Spring til indhold

Retsinformation

1997 LSF 41 FORSLAG TIL LOV OM EN GARANTIFOND FOR INDSKYDERE OG INVESTORER(* 1)

1997/2 LSF 41Lovforslag som fremsatFolketinget30. juni 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Garantifondens status og virksomhedsområde

§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en

privat, selvejende institution, der skal yde indskydere og investorer i de i

§ 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11

i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.

§ 2. Såfremt Finanstilsynet har inddraget et instituts tilladelse

til at drive virksomhed, kan Fonden tilføre midler og stille garantier til

dækning af instituttets ikkeefterstillede kreditorer i forbindelse med

afvikling af instituttet. De tilførte midler og garantier må ikke overstige

Fondens skønnede tab ved en eventuel konkurs.

Stk. 2. Fondens tilførsel af midler og garantistillelse ifølge

stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.

Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garantier, uanset at

der forudgående er stillet en likviditetsgaranti fra andre.

Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser vedrørende

samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden.

Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter endvidere regler vedrørende

krav om indhentelse af overtagelsestilbud.

Kapitel 2

Bidragspligtige institutter

§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til

Fonden:

1) Pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk

A/S,

2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,

3) fondsmæglerselskaber og

4) filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og

investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union

bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Læs alt

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at filialer

af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark

beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som

Fællesskabet har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af

Fonden.

§ 4. Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og

investeringsselskaber med hjemsted i lande inden for Den Europæiske Union

eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan tilslutte sig

Fonden som supplement til hjemlandets garantiordning, hvis den danske ordning

som nævnt i §§ 9-11 er mere gunstig end hjemlandets ordning. Finanstilsynet

fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 3

Fondens afdelinger

§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen,

realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.

Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1,

angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2,

angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1,

nr. 3, angivne institutter samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken

afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

§ 6. I tilfælde af, at et bidragspligtigt institut anmelder

betalingsstandsning eller går konkurs, eller Fonden har deltaget i

afviklingen af et institut i medfør af § 2, anvendes bidragene, inklusive

garantier, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut

hører under, til dækning af afdelingens forpligtelser i medfør af loven.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til

at dække afdelingens forpligtelser i medfør af loven, optager afdelingen et

lån, som ydes af de øvrige afdelinger i forhold til afdelingernes samlede

bidrag.

Stk. 3. En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af

kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog

højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et

enkelt regnskabsår.

Stk. 4. Økonomiministeren kan med Finansudvalgets tilslutning

stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens

forpligtelser.

Stk. 5. Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder

udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2.

Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører

under.

Kapitel 4

Fastsættelse af bidrag

§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.

Stk. 2. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank fastsætter

Finanstilsynet regler om institutternes bidrag til Fonden, om minimumskrav

til størrelsen af de enkelte afdelingers formue og om de nærmere vilkår for

lånoptagelse, jf. § 6, stk. 2. Bidrag fra institutterne skal ske ved

indbetaling og garantistillelse.

Stk. 3. Pengeinstitutternes samlede bidrag vedrørende dækkede

nettoindskud kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til

2 promille af institutternes indlånsmasse. Institutternes samlede bidrag til

afdelingerne til dækning af midler og værdipapirer, som ikke kan

tilbageleveres, samt afdrag på eventuelle lån, som en afdeling har optaget,

jf. § 6, stk. 2, kan inden for det enkelte regnskabsår højst udgøre 50 pct.

af kravet til størrelsen af en afdelings formue.

Stk. 4. Institutternes individuelle bidrag beregnes med

udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede midler og dækkede

værdipapirer. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse

fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.

Stk. 5. Økonomiministeren kan ændre kravet til størrelsen af

Fondens formue i henhold til stk. 1.

§ 8. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et institut

undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler instituttet som medlem af

Fonden. Hvis en filial har tilsluttet sig Fonden, jf. § 4, underretter

Finanstilsynet de kompetente myndigheder i filialens hjemland.

Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et instituts tilladelse

til at drive virksomhed, hvis instituttet ikke overholder lovens regler,

regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Kapitel 5

Fondens dækningsområde

§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3,

stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet

pengeinstitutafdelingen, dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet

indtil 300.000 kr. pr. indskyder.

Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud

1) på indekskonti i henhold til lov,

2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,

3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,

4) på ratepensionskonti i henhold til lov,

5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,

6) på boligopsparing i henhold til lov,

7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,

8) på etableringskonti i henhold til lov,

9) der indestår på advokaters klientkonti,

10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til

værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,

11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt

skifte, og

12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.

Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast

ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til

forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse

med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet,

ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af

forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller

ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for

det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den

faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er

bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse af køberen eller

sælgeren af ejendommen henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.

Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud

dækkes fuldt ud.

§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i

§ 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter og

investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller

fondsmæglerselskabsafdelingen, dækker Fonden kontante midler i instituttet

indtil 300.000 kr. pr. investor.

§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er

tilsluttet Fonden i medfør af § 4, dækker Fonden tab, som investor har lidt

som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der

tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af

instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ecu pr. investor. En investor

kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de

værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om

værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.

§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk.

1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser

over for det pågældende institut.

§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer

tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer.

Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer

10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens

dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre

af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter, som er tilsluttet

Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud eller indskud, midler og

værdipapirer, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er

blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.

§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto

eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller

investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.

§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om

dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet.

Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 6

Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer

§ 16. Udbetalinger fra Fonden eller Fondens overførsler af indskud

og midler til konti i andre institutter skal finde sted snarest muligt og

senest 3 måneder efter betalingsstandsningens eller konkursens indtræden. Det

er en betingelse for udbetalingen, at der er tale om behørigt efterprøvede

krav. Ved betalingsstandsning indtræder Fondens forpligtelse først 7 bankdage

efter, at anmeldelse af betalingsstandsning har fundet sted.

Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den

i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.

Stk. 3. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk. 1 og 2

nævnte frist afslå at udbetale dækning til en indskyder eller investor, som

ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få beløbet

udbetalt.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Fondens

forpligtelse til at give oplysning om et instituts betalingsstandsning eller

konkurs samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til Fonden.

§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i

indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt

betalingsstandsning eller er gået konkurs.

Kapitel 7

Fondens ledelse og administration

§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes

af økonomiministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3

år.

Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk

og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk

sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte

institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte

institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte

institutter, og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.

Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer,

der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et

selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede

interesser mellem disse og Fonden.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I

tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes

af Finanstilsynet.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af

Fondens midler samt om, hvilke former for indskud der skal dækkes fuldt ud,

jf. § 9, stk. 4. Beslutning om udvidelse af dækningsomfanget træffes ved

enstemmighed.

Stk. 3. I Fondens vedtægter kan fastsættes bestemmelser om, at der

ved behandling i bestyrelsen af spørgsmål, som alene vedrører en enkelt

afdeling, ikke deltager bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer de øvrige

sektorer.

§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3

måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning

om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.

Stk. 2. Fonden afholder tillige udgifterne ved statens tilsyn, jf.

§ 22.

Kapitel 8

Tilsyn

§ 22. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og

Fonden kan af de omfattede institutter og af indskydere og investorer

forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens

regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter

overholdes.

Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder

tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i

forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller

2) undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede

oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til

brug for kontrollen med Fonden.

Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at

opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 10

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni

1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med

skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.

Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har

virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2

fastsatte tidspunkt.

Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5, træder i

kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.

Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på

filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som

indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en

indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12 og bilag 3 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om

indskudsgarantiordninger.

Stk. 6. Uanset bestemmelserne i §§ 9-11 må den dækning, der ydes

indskydere og investorer i filialer af danske institutter, jf. § 3, etableret

i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har

indgået aftale med, indtil den 31. december 1999 ikke overstige den dækning,

der tilbydes af garantiordningen i værtslandet.

§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten

(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som

senest ændret ved § 1 i lov nr. 133 af 25. februar 1998, affattes § 7

B således:

»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer

udbetaler til et institut som fastsat i lov om en garantifond for indskydere

og investorer § 3 til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig

underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et

institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige

indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en

garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke

anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de

overtagne aktiver.

Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har

udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til

udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet

af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår

ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende

indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende

indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for

senere indkomstår.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med

undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele

med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Garantifondens status og virksomhedsområde

§ 1. Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) er en

privat, selvejende institution, der skal yde indskydere og investorer i de i

§ 3, stk. 1, og § 4 nævnte institutter dækning for tab i henhold til §§ 9-11

i tilfælde af betalingsstandsning eller konkurs.

§ 2. Såfremt Finanstilsynet har inddraget et instituts tilladelse

til at drive virksomhed, kan Fonden tilføre midler og stille garantier til

dækning af instituttets ikke-efterstillede kreditorer i forbindelse med

afvikling af instituttet. De tilførte midler og garantier må ikke overstige

Fondens skønnede tab ved en eventuel konkurs.

Stk. 2. Fondens tilførsel af midler og garantistillelse ifølge

stk. 1 kan ske i fællesskab med andre.

Stk. 3. Fonden kan tilføre midler og stille garantier, uanset at

der forudgående er stillet en likviditetsgaranti fra andre.

Stk. 4. Økonomiministeren fastsætter bestemmelser vedrørende

samarbejdet mellem Finanstilsynet og Fonden.

Stk. 5. Økonomiministeren fastsætter endvidere regler vedrørende

krav om indhentelse af overtagelsestilbud.

Kapitel 2

Bidragspligtige institutter

§ 3. Følgende institutter skal være tilsluttet og yde bidrag til

Fonden

1) pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk

A/S,

2) realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond,

3) fondsmæglerselskaber, og

4) filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og

investeringsselskaber med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union

bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at filialer

af kreditinstitutter og investeringsselskaber med hjemsted i Danmark

beliggende i lande uden for Den Europæiske Union bortset fra lande, som

Fællesskabet har indgået aftale med, kan undtages fra at være omfattet af

Fonden.

§ 4. Filialer beliggende i Danmark af kreditinstitutter og

investeringsselskaber med hjemsted i lande inden for Den Europæiske Union

eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, kan tilslutte sig

Fonden som supplement til hjemlandets garantiordning, hvis den danske ordning

som nævnt i §§ 9-11 er mere gunstig end hjemlandets ordning. Finanstilsynet

fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 3

Fondens afdelinger

§ 5. Fonden er delt op i tre afdelinger: Pengeinstitutafdelingen,

realkreditafdelingen og fondsmæglerselskabsafdelingen.

Stk. 2. Pengeinstitutafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 1,

angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 3. Realkreditafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1, nr. 2,

angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 4. Fondsmæglerselskabsafdelingen omfatter de i § 3, stk. 1,

nr. 3, angivne institutter, samt tilsluttede filialer, jf. stk. 5.

Stk. 5. Fondens bestyrelse træffer beslutning om, til hvilken

afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

§ 6. I tilfælde af, at et bidragspligtigt institut anmelder

betalingsstandsning eller går konkurs, eller Fonden har deltaget i

afviklingen af et institut i medfør af § 2, anvendes bidragene, inklusive

garantier, fra institutterne i den afdeling, som det pågældende institut

hører under, til dækning af afdelingens forpligtelser i medfør af loven.

Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte bidrag ikke er tilstrækkelige til

at dække afdelingens forpligtelser i medfør af loven, optager afdelingen et

lån, som ydes af de øvrige afdelinger i forhold til afdelingernes samlede

bidrag.

Stk. 3. En afdeling kan låne et beløb svarende til 50 pct. af

kravet til størrelsen af de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog

højst 100 mio. kr. pr. afdeling, til dækning af forpligtelser opstået i et

enkelt regnskabsår.

Stk. 4. Økonomiministeren kan med Finansudvalgets tilslutning

stille garanti for lån optaget af Fonden til opfyldelse af dens

forpligtelser.

Stk. 5. Såfremt der sker udlodning fra konkursboet, tilfalder

udlodningen først de afdelinger, der har ydet lån i henhold til stk. 2.

Resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte institut hører

under.

Kapitel 4

Fastsættelse af bidrag

§ 7. Fondens formue skal udgøre mindst 3,2 mia. kr.

Stk. 2. Efter forhandling med Danmarks Nationalbank fastsætter

Finanstilsynet regler om institutternes bidrag til Fonden, om minimumskrav

til størrelsen af de enkelte afdelingers formue og om de nærmere vilkår for

lånoptagelse, jf. § 6, stk. 2. Bidrag fra institutterne skal ske ved

indbetaling og garantistillelse.

Stk. 3. Pengeinstitutternes samlede bidrag vedrørende dækkede

nettoindskud kan inden for et regnskabsår højst udgøre et beløb svarende til

2 promille af institutternes indlånsmasse. Institutternes samlede bidrag til

afdelingerne til dækning af midler og værdipapirer, som ikke kan

tilbageleveres, samt afdrag på eventuelle lån, som en afdeling har optaget,

jf. § 6, stk. 2, kan inden for det enkelte regnskabsår højst udgøre 50 pct.

af kravet til størrelsen af en afdelings formue.

Stk. 4. Institutternes individuelle bidrag beregnes med

udgangspunkt i institutternes dækkede nettoindskud, dækkede midler og dækkede

værdipapirer. Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse

fastsætte nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.

Stk. 5. Økonomiministeren kan ændre kravet til størrelsen af

Fondens formue i henhold til stk. 1.

§ 8. Fonden skal underrette Finanstilsynet, hvis et institut

undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler instituttet som medlem af

Fonden. Hvis en filial har tilsluttet sig Fonden, jf. § 4, underretter

Finanstilsynet de kompetente myndigheder i filialens hjemland.

Stk. 2. Finanstilsynet kan tilbagekalde et instituts tilladelse

til at drive virksomhed, hvis instituttet ikke overholder lovens regler,

regler udstedt i medfør af loven eller bestemmelser i Fondens vedtægter.

Kapitel 5

Fondens dækningsområde

§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3,

stk. 1, nr. 4, og § 4, nævnte filialer af kreditinstitutter, som er

tilsluttet pengeinstitutafdelingen dækker Fonden navnenoterede indskud i

instituttet indtil 300.000 kr. pr. indskyder.

Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud

1) på indekskonti i henhold til lov,

2) på kapitalpensionskonti i henhold til lov,

3) på selvpensioneringskonti i henhold til lov,

4) på ratepensionskonti i henhold til lov,

5) på børneopsparingskonti i henhold til lov,

6) på boligopsparing i henhold til lov,

7) på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,

8) på etableringskonti i henhold til lov,

9) der indestår på advokaters klientkonti,

10) der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til

værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,

11) der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt

skifte, og

12) der er deponeret i henhold til deponeringsloven.

Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast

ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til

forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse

med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet,

ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af

forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller

ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for

det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den

faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikke-erhvervsmæssigt eller er

bestemt til hovedsagelig ikke-erhvervsmæssig anvendelse af køberen eller

sælgeren af ejendommen, henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.

Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud

dækkes fuldt ud.

§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i

§ 3, stk. 1, nr. 4, og § 4, nævnte filialer af kreditinstitutter og

investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller

fondsmæglerselskabsafdelingen dækker Fonden kontante midler i instituttet

indtil 300.000 kr. pr. investor.

§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er

tilsluttet Fonden i medfør af § 4 dækker Fonden tab, som investor har lidt

som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der

tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af

instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ECU pr. investor. En investor

kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de

værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om

værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.

§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk.

1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser

over for det pågældende institut.

§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer

tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer.

Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer

10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens

dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre

af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter som er tilsluttet

Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud, eller indskud, midler

og værdipapirer, der hidrører fra transaktioner i forbindelse med hvilke, der

er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.

§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto

eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller

investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.

§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om

dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet.

Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.

Kapitel 6

Udbetalinger fra Fonden til indskydere og investorer

§ 16. Udbetalinger fra Fonden eller Fondens overførsler af indskud

og midler til konti i andre institutter skal finde sted snarest muligt og

senest 3 måneder efter betalingsstandsningens eller konkursens indtræden. Det

er en betingelse for udbetalingen, at der er tale om behørigt efterprøvede

krav. Ved betalingsstandsning indtræder Fondens forpligtelse først 7 bankdage

efter, at anmeldelse af betalingsstandsning har fundet sted.

Stk. 2. Finanstilsynet kan efter anmodning fra Fonden forlænge den

i stk. 1, 1. pkt., nævnte frist, dog højst med 9 måneder.

Stk. 3. Fonden kan ikke under henvisning til den i stk. 1 og 2

nævnte frist afslå at udbetale dækning til en indskyder eller investor, som

ikke har været i stand til i tide at påberåbe sig sin ret til at få beløbet

udbetalt.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Fondens

forpligtelse til at give oplysning om et instituts betalingsstandsning eller

konkurs samt om indskyderes og investorers anmeldelse af krav til Fonden.

§ 17. Fonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning, i

indskyderens eller investorens krav mod det institut, der har anmeldt

betalingsstandsning eller er gået konkurs.

Kapitel 7

Fondens ledelse og administration

§ 18. Fonden ledes af en bestyrelse på 8 medlemmer, der udnævnes

af økonomiministeren. Medlemmerne og stedfortræderne for disse udnævnes for 3

år.

Stk. 2. Bestyrelsens formand skal repræsentere nationaløkonomisk

og regnskabsmæssig sagkundskab. Næstformanden skal repræsentere juridisk

sagkundskab. To medlemmer skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte

institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 2, nævnte

institutter, et medlem skal repræsentere de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte

institutter og to medlemmer skal repræsentere indskyderne og investorerne.

Stk. 3. Som formand eller næstformand kan ikke vælges personer,

der deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en sådan tilknytning til et

selskab eller en organisation, at der vil kunne opstå modsatrettede

interesser mellem disse og Fonden.

Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I

tilfælde hvor stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

§ 19. Fondens vedtægter og bestyrelsens forretningsorden godkendes

af Finanstilsynet.

Stk. 2. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om anbringelse af

Fondens midler samt om, hvilke former for indskud der skal dækkes fuldt ud,

jf. § 9, stk. 4. Beslutning om udvidelse af dækningsomfanget træffes ved

enstemmighed.

Stk. 3. I Fondens vedtægter kan fastsættes bestemmelser om, at der

ved behandling i bestyrelsen af spørgsmål, som alene vedrører en enkelt

afdeling, ikke deltager bestyrelsesmedlemmer, som repræsenterer de øvrige

sektorer.

§ 20. Bestyrelsen antager fornøden medhjælp og afgiver inden 3

måneder efter et kalenderårs udløb regnskab for det forløbne år med beretning

om Fondens virksomhed til Finanstilsynet.

§ 21. Udgifterne ved Fondens administration afholdes af Fonden.

Stk. 2. Fonden afholder tillige udgifterne ved statens tilsyn, jf.

§ 22.

Kapitel 8

Tilsyn

§ 22. Finanstilsynet fører tilsyn med Fonden. Finanstilsynet og

Fonden kan af de omfattede institutter og af indskydere og investorer

forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre, at lovens

regler, regler udstedt i medfør af loven og bestemmelser i Fondens vedtægter

overholdes.

Stk. 2. § 50 b i lov om banker og sparekasser m.v. finder

tilsvarende anvendelse på Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Som part i

forhold til Finanstilsynet anses alene Fonden.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 23. For så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier

oplysninger ved anmeldelse, opgørelse eller udbetaling af dækningskrav eller

2) undlader at give de af tilsynet eller Fonden i henhold til § 22 krævede

oplysninger eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til

brug for kontrollen med Fonden.

Stk. 2. På samme måde straffes et institut, der undlader at

opfylde de forpligtelser, der påhviler det som tilsluttet Fonden.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)

strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 10

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni

1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med

skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.

Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har

virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2

fastsatte tidspunkt.

Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5 træder i

kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.

Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på

filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som

indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en

indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12, og bilag 3 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om

indskudsgarantiordninger.

Stk. 6. Uanset bestemmelserne i §§ 9-11 må den dækning, der ydes

indskydere og investorer i filialer af danske institutter, jf. § 3, etableret

i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har

indgået aftale med, indtil den 31. december 1999 ikke overstige den dækning,

der tilbydes af garantiordningen i værtslandet.

§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten

(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, affattes

§ 7 B således:

»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer

udbetaler til et institut, som fastsat i lov om en garantifond for indskydere

og investorer, § 3, til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig

underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et

institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige

indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en

garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke

anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de

overtagne aktiver.

Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har

udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til

udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet

af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår

ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende

indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende

indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for

senere indkomstår.«.

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med

undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele

med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Økonomiministeren nedsatte den 4. juli 1997 en arbejdsgruppe, der havde

til opgave at udarbejde en rapport indeholdende et lovudkast med forslag til,

hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest hensigtsmæssigt kunne

gennemføres. Arbejdsgruppen har afgivet rapport til Økonomiministeriet i

december 1997. Det følgende forslag baserer sig på de overvejelser, der har

fundet sted i arbejdsgruppen.

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af

3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Direktivet er optrykt som bilag

til lovforslaget. Bestemmelserne i lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en

indskydergarantifond der gennemfører Rådets direktiv (94/19/EF) af 30. maj

1994 om indskudsgarantiordninger, som ændret ved § 19 i lov nr. 386 af 22.

maj 1996, foreslås endvidere overført til forslaget. Som følge heraf foreslås

den nuværende lov om en indskydergarantifond ophævet.

1. Lovforslaget

Det er hensigten med lovforslaget at etablere en samlet regulering af

garantiordninger for indskydere og investorer i kreditinstitutter, herunder

pengeinstitutter, realkreditinstitutter og Finansieringsinstituttet for

Industri og Håndværk, samt fondsmæglerselskaber i een lov. De pågældende

virksomheder betegnes under eet som investeringsselskaber i henhold til

definitionen herom i investeringsservicedirektivet.

Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond

videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Derudover er formålet

med lovforslaget at tilvejebringe et grundlag til sikring af investorer i

tilfælde af, at et investeringsselskab m.v. kommer i økonomiske

vanskeligheder, således at kontante midler samt værdipapirer i et vist omfang

også dækkes.

Det er fundet hensigtsmæssigt, at der tilstræbes parallelitet mellem en

investor- og en indskydergarantiordning, hvorfor en række af bestemmelserne i

den eksisterende lov om en indskydergarantifond foreslås udvidet til at

omfatte en større kreds af institutter og investorer. Det er endvidere den

samme kreds af investorer, der udelukkes fra dækning, som det i dag er i

Indskydergarantifonden. Dermed vil forbrugerne få en kendt og overskuelig

ordning at henholde sig til. Dette er baggrunden for, at der ikke foreslås

oprettet en særlig ordning i privat regi til beskyttelse af investorer.

Det har i arbejdsgruppen været fremført, at der kunne oprettes en

garantiordning, hvis midler udelukkende består af garantier stillet af 3.

mand og/eller forsikringer tegnet af de omfattede medlemmer.

På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser anses en sådan ordning ikke

for tilstrækkelig robust og betryggende, dels p.g.a. risikoen for opsigelse,

herunder en kollektiv opsigelse, af sådanne garantier eller forsikringer,

dels som følge af muligheden for, at enkelte institutter ikke vil kunne

skaffe de fornødne garantier eller forsikringer.

Arbejdsgruppen har endvidere drøftet, hvorvidt der kunne etableres

separate, brancheopdelte garantiordninger. En sådan opdeling ville imidlertid

kræve opbygning af ganske betydelige fonde, idet disse hver for sig skulle

kunne honorere de kompensationskrav, som lovgivningen stiller til dem også i

tilfælde af, at der indtræder mange eller store konkurser i den pågældende

sektor. Det vurderes, at det ikke er muligt for alle brancher at etablere en

sådan fond.

Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre

afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer.

For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden

at der reelt bliver tale om tre separate fonde, foreslås det, at der

etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette

indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de

andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere fastsættes der et

maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom

der fastsættes regler for tilbagebetalingen.

Værdipapirhandelslovens §§ 80 og 81 supplerer en investorgarantiordning i

de situationer, hvor investorerne i et investeringsselskab, der er gået

konkurs, ikke kan få udleveret deres instrumenter eller midler, som følge af

fejl begået af Værdipapircentralen eller et kontoførende institut i

forbindelse med registreringsvirksomheden.

Visse typer af finansielle produkter kan, hvis de er børsnoterede, og der

indgås kontrakt herom, indberettes til og registreres i FUTOP

Clearingcentralen A/S, der er under tilsyn. Herefter er det FUTOP

Clearingcentralen, der er modpart i kontrakten i henhold til selskabets

regelsæt, der også fastsætter betingelserne for og omfanget af

garantidækningen overfor investor.

I lighed med de gældende regler i Indskydergarantifonden skal indskydere

og investorer have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning,

som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser

herom.

Konsekvensen af de i lovforslaget anførte regler er, at for så vidt angår

garantiordningens dækning i pengeinstitutter, vil indskud, herunder midler,

være dækket på samme måde som hidtil i forhold til den gældende lov om en

indskydergarantifond, men derudover vil værdipapirer under nærmere

omstændigheder, og hvis de ejes af investor, være dækket med indtil

modværdien af 20.000 ECU, hvis de ikke kan tilbageleveres til investor.

I realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber vil investor som noget nyt

som følge af lovforslagets regler blive dækket med indtil 300.000 kr. på

samme måde som i pengeinstitutter, hvis disse investeringsselskaber ikke kan

tilbagebetale investors midler, og modværdien af indtil 20.000 ECU, hvis

investors værdipapirer ikke kan tilbageleveres i henhold til de samme

betingelser, der gælder for pengeinstitutter.

2. Direktivet om investorgarantiordninger

Formålet med direktivet er at sikre, at det indre marked kan gennemføres

fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område.

I denne forbindelse er det af afgørende betydning, at alle medlemsstater

råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret

minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et

investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for

sine investorkunder. Direktivet skal være gennemført og sat i kraft i

medlemslandenes lovgivning senest den 26. september 1998.

Direktivet har mange fælles træk med Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj

1994 om indskudsgarantiordninger, der under direktivets udarbejdelse har

dannet forbillede for investorgarantiordningen. Årsagen hertil er bl.a., at

de to direktiver på visse områder dækker det samme, og at de i øvrigt

supplerer hinanden.

Direktivet er et minimumsdirektiv, hvilket indebærer, at medlemslandene

nationalt kan fastsætte krav til investorgarantiordninger, der går ud over

direktivets mindstegrænse.

Hovedprincippet i direktivet er, at investeringsselskaber med tilladelse

til at udføre investeringsservice samt kreditinstitutter, med tilladelse til

at udøve virksomhed i henhold til 1. og 2. banksamordningsdirektiv har pligt

til at tilslutte sig en investorgarantiordning i medlemsstaten.

Investorgarantiordningen skal sikre en dækning af investors midler og

instrumenter med et beløb svarende til 20.000 ECU (ca. 150.000 DKK.).

Ifølge direktivet skal medlemsstatens garantiordning tillige omfatte

investorer i filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre

medlemsstater.

Ifølge direktivet skal en garantiordning dække de situationer, hvor et af

direktivet omfattet investeringsselskab, det være sig pengeinstitut,

realkreditinstitut eller fondsmæglerselskab, er ude af stand til at

tilbagebetale midler, der tilhører investor eller tilbagelevere finansielle

instrumenter, som tilhører investor. Erstatningskrav på baggrund af dårlig

rådgivning er således ikke omfattet af direktivet og heller ikke af det

foreliggende lovforslag.

Lovforslaget anvender betegnelsen midler, fordi visse

investeringsselskaber, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, i

modsætning til pengeinstitutter, ikke må modtage indskud (indlån). Midler er

en samlebetegnelse for de pengetilgodehavender, herunder forudbetalinger,

marginindskud, afregningsbeløb m.v., som en investor kan have overfor de af

direktivet omfattede realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber.

Direktivet kræver ikke, at der ydes dækning for alle typer af tab, som en

investor har lidt i forbindelse med finansielle instrumenter, herunder

dækning for tab, som en investor måtte lide på grund af, at udstederen af det

finansielle instrument ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser i

henhold til aftalen. Dette har betydning for bl.a. de investorer, som

investerer i såkaldte derivater, idet sådanne finansielle instrumenter som

altovervejende hovedregel udstedes af investeringsselskabet selv, også hvor

den enkelte kontrakt er baseret på kontraktstyper, som handles på en børs.

Derivater handles som hovedregel ved, at der indgås en kontrakt (aftale)

mellem investor og investeringsselskabet om f.eks. køb af en option. Herved

bliver investeringsselskabet udsteder af kontrakten og er aftalepart i

forhold til investor.

Investorgarantiordningen dækker således ikke en investors eventuelle

gevinst på en derivatkontrakt i tilfælde af, at modparten ikke kan opfylde

sine forpligtelser. Sådanne krav vil en investor være henvist til at skulle

anmelde i investeringsselskabets konkursbo som hidtil.

3. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring i følgende ministerier,

organisationer og virksomheder:

A/S Bjørnskov og Co., Børsmæglerselskab, Advokatrådet, Alfred Berg

Kapitalforvaltning Fondsmæglerselskab A/S, Andelskasseforeningen,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Tillægspension,

Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Byens Bankierfirma A/S,

Fondsmæglerselskab, Børsmæglerforeningen, Carnegie Asset Management

Fondsmæglerselskab A/S, CNS Fondsmæglerselskab A/S, DAI Fondsmæglerselskab

A/S, Dana Invest Fondsmæglerselskab A/S, Danmarks Nationalbank, Dansk Handel

& Service, Dansk Portefølje Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Industri, Dansk

O.T.C. Fondsmæglerselskab A/S, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Dansk

Aktionærforening, Dansk PræmieInvest, Fondsmæglerselskab A/S, Danske

Finansieringsselskabers Forening, Danske Kapitalforvaltning

Fondsmægleraktieselskab, Den Danske Aktuarforening, Den Danske

Finansanalytikerforening, Det Danske Handelskammer, Erhvervsministeriet,

Executive Invest Fondsmæglerselskab A/S, Finansforbundet,

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, Finansministeriet,

Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fondsmæglerselskabet DBI

Invest A/S, Fondsmæglerselskabet Difko Børs Service A/S, Fondsmæglerselskabet

Hjort A/S, Fondsmæglerselskabet Investering & Tryghed A/S,

Fondsmæglerselskabet London Investment Services A/S, Fondsmæglerselskabet

Phoenix Kapitaldienst A/S, Forbrugerrådet, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af J.A.K.

Andelskasser, Foreningen af Registrerede Revisorer, Fundamental

Fondsmæglerselskab A/S, FUTOP Clearingcentralen A/S, GP Børsmæglerselskab

A/S, Grønlands Hjemmestyre, Habro Fondsmæglerselskab A/S, Harms & Co. A/S

Fondsmæglerselskab, Henton Fondsmæglerselskab A/S, Håndværksrådet,

Indskydergarantifonden, InvesteringsForeningsRådet, J.L. Consult ApS,

Justitsministeriet, K B Fondsmæglerselskab A/S, KommuneKredit, Kongeriget

Danmarks Hypotekbank, Krogmann & Partners Fondsmæglerselskab A/S,

Københavns Fondsbørs, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond,

Midas Fondsmæglerselskab A/S, Nexor-Brokers A/S Fondsmæglerselskab, P-H

Børsmæglerselskab A/S, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S,

Plan-Management A/S, Fondsmæglerselskab, Prime Management Fondsmæglerselskab

A/S, Privestor Fund Management Fondsmæglerselskab A/S, Realkreditrådet,

Rigsombudsmanden på Færøerne, Rådet for Dansk Pension og Forsikring,

Sammenslutningen af Danske Andelskasser, SCAN-AMERICAN Fondsmæglerselskab

A/S, Scandinavian Asset Management Fondsmæglerselskab (af 1996) A/S, Schroder

Investment Management Fondsmæglerselskab A/S, Skatteministeriet,

Udenrigsministeriet og Værdipapircentralen.

4. Administrative, statsfinansielle, miljømæssige og erhvervsmæssige

konsekvenser

Lovforslaget ventes ikke at medføre nævneværdige administrative eller

miljømæssige konsekvenser.

Som en følge af, at Fondens anvendelsesområde udvides til også at omfatte

midler hos realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber, som dækkes indtil

300.000 kr. pr. investor, samt værdipapirer, som opbevares, administreres og

forvaltes hos pengeinstitutter, realkreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber, der dækkes med 20.000 ECU svarende til ca. 150.000 kr.

pr. investor, må det forventes, at Fondens omkostninger vil forøges i forhold

til den nuværende Indskydergarantifond. Den fremtidige belastning vil dog

afhænge af det fremtidige antal lukninger af kreditinstitutter og

fondsmæglerselskaber samt størrelsen af disse.

Hertil kommer, at de bidragspligtige institutter skal indbetale

forventeligt 200 mio. kr. til opbygning af de enkelte afdelingers formue. Der

vil blive fastsat regler om, at af dette beløb skal 25 pct. indbetales som

kontante midler, mens de resterende 75 pct. kan stilles som garantier.

De omfattede institutters bidrag til Finanstilsynet vil kunne forøges som

følge af de yderligere arbejdsopgaver, som Finanstilsynet pålægges.

Forøgelserne påregnes at være forholdsvis beskedne.

5. Forholdet til EU-retten

EU-direktivet om investorgarantiordninger minimumsharmoniserer og

samordner nationale investorgarantiordninger, der gælder for investorer, som

ydes investeringsservice af et investeringselskab.

Vedrørende statstøtteproblematikken i § 2, har Europa-Kommissionen i 1995

meddelt, at Indskydergarantifondens midler må betragtes som »statslige

midler«, idet lov om en indskydergarantifond pålægger alle danske

pengeinstitutter bidragspligt. Såfremt Indskydergarantifonden med sine midler

medvirker ved løsningen af en pengeinstitutkrise, er der efter Kommissionens

opfattelse som udgangspunkt tale om statsstøtte, dog kun i det omfang de

øvrige bestemmelser i art. 92, stk 1, er opfyldt, herunder særligt at

samhandlen mellem medlemslandene er mærkbart påvirket. Der vil derfor skulle

ske notifikation over for Kommissionen af ordningen i relation til reglerne

om statsstøtte. Det bemærkes, at bestemmelsen er blevet udvidet til at

omfatte alle institutter, der er medtaget i lovens udvidede

anvendelsesområde.

De bestemmelser i forslaget, som medfører ændringer i forhold til den

gældende lov om en indskydergarantifond, skal notificeres over for

Europa-Kommissionen i medfør af artikel 93, stk. 3, i EF-Traktaten. Loven vil

derfor først blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens endelige godkendelse

af de nye lovbestemmelsers forenelighed med EU-retten foreligger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til § 1

I forhold til den gældende § 1 i lov om en indskydergarantifond foreslås

det, at den nuværende Indskydergarantifond udvides til at omfatte flere

institutter og til også at skulle yde dækning for visse tab vedrørende

investorernes kontante midler og værdipapirer. Indskydergarantifondens navn

ændres i denne forbindelse til Garantifonden for indskydere og investorer.

Endvidere præciseres det i bestemmelsen, at Fonden skal yde dækning både i

tilfælde af, at et institut anmelder betalingsstandsning eller går konkurs.

Til § 2

I forhold til den gældende § 2 i lov om en indskydergarantifond udvides

anvendelsesområdet for bestemmelsen til også at omfatte afvikling af

realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond og

fondsmæglerselskaber. Baggrunden er udvidelsen af lovens anvendelsesområde,

jf. forslagets § 3.

Lovændringen skal suppleres af en ændring af bekendtgørelse om samarbejdet

mellem Finanstilsynet og Indskydergarantifonden.

Hertil kommer, at bestemmelsen tilføjes et nyt stk. 5, hvorefter

økonomiministeren fastsætter regler vedrørende krav om indhentelse af

overtagelsestilbud.

Efter stk. 1 kan Fonden i forbindelse med en institutkrise tilføre midler

til dækning af instituttets ikke-efterstillede gæld. Sådanne midler kan

udbetales til et overtagende institut. Fonden har naturligvis en interesse i

at begrænse disse udbetalinger mest muligt. Denne interesse vil normalt være

tilstrækkelig til at sikre, at et kriseramt institut overtages til en

konkurrencemæssig pris.

For at skaffe dokumentation for at overtagelsessummen er korrekt, og

dermed at Fonden har begrænset sit tab mest muligt, er det imidlertid fundet

nødvendigt at fastsætte nogle regler om indhentelse af tilbud (fra såvel

danske som EU- henholdsvis EØS-institutter) i forbindelse med kriseramte

institutter. Finanstilsynet formidler den fornødne information til de

udenlandske tilsynsmyndigheder henholdsvis kreditinstitutter eller

fondsmæglerselskaber.

Det har været overvejet, hvorvidt det kriseramte institut skulle sendes i

offentlig licitation. Dette vil imidlertid tage så lang tid, at det i praksis

vil gøre Fondens medvirken umulig, idet der erfaringsmæssigt ikke er meget

tid til løsning af en krise i et institut. Endvidere vil en licitation sætte

offentlig fokus på instituttets krise og dermed skabe uro hos indskyderne

eller investorerne. Af disse grunde kan en offentlig licitation ved

overdragelse af et kriseramt institut ikke anvendes.

Udbuddet må derfor begrænses i forhold til udbud i offentlig licitation.

Med forslaget er det henlagt til økonomiministeren at fastsætte de nærmere

regler for dette udbud, idet Indskydergarantifondens deltagelse ved løsning

af pengeinstitutkriser i forvejen er reguleret i den eksisterende

bekendtgørelse om samarbejdet mellem Finanstilsynet og

Indskydergarantifonden.

Reglerne foreslås udformet således, at det sikres, at det kriseramte

institut overtages til en konkurrencemæssig korrekt overtagelsessum, så der

ikke anvendes flere midler fra Fonden end nødvendigt.

Til § 3

I forhold til § 3 i den gældende lov om en indskydergarantifond udvides

kredsen af de institutter, der er tilsluttet, og som skal svare bidrag til

Fonden, til udover pengeinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri

og Håndværk A/S også at omfatte realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs

Realkreditfond og fondsmæglerselskaber. Bestemmelsen gennemfører direktivets

artikel 1, nr. 1, artikel 2, nr. 1, artikel 7, stk. 1, 1. pkt. og artikel 11,

stk. 1.

Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR) er i modsætning til

realkreditinstitutterne ikke et kreditinstitut i direktiv om

investorgarantiordningers forstand, eftersom DLR er undtaget fra 1.

bankdirektivs anvendelsesområde i medfør af dette direktivs artikel 2, stk.

2. Direktivet stiller således ikke krav om, at DLR skal være omfattet af en

investorgarantiordning. DLR kan på tilsvarende måde som

realkreditinstitutterne optræde som depotbestyrer for investorer vedrørende

egne obligationer, og det er på denne baggrund fundet hensigtsmæssigt at lade

DLR være medlem af Fonden på samme vilkår som realkreditinstitutterne.

Danmarks Skibskreditfond er ligeledes ikke omfattet af

investorgarantidirektivet. Skibskreditfonden er udsteder af værdipapirer, men

optræder ikke som depotbestyrer for disse, hvorfor det ikke er fundet

nødvendigt at lade Skibskreditfonden være omfattet af loven.

Definitionen af udenlandske filialer af kreditinstitutter og

investeringsselskaber i stk. 1, nr. 4 er præciseret i forhold til § 3 i den

gældende lov om en indskydergarantifond. Udtrykket kreditinstitut svarer til

definitionen heraf i 1. og 2. bankdirektiv, mens udtrykket

investeringsselskab svarer til definitionen heraf i

investeringsservicedirektivet.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til den gældende § 4 i lov om en indskydergarantifond

bortset fra, at kredsen af virksomheder udvides som følge af ændringen i

forslagets § 3. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1, 3. og

5. pkt.

I henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, 3. pkt., har de af § 4

omfattede filialer ret til at tilslutte sig den danske ordning, hvis den

supplerer den garantiordning, som eksisterer i hjemlandet.

Til § 5

Bestemmelsen fastsætter, at Fonden opdeles i tre adskilte afdelinger, een

for hver af de omfattede brancher. Formålet med denne opdeling er, at

medlemmerne i den enkelte afdeling som udgangspunkt selv skal dække de

forpligtelser, som opstår over for Fonden i tilfælde af, at et institut

omfattet af den pågældende afdeling anmelder betalingsstandsning, går

konkurs, eller afvikles, jf. § 2. De nærmere regler herom er fastsat i

forslagets § 6. Opdelingen giver endvidere mulighed for, at der kan

fastsættes forskellige regler om beregning af bidrag m.v. for de enkelte

afdelinger, jf. forslagets § 7. I stk. 2-4 er fastsat hvilke institutter, der

hører til i de enkelte afdelinger.

I henhold til stk. 5 træffer Fondens bestyrelse beslutning om, til hvilken

afdeling de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer skal tilsluttes.

Til § 6

Bestemmelsen fastslår, hvorledes dækning af Fondens forpligtelser over for

indskydere og investorer skal fordeles mellem de tre afdelinger.

Hovedprincippet som fastsat i stk. 1 er, at Fondens forpligtelser over for

kunderne i et institut, som har anmeldt betalingsstandsning, er gået konkurs

eller afvikles, jf. § 2, skal dækkes af bidrag, inklusive garantier, fra de

institutter, som tilhører den samme afdeling som det kriseramte institut.

Såfremt en afdelings bidrag og garantier ikke er tilstrækkelige til at dække

disse forpligtelser, er afdelingen forpligtet til at optage et lån hos de

øvrige afdelinger, jf. stk. 2.

Lånet skal ydes af de øvrige afdelinger i forhold til disses indbyrdes

størrelse. Den indbyrdes størrelse af de øvrige afdelinger beregnes ud fra

størrelsen af de samlede bidrag, dvs. kontante midler og stillede garantier,

som er blevet opkrævet fra afdelingens medlemmer. Et eventuelt overskud

(afkast), som en afdeling har opnået på sin formue i en periode, hvor

afdelingen enten ikke har haft nogen tab eller kun haft tab af en ringe

størrelse, medregnes ikke. Herved undgås det, at en afdeling, som ikke har

haft tab, kan blive forpligtet til at yde et lån, der er forholdsmæssigt

større, end hvis afdelingen havde haft tab.

Lånet kan i henhold til stk. 3 maksimalt udgøre et beløb svarende til 50

pct. af kravet til de øvrige afdelingers likvide beholdninger, dog højst 100

mio. kr. pr. afdeling. Fordelingen af hvor store beløb de enkelte afdelinger

skal låne ud beregnes som angivet i stk. 2. Dette vil i praksis medføre, at

en afdeling, som råder over begrænsede midler, ikke vil blive forpligtet til

at yde lån udover 50 pct. kravet, mens en afdeling, som råder over betydelige

midler, ikke vil blive forpligtet til at yde et lån større end 100 mio. kr.

Disse lånebegrænsninger gælder for forpligtelser opstået inden for et enkelt

regnskabsår, således at en afdeling kan forpligtes til påny at yde lån op til

50 pct. kravet, dog højst 100 mio. kr., for nye forpligtelser opstået i et

efterfølgende regnskabsår. Hvis et institut i en afdeling går konkurs eller

anmelder betalingsstandsning f.eks. i slutningen af et regnskabsår, skal

omfattede krav, uanset anmeldelsen først måtte ske efter dette regnskabsårs

udløb, henføres til tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning eller

datoen for konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs

uden forinden at have været i betalingsstandsning.

Det er forudsat, at Fondens bestyrelse, hvis betalings- og

lånoptagelsesmulighederne i henhold til stk. 1 til 3 ikke er tilstrækkelige

til at dække tabet, i fornødent omfang tilvejebringer midler gennem

låneoptagelse, eventuelt med statsgaranti. Derfor bemyndiges

økonomiministeren i stk. 4 til med Finansudvalgets tilslutning at stille

garanti for lån optaget af Fonden på vegne af den afdeling, som det

konkursramte institut hører under, til opfyldelse af forpligtelsen.

I stk. 5 er det fastsat, at såfremt der sker udlodning fra konkursboet,

skal de midler, som i overensstemmelse med forslagets § 17 tilkommer Fonden,

først tilføres som bidrag til de afdelinger, der har ydet lån efter stk. 2.

Eventuelle resterende beløb tilføres den afdeling, som det konkursramte

institut inden konkursen tilhørte.

Til § 7

Bestemmelsen svarer med en række ændringer til § 10 i den gældende lov om

en indskydergarantifond.

Minimumskravet til størrelsen af Fondens formue fremgår af stk. 1.

Minimumskravet til Fondens formue på 3,2 mia. kr. betyder, at den nuværende

Indskydergarantifonds formue på 3 mia. kr. skal forhøjes med 200 mio. kr.,

der også medgår til dækning af tab vedrørende kontante midler i

fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter samt værdipapirer i alle de

omfattede institutter, som ikke kan tilbageleveres.

Finanstilsynet bemyndiges i stk. 2 til efter forhandling med Danmarks

Nationalbank at fastsætte nærmere regler vedrørende opkrævning af bidrag,

herunder fordelingen i størrelsen af de enkelte afdelingers formuer og om

vilkårene for en enkelt afdelings optagelse af lån fra de øvrige afdelinger i

medfør af § 6, stk. 2.

Kravet til størrelsen af Fonden og de enkelte afdelingers formue vil blive

fastsat i en bekendtgørelse udstedt i medfør af stk. 2.

Mindstekravet til størrelsen af såvel realkredit-, som

fondsmæglerselskabsafdelingens formue forventes at skulle være 10 mio. kr.

for hver. Den endelige fastsættelse af størrelsen af disse beløb vil ske i

forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen. Vilkår for lånoptagelse

omfatter bl.a. fastsættelse af renten på de lån, som en afdeling eventuelt

måtte optage. Det forudsættes, at lånevilkårene fastsættes i overensstemmelse

med sædvanlige markedsvilkår.

De enkelte institutter i en afdeling (bidragspligtige institutter), som

har optaget et lån hæfter ikke personligt for, at lånet tilbagebetales, idet

forpligtelsen til at yde bidrag ophører, såfremt et institut ophører med at

drive virksomhed. Af denne årsag antages det, at den forpligtelse til at

tilbagebetale et lån, som de bidragspligtige institutter i en afdeling

påtager sig, ikke skal opføres i de enkelte selskabers regnskaber som en

hensættelse.

De bidragspligtige institutter i en afdeling, som har ydet lån, skal,

såfremt det er nødvendigt for at afdelingen opfylder kravene til størrelsen

af afdelingens likvide midler og stillede garantier, indbetale yderligere

likvide midler i forbindelse med ydelsen af lånet. Afdrag på lån, som en

afdeling har ydet, kan, såfremt afdelingen opfylder alle krav vedrørende

størrelsen af afdelingens likvide midler og stillede garantier,

tilbagebetales til afdelingens medlemmer.

Hvis alle lånemuligheder indenfor Fonden er udtømt og der p.g.a. tabets

størrelse fortsat i en afdeling må skaffes yderligere midler i medfør af § 6,

stk. 4, kan de øvrige afdelinger ikke pålægges yderligere forpligtelser i

forbindelse med denne konkurs. Udelukkende den afdeling, som det konkursramte

institut tilhørte, kan pålægges at tilbagebetale lån udbetalt i medfør af §

6, stk. 4.

Stk. 3 fastsætter, hvor store bidrag Fonden maksimalt kan opkræve fra

institutterne. 1. pkt. regulerer pengeinstitutternes bidrag vedrørende

dækkede nettoindskud og er identisk med § 10, stk. 2, i den gældende lov om

en indskydergarantifond. I 2. pkt. er der fastsat en grænse på 50 pct. af

kravet til størrelsen af en afdelings formue for, hvor store bidrag,

medlemmerne i en afdeling kan afkræves inden for et enkelt regnskabsår

vedrørende dækkede midler og værdipapirer. Denne grænse finder anvendelse,

uanset om en afdeling har optaget lån hos de øvrige afdelinger. Det er

hensigten, at det herved undgås, at de øvrige medlemmer af en afdeling, hvor

et eller flere institutter er gået konkurs, får økonomiske problemer som

følge af, at der opkræves meget store bidrag til Fonden.

Som eksempel på reglens anvendelse i stk. 3, 2. pkt., kan en afdeling med

f.eks. en mindstekapital på 10 mio. kr., som lider et tab, der er større end

formuen, pålægges at retablere formuen på 2 år, hvorefter der fra det tredje

år kan påbegyndes tilbagebetaling af eventuelle lån med beløb svarende til

maksimalt 50 pct. af mindstekapitalen pr. år.

I stk. 4 er det fastsat, at beregningen af de enkelte institutters bidrag

skal ske med udgangspunkt i opgørelser vedrørende instituttets

forholdsmæssige andel af de samlede dækkede indskud/midler og dækkede depoter

hos de bidragspligtige institutter, hvilket er en videreførsel af det hidtil

anvendte princip for bidragsberegning i Indskydergarantifonden.

Finanstilsynet kan efter indstilling fra Fondens bestyrelse fastsætte

nærmere regler vedrørende beregning af bidrag.

I stk. 5 bemyndiges økonomiministeren til at ændre kravet til størrelsen

af Fondens formue i henhold til stk. 1.

Til § 8

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 2, og svarer til § 11

i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 9

Bestemmelsen svarer til § 5 i den gældende lov om en indskydergarantifond

med enkelte ændringer, jf. bemærkningerne til § 12.

Til § 10

Bestemmelsen fastsætter, at investorer i realkreditinstitutter, Dansk

Landbrugs Realkreditfond og fondsmæglerselskaber efter fradrag af eventuelle

forpligtelser overfor det pågældende institut kan få kompensation for

manglende tilbagebetaling af midler med indtil 300.000 kr. pr. investor.

Dækningsbeløbets størrelse svarer til beløbet i forslagets § 9 vedrørende

indskud i pengeinstitutter, idet det antages, at der ikke i relation til

muligheden for at få dækket et tab bør gøres forskel på, om en kunde er

investor eller indskyder.

Udtrykket kontante midler er en samlebetegnelse for de typer af

pengetilgodehavender, herunder forudbetalinger, marginindbetalinger og

afregningsbeløb (f.eks. renteudbetalinger), m.v., som en investor kan have

overfor et institut i forbindelse med ydelse af investeringsservice.

Der sondres ikke mellem indskud og midler i pengeinstitutter, idet midler

i pengeinstitutter betragtes som et indskud og derfor er dækket af den

gældende indskydergarantiordning. Manglende tilbagebetaling af både midler og

indskud fra et pengeinstitut eller FIH er derfor omfattet af bestemmelsen i §

9

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, 2. pkt., 1. pind

og artikel 4, stk. 1.

Til § 11

Forslaget indebærer, at Fonden skal yde dækning til investorer med indtil

modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 DKK, såfremt et institut

er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som investorerne ejer,

og som instituttet opbevarer, administrerer eller forvalter. Minimumskravet i

direktivets artikel 4, stk. 1, på 20.000 ECU omfatter investorers krav

vedrørende både midler og værdipapirer.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber er i

medfør af værdipapirhandelslovens § 6, stk. 1, forpligtede til at træffe

fyldestgørende foranstaltninger for at sikre investorernes ejendomsret til

deres værdipapirer. Fonden skal i følge forslaget yde dækning i de tilfælde,

hvor kunderne på trods heraf ikke kan få tilbageleveret deres værdipapirer.

Sådanne situationer vil f.eks. kunne opstå p.g.a. svigt i det konkursramte

instituts sædvanlige forretningsgange, fejl begået af instituttet vedrørende

registrering af ejerskab m.v for investorerne på disses værdipapirer eller

svigagtige handlinger begået af det konkursramte institut eller andre.

En investor skal kunne dokumentere over for Fonden, at det tab, han har

lidt, er opstået som følge af den manglende tilbagelevering af de

værdipapirer, som tilhører ham.

Det følger omvendt heraf, at eventuelle tab, som en investor måtte lide

som følge af, at tilbageleveringen af dennes værdipapirer, jf, konkurslovens

§ 82, trækker ud, ikke dækkes af Fonden. Sådanne krav behandles efter

almindelige erstatningsretlige og konkursretlige regler. I følge forslaget

dækkes heller ikke den modpartsrisiko, som er forbundet med værdipapiret,

dvs. risikoen for, at udstederen af værdipapiret ikke er i stand til at

honorere sine forpligtelser i følge værdipapiret. Fonden skal derfor ikke yde

dækning til investorer, som udelukkende har lidt et økonomisk tab som følge

af, at værdien af deres værdipapirer er faldet p.g.a., at udstederen af de

pågældende værdipapirer er gået konkurs. Manglende tilbagelevering af

værdipapirer udstedt af et konkursramt institut, vil i øvrigt ofte ikke

påføre en investor noget yderligere tab, idet investor på normal vis kan

anmelde sit krav overfor instituttets konkursbo og dermed opnå den samme

dividende som de øvrige indehavere af den samme type værdipapir. Dividenden

vil i sådanne tilfælde som oftest svare til værdipapirets markedsværdi.

I bestemmelsens 2. pkt. er det præciseret, at Fonden ikke skal yde dækning

udover værdien af de værdipapirer, som instituttet ikke er i stand til at

tilbagelevere til investorerne. Tab vedrørende manglende tilbagelevering

opgøres til markedsværdien i henhold til markedskursen på værdipapiret på

datoen for anmeldelse af betalingsstandsning eller datoen for

konkursdekretets afsigelse, såfremt instituttet erklæres konkurs uden

forinden at have været i betalingsstandsning. Såfremt en officiel markedskurs

findes på det pågældende instrument, hvilket som regel vil være tilfældet for

så vidt angår likvide værdipapirer, der er noteret på en børs, vil

dokumentationen for tabets størrelse være enkel. Vedrører tabet derimod

unoterede eller illikvide værdipapirer, kan størrelsen af tabet være

vanskelig at opgøre. Investor må i disse tilfælde dokumentere størrelsen af

sit krav på anden vis. Det må dog antages, at domstolene i visse tilfælde

endeligt må afgøre tvister mellem Fonden og investorer vedrørende opgørelse

af størrelsen af investorernes tab.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, 2. pkt., 1. pind

og artikel 4, stk. 1.

Til § 12

Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse med den nuværende lov om en

indskydergarantifond, at indskyderes og investorers krav på dækning

vedrørende indskud, midler og værdipapirer, som ikke kan tilbageleveres, skal

opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det

pågældende institut. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i Fondens

nuværende praksis vedrørende opgørelse af fradrag.

Såfremt en kunde i et institut, der har anmeldt betalingsstandsning eller

er gået konkurs, har lidt et tab vedrørende både midler og værdipapirer, som

tilhører denne, skal eventuelle forpligtelser, som kunden måtte have over for

instituttet, fradrages i kundens krav på den for kunden mest fordelagtige

måde. Herved undgås det, at kunder i et institut, der har anmeldt

betalingsstandsning eller er gået konkurs, p.g.a. de forskellige

dækningsbeløb, som gælder vedrørende indskud og midler, jf. forslagets § 9,

stk. 1, og § 10, og manglende tilbagelevering af værdipapirer, jf. forslagets

§ 11, bliver dækket forskelligt af Fonden, alt efter om deres krav

hovedsagelig vedrører penge eller værdipapirer.

Til § 13

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede

kreds af omfattede institutter til § 5, stk. 5, i den gældende lov om en

indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 3 og

artikel 4, stk. 2.

Til § 14

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede

kreds af omfattede institutter til § 6 i den gældende lov om en

indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 1, nr. 6,

og artikel 8, stk. 2.

Til § 15

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede

kreds af omfattede institutter til § 7 i den gældende lov om en

indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 10, stk. 1

og 2, og artikel 11, stk. 2 og 3.

Til § 16

Bestemmelsen svarer med de fornødne tilpasninger som følge af den udvidede

kreds af omfattede institutter til § 8 i den gældende lov om en

indskydergarantifond. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1

og 2.

Til § 17

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12, og svarer til § 9 i den

gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 18

I følge bestemmelsen udvides bestyrelsen til at bestå af 8 medlemmer i

forhold til den nuværende bestyrelse for Indskydergarantifonden, der består

af 5 medlemmer. Baggrunden for den foreslåede udvidelse af bestyrelsen og

sammensætningen heraf er, dels at samtlige de bidragspligtige sektorer bør

være repræsenteret i bestyrelsen, dels at der bør være en vis sammenhæng

mellem størrelsen af de bidrag som de respektive sektorer har ydet til Fonden

og antallet af medlemmer af bestyrelsen. Desuden bør der, ligesom i den

nuværende bestyrelse for Indskydergarantifonden, være en ligelig fordeling

mellem de medlemmer, som repræsenterer de bidragspligtige sektorer og de

øvrige medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 3 svarer til § 12, stk. 3, i den gældende lov om en

indskydergarantifond.

Til § 19

Stk. 1 og 2 svarer til § 13 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

I stk. 3 er der givet mulighed for, at der i Fondens vedtægter fastsættes

bestemmelser om, at bestyrelsens sammensætning kan ændres i de tilfælde, hvor

bestyrelsen skal behandle spørgsmål, som udelukkende eller hovedsagelig

vedrører en enkelt afdelings forhold således, at de bestyrelsesmedlemmer, som

repræsenterer institutterne i de øvrige afdelinger, ikke deltager heri.

Hermed gives der mulighed for at fravige et generelt princip i dansk

selskabs-, og fondsret om, at samtlige medlemmer af en bestyrelse skal have

haft adgang til at deltage i behandlingen af en sag, der behandles i

bestyrelsen jf. bl.a. aktieselskabslovens § 57, stk. 1, 2. pkt, og § 20, stk.

1, i lov om fonde og visse foreninger.

Til § 20

Bestemmelsen svarer til § 14 i den gældende lov om en

indskydergarantifond.

Til § 21

Bestemmelsen svarer til § 15 i den gældende lov om en

indskydergarantifond, idet bidraget fastsættes af Finanstilsynet i forhold

til de medgåede ressourcer ved tilsynet med Fonden.

Til § 22

Stk. 1 i bestemmelsen svarer til § 16 i den gældende lov om en

indskydergarantifond.

Stk. 2 i bestemmelsen henviser til bank- og sparekasselovens § 50 b.

Herved overføres bank- og sparekasselovens tavshedspligtsbestemmelser til

Finanstilsynets tilsyn efter denne lov. Alene Fonden har partsstatus i

relation til Finanstilsynet. Afgørelser, som Fonden træffer over for

indskydere og investorer, kan indbringes for de civile domstole.

Bestemmelsen fastslår, at de ansatte i Finanstilsynet og eksperter, der

handler eller har handlet på tilsynets vegne, er forpligtede til at

hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver

vidende om. § 50 b indeholder dog en række undtagelser fra tavshedspligten.

Til § 23

Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med enkelte redaktionelle ændringer til §

17 i den gældende lov om en indskydergarantifond. Stk. 3's formulering er

ændret i forhold til § 18 i den gældende lov om en indskydergarantifond,

hvorved den bringes i overensstemmelse med lov nr. 474 af 12. juni 1996 om

ændring af straffeloven, hvor der er fastsat regler om strafansvar for

juridiske personer.

Til § 24

De bestemmelser i forslaget, som medfører ændringer i forhold til den

gældende lov om en indskydergarantifond skal notificeres for

Europa-Kommissionen i medfør af artikel 93, stk. 3, i EF-Traktaten. Loven vil

derfor først blive sat i kraft, når Europa-Kommissionens endelige godkendelse

af de nye lovbestemmelsers forenelighed med EU-retten foreligger.

Økonomiministeren bemyndiges derfor til at fastsætte tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

Tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 25 fastsættes dog af

økonomiministeren efter forhandling med skatteministeren. I medfør af stk. 4

kan økonomiministeren sætte lovens § 2, stk. 5 i kraft på et senere tidspunkt

end resten af loven. Stk. 5 og 6 svarer med enkelte ændringer til § 21, stk.

4 og 5 i den gældende lov om en indskydergarantifond.

Til § 25

De foreslåede ændringer af ligningslovens § 7 B er konsekvensændringer som

følge af forslag til lov om en garantifond for indskydere og investorer.

Dels ændres »Indskydergarantifondens« navn til

»Garantifonden for indskydere og investorer« og dels ændres kredsen

af selskaber, der skattefrit kan modtage midler til hel eller delvis dækning

i forbindelse med afvikling, fra »pengeinstitutter« til

»institutter« som fastlagt i lov om en garantifond for indskydere

og investorer § 3, således blandt andet til at omfatte pengeinstitutter,

Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S, realkreditinstitutter,

Dansk Landbrugs Realkreditfond, fondsmæglerselskaber og filialer af

ovennævnte institutter med hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union

bortset fra lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.

Med forslaget udvides skattefritagelsen for Fondens tilskud i forbindelse

med overtagelse af nødlidende institutter til også at omfatte bl.a.

realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber. Dette vil medføre et

umiddelbart provenutab i forbindelse med redningsaktioner, hvori sådanne

institutter indgår. Tabet vil dog blive reduceret af en række modgående

forhold, som f.eks. bortfald af underskud og mindre fradragsberettigede

bidrag til Fonden.

Til § 26

Bestemmelsen svarer til § 22 i den gældende lov om en

indskydergarantifond.

Realkreditloven gælder, med visse undtagelser, på Færøerne og Grønland,

medens lov om fondsmæglerselskaber ikke er sat i kraft, hverken på Færøerne

eller i Grønland.

Skriftlig fremsættelse (31. marts 1998)

Økonomiminister (Marianne Jelved):

Hermed har jeg den ære for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til Lov om en garantifond for indskydere og investorer1) .

(Lovforslag nr. L 41).

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF af

3. marts 1997 om investorgarantiordninger. Dette direktiv skal være

gennemført og sat i kraft i medlemslandenes lovgivning senest den 26.

september 1998.

Hensigten med lovforslaget er at etablere en samlet regulering af

garantiordninger for indskydere og investorer i pengeinstitutter,

realkreditinstitutter, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk,

samt fondsmæglerselskaber i een lov.

Lovforslaget baserer sig på de overvejelser, der har fundet sted i den

arbejdsgruppe, jeg nedsattte i juli 1997, og som havde til opgave at

udarbejde forslag til, hvorledes direktivet om investorgarantiordninger mest

hensigtsmæssigt kunne gennemføres.

Bestemmelserne i den eksisterende lov om en indskydergarantifond

videreføres i uændret form for så vidt angår indskud. Endvidere vil

investorer i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditlånefond samt

fondsmæglerselskaber kunne få kompensation for manglende tilbagebetaling af

midler.

Dækningsomfanget vil for disse indskud og midler være 300.000 kr. pr.

indskyder/investor.

Herudover vil Fonden fremover også skulle yde dækning til investorer med

indtil modværdien af 20.000 ECU, svarende til ca. 150.000 kr., såfremt et

institut er ude af stand til at tilbagelevere de værdipapirer, som

investorerne ejer, og som instituttet opbevarer, administrerer eller

forvalter.

Forslaget indebærer, at der oprettes en samlet fond, som opdeles i tre

afdelinger, en for hver af de deltagende sektorer, d.v.s. en

pengeinstitutafdeling, en realkreditafdeling og en

fondsmæglerselskabsafdeling. Fondens samlede formue skal udgøre mindst 3,2

mia. kr.

Fondsmæglerselskabsafdelingen og realkreditafdelingen skal hver have en

formue på 10 mio. kr.

For at opnå den størst mulige adskillelse mellem de tre afdelinger, uden

at der reelt bliver tale om tre seperate fonde, foreslås det, at der

etableres en række »værn« mellem de tre afdelingers midler. Dette

indebærer bl.a., at den enkelte afdeling skal opbruge egne midler, inden de

andre afdelinger skal træde til med långivning. Endvidere indsættes der et

maksimum for, hvor stort et beløb den skadesramte afdeling kan låne, ligesom

der fastsættes regler for tilbagebetalingen.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne

til lovforslaget, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det høje Tings

velvillige behandling.

Bilag

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV Nr. 97/9/EF af 3. marts 1997 OM

INVESTORGARANTIORDNINGER

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

særlig artikel 57, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Monetære Institut,

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B, på grundlag af

Forligsudvalgets fælles udkast af 18. december 1996 og

ud fra følgende betragtninger:

1) Rådet vedtog den 10. maj 1993 direktiv 93/22/EØF om investeringsservice

i forbindelse med værdipapirer; nævnte direktiv er et vigtigt instrument i

gennemførelsen af det indre marked for investeringsselskaber;

2) i direktiv 93/22/EØF fastsættes tilsynsregler, som

investeringsselskaber til stadighed skal efterleve, herunder regler, som i

videst muligt omfang skal beskytte investorernes rettigheder i forbindelse

med midler eller instrumenter, som tilhører dem;

3) intet tilsynssystem kan dog yde fuldstændig sikkerhed, især ikke, hvis

der begås svigagtige handlinger;

4) for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere

tilfredsstillende på det finansielle område, er det vigtigt at beskytte

investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; det er derfor

af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en

investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i

det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i

stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;

5) mindre investorer vil således kunne modtage investeringsservice fra

filialer af EF-investeringsselskaber eller som led i grænseoverskridende

udveksling af tjenesteydelser med samme tillid, som hvis de henvendte sig til

nationale investeringsselskaber, i forvisning om at de er omfattet af en

harmoniseret minimumsbeskyttelse, hvis et investeringsselskab ikke er i stand

til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;

6) foreligger der ikke en sådan minimumsharmonisering, vil et værtsland ud

fra et ønske om at beskytte investorerne kunne føle sig berettiget til at

kræve, at andre medlemsstaters investeringsselskaber, der driver virksomhed

gennem en filial eller ved grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser,

tilslutter sig værtslandets garantiordning, hvis de ikke er medlem af en

investorgarantiordning i deres hjemland, eller hvis den pågældende ordning

ikke anses for at yde en tilsvarende beskyttelse; et sådant krav vil kunne

være til skade for det indre marked;

7) i de fleste medlemsstater findes der allerede forskellige former for

investorgarantiordninger, men disse dækker ikke generelt alle

investeringsselskaber med den EF-dækkende tilladelse, som er omhandlet i

direktiv 93/22/EØF;

8) alle medlemsstater bør derfor have pligt til at oprette en eller flere

investorgarantiordninger, som alle sådanne investeringsselskaber skal være

tilknyttet; ordningen skal dække de midler og instrumenter, som

investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med en in vestors

investeringsvirksomhed, og som ikke kan leveres tilbage til investoren, hvis

investeringsselskabet er ude af stand til at indfri sine forpligtelser over

for sine investorkunder; dette berører på ingen måde de regler og procedurer,

der gælder i medlemsstaterne med hensyn til, hvilke beslutninger der skal

træffes i tilfælde af et investeringsselskabs insolvens eller likvidation;

9) definitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har

tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal

også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres

investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne

institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt

ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger; det kan

imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter,

i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i

henhold til direktiv 94/19/EF, og midler, der opbevares i forbindelse med

investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de

to direktiver sådanne krav henhører under;

10) direktiv 94/19/EF tillader medlemsstaterne at fritage et

kreditinstitut for kravet om at være tilsluttet en indskudsgarantiordning,

hvis det pågældende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve

kreditinstituttet og især garanterer dets solvens; når et kreditinstitut, som

er tilsluttet en sådan ordning, samtidig er et investeringsselskab, bør

medlemsstaterne også på visse betingelser kunne fritage det for kravet om at

være tilsluttet en investorgarantiordning;

11) en harmoniseret minimumsgaranti på 20 000 ECU pr. investor burde være

tilstrækkelig til at beskytte mindre investorers interesser, hvis et

investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for

sine investorkunder; det forekommer derfor rimeligt at fastsætte den

harmoniserede minimumsgaranti til 20 000 ECU; det kan som i direktiv 94/19/EF

være nødvendigt at indføre begrænsede overgangsbestemmelser for at sætte

garantiordningerne i stand til at opfylde dette krav, hvilket også gælder for

de medlemsstater, der på tidspunktet for nærværende direktivs vedtagelse ikke

har en sådan ordning;

12) samme beløb blev fastsat i direktiv 94/19/EF;

13) for at tilskynde investorerne til at udvise den fornødne omhu ved valg

af investeringsselskab er det rimeligt at give medlemsstaterne lov til at

pålægge investorerne at bære en del af et eventuelt tab; investorerne skal

imidlertid have dækket mindst 90% af deres tab, så længe det garantibeløb,

der skal udbetales, ikke når op på fællesskabsminimummet;

14) visse medlemsstaters ordninger yder i øjeblikket en højere dækning end

den harmoniserede minimumsbeskyttelse i dette direktiv; det forekommer dog

ikke hensigtsmæssigt at kræve en ændring af disse ordninger på dette punkt;

15) opretholder man i Fællesskabet ordninger, som yder en dækning, der

overstiger det harmoniserede minimum, kan det føre til forskellige

garantisatser inden for samme nationale område og til ulige konkurrencevilkår

for nationale investeringsselskaber og filialer af andre medlemsstaters

selskaber; for at afbøde disse ulemper bør filialer have tilladelse til at

tilslutte sig værtslandets garantiordning, således at de kan yde deres

investorer samme dækning som garantiordningen i det land, hvor filialerne er

etableret; Kommissionen bør i den rapport, som den udarbejder om dette

direktivs anvendelse, oplyse, i hvilket omfang filialerne har benyttet sig af

denne mulighed, og redegøre for eventuelle vanskeligheder, som filialerne

eller investorgarantiordningerne måtte have haft med gennemførelsen af disse

bestemmelser; det er ikke udelukket, at hjemlandsordningen selv kan yde en

sådan supplerende dækning med forbehold af de betingelser, som er fastsat

deri;

16) der vil kunne forekomme markedsforstyrrelser som følge af, at filialer

af investeringsselskaber, der er etableret i en anden medlemsstat end

hjemlandet, yder højere dækning end investeringsselskaber, der er meddelt

tilladelse i værtslandet; størrelsen og rækkevidden af den dækning, som

garantiordningerne yder, bør ikke blive et konkurrencemiddel; det er derfor

nødvendigt, i hvert fald i begyndelsen, at fastsætte, at størrelsen og

rækkevidden af den dækning, som en ordning i hjemlandet yder investorer i

filialer i en anden medlemsstat, ikke må overstige den maksimale størrelse og

rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende ordning i værtslandet;

på et tidligt tidspunkt bør der på grundlag af den indhøstede erfaring og

udviklingen i finanssektoren foretages en nærmere vurdering af eventuelle

markedsforstyrrelser;

17) finder en medlemsstat, at visse kategorier af investeringer eller

investorer, der står opført på en udtømmende liste, ikke har brug for særlig

beskyttelse, skal den kunne udelukke dem fra at være dækket af

investorgarantiordningerne;

18) i en række medlemsstater anvendes investorgarantiordninger, som

administreres af brancheorganisationer; i andre medlemsstater findes

ordninger, som er indført og reguleret ved lov; ordningernes forskellige

status er kun et problem, når det gælder obligatorisk medlemskab og

eksklusion; der bør derfor fastsættes bestemmelser, som begrænser

ordningernes beføjelser på dette område;

19) investorerne skal have garantibeløbet udbetalt uden unødig

forsinkelse, så snart deres kravs gyldighed er fastslået; garantiordningen

skal kunne fastsætte en rimelig frist for fremsættelse af krav; at en sådan

frist er udløbet, skal dog ikke kunne gøres gældende over for en investor,

som med gyldig grund har været forhindret i at fremsætte sit krav rettidigt;

20) at investorerne er informeret om garantibestemmelserne er et

væsentligt element i deres beskyttelse; i henhold til artikel 12 i direktiv

93/22/EØF skulle et investeringsselskab, inden det optog

forretningsforbindelse med investorer, underrette disse om en eventuel

garantiordning, og der bør derfor i nærværende direktiv fastsættes regler

for, hvordan sådanne potentielle investorer informeres om den garantiordning,

der dækker deres investeringsvirksomhed;

21) ubegrænset anvendelse i reklameøjemed af henvisninger til en

garantiordnings størrelse og rækkevidde vil dog kunne påvirke det finansielle

systems stabilitet eller investorernes tillid; medlemsstaterne bør derfor

fastsætte regler, der begrænser anvendelsen af sådanne henvisninger;

22) ifølge dette direktiv skal alle investeringsselskaber i princippet

tilsluttes en investorgarantiordning; de direktiver, der gælder for adgang

for investeringsselskaber med hjemsted i et tredjeland, herunder især

direktiv 93/22/EØF, giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, om og i

givet fald på hvilke betingelser filialer af sådanne investeringsselskaber

skal have adgang til at udøve virksomhed på deres område; sådanne filialer er

ikke omfattet af den frie udveksling af tjenesteydelser efter traktatens

artikel 59, stk. 2, og heller ikke af retten til frit at etablere sig i andre

medlemsstater end den, hvor de er etableret; en medlemsstat, der åbner adgang

for sådanne filialer, skal følgelig bestemme, hvorledes dette direktivs

principper skal finde anvendelse på de pågældende filialer, idet anvendelsen

skal være i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 93/22/EØF og med

behovet for at beskytte investorerne og bevare det finansielle systems

integritet; det er af afgørende betydning, at investorer, der henvender sig

til sådanne filialer, får fuldt kendskab til de garantiordninger, der gælder

for dem;

23) det er ikke som led i dette direktiv absolut nødvendigt at harmonisere

metoderne til finansiering af investorgarantiordningerne, dels fordi

udgifterne til finansiering af sådanne ordninger i princippet skal afholdes

af investeringsselskaberne selv, dels fordi ordningernes finansielle

kapacitet skal stå i forhold til garantiforpligtelserne; dette må dog ikke

bringe stabiliteten i den berørte medlemsstats finansielle system i fare;

24) dette direktiv kan ikke forpligte medlemsstaterne eller disses

kompetente myndigheder i forhold til investorerne, såfremt de har sørget for

at indføre eller officielt at anerkende en eller flere ordninger, der yder

investorerne garanti eller beskyttelse på de i dette direktiv fastsatte

betingelser;

25) endelig er en vis minimumsharmonisering af investorgarantiordningerne

nødvendig, for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud for

investeringsselskaber, idet det herved bliver muligt at skabe et mere

tillidsfuldt forhold mellem investorerne og investeringsselskaberne, især når

der er tale om selskaber fra andre medlemsstater, og at undgå de

vanskeligheder, som kan opstå, når et værtsland anvender nationale

investorgarantiordninger, som ikke er samordnet på fællesskabsniveau; et

bindende fællesskabsdirektiv er det eneste egnede middel til at nå det

ønskede mål, da der generelt mangler investorgarantiordninger med en dækning,

der svarer til direktiv 93/22/EØF; med nærværende direktiv gennemføres kun

det nødvendige minimum af harmonisering; direktivet giver medlemsstaterne

mulighed for at kræve en bredere eller større dækning, hvis de ønsker det, og

giver dem samtidig den fornødne frihed med hensyn til organisering og

finansiering af investorgarantiordningerne

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

1) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i

artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF,

- som har tilladelse til at udføre investeringsservice i henhold til

artikel 3 i direktiv 93/22/EØF, eller

- som har tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut i henhold

til direktiv 77/780/EØF og 89/646/EØF, og hvis tilladelse dækker en eller

flere af de tjenesteydelser, der er opført i afsnit A i bilaget til direktiv

93/22/EØF

2) »investeringsvirksomhed«: investeringsservice som defineret i

artikel 1, nr. 1), i direktiv 93/22/EØF samt tjenesteydelsen anført i afsnit

C, punkt 1, i bilaget til nævnte direktiv

3) »instrumenter«: de instrumenter, der er opført i afsnit B i

bilaget til direktiv 93/22/EØF

4) »investor«: en person, der i forbindelse med

investeringsvirksomhed har betroet midler eller instrumenter til et

investeringsselskab

5) »filial«: en afdeling, som retligt udgør en ikke-selvstændig

del af et investeringsselskab, og som yder investeringsservice af den art,

som investeringsselskabet har fået tilladelse til; flere afdelinger, som i en

og samme medlemsstat oprettes af et investeringsselskab med hjemsted i en

anden medlemsstat, betragtes som een filial

6) »fælles investering«: en investering, der foretages på to

eller flere personers vegne, eller som to eller flere personer har andel i,

således at en eller flere af de pågældende personer kan disponere over

investeringen ved deres underskrift

7) »kompetente myndigheder«: de myndigheder, der er defineret i

artikel 22 i direktiv 93/22/EØF; disse myndigheder kan eventuelt være dem,

der er defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 92/30/EØF af 6. april 1992 om

tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag.

Artikel 2

1. Hver medlemsstat påser, at der på dens område indføres en eller flere

investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Bortset fra de

tilfælde, der er nævnt i andet afsnit samt i artikel 5, stk. 3, må et

investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat,

ikke udføre investeringsvirksomhed, medmindre det deltager i en sådan

ordning.

En medlemsstat kan dog fritage et kreditinstitut, der er omfattet af dette

direktiv, for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning, hvis

det pågældende institut i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/19/EF

allerede er fritaget for at skulle være tilsluttet en indskudsgarantiordning,

forudsat at den beskyttelse og de oplysninger, som indskyderne er sikret,

ydes investorerne på de samme vilkår, og forudsat at investorerne således

sikres en beskyttelse, der mindst svarer til den, som en

investorgarantiordning yder.

Medlemsstater, som gør brug af denne mulighed, underretter Kommissionen

herom; de meddeler især sådanne beskyttelsesordningers karakteristika med

angivelse af, hvilke kreditinstitutter der er omfattet heraf i henhold til

dette direktiv, og meddeler eventuelle senere ændringer af de fremsendte

oplysninger. Kommissionen underretter Rådet herom.

2. Garantiordningen dækker investorerne efter bestemmelserne i artikel 4,

når:

- de kompetente myndigheder har konstateret, at et investeringsselskab

efter deres opfattelse ikke på det givne tidspunkt er i stand til at indfri

de forpligtelser, der hidrører fra investorernes krav, af årsager, der er

direkte forbundet med dets finansielle situation, og ikke har umiddelbar

udsigt til at blive i stand til det, eller

- en domstol af årsager, der er direkte forbundet med et

investeringsselskabs finansielle situation, har truffet en afgørelse, som

indebærer, at investorernes mulighed for at fremsætte krav over for det

pågældende investeringsselskab suspenderes, idet den først indtrufne af de to

begivenheder lægges til grund.

Der skal være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs

manglende evne til

- at tilbagebetale midler, som investorerne har til gode eller ejer, og

som opbevares for dem af investeringsselskabet i forbindelse med

investeringsvirksomhed, eller

- tilbagelevere instrumenter, som investorerne ejer, og som opbevares,

administreres eller forvaltes for dem af investeringsselskabet i forbindelse

med investeringsvirksomhed, i overensstemmelse med gældende love og aftaler.

3. Ethvert krav af den i stk. 2 nævnte art på et kreditinstitut, der i en

given medlemsstat måtte være omfattet af både nærværende direktiv og direktiv

94/19/EF, henføres af den pågældende medlemsstat til en ordning under det ene

eller det andet direktiv, alt efter hvad den finder mest hensigtsmæssigt. Der

kan ikke udbetales garantibeløb efter begge direktiver for det samme krav.

4. Størrelsen af investors krav beregnes efter de love og aftaler,

herunder vilkårene for modregning og modkrav, som på datoen for den i stk. 2

omhandlede konstatering eller afgørelse gælder for ansættelse af det

pengebeløb eller af værdien, om muligt fastsat under henvisning til

markedsværdien, af de instrumenter, der tilhører investoren, og som

investeringsselskabet ikke er i stand til at tilbagebetale eller

tilbagelevere.

Artikel 3

Investorgarantiordningen omfatter ikke krav, der hidrører fra

transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt straffedom for

hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 91/308/EØF

af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det

finansielle system til hvidvaskning af penge .

Artikel 4

1. Medlemsstaterne påser, at ordningen dækker mindst 20 000 ECU pr.

investor i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, omhandlede krav.

Indtil den 31. december 1999 kan de medlemsstater, hvori dækningen på

tidspunktet for dette direktivs vedtagelse er på under 20 000 ECU, opretholde

denne lavere dækning, idet den dog ikke må være på under 15 000 ECU. Denne

mulighed står ligeledes åben for de medlemsstater, der er omfattet af

overgangsbestemmelserne i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i direktiv

94/19/EF.

2. Medlemsstaterne kan bestemme, at visse investorer udelukkes fra

ordningens dækning eller dækkes med et lavere beløb. En liste over sådanne

udelukkelser findes i bilag I.

3. Denne artikel er ikke til hinder for videreførelse eller vedtagelse af

bestemmelser, der indebærer en højere eller mere omfattende dækning for

investorer.

4. Medlemsstaterne kan begrænse den i stk. 1 fastsatte eller den i stk. 3

omhandlede dækning til en bestemt procentsats af investors krav. Dækningen

skal dog udgøre mindst 90% af kravet, så længe det garantibeløb, der skal

udbetales i henhold til ordningen, ikke når op på 20 000 ECU.

Artikel 5

1. Undlader et investeringsselskab, hvis medlemskab af en garantiordning

er obligatorisk, jf. artikel 2, stk. 1, at opfylde de forpligtelser, der

påhviler det som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder,

der meddelte det tilladelse, og disse træffer i samarbejde med

garantiordningen alle passende foranstaltninger, herunder pålæggelse af

sanktioner, for at sikre, at investeringsselskabet opfylder sine

forpligtelser.

2. Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at investeringsselskabet

overholder sine forpligtelser, kan garantiordningen, såfremt eksklusion af et

medlem er tilladt ifølge national lovgivning, med de kompetente myndigheders

udtrykkelige samtykke og med mindst tolv måneders varsel meddele, at det

agter at ekskludere investeringsselskabet fra ordningen. Den dækning, der er

fastsat i artikel 2, stk.2, andet afsnit, gælder fortsat for

investeringsvirksomhed, der udføres i denne periode. Hvis

investeringsselskabet ved fristens udløb ikke har opfyldt sine forpligtelser,

kan garantiordningen, igen med de kompetente myndigheders udtrykkelige

samtykke, gennemføre eksklusionen.

3. Hvis det er tilladt ifølge national lovgivning, og hvis de kompetente

myndigheder, der meddelte tilladelsen, har givet deres udtrykkelige samtykke,

kan et investeringsselskab, der er ekskluderet af en investorgarantiordning,

fortsat yde investeringsservice, såfremt det før eksklusionen har indført

alternative garantiordninger, der dels sikrer investorerne en dækning, som

mindst svarer til den, som den officielt anerkendte ordning yder, dels har

karakteristika svarende til denne ordning.

4. Hvis et investeringsselskab, som foreslås ekskluderet i medfør af stk.

2, ikke er i stand til at indføre alternative ordninger, som opfylder

betingelserne i stk. 3, inddrager de kompetente myndigheder, der meddelte

tilladelsen, straks denne.

Artikel 6

I de tilfælde, hvor et investeringsselskabs tilladelse inddrages, gælder

den dækning, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, fortsat for

investeringsvirksomhed, der udføres indtil inddragelsestidspunktet.

Artikel 7

1. Investorgarantiordninger, der indføres og officielt anerkendes i en

medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 1, omfatter tillige investorer i

filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre medlemsstater.

Indtil den 31. december 1999 må hverken størrelsen eller rækkevidden,

inklusive procentsatsen, af den fastsatte dækning overstige den maksimale

størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende

garantiordning i værtslandet på dettes område. Inden denne dato udarbejder

Kommissionen en rapport på grundlag af den indhøstede erfaring med

anvendelsen af dette afsnit og af artikel 4, stk. 1, i ovennævnte direktiv

94/19/EF og vurderer behovet for at opretholde disse bestemmelser.

Kommissionen forelægger i givet fald Europa-Parlamentet og Rådet et forslag

til direktiv om forlængelse af deres gyldighed.

Hvis størrelsen og/eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den

dækning, der ydes af garantiordningen i værtslandet, overstiger størrelsen

og/eller rækkevidden af dækningen i den medlemsstat, hvor

investeringsselskabet er meddelt tilladelse, påser værtslandet, at der på

dets område findes en officielt anerkendt ordning, som en filial kan

tilslutte sig på frivilligt grundlag for at supplere den dækning, som

investorerne allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets

ordning.

Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal dække den kategori af

institutter, som filialen tilhører eller bedst kan henføres til i

værtslandet.

Medlemsstaterne påser, at der i alle investorgarantiordninger fastsættes

objektive og generelle betingelser for sådanne filialers medlemskab. En

filial kan kun blive optaget, hvis den opfylder de relevante forpligtelser i

forbindelse med medlemskab, herunder navnlig betaling af alle bidrag og andre

afgifter. Medlemsstaterne skal ved gennemførelsen af dette stykke følge de

ledende principper i bilag II.

2. Hvis en filial, der på frivilligt grundlag har tilsluttet sig en

investorgarantiordning, jf. stk. 1, undlader at opfylde de forpligtelser, der

påhviler den som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder,

der meddelte tilladelsen, og disse træffer i samarbejde med garantiordningen

alle passende foranstaltninger for at sikre, at ovennævnte forpligtelser

bliver opfyldt.

Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at filialen overholder de i

denne artikel omhandlede forpligtelser, kan garantiordningen efter en

passende frist på mindst tolv måneder og efter at have indhentet samtykke fra

de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, ekskludere filialen.

Investeringsvirksomhed, der udføres inden datoen for filialens eksklusion,

dækkes fortsat efter denne dato af den garantiordning, som filialen

frivilligt har tilsluttet sig. Investorerne underrettes om den supplerende

dæknings bortfald samt om datoen, hvorfra bortfaldet får virkning.

Artikel 8

1. Den i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning gælder investors

samlede krav på samme investeringsselskab i henhold til dette direktiv uanset

antallet af konti, valuta og lokalisering inden for Fællesskabet.

Medlemsstaterne kan dog bestemme, at beløb i andre end medlemsstaternes

valutaer og ecu udelukkes fra dækning eller dækkes af en lavere garanti.

Denne mulighed omfatter ikke instrumenter.

2. For fælles investeringer tages der ved beregningen af den i artikel 4,

stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning hensyn til den andel, der tilkommer hver

enkelt investor.

Findes der ingen særlige bestemmelser, fordeles kravene ligeligt mellem

investorerne.

Medlemsstaterne kan bestemme, at krav vedrørende fælles investeringer, som

to eller flere personer har andel i som deltagere i et interessentskab, en

sammenslutning eller en gruppering af tilsvarende art, der ikke har status

som juridisk person, kan lægges sammen og behandles, som om de hidrørte fra

en investering foretaget af en enkelt investor, med henblik på beregningen af

grænserne i artikel 4, stk. 1, 3 og 4.

3. Er investor ikke ubetinget berettiget til de midler eller instrumenter,

der opbevares, er det den person, der er ubetinget berettiget hertil, som

dækkes af garantiordningen, forudsat at den pågældende persons identitet er

blevet fastslået eller kan fastslås inden datoen for den i artikel 2, stk. 2,

omhandlede konstatering eller afgørelse.

Er flere personer ubetinget berettiget til de pågældende midler eller

instrumenter, tages der ved beregningen af de i artikel 4, stk. 1, 3 og 4,

fastsatte grænser hensyn til hver enkelt persons andel i henhold til de

bestemmelser, der gælder for forvaltningen af midlerne eller instrumenterne.

Dette stykke finder ikke anvendelse på institutter for kollektiv

investering.

Artikel 9

1. Garantiordningen træffer passende foranstaltninger til at underrette

investorerne om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller

afgørelse samt til at udbetale eventuelle pligtige garantibeløb hurtigst

muligt. Ordningen kan fastsætte en bestemt frist, inden for hvilken

investorerne skal fremsætte deres krav. Fristen skal være på mindst fem

måneder fra datoen for ovennævnte konstatering eller afgørelse eller fra

datoen for offentliggørelsen af ovennævnte konstatering eller afgørelse.

En investor, som ikke har været i stand til at fremsætte sit krav over for

garantiordningen rettidigt, kan dog ikke nægtes dækning under henvisning til,

at en sådan frist er udløbet.

2. Ordningen skal kunne dække investorernes krav hurtigst muligt og senest

tre måneder efter, at kravets berettigelse og størrelse er blevet fastslået.

Under helt specielle omstændigheder kan garantiordningen i særlige

tilfælde anmode de kompetente myndigheder om en forlængelse af denne frist.

En sådan forlængelse må ikke overstige tre måneder.

3. Uanset fristen i stk. 2 kan udbetalinger fra garantiordningen

suspenderes, indtil der foreligger en domstolsafgørelse, hvis en investor

eller en anden person, der er berettiget til eller har andel i en

investering, er blevet sigtet for en lovovertrædelse i forbindelse med

hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i direktiv 91/308/EØF.

Artikel 10

1. Medlemsstaterne påser, at investeringsselskaberne træffer passende

foranstaltninger med henblik på at give nuværende og potentielle investorer

de fornødne oplysninger om, hvilken investorgarantiordning

investeringsselskabet og dets filialer inden for Fællesskabet er tilsluttet

eller om, hvilken eventuel alternativ ordning der findes, jf. artikel 2, stk.

1, andet afsnit, eller artikel 5, stk. 3. Investorerne underrettes om

bestemmelserne i investorgarantiordningen eller den eventuelle alternative

ordning, herunder om størrelsen og rækkevidden af den dækning, som

garantiordningen yder, samt om de regler, som medlemsstaterne eventuelt har

fastsat i henhold til artikel 2, stk. 3. Disse oplysninger præsenteres i en

let forståelig form.

På anmodning gives der tillige oplysninger om de betingelser og

formaliteter, der skal opfyldes for at få udbetalt garantibeløbet.

2. De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal foreligge på det eller de

officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde,

som den nationale lovgivning foreskriver.

3. Medlemsstaterne indfører regler, der begrænser anvendelsen i

reklameøjemed af de i stk. 1 nævnte oplysninger for at undgå, at sådan

anvendelse påvirker det finansielle systems stabilitet eller investorernes

tillid. Medlemsstaterne kan navnlig begrænse en sådan reklame til en simpel

henvisning til den ordning, som investeringsselskabet er tilsluttet.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne kontrollerer, om filialer, der etableres af

investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, er omfattet af en

dækning, der svarer til den, der er fastsat i dette direktiv. Er det ikke

tilfældet, kan medlemsstaterne fastsætte, at filialer, der etableres af

investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, skal tilsluttes en

investorgarantiordning på deres område, jf. dog artikel 5 i direktiv

93/22/EØF.

2. Investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet giver

nuværende og potentielle investorer i deres filialer alle relevante

oplysninger om de garantiordninger, der dækker deres investeringer.

3. De i stk. 2 nævnte oplysninger skal foreligge på det eller de

officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde,

som den nationale lovgivning foreskriver, og skal være affattet klart og

forståeligt.

Artikel 12

Garantiordninger, som udbetaler garantibeløb i henhold til en

investorgarantiordning, har ret til at indtræde i investorernes rettigheder i

likvidationssager for et beløb, der svarer til garantibeløbet, uden at dette

i øvrigt berører de rettigheder, der måtte være tillagt ordningerne i henhold

til den nationale lovgivning.

Artikel 13

Medlemsstaterne påser, at investorens ret til garantibeløb indebærer, at

investoren har klagemulighed mod garantiordningen.

Artikel 14

Senest den 31. december 1999 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og

Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv sammen med eventuelt

nødvendige forslag til en revision heraf.

Artikel 15

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative

bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 26.

september 1998. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser,

skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for

denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste

nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af

dette direktiv.

Artikel 16

Artikel 12 i direktiv 93/22/EØF ophæves fra den i artikel 15, stk. 1,

nævnte dato.

Artikel 17

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De

Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 18

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. marts 1997.

På Europa-Parlamentets vegne

J.M. Gil-Robles

Formand

På Rådets vegne

M. De Boer

Formand

Bilag I

UDELUKKELSER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 2

1. Professionelle og institutionelle investorer, herunder:

- investeringsselskaber, jf. artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF;

- kreditinstitutter, jf. artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF;

- finansieringsinstitutter, jf. artikel 1, nr. 6), i direktiv 89/646/EØF;

- forsikringsselskaber;

- institutter for kollektiv investering;

- pensionsfonde og pensionskasser.

Andre professionelle og institutionelle investorer.

2. Overnationale institutioner, stat og centraladministration.

3. Regionale, lokale og kommunale myndigheder.

4. Et investeringsselskabs direktører og andre medlemmer af ledelsen samt

personligt hæftende selskabsdeltagere, personer, der ejer 5% eller mere af

investeringsselskabets kapital, personer, der er ansvarlige for den

lovpligtige revision af investeringsselskabets regnskaber, samt investorer

med tilsvarende status i andre selskaber i samme koncern.

5. Nære slægtninge og tredjemand, der handler på vegne af de i punkt 4

anførte investorer.

6. Andre selskaber i samme koncern.

7. Investorer, der bærer ansvaret for eller har draget fordel af visse

forhold, som vedrører investeringsselskabet, og som har afstedkommet

selskabets finansielle vanskeligheder eller medvirket til at forværre dets

finansielle situation.

8. Selskaber af en sådan størrelse, at de ikke har ret til at opstille en

forkortet balance, jf. artikel 11 i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25.

juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om

årsregnskaberne for visse selskabsformer.

Bilag II

LEDENDE PRINCIPPER (OMHANDLET I ARTIKEL 7, STK. 1, FEMTE AFSNIT)

Ansøger en filial om at blive tilsluttet værtslandets ordning for

supplerende dækning, udarbejder værtslandets ordning bilateralt med

hjemlandets ordning hensigtsmæssige regler og procedurer for udbetaling af

garantibeløb til investorer i den pågældende filial. Følgende principper

gælder for såvel udarbejdelsen af disse procedurer som fastsættelsen af

betingelserne for en sådan filials medlemskab (jf. artikel 7, stk. 1):

a) Værtslandets ordning har fortsat ubegrænset ret til at pålægge

deltagende investeringsselskaber sine objektive og generelle regler; den kan

kræve at få meddelt relevante oplysninger og har ret til at kontrollere

sådanne oplysninger hos hjemlandets kompetente myndigheder;

b) værtslandets ordning imødekommer krav om supplerende garantibeløb, når

den af hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet om den i

artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse. Værtslandets

ordning har fortsat ubegrænset ret til efter egne regler og procedurer at

efterprøve, om investorens krav er berettiget, før der udbetales supplerende

garantibeløb;

c) hjemlandets og værtslandets ordninger arbejder tæt sammen for at sikre,

at investorerne hurtigt får udbetalt det korrekte garantibeløb. De skal især

aftale, hvorledes et modkrav, der kan give anledning til modregning under en

af de to ordninger, får indvirkning på det garantibeløb, som hver enkelt

ordning udbetaler til investor;

d) værtslandets ordning har ret til at pålægge filialer bidrag til

supplerende dækning på et passende grundlag, idet der tages hensyn til den

garanti, som hjemlandets ordning yder. For at lette opkrævningen af sådanne

bidrag kan værtslandets ordning lægge den antagelse til grund, at dens ansvar

under alle omstændigheder er begrænset til differencen mellem den dækning,

den selv yder, og den dækning, hjemlandet yder, uanset om hjemlandet faktisk

udbetaler garantibeløb i forbindelse med krav fra investorer på værtslandets

område.

Officielle noter

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv nr. 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger,

EF-Tidende 1994, L 135, s. 5, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.

97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger, EF-Tidende 1997, L 84,

s. 22.

Lignende dokumenter