Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 210 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET(STYRKELSE AF DET FRIE SYGEHUSVALG, FORSØGSHJEMMEL OG TILBUD I KOMMUNALT REGI)

1996/1 LSF 210Lovforslag som fremsatFolketinget16. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995,

som ændret ved lov nr. 1121 af 20. december 1995, foretages følgende

ændringer:

1. Efter § 4 a indsættes i kapitel 1:

»§ 4 b. Sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en

amtskommune tillade fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra

bestemmelserne i § 5, for at fremme forsøg med det formål at fremme

omstilling i sygehusvæsenet.«

2. § 5 b, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Adgangen til at vælge i henhold til stk. 1 omfatter

ikke sygehusafdelinger uden for bopælsamtskommunen, der varetager lands- og

landsdelsfunktioner, medmindre

1) det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at den pågældende bliver

behandlet på en sådan afdeling, eller

2) den amtskommune, der ejer en sådan sygehusafdeling, efter forhandling

med brugeramtskommunerne har besluttet, at adgangen til at vælge også skal

omfatte denne afdeling.«

3. I § 5 b indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. I tilfælde, hvor en person er henvist til ikkeakut

behandling på et sygehus, hvor ventetiden til behandlingen væsentligt

overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, påhviler det

førstnævnte sygehus snarest muligt at oplyse den pågældende om retten til

selv at vælge sygehus, jf. stk. 1-4, og at tilbyde henvisning til et sygehus

med kortere ventetid.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

4. I § 12 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Amtskommunerne kan indgå aftaler med kommunerne om betaling

for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til

sygehusindlæggelse.«

Læs alt

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august

1995, som ændret ved lov nr. 1121 af 20. december 1995, foretages

følgende ændringer:

1. Efter § 4 a indsættes i kapitel 1:

»§ 4 b. Sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en

amtskommune tillade fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra

bestemmelserne i § 5, for at fremme forsøg med det formål at fremme

omstilling i sygehusvæsenet.«

2. § 5 b, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Adgangen til at vælge i henhold til stk. 1 omfatter

ikke sygehusafdelinger uden for bopælsamtskommunen, der varetager lands- og

landsdelsfunktioner, medmindre

1) det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at den pågældende bliver

behandlet på en sådan afdeling, eller

2) den amtskommune, der ejer en sådan sygehusafdeling efter forhandling

med brugeramtskommunerne har besluttet, at adgangen til at vælge også skal

omfatte denne afdeling.«

3. I § 5 b indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. I tilfælde, hvor en person er henvist til ikke-akut

behandling på et sygehus, hvor ventetiden til behandlingen væsentligt

overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, påhviler det

førstnævnte sygehus snarest muligt at oplyse den pågældende om retten til

selv at vælge sygehus, jf. stk. 1-4, og at tilbyde henvisning til et sygehus

med kortere ventetid.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

4. I § 12 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Amtskommunerne kan indgå aftaler med kommunerne om

betaling for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som

alternativ til sygehusindlæggelse.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1997.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Som led i en aftale mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti

blev det i slutningen af 1995 aftalt at nedsætte en

sygehuskommission, der bl.a. fik til opgave at undersøge om

organiseringen af det danske sygehusvæsen kan tilrettelægges på en

mere hensigtsmæssig måde. Sygehuskommissionen afgav i begyndelsen af

1997 sin betænkning »Udfordringer i sygehusvæsenet«. I

betænkningen

fremlægger Sygehuskommissionen en lang række anbefalinger for det

fremtidige sygehusvæsen.

En af kommissionens anbefalinger går ud på, at der i større omfang end

hidtil gennemføres forsøg med nye måder at løse sygehusopgaverne på.

Inden for et sygehusvæsen som det danske, hvor opgaverne i vid udstrækning

er lagt ud til amtskommunerne, er der særdeles gode muligheder for at

gennemføre forsøg med nye løsninger, uden at det kræver ændring af

sygehusloven.

I lyset af Sygehuskommissionens anbefalinger findes det imidlertid

hensigtsmæssigt at tilvejebringe en generel forsøgshjemmel i sygehusloven med

henblik på at fremme amtskommunernes forsøgsvirksomhed inden for

sygehusområdet. Sygehuslovens regler om vederlagsfri behandling er ikke

omfattet af hjemmelen til at fravige lovens regler. Det betyder, at der

f.eks. ikke vil kunne laves forsøg med betaling for sygehusbehandling eller

forsøg med etablering af betalingshospitaler.

Ved lov nr. 1024 af 19. december 1992 om ændring af lov om sygehusvæsenet

blev der indført regler om, at personer, der har behov for sygehusbehandling,

selv kan vælge, hvilket sygehus de pågældende vil behandles på (frit

sygehusvalg), jf. lovens § 5 b. Adgangen til at vælge omfatter dog ikke

sygehusafdelinger uden for eget amt, der varetager lands- og

landsdelsfunktioner, medmindre det efter en lægelig vurdering er nødvendigt,

at den pågældende patient bliver behandlet på en sådan afdeling.

Formålet med det frie sygehusvalg var først og fremmest at tilgodese den

enkelte patients krav om medbestemmelse, når det gælder valg af

behandlingssted.

Den nævnte begrænsning i adgangen til at vælge sygehus tager sigte på at

forbeholde kapaciteten på lands- og landsdelsafdelinger for patienter med

mere komplicerede lidelser. Lands- og landsdelsafdelinger varetager

imidlertid også i betydeligt omfang behandlingsopgaver, som ikke har karakter

af lands- og landsdelsfunktioner, det vil sige behandlingsopgaver på

basisniveau. For nogle af lands- og landsdelsafdelingerne udgør de højt

specialiserede funktioner kun en mindre del af behandlingsopgaverne, mens

langt hovedparten af opgaverne er basisbehandling. Der er ingen særlig grund

til, at der ikke skulle være frit sygehusvalg til basisbehandling på sådanne

afdelinger.

I overensstemmelse med Sygehuskommissionens betænkning om den fremtidige

tilrettelæggelse af sygehusvæsenet og med henblik på at styrke det frie

sygehusvalg foreslås det derfor, at der gives amtskommuner, som ejer

sygehusafdelinger, der varetager lands- og landsdelsfunktioner, mulighed for

at beslutte, at der også er frit sygehusvalg for basispatienter til en sådan

afdeling. Det forudsættes, at en sådan beslutning alene træffes i forhold til

sygehusafdelinger, hvor lands- og landsdelsfunktionerne udgør en lille del af

aktiviteten. Det forudsættes endvidere, at en sådan beslutning træffes efter

drøftelse med brugeramtskommunerne, typisk i de regionale samarbejdsfora, jf.

i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Lovforslaget har ikke til formål, at kapaciteten til basispatienter på

lands- og landsdelsafdelinger øges. Det forudsættes derfor, at

amtskommunerne, bl.a. ved hjælp af de regionale samarbejdsfora, sikrer, at en

beslutning om at udvide adgangen til at vælge sygehus, ikke medfører, at der

på lands- og landsdelsafdelinger opbygges yderligere kapacitet til behandling

af basispatienter.

Siden 1993 har i størrelsesordenen 5 % af patienterne benyttet det frie

sygehusvalg. Denne relativt lave benyttelse er positiv, hvis den dækker over,

at mange patienter kender til mulighederne for at vælge behandlingssted og på

trods heraf vælger behandling lokalt. Det er imidlertid ikke

tilfredsstillende, såfremt den lave benyttelse skyldes, at mange patienter

ikke har et tilstrækkeligt kendskab til adgangen til at vælge.

Kendskabet til det frie sygehusvalg og herunder navnlig kendskab til

adgangen til at vælge behandling det sted, hvor der er den korteste ventetid

til behandling, er navnlig relevant for ikke-akutte patienter, for hvem der

kan være væsentlige forskelle i ventetiden på forskellige sygehuse og

sygehusafdelinger.

Der er derfor behov for at styrke især disse patienters stilling, når de

første gang møder op på sygehuset - typisk i forbindelse med en ambulant

forundersøgelse - og bliver bekendt med, hvad ventetiden konkret vil være,

før de kan blive behandlet.

Hvis disse patienter skal have en realistisk mulighed for at gøre brug af

valgmuligheden, forudsætter det således både, at de er opmærksomme på retten

til at vælge sygehus, og at de samtidig får kendskab til sygehuse, som måtte

have kortere ventetider.

Det foreslås derfor, at det pålægges offentlige sygehuse, hvor ventetiden

til behandling væsentligt overstiger ventetiden til samme behandling på et

andet sygehus, at oplyse patienterne om det frie sygehusvalg, og at tilbyde

patienterne henvisning til et sygehus med en kortere ventetid.

Undersøgelser og praktiske erfaringer i flere amter peger på, at for mange

især ældre mennesker indlægges akut på sygehus. De har fortrinsvis et pleje-

og observationsbehov frem for et egentligt behandlingsbehov. En del

sygehusindlæggelser skyldes derfor, at der ikke er alternative tilbud

eksempelvis i form af aflastnings- og observationspladser eller akutstuer på

plejehjem eller akut hjemmepleje.

Formålet med lovforslaget er på denne baggrund at tilvejebringe en hjemmel

til, at amtskommuner og kommuner kan indgå aftaler om amtskommunal

medfinansiering af kommunale tilbud til ældre medicinske patienter som

alternativ til sygehusindlæggelse, herunder også genindlæggelser og for lange

indlæggelser.

Sådanne kommunale tilbud vil kunne medføre en forbedring af tilbuddet til

især ældre medicinske patienter, og ved at indgå de nævnte samarbejdsaftaler

vil amtskommunerne kunne medvirke til at iværksætte og understøtte tilbud i

den primære sundhedssektor, der kan erstatte unødvendige sygehusindlæggelser,

der overvejende er betinget af et behov for observation, pleje eller

aflastning.

Igangværende forsøgsordninger, hvor amt og kommune har indgået

samarbejdsaftaler om etablering af akutstuer med amtskommunal

medfinansiering, betegnes som en succes af både de ældre, der benytter

stuerne og af de professionelle behandlere. Det opleves især som positivt, at

de ældre under opholdet på akutstuen både beholder egen hjemmehjælp,

hjemmesygeplejerske og læge. Desuden lægges der vægt på, at ældre kan blive i

lokalsamfundet med større mulighed for besøg af familie og venner.

Lovforslaget vil i øvrigt være et redskab til at fremme yderligere tiltag,

der vil kunne forbedre tilbuddene til især ældre og svagelige patienter i

grænseområdet mellem sygehusvæsenet og den kommunale plejesektor.

Sundhedsministeriet vil i samarbejde med de kommunale parter iværksætte et

udviklingsarbejde med henblik på at forbedre sundhedsvæsenets tilbud til de

ældre medicinske patienter, bl.a. ved etablering af alternative tilbud i

kommunerne. Udviklingsarbejdet skal bl.a. tage sigte på nærmere at afgrænse

de patientgrupper, der vil kunne henvises til et mere udbygget kommunalt

tilbud, samt en nærmere udredning af de faglige krav, der kvalitetsmæssigt

bør stilles til de nye kommunale tilbud.

Som et incitament til at fremme den ønskede udvikling og støtte

implementeringen af samarbejdsprojekter mellem kommuner og amtskommuner om

alternative tilbud i kommunalt regi, vil der kunne ydes økonomisk støtte til

konkrete projekter fra den under Sundhedsministeriet etablerede omstillings-

og incitamentspulje på 250 mio. kr. i 1997.

Det overvejes i øvrigt at medtage problemstillingen som et af temaerne for

sundhedsplanlægningen i den kommunale valgperiode 1998 - 2001.

Grundlaget for lovforslaget er den gældende opgavefordeling mellem

kommuner og amtskommuner. Hvis der i forbindelse med parternes samarbejde om

at udvikle nye tilbud til gavn for især ældre og svagelige patienter skulle

vise sig behov for ændringer i den gældende opgavefordeling, vil dette skulle

ses i sammenhæng med Opgavekommissionens betænkning, som foreligger med

udgangen af 1998.

Økonomiske og administrative konsekvenser Lovforslaget om

styrkelse af det frie sygehusvalg forventes ikke at øge det samlede antal

patienter, der henvises til behandling på basisafdelinger eller lands- og

landsdelsafdelinger. På denne baggrund skønnes forslaget ikke at medføre en

forøgelse af de samlede offentlige sundhedsudgifter. Lovforslaget skønnes

endvidere ikke at indebære væsentlige administrative konsekvenser. Forslaget

om hjemmel til amtskommunal medfinansiering af plejeforanstaltninger i

kommunalt regi pålægger ikke amtskommunerne nogen pligt til at indgå aftaler

herom og forventes i øvrigt ikke at medføre nettomerudgifter for nogen af

parterne.

I overensstemmelse med sædvanlig praksis har lovforslagets økonomiske

konsekvenser været drøftet med Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes

Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner.

De kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg Kommuner har på

baggrund af drøftelserne tilsluttet sig, at lovforslaget ikke medfører en

forøgelse af de samlede offentlige sundhedsudgifter.

Lovforslaget indebærer ikke erhvervs- eller miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Den nuværende sygehuslov indeholder ikke hjemmel til forsøg, som

fraviger lovens regler.

Formålet med den foreslåede forsøgsbestemmelse er generelt at fremme

forsøgsvirksomhed inden for sygehusområdet.

Forsøgsvirksomhed har de senere år vundet indpas som et nyttigt og

velegnet redskab for omstillinger af den offentlige sektor.

Med den foreslåede bestemmelse bliver der mulighed for, at

sundhedsministeren kan godkende, at en amtskommune fraviger lovens

bestemmelser med henblik på forsøg. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes til

forsøg med opgavefordeling mellem amter og kommuner om befordring og

befordringsgodtgørelse m.v.

De regler, der efter lovforslaget ikke kan fraviges, er reglerne om ydelse

af vederlagsfri sygehusbehandling, jf. lovens § 5. Der kan f.eks. ikke

foretages forsøg med opkrævning af betaling for behandling eller kost og logi

fra patienter, som har ret til at modtage disse ydelser vederlagsfrit.

Bestemmelsen giver heller ikke hjemmel til at fravige regler i anden

lovgivning, f.eks. om arbejdsmiljø eller om grænserne for amtskommunernes

virksomhed.

Til § 1, nr. 2

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, svarer til den nuværende stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at det er en forudsætning for at kunne vælge

at blive behandlet på en sygehusafdeling uden for bopælsamtskommunen,

der varetager lands- og landsdelsfunktioner, at det efter en lægelig

vurdering er nødvendigt, at den pågældende patient bliver behandlet

på en sådan afdeling. Det vil bl.a. sige, at der inden behandlingen

påbegyndes, skal foreligge et kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen,

og at der skal afregnes for behandlingen efter taksten for lands- og

landsdelsydelser. Bestemmelsen begrænser ikke valgfriheden inden for

en amtskommunes eget sygehusvæsen.

Sundhedsstyrelsens Vejledning om lands- og landsdelsfunktioner i

sygehusvæsenet angiver, hvilke sygehuse der varetager sådanne funktioner.

Lands- og landsdelsfunktioner varetages på en del eller alle

sygehusafdelinger på følgende større sygehuse: Rigshospitalet, Hvidovre

Hospital, Bispebjerg Hospital, Amtssygehusene i Gentofte, Herlev og Glostrup,

Odense Universitetshospital, Århus Kommunehospital, Skejby Sygehus, Århus

Amtssygehus og Aalborg Sygehus. Hertil kommer lands- og landsdelsfunktioner

på en række mindre sygehuse.

Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, har til formål at give amtskommuner, som

ejer sygehusafdelinger, der varetager lands- og landsdelsfunktioner, mulighed

for at træffe beslutning om, at det frie sygehusvalg også skal omfatte en

eller flere af disse afdelinger. En amtskommunes beslutning herom, indebærer

således, at også basispatienter fra andre amtskommuner kan vælge at blive

henvist til en sådan afdeling, det vil sige selv om det ikke efter en lægelig

vurdering er nødvendigt. Det forudsættes, at der alene træffes beslutning om

frit valg til sygehusafdelinger, hvor lands- og landsdelsfunktionerne udgør

en lille del af aktiviteten. Henvisning til basisbehandling på en sådan

afdeling kan foretages af patientens egen læge uden forudgående

kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen. Bopælsamtskommunen yder betaling

efter fritvalgstaksten.

Blandt andet med henblik på at sikre, at antallet af basispatienter, der

behandles på lands- og landsdelsafdelinger, ikke øges, forudsættes det, at

beslutning om udvidelse af adgangen til at vælge sygehus ikke træffes før der

har været mulighed for en drøftelse af spørgsmålet i de enkelte regionale

samarbejdsfora. Der skal tilstræbes enighed i det regionale samarbejdsforum

om en beslutning om at udvide adgangen til frit sygehusvalg.

Som det også fremgår af bemærkningerne til stk. 2, nr. 1, kan henvisning

til en sygehusafdeling, der varetager lands- og landsdelsfunktioner i

tilfælde, hvor det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at patienten

bliver behandlet på sådan en afdeling, fortsat kun foretages med forudgående

kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen.

Såfremt en lands- og landsdelsafdeling modtager en patient, der er henvist

af sin praktiserende læge som basispatient og afdelingen vurderer, at

patienten burde have været henvist som lands- og landsdelspatient, idet

vedkommende har behov for højt specialiseret behandling, vil det påhvile

afdelingen at indhente kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen. Iværksætter

afdelingen højt specialiseret behandling af patienten, uden at indhente

kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen, skal der alene ydes betaling efter

den gældende takst for patienter, der i medfør af § 5 b i sygehusloven selv

har valgt, hvilket sygehus den pågældende vil behandles på

(fritvalgstaksten).

Det bemærkes, at en udvidet adgang for basispatienter til at vælge sygehus

ikke indebærer ændringer i den gældende retstilstand for så vidt angår

modtagelse af fritvalgspatienter fra andre amtskommuner. Det vil sige, at

retten til at vælge sygehus fortsat ikke indebærer en automatisk forpligtelse

for den valgte sygehusafdeling til at modtage patienten. Hensynet til

udviklingen i presset på en sygehusafdelings kapacitet kan fortsat indgå i

afdelingens beslutning om at modtage fritvalgspatienter fra andre

amtskommuner til behandling. En sygehusafdeling vil således stadig kunne

afvise fritvalgspatienter, hvor særlige hensyn enten til patienter fra eget

amt eller til lands- og landsdelspatienter fra andre amter gør sig gældende.

Til § 1, nr. 3

Det foreslås, at forpligtelsen til at oplyse om det frie sygehusvalg

og til at tilbyde patienten henvisning til et sygehus med kortere

ventetid pålægges alle sygehuse og ikke blot sygehusvæsenet i

bopælsamtskommunen.

Bestemmelsen omfatter personer, som er henvist til ikke-akut behandling på

sygehus, såkaldt elektiv behandling. Ved behandling forstås alle former for

sygehusydelser, som en patient modtager under ophold på et sygehus, herunder

også forundersøgelse og genoptræning, og hvad enten ydelserne præsteres under

indlæggelse eller ambulant.

Bestemmelsen gælder endvidere alene i forhold til personer, for hvem

ventetiden til behandling på den pågældende sygehusafdeling væsentligt vil

overstige ventetiden til samme behandling på en anden sygehusafdeling i eller

uden for den pågældende amtskommune.

Der kan ikke gives en entydig anvisning på, hvad der forstås ved, at

ventetiden væsentligt skal overstige ventetiden til samme behandling på en

anden sygehusafdeling. Væsentlighedskriteriet beror således bl. a. på en

konkret vurdering af den enkelte sygdom og sværhedsgraden heraf. F.eks. vil

en merventetid på 14 dage på en sygehusafdeling i forhold til en anden

sygehusafdeling skulle anses for væsentlig, såfremt der er tale om en

hurtigudviklende livstruende sygdom, hvorimod en sådan merventetid vil være

uvæsentlig, hvis det drejer sig om en langsomt fremadskridende

ikke-livstruende sygdom.

Oplysningen om det frie sygehusvalg og tilbud om henvisning til et andet

sygehus med kortere ventetid, skal gives snarest muligt. Hvis det allerede

før patienten første gang møder op på sygehuset, f.eks. på

henvisningstidspunktet, ligger klart at ventetiden på behandling væsentligt

vil overstige ventetiden til samme behandling på en anden sygehusafdeling,

vil det påhvile sygehuset allerede på dette tidspunkt at tilsende patienten

skriftlig oplysning om det frie sygehusvalg, samt at tilbyde henvisning til

et sygehus med kortere ventetid.

Med hensyn til sygehusets forpligtelse til at tilbyde patienten en

henvisning til et andet offentligt sygehus med kortere ventetid, forudsættes

det, at sygehuset så vidt muligt tilbyder patienten henvisning til mindst et

sygehus, der har kortere ventetid på behandlingen. Som udgangspunkt, bør det

nærmeste sygehus med kortere ventetid tilbydes, medmindre patienten har andre

præferencer end nærhed, f.eks. om at blive indlagt nær familie eller

lignende. Det forudsættes i øvrigt, at der ved sygehusets tilbud om

henvisning til et andet sygehus i størst mulig grad tages hensyn til

patientens ønsker om behandlingssted. Det bemærkes, at patienter som modtager

et tilbud om henvisning til en sygehusafdeling med kortere ventetid, skal

betragtes som fritvalgspatienter, herunder i befordringsmæssig henseende. Det

betyder, at patienten selv skal afholde eventuelle merudgifter til transport

til det andet sygehus.

Til § 1, nr. 4

Som anført i de almindelige bemærkninger er formålet med denne

bestemmelse, at tilvejebringe en hjemmel til, at kommuner og

amtskommuner kan indgå aftaler om amtskommunal medfinansiering af

kommunale tilbud til især ældre medicinske patienter, som alternativ

til sygehusindlæggelse.

Et udbygget tilbud i kommunerne vil eksempelvis kunne tage hånd om ældre,

der i dag indlægges på sygehus på grund af væskemangel, hjemmeboende demente

med henblik på aflastning af de pårørende og ældre med behov for observation

og pleje i forbindelse med en i øvrigt ukompliceret medicinsk behandling.

Det understreges, at formålet med lovforslaget ikke er at nedbringe

antallet af sygehusindlæggelser i forhold til patienter, der har behov for

behandling på sygehus, dvs. patienter, der har behov for lægelig observation,

akut iværksættelse af undersøgelse eller speciel medicinsk behandling. Disse

patienter vil fortsat skulle indlægges på sygehus.

Det forudsættes, at henvisning til de kommunale tilbud (akutstuer,

aflastningspladser, døgnhjemmepleje e. lign.) sker efter lægehenvisning og i

et samarbejde mellem praktiserende læge/vagtlæge og hjemmeplejens personale

og i samråd med patienten og de pårørende.

Det forudsættes endvidere, at der er løbende tilsyn fra og kontakt med

egen læge, og at der om nødvendigt kan ydes besøg fra sygehus. Ved etablering

af kommunale tilbud i patientens eget hjem, forudsættes hjemmehjælpere og

hjemmesygeplejersker at indgå i vagtberedskabet.

Skriftlig fremsættelse

Sundhedsministeren (Birte Weiss):

Jeg tillader mig herved for Folketinget af fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet. (Styrkelse af det

frie sygehusvalg, forsøgshjemmel og tilbud i kommunalt regi).

(Lovforslag nr. L 210).

Som led i aftalen mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti blev

det i slutningen af 1995 aftalt at nedsætte en sygehuskommission, der bl.a.

fik til opgave at undersøge om organiseringen af det danske sundhedsvæsen kan

tilrettelægges på en mere hensigtsmæssig måde. Sygehuskommissionen afgav i

begyndelsen af 1997 sin betænkning "Udfordringer i sygehusvæsenet".

Hovedparten af kommissionens forslag til det fremtidige sygehusvæsen kan

gennemføres uden lovgivning. Enkelte forslag, der har til formål til at skabe

et mere serviceorienteret sygehusvæsen kræver imidlertid ændringer af

sygehusloven. Det handler om:

- at sygehusejerne får mulighed for at udvide det frie sygehusvalg til

nogle af de højt specialiserede sygehusafdelinger,

- indførelse af en pligt for sygehusene til at informere om det frie

sygehusvalg, og at henvise patienter til sygehuse med kortere ventetid,

- at amterne får mulighed for at medfinansiere kommunale plejeinitiativer,

der kan fungere som alternativ til indlæggelse på sygehus og

- indførelse af en generel forsøgsbestemmelse på sygehusområdet.

Patienternes valg af sygehus spiller en vigtig rolle som indikator for, om

de er tilfredse med deres lokale sygehus og alene muligheden for, at

patienterne kan vælge et andet sygehus end det lokale giver en incitament til

sygehusene til løbende at arbejde med serviceforbedringer - til at skabe de

bedst mulige behandlingsforløb.

Den vigtigste formelle begrænsning i det frie sygehusvalg består i dag i,

at patienter, der kan behandles på almindeligt sygehus, såkaldt

basisbehandling, ikke kan vælge behandling på de sygehusafdelinger, der

varetager højt specialiseret behandling, dvs. lands- og landsdelsfunktioner.

En del lands- og landsdelsafdelinger varetager imidlertid allerede i dag

behandlingsopgaver på basisniveau i betydeligt omfang, primært i forhold til

patienter fra sygehusets eget optageområde. For nogle af lands- og

landsdelsafdelingerne udgør de højt specialiserede funktioner endda kun en

mindre del af behandlingsopgaverne, mens langt hovedparten af opgaverne er

basisbehandling. Der er ingen særlig grund til, at der ikke skulle være frit

sygehusvalg til basisbehandling på sådanne afdelinger.

Med henblik på at styrke det frie sygehusvalg foreslås det derfor, at

amtskommuner, som ejer sygehusafdelinger, hvor lands- og

landsdelsfunktionerne udgør en lille del af aktiviteten, får mulighed for at

udvide det frie sygehusvalg, således at også basispatienter kan vælge

behandling på disse afdelinger.

Hvis patienter skal have en realistisk mulighed for at gøre brug af det

frie sygehusvalg, forudsætter det både, at de er opmærksomme på retten til at

vælge sygehus, og at de samtidig får kendskab til sygehuse, som måtte have

kortere ventetider. Der er derfor behov for at styrke patienternes stilling,

når de første gang møder op på sygehuset - typisk i forbindelse med en

ambulant forundersøgelse - og bliver bekendt med, hvad ventetiden konkret vil

være, før de kan blive behandlet.

Med henblik på en yderligere styrkelse af det frie sygehusvalg foreslås

det derfor, at offentlige sygehuse, hvor ventetiden til behandling væsentligt

overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, bliver pålagt

for det første at oplyse patienterne om det frie sygehusvalg, og for det

andet at tilbyde patienter, der ønsker det, henvisning til et sygehus med en

kortere ventetid.

Der er i de seneste 15 år sket en betydelig vækst i den kommunale

hjemmepleje. Det har været en positiv udvikling, som har gjort det muligt for

mange mennesker at blive længere tid i deres eget hjem. Det har også betydet,

at mange især ældre patienter hurtigere har kunnet udskrives fra sygehusene.

Lovforslaget om mulighed for amtskommunal medfinansiering af kommunale

initiativer, der fungerer som alternativ til sygehusindlæggelse, skal ses i

sammenhæng med Sygehuskommissionens forslag om, at næste skridt i denne

udvikling bør være etablering af særlige plejetilbud i kommunerne, som kan

overtage en del af de plejeopgaver, der i dag løses på sygehusene. Det kan

f.eks. være etablering af såkaldte akutstuer i tilknytning til kommunale

plejehjem.

Det er således formålet med lovforslaget, at amter og kommuner i

samarbejde kan udvikle nye tilbud i lokalsamfundet for den gruppe af især

ældre og svage mennesker, der ikke har behov for sygehusenes diagnostiske og

behandlingsmæssige beredskab, men derimod først og fremmest har et særligt

plejebehov, typisk i en kortere periode.

Det skal understreges, at hensigten med lovforslaget er at forbedre

serviceniveauet i forhold til denne gruppe af patienter. Det er således ikke

hensigten at forringe tilbuddet i forhold til patienter, der har behov for

behandling på sygehus. Disse patienter vil fortsat skulle behandles på

sygehuset.

Med henblik på at opnå en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af

sygehusvæsenets opgaver, herunder ikke mindst med henblik på at højne

serviceniveauet for patienterne, anbefaler Sygehuskommissionen, at der i

større udstrækning end hidtil gennemføres forsøg med nye måder at løse

sygehusopgaverne på.

Den nuværende sygehuslov indeholder ikke hjemmel til forsøg, som fraviger

lovens regler. Som opfølgning på Sygehuskommissionens anbefaling foreslås

det, at der indføres en generel forsøgshjemmel i sygehusloven med henblik på

at fremme amternes forsøgsvirksomhed inden for sygehusområdet. Det skal

bemærkes, at lovens regler om vederlagsfri behandling ikke vil kunne

fraviges, dvs. at der ikke kan laves forsøg med betaling for

sygehusbehandling eller etablering af betalingshospitaler.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal

jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige

behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter