1996 LSF 210 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET(STYRKELSE AF DET FRIE SYGEHUSVALG, FORSØGSHJEMMEL OG TILBUD I KOMMUNALT REGI)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995,
som ændret ved lov nr. 1121 af 20. december 1995, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 4 a indsættes i kapitel 1:
»§ 4 b. Sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en
amtskommune tillade fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra
bestemmelserne i § 5, for at fremme forsøg med det formål at fremme
omstilling i sygehusvæsenet.«
2. § 5 b, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Adgangen til at vælge i henhold til stk. 1 omfatter
ikke sygehusafdelinger uden for bopælsamtskommunen, der varetager lands- og
landsdelsfunktioner, medmindre
1) det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at den pågældende bliver
behandlet på en sådan afdeling, eller
2) den amtskommune, der ejer en sådan sygehusafdeling, efter forhandling
med brugeramtskommunerne har besluttet, at adgangen til at vælge også skal
omfatte denne afdeling.«
3. I § 5 b indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. I tilfælde, hvor en person er henvist til ikkeakut
behandling på et sygehus, hvor ventetiden til behandlingen væsentligt
overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, påhviler det
førstnævnte sygehus snarest muligt at oplyse den pågældende om retten til
selv at vælge sygehus, jf. stk. 1-4, og at tilbyde henvisning til et sygehus
med kortere ventetid.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
4. I § 12 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Amtskommunerne kan indgå aftaler med kommunerne om betaling
for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som alternativ til
sygehusindlæggelse.«
Læs alt
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august
1995, som ændret ved lov nr. 1121 af 20. december 1995, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 4 a indsættes i kapitel 1:
»§ 4 b. Sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en
amtskommune tillade fravigelse af lovens bestemmelser, bortset fra
bestemmelserne i § 5, for at fremme forsøg med det formål at fremme
omstilling i sygehusvæsenet.«
2. § 5 b, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Adgangen til at vælge i henhold til stk. 1 omfatter
ikke sygehusafdelinger uden for bopælsamtskommunen, der varetager lands- og
landsdelsfunktioner, medmindre
1) det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at den pågældende bliver
behandlet på en sådan afdeling, eller
2) den amtskommune, der ejer en sådan sygehusafdeling efter forhandling
med brugeramtskommunerne har besluttet, at adgangen til at vælge også skal
omfatte denne afdeling.«
3. I § 5 b indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. I tilfælde, hvor en person er henvist til ikke-akut
behandling på et sygehus, hvor ventetiden til behandlingen væsentligt
overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, påhviler det
førstnævnte sygehus snarest muligt at oplyse den pågældende om retten til
selv at vælge sygehus, jf. stk. 1-4, og at tilbyde henvisning til et sygehus
med kortere ventetid.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
4. I § 12 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Amtskommunerne kan indgå aftaler med kommunerne om
betaling for personer, der henvises til tilbud i kommunalt regi som
alternativ til sygehusindlæggelse.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1997.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Som led i en aftale mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti
blev det i slutningen af 1995 aftalt at nedsætte en
sygehuskommission, der bl.a. fik til opgave at undersøge om
organiseringen af det danske sygehusvæsen kan tilrettelægges på en
mere hensigtsmæssig måde. Sygehuskommissionen afgav i begyndelsen af
1997 sin betænkning »Udfordringer i sygehusvæsenet«. I
betænkningen
fremlægger Sygehuskommissionen en lang række anbefalinger for det
fremtidige sygehusvæsen.
En af kommissionens anbefalinger går ud på, at der i større omfang end
hidtil gennemføres forsøg med nye måder at løse sygehusopgaverne på.
Inden for et sygehusvæsen som det danske, hvor opgaverne i vid udstrækning
er lagt ud til amtskommunerne, er der særdeles gode muligheder for at
gennemføre forsøg med nye løsninger, uden at det kræver ændring af
sygehusloven.
I lyset af Sygehuskommissionens anbefalinger findes det imidlertid
hensigtsmæssigt at tilvejebringe en generel forsøgshjemmel i sygehusloven med
henblik på at fremme amtskommunernes forsøgsvirksomhed inden for
sygehusområdet. Sygehuslovens regler om vederlagsfri behandling er ikke
omfattet af hjemmelen til at fravige lovens regler. Det betyder, at der
f.eks. ikke vil kunne laves forsøg med betaling for sygehusbehandling eller
forsøg med etablering af betalingshospitaler.
Ved lov nr. 1024 af 19. december 1992 om ændring af lov om sygehusvæsenet
blev der indført regler om, at personer, der har behov for sygehusbehandling,
selv kan vælge, hvilket sygehus de pågældende vil behandles på (frit
sygehusvalg), jf. lovens § 5 b. Adgangen til at vælge omfatter dog ikke
sygehusafdelinger uden for eget amt, der varetager lands- og
landsdelsfunktioner, medmindre det efter en lægelig vurdering er nødvendigt,
at den pågældende patient bliver behandlet på en sådan afdeling.
Formålet med det frie sygehusvalg var først og fremmest at tilgodese den
enkelte patients krav om medbestemmelse, når det gælder valg af
behandlingssted.
Den nævnte begrænsning i adgangen til at vælge sygehus tager sigte på at
forbeholde kapaciteten på lands- og landsdelsafdelinger for patienter med
mere komplicerede lidelser. Lands- og landsdelsafdelinger varetager
imidlertid også i betydeligt omfang behandlingsopgaver, som ikke har karakter
af lands- og landsdelsfunktioner, det vil sige behandlingsopgaver på
basisniveau. For nogle af lands- og landsdelsafdelingerne udgør de højt
specialiserede funktioner kun en mindre del af behandlingsopgaverne, mens
langt hovedparten af opgaverne er basisbehandling. Der er ingen særlig grund
til, at der ikke skulle være frit sygehusvalg til basisbehandling på sådanne
afdelinger.
I overensstemmelse med Sygehuskommissionens betænkning om den fremtidige
tilrettelæggelse af sygehusvæsenet og med henblik på at styrke det frie
sygehusvalg foreslås det derfor, at der gives amtskommuner, som ejer
sygehusafdelinger, der varetager lands- og landsdelsfunktioner, mulighed for
at beslutte, at der også er frit sygehusvalg for basispatienter til en sådan
afdeling. Det forudsættes, at en sådan beslutning alene træffes i forhold til
sygehusafdelinger, hvor lands- og landsdelsfunktionerne udgør en lille del af
aktiviteten. Det forudsættes endvidere, at en sådan beslutning træffes efter
drøftelse med brugeramtskommunerne, typisk i de regionale samarbejdsfora, jf.
i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Lovforslaget har ikke til formål, at kapaciteten til basispatienter på
lands- og landsdelsafdelinger øges. Det forudsættes derfor, at
amtskommunerne, bl.a. ved hjælp af de regionale samarbejdsfora, sikrer, at en
beslutning om at udvide adgangen til at vælge sygehus, ikke medfører, at der
på lands- og landsdelsafdelinger opbygges yderligere kapacitet til behandling
af basispatienter.
Siden 1993 har i størrelsesordenen 5 % af patienterne benyttet det frie
sygehusvalg. Denne relativt lave benyttelse er positiv, hvis den dækker over,
at mange patienter kender til mulighederne for at vælge behandlingssted og på
trods heraf vælger behandling lokalt. Det er imidlertid ikke
tilfredsstillende, såfremt den lave benyttelse skyldes, at mange patienter
ikke har et tilstrækkeligt kendskab til adgangen til at vælge.
Kendskabet til det frie sygehusvalg og herunder navnlig kendskab til
adgangen til at vælge behandling det sted, hvor der er den korteste ventetid
til behandling, er navnlig relevant for ikke-akutte patienter, for hvem der
kan være væsentlige forskelle i ventetiden på forskellige sygehuse og
sygehusafdelinger.
Der er derfor behov for at styrke især disse patienters stilling, når de
første gang møder op på sygehuset - typisk i forbindelse med en ambulant
forundersøgelse - og bliver bekendt med, hvad ventetiden konkret vil være,
før de kan blive behandlet.
Hvis disse patienter skal have en realistisk mulighed for at gøre brug af
valgmuligheden, forudsætter det således både, at de er opmærksomme på retten
til at vælge sygehus, og at de samtidig får kendskab til sygehuse, som måtte
have kortere ventetider.
Det foreslås derfor, at det pålægges offentlige sygehuse, hvor ventetiden
til behandling væsentligt overstiger ventetiden til samme behandling på et
andet sygehus, at oplyse patienterne om det frie sygehusvalg, og at tilbyde
patienterne henvisning til et sygehus med en kortere ventetid.
Undersøgelser og praktiske erfaringer i flere amter peger på, at for mange
især ældre mennesker indlægges akut på sygehus. De har fortrinsvis et pleje-
og observationsbehov frem for et egentligt behandlingsbehov. En del
sygehusindlæggelser skyldes derfor, at der ikke er alternative tilbud
eksempelvis i form af aflastnings- og observationspladser eller akutstuer på
plejehjem eller akut hjemmepleje.
Formålet med lovforslaget er på denne baggrund at tilvejebringe en hjemmel
til, at amtskommuner og kommuner kan indgå aftaler om amtskommunal
medfinansiering af kommunale tilbud til ældre medicinske patienter som
alternativ til sygehusindlæggelse, herunder også genindlæggelser og for lange
indlæggelser.
Sådanne kommunale tilbud vil kunne medføre en forbedring af tilbuddet til
især ældre medicinske patienter, og ved at indgå de nævnte samarbejdsaftaler
vil amtskommunerne kunne medvirke til at iværksætte og understøtte tilbud i
den primære sundhedssektor, der kan erstatte unødvendige sygehusindlæggelser,
der overvejende er betinget af et behov for observation, pleje eller
aflastning.
Igangværende forsøgsordninger, hvor amt og kommune har indgået
samarbejdsaftaler om etablering af akutstuer med amtskommunal
medfinansiering, betegnes som en succes af både de ældre, der benytter
stuerne og af de professionelle behandlere. Det opleves især som positivt, at
de ældre under opholdet på akutstuen både beholder egen hjemmehjælp,
hjemmesygeplejerske og læge. Desuden lægges der vægt på, at ældre kan blive i
lokalsamfundet med større mulighed for besøg af familie og venner.
Lovforslaget vil i øvrigt være et redskab til at fremme yderligere tiltag,
der vil kunne forbedre tilbuddene til især ældre og svagelige patienter i
grænseområdet mellem sygehusvæsenet og den kommunale plejesektor.
Sundhedsministeriet vil i samarbejde med de kommunale parter iværksætte et
udviklingsarbejde med henblik på at forbedre sundhedsvæsenets tilbud til de
ældre medicinske patienter, bl.a. ved etablering af alternative tilbud i
kommunerne. Udviklingsarbejdet skal bl.a. tage sigte på nærmere at afgrænse
de patientgrupper, der vil kunne henvises til et mere udbygget kommunalt
tilbud, samt en nærmere udredning af de faglige krav, der kvalitetsmæssigt
bør stilles til de nye kommunale tilbud.
Som et incitament til at fremme den ønskede udvikling og støtte
implementeringen af samarbejdsprojekter mellem kommuner og amtskommuner om
alternative tilbud i kommunalt regi, vil der kunne ydes økonomisk støtte til
konkrete projekter fra den under Sundhedsministeriet etablerede omstillings-
og incitamentspulje på 250 mio. kr. i 1997.
Det overvejes i øvrigt at medtage problemstillingen som et af temaerne for
sundhedsplanlægningen i den kommunale valgperiode 1998 - 2001.
Grundlaget for lovforslaget er den gældende opgavefordeling mellem
kommuner og amtskommuner. Hvis der i forbindelse med parternes samarbejde om
at udvikle nye tilbud til gavn for især ældre og svagelige patienter skulle
vise sig behov for ændringer i den gældende opgavefordeling, vil dette skulle
ses i sammenhæng med Opgavekommissionens betænkning, som foreligger med
udgangen af 1998.
Økonomiske og administrative konsekvenser Lovforslaget om
styrkelse af det frie sygehusvalg forventes ikke at øge det samlede antal
patienter, der henvises til behandling på basisafdelinger eller lands- og
landsdelsafdelinger. På denne baggrund skønnes forslaget ikke at medføre en
forøgelse af de samlede offentlige sundhedsudgifter. Lovforslaget skønnes
endvidere ikke at indebære væsentlige administrative konsekvenser. Forslaget
om hjemmel til amtskommunal medfinansiering af plejeforanstaltninger i
kommunalt regi pålægger ikke amtskommunerne nogen pligt til at indgå aftaler
herom og forventes i øvrigt ikke at medføre nettomerudgifter for nogen af
parterne.
I overensstemmelse med sædvanlig praksis har lovforslagets økonomiske
konsekvenser været drøftet med Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes
Landsforening samt Københavns og Frederiksberg kommuner.
De kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg Kommuner har på
baggrund af drøftelserne tilsluttet sig, at lovforslaget ikke medfører en
forøgelse af de samlede offentlige sundhedsudgifter.
Lovforslaget indebærer ikke erhvervs- eller miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1, nr. 1
Den nuværende sygehuslov indeholder ikke hjemmel til forsøg, som
fraviger lovens regler.
Formålet med den foreslåede forsøgsbestemmelse er generelt at fremme
forsøgsvirksomhed inden for sygehusområdet.
Forsøgsvirksomhed har de senere år vundet indpas som et nyttigt og
velegnet redskab for omstillinger af den offentlige sektor.
Med den foreslåede bestemmelse bliver der mulighed for, at
sundhedsministeren kan godkende, at en amtskommune fraviger lovens
bestemmelser med henblik på forsøg. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes til
forsøg med opgavefordeling mellem amter og kommuner om befordring og
befordringsgodtgørelse m.v.
De regler, der efter lovforslaget ikke kan fraviges, er reglerne om ydelse
af vederlagsfri sygehusbehandling, jf. lovens § 5. Der kan f.eks. ikke
foretages forsøg med opkrævning af betaling for behandling eller kost og logi
fra patienter, som har ret til at modtage disse ydelser vederlagsfrit.
Bestemmelsen giver heller ikke hjemmel til at fravige regler i anden
lovgivning, f.eks. om arbejdsmiljø eller om grænserne for amtskommunernes
virksomhed.
Til § 1, nr. 2
Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, svarer til den nuværende stk. 2.
Bestemmelsen indebærer, at det er en forudsætning for at kunne vælge
at blive behandlet på en sygehusafdeling uden for bopælsamtskommunen,
der varetager lands- og landsdelsfunktioner, at det efter en lægelig
vurdering er nødvendigt, at den pågældende patient bliver behandlet
på en sådan afdeling. Det vil bl.a. sige, at der inden behandlingen
påbegyndes, skal foreligge et kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen,
og at der skal afregnes for behandlingen efter taksten for lands- og
landsdelsydelser. Bestemmelsen begrænser ikke valgfriheden inden for
en amtskommunes eget sygehusvæsen.
Sundhedsstyrelsens Vejledning om lands- og landsdelsfunktioner i
sygehusvæsenet angiver, hvilke sygehuse der varetager sådanne funktioner.
Lands- og landsdelsfunktioner varetages på en del eller alle
sygehusafdelinger på følgende større sygehuse: Rigshospitalet, Hvidovre
Hospital, Bispebjerg Hospital, Amtssygehusene i Gentofte, Herlev og Glostrup,
Odense Universitetshospital, Århus Kommunehospital, Skejby Sygehus, Århus
Amtssygehus og Aalborg Sygehus. Hertil kommer lands- og landsdelsfunktioner
på en række mindre sygehuse.
Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, har til formål at give amtskommuner, som
ejer sygehusafdelinger, der varetager lands- og landsdelsfunktioner, mulighed
for at træffe beslutning om, at det frie sygehusvalg også skal omfatte en
eller flere af disse afdelinger. En amtskommunes beslutning herom, indebærer
således, at også basispatienter fra andre amtskommuner kan vælge at blive
henvist til en sådan afdeling, det vil sige selv om det ikke efter en lægelig
vurdering er nødvendigt. Det forudsættes, at der alene træffes beslutning om
frit valg til sygehusafdelinger, hvor lands- og landsdelsfunktionerne udgør
en lille del af aktiviteten. Henvisning til basisbehandling på en sådan
afdeling kan foretages af patientens egen læge uden forudgående
kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen. Bopælsamtskommunen yder betaling
efter fritvalgstaksten.
Blandt andet med henblik på at sikre, at antallet af basispatienter, der
behandles på lands- og landsdelsafdelinger, ikke øges, forudsættes det, at
beslutning om udvidelse af adgangen til at vælge sygehus ikke træffes før der
har været mulighed for en drøftelse af spørgsmålet i de enkelte regionale
samarbejdsfora. Der skal tilstræbes enighed i det regionale samarbejdsforum
om en beslutning om at udvide adgangen til frit sygehusvalg.
Som det også fremgår af bemærkningerne til stk. 2, nr. 1, kan henvisning
til en sygehusafdeling, der varetager lands- og landsdelsfunktioner i
tilfælde, hvor det efter en lægelig vurdering er nødvendigt, at patienten
bliver behandlet på sådan en afdeling, fortsat kun foretages med forudgående
kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen.
Såfremt en lands- og landsdelsafdeling modtager en patient, der er henvist
af sin praktiserende læge som basispatient og afdelingen vurderer, at
patienten burde have været henvist som lands- og landsdelspatient, idet
vedkommende har behov for højt specialiseret behandling, vil det påhvile
afdelingen at indhente kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen. Iværksætter
afdelingen højt specialiseret behandling af patienten, uden at indhente
kautionstilsagn fra bopælsamtskommunen, skal der alene ydes betaling efter
den gældende takst for patienter, der i medfør af § 5 b i sygehusloven selv
har valgt, hvilket sygehus den pågældende vil behandles på
(fritvalgstaksten).
Det bemærkes, at en udvidet adgang for basispatienter til at vælge sygehus
ikke indebærer ændringer i den gældende retstilstand for så vidt angår
modtagelse af fritvalgspatienter fra andre amtskommuner. Det vil sige, at
retten til at vælge sygehus fortsat ikke indebærer en automatisk forpligtelse
for den valgte sygehusafdeling til at modtage patienten. Hensynet til
udviklingen i presset på en sygehusafdelings kapacitet kan fortsat indgå i
afdelingens beslutning om at modtage fritvalgspatienter fra andre
amtskommuner til behandling. En sygehusafdeling vil således stadig kunne
afvise fritvalgspatienter, hvor særlige hensyn enten til patienter fra eget
amt eller til lands- og landsdelspatienter fra andre amter gør sig gældende.
Til § 1, nr. 3
Det foreslås, at forpligtelsen til at oplyse om det frie sygehusvalg
og til at tilbyde patienten henvisning til et sygehus med kortere
ventetid pålægges alle sygehuse og ikke blot sygehusvæsenet i
bopælsamtskommunen.
Bestemmelsen omfatter personer, som er henvist til ikke-akut behandling på
sygehus, såkaldt elektiv behandling. Ved behandling forstås alle former for
sygehusydelser, som en patient modtager under ophold på et sygehus, herunder
også forundersøgelse og genoptræning, og hvad enten ydelserne præsteres under
indlæggelse eller ambulant.
Bestemmelsen gælder endvidere alene i forhold til personer, for hvem
ventetiden til behandling på den pågældende sygehusafdeling væsentligt vil
overstige ventetiden til samme behandling på en anden sygehusafdeling i eller
uden for den pågældende amtskommune.
Der kan ikke gives en entydig anvisning på, hvad der forstås ved, at
ventetiden væsentligt skal overstige ventetiden til samme behandling på en
anden sygehusafdeling. Væsentlighedskriteriet beror således bl. a. på en
konkret vurdering af den enkelte sygdom og sværhedsgraden heraf. F.eks. vil
en merventetid på 14 dage på en sygehusafdeling i forhold til en anden
sygehusafdeling skulle anses for væsentlig, såfremt der er tale om en
hurtigudviklende livstruende sygdom, hvorimod en sådan merventetid vil være
uvæsentlig, hvis det drejer sig om en langsomt fremadskridende
ikke-livstruende sygdom.
Oplysningen om det frie sygehusvalg og tilbud om henvisning til et andet
sygehus med kortere ventetid, skal gives snarest muligt. Hvis det allerede
før patienten første gang møder op på sygehuset, f.eks. på
henvisningstidspunktet, ligger klart at ventetiden på behandling væsentligt
vil overstige ventetiden til samme behandling på en anden sygehusafdeling,
vil det påhvile sygehuset allerede på dette tidspunkt at tilsende patienten
skriftlig oplysning om det frie sygehusvalg, samt at tilbyde henvisning til
et sygehus med kortere ventetid.
Med hensyn til sygehusets forpligtelse til at tilbyde patienten en
henvisning til et andet offentligt sygehus med kortere ventetid, forudsættes
det, at sygehuset så vidt muligt tilbyder patienten henvisning til mindst et
sygehus, der har kortere ventetid på behandlingen. Som udgangspunkt, bør det
nærmeste sygehus med kortere ventetid tilbydes, medmindre patienten har andre
præferencer end nærhed, f.eks. om at blive indlagt nær familie eller
lignende. Det forudsættes i øvrigt, at der ved sygehusets tilbud om
henvisning til et andet sygehus i størst mulig grad tages hensyn til
patientens ønsker om behandlingssted. Det bemærkes, at patienter som modtager
et tilbud om henvisning til en sygehusafdeling med kortere ventetid, skal
betragtes som fritvalgspatienter, herunder i befordringsmæssig henseende. Det
betyder, at patienten selv skal afholde eventuelle merudgifter til transport
til det andet sygehus.
Til § 1, nr. 4
Som anført i de almindelige bemærkninger er formålet med denne
bestemmelse, at tilvejebringe en hjemmel til, at kommuner og
amtskommuner kan indgå aftaler om amtskommunal medfinansiering af
kommunale tilbud til især ældre medicinske patienter, som alternativ
til sygehusindlæggelse.
Et udbygget tilbud i kommunerne vil eksempelvis kunne tage hånd om ældre,
der i dag indlægges på sygehus på grund af væskemangel, hjemmeboende demente
med henblik på aflastning af de pårørende og ældre med behov for observation
og pleje i forbindelse med en i øvrigt ukompliceret medicinsk behandling.
Det understreges, at formålet med lovforslaget ikke er at nedbringe
antallet af sygehusindlæggelser i forhold til patienter, der har behov for
behandling på sygehus, dvs. patienter, der har behov for lægelig observation,
akut iværksættelse af undersøgelse eller speciel medicinsk behandling. Disse
patienter vil fortsat skulle indlægges på sygehus.
Det forudsættes, at henvisning til de kommunale tilbud (akutstuer,
aflastningspladser, døgnhjemmepleje e. lign.) sker efter lægehenvisning og i
et samarbejde mellem praktiserende læge/vagtlæge og hjemmeplejens personale
og i samråd med patienten og de pårørende.
Det forudsættes endvidere, at der er løbende tilsyn fra og kontakt med
egen læge, og at der om nødvendigt kan ydes besøg fra sygehus. Ved etablering
af kommunale tilbud i patientens eget hjem, forudsættes hjemmehjælpere og
hjemmesygeplejersker at indgå i vagtberedskabet.
Skriftlig fremsættelse
Sundhedsministeren (Birte Weiss):
Jeg tillader mig herved for Folketinget af fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet. (Styrkelse af det
frie sygehusvalg, forsøgshjemmel og tilbud i kommunalt regi).
(Lovforslag nr. L 210).
Som led i aftalen mellem regeringen og Det Konservative Folkeparti blev
det i slutningen af 1995 aftalt at nedsætte en sygehuskommission, der bl.a.
fik til opgave at undersøge om organiseringen af det danske sundhedsvæsen kan
tilrettelægges på en mere hensigtsmæssig måde. Sygehuskommissionen afgav i
begyndelsen af 1997 sin betænkning "Udfordringer i sygehusvæsenet".
Hovedparten af kommissionens forslag til det fremtidige sygehusvæsen kan
gennemføres uden lovgivning. Enkelte forslag, der har til formål til at skabe
et mere serviceorienteret sygehusvæsen kræver imidlertid ændringer af
sygehusloven. Det handler om:
- at sygehusejerne får mulighed for at udvide det frie sygehusvalg til
nogle af de højt specialiserede sygehusafdelinger,
- indførelse af en pligt for sygehusene til at informere om det frie
sygehusvalg, og at henvise patienter til sygehuse med kortere ventetid,
- at amterne får mulighed for at medfinansiere kommunale plejeinitiativer,
der kan fungere som alternativ til indlæggelse på sygehus og
- indførelse af en generel forsøgsbestemmelse på sygehusområdet.
Patienternes valg af sygehus spiller en vigtig rolle som indikator for, om
de er tilfredse med deres lokale sygehus og alene muligheden for, at
patienterne kan vælge et andet sygehus end det lokale giver en incitament til
sygehusene til løbende at arbejde med serviceforbedringer - til at skabe de
bedst mulige behandlingsforløb.
Den vigtigste formelle begrænsning i det frie sygehusvalg består i dag i,
at patienter, der kan behandles på almindeligt sygehus, såkaldt
basisbehandling, ikke kan vælge behandling på de sygehusafdelinger, der
varetager højt specialiseret behandling, dvs. lands- og landsdelsfunktioner.
En del lands- og landsdelsafdelinger varetager imidlertid allerede i dag
behandlingsopgaver på basisniveau i betydeligt omfang, primært i forhold til
patienter fra sygehusets eget optageområde. For nogle af lands- og
landsdelsafdelingerne udgør de højt specialiserede funktioner endda kun en
mindre del af behandlingsopgaverne, mens langt hovedparten af opgaverne er
basisbehandling. Der er ingen særlig grund til, at der ikke skulle være frit
sygehusvalg til basisbehandling på sådanne afdelinger.
Med henblik på at styrke det frie sygehusvalg foreslås det derfor, at
amtskommuner, som ejer sygehusafdelinger, hvor lands- og
landsdelsfunktionerne udgør en lille del af aktiviteten, får mulighed for at
udvide det frie sygehusvalg, således at også basispatienter kan vælge
behandling på disse afdelinger.
Hvis patienter skal have en realistisk mulighed for at gøre brug af det
frie sygehusvalg, forudsætter det både, at de er opmærksomme på retten til at
vælge sygehus, og at de samtidig får kendskab til sygehuse, som måtte have
kortere ventetider. Der er derfor behov for at styrke patienternes stilling,
når de første gang møder op på sygehuset - typisk i forbindelse med en
ambulant forundersøgelse - og bliver bekendt med, hvad ventetiden konkret vil
være, før de kan blive behandlet.
Med henblik på en yderligere styrkelse af det frie sygehusvalg foreslås
det derfor, at offentlige sygehuse, hvor ventetiden til behandling væsentligt
overstiger ventetiden til samme behandling på et andet sygehus, bliver pålagt
for det første at oplyse patienterne om det frie sygehusvalg, og for det
andet at tilbyde patienter, der ønsker det, henvisning til et sygehus med en
kortere ventetid.
Der er i de seneste 15 år sket en betydelig vækst i den kommunale
hjemmepleje. Det har været en positiv udvikling, som har gjort det muligt for
mange mennesker at blive længere tid i deres eget hjem. Det har også betydet,
at mange især ældre patienter hurtigere har kunnet udskrives fra sygehusene.
Lovforslaget om mulighed for amtskommunal medfinansiering af kommunale
initiativer, der fungerer som alternativ til sygehusindlæggelse, skal ses i
sammenhæng med Sygehuskommissionens forslag om, at næste skridt i denne
udvikling bør være etablering af særlige plejetilbud i kommunerne, som kan
overtage en del af de plejeopgaver, der i dag løses på sygehusene. Det kan
f.eks. være etablering af såkaldte akutstuer i tilknytning til kommunale
plejehjem.
Det er således formålet med lovforslaget, at amter og kommuner i
samarbejde kan udvikle nye tilbud i lokalsamfundet for den gruppe af især
ældre og svage mennesker, der ikke har behov for sygehusenes diagnostiske og
behandlingsmæssige beredskab, men derimod først og fremmest har et særligt
plejebehov, typisk i en kortere periode.
Det skal understreges, at hensigten med lovforslaget er at forbedre
serviceniveauet i forhold til denne gruppe af patienter. Det er således ikke
hensigten at forringe tilbuddet i forhold til patienter, der har behov for
behandling på sygehus. Disse patienter vil fortsat skulle behandles på
sygehuset.
Med henblik på at opnå en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af
sygehusvæsenets opgaver, herunder ikke mindst med henblik på at højne
serviceniveauet for patienterne, anbefaler Sygehuskommissionen, at der i
større udstrækning end hidtil gennemføres forsøg med nye måder at løse
sygehusopgaverne på.
Den nuværende sygehuslov indeholder ikke hjemmel til forsøg, som fraviger
lovens regler. Som opfølgning på Sygehuskommissionens anbefaling foreslås
det, at der indføres en generel forsøgshjemmel i sygehusloven med henblik på
at fremme amternes forsøgsvirksomhed inden for sygehusområdet. Det skal
bemærkes, at lovens regler om vederlagsfri behandling ikke vil kunne
fraviges, dvs. at der ikke kan laves forsøg med betaling for
sygehusbehandling eller etablering af betalingshospitaler.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal
jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige
behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 LSF 49 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING M.V. (FRIERE SYGEHUSVALG, BEHANDLING PÅ PRIVATE SPECIALSYGEHUSE M.FL., SPECIALESAMLING, AMBULANCETJENESTE, FÆRDIGBEHANDLEDE PATIENTER SAMT PLANLÆGNING OG SAMARBEJDE) Retsinformation · 21. december 1992
- Skriftlig fremsættelse (13. november 1998) - L 84 Retsinformation · 13. november 1998
- 1991 BRL 74 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN NR L 74 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 10. juli 1992
- Forslag til Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet og lov om patientforsikring Retsinformation · 20. maj 1999
- Forslag til Lov om ændring af lov om sygehusvæsenet Retsinformation · 26. maj 2000
- 1991 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN Retsinformation · 11. november 1992