Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering af anmodning om aktindsigt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klage over læge og fysioterapeuts behandling af rygsmerter og håndtering
af anmodning om aktindsigt
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A
for behandlingen den 31. oktober 2001, idet nævnet lagde vægt på, at
overlægen
optog relevant sygehistorie og objektiv undersøgelse, og idet mistanke om
diskusprolaps i lænden ikke kræver akut behandling eller scanning, men
derimod
venten på, at tilstanden bedres. Akut scanning udføres udelukkende i
forbindelse med overvejelse om akut operation, som igen kun kommer på tale,
hvis der er lammelser af blære- og tarmfunktionen, fremadskridende lammelser
af
benene eller fuldstændig lammelse af en benmuskel, hvilket ikke var tilfældet
hos patienten.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A
for hans journalføring af behandlingen den 31. oktober 2001, idet patienten
havde oplyst, at smerterne var opstået i august 2001, og han blev undersøgt
første gang den 31. oktober 2001, hvorfor han fik en behandling, der var i
fuld
overensstemmelse med de af ham selv anførte symptomer. Grænsen for at opfatte
tilstanden som kronisk ligger et sted imellem 6 uger og 3 måneder. Nævnet
lagde
til grund, at der var tale om et forløb over mindst 2 måneder, og ved den
efterfølgende konsultationen den 22. november 2001 havde smerterne stået på i
mindst 3 måneder. Patienten havde således ikke akutte smerter på
undersøgelsestidspunktet den 31. oktober 2001, men selve opståelsesmåden
kunne
udmærket have været akut. Nævnet fremhævede endvidere, at der ikke var
noteret
forhold i journalen, der talte imod, at smerterne var opstået akut i august
Læs alt
2001, og at det fremgik af journalnotatet den 31. oktober 2001, at patienten
havde haft de aktuelle smerter siden august måned 2001.
Nævnet fandt derudover ikke grundlag for at kritisere
overlægerne A og B for deres behandling af patienten i perioden fra den 31.
oktober 2001 til den 7. marts 2002 på reumatologisk afdeling, idet der den
22.
november 2001 blev foretaget relevant objektiv undersøgelse og relevant
rekvireret CT-scanning og idet der ikke var objektive fund eller andre
forhold,
som pegede på, at en akut/subakut CT-scanning var påkrævet. Nævnet fandt
endvidere,
at der den 5. december 2001 ikke var indikation for en akut MR-scanning, da
der
ikke var tale om, at der skulle foretages en akut operation eftersom der ikke
forelå objektive omstændigheder, der pegede på, at patientens tilstand kunne
udvikle sig i retning af uoprettelige skader på blære- og tarmfunktionen
eller
nerverne i benet.
Nævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at
henvise patienten til yderligere undersøgelser i februar og marts 2001, idet
en
MR-scanning den 8. februar 2001 viste, at der ikke var tegn på diskusprolaps,
og idet undersøgelse den 7. marts 2002 viste, at der ikke var rodpåvirkning,
men at patientens symptomer skyldtes degenerative forandringer i ryggen og
nævnet fandt det relevant at der blev ordineret fortsat træning i bassin.
Herefter fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere en
fysioterapeut for hendes behandling af patienten den14. januar 2002, idet
hendes behandlingsstrategi ud fra McKenzie-undersøgelsesfundene samme dag
sammenholdt med MR-scanningen udført i december 2001, hvorved der var
beskrevet
diskusdegenerativ sygdom i lænden og en midtstillet protusion ved 5.
lændehvirvel uden sikker nervepåvirkning, var relevant og forsvarlig.
Nævnet fandt dog på baggrund af patientens
længerevarende og socialtbelastende sygehistorie, herunder særligt
smertemønstret i relation til bagudbøjning af ryggen, at det havde været
hensigtsmæssigt, om fysioterapeuten havde foranstaltet en tidlig opfølgning
eventuelt i form af telefonisk kontakt af hensyn til muligheden for at
justere
programmet. Nævnet fandt endvidere, at det havde været hensigtsmæssigt, om
fysioterapeuten også umiddelbart efter undersøgelsen den 14. januar 2002
havde
taget kontakt til patientens fysioterapeut i primærsektoren for at få større
indsigt i patientens smertemønster og derved anledning til at drage tidlig
omsorg for en negativ behandlingseffekt.
Endelig fandt nævnet grundlag for at kritisere overlæge
B og den administrerende overlæge for deres håndtering af patientens
anmodning
om aktindsigt den 20. februar 2002, idet overlæge B ikke havde overholdt 10
dages fristen i lov om patienters retsstilling vedrørende imødekommelse af
aktindsigt.
Nævnet fandt videre, at klinikchefens instruks til personalet om håndtering
af
anmodning om aktindsigt ikke var relevant, idet det af instruksen fremgik, at
der ved en patients anmodning om aktindsigt alene skulle gives delvis
aktindsigt, da kopi af blodprøver og de egentlige røntgensvar kun skulle
medsendes, hvis patienten direkte havde anmodet om dette.
Lignende dokumenter
- Klage over manglede og for sen behandling af lændediskusprolaps Retsinformation · 12. marts 2008
- Klage over, at patient for sent blev opereret for diskusprolaps Retsinformation · 11. september 2009
- Klage over manglende reaktion fra sygeplejersker ved henvendelser til vagthavende læge i forbindelse med, at en patient ikke blev tilset af læge som aftalt Retsinformation · 11. september 2009
- Klage over læger og fysioterapeuter i forbindelse med undersøgelse og behandling af rygsmerter Retsinformation · 4. september 2000
- Klager over behandling og vurdering af symptomer fra ryggen Retsinformation · 31. august 2000
- Momsfritagelse for MR-helkropsscanninger SKM-databasen · 8. december 2022