1997 LSF 41 FORSLAG TIL LOV OM EN GARANTIFOND FOR INDSKYDERE OG INVESTORER(* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Garantifondens status og virksomhedsområde
§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en
privat, selvejende institution, der skal yde indskydere og investorer i de i
§ 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11
i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.
§ 2. Såfremt Finanstilsynet har inddraget et instituts tilladelse
til at drive virksomhed, kan Fonden tilføre midler og stille garantier til
dækning af instituttets ikkeefterstillede kreditorer i forbindelse med
afvikling af instituttet. De tilførte midler og garantier må ikke overstige
Fondens skønnede tab ved en eventuel konkurs.
Stk. 2. Fondens tilførsel af midler og garantistillelse ifølge
stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.
Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garantier, uanset at
der forudgående er stillet en likviditetsgaranti fra andre.
Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser vedrørende
samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden.
Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter endvidere regler vedrørende
krav om indhentelse af overtagelsestilbud.
Kapitel 2
Bidragspligtige institutter
§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til
Fonden:
1) Pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk
A/S,
2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,
3) fondsmæglerselskaber og
4) filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og
investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union
bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.
Læs alt
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at filialer
af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark
beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som
Fællesskabet har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af
Fonden.
§ 4. Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og
investeringsselskaber med hjemsted i lande inden for Den Europæiske Union
eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan tilslutte sig
Fonden som supplement til hjemlandets garantiordning, hvis den danske ordning
som nævnt i §§ 9-11 er mere gunstig end hjemlandets ordning. Finanstilsynet
fastsætter nærmere bestemmelser herom.
Kapitel 3
Fondens afdelinger
§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen,
realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.
Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1,
angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.
Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2,
angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1,
nr. 3, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.
Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken
afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.
§ 6. I tilfælde af, at et bidragspligtigt institut anmelder
betalingsstandsning eller går konkurs, eller Fonden har deltaget i
afviklingen af et institut i medfør af § 2, anvendes bidragene, inklusive
garantier, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut
hører under, til dækning af afdelingens forpligtelser i medfør af loven.
Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til
at dække afdelingens forpligtelser i medfør af loven, optager afdelingen et
lån, som ydes af de øvrige afdelinger i forhold til afdelingernes samlede
bidrag.
Stk. 3. En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af
kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog
højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et
enkelt regnskabsår.
Stk. 4. Økonomiministeren kan med Finansudvalgets tilslutning
stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens
forpligtelser.
Stk. 5. Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder
udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2.
Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører
under.
Kapitel 4
Fastsættelse af bidrag
§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.
Stk. 2. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank fastsætter
Finanstilsynet regler om institutternes bidrag til Fonden, om minimumskrav
til størrelsen af de enkelte afdelingers formue og om de nærmere vilkår for
lånoptagelse, jf. § 6, stk. 2. Bidrag fra institutterne skal ske ved
indbetaling og garantistillelse.
Stk. 3. Pengeinstitutternes samlede bidrag vedrørende dækkede
nettoindskud kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til
2 promille af institutternes indlånsmasse. Institutternes samlede bidrag til
afdelingerne til dækning af midler og værdipapirer, som ikke kan
tilbageleveres, samt afdrag på eventuelle lån, som en afdeling har optaget,
jf. § 6, stk. 2, kan inden for det enkelte regnskabsår højst udgøre 50 pct.
af kravet til størrelsen af en afdelings formue.
Stk. 4. Institutternes individuelle bidrag beregnes med
udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede midler og dækkede
værdipapirer. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse
fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.
Stk. 5. Økonomiministeren kan ændre kravet til størrelsen af
Fondens formue i henhold til stk. 1.
§ 8. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et institut
undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler instituttet som medlem af
Fonden. Hvis en filial har tilsluttet sig Fonden, jf. § 4, underretter
Finanstilsynet de kompetente myndigheder i filialens hjemland.
Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et instituts tilladelse
til at drive virksomhed, hvis instituttet ikke overholder lovens regler,
regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.
Kapitel 5
Fondens dækningsområde
§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3,
stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet
pengeinstitutafdelingen, dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet
indtil 300.000 kr. pr. indskyder.
Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud
1) på indekskonti i henhold til lov,
2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,
3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,
4) på ratepensionskonti i henhold til lov,
5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,
6) på boligopsparing i henhold til lov,
7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,
8) på etableringskonti i henhold til lov,
9) der indestår på advokaters klientkonti,
10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til
værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,
11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt
skifte, og
12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.
Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast
ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til
forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse
med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet,
ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af
forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller
ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for
det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den
faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er
bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse af køberen eller
sælgeren af ejendommen henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.
Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud
dækkes fuldt ud.
§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i
§ 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter og
investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller
fondsmæglerselskabsafdelingen, dækker Fonden kontante midler i instituttet
indtil 300.000 kr. pr. investor.
§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er
tilsluttet Fonden i medfør af § 4, dækker Fonden tab, som investor har lidt
som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der
tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af
instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ecu pr. investor. En investor
kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de
værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.
Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om
værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.
§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk.
1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser
over for det pågældende institut.
§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer
tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer.
Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer
10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens
dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre
af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter, som er tilsluttet
Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud eller indskud, midler og
værdipapirer, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er
blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.
§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto
eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller
investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.
§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om
dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet.
Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.
Kapitel 6
Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer
§ 16. Udbetalinger fra Fonden eller Fondens overførsler af indskud
og midler til konti i andre institutter skal finde sted snarest muligt og
senest 3 måneder efter betalingsstandsningens eller konkursens indtræden. Det
er en betingelse for udbetalingen, at der er tale om behørigt efterprøvede
krav. Ved betalingsstandsning indtræder Fondens forpligtelse først 7 bankdage
efter, at anmeldelse af betalingsstandsning har fundet sted.
Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den
i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.
Stk. 3. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk. 1 og 2
nævnte frist afslå at udbetale dækning til en indskyder eller investor, som
ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få beløbet
udbetalt.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Fondens
forpligtelse til at give oplysning om et instituts betalingsstandsning eller
konkurs samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til Fonden.
§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i
indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt
betalingsstandsning eller er gået konkurs.
Kapitel 7
Fondens ledelse og administration
§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes
af økonomiministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3
år.
Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk
og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk
sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte
institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte
institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte
institutter, og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.
Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer,
der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et
selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede
interesser mellem disse og Fonden.
Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I
tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes
af Finanstilsynet.
Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af
Fondens midler samt om, hvilke former for indskud der skal dækkes fuldt ud,
jf. § 9, stk. 4. Beslutning om udvidelse af dækningsomfanget træffes ved
enstemmighed.
Stk. 3. I Fondens vedtægter kan fastsættes bestemmelser om, at der
ved behandling i bestyrelsen af spørgsmål, som alene vedrører en enkelt
afdeling, ikke deltager bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer de øvrige
sektorer.
§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3
måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning
om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.
§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.
Stk. 2. Fonden afholder tillige udgifterne ved statens tilsyn, jf.
§ 22.
Kapitel 8
Tilsyn
§ 22. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og
Fonden kan af de omfattede institutter og af indskydere og investorer
forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens
regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter
overholdes.
Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder
tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i
forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.
Kapitel 9
Straffebestemmelser
§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller
2) undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede
oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til
brug for kontrollen med Fonden.
Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at
opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 10
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni
1995 om en indskydergarantifond.
Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med
skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.
Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har
virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2
fastsatte tidspunkt.
Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5, træder i
kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.
Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på
filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som
indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en
indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12 og bilag 3 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om
indskudsgarantiordninger.
Stk. 6. Uanset bestemmelserne i §§ 9-11 må den dækning, der ydes
indskydere og investorer i filialer af danske institutter, jf. § 3, etableret
i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har
indgået aftale med, indtil den 31. december 1999 ikke overstige den dækning,
der tilbydes af garantiordningen i værtslandet.
§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som
senest ændret ved § 1 i lov nr. 133 af 25. februar 1998, affattes § 7
B således:
»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer
udbetaler til et institut som fastsat i lov om en garantifond for indskydere
og investorer § 3 til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig
underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et
institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige
indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en
garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke
anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de
overtagne aktiver.
Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har
udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til
udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet
af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår
ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende
indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende
indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for
senere indkomstår.«
§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med
undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele
med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Garantifondens status og virksomhedsområde
§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en
privat, selvejende institution, der skal yde indskydere og investorer i de i
§ 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11
i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.
§ 2. Såfremt Finanstilsynet har inddraget et instituts tilladelse
til at drive virksomhed, kan Fonden tilføre midler og stille garantier til
dækning af instituttets ikke-efterstillede kreditorer i forbindelse med
afvikling af instituttet. De tilførte midler og garantier må ikke overstige
Fondens skønnede tab ved en eventuel konkurs.
Stk. 2. Fondens tilførsel af midler og garantistillelse ifølge
stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.
Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garantier, uanset at
der forudgående er stillet en likviditetsgaranti fra andre.
Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser vedrørende
samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden.
Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter endvidere regler vedrørende
krav om indhentelse af overtagelsestilbud.
Kapitel 2
Bidragspligtige institutter
§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til
Fonden
1) pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk
A/S,
2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,
3) fondsmæglerselskaber, og
4) filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og
investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union
bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at filialer
af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark
beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som
Fællesskabet har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af
Fonden.
§ 4. Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og
investeringsselskaber med hjemsted i lande inden for Den Europæiske Union
eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan tilslutte sig
Fonden som supplement til hjemlandets garantiordning, hvis den danske ordning
som nævnt i §§ 9-11 er mere gunstig end hjemlandets ordning. Finanstilsynet
fastsætter nærmere bestemmelser herom.
Kapitel 3
Fondens afdelinger
§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen,
realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.
Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1,
angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.
Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2,
angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1,
nr. 3, angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.
Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken
afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.
§ 6. I tilfælde af, at et bidragspligtigt institut anmelder
betalingsstandsning eller går konkurs, eller Fonden har deltaget i
afviklingen af et institut i medfør af § 2, anvendes bidragene, inklusive
garantier, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut
hører under, til dækning af afdelingens forpligtelser i medfør af loven.
Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til
at dække afdelingens forpligtelser i medfør af loven, optager afdelingen et
lån, som ydes af de øvrige afdelinger i forhold til afdelingernes samlede
bidrag.
Stk. 3. En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af
kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog
højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et
enkelt regnskabsår.
Stk. 4. Økonomiministeren kan med Finansudvalgets tilslutning
stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens
forpligtelser.
Stk. 5. Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder
udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2.
Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører
under.
Kapitel 4
Fastsættelse af bidrag
§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.
Stk. 2. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank fastsætter
Finanstilsynet regler om institutternes bidrag til Fonden, om minimumskrav
til størrelsen af de enkelte afdelingers formue og om de nærmere vilkår for
lånoptagelse, jf. § 6, stk. 2. Bidrag fra institutterne skal ske ved
indbetaling og garantistillelse.
Stk. 3. Pengeinstitutternes samlede bidrag vedrørende dækkede
nettoindskud kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til
2 promille af institutternes indlånsmasse. Institutternes samlede bidrag til
afdelingerne til dækning af midler og værdipapirer, som ikke kan
tilbageleveres, samt afdrag på eventuelle lån, som en afdeling har optaget,
jf. § 6, stk. 2, kan inden for det enkelte regnskabsår højst udgøre 50 pct.
af kravet til størrelsen af en afdelings formue.
Stk. 4. Institutternes individuelle bidrag beregnes med
udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede midler og dækkede
værdipapirer. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse
fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.
Stk. 5. Økonomiministeren kan ændre kravet til størrelsen af
Fondens formue i henhold til stk. 1.
§ 8. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et institut
undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler instituttet som medlem af
Fonden. Hvis en filial har tilsluttet sig Fonden, jf. § 4, underretter
Finanstilsynet de kompetente myndigheder i filialens hjemland.
Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et instituts tilladelse
til at drive virksomhed, hvis instituttet ikke overholder lovens regler,
regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.
Kapitel 5
Fondens dækningsområde
§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3,
stk. 1, nr. 4, og § 4, nævnte filialer af kreditinstitutter, som er
tilsluttet pengeinstitutafdelingen dækker Fonden navnenoterede indskud i
instituttet indtil 300.000 kr. pr. indskyder.
Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud
1) på indekskonti i henhold til lov,
2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,
3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,
4) på ratepensionskonti i henhold til lov,
5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,
6) på boligopsparing i henhold til lov,
7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,
8) på etableringskonti i henhold til lov,
9) der indestår på advokaters klientkonti,
10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til
værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,
11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt
skifte, og
12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.
Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast
ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til
forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse
med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet,
ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af
forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller
ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for
det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den
faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikke-erhvervsmæssigt eller er
bestemt til hovedsagelig ikke-erhvervsmæssig anvendelse af køberen eller
sælgeren af ejendommen, henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.
Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud
dækkes fuldt ud.
§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i
§ 3, stk. 1, nr. 4, og § 4, nævnte filialer af kreditinstitutter og
investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller
fondsmæglerselskabsafdelingen dækker Fonden kontante midler i instituttet
indtil 300.000 kr. pr. investor.
§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er
tilsluttet Fonden i medfør af § 4 dækker Fonden tab, som investor har lidt
som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der
tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af
instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ECU pr. investor. En investor
kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de
værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.
Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om
værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.
§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk.
1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser
over for det pågældende institut.
§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer
tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer.
Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer
10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens
dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre
af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter som er tilsluttet
Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud, eller indskud, midler
og værdipapirer, der hidrører fra transaktioner i forbindelse med hvilke, der
er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.
§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto
eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller
investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.
§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om
dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet.
Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.
Kapitel 6
Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer
§ 16. Udbetalinger fra Fonden eller Fondens overførsler af indskud
og midler til konti i andre institutter skal finde sted snarest muligt og
senest 3 måneder efter betalingsstandsningens eller konkursens indtræden. Det
er en betingelse for udbetalingen, at der er tale om behørigt efterprøvede
krav. Ved betalingsstandsning indtræder Fondens forpligtelse først 7 bankdage
efter, at anmeldelse af betalingsstandsning har fundet sted.
Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den
i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.
Stk. 3. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk. 1 og 2
nævnte frist afslå at udbetale dækning til en indskyder eller investor, som
ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få beløbet
udbetalt.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Fondens
forpligtelse til at give oplysning om et instituts betalingsstandsning eller
konkurs samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til Fonden.
§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i
indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt
betalingsstandsning eller er gået konkurs.
Kapitel 7
Fondens ledelse og administration
§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes
af økonomiministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3
år.
Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk
og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk
sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte
institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte
institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte
institutter og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.
Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer,
der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et
selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede
interesser mellem disse og Fonden.
Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I
tilfælde hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes
af Finanstilsynet.
Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af
Fondens midler samt om, hvilke former for indskud der skal dækkes fuldt ud,
jf. § 9, stk. 4. Beslutning om udvidelse af dækningsomfanget træffes ved
enstemmighed.
Stk. 3. I Fondens vedtægter kan fastsættes bestemmelser om, at der
ved behandling i bestyrelsen af spørgsmål, som alene vedrører en enkelt
afdeling, ikke deltager bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer de øvrige
sektorer.
§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3
måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning
om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.
§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.
Stk. 2. Fonden afholder tillige udgifterne ved statens tilsyn, jf.
§ 22.
Kapitel 8
Tilsyn
§ 22. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og
Fonden kan af de omfattede institutter og af indskydere og investorer
forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens
regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter
overholdes.
Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder
tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i
forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.
Kapitel 9
Straffebestemmelser
§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier
oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller
2) undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede
oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til
brug for kontrollen med Fonden.
Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at
opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 10
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni
1995 om en indskydergarantifond.
Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med
skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.
Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har
virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2
fastsatte tidspunkt.
Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5 træder i
kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.
Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på
filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som
indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en
indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12, og bilag 3 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om
indskudsgarantiordninger.
Stk. 6. Uanset bestemmelserne i §§ 9-11 må den dækning, der ydes
indskydere og investorer i filialer af danske institutter, jf. § 3, etableret
i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har
indgået aftale med, indtil den 31. december 1999 ikke overstige den dækning,
der tilbydes af garantiordningen i værtslandet.
§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, affattes
§ 7 B således:
»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer
udbetaler til et institut, som fastsat i lov om en garantifond for indskydere
og investorer, § 3, til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig
underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et
institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige
indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en
garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke
anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de
overtagne aktiver.
Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har
udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til
udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet
af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår
ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende
indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende
indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for
senere indkomstår.«.
§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med
undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele
med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Økonomiministeren nedsatte den 4. juli 1997 en arbejdsgruppe, der havde
til opgave at udarbejde en rapport indeholdende et lovudkast med forslag til,
hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest hensigtsmæssigt kunne
gennemføres. Arbejdsgruppen har afgivet rapport til Økonomiministeriet i
december 1997. Det følgende forslag baserer sig på de overvejelser, der har
fundet sted i arbejdsgruppen.
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af
3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Direktivet er optrykt som bilag
til lovforslaget. Bestemmelserne i lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en
indskydergarantifond der gennemfører Rådets direktiv (94/19/EF) af 30. maj
1994 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved § 19 i lov nr. 386 af 22.
maj 1996, foreslås endvidere overført til forslaget. Som følge heraf foreslås
den nuværende lov om en indskydergarantifond ophævet.
1. Lovforslaget
Det er hensigten med lovforslaget at etablere en samlet regulering af
garantiordninger for indskydere og investorer i kreditinstitutter, herunder
pengeinstitutter, realkreditinstitutter og Finansieringsinstituttet for
Industri og Håndværk, samt fondsmæglerselskaber i een lov. De pågældende
virksomheder betegnes under eet som investeringsselskaber i henhold til
definitionen herom i investeringsservicedirektivet.
Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond
videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Derudover er formålet
med lovforslaget at tilvejebringe et grundlag til sikring af investorer i
tilfælde af, at et investeringsselskab m.v. kommer i økonomiske
vanskeligheder, således at kontante midler samt værdipapirer i et vist omfang
også dækkes.
Det er fundet hensigtsmæssigt, at der tilstræbes parallelitet mellem en
investor- og en indskydergarantiordning, hvorfor en række af bestemmelserne i
den eksisterende lov om en indskydergarantifond foreslås udvidet til at
omfatte en større kreds af institutter og investorer. Det er endvidere den
samme kreds af investorer, der udelukkes fra dækning, som det i dag er i
Indskydergarantifonden. Dermed vil forbrugerne få en kendt og overskuelig
ordning at henholde sig til. Dette er baggrunden for, at der ikke foreslås
oprettet en særlig ordning i privat regi til beskyttelse af investorer.
Det har i arbejdsgruppen været fremført, at der kunne oprettes en
garantiordning, hvis midler udelukkende består af garantier stillet af 3.
mand og/eller forsikringer tegnet af de omfattede medlemmer.
På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser anses en sådan ordning ikke
for tilstrækkelig robust og betryggende, dels p.g.a. risikoen for opsigelse,
herunder en kollektiv opsigelse, af sådanne garantier eller forsikringer,
dels som følge af muligheden for, at enkelte institutter ikke vil kunne
skaffe de fornødne garantier eller forsikringer.
Arbejdsgruppen har endvidere drøftet, hvorvidt der kunne etableres
separate, brancheopdelte garantiordninger. En sådan opdeling ville imidlertid
kræve opbygning af ganske betydelige fonde, idet disse hver for sig skulle
kunne honorere de kompensationskrav, som lovgivningen stiller til dem også i
tilfælde af, at der indtræder mange eller store konkurser i den pågældende
sektor. Det vurderes, at det ikke er muligt for alle brancher at etablere en
sådan fond.
Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre
afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer.
For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden
at der reelt bliver tale om tre separate fonde, foreslås det, at der
etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette
indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de
andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere fastsættes der et
maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom
der fastsættes regler for tilbagebetalingen.
Værdipapirhandelslovens §§ 80 og 81 supplerer en investorgarantiordning i
de situationer, hvor investorerne i et investeringsselskab, der er gået
konkurs, ikke kan få udleveret deres instrumenter eller midler, som følge af
fejl begået af Værdipapircentralen eller et kontoførende institut i
forbindelse med registreringsvirksomheden.
Visse typer af finansielle produkter kan, hvis de er børsnoterede, og der
indgås kontrakt herom, indberettes til og registreres i FUTOP
Clearingcentralen A/S, der er under tilsyn. Herefter er det FUTOP
Clearingcentralen, der er modpart i kontrakten i henhold til selskabets
regelsæt, der også fastsætter betingelserne for og omfanget af
garantidækningen overfor investor.
I lighed med de gældende regler i Indskydergarantifonden skal indskydere
og investorer have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning,
som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser
herom.
Konsekvensen af de i lovforslaget anførte regler er, at for så vidt angår
garantiordningens dækning i pengeinstitutter, vil indskud, herunder midler,
være dækket på samme måde som hidtil i forhold til den gældende lov om en
indskydergarantifond, men derudover vil værdipapirer under nærmere
omstændigheder, og hvis de ejes af investor, være dækket med indtil
modværdien af 20.000 ECU, hvis de ikke kan tilbageleveres til investor.
I realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber vil investor som noget nyt
som følge af lovforslagets regler blive dækket med indtil 300.000 kr. på
samme måde som i pengeinstitutter, hvis disse investeringsselskaber ikke kan
tilbagebetale investors midler, og modværdien af indtil 20.000 ECU, hvis
investors værdipapirer ikke kan tilbageleveres i henhold til de samme
betingelser, der gælder for pengeinstitutter.
2. Direktivet om investorgarantiordninger
Formålet med direktivet er at sikre, at det indre marked kan gennemføres
fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område.
I denne forbindelse er det af afgørende betydning, at alle medlemsstater
råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret
minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et
investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for
sine investorkunder. Direktivet skal være gennemført og sat i kraft i
medlemslandenes lovgivning senest den 26. september 1998.
Direktivet har mange fælles træk med Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj
1994 om indskudsgarantiordninger, der under direktivets udarbejdelse har
dannet forbillede for investorgarantiordningen. Årsagen hertil er bl.a., at
de to direktiver på visse områder dækker det samme, og at de i øvrigt
supplerer hinanden.
Direktivet er et minimumsdirektiv, hvilket indebærer, at medlemslandene
nationalt kan fastsætte krav til investorgarantiordninger, der går ud over
direktivets mindstegrænse.
Hovedprincippet i direktivet er, at investeringsselskaber med tilladelse
til at udføre investeringsservice samt kreditinstitutter, med tilladelse til
at udøve virksomhed i henhold til 1. og 2. banksamordningsdirektiv har pligt
til at tilslutte sig en investorgarantiordning i medlemsstaten.
Investorgarantiordningen skal sikre en dækning af investors midler og
instrumenter med et beløb svarende til 20.000 ECU (ca. 150.000 DKK.).
Ifølge direktivet skal medlemsstatens garantiordning tillige omfatte
investorer i filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre
medlemsstater.
Ifølge direktivet skal en garantiordning dække de situationer, hvor et af
direktivet omfattet investeringsselskab, det være sig pengeinstitut,
realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab, er ude af stand til at
tilbagebetale midler, der tilhører investor eller tilbagelevere finansielle
instrumenter, som tilhører investor. Erstatningskrav på baggrund af dårlig
rådgivning er således ikke omfattet af direktivet og heller ikke af det
foreliggende lovforslag.
Lovforslaget anvender betegnelsen midler, fordi visse
investeringsselskaber, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, i
modsætning til pengeinstitutter, ikke må modtage indskud (indlån). Midler er
en samlebetegnelse for de pengetilgodehavender, herunder forudbetalinger,
marginindskud, afregningsbeløb m.v., som en investor kan have overfor de af
direktivet omfattede realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.
Direktivet kræver ikke, at der ydes dækning for alle typer af tab, som en
investor har lidt i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder
dækning for tab, som en investor måtte lide på grund af, at udstederen af det
finansielle instrument ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser i
henhold til aftalen. Dette har betydning for bl.a. de investorer, som
investerer i såkaldte derivater, idet sådanne finansielle instrumenter som
altovervejende hovedregel udstedes af investeringsselskabet selv, også hvor
den enkelte kontrakt er baseret på kontraktstyper, som handles på en børs.
Derivater handles som hovedregel ved, at der indgås en kontrakt (aftale)
mellem investor og investeringsselskabet om f.eks. køb af en option. Herved
bliver investeringsselskabet udsteder af kontrakten og er aftalepart i
forhold til investor.
Investorgarantiordningen dækker således ikke en investors eventuelle
gevinst på en derivatkontrakt i tilfælde af, at modparten ikke kan opfylde
sine forpligtelser. Sådanne krav vil en investor være henvist til at skulle
anmelde i investeringsselskabets konkursbo som hidtil.
3. Høring
Lovforslaget har været sendt i høring i følgende ministerier,
organisationer og virksomheder:
A/S Bjørnskov og Co., Børsmæglerselskab, Advokatrådet, Alfred Berg
Kapitalforvaltning Fondsmæglerselskab A/S, Andelskasseforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Tillægspension,
Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Byens Bankierfirma A/S,
Fondsmæglerselskab, Børsmæglerforeningen, Carnegie Asset Management
Fondsmæglerselskab A/S, CNS Fondsmæglerselskab A/S, DAI Fondsmæglerselskab
A/S, Dana Invest Fondsmæglerselskab A/S, Danmarks Nationalbank, Dansk Handel
& Service, Dansk Portefølje Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Industri, Dansk
O.T.C. Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk
Aktionærforening, Dansk PræmieInvest, Fondsmæglerselskab A/S, Danske
Finansieringsselskabers Forening, Danske Kapitalforvaltning
Fondsmægleraktieselskab, Den Danske Aktuarforening, Den Danske
Finansanalytikerforening, Det Danske Handelskammer, Erhvervsministeriet,
Executive Invest Fondsmæglerselskab A/S, Finansforbundet,
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Finansministeriet,
Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fondsmæglerselskabet DBI
Invest A/S, Fondsmæglerselskabet Difko Børs Service A/S, Fondsmæglerselskabet
Hjort A/S, Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S,
Fondsmæglerselskabet London Investment Services A/S, Fondsmæglerselskabet
Phoenix Kapitaldienst A/S, Forbrugerrådet, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af J.A.K.
Andelskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer, Fundamental
Fondsmæglerselskab A/S, FUTOP Clearingcentralen A/S, GP Børsmæglerselskab
A/S, Grønlands Hjemmestyre, Habro Fondsmæglerselskab A/S, Harms & Co. A/S
Fondsmæglerselskab, Henton Fondsmæglerselskab A/S, Håndværksrådet,
Indskydergarantifonden, InvesteringsForeningsRådet, J.L. Consult ApS,
Justitsministeriet, K B Fondsmæglerselskab A/S, KommuneKredit, Kongeriget
Danmarks Hypotekbank, Krogmann & Partners Fondsmæglerselskab A/S,
Københavns Fondsbørs, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond,
Midas Fondsmæglerselskab A/S, Nexor-Brokers A/S Fondsmæglerselskab, P-H
Børsmæglerselskab A/S, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S,
Plan-Management A/S, Fondsmæglerselskab, Prime Management Fondsmæglerselskab
A/S, Privestor Fund Management Fondsmæglerselskab A/S, Realkreditrådet,
Rigsombudsmanden på Færøerne, Rådet for Dansk Pension og Forsikring,
Sammenslutningen af Danske Andelskasser, SCAN-AMERICAN Fondsmæglerselskab
A/S, Scandinavian Asset Management Fondsmæglerselskab (af 1996) A/S, Schroder
Investment Management Fondsmæglerselskab A/S, Skatteministeriet,
Udenrigsministeriet og Værdipapircentralen.
4. Administrative, statsfinansielle, miljømæssige og erhvervsmæssige
konsekvenser
Lovforslaget ventes ikke at medføre nævneværdige administrative eller
miljømæssige konsekvenser.
Som en følge af, at Fondens anvendelsesområde udvides til også at omfatte
midler hos realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, som dækkes indtil
300.000 kr. pr. investor, samt værdipapirer, som opbevares, administreres og
forvaltes hos pengeinstitutter, realkreditinstitutter og
fondsmæglerselskaber, der dækkes med 20.000 ECU svarende til ca. 150.000 kr.
pr. investor, må det forventes, at Fondens omkostninger vil forøges i forhold
til den nuværende Indskydergarantifond. Den fremtidige belastning vil dog
afhænge af det fremtidige antal lukninger af kreditinstitutter og
fondsmæglerselskaber samt størrelsen af disse.
Hertil kommer, at de bidragspligtige institutter skal indbetale
forventeligt 200 mio. kr. til opbygning af de enkelte afdelingers formue. Der
vil blive fastsat regler om, at af dette beløb skal 25 pct. indbetales som
kontante midler, mens de resterende 75 pct. kan stilles som garantier.
De omfattede institutters bidrag til Finanstilsynet vil kunne forøges som
følge af de yderligere arbejdsopgaver, som Finanstilsynet pålægges.
Forøgelserne påregnes at være forholdsvis beskedne.
5. Forholdet til EU-retten
EU-direktivet om investorgarantiordninger minimumsharmoniserer og
samordner nationale investorgarantiordninger, der gælder for investorer, som
ydes investeringsservice af et investeringselskab.
Vedrørende statstøtteproblematikken i § 2, har Europa-Kommissionen i 1995
meddelt, at Indskydergarantifondens midler må betragtes som »statslige
midler«, idet lov om en indskydergarantifond pålægger alle danske
pengeinstitutter bidragspligt. Såfremt Indskydergarantifonden med sine midler
medvirker ved løsningen af en pengeinstitutkrise, er der efter Kommissionens
opfattelse som udgangspunkt tale om statsstøtte, dog kun i det omfang de
øvrige bestemmelser i art. 92, stk 1, er opfyldt, herunder særligt at
samhandlen mellem medlemslandene er mærkbart påvirket. Der vil derfor skulle
ske notifikation over for Kommissionen af ordningen i relation til reglerne
om statsstøtte. Det bemærkes, at bestemmelsen er blevet udvidet til at
omfatte alle institutter, der er medtaget i lovens udvidede
anvendelsesområde.
De bestemmelser i forslaget, som medfører ændringer i forhold til den
gældende lov om en indskydergarantifond, skal notificeres over for
Europa-Kommissionen i medfør af artikel 93, stk. 3, i EF-Traktaten. Loven vil
derfor først blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens endelige godkendelse
af de nye lovbestemmelsers forenelighed med EU-retten foreligger.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Til § 1
I forhold til den gældende § 1 i lov om en indskydergarantifond foreslås
det, at den nuværende Indskydergarantifond udvides til at omfatte flere
institutter og til også at skulle yde dækning for visse tab vedrørende
investorernes kontante midler og værdipapirer. Indskydergarantifondens navn
ændres i denne forbindelse til Garantifonden for indskydere og investorer.
Endvidere præciseres det i bestemmelsen, at Fonden skal yde dækning både i
tilfælde af, at et institut anmelder betalingsstandsning eller går konkurs.
Til § 2
I forhold til den gældende § 2 i lov om en indskydergarantifond udvides
anvendelsesområdet for bestemmelsen til også at omfatte afvikling af
realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond og
fondsmæglerselskaber. Baggrunden er udvidelsen af lovens anvendelsesområde,
jf. forslagets § 3.
Lovændringen skal suppleres af en ændring af bekendtgørelse om samarbejdet
mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden.
Hertil kommer, at bestemmelsen tilføjes et nyt stk. 5, hvorefter
økonomiministeren fastsætter regler vedrørende krav om indhentelse af
overtagelsestilbud.
Efter stk. 1 kan Fonden i forbindelse med en institutkrise tilføre midler
til dækning af instituttets ikke-efterstillede gæld. Sådanne midler kan
udbetales til et overtagende institut. Fonden har naturligvis en interesse i
at begrænse disse udbetalinger mest muligt. Denne interesse vil normalt være
tilstrækkelig til at sikre, at et kriseramt institut overtages til en
konkurrencemæssig pris.
For at skaffe dokumentation for at overtagelsessummen er korrekt, og
dermed at Fonden har begrænset sit tab mest muligt, er det imidlertid fundet
nødvendigt at fastsætte nogle regler om indhentelse af tilbud (fra såvel
danske som EU- henholdsvis EØS-institutter) i forbindelse med kriseramte
institutter. Finanstilsynet formidler den fornødne information til de
udenlandske tilsynsmyndigheder henholdsvis kreditinstitutter eller
fondsmæglerselskaber.
Det har været overvejet, hvorvidt det kriseramte institut skulle sendes i
offentlig licitation. Dette vil imidlertid tage så lang tid, at det i praksis
vil gøre Fondens medvirken umulig, idet der erfaringsmæssigt ikke er meget
tid til løsning af en krise i et institut. Endvidere vil en licitation sætte
offentlig fokus på instituttets krise og dermed skabe uro hos indskyderne
eller investorerne. Af disse grunde kan en offentlig licitation ved
overdragelse af et kriseramt institut ikke anvendes.
Udbuddet må derfor begrænses i forhold til udbud i offentlig licitation.
Med forslaget er det henlagt til økonomiministeren at fastsætte de nærmere
regler for dette udbud, idet Indskydergarantifondens deltagelse ved løsning
af pengeinstitutkriser i forvejen er reguleret i den eksisterende
bekendtgørelse om samarbejdet mellem Finanstilsynet og
Indskydergarantifonden.
Reglerne foreslås udformet således, at det sikres, at det kriseramte
institut overtages til en konkurrencemæssig korrekt overtagelsessum, så der
ikke anvendes flere midler fra Fonden end nødvendigt.
Til § 3
I forhold til § 3 i den gældende lov om en indskydergarantifond udvides
kredsen af de institutter, der er tilsluttet, og som skal svare bidrag til
Fonden, til udover pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri
og Håndværk A/S også at omfatte realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs
Realkreditfond og fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen gennemfører direktivets
artikel 1, nr. 1, artikel 2, nr. 1, artikel 7, stk. 1, 1. pkt. og artikel 11,
stk. 1.
Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR) er i modsætning til
realkreditinstitutterne ikke et kreditinstitut i direktiv om
investorgarantiordningers forstand, eftersom DLR er undtaget fra 1.
bankdirektivs anvendelsesområde i medfør af dette direktivs artikel 2, stk.
2. Direktivet stiller således ikke krav om, at DLR skal være omfattet af en
investorgarantiordning. DLR kan på tilsvarende måde som
realkreditinstitutterne optræde som depotbestyrer for investorer vedrørende
egne obligationer, og det er på denne baggrund fundet hensigtsmæssigt at lade
DLR være medlem af Fonden på samme vilkår som realkreditinstitutterne.
Danmarks Skibskreditfond er ligeledes ikke omfattet af
investorgarantidirektivet. Skibskreditfonden er udsteder af værdipapirer, men
optræder ikke som depotbestyrer for disse, hvorfor det ikke er fundet
nødvendigt at lade Skibskreditfonden være omfattet af loven.
Definitionen af udenlandske filialer af kreditinstitutter og
investeringsselskaber i stk. 1, nr. 4 er præciseret i forhold til § 3 i den
gældende lov om en indskydergarantifond. Udtrykket kreditinstitut svarer til
definitionen heraf i 1. og 2. bankdirektiv, mens udtrykket
investeringsselskab svarer til definitionen heraf i
investeringsservicedirektivet.
Til § 4
Bestemmelsen svarer til den gældende § 4 i lov om en indskydergarantifond
bortset fra, at kredsen af virksomheder udvides som følge af ændringen i
forslagets § 3. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1, 3. og
5. pkt.
I henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, 3. pkt., har de af § 4
omfattede filialer ret til at tilslutte sig den danske ordning, hvis den
supplerer den garantiordning, som eksisterer i hjemlandet.
Til § 5
Bestemmelsen fastsætter, at Fonden opdeles i tre adskilte afdelinger, een
for hver af de omfattede brancher. Formålet med denne opdeling er, at
medlemmerne i den enkelte afdeling som udgangspunkt selv skal dække de
forpligtelser, som opstår over for Fonden i tilfælde af, at et institut
omfattet af den pågældende afdeling anmelder betalingsstandsning, går
konkurs, eller afvikles, jf. § 2. De nærmere regler herom er fastsat i
forslagets § 6. Opdelingen giver endvidere mulighed for, at der kan
fastsættes forskellige regler om beregning af bidrag m.v. for de enkelte
afdelinger, jf. forslagets § 7. I stk. 2-4 er fastsat hvilke institutter, der
hører til i de enkelte afdelinger.
I henhold til stk. 5 træffer Fondens bestyrelse beslutning om, til hvilken
afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.
Til § 6
Bestemmelsen fastslår, hvorledes dækning af Fondens forpligtelser over for
indskydere og investorer skal fordeles mellem de tre afdelinger.
Hovedprincippet som fastsat i stk. 1 er, at Fondens forpligtelser over for
kunderne i et institut, som har anmeldt betalingsstandsning, er gået konkurs
eller afvikles, jf. § 2, skal dækkes af bidrag, inklusive garantier, fra de
institutter, som tilhører den samme afdeling som det kriseramte institut.
Såfremt en afdelings bidrag og garantier ikke er tilstrækkelige til at dække
disse forpligtelser, er afdelingen forpligtet til at optage et lån hos de
øvrige afdelinger, jf. stk. 2.
Lånet skal ydes af de øvrige afdelinger i forhold til disses indbyrdes
størrelse. Den indbyrdes størrelse af de øvrige afdelinger beregnes ud fra
størrelsen af de samlede bidrag, dvs. kontante midler og stillede garantier,
som er blevet opkrævet fra afdelingens medlemmer. Et eventuelt overskud
(afkast), som en afdeling har opnået på sin formue i en periode, hvor
afdelingen enten ikke har haft nogen tab eller kun haft tab af en ringe
størrelse, medregnes ikke. Herved undgås det, at en afdeling, som ikke har
haft tab, kan blive forpligtet til at yde et lån, der er forholdsmæssigt
større, end hvis afdelingen havde haft tab.
Lånet kan i henhold til stk. 3 maksimalt udgøre et beløb svarende til 50
pct. af kravet til de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog højst 100
mio. kr. pr. afdeling. Fordelingen af hvor store beløb de enkelte afdelinger
skal låne ud beregnes som angivet i stk. 2. Dette vil i praksis medføre, at
en afdeling, som råder over begrænsede midler, ikke vil blive forpligtet til
at yde lån udover 50 pct. kravet, mens en afdeling, som råder over betydelige
midler, ikke vil blive forpligtet til at yde et lån større end 100 mio. kr.
Disse lånebegrænsninger gælder for forpligtelser opstået inden for et enkelt
regnskabsår, således at en afdeling kan forpligtes til påny at yde lån op til
50 pct. kravet, dog højst 100 mio. kr., for nye forpligtelser opstået i et
efterfølgende regnskabsår. Hvis et institut i en afdeling går konkurs eller
anmelder betalingsstandsning f.eks. i slutningen af et regnskabsår, skal
omfattede krav, uanset anmeldelsen først måtte ske efter dette regnskabsårs
udløb, henføres til tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning eller
datoen for konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs
uden forinden at have været i betalingsstandsning.
Det er forudsat, at Fondens bestyrelse, hvis betalings- og
lånoptagelsesmulighederne i henhold til stk. 1 til 3 ikke er tilstrækkelige
til at dække tabet, i fornødent omfang tilvejebringer midler gennem
låneoptagelse, eventuelt med statsgaranti. Derfor bemyndiges
økonomiministeren i stk. 4 til med Finansudvalgets tilslutning at stille
garanti for lån optaget af Fonden på vegne af den afdeling, som det
konkursramte institut hører under, til opfyldelse af forpligtelsen.
I stk. 5 er det fastsat, at såfremt der sker udlodning fra konkursboet,
skal de midler, som i overensstemmelse med forslagets § 17 tilkommer Fonden,
først tilføres som bidrag til de afdelinger, der har ydet lån efter stk. 2.
Eventuelle resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte
institut inden konkursen tilhørte.
Til § 7
Bestemmelsen svarer med en række ændringer til § 10 i den gældende lov om
en indskydergarantifond.
Minimumskravet til størrelsen af Fondens formue fremgår af stk. 1.
Minimumskravet til Fondens formue på 3,2 mia. kr. betyder, at den nuværende
Indskydergarantifonds formue på 3 mia. kr. skal forhøjes med 200 mio. kr.,
der også medgår til dækning af tab vedrørende kontante midler i
fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter samt værdipapirer i alle de
omfattede institutter, som ikke kan tilbageleveres.
Finanstilsynet bemyndiges i stk. 2 til efter forhandling med Danmarks
Nationalbank at fastsætte nærmere regler vedrørende opkrævning af bidrag,
herunder fordelingen i størrelsen af de enkelte afdelingers formuer og om
vilkårene for en enkelt afdelings optagelse af lån fra de øvrige afdelinger i
medfør af § 6, stk. 2.
Kravet til størrelsen af Fonden og de enkelte afdelingers formue vil blive
fastsat i en bekendtgørelse udstedt i medfør af stk. 2.
Mindstekravet til størrelsen af såvel realkredit-, som
fondsmæglerselskabsafdelingens formue forventes at skulle være 10 mio. kr.
for hver. Den endelige fastsættelse af størrelsen af disse beløb vil ske i
forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen. Vilkår for lånoptagelse
omfatter bl.a. fastsættelse af renten på de lån, som en afdeling eventuelt
måtte optage. Det forudsættes, at lånevilkårene fastsættes i overensstemmelse
med sædvanlige markedsvilkår.
De enkelte institutter i en afdeling (bidragspligtige institutter), som
har optaget et lån hæfter ikke personligt for, at lånet tilbagebetales, idet
forpligtelsen til at yde bidrag ophører, såfremt et institut ophører med at
drive virksomhed. Af denne årsag antages det, at den forpligtelse til at
tilbagebetale et lån, som de bidragspligtige institutter i en afdeling
påtager sig, ikke skal opføres i de enkelte selskabers regnskaber som en
hensættelse.
De bidragspligtige institutter i en afdeling, som har ydet lån, skal,
såfremt det er nødvendigt for at afdelingen opfylder kravene til størrelsen
af afdelingens likvide midler og stillede garantier, indbetale yderligere
likvide midler i forbindelse med ydelsen af lånet. Afdrag på lån, som en
afdeling har ydet, kan, såfremt afdelingen opfylder alle krav vedrørende
størrelsen af afdelingens likvide midler og stillede garantier,
tilbagebetales til afdelingens medlemmer.
Hvis alle lånemuligheder indenfor Fonden er udtømt og der p.g.a. tabets
størrelse fortsat i en afdeling må skaffes yderligere midler i medfør af § 6,
stk. 4, kan de øvrige afdelinger ikke pålægges yderligere forpligtelser i
forbindelse med denne konkurs. Udelukkende den afdeling, som det konkursramte
institut tilhørte, kan pålægges at tilbagebetale lån udbetalt i medfør af §
6, stk. 4.
Stk. 3 fastsætter, hvor store bidrag Fonden maksimalt kan opkræve fra
institutterne. 1. pkt. regulerer pengeinstitutternes bidrag vedrørende
dækkede nettoindskud og er identisk med § 10, stk. 2, i den gældende lov om
en indskydergarantifond. I 2. pkt. er der fastsat en grænse på 50 pct. af
kravet til størrelsen af en afdelings formue for, hvor store bidrag,
medlemmerne i en afdeling kan afkræves inden for et enkelt regnskabsår
vedrørende dækkede midler og værdipapirer. Denne grænse finder anvendelse,
uanset om en afdeling har optaget lån hos de øvrige afdelinger. Det er
hensigten, at det herved undgås, at de øvrige medlemmer af en afdeling, hvor
et eller flere institutter er gået konkurs, får økonomiske problemer som
følge af, at der opkræves meget store bidrag til Fonden.
Som eksempel på reglens anvendelse i stk. 3, 2. pkt., kan en afdeling med
f.eks. en mindstekapital på 10 mio. kr., som lider et tab, der er større end
formuen, pålægges at retablere formuen på 2 år, hvorefter der fra det tredje
år kan påbegyndes tilbagebetaling af eventuelle lån med beløb svarende til
maksimalt 50 pct. af mindstekapitalen pr. år.
I stk. 4 er det fastsat, at beregningen af de enkelte institutters bidrag
skal ske med udgangspunkt i opgørelser vedrørende instituttets
forholdsmæssige andel af de samlede dækkede indskud/midler og dækkede depoter
hos de bidragspligtige institutter, hvilket er en videreførsel af det hidtil
anvendte princip for bidragsberegning i Indskydergarantifonden.
Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte
nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.
I stk. 5 bemyndiges økonomiministeren til at ændre kravet til størrelsen
af Fondens formue i henhold til stk. 1.
Til § 8
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 2, og svarer til § 11
i den gældende lov om en indskydergarantifond.
Til § 9
Bestemmelsen svarer til § 5 i den gældende lov om en indskydergarantifond
med enkelte ændringer, jf. bemærkningerne til § 12.
Til § 10
Bestemmelsen fastsætter, at investorer i realkreditinstitutter, Dansk
Landbrugs Realkreditfond og fondsmæglerselskaber efter fradrag af eventuelle
forpligtelser overfor det pågældende institut kan få kompensation for
manglende tilbagebetaling af midler med indtil 300.000 kr. pr. investor.
Dækningsbeløbets størrelse svarer til beløbet i forslagets § 9 vedrørende
indskud i pengeinstitutter, idet det antages, at der ikke i relation til
muligheden for at få dækket et tab bør gøres forskel på, om en kunde er
investor eller indskyder.
Udtrykket kontante midler er en samlebetegnelse for de typer af
pengetilgodehavender, herunder forudbetalinger, marginindbetalinger og
afregningsbeløb (f.eks. renteudbetalinger), m.v., som en investor kan have
overfor et institut i forbindelse med ydelse af investeringsservice.
Der sondres ikke mellem indskud og midler i pengeinstitutter, idet midler
i pengeinstitutter betragtes som et indskud og derfor er dækket af den
gældende indskydergarantiordning. Manglende tilbagebetaling af både midler og
indskud fra et pengeinstitut eller FIH er derfor omfattet af bestemmelsen i §
9
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, 2. pkt., 1. pind
og artikel 4, stk. 1.
Til § 11
Forslaget indebærer, at Fonden skal yde dækning til investorer med indtil
modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 DKK, såfremt et institut
er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som investorerne ejer,
og som instituttet opbevarer, administrerer eller forvalter. Minimumskravet i
direktivets artikel 4, stk. 1, på 20.000 ECU omfatter investorers krav
vedrørende både midler og værdipapirer.
Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber er i
medfør af værdipapirhandelslovens § 6, stk. 1, forpligtede til at træffe
fyldestgørende foranstaltninger for at sikre investorernes ejendomsret til
deres værdipapirer. Fonden skal i følge forslaget yde dækning i de tilfælde,
hvor kunderne på trods heraf ikke kan få tilbageleveret deres værdipapirer.
Sådanne situationer vil f.eks. kunne opstå p.g.a. svigt i det konkursramte
instituts sædvanlige forretningsgange, fejl begået af instituttet vedrørende
registrering af ejerskab m.v for investorerne på disses værdipapirer eller
svigagtige handlinger begået af det konkursramte institut eller andre.
En investor skal kunne dokumentere over for Fonden, at det tab, han har
lidt, er opstået som følge af den manglende tilbagelevering af de
værdipapirer, som tilhører ham.
Det følger omvendt heraf, at eventuelle tab, som en investor måtte lide
som følge af, at tilbageleveringen af dennes værdipapirer, jf, konkurslovens
§ 82, trækker ud, ikke dækkes af Fonden. Sådanne krav behandles efter
almindelige erstatningsretlige og konkursretlige regler. I følge forslaget
dækkes heller ikke den modpartsrisiko, som er forbundet med værdipapiret,
dvs. risikoen for, at udstederen af værdipapiret ikke er i stand til at
honorere sine forpligtelser i følge værdipapiret. Fonden skal derfor ikke yde
dækning til investorer, som udelukkende har lidt et økonomisk tab som følge
af, at værdien af deres værdipapirer er faldet p.g.a., at udstederen af de
pågældende værdipapirer er gået konkurs. Manglende tilbagelevering af
værdipapirer udstedt af et konkursramt institut, vil i øvrigt ofte ikke
påføre en investor noget yderligere tab, idet investor på normal vis kan
anmelde sit krav overfor instituttets konkursbo og dermed opnå den samme
dividende som de øvrige indehavere af den samme type værdipapir. Dividenden
vil i sådanne tilfælde som oftest svare til værdipapirets markedsværdi.
I bestemmelsens 2. pkt. er det præciseret, at Fonden ikke skal yde dækning
udover værdien af de værdipapirer, som instituttet ikke er i stand til at
tilbagelevere til investorerne. Tab vedrørende manglende tilbagelevering
opgøres til markedsværdien i henhold til markedskursen på værdipapiret på
datoen for anmeldelse af betalingsstandsning eller datoen for
konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs uden
forinden at have været i betalingsstandsning. Såfremt en officiel markedskurs
findes på det pågældende instrument, hvilket som regel vil være tilfældet for
så vidt angår likvide værdipapirer, der er noteret på en børs, vil
dokumentationen for tabets størrelse være enkel. Vedrører tabet derimod
unoterede eller illikvide værdipapirer, kan størrelsen af tabet være
vanskelig at opgøre. Investor må i disse tilfælde dokumentere størrelsen af
sit krav på anden vis. Det må dog antages, at domstolene i visse tilfælde
endeligt må afgøre tvister mellem Fonden og investorer vedrørende opgørelse
af størrelsen af investorernes tab.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, 2. pkt., 1. pind
og artikel 4, stk. 1.
Til § 12
Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den nuværende lov om en
indskydergarantifond, at indskyderes og investorers krav på dækning
vedrørende indskud, midler og værdipapirer, som ikke kan tilbageleveres, skal
opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det
pågældende institut. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i Fondens
nuværende praksis vedrørende opgørelse af fradrag.
Såfremt en kunde i et institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller
er gået konkurs, har lidt et tab vedrørende både midler og værdipapirer, som
tilhører denne, skal eventuelle forpligtelser, som kunden måtte have over for
instituttet, fradrages i kundens krav på den for kunden mest fordelagtige
måde. Herved undgås det, at kunder i et institut, der har anmeldt
betalingsstandsning eller er gået konkurs, p.g.a. de forskellige
dækningsbeløb, som gælder vedrørende indskud og midler, jf. forslagets § 9,
stk. 1, og § 10, og manglende tilbagelevering af værdipapirer, jf. forslagets
§ 11, bliver dækket forskelligt af Fonden, alt efter om deres krav
hovedsagelig vedrører penge eller værdipapirer.
Til § 13
Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede
kreds af omfattede institutter til § 5, stk. 5, i den gældende lov om en
indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 3 og
artikel 4, stk. 2.
Til § 14
Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede
kreds af omfattede institutter til § 6 i den gældende lov om en
indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1, nr. 6,
og artikel 8, stk. 2.
Til § 15
Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede
kreds af omfattede institutter til § 7 i den gældende lov om en
indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 10, stk. 1
og 2, og artikel 11, stk. 2 og 3.
Til § 16
Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede
kreds af omfattede institutter til § 8 i den gældende lov om en
indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1
og 2.
Til § 17
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12, og svarer til § 9 i den
gældende lov om en indskydergarantifond.
Til § 18
I følge bestemmelsen udvides bestyrelsen til at bestå af 8 medlemmer i
forhold til den nuværende bestyrelse for Indskydergarantifonden, der består
af 5 medlemmer. Baggrunden for den foreslåede udvidelse af bestyrelsen og
sammensætningen heraf er, dels at samtlige de bidragspligtige sektorer bør
være repræsenteret i bestyrelsen, dels at der bør være en vis sammenhæng
mellem størrelsen af de bidrag som de respektive sektorer har ydet til Fonden
og antallet af medlemmer af bestyrelsen. Desuden bør der, ligesom i den
nuværende bestyrelse for Indskydergarantifonden, være en ligelig fordeling
mellem de medlemmer, som repræsenterer de bidragspligtige sektorer og de
øvrige medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 3 svarer til § 12, stk. 3, i den gældende lov om en
indskydergarantifond.
Til § 19
Stk. 1 og 2 svarer til § 13 i den gældende lov om en indskydergarantifond.
I stk. 3 er der givet mulighed for, at der i Fondens vedtægter fastsættes
bestemmelser om, at bestyrelsens sammensætning kan ændres i de tilfælde, hvor
bestyrelsen skal behandle spørgsmål, som udelukkende eller hovedsagelig
vedrører en enkelt afdelings forhold således, at de bestyrelsesmedlemmer, som
repræsenterer institutterne i de øvrige afdelinger, ikke deltager heri.
Hermed gives der mulighed for at fravige et generelt princip i dansk
selskabs-, og fondsret om, at samtlige medlemmer af en bestyrelse skal have
haft adgang til at deltage i behandlingen af en sag, der behandles i
bestyrelsen jf. bl.a. aktieselskabslovens § 57, stk. 1, 2. pkt, og § 20, stk.
1, i lov om fonde og visse foreninger.
Til § 20
Bestemmelsen svarer til § 14 i den gældende lov om en
indskydergarantifond.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til § 15 i den gældende lov om en
indskydergarantifond, idet bidraget fastsættes af Finanstilsynet i forhold
til de medgåede ressourcer ved tilsynet med Fonden.
Til § 22
Stk. 1 i bestemmelsen svarer til § 16 i den gældende lov om en
indskydergarantifond.
Stk. 2 i bestemmelsen henviser til bank- og sparekasselovens § 50 b.
Herved overføres bank- og sparekasselovens tavshedspligtsbestemmelser til
Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Alene Fonden har partsstatus i
relation til Finanstilsynet. Afgørelser, som Fonden træffer over for
indskydere og investorer, kan indbringes for de civile domstole.
Bestemmelsen fastslår, at de ansatte i Finanstilsynet og eksperter, der
handler eller har handlet på tilsynets vegne, er forpligtede til at
hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver
vidende om. § 50 b indeholder dog en række undtagelser fra tavshedspligten.
Til § 23
Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med enkelte redaktionelle ændringer til §
17 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Stk. 3's formulering er
ændret i forhold til § 18 i den gældende lov om en indskydergarantifond,
hvorved den bringes i overensstemmelse med lov nr. 474 af 12. juni 1996 om
ændring af straffeloven, hvor der er fastsat regler om strafansvar for
juridiske personer.
Til § 24
De bestemmelser i forslaget, som medfører ændringer i forhold til den
gældende lov om en indskydergarantifond skal notificeres for
Europa-Kommissionen i medfør af artikel 93, stk. 3, i EF-Traktaten. Loven vil
derfor først blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens endelige godkendelse
af de nye lovbestemmelsers forenelighed med EU-retten foreligger.
Økonomiministeren bemyndiges derfor til at fastsætte tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
Tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 25 fastsættes dog af
økonomiministeren efter forhandling med skatteministeren. I medfør af stk. 4
kan økonomiministeren sætte lovens § 2, stk. 5 i kraft på et senere tidspunkt
end resten af loven. Stk. 5 og 6 svarer med enkelte ændringer til § 21, stk.
4 og 5 i den gældende lov om en indskydergarantifond.
Til § 25
De foreslåede ændringer af ligningslovens § 7 B er konsekvensændringer som
følge af forslag til lov om en garantifond for indskydere og investorer.
Dels ændres »Indskydergarantifondens« navn til
»Garantifonden for indskydere og investorer« og dels ændres kredsen
af selskaber, der skattefrit kan modtage midler til hel eller delvis dækning
i forbindelse med afvikling, fra »pengeinstitutter« til
»institutter« som fastlagt i lov om en garantifond for indskydere
og investorer § 3, således blandt andet til at omfatte pengeinstitutter,
Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, realkreditinstitutter,
Dansk Landbrugs Realkreditfond, fondsmæglerselskaber og filialer af
ovennævnte institutter med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union
bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.
Med forslaget udvides skattefritagelsen for Fondens tilskud i forbindelse
med overtagelse af nødlidende institutter til også at omfatte bl.a.
realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. Dette vil medføre et
umiddelbart provenutab i forbindelse med redningsaktioner, hvori sådanne
institutter indgår. Tabet vil dog blive reduceret af en række modgående
forhold, som f.eks. bortfald af underskud og mindre fradragsberettigede
bidrag til Fonden.
Til § 26
Bestemmelsen svarer til § 22 i den gældende lov om en
indskydergarantifond.
Realkreditloven gælder, med visse undtagelser, på Færøerne og Grønland,
medens lov om fondsmæglerselskaber ikke er sat i kraft, hverken på Færøerne
eller i Grønland.
Skriftlig fremsættelse (31. marts 1998)
Økonomiminister (Marianne Jelved):
Hermed har jeg den ære for det høje Ting at fremsætte:
Forslag til Lov om en garantifond for indskydere og investorer1) .
(Lovforslag nr. L 41).
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af
3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Dette direktiv skal være
gennemført og sat i kraft i medlemslandenes lovgivning senest den 26.
september 1998.
Hensigten med lovforslaget er at etablere en samlet regulering af
garantiordninger for indskydere og investorer i pengeinstitutter,
realkreditinstitutter, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk,
samt fondsmæglerselskaber i een lov.
Lovforslaget baserer sig på de overvejelser, der har fundet sted i den
arbejdsgruppe, jeg nedsattte i juli 1997, og som havde til opgave at
udarbejde forslag til, hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest
hensigtsmæssigt kunne gennemføres.
Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond
videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Endvidere vil
investorer i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditlånefond samt
fondsmæglerselskaber kunne få kompensation for manglende tilbagebetaling af
midler.
Dækningsomfanget vil for disse indskud og midler være 300.000 kr. pr.
indskyder/investor.
Herudover vil Fonden fremover også skulle yde dækning til investorer med
indtil modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 kr., såfremt et
institut er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som
investorerne ejer, og som instituttet opbevarer, administrerer eller
forvalter.
Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre
afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer, d.v.s. en
pengeinstitutafdeling, en realkreditafdeling og en
fondsmæglerselskabsafdeling. Fondens samlede formue skal udgøre mindst 3,2
mia. kr.
Fondsmæglerselskabsafdelingen og realkreditafdelingen skal hver have en
formue på 10 mio. kr.
For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden
at der reelt bliver tale om tre seperate fonde, foreslås det, at der
etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette
indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de
andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere indsættes der et
maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom
der fastsættes regler for tilbagebetalingen.
Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne
til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det høje Tings
velvillige behandling.
Bilag
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV Nr. 97/9/EF af 3. marts 1997 OM
INVESTORGARANTIORDNINGER
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
særlig artikel 57, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Monetære Institut,
i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B, på grundlag af
Forligsudvalgets fælles udkast af 18. december 1996 og
ud fra følgende betragtninger:
1) Rådet vedtog den 10. maj 1993 direktiv 93/22/EØF om investeringsservice
i forbindelse med værdipapirer; nævnte direktiv er et vigtigt instrument i
gennemførelsen af det indre marked for investeringsselskaber;
2) i direktiv 93/22/EØF fastsættes tilsynsregler, som
investeringsselskaber til stadighed skal efterleve, herunder regler, som i
videst muligt omfang skal beskytte investorernes rettigheder i forbindelse
med midler eller instrumenter, som tilhører dem;
3) intet tilsynssystem kan dog yde fuldstændig sikkerhed, især ikke, hvis
der begås svigagtige handlinger;
4) for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere
tilfredsstillende på det finansielle område, er det vigtigt at beskytte
investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; det er derfor
af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en
investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i
det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i
stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;
5) mindre investorer vil således kunne modtage investeringsservice fra
filialer af EF-investeringsselskaber eller som led i grænseoverskridende
udveksling af tjenesteydelser med samme tillid, som hvis de henvendte sig til
nationale investeringsselskaber, i forvisning om at de er omfattet af en
harmoniseret minimumsbeskyttelse, hvis et investeringsselskab ikke er i stand
til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;
6) foreligger der ikke en sådan minimumsharmonisering, vil et værtsland ud
fra et ønske om at beskytte investorerne kunne føle sig berettiget til at
kræve, at andre medlemsstaters investeringsselskaber, der driver virksomhed
gennem en filial eller ved grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser,
tilslutter sig værtslandets garantiordning, hvis de ikke er medlem af en
investorgarantiordning i deres hjemland, eller hvis den pågældende ordning
ikke anses for at yde en tilsvarende beskyttelse; et sådant krav vil kunne
være til skade for det indre marked;
7) i de fleste medlemsstater findes der allerede forskellige former for
investorgarantiordninger, men disse dækker ikke generelt alle
investeringsselskaber med den EF-dækkende tilladelse, som er omhandlet i
direktiv 93/22/EØF;
8) alle medlemsstater bør derfor have pligt til at oprette en eller flere
investorgarantiordninger, som alle sådanne investeringsselskaber skal være
tilknyttet; ordningen skal dække de midler og instrumenter, som
investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med en in vestors
investeringsvirksomhed, og som ikke kan leveres tilbage til investoren, hvis
investeringsselskabet er ude af stand til at indfri sine forpligtelser over
for sine investorkunder; dette berører på ingen måde de regler og procedurer,
der gælder i medlemsstaterne med hensyn til, hvilke beslutninger der skal
træffes i tilfælde af et investeringsselskabs insolvens eller likvidation;
9) definitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har
tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal
også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres
investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne
institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt
ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger; det kan
imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter,
i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i
henhold til direktiv 94/19/EF, og midler, der opbevares i forbindelse med
investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de
to direktiver sådanne krav henhører under;
10) direktiv 94/19/EF tillader medlemsstaterne at fritage et
kreditinstitut for kravet om at være tilsluttet en indskudsgarantiordning,
hvis det pågældende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve
kreditinstituttet og især garanterer dets solvens; når et kreditinstitut, som
er tilsluttet en sådan ordning, samtidig er et investeringsselskab, bør
medlemsstaterne også på visse betingelser kunne fritage det for kravet om at
være tilsluttet en investorgarantiordning;
11) en harmoniseret minimumsgaranti på 20 000 ECU pr. investor burde være
tilstrækkelig til at beskytte mindre investorers interesser, hvis et
investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for
sine investorkunder; det forekommer derfor rimeligt at fastsætte den
harmoniserede minimumsgaranti til 20 000 ECU; det kan som i direktiv 94/19/EF
være nødvendigt at indføre begrænsede overgangsbestemmelser for at sætte
garantiordningerne i stand til at opfylde dette krav, hvilket også gælder for
de medlemsstater, der på tidspunktet for nærværende direktivs vedtagelse ikke
har en sådan ordning;
12) samme beløb blev fastsat i direktiv 94/19/EF;
13) for at tilskynde investorerne til at udvise den fornødne omhu ved valg
af investeringsselskab er det rimeligt at give medlemsstaterne lov til at
pålægge investorerne at bære en del af et eventuelt tab; investorerne skal
imidlertid have dækket mindst 90% af deres tab, så længe det garantibeløb,
der skal udbetales, ikke når op på fællesskabsminimummet;
14) visse medlemsstaters ordninger yder i øjeblikket en højere dækning end
den harmoniserede minimumsbeskyttelse i dette direktiv; det forekommer dog
ikke hensigtsmæssigt at kræve en ændring af disse ordninger på dette punkt;
15) opretholder man i Fællesskabet ordninger, som yder en dækning, der
overstiger det harmoniserede minimum, kan det føre til forskellige
garantisatser inden for samme nationale område og til ulige konkurrencevilkår
for nationale investeringsselskaber og filialer af andre medlemsstaters
selskaber; for at afbøde disse ulemper bør filialer have tilladelse til at
tilslutte sig værtslandets garantiordning, således at de kan yde deres
investorer samme dækning som garantiordningen i det land, hvor filialerne er
etableret; Kommissionen bør i den rapport, som den udarbejder om dette
direktivs anvendelse, oplyse, i hvilket omfang filialerne har benyttet sig af
denne mulighed, og redegøre for eventuelle vanskeligheder, som filialerne
eller investorgarantiordningerne måtte have haft med gennemførelsen af disse
bestemmelser; det er ikke udelukket, at hjemlandsordningen selv kan yde en
sådan supplerende dækning med forbehold af de betingelser, som er fastsat
deri;
16) der vil kunne forekomme markedsforstyrrelser som følge af, at filialer
af investeringsselskaber, der er etableret i en anden medlemsstat end
hjemlandet, yder højere dækning end investeringsselskaber, der er meddelt
tilladelse i værtslandet; størrelsen og rækkevidden af den dækning, som
garantiordningerne yder, bør ikke blive et konkurrencemiddel; det er derfor
nødvendigt, i hvert fald i begyndelsen, at fastsætte, at størrelsen og
rækkevidden af den dækning, som en ordning i hjemlandet yder investorer i
filialer i en anden medlemsstat, ikke må overstige den maksimale størrelse og
rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende ordning i værtslandet;
på et tidligt tidspunkt bør der på grundlag af den indhøstede erfaring og
udviklingen i finanssektoren foretages en nærmere vurdering af eventuelle
markedsforstyrrelser;
17) finder en medlemsstat, at visse kategorier af investeringer eller
investorer, der står opført på en udtømmende liste, ikke har brug for særlig
beskyttelse, skal den kunne udelukke dem fra at være dækket af
investorgarantiordningerne;
18) i en række medlemsstater anvendes investorgarantiordninger, som
administreres af brancheorganisationer; i andre medlemsstater findes
ordninger, som er indført og reguleret ved lov; ordningernes forskellige
status er kun et problem, når det gælder obligatorisk medlemskab og
eksklusion; der bør derfor fastsættes bestemmelser, som begrænser
ordningernes beføjelser på dette område;
19) investorerne skal have garantibeløbet udbetalt uden unødig
forsinkelse, så snart deres kravs gyldighed er fastslået; garantiordningen
skal kunne fastsætte en rimelig frist for fremsættelse af krav; at en sådan
frist er udløbet, skal dog ikke kunne gøres gældende over for en investor,
som med gyldig grund har været forhindret i at fremsætte sit krav rettidigt;
20) at investorerne er informeret om garantibestemmelserne er et
væsentligt element i deres beskyttelse; i henhold til artikel 12 i direktiv
93/22/EØF skulle et investeringsselskab, inden det optog
forretningsforbindelse med investorer, underrette disse om en eventuel
garantiordning, og der bør derfor i nærværende direktiv fastsættes regler
for, hvordan sådanne potentielle investorer informeres om den garantiordning,
der dækker deres investeringsvirksomhed;
21) ubegrænset anvendelse i reklameøjemed af henvisninger til en
garantiordnings størrelse og rækkevidde vil dog kunne påvirke det finansielle
systems stabilitet eller investorernes tillid; medlemsstaterne bør derfor
fastsætte regler, der begrænser anvendelsen af sådanne henvisninger;
22) ifølge dette direktiv skal alle investeringsselskaber i princippet
tilsluttes en investorgarantiordning; de direktiver, der gælder for adgang
for investeringsselskaber med hjemsted i et tredjeland, herunder især
direktiv 93/22/EØF, giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, om og i
givet fald på hvilke betingelser filialer af sådanne investeringsselskaber
skal have adgang til at udøve virksomhed på deres område; sådanne filialer er
ikke omfattet af den frie udveksling af tjenesteydelser efter traktatens
artikel 59, stk. 2, og heller ikke af retten til frit at etablere sig i andre
medlemsstater end den, hvor de er etableret; en medlemsstat, der åbner adgang
for sådanne filialer, skal følgelig bestemme, hvorledes dette direktivs
principper skal finde anvendelse på de pågældende filialer, idet anvendelsen
skal være i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 93/22/EØF og med
behovet for at beskytte investorerne og bevare det finansielle systems
integritet; det er af afgørende betydning, at investorer, der henvender sig
til sådanne filialer, får fuldt kendskab til de garantiordninger, der gælder
for dem;
23) det er ikke som led i dette direktiv absolut nødvendigt at harmonisere
metoderne til finansiering af investorgarantiordningerne, dels fordi
udgifterne til finansiering af sådanne ordninger i princippet skal afholdes
af investeringsselskaberne selv, dels fordi ordningernes finansielle
kapacitet skal stå i forhold til garantiforpligtelserne; dette må dog ikke
bringe stabiliteten i den berørte medlemsstats finansielle system i fare;
24) dette direktiv kan ikke forpligte medlemsstaterne eller disses
kompetente myndigheder i forhold til investorerne, såfremt de har sørget for
at indføre eller officielt at anerkende en eller flere ordninger, der yder
investorerne garanti eller beskyttelse på de i dette direktiv fastsatte
betingelser;
25) endelig er en vis minimumsharmonisering af investorgarantiordningerne
nødvendig, for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud for
investeringsselskaber, idet det herved bliver muligt at skabe et mere
tillidsfuldt forhold mellem investorerne og investeringsselskaberne, især når
der er tale om selskaber fra andre medlemsstater, og at undgå de
vanskeligheder, som kan opstå, når et værtsland anvender nationale
investorgarantiordninger, som ikke er samordnet på fællesskabsniveau; et
bindende fællesskabsdirektiv er det eneste egnede middel til at nå det
ønskede mål, da der generelt mangler investorgarantiordninger med en dækning,
der svarer til direktiv 93/22/EØF; med nærværende direktiv gennemføres kun
det nødvendige minimum af harmonisering; direktivet giver medlemsstaterne
mulighed for at kræve en bredere eller større dækning, hvis de ønsker det, og
giver dem samtidig den fornødne frihed med hensyn til organisering og
finansiering af investorgarantiordningerne
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I dette direktiv forstås ved:
1) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i
artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF,
- som har tilladelse til at udføre investeringsservice i henhold til
artikel 3 i direktiv 93/22/EØF, eller
- som har tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut i henhold
til direktiv 77/780/EØF og 89/646/EØF, og hvis tilladelse dækker en eller
flere af de tjenesteydelser, der er opført i afsnit A i bilaget til direktiv
93/22/EØF
2) »investeringsvirksomhed«: investeringsservice som defineret i
artikel 1, nr. 1), i direktiv 93/22/EØF samt tjenesteydelsen anført i afsnit
C, punkt 1, i bilaget til nævnte direktiv
3) »instrumenter«: de instrumenter, der er opført i afsnit B i
bilaget til direktiv 93/22/EØF
4) »investor«: en person, der i forbindelse med
investeringsvirksomhed har betroet midler eller instrumenter til et
investeringsselskab
5) »filial«: en afdeling, som retligt udgør en ikke-selvstændig
del af et investeringsselskab, og som yder investeringsservice af den art,
som investeringsselskabet har fået tilladelse til; flere afdelinger, som i en
og samme medlemsstat oprettes af et investeringsselskab med hjemsted i en
anden medlemsstat, betragtes som een filial
6) »fælles investering«: en investering, der foretages på to
eller flere personers vegne, eller som to eller flere personer har andel i,
således at en eller flere af de pågældende personer kan disponere over
investeringen ved deres underskrift
7) »kompetente myndigheder«: de myndigheder, der er defineret i
artikel 22 i direktiv 93/22/EØF; disse myndigheder kan eventuelt være dem,
der er defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 92/30/EØF af 6. april 1992 om
tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag.
Artikel 2
1. Hver medlemsstat påser, at der på dens område indføres en eller flere
investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Bortset fra de
tilfælde, der er nævnt i andet afsnit samt i artikel 5, stk. 3, må et
investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat,
ikke udføre investeringsvirksomhed, medmindre det deltager i en sådan
ordning.
En medlemsstat kan dog fritage et kreditinstitut, der er omfattet af dette
direktiv, for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning, hvis
det pågældende institut i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/19/EF
allerede er fritaget for at skulle være tilsluttet en indskudsgarantiordning,
forudsat at den beskyttelse og de oplysninger, som indskyderne er sikret,
ydes investorerne på de samme vilkår, og forudsat at investorerne således
sikres en beskyttelse, der mindst svarer til den, som en
investorgarantiordning yder.
Medlemsstater, som gør brug af denne mulighed, underretter Kommissionen
herom; de meddeler især sådanne beskyttelsesordningers karakteristika med
angivelse af, hvilke kreditinstitutter der er omfattet heraf i henhold til
dette direktiv, og meddeler eventuelle senere ændringer af de fremsendte
oplysninger. Kommissionen underretter Rådet herom.
2. Garantiordningen dækker investorerne efter bestemmelserne i artikel 4,
når:
- de kompetente myndigheder har konstateret, at et investeringsselskab
efter deres opfattelse ikke på det givne tidspunkt er i stand til at indfri
de forpligtelser, der hidrører fra investorernes krav, af årsager, der er
direkte forbundet med dets finansielle situation, og ikke har umiddelbar
udsigt til at blive i stand til det, eller
- en domstol af årsager, der er direkte forbundet med et
investeringsselskabs finansielle situation, har truffet en afgørelse, som
indebærer, at investorernes mulighed for at fremsætte krav over for det
pågældende investeringsselskab suspenderes, idet den først indtrufne af de to
begivenheder lægges til grund.
Der skal være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs
manglende evne til
- at tilbagebetale midler, som investorerne har til gode eller ejer, og
som opbevares for dem af investeringsselskabet i forbindelse med
investeringsvirksomhed, eller
- tilbagelevere instrumenter, som investorerne ejer, og som opbevares,
administreres eller forvaltes for dem af investeringsselskabet i forbindelse
med investeringsvirksomhed, i overensstemmelse med gældende love og aftaler.
3. Ethvert krav af den i stk. 2 nævnte art på et kreditinstitut, der i en
given medlemsstat måtte være omfattet af både nærværende direktiv og direktiv
94/19/EF, henføres af den pågældende medlemsstat til en ordning under det ene
eller det andet direktiv, alt efter hvad den finder mest hensigtsmæssigt. Der
kan ikke udbetales garantibeløb efter begge direktiver for det samme krav.
4. Størrelsen af investors krav beregnes efter de love og aftaler,
herunder vilkårene for modregning og modkrav, som på datoen for den i stk. 2
omhandlede konstatering eller afgørelse gælder for ansættelse af det
pengebeløb eller af værdien, om muligt fastsat under henvisning til
markedsværdien, af de instrumenter, der tilhører investoren, og som
investeringsselskabet ikke er i stand til at tilbagebetale eller
tilbagelevere.
Artikel 3
Investorgarantiordningen omfatter ikke krav, der hidrører fra
transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt straffedom for
hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 91/308/EØF
af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det
finansielle system til hvidvaskning af penge .
Artikel 4
1. Medlemsstaterne påser, at ordningen dækker mindst 20 000 ECU pr.
investor i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, omhandlede krav.
Indtil den 31. december 1999 kan de medlemsstater, hvori dækningen på
tidspunktet for dette direktivs vedtagelse er på under 20 000 ECU, opretholde
denne lavere dækning, idet den dog ikke må være på under 15 000 ECU. Denne
mulighed står ligeledes åben for de medlemsstater, der er omfattet af
overgangsbestemmelserne i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i direktiv
94/19/EF.
2. Medlemsstaterne kan bestemme, at visse investorer udelukkes fra
ordningens dækning eller dækkes med et lavere beløb. En liste over sådanne
udelukkelser findes i bilag I.
3. Denne artikel er ikke til hinder for videreførelse eller vedtagelse af
bestemmelser, der indebærer en højere eller mere omfattende dækning for
investorer.
4. Medlemsstaterne kan begrænse den i stk. 1 fastsatte eller den i stk. 3
omhandlede dækning til en bestemt procentsats af investors krav. Dækningen
skal dog udgøre mindst 90% af kravet, så længe det garantibeløb, der skal
udbetales i henhold til ordningen, ikke når op på 20 000 ECU.
Artikel 5
1. Undlader et investeringsselskab, hvis medlemskab af en garantiordning
er obligatorisk, jf. artikel 2, stk. 1, at opfylde de forpligtelser, der
påhviler det som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder,
der meddelte det tilladelse, og disse træffer i samarbejde med
garantiordningen alle passende foranstaltninger, herunder pålæggelse af
sanktioner, for at sikre, at investeringsselskabet opfylder sine
forpligtelser.
2. Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at investeringsselskabet
overholder sine forpligtelser, kan garantiordningen, såfremt eksklusion af et
medlem er tilladt ifølge national lovgivning, med de kompetente myndigheders
udtrykkelige samtykke og med mindst tolv måneders varsel meddele, at det
agter at ekskludere investeringsselskabet fra ordningen. Den dækning, der er
fastsat i artikel 2, stk.2, andet afsnit, gælder fortsat for
investeringsvirksomhed, der udføres i denne periode. Hvis
investeringsselskabet ved fristens udløb ikke har opfyldt sine forpligtelser,
kan garantiordningen, igen med de kompetente myndigheders udtrykkelige
samtykke, gennemføre eksklusionen.
3. Hvis det er tilladt ifølge national lovgivning, og hvis de kompetente
myndigheder, der meddelte tilladelsen, har givet deres udtrykkelige samtykke,
kan et investeringsselskab, der er ekskluderet af en investorgarantiordning,
fortsat yde investeringsservice, såfremt det før eksklusionen har indført
alternative garantiordninger, der dels sikrer investorerne en dækning, som
mindst svarer til den, som den officielt anerkendte ordning yder, dels har
karakteristika svarende til denne ordning.
4. Hvis et investeringsselskab, som foreslås ekskluderet i medfør af stk.
2, ikke er i stand til at indføre alternative ordninger, som opfylder
betingelserne i stk. 3, inddrager de kompetente myndigheder, der meddelte
tilladelsen, straks denne.
Artikel 6
I de tilfælde, hvor et investeringsselskabs tilladelse inddrages, gælder
den dækning, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, fortsat for
investeringsvirksomhed, der udføres indtil inddragelsestidspunktet.
Artikel 7
1. Investorgarantiordninger, der indføres og officielt anerkendes i en
medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 1, omfatter tillige investorer i
filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre medlemsstater.
Indtil den 31. december 1999 må hverken størrelsen eller rækkevidden,
inklusive procentsatsen, af den fastsatte dækning overstige den maksimale
størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende
garantiordning i værtslandet på dettes område. Inden denne dato udarbejder
Kommissionen en rapport på grundlag af den indhøstede erfaring med
anvendelsen af dette afsnit og af artikel 4, stk. 1, i ovennævnte direktiv
94/19/EF og vurderer behovet for at opretholde disse bestemmelser.
Kommissionen forelægger i givet fald Europa-Parlamentet og Rådet et forslag
til direktiv om forlængelse af deres gyldighed.
Hvis størrelsen og/eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den
dækning, der ydes af garantiordningen i værtslandet, overstiger størrelsen
og/eller rækkevidden af dækningen i den medlemsstat, hvor
investeringsselskabet er meddelt tilladelse, påser værtslandet, at der på
dets område findes en officielt anerkendt ordning, som en filial kan
tilslutte sig på frivilligt grundlag for at supplere den dækning, som
investorerne allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets
ordning.
Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal dække den kategori af
institutter, som filialen tilhører eller bedst kan henføres til i
værtslandet.
Medlemsstaterne påser, at der i alle investorgarantiordninger fastsættes
objektive og generelle betingelser for sådanne filialers medlemskab. En
filial kan kun blive optaget, hvis den opfylder de relevante forpligtelser i
forbindelse med medlemskab, herunder navnlig betaling af alle bidrag og andre
afgifter. Medlemsstaterne skal ved gennemførelsen af dette stykke følge de
ledende principper i bilag II.
2. Hvis en filial, der på frivilligt grundlag har tilsluttet sig en
investorgarantiordning, jf. stk. 1, undlader at opfylde de forpligtelser, der
påhviler den som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder,
der meddelte tilladelsen, og disse træffer i samarbejde med garantiordningen
alle passende foranstaltninger for at sikre, at ovennævnte forpligtelser
bliver opfyldt.
Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at filialen overholder de i
denne artikel omhandlede forpligtelser, kan garantiordningen efter en
passende frist på mindst tolv måneder og efter at have indhentet samtykke fra
de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, ekskludere filialen.
Investeringsvirksomhed, der udføres inden datoen for filialens eksklusion,
dækkes fortsat efter denne dato af den garantiordning, som filialen
frivilligt har tilsluttet sig. Investorerne underrettes om den supplerende
dæknings bortfald samt om datoen, hvorfra bortfaldet får virkning.
Artikel 8
1. Den i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning gælder investors
samlede krav på samme investeringsselskab i henhold til dette direktiv uanset
antallet af konti, valuta og lokalisering inden for Fællesskabet.
Medlemsstaterne kan dog bestemme, at beløb i andre end medlemsstaternes
valutaer og ecu udelukkes fra dækning eller dækkes af en lavere garanti.
Denne mulighed omfatter ikke instrumenter.
2. For fælles investeringer tages der ved beregningen af den i artikel 4,
stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning hensyn til den andel, der tilkommer hver
enkelt investor.
Findes der ingen særlige bestemmelser, fordeles kravene ligeligt mellem
investorerne.
Medlemsstaterne kan bestemme, at krav vedrørende fælles investeringer, som
to eller flere personer har andel i som deltagere i et interessentskab, en
sammenslutning eller en gruppering af tilsvarende art, der ikke har status
som juridisk person, kan lægges sammen og behandles, som om de hidrørte fra
en investering foretaget af en enkelt investor, med henblik på beregningen af
grænserne i artikel 4, stk. 1, 3 og 4.
3. Er investor ikke ubetinget berettiget til de midler eller instrumenter,
der opbevares, er det den person, der er ubetinget berettiget hertil, som
dækkes af garantiordningen, forudsat at den pågældende persons identitet er
blevet fastslået eller kan fastslås inden datoen for den i artikel 2, stk. 2,
omhandlede konstatering eller afgørelse.
Er flere personer ubetinget berettiget til de pågældende midler eller
instrumenter, tages der ved beregningen af de i artikel 4, stk. 1, 3 og 4,
fastsatte grænser hensyn til hver enkelt persons andel i henhold til de
bestemmelser, der gælder for forvaltningen af midlerne eller instrumenterne.
Dette stykke finder ikke anvendelse på institutter for kollektiv
investering.
Artikel 9
1. Garantiordningen træffer passende foranstaltninger til at underrette
investorerne om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller
afgørelse samt til at udbetale eventuelle pligtige garantibeløb hurtigst
muligt. Ordningen kan fastsætte en bestemt frist, inden for hvilken
investorerne skal fremsætte deres krav. Fristen skal være på mindst fem
måneder fra datoen for ovennævnte konstatering eller afgørelse eller fra
datoen for offentliggørelsen af ovennævnte konstatering eller afgørelse.
En investor, som ikke har været i stand til at fremsætte sit krav over for
garantiordningen rettidigt, kan dog ikke nægtes dækning under henvisning til,
at en sådan frist er udløbet.
2. Ordningen skal kunne dække investorernes krav hurtigst muligt og senest
tre måneder efter, at kravets berettigelse og størrelse er blevet fastslået.
Under helt specielle omstændigheder kan garantiordningen i særlige
tilfælde anmode de kompetente myndigheder om en forlængelse af denne frist.
En sådan forlængelse må ikke overstige tre måneder.
3. Uanset fristen i stk. 2 kan udbetalinger fra garantiordningen
suspenderes, indtil der foreligger en domstolsafgørelse, hvis en investor
eller en anden person, der er berettiget til eller har andel i en
investering, er blevet sigtet for en lovovertrædelse i forbindelse med
hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i direktiv 91/308/EØF.
Artikel 10
1. Medlemsstaterne påser, at investeringsselskaberne træffer passende
foranstaltninger med henblik på at give nuværende og potentielle investorer
de fornødne oplysninger om, hvilken investorgarantiordning
investeringsselskabet og dets filialer inden for Fællesskabet er tilsluttet
eller om, hvilken eventuel alternativ ordning der findes, jf. artikel 2, stk.
1, andet afsnit, eller artikel 5, stk. 3. Investorerne underrettes om
bestemmelserne i investorgarantiordningen eller den eventuelle alternative
ordning, herunder om størrelsen og rækkevidden af den dækning, som
garantiordningen yder, samt om de regler, som medlemsstaterne eventuelt har
fastsat i henhold til artikel 2, stk. 3. Disse oplysninger præsenteres i en
let forståelig form.
På anmodning gives der tillige oplysninger om de betingelser og
formaliteter, der skal opfyldes for at få udbetalt garantibeløbet.
2. De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal foreligge på det eller de
officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde,
som den nationale lovgivning foreskriver.
3. Medlemsstaterne indfører regler, der begrænser anvendelsen i
reklameøjemed af de i stk. 1 nævnte oplysninger for at undgå, at sådan
anvendelse påvirker det finansielle systems stabilitet eller investorernes
tillid. Medlemsstaterne kan navnlig begrænse en sådan reklame til en simpel
henvisning til den ordning, som investeringsselskabet er tilsluttet.
Artikel 11
1. Medlemsstaterne kontrollerer, om filialer, der etableres af
investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, er omfattet af en
dækning, der svarer til den, der er fastsat i dette direktiv. Er det ikke
tilfældet, kan medlemsstaterne fastsætte, at filialer, der etableres af
investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, skal tilsluttes en
investorgarantiordning på deres område, jf. dog artikel 5 i direktiv
93/22/EØF.
2. Investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet giver
nuværende og potentielle investorer i deres filialer alle relevante
oplysninger om de garantiordninger, der dækker deres investeringer.
3. De i stk. 2 nævnte oplysninger skal foreligge på det eller de
officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde,
som den nationale lovgivning foreskriver, og skal være affattet klart og
forståeligt.
Artikel 12
Garantiordninger, som udbetaler garantibeløb i henhold til en
investorgarantiordning, har ret til at indtræde i investorernes rettigheder i
likvidationssager for et beløb, der svarer til garantibeløbet, uden at dette
i øvrigt berører de rettigheder, der måtte være tillagt ordningerne i henhold
til den nationale lovgivning.
Artikel 13
Medlemsstaterne påser, at investorens ret til garantibeløb indebærer, at
investoren har klagemulighed mod garantiordningen.
Artikel 14
Senest den 31. december 1999 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og
Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv sammen med eventuelt
nødvendige forslag til en revision heraf.
Artikel 15
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative
bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 26.
september 1998. De underretter straks Kommissionen herom.
Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser,
skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for
denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste
nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af
dette direktiv.
Artikel 16
Artikel 12 i direktiv 93/22/EØF ophæves fra den i artikel 15, stk. 1,
nævnte dato.
Artikel 17
Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De
Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 18
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 3. marts 1997.
På Europa-Parlamentets vegne
J.M. Gil-Robles
Formand
På Rådets vegne
M. De Boer
Formand
Bilag I
UDELUKKELSER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 2
1. Professionelle og institutionelle investorer, herunder:
- investeringsselskaber, jf. artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF;
- kreditinstitutter, jf. artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF;
- finansieringsinstitutter, jf. artikel 1, nr. 6), i direktiv 89/646/EØF;
- forsikringsselskaber;
- institutter for kollektiv investering;
- pensionsfonde og pensionskasser.
Andre professionelle og institutionelle investorer.
2. Overnationale institutioner, stat og centraladministration.
3. Regionale, lokale og kommunale myndigheder.
4. Et investeringsselskabs direktører og andre medlemmer af ledelsen samt
personligt hæftende selskabsdeltagere, personer, der ejer 5% eller mere af
investeringsselskabets kapital, personer, der er ansvarlige for den
lovpligtige revision af investeringsselskabets regnskaber, samt investorer
med tilsvarende status i andre selskaber i samme koncern.
5. Nære slægtninge og tredjemand, der handler på vegne af de i punkt 4
anførte investorer.
6. Andre selskaber i samme koncern.
7. Investorer, der bærer ansvaret for eller har draget fordel af visse
forhold, som vedrører investeringsselskabet, og som har afstedkommet
selskabets finansielle vanskeligheder eller medvirket til at forværre dets
finansielle situation.
8. Selskaber af en sådan størrelse, at de ikke har ret til at opstille en
forkortet balance, jf. artikel 11 i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25.
juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om
årsregnskaberne for visse selskabsformer.
Bilag II
LEDENDE PRINCIPPER (OMHANDLET I ARTIKEL 7, STK. 1, FEMTE AFSNIT)
Ansøger en filial om at blive tilsluttet værtslandets ordning for
supplerende dækning, udarbejder værtslandets ordning bilateralt med
hjemlandets ordning hensigtsmæssige regler og procedurer for udbetaling af
garantibeløb til investorer i den pågældende filial. Følgende principper
gælder for såvel udarbejdelsen af disse procedurer som fastsættelsen af
betingelserne for en sådan filials medlemskab (jf. artikel 7, stk. 1):
a) Værtslandets ordning har fortsat ubegrænset ret til at pålægge
deltagende investeringsselskaber sine objektive og generelle regler; den kan
kræve at få meddelt relevante oplysninger og har ret til at kontrollere
sådanne oplysninger hos hjemlandets kompetente myndigheder;
b) værtslandets ordning imødekommer krav om supplerende garantibeløb, når
den af hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet om den i
artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse. Værtslandets
ordning har fortsat ubegrænset ret til efter egne regler og procedurer at
efterprøve, om investorens krav er berettiget, før der udbetales supplerende
garantibeløb;
c) hjemlandets og værtslandets ordninger arbejder tæt sammen for at sikre,
at investorerne hurtigt får udbetalt det korrekte garantibeløb. De skal især
aftale, hvorledes et modkrav, der kan give anledning til modregning under en
af de to ordninger, får indvirkning på det garantibeløb, som hver enkelt
ordning udbetaler til investor;
d) værtslandets ordning har ret til at pålægge filialer bidrag til
supplerende dækning på et passende grundlag, idet der tages hensyn til den
garanti, som hjemlandets ordning yder. For at lette opkrævningen af sådanne
bidrag kan værtslandets ordning lægge den antagelse til grund, at dens ansvar
under alle omstændigheder er begrænset til differencen mellem den dækning,
den selv yder, og den dækning, hjemlandet yder, uanset om hjemlandet faktisk
udbetaler garantibeløb i forbindelse med krav fra investorer på værtslandets
område.
Officielle noter
(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv nr. 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger,
EF-Tidende 1994, L 135, s. 5, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.
97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger, EF-Tidende 1997, L 84,
s. 22.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel stabilitet og ligningsloven (Ændring af finansieringsformen for Garantifonden for Indskydere og Investorer, udvidelse af medgiftsordningen, opretholdelse af tilladelse som led i krisehåndtering og Finanstilsynets videregivelse af fortrolige oplysninger m.v.) Retsinformation · 23. marts 2012
- Forslag til Lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer, lov om finansiel stabilitet og ligningsloven (Indførelse af »medgiftsordning« for nødlidende pengeinstitutter) Retsinformation · 2. juni 2011
- Forslag til Lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Håndtering af nødlidende pengeinstitutter efter den generelle statsgarantiordnings udløb) Retsinformation · 2. juni 2010
- Bekendtgørelse af lov om en indskyder- og investorgarantiordning Retsinformation · 13. januar 2024
- Forslag til Lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer Retsinformation · 4. maj 2000
- Klagers krav anset som omfattet af daværende Garantifonds dækning. Garantifondslovens § 1, stk. 2 og 9. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. oktober 2015