Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 201 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (STRAFANSVAR FOR JURIDISKE PERSONER)

1995/1 LSF 201Lovforslag som fremsatFolketinget12. juni 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som

senest ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1. 5. kapitel affattes således:

»5. kapitel

Strafansvar for juridiske personer

§ 25. En juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt

ved eller i medfør af lov.

§ 26. Bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter,

medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts-

og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og

statslige myndigheder.

Stk. 2 . Endvidere omfatter sådanne bestemmelser

enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres

størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber.

§ 27. Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden

for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller

flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person

som sådan.

Stk. 2. Statslige myndigheder og kommuner kan alene straffes i

anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer

til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.«

2. I § 51, stk. 3 , indsættes efter »den skyldiges

betalingsevne«: »og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste

eller besparelse«.

3. I § 52 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Den bødefældte kan ikke kræve bøden betalt eller

erstattet af andre.«

4. I § 54 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. For bøder, der idømmes juridiske personer,

Læs alt

fastsættes ingen forvandlingsstraf.«

5. I § 94, stk. 4 , indsættes som 4. og 5.

pkt.:

»Afbrydes forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en

juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den

pågældende juridiske person. Afbrydelse af forældelsesfristen over for en

juridisk person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på

den juridiske persons vegne.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30 oktober 1992 som

senest ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:

1. 5. kapitel affattes således:

»5. kapitel

Strafansvar for juridiske personer

§ 25. En juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt

ved eller i medfør af lov.

§ 26. Bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter,

medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts-

og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og

statslige myndigheder.

Stk. 2 . Endvidere omfatter sådanne bestemmelser

enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres

størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber.

§ 27. Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden

for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller

flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person

som sådan.

Stk. 2. Statslige myndigheder og kommuner kan alene straffes i

anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer

til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.«

2. I § 51, stk. 3 , indsættes efter »den skyldiges

betalingsevne«: »og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste

eller besparelse«.

3. I § 52 indsættes som stk. 8 :

» Stk. 8. Den bødefældte kan ikke kræve bøden betalt eller

erstattet af andre.«

4. I § 54 indsættes som stk. 3 :

» Stk. 3. For bøder, der idømmes juridiske personer,

fastsættes ingen forvandlingsstraf.«

5. I § 94, stk. 4 , indsættes som 4. og 5. pkt. :

»Afbrydes forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en

juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den

pågældende juridiske person. Afbrydelse af forældelsesfristen over for en

juridisk person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på

den juridiske persons vegne.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

I dansk ret har der længe været kendt et strafferetligt ansvar i form af

bødestraf, der kan pålægges juridiske personer, navnlig erhvervsdrivende

selskaber. Dette kollektivansvar - i sin typiske form kaldet selskabsansvar -

kan enten kombineres med eller træde i stedet for ansvar for enkeltpersoner.

En forudsætning for sådant ansvar er, at det har hjemmel i lovgivningen på de

enkelte områder, hvor ansvaret skal gælde. Straffeloven indeholder ingen

almindelige bestemmelser om denne ansvarsform. Særlovsbestemmelser om

kollektivansvar findes derimod i mere end 200 særlove.

Hovedformålet med lovforslaget er at indføje nogle generelle bestemmelser

om kollektivansvar i straffeloven. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets

betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar.

En oversigt over forslagene i betænkningen findes i pkt. 2 nedenfor. I

pkt. 3 redegøres for Justitsministeriets overvejelser vedrørende de enkelte

forslag i betænkningen.

2. Straffelovrådets betænkning om juridiske personers bødeansvar

2.1. Betænkningen

Straffelovrådets betænkning indeholder en gennemgang af problemerne

vedrørende strafansvar for juridiske personer og for kommunale og statslige

myndigheder, jf. pkt. 2.2. og 2.3. nedenfor.

I betænkningen gennemgås også spørgsmålet om selskabsansvar for

enkeltmandsvirksomheder, dvs. virksomheder, der er personligt ejede og

således ikke er omfattet af begrebet juridiske personer, jf. pkt. 2.4.

Rådet har også overvejet de gældende særlovsbestemmelser om objektivt

individualansvar, dvs. en enkeltpersons ansvar for en handling eller

undladelse, der hverken kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller som

uagtsom. Rådet foreslår, at anvendelsen af denne skærpede ansvarsform ophører

i dansk ret, jf. pkt. 2.7. nedenfor.

Endelig har rådet i betænkningen overvejet spørgsmålene om

ansvarsbetingelser og ansvarsplacering, jf. pkt. 2.5. og 2.6. nedenfor, samt

bødeudmåling, forældelse og procesmåden i forbindelse med selskabsansvar, jf.

pkt. 2.8. - 2.10.

2.2. Hjemmel for kollektivansvar

Straffelovrådet finder, at kollektivansvaret bør opretholdes, således at

det fortsat er muligt at gøre strafansvar gældende mod en juridisk person som

sådan.

Rådet henviser herved til, at det må antages, at dette ansvar er egnet til

at styrke den præventive virkning af særlovgivningens forbud og påbud og af

retshåndhævelsen, og at det i mange tilfælde bevirker en hensigtsmæssig

placering af ansvaret for overtrædelser, ikke mindst hvor et strafferetligt

ansvar ikke kan eller bør pålægges enkeltpersoner. Kollektivansvaret giver

mulighed for en bødeudmåling, der står i et passende forhold til en

virksomheds størrelse og økonomi og til den indvundne eller tilsigtede

fortjeneste ved overtrædelse af loven.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at kollektivansvaret i dansk ret

fortsat bør være betinget af hjemmel på de områder, hvor man ønsker, at det

skal gælde. Straffelovrådet anbefaler derfor, at kollektivansvar som hidtil

skal have hjemmel i de enkelte love, hvor denne ansvarsform er ønskelig, men

således at der i straffeloven optages almindelige udfyldende bestemmelser om

ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser, jf. herom pkt. 2.3.-2.5. nedenfor.

Straffelovrådet stiller sig kritisk over for det synspunkt, som

lejlighedsvis er gjort gældende i litteraturen, hvorefter straffeloven (eller

en anden lov) bør rumme en generel hjemmel til bødeansvar for juridiske

personer med hensyn til alle typer af strafbare forhold. En sådan bestemmelse

ville indebære strafansvar i en langt videre udstrækning, end det er rimeligt

og praktisk påkrævet.

Efter rådets forslag vil der derfor fortsat være grund til at overveje, om

kollektivansvaret kan gøre nytte og bør gælde på det enkelte lovområde. Rådet

finder, at lovhjemmel for kollektivansvar måske lidt for rutinemæssigt er

blevet optaget i særlove på områder, hvor der ikke er praktisk brug for det.

Rådet har imidlertid ikke i enkeltheder taget stilling til en reduktion af

antallet af særlovsbestemmelser herom. Rådet henstiller derfor, at der i det

fremtidige særlovsarbejde anlægges en kritisk prøvelse af, om tilstrækkeligt

stærke praktiske grunde taler for at indføre eller opretholde denne udvidelse

af strafansvaret ud over området for individuelt ansvar for forsætligt eller

uagtsomt forhold.

Specielt med hensyn til overtrædelser af straffeloven og andre love, som

nu er og bør være betinget af, at der er handlet med forsæt, har

Straffelovrådet peget på betænkelighederne ved at hjemle bødeansvar for

juridiske personer. I den forbindelse tager Straffelovrådet afstand fra en

juridisk konstruktion, der går ud på, at en kollektiv enhed ligesom en

enkeltperson kan handle med forsæt.

Om Justitsministeriets overvejelser vedrørende dette spørgsmål henvises

til pkt. 3.1. nedenfor.

Der henvises endvidere til betænkningens kap. 4 om kollektivansvarets

område og lovhjemmel (s. 48-58) og til bemærkningerne til § 25 i

lovforslagets § 1, nr. 1.

2.3. Selskaber og offentlige myndigheder

Straffelovrådet foreslår, at der i straffeloven indsættes en generel

bestemmelse, der fastlægger kredsen af ansvarssubjekter i alle de love, der

indeholder hjemmel til strafansvar for kollektive enheder, og hvor der ikke

er gjort undtagelse i udvidende eller begrænsende retning med hensyn til

ansvarskredsen.

Ved udformningen af den generelle regel må man efter rådets opfattelse

tilstræbe en afgrænsning, der er hensigtsmæssig for det store flertal af

love, hvor hjemmel til ansvar for juridiske personer er eller vil blive

indført, således at en fravigelse af den generelle afgrænsning kun vil komme

på tale i et mindre antal love.

Udgangspunktet bør derfor være, at ansvarskredsen beskrives forholdsvis

bredt og rummeligt, således at den mangfoldighed af fællesskabsformer, der nu

og i fremtiden kan tænkes at forekomme inden for de forskellige

lovgivningsområder, vil være omfattet. Herved opnås også, at der ikke i

strafferetlig henseende vil være noget vundet ved at organisere en virksomhed

på en bestemt måde, hvis sådanne overvejelser overhovedet måtte blive tillagt

betydning ved konstruktionen af virksomheder. En for snæver afgrænsning kan

også medføre, at der i særlove opstår behov for at foretage en udvidelse af

ansvarskredsen i forhold til den generelle bestemmelse. Straffelovrådet

finder endvidere ikke, at det er en afgørende indvending mod en rummeligt

formuleret generel bestemmelse, at en eller flere af de enhedsformer, der er

omfattet af den generelle regel, ikke er af praktisk betydning inden for alle

lovområder.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at en generel bestemmelse i

straffeloven om afgrænsning af ansvarskredsen omfatter »enhver

juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber,

interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige

myndigheder« , jf. rådets forslag til § 26, stk. 1, i straffeloven.

Bestemmelsen er tydeligere og rækker videre end den hidtil anvendte

standardbestemmelse om »aktieselskaber, anpartsselskaber,

andelsselskaber eller lignende«. De tre i standardbestemmelsen nævnte

selskabstyper, aktie-, anparts- og andelsselskaber, er særskilt opregnede.

Desuden medtages interessentskaber, som i gældende ret normalt ikke har været

omfattet af udtrykket »eller lignende«. Endvidere er foreninger,

fonde og boer udtrykkeligt nævnt.

Det følger af Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, side 183, at

kommuner og statslige myndigheder ikke kan anses for omfattet af tilføjelsen

»eller lignende« i de gældende særlovsbestemmelser om strafansvar

for juridiske personer. På denne baggrund er der siden midten af 1980'erne i

en del tilfælde vedtaget særlovsbestemmelser, der udtrykkeligt undergiver

kommuner, kommunale fællesskaber og statslige myndigheder samme bødeansvar

som virksomheder.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at man også i en generel bestemmelse i

straffeloven om ansvarssubjekterne bør fastholde den ligestilling af private

selskaber m.v. og offentlige myndigheder, som den nyeste særlovgivning har

fastslået. Det er fundet overflødigt udtrykkeligt at nævne de i nyere

særlovsbestemmelser medtagne »kommunale fællesskaber«, idet sådanne

fællesskaber vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset om de er

organiseret som interessentskab, andelsselskab el. lign.

Straffelovrådet foreslår, at bestemmelserne i straffeloven om strafansvar

for juridiske personer skal have virkning også i forhold til allerede

gældende bestemmelser herom i særlovgivningen. Det indebærer, at de

nugældende bestemmelser om strafansvar for juridiske personer uanset deres

formulering vil have samme anvendelsesområde som de nye regler i

straffeloven.

F.eks. vil kommuner og statslige myndigheder kunne ifalde ansvar, selv om

de ikke er nævnt i den pågældende særlovsbestemmelse, men det gælder dog kun

for overtrædelser, der begås efter straffelovsændringens ikrafttræden, jf.

straffelovens § 3.

Straffelovrådet forudsætter i den forbindelse, at eksisterende

bestemmelser om selskabsansvar ved først givne lejlighed ændres i

overensstemmelse med de nye regler i straffeloven.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 5 om ansvarssubjekter, pkt.

5.1.-5.6. (s. 59-73), og til bemærkningerne til § 26 i lovforslagets § 1, nr.

1. Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.

2.4. Enkeltmandsvirksomheder

Straffelovrådet foreslår, at kollektivansvaret også bør gælde for visse

enkeltmandsejede virksomheder. Af betænkningen fremgår det dog, at

spørgsmålet har givet anledning til nogen tvivl i rådet.

På den ene side finder Straffelovrådet det klart, at det kan virke noget

vilkårligt, hvis en personligt ejet virksomhed ikke kan ifalde et bødeansvar,

som kan pålægges en selskabsdrevet virksomhed i samme branche og af samme

størrelse og struktur.

På den anden side finder rådet det betænkeligt at sigte på en generel

ligestilling af enkeltmandsvirksomheder med selskaber og andre kollektiver.

Et meget stort antal virksomheder inden for landbrug, detailhandel, håndværk,

liberale erhverv m.v. er af en begrænset størrelse og har en enkeltperson som

den, der udfører eller leder og overvåger virksomhedens aktiviteter.

På områder som de nævnte må det efter rådets opfattelse anses for

tilstrækkeligt at bygge på strafferettens almindelige princip om personligt

ansvar for den, hvem en overtrædelse kan tilregnes som forsætlig eller

uagtsom. En generel hjemmel for bødeansvar for virksomheden som sådan ville

betyde, at der i enkeltmandsejede virksomheder i vidt omfang bestod en

dobbelt risiko for strafansvar, idet der ville kunne pålægges virksomhedens

ejer bødestraf - i sjældnere tilfælde frihedsstraf - sammen med et bødeansvar

for virksomheden. Begge bøder måtte da udredes af den samme person.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en mellemløsning med hensyn til

strafansvaret for enkeltmandsejede virksomheder. Efter § 26, stk. 2, i rådets

lovudkast skal kollektivansvaret således omfatte enkeltmandsvirksomheder,

»for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og

organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber« ,

dvs. aktie-, anparts- og andelsselskaber.

Rådet har ikke fundet at burde foreslå en mere skarp afgrænsning af de

enkeltmandsvirksomheder, der skal være omfattet af bestemmelsen om

kollektivansvar, f.eks. ved angivelse af en mindstegrænse for antallet af

ansatte. Efter rådets forslag vil der således tilkomme domstolene en

selvstændig rolle med hensyn til afgrænsningen. Dette falder godt i tråd med,

at anvendelsen af denne særlige ansvarsform principielt bør have en

faktultativ karakter og kræve et konkret skøn over ansvarsudvidelsens

rimelighed.

Straffelovrådet går imidlertid ud fra, at det anvendte ordvalg i § 26,

stk. 2, i praksis vil gøre det muligt at skille mindre virksomheder med

overskuelige ledelsesmæssige forhold fra og at indkredse de tilfælde, hvor et

ansvar for virksomheden kommer i betragtning. Det sidste vil især være

tilfældet med hensyn til større virksomheder med et større antal ansatte,

udpræget funktionsdeling og ledere på mellemniveauer, hvor en ejer og/eller

øverste leder ikke kan ventes at tage del i alle aktiviteter.

Skulle der i administrativ bødepraksis på et område vise sig en

tilbøjelighed til at strække bødeforelægs praksis for vidt, f.eks. for at

undgå besværet med at undersøge, hvorledes en lovovertrædelse er indtruffet,

vil adgangen til domstolsprøvelse efter Straffelovrådets opfattelse give

tilstrækkelig sikkerhed for en ansvarsbedømmelse i overensstemmelse med

lovens intentioner.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 5 om ansvarssubjekter, pkt.

5.7. (s. 73-76), og til bemærkningerne til § 26, stk. 2, i lovforslagets § 1,

nr. 1.

Straffelovrådets forslag om enkeltmandsejede virksomheder skal endvidere

ses i sammenhæng med rådets forslag om, at bestemmelser (bortset fra

bestemmelserne i medieansvarsloven) om objektivt individualansvar - dvs.

ansvar for enkeltpersoner uden skyld - ophæves. Der henvises herom til pkt.

2.7. nedenfor.

Om Justitsministeriets overvejelser vedrørende dette spørgsmål og

spørgsmålet om strafansvar for enkeltmandsvirksomheder henvises til pkt. 3.2.

nedenfor.

2.5. Ansvarsbetingelser

Der findes ikke i dag almindelige lovregler om, under hvilke betingelser

et selskabsansvar, der har hjemmel i en særlov, bliver aktuelt. Der er i

teori og praksis forskellige opfattelser heraf.

Kollektivansvaret er ofte blevet betegnet som et objektivt ansvar - et

sidestykke til det objektive individualansvar, hvor en lovovertrædelse ikke

kan tilregnes en person som hverken forsætlig eller uagtsom. I den

forbindelse har det kunnet hævdes, at en objektivt konstateret overtrædelse

inden for virksomheden er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge denne et

bødeansvar. En anden opfattelse går ud på, at der på en eller anden måde må

tilføjes et skyldkrav, eventuelt således at der skal være udvist forsætligt

eller uagtsomt forhold fra en eller flere til virksomheden knyttede

enkeltpersoner.

Straffelovrådet finder det nødvendigt, at man ved en generel bestemmelse i

straffeloven søger afklaret, hvad der skal gælde herom. Det forslag til en

bestemmelse i straffelovens § 27, som rådet har formuleret, svarer til, hvad

der trods den nævnte usikkerhed - efter rådets opfattelse mest sandsynligt

vil blive lagt til grund af domstolene som gældende ret.

Efter forslaget vil strafansvar for en juridisk person for det første

forudsætte, at der er begået en overtrædelse inden for virksomheden.

Overtrædelser, der begås af medarbejdere i forbindelse med arbejdets

udførelse, må som hovedregel anses for begået inden for virksomheden. Der kan

dog forekomme overtrædelser begået af ansatte, som må anses for så fremmede

eller uvedkommende i forhold til den juridiske person, at overtrædelsen ikke

objektivt kan henføres til den juridiske persons virkefelt. Der tænkes her

f.eks. på en ansats overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne i

tilfælde, hvor den pågældende efter ankomst til arbejdspladsen

fortsætter kørslen for at transportere noget materiale hjem til sin

privatbolig, jf. betænkningen s. 93.

Til den nævnte objektive betingelse for selskabsansvar føjes en betingelse

af den type, som sædvanligvis betegnes som hørende til forseelsens subjektive

side. Dette skyldkrav, der er tænkt som en tydelig tilnærmelse til kravet om

forsæt eller uagtsomhed ved personligt strafansvar, kan forekomme i to

former, nemlig enten som tilregnelse hos personer, der er knyttet til den

juridiske person, eller som tilregnelse hos den juridiske person som sådan,

jf. rådets forslag til straffelovens § 27, stk. 1.

I den førstnævnte form skal den objektive lovovertrædelse kunne tilregnes

en eller flere til den juridiske person knyttede personer. Hertil henregnes

ledelse og ansatte. Fejl begået af personer med en anden tilknytning til den

juridiske person kan dog efter omstændighederne også pådrage den juridiske

person strafansvar, f.eks. i tilfælde, hvor den pågældende må anses for at

have handlet på virksomhedens vegne (selskabsansvar i forbindelse med

kontraheret bistand). Det kræves normalt ikke, at man kan henføre det

dadelværdige forhold til en bestemt medarbejder. Anonyme fejl er således også

omfattet. Med udtrykket »anonyme fejl« sigter Straffelovrådet til

overtrædelser, hvor det af omstændighederne fremgår, at en person inden for

virksomheden har begået et tilregneligt forhold, men hvor det er vanskeligt

eller umuligt at finde frem til denne person, jf. betænkningen s. 83.

I den anden form skal overtrædelsen kunne tilregnes virksomheden som sådan

dvs. lægges denne til last som en fejl ved arbejdets tilrettelæggelse eller

som manglende kontrol eller på anden måde. Herunder vil bl.a. falde de

såkaldte kumulerede fejl. Med dette udtryk sigter Straffelovrådet til fejl,

der består i en flerhed af handlinger eller undladelser inden for

virksomheden, begået af flere personer, der hver for sig er straffri på grund

af en ringe andel eller ringe uagtsomhed i det strafbare resultat, men hvor

de enkelte andele tilsammen resulterer i overtrædelsen, jf. betænkningen s.

83.

Kan der ikke bevises et tilregneligt forhold udvist af personer knyttet

til virksomheden (ledelsespersoner, ansatte og eventuelt andre - 1. led),

eller kan det efter det oplyste ikke bebrejdes virksomheden som sådan (2.

led), at overtrædelsen er forekommet, vil kollektivansvaret ikke kunne

pålægges. Hvor betingelsen i bestemmelsens første led er opfyldt, er den

juridiske persons ansvar i realiteten et hæftelseslignende ansvar for

enkeltpersoners overtrædelse. I det andet led er der tale om i mangel af

bevis for enkeltpersoners fejl at anlægge en skyldbedømmelse - en form for

uagtsomhedsbedømmelse - i forhold til virksomheden som sådan.

Der tilføjes i § 27, stk. 2, i Straffelovrådets lovudkast en bestemmelse

om, at bødeansvaret for statslige myndigheder og kommuner er begrænset til

overtrædelser begået ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan

sidestilles med virksomhed udøvet af private. Ved denne bestemmelse

tilkendegives, at myndigheders bødeansvar ikke omfatter handlinger, der må

opfattes som led i myndighedsudøvelse. En kommune vil f.eks. kunne ifalde

ansvar, hvis der i forbindelse med driften af et kommunalt rensningsanlæg

sker en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, men derimod ikke, hvis

kommunen i sin egenskab af miljømyndighed har set igennem fingre med en

virksomheds ulovlige udledning. I sidstnævnte tilfælde kan der i stedet blive

spørgsmål om at pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer et

personligt strafansvar.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 6 om ansvarsbetingelser (s.

78-98) og til kap. 7 om selskabsansvar i forbindelse med kontraheret bistand

(s. 99- 107). Desuden henvises til § 27 i lovforslagets § 1, nr. 1.

Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.

2.6. Ansvarsplacering

Selskabsansvar kan efter gældende ret pålægges sammen med individuelt

ansvar for en eller flere personer for den samme lovovertrædelse, såfremt

ansvarsbetingelserne i begge henseender er opfyldte. Men det er også muligt

at begrænse tiltalen til at angå enten den juridiske person eller

enkeltpersoner, selv om en straffesag med både kollektivt og individuelt

ansvarssubjekt skønnes at være gennemførlig.

Det kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke anbefales, at der søges

gennemført en generel bestemmelse, der tager sigte på at løse spørgsmålet om

valg af ansvarssubjekt i de tilfælde, hvor betingelserne både for

selskabsansvar og for individuelt ansvar må anses for at være opfyldt.

Det må antages - og synes også bekræftet ved oplysninger om den hidtil

fulgte praksis - at der er behov for varierende løsninger. På en del af de

områder, hvor kollektivansvaret er hjemlet, må der gives dette ansvar en

udstrakt anvendelse. Om der hertil bør føjes et individuelt ansvar, kan bero

på, om den ansvarlige person har virket i en ledende stilling, og om

overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller groft uagtsom.

Der er områder, hvor lovgivningen pålægger den enkelte et selvstændigt og

individuelt ansvar for overholdelsen af reglerne, og hvor det derfor ville

modvirke lovgivningens formål, hvis man gennem regler om ansvarsplacering

undtog en del af disse personer fra ansvar i tilfælde af strafbar

overtrædelse af reglerne. Straffelovrådet nævner i den forbindelse bl.a.

ansattes kørsel med overlæs som eksempel på, at der normalt ikke kan gives

afkald på at gøre individuelt ansvar gældende samtidig med, at der rejses

tiltale mod det selskab, der er arbejdsgiver og ejer køretøjet, jf.

betænkningen s. 123.

Generelt finder Straffelovrådet imidlertid, at det er betænkeligt at gøre

både kollektivt og individuelt ansvar gældende i tilfælde, hvor dette skønnes

at føre til en præventivt overflødig, dobbelt strafanvendelse. Det er således

rådets opfattelse, at virksomhedsansvaret på mange områder må være det

primære. Det gælder især, når det må formodes, at lovovertrædelsen er

økonomisk motiveret, men også f.eks., hvis den udviste uagtsomhed ikke er

graverende, eller den person, som lovovertrædelsen kan tilregnes, har en

underordnet stilling i virksomheden.

Mens der som nævnt ikke kan tilrådes en generel vejledende bestemmelse,

anbefaler rådet, at der i højere grad end hidtil søges udarbejdet direktiver

eller vejledende retningslinier for valget af strafsubjekt inden for de

enkelte lovområder.

Rådet foreslår endvidere, at der overvejende af ordensmæssige grunde ved

regler fastsat af rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1,

nr. 7, tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til tiltalefrafald over for

enkeltpersoner i tilfælde, hvor en bødereaktion over for den juridiske person

findes tilstrækkelig.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 8 om ansvarsplacering (s.

108-128) og til bemærkningerne til § 27 i lovforslagets § 1, nr. 1.

Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.

2.7. Objektivt individualansvar

Straffelovrådet kunne efter kommissoriet vedrørende juridiske personers

strafansvar behandle andre spørgsmål, der er beslægtede hermed. Rådet har

fundet det naturligt at tage stilling til det såkaldte objektive

individualansvar, dvs. det strafansvar, som kan pålægges en enkeltperson uden

iagttagelse af dansk strafferets almindelige krav om, at der skal være udvist

et forsætligt eller uagtsomt forhold. Denne skærpede ansvarsform er en

fravigelse af princippet i straffelovens § 19 om tilregnelse, og den kræver

lovhjemmel. Det objektive individualansvar forekommer meget sjældnere end

strafansvaret for juridiske personer, men har dog hjemmel i ca. 20 særlove.

Straffelovrådet finder, at der bør anlægges en mere kritisk vurdering af

det objektive individualansvar end den, der har fundet udtryk i den ganske

vist meget tilbageholdende lovgivningspraksis. Der er store principielle

betænkeligheder ved at fravige strafferettens skyldprincip, som går ud på, at

en lovovertrædelse, der er realiseret ved aktiv handlen eller ved undladelse,

skal kunne bebrejdes ansvarssubjektet som forsætlig eller - som det normalt

er tilfældet på særlovsområder - i det mindste uagtsom (i visse love: groft

uagtsom).

Det er Straffelovrådets konklusion, at de gældende bestemmelser om

objektivt individualansvar bør ophæves. Der bortses i den forbindelse fra

bestemmelserne herom i medieansvarsloven (omtalt i betænkningen s. 136-137),

som rådet ikke har fundet anledning til at tage stilling til, bl.a. fordi

denne lovgivning for nylig har været genstand for en meget grundig revision.

Anvendelsen af selskabsansvar med de af Straffelovrådet foreslåede

udvidelser, dels til interessentskaber, dels til visse

enkeltmandsvirksomheder, jf. pkt. 2.3 og 2.4. ovenfor, vil efter rådets

opfattelse stærkt begrænse behovet for at kunne pålægge personer et

bødeansvar uden skyld. Der vil dog også være områder, hvor denne betragtning

ikke holder stik. Straffelovrådet peger i den forbindelse f.eks. på

arbejdsmiljøområdet og reglerne om overlæs, hvor der i dag er hjemmel til

objektivt individualansvar, men hvor der efter § 26, stk. 2, i rådets

lovudkast vil være enkeltmandsvirksomheder, der ikke bliver omfattet af den

foreslåede regel, og hvor indehaveren ikke vil kunne bebrejdes en

overtrædelse, som begås af en ansat. Ophæves bestemmelserne om objektivt

individualansvar på disse områder, vil det således betyde, at der efter

omstændighederne ikke vil være mulighed for at placere et strafferetligt

ansvar hverken på indehaveren personligt eller på virksomheden som sådan. Der

vil alene være mulighed for at straffe den pågældende ansatte.

Der er imidlertid efter Straffelovrådets opfattelse generelt grund til at

nære nogen tvivl om det objektive bødeansvars præventive nytteværdi, og

navnlig må man spørge, om strafferetten kan forsvare at opretholde lovregler

om ansvar for objektive overtrædelser, som de tiltalte ikke kan gøre for.

Der henvises i øvrigt herom til betænkningens kap. 9 (s. 129-144) og kap.

10 (s. 145-152), hvor der er redegjort nærmere for spørgsmålet om objektivt

individualansvar og for rådets forslag om ophævelse af sådanne bestemmelser.

Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.2. nedenfor.

2.8. Bødens udmåling og betaling

Anvendelsen af bødestraf i sager om kollektivansvar følger straffelovens

almindelige regler. Bøden udmåles som sumbøde (dvs. et samlet beløb, f.eks.

10.000 kr., i modsætning til 10 dagbøder a 1.000 kr.). Ud over hensynet til

lovovertrædelsens beskaffenhed og grovhed, jf. straffelovens § 80, fremhæver

§ 51, stk. 3, særligt hensynet til den skyldiges betalingsevne. Det har

derfor støtte i loven, at den bøde, som pålægges en juridisk person, kan

blive væsentlig større end den, som udmåles over for strafskyldige

enkeltpersoner.

Det må efter Straffelovrådets opfattelse betragtes som en mangel ved loven

- dog nærmest af formel karakter - at § 51, stk. 3, ikke nævner hensynet til

den ved lovovertrædelsen opnåede eller tilsigtede fortjeneste.

Straffelovrådet foreslår derfor, at der til § 51, stk. 3, om »særligt

hensyn til den skyldiges betalingsevne« føjes ordene »og til den

opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse«. Tilføjelsen vil

også gælde bøder, der udmåles over for enkeltpersoner.

Det er en selvfølge, at afsoning af forvandlingsstraf for ubetalte

selskabsbøder ikke kommer i betragtning. Af ordensmæssige grunde foreslår

Straffelovrådet dog en tilføjelse til straffelovens § 54, hvorved det

fastslås, at der ikke fastsættes forvandlingsstraf for bøder, der idømmes

juridiske personer.

Straffelovrådet overvejer i betænkningen, om en juridisk person, der har

fået pålagt en bøde, kan gøre regres gældende mod en ansat, som virksomheden

anser som ansvarlig for lovovertrædelsen, dvs. kræve et beløb betalt af den

ansatte svarende til den pålagte bøde. Ifølge rådet har spørgsmålet

formentlig større principiel end praktisk interesse. Rådet mener, at

spørgsmålet må besvares benægtende. Når en straffesag er afgjort, bør der

ikke ved en senere sag i civilretlige former kunne ske en ændring af den

ansvarsplacering og den udmåling af ansvarssubjektets bødetilsvar, som har

fundet sted.

Straffelovrådet foreslår derfor, at der i straffelovens § 52 som nyt stk.

8 optages en bestemmelse om, at den bødefældte ikke kan kræve bøden betalt

eller erstattet af andre. Bestemmelsen vil omfatte både fysiske og juridiske

personer.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 11 om sanktioner m.v. (s.

153-167) og kap. 12 om regres og skattemæssige spørgsmål (s. 168-176). Der

henvises endvidere til bemærkningerne til § 51, stk. 3, § 52, stk. 8, og §

54, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, 3 og 4.

Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.

2.9. Forældelse

Det følger af straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, at en juridisk persons

strafansvar som hovedregel forældes på 2 år, fordi straffen aldrig kan

overstige bøde. En længere forældelsesfrist vil dog gælde, dels i medfør af §

92, stk. 2, 2. pkt., om unddragelse af told eller afgift, dels efter § 93,

stk. 3, om visse overtrædelser af skattekontrolloven, og endelig i medfør af

specielle særlovsbestemmelser om en længere frist end 2 år.

Straffelovrådet finder, at de her nævnte regler om forældelse af juridiske

personers strafansvar bør opretholdes. Man finder ikke grund til at foreslå

en bestemmelse, efter hvilken forældelsesfristen for en juridisk person ikke

kan være kortere end den, der gælder for fysiske personer med hensyn til den

samme lovovertrædelse. En sådan bestemmelse ville alligevel i langt de fleste

tilfælde føre til en forældelsesfrist på 2 år, fordi den af fysiske personer

forskyldte straf normalt er en bøde, jf. herved § 93, stk. 1, nr. 1. Den

ovennævnte hovedregel om en 2 års forældelsesfrist for juridiske personer er

ifølge rådet en enkel løsning, men den kan naturligvis fraviges i en særlov,

hvor forholdene taler for det.

Forældelsesfristen for en juridisk person afbrydes efter samme regler som

fristen i forhold til en fysisk person, jf. straffelovens § 94, stk. 4. Der

findes i retspraksis eksempler på, at et fristafbrydende skridt over for en

enkeltperson, der har handlet på en juridisk persons vegne, også er tillagt

virkning i forhold til den juridiske person. Med hensyn til den omvendte

situation er der eksempler på, at et fristafbrydende skridt over for en

juridisk person er tillagt virkning i forhold til ansvarlige enkeltpersoner.

Straffelovrådet kan tiltræde, at fristafbrydelse over for personer, der

har handlet på vegne af en juridisk person, tillægges virkning i forhold til

den juridiske person.

Derimod finder rådet, at fristafbrydelse over for enkeltpersoner må

forudsætte, at der er foretaget et fristafbrydende skridt over for den

enkelte personligt.

Straffelovrådet foreslår derfor en tilføjelse til straffelovens § 94, stk.

4, der går ud på, at i tilfælde, hvor forældelsesfristen afbrydes over for

nogen, som har handlet på en juridisk persons vegne, har denne

fristafbrydelse også virkning i forhold til den pågældende juridiske person.

Det følger modsætningsvis heraf, at en fristafbrydelse over for

vedkommende juridiske person ikke vil kunne tillægges virkning i forhold til

enkeltpersoner. Afbrydelse af forældelse i forhold til eventuelt ansvarlige

enkeltpersoner vil således i alle tilfælde kræve, at der foretages

afbrydelsesskridt over for de pågældende personligt.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 13 om processuelle spørgsmål

m.v., pkt. 13.7. og pkt. 13.8. (s. 188-191) og til bemærkningerne til § 94,

stk. 4, i lovforslagets § 1, nr. 5.

Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.

2.10. Processuelle spørgsmål

Retsplejeloven indeholder ingen bestemmelser, som udtrykkeligt nævner

juridiske personer som genstand for sigtelse og tiltale. Det må derfor

afgøres ud fra reglerne om fysiske personer og de grundsætninger, der kan

udledes heraf, hvad der skal gælde om straffesager mod juridiske personer.

Sådanne spørgsmål behandles i betænkningens kap. 13 om processuelle spørgsmål

m.v., der navnlig omhandler fremgangsmåden med hensyn til meddelelser til

selskabet om en sigtelse, afhøring ved politiet, fremsættelse af bødeforelæg,

udformning af anklageskrift og afhøring i retten.

Det fremhæves, at der i meddelelser til den juridiske person bør anføres

en personlig adressat, typisk en virksomheds direktør, hvorved det sikres, at

der inden for den juridiske person kan tages de skridt, som henvendelsen

giver anledning til.

Et herfra forskelligt spørgsmål er, hvem der under straffesagen kan

optræde som den juridiske persons processuelle repræsentant. Straffelovrådet

antager, at dette i almindelighed afgøres af den juridiske person selv. Det

er ligeledes rådets opfattelse, at den processuelle repræsentant har de

beføjelser, som efter loven tilkommer en sigtet eller tiltalt fysisk person,

og at den pågældende således ikke er undergivet vidnepligt og strafansvar for

falsk forklaring. Andre ansatte inden for den juridiske person afhøres som

vidner, medmindre de er personligt sigtede i anledning af samme forhold eller

kunne risikere at blive det som følge af afgivelse af sandfærdig forklaring.

For så vidt angår straffesager mod en offentlig myndighed, antager

Straffelovrådet, at alle ansatte personer behandles efter reglerne om vidner,

medmindre de er personligt sigtede eller risikerer at blive det.

Straffelovrådet har ikke taget stilling til, i hvilket omfang der kan

antages at være behov for at gennemføre ændringer i retsplejeloven med

henblik på særskilt regulering af straffesager mod juridiske personer. Noget

væsentligt behov for sådanne lovændringer synes der ifølge rådet ikke at

være, men videre overvejelser vedrørende dette spørgsmål må i givet fald ske

i anden sammenhæng, hvor også de hermed beslægtede spørgsmål om civile sager

kan tages op til drøftelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 13 om processuelle spørgsmål

m.v., pkt. 13.1. - 13.6. (s. 177- 188).

Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.

3. Justitsministeriets overvejelser

3.1. Strafansvar for juridiske personer

Justitsministeriet finder i lighed med Straffelovrådet, at

kollektivansvaret bør opretholdes, jf. pkt. 2.2. ovenfor.

Som anført af Straffelovrådet, må det således antages, at dette ansvar er

egnet til at styrke den præventive virkning af de regler i særlovgivningen,

der medfører pligter for virksomheder, og at det i mange tilfælde indebærer

en hensigtsmæssig placering af ansvaret for overtrædelser, navnlig hvor straf

ikke kan eller bør pålægges enkeltpersoner.

Endvidere giver kollektivansvaret mulighed for at fastsætte bøder, der

står i passende forhold til virksomhedens størrelse og økonomi og til den

fortjenste, der er opnået eller tilsigtet ved lovovertrædelsen.

Justitsministeriet er også enig med Straffelovrådet i, at

kollektivansvaret fortsat bør have hjemmel i de enkelte love, hvor denne

ansvarsform ønskes, og at straffeloven alene skal indeholde almindelige

udfyldende bestemmelser om ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser. Som det

fremgår af Straffelovrådets overvejelser om dette spørgsmål, jf. betænkningen

s. 49-53, må denne fremgangsmåde antages at give den bedste anledning til at

overveje, om der på de enkelte områder kan forekomme overtrædelser begået af

juridiske personer og være noget at vinde ved at udvide det strafferetlige

ansvar ud over det individuelle ansvar.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at der i straffeloven

optages en generel bestemmelse om ansvarskredsen svarende til § 26, stk. 1, i

rådets lovudkast, jf. pkt. 2.3. ovenfor. Som Straffelovrådet nævner, opnås

det herved, at de fællesskabsformer med karakter af juridisk person, der nu

og i fremtiden kan tænkes at forekomme, vil være omfattet af bestemmelser om

selskabsansvar, og at der ikke med hensyn til strafansvar vil være vundet

noget ved at organisere en virksomhed på en bestemt måde. Om det særlige

spørgsmål vedrørende strafansvar for enkeltmandsvirksomheder og det hermed

forbundne spørgsmål om ophævelse af bestemmelser om objektivt

individualansvar henvises til pkt. 3.2. nedenfor.

I betænkningen s. 90-91 giver Straffelovrådet udtryk for, at der er behov

for at udforme generelle bestemmelser i straffeloven til regulering af

betingelserne for selskabsansvar, jf. pkt. 2.5. ovenfor. Justitsministeriet

er enig med rådet herom.

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde det forslag til en bestemmelse i

straffelovens § 27 om ansvarsbetingelserne for juridiske personer, som rådet

har formuleret. Forslaget må antages at svare til, hvad der i dag af

domstolene vil blive anset som gældende ret.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at virksomhedsansvaret på mange

områder må være det primære. Det gælder især, når en lovovertrædelse er

motiveret af økonomiske grunde, men også, hvis den udviste uagtsomhed ikke er

graverende, eller hvis forholdet er begået af underordnet personale i

virksomheden.

Straffelovrådet kan dog ikke anbefale, at der søges gennemført en generel

bestemmelse om valg af ansvarssubjekt, jf. pkt. 2.6. ovenfor.

Justitsministeriet deler denne opfattelse. Som det fremgår af betænkningen s.

122-128, må der således antages at være behov for varierende løsninger på de

enkelte lovområder. Justitsministeriet er imidlertid enig i, at det må

formodes at kunne bidrage til en væsentlig afklaring af retstilstanden, at

der i videre omfang end hidtil gennem anklagemyndigheden udfærdiges

direktiver og vejledende retningslinier for valget af ansvarssubjekt på

lovområder, hvor spørgsmålet kan få praktisk betydning.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig rådets anbefaling af, at

der ved regler udstedt af rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 722,

stk. 1, nr. 7, tilvejebringes en mere præcis hjemmel til at meddele

tiltalefrafald i tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder at kunne gennemføre

en straffesag mod en enkeltperson til afgørelse om strafansvar, men afstår

herfra under hensyn til, at bødereaktion overfor selskabet findes

tilstrækkelig.

Der vil derfor blive taget initiativ til, at der i samråd med

Rigsadvokaten sker en opfølgning af de nævnte anbefalinger fra

Straffelovrådet.

Det forudsættes i øvrigt, at de gældende bestemmelser i særlovgivningen om

selskabsansvar i forbindelse med førstkommende lovændring på det pågældende

område bliver ændret til en henvisning til reglerne i straffeloven, jf.

Straffelovrådets forslag i betænkningen side 77 til en standardbestemmelse og

de specielle bemærkninger nedenfor til § 25.

Ifølge rådets forslag skal bestemmelser i særlovgivningen også inden en

sådan tilpasning i den pågældende lov omfatte den samme kreds af

ansvarssubjekter som de nye regler i straffeloven.

Det vil kunne indebære, at også juridiske personer, der ikke er omfattet

af ordlyden og den hidtidige forståelse af særlovsbestemmelsen, bliver

strafansvarlige.

Justitsministeriet har på den baggrund overvejet, om en sådan udvidelse af

kredsen af ansvarssubjekter bør afvente, at de enkelte regler om

selskabsansvar i særlovgivningen bliver ændret i overensstemmelse med de nye

regler i straffeloven. Resultatet af overvejelserne er blevet, at hensynet

til, at de nye regler gennemføres samtidig og ensartet i forhold til alle

eksisterende særlovsbestemmelser, taler for at følge rådets forslag på dette

punkt. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at den af rådet

foreslåede ordning med hensyn til de nye reglers virkning i forhold til

gældende særlovsbestemmelser lovteknisk er forsvarlig, navnlig fordi de

nugældende bestemmelser ved anvendelse af udtrykket »eller

lignende« markerer, at der ikke er tale om en udtømmende opregning af de

ansvarssubjekter, der er omfattet.

Lovforslaget er således også på dette punkt udformet i overensstemmelse

med Straffelovrådets forslag i betænkningen.

Justitsministeriet kan desuden tiltræde, at der i straffelovens § 51, stk.

3, sker en lovfæstelse af det almindelige bødeudmålingsprincip, hvorefter der

ved bødens fastsættelse også tages hensyn til den opnåede eller tilsigtede

fortjeneste eller besparelse, jf. pkt. 2.8. ovenfor. Det samme gælder den

foreslåede tilføjelse til straffelovens § 54, stk. 3, hvorved det fastslås,

at der ikke kan fastsættes forvandlingsstraf for bøder, der idømmes juridiske

personer.

Justitsministeriet deler i øvrigt rådets opfattelse, hvorefter der, når en

straffesag er afgjort, ikke ved en senere civil sag bør kunne ske ændringer

af den ansvarsplacering og udmåling af ansvarssubjektets bødetilsvar, der har

fundet sted i straffesagen. Justitsministeriet tilslutter sig derfor rådets

forslag om, at der i straffelovens § 52 optages en bestemmelse om, at den

bødefældte ikke kan kræve bøden betalt eller erstattet af andre.

Som det fremgår af pkt. 2.9. ovenfor, finder Straffelovrådet, at de

gældende regler om forældelse af juridiske personers strafansvar bør

opretholdes. Der har ikke i praksis vist sig behov for en almindelig

bestemmelse om en længere forældelsesfrist for selskabsansvar. I det omfang,

der på enkeltområder, som i dag er undergivet den almindelige

forældelsesfrist på 2 år, er behov for en længere frist med hensyn til

selskabsovertrædelser, må en sådan særlig frist i givet fald fastsættes i den

pågældende særlov, således som det f.eks. er sket i miljøbeskyttelsesloven.

Justitsministeriet kan tilslutte sig disse synspunkter. Der stilles derfor

ikke forslag om ændring af straffelovens regler om forældelse af juridiske

personers strafansvar.

Justitsministeriet er ligeledes enig i, at der ikke er grundlag for at

stille forslag om ændring af den gældende retstilstand, hvorefter en

fristafbrydelse over for en enkeltperson, der har optrådt på en juridisk

persons vegne, også har virkning i forhold til den pågældende juridiske

person. Justitsministeriet er endvidere også af den opfattelse, at en

fristafbrydelse over for en juridisk person ikke bør tillægges virkning i

forhold til eventuelt ansvarlige enkeltpersoner.

Justitsministeriet kan derfor tiltræde rådets forslag om, at der sker en

lovregulering af dette spørgsmål. Justitsministeriet har dog fundet det

rettest, at tilføjelsen til straffelovens § 94, stk. 4, udformes således, at

det ikke kun ved en modsætningsslutning men direkte af lovteksten fremgår, at

afbrydelse af forældelsesfristen overfor en juridisk person ikke kan

tillægges virkning i forhold til enkeltpersoner, der har handlet på den

juridiske persons vegne jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Som nævnt i pkt. 2.10 ovenfor, har Straffelovrådet ikke taget stilling

til, i hvilket omfang der kan antages at være behov for at gennemføre

ændringer i retsplejeloven med henblik på særskilt regulering af straffesager

mod juridiske personer. Selv om der er en række spørgsmål med hensyn til

juridiske personers straffeprocessuelle stilling, som ikke udtrykkeligt er

reguleret i lovbestemmelserne, er det imidlertid rådets konklusion, at der

ikke i praksis synes at være påvist noget væsentligt behov for afklaring

eller ændring af retstilstanden gennem lovgivning.

Justitsministeriet kan tilslutte sig disse synspunkter. Der er endvidere

ikke i høringssvarene over betænkningen fremkommet bemærkninger, der viser,

at der skulle være behov for sådan lovregulering. Der foreslås derfor ikke

ændringer af retsplejeloven som følge af gennemførelse af lovforslaget om

strafansvar for juridiske personer. Dog foreslås det, jf. ovenfor, at der i

medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, sker en præcisering af

hjemlen til at meddele enkeltpersoner tiltalefrafald, når en bødereaktion

over for et selskab findes tilstrækkelig.

3.2. Særligt om enkeltmandsvirksomheder og objektivt

individualansvar

a. Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at det kan

forekomme mindre tilfredsstillende, at store enkeltmandsejede

virksomheder , som har lighed med selskaber, ikke kan straffes, mens en

tilsvarende virksomhed, der drives i selskabsform, også kan straffes for

overtrædelser, der kan tilregnes ansatte eller selskabet som sådant.

Justitsministeriet er derfor principielt enig med rådet i, at der bør være

mulighed for i visse tilfælde at pålægge enkeltmandsvirksomheder straf efter

de samme regler, som foreslås med hensyn til virksomhedsansvar for juridiske

personer.

Justitsministeriet kan også tilslutte sig rådets synspunkter om, at det

hverken er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at indføre en ordning, hvorefter

virksomhedsansvaret omfatter enhver erhvervsmæssig virksomhed, der er

personligt ejet. Som det fremgår af rådets overvejelser, jf. betænkningen s.

75, vil en udvidelse af virksomhedsansvaret til at omfatte alle

enkeltmandsvirksomheder i realiteten betyde en væsentlig udvidelse af det

objektive individualansvar. Således ville også mindre enkeltmandsejede

virksomheder, der drives af ejeren selv med bistand af pårørende eller nogle

få ansatte, f.eks. kiosker, små detailforretninger, landbrug m.v., kunne

straffes, selv om lovovertrædelsen ikke - således som det kræves efter de

gældende regler - kan tilregnes ejeren som forsætlig eller uagtsom, eventuelt

groft uagtsom.

Som det er nævnt ovenfor under pkt. 2.4., har spørgsmålet om

kollektivansvar for visse enkeltmandsejede virksomheder givet anledning til

nogen tvivl i Straffelovrådet.

Justitsministeriet er også af den opfattelse, at spørgsmålet om

inddragelse af enkeltmandsvirksomheder under reglerne om kollektivansvar kan

give anledning til tvivl. Det gælder især med hensyn til afgrænsningen af de

enkeltmandsvirksomheder, der skal være omfattet af reglerne om

selskabsansvar, i modsætning til de mindre enkeltmandsvirksomheder, der skal

holdes uden for, og hvor ansvar som hidtil må rettes mod ejeren eller ansatte

som et personligt strafansvar.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at det ikke kan anbefales at afgrænse

virksomhedsansvaret for enkeltmandsvirksomhed ved angivelse af et minimum for

antallet af ansatte i virksomheden. Det skyldes, at en sådan afgrænsning vil

blive vilkårlig, og at antallet af medarbejdere næppe som det eneste

kriterium er egnet til at bestemme, om en enkeltmandsvirksomhed bør være

omfattet af virksomhedsansvaret for juridiske personer.

Straffelovrådet foreslår grænsedragningen fastsat således, at

enkeltmandsvirksomheder kan være omfattet af strafansvaret for juridiske

personer, såfremt virksomhederne »navnlig under hensyn til deres

størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte

selskaber«.

Som det fremgår af betænkningen s. 76, tilkendegiver en sådan bestemmelse,

at det særlige ansvar for virksomheder ikke som almindelig regel gælder for

den enkeltmandsejede virksomhed, og at der, hvis dette skal være tilfældet,

skal ses på de nævnte konkrete forhold og drages en sammenligning med typiske

selskabsforhold, således at det findes mest nærliggende, at overtrædelsen

henføres til virksomheden som dennes fejl.

Imod den af rådet foreslåede regel kan det anføres, at den ikke giver en

helt klar og præcis afgrænsning af strafansvaret for enkeltmandsvirksomheder.

Der kan f.eks. forekomme enkeltmandsvirksomheder med ingen eller få ansatte,

som både for så vidt angår størrelse og organisation kan sidestilles med et

selskab med ingen eller få ansatte, og som er ejet af en person. Sådanne

enkeltmandsvirksomheder skal efter rådets forslag ikke være omfattet af

reglerne om kollektivansvar.

Bestemmelsen angiver endvidere ikke en udtømmende opregning af de

kriterier, der er afgørende for strafansvaret. Det kan derfor anføres, at den

ikke i tilstrækkelig grad lever op til de krav om præcision og klarhed, der

sædvanligvis stilles til straffebestemmelser. Heroverfor kan det imidlertid

indvendes, at disse krav i første række angår affattelsen af

gerningsbeskrivelsen og således ikke umiddelbart tager sigte på afgrænsningen

af ansvarssubjekterne.

Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at bestemmelsen i praksis på

efterforskningsstadiet kan kræve en betydelig ressourceanvendelse til at

klarlægge enkeltmandsvirksomhedens struktur m.v.

Justitsministeriet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at det må

anses for forsvarligt at indføre en bestemmelse om virksomhedsansvar som

foreslået af rådet. Forslaget i betænkningen bygger på meget grundige

overvejelser, og medlemmerne af Straffelovrådet har været enige om, at det er

næppe muligt at foretage en mere præcis angivelse af strafansvaret i

lovteksten end den, rådet er nået frem til.

Det foreslås derfor, at der i straffeloven som § 26, stk. 2, indsættes en

bestemmelse, hvorefter bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. også

omfatter enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til

deres størrelse og organisation kan sidestilles med de i § 26, stk. 1, nævnte

selskaber, jf. herved pkt. 2.3. og 3.1. ovenfor og bemærkningerne til § 26,

stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1, nedenfor.

Justitsministeriet forudsætter imidlertid, at den foreslåede regel alene

anvendes i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden klart kan

sidestilles med et af de i § 26, stk. 1, nævnte selskaber, dvs. aktie-,

anparts- eller andelsselskaber. Bestemmelsen forudsættes således afgrænset

til tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden under hensyn til kompetence- og

ansvarsfordeling og den praktiske arbejdsdeling er organiseret på en sådan

måde, at det findes rigtigt og naturligt at sidestille virksomheden med en

juridisk person, der kan ifalde strafansvar som sådan.

Selv om det må erkendes, at det i en vis udstrækning kan forekomme noget

vilkårligt at lade antallet af ansatte være afgørende for strafansvaret,

bygger lovforslaget imidlertid på, at virksomheden skal have en vis

størrelse, før der vil kunne foreligge en sådan ikke helt enkel

arbejdsdeling, der kan begrunde strafansvar for virksomheden som sådan.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at det bør anses for en

forudsætning, at enkeltmandsvirksomheden (på gerningstidspunktet) beskæftiger

omkring 10- 20 ansatte, før det kommer på tale at gøre strafansvar gældende

mod virksomheden som sådan efter det foreslåede § 26, stk. 2. Bestemmelsen

vil derfor ikke omfatte mindre enkeltmandsvirksomheder, der består af

indehaveren og et mindre antal ansatte. Det gælder, uanset om en sådan mindre

enkeltmandsvirksomhed ville kunne sidestilles med f.eks. et anpartsselskab

med et tilsvarende antal ansatte.

Det forudsættes endvidere, at der i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheder

pålægges ansvar efter § 26, stk. 2, ikke tillige kan blive tale om et

personligt strafansvar for ejeren for den samme overtrædelse.

Justitsministeriet er i øvrigt indstillet på nøje at følge udviklingen med

hensyn til anvendelsen af den foreslåede regel. Når bestemmelsen har været

gældende i 3-4 år, vil det således blive vurderet, om reglen giver anledning

til en sådan væsentlig tvivl i praksis, at den bør ændres eller ophæves.

b. Spørgsmålet om afgrænsning af strafansvaret for

enkeltmandsvirksomheder bør i øvrigt ses i sammenhæng med Straffelovrådets

forslag om ophævelse af de gældende (ca. 20) bestemmelser om objektivt

individualansvar , jf. ovenfor under pkt. 2.7.

Som det fremgår af betænkningen s. 147, tager de fleste af de - i øvrigt

få - gældende bestemmelser om objektivt individualansvar sigte på indehavere

og ledere af erhvervsvirksomheder, der ikke drives i selskabsform. I

almindelighed kommer det objektive individualansvar på tale over for

indehaveren i anledning af andres, typisk ansattes, tilregnelige forhold.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Straffelovrådets betænkeligheder ved

et strafansvar for enkeltpersoner, som det ikke kan tilregnes som forsætligt

eller som uagtsomt, at der er realiseret en lovovertrædelse. Det må som

udgangspunkt anses for stridende mod den almindelige opfattelse af

retfærdighed og rimelighed i strafanvendelsen at straffe en person for

en lovovertrædelse, der er begået af andre, og som ikke kan bebrejdes den

pågældende.

Disse generelle synspunkter bekræftes af flere af de høringssvar, som de

berørte ministerier har afgivet over betænkningen. En række ministerier har

således peget på bestemmelser om objektivt individualansvar i

særlovgivningen, der efter ministeriernes opfattelse kan ophæves.

Det drejer sig om § 37, stk. 6, 1. pkt., i lov om hotel- og

restaurationsvirksomhed (omtalt i betænkningen s. 135), skattekontrollovens §

18, 1. pkt., og toldlovens § 79, stk. 3 (omtalt i betænkningen s. 134-135), §

26 i loven om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs

forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer (omtalt i betænkningen s.

137) samt § 41, stk. 3, i loven om erstatning for atomskader og § 16, stk. 5,

i loven om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m.v.

(omtalt i betænkningen s. 139).

Hertil kan føjes, at Statens Luftfartsvæsen ifølge udtalelsen fra

Trafikministeriet ikke umiddelbart har kendskab til sager, der har medført,

at enkeltpersoner er pålagt strafansvar på objektivt grundlag for

overtrædelse af bestemmelserne i luftfartslovens kap. 4 A, herunder de

forskrifter, der er udstedt i medfør af dette kapitel, om objektivt

arbejdsgiveransvar for arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj.

Inden for nogle områder kan der imidlertid foreligge særlige forhold, der

indebærer, at et sædvanligt ansvar baseret på (beviseligt) forsæt og

uagtsomhed ikke kan anses for tilstrækkeligt til at sikre opfyldelsen af

lovgivningen. Der tænkes her navnlig på arbejdsmiljøområdet og færdselslovens

område, hvor der ifølge de berørte ministerier ikke kan bortses fra, at

risikoen for at pådrage sig et objektivt individualansvar på afgørende måde

medvirker til, at der hos virksomhedsindehaveren skabes et incitament til at

leve op til lovgivningens krav f.eks. om indretning og sikring af

arbejdspladser, køre- og hviletid og forbud mod overlæs.

Strafansvaret for juridiske personer og visse enkeltmandsvirksomheder, jf.

ovenfor, vil i mange tilfælde give mulighed for at pålægge virksomheden som

sådan straf. For små enkeltmandsvirksomheder med en enkel struktur og få

ansatte vil en ophævelse af bestemmelser om objektivt individualansvar

imidlertid kunne medføre, at der ikke er mulighed for at placere et

strafansvar hverken på indehaveren personligt eller på virksomheden som

sådan.

Der kan dog eventuelt blive tale om at gøre strafansvaret gældende mod en

ansat, hvis overtrædelsen kan tilregnes denne.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at det

på nogle områder vil have uheldige virkninger for overholdelsen og

håndhævelsen af lovgivningen at ophæve bestemmelser om objektivt

individualansvar. At strafansvar eventuelt kan pålægges en ansat i en

virksomhed, vil ikke altid være tilstrækkeligt. Det vil kunne betyde, at kun

de ansatte - men ikke indehaveren af virksomheden - bærer det strafferetlige

ansvar, selv om der er tale om overholdelse af pligter, som det efter en

almindelig rimelighedsvurdering bør være virksomhedens ejer, der sikrer

opfyldelsen af.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der ikke i lovgivningen

bør findes bestemmelser om objektivt individualansvar, medmindre der på grund

af områdets særlige karakter er afgørende hensyn til håndhævelsen af

lovgivningen, der taler herfor.

Det foreslås derfor, at de gældende bestemmelser om objektivt

individualansvar underkastes en kritisk vurdering med henblik på at tage

stilling til, om bestemmelserne kan ophæves, eller om der på det pågældende

lovområde foreligger afgørende grunde til at at opretholde en hjemmel til

objektivt individualansvar.

Det forudsættes i den forbindelse, at der af de berørte ministerier ved

førstkommende lejlighed tages initiativ til en sådan vurdering. Endvidere

forudsættes de bestemmelser, der er nævnt ovenfor, og som de hørte

ministerier allerede nu anser for unødvendige, ophævet.

Endelig finder Justitsministeriet, at der kun under ganske særlige

omstændigheder bør indføres regler om objektivt individualansvar på nye

lovområder. Justitsministeriet vil i forbindelse med den lovtekniske bistand

til andre ministerier søge at sikre, at nye lovforslag udformes i

overensstemmelse hermed.

Hvis de foreslåede ændringer af straffeloven bliver vedtaget af

Folketinget, vil Justitsministeriet i øvrigt ved en skrivelse til samtlige

ministerier orientere om indholdet af de nye regler og om de forudsætninger,

der er knyttet hertil bl.a. vedrørende allerede gældende bestemmelser om

objektivt individualansvar.

Det tilføjes, at Straffelovrådets forslag om ophævelse af bestemmelser om

objektivt individualansvar ikke omfatter de bestemmelser, der findes herom i

medieansvarsloven. Straffelovrådet henviser i den forbindelse bl.a. til, at

denne lovgivning for nylig har været genstand for en meget grundig revision.

Baggrunden for det særlige ansvarssystem i medieansvarsloven er først og

fremmest at sikre den størst mulige ytrings- og informationsfrihed. En ny

afvejning af disse meget vigtige hensyn over for lovens regler om objektivt

individualansvar ville forudsætte indgående overvejelser, der i givet fald

burde foregå i et udvalg bl.a. for også at give medierne indflydelse på

eventuelle forslag om ændringer i ansvarsreglerne.

Da loven, der er fra 1991, bygger på grundige overvejelser i en betænkning

fra Medieansvarsudvalget og også i forbindelse med behandlingen i Folketinget

blev drøftet meget indgående, finder Justitsministeriet ikke grundlag for på

nuværende tidspunkt på ny at iværksætte overvejelser på dette område. Der

stilles således ikke forslag om ændringer i reglerne om objektivt

individualansvar i medieansvarsloven i anledning af dette lovforslag.

4. Hørte myndigheder m.v.

Straffelovrådets betænkning har været sendt til høring hos præsidenterne

for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne

for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren

i København, politimestrene i Århus, Odense og Ålborg, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund,

Dansk Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for

Menneskerettigheder og samtlige ministerier bortset fra Statsministeriet og

Økonomiministeriet.

5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige

konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser i straffeloven

sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

Til § 25

Bestemmelsen fastslår den generelle regel, at juridiske personer kan

straffes, når der er særlig hjemmel hertil. Bestemmelsen indeholder ikke i

sig selv hjemmel til et sådant ansvar, men forudsætter, at det i en særlov er

fastsat, at der skal være strafansvar for juridiske personer.

Hjemmel til strafansvar for juridiske personer findes i dag i mere end 200

love. Normalt er bestemmelser herom affattet således: »Er overtrædelsen

begået af et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller

lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar«. Afvigende

formuleringer forekommer dog. Indeholder en lov hjemmel til at pålægge ejer,

bruger eller lignende strafansvar, udgør dette ikke i sig selv tilstrækkelig

hjemmel til at pålægge selskaber m.v. strafansvar i tilfælde, hvor ejer eller

bruger er et selskab.

Efter lovforslaget er det ikke nødvendigt umiddelbart at ændre affattelsen

af de mange hjemmelsbestemmelser om selskabsansvar, der findes i

lovgivningen, jf. herom de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 3.1.

Nye bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer bør,

medmindre der tilsigtes afvigelser fra den almindelige ordning, affattes

således:

»Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar

efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

Allerede gældende bestemmelser om hjemmel til selskabsansvar forudsættes

ændret i overensstemmelse hermed ved førstkommende lejlighed.

Justitsministeriet vil i øvrigt orientere ministerierne om den fremtidige

udformning af bestemmelser om strafansvar for juridiske personer.

Justitsministeriet vil endvidere under den lovtekniske gennemgang af andre

ministeriers lovforslag påse, at nye bestemmelser om hjemmel til strafansvar

for juridiske personer affattes som nævnt, medmindre der tilsigtes afvigelser

fra den almindelige ordning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. og 3.1. i lovforslagets almindelige

bemærkninger og til betænkningens kap. 4 om kollektivansvarets område og

lovhjemmel (s. 48-58).

Til § 26

Til stk. 1

Bestemmelsen afgrænser kredsen af de ansvarssubjekter, der er omfattet af

bestemmelser om strafansvar for juridiske personer. Bestemmelsen opstiller

den formodning, at bestemmelser om strafansvar for andre end enkeltpersoner -

herunder også allerede gældende bestemmelser om selskabsansvar - omfatter

alle organisationsformer m.v., der kan optræde i retsforhold. Som

samlebetegnelse for denne meget vide kreds er valgt udtrykket »juridisk

person«, som står i modsætning til »fysisk person«.

Det er fundet overflødigt udtrykkeligt at nævne kommunale fællesskaber i

bestemmelsen. Sådanne fællesskaber, der skal godkendes efter § 60 i den

kommunale styrelseslov, er således omfattet af reglen, uanset om fællesskabet

betegner sig som interessentskab, andelsselskab eller lignende, jf.

betænkningen s. 71.

Bestemmelsen indeholder imidlertid det selvfølgelige forbehold, at der i

særloven vil kunne foretages en anden afgrænsning af ansvarskredsen end den,

der følger af § 26. Da § 26 som nævnt indebærer en meget vid afgrænsning af

kredsen af ansvarssubjekter, vil der i praksis formentlig navnlig kunne

tænkes afvigelser i begrænsende retning. Tilsigtes der ved fremtidig

lovgivning en begrænsning af kredsen af ansvarssubjekter, bør dette fremgå

udtrykkeligt af den pågældende lov, således at spørgsmålet om, hvorvidt

lovgivningsmagten har ønsket at fravige straffelovens almindelige regel, ikke

kan give anledning til tvivl.

Bestemmelsen gælder i øvrigt ikke kun i forhold til nye bestemmelser om

strafansvar for juridiske personer, der udformes på den ovenfor angivne måde,

men også i forhold til de allerede gældende bestemmelser om selskaber m.v.,

indtil sådanne bestemmelser måtte blive ændret i overensstemmelse med den

foreslåede standardformulering. Dette gælder, uanset hvordan den eksisterende

særlovshjemmel måtte være udformet. Kommuner og statslige myndigheder vil

således være omfattet, selv om disse offentlige myndigheder ikke måtte være

nævnt i den pågældende særlovsregel. Tilsvarende gælder med hensyn til visse

større enkeltmandsvirksomheder, jf. nedenfor.

Til stk. 2

Efter § 26, stk. 2, er visse enkeltmandsvirksomheder også omfattet af

bestemmelser, der hjemler strafansvar for juridiske personer. Bestemmelsen

fastsætter således, at bestemmelser om strafansvar for juridiske personer

tillige omfatter enkeltmandsvirksomheder i det omfang, disse navnlig under

hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med selskaber.

Om afgrænsningen af de enkeltmandsvirksomheder, der er omfattet af

bestemmelsen, henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.

Det vil følge af den foreslåede bestemmelse, at der ved sagens rejsning og

afgørelse skal foreligge oplysninger om de træk ved en enkeltmandsvirksomhed,

som taler for at sidestille den med selskabsforhold.

Inddragelsen af visse enkeltmandsvirksomheder under selskabsansvaret

gælder ikke alene i forhold til nye bestemmelser om selskabsansvar, men også

i forhold til allerede gældende bestemmelser om selskabsansvar.

Når der i de bestemmelser, der er indeholdt i dette lovudkast, tales om

»juridiske personer«, skal det forstås med den udvidelse, der

følger af den her omtalte regel om enkeltmandsvirksomheder. Dette betyder

bl.a., at den nedenfor omtalte regel om, at der ikke fastsættes

forvandlingsstraf for bøder, der idømmes juridiske personer, også gælder for

enkeltmandsvirksomheder, der inddrages under ansvaret for juridiske personer.

Spørgsmålet om afgrænsningen af ansvarssubjekterne er i øvrigt behandlet i

betænkningens kap. 5 (s. 59-77).

Til § 27

Den foreslåede bestemmelse i § 27 har til formål at regulere de nærmere

betingelser for juridiske personers strafansvar. Spørgsmålet om

ansvarsbetingelserne er nærmere behandlet i betænkningens kap. 6 og 7 (s. 78-

107). For så vidt angår spørgsmålet om ansvarsplacering, herunder spørgsmålet

om forholdet mellem individualansvar og kollektivansvar, henvises til

betænkningens kap. 8 (s. 108-128). Der henvises endvidere til pkt. 2.5.,

2.6., 3.1. og 3.2.a. i lovforslagets almindelige bemærkninger. Om

enkeltmandsvirksomheder bemærkes herved, at det forudsættes, at der i

tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheder pålægges ansvar efter § 26, stk. 2,

ikke tillige kan blive tale om et personligt strafansvar for ejeren for den

samme overtrædelse.

Til stk. 1

Ud over kravet om, at der skal være hjemmel til strafansvar for juridiske

personer, jf. ovenfor om § 25, forudsætter strafansvar for en juridisk

person, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan

tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller til

den juridiske person som sådan.

Objektivt skal der inden for den juridiske persons virksomhed være begået

en overtrædelse. Om fortolkningen af udtrykket »inden for« henvises

til betænkningens kap. 6 og 7. Det fremgår heraf, at overtrædelser, der begås

af ansatte i forbindelse med arbejdets udførelse, som hovedregel må anses for

begået inden for virksomheden, men at der på den anden side kan forekomme

overtrædelser begået af ansatte, som må anses for så fremmede eller

uvedkommende i forhold til den juridiske person, at overtrædelserne objektivt

ikke kan henføres til den juridiske persons virkefelt.

Det er endvidere en betingelse, at overtrædelsen subjektivt kan tilregnes

en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den

juridiske person som sådan. Med formuleringen fremhæves en dobbelthed i

ansvarsbedømmelsen med hensyn til de subjektive ansvarsbetingelser.

Bedømmelsen kan enten angå enkeltpersoners forhold (1. led) eller den

juridiske person som sådan (2. led). I almindelighed vil en overtrædelse, der

er begået inden for rammerne af en juridisk person, kunne tilregnes ledelse

og/eller ansatte og dermed være omfattet af 1. led. 2. led vil formentlig

navnlig have selvstændig betydning ved kumulerede fejl, hvor overtrædelsen

ikke kan tilregnes enkeltpersoner som følge af de pågældendes ringe andel

eller ringe uagtsomhed i relation til overtrædelsen.

Spørgsmålet om, på hvilken måde overtrædelsen skal kunne tilregnes (som

uagtsom, eventuelt som groft uagtsom eller som forsætlig), beror på de

subjektive krav i relation til den pågældende straffebestemmelse. Er

strafansvar for den pågældende overtrædelse f.eks. betinget af (mindst) grov

uagtsomhed, er det denne tilregnelsesform, der skal lægges til grund ved

vurderingen af, om de subjektive betingelser for at pålægge en juridisk

person strafansvar er opfyldt. Hvis strafansvar undtagelsesvis er betinget af

forsæt, vil strafansvar for den juridiske person forudsætte, at overtrædelsen

kan tilregnes enkeltpersoner som forsætlig.

Ikke enhver person med den fornødne tilregnelse i relation til en

overtrædelse inden for den juridiske person vil kunne pådrage den juridiske

person strafansvar. Det kræves, at den pågældende skal være »knyttet

til« den juridiske person. Denne betingelse er klart opfyldt, når der er

tale om ledelse og ansatte, jf. betænkningens kap. 6. Fejl begået af personer

med en anden tilknytning til den juridiske person kan dog efter

omstændighederne også pådrage den juridiske person strafansvar, f.eks. i

tilfælde, hvor ekstern bistand er knyttet til en virksomhed på en sådan måde,

at den pågældende må anses for at have handlet på virksomhedens vegne. Der

henvises herom til betænkningens kap. 7.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 indeholder en særregel, hvorefter statslige

myndigheder og kommuner alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der

begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan sidestilles med

virksomhed udøvet af private. Denne begrænsning, der indebærer, at offentlige

myndigheder ikke kan ifalde kollektivansvar i anledning af overtrædelser, der

begås som led i myndighedsudøvelse, f.eks. ved udstedelse af en ulovlig

tilladelse, svarer til, hvad der allerede gælder i dag. I tilfælde af

overtrædelser i forbindelse med myndighedsudøvelse vil der som hidtil alene

blive spørgsmål om personligt strafansvar for de ansvarlige enkeltpersoner.

Til nr. 2

Den foreslåede tilføjelse i straffelovens § 51, stk. 3, indebærer

en lovfæstelse af det almindelige udmålingsprincip, at der ved bødens

fastsættelse også tages hensyn til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste

eller besparelse. Tilføjelsen vil ikke blot gælde for udmåling af bøder, der

pålægges juridiske personer, men også for bøder, der udmåles over for

enkeltpersoner.

Der henvises til betænkningens kap. 11 om sanktioner m.v. (s. 153-167) og

til pkt. 2.8. og 3.1. i de almindelige bemærkninger ovenfor.

Til nr. 3

Efter den foreslåede ny bestemmelse i § 52, stk. 8, kan den

bødefældte - uanset om det er en fysisk eller en juridisk person - ikke kræve

bøden betalt eller erstattet af andre. Bestemmelsen tager navnlig sigte på

tilfælde, hvor den bødefældte kan gøre gældende, at en anden ud fra

erstatningsretlige synspunkter helt eller delvis skal erstatte det tab, som

betalingen af den idømte bøde udgør for den bødefældte. Bestemmelsen afskærer

i sådanne tilfælde den pågældende fra at kræve bøden erstattet.

Bestemmelsen gælder alene for den bødefældte og omfatter således ikke en

eventuelt bødehæftende person, dvs. den fysiske eller juridiske person, der

civilretligt hæfter for betalingen af den bøde, der er pålagt det umiddelbare

strafsubjekt. § 52, stk. 8, udelukker derfor ikke, at en bødehæftende, der

har betalt bøden for den bødefældte, kan afkræve den bødefældte beløbet. Om

dette kan ske, må bero på en fortolkning af den pågældende

bødehæftelsesbestemmelse.

Der henvises til betænkningens kap. 12 og til pkt. 2.8. og 3.1. i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Den foreslåede ny bestemmelse i § 54, stk. 3, fastslår det

selvfølgelige, at der ikke fastsættes forvandlingsstraf for bøder, der

idømmes juridiske personer. Bestemmelsen gælder også for bøder, der idømmes

enkeltmandsvirksomheder, der inddrages under reglerne om strafansvar for

juridiske personer.

Til nr. 5

Den nugældende bestemmelse i straffelovens § 94, stk. 4, om

afbrydelse af forældelsesfrist angår direkte den situation, hvor afbrydelsen

sker i forhold til ansvarssubjektet.

Efter den foreslåede tilføjelse til bestemmelsen vil et afbrydelsesskridt

over for en enkeltperson, som har handlet på en juridisk persons vegne, ikke

blot have virkning for den pågældende enkeltperson, men også i forhold til

den juridiske person.

Endvidere foreslås det, at en fristafbrydelse over for den juridiske

person ikke kan tillægges virkning i forhold til enkeltpersoner. På

tilsvarende måde vil en fristafbrydelse over for en person i anledning af en

selskabsovertrædelse ikke kunne tillægges virkning i forhold til andre

personer, der måtte have andel i overtrædelsen. Fristafbrydelse over for

enkeltpersoner kan således kun ske, hvis der foretages afbrydelsesskridt over

for de enkelte personligt.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 13 og til pkt. 2.9. og 3.1. i

lovforslagets almindelige bemærkninger. Som det fremgår af pkt. 3.1. i de

almindelige bemærkninger, er affattelsen af bestemmelsen ændret i forhold til

Straffelovrådets forslag, således at det udtrykkeligt i lovteksten

fastsættes, at afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk person

ikke har virkning i forhold til personer, der har handlet på den juridiske

persons vegne.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1996.

De foreslåede regler om strafansvar for juridiske personer og

enkeltmandsvirksomheder får således virkning for strafbare handlinger, der

begås allerede fra denne dato, selv om bestemmelser om selskabsansvar i

særlovgivningen på dette tidspunkt endnu ikke er ændret i overensstemmelse

hermed, jf. herom de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 2.3. og 3.1.

samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 (§ 25).

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde og

indebærer, at lovændringen kan sættes i kraft for Færøerne ved kongelig

anordning. Loven gælder ikke for Grønland, der har en særlig kriminallov, og

anordningshjemmel fastsættes derfor ikke for denne landsdel.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

Vedrørende lovforslagets § 1, nr. 1, hvorved der indsættes

et nyt 5. kapitel i straffeloven, henvises til lovforslaget,

idet den nugældende lovs 5. kapitel (§§ 25-30) er ophævet.

1. (Udeladt)

2. I § 51, stk. 3 , indsættes efter »den skyldiges

betalingsevne«: »og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste

eller besparelse«.

§ 51. - - -

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . Ved fastsættelsen af andre bøder vil der inden for de

grænser, som hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte

omstændigheder tilsteder, være at tage særligt hensyn til den skyldiges

betalingsevne.

3. I § 52 indsættes som stk. 8 :

» Stk. 8. Den bødefældte kan ikke kræve bøden betalt eller

erstattet af andre.«

§ 52. Retten kan fastsætte en frist af indtil 3 måneder til bødens

betaling.

Stk. 2 . Afdragsvis betaling kan tilstedes af politiet.

Stk. 3 . Betales en bøde ikke, inddrives den, medmindre politiet

skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den

pågældendes levevilkår.

Stk. 4 . Politiet kan inddrive bøder, sagsomkostninger og

konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved

udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om

inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 5 . Pålæg om indeholdelse efter stk. 4 gives af politiet, som

også modtager de indeholdte beløb. Indeholdelsen sker efter indeholdelse for

skatte- og afgiftskrav og krav på underholdsbidrag. Politiet kan hos andre

offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at

varetage indeholdelsen, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.

Endvidere kan politiet fra alle af offentlige myndigheder førte registre og

de af domstolene førte registre over rettigheder over løsøre og fast ejendom

kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for

tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte

dataoverførsel.

Stk. 6 . Justitsministeren kan fastsætte regler om indeholdelse af

indtægter efter stk. 4, herunder om politiets kontrol med indeholdelsen, om

pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige, om udpantningsret

for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for, og om skyldnerens pligt

til at give politiet oplysninger til brug ved indeholdelsen.

Stk. 7 . For forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser,

der er fastsat i medfør af stk. 6, kan fastsættes bødestraf. Der kan tillige

fastsættes bestemmelser om bødeansvar for juridiske personer.

4. I § 54 indsættes som stk. 3 :

» Stk. 3 . For bøder, der idømmes juridiske personer,

fastsættes ingen forvandlingsstraf.«

§ 54. Bøde, der er idømt eller vedtaget for en domstol, afsones

efter reglerne om straf af hæfte. Fængsel kan dog anvendes, hvis den

pågældende i løbet af de sidste 5 år har udstået strengere frihedsstraf end

hæfte eller mere end en gang har udstået forvandlingsstraf. Om arten af

forvandlingsstraffen samt om dens varighed træffer retten afgørelse samtidig

med bødens fastsættelse. Når bøden er fastsat som dagbod, iagttages ved

forvandlingsstraffens beregning, at en dags hæfte eller fængsel svarer til en

dagbod, dog at forvandlingsstraffen ikke kan sættes lavere end 2 dage. Er

bøden fastsat på anden måde, kan forvandlingsstraffen ikke sættes lavere end

2 dage og ikke højere end 60 dage; i særlige tilfælde kan

forvandlingsstraffen dog forhøjes indtil 9 måneder.

Stk. 2 . Er en del af bøden betalt, bliver forvandlingsstraffen

forholdsvis at nedsætte, dog således, at en del af en dag regnes som en hel

dag, og at forvandlingsstraffen ikke kan nedsættes under ovennævnte

mindstetid. Er en del af bøden afsonet, men resten tilbydes betalt, tages ved

beregningen af denne rest alene hensyn til de hele dage, hvori

forvandlingsstraf er udstået.

5. I § 94, stk. 4 , indsættes som 4. og 5. pkt. :

»Afbrydes forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en

juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den

pågældende juridiske person. Afbrydelse af forældelsesfristen over for en

juridisk person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på

den juridiske persons vegne.«

§ 94. - - -

Stk. 2 . - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4 . Forældelsesfristen afbrydes ved ethvert

rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. I sager,

der efter retsplejeloven kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget

af politiet, afbrydes forældelsesfristen, når sigtede gøres bekendt med

forelægget. I andre tilfælde, hvor straf for en overtrædelse kan pålægges af

en administrativ myndighed, afbrydes fris- ten, når den pågældende gøres

bekendt med, at han er sigtet for overtrædelsen.

Stk. 5 . - - -

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter