1995 LSF 181 FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ ARBEJDSMARKEDET M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte
eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion,
politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk
oprindelse.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende
beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.
Kapitel 2
Forbud mod forskelsbehandling
§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller
ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse,
forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger,
hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der
tillægges samme værdi.
Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end
andres, har krav på forskellen.
Stk. 4. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det
arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.
§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt
angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig
videreuddannelse og omskoling.
Stk. 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der
driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver,
der anviser beskæftigelse.
Stk. 3. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der
fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve
selvstændigt erhverv.
§ 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under
Læs alt
ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug
af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse,
seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.
§ 5. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse
eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt
race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller
national, social eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der
ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.
Kapitel 3
Undtagelser
§ 6. §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit
udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt,
medmindre dette er uforeneligt med EU-retten.
Stk. 2. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og
uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race,
politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk
oprindelse eller har en bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion,
kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren
fravige bestemmelserne i §§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er
uforeneligt med EU-retten.
Kapitel 4
Godtgørelse m.v.
§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§
2-4, kan tilkendes en godtgørelse.
§ 8. Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en
selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den
juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en
kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om
kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale
fællesskab bødeansvar.
Kapitel 5
Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.
§ 9. § 4 finder ikke anvendelse, i det omfang andet følger af
særlig lovgivning.
Stk. 2. Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden
lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved
offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at
forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race,
hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,
social eller etnisk oprindelse.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte
eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion,
politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk
oprindelse.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende
beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.
Kapitel 2
Forbud mod forskelsbehandling
§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller
ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse,
forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger,
hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der
tillægges samme værdi.
Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end
andres, har krav på forskellen.
Stk. 4. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det
arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.
§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte for så vidt
angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig
videreuddannelse og omskoling.
Stk. 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der
driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver
der anviser beskæftigelse.
Stk. 3. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der
fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve
selvstændigt erhverv.
§ 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under
ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug
af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse,
seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.
§ 5. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse
eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt
race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller
national, social eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der
ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.
Kapitel 3
Undtagelser
§ 6. §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit
udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt,
medmindre dette er uforeneligt med EU-retten.
Stk. 2. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og
uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race,
politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk
oprindelse eller har en bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion,
kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren
fravige bestemmelserne i §§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er
uforeneligt med EU-retten.
Kapitel 4
Godtgørelse m.v.
§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§
2-4, kan tilkendes en godtgørelse.
§ 8. Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en
selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den
juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en
kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om
kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale
fællesskab bødeansvar.
Kapitel 5
Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.
§ 9. § 4 finder ikke anvendelse i det omfang andet følger af
særlig lovgivning.
Stk. 2. Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden
lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved
offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at
forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race,
hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national,
social eller etnisk oprindelse.
§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion,
politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk
oprindelse står højt på dagsordenen i alle civiliserede lande. Også i Danmark
er bekæmpelse af spirende tendenser til forskelsbehandling på grund af f.eks.
race og etnisk oprindelse højt prioriteret. I den forbindelse må det give
anledning til særlig bekymring, at indvandrere og flygtninge har en markant
højere ledighed end danskere, og at de er ledige i længere tid.
Forslaget fremsættes tillige i erkendelse af, at Danmark ikke i
tilstrækkelig grad lever op til de internationale forpligtelser, som Danmark
har påtaget sig ved at ratificere ILO-konvention nr. 111 om
forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN's konvention
om racediskrimination. De nævnte konventioner er optrykt som bilag 1 og 2.
Ved ratifikationen af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med
hensyn til beskæftigelse og erhverv har Danmark forpligtet sig til at udforme
og følge en politik, der tager sigte på at fremme ligestilling i henseende
til muligheder og ligebehandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i
det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område. Danmark har
endvidere forpligtet sig til at gennemføre lovgivning, der skønnes egnet til
at sikre en effektiv gennemførelse af en sådan politik.
Begreberne beskæftigelse og erhverv er i ILO-konvention nr. 111 defineret
som adgang til faglig oplæring, adgang til beskæftigelse og til bestemte
erhverv såvel som arbejdsvilkårene.
Begrebet forskelsbehandling er i konventionen defineret som enhver
adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling på grund af race, farve,
køn, religion, politisk anskuelse, national eller social oprindelse, som
medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til
muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv.
Ved ratifikationen af FN's konvention om racediskrimination har Danmark
forpligtet sig til at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination
og sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve
eller national eller etnisk oprindelse.
FN's konvention sikrer borgerne i deltagerstaterne retten til arbejde, til
frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige arbejdsvilkår, til
beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde samt til en
rimelig og gunstig aflønning.
Danmark har i henhold til denne konvention forpligtet sig til ved alle
egnede midler, herunder lovgivning, at føre en politik, der tager sigte på at
afskaffe racediskrimination af enhver art.
Forslaget tager bl.a. sigte på effektivt at gennemføre ovennævnte
konventioner på arbejdsmarkedet. Af samme grund er forslaget stort set
begrænset til at omfatte de kriterier, der er nævnt i disse to konventioner,
nemlig forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk
anskuelse eller national, social eller etnisk oprindelse.
Forslaget omfatter endvidere forbud mod forskelsbehandling på grund af
seksuel orientering. Dette kriterium er medtaget, fordi lovgivningen
på en række andre væsentlige områder yder beskyttelse mod det offentliges og
privates forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, jf.
straffelovens § 266 b, forvaltningslovens § 28, stk. 1, § 3, stk. 2, i lov om
private registre samt § 1 i lov om forskelsbehandling på grund af race m.v.
Forslaget er et af flere initiativer, som regeringen har iværksat og
fortsat vil iværksætte med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på
arbejdsmarkedet, jf. bl.a. arbejdsministerens redegørelse fra maj 1995 om
status for arbejdet med at modvirke etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet.
Forslaget indeholder et generelt forbud mod forskelsbehandling af de
ovennævnte grunde. Forbudet gælder i forbindelse med ansættelsen, under
ansættelsen og i forbindelse med afslutningen af et ansættelsesforhold og
omfatter både den direkte og den indirekte forskelsbehandling.
Forbudet mod forskelsbehandling gælder dog ikke arbejdsgivere, hvis
virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller
religiøst standpunkt.
Forslaget indeholder en hjemmel til administrativt at gøre undtagelse for
virksomheder, hvor det er af afgørende betydning for disse f.eks. at kunne
ansætte personer med en bestemt etnisk oprindelse.
Ved overtrædelse af reglerne kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser.
Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Forslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser, idet
forskelsbehandling p.g.a. køn er reguleret i anden lovgivning.
Forholdet til EU-retten
På Rådsmødet den 5. oktober 1995 blev der vedtaget en resolution
vedrørende racisme og fremmedhad. I denne resolution opfordres
medlemsstaterne til at sikre mod enhver form for diskrimination på grund af
race, farve, religion, national eller etnisk baggrund i særdeleshed på
arbejdsmarkedet.
Medlemsstaterne opfordres til at fremme beskæftigelse og
erhvervsuddannelse som væsentlige midler til integrering af personer, der
opholder sig lovligt i den pågældende medlemsstat under hensyntagen til
samfundets forskelligartede karakter.
Medlemsstaterne opfordres til at træffe de nødvendige foranstaltninger til
at ratificere de internationale instrumenter vedrørende bekæmpelse af
racediskrimination.
Medlemsstaterne opfordres endvidere til at træffe foranstaltninger til en
styrkelse af respekten for menneskets mangfoldighed og ligeværd samt fremme
af tolerant tankegang i undervisningssystemerne, i institutionerne for
erhvervsuddannelse og uddannelse af erhvervslærere og i programmer for
uddannelse af embedsmænd og overordnet personale i virksomheder.
Medlemsstaterne opfordres til at træffe foranstaltninger til at støtte
græsrodsbevægelser og organisationer, der på demokratisk vis bekæmper racisme
og fremmedhad.
Arbejdsmarkedets parter opfordres til, uden at deres selvstændighed herved
tilsidesættes, at bidrage til aktivt at nå målene i denne resolution og
gennem deres aktioner at støtte de foranstaltninger til bekæmpelse af racisme
og fremmedhad, som medlemsstaterne har vedtaget.
Kriteriet »national oprindelse« må ikke forveksles med begrebet
»statsborgerskab«. Forskelsbehandling på grund af statsborgerskab
er ikke omfattet af loven. Det vil dog efter omstændighederne kunne være
omfattet af forbudet mod indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver
stiller krav om f.eks. dansk statsborgerskab i tilfælde, hvor dette ikke er
begrundet i hensynet til arbejdets udførelse eller har hjemmel i lov. Det vil
f.eks. stride mod loven at kræve, at rengøringsassistenter, der gør rent på
hærens område, skal være danske statsborgere.
Både direkte og indirekte diskrimination på grundlag af nationalitet,
herunder statsborgerskab, er uforeneligt med EF-traktatens artikel 6. Det
gælder dog ikke, hvis forskelsbehandlingen er sagligt begrundet f.eks. i form
af krav til sproglige kvalifikationer.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til stk. 1
Bestemmelsen afgrænser lovens anvendelsesområde og definerer begrebet
forskelsbehandling, som det skal forstås i denne lov.
Begrebet forskelsbehandling er foretrukket i denne lov fremfor
diskrimination, fordi det er et kendt begreb fra ligestillingslovene.
Begrebet skal derfor i denne lov fortolkes, ligesom det er blevet fortolket i
ligestillingslovene.
Loven indeholder forbud mod både direkte og indirekte forskelsbehandling.
Forbudet mod indirekte forskelsbehandling er foreslået medtaget for at
forhindre, at der opstilles formelt set neutrale kriterier, der imidlertid
fører til forskelsbehandling af f.eks. en bestemt etnisk gruppe. Et
tilsvarende forbud findes i ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med
hensyn til beskæftigelse og erhverv og i lov om ligebehandling af mænd og
kvinder.
Direkte forskelsbehandling foreligger f.eks. i de tilfælde, hvor
arbejdsgiveren undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne med
den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemte race, politisk
anskuelse m.v.
Indirekte forskelsbehandling foreligger, når en formelt set neutral
bestemmelse eller betingelse i praksis får en uforholdsmæssig stor virkning
for f.eks. visse etniske grupper, medmindre dette er objektivt begrundet i
hensyn til arbejdets udførelse. Et eksempel på et sådant formelt set neutralt
krav, der vil få uforholdsmæssig stor virkning for udenlandske lønmodtagere i
forhold til danske lønmodtagere, er sprogkrav.
Det vil således være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en
arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav til sprogkundskaber eller
andre kvalifikationer, eksempelvis afviser en udenlandsk ansøger til et
rengøringsjob med den begrundelse, at den pågældende taler med accent. Det er
klart, at det i visse situationer er nødvendigt, at den pågældende
lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk, f.eks. hvis det drejer sig om
personer, der har ansvar for den danske befolknings sprogforståelse og
-udvikling. Udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin begrundelse i
de for en bestemt erhvervsudøvelse krævede kvalifikationer anses ikke som
forskelsbehandling efter denne lov. Sådanne høje krav må dog kun stilles,
hvis det er en nødvendig forudsætning for at kunne udføre et givent arbejde
på tilfredsstillende måde.
Det vil ligeledes være indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver
stiller krav til påklædning, fremtoning m.v., som kun rammer visse grupper.
Det vil fortsat være tilladt at kræve, at de ansatte bærer uniform eller en
bestemt beklædning, hvis dette er en del af virksomhedens præsentation
udadtil, og hvis det er et konsekvent krav, der stilles til alle ansatte i
samme stillinger.
SAS og DSB er eksempler på virksomheder, der stiller krav om, at de
ansatte bærer uniform, og sådanne virksomheder vil lovligt kunne afvise en
ansøger, der nægter at bære virksomhedens uniform, uanset begrundelsen
derfor. Andre eksempler er forretninger, der kræver at de ansatte skal bære
forretningens tøj og franchisevirksomheder, hvor det er en del af deres
præsentation udadtil, at de ansatte er klædt på en bestemt måde.
Det vil derimod stride mod loven, hvis en virksomhed udarbejder et
reglement, som alene forbyder de ansatte at bære tørklæde eller turban, men
som i øvrigt stiller de ansatte frit med hensyn til beklædning. Et sådant
reglement vil udelukke enkelte grupper og dermed være udtryk for indirekte
diskrimination.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 3, i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og
barselsorlov m.v. Bestemmelsen indebærer, at loven træder tilbage, hvis der
findes kollektive overenskomster, der regulerer området. Dette betyder bl.a.,
at sager om tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling i sådanne
tilfælde skal rejses ved de fagretlige instanser, medens der i øvrigt rejses
krav efter loven ved de almindelige domstole. Bestemmelsen skal i øvrigt
fortolkes i overensstemmelse med § 1, stk. 3, i lov om ligebehandling af mænd
og kvinder.
Til § 2
Til stk. 1
§ 2, stk. 1, er lovens hovedbestemmelse. Bestemmelsen svarer til
bestemmelserne i §§ 2 og 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.
Bestemmelsen er efter sit indhold bred, idet den omfatter alle
arbejdsvilkår, både dem der er fastlagt ved aftale, og dem arbejdsgiveren
ensidigt har fastlagt.
Det er uden betydning for vurderingen af, om der finder forskelsbehandling
sted, om dette sker i henhold til generelle regler, eller om arbejdsgiveren
træffer konkrete afgørelser ud fra de i § 1 nævnte kriterier. Hvis en
arbejdsgiver gennem en længere periode konsekvent undlader at ansætte
personer f.eks. af en bestemt etnisk oprindelse på trods af, at der har været
kvalificerede ansøgere fra den pågældende gruppe, vil det være et indicium
for, at arbejdsgiveren praktiserer forskelsbehandling i strid med denne lov.
I situationer, hvor sådanne indicier ikke findes, kan det ofte være svært
for lønmodtageren at bevise, at arbejdsgiverens valg af en anden ansøger
eller lignende, er udtryk for forskelsbehandling i denne lovs forstand.
Lønmodtageren bør derfor, i det omfang det er muligt, sikre sig bevis i de
situationer, hvor denne mener at blive udsat for forskelsbehandling i strid
med denne lov.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov om lige løn til
mænd og kvinder og skal fortolkes i overensstemmelse med denne bestemmelse.
Bestemmelsen omfatter således kun ansættelsesforhold hos samme
arbejdsgiver.
Til stk. 3
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 2 i lov om lige løn til mænd og
kvinder. Bestemmelser i en aftale, der strider mod ligelønsprincippet, er
ugyldige, idet en lønmodtager uanset sådanne bestemmelser har krav på den
løn, som den gruppe, der sammenlignes med, oppebærer.
Til stk. 4
Forslaget pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden i sager vedrørende ligeløn.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om lige løn til
mænd og kvinder.
Ved lønmæssig forskelsbehandling f.eks. af en person af en bestemt etnisk
oprindelse påhviler det således arbejdsgiveren at godtgøre, at denne er
berettiget, og at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af de i § 1
nævnte kriterier.
Til § 3
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i §§ 3 og 5 i lov om ligebehandling
af mænd og kvinder.
Ved forslaget sikres der adgang for alle til at søge og få enhver
erhvervsuddannelse m.v. på lige fod, uanset race, hudfarve, religion m.v.
Bestemmelsen i stk. 1 omhandler den erhvervsuddannelse m.v., som
arbejdsgiveren har bestemmelsesretten over, d.v.s. såvel den uddannelse, som
foregår i virksomhedens regi, som den uddannelse, som arbejdsgiveren i øvrigt
tilbyder sine ansatte (interne erhvervsuddannelser).
Selvom bestemmelsen angår adgang til erhvervsuddannelser m.v. uanset race,
hudfarve eller lignende, er det ikke herved givet, at alle ansatte i en
virksomhed skal have samme uddannelse, idet den uddannelse, den enkelte skal
have, må afhænge af den pågældendes stilling og funktion i virksomheden.
Til stk. 2
Bestemmelsen omhandler alle andre erhvervsmæssige uddannelser m.v.
(eksterne erhvervsuddannelser), som foregår udenfor virksomhedens regi.
Enhver uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse, vil være omfattet
af bestemmelsen.
For at sikre den lige adgang til uddannelserne m.v. foreslås, at forbud
mod forskelsbehandling med hensyn til annoncering også skal gælde for så vidt
angår uddannelse.
Til stk. 3
Bestemmelsen forbyder, at der på grund af race, hudfarve eller lignende
lægges hindringer i vejen for en persons mulighed for at etablere sig som
selvstændig og for at udøve det selvstændige erhverv efter etableringen.
Forskelsbehandling under henvisning til de i § 1 nævnte kriterier må f.eks.
ikke finde sted, hvis der søges om optagelse i en organisation, såfremt
optagelse er af afgørende betydning for pågældendes udøvelse af erhvervet.
Forslaget forpligter organisationer, laug, foreninger og andre, der
fastsætter bestemmelser og træffer afgørelser om de i §§ 2 og 3 nævnte
forhold, til at gøre dette uden hensyntagen til de i § 1 nævnte kriterier.
Bestemmelsen vil primært rette sig mod organisationer m.v. for selvstændige
erhverv. Den omfatter derimod ikke den situation, hvor en erhvervsvirksomhed
søger en fast forretningsforbindelse, eller hvor en selvstændig
erhvervsdrivende ønsker optagelse af en kompagnon i virksomheden.
Til § 4
Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at arbejdsgiveren, der jo ikke må
lægge vægt på de kriterier, der er nævnt i § 1, ikke i forbindelse med
ansættelse eller under ansættelsesforholdets beståen anmoder om, indhenter
eller modtager og gør brug af oplysninger om i de § 1 nævnte kriterier.
Det indebærer bl.a., at arbejdsgiveren ikke må spørge ansøgere til ledige
stillinger eller ansatte om deres religiøse baggrund, etniske oprindelse
eller lignende.
Hvis arbejdsgiveren allerede er vidende herom, må han ikke tillægge dette
betydning i forbindelse med ansættelse eller under ansættelsesforholdets
beståen. Arbejdsgiveren må med andre ord ikke stille en ansøger til en ledig
stilling eller en ansat bedre eller dårligere ud fra en viden om dennes
religion, etniske tilhørsforhold eller lignende, uanset hvornår eller på
hvilken måde han har erhvervet denne viden.
Til § 5
Bestemmelsens første led svarer til bestemmelsen i § 6 i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen medfører, at annoncering
efter arbejdskraft skal være neutral i forhold til kriterierne i § 1 og er
foreslået som en nødvendig forudsætning for, at §§ 2 og 3 skal kunne fungere
i praksis. Disse bestemmelser mister deres betydning, hvis det er tilladt ved
annoncering at angive, at der f.eks. kun søges europæere eller asiater. Det
kan næppe forventes, at f.eks. asiater vil søge en stilling, der er averteret
under »europæere søges«, uanset at de i medfør af bestemmelserne i
§§ 2 og 3 ville have samme mulighed for at få den nævnte stilling eller
erhvervsuddannelse m.v., hvis de søgte den.
Bestemmelsen gælder alene for annoncering efter arbejdskraft eller i
forbindelse med erhvervsuddannelse m.v. Der henvises til medieansvarslovens
regler om henholdsvis annoncørers og redaktørers ansvar for annoncer.
Bestemmelsen indeholder også et forbud mod at angive, at der ikke søges
eller ønskes personer af en bestemt race, religion m.v.
Til § 6
Til stk. 1
Det kan i visse ansættelsesforhold være relevant at stille krav om, at
lønmodtageren har en bestemt politisk overbevisning eller tilhører en bestemt
religion.
Det vil f.eks. være relevant at stille krav om, at en ansøger til en
stilling som præst i en katolsk kirke er katolik. Ligeledes bør politiske
partier kunne stille krav om, at deres ansatte er medlemmer af det pågældende
parti, og at de ikke er medlem af noget andet parti.
Det vil ligeledes være relevant at stille krav om, at en ansøger, der
søger en lærerstilling på en uddannelsesinstitution, der i henhold til sine
vedtægter, idegrundlag eller formålsbestemmelse f.eks. bygger på en bestemt
religiøs anskuelse, har den samme religiøse anskuelse. Det må dog
forudsættes, at læreren i sin undervisning skal give udtryk for sit religiøse
livssyn.
Afgørelsen af, om et forhold falder ind under undtagelsen i § 6, stk. 1,
må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 13, stk. 1, i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen giver adgang til
administrativt at meddele undtagelser fra lovens bestemmelser i tilfælde,
hvor det på grund af beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er af
afgørende betydning for den pågældende virksomhed, at de ansatte f.eks. har
et bestemt etnisk tilhørsforhold. Dette krav vil ikke være opfyldt, fordi
arbejdsgiveren af personlige årsager foretrækker personer af en bestemt
etnisk oprindelse, religiøs baggrund eller lignende. Det må kræves, at der er
tale om et objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer sig til
erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den udføres. En sådan
undtagelse kunne f.eks. komme på tale, hvis man ønskede, at der blandt de
ansatte i social- og sundhedsforvaltningen eller i politiet også var personer
med en særlig etnisk baggrund.
Kompetencen til at meddele undtagelser bør henlægges til de ministerier,
der varetager forholdene for de pågældende erhverv eller den pågældende
uddannelse, og som derfor har adgang til den sagkundskab, som er nødvendig
for at afgøre, om en undtagelse er påkrævet.
Inden undtagelse gives skal den pågældende minister indhente en udtalelse
fra arbejdsministeren. Derved sikres en ensartet undtagelsespraksis.
Til § 7
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 14 i lov om ligebehandling af
mænd og kvinder.
Bestemmelsen indeholder sanktioner for overtrædelse af §§ 2-4. Hvorvidt en
godtgørelse skal tilkendes eller ej, må afgøres ved de almindelige domstole
og vil naturligvis først og fremmest afhænge af grovheden af overtrædelsen af
loven.
Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, pågældende
har lidt. Der er derved naturligvis intet til hinder for, at der ved siden af
godtgørelsen eller alene ydes erstatning efter de almindelige
erstatningsretlige regler. Dette kan f.eks. tænkes, hvor den pågældende har
lidt et egentligt økonomisk tab, hvilket kan være tilfældet, når en ansøger
har undladt at søge andre stillinger eller uddannelser i tillid til, at loven
overholdes, men hvor vedkommende ikke har fået stillingen eller adgang til
uddannelsen, fordi der er lagt vægt på et af de i § 1 nævnte kriterier.
Til § 8
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 19 i lov om ligebehandling af
mænd og kvinder.
Ved overtrædelse af lovens § 5 krænkes en meget bred kreds af
lønmodtagere, nemlig hele den gruppe, der i en retsstridig annonce udelukkes
fra at søge den pågældende stilling. Da det ikke er muligt at tilkende en
bred udefineret kreds af lønmodtagere en godtgørelse, er overtrædelse af § 5
i stedet sanktioneret med bødeansvar.
Til § 9
Til stk. 1
Bestemmelsen i § 9, stk 1, har til formål at sikre, at der ikke opstår
regelkonflikt mellem lovens § 4 og udlændingelovens § 16, stk. 2.
Til stk. 2
Bestemmelsen har til formål at forhindre, at der opstår konflikt mellem
denne lov og allerede planlagte og fremtidige projekter til fremme af
ligebehandling, der iværksættes af en offentlig myndighed eller i øvrigt med
hjemmel i anden lov. Der eksisterer i dag en række af den slags projekter, og
det er ikke hensigten med lovforslaget at bremse disse projekter.
Der tænkes især på ministerielle projekter til opkvalificering og
integration af indvandrere. Som eksempel kan nævnes foranstaltninger, som
Indenrigsministeriet iværksætter som led i ministeriets integrationspolitik
samt Arbejdsministeriets Barrierehandlingsplan.
Barrierehandlingsplanen består af 18 initiativer, der inden for
arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet har til formål at nedbryde barrierer
for beskæftigelse af indvandrere og flygtninge. Dette projekt er et vigtigt
led i regeringens arbejde med at modvirke etnisk diskrimination på
arbejdsmarkedet, og det er derfor vigtigt at lovforslaget ikke er til hinder
for gennemførelsen af dette og lignende projekter.
Til § 11
Ved rafitikationen af ILO-konvention nr. 111 blev det tilkendegivet, at
der senere ville blive taget stilling til, om konventionen skal have
gyldighed for Grønland, samt at spørgsmålet om konventionens gyldighed for
Færøerne vil blive forelagt Færøernes landsstyre.
FN's Racediskriminationskonvention har derimod gyldighed for både Grønland
og Færøerne. Da spørgsmål om racediskrimination hører under
hjemmestyrekompetencen, vil det være op til Grønlands og Færøernes
myndigheder at afgøre, hvordan konventionen skal gennemføres.
Bilag 1
Udenrigsmin. P.J. IV. j. nr. 85-B-70-0
Bekendtgørelse
af
konvention om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv
Ved kgl. resolution af 10. juni 1960, og efter at folketinget den 26.
april 1960 dertil har meddelt sit samtykke, har Danmark ratificeret den af
Den internationale Arbejdskonference i Geneve i året 1958 vedtagne konvention
nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
Konventionens ordlyd er som følger:
Konvention (nr. 111) vedrørende forskelsbehandling med hensyn til
beskæftigelse og erhverv Den internationale Arbejdsorganisations
generalkonference,
der er blevet sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus
styrelsesråd, og som er trådt sammen til sit 42. møde den 4. juni 1958, og
som har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til
forskelsbehandling i beskæftigelse og erhverv, der er opført som 4. punkt på
mødets dagsorden, og
som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international
konvention, og
som tager i betragtning, at det i Philadelphia-deklaraitonen er udtalt, at
alle mennesker uanset race, tro eller køn har ret til at stræbe efter
materiel fremgang og åndelig udvikling under frie og værdige forhold med
økonomisk tryghed og lige muligheder for alle, og
som endvidere betænker, at forskelsbehandling er en krænkelse af de
rettigheder, der er kommet til udtryk i verdenserklæringen vedrørende
menneskerettigheder,
vedtager i dag den 25. juni 1958 følgende konvention, der benævnes
konventionen af 1958 vedrørende forskelsbehandling (beskæftigelse og
erhverv).
Artikel 1
1. For nærværende konventions vedkommende omfatter udtrykket
»forskelsbehandling«:
a) emhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling på grund af
race, farve, køn, religion, politisk anskuelse, national eller social
oprindelse, som medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i
henseende til muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv;
b) enhver anden adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling, som
medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til
muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv, som nærmere
angivet af vedkommende medlem efter forhandling med repræsentative
arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, og med andre
dertil egnede organer.
2. Enhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin
begrundelse i de for en bestemt beskæftigelse udkrævede kvalifikationer,
anses ikke som forskelsbehandling.
3. For nærværende konventions vedkommende omfatter udtrykkene
»beskæftigelse« og »erhverv« adgang til faglig oplæring,
adgang til beskæftigelse og til bestemte erhverv såvel som arbejdsvilkårene.
Artikel 2
Ethvert medlem, som er bundet af nærværende konvention, forpligter sig til
at udforme og følge en politik, der tager sigte på, med de efter de nationale
forhold og sædvaner afpassede midler, at fremme ligestilling i henseende til
muligheder og behandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i det
øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område.
Artikel 3
Ethvert medlem, der er bundet af nærværende konvention, forpligter sig,
med de efter de nationale forhold og sædvaner afpassede midler, til
a) at søge arbejdsgiver- og arbejderorganisationers og andre dertil egnede
organers medvirken til fremme af godkendelsen og gennemførelsen af denne
politik;
b) at gennemføre en sådan lovgivning og fremme en sådan
oplysningsvirksomhed, som kan påregnes at være egnet til at sikre
godkendelsen og gennemførelsen af denne politik;
c) at ophæve enhver lovbestemmelse og ændre enhver administrativ forskrift
eller sædvane, som er uforenelig med denne politik;
d) at følge denne politik for så vidt angår beskæftigelse, der er
underkastet direkte tilsyn af en national myndighed;
e) at sikre gennemførelsen af denne politik i virksomhed, som udøves af
institutioner, der er undergivet tilsyn af en national myndighed, i form af
erhvervsvejledning, faglig oplæring og anvisning af beskæftigelse;
f) i sine årlige beretninger om konventionens gennemførelse at angive de
foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med denne politik, samt
de derved opnåede resultater.
Artikel 4
Forantaltninger, der berører en person, som med føje mistænkes for
virksomhed, der kan bringe statens sikkerhed i fare, eller for hvis
vedkommende det er godtgjort, at han udøver en sådan virksomhed, anses ikke
som forskelsbehandling, forudsat at den pågældende har adgang til at indanke
sagen for en i overensstemmelse med national praksis oprettet kompetent
instans.
Artikel 5
1. De særlige beskyttelses- eller hjælpeforanstaltninger, der er
foreskrevet ved andre af den internationale arbejskonference vedtagne
konventioner eller rekommandationer, anses ikke som forskelsbehandling.
2. Ethvert medlem kan efter forhandling med repræsentative arbejdsgiver-
og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, bestemme, at andre særlige
foranstaltninger, der tager sigte på at imødekomme særlige behov hos
personer, for hvis vedkommende særlig beskyttelse eller hjælp efter
almindelig opfattelse er fornøden, eksempelvis på grund af køn, alder,
invaliditet, pligter af familiemæssig karakter, eller social eller kulturel
stilling, ikke skal betragtes som forskelsbehandling.
Artikel 6
Ethvert medlem, som ratificerer nærværende konvention, forpligter sig til
at bringe den i anvendelse på landområder uden for moderlandet i
overensstemmelse med bestemmelserne i Den internationale Arbejdsorganisations
statut.
Artikl 7
De officielle ratifikationer af nærværende konvention skal fremsendes til
Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.
Artikel 8
1. Nærværende konvention er kun bindende for de medlemmer af Den
internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet
indregistreret hos generaldirektøren.
2. Den træder i kraft et år efter det tidspunkt, da to medlemmers
ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.
3. Derefter træder nærværende konvention i kraft for ethvert medlem et år
efter, at dets ratifikation er blevet indregistreret.
Artikel 9
1. Et medlem, som har ratificeret nærværende konvention, kan opsige den
efter ti års forløb fra dagen for konventionens første ikrafttræden at regne
ved en erklæring, der fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus
generaldirektør til indregistrering. En sådan opsigelse træder først i kraft
et år efter dagen for dens indregistrering.
2. Ethvert medlem, som har ratificeret nærværende konvention, og som ikke
inden for et år efter udløbet af den i foregående stykke omhandlede 10-års
periode benytter sig af den i nærværende artikel hjemlede opsigelsesret, er
forpligtet i yderligere ti år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet
af hver 10-års periode på de i nævrværende artikel foreskrevne betingelser.
Artikel 10
1. Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle
medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation om indregistreringen af
alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisations
medlemmer.
2. Samtidig med at underrettre organisationens medlemmer om
indregistreringen af ratifikation nr. 2 skal generaldirektøren henlede deres
opmærksomhed på konventionens ikrafttrædelsesdato.
Artikel 11
Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i overensstemmelse
med arbtikel 102 i De forenede Nationers pagt fremsende fuldstændige
oplysninger om alle de ratifikationer og opsigelser, som han har
indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til de
forenede Nationers generalsekretær til registrering.
Artikel 12
Når Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for
nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en beretning om
gennemførelsen af nærværende konvention og overveje ønskeligheden af at sætte
spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.
Artikel 13
1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis
ændrer nærværende konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den
nye konvention,
a) et medlems ratifikation af den nye ændrede konvention ipso jure medføre
omgående opsigelse af nærværende konvention uanset bestemmelserne i artikel 9
ovenfor, såfremt og så snart den nye ændrede konvention træder i kraft;
b) nærværende konvention ikke længer kunne retificeres af medlemmerne fra
den dag at regne, da den nye ændrede konvention træder i kraft.
2. Nærværende konvention skal under alle omstændigeder forblive i kraft,
som den foreligger i henseende til form og indhold, for de medlemmer, der har
ratificeret den, men som ikke har ratificeret den nye ændrede konvention.
Artikel 14
0cent De engelske og franske gengivelser af nærværende konventions tekst
har samme gyldighed.
Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den
internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 42. møde,
der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den 26. juni 1958.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi undertegnet denne konvention i dag den 5.
juli 1958.
Konferencens præsident
B. J. Das
Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør
David A. Morse
Bilag 2
De forenede Nationers konvention af 21. december 1965
INTERNATIONAL KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF ENHVER FORM FOR
RACEDISKRIMINATION De i denne konvention deltagende stater er,
i betragtning af, at De forenede Nationers pagt hviler på principperne om
alle menneskers naturlige værdighed og lige ret, og at samtlige medlemsstater
har forpligtet sig til i fællesskab og hver for sig i samarbejde med
organisationen at virke for opfyldelsen af det af De forenede Nationers
formål, som går ud på at fremme og styrke den almindelige respekt for og
overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for
alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion,
i betragtning af, at det i Verdenserklæringen om
Menneskerettighederne fastslås, at alle mennesker er født til fri og lige
værdighed og ret, og at enhver har krav på samtlige de deri angivne
rettigheder og frihedsrettigheder uden forskel af nogen art, i særdeleshed
med hensyn til race, hudfarve eller national oprindelse,
i betragtning af, at alle mennesker er lige for loven og har lige
ret til lovens beskyttelse mod enhver diskrimination og enhver tilskyndelse
hertil,
i betragtning af, at De forenede Nationer har fordømt kolonialisme
og enhver deraf følgende adskillelse og diskrimination, uanset hvor og under
hvilken form disse måtte forekomme, og at erklæringen af 14. december 1960 om
indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger
(generalforsamlingsresolution 1514 (XV) har bekræftet og højtideligt
fastslået nødvendigheden af snarligt og ubetinget at bringe dem til ophør,
i betragtning af, at De forenede Nationers erklæring af 20.
november 1963 om afskaffelse af enhver form for racediskrimination
(generalforsamlingsresolution 1904 (XVIII) højtideligt bekræfter
nødvendigheden af overalt i verden snarligt at afskaffe racediskrimination i
alle dens former og udslag og af at sikre forståelse af respekt for
menneskets vædighed,
i forvisning om, at enhver doktrin om overlegenhed og på grundlag
af raceforskelle er videnskabeligt urigtig, moralsk forkastelig, socialt
uretfærdig og farlig, og at intet hverken i teori eller praksis retfærdiggør
racediskrimination nogetsteds,
idet de påny fastslår, at diskrimination på grund af race,
hudfarve eller etnisk oprindelse hindrer venskabelige og fredelige
forbindelser mellem nationerne og kan forstyrre freden og sikkerheden mellem
folk og harmonien mellem mennesker, der lever side om side selv inden for en
og samme stat,
i forvisning om, at raceskranker er i modstrid med ethvert
menneskeligt samfunds idealer,
foruroliget over, at racediskrimination stadig optræder visse
steder i verden, og at regeringer fører en politik, der hviler på
raceoverlegenhed eller racehad, såsom apartheid, adskillelse eller
afsondring,
fast besluttet på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til
snarlig afskaffelse af racediskrimination i alle dens former og udslag og at
forhindre og bekæmpe racefanatiske doktriner og fremgangsmåder for at fremme
forståelsen mellem racerne og opbygge et internationalt samfund fri for alle
former for raceadskillelse og racediskrimination,
ihukommende den af Den internationale Arbejdsorganisation i 1958
vedtagne konvention om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og
erhverv samt den af De forenede Nationers Organisation for Uddannelse,
Videnskab og Kultur i 1960 vedtagne konvention mod forskelsbehandling med
hensyn til uddannelse,
i ønsket om at gennemføre de i De forenede Nationers erklæring om
afskaffelse af enhver form for racediskrimination indeholdte principper og
snarest muligt sikre gennemførelsen af praktiske foranstaltninger med henblik
herpå,
blevet enige om følgende:
AFSNIT I
Artikel 1
1. I denne konvention betyder udtrykket »racediskrimination«
enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag
af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis
formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse,
nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et
hvilket som helst andet område af samfundslivet.
2. Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandling,
udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i denne konvention
deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge.
3. Intet i denne konvention må fortolkes således, at det på nogen måde
berører deltagerstaternes lovgivning vedrørende nationalitet, statsborgerskab
eller naturalisation, forudsat at denne lovgivning ikke diskriminerer mod
nogen bestemt nationalitet.
4. Særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre
tilfredsstillende fremgang for visse racemæssige eller etniske grupper eller
enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig
for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller
udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke
anses for racediskrimination, forudsat at disse foranstaltninger ikke
medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for forskellige racegrupper,
og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.
Artikel 2
1. Deltagerstaterne fordømmer racediskrimination og forpligter sig til ved
alle egnede midler og uopholdeligt at føre en politik, der tager sigte på at
afskaffe racediskrimination af enhver art og fremme forståelsen mellem alle
racer, og enhver deltagerstat
a) forpligter sig derfor til aldrig ved nogen handling at indlade sig på
racediskrimination mod personer, persongrupper eller institutioner og til at
sikre, at alle statslige og kommunale myndigheder og institutioner handler i
overensstemmelse med denne forpligtelse;
b) forpligter sig derfor til ikke at tage initiativ til, forsvare eller
støtte racediskrimination fra nogen enkeltpersons eller organisations side;
c) skal derfor træffe effektive foranstaltninger til kritisk at gennemgå
statslige og kommunale myndigheders politik og til at ændre eller ophæve alle
love og bestemmelser, som bevirker, at racediskrimination opstår eller
opretholdes, hvor den måtte forekomme;
d) skal derfor ved alle egnede midler, herunder sådan lovgivning som
forholdene måtte kræve, forbyde og standse racediskrimination foretaget af
nogen enkeltperson, gruppe eller organisation;
e) forpligter sig derfor til, hvor det er hensigtsmæssigt, at opmuntre
organisationer og bevægelser, der omfatter flere racer og virker for
ophævelse af diskrimination, at fremme andre midler til fjernelse af skranker
mellem racerne og at modvirke alt, hvor der tager sigte på at styrke
raceadskillelse.
2. Deltagerstaterne skal, hvor forholdene taler herfor, træffe konkrete
foranstaltninger på det sociale, økonmiske, kulturelle og andre områrder til
at sikre en passende udvikling og beskyttelse af visse racegrupper eller
enkeltpersoner inden for disse med henblik på at tilsikre dem den fulde og
ligelige nydelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.
Sådanne foranstaltninger må i intet tilfælde have til følge, at der
opretholdes ulige eller særskilte rettigheder for forskelleige racegrupper,
efter at formålet med foranstaltningerne er opfyldt.
Artikel 3
Deltagerstaterne fordømmer i særdeleshed raceadskillelse og
apartheid og forpligter sig til at forhindre, forbyde og udrydde
enhver sådan adfærd inden for områder under deres jurisdiktion.
Artikel 4
Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som
bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en
persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger
at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og
forpligter sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der
tager sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan
diskrimination, og skal med dette formål for øje, under skyldig hensyntagen
til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og
til de i artikel 5 i denne konvenntion udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl.a.
a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig
overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til racediskrimination og alle
voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race
eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af
enhver bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering;
b) erklære ulovlige og forbyde organasationer samt organiseret og al anden
propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt
kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed;
c) ikke tillade offfentlige myndigheder eller institutioner under stat og
kommune at fremme eller tilskynde til racediskrimination.
Artikel 5
Til opfyldelse af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte
grundlæggende forpligtelser påtager deltagerstaterne sig at forbyde og
afskaffe alle former for racediskrimination og at sikre ethvert menneskes ret
til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk
oprindelse, især med hensyn til nydelsen af følgende rettigheder:
a) retten til ligelig behandling for domstole og andre retsudøvende
organer;
b) retten til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold
eller legemsbeskadigelse, uanset om den tilføjes at personer, der virker i
offentlig tjeneste eller hverv, eller af nogen enkeltperson, gruppe eller
institution;
c) politiske rettigheder, i særdeleshed retten til at deltage i valg - at
stemme og lade sig opstille til valg - på grundlag af almindelig og lige
stemmeret, til at deltage i landets styre samt i varetagelsen af offentlige
anliggender på ethvert plan og til lige adgang til offentlige hverv;
d) andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed:
i) retten til frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser;
ii) retten til at forlade ethvert land, herunder sit hjemland, og til at
vende tilbage til sit hjemland;
iii) statsborgerret;
iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle;
v) retten til at besidde ejendom, såvel alene som i fællesskab med andre;
vi) arveret;
vii) tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;
viii) forsamlings- og foreningsfrihed med fredelige formål;
e) økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i særdeleshed:
i retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og
gunstige arbejdsvilkår, til beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for
lige arbejde samt til en rimelig og gunstig aflønning;
ii) retten til at oprette og indmelde sig i fagforeninger;
iii) retten til bolig;
iv) retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social
tryghed og sociale ydelser;
v) retten til uddannelse og oplæring;
vi) retten til ligelig deltagelse i kulturel virksomhed;
f) adgang til alle for offentligheden bestemte steder og indretninger
såsom transportmidler, hoteller, restauranter, cafeeer, teatre og parker.
Artikel 6
Deltagerstaterne skal gennem deres kompetente domstole og andre
statsinstitutioner, sikre enhver person inden for deres jurisdiktion effektiv
beskyttelse og effektive retsmidler imod enhver racediskriminerende handling,
som i modstrid med denne konvention krænker hans menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder, samt ret til gennem sådanne domstole at
søge retfærdig og passende erstaning eller oprejsning for enhver skade, han
har lidt som følge af en sådan diskrimination.
Artikel 7
Deltagerstaterne forpligter sig til at gennemføre øjeblikkelige og
effektive foranstaltninger, i særdeleshed inden for undervisning, uddannelse,
kultur og oplysning, med henblik på bekæmpelse af fordomme, der fører til
racediskrimination, og til at fremme forståelse, fordragelighed og
venskabelige forhold mellem nationer og racegrupper eller etniske grupper
samt til at udbrede de formål og principper, der er indeholdt i De forenede
Nationers pagt, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, De forenede
Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination og
denne konvention.
AFSNIT II
Artikel 8
1. Der oprettes en komite vedrørende afskaffelse af racediskrimination
(herefter benævnt komiteen), bestående af 18 sagkyndige af højt moralsk
omdømme og anerkendt upartiskhed, der vælges af deltagerstaterne blandt deres
egne statsborgere og virker i deres personlige egenskab; ved valget tages
hensyn til en rimelig geografisk fordeling og til repræsentation af de
forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer.
2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en
fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver
deltagerstat kan indstille een person blandt sine egne statsborgere.
3. Det første valg finder sted seks måneder efter denne konventions
ikrafttrædelsesdato. Mindst tre måneder før tidspunktet for hvert valg
anmoder De forenede Naitoners generalsekretær skriftligt deltagerstaterne om
inden to måneder at foreslå kandidater. Generalsekretæren udarbejder en
alfabetisk fortegnelse over samtlige således foreslåede personer med
angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender
fortegnelsen til deltagerstaterne.
4. Valg af komiteens medlemmer finder sted ved De forenede Nationers
hovedsæde på et af generalsekretæren indkaldt møde mellem deltagerstaterne.
Ved dette møde, der er beslutningsdygtigt, såfremt to tredjedele af de
deltagende stater er repræsenteret, indvælges i komiteen de kandidater, der
opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de
tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentater for deltagerstaterne.
5. a) Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år, dog således at
ni af de ved det første valg indvalgte medlemmer kun skal fungere i to år;
umiddelbart efter det første valg udpeger komiteens formand ved lodtrækning
disse ni medlemmer.
b) Hvis en plads bliver ledig, udpeger den deltagerstat, hvis sagkyndige
ikke længere virker som medlem af komiteen, med komiteens godkendelse en
anden sagkyndig blandt sine egne statsborgere.
6. Deltagerstaterne afholder de udgifter, der er forbundet med
medlemmernes deltagelse i komitearbejdet.
Artikel 9
1. Deltagerstaterne forpligter sig til a) inden et år, efter at
konventionen er trådt i kraft for den pågældende stat, og b) derefter hvert
andet år, og når som helst komiteen anmoder derom, at fremsende til
generalsekretæren for De forenede Nationer, med henblik på behandling i
komiteen, en beretning om de lovgivningsmæssige, retslige, administrative
eller andre foranstaltninger, som de har gennemført, og som sætter denne
konventions bestemmelser i kraft. Komiteen kan anmode om yderligere
oplysninger fra deltagerstaterne.
2. Komiteen aflægger gennem generalsekretæren en årlig beretning til De
forenede Nationers generalforsamling om sin virksomhed og kan fremsætte
forslag og almindelige henstillinger på grundlag af en undersøgelse af de fra
deltagerstaterne modtagne beretninger og oplysninger. Sådanne forslag og
almindelige henstillinger skal meddeles generalforsamlingen med
deltagerstaternes eventuelle bemærkninger.
Artikel 10
1. Komiteen vedtager selv sin forretningsorden.
2. Komiteen vælger sit formandskab for et tidsrum af to år.
3. Komiteens sekretariat stilles til rådighed af De forenede Nationers
generalsekretær.
4. Komiteens møder afholdes som regel ved De forende Nationers hovesæde.
Artikel 11
1. Hvis en deltagerstat mener, at en anden deltagerstat ikke gennemfører
denne konventions bestemmelse, kan den gøre komiteen opmærksom herpå.
Komiteen videresender derpå meddelelsen til den pågældende stat. Den
modtagende stat tilsender inden tre måneder komiteen en skriftlig redegørelse
eller udtalelse til belysning af sagen, angivende eventuelle retsmidler, som
den pågældende stat har taget i anvendelse.
2. Såfremt sagen ikke inden seks måneder, efter at den modtagende stat har
fået den første meddelelse, er bilagt til begge parters tilfredshed, enten
gennem tosidede forhandlinger eller ved andre fremgangsmåder, der står til
deres rådighed, er hver af de to stater berettiget til på ny at indbringe
sagen for komiteen ved fremsendelse af en meddelelse, såvel til komiteen som
til den anden stat.
3. Komiteen behandler først en sag, der indbringes for den i henhold til
pkt. 2 i denne artikel, når den i overensstemmelse med de i folkretten
almindeligt anerkendte principper har konstateret, at alle til rådighed
stående retsmidler i den pågældnede stat er anvendt og udtømt i sagen. Dette
gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i
langdrag.
4. I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de
pågældende deltagerstater om yderligere oplysninger af betydning for sagen.
5. Under komiteens behandling af sager af den i denne artikel omhandlede
art er de pågældende deltagerstater berettiget til at lade en repræsentant
deltage i komiteens forhandlinger uden stemmeret, medens behandlingen af
sagen står på.
Artikel 12
1. a) Når komiteen har indhentet og sammenholdt alle de oplysninger, den
anser for nødvendige, nedsætter formanden en ad hoc mæglingskommission
(herefter benævnt kommissionen) omfattende fem personer, som kan, men ikke
behøver være medlemmer af komiteen. Kommissionens medlemmer udnævnes med de
stridende parters enstemmige samtykke, og dens bistand stilles til rådighed
for de pågældende stater med henblik på en mindelig afgørelse af sagen på
grundlag af respekt for denne konvention.
b) Såfremt de stridende parter ikke inden tre måneder når til fuld enighed
om kommissionens sammensætning, vælges de af kommissionens medlemer, som de
stridende parter ikke er nået til enighed om, med to tredjedels flertal ved
hemmelig afstemning i komiteen blandt dens egen medlemmer.
2. Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke
være statsborgere i de i striden deltagende stater eller i en stat, som ikke
er deltager i denne konvention.
3. Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin
forretningsorden.
4. Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers
hovedsæde eller et andet egnet sted efter kommissionens bestemmelse.
5. Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med denne
konventions artikel 10, pkt. 3, skal også betjene kommissionen, når som helst
en tvist mellem deltagerstater giver anledning til, at kommissionen træder i
virksomhed.
6. De stridende parter deler ligeligt alle kommissionsmedlemmernes
udgifter i overensstemmelse med beregninger, der tilvejebringes af De
forenede Nationers generalsekretær.
7. Generalsekretæren er bemyndiget til om fornødent at betale
kommissionensmedlemmernes udgifter, før disse refunderes af de stridende
parter i overensstemmelse med stk. 6 i denne artikel.
8. De af komiteen indhentede og sammenholdte oplysninger stilles til
rådighed for kommissionen, og kommissionen kan anmode de pågældende stater om
at fremkomme med yderligere oplysniger af betydning i sagen.
Artikel 13
1. Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, udarbejder og afgiver den
til komiteens formand en beretning, indeholdende en redegørelse for
resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske omstændigheder af
betydning for parternes mellemværende samt en redegørelse for sådanne
henstillinger, som den måtte anse for egnede til en mindelig afgørelse af
tvisten.
2. Komiteens formand fremsender kommissionens beretning til hver af de
stridende parter. Disse meddeleler inden tre måneder komiteens formand,
hvorvidt de godtager de i kommissionens beretning indeholdte henstillinger
eller ej.
3. Efter udløbet af den i pkt. 2 i denne artikel foreskrevne frist
fremsender komiteens formand kommissionens beretning og de pågældende
deltagerstaters erklæringer til de øvrige i denne konvention deltagende
stater.
Artikel 14
1. En deltagerstat kan når som helst erklære, at den anerkender komiteens
kompetence til at modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller
grupper af enkeltpersoner inden for dens jurisdiktion, som hævder at være
ofre for en krænkelse fra den pågældende deltagerstats side af nogen af de i
denne konvention omhandlede rettigheder. En meddelelse, der vedrører en
deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erkæring, modtages ikke af
komiteen.
2. Enhver deltagerstat, som afgiver en erklæring som omhandlet i pkt. 1 i
denne aritkel, kan inden for sit retssystem oprette eller angive et organ som
kompetent til at modtage og behandle andragender fra pesoner og persongrupper
inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for krænkelse af nogen
af de i denne komvention omhandlede rettigheder, og som har udtømt andre på
stedet tilgængelige retsmidler.
3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til pkt. 1 i denne artikel, og
navnet på ethvert organ, der oprettes eller angives i henhold til pkt. 2 i
denne artikel, deponeres af den pågældende deltagerstat hos De forenede
Nationers generalsekretær, som fremsender genpart deraf til de øvrige
deltagerstater. En erkæring kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse
til generalsekretæren; en sådan tilbagetrækning har dog ikke virkning for
sager, der verserer i komiteen.
4. En fortegnelse over andragender opbevares af det i henhold til pkt. 2 i
denne artikel oprettede eller angivne organ, og bekræftede genparter af
fortegnelsen indgives hvert år gennem passende kanaler til generalsekretæren
under den forudsætning, at indholdet ikke offentliggøres.
5. Såfremt ansøgeren ikke opnår oprejning ved det i henhold til pkt. 2 i
denne artikel oprettede eller angivne organ, har den ret til inden for seks
måneder at give komiteen meddelelse om sagen.
6. a) Komiteen gør i fortrolighed den deltagerstat, som hævdes at krænke
nogen af konventionens bestemmelser, bekendt med enhver henvendelse, den har
modtaget, men den omhandlede persons eller persongruppes identitet må ikke
røbes uden den eller på gældendes udtrykkelige samtykke. Komiteen modtager
ikke anonyme henvendelser.
b) Den modtagende stat fremsender inden tre måneder til komiteen en
skriftlig redegørelse eller udtalelse til belysning af sagen med angivelse af
det eventuelle retsmiddel, der måtte være bragt i anvendelse af den
pågældende stat.
7. a) Komiteen behandler henvendelser på grundlag af alle de oplysninger,
den pågældende deltagerstat og ansøgeren har stillet til rådighed for den.
Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse fra en ansøger, før den har
konstateret, at ansøgeren har udtømt alle i hjemlandet mulige retsmidler.
Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af disse retsmidler trækker urimeligt
i langdrag.
b) Komiteen fremsender sine eventuelel forslag og henstillinger til den
pågældende deltagerstat og til ansøgeren.
8. Komiteen optager i sin årsberetning et resume af sådanne henvendelser
og, hvor det er hensigtsmæssigt, et resume af de pågældende deltagerstaters
redegørelser og udtalelser samt af sine egne forslag og henstillinger.
9. Komiteen er kun kompetent til at udøve de i denne artikel omhandlede
funktioner, når mindst ti i denne konvention deltagende stater er bundet af
erklæringer i overensstemmelse med pkt. 1 i denne artikel.
Artikel 15
1. Så læænge de mål, der er opstillet i den i generalforsamlingsresolution
1514 (XV) af december 1960 indeholdte erklæring om indrømmelse af
uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger, ikke er opfyldt, skal denne
konventions bestemmelser på ingen måde begrænse den klageadgang, der er givet
disse befolkninger ved andre internationale vedtagelser eller af De forenede
Nationer og dens særorganisationer.
2. a) Den i henhold til artikel 8, pkt. 1, i denne konvention oprettede
komite modtager genparter af andragenderne fra - og fremsender
meningstilskendegivelser og henstillinger vedrørende disse andragender til -
de FN-organer, der ved deres behandling af andragender fra befolkningen i
formynderskabsområder, ikke-selvstyrende områder og ethvert andet område som
generalforsamlingsresolution 1514 (XV) finder anvendelse på beskæftiger sig
med spørgsmål, som direkte vedrører denne konventions principper og mål, for
så vidt angår spørgsmål, der falder ind under denne konvention og er til
behandling i disse organer.
b) Komiteen modtager fra de kompetente FN-organer genparter af de
beretninger om lovgivningsmæssige, judicielle, administrative eller ander
foranstaltninger, der direkte vedrører denne konventions principper og
formål, og som gennemføres af administrationen i de i pkt. 2 (a) i denne
artikel omhandlede områder, og tilkendegiver sine meninger og henstillinger
over for disse organer.
3. Komiteen optager i sin beretning til generalforsamlingen et resume af
de andragender og beretninger, den har modtaget fra FN-organer, samt
komiteens synspunkter og henstillinger vedrørende disse andragender og
beretninger.
4. Komiteen anmoder De forenede Nationers generalsekretær om at få alle
oplysninger, som angår denne konventions formål og som han er i besiddelse af
vedrørende de i pkt. 2 (a) i denne artikel omhandlede områder.
Artikel 16
Denne konventions bestemmelser vedrørende afgørelse af tvister eller
klager anvendes uden udelukkelse af andre i statutter for eller i
konventioner vedtaget af De forenede Nationer og dens særorganisationer
fastsatte fremgangsmåder til afgørelse af tvister eller klager vedrørende
diskrimination, og forhindrer ikke deltagerstaterne i at benytte andre
fremgangsmåder til bilæggelse af tvister i overensstemmelse med almindelige
eller særlige mellem dem gældende internationale overenskomster.
AFSNIT III
Artikel 17
1. Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede
Nationer eller ethvert medlem af en af særorganisationerne, af enhver stat,
der har tilsluttet sig den mellemfolkelige domstols statut, samt enhver anden
stat, som af De forenede Nationers generalforsamling er blevet opfordret til
at deltage i konventionen.
2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsdokumenter skal
deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 18
1. Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i artikel 17, pkt. 1, i
konventionen omhandlede stater.
2. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos De
forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 19
1. Denne konvention træder i kraft på den 30. dag efter datoen for
deponeringen af det 27. ratifikations- eller tiltrædelsesdokument hos De
forenede Nationers generalsekretær.
2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter
deponeringen af det 27. ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, træder
konventionen i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af dens
eget ratifikations- eller tiltrædelsesdokument.
Artikel 20
1. De forenede Nationers generalsekretær modtagerr de forbehold, der måtte
være tagat af stater på ratifikations- eller tiltrædelsestidspunktet og
fremsender dem til alle stater, som er eller bliver deltagere i denne
konvention. Enhver stat, som har noget at indvende mod forbeholdet,
underretter inden for et tidsrum af 90 dage fra datoen for den nævnte
meddelelse generalsekretæren om, at den ikke kan godkende det.
2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og
formål, kan ikke tillades; det samme gælder et forbehold, hvorved noget af de
i henhold til denne konvention oprettede organer hæmmes i sit arbejde. Et
forbehold skal anses for uforeneligt eller hæmmende, såfremt mindst to
tredjedele af de i denne konvention deltagende stater har indvendinger imod
det.
3. Forbehold kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse herom til
generalsekretæren. En sådan anmeldelse gælder fra den dag, den modtages.
Artikel 21
En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig anmeldelse til
De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter
datoen for generalsekretærens modtagelse af anmeldelsen.
Artikel 22
Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller
gennemførelsen af denne konvention, som ikke bilægges gennem forhandling
eller ved de i denne konvention udtrykkeligt hjemlede fremgangsmåder, skal
efter anmodning af en eller flere af de stridende parter henvises til Den
mellemfolkelige Domstol til afgørelse, medmindre de stridende parter bliver
enige om en anden fremgangsmåde til bilæggelse.
Artikel 32
1. Anmodning om ændring af denne konvention kan fremsættes når som helst
af enhver deltagerstat ved en til generalsekretæren for De forenede Nationer
stilet skriftlig meddelelse.
2. De forenede Nationers generalforsamling træffer afgørelse om, hvilke
skridt der eventuelt skal tages i anledning af en sådan anmodning.
Artikel 24
De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle de i artiekl
17, pkt. 1, i denne konvention omhandlede stater om
a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne
17 og 18;
b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 19;
c) henvendelser og erklæringer, der modtages i henhold til artiklerne 14,
20 og 23;
d) opsigelser i henhold til artikel 21.
Artikel 25
1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og
spanske tekst her samme gyldighed, skal deponeres i De forenede Nationers
arkiv.
2. De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftende
genparter af denne konvention til samtlige stater, der falder ind under de i
denne konventions artikel 17, pkt. 1, omhandlede kategorier.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 48.2021 (Denne sag drejer sig navnlig om godtgørelse for mistet uddannelsesgode (erhvervsuddannelsesloven), godtgørelse for racistisk chikane (forskelsbehandlingsloven) og godtgørelse for seksuel chikane (ligebehandlingsloven).) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. august 2022
- Skatterådet har svaret: NEJ Landsskatteretten · 16. april 2015
- 34.2025 (Denne sag drejer sig om ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, ligebehandlingsloven, forskelsbehandlingsloven, databeskyttelsesforordningen og ansættelsesbevisloven) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026
- Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om, hvorvidt godtgørelse for afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven skulle fastsættes på grundlag af lønnen i fleksjob Domsdatabasen · 12. marts 2024
- Er godtgørelse i forbindelse med afsked skattefri? Landsskatteretten · 22. november 2017
- Afskedigelsesnævnets kendelse af 28. december 2021 i sag 20201028 Arbejdsretten m.fl. · 28. december 2021