Spring til indhold

Retsinformation

Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering af anmodning om aktindsigt

KEN nr 10203 af 20/02/2005Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet12. januar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering

af anmodning om aktindsigt

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A

for behandlingen den 31. oktober 2001, idet nævnet lagde vægt på, at

overlægen

optog relevant sygehistorie og objektiv undersøgelse, og idet mistanke om

diskusprolaps i lænden ikke kræver akut behandling eller scanning, men

derimod

venten på, at tilstanden bedres. Akut scanning udføres udelukkende i

forbindelse med overvejelse om akut operation, som igen kun kommer på tale,

hvis der er lammelser af blære- og tarmfunktionen, fremadskridende lammelser

af

benene eller fuldstændig lammelse af en benmuskel, hvilket ikke var tilfældet

hos patienten.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A

for hans journalføring af behandlingen den 31. oktober 2001, idet patienten

havde oplyst, at smerterne var opstået i august 2001, og han blev undersøgt

første gang den 31. oktober 2001, hvorfor han fik en behandling, der var i

fuld

overensstemmelse med de af ham selv anførte symptomer. Grænsen for at opfatte

tilstanden som kronisk ligger et sted imellem 6 uger og 3 måneder. Nævnet

lagde

til grund, at der var tale om et forløb over mindst 2 måneder, og ved den

efterfølgende konsultationen den 22. november 2001 havde smerterne stået på i

mindst 3 måneder. Patienten havde således ikke akutte smerter på

undersøgelsestidspunktet den 31. oktober 2001, men selve opståelsesmåden

kunne

udmærket have været akut. Nævnet fremhævede endvidere, at der ikke var

noteret

forhold i journalen, der talte imod, at smerterne var opstået akut i august

Læs alt

2001, og at det fremgik af journalnotatet den 31. oktober 2001, at patienten

havde haft de aktuelle smerter siden august måned 2001.

Nævnet fandt derudover ikke grundlag for at kritisere

overlægerne A og B for deres behandling af patienten i perioden fra den 31.

oktober 2001 til den 7. marts 2002 på reumatologisk afdeling, idet der den

22.

november 2001 blev foretaget relevant objektiv undersøgelse og relevant

rekvireret CT-scanning og idet der ikke var objektive fund eller andre

forhold,

som pegede på, at en akut/subakut CT-scanning var påkrævet. Nævnet fandt

endvidere,

at der den 5. december 2001 ikke var indikation for en akut MR-scanning, da

der

ikke var tale om, at der skulle foretages en akut operation eftersom der ikke

forelå objektive omstændigheder, der pegede på, at patientens tilstand kunne

udvikle sig i retning af uoprettelige skader på blære- og tarmfunktionen

eller

nerverne i benet.

Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at

henvise patienten til yderligere undersøgelser i februar og marts 2001, idet

en

MR-scanning den 8. februar 2001 viste, at der ikke var tegn på diskusprolaps,

og idet undersøgelse den 7. marts 2002 viste, at der ikke var rodpåvirkning,

men at patientens symptomer skyldtes degenerative forandringer i ryggen og

nævnet fandt det relevant at der blev ordineret fortsat træning i bassin.

Herefter fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere en

fysioterapeut for hendes behandling af patienten den14. januar 2002, idet

hendes behandlingsstrategi ud fra McKenzie-undersøgelsesfundene samme dag

sammenholdt med MR-scanningen udført i december 2001, hvorved der var

beskrevet

diskusdegenerativ sygdom i lænden og en midtstillet protusion ved 5.

lændehvirvel uden sikker nervepåvirkning, var relevant og forsvarlig.

Nævnet fandt dog på baggrund af patientens

længerevarende og socialtbelastende sygehistorie, herunder særligt

smertemønstret i relation til bagudbøjning af ryggen, at det havde været

hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten havde foranstaltet en tidlig opfølgning

eventuelt i form af telefonisk kontakt af hensyn til muligheden for at

justere

programmet. Nævnet fandt endvidere, at det havde været hensigtsmæssigt, om

fysioterapeuten også umiddelbart efter undersøgelsen den 14. januar 2002

havde

taget kontakt til patientens fysioterapeut i primærsektoren for at få større

indsigt i patientens smertemønster og derved anledning til at drage tidlig

omsorg for en negativ behandlingseffekt.

Endelig fandt nævnet grundlag for at kritisere overlæge

B og den administrerende overlæge for deres håndtering af patientens

anmodning

om aktindsigt den 20. februar 2002, idet overlæge B ikke havde overholdt 10

dages fristen i lov om patienters retsstilling vedrørende imødekommelse af

aktindsigt.

Nævnet fandt videre, at klinikchefens instruks til personalet om håndtering

af

anmodning om aktindsigt ikke var relevant, idet det af instruksen fremgik, at

der ved en patients anmodning om aktindsigt alene skulle gives delvis

aktindsigt, da kopi af blodprøver og de egentlige røntgensvar kun skulle

medsendes, hvis patienten direkte havde anmodet om dette.

Lignende dokumenter