1996 LSF 141 FORSLAG TIL LOV OM TAXIKØRSEL M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Lovens område, kompetenceforhold m.v.
§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel
og sygetransport) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til
befordring af højst 9 personer føreren medregnet, skal have tilladelse
hertil, medmindre det benyttede køretøj udelukkende anvendes til almindelig
rutekørsel, jf. lov om buskørsel.
Stk. 2. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres
inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet,
kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af
trafikministeren.
Stk. 3. Den, der har tilladelse til taxikørsel og tillige har
tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om
buskørsel, kan efter trafikministerens godkendelse i stedet for et
motorkøretøj af den i stk. 1 nævnte størrelse anvende et motorkøretøj
indrettet til befordring af indtil 15 personer føreren medregnet til den i
denne lov omhandlede kørsel.
§ 2. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, meddeles af
kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsætter antallet af
tilladelser til taxikørsel (taxibevillinger) inden for sit område ud fra
hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for hele
området.
Stk. 3. Der kan meddeles tilladelse til limousinekørsel
(limousinebevilling). Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene
benyttes til befordring af nærmere bestemte kategorier af personer efter
særlig aftale.
Stk. 4. Der kan endvidere meddeles tilladelse til sygetransport.
Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til dette formål
i henhold til en nærmere fastsat afgrænsning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.
Betingelser for meddelelse af tilladelser m.v.
Læs alt
§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer,
der
1) har dansk indfødsret,
2) har bopæl her i landet,
3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller
under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,
6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for
misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, samt
8) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det
antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl bortfalder, i det
omfang dette følger af international aftale eller regler fastsat af
trafikministeren.
Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke
opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 7, skal på begæring af ansøgeren eller
kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, indbringes for domstolene af
anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i
strafferetsplejens former.
§ 4. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, kan meddeles
aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i
§ 3, stk. 1, nr. 4-6 og nr. 8, 2. led.
Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der
faktisk og vedvarende skal forestå virksomheden i henhold til denne lov.
Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.
Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles
tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset
ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre
selvejende institutioner. Der kan meddeles tilladelse til sygetransport til
offentlige myndigheder og virksomheder.
Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og
3 nævnte art kan meddeles tilladelse, jf. § 2, stk. 4, såfremt dette er
hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af
trafikministeren.
Tilladelsens indhold m.v.
§ 5. Tilladelser i henhold til denne lov kan gives for et tidsrum
af højst 10 år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.
Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i køretøjet under kørslen,
herunder i udlandet.
Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den, der har opnået denne, og
den kan hverken helt eller delvis overgå til andre. Trafikministeren kan
under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.
Stk.4. Tilladelsen eller godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere
af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsatte vilkår for virksomhedens
udøvelse, jf. § 13.
Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om
løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive
overenskomster.
Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser
m.v.
§ 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan tilbagekalde
denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den, der har
bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i
virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene
for tilladelsen, jf. § 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter
udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr.
5-8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.
Stk. 3. Godkendelse af ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, samt
godkendelse af taxameterkontrollant, jf. § 12, stk. 1, nr. 9, og
bestillingskontor, jf. § 12, stk. 1, nr.10, kan ligeledes tilbagekaldes eller
nægtes fornyet efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Godkendelse af førere af de af loven omfattede
motorkøretøjer, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, kan tilbagekaldes eller nægtes
fornyet efter stk. 1, samt såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 7 og 8,
ikke længere er til stede.
Stk. 5. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-4
sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 7. En afgørelse efter § 6 kan af den, afgørelsen vedrører,
forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter,
at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed,
der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod
den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende
virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under
sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller
godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse
findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
Stk. 3. En afgørelse efter § 6 kan til enhver tid efter ansøgning
ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan
dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren
forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller
nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år
efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved
dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af
fornyelse truffet efter § 6, stk. 2-4, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, kan forlanges
indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller den
myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i § 3, stk. 3.
§ 8. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren
heraf afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk.
1, nr. 1-4, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har
meddelt tilladelsen eller godkendelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der
sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et
konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på
rekonstruktion efter betalingsstandsning, afhændelse, afvikling og lignende.
Adgangen hertil gælder kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet,
betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller
værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.
§ 9. En tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet
fornyet, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 6-8, skal tillige med andre
kendetegn, der er udleveret til brug for virksomhedens udøvelse, straks
afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.
Bestillingskontorer
§ 10. I kommuner, hvor antallet af taxibevillinger er fastsat til
10 eller derover, påhviler det bevillingshaverne, jf. dog stk. 2 og 3, at
oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor og deltage i de
foranstaltninger til fremme af en passende betjening af offentligheden, som
kommunalbestyrelsen pålægger bestillingskontoret at etablere.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et
ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1 omhandlede
pligt, såfremt det er foreneligt med hensynet til betjeningen af
offentligheden. I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover kan fritagelse
dog kun ske, såfremt bevillingshaveren i henhold til et fastsat vilkår, jf. §
13, stk. 1, nr. 3, fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område,
beliggende uden for en samlet bymæssig bebyggelse.
Stk. 3. Hvis de i medfør af stk. 2 givne fritagelser omfatter et
så stort antal taxibevillinger, at antallet af de øvrige bevillinger til
taxikørsel i kommunen kommer under 10, bortfalder pligten i henhold til stk.
1.
§ 11. En bevillingshaver, jf. § 10, stk. 1, kan af
bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt pågældende
1) udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,
2) undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som
bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden,
eller
3) på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet
mellem de tilsluttede bevillingshavere.
Stk. 2. Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod
efter stk. 1, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af
myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen. Bodens
størrelse fastsættes under hensyn til forseelsens grovhed.
Bemyndigelsesbestemmelser m.v.
§ 12. Trafikministeren kan fastsætte regler om
1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers
forordninger og direktiver om erhvervsmæssig personbefordring omfattet af
denne lov,
2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem
erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig personbefordring,
3) afgrænsning mellem taxikørsel og sygetransport,
4) ansøgningers indhold og dokumentation samt fremgangsmåden ved
meddelelse af tilladelser eller godkendelser, herunder om høring af
myndigheder og organisationer,
5) de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,
6) de faglige, vandelsmæssige, aldersmæssige krav m.v., en godkendt fører
af et af loven omfattet motorkøretøj skal opfylde, herunder om
tidsbegrænsning af godkendelsen,
7) betaling for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelser
og godkendelser, herunder indeksregulering af sådan betaling,
8) køretøjers benyttelse, afmærkning, indretning og udstyr, herunder
vedrørende taxameter, kontrolapparat, printer, mobiltelefon,
kontroldokumenter og maksimaltakster for taxikørsel,
9) taxameterkontrollantvirksomhed, herunder vedrørende godkendelse af
taxameterkontrollanter,
10) godkendelse og drift af bestillingskontorer, herunder tidsbegrænsning
af godkendelsen, voldgift, eksklusion og gennemførelse af disciplinærbod,
samt
11) andre forhold vedrørende taxi- og sygetransportvirksomhed, herunder
kontrolforanstaltninger for den kørsel, der er undtaget fra kravet om
tilladelse.
Stk. 2. Der er udpantningsret for skyldig betaling efter stk. 1,
nr. 7.
§ 13. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i taxibevillingen
fastsætte vilkår om
1) udnyttelse af denne i et nærmere bestemt omfang,
2) udnyttelse af denne inden for nærmere fastsatte perioder af året,
3) fortrinsvis betjening af nærmere bestemte geografiske områder,
4) benyttelse af motorkøretøjer over en vis størrelse (storvogne) eller
med særlig indretning (handicapindrettede vogne m.v.) og
5) afgivelse af indberetninger til statistisk brug eller som led i
kontrolforanstaltninger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i et
kørselsreglement fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende taxiers
indretning, udstyr og benyttelse.
§ 14. Centralregisteret for Motorkøretøjer skal efter anmodning, i
det omfang det er nødvendigt for kommunalbestyrelsens administration af
taxilovgivningen, jf. dog § 15, give denne enhver oplysning om
motorkøretøjers registreringsforhold.
Storkøbenhavns Taxinævn
§ 15. Beføjelser, som efter §§ 2, 5, 6, § 8, stk. 2, og §§ 10 og
13 er tillagt kommunalbestyrelsen, udøves i Københavns og Frederiksberg
Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt af Storkøbenhavns Taxinævn. Nævnet
består af 4 medlemmer valgt af Københavns Kommunalbestyrelse, 1 medlem valgt
af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 6 medlemmer valgt af Foreningen af
Kommuner i Københavns Amt.
Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk
afgrænsning af taxinævnets kompetenceområde og en anden sammensætning af
nævnet.
Straffebestemmelser
§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der
1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 5, stk. 2 og stk.
3, 1. pkt., samt § 9 og § 10, stk. 1,
2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i
henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,
3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i forordninger om taxikørsel
fastsat af De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Samtidig ophæves
lov om hyrekørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 29. september 1992.
Stk. 2. Bevillinger til hyrekørsel samt godkendelser, der er
meddelt før lovens ikrafttræden, forbliver i kraft. Indehavere heraf skal dog
senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte
adgangskrav.
Stk. 3. Ansøgninger om bevilling til hyrekørsel samt godkendelser
indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter den hidtidige lovgivning. I
tilfælde, hvor tilladelse eller godkendelse meddeles, skal indehavere heraf
dog senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte
adgangskrav.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Lovens område, kompetenceforhold m.v.
§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel
og
sygetransport) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til
befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, skal have
tilladelse hertil, medmindre det benyttede køretøj udelukkende
anvendes til almindelig rutekørsel, jf. lov om buskørsel.
Stk. 2. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres
inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet,
kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af
trafikministeren.
Stk. 3. Den, der har tilladelse til taxikørsel og tillige har
tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om
buskørsel, kan efter trafikministerens godkendelse i stedet for et
motorkøretøj af den i stk. 1 nævnte størrelse anvende et motorkøretøj
indrettet til befordring af indtil 15 personer, føreren medregnet, til den i
denne lov omhandlede kørsel.
§ 2. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, meddeles af
kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsætter antallet af
tilladelser til taxikørsel (taxibevillinger) inden for sit område ud fra
hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for hele
området.
Stk. 3. Der kan meddeles tilladelse til limousinekørsel
(limousinebevilling). Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene
benyttes til befordring af nærmere bestemte kategorier af personer efter
særlig aftale.
Stk. 4. Der kan endvidere meddeles tilladelse til sygetransport.
Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til dette formål
i henhold til en nærmere fastsat afgrænsning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.
Betingelser for meddelelse af tilladelser m.v. § 3.
Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der
1) har dansk indfødsret,
2) har bopæl her i landet,
3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller
under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,
6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for
misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, samt
8) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det
antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl bortfalder i det
omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af
trafikministeren.
Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke
opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 7, skal på begæring af ansøgeren eller
kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, indbringes for domstolene af
anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i
strafferetsplejens former.
§ 4. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, kan meddeles
aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i
§ 3, stk. 1, nr. 4, 5, 6 og 8, 2. led.
Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der
faktisk og vedvarende skal forestå virksomheden i henhold til denne lov.
Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.
Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles
tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset
ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre
selvejende institutioner. Der kan meddeles tilladelse til sygetransport til
offentlige myndigheder og virksomheder.
Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og
3 nævnte art kan meddeles tilladelse, jf. § 2, stk. 4, såfremt dette er
hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af
trafikministeren.
Tilladelsens indhold m.v. § 5. Tilladelser i henhold til
denne lov kan gives for et tidsrum af højst 10 år ad gangen. Der kan gives en
ansøger flere tilladelser.
Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i køretøjet under kørslen,
herunder i udlandet.
Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den, der har opnået denne, og
den kan hverken helt eller delvist overgå til andre. Trafikministeren kan
under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.
Stk.4. Tilladelsen eller godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere
af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsatte vilkår for virksomhedens
udøvelse, jf. § 13.
Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om
løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive
overenskomster.
Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser
m.v. § 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan
tilbagekalde denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den,
der har bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i
virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene
for tilladelsen, jf. § 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter
udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr.
5-8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.
Stk. 3. Godkendelse af ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, samt
godkendelse af taxameterkontrollant, jf. § 12, stk. 1, nr. 9, og
bestillingskontor, jf. § 12, stk. 1, nr.10, kan ligeledes tilbagekaldes eller
nægtes fornyet efter stk. 1-2.
Stk. 4. Godkendelse af førere af de af loven omfattede
motorkøretøjer, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, kan tilbagekaldes eller nægtes
fornyet efter stk. 1, samt såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 5 og 7-8,
ikke længere er til stede.
Stk. 5. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-4
sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre.
§ 7. En afgørelse efter § 6 kan af den, afgørelsen vedrører,
forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter,
at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed,
der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod
den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende
virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under
sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller
godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse
findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
Stk. 3. En afgørelse efter § 6 kan til enhver tid efter ansøgning
ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan
dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren
forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller
nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år
efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved
dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af
fornyelse truffet efter § 6, stk. 2 - 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, kan
forlanges indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører,
eller den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i § 3,
stk. 3.
§ 8. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren
heraf afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk.
1, nr. 1-4, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har
meddelt tilladelsen eller godkendelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der
sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et
konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på
rekonstruktion efter betalingsstandsning, afhændelse, afvikling og lignende.
Adgangen hertil gælder kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet,
betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller
værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.
§ 9. En tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet
fornyet, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 6-8, skal tillige med andre
kendetegn, der er udleveret til brug for virksomhedens udøvelse, straks
afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.
Bestillingskontorer § 10. I kommuner, hvor antallet af
taxibevillinger er fastsat til 20 eller derover, påhviler det
bevillingshaverne, jf. dog stk. 2 og 3, at oprette eller tilslutte sig et
bestillingskontor og deltage i de foranstaltninger til fremme af en passende
betjening af offentligheden, som kommunalbestyrelsen pålægger
bestillingskontoret at etablere.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et
ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1 omhandlede
pligt, såfremt det er foreneligt med hensynet til betjeningen af
offentligheden. I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover kan fritagelse
dog kun ske, såfremt bevillingshaveren i henhold til et fastsat vilkår, jf. §
13, stk. 1, nr. 3, fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område,
beliggende uden for en samlet bymæssig bebyggelse.
Stk. 3. Hvis de i medfør af stk. 2 givne fritagelser omfatter et
så stort antal taxibevillinger, at antallet af de øvrige bevillinger til
taxikørsel i kommunen kommer under 20, bortfalder pligten i henhold til stk.
1.
§ 11. En bevillingshaver, jf. § 10, stk. 1, kan af
bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt pågældende
1) udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,
2) undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som
bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden
eller
3) på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet
mellem de tilsluttede bevillingshavere.
Stk. 2. Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod
efter stk. 1, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af
myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen. Bodens
størrelse fastsættes under hensyn til forseelsens grovhed.
Bemyndigelsesbestemmelser m.v. § 12. Trafikministeren kan
fastsætte regler om
1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers
forordninger og direktiver om erhvervsmæssig personbefordring omfattet af
denne lov,
2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem
erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig personbefordring,
3) afgrænsning mellem taxikørsel og sygetransport,
4) ansøgningers indhold og dokumentation samt fremgangsmåden ved
meddelelse af tilladelser eller godkendelser, herunder om høring af
myndigheder og organisationer,
5) de økonomiske og faglige krav en ansøger skal opfylde,
6) de faglige, vandelsmæssige, aldersmæssige krav m.v. en godkendt fører
af et af loven omfattet motorkøretøj skal opfylde, herunder om
tidsbegrænsning af godkendelsen,
7) betaling for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelser
og godkendelser, herunder indeksregulering af sådan betaling,
8) køretøjers benyttelse, afmærkning, indretning og udstyr, herunder
vedrørende taxameter, kontrolapparat, printer, mobiltelefon,
kontroldokumenter og maksimaltakster for taxikørsel,
9) taxameterkontrollantvirksomhed, herunder vedrørende godkendelse af
taxameterkontrollanter,
10) godkendelse og drift af bestillingskontorer, herunder tidsbegrænsning
af godkendelsen, voldgift, eksklusion og gennemførelse af disciplinærbod,
samt
11) andre forhold vedrørende taxi- og sygetransportvirksomhed, herunder
kontrolforanstaltninger for den kørsel, der er undtaget fra kravet om
tilladelse.
Stk. 2. Der er udpantningsret for skyldig betaling efter stk. 1,
nr. 7.
§ 13. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i taxibevillingen
fastsætte vilkår om
1) udnyttelse af denne i et nærmere bestemt omfang,
2) udnyttelse af denne inden for nærmere fastsatte tidsperioder af året,
3) fortrinsvis betjening af nærmere bestemte geografiske områder,
4) benyttelse af motorkøretøjer over en vis størrelse (storvogne) eller
med særlig indretning (handicapindrettede vogne m.v.) og
5) afgivelse af indberetninger til statistisk brug eller som led i
kontrolforanstaltninger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i et
kørselsreglement fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende taxiers
indretning, udstyr og benyttelse.
§ 14. Centralregisteret for Motorkøretøjer skal efter anmodning
give kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, enhver oplysning om motorkøretøjers
registreringsforhold.
Storkøbenhavns Taxinævn § 15. Beføjelser, som efter §§ 2,
5, 6, § 8, stk. 2, § 10 og 13, er tillagt kommunalbestyrelsen, udøves i
Københavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt af
Storkøbenhavns Taxinævn. Nævnet består af 4 medlemmer valgt af Københavns
Kommunalbestyrelse, 1 medlem valgt af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 6
medlemmer valgt af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt.
Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk
afgrænsning af taxinævnets kompetenceområde og en anden sammensætning af
nævnet.
Straffebestemmelser § 16. Medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4 stk. 2, 1. pkt., § 5, stk. 2, og stk.
3, 1. pkt., samt § 9 og § 10, stk. 1,
2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i
henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,
3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i forordninger om taxikørsel
fastsat af De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser § 17. Loven
træder i kraft den 1. januar 1998. Samtidig ophæves lov om hyrekørsel, jf.
lovbekendtgørelse nr. 823 af 29. september 1992.
Stk. 2. Bevillinger til hyrekørsel samt godkendelser, der er
meddelt før lovens ikrafttræden, forbliver i kraft. Indehavere heraf skal dog
senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte
adgangskrav.
Stk. 3. Ansøgninger om bevilling til hyrekørsel samt godkendelser
indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter den hidtidige lovgivning. I
tilfælde, hvor tilladelse eller godkendelse meddeles, skal indehavere heraf
dog senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte
adgangskrav.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Indledningsvis bemærkes, at det hidtil anvendte udtryk for erhvervsmæssig
personbefordring »hyrekørsel« ændres til »taxikørsel«.
Ved henvisning til gældende lovgivning benyttes dog begrebet
»hyrekørsel«.
Som følge af den udvikling, der er sket inden for den erhvervsmæssige
personbefordring siden vedtagelsen af den nugældende lov om hyrekørsel,
herunder særligt inden for buskørselsområdet, er det hensigten med dette
lovforslag primært at indrette lovgivningen om taxikørsel efter de samme
principper, som i dag finder anvendelse i buslovgivningen. En sådan
tilpasning vil samtidig tage højde for eventuel kommende EU-regulering af
taxierhvervet.
Dette indebærer først og fremmest, at der opstilles betingelser for
meddelelelse af bevilling til taxikørsel, der i princippet svarer til
buslovgivningens krav. Endelig påtænkes der, som på busområdet, indført
tidsbegrænsning af gyldigheden af en bevilling til taxikørsel, ligesom det
tilsigtes, at regler om tilbagekaldelse og bortfald af bevilling m.v. - med
enkelte justeringer - svarer til buslovgivningens regler.
Det er desuden hensigten med lovforslaget, at erhvervsmæssig
personbefordring i form af sygetransport, der hidtil har været undtaget fra
krav om tilladelse, sidestilles med taxikørsel i tilladelsesmæssig henseende
og med hensyn til adgang til erhvervet.
Endvidere muliggør lovforslaget i overensstemmelse med de nugældende
forhold, at sygetransportvirksomhed kan drives i selskabsform i lighed med,
hvad der gælder på busområdet.
Under hensyntagen til taxierhvervets særlige forhold er det fundet
hensigtsmæssigt at opretholde et decentralt bevillingssystem. Det er tillige
hensigten at bibeholde antalsbegrænsningen for bevillinger til taxikørsel
samt pligten for en bevillingshaver til at være tilsluttet et
bestillingskontor.
2. Gældende lovgivning
De gældende regler vedrørende erhvervsmæssig personbefordring i
motorkøretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren
medregnet, er indeholdt i lov nr. 296 af 8. juni 1978 om hyrekørsel som
ændret ved lov nr. 408 af 6. juni 1991, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 29.
september 1992 (hyrekørselsloven), samt den i medfør heraf udstedte
bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 (med senere ændringer) om
hyrekørsel (hyrekørselsbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 140 af 24.
marts 1981 om kontrolapparater, taxametre og trafikbøger i hyrevogne
(taxameterbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980
(med senere ændring) om særlige krav til hyrevogne
(udstyrsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 511 af 4. oktober 1984
om gebyrer for udstedelse af bevilling m.v. i henhold til hyrekørselsloven
(gebyrbekendtgørelsen).
Hyrekørselslovgivningen (loven og tilhørende bekendtgørelser) bygger på et
bevillingssystem, således at erhvervsmæssig personbefordring med køretøjer
indrettet til befordring af højst 9 (og mindst 5) personer, føreren
medregnet, kræver bevilling i henhold til loven. En bevillingshaver, der har
tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om
buskørsel, kan, efter trafikministerens godkendelse, anvende et motorkøretøj
indrettet til befordring af højst 15 personer, føreren medregnet, til
hyrekørsel.
Såfremt et køretøj indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren
medregnet, udelukkende benyttes til almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, i
lov om buskørsel, eller til sygetransport, er kørslen undtaget fra
bevillingskravet.
Kommunalbestyrelsen og Hyrevognsnævnet for Storkøbenhavn (for så vidt
angår Københavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt)
fastsætter antallet af bevillinger inden for deres respektive områder ud fra
1) antallet af allerede udstedte bevillinger og udnyttelsen af disse samt 2)
hensynet til en rimelig betjening af publikum inden for hele området. En
bevilling kan ikke udstedes til et selskab eller anden juridisk person, men
kun til en fysisk person. En person kan godt gives flere bevillinger.
Endvidere er der mulighed for at give en bevilling til to personer i
fællesskab (partsbevilling).
Der er ikke i den gældende lovgivning fastsat særlige krav vedrørende
adgang til hyrekørselserhvervet. En ledig hyrekørselsbevilling gives således
efter kommunalbestyrelsens (hyrevognsnævnets) skøn til den, der er
»bedst kvalificeret«. Ved udøvelsen af dette skøn skal
kommunalbestyrelsen (nævnet) bl.a. lægge vægt på den erfaring, den enkelte
ansøger har erhvervet gennem tidligere beskæftigelse inden for erhvervsmæssig
personbefordring.
Heller ikke for så vidt angår føreren af en hyrevogn er der fastsat
særlige krav, udover at vedkommende i »fornødent omfang« behersker
det danske sprog og har kendskab til »centrale dele af områdets
geografi«.
Langt den overvejende del af hyrekørslen udføres ifølge den gældende
lovgivning på grundlag af bevilling til almindelig hyrekørsel, hvor adgangen
til kørslen står åben for alle. Der er også adgang til at udstede bevillinger
til »specielle formål«. Dette dækker dels limousinekørsel, dels
særlig kørsel for daginstitutioner, skoler, hospitaler m.v. i
overensstemmelse med de i bevillingen nærmere fastsatte vilkår for kørslen og
dennes afgrænsning.
I kommuner (Storkøbenhavn), hvor antallet af bevillinger er fastsat til 10
og derover, er der pligt til at være tilsluttet et bestillingskontor for
hyrevogne (tilslutningspligt).
Herudover indeholder den gældende lovgivning bestemmelser vedrørende
bevillingers udnyttelse, deponering, bortfald m.v., hyrevognens afmærkning,
indretning og udstyr, taxametre, kontrolapparater, radiokommunikation,
holdepladser, bestillingskontorers drift, førerens pligter samt betaling for
kørsel.
Kørsel, hvorunder der udføres sygetransport, falder efter den gældende lov
uden for begrebet hyrekørsel. Benyttes køretøjet udelukkende til
sygetransporter, kræves der således ikke bevilling.
For så vidt angår sygetransport er det i forarbejderne (lovbemærkningerne
fra 1977-78) til den nugældende lov oplyst, at begrebet sygetransport ikke er
søgt nærmere defineret.
For at hindre at virksomheder, der udfører sygetransporter, uretmæssigt
skal kunne påføre hyrevognserhvervet konkurrence, blev der i den nugældende
lov indført hjemmel til administrativt at fastsætte krav om afmærkning og
særligt udstyr for de køretøjer, der udelukkende anvendes til sygetransport,
samt krav om, at føreren af disse køretøjer har gennemgået en uddannelse i
nødhjælp.
Den nævnte hjemmel har ikke været udnyttet, og der er således ikke fastsat
nogen krav vedrørende udøvelse af sygetransportvirksomhed, der som nævnt kan
udføres i dag uden tilladelse (bevilling). Udgangspunktet ved afgrænsningen
mellem hyrekørsel og sygetransport er ifølge praksis, om den pågældende kan
befordres i en hyrevogn, eller om han mere hensigtsmæssigt befordres i et
sygetransportkøretøj. Afgrænsningen har i den forløbne periode undergået
visse ændringer, herunder at kørsel med bloddonorer anses for
»sygetransport«.
3.Trafikministeriets udvalg vedrørende revision af den gældende
hyrekørselslovgivning
Spørgsmålet om ændring af hyrekørselslovgivningen har jævnligt været
overvejet i perioden siden lovens ikrafttrædelse, bl.a. på baggrund af ønsker
herom fremsat af organisationerne m.fl. Nogle ønsker har været af mere
teknisk karakter, medens andre har vedrørt grundlæggende spørgsmål inden for
denne virksomhed såsom tilslutningspligt, adgangskrav og bevillingssystemets
udformning. De nævnte overvejelser førte imidlertid ikke til
lovgivningsinitiativer - bortset fra en ændring i 1991 vedrørende
nægtelse/tilbagekaldelse af bevilling på grund af betydelig gæld til det
offentlige (som efterfølgende er blevet gennemført tilsvarende inden for en
række andre erhverv).
Den nuværende hyrekørselslovgivning er derfor grundlæggende identisk med
lovgivningen, der blev vedtaget sidst i 1970'erne på dette område.
Med henblik på en mere systematisk gennemgang af hyrekørselslovgivningen
nedsatte Trafikministeriet i efteråret 1993 et udvalg bestående af
repræsentanter for Trafikministeriet (formandskab), Færdselsstyrelsen
(tidligere Direktoratet for Vejtransport), Storkøbenhavns Hyrevognsnævn,
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening (KL), Konkurrencerådet, Dansk
Taxi Forbund (DTF), Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark (CAT),
Storkøbenhavns Taxivognmænds Arbejdsgiversammenslutning (STA),
Sammenslutningen Københavns Taxa, Bestillingskontorernes Sammenslutning (BS),
Brancheforeningen for Hyrevognsejere (BfH), Specialarbejderforbundet i
Danmark (SID) samt Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK).
Dette udvalg afholdt i den resterende del af 1993 og i løbet af 1994 en
række møder med henblik på den forudsatte gennemgang af lovgivningen.
Udvalget afgav en rapport i januar 1995, hvori de involverede
organisationers og myndigheders synspunkter er refereret i relation til den
gældende lovgivning og med eventuelle forslag til ændring heraf.
Udvalgsarbejdet har været præget af deltagernes modstående holdninger på
en række punkter. Det har dog været udvalgets generelle opfattelse, at
adgangskravene til erhvervet bør strammes væsentligt op, og at det i denne
forbindelse vil være formålstjenligt at bruge de i buslovgivningen fastsatte
krav (økonomisk baggrund, faglige kvalifikationer, vandel) som model på
hyrekørselsområdet. Der har ligeledes været generel tilslutning til, at der
bør fastsættes krav til føreres faglige kvalifikationer og vandel. Udvalget
har endvidere generelt fundet det rimeligt, at der fastsættes tilsvarende
krav vedrørende adgang til sygetransporterhvervet som de foreslåede krav til
hyrekørselserhvervet (taxierhvervet). Endelig har der været generel
tilslutning i udvalget til at ophæve begrebet »speciel hyrekørsel«
med undtagelse af limousinekørsel samt foretage en modernisering af
hyrekørselslovgivningens bestemmelser om taxametre, kontrolapparater,
kørebøger m.v.
De organisationer og myndigheder, der har været repræsenteret i udvalget,
har i foråret 1995 tillige haft mulighed for at afgive en skriftlig udtalelse
i sagen med henblik på præcisering/justering af de i udvalget tilkendegivne
synspunkter. Udvalgsrapporten har endvidere været forelagt andre berørte
organisationer og myndigheder. Resultatet af denne høring har i store træk
bekræftet de ovenfor nævnte »varierede« holdninger til de enkelte
elementer i hyrekørselslovgivningen.
4. Trafikministeriets overvejelser vedrørende en revideret taxiordning
4.1. EU-lovgivningen
Indledningsvis bemærkes, at der ikke er fastsat EU-forskrifter vedrørende
taxikørsel, bortset fra et direktiv fra 1976 om mekaniske taxametre m.v., som
alene er en handels- og markedsføringsforskrift.
Europa-Kommissionen har for nogle år siden indsamlet oplysninger fra
medlemslandene vedrørende regler for taxivirksomhed i disse lande.
Kommissionen har endvidere afholdt møder med repræsentanter for
medlemslandene, og der synes at være en almindelig holdning i medlemslandene
til, at der bør ske en stramning af reglerne i medlemsstaternes lovgivning om
adgang til taxierhvervet. Det er på nuværende tidspunkt imidlertid ikke
muligt at udtale sig om, hvorvidt og i givet fald i hvilken form og hvornår,
Kommissionen måtte fremlægge et forslag vedrørende taxivirksomhed.
Uanset at der således ikke er fastsat fællesskabsforskrifter vedrørende
taxivirksomhed, forekommer det nærliggende at overveje, om de krav, der er
fastsat på buskørselsområdet (befordring i motorkøretøjer indrettet til
befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet) i EU's direktiv
96/26/EF af 29. april 1996, om adgang til erhvervet ved personbefordring ad
landevej i indenlandsk og international transport, tilsvarende bør danne
grundlag for fastsættelse af adgangskrav for så vidt angår erhvervsmæssig
personbefordring i motorkøretøjer, der er indrettet til befordring af højst 9
personer, føreren medregnet.
I det nævnte direktiv er anført vigtigheden af at foreskrive indførelse af
fælles regler for adgang til erhvervet med henblik på at sikre en forbedring
af vognmandens kvalifikationer. Det fremgår ligeledes, at denne forbedring
kan bidrage til en sanering af markedet, en kvalitativ forbedring af den
ydede tjeneste til gavn for de rejsende, vognmændene og økonomien som helhed
samt en forbedring af færdselssikkerheden. På denne baggrund er der i
direktivet fastsat regler vedrørende vognmandens hæderlighed, økonomiske evne
og faglige dygtighed.
4.2. Adgangen til erhvervet
I lov om buskørsel er der opstillet følgende krav til en person, der skal
have tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring med bus:
1) dansk indfødsret,
2) bopæl her i landet,
3) ikke umyndiggjort eller under lavværgemål,
4) hverken anmeldt betalingsstandsning eller under konkurs,
5) ikke betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb
i en størrelsesorden 50.000 kr. og derover,
6) økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
7) ikke dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for
misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens §
78, stk. 2,
8) i faglig henseende kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og
samtidig egnet til at kunne udøve denne virksomhed på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
I henhold til busloven kan tilladelse meddeles aktieselskaber eller
anpartsselskaber, der har en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og
vedvarende forestår virksomhedens buskørsel.
I busbekendtgørelsen er det nærmere fastsat, for så vidt angår kravet til
økonomisk grundlag, at ansøgeren ved ansøgning om indtil to
tilladelser skal dokumentere at have egne kontante midler eller andre værdier
på i alt mindst 100.000 kr. Ved ansøgning om yderligere tilladelser forhøjes
beløbet med 25.000 kr. for hver ekstra tilladelse. Der kan i stedet stilles
sikkerhed for tilsvarende beløb af et pengeinstitut eller forsikringsselskab.
For så vidt angår kravet til faglige kvalifikationer er det i
busbekendtgørelsen fastsat, at ansøgeren inden for de seneste 10 år skal have
gennemgået et af Trafikministeriet godkendt kursus og ved skriftlig prøve
have dokumenteret færdigheder i en række nærmere beskrevne emner (retlige
forhold, virksomhedsledelse, bestemmelser vedrørende personbefordring,
tekniske forhold, færdselssikkerhed m.v.), samt have været beskæftiget i
mindst 3 år i en virksomhed, der udfører personbefordring, eller have
tilladelse til godskørsel for fremmed regning.
Det foreslås i overensstemmelse med ovenstående, at trafikministeren
bemyndiges til i bekendtgørelsesform at fastsætte lignende regler vedrørende
adgang til taxierhvervet, idet bemærkes, at størrelsen af det krævede
kapitalgrundlag vil blive fastsat under hensyntagen til erhvervets vilkår i
øvrigt. Minimumskravet til egenkapital kunne f.eks. sættes til 50.000 kr.
henset til de krævede investeringer sammenlignet med godskørsels- og
buskørselsområdet.
4.3. Førere
Det er ligeledes ministeriets opfattelse, at der er behov for opstramning
af kravene til førere af de af loven omfattede motorkøretøjer i
erhvervsmæssig personbefordring. Det foreslås således, at trafikministeren
bemyndiges til at fastsætte regler vedrørende disse føreres faglige
kvalifikationer og vandel.
4.4. Sygetransport, speciel taxikørsel, partsbevillinger
Med hensyn til sygetransport, som for øjeblikket ikke er reguleret,
er det ministeriets opfattelse, at der for denne type af erhvervsmæssig
personbefordring gør sig de samme hensyn gældende som for de ovenfor angivne
vedrørende adgang til taxierhvervet. Det foreslås derfor, at trafikministeren
bemyndiges til at indføre en tilladelsesordning for sygetransport og
fastsætte tilsvarende adgangskrav som for taxivirksomhed.
Da der efter lovforslaget ikke skal være nogen begrænsning i antallet af
sygetransporttilladelser eller begrænsning i det geografiske
anvendelsesområde, er det af hensyn til det antalsregulerede og geografisk
begrænsede taxierhverv fundet nødvendigt fortsat at have en afgrænsning
imellem den ene og den anden slags befordring. Almindelig taxikørsel vil ikke
kunne udføres på baggrund af en tilladelse til sygetransport, medens en
taxivognmand vil kunne udføre sygetransport i en taxi, hvis dette kan ske på
en hensigtsmæssig måde. En taxivognmand vil endvidere kunne få særlig
tilladelse til sygetransport, hvis pågældende også er indehaver af sådanne
køretøjer.
Det foreslås, at sygetransportvirksomhed - i modsætning til taxivirksomhed
- kan drives i selskabsform i overensstemmelse med de principper, der er
fastsat på buskørselsområdet.
Det er ministeriets opfattelse, at den eksisterende bestemmelse om
udstedelse af bevillinger til »specielle formål«, som er
betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til befordring af nærmere
bestemte kategorier af personer efter særlig aftale (f.eks. limousinekørsel,
institutionskørsel, skolekørsel), bør ophæves, idet bestemmelsen har givet
anledning til utallige afgrænsningsproblemer i forhold til den almindelige
taxikørsel, og idet den omhandlede kørsel lige så formålstjenligt kan udføres
som almindelig taxikørsel. Kun for så vidt angår bevilling til
limousinekørsel bibeholdes bestemmelsen, da denne form for taxikørsel
opfylder et særligt behov, der kun vanskeligt kan opfyldes af almindelige
taxier.
De eksisterende regler om partsbevillinger er ikke medtaget i
lovforslaget, da disse ikke længere anses for hensigtsmæssige.
4.5. Klageadgang
De eksisterende regler vedrørende klage over afgørelser truffet af den
bevillingsudstedende myndighed, f.eks. klager over bevillingstilbagekaldelse,
indebærer, at en afgørelse i visse tilfælde kan indbringes for ministeren og
i andre tilfælde kan forlanges indbragt for domstolene - med eller uden
opsættende virkning.
Det foreslås at simplificere dette klagesystem på en sådan måde, at
afgørelser om tilbagekaldelse af bevillinger m.v. altid kan forlanges
indbragt for domstolene, og således at anmodning herom har opsættende
virkning.
4.6. Bemyndigelser, antalsbegrænsning og tilslutningspligt
Den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 6 har i visse
tilfælde vist sig ikke at være tilstrækkelig klar i forhold til visse
bestemmelser i de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser. Lovforslaget
indeholder på denne baggrund en mere specificeret bemyndigelsesbestemmelse
til ministeren. Bestemmelsen er i princippet opbygget på samme måde som den
tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse på buskørselsområdet.
Princippet om, at den tilladelsesudstedende myndighed kan fastsætte
antallet af bevillinger (antalsbegrænsning) inden for sit område
bibeholdes i forslagets lovtekst. Som noget nyt er den i
hyrekørselsbekendtgørelsen fastsatte pligt for taxibevillingshavere til at
oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor under nærmere givne
forudsætninger indført i lovteksten.
4.7. Betaling, kurser
Forslaget indebærer som nævnt, at de tilladelsesudstedende myndigheder
skal foretage en mere dybdegående - og derved i visse tilfælde mere
ressourcekrævende - undersøgelse af ansøgerens forhold. De foreslåede
muligheder for opkrævning af betaling for behandling af ansøgninger,
udstedelse af bevillinger m.v. skulle dog samtidig give tilsvarende indtægter
til disse myndigheder.
De kurser, som ansøgere forudsættes at gennemgå, vil kunne afholdes
af kommunerne (Storkøbenhavns Taxinævn) eller andre efter godkendelse af de
tilladelsesudstedende myndigheder mod opkrævning af betaling for de med
kurset forbundne udgifter.
4.8. Lovforslag L 230 (forslag til lov om hyrekørsel m.v.,
folketingssamling 1995/96)
Regeringen fremsatte i foråret 1996 (folketingssamlingen 1995/96) forslag
til lov om hyrekørsel m.v. (L 230). Dette forslag nåede kun til 1. behandling
i Folketinget og efterfølgende udvalgsbehandling. Nærværende forslag til lov
om taxikørsel m.v. svarer stort set til L 230, idet der dog er foretaget
enkelte ændringer, herunder at nogle af bemyndigelsesbestemmelserne
(antalsbegrænsning for bevillinger, tilslutningspligt til bestillingskontor)
er indført i selve lovteksten. Endvidere er adgangen til at udføre taxikørsel
i selskabsform ikke medtaget i lovforslaget.
4.9. Opfølgning
Generelt bemærkes om lovforslaget, at dette er opbygget på samme måde som
busloven, der er udformet i overensstemmelse med EU's retsforskrifter.
Forslaget til ændret lov om taxikørsel m.v. er således forberedt til
eventuelle kommende EU-retsforskrifter på dette område.
Trafikministeriet vil - bl.a. i lyset af eventuelt kommende
EU-retsforskrifter - senest den 1. januar 2000 foretage en gennemgang af
administrationen af taxilovgivningen med henblik på vurdering af behovet for
ændringer eller justeringer af lovgivningen.
5. Bekendtgørelser om taxikørsel m.v.
Ministeriet vil med henblik på lovens gennemførelse udarbejde reviderede
bekendtgørelser vedrørende den af loven omhandlede personbefordring
(taxikørsel, sygetransport). Disse bekendtgørelser vil, forinden de udstedes,
blive forelagt berørte myndigheder og organisationer til udtalelse.
6. Forslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser
Lovforslaget har den direkte erhvervsøkonomiske konsekvens, at
sygetransport gøres tilladelsespligtig. Lovforslaget har endvidere den
indirekte erhvervsøkonomiske konsekvens, at lovforslagets vedtagelse vil
medføre en højnelse af standarden inden for taxierhvervet, efterhånden som
nye bevillinger udstedes efter prøvelse af ansøgernes økonomiske baggrund,
faglige kvalifikationer og vandel. Også med hensyn til førere af de af loven
omfattede motorkøretøjer vil forslaget om krav til faglige kvalifikationer og
vandel generelt medføre, at der vil kunne tilbydes de, der befordres, en
bedre ydelse.
De foreslåede krav vedrørende adgang til erhvervet medfører, at ansøgere
skal deltage i kursusvirksomhed samt dokumentere opfyldelse af krav
vedrørende økonomisk baggrund og vandel over for de tilladelsesudstedende
myndigheder.
7. Forslagets administrative konsekvenser
Lovforslaget vil i mindre omfang medføre merudgifter for kommunerne
(Storkøbenhavns Taxinævn) i forbindelse med en mere dybdegående behandling af
ansøgninger om tilladelser og godkendelser. Kommunerne (Storkøbenhavns
Taxinævn) vil endvidere kunne blive påført øgede udgifter (bl.a.
advokatomkostninger) i forbindelse med den forudsatte domstolsprøvelse af
tilbagekaldelser m.v. Der vil dog samtidig kunne ske en udgiftsdækning gennem
opkrævning af betaling for behandling af ansøgninger og udstedelse af
tilladelser m.v., jf. pkt. 4.7.
8. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Som nævnt under pkt. 4.1. er der ikke fastsat fællesskabsforskrifter for
taxivirksomhed. I relation til Traktatens bestemmelser bemærkes, at den
påtænkte videreførelse af antalsbegrænsningen af bevillinger til taxikørsel
og pligten til at være tilsluttet et bestillingskontor, som hidtil, er udtryk
for en generel erhvervsretlig regulering. Denne regulering vil blive
administreret uden hensyntagen til EU-borgeres nationalitet. Lovforslaget har
således ikke EU-retlige aspekter, bortset fra at det i sin opbygning og
indhold er forberedt på eventuelt kommende EU-retsforskrifter på dette
område.
10. Høring
Forslaget er i forbindelse med fremsættelsen sendt til høring hos de
myndigheder og organisationer, der berøres af forslaget. Når høringssvarene
er modtaget, vil trafikministeren straks oversende disse til Folketingets
Trafikudvalg ledsaget af de kommentarer, udtalelserne måtte give anledning
til.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1 Ved den foreslåede bestemmelse bibeholdes bevillingssystemet som
grundlag for udførelse af taxikørsel. Dette betyder, som hidtil, at den, der
ønsker at udføre taxikørsel, skal ansøge om og erhverve bevilling hertil,
forinden vedkommende får ret til at udføre denne form for erhvervsmæssig
personbefordring. Der vil, som hidtil, blive krævet en bevilling pr.
motorkøretøj, der benyttes til taxikørsel.
Den gældende lov indeholder to undtagelser fra bevillingskravet. Bevilling
er således ikke påkrævet, såfremt det pågældende motorkøretøj (indrettet til
befordring af højst 9 personer, føreren medregnet) udelukkende benyttes til
sygetransport eller almindelig rutekørsel i henhold til § 2, stk. 2, i lov om
buskørsel.
Ifølge lovforslaget er det alene sidstnævnte undtagelse, der fortsat er
gældende. Sygetransport gøres således tilladelsespligtig på samme måde som
taxivirksomhed. Dette betyder, at der vil blive fastsat krav (økonomisk
baggrund, faglige kvalifikationer og vandel m.v.) vedrørende adgang til dette
erhverv. Disse krav vil indholdsmæssigt svare til de samtidig foreslåede
adgangskrav til taxierhvervet. Opfylder en ansøger disse krav, kan den
kompetente myndighed (kommunalbestyrelsen/ Storkøbenhavns Taxinævn) udstede
tilladelse til sygetransport. Der udstedes en tilladelse pr. køretøj. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen i stk. 2 er ny og omhandler den såkaldte
cabotagekørsel, som kendes fra bus- og godskørselsområdet. På disse to
områder er der i EU fastsat bestemmelser i medfør af Traktatens art. 75, stk.
1, litra b, ifølge hvilken Rådet fastsætter »de betingelser, under
hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i
en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende«. Der er ganske vist ikke
fastsat EU-retsforskrifter vedrørende taxivirksomhed, herunder
cabotagekørsel, men Kommissionen har foretaget nogle indledende undersøgelser
på dette område, bl. a. ved indhentning af oplysninger om lovgivningen og
tilrettelæggelsen af taxikørselvirksomhed i de enkelte medlemslande. Med den
nævnte bestemmelse er loven således forberedt til eventuelt kommende
EU-regler på dette område.
Den eksisterende bestemmelse i lovens § 1, stk. 2, hvorefter
trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om afmærkning af
motorkøretøjer, udstyr og krav til førerens uddannelse for så vidt angår
sygetransport, er af overskuelighedsgrunde flyttet til den generelle
bemyndigelsesbestemmelse i § 12 i lovforslaget.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer i sit indhold hovedsageligt til § 1,
stk. 3, i den nugældende lov. Bestemmelsen tilsigter at gøre det muligt for
vognmænd i tyndt befolkede områder, hvor befordringsopgaverne er af mere
beskedent omfang, at sikre en bedre udnyttelse af materiellet, således at
dette kan udnyttes til såvel taxikørsel som til erhvervsmæssig
personbefordring med bus (turist- og bestillingskørsel).
En godkendelse forudsætter, at vognmanden foruden en taxibevilling har en
tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om
buskørsel. Herved sikres, at vognmanden opfylder buslovens krav til adgang
til erhvervet. Forinden godkendelsen gives, foretages høring af
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor bevillingen udstedes, med henblik på
at sikre, at en godkendelse ikke vil stride imod de lokale forhold.
Godkendelsen vil blive gjort betinget af, at motorkøretøjet under
udførelsen af taxiopgaver opfylder de regler, herunder krav til indretning,
udstyr og benyttelse, der gælder i medfør af nærværende lov eller de i medfør
af loven udstedte forskrifter.
Til § 2 Ved bestemmelsen fastsættes det, at den kompetente
myndighed med hensyn til udstedelse af bevilling til taxikørsel er
kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori ansøgeren har (eller agter at have)
sit forretningssted. I det storkøbenhavnske område er den kompetente
myndighed Storkøbenhavns Taxinævn. Dette svarer til den gældende ordning.
Der lægges i stk. 2 vægt på hensynet til publikums betjening. Det
er således vigtigt, at der er et tilstrækkeligt bevillingsantal i hele
bevillingsområdet, således at behovet for taxikørsel kan dækkes på
tilfredsstillende måde. Ved fastsættelse af bevillingsantallet må kommunen
(taxinævnet) derfor løbende foretage en vurdering af, om det fastsatte antal
taxibevillinger er på et passende niveau.
Bestemmelsen i stk. 3 vedrører den særlige form for speciel
taxikørsel, der kategoriseres som limousinekørsel. Herved forstås kørsel i
særligt indrettede - ofte store, luksuøse - biler i form af
repræsentationskørsel, »executivkørsel« og lignende. De
eksisterende regler vedrørende bevilling til speciel hyrekørsel i øvrigt
(f.eks. skolekørsel og institutionskørsel på grundlag af særlig aftale herom)
er derimod ikke medtaget i lovforslaget, jf. afsnit 4.4 i de almindelige
bemærkninger. Kun for så vidt angår limousinekørsel er der tale om opfyldelse
af særlige behov, der kun vanskeligt kan foretages af almindelige taxier.
Ansøgeren skal dokumentere behovet for den omhandlede limousinekørsel.
Storkøbenhavns Taxinævn har oprettet et kontaktudvalg. I dette udvalg
deltager repræsentanter for bestillingskontorer og organisationer i det
storkøbenhavnske område. I flere af landets kommuner er der tilsvarende
oprettet »hyrevognsnævn« med deltagelse af repræsentanter for
erhvervet. Disse rådgivende udvalg/nævn findes nyttige, men det er dog fundet
mest hensigtsmæssigt at lade de bevillingsudstedende myndigheder selv træffe
afgørelse om, hvorvidt sådanne kontaktudvalg skal etableres. Såfremt disse
oprettes, bør de dog også have repræsentanter for
forbrugerinteresseorganisationer, større trafikterminaler i området (f.eks.
lufthavn) og trafikselskaber, således at alle relevante synspunkter kan blive
fremført - ikke mindst fra brugernes side.
Bestemmelsen i stk. 4 udvider kommunalbestyrelsens (taxinævnets)
kompetence til at omfatte udstedelse af tilladelse til sygetransport, jf. de
almindelige bemærkninger. Da sygetransport ikke er underkastet en geografisk
eller antalsmæssig begrænsning, er det tilstrækkeligt, at der opnås
tilladelse i den kommune (område), hvor hovedkontoret for
sygetransportvirksomheden er beliggende.
Til § 3 Bestemmelsen er udformet efter samme principper som den
tilsvarende bestemmelse i busloven og godskørselsloven.
Den foreslåede § 3, der svarer til § 12 i lov om buskørsel og § 3 i lov om
godskørsel, fastsætter de krav, der skal være opfyldt, for at en tilladelse
kan meddeles i henhold til § 1.
Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende
hyrekørselslov, men svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden
lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves godkendelse, tilladelse,
bevilling eller lignende.
Bestemmelsen om umyndige og personer under værgemål er dog tilpasset
terminologien i værgemålsloven, jf. lov nr. 388 af 14. juni 1995, der trådte
i kraft den 1. januar 1997. Således findes der ikke at burde gives tilladelse
til taxikørsel eller sygetransport til personer, der opfylder betingelserne
for at komme under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7. Baggrunden
herfor er, at personer, der opfylder betingelserne for at komme under
værgemål efter de nye regler, ikke fuldt ud er i stand til at tage vare på
deres egne anliggender. Det må derfor være udgangspunktet, at de pågældende
heller ikke skal have adgang til at udøve et erhverv, hvortil der kræves
tilladelse. For så vidt angår samværgemål, er der lagt vægt på den store
lighed, der er mellem dette værgemål og det nuværende lavværgemål.
Kravet i stk. 1, nr. 5, om, at en tilladelsesindehaver ikke må have
betydelig forfalden gæld til det offentlige, svarer til bestemmelsen, der
gennemførtes ved lov nr. 408 af 6. juni 1991 om ændring af lov om hyrekørsel.
Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at der ved betydelig gæld
forstås skyldige beløb af en vis størrelse. Har en ansøger således forfalden
gæld til det offentlige i en størrelsesorden af ca. 50.000 kr., vil dette i
almindelighed være tilstrækkeligt til at nægte ansøgeren bevilling til
taxikørsel. Det er ikke afgørende, om gælden vedrører taxivirksomheden i
henhold til en tidligere eller en eksisterende bevilling. Anden gæld, der
hidrører fra tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, vil kunne medføre
nægtelse, såfremt gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der
fremtidig vil opstå restancer til det offentlige, hvis der gives bevilling
til taxikørsel. Ved vurderingen af, om der foreligger en væsentlig gældspost,
må der tages hensyn til den almindelige pris- og lønudvikling. Dette regelsæt
vil ifølge lovforslaget omfatte sygetransport, godkendelse af ansvarlig leder
m.v.
Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at ansøgeren skal have den fornødne
økonomiske baggrund, svarer til bestemmelserne i lov om buskørsel og lov om
godskørsel.
Kravet om økonomisk baggrund skal sikre en højere grad af økonomisk
forsvarlig drift. Kravet opfyldes ved, at ansøgeren enten råder over en
nærmere fastsat egenkapital, eller ved at der stilles bankgaranti eller
tilsvarende garanti.
På buskørselsområdet skal ansøgeren, som nævnt under de almindelige
bemærkninger (4.2.), ved ansøgning om indtil to tilladelser dokumentere at
have egne kontante midler på 100.000 kr. eller få et forsikringsselskab eller
et pengeinstitut til at stille tilsvarende sikkerhed. Ved ansøgning om
yderligere tilladelser forhøjes beløbet med 25.000 kr. for hver ekstra
tilladelse.
På godskørselsområdet vedtog Folketinget i december 1994 en ændring af lov
om godskørsel, der medførte, at de tilsvarende krav ændredes til, at der
efter den 1. januar 1995 kræves 150.000 kr. i egenkapital for de to første
tilladelser og 30.000 kr. for hver ekstra tilladelse til godskørsel.
Det vil ved fastsættelsen af en »passende økonomisk baggrund«
for taxierhvervet være naturligt at tage hensyn til, at investeringer i dette
erhverv typisk er mindre end investeringer i buskørsels- og
godskørselserhvervet. Minimumskravet til egenkapital (sikkerhedsstillelse)
ville således kunne fastsættes til f.eks. 50.000 kr.
Kravet i stk. 1, nr. 7, om, at vedkommende ikke må være dømt for
strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen
til at udøve taxivirksomhed m.v., er indeholdt i § 7, stk. 1, nr.1, i den
gældende lov, og tilsvarende bestemmelser er indeholdt i anden lovgivning om
tilladelsesordninger.
Henvisningen i bestemmelsen til straffelovens § 78, stk. 2, indebærer, at
den skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelser. Hvorvidt det
pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af
adgangen til at udøve taxivirksomhed m.v., afhænger således først og fremmest
af, om det begåede forhold efter sin art kan bevirke en særlig fare for
kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af taxivirksomhed m.v.
Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der er for
tilbagefald for netop denne person. Der må derfor tages hensyn til de
omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og
udførelsesmåde, den pågældendes personlige forhold på gerningstidspunktet, om
det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst - hvor lang
tid der er gået siden lovovertrædelsen.
Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, skal en ansøger i
faglig henseende være kvalificeret til at udøve den af loven omfattede
virksomhed, hvorfor der kan fastsættes krav om, at vedkommende i et nærmere
antal år skal have været beskæftiget i tilsvarende eller beslægtet virksomhed
og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der vil blive fastsat krav
om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et nærmere angivet
indhold for at sikre, at ansøgeren har kendskab til de økonomiske og retlige
vilkår, der gælder for taxikørsel/sygetransport.
Det er endvidere efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 2. led, en
betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren gør det antageligt, at
han vil kunne udøve den af loven omfattede virksomhed på fornuftig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen. Bestemmelsen findes ikke i
den nuværende lov, men svarer til reglerne på bus- og godskørselsområdet.
I bemærkningerne til det den 9. oktober 1991 fremsatte forslag til lov om
ændring af lov om buskørsel, jf. lov nr. 840 af 18. december 1991, er der
vedrørende udøvelse af vognmandsvirksomhed på »forsvarlig
måde« anført, at dette - udover tilfælde hvor der er begået et eller
flere strafbare forhold - omfatter forhold, der ikke har medført
strafferetlig tiltale, herunder at ansøgeren i en anden virksomhed har
tilsidesat hensynet til sine kunder. Endvidere kan, ifølge de nævnte
forarbejder, omstændighederne ved en eventuel konkurs, betalingsstandsning
m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses at kunne udøve virksomheden på
forsvarlig måde.
For så vidt angår »god skik inden for branchen« er der i
de samme forarbejder anført, at den pågældende skal kunne leve op til de
inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig
kompetent transportvirksomhed.
I henhold til de nævnte forarbejder til busloven vil en person, der har
været ansvarlig for driften af en tidligere virksomhed eller i væsentlig grad
bestemmende for driften, og som har udvist en sådan grad af ringe faglige
kvalifikationer og evne til at drive virksomheden økonomisk forsvarligt,
kunne anses for ude af stand til at drive fremtidig vognmandsvirksomhed på
forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Dette
vil i givet fald kunne danne grundlag for nægtelse af tilladelse til
erhvervsmæssig personbefordring eller godkendelse som ansvarlig leder for et
selskab.
Kravet til forsvarlig drift og efterlevelse af god skik inden for branchen
er således ikke i buslovgivningen begrænset til uredelighed eller
»dadelværdige« forhold, men omfatter tilfælde, hvor den pågældende
i sin tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive
virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.
Med indførelsen af en identisk bestemmelse i lov om taxikørsel m.v.
tilsigtes der en lignende retstilstand inden for taxi- og
sygetransporterhvervet, således at der kan gennemføres en sanering af
erhvervene, navnlig af hensyn til virksomhedernes kreditorer - herunder det
offentlige.
Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at kravet om dansk indfødsret og
bopæl bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller
ved bestemmelser fastsat af trafikministeren. Traktatens bestemmelser om
etablering gælder for vognmandsvirksomhed, og derfor gælder det foreslåede
krav om indfødsret og bopæl ikke for personer, der er omfattet af den nævnte
bestemmelse. Trafikministeren kan i øvrigt fastsætte, at kravet om dansk
indfødsret m.v. ikke skal gælde for f.eks. nordiske statsborgere.
Det fremgår af stk. 3, at afgørelse om nægtelse af tilladelse efter
stk. 1, nr. 7, indebærer, at afgørelsen på begæring af ansøgeren eller den
tilladelsesudstedende myndighed skal indbringes for domstolene af
anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen
godkendes af domstolene, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog
tidligst efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 4,
behandles sagen for domstolene i strafferetsplejens former.
Til § 4 I henhold til den gældende hyrekørselslov kan
hyrekørselsvirksomhed alene udføres som personlig virksomhed. Denne ordning
videreføres med forslaget.
For så vidt angår sygetransport er der under den gældende lovgivning ingen
begrænsninger med hensyn til hvilke former, denne virksomhed kan udføres
under. Denne ordning videreføres ligeledes med lovforslaget.
Tilladelse til sygetransport kan således efter lovforslaget udstedes til
et selskab eller en anden juridisk person, såfremt betingelserne herfor i
lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 4, 5, 6 og 8, 2. led, er opfyldt. Der kan også
udstedes tilladelse til sygetransport til kommuner eller andre offentlige
myndigheder eller virksomheder.
Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, 2. led, kan anvendes således, at der
nægtes tilladelse til et selskab, hvor personkredsen bag dette helt eller
delvist ikke selv vil kunne få udstedt en tilladelse f.eks. på grund af, at
de pågældende tidligere ikke har drevet transportvirksomhed på forsvarlig
måde eller i overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Det er endvidere en betingelse for at opnå tilladelse, at der i selskabet
m.v. er ansat en godkendt ansvarlig leder, som skal opfylde betingelserne i §
3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.
Den ansvarlige leder skal faktisk og vedvarende forestå
sygetransportvirksomheden, og den tilladelsesudstedende myndighed kan derfor
med henblik på sikring heraf, således at der ikke forekommer
»stråmandsvirksomhed«, kræve ansættelseskontrakten forelagt til
godkendelse, ligesom det kan fastsættes, at vedkommende er
tegningsberettiget, og ikke må drive virksomhed ved siden af arbejdet som
ansvarlig leder.
Til § 5 I modsætning til den gældende hyrekørselslov, hvorefter
bevillinger udstedes uden tidsbegrænsning, d.v.s. således at en
bevillingshaver i princippet kan udføre hyrekørsel hele livet på grundlag af
samme bevilling, foreslås der indført en tidsbegrænsning af
tilladelsesystemet. Dette system kendes fra buskørselsområdet, hvor
tilladelse til erhvervsmæssig buskørsel (EP-tilladelse) udstedes for et
tidsrum af højst 8 år. På taxiområdet er det fundet hensigtsmæssigt at
fastsætte gyldighedsperioden for en tilladelse til højst 10 år. Det samme gør
sig gældende på sygetransportområdet.
Såfremt der fastsættes en gyldighedsperiode på under 10 år, skal dette ske
ud fra objektive og ikke-diskriminerende kriterier. Kommunalbestyrelsen
(Storkøbenhavns Taxinævn) kan således kun træffe beslutning om, at en
tilladelse skal have en gyldighedsperiode på f.eks. 7 år, hvis denne
gyldighedsperiode fastsættes for alle nye tilladelser.
Tidsbegrænsningen af tilladelserne har som konsekvens, at det forud for
udløbet af gyldighedsperioden for den udstedte tilladelse - såfremt
indehaveren ansøger om fornyelse heraf - skal dokumenteres, at lovgivningens
adgangskrav fortsat er opfyldt. Såfremt den tilladelsesudstedende myndighed
konstaterer, at betingelserne for adgangen til erhvervet ikke længere er til
stede, træffer denne afgørelse om, at tilladelsen ikke kan fornys, jf.
forslagets § 6. Da en ansøger efter lovforslaget vil kunne erhverve
tilladelse, herunder bevilling til taxikørsel, i flere kommuner
(Storkøbenhavn), vil der blive fastsat bestemmelser om, at ansøgeren skal
forpligte sig til at meddele alle oplysninger vedrørende dennes
bevillingsforhold m.v.
Der kan meddeles en ansøger flere tilladelser, forudsat at betingelserne
herfor er til stede. Dette svarer til ordningen på buskørselsområdet, hvor
der kræves en tilladelse for hvert køretøj, der benyttes til udførelse af den
af loven omfattede kørsel. Det bemærkes i denne forbindelse, at jo flere
køretøjer, der agtes benyttet til den tilladelsespligtige kørsel, jo
skrappere krav til økonomisk baggrund (større egenkapital/ garantibeløb) vil
den pågældende skulle opfylde, jf. bemærkningerne til § 3.
Tilladelsen skal medbringes under kørslen. Herved har de kontrollerende
myndigheder (politiet) mulighed for at konstatere, om de tilladelsesmæssige
forhold er i orden.
Efter den gældende lovgivning skal en bevilling udnyttes af den, der har
opnået denne. Forbudet mod, at tilladelsen helt eller delvist kan overgå til
andre, omfatter salg, bortforpagtning, udleje, udlån, pantsætning,
kreditorforfølgning, arv eller lignende.
Der er dog i den gældende hyrekørselslov fastsat en bestemmelse om, at
trafikministeren under særlige omstændigheder kan gøre undtagelser fra
overførselsforbuddet. Det er i forarbejderne (lovbemærkningerne) til
hyrekørselsloven anført, at »f.eks. vil bevillingen kunne tillades
overført til bevillingshaverens ægtefælle, såfremt denne igennem længere tid
har deltaget i virksomheden, og bevillingshaveren dør, eller ægteskabet af
anden årsag er ophørt.« Ud over det nævnte eksempel vil der også under
særlige omstændigheder kunne tillades bevillingsoverførsel til en
bevillingshavers livsarving.
Det foreslås, at den særlige undtagelsesregel fra overførelsesforbuddet
opretholdes. Der ligger i denne undtagelsesregel et beskyttelseshensyn over
for personer, der driver taxivirksomhed, og disses nære familiemedlemmer, der
gennem længere tid har haft tæt tilknytning til driften af den personlige
virksomhed.
Da adgangen til bevillingsoverførsel alene har relevans i relation til en
taxiordning, der bygger på et begrænset antal bevillinger i lighed med det
eksisterende, vil der ikke være tilsvarende behov for en overførselsadgang
for så vidt angår sygetransport, der ikke er omfattet af nogen
antalsbegrænsning.
Kravet, om at indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om
løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive
overenskomster, findes tilsvarende på bus- og godskørselsområdet. Sigtet med
bestemmelsen er at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår samt -
for så vidt angår de i de kollektive overenskomster indeholdte regler om
arbejdstid og lignende vilkår - at fremme færdselssikkerheden. Bestemmelsen
tager primært sigte på de situationer, der indebærer konkurrenceforvridning.
Til §§ 6-7 Reglerne i den eksisterende lov bygger på et
tostrenget system for så vidt angår tilbagekaldelsesgrundlaget og klageadgang
i tilfælde af bevillingstilbagekaldelse m.v.
Kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Hyrevognsnævn) kan således
tilbagekalde en bevilling eller en godkendelse i henhold til den nugældende
lovs § 8, stk. 1, såfremt indehaveren har »gjort sig skyldig i grov
eller oftere gentagne overtrædelser af vilkårene for bevillingen i denne lov
eller forskrifter udstedt i medfør af loven.« En afgørelse efter § 8,
stk. 1, kan af den afgørelsen vedrører forlanges indbragt for
trafikministeren.
Kommunalbestyrelsen (hyrevognsnævnet) kan endvidere i henhold til § 8,
stk. 2, i den nugældende lov foretage tilbagekaldelse, såfremt indehaveren af
bevilling eller godkendelse »har gjort sig skyldig i andre forhold, der
giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på
forsvarlig måde«, samt i henhold til § 8, stk. 3, såfremt en
bevillingshaver har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Afgørelse
efter § 8, stk. 2 og 3, kan af den afgørelsen vedrører forlanges indbragt for
domstolene.
I lovforslaget er der indført en enstrenget og mere forenklet
klageadgang. Samtidig er beslutningsgrundlaget for tilbagekaldelsen
tydeliggjort, idet der mere specifikt henvises til de bestemmelser,
indehaveren af en tilladelse til enhver tid skal opfylde. Der henvises i
denne sammenhæng til bemærkningerne til § 8.
Med hensyn til adgangen til at tilbagekalde en tilladelse m.v. på grundlag
af betydelig gæld til det offentlige er denne adgang indføjet ved en ændring
af hyrekørselsloven i 1991 (lov nr. 408 af 6. juni 1991). Af forarbejderne
(lovbemærkningerne) hertil fremgår det, at der ved betydelig gæld forstås
beløb af en vis størrelse. Det fremgår dog samtidig, at der må kræves mere
graverende forhold end ved nægtelse af en bevilling, (jf. bemærkningerne til
§ 3, stk. 1, nr. 5 i lovforslaget), før en bevilling - der måske har været
udnyttet i en årrække uden problemer - kan tilbagekaldes under henvisning
til, at bevillingshaveren er i restance til det offentlige.
Har tilladelsesindehaveren således en forfalden gæld til det offentlige i
størrelsesordenen ca. 100.000 kr., vil dette kunne være tilstrækkeligt til at
tilbagekalde tilladelsen. I vurderingen heraf bør det indgå, om gælden er
pludseligt opstået, eller om den gennem længere tid er vokset, og om der i
denne forbindelse er truffet effektive foranstaltninger fra
tilladelsesindehaverens side til nedbringelse af gælden inden for en rimelig
tidsfrist. Ved afgørelsen om tilbagekaldelse skal der lægges vægt på, om
gælden vedrører taxi- og sygetransportvirksomheden.
Det forudsættes, at den tilladelsesudstedende myndighed forud for en
eventuel tilbagekaldelse meddeler tilladelsesindehaveren, hvilke konsekvenser
(tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse) en fortsat betydelig restance
kan få, således at tilladelsesindehaveren har mulighed for at indfri denne
restance inden for en rimelig tidsfrist.
Adgangen til at tilbagekalde eller nægte fornyelse gælder efter forslagets
§ 6, stk. 3 og 4, også godkendelser meddelt i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven. I lighed med den nugældende lovgivning
kan sådanne godkendelser omfatte en kommunalbestyrelses godkendelse af et
bestillingskontor samt udstedelse af førerkort til chauffører og Statens
Bilinspektions godkendelse af taxameterkontrollanter. Som noget nyt vil
godkendelser tillige omfatte godkendelse som ansvarlig leder for et selskab,
jf. forslagets § 4, stk. 2.
Ifølge forslagets § 7, stk. 1-3, kan den, der har fået en
tilladelse eller godkendelse tilbagekaldt, forlange afgørelsen herom indbragt
for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende, fremsættes over for vedkommende kommunalbestyrelse
(Storkøbenhavns Taxinævn) eller Statens Bilinspektion, der anlægger sag mod
den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Tilsvarende gælder i de
tilfælde, hvor en tilladelsesindehaver m.v. er blevet nægtet fornyelse af sin
tilladelse eller godkendelse.
Anmodning om sagsanlæg har efter forslaget opsættende virkning i alle
tilfælde. En sådan regel er indføjet af retssikkerhedsmæssige grunde, særligt
under hensyntagen til, at det ikke er en enkelt central myndighed, der
træffer afgørelse om tilbagekaldelsen, men derimod lokale myndigheder, der
erfaringsmæssigt har forskellige bedømmelsesgrundlag i sådanne sager. Retten
kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må
udøve den virksomhed, tilbagekaldelsen eller godkendelsen gælder.
Det fremgår af § 7, stk. 4, at den særlige fremgangsmåde for sagens
indbringelse for domstolene som anført i § 3, stk. 3, finder anvendelse, hvis
tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse begrundes i, at indehaveren
ikke længere opfylder betingelsen om straffemæssig vandel i § 3, stk. 1, nr.
7. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne herom under § 3.
Til § 8 Den foreslåede bestemmelse svarer til buslovens og
godskørselslovens bestemmelser om bortfald af tilladelser og godkendelser
samt midlertidig tilladelse til at fortsætte virksomheden. Der findes ikke en
tilsvarende bestemmelse i den gældende hyrekørselslov. Bestemmelsen skal
sammenholdes med, at de i forslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, (og § 4, stk. 2,
jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4), fastsatte krav er klart konstaterbare.
Ophører en tilladelsesindehaver, en godkendt ansvarlig leder, en godkendt
taxameterkontrollant, et godkendt bestillingskontor eller en godkendt fører
af de af forslaget omhandlede køretøjer med at opfylde ovennævnte
betingelser, medfører dette således, at tilladelsen eller godkendelsen
bortfalder. Krav om dansk indfødsret og myndighed finder naturligvis kun
anvendelse på personer.
Reglerne i stk. 2 indebærer adgang til at kunne fortsætte
virksomheden på grundlag af en midlertidig tilladelse, selv om den
oprindelige tilladelse er bortfaldet. (Såfremt der i den omhandlede periode
sker overtrædelse af lovgivningen m.v., vil adgangen til at fortsætte
virksomheden kunne bringes til ophør efter bestemmelserne i §§ 6-7). I
særlige tilfælde kan fristen til at udføre midlertidig virksomhed forlænges.
Det bemærkes, at de tilsvarende bestemmelser i godskørselsloven ved en
ændring af denne lov pr. 1. januar 1995 er blevet præciseret til også at
omfatte den situation, at den midlertidige tilladelse efter anmeldelse af
betalingsstandsning udnyttes med henblik på rekonstruktion af virksomheden.
Denne præcisering af bestemmelsen er medtaget i lovforslaget.
Bestemmelsen om værgers mulighed for midlertidigt at videreføre
virksomheden er tilpasset terminologien i værgemålsloven, jf. lov nr. 388 af
14. juni 1995, der trådte i kraft den 1. januar 1997.
Da personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7,
ikke fratages den retlige handleevne, vil der i disse tilfælde i princippet
være mulighed for, at også den, der er under værgemål, disponerer med hensyn
til virksomheden. En aftale i forbindelse hermed indgået af den pågældende
vil dog eventuelt kunne anses for ikke bindende i medfør af reglen i
værgemålslovens § 46. Bliver adgangen for den, der er under værgemål, til at
disponere på egen hånd et problem i forhold til værgens midlertidige
fortsættelse af virksomheden, vil der i øvrigt kunne være grundlag for en
ændring af værgemålet, således at den pågældende fratages handleevnen og
dermed muligheden for at disponere retligt over virksomheden.
Til § 9 Bestemmelsen svarer i princippet til § 15 i busloven. Hvis
en indehaver ikke afleverer tilladelsen og andre kendetegn (ejerkort,
bevillingsnummerplade m.v.), der er udleveret til brug for virksomhedens
udøvelse, kan kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn) i medfør af
retsplejelovens regler om umiddelbare fogedforretninger begære sig indsat i
besiddelse heraf.
Til § 10 Bestemmelsen svarer til bestemmelserne om
tilslutningspligt i § 17, stk. 1-3, i den nugældende bekendtgørelse om
hyrekørsel. Stk. 1 fastslår princippet om pligten for bevillingshavere
til taxikørsel at være tilsluttet et bestillingskontor (taxicentral), når
bevillingsantallet i kommunen er på 20 eller derover. Den hidtidige grænse
for udløsning af tilslutningspligten har været på 10 bevillinger eller
derover, men bl.a. den teknologiske udvikling har gjort, at en højere grænse
findes hensigtsmæssig, hvilket også er påpeget fra branchens side.
Ved et bestillingskontor forstås en særlig enhed eller sammenslutning, der
råder over telefon- og radioanlæg m.v., og som gennem døgnbetjening formidler
og koordinerer bestillinger på kørselsopgaver til de tilsluttede
bevillingshavere. Nærmere regler herom vil blive fastsat i
bekendtgørelsesform, herunder en standardvedtægt for bestillingskontorer, jf.
bemærkningerne til § 12, stk. 1, nr. 10.
Der er ikke fastlagt nærmere regler om bestillingskontorers ejerforhold.
Et bestillingskontor kan således ejes af tilsluttede bevillingshavere på
sameje-/andelsbasis, af et bagved liggende selskab eller en økonomisk
forening, eller kontoret kan være etableret i selskabsform.
Bestemmelserne i stk. 2 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at
fritage en bevillingshaver for tilslutningspligten under visse nærmere
angivne forudsætninger.
Efter stk. 3 vil tilslutningspligten bortfalde for samtlige
bevillingshavere, hvis bevillingsantallet - ved udnyttelse af den nævnte
fritagelsesadgang - når under den fastsatte grænse på 20 bevillinger.
Til § 11 Bestemmelsen giver bestillingskontoret mulighed for at
pålægge en bevillingshaver disciplinærbod i visse særlige tilfælde. En sådan
bestemmelse blev ved udfærdigelse af hyrekørselsbekendtgørelsen i 1979
fastsat i en standardvedtægt for bestillingskontorer. Bestemmelsen blev
imidlertid efterfølgende underkendt i forbindelse med en retssag under
henvisning til, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel hertil i
hyrekørselsloven. Der har under udvalgsarbejdet vedrørende revision af
hyrekørselslovgivningen været udtrykt ønske om, at bestillingskontorerne skal
have bedre mulighed for at »holde orden i eget hus«, hvilket blandt
andet vil kunne ske ved hjælp af den foreslåede bestemmelse.
Der vil i medfør af § 12, stk. 1, nr. 10, blive fastsat nærmere regler om
gennemførelsen af boden, herunder meddelelse, afgørelse af tvistigheder og
betaling. Manglende betaling af skyldig bod til bestillingskontoret bør efter
omstændighederne kunne give grundlag for eksklusion af den pågældende
bevillingshaver. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 12, stk. 1,
nr. 10.
Til § 12 Forslaget til stk. 1 indeholder bemyndigelse til
trafikministeren til at fastsætte en række regler vedrørende administrative
forhold, som det findes mere hensigtsmæssigt at regulere i
bekendtgørelsesform. Bestemmelsen svarer i sin opbygning til bestemmelserne i
busloven og godskørselsloven, idet der dog er foretaget en opremsning af en
række særlige områder inden for taxivirksomhed m.v., hvor der kan fastsættes
nærmere regler.
Bestemmelsen i nr. 1 er medtaget, således at lovforslaget er
forberedt på eventuelt kommende EU-retsforskrifter vedrørende erhvervsmæssig
personbefordring med motorkøretøjer omfattet af loven. Der henvises til de
almindelige bemærkninger herom. Såfremt en kommende EU-regulering samtidig
måtte medføre forbud mod grundlæggende principper, såsom antalsbegrænsning og
tilslutningspligt, vil dette dog (formentlig) kræve en lovændring.
Efter nr. 2 kan ministeren fastsætte regler om undtagelse fra
kravet om tilladelse, herunder afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og
ikke-erhvervsmæssig personbefordring. Der er i forarbejderne
(lovbemærkningerne) til den eksisterende lov anført følgende vedrørende den
nævnte afgrænsning:
»Ved afgrænsningen har man valgt at referere til begrebet
erhvervsmæssig personbefordring. Dette har hidtil (d.v.s. før
1978-loven) været anvendt i færdselslovgivningen til fastsættelse af,
hvilke særlige krav der af færdselssikkerhedsmæssige hensyn skal stilles til
køretøjets udstyr og føreren. Der har f.eks. været stillet krav om særligt
udstyr, periodisk syn og særligt førerbevis. Det har imidlertid været
vanskeligt at foretage en tilfredsstillende afgrænsning af erhvervsmæssig
personbefordring ud fra færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Der er derfor
enighed mellem justitsministeriet og ministeriet for offentlige arbejder om,
at begrebets betydning bør fastlægges ud fra trafikpolitiske hensyn, og
justitsministeriet vil fremover foretage tilsvarende fortolkning af begrebet,
hvor dette anvendes i færdselslovgivningen.
I det samtidig forelagte forslag til lov om buskørsel er afgrænsningen af
den kørsel, der skal kunne udføres uden tilladelse, fordi den ikke kan anses
for at være erhvervsmæssig, ligeledes foretaget ud fra trafikpolitiske
hensyn. Disse hensyn fører dog ikke til, at der skal gælde samme afgrænsning
på hyre- som på buskørselsområdet, jfr. i øvrigt bemærkningerne til § 1 i
forslaget til lov om buskørsel (1978-loven).
Efter såvel dette lovforslag som forslaget til lov om buskørsel falder
vederlagsfri kørsel, hvor der udelukkende befordres personer, der har en
nærmere tilknytning til den, der er registreret som ejer af køretøjet, uden
for begrebet erhvervsmæssig personbefordring, når kørslen udføres som led i
anden virksomhed af ejeren selv eller af en hos denne ansat chauffør. Som
eksempel herpå kan nævnes en fabriks- eller forretningsvirksomheds kørsel med
personale og en institutions (f.eks. en skoles eller et ungdomhjems)
befordring af institutionens elever. Endvidere kan nævnes politiets og
kriminalforsorgens kørsel med anholdte samt brandvæsenets kørsel med
mandskab.
I modsætning til, hvad der gælder efter lovforslaget til lov om buskørsel,
anses efter dette lovforslag en erhvervsvirksomheds kørsel med kunder også
for at falde uden for begrebet erhvervsmæssig personbefordring. Der stilles
altså på hyrekørselsområdet ikke samme krav til tilknytningsforholdet mellem
køretøjet og passagererne som på buskørselsområdet. For at kundekørsel skal
kunne udføres frit, kræves det ligesom ovenfor, at den skal udføres
vederlagsfrit med et virksomheden tilhørende køretøj og med virksomhedens
egen chauffør.
Den, der er registreret som bruger, kan - såfremt brugsretten hidrører fra
et normalt leasingforhold, det vil sige, at leasing er et normalt led i
leasers erhverv - ligestilles med køretøjets ejer.«
Afgrænsningen af den ikke-erhvervsmæssige kørsel over for den
erhvervsmæssige personbefordring er således central for hele lovgivningen om
erhvervsmæssig personbefordring, hvad enten der er tale om bus- eller
taxikørsel. »Erhvervsmæssig personbefordring« er det grundlæggende
begreb, der udløser tilladelseskravet og dermed adgangskravene til at udføre
en given personbefordring samt tillige kravet om kørekort til erhvervsmæssig
personbefordring. Begrebet må således være genstand for en nærmere definition
og udfyldning, for at loven skal have berettigelse. Den mest hensigtsmæssige
måde at gøre dette på, er imidlertid at foretage en modsætningsvis definition
af, hvad der kan betragtes som ikke-erhvervsmæssig kørsel.
Der er i overensstemmelse hermed fastsat nærmere retningslinjer vedrørende
afgrænsningen af den ikke-erhvervsmæssige over for den erhvervsmæssige
personbefordring (såvel taxikørsel som buskørsel). I henhold til disse anses
kørslen for ikke-erhvervsmæssig, såfremt
1) kørslen udføres vederlagsfrit,
2) af den registrerede ejer eller bruger af motorkøretøjet, eller en ansat
hos denne,
3) kørslen er led i anden virksomhed, idet der
4) udelukkende må befordres personer med en nærmere tilknytning til ejeren
eller brugeren.
Det er ikke umiddelbart hensigten at ændre den eksisterende afgrænsning
mellem den ikke-erhvervsmæssige personbefordring og den af lovforslaget
omfattede personbefordring, men bestemmelsen giver ministeren mulighed for at
foretage ændringer i afgrænsningen, såfremt dette findes hensigtsmæssigt.
For så vidt angår adgangen til at fastsætte regler om undtagelse fra
tilladelseskravet, henvises der til bemærkningerne til forslaget til lov om
ændring af busloven (lov nr. 364 af 6. juni 1990), hvoraf fremgår, at
ministeren kan fastsætte, at »visse særlige former for erhvervsmæssig
personbefordring undtages fra kravet om tilladelse, idet afgørelsen vil bero
på en konkret vurdering, herunder om kørslen udføres i konkurrence med andre
virksomheder.«
Inden for busområdet har bemyndigelsen til at undtage fra
tilladelseskravet i Persontrafikrådets/Færdselsstyrelsens regi hidtil været
administreret meget restriktivt, idet dette efter bekendtgørelsen om
buskørsel kun kan finde sted i ganske særlige tilfælde. Denne restriktive
praksis forudsættes tilsvarende anvendt på taxiområdet. Der kan f.eks. være
tale om at undtage kørsel, der - såfremt ansøgningen om undtagelse fra
tilladelse blev afslået - ikke ville blive overladt til andre taxivognmænd.
Eksempler herpå kan være kørsel i forbindelse med enkeltstående private
»åbent-hus« arrangementer, hvor der er tale om en ganske særlig
serviceydelse, samt kørsel på et lukket området med en begrænset personkreds,
såsom kørsel i forlystelsesparker, dyreparker, inden for et aflukket
lufthavnsområde m.v.
Ministeren bemyndiges i henhold til nr. 3 til at fastsætte regler
vedrørende afgrænsningen mellem taxikørsel og sygetransport.
Der sigtes ikke umiddelbart på en ændring af den gældende administrativt
fastsatte afgrænsning, men det findes formålstjenligt, at afgrænsningen gøres
klarere. Sygetransport bør som udgangspunkt omfatte befordring af personer,
der på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra eller kun med besvær
kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi, samt hastende
persontransport af blod- og organdonorer i forbindelse med sygdoms- eller
ulykkestilfælde.
Forinden et nyt regelsæt udstedes, vil dette blive forelagt
Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,
brancheorganisationerne og andre berørte til udtalelse. Der henvises i øvrigt
til de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsen i nr. 4 kan der fastsættes nærmere regler om
indholdet af ansøgninger om tilladelse, godkendelse som ansvarlig leder,
godkendelse som taxameterkontrollant m.v. samt om fremgangsmåden ved
behandling af ansøgninger, herunder høringsforskrifter. Der kan endvidere
fastsættes regler vedrørende dokumentation af oplysninger, herunder om
vandelsmæssige forhold, til brug for behandlingen af ansøgningen.
Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes,
skal der indhentes en straffeattest til offentligt brug, hvilket også skal
ske ved ansøgning om fornyelse af tilladelse.
Ansøgeren vil endvidere være forpligtet til at give oplysninger om,
hvorvidt vedkommende har taxibevillinger i andre kommuner. Der vil blive
fastsat bestemmelser om, at den, der afgiver urigtige oplysninger til brug
for myndighedernes behandling af ansøgningen, kan ifalde bødestraf.
Efter nr. 5 kan der fastsættes nærmere regler om kravene til
økonomisk baggrund og faglige kvalifikationer.
Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøger opfylder kravet om
økonomisk baggrund, skal der udarbejdes et årsbudget og en finansieringsplan
for det første driftsår for den virksomhed, ansøgeren påtænker at drive. På
baggrund af disse oplysninger vurderes det, om den påtænkte virksomhed kan
antages at blive rentabel. Der indhentes videre en skatteattest for det
senest afsluttede indkomstår. Der vil blive indført et krav om, at ansøgeren
dokumenterer at råde over en nærmere fastsat positiv egenkapital eller
tilvejebringer garanti fra et pengeinstitut eller forsikringsselskab for et
tilsvarende beløb, hvilket også vil komme til at gælde bevillingshavere, der
ansøger om yderligere tilladelser.
For at en ansøger kan anses for faglig kvalificeret til en bevilling, skal
vedkommende i en vis periode have været beskæftiget i en taxivirksomhed,
transportvirksomhed eller anden dermed beslægtet virksomhed og herigennem -
eventuelt kombineret med kursusuddannelse eller lignende - have opnået
kendskab til driften af en taxi- eller vognmandsvirksomhed. Med henblik på at
sikre størst muligt kendskab til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder
for taxikørsel og sygetransport, indeholder lovforslaget adgang til at
indføre et krav om obligatorisk deltagelse i kursus, og således at fritagelse
herfor kun vil kunne meddeles i særlige tilfælde. Der vil blive fastsat
særlige bestemmelser om handicappedes fortrinsret til erhvervet, i lighed med
de gældende bestemmelser herom i hyrekørselsbekendtgørelsen, jf.
Arbejdsministeriets regler herom.
Efter bestemmelsen i nr. 6 kan der fastsættes regler for de faglige
og vandelsmæssige krav, en godkendt fører af en taxi skal opfylde.
Taxichauffører vil ikke skulle opfylde så vidtgående betingelser som en
bevillingshaver. Der vil dog blive stillet krav om tilfredsstillende
gennemførelse af kursus. Der vil endvidere blive stillet krav om, at den
pågældende ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare
for misbrug af adgangen til at udføre taxikørsel, jf. den foreslåede § 3,
stk. 1, nr. 7. Den pågældende skal gøre det antageligt, at han vil kunne
udføre taxikørsel på fornuftig måde og i overensstemmelse med god skik inden
for branchen, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, 2. led. Godkendelse af føreren sker ved
udstedelse af et førerkort, hvis gyldighed kan tidsbegrænses.
Efter nr. 7 kan der fastsættes regler for betaling for behandling
af ansøgning om tilladelser eller godkendelser såvel som for selve
meddelelsen af tilladelsen eller godkendelsen. Dette svarer til ordningen på
buskørsels- og godskørselsområdet, hvor der er hjemmel til at opkræve sådan
betaling. Efter § 6, stk. 2, i den eksisterende hyrekørselslov kan der
opkræves gebyrer for udstedelse af bevillinger m.v. Denne bestemmelse er
udmøntet i gebyrbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 511 af 4. oktober 1984),
der tillige indeholder en indeksregulering for gebyrstørrelsen. Nærværende
forslag forudsætter mulighed for at fastsætte en sådan indeksregulering.
Efter nr. 8 kan der fastsættes regler vedrørende taxivognes
indretning, udstyr og benyttelse, herunder om brug af taxameter,
kontrolapparater, printer og mobiltelefon under udførelse af taxikørsel. Der
er ikke mindst et behov for at fastsætte skærpede krav vedrørende taxametre,
således at risikoen for ulovlige indgreb og anden form for »snyd«
herved undgås eller reduceres mest muligt. Endvidere kan der fastsættes
bestemmelser om trafikbøger samt maksimaltakster. Forslaget svarer til den
eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i hyrekørselslovens § 6, stk. 1, idet
mobiltelefoner dog er særligt fremhævet og printere medtaget som noget nyt.
Efter nr. 9 kan der fastsættes krav til taxameterkontrollanters
økonomiske, faglige og vandelsmæssige forhold. Der er ikke i den gældende
hyrekørselslovgivning fastsat regler om taxameterkontrollanter, udover at de
skal godkendes af Statens Bilinspektion. Praksis har imidlertid vist, at det
vil være hensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler om
taxameterkontrollanter og deres virksomhed. Fastsættelse af krav til
taxameterkontrollanters økonomiske, faglige og vandelsmæssige kvalifikationer
vil medvirke til en højnelse af standarden inden for dette område. Såfremt
taxameterkontrollanterhvervet udøves i selskabsform, skal den ansvarlige
leder opfylde krav til faglige kvalifikationer og vandel.
Efter nr. 10 kan der fastsættes bestemmelser om godkendelse og
drift af bestillingskontorer, herunder vedrørende økonomiske og
vandelsmæssige krav samt krav om faglige kvalifikationer og vandel for en
ansvarlig leder af bestillingskontoret. De eksisterende regler om
tilslutningspligt har - ikke mindst gennem de seneste år - givet anledning
til en række problemer med vognmænd, der har ønsket at køre uden for
bestillingskontorer - og rent faktisk har gjort dette.
Det har været et stærkt ønske fra bestillingskontorernes side, at disses
sanktionsmuligheder forbedres over for de tilsluttede bevillingshavere, der
ikke udøver deres taxivirksomhed i overensstemmelse med bestillingskontorets
vedtægt. Det skal således være muligt for bestillingskontorerne at fastsætte
bestemmelser i vedtægten vedrørende lukning af radioforbindelsen, nærmere
gennemførelse af disciplinærbod, jf. § 11, samt bestemmelser om voldgift ved
uoverensstemmelser mellem bevillingshaveren og bestillingskontoret.
Bestillingskontoret skal endvidere kunne ekskludere en bevillingshaver, der
groft eller gentagne gange overtræder vedtægten for bestillingskontoret. En
afgørelse om eksklusion kan af den pågældende forlanges prøvet af
kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn). Såfremt eksklusionen findes
berettiget skal bevillingshaveren ansøge om optagelse i et andet
bestillingskontor. Dette kontor kan nægte bevillingshaveren optagelse, hvis
denne tidligere har været tilsluttet og ekskluderet af det pågældende
bestillingskontor.
Såfremt bevillingshaveren ikke har mulighed for at indmelde sig i et nyt
bestillingskontor (hvis der kun er et kontor i kommunen, eller hvis
pågældende har været tilmeldt og efterfølgende ekskluderet af de øvrige),
skal kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn) tage stilling til, om der
er grundlag for bevillingstilbagekaldelse. Såfremt kommunalbestyrelsen
træffer afgørelse om, at der ikke er grundlag for bevillingstilbagekaldelse,
er bevillingshaveren berettiget til fortsat at være tilsluttet det sidst
tilsluttede bestillingskontor. Såfremt kommunalbestyrelsen træffer afgørelse
om bevillingstilbagekaldelse, kan den pågældende, i overensstemmelse med de
foreslåede regler herfor, forlange afgørelsen indbragt for domstolene.
Annullerer domstolene kommunalbestyrelsens (taxinævnets) afgørelse, er
bevillingshaveren ligeledes berettiget til at være tilsluttet det sidst
tilsluttede bestillingskontor.
Ministeriet vil, som under den gældende lovgivning, udarbejde en
standardvedtægt for bestillingskontorer.
Bemyndigelsen i nr. 10 vil også kunne udnyttes til at fastsætte krav til
bestillingskontorets personale.
Bestemmelsen i nr. 11 er en opsamlingsbestemmelse, som bl.a. vil
kunne benyttes til præcisering af eksisterende regler, der har givet
anledning til tvivlsspørgsmål, f.eks. en passagers ret til at aftale, at
vedkommende ønsker afhentning, idet det i så fald påhviler føreren at
indberette dette til det pågældende bestillingskontor (hvis et sådant er
oprettet i kommunen). Der vil endvidere kunne fastsættes nærmere regler med
henblik på kontrol af, at der ikke udføres personbefordring i strid med
lovgivningen.
Bestemmelsen i stk. 2, der svarer til reglerne på bus- og
godskørselsområdet, indebærer, at der er udpantningsret for skyldig betaling
efter stk. 1, nr. 7.
Til § 13 Hvis en taxiordning med en kvantitativ regulering af
adgangen til erhvervet skal kunne administreres således, at også hensynet til
publikumsbetjeningen tilgodeses, er det nødvendigt, at kommunalbestyrelsen
(Storkøbenhavns Taxinævn) har adgang til at stille krav om bevillingens
udnyttelse.
For at gøre det muligt at etablere en reservekapacitet af taxier i
kommuner, hvor efterspørgslen i perioder af året er væsentligt større end i
den øvrige del af året, f.eks. på grund af sommerturisme og lignende, vil der
kunne fastsættes vilkår i bevillingen om, at den kun må benyttes i sådanne
perioder.
For at kunne sikre en rimelig betjening af publikum overalt i kommunen,
herunder dens yderdistrikter, vil der i bevillingen kunne stilles vilkår om,
at bevillingshaveren fortrinsvis skal betjene bestemte geografiske områder i
kommunen, således at køretøjet efter udførelse af kørselsopgaver ud over
disse områder, snarest skal søge tilbage til bevillingsområdet. Vilkåret
indebærer endvidere, at bevillingshaveren, såfremt denne ikke er tilknyttet
et bestillingskontor i området, skal have telefon inden for dette til
modtagelse af bestillinger på kørsel.
Navnlig i forbindelse med fastsættelsen af bevillingsantallet og i
takstspørgsmål kan det blive nødvendigt for kommunalbestyrelsen
(Storkøbenhavns Taxinævn) at indkræve statistisk materiale fra
bevillingshaverne. Der er derfor hjemmel til at stille vilkår herom i
bevillingen.
Herudover er der i stk. 1 (nr. 4) indsat en bestemmelse om, at der til
bevillingen kan være knyttet som vilkår, at det benyttede motorkøretøj skal
være over en vis størrelse (storvogne) eller have en særlig indretning
(f.eks. særligt indrettet til handicapbefordring). Ved indførelse af et
sådant vilkår imødekommes et stort ønske fra de bevillingsudstedende
myndigheder, der hidtil ikke har haft hjemmel til at kræve, at en
bevillingshaver med f.eks. en storvogn bibeholder en sådan vogn under sin
bevilling.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den eksisterende regel i § 6, stk.
3, i loven. Kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn) kan i det
omhandlede kørselsreglement fastsætte bestemmelser om taxivognes indretning,
udstyr og benyttelse. Hjemmelen sigter på bestemmelser f.eks. om pligt for
bevillingshaveren til at installere radio i vognen med forbindelse til
bestillingskontoret eller forretningstelefon, krav til passagerrummets
indretning og udstyr, herunder til passagerrummets indvendige mål, krav til
førerens adfærd overfor publikum og krav om rengøring og vedligeholdelse af
vognen. Der vil også være adgang til at indføre forbud mod tobaksrygning i
taxivogne samt give regler for transport af dyr, herunder medtagning af
førerhund ved befordring af blinde og svagtseende.
Til § 14 Efter denne bestemmelse skal kommunerne (Storkøbenhavns
Taxinævn) kunne erhverve oplysninger om motorkøretøjers registreringsforhold.
Denne bestemmelse indebærer, at kommuner (Storkøbenhavns Taxinævn) via
terminal skal kunne få adgang til oplysninger i Centralregisteret for
Motorkøretøjer om registreringsforhold, hvilket vil være af betydning for
kontrollen med overholdelse af lovgivningen.
Til § 15 Den foreslåede bestemmelse svarer til den eksisterende
bestemmelse i lovens § 10. Der er i stk. 2 indsat en hjemmel til, at
trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk afgrænsning af taxinævnets
kompetenceområde og en anden sammensætning af nævnet. Denne bestemmelse er
indsat under hensyntagen til overvejelser vedrørende en ændret kommunalretlig
struktur inden for hovedstadsområdet.
Til § 16 Den foreslåede bestemmelse svarer til den eksisterende
bestemmelse i lovens § 11, idet der dog er foretaget nogle enkelte
konsekvensændringer i overensstemmelse med de i lovforslaget i øvrigt
fastsatte bestemmelser.
Til § 17 Ved det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt, den 1.
januar 1998, antages der at være tilstrækkelig tid til, at et udkast til
bekendtgørelse kan forelægges berørte myndigheder og organisationer til
udtalelse, forinden udstedelse heraf. Der vil endvidere kunne træffes de
nødvendige forberedelser vedrørende etablering af kurser m.v. med henblik på
godkendelse af tilladelsesindehavere, ansvarlige ledere m.v. Der vil i
bekendtgørelsen blive fastsat en frist for opfyldelse af de i medfør af loven
nærmere fastsatte krav til faglige kvalifikationer, blandt andet under
hensyntagen til ministeriets godkendelse af de ovennævnte kurser.
Efter stk. 2 forbliver allerede udstedte bevillinger og
godkendelser - herunder førerkort - i kraft. De i loven og i medfør heraf
fastsatte adgangskrav til erhvervet skal dog være opfyldt af de pågældende
bevillingshavere m.v. senest den 1. januar 2005. Hvis betingelserne for
udstedelse af bevilling m.v. er til stede på dette tidspunkt, udsteder
kommunalbestyrelsen (taxinævnet) en ny bevilling eller godkendelse.
Bevillingen er herefter tidsbegrænset i overensstemmelse med lovens
bestemmelser herom. Såfremt en bevillingshaver efter lovens ikrafttrædelse
ansøger om yderligere bevillinger, skal vedkommende dog opfylde de omhandlede
adgangskrav.
Overgangsreglen i stk. 3 bevirker, at de, der før lovens
ikrafttræden har indgivet ansøgning om bevilling til hyrekørsel, godkendelse
af bestillingskontor, taxameterkontrollant eller som hyrevognsfører, og som
meddeles bevilling eller godkendelse, i lighed med det i stk. 2 anførte, skal
opfylde adgangskravene senest den 1. januar 2005.
Skriftlig fremsættelse
Trafikministeren (Bjørn Westh):
Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om taxikørsel m.v.
(Lovforslag nr. L 141).
Et lovforslag om hyrekørsel (L 230) har været fremsat for Folketinget i
Folketingssamlingen 1995/96.
Nærværende lovforslag er ændret på enkelte punkter i forhold til
ovennævnte forslag. Nogle af de tidligere bemyndigelsesbestemmelser er
således flyttet over i selve lovteksten. Det drejer sig bl.a. om
antalsbegrænsningen af bevillinger og pligten til at være tilsluttet et
bestillingskontor. Endvidere er muligheden for, at taxivirksomhed kan drives
i selskabsform ikke medtaget i lovforslaget under hensyntagen til, at der i
branchen ikke synes at være tilstrækkelig interesse herfor.
Lovforslaget indebærer, at den, der ansøger om tilladelse (bevilling) til
taxikørsel, skal opfylde en række krav vedrørende økonomisk baggrund, faglige
kvalifikationer, vandel m.v. De foreslåede adgangskrav svarer i princippet
til adgangskravene i buslovgivningen.
Lovforslaget indebærer samtidig, at sygetransport - som hidtil har kunnet
udføres uden tilladelse - gøres tilladelsespligtig og underkastes samme
adgangskrav, som foreslås indført for taxierhvervet. Sygetransport skal
ifølge lovforslaget kunne udføres i selskabsform, sådan som det foregår i
dag.
Det foreslås, at tilladelser til taxikørsel og sygetransport gøres
tidsbegrænsede med en gyldighedsperiode på op til 10 år, hvilket indebærer,
at der ved ansøgning om fornyelse af en tilladelse skal ske prøvelse af, om
betingelserne for at udøve virksomheden fortsat er til stede.
Det følger af lovforslaget, at adgangen til at udstede bevilling til
speciel taxikørsel ophæves med undtagelse af tilladelse til limousinekørsel.
Samtidig foreslås indført hjemmel til, at kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns
Taxinævn) kan stille som vilkår ved bevillingsudstedelse, at taxien skal være
en storvogn eller en vogn, der er særligt indrettet til befordring af
handicappede.
Der foreslås desuden indført regler om tilbagekaldelse og bortfald af
tilladelser og godkendelser svarende til buslovgivningens regler.
Lovforslaget tilsigter endelig, at der tilvejebringes klar hjemmel til at
fastsætte regler vedrørende godkendelse af førere samt tidssvarende krav
vedrørende taxametre, mobiltelefoner, printere, trafikdirigeringsanlæg m.v.
Idet jeg i øvrigt med hensyn til forslagets enkeltheder henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg tillade mig at anbefale
forslaget til Tingets velvillige behandling.
Efter 2. behandling den 17. april 1997
Lovens område, kompetenceforhold m.v.
§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel
og sygetransport) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til
befordring af højst 9 personer føreren medregnet, skal have tilladelse
hertil, medmindre det benyttede køretøj udelukkende anvendes til almindelig
rutekørsel, jf. lov om buskørsel.
Stk. 2. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres
inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet,
kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af
trafikministeren.
Stk. 3. Den, der har tilladelse til taxikørsel og tillige har
tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om
buskørsel, kan efter trafikministerens godkendelse i stedet for et
motorkøretøj af den i stk. 1 nævnte størrelse anvende et motorkøretøj
indrettet til befordring af indtil 15 personer føreren medregnet til den i
denne lov omhandlede kørsel.
§ 2. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, meddeles af
kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsætter antallet af
tilladelser til taxikørsel (taxibevillinger) inden for sit område ud fra
hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for hele
området.
Stk. 3. Der kan meddeles tilladelse til limousinekørsel
(limousinebevilling). Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene
benyttes til befordring af nærmere bestemte kategorier af personer efter
særlig aftale.
Stk. 4. Der kan endvidere meddeles tilladelse til sygetransport.
Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til dette formål
i henhold til en nærmere fastsat afgrænsning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.
Betingelser for meddelelse af tilladelser m.v.
§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer,
der
1) har dansk indfødsret,
2) har bopæl her i landet,
3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller
under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,
6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt
forsvarligt,
7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for
misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, samt
8) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det
antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl bortfalder, i det
omfang dette følger af international aftale eller regler fastsat af
trafikministeren.
Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke
opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 7, skal på begæring af ansøgeren eller
kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, indbringes for domstolene af
anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i
strafferetsplejens former.
§ 4. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, kan meddeles
aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i
§ 3, stk. 1, nr. 4-6 og nr. 8, 2. led.
Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der
faktisk og vedvarende skal forestå virksomheden i henhold til denne lov.
Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.
Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles
tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset
ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre
selvejende institutioner. Der kan meddeles tilladelse til sygetransport til
offentlige myndigheder og virksomheder.
Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og
3 nævnte art kan meddeles tilladelse, jf. § 2, stk. 4, såfremt dette er
hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af
trafikministeren.
Tilladelsens indhold m.v.
§ 5. Tilladelser i henhold til denne lov kan gives for et tidsrum
af højst 10 år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.
Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i køretøjet under kørslen,
herunder i udlandet.
Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den, der har opnået denne, og
den kan hverken helt eller delvis overgå til andre. Trafikministeren kan
under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.
Stk.4. Tilladelsen eller godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere
af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsatte vilkår for virksomhedens
udøvelse, jf. § 13.
Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om
løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive
overenskomster.
Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser
m.v.
§ 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan tilbagekalde
denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den, der har
bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i
virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene
for tilladelsen, jf. § 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter
udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr.
5-8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.
Stk. 3. Godkendelse af ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, samt
godkendelse af taxameterkontrollant, jf. § 12, stk. 1, nr. 9, og
bestillingskontor, jf. § 12, stk. 1, nr.10, kan ligeledes tilbagekaldes eller
nægtes fornyet efter stk. 1 og 2.
Stk. 4. Godkendelse af førere af de af loven omfattede
motorkøretøjer, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, kan tilbagekaldes eller nægtes
fornyet efter stk. 1, samt såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 7 og 8,
ikke længere er til stede.
Stk. 5. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-4
sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 7. En afgørelse efter § 6 kan af den, afgørelsen vedrører,
forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter,
at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed,
der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod
den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende
virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under
sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller
godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse
findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
Stk. 3. En afgørelse efter § 6 kan til enhver tid efter ansøgning
ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan
dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren
forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller
nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år
efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved
dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af
fornyelse truffet efter § 6, stk. 2-4, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, kan forlanges
indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller den
myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i § 3, stk. 3.
§ 8. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren
heraf afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk.
1, nr. 1-4, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har
meddelt tilladelsen eller godkendelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der
sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et
konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på
rekonstruktion efter betalingsstandsning, afhændelse, afvikling og lignende.
Adgangen hertil gælder kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet,
betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller
værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.
§ 9. En tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet
fornyet, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 6-8, skal tillige med andre
kendetegn, der er udleveret til brug for virksomhedens udøvelse, straks
afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.
Bestillingskontorer
§ 10. I kommuner, hvor antallet af taxibevillinger er fastsat til
20 eller derover, påhviler det bevillingshaverne, jf. dog stk. 2 og 3, at
oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor og deltage i de
foranstaltninger til fremme af en passende betjening af offentligheden, som
kommunalbestyrelsen pålægger bestillingskontoret at etablere.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et
ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1 omhandlede
pligt, såfremt det er foreneligt med hensynet til betjeningen af
offentligheden. I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover kan fritagelse
dog kun ske, såfremt bevillingshaveren i henhold til et fastsat vilkår, jf. §
13, stk. 1, nr. 3, fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område,
beliggende uden for en samlet bymæssig bebyggelse.
Stk. 3. Hvis de i medfør af stk. 2 givne fritagelser omfatter et
så stort antal taxibevillinger, at antallet af de øvrige bevillinger til
taxikørsel i kommunen kommer under 20, bortfalder pligten i henhold til stk.
1.
§ 11. En bevillingshaver, jf. § 10, stk. 1, kan af
bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt pågældende
1) udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,
2) undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som
bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden,
eller
3) på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet
mellem de tilsluttede bevillingshavere.
Stk. 2. Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod
efter stk. 1, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af
myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen. Bodens
størrelse fastsættes under hensyn til forseelsens grovhed.
Bemyndigelsesbestemmelser m.v.
§ 12. Trafikministeren kan fastsætte regler om
1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers
forordninger og direktiver om erhvervsmæssig personbefordring omfattet af
denne lov,
2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem
erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig personbefordring,
3) afgrænsning mellem taxikørsel og sygetransport,
4) ansøgningers indhold og dokumentation samt fremgangsmåden ved
meddelelse af tilladelser eller godkendelser, herunder om høring af
myndigheder og organisationer,
5) de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,
6) de faglige, vandelsmæssige, aldersmæssige krav m.v., en godkendt fører
af et af loven omfattet motorkøretøj skal opfylde, herunder om
tidsbegrænsning af godkendelsen,
7) betaling for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelser
og godkendelser, herunder indeksregulering af sådan betaling,
8) køretøjers benyttelse, afmærkning, indretning og udstyr, herunder
vedrørende taxameter, kontrolapparat, printer, mobiltelefon,
kontroldokumenter og maksimaltakster for taxikørsel,
9) taxameterkontrollantvirksomhed, herunder vedrørende godkendelse af
taxameterkontrollanter,
10) godkendelse og drift af bestillingskontorer, herunder tidsbegrænsning
af godkendelsen, voldgift, eksklusion og gennemførelse af disciplinærbod,
samt
11) andre forhold vedrørende taxi- og sygetransportvirksomhed, herunder
kontrolforanstaltninger for den kørsel, der er undtaget fra kravet om
tilladelse.
Stk. 2. Der er udpantningsret for skyldig betaling efter stk. 1,
nr. 7.
§ 13. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i taxibevillingen
fastsætte vilkår om
1) udnyttelse af denne i et nærmere bestemt omfang,
2) udnyttelse af denne inden for nærmere fastsatte tidsperioder af året,
3) fortrinsvis betjening af nærmere bestemte geografiske områder,
4) benyttelse af motorkøretøjer over en vis størrelse (storvogne) eller
med særlig indretning (handicapindrettede vogne m.v.) og
5) afgivelse af indberetninger til statistisk brug eller som led i
kontrolforanstaltninger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i et
kørselsreglement fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende taxiers
indretning, udstyr og benyttelse.
§ 14. Centralregisteret for Motorkøretøjer skal efter anmodning, i
det omfang det er nødvendigt for kommunalbestyrelsens administration af
taxilovgivningen, jf. dog § 15, give denne enhver oplysning om
motorkøretøjers registreringsforhold.
Storkøbenhavns Taxinævn
§ 15. Beføjelser, som efter §§ 2, 5, 6, § 8, stk. 2, og §§ 10 og
13 er tillagt kommunalbestyrelsen, udøves i Københavns og Frederiksberg
Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt af Storkøbenhavns Taxinævn. Nævnet
består af 4 medlemmer valgt af Københavns Kommunalbestyrelse, 1 medlem valgt
af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 6 medlemmer valgt af Foreningen af
Kommuner i Københavns Amt.
Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk
afgrænsning af taxinævnets kompetenceområde og en anden sammensætning af
nævnet.
Straffebestemmelser
§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der
1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 5, stk. 2 og stk.
3, 1. pkt., samt § 9 og § 10, stk. 1,
2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i
henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,
3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i forordninger om taxikørsel
fastsat af De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Samtidig ophæves
lov om hyrekørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 29. september 1992.
Stk. 2. Bevillinger til hyrekørsel samt godkendelser, der er
meddelt før lovens ikrafttræden, forbliver i kraft. Indehavere heraf skal dog
senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte
adgangskrav.
Stk. 3. Ansøgninger om bevilling til hyrekørsel samt godkendelser
indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter den hidtidige lovgivning. I
tilfælde, hvor tilladelse eller godkendelse meddeles, skal indehavere heraf
dog senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte
adgangskrav.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Byrettens dom i sagen mod den tiltalte blev stadfæstet Domsdatabasen · 18. november 2016
- VBT A/S mod Trafikselskabet Movia Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. februar 2020
- Forlig efter tilkendegivelse af 8. december 2014 i FV2014.0111 Arbejdsretten m.fl. · 8. december 2014
- HB-Care A/S mod Trafikselskabet Movia Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. juli 2020
- 1995 LSF 230 FORSLAG TIL LOV OM HYREKØRSEL M.V. Retsinformation · 27. marts 1996
- Forslag til Lov om ændring af lov om taxikørsel m.v. (Tilladelser til offentlig servicetrafik og krav til beklædning af førere af taxier) Retsinformation · 2. juni 2011