Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 56 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VANDFORSYNING M.V., LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM PLANLÆGNING(* 1) (BESKYTTELSE AF DRIKKEVANDSRESSOURCER OG VANDFORSYNING)

1997/2 LSF 56Lovforslag som fremsatFolketinget3. juli 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli

1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af

29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.

388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.

juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :

»og den dertil knyttede beskyttelse«.

2. I § 10 indsættes efter »forurening« :

»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes

kvalitet,».

3. I § 10 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de

vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den

naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig

dårlig.«

4. § 11 affattes således:

» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den

igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører

amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af

regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter

1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,

2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,

3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser og

4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser

og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er

særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme

indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening

de anses for følsomme over for,

5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats

Læs alt

til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af

drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse

indsatsområder, samt

6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte

indsatsplaner.

Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets

indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som

amtet udfører.

Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med

drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme

indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne

udpeges i regionplanen.«

5. Efter § 11 indsættes:

» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af

vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et

koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i

amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,

industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.

§ 13. For hvert af de indsatsområder der er fastlagt i

regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den

prioritering, som er fastlagt i regionplanen.

Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere

kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af

de pågældende vandressourcer.

Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over

behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan for myndighedernes

indsats til opnåelse af denne beskyttelse.

§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis

kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at

retningslinjerne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og

regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller

vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i

§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod

regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller

indsatsplaner vedtaget efter § 13.

§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13

a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.

Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før

12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.

Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere

retningslinjer udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er

overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er

tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør

indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er

opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en

kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres

spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et

amtsråd og en ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder

indsatsplanen.

Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,

skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel

underretning herom og om indholdet af planen.

§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13, i

det omfang de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.

Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser

de retningslinjer til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §

13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har

vedtaget efter § 13 a.

§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget

efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.

Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt

i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der

ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder

over ejendommen.

Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og

efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.

1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal

betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af

andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har

fordel af aftalen.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13

eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå

aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af

ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af

kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis

skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller

indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at

anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele

indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen

ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget

efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter

amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke

indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,

afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed

mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke

indgås.

Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet

forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder

anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.«

6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.

2«: », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.

7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11«:

»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.

8. I § 15, stk. 1, indsættes efter

»vandindvinding«: », beskyttelse af vandressourcerne«.

9. § 16, stk. 1, affattes således:

»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af

planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af

indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«

10. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning

efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte

koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan

fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med

tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«

11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet«:

», jf. § 52 a«.

12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«:

», kortlægning, overvågning og beskyttelse«.

13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan

amtsrådet«: »efter forhandling med de berørte kommuner og

vandforsyningsanlæg«.

14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet

kan« til: »og«.

15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«:

»i mangel af enighed mellem parterne«.

16. Efter § 52 indsættes:

» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment

vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding

og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,

administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og

underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og

væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til

nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter

til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af

vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og

lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og

beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i

fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende

overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og

beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand

mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af

indskudskapital.

§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med

henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,

overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre

aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe

forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.

Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de

deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder

aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som

ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse

af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler

for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og

vilkår.«

17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §

52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller

godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås

der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og

energiministeren.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

18. I § 53, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk.

2« til: »stk. 3«.

19. I § 54, stk. 1, ændres »stk. 1 og 2« til:

»stk. 1-3«.

20. Efter § 59 indsættes:

» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at

overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere

overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele

tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen

fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og

energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene

vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«

21. I § 60, stk. 1, indsættes efter

»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte

overvågningsboringer«.

22. Efter § 69 indsættes:

» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,

at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en

indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om

årsagen hertil.«

23. I § 76 indsættes som nr. 1:

»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel

3.«

Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.

24. Efter § 89 indsættes:

» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under

ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de

beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder

at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«

§ 2

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,

foretages følgende ændringer:

1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er

udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om

godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan

medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller

overfladevand.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller

forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål

til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til

nitrat.«

2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3:

» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område

efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke

kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod

fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for

at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med

nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af

kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter

vandforsyningslovens § 13 a.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,

i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg

efter stk. 1.

Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje

finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter

stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de

opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1 skal de

meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over

ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens

regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder, skal

amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra tingbogen.«

3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8:

» § 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed,

der har truffet beslutningen, eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet

samtykke hertil, helt eller delvis af det eller de vandforsyningsanlæg, der

har fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af

erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom

spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«

4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt

forhold« : »eller pålæg efter § 26 a«.

5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,

stk. 5«: » -7«.

§ 3

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter

»vandressourcerne«: », herunder udpegning af områder med

særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder

med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder,

indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.

Stk. 2. Regler i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 7,

som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, fastsættes således, at de respekterer

kontraktmæssige forpligtelser vedrørende aftaler om aftagelse af

husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål indgået inden reglernes

ikrafttræden. Der kan dog ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på

sådanne aftaler længere end 5 1/2 år fra disse reglers ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli

1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af

29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.

388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.

juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :

»og den dertil knyttede beskyttelse«.

2. I § 10 indsættes efter »forurening« :

»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes

kvalitet,».

3. I § 10 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de

vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den

naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig

dårlig.«.

4. § 11 affattes således:

» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den

igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører

amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af

regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter:

1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,

2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,

3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser, og

4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser

og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er

særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme

indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening,

de anses for følsomme over for,

5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats

til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af

drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse

indsatsområder, samt

6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte

indsatsplaner.

Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets

indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som

amtet udfører.

Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med

drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme

indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne

udpeges i regionplanen.«.

5. Efter § 11 indsættes:

» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af

vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et

koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i

amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,

industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.

§ 13. For hvert af de indsatsområder, der er fastlagt i

regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den

prioritering, som er fastlagt i regionplanen.

Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere

kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af

de pågældende vandressourcer.

Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over

behovet for beskyttelse samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes

indsats til opnåelse af denne beskyttelse.

§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis

kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at

retningslinierne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og

regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller

vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i

§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod

regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller

indsatsplaner vedtaget efter § 13.

§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13

a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.

Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før

12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.

Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere

retningslinier udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er

overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er

tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør

indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er

opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en

kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres

spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en

ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.

Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,

skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel

underretning herom og om indholdet af planen.

§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13 i

det omfang, de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.

Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser

de retningslinier til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §

13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har

vedtaget efter § 13 a.

§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget

efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.

Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt

i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der

ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder

over ejendommen.

Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og

efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.

1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal

betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af

andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har

fordel af aftalen.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13

eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå

aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af

ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af

kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis

skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller

indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at

anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele

indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen

ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget

efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter

amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke

indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,

afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed

mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke

indgås.

Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet

forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder

anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.

6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.

2« : », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.

7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11« :

»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.

8. I § 15, stk. 1, indsættes efter

»vandindvinding« : », beskyttelse af vandressourcerne«.

9. § 16, stk. 1, affattes således:

»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af

planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af

indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«.

10. § 16, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning

efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte

koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan

fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med

tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13

a.«.

11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet« :

», jf. § 52 a«.

12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«

: », kortlægning, overvågning og beskyttelse«.

13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan

amtsrådet« : »efter forhandling med de berørte kommuner og

vandforsyningsanlæg«.

14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet

kan« til: »og«.

15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«

: »i mangel af enighed mellem parterne«.

16. Efter § 52 indsættes:

» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment

vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding

og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,

administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og

underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og

væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til

nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter

til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af

vandbesparende foranstaltninger, samt deltagelse i vandværkssamarbejder og

lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og

beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i

fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende

overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og

beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand

mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af

indskudskapital.

§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med

henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,

overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre

aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe

forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.

Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de

deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder

aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som

ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse

af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler

for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og

vilkår.«.

17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §

52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller

godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås

der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og

energiministeren.«.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

18. Efter § 59 indsættes:

» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at

overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere

overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele

tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen

fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og

energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene

vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«.

19. I § 60, stk. 1, indsættes efter

»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte

overvågningsboringer«.

20. Efter § 69 indsættes:

» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,

at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en

indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om

årsagen hertil.«.

21. I § 76 indsættes som nr. 1 :

»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel

3.«.

Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.

22. Efter § 89 indsættes:

» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under

ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de

beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder

at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«.

§ 2

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,

foretages følgende ændringer:

1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7 :

» Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er

udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om

godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan

medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller

overfladevand.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller

forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål

til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til

nitrat.«.

2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3 :

» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område

efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13a, kan amtsrådet, hvis der ikke kan

opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod

fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for

at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med

nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af

kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter

vandforsyningslovens § 13 a.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,

i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg

efter stk. 1.

Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje

finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter

stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de

opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1 skal de

meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over

ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens

regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder skal

amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra

tingbogen.«.

3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8 :

» § 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed,

der har truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet

samtykke hertil, helt eller delvist af det eller de vandforsyningsanlæg, der

har fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af

erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom

spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«.

4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt

forhold« : »eller pålæg efter § 26 a«.

5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,

stk. 5« : » -7«.

§ 3

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter

»vandressourcerne« : », herunder udpegning af områder med

særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder

med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindigsområder,

indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.

Stk. 2. Regler i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 7,

som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, fastsættes således, at de respekterer

kontraktsmæssige forpligtelser vedrørende aftaler om aftagelse af

husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål indgået inden reglernes

ikrafttræden. Der kan dog ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på

sådanne aftaler længere end 5 1/2 år fra disse reglers ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

I forbindelse med den samlede handlingsplan for forbedring af det danske

vandmiljø, som blev indgået mellem et flertal af Folketingets partier den 17.

februar 1998 (Vandmiljøplan II), var der enighed om, at der ud over den

generelle beskyttelse af vandressourcerne er behov for en yderligere

beskyttelse i de områder, der er følsomme overfor nitratforurening. Dette

lovforslag fremsættes samtidig med L 55 til en samlet gennemførelse af

foranstaltninger i henhold til Vandmiljøplan II.

Ønsket om en forstærket regional indsats bygger dels på en tilkendegivelse

fra Drikkevandsudvalget og dels på en styrkelse af indsatsen i henhold til

gennemførelsen af Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand imod

forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.

I sin helhed bygger lovforslaget på Drikkevandsudvalgets betænkning, som

blev afgivet den 17. december 1997. Udvalget blev nedsat i foråret 1996 som

opfølgning på regeringens 10-punktsprogram fra december 1994 og fik til

opgave at gennemføre en analyse af den nuværende vandforsyningsstruktur og

det gældende retsgrundlag for beskyttelse af vandindvindingsområderne,

herunder områder med særlige drikkevandsinteresser. På baggrund heraf skulle

udvalget fremkomme med anbefalinger vedrørende vandforsyningsstruktur og

beskyttelse. Udvalgets kommissorium blev senere udvidet til at komme med

forslag vedrørende etablering af en vandfond til støtte for mindre,

forureningsramte vandforsyninger.

Udvalgets analyser og anbefalinger er indeholdt i betænkningen af 17.

december 1997 samt i en delbetænkning om vandfonden afgivet i december 1996.

Forslagene vedrørende Vandfonden er gennemført ved lov nr. 326 af 14. maj

1997.

Der er ikke i lovforslaget fastsat bestemte tidsfrister inden for hvilke

den offentlige indsats med hensyn til planlægning og gennemførsel af

grundvandsbeskyttelsen skal være tilvejebragt. Der er derimod lagt op til, at

dette skal afklares i forbindelse med forhandlingerne om de årlige

finanslove.

2. Lovforslagets indhold

Drikkevandsudvalgets anbefalinger kan deles op i 3 emneområder:

1) Anbefalinger vedrørende planlægning af beskyttelsesindsatsen.

2) Anbefalinger vedrørende reguleringen af forurenende aktiviteter af

hensyn til beskyttelsen af drikkevandsressourcerne.

3) Anbefalinger vedrørende vandforsyningsstrukturen.

2.1. Planlægning

Drikkevandsudvalget har anbefalet, at der indføres nye planlægningsmæssige

værktøjer for at sikre en koordineret og helhedsorienteret

beskyttelsesstrategi, så der alt efter behovet i hvert enkelt område gøres op

med alle kilder til forurening.

Udgangspunktet for dansk grundvandspolitik er, at der arbejdes for et

generelt højt beskyttelsesniveau for alt grundvand. Imidlertid er det på

nogle områder nødvendigt at prioritere indsatsen på grund af, at der kun er

begrænsede økonomiske midler til rådighed for opgaven, eller fordi der er

tale om at vælge placering for en nødvendig aktivitet eller lignende (f.eks.

deponeringsanlæg), som ikke kan undgå at udgøre en vis risiko for

grundvandet. Hvis en given ressource skal beskyttes, er det nødvendigt, at

der gøres en indsats mod samtlige forureningskilder. Ellers risikerer man, at

den indsats, der gøres over for visse kilder, er spildt, fordi ressourcen

forurenes af en anden kilde. For at sikre en koordinering er det nødvendigt

generelt at fastlægge, efter hvilke kriterier man skal vælge de arealer, der

skal prioriteres højest.

Drikkevandsudvalget anbefaler, at det sikres, at der er de nødvendige

virkemidler til rådighed til den påkrævede ekstra beskyttelse (ud over den

generelle beskyttelse) af områder med særlige drikkevandsinteresser samt af

indvindingsområder uden for disse, som det efter en konkret vurdering findes

hensigtsmæssigt at give en særlig prioritet. Udvalget anbefaler, at både

amter, kommuner og vandforsyninger tager aktiv del i tilrettelæggelsen og

udførelsen af denne ekstra beskyttelse.

For at sikre en helhedsorienteret indsats anbefaler udvalget, at amterne

som led i regionplanlægningen får pligt til at udarbejde en samlet plan for

tilrettelæggelse og prioritering af den indsats mod grundvandsforurening, der

er nødvendig for at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning. Derfor

foreslås det i nærværende lovforslag at udbygge den eksisterende

vandressourceplanlægning, der kun omfatter planlægning af den fremtidige

anvendelse af regionenes vandressourcer, med en plan for

beskyttelsesindsatsen samt at gøre de dele af denne udbyggede

vandressourceplanlægning, der har relation til arealanvendelsen, til en del

af regionplanlægningen.

Amternes prioritering må normalt forventes at tage udgangspunkt i de

områder med særlige drikkevandsinteresser, som de har udpeget, idet man netop

ved denne udpegning har foretaget en samlet vurdering af vandressourcernes

kvalitet og beskyttelse og sammenholdt dette med den eksisterende indvinding

og vandforsyningernes behov, således at de ressourcer, der på amtsplan må

anses for vigtigst for den fremtidige drikkevandsforsyning, er blevet

identificeret. I særlige tilfælde vil amterne dog kunne foretage en

prioritering af områder uden for områderne med særlige drikkevandsinteresser,

ligesom der naturligvis er mulighed for at ændre udpegningen af områder med

særlige drikkevandsinteresser.

Kommuner eller vandforsyninger, hvis konkrete interesser ikke tilgodeses

tilstrækkeligt gennem den amtslige planlægning og prioritering, kan selv

planlægge og gennemføre den nødvendige supplerende indsats, og er ikke bundet

af den prioritering, som amterne har fastlagt.

Vandressourceplanlægningen vil kun indeholde de overordnede retningslinier

for indsatsen, og Drikkevandsudvalget har derfor foreslået, at der skal

udarbejdes mere detaljerede indsatsplaner for hvert af de områder, hvor der

er identificeret behov for en særlig indsats ud over den generelle

beskyttelse. For disse indsatsområder foreslås derfor en pligt for amterne

til at udarbejde sådanne indsatsplaner og følge op på dem. Der foreslås også

regler for kommuners og vandforsyningers udarbejdelse og opfølgning af

indsatsplaner for de områder, hvor de finder den amtslige prioritering

utilstrækkelig.

Drikkevandsudvalget har understreget vigtigheden af, at

beskyttelsesindsatsen tilrettelægges i samarbejde mellem de involverede

myndigheder, vandforsyninger og lodsejere / virksomheder. Udvalget har derfor

anbefalet, at hvert amt som supplement til den generelle offentlighedsproces,

der følger af planloven, får pligt til at etablere et forum for løbende

koordination og samarbejde mellem de interesserede parter i amtet. Desuden

har udvalget anbefalet, at det, når der udarbejdes en indsatsplan for et

område, sikres, at alle de konkret berørte parter inddrages på et tidligt

tidspunkt i processen. Disse anbefalinger er medtaget i nærværende

lovforslag.

I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2-10, og § 3.

2.2. Regulering af forurenende aktiviteter

De fleste af udvalgets anbefalinger vedrørende regulering af forurenende

aktiviteter m.v. kan gennemføres uden ny lovgivning, enten ved udstedelse af

bekendtgørelser eller vejledninger, eventuelt på baggrund af et yderligere

faktuelt grundlag, som udvalget anbefaler tilvejebringes. Dette gælder f.eks.

regulering af igangværende virksomheder og reglerne vedrørende anvendelse af

forskellige restprodukter, spildevandsnedsivning m.v.

De områder, hvor udvalget peger på, at ny lovgivning vil være nødvendig,

er dels jordforureningsområdet, dels fladeforurening med pesticider og

gødningsstoffer.

Specielt for pesticider vedtog Folketinget den 15. maj 1997 (D 105) en

motiveret dagsorden, som opfordrer regeringen til at nedsætte et udvalg med

uafhængig sagkundskab, som blandt andet skal foretage en vurdering af de

samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidforbruget inden for

jordbrugserhvervene, herunder skal alternative muligheder for bekæmpelse af

plantesygdomme, skadedyr og ukrudt belyses. Ved vurderingen skal

produktionsmæssige, økonomiske, juridiske, sundhedsmæssige,

beskæftigelsesmæssige og miljømæssige konsekvenser belyses. En af udvalgets

opgaver bliver at vurdere de økonomiske konsekvenser af rensning af

drikkevand. Resultatet af udvalgsarbejdet skal foreligge ved årsskiftet

1998/99 og skal indgå i det kommende arbejde med en ny pesticidhandlingsplan.

Tilbage er, at Drikkevandsudvalget har anbefalet, at det bliver muligt ud

over den generelle regulering af pesticider og gødningsanvendelse, at sikre

at der ikke sker en uacceptabel anvendelse på særligt sårbare arealer, der er

væsentlige for drikkevandsproduktionen. Nærværende forslag indeholder derfor

forslag til ændring af miljøbeskyttelsesloven, således at der mod fuld

erstatning kan pålægges dyrkningsrestriktioner på disse arealer.

I visse dele af landet lukkes mange drikkevandsboringer på grund af for

højt nitratindhold. Sammen med nærværende forslag fremsættes forslag til

gennemførelse af foranstaltninger i medfør af VMP II samt gennemførelse af

Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget

af nitrater fra landbruget.

Imidlertid vil en opfyldelse af det generelle (samlede) reduktionsmål ikke

sikre, at der ikke i bestemte områder på grund af de lokale geologiske

forhold forekommer for stor udvaskning til, at drikkevandskvalitetskravene

kan opfyldes. Visse områder er så følsomme, at der her ikke kan drives

intensivt landbrug, uden at det medfører for høj udvaskning af nitrat til

grundvandet, mens den geologiske beskyttelse andre steder er så god, at de

eksisterende regler er tilstrækkelige til i mange år frem at forhindre, at

nitratindholdet i grundvandet stiger til et kritisk niveau.

Drikkevandsudvalget har derfor vurderet, at det - i forhold til

beskyttelsen af grundvandet med henblik på drikkevandsforsyning - er

nødvendigt at differentiere reguleringen på nitratområdet efter behovet.

Udvalget anbefaler således, at man - ud over den generelle beskyttelse - på

baggrund af indsatsplaner i nitratfølsomme indvindingsområder, begrænser den

gennemsnitlige udvaskning af nitrat fra det pågældende område, i det omfang

det er nødvendigt for at nå kvalitetsmålsætningerne.

Der er i de senere år blevet konstateret indhold af pesticider i mange

drikkevandsboringer over hele landet, og et stort antal boringer er blevet

lukket af denne grund. Godkendelsesordningen for pesticider har til formål at

sikre, at hvert enkelt middel ikke ved regelret brug giver anledning til

forurening over de højest tilladelige grænseværdier for drikkevand. Et

internationalt ekspertpanel konkluderede i sommeren 1997, at det

vurderingsgrundlag, som ligger til grund for den danske godkendelsesordning,

som er gældende i dag, er et af de strengeste sammenlignet med lande i det

øvrige Nordeuropa, samt at EU-reguleringen på området er gennemført i dansk

ret på en restriktiv vis.

Imidlertid kan godkendelsesordningen ikke give nogen absolut garanti for,

at de højst tilladelige grænseværdier for drikkevand fremtidigt kan

overholdes overalt.

Drikkevandsudvalget anbefaler derfor, at der gennemføres en

følsomhedskortlægning, for at vurdere, hvor der er behov for at indføre en

ekstra sikkerhed mod forurening med pesticider. Hvor en sådan kortlægning

dokumenterer, at der for at opretholde en høj grundvandskvalitet, egnet til

produktion af drikkevand uden videregående rensning, er behov for at forbyde

eller begrænse anvendelsen af pesticider i et område, skal dette indarbejdes

i indsatsplanen for området.

For både nitrat og pesticider anbefaler Drikkevandsudvalget, at de

nødvendige restriktioner søges gennemført ad frivillighedens vej. Der kan

anvendes en lang række eksisterende virkemidler hertil, f.eks. tilskud til

skovrejsning eller miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og - særligt for

pesticider - økologisk jordbrug, eller statslig overtagelse af arealerne med

henblik på skovrejsning. Desuden kan amter, kommuner og vandforsyninger indgå

dyrkningsaftaler eller amt eller kommune kan overtage arealet med henblik på

en mere grundvandssikker anvendelse eller videresalg med klausul om sådan

anvendelse. Det foreslås i vandforsyningsloven at indsætte en udtrykkelig

hjemmel til, at der kan indgås sådanne dyrkningsaftaler og købsaftaler for at

opfylde en indsatsplan, jf. bemærkningerne til § 1 nr. 5 ad § 13d.

Imidlertid må det forventes, at det ikke altid vil være muligt at opnå en

frivillig ordning, og Drikkevandsudvalget anbefaler, at der i sådanne

tilfælde indføres en mulighed for mod fuld økonomisk kompensation til de

berørte jordbrugere at pålægge tvungne restriktioner. Der foreslås derfor

indført en hjemmel i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 til at pålægge de

nødvendige restriktioner mod erstatning, hvis der er udarbejdet en

indsatsplan for området, og hvis en frivillig aftale ikke kan opnås.

På nitratområdet anbefaler Drikkevandsudvalget desuden, at der ikke

fremtidigt frit kan etableres husdyrbrug eller »importeres«

husdyrgødning eller anden organisk gødning i nitratfølsomme

indvindingsområder, hvor det er erkendt, at dette kan medføre eller bidrage

til en uacceptabel forurening. Dette sker med henblik på at forebygge en

yderligere forringelse af grundvandets kvalitet med nitrat. Dette initiativ

er ikke direkte nævnt i VMP II aftalen, men er en del af det svar, Danmark

har fremsendt til Europakommissionen i forbindelse med gennemførelsen af

nitratdirektivet. Anbefalingerne er af Drikkevandsudvalget foreslået

gennemført ved i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 at indsætte en hjemmel for

ministeren til for nitratfølsomme indvindingsområder at etablere en

godkendelsesordning for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan

medføre en forøgelse af risikoen for forurening samt en hjemmel til at

indføre forbud mod indførsel af husdyrgødning og anden organisk gødning til

nitratfølsomme indvindingsområder. Den foreslåede ordning omfatter en

godkendelsesordning for indsatsområder og ikke nitratfølsomme

indvindingsområder, jf. bemærkningerne til § 2.

2.3 Vandforsyningsstruktur

Iværksættelse og finansiering af grundvandsbeskyttelse, som ikke pålægges

forureneren, bør primært være en offentlig opgave. Imidlertid er der en del

områder, hvor der ikke eksisterer andre (tilstrækkelige) kilder til

finansiering end over vandprisen. Dette gælder i særlig grad en supplerende

indsats over for landbrugets forurening i de områder, hvor de generelle

tiltag ikke slår til, og en indsats på depotområdet, der ligger ud over den

offentligt finansierede oprydning, samt udgifter til overvågning af

grundvandet i indvindingsoplande.

Drikkevandsudvalget anbefaler derfor, at vandforsyningerne i højere grad

end hidtil skal kunne vælge at finansiere supplerende foranstaltninger til

beskyttelse af indvindingsområder, herunder områder med særlige

drikkevandsinteresser, hvor der ikke er andre tilstrækkelige

finansieringskilder. Dette vil sammen med stigende udgifter til etablering af

nye boringer og andre foranstaltninger, når skaden er sket, medføre en større

økonomisk belastning af vandforsyningerne, ligesom der vil være et øget behov

for at kunne trække på faglig ekspertise.

Det vil formentlig ikke være i strid med det

»hvile-i-sig-selv-princip«, som antages at gælde på

vandforsyningsområdet, at en vandforsyning anvender midler til f.eks.

forebyggende foranstaltninger i sit indvindingsopland. Da spørgsmålet i

praksis har givet anledning til diskussion, anbefaler Drikkevandsudvalget

dog, at usikkerheden omkring dette fjernes ved, at man i vandforsyningslovens

betalingsregler lovfæster »hvile-i-sig-selv-princippet« og

indsætter en opregning af udgiftsarter, som vandforsyningerne lovligt kan

afholde. Denne opregning skal - ud over de traditionelle

vandforsyningsudgifter (etablering, vedligeholdelse og drift af selve

anlægget og ledningsnettet) - omfatte udgifter til grundvandsbeskyttelse,

herunder både forebyggende tiltag og afværgeforanstaltninger, samt udgifter

til kortlægning og overvågning af grundvandet i indvindingsoplandet af hensyn

til drikkevandsproduktionen. Såfremt vandforsyningen indgår i et forpligtende

samarbejde med andre vandforsyninger, jf. nedenfor, skal der af

vandforsyningens indtægter kunne afholdes udgifter af samme art i forbindelse

med samarbejdet.

Taksterne vil stadig skulle godkendes/fastsættes af kommunen, jf.

vandforsyningslovens § 53, og der kan på denne måde gribes ind over for

private vandforsyningers urimeligt høje udgifter eller udgifter, der ikke er

hjemmel til at afholde, i det omfang de kræver en takstforhøjelse.

Drikkevandsudvalget var enigt om, at det skal være et mål så vidt muligt

at bevare en decentral vandforsyningsstruktur med et stort antal mindre

vandforsyninger. En decentral indvindingsstruktur er miljømæssigt og

forsyningsmæssigt at foretrække, og få, centrale vandværker vil medføre en

øget transporttid for vandet og dermed en øget risiko for bakteriologisk

forurening. Desuden er det vigtigt at bevare det lokale engagement i

grundvands- og drikkevandskvaliteten, og dette kan fremmes ved at bevare

mange små, brugerdrevne vandforsyninger.

Selv om Vandfonden kan støtte mindre vandforsyninger med

forureningsproblemer, vil det formentlig ikke kunne undgås, at en del, især

små, vandforsyninger vil blive nedlagt i de kommende år, bl.a. på grund af

forureningsproblemer. Fonden løser desuden ikke grundlæggende de ulemper i

form af manglende økonomisk og faglig kapacitet, som en meget decentral

vandforsyning også har. Udvalget anbefaler derfor, at der skabes rammer for,

at vandforsyninger i fællesskab kan løfte de opgaver, som overstiger den

enkelte vandforsynings økonomiske og faglige formåen. På denne måde kan man

sikre en bedre koordinering og udnyttelse af ressourcerne og dermed styrke

indsatsen for at forbedre grundvands- og drikkevandskvaliteten. Samtidig

forbedres mulighederne for, at flere mindre vandforsyninger kan overleve.

Udvalget anbefaler, at der etableres en hjemmel til, at vandforsyninger

kan indgå i samarbejder, som på fælles basis kan afholde udgifter til

grundvandsbeskyttelse i de af samarbejdet omfattede vandforsyningers samlede

nuværende og planlagte indvindingsoplande og eventuelle reserveområder,

herunder uudnyttede dele af områder med særlige drikkevandsinteresser.

Samarbejderne bør ligeledes kunne danne ramme om en økonomisk udligning i

øvrigt mellem de deltagende i forhold til udgifter, som skyldes forurening

eller forebyggelse af forureningsproblemer, f.eks. nye boringer, omlægning af

ledningsnet m.v. Udligningen kan f.eks. ske via et bidrag pr. m3, som er

uafhængigt af, hvilke af de deltagende der får nytte af det.

Drikkevandsudvalget har understreget, at samarbejder mellem

vandforsyninger normalt bør etableres på disses initiativ. Imidlertid er der

en offentlig interesse i, at der etableres velfungerende samarbejder, som kan

varetage vandforsyningernes interesser i et område på en kvalificeret måde,

og foretage en rimelig udgiftsfordeling. Et flertal i udvalget anbefaler

derfor, at der skal indføres en mulighed for, at amtsrådet kan påbyde en

almen vandforsyning at deltage i et samarbejde eller påbyde et eksisterende

samarbejde at optage yderligere vandforsyninger, således at der kan skabes

rimeligt sammenhængende og levedygtige samarbejder.

Udvalgets anbefalinger vedrørende vandforsyningsstrukturen foreslås

gennemført ved ændringer i vandforsyningslovens kapitel 8 om forsyningspligt

og kapitel 9 om forholdet mellem et alment vandforsyningsanlæg og

forbrugerne.

I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 11-16.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige.

3.1.1. Dyrkningsaftaler/dyrkningsrestriktioner.

Ifølge lovforslagets § 1, nr. 5, (ny § 13 d i vandforsyningsloven) kan de

kommunale myndigheder eller vandforsyningerne for at mindske

nitratanvendelsen eller pesticidbelastningen indgå dyrkningaftaler med

landmændene. De kommunale myndigheder kan, såfremt der ikke kan indgås

dyrkningsaftale, efter lovforslagets § 2, nr. 2, (ny § 26 a i

miljøbeskyttelsesloven) mod erstatning pålægge rådighedsindskrænkninger.

I det omfang, der indgås aftaler om eller påbydes

rådighedsindskrænkninger, vil det medføre et udbyttetab for jordbruget, som

imidlertid bliver kompenseret. Den grundvandsbeskyttelse, som restriktionerne

sikrer, må på den anden side forventes at medføre, at det bliver muligt at

opretholde vandforsyninger eller boringer, som ellers måtte afskrives, eller

hvor der måtte iværksættes videregående rensning. Sådanne tiltag ville også

medføre betydelige udgifter for vandforsyningerne.

Kompensationen til grundejeren for rådighedsindskrænkningerne eller

lignende fastlægges enten i form af engangsbeløb eller i form af en årlig

ydelse. I nogle tilfælde vil hele arealet blive erhvervet og eventuelt

videresolgt med tinglyste klausuler angående arealets videre anvendelse. I

det følgende er kompensationen for overskuelighedens skyld kun angivet som

årlige beløb.

De områder, der kan komme på tale med hensyn til nitrat, er ifølge

betænkningen fra Drikkevandsudvalget identificeret som knapt 4 % af Danmarks

areal eller ca. 1.669 (km2) (166.900 ha). Den aktuelle kompensation vil

naturligvis variere noget, men det er dog sandsynligt, at der vil blive

fastsat en række standardbeløb. Med nogen tilnærmelse kan den årlige

kompensation sættes til 1.000 kr. pr. ha. Hvis der indgås dyrkningsaftaler

for hele det identificerede område, bliver den årlige udgift ca. 167 mill.

kr.

For pesticider er det langt mere usikkert hvor store arealer, der kan

blive berørt. Miljøstyrelsen har i samarbejde med GEUS anslået, at arealet

kan være større, muligvis 15-20 % af Danmarks areal. Det bør dog bemærkes, at

det samlede areal ikke udelukkende anvendes til landbrugsdrift, og det vil ej

heller være sandsynligt, at der vil blive indgået aftaler for hele det areal,

hvor der er landbrugsproduktion. Det område, hvor der skal indgås aftaler om

pesticider kan forsigtigt sættes til 10% af Danmarks areal eller ca. 4.300

(km2) (430.000 ha). Ved samme kompensation som for nitrat nemlig 1.000 kr./ha

bliver den årlige udgift således 430 mill. kr. En afklaring af størrelsen af

det areal, som kan blive berørt, vil ske i forbindelse med den kortlægning,

som skal finde sted.

Den samlede udgift til dækning af udbyttetabet bliver i tilfælde af, at

alle identificerede områder inddrages i beskyttelsen ca. 600 mill kr. om

året, som imidlertid antages at blive modsvaret af besparelser som følge af,

at vandforsyninger, der ellers måtte afskrives, opretholdes, og at der spares

udgifter til rensning af drikkevand.

Det forventes, at en mindre del af finansieringen af disse udgifter kan

ske via reglerne om statslig skovrejsning eller om tilskud til privat

skovrejsning, miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller økologisk

jordbrug, idet anvendelsen af midlerne under disse ordninger kan rettes mod

de ovenfor identificerede områder.

Den øvrige finansiering må ske gennem brugerbetaling, det vil sige, i de

områder, hvor det besluttes at indgå dyrkningsaftaler, må betaling ske via en

forhøjelse af vandprisen. Der er i forslaget til ny § 52 a i

vandforsyningsloven indført hjemmel, der sikrer at disse udgifter kan

finansieres på denne måde.

3.1.2. Overvågningsboringer.

Efter lovforslagets § 1, nr. 18, (ny § 59 a i vandforsyningsloven) kan

ejeren af et vandforsyningsanlæg etablere overvågningsboringer. Behovet for

og omfanget af overvågningsboringer afhænger af forholdene i det enkelte

indvindingsopland. Det anslås, at der etableres op til ca. 4.000

overvågningsboringer, og udgiften pr. boring er ca. 85.000. kr. Det vil sige,

den samlede engangsudgift bliver ca. 340 mill. kr. En boring kan mindst holde

30 år, så den årlige udgift kan med nogen tilnærmelse beregnes som 10 mill.

kr. om året. Derudover bliver der udgifter til den løbende kontrol. En

analyse forventes at koste ca. 10.000. De årlige analyseomkostninger bliver

under forudsætning af, at der foretages en årlig analyse pr.

overvågningsboring, derfor ca. 40 mill. kr. De samlede årlige omkostninger

bliver ca. 50 mill. kr.

Finansiering må som hovedregel ske via vandforsyningens løbende indtægter

gennem forhøjelse af vandprisen.

3.1.3. Bemyndigelser.

Lovforslagets § 2, nr. 1, (ny § 19, stk. 6 og 7 i miljøbeskyttelsesloven)

indeholder desuden nogle bemyndigelser for ministeren, nemlig:

2 Mulighed for forbud mod at tilføre organisk gødning til visse områder

2 Mulig godkendelsesordning for landbrug, der medfører nitratbelastning.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser af en udmøntning af disse bemyndigelser

er ikke beregnet, idet de vil være afhængige af den konkrete udmøntning.

3.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

Ifølge lovforslagets § 1, nr. 4, (ny § 11, stk. 1 og 2, i

vandforsyningsloven) skal amternes vandressourceplanlægning fremover omfatte

planlægning af den fremtidige beskyttelse af vandressourcerne. Det fremgår af

forslaget til § 11, stk. 3, at de væsentligste dele af de nye elementer i

vandressourceplanlægningen indgår i den løbende regionplanlægning.

Denne bestemmelse vil ikke samlet set føre til øgede udgifter for amterne,

idet den i det væsentlige optages som en del af regionplanlægningen, jf.

lovforslagets § 3, (ændring af § 6, stk. 3, nr. 11, i planloven) hvor

totaludgifterne for amterne ifølge aftale mellem staten og amterne holdes

konstante. Det vil sige, at eventuelle øgede udgifter i anledning af

ovennævnte bestemmelser modsvares af færre udgifter end tidligere på andre

områder inden for regionplanlægningen.

Det fremgår samtidig af dette lovforslags § 3 (ændring af § 6, stk. 3, nr.

11 i planloven), at udpegningen af følsomme indvindingsområder i

regionplanerne i første omgang tænkes begrænset til nitratfølsomme

indvindingsområder, og at dette foreslås at skulle ske med de statslige

udmeldinger til regionplanrevisionen 2001. Identificeringen af disse områder

vil hovedsageligt skulle ske ved en kombination af vandanalyser og kendskab

til områdets generelle geologiske beskyttelse, hvilket i det væsentlige

betyder, at amterne vil kunne foretage denne identificering på grundlag af

eksisterende vidensgrundlag.

Udpeges et antal af de følsomme indvindingsområder herefter til

indsatsområder skal der for de pågældende områder udarbejdes indsatsplaner.

Der skal ligge en zonering til grund for udarbejdelse af en indsatsplan.

Nogle amter er allerede i visse områder langt fremme med en zonering, der kan

danne grundlag for udarbejdelsen af en indsatsplan. Såfremt et amt vil

gennemføre en indsatsplan inden 2001 vil det være nødvendigt at udarbejde et

regionplantillæg, der fastlægger indsatsområdet med henblik på efterfølgende

at udarbejde og gennemføre indsatsplanen. Miljøstyrelsen udarbejder regler

til præcisering af kravene til indsatsplanerne.

Det blev allerede ved regionplanrevisionen i 1997 forudsat, at de ifølge

denne regionplan af amterne udpegede områder med særlige

drikkevandsinteresser yderligere skal zoneres. Dette er nu anført i

lovforslagets § 1, nr. 3. Det totale areal udgør 1/3 af Danmarks areal eller

ca. 15.000 (km2). Det er ikke med dette forslag fastlagt over hvilken periode

zoneringen skal ske, eller om alle områder med særlige drikkevandsinteresser

i et amt skal zoneres på en gang. Det er muligt at man vil vælge

indledningsvis kun at zonere et mindre område, eksempelvis de udpegede

indsatsområder.

For de opgaver ved zoneringen, der måtte ligge udover den almindelige

kortlægningsforpligtigelse, som amterne allerede har i dag, kan der ske

kompensation ifølge det udvidede totalrammeprincip. Miljøstyrelsen vil

udarbejde en vejledning om zonering, der bl.a. angiver hvilken

detaljeringsgrad, der forventes. Takten for zoneringens gennemførsel og den

heraf følgende kompensation bør fastsættes i forbindelse med forhandlingen af

de årlige finanslove.

Efter lovforslagets § 1, nr. 5, (ny § 12 i vandforsyningsloven) skal

amtsrådet oprette et koordinationsforum for indsatsen. Ressourceanvendelsen

til dette forventes at være yderst begrænset.

Efter lovforslagets § 1, nr. 5, (ny § 13 i vandforsyningsloven) skal

amtsrådet udarbejde indsatsplaner. Der skal udarbejdes indsatsplaner for de

områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse af

vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandinteresserne

(indsatsområder). I et vist omfang foretager amterne i forvejen denne

planlægning, uanset de ikke er forpligtet hertil. Nogle amter er således

allerede i dag langt fremme med en planlægning, der i lokale områder kan

danne grundlag for en indsatsplan. Når de nærmere krav til indsatsplanerne er

blevet fastlagt, forventes det således at være relativt let for amt, kommune

eller vandværk i disse lokale områder at justere plangrundlaget, således at

det kan danne udgangspunkt for at gennemføre en indsatsplan. Dette

forudsætter dog som nævnt ovenfor, at der udarbejdes et regionplantillæg, der

fastlægger indsatsområdet.

For de yderligere opgaver, der følger af udarbejdelsen af indsatsplanerne,

og som ligger udover den planlægning, som amterne allerede i dag udfører, kan

der ske kompensation ifølge det udvidede totalrammeprincip. Takten for

planlægningen og den heraf følgende kompensation bør derfor fastsættes i

forbindelse med forhandlingen af de årlige finanslove.

Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang man er vandforsyningsejer, desuden

anvende ressourcer på overvågningsboringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 18,

(ny § 59 a i vandforsyningsloven) og pkt. 3.1.2. Omkostningerne til dette

forventes brugerfinansieret, det vil sige over vandpriserne.

De kommunale myndigheder påføres omkostninger i forbindelse med indgåelse

af dyrkningsaftaler, jf. lovforslagets § 1 nr. 5, (ny § 13 d i

vandforsyningsloven) eller i forbindelse med rådighedsindskrænkninger, jf.

lovforslagets § 2, nr. 2, (ny § 26 a i miljøbeskyttelsesloven).

Omkostningerne til dette kan også brugerfinansieres, i det omfang der kan

peges på konkrete vandforsyninger, der har fordel af det.

Ministeren forventes at delegere sin kompetence til at træffe afgørelse i

sager, der vedrører uenighed om indsatsplaner, aftaler om

dyrkningsrestriktioner, taktfastsættelse ved samarbejde mellem flere kommuner

samt klager vedrørende kommunale og amtskommunale afgørelser , til

Miljøstyrelsen. I den indledende fase må der forventes et antal klagesager

til Miljøstyrelsen som følge af den nye lovgivning på området.

De nye og ændrede opgaver på det kommunale og amtskommunale område vil

kunne fordre kompensation gennem det udvidede totalbalanceprincip. Omfanget

heraf beror, jf. ovenfor, på den nærmere tilrettelæggelse af indsatsen og

skal forhandles med de kommunale parter.

Det forudsættes i overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplan II, at der

i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger fremskaffes finansiering

af nettomerudgifterne ved lovforslaget ved omprioritering indenfor Miljø- og

Energiministeriets og Fødevareministeriets budgetrammer og det samlede

statsbudget.

I sammenhæng hermed er regeringen indstillet på at undersøge mulighederne

for at inddrage amterne mere direkte ud fra ønsket om bedre overensstemmelse

mellem kompetence og finansiering, når det drejer sig om beskyttelsen af de

regionale grundvandsressourcer.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet.

Der foreligger ikke undersøgelse af, i hvilket omfang forslaget har

erhvervsøkonomiske konsekvenser. Det vurderes, at dette i høj grad vil bero

på, i hvilket omfang ministeren agter at udmønte de givne bemyndigelser, og

de lokale myndigheder og vandforsyningers anvendelse af de udstukne rammer.

Det er således amternes, kommuners og vandforsyningernes konkrete anvendelse

af de foreslåede virkemidler, der har erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Lovforslaget forventes ikke at påføre erhvervene administrative mer- eller

mindreudgifter.

5. Miljømæssige konsekvenser af lovforslaget.

Det vurderes, at forslaget vil have positive miljømæssige konsekvenser.

Det er lovens formål, at der skal ske en koordineret og helhedsorienteret

beskyttelse af grundvandsressourcerne. På visse områder er de lokale

myndigheders opgave bundne, f.eks. amternes udarbejdelse af indsatsplan i de

prioriterede områder og realisering af disse via de eksisterende virkemidler,

herunder bl.a. anvendelse af midler til affaldsdepotoprydning. Herudover

forventes, at amter, kommuner og vandforsyninger vil benytte de muligheder,

lovforslaget giver, for at foretage en særlig indsats af hensyn til sikring

af den fremtidige vandforsyning.

6. Forholdet til EU-retten.

I forhold til EU-retten fastsætter forslaget regler til styrkelse af den

regionale indsats i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af

vand imod forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.

I forbindelse med VMP II blev indsatsen i forhold til nitratfølsomme

områder opprioriteret. Det skete i forhold til de eksisterende ordninger om

statslig skovrejsning eller tilskud til privat skovrejsning, miljøvenlige

jordbrugsforanstaltninger eller økologisk jordbruget.

Til gennemførelse af en forstærket regional indsats i henhold til

Vandmiljøplan II fastsætter lovforslaget regler om, at regionalplanerne skal

indeholde en udpegning af følsomme indvindingsområder (herunder

nitratfølsomme indvindingsområder), indsatsområder (hvor det findes, at en

særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring

af drikkevandsinteresserne) samt en prioritering af indsatsområderne.

For hvert indsatsområde skal de regionale miljømyndigheder have pligt til

at udarbejde en indsatsplan, der skal indeholde en detaljeret opgørelse over

behovet for beskyttelse og retningslinier og tidsplan for myndighedernes

indsats til opnåelse af denne beskyttelse, jf. forslagets § 1 nr. 4 ( ny §

11, stk. 1 i vandforsyningsloven).

Lovforslaget indeholder i § 2, stk. 1 (ny § 19, stk. 6 og 7 i

miljøbeskyttelsesloven) mulighed for indførelse af godkendelsesordninger for

nitratanvendelse mv. i indsatsområder for etablering og udvidelse af

husdyrbrug. Der indføres desuden et forbud mod tilførsel af organisk gødning

til indsatsområder fra andre områder. Ordningen har til formål både at

forhindre en forøgelse og bidrage til en formindskelse af risikoen for

nitratforurening af den pågældende ressource. Som beskrevet under § 2 nr. 1

foreslås godkendelsesordningen indført i områder, som er udpeget som

indsatsområder, og ikke som anbefalet af Drikkevandsudvalget i områder, som

er udpeget som nitratfølsomme indvindingsområder.

7. Høring

Forslaget har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Veterinær- og

Fødevaredirektoratet, Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri,

Indenrigsministeriet, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen,

Erhvervsministeriet, Erhvervsfremmestyrelsen, Forbrugerstyrelsen,

Konkurrencerådet, Skatteministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,

Danmarks Statistik, Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser,

Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Miljøklagenævnet,

Naturklagenævnet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Københavns Vandforsyning,

Embedslægeforeningen, Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private

Vandværker, Foreningen af Brøndborere i Danmark, Eurolab Danmark,

Miljøteknik, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Landbrugsrådet, De danske

Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsjordbrug, Danmarks

Erhvervgartneriforening, Dansk Skovforening, Landsforeningen Økologisk

Jordbrug, Dansk Industri, DONG, COMCON, Det Danske Handelskammer, Dansk

Planteværn, Forbrugerrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace,

NOAH, Økovandspejlet, IDA og Vandfonden.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1

Lovens formål foreslås præciseret, således at planlægningen i relation til

vandforekomsterne efter loven ikke som hidtil alene har til formål at sikre

samlet planlægning af udnyttelsen af vandforekomsterne, men også af den

beskyttelsesindsats, som er relateret til denne udnyttelse.

Den generelle beskyttelse af grundvand og overfladevand sker med hjemmel i

anden lovgivning, først og fremmest miljøbeskyttelsesloven og lov om kemiske

stoffer og produkter. De bestemmelser, der i dag giver mulighed for over for

borgerne at iværksætte særlige beskyttelsesforanstaltninger til beskyttelse

af vandressourcerne af hensyn til vandforsyningen, findes ligeledes i

miljøbeskyttelsesloven (§§ 22-24). De yderligere hjemler af denne art, som

Drikkevandsudvalget har anbefalet, foreslås ligeledes indsat i

miljøbeskyttelsesloven og ikke i vandforsyningsloven, jf. bemærkningerne til

§ 2. Ændringen i vandforsyningslovens formål vedrører derfor kun

planlægningen af den beskyttelsesindsats, der er knyttet til sikringen af

vandressourcerne til brug for nuværende eller fremtidig udnyttelse af disse

til vandforsyningsformål, hvor der er behov for vand af drikkevandskvalitet.

Planlægning af beskyttelsen af vandmiljøet i øvrigt falder uden for

vandforsyningslovens område.

Til nr. 2

Det foreslås at udvide den kortlægning, som amterne skal foretage af

vandressourcerne med en kortlægning af mulige forureningskilder. Hidtil har

kortlægningen omfattet vandressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet og

naturlige beskyttelse mod forurening. For at have et tilstrækkeligt grundlag

for at foretage den nye vandressourceplanlægning er det nødvendigt, at

amterne også tilvejebringer oplysninger om mulige forureningskilder. En sådan

forureningskortlægning er i vidt omfang allerede foretaget i forbindelse med

regionplanlægningen (særlig udpegningen af områder med særlige

drikkevandsinteresser) og administration af affaldsdepotloven. Med nærværende

forslag pålægges en pligt til at lade denne viden indgå i

vandressourcekortlægningen og i nødvendigt omfang supplere den.

Ministeren vil i medfør af § 16, stk. 1 kunne fastsætte nærmere regler om

kortlægningen og gennemførelsen heraf, herunder hvornår den skal være

tilendebragt.

Til nr. 3

Drikkevandsudvalget anbefaler, at indvindingsområder, som er særlig

sårbare over for nitrat- eller pesticidforurening, identificeres af amterne

og optages i regionplanen, for at disse områder kan danne udgangspunkt for

særlige beskyttelsestiltag. Derfor foreslås en regel, hvorefter amterne som

en del af vandressourcekortlægningen skal identificere områder, der er

særligt følsomme over for en eller flere typer forurening, således at de

særligt udsatte indvindingsområder kan udpeges i vandressourceplanen, jf.

bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Ministeren vil med hjemmel i § 16, stk. 1, fastsætte nærmere regler for

også denne del af kortlægningen, herunder kriterier for, hvad der anses for

særligt følsomt. I overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefaling vil

man i hvert fald i første omgang skulle koncentrere sig om sårbarhed over for

nitrat- og pesticidforurening.

For nitrat vil kortlægningen skulle identificere de områder, hvor

undergrunden må antages at have en ringe evne til at omdanne nitrat, og hvor

der derfor er risiko for forurening af grundvandet, hvis der tilføres jorden

for meget kvælstof. Identificeringen af disse områder vil hovedsageligt

skulle ske ved en kombination af vandanalyser og kendskab til områdets

generelle geologiske beskyttelse.

For pesticider kan man ikke på samme måde identificere områder, der er

velbeskyttede, og områder, der er dårligt beskyttede, over for alle

pesticider. De forhold, som er bestemmende for, om en forurening på

jordoverfladen trænger ned i grundvandet, varierer fra stof til stof. For

pesticider kan man derfor være nødt til at udpege de områder, hvor

grundvandsdannelsen er særligt stor, og hvor risikoen for forurening af

grundvandet derfor alt andet lige er større end andre steder.

Det er ikke meningen, at der skal ske indgreb over for den eksisterende

lovlige gødnings- og pesticidanvendelse overalt i de således udpegede

områder. En nærmere identifikation af de områder, hvor dette kan komme på

tale, vil ske i vandressourceplanlægningen og i amters, kommuners og

vandforsyningers indsatsplaner. Som grundlag herfor vil de forureningsudsatte

områder blive sammenholdt med eksisterende og fremtidige

drikkevandsinteresser, og der vil skulle ske en nærmere kortlægning, jf.

nedenfor, og i bemærkningerne til § 2 om ændring af miljøbeskyttelsesloven.

Til nr. 4

Vandressourceplanlægningen foreslås hermed udvidet fra kun at omfatte

anvendelsen af vandressourcerne, altså hovedsageligt en mængdemæssig

fordeling, til også at omfatte retningslinier for og prioritering af den

særlige beskyttelsesindsats over for forurening, der er nødvendig af hensyn

til mulighederne for udnyttelsen af vandressourcerne, jf. de almindelige

bemærkninger, afsnit 2.1.

Desuden foreslås det lovfæstet, at amterne skal opdele deres areal i

områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser

og områder med begrænsede drikkevandsinteresser, som det allerede er sket med

hjemmel i planloven i forbindelse med revisionen af regionplanerne i 1997.

Som grundlag for denne udpegning udstedte Miljøstyrelsen en vejledning om

udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser. Med hjemmel i

vandforsyningslovens § 16, stk. 2, hvorefter ministeren kan fastsætte nærmere

regler om indholdet af planerne, vil retningslinierne i vejledningen kunne

gøres bindende.

Endvidere foreslås det, at vandressourceplanlægningen skal omfatte

udpegning af følsomme indvindingsområder. Denne udpegning vil skulle ske ved,

at vandressourcekortlægningens identifikation af særligt følsomme områder

sammenholdes med de udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser og

indvindingsoplande til eksisterende vandindvindinger uden for disse (hvad

enten de i øvrigt gives særlig prioritet af amtet eller ej). Det skal for de

udpegede områder angives, hvilke typer af forurening, de anses for følsomme

overfor. F.eks. skal der altså udpeges nitratfølsomme indvindingsområder. Der

vil ikke nødvendigvis være sammenfald mellem nitratfølsomme

indvindingsområder og indvindingsområder, der anses for sårbare over for

f.eks. pesticider, da de geologiske forhold, der betinger muligheden for

forurening med forskellige stoffer, ikke er de samme, jf. også bemærkningerne

til § 1, nr. 3.

Endelig foreslås det, at planlægningen skal omfatte udpegning af

indsatsområder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse

af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne, og

hvor amterne derfor forpligtes til at udarbejde indsatsplaner efter § 13,

samt en prioritering af disse indsatsområder og tidsplan for udarbejdelse og

iværksættelse af indsatsplaner for disse.

Amternes udpegning af indsatsområder bygger på kortlægningen af

forureningstrusler og udpegningen af særligt udsatte indvindingsområder. Når

områderne skal udvælges, må der tages udgangspunkt i områderne med særlige

drikkevandsinteresser, da amterne her har identificeret de ressourcer, som ud

fra et overordnet vandforsyningssynspunkt er vigtigst. Der er således både

taget hensyn til ressourcernes kvalitet og mængde, forureningskilder og

naturlig beskyttelse og til den eksisterende vandindvinding og mulighederne

for om nødvendigt at omlægge denne til mere velbeskyttede ressourcer uden

urimelige omkostninger. I særlige tilfælde kan der dog være grund til at

amtet prioriterer områder uden for områderne med særlige

drikkevandsinteresser.

Når indsatsområderne er udpeget, skal de prioriteres efter, hvor vigtige

de er for den nuværende og fremtidige vandforsyning, og efter hvor akut

risikoen for forurening er. Amtet skal også ud fra de til rådighed stående

ressourcer opstille en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af

indsatsplaner for hvert område.

Det er meget vigtigt, at indsatsen i et område koordineres på tværs af

sektorer, så der kan ske en effektiv indsats mod samtlige foreningskilder i

et område. I § 11, stk. 2, er derfor foreslået en pligt for amtsrådet til, at

vandressourceplanlægningen koordineres med amtets indsats på

jordforureningsområdet og med andre relevante amtslige aktiviteter. I det

omfang en aktivitet er del af regionplanlægningen, vil der automatisk ske en

koordination via regionplanproceduren, jf. nedenfor vedrørende stk. 2. Dette

er imidlertid ikke tilfældet, hvis aktiviteten (som f.eks. indsatsen på

jordforureningsområdet) ikke omfattes af regionplanen, og det er derfor

fundet hensigtsmæssigt udtrykkeligt at pålægge amtet en pligt til at

koordinere alle de aktiviteter, der har relation til beskyttelse af

vandressourcerne.

I det omfang, det er hensigtsmæssigt, bør amterne naturligvis koordinere

prioritering og indsats på tværs af amtsgrænserne. Om nødvendigt kan

ministeren med hjemmel i vandforsyningslovens § 15, stk. 2, bestemme, at

såvel kortlægning som planlægning skal foretages af flere amtsråd i

fællesskab.

Det foreslås i stk. 2, at områder med særlige drikkevandsinteresser,

områder med drikkevandsinteresser områder med begrænsede

drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder, indsatsområder samt

prioriteringen af disse fastlægges i regionplanen. Det skyldes, at

fastlæggelsen af disse områder kan have betydning for arealanvendelsen i de

pågældende områder, og at det derfor bør indgå i den samlede

regionplanproces.

Udpegningen af indsatsområder og prioriteringen af disse skal foretages

for hele planperioden, det vil sige 12 år, men der kan selvfølgelig ske

revision i forbindelse med de ordinære revisioner af regionplanen eller et

regionplantillæg, hvis det anses for nødvendigt. Da miljø- og

energiministeren har mulighed for at gøre indsigelse mod udkast til

regionplaner og regionplantillæg, kan der ske en vis kontrol af, om amterne

planlægger og udfører en rimelig indsats på området.

I det omfang amtets prioritering ikke tilgodeser en konkret vandforsynings

interesser, vil denne eller kommunen have mulighed for selv at planlægge og

iværksætte en indsats, jf. forslagene til ny § 13 a og til ændring af kapitel

9.

Til nr. 5

Ad § 12.

Som anbefalet af Drikkevandsudvalget foreslås det, at amtet får pligt til

at oprette et koordinationsforum i amtet, som samler de parter, der har

interesse i vandforsyningen og i de arealer og aktiviteter, som

beskyttelsesindsatsen kan tænkes at ville berøre. Dette koordinationsforum

skal bistå amtet ved udarbejdelsen og realiseringen af

vandressourceplanlægningen og skal således allerede inddrages på et tidligt

tidspunkt i processen. De gældende procedureregler i vandforsyningslovens §

17 og planloven berøres ikke heraf. Ministeren vil i medfør af

vandforsyningslovens § 16, stk. 3, som affattet ved dette lovforslag kunne

fastsætte nærmere regler om procedurerne ved tilvejebringelsen af

vandressourceplanlægningen, herunder også om inddragelse af det i § 12 nævnte

koordinationsforum.

Vandressourceplanlægningen skal realiseres i et samspil mellem mange

parter, og det er derfor rimeligt, at disse får mulighed for at fremkomme med

deres synspunkter og bidrag på et tidligt tidspunkt i processen. En høj grad

af konsensus både om indhold og finansiering vil desuden fremme mulighederne

for en hurtig gennemførelse af planen. Det foreslås også, at

koordinationsforummet skal bistå amtet ved realiseringen af

vandressourceplanlægningen.

Af myndigheder vil det ud over kommunerne i amtet f.eks. normalt være

relevant at inddrage statsskovdistriktet og andre myndigheder, der står for

væsentlige aktiviteter i området, der kan påvirke vandressourcerne. Af

private parter må ud over en repræsentant for de private vandværker i amtet i

hvert fald inddrages repræsentanter for amtets industri og jordbrug.

Ministeren kan efter den foreslåede ændring af § 16, stk. 3, om nødvendigt

fastlægge nærmere regler for inddragelse af koordinationsforummet.

Ad § 13

I den foreslåede § 13 indføres en pligt for amterne til at udarbejde

indsatsplaner for de områder, hvor der i vandressourceplanen er identificeret

et behov for en særlig indsats (indsatsområderne).

Indsatsplanen skal baseres på en nærmere hydrogeologisk kortlægning og en

nærmere kortlægning af arealanvendelse og forureningskilder, hvis indhold og

omfang må afhænge af de allerede foretagne undersøgelser i området.

Resultatet skal være, at der er overblik over, hvad der skal til for at sikre

den pågældende ressource i forhold til alle områdets forureningskilder, så

man ikke risikerer, at ressourcen ødelægges af f.eks. forurening fra et

gammelt affaldsdepot, selv om man har fået stoppet en truende

nitratforurening.

Den endelige indsatsplan skal indeholde en detaljeret opgørelse over det

samlede behov for beskyttelse over for alle forureningskilder og

retningslinier og tidsplan for realiseringen heraf. At indsatsplanen skal

omfatte alle forureningskilder betyder dog ikke, at man ikke kan iværksætte

en indsats over for en forureningskilde i et område, hvor dette oplagt er

nødvendigt, blot fordi man endnu ikke har tilendebragt undersøgelserne

vedrørende andre forureningskilder. I så fald bør amtsrådet dog i

overensstemmelse med proceduren i § 13 b vedtage en foreløbig

(del)indsatsplan for området omfattende indsatsen mod den pågældende

forureningskilde og heri også angive, hvilke undersøgelser der foretages i

forhold til andre forureningskilder og tidsplanen for færdiggørelsen af en

samlet indsatsplan for området.

Det er også tænkeligt, at man i nogle tilfælde, når man har tilvejebragt

det fulde overblik over situationen, må konstatere, at der er så massive

problemer i området, at det vil være bedre at ændre prioriteringen og satse

på en anden ressource. Dette forudsætter selvfølgelig, at der er overskud af

vand i området, som kan udnyttes, til erstatning for den meget belastede

ressource. I så fald må regionplanen justeres via et regionplantillæg, så den

nye prioritering fremgår. Tidsplanen i vandressourceplanlægningen er ikke

gjort bindende, da det ikke er muligt på forhånd at forudsige, præcist hvor

meget arbejde der bliver med de enkelte indsatsområder. Hvis tidsplanen

forrykker sig væsentligt bør målsætningerne i vandressourceplanlægningen dog

justeres efter proceduren i vandforsyningslovens § 17.

Som anført ovenfor har miljø- og energiministeren mulighed for at gøre

indsigelse mod udkast til regionplaner og regionplantillæg, og der kan i den

forbindelse ske en vis kontrol af, om amterne udfører en rimelig indsats på

området. I øvrigt er der mulighed for, at tilsynsrådet tager stilling til, om

amtet opfylder sin forpligtelse til at udarbejde indsatsplaner efter § 13.

For at sikre, at indsatsplanerne udarbejdes på et ensartet grundlag vil

ministeren med hjemmel i den ændrede § 16, stk. 1, fastsætte nærmere regler

om grundlaget for og indholdet i indsatsplanerne. Retningslinierne vil

specificere kravene i forhold til forskellige typer af forureningskilder,

herunder bl.a. for nitrat- og pesticidforurening.

Ad § 13a

Reglen omhandler kommuners og vandforsyningers mulighed for at vedtage

egne indsatsplaner. Selv om amterne vil have pligt til at udarbejde de

regionalt set væsentligste indsatsplaner, kan det ikke udelukkes, at der kan

være kommuner eller vandforsyninger, som finder, at den prioritering eller

tidsplan, som amtet har fastlagt, er utilstrækkelig til at dække deres behov.

De bør derfor ikke udelukkes fra at udarbejde supplerende indsatsplaner. Hvis

der ikke stilles visse indholds- og procedurekrav til disse planer, risikerer

man imidlertid, at de kommer til at vanskeliggøre den amtslige planlægning,

eller at der iværksættes en indsats, som ikke har udsigt til at give et godt

resultat eller som retter sig mod en (privat) vandforsyning, som skal

nedlægges ifølge kommunens vandforsyningsplan. Det er derfor foreslået, at

disse indsatsplaner ikke må stride mod regionplanen,

vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller amtslige

indsatsplaner. Endvidere er der foreslået en særlig regel om en amtslig

indsigelsesret over for disse planer, jf. nærmere nedenfor ad § 13 b.

Derudover kan ministeren fastsætte nærmere regler, ligesom for de amtslige

indsatsplaner.

Indsatsplaner vil formentlig sjældent blive udarbejdet og gennemført af et

enkelt privat vandværk. Normalt vil det være en opgave, som det er mere

hensigtsmæssigt at lade et vandværkssamarbejde stå for, jf. forslagene

vedrørende vandforsyningsstrukturen. Hvad enten der er tale om et enkelt

vandværk eller et samarbejde, vil kommunalbestyrelsen ved at nægte at

godkende takstforhøjelser have mulighed for at forhindre, at private

vandforsyninger bruger store beløb på at udarbejde indsatsplaner, som ikke

kan forventes at føre til noget, eller på at realisere en indsats, som er

utilstrækkelig eller uforholdsmæssig dyr.

Ad § 13 b

Da gennemførelsen af en indsatsplan, hvad enten det er amt, kommune eller

vandforsyning, der står for den, vil kræve et samarbejde mellem disse tre

parter, og da indsatsplanen i visse tilfælde vil kunne få omfattende

konsekvenser for de berørte grundejere m.v., er der i § 13 b, stk. 1,

foreslået en pligt for den, der udarbejder en indsatsplan, til at inddrage

alle de berørte parter i processen. Det er de konkrete parter i det berørte

område, der skal inddrages, således alle berørte lodsejere eller

virksomheder, alle vandforsyninger (og/eller vandforsyningssamarbejder) og

den eller de pågældende kommuner samt (ved indsatsplaner udarbejdet af

kommuner eller vandforsyninger) amtet. For amterne er det således ikke

nødvendigt eller tilstrækkeligt at inddrage det i § 12 foreslåede

koordinationsforum, selv om dette også bør holdes informeret om, hvordan

amtets arbejde med indsatsplanerne skrider frem.

Herudover foreslås i stk. 2 for kommuners og vandforsyningers

indsatsplaner en indsigelsesret for amtet. Amtet skal påse, at den påtænkte

plan ikke strider mod den i 13 a nævnte planlægning eller mod retningslinier

udstedt af ministeren, samt at pligten til at inddrage de berørte parter i

processen er overholdt. Hvis disse krav ikke er opfyldt, skal amtet gøre

indsigelse. Hvis planen strider mod vandforsyningsplanen, men amtet finder,

at indsatsplanen er fornuftig, har amtet dog efter § 14, stk. 3, mulighed for

i stedet at pålægge kommunen at ændre vandforsyningsplanen. Dette må dog

normalt forudsætte, at der foreligger nye omstændigheder eller oplysninger i

forhold til det tidspunkt, hvor amtsrådet har fået forelagt

vandforsyningsplanen efter § 14 a, stk. 2, eller har godkendt den efter de

tidligere gældende regler.

Amtet får en frist på 12 uger til at gøre indsigelse. Hvis amtet gør

indsigelse, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er opnået

enighed mellem parterne. Ligesom når der er tale om de kommunale

vandforsyningsplaner, jf. § 14 a, stk. 3, vil uenighed mellem en kommune og

et amt skulle afgøres endeligt af ministeren, mens et amts indsigelse mod en

privat vandforsynings indsatsplan ikke kan indbringes for ministeren, jf.

forslagets § 1, nr. 21, hvorfor indsigelsen i dette tilfælde betyder, at

indsatsplanen ikke kan vedtages, hvis der ikke kan opnås enighed. I den

forbindelse må en indsatsplan udarbejdet af et samarbejde, hvori der både

deltager en eller flere kommunale og en eller flere private vandforsyninger,

sidestilles med en kommunal indsatsplan.

Ud over at koordinere myndighedernes eller vandforsyningernes indsats vil

indsatsplanerne også danne udgangspunkt for en række myndighedsbeslutninger

over for borgere og virksomheder, f.eks. beslutning om at pålægge nødvendige

dyrkningsrestriktioner, hvis der ikke kan opnås frivillig aftale herom. For

at sikre en tilstrækkelig og hurtig information af de berørte, foreslås i §

13 b, stk. 3, for alle indsatsplaner udtrykkeligt fastslået en pligt til

skriftlig individuel underretning af de berørte parter. Der vil være tale om

de samme parter, som skulle inddrages i processen efter stk. 1. Hvis en part

har været inddraget i processen, bør vedkommende således informeres, også

selv om den endelige indsatsplan alligevel ikke berører ham.

Det er foreslået udtrykkeligt at afskære klageadgang over amternes

indsatsplaner eller amternes beslutning om at gøre eller ikke at gøre

indsigelse mod en kommunes eller vandforsynings indsatsplan, jf. forslagets §

1, nr. 21. Imidlertid vil der efter de almindelige regler være adgang til at

påklage myndighedernes beslutninger over for borgerne, som træffes på

baggrund af indsatsplanerne. Klagemyndigheden vil i så fald skulle tage

selvstændig stilling til, om betingelserne for at træffe den pågældende

beslutning er til stede, herunder i givet fald om grundlaget for

indsatsplanen er tilstrækkeligt, og om retningslinierne i øvrigt er fulgt.

Ad § 13 c

Denne bestemmelse fastlægger en del af retsvirkningerne af amternes

indsatsplaner, nemlig de pligter, som de afføder for amtet selv og

kommunerne.

Amtet får pligt til at gennemføre planen i det omfang, det ligger inden

for dets kompetence. Amtet skal således aktivt udnytte de beføjelser, det har

i medfør af lovgivningen, til at realisere intentionerne i planen. Der kan

være tale om beføjelser efter miljøbeskyttelsesloven, planloven,

naturbeskyttelsesloven eller råstofloven, reglerne vedrørende jordforurening,

reglerne om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller jordkøbs- og

jordfordelingsloven. Der kan ligeledes være tale om at udnytte indsigelses-

eller klagemuligheder over for andre myndigheders eller vandforsyningers

beslutninger, hvis amtet finder, at disse vil stille hindringer i vejen for

realiseringen af indsatsplanen.

For kommunerne er der foreslået mere begrænsede retsvirkninger af en

amtslig indsatsplan, idet kommunerne kun får pligt til at lægge

indsatsplanens retningslinier til grund ved afgørelsen af relevante sager.

Det kan f.eks. dreje sig om tilladelser til nedsivning af spildevand eller

kapitel-5 godkendelser i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Der henvises

endvidere til bemærkningerne til nr. 6 og 7. Derimod får kommunerne ikke

pligt til økonomisk at bidrage til realisering af amternes indsatsplaner

eller i øvrigt at tilrettelægge sine aktiviteter i overensstemmelse med

disse. I det omfang planen er udtryk for en udmøntning af regionplanen, vil

kommunen dog i medfør af planloven have pligt til at virke for den.

Private vandforsyninger vil heller ikke kunne pålægges en pligt til at

bidrage aktivt, økonomisk eller på anden måde, til realiseringen af en

amtslig eller kommunal indsatsplan, undtagen for så vidt angår kompensation

for dyrkningsrestriktioner. I dette tilfælde foreslås det, at kommunen kan

beslutte, at en vandforsyning skal betale den kompensation, som en landmand

skal have enten i medfør af en aftale indgået af amtet eller kommunen efter

den foreslåede § 13 d eller som følge af en påbudt rådighedsindskrænkning

efter de foreslåede §§ 26 a og 64 a i miljøbeskyttelsesloven, jf.

bemærkningerne til disse bestemmelser.

I det omfang bidrag fra kommuner eller vandforsyninger i øvrigt er

nødvendige til realisering af amtslige indsatsplaner, må dette forhandles med

disse, f.eks. i det i § 12 nævnte koordinationsforum eller i forbindelse med

inddragelse af parterne i udarbejdelsen af den pågældende indsatsplan.

Kommuner og vandforsyninger vil normalt have en stor interesse i, at en

indsatsplan gennemføres, og det må derfor forventes, at de i de fleste

tilfælde vil være villige til at bidrage, hvis der ikke er andre muligheder

for finansiering.

I stk. 2 foreslås der på linie med amternes pligt til opfølgning af

amtslige indsatsplaner en pligt for kommunerne til at gennemføre kommunale

indsatsplaner i det omfang de relevante beslutninger ligger inden for deres

beføjelser. Det vil være utilfredsstillende for de berørte parter, hvis der

udarbejdes indsatsplaner af kommunen, der ikke bliver fulgt op på. Da det er

frivilligt for kommunerne, i hvilket omfang de vil udarbejde indsatsplaner,

indebærer pligten kun, at de skal have besluttet også at ville iværksætte den

pågældende indsats, før de vedtager en indsatsplan. Hvis amternes overordnede

prioritering skal holdes, kan de derimod ikke pålægges en pligt til at følge

op også på andre parters indsatsplaner.

Det er ikke foreslået at tillægge en vandforsynings indsatsplan nogen

retsvirkninger over for myndighederne. Amter og andre myndigheder kan

inddrage kommuners og vandforsyningers indsatsplaner i deres sagsbehandling,

men de er ikke forpligtede af dem, og de vil f.eks. ikke kunne give afslag på

en tilladelse eller give et påbud, alene fordi det følger af en sådan

indsatsplan, hvis betingelserne herfor i den pågældende lovgivning ikke er

opfyldt. En indsatsplan, der opfylder de gældende krav, vil kunne inddrages

med betydelig vægt i en skønsmæssig afgørelse.

Ad § 13 d

Bestemmelsen vedrører aftaler om fast ejendom, som indgås for at realisere

en indsatsplan. Dyrkningsaftaler eller aftaler om en myndigheds overtagelse

af en ejendom med henblik på enten videresalg med dyrkningsrestriktioner

eller myndighedens etablering af en mere grundvandssikker anvendelse kan være

en hensigtsmæssig måde at realisere indsatsplaners mål vedrørende nitrat-

eller pesticidbelastning på.

Landbrugslovens § 7 a, stk. 1, bestemmer, at jorderne til en

landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det

omfang, de er egnede hertil. Ved jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at

jorderne anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, herunder

blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende

jordbrugsvirksomhed. Loven indeholder således et krav om, at jorden skal

anvendes jordbrugsmæssigt. Dette krav er imidlertid ikke til hinder for

ekstensive eller hobbyprægede driftsformer, f.eks. græsning, eller at

jorderne i en periode henligger helt eller delvis ubenyttede, f.eks. ved

aftaler om braklægning, ekstensivering, naturpleje m.m., som der kan ydes

tilskud til.

Det vil heller ikke være i strid med landbrugsloven, hvis vandværker,

kommuner eller amter indgår frivillige aftaler med landmænd, der tager sigte

på beskyttelse af grundvandet i vandværkernes indvindingsområder og i områder

med særlige drikkevandsinteresser f.eks. aftaler om ekstensiv drift af visse

landbrugsarealer. Det vil dog som udgangspunkt være i strid med reglen om

forsvarlig udnyttelse af jorden at lave frivillige aftaler om helt at undlade

at udnytte jorderne jordbrugsmæssigt.

Efter de gældende regler i landbrugslovens er offentlige myndigheder ikke

omfattet af landbrugslovens erhvervelsesregler. En kommune eller et amt kan

derfor erhverve landbrugsejendomme uden tilladelse efter landbrugsloven, hvis

de i øvrigt har hjemmel til dette. Vandværker kan derimod ikke umiddelbart

erhverve eller forpagte hele landbrugsejendomme, heller ikke selv om der er

tale om et offentligt ejet selskab, idet undtagelsen kun gælder offentlige

myndigheder. Efter de nugældende retningslinier vil jordbrugskommissionen

normalt heller ikke kunne give tilladelse til erhvervelsen. Hvis en offentlig

myndighed ønsker at erhverve en del af en landbrugsejendom, kræver dette

derimod tilladelse fra jordbrugskommissionen, enten efter landbrugslovens § 4

eller §13, fordi der i dette tilfælde skal ske udstykning.

Drikkevandsudvalget har ikke anbefalet ændringer i disse regler, da de

ikke er til hinder for etablering af den nødvendige beskyttelse.

I forhold til kommunalfuldmagten har der været rejst tvivl om, hvorvidt en

kommune eller et amt - i mangel af udtrykkelig lovregulering - kan opkøbe

jord med henblik på grundvandsbeskyttelse. Indenrigsministeriet har som sin

opfattelse udtalt, at et amt eller en kommune uden lovhjemmel kan erhverve

arealer med henblik på at varetage hensyn til forsyning af amtets eller

kommunens borgere med rent drikkevand. Det er imidlertid en forudsætning, at

der ikke herved ydes støtte til grundejere til opfyldelse af forpligtelser,

der ifølge lovgivningen påhviler grundejere. Adgangen til at erhverve arealer

med det nævnte hensyn for øje må endvidere være begrænset af adgangen efter

miljøbeskyttelsesloven eller anden miljølovgivning til at udstede påbud eller

forbud, hvorved det pågældende hensyn kan varetages. Endelig må erhvervelse

af et areal ikke finde sted med henblik på at begunstige enkeltpersoner eller

enkelte virksomheder.

I betragtning af den tvivl, der har været om spørgsmålet, anbefaler

Drikkevandsudvalget, at der fastsættes udtrykkelige regler om både amters,

kommuners og vandværkers dyrkningsaftaler og aftaler om erhvervelse, hvilket

foreslås med nærværende bestemmelse. I overensstemmelse med landbrugslovens

regler og Drikkevandsudvalgets anbefalinger foreslås, at vandforsyninger skal

kunne indgå dyrkningsaftaler, og at kommuner og amter både skal kunne indgå

dyrkningsaftaler og erhverve ejendomme eller dele af ejendomme. Erhvervelse

vil som nævnt kræve tilladelse efter landbrugsloven. Da der ofte vil være en

eller flere konkrete vandforsyninger, som har fordel af aftaler af denne art,

der indgås af amt eller kommune, foreslås det, at aftalerne skal kunne indgås

for sådanne vandforsyningers regning og altså betales over vandprisen,

forudsat at anlægget er blevet hørt og virkelig har fordel af den pågældende

aftale samt (for amternes aftaler) at kommunalbestyrelsen har givet samtykke

(som den myndighed der for kommunale anlæg fastsætter og for private anlæg

godkender vandværkstaksterne). Hvis en aftale indgås for en eller flere

vandforsyningers regning, og disse er medlem af et vandforsyningssamarbejde,

jf. den foreslåede § 52 b i vandforsyningsloven, må det afhænge af, hvilke

emner samarbejdet omfatter, og af samarbejdsaftalens indhold i øvrigt, om de

pågælende vandforsyninger kan lade regningen gå videre til samarbejdet. Dette

skal kommunen således ikke tage stilling til i sin afgørelse. I forslagets §

1, nr. 21, foreslås det, at afskære klageadgang over kommunens afgørelser.

Et problem i forbindelse med dyrkningsaftaler er at sikre, at de

overholdes. Der bør i aftalen indføjes vilkår, der sikrer at myndigheden

eller vandforsyningen har mulighed for at kontrollere, om aftalen overholdes.

Der bør endvidere indsættes vilkår om sanktioner i tilfælde af, at aftalen

overtrædes, i form af hel eller delvis tilbagebetaling af kompensationen

eventuelt kombineret med en bod eller lignende, der afhænger af

overtrædelsens grovhed, herunder hvor meget landmanden har tjent på at

overtræde aftalen.

Der findes mange andre virkemidler end de i nærværende bestemmelse omtalte

aftaler, der kan føre til begrænsning af nitrat- eller pesticidbelastningen i

et område, f.eks. statslig eller privat skovrejsning eller aftaler under

ordningerne vedrørende miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller økologisk

jordbrug (som administreres dels af staten, dels af amterne). Det kan også

være hensigtsmæssigt for at opnå en god løsning i et område at benytte

instrumenterne i jordkøbsloven og jordfordelingsloven (hvor amtet fungerer

som sekretariat), hvorved landmænd, der ønsker det, kan få erstatningsjord

for den jord, der ønskes dyrket mindre intensivt. Det er derfor vigtigt at se

reguleringen af landbrugsarealet i et større område som en helhed, og det kan

give problemer, hvis en kommune eller en vandforsyning indgår aftaler, som

ikke falder i tråd med, hvad amtet i øvrigt har planlagt. Det kan også

tænkes, at en vandforsyning i visse tilfælde kan blive presset til at give en

for høj kompensation med en uheldig virkning for mulighederne for at indgå

rimelige aftaler i området til følge. Derfor foreslås det, at kommuner og

vandforsyninger ikke skal kunne indgå en aftale endeligt, hvis amtet gør

indsigelse imod den. Fristen for indsigelse foreslås at være 2 uger. Det er

ikke rimeligt at lade den private part vente alt for længe på at få at vide,

om aftalen kan indgås eller ej, og amtet vil i forbindelse med behandlingen

af den pågældende indsatsplan have foretaget de fleste af de vurderinger, der

vil være nødvendige for at bedømme aftalen. Hvis der ikke kan opnås enighed

med amtet foreslås de samme regler som gælder for kommuners og

vandforsyningers indsatsplaner.

I tilfælde, hvor det ikke er muligt at realisere målene i en indsatsplan

ad frivillighedens vej foreslås der i miljøbeskyttelsesloven indsat en

hjemmel for kommuner og amter til at pålægge dyrkningsrestriktioner, jf.

bemærkningerne til lovforslagets § 4.

Til nr. 6 og 7

Disse forslag vedrører konsekvenserne for kommunernes vandforsyningsplaner

af den amtslige planlægning. Der indføjes i § 14 a, stk. 1, et krav om, at

vandforsyningsplanen ikke må stride mod de amtslige indsatsplaner, og i § 14

a, stk. 2, en pligt for amtet til at påse dette. Det følger allerede af

bestemmelsen, at vandforsyningsplanen ikke må stride mod regionplanlægningen,

og herunder fremtidig væsentlige dele af vandressourceplanlægningen.

Det kan ikke antages særlig ofte at være nødvendigt at revidere

vandforsyningsplanen på grund af den amtslige planlægning af

beskyttelsesindsatsen, men det kan i en del tilfælde være hensigtsmæssigt.

Hvis f.eks. amtet ikke ønsker at prioritere et område i den indeværende

planperiode, og dette ifølge vandforsyningsplanen fortsat skal indgå i

forsyningen, må kommunen sammen med de berørte vandforsyninger overveje, om

der fortsat skal satses på området som grundlag for vandforsyning, og i

bekræftende fald overveje, om det er påkrævet, at kommunen eller

vandforsyningerne planlægger og iværksætter en beskyttelsesindsats, jf. § 13

a. Endvidere kan identifikationen af mulige forureningsproblemer gøre det

påkrævet at planlægge andre foranstaltninger til imødegåelse heraf, f.eks.

ringforbindelser mellem vandforsyninger. Omvendt kan en amtslig prioritering

af et område eventuelt pege på nye muligheder for indvinding og forsyning,

som kan medføre, at det er hensigtsmæssigt at ændre vandforsyningsplanen.

I givet fald har amtet hjemmel i vandforsyningslovens § 14, stk. 3, til at

pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde ændringer eller tillæg til

vandforsyningsplanen.

Til nr. 8

Som konsekvens af udvidelsen af vandressourceplanlægningen til også at

omfatte beskyttelse af de ressourcer, der skal udnyttes, foreslås også

ministerens adgang til at udarbejde landsplaner udvidet til at omfatte

beskyttelse af vandressourcerne.

Til nr. 9 og 10

Det foreslås, at udvide ministerens eksisterende bemyndigelser i § 16,

stk. 1 og 3, til at fastsætte nærmere regler om amters og kommuners

kortlægning og planlægning og om tidsfrister og procedurer i forbindelse med

vandforsyningsplaner, således at der kan fastsættes nærmere regler både om

indhold, procedurer og tidsfrister for både vandressourcekortlægning og

-planlægning, vandforsyningsplanlægning og indsatsplaner.

Til nr. 11

I den nye § 52 a foreslås regler for, hvilke udgiftsarter der kan

indregnes i vandprisen ved salg fra et vandforsyningsanlæg til forbrugerne

eller et andet vandforsyningsanlæg. For at undgå tvivl foreslås det at

indføje en henvisning til den nye bestemmelse i § 46, stk. 2, som handler om,

at en kommune, der pålægges at levere vand til områder uden for kommunen,

skal holdes skadesløs i alle forhold vedrørende leveringspligten. Det vil

således være de i § 52 a nævnte typer udgifter, der skal medregnes.

Til nr. 12-15

Ifølge vandforsyningslovens § 48 kan amtsrådet i dag påbyde samarbejde

mellem vandforsyninger for at sikre en planmæssig udbygning af

vandforsyningen og sikre en hensigtsmæssig anvendelse af vandressourcerne.

Efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder omfatter den dog formentlig kun

samarbejde om rent fysiske fælles anlæg som f.eks. forbindelsesledninger,

fælles boringer m.v.

I overensstemmelse med anbefalingerne fra et flertal i Drikkevandsudvalget

(udvalget med undtagelse af Kommunernes Landsforening) foreslås en udvidelse

af området for § 48 til også at omfatte samarbejde mellem vandforsyninger om

beskyttelse og overvågning af vandressourcerne. Bestemmelsen vil herefter

give hjemmel til at amtet kan påbyde samarbejder af den i den foreslåede § 52

b nævnte art.

Som hovedregel bør sådanne samarbejder etableres efter § 52 b på de

deltagendes eget initiativ eller i hvert fald med deres samtykke. En plan for

etablering af sådanne samarbejder kan eventuelt drøftes i det i medfør af den

foreslåede § 12 nedsatte koordinationsforum i amtet. Imidlertid kan det være

nødvendigt for at opnå de overordnede samfundsmæssige fordele ved en

udligning af udgifterne mellem vandforsyninger og en højnelse af

kompetenceniveauet, at amtet kan påbyde samarbejde og fastsætte vilkårene,

hvis parterne ikke kan blive enige herom. Der kan både være tale om at påbyde

oprettelse af et helt nyt samarbejde og om, at et eksisterende samarbejde kan

påbydes at optage yderligere - eventuelt særlig dårligt stillede og derfor

ikke-attraktive - deltagere.

Når kompetencen - i overensstemmelse med drikkevandsudvalgets flertal -

foreslås tillagt amtet skyldes det, at samarbejdet kan vedrøre flere kommuner

og omfatte både kommunale og private vandforsyninger. Der skal derfor træffes

afgørelser, der fastlægger vilkår for samarbejde mellem flere kommuners

vandforsyninger og/eller en kommunal vandforsyning og private

vandforsyninger. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at tillægge

kommunalbestyrelsen kompetencen, når den ofte vil være part i sagen. Det vil

heller ikke være hensigtsmæssigt at tillægge Miljøstyrelsen eller en anden

statslig myndighed kompetencen til som 1. instans at træffe beslutninger om

lokale og regionale forhold.

På baggrund heraf anbefaler Drikkevandsudvalget med undtagelse af

Kommunernes Landsforening, at amtsrådet får kompetence til at træffe

afgørelserne på dette område efter forhandling med de berørte vandforsyninger

og kommuner og med klageadgang til Miljøstyrelsen.

Som nævnt bør udgangspunktet være, at samarbejder etableres på parternes

eget initiativ. Det skal således ikke være amternes opgave at ændre

fundamentalt på en struktur, som alle de involverede vandforsyninger er enige

om. Dette princip vil så også skulle lægges til grund ved behandlingen af

eventuelle klager over amternes afgørelser.

I § 48, stk. 2, bestemmes det, at amtsrådet fastsætter vilkårene i

forbindelse med samarbejdet efter forhandling med de berørte parter. For at

understrege amtsrådets subsidiære rolle foreslås det at gøre amtets

kompetence betinget af, at der ikke opnås enighed om vilkårene mellem

parterne. Det kan således tænkes, at amtet påbyder, at et samarbejde skal

etableres eller et nyt medlem optages, og at parterne i lyset heraf enes om

vilkårene. I så fald kan amtsrådet ikke fastsætte andre vilkår. Ud over at

fastlægge de arbejdsområder, som samarbejdet skal omfatte, giver bestemmelsen

heller ikke amtet mulighed for at bestemme dets nærmere aktiviteter, f.eks.

at samarbejdet skal iværksætte bestemte beskyttelsestiltag eller lignende.

Dette må afgøres af parterne efter de fastsatte beslutningsprocedurer.

Til nr. 16

Ad § 52 a

Selv om dette ikke har været lovfæstet, antages der i almindelighed at

gælde et »hvile-i-sig-selv-princip« for vandforsyning i Danmark på

den måde, at hver enkelt vandforsynings indtægter ikke må overstige dens

udgifter, og at den kun må afholde udgifter, der er direkte relateret til den

pågældende vandforsynings almindelige vandforsyningsaktiviteter. Derimod kan

vandforsyningen godt have underskud, som dækkes af kommunen efter

vandforsyningslovens § 53 a eller ved tilskud fra Vandfonden.

I overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefalinger foreslås det nu,

at lovfæste »hvile-i-sig-selv-princippet« i lighed med, hvad der er

sket i andre forsyningslove som elforsyningsloven og varmeforsyningsloven.

Samtidig præciseres det, at de lovlige udgifter for vandforsyningerne også

omfatter udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de

vandressourcer, som vandforsyningen har en aktuel eller potentiel interesse i

at kunne indvinde fra. Selv om beskyttelse af miljøet primært bør være en

offentlig opgave, kan vandforsyningerne have en interesse i at supplere

indsatsen, idet de herved på længere sigt kan opretholde en produktion uden

for lange transporttider for vandet og uden avanceret rensning f.eks. for

nitrat eller pesticider og således spare penge til behandling og overvågning

af behandlingsprocessen og / eller omlægning af ledninger, boringer og andre

anlæg. Vandforsyningerne bør derfor have mulighed for at afholde sådanne

udgifter.

Kommunerne skal som hidtil godkende taksterne for private almene anlæg og

fastsætte taksterne for kommunale anlæg, jf. § 53. De vil i den forbindelse

have pligt til at påse, at § 52a overholdes, herunder at anlægget ikke

afholder uforholdsmæssigt store udgifter til en beskyttelse, der overstiger

det hensigtsmæssige for anlægget. Amterne vil ligeledes have en mulighed for

at hindre uhensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger ved at gøre

indsigelse mod vandforsyningers indsatsplaner efter § 13 a, hvis disse f.eks.

strider mod vandforsyningsplanen, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Kommunerne vil som hidtil kunne yde støtte til vandforsyningerne efter §

53 a. I så fald skal denne støtte ligesom støtte fra Vandfonden eller

eventuel anden støtte indregnes i priserne.

Ad § 52 b

Som berørt ovenfor ad § 52 a medfører

»hvile-i-sig-selv-princippet« formentlig, at vandforsyninger kun

kan afholde egne udgifter. En fordeling af udgifter på et større antal

forbrugere kan således alene ske ved, at vandforsyninger lægges sammen. Dette

er i direkte modstrid med målet om at bevare den decentrale

vandforsyningsstruktur.

Derfor foreslås i overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefalinger,

at der etableres en hjemmel til, at vandforsyninger kan indgå i samarbejder,

som på fælles basis kan afholde udgifter til grundvandsbeskyttelse i de af

samarbejdet omfattede vandværkers samlede nuværende og planlagte

indvindingsoplande samt eventuelle reserveområder, herunder uudnyttede dele

af områder med særlige drikkevandsinteresser. Samarbejderne vil ligeledes

kunne danne ramme om en økonomisk udligning i øvrigt mellem de deltagende i

forhold til udgifter, som skyldes forurening eller forebyggelse af

forureningsproblemer, f.eks. nye boringer, omlægning af ledningsnet m.v.

Udligningen kan f.eks. ske via et bidrag pr. m3, som er uafhængigt af, hvilke

af de deltagende der får nytte af det.

Drikkevandsudvalget fandt ikke, at behovet for en egentlig godkendelse af

aftalerne er stort, når der er mulighed for at løse eventuelle konflikter via

påbudsmuligheden i § 48, og når de deltagende vandværkers takster skal

godkendes af kommunalbestyrelsen. Som anbefalet af udvalget foreslås i stk.

3, at der i vandforsyningsloven gives ministeren bemyndigelse til at

fastsætte nærmere regler om rammerne for samarbejdsaftalerne, således at der

kan udstedes en bekendtgørelse herom, hvis der viser sig et behov.

Det foreslås i stk. 2, at samarbejderne kan overtage de enkelte

vandforsyningers beføjelser (bortset fra retten til at opkræve bidrag). Ud

over at det kan aftales, at samarbejdet afholder udgifter af de i § 52 a

nævnte kategorier på samlet basis, kan samarbejdet således f.eks. overtage

kompetencen til at udarbejde indsatsplaner efter § 13 a og indgå

dyrkningsaftaler efter § 13 d.

Til nr. 17

Taksterne for de deltagende vandforsyninger i et samarbejde efter § 52 b

eller § 48 vil stadig (så længe vandforsyningerne ikke foretager en egentlig

sammenlægning) skulle fastlægges for hvert anlæg for sig i overensstemmelse

med § 53. Her vil kommunerne skulle lægge det enkelte anlægs bidrag til et

lovligt etableret samarbejde til grund, men de vil skulle vurdere, om

udgifterne er lovlige og af en rimelig størrelse. Hvis samarbejdet går på

tværs af kommunegrænser, kan der opstå problemer med takstfastsættelsen, hvis

de involverede kommuner ikke har samme bedømmelse af udgifterne. Derfor

foreslås en regel, hvorefter bidragene i sådanne tilfælde fastsættes eller

godkendes af kommunalbestyrelserne i forening, og at eventuel uenighed

afgøres af ministeren.

Til nr. 18 og 19

Vandforsyningsanlæggenes overvågning af vandkvaliteten har hidtil kun

rettet sig mod det færdige drikkevand og det vand, der indvindes fra de

enkelte boringer (den såkaldte boringskontrol). Dette medfører, at det først

vil være muligt at påvise en forurening i det øjeblik forureningen er

transporteret hen til indvindingsboringen. Undervejs kan en stor del af

indvindingsoplandet være blevet forurenet.

Som anbefalet af Drikkevandsudvalget foreslås derfor, at der som led i

kontrollen med drikkevandet etableres overvågningsboringer i

indvindingsoplandet til samtlige de grundvandsmagasiner, der udnyttes til

drikkevandsproduktion. Disse overvågningsboringer skal fungere som et

fremskudt varslingssystem i forhold til vandværkernes indvindingsboringer

(varslingsboringer). Der bør i forbindelse med boringskontrollen fastsættes

relevante parametre for overvågningen af varslingsboringerne.

De enkelte vandværkers behov for overvågningsboringer vil være meget

varierende alt afhængig af de lokale geologiske forhold, og af med hvilken

sikkerhed og med hvilken tidshorisont vandforsyningerne ønsker at kunne

forudsige udviklingen i vandkvaliteten i indvindingsboringerne. Behovet i

sårbare områder og i områder med intensiv indvinding vil alt andet lige være

større end i velbeskyttede områder med lille indvinding, ligesom et krav om

høj sikkerhed vil kræve et større antal boringer end et lavere

sikkerhedsniveau. Behovet for overvågningsboringer må også vurderes i forhold

til de omkostninger etableringen og driften af boringerne påfører

vandforsyningerne.

Etablering og drift af overvågningsboringerne bør være vandværkernes

ansvar, da vandværkerne har en umiddelbar interesse i at kontrollere

kvaliteten af råvandet. Mindstekravene hertil foreslås fastlagt som vilkår i

indvindingstilladelsen. Det vil således være amtet, der kan fastlægge

mindstekravene til antal og placering af overvågningsboringerne. Såfremt

amtsrådet på baggrund af en godkendt vandforsyningsplan overfører kompetencen

til at meddele indvindingstilladelse til kommunalbestyrelsen, vil det

ligeledes være kommunalbestyrelsen, der fastlægger de nærmere krav til

overvågningsboringernes antal og placering. Ved eksisterende

indvindingstilladelser vil forpligtelsen til etablering af

overvågningsboringer blive gennemført ved ustedelse af påbud. Det er således

ikke selve indvindingstilladelsen, som ændres. Krav om overvågningsboringer

gennemføres med det formål at sikre kontrollen med vandkvaliteten. Reglerne i

bekendtgørelse om vandindvinding kan således ændres med henblik på at

fastsætte nærmere krav til etablering af varslingsboringer.

Det skal sikres, at etablering af overvågningsboringerne ikke medfører, at

andre overvågningsopgaver (eksempelvis overvågning af affaldsdepoter) væltes

over på vandværkerne. Amtets afgørelse vil kunne påklages til Miljøstyrelsen.

Med hensyn til hvilke parametre der skal undersøges for, og hvor ofte, bør

dette fastlægges i forbindelse med kommunalbestyrelsens fastlæggelse af det

øvrige kontrolprogram for vandforsyningen, særligt boringskontrollen. Der

foreslås derfor en præcisering af § 60, stk. 1, således at de nye

varslingsboringer udtrykkeligt er en del af vandforsyningssystemet, som

kommunalbestyrelsen fører tilsyn med. Ministeren kan herefter med hjemmel i §

60, stk. 2, udvide tilsynsbekendtgørelsen med regler om tilsynet i

overvågningsboringerne.

Til nr. 20

Der foreligger ikke i dag en samlet oversigt over, hvor mange

vandforsyningsboringer der er lukket på grund af forurening. Gennem en

rundspørge til kommunerne er Miljøstyrelsen i færd med at kortlægge antallet

af lukkede boringer. Med henblik på også fremover at belyse udviklingen i

vandforsyningsstrukturen og i forureningstruslen mod vandforsyningerne

anbefaler Drikkevandsudvalget, at der etableres et centralt register over

lukkede vandforsyningsboringer.

For at gøre dette muligt, foreslås en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter

ministeren kan fastsætte regler om, at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal

give meddelelse, hvis en indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis

boringen lukkes, samt om årsagen hertil.

Til nr. 21

Det foreslås for at undgå tvivl udtrykkeligt at afskære klageadgang over

amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af kapitel 3 om

kortlægning og planlægning. For så vidt angår de eksisterende dele af

kapitlet tilsigtes der ikke hermed nogen ændring af retstilstanden, som den

kom til udtryk ved vedtagelsen af den seneste revision af bestemmelserne i

1987, hvor man gik ud fra, at planvedtagelser ikke er afgørelser, og at de

dermed ikke kan påklages. For så vidt angår de nye bestemmelser om

indsatsplaner og dyrkningsaftaler og amters og kommuners beslutninger i den

forbindelse, vurderes det ikke at være hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at

disse kan påklages af alle de berørte parter. Der er indført procedureregler

for tilvejebringelsen af indsatsplanerne, som sikrer en vidtgående

inddragelse af parterne. De berørte vil desuden kunne påklage de

beslutninger, der måtte blive truffet over for dem som opfølgning på

planerne.

Til nr. 22

Det foreslås endvidere at indføje en hjemmel til at bemyndige en styrelse

eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der efter loven er

tillagt ministeren. Denne regel svarer til bestemmelserne i

miljøbeskyttelsesloven og planloven

Til § 2

Til nr. 1

Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til at indføre godkendelses- og

forbudsordninger til sikring af indsatsområder udpeget med hensyn til nitrat.

Der er tale om en generel godkendelsesordning for fremtidige etableringer

eller udvidelser af husdyrhold i de områder, der er udpeget. En sådan ordning

anses, jf. nedenfor, for en erstatningfri regulering.

Hvis et indsatsområde skal beskyttes effektivt over for nitratforurening,

er det nødvendigt såvel at regulere gødningsudbringningen på de ejendomme,

hvor der i øjeblikket udbringes for meget, som at forhindre, at der på andre

ejendomme fremover påbegyndes en for stor udbringning.

Drikkevandsudvalget med undtagelse af De danske Landboforeninger anbefaler

derfor, at det sikres, at der i henhold til reglerne i Rådets direktiv om

vurdering af visse offentlige og private projekters indvirken på miljøet

(VVM-vurderingen) og/eller kapitel 5-godkendelsen i henhold til

miljøbeskyttelsesloven inddrages en vurdering af den øgede nitratbelastning

af grundvandet, som den større husdyrtæthed i området vil medføre.

For så vidt angår VVM-vurdering er denne anbefaling allerede opfyldt via

det landsplandirektiv, som miljø- og energiministeren udstedte herom den 31.

december 1997.

Drikkevandsudvalgets flertal fandt endvidere, at der også for udvidelser

og etablering af husdyrbrug, som ikke er omfattet af den nuværende kapitel

5-godkendelse og VVM-vurdering (svine- og fjerkræfarme på over 250 DE

(dyreenheder)) skal ske en vurdering af den øgede nitratbelastning. Dette

skal ske gennem en godkendelsesordning, som sikrer, at der sker den

tilstrækkelige regulering af nitratbelastningen i området. Ordningen skal

både omfatte svine- og fjerkræfarme under 250 DE og andre intensive

husdyrbrug. Disse medlemmer har ikke taget stilling til udformningen af den

omtalte godkendelsesordning, men bemærker, at gennemførelsen af

IPPC-direktivet må antages at medføre, at kravet om kapitel 5-godkendelser

udvides. Disse medlemmer anbefaler også, at der indføres regler om, at der

ikke kan ske »import« af husdyrgødning og anden organisk gødning

til nitratfølsomme indvindingsområder uden dispensation.

En godkendelsesordning for husdyrbrug, der ligger i nitratfølsomme

indvindingsområder kunne gennemføres administrativt med hjemmel i

miljøbeskyttelseslovens kap. 5. Imidlertid synes det mere hensigtsmæssigt for

etablering og ændring af husdyrbrug herunder kvægbrug, der kan medføre en

forøget nitratbelastning og som ikke kræver en VVM-vurdering, at udforme en

særlig og enkel godkendelsesordning.

Da områder udpeget som særlig følsomme indvindingsområder, som anbefalet

af Drikkevandsudvalget, næppe kan danne et tilstrækkeligt sikker

administrativt grundlag for en godkendelsesordning, foreslås i stedet at lade

en godkendelsesordning omfatte de områder, der er udpeget som indsatsområder

for så vidt angår nitrat. En sådan godkendelsesordning er alene begrundet i

den særlige status, der påhviler området, og en godkendelsesordning skal

således kun kunne finde anvendelse inden for de områder, der i regionplanen

er identificeret som indsatsområder med hensyn til nitrat, og hvor der kun

skal tages stilling til spørgsmålet om nitratbelastning. Herved kan man sikre

og forebygge, at der ikke sker en væsentlig forøget nitratbelastning i

området. Hvis der er risiko for at en udvidelse eller etablering af et

intensivt husdyrbrug vil medføre overskridelser af de i nitratdirektivet

(91/676/EØF) fastsatte grænser for nitrat, kan det imidlertid betyde, at der

tillige skal der gennemføres en VVM-vurdering efter de nye regler i Rådets

direktiv 97/11/EF om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse

offentlige og private projekters indvirkning i miljøet. I forbindelse med

udmøntningen af en godkendelsesordning vil det blive præciseret, i hvilke

situationer en VVM-vurdering vil være påkrævet.

Den eksisterende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5, giver

ministeren en meget bred bemyndigelse til at fastsætte regler for at sikre,

at jord og grundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening,

som måske ville kunne danne grundlag for en godkendelsesordning som denne og

regler om forbud mod indførsel af organisk gødning til indsatsområder med

hensyn til nitrat. For at undgå tvivl om denne hjemmels rækkevidde og for

nærmere at angive området for de påtænkte ordninger foreslås der imidlertid

indsat en mere specifik hjemmelsbestemmelse. Denne kan så samtidig løse det

problem, at § 19 i øvrigt kun omhandler beskyttelse af jord og grundvand,

mens de omtalte ordninger også i et begrænset omfang kan komme til at omfatte

beskyttelse af overfladevand, nemlig hvis et område bliver udpeget som

indsatsområde med hensyn til nitrat, fordi der er potentielle nitratproblemer

i forbindelse med overfladevand, der anvendes som drikkevandsressource.

De godkendelsesordninger, som ministeren kan etablere efter den foreslåede

bestemmelse, er mindre omfattende end kapitel 5-godkendelser, som betragtes

som erstatningsfri regulering, og de vedrører kun ændringer i forhold til

nuværende anvendelse. De er endvidere begrundet i miljømæssige og

sundhedsmæssige hensyn, idet formålet med dem er at forhindre forurening af

drikkevandsressourcerne. Der er mange eksempler i miljøretten, særligt på

planlægningsområdet, på, at sådan fastlåsning af nuværende arealanvendelse,

hvor ændringer kræver tilladelse eller dispensation, ikke udgør

ekspropriative indgreb. Det kan derfor ikke antages, at der kan blive tale om

ekspropriationserstatninger i den forbindelse.

For at sikre at ejere af ejendomme i indsatsområder med hensyn til nitrat

en tilfredsstillende information om, hvorvidt de er beliggende i et sådant

område, vil det i forbindelse med en godkendelsesordning blive foreslået, at

ejere i områder, der er udpeget underrettes individuelt om den ændrede

arealstatus. En godkendelsesordning efter denne regel forventes herefter at

indeholde regler om, at godkendelsesmyndighederne alene kan meddele

tilladelse eller afslag på en ansøgning fra en ejer, som tidligere er blevet

underrettet om den ændrede arealstatus.

Forbud mod eller begrænsning af tilførsel af organisk gødning til udpegede

indsatsområder med hensyn til nitrat fra andre områder kan også komme til at

berøre nuværende anvendelse af arealerne, men det kan ikke antages i sig selv

at få meget indgribende betydning, idet forbudet eller begrænsningen ikke vil

forhindre, at der tilføres ikke-organisk gødning. Forbudet er endvidere som

den ovenfor omtalte godkendelsesordning begrundet i væsentlige hensyn til

miljø og sundhed.

Det foreslås, at forbudet ikke skal berøre eksisterende kontraktmæssige

forpligtelser vedrørende aftagelse af organisk gødning, hvorved forstås

kontraktmæssige forpligtelser, som foreligger på tidspunktet for reglernes

ikrafttræden i et område. For områder, der senere udpeges som indsatsområder

med hensyn til nitrat, træder reglerne i kraft ved optagelsen af områderne i

regionplanen. Dette skal forhindre, at en landmand i disse områder tvinges

til kontraktbrud over for f.eks. en landmand uden for dette område, som han

har indgået en aftale med, mens dette var lovligt. En sådan aftale kan være

forudsætning for, at den pågældende landmand uden for området opfylder

harmonikravene, hvis han ikke selv har tilstrækkelig jord i forhold til

dyreholdet. Det foreslås dog at aftaler ikke skal kunne have længere varighed

end 5 1/2 år fra reglernes udstedelse jf. forslagets § 4 nr. 2, idet det

forudsættes, at gældende aftaler skal kunne opsiges med op til et halvt års

varsel.

Til nr. 2

Det foreslås i overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefaling at

indføre en hjemmel til at kommuner og amter mod erstatning kan gennemføre

tvungne rådighedsindskrænkninger og andre foranstaltninger, som er nødvendige

til at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening

med nitrat eller pesticider, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området

efter vandforsyningsloven, og hvis det ikke er muligt at komme igennem med

frivillige foranstaltninger.

Den gældende regel i miljøbeskyttelseslovens § 24 ville muligvis kunne

bruges i nogle af disse tilfælde, men dens rækkevidde er tvivlsom. Den er

hidtil ikke mindst blevet brugt til at påbyde fredningsbælter på i

størrelsesordenen 10 m omkring vandindvindingsboringer, hvor stort set alle

aktiviteter er forbudt, herunder gødnings- og pesticidanvendelse. Det er

fortsat meningen, at § 24 skal anvendes til at give påbud om sådanne

fredningsbælter, uanset hvor den pågældende boring er beliggende. Imidlertid

er bestemmelsens præcise rækkevidde herudover tvivlsom, og anvendelse af den

forudsætter i hvert fald, at der er en konkret (eksisterende eller planlagt)

indvinding, som ønskes beskyttet. Den nye bestemmelse vil også kunne bruges

til at beskytte områder, hvorfra der ikke indvindes i dag, men som

prioriteres højt som reserveområder for fremtidig indvinding og derfor er

udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser. De pågældende områder

skal selvfølgelig også beskyttes over for andre kilder til forurening end

gødnings- og pesticidanvendelse, men disse forureningskilder er reguleret

andre steder, således at det allerede i dag (erstatningsfrit) er muligt at

beskytte drikkevandsinteresserne, f.eks. ved påbud til virksomheder eller om

nødvendigt ved skærpelse af reglerne i de bekendtgørelser, der regulerer en

aktivitet. Der er derfor ikke for andre forureningskilder grund til at

indføre en mulighed for at indføre restriktioner mod erstatning.

En anden fordel ved en særskilt bestemmelse er, at man kan præcisere

betingelserne for at pålægge jordbruget disse tvungne foranstaltninger, dels

i selve lovteksten, dels ved at bemyndige ministeren til at fastsætte nærmere

regler. Dette kan medvirke til at undgå for mange tvister om myndighedernes

beføjelser.

I selve lovteksten er indsat de allerede nævnte betingelser, at der skal

være vedtaget en indsatsplan efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, og

at der ikke kan opnås en aftale om de pågældende foranstaltninger. At en

grundejer er villig til at påtage sig dyrkningsrestriktioner mod en

kompensation, der overstiger den erstatning han ville være berettiget til ved

pålæg af tvungne restriktioner, kan ikke udelukke anvendelse af § 26 a. De

nærmere krav til dokumentationsgrundlag m.v. vil blive fastsat af ministeren.

Beslutning efter bestemmelsen kan træffes af amtsrådet og, hvis der er

tale om realisering af en indsatsplan udarbejdet af en kommune eller en

vandforsyning, tillige af kommunalbestyrelsen. Hvis en vandforsyning har

udarbejdet en indsatsplan, og ikke kan få den opfyldt ved frivillige

foranstaltninger, må vandforsyningen således rette henvendelse til amtet

eller kommunen, som så må tage stilling til, om betingelserne for at pålægge

rådighedsindskrænkninger m.v. er opfyldt. Hvis vandforsyningen retter

henvendelse til amtet, må man være opmærksom på, at kommunalbestyrelsen skal

have givet samtykke, hvis vandforsyningen skal pålægges at betale

erstatningen, jf. forslaget til § 64 a.

Det skal fremhæves, at amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beslutninger

om pålæg af rådighedsindskrænkninger kan påklages til miljøministeren efter

miljøbeskyttelseslovens almindelige regler. Det vil herefter sige, at der kan

finde en prøvelse sted af, om den pågældende rådighedsindskrænkning er

nødvendig i forhold til den grundvandsbeskyttelse, som ønskes opnået, og om

de øvrige betingelser er opfyldt.

I visse tilfælde vil beslutninger efter § 26 a kunne have karakter af

ekspropriation i grundlovens forstand. Da det i overensstemmelse med

Drikkevandsudvalgets anbefaling ud fra en billighedsbetragtning foreslås, at

indgrebene altid skal udløse fuldstændig erstatning, og beslutningerne

således under alle omstændigheder opfylder kravene i grundlovens § 73, vil

det imidlertid ikke være nødvendigt at afgøre i hvert enkelt tilfælde, om der

måtte være tale om ekspropriation i grundlovens forstand. Denne løsningsmodel

svarer til den, der er valgt i forbindelse med påbud og forbud efter

miljøbeskyttelseslovens § 24, hvor det følger af § 63, at der skal gives

erstatning i forbindelse med forbud og påbud vedrørende bestående lovlige

forhold, og den findes også rimelig ud fra den betragtning, at nødvendigheden

af de pågældende indgreb udelukkende skyldes de geologiske forhold på stedet,

som ejeren ikke har nogen indflydelse på, og normalt heller ikke havde nogen

mulighed for at vide noget om ved køb af ejendommen.

At indgrebene foretages mod erstatning medfører endvidere, at det ikke er

nødvendigt at påvise, hvor stor nitratudvaskning hver enkelt ejendom i et

område bidrager med. Derimod skal den nødvendige dokumentation være til stede

til påvisning af at området som helhed bidrager med en for stor belastning.

Det vil således være muligt, hvis det konkret er mest hensigtsmæssigt, at

fordele den nødvendige reduktion i kvælstofudledningen »skævt«

mellem de forskellige ejendomme i området.

De ønskede resultater vil formodentlig kunne opnås ved alene at pålægge

ejeren rådighedsindskrænkninger, og der synes ikke behov for at kunne

ekspropriere arealer. Da det er en betingelse, at ekspropriation af selve

arealet skal være nødvendig for at opnå formålet, er der således ikke

medtaget en sådan regel i forslaget.

Det foreslås desuden i stk. 2 som anbefalet af Drikkevandsudvalget, at der

ved afgørelse af, om der skal pålægges dyrkningsrestriktioner m.v., anvendes

den samme procedure som i øvrigt anvendes ved ekspropriation efter

miljøbeskyttelsesloven, nemlig proceduren i lov om offentlige veje § 45

(forarbejder og undersøgelser) og §§ 47-49 (åstedsforretning og

ekspropriationsbeslutning).

Det er i lovforslaget præciseret, at det er amtsrådet eller

kommunalbestyrelsen, der udfører de opgaver, som i medfør af reglerne i § 45

og §§ 47-49 i lov om offentlige veje er tillagt vejbestyrelserne.

Det er miljøbeskyttelseslovens almindelige regler om

erstatningsfastsættelse m.v. som foreslås at skulle finde anvendelse. Disse

findes i lovens § 61, stk. 2, som henviser til reglerne herom i lov om

offentlige veje. Det følger af disse regler, at hvis der pålægges intensive

rådighedsindskrænkninger kan såvel grundejeren som myndigheden over for

taksationskommissionen kræve hele ejendommen afstået (den såkaldte

ekstentionsret). Betingelsen for, at ejeren kan kræve, at myndigheden

overtager ejendommen er, at ejendommen ikke skønnes hensigtsmæssigt at kunne

bevares om selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde. Betingelsen

for, at myndigheden kan kræve ejendommen afstået, er, at erstatningen for

ejendommens værdiforringelse skønnes at komme til at stå i åbenbart

misforhold til restejendommens værdi. I begge tilfælde er det

taksationsmyndighederne, der skønner, om betingelserne er opfyldt. Der lægges

i reglerne stor vægt på en grundig høring af parterne, og at de har fået

lejlighed til at kommentere, det grundlag, som erstatningen skal baseres på.

Såfremt erstatningen for ejendommens værdiforringelse skønnes at komme til at

stå i åbenbar misforhold til restejendommens værdi, har ejeren mulighed for

at modificere sit erstatningskrav for herved at undgå, at myndigheden kræver

ejendommen overtaget. Klageinstans er overtaksationskommissionen, og i givet

fald kan der herefter anlægges sag ved domstolene.

Reglerne om erstatningsfastsættelse og herunder om ekstentionsretten

gælder generelt på miljøbeskyttelseslovens område, og finder således også

anvendelse ved rådighedsindskrænkninger og delekspropriationer, der pålægges

i forbindelse med spildevandsanlæg eller affaldsbehandlings- og

deponeringsanlæg, jf. lovens § 58, samt de forbud og påbud, der meddeles

efter lovens § 24 (der som nævnt kunne anvendes til at pålægge i hvert fald

en del af de rådighedsindskrænkninger, som den nye bestemmelse vil omfatte).

De samme regler gælder også i en række andre love på miljøområdet,

hvorefter der kan pålægges rådighedsindskrænkninger eller foretages delvis

ekspropriation. De gælder således efter planloven, vandforsyningsloven,

vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven.

Til nr. 3

Bestemmelsen omhandler spørgsmålet om, hvem der skal betale erstatning for

de rådighedsindskrænkninger m.v., der besluttes efter § 26 a.

Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 61, at erstatning fastsættes og

udbetales efter reglerne i lov om offentlige veje, og at størrelsen i

tilfælde af uenighed fastsættes af taksationsmyndighederne.

Efter den foreslåede § 64 a skal erstatning efter § 26 a betales af den

myndighed, der har truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har

givet samtykke hertil, helt eller delvist af det eller de

vandforsyningsanlæg, der har fordel af beslutningen. Vandforsyninger, der har

fordel af beslutningen, kan således blive pålagt at betale eller bidrage til

betalingen også selv om de ikke selv har anmodet om beslutningen efter § 26

a, hvis kommunalbestyrelsen har givet samtykke til det. Hvis amt eller

kommune agter at træffe beslutning efter § 26 a og vil anmode en eller flere

vandforsyninger om at betale, vil de være forpligtede til at foretage høring

af de pågældende vandforsyninger efter almindelige forvaltningsretlige

regler. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af erstatningsbetalingen,

afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne på samme måde som spørgsmålet

om erstatningens størrelse. Hvis en vandforsyning ikke ønsker at betale

erstatningen, er det således taksationsmyndigheden, der afgør spørgsmålet.

Til nr. 4 og 5

Det foreslås at foretage en præcisering af lovens strafbestemmelse om

overtrædelse af påbud, således at det klargøres, at denne også vil omfatte

beslutninger efter § 26 a. Desuden foreslås en hjemmel for ministeren til at

fastsætte strafbestemmelser i de regler, der fastsættes efter det foreslåede

§ 19, stk. 6.

Til § 3

Ved udvidelse af bestemmelsen skabes hjemlen til, at kunne udpege områder

med forskellige drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder og

indsatsområder via regionplanen. Der henvises til bemærkningerne under § 1,

specielt nr. 4-5 og specielt skal fremhæves, at det ved udpegning af følsomme

indvindigsområder skal angives, hvilken type af forurening, de anses for

følsomme overfor. Udpegningen af følsomme indvindigsområder i regionplanerne

tænkes i første omgang begrænset til nitratfølsomme indvindingsområder. Dette

foreslås at skulle ske med de statslige udmeldinger til regionplanrevisionen

2001.

Til § 4

Der henvises til bemærkningerne til § 2 nr. 1.

Skriftlig fremsættelse (16. april 1998)

Miljø- og energiministeren ( Svend Auken):

Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om

miljøbeskyttelse og lov om planlægning. (Beskyttelse af drikkevandsressourcer

og vandforsyning).

(Lovforslag nr. L 56).

De to lovforslag er en opfølgning på regeringens aftale med SF, V, K og CD

om Vandmiljøplan II. Lovforslagene skal ses i sammenhæng med forslag til lov

om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som fremsættes af

fødevareministeren, og forslag til lov om afgift af kvælstof indeholdt i

gødninger m.m., som fremsættes af skatteministeren, som alle er et led i

opfølgningen på opfyldelse af aftalen om Vandmiljøplan II.

Formålet med disse lovforslag er at sikre, at der gennemføres de tiltag,

der er nødvendige for at virkeliggøre en reduktion af markbidraget med

100.000 tons kvælstof, som er et afgørende led i Danmarks implementering af

EU's nitratdirektiv.

Aftalen om Vandmiljøplan II indeholder en bred vifte af forskellige

initiativer bl.a. øgede bevillinger til genopretning af vådområder,

skovrejsning, økologisk landbrug og til anden miljøvenlig landbrugsdrift.

Derudover omfatter planen initiativer til en generel reduktion af

gødningstilførslen, bedre udnyttelse af næringsstofressourcerne gennem krav

om bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen, skærpede harmonikrav og

indførelse af et krav om 6% græsefterafgrøder.

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om

naturbeskyttelse, lov om vandløb og lov om planlægning, som fremsættes af

miljø- og energiministeren, sikrer lovgrundlaget for justering af

harmonikravene og genopretning af vådområder med henblik på at forbedre

vandmiljøet. Ændringen af miljøbeskyttelsesloven indebærer således en

præcisering af miljø- og energiministerens adgang til at regulere landbrugets

tilførsel af næringsstoffer til vandmiljøet. Ændringen vil føre til justering

af harmonikravene som aftalt i Vandmiljøplan II. Samtidig medvirker

lovforslaget til at sikre Danmarks overholdelse af nitratdirektivets krav om

foranstaltninger til begrænsning af de mængder kvælstof, der må tilføres

jorden i form af husdyrgødning.

Det andet lovforslag, som indeholder ændringer af lov om vandforsyning

m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning, skal tilvejebringe det

fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at realisere de dele af Vandmiljøplan

II, som vedrører regionale foranstaltninger, der ligeledes er et væsentligt

led i implementeringen af nitratdirektivet.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslagene med bemærkninger, anbefales

det til Folketingets velvillige behandling.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den ny formulering i de

bestemmelser, der berøres af forslaget.

§ 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli

1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af

29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.

388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.

juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :

»og den dertil knyttede beskyttelse«.

§ 1. Loven har til formål at sikre

1) at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster

sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af de hensyn,

der er nævnt i § 2,

2) en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en

hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne,

3) en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og

kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning.

2. I § 10 indsættes efter »forurening« :

»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes

kvalitet,».

3. I § 10 indsættes som stk. 2 :

» Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de

vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den

naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig

dårlig.«.

§ 10. Amtsrådet foretager med bistand fra kommunalbestyrelserne en

kortlægning af vandressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet og

naturlige beskyttelse mod forurening samt de forureningstrusler, der kan

påvirke vandressourcernes kvalitet og gennemfører på grundlag heraf

undersøgelser og beregninger af de vandmængder, der vil være til rådighed for

vandindvinding.

Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de

vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den

naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig

dårlig.

4. § 11 affattes således:

» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den

igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører

amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af

regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter en

udpegning af:

1) områder med særlige drikkevandsinteresser,

2) områder med drikkevandsinteresser,

3) områder med begrænsede drikkevandsinteresser,

4) afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og

af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er

særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme

indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening,

de anses for følsomme over for, og

5) afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til

beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af

drikkevandsinteresserne (indsatsområder), samt

6) en prioritering af disse indsatsområder og en tidsplan for udarbejdelse

og iværksættelse af de i § 13 nævnte indsatsplaner.

Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets

indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som

amtet udfører.

Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med

drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme

indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne

udpeges i regionplanen.«.

§ 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den

igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører

amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af

regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter en

udpegning af:

1) områder med særlige drikkevandsinteresser,

2) områder med drikkevandsinteresser,

3) områder med begrænsede drikkevandsinteresser,

4) afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og

af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er

særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme

indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening,

de anses for følsomme over for, og

5) afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til

beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af

drikkevandsinteresserne (indsatsområder), samt

6) en prioritering af disse indsatsområder og en tidsplan for udarbejdelse

og iværksættelse af de i § 13 nævnte indsatsplaner.

Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets

indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som

amtet udfører.

Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med

drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme

indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne

udpeges i regionplanen.

5. Efter § 11 indsættes:

» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af

vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et

koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i

amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,

industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.

§ 13. For hvert af de indsatsområder, der er fastlagt i

regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den

prioritering, som er fastlagt i regionplanen.

Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere

kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af

de pågældende vandressourcer.

Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over

behovet for beskyttelse samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes

indsats til opnåelse af denne beskyttelse.

§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis

kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at

retningslinierne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og

regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller

vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i

§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod

regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller

indsatsplaner vedtaget efter § 13.

§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13

a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.

Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før

12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.

Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere

retningslinier udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er

overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er

tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør

indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er

opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en

kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres

spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en

ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.

Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,

skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel

underretning herom og om indholdet af planen.

§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13 i

det omfang, de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.

Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser

de retningslinier til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §

13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har

vedtaget efter § 13 a.

§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget

efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.

Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt

i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der

ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder

over ejendommen.

Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og

efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.

1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal

betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af

andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har

fordel af aftalen.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13

eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå

aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af

ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af

kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis

skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller

indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at

anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele

indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen

ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget

efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter

amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke

indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,

afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed

mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke

indgås.

Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet

forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder

anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.

§ 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af

vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et

koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i

amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,

industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.

§ 13. For hvert af de indsatsområder, der er fastlagt i

regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den

prioritering, som er fastlagt i regionplanen.

Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere

kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af

de pågældende vandressourcer.

Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over

behovet for beskyttelse samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes

indsats til opnåelse af denne beskyttelse.

§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis

kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at

retningslinierne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og

regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller

vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i

§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod

regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller

indsatsplaner vedtaget efter § 13.

§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13

a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.

Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før

12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.

Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere

retningslinier udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er

overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er

tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør

indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er

opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en

kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres

spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en

ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.

Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,

skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel

underretning herom og om indholdet af planen.

§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13 i

det omfang, de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.

Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser

de retningslinier til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §

13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har

vedtaget efter § 13 a.

§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget

efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.

Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt

i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der

ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder

over ejendommen.

Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og

efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.

1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal

betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af

andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har

fordel af aftalen.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13

eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå

aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af

ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af

kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis

skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller

indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at

anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele

indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen

ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget

efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter

amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke

indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,

afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed

mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke

indgås.

Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet

forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder

anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.

6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.

2« : », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.

§ 14 a. En vandforsyningsplan efter § 14 må ikke stride

imodregionplanlægningen og forudsætninger fastsat efter § 16, stk. 2, eller

mod en indsatsplan vedtaget efter § 13.

7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11« :

»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.

Stk. 2. Amtsrådet påser, at den kommunale vandforsyningsplan efter

§ 14 er i overensstemmelse med regionplanlægningen og forudsætninger nævnt i

stk. 1, sammenholder planens indhold med vandressourceplanlægningen efter §

11 og indsatsplaner vedtaget efter § 13 og vurderer, om planen i øvrigt

tilgodeser hensynet til beskyttelsen af vandområder og grundvandet.

Stk. 3 . Fremsætter amtsrådet indsigelse efter stk. 2 inden for en

nærmere af miljøministeren fastsat frist, kan kommunalbestyrelsen ikke

vedtage planen endeligt, før der er opnået enighed mellem kommunalbestyrelsen

og amtsrådet om de nødvendige ændringer af planen. Kan enighed ikke opnås,

afgøres spørgsmålet af miljøministeren.

Stk. 4 . Almene vandforsyningsanlæg må ikke anlægge vandledninger

i strid med vandforsyningsplaner vedtaget efter stk. 2 og 3.

8. I § 15, stk. 1, indsættes efter

»vandindvinding« : », beskyttelse af vandressourcerne«.

§ 15. Miljøministeren kan udarbejde landsplaner for

vandindvinding, beskyttelse af vandressourcerne og vandforsyning, som skal

lægges til grund ved behandling af sager efter denne lov.

Stk. 2 . Ministeren kan bestemme, at kortlægning og planlægning

skal foretages af flere amtsråd i fællesskab.

9. § 16, stk. 1, affattes således:

»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af

planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af

indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«.

10. § 16, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning

efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte

koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan

fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med

tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13

a.«.

§ 16. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af

planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af

indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.

Stk. 2. Miljøministeren kan bestemme og fastsætte regler om, at

nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter

§§ 11og 14. Sådanne forudsætninger skal lægges til grund ved administrationen

af denne lov.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning

efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte

koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan

fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med

tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.

Stk. 4 . Opstår der uenighed om fordelingen af udgifter ved

amtsrådets eller kommunalbestyrelsens planlægningsvirksomhed, afgøres

spørgsmålet af miljøministeren.

11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet« :

», jf. § 52 a«.

§ 46. Amtsrådet kan, hvis det skønnes nødvendigt, pålægge et

kommunalt alment vandforsyningsanlæg leveringspligt til bestemte områder.

Stk. 2 . Ved pålæg til en kommune om levering til områder uden for

kommunen skal den leverende kommune i økonomisk henseende holdes skadesløs i

alle forhold vedrørende leveringspligten, herunder for alle udgifter ved

anskaffelse af de anlæg m.v., der er nødvendige for leveringen, og udgifterne

i øvrigt ved fremskaffelse og levering af vandet, jf. § 52 a.

Stk. 3 . Opstår der i forbindelse med levering af vand fra en

kommunes vandforsyning til en anden kommunes vandforsyning uenighed om

leveringsprisen, afgøres spørgsmålet af amtsrådet.

12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«

: », kortlægning, overvågning og beskyttelse«.

13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan

amtsrådet« : »efter forhandling med de berørte kommuner og

vandforsyningsanlæg«.

14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet

kan« til: »og«.

15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«

: »i mangel af enighed mellem parterne«.

§ 48. Hvis det skønnes nødvendigt for at sikre en planmæssig

udbygning af vandforsyningen og sikre en hensigtsmæssig anvendelse,

kortlægning, overvågning og beskyttelse af de eksisterende vandforekomster

til drikkevandsforsyning, kan amtsrådet efter forhandling med de berørte

kommuner og vandforsyningsanlæg påbyde kommunalt samarbejde om

vandforsyningen og påbyde samarbejde mellem kommunale og private almene

vandforsyningsanlæg og mellem private almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 2. Vilkårene i forbindelse med samarbejdet fastsættes i

mangel af enighed mellem parterne af amtsrådet efter forhandling med de

berørte parter.

Stk. 3 . Såfremt samarbejdet skal omfatte almene

vandforsyningsanlæg i flere amtskommuner, afgøres sagen af amtsrådene i

forening. Opnås der ikke enighed mellem amtsrådene, afgøres sagen af

miljøministeren.

16. Efter § 52 indsættes:

» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment

vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding

og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,

administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og

underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og

væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til

nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter

til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af

vandbesparende foranstaltninger, samt deltagelse i vandværkssamarbejder og

lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og

beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i

fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende

overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og

beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand

mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af

indskudskapital.

§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med

henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,

overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre

aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe

forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.

Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de

deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder

aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som

ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse

af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler

for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og

vilkår.«.

§ 52 a. Ved levering af vand fra et alment vandforsyningsanlæg kan

i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding og distribution af

vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige

afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere

perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af

forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Desuden kan et

alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af sine kunder om

vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger, samt

deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende. Herudover kan indregnes

udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer,

som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i

det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den

offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller

hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand

mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af

indskudskapital.

§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med

henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,

overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre

aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe

forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.

Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de

deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder

aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som

ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse

af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler

for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og vilkår.

17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §

52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller

godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås

der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og

energiministeren.«.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 53. Kommunalbestyrelsen fastsætter anlægs- og driftsbidrag ved

levering af vand fra den kommunale vandforsyning. Anlægs- og driftsbidrag til

andre almene vandforsyningsanlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen i den

kommune, hvor vandet forbruges, efter indstilling fra anlæggets ejer. For

private almene vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen træffe bestemmelse

om forhøjelse af visse former for bidrag, hvis forhøjelsen er en nødvendig

følge af, at kommunalbestyrelsen har nægtet at godkendeforhøjelsen af andre

former for bidrag.

Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller § 52 b

omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller

godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås

der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af ministeren.

Stk. 3 . Når en ny forsyningsledning til kommunal vandforsyning

etableres, kan der pålægges grundejere, til hvis ejendomme der kan leveres

vand til almindelig brug, bidrag til ledningsanlægget og til eventuel

stikledning og stophane. For andre almene vandforsyningsanlæg kan

kommunalbestyrelsen godkende, at der pålægges sådanne bidrag.

Stk.4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til

at pålægge bidrag efter stk. 2, herunder om at grundejerne under nærmere

betingelser kan opnå midlertidig fritagelse for betaling af bidrag.

Stk. 5 . Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indberetning

vedrørende vandpriser.

18. Efter § 59 indsættes:

» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at

overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere

overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele

tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen

fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og

energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene

vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«.

» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at

overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere

overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele

tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen

fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og

energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene

vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«.

19. I § 60, stk. 1, indsættes efter

»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte

overvågningsboringer«.

§ 60. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med kvaliteten af vandet i

vandforsyningssystemer, herunder de i § 59a nævnte overvågningboringer.

Stk. 2 . Miljøministeren kan fastsætte regler om tilsynet,

herunder om regelmæssige laboratorieundersøgelser.

Stk. 3 . Udgifterne ved den regelmæssige kontrol af vandet i et

vandforsyningssystem afholdes af ejeren af vandforsyningsanlægget. I

tilfælde, hvor det må antages, at en virksomhed, der ligger inden for

vandforsyningsanlæggets opland, medfører en særlig fare for forurening af

vandet, kan kommunalbestyrelsen dog pålægge virksomheden at afholde

udgifterne ved et udvidet tilsyn.

20. Efter § 69 indsættes:

» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,

at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en

indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om

årsagen hertil.«.

§ 69 a. Ministeren kan fastsætte regler om, at ejeren af et

vandforsyningsanlæg skal give meddelse, hvis en indvindingsboring tages ud af

drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om årsagen hertil.

21. I § 76 indsættes som nr. 1 som nyt nummer:

»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel

3.«.

Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.

§ 76. Følgende afgørelser kan dog ikke indbringes for højere

administrativ myndighed:

1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel 3

2) Fastsættelse af leveringsvilkår efter § 29 og § 45, stk. 2.

3) Afgørelser om sløjfning af vandforsyningsanlæg efter § 36.

4) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel 9,

bortset fra kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 55, stk. 2 og 4.

22. Efter § 89 indsættes:

» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under

ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de

beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder

at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«.

§ 89 a. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet

oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser,

der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder

at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren .

§ 2

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,

foretages følgende ændringer:

1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7 :

» Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er

udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om

godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan

medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller

overfladevand.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller

forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål

til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til

nitrat.«.

§ 19. Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene

grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse

1) nedgraves i jorden,

2) udledes eller oplægges på jorden eller

3) afledes til undergrunden.

Stk. 2 . Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er

nævnt i stk. 1, må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden.

Stk. 3 . Tætte beholdere, der alene anvendes til ajle, gylle,

ensilagesaft, mælkerumsvand og møddingvand, må dog være nedgravet uden

tilladelse efter stk. 2.

Stk. 4 . Tilladelse efter stk. 1 og 2 gives af amtsrådet,

medmindre ministeren fastsætter andre regler.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler for at sikre, at jord og

grundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening med de

stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1. Ministeren kan

herunder fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår

tilladelser efter stk. 1 og 2 kan meddeles, og regler om, at tilladelse efter

stk. 1 og 2 i visse tilfælde er ufornøden, samt regler om, at visse

afgørelser efter stk. 1 og 2 ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kontrol og om

indretning og tømning af beholdere og ledningsanlæg med de nævnte stoffer,

materialer og produkter, samt regler om gebyrer. Ministeren kan fastsætte

regler om de i stk. 3 nævnte beholdere.

Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er udpeget

som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om

godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan

medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller

overfladevand.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller

forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål

til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til

nitrat.

2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3 :

» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område

efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke

kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod

fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for

at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med

nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af

kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter

vandforsyningslovens § 13 a.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,

i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg

efter stk. 1.

Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje

finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter

stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de

opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1, skal de

meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over

ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens

regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder skal

amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra

tingbogen.«.

» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område

efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke

kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod

fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for

at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med

nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af

kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter

vandforsyningslovens § 13 a.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,

i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg

efter stk. 1.

Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje

finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter

stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de

opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1, skal de

meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over

ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens

regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder skal

amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra

tingbogen.«.

3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8:

» § 64a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed, der

har truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet samtykke

hertil, helt eller delvist af det eller de vandforsyningsanlæg, der har

fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af

erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom

spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«.

§ 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed, der har

truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet samtykke

hertil, helt eller delvist af det eller de vandforsyningsanlæg, der har

fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af

erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom

spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.

4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt

forhold«: »og beslutninger efter § 26a«.

5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,

stk. 5« : » -7«.

§ 110. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning,straffes med bøde den, der

1) overtræder § 19, stk. 1 eller stk. 2, § 20, § 20 a, stk. 1, § 22, § 23,

§ 27, stk. 1 eller 2, § 28, stk. 4, § 43, § 45, stk. 4, og § 50, stk. 1, og §

72 a,

2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud

om at berigtige et ulovligt forhold og beslutninger efter § 26a,

3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10, stk. 4,

4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en

godkendelse efter loven,

5) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter §

33 eller anmeldelse efter § 36,

6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 72 eller

at give underretning som nævnt i §§ 21, 71 og 72 a,

7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget

efter § 7, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan

anmeldelse, eller undlader at indgive ansøgning, jf. § 39,

8) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter eller

transportmidler i strid med § 87,

9) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som

foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven,

10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers

forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2, eller

11) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at

afgive oplysninger efter § 55 b,

12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller

klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a.

Stk. 2 . Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,

hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis

der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv

eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3 . I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af §§

7-10, §§ 12-16, § 17, stk. 3, § 18, § 19, stk. 5 -7, § 20 b, stk. 2, § 27,

stk. 3, § 35, § 35 a, § 44, § 45, stk. 2 og 3, § 47, stk. 3, § 48, § 51, §

53, § 55 a, § 72 a, stk. 3, § 89, stk. 2, og § 89 a, kan der fastsættes straf

af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller

fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.

Stk. 4 . Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. Kapitel.

Stk. 5 . Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,

konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved

overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare

derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn

hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.

Stk. 6 . Ved overtrædelse af § 10, stk. 4, jf. § 110, stk. 1, nr.

3, skal der ved udmåling af bøder, herunder tillægsbøder, tages hensyn til

størrelsen af den bod, der måtte være fastlagt på det pågældende område i

medfør af § 10, stk. 2.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for

overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 5, samt for

overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 19, stk. 5.

§ 3

I lov om planlægning,, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter

»vandressourcerne«: », herunder udpegning af områder med

særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder

med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindigsområder,

indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.

§ 6. For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan. I

Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan. En

regionplan skal omfatte en periode på 12 år.

Stk. 2 . Regionplanlægningen må ikke stride mod regler eller

beslutninger efter § 3.

Stk. 3. Regionplanen skal på grundlag af en samlet vurdering af

udviklingeni amtskommunen indeholde retningslinier for:

1) arealudlæg til byzoner og sommerhusområder,

2) beliggenheden af større offentlige institutioner samt større

trafikanlægog andre større tekniske anlæg,

3) beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til

forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav,

4) beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at

påvirke miljøet i væsentlig grad,

5) Den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,

6) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og

sikringen af de særlig værdifulde landbrugsområder,

7) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning

er uønsket,

8) varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det

åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige

naturbeskyttelsesinteresser,

9) beliggenheden af arealer til fritidsformål,

10) anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre

naturforekomster i jorden,

11) anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne, herunder udpegning af

områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser

og områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindigsområder,

indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne

12) kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og

13) realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3.

Stk. 4 . I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns,

Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner skal regionplanlægningen udføres på

grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal

yderligere fastsættes retningslinier for:

1) fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen

herfor og

2) vandforsyningen og spildevandsafledningen.

Stk. 5 . Regionplanen kan omhandle andre forhold end nævnt i stk.

3 og 4.

Stk. 6 . I de i stk. 4 nævnte områder skal de regionale

retningslinier fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive

trafikplan for det samlede område.

Stk. 7 . Regionplanen skal ledsages af en redegørelse for planens

forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse,

samt den hidtil udførte planlægning og administration.

Stk. 8 . Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder

retningslinier for de i stk. 3, nr. 4, nævnte anlæg, skal indeholde en

vurdering af de miljømæssige konsekvenser.

Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder

retningslinjer for detailhandelsstrukturen, skal indeholde

1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til

butiksformål for de enkelte byer og bydele fordelt på hovedbutikstyper og

disses omsætning,

2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende

bebyggelse til butiksformål,

3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket

opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de

afgrænsede arealer,

4) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de

mindre og mellemstore byer,

5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den

centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for

afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for

eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1,

6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de

udlagte arealer til butiksformål og

7) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for

fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 (m2)

bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 (m2) bruttoetageareal for

udvalgsvarebutikker.

Efter 2. behandling den 19. juni 1998

§ 1

I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli

1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af

29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.

388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.

juni 1997, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :

»og den dertil knyttede beskyttelse«.

2. I § 10 indsættes efter »forurening« :

»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes

kvalitet,».

3. I § 10 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de

vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den

naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig

dårlig.«

4. § 11 affattes således:

» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den

igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører

amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af

regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter

1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,

2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,

3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser og

4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser

og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er

særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme

indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening

de anses for følsomme over for,

5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats

til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af

drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse

indsatsområder, samt

6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte

indsatsplaner.

Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets

indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som

amtet udfører.

Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med

drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme

indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne

udpeges i regionplanen.«

5. Efter § 11 indsættes:

» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af

vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et

koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i

amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,

industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.

§ 13. For hvert af de indsatsområder der er fastlagt i

regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den

prioritering, som er fastlagt i regionplanen.

Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere

kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af

de pågældende vandressourcer.

Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over

behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan for myndighedernes

indsats til opnåelse af denne beskyttelse.

§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis

kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at

retningslinjerne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og

regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller

vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i

§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod

regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller

indsatsplaner vedtaget efter § 13.

§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13

a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.

Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før

12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.

Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere

retningslinjer udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er

overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er

tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør

indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er

opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en

kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres

spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et

amtsråd og en ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder

indsatsplanen.

Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,

skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel

underretning herom og om indholdet af planen.

§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13, i

det omfang de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.

Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser

de retningslinjer til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §

13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har

vedtaget efter § 13 a.

§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget

efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.

Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt

i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der

ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder

over ejendommen.

Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og

efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor

vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.

1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal

betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af

andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har

fordel af aftalen.

Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13

eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre

rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i

arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå

aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af

ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af

kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis

skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller

indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at

anlægget har fordel af aftalen.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment

vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele

indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen

ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget

efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter

amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke

indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,

afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed

mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke

indgås.

Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet

forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder

anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.«

6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.

2«: », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.

7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11«:

»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.

8. I § 15, stk. 1, indsættes efter

»vandindvinding«: », beskyttelse af vandressourcerne«.

9. § 16, stk. 1, affattes således:

»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af

planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af

indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«

10. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning

efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte

koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan

fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med

tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«

11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet«:

», jf. § 52 a«.

12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«:

», kortlægning, overvågning og beskyttelse«.

13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan

amtsrådet«: »efter forhandling med de berørte kommuner og

vandforsyningsanlæg«.

14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet

kan« til: »og«.

15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«:

»i mangel af enighed mellem parterne«.

16. Efter § 52 indsættes:

» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment

vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding

og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,

administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og

underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og

væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til

nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter

til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af

vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og

lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og

beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i

fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende

overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og

beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.

Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand

mellem almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om

prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af

indskudskapital.

§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med

henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,

overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre

aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe

forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.

Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de

deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder

aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som

ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse

af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler

for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og

vilkår.«

17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §

52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller

godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås

der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og

energiministeren.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

18. I § 53, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk.

2« til: »stk. 3«.

19. I § 54, stk. 1, ændres »stk. 1 og 2« til:

»stk. 1-3«.

20. Efter § 59 indsættes:

» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at

overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere

overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele

tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen

fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og

energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene

vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«

21. I § 60, stk. 1, indsættes efter

»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte

overvågningsboringer«.

22. Efter § 69 indsættes:

» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,

at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en

indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om

årsagen hertil.«

23. I § 76 indsættes som nr. 1:

»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel

3.«

Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.

24. Efter § 89 indsættes:

» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under

ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de

beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder

at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«

§ 2

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,

foretages følgende ændringer:

1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er

udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om

godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan

medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller

overfladevand.

Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller

forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål

til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til

nitrat.«

2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3:

» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område

efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke

kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod

fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for

at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med

nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af

kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter

vandforsyningslovens § 13 a.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,

i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg

efter stk. 1.

Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje

finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter

stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de

opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.

Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af

rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1 skal de

meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over

ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens

regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder, skal

amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra tingbogen.«

3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8:

» § 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed,

der har truffet beslutningen, eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet

samtykke hertil, helt eller delvis af det eller de vandforsyningsanlæg, der

har fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af

erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom

spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«

4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt

forhold« : »eller pålæg efter § 26 a«.

5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,

stk. 5«: » -7«.

§ 3

I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,

foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter

»vandressourcerne«: », herunder udpegning af områder med

særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder

med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder,

indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.

Stk. 2. Regler i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 7,

som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, fastsættes således, at de respekterer

kontraktmæssige forpligtelser vedrørende aftaler om aftagelse af

husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål indgået inden reglernes

ikrafttræden. Der kan dog ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på

sådanne aftaler længere end 5 1/2 år fra disse reglers ikrafttræden.

Officielle noter

(* 1) Indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/676/EØF

om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.

Lignende dokumenter