1996 LSF 132 FORSLAG TIL LOV OM INKASSOVIRKSOMHED
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29
gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i
udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt
efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af
andre, som er undergivet offentligt tilsyn.
Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af
offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af
auktionskøbesummer m.v.
§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i
erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig
inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på
inddrivelse på egne vegne.
Kapitel 2
Autorisation
§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom,
skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.
§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt,
at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i
overensstemmelse med god inkassoskik.
Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for
pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af
inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige
udstrækning.
§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder
betingelserne i § 4, og som
1) har bopæl her i landet,
Læs alt
2) er fyldt 25 år,
3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter værgemålslovens § 7,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås
gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og
6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare
for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens §
78, stk. 2.
Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette
har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller
anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som
opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse
af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at
direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4,
stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under
samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende
selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber
m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt
dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller
bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den
myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om
autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke
kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.
Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del
af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation
også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den
person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren),
opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren
finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt
personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen
i § 5, stk. 1, nr. 6.
§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer
myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§
24-27 anvendelse.
Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr.
For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.
Kapitel 3
Godkendelse af personale
§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der
retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den
ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.
Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt
1) den pågældende person er fyldt 18 år,
2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder
en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og
3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil
udøve hvervet på forsvarlig måde.
Kapitel 4
Udøvelse af inkassovirksomhed
God inkassoskik
§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god
inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der
udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.
Henvendelser til skyldneren
§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre
foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til
skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk.
2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.
Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle
oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.
Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for
hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages
foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger.
Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.
§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod
skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne
bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke
vil kunne inddrives.
§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom
rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er
almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til
skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det
omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt
autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke
afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede
henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige
henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er
anført tydeligt i varselsskrivelsen.
Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående
anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset
fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet
mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og
kl. 16.00.
Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse
til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på
skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed,
kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.
Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren,
skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som
udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.
Tilbagetagelse af løsøre
§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren
indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal
senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige
samtykke.
Behandlingen af inddrevne pengebeløb
§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra
autorisationsindehaverens egne midler.
§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et
pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb,
der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold
udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.
Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren,
jf. dog § 20, stk. 2.
§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse
fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne,
herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et
pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning
herom.
Annoncering m.v.
§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse,
skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller
telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde
1) anvende betegnelser som »retshjælp«,
»retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende
betegnelser eller
2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer
meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed
ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.
Tavshedspligt
§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den,
der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder
tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne
lovs § 8.
Kapitel 5
Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser
§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse
af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen
og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.
§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at
autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2,
nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere
fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og
beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.
Kapitel 6
Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.
§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan
tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig
skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller
af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det
samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke
vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr.
6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation
eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er
opfyldt.
Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis
betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr.
5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig
offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000
kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt
autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte
vilkår om sikkerhedsstillelse.
Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum
af 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren
dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6,
stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller
ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har
anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en
værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling
eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger
efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets
afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har
meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v.,
som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den
begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.
§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation
eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal
inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende
autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen
om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for
domstolene.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen
om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den
begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes
inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra
udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.
§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og
2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf.
§§ 25 og 26, og om fristen herfor.
§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4
uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen
indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten
kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må
udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i
denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21,
stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt
tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige
retsplejes former.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men
retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling
kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse
ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret,
hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve
inkassovirksomhed under ankesagen.
§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan
til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives
tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er
nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for
domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er
nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3.
pkt., gælder tilsvarende.
Kapitel 7
Tilsyn
§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig
legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver
inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det
nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt.,
§ 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., §
16 eller § 23.
Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes
straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for
inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved
lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens
§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.
Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og
detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986,
som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.
2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.
Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.
februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages
følgende ændring:
1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den
samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der
indsættes som nr. 38:
»38) inkassovirksomhed.«
§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29
gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i
udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt
efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af
andre, som er undergivet offentligt tilsyn.
Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af
offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af
auktionskøbesummer m.v.
§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i
erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig
inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på
inddrivelse på egne vegne.
Kapitel 2
Autorisation
§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom,
skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.
§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt,
at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i
overensstemmelse med god inkassoskik.
Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for
pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af
inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige
udstrækning.
§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder
betingelserne i § 4, og som
1) har bopæl her i landet,
2) er fyldt 25 år,
3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter værgemålslovens § 7,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås
gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og
6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare
for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens §
78, stk. 2.
Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette
har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller
anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som
opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse
af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at
direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4,
stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under
samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende
selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber
m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt
dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller
bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den
myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om
autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke
kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.
Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del
af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation
også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den
person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren),
opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren
finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt
personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen
i § 5, stk. 1, nr. 6.
§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer
myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§
24-27 anvendelse.
Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr.
For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.
Kapitel 3
Godkendelse af personale
§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der
retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den
ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.
Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt
1) den pågældende person er fyldt 18 år,
2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder
en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og
3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil
udøve hvervet på forsvarlig måde.
Kapitel 4
Udøvelse af inkassovirksomhed
God inkassoskik
§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god
inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der
udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.
Henvendelser til skyldneren
§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre
foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til
skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk.
2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.
Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle
oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.
Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for
hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages
foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger.
Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.
§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retlige skridt mod
skyldneren med henblik på inddrivelse i det omfang, overholdelse af denne
bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke
vil kunne inddrives.
§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom
rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er
almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til
skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det
omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt
autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke
afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede
henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige
henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er
anført tydeligt i varselsskrivelsen.
Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående
anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage, bortset fra lørdage,
juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag, og må kun ske i tidsrummet
mellem kl. 08.00 og kl. 21.00.
Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse
til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på
skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed,
kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.
Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren,
skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som
udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.
Tilbagetagelse af løsøre
§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren
indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal
senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige
samtykke.
Behandlingen af inddrevne pengebeløb
§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra
autorisationsindehaverens egne midler.
§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et
pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb,
der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold
udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.
Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren,
jf. dog § 20, stk. 2.
§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse
fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne,
herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et
pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning
herom.
Annoncering m.v.
§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse,
skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller
telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde:
1) anvende betegnelser som »retshjælp«,
»retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende
betegnelser, eller
2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer
meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed
ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.
Tavshedspligt
§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den,
der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder
tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne
lovs § 8.
Kapitel 5
Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser
§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse
af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen
og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.
§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at
autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2,
nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere
fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og
beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.
Kapitel 6
Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.
§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan
tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig
skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller
af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det
samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke
vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr.
6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation
eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er
opfyldt.
Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis
betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr.
5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig
offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000
kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt
autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte
vilkår om sikkerhedsstillelse.
Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum
af 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren
dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6,
stk. 3, jf. § 5, stk. 1, 3 og 4.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller
ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har
anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en
værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling
eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger
efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets
afsigelse eller værgemålets iværksættelse, anmeldes til den myndighed, der
har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen
m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den
begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.
§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation
eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal
inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende
autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen
om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for
domstolene.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen
om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den
begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes
inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra
udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.
§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og
2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf.
§§ 25 og 26, og om fristen herfor.
§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4
uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen
indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten
kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må
udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i
denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21,
stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt
tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige
retsplejes former.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men
retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling
kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse
ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret,
hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve
inkassovirksomhed under ankesagen.
§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan
til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives
tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er
nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for
domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er
nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3.
pkt., gælder tilsvarende.
Kapitel 7
Tilsyn
§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig
legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver
inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det
nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt.,
§ 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., §
16 eller § 23.
Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes
straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for
inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved
lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens
§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.
Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og
detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986 som
ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår ordene: »inkasso- og«
2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.
Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.
februar 1986 som senest ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1993,
foretages følgende ændring:
1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den
samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der
indsættes som nr. 38: »38. inkassovirksomhed.«.
§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Lovforslaget har til formål at sikre, at den inddrivelse af fordringer på
andres vegne, der sker uden fogedretternes medvirken som led i privat
erhvervsvirksomhed, foregår på en rimelig og forsvarlig måde.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed, som
er afgivet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,
Erhvervsministeriet, Dansk InkassoBrancheforening, Foreningen af Politimestre
i Danmark, Forbrugerrådet og Justitsministeriet.
Lovforslaget går ud på at indføre en særlig autorisationsordning for
inkassobureauer og visse andre virksomheder, som erhvervsmæssigt inddriver
fordringer for andre, eller som erhvervsmæssigt opkøber forfaldne fordringer
med henblik på inddrivelse på egne vegne. Det foreslås endvidere, at de
pågældende virksomheders personale i visse tilfælde skal være godkendt. Det
foreslås bl.a., at inkassobureauer m.v. skal stille en betryggende sikkerhed
for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.
Lovforslaget går endvidere ud på nærmere at regulere, hvordan
inkassovirksomheden skal udøves. I den forbindelse foreslås det bl.a., at der
lovfæstes en retlig standard (»generalklausul«) om god inkassoskik,
og der foreslås regler om fremgangsmåden ved personlig henvendelse til
skyldnere m.v.
Lovforslaget er udformet på grundlag af den nævnte betænkning og de
modtagne høringssvar.
2. Gældende regler om privat inkassovirksomhed
2.1. Der findes ikke en særlig lovgivning om privat inkassovirksomhed, men
udøvelsen heraf er i et vist omfang reguleret af de generelle regler i den
såkaldte vinkelskriverlov (lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso-
og detektivvirksomhed m.v.) og markedsføringsloven. Endvidere gælder de
almindelige regler i bl.a. skatte- og momslovgivningen, registerlovgivningen
og straffeloven.
En person kan efter § 3 i vinkelskriverloven frakendes retten til
at drive f.eks. inkassobureau, bl.a. når oplysninger om den pågældendes
økonomiske forhold eller borgerlige vandel, særligt i forretningsforhold
eller i økonomiske forhold, gør det betænkeligt, at denne driver eller
deltager i sådan virksomhed. I betænkning nr. 1321/1996 (i det følgende kaldt
betænkningen) side 16-17, anfører arbejdsgruppen, at man er bekendt med to
sager, hvor en person er blevet frakendt retten til at drive
inkassovirksomhed i medfør af denne bestemmelse. I begge tilfælde skete det
på grundlag af forholdsvis omfattende kriminalitet.
Tilsyn efter vinkelskriverloven udøves af politiet, der bl.a. kan kræve
oplysninger om virksomhedens drift samt stille nærmere krav vedrørende
virksomhedens bogføring af udgifter og indtægter. Politiet har i
tilsynsøjemed adgang til virksomhedens forretningslokaler, forretningsbøger
og -papirer.
Markedsføringsloven gælder bl.a. for privat erhvervsvirksomhed,
herunder inkassovirksomhed. Efter markedsføringslovens § 1, 2. pkt., må der i
virksomhed, som er omfattet af loven, ikke foretages handlinger, der strider
mod god markedsføringsskik.
Forbrugerombudsmanden fører efter markedsføringsloven tilsyn med, at
lovens regler om god markedsføringsskik overholdes, og kan i den forbindelse
kræve alle nødvendige oplysninger, herunder til afgørelse af, om et forhold
falder ind under lovens bestemmelser.
Skønnes en erhvervsdrivende at handle i strid med god markedsføringsskik,
skal Forbrugerombudsmanden gennem forhandlinger søge at påvirke den
erhvervsdrivende til at overholde markedsføringslovens regler. Tilsidesætter
den erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet på grundlag af sådanne
forhandlinger med Forbrugerombudsmanden, kan Forbrugerombudsmanden meddele de
påbud, der nødvendige for at sikre, at tilsagnet bliver overholdt. Har den
erhvervsdrivende ikke afgivet tilsagn over for Forbrugerombudsmanden, kan der
alene gives forbud og påbud ved dom. Retssag herom kan anlægges af
Forbrugerombudsmanden eller andre, der har den fornødne retlige interesse.
Forbrugerombudsmanden kan dog i visse særlige tilfælde nedlægge et foreløbigt
forbud mod bestemte handlinger.
Forbrugerombudsmanden har i sin praksis vedrørende markedsføringslovens §
1 bl.a. fastlagt nogle principper angående formen for erhvervsdrivendes
henvendelser til skyldnere, herunder anvendelsen af rykkerskrivelser m.v.
Denne praksis drejer sig primært om erhvervsdrivendes inddrivelse af egne
fordringer, men lignende principper skal iagttages af inkassobureauer m.v.,
jf. herved Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1977-78, side 32.
Forbrugerombudsmandens praksis efter markedsføringsloven er beskrevet
nærmere i betænkningen side 17-19.
Selskaber med begrænset ansvar, foreninger og fonde m.v. har i forbindelse
med udøvelse af inkassovirksomhed pligt til at føre forretningsbøger efter
reglerne i bogføringsloven. Forretningsbøger skal bl.a. give så
fuldstændig oplysning om den bogføringspligtiges forretninger og
formueforhold, som hensynet til offentlige myndigheder og den
bogføringspligtiges kreditorer tilsiger. Aktieselskaber, anpartsselskaber og
kommanditselskaber har endvidere pligt til at aflægge regnskab efter reglerne
i årsregnskabsloven.
Dansk Inkassobrancheforening, der repræsenterer ca. en halv snes
inkassobureauer, har fastsat medlemsregler om god inkassoskik, herunder
regler vedrørende indgåelse af honoraraftaler m.v. med kunder, hvorledes
inkassobureauets medarbejdere må fremstå og optræde over for skyldnere, samt
om regnskabsføring m.v.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 15-21.
2.2. Advokaters virksomhed er undergivet særlig regulering.
Advokaters virksomhed er navnlig reguleret i retsplejelovens §§
119-147f og i Det Danske Advokatsamfunds vedtægt, der skal godkendes af
justitsministeren, jf. retsplejelovens § 143, stk. 4.
Advokater skal være beskikket hertil af justitsministeren, jf.
retsplejelovens § 119, stk. 1. Der stilles bl.a. krav om, at den pågældende
skal være jurist og i mindst 3 år have deltaget i praktisk juridisk
virksomhed.
Beskikkelse kan bl.a. nægtes i tilfælde, hvor den pågældende er dømt for
strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen
til at udøve virksomhed som advokat eller gør den pågældende uværdig til den
tillid og agtelse, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed.
Beskikkelse kan bl.a. også nægtes, hvis den pågældende i stilling eller
erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den
pågældende ikke vil udøve advokatvirksomhed forsvarligt, jf. nærmere
retsplejelovens § 121.
En advokat kan have en eller to autoriserede advokatfuldmægtige.
Autorisation meddeles af dommeren i den byretskreds, hvor advokaten har
kontor. Autorisation kan nægtes under de betingelser, der er nævnt i
retsplejelovens § 121, jf. ovenfor.
Der stilles i retsplejeloven visse krav til udøvelsen af
advokatvirksomhed, jf. navnlig lovens § 126, hvorefter en advokat skal udvise
en adfærd, der stemmer med »god advokatskik«. Advokaten skal
herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse
med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger, og sagerne skal
fremmes med den fornødne hurtighed.
Efter retsplejelovens § 143 er alle advokater, hvis beskikkelse ikke er
deponeret eller frataget, medlem af Det Danske Advokatsamfund.
Advokatsamfundets bestyrelse, Advokatrådet, fører tilsyn med advokater og
advokatfuldmægtige og kan i givet fald indklage en advokat for Advokatnævnet.
Har en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse
af sine pligter som advokat - herunder af reglerne om god advokatskik - og
giver de udviste forhold grund til at antage, at den pågældende ikke for
fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet
frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere
angivet karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed, jf.
retsplejelovens § 147 c, stk. 3. Advokatnævnet er en del af den offentlige
forvaltning.
I medfør af Advokatsamfundets vedtægt har advokater bl.a. pligt til at
tegne ansvarsforsikring til dækning af det erstatningsansvar, den pågældende
som advokat måtte ifalde for formueskade påført tredjemand ved en simpelt
uagtsom handling eller undladelse, der skyldes advokaten eller advokatens
personale.
Tegner eller opretholder advokaten ikke en sådan forsikring, skal den
pågældende i stedet betale beløb til en erstatningsfond, som har til formål
at yde erstatning for tab, som en advokats klient lider ved, at advokaten
eller dennes personale uretmæssigt har forbrugt betroede midler, samt for
tab, som lides ved en advokats eller dennes personales fejl, forsømmelse
eller andet ansvarspådragende forhold i forbindelse med advokatvirksomhed.
For advokater gælder endvidere bl.a. særlige regler om behandling af
betroede midler, jf. nærmere betænkningen side 25f.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 21-27.
2.3. Pengeinstitutters virksomhed er undergivet særlig regulering
i bl.a. lov om banker og sparekasser.
Efter lov om banker og sparekasser § 6, stk. 1, kræves der tilladelse til
udøvelse af pengeinstitutvirksomhed.
Erhvervsministeren kan efter indstilling fra Finanstilsynet nægte at give
tilladelse, hvis et medlem af pengeinstituttets bestyrelse eller direktion må
skønnes ikke at have den fornødne erfaring til at udøve stillingen eller
hvervet, er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for
misbrug af stillingen eller hvervet, eller hvis den pågældende i stilling
eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at
den pågældende ikke vil kunne varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig
vis, jf. lov om banker og sparekasser § 6, stk. 6. Tilladelse kan desuden
nægtes, hvis nogen, som direkte eller indirekte ejer mindst 10 procent af
kapitalen eller stemmerettighederne eller en kapitalandel, der giver mulighed
for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af pengeinstituttet,
skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af pengeinstituttet, jf. § 6,
stk. 7.
Pengeinstitutvirksomhed skal bl.a. udøves i overensstemmelse med redelig
forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, jf. lov om banker og sparekasser
§ 1, stk. 6. Handler et pengeinstitut i strid hermed, kan Finanstilsynet, der
fører tilsyn efter loven, give pålæg om, at den pågældende handlemåde skal
ophøre. Overtrædelse af et sådant påbud kan straffes, jf. lovens § 54, stk.
1, 2. pkt.
Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse til at drive
pengeinstitutvirksomhed, bl.a. hvis pengeinstituttet gør sig skyldig i grov
eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i lov om banker og sparekasser
eller af regler udstedt i medfør heraf. Tilladelsen kan endvidere inddrages i
de tilfælde, som er nævnt i lovens § 6, stk. 6 og 7, jf. ovenfor.
Der gælder særlige regler med henblik på sikring af kunders krav mod
pengeinstituttet, herunder reglerne i lov om en indskydergarantifond og
reglerne om solvenskrav m.v. i kapitel 5 i lov om banker og sparekasser.
For filialer af pengeinstitutter fra andre EU-lande gælder særlige regler
om såkaldt hjemlandskontrol, jf. herved bl.a. lov om banker og sparekasser §
6 a.
3. Baggrunden for lovforslaget.
3.1. Privat, erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre foretages
hovedsagelig af inkassobureauer, selvstændige advokater, pengeinstitutter og
visse finansieringsselskaber m.v.
Pengeinstitutter driver i et vist omfang inkassovirksomhed vedrørende
bl.a. pantebreve i depot og udenlandske checks og veksler. Endvidere driver
man ligesom visse finansieringsselskaber bl.a. inkassovirksomhed i
forbindelse med factoring og belåning af kontrakter m.v.
Der findes formentlig ca. 35-40 specialiserede private inkassobureauer,
jf. betænkningen side 12. Under halvdelen af disse er medlem af en
brancheorganisation. Inkassobureauernes kunder er fortrinsvis
erhvervsdrivende.
Det fremgår af betænkningen, at disse inkassobureauers størrelse og
omsætning varierer betydeligt. Nogle bureauer har således op til et halvt
hundrede ansatte, mens en række bureauer er enkeltmandsejede virksomheder
uden eller med ganske få ansatte og med en beskeden omsætning. Mange
inkassobureauer har en forholdsvis kort levetid, og der er eksempler på, at
enkeltpersoner i nogle tilfælde over en kort årrække har været indehaver af
adskillige bureauer. Det er ikke sædvanligt, at inkassobureauerne indsætter
de beløb, som inddrives, på en særskilt konto, og der er en del eksempler på,
at midler, som et inkassobureau har inddrevet, ikke er blevet udbetalt til
den pågældende kunde.
I forbindelse med professionel inkassovirksomhed er det almindeligt at
rette personlig henvendelse til skyldneren - typisk på dennes bopæl - som led
i bestræbelserne på at inddrive fordringen. Arbejdsgruppen nævner, at der i
den forbindelse har været eksempler på »gorilla-inkasso«, og der
refereres oplysninger om, at der bl.a. er eksempler på, at personer er blevet
opsøgt af rockere i forbindelse med inkassovirksomhed m.v. og i den
forbindelse er blevet udsat for vold eller trusler om vold.
Forbrugerombudsmanden modtager årligt et antal klager vedrørende
inkassobureauers overtrædelse af markedsføringslovens regler om god
markedsføringsskik, og arbejdsgruppen anfører, at der også kan være et stort
»mørketal«, fordi inkassovirksomhed ofte udøves over for personer,
der vil være tilbageholdende med at gøre lovmæssige rettigheder m.v.
gældende.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 12-14.
3.2. På den anførte baggrund har arbejdsgruppen fundet, at der er
behov for en særlig lovgivning om privat inkassovirksomhed, hvor et
hovedelement er en autorisationsordning for private inkassobureauer m.v.
Arbejdsgruppen peger i den forbindelse navnlig på den private
inkassovirksomheds karakter og de begrænsede kontrolmuligheder, som den
eksisterende lovgivning giver.
Arbejdsgruppen anfører således bl.a., at inkassovirksomhed - ligesom
f.eks. vagtvirksomhed - indtager en særlig stilling i forhold til andre
erhvervsgrene, fordi der udøves funktioner, som for skyldnere og andre
umiddelbart kan minde om eller forveksles med opgaver, der varetages af
offentlige myndigheder, her fogederne. Samtidig indebærer inkassovirksomhed
en ganske særlig risiko for, at skyldnere kan føle sig udsat for et
utilbørligt pres, bl.a. i forbindelse med personlige henvendelser på bopælen
og i forbindelse med indgåelse af frivillige forlig.
I praksis sker det således ofte, at inkassobureauer m.v. på kreditors
vegne indgår et frivilligt forlig med skyldneren. Et sådant forlig kan senere
danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retsplejeloven, og
arbejdsgruppen anfører, at dette i sig selv taler for, at der bør stilles
visse krav om faglige kvalifikationer.
Arbejdsgruppen anfører endvidere, at den omstændighed, at forholdsvis
mange inkassobureauer ophører eller går konkurs efter kort tid, rejser
særlige spørgsmål om behovet for sikring af kundernes krav på de midler, som
inddrives.
Der henvises herom til betænkningen side 41-43.
Justitsministeriet er enig i, at der bør gennemføres en særlig lovgivning
på dette område, og lovforslaget er i det væsentlige udformet i
overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.
4. Lovforslagets hovedpunkter.
4.1. Lovens anvendelsesområde.
Det foreslås, at loven skal gælde for privat inkassovirksomhed forstået
som ethvert led i privat, erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre.
Det foreslås således, at reglerne skal gælde, uanset om den
erhvervsdrivende forestår hele inddrivelsen eller kun et enkelt eller flere
led heri, f.eks. afsendelse af rykkerskrivelser.
Det foreslåede anvendelsesområde omfatter ikke offentlige myndigheders
inkassovirksomhed. Der findes ikke at være behov for en lovregulering af
f.eks. de kommunale pantefogeders inddrivelse af hustrubidrag og
Hypotekbankens inddrivelse af krav for andre offentlige myndigheder.
Anvendelsesområdet omfatter heller ikke såkaldt egeninkasso, dvs.
inddrivelse af egne fordringer, bortset fra erhvervsmæssig inddrivelse af
fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne
vegne. Baggrunden herfor er, at de foreslåede regler om autorisation m.v.,
jf. nedenfor under pkt. 4.2., i sagens natur ikke ville kunne finde
anvendelse på en erhvervsdrivendes inddrivelse af sine egne fordringer. For
så vidt angår lovforslagets regler om udøvelse af inkassovirksomhed, jf.
nedenfor under pkt. 4.4., kan det bl.a. nævnes, at Forbrugerombudsmanden over
for arbejdsgruppen har oplyst, at det vil være nærliggende at fortolke
reglerne om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1 i
overensstemmelse med en lovfæstet generalklausul om »god
inkassoskik«, jf. herved lovforslagets § 9. Visse fremgangsmåder vil
formentlig kunne være i strid med god markedsføringsskik, selv om
fremgangsmåden eventuelt ikke anses for at være i strid med »god
inkassoskik«, jf. betænkningen side 44, hvor arbejdsgruppens
overvejelser om spørgsmålet er refereret.
Lovforslaget indeholder endvidere nogle undtagelser fra det nævnte
anvendelsesområde.
Det foreslås således, at reglerne om autorisation og godkendelse af
personale ikke skal gælde for inkassovirksomhed, der udøves som led i
selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter. For disse gælder i
forvejen regler om offentligt tilsyn m.v., der bl.a. giver mulighed for at
stille visse kvalifikationskrav m.v. og for at inddrage tilladelsen til at
drive den pågældende form for virksomhed i tilfælde af bl.a. overtrædelse af
reglerne om god skik inden for branchen. For såvel advokater som
pengeinstitutter gælder desuden særlige regler om sikring af økonomiske krav
fra klienter, kunder m.v., jf. ovenfor under pkt. 2.2. og 2.3.
Det foreslås endvidere, at justitsministeren i givet fald kan bestemme, at
andre erhvervsdrivende, der er undergivet tilsvarende regler om tilsyn og
kontrol m.v., skal være undtaget fra kravet om autorisation og godkendelse af
visse ansatte.
Det foreslås endelig, at auktionslederes inddrivelse af auktionskøbesummen
undtages fra loven. Denne virksomhed er reguleret ved lov om offentlig
auktion ved auktionsledere og kan i øvrigt ses som en nødvendig del af selve
auktionsvirksomheden. Den nævnte lov indeholder bl.a. regler om beskikkelse
og om, at auktionsledere skal stille sikkerhed for eventuelle
erstatningskrav.
Der henvises til lovforslagets §§ 1 og 2.
4.2. Autorisation og godkendelse.
4.2.1. Arbejdsgruppen anfører, at en autorisationsordning bl.a. vil gøre
det muligt på forhånd at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet kan udøve
virksomheden på forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske
antallet af inkassobureauer, som ophører efter kort tid til skade for kunder
og kreditorer, og det vil gøre det muligt på forhånd at sikre, at de
ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det vil også være muligt
på forhånd at nægte bureauer m.v. at drive inkassovirksomhed, hvor det ikke
kan forventes, at inkassovirksomheden vil blive udøvet på en måde, som er
forsvarlig og i overensstemmelse med god skik. Det vil også kunne have en
præventiv virkning, at en autorisation vil kunne tilbagekaldes i tilfælde af
uregelmæssigheder.
Arbejdsgruppen anfører bl.a. også, at en autorisationsordning vil kunne
gøre det lettere at føre et løbende tilsyn med inkassobureauer m.v., fordi
der ikke vil være tvivl om, hvem der er ansvarlig for virksomheden.
Der henvises til betænkningen side 45-46.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed. Det foreslås således, at privat
inkassovirksomhed (med de ovenfor under pkt. 4.1. nævnte undtagelser) alene
må udøves af den, der har autorisation hertil, hvad enten den pågældende er
en fysisk eller juridisk person.
Det foreslås, at en autorisation til at udøve inkassovirksomhed bl.a. skal
være betinget af, at ansøgeren har de faglige kvalifikationer og det
økonomiske grundlag, som er fornødent for at kunne drive inkassovirksomhed på
en forsvarlig måde.
Det foreslås således, at autorisation bl.a. skal være betinget af, at
ansøgeren gør det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve
inkassovirksomheden forsvarligt og i overensstemmelse med god skik inden for
branchen. Det kan nævnes, at der gælder tilsvarende regler for
vagtvirksomheder, jf. lov om vagtvirksomhed. Vagtvirksomheder udøver i lighed
med inkassobureauer m.v. en virksomhed, der på nogle punkter kan sidestilles
med funktioner, der ellers varetages af offentlige myndigheder.
Er ansøgeren et selskab eller anden juridisk person, foreslås det, at de
personlige kvalifikationskrav m.v. skal være opfyldt af ledelsen, dvs.
eventuelle direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne.
Det foreslås, at autorisationer tidsbegrænses, således at der bl.a. bliver
mulighed for med mellemrum at prøve, om betingelserne for autorisation
fortsat er opfyldt. Der foreslås endvidere regler om tilbagekaldelse og
bortfald af autorisationer.
Der henvises til lovforslagets §§ 3-7 og 21-27.
4.2.2. Arbejdsgruppen anfører endvidere, at de ovenfor under pkt.
4.2.1. nævnte formål med en autorisationsordning kun kan opnås fuldt ud, hvis
der også stilles krav om godkendelse af den del af autorisationsindehaverens
personale, der deltager i udøvelsen af den egentlige inkassovirksomhed. Den
daglige udøvelse af inkassovirksomhed, herunder kontakten til skyldnere,
forestås ofte af personalet. Det er endvidere arbejdsgruppens opfattelse, at
en godkendelsesordning vil være nødvendig for at sikre, at
autorisationsordningen ikke kan omgås ved stråmandskonstruktioner.
Godkendelse bør bl.a. nægtes, hvis der er særlig grund til at antage, at den,
der ønskes ansat, ikke vil udøve sit hverv på forsvarlig måde.
Der henvises til betænkningen side 46-47.
Justitsministeriet er i det væsentlige enig i arbejdsgruppens synspunkter,
men finder dog, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt behov for at udstrække et
krav om godkendelse af inkassobureauers personale til at gælde andre ansatte
end dem, som eventuelt skal foretage personlige henvendelser til skyldnere.
Ved personlig henvendelse er der en særlig risiko for, at der udøves urimelig
pression mod skyldnere. I øvrigt må det efter Justitsministeriets opfattelse
anses for tilstrækkeligt, at der stilles krav til inkassobureauets indehaver,
på hvis ansvar virksomheden udøves, og at det bl.a. ligger i ordningen, at
tilladelsen til at drive inkassovirksomhed vil kunne fratages den pågældende,
hvis virksomheden ikke længere kan forventes drevet forsvarligt.
Lovforslaget er på den baggrund udformet således, at
autorisationsindehaveren skal sørge for, at ansatte ikke retter personlig
henvendelse til skyldnere, medmindre de forinden er godkendt hertil.
Administrationen af ordningen vil blive søgt tilrettelagt således, at
godkendelsesproceduren ikke lægger unødige hindringer i vejen for en normal
udskiftning af personale.
Der henvises til lovforslagets § 8.
4.2.3. Arbejdsgruppen foreslår ikke ændringer i retsplejelovens
generelle ordning, hvorefter advokater som udgangspunkt er eneberettigede til
at udføre retssager for andre, herunder inkassosager.
Arbejdsgruppens overvejelser om dette spørgsmål er refereret i
betænkningen side 62-64.
Justitsministeriets »småsagsudvalg« har bl.a. til opgave at
overveje behovet og mulighederne for en ny ordning, hvor adgangen til retslig
behandling af visse mindre krav gøres enklere, hurtigere og billigere for
parterne, men således at grundlæggende retssikkerhedsgarantier opretholdes. I
den forbindelse indgår bl.a. spørgsmål vedrørende advokatbistand til parterne
i udvalgets overvejelser.
Småsagsudvalget forventes at afgive betænkning i foråret 1997.
4.3. Sikkerhedsstillelse.
Arbejdsgruppen overvejede bl.a., om en autorisation bør gøres betinget af,
at ansøgeren har stillet sikkerhed for et muligt økonomisk ansvar, der
pådrages som følge af inkassovirksomheden.
Arbejdsgruppen anfører bl.a., at da inkassobureauer inddriver midler, som
ikke tilhører bureauet, bør der være etableret en sikkerhed for kundernes
tilgodehavender, f.eks. hvis autorisationsindehaveren eller en ansat begår
underslæb i forhold til inddrevne midler. Endvidere bør skyldnere og andre
have sikkerhed for erstatningskrav som følge af ansvarspådragende adfærd i
forbindelse med inkassovirksomheden, f.eks. krav i anledning af, at
autorisationsindehaveren eller dennes ansatte har disponeret uretmæssigt over
en løsøregenstand.
Arbejdsgruppen peger på, at en sådan sikkerhed bl.a. kan etableres ved
forskellige former for garantiordninger eller ved
professionsansvarsforsikringer.
Arbejdsgruppen anfører på baggrund af de oplysninger, man har indhentet,
at det i dag er muligt for inkassobureauer at tegne almindelige
ansvarsforsikringer, som imidlertid bl.a. ikke vil dække tab som følge af, at
inkassobureauet har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og som i praksis
næppe heller vil kunne tegnes således, at forsikringen dækker tab som følge
af, at autorisationsindehaveren selv begår underslæb. Ansvarsforsikringer må
således i givet fald suppleres med garantistillelser - f.eks. en
kautionsforsikring eller en bankgaranti - for fuldt ud at dække skyldnere
m.v. og inkassobureauets kunder ind. Det fremgår af betænkningen, at det i
dag bl.a. er muligt for medlemmer af Dansk InkassoBrancheforening at tegne
kautionsforsikringer, som dækker alle pengekrav mod et inkassobureau,
herunder også krav i anledning af autorisationsindehaverens underslæb
vedrørende inddrevne midler.
Arbejdsgruppen har på den anførte baggrund fundet, at der er grundlag for
at stille krav om, at inkassobureauer stiller en betryggende sikkerhed for
pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.
Arbejdsgruppen har imidlertid også fundet det væsentligt, at der ikke stilles
så strenge krav, at i øvrigt velfungerende mindre inkassobureauer m.v. i
praksis afskæres fra at udøve inkassovirksomhed, fordi præmien m.v. for
sikkerhedsstillelsen bliver for høj. Sikkerhedsstillelsens størrelse vil
eventuelt kunne gøres afhængig af bureauets størrelse og inkassovirksomhedens
art og omfang.
Arbejdsgruppens forslag går på denne baggrund ud på, at autorisation gøres
betinget af, at inkassobureauet har stillet sikkerhed for pengekrav, der
måtte opstå som følge af udøvelse af inkassovirksomhed, og at de nærmere krav
til sikkkerhedsstillelsens art og omfang fastsættes administrativt.
Der henvises til betænkningen side 47-50.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 2.
4.4. Udøvelse af inkassovirksomhed.
Lovforslagets § 9 indeholder en grundlæggende bestemmelse om, at
inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. I §§
10-13 foreslås visse supplerende regler om udøvelse af inkassovirksomhed i
forhold til skyldnere, og §§ 14-16 indeholder supplerende regler om
inkassobureauers pligter over for kreditorer (inkassobureauets kunder).
Lovforslagets §§ 17 og 18 indeholder særlige regler om annoncering m.v. og om
tavshedspligt for autorisationsindehaveren og personale, der er godkendt
efter reglen i lovforslagets § 8, jf. ovenfor under pkt. 4.2.
4.4.1. God inkassoskik.
Arbejdsgruppen har i betænkningen foreslået, at der fastsættes en retlig
standard for god inkassoskik. Arbejdsgruppen anfører, at lovfæstelsen af en
sådan retsstandard bl.a. vil kunne give nogle fordele i forbindelse med
administrationen af en autorisationsordning, navnlig fordi en sådan
bestemmelse vil kunne være en rettesnor ved løsningen af de mangeartede
situationer, der kan opstå i forbindelse med praktisk inkassovirksomhed. En
retsstandard som »god inkassoskik« har bl.a. den fordel, at
indholdet kan ændres i takt med den almindelige udvikling i samfundet.
Der henvises til betænkningen side 50-51.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed. Det foreslås således i § 9, at
inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik, og det
præciseres, at det bl.a. er i strid med god inkassoskik at anvende metoder,
der udsætter personer eller virksomheder for urimelig pression, skade eller
ulempe.
Det bemærkes, at lignende retlige standarder findes i anden lovgivning,
f.eks. »god advokatskik« i retsplejelovens § 126, »god
pengeinstitutpraksis« i lov om banker og sparekasser § 1, stk. 6, og
»god skik inden for branchen« i lov om vagtvirksomhed § 3.
§ 9 vil formentlig få størst praktisk betydning for inkassobureauets
optræden over for skyldnere, idet det bl.a. er i disse situationer, at der er
størst risiko for, at der påføres nogen urimelig pression, skade eller
ulempe. Bestemmelsen indebærer imidlertid også visse pligter for bureauerne
over for deres kunder.
Ved vurderingen af, om en handling m.v. er i strid med god inkassoskik,
skal der i et vist omfang foretages en afvejning af hensynet til skyldneren
over for hensynet til inkassobureauets kunders interesse i en effektiv og
hurtig inddrivelse af deres berettigede krav. Der henvises herom nærmere til
bemærkningerne til lovforslagets § 9.
I forbindelse med høringen over betænkningen har der været rejst spørgsmål
om adgangen til at kræve inkassoomkostninger betalt af skyldneren.
Arbejdsgruppen anfører herom bl.a., at den omstændighed, at en skyldner har
overskredet betalingsfristen for en fordring, ikke i sig selv medfører, at
skyldneren efter almindelige erstatningsretlige regler har pligt til at dække
enhver udgift, som kreditor eventuelt afholder til inddrivelse af fordringen,
herunder udgifter til inkassobureauer. Det er således udgangspunktet, at
salær til inkassobureauer m.v. kun kan medtages som en del af
sagsomkostningerne under en retssag, hvis der er hjemmel hertil i aftalen
mellem skyldneren og kreditor. I retspraksis anerkendes dog, at inkassosalær
til den pågældende advokat i et vist omfang medtages som en del af
sagsomkostningerne.
Det anføres i betænkningen, at der under arbejdsgruppens drøftelser er
rejst spørgsmål om, hvorvidt der også efter en eventuel gennemførelse af en
autorisationsordning vil være grundlag for en sådan forskel mellem advokater
og inkassobureauer m.v., men arbejdsgruppen bemærker, at det på grundlag af
de gældende regler vil være i strid med god inkassoskik, såfremt et
inkassobureau uden hjemmel i aftalen mellem skyldneren og kreditor kræver sit
salær m.v. betalt af skyldneren. Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at
spørgsmålet om kreditorers ret til at kræve diverse inddrivelsesomkostninger
betalt af skyldneren ikke bør reguleres i en lovgivning, der alene vedrører
den virksomhed, som udøves af inkassobureauer m.v.
Der henvises til betænkningen side 57-58.
Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig arbejdsgruppens
synspunkter, men finder dog, at det på baggrund af den påpegede mulighed for,
at visse udgifter til et autoriseret inkassobureau eventuelt vil kunne
anerkendes som nødvendige og rimelige og medtages som en del af
sagsomkostningerne i forbindelse med en retssag, næppe i forbindelse med
lovforslaget bør fastslås, at det i alle tilfælde vil være i strid med god
inkassoskik at kræve visse salærudgifter m.v. betalt af skyldneren uden
hjemmel hertil i aftalen mellem skyldneren og kreditor.
4.4.2. Indholdet af rykkerskrivelser m.v.
Arbejdsgruppen anfører, at det bør være et centralt krav, at en skyldner
får reel mulighed for at bedømme det fremsatte krav, navnlig inden der f.eks.
indgås et frivilligt forlig, som efterfølgende kan danne grundlag for
tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten.
Arbejdsgruppen har på den baggrund fundet, at der bør stilles krav om, at
krav om betaling som hovedregel først skal fremsættes skriftligt og indeholde
de oplysninger, som må anses for nødvendige, for at køberen kan bedømme, om
kravet er berettiget, og om det skyldige beløb er opgjort korrekt. Dette
skriftlige påkrav skal endvidere angive en frist på 8 dage, inden for hvilken
skyldneren kan indfri fordringen uden at risikere, at inkassobureauet m.v.
foretager sig noget, som eventuelt vil kunne påføre skyldneren yderligere
udgifter - navnlig iværksætter retlige skridt mod skyldneren. En sådan frist
vil give skyldneren mulighed for at betale eller fremsætte indsigelser og
dermed foregribe yderligere inkassoskridt.
Der henvises til betænkningen side 52.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed, idet Justitsministeriet dog finder, at
den nævnte tidfrist i påkravsskrivelsen bør være (mindst) 10 dage.
Der henvises til lovforslagets § 10.
4.4.3. Personlig henvendelse til skyldnere
Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om det fortsat bør være tilladt
for inkassobureauer m.v. at rette personlig henvendelse til skyldnere på
disses bopæl eller andre steder, hvortil der ikke er almindelig adgang.
Baggrunden herfor er, at personlig henvendelse efter arbejdsgruppens
opfattelse indebærer en særlig risiko for urimelig pression, som
efterfølgende vil kunne være vanskelig at bevise, jf. ovenfor under pkt. 4.2.
Dette gælder især ved personlig henvendelse, der sker uden skyldnerens
forudgående samtykke hertil.
Arbejdsgruppen anfører, at et forbud mod personlig henvendelse, der sker
efter aftale, vil lægge unødvendige og uhensigtsmæssige hindringer i vejen
for en effektiv inddrivelse af fordringer, som trods rykkerskrivelser ikke
betales. Inkassobureauet kan ved et besøg hos skyldneren få et bedre indtryk
af skyldnerens evne til at betale, og det vil ofte være en fordel for både
skyldneren og kreditor, at man efter forudgående aftale sætter sig sammen og
f.eks. prøver at fastsætte en realistisk afdragsordning.
Der henvises til betænkningen side 52.
Justitsministeriet er enig i disse synspunkter, og lovforslaget indeholder
således ikke regler om begrænsninger i adgangen til efter forudgående aftale
med skyldneren at aflægge besøg på bopælen m.v.
Med hensyn til spørgsmålet om adgangen til at rette personlig henvendelse
til skyldnere uden forudgående aftale herom, var der forskellige opfattelser
i arbejdsgruppen.
Et mindretal (Forbrugerrådets repræsentant) fandt, at der bør gælde et
absolut forbud mod uanmodet personlig henvendelse, idet sådanne henvendelser
ofte vil blive opfattet som en pression, der i værste fald er utilbørlig og
unødigt krænkende. Mindretallet fandt, at forbrugeren befinder sig i en helt
umulig bevismæssig situation, hvis der efterfølgende bliver spørgsmål om,
hvorvidt inkassobureauet m.v. »gik over stregen«.
Flertallet (arbejdsgruppens 7 øvrige medlemmer) fandt, at der må lægges
vægt på, at det af hensyn til en effektiv og ikke uforholdsmæssigt bekostelig
inddrivelse må anses for væsentligt, at inkassobureauer fortsat har visse
muligheder for at rette uanmodet henvendelse til skyldnere, når
rykkerskrivelser viser sig nytteløse. Det må også forventes, at den
foreslåede autorisationsordning og godkendelsesordning for ansatte yderligere
vil medvirke til at sikre, at henvendelser på bopælen m.v. ikke foregår på en
måde, der lægger et utilbørligt pres på skyldnere.
Flertallet fandt på den baggrund, at der ikke bør indføres et totalt
forbud mod uanmodet personlig henvendelse, men at der derimod bør gennemføres
nogle nærmere regler om fremgangsmåden ved uanmodet henvendelse.
Hovedelementerne i flertallet forslag er krav om, at uanmodet personlig
henvendelse skal varsles skriftligt efter nærmere retningslinjer, at
skyldneren skal kunne frabede sig sådan henvendelse, at sådan henvendelse kun
må finde sted på personlige skyldneres bopæl - ikke f.eks. deres arbejdsplads
- samt at uanmodet personlig henvendelse kun må finde sted på hverdage
(undtagen lørdage samt juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag) mellem
kl. 08.00 og 21.00.
Der henvises til betænkningen side 52-54.
I forbindelse med høringen over betænkningen er der fra flere sider taget
afstand fra tanken om helt at forbyde uanmodet personlig henvendelse. Det er
endvidere blevet anført, at arbejdsgruppens flertals forslag om, at enhver
uanmodet personlig henvendelse skal varsles på forhånd, generelt vil gøre det
vanskeligt for inkassobureauer at tilbyde en inddrivelse, som er
tilstrækkeligt effektivt, bl.a. fordi visse skyldnere konsekvent undlader at
reagere på skriftlige henvendelser eller ofte skifter adresse.
Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for at foreslå et
totalt forbud mod uanmodet personlig henvendelse til skyldnere, navnlig ikke
i forbindelse med gennemførelsen af en autorisations- og godkendelsesordning,
hvor der bl.a. stilles kvalifikationskrav m.v. til de personer, der skal
drive inkassovirksomheden og foretage personlige henvendelser.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppens flertal i, at der derimod
bør fastsættes nærmere regler for fremgangsmåden ved uanmodet personlig
henvendelse. Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at skyldnere generelt
bør kunne frabede sig uanmodede henvendelser, idet bemærkes, at det
naturligvis er strafbart, såfremt den, der møder for inkassobureauet,
tiltvinger sig adgang til skyldnerens bolig m.v. Justitsministeriet finder
endvidere ikke, at der er fuldt tilstrækkeligt behov for at stille krav om,
at enhver uanmodet personlig henvendelse skal være varslet på forhånd med
angivelse af, hvornår henvendelsen vil finde sted.
Det følger allerede af bestemmelsen i lovforslagets § 10, at uanmodet
personlig henvendelse først kan finde sted, når der er sendt et skriftligt
påkrav til skyldneren og den deri angivne frist på 10 dage er udløbet. På den
baggrund vil det efter Justitsministeriets opfattelse medføre en
tilstrækkelig beskyttelse af skyldnerne, såfremt der herudover stilles krav
om, at inkassobureauet inden den første uanmodede henvendelse til
skyldneren skal sende et skriftligt varsel med angivelse af sted og
omtrentligt tidspunkt for henvendelsen. Træffes skyldneren ikke ved denne
henvendelse, bør inkassobureauet herefter have mulighed for at rette fornyede
henvendelser uden at varsle dette på forhånd, dog kun hvis skyldneren i det
skriftlige varsel er gjort tydeligt opmærksom herpå.
Der henvises til lovforslagets § 12.
4.4.4. Tilbagetagelse af løsøregenstande
Adgangen til at inddrive fysiske genstande er generelt begrænset ved
kreditaftalelovens bestemmelser om tilbagetagelse af genstande, herunder
genstande solgt med ejendomsforbehold. Efter denne lovs § 36, stk. 2, kan der
ikke ske tilbagetagelse af genstande, som er solgt med ejendomsforbehold, når
den pågældende genstand efter retsplejelovens § 509, stk. 1, eller § 515,
stk. 2, ville være undtaget fra udlæg. Retsplejelovens § 509 drejer sig om
løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af et beskedent hjem for
skyldneren og dennes husstand, og § 515, stk. 2, vedrører hjælpemidler, der
er nødvendige for den pågældende på grund af sygdom m.v.
Tilbagetagelse af fysiske genstande kan endvidere ikke ske uden
skyldnerens samtykke.
Arbejdsgruppen anfører, at det bl.a vil kunne få konsekvenser for
autorisationen til at udøve inkassovirksomhed, hvis et inkassobureau f.eks.
tilsidesætter de nævnte bestemmelser i kreditaftaleloven. Arbejdsgruppen har
imidlertid fundet, at der med henblik på yderligere at forebygge, at
tilbagetagelse sker på en utilbørlig måde, bør stilles krav om, at skyldneren
skal have givet skriftligt samtykke til tilbagetagelsen, og at
skyldneren skal have en kopi af det skriftlige samtykke.
Der henvises til betænkningen side 56-57.
Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens synspunkter, og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 13.
4.4.5. Behandlingen af inddrevne midler
Med henblik på at øge kundernes sikkerhed i forbindelse med
inkassobureauernes inddrivelse af pengebeløb m.v. foreslås det, at de midler,
som inkassobureauet m.v. inddriver for kunden, og som ikke straks udleveres
til denne, skal holdes adskilt fra inkassobureauets øvrige midler. Ved en
sådan »individualisering« af de inddrevne beløb m.v. beskyttes
kunden mod inkassobureauets kreditorer.
Der foreslås herudover visse grundlæggende regler om inkassobureauers
behandling af inddrevne midler, bl.a. om, at inddrevne beløb hurtigst muligt
skal videregives til kunden, hvis ikke andet er aftalt, og at rente af
inddrevne beløb som hovedregel skal tilfalde kunden. Det foreslås, at
yderligere regler herom skal fastsættes administrativt. Disse regler vil
blive udformet med udgangspunkt i de regler, som gælder for advokaters
førelse af klientkonti, jf. herved Det Danske Advokatsamfunds vedtægt om
advokaters pligter med hensyn til behandling af betroede midler. Disse regler
indeholder bl.a. bestemmelser om, at rente af mindre beløb og rente af beløb,
der udbetales til fordringshaveren inden 14 dage, ikke tilfalder
fordringshaveren.
Det foreslås endvidere, at bogføringsloven ændres, således at pligten til
at føre ordentlige og omhyggelige forretningsbøger også gælder for
inkassobureauer, der ikke drives i selskabsform.
Det foreslås endelig, at der administrativt skal kunne fastsættes nærmere
regler om inkassobureauers regnskabsaflæggelse og om revision af regnskaber.
Der henvises til betænkningen side 58-59 og til lovforslagets §§ 14-16,
20, stk. 2, og 30, stk. 3.
5. Høring
Betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed har været til høring hos
følgende organisationer m.v.:
Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, Præsidenten for Sø-
og Handelsretten i København, Præsidenten for Københavns Byret, præsidenterne
for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Dansk Politiforbund, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Rigspolitichefen,
Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Kommunernes
Landsforening, Det Danske Handelskammer, HK-Landsklubben, PDT,
Entreprenørforeningen, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Landsforeningen af
Erhvervsinteresser, Butikshandelens Fællesråd, Dansk Organisation af
Detailhandelskæder, Dansk InkassoBrancheforening, Inkassobranchens Fællesråd,
Dansk Industri, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Handel og Service,
Håndværksrådet, Forbrugerrådet, Realkreditrådet, Liberale Erhvervs Råd,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Finansrådet, Advokatrådet, Konkurrencerådet,
Danske Finansieringsselskabers Forening, Assurandør-Societetet, og
Landsforeningen Loyal Handel.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes at ville medføre en vis byrde for politiet, som vil
få til opgave at behandle ansøgninger om autorisation og godkendelse. Dette
merarbejde skønnes at få et meget begrænset omfang, og vil kunne afholdes
inden for de gældende bevillingsmæssige rammer.
For så vidt angår de erhvervsøkonomiske konsekvenser, vil forslaget som
følge af de foreslåede betalingsordninger medføre en årlig udgift for
inkassobranchen på ca. 100.000 kr.
Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige eller EU-retlige aspekter. Der
er ved udformningen af lovforslaget taget hensyn til Kommissionens
henstilling af 12. maj 1995 om betalingsfrister i handelsforhold, hvori det
bl.a. anbefales, at medlemsstaterne tager skridt til at sikre, at
fordringshavere har adgang til en hurtig, effektiv og billig inddrivelse af
forfaldne fordringer.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lovens anvendelsesområde fastlægges i lovforslagets §§ 1 og 2.
Efter stk. 1 gælder loven - med de undtagelser, som følger af stk.
2 og 3 - for udøvelse af inkassovirksomhed. »Inkassovirksomhed«
defineres i § 2. Enhver fysisk eller juridisk person, der udøver
inkassovirksomhed, vil være omfattet af loven. Det gælder, uanset om der
inddrives fordringer for privatpersoner, private erhvervsvirksomheder eller
offentlige myndigheder.
Det foreslås i stk. 2 , at kun de »materielle« regler om
god inkassoskik og adfærd over for skyldnere i lovforslagets §§ 9-11, § 12,
stk. 1-3 og § 13 (samt sanktionsbestemmelsen i § 29) skal gælde for
inkassovirksomhed, som udøves af selvstændige advokater, herunder
advokatselskaber m.v., og af pengeinstitutter. Undtagelsesbestemmelsen gælder
ikke for advokater, der udfører inkassovirksomhed som ansat i andre
erhvervsvirksomheder, foreninger m.v.
Ved pengeinstitut forstås banker, sparekasser og andelskasser, jf. herved
lov om banker og sparekasser § 1.
Efter stk. 3 er offentlige myndigheders inddrivelse af fordringer
undtaget fra loven. Det gælder således f.eks. kommunernes inddrivelse af
hustrubidrag og Hypotekbankens inddrivelse af fordringer for andre offentlige
myndigheder.
Endvidere foreslås det at undtage beskikkede auktionslederes inddrivelse
af købesum og auktionsomkostninger hos auktionskøbere. Antager en
auktionsleder et inkassobureau til at inddrive auktionskøbesummen, vil
inkassobureauets inddrivelse være omfattet af loven.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 1 i arbejdsgruppens
lovudkast, idet dog også inkassovirksomhed, der udøves af pengeinstitutter,
foreslås undtaget fra bestemmelserne om autorisation m.v.
Til § 2
Bestemmelsen definerer »inkassovirksomhed«.
Efter bestemmelsens 1. led forstås herved erhvervsmæssig
inddrivelse af fordringer for andre.
For at inddrivelse kan anses for erhvervsmæssig må der bl.a. være
tale om, at den normalt udøves mod vederlag, f.eks. i form af tjenesteydelser
o.lign., eller økonomisk bidrag i en eller anden form, herunder ved
kontingenter, medlemsbidrag m.v. Det forudsættes således, at såfremt f.eks.
en interesseorganisation inddriver fordringer for sine medlemmer, vil
inddrivelsen være omfattet af loven, uanset at organisationen ikke beregner
sig andet vederlag herfor end (en del af) det almindelige medlemsbidrag.
Inddrivelse af fordringer behøver ikke at være den pågældendes
hovederhverv, men virksomheden må dog normalt have et vist, ikke ubetydeligt
omfang og foregå med en vis regelmæssighed for at kunne anses for
erhvervsmæssig. Et vist forretningsmæssigt tilsnit, f.eks. udformning af
nærmere procedurer for inddrivelsen, herunder anvendelse af
standardrykkerskrivelser, vil også tale for, at inddrivelsen må anses for
erhvervsmæssig.
Inddrivelse, der må betegnes som lejlighedsvis og tilfældig, vil således
ikke være omfattet af loven. Som eksempel på sådan inddrivelse kan nævnes
tilfælde, hvor en person eller virksomhed, der har krav på erstatning som
følge af en skadevoldende handling, ved forfølgelse af sit eget krav medtager
andre skadelidtes krav, som er opstået i forbindelse med samme skadevoldende
handling. Privatskiftende arvingers inddrivelse af afdødes fordringer vil
heller ikke være omfattet.
Inkassovirksomhed omfatter efter bestemmelsen erhvervsmæssig
inddrivelse af fordringer. Bistand til vurdering af et pengekravs
eksistens og omfang er således ikke i sig selv omfattet af loven.
Efter bestemmelsen omfatter loven ethvert led i forbindelse med
erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer. Det er således uden betydning, om
et inkassobureau, der udsender rykkerskrivelser o.lign., også f.eks. forestår
personlige henvendelser til skyldneren. Hvis f.eks. et kreditoplysningsbureau
på vegne af dets abonnenter regelmæssigt udsender forslag til frivillige
forlig til skyldnerne, må dette - selv om bureauet ikke i øvrigt beskæftiger
sig med inddrivelse og ikke modtager beløb på abonnenternes vegne - anses for
at være et led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer.
Det foreslås, at loven alene skal omfatte inddrivelse for andre .
Hermed er erhvervsvirksomheders inddrivelse af egne fordringer (egeninkasso)
ikke omfattet, medmindre der er tale om erhvervsmæssigt opkøb af forfaldne
fordringer, jf. herom nedenfor. Afgørende for, om der er tale om inddrivelse
for andre eller egeninkasso er, om inkassobureauet m.v. og kunden er
forskellige juridiske enheder. Har et selskab f.eks. en inkassoafdeling, der
forestår inddrivelsen af selskabets fordringer, er der tale om egeninkasso.
Foretages inddrivelsen derimod af en selvstændig juridisk enhed inden for en
koncern, er der ikke tale om egeninkasso, selv om der eventuelt kun inddrives
fordringer for de koncernforbundne selskaber.
Efter bestemmelsens 2. led omfatter loven også inddrivelse af
fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på erhvervsmæssig
inddrivelse på egne vegne. Inddrivelsen skal være tænkt som en
indtjeningskilde for virksomheden. Ved bedømmelsen heraf kan der lægges vægt
på, om pengekravene kursfastsættes i forbindelse med erhvervelsen, evt. som
led i en bedømmelse af kravenes beskaffenhed. »Erhvervsmæssig« skal
i øvrigt forstås på samme måde som nævnt ovenfor. Der behøver således ikke at
være tale om den pågældendes hovederhverv, men virksomheden skal dog have et
vist omfang og en vis regelmæssighed for at kunne anses for erhvervsmæssig.
Loven vil således f.eks. ikke gælde i tilfælde, hvor en erhvervsvirksomhed i
et enkeltstående tilfælde accepterer en forfalden fordring på tredjemand som
betaling.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.
Bestemmelsen svarer til § 2 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 3
Stk. 1 indeholder lovforslagets centrale bestemmelse om, at udøvelse af
inkassovirksomhed kræver autorisation. Autorisation skal indhentes, inden
inkassovirksomhed påbegyndes.
Autorisationskravet gælder for den, som enten selv udøver eller på hvis
vegne, der udøves inkassovirksomhed.
Den, der udøver inkassovirksomhed uden fornøden autorisation, kan
straffes, jf. lovforslagets § 29, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Bestemmelsen svarer til § 3 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 4
Bestemmelsen indeholder visse generelle betingelser for, at der kan
meddeles autorisation til udøvelse af inkassovirksomhed. Disse betingelser
skal være opfyldt, uanset om virksomheden drives som enkeltmandsvirksomhed
eller i selskabsform m.v. I §§ 5 og 6 fastsættes visse yderligere krav, som
skal være opfyldt, når ansøgeren er henholdsvis en fysisk person (§ 5) eller
en juridisk person (§ 6).
Det foreslås i stk. 1 , at ansøgeren skal gøre det antageligt, at
virksomheden vil blive drevet forsvarligt og i overensstemmelse med god
inkassoskik, jf. herved lovforslagets § 9.
Er ansøgeren en juridisk person som nævnt i lovforslagets § 6, stk. 1,
skal betingelserne som udgangspunkt være opfyldt af direktøren og
bestyrelsesmedlemmerne, i nogle tilfælde dog eventuelt af en bestyrer, jf. §
6, stk. 3.
Bestemmelsen tager navnlig sigte på handlinger, der ikke har medført
strafferetlig tiltale. Det kan f.eks. være oplyst, at ansøgeren er blevet
afskediget fra en stilling på grund af uredelighed, der ikke har medført en
straffesag, eller at den pågældende i anden virksomhed groft har tilsidesat
hensynet til kunder m.v.
De foreliggende oplysninger om og fra ansøgeren om bl.a. økonomiske
forhold skal kunne begrunde en antagelse om, at den pågældende vil kunne være
ansvarlig for udøvelsen af inkassovirksomhed på en sådan måde, at
inkassovirksomheden med hensyn til kvalitet og effektivitet kan leve op til
normerne for god og kompetent virksomhed inden for branchen.
Har ansøgeren oparbejdet forfalden gæld til det offentlige i forbindelse
med erhvervsudøvelse, vil dette efter omstændighederne kunne tale for, at
autorisation nægtes, uanset inden for hvilket erhverv, gælden er opstået.
Det må kræves, at det er gjort antageligt, at ansøgeren har de fornødne
faglige kvalifikationer, navnlig med hensyn til den pågældendes
forudsætninger for at kunne bedømme et kravs retmæssighed. Der vil i den
forbindelse bl.a. kunne lægges vægt på den pågældendes praktiske erfaring med
inkassovirksomhed, opnået f.eks. gennem ansættelse i et inkassobureau m.v.
eller hos en advokat eller pengeinstitut eller gennem arbejde som f.eks.
kommunal pantefoged.
Det forudsættes, at i hvert fald oplysninger om overtrædelse af moms- og
skattelovgivningen indhentes som led i en fast procedure. Giver ansøgeren
ikke samtykke til, at disse oplysninger indhentes, vil det ikke kunne
bedømmes, om betingelserne for meddelelse af autorisation er opfyldt, og
autorisation må i så fald nægtes. Det gælder dog ikke, hvis spørgsmålet om
lovligheden af en omstridt fremgangsmåde er indbragt for domstolene, f.eks.
en afgørelse truffet af skattemyndighederne om overtrædelse af moms- eller
skattelovgivningen. Behandlingen af en ansøgning bør i så fald efter
omstændighederne stilles i bero.
Det vil kunne indgå i vurderingen, om ansøgeren kan forventes at være den
reelt ansvarlige for inkassobureauet m.v. En ansøger, som må antages at være
»stråmand« for en anden person, der reelt vil være den bestemmende
i virksomheden, og som ikke opfylder betingelserne for at opnå autorisation,
vil ikke kunne meddeles autorisation.
Det foreslås i stk. 2 , at meddelelse af autorisation endvidere
skal være betinget af, at ansøgeren har stillet betryggende sikkerhed for
pengekrav af enhver art, som kunder, skyldnere eller andre måtte få mod
bureauet i forbindelse med inkassovirksomheden.
Det foreslås, at nærmere regler om sikkerhedsstillelsens art og omfang
skal fastsættes af justitsministeren. Sikkerheden bør i det enkelte tilfælde
dække den normale risiko for tab i forhold til et inkassobureau af den
pågældende størrelse. Inkassobureauets størrelse bør vurderes i forhold til
det samlede beløb, som bureauet normalt vil have til inkasso. Det vil
endvidere blive fastsat i de administative bestemmelser, at en stillet
sikkerhed kan kræves forhøjet i løbet af autorisationsperioden, hvis dette
viser sig nødvendigt.
Det vil endvidere blive fastsat, at sikkerhedsstillelsen skal ske på
sådanne vilkår, at der er mulighed for at gøre krav gældende direkte over for
forsikringsselskabet, garantistilleren m.v.
Den krævede sikkerhed skal være stillet, inden autorisation kan meddeles.
Administrationen af ordningen vil blive tilrettelagt således, at den
autorisationsudstedende myndighed til brug for ansøgerens eventuelle
drøftelser med forsikringsselskab, pengeinstitut m.v. kan udfærdige en
meddelelse om, hvorvidt ansøgeren opfylder lovens øvrige betingelser for at
opnå autorisation.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2. og 4.3.
Bestemmelsen svarer til § 4 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse angiver betingelserne for autorisation i
tilfælde, hvor ansøgeren er en fysisk person, herunder et interessentskab af
fysiske personer.
Med hensyn til betingelserne efter § 4 henvises til bemærkningerne til
denne bestemmelse.
Kravene i stk. 1 svarer til de krav, der sædvanligvis stilles i anden
lovgivning vedrørende virksomhed, hvortil der kræves offentlig autorisation,
beskikkelse, bevilling, godkendelse eller lignende.
Ansøgeren må efter stk. 1, nr. 5, ikke have betydelig gæld til det
offentlige, dvs. på ca. 50.000 kr. eller mere. Tilsvarende bestemmelser er i
de senere år blevet indsat i en lang række love om autorisation m.v. Det er
navnlig gæld i form af skatterestancer og manglende momsbetaling, der vil
kunne begrunde, at autorisation ikke meddeles. Det er en forudsætning for at
nægte autorisation efter denne bestemmelse, at gælden er opstået i
forbindelse med inkassovirksomhed. Nægtes autorisation eller fornyelse af en
autorisation af denne grund, forhindrer dette ikke ansøgeren i at arbejde
inden for erhvervet, blot det sker for en autorisationsindehaver.
Bestemmelsen tilsigter at ramme manglende betalingsvilje, og en person har
derfor mulighed for at undgå et afslag på sin ansøgning ved at indgå en
afdragsaftale med de myndigheder, der har et økonomisk krav mod vedkommende.
Efter stk. 1, nr. 6, må ansøgeren endvidere ikke være dømt for strafbart
forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at
udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2. Hvorvidt det
pågældende strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af
adgangen til at udøve inkassovirksomhed, afhænger først og fremmest af, om
det begåede forhold viser en særlig risiko for, at den pågældende ikke vil
overholde reglerne om udøvelse af inkassovirksomhed. Der må bl.a. tages
hensyn til de omstændigheder, hvorunder forholdet blev begået, forbrydelsens
grovhed og udførelsesmåde, den pågældendes personlige forhold på
gerningstidspunktet og nu, om der er tale om førstegangskriminalitet, og til,
hvor lang tid, der er gået siden den pågældende lovovertrædelse. Personer,
der er dømt for volds- eller berigelseskriminalitet, og personer, der er dømt
for overtrædelser af lovgivningen om bogføring eller af moms- eller
skattelovgivningen, bør som udgangspunkt ikke meddeles autorisation.
Betingelserne i stk. 1, herunder særligt i nr. 5 og 6, medfører, at den
autorisationsudstedende myndighed skal indhente oplysninger om ansøgerens
forhold fra andre offentlige myndigheder. Giver ansøgeren ikke samtykke
hertil, vil det ikke kunne bedømmes, om lovens betingelser er opfyldt, og
autorisation må i så fald nægtes.
Nægtelse af autorisation efter § 5, stk. 1, nr. 6, skal på begæring af
ansøgeren indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning, jf.
straffelovens § 78, stk. 3.
Bestemmelsen svarer til § 5 i arbejdsgruppens lovudkast, bortset fra, at
et krav om dansk indfødsret og om, at ansøgeren i alle tilfælde skal have
været beskæftiget med inkassovirksomhed i mindst 3 år, ikke er medtaget i
lovforslaget. Det følger af lovforslagets § 4, stk. 1, at ansøgeren skal have
visse faglige kvalifikationer, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 6
Bestemmelsen angiver betingelserne for autorisation i tilfælde, hvor
ansøgeren er en juridisk person.
Betingelserne i stk. 1 retter sig i første række mod direktører og
bestyrelsesmedlemmer og svarer til de betingelser, der i medfør af
lovforslagets § 5 gælder for enkeltmandsvirksomheder m.v. Det foreslås, at
direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal opfylde betingelserne
i § 5, stk. 1, nr. 1-3 (betingelser vedrørende bopæl, alder og personlig
myndighed).
Der stilles ikke krav om, at direktører og bestyrelsesmedlemmer personligt
skal stille den i § 4, stk. 2, nævnte sikkerhed. Det er
»ansøgeren«, dvs. selskabet m.v., der skal stille sikkerheden.
Efter stk. 2 skal selskabet m.v. anmelde eventuelle udskiftninger i
direktionen og bestyrelsen. Den autorisationsudstedende myndighed afgør
herefter, om personudskiftningen medfører, at en meddelt autorisation ikke
kan opretholdes. Bestemmelsen medfører ikke begrænsninger i pligten til at
anmelde nye medlemmer af direktion eller bestyrelse til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen i medfør af lovgivningen herom.
De oplysninger om de nye direktører eller bestyrelsesmedlemmer, som
selskabet m.v. selv fremkommer med i forbindelse med anmeldelsen, må efter
omstændighederne suppleres med oplysninger fra andre offentlige myndigheder.
Der vil eventuelt kunne være behov for f.eks. oplysninger om restancer med
indbetaling af skat og moms og for oplysninger om strafbare forhold. Gives
der ikke fornødent samtykke til, at den autorisationsudstedende myndighed kan
indhente de oplysninger, som er nødvendige for at bedømme, om autorisationen
kan opretholdes, må opretholdelse nægtes.
Selskabet m.v. vil efter lovforslagets § 29, stk. 1, kunne straffes for
overtrædelser af anmeldelsespligten.
Det er et betydeligt indgreb, såfremt en meddelt autorisation ikke kan
opretholdes. Det foreslås, at en afgørelse herom kan forlanges indbragt for
domstolene efter de samme regler som ved afgørelser om tilbagekaldelse, jf.
henvisningen til lovforslagets §§ 24-27. Myndigheden skal oplyse selskabet
m.v. om muligheden for domstolsprøvelse.
Efter stk. 3 stilles der ikke i alle tilfælde krav om, at
betingelserne for meddelelse af autorisation skal være opfyldt af selskabets
ledelse, jf. stk. 1. Udgør udøvelsen af inkassovirksomhed kun en mindre del
af de samlede aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation således efter
den foreslåede bestemmelse meddeles, hvis den person, som skal lede
ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne
i § 4, stk. 1, og § 5, jf. bemærkningerne til disse bestemmelser. Det
forudsættes, at den pågældende bestyrer har den daglige ledelse af
inkassovirksomheden, således at vedkommende er beføjet til at tilrettelægge
og føre tilsyn med enhver del af inkassovirksomheden. Det vil fortsat være en
betingelse for autorisation, at selskabet m.v. har stillet sikkerhed som
nævnt i § 4, stk. 2.
Med udtrykket »en mindre del af de samlede aktiviteter« menes
højst ca. 20-25 procent, men vurderingen af, om denne betingelse for
undtagelsesbestemmelsens anvendelse er opfyldt, vil være skønsmæssig. Der kan
lægges vægt på omsætningstal og/eller budgetter samt oplysninger om antallet
af ansatte i forhold til det samlede antal ansatte i selskabet m.v.
Selskabets placering og relative størrelse i en koncern har ikke
betydning, idet udøvelse af inkassovirksomhed skal udgøre en mindre del af
det pågældende selskabs samlede erhvervsmæssige aktiviteter.
Henvisningen til lovforslagets § 6, stk. 2, betyder, at selskabet m.v.
skal give den myndighed, som har udstedt autorisationen, besked herom, hvis
en bestyrer fratræder sin stilling. Den autorisationsudstedende myndighed
afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. I givet fald kan der
eventuelt i stedet meddeles autorisation til selskabet m.v. i henhold til
bestemmelsens stk. 1.
Efter stk. 4 er det en betingelse for at meddele autorisation til
et selskab m.v., at personer med bestemmende indflydelse over selskabet
opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6, dvs. ikke er dømt for strafbart
forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at
udøve inkassovirksomhed.
Bestemmelsen omfatter personer med »bestemmende indflydelse«
over selskabet. Det vil i praksis navnlig kunne være aktie- og anpartshavere.
En person forudsættes at have »bestemmende indflydelse« over
selskabet, hvis den pågældende har samme forbindelse til selskabet som et
moderselskab har til et datterselskab, jf. herved aktieselskabslovens § 2,
stk. 2-5. Småaktionærer m.v. er således ikke omfattet. Såfremt f.eks.
aktierne i et inkassobureau ejes af et andet aktieselskab, vil betingelsen i
lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6, skulle opfyldes af de personer, der har
bestemmende indflydelse i moderselskabet.
Bestemmelsen svarer til § 6 i arbejdsgruppens lovudkast, men
arbejdsgruppen forudsatte dog, at betingelsen i stk. 3 om, at
inkassovirksomheden udgør »en mindre del« af selskabets samlede
aktiviteter, ville være opfyldt, såfremt inkassovirksomheden udgør under
halvdelen.
Til § 7
Det foreslås, at en autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen, idet
det forudsættes, at en autorisation i almindelighed gives for et tidsrum af 5
år.
Ved ansøgning om fornyelse skal det som udgangspunkt prøves, om
betingelserne i lovforslagets §§ 4-6 for meddelelse af autorisation fortsat
er opfyldt, men det forudsættes, at nægtelse af at forny en autorisation
normalt kun kommer på tale i tilfælde, hvor autorisationen kunne
tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 21.
Det foreslås, at den, der får afslag på en ansøgning om fornyelse af en
autorisation, skal kunne forlange afslaget prøvet ved domstolene efter samme
regler som vedrørende prøvelse af afgørelser om tilbagekaldelse af en
autorisation, jf. henvisningen til lovforslagets §§ 24-27. Det afhænger af
begrundelsen for afslaget, om prøvelsen skal ske efter § 25 (prøvelse i
strafferetsplejens former) eller § 26 (prøvelse i den borgerlige retsplejes
former), jf. nærmere bemærkningerne til disse bestemmelser.
Det forslås endvidere, at der skal betales 5.000 kr. for udstedelse eller
fornyelse af en autorisation samt 3.000 kr. for ændring af en meddelt
autorisation.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Bestemmelsen svarer med enkelte redaktionelle ændringer samt tilføjelse af
en betalingsbestemmelse til § 7 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 8
Det foreslås, at autorisationsindehaveren skal drage omsorg for, at den
pågældendes personale ikke retter personlig henvendelse til skyldnere som led
i inkassovirksomheden uden forinden at være godkendt hertil. Det gælder,
uanset om henvendelsen til en skyldner sker efter forudgående aftale med
denne.
Der er ikke noget til hinder for, at en ansættelse træder i kraft, før
godkendelsen foreligger. Den pågældende må blot indtil da ikke foretage
personlig henvendelse til skyldnere, mens der ikke er noget til hinder for,
at den pågældende eventuelt kan foretage skriftlige eller telefoniske
henvendelser.
Godkendelseskravet omfatter således kun ansatte, der som led i deres
arbejde har til opgave at rette personlig henvendelse til skyldnere. Der skal
således ikke ansøges om godkendelse af personale, som ikke deltager i
udøvelsen af inkassovirksomheden - f.eks. rengørings- eller
serveringspersonale - eller som alene udfører opgaver vedrørende udsendelse
af rykkerskrivelser, regnskabsførelse m.v. Benytter autorisationsindehaveren
sig slet ikke af personlige henvendelser til skyldnere, skal personalet
således ikke godkendes.
Tilsidesætter autorisationsindehaveren sin pligt efter bestemmelsen, er
dette selvstændigt strafsanktioneret, jf. lovforslagets § 29, stk. 1.
Stk. 2 angiver betingelserne for at opnå en godkendelse.
Det foreslås for det første, at den pågældende på det tidspunkt, hvor
godkendelsen meddeles, skal være fyldt 18 år, jf. stk. 2, nr. 1.
Betingelsen i stk. 2, nr. 2, vedrørende eventuelle strafbare forhold
svarer til betingelsen for meddelelse af autorisation i lovforslagets § 5,
stk. 1, nr. 6, og der kan således henvises til bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Efter stk. 2, nr. 3, er det endvidere en betingelse for godkendelse, at
der ikke i øvrigt foreligger grund til at antage, at den pågældende ikke vil
udføre hvervet på forsvarlig vis. Denne bestemmelse svarer i vidt omfang til
betingelsen for autorisation i lovforslagets § 4, stk. 1, og der kan således
henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse for så vidt angår, hvilke
momenter der kan indgå i vurderingen af risikoen for, at den pågældendes
personlige henvendelser til skyldnere ikke vil foregå på forsvarlig måde.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Bestemmelsen svarer til § 8 i arbejdsgruppens lovudkast med den ændring,
at godkendelseskravet ikke gælder for alt personale, der ansættes med henblik
på deltagelse i udøvelsen af inkassovirksomhed, men alene for personale, der
retter personlig henvendelse til skyldnere.
Til § 9
Bestemmelsen indeholder generalklausulen om, at inkassovirksomhed skal
udøves i overensstemmelse med »god inkassoskik«.
Bestemmelsen har et selvstændigt indhold, men eksemplificeres også ved
andre af lovens bestemmelser. F.eks. vil overtrædelse af reglerne i § 12 om
personlig henvendelse til skyldnere eller overtrædelse af § 14 om
behandlingen af inddrevne midler tillige være i strid med god inkassoskik.
Bestemmelsen tilsigter at regulere adfærden over for enhver, som
inkassovirksomheden har virkninger for, det vil ikke blot sige skyldnere og
inkassobureauets kunder, men også f.eks. skyldneres familie, arbejdsgiver
m.v.
Der må efter bestemmelsen ikke anvendes metoder, som udsætter nogen for
urimelig pression, skade eller ulempe. Dette er et centralt element i
»god inkassoskik«, men angiver ikke udtømmende, hvad der kan anses
for at være i strid med god inkassoskik.
Det er selve den benyttede fremgangsmåde, der skal være i overensstemmelse
med god inkassoskik. Udgangspunktet er en objektiv vurdering af den
pågældende adfærd m.v., men skyldnerens eller kundens konkrete forhold vil
dog kunne have betydning for, hvilke krav der bør stilles til inkassobureauet
m.v. F.eks. vil der normalt være grund til at gå lempeligere frem over for en
person, der må forventes at være insolvent.
I forhold til skyldneren forudsættes det, at der generelt ikke må
anvendes virkemidler, som lægger et stærkere pres på skyldneren, når det må
antages, at en lempeligere fremgangsmåde ville føre til samme resultat. Heri
ligger også, at inkassobureauet undervejs skal vejlede skyldneren om, hvordan
sagen lettest for skyldneren kan afsluttes, f.eks. således, at der i
skrivelser til skyldneren om, at et uanmodet besøg vil finde sted, jf.
lovforslagets § 12, bør oplyses om, at skyldneren eventuelt kan afværge
besøget ved selv at rette henvendelse til inkassobureauet.
Det forudsættes endvidere at ville være i strid med god inkassoskik, hvis
inkassobureauet iværksætter inkassoskridt uden forinden at vurdere kravets
berettigelse. Det skal altid påses, at der må antages at bestå et
skyldforhold, i praksis f.eks. ved at bede om fremlæggelse af kopi af en
faktura. Ligeledes vil det være i strid med god inkassoskik at forsøge at
inddrive krav, som endnu ikke er forfaldne til betaling. Hvis inddrivelse
forudsætter komplicerede opgørelser - f.eks. ved tilbagetagelse af genstande
solgt med ejendomsforbehold - skærpes kravene til inkassobureauets grundighed
med hensyn til vurdering af kravets berettigelse.
Der kan nævnes nogle eksempler på fremgangsmåder, som forudsættes at være
i strid med god inkassoskik. Opregningen er ikke udtømmende.
Vildledende udtalelser over for skyldneren - om faktiske forhold eller om
retsregler af betydning for skyldnerens stillingtagen til kravet - vil være i
strid med god inkassoskik. F.eks. vil det være i strid med god inkassoskik at
henvise til tvangsfuldbyrdelsesregler (f.eks. om lønindeholdelse), som ikke
vil kunne finde anvendelse i det konkrete tilfælde.
Også trussel om retlige skridt - f.eks. indgivelse af konkursbegæring -
vil være i strid med god inkassoskik, hvis det ikke er aktuelt at foretage de
pågældende skridt. Der må heller ikke trues med politianmeldelse, medmindre
der er en formodning for, at der er begået strafbare forhold. Det vil derimod
ikke være i strid med god inkassoskik at oplyse, at en fordring, hvis den
fortsat ikke betales, vil overgå til inddrivelse gennem fogedretten, såfremt
betingelserne herfor er opfyldt.
Trussel om at oplyse om skyldforholdet til skyldnerens arbejdsgiver eller
omgangskreds eller til offentligheden vil være i strid med god inkassoskik.
Det samme gælder anvendelse af andre inddrivelsesmidler, der
»udstiller« skyldneren for uvedkommende. Iværksættelse af
forskellige opsigtsvækkende inkassoskridt kan således være i strid med god
inkassoskik. Som eksempler kan nævnes besøg hos skyldneren af uniformerede
personer, parkering uden for skyldnerens bolig, arbejdsplads eller
forretningssted af biler mærket med udtryk som »inkasso« eller
lignende eller med firmanavne m.v., der leder tanken hen på
inkassovirksomhed. Også anvendelse af udtryk som »rykker«,
»sidste varsel« eller lignende uden på kuverter, som sendes til
skyldneren, vil være i strid med god inkassoskik.
Der må ikke trues med indberetning til et kreditoplysningsbureau, hvis
skyldforholdet ikke efter de gældende regler herom vil kunne registreres der.
Personlig henvendelse til skyldnere må ikke ske på en utilbørlig måde.
Den, der henvender sig, må alene give relevante og korrekte oplysninger om
følgerne af manglende betaling, og den pågældende må ikke optræde på en måde,
der vil kunne opfattes som truende. Det anførte gælder tilsvarende ved
telefoniske henvendelser. Gentagne opringninger eller besøg, der har karakter
af chikane, må ikke finde sted.
Inkassobureauet må ikke udlevere bureauets standardskrivelser, mærkater,
stempler og lignende til kunder med mulighed for, at kundens egne
rykkerskrivelser kan udarbejdes således, at de fremstår som afsendt af
inkassobureauet.
Hvis skyldneren bestrider fordringens eksistens eller opgørelsen af
fordringen, vil det normalt være i strid med god inkassoskik at fortsætte
inddrivelsen, medmindre nærmere undersøgelser viser, at indsigelsen ikke er
berettiget. Undersøgelsens omfang må afhænge af karakteren af indsigelsen.
Inkassobureauet m.v. kan ikke pålægge skyldneren at bevise, at en fordring
ikke eksisterer, men dette må sammenholdes med, hvor godt kravet er
dokumenteret fra den pågældende kreditors side. Gør skyldneren f.eks. blot
gældende, at denne har betalt, vil det være tilstrækkeligt at anmode om
dokumentation herfor, f.eks. ved kvittering for indbetaling via bank eller
posthus. Kan skyldneren ikke fremvise sådan dokumentation, vil inddrivelsen
normalt kunne fortsættes. Ved mere komplicerede indsigelser, f.eks. at en
vare er defekt, eller at skyldneren har benyttet en adgang til modregning
over for fordringshaveren, må inkassator normalt afstå fra at gøre mere ved
sagen over for skyldneren. Der kan dog også her efter omstændighederne lægges
vægt på, om skyldneren har underbygget indsigelsen.
Inkassoskrivelser skal angive afsenderen, således at skyldneren har
mulighed for at komme i kontakt med inkassobureauet. Det skal endvidere
angives, hvortil skyldneren kan rette eventuelle spørgsmål, indsigelser m.v.
Endvidere skal den pågældende kreditors identitet oplyses, og det pågældende
krav skal identificeres på en måde, som er forståelig for skyldneren.
Inkassobureauet må ikke afkræve skyldneren inkassoomkostninger, som der
ikke er hjemmel til at kræve betalt af skyldneren, jf. herom i øvrigt de
almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.
Nedsættende eller krænkende udtalelser om skyldnerens person vil være i
strid med god inkassoskik.
Det vil endvidere være i strid med god inkassoskik, såfremt et
inkassobureau fortsætter inddrivelsen af beløb fra en skyldner efter, at man
er blevet bekendt med, at skyldneren har en verserende sag om gældssanering.
I forholdet til kunden forudsættes det at være et ledende
synspunkt, at inkassobureauet inden for lovens rammer skal varetage kundens
interesser bedst muligt.
Inkassobureauet vil således bl.a. have en almindelig pligt til vejledning
om mulighederne for inddrivelse og udgifterne herved. Er kunden en
erhvervsvirksomhed, som har erfaring med inddrivelse af pengekrav og
anvendelse af inkassobureauer, vil kravene til inkassobureauets vejledning
være beskedne. Vejledning bør dog i alle tilfælde gives, hvis inkassobureauet
har en særlig viden om eller erfaring med bestemte skyldneres mulighed for at
betale.
Det vil kunne være i strid med god inkassoskik, hvis
autorisationsindehaveren påtager sig at inddrive en fordring i tilfælde, hvor
autorisationsindehaverens interesser kan være stridende mod kundens, f.eks.
på grund af autorisationsindehaverens personlige forhold til skyldneren.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.
Bestemmelsen svarer til § 9 i arbejdsgruppens lovudkast.
Arbejdsgruppens lovudkast indeholdt bl.a. en bestemmelse om, at en
honoraraftale mellem inkassobureauet og kunden skulle være skriftlig og
angive beregningsmetoden, og at inkassobureauet i modsat fald ikke skulle
have krav på vederlag, jf. betænkningen side 68 (§ 17 i arbejdsgruppens
lovudkast). En tilsvarende bestemmelse er ikke medtaget i lovforslaget.
Justitsministeriet finder ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at
afskære inkassobureauers mulighed for i overensstemmelse med almindelige
formueretlige regler at kræve et rimeligt vederlag for udført arbejde, selv
om der ikke foreligger en (skriftlig) honoraraftale med angivelse af
beregningsmetoden.
Til § 10
Bestemmelsens stk. 1 medfører, at krav mod skyldneren i første omgang skal
fremsættes skriftligt. Der må ikke iværksættes yderligere inkassoskridt, før
der er sendt en påkravsskrivelse, og en i påkravet angivet frist er udløbet,
jf. stk. 3. Stk. 2 og 3 indeholder bestemmelser om indholdet af påkravet.
Efter stk. 2 skal påkravsskrivelsen indeholde en tydelig angivelse af alle
oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren dels kan identificere det
fremsatte krav om betaling eller tilbagelevering af en fysisk genstand, dels
kan bedømme retmæssigheden, herunder opgørelsen af kravet.
Kreditors og skyldnerens navn og adresse skal altid angives. Endvidere
skal skrivelsen indeholde præcise oplysninger om det forhold, kravet støttes
på, herunder i givet fald på hvilken måde en aftale er misligholdt. Herudover
kan der - afhængigt af, om der er tale om inddrivelse af penge eller fysiske
genstande - være forskel på, hvilke typer af oplysninger, som vil være
nødvendige for skyldnerens bedømmelse af kravet m.v.
Er der tale om pengekrav , skal kravet specificeres i hovedstol og
rente. Omfatter kravet flere forskellige gældsposter til samme kreditor, skal
hvert enkelt forhold behandles for sig. Endvidere skal grundlaget for
renteberegningen angives. Der skal således oplyses om anvendte rentesatser,
og fra hvilken dato rente er beregnet, bl.a. således at skyldner kan
kontrollere, at der ikke opkræves forældede renter. Det anførte gælder for
såvel morarente som kreditrente. Beregning af rente er reguleret i
renteloven. Ved påløbne renter skal der oplyses om det rentebeløb, som
skyldneren skal betale. Oplysninger om eventuel fremtidig rente kan ske ved
at angive rentesatsen.
Går kravet ud på tilbagelevering af fysiske genstande , skal
skyldneren ud fra oplysningerne i påkravet kunne identificere genstanden.
Endvidere skal der redegøres for, om der er tale om, at en lejeperiode er
udløbet, eller på hvilken måde og i hvilket omfang skyldneren har misligholdt
den bagvedliggende aftale om f.eks. kreditkøb eller leje.
Med hensyn til inkassoomkostninger skal der for så vidt angår både
pengekrav og krav på fysiske genstande så vidt muligt oplyses om det beløb,
som skyldneren kan komme til at betale i omkostninger, herunder oplyses om
allerede påløbne omkostninger. Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke
spørgsmålet om inkassobureauers adgang til at kræve inkassoomkostninger
betalt af skyldner uden hjemmel hertil i aftalen mellem skyldner og
fordringshaver, jf. nærmere herom i de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.1.
Udover at reglerne om udformningen af påkravsskrivelsen skal sikre, at
skyldneren får mulighed for at bedømme kravet, vil bestemmelsen også have den
funktion, at inkassobureauet får bedre mulighed for at vurdere, hvad der
videre skal foretages i sagen. Hvis f.eks. skyldneren fremsætter indsigelser,
der umiddelbart fremstår som berettigede, kan inkassobureauet - inden der
iværksættes yderligere omkostningskrævende inkassoskridt - henvise
fordringshaveren til at få kravet dokumenteret yderligere eller forsøge at få
det fastslået ved dom.
Efter stk. 3 skal der i påkravsskrivelsen angives en frist på mindst 10
dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen uden at blive påført
yderligere omkostninger. Fremsætter skyldneren indsigelser mod kravet, bør
inkassationen i nogle tilfælde stilles i bero med henblik på nærmere
undersøgelser, jf. det anførte herom i bemærkningerne til § 9.
Fristen regnes fra afsendelsen af påkravsskrivelsen. Er der ikke angivet
en adresse, vil det normalt være tilstrækkeligt at sende påkravsskrivelsen
til skyldnerens adresse ifølge folkeregisteret.
Det rette sted for erlæggelse af den pligtige ydelse vil normalt fremgå af
aftalen mellem kreditor og skyldner. Er der tale om lejede genstande, vil det
- medmindre andet er aftalt - i almindelighed være lejer, der skal bringe den
lejede genstand tilbage til udlejer (repræsenteret ved inkassobureauet). I
disse tilfælde vil det således ikke være tilstrækkeligt til at overholde
10-dages fristen, at skyldneren meddeler, at genstanden kan afhentes hos
denne.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.2.
Bestemmelsen svarer til § 10 i arbejdsgruppens lovudkast, idet den frist,
som skal angives i rykkerskrivelsen, dog foreslås fastsat til 10 dage i
stedet for 8 dage som foreslået af arbejdsgruppen.
Til § 11
Bestemmelsen giver mulighed for at fravige bestemmelsen i § 10 vedrørende
påkravsskrivelser. Der kan således under visse betingelser iværksættes
retlige skridt mod skyldneren, uden at f.eks. 10-dages fristen i § 10, stk.
3, overholdes. Fravigelse af § 10 kan ske i det omfang, der ellers vil være
en nærliggende risiko for, at fordringen ikke vil kunne inddrives.
Som eksempel på, hvornår § 10 kan fraviges, kan nævnes tilfælde, hvor
retlige skridt er nødvendige for at undgå forældelse, hvor konkurs må begæres
for ikke at fortabe muligheden for omstødelse, eller hvor arrest må begæres,
fordi skyldneren er ved at bortfjerne sine aktiver.
Bestemmelsen svarer til § 11 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 12
Bestemmelsen indeholder nærmere regler om personlig henvendelse til
skyldnere.
Personlig henvendelse foregår i praksis normalt på den måde, at
autorisationsindehaveren eller en af dennes ansatte møder op på skyldnerens
bopæl eller forretningssted.
Bestemmelsens stk. 1-3 drejer sig om uanmodet personlig henvendelse. En
henvendelse er uanmodet, medmindre skyldneren forinden har fremsat en
udtrykkelig anmodning om henvendelsen, eventuelt ved, at der telefonisk er
aftalt et møde med henblik på f.eks. at drøfte en afdragsordning.
Det foreslås i stk. 1 , at der som udgangspunkt ikke uden
skyldnerens forudgående anmodning herom må rettes personlig henvendelse til
denne på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang.
Forbudet gælder ikke henvendelser på gader, veje, pladser m.v., hvortil
der er almindelig adgang. Inkassobureauets henvendelser til skyldneren på
sådanne steder vil således alene være undergivet den regulering, som følger
af den foreslåede generalklausul om god inkassoskik, jf. bemærkningerne til
lovforslaget § 9.
Uanmodet henvendelse kan dog efter bestemmelsen foretages, hvis et
skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. Bestemmelsen
indeholder nærmere regler om udformningen af varselsskrivelsen.
I varselsskrivelsen skal for det første være angivet, hvilken dag
henvendelsen vil finde sted samt det »omtrentlige tidspunkt« for
henvendelsen. Det forudsættes, at det vil være tilstrækkeligt, at
inkassobureauet f.eks. angiver, at henvendelsen vil finde sted i tidsrummet
kl. 10-12 eller f.eks. kl. 14-16.
Det skal endvidere være angivet, på hvilken adresse henvendelsen vil finde
sted. Det bemærkes, at uanmodet henvendelse til fysiske personer alene må
finde sted på bopælen.
Varselsskrivelsen skal desuden angive autorisationsindehaverens
postadresse og telefonnummer.
En varselsskrivelse, der indeholder de nævnte oplysninger, skal således
være kommet frem til skyldneren, før inkassobureauet må rette personlig
henvendelse til skyldneren.
Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før skyldnerens frist på 10 dage for
indfrielse af fordringen er udløbet, jf. lovforslagets § 10.
Træffes skyldneren ikke ved den varslede henvendelse, behøver
inkassobureauet ikke herefter at varsle eventuelle yderligere uanmodede
henvendelser. Det er imidlertid en forudsætning herfor, at den første
henvendelse har fundet sted på det varslede sted og tidspunkt.
Inkassobureauet m.v. har bevisbyrden herfor. Det er endvidere en
forudsætning, at det er angivet i den tidligere fremsendte varselsskrivelse,
at yderligere henvendelser vil eller kan ske uden varsel, såfremt skyldneren
ikke træffes ved den varslede henvendelse.
Der foreslås i stk. 2 nærmere regler om, på hvilke tidspunkter
uanmodet henvendelse må finde sted, når betingelserne i stk. 1 for en sådan
henvendelse i øvrigt er opfyldt.
Det foreslås, at henvendelse kun må ske på hverdage mellem kl. 08.00 og
kl. 21.00. Som hverdage anses ikke lørdage, juleaftensdag, nytårsaftensdag og
grundlovsdag. Der må således kun rettes uanmodet henvendelse fra mandag til
fredag, bortset fra eventuelle helligdage. Formålet med disse regler er at
præcisere, at der ikke må rettes uanmodet henvendelse til skyldnere på
tidspunkter, hvor henvendelsen i sig selv er egnet til at lægge et
utilbørligt pres på skyldneren.
Det foreslås i stk. 3, at uanmodet henvendelse på steder, hvortil
der ikke er almindelig adgang, kun må finde sted på skyldnerens bopæl
(hovedkontor) eller, hvis skyldneren er selvstændig erhvervsdrivende, på
erhvervsvirksomhedens adresse. Der må ikke rettes uanmodet henvendelse til en
ikke-erhvervsdrivende personlig skyldner på dennes arbejdsplads eller i andre
private hjem. Bestemmelsen berører ikke adgangen til at rette henvendelse på
steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. ovenfor.
Det foreslås i stk. 4, at autorisationsindehaveren eller dennes
ansatte ved personlig henvendelse til en skyldner skal legitimere sig over
for denne med et særligt legitimationskort. Bestemmelsen gælder i modsætning
til stk. 1-3 ved enhver personlig henvendelse, uanset om den sker efter
forudgående aftale med skyldneren.
Dem, der undlader at vise legitimationskortet, kan straffes, jf.
lovforslagets § 29, stk. 1. Også en ansat, der ikke er godkendt i medfør af
lovforslagets § 8, og som derfor ikke har noget legitimationskort, vil kunne
straffes for overtrædelse af § 12, stk. 4.
Legitimationskortene vil blive udformet på en sådan måde, at
autorisationsindehaverens navn og adresse samt eventuelt SE-nummer og den
pågældende ansattes navn og billede vil fremgå tydeligt af kortet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.3.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 12 i arbejdsgruppens
lovudkast.
Til § 13
Inkassovirksomhed drejer sig i praksis som regel om at inddrive pengekrav.
Inkassovirksomhed kan imidlertid også gå ud på at inddrive fysiske genstande,
som befinder sig i skyldnerens varetægt (tilbagetagelsesforretninger).
Skyldneren skal efter bestemmelsen give skriftligt samtykke til
tilbagetagelsen. En mundtlig aftale eller passivitet fra skyldnerens side er
således ikke tilstrækkelig.
Samtykke skal indhentes, inden genstanden fjernes fra skyldnerens
varetægt. Tilbagetagelse sker oftest ved personlig henvendelse til
skyldneren, og der stilles ikke krav om, at det skriftlige samtykke skal
indhentes, inden inkassobureauet møder op på skyldnerens bopæl.
Skyldneren skal senest samtidig med fjernelsen af genstanden have
udleveret en genpart af det skriftlige samtykke.
Overholder autorisationsindehaveren ikke kravet om at indhente samtykke
m.v., kan den pågældende straffes herfor, jf. § 29, stk. 1.
Samtykkekravet har ikke betydning for skyldnerens rettigheder efter anden
lovgivning, herunder ikke nogen virkning i det civilretlige forhold til
kreditor. Det er således bl.a. forudsat, at tilbagetagelsen i øvrigt er
lovlig efter de nedenfor nævnte regler i kreditaftaleloven og retsplejeloven.
Bestemmelsen omfatter tilbagetagelse af løsøregenstande, der er lejede,
leasede, lånte eller på anden måde kommet i skyldnerens varetægt.
Tilbagetagelse af lejede og leasede løsøregenstande kan f.eks. komme på tale,
hvis der misligholdes med betaling af leje- eller leasingafgifter, eller hvis
genstanden ikke frivilligt tilbageleveres efter lejetidens udløb.
Bestemmelsen omfatter herunder tilbagetagelse af genstande solgt med
ejendomsforbehold. Tilbagetages der løsøregenstande solgt med
ejendomsforbehold, gælder reglerne herom i kreditaftaleloven. Efter
kreditaftalelovens § 36, stk. 2, kan tilbagetagelse ikke ske, hvis genstanden
er omfattet af retsplejelovens § 509, stk. 1 (løsøre, der er nødvendigt til
opretholdelse af et beskedent hjem for skyldneren og hans husstand), eller §
515, stk. 2 (hjælpemidler, der er nødvendige på grund af legemlige mangler
eller sygdom). Det følger af kreditaftalelovens § 48, stk. 2, der vedrører
forbrugerkøb, at har en kreditgiver og en forbruger udenretligt aftalt, at
kreditgiveren i anledning af forbrugerens misligholdelse får det solgte
tilbageleveret uden fogedrettens medvirken, kan kreditgiveren ikke påberåbe
sig nogen aftale med forbrugeren, hvorefter der påhviler denne yderligere
forpligtelser over for kreditgiveren i anledning af købet. Af
kreditaftalelovens § 43 fremgår, at forbrugeren i 14 dage efter fogedrettens
tilbagetagelse kan få genstanden tilbage ved at betale det skyldige beløb,
medmindre forbrugeren under forretningen giver afkald på denne
indløsningsret. Denne regel gælder formentlig tilsvarende ved tilbagetagelse
uden om fogedretten.
Bestemmelsen omfatter også tilbagetagelse af løsøregenstande, der er solgt
på kredit uden ejendomsforbehold. I disse tilfælde indeholder
kreditaftalelovens § 30 en speciel regel om, at fogedretten kan henvise en
kreditor i et forbrugerkøb til at tilbagetage genstanden i stedet for at få
udlæg for fordringen, og kreditaftaleloven forbyder i øvrigt ikke, at der
eventuelt foregår tilbagetagelse af sådanne genstande uden fogedrettens
medvirken. Tilbagetagelse kan dog heller ikke i disse tilfælde ske, hvis
genstanden er omfattet af de ovenfor nævnte regler i retsplejelovens § 509,
stk. 1, og § 515, stk. 2. Kreditaftalelovens § 43 gælder også ved
fogedrettens tilbagetagelse af genstande solgt på kredit uden
ejendomsforbehold, og reglen gælder formentlig tilsvarende ved en
tilbagetagelse uden om fogedretten, jf. ovenfor.
En skyldner kan ikke give afkald på sine rettigheder efter retsplejelovens
§ 509, stk. 1, og § 515, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.4.
Bestemmelsen svarer til § 13 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 14
Inddrevne pengebeløb tilhører ikke autorisationsindehaveren, og det
foreslås i stk. 1, at disse beløb skal holdes adskilt fra
autorisationsindehaverens egne midler, dvs. både autorisationsindehaverens
private midler og midler til brug for inkassovirksomhedens drift.
Der påhviler inkassobureauet en pligt til at individualisere de inddrevne
pengebeløb på en sådan måde, at inddrevne pengebeløb ikke vil kunne gøres til
genstand for udlæg foretaget mod inkassobureauet og ikke kan blive omfattet
af konkursmassen, såfremt bureauet går konkurs. Dette vil kunne ske ved
indsættelse på konto i pengeinstitut, jf. lovforslagets § 15. Opbevares
pengebeløbene i et (kortere) tidsrum fysisk i inkassobureauets lokaler, skal
det imidlertid sikres, at der ikke kan opstå tvivl om, hvem beløbene
tilhører.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.
Bestemmelsen svarer til § 14 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 15
Efter stk. 1 skal inddrevne pengebeløb straks indsættes på en konto i et
pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Dette vil i
almindelighed sige samme dag eller senest bankdagen efter, at beløbet er
inddrevet.
Der skal oprettes en konto, hvor der kun indestår pengebeløb, som er
inddrevet på vegne af fordringshavere. Der stilles ikke krav om, at der skal
oprettes en særskilt konto for hver enkelt fordringshaver. Justitsministeren
kan efter lovforslagets § 20, stk. 2, fastsætte nærmere regler vedrørende
førelse af kundekonti.
Inddrevne pengebeløb skal som udgangspunkt uden ugrundet ophold, dvs. så
snart som det er praktisk muligt, udbetales til kunden. Dette skal ske,
medmindre andet er aftalt med kunden, f.eks. ved aftale om måneds- eller
kvartalsvis afregning.
Er inddrevne pengebeløb i strid med en aftale med kunden ikke udbetalt til
denne, kan kunden kræve rente af autorisationsindehaveren i overensstemmelse
med rentelovens bestemmelser herom.
Som konsekvens af, at inddrevne pengebeløb tilhører kunden, skal også
rente, som påløber i forbindelse med, at beløbene er indsat i et
pengeinstitut, som udgangspunkt tilfalde denne, jf. stk. 2. Efter
lovforslagets § 20, stk. 2, kan der administrativt fastsættes nærmere regler
om beregning af rente til fordringshaveren, f.eks. regler om, at rente af
mindre beløb eller rente af beløb, som ikke indestår på kontoen i mere end 14
dage, ikke tilfalder fordringshaveren.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.
Bestemmelsen svarer til § 15 i arbejdsgruppens lovudkast, bortset fra, at
der i det foreslåede stk. 1 åbnes mulighed for, at parterne (der typisk begge
vil være erhvervsdrivende) kan aftale, at inddrevne beløb, som ikke straks
udleveres til kunden, skal anbringes på anden måde end på en konto i et
pengeinstitut.
Til § 16
Det foreslås, at inkassobureauet skal have pligt til bogføring, således at
man til enhver tid er i stand til at oplyse om en kundes indestående på konti
og tilgodehavende hos bureauet. Fordringshaveren skal på begæring have disse
oplysninger skriftligt.
Bestemmelsen svarer til § 16 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 17
Hovedparten af vinkelskriverlovens bestemmelser om inkassobureauer
foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 30, stk. 2, og det findes derfor mest
hensigtsmæssigt, at de få regler i vinkelskriverloven, der fortsat skal gælde
for inkassobureauer, overføres til den foreslåede generelle lov om udøvelse
af inkassovirksomhed.
Det foreslås således at overføre bestemmelserne i vinkelskriverloven om
forbud mod annoncering med ydelse af »retshjælp« eller lignende til
den foreslåede lov om inkassovirksomhed.
Bestemmelsen svarer til § 18 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 18
Det foreslås, at reglerne om tavshedspligt i straffelovens § 152 b skal
gælde for autorisationsindehaveren, mens de tilsvarende regler i
straffelovens § 152 c skal finde anvendelse på autorisationsindehaverens
personale, som er godkendt i medfør af lovforslagets § 8.
Bestemmelsen svarer til § 19 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 19
Efter stk. 1 meddeles autorisation til inkassovirksomhed og godkendelse af
ansættelse af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Justitsministeriet agter at henlægge administrationen af loven til
Rigspolitichefen. Ordningen vil blive administreret centralt ved
Rigspolitichefembedet.
Efter stk. 2 kan justitsministeren fastsætte regler om udformningen af
ansøgninger om autorisation og godkendelse. Sådanne regler vil med henblik på
at lette administrationen af autorisationsordningen blive fastsat til
ikrafttræden samtidig med loven.
Der vil blive udarbejdet ansøgningsformularer med angivelse af de
spørgsmål, der skal besvares ved en ansøgning. Der vil endvidere blive
udarbejdet en fortrykt samtykkeerklæring til brug for den
autorisationsudstedende myndigheds indhentelse af oplysninger fra andre
myndigheder.
Bestemmelsen svarer til § 20 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 20
Bestemmelsens stk. 1 giver adgang til at fastsætte nærmere vilkår for en
autorisation.
Det vil bl.a. blive fastsat som vilkår for en autorisation, at indehaveren
dokumenterer, at sikkerhedsstillelsen, jf. § 4, stk. 2, holdes i kraft.
Endvidere kan der i autorisationen fastsættes nærmere vilkår for
inkassovirksomhedens udøvelse. Der vil f.eks. kunne fastsættes vilkår om fast
forretningssted. Der vil også kunne fastsættes supplerende vilkår vedrørende
forhold, der samtidig er reguleret i medfør af den generelle bestemmelse i
stk. 2.
Grov eller gentagen overtrædelse af vilkår kan medføre, at autorisationen
tilbagekaldes, jf. lovforslagets § 21, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at justitsministeren fastsætter nærmere regler om
behandlingen af inddrevne midler. Disse regler vil blive udarbejdet til
ikrafttræden samtidig med loven. Justitsministeriet agter at fastsætte
regler, som bygger på reglerne om advokaters førelse af klientkonti. Disse
regler går bl.a. ud på, at rente af mindre beløb eller rente af beløb, som
ikke indestår i pengeinstitut i mere end 14 dage, ikke tilfalder
fordringshaveren.
Efter bestemmelsen kan der endvidere fastsættes bestemmelser om
inkassobureauers regnskabsføring m.v. Justitsministeriet agter bl.a. at
fastsætte regler om, at inkassobureauers regnskaber skal være revideret af en
statsautoriseret eller registreret revisor.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.5.
Bestemmelsen svarer til § 21 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse indeholder betingelserne for
tilbagekaldelse af en autorisation eller godkendelse i tilfælde af, at
autorisationsindehaveren eller den ansatte tilsidesætter sine pligter efter
loven m.v.
En autorisation og en godkendelse efter § 8 kan efter stk. 1
tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren eller den ansatte har gjort
sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen,
af bestemmelser i loven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven.
En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis der er særlig grund til
at antage, at den pågældende ikke længere vil udøve hvervet på forsvarlig
måde, eller hvis der foreligger lovovertrædelser, der ville have medført, at
autorisationen ikke var blevet givet, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 6,
og § 8, stk. 2, nr. 2.
Tilbagekaldelse af autorisationen kan efter stk. 2 endvidere ske, hvis
autorisationsindehaveren får gæld til det offentlige i størrelsesordenen
100.000 kr. eller derover. Det forudsættes, at der forinden en autorisation
tilbagekaldes, foretages en vurdering af omstændighederne vedrørende
restancens opståen og forløb, herunder i hvilket omfang
autorisationsindehaveren har vist vilje til at få gælden nedbragt. Der bør
endvidere inden en eventuel tilbagekaldelse gives autorisationsindehaveren et
varsel herom, således at denne har mulighed for at indfri restancen inden for
en rimelig frist.
En autorisation skal efter stk. 2 tilbagekaldes, hvis
autorisationsindehaveren ikke på begæring dokumenterer, at
sikkerhedsstillelsen holdes i kraft, jf. lovforslagets § 20, stk. 1, 1. pkt.
De foreslåede regler om tilbagekaldelse supplerer bestemmelsen i
straffelovens § 79, stk. 1, 1. pkt, hvorefter en autorisation og en
godkendelse kan frakendes ved dom for strafbart forhold, såfremt det udviste
forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Det forudsættes, at oplysninger om autorisationsindehaveren og de
personer, som er godkendt efter § 8, stk. 1, bliver kontrolleret med
mellemrum ved, at den autorisationsudstedende myndighed i overensstemmelse
med lovgivningens almindelige regler herom indhenter oplysninger om strafbare
forhold og gæld til det offentlige m.v.
Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til § 22 i arbejdsgruppens
lovudkast.
Til § 22
Det foreslås i stk. 1, at en autorisation bortfalder , når
autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af
lovens objektive betingelser for autorisation, jf. lovforslagets § 5, stk. 1.
Efter stk. 2 åbnes der mulighed for i visse tilfælde at fortsætte driften
af et inkassobureau uden autorisation med henblik på afvikling eller
afhændelse.
Fristen for at anmelde en sådan afvikling m.v. til den
autorisationsudstedende myndighed foreslås fastsat til 4 uger. Anmeldelse er
en betingelse for, at det er lovligt at fortsætte driften uden autorisation i
mere end 4 uger. Fristen regnes fra begivenhedens indtræden, f.eks.
anmeldelse af betalingsstandsning eller afsigelse af (endeligt)
konkursdekret.
Afvikling, afhændelse m.v. efter stk. 2 er ikke til hinder for, at
autorisationen tilbagekaldes efter lovforslagets § 21, såfremt betingelserne
herfor er opfyldt.
Bestemmelsen svarer til § 23 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 23
Der foreslås nærmere regler om tilbagelevering af de dokumenter m.v., som
knytter sig til en autorisation eller godkendelse, der ikke længere er i
kraft.
Udgangspunktet er, at disse dokumenter inden 4 uger efter tilbagekaldelse,
bortfald eller manglende fornyelse af autorisationen eller godkendelsen skal
tilbageleveres til den udstedende myndighed.
Bestemmelsen svarer til § 24 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til §§ 24-27
Bestemmelserne i §§ 24-27 indeholder regler om domstolsprøvelse af
afgørelser om tilbagekaldelse af autorisation og godkendelse.
Efter § 25, stk. 1, kan en tilbagekaldelse efter § 21, stk. 1, forlanges
indbragt for domstolene af den, afgørelsen vedrører. Sagen skal behandles
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81 vedrørende strafferetsplejen.
Heraf følger først og fremmest, at anklagemyndigheden har bevisbyrden for
tilbagekaldelsens berettigelse.
En tilbagekaldelse efter § 21, stk. 2, (vedrørende restancer til det
offentlige) kan ligeledes forlanges indbringes for retten, og sagen skal
behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje, jf. lovforslagets § 26,
stk. 1. I modsætning til en tilbagekaldelse efter § 21, stk. 1, skal der
således i disse sager som udgangspunkt tages stilling til tilbagekaldelsens
berettigelse på grundlag af de oplysninger, som under sagen fremlægges af
parterne.
Muligheden for domstolsbehandling udelukker ikke almindelig administrativ
rekurs (klage). Tidsfristerne i §§ 25-27 skal i disse tilfælde regnes fra
datoen for klagemyndighedens afgørelse.
Bestemmelserne i lovforslagets §§ 24-27 svarer til §§ 25-28 i
arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 28
Bestemmelsen giver hjemmel til, at politiet uden retskendelse kan skaffe
sig adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver
inkassovirksomhed, og til de herværende forretningsoplysninger - herunder
oplysninger på edb-medium - for at føre det nødvendige tilsyn med
autorisationsindehaverens virksomhed.
Bestemmelsen omfatter kun adgang til forretningslokaler og de oplysninger,
der findes i forretningslokalerne, og giver således f.eks. ikke politiet
adgang til autorisationsindehaverens privatbolig, medmindre
autorisationsindehaveren driver inkassovirksomheden herfra.
Bestemmelsen svarer til § 29 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 29
Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af loven bliver bøde eller
hæfte.
Straf for overtrædelse af lovforslagets bestemmelser om udøvelse af
inkassovirksomhed kan pålægges autorisationsindehaveren. For den enkelte
ansatte kan der efter omstændighederne blive tale om ansvar for strafbar
medvirken, og for ansatte, der retter personlig henvendelse til skyldnere,
vil det være strafbart at undlade at vise legitimationskort, jf lovforslagets
§ 12, stk. 4, og bemærkningerne hertil.
§ 29 supplerer bestemmelser i anden lovgivning, herunder bestemmelser i
markedsføringsloven, moms- og skattelovgivningen og straffeloven.
Straffeloven indeholder bl.a. i § 131 en bestemmelse om straf af bøde, hæfte
eller under skærpende omstændigheder fængsel for den, som uden offentlig
bemyndigelse udøver en virksomhed, hvortil en sådan bemyndigelse kræves,
eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er ham frakendt.
Bestemmelsen svarer til § 30 i arbejdsgruppens lovudkast med den ændring,
at enhver overtrædelse af de angivne bestemmelser vil være strafbar.
Til § 30
Bestemmelsen i stk. 1 vedrører lovens ikrafttræden. Det foreslås, at loven
træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for inkassovirksomhed, der
udøves efter lovens ikrafttræden.
Eksisterende inkassobureauer bør dog have en passende frist til at
indrette sig på de nye regler vedrørende autorisation og godkendelse. Det
foreslås derfor, at kravene om autorisation og godkendelse af personale først
træder i kraft den 1. april 1998 for så vidt angår eksisterende
inkassobureauer. Det vil være strafbart for eksisterende inkassobureauer at
udøve inkassovirksomhed uden autorisation efter denne dato.
Ved bestemmelsen i stk. 2 ophæves vinkelskriverlovens bestemmelser
vedrørende inkassovirksomhed.
Det foreslås i stk. 3, at bogføringslovens regler skal gælde for ethvert
inkassobureau.
Bestemmelsen svarer til § 31 i arbejdsgruppens lovudkast.
Til § 31
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Skriftlig fremsættelse
Justitsministeren (Bjørn Westh):
Hermed tillader jeg mig for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til lov om inkassovirksomhed.
(Lovforslag nr. L 132).
Hovedformålet med dette lovforslag er at sikre, at den inddrivelse af
fordringer på andres vegne, der sker uden fogedretternes medvirken som led i
privat erhvervsvirksomhed, foregår på en rimelig og forsvarlig måde. Det skal
være slut med »gorillainkasso« og lignende.
Lovforslaget har to hovedelementer. For det første foreslås der en
autorisationsordning for inkassobureauer m.v., således at ingen må drive
erhvervsmæssig inkassovirksomhed uden at have en særlig tilladelse hertil.
For det andet foreslås nogle grundlæggende regler om, hvordan
inkassovirksomhed skal udøves over for skyldnere og inkassobureauernes
kunder.
Den foreslåede autorisationsordning vil bl.a. gøre det muligt på forhånd
at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet vil kunne udøve virksomheden på
forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske antallet af
inkassobureauer, som ophører eller går konkurs efter kort tid til skade for
kunder og andre kreditorer, og det vil blive muligt på forhånd at sikre, at
den ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det vil også være en
fordel, at der med en autorisationsordning ikke vil være tvivl om, hvem der
er ansvarlig for virksomheden.
Efter lovforslaget er det en betingelse for meddelelse af autorisation, at
ansøgeren gør det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve
inkassovirksomheden på forsvarlig måde. Det er endvidere en betingelse, at
ansøgeren ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende
fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, og at den
pågældende ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Endvidere
skal den pågældendehave bopæl her i landet, være fyldt 25 år og ikke være
under konkurs m.v. Meddelelse af autorisation vil endelig efter forslaget
være betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed for pengekrav, der
måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomhed.
Autorisation vil efter forslaget kunne meddeles for højst 5 år ad gangen.
Lovforslaget indeholder også regler om godkendelse af personale, som
retter personlig henvendelse til skyldnere. Hvis autorisationsindehaveren
ønsker at benytte denne fremgangsmåde i forbindelse med inddrivelse af
fordringer, skal den pågældende sørge for, at de ansatte, som aflægger besøg,
på forhånd er godkendt hertil. Der er et særligt behov for at sikre, at
personlige henvendelser foregår på en måde, der ikke lægger et utilbørligt
pres på skyldnerne. Godkendelse kan kun ske, såfremt den ansatte er fyldt 18
år og ikke er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare
for misbrug af stillingen. Endvidere må der ikke i øvrigt være grund til at
antage, at den ansatte ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.
Kravet om autorisation m.v. vil efter lovforslaget ikke gælde for
inkassovirksomhed, der udøves som led i selvstændig advokatvirksomhed eller
af pengeinstitutter. Advokater og banker m.v. er i forvejen undergivet et
betydeligt offentligt tilsyn efter reglerne i henholdsvis retsplejeloven og
bank- og sparekasseloven.
En autorisation og godkendelse kan bl.a. tilbagekaldes, hvis der er særlig
grund til at antage, at den pågældende ikke længere vil udøve virksomheden
eller hvervet på forsvarlig vis. Autorisationen vil bl.a. også kunne
tilbagekaldes, såfremt sikkerhedsstillelsen ikke holdes i kraft.
Administrationen af autorisations- og godkendelsesordningen agtes henlagt
til Rigspolitichefen.
Lovforslaget indeholder en såkaldt retlig standard, hvorefter
inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med »god
inkassoskik«. Kravet om overholdelse af »god inkassoskik«
vedrører inkassobureauets adfærd over for såvel skyldnere som kunder. Kravet
indebærer bl.a., at der ikke må anvendes metoder, der udsætter nogen for
urimelig pression, skade eller ulempe. Besøg hos skyldneren af uniformerede
personer eller parkering uden for skyldnerens bopæl af biler, der er mærket
med udtryk som »inkasso« eller lignende, er eksempler på metoder,
der vil være i strid med »god inkassoskik«.
Lovforslaget indeholder herudover nærmere regler om fremgangsmåden ved
henvendelser til skyldnere. Enhver inddrivelse skal som hovedregel indledes
med afsendelse af et brev til skyldneren, hvor kravet er opgjort. Brevet skal
indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren kan bedømme,
om kravet er berettiget, og om det er opgjort korrekt. Endvidere skal der
angives en frist på 10 dage, inden for hvilken skyldneren kan indfri kravet
uden at der foretages foranstaltninger, som påfører skyldneren yderligere
omkostninger.
Bliver det skyldige beløb ikke betalt inden fristens udløb, vil
inkassobureauet herefter have mulighed for at rette personlig henvendelse på
skyldnerens bopæl, enten efter aftale eller hvis besøget er varslet
skriftligt på forhånd. Træffes skyldneren ikke på det varslede tidspunkt, kan
inkassobureauet herefter som hovedregel henvende sig uden påny at varsle det
på forhånd, dog kun hvis skyldneren er gjort skriftligt opmærksom herpå.
Efter lovforslaget har inkassobureauer pligt til at holde inddrevne beløb
adskilt fra egne midler. Desuden skal inddrevne beløb straks skal indsættes
på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med kunden.
Inkassobureauet skal til enhver tid være i stand til på anmodning at give
kunden oplysninger om, hvilke beløb der er inddrevet for den pågældende.
Idet jeg tillader mig i øvrigt at henvise til lovforslaget og
bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til det høje Tings
velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for
inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved
lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens
§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.
Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og
detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juni 1986 som
ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår ordene: »inkasso- og«
Lovbekendtgørelse af 28. juni 1986 om ydelse af juridisk bistand samt
om inkasso- og detektivvirksomhed m.v. som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni
1993
2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.
§ 1. Denne lov finder anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt
øjemed driver virksomhed:
1) med juridisk rådgivning eller anden juridisk bistand, herunder
repræsentation af arvinger og bistand i navnesager,
2) med inddrivelse af fordringer (inkassobureauer),
3) (ophævet),
4) med udforskning af private livsforhold m.v. (detektivbureauer), eller
5) som mellemmand mellem personer, der ønsker at indgå ægteskab
(ægteskabsbureauer).
Stk. 2. De i loven givne bestemmelser finder dog ikke anvendelse
på:
1) virksomhed som sagfører,
2) auktionslederes inkassationer af auktionskøbesummer m.v.,
3) bistand, som ydes af statsautoriserede revisorer i spørgsmål, der står
i forbindelse med regnskabs- og revisionsforhold,
4) sådan virksomhed, som sædvanlig drives af banker, sparekasser og
vekselerere inden for grænserne af almindelig bank- og sparekassevirksomhed
eller
5) sådan bistand, som sædvanlig ydes af arkitekter, bygmestre, rådgivende
ingeniører og landinspektører som et naturligt led i deres almindelige
erhvervsvirksomhed.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte, at bestemte arter af
virksomheder undtages fra lovens bestemmelser.
Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.
februar 1986 som senest ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1993,
foretages følgende ændring:
1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den
samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der
indsættes som nr. 38: »38. inkassovirksomhed.«.
§ 1. Pligt til at føre forretningsbøger påhviler:
A) 1) Aktieselskaber, kommanditselskaber og andre erhvervsdrivende
selskaber med begrænset ansvar,
2) gensidige forsikringsselskaber,
3) kreditforeninger, kreditkasser og hypotekforeninger,
4) sparekasser samt de af lov nr. 156 af 2. maj 1934 omfattede spare- og
udlånsvirksomheder,
5) brugsforeninger og andre andelsforeninger, herunder
andelsproduktionsforeninger, andelsboligforeninger, andelskasser og lignende
samt fællesforeninger af andelsforeninger, og
6) foreninger, stiftelser, korporationer og selvejende institutioner, der
udøver erhvervsvirksomhed, herunder erhvervsmæssig skolevirksomhed.
B) Personer, ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber, der
driver erhvervsvirksomhed, hvis udøvelse er betinget af næringsbrev i henhold
til næringsloven eller bevilling i henhold til beværterloven.
C) Personer, ansvarlige interessentskaber og kommanditselskaber, der
erhvervsmæssigt driver en eller flere af følgende virksomheder:
1. revision, regnskabs- og anden økonomisk konsultation, bogføring,
2. dispachørvirksomhed,
3. mæglervirksomhed,
4. vejning, måling,
5. marketenderi- eller pensionatsvirksomhed, såfremt der regelmæssigt
beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,
6. læge-, tandlæge-, dyrlæge- eller tandteknikervirksomhed, kiropraktik,
7. drift af hospital, klinik, sanatorium eller lignende,
8. drift af hvilehjem og lignende, såfremt der regelmæssigt beskæftiges
flere end tre fremmede medhjælpere,
9. apotekernæring,
10. skønhedspleje, fodpleje eller lignende, såfremt der regelmæssigt
beskæftiges flere end tre fremmede medhjælpere,
11. landinspektørvirksomhed,
12. udlejningsvirksomhed; forså vidt angår udlejning af fast ejendom eller
dele heraf dog kun, såfremt udlejningen omfatter flere end 25 lejemål,
13. bolig- og værelsesanvisning,
14. drift af private skoler, handelsskoler, tekniske skoler (herunder
fagskoler), højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler,
musikkonservatorier,
15. rådgivende ingeniør- eller arkitektvirksomhed,
16. advokatvirksomhed,
17. pantelånervirksomhed eller handel med brugte genstande,
18. teater, variete, cirkus, biograf eller dermed beslægtet virksomhed,
19. rednings- eller vagtvirksomhed,
20. bjærgning, bugsering,
21. entreprenørvirksomhed,
22. rengøringsvirksomhed, herunder vinduespolering, såfremt der
regelmæssigt beskæftiges flere end to fremmede medhjælpere,
23. befordring med skib, dog ikke såfremt befordringen sker med
ikke-registreringspligtigt fartøj, der ejes af dettes fører,
24. anden befordring af personer eller gods,
25. befordring af meddelelser,
26. forlagsvirksomhed, herunder udgivelse af tidsskrifter og blade,
27. annonce- og reklamebureauvirksomhed,
28. rejse- og turistbureauvirksomhed,
29. fiskeri med anvendelse af registreringspligtigt fartøj,
30. fiskeopkøbsvirksomhed, hvis salget sker en gros,
31. udnyttelse af sten-, granit- og kalkbrud eller grusgrav, medmindre
virksomheden drives alene som bierhverv i forbindelse med
landbrugsvirksomhed, gartneri eller skovbrug, der ikke er undergivet
bogføringspligt, jf. nr. 35-37,
32. dambrug, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede
medhjælpere,
33. hønseri, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre fremmede
medhjælpere,
34. pelsdyravl, såfremt der regelmæssigt beskæftiges flere end tre
fremmede medhjælpere,
35. landbrugsejendomme med et areal på mindst 15 ha, hvis ejendomsværdi er
ansat til 175.000 kr. eller derover,
36. gartneriejendomme, frugtplantager og planteskoler, hvis ejendomsværdi
er ansat til 125.000 kr. eller derover,
37. alle selvstændigt vurderede skovejendomme samt skove, der er vurderet
sammen med en af de under nr. 35 eller 36 nævnte ejendomme, når den samlede
ejendom ville være underkastet bogføringspligt efter reglerne i nr. 35 eller
36. Bogføringspligten omfatter den samlede ejendom.
Efter 2. behandling den 22. april 1997
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Med undtagelse af §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29
gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i
udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt
efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af
andre, som er undergivet offentligt tilsyn.
Stk. 3. Loven gælder ikke for inkassovirksomhed, der udøves af
offentlige myndigheder, eller for auktionslederes inddrivelse af
auktionskøbesummer m.v.
§ 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i
erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt i erhvervsmæssig
inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på
inddrivelse på egne vegne.
Kapitel 2
Autorisation
§ 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom,
skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.
§ 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt,
at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i
overensstemmelse med god inkassoskik.
Stk. 2. Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for
pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af
inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige
udstrækning.
§ 5. Autorisation kan meddeles personer, der opfylder
betingelserne i § 4, og som
1) har bopæl her i landet,
2) er fyldt 25 år,
3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under
samværgemål efter værgemålslovens § 7,
4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs,
5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås
gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og
6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare
for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens §
78, stk. 2.
Stk. 2. Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette
har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
§ 6. Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller
anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som
opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse
af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne
opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at
direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4,
stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under
samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende
selskaber, foreninger, fonde og lignende. Filialer af udenlandske selskaber
m.v. af den i 1. og 3. pkt. nævnte art kan meddeles autorisation, såfremt
dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af
justitsministeren.
Stk. 2. Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller
bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den
myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om
autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke
kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.
Stk. 3. Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del
af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation
også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den
person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren),
opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren
finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt
personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen
i § 5, stk. 1, nr. 6.
§ 7. En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer
myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§
24-27 anvendelse.
Stk. 2. For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr.
For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr.
Kapitel 3
Godkendelse af personale
§ 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der
retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den
ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed.
Stk. 2. Godkendelse kan ske, såfremt
1) den pågældende person er fyldt 18 år,
2) den pågældende person ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder
en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, og
3) der ikke i øvrigt er grund til at antage, at den pågældende ikke vil
udøve hvervet på forsvarlig måde.
Kapitel 4
Udøvelse af inkassovirksomhed
God inkassoskik
§ 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god
inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der
udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.
Henvendelser til skyldneren
§ 10. Før der over for skyldneren må iværksættes andre
foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til
skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk.
2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.
Stk. 2. I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle
oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.
Stk. 3. I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for
hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages
foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger.
Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.
§ 11. Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod
skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne
bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke
vil kunne inddrives.
§ 12. Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom
rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er
almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til
skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det
omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt
autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke
afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede
henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige
henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er
anført tydeligt i varselsskrivelsen.
Stk. 2. Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående
anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset
fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet
mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og
kl. 16.00.
Stk. 3. Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse
til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på
skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed,
kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.
Stk. 4. Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren,
skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som
udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 5. For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.
Tilbagetagelse af løsøre
§ 13. Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren
indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal
senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige
samtykke.
Behandlingen af inddrevne pengebeløb
§ 14. Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra
autorisationsindehaverens egne midler.
§ 15. Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et
pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb,
der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold
udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.
Stk. 2. Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren,
jf. dog § 20, stk. 2.
§ 16. Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse
fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne,
herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et
pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning
herom.
Annoncering m.v.
§ 17. Autorisationsindehaveren må ikke ved bekendtgørelse,
skiltning, udsendelse af skrivelser, adresseangivelser i vejviser eller
telefonbog, opslag i forretningslokaler eller på nogen anden måde
1) anvende betegnelser som »retshjælp«,
»retskonsulent«, »juridisk kontor« eller lignende
betegnelser eller
2) give almenheden eller autorisationsindehaveren ubekendte personer
meddelelse om, at der i forbindelse med den pågældendes inkassovirksomhed
ydes juridisk rådgivning eller anden retshjælp.
Tavshedspligt
§ 18. Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den,
der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder
tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne
lovs § 8.
Kapitel 5
Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser
§ 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse
af personale efter § 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen
og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale.
§ 20. Det skal fastsættes som vilkår for en autorisation, at
autorisationsindehaveren på begæring dokumenterer, at den i § 4, stk. 2,
nævnte sikkerhedsstillelse er i kraft. Der kan i autorisationen endvidere
fastsættes vilkår om inkassovirksomhedens udøvelse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
behandlingen af inddrevne midler, herunder om førelse af kundekonti og
beregning af rente til fordringshavere. Justitsministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om regnskabsaflæggelse og revision m.v.
Kapitel 6
Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.
§ 21. En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan
tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig
skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller
af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det
samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke
vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1,
nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr.
6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation
eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er
opfyldt.
Stk. 2. En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis
betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr.
5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig
offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000
kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt
autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte
vilkår om sikkerhedsstillelse.
Stk 3. En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum
af 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 22. En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren
dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk.
1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6,
stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller
ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der har
anmeldt betalingsstandsning, autorisationsindehaverens konkursbo eller en
værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter
værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne,
jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling
eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger
efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets
afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har
meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v.,
som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den
begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.
§ 23. Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation
eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal
inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende
autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen
om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for
domstolene.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen
om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den
begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes
inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra
udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.
§ 24. En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og
2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf.
§§ 25 og 26, og om fristen herfor.
§ 25. En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den,
afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal
fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4
uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen
indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 81 uden medvirken af domsmænd.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten
kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må
udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i
denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 26. Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21,
stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt
tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige
retsplejes former.
Stk. 2. Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men
retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling
kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse
ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret,
hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve
inkassovirksomhed under ankesagen.
§ 27. En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan
til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives
tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er
nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for
domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er
nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3.
pkt., gælder tilsvarende.
Kapitel 7
Tilsyn
§ 28. Politiet har til enhver tid uden retskendelse mod behørig
legitimation adgang til lokaler, hvorfra autorisationsindehaveren driver
inkassovirksomhed, og de derværende forretningsoplysninger for at føre det
nødvendige tilsyn med autorisationsindehaverens virksomhed.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 29. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde eller hæfte den, der overtræder § 3, § 6, stk. 2, 1. pkt.,
§ 6, stk. 3, 2. pkt., § 8, stk. 1, § 10, §§ 12-14, § 15, stk. 1, 1. pkt., §
16 eller § 23.
Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af § 20 kan der fastsættes
straf i form af bøde og hæfte for overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 30. Loven træder i kraft den 1. oktober 1997 og har virkning for
inkassovirksomhed, der udøves efter lovens ikrafttræden. For den, som ved
lovens ikrafttræden udøver inkassovirksomhed, træder bestemmelserne i lovens
§§ 3 og 8 om autorisation og godkendelse først i kraft den 1. april 1998.
Stk. 2. I lov om ydelse af juridisk bistand samt om inkasso- og
detektivvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. august 1986,
som ændret ved lov nr. 453 af 30. juni 1993, foretages følgende ændringer:
1. I lovens titel udgår ordene »inkasso- og«.
2. § 1, stk. 1, nr. 2, ophæves.
Stk. 3. I bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19.
februar 1986, som ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, foretages
følgende ændring:
1. I § 1, stk. 1, litra C, ændres i nr. 37 »den
samlede ejendom.« til: »den samlede ejendom,», og der
indsættes som nr. 38:
»38) inkassovirksomhed.«
§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om inkassovirksomhed Retsinformation · 25. september 2014
- Forslag til Lov om ændring af lov om inkassovirksomhed Retsinformation · 28. marts 2001
- Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 208 Retsinformation · 28. marts 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af alderskrav for visse erhverv Retsinformation · 9. november 2000
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 26. juni 2003. - Finanzamt Groß-Gerau mod MKG-Kraftfahrzeuge-Factoring GmbH. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesfinanzhof - Tyskland. - Merværdiafgift - sjette direktiv 77/388/EØF - anvendelsesområde - factoring - factoringselskab, der opkøber fordringer med overtagelse af tabsrisikoen. - Sag C-305/01 EU-domme · 26. juni 2003
- Vejledende udtalelse om kreditinstitutters salg af misligholdte fordringer i forhold til reglerne om videregivelse af fortrolige oplysninger – ændring af praksis Finanstilsynet · 7. januar 2020