skal der lægges vægt på, om der er indgået en

bindende aftale. Dette gælder selv om der efter gældende praksis ikke altid

er fradragsret for driftsomkostninger i virksomheden fra det tidspunkt, hvor

den bindende aftale er indgået. Foreligger der en bindende aftale mellem

anpartshaveren og den fælles anpartsvirksomhed om etablering af en konkret

erhvervsmæssig aktivitet, f.eks. ved kommanditistens underskrift på en

tegningsaftale og kommanditselskabets accept af tegningsaftalen, anses

virksomheden som hovedregel for anskaffet af anpartshaveren.

Det er ikke et krav, at virksomhedens aktiver tillige er anskaffet

(leveret), og at virksomheden er i drift på dette tidspunkt. Foreligger der

en bindende aftale mellem en køber og en sælger om overdragelse af en

virksomhed, f.eks. ved en kontrakt, slutseddel el.lign., foreligger der som

hovedregel anskaffelse af en virksomhed efter loven.

Har anpartshaveren inden den 12. maj 1989 indgået aftale om erhvervelse af

en virksomhed eller anpart i en virksomhed, finder de hidtidige regler

anvendelse for indkomsten fra denne virksomhed.

Der gælder samme regler for udlejningsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk.

1, nr. 12, og 13.

Indkomst fra en udlejningsvirksomhed anskaffet før den 12. maj 1989

omfattes ikke af PSL § 4, stk. 1, nr. 12, og 13 ved udlejning af aktivet den

12. maj 1989 eller senere. Indkomsten omfattes således ikke af bestemmelsen i

nr. 12, selv om administration af udlejningen denne dato eller senere overgår

fra ejeren selv til en virksomhed eller overgår fra en virksomhed til en

anden virksomhed. Indkomsten fra udlejningen er desuden ikke omfattet af nr.

12, 2. pkt., hvis udlejningen sker til en lejer, der den 12. maj 1989 eller

senere lejer aktiver af flere end 10 personer som led i en fælles udlejning.

Indkomsten fra udlejningen af et aktiv omfattes heller ikke, hvis ejeren

af aktivet har anvendt aktivet erhvervsmæssigt i en anden virksomhed før den

12. maj 1989 og på denne dato eller senere påbegynder udlejning af aktivet,

såfremt afskrivningssaldoen for aktivet efter afskrivningslovens praksis

fortsætter. Er aktivet derimod anvendt privat før den 12. maj 1989 og

herefter udlejet den 12. maj 1989 eller senere, foreligger der anskaffelse af

en udlejningsvirksomhed efter anpartsreglerne, jf. AL § 32, stk. 3. Det samme

gælder for fast ejendom.

Efter PSL § 4, stk. 1, nr. 10, er det uden betydning for en skattepligtig,

der har anskaffet virksomheden den 12. maj 1989 eller senere og dermed er

omfattet af anpartsreglerne, at de øvrige ejere har anskaffet deres

virksomhed før den 12. maj 1989.

Det er efter bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, 1. pkt. ligeledes

uden betydning, at de øvrige personer, der udlejer aktiver gennem den samme

virksomhed, har anskaffet deres virksomheder før den 12. maj 1989, og dermed

ikke er omfattet af anpartsloven. Endelig er det efter bestemmelsen i PSL §

4, stk. 1, nr. 12, 2. pkt., uden betydning, at de øvrige personer, der

udlejer aktiver til den samme lejer, har anskaffet deres virksomheder før den

12. maj 1989.

Er et aktiv ved anskaffelsen den 12. maj 1989 eller senere allerede

udlejet således, at køberen overtager den af sælger indgåede lejekontrakt med

lejeren, er udlejningen omfattet, såfremt lejeaftalen enten administreres af

en virksomhed, der formidler udlejning af aktiver eller varetager

administrationen af lejeaftaler for flere end 10 personer, eller udlejningen

sker til en lejer, der lejer aktiver af flere end 10 personer som led i en

fælles udlejning. Såfremt der til anskaffelsen af aktivet er knyttet en ny

lejeaftale, hvis virkning er afhængig af købet, er udlejningen omfattet, når

den nye lejeaftales indgåelse er formidlet af en virksomhed, der formidler

udlejning for flere end 10 personer. Såfremt der til salget af et aktiv er

knyttet en lejeaftale med den tidligere ejer, vil der normalt altid foreligge

en sådan ny aftale.

Har en anpartshaver anskaffet en anpart før den 12. maj 1989 og en anpart

yderligere den 12. maj 1989 eller senere i samme virksomhed anvendes de

regler, der gjaldt indtil denne dato, for den anpart, der er anskaffet før

den 12. maj 1989, og anpartslovens regler for den anpart, der anskaffes den

12. maj 1989 eller senere, jf. f.eks. t&s nyt 1991.2.78 (lsr.) og t&s

nyt 1991.17.951 (lsr.).

E.F.1.12.1 Fælles udlejning mv. overgangsregler

Reglerne om fælles udlejning har virkning for indkomst fra selvstændig

erhvervsvirksomhed, som den skattepligtige anskaffer den 12. maj 1989 eller

senere svarende til det tidspunkt, hvorfra lov nr. 388 af 7. juni 1989 har

virkning. Disse regler om ikrafttræden for mindre udlejningsvirksomheder er

nærmere omtalt ovenfor under E.F.1.11, i cirkulære nr. 15 af 22. jan. 1990,

afsnit F, punkterne 29, 32 og 33 samt i cirkulære nr. 364 af 6. juni 1991.

Lempeligere beskatning

Hvis den skattepligtige har anskaffet en virksomhed i perioden fra den 12.

maj 1989 og indtil lovens ikrafttræden den 8. juni 1991, finder de hidtil

gældende bestemmelser anvendelse, såfremt disse fører til en lempeligere

beskatning end de ved lov nr.364 af 6. juni 1991 fastsatte bestemmelser.

Er en udlejningsvirksomhed omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr.

12 og 13, som affattet ved lov nr. 388 af 7. juni 1989, og er den

skattepligtige indkomst fra virksomheden for denne periode positiv, finder

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13, og § 4, stk. 5, og § 13, stk.

6, jf. affattelsen af disse bestemmelser ved lov nr. 388 af 7. juni 1989,

anvendelse. Indkomsten beskattes i disse tilfælde som kapitalindkomst. Dette

gælder også for indkomst fra virksomheden efter den 8. juni 1991.

Virksomhedsordningen

I tilfælde hvor indkomsten ved dispensation fra anpartsreglerne bliver

personlig indkomst, eller hvis virksomheden iøvrigt ikke omfattes af

anpartsreglerne, vil den skattepligtige kunne have interesse i af benytte

virksomhedsordningen, se om adgangen til genoptagelse med henblik på

efterfølgende indtræden i virksomhedsordningen, afsnit E.G.1.4.4.

E.F.1.12.2 Forskudsafskrivninger efter AL

Foretager en skattepligtig, der ikke allerede driver selvstændig

erhvervsvirksomhed, forskudsafskrivninger efter afskrivningslovens

bestemmelser på aktiver, der efter færdiggørelsen skal anvendes i en

virksomhed, der er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 (flere

end 10 ejere), 12 eller nr. 13, fragår de foretagne forskudsafskrivninger i

den indkomst, der skal beskattes efter anpartsreglerne, fra og med det

indkomstår, hvori der foretages forskudsafskrivninger.

Underskudsbegrænsningen efter § 13, stk. 6, skal dermed anvendes for de

foretagne forskudsafskrivninger.

Som eksempel på lovændringen kan nævnes en bygherre, der indgår en aftale

med en kommende lejer om, at den bygning, som bygherren vil opføre, efter

færdiggørelsen skal indgå som en del af et fælles udlejningsprojekt for flere

end 10 personer. Bygherren omfattes af anpartsreglerne, såfremt vedkommende

foretager forskudsafskrivninger. Bygherren er omfattet af reglerne fra det

tidspunkt, hvor forskudsafskrivningerne foretages.

Hvis bygherren foretager forskudsafskrivninger, medregnes disse ikke til

indkomsten fra virksomheden efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12

og 13, hvis virksomheden først bliver omfattet af anpartsreglerne i et senere

indkomstår. Dette gælder, når der f.eks. ved byggeriets start ikke er indgået

en kontrakt om udlejning, der omfattes af anpartsreglerne i

personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 eller 13.

E.F.1.13 Anskaffelse af aktiver eller overtagelse af anden virksomhed

Reglerne om beskatning af indkomst som kapitalindkomst og

underskudsbegrænsningen har endvidere virkning for indkomst fra selvstændig

erhvervsvirksomhed, når den skattepligtige har anskaffet virksomheden eller

en del heraf før den 12. maj 1989, og virksomheden på denne dato eller senere

anskaffer aktiver eller overtager anden virksomhed, uden at dette er

nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift.

Formålet med bestemmelsen er at imødegå, at nye anpartsprojekter mv.

etableres i en virksomhed etableret før den 12. maj 1989, hvorved

virksomheden ikke omfattes af de nye bestemmelser. Anses anskaffelsen af et

aktiv for unødvendig for virksomhedens fortsatte drift, bliver hele

virksomheden omfattet af anpartsreglerne.

Udgangspunktet for vurderingen af, hvorvidt anskaffelsen har været

nødvendig for virksomhedens fortsatte drift, kan være, om virksomheden har

fradragsret for udgiften til anskaffelsen af aktivet ud fra en

driftsomkostningsbetragtning. Er det tilfældet, vil aktivet normalt også være

nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift. Hvis der sker aktivering af

anskaffelsen, vil der dog i visse tilfælde ikke foreligge en anskaffelse, der

kan anses for nødvendig for den fortsatte drift.

Som en hovedregel skal det kun ved større anskaffelser vurderes, om disse

har været nødvendige for den fortsatte drift af virksomheden.

Finansielle aktiver

Ved ændringen af § 8, stk. 2, 3. pkt., i lov nr. 388 af 7. juni 1989 om

ændring af forskellige skattelove (Anparter), jf. lov nr. 364 af 6. juni

1991, undtages finansielle aktiver fra bestemmelsen om, at anskaffelse af

aktiver i en virksomhed etableret før den 12. maj 1989, der ikke er

nødvendige for virksomhedens forstatte drift, fører til, at anpartsreglerne

skal anvendes for virksomheden. Herefter gælder reglen kun ved anskaffelse af

andre aktiver end finansielle aktiver.

Kapitalomplaceringer og anskaffelse af finansielle aktiver ved disposition

over en midlertidig likviditetsreserve kan således foretages, uden at der af

denne grund skal tages stilling til, om virksomheden bliver omfattet af

anpartsreglerne.

Anskaffer en virksomhed et eller flere aktiver til erstatning for et eller

flere afhændede aktiver, vil anskaffelsen som hovedregel kunne anses for

nødvendig for virksomhedens fortsatte drift. Udskifter en virksomhed derimod

hovedaktivet af andre grunde end f.eks. nedslidning eller teknisk/-økonomisk

forældelse, vil der som udgangspunkt foreligge en anskaffelse, der ikke er

nødvendig for virksomhedens fortsatte drift.

Udvidelse af en virksomheds aktiviteter ved anskaffelse af et eller flere

aktiver kan i visse tilfælde anses for nødvendig for virksomhedens fortsatte

drift, hvis udvidelsen ligger inden for den eksisterende virksomheds

naturlige rammer.

Mindre udvidelser kan som hovedregel anses for nødvendige for den

fortsatte drift. Det gælder eksempelvis en mindre om- og tilbygning af fast

ejendom.

Større udvidelser kan normalt ikke anses for nødvendige for den

eksisterende virksomheds fortsatte drift. En større udvidelse kan foreligge,

når ejere af f.eks. en afskrivningsberettiget ejendom anskaffer en

tilsvarende ejendom.

Som det fremgår vil det være meget begrænset hvilke anskaffelser den

"gamle" virksomhed kan foretage, uden at hele virksomheden derved

bliver omfattet af anpartsreglerne. Dette kan illustreres af følgende 2 helt

principielle afgørelser fra Ligningsrådet, som må anses som grænsedragende

for omfanget af de anskaffelser, der normalt vil blive accepteret af

skattemyndighederne.

Et kommanditselskab var stiftet i 1988 med en kapital på ca. 75 mill. kr.

fordelt på 454 anparter. Med overtagelse slutningen af dec. 1988 købte

kommanditselskabet en ejendom i Vesttyskland og 5 ejendomme i Danmark.

Afskrivningsgrundlaget for ejendommene i Danmark blev opgjort til 31,6 mill.

kr.

Kommanditselskabet påtænkte nu at nedrive en gammel 2-plansbygning på 53

m2, som blev brugt til lager, på den ene af de 5 danske ejendomme, der havde

en anskaffelsessum på 9 mill. kr. Til erstatning herfor ønskedes opført en ny

lagerbygning på 97 m2 til ca. 800.000 kr. Det var i øvrigt oplyst, at en

istandsættelse af lagerbygningen ikke var økonomisk rentabel. I øvrigt

oplyste selskabet, at udvidelsen var nødvendig på grund af pladsmangel og

uhensigtsmæssig opbygning.

Ligningsrådet fandt efter en samlet konkret vurdering ikke, at den

påtænkte nyopførelse, der var budgetteret til at koste ca. 800.000 kr., måtte

betragtes som en unødvendig udvidelse,der lå uden for den eksisterende

virksomheds naturlige rammer, hvorfor kommanditselskabets virksomhed ikke

ville blive omfattet af anpartsreglerne.

Et andet kommanditselskab var ligeledes stiftet i 1988 med det formål at

erhverve og udleje 3 erhvervsejendomme. Selskabet havde en samlet kapital på

31,5 mill. kr. fordelt på 18 anparter. I tilknytning til den ene af de

anskaffede ejendomme indgik kommanditselskabet i dec. 1988 en

entreprisekontrakt om opførelse af en nybygning til en samlet anskaffelsessum

på 7 mill. kr. I okt. 1989 stillede lejeren krav om en udvidelse af den

oprindelige entreprisekontrakt på ca. 2,2 mill. kr. Udvidelsen drejede sig

bl.a. om en ændring af en produktionshal, således at der kunne installeres en

løbekran, samt opførelse af en lagerbygning.

Det var oplyst, at såfremt de pågældende ændringer ikke blev udført, ville

lejeren også fraflytte de eksisterende byninger i lejemålet.

Det var Ligningsrådets opfattelse, at den påtænkte bygning måtte anses for

nødvendig for virksomhedens fortsatte drift, og at ombygningen lå inden for

vikrsomhedens naturlige rammer.

Ved vurderingen af om en udvidelse af en virksomheds aktiviteter er

nødvendige, kan der endvidere lægges vægt på den forøgelse af omsætningen,

som udvidelsen medfører. Har udvidelsen medført en væsentlig forøgelse af

omsætningen i løbet af det indkomstår, der følger efter det år, hvori

udvidelsen har fundet sted, taler dette for, at udvidelsen må anses for

unødvendig for virksomhedens fortsatte drift. Ligningsrådet har i en bindende

forhåndsbesked bl.a. henset til at det måtte antages, at investeringen ville

formå at styrke omsætningen. Det samme gælder, hvis udvidelsen har medført,

at virksomhedens balance er steget kraftigt.

Overtagelse af anden virksomhed kan som hovedregel ikke anses for

nødvendig for den fortsatte virksomhed.

Anskaffer en virksomhed aktiver, således at der etableres en helt ny

virksomhed, f.eks. et ejendomsinteressentskabs anskaffelse af et skib, kan

anskaffelsen af skibet i de almindelige tilfælde ikke anses for nødvendig for

den fortsatte drift af ejendomsinteressentskabet. Det beror i øvrigt på en

konkret vurdering, hvorvidt driftsomlægning er nødvendig for den fortsatte

drift af en eksisterende virksomhed.

Anskaffer en virksomhed flere gange over et kortere tidsrum aktiver, hvis

anskaffelse hver gang anses for nødvendig for den fortsatte drift, kan

anskaffelsen af de samlede aktiver vurderes under ét, selv om

udgangspunktet er, at hver anskaffelse vurderes for sig.

E.F.1.14 Udlæg til arvinger mv.

Efter anpartslovens § 8, stk. 2, anses en overgang af virksomheden til et

dødsbo efter ejeren eller dennes ægtefælle, udlæg til en arving, ægtefælle

eller legatar fra et dødsbo eller udlevering af dødsbo til længstlevende

ægtefælle til hensidden i uskiftet bo ikke som anskaffelse. Udlæg til en

arving, ægtefælle eller legatar betragtes heller ikke som anskaffelse, selv

om dødsboet er opstået ved skifte af uskiftet bo.

Afgørende for, om anpartslovens bestemmelser finder anvendelse er

herefter, hvornår afdøde anskaffede virksomheden. Har afdøde anskaffet

virksomheden før den 12. maj 1989, er virksomheden ikke omfattet af

anpartsreglerne, og der foreligger ikke anskaffelse for arvinger mv. i de

nævnte tilfælde den 12. maj 1989 eller senere.

E.F.2 Kommanditister

E.F.2.1 Kommanditisters indkomstopgørelse mv.

I et kommanditselskab hæfter en eller flere (komplementarerne) personligt

og solidarisk for selskabets forpligtelser, medens de øvrige deltagere

(kommanditisterne) alene hæfter inden for nærmere fastsatte grænser.

De enkelte kommanditister beskattes af deres anpart i kommanditselskabet

på samme måde som interessenter i et interessentskab.

Kommanditisters adgang til fradrag for tab som følge af påtagen

selvskyldnerkaution over for kommanditselskabets kreditorer og tab, som

skyldes at medkommanditister ikke overholder deres indskudsforpligtelse mv.

skal vurderes ud fra de almindelige regler om fradrag for driftstab. Se også

afsnit E.A.2.5, E.A.2.8.

Ifølge praksis anses disse tab dog ikke som fradragsberettigede driftstab,

men som formuetab. Tabet kan derfor ikke fratrækkes, uanset at

kommanditistens andel af tabet ligger inden for hæftelsen som kommanditist,

HD af 8. jan. 1988 (Skat 1988.3.119), lsr. 1983.45 og ØLD af 17. maj 1989

(Skat 1989.7.525).

En kommanditists tab på indskud i et kommanditselskab, hvis formål var at

udleje samt handle med kapitalgoder af enhver art, men som aldrig havde været

i drift og senere var gået konkurs, blev anset for at være et ikke

fradragsberettiget formuetab, lsr. 1984.59.

En kommanditist, der havde kautioneret for selskabets bankgæld, måtte

indbetale kr. 50.000 da kautionsforpligtelsen blev aktuel. Selv om han havde

modtaget en årlig præmie på 5.000 kr. for at påtage sig

kautionsforpligtelsen, kunne kautionstabet ikke anses for en

fradragsberettiget driftsudgift, idet han ikke havde drevet virksomhed med

sikkerhedsstillelse. Da der ikke i forbindelse med hans kaution for

kommanditselskabet var sket fraskrivelse af adgangen til regres, kunne

kautionstabet heller ikke betragtes som et fradragsberettiget tab af indskud,

lsr. 1984.177.

Fradragsbegrænsning

For kommanditister er adgangen til underskudsfradrag mv. begrænset enten

efter reglerne i PSL § 13, stk. 6, jf. nærmere afsnit E.F.1.2 eller efter

reglerne i Ligningsrådets anvisning om kommanditisters fradrag af underskud

mv. T&S cirk. 1990-1, se nedenfor.

Ifølge Ligningsrådets anvisning, som gælder for kommanditister som har

indkomst, der ikke er omfattet af reglerne i PSL § 13, stk. 6, kan

kommanditistens fradrag ikke overstige hans hæftelse som kommanditist, jf. i

øvrigt HD af 4. nov. 1982 (skd. 64.82) og lsr. 1974.38.

Fradragskontoen

For at kunne styre, i hvilket omfang afskrivninger og underskud kan

fradrages, føres en fradragskonto for hver kommanditist. Denne konto

godskrives samtlige de beløb, der kan tages i betragtning som kommanditistens

ansvarlige kapital, medens kontoen på den anden side reduceres med de af

kommanditisten foretagne af- og nedskrivninger samt underskudsfradrag.

Kommanditisten kan herefter kun fradrage underskud samt skattemæssige af- og

nedskrivninger i det omfang, beløbet modsvares af en positiv saldo på

fradragskontoen.

I lsr. 1985.51 fandtes forlods afskrivning gennem frigivelse af

etableringskontomidler i juni 1981 principielt at måtte ligestilles med andre

skattemæssige afskrivninger, og da fradragskontoen pr. 31. dec. 1981 herefter

var negativ, kunne kommanditisten ikke fradrage et underskud på 11.634 kr.

for indkomståret 1981.

Landsskatteretten fandt, at en kommanditist, der havde en negativ

fradragskonto som følge af frigivne investeringsfondshenlæggelser, ikke var

berettiget til at modregne underskud fra tidligere år i overskud for et

senere år, jf. Skat 1985.1.13.

E.F.2.2 Ligningsrådets anvisning

Om kommanditisters fradrag af underskud mv., jf. T&S cirk. 1990-1.

For kommanditister, som har indkomst, som ikke er omfattet af reglen i PSL

§ 13, stk. 6, gælder de i cirkulæret under pkt. 1-4 nævnte

fradragsbegrænsningsregler.

E.F.2.2.1 Fradragskontoen

Kommanditisten kan ikke ved sin indkomstopgørelse samlet fratrække et

større beløb end svarende til den til anparten hørende hæftelse, idet anpart

i driftsunderskud samt skattemæssige af- og nedskrivninger alene kan

fratrækkes i den udstrækning, de modsvares af en positiv saldo på

fradragskontoen.

Ved opgørelsen af saldoen på fradragskontoen medtages følgende beløb:

a) Indskud, der kan anses for ansvarlig indskudskapital. Der medregnes

såvel indbetalt som skyldigt indskud.

b) Vederlag betalt for overtagelse af anpart fra anden deltager. Der

medregnes såvel udredet vederlag som overtagne indskudsforpligtelser.

c) Forpligtelser som følge af kommanditistens medhæftelse som selvskyldner

for selskabsgæld, i det omfang forpligtelsen endeligt påhviler kommanditisten

uden regres til andre deltagere.

d) Anpart i kommanditselskabets overskud i det omfang dette beløb

forbliver indestående i selskabet på samme vilkår som ansvarlig

indskudskapital.

e) Beskattede avancer ved afhændelse af kommanditselskabets aktiver i den

udstrækning disse modsvarer af- og nedskrivninger, der er fragået

fradragskontoen.

f) Anpart i kommanditselskabets fortjenester ved afhændelse af selskabets

aktiver samt anpart i kommanditselskabets realiserede formuegevinster (f.eks.

kursgevinster ved indfrielse af lån) i det omfang denne fortjeneste forbliver

indestående i selskabet på samme vilkår som ansvarlig indskudskapital.

Der fragår følgende beløb:

g) Anpart i selskabets driftsunderskud, der er fratrukket ved

indkomstopgørelsen.

h) Skattemæssigt fratrukne af- og nedskrivninger på anpart i selskabets

aktiver.

i) Forlods afskrivninger som følge af anvendelse af

investeringsfondshenlæggelse eller indskud på etableringskonto.

j) Forskudsafskrivninger på anpart i selskabets aktiver.

k) Anpart i kommanditselskabets realiserede formuetab (ikke

fradragsberettigede omkostninger og tab ved selskabets afhændelse af

aktiver), i det omfang beløbene belastes kommanditistens kapitalkonto i

kommanditselskabet, og de ikke modsvares af skattemæssige afskrivninger eller

fradrag, jf. lsr. 1984.149.

E.F.2.2.2 Fælles saldoværdikonto

Foretager en kommanditist i medfør af afskrivningslovens regler

saldoafskrivning på en fælles saldoværdikonto, hvori indgår anpart i aktiver

i kommanditselskabet og aktiver uden for kommanditselskabet (såvel anpart i

andre kommanditselskabers aktiver som aktiver i virksomhed, hvor

kommanditisten er fuldt ansvarlig) gælder:

a) Der kan ved indkomstopgørelsen ikke fratrækkes

- anpart i kommanditselskabets driftsunderskud opgjort efter skattemæssige

regler, og

- skattemæssige nedskrivninger og separate afskrivninger (hvorved forstås

skattemæssige afskrivninger bortset fra saldoafskrivninger) vedrørende anpart

i kommanditselskabets aktiver,

hvis summen af de gennem årene foretagne fradrag for anpart i

driftsunderskud, skattemæssige nedskrivninger og separate afskrivninger

tillige med anpart i realiserede ikke fratrukne formuetab vedrørende

kommanditselskabet overstiger hæftelsen for den pågældende anpart.

b) Der kan ved indkomstopgørelsen ikke fratrækkes

- anpart i kommanditselskabets(ernes) driftsunderskud opgjort efter

skattemæssige regler,

- skattemæssige nedskrivninger og separate afskrivninger vedrørende anpart

i kommanditselskabets(ernes) aktiver, samt

- skattemæssige afskrivninger på den fælles saldoværdikonto,

hvis de samlede skattemæssige fradrag gennem årene og konstaterede ikke

fratrukne formuetab overstiger summen af de pågældende anparters hæftelse.

Dette betyder, at der føres en fælles fradragskonto for de anparter, hvis

aktiver indgår i en fælles saldoværdikonto.

Den fælles fradragskonto godskrives anparternes hæftelse mv. og belastes

med skattemæssige driftsunderskud, nedskrivninger og separate afskrivninger,

realiserede formuetab samt de skattemæssige afskrivninger på den fælles

saldoværdikonto.

Den fælles fradragskonto kan ikke godskrives et beløb vedrørende en

anpart, der overstiger det beløb, der er ført som tilgang på den fælles

saldoværdi fra anparten.

Indgår der i saldoværdikontoen tilgang fra virksomhed, hvor kommanditisten

er fuldt ansvarlig, godskrives den fælles fradragskonto et beløb svarende til

tilgangen i den fælles saldoværdi fra denne virksomhed, og den fælles

fradragskonto belastes med de samlede skattemæssige afskrivninger på den

fælles saldoværdikonto.

E.F.2.2.3 Konsekvenser af fradragsbegrænsninger

Skattemæssige afskrivninger, der efter punkterne 1 og 2 ikke kan foretages

med virkning for indkomstopgørelsen, anses for ikke foretaget.

I det omfang skattemæssige afskrivninger kan foretages, anses bundne

afskrivninger for foretaget forud for afskrivninger, der efter

kommanditistens valg kunne være henskudt til et senere indkomstår.

Anpart i driftsunderskud og bundne skattemæssige afskrivninger, for hvilke

fradrag er nægtet ved indkomstopgørelsen under hensyn til fradragskontoens

udvisende, kan uden tidsbegrænsning bringes til fradrag ved

indkomstopgørelsen inden for en på fradragskontoen i senere indkomstår

fremkommen positiv saldo.

E.F.2.2.4 Den skattemæssige formue

En kommanditist kan ikke ved opgørelsen af den skattepligtige formue

fratrække et større beløb svarende til restindskudsforpligtelsen (forskellen

mellem hæftelsen og de faktisk foretagne indskud).

De i anvisningen behandlede skattemæssige problemer falder i to led: 1)

Reglerne om fradragsbegrænsning. 2) Formueopgørelsen.

Ad 1) Fradrags- begrænsningen

Det præciseres, at en kommanditist, hvis fradragskonto for et givet

indkomstår er nul, ikke kan foretage skattemæssige af- og nedskrivninger på

andel i kommanditselskabets aktiver, selv om driftsresultatet for det

omhandlede år udviser overskud.

Er fradragskontoen negativ, kan der som udgangspunkt ikke foretages

skattemæssige af- og nedskrivninger. Dette gælder dog ikke, såfremt årets

driftsoverskud forbliver indestående som ansvarlig indskudskapital, idet der

i dette tilfælde kan foretages skattemæssige af- og nedskrivninger for et

beløb svarende til den del af overskuddet, der overstiger fradragskontoens

negative saldo, jf. lsr. 1982.166.

Ved opgørelsen af fradragskontoen skal fratrækkes alle skattemæssige

afskrivninger.

I et tilfælde, hvor der var opstået en negativ saldo på fradragskontoen

som følge af, at fradragskontoen var belastet med visse formuetab, fandtes

der ikke at være grundlag for at beskatte kommanditisten af et beløb svarende

til den negative saldo på fradragskontoen, se Skat 1988.10.608.

Ad 2) Formueopgørelsen

Fradragskontoen skal ikke anvendes som udgangspunkt for fastsættelsen af

den formueskattepligtige værdi, og en kommanditist kan ikke ved opgørelsen af

den skattepligtige formue fratrække et større beløb vedrørende

kommanditanparten end svarende til restindskudsforpligtelsen (forskellen

mellem hæftelsen og de faktisk foretagne indskud).

E.F.2.3 Afståelse

Ved en kommanditists afståelse af en kommanditanpart og ved

kommanditselskabets afståelse af aktiver skal kommanditisten opgøre

skattemæssig avance efter skattelovgivningens almindelige regler for

afståelse af de pågældende aktiver, idet kommanditisten skattemæssigt anses

for at have afstået ideelle anparter i kommanditselskabets aktiver og

eventuelle passiver.

Salgssummen opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, idet der

ved afståelse af anpart tages hensyn til den ideelle anpart i

kommanditselskabets gæld, som kommanditisten samtidig overdrager, jf. lsr.

1981.70 og VLD af 9. nov. 1983 (skd. 69.266), hvor en kommanditist - som i

forbindelse med salg af sin anpart i et rederikommanditselskab blev frigjort

for at betale sin andel af stiftelsesomkostninger og kursreguleringer på

prioritetslån i fremmed valuta, ialt 13.381 kr. - fandtes at skulle medregne

det pågældende beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved

salget af anparten.

Til den gæld, som kommanditisten frigøres for, skal også medregnes gæld,

som går ud over det beløb, hvortil kommanditisten har begrænset sin hæftelse.

Dette er en konsekvens af, at kommanditisten som udgangspunkt i skattemæssig

henseende betragtes som en interessent, og det er modstykket til, at

kommanditistens afskrivningsgrundlag opgøres som anskaffelsessummen for den

ideelle anpart af kommanditselskabets afskrivningsberettigede aktiver

inklusive eventuel gæld, der ligger ud over hans hæftelse.

Den således opgjorte salgssum for kommanditistens ideelle anpart i

samtlige kommanditselskabets aktiver skal herefter fordeles på disse aktiver

efter de almindelige regler herfor.

Landsskatteretten fandt, at en kommanditists forpligtelse til at betale

99.015 kr. måtte antages at være ophørt, da komplementaren, der gentagne

gange havde forsøgt at inddrive det forfaldne beløb, havde afskrevet det som

uerholdeligt og havde fradraget beløbet som driftstab ved sin

indkomstopgørelse. Beløbet kunne derfor ikke bringes til fradrag ved

opgørelsen af kommanditistens fortjeneste ved salget af skibsanparten, lsr.

1982.167.

Eksempel på avanceopgørelse

Kommanditisten sælger ultimo år 2 sin anpart for 15.000 kr. kontant. Hans

anpart i den i kommanditselskabets regnskab opgjorte kapitalkonto andrager

10.000 kr.

Anparten er anskaffet i år 1 for 100.000 kr. (hæftelse 50.000 kr.).

Anparten i afskrivningsberettigede aktiver udgør ligeledes 100.000 kr.

Kommanditistens fradrag for driftsunderskud og afskrivninger forudsættes

at have været som følger:

År 1:

Fradrag:

Anpart i driftsunderskud 2.000 kr.

Saldoafskrivning 30.000 kr.

----------

Fradrag 32.000 kr.

Saldoværdikonto:

Anpart i anskaffelsessum 100.000 kr.

Afskrivning, 30% 30.000 kr.

-----------

Saldoværdi 70.000 kr.

Fradragskonto:

Hæftelse 50.000 kr.

Fratrukket driftsunderskud 2.000 kr.

Fratrukket afskrivning 30.000 kr.

----------

Saldoværdi 18.000 kr.

År 2:

Fradrag:

Anpart i driftsunderskud 11.000 kr.

----------

Fradragskonto:

Saldo primo 18.000 kr.

Fratrukket driftsunderskud 11.000 kr.

----------

Saldo herefter 7.000 kr.

Herefter opgøres avancen som forskellen mellem salgssummen og saldoværdien

ved årets begyndelse, jf. afskrivningslovens §§ 13 og 6.

Salgssummen for anparten i afskrivningsberettigede aktiver findes således:

Kontant salgspris 15.000 kr.

Anpart i kapitalkonto 10.000 kr.

----------

Salgspris overstiger anpart i

kapitalkonto med (merværdi) 5.000 kr.

----------

Anpart i bogført værdi af

afskrivningsberettigede

aktiver 100.000 kr.

Merværdi 5.000 kr.

-----------

Salgssum for anpart i

afskrivningsberettigede

aktiver 105.000 kr.

-----------

Skattemæssig avance bliver herefter:

Salgssum 105.000 kr.

Saldoværdi 70.000 kr.

-----------

Avance 35.000 kr.

-----------

Overdragelse af en anpart kan ske på alle tidspunkter i

kommanditselskabets regnskabsperiode.

I sådanne tilfælde kan køberen ved sin indkomstopgørelse ikke medregne

andel i driftsresultat forud for overtagelsesdagen. Dette beløb skal derimod

medregnes ved sælgerens indkomstopgørelse.

Er det i forbindelse med handelen bestemt, at køberen overtager det

omhandlede driftsresultat, skal dette indgå ved opgørelsen af

overdragelsesprisen, jf. lsr. 1979.26.

E.F.2.4 Anparter i flere kommanditselskaber

Kommanditister skal efter reglerne i afskrivningsloven føre fælles

saldoværdi for anparternes afskrivningsgrundlag og afskrivninger, hvor

anpartsbesiddelsen i flere projekter skal anses for én virksomhed. Om

der foreligger en eller flere virksomheder, se E.I.3.1.1.

Konsekvensen af den fælles saldoværdi er, at årets saldoafskrivninger ikke

umiddelbart kan henføres til de enkelte anparter.

Der skal derfor foretages en fuldstændig udskillelse af afskrivningerne,

og disse føres på en fælles fradragskonto, efter at der er taget hensyn til

driftsunderskuddene på separate fradragskonti (driftsfradragskonti).

Eksempel

Kommanditisten har én anpart i hvert af de to

skibskommanditselskaber X og Y anskaffet i år 1.

X Y

Anpart nominelt 100.000 kr. 100.000 kr.

Hæftelse 100.000 kr. 50.000 kr.

Afskrivningsgrundlag 100.000 kr. 100.000 kr.

Skattemæssigt driftsresultat eksklusive afskrivninger:

År 1 - 10.000 kr. - 10.000 kr.

År 2 - 10.000 kr. - 50.000 kr.

Saldoværdikonto uden hensyn til eventuel fradragsbegrænsning:

År 1 Tilgang X + Y 200.000 kr.

År 1 Saldoafskrivning 30% - 60.000 kr.

-----------

Saldoværdi 1. jan. år 2 140.000 kr.

År 2 Saldoafskrivning 30% - 42.000 kr.

-----------

Saldoværdi 1. jan. år 3 98.000 kr.

År 3 Saldoafskrivning 30% - 29.400 kr.

-----------

Saldoværdi 1. jan. år 4 68.600 kr.

-----------

Kommanditistens fradrag for år 1 og år 2 kan herefter opgøres således:

År 1:

Driftsunderskud X 10.000 kr.

Driftsunderskud Y 10.000 kr.

Saldoafskrivning 60.000 kr.

-----------

I alt 80.000 kr.

År 2:

Driftsunderskud X 10.000 kr.

Driftsunderskud Y (Begrænses, se nedenfor) 40.000 kr.

