Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 141 FORSLAG TIL LOV OM TAXIKØRSEL M.V.

1996/1 LSF 141Lovforslag som fremsatFolketinget15. maj 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Lovens område, kompetenceforhold m.v.

§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel

og sygetransport) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til

befordring af højst 9 personer føreren medregnet, skal have tilladelse

hertil, medmindre det benyttede køretøj udelukkende anvendes til almindelig

rutekørsel, jf. lov om buskørsel.

Stk. 2. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres

inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet,

kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af

trafikministeren.

Stk. 3. Den, der har tilladelse til taxikørsel og tillige har

tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om

buskørsel, kan efter trafikministerens godkendelse i stedet for et

motorkøretøj af den i stk. 1 nævnte størrelse anvende et motorkøretøj

indrettet til befordring af indtil 15 personer føreren medregnet til den i

denne lov omhandlede kørsel.

§ 2. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, meddeles af

kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsætter antallet af

tilladelser til taxikørsel (taxibevillinger) inden for sit område ud fra

hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for hele

området.

Stk. 3. Der kan meddeles tilladelse til limousinekørsel

(limousinebevilling). Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene

benyttes til befordring af nærmere bestemte kategorier af personer efter

særlig aftale.

Stk. 4. Der kan endvidere meddeles tilladelse til sygetransport.

Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til dette formål

i henhold til en nærmere fastsat afgrænsning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.

Betingelser for meddelelse af tilladelser m.v.

Læs alt

§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer,

der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller

under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,

6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for

misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, samt

8) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det

antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl bortfalder, i det

omfang dette følger af international aftale eller regler fastsat af

trafikministeren.

Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke

opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 7, skal på begæring af ansøgeren eller

kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, indbringes for domstolene af

anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i

strafferetsplejens former.

§ 4. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, kan meddeles

aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i

§ 3, stk. 1, nr. 4-6 og nr. 8, 2. led.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der

faktisk og vedvarende skal forestå virksomheden i henhold til denne lov.

Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles

tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset

ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre

selvejende institutioner. Der kan meddeles tilladelse til sygetransport til

offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og

3 nævnte art kan meddeles tilladelse, jf. § 2, stk. 4, såfremt dette er

hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

trafikministeren.

Tilladelsens indhold m.v.

§ 5. Tilladelser i henhold til denne lov kan gives for et tidsrum

af højst 10 år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i køretøjet under kørslen,

herunder i udlandet.

Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den, der har opnået denne, og

den kan hverken helt eller delvis overgå til andre. Trafikministeren kan

under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.

Stk.4. Tilladelsen eller godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere

af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsatte vilkår for virksomhedens

udøvelse, jf. § 13.

Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om

løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive

overenskomster.

Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser

m.v.

§ 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan tilbagekalde

denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den, der har

bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i

virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene

for tilladelsen, jf. § 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter

udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr.

5-8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.

Stk. 3. Godkendelse af ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, samt

godkendelse af taxameterkontrollant, jf. § 12, stk. 1, nr. 9, og

bestillingskontor, jf. § 12, stk. 1, nr.10, kan ligeledes tilbagekaldes eller

nægtes fornyet efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Godkendelse af førere af de af loven omfattede

motorkøretøjer, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, kan tilbagekaldes eller nægtes

fornyet efter stk. 1, samt såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 7 og 8,

ikke længere er til stede.

Stk. 5. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-4

sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 7. En afgørelse efter § 6 kan af den, afgørelsen vedrører,

forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter,

at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed,

der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod

den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under

sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller

godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse

findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har

opsættende virkning.

Stk. 3. En afgørelse efter § 6 kan til enhver tid efter ansøgning

ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan

dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren

forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller

nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år

efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved

dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af

fornyelse truffet efter § 6, stk. 2-4, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, kan forlanges

indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller den

myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i § 3, stk. 3.

§ 8. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren

heraf afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk.

1, nr. 1-4, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har

meddelt tilladelsen eller godkendelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der

sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et

konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter

værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,

jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på

rekonstruktion efter betalingsstandsning, afhændelse, afvikling og lignende.

Adgangen hertil gælder kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet,

betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller

værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.

§ 9. En tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet

fornyet, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 6-8, skal tillige med andre

kendetegn, der er udleveret til brug for virksomhedens udøvelse, straks

afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.

Bestillingskontorer

§ 10. I kommuner, hvor antallet af taxibevillinger er fastsat til

10 eller derover, påhviler det bevillingshaverne, jf. dog stk. 2 og 3, at

oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor og deltage i de

foranstaltninger til fremme af en passende betjening af offentligheden, som

kommunalbestyrelsen pålægger bestillingskontoret at etablere.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et

ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1 omhandlede

pligt, såfremt det er foreneligt med hensynet til betjeningen af

offentligheden. I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover kan fritagelse

dog kun ske, såfremt bevillingshaveren i henhold til et fastsat vilkår, jf. §

13, stk. 1, nr. 3, fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område,

beliggende uden for en samlet bymæssig bebyggelse.

Stk. 3. Hvis de i medfør af stk. 2 givne fritagelser omfatter et

så stort antal taxibevillinger, at antallet af de øvrige bevillinger til

taxikørsel i kommunen kommer under 10, bortfalder pligten i henhold til stk.

1.

§ 11. En bevillingshaver, jf. § 10, stk. 1, kan af

bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt pågældende

1) udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,

2) undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som

bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden,

eller

3) på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet

mellem de tilsluttede bevillingshavere.

Stk. 2. Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod

efter stk. 1, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af

myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen. Bodens

størrelse fastsættes under hensyn til forseelsens grovhed.

Bemyndigelsesbestemmelser m.v.

§ 12. Trafikministeren kan fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers

forordninger og direktiver om erhvervsmæssig personbefordring omfattet af

denne lov,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem

erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig personbefordring,

3) afgrænsning mellem taxikørsel og sygetransport,

4) ansøgningers indhold og dokumentation samt fremgangsmåden ved

meddelelse af tilladelser eller godkendelser, herunder om høring af

myndigheder og organisationer,

5) de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,

6) de faglige, vandelsmæssige, aldersmæssige krav m.v., en godkendt fører

af et af loven omfattet motorkøretøj skal opfylde, herunder om

tidsbegrænsning af godkendelsen,

7) betaling for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelser

og godkendelser, herunder indeksregulering af sådan betaling,

8) køretøjers benyttelse, afmærkning, indretning og udstyr, herunder

vedrørende taxameter, kontrolapparat, printer, mobiltelefon,

kontroldokumenter og maksimaltakster for taxikørsel,

9) taxameterkontrollantvirksomhed, herunder vedrørende godkendelse af

taxameterkontrollanter,

10) godkendelse og drift af bestillingskontorer, herunder tidsbegrænsning

af godkendelsen, voldgift, eksklusion og gennemførelse af disciplinærbod,

samt

11) andre forhold vedrørende taxi- og sygetransportvirksomhed, herunder

kontrolforanstaltninger for den kørsel, der er undtaget fra kravet om

tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for skyldig betaling efter stk. 1,

nr. 7.

§ 13. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i taxibevillingen

fastsætte vilkår om

1) udnyttelse af denne i et nærmere bestemt omfang,

2) udnyttelse af denne inden for nærmere fastsatte perioder af året,

3) fortrinsvis betjening af nærmere bestemte geografiske områder,

4) benyttelse af motorkøretøjer over en vis størrelse (storvogne) eller

med særlig indretning (handicapindrettede vogne m.v.) og

5) afgivelse af indberetninger til statistisk brug eller som led i

kontrolforanstaltninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i et

kørselsreglement fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende taxiers

indretning, udstyr og benyttelse.

§ 14. Centralregisteret for Motorkøretøjer skal efter anmodning, i

det omfang det er nødvendigt for kommunalbestyrelsens administration af

taxilovgivningen, jf. dog § 15, give denne enhver oplysning om

motorkøretøjers registreringsforhold.

Storkøbenhavns Taxinævn

§ 15. Beføjelser, som efter §§ 2, 5, 6, § 8, stk. 2, og §§ 10 og

13 er tillagt kommunalbestyrelsen, udøves i Københavns og Frederiksberg

Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt af Storkøbenhavns Taxinævn. Nævnet

består af 4 medlemmer valgt af Københavns Kommunalbestyrelse, 1 medlem valgt

af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 6 medlemmer valgt af Foreningen af

Kommuner i Københavns Amt.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk

afgrænsning af taxinævnets kompetenceområde og en anden sammensætning af

nævnet.

Straffebestemmelser

§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 5, stk. 2 og stk.

3, 1. pkt., samt § 9 og § 10, stk. 1,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i

henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i forordninger om taxikørsel

fastsat af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Samtidig ophæves

lov om hyrekørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 29. september 1992.

Stk. 2. Bevillinger til hyrekørsel samt godkendelser, der er

meddelt før lovens ikrafttræden, forbliver i kraft. Indehavere heraf skal dog

senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte

adgangskrav.

Stk. 3. Ansøgninger om bevilling til hyrekørsel samt godkendelser

indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter den hidtidige lovgivning. I

tilfælde, hvor tilladelse eller godkendelse meddeles, skal indehavere heraf

dog senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte

adgangskrav.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Lovens område, kompetenceforhold m.v.

§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel

og

sygetransport) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til

befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, skal have

tilladelse hertil, medmindre det benyttede køretøj udelukkende

anvendes til almindelig rutekørsel, jf. lov om buskørsel.

Stk. 2. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres

inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet,

kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af

trafikministeren.

Stk. 3. Den, der har tilladelse til taxikørsel og tillige har

tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om

buskørsel, kan efter trafikministerens godkendelse i stedet for et

motorkøretøj af den i stk. 1 nævnte størrelse anvende et motorkøretøj

indrettet til befordring af indtil 15 personer, føreren medregnet, til den i

denne lov omhandlede kørsel.

§ 2. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, meddeles af

kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsætter antallet af

tilladelser til taxikørsel (taxibevillinger) inden for sit område ud fra

hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for hele

området.

Stk. 3. Der kan meddeles tilladelse til limousinekørsel

(limousinebevilling). Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene

benyttes til befordring af nærmere bestemte kategorier af personer efter

særlig aftale.

Stk. 4. Der kan endvidere meddeles tilladelse til sygetransport.

Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til dette formål

i henhold til en nærmere fastsat afgrænsning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.

Betingelser for meddelelse af tilladelser m.v. § 3.

Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller

under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,

6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for

misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, samt

8) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det

antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl bortfalder i det

omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af

trafikministeren.

Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke

opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 7, skal på begæring af ansøgeren eller

kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, indbringes for domstolene af

anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i

strafferetsplejens former.

§ 4. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, kan meddeles

aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i

§ 3, stk. 1, nr. 4, 5, 6 og 8, 2. led.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der

faktisk og vedvarende skal forestå virksomheden i henhold til denne lov.

Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles

tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset

ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre

selvejende institutioner. Der kan meddeles tilladelse til sygetransport til

offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og

3 nævnte art kan meddeles tilladelse, jf. § 2, stk. 4, såfremt dette er

hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

trafikministeren.

Tilladelsens indhold m.v. § 5. Tilladelser i henhold til

denne lov kan gives for et tidsrum af højst 10 år ad gangen. Der kan gives en

ansøger flere tilladelser.

Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i køretøjet under kørslen,

herunder i udlandet.

Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den, der har opnået denne, og

den kan hverken helt eller delvist overgå til andre. Trafikministeren kan

under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.

Stk.4. Tilladelsen eller godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere

af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsatte vilkår for virksomhedens

udøvelse, jf. § 13.

Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om

løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive

overenskomster.

Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser

m.v. § 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan

tilbagekalde denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den,

der har bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i

virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene

for tilladelsen, jf. § 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter

udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr.

5-8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.

Stk. 3. Godkendelse af ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, samt

godkendelse af taxameterkontrollant, jf. § 12, stk. 1, nr. 9, og

bestillingskontor, jf. § 12, stk. 1, nr.10, kan ligeledes tilbagekaldes eller

nægtes fornyet efter stk. 1-2.

Stk. 4. Godkendelse af førere af de af loven omfattede

motorkøretøjer, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, kan tilbagekaldes eller nægtes

fornyet efter stk. 1, samt såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 5 og 7-8,

ikke længere er til stede.

Stk. 5. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-4

sker på tid fra 1-5 år eller indtil videre.

§ 7. En afgørelse efter § 6 kan af den, afgørelsen vedrører,

forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter,

at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed,

der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod

den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under

sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller

godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse

findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har

opsættende virkning.

Stk. 3. En afgørelse efter § 6 kan til enhver tid efter ansøgning

ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan

dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren

forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller

nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre, og der er forløbet mindst 5 år

efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved

dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af

fornyelse truffet efter § 6, stk. 2 - 4, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, kan

forlanges indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører,

eller den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i § 3,

stk. 3.

§ 8. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren

heraf afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk.

1, nr. 1-4, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har

meddelt tilladelsen eller godkendelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der

sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et

konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter

værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,

jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på

rekonstruktion efter betalingsstandsning, afhændelse, afvikling og lignende.

Adgangen hertil gælder kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet,

betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller

værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.

§ 9. En tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet

fornyet, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 6-8, skal tillige med andre

kendetegn, der er udleveret til brug for virksomhedens udøvelse, straks

afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.

Bestillingskontorer § 10. I kommuner, hvor antallet af

taxibevillinger er fastsat til 20 eller derover, påhviler det

bevillingshaverne, jf. dog stk. 2 og 3, at oprette eller tilslutte sig et

bestillingskontor og deltage i de foranstaltninger til fremme af en passende

betjening af offentligheden, som kommunalbestyrelsen pålægger

bestillingskontoret at etablere.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et

ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1 omhandlede

pligt, såfremt det er foreneligt med hensynet til betjeningen af

offentligheden. I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover kan fritagelse

dog kun ske, såfremt bevillingshaveren i henhold til et fastsat vilkår, jf. §

13, stk. 1, nr. 3, fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område,

beliggende uden for en samlet bymæssig bebyggelse.

Stk. 3. Hvis de i medfør af stk. 2 givne fritagelser omfatter et

så stort antal taxibevillinger, at antallet af de øvrige bevillinger til

taxikørsel i kommunen kommer under 20, bortfalder pligten i henhold til stk.

1.

§ 11. En bevillingshaver, jf. § 10, stk. 1, kan af

bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt pågældende

1) udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,

2) undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som

bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden

eller

3) på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet

mellem de tilsluttede bevillingshavere.

Stk. 2. Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod

efter stk. 1, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af

myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen. Bodens

størrelse fastsættes under hensyn til forseelsens grovhed.

Bemyndigelsesbestemmelser m.v. § 12. Trafikministeren kan

fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers

forordninger og direktiver om erhvervsmæssig personbefordring omfattet af

denne lov,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem

erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig personbefordring,

3) afgrænsning mellem taxikørsel og sygetransport,

4) ansøgningers indhold og dokumentation samt fremgangsmåden ved

meddelelse af tilladelser eller godkendelser, herunder om høring af

myndigheder og organisationer,

5) de økonomiske og faglige krav en ansøger skal opfylde,

6) de faglige, vandelsmæssige, aldersmæssige krav m.v. en godkendt fører

af et af loven omfattet motorkøretøj skal opfylde, herunder om

tidsbegrænsning af godkendelsen,

7) betaling for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelser

og godkendelser, herunder indeksregulering af sådan betaling,

8) køretøjers benyttelse, afmærkning, indretning og udstyr, herunder

vedrørende taxameter, kontrolapparat, printer, mobiltelefon,

kontroldokumenter og maksimaltakster for taxikørsel,

9) taxameterkontrollantvirksomhed, herunder vedrørende godkendelse af

taxameterkontrollanter,

10) godkendelse og drift af bestillingskontorer, herunder tidsbegrænsning

af godkendelsen, voldgift, eksklusion og gennemførelse af disciplinærbod,

samt

11) andre forhold vedrørende taxi- og sygetransportvirksomhed, herunder

kontrolforanstaltninger for den kørsel, der er undtaget fra kravet om

tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for skyldig betaling efter stk. 1,

nr. 7.

§ 13. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i taxibevillingen

fastsætte vilkår om

1) udnyttelse af denne i et nærmere bestemt omfang,

2) udnyttelse af denne inden for nærmere fastsatte tidsperioder af året,

3) fortrinsvis betjening af nærmere bestemte geografiske områder,

4) benyttelse af motorkøretøjer over en vis størrelse (storvogne) eller

med særlig indretning (handicapindrettede vogne m.v.) og

5) afgivelse af indberetninger til statistisk brug eller som led i

kontrolforanstaltninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i et

kørselsreglement fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende taxiers

indretning, udstyr og benyttelse.

§ 14. Centralregisteret for Motorkøretøjer skal efter anmodning

give kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, enhver oplysning om motorkøretøjers

registreringsforhold.

Storkøbenhavns Taxinævn § 15. Beføjelser, som efter §§ 2,

5, 6, § 8, stk. 2, § 10 og 13, er tillagt kommunalbestyrelsen, udøves i

Københavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt af

Storkøbenhavns Taxinævn. Nævnet består af 4 medlemmer valgt af Københavns

Kommunalbestyrelse, 1 medlem valgt af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 6

medlemmer valgt af Foreningen af Kommuner i Københavns Amt.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk

afgrænsning af taxinævnets kompetenceområde og en anden sammensætning af

nævnet.

Straffebestemmelser § 16. Medmindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4 stk. 2, 1. pkt., § 5, stk. 2, og stk.

3, 1. pkt., samt § 9 og § 10, stk. 1,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i

henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i forordninger om taxikørsel

fastsat af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser § 17. Loven

træder i kraft den 1. januar 1998. Samtidig ophæves lov om hyrekørsel, jf.

lovbekendtgørelse nr. 823 af 29. september 1992.

Stk. 2. Bevillinger til hyrekørsel samt godkendelser, der er

meddelt før lovens ikrafttræden, forbliver i kraft. Indehavere heraf skal dog

senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte

adgangskrav.

Stk. 3. Ansøgninger om bevilling til hyrekørsel samt godkendelser

indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter den hidtidige lovgivning. I

tilfælde, hvor tilladelse eller godkendelse meddeles, skal indehavere heraf

dog senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte

adgangskrav.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Indledningsvis bemærkes, at det hidtil anvendte udtryk for erhvervsmæssig

personbefordring »hyrekørsel« ændres til »taxikørsel«.

Ved henvisning til gældende lovgivning benyttes dog begrebet

»hyrekørsel«.

Som følge af den udvikling, der er sket inden for den erhvervsmæssige

personbefordring siden vedtagelsen af den nugældende lov om hyrekørsel,

herunder særligt inden for buskørselsområdet, er det hensigten med dette

lovforslag primært at indrette lovgivningen om taxikørsel efter de samme

principper, som i dag finder anvendelse i buslovgivningen. En sådan

tilpasning vil samtidig tage højde for eventuel kommende EU-regulering af

taxierhvervet.

Dette indebærer først og fremmest, at der opstilles betingelser for

meddelelelse af bevilling til taxikørsel, der i princippet svarer til

buslovgivningens krav. Endelig påtænkes der, som på busområdet, indført

tidsbegrænsning af gyldigheden af en bevilling til taxikørsel, ligesom det

tilsigtes, at regler om tilbagekaldelse og bortfald af bevilling m.v. - med

enkelte justeringer - svarer til buslovgivningens regler.

Det er desuden hensigten med lovforslaget, at erhvervsmæssig

personbefordring i form af sygetransport, der hidtil har været undtaget fra

krav om tilladelse, sidestilles med taxikørsel i tilladelsesmæssig henseende

og med hensyn til adgang til erhvervet.

Endvidere muliggør lovforslaget i overensstemmelse med de nugældende

forhold, at sygetransportvirksomhed kan drives i selskabsform i lighed med,

hvad der gælder på busområdet.

Under hensyntagen til taxierhvervets særlige forhold er det fundet

hensigtsmæssigt at opretholde et decentralt bevillingssystem. Det er tillige

hensigten at bibeholde antalsbegrænsningen for bevillinger til taxikørsel

samt pligten for en bevillingshaver til at være tilsluttet et

bestillingskontor.

2. Gældende lovgivning

De gældende regler vedrørende erhvervsmæssig personbefordring i

motorkøretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren

medregnet, er indeholdt i lov nr. 296 af 8. juni 1978 om hyrekørsel som

ændret ved lov nr. 408 af 6. juni 1991, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 29.

september 1992 (hyrekørselsloven), samt den i medfør heraf udstedte

bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 (med senere ændringer) om

hyrekørsel (hyrekørselsbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 140 af 24.

marts 1981 om kontrolapparater, taxametre og trafikbøger i hyrevogne

(taxameterbekendtgørelsen), bekendtgørelse nr. 87 af 10. marts 1980

(med senere ændring) om særlige krav til hyrevogne

(udstyrsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 511 af 4. oktober 1984

om gebyrer for udstedelse af bevilling m.v. i henhold til hyrekørselsloven

(gebyrbekendtgørelsen).

Hyrekørselslovgivningen (loven og tilhørende bekendtgørelser) bygger på et

bevillingssystem, således at erhvervsmæssig personbefordring med køretøjer

indrettet til befordring af højst 9 (og mindst 5) personer, føreren

medregnet, kræver bevilling i henhold til loven. En bevillingshaver, der har

tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om

buskørsel, kan, efter trafikministerens godkendelse, anvende et motorkøretøj

indrettet til befordring af højst 15 personer, føreren medregnet, til

hyrekørsel.

Såfremt et køretøj indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren

medregnet, udelukkende benyttes til almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, i

lov om buskørsel, eller til sygetransport, er kørslen undtaget fra

bevillingskravet.

Kommunalbestyrelsen og Hyrevognsnævnet for Storkøbenhavn (for så vidt

angår Københavns og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt)

fastsætter antallet af bevillinger inden for deres respektive områder ud fra

1) antallet af allerede udstedte bevillinger og udnyttelsen af disse samt 2)

hensynet til en rimelig betjening af publikum inden for hele området. En

bevilling kan ikke udstedes til et selskab eller anden juridisk person, men

kun til en fysisk person. En person kan godt gives flere bevillinger.

Endvidere er der mulighed for at give en bevilling til to personer i

fællesskab (partsbevilling).

Der er ikke i den gældende lovgivning fastsat særlige krav vedrørende

adgang til hyrekørselserhvervet. En ledig hyrekørselsbevilling gives således

efter kommunalbestyrelsens (hyrevognsnævnets) skøn til den, der er

»bedst kvalificeret«. Ved udøvelsen af dette skøn skal

kommunalbestyrelsen (nævnet) bl.a. lægge vægt på den erfaring, den enkelte

ansøger har erhvervet gennem tidligere beskæftigelse inden for erhvervsmæssig

personbefordring.

Heller ikke for så vidt angår føreren af en hyrevogn er der fastsat

særlige krav, udover at vedkommende i »fornødent omfang« behersker

det danske sprog og har kendskab til »centrale dele af områdets

geografi«.

Langt den overvejende del af hyrekørslen udføres ifølge den gældende

lovgivning på grundlag af bevilling til almindelig hyrekørsel, hvor adgangen

til kørslen står åben for alle. Der er også adgang til at udstede bevillinger

til »specielle formål«. Dette dækker dels limousinekørsel, dels

særlig kørsel for daginstitutioner, skoler, hospitaler m.v. i

overensstemmelse med de i bevillingen nærmere fastsatte vilkår for kørslen og

dennes afgrænsning.

I kommuner (Storkøbenhavn), hvor antallet af bevillinger er fastsat til 10

og derover, er der pligt til at være tilsluttet et bestillingskontor for

hyrevogne (tilslutningspligt).

Herudover indeholder den gældende lovgivning bestemmelser vedrørende

bevillingers udnyttelse, deponering, bortfald m.v., hyrevognens afmærkning,

indretning og udstyr, taxametre, kontrolapparater, radiokommunikation,

holdepladser, bestillingskontorers drift, førerens pligter samt betaling for

kørsel.

Kørsel, hvorunder der udføres sygetransport, falder efter den gældende lov

uden for begrebet hyrekørsel. Benyttes køretøjet udelukkende til

sygetransporter, kræves der således ikke bevilling.

For så vidt angår sygetransport er det i forarbejderne (lovbemærkningerne

fra 1977-78) til den nugældende lov oplyst, at begrebet sygetransport ikke er

søgt nærmere defineret.

For at hindre at virksomheder, der udfører sygetransporter, uretmæssigt

skal kunne påføre hyrevognserhvervet konkurrence, blev der i den nugældende

lov indført hjemmel til administrativt at fastsætte krav om afmærkning og

særligt udstyr for de køretøjer, der udelukkende anvendes til sygetransport,

samt krav om, at føreren af disse køretøjer har gennemgået en uddannelse i

nødhjælp.

Den nævnte hjemmel har ikke været udnyttet, og der er således ikke fastsat

nogen krav vedrørende udøvelse af sygetransportvirksomhed, der som nævnt kan

udføres i dag uden tilladelse (bevilling). Udgangspunktet ved afgrænsningen

mellem hyrekørsel og sygetransport er ifølge praksis, om den pågældende kan

befordres i en hyrevogn, eller om han mere hensigtsmæssigt befordres i et

sygetransportkøretøj. Afgrænsningen har i den forløbne periode undergået

visse ændringer, herunder at kørsel med bloddonorer anses for

»sygetransport«.

3.Trafikministeriets udvalg vedrørende revision af den gældende

hyrekørselslovgivning

Spørgsmålet om ændring af hyrekørselslovgivningen har jævnligt været

overvejet i perioden siden lovens ikrafttrædelse, bl.a. på baggrund af ønsker

herom fremsat af organisationerne m.fl. Nogle ønsker har været af mere

teknisk karakter, medens andre har vedrørt grundlæggende spørgsmål inden for

denne virksomhed såsom tilslutningspligt, adgangskrav og bevillingssystemets

udformning. De nævnte overvejelser førte imidlertid ikke til

lovgivningsinitiativer - bortset fra en ændring i 1991 vedrørende

nægtelse/tilbagekaldelse af bevilling på grund af betydelig gæld til det

offentlige (som efterfølgende er blevet gennemført tilsvarende inden for en

række andre erhverv).

Den nuværende hyrekørselslovgivning er derfor grundlæggende identisk med

lovgivningen, der blev vedtaget sidst i 1970'erne på dette område.

Med henblik på en mere systematisk gennemgang af hyrekørselslovgivningen

nedsatte Trafikministeriet i efteråret 1993 et udvalg bestående af

repræsentanter for Trafikministeriet (formandskab), Færdselsstyrelsen

(tidligere Direktoratet for Vejtransport), Storkøbenhavns Hyrevognsnævn,

Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening (KL), Konkurrencerådet, Dansk

Taxi Forbund (DTF), Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark (CAT),

Storkøbenhavns Taxivognmænds Arbejdsgiversammenslutning (STA),

Sammenslutningen Københavns Taxa, Bestillingskontorernes Sammenslutning (BS),

Brancheforeningen for Hyrevognsejere (BfH), Specialarbejderforbundet i

Danmark (SID) samt Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK).

Dette udvalg afholdt i den resterende del af 1993 og i løbet af 1994 en

række møder med henblik på den forudsatte gennemgang af lovgivningen.

Udvalget afgav en rapport i januar 1995, hvori de involverede

organisationers og myndigheders synspunkter er refereret i relation til den

gældende lovgivning og med eventuelle forslag til ændring heraf.

Udvalgsarbejdet har været præget af deltagernes modstående holdninger på

en række punkter. Det har dog været udvalgets generelle opfattelse, at

adgangskravene til erhvervet bør strammes væsentligt op, og at det i denne

forbindelse vil være formålstjenligt at bruge de i buslovgivningen fastsatte

krav (økonomisk baggrund, faglige kvalifikationer, vandel) som model på

hyrekørselsområdet. Der har ligeledes været generel tilslutning til, at der

bør fastsættes krav til føreres faglige kvalifikationer og vandel. Udvalget

har endvidere generelt fundet det rimeligt, at der fastsættes tilsvarende

krav vedrørende adgang til sygetransporterhvervet som de foreslåede krav til

hyrekørselserhvervet (taxierhvervet). Endelig har der været generel

tilslutning i udvalget til at ophæve begrebet »speciel hyrekørsel«

med undtagelse af limousinekørsel samt foretage en modernisering af

hyrekørselslovgivningens bestemmelser om taxametre, kontrolapparater,

kørebøger m.v.

De organisationer og myndigheder, der har været repræsenteret i udvalget,

har i foråret 1995 tillige haft mulighed for at afgive en skriftlig udtalelse

i sagen med henblik på præcisering/justering af de i udvalget tilkendegivne

synspunkter. Udvalgsrapporten har endvidere været forelagt andre berørte

organisationer og myndigheder. Resultatet af denne høring har i store træk

bekræftet de ovenfor nævnte »varierede« holdninger til de enkelte

elementer i hyrekørselslovgivningen.

4. Trafikministeriets overvejelser vedrørende en revideret taxiordning

4.1. EU-lovgivningen

Indledningsvis bemærkes, at der ikke er fastsat EU-forskrifter vedrørende

taxikørsel, bortset fra et direktiv fra 1976 om mekaniske taxametre m.v., som

alene er en handels- og markedsføringsforskrift.

Europa-Kommissionen har for nogle år siden indsamlet oplysninger fra

medlemslandene vedrørende regler for taxivirksomhed i disse lande.

Kommissionen har endvidere afholdt møder med repræsentanter for

medlemslandene, og der synes at være en almindelig holdning i medlemslandene

til, at der bør ske en stramning af reglerne i medlemsstaternes lovgivning om

adgang til taxierhvervet. Det er på nuværende tidspunkt imidlertid ikke

muligt at udtale sig om, hvorvidt og i givet fald i hvilken form og hvornår,

Kommissionen måtte fremlægge et forslag vedrørende taxivirksomhed.

Uanset at der således ikke er fastsat fællesskabsforskrifter vedrørende

taxivirksomhed, forekommer det nærliggende at overveje, om de krav, der er

fastsat på buskørselsområdet (befordring i motorkøretøjer indrettet til

befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet) i EU's direktiv

96/26/EF af 29. april 1996, om adgang til erhvervet ved personbefordring ad

landevej i indenlandsk og international transport, tilsvarende bør danne

grundlag for fastsættelse af adgangskrav for så vidt angår erhvervsmæssig

personbefordring i motorkøretøjer, der er indrettet til befordring af højst 9

personer, føreren medregnet.

I det nævnte direktiv er anført vigtigheden af at foreskrive indførelse af

fælles regler for adgang til erhvervet med henblik på at sikre en forbedring

af vognmandens kvalifikationer. Det fremgår ligeledes, at denne forbedring

kan bidrage til en sanering af markedet, en kvalitativ forbedring af den

ydede tjeneste til gavn for de rejsende, vognmændene og økonomien som helhed

samt en forbedring af færdselssikkerheden. På denne baggrund er der i

direktivet fastsat regler vedrørende vognmandens hæderlighed, økonomiske evne

og faglige dygtighed.

4.2. Adgangen til erhvervet

I lov om buskørsel er der opstillet følgende krav til en person, der skal

have tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring med bus:

1) dansk indfødsret,

2) bopæl her i landet,

3) ikke umyndiggjort eller under lavværgemål,

4) hverken anmeldt betalingsstandsning eller under konkurs,

5) ikke betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb

i en størrelsesorden 50.000 kr. og derover,

6) økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

7) ikke dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for

misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, jf. straffelovens §

78, stk. 2,

8) i faglig henseende kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed og

samtidig egnet til at kunne udøve denne virksomhed på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

I henhold til busloven kan tilladelse meddeles aktieselskaber eller

anpartsselskaber, der har en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og

vedvarende forestår virksomhedens buskørsel.

I busbekendtgørelsen er det nærmere fastsat, for så vidt angår kravet til

økonomisk grundlag, at ansøgeren ved ansøgning om indtil to

tilladelser skal dokumentere at have egne kontante midler eller andre værdier

på i alt mindst 100.000 kr. Ved ansøgning om yderligere tilladelser forhøjes

beløbet med 25.000 kr. for hver ekstra tilladelse. Der kan i stedet stilles

sikkerhed for tilsvarende beløb af et pengeinstitut eller forsikringsselskab.

For så vidt angår kravet til faglige kvalifikationer er det i

busbekendtgørelsen fastsat, at ansøgeren inden for de seneste 10 år skal have

gennemgået et af Trafikministeriet godkendt kursus og ved skriftlig prøve

have dokumenteret færdigheder i en række nærmere beskrevne emner (retlige

forhold, virksomhedsledelse, bestemmelser vedrørende personbefordring,

tekniske forhold, færdselssikkerhed m.v.), samt have været beskæftiget i

mindst 3 år i en virksomhed, der udfører personbefordring, eller have

tilladelse til godskørsel for fremmed regning.

Det foreslås i overensstemmelse med ovenstående, at trafikministeren

bemyndiges til i bekendtgørelsesform at fastsætte lignende regler vedrørende

adgang til taxierhvervet, idet bemærkes, at størrelsen af det krævede

kapitalgrundlag vil blive fastsat under hensyntagen til erhvervets vilkår i

øvrigt. Minimumskravet til egenkapital kunne f.eks. sættes til 50.000 kr.

henset til de krævede investeringer sammenlignet med godskørsels- og

buskørselsområdet.

4.3. Førere

Det er ligeledes ministeriets opfattelse, at der er behov for opstramning

af kravene til førere af de af loven omfattede motorkøretøjer i

erhvervsmæssig personbefordring. Det foreslås således, at trafikministeren

bemyndiges til at fastsætte regler vedrørende disse føreres faglige

kvalifikationer og vandel.

4.4. Sygetransport, speciel taxikørsel, partsbevillinger

Med hensyn til sygetransport, som for øjeblikket ikke er reguleret,

er det ministeriets opfattelse, at der for denne type af erhvervsmæssig

personbefordring gør sig de samme hensyn gældende som for de ovenfor angivne

vedrørende adgang til taxierhvervet. Det foreslås derfor, at trafikministeren

bemyndiges til at indføre en tilladelsesordning for sygetransport og

fastsætte tilsvarende adgangskrav som for taxivirksomhed.

Da der efter lovforslaget ikke skal være nogen begrænsning i antallet af

sygetransporttilladelser eller begrænsning i det geografiske

anvendelsesområde, er det af hensyn til det antalsregulerede og geografisk

begrænsede taxierhverv fundet nødvendigt fortsat at have en afgrænsning

imellem den ene og den anden slags befordring. Almindelig taxikørsel vil ikke

kunne udføres på baggrund af en tilladelse til sygetransport, medens en

taxivognmand vil kunne udføre sygetransport i en taxi, hvis dette kan ske på

en hensigtsmæssig måde. En taxivognmand vil endvidere kunne få særlig

tilladelse til sygetransport, hvis pågældende også er indehaver af sådanne

køretøjer.

Det foreslås, at sygetransportvirksomhed - i modsætning til taxivirksomhed

- kan drives i selskabsform i overensstemmelse med de principper, der er

fastsat på buskørselsområdet.

Det er ministeriets opfattelse, at den eksisterende bestemmelse om

udstedelse af bevillinger til »specielle formål«, som er

betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til befordring af nærmere

bestemte kategorier af personer efter særlig aftale (f.eks. limousinekørsel,

institutionskørsel, skolekørsel), bør ophæves, idet bestemmelsen har givet

anledning til utallige afgrænsningsproblemer i forhold til den almindelige

taxikørsel, og idet den omhandlede kørsel lige så formålstjenligt kan udføres

som almindelig taxikørsel. Kun for så vidt angår bevilling til

limousinekørsel bibeholdes bestemmelsen, da denne form for taxikørsel

opfylder et særligt behov, der kun vanskeligt kan opfyldes af almindelige

taxier.

De eksisterende regler om partsbevillinger er ikke medtaget i

lovforslaget, da disse ikke længere anses for hensigtsmæssige.

4.5. Klageadgang

De eksisterende regler vedrørende klage over afgørelser truffet af den

bevillingsudstedende myndighed, f.eks. klager over bevillingstilbagekaldelse,

indebærer, at en afgørelse i visse tilfælde kan indbringes for ministeren og

i andre tilfælde kan forlanges indbragt for domstolene - med eller uden

opsættende virkning.

Det foreslås at simplificere dette klagesystem på en sådan måde, at

afgørelser om tilbagekaldelse af bevillinger m.v. altid kan forlanges

indbragt for domstolene, og således at anmodning herom har opsættende

virkning.

4.6. Bemyndigelser, antalsbegrænsning og tilslutningspligt

Den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i lovens § 6 har i visse

tilfælde vist sig ikke at være tilstrækkelig klar i forhold til visse

bestemmelser i de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser. Lovforslaget

indeholder på denne baggrund en mere specificeret bemyndigelsesbestemmelse

til ministeren. Bestemmelsen er i princippet opbygget på samme måde som den

tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse på buskørselsområdet.

Princippet om, at den tilladelsesudstedende myndighed kan fastsætte

antallet af bevillinger (antalsbegrænsning) inden for sit område

bibeholdes i forslagets lovtekst. Som noget nyt er den i

hyrekørselsbekendtgørelsen fastsatte pligt for taxibevillingshavere til at

oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor under nærmere givne

forudsætninger indført i lovteksten.

4.7. Betaling, kurser

Forslaget indebærer som nævnt, at de tilladelsesudstedende myndigheder

skal foretage en mere dybdegående - og derved i visse tilfælde mere

ressourcekrævende - undersøgelse af ansøgerens forhold. De foreslåede

muligheder for opkrævning af betaling for behandling af ansøgninger,

udstedelse af bevillinger m.v. skulle dog samtidig give tilsvarende indtægter

til disse myndigheder.

De kurser, som ansøgere forudsættes at gennemgå, vil kunne afholdes

af kommunerne (Storkøbenhavns Taxinævn) eller andre efter godkendelse af de

tilladelsesudstedende myndigheder mod opkrævning af betaling for de med

kurset forbundne udgifter.

4.8. Lovforslag L 230 (forslag til lov om hyrekørsel m.v.,

folketingssamling 1995/96)

Regeringen fremsatte i foråret 1996 (folketingssamlingen 1995/96) forslag

til lov om hyrekørsel m.v. (L 230). Dette forslag nåede kun til 1. behandling

i Folketinget og efterfølgende udvalgsbehandling. Nærværende forslag til lov

om taxikørsel m.v. svarer stort set til L 230, idet der dog er foretaget

enkelte ændringer, herunder at nogle af bemyndigelsesbestemmelserne

(antalsbegrænsning for bevillinger, tilslutningspligt til bestillingskontor)

er indført i selve lovteksten. Endvidere er adgangen til at udføre taxikørsel

i selskabsform ikke medtaget i lovforslaget.

4.9. Opfølgning

Generelt bemærkes om lovforslaget, at dette er opbygget på samme måde som

busloven, der er udformet i overensstemmelse med EU's retsforskrifter.

Forslaget til ændret lov om taxikørsel m.v. er således forberedt til

eventuelle kommende EU-retsforskrifter på dette område.

Trafikministeriet vil - bl.a. i lyset af eventuelt kommende

EU-retsforskrifter - senest den 1. januar 2000 foretage en gennemgang af

administrationen af taxilovgivningen med henblik på vurdering af behovet for

ændringer eller justeringer af lovgivningen.

5. Bekendtgørelser om taxikørsel m.v.

Ministeriet vil med henblik på lovens gennemførelse udarbejde reviderede

bekendtgørelser vedrørende den af loven omhandlede personbefordring

(taxikørsel, sygetransport). Disse bekendtgørelser vil, forinden de udstedes,

blive forelagt berørte myndigheder og organisationer til udtalelse.

6. Forslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget har den direkte erhvervsøkonomiske konsekvens, at

sygetransport gøres tilladelsespligtig. Lovforslaget har endvidere den

indirekte erhvervsøkonomiske konsekvens, at lovforslagets vedtagelse vil

medføre en højnelse af standarden inden for taxierhvervet, efterhånden som

nye bevillinger udstedes efter prøvelse af ansøgernes økonomiske baggrund,

faglige kvalifikationer og vandel. Også med hensyn til førere af de af loven

omfattede motorkøretøjer vil forslaget om krav til faglige kvalifikationer og

vandel generelt medføre, at der vil kunne tilbydes de, der befordres, en

bedre ydelse.

De foreslåede krav vedrørende adgang til erhvervet medfører, at ansøgere

skal deltage i kursusvirksomhed samt dokumentere opfyldelse af krav

vedrørende økonomisk baggrund og vandel over for de tilladelsesudstedende

myndigheder.

7. Forslagets administrative konsekvenser

Lovforslaget vil i mindre omfang medføre merudgifter for kommunerne

(Storkøbenhavns Taxinævn) i forbindelse med en mere dybdegående behandling af

ansøgninger om tilladelser og godkendelser. Kommunerne (Storkøbenhavns

Taxinævn) vil endvidere kunne blive påført øgede udgifter (bl.a.

advokatomkostninger) i forbindelse med den forudsatte domstolsprøvelse af

tilbagekaldelser m.v. Der vil dog samtidig kunne ske en udgiftsdækning gennem

opkrævning af betaling for behandling af ansøgninger og udstedelse af

tilladelser m.v., jf. pkt. 4.7.

8. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Som nævnt under pkt. 4.1. er der ikke fastsat fællesskabsforskrifter for

taxivirksomhed. I relation til Traktatens bestemmelser bemærkes, at den

påtænkte videreførelse af antalsbegrænsningen af bevillinger til taxikørsel

og pligten til at være tilsluttet et bestillingskontor, som hidtil, er udtryk

for en generel erhvervsretlig regulering. Denne regulering vil blive

administreret uden hensyntagen til EU-borgeres nationalitet. Lovforslaget har

således ikke EU-retlige aspekter, bortset fra at det i sin opbygning og

indhold er forberedt på eventuelt kommende EU-retsforskrifter på dette

område.

10. Høring

Forslaget er i forbindelse med fremsættelsen sendt til høring hos de

myndigheder og organisationer, der berøres af forslaget. Når høringssvarene

er modtaget, vil trafikministeren straks oversende disse til Folketingets

Trafikudvalg ledsaget af de kommentarer, udtalelserne måtte give anledning

til.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1 Ved den foreslåede bestemmelse bibeholdes bevillingssystemet som

grundlag for udførelse af taxikørsel. Dette betyder, som hidtil, at den, der

ønsker at udføre taxikørsel, skal ansøge om og erhverve bevilling hertil,

forinden vedkommende får ret til at udføre denne form for erhvervsmæssig

personbefordring. Der vil, som hidtil, blive krævet en bevilling pr.

motorkøretøj, der benyttes til taxikørsel.

Den gældende lov indeholder to undtagelser fra bevillingskravet. Bevilling

er således ikke påkrævet, såfremt det pågældende motorkøretøj (indrettet til

befordring af højst 9 personer, føreren medregnet) udelukkende benyttes til

sygetransport eller almindelig rutekørsel i henhold til § 2, stk. 2, i lov om

buskørsel.

Ifølge lovforslaget er det alene sidstnævnte undtagelse, der fortsat er

gældende. Sygetransport gøres således tilladelsespligtig på samme måde som

taxivirksomhed. Dette betyder, at der vil blive fastsat krav (økonomisk

baggrund, faglige kvalifikationer og vandel m.v.) vedrørende adgang til dette

erhverv. Disse krav vil indholdsmæssigt svare til de samtidig foreslåede

adgangskrav til taxierhvervet. Opfylder en ansøger disse krav, kan den

kompetente myndighed (kommunalbestyrelsen/ Storkøbenhavns Taxinævn) udstede

tilladelse til sygetransport. Der udstedes en tilladelse pr. køretøj. Der

henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen i stk. 2 er ny og omhandler den såkaldte

cabotagekørsel, som kendes fra bus- og godskørselsområdet. På disse to

områder er der i EU fastsat bestemmelser i medfør af Traktatens art. 75, stk.

1, litra b, ifølge hvilken Rådet fastsætter »de betingelser, under

hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i

en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende«. Der er ganske vist ikke

fastsat EU-retsforskrifter vedrørende taxivirksomhed, herunder

cabotagekørsel, men Kommissionen har foretaget nogle indledende undersøgelser

på dette område, bl. a. ved indhentning af oplysninger om lovgivningen og

tilrettelæggelsen af taxikørselvirksomhed i de enkelte medlemslande. Med den

nævnte bestemmelse er loven således forberedt til eventuelt kommende

EU-regler på dette område.

Den eksisterende bestemmelse i lovens § 1, stk. 2, hvorefter

trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om afmærkning af

motorkøretøjer, udstyr og krav til førerens uddannelse for så vidt angår

sygetransport, er af overskuelighedsgrunde flyttet til den generelle

bemyndigelsesbestemmelse i § 12 i lovforslaget.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer i sit indhold hovedsageligt til § 1,

stk. 3, i den nugældende lov. Bestemmelsen tilsigter at gøre det muligt for

vognmænd i tyndt befolkede områder, hvor befordringsopgaverne er af mere

beskedent omfang, at sikre en bedre udnyttelse af materiellet, således at

dette kan udnyttes til såvel taxikørsel som til erhvervsmæssig

personbefordring med bus (turist- og bestillingskørsel).

En godkendelse forudsætter, at vognmanden foruden en taxibevilling har en

tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om

buskørsel. Herved sikres, at vognmanden opfylder buslovens krav til adgang

til erhvervet. Forinden godkendelsen gives, foretages høring af

kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor bevillingen udstedes, med henblik på

at sikre, at en godkendelse ikke vil stride imod de lokale forhold.

Godkendelsen vil blive gjort betinget af, at motorkøretøjet under

udførelsen af taxiopgaver opfylder de regler, herunder krav til indretning,

udstyr og benyttelse, der gælder i medfør af nærværende lov eller de i medfør

af loven udstedte forskrifter.

Til § 2 Ved bestemmelsen fastsættes det, at den kompetente

myndighed med hensyn til udstedelse af bevilling til taxikørsel er

kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori ansøgeren har (eller agter at have)

sit forretningssted. I det storkøbenhavnske område er den kompetente

myndighed Storkøbenhavns Taxinævn. Dette svarer til den gældende ordning.

Der lægges i stk. 2 vægt på hensynet til publikums betjening. Det

er således vigtigt, at der er et tilstrækkeligt bevillingsantal i hele

bevillingsområdet, således at behovet for taxikørsel kan dækkes på

tilfredsstillende måde. Ved fastsættelse af bevillingsantallet må kommunen

(taxinævnet) derfor løbende foretage en vurdering af, om det fastsatte antal

taxibevillinger er på et passende niveau.

Bestemmelsen i stk. 3 vedrører den særlige form for speciel

taxikørsel, der kategoriseres som limousinekørsel. Herved forstås kørsel i

særligt indrettede - ofte store, luksuøse - biler i form af

repræsentationskørsel, »executivkørsel« og lignende. De

eksisterende regler vedrørende bevilling til speciel hyrekørsel i øvrigt

(f.eks. skolekørsel og institutionskørsel på grundlag af særlig aftale herom)

er derimod ikke medtaget i lovforslaget, jf. afsnit 4.4 i de almindelige

bemærkninger. Kun for så vidt angår limousinekørsel er der tale om opfyldelse

af særlige behov, der kun vanskeligt kan foretages af almindelige taxier.

Ansøgeren skal dokumentere behovet for den omhandlede limousinekørsel.

Storkøbenhavns Taxinævn har oprettet et kontaktudvalg. I dette udvalg

deltager repræsentanter for bestillingskontorer og organisationer i det

storkøbenhavnske område. I flere af landets kommuner er der tilsvarende

oprettet »hyrevognsnævn« med deltagelse af repræsentanter for

erhvervet. Disse rådgivende udvalg/nævn findes nyttige, men det er dog fundet

mest hensigtsmæssigt at lade de bevillingsudstedende myndigheder selv træffe

afgørelse om, hvorvidt sådanne kontaktudvalg skal etableres. Såfremt disse

oprettes, bør de dog også have repræsentanter for

forbrugerinteresseorganisationer, større trafikterminaler i området (f.eks.

lufthavn) og trafikselskaber, således at alle relevante synspunkter kan blive

fremført - ikke mindst fra brugernes side.

Bestemmelsen i stk. 4 udvider kommunalbestyrelsens (taxinævnets)

kompetence til at omfatte udstedelse af tilladelse til sygetransport, jf. de

almindelige bemærkninger. Da sygetransport ikke er underkastet en geografisk

eller antalsmæssig begrænsning, er det tilstrækkeligt, at der opnås

tilladelse i den kommune (område), hvor hovedkontoret for

sygetransportvirksomheden er beliggende.

Til § 3 Bestemmelsen er udformet efter samme principper som den

tilsvarende bestemmelse i busloven og godskørselsloven.

Den foreslåede § 3, der svarer til § 12 i lov om buskørsel og § 3 i lov om

godskørsel, fastsætter de krav, der skal være opfyldt, for at en tilladelse

kan meddeles i henhold til § 1.

Kravet i stk. 1, nr. 1-4, er ikke indeholdt i den nuværende

hyrekørselslov, men svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden

lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves godkendelse, tilladelse,

bevilling eller lignende.

Bestemmelsen om umyndige og personer under værgemål er dog tilpasset

terminologien i værgemålsloven, jf. lov nr. 388 af 14. juni 1995, der trådte

i kraft den 1. januar 1997. Således findes der ikke at burde gives tilladelse

til taxikørsel eller sygetransport til personer, der opfylder betingelserne

for at komme under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7. Baggrunden

herfor er, at personer, der opfylder betingelserne for at komme under

værgemål efter de nye regler, ikke fuldt ud er i stand til at tage vare på

deres egne anliggender. Det må derfor være udgangspunktet, at de pågældende

heller ikke skal have adgang til at udøve et erhverv, hvortil der kræves

tilladelse. For så vidt angår samværgemål, er der lagt vægt på den store

lighed, der er mellem dette værgemål og det nuværende lavværgemål.

Kravet i stk. 1, nr. 5, om, at en tilladelsesindehaver ikke må have

betydelig forfalden gæld til det offentlige, svarer til bestemmelsen, der

gennemførtes ved lov nr. 408 af 6. juni 1991 om ændring af lov om hyrekørsel.

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at der ved betydelig gæld

forstås skyldige beløb af en vis størrelse. Har en ansøger således forfalden

gæld til det offentlige i en størrelsesorden af ca. 50.000 kr., vil dette i

almindelighed være tilstrækkeligt til at nægte ansøgeren bevilling til

taxikørsel. Det er ikke afgørende, om gælden vedrører taxivirksomheden i

henhold til en tidligere eller en eksisterende bevilling. Anden gæld, der

hidrører fra tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, vil kunne medføre

nægtelse, såfremt gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der

fremtidig vil opstå restancer til det offentlige, hvis der gives bevilling

til taxikørsel. Ved vurderingen af, om der foreligger en væsentlig gældspost,

må der tages hensyn til den almindelige pris- og lønudvikling. Dette regelsæt

vil ifølge lovforslaget omfatte sygetransport, godkendelse af ansvarlig leder

m.v.

Kravet i stk. 1, nr. 6, om, at ansøgeren skal have den fornødne

økonomiske baggrund, svarer til bestemmelserne i lov om buskørsel og lov om

godskørsel.

Kravet om økonomisk baggrund skal sikre en højere grad af økonomisk

forsvarlig drift. Kravet opfyldes ved, at ansøgeren enten råder over en

nærmere fastsat egenkapital, eller ved at der stilles bankgaranti eller

tilsvarende garanti.

På buskørselsområdet skal ansøgeren, som nævnt under de almindelige

bemærkninger (4.2.), ved ansøgning om indtil to tilladelser dokumentere at

have egne kontante midler på 100.000 kr. eller få et forsikringsselskab eller

et pengeinstitut til at stille tilsvarende sikkerhed. Ved ansøgning om

yderligere tilladelser forhøjes beløbet med 25.000 kr. for hver ekstra

tilladelse.

På godskørselsområdet vedtog Folketinget i december 1994 en ændring af lov

om godskørsel, der medførte, at de tilsvarende krav ændredes til, at der

efter den 1. januar 1995 kræves 150.000 kr. i egenkapital for de to første

tilladelser og 30.000 kr. for hver ekstra tilladelse til godskørsel.

Det vil ved fastsættelsen af en »passende økonomisk baggrund«

for taxierhvervet være naturligt at tage hensyn til, at investeringer i dette

erhverv typisk er mindre end investeringer i buskørsels- og

godskørselserhvervet. Minimumskravet til egenkapital (sikkerhedsstillelse)

ville således kunne fastsættes til f.eks. 50.000 kr.

Kravet i stk. 1, nr. 7, om, at vedkommende ikke må være dømt for

strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udøve taxivirksomhed m.v., er indeholdt i § 7, stk. 1, nr.1, i den

gældende lov, og tilsvarende bestemmelser er indeholdt i anden lovgivning om

tilladelsesordninger.

Henvisningen i bestemmelsen til straffelovens § 78, stk. 2, indebærer, at

den skal fortolkes på samme måde som straffelovens bestemmelser. Hvorvidt det

pådømte strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af

adgangen til at udøve taxivirksomhed m.v., afhænger således først og fremmest

af, om det begåede forhold efter sin art kan bevirke en særlig fare for

kriminalitet i forbindelse med udøvelsen af taxivirksomhed m.v.

Ved farebedømmelsen er det afgørende, hvilken risiko der er for

tilbagefald for netop denne person. Der må derfor tages hensyn til de

omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og

udførelsesmåde, den pågældendes personlige forhold på gerningstidspunktet, om

det er førstegangskriminalitet eller gentagelse, og - ikke mindst - hvor lang

tid der er gået siden lovovertrædelsen.

Efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, skal en ansøger i

faglig henseende være kvalificeret til at udøve den af loven omfattede

virksomhed, hvorfor der kan fastsættes krav om, at vedkommende i et nærmere

antal år skal have været beskæftiget i tilsvarende eller beslægtet virksomhed

og herigennem have opnået kendskab til erhvervet. Der vil blive fastsat krav

om obligatorisk deltagelse i et godkendt kursus med et nærmere angivet

indhold for at sikre, at ansøgeren har kendskab til de økonomiske og retlige

vilkår, der gælder for taxikørsel/sygetransport.

Det er endvidere efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 2. led, en

betingelse for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren gør det antageligt, at

han vil kunne udøve den af loven omfattede virksomhed på fornuftig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen. Bestemmelsen findes ikke i

den nuværende lov, men svarer til reglerne på bus- og godskørselsområdet.

I bemærkningerne til det den 9. oktober 1991 fremsatte forslag til lov om

ændring af lov om buskørsel, jf. lov nr. 840 af 18. december 1991, er der

vedrørende udøvelse af vognmandsvirksomhed på »forsvarlig

måde« anført, at dette - udover tilfælde hvor der er begået et eller

flere strafbare forhold - omfatter forhold, der ikke har medført

strafferetlig tiltale, herunder at ansøgeren i en anden virksomhed har

tilsidesat hensynet til sine kunder. Endvidere kan, ifølge de nævnte

forarbejder, omstændighederne ved en eventuel konkurs, betalingsstandsning

m.v. medføre, at den pågældende ikke kan anses at kunne udøve virksomheden på

forsvarlig måde.

For så vidt angår »god skik inden for branchen« er der i

de samme forarbejder anført, at den pågældende skal kunne leve op til de

inden for branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig

kompetent transportvirksomhed.

I henhold til de nævnte forarbejder til busloven vil en person, der har

været ansvarlig for driften af en tidligere virksomhed eller i væsentlig grad

bestemmende for driften, og som har udvist en sådan grad af ringe faglige

kvalifikationer og evne til at drive virksomheden økonomisk forsvarligt,

kunne anses for ude af stand til at drive fremtidig vognmandsvirksomhed på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Dette

vil i givet fald kunne danne grundlag for nægtelse af tilladelse til

erhvervsmæssig personbefordring eller godkendelse som ansvarlig leder for et

selskab.

Kravet til forsvarlig drift og efterlevelse af god skik inden for branchen

er således ikke i buslovgivningen begrænset til uredelighed eller

»dadelværdige« forhold, men omfatter tilfælde, hvor den pågældende

i sin tidligere virksomhed har dokumenteret mangel på evne til at drive

virksomheden økonomisk og forretningsmæssigt forsvarligt.

Med indførelsen af en identisk bestemmelse i lov om taxikørsel m.v.

tilsigtes der en lignende retstilstand inden for taxi- og

sygetransporterhvervet, således at der kan gennemføres en sanering af

erhvervene, navnlig af hensyn til virksomhedernes kreditorer - herunder det

offentlige.

Bestemmelsen i stk. 2 medfører, at kravet om dansk indfødsret og

bopæl bortfalder i det omfang, dette har hjemmel i international aftale eller

ved bestemmelser fastsat af trafikministeren. Traktatens bestemmelser om

etablering gælder for vognmandsvirksomhed, og derfor gælder det foreslåede

krav om indfødsret og bopæl ikke for personer, der er omfattet af den nævnte

bestemmelse. Trafikministeren kan i øvrigt fastsætte, at kravet om dansk

indfødsret m.v. ikke skal gælde for f.eks. nordiske statsborgere.

Det fremgår af stk. 3, at afgørelse om nægtelse af tilladelse efter

stk. 1, nr. 7, indebærer, at afgørelsen på begæring af ansøgeren eller den

tilladelsesudstedende myndighed skal indbringes for domstolene af

anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Såfremt nægtelsen

godkendes af domstolene, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog

tidligst efter 2 års forløb. Efter retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 4,

behandles sagen for domstolene i strafferetsplejens former.

Til § 4 I henhold til den gældende hyrekørselslov kan

hyrekørselsvirksomhed alene udføres som personlig virksomhed. Denne ordning

videreføres med forslaget.

For så vidt angår sygetransport er der under den gældende lovgivning ingen

begrænsninger med hensyn til hvilke former, denne virksomhed kan udføres

under. Denne ordning videreføres ligeledes med lovforslaget.

Tilladelse til sygetransport kan således efter lovforslaget udstedes til

et selskab eller en anden juridisk person, såfremt betingelserne herfor i

lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 4, 5, 6 og 8, 2. led, er opfyldt. Der kan også

udstedes tilladelse til sygetransport til kommuner eller andre offentlige

myndigheder eller virksomheder.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 8, 2. led, kan anvendes således, at der

nægtes tilladelse til et selskab, hvor personkredsen bag dette helt eller

delvist ikke selv vil kunne få udstedt en tilladelse f.eks. på grund af, at

de pågældende tidligere ikke har drevet transportvirksomhed på forsvarlig

måde eller i overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Det er endvidere en betingelse for at opnå tilladelse, at der i selskabet

m.v. er ansat en godkendt ansvarlig leder, som skal opfylde betingelserne i §

3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.

Den ansvarlige leder skal faktisk og vedvarende forestå

sygetransportvirksomheden, og den tilladelsesudstedende myndighed kan derfor

med henblik på sikring heraf, således at der ikke forekommer

»stråmandsvirksomhed«, kræve ansættelseskontrakten forelagt til

godkendelse, ligesom det kan fastsættes, at vedkommende er

tegningsberettiget, og ikke må drive virksomhed ved siden af arbejdet som

ansvarlig leder.

Til § 5 I modsætning til den gældende hyrekørselslov, hvorefter

bevillinger udstedes uden tidsbegrænsning, d.v.s. således at en

bevillingshaver i princippet kan udføre hyrekørsel hele livet på grundlag af

samme bevilling, foreslås der indført en tidsbegrænsning af

tilladelsesystemet. Dette system kendes fra buskørselsområdet, hvor

tilladelse til erhvervsmæssig buskørsel (EP-tilladelse) udstedes for et

tidsrum af højst 8 år. På taxiområdet er det fundet hensigtsmæssigt at

fastsætte gyldighedsperioden for en tilladelse til højst 10 år. Det samme gør

sig gældende på sygetransportområdet.

Såfremt der fastsættes en gyldighedsperiode på under 10 år, skal dette ske

ud fra objektive og ikke-diskriminerende kriterier. Kommunalbestyrelsen

(Storkøbenhavns Taxinævn) kan således kun træffe beslutning om, at en

tilladelse skal have en gyldighedsperiode på f.eks. 7 år, hvis denne

gyldighedsperiode fastsættes for alle nye tilladelser.

Tidsbegrænsningen af tilladelserne har som konsekvens, at det forud for

udløbet af gyldighedsperioden for den udstedte tilladelse - såfremt

indehaveren ansøger om fornyelse heraf - skal dokumenteres, at lovgivningens

adgangskrav fortsat er opfyldt. Såfremt den tilladelsesudstedende myndighed

konstaterer, at betingelserne for adgangen til erhvervet ikke længere er til

stede, træffer denne afgørelse om, at tilladelsen ikke kan fornys, jf.

forslagets § 6. Da en ansøger efter lovforslaget vil kunne erhverve

tilladelse, herunder bevilling til taxikørsel, i flere kommuner

(Storkøbenhavn), vil der blive fastsat bestemmelser om, at ansøgeren skal

forpligte sig til at meddele alle oplysninger vedrørende dennes

bevillingsforhold m.v.

Der kan meddeles en ansøger flere tilladelser, forudsat at betingelserne

herfor er til stede. Dette svarer til ordningen på buskørselsområdet, hvor

der kræves en tilladelse for hvert køretøj, der benyttes til udførelse af den

af loven omfattede kørsel. Det bemærkes i denne forbindelse, at jo flere

køretøjer, der agtes benyttet til den tilladelsespligtige kørsel, jo

skrappere krav til økonomisk baggrund (større egenkapital/ garantibeløb) vil

den pågældende skulle opfylde, jf. bemærkningerne til § 3.

Tilladelsen skal medbringes under kørslen. Herved har de kontrollerende

myndigheder (politiet) mulighed for at konstatere, om de tilladelsesmæssige

forhold er i orden.

Efter den gældende lovgivning skal en bevilling udnyttes af den, der har

opnået denne. Forbudet mod, at tilladelsen helt eller delvist kan overgå til

andre, omfatter salg, bortforpagtning, udleje, udlån, pantsætning,

kreditorforfølgning, arv eller lignende.

Der er dog i den gældende hyrekørselslov fastsat en bestemmelse om, at

trafikministeren under særlige omstændigheder kan gøre undtagelser fra

overførselsforbuddet. Det er i forarbejderne (lovbemærkningerne) til

hyrekørselsloven anført, at »f.eks. vil bevillingen kunne tillades

overført til bevillingshaverens ægtefælle, såfremt denne igennem længere tid

har deltaget i virksomheden, og bevillingshaveren dør, eller ægteskabet af

anden årsag er ophørt.« Ud over det nævnte eksempel vil der også under

særlige omstændigheder kunne tillades bevillingsoverførsel til en

bevillingshavers livsarving.

Det foreslås, at den særlige undtagelsesregel fra overførelsesforbuddet

opretholdes. Der ligger i denne undtagelsesregel et beskyttelseshensyn over

for personer, der driver taxivirksomhed, og disses nære familiemedlemmer, der

gennem længere tid har haft tæt tilknytning til driften af den personlige

virksomhed.

Da adgangen til bevillingsoverførsel alene har relevans i relation til en

taxiordning, der bygger på et begrænset antal bevillinger i lighed med det

eksisterende, vil der ikke være tilsvarende behov for en overførselsadgang

for så vidt angår sygetransport, der ikke er omfattet af nogen

antalsbegrænsning.

Kravet, om at indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om

løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive

overenskomster, findes tilsvarende på bus- og godskørselsområdet. Sigtet med

bestemmelsen er at bidrage til udviklingen af sunde konkurrencevilkår samt -

for så vidt angår de i de kollektive overenskomster indeholdte regler om

arbejdstid og lignende vilkår - at fremme færdselssikkerheden. Bestemmelsen

tager primært sigte på de situationer, der indebærer konkurrenceforvridning.

Til §§ 6-7 Reglerne i den eksisterende lov bygger på et

tostrenget system for så vidt angår tilbagekaldelsesgrundlaget og klageadgang

i tilfælde af bevillingstilbagekaldelse m.v.

Kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Hyrevognsnævn) kan således

tilbagekalde en bevilling eller en godkendelse i henhold til den nugældende

lovs § 8, stk. 1, såfremt indehaveren har »gjort sig skyldig i grov

eller oftere gentagne overtrædelser af vilkårene for bevillingen i denne lov

eller forskrifter udstedt i medfør af loven.« En afgørelse efter § 8,

stk. 1, kan af den afgørelsen vedrører forlanges indbragt for

trafikministeren.

Kommunalbestyrelsen (hyrevognsnævnet) kan endvidere i henhold til § 8,

stk. 2, i den nugældende lov foretage tilbagekaldelse, såfremt indehaveren af

bevilling eller godkendelse »har gjort sig skyldig i andre forhold, der

giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden på

forsvarlig måde«, samt i henhold til § 8, stk. 3, såfremt en

bevillingshaver har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Afgørelse

efter § 8, stk. 2 og 3, kan af den afgørelsen vedrører forlanges indbragt for

domstolene.

I lovforslaget er der indført en enstrenget og mere forenklet

klageadgang. Samtidig er beslutningsgrundlaget for tilbagekaldelsen

tydeliggjort, idet der mere specifikt henvises til de bestemmelser,

indehaveren af en tilladelse til enhver tid skal opfylde. Der henvises i

denne sammenhæng til bemærkningerne til § 8.

Med hensyn til adgangen til at tilbagekalde en tilladelse m.v. på grundlag

af betydelig gæld til det offentlige er denne adgang indføjet ved en ændring

af hyrekørselsloven i 1991 (lov nr. 408 af 6. juni 1991). Af forarbejderne

(lovbemærkningerne) hertil fremgår det, at der ved betydelig gæld forstås

beløb af en vis størrelse. Det fremgår dog samtidig, at der må kræves mere

graverende forhold end ved nægtelse af en bevilling, (jf. bemærkningerne til

§ 3, stk. 1, nr. 5 i lovforslaget), før en bevilling - der måske har været

udnyttet i en årrække uden problemer - kan tilbagekaldes under henvisning

til, at bevillingshaveren er i restance til det offentlige.

Har tilladelsesindehaveren således en forfalden gæld til det offentlige i

størrelsesordenen ca. 100.000 kr., vil dette kunne være tilstrækkeligt til at

tilbagekalde tilladelsen. I vurderingen heraf bør det indgå, om gælden er

pludseligt opstået, eller om den gennem længere tid er vokset, og om der i

denne forbindelse er truffet effektive foranstaltninger fra

tilladelsesindehaverens side til nedbringelse af gælden inden for en rimelig

tidsfrist. Ved afgørelsen om tilbagekaldelse skal der lægges vægt på, om

gælden vedrører taxi- og sygetransportvirksomheden.

Det forudsættes, at den tilladelsesudstedende myndighed forud for en

eventuel tilbagekaldelse meddeler tilladelsesindehaveren, hvilke konsekvenser

(tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse) en fortsat betydelig restance

kan få, således at tilladelsesindehaveren har mulighed for at indfri denne

restance inden for en rimelig tidsfrist.

Adgangen til at tilbagekalde eller nægte fornyelse gælder efter forslagets

§ 6, stk. 3 og 4, også godkendelser meddelt i henhold til loven eller

forskrifter udstedt i medfør af loven. I lighed med den nugældende lovgivning

kan sådanne godkendelser omfatte en kommunalbestyrelses godkendelse af et

bestillingskontor samt udstedelse af førerkort til chauffører og Statens

Bilinspektions godkendelse af taxameterkontrollanter. Som noget nyt vil

godkendelser tillige omfatte godkendelse som ansvarlig leder for et selskab,

jf. forslagets § 4, stk. 2.

Ifølge forslagets § 7, stk. 1-3, kan den, der har fået en

tilladelse eller godkendelse tilbagekaldt, forlange afgørelsen herom indbragt

for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er

meddelt den pågældende, fremsættes over for vedkommende kommunalbestyrelse

(Storkøbenhavns Taxinævn) eller Statens Bilinspektion, der anlægger sag mod

den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Tilsvarende gælder i de

tilfælde, hvor en tilladelsesindehaver m.v. er blevet nægtet fornyelse af sin

tilladelse eller godkendelse.

Anmodning om sagsanlæg har efter forslaget opsættende virkning i alle

tilfælde. En sådan regel er indføjet af retssikkerhedsmæssige grunde, særligt

under hensyntagen til, at det ikke er en enkelt central myndighed, der

træffer afgørelse om tilbagekaldelsen, men derimod lokale myndigheder, der

erfaringsmæssigt har forskellige bedømmelsesgrundlag i sådanne sager. Retten

kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må

udøve den virksomhed, tilbagekaldelsen eller godkendelsen gælder.

Det fremgår af § 7, stk. 4, at den særlige fremgangsmåde for sagens

indbringelse for domstolene som anført i § 3, stk. 3, finder anvendelse, hvis

tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse begrundes i, at indehaveren

ikke længere opfylder betingelsen om straffemæssig vandel i § 3, stk. 1, nr.

7. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne herom under § 3.

Til § 8 Den foreslåede bestemmelse svarer til buslovens og

godskørselslovens bestemmelser om bortfald af tilladelser og godkendelser

samt midlertidig tilladelse til at fortsætte virksomheden. Der findes ikke en

tilsvarende bestemmelse i den gældende hyrekørselslov. Bestemmelsen skal

sammenholdes med, at de i forslagets § 3, stk. 1, nr. 1-4, (og § 4, stk. 2,

jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4), fastsatte krav er klart konstaterbare.

Ophører en tilladelsesindehaver, en godkendt ansvarlig leder, en godkendt

taxameterkontrollant, et godkendt bestillingskontor eller en godkendt fører

af de af forslaget omhandlede køretøjer med at opfylde ovennævnte

betingelser, medfører dette således, at tilladelsen eller godkendelsen

bortfalder. Krav om dansk indfødsret og myndighed finder naturligvis kun

anvendelse på personer.

Reglerne i stk. 2 indebærer adgang til at kunne fortsætte

virksomheden på grundlag af en midlertidig tilladelse, selv om den

oprindelige tilladelse er bortfaldet. (Såfremt der i den omhandlede periode

sker overtrædelse af lovgivningen m.v., vil adgangen til at fortsætte

virksomheden kunne bringes til ophør efter bestemmelserne i §§ 6-7). I

særlige tilfælde kan fristen til at udføre midlertidig virksomhed forlænges.

Det bemærkes, at de tilsvarende bestemmelser i godskørselsloven ved en

ændring af denne lov pr. 1. januar 1995 er blevet præciseret til også at

omfatte den situation, at den midlertidige tilladelse efter anmeldelse af

betalingsstandsning udnyttes med henblik på rekonstruktion af virksomheden.

Denne præcisering af bestemmelsen er medtaget i lovforslaget.

Bestemmelsen om værgers mulighed for midlertidigt at videreføre

virksomheden er tilpasset terminologien i værgemålsloven, jf. lov nr. 388 af

14. juni 1995, der trådte i kraft den 1. januar 1997.

Da personer, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller § 7,

ikke fratages den retlige handleevne, vil der i disse tilfælde i princippet

være mulighed for, at også den, der er under værgemål, disponerer med hensyn

til virksomheden. En aftale i forbindelse hermed indgået af den pågældende

vil dog eventuelt kunne anses for ikke bindende i medfør af reglen i

værgemålslovens § 46. Bliver adgangen for den, der er under værgemål, til at

disponere på egen hånd et problem i forhold til værgens midlertidige

fortsættelse af virksomheden, vil der i øvrigt kunne være grundlag for en

ændring af værgemålet, således at den pågældende fratages handleevnen og

dermed muligheden for at disponere retligt over virksomheden.

Til § 9 Bestemmelsen svarer i princippet til § 15 i busloven. Hvis

en indehaver ikke afleverer tilladelsen og andre kendetegn (ejerkort,

bevillingsnummerplade m.v.), der er udleveret til brug for virksomhedens

udøvelse, kan kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn) i medfør af

retsplejelovens regler om umiddelbare fogedforretninger begære sig indsat i

besiddelse heraf.

Til § 10 Bestemmelsen svarer til bestemmelserne om

tilslutningspligt i § 17, stk. 1-3, i den nugældende bekendtgørelse om

hyrekørsel. Stk. 1 fastslår princippet om pligten for bevillingshavere

til taxikørsel at være tilsluttet et bestillingskontor (taxicentral), når

bevillingsantallet i kommunen er på 20 eller derover. Den hidtidige grænse

for udløsning af tilslutningspligten har været på 10 bevillinger eller

derover, men bl.a. den teknologiske udvikling har gjort, at en højere grænse

findes hensigtsmæssig, hvilket også er påpeget fra branchens side.

Ved et bestillingskontor forstås en særlig enhed eller sammenslutning, der

råder over telefon- og radioanlæg m.v., og som gennem døgnbetjening formidler

og koordinerer bestillinger på kørselsopgaver til de tilsluttede

bevillingshavere. Nærmere regler herom vil blive fastsat i

bekendtgørelsesform, herunder en standardvedtægt for bestillingskontorer, jf.

bemærkningerne til § 12, stk. 1, nr. 10.

Der er ikke fastlagt nærmere regler om bestillingskontorers ejerforhold.

Et bestillingskontor kan således ejes af tilsluttede bevillingshavere på

sameje-/andelsbasis, af et bagved liggende selskab eller en økonomisk

forening, eller kontoret kan være etableret i selskabsform.

Bestemmelserne i stk. 2 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at

fritage en bevillingshaver for tilslutningspligten under visse nærmere

angivne forudsætninger.

Efter stk. 3 vil tilslutningspligten bortfalde for samtlige

bevillingshavere, hvis bevillingsantallet - ved udnyttelse af den nævnte

fritagelsesadgang - når under den fastsatte grænse på 20 bevillinger.

Til § 11 Bestemmelsen giver bestillingskontoret mulighed for at

pålægge en bevillingshaver disciplinærbod i visse særlige tilfælde. En sådan

bestemmelse blev ved udfærdigelse af hyrekørselsbekendtgørelsen i 1979

fastsat i en standardvedtægt for bestillingskontorer. Bestemmelsen blev

imidlertid efterfølgende underkendt i forbindelse med en retssag under

henvisning til, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel hertil i

hyrekørselsloven. Der har under udvalgsarbejdet vedrørende revision af

hyrekørselslovgivningen været udtrykt ønske om, at bestillingskontorerne skal

have bedre mulighed for at »holde orden i eget hus«, hvilket blandt

andet vil kunne ske ved hjælp af den foreslåede bestemmelse.

Der vil i medfør af § 12, stk. 1, nr. 10, blive fastsat nærmere regler om

gennemførelsen af boden, herunder meddelelse, afgørelse af tvistigheder og

betaling. Manglende betaling af skyldig bod til bestillingskontoret bør efter

omstændighederne kunne give grundlag for eksklusion af den pågældende

bevillingshaver. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 12, stk. 1,

nr. 10.

Til § 12 Forslaget til stk. 1 indeholder bemyndigelse til

trafikministeren til at fastsætte en række regler vedrørende administrative

forhold, som det findes mere hensigtsmæssigt at regulere i

bekendtgørelsesform. Bestemmelsen svarer i sin opbygning til bestemmelserne i

busloven og godskørselsloven, idet der dog er foretaget en opremsning af en

række særlige områder inden for taxivirksomhed m.v., hvor der kan fastsættes

nærmere regler.

Bestemmelsen i nr. 1 er medtaget, således at lovforslaget er

forberedt på eventuelt kommende EU-retsforskrifter vedrørende erhvervsmæssig

personbefordring med motorkøretøjer omfattet af loven. Der henvises til de

almindelige bemærkninger herom. Såfremt en kommende EU-regulering samtidig

måtte medføre forbud mod grundlæggende principper, såsom antalsbegrænsning og

tilslutningspligt, vil dette dog (formentlig) kræve en lovændring.

Efter nr. 2 kan ministeren fastsætte regler om undtagelse fra

kravet om tilladelse, herunder afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og

ikke-erhvervsmæssig personbefordring. Der er i forarbejderne

(lovbemærkningerne) til den eksisterende lov anført følgende vedrørende den

nævnte afgrænsning:

»Ved afgrænsningen har man valgt at referere til begrebet

erhvervsmæssig personbefordring. Dette har hidtil (d.v.s. før

1978-loven) været anvendt i færdselslovgivningen til fastsættelse af,

hvilke særlige krav der af færdselssikkerhedsmæssige hensyn skal stilles til

køretøjets udstyr og føreren. Der har f.eks. været stillet krav om særligt

udstyr, periodisk syn og særligt førerbevis. Det har imidlertid været

vanskeligt at foretage en tilfredsstillende afgrænsning af erhvervsmæssig

personbefordring ud fra færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Der er derfor

enighed mellem justitsministeriet og ministeriet for offentlige arbejder om,

at begrebets betydning bør fastlægges ud fra trafikpolitiske hensyn, og

justitsministeriet vil fremover foretage tilsvarende fortolkning af begrebet,

hvor dette anvendes i færdselslovgivningen.

I det samtidig forelagte forslag til lov om buskørsel er afgrænsningen af

den kørsel, der skal kunne udføres uden tilladelse, fordi den ikke kan anses

for at være erhvervsmæssig, ligeledes foretaget ud fra trafikpolitiske

hensyn. Disse hensyn fører dog ikke til, at der skal gælde samme afgrænsning

på hyre- som på buskørselsområdet, jfr. i øvrigt bemærkningerne til § 1 i

forslaget til lov om buskørsel (1978-loven).

Efter såvel dette lovforslag som forslaget til lov om buskørsel falder

vederlagsfri kørsel, hvor der udelukkende befordres personer, der har en

nærmere tilknytning til den, der er registreret som ejer af køretøjet, uden

for begrebet erhvervsmæssig personbefordring, når kørslen udføres som led i

anden virksomhed af ejeren selv eller af en hos denne ansat chauffør. Som

eksempel herpå kan nævnes en fabriks- eller forretningsvirksomheds kørsel med

personale og en institutions (f.eks. en skoles eller et ungdomhjems)

befordring af institutionens elever. Endvidere kan nævnes politiets og

kriminalforsorgens kørsel med anholdte samt brandvæsenets kørsel med

mandskab.

I modsætning til, hvad der gælder efter lovforslaget til lov om buskørsel,

anses efter dette lovforslag en erhvervsvirksomheds kørsel med kunder også

for at falde uden for begrebet erhvervsmæssig personbefordring. Der stilles

altså på hyrekørselsområdet ikke samme krav til tilknytningsforholdet mellem

køretøjet og passagererne som på buskørselsområdet. For at kundekørsel skal

kunne udføres frit, kræves det ligesom ovenfor, at den skal udføres

vederlagsfrit med et virksomheden tilhørende køretøj og med virksomhedens

egen chauffør.

Den, der er registreret som bruger, kan - såfremt brugsretten hidrører fra

et normalt leasingforhold, det vil sige, at leasing er et normalt led i

leasers erhverv - ligestilles med køretøjets ejer.«

Afgrænsningen af den ikke-erhvervsmæssige kørsel over for den

erhvervsmæssige personbefordring er således central for hele lovgivningen om

erhvervsmæssig personbefordring, hvad enten der er tale om bus- eller

taxikørsel. »Erhvervsmæssig personbefordring« er det grundlæggende

begreb, der udløser tilladelseskravet og dermed adgangskravene til at udføre

en given personbefordring samt tillige kravet om kørekort til erhvervsmæssig

personbefordring. Begrebet må således være genstand for en nærmere definition

og udfyldning, for at loven skal have berettigelse. Den mest hensigtsmæssige

måde at gøre dette på, er imidlertid at foretage en modsætningsvis definition

af, hvad der kan betragtes som ikke-erhvervsmæssig kørsel.

Der er i overensstemmelse hermed fastsat nærmere retningslinjer vedrørende

afgrænsningen af den ikke-erhvervsmæssige over for den erhvervsmæssige

personbefordring (såvel taxikørsel som buskørsel). I henhold til disse anses

kørslen for ikke-erhvervsmæssig, såfremt

1) kørslen udføres vederlagsfrit,

2) af den registrerede ejer eller bruger af motorkøretøjet, eller en ansat

hos denne,

3) kørslen er led i anden virksomhed, idet der

4) udelukkende må befordres personer med en nærmere tilknytning til ejeren

eller brugeren.

Det er ikke umiddelbart hensigten at ændre den eksisterende afgrænsning

mellem den ikke-erhvervsmæssige personbefordring og den af lovforslaget

omfattede personbefordring, men bestemmelsen giver ministeren mulighed for at

foretage ændringer i afgrænsningen, såfremt dette findes hensigtsmæssigt.

For så vidt angår adgangen til at fastsætte regler om undtagelse fra

tilladelseskravet, henvises der til bemærkningerne til forslaget til lov om

ændring af busloven (lov nr. 364 af 6. juni 1990), hvoraf fremgår, at

ministeren kan fastsætte, at »visse særlige former for erhvervsmæssig

personbefordring undtages fra kravet om tilladelse, idet afgørelsen vil bero

på en konkret vurdering, herunder om kørslen udføres i konkurrence med andre

virksomheder.«

Inden for busområdet har bemyndigelsen til at undtage fra

tilladelseskravet i Persontrafikrådets/Færdselsstyrelsens regi hidtil været

administreret meget restriktivt, idet dette efter bekendtgørelsen om

buskørsel kun kan finde sted i ganske særlige tilfælde. Denne restriktive

praksis forudsættes tilsvarende anvendt på taxiområdet. Der kan f.eks. være

tale om at undtage kørsel, der - såfremt ansøgningen om undtagelse fra

tilladelse blev afslået - ikke ville blive overladt til andre taxivognmænd.

Eksempler herpå kan være kørsel i forbindelse med enkeltstående private

»åbent-hus« arrangementer, hvor der er tale om en ganske særlig

serviceydelse, samt kørsel på et lukket området med en begrænset personkreds,

såsom kørsel i forlystelsesparker, dyreparker, inden for et aflukket

lufthavnsområde m.v.

Ministeren bemyndiges i henhold til nr. 3 til at fastsætte regler

vedrørende afgrænsningen mellem taxikørsel og sygetransport.

Der sigtes ikke umiddelbart på en ændring af den gældende administrativt

fastsatte afgrænsning, men det findes formålstjenligt, at afgrænsningen gøres

klarere. Sygetransport bør som udgangspunkt omfatte befordring af personer,

der på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra eller kun med besvær

kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi, samt hastende

persontransport af blod- og organdonorer i forbindelse med sygdoms- eller

ulykkestilfælde.

Forinden et nyt regelsæt udstedes, vil dette blive forelagt

Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,

brancheorganisationerne og andre berørte til udtalelse. Der henvises i øvrigt

til de almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsen i nr. 4 kan der fastsættes nærmere regler om

indholdet af ansøgninger om tilladelse, godkendelse som ansvarlig leder,

godkendelse som taxameterkontrollant m.v. samt om fremgangsmåden ved

behandling af ansøgninger, herunder høringsforskrifter. Der kan endvidere

fastsættes regler vedrørende dokumentation af oplysninger, herunder om

vandelsmæssige forhold, til brug for behandlingen af ansøgningen.

Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes,

skal der indhentes en straffeattest til offentligt brug, hvilket også skal

ske ved ansøgning om fornyelse af tilladelse.

Ansøgeren vil endvidere være forpligtet til at give oplysninger om,

hvorvidt vedkommende har taxibevillinger i andre kommuner. Der vil blive

fastsat bestemmelser om, at den, der afgiver urigtige oplysninger til brug

for myndighedernes behandling af ansøgningen, kan ifalde bødestraf.

Efter nr. 5 kan der fastsættes nærmere regler om kravene til

økonomisk baggrund og faglige kvalifikationer.

Til brug for vurderingen af, hvorvidt en ansøger opfylder kravet om

økonomisk baggrund, skal der udarbejdes et årsbudget og en finansieringsplan

for det første driftsår for den virksomhed, ansøgeren påtænker at drive. På

baggrund af disse oplysninger vurderes det, om den påtænkte virksomhed kan

antages at blive rentabel. Der indhentes videre en skatteattest for det

senest afsluttede indkomstår. Der vil blive indført et krav om, at ansøgeren

dokumenterer at råde over en nærmere fastsat positiv egenkapital eller

tilvejebringer garanti fra et pengeinstitut eller forsikringsselskab for et

tilsvarende beløb, hvilket også vil komme til at gælde bevillingshavere, der

ansøger om yderligere tilladelser.

For at en ansøger kan anses for faglig kvalificeret til en bevilling, skal

vedkommende i en vis periode have været beskæftiget i en taxivirksomhed,

transportvirksomhed eller anden dermed beslægtet virksomhed og herigennem -

eventuelt kombineret med kursusuddannelse eller lignende - have opnået

kendskab til driften af en taxi- eller vognmandsvirksomhed. Med henblik på at

sikre størst muligt kendskab til de økonomiske og retlige vilkår, der gælder

for taxikørsel og sygetransport, indeholder lovforslaget adgang til at

indføre et krav om obligatorisk deltagelse i kursus, og således at fritagelse

herfor kun vil kunne meddeles i særlige tilfælde. Der vil blive fastsat

særlige bestemmelser om handicappedes fortrinsret til erhvervet, i lighed med

de gældende bestemmelser herom i hyrekørselsbekendtgørelsen, jf.

Arbejdsministeriets regler herom.

Efter bestemmelsen i nr. 6 kan der fastsættes regler for de faglige

og vandelsmæssige krav, en godkendt fører af en taxi skal opfylde.

Taxichauffører vil ikke skulle opfylde så vidtgående betingelser som en

bevillingshaver. Der vil dog blive stillet krav om tilfredsstillende

gennemførelse af kursus. Der vil endvidere blive stillet krav om, at den

pågældende ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udføre taxikørsel, jf. den foreslåede § 3,

stk. 1, nr. 7. Den pågældende skal gøre det antageligt, at han vil kunne

udføre taxikørsel på fornuftig måde og i overensstemmelse med god skik inden

for branchen, jf. § 3, stk. 1, nr. 8, 2. led. Godkendelse af føreren sker ved

udstedelse af et førerkort, hvis gyldighed kan tidsbegrænses.

Efter nr. 7 kan der fastsættes regler for betaling for behandling

af ansøgning om tilladelser eller godkendelser såvel som for selve

meddelelsen af tilladelsen eller godkendelsen. Dette svarer til ordningen på

buskørsels- og godskørselsområdet, hvor der er hjemmel til at opkræve sådan

betaling. Efter § 6, stk. 2, i den eksisterende hyrekørselslov kan der

opkræves gebyrer for udstedelse af bevillinger m.v. Denne bestemmelse er

udmøntet i gebyrbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 511 af 4. oktober 1984),

der tillige indeholder en indeksregulering for gebyrstørrelsen. Nærværende

forslag forudsætter mulighed for at fastsætte en sådan indeksregulering.

Efter nr. 8 kan der fastsættes regler vedrørende taxivognes

indretning, udstyr og benyttelse, herunder om brug af taxameter,

kontrolapparater, printer og mobiltelefon under udførelse af taxikørsel. Der

er ikke mindst et behov for at fastsætte skærpede krav vedrørende taxametre,

således at risikoen for ulovlige indgreb og anden form for »snyd«

herved undgås eller reduceres mest muligt. Endvidere kan der fastsættes

bestemmelser om trafikbøger samt maksimaltakster. Forslaget svarer til den

eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i hyrekørselslovens § 6, stk. 1, idet

mobiltelefoner dog er særligt fremhævet og printere medtaget som noget nyt.

Efter nr. 9 kan der fastsættes krav til taxameterkontrollanters

økonomiske, faglige og vandelsmæssige forhold. Der er ikke i den gældende

hyrekørselslovgivning fastsat regler om taxameterkontrollanter, udover at de

skal godkendes af Statens Bilinspektion. Praksis har imidlertid vist, at det

vil være hensigtsmæssigt at fastsætte nærmere regler om

taxameterkontrollanter og deres virksomhed. Fastsættelse af krav til

taxameterkontrollanters økonomiske, faglige og vandelsmæssige kvalifikationer

vil medvirke til en højnelse af standarden inden for dette område. Såfremt

taxameterkontrollanterhvervet udøves i selskabsform, skal den ansvarlige

leder opfylde krav til faglige kvalifikationer og vandel.

Efter nr. 10 kan der fastsættes bestemmelser om godkendelse og

drift af bestillingskontorer, herunder vedrørende økonomiske og

vandelsmæssige krav samt krav om faglige kvalifikationer og vandel for en

ansvarlig leder af bestillingskontoret. De eksisterende regler om

tilslutningspligt har - ikke mindst gennem de seneste år - givet anledning

til en række problemer med vognmænd, der har ønsket at køre uden for

bestillingskontorer - og rent faktisk har gjort dette.

Det har været et stærkt ønske fra bestillingskontorernes side, at disses

sanktionsmuligheder forbedres over for de tilsluttede bevillingshavere, der

ikke udøver deres taxivirksomhed i overensstemmelse med bestillingskontorets

vedtægt. Det skal således være muligt for bestillingskontorerne at fastsætte

bestemmelser i vedtægten vedrørende lukning af radioforbindelsen, nærmere

gennemførelse af disciplinærbod, jf. § 11, samt bestemmelser om voldgift ved

uoverensstemmelser mellem bevillingshaveren og bestillingskontoret.

Bestillingskontoret skal endvidere kunne ekskludere en bevillingshaver, der

groft eller gentagne gange overtræder vedtægten for bestillingskontoret. En

afgørelse om eksklusion kan af den pågældende forlanges prøvet af

kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn). Såfremt eksklusionen findes

berettiget skal bevillingshaveren ansøge om optagelse i et andet

bestillingskontor. Dette kontor kan nægte bevillingshaveren optagelse, hvis

denne tidligere har været tilsluttet og ekskluderet af det pågældende

bestillingskontor.

Såfremt bevillingshaveren ikke har mulighed for at indmelde sig i et nyt

bestillingskontor (hvis der kun er et kontor i kommunen, eller hvis

pågældende har været tilmeldt og efterfølgende ekskluderet af de øvrige),

skal kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn) tage stilling til, om der

er grundlag for bevillingstilbagekaldelse. Såfremt kommunalbestyrelsen

træffer afgørelse om, at der ikke er grundlag for bevillingstilbagekaldelse,

er bevillingshaveren berettiget til fortsat at være tilsluttet det sidst

tilsluttede bestillingskontor. Såfremt kommunalbestyrelsen træffer afgørelse

om bevillingstilbagekaldelse, kan den pågældende, i overensstemmelse med de

foreslåede regler herfor, forlange afgørelsen indbragt for domstolene.

Annullerer domstolene kommunalbestyrelsens (taxinævnets) afgørelse, er

bevillingshaveren ligeledes berettiget til at være tilsluttet det sidst

tilsluttede bestillingskontor.

Ministeriet vil, som under den gældende lovgivning, udarbejde en

standardvedtægt for bestillingskontorer.

Bemyndigelsen i nr. 10 vil også kunne udnyttes til at fastsætte krav til

bestillingskontorets personale.

Bestemmelsen i nr. 11 er en opsamlingsbestemmelse, som bl.a. vil

kunne benyttes til præcisering af eksisterende regler, der har givet

anledning til tvivlsspørgsmål, f.eks. en passagers ret til at aftale, at

vedkommende ønsker afhentning, idet det i så fald påhviler føreren at

indberette dette til det pågældende bestillingskontor (hvis et sådant er

oprettet i kommunen). Der vil endvidere kunne fastsættes nærmere regler med

henblik på kontrol af, at der ikke udføres personbefordring i strid med

lovgivningen.

Bestemmelsen i stk. 2, der svarer til reglerne på bus- og

godskørselsområdet, indebærer, at der er udpantningsret for skyldig betaling

efter stk. 1, nr. 7.

Til § 13 Hvis en taxiordning med en kvantitativ regulering af

adgangen til erhvervet skal kunne administreres således, at også hensynet til

publikumsbetjeningen tilgodeses, er det nødvendigt, at kommunalbestyrelsen

(Storkøbenhavns Taxinævn) har adgang til at stille krav om bevillingens

udnyttelse.

For at gøre det muligt at etablere en reservekapacitet af taxier i

kommuner, hvor efterspørgslen i perioder af året er væsentligt større end i

den øvrige del af året, f.eks. på grund af sommerturisme og lignende, vil der

kunne fastsættes vilkår i bevillingen om, at den kun må benyttes i sådanne

perioder.

For at kunne sikre en rimelig betjening af publikum overalt i kommunen,

herunder dens yderdistrikter, vil der i bevillingen kunne stilles vilkår om,

at bevillingshaveren fortrinsvis skal betjene bestemte geografiske områder i

kommunen, således at køretøjet efter udførelse af kørselsopgaver ud over

disse områder, snarest skal søge tilbage til bevillingsområdet. Vilkåret

indebærer endvidere, at bevillingshaveren, såfremt denne ikke er tilknyttet

et bestillingskontor i området, skal have telefon inden for dette til

modtagelse af bestillinger på kørsel.

Navnlig i forbindelse med fastsættelsen af bevillingsantallet og i

takstspørgsmål kan det blive nødvendigt for kommunalbestyrelsen

(Storkøbenhavns Taxinævn) at indkræve statistisk materiale fra

bevillingshaverne. Der er derfor hjemmel til at stille vilkår herom i

bevillingen.

Herudover er der i stk. 1 (nr. 4) indsat en bestemmelse om, at der til

bevillingen kan være knyttet som vilkår, at det benyttede motorkøretøj skal

være over en vis størrelse (storvogne) eller have en særlig indretning

(f.eks. særligt indrettet til handicapbefordring). Ved indførelse af et

sådant vilkår imødekommes et stort ønske fra de bevillingsudstedende

myndigheder, der hidtil ikke har haft hjemmel til at kræve, at en

bevillingshaver med f.eks. en storvogn bibeholder en sådan vogn under sin

bevilling.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til den eksisterende regel i § 6, stk.

3, i loven. Kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns Taxinævn) kan i det

omhandlede kørselsreglement fastsætte bestemmelser om taxivognes indretning,

udstyr og benyttelse. Hjemmelen sigter på bestemmelser f.eks. om pligt for

bevillingshaveren til at installere radio i vognen med forbindelse til

bestillingskontoret eller forretningstelefon, krav til passagerrummets

indretning og udstyr, herunder til passagerrummets indvendige mål, krav til

førerens adfærd overfor publikum og krav om rengøring og vedligeholdelse af

vognen. Der vil også være adgang til at indføre forbud mod tobaksrygning i

taxivogne samt give regler for transport af dyr, herunder medtagning af

førerhund ved befordring af blinde og svagtseende.

Til § 14 Efter denne bestemmelse skal kommunerne (Storkøbenhavns

Taxinævn) kunne erhverve oplysninger om motorkøretøjers registreringsforhold.

Denne bestemmelse indebærer, at kommuner (Storkøbenhavns Taxinævn) via

terminal skal kunne få adgang til oplysninger i Centralregisteret for

Motorkøretøjer om registreringsforhold, hvilket vil være af betydning for

kontrollen med overholdelse af lovgivningen.

Til § 15 Den foreslåede bestemmelse svarer til den eksisterende

bestemmelse i lovens § 10. Der er i stk. 2 indsat en hjemmel til, at

trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk afgrænsning af taxinævnets

kompetenceområde og en anden sammensætning af nævnet. Denne bestemmelse er

indsat under hensyntagen til overvejelser vedrørende en ændret kommunalretlig

struktur inden for hovedstadsområdet.

Til § 16 Den foreslåede bestemmelse svarer til den eksisterende

bestemmelse i lovens § 11, idet der dog er foretaget nogle enkelte

konsekvensændringer i overensstemmelse med de i lovforslaget i øvrigt

fastsatte bestemmelser.

Til § 17 Ved det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt, den 1.

januar 1998, antages der at være tilstrækkelig tid til, at et udkast til

bekendtgørelse kan forelægges berørte myndigheder og organisationer til

udtalelse, forinden udstedelse heraf. Der vil endvidere kunne træffes de

nødvendige forberedelser vedrørende etablering af kurser m.v. med henblik på

godkendelse af tilladelsesindehavere, ansvarlige ledere m.v. Der vil i

bekendtgørelsen blive fastsat en frist for opfyldelse af de i medfør af loven

nærmere fastsatte krav til faglige kvalifikationer, blandt andet under

hensyntagen til ministeriets godkendelse af de ovennævnte kurser.

Efter stk. 2 forbliver allerede udstedte bevillinger og

godkendelser - herunder førerkort - i kraft. De i loven og i medfør heraf

fastsatte adgangskrav til erhvervet skal dog være opfyldt af de pågældende

bevillingshavere m.v. senest den 1. januar 2005. Hvis betingelserne for

udstedelse af bevilling m.v. er til stede på dette tidspunkt, udsteder

kommunalbestyrelsen (taxinævnet) en ny bevilling eller godkendelse.

Bevillingen er herefter tidsbegrænset i overensstemmelse med lovens

bestemmelser herom. Såfremt en bevillingshaver efter lovens ikrafttrædelse

ansøger om yderligere bevillinger, skal vedkommende dog opfylde de omhandlede

adgangskrav.

Overgangsreglen i stk. 3 bevirker, at de, der før lovens

ikrafttræden har indgivet ansøgning om bevilling til hyrekørsel, godkendelse

af bestillingskontor, taxameterkontrollant eller som hyrevognsfører, og som

meddeles bevilling eller godkendelse, i lighed med det i stk. 2 anførte, skal

opfylde adgangskravene senest den 1. januar 2005.

Skriftlig fremsættelse

Trafikministeren (Bjørn Westh):

Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om taxikørsel m.v.

(Lovforslag nr. L 141).

Et lovforslag om hyrekørsel (L 230) har været fremsat for Folketinget i

Folketingssamlingen 1995/96.

Nærværende lovforslag er ændret på enkelte punkter i forhold til

ovennævnte forslag. Nogle af de tidligere bemyndigelsesbestemmelser er

således flyttet over i selve lovteksten. Det drejer sig bl.a. om

antalsbegrænsningen af bevillinger og pligten til at være tilsluttet et

bestillingskontor. Endvidere er muligheden for, at taxivirksomhed kan drives

i selskabsform ikke medtaget i lovforslaget under hensyntagen til, at der i

branchen ikke synes at være tilstrækkelig interesse herfor.

Lovforslaget indebærer, at den, der ansøger om tilladelse (bevilling) til

taxikørsel, skal opfylde en række krav vedrørende økonomisk baggrund, faglige

kvalifikationer, vandel m.v. De foreslåede adgangskrav svarer i princippet

til adgangskravene i buslovgivningen.

Lovforslaget indebærer samtidig, at sygetransport - som hidtil har kunnet

udføres uden tilladelse - gøres tilladelsespligtig og underkastes samme

adgangskrav, som foreslås indført for taxierhvervet. Sygetransport skal

ifølge lovforslaget kunne udføres i selskabsform, sådan som det foregår i

dag.

Det foreslås, at tilladelser til taxikørsel og sygetransport gøres

tidsbegrænsede med en gyldighedsperiode på op til 10 år, hvilket indebærer,

at der ved ansøgning om fornyelse af en tilladelse skal ske prøvelse af, om

betingelserne for at udøve virksomheden fortsat er til stede.

Det følger af lovforslaget, at adgangen til at udstede bevilling til

speciel taxikørsel ophæves med undtagelse af tilladelse til limousinekørsel.

Samtidig foreslås indført hjemmel til, at kommunalbestyrelsen (Storkøbenhavns

Taxinævn) kan stille som vilkår ved bevillingsudstedelse, at taxien skal være

en storvogn eller en vogn, der er særligt indrettet til befordring af

handicappede.

Der foreslås desuden indført regler om tilbagekaldelse og bortfald af

tilladelser og godkendelser svarende til buslovgivningens regler.

Lovforslaget tilsigter endelig, at der tilvejebringes klar hjemmel til at

fastsætte regler vedrørende godkendelse af førere samt tidssvarende krav

vedrørende taxametre, mobiltelefoner, printere, trafikdirigeringsanlæg m.v.

Idet jeg i øvrigt med hensyn til forslagets enkeltheder henviser til

lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg tillade mig at anbefale

forslaget til Tingets velvillige behandling.

Efter 2. behandling den 17. april 1997

Lovens område, kompetenceforhold m.v.

§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel

og sygetransport) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til

befordring af højst 9 personer føreren medregnet, skal have tilladelse

hertil, medmindre det benyttede køretøj udelukkende anvendes til almindelig

rutekørsel, jf. lov om buskørsel.

Stk. 2. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres

inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet,

kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af

trafikministeren.

Stk. 3. Den, der har tilladelse til taxikørsel og tillige har

tilladelse til at udføre erhvervsmæssig personbefordring i henhold til lov om

buskørsel, kan efter trafikministerens godkendelse i stedet for et

motorkøretøj af den i stk. 1 nævnte størrelse anvende et motorkøretøj

indrettet til befordring af indtil 15 personer føreren medregnet til den i

denne lov omhandlede kørsel.

§ 2. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, meddeles af

kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsætter antallet af

tilladelser til taxikørsel (taxibevillinger) inden for sit område ud fra

hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for hele

området.

Stk. 3. Der kan meddeles tilladelse til limousinekørsel

(limousinebevilling). Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene

benyttes til befordring af nærmere bestemte kategorier af personer efter

særlig aftale.

Stk. 4. Der kan endvidere meddeles tilladelse til sygetransport.

Tilladelsen er betinget af, at motorkøretøjet alene benyttes til dette formål

i henhold til en nærmere fastsat afgrænsning, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.

Betingelser for meddelelse af tilladelser m.v.

§ 3. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer,

der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller

under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,

6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt

forsvarligt,

7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for

misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2, samt

8) i faglig henseende er kvalificeret til at udøve virksomheden og gør det

antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl bortfalder, i det

omfang dette følger af international aftale eller regler fastsat af

trafikministeren.

Stk. 3. Nægtelse af tilladelse begrundet i, at ansøgeren ikke

opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 7, skal på begæring af ansøgeren eller

kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, indbringes for domstolene af

anklagemyndigheden, jf. straffelovens § 78, stk. 3. Sagen behandles i

strafferetsplejens former.

§ 4. Tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, kan meddeles

aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i

§ 3, stk. 1, nr. 4-6 og nr. 8, 2. led.

Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der

faktisk og vedvarende skal forestå virksomheden i henhold til denne lov.

Denne skal opfylde betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8.

Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles

tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset

ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre

selvejende institutioner. Der kan meddeles tilladelse til sygetransport til

offentlige myndigheder og virksomheder.

Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og

3 nævnte art kan meddeles tilladelse, jf. § 2, stk. 4, såfremt dette er

hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

trafikministeren.

Tilladelsens indhold m.v.

§ 5. Tilladelser i henhold til denne lov kan gives for et tidsrum

af højst 10 år ad gangen. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Stk. 2. Tilladelsen skal medbringes i køretøjet under kørslen,

herunder i udlandet.

Stk. 3. Tilladelsen skal udnyttes af den, der har opnået denne, og

den kan hverken helt eller delvis overgå til andre. Trafikministeren kan

under særlige omstændigheder gøre undtagelse herfra.

Stk.4. Tilladelsen eller godkendelsen meddeles i øvrigt på nærmere

af kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, fastsatte vilkår for virksomhedens

udøvelse, jf. § 13.

Stk. 5. Indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om

løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive

overenskomster.

Tilbagekaldelse, nægtelse af fornyelse samt bortfald af tilladelser

m.v.

§ 6. Den myndighed, der har meddelt tilladelsen, kan tilbagekalde

denne eller nægte fornyelse heraf, hvis indehaveren eller den, der har

bestemmende indflydelse i virksomheden eller i øvrigt optræder i

virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene

for tilladelsen, jf. § 13, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter

udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr.

5-8, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede.

Stk. 3. Godkendelse af ansvarlig leder efter § 4, stk. 2, samt

godkendelse af taxameterkontrollant, jf. § 12, stk. 1, nr. 9, og

bestillingskontor, jf. § 12, stk. 1, nr.10, kan ligeledes tilbagekaldes eller

nægtes fornyet efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Godkendelse af førere af de af loven omfattede

motorkøretøjer, jf. § 12, stk. 1, nr. 6, kan tilbagekaldes eller nægtes

fornyet efter stk. 1, samt såfremt betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 7 og 8,

ikke længere er til stede.

Stk. 5. Tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse efter stk. 1-4

sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 7. En afgørelse efter § 6 kan af den, afgørelsen vedrører,

forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter,

at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed,

der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen. Myndigheden anlægger sag mod

den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg, jf. stk. 1, har opsættende

virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under

sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller

godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen eller nægtelsen af fornyelse

findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har

opsættende virkning.

Stk. 3. En afgørelse efter § 6 kan til enhver tid efter ansøgning

ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan

dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren

forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen eller

nægtelsen af fornyelse er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år

efter afgørelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved

dom. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. En afgørelse om tilbagekaldelse eller nægtelse af

fornyelse truffet efter § 6, stk. 2-4, jf. § 3, stk. 1, nr. 7, kan forlanges

indbragt for domstolene på begæring af den, afgørelsen vedrører, eller den

myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. fremgangsmåden i § 3, stk. 3.

§ 8. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren

heraf afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 3, stk.

1, nr. 1-4, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 1-4.

Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har

meddelt tilladelsen eller godkendelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der

sidder i uskiftet bo, en skyldner, der har anmeldt betalingsstandsning, et

konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter

værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,

jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på

rekonstruktion efter betalingsstandsning, afhændelse, afvikling og lignende.

Adgangen hertil gælder kun indtil 6 måneder fra dødsfaldet,

betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller

værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges.

§ 9. En tilladelse eller godkendelse, der er tilbagekaldt, nægtet

fornyet, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 6-8, skal tillige med andre

kendetegn, der er udleveret til brug for virksomhedens udøvelse, straks

afleveres til den myndighed, der har meddelt tilladelsen eller godkendelsen.

Bestillingskontorer

§ 10. I kommuner, hvor antallet af taxibevillinger er fastsat til

20 eller derover, påhviler det bevillingshaverne, jf. dog stk. 2 og 3, at

oprette eller tilslutte sig et bestillingskontor og deltage i de

foranstaltninger til fremme af en passende betjening af offentligheden, som

kommunalbestyrelsen pålægger bestillingskontoret at etablere.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan midlertidigt eller for et

ubegrænset tidsrum fritage en bevillingshaver for den i stk. 1 omhandlede

pligt, såfremt det er foreneligt med hensynet til betjeningen af

offentligheden. I kommuner med 20.000 indbyggere eller derover kan fritagelse

dog kun ske, såfremt bevillingshaveren i henhold til et fastsat vilkår, jf. §

13, stk. 1, nr. 3, fortrinsvis skal betjene et bestemt geografisk område,

beliggende uden for en samlet bymæssig bebyggelse.

Stk. 3. Hvis de i medfør af stk. 2 givne fritagelser omfatter et

så stort antal taxibevillinger, at antallet af de øvrige bevillinger til

taxikørsel i kommunen kommer under 20, bortfalder pligten i henhold til stk.

1.

§ 11. En bevillingshaver, jf. § 10, stk. 1, kan af

bestillingskontorets ledelse pålægges en disciplinærbod, såfremt pågældende

1) udebliver fra en vagt uden lovligt forfald,

2) undlader at deltage i eller medvirke til andre foranstaltninger, som

bestillingskontoret etablerer af hensyn til betjeningen af offentligheden,

eller

3) på anden måde udviser en optræden, der er ødelæggende for samarbejdet

mellem de tilsluttede bevillingshavere.

Stk. 2. Det er en forudsætning for pålæggelse af disciplinærbod

efter stk. 1, at forholdet ikke er af en sådan karakter, at det af

myndighederne behandles som en overtrædelse af taxilovgivningen. Bodens

størrelse fastsættes under hensyn til forseelsens grovhed.

Bemyndigelsesbestemmelser m.v.

§ 12. Trafikministeren kan fastsætte regler om

1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers

forordninger og direktiver om erhvervsmæssig personbefordring omfattet af

denne lov,

2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem

erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig personbefordring,

3) afgrænsning mellem taxikørsel og sygetransport,

4) ansøgningers indhold og dokumentation samt fremgangsmåden ved

meddelelse af tilladelser eller godkendelser, herunder om høring af

myndigheder og organisationer,

5) de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde,

6) de faglige, vandelsmæssige, aldersmæssige krav m.v., en godkendt fører

af et af loven omfattet motorkøretøj skal opfylde, herunder om

tidsbegrænsning af godkendelsen,

7) betaling for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelser

og godkendelser, herunder indeksregulering af sådan betaling,

8) køretøjers benyttelse, afmærkning, indretning og udstyr, herunder

vedrørende taxameter, kontrolapparat, printer, mobiltelefon,

kontroldokumenter og maksimaltakster for taxikørsel,

9) taxameterkontrollantvirksomhed, herunder vedrørende godkendelse af

taxameterkontrollanter,

10) godkendelse og drift af bestillingskontorer, herunder tidsbegrænsning

af godkendelsen, voldgift, eksklusion og gennemførelse af disciplinærbod,

samt

11) andre forhold vedrørende taxi- og sygetransportvirksomhed, herunder

kontrolforanstaltninger for den kørsel, der er undtaget fra kravet om

tilladelse.

Stk. 2. Der er udpantningsret for skyldig betaling efter stk. 1,

nr. 7.

§ 13. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i taxibevillingen

fastsætte vilkår om

1) udnyttelse af denne i et nærmere bestemt omfang,

2) udnyttelse af denne inden for nærmere fastsatte tidsperioder af året,

3) fortrinsvis betjening af nærmere bestemte geografiske områder,

4) benyttelse af motorkøretøjer over en vis størrelse (storvogne) eller

med særlig indretning (handicapindrettede vogne m.v.) og

5) afgivelse af indberetninger til statistisk brug eller som led i

kontrolforanstaltninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen, jf. dog § 15, kan i et

kørselsreglement fastsætte yderligere bestemmelser vedrørende taxiers

indretning, udstyr og benyttelse.

§ 14. Centralregisteret for Motorkøretøjer skal efter anmodning, i

det omfang det er nødvendigt for kommunalbestyrelsens administration af

taxilovgivningen, jf. dog § 15, give denne enhver oplysning om

motorkøretøjers registreringsforhold.

Storkøbenhavns Taxinævn

§ 15. Beføjelser, som efter §§ 2, 5, 6, § 8, stk. 2, og §§ 10 og

13 er tillagt kommunalbestyrelsen, udøves i Københavns og Frederiksberg

Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt af Storkøbenhavns Taxinævn. Nævnet

består af 4 medlemmer valgt af Københavns Kommunalbestyrelse, 1 medlem valgt

af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og 6 medlemmer valgt af Foreningen af

Kommuner i Københavns Amt.

Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte en anden geografisk

afgrænsning af taxinævnets kompetenceområde og en anden sammensætning af

nævnet.

Straffebestemmelser

§ 16. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der

1) overtræder § 1, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, 1. pkt., § 5, stk. 2 og stk.

3, 1. pkt., samt § 9 og § 10, stk. 1,

2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i

henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af loven,

3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i forordninger om taxikørsel

fastsat af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1998. Samtidig ophæves

lov om hyrekørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 29. september 1992.

Stk. 2. Bevillinger til hyrekørsel samt godkendelser, der er

meddelt før lovens ikrafttræden, forbliver i kraft. Indehavere heraf skal dog

senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte

adgangskrav.

Stk. 3. Ansøgninger om bevilling til hyrekørsel samt godkendelser

indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter den hidtidige lovgivning. I

tilfælde, hvor tilladelse eller godkendelse meddeles, skal indehavere heraf

dog senest den 1. januar 2005 opfylde de i loven og i medfør heraf fastsatte

adgangskrav.

§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter