MOMSVEJL., AFGØRELSER 1986 0073H UFR OVERDRAGELSE AF VIRKSOMHED
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
0073H UfR Overdragelse af virksomhed
Højesterets dom af 4. december 1986
Efter momslovens § 12, stk 5, kan der ikke fradrages indgående moms af
varelager mv, der overdrages sammen med virksomheden eller en del af denne,
når erhververen er momsregistreret. VN, der drev en mindre virksomhed med
salg engros og en detail af akkumulatorer, dæk og andet autotilbehør,
udlejede pr 1. oktober 1979 en del af virksomhedens lokaler til et af hans
broder stiftet ApS, der videreførte detailsalget under virksomhedens
hidtidige navn og købte varer af VN, herunder ifølge fakturaer i tiden 21.
januar - 1. april 1980 for ca 3/4 mill kr. Efter at VN var gået konkurs,
udstedte ApS'et gældsbrev for restskylden, der afregnedes til konkursboet.
ApS's fandtes ikke berettiget til at fradrage moms af den nævnte købesum.
Østre Landsrets dom 7. november 1984
Under denne sag, der er anlagt den 21. februar 1984, har sagsøgeren, et
anpartsselskab efter sin endelige påstand påstået sagsøgte,
Skatteministeriet, Told- og Afgiftsdepartementet dømt til at anerkende, at
sagsøgeren har fradragsret for den merværdiafgift på 168.765,00 kr, der er
betalt i forbindelse med køb i henhold til 8 fakturaer fra VN i januar -
april 1980. Sagsøgte har påstået frifindelse, idet det gøres gældende, at der
er tale om virksomhedsoverdragelse, jf merværdiafgiftslovens § 12, stk 5.
VN drev i 1970'erne virksomhed med salg af akkumulatorer, dæk og andet
autotilbehør. Virksomheden omfattede såvel engros- som detailhandel. Den var
i 1970 startet i forening med broderen, som udtrådte i 1973. På grund af
sygdom kunne VN ikke alene fortsætte driften af hele virksomheden.
I efteråret 1979 blev der indgået aftale mellem VN, faderen og broderen,
hvorefter et af broderen stiftet anpartsselskab, pr 1. oktober 1979 af VN's
firma lejede 725 m2, udgørende en væsentlig del af firmaets lokaler.
Anpartsselskabet, der også overtog navnet og det 3 mand store personale,
videreførte fra dette tidspunkt detailsalget; VN drev herefter alene
virksomhed med engrossalg.
Læs alt
Detailvirksomheden, som anpartsselskabet drev, indkøbte fra begyndelsen
sine varer, hovedsageligt bestående af dæk, akkumulatorer og olieprodukter,
fra VN's firma. I perioden 3. oktober til 17. december 1979 indkøbte
anpartsselskabet således varer for godt 520.000 kr incl moms i henhold til 48
fakturaer. Indkøbene var i småpartier jævnt fordelt over hele indkøbsperioden
og betaltes kontant. Anpartsselskabet fortsatte sine indkøb også i slutningen
af december 1979 og i foråret 1980 frem til den 10. april 1980, hvor der blev
indgivet konkursbegæring mod VN. Ved dekret afsagt den 16. april 1980 af Sø-
og Handelsrettens skifteafdeling blev VN erklæret konkurs. I perioden 31.
december 1979 til 1. april 1980 indkøbte anpartsselskabet varer fra VN's
firma for i alt 889.963,50 kr excl moms.
Købene var ifølge toldmyndighedernes beskrivelse fordelt således:
"- Et parti olie, slanger og akkumulatorer ifølge 2 fakturaer af 31.
december 1979 - beløb excl moms: 56.556,80 kr.
- Et parti akkumulatorer mv,. et parti dæk samt 1 afbalanceringsmaskine
ifølge: 5 fakturaer af 21. januar 1980 - beløb excl moms: 745.999,00 kr.
- Et parti akkumulatorer ifølge 1 faktura af 22. januar 1980 - beløb excl
moms: 100.664,00 kr.
- 1 kopimaskine ifølge 1 faktura af 1. februar 1980 - beløb excl moms:
5.830,00 kr.
- Et parti dæk ifølge 1 faktura af 1. april 1980 - beløb excl moms:
13.314,00 kr."
Det fremgår af fakturaerne blandt andet, at der den 21. januar blev
leveret dæk for op mod 350.000 kr. "iflg. bilag 1 5", at der den
22. januar blev leveret 338 akkumulatorer, og at varerne ifølge fakturaen af
1. april 1980 var 58 dæk, leveret den 11, 22. og 25. januar. Ved faktura af
21. marts 1980 blev dog fakturaen af 22. januar korrigeret for 24
akkumulatorer og 32.400 kr blev tilbageført.
Købene betaltes dels kontant, dels ved at anpartsselskabet udstedte
gældsbrev til VN's firma for 672.217,37 kr. I købesummerne indregnedes moms.
Gældsbrevet blev senere indfriet efter krav fra VN's konkursbo. Af de samlede
indkøb fra perioden 31. december 1979 til 1. april 1980 udgjorde momsen
180.217,00 kr. Dette beløb fratrak sagsøgeren i sit momstilsvar som indgående
moms. Det samme havde været tilfældet med momsen fra indkøbene fra perioderne
fra perioden 3. oktober til 17. december 1979. Efter VN's konkurs afkøbte
sagsøgeren boet det resterende varelager mm for ca 200.000 kr. Af købet
beregnedes ikke moms.
Ved skrivelse af 16. marts 1982 meddelte Distriktstoldkammer 4 (Nordvest),
at sagsøgeren ifølge merværdiafgiftslovens § 12, stk 5, ikke havde
fradragsret for momsbeløbet på 180.217,00 kr, som vedrørte overtagelse af
varelager og inventar fra VN's firma. Som følge heraf anmeldte sagsøger den
31. marts 1982 i konkursboet efter VN et krav på 180.217,00 kr som eventuel
tilgodehavende. Fristen efter konkurslovens § 134, stk 2, var af skifteretten
sat til 15. april 1982.
Sagsøgeren klagede over distriktstoldkamrets afgørelse. Direktoratet for
Toldvæsenet stadfæstede afgørelsen ved skrivelse af 25. juni 1982.
Skatteministeriet ændrede efter sagsøgerens klage ved skrivelse af 10. januar
1984 den trufne afgørelse derhen, at sagsøgerens køb ifølge 8 fakturaer i
perioden 21. februar til 1. april 1980 fra VN's firma til anpartsselskabet
var omfattet af lovens § 12, stk 5, som overdragelse af en del af den
personligt ejede virksomhed. Sagsøgeren havde derfor ikke fradragsret for det
i forbindelse med købene beregnede afgiftsbeløb på 168.765 kr. Under
domsforhandlingen er der afgivet vidneforklaring af faderen og broderen.
Faderen har blandt andet forklaret, at sønnen VN gennem 1970'erne drev
forretningen med salg af dæk og akkumulatorer mv som en personlig virksomhed.
Vidnet fulgte meget med i firmaet, men han har selv på Lolland en
slidbanefabrik, der tager hans tid. Han har dog været på VN's virksomhed en
dag ugentlig, i den senere tid et par dage ugentlig. Broderen drev fra 1973
en tilsvarende virksomhed i Sverige. Detailsalget var på Frederikssundsvej,
og der var tre mand beskæftiget.
Eksporten bestod først og fremmest i dæk og akkumulatorer til udlandet, i
første række Sverige, men tidligere også Tyskland. I praksis foregik
eksportvirksomheden på den måde, at VN tog afsted med firmaets lastbil med et
parti dæk, som blev solgt på de benzintanke mv, firmaet havde
forretningsforbindelse med. Man skulle så have brugte dæk med hjem til
vulkanisering. Undertiden har også vidnet selv eller broderen kørt turene. På
et tidspunkt begyndte VN at blive syg, og vidnet blev urolig, idet VN
undertiden ikke mødte på arbejdet. Vidnet fik efterhånden fornemmelse af, at
personalet kørte firmaet. Derfor prøvede vidnet i 1979 at få en aftale i
stand, således at broderen, der var vendt hjem fra Sverige, skulle drive
detailsalget, mens VN skulle fortsætte med engroshandelen, som man dengang
mente, at han ville kunne klare. Vidnet regnede med, at VN på denne måde
kunne have en omsætning på ca 500.000,00 kr årligt. Senere viste det sig, at
dette heller ikke kunne gå. Broderen lejede sig ind i bygningen på
Frederikssundsvej, som dengang tilhørte VN. I begyndelsen købte broderen til
dagens forbrug hos VN.
Omkring januar 1980 foreslog vidnet imidlertid broderen at købe større
partier. Indkøbene til det daglige forbrug var efter vidnets mening
efterhånden vanskelige at holde styr på. Desuden vidste man ikke rigtig, hvad
der var på VN's lager, og man risikerede at komme til at stå med gamle og
ukurante varer. Broderen købte ikke det hele, for der skulle være noget
tilbage til VN. Salgene i januar skete med fortjeneste på 510 pct. Der var
tale om en god handel for VN.
Vidnet troede ikke, at VN ville gå konkurs, idet han regnede med, at der
kunne opnås en ordning med kreditorerne. Derfor blev vidnet overrasket over
konkursbegæringen. De to virksomheder befandt sig i samme hal. I begyndelsen
af 1980 blev der foretaget opdeling med en linie. Vidnet ved ikke, hvorfor
konkursboets kurator har angivet salgene i januar som foretaget pr 1 januar.
Broderen har forklaret, at der i 1979 blev brug for ham i København, idet
VN ikke længere kunne overskue hele virksomheden. Vidnet skulle overtage
detailsalget. I oktober lejede han det meste af lagerbygningen. Hans del lå
forrest i bygningen. VN bagest. Kunderne kunne køre ind i vidnets del af
hallen og få diverse dele udskiftet på stedet. I begyndelsen fik vidnet sine
varer fra VN og afregnede fra dag til dag. I januar 1980 købte han stort ind
for at få de gamle varer afhændet ved et udsalg, mens tid var. Ved dette køb
blev hele lageret delt op mellem VN og vidnet. Det var oprindeligt meningen
at finde en struktur, således at VN kunne fortsætte engrosvirksomheden, men
heller ikke denne del kunne VN klare. Vidnet vidste ikke, at VN var på vej
mod en konkurs. Vidnet var på Frederikssundsvej hver dag i hele arbejdstiden.
VN var i almindelighed henne på sin del af virksomheden og kørte også med
lastbilen; hvor ofte ved vidnet ikke. Hvilken bil, VN kørte i, ved vidnet
ikke.
Til støtte for sin påstand har sagsøgeren blandt andet anført, at der ved
købene i den omhandlede periode vel skete en overdragelse af den største del
af varelageret fra VN's firma til anpartsselskabet, men at der ikke har været
tale om overdragelse af en virksomhed eller en del af en sådan, således som
dette kræves efter merværdiafgiftslovens § 12, stk 5. Særlig er henvist til,
at reglen forudsætter, at der ikke blot sker overdragelse af et varelager,
men at der tillige skal ske overdragelse af især den pågældende virksomheds
driftsmidler. Dette er ikke sket i nærværende sag, hvor købsforholdet også i
øvrigt savner de karakteristika, som sædvanligvis kendetegner en
virksomhedsoverdragelse, nemlig, at der sker en samlet overtagelse af
varelager, inventar, udestående fordringer, driftsmidler og goodwill mv.
Varesalget er endvidere sket i et langsomt tempo, i meget vid udstrækning mod
kontant betaling og ved særskilte fakturaer, som nøje specificerer de solgte
genstande og angiver deres pris samt beregner moms.
Sagsøgerens opfattelse underbygges tillige af, at VN's firma fortsatte sin
virksomhed også efter anpartsselskabets indkøb i blandt andet januar 1980,
ligesom firmaet både før og efter handlede med andre end anpartsselskabet.
Firmaet beholdt inventar, driftsmidler og et betydeligt varelager helt frem
til konkursen. Af disse genstande herefter blev solgt af boet til
anpartsselskabet, var kun en naturlig fortsættelse af forretningsforbindelsen
og anpartsselskabets igangværende opbygning.
Til støtte for sin forståelse af merværdiafgiftslovens § 12, stk 5, har
sagsøgeren henvist til, at denne fremgår ikke blot af loven, men også af
lovens formål. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget til lovændring i 1969,
hvorved reglen fik sin nuværende og i modsætning til tidligere ubetingede
formulering, var meningen at hindre den opnåelse af rentefri lån på
statskassens bekostning, som blandt andet inden for landbruget kunne siges at
have vist sig derved, at momsregistrerede virksomheder i visse tilfælde
beregnede afgift ved overdragelse af lagre, maskiner og andre driftsmidler.
Et sådant eller hertil svarende formål foreligger efter sagsøgerens
opfattelse ikke i nærværende sag. Sagsøger har ligeledes støttet sin
forståelse af reglen på indholdet af en cirkulæreskrivelse fra Direktoratet
for Toldvæsenet indeholdende blandt andet referater af administrative
afgørelser i henhold til § 12, stk 5. Yderligere har sagsøgeren henvist til,
at bestemmelsen som en undtagelse til den almindelige momspligt efter lovens
§ 3, jf § 11, må fortolkes restriktivt og derfor ikke kan anvendes som sket
af sagsøgte på et forhold som det nærværende, hvor der alene er sket
overdragelse af en betydelig del af et varelager.
Endelig har sagsøger anført, at det vil være urimeligt, såfremt den moms
der, som her, vitterligt er beregnet og betalt, ikke kan modregnes som
indgående moms i sagsøgerens øvrige momstilsvar, idet toldvæsenet i så fald
kan flytte sit krav mod VN's konkursbo over på sagsøger og derved vælte
risikoen for en manglende eller utilstrækkelig dækning i boet over på denne.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse blandt andet
henvist til, at der har været tale om en delvis virksomhedsoverdragelse,
nemlig af detailsalget. Købene i januar 1980 betegnede afslutningen på
overdragelsen, og der skete et meget stort samlet salg omkring den 21. januar
1980.
Sagsøgte har herved bestridt, at § 12, stk 5, skulle forudsætte, at
overdragelsen under alle omstændigheder skal omfatte også driftsmidler som af
sagsøger påstået. Forholdet er omfattet af reglen, og der er efter lovens
formål endda tale om et forhold, som så at sige er i centrum af bestemmelsens
hensigt. § 12, stk 5, skal netop fritage myndighederne for at skulle
overveje, hvilke motiver fx en familie som den i nærværende sag omhandlede
kan have haft med sine indbyrdes dispositioner, idet toldvæsenet kan begrænse
sin tabsrisiko ved at anvende bestemmelsen i stedet for at være henvist til
at anmelde sit krav i fallentens bo.
Yderligere har sagsøgte henvist til, at reglen er velkendt, og at
anpartsselskabet derfor skulle have undladt at indbetale momsbeløbet, som var
indeholdt i gældsbrevet, til konkursboet, eller i det mindste, når betaling
fejlagtigt skete, have anmeldt kravet som et massekrav. Det må være
toldvæsenet uvedkommende, at sagsøgeren hverken har gjort det ene eller det
andet. Sagsøgte har endelig bestridt sagsøgers opfattelse af den af
direktoratet udsendte vejledende cirkulæreskrivelse.
Retten skal udtale:
Efter det oplyste må det lægges til grund, at VN fra slutningen af 1979
til begyndelsen af 1980 delvist overdrog virksomheden til broderens
anpartsselskab. Overdragelsen indledtes med en overdragelse af
detailhandelens navn, lokaler og personale i oktober 1979. Den fuldbyrdedes i
alt væsentligt med handelen om det for en detailhandel nødvendige varelager,
der den 21. - 22. januar 1980 blev indgået til endog meget store beløb som
omfattede en meget betydelig del af VN's daværende varelager og efter de
afgivne vidneforklaringer ikke blot nye, men tillige de gamle og ikke kurante
varer på lageret.
Herefter findes betingelserne efter merværdiafgiftslovens § 12, stk 5, at
være tilstede. Der gives derfor sagsøgte medhold i frifindelsespåstanden.
Thi kendes for ret:
Sagsøgte, Skatteministeriet, Told- og Afgiftsdepartementet, frifindes for
sagsøgerens påstand under denne sag. Hver part betaler sine sagsomkostninger.
Højesterets dom af 4. december 1986
Appellanten har gentaget sin påstand. Indstævnet har påstået stadfæstelse.
Overdragelsen af detailvirksomheden skete til et af VN's broder og fader
stiftet anpartsselskab, hvis formål var at fritage VN for en del af dennes
arbejde. Med denne bemærkning stadfæster Højesteret landsrettens dom af de i
dommen anførte grunde.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande. Hver part bærer sine
sagsomkostninger for Højesteret.
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om momsfradrag og forpligtelse til at afregne A-skat og AM-bidrag. Domsdatabasen · 15. februar 2022
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 26. maj 2010 om statsstøtte i form af et forlig om afgifter iværksat af Belgien til fordel for virksomheden Umicore S.A. (tidligere »Union Minère S.A.«) (Statsstøtte C 76/03 (ex NN 69/03)) (meddelt under nummer K(2010) 2538) (Kun den franske og den nederlandske udgave er autentiske) (EØS-relevant tekst) (2011/276/EU) EU-lovgivning · 26. maj 2010
- Detailsalg/engrossalg i relation til prismærkningsloven (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 29. maj 1979. — Advokatrådet som mandater for P. Conradsen A/S mod Ministeriet for skatter og afgifter. EU-domme · 29. maj 1979
- Sag om, hvorvidt der er mangler ved en bil, som sagsøgeren har købt af sagsøgte, og i givet fald, om sagsøgeren er berettiget til et forholdsmæssigt afslag Domsdatabasen · 9. januar 2018
- RÅDETS DIREKTIV 2008/8/EF af 12. februar 2008 om ændring af direktiv 2006/112/EF med hensyn til leveringsstedet for tjenesteydelser EU-lovgivning · 12. februar 2008