1992 LSF 259 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM STATENS KUNSTFOND
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Lov nr. 163 af 12. april 1978, som ændret ved lov nr. 275 af 13. maj
1987, ophæves med virkning fra 1. juli 1994.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Formål
Formålet med lovforslaget er at frigøre kunsten for statslig styring, idet
forslagsstillerne mener, at kunsten trives bedst i frihed. I og med at man
giver støtte til visse grene af kunsten, opkaster staten sig til smagsdommer,
idet de bevilgende myndigheder afgør, hvad der er kunst og derfor skal
støttes.
Da det efter forslagsstillernes mening er umuligt at udskille kunsten fra
hverdagen, skulle man jo, hvis tanken om støtte til kunsten opretholdes, lige
så vel støtte rosendyrkning, syning eller lignende.
Statens Kunstfond blev oprettet under helt andre økonomiske forhold end
dem, der kendetegner dagens Danmark. Kunstfonden har lige siden sin opståen
været en torn i øjet på mange.
Da alle er klar over, at der skal spares på de offentlige budgetter, ville
dette være et oplagt eksempel på, hvor der kunne spares, og hvor kunsten
tillige kunne blive frigjort fra statslig indblanding.
En vedtagelse af forslaget kan være med til at lappe sammen på den kløft,
der er mellem skatteyderne, som nøjsomt må spare på deres budgetter, og
politikerne, der traditionelt føler sig væsentligt bedre end befolkningen til
at bruge pengene.
2. Baggrund
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag L 48 fra folketingsåret
1975-76, se Folketingstidende 1975-76, forhandlinger sp. 538, 4183, 5827 og
5962, tillæg A sp. 1139 og tillæg B sp. 381.
Eet af de ministerier, der efter Fremskridtspartiets mening sagtens kunne
undværes, er Kulturministeriet.
Kulturen er ikke noget statsdrevet. Kulturen eksisterer for sig selv og af
sig selv. Derfor er der bestemt heller ingen grund til, at staten på nogen
Læs alt
måde skal involvere sig i kulturen via et Kulturministerium eller en
Kunstfond.
Kulturen er noget, der sker og opstår i vores hverdag. Dermed er det vores
allesammens opgave at fremhæve og skabe kulturværdierne. Egentlig er det en
afsporet diskussion, når vi diskuterer »kultur«, for hvem har den
endelige definition og viden om, hvad der er kultur og kunst? Det er helt
sikkert ikke staten og dens embedsmænd, der har den almægtige viden til at
afgøre disse spørgsmål. Men naturligvis er kontrollen (censuren!) af kunsten
og kulturen af afgørende betydning for ethvert formyndersamfund.
Dermed har man sikret sig, at kunstnerne ikke skaber fri og kritisk
kunst, der kunne være en trussel mod overherredømmet.
At skabe kunstens indhold er en opgave for de idealistiske og de kreative:
kunstnere, kritikere, ideologer, aktivister, etc. Disse er hovedsageligt
styret af indre trang til at udtrykke sig. De gør det, de føler de simpelthen
må gøre, og de gør det ikke altid for at nå et bestemt mål, der kan
beskrives, som for eksempel en maksimal pengefortjeneste. At sælge kunsten er
en opgave, der bedst varetages af køb og salg på et frit marked, der kan
fortælle, hvad folk faktisk vil have. Men sælgeren skal naturligvis have et
udbud med forskellige emner at vælge imellem.
De østeuropæiske planøkonomiers fald har lært os, at der aldrig kommer
noget godt ud af statslige indgreb på markedet (fødevaremarkedet, tøjmarkedet
eller kultur- og kunstmarkedet), ligegyldigt hvor velmente disse indgreb
måtte være fra starten; derfor er der naturligvis heller ingen grund til at
have et Kulturministerium eller en Kunstfond.
Lad os ikke længere lade kunsten og kulturen hænge fast i de offentlige
bureaukratiers omfavnende kvælertag. Lad i stedet kulturen atter blive en del
af vores hverdag med de glæder og inspirationer dette medfører.
3. Fondens historie
Igennem tiden har der været megen diskussion om Statens Kunstfonds
pengeforbrug. I 1960'erne var der megen hidsig diskussion specielt efter, at
daværende kulturminister Julius Bomholt inspireret af Statens Udsmykningsfond
af 1956 skabte Statens Kunstfond med et årligt budget på fire millioner
kroner.
Det store brag kom 18. februar 1965, hvor fonden indstillede 23 kunstnere
til livsvarige statsydelser på 30.000 kroner om året og 118 personer til at
oppebære 10.000 kroner årligt.
Siden har fonden figureret i finansloven med navngivning af de
»kunstnere«, der fik »livsvarige ydelser«.
Historisk set har vi desværre været vidne til, at Statens Kunstfond ikke
bare har forvredet kunsten, så statens udpegede har kunnet bestemme, hvad der
er rigtig kunst, og hvad der ikke er, men det er også vanskeligt at få øje
på, at fonden egentlig har været til nogen gavn. Derimod har den været årsag
til en lang række skandaler.
I Flensborg brugte man bl.a. 300.000 kroner på et »kunstværk«,
som man bagefter måtte skrotte.
4. Situationen netop nu
Udgifterne til Statens Kunstfond var i 1992 på 4,8 mio. kr. på
driftssiden, 29,2 mio. kr. til stipendier, legater, indkøb og bestillinger
samt 9,9 mio. kr. til faste årlige statsydelser, livsvarige hædersgaver samt
ydelser til enker efter kunstnere.
De livsvarige hædersgaver var pr. 1. januar 1992 på i alt 102.682,08 kr.
og er blandt andre tillagt forfatteren Thorkild Bjørnvig, som ellers må
formodes at have en god indtægt via hans mange forfatterskaber.
De faste årlige statsydelser udgør i alt pr. 12. januar 1992 62.519,88 kr.
årligt og er tillagt 207 personer, heraf 73 til bildende kunstnere, 73 til
skønlitterære forfattere, 12 til forfattere med forfatterskab af almen
kulturel betydning, 4 til oversættere, 25 til komponister og 20 til
kunsthåndværkere, kunstneriske formgivere, arkitekter m.fl. Der henvises til
forslag til finanslov for finansåret 1993, side 966-970.
Flere af de 207 personer, der får en årlig ydelse på 62.519,88 kr.,
oppebærer i forvejen en væsentlig indtjening fra andre kilder. Det drejer sig
om Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Vita Andersen, Anders Bodelsen, Suzanne
Brøgger, Henrik Stangerup, Cecil Bødker, Niels Viggo Bentzon, Herman D.
Koppel og Sten Kaalø. Fremskridtspartiet har intet imod nogle af disse
kunstnere eller den kunst, de står for, men partiet er af den opfattelse, at
personerne selv må forsøge at sælge deres kunst på markedet for bøger,
plader, skulpturer m.v. Kan kunsten ikke sælge, og kan de pågældende ikke
leve af det, må de beskæftige sig med noget andet.
Flere af ovennævnte formår i øvrigt ganske godt at sælge deres kunst på
det private marked og er bestemt ikke blandt samfundets svageste.
5. Konklusion
»Kan man ikke leve af at male, så må du prøve at tapetsere.« Det
er nøgleordene bag Fremskridtspartiets lovforslag.
Den statslige indblanding i kunsten bør således ophøre, og Statens
Kunstfond bør nedlægges og erstattes af en privat kunstfond. Det vil give
kunsten en tiltrængt fornyelse og være en besparelse for de borgere, der ikke
ønsker at bidrage til de mange millionforæringer, som Statens Kunstfond
foretager.
Frivillighed må være nøgleordet i denne som i så mange andre sager.
Ved at lade private drive en kunstfond vil vi for alvor opleve, hvad
befolkningen ønsker, og vi bliver fri for det offentlige smagspanel, som i
dag sidder på millioner af skatteborgernes penge.
Yderligere foretager staten masser af indkøb af kunst, som blot fylder op
på museernes lagre og kældre, fordi der ikke er plads til dem. Tingene vil få
en mere fornuftig dimension, hvis kunst bliver ydet ved private i stedet for
offentlige tilskud, og naturligvis bør personer, der kalder sig kunstnere,
ikke kunne få livsvarige hædersgaver fra Statens Kunstfond.
Det er til syvende og sidst skatteborgerne, der har betalt og mange imod
deres vilje. Derfor er Statens Kunstfond et af de områder, der ikke bør være
omfattet af den styringsmentalitet, der præger det danske samfund. I stedet
bør det være op til den enkelte selv at bestemme, hvad der er kunst, og hvad
den pågældende så vil foretrække ved køb af kunst eller af entrebillet eller
ved sponsering. Skatten bør nedsættes med det tilsvarende beløb, der kan
spares i forbindelse med ophævelse af loven om Statens Kunstfond.
Ved ophævelse af loven om Statens Kunstfond kan der naturligvis blive
nogle overgangsproblemer for enkelte kunstnere, der har regnet med livsvarige
ydelser, og derfor må der etableres en tilfredsstillende overgangsordning.
Dette vil Fremskridtspartiet meget gerne medvirke til ved
udvalgsbehandlingen.
Nærværende forslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog 1992-93,
ISBN 87-89766-02-4, udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe september
1992, forslag nr. 59, side 17.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 208 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM STATENS KUNSTFOND Retsinformation · 21. februar 1996
- 1995 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATENS KUNSTFOND Retsinformation · 1. maj 1996
- Forslag til Lov om Statens Kunstfonds virksomhed Retsinformation · 17. januar 2013
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0799 Retsinformation · 24. juni 2022
- Forslag til folketingsbeslutning om nedlæggelse af Statens Kunstfond og oprettelse af en kulturpulje, der styrker dansk nationalidentitet og historie Retsinformation · 18. marts 2023
- 1986 LSF 187 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATENS KUNSTFOND Retsinformation · 21. maj 1988