Spring til indhold

Retsinformation

1994 LSF 27 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFTALER OG ANDRE RETSHANDLER PÅ FORMUERETTENS OMRÅDE OG VISSE ANDRE LOVE (* 1) (URIMELIGE AFTALEVILKÅR I VISSE FORBRUGERAFTALER M.V.)

1994/1 LSF 27Lovforslag som fremsatFolketinget23. december 1994

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf.

lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes«

til: »kan ændres eller tilsidesættes«.

2. Efter § 38 indsættes som nyt kapitel:

» IV. Særlige regler om forbrugeraftaler

§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på

forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.

Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som

en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part

(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende

har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.

Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser

som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for

den ene part af en erhvervsdrivende.

§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det

pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling,

fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand

for individuel forhandling.

Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den

erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil

være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i

parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et

aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også,

idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal

gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring,

Læs alt

at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i §

36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den

pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til

skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes

eller ændres.

§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden

for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på

aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige

aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være

lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver

forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.«

Kapitel IV bliver herefter kapitel V.

§ 2

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest

ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring:

§ 4 a, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager

hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen

hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som senest ændret ved lov

nr. 226 af 6. april 1994, foretages følgende ændring:

§ 1, stk. 1, affattes således:

»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit

erhverv.«

§ 4

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583

af 1. september 1986, foretages følgende ændring:

§ 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en

erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig

handler uden for sit erhverv.«

§ 5

I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.

december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende

ændring:

§ 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en

aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden

part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 6

I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages

følgende ændring:

I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene », og den

erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette«.

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på

formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6

finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens

ikrafttræden.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf.

lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes«

til: »kan ændres eller tilsidesættes«.

2. Efter § 38 indsættes som nyt kapitel:

» IV. Særlige regler om forbrugeraftaler.

§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på

forbrugeraftaler, herunder vilkår i forbrugeraftaler.

Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som

en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part

(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende

har bevisbyrden for, at en aftale ikke er en forbrugeraftale.

Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme betingelser

som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er indgået eller formidlet for

den ene part af en erhvervsdrivende.

§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen af en aftale, og har det

pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling,

fortolkes vilkåret på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand

for individuel forhandling.

Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af den

erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig måde.

§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil

være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i

parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et

aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også,

idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal

gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 2, med den ændring,

at der ikke ved bedømmelsen af de forhold og omstændigheder, som er nævnt i §

36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger sammen med den

pågældende aftale, kan tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til

skade for forbrugeren med den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes

eller ændres.

§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden

for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på

aftalen, gælder en sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige

aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen ville være

lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde, der gjaldt for aftalen, og hvis denne lovgivning giver

forbrugeren en bedre beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.«

Kapitel IV bliver herefter kapitel V.

§ 2

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest

ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring:

1. § 4a, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager

hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen

hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som senest ændret ved lov

nr. 226 af 6. april 1994 foretages følgende ændring:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit

erhverv.«

§ 4

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583

af 1. september 1986, foretages følgende ændring:

1. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en

erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig

handler uden for sit erhverv.«

§ 5

I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.

december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende

ændring:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en

erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part

(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 6

I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages

følgende ændring:

1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene: », og den

erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette.«

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1995.

Stk. 2. § 38 b i lov om aftaler og andre retshandler på

formuerettens område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, samt §§ 2-6,

finder ikke anvendelse på forbrugeraftaler, som er indgået før lovens

ikrafttræden.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske

eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre de civilretlige dele af

Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler. Direktivet er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

De offentligretlige dele af direktivet er gennemført ved

markedsføringsloven, jf. lov nr. 428 af 1. juni 1994, der hører under

Erhvervsministeriet. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag er der

bl.a. redegjort for forholdet mellem generalklausulerne i aftalelovens § 36

og markedsføringslovens § 1, jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, spalte

7249 ff.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 31. december

1994.

Direktivet tilsigter at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om visse

urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler. Urimelige aftaler er i dansk ret

reguleret af generalklausulen i aftalelovens § 36, som i det væsentligste

opfylder direktivets krav til national ret.

Med henblik på en fuldstændig opfyldelse af direktivet foreslås det, at

der indføres et nyt kapitel i aftaleloven med særlige regler om visse

forbrugeraftaler. Disse særlige regler angår rimelighedsbedømmelsen,

retsvirkningerne af urimelighed samt fortolkning af aftaler. Endvidere

foreslås det, at der indføres en regel om beskyttelse af forbrugerne mod

visse lovvalgsklausuler.

Justitsministeriet har forud for udarbejdelsen af de særlige regler om

visse forbrugeraftaler deltaget i en arbejdsgruppe med embedsmænd fra de

nordiske lande. Formålet med dette arbejde har været at opnå en så vidt

muligt ensartet nordisk gennemførelse af direktivet, således at man bevarer

den eksisterende høje grad af retsenhed på området mellem de nordiske lande.

Udgangspunktet for det nordiske arbejde har været, at forbrugerbeskyttelsen

ikke må forringes ved gennemførelsen af direktivet.

I forbindelse med gennemførelsen af direktivet foreslås endvidere en

ændring af definitionen af en forbrugeraftale i den øvrige civilretlige

forbrugerbeskyttelseslovgivning.

Lovforslaget har endvidere til formål at skabe mulighed for, at domstolene

kan ændre en aftale, som omfattes af generalklausulen i aftalelovens §

36. Denne mulighed eksisterer allerede i de øvrige nordiske lande, med

undtagelse af Island.

2. Direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Direktivet indeholder som ovenfor nævnt regler om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning vedrørende urimelige vilkår i aftaler, der indgås

mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

Ved en forbruger forstås efter direktivet en fysisk person, der ikke

handler som led i sit erhverv (artikel 2, litra b). Ved en erhvervsdrivende

forstås en fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv,

hvad enten det er offentligt eller privat (artikel 2, litra c).

Direktivet finder kun anvendelse på aftalevilkår, som ikke har været

genstand for individuel forhandling - det vil i praksis navnlig sige

standardvilkår.

Efter direktivet er et ikke-individuelt forhandlet aftalevilkår urimeligt,

hvis det »til trods for kravene om god tro« bevirker en betydelig

skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for

forbrugeren (artikel 3, stk. 1). Med hensyn til forståelsen af udtrykket

»til trods for kravene om god tro« henvises til pkt. 5.2.6

nedenfor. Direktivet indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over

aftalevilkår, der kan betegnes som urimelige.

Ved vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, skal man efter

direktivet tage hensyn til, hvilken type vare eller tjenesteydelse aftalen

omfatter, omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse samt alle

vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne.

Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller

overensstemmelsen mellem pris og varer eller tjenesteydelser og betalingen

herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt (artikel

4).

Hvis der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning, gælder efter

direktivet den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren (artikel 5).

Medlemsstaterne skal i henhold til deres nationale lovgivning fastsætte,

at urimelige aftalevilkår ikke binder forbrugeren, og at aftalen skal

forblive bindende på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de

urimelige vilkår (artikel 6, stk. 1).

Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren ikke mister

direktivets beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, selv om det er aftalt, at

et tredjelands lovgivning skal finde anvendelse på aftalen, hvis aftalen har

en nær tilknytning til EU-medlemsstaternes område (artikel 6, stk. 2).

Endelig indeholder direktivet en bestemmelse om kontrollen med, at der

ikke anvendes urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler (artikel 7). Denne

direktivbestemmelse er opfyldt ved markedsføringsloven, jf. lov nr. 428 af 1.

juni 1994.

Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller

bevarer strengere bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne, idet der er

tale om et minimumsdirektiv, jf. artikel 8.

3. Gældende regler om urimelige aftalevilkår.

3.1. Aftalelovens § 36.

3.1.1. Inden for civilretten gælder som udgangspunkt principperne om

aftalefrihed og aftalers bindende natur. Aftaleloven, der stammer fra 1917,

er præget af disse principper, idet aftaleparterne behandles som ligestillede

parter, der selv kan varetage deres interesser.

I de seneste årtier er princippet om aftalefrihed imidlertid blevet

undergivet væsentlige begrænsninger.

3.1.2. Regler om civilretlig beskyttelse af forbrugere mod urimelige

aftaler findes i dansk ret først og fremmest i aftalelovens § 36. Denne

bestemmelse blev indført ved lov nr. 250 af 12. juni 1975 (Folketingstidende

1974/75, tillæg A, sp. 779 og tillæg B, sp. 537 samt Folketingets

forhandlinger 2. samling, sp. 90, 583, 5665, 5888). Grundlaget for

lovforslaget var professor, dr.jur. Stig Jørgensens notat »Foreløbig

redegørelse om formuerettens generalklausuler«.

Efter generalklausulen i aftalelovens § 36 kan en aftale eller anden

retshandel tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller

i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.

Formålet med aftalelovens § 36 er bl.a. at give forbrugere og andre -

bl.a. mindre erhvervsdrivende - en civilretlig beskyttelse mod, at en

økonomisk stærkere og mere sagkyndig part misbruger sin overlegne stilling,

f.eks. ved at bruge standardkontrakter med vilkår, der ensidigt tjener den

stærkere parts interesser.

Bestemmelsens praktiske hovedområde er utvivlsomt forbrugeres aftaler med

erhvervsdrivende, men bestemmelsen finder også anvendelse på aftaler mellem

erhvervsdrivende og mellem forbrugere indbyrdes, hvilket der i retspraksis

har været flere eksempler på.

Ligesom aftalelovens øvrige bestemmelser gælder § 36 på formuerettens

område, der også omfatter formueretlige aftaler, som det offentlige er part

i.

Aftalelovens § 36 kan ikke tilsidesættes ved parternes aftale.

De øvrige nordiske landes aftalelove indeholder en bestemmelse svarende

til den danske aftalelovs § 36. I Finland, Norge og Sverige er der dog ikke

kun mulighed for at tilsidesætte, men også for at ændre en aftale, som

findes urimelig. I Finland har man en særlig forbrugerbeskyttelseslov med en

selvstændig generalklausul.

Som bilag 2 til lovforslaget er bl.a. gengivet den gældende ordlyd af

aftalelovens § 36.

3.1.3. Med retsstandarden »urimeligt eller i strid med redelig

handlemåde« er domstolene tillagt en vid adgang til at tilsidesætte

aftaler. Den selvstændige betydning af udtrykket »redelig

handlemåde« er navnlig at markere sammenhængen mellem aftalelovens § 36

og den offentligretlige regel i markedsføringslovens § 1 (»god

markedsføringsskik«). Efter generalklausulen i § 36 skal der ved

bedømmelsen af en aftale foretages en helhedsvurdering. Dette fremgår af §

36, stk. 2, hvorefter der ved afgørelsen af, om det vil være urimeligt eller

stridende mod redelig handlemåde at gøre en aftale gældende, skal tages

hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere

indtrufne omstændigheder. Således kan der lægges vægt på ethvert forhold, der

har relation til aftalen og forholdet mellem parterne, herunder også

omstændigheder, der indtræffer efter aftalens indgåelse.

Bestemmelsen giver mulighed for at tilsidesætte en aftale under hensyn til

andre omstændigheder ved aftalens indgåelse end dem, der er omhandlet i

reglerne om tilblivelsesmangler i aftalelovens §§ 28-32. Generalklausulen

indeholder ikke som disse bestemmelser den begrænsning, at løftemodtageren

ved aftalens indgåelse skal have været i ond tro. Dette har betydning i

tilfælde, hvor løftemodtageren ikke, da han blev bekendt med løftet, vidste

eller burde vide, at der forelå svig, udnyttelse eller lignende i forhold til

løftegiveren.

Ved afgørelsen af, om en aftale skal tilsidesættes, skal der som nævnt

endvidere tages hensyn til aftalens indhold og senere indtrufne

omstændigheder. Det betyder bl.a., at aftalens indhold skal vurderes under

hensyn til de omstændigheder, der foreligger på det tidspunkt, hvor der

bliver tale om at anvende aftalen. Generalklausulen udgør således et grundlag

for at løse konflikter, der opstår som følge af uforudsete eller i øvrigt

ændrede forhold.

Da der er tale om en helhedsvurdering, kan andre aftaler mellem parterne

også tages i betragtning ved bedømmelsen af, om en given aftale skal

tilsidesættes helt eller delvist. Undtagelsesvis vil også en parts aftaler

med tredjemand kunne have betydning for bedømmelsen.

Ved anvendelsen af generalklausulen lægges der i almindelighed vægt på, om

den ene part ved aftalens indgåelse har indtaget en overlegen stilling. Der

kan bl.a. tages hensyn til, om parten har anvendt en særligt anmassende

fremgangsmåde ved aftalens indgåelse - som for eksempel ved visse dørsalg og

salg på udflugter, der er arrangeret af sælgeren. Har parten misbrugt sin

overlegne stilling ved at anvende aftalevilkår, der giver den pågældende en

urimelig fordel, bør aftalen tilsidesættes efter generalklausulen.

Med hensyn til gensidigt bebyrdende aftaler tages der ved bedømmelsen

udgangspunkt i, om der er en rimelig balance mellem parternes pligter. De

deklaratoriske (fravigelige) regler, herunder navnlig reglerne i købeloven,

vil kunne være vejledende for, hvad der er en rimelig balance.

Ved afgørelsen af, om en aftale skal tilsidesættes efter generalklausulen,

må der som ovenfor nævnt ske en bedømmelse af hele aftalen. Det vil

kunne være rimeligt, at en aftale på visse punkter stiller en part ringere,

hvis den pågældende part i andre henseender stilles bedre.

Vejledende for bedømmelsen efter generalklausulen er endvidere, hvad der

må anses for at være sædvanlig fremgangsmåde i den pågældende branche. En

handlemåde er dog ikke rimelig, alene fordi den er sædvanlig på det

pågældende område.

3.1.4. I den redegørelse om formuerettens generalklausuler, som lå til

grund for det pågældende lovforslag, er der nævnt en række konkrete

aftalevilkår, som efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes efter

generalklausulen. Det drejer sig bl.a. om ansvarsfraskrivelsesklausuler,

vilkår om, at en aftale hæves ved nærmere bestemte former for misligholdelse,

samt aftaler om konventionalbod. En konventionalbod er en ydelse, som en

person påtager sig at erlægge, hvis han ikke behørigt opfylder en påhvilende

pligt eller i øvrigt foretager eller undlader en vis handling.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget ønskede man imidlertid ikke at binde

retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på generalklausulens

anvendelse. Af lovforslagets bemærkninger fremgår bl.a., at

Forbrugerkommissionens lovudvalg, hvor både forbruger- og

erhvervsorganisationer var repræsenteret, havde fundet det betænkeligt og

yderst vanskeligt på forhånd at angive konkrete eksempler, hvor

generalklausulen kunne anvendes. Det anføres i bemærkningerne til

lovforslaget:

»..Justitsministeriet er endvidere enig med Forbrugerkommissionens

lovudvalg i, at der kan være visse betænkeligheder forbundet med på forhånd

at binde retsanvendelsen ved at angive konkrete eksempler på

generalklausulens anvendelse. De eksempler, der er angivet i redegørelsens

kapitel 6, afsnit 4, bør imidlertid ikke betragtes som bindende

tilkendegivelser, men alene som vejledende retningslinier for

generalklausulens anvendelse. Det fremhæves endvidere i redegørelsen, at

opregningen i afsnittet ikke kan anses for udtømmende. Bestemmelsen åbner

således mulighed for, at anvendelsen kan tilpasses ændrede synspunkter i den

almindelige retsopfattelse med hensyn til grænserne for

aftalefriheden...«.

På grundlag af retspraksis kan der imidlertid nævnes bl.a. følgende

momenter, som indgår ved bedømmelsen af, om der er tale om en urimelig aftale

efter aftalelovens § 36:

- om et givet aftalevilkår er usædvanligt inden for vedkommende branche og

usædvanligt byrdefuldt,

- om en erhvervsdrivende behandler en kunde anderledes/dårligere end den

pågældende sædvanligvis behandler sine kunder eller denne bestemte kunde,

- om en aftale eller et aftalevilkår er i strid med præceptiv

(ufravigelig) lovgivning,

- om anvendelsen af det pågældende aftalevilkår er i strid med

markedsføringslovens regler,

- om der i en aftale tillægges den ene part adgang til ensidigt at afgøre,

hvorvidt der er indtrådt en omstændighed, som ændrer retsforholdet mellem

parterne,

- om konsekvenserne af misligholdelse i aftalen er fastsat uden rimelig

sammenhæng med misligholdelsens omfang og betydning, og

- om anvendelsen af et aftalevilkår er udtryk for chikane fra den ene

parts side.

3.1.5. Hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at

gøre en aftale gældende, er retsvirkningen heraf, at aftalen kan

tilsidesættes helt eller delvis. Domstolene har således en forholdsvis fri

adgang til at gribe regulerende ind i aftaleforholdet, men i bemærkningerne

til det pågældende lovforslag anførte Justitsministeriet følgende:

»...Efter Justitsministeriets opfattelse vil en adgang til at

tilsidesætte en aftale helt eller delvis i langt de fleste tilfælde være

tilstrækkelig til at varetage de hensyn, der ligger bag generalklausulen. Så

længe der ikke foreligger erfaringer med den ny generalklausul, finder man

derfor ikke at burde stille forslag om en regel, der inden for formuerettens

område giver mulighed for at ændre en forpligtelse ud over, hvad der følger

af adgangen til helt eller delvis at tilsidesætte en aftale. Er der således

aftalt et urimeligt lavt vederlag for en ydelse, bør vederlaget ikke med

hjemmel i generalklausulen kunne forhøjes. Derimod vil domstolene ved

afgørelsen af, om den modstående forpligtelse skal tilsidesættes, kunne tage

hensyn til, om vederlaget er rimeligt.....«

Domstolene kan således ikke gå uden for rammerne af den indgåede aftale og

f.eks. forhøje et urimeligt lavt vederlag eller tilføje bestemmelser, som

ikke oprindelig var indeholdt i aftalen.

3.2. Kreditaftalelovens § 22.

I kreditaftalelovens § 22 findes en civilretlig generalklausul, som

supplerer bestemmelsen i aftalelovens § 36. Bestemmelsen drejer sig om

tilfælde, hvor det beløb, som forbrugeren efter kreditaftalen skal betale som

vederlag eller omkostninger, er urimeligt stort. Efter bestemmelsen skal

beløbet i så fald nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Medmindre andet

bestemmes af retten, sker afkortningen i det eller de sidste beløb, der skal

betales efter aftalen. Er der afkrævet forbrugeren et urimeligt stort

vederlag for henstand eller andre lempelser i de aftalte vilkår, sker

afkortningen på samme måde.

Rimelighedsvurderingen efter denne bestemmelse må antages at være

sammenfaldende med rimelighedsvurderingen efter aftalelovens § 36.

Bestemmelsens selvstændige betydning i forhold til aftalelovens § 36 er

således, at det fastsættes, hvordan et urimeligt aftalevilkår skal reguleres.

3.3. Fortolkningsregler.

Domstolene kan ved fortolkning fastlægge indholdet af en indgået aftale.

Domstolene anvender i praksis flere forskellige fortolkningsregler. Disse

fortolkningregler kan ved fortolkningen af en aftale trække i hver sin

retning eller i samme retning.

De vigtigste fortolkningsregler i praksis er minimumsreglen og

uklarhedsreglen . Minimumsreglen går ud på, at den fortolkning, som er

mindst byrdefuld for erklæringsgiveren, skal lægges til grund, hvis der er

tvivl om forståelsen af en aftale. Uklarhedsreglen går ud på, at en uklar

kontraktsbestemmelse skal fortolkes mod affatteren.

Uklarhedsreglen har sit væsentligste anvendelsesområde ved fortolkningen

af standardaftaler, hvor reglen medfører, at en standardaftale fortolkes mod

den erhvervsdrivende, som benytter den. Det kan tilføjes, at der i

retspraksis stilles forholdsvis strenge beviskrav til en erhvervsdrivende,

som gør gældende, at et standardvilkår er vedtaget mellem den

erhvervsdrivende og en forbruger.

4. Oversigt over lovforslaget.

Lovforslaget indeholder tre hovedelementer.

Der foreslås for det første en ændring af aftalelovens § 36,

således at domstolene får mulighed for at ændre en urimelig aftale

(lovforslagets § 1, nr. 1).

Der foreslås for det andet et nyt kapitel i aftaleloven med henblik

på gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler (lovforslagets § 1, nr. 2).

Det nye kapitel skal efter forslaget gælde for forbrugeraftaler. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale ikke er omfattet af

kapitlets bestemmelser.

Der foreslås en fortolkningsregel, hvorefter der skal fortolkes til fordel

for forbrugeren, hvis der er tvivl om forståelsen af et aftalevilkår, som

ikke har været genstand for individuel forhandling.

Kapitlets hovedbestemmelse er § 38 c, hvor det foreslås, at

generalklausulen i aftalelovens § 36 ved forbrugeraftaler skal gælde med to

ændringer: For det første skal der ved anvendelsen af generalklausulen ikke

kunne tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for

forbrugeren, hvis dette medfører, at et aftalevilkår ikke kan ændres eller

tilsidesættes. For det andet skal forbrugeren kunne kræve, at en aftale, som

indeholder vilkår, der strider mod hæderlig forretningsskik og bevirker en

betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for

forbrugeren, i øvrigt skal opretholdes uden ændringer, hvis dette kan lade

sig gøre.

Endelig indeholder det nye kapitel en bestemmelse, der beskytter

forbrugerne mod visse lovvalgsaftaler.

Der foreslås for det tredje en hovedsagelig redaktionel ændring af

definitionen af en forbrugeraftale i anden forbrugerbeskyttelseslovgivning

(lovforslagets §§ 2-6). Indholdsmæssigt medfører forslaget alene den ændring,

at der ved afgørelsen af, om en aftale er en forbrugeraftale, som

udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller

burde vide, at den anden part var forbruger.

5. Lovforslagets indhold.

I det følgende redegøres nærmere for lovforslaget og i forbindelse hermed

for direktivets civilretlige bestemmelser og det nordiske samarbejde om

gennemførelsen af direktivet.

5.1. Ændring af en urimelig aftale.

Efter aftalelovens § 36 kan en urimelig aftale tilsidesættes helt eller

delvis. Derimod er der ikke mulighed for at ændre en urimelig aftale, f.eks.

ved at forhøje et aftalt vederlag, som med tiden er blevet urimeligt lavt.

Højesteretsdommer Jørgen Nørgaard har i en artikel i Ugeskrift for

Retsvæsen 1992 B, side 105 ff, foreslået, at der bliver mulighed for også at

ændre en aftale, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig

handlemåde at gøre den gældende. Det anføres i artiklen, at det på længere

sigt ikke er hensigtsmæssigt, at aftalelovens § 36 ikke giver denne mulighed.

Hel eller delvis tilsidesættelse af aftalen vil i nogle tilfælde være en

overreaktion, som fører fra den ene grøft til den anden. Det anføres

endvidere, at problemerne ved den nuværende udformning af aftalelovens § 36 i

praksis navnlig viser sig ved langvarige kontrakter, hvor der er aftalt et

fast pengevederlag, der med tiden bliver urimeligt lavt. Som eksempel nævner

forfatteren i artiklen følgende sag om levering af fjernvarme:

»I begyndelsen af 1960'erne opførte et stort typehusfirma (T) en

række parcelhuse i et område ved Fredericia, hvor der ikke kunne opnås

forsyning fra eksisterende fjernvarmeanlæg. T opførte derfor selv et

fjernvarmeværk (F). Ved parcelhusenes salg blev det gjort til et gennemgående

vilkår, at køberne gennem en længere årrække skulle aftage varme fra F, og

det bestemtes tillige, at fjernvarmen skulle leveres til de priser, som

løbende opkrævedes af fjernvarmeværket i Pårup. For det - forudseelige -

tilfælde, at Pårup-værket blev tilsluttet Fynsværkets Varmecentral, der af

specielle grunde blev drevet med temmelig lave priser, skulle målestokken

(derefter) være Fredericia (kommunale) Varmecentrals priser. Ved

kommunesammenlægningen i 1970-71 blev Pårup-værket tilsluttet Fynsværket, og

Fredericia Varmecentrals priser blev bestemmende for F og F's aftagere. En

række gnidninger i midten af 1970'erne mellem Fredericia kommune og

»Superfos« fandt i 1976 deres afslutning ved, at overskudsvarme fra

»Superfos« blev stillet til disposition for Fredericia Varmecentral

til priser, som muliggjorde en betydelig sænkning af fjernvarmepriserne i

Fredericia. Med et slag ændredes situationen for F og F's aftagere. Truslen

var nu ikke F's monopolstilling som leverandør - som jo var afbødet ved de

ovenfor omtalte prisvilkår - men den lave »Fredericia-pris«, som

var dræbende for F. En tilsidesættelse af aftalen mellem F og kunderne var

ikke nogen løsning, for hermed vil F være tilbage i en monopolstilling - nu

med huse, der var solgt. Der var kun een acceptabel løsning på konflikten -

en forhøjelse af det vederlag, der var blevet urimeligt lavt. Konflikten blev

løst ved en forhandling.'

I den citerede artikel anfører højesteretsdommer Jørgen Nørgaard

endvidere, at erfaringerne med aftalelovens § 36 viser, at domstolene har

anvendt bestemmelsen med fuld forståelse for, at udgangspunktet bør være, at

aftaler skal holdes, og at der i forretningsmæssige forhold må udvises den

største varsomhed med efterfølgende at foretage rimelighedsvurderinger. Der

er derfor næppe grund til at frygte, at en tilføjelse til aftalelovens § 36,

således at domstolene også kan ændre en aftale, vil få uoverskuelige

konsekvenser for erhvervslivet eller forbrugerne. Bestemmelsen vil blive mere

fleksibel, og det må formodes at være til fordel for begge parter.

Justitsministeriet er enig i disse synspunkter. Ved udformningen af

lovforslaget har Justitsministeriet endvidere lagt vægt på, at en ændring af

aftalelovens § 36 på den måde, som er skitseret ovenfor, vil øge den nordiske

retsenhed på aftalerettens område.

5.2. Gennemførelse af direktivet om urimelige kontraktvilkår.

5.2.1. Nordisk samarbejde.

De øvrige nordiske lande er i kraft af en tilføjelse til EØS-aftalen, som

trådte i kraft den 1. juli 1994, forpligtet til at gennemføre direktivet om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Som nævnt ovenfor i pkt. 3.1.2 er der mellem de nordiske lande en høj grad

af retsenhed på aftalerettens område. Denne retsenhed bør opretholdes, og det

er derfor af væsentlig betydning, at der blandt de nordiske lande i det

væsentlige er enighed om, hvordan direktivet bør gennemføres.

Der har i 1993-94 været afholdt en række møder mellem embedsmænd fra de

nordiske lande. Island har dog kun været repræsenteret på to af disse møder,

og der henvises derfor i det følgende alene til de finske, norske og svenske

synspunkter.

Formålet med møderne har været at drøfte, hvordan den nordiske retsenhed

på aftalerettens område bedst kan videreføres ved gennemførelsen af

direktivet.

På møderne er der i det væsentligste opnået enighed om, på hvilke punkter

direktivet adskiller sig fra den gældende retstilstand i de nordiske lande,

ligesom man er blevet enige om, hvilke lovgivningsinitiativer der må tages

for at opfylde direktivets krav til national lovgivning.

Der har været enighed om, at direktivets generelle beskyttelsesniveau i

forhold til forbrugerne er lavere end det niveau, som tilsigtes i de

eksisterende lovgivninger i de nordiske lande. Det fremgår af direktivets

art. 3, at et »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for

individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene

om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og

forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren«. Direktivet

omfatter således kun aftalevilkår, som fra en nordisk synsvinkel er

»kvalificeret« urimelige, idet begge direktivets kriterier (i strid

med kravene om god tro og en betydelig skævhed til skade for forbrugeren)

skal være opfyldt, for at et aftalevilkår kan betegnes som urimeligt, jf.

nedenfor under pkt. 5.2.6.

Udgangspunktet for det nordiske arbejde har på den baggrund været, at

forbrugerbeskyttelsesniveauet ikke må sænkes ved gennemførelsen af

direktivet. Derfor har man valgt at foreslå en løsning, hvorefter

generalklausulen i de nordiske aftalelove (aftalelovens § 36) opretholdes

uændret, således at beskyttelsesniveauet efter denne bestemmelse ikke sænkes

til skade for forbrugerne. Man foreslår i stedet nogle særlige

forbrugerbeskyttende bestemmelser, som alene skal supplere § 36.

Endvidere har udgangspunktet for arbejdet været, at principperne for

gennemførelsen af direktivet med sikkerhed skal opfylde dettes krav til den

nationale lovgivning. Der har dog under drøftelserne været en vis uenighed

om, i hvilket omfang visse af direktivets regler kan anses for opfyldt

allerede efter den gældende aftalelovgivning i de nordiske lande.

Man har i den nordiske arbejdsgruppe valgt ikke at lave udkast til

egentlige fælles lovbestemmelser, idet man har erkendt, at de enkelte lande

kan have behov for rent lovteknisk at gennemføre de principper, som man er

blevet enige om, på forskellig måde.

Det foreliggende lovforslag er udarbejdet i overensstemmelse med den

forståelse af direktivet og de hovedretningslinjer for gennemførelsen, som

man i den nor diske arbejdsgruppe er blevet enige om.

I det følgende gennemgås direktivets enkelte civilretlige bestemmelser i

lyset af de nordiske drøftelser.

De civilretlige bestemmelser i direktivet findes i art. 3-6. I

overvejelserne må tillige inddrages art. 1 og 2, som fastlægger direktivets

anvendelsesområde, samt art. 8, hvorefter der er tale om et minimumsdirektiv.

5.2.2. Direktivets anvendelsesområde.

Efter direktivets art. 1, stk. 1, finder direktivet anvendelse på aftaler

mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Erhvervsdrivende og forbrugere er

nærmere defineret i art. 2, jf. nedenfor under pkt. 5.2.3.

Det fremgår af præamblen, at direktivet skal lette etableringen af det

indre marked samt beskytte borgerne i deres egenskab af forbrugere ved

erhvervelse af varer og tjenesteydelser gennem aftaler. Direktivet finder

derfor ikke anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arve-

og familieret samt på aftaler om oprettelse af selskaber og om disses

vedtægter. Det anføres udtrykkeligt, at direktivet omfatter aftaler, der

indgås som led i erhvervsvirksomhed af offentlig karakter.

Det må lægges til grund, at aftaleloven, som gælder på formuerettens

område, dækker direktivets anvendelsesområde. Det bemærkes herved, at

aftaleloven også finder anvendelse på formueretlige aftaler indgået med det

offentlige.

Efter art. 1, stk. 2, er aftalevilkår, der afspejler love, bindende

administrative forskrifter samt bestemmelser eller principper i

internationale konventioner, som medlemsstaterne eller fællesskabet er part

i, ikke underlagt direktivets bestemmelser. Deklaratoriske og udfyldende love

(f.eks. købeloven og søloven) samt bestemmelser og principper i

internationale konventioner er således ikke undergivet kontrol efter

direktivet. Den pågældende artikel er ifølge præamblen indsat ud fra en

antagelse om, at der i national lovgivning ikke findes regler, som medfører

urimelige aftalevilkår i forbrugeraftaler. Medlemsstaterne bør dog sørge for,

at der ikke forekommer bestemmelser i deres nationale lovgivning, som

medfører urimelige aftalevilkår.

Aftalelovens § 36 indeholder ikke en tilsvarende undtagelse med hensyn til

udfyldende love m.v.

En undtagelsesregel som direktivets art. 1, stk. 2, har efter

Justitsministeriets opfattelse kun teoretisk betydning. En tilsvarende

undtagelsesregel foreslås derfor ikke medtaget i gennemførelsesloven.

De øvrige nordiske lande har under drøftelserne i arbejdsgruppen givet

udtryk for samme opfattelse.

5.2.3. Forbrugeraftaler.

I direktivets art. 2 defineres en forbruger som en fysisk person, der i

forbindelse med de af direktivet omfattede aftaler ikke handler som led i sit

erhverv, mens en erhvervsdrivende defineres som en fysisk eller juridisk

person, der i forbindelse med de af direktivet omfattede aftaler handler som

led i sit erhverv, hvad enten dette er offentligt eller privat.

I dansk civilretlig forbrugerlovgivning defineres en forbrugeraftale som

en aftale, som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den

erhvervsdrivendes ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig

anvendelse for den anden part (forbrugeren), og den erhvervsdrivende vidste

eller burde vide dette, jf. f.eks. lov om visse forbrugeraftaler § 1, stk. 2.

Det danske forbrugeraftalebegreb og direktivets definition i artikel 2 er

således rent sprogligt udformet forskelligt. Indholdsmæssigt er der følgende

forskelle: 1) Direktivteksten fastsætter ikke, at forbrugeren skal handle

hovedsagelig uden for sit erhverv, 2) efter direktivet har det ikke

betydning, om den erhvervsdrivende vidste eller burde vide, at den anden part

var forbruger, og 3) kun fysiske personer kan være forbrugere efter

direktivet.

I direktivet lægges der endvidere vægt på, at forbrugeren ved aftalen

»ikke handler som led i sit erhverv«, mens der efter den danske

definition lægges vægt på, at den erhvervsdrivendes ydelse skal være bestemt

til »ikke-erhvervsmæssig anvendelse«. Efter Justitsministeriets

opfattelse er disse krav sammenfaldende i praksis, idet det dog må

understreges, at den endelige fortolkning af direktivet hører under EF-

Domstolen.

Ministerrådet og Kommissionen har i forbindelse med fastlæggelse af den

fælles holdning erklæret, at såfremt forbrugeren handler delvis som led i sin

erhvervsmæssige virksomhed, delvis uden for denne, omfattes forholdet kun af

direktivet, såfremt forbrugeren handler hovedsagelig uden for sin

erhvervsmæssige virksomhed.

De eneste indholdsmæssige forskelle mellem den danske definition af en

forbrugeraftale og direktivets definition er herefter, at juridiske personer

- f.eks. foreninger - ikke kan være forbrugere efter direktivet, og at det

efter direktivet ikke har betydning, om den erhvervsdrivende vidste eller

burde vide, at den anden part var forbruger.

En forbrugeraftale er ikke defineret i aftaleloven.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede

gennemførelseslovgivning alene finde anvendelse på forbrugeraftaler og ikke

tillige på aftaler mellem erhvervsdrivende eller mellem forbrugere. Aftaler

mellem erhvervsdrivende m.v. er reguleret i tilstrækkeligt omfang af

generalklausulen i aftalelovens § 36.

Det foreslås derfor, at der i aftaleloven indsættes en bestemmelse, som

definerer en forbrugeraftale. Bestemmelsen bør affattes i overensstemmelse

med ordlyden i direktivet og den ovenfor omtalte erklæring fra Ministerrådet

og Kommissionen, men dog således, at bestemmelsen lovteknisk opbygges i

overensstemmelse med dansk lovgivningstradition. Direktivet er som et

minimumsdirektiv endvidere ikke til hinder for, at definitionen udformes

således, at både fysiske og juridiske personer kan være forbrugere.

Lovforslaget indeholder også en bevisbyrderegel angående spørgsmålet om,

hvorvidt der er tale om en forbrugeraftale. Denne bevisbyrderegel findes

tilsvarende i andre forbrugerbeskyttelseslove, jf. f.eks. § 1, stk. 3, i lov

om visse forbrugeraftaler.

Fra svensk og norsk side påtænker man at foreslå en forbrugerdefinition,

som svarer til direktivets og med en tilføjelse om, at der skal være handlet

hovedsagelig uden for erhverv fra forbrugerens side. I Finland har man

vedtaget en ændring af forbrugerbeskyttelsesloven, som i det store hele

svarer til definitionerne i direktivet.

5.2.4. Aftalevilkår, som er urimelige for den erhvervsdrivende.

Formålet med direktivet er at beskytte forbrugerne mod urimelige vilkår i

aftaler, der indgås med erhvervsdrivende. Det vil ikke berøve forbrugeren

dennes beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, at en erhvervsdrivende

påberåber sig, at der i en forbrugeraftale findes aftalevilkår, som er

urimelige for den erhvervsdrivende. Direktivet kan derfor ikke antages at

indeholde noget forbud herimod.

5.2.5. Vilkår, der ikke har været genstand for individuel

forhandling.

Efter art. 3, stk. 1, sammenholdt med præamblen finder direktivet kun

anvendelse på aftalevilkår, som ikke har været genstand for individuel

forhandling - det vil i praksis navnlig sige standardvilkår.

Denne bestemmelse har i den nordiske arbejdsgruppe givet anledning til

overvejelser om, hvorvidt gennemførelseslovenes anvendelsesområde bør

begrænses tilsvarende. De øvrige nordiske lande har i arbejdsgruppen

tilkendegivet at ville begrænse anvendelsesområdet på denne måde, navnlig med

den begrundelse, at fortolkningsreglen i direktivets artikel 5 er fremmed for

den nordiske aftaleret, idet der i nordisk ret findes andre

fortolkningsregler end uklarhedsreglen, jf. nedenfor under pkt. 5.2.10.

Justitsministeriet er enig i, at direktivets fortolkningsregel alene bør

gælde ved fortolkning af vilkår, der ikke har været genstand for individuel

forhandling. Efter Justitsministeriets opfattelse bør de øvrige bestemmelser

i direktivet derimod gælde for alle vilkår i forbrugeraftaler. Hermed undgås

den retsteknisk uheldige situation, der ville opstå, hvis direktivets

generalklausul skulle anvendes ved bedømmelsen af nogle, men ikke ved andre

vilkår i den samme aftale.

Direktivets art. 3, stk. 2, indeholder en angivelse af nogle tilfælde,

hvor et aftalevilkår altid skal anses for ikke at have været genstand for

individuel forhandling. Bestemmelsen, der må betragtes som en uddybning af,

hvad der i forvejen ville gælde, er gengivet i bemærkningerne til

fortolkningsreglen, jf. den foreslåede nye § 38 b, stk. 1, i aftaleloven.

Endvidere indeholder art. 3, stk. 2, en bevisbyrderegel, hvorefter en

erhvervsdrivende, som hævder, at et standardiseret aftalevilkår har været

genstand for individuel forhandling, har bevisbyrden herfor. Noget

tilsvarende ville som hovedregel gælde uden en udtrykkelig bestemmelse herom.

Justitsministeriet har imidlertid valgt for alle tilfældes skyld at medtage

en bestemmelse herom i den foreslåede § 38 b, stk. 1. De øvrige nordiske

lande har under forhandlingerne tilkendegivet at ville foreslå en tilsvarende

bevisbyrderegel.

5.2.6. Urimelige aftalevilkår.

Direktivets generalklausul indeholder ligesom aftalelovens § 36 dels en

retsstandard (»urimeligt« m.v.), dels en regel om, hvilke momenter

der skal tages i betragtning ved rimelighedsbedømmelsen, dels en regel om

retsvirkningen af, at et aftalevilkår bedømmes som urimeligt. I direktivet

findes retsstandarden i art. 3, stk. 1, reglen om de momenter, der skal tages

i betragtning, i art. 4, og reglen om retsvirkningen af, at et vilkår

bedømmes som urimeligt, i art. 6, stk. 1.

Efter art. 3, stk. 1, anses et aftalevilkår, der ikke har været genstand

for individuel forhandling, for urimeligt, hvis det til trods for kravene om

god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og

forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

For at afgøre, om generalklausulen i aftalelovens § 36 mindst lægger samme

beskyttelsesniveau som direktivets generalklausul, må det først og fremmest

overvejes, hvad der ligger i begrebet »god tro« (på engelsk

»good faith«, på fransk »bonne foi« og på tysk »Trau

und Glauben«).

Det fremgår af direktivets præambel, at der ved vurderingen af begrebet

»god tro« især skal tages hensyn til styrkeforholdet i parternes

forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på den ene eller anden måde er

blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til aftalevilkåret, og til, om

varerne eller tjenesteydelserne er blevet solgt eller leveret på forbrugerens

særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at

handle loyalt og rimeligt med den anden part, hvis legitime interesser han

skal tage hensyn til.

I dansk ret - herunder aftaleloven - anvendes begrebet »god tro«

normalt i betydningen, hvad en aftalepart vidste eller burde vide, jf. f.eks.

aftalelovens §§ 32, 34, 35 og 39. Det er således utvivlsomt, at begrebet

»god tro« efter direktivet ikke skal forstås på den måde, som er

sædvanlig i dansk ret. Det må antages, at der med begrebet »god

tro« i direktivet menes hæderlig fremgangsmåde el.lign. for en

erhvervsdrivende.

Efter direktivet er et vilkår ikke nødvendigvis urimeligt, selv om det er

i strid med kravene om god tro. Det kræves, at vilkåret tillige bevirker en

betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til

skade for forbrugeren.

Det må herefter antages, at direktivets generalklausul er mindre

forbrugerbeskyttende end generalklausulen i aftalelovens § 36. Det kan f.eks.

tænkes, at det vil være i strid med redelig handlemåde at gøre et givet

aftalevilkår gældende, men at vilkåret ikke bevirker en betydelig

skævhed, kun en vis skævhed, i parternes rettigheder og forpligtelser til

skade for forbrugeren. I så fald er vilkåret ikke urimeligt efter direktivet,

mens det vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Direktivet vedrører

derfor alene tilfælde, som set fra et nordisk synspunkt er

»kvalificeret« urimelige.

Dette synes endvidere at blive bekræftet ved en gennemgang af de vilkår,

som er nævnt i bilaget til direktivet. Der henvises herom til pkt. 5.2.7

nedenfor.

I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om den ovenfor anførte

forståelse af direktivets generalklausul.

Det må imidlertid understreges, at fortolkningen af direktivets

bestemmelser i sidste ende hører under EF-domstolen, som ved sine afgørelser

vil kunne udvide eller begrænse betydningen af generalklausulen. Direktivets

vage og elastiske begreber vil i lyset af samfundsudviklingen kunne gives et

snævrere eller bredere indhold. For at der ikke på et senere tidspunkt skal

kunne opstå tvivl om, hvorvidt direktivet er opfyldt, har Justitsministeriet

derfor fundet det rigtigt at foreslå en særlig bestemmelse i aftaleloven (§

38 c, stk. 1), hvorefter aftalelovens § 36, stk. 1, gælder uændret ved

forbrugeraftaler, men hvor de retsvirkninger af urimelighed, som direktivet

foreskriver - at et urimeligt vilkår ikke er bindende for forbrugeren, og at

den øvrige del af aftalen så vidt muligt skal opretholdes uden ændringer -

samtidig knyttes til direktivets regel om, hvornår et aftalevilkår er

urimeligt. Der henvises til bemærkningerne nedenfor under pkt. 5.2.9.

5.2.7. Vejledende liste.

Til generalklausulen i direktivets art. 3 er knyttet et bilag. Det fremgår

af art. 3, stk. 3, at bilaget indeholder en »vejledende og

ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som

urimelige«. Listen er delt i to afsnit. I det første afsnit er der

angivet 17 eksempler på vilkår, der kan være urimelige. I listens andet

afsnit begrænses anvendelsen af nogle af eksemplerne i første afsnit, navnlig

for så vidt angår finansielle tjenesteydelser.

Det følger af formuleringen af art. 3, stk. 3, at listen ikke indebærer

nogen præcis forpligtelse for medlemsstaterne. De angivne vilkår behøver

således ikke altid at være urimelige, ligesom andre vilkår end de angivne kan

være urimelige. Hertil kommer, at den civilretlige vurdering af et

aftalevilkår er konkret, mens bilagets eksempler på vilkår er generelt

formulerede. Der benyttes uklare og brede begreber, hvis indhold under alle

omstændigheder må fastlægges nærmere ved den konkrete bedømmelse af vilkår i

de enkelte sager. Direktivet kan på denne baggrund ikke antages at forpligte

medlemsstaterne til at medtage listen i gennemførelseslovgivningens tekst.

I forbindelse med udarbejdelsen af aftalelovens generalklausul blev der

som nævnt ovenfor under pkt. 3.4 fra bl.a. Forbrugerkommissionens lovudvalg

udtrykt betænkelighed ved på forhånd at binde retsanvendelsen ved at angive

konkrete eksempler på generalklausulens anvendelse.

I den nordiske arbejdsgruppe har der på samme måde været betænkelighed ved

at indføre direktivets liste i de respektive love. En sådan liste med uklart

og generelt formulerede eksempler på vilkår, der - efter en konkret vurdering

i de enkelte tilfælde - kan være urimelige, vil ikke give forbrugerne

væsentlig vejledning. Endvidere vil der kunne opstå den misforståelse, at en

sådan liste er udtømmende, således at vilkår, som ikke er nævnt i listen,

bliver anset for rimelige.

Flere af de nordiske forbrugerombudsmænd har peget på, at en lovfæstelse

af listen kan medføre, at rimelighedsbedømmelsen også efter den almindelige

generalklausul i aftalelovens § 36 vil ske med udgangspunkt i listens

eksempler. Dette ville i givet fald betyde, at det generelle niveau for

forbrugerbeskyttelsen bliver lavere.

Justitsministeriet er enig i de anførte betænkeligheder, og man har derfor

undladt at medtage listen i den foreslåede lovtekst.

Direktivets liste er som ovenfor nævnt vejledende ved bedømmelsen af, om

et aftalevilkår er »kvalificeret« urimeligt. Det betyder i praksis,

at der i tilfælde, som er omfattet af bilaget, må være en formodning for, at

vilkåret er omfattet af den foreslåede § 38 c, stk. 1, i aftaleloven, hvis

vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling.

5.2.8. Grundlaget for vurderingen af, om aftalevilkår er urimelige

m.v.

Vurderingen af, om et aftalevilkår er urimeligt, skal efter direktivets

art. 4, stk. 1, ske under hensyn til, hvilken type varer eller

tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens

indgåelse at tage hensyn til alle omstændigheder i forbindelse med dens

indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en aftale, som hænger

sammen med denne.

Både efter aftalelovens § 36 og direktivets art. 4, stk. 1, skal der

foretages en helhedsvurdering med udgangspunkt i forholdene på tidspunktet

for aftalens indgåelse og med hensyntagen til hele kontraktens indhold.

Direktivets bestemmelse må imidlertid forstås således, at opregningen af,

hvilke omstændigheder der kan tages hensyn til, er udtømmende. Det betyder,

at man efter direktivet ikke kan tage hensyn til omstændigheder, som

indtræffer efter aftalens indgåelse. Der skal således foretages en samlet

vurdering af balancen mellem de involverede interesser på tidspunktet for

aftalens indgåelse. Aftalelovens § 36 angiver derimod, at der ud over

forholdene ved aftalens indgåelse og aftalens indhold skal tages hensyn til

senere indtrufne omstændigheder, således at der foretages en samlet vurdering

af balancen mellem de involverede interesser på det tidspunkt, hvor der

bliver tale om at anvende aftalen. På dette punkt er der således forskel

mellem § 36 og direktivets art. 4.

Det skyldes først og fremmest et ønske om at beskytte den svage part, at

man efter aftalelovens § 36 skal tage hensyn til senere indtrufne

omstændigheder. Det vil i de allerfleste tilfælde være til den svage parts

fordel, at der tages hensyn til senere indtrufne omstændigheder. De nordiske

regler er derfor i denne henseende mere forbrugerbeskyttende end direktivets

regel.

Da der er tale om et minimumsdirektiv, jf. direktivets art. 8, må det

antages, at det ikke er i strid med direktivet at inddrage senere indtrufne

omstændigheder i rimelighedsbedømmelsen, såfremt inddragelsen i den konkrete

situation er til fordel for forbrugeren, dvs. i tilfælde, hvor et vilkår, som

oprindelig var rimeligt, efterfølgende er blevet urimeligt for forbrugeren.

Da direktivet som ovenfor nævnt har til formål at beskytte forbrugerne mod

aftalevilkår, der er urimelige for forbrugerne, kan det heller ikke anses for

at være i strid med direktivet at inddrage senere indtrufne omstændigheder

med den virkning, at et vilkår, der oprindelig var rimeligt, bedømmes som

urimeligt for den erhvervsdrivende.

Det vil derimod ikke være foreneligt med direktivet, hvis inddragelsen af

senere indtrufne omstændigheder medfører, at den pågældende domstol undlader

at tilsidesætte eller ændre et vilkår, som oprindelig var urimeligt for

forbrugeren. Da de gældende regler ikke udelukker muligheden herfor, foreslås

det, at der indføres en bestemmelse om, at senere indtrufne omstændigheder

ikke må tages i betragtning til skade for forbrugeren med den virkning, at et

aftalevilkår ikke tilsidesættes eller ændres, jf. den foreslåede nye § 38 c,

nr. 1.

I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om den anførte

forståelse af direktivet.

Endvidere foreslås det som en præcisering, at vurderingen af, om et

aftalevilkår er urimeligt, også kan omfatte vilkår i en anden aftale, som

hænger sammen med den aftale, der skal vurderes. Sådanne tilknyttede aftaler

må allerede efter gældende ret antages at skulle inddrages i vurderingen, men

præciseringen foreslås, for at der ikke skal kunne være tvivl om, at

direktivet er opfyldt også på dette punkt.

Direktivet indeholder i art. 4, stk. 2, en undtagelse fra reglerne om

urimelige aftalevilkår. Efter denne bestemmelse omfatter vurderingen af, om

et aftalevilkår er urimeligt, »hverken definitionen af aftalens

hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem

tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet

klart og forståeligt«.

Aftalelovens § 36 indeholder ikke en tilsvarende begrænsning.

Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at foreslå en bestemmelse

svarende til artikel 4, stk. 2. En sådan bestemmelse ville forringe

forbrugerbeskyttelsen i forhold til gældende ret. I den nordiske

arbejdsgruppe har der været enighed om denne opfattelse.

5.2.9. Retsvirkningen af, at et aftalevilkår er urimeligt.

Efter art. 6, stk. 1, skal medlemsstaterne fastsætte, at urimelige

aftalevilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en

forbruger, i henhold til national lovgivning ikke binder forbrugeren, og at

aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den

kan opretholdes uden de urimelige aftalevilkår.

Efter aftalelovens § 36 kan domstolene tilsidesætte en aftale helt eller

delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at

gøre den gældende. Efter lovforslagets § 1, nr. 1, får domstolene endvidere

mulighed for at ændre en urimelig aftale. Det er overladt til domstolenes

skøn at afgøre, i hvilket omfang en aftale skal tilsidesættes eller ændres.

Fuldstændig tilsidesættelse af en aftale efter aftalelovens § 36 kommer på

tale, hvis det urimelige vilkår har væsentlig betydning for hele aftalen.

Efter direktivet er det overladt til medlemsstaterne inden for visse grænser

at fastlægge den præcise retsvirkning af, at der i en aftale findes et eller

flere urimelige aftalevilkår. Bestemmelsens ordlyd, hvorefter medlemsstaterne

skal fastsætte, at et urimeligt aftalevilkår »ikke binder«

forbrugeren, kan således både forstås på den måde, at et urimeligt vilkår

altid skal tilsidesættes, og på den måde, at et urimeligt vilkår ikke skal

gælde over for forbrugeren efter sit indhold, dvs. at vilkåret skal ændres

eller tilsidesættes.

Direktivets bestemmelse om, at den øvrige del af aftalen skal gælde

uændret, hvis den kan opretholdes »uden de urimelige vilkår«, kan

umiddelbart synes at støtte den forståelse af direktivet, at et urimeligt

aftalevilkår altid skal tilsidesættes.

Imidlertid er formålet med direktivet som ovenfor nævnt at beskytte

forbrugerne mod urimelige aftalevilkår. Det er ikke til forbrugernes fordel,

hvis urimelige vilkår altid skal tilsidesættes, idet dette i visse tilfælde

vil medføre, at en aftale, der i øvrigt er fordelagtig for forbrugeren, ikke

kan opretholdes, fordi det pågældende vilkår er helt afgørende for aftalen.

Som eksempel herpå kan nævnes en kreditaftale med et vilkår om, at lånet skal

og kun kan tilbagebetales på tidspunkter, som bestemmes af långiver. En

tilsidesættelse af dette vilkår vil medføre, at låneaftalen ikke kan

opretholdes. Dette er næppe til forbrugerens fordel, idet forbrugeren så må

søge at låne pengene et andet sted. Det ville være mere hensigtsmæssigt for

forbrugeren at få ændret afdragsvilkåret, således at tidspunkterne for

afdragenes betaling blev fastlagt i aftalen. Hermed ville kreditaftalen i

øvrigt kunne opretholdes.

Direktivbestemmelsen kan på denne baggrund ikke antages at være til hinder

for, at medlemsstaternes lovgivning åbner mulighed for helt eller delvis at

ændre en urimelig aftale.

I direktivet stilles der som nævnt krav om, at aftalen skal forblive

bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden

det urimelige aftalevilkår. Det betyder, at kun den del af en aftale, som er

urimelig, kan ændres eller tilsidesættes, mens de øvrige vilkår skal

opretholdes uændret, hvis dette er muligt. På dette punkt adskiller

direktivets regel om retsvirkningen af urimelighed sig fra aftalelovens § 36.

Det foreslås på denne baggrund, at der i aftaleloven indføjes en

bestemmelse svarende til direktivets art. 6, stk. 1, om retsvirkningen af

urimelighed, jf. den foreslåede nye § 38 c, stk. 1. For at udelukke tvivl om,

at direktivet er opfyldt fuldt ud, jf. bemærkningerne herom ovenfor i pkt.

5.2.6, foreslås bestemmelsen udformet på følgende måde: Et vilkår i en

forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis i medfør af

såvel reglen i aftalelovens § 36, stk. 1, som direktivets regel om, hvornår

et aftalevilkår er urimeligt. Hvis vilkåret er omfattet af direktivets regel

om, hvornår et aftalevilkår er urimeligt, gælder tillige den særlige

retsvirkning, at forbrugeren kan kræve de øvrige vilkår i aftalen opretholdt

uændret, hvis dette er muligt.

Det foreslås, at den nye bestemmelse skal gælde for alle vilkår i

forbrugeraftaler, uanset om vilkårene har været genstand for individuel

forhandling, jf. herved bemærkningerne ovenfor i pkt. 5.2.5.

I den nordiske arbejdsgruppe har man været enige om den anførte forståelse

af bestemmelsen i direktivets art. 6, stk. 1.

5.2.10. Fortolkningsregel.

Efter direktivets art. 5 skal skriftlige vilkår, der »tilbydes«

forbrugeren - dvs. vilkår, som er udarbejdet på forhånd af den

erhvervsdrivende eller f.eks. af dennes brancheorganisation - altid være

udarbejdet på en klar og forståelig måde. Hvis der opstår tvivl om

betydningen af et vilkår - hvad enten vilkåret er mundtligt eller skriftligt

- skal den fortolkning gælde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Her i landet er der i den retsvidenskabelige teori bl.a. opstillet den

fortolkningsregel, at uklare eller upræcise aftalevilkår fortolkes imod

affatteren eller den sagkyndige part - den såkaldte uklarhedsregel,

jf. ovenfor under pkt. 3.3.

Der er mange eksempler på retsafgørelser, hvor resultatet har været i

overensstemmelse med uklarhedsreglen. I retspraksis er der dog også eksempler

på, at konkrete fortolkningsmomenter har ført til et andet resultat, således

at uklarhedsreglen ikke er slået igennem. Det har i teorien været drøftet, om

uklarhedsreglen kan siges at være en del af gældende ret, eller om

retspraksis snarere viser, at fortolkning sker efter almindelige

rimelighedssynspunkter.

En uklarhedsregel svarende til direktivets art. 5 har på denne baggrund

næppe tilstrækkelig støtte i dansk ret til at opfylde direktivets krav til

national lovgivning. Det foreslås derfor, at der med henblik på opfyldelse af

direktivet indføres en sådan fortolkningsregel i aftaleloven, jf. den

foreslåede nye § 38 b, stk. 1.

Repræsentanterne fra Finland, Norge og Sverige har i den nordiske

arbejdsgruppe tilkendegivet, at de på tilsvarende måde vil foreslå, at

direktivets fortolkningsregel indføres i de respektive love.

Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2.5 har der under den nordiske

arbejdsgruppes drøftelser været betænkelighed ved direktivets

fortolkningsregel. Det skyldes, at reglen er unuanceret. Med reglen tages der

ikke hensyn til de andre indarbejdede og velbegrundede fortolkningsregler,

som anvendes i de nordiske lande. En ensidig anvendelse af uklarhedsreglen

vil kunne vanskeliggøre den fleksible retsanvendelse, som aftalelovens § 36

og de ulovfæstede fortolkningsregler hidtil har givet mulighed for.

I den nordiske arbejdsgruppe har der været enighed om, at

fortolkningsreglen alene bør gælde for aftalevilkår, der ikke har været

genstand for individuel forhandling, således som direktivet stiller krav om.

Hvis reglen også skulle gælde ved fortolkningen af individuelt forhandlede

vilkår, ville selv vilkår, som er udarbejdet af forbrugeren i dennes

interesse, skulle fortolkes til forbrugerens fordel.

Efter forslaget gælder fortolkningsreglen, uanset om et vilkår er

skriftligt eller mundtligt. Fortolkningsreglen drejer sig ikke om, hvordan

ordlyden af et mundtligt vilkår bevismæssigt skal fastlægges.

5.2.11. Beskyttelse mod visse lovvalgsklausuler.

Medlemsstaterne skal efter direktivets art. 6, stk. 2, træffe de

nødvendige foranstaltninger til at sikre, at forbrugeren ikke berøves

direktivets beskyttelse mod urimelige aftalevilkår, såfremt et tredjelands

lovgivning vælges som gældende lov for aftalen, når denne aftale har nær

tilknytning til EU-medlemsstaternes område.

For at sikre, at direktivets art. 6, stk. 2, er opfyldt i dansk ret,

foreslås det, at der indføres en bestemmelse om beskyttelse af forbrugerne

mod visse lovvalgsklausuler, jf. den foreslåede nye § 38 d i aftaleloven.

Som nævnt ovenfor under pkt. 5.2.1 er direktivet omfattet af EØS-aftalen,

således at alle Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemslande har

pligt til at gennemføre direktivet. Direktivbestemmelsen forudsætter efter

sit indhold, at det uden den pågældende lovvalgsbestemmelse ville være et

EU-lands (EØS- lands) lovgivning om urimelige aftalevilkår, der gjaldt for

aftalen. På denne baggrund foreslås bestemmelsen udformet således, at

forbrugerne beskyttes mod lovvalgsaftaler, der henviser til lovgivningen i et

land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden

lovvalgsaftalen ville være et EØS-lands lovgivning om urimelige aftalevilkår,

der gjaldt for aftalen, og såfremt forbrugeren som følge af lovvalgsaftalen

ville få en ringere beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.

Beskyttelsen skal efter forslaget gælde i forhold til alle aftalevilkår i

en aftale, uanset om disse har været genstand for individuel forhandling

eller ej. I tilfælde, hvor en aftale indeholder både individuelt forhandlede

og ikke-individuelt forhandlede vilkår, kunne domstolene i modsat fald blive

nødt til at anvende flere landes lovgivninger om urimelige aftalevilkår på

den samme aftale.

I den nordiske arbejdsgruppe har Sverige og Norge tilkendegivet at ville

lægge tilsvarende synspunkter til grund.

Den foreslåede bestemmelse begrænser alene virkningerne af parternes

lovvalg og ændrer ikke de internationalt privatretlige regler om, hvilket

lands lov der gælder for en aftale, herunder reglerne i EU,s konvention om,

hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser

(Rom-konventionen).

6. Økonomiske og administrative konsekvenser.

De foreslåede regler skønnes ikke at ville medføre økonomiske eller

administrative konsekvenser af betydning for det offentlige eller at have

nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Lovforslaget har ikke

miljømæssige konsekvenser.

7. Høring.

Et udkast til dette lovforslag har været til høring hos følgende

organisationer m.v.:

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Assurandør-Societetet,

Danmarks Rejsebureau Forening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk

Postordreforening, Dansk Handel og Service, Dansk Automobilhandlerforening,

Dansk Industri, Danske Finansieringsselskabers Forening, Danske Dagblades

Forening, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, De Samvirkende

Købmandsforeninger i Danmark, Den Danske Forlæggerforening, Den Danske

Boghandlerforening, Finansrådet, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere,

Handelskammeret, Håndværksrådet, Fællesforeningen for Danmarks

Brugsforeninger, Liberale Erhvervs Råd, Landsforeningen Loyal Handel,

Landsforeningen for Erhvervsinteresser, Realkreditrådet, Den Danske

Dommerforening, Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenterne for

retterne i Ålborg, Odense, Roskilde, København og Århus,

Dommerfuldmægtigforeningen, Dansk Ejendomsmæglerforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Efter forslaget bliver der mulighed for, at domstolene helt eller delvis

kan ændre en urimelig aftale.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.

Det forudsættes, at der udvises særlig tilbageholdenhed med at ændre

aftalevilkår i rene erhvervsforhold, hvor aftalen bl.a. bygger på økonomiske

og risikomæssige overvejelser m.v.

Til nr. 2.

Det foreslås, at der til gennemførelse af direktivet om urimelige

aftalevilkår indføjes et særligt kapitel om forbrugeraftaler i aftaleloven.

Aftalelovens § 36 suppleres af de nye regler i dette kapitel.

Hovedretningslinjerne for udformningen af de enkelte bestemmelser er

fastlagt i en arbejdsgruppe med embedsmænd fra de nordiske lande. I

arbejdsgruppen har der været enighed om, at generalklausulen i aftalelovens §

36 og de tilsvarende bestemmelser i de øvrige nordiske lande ikke bør ændres,

og at gennemførelsen af direktivet bør ske ved særskilte regler. Der henvises

til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.1.

Til § 38 a.

I stk. 1 bestemmes det, at det nye kapitel ligesom direktivet

finder anvendelse på forbrugeraftaler. Det foreslåede kapitel har dog et

videre anvendelsesområde end direktivet, som kun gælder for de vilkår i en

forbrugeraftale, der ikke har været genstand for individuel forhandling, jf.

direktivets art. 3, stk. 1. Denne begrænsning i reglernes anvendelsesområde

foreslås alene indføjet i den foreslåede § 38 b, som gennemfører direktivets

særlige fortolkningsregel. Reglerne i kapitlet finder anvendelse både på

aftaler i deres helhed og på enkelte vilkår i en aftale.

I stk. 2, 1. pkt. , defineres en forbrugeraftale. Efter forslaget

finder kapitlets bestemmelser anvendelse på aftaler, som en erhvervsdrivende

indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig

handler uden for sit erhverv. Denne del af bestemmelsen tilsigter at

gennemføre direktivets art. 2 og er formuleret under hensyn til den

erklæring, som Rådet og Kommissionen afgav i forbindelse med vedtagelse af

den fælles holdning, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.3.

Med en enkelt undtagelse er der ikke tilsigtet nogen realitetsændring i

forhold til det hidtidige danske forbrugeraftalebegreb.

Undtagelsen drejer sig om, hvorvidt den erhvervsdrivende vidste eller

burde vide, at den anden part var forbruger. Den foreslåede nye regel

medfører, at der ved afgørelsen af, om der er tale om en forbrugeraftale, som

udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste eller

burde vide, at den anden part var forbruger. Efter direktivet kan der ikke

stilles krav herom. Det betyder dog ikke, at man i ethvert tilfælde skal se

bort fra, hvad den erhvervsdrivende vidste om den anden parts formål med

aftalen. Viser det sig, at den erhvervsdrivende ved aftalens indgåelse er

blevet vildledt til at tro, at modparten handlede hovedsagelig i sit erhverv,

vil kapitlets bestemmelser næppe finde anvendelse.

Kapitlets bestemmelser er ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende

påberåber sig, at en aftale er urimelig for denne, jf. de almindelige

bemærkninger, pkt. 5.2.4.

Efter stk. 2, 2. pkt. , har den erhvervsdrivende bevisbyrden for,

at en aftale ikke er en forbrugeraftale. En tilsvarende regel findes i andre

civilretlige forbrugerbeskyttelseslove, jf. f.eks. lov om visse

forbrugeraftaler § 1, stk. 3.

Efter stk. 3 anses aftaler, som indgås eller formidles for den ene

part af en erhvervsdrivende, også som forbrugeraftaler. En sådan regel findes

tilsvarende i anden civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning, jf. f.eks.

købelovens § 4a, stk. 2.

Den erhvervsdrivende skal have optrådt aktivt i forbindelse med aftalens

indgåelse. Reglen omfatter således ikke tilfælde, hvor den erhvervsdrivende

alene har formidlet en kontakt mellem parterne.

Til § 38 b.

Der foreslås en fortolkningsregel, som svarer til den i teorien opstillede

uklarhedsregel . Opstår der tvivl om betydningen af aftaledokumenter

og andre tilkendegivelser fra parterne, som skal lægges til grund for

bestemmelsen af aftalens indhold og retsvirkninger, skal aftalen på det

pågældende punkt fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Fortolkningsreglen finder anvendelse både på mundtlige og skriftlige aftaler.

Den foreslåede regel skal anvendes, når det efter inddragelse af alle

fortolkningsmomenter er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås og

dermed hvilken betydning det har. Er aftalens ordlyd utvetydig, gælder

bestemmelsen ikke. En aftales forståelse er tvivlsom, når aftalens ordlyd

giver mulighed for flere forskellige opfattelser af indholdet, og der ikke

findes andre fortolkningsmomenter, som kan fjerne denne tvivl. Dette gælder

både i tilfælde, hvor der overhovedet ikke findes andre fortolkningsmomenter,

og i tilfælde, hvor de tilgængelige fortolkningsmomenter ikke fjerner den

opståede tvivl. Er parterne enige om indholdet af aftalen, eksisterer der

ikke nogen tvivl, og parternes forståelse af aftalen kan lægges til grund

uden anvendelse af fortolkningsreglen.

Man kan forestille sig, at flere fortolkninger er mulige efter aftalens

ordlyd, men at den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren, efter

inddragelse af alle fortolkningsmomenter er fjerntliggende. Hvis en anden

mulig fortolkning er nærliggende, vil der ikke foreligge en sådan tvivl, som

nævnes i bestemmelsen. En alternativ fortolkning må, selv om den rent

sprogligt er mulig, have en vis føje for sig, for at der kan antages at

foreligge en sådan tvivl, som nævnes i den foreslåede bestemmelse.

Fortolkningsreglen medfører således ikke, at domstolene i et tilfælde som det

nævnte skal vælge den fjerntliggende fortolkningsmulighed fremfor den

nærliggende.

Kan der være tvivl om, hvilken fortolkning der er gunstigst for

forbrugeren, må man lægge til grund, at det er den fortolkning, som

forbrugeren påberåber sig.

Hvis forståelsen af en forbrugeraftale er tvivlsom, gælder den lovfæstede

fortolkningsregel forud for andre, ulovfæstede fortolkningsregler.

Det foreslås, at fortolkningsreglen alene skal gælde ved fortolkningen af

aftalevilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling.

Bestemmelsen omfatter ikke kun standardvilkår, men også vilkår, som er

udarbejdet af den erhvervsdrivende med henblik på brug i en enkeltstående

aftale, såfremt vilkåret ikke har været genstand for individuel forhandling.

Et aftalevilkår skal altid anses for ikke at have været genstand for

individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren

derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet. Den omstændighed, at et

enkelt vilkår i aftalen eller visse elementer i et aftalevilkår har været

genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelsen af

bestemmelsen på resten af den pågældende aftale.

Efter stk. 2 skal skriftlige aftaler, der tilbydes forbrugeren,

altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde. Bestemmelsen foreslås

ikke sanktioneret i aftaleloven på anden måde end den, der følger af

fortolkningsreglen i stk. 1.

Den foreslåede § 38 b tilsigter at gennemføre direktivets art. 5, jf.

artikel 3. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.5. og

5.2.10.

Til § 38 c.

Det foreslås, at aftalelovens § 36 skal gælde for forbrugeraftaler med de

tilføjelser og ændringer, som følger af den foreslåede bestemmelses stk. 1 og

2.

Direktivets generalklausul indeholder to elementer, som er mere

forbrugerbeskyttende end § 36. Det drejer sig for det første om bestemmelsen

i direktivets artikel 4, stk. 1, hvorefter man ikke kan inddrage senere

indtrufne omstændigheder i rimelighedsbedømmelsen til skade for forbrugeren.

For det andet drejer det sig om retsvirkningen af, at et aftalevilkår

bedømmes som urimeligt. Efter direktivet skal den øvrige del af aftalen i så

fald gælde uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde den uden de

urimelige aftalevilkår. § 36 må derfor suppleres på disse to punkter.

Som nævnt i de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.6, må direktivets

generalklausul antages at dreje sig om mere kvalificerede tilfælde af

urimelighed. For at et aftalevilkår er urimeligt i medfør af direktivet, skal

det således både stride mod »kravene til god tro« og bevirke en

betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til

skade for forbrugeren. Den endelige fortolkning af den direktivbestemte

generalklausul hører imidlertid under EF-domstolen, som ved sin praksis vil

kunne give denne generalklausul et andet indhold end forudsat her. Ved

forbrugeraftaler må den direktivbestemte generalklausul derfor gælde ved

siden af aftalelovens § 36.

I stk. 1 slås det i 1. pkt. fast, at aftalelovens § 36 gælder

uændret ved forbrugeraftaler. 2. og 3. pkt. indeholder direktivets regel om,

hvornår et aftalevilkår er urimeligt, og fastlægger retsvirkningerne af, at

et aftalevilkår er omfattet af den direktivbestemte generalklausul.

Det fremgår af præamblen til direktivet, at der ved vurderingen af

klausulens første led (kravene til god tro) især skal tages hensyn til

styrkeforholdet i parternes forhandlingspositioner, til, om forbrugeren på

den ene eller anden måde er blevet tilskyndet til at give sin tilslutning til

aftalevilkåret, og til, om varerne eller tjenesteydelserne er solgt eller

leveret på forbrugerens særlige bestilling. Den erhvervsdrivende kan ifølge

præamblen opfylde kravet i første led ved at handle loyalt og rimeligt med

den anden part, hvis legitime interesser han skal tage hensyn til.

Ved gennemførelsen af direktivets generalklausul har Justitsministeriet

valgt ikke at anvende udtrykket »god tro«, som har en helt anden

betydning i dansk ret, og som derfor ikke ville give retsanvendelsen nogen

som helst vejledning. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit

5.2.6.

Det foreslås i stedet at bruge udtrykket »hæderlig

forretningsskik«, der i højere grad rammer det centrale i præamblens

bemærkninger om forståelsen af direktivets udtryk »god tro«, jf.

ovenfor. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på at anvende et udtryk,

der ikke i øvrigt er brugt i lovgivningen, dels fordi der er tale om at

gennemføre en direktivbestemmelse, hvis endelige fortolkning hører under

EF-Domstolen, dels fordi det herved markeres, at rimelighedsvurderingen efter

direktivets generalklausul hverken er sammenfaldende med vurderingen efter

aftalelovens § 36 eller efter markedsføringslovens regel om »god

markedsføringsskik«.

Direktivets bilag indeholder en vejledende og ikke- udtømmende liste over

aftalevilkår, der kan være urimelige efter den direktivbestemte

generalklausul. Der er en formodning for, at vilkår, som er anført på listen,

er omfattet af den direktivbestemte generalklausul, hvis vilkåret ikke har

været genstand for individuel forhandling. Der kan ikke sluttes

modsætningsvis fra listens indhold på den måde, at vilkår anses for rimelige,

hvis de ikke er omfattet af listen.

Den foreslåede bestemmelse medfører for det første, at et aftalevilkår i

en forbrugeraftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det

vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre det gældende,

jf. aftalelovens § 36, stk. 1, eller hvis det vil være stridende mod

hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes

rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre vilkåret

gældende.

Bestemmelsen medfører for det andet, at forbrugeren i tilfælde, hvor det

vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig

skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren at

gøre et aftalevilkår gældende, jf. ovenfor, kan kræve, at aftalen efter

tilsidesættelse eller ændring af det pågældende vilkår herefter skal gælde

uden andre ændringer, hvis det er muligt at opretholde resten af aftalen uden

det vilkår, som er blevet ændret eller tilsidesat.

Den særlige retsvirkning af, at et vilkår er omfattet af direktivets

generalklausul, bliver således, at der kun kan ske ændring eller

tilsidesættelse af andre vilkår end det, som er urimeligt, hvis der er tale

om vilkår, som ikke kan adskilles fra det urimelige vilkår. Dette er en

ændring i forhold til aftalelovens § 36, hvorefter domstolene efter et frit

skøn også kan ændre eller tilsidesætte andre vilkår i aftalen, således at det

samlede resultat bliver afbalanceret. Med den nye regel vil forbrugeren i

visse tilfælde i praksis blive stillet bedre end efter aftalelovens § 36, og

den erhvervsdrivende vil blive stillet tilsvarende ringere.

I stk. 2 præciseres det, at der ved vurderingen af de forhold og

omstændigheder, som er nævnt i aftalelovens § 36, stk. 2, kan tages hensyn

til vilkår i en anden aftale, som hænger sammen med den aftale, der bedømmes.

Det bestemmes endvidere, at der ikke kan tages hensyn til senere indtrufne

omstændigheder, hvis virkningen heraf vil være, at et aftalevilkår, som

oprindelig var urimeligt for forbrugeren, bliver anset for rimeligt.

Ved bedømmelsen af en forbrugeraftale skal der således tages hensyn til de

forhold og omstændigheder, der er nævnt i § 36, stk. 2, - herunder vilkår i

andre aftaler, der hænger sammen med den pågældende aftale. Senere indtrufne

omstændigheder kan dog kun tages i betragtning, hvis en aftale, der

oprindelig var rimelig, efterfølgende er blevet urimelig for forbrugeren

eller den erhvervsdrivende.

Når det i den foreslåede bestemmelse er anført, at man ved bedømmelsen af

en aftale også kan tage hensyn til vilkår i en anden aftale, er der som

ovenfor nævnt alene tale om en præcisering af gældende ret. Den anden aftale

behøver ikke at være indgået mellem de samme aftaleparter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.8.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter sammen med bestemmelsen i den

foreslåede § 38 a, stk. 1, at gennemføre direktivets art. 3, stk. 1,

sammenholdt med artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 1. Justitsministeriet

har ikke fundet grundlag for at begrænse bestemmelsens anvendelsesområde på

den måde, som fremgår af art. 4, stk. 2.

Til § 38 d.

Det foreslås at beskytte forbrugerne mod visse lovvalgsklausuler,

hvorefter lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde (EØS) skal finde anvendelse på aftalen. Beskyttelsen mod

sådanne klausuler gælder, hvis det pågældende tredjelands lovgivning om

urimelige aftalevilkår ikke indeholder en ligeså omfattende beskyttelse mod

sådanne vilkår, som lovgivningen i det EØS-land, hvis lovgivning herom ellers

skulle gælde i medfør af de internationalt privatretlige regler.

EØS omfatter Den Europæiske Unions medlemsstater samt Finland, Island,

Norge, Sverige, Lichtenstein og Østrig.

Der er ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, idet bestemmelsen bygger på

princippet om frit lovvalg. Den foreslåede bestemmelse tilsigter alene at

afbøde visse uheldige virkninger af det frie lovvalg. Den beskyttelse,

bestemmelsen giver forbrugerne, er alene en beskyttelse mod

lovvalgsklausuler. Bestemmelsen ændrer ikke ved de almindelige internationalt

privatretlige regler, som afgør, hvilket lands lovgivning der skal finde

anvendelse på en aftale, jf. herved navnlig reglerne i den såkaldte

Rom-konvention, der er gennemført her i landet ved lov om gennemførelse af

konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser

m.v.

Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til alle forbrugeraftaler, når

der rejses spørgsmål om ændring eller tilsidesættelse af urimelige

aftalevilkår.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets art. 6, stk. 2. Der

henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.11.

Til §§ 2-6

Det foreslås at ændre definitionen af en forbrugeraftale i anden

civilretlig lovgivning samt i lov om omsætning af fast ejendom, der henhører

under Erhvervsministeriet, således at der fortsat gælder en ensartet

definition i de forskellige forbrugerbeskyttelseslove.

I de almindelige bemærkninger er der redegjort nærmere for udformningen af

den definition af en forbrugeraftale, som foreslås indføjet i aftaleloven,

jf. pkt. 5.2.3. Som det fremgår heraf, adskiller den foreslåede definition

sig sprogligt og på et enkelt punkt også indholdsmæssigt fra den definition,

der hidtil har været brugt i den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning

m.v. her i landet. Den indholdsmæssige afvigelse består i, at det efter den

foreslåede definition i aftaleloven ikke er en betingelse for at anse en

aftale for en forbrugeraftale, at den erhvervsdrivende vidste eller burde

vide, at den anden part var forbruger. Direktivet om urimelige kontraktvilkår

i forbrugeraftaler åbner ikke mulighed for at stille denne subjektive

betingelse, det såkaldte synbarhedskrav.

Det vil kunne skabe retsusikkerhed, såfremt der ikke fortsat anvendes en

ensartet definition af en forbrugeraftale i lovgivningen. Ved fastlæggelsen

af en ensartet definition har Justitsministeriet lagt vægt på, at aftaleloven

er den generelle lov på området, og at den forbrugerdefinition, som anvendes

i direktivet om urimelige kontraktvilkår, må forventes at blive anvendt også

i fremtidige direktiver på forbrugerbeskyttelsesområdet.

På denne baggrund foreslås det at ændre definitionen af en forbrugeraftale

i købeloven, kreditaftaleloven, renteloven og lov om visse forbrugeraftaler,

således at en forbrugeraftale i disse love ligesom i aftaleloven defineres

som en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den

anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Der

foreslås endvidere en ændring af lov om omsætning af fast ejendom, således at

synbarhedskravet udgår af bestemmelsen i denne lovs § 1, stk. 3.

Udover ændringen vedrørende synbarhedskravet er der ikke med den

foreslåede formulering tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til det

hidtidige danske forbrugeraftalebegreb. Hvis en erhvervsdrivendes ydelse

hovedsagelig er bestemt til erhvervsmæssig anvendelse for den anden part, vil

der således også være tale om, at den anden part hovedsagelig handler som led

i sit erhverv. Det bemærkes herved, at erhvervet ikke behøver at være den

pågældendes hovederhverv eller sædvanlige erhverv.

Med hensyn til synbarhedskravet indebærer den foreslåede ændring af

definitionen, at der ved afgørelsen af, om en aftale er en forbrugeraftale,

som udgangspunkt ikke kan lægges vægt på, om den erhvervsdrivende vidste

eller burde vide, at den anden part hovedsagelig handlede uden for sit

erhverv, jf. herved bemærkningerne ovenfor til den foreslåede § 38 a i

aftaleloven.

Eftersom synbarhedskravet udgår, er der med den foreslåede ændring tale om

en udvidelse af forbrugeraftalebegrebet. Efter Justitsministeriets opfattelse

vil den praktiske betydning heraf dog være forholdsvis begrænset på grund af

den bevisbyrde, der efter de gældende regler påhviler en erhvervsdrivende.

Bevisbyrdereglen - der ikke foreslås ændret - går ud på, at den

erhvervsdrivende skal bevise, at en aftale ikke er en forbrugeraftale. Efter

de gældende regler er det således bl.a. op til den erhvervsdrivende at

godtgøre, at den erhvervsdrivende hverken vidste eller burde vide, at den

anden part var forbruger. Denne bevisbyrde kan efter omstændighederne være

vanskelig at løfte.

Med hensyn til den foreslåede ændring af lov om visse forbrugeraftaler

bemærkes, at 2. pkt. i denne lovs § 1, stk. 2, hvor det præciseres, at en

aftale om at udføre arbejde for en erhvervsdrivende ikke anses for en

forbrugeraftale, udgår som overflødig. Den foreslåede formulering, hvorefter

den anden part anses som forbruger, hvis den pågældende hovedsagelig

»handler uden for sit erhverv«, gør det tilstrækkeligt klart, at

arbejdskontrakter ikke er forbrugeraftaler.

Til § 7

Bestemmelsen indeholder reglerne om lovens ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1995, som er

direktivets gennemførelsesfrist. De nye bestemmelser finder fra denne dato

anvendelse både på aftaler, som er indgået på dette tidspunkt, og på aftaler,

som indgås herefter. Tilsvarende gjaldt ved indførelsen af aftalelovens § 36.

I stk. 2 gøres der en undtagelse, idet det foreslås, at

fortolkningsreglen i aftalelovens § 38 b som affattet ved lovforslagets § 1,

nr. 2, samt lovforslagets §§ 2-6, ikke finder anvendelse på aftaler, som er

indgået før lovens ikrafttræden. Det er således kun den nye formulering af §

36, stk. 1, samt de nye bestemmelser i § 38 a og §§ 38 c og d, der finder

anvendelse på aftaler, som er indgået før lovens ikrafttræden.

Til § 8

Det foreslås, at loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft i

Grønland og Færøerne.

II

(Retsakter hvis offentliggørelse ikke er obligatorisk)

RÅDET

RÅDETS DIREKTIV 93/13/EØF

af 5. april 1993

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf.

lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, foretages følgende ændringer:

1. I § 36, stk. 1, ændres »kan tilsidesættes«

til: »kan ændres eller tilsidesættes«.

§ 36. En aftale kan tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil

være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det

samme gælder ved andre retshandler.

Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene

ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

§ 2

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, som senest

ændret ved lov nr. 271 af 2. maj 1990, foretages følgende ændring:

1. § 4a, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager

hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen

hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 4 a. Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger)

foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når det

købte hovedsagelig er bestemt til ikke erhvervsmæssig anvendelse for køberen

og sælgeren vidste eller burde vide dette. Sælgeren har bevisbyrden for, at

købet ikke er et forbrugerkøb.

§ 3

I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler som senest ændret ved lov

nr. 226 af 6. april 1994 foretages følgende ændring:

1. § 1, stk. 1, affattes således:

»Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit

erhverv.«

§ 1. Loven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende

(kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde kredit som led i sit

erhverv, når kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig

anvendelse for den anden part (forbrugeren) og kreditgiveren vidste eller

burde vide dette.

§ 4

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583

af 1. september 1986, foretages følgende ændring:

1. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»§ 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en

erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig

handler uden for sit erhverv.«

§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale,

som en erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes

ydelse hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for

skyldneren og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er

omfattet af 1. pkt.'

§ 5

I lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.

december 1987, som ændret ved lov nr. 262 af 6. maj 1993, foretages følgende

ændring:

1. § 1, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en

erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part

(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.«

§ 1. - - -

Stk. 2. Som en forbrugeraftale betegnes en aftale, som en

erhvervsdrivende indgår i sit erhverv, når den erhvervsdrivendes ydelse

hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for den anden part

(forbrugeren) og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Aftale

om at udføre arbejde for en erhvervsdrivende anses dog ikke for en

forbrugeraftale.

§ 6

I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom foretages

følgende ændring:

1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., udgår ordene: », og den

erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette«.

§ 1. - - -

Stk. 3. Bortset fra § 25, stk. 1, 3. pkt., gælder loven kun, når

den erhvervsmæssige aktivitet er rettet mod eller udføres for forbrugere, jf.

stk. 5, og den erhvervsdrivende vidste eller burde vide dette. Den

erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en sådan aktivitet ikke er omfattet

af loven.

Officielle noter

(* 1) Gennemførelse af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, EF- Tidende L 95 s. 29ff.

Lignende dokumenter