Saldoafskrivning (Begrænses, se nedenfor) 20.000 kr.

-----------

I alt 70.000 kr.

Separate driftsfradragskonti pr. 31. dec. år 2:

X Y

Hæftelse 100.000 kr. 50.000 kr.

Driftsunderskud år 1 - 10.000 kr. - 10.000 kr.

Driftsunderskud år 2 - 10.000 kr. - 40.000 kr.

----------- ------------

Saldo 80.000 kr. 0 kr.

Der kan således vedrørende Y ikke fratrækkes mere end 40.000 kr., selv om

driftsunderskuddet var opgjort til 50.000 kr., idet driftsfradragskontoen

ikke må blive negativ.

Fælles fradragskonto pr. 31. dec. år 2:

Restsaldo driftsfradragskonto X 80.000 kr.

Restsaldo driftsfradragskonto Y 0 kr.

----------

I alt maksimale saldoafskrivninger 80.000 kr.

Saldoafskrivning år 1 - 60.000 kr.

------------

Maksimal saldoafskrivning år 2 20.000 kr.

Der kan således på grund af fradragsbegrænsningen (den fælles

fradrags-kontos udvisende) ikke fratrækkes afskrivninger med mere end 20.000

kr., selv om den fælles saldoværdikonto for så vidt gav mulighed for at

afskrive med i alt 42.000 kr.

For år 1 og år 2 er nu i alt fratrukket 150.000 kr., svarende til den

samlede hæftelse på de to anparter.

Skematisk kan disse fradragskonti opstilles således:

Separat driftsfradragskonto

Hæftelse x

- fratrukne skattemæssige underskud x

- konstaterede ikke fradragsberettigede formuetab x

---

Saldo separat driftsfradragskonto x

---

Fælles fradragskonto, anpart X og Y.

Saldo separat driftsfradragskonto X x

+ Saldo separat driftsfradragskonto Y x

---

I alt x

- fratrukne saldoafskrivninger x

---

Saldo fælles fradragskonto x

I den fælles fradragskonto må saldo fra de separate driftsfradragskonti

ikke overstige tilgang på saldoværdikonto for den pågældende anpart, idet den

fælles fradragskonto er begrundet i den fælles saldoafskrivning, og en

hæftelse større end tilgang på saldoværdikonto ikke begrunder adgang til

yderligere saldoafskrivning.

Eventuelle skattemæssige nedskrivninger efter varelagerloven,

bygningsafskrivning, forskudsafskrivning og lignende, skal påvirke de

separate driftsfradragskonti, da de er separate for de enkelte anparter og

ikke ind-går i en fælles saldoværdi.

E.F.2.5 Komplementaren

Komplementaren kan ikke udnytte de skattemæssige afskrivninger, som

kommanditisten i kraft af hæftelsesbegrænsningen ikke har fradrag for, idet

komplementarens afskrivningsret alene hviler på hans egen ejerpart.

Kommanditistens ejerpart kan således ikke i kraft af hæftelsesbegrænsningen

overføres til komplementarens afskrivningsgrundlag og dermed til hans

beregningsgrundlag med hensyn til skattemæssige afskrivninger.

Egentlige driftsunderskud, som kommanditisten ikke kan fradrage på grund

af fradragsbegrænsningen, kan komplementaren fradrage ved indkomstopgørelsen,

såfremt kommanditistens kapitalkonto er negativ. Hvis det er aftalt imellem

parterne, at komplementaren definitivt skal bære et sådant underskud,

indebærer det, at kommanditistens kapitalkonto ikke skal debiteres for

underskudsparter i det omfang, den derved bliver negativ. Selv om en sådan

aftale ikke eksisterer, dvs. at kommanditisten med henblik på senere

udligning debiteres for en underskudspart, der gør hans kapitalkonto negativ,

kan komplementaren, der udadtil hæfter for den del af underskuddet, som

kommanditisten ikke hæfter for, udnytte dette underskud skattemæssigt.

Fremkommer der senere overskud, skal komplementaren beskattes af så stor en

del af kommanditistens overskudspart, som svarer til den af komplementaren

udnyttede del af kommanditistens underskudsandel - dvs. udligning af

kommanditistens negative kapitalkonto op til 0.

E.F.3 Leasing

AL afsnit V A (lovbekg. nr. 758 af 12. dec. 1988) indeholder regler, der

begrænser afskrivningsadgangen i forbindelse med leasingvirksomhed. Reglerne

i AL afsnit V A er ophævet for så vidt angår aktiver, der er anskaffet den

12. maj 1989 eller senere. Reglerne er beskrevet i ligningsvejledningen for

1990, afsnit V 1.

Nye afgørelser

I to domme afsagt af VL den 22. aug. 1991 t&s nyt 1991.18.982,

1991.18.998 fandt landsretten, at der ikke var grundlag for en skattemæssig

korrektion af et sale-and-lease-back arrangement, da det ikke kunne

sandsynliggøres, at driftsmidlerne var overdraget til en pris, som afveg

væsentligt fra en markedsbestemt værdi. Dommene vedrørte to investorgrupper,

hvor det pågældende interessentskab købte et andelsselskabs

afskrivningsberettigede driftsmidler og tilbageleasede dem for en årrække.

Dommene er appelleret til Højesteret.

Lignende dokumenter