1994 LSF 27 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFTALER OG ANDRE RETSHANDLER PÅ FORMUERETTENS OMRÅDE OG VISSE ANDRE LOVE (* 1) (URIMELIGE AFTALEVILKÅR I VISSE FORBRUGERAFTALER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf.
lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer:
1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes«
til: »kan ændres eller tilsidesættes«.
2. Efter § 38 indsættes som nyt kapitel:
» IV. Særlige regler om forbrugeraftaler
§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på
forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.
Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som
en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende
har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.
Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser
som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for
den ene part af en erhvervsdrivende.
§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det
pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling,
fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand
for individuel forhandling.
Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den
erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil
være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i
parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et
aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også,
idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal
gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.
Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring,
Læs alt
at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i §
36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den
pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til
skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes
eller ændres.
§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden
for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på
aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige
aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være
lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver
forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.«
Kapitel IV bliver herefter kapitel V.
§ 2
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest
ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring:
§ 4 a, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager
hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen
hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«
§ 3
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov
nr. 226 af 6. april 1994, foretages følgende ændring:
§ 1, stk. 1, affattes således:
»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit
erhverv.«
§ 4
I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583
af 1. september 1986, foretages følgende ændring:
§ 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en
erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig
handler uden for sit erhverv.«
§ 5
I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.
december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende
ændring:
§ 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en
aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden
part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«
§ 6
I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages
følgende ændring:
I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene », og den
erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette«.
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.
Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6
finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens
ikrafttræden.
§ 8
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf.
lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer:
1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes«
til: »kan ændres eller tilsidesættes«.
2. Efter § 38 indsættes som nyt kapitel:
» IV. Særlige regler om forbrugeraftaler.
§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på
forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.
Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som
en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende
har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.
Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser
som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for
den ene part af en erhvervsdrivende.
§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det
pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling,
fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand
for individuel forhandling.
Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den
erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.
§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil
være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i
parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et
aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også,
idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal
gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.
Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring,
at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i §
36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den
pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til
skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes
eller ændres.
§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden
for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på
aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige
aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være
lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver
forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.«
Kapitel IV bliver herefter kapitel V.
§ 2
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest
ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring:
1. § 4a, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager
hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen
hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«
§ 3
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som senest ændret ved lov
nr. 226 af 6. april 1994 foretages følgende ændring:
1. § 1, stk. 1, affattes således:
»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit
erhverv.«
§ 4
I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583
af 1. september 1986, foretages følgende ændring:
1. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en
erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig
handler uden for sit erhverv.«
§ 5
I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.
december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende
ændring:
1. § 1, stk. 2, affattes således:
»Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en
erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«
§ 6
I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages
følgende ændring:
1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene: », og den
erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette.«
§ 7
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.
Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på
formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6,
finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens
ikrafttræden.
§ 8
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske
eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre de civilretlige dele af
Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i
forbrugeraftaler. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget.
De offentligretlige dele af direktivet er gennemført ved
markedsføringsloven, jf. lov nr. 428 af 1. juni 1994, der hører under
Erhvervsministeriet. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag er der
bl.a. redegjort for forholdet mellem generalklausulerne i aftalelovens § 36
og markedsføringslovens § 1, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte
7249 ff.
Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 31. december
1994.
Direktivet tilsigter at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om visse
urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler. Urimelige aftaler er i dansk ret
reguleret af generalklausulen i aftalelovens § 36, som i det væsentligste
opfylder direktivets krav til national ret.
Med henblik på en fuldstændig opfyldelse af direktivet foreslås det, at
der indføres et nyt kapitel i aftaleloven med særlige regler om visse
forbrugeraftaler. Disse særlige regler angår rimelighedsbedømmelsen,
retsvirkningerne af urimelighed samt fortolkning af aftaler. Endvidere
foreslås det, at der indføres en regel om beskyttelse af forbrugerne mod
visse lovvalgsklausuler.
Justitsministeriet har forud for udarbejdelsen af de særlige regler om
visse forbrugeraftaler deltaget i en arbejdsgruppe med embedsmænd fra de
nordiske lande. Formålet med dette arbejde har været at opnå en så vidt
muligt ensartet nordisk gennemførelse af direktivet, således at man bevarer
den eksisterende høje grad af retsenhed på området mellem de nordiske lande.
Udgangspunktet for det nordiske arbejde har været, at forbrugerbeskyttelsen
ikke må forringes ved gennemførelsen af direktivet.
I forbindelse med gennemførelsen af direktivet foreslås endvidere en
ændring af definitionen af en forbrugeraftale i den øvrige civilretlige
forbrugerbeskyttelseslovgivning.
Lovforslaget har endvidere til formål at skabe mulighed for, at domstolene
kan ændre en aftale, som omfattes af generalklausulen i aftalelovens §
36. Denne mulighed eksisterer allerede i de øvrige nordiske lande, med
undtagelse af Island.
2. Direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
Direktivet indeholder som ovenfor nævnt regler om harmonisering af
medlemsstaternes lovgivning vedrørende urimelige vilkår i aftaler, der indgås
mellem erhvervsdrivende og forbrugere.
Ved en forbruger forstås efter direktivet en fysisk person, der ikke
handler som led i sit erhverv (artikel 2, litra b). Ved en erhvervsdrivende
forstås en fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv,
hvad enten det er offentligt eller privat (artikel 2, litra c).
Direktivet finder kun anvendelse på aftalevilkår, som ikke har været
genstand for individuel forhandling - det vil i praksis navnlig sige
standardvilkår.
Efter direktivet er et ikke-individuelt forhandlet aftalevilkår urimeligt,
hvis det »til trods for kravene om god tro« bevirker en betydelig
skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for
forbrugeren (artikel 3, stk. 1). Med hensyn til forståelsen af udtrykket
»til trods for kravene om god tro« henvises til pkt. 5.2.6
nedenfor. Direktivet indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over
aftalevilkår, der kan betegnes som urimelige.
Ved vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, skal man efter
direktivet tage hensyn til, hvilken type vare eller tjenesteydelse aftalen
omfatter, omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse samt alle
vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne.
Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller
overensstemmelsen mellem pris og varer eller tjenesteydelser og betalingen
herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt (artikel
4).
Hvis der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning, gælder efter
direktivet den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren (artikel 5).
Medlemsstaterne skal i henhold til deres nationale lovgivning fastsætte,
at urimelige aftalevilkår ikke binder forbrugeren, og at aftalen skal
forblive bindende på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de
urimelige vilkår (artikel 6, stk. 1).
Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren ikke mister
direktivets beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, selv om det er aftalt, at
et tredjelands lovgivning skal finde anvendelse på aftalen, hvis aftalen har
en nær tilknytning til EU-medlemsstaternes område (artikel 6, stk. 2).
Endelig indeholder direktivet en bestemmelse om kontrollen med, at der
ikke anvendes urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler (artikel 7). Denne
direktivbestemmelse er opfyldt ved markedsføringsloven, jf. lov nr. 428 af 1.
juni 1994.
Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller
bevarer strengere bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne, idet der er
tale om et minimumsdirektiv, jf. artikel 8.
3. Gældende regler om urimelige aftalevilkår.
3.1. Aftalelovens § 36.
3.1.1. Inden for civilretten gælder som udgangspunkt principperne om
aftalefrihed og aftalers bindende natur. Aftaleloven, der stammer fra 1917,
er præget af disse principper, idet aftaleparterne behandles som ligestillede
parter, der selv kan varetage deres interesser.
I de seneste årtier er princippet om aftalefrihed imidlertid blevet
undergivet væsentlige begrænsninger.
3.1.2. Regler om civilretlig beskyttelse af forbrugere mod urimelige
aftaler findes i dansk ret først og fremmest i aftalelovens § 36. Denne
bestemmelse blev indført ved lov nr. 250 af 12. juni 1975 (Folketingstidende
1974/75, tillæg A, sp. 779 og tillæg B, sp. 537 samt Folketingets
forhandlinger 2. samling, sp. 90, 583, 5665, 5888). Grundlaget for
lovforslaget var professor, dr.jur. Stig Jørgensens notat »Foreløbig
redegørelse om formuerettens generalklausuler«.
Efter generalklausulen i aftalelovens § 36 kan en aftale eller anden
retshandel tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller
i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
Formålet med aftalelovens § 36 er bl.a. at give forbrugere og andre -
bl.a. mindre erhvervsdrivende - en civilretlig beskyttelse mod, at en
økonomisk stærkere og mere sagkyndig part misbruger sin overlegne stilling,
f.eks. ved at bruge standardkontrakter med vilkår, der ensidigt tjener den
stærkere parts interesser.
Bestemmelsens praktiske hovedområde er utvivlsomt forbrugeres aftaler med
erhvervsdrivende, men bestemmelsen finder også anvendelse på aftaler mellem
erhvervsdrivende og mellem forbrugere indbyrdes, hvilket der i retspraksis
har været flere eksempler på.
Ligesom aftalelovens øvrige bestemmelser gælder § 36 på formuerettens
område, der også omfatter formueretlige aftaler, som det offentlige er part
i.
Aftalelovens § 36 kan ikke tilsidesættes ved parternes aftale.
De øvrige nordiske landes aftalelove indeholder en bestemmelse svarende
til den danske aftalelovs § 36. I Finland, Norge og Sverige er der dog ikke
kun mulighed for at tilsidesætte, men også for at ændre en aftale, som
findes urimelig. I Finland har man en særlig forbrugerbeskyttelseslov med en
selvstændig generalklausul.
Som bilag 2 til lovforslaget er bl.a. gengivet den gældende ordlyd af
aftalelovens § 36.
3.1.3. Med retsstandarden »urimeligt eller i strid med redelig
handlemåde« er domstolene tillagt en vid adgang til at tilsidesætte
aftaler. Den selvstændige betydning af udtrykket »redelig
handlemåde« er navnlig at markere sammenhængen mellem aftalelovens § 36
og den offentligretlige regel i markedsføringslovens § 1 (»god
markedsføringsskik«). Efter generalklausulen i § 36 skal der ved
bedømmelsen af en aftale foretages en helhedsvurdering. Dette fremgår af §
36, stk. 2, hvorefter der ved afgørelsen af, om det vil være urimeligt eller
stridende mod redelig handlemåde at gøre en aftale gældende, skal tages
hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere
indtrufne omstændigheder. Således kan der lægges vægt på ethvert forhold, der
har relation til aftalen og forholdet mellem parterne, herunder også
omstændigheder, der indtræffer efter aftalens indgåelse.
Bestemmelsen giver mulighed for at tilsidesætte en aftale under hensyn til
andre omstændigheder ved aftalens indgåelse end dem, der er omhandlet i
reglerne om tilblivelsesmangler i aftalelovens §§ 28-32. Generalklausulen
indeholder ikke som disse bestemmelser den begrænsning, at løftemodtageren
ved aftalens indgåelse skal have været i ond tro. Dette har betydning i
tilfælde, hvor løftemodtageren ikke, da han blev bekendt med løftet, vidste
eller burde vide, at der forelå svig, udnyttelse eller lignende i forhold til
løftegiveren.
Ved afgørelsen af, om en aftale skal tilsidesættes, skal der som nævnt
endvidere tages hensyn til aftalens indhold og senere indtrufne
omstændigheder. Det betyder bl.a., at aftalens indhold skal vurderes under
hensyn til de omstændigheder, der foreligger på det tidspunkt, hvor der
bliver tale om at anvende aftalen. Generalklausulen udgør således et grundlag
for at løse konflikter, der opstår som følge af uforudsete eller i øvrigt
ændrede forhold.
Da der er tale om en helhedsvurdering, kan andre aftaler mellem parterne
også tages i betragtning ved bedømmelsen af, om en given aftale skal
tilsidesættes helt eller delvist. Undtagelsesvis vil også en parts aftaler
med tredjemand kunne have betydning for bedømmelsen.
Ved anvendelsen af generalklausulen lægges der i almindelighed vægt på, om
den ene part ved aftalens indgåelse har indtaget en overlegen stilling. Der
kan bl.a. tages hensyn til, om parten har anvendt en særligt anmassende
fremgangsmåde ved aftalens indgåelse - som for eksempel ved visse dørsalg og
salg på udflugter, der er arrangeret af sælgeren. Har parten misbrugt sin
overlegne stilling ved at anvende aftalevilkår, der giver den pågældende en
urimelig fordel, bør aftalen tilsidesættes efter generalklausulen.
Med hensyn til gensidigt bebyrdende aftaler tages der ved bedømmelsen
udgangspunkt i, om der er en rimelig balance mellem parternes pligter. De
deklaratoriske (fravigelige) regler, herunder navnlig reglerne i købeloven,
vil kunne være vejledende for, hvad der er en rimelig balance.
Ved afgørelsen af, om en aftale skal tilsidesættes efter generalklausulen,
må der som ovenfor nævnt ske en bedømmelse af hele aftalen. Det vil
kunne være rimeligt, at en aftale på visse punkter stiller en part ringere,
hvis den pågældende part i andre henseender stilles bedre.
Vejledende for bedømmelsen efter generalklausulen er endvidere, hvad der
må anses for at være sædvanlig fremgangsmåde i den pågældende branche. En
handlemåde er dog ikke rimelig, alene fordi den er sædvanlig på det
pågældende område.
3.1.4. I den redegørelse om formuerettens generalklausuler, som lå til
grund for det pågældende lovforslag, er der nævnt en række konkrete
aftalevilkår, som efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes efter
generalklausulen. Det drejer sig bl.a. om ansvarsfraskrivelsesklausuler,
vilkår om, at en aftale hæves ved nærmere bestemte former for misligholdelse,
samt aftaler om konventionalbod. En konventionalbod er en ydelse, som en
person påtager sig at erlægge, hvis han ikke behørigt opfylder en påhvilende
pligt eller i øvrigt foretager eller undlader en vis handling.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget ønskede man imidlertid ikke at binde
retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på generalklausulens
anvendelse. Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a., at
Forbrugerkommissionens lovudvalg, hvor både forbruger- og
erhvervsorganisationer var repræsenteret, havde fundet det betænkeligt og
yderst vanskeligt på forhånd at angive konkrete eksempler, hvor
generalklausulen kunne anvendes. Det anføres i bemærkningerne til
lovforslaget:
»..Justitsministeriet er endvidere enig med Forbrugerkommissionens
lovudvalg i, at der kan være visse betænkeligheder forbundet med på forhånd
at binde retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på
generalklausulens anvendelse. De eksempler, der er angivet i redegørelsens
kapitel 6, afsnit 4, bør imidlertid ikke betragtes som bindende
tilkendegivelser, men alene som vejledende retningslinier for
generalklausulens anvendelse. Det fremhæves endvidere i redegørelsen, at
opregningen i afsnittet ikke kan anses for udtømmende. Bestemmelsen åbner
således mulighed for, at anvendelsen kan tilpasses ændrede synspunkter i den
almindelige retsopfattelse med hensyn til grænserne for
aftalefriheden...«.
På grundlag af retspraksis kan der imidlertid nævnes bl.a. følgende
momenter, som indgår ved bedømmelsen af, om der er tale om en urimelig aftale
efter aftalelovens § 36:
- om et givet aftalevilkår er usædvanligt inden for vedkommende branche og
usædvanligt byrdefuldt,
- om en erhvervsdrivende behandler en kunde anderledes/dårligere end den
pågældende sædvanligvis behandler sine kunder eller denne bestemte kunde,
- om en aftale eller et aftalevilkår er i strid med præceptiv
(ufravigelig) lovgivning,
- om anvendelsen af det pågældende aftalevilkår er i strid med
markedsføringslovens regler,
- om der i en aftale tillægges den ene part adgang til ensidigt at afgøre,
hvorvidt der er indtrådt en omstændighed, som ændrer retsforholdet mellem
parterne,
- om konsekvenserne af misligholdelse i aftalen er fastsat uden rimelig
sammenhæng med misligholdelsens omfang og betydning, og
- om anvendelsen af et aftalevilkår er udtryk for chikane fra den ene
parts side.
3.1.5. Hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at
gøre en aftale gældende, er retsvirkningen heraf, at aftalen kan
tilsidesættes helt eller delvis. Domstolene har således en forholdsvis fri
adgang til at gribe regulerende ind i aftaleforholdet, men i bemærkningerne
til det pågældende lovforslag anførte Justitsministeriet følgende:
»...Efter Justitsministeriets opfattelse vil en adgang til at
tilsidesætte en aftale helt eller delvis i langt de fleste tilfælde være
tilstrækkelig til at varetage de hensyn, der ligger bag generalklausulen. Så
længe der ikke foreligger erfaringer med den ny generalklausul, finder man
derfor ikke at burde stille forslag om en regel, der inden for formuerettens
område giver mulighed for at ændre en forpligtelse ud over, hvad der følger
af adgangen til helt eller delvis at tilsidesætte en aftale. Er der således
aftalt et urimeligt lavt vederlag for en ydelse, bør vederlaget ikke med
hjemmel i generalklausulen kunne forhøjes. Derimod vil domstolene ved
afgørelsen af, om den modstående forpligtelse skal tilsidesættes, kunne tage
hensyn til, om vederlaget er rimeligt.....«
Domstolene kan således ikke gå uden for rammerne af den indgåede aftale og
f.eks. forhøje et urimeligt lavt vederlag eller tilføje bestemmelser, som
ikke oprindelig var indeholdt i aftalen.
3.2. Kreditaftalelovens § 22.
I kreditaftalelovens § 22 findes en civilretlig generalklausul, som
supplerer bestemmelsen i aftalelovens § 36. Bestemmelsen drejer sig om
tilfælde, hvor det beløb, som forbrugeren efter kreditaftalen skal betale som
vederlag eller omkostninger, er urimeligt stort. Efter bestemmelsen skal
beløbet i så fald nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Medmindre andet
bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller de sidste beløb, der skal
betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren et urimeligt stort
vederlag for henstand eller andre lempelser i de aftalte vilkår, sker
afkortningen på samme måde.
Rimelighedsvurderingen efter denne bestemmelse må antages at være
sammenfaldende med rimelighedsvurderingen efter aftalelovens § 36.
Bestemmelsens selvstændige betydning i forhold til aftalelovens § 36 er
således, at det fastsættes, hvordan et urimeligt aftalevilkår skal reguleres.
3.3. Fortolkningsregler.
Domstolene kan ved fortolkning fastlægge indholdet af en indgået aftale.
Domstolene anvender i praksis flere forskellige fortolkningsregler. Disse
fortolkningregler kan ved fortolkningen af en aftale trække i hver sin
retning eller i samme retning.
De vigtigste fortolkningsregler i praksis er minimumsreglen og
uklarhedsreglen . Minimumsreglen går ud på, at den fortolkning, som er
mindst byrdefuld for erklæringsgiveren, skal lægges til grund, hvis der er
tvivl om forståelsen af en aftale. Uklarhedsreglen går ud på, at en uklar
kontraktsbestemmelse skal fortolkes mod affatteren.
Uklarhedsreglen har sit væsentligste anvendelsesområde ved fortolkningen
af standardaftaler, hvor reglen medfører, at en standardaftale fortolkes mod
den erhvervsdrivende, som benytter den. Det kan tilføjes, at der i
retspraksis stilles forholdsvis strenge beviskrav til en erhvervsdrivende,
som gør gældende, at et standardvilkår er vedtaget mellem den
erhvervsdrivende og en forbruger.
4. Oversigt over lovforslaget.
Lovforslaget indeholder tre hovedelementer.
Der foreslås for det første en ændring af aftalelovens § 36,
således at domstolene får mulighed for at ændre en urimelig aftale
(lovforslagets § 1, nr. 1).
Der foreslås for det andet et nyt kapitel i aftaleloven med henblik
på gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige
kontraktvilkår i forbrugeraftaler (lovforslagets § 1, nr. 2).
Det nye kapitel skal efter forslaget gælde for forbrugeraftaler. Den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er omfattet af
kapitlets bestemmelser.
Der foreslås en fortolkningsregel, hvorefter der skal fortolkes til fordel
for forbrugeren, hvis der er tvivl om forståelsen af et aftalevilkår, som
ikke har været genstand for individuel forhandling.
Kapitlets hovedbestemmelse er § 38 c, hvor det foreslås, at
generalklausulen i aftalelovens § 36 ved forbrugeraftaler skal gælde med to
ændringer: For det første skal der ved anvendelsen af generalklausulen ikke
kunne tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for
forbrugeren, hvis dette medfører, at et aftalevilkår ikke kan ændres eller
tilsidesættes. For det andet skal forbrugeren kunne kræve, at en aftale, som
indeholder vilkår, der strider mod hæderlig forretningsskik og bevirker en
betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for
forbrugeren, i øvrigt skal opretholdes uden ændringer, hvis dette kan lade
sig gøre.
Endelig indeholder det nye kapitel en bestemmelse, der beskytter
forbrugerne mod visse lovvalgsaftaler.
Der foreslås for det tredje en hovedsagelig redaktionel ændring af
definitionen af en forbrugeraftale i anden forbrugerbeskyttelseslovgivning
(lovforslagets §§ 2-6). Indholdsmæssigt medfører forslaget alene den ændring,
at der ved afgørelsen af, om en aftale er en forbrugeraftale, som
udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller
burde vide, at den anden part var forbruger.
5. Lovforslagets indhold.
I det følgende redegøres nærmere for lovforslaget og i forbindelse hermed
for direktivets civilretlige bestemmelser og det nordiske samarbejde om
gennemførelsen af direktivet.
5.1. Ændring af en urimelig aftale.
Efter aftalelovens § 36 kan en urimelig aftale tilsidesættes helt eller
delvis. Derimod er der ikke mulighed for at ændre en urimelig aftale, f.eks.
ved at forhøje et aftalt vederlag, som med tiden er blevet urimeligt lavt.
Højesteretsdommer Jørgen Nørgaard har i en artikel i Ugeskrift for
Retsvæsen 1992 B, side 105 ff, foreslået, at der bliver mulighed for også at
ændre en aftale, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig
handlemåde at gøre den gældende. Det anføres i artiklen, at det på længere
sigt ikke er hensigtsmæssigt, at aftalelovens § 36 ikke giver denne mulighed.
Hel eller delvis tilsidesættelse af aftalen vil i nogle tilfælde være en
overreaktion, som fører fra den ene grøft til den anden. Det anføres
endvidere, at problemerne ved den nuværende udformning af aftalelovens § 36 i
praksis navnlig viser sig ved langvarige kontrakter, hvor der er aftalt et
fast pengevederlag, der med tiden bliver urimeligt lavt. Som eksempel nævner
forfatteren i artiklen følgende sag om levering af fjernvarme:
»I begyndelsen af 1960'erne opførte et stort typehusfirma (T) en
række parcelhuse i et område ved Fredericia, hvor der ikke kunne opnås
forsyning fra eksisterende fjernvarmeanlæg. T opførte derfor selv et
fjernvarmeværk (F). Ved parcelhusenes salg blev det gjort til et gennemgående
vilkår, at køberne gennem en længere årrække skulle aftage varme fra F, og
det bestemtes tillige, at fjernvarmen skulle leveres til de priser, som
løbende opkrævedes af fjernvarmeværket i Pårup. For det - forudseelige -
tilfælde, at Pårup-værket blev tilsluttet Fynsværkets Varmecentral, der af
specielle grunde blev drevet med temmelig lave priser, skulle målestokken
(derefter) være Fredericia (kommunale) Varmecentrals priser. Ved
kommunesammenlægningen i 1970-71 blev Pårup-værket tilsluttet Fynsværket, og
Fredericia Varmecentrals priser blev bestemmende for F og F's aftagere. En
række gnidninger i midten af 1970'erne mellem Fredericia kommune og
»Superfos« fandt i 1976 deres afslutning ved, at overskudsvarme fra
»Superfos« blev stillet til disposition for Fredericia Varmecentral
til priser, som muliggjorde en betydelig sænkning af fjernvarmepriserne i
Fredericia. Med et slag ændredes situationen for F og F's aftagere. Truslen
var nu ikke F's monopolstilling som leverandør - som jo var afbødet ved de
ovenfor omtalte prisvilkår - men den lave »Fredericia-pris«, som
var dræbende for F. En tilsidesættelse af aftalen mellem F og kunderne var
ikke nogen løsning, for hermed vil F være tilbage i en monopolstilling - nu
med huse, der var solgt. Der var kun een acceptabel løsning på konflikten -
en forhøjelse af det vederlag, der var blevet urimeligt lavt. Konflikten blev
løst ved en forhandling.'
I den citerede artikel anfører højesteretsdommer Jørgen Nørgaard
endvidere, at erfaringerne med aftalelovens § 36 viser, at domstolene har
anvendt bestemmelsen med fuld forståelse for, at udgangspunktet bør være, at
aftaler skal holdes, og at der i forretningsmæssige forhold må udvises den
største varsomhed med efterfølgende at foretage rimelighedsvurderinger. Der
er derfor næppe grund til at frygte, at en tilføjelse til aftalelovens § 36,
således at domstolene også kan ændre en aftale, vil få uoverskuelige
konsekvenser for erhvervslivet eller forbrugerne. Bestemmelsen vil blive mere
fleksibel, og det må formodes at være til fordel for begge parter.
Justitsministeriet er enig i disse synspunkter. Ved udformningen af
lovforslaget har Justitsministeriet endvidere lagt vægt på, at en ændring af
aftalelovens § 36 på den måde, som er skitseret ovenfor, vil øge den nordiske
retsenhed på aftalerettens område.
5.2. Gennemførelse af direktivet om urimelige kontraktvilkår.
5.2.1. Nordisk samarbejde.
De øvrige nordiske lande er i kraft af en tilføjelse til EØS-aftalen, som
trådte i kraft den 1. juli 1994, forpligtet til at gennemføre direktivet om
urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
Som nævnt ovenfor i pkt. 3.1.2 er der mellem de nordiske lande en høj grad
af retsenhed på aftalerettens område. Denne retsenhed bør opretholdes, og det
er derfor af væsentlig betydning, at der blandt de nordiske lande i det
væsentlige er enighed om, hvordan direktivet bør gennemføres.
Der har i 1993-94 været afholdt en række møder mellem embedsmænd fra de
nordiske lande. Island har dog kun været repræsenteret på to af disse møder,
og der henvises derfor i det følgende alene til de finske, norske og svenske
synspunkter.
Formålet med møderne har været at drøfte, hvordan den nordiske retsenhed
på aftalerettens område bedst kan videreføres ved gennemførelsen af
direktivet.
På møderne er der i det væsentligste opnået enighed om, på hvilke punkter
direktivet adskiller sig fra den gældende retstilstand i de nordiske lande,
ligesom man er blevet enige om, hvilke lovgivningsinitiativer der må tages
for at opfylde direktivets krav til national lovgivning.
Der har været enighed om, at direktivets generelle beskyttelsesniveau i
forhold til forbrugerne er lavere end det niveau, som tilsigtes i de
eksisterende lovgivninger i de nordiske lande. Det fremgår af direktivets
art. 3, at et »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for
individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene
om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og
forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren«. Direktivet
omfatter således kun aftalevilkår, som fra en nordisk synsvinkel er
»kvalificeret« urimelige, idet begge direktivets kriterier (i strid
med kravene om god tro og en betydelig skævhed til skade for forbrugeren)
skal være opfyldt, for at et aftalevilkår kan betegnes som urimeligt, jf.
nedenfor under pkt. 5.2.6.
Udgangspunktet for det nordiske arbejde har på den baggrund været, at
forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke må sænkes ved gennemførelsen af
direktivet. Derfor har man valgt at foreslå en løsning, hvorefter
generalklausulen i de nordiske aftalelove (aftalelovens § 36) opretholdes
uændret, således at beskyttelsesniveauet efter denne bestemmelse ikke sænkes
til skade for forbrugerne. Man foreslår i stedet nogle særlige
forbrugerbeskyttende bestemmelser, som alene skal supplere § 36.
Endvidere har udgangspunktet for arbejdet været, at principperne for
gennemførelsen af direktivet med sikkerhed skal opfylde dettes krav til den
nationale lovgivning. Der har dog under drøftelserne været en vis uenighed
om, i hvilket omfang visse af direktivets regler kan anses for opfyldt
allerede efter den gældende aftalelovgivning i de nordiske lande.
Man har i den nordiske arbejdsgruppe valgt ikke at lave udkast til
egentlige fælles lovbestemmelser, idet man har erkendt, at de enkelte lande
kan have behov for rent lovteknisk at gennemføre de principper, som man er
blevet enige om, på forskellig måde.
Det foreliggende lovforslag er udarbejdet i overensstemmelse med den
forståelse af direktivet og de hovedretningslinjer for gennemførelsen, som
man i den nor diske arbejdsgruppe er blevet enige om.
I det følgende gennemgås direktivets enkelte civilretlige bestemmelser i
lyset af de nordiske drøftelser.
De civilretlige bestemmelser i direktivet findes i art. 3-6. I
overvejelserne må tillige inddrages art. 1 og 2, som fastlægger direktivets
anvendelsesområde, samt art. 8, hvorefter der er tale om et minimumsdirektiv.
5.2.2. Direktivets anvendelsesområde.
Efter direktivets art. 1, stk. 1, finder direktivet anvendelse på aftaler
mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Erhvervsdrivende og forbrugere er
nærmere defineret i art. 2, jf. nedenfor under pkt. 5.2.3.
Det fremgår af præamblen, at direktivet skal lette etableringen af det
indre marked samt beskytte borgerne i deres egenskab af forbrugere ved
erhvervelse af varer og tjenesteydelser gennem aftaler. Direktivet finder
derfor ikke anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arve-
og familieret samt på aftaler om oprettelse af selskaber og om disses
vedtægter. Det anføres udtrykkeligt, at direktivet omfatter aftaler, der
indgås som led i erhvervsvirksomhed af offentlig karakter.
Det må lægges til grund, at aftaleloven, som gælder på formuerettens
område, dækker direktivets anvendelsesområde. Det bemærkes herved, at
aftaleloven også finder anvendelse på formueretlige aftaler indgået med det
offentlige.
Efter art. 1, stk. 2, er aftalevilkår, der afspejler love, bindende
administrative forskrifter samt bestemmelser eller principper i
internationale konventioner, som medlemsstaterne eller fællesskabet er part
i, ikke underlagt direktivets bestemmelser. Deklaratoriske og udfyldende love
(f.eks. købeloven og søloven) samt bestemmelser og principper i
internationale konventioner er således ikke undergivet kontrol efter
direktivet. Den pågældende artikel er ifølge præamblen indsat ud fra en
antagelse om, at der i national lovgivning ikke findes regler, som medfører
urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler. Medlemsstaterne bør dog sørge for,
at der ikke forekommer bestemmelser i deres nationale lovgivning, som
medfører urimelige aftalevilkår.
Aftalelovens § 36 indeholder ikke en tilsvarende undtagelse med hensyn til
udfyldende love m.v.
En undtagelsesregel som direktivets art. 1, stk. 2, har efter
Justitsministeriets opfattelse kun teoretisk betydning. En tilsvarende
undtagelsesregel foreslås derfor ikke medtaget i gennemførelsesloven.
De øvrige nordiske lande har under drøftelserne i arbejdsgruppen givet
udtryk for samme opfattelse.
5.2.3. Forbrugeraftaler.
I direktivets art. 2 defineres en forbruger som en fysisk person, der i
forbindelse med de af direktivet omfattede aftaler ikke handler som led i sit
erhverv, mens en erhvervsdrivende defineres som en fysisk eller juridisk
person, der i forbindelse med de af direktivet omfattede aftaler handler som
led i sit erhverv, hvad enten dette er offentligt eller privat.
I dansk civilretlig forbrugerlovgivning defineres en forbrugeraftale som
en aftale, som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den
erhvervsdrivendes ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig
anvendelse for den anden part (forbrugeren), og den erhvervsdrivende vidste
eller burde vide dette, jf. f.eks. lov om visse forbrugeraftaler § 1, stk. 2.
Det danske forbrugeraftalebegreb og direktivets definition i artikel 2 er
således rent sprogligt udformet forskelligt. Indholdsmæssigt er der følgende
forskelle: 1) Direktivteksten fastsætter ikke, at forbrugeren skal handle
hovedsagelig uden for sit erhverv, 2) efter direktivet har det ikke
betydning, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part
var forbruger, og 3) kun fysiske personer kan være forbrugere efter
direktivet.
I direktivet lægges der endvidere vægt på, at forbrugeren ved aftalen
»ikke handler som led i sit erhverv«, mens der efter den danske
definition lægges vægt på, at den erhvervsdrivendes ydelse skal være bestemt
til »ikke-erhvervsmæssig anvendelse«. Efter Justitsministeriets
opfattelse er disse krav sammenfaldende i praksis, idet det dog må
understreges, at den endelige fortolkning af direktivet hører under EF-
Domstolen.
Ministerrådet og Kommissionen har i forbindelse med fastlæggelse af den
fælles holdning erklæret, at såfremt forbrugeren handler delvis som led i sin
erhvervsmæssige virksomhed, delvis uden for denne, omfattes forholdet kun af
direktivet, såfremt forbrugeren handler hovedsagelig uden for sin
erhvervsmæssige virksomhed.
De eneste indholdsmæssige forskelle mellem den danske definition af en
forbrugeraftale og direktivets definition er herefter, at juridiske personer
- f.eks. foreninger - ikke kan være forbrugere efter direktivet, og at det
efter direktivet ikke har betydning, om den erhvervsdrivende vidste eller
burde vide, at den anden part var forbruger.
En forbrugeraftale er ikke defineret i aftaleloven.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede
gennemførelseslovgivning alene finde anvendelse på forbrugeraftaler og ikke
tillige på aftaler mellem erhvervsdrivende eller mellem forbrugere. Aftaler
mellem erhvervsdrivende m.v. er reguleret i tilstrækkeligt omfang af
generalklausulen i aftalelovens § 36.
Det foreslås derfor, at der i aftaleloven indsættes en bestemmelse, som
definerer en forbrugeraftale. Bestemmelsen bør affattes i overensstemmelse
med ordlyden i direktivet og den ovenfor omtalte erklæring fra Ministerrådet
og Kommissionen, men dog således, at bestemmelsen lovteknisk opbygges i
overensstemmelse med dansk lovgivningstradition. Direktivet er som et
minimumsdirektiv endvidere ikke til hinder for, at definitionen udformes
således, at både fysiske og juridiske personer kan være forbrugere.
Lovforslaget indeholder også en bevisbyrderegel angående spørgsmålet om,
hvorvidt der er tale om en forbrugeraftale. Denne bevisbyrderegel findes
tilsvarende i andre forbrugerbeskyttelseslove, jf. f.eks. § 1, stk. 3, i lov
om visse forbrugeraftaler.
Fra svensk og norsk side påtænker man at foreslå en forbrugerdefinition,
som svarer til direktivets og med en tilføjelse om, at der skal være handlet
hovedsagelig uden for erhverv fra forbrugerens side. I Finland har man
vedtaget en ændring af forbrugerbeskyttelsesloven, som i det store hele
svarer til definitionerne i direktivet.
5.2.4. Aftalevilkår, som er urimelige for den erhvervsdrivende.
Formålet med direktivet er at beskytte forbrugerne mod urimelige vilkår i
aftaler, der indgås med erhvervsdrivende. Det vil ikke berøve forbrugeren
dennes beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, at en erhvervsdrivende
påberåber sig, at der i en forbrugeraftale findes aftalevilkår, som er
urimelige for den erhvervsdrivende. Direktivet kan derfor ikke antages at
indeholde noget forbud herimod.
5.2.5. Vilkår, der ikke har været genstand for individuel
forhandling.
Efter art. 3, stk. 1, sammenholdt med præamblen finder direktivet kun
anvendelse på aftalevilkår, som ikke har været genstand for individuel
forhandling - det vil i praksis navnlig sige standardvilkår.
Denne bestemmelse har i den nordiske arbejdsgruppe givet anledning til
overvejelser om, hvorvidt gennemførelseslovenes anvendelsesområde bør
begrænses tilsvarende. De øvrige nordiske lande har i arbejdsgruppen
tilkendegivet at ville begrænse anvendelsesområdet på denne måde, navnlig med
den begrundelse, at fortolkningsreglen i direktivets artikel 5 er fremmed for
den nordiske aftaleret, idet der i nordisk ret findes andre
fortolkningsregler end uklarhedsreglen, jf. nedenfor under pkt. 5.2.10.
Justitsministeriet er enig i, at direktivets fortolkningsregel alene bør
gælde ved fortolkning af vilkår, der ikke har været genstand for individuel
forhandling. Efter Justitsministeriets opfattelse bør de øvrige bestemmelser
i direktivet derimod gælde for alle vilkår i forbrugeraftaler. Hermed undgås
den retsteknisk uheldige situation, der ville opstå, hvis direktivets
generalklausul skulle anvendes ved bedømmelsen af nogle, men ikke ved andre
vilkår i den samme aftale.
Direktivets art. 3, stk. 2, indeholder en angivelse af nogle tilfælde,
hvor et aftalevilkår altid skal anses for ikke at have været genstand for
individuel forhandling. Bestemmelsen, der må betragtes som en uddybning af,
hvad der i forvejen ville gælde, er gengivet i bemærkningerne til
fortolkningsreglen, jf. den foreslåede nye § 38 b, stk. 1, i aftaleloven.
Endvidere indeholder art. 3, stk. 2, en bevisbyrderegel, hvorefter en
erhvervsdrivende, som hævder, at et standardiseret aftalevilkår har været
genstand for individuel forhandling, har bevisbyrden herfor. Noget
tilsvarende ville som hovedregel gælde uden en udtrykkelig bestemmelse herom.
Justitsministeriet har imidlertid valgt for alle tilfældes skyld at medtage
en bestemmelse herom i den foreslåede § 38 b, stk. 1. De øvrige nordiske
lande har under forhandlingerne tilkendegivet at ville foreslå en tilsvarende
bevisbyrderegel.
5.2.6. Urimelige aftalevilkår.
Direktivets generalklausul indeholder ligesom aftalelovens § 36 dels en
retsstandard (»urimeligt« m.v.), dels en regel om, hvilke momenter
der skal tages i betragtning ved rimelighedsbedømmelsen, dels en regel om
retsvirkningen af, at et aftalevilkår bedømmes som urimeligt. I direktivet
findes retsstandarden i art. 3, stk. 1, reglen om de momenter, der skal tages
i betragtning, i art. 4, og reglen om retsvirkningen af, at et vilkår
bedømmes som urimeligt, i art. 6, stk. 1.
Efter art. 3, stk. 1, anses et aftalevilkår, der ikke har været genstand
for individuel forhandling, for urimeligt, hvis det til trods for kravene om
god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og
forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.
For at afgøre, om generalklausulen i aftalelovens § 36 mindst lægger samme
beskyttelsesniveau som direktivets generalklausul, må det først og fremmest
overvejes, hvad der ligger i begrebet »god tro« (på engelsk
»good faith«, på fransk »bonne foi« og på tysk »Trau
und Glauben«).
Det fremgår af direktivets præambel, at der ved vurderingen af begrebet
»god tro« især skal tages hensyn til styrkeforholdet i parternes
forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på den ene eller anden måde er
blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til aftalevilkåret, og til, om
varerne eller tjenesteydelserne er blevet solgt eller leveret på forbrugerens
særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at
handle loyalt og rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser han
skal tage hensyn til.
I dansk ret - herunder aftaleloven - anvendes begrebet »god tro«
normalt i betydningen, hvad en aftalepart vidste eller burde vide, jf. f.eks.
aftalelovens §§ 32, 34, 35 og 39. Det er således utvivlsomt, at begrebet
»god tro« efter direktivet ikke skal forstås på den måde, som er
sædvanlig i dansk ret. Det må antages, at der med begrebet »god
tro« i direktivet menes hæderlig fremgangsmåde el.lign. for en
erhvervsdrivende.
Efter direktivet er et vilkår ikke nødvendigvis urimeligt, selv om det er
i strid med kravene om god tro. Det kræves, at vilkåret tillige bevirker en
betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til
skade for forbrugeren.
Det må herefter antages, at direktivets generalklausul er mindre
forbrugerbeskyttende end generalklausulen i aftalelovens § 36. Det kan f.eks.
tænkes, at det vil være i strid med redelig handlemåde at gøre et givet
aftalevilkår gældende, men at vilkåret ikke bevirker en betydelig
skævhed, kun en vis skævhed, i parternes rettigheder og forpligtelser til
skade for forbrugeren. I så fald er vilkåret ikke urimeligt efter direktivet,
mens det vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Direktivet vedrører
derfor alene tilfælde, som set fra et nordisk synspunkt er
»kvalificeret« urimelige.
Dette synes endvidere at blive bekræftet ved en gennemgang af de vilkår,
som er nævnt i bilaget til direktivet. Der henvises herom til pkt. 5.2.7
nedenfor.
I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om den ovenfor anførte
forståelse af direktivets generalklausul.
Det må imidlertid understreges, at fortolkningen af direktivets
bestemmelser i sidste ende hører under EF-domstolen, som ved sine afgørelser
vil kunne udvide eller begrænse betydningen af generalklausulen. Direktivets
vage og elastiske begreber vil i lyset af samfundsudviklingen kunne gives et
snævrere eller bredere indhold. For at der ikke på et senere tidspunkt skal
kunne opstå tvivl om, hvorvidt direktivet er opfyldt, har Justitsministeriet
derfor fundet det rigtigt at foreslå en særlig bestemmelse i aftaleloven (§
38 c, stk. 1), hvorefter aftalelovens § 36, stk. 1, gælder uændret ved
forbrugeraftaler, men hvor de retsvirkninger af urimelighed, som direktivet
foreskriver - at et urimeligt vilkår ikke er bindende for forbrugeren, og at
den øvrige del af aftalen så vidt muligt skal opretholdes uden ændringer -
samtidig knyttes til direktivets regel om, hvornår et aftalevilkår er
urimeligt. Der henvises til bemærkningerne nedenfor under pkt. 5.2.9.
5.2.7. Vejledende liste.
Til generalklausulen i direktivets art. 3 er knyttet et bilag. Det fremgår
af art. 3, stk. 3, at bilaget indeholder en »vejledende og
ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som
urimelige«. Listen er delt i to afsnit. I det første afsnit er der
angivet 17 eksempler på vilkår, der kan være urimelige. I listens andet
afsnit begrænses anvendelsen af nogle af eksemplerne i første afsnit, navnlig
for så vidt angår finansielle tjenesteydelser.
Det følger af formuleringen af art. 3, stk. 3, at listen ikke indebærer
nogen præcis forpligtelse for medlemsstaterne. De angivne vilkår behøver
således ikke altid at være urimelige, ligesom andre vilkår end de angivne kan
være urimelige. Hertil kommer, at den civilretlige vurdering af et
aftalevilkår er konkret, mens bilagets eksempler på vilkår er generelt
formulerede. Der benyttes uklare og brede begreber, hvis indhold under alle
omstændigheder må fastlægges nærmere ved den konkrete bedømmelse af vilkår i
de enkelte sager. Direktivet kan på denne baggrund ikke antages at forpligte
medlemsstaterne til at medtage listen i gennemførelseslovgivningens tekst.
I forbindelse med udarbejdelsen af aftalelovens generalklausul blev der
som nævnt ovenfor under pkt. 3.4 fra bl.a. Forbrugerkommissionens lovudvalg
udtrykt betænkelighed ved på forhånd at binde retsanvendelsen ved at angive
konkrete eksempler på generalklausulens anvendelse.
I den nordiske arbejdsgruppe har der på samme måde været betænkelighed ved
at indføre direktivets liste i de respektive love. En sådan liste med uklart
og generelt formulerede eksempler på vilkår, der - efter en konkret vurdering
i de enkelte tilfælde - kan være urimelige, vil ikke give forbrugerne
væsentlig vejledning. Endvidere vil der kunne opstå den misforståelse, at en
sådan liste er udtømmende, således at vilkår, som ikke er nævnt i listen,
bliver anset for rimelige.
Flere af de nordiske forbrugerombudsmænd har peget på, at en lovfæstelse
af listen kan medføre, at rimelighedsbedømmelsen også efter den almindelige
generalklausul i aftalelovens § 36 vil ske med udgangspunkt i listens
eksempler. Dette ville i givet fald betyde, at det generelle niveau for
forbrugerbeskyttelsen bliver lavere.
Justitsministeriet er enig i de anførte betænkeligheder, og man har derfor
undladt at medtage listen i den foreslåede lovtekst.
Direktivets liste er som ovenfor nævnt vejledende ved bedømmelsen af, om
et aftalevilkår er »kvalificeret« urimeligt. Det betyder i praksis,
at der i tilfælde, som er omfattet af bilaget, må være en formodning for, at
vilkåret er omfattet af den foreslåede § 38 c, stk. 1, i aftaleloven, hvis
vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling.
5.2.8. Grundlaget for vurderingen af, om aftalevilkår er urimelige
m.v.
Vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, skal efter direktivets
art. 4, stk. 1, ske under hensyn til, hvilken type varer eller
tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens
indgåelse at tage hensyn til alle omstændigheder i forbindelse med dens
indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en aftale, som hænger
sammen med denne.
Både efter aftalelovens § 36 og direktivets art. 4, stk. 1, skal der
foretages en helhedsvurdering med udgangspunkt i forholdene på tidspunktet
for aftalens indgåelse og med hensyntagen til hele kontraktens indhold.
Direktivets bestemmelse må imidlertid forstås således, at opregningen af,
hvilke omstændigheder der kan tages hensyn til, er udtømmende. Det betyder,
at man efter direktivet ikke kan tage hensyn til omstændigheder, som
indtræffer efter aftalens indgåelse. Der skal således foretages en samlet
vurdering af balancen mellem de involverede interesser på tidspunktet for
aftalens indgåelse. Aftalelovens § 36 angiver derimod, at der ud over
forholdene ved aftalens indgåelse og aftalens indhold skal tages hensyn til
senere indtrufne omstændigheder, således at der foretages en samlet vurdering
af balancen mellem de involverede interesser på det tidspunkt, hvor der
bliver tale om at anvende aftalen. På dette punkt er der således forskel
mellem § 36 og direktivets art. 4.
Det skyldes først og fremmest et ønske om at beskytte den svage part, at
man efter aftalelovens § 36 skal tage hensyn til senere indtrufne
omstændigheder. Det vil i de allerfleste tilfælde være til den svage parts
fordel, at der tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder. De nordiske
regler er derfor i denne henseende mere forbrugerbeskyttende end direktivets
regel.
Da der er tale om et minimumsdirektiv, jf. direktivets art. 8, må det
antages, at det ikke er i strid med direktivet at inddrage senere indtrufne
omstændigheder i rimelighedsbedømmelsen, såfremt inddragelsen i den konkrete
situation er til fordel for forbrugeren, dvs. i tilfælde, hvor et vilkår, som
oprindelig var rimeligt, efterfølgende er blevet urimeligt for forbrugeren.
Da direktivet som ovenfor nævnt har til formål at beskytte forbrugerne mod
aftalevilkår, der er urimelige for forbrugerne, kan det heller ikke anses for
at være i strid med direktivet at inddrage senere indtrufne omstændigheder
med den virkning, at et vilkår, der oprindelig var rimeligt, bedømmes som
urimeligt for den erhvervsdrivende.
Det vil derimod ikke være foreneligt med direktivet, hvis inddragelsen af
senere indtrufne omstændigheder medfører, at den pågældende domstol undlader
at tilsidesætte eller ændre et vilkår, som oprindelig var urimeligt for
forbrugeren. Da de gældende regler ikke udelukker muligheden herfor, foreslås
det, at der indføres en bestemmelse om, at senere indtrufne omstændigheder
ikke må tages i betragtning til skade for forbrugeren med den virkning, at et
aftalevilkår ikke tilsidesættes eller ændres, jf. den foreslåede nye § 38 c,
nr. 1.
I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om den anførte
forståelse af direktivet.
Endvidere foreslås det som en præcisering, at vurderingen af, om et
aftalevilkår er urimeligt, også kan omfatte vilkår i en anden aftale, som
hænger sammen med den aftale, der skal vurderes. Sådanne tilknyttede aftaler
må allerede efter gældende ret antages at skulle inddrages i vurderingen, men
præciseringen foreslås, for at der ikke skal kunne være tvivl om, at
direktivet er opfyldt også på dette punkt.
Direktivet indeholder i art. 4, stk. 2, en undtagelse fra reglerne om
urimelige aftalevilkår. Efter denne bestemmelse omfatter vurderingen af, om
et aftalevilkår er urimeligt, »hverken definitionen af aftalens
hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem
tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet
klart og forståeligt«.
Aftalelovens § 36 indeholder ikke en tilsvarende begrænsning.
Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at foreslå en bestemmelse
svarende til artikel 4, stk. 2. En sådan bestemmelse ville forringe
forbrugerbeskyttelsen i forhold til gældende ret. I den nordiske
arbejdsgruppe har der været enighed om denne opfattelse.
5.2.9. Retsvirkningen af, at et aftalevilkår er urimeligt.
Efter art. 6, stk. 1, skal medlemsstaterne fastsætte, at urimelige
aftalevilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en
forbruger, i henhold til national lovgivning ikke binder forbrugeren, og at
aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den
kan opretholdes uden de urimelige aftalevilkår.
Efter aftalelovens § 36 kan domstolene tilsidesætte en aftale helt eller
delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at
gøre den gældende. Efter lovforslagets § 1, nr. 1, får domstolene endvidere
mulighed for at ændre en urimelig aftale. Det er overladt til domstolenes
skøn at afgøre, i hvilket omfang en aftale skal tilsidesættes eller ændres.
Fuldstændig tilsidesættelse af en aftale efter aftalelovens § 36 kommer på
tale, hvis det urimelige vilkår har væsentlig betydning for hele aftalen.
Efter direktivet er det overladt til medlemsstaterne inden for visse grænser
at fastlægge den præcise retsvirkning af, at der i en aftale findes et eller
flere urimelige aftalevilkår. Bestemmelsens ordlyd, hvorefter medlemsstaterne
skal fastsætte, at et urimeligt aftalevilkår »ikke binder«
forbrugeren, kan således både forstås på den måde, at et urimeligt vilkår
altid skal tilsidesættes, og på den måde, at et urimeligt vilkår ikke skal
gælde over for forbrugeren efter sit indhold, dvs. at vilkåret skal ændres
eller tilsidesættes.
Direktivets bestemmelse om, at den øvrige del af aftalen skal gælde
uændret, hvis den kan opretholdes »uden de urimelige vilkår«, kan
umiddelbart synes at støtte den forståelse af direktivet, at et urimeligt
aftalevilkår altid skal tilsidesættes.
Imidlertid er formålet med direktivet som ovenfor nævnt at beskytte
forbrugerne mod urimelige aftalevilkår. Det er ikke til forbrugernes fordel,
hvis urimelige vilkår altid skal tilsidesættes, idet dette i visse tilfælde
vil medføre, at en aftale, der i øvrigt er fordelagtig for forbrugeren, ikke
kan opretholdes, fordi det pågældende vilkår er helt afgørende for aftalen.
Som eksempel herpå kan nævnes en kreditaftale med et vilkår om, at lånet skal
og kun kan tilbagebetales på tidspunkter, som bestemmes af långiver. En
tilsidesættelse af dette vilkår vil medføre, at låneaftalen ikke kan
opretholdes. Dette er næppe til forbrugerens fordel, idet forbrugeren så må
søge at låne pengene et andet sted. Det ville være mere hensigtsmæssigt for
forbrugeren at få ændret afdragsvilkåret, således at tidspunkterne for
afdragenes betaling blev fastlagt i aftalen. Hermed ville kreditaftalen i
øvrigt kunne opretholdes.
Direktivbestemmelsen kan på denne baggrund ikke antages at være til hinder
for, at medlemsstaternes lovgivning åbner mulighed for helt eller delvis at
ændre en urimelig aftale.
I direktivet stilles der som nævnt krav om, at aftalen skal forblive
bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden
det urimelige aftalevilkår. Det betyder, at kun den del af en aftale, som er
urimelig, kan ændres eller tilsidesættes, mens de øvrige vilkår skal
opretholdes uændret, hvis dette er muligt. På dette punkt adskiller
direktivets regel om retsvirkningen af urimelighed sig fra aftalelovens § 36.
Det foreslås på denne baggrund, at der i aftaleloven indføjes en
bestemmelse svarende til direktivets art. 6, stk. 1, om retsvirkningen af
urimelighed, jf. den foreslåede nye § 38 c, stk. 1. For at udelukke tvivl om,
at direktivet er opfyldt fuldt ud, jf. bemærkningerne herom ovenfor i pkt.
5.2.6, foreslås bestemmelsen udformet på følgende måde: Et vilkår i en
forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis i medfør af
såvel reglen i aftalelovens § 36, stk. 1, som direktivets regel om, hvornår
et aftalevilkår er urimeligt. Hvis vilkåret er omfattet af direktivets regel
om, hvornår et aftalevilkår er urimeligt, gælder tillige den særlige
retsvirkning, at forbrugeren kan kræve de øvrige vilkår i aftalen opretholdt
uændret, hvis dette er muligt.
Det foreslås, at den nye bestemmelse skal gælde for alle vilkår i
forbrugeraftaler, uanset om vilkårene har været genstand for individuel
forhandling, jf. herved bemærkningerne ovenfor i pkt. 5.2.5.
I den nordiske arbejdsgruppe har man været enige om den anførte forståelse
af bestemmelsen i direktivets art. 6, stk. 1.
5.2.10. Fortolkningsregel.
Efter direktivets art. 5 skal skriftlige vilkår, der »tilbydes«
forbrugeren - dvs. vilkår, som er udarbejdet på forhånd af den
erhvervsdrivende eller f.eks. af dennes brancheorganisation - altid være
udarbejdet på en klar og forståelig måde. Hvis der opstår tvivl om
betydningen af et vilkår - hvad enten vilkåret er mundtligt eller skriftligt
- skal den fortolkning gælde, som er mest gunstig for forbrugeren.
Her i landet er der i den retsvidenskabelige teori bl.a. opstillet den
fortolkningsregel, at uklare eller upræcise aftalevilkår fortolkes imod
affatteren eller den sagkyndige part - den såkaldte uklarhedsregel,
jf. ovenfor under pkt. 3.3.
Der er mange eksempler på retsafgørelser, hvor resultatet har været i
overensstemmelse med uklarhedsreglen. I retspraksis er der dog også eksempler
på, at konkrete fortolkningsmomenter har ført til et andet resultat, således
at uklarhedsreglen ikke er slået igennem. Det har i teorien været drøftet, om
uklarhedsreglen kan siges at være en del af gældende ret, eller om
retspraksis snarere viser, at fortolkning sker efter almindelige
rimelighedssynspunkter.
En uklarhedsregel svarende til direktivets art. 5 har på denne baggrund
næppe tilstrækkelig støtte i dansk ret til at opfylde direktivets krav til
national lovgivning. Det foreslås derfor, at der med henblik på opfyldelse af
direktivet indføres en sådan fortolkningsregel i aftaleloven, jf. den
foreslåede nye § 38 b, stk. 1.
Repræsentanterne fra Finland, Norge og Sverige har i den nordiske
arbejdsgruppe tilkendegivet, at de på tilsvarende måde vil foreslå, at
direktivets fortolkningsregel indføres i de respektive love.
Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2.5 har der under den nordiske
arbejdsgruppes drøftelser været betænkelighed ved direktivets
fortolkningsregel. Det skyldes, at reglen er unuanceret. Med reglen tages der
ikke hensyn til de andre indarbejdede og velbegrundede fortolkningsregler,
som anvendes i de nordiske lande. En ensidig anvendelse af uklarhedsreglen
vil kunne vanskeliggøre den fleksible retsanvendelse, som aftalelovens § 36
og de ulovfæstede fortolkningsregler hidtil har givet mulighed for.
I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om, at
fortolkningsreglen alene bør gælde for aftalevilkår, der ikke har været
genstand for individuel forhandling, således som direktivet stiller krav om.
Hvis reglen også skulle gælde ved fortolkningen af individuelt forhandlede
vilkår, ville selv vilkår, som er udarbejdet af forbrugeren i dennes
interesse, skulle fortolkes til forbrugerens fordel.
Efter forslaget gælder fortolkningsreglen, uanset om et vilkår er
skriftligt eller mundtligt. Fortolkningsreglen drejer sig ikke om, hvordan
ordlyden af et mundtligt vilkår bevismæssigt skal fastlægges.
5.2.11. Beskyttelse mod visse lovvalgsklausuler.
Medlemsstaterne skal efter direktivets art. 6, stk. 2, træffe de
nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves
direktivets beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, såfremt et tredjelands
lovgivning vælges som gældende lov for aftalen, når denne aftale har nær
tilknytning til EU-medlemsstaternes område.
For at sikre, at direktivets art. 6, stk. 2, er opfyldt i dansk ret,
foreslås det, at der indføres en bestemmelse om beskyttelse af forbrugerne
mod visse lovvalgsklausuler, jf. den foreslåede nye § 38 d i aftaleloven.
Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2.1 er direktivet omfattet af EØS-aftalen,
således at alle Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemslande har
pligt til at gennemføre direktivet. Direktivbestemmelsen forudsætter efter
sit indhold, at det uden den pågældende lovvalgsbestemmelse ville være et
EU-lands (EØS- lands) lovgivning om urimelige aftalevilkår, der gjaldt for
aftalen. På denne baggrund foreslås bestemmelsen udformet således, at
forbrugerne beskyttes mod lovvalgsaftaler, der henviser til lovgivningen i et
land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden
lovvalgsaftalen ville være et EØS-lands lovgivning om urimelige aftalevilkår,
der gjaldt for aftalen, og såfremt forbrugeren som følge af lovvalgsaftalen
ville få en ringere beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.
Beskyttelsen skal efter forslaget gælde i forhold til alle aftalevilkår i
en aftale, uanset om disse har været genstand for individuel forhandling
eller ej. I tilfælde, hvor en aftale indeholder både individuelt forhandlede
og ikke-individuelt forhandlede vilkår, kunne domstolene i modsat fald blive
nødt til at anvende flere landes lovgivninger om urimelige aftalevilkår på
den samme aftale.
I den nordiske arbejdsgruppe har Sverige og Norge tilkendegivet at ville
lægge tilsvarende synspunkter til grund.
Den foreslåede bestemmelse begrænser alene virkningerne af parternes
lovvalg og ændrer ikke de internationalt privatretlige regler om, hvilket
lands lov der gælder for en aftale, herunder reglerne i EU,s konvention om,
hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser
(Rom-konventionen).
6. Økonomiske og administrative konsekvenser.
De foreslåede regler skønnes ikke at ville medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser af betydning for det offentlige eller at have
nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Lovforslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser.
7. Høring.
Et udkast til dette lovforslag har været til høring hos følgende
organisationer m.v.:
Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet,
Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk
Postordreforening, Dansk Handel og Service, Dansk Automobilhandlerforening,
Dansk Industri, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Dagblades
Forening, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, De Samvirkende
Købmandsforeninger i Danmark, Den Danske Forlæggerforening, Den Danske
Boghandlerforening, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,
Handelskammeret, Håndværksrådet, Fællesforeningen for Danmarks
Brugsforeninger, Liberale Erhvervs Råd, Landsforeningen Loyal Handel,
Landsforeningen for Erhvervsinteresser, Realkreditrådet, Den Danske
Dommerforening, Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenterne for
retterne i Ålborg, Odense, Roskilde, København og Århus,
Dommerfuldmægtigforeningen, Dansk Ejendomsmæglerforening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1.
Efter forslaget bliver der mulighed for, at domstolene helt eller delvis
kan ændre en urimelig aftale.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.
Det forudsættes, at der udvises særlig tilbageholdenhed med at ændre
aftalevilkår i rene erhvervsforhold, hvor aftalen bl.a. bygger på økonomiske
og risikomæssige overvejelser m.v.
Til nr. 2.
Det foreslås, at der til gennemførelse af direktivet om urimelige
aftalevilkår indføjes et særligt kapitel om forbrugeraftaler i aftaleloven.
Aftalelovens § 36 suppleres af de nye regler i dette kapitel.
Hovedretningslinjerne for udformningen af de enkelte bestemmelser er
fastlagt i en arbejdsgruppe med embedsmænd fra de nordiske lande. I
arbejdsgruppen har der været enighed om, at generalklausulen i aftalelovens §
36 og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige nordiske lande ikke bør ændres,
og at gennemførelsen af direktivet bør ske ved særskilte regler. Der henvises
til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.1.
Til § 38 a.
I stk. 1 bestemmes det, at det nye kapitel ligesom direktivet
finder anvendelse på forbrugeraftaler. Det foreslåede kapitel har dog et
videre anvendelsesområde end direktivet, som kun gælder for de vilkår i en
forbrugeraftale, der ikke har været genstand for individuel forhandling, jf.
direktivets art. 3, stk. 1. Denne begrænsning i reglernes anvendelsesområde
foreslås alene indføjet i den foreslåede § 38 b, som gennemfører direktivets
særlige fortolkningsregel. Reglerne i kapitlet finder anvendelse både på
aftaler i deres helhed og på enkelte vilkår i en aftale.
I stk. 2, 1. pkt. , defineres en forbrugeraftale. Efter forslaget
finder kapitlets bestemmelser anvendelse på aftaler, som en erhvervsdrivende
indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig
handler uden for sit erhverv. Denne del af bestemmelsen tilsigter at
gennemføre direktivets art. 2 og er formuleret under hensyn til den
erklæring, som Rådet og Kommissionen afgav i forbindelse med vedtagelse af
den fælles holdning, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.3.
Med en enkelt undtagelse er der ikke tilsigtet nogen realitetsændring i
forhold til det hidtidige danske forbrugeraftalebegreb.
Undtagelsen drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende vidste eller
burde vide, at den anden part var forbruger. Den foreslåede nye regel
medfører, at der ved afgørelsen af, om der er tale om en forbrugeraftale, som
udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller
burde vide, at den anden part var forbruger. Efter direktivet kan der ikke
stilles krav herom. Det betyder dog ikke, at man i ethvert tilfælde skal se
bort fra, hvad den erhvervsdrivende vidste om den anden parts formål med
aftalen. Viser det sig, at den erhvervsdrivende ved aftalens indgåelse er
blevet vildledt til at tro, at modparten handlede hovedsagelig i sit erhverv,
vil kapitlets bestemmelser næppe finde anvendelse.
Kapitlets bestemmelser er ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende
påberåber sig, at en aftale er urimelig for denne, jf. de almindelige
bemærkninger, pkt. 5.2.4.
Efter stk. 2, 2. pkt. , har den erhvervsdrivende bevisbyrden for,
at en aftale ikke er en forbrugeraftale. En tilsvarende regel findes i andre
civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, jf. f.eks. lov om visse
forbrugeraftaler § 1, stk. 3.
Efter stk. 3 anses aftaler, som indgås eller formidles for den ene
part af en erhvervsdrivende, også som forbrugeraftaler. En sådan regel findes
tilsvarende i anden civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning, jf. f.eks.
købelovens § 4a, stk. 2.
Den erhvervsdrivende skal have optrådt aktivt i forbindelse med aftalens
indgåelse. Reglen omfatter således ikke tilfælde, hvor den erhvervsdrivende
alene har formidlet en kontakt mellem parterne.
Til § 38 b.
Der foreslås en fortolkningsregel, som svarer til den i teorien opstillede
uklarhedsregel . Opstår der tvivl om betydningen af aftaledokumenter
og andre tilkendegivelser fra parterne, som skal lægges til grund for
bestemmelsen af aftalens indhold og retsvirkninger, skal aftalen på det
pågældende punkt fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.
Fortolkningsreglen finder anvendelse både på mundtlige og skriftlige aftaler.
Den foreslåede regel skal anvendes, når det efter inddragelse af alle
fortolkningsmomenter er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås og
dermed hvilken betydning det har. Er aftalens ordlyd utvetydig, gælder
bestemmelsen ikke. En aftales forståelse er tvivlsom, når aftalens ordlyd
giver mulighed for flere forskellige opfattelser af indholdet, og der ikke
findes andre fortolkningsmomenter, som kan fjerne denne tvivl. Dette gælder
både i tilfælde, hvor der overhovedet ikke findes andre fortolkningsmomenter,
og i tilfælde, hvor de tilgængelige fortolkningsmomenter ikke fjerner den
opståede tvivl. Er parterne enige om indholdet af aftalen, eksisterer der
ikke nogen tvivl, og parternes forståelse af aftalen kan lægges til grund
uden anvendelse af fortolkningsreglen.
Man kan forestille sig, at flere fortolkninger er mulige efter aftalens
ordlyd, men at den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren, efter
inddragelse af alle fortolkningsmomenter er fjerntliggende. Hvis en anden
mulig fortolkning er nærliggende, vil der ikke foreligge en sådan tvivl, som
nævnes i bestemmelsen. En alternativ fortolkning må, selv om den rent
sprogligt er mulig, have en vis føje for sig, for at der kan antages at
foreligge en sådan tvivl, som nævnes i den foreslåede bestemmelse.
Fortolkningsreglen medfører således ikke, at domstolene i et tilfælde som det
nævnte skal vælge den fjerntliggende fortolkningsmulighed fremfor den
nærliggende.
Kan der være tvivl om, hvilken fortolkning der er gunstigst for
forbrugeren, må man lægge til grund, at det er den fortolkning, som
forbrugeren påberåber sig.
Hvis forståelsen af en forbrugeraftale er tvivlsom, gælder den lovfæstede
fortolkningsregel forud for andre, ulovfæstede fortolkningsregler.
Det foreslås, at fortolkningsreglen alene skal gælde ved fortolkningen af
aftalevilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling.
Bestemmelsen omfatter ikke kun standardvilkår, men også vilkår, som er
udarbejdet af den erhvervsdrivende med henblik på brug i en enkeltstående
aftale, såfremt vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling.
Et aftalevilkår skal altid anses for ikke at have været genstand for
individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren
derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet. Den omstændighed, at et
enkelt vilkår i aftalen eller visse elementer i et aftalevilkår har været
genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelsen af
bestemmelsen på resten af den pågældende aftale.
Efter stk. 2 skal skriftlige aftaler, der tilbydes forbrugeren,
altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde. Bestemmelsen foreslås
ikke sanktioneret i aftaleloven på anden måde end den, der følger af
fortolkningsreglen i stk. 1.
Den foreslåede § 38 b tilsigter at gennemføre direktivets art. 5, jf.
artikel 3. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.5. og
5.2.10.
Til § 38 c.
Det foreslås, at aftalelovens § 36 skal gælde for forbrugeraftaler med de
tilføjelser og ændringer, som følger af den foreslåede bestemmelses stk. 1 og
2.
Direktivets generalklausul indeholder to elementer, som er mere
forbrugerbeskyttende end § 36. Det drejer sig for det første om bestemmelsen
i direktivets artikel 4, stk. 1, hvorefter man ikke kan inddrage senere
indtrufne omstændigheder i rimelighedsbedømmelsen til skade for forbrugeren.
For det andet drejer det sig om retsvirkningen af, at et aftalevilkår
bedømmes som urimeligt. Efter direktivet skal den øvrige del af aftalen i så
fald gælde uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde den uden de
urimelige aftalevilkår. § 36 må derfor suppleres på disse to punkter.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.6, må direktivets
generalklausul antages at dreje sig om mere kvalificerede tilfælde af
urimelighed. For at et aftalevilkår er urimeligt i medfør af direktivet, skal
det således både stride mod »kravene til god tro« og bevirke en
betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til
skade for forbrugeren. Den endelige fortolkning af den direktivbestemte
generalklausul hører imidlertid under EF-domstolen, som ved sin praksis vil
kunne give denne generalklausul et andet indhold end forudsat her. Ved
forbrugeraftaler må den direktivbestemte generalklausul derfor gælde ved
siden af aftalelovens § 36.
I stk. 1 slås det i 1. pkt. fast, at aftalelovens § 36 gælder
uændret ved forbrugeraftaler. 2. og 3. pkt. indeholder direktivets regel om,
hvornår et aftalevilkår er urimeligt, og fastlægger retsvirkningerne af, at
et aftalevilkår er omfattet af den direktivbestemte generalklausul.
Det fremgår af præamblen til direktivet, at der ved vurderingen af
klausulens første led (kravene til god tro) især skal tages hensyn til
styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på
den ene eller anden måde er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til
aftalevilkåret, og til, om varerne eller tjenesteydelserne er solgt eller
leveret på forbrugerens særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan ifølge
præamblen opfylde kravet i første led ved at handle loyalt og rimeligt med
den anden part, hvis legitime interesser han skal tage hensyn til.
Ved gennemførelsen af direktivets generalklausul har Justitsministeriet
valgt ikke at anvende udtrykket »god tro«, som har en helt anden
betydning i dansk ret, og som derfor ikke ville give retsanvendelsen nogen
som helst vejledning. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit
5.2.6.
Det foreslås i stedet at bruge udtrykket »hæderlig
forretningsskik«, der i højere grad rammer det centrale i præamblens
bemærkninger om forståelsen af direktivets udtryk »god tro«, jf.
ovenfor. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på at anvende et udtryk,
der ikke i øvrigt er brugt i lovgivningen, dels fordi der er tale om at
gennemføre en direktivbestemmelse, hvis endelige fortolkning hører under
EF-Domstolen, dels fordi det herved markeres, at rimelighedsvurderingen efter
direktivets generalklausul hverken er sammenfaldende med vurderingen efter
aftalelovens § 36 eller efter markedsføringslovens regel om »god
markedsføringsskik«.
Direktivets bilag indeholder en vejledende og ikke- udtømmende liste over
aftalevilkår, der kan være urimelige efter den direktivbestemte
generalklausul. Der er en formodning for, at vilkår, som er anført på listen,
er omfattet af den direktivbestemte generalklausul, hvis vilkåret ikke har
været genstand for individuel forhandling. Der kan ikke sluttes
modsætningsvis fra listens indhold på den måde, at vilkår anses for rimelige,
hvis de ikke er omfattet af listen.
Den foreslåede bestemmelse medfører for det første, at et aftalevilkår i
en forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det
vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre det gældende,
jf. aftalelovens § 36, stk. 1, eller hvis det vil være stridende mod
hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes
rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre vilkåret
gældende.
Bestemmelsen medfører for det andet, at forbrugeren i tilfælde, hvor det
vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig
skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at
gøre et aftalevilkår gældende, jf. ovenfor, kan kræve, at aftalen efter
tilsidesættelse eller ændring af det pågældende vilkår herefter skal gælde
uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde resten af aftalen uden
det vilkår, som er blevet ændret eller tilsidesat.
Den særlige retsvirkning af, at et vilkår er omfattet af direktivets
generalklausul, bliver således, at der kun kan ske ændring eller
tilsidesættelse af andre vilkår end det, som er urimeligt, hvis der er tale
om vilkår, som ikke kan adskilles fra det urimelige vilkår. Dette er en
ændring i forhold til aftalelovens § 36, hvorefter domstolene efter et frit
skøn også kan ændre eller tilsidesætte andre vilkår i aftalen, således at det
samlede resultat bliver afbalanceret. Med den nye regel vil forbrugeren i
visse tilfælde i praksis blive stillet bedre end efter aftalelovens § 36, og
den erhvervsdrivende vil blive stillet tilsvarende ringere.
I stk. 2 præciseres det, at der ved vurderingen af de forhold og
omstændigheder, som er nævnt i aftalelovens § 36, stk. 2, kan tages hensyn
til vilkår i en anden aftale, som hænger sammen med den aftale, der bedømmes.
Det bestemmes endvidere, at der ikke kan tages hensyn til senere indtrufne
omstændigheder, hvis virkningen heraf vil være, at et aftalevilkår, som
oprindelig var urimeligt for forbrugeren, bliver anset for rimeligt.
Ved bedømmelsen af en forbrugeraftale skal der således tages hensyn til de
forhold og omstændigheder, der er nævnt i § 36, stk. 2, - herunder vilkår i
andre aftaler, der hænger sammen med den pågældende aftale. Senere indtrufne
omstændigheder kan dog kun tages i betragtning, hvis en aftale, der
oprindelig var rimelig, efterfølgende er blevet urimelig for forbrugeren
eller den erhvervsdrivende.
Når det i den foreslåede bestemmelse er anført, at man ved bedømmelsen af
en aftale også kan tage hensyn til vilkår i en anden aftale, er der som
ovenfor nævnt alene tale om en præcisering af gældende ret. Den anden aftale
behøver ikke at være indgået mellem de samme aftaleparter.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.8.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter sammen med bestemmelsen i den
foreslåede § 38 a, stk. 1, at gennemføre direktivets art. 3, stk. 1,
sammenholdt med artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1. Justitsministeriet
har ikke fundet grundlag for at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde på
den måde, som fremgår af art. 4, stk. 2.
Til § 38 d.
Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler,
hvorefter lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde (EØS) skal finde anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod
sådanne klausuler gælder, hvis det pågældende tredjelands lovgivning om
urimelige aftalevilkår ikke indeholder en ligeså omfattende beskyttelse mod
sådanne vilkår, som lovgivningen i det EØS-land, hvis lovgivning herom ellers
skulle gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.
EØS omfatter Den Europæiske Unions medlemsstater samt Finland, Island,
Norge, Sverige, Lichtenstein og Østrig.
Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet bestemmelsen bygger på
princippet om frit lovvalg. Den foreslåede bestemmelse tilsigter alene at
afbøde visse uheldige virkninger af det frie lovvalg. Den beskyttelse,
bestemmelsen giver forbrugerne, er alene en beskyttelse mod
lovvalgsklausuler. Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige internationalt
privatretlige regler, som afgør, hvilket lands lovgivning der skal finde
anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig reglerne i den såkaldte
Rom-konvention, der er gennemført her i landet ved lov om gennemførelse af
konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser
m.v.
Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle forbrugeraftaler, når
der rejses spørgsmål om ændring eller tilsidesættelse af urimelige
aftalevilkår.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets art. 6, stk. 2. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.11.
Til §§ 2-6
Det foreslås at ændre definitionen af en forbrugeraftale i anden
civilretlig lovgivning samt i lov om omsætning af fast ejendom, der henhører
under Erhvervsministeriet, således at der fortsat gælder en ensartet
definition i de forskellige forbrugerbeskyttelseslove.
I de almindelige bemærkninger er der redegjort nærmere for udformningen af
den definition af en forbrugeraftale, som foreslås indføjet i aftaleloven,
jf. pkt. 5.2.3. Som det fremgår heraf, adskiller den foreslåede definition
sig sprogligt og på et enkelt punkt også indholdsmæssigt fra den definition,
der hidtil har været brugt i den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning
m.v. her i landet. Den indholdsmæssige afvigelse består i, at det efter den
foreslåede definition i aftaleloven ikke er en betingelse for at anse en
aftale for en forbrugeraftale, at den erhvervsdrivende vidste eller burde
vide, at den anden part var forbruger. Direktivet om urimelige kontraktvilkår
i forbrugeraftaler åbner ikke mulighed for at stille denne subjektive
betingelse, det såkaldte synbarhedskrav.
Det vil kunne skabe retsusikkerhed, såfremt der ikke fortsat anvendes en
ensartet definition af en forbrugeraftale i lovgivningen. Ved fastlæggelsen
af en ensartet definition har Justitsministeriet lagt vægt på, at aftaleloven
er den generelle lov på området, og at den forbrugerdefinition, som anvendes
i direktivet om urimelige kontraktvilkår, må forventes at blive anvendt også
i fremtidige direktiver på forbrugerbeskyttelsesområdet.
På denne baggrund foreslås det at ændre definitionen af en forbrugeraftale
i købeloven, kreditaftaleloven, renteloven og lov om visse forbrugeraftaler,
således at en forbrugeraftale i disse love ligesom i aftaleloven defineres
som en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den
anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Der
foreslås endvidere en ændring af lov om omsætning af fast ejendom, således at
synbarhedskravet udgår af bestemmelsen i denne lovs § 1, stk. 3.
Udover ændringen vedrørende synbarhedskravet er der ikke med den
foreslåede formulering tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til det
hidtidige danske forbrugeraftalebegreb. Hvis en erhvervsdrivendes ydelse
hovedsagelig er bestemt til erhvervsmæssig anvendelse for den anden part, vil
der således også være tale om, at den anden part hovedsagelig handler som led
i sit erhverv. Det bemærkes herved, at erhvervet ikke behøver at være den
pågældendes hovederhverv eller sædvanlige erhverv.
Med hensyn til synbarhedskravet indebærer den foreslåede ændring af
definitionen, at der ved afgørelsen af, om en aftale er en forbrugeraftale,
som udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste
eller burde vide, at den anden part hovedsagelig handlede uden for sit
erhverv, jf. herved bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 38 a i
aftaleloven.
Eftersom synbarhedskravet udgår, er der med den foreslåede ændring tale om
en udvidelse af forbrugeraftalebegrebet. Efter Justitsministeriets opfattelse
vil den praktiske betydning heraf dog være forholdsvis begrænset på grund af
den bevisbyrde, der efter de gældende regler påhviler en erhvervsdrivende.
Bevisbyrdereglen - der ikke foreslås ændret - går ud på, at den
erhvervsdrivende skal bevise, at en aftale ikke er en forbrugeraftale. Efter
de gældende regler er det således bl.a. op til den erhvervsdrivende at
godtgøre, at den erhvervsdrivende hverken vidste eller burde vide, at den
anden part var forbruger. Denne bevisbyrde kan efter omstændighederne være
vanskelig at løfte.
Med hensyn til den foreslåede ændring af lov om visse forbrugeraftaler
bemærkes, at 2. pkt. i denne lovs § 1, stk. 2, hvor det præciseres, at en
aftale om at udføre arbejde for en erhvervsdrivende ikke anses for en
forbrugeraftale, udgår som overflødig. Den foreslåede formulering, hvorefter
den anden part anses som forbruger, hvis den pågældende hovedsagelig
»handler uden for sit erhverv«, gør det tilstrækkeligt klart, at
arbejdskontrakter ikke er forbrugeraftaler.
Til § 7
Bestemmelsen indeholder reglerne om lovens ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1995, som er
direktivets gennemførelsesfrist. De nye bestemmelser finder fra denne dato
anvendelse både på aftaler, som er indgået på dette tidspunkt, og på aftaler,
som indgås herefter. Tilsvarende gjaldt ved indførelsen af aftalelovens § 36.
I stk. 2 gøres der en undtagelse, idet det foreslås, at
fortolkningsreglen i aftalelovens § 38 b som affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 2, samt lovforslagets §§ 2-6, ikke finder anvendelse på aftaler, som er
indgået før lovens ikrafttræden. Det er således kun den nye formulering af §
36, stk. 1, samt de nye bestemmelser i § 38 a og §§ 38 c og d, der finder
anvendelse på aftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden.
Til § 8
Det foreslås, at loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft i
Grønland og Færøerne.
II
(Retsakter hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk)
RÅDET
RÅDETS DIREKTIV 93/13/EØF
af 5. april 1993
om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser
der berøres af lovforslaget
§ 1
I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf.
lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer:
1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes«
til: »kan ændres eller tilsidesættes«.
§ 36. En aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil
være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det
samme gælder ved andre retshandler.
Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene
ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
§ 2
I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest
ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring:
1. § 4a, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager
hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen
hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«
§ 4 a. Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger)
foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når det
købte hovedsagelig er bestemt til ikke erhvervsmæssig anvendelse for køberen
og sælgeren vidste eller burde vide dette. Sælgeren har bevisbyrden for, at
købet ikke er et forbrugerkøb.
§ 3
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som senest ændret ved lov
nr. 226 af 6. april 1994 foretages følgende ændring:
1. § 1, stk. 1, affattes således:
»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit
erhverv.«
§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende
(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit
erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig
anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller
burde vide dette.
§ 4
I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583
af 1. september 1986, foretages følgende ændring:
1. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en
erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig
handler uden for sit erhverv.«
§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale,
som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes
ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for
skyldneren og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er
omfattet af 1. pkt.'
§ 5
I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.
december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende
ændring:
1. § 1, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en
erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«
§ 1. - - -
Stk. 2. Som en forbrugeraftale betegnes en aftale, som en
erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes ydelse
hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part
(forbrugeren) og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Aftale
om at udføre arbejde for en erhvervsdrivende anses dog ikke for en
forbrugeraftale.
§ 6
I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages
følgende ændring:
1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene: », og den
erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette«.
§ 1. - - -
Stk. 3. Bortset fra § 25, stk. 1, 3. pkt., gælder loven kun, når
den erhvervsmæssige aktivitet er rettet mod eller udføres for forbrugere, jf.
stk. 5, og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Den
erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en sådan aktivitet ikke er omfattet
af loven.
Officielle noter
(* 1) Gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om
urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, EF- Tidende L 95 s. 29ff.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område Retsinformation · 5. marts 2016
- Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom i sag om, hvorvidt Saxo Bank A/S i henhold til aftalegrundlaget var berettiget til at foretage korrektion af afregningsprisen på valuta over for detailkunderne i forbindelse med uvarslet ophævelse af fastkurspolitik for CHR over for EUR, med den ændring, at Appellant 1 skulle betale procesrente fra den 21. april 2017 Domsdatabasen · 17. juni 2021
- Lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område (Ændring af reglerne om forbrugeraftaler som følge af implementering af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers (moderniseringsdirektivet) og ændringer af forbrugerbeskyttende regler, der falder uden for implementering af moderniseringsdirektivet) Retsinformation · 28. november 2021
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område (Ændring af reglerne om forbrugeraftaler som følge af implementering af visse dele af direktivpakken New Deal for Consumers (moderniseringsdirektivet) og ændringer af forbrugerbeskyttende regler, der falder uden for implementering af moderniseringsdirektivet) Retsinformation · 24. november 2021
- 1994 BTL 27 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFTALER OG ANDRE RETSHANDLER PÅ FORMUERETTENS OMRÅDE OG VISSE ANDRE LOVE (URIMELIGE AFTALEVILKÅR I VISSE FORBRUGERAFTALER M.V.) NR L 27 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 31. januar 1995
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) EU-lovgivning · 17. juni 2008