1995 LSF 201 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN (STRAFANSVAR FOR JURIDISKE PERSONER)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. oktober 1992, som
senest ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:
1. 5. kapitel affattes således:
»5. kapitel
Strafansvar for juridiske personer
§ 25. En juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt
ved eller i medfør af lov.
§ 26. Bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter,
medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts-
og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og
statslige myndigheder.
Stk. 2 . Endvidere omfatter sådanne bestemmelser
enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres
størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber.
§ 27. Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden
for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller
flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person
som sådan.
Stk. 2. Statslige myndigheder og kommuner kan alene straffes i
anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer
til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.«
2. I § 51, stk. 3 , indsættes efter »den skyldiges
betalingsevne«: »og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste
eller besparelse«.
3. I § 52 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Den bødefældte kan ikke kræve bøden betalt eller
erstattet af andre.«
4. I § 54 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. For bøder, der idømmes juridiske personer,
Læs alt
fastsættes ingen forvandlingsstraf.«
5. I § 94, stk. 4 , indsættes som 4. og 5.
pkt.:
»Afbrydes forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en
juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den
pågældende juridiske person. Afbrydelse af forældelsesfristen over for en
juridisk person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på
den juridiske persons vegne.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 30 oktober 1992 som
senest ændret ved lov nr. 309 af 17. maj 1995, foretages følgende ændringer:
1. 5. kapitel affattes således:
»5. kapitel
Strafansvar for juridiske personer
§ 25. En juridisk person kan straffes med bøde, når det er bestemt
ved eller i medfør af lov.
§ 26. Bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. omfatter,
medmindre andet er bestemt, enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts-
og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og
statslige myndigheder.
Stk. 2 . Endvidere omfatter sådanne bestemmelser
enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til deres
størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber.
§ 27. Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden
for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller
flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person
som sådan.
Stk. 2. Statslige myndigheder og kommuner kan alene straffes i
anledning af overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer
til eller kan sidestilles med virksomhed udøvet af private.«
2. I § 51, stk. 3 , indsættes efter »den skyldiges
betalingsevne«: »og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste
eller besparelse«.
3. I § 52 indsættes som stk. 8 :
» Stk. 8. Den bødefældte kan ikke kræve bøden betalt eller
erstattet af andre.«
4. I § 54 indsættes som stk. 3 :
» Stk. 3. For bøder, der idømmes juridiske personer,
fastsættes ingen forvandlingsstraf.«
5. I § 94, stk. 4 , indsættes som 4. og 5. pkt. :
»Afbrydes forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en
juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den
pågældende juridiske person. Afbrydelse af forældelsesfristen over for en
juridisk person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på
den juridiske persons vegne.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
I dansk ret har der længe været kendt et strafferetligt ansvar i form af
bødestraf, der kan pålægges juridiske personer, navnlig erhvervsdrivende
selskaber. Dette kollektivansvar - i sin typiske form kaldet selskabsansvar -
kan enten kombineres med eller træde i stedet for ansvar for enkeltpersoner.
En forudsætning for sådant ansvar er, at det har hjemmel i lovgivningen på de
enkelte områder, hvor ansvaret skal gælde. Straffeloven indeholder ingen
almindelige bestemmelser om denne ansvarsform. Særlovsbestemmelser om
kollektivansvar findes derimod i mere end 200 særlove.
Hovedformålet med lovforslaget er at indføje nogle generelle bestemmelser
om kollektivansvar i straffeloven. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets
betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar.
En oversigt over forslagene i betænkningen findes i pkt. 2 nedenfor. I
pkt. 3 redegøres for Justitsministeriets overvejelser vedrørende de enkelte
forslag i betænkningen.
2. Straffelovrådets betænkning om juridiske personers bødeansvar
2.1. Betænkningen
Straffelovrådets betænkning indeholder en gennemgang af problemerne
vedrørende strafansvar for juridiske personer og for kommunale og statslige
myndigheder, jf. pkt. 2.2. og 2.3. nedenfor.
I betænkningen gennemgås også spørgsmålet om selskabsansvar for
enkeltmandsvirksomheder, dvs. virksomheder, der er personligt ejede og
således ikke er omfattet af begrebet juridiske personer, jf. pkt. 2.4.
Rådet har også overvejet de gældende særlovsbestemmelser om objektivt
individualansvar, dvs. en enkeltpersons ansvar for en handling eller
undladelse, der hverken kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller som
uagtsom. Rådet foreslår, at anvendelsen af denne skærpede ansvarsform ophører
i dansk ret, jf. pkt. 2.7. nedenfor.
Endelig har rådet i betænkningen overvejet spørgsmålene om
ansvarsbetingelser og ansvarsplacering, jf. pkt. 2.5. og 2.6. nedenfor, samt
bødeudmåling, forældelse og procesmåden i forbindelse med selskabsansvar, jf.
pkt. 2.8. - 2.10.
2.2. Hjemmel for kollektivansvar
Straffelovrådet finder, at kollektivansvaret bør opretholdes, således at
det fortsat er muligt at gøre strafansvar gældende mod en juridisk person som
sådan.
Rådet henviser herved til, at det må antages, at dette ansvar er egnet til
at styrke den præventive virkning af særlovgivningens forbud og påbud og af
retshåndhævelsen, og at det i mange tilfælde bevirker en hensigtsmæssig
placering af ansvaret for overtrædelser, ikke mindst hvor et strafferetligt
ansvar ikke kan eller bør pålægges enkeltpersoner. Kollektivansvaret giver
mulighed for en bødeudmåling, der står i et passende forhold til en
virksomheds størrelse og økonomi og til den indvundne eller tilsigtede
fortjeneste ved overtrædelse af loven.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at kollektivansvaret i dansk ret
fortsat bør være betinget af hjemmel på de områder, hvor man ønsker, at det
skal gælde. Straffelovrådet anbefaler derfor, at kollektivansvar som hidtil
skal have hjemmel i de enkelte love, hvor denne ansvarsform er ønskelig, men
således at der i straffeloven optages almindelige udfyldende bestemmelser om
ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser, jf. herom pkt. 2.3.-2.5. nedenfor.
Straffelovrådet stiller sig kritisk over for det synspunkt, som
lejlighedsvis er gjort gældende i litteraturen, hvorefter straffeloven (eller
en anden lov) bør rumme en generel hjemmel til bødeansvar for juridiske
personer med hensyn til alle typer af strafbare forhold. En sådan bestemmelse
ville indebære strafansvar i en langt videre udstrækning, end det er rimeligt
og praktisk påkrævet.
Efter rådets forslag vil der derfor fortsat være grund til at overveje, om
kollektivansvaret kan gøre nytte og bør gælde på det enkelte lovområde. Rådet
finder, at lovhjemmel for kollektivansvar måske lidt for rutinemæssigt er
blevet optaget i særlove på områder, hvor der ikke er praktisk brug for det.
Rådet har imidlertid ikke i enkeltheder taget stilling til en reduktion af
antallet af særlovsbestemmelser herom. Rådet henstiller derfor, at der i det
fremtidige særlovsarbejde anlægges en kritisk prøvelse af, om tilstrækkeligt
stærke praktiske grunde taler for at indføre eller opretholde denne udvidelse
af strafansvaret ud over området for individuelt ansvar for forsætligt eller
uagtsomt forhold.
Specielt med hensyn til overtrædelser af straffeloven og andre love, som
nu er og bør være betinget af, at der er handlet med forsæt, har
Straffelovrådet peget på betænkelighederne ved at hjemle bødeansvar for
juridiske personer. I den forbindelse tager Straffelovrådet afstand fra en
juridisk konstruktion, der går ud på, at en kollektiv enhed ligesom en
enkeltperson kan handle med forsæt.
Om Justitsministeriets overvejelser vedrørende dette spørgsmål henvises
til pkt. 3.1. nedenfor.
Der henvises endvidere til betænkningens kap. 4 om kollektivansvarets
område og lovhjemmel (s. 48-58) og til bemærkningerne til § 25 i
lovforslagets § 1, nr. 1.
2.3. Selskaber og offentlige myndigheder
Straffelovrådet foreslår, at der i straffeloven indsættes en generel
bestemmelse, der fastlægger kredsen af ansvarssubjekter i alle de love, der
indeholder hjemmel til strafansvar for kollektive enheder, og hvor der ikke
er gjort undtagelse i udvidende eller begrænsende retning med hensyn til
ansvarskredsen.
Ved udformningen af den generelle regel må man efter rådets opfattelse
tilstræbe en afgrænsning, der er hensigtsmæssig for det store flertal af
love, hvor hjemmel til ansvar for juridiske personer er eller vil blive
indført, således at en fravigelse af den generelle afgrænsning kun vil komme
på tale i et mindre antal love.
Udgangspunktet bør derfor være, at ansvarskredsen beskrives forholdsvis
bredt og rummeligt, således at den mangfoldighed af fællesskabsformer, der nu
og i fremtiden kan tænkes at forekomme inden for de forskellige
lovgivningsområder, vil være omfattet. Herved opnås også, at der ikke i
strafferetlig henseende vil være noget vundet ved at organisere en virksomhed
på en bestemt måde, hvis sådanne overvejelser overhovedet måtte blive tillagt
betydning ved konstruktionen af virksomheder. En for snæver afgrænsning kan
også medføre, at der i særlove opstår behov for at foretage en udvidelse af
ansvarskredsen i forhold til den generelle bestemmelse. Straffelovrådet
finder endvidere ikke, at det er en afgørende indvending mod en rummeligt
formuleret generel bestemmelse, at en eller flere af de enhedsformer, der er
omfattet af den generelle regel, ikke er af praktisk betydning inden for alle
lovområder.
Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at en generel bestemmelse i
straffeloven om afgrænsning af ansvarskredsen omfatter »enhver
juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber,
interessentskaber, foreninger, fonde, boer, kommuner og statslige
myndigheder« , jf. rådets forslag til § 26, stk. 1, i straffeloven.
Bestemmelsen er tydeligere og rækker videre end den hidtil anvendte
standardbestemmelse om »aktieselskaber, anpartsselskaber,
andelsselskaber eller lignende«. De tre i standardbestemmelsen nævnte
selskabstyper, aktie-, anparts- og andelsselskaber, er særskilt opregnede.
Desuden medtages interessentskaber, som i gældende ret normalt ikke har været
omfattet af udtrykket »eller lignende«. Endvidere er foreninger,
fonde og boer udtrykkeligt nævnt.
Det følger af Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, side 183, at
kommuner og statslige myndigheder ikke kan anses for omfattet af tilføjelsen
»eller lignende« i de gældende særlovsbestemmelser om strafansvar
for juridiske personer. På denne baggrund er der siden midten af 1980'erne i
en del tilfælde vedtaget særlovsbestemmelser, der udtrykkeligt undergiver
kommuner, kommunale fællesskaber og statslige myndigheder samme bødeansvar
som virksomheder.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at man også i en generel bestemmelse i
straffeloven om ansvarssubjekterne bør fastholde den ligestilling af private
selskaber m.v. og offentlige myndigheder, som den nyeste særlovgivning har
fastslået. Det er fundet overflødigt udtrykkeligt at nævne de i nyere
særlovsbestemmelser medtagne »kommunale fællesskaber«, idet sådanne
fællesskaber vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse, uanset om de er
organiseret som interessentskab, andelsselskab el. lign.
Straffelovrådet foreslår, at bestemmelserne i straffeloven om strafansvar
for juridiske personer skal have virkning også i forhold til allerede
gældende bestemmelser herom i særlovgivningen. Det indebærer, at de
nugældende bestemmelser om strafansvar for juridiske personer uanset deres
formulering vil have samme anvendelsesområde som de nye regler i
straffeloven.
F.eks. vil kommuner og statslige myndigheder kunne ifalde ansvar, selv om
de ikke er nævnt i den pågældende særlovsbestemmelse, men det gælder dog kun
for overtrædelser, der begås efter straffelovsændringens ikrafttræden, jf.
straffelovens § 3.
Straffelovrådet forudsætter i den forbindelse, at eksisterende
bestemmelser om selskabsansvar ved først givne lejlighed ændres i
overensstemmelse med de nye regler i straffeloven.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 5 om ansvarssubjekter, pkt.
5.1.-5.6. (s. 59-73), og til bemærkningerne til § 26 i lovforslagets § 1, nr.
1. Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.
2.4. Enkeltmandsvirksomheder
Straffelovrådet foreslår, at kollektivansvaret også bør gælde for visse
enkeltmandsejede virksomheder. Af betænkningen fremgår det dog, at
spørgsmålet har givet anledning til nogen tvivl i rådet.
På den ene side finder Straffelovrådet det klart, at det kan virke noget
vilkårligt, hvis en personligt ejet virksomhed ikke kan ifalde et bødeansvar,
som kan pålægges en selskabsdrevet virksomhed i samme branche og af samme
størrelse og struktur.
På den anden side finder rådet det betænkeligt at sigte på en generel
ligestilling af enkeltmandsvirksomheder med selskaber og andre kollektiver.
Et meget stort antal virksomheder inden for landbrug, detailhandel, håndværk,
liberale erhverv m.v. er af en begrænset størrelse og har en enkeltperson som
den, der udfører eller leder og overvåger virksomhedens aktiviteter.
På områder som de nævnte må det efter rådets opfattelse anses for
tilstrækkeligt at bygge på strafferettens almindelige princip om personligt
ansvar for den, hvem en overtrædelse kan tilregnes som forsætlig eller
uagtsom. En generel hjemmel for bødeansvar for virksomheden som sådan ville
betyde, at der i enkeltmandsejede virksomheder i vidt omfang bestod en
dobbelt risiko for strafansvar, idet der ville kunne pålægges virksomhedens
ejer bødestraf - i sjældnere tilfælde frihedsstraf - sammen med et bødeansvar
for virksomheden. Begge bøder måtte da udredes af den samme person.
Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en mellemløsning med hensyn til
strafansvaret for enkeltmandsejede virksomheder. Efter § 26, stk. 2, i rådets
lovudkast skal kollektivansvaret således omfatte enkeltmandsvirksomheder,
»for så vidt disse navnlig under hensyn til deres størrelse og
organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte selskaber« ,
dvs. aktie-, anparts- og andelsselskaber.
Rådet har ikke fundet at burde foreslå en mere skarp afgrænsning af de
enkeltmandsvirksomheder, der skal være omfattet af bestemmelsen om
kollektivansvar, f.eks. ved angivelse af en mindstegrænse for antallet af
ansatte. Efter rådets forslag vil der således tilkomme domstolene en
selvstændig rolle med hensyn til afgrænsningen. Dette falder godt i tråd med,
at anvendelsen af denne særlige ansvarsform principielt bør have en
faktultativ karakter og kræve et konkret skøn over ansvarsudvidelsens
rimelighed.
Straffelovrådet går imidlertid ud fra, at det anvendte ordvalg i § 26,
stk. 2, i praksis vil gøre det muligt at skille mindre virksomheder med
overskuelige ledelsesmæssige forhold fra og at indkredse de tilfælde, hvor et
ansvar for virksomheden kommer i betragtning. Det sidste vil især være
tilfældet med hensyn til større virksomheder med et større antal ansatte,
udpræget funktionsdeling og ledere på mellemniveauer, hvor en ejer og/eller
øverste leder ikke kan ventes at tage del i alle aktiviteter.
Skulle der i administrativ bødepraksis på et område vise sig en
tilbøjelighed til at strække bødeforelægs praksis for vidt, f.eks. for at
undgå besværet med at undersøge, hvorledes en lovovertrædelse er indtruffet,
vil adgangen til domstolsprøvelse efter Straffelovrådets opfattelse give
tilstrækkelig sikkerhed for en ansvarsbedømmelse i overensstemmelse med
lovens intentioner.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 5 om ansvarssubjekter, pkt.
5.7. (s. 73-76), og til bemærkningerne til § 26, stk. 2, i lovforslagets § 1,
nr. 1.
Straffelovrådets forslag om enkeltmandsejede virksomheder skal endvidere
ses i sammenhæng med rådets forslag om, at bestemmelser (bortset fra
bestemmelserne i medieansvarsloven) om objektivt individualansvar - dvs.
ansvar for enkeltpersoner uden skyld - ophæves. Der henvises herom til pkt.
2.7. nedenfor.
Om Justitsministeriets overvejelser vedrørende dette spørgsmål og
spørgsmålet om strafansvar for enkeltmandsvirksomheder henvises til pkt. 3.2.
nedenfor.
2.5. Ansvarsbetingelser
Der findes ikke i dag almindelige lovregler om, under hvilke betingelser
et selskabsansvar, der har hjemmel i en særlov, bliver aktuelt. Der er i
teori og praksis forskellige opfattelser heraf.
Kollektivansvaret er ofte blevet betegnet som et objektivt ansvar - et
sidestykke til det objektive individualansvar, hvor en lovovertrædelse ikke
kan tilregnes en person som hverken forsætlig eller uagtsom. I den
forbindelse har det kunnet hævdes, at en objektivt konstateret overtrædelse
inden for virksomheden er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge denne et
bødeansvar. En anden opfattelse går ud på, at der på en eller anden måde må
tilføjes et skyldkrav, eventuelt således at der skal være udvist forsætligt
eller uagtsomt forhold fra en eller flere til virksomheden knyttede
enkeltpersoner.
Straffelovrådet finder det nødvendigt, at man ved en generel bestemmelse i
straffeloven søger afklaret, hvad der skal gælde herom. Det forslag til en
bestemmelse i straffelovens § 27, som rådet har formuleret, svarer til, hvad
der trods den nævnte usikkerhed - efter rådets opfattelse mest sandsynligt
vil blive lagt til grund af domstolene som gældende ret.
Efter forslaget vil strafansvar for en juridisk person for det første
forudsætte, at der er begået en overtrædelse inden for virksomheden.
Overtrædelser, der begås af medarbejdere i forbindelse med arbejdets
udførelse, må som hovedregel anses for begået inden for virksomheden. Der kan
dog forekomme overtrædelser begået af ansatte, som må anses for så fremmede
eller uvedkommende i forhold til den juridiske person, at overtrædelsen ikke
objektivt kan henføres til den juridiske persons virkefelt. Der tænkes her
f.eks. på en ansats overtrædelser af køre- og hviletidsbestemmelserne i
tilfælde, hvor den pågældende efter ankomst til arbejdspladsen
fortsætter kørslen for at transportere noget materiale hjem til sin
privatbolig, jf. betænkningen s. 93.
Til den nævnte objektive betingelse for selskabsansvar føjes en betingelse
af den type, som sædvanligvis betegnes som hørende til forseelsens subjektive
side. Dette skyldkrav, der er tænkt som en tydelig tilnærmelse til kravet om
forsæt eller uagtsomhed ved personligt strafansvar, kan forekomme i to
former, nemlig enten som tilregnelse hos personer, der er knyttet til den
juridiske person, eller som tilregnelse hos den juridiske person som sådan,
jf. rådets forslag til straffelovens § 27, stk. 1.
I den førstnævnte form skal den objektive lovovertrædelse kunne tilregnes
en eller flere til den juridiske person knyttede personer. Hertil henregnes
ledelse og ansatte. Fejl begået af personer med en anden tilknytning til den
juridiske person kan dog efter omstændighederne også pådrage den juridiske
person strafansvar, f.eks. i tilfælde, hvor den pågældende må anses for at
have handlet på virksomhedens vegne (selskabsansvar i forbindelse med
kontraheret bistand). Det kræves normalt ikke, at man kan henføre det
dadelværdige forhold til en bestemt medarbejder. Anonyme fejl er således også
omfattet. Med udtrykket »anonyme fejl« sigter Straffelovrådet til
overtrædelser, hvor det af omstændighederne fremgår, at en person inden for
virksomheden har begået et tilregneligt forhold, men hvor det er vanskeligt
eller umuligt at finde frem til denne person, jf. betænkningen s. 83.
I den anden form skal overtrædelsen kunne tilregnes virksomheden som sådan
dvs. lægges denne til last som en fejl ved arbejdets tilrettelæggelse eller
som manglende kontrol eller på anden måde. Herunder vil bl.a. falde de
såkaldte kumulerede fejl. Med dette udtryk sigter Straffelovrådet til fejl,
der består i en flerhed af handlinger eller undladelser inden for
virksomheden, begået af flere personer, der hver for sig er straffri på grund
af en ringe andel eller ringe uagtsomhed i det strafbare resultat, men hvor
de enkelte andele tilsammen resulterer i overtrædelsen, jf. betænkningen s.
83.
Kan der ikke bevises et tilregneligt forhold udvist af personer knyttet
til virksomheden (ledelsespersoner, ansatte og eventuelt andre - 1. led),
eller kan det efter det oplyste ikke bebrejdes virksomheden som sådan (2.
led), at overtrædelsen er forekommet, vil kollektivansvaret ikke kunne
pålægges. Hvor betingelsen i bestemmelsens første led er opfyldt, er den
juridiske persons ansvar i realiteten et hæftelseslignende ansvar for
enkeltpersoners overtrædelse. I det andet led er der tale om i mangel af
bevis for enkeltpersoners fejl at anlægge en skyldbedømmelse - en form for
uagtsomhedsbedømmelse - i forhold til virksomheden som sådan.
Der tilføjes i § 27, stk. 2, i Straffelovrådets lovudkast en bestemmelse
om, at bødeansvaret for statslige myndigheder og kommuner er begrænset til
overtrædelser begået ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan
sidestilles med virksomhed udøvet af private. Ved denne bestemmelse
tilkendegives, at myndigheders bødeansvar ikke omfatter handlinger, der må
opfattes som led i myndighedsudøvelse. En kommune vil f.eks. kunne ifalde
ansvar, hvis der i forbindelse med driften af et kommunalt rensningsanlæg
sker en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, men derimod ikke, hvis
kommunen i sin egenskab af miljømyndighed har set igennem fingre med en
virksomheds ulovlige udledning. I sidstnævnte tilfælde kan der i stedet blive
spørgsmål om at pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer et
personligt strafansvar.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 6 om ansvarsbetingelser (s.
78-98) og til kap. 7 om selskabsansvar i forbindelse med kontraheret bistand
(s. 99- 107). Desuden henvises til § 27 i lovforslagets § 1, nr. 1.
Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.
2.6. Ansvarsplacering
Selskabsansvar kan efter gældende ret pålægges sammen med individuelt
ansvar for en eller flere personer for den samme lovovertrædelse, såfremt
ansvarsbetingelserne i begge henseender er opfyldte. Men det er også muligt
at begrænse tiltalen til at angå enten den juridiske person eller
enkeltpersoner, selv om en straffesag med både kollektivt og individuelt
ansvarssubjekt skønnes at være gennemførlig.
Det kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke anbefales, at der søges
gennemført en generel bestemmelse, der tager sigte på at løse spørgsmålet om
valg af ansvarssubjekt i de tilfælde, hvor betingelserne både for
selskabsansvar og for individuelt ansvar må anses for at være opfyldt.
Det må antages - og synes også bekræftet ved oplysninger om den hidtil
fulgte praksis - at der er behov for varierende løsninger. På en del af de
områder, hvor kollektivansvaret er hjemlet, må der gives dette ansvar en
udstrakt anvendelse. Om der hertil bør føjes et individuelt ansvar, kan bero
på, om den ansvarlige person har virket i en ledende stilling, og om
overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller groft uagtsom.
Der er områder, hvor lovgivningen pålægger den enkelte et selvstændigt og
individuelt ansvar for overholdelsen af reglerne, og hvor det derfor ville
modvirke lovgivningens formål, hvis man gennem regler om ansvarsplacering
undtog en del af disse personer fra ansvar i tilfælde af strafbar
overtrædelse af reglerne. Straffelovrådet nævner i den forbindelse bl.a.
ansattes kørsel med overlæs som eksempel på, at der normalt ikke kan gives
afkald på at gøre individuelt ansvar gældende samtidig med, at der rejses
tiltale mod det selskab, der er arbejdsgiver og ejer køretøjet, jf.
betænkningen s. 123.
Generelt finder Straffelovrådet imidlertid, at det er betænkeligt at gøre
både kollektivt og individuelt ansvar gældende i tilfælde, hvor dette skønnes
at føre til en præventivt overflødig, dobbelt strafanvendelse. Det er således
rådets opfattelse, at virksomhedsansvaret på mange områder må være det
primære. Det gælder især, når det må formodes, at lovovertrædelsen er
økonomisk motiveret, men også f.eks., hvis den udviste uagtsomhed ikke er
graverende, eller den person, som lovovertrædelsen kan tilregnes, har en
underordnet stilling i virksomheden.
Mens der som nævnt ikke kan tilrådes en generel vejledende bestemmelse,
anbefaler rådet, at der i højere grad end hidtil søges udarbejdet direktiver
eller vejledende retningslinier for valget af strafsubjekt inden for de
enkelte lovområder.
Rådet foreslår endvidere, at der overvejende af ordensmæssige grunde ved
regler fastsat af rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1,
nr. 7, tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til tiltalefrafald over for
enkeltpersoner i tilfælde, hvor en bødereaktion over for den juridiske person
findes tilstrækkelig.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 8 om ansvarsplacering (s.
108-128) og til bemærkningerne til § 27 i lovforslagets § 1, nr. 1.
Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.
2.7. Objektivt individualansvar
Straffelovrådet kunne efter kommissoriet vedrørende juridiske personers
strafansvar behandle andre spørgsmål, der er beslægtede hermed. Rådet har
fundet det naturligt at tage stilling til det såkaldte objektive
individualansvar, dvs. det strafansvar, som kan pålægges en enkeltperson uden
iagttagelse af dansk strafferets almindelige krav om, at der skal være udvist
et forsætligt eller uagtsomt forhold. Denne skærpede ansvarsform er en
fravigelse af princippet i straffelovens § 19 om tilregnelse, og den kræver
lovhjemmel. Det objektive individualansvar forekommer meget sjældnere end
strafansvaret for juridiske personer, men har dog hjemmel i ca. 20 særlove.
Straffelovrådet finder, at der bør anlægges en mere kritisk vurdering af
det objektive individualansvar end den, der har fundet udtryk i den ganske
vist meget tilbageholdende lovgivningspraksis. Der er store principielle
betænkeligheder ved at fravige strafferettens skyldprincip, som går ud på, at
en lovovertrædelse, der er realiseret ved aktiv handlen eller ved undladelse,
skal kunne bebrejdes ansvarssubjektet som forsætlig eller - som det normalt
er tilfældet på særlovsområder - i det mindste uagtsom (i visse love: groft
uagtsom).
Det er Straffelovrådets konklusion, at de gældende bestemmelser om
objektivt individualansvar bør ophæves. Der bortses i den forbindelse fra
bestemmelserne herom i medieansvarsloven (omtalt i betænkningen s. 136-137),
som rådet ikke har fundet anledning til at tage stilling til, bl.a. fordi
denne lovgivning for nylig har været genstand for en meget grundig revision.
Anvendelsen af selskabsansvar med de af Straffelovrådet foreslåede
udvidelser, dels til interessentskaber, dels til visse
enkeltmandsvirksomheder, jf. pkt. 2.3 og 2.4. ovenfor, vil efter rådets
opfattelse stærkt begrænse behovet for at kunne pålægge personer et
bødeansvar uden skyld. Der vil dog også være områder, hvor denne betragtning
ikke holder stik. Straffelovrådet peger i den forbindelse f.eks. på
arbejdsmiljøområdet og reglerne om overlæs, hvor der i dag er hjemmel til
objektivt individualansvar, men hvor der efter § 26, stk. 2, i rådets
lovudkast vil være enkeltmandsvirksomheder, der ikke bliver omfattet af den
foreslåede regel, og hvor indehaveren ikke vil kunne bebrejdes en
overtrædelse, som begås af en ansat. Ophæves bestemmelserne om objektivt
individualansvar på disse områder, vil det således betyde, at der efter
omstændighederne ikke vil være mulighed for at placere et strafferetligt
ansvar hverken på indehaveren personligt eller på virksomheden som sådan. Der
vil alene være mulighed for at straffe den pågældende ansatte.
Der er imidlertid efter Straffelovrådets opfattelse generelt grund til at
nære nogen tvivl om det objektive bødeansvars præventive nytteværdi, og
navnlig må man spørge, om strafferetten kan forsvare at opretholde lovregler
om ansvar for objektive overtrædelser, som de tiltalte ikke kan gøre for.
Der henvises i øvrigt herom til betænkningens kap. 9 (s. 129-144) og kap.
10 (s. 145-152), hvor der er redegjort nærmere for spørgsmålet om objektivt
individualansvar og for rådets forslag om ophævelse af sådanne bestemmelser.
Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.2. nedenfor.
2.8. Bødens udmåling og betaling
Anvendelsen af bødestraf i sager om kollektivansvar følger straffelovens
almindelige regler. Bøden udmåles som sumbøde (dvs. et samlet beløb, f.eks.
10.000 kr., i modsætning til 10 dagbøder a 1.000 kr.). Ud over hensynet til
lovovertrædelsens beskaffenhed og grovhed, jf. straffelovens § 80, fremhæver
§ 51, stk. 3, særligt hensynet til den skyldiges betalingsevne. Det har
derfor støtte i loven, at den bøde, som pålægges en juridisk person, kan
blive væsentlig større end den, som udmåles over for strafskyldige
enkeltpersoner.
Det må efter Straffelovrådets opfattelse betragtes som en mangel ved loven
- dog nærmest af formel karakter - at § 51, stk. 3, ikke nævner hensynet til
den ved lovovertrædelsen opnåede eller tilsigtede fortjeneste.
Straffelovrådet foreslår derfor, at der til § 51, stk. 3, om »særligt
hensyn til den skyldiges betalingsevne« føjes ordene »og til den
opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse«. Tilføjelsen vil
også gælde bøder, der udmåles over for enkeltpersoner.
Det er en selvfølge, at afsoning af forvandlingsstraf for ubetalte
selskabsbøder ikke kommer i betragtning. Af ordensmæssige grunde foreslår
Straffelovrådet dog en tilføjelse til straffelovens § 54, hvorved det
fastslås, at der ikke fastsættes forvandlingsstraf for bøder, der idømmes
juridiske personer.
Straffelovrådet overvejer i betænkningen, om en juridisk person, der har
fået pålagt en bøde, kan gøre regres gældende mod en ansat, som virksomheden
anser som ansvarlig for lovovertrædelsen, dvs. kræve et beløb betalt af den
ansatte svarende til den pålagte bøde. Ifølge rådet har spørgsmålet
formentlig større principiel end praktisk interesse. Rådet mener, at
spørgsmålet må besvares benægtende. Når en straffesag er afgjort, bør der
ikke ved en senere sag i civilretlige former kunne ske en ændring af den
ansvarsplacering og den udmåling af ansvarssubjektets bødetilsvar, som har
fundet sted.
Straffelovrådet foreslår derfor, at der i straffelovens § 52 som nyt stk.
8 optages en bestemmelse om, at den bødefældte ikke kan kræve bøden betalt
eller erstattet af andre. Bestemmelsen vil omfatte både fysiske og juridiske
personer.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 11 om sanktioner m.v. (s.
153-167) og kap. 12 om regres og skattemæssige spørgsmål (s. 168-176). Der
henvises endvidere til bemærkningerne til § 51, stk. 3, § 52, stk. 8, og §
54, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, 3 og 4.
Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.
2.9. Forældelse
Det følger af straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, at en juridisk persons
strafansvar som hovedregel forældes på 2 år, fordi straffen aldrig kan
overstige bøde. En længere forældelsesfrist vil dog gælde, dels i medfør af §
92, stk. 2, 2. pkt., om unddragelse af told eller afgift, dels efter § 93,
stk. 3, om visse overtrædelser af skattekontrolloven, og endelig i medfør af
specielle særlovsbestemmelser om en længere frist end 2 år.
Straffelovrådet finder, at de her nævnte regler om forældelse af juridiske
personers strafansvar bør opretholdes. Man finder ikke grund til at foreslå
en bestemmelse, efter hvilken forældelsesfristen for en juridisk person ikke
kan være kortere end den, der gælder for fysiske personer med hensyn til den
samme lovovertrædelse. En sådan bestemmelse ville alligevel i langt de fleste
tilfælde føre til en forældelsesfrist på 2 år, fordi den af fysiske personer
forskyldte straf normalt er en bøde, jf. herved § 93, stk. 1, nr. 1. Den
ovennævnte hovedregel om en 2 års forældelsesfrist for juridiske personer er
ifølge rådet en enkel løsning, men den kan naturligvis fraviges i en særlov,
hvor forholdene taler for det.
Forældelsesfristen for en juridisk person afbrydes efter samme regler som
fristen i forhold til en fysisk person, jf. straffelovens § 94, stk. 4. Der
findes i retspraksis eksempler på, at et fristafbrydende skridt over for en
enkeltperson, der har handlet på en juridisk persons vegne, også er tillagt
virkning i forhold til den juridiske person. Med hensyn til den omvendte
situation er der eksempler på, at et fristafbrydende skridt over for en
juridisk person er tillagt virkning i forhold til ansvarlige enkeltpersoner.
Straffelovrådet kan tiltræde, at fristafbrydelse over for personer, der
har handlet på vegne af en juridisk person, tillægges virkning i forhold til
den juridiske person.
Derimod finder rådet, at fristafbrydelse over for enkeltpersoner må
forudsætte, at der er foretaget et fristafbrydende skridt over for den
enkelte personligt.
Straffelovrådet foreslår derfor en tilføjelse til straffelovens § 94, stk.
4, der går ud på, at i tilfælde, hvor forældelsesfristen afbrydes over for
nogen, som har handlet på en juridisk persons vegne, har denne
fristafbrydelse også virkning i forhold til den pågældende juridiske person.
Det følger modsætningsvis heraf, at en fristafbrydelse over for
vedkommende juridiske person ikke vil kunne tillægges virkning i forhold til
enkeltpersoner. Afbrydelse af forældelse i forhold til eventuelt ansvarlige
enkeltpersoner vil således i alle tilfælde kræve, at der foretages
afbrydelsesskridt over for de pågældende personligt.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 13 om processuelle spørgsmål
m.v., pkt. 13.7. og pkt. 13.8. (s. 188-191) og til bemærkningerne til § 94,
stk. 4, i lovforslagets § 1, nr. 5.
Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.
2.10. Processuelle spørgsmål
Retsplejeloven indeholder ingen bestemmelser, som udtrykkeligt nævner
juridiske personer som genstand for sigtelse og tiltale. Det må derfor
afgøres ud fra reglerne om fysiske personer og de grundsætninger, der kan
udledes heraf, hvad der skal gælde om straffesager mod juridiske personer.
Sådanne spørgsmål behandles i betænkningens kap. 13 om processuelle spørgsmål
m.v., der navnlig omhandler fremgangsmåden med hensyn til meddelelser til
selskabet om en sigtelse, afhøring ved politiet, fremsættelse af bødeforelæg,
udformning af anklageskrift og afhøring i retten.
Det fremhæves, at der i meddelelser til den juridiske person bør anføres
en personlig adressat, typisk en virksomheds direktør, hvorved det sikres, at
der inden for den juridiske person kan tages de skridt, som henvendelsen
giver anledning til.
Et herfra forskelligt spørgsmål er, hvem der under straffesagen kan
optræde som den juridiske persons processuelle repræsentant. Straffelovrådet
antager, at dette i almindelighed afgøres af den juridiske person selv. Det
er ligeledes rådets opfattelse, at den processuelle repræsentant har de
beføjelser, som efter loven tilkommer en sigtet eller tiltalt fysisk person,
og at den pågældende således ikke er undergivet vidnepligt og strafansvar for
falsk forklaring. Andre ansatte inden for den juridiske person afhøres som
vidner, medmindre de er personligt sigtede i anledning af samme forhold eller
kunne risikere at blive det som følge af afgivelse af sandfærdig forklaring.
For så vidt angår straffesager mod en offentlig myndighed, antager
Straffelovrådet, at alle ansatte personer behandles efter reglerne om vidner,
medmindre de er personligt sigtede eller risikerer at blive det.
Straffelovrådet har ikke taget stilling til, i hvilket omfang der kan
antages at være behov for at gennemføre ændringer i retsplejeloven med
henblik på særskilt regulering af straffesager mod juridiske personer. Noget
væsentligt behov for sådanne lovændringer synes der ifølge rådet ikke at
være, men videre overvejelser vedrørende dette spørgsmål må i givet fald ske
i anden sammenhæng, hvor også de hermed beslægtede spørgsmål om civile sager
kan tages op til drøftelse.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 13 om processuelle spørgsmål
m.v., pkt. 13.1. - 13.6. (s. 177- 188).
Om Justitsministeriets overvejelser henvises til pkt. 3.1. nedenfor.
3. Justitsministeriets overvejelser
3.1. Strafansvar for juridiske personer
Justitsministeriet finder i lighed med Straffelovrådet, at
kollektivansvaret bør opretholdes, jf. pkt. 2.2. ovenfor.
Som anført af Straffelovrådet, må det således antages, at dette ansvar er
egnet til at styrke den præventive virkning af de regler i særlovgivningen,
der medfører pligter for virksomheder, og at det i mange tilfælde indebærer
en hensigtsmæssig placering af ansvaret for overtrædelser, navnlig hvor straf
ikke kan eller bør pålægges enkeltpersoner.
Endvidere giver kollektivansvaret mulighed for at fastsætte bøder, der
står i passende forhold til virksomhedens størrelse og økonomi og til den
fortjenste, der er opnået eller tilsigtet ved lovovertrædelsen.
Justitsministeriet er også enig med Straffelovrådet i, at
kollektivansvaret fortsat bør have hjemmel i de enkelte love, hvor denne
ansvarsform ønskes, og at straffeloven alene skal indeholde almindelige
udfyldende bestemmelser om ansvarssubjekter og ansvarsbetingelser. Som det
fremgår af Straffelovrådets overvejelser om dette spørgsmål, jf. betænkningen
s. 49-53, må denne fremgangsmåde antages at give den bedste anledning til at
overveje, om der på de enkelte områder kan forekomme overtrædelser begået af
juridiske personer og være noget at vinde ved at udvide det strafferetlige
ansvar ud over det individuelle ansvar.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at der i straffeloven
optages en generel bestemmelse om ansvarskredsen svarende til § 26, stk. 1, i
rådets lovudkast, jf. pkt. 2.3. ovenfor. Som Straffelovrådet nævner, opnås
det herved, at de fællesskabsformer med karakter af juridisk person, der nu
og i fremtiden kan tænkes at forekomme, vil være omfattet af bestemmelser om
selskabsansvar, og at der ikke med hensyn til strafansvar vil være vundet
noget ved at organisere en virksomhed på en bestemt måde. Om det særlige
spørgsmål vedrørende strafansvar for enkeltmandsvirksomheder og det hermed
forbundne spørgsmål om ophævelse af bestemmelser om objektivt
individualansvar henvises til pkt. 3.2. nedenfor.
I betænkningen s. 90-91 giver Straffelovrådet udtryk for, at der er behov
for at udforme generelle bestemmelser i straffeloven til regulering af
betingelserne for selskabsansvar, jf. pkt. 2.5. ovenfor. Justitsministeriet
er enig med rådet herom.
Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde det forslag til en bestemmelse i
straffelovens § 27 om ansvarsbetingelserne for juridiske personer, som rådet
har formuleret. Forslaget må antages at svare til, hvad der i dag af
domstolene vil blive anset som gældende ret.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at virksomhedsansvaret på mange
områder må være det primære. Det gælder især, når en lovovertrædelse er
motiveret af økonomiske grunde, men også, hvis den udviste uagtsomhed ikke er
graverende, eller hvis forholdet er begået af underordnet personale i
virksomheden.
Straffelovrådet kan dog ikke anbefale, at der søges gennemført en generel
bestemmelse om valg af ansvarssubjekt, jf. pkt. 2.6. ovenfor.
Justitsministeriet deler denne opfattelse. Som det fremgår af betænkningen s.
122-128, må der således antages at være behov for varierende løsninger på de
enkelte lovområder. Justitsministeriet er imidlertid enig i, at det må
formodes at kunne bidrage til en væsentlig afklaring af retstilstanden, at
der i videre omfang end hidtil gennem anklagemyndigheden udfærdiges
direktiver og vejledende retningslinier for valget af ansvarssubjekt på
lovområder, hvor spørgsmålet kan få praktisk betydning.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig rådets anbefaling af, at
der ved regler udstedt af rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 722,
stk. 1, nr. 7, tilvejebringes en mere præcis hjemmel til at meddele
tiltalefrafald i tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder at kunne gennemføre
en straffesag mod en enkeltperson til afgørelse om strafansvar, men afstår
herfra under hensyn til, at bødereaktion overfor selskabet findes
tilstrækkelig.
Der vil derfor blive taget initiativ til, at der i samråd med
Rigsadvokaten sker en opfølgning af de nævnte anbefalinger fra
Straffelovrådet.
Det forudsættes i øvrigt, at de gældende bestemmelser i særlovgivningen om
selskabsansvar i forbindelse med førstkommende lovændring på det pågældende
område bliver ændret til en henvisning til reglerne i straffeloven, jf.
Straffelovrådets forslag i betænkningen side 77 til en standardbestemmelse og
de specielle bemærkninger nedenfor til § 25.
Ifølge rådets forslag skal bestemmelser i særlovgivningen også inden en
sådan tilpasning i den pågældende lov omfatte den samme kreds af
ansvarssubjekter som de nye regler i straffeloven.
Det vil kunne indebære, at også juridiske personer, der ikke er omfattet
af ordlyden og den hidtidige forståelse af særlovsbestemmelsen, bliver
strafansvarlige.
Justitsministeriet har på den baggrund overvejet, om en sådan udvidelse af
kredsen af ansvarssubjekter bør afvente, at de enkelte regler om
selskabsansvar i særlovgivningen bliver ændret i overensstemmelse med de nye
regler i straffeloven. Resultatet af overvejelserne er blevet, at hensynet
til, at de nye regler gennemføres samtidig og ensartet i forhold til alle
eksisterende særlovsbestemmelser, taler for at følge rådets forslag på dette
punkt. Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at den af rådet
foreslåede ordning med hensyn til de nye reglers virkning i forhold til
gældende særlovsbestemmelser lovteknisk er forsvarlig, navnlig fordi de
nugældende bestemmelser ved anvendelse af udtrykket »eller
lignende« markerer, at der ikke er tale om en udtømmende opregning af de
ansvarssubjekter, der er omfattet.
Lovforslaget er således også på dette punkt udformet i overensstemmelse
med Straffelovrådets forslag i betænkningen.
Justitsministeriet kan desuden tiltræde, at der i straffelovens § 51, stk.
3, sker en lovfæstelse af det almindelige bødeudmålingsprincip, hvorefter der
ved bødens fastsættelse også tages hensyn til den opnåede eller tilsigtede
fortjeneste eller besparelse, jf. pkt. 2.8. ovenfor. Det samme gælder den
foreslåede tilføjelse til straffelovens § 54, stk. 3, hvorved det fastslås,
at der ikke kan fastsættes forvandlingsstraf for bøder, der idømmes juridiske
personer.
Justitsministeriet deler i øvrigt rådets opfattelse, hvorefter der, når en
straffesag er afgjort, ikke ved en senere civil sag bør kunne ske ændringer
af den ansvarsplacering og udmåling af ansvarssubjektets bødetilsvar, der har
fundet sted i straffesagen. Justitsministeriet tilslutter sig derfor rådets
forslag om, at der i straffelovens § 52 optages en bestemmelse om, at den
bødefældte ikke kan kræve bøden betalt eller erstattet af andre.
Som det fremgår af pkt. 2.9. ovenfor, finder Straffelovrådet, at de
gældende regler om forældelse af juridiske personers strafansvar bør
opretholdes. Der har ikke i praksis vist sig behov for en almindelig
bestemmelse om en længere forældelsesfrist for selskabsansvar. I det omfang,
der på enkeltområder, som i dag er undergivet den almindelige
forældelsesfrist på 2 år, er behov for en længere frist med hensyn til
selskabsovertrædelser, må en sådan særlig frist i givet fald fastsættes i den
pågældende særlov, således som det f.eks. er sket i miljøbeskyttelsesloven.
Justitsministeriet kan tilslutte sig disse synspunkter. Der stilles derfor
ikke forslag om ændring af straffelovens regler om forældelse af juridiske
personers strafansvar.
Justitsministeriet er ligeledes enig i, at der ikke er grundlag for at
stille forslag om ændring af den gældende retstilstand, hvorefter en
fristafbrydelse over for en enkeltperson, der har optrådt på en juridisk
persons vegne, også har virkning i forhold til den pågældende juridiske
person. Justitsministeriet er endvidere også af den opfattelse, at en
fristafbrydelse over for en juridisk person ikke bør tillægges virkning i
forhold til eventuelt ansvarlige enkeltpersoner.
Justitsministeriet kan derfor tiltræde rådets forslag om, at der sker en
lovregulering af dette spørgsmål. Justitsministeriet har dog fundet det
rettest, at tilføjelsen til straffelovens § 94, stk. 4, udformes således, at
det ikke kun ved en modsætningsslutning men direkte af lovteksten fremgår, at
afbrydelse af forældelsesfristen overfor en juridisk person ikke kan
tillægges virkning i forhold til enkeltpersoner, der har handlet på den
juridiske persons vegne jf. lovforslagets § 1, nr. 5.
Som nævnt i pkt. 2.10 ovenfor, har Straffelovrådet ikke taget stilling
til, i hvilket omfang der kan antages at være behov for at gennemføre
ændringer i retsplejeloven med henblik på særskilt regulering af straffesager
mod juridiske personer. Selv om der er en række spørgsmål med hensyn til
juridiske personers straffeprocessuelle stilling, som ikke udtrykkeligt er
reguleret i lovbestemmelserne, er det imidlertid rådets konklusion, at der
ikke i praksis synes at være påvist noget væsentligt behov for afklaring
eller ændring af retstilstanden gennem lovgivning.
Justitsministeriet kan tilslutte sig disse synspunkter. Der er endvidere
ikke i høringssvarene over betænkningen fremkommet bemærkninger, der viser,
at der skulle være behov for sådan lovregulering. Der foreslås derfor ikke
ændringer af retsplejeloven som følge af gennemførelse af lovforslaget om
strafansvar for juridiske personer. Dog foreslås det, jf. ovenfor, at der i
medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, sker en præcisering af
hjemlen til at meddele enkeltpersoner tiltalefrafald, når en bødereaktion
over for et selskab findes tilstrækkelig.
3.2. Særligt om enkeltmandsvirksomheder og objektivt
individualansvar
a. Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at det kan
forekomme mindre tilfredsstillende, at store enkeltmandsejede
virksomheder , som har lighed med selskaber, ikke kan straffes, mens en
tilsvarende virksomhed, der drives i selskabsform, også kan straffes for
overtrædelser, der kan tilregnes ansatte eller selskabet som sådant.
Justitsministeriet er derfor principielt enig med rådet i, at der bør være
mulighed for i visse tilfælde at pålægge enkeltmandsvirksomheder straf efter
de samme regler, som foreslås med hensyn til virksomhedsansvar for juridiske
personer.
Justitsministeriet kan også tilslutte sig rådets synspunkter om, at det
hverken er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at indføre en ordning, hvorefter
virksomhedsansvaret omfatter enhver erhvervsmæssig virksomhed, der er
personligt ejet. Som det fremgår af rådets overvejelser, jf. betænkningen s.
75, vil en udvidelse af virksomhedsansvaret til at omfatte alle
enkeltmandsvirksomheder i realiteten betyde en væsentlig udvidelse af det
objektive individualansvar. Således ville også mindre enkeltmandsejede
virksomheder, der drives af ejeren selv med bistand af pårørende eller nogle
få ansatte, f.eks. kiosker, små detailforretninger, landbrug m.v., kunne
straffes, selv om lovovertrædelsen ikke - således som det kræves efter de
gældende regler - kan tilregnes ejeren som forsætlig eller uagtsom, eventuelt
groft uagtsom.
Som det er nævnt ovenfor under pkt. 2.4., har spørgsmålet om
kollektivansvar for visse enkeltmandsejede virksomheder givet anledning til
nogen tvivl i Straffelovrådet.
Justitsministeriet er også af den opfattelse, at spørgsmålet om
inddragelse af enkeltmandsvirksomheder under reglerne om kollektivansvar kan
give anledning til tvivl. Det gælder især med hensyn til afgrænsningen af de
enkeltmandsvirksomheder, der skal være omfattet af reglerne om
selskabsansvar, i modsætning til de mindre enkeltmandsvirksomheder, der skal
holdes uden for, og hvor ansvar som hidtil må rettes mod ejeren eller ansatte
som et personligt strafansvar.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at det ikke kan anbefales at afgrænse
virksomhedsansvaret for enkeltmandsvirksomhed ved angivelse af et minimum for
antallet af ansatte i virksomheden. Det skyldes, at en sådan afgrænsning vil
blive vilkårlig, og at antallet af medarbejdere næppe som det eneste
kriterium er egnet til at bestemme, om en enkeltmandsvirksomhed bør være
omfattet af virksomhedsansvaret for juridiske personer.
Straffelovrådet foreslår grænsedragningen fastsat således, at
enkeltmandsvirksomheder kan være omfattet af strafansvaret for juridiske
personer, såfremt virksomhederne »navnlig under hensyn til deres
størrelse og organisation kan sidestilles med de i stk. 1 nævnte
selskaber«.
Som det fremgår af betænkningen s. 76, tilkendegiver en sådan bestemmelse,
at det særlige ansvar for virksomheder ikke som almindelig regel gælder for
den enkeltmandsejede virksomhed, og at der, hvis dette skal være tilfældet,
skal ses på de nævnte konkrete forhold og drages en sammenligning med typiske
selskabsforhold, således at det findes mest nærliggende, at overtrædelsen
henføres til virksomheden som dennes fejl.
Imod den af rådet foreslåede regel kan det anføres, at den ikke giver en
helt klar og præcis afgrænsning af strafansvaret for enkeltmandsvirksomheder.
Der kan f.eks. forekomme enkeltmandsvirksomheder med ingen eller få ansatte,
som både for så vidt angår størrelse og organisation kan sidestilles med et
selskab med ingen eller få ansatte, og som er ejet af en person. Sådanne
enkeltmandsvirksomheder skal efter rådets forslag ikke være omfattet af
reglerne om kollektivansvar.
Bestemmelsen angiver endvidere ikke en udtømmende opregning af de
kriterier, der er afgørende for strafansvaret. Det kan derfor anføres, at den
ikke i tilstrækkelig grad lever op til de krav om præcision og klarhed, der
sædvanligvis stilles til straffebestemmelser. Heroverfor kan det imidlertid
indvendes, at disse krav i første række angår affattelsen af
gerningsbeskrivelsen og således ikke umiddelbart tager sigte på afgrænsningen
af ansvarssubjekterne.
Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at bestemmelsen i praksis på
efterforskningsstadiet kan kræve en betydelig ressourceanvendelse til at
klarlægge enkeltmandsvirksomhedens struktur m.v.
Justitsministeriet finder imidlertid efter en samlet vurdering, at det må
anses for forsvarligt at indføre en bestemmelse om virksomhedsansvar som
foreslået af rådet. Forslaget i betænkningen bygger på meget grundige
overvejelser, og medlemmerne af Straffelovrådet har været enige om, at det er
næppe muligt at foretage en mere præcis angivelse af strafansvaret i
lovteksten end den, rådet er nået frem til.
Det foreslås derfor, at der i straffeloven som § 26, stk. 2, indsættes en
bestemmelse, hvorefter bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. også
omfatter enkeltmandsvirksomheder, for så vidt disse navnlig under hensyn til
deres størrelse og organisation kan sidestilles med de i § 26, stk. 1, nævnte
selskaber, jf. herved pkt. 2.3. og 3.1. ovenfor og bemærkningerne til § 26,
stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 1, nedenfor.
Justitsministeriet forudsætter imidlertid, at den foreslåede regel alene
anvendes i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden klart kan
sidestilles med et af de i § 26, stk. 1, nævnte selskaber, dvs. aktie-,
anparts- eller andelsselskaber. Bestemmelsen forudsættes således afgrænset
til tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheden under hensyn til kompetence- og
ansvarsfordeling og den praktiske arbejdsdeling er organiseret på en sådan
måde, at det findes rigtigt og naturligt at sidestille virksomheden med en
juridisk person, der kan ifalde strafansvar som sådan.
Selv om det må erkendes, at det i en vis udstrækning kan forekomme noget
vilkårligt at lade antallet af ansatte være afgørende for strafansvaret,
bygger lovforslaget imidlertid på, at virksomheden skal have en vis
størrelse, før der vil kunne foreligge en sådan ikke helt enkel
arbejdsdeling, der kan begrunde strafansvar for virksomheden som sådan.
Det er således Justitsministeriets opfattelse, at det bør anses for en
forudsætning, at enkeltmandsvirksomheden (på gerningstidspunktet) beskæftiger
omkring 10- 20 ansatte, før det kommer på tale at gøre strafansvar gældende
mod virksomheden som sådan efter det foreslåede § 26, stk. 2. Bestemmelsen
vil derfor ikke omfatte mindre enkeltmandsvirksomheder, der består af
indehaveren og et mindre antal ansatte. Det gælder, uanset om en sådan mindre
enkeltmandsvirksomhed ville kunne sidestilles med f.eks. et anpartsselskab
med et tilsvarende antal ansatte.
Det forudsættes endvidere, at der i tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheder
pålægges ansvar efter § 26, stk. 2, ikke tillige kan blive tale om et
personligt strafansvar for ejeren for den samme overtrædelse.
Justitsministeriet er i øvrigt indstillet på nøje at følge udviklingen med
hensyn til anvendelsen af den foreslåede regel. Når bestemmelsen har været
gældende i 3-4 år, vil det således blive vurderet, om reglen giver anledning
til en sådan væsentlig tvivl i praksis, at den bør ændres eller ophæves.
b. Spørgsmålet om afgrænsning af strafansvaret for
enkeltmandsvirksomheder bør i øvrigt ses i sammenhæng med Straffelovrådets
forslag om ophævelse af de gældende (ca. 20) bestemmelser om objektivt
individualansvar , jf. ovenfor under pkt. 2.7.
Som det fremgår af betænkningen s. 147, tager de fleste af de - i øvrigt
få - gældende bestemmelser om objektivt individualansvar sigte på indehavere
og ledere af erhvervsvirksomheder, der ikke drives i selskabsform. I
almindelighed kommer det objektive individualansvar på tale over for
indehaveren i anledning af andres, typisk ansattes, tilregnelige forhold.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Straffelovrådets betænkeligheder ved
et strafansvar for enkeltpersoner, som det ikke kan tilregnes som forsætligt
eller som uagtsomt, at der er realiseret en lovovertrædelse. Det må som
udgangspunkt anses for stridende mod den almindelige opfattelse af
retfærdighed og rimelighed i strafanvendelsen at straffe en person for
en lovovertrædelse, der er begået af andre, og som ikke kan bebrejdes den
pågældende.
Disse generelle synspunkter bekræftes af flere af de høringssvar, som de
berørte ministerier har afgivet over betænkningen. En række ministerier har
således peget på bestemmelser om objektivt individualansvar i
særlovgivningen, der efter ministeriernes opfattelse kan ophæves.
Det drejer sig om § 37, stk. 6, 1. pkt., i lov om hotel- og
restaurationsvirksomhed (omtalt i betænkningen s. 135), skattekontrollovens §
18, 1. pkt., og toldlovens § 79, stk. 3 (omtalt i betænkningen s. 134-135), §
26 i loven om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs
forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer (omtalt i betænkningen s.
137) samt § 41, stk. 3, i loven om erstatning for atomskader og § 16, stk. 5,
i loven om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m.v.
(omtalt i betænkningen s. 139).
Hertil kan føjes, at Statens Luftfartsvæsen ifølge udtalelsen fra
Trafikministeriet ikke umiddelbart har kendskab til sager, der har medført,
at enkeltpersoner er pålagt strafansvar på objektivt grundlag for
overtrædelse af bestemmelserne i luftfartslovens kap. 4 A, herunder de
forskrifter, der er udstedt i medfør af dette kapitel, om objektivt
arbejdsgiveransvar for arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj.
Inden for nogle områder kan der imidlertid foreligge særlige forhold, der
indebærer, at et sædvanligt ansvar baseret på (beviseligt) forsæt og
uagtsomhed ikke kan anses for tilstrækkeligt til at sikre opfyldelsen af
lovgivningen. Der tænkes her navnlig på arbejdsmiljøområdet og færdselslovens
område, hvor der ifølge de berørte ministerier ikke kan bortses fra, at
risikoen for at pådrage sig et objektivt individualansvar på afgørende måde
medvirker til, at der hos virksomhedsindehaveren skabes et incitament til at
leve op til lovgivningens krav f.eks. om indretning og sikring af
arbejdspladser, køre- og hviletid og forbud mod overlæs.
Strafansvaret for juridiske personer og visse enkeltmandsvirksomheder, jf.
ovenfor, vil i mange tilfælde give mulighed for at pålægge virksomheden som
sådan straf. For små enkeltmandsvirksomheder med en enkel struktur og få
ansatte vil en ophævelse af bestemmelser om objektivt individualansvar
imidlertid kunne medføre, at der ikke er mulighed for at placere et
strafansvar hverken på indehaveren personligt eller på virksomheden som
sådan.
Der kan dog eventuelt blive tale om at gøre strafansvaret gældende mod en
ansat, hvis overtrædelsen kan tilregnes denne.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at det
på nogle områder vil have uheldige virkninger for overholdelsen og
håndhævelsen af lovgivningen at ophæve bestemmelser om objektivt
individualansvar. At strafansvar eventuelt kan pålægges en ansat i en
virksomhed, vil ikke altid være tilstrækkeligt. Det vil kunne betyde, at kun
de ansatte - men ikke indehaveren af virksomheden - bærer det strafferetlige
ansvar, selv om der er tale om overholdelse af pligter, som det efter en
almindelig rimelighedsvurdering bør være virksomhedens ejer, der sikrer
opfyldelsen af.
Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der ikke i lovgivningen
bør findes bestemmelser om objektivt individualansvar, medmindre der på grund
af områdets særlige karakter er afgørende hensyn til håndhævelsen af
lovgivningen, der taler herfor.
Det foreslås derfor, at de gældende bestemmelser om objektivt
individualansvar underkastes en kritisk vurdering med henblik på at tage
stilling til, om bestemmelserne kan ophæves, eller om der på det pågældende
lovområde foreligger afgørende grunde til at at opretholde en hjemmel til
objektivt individualansvar.
Det forudsættes i den forbindelse, at der af de berørte ministerier ved
førstkommende lejlighed tages initiativ til en sådan vurdering. Endvidere
forudsættes de bestemmelser, der er nævnt ovenfor, og som de hørte
ministerier allerede nu anser for unødvendige, ophævet.
Endelig finder Justitsministeriet, at der kun under ganske særlige
omstændigheder bør indføres regler om objektivt individualansvar på nye
lovområder. Justitsministeriet vil i forbindelse med den lovtekniske bistand
til andre ministerier søge at sikre, at nye lovforslag udformes i
overensstemmelse hermed.
Hvis de foreslåede ændringer af straffeloven bliver vedtaget af
Folketinget, vil Justitsministeriet i øvrigt ved en skrivelse til samtlige
ministerier orientere om indholdet af de nye regler og om de forudsætninger,
der er knyttet hertil bl.a. vedrørende allerede gældende bestemmelser om
objektivt individualansvar.
Det tilføjes, at Straffelovrådets forslag om ophævelse af bestemmelser om
objektivt individualansvar ikke omfatter de bestemmelser, der findes herom i
medieansvarsloven. Straffelovrådet henviser i den forbindelse bl.a. til, at
denne lovgivning for nylig har været genstand for en meget grundig revision.
Baggrunden for det særlige ansvarssystem i medieansvarsloven er først og
fremmest at sikre den størst mulige ytrings- og informationsfrihed. En ny
afvejning af disse meget vigtige hensyn over for lovens regler om objektivt
individualansvar ville forudsætte indgående overvejelser, der i givet fald
burde foregå i et udvalg bl.a. for også at give medierne indflydelse på
eventuelle forslag om ændringer i ansvarsreglerne.
Da loven, der er fra 1991, bygger på grundige overvejelser i en betænkning
fra Medieansvarsudvalget og også i forbindelse med behandlingen i Folketinget
blev drøftet meget indgående, finder Justitsministeriet ikke grundlag for på
nuværende tidspunkt på ny at iværksætte overvejelser på dette område. Der
stilles således ikke forslag om ændringer i reglerne om objektivt
individualansvar i medieansvarsloven i anledning af dette lovforslag.
4. Hørte myndigheder m.v.
Straffelovrådets betænkning har været sendt til høring hos præsidenterne
for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne
for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren
i København, politimestrene i Århus, Odense og Ålborg, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund,
Dansk Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Det Danske Center for
Menneskerettigheder og samtlige ministerier bortset fra Statsministeriet og
Økonomiministeriet.
5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget skønnes ikke at have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige
konsekvenser.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser i straffeloven
sammenholdt med de gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1
Til § 25
Bestemmelsen fastslår den generelle regel, at juridiske personer kan
straffes, når der er særlig hjemmel hertil. Bestemmelsen indeholder ikke i
sig selv hjemmel til et sådant ansvar, men forudsætter, at det i en særlov er
fastsat, at der skal være strafansvar for juridiske personer.
Hjemmel til strafansvar for juridiske personer findes i dag i mere end 200
love. Normalt er bestemmelser herom affattet således: »Er overtrædelsen
begået af et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller
lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar«. Afvigende
formuleringer forekommer dog. Indeholder en lov hjemmel til at pålægge ejer,
bruger eller lignende strafansvar, udgør dette ikke i sig selv tilstrækkelig
hjemmel til at pålægge selskaber m.v. strafansvar i tilfælde, hvor ejer eller
bruger er et selskab.
Efter lovforslaget er det ikke nødvendigt umiddelbart at ændre affattelsen
af de mange hjemmelsbestemmelser om selskabsansvar, der findes i
lovgivningen, jf. herom de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 3.1.
Nye bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer bør,
medmindre der tilsigtes afvigelser fra den almindelige ordning, affattes
således:
»Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«
Allerede gældende bestemmelser om hjemmel til selskabsansvar forudsættes
ændret i overensstemmelse hermed ved førstkommende lejlighed.
Justitsministeriet vil i øvrigt orientere ministerierne om den fremtidige
udformning af bestemmelser om strafansvar for juridiske personer.
Justitsministeriet vil endvidere under den lovtekniske gennemgang af andre
ministeriers lovforslag påse, at nye bestemmelser om hjemmel til strafansvar
for juridiske personer affattes som nævnt, medmindre der tilsigtes afvigelser
fra den almindelige ordning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. og 3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger og til betænkningens kap. 4 om kollektivansvarets område og
lovhjemmel (s. 48-58).
Til § 26
Til stk. 1
Bestemmelsen afgrænser kredsen af de ansvarssubjekter, der er omfattet af
bestemmelser om strafansvar for juridiske personer. Bestemmelsen opstiller
den formodning, at bestemmelser om strafansvar for andre end enkeltpersoner -
herunder også allerede gældende bestemmelser om selskabsansvar - omfatter
alle organisationsformer m.v., der kan optræde i retsforhold. Som
samlebetegnelse for denne meget vide kreds er valgt udtrykket »juridisk
person«, som står i modsætning til »fysisk person«.
Det er fundet overflødigt udtrykkeligt at nævne kommunale fællesskaber i
bestemmelsen. Sådanne fællesskaber, der skal godkendes efter § 60 i den
kommunale styrelseslov, er således omfattet af reglen, uanset om fællesskabet
betegner sig som interessentskab, andelsselskab eller lignende, jf.
betænkningen s. 71.
Bestemmelsen indeholder imidlertid det selvfølgelige forbehold, at der i
særloven vil kunne foretages en anden afgrænsning af ansvarskredsen end den,
der følger af § 26. Da § 26 som nævnt indebærer en meget vid afgrænsning af
kredsen af ansvarssubjekter, vil der i praksis formentlig navnlig kunne
tænkes afvigelser i begrænsende retning. Tilsigtes der ved fremtidig
lovgivning en begrænsning af kredsen af ansvarssubjekter, bør dette fremgå
udtrykkeligt af den pågældende lov, således at spørgsmålet om, hvorvidt
lovgivningsmagten har ønsket at fravige straffelovens almindelige regel, ikke
kan give anledning til tvivl.
Bestemmelsen gælder i øvrigt ikke kun i forhold til nye bestemmelser om
strafansvar for juridiske personer, der udformes på den ovenfor angivne måde,
men også i forhold til de allerede gældende bestemmelser om selskaber m.v.,
indtil sådanne bestemmelser måtte blive ændret i overensstemmelse med den
foreslåede standardformulering. Dette gælder, uanset hvordan den eksisterende
særlovshjemmel måtte være udformet. Kommuner og statslige myndigheder vil
således være omfattet, selv om disse offentlige myndigheder ikke måtte være
nævnt i den pågældende særlovsregel. Tilsvarende gælder med hensyn til visse
større enkeltmandsvirksomheder, jf. nedenfor.
Til stk. 2
Efter § 26, stk. 2, er visse enkeltmandsvirksomheder også omfattet af
bestemmelser, der hjemler strafansvar for juridiske personer. Bestemmelsen
fastsætter således, at bestemmelser om strafansvar for juridiske personer
tillige omfatter enkeltmandsvirksomheder i det omfang, disse navnlig under
hensyn til deres størrelse og organisation kan sidestilles med selskaber.
Om afgrænsningen af de enkeltmandsvirksomheder, der er omfattet af
bestemmelsen, henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.
Det vil følge af den foreslåede bestemmelse, at der ved sagens rejsning og
afgørelse skal foreligge oplysninger om de træk ved en enkeltmandsvirksomhed,
som taler for at sidestille den med selskabsforhold.
Inddragelsen af visse enkeltmandsvirksomheder under selskabsansvaret
gælder ikke alene i forhold til nye bestemmelser om selskabsansvar, men også
i forhold til allerede gældende bestemmelser om selskabsansvar.
Når der i de bestemmelser, der er indeholdt i dette lovudkast, tales om
»juridiske personer«, skal det forstås med den udvidelse, der
følger af den her omtalte regel om enkeltmandsvirksomheder. Dette betyder
bl.a., at den nedenfor omtalte regel om, at der ikke fastsættes
forvandlingsstraf for bøder, der idømmes juridiske personer, også gælder for
enkeltmandsvirksomheder, der inddrages under ansvaret for juridiske personer.
Spørgsmålet om afgrænsningen af ansvarssubjekterne er i øvrigt behandlet i
betænkningens kap. 5 (s. 59-77).
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse i § 27 har til formål at regulere de nærmere
betingelser for juridiske personers strafansvar. Spørgsmålet om
ansvarsbetingelserne er nærmere behandlet i betænkningens kap. 6 og 7 (s. 78-
107). For så vidt angår spørgsmålet om ansvarsplacering, herunder spørgsmålet
om forholdet mellem individualansvar og kollektivansvar, henvises til
betænkningens kap. 8 (s. 108-128). Der henvises endvidere til pkt. 2.5.,
2.6., 3.1. og 3.2.a. i lovforslagets almindelige bemærkninger. Om
enkeltmandsvirksomheder bemærkes herved, at det forudsættes, at der i
tilfælde, hvor enkeltmandsvirksomheder pålægges ansvar efter § 26, stk. 2,
ikke tillige kan blive tale om et personligt strafansvar for ejeren for den
samme overtrædelse.
Til stk. 1
Ud over kravet om, at der skal være hjemmel til strafansvar for juridiske
personer, jf. ovenfor om § 25, forudsætter strafansvar for en juridisk
person, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan
tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller til
den juridiske person som sådan.
Objektivt skal der inden for den juridiske persons virksomhed være begået
en overtrædelse. Om fortolkningen af udtrykket »inden for« henvises
til betænkningens kap. 6 og 7. Det fremgår heraf, at overtrædelser, der begås
af ansatte i forbindelse med arbejdets udførelse, som hovedregel må anses for
begået inden for virksomheden, men at der på den anden side kan forekomme
overtrædelser begået af ansatte, som må anses for så fremmede eller
uvedkommende i forhold til den juridiske person, at overtrædelserne objektivt
ikke kan henføres til den juridiske persons virkefelt.
Det er endvidere en betingelse, at overtrædelsen subjektivt kan tilregnes
en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den
juridiske person som sådan. Med formuleringen fremhæves en dobbelthed i
ansvarsbedømmelsen med hensyn til de subjektive ansvarsbetingelser.
Bedømmelsen kan enten angå enkeltpersoners forhold (1. led) eller den
juridiske person som sådan (2. led). I almindelighed vil en overtrædelse, der
er begået inden for rammerne af en juridisk person, kunne tilregnes ledelse
og/eller ansatte og dermed være omfattet af 1. led. 2. led vil formentlig
navnlig have selvstændig betydning ved kumulerede fejl, hvor overtrædelsen
ikke kan tilregnes enkeltpersoner som følge af de pågældendes ringe andel
eller ringe uagtsomhed i relation til overtrædelsen.
Spørgsmålet om, på hvilken måde overtrædelsen skal kunne tilregnes (som
uagtsom, eventuelt som groft uagtsom eller som forsætlig), beror på de
subjektive krav i relation til den pågældende straffebestemmelse. Er
strafansvar for den pågældende overtrædelse f.eks. betinget af (mindst) grov
uagtsomhed, er det denne tilregnelsesform, der skal lægges til grund ved
vurderingen af, om de subjektive betingelser for at pålægge en juridisk
person strafansvar er opfyldt. Hvis strafansvar undtagelsesvis er betinget af
forsæt, vil strafansvar for den juridiske person forudsætte, at overtrædelsen
kan tilregnes enkeltpersoner som forsætlig.
Ikke enhver person med den fornødne tilregnelse i relation til en
overtrædelse inden for den juridiske person vil kunne pådrage den juridiske
person strafansvar. Det kræves, at den pågældende skal være »knyttet
til« den juridiske person. Denne betingelse er klart opfyldt, når der er
tale om ledelse og ansatte, jf. betænkningens kap. 6. Fejl begået af personer
med en anden tilknytning til den juridiske person kan dog efter
omstændighederne også pådrage den juridiske person strafansvar, f.eks. i
tilfælde, hvor ekstern bistand er knyttet til en virksomhed på en sådan måde,
at den pågældende må anses for at have handlet på virksomhedens vegne. Der
henvises herom til betænkningens kap. 7.
Til stk. 2
Bestemmelsen i stk. 2 indeholder en særregel, hvorefter statslige
myndigheder og kommuner alene kan straffes i anledning af overtrædelser, der
begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan sidestilles med
virksomhed udøvet af private. Denne begrænsning, der indebærer, at offentlige
myndigheder ikke kan ifalde kollektivansvar i anledning af overtrædelser, der
begås som led i myndighedsudøvelse, f.eks. ved udstedelse af en ulovlig
tilladelse, svarer til, hvad der allerede gælder i dag. I tilfælde af
overtrædelser i forbindelse med myndighedsudøvelse vil der som hidtil alene
blive spørgsmål om personligt strafansvar for de ansvarlige enkeltpersoner.
Til nr. 2
Den foreslåede tilføjelse i straffelovens § 51, stk. 3, indebærer
en lovfæstelse af det almindelige udmålingsprincip, at der ved bødens
fastsættelse også tages hensyn til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste
eller besparelse. Tilføjelsen vil ikke blot gælde for udmåling af bøder, der
pålægges juridiske personer, men også for bøder, der udmåles over for
enkeltpersoner.
Der henvises til betænkningens kap. 11 om sanktioner m.v. (s. 153-167) og
til pkt. 2.8. og 3.1. i de almindelige bemærkninger ovenfor.
Til nr. 3
Efter den foreslåede ny bestemmelse i § 52, stk. 8, kan den
bødefældte - uanset om det er en fysisk eller en juridisk person - ikke kræve
bøden betalt eller erstattet af andre. Bestemmelsen tager navnlig sigte på
tilfælde, hvor den bødefældte kan gøre gældende, at en anden ud fra
erstatningsretlige synspunkter helt eller delvis skal erstatte det tab, som
betalingen af den idømte bøde udgør for den bødefældte. Bestemmelsen afskærer
i sådanne tilfælde den pågældende fra at kræve bøden erstattet.
Bestemmelsen gælder alene for den bødefældte og omfatter således ikke en
eventuelt bødehæftende person, dvs. den fysiske eller juridiske person, der
civilretligt hæfter for betalingen af den bøde, der er pålagt det umiddelbare
strafsubjekt. § 52, stk. 8, udelukker derfor ikke, at en bødehæftende, der
har betalt bøden for den bødefældte, kan afkræve den bødefældte beløbet. Om
dette kan ske, må bero på en fortolkning af den pågældende
bødehæftelsesbestemmelse.
Der henvises til betænkningens kap. 12 og til pkt. 2.8. og 3.1. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Den foreslåede ny bestemmelse i § 54, stk. 3, fastslår det
selvfølgelige, at der ikke fastsættes forvandlingsstraf for bøder, der
idømmes juridiske personer. Bestemmelsen gælder også for bøder, der idømmes
enkeltmandsvirksomheder, der inddrages under reglerne om strafansvar for
juridiske personer.
Til nr. 5
Den nugældende bestemmelse i straffelovens § 94, stk. 4, om
afbrydelse af forældelsesfrist angår direkte den situation, hvor afbrydelsen
sker i forhold til ansvarssubjektet.
Efter den foreslåede tilføjelse til bestemmelsen vil et afbrydelsesskridt
over for en enkeltperson, som har handlet på en juridisk persons vegne, ikke
blot have virkning for den pågældende enkeltperson, men også i forhold til
den juridiske person.
Endvidere foreslås det, at en fristafbrydelse over for den juridiske
person ikke kan tillægges virkning i forhold til enkeltpersoner. På
tilsvarende måde vil en fristafbrydelse over for en person i anledning af en
selskabsovertrædelse ikke kunne tillægges virkning i forhold til andre
personer, der måtte have andel i overtrædelsen. Fristafbrydelse over for
enkeltpersoner kan således kun ske, hvis der foretages afbrydelsesskridt over
for de enkelte personligt.
Der henvises i øvrigt til betænkningens kap. 13 og til pkt. 2.9. og 3.1. i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Som det fremgår af pkt. 3.1. i de
almindelige bemærkninger, er affattelsen af bestemmelsen ændret i forhold til
Straffelovrådets forslag, således at det udtrykkeligt i lovteksten
fastsættes, at afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk person
ikke har virkning i forhold til personer, der har handlet på den juridiske
persons vegne.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1996.
De foreslåede regler om strafansvar for juridiske personer og
enkeltmandsvirksomheder får således virkning for strafbare handlinger, der
begås allerede fra denne dato, selv om bestemmelser om selskabsansvar i
særlovgivningen på dette tidspunkt endnu ikke er ændret i overensstemmelse
hermed, jf. herom de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 2.3. og 3.1.
samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1 (§ 25).
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde og
indebærer, at lovændringen kan sættes i kraft for Færøerne ved kongelig
anordning. Loven gælder ikke for Grønland, der har en særlig kriminallov, og
anordningshjemmel fastsættes derfor ikke for denne landsdel.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
Vedrørende lovforslagets § 1, nr. 1, hvorved der indsættes
et nyt 5. kapitel i straffeloven, henvises til lovforslaget,
idet den nugældende lovs 5. kapitel (§§ 25-30) er ophævet.
1. (Udeladt)
2. I § 51, stk. 3 , indsættes efter »den skyldiges
betalingsevne«: »og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste
eller besparelse«.
§ 51. - - -
Stk. 2 . - - -
Stk. 3 . Ved fastsættelsen af andre bøder vil der inden for de
grænser, som hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte
omstændigheder tilsteder, være at tage særligt hensyn til den skyldiges
betalingsevne.
3. I § 52 indsættes som stk. 8 :
» Stk. 8. Den bødefældte kan ikke kræve bøden betalt eller
erstattet af andre.«
§ 52. Retten kan fastsætte en frist af indtil 3 måneder til bødens
betaling.
Stk. 2 . Afdragsvis betaling kan tilstedes af politiet.
Stk. 3 . Betales en bøde ikke, inddrives den, medmindre politiet
skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den
pågældendes levevilkår.
Stk. 4 . Politiet kan inddrive bøder, sagsomkostninger og
konfiskerede beløb i straffesager, der forfølges af det offentlige, ved
udpantning og ved indeholdelse i den pågældendes indtægter efter reglerne om
inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 5 . Pålæg om indeholdelse efter stk. 4 gives af politiet, som
også modtager de indeholdte beløb. Indeholdelsen sker efter indeholdelse for
skatte- og afgiftskrav og krav på underholdsbidrag. Politiet kan hos andre
offentlige myndigheder indhente de oplysninger, der er nødvendige for at
varetage indeholdelsen, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.
Endvidere kan politiet fra alle af offentlige myndigheder førte registre og
de af domstolene førte registre over rettigheder over løsøre og fast ejendom
kræve de oplysninger om skyldnerens forhold, som findes af betydning for
tvangsfuldbyrdelsen. Oplysningerne meddeles skriftligt eller ved direkte
dataoverførsel.
Stk. 6 . Justitsministeren kan fastsætte regler om indeholdelse af
indtægter efter stk. 4, herunder om politiets kontrol med indeholdelsen, om
pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige, om udpantningsret
for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for, og om skyldnerens pligt
til at give politiet oplysninger til brug ved indeholdelsen.
Stk. 7 . For forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser,
der er fastsat i medfør af stk. 6, kan fastsættes bødestraf. Der kan tillige
fastsættes bestemmelser om bødeansvar for juridiske personer.
4. I § 54 indsættes som stk. 3 :
» Stk. 3 . For bøder, der idømmes juridiske personer,
fastsættes ingen forvandlingsstraf.«
§ 54. Bøde, der er idømt eller vedtaget for en domstol, afsones
efter reglerne om straf af hæfte. Fængsel kan dog anvendes, hvis den
pågældende i løbet af de sidste 5 år har udstået strengere frihedsstraf end
hæfte eller mere end en gang har udstået forvandlingsstraf. Om arten af
forvandlingsstraffen samt om dens varighed træffer retten afgørelse samtidig
med bødens fastsættelse. Når bøden er fastsat som dagbod, iagttages ved
forvandlingsstraffens beregning, at en dags hæfte eller fængsel svarer til en
dagbod, dog at forvandlingsstraffen ikke kan sættes lavere end 2 dage. Er
bøden fastsat på anden måde, kan forvandlingsstraffen ikke sættes lavere end
2 dage og ikke højere end 60 dage; i særlige tilfælde kan
forvandlingsstraffen dog forhøjes indtil 9 måneder.
Stk. 2 . Er en del af bøden betalt, bliver forvandlingsstraffen
forholdsvis at nedsætte, dog således, at en del af en dag regnes som en hel
dag, og at forvandlingsstraffen ikke kan nedsættes under ovennævnte
mindstetid. Er en del af bøden afsonet, men resten tilbydes betalt, tages ved
beregningen af denne rest alene hensyn til de hele dage, hvori
forvandlingsstraf er udstået.
5. I § 94, stk. 4 , indsættes som 4. og 5. pkt. :
»Afbrydes forældelsesfristen over for nogen, som har handlet på en
juridisk persons vegne, har fristafbrydelsen også virkning i forhold til den
pågældende juridiske person. Afbrydelse af forældelsesfristen over for en
juridisk person har ikke virkning i forhold til personer, der har handlet på
den juridiske persons vegne.«
§ 94. - - -
Stk. 2 . - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4 . Forældelsesfristen afbrydes ved ethvert
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. I sager,
der efter retsplejeloven kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget
af politiet, afbrydes forældelsesfristen, når sigtede gøres bekendt med
forelægget. I andre tilfælde, hvor straf for en overtrædelse kan pålægges af
en administrativ myndighed, afbrydes fris- ten, når den pågældende gøres
bekendt med, at han er sigtet for overtrædelsen.
Stk. 5 . - - -
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/1097 af 8. april 2015 om de foranstaltninger, som er truffet af Danmark i henhold til artikel 14 i direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester), og deres forenelighed med EU-lovgivningen EU-lovgivning · 8. april 2015
- Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Strafansvar for juridiske personer Retsinformation · 13. juli 2018
- H.A.11.4 Juridiske personer Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2024/2467 af 13. februar 2024 om foranstaltningerne Statsstøtte SA.52162 (2019/C) (ex 2018/FC) – Danmark og Statsstøtte SA.52617 (2019/C) (ex 2018/FC) – Sverige gennemført af Danmark og Sverige til fordel for Øresundsbro Konsortiet (Meddelt under nummer C(2024) 959) (Kun den engelske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 13. februar 2024
- 1996 LSF 117 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATSTILSKUD TIL ENERGIBESPARELSER M.V. I ERHVERVSVIRKSOMHEDER OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM STATSTILSKUD TIL ENERGIBESPARENDE FORANSTALTNINGER I FORBINDELSE MED INDUSTRIELLE PROCESSER M.V.(UNDERGRÆNSER FOR UDBETALING, M.V.) Retsinformation · 13. marts 1997
- Sag om injurier, jf. straffelovens § 267 Domsdatabasen · 24. oktober 2023