1997 LSF 56 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VANDFORSYNING M.V., LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM PLANLÆGNING(* 1) (BESKYTTELSE AF DRIKKEVANDSRESSOURCER OG VANDFORSYNING)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli
1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af
29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.
388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.
juni 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :
»og den dertil knyttede beskyttelse«.
2. I § 10 indsættes efter »forurening« :
»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes
kvalitet,».
3. I § 10 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de
vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den
naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig
dårlig.«
4. § 11 affattes således:
» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den
igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører
amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af
regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter
1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,
3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser og
4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser
og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er
særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme
indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening
de anses for følsomme over for,
5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats
Læs alt
til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af
drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse
indsatsområder, samt
6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte
indsatsplaner.
Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets
indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som
amtet udfører.
Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med
drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme
indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne
udpeges i regionplanen.«
5. Efter § 11 indsættes:
» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af
vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et
koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i
amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,
industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.
§ 13. For hvert af de indsatsområder der er fastlagt i
regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den
prioritering, som er fastlagt i regionplanen.
Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere
kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af
de pågældende vandressourcer.
Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over
behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan for myndighedernes
indsats til opnåelse af denne beskyttelse.
§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis
kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at
retningslinjerne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og
regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller
vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i
§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod
regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller
indsatsplaner vedtaget efter § 13.
§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13
a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.
Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før
12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.
Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere
retningslinjer udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er
overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er
tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør
indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er
opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en
kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres
spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et
amtsråd og en ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder
indsatsplanen.
Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,
skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel
underretning herom og om indholdet af planen.
§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13, i
det omfang de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.
Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser
de retningslinjer til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §
13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har
vedtaget efter § 13 a.
§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget
efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.
Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt
i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der
ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder
over ejendommen.
Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og
efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.
1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal
betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af
andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har
fordel af aftalen.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13
eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå
aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af
ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af
kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis
skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller
indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at
anlægget har fordel af aftalen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele
indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen
ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget
efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter
amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke
indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,
afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed
mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke
indgås.
Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet
forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder
anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.«
6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.
2«: », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.
7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11«:
»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.
8. I § 15, stk. 1, indsættes efter
»vandindvinding«: », beskyttelse af vandressourcerne«.
9. § 16, stk. 1, affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af
planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af
indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«
10. § 16, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning
efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte
koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan
fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med
tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«
11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet«:
», jf. § 52 a«.
12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«:
», kortlægning, overvågning og beskyttelse«.
13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan
amtsrådet«: »efter forhandling med de berørte kommuner og
vandforsyningsanlæg«.
14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet
kan« til: »og«.
15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«:
»i mangel af enighed mellem parterne«.
16. Efter § 52 indsættes:
» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment
vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding
og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,
administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og
underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og
væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til
nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter
til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af
vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og
lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og
beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i
fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende
overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og
beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand
mellem almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af
indskudskapital.
§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med
henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,
overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre
aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe
forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.
Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de
deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder
aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som
ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse
af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og
vilkår.«
17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §
52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller
godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås
der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og
energiministeren.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
18. I § 53, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk.
2« til: »stk. 3«.
19. I § 54, stk. 1, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1-3«.
20. Efter § 59 indsættes:
» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at
overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere
overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele
tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen
fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og
energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene
vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«
21. I § 60, stk. 1, indsættes efter
»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte
overvågningsboringer«.
22. Efter § 69 indsættes:
» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en
indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om
årsagen hertil.«
23. I § 76 indsættes som nr. 1:
»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel
3.«
Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.
24. Efter § 89 indsættes:
» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under
ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder
at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«
§ 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er
udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om
godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan
medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller
overfladevand.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller
forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål
til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til
nitrat.«
2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3:
» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område
efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke
kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod
fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for
at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med
nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af
kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter
vandforsyningslovens § 13 a.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,
i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg
efter stk. 1.
Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter
stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de
opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.
Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1 skal de
meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over
ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens
regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder, skal
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra tingbogen.«
3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8:
» § 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed,
der har truffet beslutningen, eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet
samtykke hertil, helt eller delvis af det eller de vandforsyningsanlæg, der
har fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af
erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom
spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«
4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt
forhold« : »eller pålæg efter § 26 a«.
5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,
stk. 5«: » -7«.
§ 3
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,
foretages følgende ændring:
1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter
»vandressourcerne«: », herunder udpegning af områder med
særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder
med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder,
indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.
Stk. 2. Regler i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 7,
som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, fastsættes således, at de respekterer
kontraktmæssige forpligtelser vedrørende aftaler om aftagelse af
husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål indgået inden reglernes
ikrafttræden. Der kan dog ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på
sådanne aftaler længere end 5 1/2 år fra disse reglers ikrafttræden.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli
1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af
29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.
388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.
juni 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :
»og den dertil knyttede beskyttelse«.
2. I § 10 indsættes efter »forurening« :
»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes
kvalitet,».
3. I § 10 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de
vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den
naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig
dårlig.«.
4. § 11 affattes således:
» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den
igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører
amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af
regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter:
1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,
3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser, og
4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser
og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er
særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme
indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening,
de anses for følsomme over for,
5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats
til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af
drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse
indsatsområder, samt
6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte
indsatsplaner.
Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets
indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som
amtet udfører.
Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med
drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme
indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne
udpeges i regionplanen.«.
5. Efter § 11 indsættes:
» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af
vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et
koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i
amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,
industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.
§ 13. For hvert af de indsatsområder, der er fastlagt i
regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den
prioritering, som er fastlagt i regionplanen.
Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere
kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af
de pågældende vandressourcer.
Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over
behovet for beskyttelse samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes
indsats til opnåelse af denne beskyttelse.
§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis
kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at
retningslinierne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og
regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller
vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i
§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod
regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller
indsatsplaner vedtaget efter § 13.
§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13
a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.
Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før
12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.
Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere
retningslinier udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er
overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er
tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør
indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er
opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en
kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres
spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en
ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.
Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,
skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel
underretning herom og om indholdet af planen.
§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13 i
det omfang, de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.
Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser
de retningslinier til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §
13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har
vedtaget efter § 13 a.
§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget
efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.
Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt
i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der
ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder
over ejendommen.
Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og
efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.
1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal
betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af
andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har
fordel af aftalen.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13
eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå
aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af
ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af
kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis
skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller
indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at
anlægget har fordel af aftalen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele
indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen
ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget
efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter
amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke
indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,
afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed
mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke
indgås.
Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet
forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder
anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.
6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.
2« : », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.
7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11« :
»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.
8. I § 15, stk. 1, indsættes efter
»vandindvinding« : », beskyttelse af vandressourcerne«.
9. § 16, stk. 1, affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af
planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af
indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«.
10. § 16, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning
efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte
koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan
fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med
tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13
a.«.
11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet« :
», jf. § 52 a«.
12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«
: », kortlægning, overvågning og beskyttelse«.
13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan
amtsrådet« : »efter forhandling med de berørte kommuner og
vandforsyningsanlæg«.
14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet
kan« til: »og«.
15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«
: »i mangel af enighed mellem parterne«.
16. Efter § 52 indsættes:
» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment
vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding
og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,
administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og
underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og
væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til
nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter
til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af
vandbesparende foranstaltninger, samt deltagelse i vandværkssamarbejder og
lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og
beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i
fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende
overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og
beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand
mellem almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af
indskudskapital.
§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med
henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,
overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre
aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe
forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.
Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de
deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder
aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som
ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse
af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og
vilkår.«.
17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §
52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller
godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås
der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og
energiministeren.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
18. Efter § 59 indsættes:
» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at
overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere
overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele
tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen
fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og
energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene
vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«.
19. I § 60, stk. 1, indsættes efter
»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte
overvågningsboringer«.
20. Efter § 69 indsættes:
» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en
indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om
årsagen hertil.«.
21. I § 76 indsættes som nr. 1 :
»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel
3.«.
Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.
22. Efter § 89 indsættes:
» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under
ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder
at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«.
§ 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7 :
» Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er
udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om
godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan
medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller
overfladevand.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller
forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål
til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til
nitrat.«.
2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3 :
» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område
efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13a, kan amtsrådet, hvis der ikke kan
opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod
fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for
at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med
nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af
kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter
vandforsyningslovens § 13 a.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,
i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg
efter stk. 1.
Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter
stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de
opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.
Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1 skal de
meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over
ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens
regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder skal
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra
tingbogen.«.
3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8 :
» § 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed,
der har truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet
samtykke hertil, helt eller delvist af det eller de vandforsyningsanlæg, der
har fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af
erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom
spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«.
4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt
forhold« : »eller pålæg efter § 26 a«.
5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,
stk. 5« : » -7«.
§ 3
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,
foretages følgende ændring:
1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter
»vandressourcerne« : », herunder udpegning af områder med
særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder
med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindigsområder,
indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.
Stk. 2. Regler i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 7,
som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, fastsættes således, at de respekterer
kontraktsmæssige forpligtelser vedrørende aftaler om aftagelse af
husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål indgået inden reglernes
ikrafttræden. Der kan dog ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på
sådanne aftaler længere end 5 1/2 år fra disse reglers ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund
I forbindelse med den samlede handlingsplan for forbedring af det danske
vandmiljø, som blev indgået mellem et flertal af Folketingets partier den 17.
februar 1998 (Vandmiljøplan II), var der enighed om, at der ud over den
generelle beskyttelse af vandressourcerne er behov for en yderligere
beskyttelse i de områder, der er følsomme overfor nitratforurening. Dette
lovforslag fremsættes samtidig med L 55 til en samlet gennemførelse af
foranstaltninger i henhold til Vandmiljøplan II.
Ønsket om en forstærket regional indsats bygger dels på en tilkendegivelse
fra Drikkevandsudvalget og dels på en styrkelse af indsatsen i henhold til
gennemførelsen af Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand imod
forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.
I sin helhed bygger lovforslaget på Drikkevandsudvalgets betænkning, som
blev afgivet den 17. december 1997. Udvalget blev nedsat i foråret 1996 som
opfølgning på regeringens 10-punktsprogram fra december 1994 og fik til
opgave at gennemføre en analyse af den nuværende vandforsyningsstruktur og
det gældende retsgrundlag for beskyttelse af vandindvindingsområderne,
herunder områder med særlige drikkevandsinteresser. På baggrund heraf skulle
udvalget fremkomme med anbefalinger vedrørende vandforsyningsstruktur og
beskyttelse. Udvalgets kommissorium blev senere udvidet til at komme med
forslag vedrørende etablering af en vandfond til støtte for mindre,
forureningsramte vandforsyninger.
Udvalgets analyser og anbefalinger er indeholdt i betænkningen af 17.
december 1997 samt i en delbetænkning om vandfonden afgivet i december 1996.
Forslagene vedrørende Vandfonden er gennemført ved lov nr. 326 af 14. maj
1997.
Der er ikke i lovforslaget fastsat bestemte tidsfrister inden for hvilke
den offentlige indsats med hensyn til planlægning og gennemførsel af
grundvandsbeskyttelsen skal være tilvejebragt. Der er derimod lagt op til, at
dette skal afklares i forbindelse med forhandlingerne om de årlige
finanslove.
2. Lovforslagets indhold
Drikkevandsudvalgets anbefalinger kan deles op i 3 emneområder:
1) Anbefalinger vedrørende planlægning af beskyttelsesindsatsen.
2) Anbefalinger vedrørende reguleringen af forurenende aktiviteter af
hensyn til beskyttelsen af drikkevandsressourcerne.
3) Anbefalinger vedrørende vandforsyningsstrukturen.
2.1. Planlægning
Drikkevandsudvalget har anbefalet, at der indføres nye planlægningsmæssige
værktøjer for at sikre en koordineret og helhedsorienteret
beskyttelsesstrategi, så der alt efter behovet i hvert enkelt område gøres op
med alle kilder til forurening.
Udgangspunktet for dansk grundvandspolitik er, at der arbejdes for et
generelt højt beskyttelsesniveau for alt grundvand. Imidlertid er det på
nogle områder nødvendigt at prioritere indsatsen på grund af, at der kun er
begrænsede økonomiske midler til rådighed for opgaven, eller fordi der er
tale om at vælge placering for en nødvendig aktivitet eller lignende (f.eks.
deponeringsanlæg), som ikke kan undgå at udgøre en vis risiko for
grundvandet. Hvis en given ressource skal beskyttes, er det nødvendigt, at
der gøres en indsats mod samtlige forureningskilder. Ellers risikerer man, at
den indsats, der gøres over for visse kilder, er spildt, fordi ressourcen
forurenes af en anden kilde. For at sikre en koordinering er det nødvendigt
generelt at fastlægge, efter hvilke kriterier man skal vælge de arealer, der
skal prioriteres højest.
Drikkevandsudvalget anbefaler, at det sikres, at der er de nødvendige
virkemidler til rådighed til den påkrævede ekstra beskyttelse (ud over den
generelle beskyttelse) af områder med særlige drikkevandsinteresser samt af
indvindingsområder uden for disse, som det efter en konkret vurdering findes
hensigtsmæssigt at give en særlig prioritet. Udvalget anbefaler, at både
amter, kommuner og vandforsyninger tager aktiv del i tilrettelæggelsen og
udførelsen af denne ekstra beskyttelse.
For at sikre en helhedsorienteret indsats anbefaler udvalget, at amterne
som led i regionplanlægningen får pligt til at udarbejde en samlet plan for
tilrettelæggelse og prioritering af den indsats mod grundvandsforurening, der
er nødvendig for at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning. Derfor
foreslås det i nærværende lovforslag at udbygge den eksisterende
vandressourceplanlægning, der kun omfatter planlægning af den fremtidige
anvendelse af regionenes vandressourcer, med en plan for
beskyttelsesindsatsen samt at gøre de dele af denne udbyggede
vandressourceplanlægning, der har relation til arealanvendelsen, til en del
af regionplanlægningen.
Amternes prioritering må normalt forventes at tage udgangspunkt i de
områder med særlige drikkevandsinteresser, som de har udpeget, idet man netop
ved denne udpegning har foretaget en samlet vurdering af vandressourcernes
kvalitet og beskyttelse og sammenholdt dette med den eksisterende indvinding
og vandforsyningernes behov, således at de ressourcer, der på amtsplan må
anses for vigtigst for den fremtidige drikkevandsforsyning, er blevet
identificeret. I særlige tilfælde vil amterne dog kunne foretage en
prioritering af områder uden for områderne med særlige drikkevandsinteresser,
ligesom der naturligvis er mulighed for at ændre udpegningen af områder med
særlige drikkevandsinteresser.
Kommuner eller vandforsyninger, hvis konkrete interesser ikke tilgodeses
tilstrækkeligt gennem den amtslige planlægning og prioritering, kan selv
planlægge og gennemføre den nødvendige supplerende indsats, og er ikke bundet
af den prioritering, som amterne har fastlagt.
Vandressourceplanlægningen vil kun indeholde de overordnede retningslinier
for indsatsen, og Drikkevandsudvalget har derfor foreslået, at der skal
udarbejdes mere detaljerede indsatsplaner for hvert af de områder, hvor der
er identificeret behov for en særlig indsats ud over den generelle
beskyttelse. For disse indsatsområder foreslås derfor en pligt for amterne
til at udarbejde sådanne indsatsplaner og følge op på dem. Der foreslås også
regler for kommuners og vandforsyningers udarbejdelse og opfølgning af
indsatsplaner for de områder, hvor de finder den amtslige prioritering
utilstrækkelig.
Drikkevandsudvalget har understreget vigtigheden af, at
beskyttelsesindsatsen tilrettelægges i samarbejde mellem de involverede
myndigheder, vandforsyninger og lodsejere / virksomheder. Udvalget har derfor
anbefalet, at hvert amt som supplement til den generelle offentlighedsproces,
der følger af planloven, får pligt til at etablere et forum for løbende
koordination og samarbejde mellem de interesserede parter i amtet. Desuden
har udvalget anbefalet, at det, når der udarbejdes en indsatsplan for et
område, sikres, at alle de konkret berørte parter inddrages på et tidligt
tidspunkt i processen. Disse anbefalinger er medtaget i nærværende
lovforslag.
I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2-10, og § 3.
2.2. Regulering af forurenende aktiviteter
De fleste af udvalgets anbefalinger vedrørende regulering af forurenende
aktiviteter m.v. kan gennemføres uden ny lovgivning, enten ved udstedelse af
bekendtgørelser eller vejledninger, eventuelt på baggrund af et yderligere
faktuelt grundlag, som udvalget anbefaler tilvejebringes. Dette gælder f.eks.
regulering af igangværende virksomheder og reglerne vedrørende anvendelse af
forskellige restprodukter, spildevandsnedsivning m.v.
De områder, hvor udvalget peger på, at ny lovgivning vil være nødvendig,
er dels jordforureningsområdet, dels fladeforurening med pesticider og
gødningsstoffer.
Specielt for pesticider vedtog Folketinget den 15. maj 1997 (D 105) en
motiveret dagsorden, som opfordrer regeringen til at nedsætte et udvalg med
uafhængig sagkundskab, som blandt andet skal foretage en vurdering af de
samlede konsekvenser af en afvikling af pesticidforbruget inden for
jordbrugserhvervene, herunder skal alternative muligheder for bekæmpelse af
plantesygdomme, skadedyr og ukrudt belyses. Ved vurderingen skal
produktionsmæssige, økonomiske, juridiske, sundhedsmæssige,
beskæftigelsesmæssige og miljømæssige konsekvenser belyses. En af udvalgets
opgaver bliver at vurdere de økonomiske konsekvenser af rensning af
drikkevand. Resultatet af udvalgsarbejdet skal foreligge ved årsskiftet
1998/99 og skal indgå i det kommende arbejde med en ny pesticidhandlingsplan.
Tilbage er, at Drikkevandsudvalget har anbefalet, at det bliver muligt ud
over den generelle regulering af pesticider og gødningsanvendelse, at sikre
at der ikke sker en uacceptabel anvendelse på særligt sårbare arealer, der er
væsentlige for drikkevandsproduktionen. Nærværende forslag indeholder derfor
forslag til ændring af miljøbeskyttelsesloven, således at der mod fuld
erstatning kan pålægges dyrkningsrestriktioner på disse arealer.
I visse dele af landet lukkes mange drikkevandsboringer på grund af for
højt nitratindhold. Sammen med nærværende forslag fremsættes forslag til
gennemførelse af foranstaltninger i medfør af VMP II samt gennemførelse af
Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget
af nitrater fra landbruget.
Imidlertid vil en opfyldelse af det generelle (samlede) reduktionsmål ikke
sikre, at der ikke i bestemte områder på grund af de lokale geologiske
forhold forekommer for stor udvaskning til, at drikkevandskvalitetskravene
kan opfyldes. Visse områder er så følsomme, at der her ikke kan drives
intensivt landbrug, uden at det medfører for høj udvaskning af nitrat til
grundvandet, mens den geologiske beskyttelse andre steder er så god, at de
eksisterende regler er tilstrækkelige til i mange år frem at forhindre, at
nitratindholdet i grundvandet stiger til et kritisk niveau.
Drikkevandsudvalget har derfor vurderet, at det - i forhold til
beskyttelsen af grundvandet med henblik på drikkevandsforsyning - er
nødvendigt at differentiere reguleringen på nitratområdet efter behovet.
Udvalget anbefaler således, at man - ud over den generelle beskyttelse - på
baggrund af indsatsplaner i nitratfølsomme indvindingsområder, begrænser den
gennemsnitlige udvaskning af nitrat fra det pågældende område, i det omfang
det er nødvendigt for at nå kvalitetsmålsætningerne.
Der er i de senere år blevet konstateret indhold af pesticider i mange
drikkevandsboringer over hele landet, og et stort antal boringer er blevet
lukket af denne grund. Godkendelsesordningen for pesticider har til formål at
sikre, at hvert enkelt middel ikke ved regelret brug giver anledning til
forurening over de højest tilladelige grænseværdier for drikkevand. Et
internationalt ekspertpanel konkluderede i sommeren 1997, at det
vurderingsgrundlag, som ligger til grund for den danske godkendelsesordning,
som er gældende i dag, er et af de strengeste sammenlignet med lande i det
øvrige Nordeuropa, samt at EU-reguleringen på området er gennemført i dansk
ret på en restriktiv vis.
Imidlertid kan godkendelsesordningen ikke give nogen absolut garanti for,
at de højst tilladelige grænseværdier for drikkevand fremtidigt kan
overholdes overalt.
Drikkevandsudvalget anbefaler derfor, at der gennemføres en
følsomhedskortlægning, for at vurdere, hvor der er behov for at indføre en
ekstra sikkerhed mod forurening med pesticider. Hvor en sådan kortlægning
dokumenterer, at der for at opretholde en høj grundvandskvalitet, egnet til
produktion af drikkevand uden videregående rensning, er behov for at forbyde
eller begrænse anvendelsen af pesticider i et område, skal dette indarbejdes
i indsatsplanen for området.
For både nitrat og pesticider anbefaler Drikkevandsudvalget, at de
nødvendige restriktioner søges gennemført ad frivillighedens vej. Der kan
anvendes en lang række eksisterende virkemidler hertil, f.eks. tilskud til
skovrejsning eller miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og - særligt for
pesticider - økologisk jordbrug, eller statslig overtagelse af arealerne med
henblik på skovrejsning. Desuden kan amter, kommuner og vandforsyninger indgå
dyrkningsaftaler eller amt eller kommune kan overtage arealet med henblik på
en mere grundvandssikker anvendelse eller videresalg med klausul om sådan
anvendelse. Det foreslås i vandforsyningsloven at indsætte en udtrykkelig
hjemmel til, at der kan indgås sådanne dyrkningsaftaler og købsaftaler for at
opfylde en indsatsplan, jf. bemærkningerne til § 1 nr. 5 ad § 13d.
Imidlertid må det forventes, at det ikke altid vil være muligt at opnå en
frivillig ordning, og Drikkevandsudvalget anbefaler, at der i sådanne
tilfælde indføres en mulighed for mod fuld økonomisk kompensation til de
berørte jordbrugere at pålægge tvungne restriktioner. Der foreslås derfor
indført en hjemmel i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 til at pålægge de
nødvendige restriktioner mod erstatning, hvis der er udarbejdet en
indsatsplan for området, og hvis en frivillig aftale ikke kan opnås.
På nitratområdet anbefaler Drikkevandsudvalget desuden, at der ikke
fremtidigt frit kan etableres husdyrbrug eller »importeres«
husdyrgødning eller anden organisk gødning i nitratfølsomme
indvindingsområder, hvor det er erkendt, at dette kan medføre eller bidrage
til en uacceptabel forurening. Dette sker med henblik på at forebygge en
yderligere forringelse af grundvandets kvalitet med nitrat. Dette initiativ
er ikke direkte nævnt i VMP II aftalen, men er en del af det svar, Danmark
har fremsendt til Europakommissionen i forbindelse med gennemførelsen af
nitratdirektivet. Anbefalingerne er af Drikkevandsudvalget foreslået
gennemført ved i miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 at indsætte en hjemmel for
ministeren til for nitratfølsomme indvindingsområder at etablere en
godkendelsesordning for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan
medføre en forøgelse af risikoen for forurening samt en hjemmel til at
indføre forbud mod indførsel af husdyrgødning og anden organisk gødning til
nitratfølsomme indvindingsområder. Den foreslåede ordning omfatter en
godkendelsesordning for indsatsområder og ikke nitratfølsomme
indvindingsområder, jf. bemærkningerne til § 2.
2.3 Vandforsyningsstruktur
Iværksættelse og finansiering af grundvandsbeskyttelse, som ikke pålægges
forureneren, bør primært være en offentlig opgave. Imidlertid er der en del
områder, hvor der ikke eksisterer andre (tilstrækkelige) kilder til
finansiering end over vandprisen. Dette gælder i særlig grad en supplerende
indsats over for landbrugets forurening i de områder, hvor de generelle
tiltag ikke slår til, og en indsats på depotområdet, der ligger ud over den
offentligt finansierede oprydning, samt udgifter til overvågning af
grundvandet i indvindingsoplande.
Drikkevandsudvalget anbefaler derfor, at vandforsyningerne i højere grad
end hidtil skal kunne vælge at finansiere supplerende foranstaltninger til
beskyttelse af indvindingsområder, herunder områder med særlige
drikkevandsinteresser, hvor der ikke er andre tilstrækkelige
finansieringskilder. Dette vil sammen med stigende udgifter til etablering af
nye boringer og andre foranstaltninger, når skaden er sket, medføre en større
økonomisk belastning af vandforsyningerne, ligesom der vil være et øget behov
for at kunne trække på faglig ekspertise.
Det vil formentlig ikke være i strid med det
»hvile-i-sig-selv-princip«, som antages at gælde på
vandforsyningsområdet, at en vandforsyning anvender midler til f.eks.
forebyggende foranstaltninger i sit indvindingsopland. Da spørgsmålet i
praksis har givet anledning til diskussion, anbefaler Drikkevandsudvalget
dog, at usikkerheden omkring dette fjernes ved, at man i vandforsyningslovens
betalingsregler lovfæster »hvile-i-sig-selv-princippet« og
indsætter en opregning af udgiftsarter, som vandforsyningerne lovligt kan
afholde. Denne opregning skal - ud over de traditionelle
vandforsyningsudgifter (etablering, vedligeholdelse og drift af selve
anlægget og ledningsnettet) - omfatte udgifter til grundvandsbeskyttelse,
herunder både forebyggende tiltag og afværgeforanstaltninger, samt udgifter
til kortlægning og overvågning af grundvandet i indvindingsoplandet af hensyn
til drikkevandsproduktionen. Såfremt vandforsyningen indgår i et forpligtende
samarbejde med andre vandforsyninger, jf. nedenfor, skal der af
vandforsyningens indtægter kunne afholdes udgifter af samme art i forbindelse
med samarbejdet.
Taksterne vil stadig skulle godkendes/fastsættes af kommunen, jf.
vandforsyningslovens § 53, og der kan på denne måde gribes ind over for
private vandforsyningers urimeligt høje udgifter eller udgifter, der ikke er
hjemmel til at afholde, i det omfang de kræver en takstforhøjelse.
Drikkevandsudvalget var enigt om, at det skal være et mål så vidt muligt
at bevare en decentral vandforsyningsstruktur med et stort antal mindre
vandforsyninger. En decentral indvindingsstruktur er miljømæssigt og
forsyningsmæssigt at foretrække, og få, centrale vandværker vil medføre en
øget transporttid for vandet og dermed en øget risiko for bakteriologisk
forurening. Desuden er det vigtigt at bevare det lokale engagement i
grundvands- og drikkevandskvaliteten, og dette kan fremmes ved at bevare
mange små, brugerdrevne vandforsyninger.
Selv om Vandfonden kan støtte mindre vandforsyninger med
forureningsproblemer, vil det formentlig ikke kunne undgås, at en del, især
små, vandforsyninger vil blive nedlagt i de kommende år, bl.a. på grund af
forureningsproblemer. Fonden løser desuden ikke grundlæggende de ulemper i
form af manglende økonomisk og faglig kapacitet, som en meget decentral
vandforsyning også har. Udvalget anbefaler derfor, at der skabes rammer for,
at vandforsyninger i fællesskab kan løfte de opgaver, som overstiger den
enkelte vandforsynings økonomiske og faglige formåen. På denne måde kan man
sikre en bedre koordinering og udnyttelse af ressourcerne og dermed styrke
indsatsen for at forbedre grundvands- og drikkevandskvaliteten. Samtidig
forbedres mulighederne for, at flere mindre vandforsyninger kan overleve.
Udvalget anbefaler, at der etableres en hjemmel til, at vandforsyninger
kan indgå i samarbejder, som på fælles basis kan afholde udgifter til
grundvandsbeskyttelse i de af samarbejdet omfattede vandforsyningers samlede
nuværende og planlagte indvindingsoplande og eventuelle reserveområder,
herunder uudnyttede dele af områder med særlige drikkevandsinteresser.
Samarbejderne bør ligeledes kunne danne ramme om en økonomisk udligning i
øvrigt mellem de deltagende i forhold til udgifter, som skyldes forurening
eller forebyggelse af forureningsproblemer, f.eks. nye boringer, omlægning af
ledningsnet m.v. Udligningen kan f.eks. ske via et bidrag pr. m3, som er
uafhængigt af, hvilke af de deltagende der får nytte af det.
Drikkevandsudvalget har understreget, at samarbejder mellem
vandforsyninger normalt bør etableres på disses initiativ. Imidlertid er der
en offentlig interesse i, at der etableres velfungerende samarbejder, som kan
varetage vandforsyningernes interesser i et område på en kvalificeret måde,
og foretage en rimelig udgiftsfordeling. Et flertal i udvalget anbefaler
derfor, at der skal indføres en mulighed for, at amtsrådet kan påbyde en
almen vandforsyning at deltage i et samarbejde eller påbyde et eksisterende
samarbejde at optage yderligere vandforsyninger, således at der kan skabes
rimeligt sammenhængende og levedygtige samarbejder.
Udvalgets anbefalinger vedrørende vandforsyningsstrukturen foreslås
gennemført ved ændringer i vandforsyningslovens kapitel 8 om forsyningspligt
og kapitel 9 om forholdet mellem et alment vandforsyningsanlæg og
forbrugerne.
I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 11-16.
3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige.
3.1.1. Dyrkningsaftaler/dyrkningsrestriktioner.
Ifølge lovforslagets § 1, nr. 5, (ny § 13 d i vandforsyningsloven) kan de
kommunale myndigheder eller vandforsyningerne for at mindske
nitratanvendelsen eller pesticidbelastningen indgå dyrkningaftaler med
landmændene. De kommunale myndigheder kan, såfremt der ikke kan indgås
dyrkningsaftale, efter lovforslagets § 2, nr. 2, (ny § 26 a i
miljøbeskyttelsesloven) mod erstatning pålægge rådighedsindskrænkninger.
I det omfang, der indgås aftaler om eller påbydes
rådighedsindskrænkninger, vil det medføre et udbyttetab for jordbruget, som
imidlertid bliver kompenseret. Den grundvandsbeskyttelse, som restriktionerne
sikrer, må på den anden side forventes at medføre, at det bliver muligt at
opretholde vandforsyninger eller boringer, som ellers måtte afskrives, eller
hvor der måtte iværksættes videregående rensning. Sådanne tiltag ville også
medføre betydelige udgifter for vandforsyningerne.
Kompensationen til grundejeren for rådighedsindskrænkningerne eller
lignende fastlægges enten i form af engangsbeløb eller i form af en årlig
ydelse. I nogle tilfælde vil hele arealet blive erhvervet og eventuelt
videresolgt med tinglyste klausuler angående arealets videre anvendelse. I
det følgende er kompensationen for overskuelighedens skyld kun angivet som
årlige beløb.
De områder, der kan komme på tale med hensyn til nitrat, er ifølge
betænkningen fra Drikkevandsudvalget identificeret som knapt 4 % af Danmarks
areal eller ca. 1.669 (km2) (166.900 ha). Den aktuelle kompensation vil
naturligvis variere noget, men det er dog sandsynligt, at der vil blive
fastsat en række standardbeløb. Med nogen tilnærmelse kan den årlige
kompensation sættes til 1.000 kr. pr. ha. Hvis der indgås dyrkningsaftaler
for hele det identificerede område, bliver den årlige udgift ca. 167 mill.
kr.
For pesticider er det langt mere usikkert hvor store arealer, der kan
blive berørt. Miljøstyrelsen har i samarbejde med GEUS anslået, at arealet
kan være større, muligvis 15-20 % af Danmarks areal. Det bør dog bemærkes, at
det samlede areal ikke udelukkende anvendes til landbrugsdrift, og det vil ej
heller være sandsynligt, at der vil blive indgået aftaler for hele det areal,
hvor der er landbrugsproduktion. Det område, hvor der skal indgås aftaler om
pesticider kan forsigtigt sættes til 10% af Danmarks areal eller ca. 4.300
(km2) (430.000 ha). Ved samme kompensation som for nitrat nemlig 1.000 kr./ha
bliver den årlige udgift således 430 mill. kr. En afklaring af størrelsen af
det areal, som kan blive berørt, vil ske i forbindelse med den kortlægning,
som skal finde sted.
Den samlede udgift til dækning af udbyttetabet bliver i tilfælde af, at
alle identificerede områder inddrages i beskyttelsen ca. 600 mill kr. om
året, som imidlertid antages at blive modsvaret af besparelser som følge af,
at vandforsyninger, der ellers måtte afskrives, opretholdes, og at der spares
udgifter til rensning af drikkevand.
Det forventes, at en mindre del af finansieringen af disse udgifter kan
ske via reglerne om statslig skovrejsning eller om tilskud til privat
skovrejsning, miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller økologisk
jordbrug, idet anvendelsen af midlerne under disse ordninger kan rettes mod
de ovenfor identificerede områder.
Den øvrige finansiering må ske gennem brugerbetaling, det vil sige, i de
områder, hvor det besluttes at indgå dyrkningsaftaler, må betaling ske via en
forhøjelse af vandprisen. Der er i forslaget til ny § 52 a i
vandforsyningsloven indført hjemmel, der sikrer at disse udgifter kan
finansieres på denne måde.
3.1.2. Overvågningsboringer.
Efter lovforslagets § 1, nr. 18, (ny § 59 a i vandforsyningsloven) kan
ejeren af et vandforsyningsanlæg etablere overvågningsboringer. Behovet for
og omfanget af overvågningsboringer afhænger af forholdene i det enkelte
indvindingsopland. Det anslås, at der etableres op til ca. 4.000
overvågningsboringer, og udgiften pr. boring er ca. 85.000. kr. Det vil sige,
den samlede engangsudgift bliver ca. 340 mill. kr. En boring kan mindst holde
30 år, så den årlige udgift kan med nogen tilnærmelse beregnes som 10 mill.
kr. om året. Derudover bliver der udgifter til den løbende kontrol. En
analyse forventes at koste ca. 10.000. De årlige analyseomkostninger bliver
under forudsætning af, at der foretages en årlig analyse pr.
overvågningsboring, derfor ca. 40 mill. kr. De samlede årlige omkostninger
bliver ca. 50 mill. kr.
Finansiering må som hovedregel ske via vandforsyningens løbende indtægter
gennem forhøjelse af vandprisen.
3.1.3. Bemyndigelser.
Lovforslagets § 2, nr. 1, (ny § 19, stk. 6 og 7 i miljøbeskyttelsesloven)
indeholder desuden nogle bemyndigelser for ministeren, nemlig:
2 Mulighed for forbud mod at tilføre organisk gødning til visse områder
2 Mulig godkendelsesordning for landbrug, der medfører nitratbelastning.
De erhvervsøkonomiske konsekvenser af en udmøntning af disse bemyndigelser
er ikke beregnet, idet de vil være afhængige af den konkrete udmøntning.
3.2. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.
Ifølge lovforslagets § 1, nr. 4, (ny § 11, stk. 1 og 2, i
vandforsyningsloven) skal amternes vandressourceplanlægning fremover omfatte
planlægning af den fremtidige beskyttelse af vandressourcerne. Det fremgår af
forslaget til § 11, stk. 3, at de væsentligste dele af de nye elementer i
vandressourceplanlægningen indgår i den løbende regionplanlægning.
Denne bestemmelse vil ikke samlet set føre til øgede udgifter for amterne,
idet den i det væsentlige optages som en del af regionplanlægningen, jf.
lovforslagets § 3, (ændring af § 6, stk. 3, nr. 11, i planloven) hvor
totaludgifterne for amterne ifølge aftale mellem staten og amterne holdes
konstante. Det vil sige, at eventuelle øgede udgifter i anledning af
ovennævnte bestemmelser modsvares af færre udgifter end tidligere på andre
områder inden for regionplanlægningen.
Det fremgår samtidig af dette lovforslags § 3 (ændring af § 6, stk. 3, nr.
11 i planloven), at udpegningen af følsomme indvindingsområder i
regionplanerne i første omgang tænkes begrænset til nitratfølsomme
indvindingsområder, og at dette foreslås at skulle ske med de statslige
udmeldinger til regionplanrevisionen 2001. Identificeringen af disse områder
vil hovedsageligt skulle ske ved en kombination af vandanalyser og kendskab
til områdets generelle geologiske beskyttelse, hvilket i det væsentlige
betyder, at amterne vil kunne foretage denne identificering på grundlag af
eksisterende vidensgrundlag.
Udpeges et antal af de følsomme indvindingsområder herefter til
indsatsområder skal der for de pågældende områder udarbejdes indsatsplaner.
Der skal ligge en zonering til grund for udarbejdelse af en indsatsplan.
Nogle amter er allerede i visse områder langt fremme med en zonering, der kan
danne grundlag for udarbejdelsen af en indsatsplan. Såfremt et amt vil
gennemføre en indsatsplan inden 2001 vil det være nødvendigt at udarbejde et
regionplantillæg, der fastlægger indsatsområdet med henblik på efterfølgende
at udarbejde og gennemføre indsatsplanen. Miljøstyrelsen udarbejder regler
til præcisering af kravene til indsatsplanerne.
Det blev allerede ved regionplanrevisionen i 1997 forudsat, at de ifølge
denne regionplan af amterne udpegede områder med særlige
drikkevandsinteresser yderligere skal zoneres. Dette er nu anført i
lovforslagets § 1, nr. 3. Det totale areal udgør 1/3 af Danmarks areal eller
ca. 15.000 (km2). Det er ikke med dette forslag fastlagt over hvilken periode
zoneringen skal ske, eller om alle områder med særlige drikkevandsinteresser
i et amt skal zoneres på en gang. Det er muligt at man vil vælge
indledningsvis kun at zonere et mindre område, eksempelvis de udpegede
indsatsområder.
For de opgaver ved zoneringen, der måtte ligge udover den almindelige
kortlægningsforpligtigelse, som amterne allerede har i dag, kan der ske
kompensation ifølge det udvidede totalrammeprincip. Miljøstyrelsen vil
udarbejde en vejledning om zonering, der bl.a. angiver hvilken
detaljeringsgrad, der forventes. Takten for zoneringens gennemførsel og den
heraf følgende kompensation bør fastsættes i forbindelse med forhandlingen af
de årlige finanslove.
Efter lovforslagets § 1, nr. 5, (ny § 12 i vandforsyningsloven) skal
amtsrådet oprette et koordinationsforum for indsatsen. Ressourceanvendelsen
til dette forventes at være yderst begrænset.
Efter lovforslagets § 1, nr. 5, (ny § 13 i vandforsyningsloven) skal
amtsrådet udarbejde indsatsplaner. Der skal udarbejdes indsatsplaner for de
områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse af
vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandinteresserne
(indsatsområder). I et vist omfang foretager amterne i forvejen denne
planlægning, uanset de ikke er forpligtet hertil. Nogle amter er således
allerede i dag langt fremme med en planlægning, der i lokale områder kan
danne grundlag for en indsatsplan. Når de nærmere krav til indsatsplanerne er
blevet fastlagt, forventes det således at være relativt let for amt, kommune
eller vandværk i disse lokale områder at justere plangrundlaget, således at
det kan danne udgangspunkt for at gennemføre en indsatsplan. Dette
forudsætter dog som nævnt ovenfor, at der udarbejdes et regionplantillæg, der
fastlægger indsatsområdet.
For de yderligere opgaver, der følger af udarbejdelsen af indsatsplanerne,
og som ligger udover den planlægning, som amterne allerede i dag udfører, kan
der ske kompensation ifølge det udvidede totalrammeprincip. Takten for
planlægningen og den heraf følgende kompensation bør derfor fastsættes i
forbindelse med forhandlingen af de årlige finanslove.
Kommunalbestyrelsen skal, i det omfang man er vandforsyningsejer, desuden
anvende ressourcer på overvågningsboringer, jf. lovforslagets § 1, nr. 18,
(ny § 59 a i vandforsyningsloven) og pkt. 3.1.2. Omkostningerne til dette
forventes brugerfinansieret, det vil sige over vandpriserne.
De kommunale myndigheder påføres omkostninger i forbindelse med indgåelse
af dyrkningsaftaler, jf. lovforslagets § 1 nr. 5, (ny § 13 d i
vandforsyningsloven) eller i forbindelse med rådighedsindskrænkninger, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2, (ny § 26 a i miljøbeskyttelsesloven).
Omkostningerne til dette kan også brugerfinansieres, i det omfang der kan
peges på konkrete vandforsyninger, der har fordel af det.
Ministeren forventes at delegere sin kompetence til at træffe afgørelse i
sager, der vedrører uenighed om indsatsplaner, aftaler om
dyrkningsrestriktioner, taktfastsættelse ved samarbejde mellem flere kommuner
samt klager vedrørende kommunale og amtskommunale afgørelser , til
Miljøstyrelsen. I den indledende fase må der forventes et antal klagesager
til Miljøstyrelsen som følge af den nye lovgivning på området.
De nye og ændrede opgaver på det kommunale og amtskommunale område vil
kunne fordre kompensation gennem det udvidede totalbalanceprincip. Omfanget
heraf beror, jf. ovenfor, på den nærmere tilrettelæggelse af indsatsen og
skal forhandles med de kommunale parter.
Det forudsættes i overensstemmelse med aftalen om Vandmiljøplan II, at der
i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger fremskaffes finansiering
af nettomerudgifterne ved lovforslaget ved omprioritering indenfor Miljø- og
Energiministeriets og Fødevareministeriets budgetrammer og det samlede
statsbudget.
I sammenhæng hermed er regeringen indstillet på at undersøge mulighederne
for at inddrage amterne mere direkte ud fra ønsket om bedre overensstemmelse
mellem kompetence og finansiering, når det drejer sig om beskyttelsen af de
regionale grundvandsressourcer.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
Der foreligger ikke undersøgelse af, i hvilket omfang forslaget har
erhvervsøkonomiske konsekvenser. Det vurderes, at dette i høj grad vil bero
på, i hvilket omfang ministeren agter at udmønte de givne bemyndigelser, og
de lokale myndigheder og vandforsyningers anvendelse af de udstukne rammer.
Det er således amternes, kommuners og vandforsyningernes konkrete anvendelse
af de foreslåede virkemidler, der har erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Lovforslaget forventes ikke at påføre erhvervene administrative mer- eller
mindreudgifter.
5. Miljømæssige konsekvenser af lovforslaget.
Det vurderes, at forslaget vil have positive miljømæssige konsekvenser.
Det er lovens formål, at der skal ske en koordineret og helhedsorienteret
beskyttelse af grundvandsressourcerne. På visse områder er de lokale
myndigheders opgave bundne, f.eks. amternes udarbejdelse af indsatsplan i de
prioriterede områder og realisering af disse via de eksisterende virkemidler,
herunder bl.a. anvendelse af midler til affaldsdepotoprydning. Herudover
forventes, at amter, kommuner og vandforsyninger vil benytte de muligheder,
lovforslaget giver, for at foretage en særlig indsats af hensyn til sikring
af den fremtidige vandforsyning.
6. Forholdet til EU-retten.
I forhold til EU-retten fastsætter forslaget regler til styrkelse af den
regionale indsats i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af
vand imod forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.
I forbindelse med VMP II blev indsatsen i forhold til nitratfølsomme
områder opprioriteret. Det skete i forhold til de eksisterende ordninger om
statslig skovrejsning eller tilskud til privat skovrejsning, miljøvenlige
jordbrugsforanstaltninger eller økologisk jordbruget.
Til gennemførelse af en forstærket regional indsats i henhold til
Vandmiljøplan II fastsætter lovforslaget regler om, at regionalplanerne skal
indeholde en udpegning af følsomme indvindingsområder (herunder
nitratfølsomme indvindingsområder), indsatsområder (hvor det findes, at en
særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring
af drikkevandsinteresserne) samt en prioritering af indsatsområderne.
For hvert indsatsområde skal de regionale miljømyndigheder have pligt til
at udarbejde en indsatsplan, der skal indeholde en detaljeret opgørelse over
behovet for beskyttelse og retningslinier og tidsplan for myndighedernes
indsats til opnåelse af denne beskyttelse, jf. forslagets § 1 nr. 4 ( ny §
11, stk. 1 i vandforsyningsloven).
Lovforslaget indeholder i § 2, stk. 1 (ny § 19, stk. 6 og 7 i
miljøbeskyttelsesloven) mulighed for indførelse af godkendelsesordninger for
nitratanvendelse mv. i indsatsområder for etablering og udvidelse af
husdyrbrug. Der indføres desuden et forbud mod tilførsel af organisk gødning
til indsatsområder fra andre områder. Ordningen har til formål både at
forhindre en forøgelse og bidrage til en formindskelse af risikoen for
nitratforurening af den pågældende ressource. Som beskrevet under § 2 nr. 1
foreslås godkendelsesordningen indført i områder, som er udpeget som
indsatsområder, og ikke som anbefalet af Drikkevandsudvalget i områder, som
er udpeget som nitratfølsomme indvindingsområder.
7. Høring
Forslaget har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Veterinær- og
Fødevaredirektoratet, Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri,
Indenrigsministeriet, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen,
Erhvervsministeriet, Erhvervsfremmestyrelsen, Forbrugerstyrelsen,
Konkurrencerådet, Skatteministeriet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet,
Danmarks Statistik, Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser,
Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, Miljøklagenævnet,
Naturklagenævnet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,
Københavns kommune, Frederiksberg kommune, Københavns Vandforsyning,
Embedslægeforeningen, Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private
Vandværker, Foreningen af Brøndborere i Danmark, Eurolab Danmark,
Miljøteknik, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Landbrugsrådet, De danske
Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Dansk Erhvervsjordbrug, Danmarks
Erhvervgartneriforening, Dansk Skovforening, Landsforeningen Økologisk
Jordbrug, Dansk Industri, DONG, COMCON, Det Danske Handelskammer, Dansk
Planteværn, Forbrugerrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace,
NOAH, Økovandspejlet, IDA og Vandfonden.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1
Lovens formål foreslås præciseret, således at planlægningen i relation til
vandforekomsterne efter loven ikke som hidtil alene har til formål at sikre
samlet planlægning af udnyttelsen af vandforekomsterne, men også af den
beskyttelsesindsats, som er relateret til denne udnyttelse.
Den generelle beskyttelse af grundvand og overfladevand sker med hjemmel i
anden lovgivning, først og fremmest miljøbeskyttelsesloven og lov om kemiske
stoffer og produkter. De bestemmelser, der i dag giver mulighed for over for
borgerne at iværksætte særlige beskyttelsesforanstaltninger til beskyttelse
af vandressourcerne af hensyn til vandforsyningen, findes ligeledes i
miljøbeskyttelsesloven (§§ 22-24). De yderligere hjemler af denne art, som
Drikkevandsudvalget har anbefalet, foreslås ligeledes indsat i
miljøbeskyttelsesloven og ikke i vandforsyningsloven, jf. bemærkningerne til
§ 2. Ændringen i vandforsyningslovens formål vedrører derfor kun
planlægningen af den beskyttelsesindsats, der er knyttet til sikringen af
vandressourcerne til brug for nuværende eller fremtidig udnyttelse af disse
til vandforsyningsformål, hvor der er behov for vand af drikkevandskvalitet.
Planlægning af beskyttelsen af vandmiljøet i øvrigt falder uden for
vandforsyningslovens område.
Til nr. 2
Det foreslås at udvide den kortlægning, som amterne skal foretage af
vandressourcerne med en kortlægning af mulige forureningskilder. Hidtil har
kortlægningen omfattet vandressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet og
naturlige beskyttelse mod forurening. For at have et tilstrækkeligt grundlag
for at foretage den nye vandressourceplanlægning er det nødvendigt, at
amterne også tilvejebringer oplysninger om mulige forureningskilder. En sådan
forureningskortlægning er i vidt omfang allerede foretaget i forbindelse med
regionplanlægningen (særlig udpegningen af områder med særlige
drikkevandsinteresser) og administration af affaldsdepotloven. Med nærværende
forslag pålægges en pligt til at lade denne viden indgå i
vandressourcekortlægningen og i nødvendigt omfang supplere den.
Ministeren vil i medfør af § 16, stk. 1 kunne fastsætte nærmere regler om
kortlægningen og gennemførelsen heraf, herunder hvornår den skal være
tilendebragt.
Til nr. 3
Drikkevandsudvalget anbefaler, at indvindingsområder, som er særlig
sårbare over for nitrat- eller pesticidforurening, identificeres af amterne
og optages i regionplanen, for at disse områder kan danne udgangspunkt for
særlige beskyttelsestiltag. Derfor foreslås en regel, hvorefter amterne som
en del af vandressourcekortlægningen skal identificere områder, der er
særligt følsomme over for en eller flere typer forurening, således at de
særligt udsatte indvindingsområder kan udpeges i vandressourceplanen, jf.
bemærkningerne til § 1, nr. 4.
Ministeren vil med hjemmel i § 16, stk. 1, fastsætte nærmere regler for
også denne del af kortlægningen, herunder kriterier for, hvad der anses for
særligt følsomt. I overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefaling vil
man i hvert fald i første omgang skulle koncentrere sig om sårbarhed over for
nitrat- og pesticidforurening.
For nitrat vil kortlægningen skulle identificere de områder, hvor
undergrunden må antages at have en ringe evne til at omdanne nitrat, og hvor
der derfor er risiko for forurening af grundvandet, hvis der tilføres jorden
for meget kvælstof. Identificeringen af disse områder vil hovedsageligt
skulle ske ved en kombination af vandanalyser og kendskab til områdets
generelle geologiske beskyttelse.
For pesticider kan man ikke på samme måde identificere områder, der er
velbeskyttede, og områder, der er dårligt beskyttede, over for alle
pesticider. De forhold, som er bestemmende for, om en forurening på
jordoverfladen trænger ned i grundvandet, varierer fra stof til stof. For
pesticider kan man derfor være nødt til at udpege de områder, hvor
grundvandsdannelsen er særligt stor, og hvor risikoen for forurening af
grundvandet derfor alt andet lige er større end andre steder.
Det er ikke meningen, at der skal ske indgreb over for den eksisterende
lovlige gødnings- og pesticidanvendelse overalt i de således udpegede
områder. En nærmere identifikation af de områder, hvor dette kan komme på
tale, vil ske i vandressourceplanlægningen og i amters, kommuners og
vandforsyningers indsatsplaner. Som grundlag herfor vil de forureningsudsatte
områder blive sammenholdt med eksisterende og fremtidige
drikkevandsinteresser, og der vil skulle ske en nærmere kortlægning, jf.
nedenfor, og i bemærkningerne til § 2 om ændring af miljøbeskyttelsesloven.
Til nr. 4
Vandressourceplanlægningen foreslås hermed udvidet fra kun at omfatte
anvendelsen af vandressourcerne, altså hovedsageligt en mængdemæssig
fordeling, til også at omfatte retningslinier for og prioritering af den
særlige beskyttelsesindsats over for forurening, der er nødvendig af hensyn
til mulighederne for udnyttelsen af vandressourcerne, jf. de almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.
Desuden foreslås det lovfæstet, at amterne skal opdele deres areal i
områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser
og områder med begrænsede drikkevandsinteresser, som det allerede er sket med
hjemmel i planloven i forbindelse med revisionen af regionplanerne i 1997.
Som grundlag for denne udpegning udstedte Miljøstyrelsen en vejledning om
udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser. Med hjemmel i
vandforsyningslovens § 16, stk. 2, hvorefter ministeren kan fastsætte nærmere
regler om indholdet af planerne, vil retningslinierne i vejledningen kunne
gøres bindende.
Endvidere foreslås det, at vandressourceplanlægningen skal omfatte
udpegning af følsomme indvindingsområder. Denne udpegning vil skulle ske ved,
at vandressourcekortlægningens identifikation af særligt følsomme områder
sammenholdes med de udpegede områder med særlige drikkevandsinteresser og
indvindingsoplande til eksisterende vandindvindinger uden for disse (hvad
enten de i øvrigt gives særlig prioritet af amtet eller ej). Det skal for de
udpegede områder angives, hvilke typer af forurening, de anses for følsomme
overfor. F.eks. skal der altså udpeges nitratfølsomme indvindingsområder. Der
vil ikke nødvendigvis være sammenfald mellem nitratfølsomme
indvindingsområder og indvindingsområder, der anses for sårbare over for
f.eks. pesticider, da de geologiske forhold, der betinger muligheden for
forurening med forskellige stoffer, ikke er de samme, jf. også bemærkningerne
til § 1, nr. 3.
Endelig foreslås det, at planlægningen skal omfatte udpegning af
indsatsområder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til beskyttelse
af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne, og
hvor amterne derfor forpligtes til at udarbejde indsatsplaner efter § 13,
samt en prioritering af disse indsatsområder og tidsplan for udarbejdelse og
iværksættelse af indsatsplaner for disse.
Amternes udpegning af indsatsområder bygger på kortlægningen af
forureningstrusler og udpegningen af særligt udsatte indvindingsområder. Når
områderne skal udvælges, må der tages udgangspunkt i områderne med særlige
drikkevandsinteresser, da amterne her har identificeret de ressourcer, som ud
fra et overordnet vandforsyningssynspunkt er vigtigst. Der er således både
taget hensyn til ressourcernes kvalitet og mængde, forureningskilder og
naturlig beskyttelse og til den eksisterende vandindvinding og mulighederne
for om nødvendigt at omlægge denne til mere velbeskyttede ressourcer uden
urimelige omkostninger. I særlige tilfælde kan der dog være grund til at
amtet prioriterer områder uden for områderne med særlige
drikkevandsinteresser.
Når indsatsområderne er udpeget, skal de prioriteres efter, hvor vigtige
de er for den nuværende og fremtidige vandforsyning, og efter hvor akut
risikoen for forurening er. Amtet skal også ud fra de til rådighed stående
ressourcer opstille en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af
indsatsplaner for hvert område.
Det er meget vigtigt, at indsatsen i et område koordineres på tværs af
sektorer, så der kan ske en effektiv indsats mod samtlige foreningskilder i
et område. I § 11, stk. 2, er derfor foreslået en pligt for amtsrådet til, at
vandressourceplanlægningen koordineres med amtets indsats på
jordforureningsområdet og med andre relevante amtslige aktiviteter. I det
omfang en aktivitet er del af regionplanlægningen, vil der automatisk ske en
koordination via regionplanproceduren, jf. nedenfor vedrørende stk. 2. Dette
er imidlertid ikke tilfældet, hvis aktiviteten (som f.eks. indsatsen på
jordforureningsområdet) ikke omfattes af regionplanen, og det er derfor
fundet hensigtsmæssigt udtrykkeligt at pålægge amtet en pligt til at
koordinere alle de aktiviteter, der har relation til beskyttelse af
vandressourcerne.
I det omfang, det er hensigtsmæssigt, bør amterne naturligvis koordinere
prioritering og indsats på tværs af amtsgrænserne. Om nødvendigt kan
ministeren med hjemmel i vandforsyningslovens § 15, stk. 2, bestemme, at
såvel kortlægning som planlægning skal foretages af flere amtsråd i
fællesskab.
Det foreslås i stk. 2, at områder med særlige drikkevandsinteresser,
områder med drikkevandsinteresser områder med begrænsede
drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder, indsatsområder samt
prioriteringen af disse fastlægges i regionplanen. Det skyldes, at
fastlæggelsen af disse områder kan have betydning for arealanvendelsen i de
pågældende områder, og at det derfor bør indgå i den samlede
regionplanproces.
Udpegningen af indsatsområder og prioriteringen af disse skal foretages
for hele planperioden, det vil sige 12 år, men der kan selvfølgelig ske
revision i forbindelse med de ordinære revisioner af regionplanen eller et
regionplantillæg, hvis det anses for nødvendigt. Da miljø- og
energiministeren har mulighed for at gøre indsigelse mod udkast til
regionplaner og regionplantillæg, kan der ske en vis kontrol af, om amterne
planlægger og udfører en rimelig indsats på området.
I det omfang amtets prioritering ikke tilgodeser en konkret vandforsynings
interesser, vil denne eller kommunen have mulighed for selv at planlægge og
iværksætte en indsats, jf. forslagene til ny § 13 a og til ændring af kapitel
9.
Til nr. 5
Ad § 12.
Som anbefalet af Drikkevandsudvalget foreslås det, at amtet får pligt til
at oprette et koordinationsforum i amtet, som samler de parter, der har
interesse i vandforsyningen og i de arealer og aktiviteter, som
beskyttelsesindsatsen kan tænkes at ville berøre. Dette koordinationsforum
skal bistå amtet ved udarbejdelsen og realiseringen af
vandressourceplanlægningen og skal således allerede inddrages på et tidligt
tidspunkt i processen. De gældende procedureregler i vandforsyningslovens §
17 og planloven berøres ikke heraf. Ministeren vil i medfør af
vandforsyningslovens § 16, stk. 3, som affattet ved dette lovforslag kunne
fastsætte nærmere regler om procedurerne ved tilvejebringelsen af
vandressourceplanlægningen, herunder også om inddragelse af det i § 12 nævnte
koordinationsforum.
Vandressourceplanlægningen skal realiseres i et samspil mellem mange
parter, og det er derfor rimeligt, at disse får mulighed for at fremkomme med
deres synspunkter og bidrag på et tidligt tidspunkt i processen. En høj grad
af konsensus både om indhold og finansiering vil desuden fremme mulighederne
for en hurtig gennemførelse af planen. Det foreslås også, at
koordinationsforummet skal bistå amtet ved realiseringen af
vandressourceplanlægningen.
Af myndigheder vil det ud over kommunerne i amtet f.eks. normalt være
relevant at inddrage statsskovdistriktet og andre myndigheder, der står for
væsentlige aktiviteter i området, der kan påvirke vandressourcerne. Af
private parter må ud over en repræsentant for de private vandværker i amtet i
hvert fald inddrages repræsentanter for amtets industri og jordbrug.
Ministeren kan efter den foreslåede ændring af § 16, stk. 3, om nødvendigt
fastlægge nærmere regler for inddragelse af koordinationsforummet.
Ad § 13
I den foreslåede § 13 indføres en pligt for amterne til at udarbejde
indsatsplaner for de områder, hvor der i vandressourceplanen er identificeret
et behov for en særlig indsats (indsatsområderne).
Indsatsplanen skal baseres på en nærmere hydrogeologisk kortlægning og en
nærmere kortlægning af arealanvendelse og forureningskilder, hvis indhold og
omfang må afhænge af de allerede foretagne undersøgelser i området.
Resultatet skal være, at der er overblik over, hvad der skal til for at sikre
den pågældende ressource i forhold til alle områdets forureningskilder, så
man ikke risikerer, at ressourcen ødelægges af f.eks. forurening fra et
gammelt affaldsdepot, selv om man har fået stoppet en truende
nitratforurening.
Den endelige indsatsplan skal indeholde en detaljeret opgørelse over det
samlede behov for beskyttelse over for alle forureningskilder og
retningslinier og tidsplan for realiseringen heraf. At indsatsplanen skal
omfatte alle forureningskilder betyder dog ikke, at man ikke kan iværksætte
en indsats over for en forureningskilde i et område, hvor dette oplagt er
nødvendigt, blot fordi man endnu ikke har tilendebragt undersøgelserne
vedrørende andre forureningskilder. I så fald bør amtsrådet dog i
overensstemmelse med proceduren i § 13 b vedtage en foreløbig
(del)indsatsplan for området omfattende indsatsen mod den pågældende
forureningskilde og heri også angive, hvilke undersøgelser der foretages i
forhold til andre forureningskilder og tidsplanen for færdiggørelsen af en
samlet indsatsplan for området.
Det er også tænkeligt, at man i nogle tilfælde, når man har tilvejebragt
det fulde overblik over situationen, må konstatere, at der er så massive
problemer i området, at det vil være bedre at ændre prioriteringen og satse
på en anden ressource. Dette forudsætter selvfølgelig, at der er overskud af
vand i området, som kan udnyttes, til erstatning for den meget belastede
ressource. I så fald må regionplanen justeres via et regionplantillæg, så den
nye prioritering fremgår. Tidsplanen i vandressourceplanlægningen er ikke
gjort bindende, da det ikke er muligt på forhånd at forudsige, præcist hvor
meget arbejde der bliver med de enkelte indsatsområder. Hvis tidsplanen
forrykker sig væsentligt bør målsætningerne i vandressourceplanlægningen dog
justeres efter proceduren i vandforsyningslovens § 17.
Som anført ovenfor har miljø- og energiministeren mulighed for at gøre
indsigelse mod udkast til regionplaner og regionplantillæg, og der kan i den
forbindelse ske en vis kontrol af, om amterne udfører en rimelig indsats på
området. I øvrigt er der mulighed for, at tilsynsrådet tager stilling til, om
amtet opfylder sin forpligtelse til at udarbejde indsatsplaner efter § 13.
For at sikre, at indsatsplanerne udarbejdes på et ensartet grundlag vil
ministeren med hjemmel i den ændrede § 16, stk. 1, fastsætte nærmere regler
om grundlaget for og indholdet i indsatsplanerne. Retningslinierne vil
specificere kravene i forhold til forskellige typer af forureningskilder,
herunder bl.a. for nitrat- og pesticidforurening.
Ad § 13a
Reglen omhandler kommuners og vandforsyningers mulighed for at vedtage
egne indsatsplaner. Selv om amterne vil have pligt til at udarbejde de
regionalt set væsentligste indsatsplaner, kan det ikke udelukkes, at der kan
være kommuner eller vandforsyninger, som finder, at den prioritering eller
tidsplan, som amtet har fastlagt, er utilstrækkelig til at dække deres behov.
De bør derfor ikke udelukkes fra at udarbejde supplerende indsatsplaner. Hvis
der ikke stilles visse indholds- og procedurekrav til disse planer, risikerer
man imidlertid, at de kommer til at vanskeliggøre den amtslige planlægning,
eller at der iværksættes en indsats, som ikke har udsigt til at give et godt
resultat eller som retter sig mod en (privat) vandforsyning, som skal
nedlægges ifølge kommunens vandforsyningsplan. Det er derfor foreslået, at
disse indsatsplaner ikke må stride mod regionplanen,
vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller amtslige
indsatsplaner. Endvidere er der foreslået en særlig regel om en amtslig
indsigelsesret over for disse planer, jf. nærmere nedenfor ad § 13 b.
Derudover kan ministeren fastsætte nærmere regler, ligesom for de amtslige
indsatsplaner.
Indsatsplaner vil formentlig sjældent blive udarbejdet og gennemført af et
enkelt privat vandværk. Normalt vil det være en opgave, som det er mere
hensigtsmæssigt at lade et vandværkssamarbejde stå for, jf. forslagene
vedrørende vandforsyningsstrukturen. Hvad enten der er tale om et enkelt
vandværk eller et samarbejde, vil kommunalbestyrelsen ved at nægte at
godkende takstforhøjelser have mulighed for at forhindre, at private
vandforsyninger bruger store beløb på at udarbejde indsatsplaner, som ikke
kan forventes at føre til noget, eller på at realisere en indsats, som er
utilstrækkelig eller uforholdsmæssig dyr.
Ad § 13 b
Da gennemførelsen af en indsatsplan, hvad enten det er amt, kommune eller
vandforsyning, der står for den, vil kræve et samarbejde mellem disse tre
parter, og da indsatsplanen i visse tilfælde vil kunne få omfattende
konsekvenser for de berørte grundejere m.v., er der i § 13 b, stk. 1,
foreslået en pligt for den, der udarbejder en indsatsplan, til at inddrage
alle de berørte parter i processen. Det er de konkrete parter i det berørte
område, der skal inddrages, således alle berørte lodsejere eller
virksomheder, alle vandforsyninger (og/eller vandforsyningssamarbejder) og
den eller de pågældende kommuner samt (ved indsatsplaner udarbejdet af
kommuner eller vandforsyninger) amtet. For amterne er det således ikke
nødvendigt eller tilstrækkeligt at inddrage det i § 12 foreslåede
koordinationsforum, selv om dette også bør holdes informeret om, hvordan
amtets arbejde med indsatsplanerne skrider frem.
Herudover foreslås i stk. 2 for kommuners og vandforsyningers
indsatsplaner en indsigelsesret for amtet. Amtet skal påse, at den påtænkte
plan ikke strider mod den i 13 a nævnte planlægning eller mod retningslinier
udstedt af ministeren, samt at pligten til at inddrage de berørte parter i
processen er overholdt. Hvis disse krav ikke er opfyldt, skal amtet gøre
indsigelse. Hvis planen strider mod vandforsyningsplanen, men amtet finder,
at indsatsplanen er fornuftig, har amtet dog efter § 14, stk. 3, mulighed for
i stedet at pålægge kommunen at ændre vandforsyningsplanen. Dette må dog
normalt forudsætte, at der foreligger nye omstændigheder eller oplysninger i
forhold til det tidspunkt, hvor amtsrådet har fået forelagt
vandforsyningsplanen efter § 14 a, stk. 2, eller har godkendt den efter de
tidligere gældende regler.
Amtet får en frist på 12 uger til at gøre indsigelse. Hvis amtet gør
indsigelse, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er opnået
enighed mellem parterne. Ligesom når der er tale om de kommunale
vandforsyningsplaner, jf. § 14 a, stk. 3, vil uenighed mellem en kommune og
et amt skulle afgøres endeligt af ministeren, mens et amts indsigelse mod en
privat vandforsynings indsatsplan ikke kan indbringes for ministeren, jf.
forslagets § 1, nr. 21, hvorfor indsigelsen i dette tilfælde betyder, at
indsatsplanen ikke kan vedtages, hvis der ikke kan opnås enighed. I den
forbindelse må en indsatsplan udarbejdet af et samarbejde, hvori der både
deltager en eller flere kommunale og en eller flere private vandforsyninger,
sidestilles med en kommunal indsatsplan.
Ud over at koordinere myndighedernes eller vandforsyningernes indsats vil
indsatsplanerne også danne udgangspunkt for en række myndighedsbeslutninger
over for borgere og virksomheder, f.eks. beslutning om at pålægge nødvendige
dyrkningsrestriktioner, hvis der ikke kan opnås frivillig aftale herom. For
at sikre en tilstrækkelig og hurtig information af de berørte, foreslås i §
13 b, stk. 3, for alle indsatsplaner udtrykkeligt fastslået en pligt til
skriftlig individuel underretning af de berørte parter. Der vil være tale om
de samme parter, som skulle inddrages i processen efter stk. 1. Hvis en part
har været inddraget i processen, bør vedkommende således informeres, også
selv om den endelige indsatsplan alligevel ikke berører ham.
Det er foreslået udtrykkeligt at afskære klageadgang over amternes
indsatsplaner eller amternes beslutning om at gøre eller ikke at gøre
indsigelse mod en kommunes eller vandforsynings indsatsplan, jf. forslagets §
1, nr. 21. Imidlertid vil der efter de almindelige regler være adgang til at
påklage myndighedernes beslutninger over for borgerne, som træffes på
baggrund af indsatsplanerne. Klagemyndigheden vil i så fald skulle tage
selvstændig stilling til, om betingelserne for at træffe den pågældende
beslutning er til stede, herunder i givet fald om grundlaget for
indsatsplanen er tilstrækkeligt, og om retningslinierne i øvrigt er fulgt.
Ad § 13 c
Denne bestemmelse fastlægger en del af retsvirkningerne af amternes
indsatsplaner, nemlig de pligter, som de afføder for amtet selv og
kommunerne.
Amtet får pligt til at gennemføre planen i det omfang, det ligger inden
for dets kompetence. Amtet skal således aktivt udnytte de beføjelser, det har
i medfør af lovgivningen, til at realisere intentionerne i planen. Der kan
være tale om beføjelser efter miljøbeskyttelsesloven, planloven,
naturbeskyttelsesloven eller råstofloven, reglerne vedrørende jordforurening,
reglerne om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller jordkøbs- og
jordfordelingsloven. Der kan ligeledes være tale om at udnytte indsigelses-
eller klagemuligheder over for andre myndigheders eller vandforsyningers
beslutninger, hvis amtet finder, at disse vil stille hindringer i vejen for
realiseringen af indsatsplanen.
For kommunerne er der foreslået mere begrænsede retsvirkninger af en
amtslig indsatsplan, idet kommunerne kun får pligt til at lægge
indsatsplanens retningslinier til grund ved afgørelsen af relevante sager.
Det kan f.eks. dreje sig om tilladelser til nedsivning af spildevand eller
kapitel-5 godkendelser i medfør af miljøbeskyttelsesloven. Der henvises
endvidere til bemærkningerne til nr. 6 og 7. Derimod får kommunerne ikke
pligt til økonomisk at bidrage til realisering af amternes indsatsplaner
eller i øvrigt at tilrettelægge sine aktiviteter i overensstemmelse med
disse. I det omfang planen er udtryk for en udmøntning af regionplanen, vil
kommunen dog i medfør af planloven have pligt til at virke for den.
Private vandforsyninger vil heller ikke kunne pålægges en pligt til at
bidrage aktivt, økonomisk eller på anden måde, til realiseringen af en
amtslig eller kommunal indsatsplan, undtagen for så vidt angår kompensation
for dyrkningsrestriktioner. I dette tilfælde foreslås det, at kommunen kan
beslutte, at en vandforsyning skal betale den kompensation, som en landmand
skal have enten i medfør af en aftale indgået af amtet eller kommunen efter
den foreslåede § 13 d eller som følge af en påbudt rådighedsindskrænkning
efter de foreslåede §§ 26 a og 64 a i miljøbeskyttelsesloven, jf.
bemærkningerne til disse bestemmelser.
I det omfang bidrag fra kommuner eller vandforsyninger i øvrigt er
nødvendige til realisering af amtslige indsatsplaner, må dette forhandles med
disse, f.eks. i det i § 12 nævnte koordinationsforum eller i forbindelse med
inddragelse af parterne i udarbejdelsen af den pågældende indsatsplan.
Kommuner og vandforsyninger vil normalt have en stor interesse i, at en
indsatsplan gennemføres, og det må derfor forventes, at de i de fleste
tilfælde vil være villige til at bidrage, hvis der ikke er andre muligheder
for finansiering.
I stk. 2 foreslås der på linie med amternes pligt til opfølgning af
amtslige indsatsplaner en pligt for kommunerne til at gennemføre kommunale
indsatsplaner i det omfang de relevante beslutninger ligger inden for deres
beføjelser. Det vil være utilfredsstillende for de berørte parter, hvis der
udarbejdes indsatsplaner af kommunen, der ikke bliver fulgt op på. Da det er
frivilligt for kommunerne, i hvilket omfang de vil udarbejde indsatsplaner,
indebærer pligten kun, at de skal have besluttet også at ville iværksætte den
pågældende indsats, før de vedtager en indsatsplan. Hvis amternes overordnede
prioritering skal holdes, kan de derimod ikke pålægges en pligt til at følge
op også på andre parters indsatsplaner.
Det er ikke foreslået at tillægge en vandforsynings indsatsplan nogen
retsvirkninger over for myndighederne. Amter og andre myndigheder kan
inddrage kommuners og vandforsyningers indsatsplaner i deres sagsbehandling,
men de er ikke forpligtede af dem, og de vil f.eks. ikke kunne give afslag på
en tilladelse eller give et påbud, alene fordi det følger af en sådan
indsatsplan, hvis betingelserne herfor i den pågældende lovgivning ikke er
opfyldt. En indsatsplan, der opfylder de gældende krav, vil kunne inddrages
med betydelig vægt i en skønsmæssig afgørelse.
Ad § 13 d
Bestemmelsen vedrører aftaler om fast ejendom, som indgås for at realisere
en indsatsplan. Dyrkningsaftaler eller aftaler om en myndigheds overtagelse
af en ejendom med henblik på enten videresalg med dyrkningsrestriktioner
eller myndighedens etablering af en mere grundvandssikker anvendelse kan være
en hensigtsmæssig måde at realisere indsatsplaners mål vedrørende nitrat-
eller pesticidbelastning på.
Landbrugslovens § 7 a, stk. 1, bestemmer, at jorderne til en
landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det
omfang, de er egnede hertil. Ved jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at
jorderne anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, herunder
blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende
jordbrugsvirksomhed. Loven indeholder således et krav om, at jorden skal
anvendes jordbrugsmæssigt. Dette krav er imidlertid ikke til hinder for
ekstensive eller hobbyprægede driftsformer, f.eks. græsning, eller at
jorderne i en periode henligger helt eller delvis ubenyttede, f.eks. ved
aftaler om braklægning, ekstensivering, naturpleje m.m., som der kan ydes
tilskud til.
Det vil heller ikke være i strid med landbrugsloven, hvis vandværker,
kommuner eller amter indgår frivillige aftaler med landmænd, der tager sigte
på beskyttelse af grundvandet i vandværkernes indvindingsområder og i områder
med særlige drikkevandsinteresser f.eks. aftaler om ekstensiv drift af visse
landbrugsarealer. Det vil dog som udgangspunkt være i strid med reglen om
forsvarlig udnyttelse af jorden at lave frivillige aftaler om helt at undlade
at udnytte jorderne jordbrugsmæssigt.
Efter de gældende regler i landbrugslovens er offentlige myndigheder ikke
omfattet af landbrugslovens erhvervelsesregler. En kommune eller et amt kan
derfor erhverve landbrugsejendomme uden tilladelse efter landbrugsloven, hvis
de i øvrigt har hjemmel til dette. Vandværker kan derimod ikke umiddelbart
erhverve eller forpagte hele landbrugsejendomme, heller ikke selv om der er
tale om et offentligt ejet selskab, idet undtagelsen kun gælder offentlige
myndigheder. Efter de nugældende retningslinier vil jordbrugskommissionen
normalt heller ikke kunne give tilladelse til erhvervelsen. Hvis en offentlig
myndighed ønsker at erhverve en del af en landbrugsejendom, kræver dette
derimod tilladelse fra jordbrugskommissionen, enten efter landbrugslovens § 4
eller §13, fordi der i dette tilfælde skal ske udstykning.
Drikkevandsudvalget har ikke anbefalet ændringer i disse regler, da de
ikke er til hinder for etablering af den nødvendige beskyttelse.
I forhold til kommunalfuldmagten har der været rejst tvivl om, hvorvidt en
kommune eller et amt - i mangel af udtrykkelig lovregulering - kan opkøbe
jord med henblik på grundvandsbeskyttelse. Indenrigsministeriet har som sin
opfattelse udtalt, at et amt eller en kommune uden lovhjemmel kan erhverve
arealer med henblik på at varetage hensyn til forsyning af amtets eller
kommunens borgere med rent drikkevand. Det er imidlertid en forudsætning, at
der ikke herved ydes støtte til grundejere til opfyldelse af forpligtelser,
der ifølge lovgivningen påhviler grundejere. Adgangen til at erhverve arealer
med det nævnte hensyn for øje må endvidere være begrænset af adgangen efter
miljøbeskyttelsesloven eller anden miljølovgivning til at udstede påbud eller
forbud, hvorved det pågældende hensyn kan varetages. Endelig må erhvervelse
af et areal ikke finde sted med henblik på at begunstige enkeltpersoner eller
enkelte virksomheder.
I betragtning af den tvivl, der har været om spørgsmålet, anbefaler
Drikkevandsudvalget, at der fastsættes udtrykkelige regler om både amters,
kommuners og vandværkers dyrkningsaftaler og aftaler om erhvervelse, hvilket
foreslås med nærværende bestemmelse. I overensstemmelse med landbrugslovens
regler og Drikkevandsudvalgets anbefalinger foreslås, at vandforsyninger skal
kunne indgå dyrkningsaftaler, og at kommuner og amter både skal kunne indgå
dyrkningsaftaler og erhverve ejendomme eller dele af ejendomme. Erhvervelse
vil som nævnt kræve tilladelse efter landbrugsloven. Da der ofte vil være en
eller flere konkrete vandforsyninger, som har fordel af aftaler af denne art,
der indgås af amt eller kommune, foreslås det, at aftalerne skal kunne indgås
for sådanne vandforsyningers regning og altså betales over vandprisen,
forudsat at anlægget er blevet hørt og virkelig har fordel af den pågældende
aftale samt (for amternes aftaler) at kommunalbestyrelsen har givet samtykke
(som den myndighed der for kommunale anlæg fastsætter og for private anlæg
godkender vandværkstaksterne). Hvis en aftale indgås for en eller flere
vandforsyningers regning, og disse er medlem af et vandforsyningssamarbejde,
jf. den foreslåede § 52 b i vandforsyningsloven, må det afhænge af, hvilke
emner samarbejdet omfatter, og af samarbejdsaftalens indhold i øvrigt, om de
pågælende vandforsyninger kan lade regningen gå videre til samarbejdet. Dette
skal kommunen således ikke tage stilling til i sin afgørelse. I forslagets §
1, nr. 21, foreslås det, at afskære klageadgang over kommunens afgørelser.
Et problem i forbindelse med dyrkningsaftaler er at sikre, at de
overholdes. Der bør i aftalen indføjes vilkår, der sikrer at myndigheden
eller vandforsyningen har mulighed for at kontrollere, om aftalen overholdes.
Der bør endvidere indsættes vilkår om sanktioner i tilfælde af, at aftalen
overtrædes, i form af hel eller delvis tilbagebetaling af kompensationen
eventuelt kombineret med en bod eller lignende, der afhænger af
overtrædelsens grovhed, herunder hvor meget landmanden har tjent på at
overtræde aftalen.
Der findes mange andre virkemidler end de i nærværende bestemmelse omtalte
aftaler, der kan føre til begrænsning af nitrat- eller pesticidbelastningen i
et område, f.eks. statslig eller privat skovrejsning eller aftaler under
ordningerne vedrørende miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger eller økologisk
jordbrug (som administreres dels af staten, dels af amterne). Det kan også
være hensigtsmæssigt for at opnå en god løsning i et område at benytte
instrumenterne i jordkøbsloven og jordfordelingsloven (hvor amtet fungerer
som sekretariat), hvorved landmænd, der ønsker det, kan få erstatningsjord
for den jord, der ønskes dyrket mindre intensivt. Det er derfor vigtigt at se
reguleringen af landbrugsarealet i et større område som en helhed, og det kan
give problemer, hvis en kommune eller en vandforsyning indgår aftaler, som
ikke falder i tråd med, hvad amtet i øvrigt har planlagt. Det kan også
tænkes, at en vandforsyning i visse tilfælde kan blive presset til at give en
for høj kompensation med en uheldig virkning for mulighederne for at indgå
rimelige aftaler i området til følge. Derfor foreslås det, at kommuner og
vandforsyninger ikke skal kunne indgå en aftale endeligt, hvis amtet gør
indsigelse imod den. Fristen for indsigelse foreslås at være 2 uger. Det er
ikke rimeligt at lade den private part vente alt for længe på at få at vide,
om aftalen kan indgås eller ej, og amtet vil i forbindelse med behandlingen
af den pågældende indsatsplan have foretaget de fleste af de vurderinger, der
vil være nødvendige for at bedømme aftalen. Hvis der ikke kan opnås enighed
med amtet foreslås de samme regler som gælder for kommuners og
vandforsyningers indsatsplaner.
I tilfælde, hvor det ikke er muligt at realisere målene i en indsatsplan
ad frivillighedens vej foreslås der i miljøbeskyttelsesloven indsat en
hjemmel for kommuner og amter til at pålægge dyrkningsrestriktioner, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 4.
Til nr. 6 og 7
Disse forslag vedrører konsekvenserne for kommunernes vandforsyningsplaner
af den amtslige planlægning. Der indføjes i § 14 a, stk. 1, et krav om, at
vandforsyningsplanen ikke må stride mod de amtslige indsatsplaner, og i § 14
a, stk. 2, en pligt for amtet til at påse dette. Det følger allerede af
bestemmelsen, at vandforsyningsplanen ikke må stride mod regionplanlægningen,
og herunder fremtidig væsentlige dele af vandressourceplanlægningen.
Det kan ikke antages særlig ofte at være nødvendigt at revidere
vandforsyningsplanen på grund af den amtslige planlægning af
beskyttelsesindsatsen, men det kan i en del tilfælde være hensigtsmæssigt.
Hvis f.eks. amtet ikke ønsker at prioritere et område i den indeværende
planperiode, og dette ifølge vandforsyningsplanen fortsat skal indgå i
forsyningen, må kommunen sammen med de berørte vandforsyninger overveje, om
der fortsat skal satses på området som grundlag for vandforsyning, og i
bekræftende fald overveje, om det er påkrævet, at kommunen eller
vandforsyningerne planlægger og iværksætter en beskyttelsesindsats, jf. § 13
a. Endvidere kan identifikationen af mulige forureningsproblemer gøre det
påkrævet at planlægge andre foranstaltninger til imødegåelse heraf, f.eks.
ringforbindelser mellem vandforsyninger. Omvendt kan en amtslig prioritering
af et område eventuelt pege på nye muligheder for indvinding og forsyning,
som kan medføre, at det er hensigtsmæssigt at ændre vandforsyningsplanen.
I givet fald har amtet hjemmel i vandforsyningslovens § 14, stk. 3, til at
pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde ændringer eller tillæg til
vandforsyningsplanen.
Til nr. 8
Som konsekvens af udvidelsen af vandressourceplanlægningen til også at
omfatte beskyttelse af de ressourcer, der skal udnyttes, foreslås også
ministerens adgang til at udarbejde landsplaner udvidet til at omfatte
beskyttelse af vandressourcerne.
Til nr. 9 og 10
Det foreslås, at udvide ministerens eksisterende bemyndigelser i § 16,
stk. 1 og 3, til at fastsætte nærmere regler om amters og kommuners
kortlægning og planlægning og om tidsfrister og procedurer i forbindelse med
vandforsyningsplaner, således at der kan fastsættes nærmere regler både om
indhold, procedurer og tidsfrister for både vandressourcekortlægning og
-planlægning, vandforsyningsplanlægning og indsatsplaner.
Til nr. 11
I den nye § 52 a foreslås regler for, hvilke udgiftsarter der kan
indregnes i vandprisen ved salg fra et vandforsyningsanlæg til forbrugerne
eller et andet vandforsyningsanlæg. For at undgå tvivl foreslås det at
indføje en henvisning til den nye bestemmelse i § 46, stk. 2, som handler om,
at en kommune, der pålægges at levere vand til områder uden for kommunen,
skal holdes skadesløs i alle forhold vedrørende leveringspligten. Det vil
således være de i § 52 a nævnte typer udgifter, der skal medregnes.
Til nr. 12-15
Ifølge vandforsyningslovens § 48 kan amtsrådet i dag påbyde samarbejde
mellem vandforsyninger for at sikre en planmæssig udbygning af
vandforsyningen og sikre en hensigtsmæssig anvendelse af vandressourcerne.
Efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder omfatter den dog formentlig kun
samarbejde om rent fysiske fælles anlæg som f.eks. forbindelsesledninger,
fælles boringer m.v.
I overensstemmelse med anbefalingerne fra et flertal i Drikkevandsudvalget
(udvalget med undtagelse af Kommunernes Landsforening) foreslås en udvidelse
af området for § 48 til også at omfatte samarbejde mellem vandforsyninger om
beskyttelse og overvågning af vandressourcerne. Bestemmelsen vil herefter
give hjemmel til at amtet kan påbyde samarbejder af den i den foreslåede § 52
b nævnte art.
Som hovedregel bør sådanne samarbejder etableres efter § 52 b på de
deltagendes eget initiativ eller i hvert fald med deres samtykke. En plan for
etablering af sådanne samarbejder kan eventuelt drøftes i det i medfør af den
foreslåede § 12 nedsatte koordinationsforum i amtet. Imidlertid kan det være
nødvendigt for at opnå de overordnede samfundsmæssige fordele ved en
udligning af udgifterne mellem vandforsyninger og en højnelse af
kompetenceniveauet, at amtet kan påbyde samarbejde og fastsætte vilkårene,
hvis parterne ikke kan blive enige herom. Der kan både være tale om at påbyde
oprettelse af et helt nyt samarbejde og om, at et eksisterende samarbejde kan
påbydes at optage yderligere - eventuelt særlig dårligt stillede og derfor
ikke-attraktive - deltagere.
Når kompetencen - i overensstemmelse med drikkevandsudvalgets flertal -
foreslås tillagt amtet skyldes det, at samarbejdet kan vedrøre flere kommuner
og omfatte både kommunale og private vandforsyninger. Der skal derfor træffes
afgørelser, der fastlægger vilkår for samarbejde mellem flere kommuners
vandforsyninger og/eller en kommunal vandforsyning og private
vandforsyninger. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at tillægge
kommunalbestyrelsen kompetencen, når den ofte vil være part i sagen. Det vil
heller ikke være hensigtsmæssigt at tillægge Miljøstyrelsen eller en anden
statslig myndighed kompetencen til som 1. instans at træffe beslutninger om
lokale og regionale forhold.
På baggrund heraf anbefaler Drikkevandsudvalget med undtagelse af
Kommunernes Landsforening, at amtsrådet får kompetence til at træffe
afgørelserne på dette område efter forhandling med de berørte vandforsyninger
og kommuner og med klageadgang til Miljøstyrelsen.
Som nævnt bør udgangspunktet være, at samarbejder etableres på parternes
eget initiativ. Det skal således ikke være amternes opgave at ændre
fundamentalt på en struktur, som alle de involverede vandforsyninger er enige
om. Dette princip vil så også skulle lægges til grund ved behandlingen af
eventuelle klager over amternes afgørelser.
I § 48, stk. 2, bestemmes det, at amtsrådet fastsætter vilkårene i
forbindelse med samarbejdet efter forhandling med de berørte parter. For at
understrege amtsrådets subsidiære rolle foreslås det at gøre amtets
kompetence betinget af, at der ikke opnås enighed om vilkårene mellem
parterne. Det kan således tænkes, at amtet påbyder, at et samarbejde skal
etableres eller et nyt medlem optages, og at parterne i lyset heraf enes om
vilkårene. I så fald kan amtsrådet ikke fastsætte andre vilkår. Ud over at
fastlægge de arbejdsområder, som samarbejdet skal omfatte, giver bestemmelsen
heller ikke amtet mulighed for at bestemme dets nærmere aktiviteter, f.eks.
at samarbejdet skal iværksætte bestemte beskyttelsestiltag eller lignende.
Dette må afgøres af parterne efter de fastsatte beslutningsprocedurer.
Til nr. 16
Ad § 52 a
Selv om dette ikke har været lovfæstet, antages der i almindelighed at
gælde et »hvile-i-sig-selv-princip« for vandforsyning i Danmark på
den måde, at hver enkelt vandforsynings indtægter ikke må overstige dens
udgifter, og at den kun må afholde udgifter, der er direkte relateret til den
pågældende vandforsynings almindelige vandforsyningsaktiviteter. Derimod kan
vandforsyningen godt have underskud, som dækkes af kommunen efter
vandforsyningslovens § 53 a eller ved tilskud fra Vandfonden.
I overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefalinger foreslås det nu,
at lovfæste »hvile-i-sig-selv-princippet« i lighed med, hvad der er
sket i andre forsyningslove som elforsyningsloven og varmeforsyningsloven.
Samtidig præciseres det, at de lovlige udgifter for vandforsyningerne også
omfatter udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de
vandressourcer, som vandforsyningen har en aktuel eller potentiel interesse i
at kunne indvinde fra. Selv om beskyttelse af miljøet primært bør være en
offentlig opgave, kan vandforsyningerne have en interesse i at supplere
indsatsen, idet de herved på længere sigt kan opretholde en produktion uden
for lange transporttider for vandet og uden avanceret rensning f.eks. for
nitrat eller pesticider og således spare penge til behandling og overvågning
af behandlingsprocessen og / eller omlægning af ledninger, boringer og andre
anlæg. Vandforsyningerne bør derfor have mulighed for at afholde sådanne
udgifter.
Kommunerne skal som hidtil godkende taksterne for private almene anlæg og
fastsætte taksterne for kommunale anlæg, jf. § 53. De vil i den forbindelse
have pligt til at påse, at § 52a overholdes, herunder at anlægget ikke
afholder uforholdsmæssigt store udgifter til en beskyttelse, der overstiger
det hensigtsmæssige for anlægget. Amterne vil ligeledes have en mulighed for
at hindre uhensigtsmæssige beskyttelsesforanstaltninger ved at gøre
indsigelse mod vandforsyningers indsatsplaner efter § 13 a, hvis disse f.eks.
strider mod vandforsyningsplanen, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Kommunerne vil som hidtil kunne yde støtte til vandforsyningerne efter §
53 a. I så fald skal denne støtte ligesom støtte fra Vandfonden eller
eventuel anden støtte indregnes i priserne.
Ad § 52 b
Som berørt ovenfor ad § 52 a medfører
»hvile-i-sig-selv-princippet« formentlig, at vandforsyninger kun
kan afholde egne udgifter. En fordeling af udgifter på et større antal
forbrugere kan således alene ske ved, at vandforsyninger lægges sammen. Dette
er i direkte modstrid med målet om at bevare den decentrale
vandforsyningsstruktur.
Derfor foreslås i overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefalinger,
at der etableres en hjemmel til, at vandforsyninger kan indgå i samarbejder,
som på fælles basis kan afholde udgifter til grundvandsbeskyttelse i de af
samarbejdet omfattede vandværkers samlede nuværende og planlagte
indvindingsoplande samt eventuelle reserveområder, herunder uudnyttede dele
af områder med særlige drikkevandsinteresser. Samarbejderne vil ligeledes
kunne danne ramme om en økonomisk udligning i øvrigt mellem de deltagende i
forhold til udgifter, som skyldes forurening eller forebyggelse af
forureningsproblemer, f.eks. nye boringer, omlægning af ledningsnet m.v.
Udligningen kan f.eks. ske via et bidrag pr. m3, som er uafhængigt af, hvilke
af de deltagende der får nytte af det.
Drikkevandsudvalget fandt ikke, at behovet for en egentlig godkendelse af
aftalerne er stort, når der er mulighed for at løse eventuelle konflikter via
påbudsmuligheden i § 48, og når de deltagende vandværkers takster skal
godkendes af kommunalbestyrelsen. Som anbefalet af udvalget foreslås i stk.
3, at der i vandforsyningsloven gives ministeren bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om rammerne for samarbejdsaftalerne, således at der
kan udstedes en bekendtgørelse herom, hvis der viser sig et behov.
Det foreslås i stk. 2, at samarbejderne kan overtage de enkelte
vandforsyningers beføjelser (bortset fra retten til at opkræve bidrag). Ud
over at det kan aftales, at samarbejdet afholder udgifter af de i § 52 a
nævnte kategorier på samlet basis, kan samarbejdet således f.eks. overtage
kompetencen til at udarbejde indsatsplaner efter § 13 a og indgå
dyrkningsaftaler efter § 13 d.
Til nr. 17
Taksterne for de deltagende vandforsyninger i et samarbejde efter § 52 b
eller § 48 vil stadig (så længe vandforsyningerne ikke foretager en egentlig
sammenlægning) skulle fastlægges for hvert anlæg for sig i overensstemmelse
med § 53. Her vil kommunerne skulle lægge det enkelte anlægs bidrag til et
lovligt etableret samarbejde til grund, men de vil skulle vurdere, om
udgifterne er lovlige og af en rimelig størrelse. Hvis samarbejdet går på
tværs af kommunegrænser, kan der opstå problemer med takstfastsættelsen, hvis
de involverede kommuner ikke har samme bedømmelse af udgifterne. Derfor
foreslås en regel, hvorefter bidragene i sådanne tilfælde fastsættes eller
godkendes af kommunalbestyrelserne i forening, og at eventuel uenighed
afgøres af ministeren.
Til nr. 18 og 19
Vandforsyningsanlæggenes overvågning af vandkvaliteten har hidtil kun
rettet sig mod det færdige drikkevand og det vand, der indvindes fra de
enkelte boringer (den såkaldte boringskontrol). Dette medfører, at det først
vil være muligt at påvise en forurening i det øjeblik forureningen er
transporteret hen til indvindingsboringen. Undervejs kan en stor del af
indvindingsoplandet være blevet forurenet.
Som anbefalet af Drikkevandsudvalget foreslås derfor, at der som led i
kontrollen med drikkevandet etableres overvågningsboringer i
indvindingsoplandet til samtlige de grundvandsmagasiner, der udnyttes til
drikkevandsproduktion. Disse overvågningsboringer skal fungere som et
fremskudt varslingssystem i forhold til vandværkernes indvindingsboringer
(varslingsboringer). Der bør i forbindelse med boringskontrollen fastsættes
relevante parametre for overvågningen af varslingsboringerne.
De enkelte vandværkers behov for overvågningsboringer vil være meget
varierende alt afhængig af de lokale geologiske forhold, og af med hvilken
sikkerhed og med hvilken tidshorisont vandforsyningerne ønsker at kunne
forudsige udviklingen i vandkvaliteten i indvindingsboringerne. Behovet i
sårbare områder og i områder med intensiv indvinding vil alt andet lige være
større end i velbeskyttede områder med lille indvinding, ligesom et krav om
høj sikkerhed vil kræve et større antal boringer end et lavere
sikkerhedsniveau. Behovet for overvågningsboringer må også vurderes i forhold
til de omkostninger etableringen og driften af boringerne påfører
vandforsyningerne.
Etablering og drift af overvågningsboringerne bør være vandværkernes
ansvar, da vandværkerne har en umiddelbar interesse i at kontrollere
kvaliteten af råvandet. Mindstekravene hertil foreslås fastlagt som vilkår i
indvindingstilladelsen. Det vil således være amtet, der kan fastlægge
mindstekravene til antal og placering af overvågningsboringerne. Såfremt
amtsrådet på baggrund af en godkendt vandforsyningsplan overfører kompetencen
til at meddele indvindingstilladelse til kommunalbestyrelsen, vil det
ligeledes være kommunalbestyrelsen, der fastlægger de nærmere krav til
overvågningsboringernes antal og placering. Ved eksisterende
indvindingstilladelser vil forpligtelsen til etablering af
overvågningsboringer blive gennemført ved ustedelse af påbud. Det er således
ikke selve indvindingstilladelsen, som ændres. Krav om overvågningsboringer
gennemføres med det formål at sikre kontrollen med vandkvaliteten. Reglerne i
bekendtgørelse om vandindvinding kan således ændres med henblik på at
fastsætte nærmere krav til etablering af varslingsboringer.
Det skal sikres, at etablering af overvågningsboringerne ikke medfører, at
andre overvågningsopgaver (eksempelvis overvågning af affaldsdepoter) væltes
over på vandværkerne. Amtets afgørelse vil kunne påklages til Miljøstyrelsen.
Med hensyn til hvilke parametre der skal undersøges for, og hvor ofte, bør
dette fastlægges i forbindelse med kommunalbestyrelsens fastlæggelse af det
øvrige kontrolprogram for vandforsyningen, særligt boringskontrollen. Der
foreslås derfor en præcisering af § 60, stk. 1, således at de nye
varslingsboringer udtrykkeligt er en del af vandforsyningssystemet, som
kommunalbestyrelsen fører tilsyn med. Ministeren kan herefter med hjemmel i §
60, stk. 2, udvide tilsynsbekendtgørelsen med regler om tilsynet i
overvågningsboringerne.
Til nr. 20
Der foreligger ikke i dag en samlet oversigt over, hvor mange
vandforsyningsboringer der er lukket på grund af forurening. Gennem en
rundspørge til kommunerne er Miljøstyrelsen i færd med at kortlægge antallet
af lukkede boringer. Med henblik på også fremover at belyse udviklingen i
vandforsyningsstrukturen og i forureningstruslen mod vandforsyningerne
anbefaler Drikkevandsudvalget, at der etableres et centralt register over
lukkede vandforsyningsboringer.
For at gøre dette muligt, foreslås en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter
ministeren kan fastsætte regler om, at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal
give meddelelse, hvis en indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis
boringen lukkes, samt om årsagen hertil.
Til nr. 21
Det foreslås for at undgå tvivl udtrykkeligt at afskære klageadgang over
amtsrådets og kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af kapitel 3 om
kortlægning og planlægning. For så vidt angår de eksisterende dele af
kapitlet tilsigtes der ikke hermed nogen ændring af retstilstanden, som den
kom til udtryk ved vedtagelsen af den seneste revision af bestemmelserne i
1987, hvor man gik ud fra, at planvedtagelser ikke er afgørelser, og at de
dermed ikke kan påklages. For så vidt angår de nye bestemmelser om
indsatsplaner og dyrkningsaftaler og amters og kommuners beslutninger i den
forbindelse, vurderes det ikke at være hensigtsmæssigt eller nødvendigt, at
disse kan påklages af alle de berørte parter. Der er indført procedureregler
for tilvejebringelsen af indsatsplanerne, som sikrer en vidtgående
inddragelse af parterne. De berørte vil desuden kunne påklage de
beslutninger, der måtte blive truffet over for dem som opfølgning på
planerne.
Til nr. 22
Det foreslås endvidere at indføje en hjemmel til at bemyndige en styrelse
eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der efter loven er
tillagt ministeren. Denne regel svarer til bestemmelserne i
miljøbeskyttelsesloven og planloven
Til § 2
Til nr. 1
Bestemmelsen giver ministeren bemyndigelse til at indføre godkendelses- og
forbudsordninger til sikring af indsatsområder udpeget med hensyn til nitrat.
Der er tale om en generel godkendelsesordning for fremtidige etableringer
eller udvidelser af husdyrhold i de områder, der er udpeget. En sådan ordning
anses, jf. nedenfor, for en erstatningfri regulering.
Hvis et indsatsområde skal beskyttes effektivt over for nitratforurening,
er det nødvendigt såvel at regulere gødningsudbringningen på de ejendomme,
hvor der i øjeblikket udbringes for meget, som at forhindre, at der på andre
ejendomme fremover påbegyndes en for stor udbringning.
Drikkevandsudvalget med undtagelse af De danske Landboforeninger anbefaler
derfor, at det sikres, at der i henhold til reglerne i Rådets direktiv om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirken på miljøet
(VVM-vurderingen) og/eller kapitel 5-godkendelsen i henhold til
miljøbeskyttelsesloven inddrages en vurdering af den øgede nitratbelastning
af grundvandet, som den større husdyrtæthed i området vil medføre.
For så vidt angår VVM-vurdering er denne anbefaling allerede opfyldt via
det landsplandirektiv, som miljø- og energiministeren udstedte herom den 31.
december 1997.
Drikkevandsudvalgets flertal fandt endvidere, at der også for udvidelser
og etablering af husdyrbrug, som ikke er omfattet af den nuværende kapitel
5-godkendelse og VVM-vurdering (svine- og fjerkræfarme på over 250 DE
(dyreenheder)) skal ske en vurdering af den øgede nitratbelastning. Dette
skal ske gennem en godkendelsesordning, som sikrer, at der sker den
tilstrækkelige regulering af nitratbelastningen i området. Ordningen skal
både omfatte svine- og fjerkræfarme under 250 DE og andre intensive
husdyrbrug. Disse medlemmer har ikke taget stilling til udformningen af den
omtalte godkendelsesordning, men bemærker, at gennemførelsen af
IPPC-direktivet må antages at medføre, at kravet om kapitel 5-godkendelser
udvides. Disse medlemmer anbefaler også, at der indføres regler om, at der
ikke kan ske »import« af husdyrgødning og anden organisk gødning
til nitratfølsomme indvindingsområder uden dispensation.
En godkendelsesordning for husdyrbrug, der ligger i nitratfølsomme
indvindingsområder kunne gennemføres administrativt med hjemmel i
miljøbeskyttelseslovens kap. 5. Imidlertid synes det mere hensigtsmæssigt for
etablering og ændring af husdyrbrug herunder kvægbrug, der kan medføre en
forøget nitratbelastning og som ikke kræver en VVM-vurdering, at udforme en
særlig og enkel godkendelsesordning.
Da områder udpeget som særlig følsomme indvindingsområder, som anbefalet
af Drikkevandsudvalget, næppe kan danne et tilstrækkeligt sikker
administrativt grundlag for en godkendelsesordning, foreslås i stedet at lade
en godkendelsesordning omfatte de områder, der er udpeget som indsatsområder
for så vidt angår nitrat. En sådan godkendelsesordning er alene begrundet i
den særlige status, der påhviler området, og en godkendelsesordning skal
således kun kunne finde anvendelse inden for de områder, der i regionplanen
er identificeret som indsatsområder med hensyn til nitrat, og hvor der kun
skal tages stilling til spørgsmålet om nitratbelastning. Herved kan man sikre
og forebygge, at der ikke sker en væsentlig forøget nitratbelastning i
området. Hvis der er risiko for at en udvidelse eller etablering af et
intensivt husdyrbrug vil medføre overskridelser af de i nitratdirektivet
(91/676/EØF) fastsatte grænser for nitrat, kan det imidlertid betyde, at der
tillige skal der gennemføres en VVM-vurdering efter de nye regler i Rådets
direktiv 97/11/EF om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse
offentlige og private projekters indvirkning i miljøet. I forbindelse med
udmøntningen af en godkendelsesordning vil det blive præciseret, i hvilke
situationer en VVM-vurdering vil være påkrævet.
Den eksisterende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 5, giver
ministeren en meget bred bemyndigelse til at fastsætte regler for at sikre,
at jord og grundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening,
som måske ville kunne danne grundlag for en godkendelsesordning som denne og
regler om forbud mod indførsel af organisk gødning til indsatsområder med
hensyn til nitrat. For at undgå tvivl om denne hjemmels rækkevidde og for
nærmere at angive området for de påtænkte ordninger foreslås der imidlertid
indsat en mere specifik hjemmelsbestemmelse. Denne kan så samtidig løse det
problem, at § 19 i øvrigt kun omhandler beskyttelse af jord og grundvand,
mens de omtalte ordninger også i et begrænset omfang kan komme til at omfatte
beskyttelse af overfladevand, nemlig hvis et område bliver udpeget som
indsatsområde med hensyn til nitrat, fordi der er potentielle nitratproblemer
i forbindelse med overfladevand, der anvendes som drikkevandsressource.
De godkendelsesordninger, som ministeren kan etablere efter den foreslåede
bestemmelse, er mindre omfattende end kapitel 5-godkendelser, som betragtes
som erstatningsfri regulering, og de vedrører kun ændringer i forhold til
nuværende anvendelse. De er endvidere begrundet i miljømæssige og
sundhedsmæssige hensyn, idet formålet med dem er at forhindre forurening af
drikkevandsressourcerne. Der er mange eksempler i miljøretten, særligt på
planlægningsområdet, på, at sådan fastlåsning af nuværende arealanvendelse,
hvor ændringer kræver tilladelse eller dispensation, ikke udgør
ekspropriative indgreb. Det kan derfor ikke antages, at der kan blive tale om
ekspropriationserstatninger i den forbindelse.
For at sikre at ejere af ejendomme i indsatsområder med hensyn til nitrat
en tilfredsstillende information om, hvorvidt de er beliggende i et sådant
område, vil det i forbindelse med en godkendelsesordning blive foreslået, at
ejere i områder, der er udpeget underrettes individuelt om den ændrede
arealstatus. En godkendelsesordning efter denne regel forventes herefter at
indeholde regler om, at godkendelsesmyndighederne alene kan meddele
tilladelse eller afslag på en ansøgning fra en ejer, som tidligere er blevet
underrettet om den ændrede arealstatus.
Forbud mod eller begrænsning af tilførsel af organisk gødning til udpegede
indsatsområder med hensyn til nitrat fra andre områder kan også komme til at
berøre nuværende anvendelse af arealerne, men det kan ikke antages i sig selv
at få meget indgribende betydning, idet forbudet eller begrænsningen ikke vil
forhindre, at der tilføres ikke-organisk gødning. Forbudet er endvidere som
den ovenfor omtalte godkendelsesordning begrundet i væsentlige hensyn til
miljø og sundhed.
Det foreslås, at forbudet ikke skal berøre eksisterende kontraktmæssige
forpligtelser vedrørende aftagelse af organisk gødning, hvorved forstås
kontraktmæssige forpligtelser, som foreligger på tidspunktet for reglernes
ikrafttræden i et område. For områder, der senere udpeges som indsatsområder
med hensyn til nitrat, træder reglerne i kraft ved optagelsen af områderne i
regionplanen. Dette skal forhindre, at en landmand i disse områder tvinges
til kontraktbrud over for f.eks. en landmand uden for dette område, som han
har indgået en aftale med, mens dette var lovligt. En sådan aftale kan være
forudsætning for, at den pågældende landmand uden for området opfylder
harmonikravene, hvis han ikke selv har tilstrækkelig jord i forhold til
dyreholdet. Det foreslås dog at aftaler ikke skal kunne have længere varighed
end 5 1/2 år fra reglernes udstedelse jf. forslagets § 4 nr. 2, idet det
forudsættes, at gældende aftaler skal kunne opsiges med op til et halvt års
varsel.
Til nr. 2
Det foreslås i overensstemmelse med Drikkevandsudvalgets anbefaling at
indføre en hjemmel til at kommuner og amter mod erstatning kan gennemføre
tvungne rådighedsindskrænkninger og andre foranstaltninger, som er nødvendige
til at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening
med nitrat eller pesticider, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området
efter vandforsyningsloven, og hvis det ikke er muligt at komme igennem med
frivillige foranstaltninger.
Den gældende regel i miljøbeskyttelseslovens § 24 ville muligvis kunne
bruges i nogle af disse tilfælde, men dens rækkevidde er tvivlsom. Den er
hidtil ikke mindst blevet brugt til at påbyde fredningsbælter på i
størrelsesordenen 10 m omkring vandindvindingsboringer, hvor stort set alle
aktiviteter er forbudt, herunder gødnings- og pesticidanvendelse. Det er
fortsat meningen, at § 24 skal anvendes til at give påbud om sådanne
fredningsbælter, uanset hvor den pågældende boring er beliggende. Imidlertid
er bestemmelsens præcise rækkevidde herudover tvivlsom, og anvendelse af den
forudsætter i hvert fald, at der er en konkret (eksisterende eller planlagt)
indvinding, som ønskes beskyttet. Den nye bestemmelse vil også kunne bruges
til at beskytte områder, hvorfra der ikke indvindes i dag, men som
prioriteres højt som reserveområder for fremtidig indvinding og derfor er
udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser. De pågældende områder
skal selvfølgelig også beskyttes over for andre kilder til forurening end
gødnings- og pesticidanvendelse, men disse forureningskilder er reguleret
andre steder, således at det allerede i dag (erstatningsfrit) er muligt at
beskytte drikkevandsinteresserne, f.eks. ved påbud til virksomheder eller om
nødvendigt ved skærpelse af reglerne i de bekendtgørelser, der regulerer en
aktivitet. Der er derfor ikke for andre forureningskilder grund til at
indføre en mulighed for at indføre restriktioner mod erstatning.
En anden fordel ved en særskilt bestemmelse er, at man kan præcisere
betingelserne for at pålægge jordbruget disse tvungne foranstaltninger, dels
i selve lovteksten, dels ved at bemyndige ministeren til at fastsætte nærmere
regler. Dette kan medvirke til at undgå for mange tvister om myndighedernes
beføjelser.
I selve lovteksten er indsat de allerede nævnte betingelser, at der skal
være vedtaget en indsatsplan efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, og
at der ikke kan opnås en aftale om de pågældende foranstaltninger. At en
grundejer er villig til at påtage sig dyrkningsrestriktioner mod en
kompensation, der overstiger den erstatning han ville være berettiget til ved
pålæg af tvungne restriktioner, kan ikke udelukke anvendelse af § 26 a. De
nærmere krav til dokumentationsgrundlag m.v. vil blive fastsat af ministeren.
Beslutning efter bestemmelsen kan træffes af amtsrådet og, hvis der er
tale om realisering af en indsatsplan udarbejdet af en kommune eller en
vandforsyning, tillige af kommunalbestyrelsen. Hvis en vandforsyning har
udarbejdet en indsatsplan, og ikke kan få den opfyldt ved frivillige
foranstaltninger, må vandforsyningen således rette henvendelse til amtet
eller kommunen, som så må tage stilling til, om betingelserne for at pålægge
rådighedsindskrænkninger m.v. er opfyldt. Hvis vandforsyningen retter
henvendelse til amtet, må man være opmærksom på, at kommunalbestyrelsen skal
have givet samtykke, hvis vandforsyningen skal pålægges at betale
erstatningen, jf. forslaget til § 64 a.
Det skal fremhæves, at amtsrådets eller kommunalbestyrelsens beslutninger
om pålæg af rådighedsindskrænkninger kan påklages til miljøministeren efter
miljøbeskyttelseslovens almindelige regler. Det vil herefter sige, at der kan
finde en prøvelse sted af, om den pågældende rådighedsindskrænkning er
nødvendig i forhold til den grundvandsbeskyttelse, som ønskes opnået, og om
de øvrige betingelser er opfyldt.
I visse tilfælde vil beslutninger efter § 26 a kunne have karakter af
ekspropriation i grundlovens forstand. Da det i overensstemmelse med
Drikkevandsudvalgets anbefaling ud fra en billighedsbetragtning foreslås, at
indgrebene altid skal udløse fuldstændig erstatning, og beslutningerne
således under alle omstændigheder opfylder kravene i grundlovens § 73, vil
det imidlertid ikke være nødvendigt at afgøre i hvert enkelt tilfælde, om der
måtte være tale om ekspropriation i grundlovens forstand. Denne løsningsmodel
svarer til den, der er valgt i forbindelse med påbud og forbud efter
miljøbeskyttelseslovens § 24, hvor det følger af § 63, at der skal gives
erstatning i forbindelse med forbud og påbud vedrørende bestående lovlige
forhold, og den findes også rimelig ud fra den betragtning, at nødvendigheden
af de pågældende indgreb udelukkende skyldes de geologiske forhold på stedet,
som ejeren ikke har nogen indflydelse på, og normalt heller ikke havde nogen
mulighed for at vide noget om ved køb af ejendommen.
At indgrebene foretages mod erstatning medfører endvidere, at det ikke er
nødvendigt at påvise, hvor stor nitratudvaskning hver enkelt ejendom i et
område bidrager med. Derimod skal den nødvendige dokumentation være til stede
til påvisning af at området som helhed bidrager med en for stor belastning.
Det vil således være muligt, hvis det konkret er mest hensigtsmæssigt, at
fordele den nødvendige reduktion i kvælstofudledningen »skævt«
mellem de forskellige ejendomme i området.
De ønskede resultater vil formodentlig kunne opnås ved alene at pålægge
ejeren rådighedsindskrænkninger, og der synes ikke behov for at kunne
ekspropriere arealer. Da det er en betingelse, at ekspropriation af selve
arealet skal være nødvendig for at opnå formålet, er der således ikke
medtaget en sådan regel i forslaget.
Det foreslås desuden i stk. 2 som anbefalet af Drikkevandsudvalget, at der
ved afgørelse af, om der skal pålægges dyrkningsrestriktioner m.v., anvendes
den samme procedure som i øvrigt anvendes ved ekspropriation efter
miljøbeskyttelsesloven, nemlig proceduren i lov om offentlige veje § 45
(forarbejder og undersøgelser) og §§ 47-49 (åstedsforretning og
ekspropriationsbeslutning).
Det er i lovforslaget præciseret, at det er amtsrådet eller
kommunalbestyrelsen, der udfører de opgaver, som i medfør af reglerne i § 45
og §§ 47-49 i lov om offentlige veje er tillagt vejbestyrelserne.
Det er miljøbeskyttelseslovens almindelige regler om
erstatningsfastsættelse m.v. som foreslås at skulle finde anvendelse. Disse
findes i lovens § 61, stk. 2, som henviser til reglerne herom i lov om
offentlige veje. Det følger af disse regler, at hvis der pålægges intensive
rådighedsindskrænkninger kan såvel grundejeren som myndigheden over for
taksationskommissionen kræve hele ejendommen afstået (den såkaldte
ekstentionsret). Betingelsen for, at ejeren kan kræve, at myndigheden
overtager ejendommen er, at ejendommen ikke skønnes hensigtsmæssigt at kunne
bevares om selvstændig ejendom eller udnyttes på rimelig måde. Betingelsen
for, at myndigheden kan kræve ejendommen afstået, er, at erstatningen for
ejendommens værdiforringelse skønnes at komme til at stå i åbenbart
misforhold til restejendommens værdi. I begge tilfælde er det
taksationsmyndighederne, der skønner, om betingelserne er opfyldt. Der lægges
i reglerne stor vægt på en grundig høring af parterne, og at de har fået
lejlighed til at kommentere, det grundlag, som erstatningen skal baseres på.
Såfremt erstatningen for ejendommens værdiforringelse skønnes at komme til at
stå i åbenbar misforhold til restejendommens værdi, har ejeren mulighed for
at modificere sit erstatningskrav for herved at undgå, at myndigheden kræver
ejendommen overtaget. Klageinstans er overtaksationskommissionen, og i givet
fald kan der herefter anlægges sag ved domstolene.
Reglerne om erstatningsfastsættelse og herunder om ekstentionsretten
gælder generelt på miljøbeskyttelseslovens område, og finder således også
anvendelse ved rådighedsindskrænkninger og delekspropriationer, der pålægges
i forbindelse med spildevandsanlæg eller affaldsbehandlings- og
deponeringsanlæg, jf. lovens § 58, samt de forbud og påbud, der meddeles
efter lovens § 24 (der som nævnt kunne anvendes til at pålægge i hvert fald
en del af de rådighedsindskrænkninger, som den nye bestemmelse vil omfatte).
De samme regler gælder også i en række andre love på miljøområdet,
hvorefter der kan pålægges rådighedsindskrænkninger eller foretages delvis
ekspropriation. De gælder således efter planloven, vandforsyningsloven,
vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven.
Til nr. 3
Bestemmelsen omhandler spørgsmålet om, hvem der skal betale erstatning for
de rådighedsindskrænkninger m.v., der besluttes efter § 26 a.
Det følger af miljøbeskyttelseslovens § 61, at erstatning fastsættes og
udbetales efter reglerne i lov om offentlige veje, og at størrelsen i
tilfælde af uenighed fastsættes af taksationsmyndighederne.
Efter den foreslåede § 64 a skal erstatning efter § 26 a betales af den
myndighed, der har truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har
givet samtykke hertil, helt eller delvist af det eller de
vandforsyningsanlæg, der har fordel af beslutningen. Vandforsyninger, der har
fordel af beslutningen, kan således blive pålagt at betale eller bidrage til
betalingen også selv om de ikke selv har anmodet om beslutningen efter § 26
a, hvis kommunalbestyrelsen har givet samtykke til det. Hvis amt eller
kommune agter at træffe beslutning efter § 26 a og vil anmode en eller flere
vandforsyninger om at betale, vil de være forpligtede til at foretage høring
af de pågældende vandforsyninger efter almindelige forvaltningsretlige
regler. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af erstatningsbetalingen,
afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne på samme måde som spørgsmålet
om erstatningens størrelse. Hvis en vandforsyning ikke ønsker at betale
erstatningen, er det således taksationsmyndigheden, der afgør spørgsmålet.
Til nr. 4 og 5
Det foreslås at foretage en præcisering af lovens strafbestemmelse om
overtrædelse af påbud, således at det klargøres, at denne også vil omfatte
beslutninger efter § 26 a. Desuden foreslås en hjemmel for ministeren til at
fastsætte strafbestemmelser i de regler, der fastsættes efter det foreslåede
§ 19, stk. 6.
Til § 3
Ved udvidelse af bestemmelsen skabes hjemlen til, at kunne udpege områder
med forskellige drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder og
indsatsområder via regionplanen. Der henvises til bemærkningerne under § 1,
specielt nr. 4-5 og specielt skal fremhæves, at det ved udpegning af følsomme
indvindigsområder skal angives, hvilken type af forurening, de anses for
følsomme overfor. Udpegningen af følsomme indvindigsområder i regionplanerne
tænkes i første omgang begrænset til nitratfølsomme indvindingsområder. Dette
foreslås at skulle ske med de statslige udmeldinger til regionplanrevisionen
2001.
Til § 4
Der henvises til bemærkningerne til § 2 nr. 1.
Skriftlig fremsættelse (16. april 1998)
Miljø- og energiministeren ( Svend Auken):
Jeg skal herved tillade mig at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om
miljøbeskyttelse og lov om planlægning. (Beskyttelse af drikkevandsressourcer
og vandforsyning).
(Lovforslag nr. L 56).
De to lovforslag er en opfølgning på regeringens aftale med SF, V, K og CD
om Vandmiljøplan II. Lovforslagene skal ses i sammenhæng med forslag til lov
om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, som fremsættes af
fødevareministeren, og forslag til lov om afgift af kvælstof indeholdt i
gødninger m.m., som fremsættes af skatteministeren, som alle er et led i
opfølgningen på opfyldelse af aftalen om Vandmiljøplan II.
Formålet med disse lovforslag er at sikre, at der gennemføres de tiltag,
der er nødvendige for at virkeliggøre en reduktion af markbidraget med
100.000 tons kvælstof, som er et afgørende led i Danmarks implementering af
EU's nitratdirektiv.
Aftalen om Vandmiljøplan II indeholder en bred vifte af forskellige
initiativer bl.a. øgede bevillinger til genopretning af vådområder,
skovrejsning, økologisk landbrug og til anden miljøvenlig landbrugsdrift.
Derudover omfatter planen initiativer til en generel reduktion af
gødningstilførslen, bedre udnyttelse af næringsstofressourcerne gennem krav
om bedre udnyttelse af kvælstof i husdyrgødningen, skærpede harmonikrav og
indførelse af et krav om 6% græsefterafgrøder.
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse, lov om
naturbeskyttelse, lov om vandløb og lov om planlægning, som fremsættes af
miljø- og energiministeren, sikrer lovgrundlaget for justering af
harmonikravene og genopretning af vådområder med henblik på at forbedre
vandmiljøet. Ændringen af miljøbeskyttelsesloven indebærer således en
præcisering af miljø- og energiministerens adgang til at regulere landbrugets
tilførsel af næringsstoffer til vandmiljøet. Ændringen vil føre til justering
af harmonikravene som aftalt i Vandmiljøplan II. Samtidig medvirker
lovforslaget til at sikre Danmarks overholdelse af nitratdirektivets krav om
foranstaltninger til begrænsning af de mængder kvælstof, der må tilføres
jorden i form af husdyrgødning.
Det andet lovforslag, som indeholder ændringer af lov om vandforsyning
m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning, skal tilvejebringe det
fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at realisere de dele af Vandmiljøplan
II, som vedrører regionale foranstaltninger, der ligeledes er et væsentligt
led i implementeringen af nitratdirektivet.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslagene med bemærkninger, anbefales
det til Folketingets velvillige behandling.
Bilag
I dette bilag er (med mindre skrift) indsat den ny formulering i de
bestemmelser, der berøres af forslaget.
§ 1
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli
1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af
29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.
388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.
juni 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :
»og den dertil knyttede beskyttelse«.
§ 1. Loven har til formål at sikre
1) at udnyttelsen og den dertil knyttede beskyttelse af vandforekomster
sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af de hensyn,
der er nævnt i § 2,
2) en samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en
hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne,
3) en planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og
kvalitetsmæssigt tilfredsstillende vandforsyning.
2. I § 10 indsættes efter »forurening« :
»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes
kvalitet,».
3. I § 10 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de
vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den
naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig
dårlig.«.
§ 10. Amtsrådet foretager med bistand fra kommunalbestyrelserne en
kortlægning af vandressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet og
naturlige beskyttelse mod forurening samt de forureningstrusler, der kan
påvirke vandressourcernes kvalitet og gennemfører på grundlag heraf
undersøgelser og beregninger af de vandmængder, der vil være til rådighed for
vandindvinding.
Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de
vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den
naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig
dårlig.
4. § 11 affattes således:
» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den
igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører
amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af
regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter en
udpegning af:
1) områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) områder med drikkevandsinteresser,
3) områder med begrænsede drikkevandsinteresser,
4) afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og
af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er
særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme
indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening,
de anses for følsomme over for, og
5) afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til
beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af
drikkevandsinteresserne (indsatsområder), samt
6) en prioritering af disse indsatsområder og en tidsplan for udarbejdelse
og iværksættelse af de i § 13 nævnte indsatsplaner.
Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets
indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som
amtet udfører.
Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med
drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme
indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne
udpeges i regionplanen.«.
§ 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den
igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører
amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af
regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter en
udpegning af:
1) områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) områder med drikkevandsinteresser,
3) områder med begrænsede drikkevandsinteresser,
4) afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser og
af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er
særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme
indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening,
de anses for følsomme over for, og
5) afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats til
beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af
drikkevandsinteresserne (indsatsområder), samt
6) en prioritering af disse indsatsområder og en tidsplan for udarbejdelse
og iværksættelse af de i § 13 nævnte indsatsplaner.
Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets
indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som
amtet udfører.
Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med
drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme
indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne
udpeges i regionplanen.
5. Efter § 11 indsættes:
» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af
vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et
koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i
amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,
industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.
§ 13. For hvert af de indsatsområder, der er fastlagt i
regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den
prioritering, som er fastlagt i regionplanen.
Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere
kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af
de pågældende vandressourcer.
Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over
behovet for beskyttelse samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes
indsats til opnåelse af denne beskyttelse.
§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis
kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at
retningslinierne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og
regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller
vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i
§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod
regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller
indsatsplaner vedtaget efter § 13.
§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13
a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.
Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før
12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.
Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere
retningslinier udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er
overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er
tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør
indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er
opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en
kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres
spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en
ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.
Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,
skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel
underretning herom og om indholdet af planen.
§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13 i
det omfang, de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.
Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser
de retningslinier til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §
13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har
vedtaget efter § 13 a.
§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget
efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.
Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt
i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der
ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder
over ejendommen.
Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og
efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.
1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal
betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af
andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har
fordel af aftalen.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13
eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå
aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af
ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af
kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis
skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller
indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at
anlægget har fordel af aftalen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele
indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen
ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget
efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter
amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke
indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,
afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed
mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke
indgås.
Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet
forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder
anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.
§ 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af
vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et
koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i
amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,
industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.
§ 13. For hvert af de indsatsområder, der er fastlagt i
regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den
prioritering, som er fastlagt i regionplanen.
Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere
kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af
de pågældende vandressourcer.
Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over
behovet for beskyttelse samt retningslinier og tidsplan for myndighedernes
indsats til opnåelse af denne beskyttelse.
§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis
kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at
retningslinierne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og
regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller
vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i
§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod
regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller
indsatsplaner vedtaget efter § 13.
§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13
a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.
Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før
12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.
Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere
retningslinier udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er
overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er
tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør
indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er
opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en
kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres
spørgsmålet af ministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et amtsråd og en
ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder indsatsplanen.
Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,
skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel
underretning herom og om indholdet af planen.
§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13 i
det omfang, de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.
Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser
de retningslinier til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §
13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har
vedtaget efter § 13 a.
§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget
efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.
Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt
i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der
ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder
over ejendommen.
Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og
efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.
1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal
betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af
andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har
fordel af aftalen.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13
eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå
aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af
ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af
kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis
skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller
indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at
anlægget har fordel af aftalen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele
indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen
ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget
efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter
amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke
indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,
afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed
mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke
indgås.
Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet
forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder
anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.
6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.
2« : », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.
§ 14 a. En vandforsyningsplan efter § 14 må ikke stride
imodregionplanlægningen og forudsætninger fastsat efter § 16, stk. 2, eller
mod en indsatsplan vedtaget efter § 13.
7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11« :
»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.
Stk. 2. Amtsrådet påser, at den kommunale vandforsyningsplan efter
§ 14 er i overensstemmelse med regionplanlægningen og forudsætninger nævnt i
stk. 1, sammenholder planens indhold med vandressourceplanlægningen efter §
11 og indsatsplaner vedtaget efter § 13 og vurderer, om planen i øvrigt
tilgodeser hensynet til beskyttelsen af vandområder og grundvandet.
Stk. 3 . Fremsætter amtsrådet indsigelse efter stk. 2 inden for en
nærmere af miljøministeren fastsat frist, kan kommunalbestyrelsen ikke
vedtage planen endeligt, før der er opnået enighed mellem kommunalbestyrelsen
og amtsrådet om de nødvendige ændringer af planen. Kan enighed ikke opnås,
afgøres spørgsmålet af miljøministeren.
Stk. 4 . Almene vandforsyningsanlæg må ikke anlægge vandledninger
i strid med vandforsyningsplaner vedtaget efter stk. 2 og 3.
8. I § 15, stk. 1, indsættes efter
»vandindvinding« : », beskyttelse af vandressourcerne«.
§ 15. Miljøministeren kan udarbejde landsplaner for
vandindvinding, beskyttelse af vandressourcerne og vandforsyning, som skal
lægges til grund ved behandling af sager efter denne lov.
Stk. 2 . Ministeren kan bestemme, at kortlægning og planlægning
skal foretages af flere amtsråd i fællesskab.
9. § 16, stk. 1, affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af
planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af
indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«.
10. § 16, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning
efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte
koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan
fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med
tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13
a.«.
§ 16. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af
planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af
indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.
Stk. 2. Miljøministeren kan bestemme og fastsætte regler om, at
nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for planlægningen efter
§§ 11og 14. Sådanne forudsætninger skal lægges til grund ved administrationen
af denne lov.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning
efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte
koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan
fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med
tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.
Stk. 4 . Opstår der uenighed om fordelingen af udgifter ved
amtsrådets eller kommunalbestyrelsens planlægningsvirksomhed, afgøres
spørgsmålet af miljøministeren.
11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet« :
», jf. § 52 a«.
§ 46. Amtsrådet kan, hvis det skønnes nødvendigt, pålægge et
kommunalt alment vandforsyningsanlæg leveringspligt til bestemte områder.
Stk. 2 . Ved pålæg til en kommune om levering til områder uden for
kommunen skal den leverende kommune i økonomisk henseende holdes skadesløs i
alle forhold vedrørende leveringspligten, herunder for alle udgifter ved
anskaffelse af de anlæg m.v., der er nødvendige for leveringen, og udgifterne
i øvrigt ved fremskaffelse og levering af vandet, jf. § 52 a.
Stk. 3 . Opstår der i forbindelse med levering af vand fra en
kommunes vandforsyning til en anden kommunes vandforsyning uenighed om
leveringsprisen, afgøres spørgsmålet af amtsrådet.
12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«
: », kortlægning, overvågning og beskyttelse«.
13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan
amtsrådet« : »efter forhandling med de berørte kommuner og
vandforsyningsanlæg«.
14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet
kan« til: »og«.
15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«
: »i mangel af enighed mellem parterne«.
§ 48. Hvis det skønnes nødvendigt for at sikre en planmæssig
udbygning af vandforsyningen og sikre en hensigtsmæssig anvendelse,
kortlægning, overvågning og beskyttelse af de eksisterende vandforekomster
til drikkevandsforsyning, kan amtsrådet efter forhandling med de berørte
kommuner og vandforsyningsanlæg påbyde kommunalt samarbejde om
vandforsyningen og påbyde samarbejde mellem kommunale og private almene
vandforsyningsanlæg og mellem private almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 2. Vilkårene i forbindelse med samarbejdet fastsættes i
mangel af enighed mellem parterne af amtsrådet efter forhandling med de
berørte parter.
Stk. 3 . Såfremt samarbejdet skal omfatte almene
vandforsyningsanlæg i flere amtskommuner, afgøres sagen af amtsrådene i
forening. Opnås der ikke enighed mellem amtsrådene, afgøres sagen af
miljøministeren.
16. Efter § 52 indsættes:
» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment
vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding
og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,
administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og
underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og
væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til
nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter
til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af
vandbesparende foranstaltninger, samt deltagelse i vandværkssamarbejder og
lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og
beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i
fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende
overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og
beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand
mellem almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af
indskudskapital.
§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med
henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,
overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre
aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe
forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.
Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de
deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder
aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som
ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse
af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og
vilkår.«.
§ 52 a. Ved levering af vand fra et alment vandforsyningsanlæg kan
i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding og distribution af
vand, lønninger og andre driftsomkostninger, administration, driftsmæssige
afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og underskud fra tidligere
perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af
forsyningssystemerne og henlæggelser til nyinvesteringer. Desuden kan et
alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter til rådgivning af sine kunder om
vandbesparelser, finansiering af vandbesparende foranstaltninger, samt
deltagelse i vandværkssamarbejder og lignende. Herudover kan indregnes
udgifter til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer,
som anlægget indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra, i
det omfang en sådan supplerende overvågning og beskyttelse ud over den
offentlige kortlægning, overvågning og beskyttelse er nødvendig eller
hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand
mellem almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af
indskudskapital.
§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med
henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,
overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre
aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe
forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.
Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de
deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder
aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som
ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse
af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og vilkår.
17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §
52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller
godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås
der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og
energiministeren.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
§ 53. Kommunalbestyrelsen fastsætter anlægs- og driftsbidrag ved
levering af vand fra den kommunale vandforsyning. Anlægs- og driftsbidrag til
andre almene vandforsyningsanlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen i den
kommune, hvor vandet forbruges, efter indstilling fra anlæggets ejer. For
private almene vandforsyningsanlæg kan kommunalbestyrelsen træffe bestemmelse
om forhøjelse af visse former for bidrag, hvis forhøjelsen er en nødvendig
følge af, at kommunalbestyrelsen har nægtet at godkendeforhøjelsen af andre
former for bidrag.
Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller § 52 b
omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller
godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås
der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af ministeren.
Stk. 3 . Når en ny forsyningsledning til kommunal vandforsyning
etableres, kan der pålægges grundejere, til hvis ejendomme der kan leveres
vand til almindelig brug, bidrag til ledningsanlægget og til eventuel
stikledning og stophane. For andre almene vandforsyningsanlæg kan
kommunalbestyrelsen godkende, at der pålægges sådanne bidrag.
Stk.4. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til
at pålægge bidrag efter stk. 2, herunder om at grundejerne under nærmere
betingelser kan opnå midlertidig fritagelse for betaling af bidrag.
Stk. 5 . Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indberetning
vedrørende vandpriser.
18. Efter § 59 indsættes:
» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at
overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere
overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele
tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen
fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og
energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene
vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«.
» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at
overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere
overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele
tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen
fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og
energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene
vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«.
19. I § 60, stk. 1, indsættes efter
»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte
overvågningsboringer«.
§ 60. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med kvaliteten af vandet i
vandforsyningssystemer, herunder de i § 59a nævnte overvågningboringer.
Stk. 2 . Miljøministeren kan fastsætte regler om tilsynet,
herunder om regelmæssige laboratorieundersøgelser.
Stk. 3 . Udgifterne ved den regelmæssige kontrol af vandet i et
vandforsyningssystem afholdes af ejeren af vandforsyningsanlægget. I
tilfælde, hvor det må antages, at en virksomhed, der ligger inden for
vandforsyningsanlæggets opland, medfører en særlig fare for forurening af
vandet, kan kommunalbestyrelsen dog pålægge virksomheden at afholde
udgifterne ved et udvidet tilsyn.
20. Efter § 69 indsættes:
» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en
indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om
årsagen hertil.«.
§ 69 a. Ministeren kan fastsætte regler om, at ejeren af et
vandforsyningsanlæg skal give meddelse, hvis en indvindingsboring tages ud af
drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om årsagen hertil.
21. I § 76 indsættes som nr. 1 som nyt nummer:
»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel
3.«.
Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.
§ 76. Følgende afgørelser kan dog ikke indbringes for højere
administrativ myndighed:
1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel 3
2) Fastsættelse af leveringsvilkår efter § 29 og § 45, stk. 2.
3) Afgørelser om sløjfning af vandforsyningsanlæg efter § 36.
4) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel 9,
bortset fra kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 55, stk. 2 og 4.
22. Efter § 89 indsættes:
» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under
ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder
at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«.
§ 89 a. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet
oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser,
der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder
at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren .
§ 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7 :
» Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er
udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om
godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan
medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller
overfladevand.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller
forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål
til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til
nitrat.«.
§ 19. Stoffer, produkter og materialer, der kan forurene
grundvand, jord og undergrund, må ikke uden tilladelse
1) nedgraves i jorden,
2) udledes eller oplægges på jorden eller
3) afledes til undergrunden.
Stk. 2 . Beholdere med de stoffer, produkter og materialer, der er
nævnt i stk. 1, må heller ikke uden tilladelse være nedgravet i jorden.
Stk. 3 . Tætte beholdere, der alene anvendes til ajle, gylle,
ensilagesaft, mælkerumsvand og møddingvand, må dog være nedgravet uden
tilladelse efter stk. 2.
Stk. 4 . Tilladelse efter stk. 1 og 2 gives af amtsrådet,
medmindre ministeren fastsætter andre regler.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler for at sikre, at jord og
grundvand ikke forurenes eller udsættes for fare for forurening med de
stoffer, produkter og materialer, der er nævnt i stk. 1. Ministeren kan
herunder fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår
tilladelser efter stk. 1 og 2 kan meddeles, og regler om, at tilladelse efter
stk. 1 og 2 i visse tilfælde er ufornøden, samt regler om, at visse
afgørelser efter stk. 1 og 2 ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om kontrol og om
indretning og tømning af beholdere og ledningsanlæg med de nævnte stoffer,
materialer og produkter, samt regler om gebyrer. Ministeren kan fastsætte
regler om de i stk. 3 nævnte beholdere.
Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er udpeget
som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om
godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan
medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller
overfladevand.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller
forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål
til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til
nitrat.
2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3 :
» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område
efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke
kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod
fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for
at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med
nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af
kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter
vandforsyningslovens § 13 a.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,
i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg
efter stk. 1.
Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter
stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de
opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.
Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1, skal de
meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over
ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens
regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder skal
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra
tingbogen.«.
» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område
efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke
kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod
fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for
at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med
nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af
kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter
vandforsyningslovens § 13 a.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,
i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg
efter stk. 1.
Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter
stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de
opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.
Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1, skal de
meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over
ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens
regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder skal
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra
tingbogen.«.
3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8:
» § 64a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed, der
har truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet samtykke
hertil, helt eller delvist af det eller de vandforsyningsanlæg, der har
fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af
erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom
spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«.
§ 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed, der har
truffet beslutningen eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet samtykke
hertil, helt eller delvist af det eller de vandforsyningsanlæg, der har
fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af
erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom
spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.
4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt
forhold«: »og beslutninger efter § 26a«.
5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,
stk. 5« : » -7«.
§ 110. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning,straffes med bøde den, der
1) overtræder § 19, stk. 1 eller stk. 2, § 20, § 20 a, stk. 1, § 22, § 23,
§ 27, stk. 1 eller 2, § 28, stk. 4, § 43, § 45, stk. 4, og § 50, stk. 1, og §
72 a,
2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud
om at berigtige et ulovligt forhold og beslutninger efter § 26a,
3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10, stk. 4,
4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en
godkendelse efter loven,
5) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter §
33 eller anmeldelse efter § 36,
6) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 72 eller
at give underretning som nævnt i §§ 21, 71 og 72 a,
7) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget
efter § 7, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan
anmeldelse, eller undlader at indgive ansøgning, jf. § 39,
8) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter eller
transportmidler i strid med § 87,
9) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som
foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven,
10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers
forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2, eller
11) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at
afgive oplysninger efter § 55 b,
12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller
klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a.
Stk. 2 . Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år,
hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis
der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3 . I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af §§
7-10, §§ 12-16, § 17, stk. 3, § 18, § 19, stk. 5 -7, § 20 b, stk. 2, § 27,
stk. 3, § 35, § 35 a, § 44, § 45, stk. 2 og 3, § 47, stk. 3, § 48, § 51, §
53, § 55 a, § 72 a, stk. 3, § 89, stk. 2, og § 89 a, kan der fastsættes straf
af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller
fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.
Stk. 4 . Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. Kapitel.
Stk. 5 . Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel,
konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved
overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare
derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn
hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Stk. 6 . Ved overtrædelse af § 10, stk. 4, jf. § 110, stk. 1, nr.
3, skal der ved udmåling af bøder, herunder tillægsbøder, tages hensyn til
størrelsen af den bod, der måtte være fastlagt på det pågældende område i
medfør af § 10, stk. 2.
Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for
overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4 og 5, samt for
overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 19, stk. 5.
§ 3
I lov om planlægning,, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,
foretages følgende ændring:
1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter
»vandressourcerne«: », herunder udpegning af områder med
særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder
med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindigsområder,
indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.
§ 6. For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan. I
Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan. En
regionplan skal omfatte en periode på 12 år.
Stk. 2 . Regionplanlægningen må ikke stride mod regler eller
beslutninger efter § 3.
Stk. 3. Regionplanen skal på grundlag af en samlet vurdering af
udviklingeni amtskommunen indeholde retningslinier for:
1) arealudlæg til byzoner og sommerhusområder,
2) beliggenheden af større offentlige institutioner samt større
trafikanlægog andre større tekniske anlæg,
3) beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til
forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav,
4) beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at
påvirke miljøet i væsentlig grad,
5) Den samlede detailhandelsstruktur, jf. § 6 b,
6) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og
sikringen af de særlig værdifulde landbrugsområder,
7) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning
er uønsket,
8) varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det
åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige
naturbeskyttelsesinteresser,
9) beliggenheden af arealer til fritidsformål,
10) anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre
naturforekomster i jorden,
11) anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne, herunder udpegning af
områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser
og områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindigsområder,
indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne
12) kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og
13) realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3.
Stk. 4 . I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns,
Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner skal regionplanlægningen udføres på
grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal
yderligere fastsættes retningslinier for:
1) fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen
herfor og
2) vandforsyningen og spildevandsafledningen.
Stk. 5 . Regionplanen kan omhandle andre forhold end nævnt i stk.
3 og 4.
Stk. 6 . I de i stk. 4 nævnte områder skal de regionale
retningslinier fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive
trafikplan for det samlede område.
Stk. 7 . Regionplanen skal ledsages af en redegørelse for planens
forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse,
samt den hidtil udførte planlægning og administration.
Stk. 8 . Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder
retningslinier for de i stk. 3, nr. 4, nævnte anlæg, skal indeholde en
vurdering af de miljømæssige konsekvenser.
Stk. 9. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder
retningslinjer for detailhandelsstrukturen, skal indeholde
1) en vurdering af omfanget af det eksisterende bruttoetageareal til
butiksformål for de enkelte byer og bydele fordelt på hovedbutikstyper og
disses omsætning,
2) en vurdering af behovet for nybyggeri eller omdannelse af eksisterende
bebyggelse til butiksformål,
3) en angivelse af målene for detailhandelsstrukturen, herunder hvilket
opland der forudsættes betjent af de butikker, der kan placeres inden for de
afgrænsede arealer,
4) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i de
mindre og mellemstore byer,
5) oplysning om, hvordan forslaget fremmer et varieret butiksudbud i den
centrale del af de enkelte byer eller bydele, herunder forudsætningerne for
afgrænsningen af den centrale del af de enkelte byer eller bydele og for
eventuelle fravigelser fra bestemmelsen i § 5 d, stk. 1,
6) en angivelse af tilgængeligheden for de forskellige trafikarter til de
udlagte arealer til butiksformål og
7) oplysning om de særlige planlægningsmæssige begrundelser for
fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser på mere end 3.000 (m2)
bruttoetageareal for dagligvarebutikker eller 1.000 (m2) bruttoetageareal for
udvalgsvarebutikker.
Efter 2. behandling den 19. juni 1998
§ 1
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli
1985, som ændret ved § 2 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, § 20 i lov nr. 192 af
29. marts 1989, § 114, stk. 4, i lov nr. 358 af 6. juni 1991, § 2 i lov nr.
388 af 20. maj 1992, § 2 i lov nr. 402 af 14. juni 1995 og lov nr. 430 af 10.
juni 1997, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, nr. 1, indsættes efter »udnyttelsen« :
»og den dertil knyttede beskyttelse«.
2. I § 10 indsættes efter »forurening« :
»samt de forureningstrusler, der kan påvirke vandressour-cernes
kvalitet,».
3. I § 10 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Som led i kortlægningen identificerer amtsrådet de
vandressourcer, som er særligt følsomme over for forurening, f.eks. fordi den
naturlige beskyttelse over for en eller flere typer af forurening er særlig
dårlig.«
4. § 11 affattes således:
» § 11. På grundlag af kortlægningen og under hensyn til den
igangværende og forventede erhvervs- og befolkningsudvikling gennemfører
amtsrådet en planlægning af den fremtidige anvendelse og beskyttelse af
regionens vandressourcer. Denne vandressourceplanlægning omfatter
1) en udpegning af områder med særlige drikkevandsinteresser,
2) en udpegning af områder med drikkevandsinteresser,
3) en udpegning af områder med begrænsede drikkevandsinteresser og
4) en afgrænsning af de dele af områder med særlige drikkevandsinteresser
og af indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, som er
særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme
indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer forurening
de anses for følsomme over for,
5) en afgrænsning af områder, hvor amtsrådet finder, at en særlig indsats
til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af
drikkevandsinteresserne (indsatsområder) og en prioritering af disse
indsatsområder, samt
6) en tidsplan for udarbejdelse og iværksættelse af de i § 13 nævnte
indsatsplaner.
Stk. 2. Vandressourceplanlægningen skal koordineres med amtets
indsats på jordforureningsområdet og med andre relevante aktiviteter, som
amtet udfører.
Stk. 3. Områder med særlige drikkevandsinteresser, områder med
drikkevandsinteresser, områder med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme
indvindingsområder, indsatsområder samt prioritering af indsatsområderne
udpeges i regionplanen.«
5. Efter § 11 indsættes:
» § 12. Til at bistå sig ved udarbejdelsen og realiseringen af
vandressourceplanlægningen efter § 11, stk. 1, opretter amtsrådet et
koordinationsforum bestående af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i
amtet, vandforsyningerne i amtet, andre berørte myndigheder, jordbruget,
industri og eventuelle andre relevante parter i amtet.
§ 13. For hvert af de indsatsområder der er fastlagt i
regionplanen, skal amtsrådet vedtage en indsatsplan. Amtsrådet skal følge den
prioritering, som er fastlagt i regionplanen.
Stk. 2. Indsatsplanen skal udarbejdes på baggrund af en nærmere
kortlægning af arealanvendelse, forureningstrusler og naturlig beskyttelse af
de pågældende vandressourcer.
Stk. 3. Indsatsplanen skal indeholde en detaljeret opgørelse over
behovet for beskyttelse samt retningslinjer og tidsplan for myndighedernes
indsats til opnåelse af denne beskyttelse.
§ 13 a. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan vedtage en indsatsplan for et område, hvis
kommunalbestyrelsen eller ejeren af vandforsyningsanlægget finder, at
retningslinjerne eller prioriteringen i vandressourceplanlægningen og
regionplanen er utilstrækkelige til at sikre kommunens eller
vandforsyningsanlæggets interesser, jf. dog § 13 b, stk. 2. Bestemmelserne i
§ 13, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. En indsatsplan efter stk. 1 må ikke stride mod
regionplanlægningen, vandressourceplanlægningen, vandforsyningsplanen eller
indsatsplaner vedtaget efter § 13.
§ 13 b. Den, der udarbejder en indsatsplan efter § 13 eller § 13
a, skal inddrage alle de berørte parter i forbindelse med udarbejdelsen.
Stk. 2. En indsatsplan efter § 13 a kan ikke vedtages endeligt før
12 uger efter, at amtsrådet har modtaget det færdige udkast til planen.
Amtsrådet påser, at bestemmelserne i stk. 1, § 13 a, stk. 2, og yderligere
retningslinjer udstedt af ministeren efter § 15 eller § 16, stk. 1, er
overholdt, samt at hensynet til beskyttelsen af vandressourcerne i øvrigt er
tilgodeset. Hvis amtsrådet inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte frist gør
indsigelse mod udkastet, kan indsatsplanen ikke vedtages endeligt, før der er
opnået enighed. Kan enighed ikke opnås mellem amtsrådet og en
kommunalbestyrelse, der har udarbejdet udkast til en indsatsplan, afgøres
spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan enighed ikke opnås mellem et
amtsråd og en ejer af et alment vandforsyningsanlæg, bortfalder
indsatsplanen.
Stk. 3. Når en indsatsplan efter § 13 eller § 13 a er vedtaget,
skal de berørte grundejere og andre berørte parter have skriftlig, individuel
underretning herom og om indholdet af planen.
§ 13 c. Amtsrådet gennemfører indsatsplaner vedtaget efter § 13, i
det omfang de relevante beslutninger ligger inden for dets beføjelser.
Kommunalbestyrelsen lægger ved afgørelse af sager inden for dens beføjelser
de retningslinjer til grund, der er givet i en indsatsplan vedtaget efter §
13.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen gennemfører indsatsplaner, som den har
vedtaget efter § 13 a.
§ 13 d. Amtsrådet kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget
efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen eller om salg af hele eller dele af ejendommen til amtet.
Stk. 2. Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
et alment vandforsyningsanlægs vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt
i stk. 1 bestemmes, at kommunen helt eller delvis skal betale det beløb, der
ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder
over ejendommen.
Stk. 3. Efter høring af ejeren af et alment vandforsyningsanlæg og
efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor
vandforsyningsanlæggets vand forbruges, kan det i en aftale som nævnt i stk.
1 endvidere bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis skal
betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af
andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at anlægget har
fordel af aftalen.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13
eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre
rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i
arealanvendelsen. Kommunalbestyrelsen kan under samme betingelser indgå
aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen. Efter høring af
ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan det i en aftale indgået af
kommunalbestyrelsen bestemmes, at vandforsyningsanlægget helt eller delvis
skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller
indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at
anlægget har fordel af aftalen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment
vandforsyningsanlæg skal, inden der indgås aftale efter stk. 4, meddele
indholdet af den påtænkte aftale til amtsrådet. Amtsrådet påser, at aftalen
ikke strider mod vandressourceplanlægningen eller indsatsplaner vedtaget
efter § 13 eller vil vanskeliggøre gennemførelsen af disse planer. Fremsætter
amtsrådet inden en frist af 2 uger indsigelse mod aftalen, kan denne ikke
indgås. Kan der ikke opnås enighed mellem amtsrådet og kommunalbestyrelsen,
afgøres spørgsmålet af miljø- og energiministeren. Kan der ikke opnås enighed
mellem amtsrådet og ejeren af et alment vandforsyningsanlæg, kan aftalen ikke
indgås.
Stk. 6. Aftaler efter stk. 1 og 4 kan tinglyses med prioritet
forud for alle rettigheder i ejendommen. § 64 i lov om offentlige veje finder
anvendelse med hensyn til udbetalingen af det aftalte beløb.«
6. I § 14 a, stk. 1, indsættes efter »§ 16, stk.
2«: », eller mod en indsatsplan vedtaget efter § 13«.
7. I § 14 a, stk. 2, indsættes efter »§ 11«:
»og indsatsplaner vedtaget efter § 13«.
8. I § 15, stk. 1, indsættes efter
»vandindvinding«: », beskyttelse af vandressourcerne«.
9. § 16, stk. 1, affattes således:
»Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
kortlægningen efter § 10 og dennes gennemførelse, om indholdet af
planlægningen efter §§ 11 og 14 samt om grundlaget for og indholdet af
indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«
10. § 16, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
tidsfrister og procedure i forbindelse med tilvejebringelse af planlægning
efter §§ 11, stk. 1, og 14, herunder om inddragelse af det i § 12 nævnte
koordinationsforum, samt om revision af planlægningen. Ministeren kan
fastsætte nærmere regler om tidsfrister og procedurer i forbindelse med
tilvejebringelse og iværksættelse af indsatsplaner efter §§ 13 og 13 a.«
11. I § 46, stk. 2, indsættes efter »vandet«:
», jf. § 52 a«.
12. I § 48, stk. 1, indsættes efter »anvendelse«:
», kortlægning, overvågning og beskyttelse«.
13. I § 48, stk. 1, indsættes efter »kan
amtsrådet«: »efter forhandling med de berørte kommuner og
vandforsyningsanlæg«.
14. I § 48, stk. 1, ændres », ligesom amtsrådet
kan« til: »og«.
15. I § 48, stk. 2, indsættes efter »fastsættes«:
»i mangel af enighed mellem parterne«.
16. Efter § 52 indsættes:
» § 52 a. Ved levering af vand fra et alment
vandforsyningsanlæg kan i prisen indregnes nødvendige udgifter til indvinding
og distribution af vand, lønninger og andre driftsomkostninger,
administration, driftsmæssige afskrivninger, forrentning af fremmedkapital og
underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og
væsentlig udbygning af forsyningssystemerne og henlæggelser til
nyinvesteringer. Desuden kan et alment vandforsyningsanlæg afholde udgifter
til rådgivning af sine kunder om vandbesparelser, finansiering af
vandbesparende foranstaltninger samt deltagelse i vandværkssamarbejder og
lignende. Herudover kan indregnes udgifter til kortlægning, overvågning og
beskyttelse af de vandressourcer, som anlægget indvinder fra eller i
fremtiden kan forventes at indvinde fra, i det omfang en sådan supplerende
overvågning og beskyttelse ud over den offentlige kortlægning, overvågning og
beskyttelse er nødvendig eller hensigtsmæssig for vandforsyningsanlægget.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter også prisfastsættelse for salg af vand
mellem almene vandforsyningsanlæg.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om
prisfastsættelsen efter stk. 1, herunder regler om forrentning af
indskudskapital.
§ 52 b. Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde med
henblik på samlet varetagelse af og fordeling af udgifterne til kortlægning,
overvågning og beskyttelse af vandressourcerne som nævnt i § 52 a og andre
aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe
forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af disse vandressourcer.
Stk. 2. Vilkårene for et samarbejde efter stk. 1 aftales af de
deltagende parter, jf. dog stk. 3, § 48, stk. 2, og § 53. Det kan herunder
aftales, at samarbejdet skal overtage alle eller visse af de beføjelser, som
ejeren af hvert enkelt vandforsyningsanlæg har efter denne lov med undtagelse
af opkrævning af bidrag som nævnt i § 53.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler
for samarbejder efter stk. 1, herunder om samarbejdernes form og
vilkår.«
17. I § 53 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Såfremt et samarbejde etableret efter § 48 eller §
52 b omfatter almene vandforsyningsanlæg i flere kommuner, fastsættes eller
godkendes anlægs- og driftsbidrag af kommunalbestyrelserne i forening. Opnås
der ikke enighed mellem kommunalbestyrelserne, afgøres sagen af miljø- og
energiministeren.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
18. I § 53, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk.
2« til: »stk. 3«.
19. I § 54, stk. 1, ændres »stk. 1 og 2« til:
»stk. 1-3«.
20. Efter § 59 indsættes:
» § 59 a. Ejeren af et alment vandforsyningsanlæg kan for at
overvåge kvaliteten af de vandressourcer, der indvindes fra, etablere
overvågningsboringer i indvindingsoplandet. Den myndighed, som kan meddele
tilladelse til vandindvindingen, kan som et vilkår i indvindingstilladelsen
fastlægge antallet og placeringen af overvågningsboringerne. Miljø- og
energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om etablering af overvågningboringer for almene
vandforsyningsanlæg med eksisterende indvindingstilladelser.«
21. I § 60, stk. 1, indsættes efter
»vandforsyningssystemer«: », herunder de i § 59 a nævnte
overvågningsboringer«.
22. Efter § 69 indsættes:
» § 69 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om,
at ejeren af et vandforsyningsanlæg skal give meddelelse, hvis en
indvindingsboring tages ud af drift, herunder hvis boringen lukkes, samt om
årsagen hertil.«
23. I § 76 indsættes som nr. 1:
»1) Kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes afgørelser efter kapitel
3.«
Nr. 1-3 bliver herefter nr. 2-4.
24. Efter § 89 indsættes:
» § 89 a. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under
ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder
at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.«
§ 2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 625 af 15. juli 1997,
foretages følgende ændringer:
1. I § 19 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. Ministeren kan for områder, der i regionplanen er
udpeget som indsatsområder med hensyn til nitrat, fastsætte regler om
godkendelsesordninger for etablering eller udvidelser af husdyrhold, som kan
medføre en forøgelse af risikoen for forurening af grundvand eller
overfladevand.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte regler til begrænsning af eller
forbud mod tilførsel af husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål
til områder, der i regionplanen er udpeget som indsatsområder med hensyn til
nitrat.«
2. Efter § 26 indsættes i kapitel 3:
» § 26 a. Når der er vedtaget en indsatsplan for et område
efter vandforsyningslovens § 13 eller § 13 a, kan amtsrådet, hvis der ikke
kan opnås en aftale herom på rimelige vilkår, endeligt eller midlertidigt mod
fuldstændig erstatning pålægge ejeren af en ejendom i området de
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for
at sikre nuværende eller fremtidige drikkevandsinteresser mod forurening med
nitrat eller pesticider. Pålæg efter 1. pkt. kan tillige meddeles af
kommunalbestyrelsen, hvis der er vedtaget en indsatsplan for området efter
vandforsyningslovens § 13 a.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for,
i hvilke tilfælde og på hvilket dokumentationsgrundlag der kan meddeles pålæg
efter stk. 1.
Stk. 3. Reglerne i § 45 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med gennemførelse af pålæg efter
stk. 1, idet det dog er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen, der udfører de
opgaver, som er tillagt vejbestyrelsen i henhold til lov om offentlige veje.
Stk. 4. Ved amtsrådets eller kommunalbestyrelsens pålæg af
rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter stk. 1 skal de
meddelte pålæg respekteres af indehaveren af enhver rettighed over
ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. Amtsrådet eller kommunalbestyrelsen kan for ejerens
regning lade et pålæg tinglyse på ejendommen. Hvis pålægget bortfalder, skal
amtsrådet eller kommunalbestyrelsen lade pålægget aflyse fra tingbogen.«
3. Efter § 64 indsættes i kapitel 8:
» § 64 a. Erstatning efter § 26 a betales af den myndighed,
der har truffet beslutningen, eller, hvis kommunalbestyrelsen har givet
samtykke hertil, helt eller delvis af det eller de vandforsyningsanlæg, der
har fordel af beslutningen. Såfremt der opstår tvist om fordelingen af
erstatningsbetalingen, afgøres spørgsmålet af taksationsmyndighederne ligesom
spørgsmålet om erstatningens størrelse, jf. § 61.«
4. I § 110, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »ulovligt
forhold« : »eller pålæg efter § 26 a«.
5. I § 110, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »§ 19,
stk. 5«: » -7«.
§ 3
I lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 563 af 30. juni 1997,
foretages følgende ændring:
1. I § 6, stk. 3, nr. 11, indsættes efter
»vandressourcerne«: », herunder udpegning af områder med
særlige drikkevandsinteresser, områder med drikkevandsinteresser og områder
med begrænsede drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder,
indsatsområder, samt en prioritering af indsatsområderne«.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 1998.
Stk. 2. Regler i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 7,
som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, fastsættes således, at de respekterer
kontraktmæssige forpligtelser vedrørende aftaler om aftagelse af
husdyrgødning og affaldsprodukter til jordbrugsformål indgået inden reglernes
ikrafttræden. Der kan dog ikke over for offentlige myndigheder støttes ret på
sådanne aftaler længere end 5 1/2 år fra disse reglers ikrafttræden.
Officielle noter
(* 1) Indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/676/EØF
om beskyttelse af vand imod forurening forårsaget af nitrater fra landbruget.
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om inhabilitet og tilladelse til grundvandssænkning i forbindelse med indvinding af råstoffer under grundvandsspejlet Domsdatabasen · 14. oktober 2022
- Sagen om, hvorvidt Miljø- og Fødevareministeriet har handlet i strid med lov nr. 169 af 5. juni 1953 om Danmarks Riges Grundlov, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Tillægsprotokol 1 og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder ved udstedelsen af en række regler, hvis formål er at sikre fortsat rent drikkevand Domsdatabasen · 2. december 2022
- Bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer Retsinformation · 2. juli 2026
- Sagen drejer sig om gyldigheden af syv afgørelser, der er truffet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, om forbud mod anvendelse, opbevaring og håndtering af pesticider Domsdatabasen · 21. november 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v. og lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Regulering af afgift til drikkevandsbeskyttelse m.v.) Retsinformation · 19. december 2008
- Forslag til Lov om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af lov om vandplanlægning) Retsinformation · 21. december 2013