Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 172 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MARKEDSFØRING (OPLYSNINGSKRAV TIL FORBRUGERGARANTIER, REGLER OM FORBRUGEROMBUDSMANDENS ANSÆTTELSE OG STYRKELSE AF FORBRUGEROMBUDSMANDENS INDGREBSMULIGHEDER)

1997/1 LSF 172Lovforslag som fremsatFolketinget4. februar 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring foretages følgende

ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Industri- og

samordningsministeren« til: »Erhvervsministeren«, og

»industri- og samordningsministeren« til:

»erhvervsministeren«.

2. I § 4 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2 . Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar

og tydelig måde oplyse forbrugeren om dens indhold og angive de oplysninger,

der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Ved en aftales indgåelse

kan forbrugeren anmode om at få garantien skriftligt.«.

3 . § 15, stk. 3 , affattes således:

» Stk. 3 . Forbrugerombudsmanden udnævnes af

erhvervsministeren for et tidsrum af 6 år. Forlængelse eller genansættelse

kan ikke finde sted. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige

betingelser for at blive dommer.«.

4 . I § 17 indsættes som stk. 2-4 :

» Stk. 2 . Retningslinier, der er udarbejdet efter forhandling

med relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer og er tiltrådt af disse,

kan danne grundlag for påbud meddelt af Forbrugerombudsmanden, jf. § 19, stk.

2, 2. pkt.

Stk. 3 . En organisation kan opsige sin tilslutning til

retningslinierne med et aftalt varsel. Forbrugerombudsmanden offentliggør

herefter meddelelse om, hvorvidt retningslinierne bibeholdes efter stk. 1

eller bortfalder.

Stk. 4 . Forbrugerombudsmanden kan ophæve udstedte retningslinier

ved offentliggørelse af meddelelse herom.«.

5 . I § 19 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

» Stk. 2 . Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, såfremt en

Læs alt

handling, der er i strid med loven, ikke kan ændres ved forhandling. For

overtrædelse af retningslinier, jf. § 17, stk. 2, kan påbud meddeles uden

forudgående forhandling.

Stk. 3 . Et påbud kan af den, påbudet retter sig mod, forlanges

indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for

Forbrugerombudsmanden inden 4 uger efter, at påbudet er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes herefter inden 1 uge fra modtagelse af

anmodningen af Forbrugerombudsmanden for retten i den borgerlige retsplejes

former.

Stk. 4 . Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men

retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling

kan fortsætte den handling, påbudet angår.

Stk. 5 . Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan

den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt,

bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling,

påbudet angår.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 6.

6 . I § 22, stk. 1 , indsættes efter »16, stk.

2,»: »eller § 19, stk. 2, ».

7. § 22, stk. 6 , affattes således:

»Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

A. Lovforslagets indhold

1. Indledning

Lovforslaget ændrer lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring.

Ved forespørgselsdebatten i Folketinget den 30. april 1997 om

forbrugerpolitik fremlagde Regeringen et oplæg til en ny forbrugerpolitisk

strategi.

Lovforslaget, der er et led i gennemførelsen af denne strategi, indebærer

en styrkelse af Forbrugerombudsmanden og medfører en ændring af

markedsføringsloven på følgende områder:

- styrkelse af garantibestemmelsen,

- ændring af reglerne om Forbrugerombudsmandens ansættelsesforhold,

- tiltrådte retningslinier gøres bindende, således at

Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud ved overtrædelser heraf, samt

- Forbrugerombudsmanden får mulighed for at meddele påbud efter

forhandling efter betalingskortlovens model.

Herudover er det hensigten at styrke Forbrugerombudsmandens generelle

tilsynsvirksomhed ved tilførsel af flere ressourcer.

2. Styrkelse af garantireglen

Den eksisterende garantibestemmelse foreslås udbygget således, at den

erhvervsdrivende på klar og tydelig måde skal give oplysninger om garantiers

indhold. Oplysningerne skal også vejlede forbrugeren om, hvorledes

forbrugeren skal forholde sig for at kunne gøre brug af garantien.

Endvidere foreslås det, at forbrugeren ved en aftales indgåelse altid kan

anmode om at få en ydet garanti skriftligt.

3. Regler om Forbrugerombudsmandens udpegelse

Ændringen af bestemmelsen om Forbrugerombudsmandens stilling skal sikre

ombudsmandsinstitutionen større uafhængighed. Samtidig søges embedet tilført

yderligere dynamik ved en vis kontinuerlig udskiftning på posten. Dette

skønnes hensigtsmæssigt, fordi forbrugerområdet er i hastig udvikling, og der

derfor er behov for hele tiden at sikre sammenhæng mellem udøvelsen af

embedet og samfundsudviklingen.

Forbrugerombudsmanden foreslås ansat på åremål for en periode af 6 år uden

mulighed for forlængelse eller genansættelse. Ved ansættelse på

overenskomstvilkår forudsættes det, at ansættelsesvilkårene udformes således,

at uansøgt afsked alene kan ske under omstændigheder svarende til de i

tjenestemandslovens § 30 anførte.

4. Styrkelse af Forbrugerombudsmandens indgrebsmuligheder

4.1. Påbud for overtrædelse af bindende retningslinier

Forbrugerombudsmanden kan i dag efter forhandling med relevante erhvervs-

og forbrugerorganisationer udstede retningslinier for markedsføring på

nærmere angivne områder. Disse retningslinier er ikke bindende for de

erhvervsdrivende.

Det foreslås, at retningslinier, der tiltrædes af organisationerne efter

lovens ikrafttræden, gives en mere forpligtende karakter. Tilsidesætter en

erhvervsdrivende tiltrådte retningslinier, kan Forbrugerombudsmanden meddele

den erhvervsdrivende påbud. Såfremt en erhvervsdrivende gør indsigelse over

for det meddelte påbud, skal Forbrugerombudsmanden indbringe sagen for

domstolene, jf. nedenstående regler.

4.2. Påbud efter forhandling

Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden efter samme principper som i

betalingskortloven kan meddele påbud, såfremt en forhandling med den

erhvervsdrivende ikke kan bringe den ulovlige markedsføring til ophør.

Forbudssager ved domstolene kan tage flere år, og først herefter vil en

tilsidesættelse af forbudet være strafbart. Med det nye forslag vil

erhvervsdrivende ikke kunne spekulere i den tid, sagsbehandlingen tager ved

domstolene. Påbudet vil derfor virke effektivt og procesbesparende i forhold

til Forbrugerombudsmandens eksisterende indgrebsmuligheder uden samtidig at

tilsidesætte hensynet til de erhvervsdrivendes retssikkerhed.

Forbrugerombudsmanden skal indbringe sagen for domstolene, såfremt den

erhvervsdrivende fremkommer med indsigelser, ligesom domstolen efter

forslaget ved kendelse kan bestemme, at sagsanlægget tillægges opsættende

virkning.

Forbrugerombudsmanden har i dag kun mulighed for selv at meddele påbud,

såfremt en erhvervsdrivende ikke overholder et tilsagn, der er givet over for

Forbrugerombudsmanden, om fx at ændre sin markedsføring. Såfremt

Forbrugerombudsmanden i øvrigt finder en handling i strid med

markedsføringsloven, må Forbrugerombudsmanden anlægge sag om forbud og påbud

ved domstolene.

Forbrugerombudsmanden kan dog nedlægge et foreløbigt forbud, hvis der er

øjensynlig fare for, at formålet med et forbud vil forspildes, hvis rettens

afgørelse skal afventes. Da Forbrugerombudsmanden i forbindelse med

nedlæggelse af foreløbigt forbud både skal udstede et foreløbigt forbud og

anlægge en justifikationssag senest næste hverdag efter udstedelse af det

foreløbige forbud, er dette retsmiddel så administrativt byrdefuldt, at

Forbrugerombudsmanden kun har anvendt det i meget få tilfælde. Med den nye

påbudsmulighed skal Forbrugerombudsmanden kun anlægge en efterfølgende

retssag, hvis den, mod hvem påbudet retter sig, anmoder herom.

5. Styrkelse af det generelle markedsføringstilsyn

Forbrugerombudsmandens generelle tilsyn med markedsføringslovens

overholdelse bør styrkes, således at Forbrugerombudsmanden bedre er i stand

til skride ind over for nye uønskede tendenser i markedsføringen og sikre en

høj forbrugerbeskyttelse.

I takt med at eksisterende markedsstrukturer inden for en række sektorer

brydes ned via eksempelvis liberalisering, vil der opstå en mere aggressiv og

intens markedsføring. Dette er sket på teleområdet, hvor der nu er en lang

række udbydere, der ønsker at profilere sig på markedet. Endvidere kan det

fremhæves, at anvendelsen af Internettet som markedsføringsmedium må

forventes at kræve en øget indsats fra Forbrugerombudsmanden på grund af

nettets globale karakter. Brugen af Internettet rejser en række nye

markedsføringsmæssige problemstillinger, der, kombineret med nettets

muligheder for personlig rettet markedsføring, gør tilsyn på området

kompliceret i forhold til andre medier.

Det foreslås derfor, at der tilføres flere ressourcer for at optimere og

effektivisere Forbrugerombudsmandens markedsføringstilsyn.

B. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser.

Styrkelsen af Forbrugerombudsmandens generelle markedsføringstilsyn kræver

tilførsel af flere ressourcer, hvilket vil blive afholdt indenfor

Erhvervsministeriets samlede rammer.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser og administrative konsekvenser for

virksomheder

Forbrugerombudsmandens adgang til at meddele påbud vil sikre en bedre

efterlevelse af loven til gavn for forbrugerne og det store flertal af

virksomheder, der følger lovens bestemmelser.

Påbudsmuligheden vil endvidere virke effektivt og procesbesparende uden

samtidig at tilsidesætte hensynet til de erhvervsdrivendes retssikkerhed.

C. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

D. Forholdet til EU-retten

Europa-Kommissionen har fremsat forslag til et direktiv om køb af

forbrugsvarer og forbrugsgarantier med henblik på at indføre fælles

minimumsregler for garantier og forbrugernes beføjelser i forbindelse med

mangler ved forbrugsvarer (KOM (95) 520). Direktivforslaget indeholder en

bestemmelse om garanti, og det kan derfor på et senere tidspunkt vise sig

nødvendigt at ændre loven.

Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om

ændring af Direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage

sammenlignende reklame implementeres ikke med lovforslaget. Gennemførelsen

afventer koordinering på nordisk plan. Fristen for implementering af

direktivet udløber den 23. april 2000.

E. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos Advokatrådet, Akademikernes

Centralorganisation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Brancheorganisationen

for Forbrugerelektronik, Bryggeriforeningen, Centralforeningen af

Autoreparatører i Danmark, Danmarks Automobilforhandler, Danmarks

Fotohandlerforening, Danmarks Optikerforening, Danmarks

Sportshandler-Forening, Dansk Annoncørforening, Dansk

Dagligvareleverandørforening, Dansk Fagpresse, Dansk Handel & Service,

Dansk Magasinpresse, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Postordreforening,

Dansk Reklamebureauers Brancheforening, Dansk Standard, Dansk Textil Union,

Dansk Tipstjeneste, Danske Andelsselskaber, Danske Dagblades Forening, Danske

Finansieringsselskabers Forening, DDK - Dansk Detailkreditråd, De Samvirkende

Købmandsforeninger i Danmark, Den Danske Dommerforening,

FEHA/Markedsføringsnævnet, Finansrådet, Forbrugerklagenævnets

forretningsudvalg, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske

Motorejere, Foreningen af Dagligvare Grossister, Fællesforeningen for

Danmarks Brugsforeninger, HORESTA, Håndværksrådet, Landbrugsrådet,

Landsforeningen for Danske Distriktsblade og Lokalaviser, Liberale

Erhvervsråd, Motorcykel-Forhandler Forening, Møbelhandlernes Centralforening,

Oliebranchens Fællesrepræsentation, Præsidenten for Sø- og Handelsretten,

Radio- og TV Reklamenævnet, Radiobranchens Reklameudvalg, Radiofaghandelens

Brancheorganisation, Realkreditrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,

Statens Husholdningsråd og TV 2 Reklame A/S. Endvidere er Boligministeriet,

Finansministeriet, Forskningsministeriet, Indenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Ministeriet for fødevarer,

landbrug og fiskeri, Sundhedsministeriet og Økonomiministeriet blevet hørt.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen er en konsekvens af, at Industri- og Samordningsministeriet har

ændret navn til Erhvervsministeriet.

Til nr. 2

Det centrale princip om, at erklæring om ydelse af garanti eller lignende

kun må anvendes, såfremt erklæringen giver forbrugeren en væsentlig bedre

retsstilling end den, forbrugeren har efter lovgivningen, er fastholdt

uændret.

Det følger allerede af generalklausulen i § 1 og vildledningsreglen i § 2,

at markedsføring af garantier skal ske på en fair og loyal måde, således at

den samlede garantiordning er retvisende beskrevet og ikke kun indeholder

oplysninger om garantiens fordel.

I forslaget til § 4, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at den

erhvervsdrivende skal give forbrugeren klare og tydelige oplysninger om en

ydet garantis indhold i forbindelse med køb af varer eller ved

tjenesteydelser. Endvidere skal forbrugeren informeres om, hvorledes

garantien kan gøres gældende. Forslaget vil derfor medvirke til at sikre en

bedre forbrugerinformation.

Som eksempler på oplysninger, som den erhvervsdrivende bør give, kan

nævnes, at det klart bør fremgå, hvem der yder garantien, i hvilket tidsrum

garantien gælder, og fra hvornår garantien løber. Endvidere bør den

erhvervsdrivende oplyse om forpligtelser og bindinger, der er indeholdt i

garantien. Det har således vist sig, at mange af de garantier, der ydes på

længerevarende forbrugsgoder, indeholder vilkår, hvorefter køberen for egen

regning skal sørge for vedligeholdelse og service; at køber i forbindelse med

garantireparationer skal betale en selvrisiko, og at sælger har foretaget en

begrænsning eller indskrænkning af ansvaret til kun at dække en bestemt del

af produktet.

Forslaget til § 4, stk. 2, 2. pkt., har til formål at styrke forbrugerens

bevismæssige stilling og medvirke til at forebygge tvister om garantier.

Forslaget stiller som udgangspunkt ikke krav om skriftlighed, men åbner

mulighed for, at forbrugeren i forbindelse med en aftales indgåelse kan

forlange at få en ydet garanti skriftligt.

Anmoder forbrugeren om at få en ydet garanti skriftligt, er den

erhvervsdrivende efter forslaget forpligtet til at udlevere garantien i

skriftlig form. Det forudsættes i langt de fleste tilfælde, at udlevering af

den skriftlige garanti kan ske senest samtidig med aftalens indgåelse eller

ved betaling for ydelsen. Det kan dog ikke udelukkes, at den erhvervsdrivende

under specielle omstændigheder ikke er i stand til straks at give garantien

skriftligt. Forslaget forudsætter i sådanne tilfælde, at udlevering af

garantien sker hurtigst muligt og inden for kort tid.

Lever en erhvervsdrivende ikke op til kravene i stk. 2, kan der anlægges

sag om forbud, og Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud efter den

foreslåede § 19, stk. 2.

Til nr. 3

Med formuleringen af bestemmelsen til § 15, stk. 3, er det om udnævnelsen

af Forbrugerombudsmanden bestemt, at erhvervsministeren udnævner

Forbrugerombudsmanden for en periode af 6 år uden mulighed for forlængelse

eller genansættelse.

Vedkommende skal opfylde de kvalifikationer, som stilles for at kunne

blive dommer, herunder have bestået juridisk kandidateksamen, jf. i øvrigt

bestemmelserne om beskikkelse af dommere i retsplejelovens kapitel 4.

Udover at opfylde disse betingelser er det hensigtsmæssigt, at den person,

der bestrider posten som Forbrugerombudsmand, har et solidt kendskab til

erhvervs- og forbrugerforhold, og markedsforhold i praksis. Naturlige

kandidater til posten kan være embedsmænd eller personer, der kommer fra

advokatstanden, domstolene eller de højere læreranstalter.

Det er hensigten med denne ændring af ansættelsesforholdet, at

Forbrugerombudsmanden i realiteten skal være sikret mod forflyttelse qua

åremålsansættelsen ligesom tjenestemandslovens disciplinære regler beskytter

mod uansøgt afskedig, medmindre de i tjenestemandslovens § 30 anførte

omstændigheder er til stede. Ved ansættelse på overenskomstvilkår udformes

ansættelsesvilkårene i overensstemmelse hermed.

Aflønningen af Forbrugerombudsmanden forudsættes at ske efter de

sædvanlige principper for åremålsansættelse.

Til nr. 4

Forbrugerombudsmanden kan i dag i henhold til lovens § 17 efter

forhandling udarbejde og offentliggøre retningslinier, også selvom

organisationerne ikke tiltræder disse. Retningslinierne er imidlertid ikke

bindende, selvom de er forhandlet med organisationerne.

For tiden er 21 retningslinier forhandlet med erhvervs- og

forbrugerorganisationer, spændende fra enkle retningslinier om

skolefotografering til omfattende retningslinier for etik i

pengeinstitutternes og i realkredittens rådgivning.

For at give tiltrådte retningslinier en mere bindende karakter foreslås

der indsat et nyt stk. 2 i § 17, hvorefter retningslinier, der er tiltrådt

efter forhandling, vil kunne danne grundlag for et administrativt påbud fra

Forbrugerombudsmanden, uden at denne først skal være forpligtet til at

forhandle med den erhvervsdrivende. Forbrugerombudsmanden skal dog efter

reglerne i forvaltningsloven høre den erhvervsdrivende, inden det pågældende

påbud meddeles. Om påbudets virkninger henvises til bemærkningerne i nr. 5.

Retningslinierne har bindende virkning overfor alle virksomheder indenfor

den pågældende branche, dvs. også virksomheder, der ikke er medlem af en

tiltrædende organisation.

Retningslinier søges udarbejdet efter forhandling med de relevante

organisationer og efter behov under inddragelse af andre myndigheder. Det

tilstræbes at opnå, at retningslinierne tiltrædes af disse erhvervs- og

forbrugerorganisationer, således at de får den tilsigtede bindende virkning.

Med »relevante« organisationer i det foreslåede stk. 2 henvises til

de for problemstillingen interessemæssigt centrale og brede, landsdækkende

organisationer og ikke mindre, specialiserede organisationer.

Såfremt der ikke indenfor en branche findes sådanne organisationer, vil

Forbrugerombudsmanden være afskåret fra at udstede bindende retningslinier

indenfor dette område.

For virksomhederne indebærer retningslinier den fordel, at

retningslinierne bl.a. konkretiserer indholdet af generalklausulen i

markedsføringslovens § 1 og vildledningsreglen i § 2, og at organisationerne

selv får indflydelse på indholdet af retningslinierne.

Såfremt en erhvervsdrivende gør indsigelse mod et påbud meddelt af

Forbrugerombudsmanden for overtrædelse af bindende retningslinier, skal

Forbrugerombudsmanden indbringe sagen for domstolene, jf. forslaget til § 19,

stk. 3. Retningslinier udelukker ikke domstolene fra efter påstand at

foretage en prøvelse af, om overtrædelser i de enkelte tilfælde er i strid

med god markedsføringsskik eller andre bestemmelser i loven. Det må dog

forventes, at domstolene vil tillægge det betydning, at retningslinierne er

tiltrådt af berørte organisationer og myndigheder på området, og derfor vil

være tilbageholdende med at tilsidesætte de normer om god markedsføringsskik,

der fremgår af retningslinierne.

Retningslinier, der måtte være tiltrådt af organisationerne inden lovens

ikrafttræden, bliver ikke bindende.

Retningslinier offentliggøres ved udsendelse til de relevante

organisationer. De offentliggøres endvidere i Forbrugerstyrelsens Juridiske

Årbog, på Forbrugerstyrelsens hjemmeside på Internettet samt ved

bekendtgørelse i Lovtidende. Forbrugerombudsmanden offentliggør meddelelse om

opsigelser af tilslutning til retningslinier og eventuelle ophævelser af

retningslinier og orienterer de organisationer, der har været inddraget i

forhandlingerne.

En organisation kan efter den foreslåede stk. 3 opsige sin tilslutning til

retningslinierne med et aftalt varsel. Retningslinierne er herefter ikke

længere gældende i medfør af forslaget til § 17, stk. 2, idet

retningslinierne ikke længere er tiltrådt af alle relevante organisationer på

området. Dette indebærer, at Forbrugerombudsmanden kun kan meddele påbud for

overtrædelser efter en forudgående forhandling, jf. nærmere bemærkningerne

til nr. 5.

Forbrugerombudsmanden skal ikke nødvendigvis ophæve retningslinierne, idet

disse vil kunne bibeholdes i medfør af den gældende § 17, stk. 1. Såfremt

tilslutning til retningslinier opsiges af en organisation, offentliggør

Forbrugerombudsmanden meddelelse om, hvorvidt disse retningslinier bibeholdes

efter stk. 1 eller bortfalder.

Forbrugerombudsmanden kan ophæve retningslinier uden varsel. Behov herfor

kan fx opstå, når en retningslinie ikke længere er aktuel, punkter i en

retningslinie ikke bliver accepteret af domstolene eller bliver

overflødiggjort af speciallovgivning.

Til nr. 5

I forslaget til § 19, stk. 2, 1. pkt. bestemmes, at Forbrugerombudsmanden

kan meddele påbud, såfremt en handling er i strid med loven, og handlingen

ikke kan ændres ved forhandling. Et påbud til den erhvervsdrivende kan både

være formuleret positivt som en handlepligt og negativt som et krav om for

fremtiden at undlade en bestemt handling.

Et påbud efter forslaget til § 19, stk. 2, er med udgangspunkt i den

aktuelle markedsføring begrænset til kun at have virkning for igangværende og

fremtidige handlinger. Påbudet vil således kunne indeholde et krav om

tilbagekaldelse af materiale, der er led i igangværende markedsføring.

Påbudet vil derimod ikke kunne anvendes til administrativt at forbyde en

erhvervsdrivende at påberåbe sig urimelige vilkår i allerede indgåede

kontrakter. Et sådant indgreb anses så byrdefuldt, at dette kun bør kunne ske

ved dom, jf. den gældende § 13.

Hvis et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud indbringes for retten, er

Forbrugerombudsmanden ikke afskåret fra at udvide sine påstande efter den

gældende § 13, stk. 1, da disse vil blive underkastet prøvelse ved domstolen.

Forbrugerombudsmanden vil fx kunne nedlægge påstand om, at påbudet også skal

kunne udvides til at omfatte allerede indgåede kontrakter.

Adgangen til administrativt at meddele påbud gælder alle

markedsføringslovens bestemmelser. Påbudet forudsætter imidlertid, at

handlingen forgæves skal være forsøgt ændret eller bragt til ophør ved

forhandling med den erhvervsdrivende.

Eftersom de af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud ikke kan ankes til

højere administrativ instans, foreslås det i stk. 3, efter princippet i

betalingskortloven, at den, påbudet retter sig mod, kan forlange påbudet

indbragt for domstolene. Anmodning herom skal være fremsat inden 4 uger

efter, at påbudet er meddelt den pågældende. Sagen skal herefter inden 1 uge

indbringes af Forbrugerombudsmanden for retten i den borgerlige retsplejes

former.

For at erhvervsdrivende ikke skal kunne spekulere i den tid, som

sagsbehandlingen tager ved domstolene, er udgangspunktet i forslagets stk. 4,

at anmodning om indbringelse for retten af det meddelte påbud ikke har

opsættende virkning. Forslaget åbner dog mulighed for, at retten ved kendelse

kan bestemme, at den pågældende under retssagens behandling kan fortsætte den

handling, som påbudet angår, således at påbudets indbringelse for retten får

opsættende virkning.

Bestemmelsen i forslaget til stk. 5 indebærer, at såfremt det af

Forbrugerombudsmanden meddelte påbud stadfæstes, kan retten ikke tillægge

anke af dommen opsættende virkning. Dette gælder uanset, om den pågældende

under sagens behandling har kunnet fortsætte den handling, påbudet angår.

Konsekvenserne af, at et påbud senere ophæves af domstolene, vil være, at

Forbrugerombudsmanden efter almindelige regler om offentlige myndigheders

erstatningsansvar vil kunne blive erstatningsanvarlig over for den

erhvervsdrivende efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler.

Ansvarsgrundlaget er culpa, og der vil som udgangspunkt kunne kræves

erstatning for det fulde tab, der er forårsaget ved påbudet.

Det foreslås endelig, at tilsidesættelse af et påbud udstedt efter

forslaget til § 19, stk. 2, medfører strafansvar i form af bøde eller hæfte,

jf. forslaget til § 22, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til nr. 6.

Under en straffesag vil domstolene kunne prøve, om påbudet er overtrådt, og

om påbudet har den fornødne hjemmel.

Til nr. 6

Forslaget er en konsekvensrettelse til ændringen under nr. 5.

Tilsidesættelse af et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud kan straffes med

bøde eller hæfte.

Til nr. 7

Forslaget indeholder den i lovgivningen nu anvendte formulering af

strafansvar for juridiske personer.

Til § 2

Det foreslås at lovændringen træder i kraft den 1. juli 1998.

Skriftlig fremsættelse (4. februar 1998)

Erhvervsministeren (Jan Trøjborg):

Jeg skal herved meddele, at jeg ønsker at fremsætte nedenstående

lovforslag for Folketinget:

Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring. (Oplysningskrav

til forbrugergarantier, regler om Forbrugerombudsmandens ansættelse og

styrkelse af Forbrugerombudsmandens indgrebsmuligheder).

(Lovforslag nr. L 172).

Lovforslaget indebærer ændringer i den gældende markedsføringslov fra 1994

med henblik på at styrke forbrugerbeskyttelsen og gøre markedsføringsloven

mere effektiv.

Lovforslaget bygger på Regeringens forbrugerpolitiske strategi, som blev

fremlagt for Folketinget den 30. april 1997. Forbrugerbeskyttelsen søges

styrket i relation til garantier samt ved give Forbrugerombudsmanden mulighed

for at meddele påbud. Med denne mulighed samt ved at gøre aftalte

retningslinier bindende søges markedsføringsloven gjort mere effektiv.

Lovforslaget indeholder endvidere regler om Forbrugerombudsmandens

ansættelse.

Efter den gældende regel i markedsføringsloven må erklæring om garanti

over for forbrugere kun anvendes, hvis garantien giver forbrugeren en

væsentlig bedre retsstilling end den, modtageren har efter lovgivningen.

Imidlertid viser det sig, at virksomhedernes markedsføringsmateriale ofte kun

beskriver fordelene ved en garanti. Mange af de garantier, der ydes på

længerevarende forbrugsgoder, indeholder vilkår, hvorefter køberen for egen

regning skal sørge for vedligeholdelse og service. Der kan også være tale om,

at køber i forbindelse med garantireparationer skal betale en selvrisiko,

eller at sælger har foretaget en begrænsning eller indskrænkning af ansvaret

til kun at dække en bestemt del af produktet. Sådanne forhold er afgørende

for, om forbrugeren får »fordel« af garantien. Der er derfor behov

for udbygge den eksisterende regel med øgede krav til, hvordan en garanti må

markedsføres. Med lovforslaget forslås bestemmelsen præciseret således, at

den erhvervsdrivende på klar og tydelig måde skal oplyse forbrugeren om

garantiens indhold og angive de oplysninger, der er nødvendige for at gøre

garantien gældende. Det foreslås videre, at forbrugeren ved aftalens

indgåelse kan anmode om at få garantien skriftligt.

For at sikre forbrugerombudsmandsinstitutionen en større uafhængighed

foreslås det, at reglerne for Forbrugerombudsmandens ansættelse ændres,

således at Forbrugerombudsmanden er ansat for en periode på 6 år uden

mulighed for forlængelse eller genansættelse.

Regeringen har ud fra ønsket om styrkelse af forbrugernes interesser lagt

vægt på Forbrugerombudsmandens funktion. Som led i markedsføringstilsynet

fører Forbrugerombudsmanden dialog med erhvervslivets brancheorganisationer,

fx om etiske kodeks, såkaldte retningslinier, men selvom der opnås enighed,

er retningslinierne ikke bindende. Regeringen foreslår, at i tilfælde, hvor

der opnås enighed, kan retningslinierne gøres bindende. Forslaget lægger op

til, at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud ved overtrædelser af de

bindende retningslinier. Retningslinier er ikke bindende for domstolene, men

kan indgå som et væsentligt fortolkningsbidrag.

De eksisterende indgrebsbeføjelser i markedsføringsloven har vist sig at

være så administrativt byrdefulde, at Forbrugerombudsmanden anvender mange

ressourcer på få sager. Det foreslås derfor, at Forbrugerombudsmandens

beføjelser styrkes ved at give Forbrugerombudsmanden kompetence til at

meddele påbud ved overtrædelser af markedsføringsloven, hvis forhandlinger

med den pågældende virksomhed ikke har kunnet stoppe den ulovlige handling.

Kommer den erhvervsdrivende med indsigelser mod påbudet, skal

Forbrugerombudsmanden inden 1 uge indbringe sagen for Sø- og Handelsretten i

København. Retten kan efter forslaget ved kendelse beslutte, om aktiviteterne

kan fortsætte, indtil der falder dom i sagen.

Idet jeg henviser til de udførlige bemærkninger til lovforslaget, skal jeg

anbefale forslaget til det Folketingets velvillige behandling.

BILAG

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den gældende formulering

af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget:

§ 1

I lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring foretages følgende

ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Industri- og

samordningsministeren« til: »Erhvervsministeren«, og

»industri- og samordningsministeren« til:

»erhvervsministeren«.

2. I § 4 indsættes som stk. 2 og 3 :

» Stk. 2 . Indeholder en garanti forpligtelser eller

begrænsninger, skal disse fremhæves både skriftligt og i markedsføringen.

Stk. 3 . En garanti, der ikke har været genstand for individuel

forhandling, skal være skriftlig tilgængelig for forbrugeren forud for købet

og klart angive de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien

gældende. Det skal endvidere fremgå, at forbrugerens rettigheder efter

lovgivningens ufravigelige regler ikke kan indskrænkes eller ophæves af

garantien.«.

§ 4. Over for forbrugere må erklæring om ydelse af garanti eller

lignende kun anvendes, såfremt erklæringen giver modtageren en væsentlig

bedre retsstilling end den, modtageren har efter lovgivningen.

3. § 15, stk. 3 , affattes således:

» Stk. 3 . Forbrugerombudsmanden udnævnes af

erhvervsministeren for et tidsrum af 6 år. Forlængelse eller genansættelse

kan ikke finde sted. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige

betingelser for at blive dommer.«.

§ 15. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven overholdes,

navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt alle oplysninger,

som skønnes nødvendige for dennes virksomhed, herunder til afgørelse af, om

et forhold falder ind under lovens bestemmelser.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige

betingelser for at blive udnævnt til dommer.

Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Industri- og samordningsministeren fastsætter nærmere

regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed.

4 . I § 17 indsættes som stk. 2-4 :

» Stk. 2 . Retningslinier, der er udarbejdet efter forhandling

med relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer og er tiltrådt af disse,

kan danne grundlag for påbud meddelt af Forbrugerombudsmanden, jf. § 19, stk.

2, 2. pkt.

Stk. 3 . En organisation kan opsige sin tilslutning til

retningslinierne med et aftalt varsel. Forbrugerombudsmanden offentliggør

herefter meddelelse om, hvorvidt retningslinierne er gældende efter stk. 1

eller er ophævet.

Stk. 4 . Forbrugerombudsmanden kan ophæve udstedte retningslinier

ved offentliggørelse af meddelelse herom.«.

§ 17. Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med de

relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer at påvirke de

erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af

retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder, der må anses for

væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

5 . I § 19 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

» Stk. 2 . Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, såfremt en

handling, der er i strid med loven, ikke kan ændres ved forhandling. For

overtrædelse af retningslinier, jf. § 17, stk. 2, kan påbud meddeles uden

forudgående forhandling.

Stk. 3 . Et påbud kan af den, påbudet retter sig mod, forlanges

indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for

Forbrugerombudsmanden inden 4 uger efter, at påbudet er meddelt den

pågældende. Sagen indbringes herefter inden 1 uge fra modtagelse af

anmodningen af Forbrugerombudsmanden for retten i den borgerlige retsplejes

former.

Stk. 4 . Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men

retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling

kan fortsætte den handling, påbudet angår.

Stk. 5 . Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan

den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt,

bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling,

påbudet angår.«.

Stk. 2 bliver herefter stk. 6.

§ 19. Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om

forbud, påbud og erstatning efter § 13. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag

om forbud og påbud efter § 13, stk. 1.

Stk. 2. Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades

udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden, såfremt denne begærer

dette.

6 . I § 22, stk. 1 , indsættes efter »16, stk.

2,»: »eller § 19, stk. 2, ».

§ 22. Tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller påbud

eller et af Forbrugerombudsmanden i henhold til § 16, stk. 2, meddelt påbud

straffes med bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af et påbud om at

tilbagebetale en modtaget pengeydelse straffes dog ikke.

Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves

efter § 15, stk. 2, eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler

Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med

bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 1-3, §§ 6-9 og

forsætlig overtrædelse af § 5 straffes med bøde, medmindre højere straf er

forskyldt efter anden lovgivning. Overtrædelser af § 2, stk. 2 og 3, der

består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der

særligt angår den pågældende, er undergivet privat påtale.

Stk. 4. Overtrædelse af § 10 straffes med bøde, hæfte eller

fængsel indtil 2 år. Påtale finder kun sted efter den forurettedes begæring.

Stk. 5. I forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 11 og 12, kan

der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 6. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er

overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan

der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

7. § 22, stk. 6 , affattes således:

»Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter