Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 137 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (UDVIDELSE AF FORSØGSREGLERNE)

1991/1 LSF 137Lovforslag som fremsatFolketinget24. marts 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som senest ændret ved lov nr. 947 af 27. december 1991, foretages

følgende ændring:

I § 138 b, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Endvidere kan der på tilsvarende måde gives tilladelse til andre

forsøgsordninger, der sigter mod at give større variation i tilbud til

personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for støtte.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som senest ændret ved lov nr. 406 af 6.juni 1991, foretages følgende

ændringer:

1. I § 11 indsættes som nr. 3:

» 3) når pågældende har ophold i kommunen efter reglerne i §

83 stk. 2-3.«

2. I § 11 indsættes som nye stykker:

» Stk. 2. Ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan det

ved aftale mellem kommunalbestyrelserne i fraflytnings- og

tilflytningskommunen bestemmes, at fraflytningskommunen fortsat afholder

fraflytningskommunens udgifter efter denne lov, når der anvises en person en

ældrebolig i medfør af lov om boliger for ældre eller personer med handicap.

Aftalen gælder, så længe den pågældende bor i ældreboligen.

Stk. 3. Aftaler, der er indgået efter stk. 2, kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.«

3. I § 83 indsættes efter stk.1 som nye stykker:

» Stk. 2. Personer, der er godkendt til optagelse i plejehjem

eller beskyttet bolig efter stk. 1, eller som opfylder betingelserne for at

Læs alt

få anvist en ældrebolig, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret

til at blive optaget i institution eller få anvist en ældrebolig i en anden

kommune. Det er en forudsætning, at pågældende opfylder betingelserne for at

blive optaget i plejehjem eller beskyttet bolig eller få anvist en ældrebolig

i den kommune, hvor institutionen eller ældreboligen er beliggende.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om

betingelserne for at blive optaget i en institution eller få anvist en

ældrebolig efter stk. 2.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

4. I § 138 b, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt pkt.:

»Endvidere kan der på tilsvarende måde gives tilladelse til andre

forsøgsordninger, der sigter mod at give større variation i tilbud til

personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for støtte.«

§ 2

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989,

som senest ændret ved § 2 i lov nr. 400 af 6. juni 1991, indsættes i §

58 efter nr. 2 som nyt nr.:

»3) En ældrebolig efter lov om boliger for ældre eller

personer med handicap, som pågældende har opnået i medfør af § 11, stk. 2, og

§ 83, stk. 2, i lov om social bistand.«

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.

§ 3

Loven træder i kraft d. 1. januar 1992.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget indeholder forslag om:

1) Ret til plejehjemsophold, beskyttet bolig eller anvisning af en

ældrebolig i en anden kommune

2) Udvidelse af forsøgsreglerne i § 138 b.

ad 1) Efter bistandslovens § 10, stk. 1, tilkommer kompetencen til at

træffe afgørelser om bistand efter loven som udgangspunkt kommunalbestyrelsen

i opholdskommunen.

Opholdskommunen har både den stedlige kompetence i sagen, dvs. er

handlekommune og den økonomiske forpligtelse til at yde bistand, dvs.

er betalingskommune .

Afgørelseskompetencen og det økonomiske ansvar er således som udgangspunkt

placeret hos den samme myndighed, hvilket i almindelighed giver sikkerhed

for, at hensynet til at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse bliver

inddraget i afgørelserne.

Opholdskommunen har altid pligt til at træde til med bistand, men det er

ikke i alle situationer denne kommune, der skal bære den kommunale andel af

udgiften ved den bistand, der må ydes.

Ifølge lovens § 11 kan den kommunale andel af udgiften kræves refunderet,

f.eks. når en person ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig

myndighed er optaget i institution eller i pleje i den nuværende kommune. I

denne situation kan den aktuelle opholdskommune kræve sine udgifter til

institutionsplads refunderet af den tidligere opholdskommune.

Reglerne om, at en tidligere opholdskommune i visse situationer bevarer

betalingsforpligtelsen, skal modvirke fristelsen til at flytte økonomisk

belastende klienter til andre kommuner og dermed frigøre sig for

betalingsforpligtelsen. Endvidere tilsigter reglerne en jævn fordeling af de

økonomiske byrder vedrørende institutionsklienter eller sagt med andre ord en

beskyttelse af »institutionskommuner«.

Med mellemrum dukker der dog konkrete tilfælde op, hvor lovens regler om

kommunernes betalingsforpligtelse ikke virker tilfredsstillende. Der kan

nævnes den situation, hvor en person - typisk af familiemæssige grunde -

ønsker en plejehjemsplads i en anden kommune. Dette bliver afslået af

opholdskommunen, eventuelt med den begrundelse, at man i opholdskommunen har

ledig plejehjemskapacitet. Kommunen ønsker derfor ikke at blive forpligtet

til at refundere udgifter til en plejehjemsplads i en anden kommune.

I den forbindelse bemærkes, at kommunerne afholder 100% af udgifterne til

ophold i plejehjem for personer over 67 år. Da et plejehjemsophold typisk vil

være en varig foranstaltning, kan der derfor blive tale om betydelige

udgifter, der skal afholdes af den henvisende kommune i det enkelte tilfælde.

Det er regeringens opfattelse, at problemet med plejehjemsflytninger til

en anden kommune i mange tilfælde - i overensstemmelse med henstillinger fra

Socialministeriet - i praksis løses ved, at de involverede kommuner indgår

aftaler, som tilgodeser klientens ønsker om en plejehjemsplads uden for

opholdskommunen.

Det er imidlertid også regeringens opfattelse, at der under ganske særlige

forhold bør være en egentlig ret for ældre personer til at blive optaget i

plejehjem i en anden kommune end opholdskommunen. Dette vil f.eks. være

tilfældet, hvis ansøgeren har så nærtstående boende i den anden kommune, at

det er afgørende for den pågældende at bevare den tætte kontakt. Ved

nærtstående forstås børn, søskende og andre med en nær tilknytning til

ansøgeren. Der kan således ikke stilles krav om et egentligt

slægtskabsforhold.

Der kan også foreligge ganske særlige forhold, hvis ansøgeren af fx

religiøse eller andre ganske særlige grunde ønsker at blive optaget i et

plejehjem, som ligger i en anden kommune.

Tilsvarende situationer kan opstå i forbindelse med ældre personers ønske

om at få anvist en ældrebolig i en anden kommune. Der stilles derfor også

forslag om, at en person har ret til at få anvist en ældrebolig i en anden

kommune, når pågældende har en særlig familiemæssig tilknytning til denne,

jf. ovenfor.

Med dette lovforslag vil der i disse undtagelsessituationer blive

tilvejebragt en sådan ret.

I overensstemmelse med grundprincippet i bistandslovens

opholdskommuneregler foreslås det, at de kommunale merudgifter, der er

forbundet med opholdet i tilflytningskommunen, afholdes af den tidligere

opholdskommune (fraflytningskommunen). De nærmere vilkår vil blive fastlagt

efter forhandling med de kommunale parter.

Endvidere stilles der, efter ønske fra Ældreboligrådet og de kommunale

organisationer, forslag om, at kommunerne kan træffe aftale om, at den

tidligere opholdskommune afholder udgifter, når der anvises en ældre eller en

person med et handicap en ældrebolig i en anden kommune. En sådan mulighed

foreligger ikke efter de gældende regler, når en person får ophold i en

bolig, der ikke hører under bistandsloven.

En tilsvarende regel om aftale om mellemkommunal refusion er vedtaget i

Boligministeriets lov nr. 376 af 6. juni 1991 om individuel boligstøtte. Det

siges i lovens § 76, at en opholdskommune ved aftale kan få sin nettoudgift

til boligstøtte til en person, der ønsker ophold i en ældrebolig i en anden

kommune, refunderet af en tidligere opholdskommune. Der foreslås endvidere,

at den tidligere bopælskommune bevarer pligten efter pensionslovgivningens

bestemmelser, jf. lovforslagets § 2.

ad 2) Endelig foreslås det at udvide forsøgsområdet i bistandslovens § 138

b sådan, at der, ligesom det allerede er sket med hensyn til tilbud til børn,

gives muligheder for forsøg inden for andre områder end de

institutionsformer, der er omtalt i afsnit VI og VII. Der lægges op til

forsøg med nye tilbud til personer, som af helbredsmæssige grunde har behov

for støtte. Der vil være mulighed for, at kommunerne udbetaler et

kontantbeløb til ældre, der selv har et ønske herom, således at der kan købes

hjælp efter egne ønsker og behov. Forslaget sigter mod at give kommunerne og

de ældre større valgfrihed med hensyn til service og tilbud i øvrigt på

ældreområdet.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget indebærer ikke merudgifter for det offentlige under et og

påvirker ikke de økonomiske forhold mellem staten og kommunerne.

De økonomiske konsekvenser, herunder de byrdefordelingsmæssige

konsekvenser, vil blive drøftet med de kommunale parter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Forslaget giver mulighed for, at opholdskommunen kan kræve sine udgifter

ved opholdet refunderet af den tidligere opholdskommune, såfremt opholdet i

kommunen skyldes en af de ganske særlige grunde, der er nævnt i forslagets

nr. 3.

Til nr. 2.

Efter bistandslovens § 16 kan uenighed mellem kommunerne om deres

forpligtelser efter loven indbringes for klagemyndighederne. Bestemmelsen

vedrører en aftale mellem kommunerne, og for at skabe klarhed om § 16 er det

foreslået, at aftaler efter bestemmelsen ikke kan indbringes for

klagemyndighederne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3.

Forslaget skal sikre, at personer, der er visiteret til en

plejehjemsplads, en beskyttet bolig eller har fået anvist en ældrebolig i en

kommune, får en ret til at blive optaget i et plejehjem, en beskyttet bolig

eller få anvist en ældrebolig i en anden kommune, såfremt der foreligger

ganske særlige forhold. Optagelse og anvisning af bolig i

tilflytningskommunen sker i øvrigt på tilsvarende vilkår, som gælder for

kommunens egne borgere.

For så vidt angår anvisning af ældrebolig bemærkes det, at retten til at

anvise en ældrebolig efter § 17, stk. 1, i lov om boliger for ældre og

personer med handicap, tilkommer den kommune, hvori ældreboligen er

beliggende. Forslaget indebærer således, at når den pågældende er eller

bliver anvist en ældrebolig i tilflytningskommunen efter ovennævnte § 17,

stk. 1, og samtidig opfylder betingelserne efter forslaget til § 83, stk.2,

påhviler betalingsforpligtelsen for ydelser efter den sociale lovgivning

fortsat fraflytningskommunen.

Socialministeren fastsætter nærmere regler om kriterierne for optagelse i

plejehjem eller for anvisning af ældrebolig i andre kommuner.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4.

Forslaget sigter mod at udvide forsøgsområdet, således at der også kan

godkendes forsøg med nye tilbud til personer, som af helbredsmæssige grunde

har behov for støtte.

Forsøg for denne persongruppe har hidtil kun været mulige vedrørende andre

institutionsformer end dem, der er omtalt i afsnit VI og VII. Det foreslås,

at der gives tilsvarende muligheder for personer, der ikke er optaget i en

institution eller hvor forsøg ønskes med andet indhold end nye

institutionsformer.

Baggrunden for forslaget er først og fremmest at give mulighed for, at

ældre, som af helbredsmæssige grunde har behov for støtte, får større

mulighed for valg af service og tilbud i øvrigt fra kommunerne.

Efter bestemmelsen vil der være mulighed for, at kommunerne udbetaler

ældre, der selv har et ønske herom, et kontantbeløb, sådan at de kan købe

bistand til hjælp efter egne ønsker og behov. Der tænkes herved på hjælp til

aflastning af pårørende, som har påtaget sig plejen af den ældre, eller

hjælp, som kan indgå som supplement i øvrigt i den løsning, som den ældre

selv har valgt til at dække et aktuelt behov for hjælp. Der kan f.eks være

tale om hjælp, når den pågældende bor i bofællesskab med andre ældre i en

ældreegnet bolig, eller hjælp til ophold, som ligger ud over de tilbud, som

kommunen normalt stiller til rådighed. Der kan f.eks være tale om en

institutionslignende bolig med et højere serviceniveau end det normale for

kommunerne eller amtskommunerne. Forsøgene skal indstilles af kommunen eller

amtskommunen og godkendes af socialministeren. Dette giver mulighed for at

følge forsøgene og på grundlag af erfaringerne at tage stilling til, om der

skal ske en generel ændring af de muligheder, der er efter bistandsloven.

Til § 2

Efter pensionslovens § 58 betragtes en kommune fortsat som bopælskommune,

hvis en pensionist optages i en af de institutionstyper, der er nævnt i

bestemmelsen, i en anden kommune. Forslaget udvider

bopælskommuneforpligtelsen til også at omfatte optagelse i ældreboliger.

Bopælskommuneforpligtelsen indebærer bl.a., at kommunen skal modtage

ansøgning om pension, tilkende pension eller afgive indstilling til

revaliderings- og pensionsnævnet, beregne og udbetale pension.

Efter de regler, der gælder fra 1. januar 1992, skal den kommune, der har

truffet afgørelse om førtidspension eller har afgivet indstilling herom,

afholde 50 pct. af udgifterne til førtidspension m.v. i de første 6 år efter

tilkendelsen.

Ved optagelse i institutioner omfattet af § 58 afholder bopælskommunen den

kommunale del af udgiften, så længe førtidspensionisten er optaget i

institutionen i en anden kommune og indtil pensionisten efter tilkendelsen af

pension sammenlagt har boet uden for institutionen i 6 år, jf. § 52, stk. 3.

Hvis en pensionist er flyttet til en ny kommune efter pensionstilkendelsen

og derefter optages i en institution i en 3. kommune, ændrer det ikke

tilkendelseskommunens betalingsforpligtelse efter reglerne i § 52.

Der henvises i øvrigt til forslagets almindelige bemærkninger.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som senest ændret ved lov nr. 406 af 6.juni 1991, foretages følgende

ændringer:

1. I § 11 indsættes som nr. 3:

» 3) når pågældende har ophold i kommunen efter reglerne i §

83 stk. 2-3.«

2. I § 11 indsættes som nye stykker:

» Stk. 2. Ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan det

ved aftale mellem kommunalbestyrelserne i fraflytnings- og

tilflytningskommunen bestemmes, at fraflytningskommunen fortsat afholder

fraflytningskommunens udgifter efter denne lov, når der anvises en person en

ældrebolig i medfør af lov om boliger for ældre eller personer med handicap.

Aftalen gælder, så længe den pågældende bor i ældreboligen.

Stk. 3. Aftaler, der er indgået efter stk. 2, kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.«

§ 11. Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til bistand

refunderet af en tidligere opholdskommune,

1) når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig

myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen,

2) når pågældendes ophold i kommunen skyldes indkaldelse til aftjening af

værnepligt eller indlæggelse i sygehus og lignende behandlingsinstitution.

3. I § 83 indsættes efter stk.1 som nye stykker:

» Stk. 2. Personer, der er godkendt til optagelse i plejehjem

eller beskyttet bolig efter stk. 1 eller som opfylder betingelserne for at få

anvist en ældrebolig, har, når ganske særlige forhold taler for det, ret til

at blive optaget i institution eller få anvist en ældrebolig i en anden

kommune. Det er en forudsætning, at pågældende opfylder betingelserne for at

blive optaget i plejehjem eller beskyttet bolig eller få anvist en ældrebolig

i den kommune, hvor institutionen eller ældreboligen er beliggende.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter nærmere regler om

betingelserne for at blive optaget i en institution eller få anvist en

ældrebolig efter stk. 2.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 83. Kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse om optagelse i et

plejehjem eller en beskyttet bolig.

Stk. 2. Krav om fraflytning af boligen for beboere i plejehjem og

beskyttede boliger kan kun gennemføres, såfremt kravet støttes på forhold,

der kan sidestilles med en af de i lejelovens kapitel XIII nævnte

opsigelsesgrunde.

Stk. 3. Afgørelse om fraflytning kan, også i tilfælde, hvor

optagelse er sket i andre institutioner end dem, kommunalbestyrelsen

sædvanligvis stiller til rådighed for kommunens indbyggere, indbringes for

amtsankenævnet, i Københavns og Frederiksberg Kommuner for Den Sociale

Ankestyrelse.

4. I § 138 b, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt pkt.:

»Endvidere kan der på tilsvarende måde gives tilladelse til andre

forsøgsordninger, der sigter mod at give større variation i tilbud til

personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for støtte.«

§ 138 b. Socialministeren kan efter indstilling fra

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet tillade, at der for en forsøgsperiode

oprettes andre socialpædagogiske tilbud for børn og andre institutionsformer

for børn og voksne end dem, der er omtalt i afsnit VI og VII. På tilsvarende

måde kan der gives tilladelse til andre forsøgsordninger, der sigter mod at

nedbringe ventelister til dagtilbud for børn.

Stk. 2. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter

stk. 1 godkende betalingsordninger og ordninger vedrørende udgiftsfordeling,

selv om ordningerne fraviger reglerne herom. Forældrebetalingen kan dog ikke

ved sådanne ordninger fastsættes højere end den sædvanlige forældrebetaling

for tilsvarende pædagogiske tilbud for samme aldersgruppe i kommunen.

Stk. 3. Socialministeren kan efter indstilling fra

kommunalbestyrelsen eller amtsrådet for en forsøgsperiode godkende ordninger,

der fraviger reglerne om udgiftsfordelingen, også når det drejer sig om

foranstaltninger uden for afsnit VI og VII.

§ 2

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 4. juli 1989,

som senest ændret ved § 2 i lov nr. 400 af 6. juni 1991, indsættes i §

58 efter nr. 2 som nyt nr.:

»3) En ældrebolig efter lov om boliger for ældre eller

personer med handicap, som pågældende har opnået i medfør af § 11, stk. 2, og

§ 83, stk. 2, i lov om social bistand.«

Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.

§ 58. En kommune bevarer pligten efter § 57, hvis den får en

person optaget på en af følgende institutionstyper i en anden kommune:

1) Almindelig og særlige plejehjem efter bistandslovens § 79, stk. 1, og §

112, stk. 2.

2) Beskyttede boliger efter bistandslovens § 79, stk. 2.

3) Institutioner for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap

efter bistandslovens § 112, stk. 1.

4) Alle institutioner under sygehusvæsenet.

Efter 2. behandling den 27. februar 1992

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som senest ændret ved lov nr. 947 af 27. december 1991, foretages

følgende ændring:

I § 138 b, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Endvidere kan der på tilsvarende måde gives tilladelse til andre

forsøgsordninger, der sigter mod at give større variation i tilbud til

personer, som af helbredsmæssige grunde har behov for støtte.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter