Spring til indhold

Retsinformation

1995 LSF 181 FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ ARBEJDSMARKEDET M.V.

1995/1 LSF 181Lovforslag som fremsatFolketinget12. juni 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte

eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion,

politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk

oprindelse.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende

beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.

Kapitel 2

Forbud mod forskelsbehandling

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller

ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse,

forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger,

hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der

tillægges samme værdi.

Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end

andres, har krav på forskellen.

Stk. 4. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det

arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.

§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt

angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling.

Stk. 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der

driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver,

der anviser beskæftigelse.

Stk. 3. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der

fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve

selvstændigt erhverv.

§ 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under

Læs alt

ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug

af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse,

seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.

§ 5. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse

eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt

race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller

national, social eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der

ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

Kapitel 3

Undtagelser

§ 6. §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit

udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt,

medmindre dette er uforeneligt med EU-retten.

Stk. 2. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og

uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race,

politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk

oprindelse eller har en bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion,

kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren

fravige bestemmelserne i §§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er

uforeneligt med EU-retten.

Kapitel 4

Godtgørelse m.v.

§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§

2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

§ 8. Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den

juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en

kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om

kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale

fællesskab bødeansvar.

Kapitel 5

Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.

§ 9. § 4 finder ikke anvendelse, i det omfang andet følger af

særlig lovgivning.

Stk. 2. Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden

lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved

offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at

forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race,

hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,

social eller etnisk oprindelse.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte

eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion,

politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk

oprindelse.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende

beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.

Kapitel 2

Forbud mod forskelsbehandling

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller

ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse,

forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger,

hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der

tillægges samme værdi.

Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end

andres, har krav på forskellen.

Stk. 4. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det

arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.

§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte for så vidt

angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling.

Stk. 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der

driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver

der anviser beskæftigelse.

Stk. 3. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der

fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve

selvstændigt erhverv.

§ 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under

ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug

af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse,

seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.

§ 5. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse

eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt

race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller

national, social eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der

ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

Kapitel 3

Undtagelser

§ 6. §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit

udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt,

medmindre dette er uforeneligt med EU-retten.

Stk. 2. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og

uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race,

politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk

oprindelse eller har en bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion,

kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren

fravige bestemmelserne i §§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er

uforeneligt med EU-retten.

Kapitel 4

Godtgørelse m.v.

§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§

2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

§ 8. Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den

juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en

kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om

kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale

fællesskab bødeansvar.

Kapitel 5

Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.

§ 9. § 4 finder ikke anvendelse i det omfang andet følger af

særlig lovgivning.

Stk. 2. Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden

lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved

offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at

forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race,

hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,

social eller etnisk oprindelse.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion,

politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk

oprindelse står højt på dagsordenen i alle civiliserede lande. Også i Danmark

er bekæmpelse af spirende tendenser til forskelsbehandling på grund af f.eks.

race og etnisk oprindelse højt prioriteret. I den forbindelse må det give

anledning til særlig bekymring, at indvandrere og flygtninge har en markant

højere ledighed end danskere, og at de er ledige i længere tid.

Forslaget fremsættes tillige i erkendelse af, at Danmark ikke i

tilstrækkelig grad lever op til de internationale forpligtelser, som Danmark

har påtaget sig ved at ratificere ILO-konvention nr. 111 om

forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN's konvention

om racediskrimination. De nævnte konventioner er optrykt som bilag 1 og 2.

Ved ratifikationen af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med

hensyn til beskæftigelse og erhverv har Danmark forpligtet sig til at udforme

og følge en politik, der tager sigte på at fremme ligestilling i henseende

til muligheder og ligebehandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i

det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område. Danmark har

endvidere forpligtet sig til at gennemføre lovgivning, der skønnes egnet til

at sikre en effektiv gennemførelse af en sådan politik.

Begreberne beskæftigelse og erhverv er i ILO-konvention nr. 111 defineret

som adgang til faglig oplæring, adgang til beskæftigelse og til bestemte

erhverv såvel som arbejdsvilkårene.

Begrebet forskelsbehandling er i konventionen defineret som enhver

adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling på grund af race, farve,

køn, religion, politisk anskuelse, national eller social oprindelse, som

medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til

muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv.

Ved ratifikationen af FN's konvention om racediskrimination har Danmark

forpligtet sig til at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination

og sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve

eller national eller etnisk oprindelse.

FN's konvention sikrer borgerne i deltagerstaterne retten til arbejde, til

frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige arbejdsvilkår, til

beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde samt til en

rimelig og gunstig aflønning.

Danmark har i henhold til denne konvention forpligtet sig til ved alle

egnede midler, herunder lovgivning, at føre en politik, der tager sigte på at

afskaffe racediskrimination af enhver art.

Forslaget tager bl.a. sigte på effektivt at gennemføre ovennævnte

konventioner på arbejdsmarkedet. Af samme grund er forslaget stort set

begrænset til at omfatte de kriterier, der er nævnt i disse to konventioner,

nemlig forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk

anskuelse eller national, social eller etnisk oprindelse.

Forslaget omfatter endvidere forbud mod forskelsbehandling på grund af

seksuel orientering. Dette kriterium er medtaget, fordi lovgivningen

på en række andre væsentlige områder yder beskyttelse mod det offentliges og

privates forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, jf.

straffelovens § 266 b, forvaltningslovens § 28, stk. 1, § 3, stk. 2, i lov om

private registre samt § 1 i lov om forskelsbehandling på grund af race m.v.

Forslaget er et af flere initiativer, som regeringen har iværksat og

fortsat vil iværksætte med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet, jf. bl.a. arbejdsministerens redegørelse fra maj 1995 om

status for arbejdet med at modvirke etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet.

Forslaget indeholder et generelt forbud mod forskelsbehandling af de

ovennævnte grunde. Forbudet gælder i forbindelse med ansættelsen, under

ansættelsen og i forbindelse med afslutningen af et ansættelsesforhold og

omfatter både den direkte og den indirekte forskelsbehandling.

Forbudet mod forskelsbehandling gælder dog ikke arbejdsgivere, hvis

virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller

religiøst standpunkt.

Forslaget indeholder en hjemmel til administrativt at gøre undtagelse for

virksomheder, hvor det er af afgørende betydning for disse f.eks. at kunne

ansætte personer med en bestemt etnisk oprindelse.

Ved overtrædelse af reglerne kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget har ingen erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Forslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser, idet

forskelsbehandling p.g.a. køn er reguleret i anden lovgivning.

Forholdet til EU-retten

På Rådsmødet den 5. oktober 1995 blev der vedtaget en resolution

vedrørende racisme og fremmedhad. I denne resolution opfordres

medlemsstaterne til at sikre mod enhver form for diskrimination på grund af

race, farve, religion, national eller etnisk baggrund i særdeleshed på

arbejdsmarkedet.

Medlemsstaterne opfordres til at fremme beskæftigelse og

erhvervsuddannelse som væsentlige midler til integrering af personer, der

opholder sig lovligt i den pågældende medlemsstat under hensyntagen til

samfundets forskelligartede karakter.

Medlemsstaterne opfordres til at træffe de nødvendige foranstaltninger til

at ratificere de internationale instrumenter vedrørende bekæmpelse af

racediskrimination.

Medlemsstaterne opfordres endvidere til at træffe foranstaltninger til en

styrkelse af respekten for menneskets mangfoldighed og ligeværd samt fremme

af tolerant tankegang i undervisningssystemerne, i institutionerne for

erhvervsuddannelse og uddannelse af erhvervslærere og i programmer for

uddannelse af embedsmænd og overordnet personale i virksomheder.

Medlemsstaterne opfordres til at træffe foranstaltninger til at støtte

græsrodsbevægelser og organisationer, der på demokratisk vis bekæmper racisme

og fremmedhad.

Arbejdsmarkedets parter opfordres til, uden at deres selvstændighed herved

tilsidesættes, at bidrage til aktivt at nå målene i denne resolution og

gennem deres aktioner at støtte de foranstaltninger til bekæmpelse af racisme

og fremmedhad, som medlemsstaterne har vedtaget.

Kriteriet »national oprindelse« må ikke forveksles med begrebet

»statsborgerskab«. Forskelsbehandling på grund af statsborgerskab

er ikke omfattet af loven. Det vil dog efter omstændighederne kunne være

omfattet af forbudet mod indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver

stiller krav om f.eks. dansk statsborgerskab i tilfælde, hvor dette ikke er

begrundet i hensynet til arbejdets udførelse eller har hjemmel i lov. Det vil

f.eks. stride mod loven at kræve, at rengøringsassistenter, der gør rent på

hærens område, skal være danske statsborgere.

Både direkte og indirekte diskrimination på grundlag af nationalitet,

herunder statsborgerskab, er uforeneligt med EF-traktatens artikel 6. Det

gælder dog ikke, hvis forskelsbehandlingen er sagligt begrundet f.eks. i form

af krav til sproglige kvalifikationer.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen afgrænser lovens anvendelsesområde og definerer begrebet

forskelsbehandling, som det skal forstås i denne lov.

Begrebet forskelsbehandling er foretrukket i denne lov fremfor

diskrimination, fordi det er et kendt begreb fra ligestillingslovene.

Begrebet skal derfor i denne lov fortolkes, ligesom det er blevet fortolket i

ligestillingslovene.

Loven indeholder forbud mod både direkte og indirekte forskelsbehandling.

Forbudet mod indirekte forskelsbehandling er foreslået medtaget for at

forhindre, at der opstilles formelt set neutrale kriterier, der imidlertid

fører til forskelsbehandling af f.eks. en bestemt etnisk gruppe. Et

tilsvarende forbud findes i ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med

hensyn til beskæftigelse og erhverv og i lov om ligebehandling af mænd og

kvinder.

Direkte forskelsbehandling foreligger f.eks. i de tilfælde, hvor

arbejdsgiveren undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne med

den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemte race, politisk

anskuelse m.v.

Indirekte forskelsbehandling foreligger, når en formelt set neutral

bestemmelse eller betingelse i praksis får en uforholdsmæssig stor virkning

for f.eks. visse etniske grupper, medmindre dette er objektivt begrundet i

hensyn til arbejdets udførelse. Et eksempel på et sådant formelt set neutralt

krav, der vil få uforholdsmæssig stor virkning for udenlandske lønmodtagere i

forhold til danske lønmodtagere, er sprogkrav.

Det vil således være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en

arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav til sprogkundskaber eller

andre kvalifikationer, eksempelvis afviser en udenlandsk ansøger til et

rengøringsjob med den begrundelse, at den pågældende taler med accent. Det er

klart, at det i visse situationer er nødvendigt, at den pågældende

lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk, f.eks. hvis det drejer sig om

personer, der har ansvar for den danske befolknings sprogforståelse og

-udvikling. Udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin begrundelse i

de for en bestemt erhvervsudøvelse krævede kvalifikationer anses ikke som

forskelsbehandling efter denne lov. Sådanne høje krav må dog kun stilles,

hvis det er en nødvendig forudsætning for at kunne udføre et givent arbejde

på tilfredsstillende måde.

Det vil ligeledes være indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver

stiller krav til påklædning, fremtoning m.v., som kun rammer visse grupper.

Det vil fortsat være tilladt at kræve, at de ansatte bærer uniform eller en

bestemt beklædning, hvis dette er en del af virksomhedens præsentation

udadtil, og hvis det er et konsekvent krav, der stilles til alle ansatte i

samme stillinger.

SAS og DSB er eksempler på virksomheder, der stiller krav om, at de

ansatte bærer uniform, og sådanne virksomheder vil lovligt kunne afvise en

ansøger, der nægter at bære virksomhedens uniform, uanset begrundelsen

derfor. Andre eksempler er forretninger, der kræver at de ansatte skal bære

forretningens tøj og franchisevirksomheder, hvor det er en del af deres

præsentation udadtil, at de ansatte er klædt på en bestemt måde.

Det vil derimod stride mod loven, hvis en virksomhed udarbejder et

reglement, som alene forbyder de ansatte at bære tørklæde eller turban, men

som i øvrigt stiller de ansatte frit med hensyn til beklædning. Et sådant

reglement vil udelukke enkelte grupper og dermed være udtryk for indirekte

diskrimination.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 3, i lov om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og

barselsorlov m.v. Bestemmelsen indebærer, at loven træder tilbage, hvis der

findes kollektive overenskomster, der regulerer området. Dette betyder bl.a.,

at sager om tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling i sådanne

tilfælde skal rejses ved de fagretlige instanser, medens der i øvrigt rejses

krav efter loven ved de almindelige domstole. Bestemmelsen skal i øvrigt

fortolkes i overensstemmelse med § 1, stk. 3, i lov om ligebehandling af mænd

og kvinder.

Til § 2

Til stk. 1

§ 2, stk. 1, er lovens hovedbestemmelse. Bestemmelsen svarer til

bestemmelserne i §§ 2 og 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Bestemmelsen er efter sit indhold bred, idet den omfatter alle

arbejdsvilkår, både dem der er fastlagt ved aftale, og dem arbejdsgiveren

ensidigt har fastlagt.

Det er uden betydning for vurderingen af, om der finder forskelsbehandling

sted, om dette sker i henhold til generelle regler, eller om arbejdsgiveren

træffer konkrete afgørelser ud fra de i § 1 nævnte kriterier. Hvis en

arbejdsgiver gennem en længere periode konsekvent undlader at ansætte

personer f.eks. af en bestemt etnisk oprindelse på trods af, at der har været

kvalificerede ansøgere fra den pågældende gruppe, vil det være et indicium

for, at arbejdsgiveren praktiserer forskelsbehandling i strid med denne lov.

I situationer, hvor sådanne indicier ikke findes, kan det ofte være svært

for lønmodtageren at bevise, at arbejdsgiverens valg af en anden ansøger

eller lignende, er udtryk for forskelsbehandling i denne lovs forstand.

Lønmodtageren bør derfor, i det omfang det er muligt, sikre sig bevis i de

situationer, hvor denne mener at blive udsat for forskelsbehandling i strid

med denne lov.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov om lige løn til

mænd og kvinder og skal fortolkes i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Bestemmelsen omfatter således kun ansættelsesforhold hos samme

arbejdsgiver.

Til stk. 3

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 2 i lov om lige løn til mænd og

kvinder. Bestemmelser i en aftale, der strider mod ligelønsprincippet, er

ugyldige, idet en lønmodtager uanset sådanne bestemmelser har krav på den

løn, som den gruppe, der sammenlignes med, oppebærer.

Til stk. 4

Forslaget pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden i sager vedrørende ligeløn.

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om lige løn til

mænd og kvinder.

Ved lønmæssig forskelsbehandling f.eks. af en person af en bestemt etnisk

oprindelse påhviler det således arbejdsgiveren at godtgøre, at denne er

berettiget, og at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af de i § 1

nævnte kriterier.

Til § 3

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i §§ 3 og 5 i lov om ligebehandling

af mænd og kvinder.

Ved forslaget sikres der adgang for alle til at søge og få enhver

erhvervsuddannelse m.v. på lige fod, uanset race, hudfarve, religion m.v.

Bestemmelsen i stk. 1 omhandler den erhvervsuddannelse m.v., som

arbejdsgiveren har bestemmelsesretten over, d.v.s. såvel den uddannelse, som

foregår i virksomhedens regi, som den uddannelse, som arbejdsgiveren i øvrigt

tilbyder sine ansatte (interne erhvervsuddannelser).

Selvom bestemmelsen angår adgang til erhvervsuddannelser m.v. uanset race,

hudfarve eller lignende, er det ikke herved givet, at alle ansatte i en

virksomhed skal have samme uddannelse, idet den uddannelse, den enkelte skal

have, må afhænge af den pågældendes stilling og funktion i virksomheden.

Til stk. 2

Bestemmelsen omhandler alle andre erhvervsmæssige uddannelser m.v.

(eksterne erhvervsuddannelser), som foregår udenfor virksomhedens regi.

Enhver uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse, vil være omfattet

af bestemmelsen.

For at sikre den lige adgang til uddannelserne m.v. foreslås, at forbud

mod forskelsbehandling med hensyn til annoncering også skal gælde for så vidt

angår uddannelse.

Til stk. 3

Bestemmelsen forbyder, at der på grund af race, hudfarve eller lignende

lægges hindringer i vejen for en persons mulighed for at etablere sig som

selvstændig og for at udøve det selvstændige erhverv efter etableringen.

Forskelsbehandling under henvisning til de i § 1 nævnte kriterier må f.eks.

ikke finde sted, hvis der søges om optagelse i en organisation, såfremt

optagelse er af afgørende betydning for pågældendes udøvelse af erhvervet.

Forslaget forpligter organisationer, laug, foreninger og andre, der

fastsætter bestemmelser og træffer afgørelser om de i §§ 2 og 3 nævnte

forhold, til at gøre dette uden hensyntagen til de i § 1 nævnte kriterier.

Bestemmelsen vil primært rette sig mod organisationer m.v. for selvstændige

erhverv. Den omfatter derimod ikke den situation, hvor en erhvervsvirksomhed

søger en fast forretningsforbindelse, eller hvor en selvstændig

erhvervsdrivende ønsker optagelse af en kompagnon i virksomheden.

Til § 4

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at arbejdsgiveren, der jo ikke må

lægge vægt på de kriterier, der er nævnt i § 1, ikke i forbindelse med

ansættelse eller under ansættelsesforholdets beståen anmoder om, indhenter

eller modtager og gør brug af oplysninger om i de § 1 nævnte kriterier.

Det indebærer bl.a., at arbejdsgiveren ikke må spørge ansøgere til ledige

stillinger eller ansatte om deres religiøse baggrund, etniske oprindelse

eller lignende.

Hvis arbejdsgiveren allerede er vidende herom, må han ikke tillægge dette

betydning i forbindelse med ansættelse eller under ansættelsesforholdets

beståen. Arbejdsgiveren må med andre ord ikke stille en ansøger til en ledig

stilling eller en ansat bedre eller dårligere ud fra en viden om dennes

religion, etniske tilhørsforhold eller lignende, uanset hvornår eller på

hvilken måde han har erhvervet denne viden.

Til § 5

Bestemmelsens første led svarer til bestemmelsen i § 6 i lov om

ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen medfører, at annoncering

efter arbejdskraft skal være neutral i forhold til kriterierne i § 1 og er

foreslået som en nødvendig forudsætning for, at §§ 2 og 3 skal kunne fungere

i praksis. Disse bestemmelser mister deres betydning, hvis det er tilladt ved

annoncering at angive, at der f.eks. kun søges europæere eller asiater. Det

kan næppe forventes, at f.eks. asiater vil søge en stilling, der er averteret

under »europæere søges«, uanset at de i medfør af bestemmelserne i

§§ 2 og 3 ville have samme mulighed for at få den nævnte stilling eller

erhvervsuddannelse m.v., hvis de søgte den.

Bestemmelsen gælder alene for annoncering efter arbejdskraft eller i

forbindelse med erhvervsuddannelse m.v. Der henvises til medieansvarslovens

regler om henholdsvis annoncørers og redaktørers ansvar for annoncer.

Bestemmelsen indeholder også et forbud mod at angive, at der ikke søges

eller ønskes personer af en bestemt race, religion m.v.

Til § 6

Til stk. 1

Det kan i visse ansættelsesforhold være relevant at stille krav om, at

lønmodtageren har en bestemt politisk overbevisning eller tilhører en bestemt

religion.

Det vil f.eks. være relevant at stille krav om, at en ansøger til en

stilling som præst i en katolsk kirke er katolik. Ligeledes bør politiske

partier kunne stille krav om, at deres ansatte er medlemmer af det pågældende

parti, og at de ikke er medlem af noget andet parti.

Det vil ligeledes være relevant at stille krav om, at en ansøger, der

søger en lærerstilling på en uddannelsesinstitution, der i henhold til sine

vedtægter, idegrundlag eller formålsbestemmelse f.eks. bygger på en bestemt

religiøs anskuelse, har den samme religiøse anskuelse. Det må dog

forudsættes, at læreren i sin undervisning skal give udtryk for sit religiøse

livssyn.

Afgørelsen af, om et forhold falder ind under undtagelsen i § 6, stk. 1,

må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 13, stk. 1, i lov om

ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen giver adgang til

administrativt at meddele undtagelser fra lovens bestemmelser i tilfælde,

hvor det på grund af beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er af

afgørende betydning for den pågældende virksomhed, at de ansatte f.eks. har

et bestemt etnisk tilhørsforhold. Dette krav vil ikke være opfyldt, fordi

arbejdsgiveren af personlige årsager foretrækker personer af en bestemt

etnisk oprindelse, religiøs baggrund eller lignende. Det må kræves, at der er

tale om et objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer sig til

erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den udføres. En sådan

undtagelse kunne f.eks. komme på tale, hvis man ønskede, at der blandt de

ansatte i social- og sundhedsforvaltningen eller i politiet også var personer

med en særlig etnisk baggrund.

Kompetencen til at meddele undtagelser bør henlægges til de ministerier,

der varetager forholdene for de pågældende erhverv eller den pågældende

uddannelse, og som derfor har adgang til den sagkundskab, som er nødvendig

for at afgøre, om en undtagelse er påkrævet.

Inden undtagelse gives skal den pågældende minister indhente en udtalelse

fra arbejdsministeren. Derved sikres en ensartet undtagelsespraksis.

Til § 7

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 14 i lov om ligebehandling af

mænd og kvinder.

Bestemmelsen indeholder sanktioner for overtrædelse af §§ 2-4. Hvorvidt en

godtgørelse skal tilkendes eller ej, må afgøres ved de almindelige domstole

og vil naturligvis først og fremmest afhænge af grovheden af overtrædelsen af

loven.

Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, pågældende

har lidt. Der er derved naturligvis intet til hinder for, at der ved siden af

godtgørelsen eller alene ydes erstatning efter de almindelige

erstatningsretlige regler. Dette kan f.eks. tænkes, hvor den pågældende har

lidt et egentligt økonomisk tab, hvilket kan være tilfældet, når en ansøger

har undladt at søge andre stillinger eller uddannelser i tillid til, at loven

overholdes, men hvor vedkommende ikke har fået stillingen eller adgang til

uddannelsen, fordi der er lagt vægt på et af de i § 1 nævnte kriterier.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 19 i lov om ligebehandling af

mænd og kvinder.

Ved overtrædelse af lovens § 5 krænkes en meget bred kreds af

lønmodtagere, nemlig hele den gruppe, der i en retsstridig annonce udelukkes

fra at søge den pågældende stilling. Da det ikke er muligt at tilkende en

bred udefineret kreds af lønmodtagere en godtgørelse, er overtrædelse af § 5

i stedet sanktioneret med bødeansvar.

Til § 9

Til stk. 1

Bestemmelsen i § 9, stk 1, har til formål at sikre, at der ikke opstår

regelkonflikt mellem lovens § 4 og udlændingelovens § 16, stk. 2.

Til stk. 2

Bestemmelsen har til formål at forhindre, at der opstår konflikt mellem

denne lov og allerede planlagte og fremtidige projekter til fremme af

ligebehandling, der iværksættes af en offentlig myndighed eller i øvrigt med

hjemmel i anden lov. Der eksisterer i dag en række af den slags projekter, og

det er ikke hensigten med lovforslaget at bremse disse projekter.

Der tænkes især på ministerielle projekter til opkvalificering og

integration af indvandrere. Som eksempel kan nævnes foranstaltninger, som

Indenrigsministeriet iværksætter som led i ministeriets integrationspolitik

samt Arbejdsministeriets Barrierehandlingsplan.

Barrierehandlingsplanen består af 18 initiativer, der inden for

arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet har til formål at nedbryde barrierer

for beskæftigelse af indvandrere og flygtninge. Dette projekt er et vigtigt

led i regeringens arbejde med at modvirke etnisk diskrimination på

arbejdsmarkedet, og det er derfor vigtigt at lovforslaget ikke er til hinder

for gennemførelsen af dette og lignende projekter.

Til § 11

Ved rafitikationen af ILO-konvention nr. 111 blev det tilkendegivet, at

der senere ville blive taget stilling til, om konventionen skal have

gyldighed for Grønland, samt at spørgsmålet om konventionens gyldighed for

Færøerne vil blive forelagt Færøernes landsstyre.

FN's Racediskriminationskonvention har derimod gyldighed for både Grønland

og Færøerne. Da spørgsmål om racediskrimination hører under

hjemmestyrekompetencen, vil det være op til Grønlands og Færøernes

myndigheder at afgøre, hvordan konventionen skal gennemføres.

Bilag 1

Udenrigsmin. P.J. IV. j. nr. 85-B-70-0

Bekendtgørelse

af

konvention om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

Ved kgl. resolution af 10. juni 1960, og efter at folketinget den 26.

april 1960 dertil har meddelt sit samtykke, har Danmark ratificeret den af

Den internationale Arbejdskonference i Geneve i året 1958 vedtagne konvention

nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Konventionens ordlyd er som følger:

Konvention (nr. 111) vedrørende forskelsbehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv Den internationale Arbejdsorganisations

generalkonference,

der er blevet sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus

styrelsesråd, og som er trådt sammen til sit 42. møde den 4. juni 1958, og

som har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til

forskelsbehandling i beskæftigelse og erhverv, der er opført som 4. punkt på

mødets dagsorden, og

som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international

konvention, og

som tager i betragtning, at det i Philadelphia-deklaraitonen er udtalt, at

alle mennesker uanset race, tro eller køn har ret til at stræbe efter

materiel fremgang og åndelig udvikling under frie og værdige forhold med

økonomisk tryghed og lige muligheder for alle, og

som endvidere betænker, at forskelsbehandling er en krænkelse af de

rettigheder, der er kommet til udtryk i verdenserklæringen vedrørende

menneskerettigheder,

vedtager i dag den 25. juni 1958 følgende konvention, der benævnes

konventionen af 1958 vedrørende forskelsbehandling (beskæftigelse og

erhverv).

Artikel 1

1. For nærværende konventions vedkommende omfatter udtrykket

»forskelsbehandling«:

a) emhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling på grund af

race, farve, køn, religion, politisk anskuelse, national eller social

oprindelse, som medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i

henseende til muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv;

b) enhver anden adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling, som

medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til

muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv, som nærmere

angivet af vedkommende medlem efter forhandling med repræsentative

arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, og med andre

dertil egnede organer.

2. Enhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin

begrundelse i de for en bestemt beskæftigelse udkrævede kvalifikationer,

anses ikke som forskelsbehandling.

3. For nærværende konventions vedkommende omfatter udtrykkene

»beskæftigelse« og »erhverv« adgang til faglig oplæring,

adgang til beskæftigelse og til bestemte erhverv såvel som arbejdsvilkårene.

Artikel 2

Ethvert medlem, som er bundet af nærværende konvention, forpligter sig til

at udforme og følge en politik, der tager sigte på, med de efter de nationale

forhold og sædvaner afpassede midler, at fremme ligestilling i henseende til

muligheder og behandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i det

øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område.

Artikel 3

Ethvert medlem, der er bundet af nærværende konvention, forpligter sig,

med de efter de nationale forhold og sædvaner afpassede midler, til

a) at søge arbejdsgiver- og arbejderorganisationers og andre dertil egnede

organers medvirken til fremme af godkendelsen og gennemførelsen af denne

politik;

b) at gennemføre en sådan lovgivning og fremme en sådan

oplysningsvirksomhed, som kan påregnes at være egnet til at sikre

godkendelsen og gennemførelsen af denne politik;

c) at ophæve enhver lovbestemmelse og ændre enhver administrativ forskrift

eller sædvane, som er uforenelig med denne politik;

d) at følge denne politik for så vidt angår beskæftigelse, der er

underkastet direkte tilsyn af en national myndighed;

e) at sikre gennemførelsen af denne politik i virksomhed, som udøves af

institutioner, der er undergivet tilsyn af en national myndighed, i form af

erhvervsvejledning, faglig oplæring og anvisning af beskæftigelse;

f) i sine årlige beretninger om konventionens gennemførelse at angive de

foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med denne politik, samt

de derved opnåede resultater.

Artikel 4

Forantaltninger, der berører en person, som med føje mistænkes for

virksomhed, der kan bringe statens sikkerhed i fare, eller for hvis

vedkommende det er godtgjort, at han udøver en sådan virksomhed, anses ikke

som forskelsbehandling, forudsat at den pågældende har adgang til at indanke

sagen for en i overensstemmelse med national praksis oprettet kompetent

instans.

Artikel 5

1. De særlige beskyttelses- eller hjælpeforanstaltninger, der er

foreskrevet ved andre af den internationale arbejskonference vedtagne

konventioner eller rekommandationer, anses ikke som forskelsbehandling.

2. Ethvert medlem kan efter forhandling med repræsentative arbejdsgiver-

og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, bestemme, at andre særlige

foranstaltninger, der tager sigte på at imødekomme særlige behov hos

personer, for hvis vedkommende særlig beskyttelse eller hjælp efter

almindelig opfattelse er fornøden, eksempelvis på grund af køn, alder,

invaliditet, pligter af familiemæssig karakter, eller social eller kulturel

stilling, ikke skal betragtes som forskelsbehandling.

Artikel 6

Ethvert medlem, som ratificerer nærværende konvention, forpligter sig til

at bringe den i anvendelse på landområder uden for moderlandet i

overensstemmelse med bestemmelserne i Den internationale Arbejdsorganisations

statut.

Artikl 7

De officielle ratifikationer af nærværende konvention skal fremsendes til

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.

Artikel 8

1. Nærværende konvention er kun bindende for de medlemmer af Den

internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet

indregistreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft et år efter det tidspunkt, da to medlemmers

ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

3. Derefter træder nærværende konvention i kraft for ethvert medlem et år

efter, at dets ratifikation er blevet indregistreret.

Artikel 9

1. Et medlem, som har ratificeret nærværende konvention, kan opsige den

efter ti års forløb fra dagen for konventionens første ikrafttræden at regne

ved en erklæring, der fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus

generaldirektør til indregistrering. En sådan opsigelse træder først i kraft

et år efter dagen for dens indregistrering.

2. Ethvert medlem, som har ratificeret nærværende konvention, og som ikke

inden for et år efter udløbet af den i foregående stykke omhandlede 10-års

periode benytter sig af den i nærværende artikel hjemlede opsigelsesret, er

forpligtet i yderligere ti år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet

af hver 10-års periode på de i nævrværende artikel foreskrevne betingelser.

Artikel 10

1. Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle

medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation om indregistreringen af

alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisations

medlemmer.

2. Samtidig med at underrettre organisationens medlemmer om

indregistreringen af ratifikation nr. 2 skal generaldirektøren henlede deres

opmærksomhed på konventionens ikrafttrædelsesdato.

Artikel 11

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i overensstemmelse

med arbtikel 102 i De forenede Nationers pagt fremsende fuldstændige

oplysninger om alle de ratifikationer og opsigelser, som han har

indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til de

forenede Nationers generalsekretær til registrering.

Artikel 12

Når Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for

nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en beretning om

gennemførelsen af nærværende konvention og overveje ønskeligheden af at sætte

spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.

Artikel 13

1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis

ændrer nærværende konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den

nye konvention,

a) et medlems ratifikation af den nye ændrede konvention ipso jure medføre

omgående opsigelse af nærværende konvention uanset bestemmelserne i artikel 9

ovenfor, såfremt og så snart den nye ændrede konvention træder i kraft;

b) nærværende konvention ikke længer kunne retificeres af medlemmerne fra

den dag at regne, da den nye ændrede konvention træder i kraft.

2. Nærværende konvention skal under alle omstændigeder forblive i kraft,

som den foreligger i henseende til form og indhold, for de medlemmer, der har

ratificeret den, men som ikke har ratificeret den nye ændrede konvention.

Artikel 14

0cent De engelske og franske gengivelser af nærværende konventions tekst

har samme gyldighed.

Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den

internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 42. møde,

der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den 26. juni 1958.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi undertegnet denne konvention i dag den 5.

juli 1958.

Konferencens præsident

B. J. Das

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør

David A. Morse

Bilag 2

De forenede Nationers konvention af 21. december 1965

INTERNATIONAL KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF ENHVER FORM FOR

RACEDISKRIMINATION De i denne konvention deltagende stater er,

i betragtning af, at De forenede Nationers pagt hviler på principperne om

alle menneskers naturlige værdighed og lige ret, og at samtlige medlemsstater

har forpligtet sig til i fællesskab og hver for sig i samarbejde med

organisationen at virke for opfyldelsen af det af De forenede Nationers

formål, som går ud på at fremme og styrke den almindelige respekt for og

overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for

alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion,

i betragtning af, at det i Verdenserklæringen om

Menneskerettighederne fastslås, at alle mennesker er født til fri og lige

værdighed og ret, og at enhver har krav på samtlige de deri angivne

rettigheder og frihedsrettigheder uden forskel af nogen art, i særdeleshed

med hensyn til race, hudfarve eller national oprindelse,

i betragtning af, at alle mennesker er lige for loven og har lige

ret til lovens beskyttelse mod enhver diskrimination og enhver tilskyndelse

hertil,

i betragtning af, at De forenede Nationer har fordømt kolonialisme

og enhver deraf følgende adskillelse og diskrimination, uanset hvor og under

hvilken form disse måtte forekomme, og at erklæringen af 14. december 1960 om

indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger

(generalforsamlingsresolution 1514 (XV) har bekræftet og højtideligt

fastslået nødvendigheden af snarligt og ubetinget at bringe dem til ophør,

i betragtning af, at De forenede Nationers erklæring af 20.

november 1963 om afskaffelse af enhver form for racediskrimination

(generalforsamlingsresolution 1904 (XVIII) højtideligt bekræfter

nødvendigheden af overalt i verden snarligt at afskaffe racediskrimination i

alle dens former og udslag og af at sikre forståelse af respekt for

menneskets vædighed,

i forvisning om, at enhver doktrin om overlegenhed og på grundlag

af raceforskelle er videnskabeligt urigtig, moralsk forkastelig, socialt

uretfærdig og farlig, og at intet hverken i teori eller praksis retfærdiggør

racediskrimination nogetsteds,

idet de påny fastslår, at diskrimination på grund af race,

hudfarve eller etnisk oprindelse hindrer venskabelige og fredelige

forbindelser mellem nationerne og kan forstyrre freden og sikkerheden mellem

folk og harmonien mellem mennesker, der lever side om side selv inden for en

og samme stat,

i forvisning om, at raceskranker er i modstrid med ethvert

menneskeligt samfunds idealer,

foruroliget over, at racediskrimination stadig optræder visse

steder i verden, og at regeringer fører en politik, der hviler på

raceoverlegenhed eller racehad, såsom apartheid, adskillelse eller

afsondring,

fast besluttet på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til

snarlig afskaffelse af racediskrimination i alle dens former og udslag og at

forhindre og bekæmpe racefanatiske doktriner og fremgangsmåder for at fremme

forståelsen mellem racerne og opbygge et internationalt samfund fri for alle

former for raceadskillelse og racediskrimination,

ihukommende den af Den internationale Arbejdsorganisation i 1958

vedtagne konvention om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv samt den af De forenede Nationers Organisation for Uddannelse,

Videnskab og Kultur i 1960 vedtagne konvention mod forskelsbehandling med

hensyn til uddannelse,

i ønsket om at gennemføre de i De forenede Nationers erklæring om

afskaffelse af enhver form for racediskrimination indeholdte principper og

snarest muligt sikre gennemførelsen af praktiske foranstaltninger med henblik

herpå,

blevet enige om følgende:

AFSNIT I

Artikel 1

1. I denne konvention betyder udtrykket »racediskrimination«

enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag

af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis

formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse,

nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et

hvilket som helst andet område af samfundslivet.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandling,

udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i denne konvention

deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge.

3. Intet i denne konvention må fortolkes således, at det på nogen måde

berører deltagerstaternes lovgivning vedrørende nationalitet, statsborgerskab

eller naturalisation, forudsat at denne lovgivning ikke diskriminerer mod

nogen bestemt nationalitet.

4. Særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre

tilfredsstillende fremgang for visse racemæssige eller etniske grupper eller

enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig

for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller

udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke

anses for racediskrimination, forudsat at disse foranstaltninger ikke

medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for forskellige racegrupper,

og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

Artikel 2

1. Deltagerstaterne fordømmer racediskrimination og forpligter sig til ved

alle egnede midler og uopholdeligt at føre en politik, der tager sigte på at

afskaffe racediskrimination af enhver art og fremme forståelsen mellem alle

racer, og enhver deltagerstat

a) forpligter sig derfor til aldrig ved nogen handling at indlade sig på

racediskrimination mod personer, persongrupper eller institutioner og til at

sikre, at alle statslige og kommunale myndigheder og institutioner handler i

overensstemmelse med denne forpligtelse;

b) forpligter sig derfor til ikke at tage initiativ til, forsvare eller

støtte racediskrimination fra nogen enkeltpersons eller organisations side;

c) skal derfor træffe effektive foranstaltninger til kritisk at gennemgå

statslige og kommunale myndigheders politik og til at ændre eller ophæve alle

love og bestemmelser, som bevirker, at racediskrimination opstår eller

opretholdes, hvor den måtte forekomme;

d) skal derfor ved alle egnede midler, herunder sådan lovgivning som

forholdene måtte kræve, forbyde og standse racediskrimination foretaget af

nogen enkeltperson, gruppe eller organisation;

e) forpligter sig derfor til, hvor det er hensigtsmæssigt, at opmuntre

organisationer og bevægelser, der omfatter flere racer og virker for

ophævelse af diskrimination, at fremme andre midler til fjernelse af skranker

mellem racerne og at modvirke alt, hvor der tager sigte på at styrke

raceadskillelse.

2. Deltagerstaterne skal, hvor forholdene taler herfor, træffe konkrete

foranstaltninger på det sociale, økonmiske, kulturelle og andre områrder til

at sikre en passende udvikling og beskyttelse af visse racegrupper eller

enkeltpersoner inden for disse med henblik på at tilsikre dem den fulde og

ligelige nydelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Sådanne foranstaltninger må i intet tilfælde have til følge, at der

opretholdes ulige eller særskilte rettigheder for forskelleige racegrupper,

efter at formålet med foranstaltningerne er opfyldt.

Artikel 3

Deltagerstaterne fordømmer i særdeleshed raceadskillelse og

apartheid og forpligter sig til at forhindre, forbyde og udrydde

enhver sådan adfærd inden for områder under deres jurisdiktion.

Artikel 4

Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som

bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en

persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger

at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og

forpligter sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der

tager sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan

diskrimination, og skal med dette formål for øje, under skyldig hensyntagen

til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og

til de i artikel 5 i denne konvenntion udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl.a.

a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig

overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til racediskrimination og alle

voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race

eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af

enhver bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering;

b) erklære ulovlige og forbyde organasationer samt organiseret og al anden

propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt

kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed;

c) ikke tillade offfentlige myndigheder eller institutioner under stat og

kommune at fremme eller tilskynde til racediskrimination.

Artikel 5

Til opfyldelse af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte

grundlæggende forpligtelser påtager deltagerstaterne sig at forbyde og

afskaffe alle former for racediskrimination og at sikre ethvert menneskes ret

til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk

oprindelse, især med hensyn til nydelsen af følgende rettigheder:

a) retten til ligelig behandling for domstole og andre retsudøvende

organer;

b) retten til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold

eller legemsbeskadigelse, uanset om den tilføjes at personer, der virker i

offentlig tjeneste eller hverv, eller af nogen enkeltperson, gruppe eller

institution;

c) politiske rettigheder, i særdeleshed retten til at deltage i valg - at

stemme og lade sig opstille til valg - på grundlag af almindelig og lige

stemmeret, til at deltage i landets styre samt i varetagelsen af offentlige

anliggender på ethvert plan og til lige adgang til offentlige hverv;

d) andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed:

i) retten til frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser;

ii) retten til at forlade ethvert land, herunder sit hjemland, og til at

vende tilbage til sit hjemland;

iii) statsborgerret;

iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle;

v) retten til at besidde ejendom, såvel alene som i fællesskab med andre;

vi) arveret;

vii) tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;

viii) forsamlings- og foreningsfrihed med fredelige formål;

e) økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i særdeleshed:

i retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og

gunstige arbejdsvilkår, til beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for

lige arbejde samt til en rimelig og gunstig aflønning;

ii) retten til at oprette og indmelde sig i fagforeninger;

iii) retten til bolig;

iv) retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social

tryghed og sociale ydelser;

v) retten til uddannelse og oplæring;

vi) retten til ligelig deltagelse i kulturel virksomhed;

f) adgang til alle for offentligheden bestemte steder og indretninger

såsom transportmidler, hoteller, restauranter, cafeeer, teatre og parker.

Artikel 6

Deltagerstaterne skal gennem deres kompetente domstole og andre

statsinstitutioner, sikre enhver person inden for deres jurisdiktion effektiv

beskyttelse og effektive retsmidler imod enhver racediskriminerende handling,

som i modstrid med denne konvention krænker hans menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder, samt ret til gennem sådanne domstole at

søge retfærdig og passende erstaning eller oprejsning for enhver skade, han

har lidt som følge af en sådan diskrimination.

Artikel 7

Deltagerstaterne forpligter sig til at gennemføre øjeblikkelige og

effektive foranstaltninger, i særdeleshed inden for undervisning, uddannelse,

kultur og oplysning, med henblik på bekæmpelse af fordomme, der fører til

racediskrimination, og til at fremme forståelse, fordragelighed og

venskabelige forhold mellem nationer og racegrupper eller etniske grupper

samt til at udbrede de formål og principper, der er indeholdt i De forenede

Nationers pagt, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, De forenede

Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination og

denne konvention.

AFSNIT II

Artikel 8

1. Der oprettes en komite vedrørende afskaffelse af racediskrimination

(herefter benævnt komiteen), bestående af 18 sagkyndige af højt moralsk

omdømme og anerkendt upartiskhed, der vælges af deltagerstaterne blandt deres

egne statsborgere og virker i deres personlige egenskab; ved valget tages

hensyn til en rimelig geografisk fordeling og til repræsentation af de

forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer.

2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en

fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver

deltagerstat kan indstille een person blandt sine egne statsborgere.

3. Det første valg finder sted seks måneder efter denne konventions

ikrafttrædelsesdato. Mindst tre måneder før tidspunktet for hvert valg

anmoder De forenede Naitoners generalsekretær skriftligt deltagerstaterne om

inden to måneder at foreslå kandidater. Generalsekretæren udarbejder en

alfabetisk fortegnelse over samtlige således foreslåede personer med

angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender

fortegnelsen til deltagerstaterne.

4. Valg af komiteens medlemmer finder sted ved De forenede Nationers

hovedsæde på et af generalsekretæren indkaldt møde mellem deltagerstaterne.

Ved dette møde, der er beslutningsdygtigt, såfremt to tredjedele af de

deltagende stater er repræsenteret, indvælges i komiteen de kandidater, der

opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de

tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentater for deltagerstaterne.

5. a) Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år, dog således at

ni af de ved det første valg indvalgte medlemmer kun skal fungere i to år;

umiddelbart efter det første valg udpeger komiteens formand ved lodtrækning

disse ni medlemmer.

b) Hvis en plads bliver ledig, udpeger den deltagerstat, hvis sagkyndige

ikke længere virker som medlem af komiteen, med komiteens godkendelse en

anden sagkyndig blandt sine egne statsborgere.

6. Deltagerstaterne afholder de udgifter, der er forbundet med

medlemmernes deltagelse i komitearbejdet.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne forpligter sig til a) inden et år, efter at

konventionen er trådt i kraft for den pågældende stat, og b) derefter hvert

andet år, og når som helst komiteen anmoder derom, at fremsende til

generalsekretæren for De forenede Nationer, med henblik på behandling i

komiteen, en beretning om de lovgivningsmæssige, retslige, administrative

eller andre foranstaltninger, som de har gennemført, og som sætter denne

konventions bestemmelser i kraft. Komiteen kan anmode om yderligere

oplysninger fra deltagerstaterne.

2. Komiteen aflægger gennem generalsekretæren en årlig beretning til De

forenede Nationers generalforsamling om sin virksomhed og kan fremsætte

forslag og almindelige henstillinger på grundlag af en undersøgelse af de fra

deltagerstaterne modtagne beretninger og oplysninger. Sådanne forslag og

almindelige henstillinger skal meddeles generalforsamlingen med

deltagerstaternes eventuelle bemærkninger.

Artikel 10

1. Komiteen vedtager selv sin forretningsorden.

2. Komiteen vælger sit formandskab for et tidsrum af to år.

3. Komiteens sekretariat stilles til rådighed af De forenede Nationers

generalsekretær.

4. Komiteens møder afholdes som regel ved De forende Nationers hovesæde.

Artikel 11

1. Hvis en deltagerstat mener, at en anden deltagerstat ikke gennemfører

denne konventions bestemmelse, kan den gøre komiteen opmærksom herpå.

Komiteen videresender derpå meddelelsen til den pågældende stat. Den

modtagende stat tilsender inden tre måneder komiteen en skriftlig redegørelse

eller udtalelse til belysning af sagen, angivende eventuelle retsmidler, som

den pågældende stat har taget i anvendelse.

2. Såfremt sagen ikke inden seks måneder, efter at den modtagende stat har

fået den første meddelelse, er bilagt til begge parters tilfredshed, enten

gennem tosidede forhandlinger eller ved andre fremgangsmåder, der står til

deres rådighed, er hver af de to stater berettiget til på ny at indbringe

sagen for komiteen ved fremsendelse af en meddelelse, såvel til komiteen som

til den anden stat.

3. Komiteen behandler først en sag, der indbringes for den i henhold til

pkt. 2 i denne artikel, når den i overensstemmelse med de i folkretten

almindeligt anerkendte principper har konstateret, at alle til rådighed

stående retsmidler i den pågældnede stat er anvendt og udtømt i sagen. Dette

gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i

langdrag.

4. I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de

pågældende deltagerstater om yderligere oplysninger af betydning for sagen.

5. Under komiteens behandling af sager af den i denne artikel omhandlede

art er de pågældende deltagerstater berettiget til at lade en repræsentant

deltage i komiteens forhandlinger uden stemmeret, medens behandlingen af

sagen står på.

Artikel 12

1. a) Når komiteen har indhentet og sammenholdt alle de oplysninger, den

anser for nødvendige, nedsætter formanden en ad hoc mæglingskommission

(herefter benævnt kommissionen) omfattende fem personer, som kan, men ikke

behøver være medlemmer af komiteen. Kommissionens medlemmer udnævnes med de

stridende parters enstemmige samtykke, og dens bistand stilles til rådighed

for de pågældende stater med henblik på en mindelig afgørelse af sagen på

grundlag af respekt for denne konvention.

b) Såfremt de stridende parter ikke inden tre måneder når til fuld enighed

om kommissionens sammensætning, vælges de af kommissionens medlemer, som de

stridende parter ikke er nået til enighed om, med to tredjedels flertal ved

hemmelig afstemning i komiteen blandt dens egen medlemmer.

2. Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke

være statsborgere i de i striden deltagende stater eller i en stat, som ikke

er deltager i denne konvention.

3. Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin

forretningsorden.

4. Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers

hovedsæde eller et andet egnet sted efter kommissionens bestemmelse.

5. Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med denne

konventions artikel 10, pkt. 3, skal også betjene kommissionen, når som helst

en tvist mellem deltagerstater giver anledning til, at kommissionen træder i

virksomhed.

6. De stridende parter deler ligeligt alle kommissionsmedlemmernes

udgifter i overensstemmelse med beregninger, der tilvejebringes af De

forenede Nationers generalsekretær.

7. Generalsekretæren er bemyndiget til om fornødent at betale

kommissionensmedlemmernes udgifter, før disse refunderes af de stridende

parter i overensstemmelse med stk. 6 i denne artikel.

8. De af komiteen indhentede og sammenholdte oplysninger stilles til

rådighed for kommissionen, og kommissionen kan anmode de pågældende stater om

at fremkomme med yderligere oplysniger af betydning i sagen.

Artikel 13

1. Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, udarbejder og afgiver den

til komiteens formand en beretning, indeholdende en redegørelse for

resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske omstændigheder af

betydning for parternes mellemværende samt en redegørelse for sådanne

henstillinger, som den måtte anse for egnede til en mindelig afgørelse af

tvisten.

2. Komiteens formand fremsender kommissionens beretning til hver af de

stridende parter. Disse meddeleler inden tre måneder komiteens formand,

hvorvidt de godtager de i kommissionens beretning indeholdte henstillinger

eller ej.

3. Efter udløbet af den i pkt. 2 i denne artikel foreskrevne frist

fremsender komiteens formand kommissionens beretning og de pågældende

deltagerstaters erklæringer til de øvrige i denne konvention deltagende

stater.

Artikel 14

1. En deltagerstat kan når som helst erklære, at den anerkender komiteens

kompetence til at modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller

grupper af enkeltpersoner inden for dens jurisdiktion, som hævder at være

ofre for en krænkelse fra den pågældende deltagerstats side af nogen af de i

denne konvention omhandlede rettigheder. En meddelelse, der vedrører en

deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erkæring, modtages ikke af

komiteen.

2. Enhver deltagerstat, som afgiver en erklæring som omhandlet i pkt. 1 i

denne aritkel, kan inden for sit retssystem oprette eller angive et organ som

kompetent til at modtage og behandle andragender fra pesoner og persongrupper

inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for krænkelse af nogen

af de i denne komvention omhandlede rettigheder, og som har udtømt andre på

stedet tilgængelige retsmidler.

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til pkt. 1 i denne artikel, og

navnet på ethvert organ, der oprettes eller angives i henhold til pkt. 2 i

denne artikel, deponeres af den pågældende deltagerstat hos De forenede

Nationers generalsekretær, som fremsender genpart deraf til de øvrige

deltagerstater. En erkæring kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse

til generalsekretæren; en sådan tilbagetrækning har dog ikke virkning for

sager, der verserer i komiteen.

4. En fortegnelse over andragender opbevares af det i henhold til pkt. 2 i

denne artikel oprettede eller angivne organ, og bekræftede genparter af

fortegnelsen indgives hvert år gennem passende kanaler til generalsekretæren

under den forudsætning, at indholdet ikke offentliggøres.

5. Såfremt ansøgeren ikke opnår oprejning ved det i henhold til pkt. 2 i

denne artikel oprettede eller angivne organ, har den ret til inden for seks

måneder at give komiteen meddelelse om sagen.

6. a) Komiteen gør i fortrolighed den deltagerstat, som hævdes at krænke

nogen af konventionens bestemmelser, bekendt med enhver henvendelse, den har

modtaget, men den omhandlede persons eller persongruppes identitet må ikke

røbes uden den eller på gældendes udtrykkelige samtykke. Komiteen modtager

ikke anonyme henvendelser.

b) Den modtagende stat fremsender inden tre måneder til komiteen en

skriftlig redegørelse eller udtalelse til belysning af sagen med angivelse af

det eventuelle retsmiddel, der måtte være bragt i anvendelse af den

pågældende stat.

7. a) Komiteen behandler henvendelser på grundlag af alle de oplysninger,

den pågældende deltagerstat og ansøgeren har stillet til rådighed for den.

Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse fra en ansøger, før den har

konstateret, at ansøgeren har udtømt alle i hjemlandet mulige retsmidler.

Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af disse retsmidler trækker urimeligt

i langdrag.

b) Komiteen fremsender sine eventuelel forslag og henstillinger til den

pågældende deltagerstat og til ansøgeren.

8. Komiteen optager i sin årsberetning et resume af sådanne henvendelser

og, hvor det er hensigtsmæssigt, et resume af de pågældende deltagerstaters

redegørelser og udtalelser samt af sine egne forslag og henstillinger.

9. Komiteen er kun kompetent til at udøve de i denne artikel omhandlede

funktioner, når mindst ti i denne konvention deltagende stater er bundet af

erklæringer i overensstemmelse med pkt. 1 i denne artikel.

Artikel 15

1. Så læænge de mål, der er opstillet i den i generalforsamlingsresolution

1514 (XV) af december 1960 indeholdte erklæring om indrømmelse af

uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger, ikke er opfyldt, skal denne

konventions bestemmelser på ingen måde begrænse den klageadgang, der er givet

disse befolkninger ved andre internationale vedtagelser eller af De forenede

Nationer og dens særorganisationer.

2. a) Den i henhold til artikel 8, pkt. 1, i denne konvention oprettede

komite modtager genparter af andragenderne fra - og fremsender

meningstilskendegivelser og henstillinger vedrørende disse andragender til -

de FN-organer, der ved deres behandling af andragender fra befolkningen i

formynderskabsområder, ikke-selvstyrende områder og ethvert andet område som

generalforsamlingsresolution 1514 (XV) finder anvendelse på beskæftiger sig

med spørgsmål, som direkte vedrører denne konventions principper og mål, for

så vidt angår spørgsmål, der falder ind under denne konvention og er til

behandling i disse organer.

b) Komiteen modtager fra de kompetente FN-organer genparter af de

beretninger om lovgivningsmæssige, judicielle, administrative eller ander

foranstaltninger, der direkte vedrører denne konventions principper og

formål, og som gennemføres af administrationen i de i pkt. 2 (a) i denne

artikel omhandlede områder, og tilkendegiver sine meninger og henstillinger

over for disse organer.

3. Komiteen optager i sin beretning til generalforsamlingen et resume af

de andragender og beretninger, den har modtaget fra FN-organer, samt

komiteens synspunkter og henstillinger vedrørende disse andragender og

beretninger.

4. Komiteen anmoder De forenede Nationers generalsekretær om at få alle

oplysninger, som angår denne konventions formål og som han er i besiddelse af

vedrørende de i pkt. 2 (a) i denne artikel omhandlede områder.

Artikel 16

Denne konventions bestemmelser vedrørende afgørelse af tvister eller

klager anvendes uden udelukkelse af andre i statutter for eller i

konventioner vedtaget af De forenede Nationer og dens særorganisationer

fastsatte fremgangsmåder til afgørelse af tvister eller klager vedrørende

diskrimination, og forhindrer ikke deltagerstaterne i at benytte andre

fremgangsmåder til bilæggelse af tvister i overensstemmelse med almindelige

eller særlige mellem dem gældende internationale overenskomster.

AFSNIT III

Artikel 17

1. Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede

Nationer eller ethvert medlem af en af særorganisationerne, af enhver stat,

der har tilsluttet sig den mellemfolkelige domstols statut, samt enhver anden

stat, som af De forenede Nationers generalforsamling er blevet opfordret til

at deltage i konventionen.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsdokumenter skal

deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 18

1. Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i artikel 17, pkt. 1, i

konventionen omhandlede stater.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos De

forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 19

1. Denne konvention træder i kraft på den 30. dag efter datoen for

deponeringen af det 27. ratifikations- eller tiltrædelsesdokument hos De

forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter

deponeringen af det 27. ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, træder

konventionen i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af dens

eget ratifikations- eller tiltrædelsesdokument.

Artikel 20

1. De forenede Nationers generalsekretær modtagerr de forbehold, der måtte

være tagat af stater på ratifikations- eller tiltrædelsestidspunktet og

fremsender dem til alle stater, som er eller bliver deltagere i denne

konvention. Enhver stat, som har noget at indvende mod forbeholdet,

underretter inden for et tidsrum af 90 dage fra datoen for den nævnte

meddelelse generalsekretæren om, at den ikke kan godkende det.

2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og

formål, kan ikke tillades; det samme gælder et forbehold, hvorved noget af de

i henhold til denne konvention oprettede organer hæmmes i sit arbejde. Et

forbehold skal anses for uforeneligt eller hæmmende, såfremt mindst to

tredjedele af de i denne konvention deltagende stater har indvendinger imod

det.

3. Forbehold kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse herom til

generalsekretæren. En sådan anmeldelse gælder fra den dag, den modtages.

Artikel 21

En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig anmeldelse til

De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter

datoen for generalsekretærens modtagelse af anmeldelsen.

Artikel 22

Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller

gennemførelsen af denne konvention, som ikke bilægges gennem forhandling

eller ved de i denne konvention udtrykkeligt hjemlede fremgangsmåder, skal

efter anmodning af en eller flere af de stridende parter henvises til Den

mellemfolkelige Domstol til afgørelse, medmindre de stridende parter bliver

enige om en anden fremgangsmåde til bilæggelse.

Artikel 32

1. Anmodning om ændring af denne konvention kan fremsættes når som helst

af enhver deltagerstat ved en til generalsekretæren for De forenede Nationer

stilet skriftlig meddelelse.

2. De forenede Nationers generalforsamling træffer afgørelse om, hvilke

skridt der eventuelt skal tages i anledning af en sådan anmodning.

Artikel 24

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle de i artiekl

17, pkt. 1, i denne konvention omhandlede stater om

a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne

17 og 18;

b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 19;

c) henvendelser og erklæringer, der modtages i henhold til artiklerne 14,

20 og 23;

d) opsigelser i henhold til artikel 21.

Artikel 25

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og

spanske tekst her samme gyldighed, skal deponeres i De forenede Nationers

arkiv.

2. De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftende

genparter af denne konvention til samtlige stater, der falder ind under de i

denne konventions artikel 17, pkt. 1, omhandlede kategorier.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter