PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EF - ANPARTER, KOMMANDITISTER OG LEASING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit EF - Anparter, kommanditister og leasing
E.F.1 Anparter
E.F.1.1 Historiske træk af leasing-, anparts- og mindre
udlejningsvirksomheder
Forud for gennemførelsen af beskatningsreglerne for personer med anparts-
og udlejningsvirksomheder eksisterede en række værnsregler, herunder
afskrivningslovens leasingregler i afsnit VA samt afskrivningslovens § 15A om
almindelig indkomstbeskatning af fortjeneste eller tab ved afhændelse af
skibe eller skibsanparter ved virksomhedsophør.
E.F.1.1.1 Leasing
Ved lov nr. 576 af 15. dec. 1983 gennemførtes de første særlige regler,
der begrænsede fradragsretten for visse personer (leasing).
Juridisk er der ingen forskel på leje og leasing. Leasing omfatter derfor
både aftaler, som man i almindelig sprogbrug vil karakterisere som leje, og
de aftaler, der normalt benævnes leasing.
Ved lovændringen blev der lagt vægt på, at de gunstige afskrivningsregler
er tiltænkt erhvervslivet som et vigtigt incitament til at investere i
produktionsmidler og derved øge produktion og beskæftigelse. Man fandt det
derimod ikke rimeligt, at de fordele, som de pristalsregulerede afskrivninger
medførte, blev forøget ved, at de som led i et leasingarrangement blev
overdraget til passive investorer med høj marginalskat, samtidig med at
brugsretten til aktiverne i kraft af lejeforhold tillagdes andre skatteydere,
for hvilke skatteværdien af fradragene ville være lavere.
Overførsel af afskrivningsgrundlaget træder mest tydeligt frem i tilfælde
af sale and lease back, hvor en ejer sælger det pågældende aktiv og herefter
lejer dette af den ny ejer, jf. nærmere ligningsvejledningen 1990, V1.
Efter leasingreglerne var der dels ingen adgang til at pristalsregulere
anskaffelsessummen for nærmere afgrænsede aktiver, der udlejes, dels ingen
mulighed for løbende at foretage afskrivninger.
Nogle af de konstruktioner, som det var hensigten at hindre med
Læs alt
gennemførselsen af leasingreglerne, har dog kunnet gennemføres under lidt
ændrede former. Man har derfor ikke fundet grundlag for at opretholde disse
regler efter gennemførelsen af anpartslov nr. 388 af 7. juni 1989.
Leasingreglerne blev derfor ophævet ved anpartslovens § 5, nr. 2, med
virkning for aktiver, der er anskaffet den 12. maj 1989 eller senere.
E.F.1.1.2 AL § 15A
For så vidt angår reglerne om beskatning ved salg af skibe blev der ved
lov nr. 285 af 9. juni 1971 i § 15A gennemført en ændring af beskatningen af
fortjeneste ved afståelse af skibe og skibsanparter ved virksomhedsophør.
Formålet var at reducere de skattemæssige fordele ved investering i skibe.
Efter lovændringen skulle fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe
eller skibsanparter ved virksomhedsophør efter AL § 15A medregnes til
skattepligtig almindelig indkomst, såfremt afhændelsen skete mindre end 5 år
efter anskaffelsestidspunktet.
Ophævelsen af AL § 15A, jf. anpartslovens § 5, nr. 1, medførte, at
fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe eller skibsanparter den 12. maj
1989 eller senere er særlig indkomst.
E.F.1.1.3 Lov nr. 388 af 7. juni 1989 (Anparter)
Hovedreglen i anpartsindgrebet findes i personskattelovens § 4, stk. 1,
nr. 10 (egentlig anpartsvirksomhed), der omfatter indkomst fra selvstændig
erhvervsvirksomhed med flere end 10 ejere.
I øvrigt er anpartsvirksomhed kendetegnet ved, at et større antal
investorer går sammen om anskaffelse af et aktiv til erhvervsmæssig brug.
Deltagerne i en anpartsvirksomhed er som oftest organiseret i et
interessentskab eller i et kommanditselskab.
Ved "anpartsloven", der blev vedtaget den 2. juni 1989, blev
også visse mindre udlejningsvirksomheder med under 11 skattepligtige personer
som ejere omfattet af de nye regler.
* Bestemmelserne for mindre udlejningsvirksomheder findes i
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13, ændret ved lov nr. 425 af 25.
juni 1993, se ndf. under E.F. 1.6. *
Formålet med loven var at fjerne de skattemæsige fordele ved
anpartsinvestering, og dermed fjerne incitamentet til at investere i
anparter, herunder eksempelvis anskaffelse og udlejning af containere,
EDB-udstyr, vindmøller, lystbåde samt afskrivningsberettigede bygninger,
skibe o.l.
Lovens formål søges opnået ved at beskatte indkomst fra
anpartsvirksomheder, som skattepligtige personer (ejere) anskaffer den 12.
maj 1989 eller senere som kapitalindkomst. Endvidere kan et underskud fra
anpartsvirksomheden ikke modregnes i anden indkomst hos den skattepligtige,
men kan kun fremføres til modregning i senere positiv indkomst fra samme
virksomhed. Underskudsbegrænsning gælder dog ikke indkomst fra
skibsvirksomhed, hvor skibsprojektet er godkendt af Industriministeren.
Endvidere kan virksomhedsskatteordningen ikke anvendes på indkomst fra
anpartsvirksomheder.
Anpartsloven ophævede bl.a. afskrivningslovens afsnit VA
(leasingreglerne).
Loven trådte i kraft den 12. maj 1989.
E.F.1.1.4 Lov nr. 364 af 6. juni 1991 (Mindre udlejningsvirksomheder.
Fælles udlejning.)
Formålet med lov nr. 364 af 6. juni 1991 om ændring af forskellige
skattelove (Mindre udlejningsvirksomheder mv.), der blev vedtaget den 28. maj
1991, er at foretage visse justeringer af de bestemmelser der blev gennemført
ved anpartsloven i 1989.
Lovforslaget blev fremsat, fordi udlejningsbestemmelserne i
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13 havde vist sig vanskelige at
administrere for de skattepligtige og vanskelige at kontrollere for
skattemyndighederne. Det blev endvidere fremført, at bestemmelserne var for
vidtgående og intet havde at gøre med den form for investering i
anpartsprojekter, som det havde været hensigten at ramme med
anpartsindgrebet. Der blev særligt peget på, at den økonomisk rationelle og
hensigtsmæssige administration af udlejning af f.eks. afskrivningsberettiget
fast ejendom, der egner sig til den store drift på grund af EDB-anvendelse,
blev besværliggjort med bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 12 (formidling og
administration af udlejning).
Der blev endvidere peget på, at udlejning til landets store lejere blev
vanskeliggjort ved indførelse af § 4, stk. 1, nr. 13 (udlejning til samme
lejer).
De væsentligste ændringer i lov nr. 364 af 6. juni 1991 vedrører
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13.
Sigtet med bestemmelserne er, at omfatte tilfælde, hvor en skattepligtig
persons anskaffelse og udlejning af aktiver udgør en del af et fælles
udlejningsprojekt for flere end 10 personer. Ikke afskrivningsberettiget fast
ejendom - som f.eks. parcelhuse og sommerhuse - er helt undtaget fra
bestemmelserne.
Ligningsrådet kan give dispensation fra anpartsreglerne, når det efter
rådets skøn må anses for godtgjort, at udlejningen ikke udgør en del af en
fælles udlejning for ejerne. For aktiver, der er anskaffet den 30. april 1992
eller senere, kan der kun gives dispensation for afskrivningsberettiget fast
ejendom og inventar heri, når det efter rådets skøn må anses for godtgjort,
at udlejningen ikke udgør en del af en fælles udlejning for ejerne og
omstændighederne i øvrigt taler derfor, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 12 som
ændret ved lov nr. 492 af 24. juni 1992 og ndf. under E.F.1.4.5. * Efter
ændringen af personskatteloven ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 findes
dispensationsbestemmelsen vedr. fast ejendom i § 4, stk. 5. *
Begrebet "fælles udlejning" er i et vist omfang beslægtet med
den tidligere gældende regel i afskrivningslovens § 34A, stk. 3, hvorefter
aktiver, der via anden virksomhed (mellemmand) indgår som led i en
"fælles udlejningsvirksomhed", er omfattet af leasingreglerne.
I øvrigt er begrebet fælles udlejning ikke nærmere defineret i lovteksten,
og i lovmotiverne er der kun anført de klare tilfælde, hvornår udlejning
anses at være sket som led i en fælles udlejning, og hvornår udlejning ikke
anses at være sket som led i en fælles udlejning.
E.F.1.2 Almindelige bemærkninger
Ved lov nr. 388 af 7. juni 1989 om ændring af forskellige skattelove
(anpartsloven) og lov nr. 364 af 6. juni 1991 om ændring af forskellige
skattelove (Mindre udlejningsvirksomheder mv.), lov nr. 492 af 24. juni 1992
og * lov nr. 425 af 25. juni 1993 * er der gennemført ændringer af PSL, VSL,
LL, SKL, AL, investeringsfondsloven og etableringskontoloven. Til lov nr. 388
af 7. juni 1989 knytter sig Skatteministeriets cirkulære af 22. jan. 1990 om
lov om ændring af forskellige skattelove (Anparter). Til lov nr. 364 af 6.
juni 1991 knytter sig Skd.cirk.nr. 198 af 4. dec. 1991.
Lovene har virkning for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, når
den skattepligtige anskaffer virksomheden den 12. maj 1989 eller senere.
Indkomsten er i følgende tilfælde undergivet anpartsreglerne, dog ikke når
den skattepligtige deltager i virksomhedens drift i væsentligt omgang.
1) Selvstændig erhvervsvirksomhed med mere end 10 ejere, jf. PSL § 4, stk.
1, nr. 10.
2) Udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri
uanset antal ejere, når formidling eller administration af udlejning
varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer.
3) Udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri
uanset antal ejere, når flere end 10 personer som led i en fælles udlejning
udlejer aktiver til samme lejer.
4) Udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe (bortset fra
skibe, hvor projektet er godkendt af industriministeren)uanset antal ejere,
jf. PSL § 4 stk. 1, nr. 13 (indsat ved lov nr. 425 af 25. juni 1993. Om
ikrafttrædelsen se ndf. under E.F.1.6.2).
* De under 1 - 3 nævnte regler gælder også for driftsmidler anskaffet
inden den 19. maj 1993, men for driftsmidler anskaffet fra og med den 30.
april 1992 kan der ikke gives dispensation efter de tidligere regler, jf.
ndf. under E.F.1.4.4. Om dispensation for PSL § 4, stk. 1, nr. 13, se
E.F.1.6.1. *
Anpartsreglernes virkninger
Indkomst fra en virksomhed omfattet af pkt. 1-4 beskattes som
kapitalindkomst.
Et underskud fra en virksomhed omfattet af pkt. 1-4 kan ikke modregnes i
anden positiv almindelig eller særlig indkomst hos den skattepligtige for det
pågældende indkomstår, men alene fremføres til modregning i senere positiv
indkomst fra samme virksomhed.
Dette gælder dog ikke indkomst fra skibsvirksomhed, når industriministeren
har godkendt skibsprojektet, jf. PSL § 13, stk. 6.
Virksomhedsordningen kan ikke anvendes på indkomst fra en virksomhed
omfattet af pkt. 1-4. Se dog de særlige overgangsregler under afsnit
E.F.1.12.1.
Dispensation.
Om muligheden for dispensation fra anpartsreglerne, se ndf. under
E.F.1.4.4.
PSL § 4, stk. 1, nr. 12 og 13 omfatter indkomst ved udlejning.
Udlejnings- begreb - lejeaftaler contra andre aftaler
I modsætning til begrebet formidling og administration af udlejning af
aktiver samt udlejning af aktiver til samme lejer, som er beskrevet under
E.F.1.4.1. og 1.4.2., giver bestemmelserne i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 og 13,
lovens motiver samt cirkulære nr. 15 af 22. jan. 1990 ingen definition på,
hvornår der foreligger en aftale om udlejning af aktiver eller en nærmere
afgrænsning af udlejningsbegrebet i forhold til andre aftaler, som
skattepligtige personer indgår med trediemand.
Ved leje forstås i almindelighed, at ejeren af løsøre eller fast ejendom
overlader denne til en andens brug mod vederlag.
Aftaler om tjenesteydelser, vareleverancer, bestyrer- og
managementkontrakter er i almindelighed ikke omfattet af lejebegrebet.
Det må herudover bero på en konkret bedømmelse, om en aftales samtlige
vilkår og konkrete indhold i en given udlejningssituation vil kunne
karakteriseres som en udlejning af et aktiv efter bestemmelserne eller om
aftalen enten direkte er undtaget fra anpartsindgrebet eller helt eller
overvejende vil kunne betegnes som en aftale om tjenesteydelser, leverancer
o.l., der falder udenfor anpartsbestemmelsernes udlejningsbegreb.
I følgende to tilfælde har Ligningsrådet som bindende forhåndsbesked taget
stilling til sondringen mellem lejeaftaler og andre aftaler:
Et partrederis påtænkte udlejning af skib med egen besætning på
timecharter basis, formidlet og administreret ved bestyrende reder, kunne
sidestilles med salg af tjenesteydelser o.l. De påtænkte fragtaftaler mellem
befragterne (lejerne) og bortfragteren (partrederiet) kunne således ikke
anses for omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12, TOLD*SKAT Nyt 1991.22.1297
(T&S) Udlejning af afskrivningsberettigede skibe på bareboat basis vil
derimod kunne henføres til udlejningsbegrebet.
Et antal kommanditselskaber, der i 1989 påtænkte at etablere
vindmølledrift i USA, fandtes uanset administrationsformen ikke at drive
udlejningsvirksomhed med vindmøller, hvorimod selskaberne blev anset som
leverandører af den producerede el, Skat 1990.2.148 (T&S).
E.F.1.3 PSL § 4, stk. 1, nr. 10
PSL § 4, stk. 1, nr. 10, omfatter indkomst fra selvstændig
erhvervsvirksomhed, når antallet af ejere af virksomheden er større end 10,
og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang.
Indkomst fra selvstændig skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges
bierhverv, har været omfattet af den indtil 11. maj 1989 gældende bestemmelse
i PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (jf. Ligningsvejledningen for 1989, V 2.). Indkomst
fra sådanne igangværende biskibsvirksomheder beskattes fortsat som
kapitalindkomst efter de hidtidige regler. Indkomst fra skibsvirksomhed med
10 ejere eller derunder, anskaffet den 12. maj 1989 eller senere, beskattes
som personlig indkomst, jf. dog ndf. under E.F.1.6 om PSL § 4, stk. 1, nr.
13.
E.F.1.3.1 Ejerantal
Alle ejere, herunder også selskaber, institutioner, fonde o.lign., indgår
ved opgørelsen af antallet af ejere af en virksomhed. Et kommanditselskab med
10 kommanditister som ejere og hvori komplementaren ikke har andel i
kommanditselskabets indkomst og formue samt likvidationsprovenu, anses for at
have 10 ejere efter bestemmelsen.
I en virksomhed, der ejes af f.eks. 10 selskaber og 1 skattepligtig
person, der ikke i væsentligt omfang deltager i virksomhedens drift, er
personen omfattet af bestemmelsen, idet virksomheden har flere end 10 ejere.
Selskaberne berøres derimod ikke af bestemmelsen.
Koncernforbundne selskaber anses almindeligvis for forskellige ejere efter
bestemmelsen. Se i øvrigt Skat 1990.2.148. (T&S).
Reglerne finder herefter anvendelse, hvis virksomheden i hele indkomståret
eller i en del af dette har haft flere end 10 ejere. Har der imidlertid kun
forbigående, tilfældigt eller utilsigtet i kun en kortvarig periode af
indkomståret været flere end 10 ejere af virksomheden, anses virksomheden for
at have haft 10 ejere eller derunder for hele indkomståret. Afgørelse heraf
foretages ved ligningen.
Både betingelsen om ejerantal og betingelsen om uvæsentlig arbejdsindsats
skal være opfyldt, for at indkomsten fra virksomheden er omfattet af
anpartsreglerne.
E.F.1.3.2 Arbejdsindsats
Betingelsen om arbejdsindsats gælder den enkelte skattepligtige. I en
virksomhed med f.eks. 11 skattepligtige personer som ejere, hvoraf de 6 ikke
deltager i væsentligt omfang i virksomhedens drift, medens de 5 deltager i
væsentligt omfang, er kun de 6 passive personer, men ikke de 5 aktive
personer omfattet af anpartsreglerne.
Hvis en virksomhed med 10 ejere, der alle deltager i uvæsentlig omfang
eller slet ikke deltager i virksomhedens drift, optager en 11. ejer af
virksomheden, der ligeledes deltager i uvæsentligt omfang eller slet ikke
deltager i virksomhedens drift, bliver alle ejere omfattet af bestemmelsen.
Deltager de 10 ejere af virksomheden derimod i væsentligt omfang i
virksomhedens drift, medens den nye 11. ejer deltager i uvæsentligt omfang,
omfattes kun den 11. ejer af bestemmelsen.
Ved afgørelsen af, om arbejdsindsatsen er væsentlig, finder den praksis,
der anvendes ved afgørelsen af, om investeringsfondshenlæggelser og
etableringskontoindskud kan anvendes til forlods afskrivning, tilsvarende
anvendelse. Som vejledende norm anses en personlig arbejdsindsats på 50 timer
månedligt for at være en væsentlig arbejdsindsats. Se nærmere herom E.D.1.5.1
og 2.5.3.
E.F.1.4 Afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri. PSL § 4,
stk. 1, nr. 12
PSL § 4, stk. 1, nr. 12, omfatter indkomst fra udlejning af
afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri uanset antal ejere, når
formidling eller administration af udlejning varetages af en anden virksomhed
for flere end 10 personer.
Har aktivet flere end 10 personer som ejere, er disse allerede omfattet af
§ 4, stk. 1, nr. 10.
Personkreds
Kun skattepligtige personers udlejning medregnes ved afgørelse af, om der
foreligger udlejning af aktiver for flere end 10 personer. Ikke
skattepligtige personer indgår dermed ikke.
Afgørende for, om indkomsten fra udlejningen er omfattet af nr. 12, 1.
pkt., er kun antallet af skattepligtige personer, der udlejer gennem den
virksomhed, der varetager formidling eller administration af udlejning. Det
er ikke en betingelse, at de enkelte ejere samarbejder om deres udlejning.
Ved afgørelse af, om en virksomhed varetager formidling eller administration
af udlejning for flere end 10 personer, indgår kun skattepligtige personers
udlejning af aktiver, som er omfattet af bestemmelsen, dvs. lejeaftaler
formidlet eller administreret af en anden virksomhed den 12. maj 1989 eller
senere.
Arbejdsindsats
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis den skattepligtige deltager i
udlejningsvirksomhedens drift i væsentligt omfang. Ved afgørelsen af om
skatteyderen deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, anvendes
praksis efter investeringsfondsloven og etableringskontoloven. Som vejledende
norm anses en personlig arbejdsindsats på 50 timer månedligt for at være en
væsentlig arbejdsindsats.
Afskrivningsberettiget fast ejendom
Afskrivningslovens bestemmelser om, hvilke bygninger der er
afskrivningsberettigede, finder som hovedregel anvendelse ved afgørelsen af,
om der er tale om afskrivningsberettiget fast ejendom. Den faste ejendom
omfatter både selve bygningen, inventaret og installationer heri.
Ved samlet udlejning af en ejendom, hvoraf kun en del af ejendommen er
afskrivningsberettiget, f.eks. forretningslokaler, mens den resterende del
ikke er afskrivningsberettiget, f.eks. lejligheder til beboelse, er det kun
indtægten fra den afskrivningsberettigede del, der er omfattet af
bestemmelsen. Ved fordeling af ejendommens etageareal finder AL § 20
tilsvarende anvendelse.
E.F.1.4.1 Etablering og drift af udlejning
Bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12 omfatter både etablering
(formidling) og den efterfølgende drift (administration) af udlejningen.
Formidling
Formidling af udlejning kan bestå i, at f.eks. en ejendomsmægler, advokat
eller et udlejningsbureau formidler udlejning af et aktiv for ejeren ved
annoncering efter lejere, udfærdigelse af lejekontrakt eller lignende.
Landsskatteretten stadfæstede en bindende forhåndsbesked, hvor
Ligningsrådet fandt, at en bådejers udlejning gennem en bådagents
elektroniske bookingsystem eller via en udlejningsdatabase, som bådejeren var
tilsluttet, var omfattet af bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, t&s
nyt 1991.2.82. (lsr.).
Administration
Administrationen af udlejningen kan f.eks. bestå i opkrævning af leje,
udarbejdelse af budget og regnskab for udlejningsvirksomheden samt anden
administration. Er der indgået f.eks. en managementkontrakt, vil der i de
almindelige tilfælde foreligge administration af udlejning. En virksomhed,
der alene udarbejder et regnskab for en udlejningsvirksomhed kan normalt ikke
anses for en virksomhed, der varetager administration ved udlejning, der
omfattes af bestemmelsen.
Formidling eller administration af fremleje er også omfattet af
bestemmelsen.
Rådgivning eller lignende i forbindelse med enkelte punkter i lejeaftalen
f.eks. om varsling af lejeforhøjelse eller bistand ved generalforsamling, der
ydes ejeren af en anden virksomhed, f.eks. advokat- eller
revisionsvirksomhed, kan ikke i sig selv anses for en formidling eller
administration af udlejning, der er omfattet af bestemmelsen.
Indkomsten fra udlejningen er omfattet af bestemmelsen, når enten den
egentlige formidling af udlejningen eller den løbende administration af
udlejningen varetages af en anden virksomhed.
Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor ejeren selv finder en lejer til
aktivet og indgår en lejekontrakt direkte med lejeren, når udlejningen
herefter administreres af en anden virksomhed for flere end 10 personer.
Ligeledes er de tilfælde omfattet, hvor indgåelse af lejemålet sker gennem
formidler, selv om den løbende administration af udlejningen herefter
varetages af ejeren selv. Indkomsten fra udlejningen er i disse tilfælde kun
omfattet af bestemmelsen for det indkomstår, hvori formidlingen finder sted.
En virksomhed, der forestår formidling af salg, anses for en virksomhed,
der formidler udlejning, såfremt der til salget er knyttet en ny lejeaftale,
hvis virkning er afhængig af salget. Hvis der til salget er knyttet en
lejeaftale med den tidligere ejer, vil der normalt altid foreligge en sådan
ny aftale, dvs., at der foruden aftale om salgsformidling også foreligger
aftale om formidling af udlejning.
Ejerne bliver derimod ikke omfattet af nr.12, når eksempelvis en
ejendomsmægler kun formidler salget af en afskrivningsberettiget ejendom og
ejerne selv finder lejere til ejendommen og endvidere selv varetager
administrationen af udlejningen.
Bestemmelsen finder anvendelse, når den virksomhed, der formidler eller
varetager administration af udlejning for ejeren, har formidlet eller
varetaget administration af udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom
for flere end 10 personer i hele ejerens indkomstår eller i en del af dette.
Hvis ejeren i løbet af et indkomstår selv overtager administrationen af
udlejningen, er indkomsten fra udlejningen ikke omfattet af reglerne fra og
med det følgende indkomstår.
Indgår ejer og lejer direkte aftale med hinanden om udlejningen, og
varetages den løbende administration af udlejningen af ejeren, er indkomsten
fra udlejningen ikke omfattet af bestemmelsen.
Har udlejningen forbigående, tilfældigt eller utilsigtet i kun en
kortvarig periode omfattet flere end 10 personer, finder bestemmelsen ikke
anvendelse.
En forudsætning for, at bestemmelsen i øvrigt kan finde anvendelse, er, at
der foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed med udlejning efter gældende
praksis herom.
E.F.1.4.2 Én eller flere virksomheder, der varetager formidling
eller administration af udlejning
Afgørelsen af om der foreligger en eller flere virksomheder, der varetager
formidling eller administration af udlejning efter bestemmelsen, må afgøres
konkret.
Ved afgørelsen kan indgå, om de respektive virksomheder helt eller delvis
gør brug af fælles ansatte, om en virksomhed bor til leje hos en anden
virksomhed, og om en virksomheds formidlings- eller administrationsopgaver
reelt gives videre til udførelse i en anden virksomhed.
Der kan endvidere lægges vægt på, om der foreligger forsikringsmæssig
adskillelse, hvorledes virksomhederne tilkendegiver sig udadtil, samt under
hvilke forhold der rettes henvendelse til virksomhederne.
Virksomheden kan være en selvstændig erhvervsvirksomhed, et selskab eller
andet.
Et advokatinteressentskab bestående af flere partnere, der driver
ejendomsadministration, anses almindeligvis for én virksomhed efter
bestemmelsen. Derimod kan selvstændige advokater, der driver
ejendomsadministration uafhængigt af hinanden, og som alene har fælles
kontorfaciliteter mv., almindeligvis anses for forskellige virksomheder efter
bestemmelsen.
Koncernforbundne selskaber, der formidler eller varetager administration
af udlejning, anses almindeligvis for forskellige virksomheder efter
bestemmelsen.
Som følge af anpartsindgrebet i 1989 vil en række
administrationsvirksomheder ikke længere kunne tilbyde deres tjenesteydelser,
uden at det vil bringe deres nuværende eller fremtidige kunder ind under
anpartsreglerne med deraf følgende indkomstvirkning.
Det er som nævnt ikke udelukket, at administrationsdrift i
skattesubjekter, der er interesseforbundne, kan anses for forskellige
virksomheder. Ligningsrådet har modtaget og besvaret en række spørgsmål om,
hvor tæt samarbejdet mellem forskellige skattesubjekter, der som regel er
interesseforbundne, og som i alle tilfælde driver administrationsvirksomhed,
kan tilrettelægges, uden at forholdet omfattes af anpartsreglerne.
Typisk vil konstruktionerne være således, at der i tilknytning til den
hidtidige administrationsvirksomhed stiftes et nyt selskab (divisionering),
der alene skal foretage administration vedrørende f.eks.
udlejningsejen-domme, der ejes af maksimalt 10 personer. Det nystiftede
selskab skal herefter i mange af de forelagte tilfælde bo til leje hos den
hidtidige virksomhed eller hos stifteren/ejeren og således, at selskabet
lejer kontor-faciliteter mv. af disse. Herudover indgås der samarbejdsaftaler
af varierende tættere karakter med hensyn til fælles anvendelse af ansatte
mv. i de respektive virksomheder.
Det betegnende for de omhandlede konstruktioner er typisk, at de alene
foretages på grund af anpartsindgrebet. Det kan nemlig ikke i sig selv
antages at være rentabelt at stifte den slags selskaber med de omhandlede
begrænsede formål, ligesom stiftelsen af selskaberne alene kan antages at
komme på tale på grund af interessefællesskabet, idet de nystiftede selskaber
i princippet skal drive konkurrerende virksomhed, uanset at den hidtidige
virksomhed ikke vil kunne påtage sig opgaven.
Såfremt det forholder sig således, at en administrationsopgave gives til
et selskab/virksomhed, som i alle tilfælde lader opgaverne gå videre til
udførelse i en administrationsvirksomhed, som i forvejen formidler udlejning
for 10 personer, må forholdet anses for omfattet af PSL § 4, stk. 1. nr. 12.
Der henses herved til at opgaverne alt efter omstændighederne reelt udføres
af den sidste virksomhed, og at dette også må antages at være formålet. Se
TOLD*SKAT Nyt 1992.19.583.
Såfremt samarbejdet er tilrettelagt således, at der anvendes fælles
ansatte i de to virksomheder til udførelse af administrationsopgaverne, vil
det næppe være muligt at dokumentere, at formidlingsopgaven ikke er udført i
en fælles virksomhed. Det må derfor antages, at der kun undtagelsesvis, i
disse tilfælde kan foreligge særskilt virksomhed efter bestemmelsen.
Afgørelse af om forholdet indebærer et sådant samarbejde, at
administrationsopgaver, reelt varetages af den hidtidige virksomhed, eller
antager karakter af et interessentskabslignende forhold, må bero på en
konkret bevisbedømmelse.
Som eksempel på opdeling af administrationsopgaver ved stiftelse af
datterselskaber (divisionering) på lejerside, se t&s nyt 1991.3.108
(T&S), hvor Ligningsrådet afgav bindende forhåndsbesked om skattepligtige
personers bådudlejning til et udenlandsk selskab. Afgørelsen er kommenteret i
t&s nyt 1991.3.107.
E.F.1.4.3 Hvornår foreligger der fælles udlejning?
Om der foreligger fælles udlejning for flere personers
udlejningsvirksomhed, beror på flere momenter, der enkeltvis ikke er
afgørende. Afgørelsen beror på Ligningsrådets samlede vurdering af de
konkrete forhold.
Der foreligger som hovedregel ikke fælles udlejning efter nr. 12, blot
fordi en virksomhed på samme tid formidler udlejning af aktiver for flere end
10 af hinanden uafhængige personer, der eksempelvis hver er ejer af et
aktiv,(jf. t&s nyt 1991.2.82 lsr. om en bådejers udlejning gennem en
bådagents elektroniske bookingsystem eller en udlejningsdatabase, som
bådejeren var tilsluttet. Kendelsen er afsagt inden vedtagelsen af lov nr.
364 af 6. juni 1991 om fælles udlejning mv.). Ligeledes foreligger der som
hovedregel heller ikke fælles udlejning, blot fordi en virksomhed
administrerer udlejning for flere end 10 af hinanden uafhængige personer, der
eksempelvis hver ejer et aktiv.
10 personer, der ejer og udlejer et aktiv, omfattes heller ikke af
bestemmelsen, medmindre formidlingen eller administrationen af udlejningen
varetages af en virksomhed for flere end 10 personer. 10 personer, der
eksempelvis ejer en ejendom, er således ikke omfattet af bestemmelsen, når
administrationsvirksomheden administrerer udlejning af en tilsvarende
ejendom, der ejes af 10 andre personer, medmindre det sker som led i en
fælles udlejning for ejerne af de 2 ejendomme, se f.eks. t&s nyt
1991.4.184 (SKM).
Derimod vil flere end 10 personer, der hver ejer og udlejer eksempelvis en
ejendom, blive omfattet af reglen, når den enkelte ejers udlejning udgør en
del af en fælles udlejning for flere end 10 personer.
Der vil normalt foreligge fælles udlejning for ejerne, når der til en bred
kreds af investorer på samme tid udbydes aktiver til salg, der samlet
formidles udlejet, eller udlejningen administreres fælles. Annoncering i
dagblade, fagblade og lignende om konkrete investeringsprojekter med
udlejning af aktiver taler for, at der foreligger fælles udlejning for
ejerne. Fælles udlejning af aktiver kan også foreligge uden forudgående
annoncering, når f.eks. udbydere af konkrete investeringsprojekter henvender
sig personligt til en række potentielle investorer, eller disse ved
henvendelse til et investeringsselskab, advokat, udlejningsbureau eller
lignende anskaffer aktiver, der formidles udlejet eller udlejningen
administreres af den pågældende virksomhed.
Fælles udlejning kan foreligge, når flere personer samarbejder om
formidlingen eller administrationen af deres udlejning i form af f.eks.
fælles henvendelse til en formidler eller administrator.
At flere personer uafhængigt af hinanden og på forskellige tidspunkter
henvender sig til en formidlingseller administrationsvirksomhed udelukker
ikke i sig selv, at der kan foreligge fælles udlejning for disse.
Hvis ejerne af aktiverne uafhængigt af hinanden og uden kendskab til de
andres udlejning foretager udlejning gennem den samme virksomhed, foreligger
der ikke fælles udlejning.
Ved afgørelsen af, om der foreligger fælles udlejning af aktiver for flere
ejere, kan der lægges vægt på, om aktiverne er identiske eller har samme
værdi. Er lejebetingelserne for aktiverne ensartede, taler dette også for, at
der foreligger fælles udlejning for ejerne.
Selv om aktiverne ikke er identiske, ikke har samme værdi eller har
uensartede lejebetingelser, kan der foreligge fælles udlejning. Hvis
udlejningen gælder f.eks. forskellige slags containere af forskellig værdi og
med forskellige lejeperioder, foreligger der fælles udlejning, når der er
tale om et investeringsprojekt om køb af aktiver, der samlet formidles
udlejet eller udlejningen administreres fælles.
Ved afgørelsen af, om der foreligger fælles udlejning for ejerne, kan
endvidere indgå, om vilkår for formidling eller administration af udlejningen
er ensartede.
Eksempelvis vil en advokats formidling eller administration af udlejning
af butikslokaler til f.eks. en landsdækkende detailkæde, som lejer lokaler
fra flere end 10 skattepligtige personer, anses som led i fælles udlejning,
idet administrator må antages at varetage formidlingen eller administrationen
efter samme retningslinier for de uafhængige ejere i relation til samme
landsdækkende lejer.
E.F.1.4.4 Dispensation
Før og efter 30. april 1992
Ligningsrådet kan tillade, at reglen i nr. 12 om udlejning gennem en anden
virksomhed for flere end 10 personer ikke skal anvendes, når det efter rådets
skøn må anses for godtgjort, at udlejningen ikke udgør en fælles udlejning
for ejerne. For aktiver anskaffet den 30. april 1992 eller senere gælder, at
der kun kan gives dispensation for afskrivningsberettiget fast ejendom og
inventar heri, når det efter rådets skøn må anses for godtgjort, at
udlejningen ikke udgør en del af en fælles udlejning for ejerne, og
omstændighederne i øvrigt taler derfor. Se i øvrigt ndf.
Om driftsmidler og skibe, se ndf. under E.F.1.6.
I hvert enkelt tilfælde afhænger det af en dispensation fra Ligningsrådet,
om en udlejningsvirksomhed kan undtages fra nr. 12.
Bestemmelsen om udlejning gennem en anden virksomhed skal derfor anvendes,
med mindre Ligningsrådet har givet dispensation.
Det er den enkelte ejer af en udlejningsvirksomhed, der skal anmode
Ligningsrådet om dispensation fra bestemmelsen. Til brug for Ligningsrådets
behandling af en ansøgning om dispensation skal der indsendes sådanne
oplysninger, at Ligningsrådet kan afgøre, om der foreligger fælles udlejning
med de andre ejere, der får udlejningen formidlet eller administreret hos
formidlingseller administrationsvirksomheden. Det må derfor forudsættes, at
formidlingseller administrationsvirksomheden giver oplysninger om
udlejningsforholdene til brug for Ligningsrådets afgørelse.
E.F.1.4.5 Lov nr. 492 af 24. juni 1992
Ved lov nr. 492 af 24. juni 1992 om ændring af personskatteloven er
reglerne om Ligningsrådets dispensationsbeføjelse for mindre
udlejningsvirksomheder ændret.
Ændringen har til formål at give Ligningsrådet et friere skøn end
tidligere ved afgørelser om dispensation efter PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Ved
ændringen er der samtidig sket en begrænsning i området for dispensationer,
idet dispensation nu kun kan gives vedrørende afskrivningsberettiget fast
ejendom og inventar heri. For andre aktiver, som f.eks. skibe, både, biler,
maskiner, containere, edb-anlæg mv. kan der ikke længere gives dispensation.
Skæringsdatoen er den 30. april 1992. Er aktivet anskaffet fra og med denne
dato, gælder de nye dispensationsregler. Den ændrede dispensationsadgang
vedrører de tilfælde, hvor formidlingen eller administrationen af udlejningen
varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer.
Ligningsrådet skal ikke længere meddele dispensation, når blot det
godtgøres, at der ikke foreligger fælles udlejning. Nu kræves det yderligere,
at "omstændighederne i øvrigt taler derfor". Dispensationsreglen
findes nu i PSL § 4, stk. 5. *
Omstændighederne i øvrigt
Omstændigheder der taler for dispensation kan være, at det ikke drejer sig
om passive investorer, men om personer der selv tager initiativet til
erhvervelsen af aktivet.
Udbydes der derimod et investeringsprojekt for "passive"
investorer, således at skattemæssige overvejelser må antages at have en
væsentlig betydning for anskaffelsen, vil der ikke blive givet dispensation.
Se TOLD*SKAT Nyt 1992.20.615.
I vurderingen kan indgå, om der er tale om et sale and lease
back-arrangement.
Det kan ligeledes tale for nægtelse af dispensation, hvis udlejning af
aktivet sker til en lejer, hvor ejeren (udlejeren) har en bestemmende
indflydelse på lejerens handlemåde.
Ved udbud af ejendomme beliggende i udlandet vil der være en formodning
for, at anparten erhverves ud fra skattemæssige hensyn, og der vil da ikke
blive givet dispensation, se TOLD*SKAT Nyt 1992.19.586 om en ejendom i
Holland.
Dispensationer efter de hidtidige relger og efter de nye regler adskiller
sig i princippet ikke fra andre dispensationer meddelt af Ligningsrådet.
Om der foreligger fælles udlejning for flere personers
udlejningsvirksomhed efter bestemmelsen i nr. 12, beror ofte på flere
momenter, der enkeltvis ikke er afgørende. Afgørelsen beror på Ligningsrådets
samlede vurdering af de konkrete forhold.
Ligningsrådets afgørelser er endelige og kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed. Rådets afgørelse er dog ikke bindende for hverken
den skattepligtige eller de lignende myndigheder, når udlejningsforholdene
efterfølgende har ændret sig. Ændringer i ejerkreds og administrationsaftale
mv. kan medføre, at der på ny skal ansøges om dispensation for fælles
udlejning.
E.F.1.5 PSL § 4, stk. 1, nr. 12 2. pkt.
Bestemmelsen i nr. 12 * (indtil ændringen ved lov nr. 425 af 25. juni
1993, nr. 13) omfatter udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom, når
flere end 10 personer som led i en fælles udlejning udlejer
afskrivningsberettiget fast ejendom til samme lejer.
Personkreds
Ved personer forstås fysiske personer, der er skattepligtige her til
landet. Bestemmelsen omfatter således ikke juridiske personer.
Arbejdsindsats
Anpartsreglerne finder dog ikke anvendelse for de ejere der i væsentligt
omfang deltager i virksomhedens drift. Ved afgørelsen af om arbejdsindsatsen
er væsentlig forudsættes anvendt samme praksis som beskrevet ovenfor under
E.F.1.3.2. vedrørende PSL § 4, stk. 1, nr. 10.
Ikke afskrivningsberettiget fast ejendom, som f.eks. sommerhuse og
parcelhuse er undtaget fra bestemmelsen.
Vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede aktiver samt lejebegrebet
iøvrigt henvises til omtalen under E.F.1.2.
Formålet med bestemmelsen er at medtage indkomst fra udlejning af aktiver
i tilfælde, hvor udlejningen ikke sker gennem en anden virksomhed, jf. PSL §
4, stk. 1, nr. 12, 1. pkt., men direkte mellem ejer og lejer. Udlejning af
aktiver til en lejer, der som eneste formål har at foretage den videre
udlejning (fremleje), anses som hovedregel for udlejning til den endelige
lejer.
Såfremt det udlejede aktiv har flere end 10 personer som ejere, er
indkomsten allerede omfattet af § 4, stk. 1, nr. 10.
E.F.1.5.1 Hvornår foreligger der fælles udlejning?
Ved afgørelsen af, om flere end 10 personer udlejer aktiver til samme
lejer som led i en fælles udlejning, afgrænses begrebet fælles udlejning
efter samme retningslinier som anført ovenfor under E.F.1.4.3.
Der foreligger som udgangspunkt ikke fælles udlejning, når flere end 10
personer uafhængigt af hinanden og uden kendskab til de andres udlejning på
samme tid udlejer aktiver til samme lejer. At flere end 10 personer
uafhængigt af hinanden, men på forskellige tidspunkter indgår lejekontrakter
med samme lejer, udelukker ikke, at der i konkrete tilfælde kan foreligge
fælles udlejning til samme lejer.
Hvis en ejer af f.eks. et butikscenter, der er opdelt i flere lejemål,
udlejer et butikslokale til en lejer, der som led i en fælles udlejning lejer
aktiver af flere end 10 personer, er det kun den del af ejerens samlede
indkomst fra udlejningen af hele butikscentret, der kan henføres til det
pågældende butikslokale, der omfattes af bestemmelsen. Opgørelsen af
indtægter og udgifter for den del af udlejningen, der er omfattet, kan, i
tilfælde hvor det ikke er muligt at foretage en nøjagtig opgørelse, foretages
forholdsmæssigt.
E.F.1.5.2 Endelig lejer én eller forskellige lejere
Afgørelsen af, hvem der er lejer efter bestemmelsen, må som udgangspunkt
bero på, hvem der i lejekontrakten er angivet som lejer af det pågældende
aktiv. Lejeren kan være en personligt drevet virksomhed eller et selskab mv.
Staten kan normalt ikke anses for én lejer, men lejeren efter
bestemmelsen kan være en statsinstitution eller lignende. En kommune anses
for én lejer, ligesom fælleskommunale virksomheder normalt må anses
for selvstændige virksomheder og lejere i relation til personskattelovens §
4, stk. 1, nr. 12, 2. pkt.
Udlejning til koncernforbundne selskaber anses som hovedregel for
udlejning til forskellige lejere, jf. dog nedenfor.
Udlejning omfatter også fremleje. Sker udlejningen til en virksomhed alene
med det formål, at denne skal foretage den videre udlejning til den endelige
lejer, anses sidstnævnte for lejer efter bestemmelsen. Endvidere vil
udlejning til en virksomhed uden særlig erhvervsmæssig begrundelse og med
virksomhedens manglende indflydelse på lejefastsættelsen samt ringe
fortjeneste, vil den videre udlejning ofte føre til, at sidste lejer er
endelig lejer efter nr. 12, 2. pkt.
Hvis en lejer, f.eks. et datterselskab, ikke anvender aktiverne i driften
af virksomheden, og der er aftalt ret til fremleje til en anden lejer f.eks.
moderselskabet, der administrerer de indviduelle lejekontrakter med ejerne,
vil sidstnævnte lejer anses for lejer efter bestemmelsen.
At en lejer i henhold til lejekontrakten overdrager sine rettigheder og
forpligtelser til uafhængige eller interesseforbundne parter (f.eks. et
moderselskab eller søsterselskab), fører i almindelighed ikke til, at
sidstnævnte skal anses for lejer, når fremleje indgår i lejernes almindelige
virksomhedsdrift.
Ved afgørelsen af, om der er tale om udlejning af aktiver til forskellige
lejere eller samme lejer (også interessefællesskab af forskellige parter),
tages der udgangspunkt i den individuelt oprettede lejekontrakt. Det bør
klart fremgå af kontrakten, hvilken nærmere bestemt lejer der disponerer over
og bærer risikoen for det lejede, og at denne skal anvende aktiverne i sin
virksomheds drift. Såfremt lejeren i henhold til lejekontrakten er eneste
ansvarlige over for ejeren, må denne anses for den endelige lejer efter
bestemmelsen.
Hvis en lejer reelt ikke anvender aktiverne i virksomhedens drift samtidig
med, at der i henhold til lejekontrakten mellem ejeren og lejeren er ret for
lejeren til at fremleje aktiverne til andre lejere eller fremlejetagere, kan
føre til, at sidstnævnte er lejer efter bestemmelsen. Det vil være tilfældet,
når udlejningen i andet led sker til en anden lejer f.eks. et moderselskab,
og der anvendes fælles ansatte, fælles lokaler mv. til udførelse af
administrationen af såvel de individuelle lejekontrakter med ejerne som
driften af lejerens egentlige erhvervsvirksomhed.
E.F.1.6 * Udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe. PSL
§ 4, stk. 1, nr. 13
Som led i skattereformen blev der ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 indsat
en bestemmelse i PSL § 4, stk. 1, nr. 13, således at de gældende
anpartsregler udvides til at omfatte indkomst fra udlejning af
afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, uanset antal ejere, når
skatteyderen ikke deltager i virksomhedens drift i væsenligt omfang.
Reglen er indsat for at modvirke "skattetænkning" i de såkaldte
10-personers anpartsprojekter.
Arbejdsindsats
Ved afgørelsen af, om skatteyderen deltager i virksomhedens drift i
væsentligt omfang, anvendes praksis efter investeringsfondsloven og
etableringskontoloven. Som vejledende norm anses en personlig arbejdsindsats
på 50 timer månedligt for at være en væsentlig arbejdsindsats.
E.F.1.6.1 Ligningsrådets dispensationsbeføjelse
Ved lovændringen er der i PSL § 4, stk. 6 indsat en dispensationsbeføjelse
for Ligningsrådet vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede
driftsmidler og skibe (den gældende dispensationsbeføjelse vedrørende
indkomst ved udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar
opretholdes, jf. ovenfor under E.F.1.4.4. Bestemmelsen findes efter
lovændringen i PSL § 4, stk. 5).
Dispensation vedrørende driftsmidler og skibe kan kun gives for indkomst
fra selvstændig erhvervsvirksomhed, der er anskaffet inden lovens
fremsættelse den 19. maj 1993, når det efter Ligningsrådets skøn må anses som
godtgjort, at udlejningen indgår i et generationsskifte eller særlige
omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Dispensationsbestemmelsen har til formål at give mulighed for, at der kan
ske fritagelse for de nye regler for udlejningsvirksomhed, der allerede er
etableret. Det kan f.eks. dreje sig om en allerede etableret
udlejningsvirksomhed vedrørende skibe, der anvendes erhvervsmæssigt. Der kan
derimod ikke forventes dispensation for udlejning af f.eks. lystfartøjer.
Der er mulighed for dispensation, hvis virksomheden er erhvervet som led i
et generationsskifte. Ved generationsskifte forstås normalt
erhvervsvirksomheders videreførelse på nye, typisk yngre ejere efter de
hidtidige ejeres død, pensionering eller tilbagetræden af andre årsager.
Der kan derimod ikke gives dispensation, hvis aktivet er anskaffet fra en
investeringspakke, hvor udbyder f.eks. har tilbudt samtidig finansiering,
sådan at ejernes udlejning ud fra en samlet helhedsbedømmelse af de faktiske
omstændigheder har karakter af at være et investeringsprojekt for passive
investorer, hvor skattemæssige overvejelser må antages at have en væsentlig
betydning for anskaffelsen.
Der kan heller ikke gives dispensation, hvis aktivet indgår i et
"sale and lease back" arrangement, eller udlejes til
videreudlejning, jf. togvognsprojekterne.
E.F.1.6.2 De nye reglers ikrafttræden
Reglen i PSL § 4, stk. 1, nr. 13 om, at indkomst fra udlejning af
afskrivningsberettigede driftsmidler mv. er omfattet af anpartsreglerne har
virkning fra og med den 19. maj 1993 for indkomst ved udlejning af aktiver,
der er anskaffet den 19. maj 1993 eller senere.
For indkomst ved udlejning af aktiver, der er anskaffet i tiden 12. maj
1989 (anpartsindgrebet) til 18. maj 1993, får reglen virkning fra og med
indkomståret 1994.
Dette betyder, at allerede eksisterende projekter, der er etableret efter
anpartsindgrebet i 1989, f.eks. togvogne, høstmaskiner m.m., vil blive
omfattet af den nye regel fra indkomståret 1994.
For indkomståret 1993 gælder endnu de tidligere dispensationsregler
vedrørende aktiver anskaffet før den 30. april 1992, jf. ovenfor under
E.F.1.4.5. *
E.F.1.7 En eller to virksomheder?
Efter praksis vedrørende AL anses besiddelsen af anparter i flere
kommanditselskaber, interessentskaber mv. i visse tilfælde (passiv
besiddelse) for én virksomhed. Denne praksis finder ikke anvendelse
for skattepligtige, som anskaffer en virksomhed, der omfattes af PSL § 4,
stk. 1, nr. 10. Herefter anses medejendomsret til et kommanditselskab mv.,
der omfattes af anpartsreglerne, for en afgrænset virksomhed efter AL. Har en
anpartshaver eksempelvis anparter omfattet af reglerne i to forskellige
anpartsprojekter, betragtes anparterne som to forskellige virksomheder.
Praksisændringen er nødvendig som følge af reglerne om det fælles
skatteregnskab, jf. nedenfor. Er en virksomhed ikke omfattet af
anpartsreglerne, sker der ingen ændring af praksis.
Et selskab stillede Ligningsrådet følgende 3 spørgsmål:
1. Kan en person ved anskaffelse af skibsanparter, i et skibsprojekt
udbudt den 12. maj 1989 eller senere, som er godkendt af industriministeren,
anvende reglerne for fælles afskrivningssaldo for afskrivningsberettigede
aktiver i samtlige virksomheder, såfremt skatteyderen tillige ejer
skibsanparter, anskaffet før 12. maj 1989?
2. Kan en person ved anskaffelse af "brugte" skibsanparter, i et
skibsprojekt udbudt den 12. maj 1989 eller senere, som er godkendt af
industriministeren, anvende reglerne for fælles afskrivningssaldo for
afskrivningsberettigede aktiver i samtlige virksomheder, såfremt skatteyderen
tillige ejer skibsanparter, anskaffet før 12. maj 1989?
3. Kan en person anvende reglerne om fælles afskrivningssaldo, såfremt
denne anskaffer nye anparter i to eller flere skibsprojekter, som er udbudt
den 12. maj 1989 eller senere og godkendt af industriministeren?
Det var Ligningsrådets opfattelse, at bestemmelsen i PSL § 13, stk. 6, 4.
pkt. alene fastslår, at underskudsbegrænsningen i 1.-3. pkt. ikke gælder
skibsvirksomhed omfattet af § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13 (der i alle
tilfælde medregnes til kapitalindkomsten), når industriministeren har
godkendt skibsprojektet. Uanset, om skibsanparter således er omfattet af
sidste punktum, var det Ligningsrådets opfattelse, at virksomheden er
omfattet af anpartsreglerne, herunder reglerne om særskilt afskrivningssaldo.
E.F.1.8 Indkomstopgørelsen for anparts- og udlejningsvirksomheder
Virksomhedens skattepligtige indkomst opgøres som virksomhedens
bruttoindkomst med fradrag af udgifter, herunder afskrivninger, efter
skattelovgivningens almindelige regler herom, jf. dog nedenfor reglerne om
det fælles skatteregnskab. Er virksomheden kun omfattet af reglerne i en del
af året, skal virksomhedens indkomst i sin helhed behandles efter
anpartsreglerne i hele indkomståret. Er virksomheden forbigående, tilfældigt
eller utilsigtet i kun en kortvarig periode omfattet, ses der bort herfra.
Enkelte dele af indkomsten kan om nødvendigt opgøres forholdsmæssigt.
Virksomhedens indkomst omfatter også anparts- eller
udlejningsvirksomhedens renteindtægter og renteudgifter.
Renter
Ved afgørelse af, om der for en virksomhed med flere ejere er tale om
virksomhedens renteudgifter eller de enkelte ejeres private renteudgifter,
lægges vægt på, om der for renteudgifternes vedkommende foreligger fælles
hæftelse i virksomheden. Såfremt en kreditor ved misligholdelse kan søge sig
fyldestgjort i den fælles virksomheds formue eller en del heraf, er der tale
om renter, der vedrører virksomheden. Det samme gælder, hvis ejerne i øvrigt
hæfter solidarisk for gæld.
Er der i en virksomhed med flere ejere ikke solidarisk hæftelse for
renteudgifter, eller er der tale om en udlejningsvirksomhed med kun én
ejer, kan der lægges vægt på, om der f.eks. er ydet lån med pant i
virksomhedens aktiver. Det gælder renter af lån ydet af f.eks.
realkreditinstitutter eller renter af realkreditlignende lån.
For renteindtægternes vedkommende vedrører disse virksomheden, når de
f.eks. opføres i virksomhedens regnskab. I andre tilfælde må afgørelse heraf
foretages konkret.
E.F.1.9 Underskud PSL § 13, stk. 6
Efter PSL § 13, stk. 6, kan et underskud i almindelig eller særlig
indkomst fra en virksomhed, der er omfattet af reglerne for anparts- eller
udlejningsvirksomhed (PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13), ikke fratrækkes
i anden positiv almindelig eller særlig indkomst hos ejeren eller dennes
ægtefælle, men alene modregnes i positiv særlig eller almindelig indkomst fra
samme virksomhed i samme indkomstår. Det gælder dog ikke underskud fra
skibsvirksomhed, der er godkendt af industriministeren, jf. nedenfor.
I det omfang der efter modregning af et underskud i almindelig indkomst i
samme indkomstårs positive særlige indkomst fra virksomheden, fremkommer en
resterende negativ indkomst, skal denne modregnes i positiv indkomst fra
samme virksomhed i et senere indkomstår, uanset om den positive indkomst er
almindelig eller særlig indkomst. Tilsvarende gælder, såfremt der for det
pågældende indkomstår er en negativ særlig indkomst fra virksomheden. Efter
modregning af en negativ særlig indkomst i samme indkomstårs positive
almindelige indkomst, kan en resterende negativ særlig indkomst således kun
modregnes i senere positiv almindelig eller særlig indkomst fra samme
virksomhed.
Modregning af et underskud i positiv indkomst i et senere indkomstår fra
samme virksomhed kan ske, selv om virksomheden for dette indkomstår ikke er
omfattet af reglerne.
Et underskud fra en virksomhed kan ikke fremføres til modregning i senere
positiv indkomst fra en anden virksomhed tilhørende den skattepligtige.
Adgangen til at fremføre underskud efter PSL § 13, stk. 6, gælder uden
tidsbegrænsning.
Ophør
Bestemmelsen gælder også ved ophør af den fælles anpartsvirksomhed eller
ved ophør af udlejningsvirksomheden og ved anpartshaverens eller udlejerens
afståelse af en anpart eller et aktiv. Herefter kan tidligere års opsamlede
underskud modregnes i positiv indkomst i form af avance ved afståelse af
virksomhedens aktiver.
Forskudsafskrivninger efter AL
Underskudsbegrænsningen efter § 13, stk. 6, finder også anvendelse på
forskudsafskrivninger, som en skattepligtig har foretaget på aktiver efter AL
uden allerede at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, når blot de pågældende
aktiver efter færdiggørelsen skal anvendes i en virksomhed, der allerede er
omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 eller 13. Om reglens ikrafttræden, se
E.F.1.10.
E.F.1.10 Fælles regnskab LL § 29
I LL § 29 er indsat regler om udarbejdelse af et fælles skatteregnskab for
virksomheden. Formålet med det fælles skatteregnskab er at opnå
administrative lettelser for både anpartshavere og skattemyndigheder ved
indkomst- og formueopgørelsen.
Efter bestemmelsen skal virksomheder med flere end 10 personer som ejere,
hvoraf nogle ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang,
udarbejde et fælles skatteregnskab for disse ejere. Også de ejere, der
deltager i driften i væsentligt omfang, medregnes ved opgørelsen af
ejerantallet. Disse ejere er ikke omfattet af reglerne om fælles
skatteregnskab. Forudsætningen for, at der kan udarbejdes et fælles regnskab
for de pågældende ejere, vil normalt være, at der udarbejdes et fælles
skatteregnskab for hele virksomheden.
Kravet om udarbejdelse af et fælles skatteregnskab gælder for alle
skattepligtige personer, uanset hvornår virksomheden er anskaffet.
Der skal ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab for en
udlejningsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12 eller 13.
Bestemmelsen om det fælles skatteregnskab gælder kun virksomheder med fast
driftssted her i landet. Har virksomheden kun fast driftssted i udlandet,
skal der ikke udarbejdes et fælles skatteregnskab for ejerne, selv om en
eller flere af ejerne er skattepligtige til Danmark.
Det fælles skatteregnskab opgøres efter skattelovgivningens almindelige
regler. Opgørelsesmetoderne er dog fastlagt på følgende to områder:
1. Ved opgørelsen af virksomhedens skatteregnskab skal virksomhedens
renteindtægter og renteudgifter periodiseres.
2. Som hovedregel skal der for alle skattepligtige anvendes samme
afskrivnings- og nedskrivningssatser i det fælles skatteregnskab.
Alle ejernes af- og nedskrivninger i virksomheden er omfattet af
bestemmelsen om anvendelse af fælles af- og nedskrivningssatser.
Efter LL § 29, stk. 3, skal det fælles skatteregnskab ikke anvendes for
afskrivningsgrundlag og afskrivningssatser, hvis den skattepligtige for
indkomståret 1988 eller tidligere har haft et andet afskrivningsgrundlag end
de øvrige ejere. Er det tilfældet, kan den skattepligtige derfor selv
fastsætte afskrivningssatser ved indkomstopgørelsen.
En skattepligtig kan for en anpart også have et afskrivningsgrundlag, der
er forskelligt fra de øvrige ejere, ved køb af en brugt anpart, eller ved
forlods afskrivninger på et aktiv ved anvendelse af
investeringsfondshenlæggelser eller etableringskontomidler. I disse tilfælde
kan den skattepligtige ligeledes selv fastsætte afskrivningssatser.
Har en skattepligtig med anparter i flere virksomheder fælles
afskrivningssaldo for aktiverne i disse virksomheder, kan den skattepligtige
fortsat foretage individuelle afskrivninger på den fælles saldoværdikonto ved
indkomstopgørelsen. Der kan for anparter i flere virksomheder omfattet af
reglerne ikke længere etableres fælles afskrivningssaldo.
Efter LL § 29, stk. 2, skal det fælles skatteregnskab opgøres for
kalenderåret, medmindre Ligningsrådet tillader anvendelsen af et andet
regnskabsår. De fleste anpartshavere, der har lønindkomst, har kalenderåret
som indkomstår. Tilladelse til anvendelse af et andet regnskabsår end
kalenderåret kan gives i tilfælde, hvor kalenderåret kun vanskeligt kan
anvendes.
E.F.1.11 Indberetning af oplysninger SKL § 8 S
Efter SKL § 8 S, skal virksomheder med ejere, hvis indkomst og formue fra
virksomheden opgøres efter LL § 29, hvert år indberette oplysninger fra det
fælles skatteregnskab til de centrale skattemyndigheder (Told- og
Skattestyrelsen). Indberetning skal ske inden den 1. maj i året efter det
kalenderår, som oplysningerne vedrører, se A.L.2.3.5.
E.F.1.12 Ikrafttræden mv.
Bestemmelserne om beskatning af indkomst som kapitalindkomst og
underskudsbegrænsning har virkning for indkomst fra selvstændig
erhvervsvirksomhed, når den skattepligtige anskaffer virksomheden eller en
del af en virksomhed den 12. maj 1989 eller senere.
Alle anskaffelser den 12. maj 1989 eller senere er omfattet. Reglerne
gælder således både, når der er tale om anskaffelse af en anpart i en
anpartseller udlejningsvirksomhed, der er etableret før den 12. maj 1989, og
når der er tale om anskaffelse af en anpart i en ny anpartseller
udlejningsvirksomhed, der etableres den 12. maj 1989 eller senere. Den
tilgang som interessenter eller kommanditister opnår i tilfælde, hvor en
eller flere af deltagerne må udtræde som følge af misligholdelse anses
ligeledes som en anskaffelse, se f.eks. t&s nyt 1991.2.78 (lsr.) om
interessenters erhvervelse af nødlidende brugte anparter, samt t&s nyt
1991.17.951 (lsr.) om kommanditisters nedsættelse af stamkapitalen, svarende
til 1.712 anparter.
Er en virksomhed, der er omfattet af den tidligere affattelse af
bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 10, anskaffet inden den 12. maj 1989,
finder denne affattelse fortsat anvendelse for virksomheden også efter den
12. maj 1989. Indkomst fra en biskibsvirksomhed anskaffet før den 12. maj
1989 beskattes dermed fortsat som kapitalindkomst, og der gælder ingen
underskudsbegrænsning for indkomsten fra disse virksomheder. Dette gælder
også biskibsvirksomheder med 10 ejere eller derunder. Desuden kan
virksomhedsordningen ikke anvendes på indkomst fra biskibsvirksomheden.
Anskaffer en skibsvirksomhed, der er etableret før den 12. maj 1989, og
som før den 12. maj 1989 blev beskattet efter den dagældende affattelse af
PSL § 4, stk. 1, nr. 10, den 12. maj 1989 eller senere yderligere aktiver,
f.eks. et skib, beskattes indkomsten fra dette skib som kapitalindkomst. Har
skibsvirksomheden flere end 10 ejere, kan anskaffelse af yderligere aktiver
dog anses for unødvendig for skibsvirksomhedens fortsatte drift, hvorved
indkomsten fra hele skibsvirksomheden undergives underskudsbegrænsning, jf.
nedenfor.
* Ved udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe
(anparter) anskaffet den 19. maj 1993 eller senere, beskattes indkomsten fra
udlejningen, uanset antallet af ejere, og uanset formålet med udlejningen som
kapitalindkomst og med underskudsbegrænsning (medmindre arbejdskravet er
opfyldt). * Industriministerens godkendelse
Efter PSL § 13, stk. 6, 4. pkt., gælder bestemmelsen om
underskudsbegrænsning ikke, når industriministeren har godkendt
skibsprojektet.
Industriministerens adgang til at godkende skibsprojekter med skattemæssig
virkning ophører med udgangen af 1993, idet revisionsklausulen i § 8, stk. 3,
i lov nr. 388 af 7. juni 1989 (Anparter) er ophævet.
Industriministerens godkendelse i skatteretlig henseende af skibsprojekter
følger den praksis, der blev etableret ved lov nr. 767 af 12. nov. 1986 om
ændring af forskellige skattelove, som gennemførte skibsværftsaftalen fra
1986 om bl.a. en midlertidig forhøjelse af forskudsafskrivningerne på
skibsanparter.
Køb af en skibsanpart den 12. maj 1989 eller senere i et skibsprojekt, der
ikke har opnået industriministerens godkendelse efter anpartsloven medfører,
at anparten undergives reglerne om underskudsbegrænsning.
Industriministerens godkendelse af skibsprojekter efter bestemmelsen er
henlagt til Sekretariatet for Skibsfinansiering under Industriministeriet. Om
godkendte skibsprojekter se cirkulæret pkt. 31 samt t&s nyt 1991.2.56.
Ved afgørelse af, om en virksomhed efter PSL § 4, stk. 1, nr. 10, er
anskaffet før den 12. maj 1989, skal der lægges vægt på, om der er indgået en
bindende aftale. Dette gælder selv om der efter gældende praksis ikke altid
er fradragsret for driftsomkostninger i virksomheden fra det tidspunkt, hvor
den bindende aftale er indgået. Foreligger der en bindende aftale mellem
anpartshaveren og den fælles anpartsvirksomhed om etablering af en konkret
erhvervsmæssig aktivitet, f.eks. ved kommanditistens underskrift på en
tegningsaftale og kommanditselskabets accept af tegningsaftalen, anses
virksomheden som hovedregel for anskaffet af anpartshaveren.
Det er ikke et krav, at virksomhedens aktiver tillige er anskaffet
(leveret), og at virksomheden er i drift på dette tidspunkt. Foreligger der
en bindende aftale mellem en køber og en sælger om overdragelse af en
virksomhed, f.eks. ved en kontrakt, slutseddel el.lign., foreligger der som
hovedregel anskaffelse af en virksomhed efter loven.
Har anpartshaveren inden den 12. maj 1989 indgået aftale om erhvervelse af
en virksomhed eller anpart i en virksomhed, finder de hidtidige regler
anvendelse for indkomsten fra denne virksomhed.
Der gælder samme regler for udlejningsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk.
1, nr. 12, og 13.
Indkomst fra en udlejningsvirksomhed anskaffet før den 12. maj 1989
omfattes ikke af PSL § 4, stk. 1, nr. 12, og 13 ved udlejning af aktivet den
12. maj 1989 eller senere. Indkomsten omfattes således ikke af bestemmelsen i
nr. 12, selv om administration af udlejningen denne dato eller senere overgår
fra ejeren selv til en virksomhed eller overgår fra en virksomhed til en
anden virksomhed. Indkomsten fra udlejningen er desuden ikke omfattet af nr.
12, 2. pkt., hvis udlejningen sker til en lejer, der den 12. maj 1989 eller
senere lejer aktiver af flere end 10 personer som led i en fælles udlejning.
Indkomsten fra udlejningen af et aktiv omfattes heller ikke, hvis ejeren
af aktivet har anvendt aktivet erhvervsmæssigt i en anden virksomhed før den
12. maj 1989 og på denne dato eller senere påbegynder udlejning af aktivet,
såfremt afskrivningssaldoen for aktivet efter afskrivningslovens praksis
fortsætter. Er aktivet derimod anvendt privat før den 12. maj 1989 og
herefter udlejet den 12. maj 1989 eller senere, foreligger der anskaffelse af
en udlejningsvirksomhed efter anpartsreglerne, jf. AL § 32, stk. 3. Det samme
gælder for fast ejendom.
Efter PSL § 4, stk. 1, nr. 10, er det uden betydning for en skattepligtig,
der har anskaffet virksomheden den 12. maj 1989 eller senere og dermed er
omfattet af anpartsreglerne, at de øvrige ejere har anskaffet deres
virksomhed før den 12. maj 1989.
Det er efter bestemmelsen i PSL § 4, stk. 1, nr. 12, 1. pkt. ligeledes
uden betydning, at de øvrige personer, der udlejer aktiver gennem den samme
virksomhed, har anskaffet deres virksomheder før den 12. maj 1989, og dermed
ikke er omfattet af anpartsloven. Endelig er det efter bestemmelsen i PSL §
4, stk. 1, nr. 12, 2. pkt., uden betydning, at de øvrige personer, der
udlejer aktiver til den samme lejer, har anskaffet deres virksomheder før den
12. maj 1989.
Er et aktiv ved anskaffelsen den 12. maj 1989 eller senere allerede
udlejet således, at køberen overtager den af sælger indgåede lejekontrakt med
lejeren, er udlejningen omfattet, såfremt lejeaftalen enten administreres af
en virksomhed, der formidler udlejning af aktiver eller varetager
administrationen af lejeaftaler for flere end 10 personer, eller udlejningen
sker til en lejer, der lejer aktiver af flere end 10 personer som led i en
fælles udlejning. Såfremt der til anskaffelsen af aktivet er knyttet en ny
lejeaftale, hvis virkning er afhængig af købet, er udlejningen omfattet, når
den nye lejeaftales indgåelse er formidlet af en virksomhed, der formidler
udlejning for flere end 10 personer. Såfremt der til salget af et aktiv er
knyttet en lejeaftale med den tidligere ejer, vil der normalt altid foreligge
en sådan ny aftale.
Har en anpartshaver anskaffet en anpart før den 12. maj 1989 og en anpart
yderligere den 12. maj 1989 eller senere i samme virksomhed anvendes de
regler, der gjaldt indtil denne dato, for den anpart, der er anskaffet før
den 12. maj 1989, og anpartslovens regler for den anpart, der anskaffes den
12. maj 1989 eller senere, jf. f.eks. t&s nyt 1991.2.78 (lsr.) og t&s
nyt 1991.17.951 (lsr.).
E.F.1.12.1 Fælles udlejning mv. overgangsregler
Reglerne om fælles udlejning har virkning for indkomst fra selvstændig
erhvervsvirksomhed, som den skattepligtige anskaffer den 12. maj 1989 eller
senere svarende til det tidspunkt, hvorfra lov nr. 388 af 7. juni 1989 har
virkning. Disse regler om ikrafttræden for mindre udlejningsvirksomheder er
nærmere omtalt ovenfor under E.F.1.11, i cirkulære nr. 15 af 22. jan. 1990,
afsnit F, punkterne 29, 32 og 33 samt i cirkulære nr. 364 af 6. juni 1991.
Lempeligere beskatning
Hvis den skattepligtige har anskaffet en virksomhed i perioden fra den 12.
maj 1989 og indtil lovens ikrafttræden den 8. juni 1991, finder de hidtil
gældende bestemmelser anvendelse, såfremt disse fører til en lempeligere
beskatning end de ved lov nr.364 af 6. juni 1991 fastsatte bestemmelser.
Er en udlejningsvirksomhed omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr.
12 og 13, som affattet ved lov nr. 388 af 7. juni 1989, og er den
skattepligtige indkomst fra virksomheden for denne periode positiv, finder
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 og 13, og § 4, stk. 5, og § 13, stk.
6, jf. affattelsen af disse bestemmelser ved lov nr. 388 af 7. juni 1989,
anvendelse. Indkomsten beskattes i disse tilfælde som kapitalindkomst. Dette
gælder også for indkomst fra virksomheden efter den 8. juni 1991.
Virksomhedsordningen
I tilfælde hvor indkomsten ved dispensation fra anpartsreglerne bliver
personlig indkomst, eller hvis virksomheden iøvrigt ikke omfattes af
anpartsreglerne, vil den skattepligtige kunne have interesse i af benytte
virksomhedsordningen, se om adgangen til genoptagelse med henblik på
efterfølgende indtræden i virksomhedsordningen, afsnit E.G.1.4.4.
E.F.1.12.2 Forskudsafskrivninger efter AL
Foretager en skattepligtig, der ikke allerede driver selvstændig
erhvervsvirksomhed, forskudsafskrivninger efter afskrivningslovens
bestemmelser på aktiver, der efter færdiggørelsen skal anvendes i en
virksomhed, der er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 (flere
end 10 ejere), 12 eller nr. 13, fragår de foretagne forskudsafskrivninger i
den indkomst, der skal beskattes efter anpartsreglerne, fra og med det
indkomstår, hvori der foretages forskudsafskrivninger.
Underskudsbegrænsningen efter § 13, stk. 6, skal dermed anvendes for de
foretagne forskudsafskrivninger.
Som eksempel på lovændringen kan nævnes en bygherre, der indgår en aftale
med en kommende lejer om, at den bygning, som bygherren vil opføre, efter
færdiggørelsen skal indgå som en del af et fælles udlejningsprojekt for flere
end 10 personer. Bygherren omfattes af anpartsreglerne, såfremt vedkommende
foretager forskudsafskrivninger. Bygherren er omfattet af reglerne fra det
tidspunkt, hvor forskudsafskrivningerne foretages.
Hvis bygherren foretager forskudsafskrivninger, medregnes disse ikke til
indkomsten fra virksomheden efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12
og 13, hvis virksomheden først bliver omfattet af anpartsreglerne i et senere
indkomstår. Dette gælder, når der f.eks. ved byggeriets start ikke er indgået
en kontrakt om udlejning, der omfattes af anpartsreglerne i
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12 eller 13.
E.F.1.13 Anskaffelse af aktiver eller overtagelse af anden virksomhed
Reglerne om beskatning af indkomst som kapitalindkomst og
underskudsbegrænsningen har endvidere virkning for indkomst fra selvstændig
erhvervsvirksomhed, når den skattepligtige har anskaffet virksomheden eller
en del heraf før den 12. maj 1989, og virksomheden på denne dato eller senere
anskaffer aktiver eller overtager anden virksomhed, uden at dette er
nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift.
Formålet med bestemmelsen er at imødegå, at nye anpartsprojekter mv.
etableres i en virksomhed etableret før den 12. maj 1989, hvorved
virksomheden ikke omfattes af de nye bestemmelser. Anses anskaffelsen af et
aktiv for unødvendig for virksomhedens fortsatte drift, bliver hele
virksomheden omfattet af anpartsreglerne.
Udgangspunktet for vurderingen af, hvorvidt anskaffelsen har været
nødvendig for virksomhedens fortsatte drift, kan være, om virksomheden har
fradragsret for udgiften til anskaffelsen af aktivet ud fra en
driftsomkostningsbetragtning. Er det tilfældet, vil aktivet normalt også være
nødvendigt for virksomhedens fortsatte drift. Hvis der sker aktivering af
anskaffelsen, vil der dog i visse tilfælde ikke foreligge en anskaffelse, der
kan anses for nødvendig for den fortsatte drift.
Som en hovedregel skal det kun ved større anskaffelser vurderes, om disse
har været nødvendige for den fortsatte drift af virksomheden.
Finansielle aktiver
Ved ændringen af § 8, stk. 2, 3. pkt., i lov nr. 388 af 7. juni 1989 om
ændring af forskellige skattelove (Anparter), jf. lov nr. 364 af 6. juni
1991, undtages finansielle aktiver fra bestemmelsen om, at anskaffelse af
aktiver i en virksomhed etableret før den 12. maj 1989, der ikke er
nødvendige for virksomhedens forstatte drift, fører til, at anpartsreglerne
skal anvendes for virksomheden. Herefter gælder reglen kun ved anskaffelse af
andre aktiver end finansielle aktiver.
Kapitalomplaceringer og anskaffelse af finansielle aktiver ved disposition
over en midlertidig likviditetsreserve kan således foretages, uden at der af
denne grund skal tages stilling til, om virksomheden bliver omfattet af
anpartsreglerne.
Anskaffer en virksomhed et eller flere aktiver til erstatning for et eller
flere afhændede aktiver, vil anskaffelsen som hovedregel kunne anses for
nødvendig for virksomhedens fortsatte drift. Udskifter en virksomhed derimod
hovedaktivet af andre grunde end f.eks. nedslidning eller teknisk/-økonomisk
forældelse, vil der som udgangspunkt foreligge en anskaffelse, der ikke er
nødvendig for virksomhedens fortsatte drift.
Udvidelse af en virksomheds aktiviteter ved anskaffelse af et eller flere
aktiver kan i visse tilfælde anses for nødvendig for virksomhedens fortsatte
drift, hvis udvidelsen ligger inden for den eksisterende virksomheds
naturlige rammer.
Mindre udvidelser kan som hovedregel anses for nødvendige for den
fortsatte drift. Det gælder eksempelvis en mindre om- og tilbygning af fast
ejendom.
Større udvidelser kan normalt ikke anses for nødvendige for den
eksisterende virksomheds fortsatte drift. En større udvidelse kan foreligge,
når ejere af f.eks. en afskrivningsberettiget ejendom anskaffer en
tilsvarende ejendom.
Som det fremgår vil det være meget begrænset hvilke anskaffelser den
"gamle" virksomhed kan foretage, uden at hele virksomheden derved
bliver omfattet af anpartsreglerne. Dette kan illustreres af følgende 2 helt
principielle afgørelser fra Ligningsrådet, som må anses som grænsedragende
for omfanget af de anskaffelser, der normalt vil blive accepteret af
skattemyndighederne.
Et kommanditselskab var stiftet i 1988 med en kapital på ca. 75 mill. kr.
fordelt på 454 anparter. Med overtagelse slutningen af dec. 1988 købte
kommanditselskabet en ejendom i Vesttyskland og 5 ejendomme i Danmark.
Afskrivningsgrundlaget for ejendommene i Danmark blev opgjort til 31,6 mill.
kr.
Kommanditselskabet påtænkte nu at nedrive en gammel 2-plansbygning på 53
m2, som blev brugt til lager, på den ene af de 5 danske ejendomme, der havde
en anskaffelsessum på 9 mill. kr. Til erstatning herfor ønskedes opført en ny
lagerbygning på 97 m2 til ca. 800.000 kr. Det var i øvrigt oplyst, at en
istandsættelse af lagerbygningen ikke var økonomisk rentabel. I øvrigt
oplyste selskabet, at udvidelsen var nødvendig på grund af pladsmangel og
uhensigtsmæssig opbygning.
Ligningsrådet fandt efter en samlet konkret vurdering ikke, at den
påtænkte nyopførelse, der var budgetteret til at koste ca. 800.000 kr., måtte
betragtes som en unødvendig udvidelse,der lå uden for den eksisterende
virksomheds naturlige rammer, hvorfor kommanditselskabets virksomhed ikke
ville blive omfattet af anpartsreglerne.
Et andet kommanditselskab var ligeledes stiftet i 1988 med det formål at
erhverve og udleje 3 erhvervsejendomme. Selskabet havde en samlet kapital på
31,5 mill. kr. fordelt på 18 anparter. I tilknytning til den ene af de
anskaffede ejendomme indgik kommanditselskabet i dec. 1988 en
entreprisekontrakt om opførelse af en nybygning til en samlet anskaffelsessum
på 7 mill. kr. I okt. 1989 stillede lejeren krav om en udvidelse af den
oprindelige entreprisekontrakt på ca. 2,2 mill. kr. Udvidelsen drejede sig
bl.a. om en ændring af en produktionshal, således at der kunne installeres en
løbekran, samt opførelse af en lagerbygning.
Det var oplyst, at såfremt de pågældende ændringer ikke blev udført, ville
lejeren også fraflytte de eksisterende byninger i lejemålet.
Det var Ligningsrådets opfattelse, at den påtænkte bygning måtte anses for
nødvendig for virksomhedens fortsatte drift, og at ombygningen lå inden for
vikrsomhedens naturlige rammer.
Ved vurderingen af om en udvidelse af en virksomheds aktiviteter er
nødvendige, kan der endvidere lægges vægt på den forøgelse af omsætningen,
som udvidelsen medfører. Har udvidelsen medført en væsentlig forøgelse af
omsætningen i løbet af det indkomstår, der følger efter det år, hvori
udvidelsen har fundet sted, taler dette for, at udvidelsen må anses for
unødvendig for virksomhedens fortsatte drift. Ligningsrådet har i en bindende
forhåndsbesked bl.a. henset til at det måtte antages, at investeringen ville
formå at styrke omsætningen. Det samme gælder, hvis udvidelsen har medført,
at virksomhedens balance er steget kraftigt.
Overtagelse af anden virksomhed kan som hovedregel ikke anses for
nødvendig for den fortsatte virksomhed.
Anskaffer en virksomhed aktiver, således at der etableres en helt ny
virksomhed, f.eks. et ejendomsinteressentskabs anskaffelse af et skib, kan
anskaffelsen af skibet i de almindelige tilfælde ikke anses for nødvendig for
den fortsatte drift af ejendomsinteressentskabet. Det beror i øvrigt på en
konkret vurdering, hvorvidt driftsomlægning er nødvendig for den fortsatte
drift af en eksisterende virksomhed.
Anskaffer en virksomhed flere gange over et kortere tidsrum aktiver, hvis
anskaffelse hver gang anses for nødvendig for den fortsatte drift, kan
anskaffelsen af de samlede aktiver vurderes under ét, selv om
udgangspunktet er, at hver anskaffelse vurderes for sig.
E.F.1.14 Udlæg til arvinger mv.
Efter anpartslovens § 8, stk. 2, anses en overgang af virksomheden til et
dødsbo efter ejeren eller dennes ægtefælle, udlæg til en arving, ægtefælle
eller legatar fra et dødsbo eller udlevering af dødsbo til længstlevende
ægtefælle til hensidden i uskiftet bo ikke som anskaffelse. Udlæg til en
arving, ægtefælle eller legatar betragtes heller ikke som anskaffelse, selv
om dødsboet er opstået ved skifte af uskiftet bo.
Afgørende for, om anpartslovens bestemmelser finder anvendelse er
herefter, hvornår afdøde anskaffede virksomheden. Har afdøde anskaffet
virksomheden før den 12. maj 1989, er virksomheden ikke omfattet af
anpartsreglerne, og der foreligger ikke anskaffelse for arvinger mv. i de
nævnte tilfælde den 12. maj 1989 eller senere.
E.F.2 Kommanditister
E.F.2.1 Kommanditisters indkomstopgørelse mv.
I et kommanditselskab hæfter en eller flere (komplementarerne) personligt
og solidarisk for selskabets forpligtelser, medens de øvrige deltagere
(kommanditisterne) alene hæfter inden for nærmere fastsatte grænser.
De enkelte kommanditister beskattes af deres anpart i kommanditselskabet
på samme måde som interessenter i et interessentskab.
Kommanditisters adgang til fradrag for tab som følge af påtagen
selvskyldnerkaution over for kommanditselskabets kreditorer og tab, som
skyldes at medkommanditister ikke overholder deres indskudsforpligtelse mv.
skal vurderes ud fra de almindelige regler om fradrag for driftstab. Se også
afsnit E.A.2.5, E.A.2.8.
Ifølge praksis anses disse tab dog ikke som fradragsberettigede driftstab,
men som formuetab. Tabet kan derfor ikke fratrækkes, uanset at
kommanditistens andel af tabet ligger inden for hæftelsen som kommanditist,
HD af 8. jan. 1988 (Skat 1988.3.119), lsr. 1983.45 og ØLD af 17. maj 1989
(Skat 1989.7.525).
En kommanditists tab på indskud i et kommanditselskab, hvis formål var at
udleje samt handle med kapitalgoder af enhver art, men som aldrig havde været
i drift og senere var gået konkurs, blev anset for at være et ikke
fradragsberettiget formuetab, lsr. 1984.59.
En kommanditist, der havde kautioneret for selskabets bankgæld, måtte
indbetale kr. 50.000 da kautionsforpligtelsen blev aktuel. Selv om han havde
modtaget en årlig præmie på 5.000 kr. for at påtage sig
kautionsforpligtelsen, kunne kautionstabet ikke anses for en
fradragsberettiget driftsudgift, idet han ikke havde drevet virksomhed med
sikkerhedsstillelse. Da der ikke i forbindelse med hans kaution for
kommanditselskabet var sket fraskrivelse af adgangen til regres, kunne
kautionstabet heller ikke betragtes som et fradragsberettiget tab af indskud,
lsr. 1984.177.
Fradragsbegrænsning
For kommanditister er adgangen til underskudsfradrag mv. begrænset enten
efter reglerne i PSL § 13, stk. 6, jf. nærmere afsnit E.F.1.2 eller efter
reglerne i Ligningsrådets anvisning om kommanditisters fradrag af underskud
mv. T&S cirk. 1990-1, se nedenfor.
Ifølge Ligningsrådets anvisning, som gælder for kommanditister som har
indkomst, der ikke er omfattet af reglerne i PSL § 13, stk. 6, kan
kommanditistens fradrag ikke overstige hans hæftelse som kommanditist, jf. i
øvrigt HD af 4. nov. 1982 (skd. 64.82) og lsr. 1974.38.
Fradragskontoen
For at kunne styre, i hvilket omfang afskrivninger og underskud kan
fradrages, føres en fradragskonto for hver kommanditist. Denne konto
godskrives samtlige de beløb, der kan tages i betragtning som kommanditistens
ansvarlige kapital, medens kontoen på den anden side reduceres med de af
kommanditisten foretagne af- og nedskrivninger samt underskudsfradrag.
Kommanditisten kan herefter kun fradrage underskud samt skattemæssige af- og
nedskrivninger i det omfang, beløbet modsvares af en positiv saldo på
fradragskontoen.
I lsr. 1985.51 fandtes forlods afskrivning gennem frigivelse af
etableringskontomidler i juni 1981 principielt at måtte ligestilles med andre
skattemæssige afskrivninger, og da fradragskontoen pr. 31. dec. 1981 herefter
var negativ, kunne kommanditisten ikke fradrage et underskud på 11.634 kr.
for indkomståret 1981.
Landsskatteretten fandt, at en kommanditist, der havde en negativ
fradragskonto som følge af frigivne investeringsfondshenlæggelser, ikke var
berettiget til at modregne underskud fra tidligere år i overskud for et
senere år, jf. Skat 1985.1.13.
E.F.2.2 Ligningsrådets anvisning
Om kommanditisters fradrag af underskud mv., jf. T&S cirk. 1990-1.
For kommanditister, som har indkomst, som ikke er omfattet af reglen i PSL
§ 13, stk. 6, gælder de i cirkulæret under pkt. 1-4 nævnte
fradragsbegrænsningsregler.
E.F.2.2.1 Fradragskontoen
Kommanditisten kan ikke ved sin indkomstopgørelse samlet fratrække et
større beløb end svarende til den til anparten hørende hæftelse, idet anpart
i driftsunderskud samt skattemæssige af- og nedskrivninger alene kan
fratrækkes i den udstrækning, de modsvares af en positiv saldo på
fradragskontoen.
Ved opgørelsen af saldoen på fradragskontoen medtages følgende beløb:
a) Indskud, der kan anses for ansvarlig indskudskapital. Der medregnes
såvel indbetalt som skyldigt indskud.
b) Vederlag betalt for overtagelse af anpart fra anden deltager. Der
medregnes såvel udredet vederlag som overtagne indskudsforpligtelser.
c) Forpligtelser som følge af kommanditistens medhæftelse som selvskyldner
for selskabsgæld, i det omfang forpligtelsen endeligt påhviler kommanditisten
uden regres til andre deltagere.
d) Anpart i kommanditselskabets overskud i det omfang dette beløb
forbliver indestående i selskabet på samme vilkår som ansvarlig
indskudskapital.
e) Beskattede avancer ved afhændelse af kommanditselskabets aktiver i den
udstrækning disse modsvarer af- og nedskrivninger, der er fragået
fradragskontoen.
f) Anpart i kommanditselskabets fortjenester ved afhændelse af selskabets
aktiver samt anpart i kommanditselskabets realiserede formuegevinster (f.eks.
kursgevinster ved indfrielse af lån) i det omfang denne fortjeneste forbliver
indestående i selskabet på samme vilkår som ansvarlig indskudskapital.
Der fragår følgende beløb:
g) Anpart i selskabets driftsunderskud, der er fratrukket ved
indkomstopgørelsen.
h) Skattemæssigt fratrukne af- og nedskrivninger på anpart i selskabets
aktiver.
i) Forlods afskrivninger som følge af anvendelse af
investeringsfondshenlæggelse eller indskud på etableringskonto.
j) Forskudsafskrivninger på anpart i selskabets aktiver.
k) Anpart i kommanditselskabets realiserede formuetab (ikke
fradragsberettigede omkostninger og tab ved selskabets afhændelse af
aktiver), i det omfang beløbene belastes kommanditistens kapitalkonto i
kommanditselskabet, og de ikke modsvares af skattemæssige afskrivninger eller
fradrag, jf. lsr. 1984.149.
E.F.2.2.2 Fælles saldoværdikonto
Foretager en kommanditist i medfør af afskrivningslovens regler
saldoafskrivning på en fælles saldoværdikonto, hvori indgår anpart i aktiver
i kommanditselskabet og aktiver uden for kommanditselskabet (såvel anpart i
andre kommanditselskabers aktiver som aktiver i virksomhed, hvor
kommanditisten er fuldt ansvarlig) gælder:
a) Der kan ved indkomstopgørelsen ikke fratrækkes
- anpart i kommanditselskabets driftsunderskud opgjort efter skattemæssige
regler, og
- skattemæssige nedskrivninger og separate afskrivninger (hvorved forstås
skattemæssige afskrivninger bortset fra saldoafskrivninger) vedrørende anpart
i kommanditselskabets aktiver,
hvis summen af de gennem årene foretagne fradrag for anpart i
driftsunderskud, skattemæssige nedskrivninger og separate afskrivninger
tillige med anpart i realiserede ikke fratrukne formuetab vedrørende
kommanditselskabet overstiger hæftelsen for den pågældende anpart.
b) Der kan ved indkomstopgørelsen ikke fratrækkes
- anpart i kommanditselskabets(ernes) driftsunderskud opgjort efter
skattemæssige regler,
- skattemæssige nedskrivninger og separate afskrivninger vedrørende anpart
i kommanditselskabets(ernes) aktiver, samt
- skattemæssige afskrivninger på den fælles saldoværdikonto,
hvis de samlede skattemæssige fradrag gennem årene og konstaterede ikke
fratrukne formuetab overstiger summen af de pågældende anparters hæftelse.
Dette betyder, at der føres en fælles fradragskonto for de anparter, hvis
aktiver indgår i en fælles saldoværdikonto.
Den fælles fradragskonto godskrives anparternes hæftelse mv. og belastes
med skattemæssige driftsunderskud, nedskrivninger og separate afskrivninger,
realiserede formuetab samt de skattemæssige afskrivninger på den fælles
saldoværdikonto.
Den fælles fradragskonto kan ikke godskrives et beløb vedrørende en
anpart, der overstiger det beløb, der er ført som tilgang på den fælles
saldoværdi fra anparten.
Indgår der i saldoværdikontoen tilgang fra virksomhed, hvor kommanditisten
er fuldt ansvarlig, godskrives den fælles fradragskonto et beløb svarende til
tilgangen i den fælles saldoværdi fra denne virksomhed, og den fælles
fradragskonto belastes med de samlede skattemæssige afskrivninger på den
fælles saldoværdikonto.
E.F.2.2.3 Konsekvenser af fradragsbegrænsninger
Skattemæssige afskrivninger, der efter punkterne 1 og 2 ikke kan foretages
med virkning for indkomstopgørelsen, anses for ikke foretaget.
I det omfang skattemæssige afskrivninger kan foretages, anses bundne
afskrivninger for foretaget forud for afskrivninger, der efter
kommanditistens valg kunne være henskudt til et senere indkomstår.
Anpart i driftsunderskud og bundne skattemæssige afskrivninger, for hvilke
fradrag er nægtet ved indkomstopgørelsen under hensyn til fradragskontoens
udvisende, kan uden tidsbegrænsning bringes til fradrag ved
indkomstopgørelsen inden for en på fradragskontoen i senere indkomstår
fremkommen positiv saldo.
E.F.2.2.4 Den skattemæssige formue
En kommanditist kan ikke ved opgørelsen af den skattepligtige formue
fratrække et større beløb svarende til restindskudsforpligtelsen (forskellen
mellem hæftelsen og de faktisk foretagne indskud).
De i anvisningen behandlede skattemæssige problemer falder i to led: 1)
Reglerne om fradragsbegrænsning. 2) Formueopgørelsen.
Ad 1) Fradrags- begrænsningen
Det præciseres, at en kommanditist, hvis fradragskonto for et givet
indkomstår er nul, ikke kan foretage skattemæssige af- og nedskrivninger på
andel i kommanditselskabets aktiver, selv om driftsresultatet for det
omhandlede år udviser overskud.
Er fradragskontoen negativ, kan der som udgangspunkt ikke foretages
skattemæssige af- og nedskrivninger. Dette gælder dog ikke, såfremt årets
driftsoverskud forbliver indestående som ansvarlig indskudskapital, idet der
i dette tilfælde kan foretages skattemæssige af- og nedskrivninger for et
beløb svarende til den del af overskuddet, der overstiger fradragskontoens
negative saldo, jf. lsr. 1982.166.
Ved opgørelsen af fradragskontoen skal fratrækkes alle skattemæssige
afskrivninger.
I et tilfælde, hvor der var opstået en negativ saldo på fradragskontoen
som følge af, at fradragskontoen var belastet med visse formuetab, fandtes
der ikke at være grundlag for at beskatte kommanditisten af et beløb svarende
til den negative saldo på fradragskontoen, se Skat 1988.10.608.
Ad 2) Formueopgørelsen
Fradragskontoen skal ikke anvendes som udgangspunkt for fastsættelsen af
den formueskattepligtige værdi, og en kommanditist kan ikke ved opgørelsen af
den skattepligtige formue fratrække et større beløb vedrørende
kommanditanparten end svarende til restindskudsforpligtelsen (forskellen
mellem hæftelsen og de faktisk foretagne indskud).
E.F.2.3 Afståelse
Ved en kommanditists afståelse af en kommanditanpart og ved
kommanditselskabets afståelse af aktiver skal kommanditisten opgøre
skattemæssig avance efter skattelovgivningens almindelige regler for
afståelse af de pågældende aktiver, idet kommanditisten skattemæssigt anses
for at have afstået ideelle anparter i kommanditselskabets aktiver og
eventuelle passiver.
Salgssummen opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, idet der
ved afståelse af anpart tages hensyn til den ideelle anpart i
kommanditselskabets gæld, som kommanditisten samtidig overdrager, jf. lsr.
1981.70 og VLD af 9. nov. 1983 (skd. 69.266), hvor en kommanditist - som i
forbindelse med salg af sin anpart i et rederikommanditselskab blev frigjort
for at betale sin andel af stiftelsesomkostninger og kursreguleringer på
prioritetslån i fremmed valuta, ialt 13.381 kr. - fandtes at skulle medregne
det pågældende beløb ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved
salget af anparten.
Til den gæld, som kommanditisten frigøres for, skal også medregnes gæld,
som går ud over det beløb, hvortil kommanditisten har begrænset sin hæftelse.
Dette er en konsekvens af, at kommanditisten som udgangspunkt i skattemæssig
henseende betragtes som en interessent, og det er modstykket til, at
kommanditistens afskrivningsgrundlag opgøres som anskaffelsessummen for den
ideelle anpart af kommanditselskabets afskrivningsberettigede aktiver
inklusive eventuel gæld, der ligger ud over hans hæftelse.
Den således opgjorte salgssum for kommanditistens ideelle anpart i
samtlige kommanditselskabets aktiver skal herefter fordeles på disse aktiver
efter de almindelige regler herfor.
Landsskatteretten fandt, at en kommanditists forpligtelse til at betale
99.015 kr. måtte antages at være ophørt, da komplementaren, der gentagne
gange havde forsøgt at inddrive det forfaldne beløb, havde afskrevet det som
uerholdeligt og havde fradraget beløbet som driftstab ved sin
indkomstopgørelse. Beløbet kunne derfor ikke bringes til fradrag ved
opgørelsen af kommanditistens fortjeneste ved salget af skibsanparten, lsr.
1982.167.
Eksempel på avanceopgørelse
Kommanditisten sælger ultimo år 2 sin anpart for 15.000 kr. kontant. Hans
anpart i den i kommanditselskabets regnskab opgjorte kapitalkonto andrager
10.000 kr.
Anparten er anskaffet i år 1 for 100.000 kr. (hæftelse 50.000 kr.).
Anparten i afskrivningsberettigede aktiver udgør ligeledes 100.000 kr.
Kommanditistens fradrag for driftsunderskud og afskrivninger forudsættes
at have været som følger:
År 1:
Fradrag:
Anpart i driftsunderskud 2.000 kr.
Saldoafskrivning 30.000 kr.
----------
Fradrag 32.000 kr.
Saldoværdikonto:
Anpart i anskaffelsessum 100.000 kr.
Afskrivning, 30% 30.000 kr.
-----------
Saldoværdi 70.000 kr.
Fradragskonto:
Hæftelse 50.000 kr.
Fratrukket driftsunderskud 2.000 kr.
Fratrukket afskrivning 30.000 kr.
----------
Saldoværdi 18.000 kr.
År 2:
Fradrag:
Anpart i driftsunderskud 11.000 kr.
----------
Fradragskonto:
Saldo primo 18.000 kr.
Fratrukket driftsunderskud 11.000 kr.
----------
Saldo herefter 7.000 kr.
Herefter opgøres avancen som forskellen mellem salgssummen og saldoværdien
ved årets begyndelse, jf. afskrivningslovens §§ 13 og 6.
Salgssummen for anparten i afskrivningsberettigede aktiver findes således:
Kontant salgspris 15.000 kr.
Anpart i kapitalkonto 10.000 kr.
----------
Salgspris overstiger anpart i
kapitalkonto med (merværdi) 5.000 kr.
----------
Anpart i bogført værdi af
afskrivningsberettigede
aktiver 100.000 kr.
Merværdi 5.000 kr.
-----------
Salgssum for anpart i
afskrivningsberettigede
aktiver 105.000 kr.
-----------
Skattemæssig avance bliver herefter:
Salgssum 105.000 kr.
Saldoværdi 70.000 kr.
-----------
Avance 35.000 kr.
-----------
Overdragelse af en anpart kan ske på alle tidspunkter i
kommanditselskabets regnskabsperiode.
I sådanne tilfælde kan køberen ved sin indkomstopgørelse ikke medregne
andel i driftsresultat forud for overtagelsesdagen. Dette beløb skal derimod
medregnes ved sælgerens indkomstopgørelse.
Er det i forbindelse med handelen bestemt, at køberen overtager det
omhandlede driftsresultat, skal dette indgå ved opgørelsen af
overdragelsesprisen, jf. lsr. 1979.26.
E.F.2.4 Anparter i flere kommanditselskaber
Kommanditister skal efter reglerne i afskrivningsloven føre fælles
saldoværdi for anparternes afskrivningsgrundlag og afskrivninger, hvor
anpartsbesiddelsen i flere projekter skal anses for én virksomhed. Om
der foreligger en eller flere virksomheder, se E.I.3.1.1.
Konsekvensen af den fælles saldoværdi er, at årets saldoafskrivninger ikke
umiddelbart kan henføres til de enkelte anparter.
Der skal derfor foretages en fuldstændig udskillelse af afskrivningerne,
og disse føres på en fælles fradragskonto, efter at der er taget hensyn til
driftsunderskuddene på separate fradragskonti (driftsfradragskonti).
Eksempel
Kommanditisten har én anpart i hvert af de to
skibskommanditselskaber X og Y anskaffet i år 1.
X Y
Anpart nominelt 100.000 kr. 100.000 kr.
Hæftelse 100.000 kr. 50.000 kr.
Afskrivningsgrundlag 100.000 kr. 100.000 kr.
Skattemæssigt driftsresultat eksklusive afskrivninger:
År 1 - 10.000 kr. - 10.000 kr.
År 2 - 10.000 kr. - 50.000 kr.
Saldoværdikonto uden hensyn til eventuel fradragsbegrænsning:
År 1 Tilgang X + Y 200.000 kr.
År 1 Saldoafskrivning 30% - 60.000 kr.
-----------
Saldoværdi 1. jan. år 2 140.000 kr.
År 2 Saldoafskrivning 30% - 42.000 kr.
-----------
Saldoværdi 1. jan. år 3 98.000 kr.
År 3 Saldoafskrivning 30% - 29.400 kr.
-----------
Saldoværdi 1. jan. år 4 68.600 kr.
-----------
Kommanditistens fradrag for år 1 og år 2 kan herefter opgøres således:
År 1:
Driftsunderskud X 10.000 kr.
Driftsunderskud Y 10.000 kr.
Saldoafskrivning 60.000 kr.
-----------
I alt 80.000 kr.
År 2:
Driftsunderskud X 10.000 kr.
Driftsunderskud Y (Begrænses, se nedenfor) 40.000 kr.
Saldoafskrivning (Begrænses, se nedenfor) 20.000 kr.
-----------
I alt 70.000 kr.
Separate driftsfradragskonti pr. 31. dec. år 2:
X Y
Hæftelse 100.000 kr. 50.000 kr.
Driftsunderskud år 1 - 10.000 kr. - 10.000 kr.
Driftsunderskud år 2 - 10.000 kr. - 40.000 kr.
----------- ------------
Saldo 80.000 kr. 0 kr.
Der kan således vedrørende Y ikke fratrækkes mere end 40.000 kr., selv om
driftsunderskuddet var opgjort til 50.000 kr., idet driftsfradragskontoen
ikke må blive negativ.
Fælles fradragskonto pr. 31. dec. år 2:
Restsaldo driftsfradragskonto X 80.000 kr.
Restsaldo driftsfradragskonto Y 0 kr.
----------
I alt maksimale saldoafskrivninger 80.000 kr.
Saldoafskrivning år 1 - 60.000 kr.
------------
Maksimal saldoafskrivning år 2 20.000 kr.
Der kan således på grund af fradragsbegrænsningen (den fælles
fradrags-kontos udvisende) ikke fratrækkes afskrivninger med mere end 20.000
kr., selv om den fælles saldoværdikonto for så vidt gav mulighed for at
afskrive med i alt 42.000 kr.
For år 1 og år 2 er nu i alt fratrukket 150.000 kr., svarende til den
samlede hæftelse på de to anparter.
Skematisk kan disse fradragskonti opstilles således:
Separat driftsfradragskonto
Hæftelse x
- fratrukne skattemæssige underskud x
- konstaterede ikke fradragsberettigede formuetab x
---
Saldo separat driftsfradragskonto x
---
Fælles fradragskonto, anpart X og Y.
Saldo separat driftsfradragskonto X x
+ Saldo separat driftsfradragskonto Y x
---
I alt x
- fratrukne saldoafskrivninger x
---
Saldo fælles fradragskonto x
I den fælles fradragskonto må saldo fra de separate driftsfradragskonti
ikke overstige tilgang på saldoværdikonto for den pågældende anpart, idet den
fælles fradragskonto er begrundet i den fælles saldoafskrivning, og en
hæftelse større end tilgang på saldoværdikonto ikke begrunder adgang til
yderligere saldoafskrivning.
Eventuelle skattemæssige nedskrivninger efter varelagerloven,
bygningsafskrivning, forskudsafskrivning og lignende, skal påvirke de
separate driftsfradragskonti, da de er separate for de enkelte anparter og
ikke ind-går i en fælles saldoværdi.
E.F.2.5 Komplementaren
Komplementaren kan ikke udnytte de skattemæssige afskrivninger, som
kommanditisten i kraft af hæftelsesbegrænsningen ikke har fradrag for, idet
komplementarens afskrivningsret alene hviler på hans egen ejerpart.
Kommanditistens ejerpart kan således ikke i kraft af hæftelsesbegrænsningen
overføres til komplementarens afskrivningsgrundlag og dermed til hans
beregningsgrundlag med hensyn til skattemæssige afskrivninger.
Egentlige driftsunderskud, som kommanditisten ikke kan fradrage på grund
af fradragsbegrænsningen, kan komplementaren fradrage ved indkomstopgørelsen,
såfremt kommanditistens kapitalkonto er negativ. Hvis det er aftalt imellem
parterne, at komplementaren definitivt skal bære et sådant underskud,
indebærer det, at kommanditistens kapitalkonto ikke skal debiteres for
underskudsparter i det omfang, den derved bliver negativ. Selv om en sådan
aftale ikke eksisterer, dvs. at kommanditisten med henblik på senere
udligning debiteres for en underskudspart, der gør hans kapitalkonto negativ,
kan komplementaren, der udadtil hæfter for den del af underskuddet, som
kommanditisten ikke hæfter for, udnytte dette underskud skattemæssigt.
Fremkommer der senere overskud, skal komplementaren beskattes af så stor en
del af kommanditistens overskudspart, som svarer til den af komplementaren
udnyttede del af kommanditistens underskudsandel - dvs. udligning af
kommanditistens negative kapitalkonto op til 0.
E.F.3 Leasing
AL afsnit V A (lovbekg. nr. 758 af 12. dec. 1988) indeholder regler, der
begrænser afskrivningsadgangen i forbindelse med leasingvirksomhed. Reglerne
i AL afsnit V A er ophævet for så vidt angår aktiver, der er anskaffet den
12. maj 1989 eller senere. Reglerne er beskrevet i ligningsvejledningen for
1990, afsnit V 1.
Nye afgørelser
I to domme afsagt af VL den 22. aug. 1991 t&s nyt 1991.18.982,
1991.18.998 fandt landsretten, at der ikke var grundlag for en skattemæssig
korrektion af et sale-and-lease-back arrangement, da det ikke kunne
sandsynliggøres, at driftsmidlerne var overdraget til en pris, som afveg
væsentligt fra en markedsbestemt værdi. Dommene vedrørte to investorgrupper,
hvor det pågældende interessentskab købte et andelsselskabs
afskrivningsberettigede driftsmidler og tilbageleasede dem for en årrække.
Dommene er appelleret til Højesteret.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EF - ANPARTER, KOMMANDITISTER OG LEASING Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EF - ANPARTER, KOMMANDITISTER OG LEASING Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EF - ANPARTER, KOMMANDITISTER OG LEASING Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EF - ANPARTER. KOMMANDITISTER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EF - ANPARTER. KOMMANDITISTER. Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PV - LEASING OG ANPARTER Retsinformation · 5. februar 2008