Spring til indhold

Retsinformation

1994 LSF 118 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETTENS PLEJE I GRØNLAND (MASSEMEDIERNES KILDEBESKYTTELSE)

1994/1 LSF 118Lovforslag som fremsatFolketinget22. februar 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om rettens pleje i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 99 af 21.

marts 1984, som senest ændret ved lov nr. 151 af 31. marts 1993, foretages

følgende ændringer:

1. Kapitel 2, § 16 , affattes således:

» § 16. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et

skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt

til at afgive vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller

forfatter til en artikel i skriftet, når kilden eller forfatteren ikke er

navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem

der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling,

når fotografen eller fremstilleren ikke er navngivet, eller hvem billedet

forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når dette ikke fremgår af

teksten.

Stk. 2. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et radio-

eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i

medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der

er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, der er bragt i en

udsendelse, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller

ikke pligt til at afgive vidneforklaring om identiteten af unavngivne

medvirkende, der har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres,

når der er truffet rimelige forholdsregler til at skjule identiteten.

Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre,

der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller

deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til

fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens,

forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse

for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.«

2. I kapitel 2, § 18, 1. pkt., ændres »§§ 14-16«

Læs alt

til: »§ 14 og § 15«.

3. Efter kapitel 2, § 18, indsættes:

» § 18 a. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig

karakter, kan landsdommeren pålægge de i § 16 nævnte personer vidnepligt,

såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens

opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov

for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 2. Landsdommeren kan ligeledes pålægge de i § 16 nævnte

personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af kriminallovens § 29,

stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller

kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig

betydning.«

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 99 af 21.

marts 1984, som senest ændret ved lov nr. 151 af 31. marts 1993, foretages

følgende ændringer:

1. Kapitel 2, § 16 , affattes således:

» § 16. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et

skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt

til at afgive vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller

forfatter til en artikel i skriftet, når kilden eller forfatteren ikke er

navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem

der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling,

når fotografen eller fremstilleren ikke er navngivet, eller hvem billedet

forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når dette ikke fremgår af

teksten.

Stk. 2. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et radio-

eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i

medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der

er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, der er bragt i en

udsendelse, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller

ikke pligt til at afgive vidneforklaring om identiteten af unavngivne

medvirkende, der har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres,

når der er truffet rimelige forholdsregler til at skjule identiteten.

Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre,

der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller

deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til

fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens,

forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelser

for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.«

2. I kapitel 2, § 18, 1. pkt., ændres »§§ 14-16«

til: »§ 14 og § 15«.

3. Efter kapitel 2, § 18, indsættes:

» § 18 a. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig

karakter, kan landsdommeren pålægge de i § 16 nævnte personer vidnepligt,

såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens

opklaring, og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov

for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 2. Landsdommeren kan ligeledes pålægge de i § 16 nævnte

personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af kriminallovens § 29,

stk. 1-2. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller

kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig

betydning.«

§ 2

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget skal ses på baggrund af, at medieansvarsloven forventes sat i

kraft i Grønland ved kongelig anordning i løbet af 1995 med de afvigelser,

som de særlige grønlandske forhold tilsiger, jf. herved medieansvarslovens §

59.

Hjemmestyret har udtrykt ønske om, at der i tilknytning hertil gennemføres

en ændring af reglerne om massemediernes kildebeskyttelse i lov om rettens

pleje i Grønland, således at disse regler så vidt muligt kommer til at svare

til retsplejelovens § 172 som affattet ved § 56 i lov nr. 348 af 6. juni 1991

(medieansvarsloven).

2. Lovforslagets baggrund og indhold

2.1. Ved lov nr. 348 af 6. juni 1991 om medieansvar blev der gennemført en

ny og moderniseret lovgivning om de ansvarsmæssige forhold på medieområdet,

og der skete samtidig en ændring af retsplejelovens § 172 om vidnefritagelse

for journalister m.fl. (kildebeskyttelse).

Ved ændringen af retsplejeloven blev den tidligere bestemmelse i

retsplejelovens § 172, stk. 1, afløst af de nugældende bestemmelser i § 172,

stk. 1-4. Disse bestemmelser afgrænser dels kredsen af vidnefritagne

personer, dels hvilke kilder og hvilket stof, der er omfattet af

bestemmelsen. Den daværende bestemmelse i retsplejelovens § 172, stk. 2, blev

samtidig afløst af de nugældende bestemmelser i § 172, stk. 5-6, der angiver

begrænsningerne i kildebeskyttelsen. Retsplejelovens § 172 er medtaget som

bilag 2 til dette lovforslag.

2.2. Den grønlandske retsplejelovs regler om vidner er i hovedtræk

bygget over den danske retsplejelovs regler herom, men således at en række

detailbestemmelser er udeladt.

Den grønlandske retsplejelov kap. 2, § 16, svarer til den tidligere

bestemmelse i retsplejelovens § 172, stk. 1.

Derimod har man ikke i den grønlandske retsplejelov en bestemmelse, der

fuldstændig svarer til den tidligere bestemmelse i retsplejelovens § 172,

stk. 2. Bestemmelsens modstykke skal findes i kap. 2, § 18, der har følgende

ordlyd:

» § 18. Landsdommeren kan i de i §§ 14-16 nævnte tilfælde

bestemme, at vidneforklaring skal afgives, når dette må antages at ville være

af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens

betydning for vedkommende part eller for samfundet findes at berettige til en

fravigelse fra de anførte regler. Dette gælder dog ikke, hvis forklaringen

vil udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd, og ej heller hvis

nægtelsen af at give samtykke efter § 14, stk. 1, er begrundet med hensynet

til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.«

2.3. Bestemmelserne i retsplejelovens § 172, stk. 1-4, foreslås på

denne baggrund overført til den grønlandske retsplejelov, således at § 16 i

lov om rettens pleje i Grønland affattes i overensstemmelse med de pågældende

bestemmelser i retsplejeloven.

Derimod kan bestemmelserne i retsplejelovens § 172, stk. 5 og 6, om

begrænsningerne i kildebeskyttelsen ikke uden videre overføres til den

grønlandske retsplejelov, idet de blandt andet bygger på et

strafferammekriterium, jf. herved stk. 5 om sager, der angår

lovovertrædelser, som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller

derover. Det bemærkes herved, at den grønlandske kriminallov ikke hjemler

straffe, men indeholder en almindelig hjemmel til anvendelse af forskellige

»foranstaltninger«, jf. kriminallovens § 85.

Det foreslås derfor, at spørgsmålet om begrænsninger i kildebeskyttelsen

reguleres i en ny bestemmelse, § 18 a, der svarer til retsplejelovens § 172,

stk. 5-6, men således at strafferammekriteriet udgår, og henvisningen til

straffelovens §§ 152-152 c ændres til en henvisning til de relevante

bestemmelser i den grønlandske kriminallov (§ 29, stk. 1-2). Dette

nødvendiggør en konsekvensændring i § 18.

3. Lovforslaget økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige af betydning.

4. Høring

Lovforslaget har været sendt til høring i Grønlands Hjemmestyre samt hos

landsdommeren og politimesteren i Grønland.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter forslaget ændres § 16 i lov om rettens pleje i Grønland, således at

den herefter svarer til bestemmelserne i retsplejelovens § 172, stk. 1-4.

Samtidig indsættes en ny § 18 a, der svarer til retsplejelovens § 172, stk.

5-6, dog således at strafferammekriteriet udgår, og henvisningen til

straffelovens §§ 152-152 c ændres til en henvisning til de relevante

bestemmelser i den grønlandske kriminallov (§ 29, stk. 1-2). Dette

nødvendiggør en konsekvensændring i § 18.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit

2.

Til § 2

Det foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af

justitsministeren. Derved kan man sikre en koordinering mellem

ikraftsættelsen af medieansvarsloven for Grønland og ændringen af den

grønlandske retsplejelov.

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

Ad § 1

I lov om rettens pleje i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 99 af 21.

marts 1984, som senest ændret ved lov nr. 151 af 31. marts 1993, foretages

følgende ændringer:

1. Kapitel 2, § 16 , affattes således:

» § 16. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et

skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt

til at afgive vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller

forfatter til en artikel i skriftet, når kilden eller forfatteren ikke er

navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem

der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling,

når fotografen eller fremstilleren ikke er navngivet, eller hvem billedet

forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når dette ikke fremgår af

teksten.

Stk. 2. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et radio-

eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i

medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der

er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, der er bragt i en

udsendelse, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller

ikke pligt til at afgive vidneforklaring om identiteten af unavngivne

medvirkende, der har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres,

når der er truffet rimelige forholdsregler til at skjule identiteten.

Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre,

der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller

deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til

fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens,

forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelser

for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.«

§ 16. Redaktører, redaktionssekretærer og journalister ved et her

i riget trykt periodisk skrift har ikke pligt til at afgive vidneforklaring

om, hvem der er forfatter eller kilde til en i skriftet optaget unavngiven

artikel eller meddelelse. Det samme gælder andre, der i kraft af deres

tilknytning til vedkommende skrift, trykkeri, nyhedsbureau eller forlag har

fået kendskab til forfatternes eller kildens identitet.

2. I kapitel 2, § 18, 1. pkt., ændres »§§ 14-16«

til: »§ 14 og § 15«.

§ 18. Landsdommeren kan i de i §§ 14- 16 nævnte tilfælde bestemme,

at vidneforklaring skal afgives, når dette må antages at ville være af

afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens

betydning for vedkommende part eller for samfundet findes at berettige til en

fravigelse fra de anførte regler. Dette gælder dog ikke, hvis forklaringen

vil udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd, og ej heller hvis

nægtelsen af at give samtykke efter § 14, stk. 1, er begrundet med hensynet

til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.

3. Efter kapitel 2, § 18 indsættes:

» § 18 a. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig

karakter, kan landsdommeren pålægge de i § 16 nævnte personer vidnepligt,

såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens

opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov

for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 2. Landsdommeren kan ligeledes pålægge de i § 16 nævnte

personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af kriminallovens § 29,

stk. 1-2. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller

kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig

betydning.«

Bilag 2

I dette bilag er gengivet bestemmelsen om vidnefritagelse i

retsplejelovens § 172

» § 172. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et

skrift, der er omfattet af § 1, nr. 1, i medieansvarsloven, har ikke pligt

til at afgive vidneforklaring om, hvem der er kilde til en oplysning eller

forfatter til en artikel i skriftet, når kilden eller forfatteren ikke er

navngivet. De har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem

der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling,

når fotografen eller fremstilleren ikke er navngivet, eller hvem billedet

forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når dette ikke fremgår af

teksten.

Stk. 2. Redaktøren og redaktionelle medarbejdere ved et radio-

eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af § 1, nr. 2, i

medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om, hvem der

er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, der er bragt i en

udsendelse, når kilden eller forfatteren ikke er navngivet. De har heller

ikke pligt til at afgive vidneforklaring om identiteten af unavngivne

medvirkende, der har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres,

når der er truffet rimelige forholdsregler til at skjule identiteten.

Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre,

der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller

deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til

fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens,

forfatterens eller den medvirkendes identitet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelser

for de massemedier, der er omfattet af § 1, nr. 3, i medieansvarsloven.

Stk. 5. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig

karakter, og som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller

derover, kan retten dog pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer vidnepligt,

såfremt vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens

opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov

for at kunne beskytte deres kilder.

Stk. 6. Retten kan ligeledes pålægge de i stk. 1-4 nævnte personer

vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af straffelovens §§ 152- 152c.

Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har

villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig

betydning.«

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter