Spring til indhold

Retsinformation

1996 LSF 132 FORSLAG TIL LOV OM INKASSOVIRKSOMHED

1996/1 LSF 132Lovforslag som fremsatFolketinget15. maj 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29

gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i

udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt

efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af

andre, som er undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af

offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af

auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i

erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig

inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på

inddrivelse på egne vegne.

Kapitel 2

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom,

skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt,

at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i

overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for

pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af

inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige

udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder

betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

Læs alt

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under

samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås

gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens §

78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette

har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller

anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som

opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse

af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne

opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at

direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4,

stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under

samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende

selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber

m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt

dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller

bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den

myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om

autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke

kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del

af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation

også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den

person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren),

opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren

finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt

personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen

i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer

myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§

24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr.

For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

Kapitel 3

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der

retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den

ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder

en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil

udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kapitel 4

Udøvelse af inkassovirksomhed

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god

inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der

udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre

foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til

skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk.

2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle

oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for

hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages

foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger.

Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod

skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne

bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke

vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom

rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er

almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til

skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det

omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt

autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke

afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede

henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige

henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er

anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående

anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset

fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet

mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og

kl. 16.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse

til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på

skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed,

kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren,

skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som

udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren

indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal

senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige

samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra

autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et

pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb,

der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold

udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren,

jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse

fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne,

herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et

pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning

herom.

Annoncering m.v.

§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse,

skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller

telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde

1) anvende betegnelser som »retshjælp«,

»retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende

betegnelser eller

2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer

meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed

ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den,

der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder

tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne

lovs § 8.

Kapitel 5

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse

af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen

og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at

autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2,

nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere

fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og

beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere

fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Kapitel 6

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan

tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig

skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller

af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det

samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke

vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1,

nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr.

6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation

eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er

opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis

betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr.

5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig

offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000

kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt

autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte

vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum

af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren

dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk.

1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6,

stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller

ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har

anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en

værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter

værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,

jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling

eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger

efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets

afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har

meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v.,

som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den

begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation

eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal

inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende

autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen

om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for

domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen

om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den

begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes

inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra

udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og

2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf.

§§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den,

afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4

uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen

indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten

kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må

udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i

denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21,

stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning

herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt

tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige

retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men

retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling

kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse

ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret,

hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve

inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan

til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives

tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er

nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for

domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er

nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3.

pkt., gælder tilsvarende.

Kapitel 7

Tilsyn

§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver

inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det

nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt.,

§ 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., §

16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes

straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for

inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved

lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens

§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og

detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986,

som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.

februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages

følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den

samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der

indsættes som nr. 38:

»38) inkassovirksomhed.«

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29

gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i

udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt

efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af

andre, som er undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af

offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af

auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i

erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig

inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på

inddrivelse på egne vegne.

Kapitel 2

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom,

skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt,

at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i

overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for

pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af

inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige

udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder

betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under

samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås

gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens §

78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette

har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller

anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som

opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse

af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne

opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at

direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4,

stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under

samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende

selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber

m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt

dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller

bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den

myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om

autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke

kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del

af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation

også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den

person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren),

opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren

finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt

personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen

i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer

myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§

24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr.

For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

Kapitel 3

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der

retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den

ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder

en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil

udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kapitel 4

Udøvelse af inkassovirksomhed

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god

inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der

udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre

foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til

skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk.

2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle

oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for

hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages

foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger.

Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retlige skridt mod

skyldneren med henblik på inddrivelse i det omfang, overholdelse af denne

bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke

vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom

rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er

almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til

skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det

omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt

autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke

afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede

henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige

henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er

anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående

anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage, bortset fra lørdage,

juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag, og må kun ske i tidsrummet

mellem kl. 08.00 og kl. 21.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse

til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på

skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed,

kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren,

skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som

udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren

indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal

senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige

samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra

autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et

pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb,

der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold

udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren,

jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse

fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne,

herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et

pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning

herom.

Annoncering m.v.

§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse,

skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller

telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde:

1) anvende betegnelser som »retshjælp«,

»retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende

betegnelser, eller

2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer

meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed

ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den,

der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder

tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne

lovs § 8.

Kapitel 5

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse

af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen

og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at

autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2,

nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere

fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og

beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere

fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Kapitel 6

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan

tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig

skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller

af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det

samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke

vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1,

nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr.

6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation

eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er

opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis

betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr.

5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig

offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000

kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt

autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte

vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum

af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren

dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk.

1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6,

stk. 3, jf. § 5, stk. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller

ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har

anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en

værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter

værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,

jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling

eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger

efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets

afsigelse eller værgemålets iværksættelse, anmeldes til den myndighed, der

har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen

m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den

begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation

eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal

inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende

autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen

om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for

domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen

om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den

begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes

inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra

udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og

2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf.

§§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den,

afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4

uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen

indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten

kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må

udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i

denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21,

stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning

herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt

tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige

retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men

retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling

kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse

ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret,

hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve

inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan

til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives

tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er

nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for

domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er

nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3.

pkt., gælder tilsvarende.

Kapitel 7

Tilsyn

§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver

inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det

nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt.,

§ 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., §

16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes

straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for

inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved

lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens

§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og

detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986 som

ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene: »inkasso- og«

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.

februar 1986 som senest ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1993,

foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den

samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der

indsættes som nr. 38: »38. inkassovirksomhed.«.

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget har til formål at sikre, at den inddrivelse af fordringer på

andres vegne, der sker uden fogedretternes medvirken som led i privat

erhvervsvirksomhed, foregår på en rimelig og forsvarlig måde.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed, som

er afgivet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,

Erhvervsministeriet, Dansk InkassoBrancheforening, Foreningen af Politimestre

i Danmark, Forbrugerrådet og Justitsministeriet.

Lovforslaget går ud på at indføre en særlig autorisationsordning for

inkassobureauer og visse andre virksomheder, som erhvervsmæssigt inddriver

fordringer for andre, eller som erhvervsmæssigt opkøber forfaldne fordringer

med henblik på inddrivelse på egne vegne. Det foreslås endvidere, at de

pågældende virksomheders personale i visse tilfælde skal være godkendt. Det

foreslås bl.a., at inkassobureauer m.v. skal stille en betryggende sikkerhed

for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.

Lovforslaget går endvidere ud på nærmere at regulere, hvordan

inkassovirksomheden skal udøves. I den forbindelse foreslås det bl.a., at der

lovfæstes en retlig standard (»generalklausul«) om god inkassoskik,

og der foreslås regler om fremgangsmåden ved personlig henvendelse til

skyldnere m.v.

Lovforslaget er udformet på grundlag af den nævnte betænkning og de

modtagne høringssvar.

2. Gældende regler om privat inkassovirksomhed

2.1. Der findes ikke en særlig lovgivning om privat inkassovirksomhed, men

udøvelsen heraf er i et vist omfang reguleret af de generelle regler i den

såkaldte vinkelskriverlov (lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso-

og detektivvirksomhed m.v.) og markedsføringsloven. Endvidere gælder de

almindelige regler i bl.a. skatte- og momslovgivningen, registerlovgivningen

og straffeloven.

En person kan efter § 3 i vinkelskriverloven frakendes retten til

at drive f.eks. inkassobureau, bl.a. når oplysninger om den pågældendes

økonomiske forhold eller borgerlige vandel, særligt i forretningsforhold

eller i økonomiske forhold, gør det betænkeligt, at denne driver eller

deltager i sådan virksomhed. I betænkning nr. 1321/1996 (i det følgende kaldt

betænkningen) side 16-17, anfører arbejdsgruppen, at man er bekendt med to

sager, hvor en person er blevet frakendt retten til at drive

inkassovirksomhed i medfør af denne bestemmelse. I begge tilfælde skete det

på grundlag af forholdsvis omfattende kriminalitet.

Tilsyn efter vinkelskriverloven udøves af politiet, der bl.a. kan kræve

oplysninger om virksomhedens drift samt stille nærmere krav vedrørende

virksomhedens bogføring af udgifter og indtægter. Politiet har i

tilsynsøjemed adgang til virksomhedens forretningslokaler, forretningsbøger

og -papirer.

Markedsføringsloven gælder bl.a. for privat erhvervsvirksomhed,

herunder inkassovirksomhed. Efter markedsføringslovens § 1, 2. pkt., må der i

virksomhed, som er omfattet af loven, ikke foretages handlinger, der strider

mod god markedsføringsskik.

Forbrugerombudsmanden fører efter markedsføringsloven tilsyn med, at

lovens regler om god markedsføringsskik overholdes, og kan i den forbindelse

kræve alle nødvendige oplysninger, herunder til afgørelse af, om et forhold

falder ind under lovens bestemmelser.

Skønnes en erhvervsdrivende at handle i strid med god markedsføringsskik,

skal Forbrugerombudsmanden gennem forhandlinger søge at påvirke den

erhvervsdrivende til at overholde markedsføringslovens regler. Tilsidesætter

den erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet på grundlag af sådanne

forhandlinger med Forbrugerombudsmanden, kan Forbrugerombudsmanden meddele de

påbud, der nødvendige for at sikre, at tilsagnet bliver overholdt. Har den

erhvervsdrivende ikke afgivet tilsagn over for Forbrugerombudsmanden, kan der

alene gives forbud og påbud ved dom. Retssag herom kan anlægges af

Forbrugerombudsmanden eller andre, der har den fornødne retlige interesse.

Forbrugerombudsmanden kan dog i visse særlige tilfælde nedlægge et foreløbigt

forbud mod bestemte handlinger.

Forbrugerombudsmanden har i sin praksis vedrørende markedsføringslovens §

1 bl.a. fastlagt nogle principper angående formen for erhvervsdrivendes

henvendelser til skyldnere, herunder anvendelsen af rykkerskrivelser m.v.

Denne praksis drejer sig primært om erhvervsdrivendes inddrivelse af egne

fordringer, men lignende principper skal iagttages af inkassobureauer m.v.,

jf. herved Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1977-78, side 32.

Forbrugerombudsmandens praksis efter markedsføringsloven er beskrevet

nærmere i betænkningen side 17-19.

Selskaber med begrænset ansvar, foreninger og fonde m.v. har i forbindelse

med udøvelse af inkassovirksomhed pligt til at føre forretningsbøger efter

reglerne i bogføringsloven. Forretningsbøger skal bl.a. give så

fuldstændig oplysning om den bogføringspligtiges forretninger og

formueforhold, som hensynet til offentlige myndigheder og den

bogføringspligtiges kreditorer tilsiger. Aktieselskaber, anpartsselskaber og

kommanditselskaber har endvidere pligt til at aflægge regnskab efter reglerne

i årsregnskabsloven.

Dansk Inkassobrancheforening, der repræsenterer ca. en halv snes

inkassobureauer, har fastsat medlemsregler om god inkassoskik, herunder

regler vedrørende indgåelse af honoraraftaler m.v. med kunder, hvorledes

inkassobureauets medarbejdere må fremstå og optræde over for skyldnere, samt

om regnskabsføring m.v.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 15-21.

2.2. Advokaters virksomhed er undergivet særlig regulering.

Advokaters virksomhed er navnlig reguleret i retsplejelovens §§

119-147f og i Det Danske Advokatsamfunds vedtægt, der skal godkendes af

justitsministeren, jf. retsplejelovens § 143, stk. 4.

Advokater skal være beskikket hertil af justitsministeren, jf.

retsplejelovens § 119, stk. 1. Der stilles bl.a. krav om, at den pågældende

skal være jurist og i mindst 3 år have deltaget i praktisk juridisk

virksomhed.

Beskikkelse kan bl.a. nægtes i tilfælde, hvor den pågældende er dømt for

strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen

til at udøve virksomhed som advokat eller gør den pågældende uværdig til den

tillid og agtelse, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.

Beskikkelse kan bl.a. også nægtes, hvis den pågældende i stilling eller

erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den

pågældende ikke vil udøve advokatvirksomhed forsvarligt, jf. nærmere

retsplejelovens § 121.

En advokat kan have en eller to autoriserede advokatfuldmægtige.

Autorisation meddeles af dommeren i den byretskreds, hvor advokaten har

kontor. Autorisation kan nægtes under de betingelser, der er nævnt i

retsplejelovens § 121, jf. ovenfor.

Der stilles i retsplejeloven visse krav til udøvelsen af

advokatvirksomhed, jf. navnlig lovens § 126, hvorefter en advokat skal udvise

en adfærd, der stemmer med »god advokatskik«. Advokaten skal

herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse

med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger, og sagerne skal

fremmes med den fornødne hurtighed.

Efter retsplejelovens § 143 er alle advokater, hvis beskikkelse ikke er

deponeret eller frataget, medlem af Det Danske Advokatsamfund.

Advokatsamfundets bestyrelse, Advokatrådet, fører tilsyn med advokater og

advokatfuldmægtige og kan i givet fald indklage en advokat for Advokatnævnet.

Har en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse

af sine pligter som advokat - herunder af reglerne om god advokatskik - og

giver de udviste forhold grund til at antage, at den pågældende ikke for

fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet

frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere

angivet karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed, jf.

retsplejelovens § 147 c, stk. 3. Advokatnævnet er en del af den offentlige

forvaltning.

I medfør af Advokatsamfundets vedtægt har advokater bl.a. pligt til at

tegne ansvarsforsikring til dækning af det erstatningsansvar, den pågældende

som advokat måtte ifalde for formueskade påført tredjemand ved en simpelt

uagtsom handling eller undladelse, der skyldes advokaten eller advokatens

personale.

Tegner eller opretholder advokaten ikke en sådan forsikring, skal den

pågældende i stedet betale beløb til en erstatningsfond, som har til formål

at yde erstatning for tab, som en advokats klient lider ved, at advokaten

eller dennes personale uretmæssigt har forbrugt betroede midler, samt for

tab, som lides ved en advokats eller dennes personales fejl, forsømmelse

eller andet ansvarspådragende forhold i forbindelse med advokatvirksomhed.

For advokater gælder endvidere bl.a. særlige regler om behandling af

betroede midler, jf. nærmere betænkningen side 25f.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 21-27.

2.3. Pengeinstitutters virksomhed er undergivet særlig regulering

i bl.a. lov om banker og sparekasser.

Efter lov om banker og sparekasser § 6, stk. 1, kræves der tilladelse til

udøvelse af pengeinstitutvirksomhed.

Erhvervsministeren kan efter indstilling fra Finanstilsynet nægte at give

tilladelse, hvis et medlem af pengeinstituttets bestyrelse eller direktion må

skønnes ikke at have den fornødne erfaring til at udøve stillingen eller

hvervet, er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for

misbrug af stillingen eller hvervet, eller hvis den pågældende i stilling

eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at

den pågældende ikke vil kunne varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig

vis, jf. lov om banker og sparekasser § 6, stk. 6. Tilladelse kan desuden

nægtes, hvis nogen, som direkte eller indirekte ejer mindst 10 procent af

kapitalen eller stemmerettighederne eller en kapitalandel, der giver mulighed

for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af pengeinstituttet,

skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af pengeinstituttet, jf. § 6,

stk. 7.

Pengeinstitutvirksomhed skal bl.a. udøves i overensstemmelse med redelig

forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. lov om banker og sparekasser

§ 1, stk. 6. Handler et pengeinstitut i strid hermed, kan Finanstilsynet, der

fører tilsyn efter loven, give pålæg om, at den pågældende handlemåde skal

ophøre. Overtrædelse af et sådant påbud kan straffes, jf. lovens § 54, stk.

1, 2. pkt.

Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse til at drive

pengeinstitutvirksomhed, bl.a. hvis pengeinstituttet gør sig skyldig i grov

eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i lov om banker og sparekasser

eller af regler udstedt i medfør heraf. Tilladelsen kan endvidere inddrages i

de tilfælde, som er nævnt i lovens § 6, stk. 6 og 7, jf. ovenfor.

Der gælder særlige regler med henblik på sikring af kunders krav mod

pengeinstituttet, herunder reglerne i lov om en indskydergarantifond og

reglerne om solvenskrav m.v. i kapitel 5 i lov om banker og sparekasser.

For filialer af pengeinstitutter fra andre EU-lande gælder særlige regler

om såkaldt hjemlandskontrol, jf. herved bl.a. lov om banker og sparekasser §

6 a.

3. Baggrunden for lovforslaget.

3.1. Privat, erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre foretages

hovedsagelig af inkassobureauer, selvstændige advokater, pengeinstitutter og

visse finansieringsselskaber m.v.

Pengeinstitutter driver i et vist omfang inkassovirksomhed vedrørende

bl.a. pantebreve i depot og udenlandske checks og veksler. Endvidere driver

man ligesom visse finansieringsselskaber bl.a. inkassovirksomhed i

forbindelse med factoring og belåning af kontrakter m.v.

Der findes formentlig ca. 35-40 specialiserede private inkassobureauer,

jf. betænkningen side 12. Under halvdelen af disse er medlem af en

brancheorganisation. Inkassobureauernes kunder er fortrinsvis

erhvervsdrivende.

Det fremgår af betænkningen, at disse inkassobureauers størrelse og

omsætning varierer betydeligt. Nogle bureauer har således op til et halvt

hundrede ansatte, mens en række bureauer er enkeltmandsejede virksomheder

uden eller med ganske få ansatte og med en beskeden omsætning. Mange

inkassobureauer har en forholdsvis kort levetid, og der er eksempler på, at

enkeltpersoner i nogle tilfælde over en kort årrække har været indehaver af

adskillige bureauer. Det er ikke sædvanligt, at inkassobureauerne indsætter

de beløb, som inddrives, på en særskilt konto, og der er en del eksempler på,

at midler, som et inkassobureau har inddrevet, ikke er blevet udbetalt til

den pågældende kunde.

I forbindelse med professionel inkassovirksomhed er det almindeligt at

rette personlig henvendelse til skyldneren - typisk på dennes bopæl - som led

i bestræbelserne på at inddrive fordringen. Arbejdsgruppen nævner, at der i

den forbindelse har været eksempler på »gorilla-inkasso«, og der

refereres oplysninger om, at der bl.a. er eksempler på, at personer er blevet

opsøgt af rockere i forbindelse med inkassovirksomhed m.v. og i den

forbindelse er blevet udsat for vold eller trusler om vold.

Forbrugerombudsmanden modtager årligt et antal klager vedrørende

inkassobureauers overtrædelse af markedsføringslovens regler om god

markedsføringsskik, og arbejdsgruppen anfører, at der også kan være et stort

»mørketal«, fordi inkassovirksomhed ofte udøves over for personer,

der vil være tilbageholdende med at gøre lovmæssige rettigheder m.v.

gældende.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 12-14.

3.2. På den anførte baggrund har arbejdsgruppen fundet, at der er

behov for en særlig lovgivning om privat inkassovirksomhed, hvor et

hovedelement er en autorisationsordning for private inkassobureauer m.v.

Arbejdsgruppen peger i den forbindelse navnlig på den private

inkassovirksomheds karakter og de begrænsede kontrolmuligheder, som den

eksisterende lovgivning giver.

Arbejdsgruppen anfører således bl.a., at inkassovirksomhed - ligesom

f.eks. vagtvirksomhed - indtager en særlig stilling i forhold til andre

erhvervsgrene, fordi der udøves funktioner, som for skyldnere og andre

umiddelbart kan minde om eller forveksles med opgaver, der varetages af

offentlige myndigheder, her fogederne. Samtidig indebærer inkassovirksomhed

en ganske særlig risiko for, at skyldnere kan føle sig udsat for et

utilbørligt pres, bl.a. i forbindelse med personlige henvendelser på bopælen

og i forbindelse med indgåelse af frivillige forlig.

I praksis sker det således ofte, at inkassobureauer m.v. på kreditors

vegne indgår et frivilligt forlig med skyldneren. Et sådant forlig kan senere

danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retsplejeloven, og

arbejdsgruppen anfører, at dette i sig selv taler for, at der bør stilles

visse krav om faglige kvalifikationer.

Arbejdsgruppen anfører endvidere, at den omstændighed, at forholdsvis

mange inkassobureauer ophører eller går konkurs efter kort tid, rejser

særlige spørgsmål om behovet for sikring af kundernes krav på de midler, som

inddrives.

Der henvises herom til betænkningen side 41-43.

Justitsministeriet er enig i, at der bør gennemføres en særlig lovgivning

på dette område, og lovforslaget er i det væsentlige udformet i

overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.

4. Lovforslagets hovedpunkter.

4.1. Lovens anvendelsesområde.

Det foreslås, at loven skal gælde for privat inkassovirksomhed forstået

som ethvert led i privat, erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre.

Det foreslås således, at reglerne skal gælde, uanset om den

erhvervsdrivende forestår hele inddrivelsen eller kun et enkelt eller flere

led heri, f.eks. afsendelse af rykkerskrivelser.

Det foreslåede anvendelsesområde omfatter ikke offentlige myndigheders

inkassovirksomhed. Der findes ikke at være behov for en lovregulering af

f.eks. de kommunale pantefogeders inddrivelse af hustrubidrag og

Hypotekbankens inddrivelse af krav for andre offentlige myndigheder.

Anvendelsesområdet omfatter heller ikke såkaldt egeninkasso, dvs.

inddrivelse af egne fordringer, bortset fra erhvervsmæssig inddrivelse af

fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne

vegne. Baggrunden herfor er, at de foreslåede regler om autorisation m.v.,

jf. nedenfor under pkt. 4.2., i sagens natur ikke ville kunne finde

anvendelse på en erhvervsdrivendes inddrivelse af sine egne fordringer. For

så vidt angår lovforslagets regler om udøvelse af inkassovirksomhed, jf.

nedenfor under pkt. 4.4., kan det bl.a. nævnes, at Forbrugerombudsmanden over

for arbejdsgruppen har oplyst, at det vil være nærliggende at fortolke

reglerne om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1 i

overensstemmelse med en lovfæstet generalklausul om »god

inkassoskik«, jf. herved lovforslagets § 9. Visse fremgangsmåder vil

formentlig kunne være i strid med god markedsføringsskik, selv om

fremgangsmåden eventuelt ikke anses for at være i strid med »god

inkassoskik«, jf. betænkningen side 44, hvor arbejdsgruppens

overvejelser om spørgsmålet er refereret.

Lovforslaget indeholder endvidere nogle undtagelser fra det nævnte

anvendelsesområde.

Det foreslås således, at reglerne om autorisation og godkendelse af

personale ikke skal gælde for inkassovirksomhed, der udøves som led i

selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter. For disse gælder i

forvejen regler om offentligt tilsyn m.v., der bl.a. giver mulighed for at

stille visse kvalifikationskrav m.v. og for at inddrage tilladelsen til at

drive den pågældende form for virksomhed i tilfælde af bl.a. overtrædelse af

reglerne om god skik inden for branchen. For såvel advokater som

pengeinstitutter gælder desuden særlige regler om sikring af økonomiske krav

fra klienter, kunder m.v., jf. ovenfor under pkt. 2.2. og 2.3.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren i givet fald kan bestemme, at

andre erhvervsdrivende, der er undergivet tilsvarende regler om tilsyn og

kontrol m.v., skal være undtaget fra kravet om autorisation og godkendelse af

visse ansatte.

Det foreslås endelig, at auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummen

undtages fra loven. Denne virksomhed er reguleret ved lov om offentlig

auktion ved auktionsledere og kan i øvrigt ses som en nødvendig del af selve

auktionsvirksomheden. Den nævnte lov indeholder bl.a. regler om beskikkelse

og om, at auktionsledere skal stille sikkerhed for eventuelle

erstatningskrav.

Der henvises til lovforslagets §§ 1 og 2.

4.2. Autorisation og godkendelse.

4.2.1. Arbejdsgruppen anfører, at en autorisationsordning bl.a. vil gøre

det muligt på forhånd at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet kan udøve

virksomheden på forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske

antallet af inkassobureauer, som ophører efter kort tid til skade for kunder

og kreditorer, og det vil gøre det muligt på forhånd at sikre, at de

ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det vil også være muligt

på forhånd at nægte bureauer m.v. at drive inkassovirksomhed, hvor det ikke

kan forventes, at inkassovirksomheden vil blive udøvet på en måde, som er

forsvarlig og i overensstemmelse med god skik. Det vil også kunne have en

præventiv virkning, at en autorisation vil kunne tilbagekaldes i tilfælde af

uregelmæssigheder.

Arbejdsgruppen anfører bl.a. også, at en autorisationsordning vil kunne

gøre det lettere at føre et løbende tilsyn med inkassobureauer m.v., fordi

der ikke vil være tvivl om, hvem der er ansvarlig for virksomheden.

Der henvises til betænkningen side 45-46.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget

er udformet i overensstemmelse hermed. Det foreslås således, at privat

inkassovirksomhed (med de ovenfor under pkt. 4.1. nævnte undtagelser) alene

må udøves af den, der har autorisation hertil, hvad enten den pågældende er

en fysisk eller juridisk person.

Det foreslås, at en autorisation til at udøve inkassovirksomhed bl.a. skal

være betinget af, at ansøgeren har de faglige kvalifikationer og det

økonomiske grundlag, som er fornødent for at kunne drive inkassovirksomhed på

en forsvarlig måde.

Det foreslås således, at autorisation bl.a. skal være betinget af, at

ansøgeren gør det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve

inkassovirksomheden forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen. Det kan nævnes, at der gælder tilsvarende regler for

vagtvirksomheder, jf. lov om vagtvirksomhed. Vagtvirksomheder udøver i lighed

med inkassobureauer m.v. en virksomhed, der på nogle punkter kan sidestilles

med funktioner, der ellers varetages af offentlige myndigheder.

Er ansøgeren et selskab eller anden juridisk person, foreslås det, at de

personlige kvalifikationskrav m.v. skal være opfyldt af ledelsen, dvs.

eventuelle direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne.

Det foreslås, at autorisationer tidsbegrænses, således at der bl.a. bliver

mulighed for med mellemrum at prøve, om betingelserne for autorisation

fortsat er opfyldt. Der foreslås endvidere regler om tilbagekaldelse og

bortfald af autorisationer.

Der henvises til lovforslagets §§ 3-7 og 21-27.

4.2.2. Arbejdsgruppen anfører endvidere, at de ovenfor under pkt.

4.2.1. nævnte formål med en autorisationsordning kun kan opnås fuldt ud, hvis

der også stilles krav om godkendelse af den del af autorisationsindehaverens

personale, der deltager i udøvelsen af den egentlige inkassovirksomhed. Den

daglige udøvelse af inkassovirksomhed, herunder kontakten til skyldnere,

forestås ofte af personalet. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at

en godkendelsesordning vil være nødvendig for at sikre, at

autorisationsordningen ikke kan omgås ved stråmandskonstruktioner.

Godkendelse bør bl.a. nægtes, hvis der er særlig grund til at antage, at den,

der ønskes ansat, ikke vil udøve sit hverv på forsvarlig måde.

Der henvises til betænkningen side 46-47.

Justitsministeriet er i det væsentlige enig i arbejdsgruppens synspunkter,

men finder dog, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt behov for at udstrække et

krav om godkendelse af inkassobureauers personale til at gælde andre ansatte

end dem, som eventuelt skal foretage personlige henvendelser til skyldnere.

Ved personlig henvendelse er der en særlig risiko for, at der udøves urimelig

pression mod skyldnere. I øvrigt må det efter Justitsministeriets opfattelse

anses for tilstrækkeligt, at der stilles krav til inkassobureauets indehaver,

på hvis ansvar virksomheden udøves, og at det bl.a. ligger i ordningen, at

tilladelsen til at drive inkassovirksomhed vil kunne fratages den pågældende,

hvis virksomheden ikke længere kan forventes drevet forsvarligt.

Lovforslaget er på den baggrund udformet således, at

autorisationsindehaveren skal sørge for, at ansatte ikke retter personlig

henvendelse til skyldnere, medmindre de forinden er godkendt hertil.

Administrationen af ordningen vil blive søgt tilrettelagt således, at

godkendelsesproceduren ikke lægger unødige hindringer i vejen for en normal

udskiftning af personale.

Der henvises til lovforslagets § 8.

4.2.3. Arbejdsgruppen foreslår ikke ændringer i retsplejelovens

generelle ordning, hvorefter advokater som udgangspunkt er eneberettigede til

at udføre retssager for andre, herunder inkassosager.

Arbejdsgruppens overvejelser om dette spørgsmål er refereret i

betænkningen side 62-64.

Justitsministeriets »småsagsudvalg« har bl.a. til opgave at

overveje behovet og mulighederne for en ny ordning, hvor adgangen til retslig

behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere og billigere for

parterne, men således at grundlæggende retssikkerhedsgarantier opretholdes. I

den forbindelse indgår bl.a. spørgsmål vedrørende advokatbistand til parterne

i udvalgets overvejelser.

Småsagsudvalget forventes at afgive betænkning i foråret 1997.

4.3. Sikkerhedsstillelse.

Arbejdsgruppen overvejede bl.a., om en autorisation bør gøres betinget af,

at ansøgeren har stillet sikkerhed for et muligt økonomisk ansvar, der

pådrages som følge af inkassovirksomheden.

Arbejdsgruppen anfører bl.a., at da inkassobureauer inddriver midler, som

ikke tilhører bureauet, bør der være etableret en sikkerhed for kundernes

tilgodehavender, f.eks. hvis autorisationsindehaveren eller en ansat begår

underslæb i forhold til inddrevne midler. Endvidere bør skyldnere og andre

have sikkerhed for erstatningskrav som følge af ansvarspådragende adfærd i

forbindelse med inkassovirksomheden, f.eks. krav i anledning af, at

autorisationsindehaveren eller dennes ansatte har disponeret uretmæssigt over

en løsøregenstand.

Arbejdsgruppen peger på, at en sådan sikkerhed bl.a. kan etableres ved

forskellige former for garantiordninger eller ved

professionsansvarsforsikringer.

Arbejdsgruppen anfører på baggrund af de oplysninger, man har indhentet,

at det i dag er muligt for inkassobureauer at tegne almindelige

ansvarsforsikringer, som imidlertid bl.a. ikke vil dække tab som følge af, at

inkassobureauet har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og som i praksis

næppe heller vil kunne tegnes således, at forsikringen dækker tab som følge

af, at autorisationsindehaveren selv begår underslæb. Ansvarsforsikringer må

således i givet fald suppleres med garantistillelser - f.eks. en

kautionsforsikring eller en bankgaranti - for fuldt ud at dække skyldnere

m.v. og inkassobureauets kunder ind. Det fremgår af betænkningen, at det i

dag bl.a. er muligt for medlemmer af Dansk InkassoBrancheforening at tegne

kautionsforsikringer, som dækker alle pengekrav mod et inkassobureau,

herunder også krav i anledning af autorisationsindehaverens underslæb

vedrørende inddrevne midler.

Arbejdsgruppen har på den anførte baggrund fundet, at der er grundlag for

at stille krav om, at inkassobureauer stiller en betryggende sikkerhed for

pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.

Arbejdsgruppen har imidlertid også fundet det væsentligt, at der ikke stilles

så strenge krav, at i øvrigt velfungerende mindre inkassobureauer m.v. i

praksis afskæres fra at udøve inkassovirksomhed, fordi præmien m.v. for

sikkerhedsstillelsen bliver for høj. Sikkerhedsstillelsens størrelse vil

eventuelt kunne gøres afhængig af bureauets størrelse og inkassovirksomhedens

art og omfang.

Arbejdsgruppens forslag går på denne baggrund ud på, at autorisation gøres

betinget af, at inkassobureauet har stillet sikkerhed for pengekrav, der

måtte opstå som følge af udøvelse af inkassovirksomhed, og at de nærmere krav

til sikkkerhedsstillelsens art og omfang fastsættes administrativt.

Der henvises til betænkningen side 47-50.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget

er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 2.

4.4. Udøvelse af inkassovirksomhed.

Lovforslagets § 9 indeholder en grundlæggende bestemmelse om, at

inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. I §§

10-13 foreslås visse supplerende regler om udøvelse af inkassovirksomhed i

forhold til skyldnere, og §§ 14-16 indeholder supplerende regler om

inkassobureauers pligter over for kreditorer (inkassobureauets kunder).

Lovforslagets §§ 17 og 18 indeholder særlige regler om annoncering m.v. og om

tavshedspligt for autorisationsindehaveren og personale, der er godkendt

efter reglen i lovforslagets § 8, jf. ovenfor under pkt. 4.2.

4.4.1. God inkassoskik.

Arbejdsgruppen har i betænkningen foreslået, at der fastsættes en retlig

standard for god inkassoskik. Arbejdsgruppen anfører, at lovfæstelsen af en

sådan retsstandard bl.a. vil kunne give nogle fordele i forbindelse med

administrationen af en autorisationsordning, navnlig fordi en sådan

bestemmelse vil kunne være en rettesnor ved løsningen af de mangeartede

situationer, der kan opstå i forbindelse med praktisk inkassovirksomhed. En

retsstandard som »god inkassoskik« har bl.a. den fordel, at

indholdet kan ændres i takt med den almindelige udvikling i samfundet.

Der henvises til betænkningen side 50-51.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget

er udformet i overensstemmelse hermed. Det foreslås således i § 9, at

inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik, og det

præciseres, at det bl.a. er i strid med god inkassoskik at anvende metoder,

der udsætter personer eller virksomheder for urimelig pression, skade eller

ulempe.

Det bemærkes, at lignende retlige standarder findes i anden lovgivning,

f.eks. »god advokatskik« i retsplejelovens § 126, »god

pengeinstitutpraksis« i lov om banker og sparekasser § 1, stk. 6, og

»god skik inden for branchen« i lov om vagtvirksomhed § 3.

§ 9 vil formentlig få størst praktisk betydning for inkassobureauets

optræden over for skyldnere, idet det bl.a. er i disse situationer, at der er

størst risiko for, at der påføres nogen urimelig pression, skade eller

ulempe. Bestemmelsen indebærer imidlertid også visse pligter for bureauerne

over for deres kunder.

Ved vurderingen af, om en handling m.v. er i strid med god inkassoskik,

skal der i et vist omfang foretages en afvejning af hensynet til skyldneren

over for hensynet til inkassobureauets kunders interesse i en effektiv og

hurtig inddrivelse af deres berettigede krav. Der henvises herom nærmere til

bemærkningerne til lovforslagets § 9.

I forbindelse med høringen over betænkningen har der været rejst spørgsmål

om adgangen til at kræve inkassoomkostninger betalt af skyldneren.

Arbejdsgruppen anfører herom bl.a., at den omstændighed, at en skyldner har

overskredet betalingsfristen for en fordring, ikke i sig selv medfører, at

skyldneren efter almindelige erstatningsretlige regler har pligt til at dække

enhver udgift, som kreditor eventuelt afholder til inddrivelse af fordringen,

herunder udgifter til inkassobureauer. Det er således udgangspunktet, at

salær til inkassobureauer m.v. kun kan medtages som en del af

sagsomkostningerne under en retssag, hvis der er hjemmel hertil i aftalen

mellem skyldneren og kreditor. I retspraksis anerkendes dog, at inkassosalær

til den pågældende advokat i et vist omfang medtages som en del af

sagsomkostningerne.

Det anføres i betænkningen, at der under arbejdsgruppens drøftelser er

rejst spørgsmål om, hvorvidt der også efter en eventuel gennemførelse af en

autorisationsordning vil være grundlag for en sådan forskel mellem advokater

og inkassobureauer m.v., men arbejdsgruppen bemærker, at det på grundlag af

de gældende regler vil være i strid med god inkassoskik, såfremt et

inkassobureau uden hjemmel i aftalen mellem skyldneren og kreditor kræver sit

salær m.v. betalt af skyldneren. Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at

spørgsmålet om kreditorers ret til at kræve diverse inddrivelsesomkostninger

betalt af skyldneren ikke bør reguleres i en lovgivning, der alene vedrører

den virksomhed, som udøves af inkassobureauer m.v.

Der henvises til betænkningen side 57-58.

Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig arbejdsgruppens

synspunkter, men finder dog, at det på baggrund af den påpegede mulighed for,

at visse udgifter til et autoriseret inkassobureau eventuelt vil kunne

anerkendes som nødvendige og rimelige og medtages som en del af

sagsomkostningerne i forbindelse med en retssag, næppe i forbindelse med

lovforslaget bør fastslås, at det i alle tilfælde vil være i strid med god

inkassoskik at kræve visse salærudgifter m.v. betalt af skyldneren uden

hjemmel hertil i aftalen mellem skyldneren og kreditor.

4.4.2. Indholdet af rykkerskrivelser m.v.

Arbejdsgruppen anfører, at det bør være et centralt krav, at en skyldner

får reel mulighed for at bedømme det fremsatte krav, navnlig inden der f.eks.

indgås et frivilligt forlig, som efterfølgende kan danne grundlag for

tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten.

Arbejdsgruppen har på den baggrund fundet, at der bør stilles krav om, at

krav om betaling som hovedregel først skal fremsættes skriftligt og indeholde

de oplysninger, som må anses for nødvendige, for at køberen kan bedømme, om

kravet er berettiget, og om det skyldige beløb er opgjort korrekt. Dette

skriftlige påkrav skal endvidere angive en frist på 8 dage, inden for hvilken

skyldneren kan indfri fordringen uden at risikere, at inkassobureauet m.v.

foretager sig noget, som eventuelt vil kunne påføre skyldneren yderligere

udgifter - navnlig iværksætter retlige skridt mod skyldneren. En sådan frist

vil give skyldneren mulighed for at betale eller fremsætte indsigelser og

dermed foregribe yderligere inkassoskridt.

Der henvises til betænkningen side 52.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget

er udformet i overensstemmelse hermed, idet Justitsministeriet dog finder, at

den nævnte tidfrist i påkravsskrivelsen bør være (mindst) 10 dage.

Der henvises til lovforslagets § 10.

4.4.3. Personlig henvendelse til skyldnere

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om det fortsat bør være tilladt

for inkassobureauer m.v. at rette personlig henvendelse til skyldnere på

disses bopæl eller andre steder, hvortil der ikke er almindelig adgang.

Baggrunden herfor er, at personlig henvendelse efter arbejdsgruppens

opfattelse indebærer en særlig risiko for urimelig pression, som

efterfølgende vil kunne være vanskelig at bevise, jf. ovenfor under pkt. 4.2.

Dette gælder især ved personlig henvendelse, der sker uden skyldnerens

forudgående samtykke hertil.

Arbejdsgruppen anfører, at et forbud mod personlig henvendelse, der sker

efter aftale, vil lægge unødvendige og uhensigtsmæssige hindringer i vejen

for en effektiv inddrivelse af fordringer, som trods rykkerskrivelser ikke

betales. Inkassobureauet kan ved et besøg hos skyldneren få et bedre indtryk

af skyldnerens evne til at betale, og det vil ofte være en fordel for både

skyldneren og kreditor, at man efter forudgående aftale sætter sig sammen og

f.eks. prøver at fastsætte en realistisk afdragsordning.

Der henvises til betænkningen side 52.

Justitsministeriet er enig i disse synspunkter, og lovforslaget indeholder

således ikke regler om begrænsninger i adgangen til efter forudgående aftale

med skyldneren at aflægge besøg på bopælen m.v.

Med hensyn til spørgsmålet om adgangen til at rette personlig henvendelse

til skyldnere uden forudgående aftale herom, var der forskellige opfattelser

i arbejdsgruppen.

Et mindretal (Forbrugerrådets repræsentant) fandt, at der bør gælde et

absolut forbud mod uanmodet personlig henvendelse, idet sådanne henvendelser

ofte vil blive opfattet som en pression, der i værste fald er utilbørlig og

unødigt krænkende. Mindretallet fandt, at forbrugeren befinder sig i en helt

umulig bevismæssig situation, hvis der efterfølgende bliver spørgsmål om,

hvorvidt inkassobureauet m.v. »gik over stregen«.

Flertallet (arbejdsgruppens 7 øvrige medlemmer) fandt, at der må lægges

vægt på, at det af hensyn til en effektiv og ikke uforholdsmæssigt bekostelig

inddrivelse må anses for væsentligt, at inkassobureauer fortsat har visse

muligheder for at rette uanmodet henvendelse til skyldnere, når

rykkerskrivelser viser sig nytteløse. Det må også forventes, at den

foreslåede autorisationsordning og godkendelsesordning for ansatte yderligere

vil medvirke til at sikre, at henvendelser på bopælen m.v. ikke foregår på en

måde, der lægger et utilbørligt pres på skyldnere.

Flertallet fandt på den baggrund, at der ikke bør indføres et totalt

forbud mod uanmodet personlig henvendelse, men at der derimod bør gennemføres

nogle nærmere regler om fremgangsmåden ved uanmodet henvendelse.

Hovedelementerne i flertallet forslag er krav om, at uanmodet personlig

henvendelse skal varsles skriftligt efter nærmere retningslinjer, at

skyldneren skal kunne frabede sig sådan henvendelse, at sådan henvendelse kun

må finde sted på personlige skyldneres bopæl - ikke f.eks. deres arbejdsplads

- samt at uanmodet personlig henvendelse kun må finde sted på hverdage

(undtagen lørdage samt juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag) mellem

kl. 08.00 og 21.00.

Der henvises til betænkningen side 52-54.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der fra flere sider taget

afstand fra tanken om helt at forbyde uanmodet personlig henvendelse. Det er

endvidere blevet anført, at arbejdsgruppens flertals forslag om, at enhver

uanmodet personlig henvendelse skal varsles på forhånd, generelt vil gøre det

vanskeligt for inkassobureauer at tilbyde en inddrivelse, som er

tilstrækkeligt effektivt, bl.a. fordi visse skyldnere konsekvent undlader at

reagere på skriftlige henvendelser eller ofte skifter adresse.

Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at foreslå et

totalt forbud mod uanmodet personlig henvendelse til skyldnere, navnlig ikke

i forbindelse med gennemførelsen af en autorisations- og godkendelsesordning,

hvor der bl.a. stilles kvalifikationskrav m.v. til de personer, der skal

drive inkassovirksomheden og foretage personlige henvendelser.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppens flertal i, at der derimod

bør fastsættes nærmere regler for fremgangsmåden ved uanmodet personlig

henvendelse. Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at skyldnere generelt

bør kunne frabede sig uanmodede henvendelser, idet bemærkes, at det

naturligvis er strafbart, såfremt den, der møder for inkassobureauet,

tiltvinger sig adgang til skyldnerens bolig m.v. Justitsministeriet finder

endvidere ikke, at der er fuldt tilstrækkeligt behov for at stille krav om,

at enhver uanmodet personlig henvendelse skal være varslet på forhånd med

angivelse af, hvornår henvendelsen vil finde sted.

Det følger allerede af bestemmelsen i lovforslagets § 10, at uanmodet

personlig henvendelse først kan finde sted, når der er sendt et skriftligt

påkrav til skyldneren og den deri angivne frist på 10 dage er udløbet. På den

baggrund vil det efter Justitsministeriets opfattelse medføre en

tilstrækkelig beskyttelse af skyldnerne, såfremt der herudover stilles krav

om, at inkassobureauet inden den første uanmodede henvendelse til

skyldneren skal sende et skriftligt varsel med angivelse af sted og

omtrentligt tidspunkt for henvendelsen. Træffes skyldneren ikke ved denne

henvendelse, bør inkassobureauet herefter have mulighed for at rette fornyede

henvendelser uden at varsle dette på forhånd, dog kun hvis skyldneren i det

skriftlige varsel er gjort tydeligt opmærksom herpå.

Der henvises til lovforslagets § 12.

4.4.4. Tilbagetagelse af løsøregenstande

Adgangen til at inddrive fysiske genstande er generelt begrænset ved

kreditaftalelovens bestemmelser om tilbagetagelse af genstande, herunder

genstande solgt med ejendomsforbehold. Efter denne lovs § 36, stk. 2, kan der

ikke ske tilbagetagelse af genstande, som er solgt med ejendomsforbehold, når

den pågældende genstand efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515,

stk. 2, ville være undtaget fra udlæg. Retsplejelovens § 509 drejer sig om

løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af et beskedent hjem for

skyldneren og dennes husstand, og § 515, stk. 2, vedrører hjælpemidler, der

er nødvendige for den pågældende på grund af sygdom m.v.

Tilbagetagelse af fysiske genstande kan endvidere ikke ske uden

skyldnerens samtykke.

Arbejdsgruppen anfører, at det bl.a vil kunne få konsekvenser for

autorisationen til at udøve inkassovirksomhed, hvis et inkassobureau f.eks.

tilsidesætter de nævnte bestemmelser i kreditaftaleloven. Arbejdsgruppen har

imidlertid fundet, at der med henblik på yderligere at forebygge, at

tilbagetagelse sker på en utilbørlig måde, bør stilles krav om, at skyldneren

skal have givet skriftligt samtykke til tilbagetagelsen, og at

skyldneren skal have en kopi af det skriftlige samtykke.

Der henvises til betænkningen side 56-57.

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget

er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 13.

4.4.5. Behandlingen af inddrevne midler

Med henblik på at øge kundernes sikkerhed i forbindelse med

inkassobureauernes inddrivelse af pengebeløb m.v. foreslås det, at de midler,

som inkassobureauet m.v. inddriver for kunden, og som ikke straks udleveres

til denne, skal holdes adskilt fra inkassobureauets øvrige midler. Ved en

sådan »individualisering« af de inddrevne beløb m.v. beskyttes

kunden mod inkassobureauets kreditorer.

Der foreslås herudover visse grundlæggende regler om inkassobureauers

behandling af inddrevne midler, bl.a. om, at inddrevne beløb hurtigst muligt

skal videregives til kunden, hvis ikke andet er aftalt, og at rente af

inddrevne beløb som hovedregel skal tilfalde kunden. Det foreslås, at

yderligere regler herom skal fastsættes administrativt. Disse regler vil

blive udformet med udgangspunkt i de regler, som gælder for advokaters

førelse af klientkonti, jf. herved Det Danske Advokatsamfunds vedtægt om

advokaters pligter med hensyn til behandling af betroede midler. Disse regler

indeholder bl.a. bestemmelser om, at rente af mindre beløb og rente af beløb,

der udbetales til fordringshaveren inden 14 dage, ikke tilfalder

fordringshaveren.

Det foreslås endvidere, at bogføringsloven ændres, således at pligten til

at føre ordentlige og omhyggelige forretningsbøger også gælder for

inkassobureauer, der ikke drives i selskabsform.

Det foreslås endelig, at der administrativt skal kunne fastsættes nærmere

regler om inkassobureauers regnskabsaflæggelse og om revision af regnskaber.

Der henvises til betænkningen side 58-59 og til lovforslagets §§ 14-16,

20, stk. 2, og 30, stk. 3.

5. Høring

Betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed har været til høring hos

følgende organisationer m.v.:

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, Præsidenten for Sø-

og Handelsretten i København, Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne

for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Dansk Politiforbund, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Rigspolitichefen,

Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Kommunernes

Landsforening, Det Danske Handelskammer, HK-Landsklubben, PDT,

Entreprenørforeningen, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Landsforeningen af

Erhvervsinteresser, Butikshandelens Fællesråd, Dansk Organisation af

Detailhandelskæder, Dansk InkassoBrancheforening, Inkassobranchens Fællesråd,

Dansk Industri, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Handel og Service,

Håndværksrådet, Forbrugerrådet, Realkreditrådet, Liberale Erhvervs Råd,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Finansrådet, Advokatrådet, Konkurrencerådet,

Danske Finansieringsselskabers Forening, Assurandør-Societetet, og

Landsforeningen Loyal Handel.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes at ville medføre en vis byrde for politiet, som vil

få til opgave at behandle ansøgninger om autorisation og godkendelse. Dette

merarbejde skønnes at få et meget begrænset omfang, og vil kunne afholdes

inden for de gældende bevillingsmæssige rammer.

For så vidt angår de erhvervsøkonomiske konsekvenser, vil forslaget som

følge af de foreslåede betalingsordninger medføre en årlig udgift for

inkassobranchen på ca. 100.000 kr.

Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige eller EU-retlige aspekter. Der

er ved udformningen af lovforslaget taget hensyn til Kommissionens

henstilling af 12. maj 1995 om betalingsfrister i handelsforhold, hvori det

bl.a. anbefales, at medlemsstaterne tager skridt til at sikre, at

fordringshavere har adgang til en hurtig, effektiv og billig inddrivelse af

forfaldne fordringer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens anvendelsesområde fastlægges i lovforslagets §§ 1 og 2.

Efter stk. 1 gælder loven - med de undtagelser, som følger af stk.

2 og 3 - for udøvelse af inkassovirksomhed. »Inkassovirksomhed«

defineres i § 2. Enhver fysisk eller juridisk person, der udøver

inkassovirksomhed, vil være omfattet af loven. Det gælder, uanset om der

inddrives fordringer for privatpersoner, private erhvervsvirksomheder eller

offentlige myndigheder.

Det foreslås i stk. 2 , at kun de »materielle« regler om

god inkassoskik og adfærd over for skyldnere i lovforslagets §§ 9-11, § 12,

stk. 1-3 og § 13 (samt sanktionsbestemmelsen i § 29) skal gælde for

inkassovirksomhed, som udøves af selvstændige advokater, herunder

advokatselskaber m.v., og af pengeinstitutter. Undtagelsesbestemmelsen gælder

ikke for advokater, der udfører inkassovirksomhed som ansat i andre

erhvervsvirksomheder, foreninger m.v.

Ved pengeinstitut forstås banker, sparekasser og andelskasser, jf. herved

lov om banker og sparekasser § 1.

Efter stk. 3 er offentlige myndigheders inddrivelse af fordringer

undtaget fra loven. Det gælder således f.eks. kommunernes inddrivelse af

hustrubidrag og Hypotekbankens inddrivelse af fordringer for andre offentlige

myndigheder.

Endvidere foreslås det at undtage beskikkede auktionslederes inddrivelse

af købesum og auktionsomkostninger hos auktionskøbere. Antager en

auktionsleder et inkassobureau til at inddrive auktionskøbesummen, vil

inkassobureauets inddrivelse være omfattet af loven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 1 i arbejdsgruppens

lovudkast, idet dog også inkassovirksomhed, der udøves af pengeinstitutter,

foreslås undtaget fra bestemmelserne om autorisation m.v.

Til § 2

Bestemmelsen definerer »inkassovirksomhed«.

Efter bestemmelsens 1. led forstås herved erhvervsmæssig

inddrivelse af fordringer for andre.

For at inddrivelse kan anses for erhvervsmæssig må der bl.a. være

tale om, at den normalt udøves mod vederlag, f.eks. i form af tjenesteydelser

o.lign., eller økonomisk bidrag i en eller anden form, herunder ved

kontingenter, medlemsbidrag m.v. Det forudsættes således, at såfremt f.eks.

en interesseorganisation inddriver fordringer for sine medlemmer, vil

inddrivelsen være omfattet af loven, uanset at organisationen ikke beregner

sig andet vederlag herfor end (en del af) det almindelige medlemsbidrag.

Inddrivelse af fordringer behøver ikke at være den pågældendes

hovederhverv, men virksomheden må dog normalt have et vist, ikke ubetydeligt

omfang og foregå med en vis regelmæssighed for at kunne anses for

erhvervsmæssig. Et vist forretningsmæssigt tilsnit, f.eks. udformning af

nærmere procedurer for inddrivelsen, herunder anvendelse af

standardrykkerskrivelser, vil også tale for, at inddrivelsen må anses for

erhvervsmæssig.

Inddrivelse, der må betegnes som lejlighedsvis og tilfældig, vil således

ikke være omfattet af loven. Som eksempel på sådan inddrivelse kan nævnes

tilfælde, hvor en person eller virksomhed, der har krav på erstatning som

følge af en skadevoldende handling, ved forfølgelse af sit eget krav medtager

andre skadelidtes krav, som er opstået i forbindelse med samme skadevoldende

handling. Privatskiftende arvingers inddrivelse af afdødes fordringer vil

heller ikke være omfattet.

Inkassovirksomhed omfatter efter bestemmelsen erhvervsmæssig

inddrivelse af fordringer. Bistand til vurdering af et pengekravs

eksistens og omfang er således ikke i sig selv omfattet af loven.

Efter bestemmelsen omfatter loven ethvert led i forbindelse med

erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer. Det er således uden betydning, om

et inkassobureau, der udsender rykkerskrivelser o.lign., også f.eks. forestår

personlige henvendelser til skyldneren. Hvis f.eks. et kreditoplysningsbureau

på vegne af dets abonnenter regelmæssigt udsender forslag til frivillige

forlig til skyldnerne, må dette - selv om bureauet ikke i øvrigt beskæftiger

sig med inddrivelse og ikke modtager beløb på abonnenternes vegne - anses for

at være et led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer.

Det foreslås, at loven alene skal omfatte inddrivelse for andre .

Hermed er erhvervsvirksomheders inddrivelse af egne fordringer (egeninkasso)

ikke omfattet, medmindre der er tale om erhvervsmæssigt opkøb af forfaldne

fordringer, jf. herom nedenfor. Afgørende for, om der er tale om inddrivelse

for andre eller egeninkasso er, om inkassobureauet m.v. og kunden er

forskellige juridiske enheder. Har et selskab f.eks. en inkassoafdeling, der

forestår inddrivelsen af selskabets fordringer, er der tale om egeninkasso.

Foretages inddrivelsen derimod af en selvstændig juridisk enhed inden for en

koncern, er der ikke tale om egeninkasso, selv om der eventuelt kun inddrives

fordringer for de koncernforbundne selskaber.

Efter bestemmelsens 2. led omfatter loven også inddrivelse af

fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på erhvervsmæssig

inddrivelse på egne vegne. Inddrivelsen skal være tænkt som en

indtjeningskilde for virksomheden. Ved bedømmelsen heraf kan der lægges vægt

på, om pengekravene kursfastsættes i forbindelse med erhvervelsen, evt. som

led i en bedømmelse af kravenes beskaffenhed. »Erhvervsmæssig« skal

i øvrigt forstås på samme måde som nævnt ovenfor. Der behøver således ikke at

være tale om den pågældendes hovederhverv, men virksomheden skal dog have et

vist omfang og en vis regelmæssighed for at kunne anses for erhvervsmæssig.

Loven vil således f.eks. ikke gælde i tilfælde, hvor en erhvervsvirksomhed i

et enkeltstående tilfælde accepterer en forfalden fordring på tredjemand som

betaling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Bestemmelsen svarer til § 2 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 3

Stk. 1 indeholder lovforslagets centrale bestemmelse om, at udøvelse af

inkassovirksomhed kræver autorisation. Autorisation skal indhentes, inden

inkassovirksomhed påbegyndes.

Autorisationskravet gælder for den, som enten selv udøver eller på hvis

vegne, der udøves inkassovirksomhed.

Den, der udøver inkassovirksomhed uden fornøden autorisation, kan

straffes, jf. lovforslagets § 29, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Bestemmelsen svarer til § 3 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder visse generelle betingelser for, at der kan

meddeles autorisation til udøvelse af inkassovirksomhed. Disse betingelser

skal være opfyldt, uanset om virksomheden drives som enkeltmandsvirksomhed

eller i selskabsform m.v. I §§ 5 og 6 fastsættes visse yderligere krav, som

skal være opfyldt, når ansøgeren er henholdsvis en fysisk person (§ 5) eller

en juridisk person (§ 6).

Det foreslås i stk. 1 , at ansøgeren skal gøre det antageligt, at

virksomheden vil blive drevet forsvarligt og i overensstemmelse med god

inkassoskik, jf. herved lovforslagets § 9.

Er ansøgeren en juridisk person som nævnt i lovforslagets § 6, stk. 1,

skal betingelserne som udgangspunkt være opfyldt af direktøren og

bestyrelsesmedlemmerne, i nogle tilfælde dog eventuelt af en bestyrer, jf. §

6, stk. 3.

Bestemmelsen tager navnlig sigte på handlinger, der ikke har medført

strafferetlig tiltale. Det kan f.eks. være oplyst, at ansøgeren er blevet

afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført en

straffesag, eller at den pågældende i anden virksomhed groft har tilsidesat

hensynet til kunder m.v.

De foreliggende oplysninger om og fra ansøgeren om bl.a. økonomiske

forhold skal kunne begrunde en antagelse om, at den pågældende vil kunne være

ansvarlig for udøvelsen af inkassovirksomhed på en sådan måde, at

inkassovirksomheden med hensyn til kvalitet og effektivitet kan leve op til

normerne for god og kompetent virksomhed inden for branchen.

Har ansøgeren oparbejdet forfalden gæld til det offentlige i forbindelse

med erhvervsudøvelse, vil dette efter omstændighederne kunne tale for, at

autorisation nægtes, uanset inden for hvilket erhverv, gælden er opstået.

Det må kræves, at det er gjort antageligt, at ansøgeren har de fornødne

faglige kvalifikationer, navnlig med hensyn til den pågældendes

forudsætninger for at kunne bedømme et kravs retmæssighed. Der vil i den

forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på den pågældendes praktiske erfaring med

inkassovirksomhed, opnået f.eks. gennem ansættelse i et inkassobureau m.v.

eller hos en advokat eller pengeinstitut eller gennem arbejde som f.eks.

kommunal pantefoged.

Det forudsættes, at i hvert fald oplysninger om overtrædelse af moms- og

skattelovgivningen indhentes som led i en fast procedure. Giver ansøgeren

ikke samtykke til, at disse oplysninger indhentes, vil det ikke kunne

bedømmes, om betingelserne for meddelelse af autorisation er opfyldt, og

autorisation må i så fald nægtes. Det gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om

lovligheden af en omstridt fremgangsmåde er indbragt for domstolene, f.eks.

en afgørelse truffet af skattemyndighederne om overtrædelse af moms- eller

skattelovgivningen. Behandlingen af en ansøgning bør i så fald efter

omstændighederne stilles i bero.

Det vil kunne indgå i vurderingen, om ansøgeren kan forventes at være den

reelt ansvarlige for inkassobureauet m.v. En ansøger, som må antages at være

»stråmand« for en anden person, der reelt vil være den bestemmende

i virksomheden, og som ikke opfylder betingelserne for at opnå autorisation,

vil ikke kunne meddeles autorisation.

Det foreslås i stk. 2 , at meddelelse af autorisation endvidere

skal være betinget af, at ansøgeren har stillet betryggende sikkerhed for

pengekrav af enhver art, som kunder, skyldnere eller andre måtte få mod

bureauet i forbindelse med inkassovirksomheden.

Det foreslås, at nærmere regler om sikkerhedsstillelsens art og omfang

skal fastsættes af justitsministeren. Sikkerheden bør i det enkelte tilfælde

dække den normale risiko for tab i forhold til et inkassobureau af den

pågældende størrelse. Inkassobureauets størrelse bør vurderes i forhold til

det samlede beløb, som bureauet normalt vil have til inkasso. Det vil

endvidere blive fastsat i de administative bestemmelser, at en stillet

sikkerhed kan kræves forhøjet i løbet af autorisationsperioden, hvis dette

viser sig nødvendigt.

Det vil endvidere blive fastsat, at sikkerhedsstillelsen skal ske på

sådanne vilkår, at der er mulighed for at gøre krav gældende direkte over for

forsikringsselskabet, garantistilleren m.v.

Den krævede sikkerhed skal være stillet, inden autorisation kan meddeles.

Administrationen af ordningen vil blive tilrettelagt således, at den

autorisationsudstedende myndighed til brug for ansøgerens eventuelle

drøftelser med forsikringsselskab, pengeinstitut m.v. kan udfærdige en

meddelelse om, hvorvidt ansøgeren opfylder lovens øvrige betingelser for at

opnå autorisation.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.

Bestemmelsen svarer til § 4 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse angiver betingelserne for autorisation i

tilfælde, hvor ansøgeren er en fysisk person, herunder et interessentskab af

fysiske personer.

Med hensyn til betingelserne efter § 4 henvises til bemærkningerne til

denne bestemmelse.

Kravene i stk. 1 svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden

lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves offentlig autorisation,

beskikkelse, bevilling, godkendelse eller lignende.

Ansøgeren må efter stk. 1, nr. 5, ikke have betydelig gæld til det

offentlige, dvs. på ca. 50.000 kr. eller mere. Tilsvarende bestemmelser er i

de senere år blevet indsat i en lang række love om autorisation m.v. Det er

navnlig gæld i form af skatterestancer og manglende momsbetaling, der vil

kunne begrunde, at autorisation ikke meddeles. Det er en forudsætning for at

nægte autorisation efter denne bestemmelse, at gælden er opstået i

forbindelse med inkassovirksomhed. Nægtes autorisation eller fornyelse af en

autorisation af denne grund, forhindrer dette ikke ansøgeren i at arbejde

inden for erhvervet, blot det sker for en autorisationsindehaver.

Bestemmelsen tilsigter at ramme manglende betalingsvilje, og en person har

derfor mulighed for at undgå et afslag på sin ansøgning ved at indgå en

afdragsaftale med de myndigheder, der har et økonomisk krav mod vedkommende.

Efter stk. 1, nr. 6, må ansøgeren endvidere ikke være dømt for strafbart

forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at

udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Hvorvidt det

pågældende strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af

adgangen til at udøve inkassovirksomhed, afhænger først og fremmest af, om

det begåede forhold viser en særlig risiko for, at den pågældende ikke vil

overholde reglerne om udøvelse af inkassovirksomhed. Der må bl.a. tages

hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens

grovhed og udførelsesmåde, den pågældendes personlige forhold på

gerningstidspunktet og nu, om der er tale om førstegangskriminalitet, og til,

hvor lang tid, der er gået siden den pågældende lovovertrædelse. Personer,

der er dømt for volds- eller berigelseskriminalitet, og personer, der er dømt

for overtrædelser af lovgivningen om bogføring eller af moms- eller

skattelovgivningen, bør som udgangspunkt ikke meddeles autorisation.

Betingelserne i stk. 1, herunder særligt i nr. 5 og 6, medfører, at den

autorisationsudstedende myndighed skal indhente oplysninger om ansøgerens

forhold fra andre offentlige myndigheder. Giver ansøgeren ikke samtykke

hertil, vil det ikke kunne bedømmes, om lovens betingelser er opfyldt, og

autorisation må i så fald nægtes.

Nægtelse af autorisation efter § 5, stk. 1, nr. 6, skal på begæring af

ansøgeren indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, jf.

straffelovens § 78, stk. 3.

Bestemmelsen svarer til § 5 i arbejdsgruppens lovudkast, bortset fra, at

et krav om dansk indfødsret og om, at ansøgeren i alle tilfælde skal have

været beskæftiget med inkassovirksomhed i mindst 3 år, ikke er medtaget i

lovforslaget. Det følger af lovforslagets § 4, stk. 1, at ansøgeren skal have

visse faglige kvalifikationer, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 6

Bestemmelsen angiver betingelserne for autorisation i tilfælde, hvor

ansøgeren er en juridisk person.

Betingelserne i stk. 1 retter sig i første række mod direktører og

bestyrelsesmedlemmer og svarer til de betingelser, der i medfør af

lovforslagets § 5 gælder for enkeltmandsvirksomheder m.v. Det foreslås, at

direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal opfylde betingelserne

i § 5, stk. 1, nr. 1-3 (betingelser vedrørende bopæl, alder og personlig

myndighed).

Der stilles ikke krav om, at direktører og bestyrelsesmedlemmer personligt

skal stille den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhed. Det er

»ansøgeren«, dvs. selskabet m.v., der skal stille sikkerheden.

Efter stk. 2 skal selskabet m.v. anmelde eventuelle udskiftninger i

direktionen og bestyrelsen. Den autorisationsudstedende myndighed afgør

herefter, om personudskiftningen medfører, at en meddelt autorisation ikke

kan opretholdes. Bestemmelsen medfører ikke begrænsninger i pligten til at

anmelde nye medlemmer af direktion eller bestyrelse til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen i medfør af lovgivningen herom.

De oplysninger om de nye direktører eller bestyrelsesmedlemmer, som

selskabet m.v. selv fremkommer med i forbindelse med anmeldelsen, må efter

omstændighederne suppleres med oplysninger fra andre offentlige myndigheder.

Der vil eventuelt kunne være behov for f.eks. oplysninger om restancer med

indbetaling af skat og moms og for oplysninger om strafbare forhold. Gives

der ikke fornødent samtykke til, at den autorisationsudstedende myndighed kan

indhente de oplysninger, som er nødvendige for at bedømme, om autorisationen

kan opretholdes, må opretholdelse nægtes.

Selskabet m.v. vil efter lovforslagets § 29, stk. 1, kunne straffes for

overtrædelser af anmeldelsespligten.

Det er et betydeligt indgreb, såfremt en meddelt autorisation ikke kan

opretholdes. Det foreslås, at en afgørelse herom kan forlanges indbragt for

domstolene efter de samme regler som ved afgørelser om tilbagekaldelse, jf.

henvisningen til lovforslagets §§ 24-27. Myndigheden skal oplyse selskabet

m.v. om muligheden for domstolsprøvelse.

Efter stk. 3 stilles der ikke i alle tilfælde krav om, at

betingelserne for meddelelse af autorisation skal være opfyldt af selskabets

ledelse, jf. stk. 1. Udgør udøvelsen af inkassovirksomhed kun en mindre del

af de samlede aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation således efter

den foreslåede bestemmelse meddeles, hvis den person, som skal lede

ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne

i § 4, stk. 1, og § 5, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser. Det

forudsættes, at den pågældende bestyrer har den daglige ledelse af

inkassovirksomheden, således at vedkommende er beføjet til at tilrettelægge

og føre tilsyn med enhver del af inkassovirksomheden. Det vil fortsat være en

betingelse for autorisation, at selskabet m.v. har stillet sikkerhed som

nævnt i § 4, stk. 2.

Med udtrykket »en mindre del af de samlede aktiviteter« menes

højst ca. 20-25 procent, men vurderingen af, om denne betingelse for

undtagelsesbestemmelsens anvendelse er opfyldt, vil være skønsmæssig. Der kan

lægges vægt på omsætningstal og/eller budgetter samt oplysninger om antallet

af ansatte i forhold til det samlede antal ansatte i selskabet m.v.

Selskabets placering og relative størrelse i en koncern har ikke

betydning, idet udøvelse af inkassovirksomhed skal udgøre en mindre del af

det pågældende selskabs samlede erhvervsmæssige aktiviteter.

Henvisningen til lovforslagets § 6, stk. 2, betyder, at selskabet m.v.

skal give den myndighed, som har udstedt autorisationen, besked herom, hvis

en bestyrer fratræder sin stilling. Den autorisationsudstedende myndighed

afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. I givet fald kan der

eventuelt i stedet meddeles autorisation til selskabet m.v. i henhold til

bestemmelsens stk. 1.

Efter stk. 4 er det en betingelse for at meddele autorisation til

et selskab m.v., at personer med bestemmende indflydelse over selskabet

opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6, dvs. ikke er dømt for strafbart

forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at

udøve inkassovirksomhed.

Bestemmelsen omfatter personer med »bestemmende indflydelse«

over selskabet. Det vil i praksis navnlig kunne være aktie- og anpartshavere.

En person forudsættes at have »bestemmende indflydelse« over

selskabet, hvis den pågældende har samme forbindelse til selskabet som et

moderselskab har til et datterselskab, jf. herved aktieselskabslovens § 2,

stk. 2-5. Småaktionærer m.v. er således ikke omfattet. Såfremt f.eks.

aktierne i et inkassobureau ejes af et andet aktieselskab, vil betingelsen i

lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6, skulle opfyldes af de personer, der har

bestemmende indflydelse i moderselskabet.

Bestemmelsen svarer til § 6 i arbejdsgruppens lovudkast, men

arbejdsgruppen forudsatte dog, at betingelsen i stk. 3 om, at

inkassovirksomheden udgør »en mindre del« af selskabets samlede

aktiviteter, ville være opfyldt, såfremt inkassovirksomheden udgør under

halvdelen.

Til § 7

Det foreslås, at en autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen, idet

det forudsættes, at en autorisation i almindelighed gives for et tidsrum af 5

år.

Ved ansøgning om fornyelse skal det som udgangspunkt prøves, om

betingelserne i lovforslagets §§ 4-6 for meddelelse af autorisation fortsat

er opfyldt, men det forudsættes, at nægtelse af at forny en autorisation

normalt kun kommer på tale i tilfælde, hvor autorisationen kunne

tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 21.

Det foreslås, at den, der får afslag på en ansøgning om fornyelse af en

autorisation, skal kunne forlange afslaget prøvet ved domstolene efter samme

regler som vedrørende prøvelse af afgørelser om tilbagekaldelse af en

autorisation, jf. henvisningen til lovforslagets §§ 24-27. Det afhænger af

begrundelsen for afslaget, om prøvelsen skal ske efter § 25 (prøvelse i

strafferetsplejens former) eller § 26 (prøvelse i den borgerlige retsplejes

former), jf. nærmere bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det forslås endvidere, at der skal betales 5.000 kr. for udstedelse eller

fornyelse af en autorisation samt 3.000 kr. for ændring af en meddelt

autorisation.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer samt tilføjelse af

en betalingsbestemmelse til § 7 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 8

Det foreslås, at autorisationsindehaveren skal drage omsorg for, at den

pågældendes personale ikke retter personlig henvendelse til skyldnere som led

i inkassovirksomheden uden forinden at være godkendt hertil. Det gælder,

uanset om henvendelsen til en skyldner sker efter forudgående aftale med

denne.

Der er ikke noget til hinder for, at en ansættelse træder i kraft, før

godkendelsen foreligger. Den pågældende må blot indtil da ikke foretage

personlig henvendelse til skyldnere, mens der ikke er noget til hinder for,

at den pågældende eventuelt kan foretage skriftlige eller telefoniske

henvendelser.

Godkendelseskravet omfatter således kun ansatte, der som led i deres

arbejde har til opgave at rette personlig henvendelse til skyldnere. Der skal

således ikke ansøges om godkendelse af personale, som ikke deltager i

udøvelsen af inkassovirksomheden - f.eks. rengørings- eller

serveringspersonale - eller som alene udfører opgaver vedrørende udsendelse

af rykkerskrivelser, regnskabsførelse m.v. Benytter autorisationsindehaveren

sig slet ikke af personlige henvendelser til skyldnere, skal personalet

således ikke godkendes.

Tilsidesætter autorisationsindehaveren sin pligt efter bestemmelsen, er

dette selvstændigt strafsanktioneret, jf. lovforslagets § 29, stk. 1.

Stk. 2 angiver betingelserne for at opnå en godkendelse.

Det foreslås for det første, at den pågældende på det tidspunkt, hvor

godkendelsen meddeles, skal være fyldt 18 år, jf. stk. 2, nr. 1.

Betingelsen i stk. 2, nr. 2, vedrørende eventuelle strafbare forhold

svarer til betingelsen for meddelelse af autorisation i lovforslagets § 5,

stk. 1, nr. 6, og der kan således henvises til bemærkningerne til denne

bestemmelse.

Efter stk. 2, nr. 3, er det endvidere en betingelse for godkendelse, at

der ikke i øvrigt foreligger grund til at antage, at den pågældende ikke vil

udføre hvervet på forsvarlig vis. Denne bestemmelse svarer i vidt omfang til

betingelsen for autorisation i lovforslagets § 4, stk. 1, og der kan således

henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse for så vidt angår, hvilke

momenter der kan indgå i vurderingen af risikoen for, at den pågældendes

personlige henvendelser til skyldnere ikke vil foregå på forsvarlig måde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Bestemmelsen svarer til § 8 i arbejdsgruppens lovudkast med den ændring,

at godkendelseskravet ikke gælder for alt personale, der ansættes med henblik

på deltagelse i udøvelsen af inkassovirksomhed, men alene for personale, der

retter personlig henvendelse til skyldnere.

Til § 9

Bestemmelsen indeholder generalklausulen om, at inkassovirksomhed skal

udøves i overensstemmelse med »god inkassoskik«.

Bestemmelsen har et selvstændigt indhold, men eksemplificeres også ved

andre af lovens bestemmelser. F.eks. vil overtrædelse af reglerne i § 12 om

personlig henvendelse til skyldnere eller overtrædelse af § 14 om

behandlingen af inddrevne midler tillige være i strid med god inkassoskik.

Bestemmelsen tilsigter at regulere adfærden over for enhver, som

inkassovirksomheden har virkninger for, det vil ikke blot sige skyldnere og

inkassobureauets kunder, men også f.eks. skyldneres familie, arbejdsgiver

m.v.

Der må efter bestemmelsen ikke anvendes metoder, som udsætter nogen for

urimelig pression, skade eller ulempe. Dette er et centralt element i

»god inkassoskik«, men angiver ikke udtømmende, hvad der kan anses

for at være i strid med god inkassoskik.

Det er selve den benyttede fremgangsmåde, der skal være i overensstemmelse

med god inkassoskik. Udgangspunktet er en objektiv vurdering af den

pågældende adfærd m.v., men skyldnerens eller kundens konkrete forhold vil

dog kunne have betydning for, hvilke krav der bør stilles til inkassobureauet

m.v. F.eks. vil der normalt være grund til at gå lempeligere frem over for en

person, der må forventes at være insolvent.

I forhold til skyldneren forudsættes det, at der generelt ikke må

anvendes virkemidler, som lægger et stærkere pres på skyldneren, når det må

antages, at en lempeligere fremgangsmåde ville føre til samme resultat. Heri

ligger også, at inkassobureauet undervejs skal vejlede skyldneren om, hvordan

sagen lettest for skyldneren kan afsluttes, f.eks. således, at der i

skrivelser til skyldneren om, at et uanmodet besøg vil finde sted, jf.

lovforslagets § 12, bør oplyses om, at skyldneren eventuelt kan afværge

besøget ved selv at rette henvendelse til inkassobureauet.

Det forudsættes endvidere at ville være i strid med god inkassoskik, hvis

inkassobureauet iværksætter inkassoskridt uden forinden at vurdere kravets

berettigelse. Det skal altid påses, at der må antages at bestå et

skyldforhold, i praksis f.eks. ved at bede om fremlæggelse af kopi af en

faktura. Ligeledes vil det være i strid med god inkassoskik at forsøge at

inddrive krav, som endnu ikke er forfaldne til betaling. Hvis inddrivelse

forudsætter komplicerede opgørelser - f.eks. ved tilbagetagelse af genstande

solgt med ejendomsforbehold - skærpes kravene til inkassobureauets grundighed

med hensyn til vurdering af kravets berettigelse.

Der kan nævnes nogle eksempler på fremgangsmåder, som forudsættes at være

i strid med god inkassoskik. Opregningen er ikke udtømmende.

Vildledende udtalelser over for skyldneren - om faktiske forhold eller om

retsregler af betydning for skyldnerens stillingtagen til kravet - vil være i

strid med god inkassoskik. F.eks. vil det være i strid med god inkassoskik at

henvise til tvangsfuldbyrdelsesregler (f.eks. om lønindeholdelse), som ikke

vil kunne finde anvendelse i det konkrete tilfælde.

Også trussel om retlige skridt - f.eks. indgivelse af konkursbegæring -

vil være i strid med god inkassoskik, hvis det ikke er aktuelt at foretage de

pågældende skridt. Der må heller ikke trues med politianmeldelse, medmindre

der er en formodning for, at der er begået strafbare forhold. Det vil derimod

ikke være i strid med god inkassoskik at oplyse, at en fordring, hvis den

fortsat ikke betales, vil overgå til inddrivelse gennem fogedretten, såfremt

betingelserne herfor er opfyldt.

Trussel om at oplyse om skyldforholdet til skyldnerens arbejdsgiver eller

omgangskreds eller til offentligheden vil være i strid med god inkassoskik.

Det samme gælder anvendelse af andre inddrivelsesmidler, der

»udstiller« skyldneren for uvedkommende. Iværksættelse af

forskellige opsigtsvækkende inkassoskridt kan således være i strid med god

inkassoskik. Som eksempler kan nævnes besøg hos skyldneren af uniformerede

personer, parkering uden for skyldnerens bolig, arbejdsplads eller

forretningssted af biler mærket med udtryk som »inkasso« eller

lignende eller med firmanavne m.v., der leder tanken hen på

inkassovirksomhed. Også anvendelse af udtryk som »rykker«,

»sidste varsel« eller lignende uden på kuverter, som sendes til

skyldneren, vil være i strid med god inkassoskik.

Der må ikke trues med indberetning til et kreditoplysningsbureau, hvis

skyldforholdet ikke efter de gældende regler herom vil kunne registreres der.

Personlig henvendelse til skyldnere må ikke ske på en utilbørlig måde.

Den, der henvender sig, må alene give relevante og korrekte oplysninger om

følgerne af manglende betaling, og den pågældende må ikke optræde på en måde,

der vil kunne opfattes som truende. Det anførte gælder tilsvarende ved

telefoniske henvendelser. Gentagne opringninger eller besøg, der har karakter

af chikane, må ikke finde sted.

Inkassobureauet må ikke udlevere bureauets standardskrivelser, mærkater,

stempler og lignende til kunder med mulighed for, at kundens egne

rykkerskrivelser kan udarbejdes således, at de fremstår som afsendt af

inkassobureauet.

Hvis skyldneren bestrider fordringens eksistens eller opgørelsen af

fordringen, vil det normalt være i strid med god inkassoskik at fortsætte

inddrivelsen, medmindre nærmere undersøgelser viser, at indsigelsen ikke er

berettiget. Undersøgelsens omfang må afhænge af karakteren af indsigelsen.

Inkassobureauet m.v. kan ikke pålægge skyldneren at bevise, at en fordring

ikke eksisterer, men dette må sammenholdes med, hvor godt kravet er

dokumenteret fra den pågældende kreditors side. Gør skyldneren f.eks. blot

gældende, at denne har betalt, vil det være tilstrækkeligt at anmode om

dokumentation herfor, f.eks. ved kvittering for indbetaling via bank eller

posthus. Kan skyldneren ikke fremvise sådan dokumentation, vil inddrivelsen

normalt kunne fortsættes. Ved mere komplicerede indsigelser, f.eks. at en

vare er defekt, eller at skyldneren har benyttet en adgang til modregning

over for fordringshaveren, må inkassator normalt afstå fra at gøre mere ved

sagen over for skyldneren. Der kan dog også her efter omstændighederne lægges

vægt på, om skyldneren har underbygget indsigelsen.

Inkassoskrivelser skal angive afsenderen, således at skyldneren har

mulighed for at komme i kontakt med inkassobureauet. Det skal endvidere

angives, hvortil skyldneren kan rette eventuelle spørgsmål, indsigelser m.v.

Endvidere skal den pågældende kreditors identitet oplyses, og det pågældende

krav skal identificeres på en måde, som er forståelig for skyldneren.

Inkassobureauet må ikke afkræve skyldneren inkassoomkostninger, som der

ikke er hjemmel til at kræve betalt af skyldneren, jf. herom i øvrigt de

almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.

Nedsættende eller krænkende udtalelser om skyldnerens person vil være i

strid med god inkassoskik.

Det vil endvidere være i strid med god inkassoskik, såfremt et

inkassobureau fortsætter inddrivelsen af beløb fra en skyldner efter, at man

er blevet bekendt med, at skyldneren har en verserende sag om gældssanering.

I forholdet til kunden forudsættes det at være et ledende

synspunkt, at inkassobureauet inden for lovens rammer skal varetage kundens

interesser bedst muligt.

Inkassobureauet vil således bl.a. have en almindelig pligt til vejledning

om mulighederne for inddrivelse og udgifterne herved. Er kunden en

erhvervsvirksomhed, som har erfaring med inddrivelse af pengekrav og

anvendelse af inkassobureauer, vil kravene til inkassobureauets vejledning

være beskedne. Vejledning bør dog i alle tilfælde gives, hvis inkassobureauet

har en særlig viden om eller erfaring med bestemte skyldneres mulighed for at

betale.

Det vil kunne være i strid med god inkassoskik, hvis

autorisationsindehaveren påtager sig at inddrive en fordring i tilfælde, hvor

autorisationsindehaverens interesser kan være stridende mod kundens, f.eks.

på grund af autorisationsindehaverens personlige forhold til skyldneren.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.

Bestemmelsen svarer til § 9 i arbejdsgruppens lovudkast.

Arbejdsgruppens lovudkast indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at en

honoraraftale mellem inkassobureauet og kunden skulle være skriftlig og

angive beregningsmetoden, og at inkassobureauet i modsat fald ikke skulle

have krav på vederlag, jf. betænkningen side 68 (§ 17 i arbejdsgruppens

lovudkast). En tilsvarende bestemmelse er ikke medtaget i lovforslaget.

Justitsministeriet finder ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at

afskære inkassobureauers mulighed for i overensstemmelse med almindelige

formueretlige regler at kræve et rimeligt vederlag for udført arbejde, selv

om der ikke foreligger en (skriftlig) honoraraftale med angivelse af

beregningsmetoden.

Til § 10

Bestemmelsens stk. 1 medfører, at krav mod skyldneren i første omgang skal

fremsættes skriftligt. Der må ikke iværksættes yderligere inkassoskridt, før

der er sendt en påkravsskrivelse, og en i påkravet angivet frist er udløbet,

jf. stk. 3. Stk. 2 og 3 indeholder bestemmelser om indholdet af påkravet.

Efter stk. 2 skal påkravsskrivelsen indeholde en tydelig angivelse af alle

oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren dels kan identificere det

fremsatte krav om betaling eller tilbagelevering af en fysisk genstand, dels

kan bedømme retmæssigheden, herunder opgørelsen af kravet.

Kreditors og skyldnerens navn og adresse skal altid angives. Endvidere

skal skrivelsen indeholde præcise oplysninger om det forhold, kravet støttes

på, herunder i givet fald på hvilken måde en aftale er misligholdt. Herudover

kan der - afhængigt af, om der er tale om inddrivelse af penge eller fysiske

genstande - være forskel på, hvilke typer af oplysninger, som vil være

nødvendige for skyldnerens bedømmelse af kravet m.v.

Er der tale om pengekrav , skal kravet specificeres i hovedstol og

rente. Omfatter kravet flere forskellige gældsposter til samme kreditor, skal

hvert enkelt forhold behandles for sig. Endvidere skal grundlaget for

renteberegningen angives. Der skal således oplyses om anvendte rentesatser,

og fra hvilken dato rente er beregnet, bl.a. således at skyldner kan

kontrollere, at der ikke opkræves forældede renter. Det anførte gælder for

såvel morarente som kreditrente. Beregning af rente er reguleret i

renteloven. Ved påløbne renter skal der oplyses om det rentebeløb, som

skyldneren skal betale. Oplysninger om eventuel fremtidig rente kan ske ved

at angive rentesatsen.

Går kravet ud på tilbagelevering af fysiske genstande , skal

skyldneren ud fra oplysningerne i påkravet kunne identificere genstanden.

Endvidere skal der redegøres for, om der er tale om, at en lejeperiode er

udløbet, eller på hvilken måde og i hvilket omfang skyldneren har misligholdt

den bagvedliggende aftale om f.eks. kreditkøb eller leje.

Med hensyn til inkassoomkostninger skal der for så vidt angår både

pengekrav og krav på fysiske genstande så vidt muligt oplyses om det beløb,

som skyldneren kan komme til at betale i omkostninger, herunder oplyses om

allerede påløbne omkostninger. Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke

spørgsmålet om inkassobureauers adgang til at kræve inkassoomkostninger

betalt af skyldner uden hjemmel hertil i aftalen mellem skyldner og

fordringshaver, jf. nærmere herom i de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.

Udover at reglerne om udformningen af påkravsskrivelsen skal sikre, at

skyldneren får mulighed for at bedømme kravet, vil bestemmelsen også have den

funktion, at inkassobureauet får bedre mulighed for at vurdere, hvad der

videre skal foretages i sagen. Hvis f.eks. skyldneren fremsætter indsigelser,

der umiddelbart fremstår som berettigede, kan inkassobureauet - inden der

iværksættes yderligere omkostningskrævende inkassoskridt - henvise

fordringshaveren til at få kravet dokumenteret yderligere eller forsøge at få

det fastslået ved dom.

Efter stk. 3 skal der i påkravsskrivelsen angives en frist på mindst 10

dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen uden at blive påført

yderligere omkostninger. Fremsætter skyldneren indsigelser mod kravet, bør

inkassationen i nogle tilfælde stilles i bero med henblik på nærmere

undersøgelser, jf. det anførte herom i bemærkningerne til § 9.

Fristen regnes fra afsendelsen af påkravsskrivelsen. Er der ikke angivet

en adresse, vil det normalt være tilstrækkeligt at sende påkravsskrivelsen

til skyldnerens adresse ifølge folkeregisteret.

Det rette sted for erlæggelse af den pligtige ydelse vil normalt fremgå af

aftalen mellem kreditor og skyldner. Er der tale om lejede genstande, vil det

- medmindre andet er aftalt - i almindelighed være lejer, der skal bringe den

lejede genstand tilbage til udlejer (repræsenteret ved inkassobureauet). I

disse tilfælde vil det således ikke være tilstrækkeligt til at overholde

10-dages fristen, at skyldneren meddeler, at genstanden kan afhentes hos

denne.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.2.

Bestemmelsen svarer til § 10 i arbejdsgruppens lovudkast, idet den frist,

som skal angives i rykkerskrivelsen, dog foreslås fastsat til 10 dage i

stedet for 8 dage som foreslået af arbejdsgruppen.

Til § 11

Bestemmelsen giver mulighed for at fravige bestemmelsen i § 10 vedrørende

påkravsskrivelser. Der kan således under visse betingelser iværksættes

retlige skridt mod skyldneren, uden at f.eks. 10-dages fristen i § 10, stk.

3, overholdes. Fravigelse af § 10 kan ske i det omfang, der ellers vil være

en nærliggende risiko for, at fordringen ikke vil kunne inddrives.

Som eksempel på, hvornår § 10 kan fraviges, kan nævnes tilfælde, hvor

retlige skridt er nødvendige for at undgå forældelse, hvor konkurs må begæres

for ikke at fortabe muligheden for omstødelse, eller hvor arrest må begæres,

fordi skyldneren er ved at bortfjerne sine aktiver.

Bestemmelsen svarer til § 11 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 12

Bestemmelsen indeholder nærmere regler om personlig henvendelse til

skyldnere.

Personlig henvendelse foregår i praksis normalt på den måde, at

autorisationsindehaveren eller en af dennes ansatte møder op på skyldnerens

bopæl eller forretningssted.

Bestemmelsens stk. 1-3 drejer sig om uanmodet personlig henvendelse. En

henvendelse er uanmodet, medmindre skyldneren forinden har fremsat en

udtrykkelig anmodning om henvendelsen, eventuelt ved, at der telefonisk er

aftalt et møde med henblik på f.eks. at drøfte en afdragsordning.

Det foreslås i stk. 1 , at der som udgangspunkt ikke uden

skyldnerens forudgående anmodning herom må rettes personlig henvendelse til

denne på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang.

Forbudet gælder ikke henvendelser på gader, veje, pladser m.v., hvortil

der er almindelig adgang. Inkassobureauets henvendelser til skyldneren på

sådanne steder vil således alene være undergivet den regulering, som følger

af den foreslåede generalklausul om god inkassoskik, jf. bemærkningerne til

lovforslaget § 9.

Uanmodet henvendelse kan dog efter bestemmelsen foretages, hvis et

skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. Bestemmelsen

indeholder nærmere regler om udformningen af varselsskrivelsen.

I varselsskrivelsen skal for det første være angivet, hvilken dag

henvendelsen vil finde sted samt det »omtrentlige tidspunkt« for

henvendelsen. Det forudsættes, at det vil være tilstrækkeligt, at

inkassobureauet f.eks. angiver, at henvendelsen vil finde sted i tidsrummet

kl. 10-12 eller f.eks. kl. 14-16.

Det skal endvidere være angivet, på hvilken adresse henvendelsen vil finde

sted. Det bemærkes, at uanmodet henvendelse til fysiske personer alene må

finde sted på bopælen.

Varselsskrivelsen skal desuden angive autorisationsindehaverens

postadresse og telefonnummer.

En varselsskrivelse, der indeholder de nævnte oplysninger, skal således

være kommet frem til skyldneren, før inkassobureauet må rette personlig

henvendelse til skyldneren.

Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før skyldnerens frist på 10 dage for

indfrielse af fordringen er udløbet, jf. lovforslagets § 10.

Træffes skyldneren ikke ved den varslede henvendelse, behøver

inkassobureauet ikke herefter at varsle eventuelle yderligere uanmodede

henvendelser. Det er imidlertid en forudsætning herfor, at den første

henvendelse har fundet sted på det varslede sted og tidspunkt.

Inkassobureauet m.v. har bevisbyrden herfor. Det er endvidere en

forudsætning, at det er angivet i den tidligere fremsendte varselsskrivelse,

at yderligere henvendelser vil eller kan ske uden varsel, såfremt skyldneren

ikke træffes ved den varslede henvendelse.

Der foreslås i stk. 2 nærmere regler om, på hvilke tidspunkter

uanmodet henvendelse må finde sted, når betingelserne i stk. 1 for en sådan

henvendelse i øvrigt er opfyldt.

Det foreslås, at henvendelse kun må ske på hverdage mellem kl. 08.00 og

kl. 21.00. Som hverdage anses ikke lørdage, juleaftensdag, nytårsaftensdag og

grundlovsdag. Der må således kun rettes uanmodet henvendelse fra mandag til

fredag, bortset fra eventuelle helligdage. Formålet med disse regler er at

præcisere, at der ikke må rettes uanmodet henvendelse til skyldnere på

tidspunkter, hvor henvendelsen i sig selv er egnet til at lægge et

utilbørligt pres på skyldneren.

Det foreslås i stk. 3, at uanmodet henvendelse på steder, hvortil

der ikke er almindelig adgang, kun må finde sted på skyldnerens bopæl

(hovedkontor) eller, hvis skyldneren er selvstændig erhvervsdrivende, på

erhvervsvirksomhedens adresse. Der må ikke rettes uanmodet henvendelse til en

ikke-erhvervsdrivende personlig skyldner på dennes arbejdsplads eller i andre

private hjem. Bestemmelsen berører ikke adgangen til at rette henvendelse på

steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. ovenfor.

Det foreslås i stk. 4, at autorisationsindehaveren eller dennes

ansatte ved personlig henvendelse til en skyldner skal legitimere sig over

for denne med et særligt legitimationskort. Bestemmelsen gælder i modsætning

til stk. 1-3 ved enhver personlig henvendelse, uanset om den sker efter

forudgående aftale med skyldneren.

Dem, der undlader at vise legitimationskortet, kan straffes, jf.

lovforslagets § 29, stk. 1. Også en ansat, der ikke er godkendt i medfør af

lovforslagets § 8, og som derfor ikke har noget legitimationskort, vil kunne

straffes for overtrædelse af § 12, stk. 4.

Legitimationskortene vil blive udformet på en sådan måde, at

autorisationsindehaverens navn og adresse samt eventuelt SE-nummer og den

pågældende ansattes navn og billede vil fremgå tydeligt af kortet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.3.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 12 i arbejdsgruppens

lovudkast.

Til § 13

Inkassovirksomhed drejer sig i praksis som regel om at inddrive pengekrav.

Inkassovirksomhed kan imidlertid også gå ud på at inddrive fysiske genstande,

som befinder sig i skyldnerens varetægt (tilbagetagelsesforretninger).

Skyldneren skal efter bestemmelsen give skriftligt samtykke til

tilbagetagelsen. En mundtlig aftale eller passivitet fra skyldnerens side er

således ikke tilstrækkelig.

Samtykke skal indhentes, inden genstanden fjernes fra skyldnerens

varetægt. Tilbagetagelse sker oftest ved personlig henvendelse til

skyldneren, og der stilles ikke krav om, at det skriftlige samtykke skal

indhentes, inden inkassobureauet møder op på skyldnerens bopæl.

Skyldneren skal senest samtidig med fjernelsen af genstanden have

udleveret en genpart af det skriftlige samtykke.

Overholder autorisationsindehaveren ikke kravet om at indhente samtykke

m.v., kan den pågældende straffes herfor, jf. § 29, stk. 1.

Samtykkekravet har ikke betydning for skyldnerens rettigheder efter anden

lovgivning, herunder ikke nogen virkning i det civilretlige forhold til

kreditor. Det er således bl.a. forudsat, at tilbagetagelsen i øvrigt er

lovlig efter de nedenfor nævnte regler i kreditaftaleloven og retsplejeloven.

Bestemmelsen omfatter tilbagetagelse af løsøregenstande, der er lejede,

leasede, lånte eller på anden måde kommet i skyldnerens varetægt.

Tilbagetagelse af lejede og leasede løsøregenstande kan f.eks. komme på tale,

hvis der misligholdes med betaling af leje- eller leasingafgifter, eller hvis

genstanden ikke frivilligt tilbageleveres efter lejetidens udløb.

Bestemmelsen omfatter herunder tilbagetagelse af genstande solgt med

ejendomsforbehold. Tilbagetages der løsøregenstande solgt med

ejendomsforbehold, gælder reglerne herom i kreditaftaleloven. Efter

kreditaftalelovens § 36, stk. 2, kan tilbagetagelse ikke ske, hvis genstanden

er omfattet af retsplejelovens § 509, stk. 1 (løsøre, der er nødvendigt til

opretholdelse af et beskedent hjem for skyldneren og hans husstand), eller §

515, stk. 2 (hjælpemidler, der er nødvendige på grund af legemlige mangler

eller sygdom). Det følger af kreditaftalelovens § 48, stk. 2, der vedrører

forbrugerkøb, at har en kreditgiver og en forbruger udenretligt aftalt, at

kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte

tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe

sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere

forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Af

kreditaftalelovens § 43 fremgår, at forbrugeren i 14 dage efter fogedrettens

tilbagetagelse kan få genstanden tilbage ved at betale det skyldige beløb,

medmindre forbrugeren under forretningen giver afkald på denne

indløsningsret. Denne regel gælder formentlig tilsvarende ved tilbagetagelse

uden om fogedretten.

Bestemmelsen omfatter også tilbagetagelse af løsøregenstande, der er solgt

på kredit uden ejendomsforbehold. I disse tilfælde indeholder

kreditaftalelovens § 30 en speciel regel om, at fogedretten kan henvise en

kreditor i et forbrugerkøb til at tilbagetage genstanden i stedet for at få

udlæg for fordringen, og kreditaftaleloven forbyder i øvrigt ikke, at der

eventuelt foregår tilbagetagelse af sådanne genstande uden fogedrettens

medvirken. Tilbagetagelse kan dog heller ikke i disse tilfælde ske, hvis

genstanden er omfattet af de ovenfor nævnte regler i retsplejelovens § 509,

stk. 1, og § 515, stk. 2. Kreditaftalelovens § 43 gælder også ved

fogedrettens tilbagetagelse af genstande solgt på kredit uden

ejendomsforbehold, og reglen gælder formentlig tilsvarende ved en

tilbagetagelse uden om fogedretten, jf. ovenfor.

En skyldner kan ikke give afkald på sine rettigheder efter retsplejelovens

§ 509, stk. 1, og § 515, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.4.

Bestemmelsen svarer til § 13 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 14

Inddrevne pengebeløb tilhører ikke autorisationsindehaveren, og det

foreslås i stk. 1, at disse beløb skal holdes adskilt fra

autorisationsindehaverens egne midler, dvs. både autorisationsindehaverens

private midler og midler til brug for inkassovirksomhedens drift.

Der påhviler inkassobureauet en pligt til at individualisere de inddrevne

pengebeløb på en sådan måde, at inddrevne pengebeløb ikke vil kunne gøres til

genstand for udlæg foretaget mod inkassobureauet og ikke kan blive omfattet

af konkursmassen, såfremt bureauet går konkurs. Dette vil kunne ske ved

indsættelse på konto i pengeinstitut, jf. lovforslagets § 15. Opbevares

pengebeløbene i et (kortere) tidsrum fysisk i inkassobureauets lokaler, skal

det imidlertid sikres, at der ikke kan opstå tvivl om, hvem beløbene

tilhører.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.

Bestemmelsen svarer til § 14 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 15

Efter stk. 1 skal inddrevne pengebeløb straks indsættes på en konto i et

pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Dette vil i

almindelighed sige samme dag eller senest bankdagen efter, at beløbet er

inddrevet.

Der skal oprettes en konto, hvor der kun indestår pengebeløb, som er

inddrevet på vegne af fordringshavere. Der stilles ikke krav om, at der skal

oprettes en særskilt konto for hver enkelt fordringshaver. Justitsministeren

kan efter lovforslagets § 20, stk. 2, fastsætte nærmere regler vedrørende

førelse af kundekonti.

Inddrevne pengebeløb skal som udgangspunkt uden ugrundet ophold, dvs. så

snart som det er praktisk muligt, udbetales til kunden. Dette skal ske,

medmindre andet er aftalt med kunden, f.eks. ved aftale om måneds- eller

kvartalsvis afregning.

Er inddrevne pengebeløb i strid med en aftale med kunden ikke udbetalt til

denne, kan kunden kræve rente af autorisationsindehaveren i overensstemmelse

med rentelovens bestemmelser herom.

Som konsekvens af, at inddrevne pengebeløb tilhører kunden, skal også

rente, som påløber i forbindelse med, at beløbene er indsat i et

pengeinstitut, som udgangspunkt tilfalde denne, jf. stk. 2. Efter

lovforslagets § 20, stk. 2, kan der administrativt fastsættes nærmere regler

om beregning af rente til fordringshaveren, f.eks. regler om, at rente af

mindre beløb eller rente af beløb, som ikke indestår på kontoen i mere end 14

dage, ikke tilfalder fordringshaveren.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.

Bestemmelsen svarer til § 15 i arbejdsgruppens lovudkast, bortset fra, at

der i det foreslåede stk. 1 åbnes mulighed for, at parterne (der typisk begge

vil være erhvervsdrivende) kan aftale, at inddrevne beløb, som ikke straks

udleveres til kunden, skal anbringes på anden måde end på en konto i et

pengeinstitut.

Til § 16

Det foreslås, at inkassobureauet skal have pligt til bogføring, således at

man til enhver tid er i stand til at oplyse om en kundes indestående på konti

og tilgodehavende hos bureauet. Fordringshaveren skal på begæring have disse

oplysninger skriftligt.

Bestemmelsen svarer til § 16 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 17

Hovedparten af vinkelskriverlovens bestemmelser om inkassobureauer

foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 30, stk. 2, og det findes derfor mest

hensigtsmæssigt, at de få regler i vinkelskriverloven, der fortsat skal gælde

for inkassobureauer, overføres til den foreslåede generelle lov om udøvelse

af inkassovirksomhed.

Det foreslås således at overføre bestemmelserne i vinkelskriverloven om

forbud mod annoncering med ydelse af »retshjælp« eller lignende til

den foreslåede lov om inkassovirksomhed.

Bestemmelsen svarer til § 18 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 18

Det foreslås, at reglerne om tavshedspligt i straffelovens § 152 b skal

gælde for autorisationsindehaveren, mens de tilsvarende regler i

straffelovens § 152 c skal finde anvendelse på autorisationsindehaverens

personale, som er godkendt i medfør af lovforslagets § 8.

Bestemmelsen svarer til § 19 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 19

Efter stk. 1 meddeles autorisation til inkassovirksomhed og godkendelse af

ansættelse af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Justitsministeriet agter at henlægge administrationen af loven til

Rigspolitichefen. Ordningen vil blive administreret centralt ved

Rigspolitichefembedet.

Efter stk. 2 kan justitsministeren fastsætte regler om udformningen af

ansøgninger om autorisation og godkendelse. Sådanne regler vil med henblik på

at lette administrationen af autorisationsordningen blive fastsat til

ikrafttræden samtidig med loven.

Der vil blive udarbejdet ansøgningsformularer med angivelse af de

spørgsmål, der skal besvares ved en ansøgning. Der vil endvidere blive

udarbejdet en fortrykt samtykkeerklæring til brug for den

autorisationsudstedende myndigheds indhentelse af oplysninger fra andre

myndigheder.

Bestemmelsen svarer til § 20 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 20

Bestemmelsens stk. 1 giver adgang til at fastsætte nærmere vilkår for en

autorisation.

Det vil bl.a. blive fastsat som vilkår for en autorisation, at indehaveren

dokumenterer, at sikkerhedsstillelsen, jf. § 4, stk. 2, holdes i kraft.

Endvidere kan der i autorisationen fastsættes nærmere vilkår for

inkassovirksomhedens udøvelse. Der vil f.eks. kunne fastsættes vilkår om fast

forretningssted. Der vil også kunne fastsættes supplerende vilkår vedrørende

forhold, der samtidig er reguleret i medfør af den generelle bestemmelse i

stk. 2.

Grov eller gentagen overtrædelse af vilkår kan medføre, at autorisationen

tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 21, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om

behandlingen af inddrevne midler. Disse regler vil blive udarbejdet til

ikrafttræden samtidig med loven. Justitsministeriet agter at fastsætte

regler, som bygger på reglerne om advokaters førelse af klientkonti. Disse

regler går bl.a. ud på, at rente af mindre beløb eller rente af beløb, som

ikke indestår i pengeinstitut i mere end 14 dage, ikke tilfalder

fordringshaveren.

Efter bestemmelsen kan der endvidere fastsættes bestemmelser om

inkassobureauers regnskabsføring m.v. Justitsministeriet agter bl.a. at

fastsætte regler om, at inkassobureauers regnskaber skal være revideret af en

statsautoriseret eller registreret revisor.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.

Bestemmelsen svarer til § 21 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse indeholder betingelserne for

tilbagekaldelse af en autorisation eller godkendelse i tilfælde af, at

autorisationsindehaveren eller den ansatte tilsidesætter sine pligter efter

loven m.v.

En autorisation og en godkendelse efter § 8 kan efter stk. 1

tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren eller den ansatte har gjort

sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen,

af bestemmelser i loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.

En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis der er særlig grund til

at antage, at den pågældende ikke længere vil udøve hvervet på forsvarlig

måde, eller hvis der foreligger lovovertrædelser, der ville have medført, at

autorisationen ikke var blevet givet, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6,

og § 8, stk. 2, nr. 2.

Tilbagekaldelse af autorisationen kan efter stk. 2 endvidere ske, hvis

autorisationsindehaveren får gæld til det offentlige i størrelsesordenen

100.000 kr. eller derover. Det forudsættes, at der forinden en autorisation

tilbagekaldes, foretages en vurdering af omstændighederne vedrørende

restancens opståen og forløb, herunder i hvilket omfang

autorisationsindehaveren har vist vilje til at få gælden nedbragt. Der bør

endvidere inden en eventuel tilbagekaldelse gives autorisationsindehaveren et

varsel herom, således at denne har mulighed for at indfri restancen inden for

en rimelig frist.

En autorisation skal efter stk. 2 tilbagekaldes, hvis

autorisationsindehaveren ikke på begæring dokumenterer, at

sikkerhedsstillelsen holdes i kraft, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, 1. pkt.

De foreslåede regler om tilbagekaldelse supplerer bestemmelsen i

straffelovens § 79, stk. 1, 1. pkt, hvorefter en autorisation og en

godkendelse kan frakendes ved dom for strafbart forhold, såfremt det udviste

forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.

Det forudsættes, at oplysninger om autorisationsindehaveren og de

personer, som er godkendt efter § 8, stk. 1, bliver kontrolleret med

mellemrum ved, at den autorisationsudstedende myndighed i overensstemmelse

med lovgivningens almindelige regler herom indhenter oplysninger om strafbare

forhold og gæld til det offentlige m.v.

Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til § 22 i arbejdsgruppens

lovudkast.

Til § 22

Det foreslås i stk. 1, at en autorisation bortfalder , når

autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af

lovens objektive betingelser for autorisation, jf. lovforslagets § 5, stk. 1.

Efter stk. 2 åbnes der mulighed for i visse tilfælde at fortsætte driften

af et inkassobureau uden autorisation med henblik på afvikling eller

afhændelse.

Fristen for at anmelde en sådan afvikling m.v. til den

autorisationsudstedende myndighed foreslås fastsat til 4 uger. Anmeldelse er

en betingelse for, at det er lovligt at fortsætte driften uden autorisation i

mere end 4 uger. Fristen regnes fra begivenhedens indtræden, f.eks.

anmeldelse af betalingsstandsning eller afsigelse af (endeligt)

konkursdekret.

Afvikling, afhændelse m.v. efter stk. 2 er ikke til hinder for, at

autorisationen tilbagekaldes efter lovforslagets § 21, såfremt betingelserne

herfor er opfyldt.

Bestemmelsen svarer til § 23 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 23

Der foreslås nærmere regler om tilbagelevering af de dokumenter m.v., som

knytter sig til en autorisation eller godkendelse, der ikke længere er i

kraft.

Udgangspunktet er, at disse dokumenter inden 4 uger efter tilbagekaldelse,

bortfald eller manglende fornyelse af autorisationen eller godkendelsen skal

tilbageleveres til den udstedende myndighed.

Bestemmelsen svarer til § 24 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til §§ 24-27

Bestemmelserne i §§ 24-27 indeholder regler om domstolsprøvelse af

afgørelser om tilbagekaldelse af autorisation og godkendelse.

Efter § 25, stk. 1, kan en tilbagekaldelse efter § 21, stk. 1, forlanges

indbragt for domstolene af den, afgørelsen vedrører. Sagen skal behandles

efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 vedrørende strafferetsplejen.

Heraf følger først og fremmest, at anklagemyndigheden har bevisbyrden for

tilbagekaldelsens berettigelse.

En tilbagekaldelse efter § 21, stk. 2, (vedrørende restancer til det

offentlige) kan ligeledes forlanges indbringes for retten, og sagen skal

behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, jf. lovforslagets § 26,

stk. 1. I modsætning til en tilbagekaldelse efter § 21, stk. 1, skal der

således i disse sager som udgangspunkt tages stilling til tilbagekaldelsens

berettigelse på grundlag af de oplysninger, som under sagen fremlægges af

parterne.

Muligheden for domstolsbehandling udelukker ikke almindelig administrativ

rekurs (klage). Tidsfristerne i §§ 25-27 skal i disse tilfælde regnes fra

datoen for klagemyndighedens afgørelse.

Bestemmelserne i lovforslagets §§ 24-27 svarer til §§ 25-28 i

arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 28

Bestemmelsen giver hjemmel til, at politiet uden retskendelse kan skaffe

sig adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver

inkassovirksomhed, og til de herværende forretningsoplysninger - herunder

oplysninger på edb-medium - for at føre det nødvendige tilsyn med

autorisationsindehaverens virksomhed.

Bestemmelsen omfatter kun adgang til forretningslokaler og de oplysninger,

der findes i forretningslokalerne, og giver således f.eks. ikke politiet

adgang til autorisationsindehaverens privatbolig, medmindre

autorisationsindehaveren driver inkassovirksomheden herfra.

Bestemmelsen svarer til § 29 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 29

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde eller

hæfte.

Straf for overtrædelse af lovforslagets bestemmelser om udøvelse af

inkassovirksomhed kan pålægges autorisationsindehaveren. For den enkelte

ansatte kan der efter omstændighederne blive tale om ansvar for strafbar

medvirken, og for ansatte, der retter personlig henvendelse til skyldnere,

vil det være strafbart at undlade at vise legitimationskort, jf lovforslagets

§ 12, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

§ 29 supplerer bestemmelser i anden lovgivning, herunder bestemmelser i

markedsføringsloven, moms- og skattelovgivningen og straffeloven.

Straffeloven indeholder bl.a. i § 131 en bestemmelse om straf af bøde, hæfte

eller under skærpende omstændigheder fængsel for den, som uden offentlig

bemyndigelse udøver en virksomhed, hvortil en sådan bemyndigelse kræves,

eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.

Bestemmelsen svarer til § 30 i arbejdsgruppens lovudkast med den ændring,

at enhver overtrædelse af de angivne bestemmelser vil være strafbar.

Til § 30

Bestemmelsen i stk. 1 vedrører lovens ikrafttræden. Det foreslås, at loven

træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der

udøves efter lovens ikrafttræden.

Eksisterende inkassobureauer bør dog have en passende frist til at

indrette sig på de nye regler vedrørende autorisation og godkendelse. Det

foreslås derfor, at kravene om autorisation og godkendelse af personale først

træder i kraft den 1. april 1998 for så vidt angår eksisterende

inkassobureauer. Det vil være strafbart for eksisterende inkassobureauer at

udøve inkassovirksomhed uden autorisation efter denne dato.

Ved bestemmelsen i stk. 2 ophæves vinkelskriverlovens bestemmelser

vedrørende inkassovirksomhed.

Det foreslås i stk. 3, at bogføringslovens regler skal gælde for ethvert

inkassobureau.

Bestemmelsen svarer til § 31 i arbejdsgruppens lovudkast.

Til § 31

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Skriftlig fremsættelse

Justitsministeren (Bjørn Westh):

Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om inkassovirksomhed.

(Lovforslag nr. L 132).

Hovedformålet med dette lovforslag er at sikre, at den inddrivelse af

fordringer på andres vegne, der sker uden fogedretternes medvirken som led i

privat erhvervsvirksomhed, foregår på en rimelig og forsvarlig måde. Det skal

være slut med »gorillainkasso« og lignende.

Lovforslaget har to hovedelementer. For det første foreslås der en

autorisationsordning for inkassobureauer m.v., således at ingen må drive

erhvervsmæssig inkassovirksomhed uden at have en særlig tilladelse hertil.

For det andet foreslås nogle grundlæggende regler om, hvordan

inkassovirksomhed skal udøves over for skyldnere og inkassobureauernes

kunder.

Den foreslåede autorisationsordning vil bl.a. gøre det muligt på forhånd

at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet vil kunne udøve virksomheden på

forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske antallet af

inkassobureauer, som ophører eller går konkurs efter kort tid til skade for

kunder og andre kreditorer, og det vil blive muligt på forhånd at sikre, at

den ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det vil også være en

fordel, at der med en autorisationsordning ikke vil være tvivl om, hvem der

er ansvarlig for virksomheden.

Efter lovforslaget er det en betingelse for meddelelse af autorisation, at

ansøgeren gør det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve

inkassovirksomheden på forsvarlig måde. Det er endvidere en betingelse, at

ansøgeren ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende

fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, og at den

pågældende ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Endvidere

skal den pågældendehave bopæl her i landet, være fyldt 25 år og ikke være

under konkurs m.v. Meddelelse af autorisation vil endelig efter forslaget

være betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed for pengekrav, der

måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.

Autorisation vil efter forslaget kunne meddeles for højst 5 år ad gangen.

Lovforslaget indeholder også regler om godkendelse af personale, som

retter personlig henvendelse til skyldnere. Hvis autorisationsindehaveren

ønsker at benytte denne fremgangsmåde i forbindelse med inddrivelse af

fordringer, skal den pågældende sørge for, at de ansatte, som aflægger besøg,

på forhånd er godkendt hertil. Der er et særligt behov for at sikre, at

personlige henvendelser foregår på en måde, der ikke lægger et utilbørligt

pres på skyldnerne. Godkendelse kan kun ske, såfremt den ansatte er fyldt 18

år og ikke er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare

for misbrug af stillingen. Endvidere må der ikke i øvrigt være grund til at

antage, at den ansatte ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kravet om autorisation m.v. vil efter lovforslaget ikke gælde for

inkassovirksomhed, der udøves som led i selvstændig advokatvirksomhed eller

af pengeinstitutter. Advokater og banker m.v. er i forvejen undergivet et

betydeligt offentligt tilsyn efter reglerne i henholdsvis retsplejeloven og

bank- og sparekasseloven.

En autorisation og godkendelse kan bl.a. tilbagekaldes, hvis der er særlig

grund til at antage, at den pågældende ikke længere vil udøve virksomheden

eller hvervet på forsvarlig vis. Autorisationen vil bl.a. også kunne

tilbagekaldes, såfremt sikkerhedsstillelsen ikke holdes i kraft.

Administrationen af autorisations- og godkendelsesordningen agtes henlagt

til Rigspolitichefen.

Lovforslaget indeholder en såkaldt retlig standard, hvorefter

inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med »god

inkassoskik«. Kravet om overholdelse af »god inkassoskik«

vedrører inkassobureauets adfærd over for såvel skyldnere som kunder. Kravet

indebærer bl.a., at der ikke må anvendes metoder, der udsætter nogen for

urimelig pression, skade eller ulempe. Besøg hos skyldneren af uniformerede

personer eller parkering uden for skyldnerens bopæl af biler, der er mærket

med udtryk som »inkasso« eller lignende, er eksempler på metoder,

der vil være i strid med »god inkassoskik«.

Lovforslaget indeholder herudover nærmere regler om fremgangsmåden ved

henvendelser til skyldnere. Enhver inddrivelse skal som hovedregel indledes

med afsendelse af et brev til skyldneren, hvor kravet er opgjort. Brevet skal

indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren kan bedømme,

om kravet er berettiget, og om det er opgjort korrekt. Endvidere skal der

angives en frist på 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri kravet

uden at der foretages foranstaltninger, som påfører skyldneren yderligere

omkostninger.

Bliver det skyldige beløb ikke betalt inden fristens udløb, vil

inkassobureauet herefter have mulighed for at rette personlig henvendelse på

skyldnerens bopæl, enten efter aftale eller hvis besøget er varslet

skriftligt på forhånd. Træffes skyldneren ikke på det varslede tidspunkt, kan

inkassobureauet herefter som hovedregel henvende sig uden påny at varsle det

på forhånd, dog kun hvis skyldneren er gjort skriftligt opmærksom herpå.

Efter lovforslaget har inkassobureauer pligt til at holde inddrevne beløb

adskilt fra egne midler. Desuden skal inddrevne beløb straks skal indsættes

på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med kunden.

Inkassobureauet skal til enhver tid være i stand til på anmodning at give

kunden oplysninger om, hvilke beløb der er inddrevet for den pågældende.

Idet jeg tillader mig i øvrigt at henvise til lovforslaget og

bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til det høje Tings

velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for

inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved

lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens

§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og

detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986 som

ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene: »inkasso- og«

Lovbekendtgørelse af 28. juni 1986 om ydelse af juridisk bistand samt

om inkasso- og detektivvirksomhed m.v. som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni

1993

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

§ 1. Denne lov finder anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt

øjemed driver virksomhed:

1) med juridisk rådgivning eller anden juridisk bistand, herunder

repræsentation af arvinger og bistand i navnesager,

2) med inddrivelse af fordringer (inkassobureauer),

3) (ophævet),

4) med udforskning af private livsforhold m.v. (detektivbureauer), eller

5) som mellemmand mellem personer, der ønsker at indgå ægteskab

(ægteskabsbureauer).

Stk. 2. De i loven givne bestemmelser finder dog ikke anvendelse

på:

1) virksomhed som sagfører,

2) auktionslederes inkassationer af auktionskøbesummer m.v.,

3) bistand, som ydes af statsautoriserede revisorer i spørgsmål, der står

i forbindelse med regnskabs- og revisionsforhold,

4) sådan virksomhed, som sædvanlig drives af banker, sparekasser og

vekselerere inden for grænserne af almindelig bank- og sparekassevirksomhed

eller

5) sådan bistand, som sædvanlig ydes af arkitekter, bygmestre, rådgivende

ingeniører og landinspektører som et naturligt led i deres almindelige

erhvervsvirksomhed.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte, at bestemte arter af

virksomheder undtages fra lovens bestemmelser.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.

februar 1986 som senest ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1993,

foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den

samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der

indsættes som nr. 38: »38. inkassovirksomhed.«.

§ 1. Pligt til at føre forretningsbøger påhviler:

A) 1) Aktieselskaber, kommanditselskaber og andre erhvervsdrivende

selskaber med begrænset ansvar,

2) gensidige forsikringsselskaber,

3) kreditforeninger, kreditkasser og hypotekforeninger,

4) sparekasser samt de af lov nr. 156 af 2. maj 1934 omfattede spare- og

udlånsvirksomheder,

5) brugsforeninger og andre andelsforeninger, herunder

andelsproduktionsforeninger, andelsboligforeninger, andelskasser og lignende

samt fællesforeninger af andelsforeninger, og

6) foreninger, stiftelser, korporationer og selvejende institutioner, der

udøver erhvervsvirksomhed, herunder erhvervsmæssig skolevirksomhed.

B) Personer, ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber, der

driver erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse er betinget af næringsbrev i henhold

til næringsloven eller bevilling i henhold til beværterloven.

C) Personer, ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber, der

erhvervsmæssigt driver en eller flere af følgende virksomheder:

1. revision, regnskabs- og anden økonomisk konsultation, bogføring,

2. dispachørvirksomhed,

3. mæglervirksomhed,

4. vejning, måling,

5. marketenderi- eller pensionatsvirksomhed, såfremt der regelmæssigt

beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

6. læge-, tandlæge-, dyrlæge- eller tandteknikervirksomhed, kiropraktik,

7. drift af hospital, klinik, sanatorium eller lignende,

8. drift af hvilehjem og lignende, såfremt der regelmæssigt beskæftiges

flere end tre fremmede medhjælpere,

9. apotekernæring,

10. skønhedspleje, fodpleje eller lignende, såfremt der regelmæssigt

beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,

11. landinspektørvirksomhed,

12. udlejningsvirksomhed; forså vidt angår udlejning af fast ejendom eller

dele heraf dog kun, såfremt udlejningen omfatter flere end 25 lejemål,

13. bolig- og værelsesanvisning,

14. drift af private skoler, handelsskoler, tekniske skoler (herunder

fagskoler), højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler,

musikkonservatorier,

15. rådgivende ingeniør- eller arkitektvirksomhed,

16. advokatvirksomhed,

17. pantelånervirksomhed eller handel med brugte genstande,

18. teater, variete, cirkus, biograf eller dermed beslægtet virksomhed,

19. rednings- eller vagtvirksomhed,

20. bjærgning, bugsering,

21. entreprenørvirksomhed,

22. rengøringsvirksomhed, herunder vinduespolering, såfremt der

regelmæssigt beskæftiges flere end to fremmede medhjælpere,

23. befordring med skib, dog ikke såfremt befordringen sker med

ikke-registreringspligtigt fartøj, der ejes af dettes fører,

24. anden befordring af personer eller gods,

25. befordring af meddelelser,

26. forlagsvirksomhed, herunder udgivelse af tidsskrifter og blade,

27. annonce- og reklamebureauvirksomhed,

28. rejse- og turistbureauvirksomhed,

29. fiskeri med anvendelse af registreringspligtigt fartøj,

30. fiskeopkøbsvirksomhed, hvis salget sker en gros,

31. udnyttelse af sten-, granit- og kalkbrud eller grusgrav, medmindre

virksomheden drives alene som bierhverv i forbindelse med

landbrugsvirksomhed, gartneri eller skovbrug, der ikke er undergivet

bogføringspligt, jf. nr. 35-37,

32. dambrug, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede

medhjælpere,

33. hønseri, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede

medhjælpere,

34. pelsdyravl, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre

fremmede medhjælpere,

35. landbrugsejendomme med et areal på mindst 15 ha, hvis ejendomsværdi er

ansat til 175.000 kr. eller derover,

36. gartneriejendomme, frugtplantager og planteskoler, hvis ejendomsværdi

er ansat til 125.000 kr. eller derover,

37. alle selvstændigt vurderede skovejendomme samt skove, der er vurderet

sammen med en af de under nr. 35 eller 36 nævnte ejendomme, når den samlede

ejendom ville være underkastet bogføringspligt efter reglerne i nr. 35 eller

36. Bogføringspligten omfatter den samlede ejendom.

Efter 2. behandling den 22. april 1997

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29

gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i

udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt

efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af

andre, som er undergivet offentligt tilsyn.

Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af

offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af

auktionskøbesummer m.v.

§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i

erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig

inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på

inddrivelse på egne vegne.

Kapitel 2

Autorisation

§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom,

skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt,

at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i

overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for

pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af

inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige

udstrækning.

§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder

betingelserne i § 4, og som

1) har bopæl her i landet,

2) er fyldt 25 år,

3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under

samværgemål efter værgemålslovens § 7,

4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,

5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås

gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare

for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens §

78, stk. 2.

Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette

har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller

anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som

opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse

af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne

opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at

direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4,

stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under

samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende

selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber

m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt

dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af

justitsministeren.

Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller

bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den

myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om

autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke

kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del

af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation

også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den

person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren),

opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren

finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt

personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen

i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer

myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§

24-27 anvendelse.

Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr.

For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.

Kapitel 3

Godkendelse af personale

§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der

retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den

ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.

Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt

1) den pågældende person er fyldt 18 år,

2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder

en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og

3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil

udøve hvervet på forsvarlig måde.

Kapitel 4

Udøvelse af inkassovirksomhed

God inkassoskik

§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god

inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der

udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren

§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre

foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til

skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk.

2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle

oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for

hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages

foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger.

Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod

skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne

bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke

vil kunne inddrives.

§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom

rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er

almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til

skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det

omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt

autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke

afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede

henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige

henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er

anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående

anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset

fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet

mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og

kl. 16.00.

Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse

til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på

skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed,

kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren,

skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som

udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre

§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren

indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal

senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige

samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb

§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra

autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et

pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb,

der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold

udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren,

jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse

fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne,

herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et

pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning

herom.

Annoncering m.v.

§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse,

skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller

telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde

1) anvende betegnelser som »retshjælp«,

»retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende

betegnelser eller

2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer

meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed

ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.

Tavshedspligt

§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den,

der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder

tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne

lovs § 8.

Kapitel 5

Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser

§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse

af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen

og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.

§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at

autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2,

nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere

fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og

beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere

fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Kapitel 6

Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.

§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan

tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig

skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller

af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det

samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke

vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1,

nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr.

6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation

eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er

opfyldt.

Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis

betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr.

5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig

offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000

kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt

autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte

vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum

af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren

dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk.

1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6,

stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller

ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har

anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en

værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter

værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,

jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling

eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger

efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets

afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har

meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v.,

som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den

begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation

eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal

inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende

autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen

om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for

domstolene.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen

om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den

begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes

inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra

udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og

2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf.

§§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den,

afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal

fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4

uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen

indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten

kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må

udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i

denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21,

stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning

herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt

tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige

retsplejes former.

Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men

retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling

kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse

ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret,

hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve

inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan

til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives

tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er

nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for

domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er

nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3.

pkt., gælder tilsvarende.

Kapitel 7

Tilsyn

§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver

inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det

nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt.,

§ 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., §

16 eller § 23.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes

straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for

inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved

lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens

§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.

Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og

detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986,

som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.

2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.

Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.

februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages

følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den

samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der

indsættes som nr. 38:

»38) inkassovirksomhed.«

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter