Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 61 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PATENTLOVEN (RATIFIKATION AF AFTALE OM EF-PATENTER, INDSIGELSE EFTER PATENTUDSTEDELSE OG ADMINISTRATIV OMPRØVNING)

1991/1 LSF 61Lovforslag som fremsatFolketinget23. oktober 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 733 af 27. november 1989,

foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Med hensyn til handlinger angående produkter, som er bragt i

omsætning i en anden stat, som har ratificeret eller tiltrådt Aftale om

EF-patenter, finder artikel 76 og artikel 81, stk. 3, i EF-Patentkonventionen

anvendelse.«

2. §§ 19-21 affattes således:

»§ 19. Er ansøgningen i overensstemmelse med forskrifterne,

og er intet fundet til hinder for meddelelse af patent, sender

patentmyndigheden meddelelse til ansøgeren om, at patent kan meddeles mod

betaling af det fastsatte gebyr. Ansøgeren skal have lejlighed til at erklære

sig enig i den tekst, på grundlag af hvilken patent vil kunne meddeles.

Stk. 2. Efter at patentmyndigheden har sendt meddelelse som nævnt

i stk. 1, må begæring efter § 14 ikke fremsættes, eller patentkravene ændres,

således at patentbeskyttelsens omfang udvides.

Stk. 3. Gebyret for patentmeddelelse skal betales inden to måneder

efter, at patentmyndigheden har givet meddelelse efter stk. 1. Sker dette

ikke, henlægges ansøgningen. Behandlingen genoptages dog, når ansøgeren inden

4 måneder efter udløbet af fristen betaler meddelelsesgebyret samt det

fastsatte genoptagelsesgebyr.

§ 20. Når betingelserne i § 19 er opfyldt, skal patentmyndigheden

meddele patent og udfærdige patentbrev. Samtidig bekendtgøres

patentmeddelelsen.

Stk. 2. Patentskrift, som indeholder beskrivelse, patentkrav og

sammendrag, skal kunne fås hos patentmyndigheden samtidig med

patentmeddelelsens bekendtgørelse. Patentskriftet skal angive patenthaveren

og opfinderen.

§ 21. Enhver er berettiget til over for patentmyndigheden at

Læs alt

fremsætte indsigelse mod et meddelt patent. En indsigelse skal fremsættes

skriftligt, være begrundet og være kommet frem til patentmyndigheden inden 9

måneder fra bekendtgørelsesdagen. Med indsigelsen skal følge det fastsatte

gebyr.

Stk. 2. Indsigelse kan alene begrundes med, at patentet er

meddelt, uanset at

1) betingelserne i §§ 1 og 2 ikke er opfyldt,

2) det angår en opfindelse, som ikke er så tydeligt beskrevet, at en

fagmand på grundlag af beskrivelsen kan udøve den, eller

3) dets genstand går ud over indholdet af ansøgningen, som den blev

indleveret.«

3. § 22, stk. 1, affattes således:

»Fra og med den dag, da patentet meddeles, skal akterne i

ansøgningssagen holdes tilgængelige for enhver.«

4. I § 22, stk. 2, 1. pkt., ændres »ansøgningen ikke

er fremlagt« til: »patent ikke er meddelt«.

5. I § 22, stk. 5, 1. pkt., ændres »der søges

patent« til: »der søges eller er meddelt patent«.

6. § 22, stk. 7, 1. pkt., affattes således:

»Uanset stk. 6 kan ansøgeren begære, at udlevering af en prøve i

tiden, indtil patent er meddelt, eller ansøgningen er endeligt afgjort uden

at have ført til patent, kun kan ske til en særlig sagkyndig.«

7. § 23 affattes således:

»§ 23. Er indsigelse fremkommet, skal patenthaveren gøres

bekendt med indsigelsen og have lejlighed til at udtale sig om denne.

Stk. 2. Patentmyndigheden kan behandle en indsigelse, selv om

patentet er ophørt eller ophører i henhold til §§ 51, 54 eller 95, selv om

indsigelsen tages tilbage, eller selv om indsigeren afgår ved døden eller

mister evnen til at indgå retshandler.

Stk. 3. Patentmyndigheden kan erklære patentet ugyldigt eller

opretholde det i uændret eller ændret form. Der udfærdiges bekendtgørelse om

afgørelsen af indsigelsen. Hvis patentmyndigheden finder, at et patent kan

opretholdes i ændret form, og patenthaveren har erklæret sig enig heri,

ændres patentskriftet tilsvarende, og nyt patentbrev udfærdiges efter, at

patenthaveren har betalt det fastsatte gebyr herfor. Hos patentmyndigheden

skal der kunne fås eksemplarer af det ændrede patentskrift.«

8. § 24, stk. 1, og 2, 1. pkt., affattes således:

»§ 24. Klage over direktoratets endelige afgørelse af en

patentansøgning kan indgives til Patentankenævnet af ansøgeren. Det samme

gælder patenthaveren, når et patent erklæres ugyldigt eller opretholdes i

ændret form efter indsigelse. Opretholdes et patent i ændret eller uændret

form trods behørigt fremsat indsigelse, kan afgørelsen påklages af

indsigeren. Frafalder sidstnævnte sin klage, kan klagen alligevel prøves, når

særlige grunde hertil foreligger.«

Stk. 2. Afgørelser, hvorved en begæring om genoptagelse i henhold

til § 15, stk. 3, eller § 19, stk. 3, er afslået, eller hvorved begæring om

overførelse i henhold til § 18 er imødekommet, kan påklages af ansøgeren.'

9. I § 25, stk. 1, 1. pkt., ændres »Klage over

afgørelser vedrørende ansøgning om patent« til: »Klage efter §

24«.

10. § 25, stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»Søgsmål til prøvelse af afgørelser, hvorved Patentankenævnet afslår

en ansøgning om patent eller erklærer et patent ugyldigt, skal anlægges inden

2 måneder efter, at der er givet den pågældende underretning om

afgørelsen.«

11. § 26 affattes således:

»§ 26. Bliver en ansøgning, som er tilgængelig for enhver,

endeligt afslået eller henlagt, skal bekendtgørelse herom udfærdiges.«

12. § 34 affattes således:

»§ 34. I en international patentansøgning må der ikke

meddeles patent eller gives afslag før efter udløbet af en af

industriministeren fastsat frist, medmindre ansøgeren har givet samtykke til,

at ansøgningen afgøres forinden.«

13. § 35 affattes således:

»§ 35. Patentmyndigheden må ikke uden ansøgerens samtykke

meddele patent i en international patentansøgning eller offentliggøre den,

før den er offentliggjort af Det Internationale Bureau ved

Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), eller der er

hengået 20 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis

prioritet begæres, fra prioritetsdagen.«

14. § 45, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at udøvelse i et

andet land skal sidestilles med udøvelse her i landet ved anvendelsen af

bestemmelsen i stk. 1. Sådan bestemmelse kan gøres betinget af

gensidighed.«

15. I § 48 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Industriministeren kan bestemme, at udnyttelse i et

andet land skal sidestilles med udnyttelse her i landet ved anvendelsen af

bestemmelsen i stk. 1. Sådan bestemmelse kan gøres betinget af

gensidighed.«

16. Overskriften til Kapitel 7 affattes således:

»Kapitel 7

Patentets ophør, administrativ omprøvning m.v.«

17. § 52, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) omfanget af patentbeskyttelsen er blevet udvidet efter, at

patentmyndigheden efter § 19, stk. 1, har sendt meddelelse til ansøgeren om,

at patent kan meddeles.«

18. Efter § 53 indsættes:

»§ 53 a. Sag om ugyldigkendelse, som rejses, mens en begæring

om omprøvning i henhold til § 53 b ikke er færdigbehandlet af

patentmyndigheden, kan af retten stilles i bero, indtil der er truffet

endelig afgørelse i sagen om omprøvning.

§ 53 b. Enhver kan over for patentmyndigheden skriftligt fremsætte

begæring om, at et patent, der er meddelt af patentmyndigheden eller med

virkning for Danmark efter § 75, omprøves. Med begæringen skal følge det

fastsatte gebyr. Begæring kan ikke indleveres, så længe indsigelse endnu kan

fremsættes, eller så længe en indsigelsessag ikke er endeligt afgjort.

Stk. 2. Er begæring om administrativ omprøvning indleveret, skal

patenthaveren gøres bekendt hermed og have lejlighed til at udtale sig om

denne. Patentmyndigheden udfærdiger bekendtgørelse om indlevering af begæring

om omprøvning.

§ 53 c. Patenthaveren kan begære, at hans patent begrænses ved

ændring af beskrivelsen, kravene eller tegningerne. Andre kan alene støtte

begæringen på de ugyldighedsgrunde, der er nævnt i § 52, stk. 1. Det påhviler

i alle tilfælde patentmyndigheden at undersøge, om de grunde, der er nævnt i

§ 52, stk. 1, er til hinder for at opretholde patentet i ændret eller uændret

form.

§ 53 d. Er de i § 52, stk. 1, nævnte grunde til hinder for, at

patentet opretholdes i ændret form, og er begæring om omprøvning indleveret

af andre end patenthaveren, erklærer patentmyndigheden patentet for ugyldigt

og udfærdiger bekendtgørelse herom.

Stk. 2. Hvis de i § 52, stk. 1, nævnte grunde ikke er til hinder

for, at patentet opretholdes i ændret form, beslutter patentmyndigheden at

ændre patentet, hvis patenthaveren er enig i den ændrede formulering, som

patentmyndigheden vil give patentet, og gebyret for publicering af nyt

patentskrift er betalt inden udløbet af den fastsatte frist.

Stk. 3. Hvis patenthaveren ikke er enig i den ændrede formulering

eller ikke betaler gebyret for publicering af et nyt patentskrift rettidigt,

anses patentet for ophævet.

Stk. 4. Finder patentmyndigheden, at ændringerne ikke kan

godkendes, afslår den begæringen, og patentet opretholdes i uændret form.

Denne afgørelse bekendtgøres af patentmyndigheden.

§ 53 e. Hvis et patent er ændret i henhold til § 53 d, stk. 2,

skal der fra det tidspunkt, hvor der sker bekendtgørelse ifølge § 55 a, hos

patentmyndigheden kunne fås eksemplarer af det nye patentskrift med

beskrivelse og patentkrav i den ændrede form.«

19. Efter § 55 indsættes som ny § 55 a:

»§ 55 a. Hvis et patent erklæres ugyldigt, anses patentet, i

det omfang det er blevet erklæret ugyldigt, allerede fra den dag,

patentansøgningen blev indleveret, ikke at have haft de virkninger, der er

angivet i § 3. Hvis et patent er ændret efter begæring om omprøvning fremsat

af patenthaveren, har ændringen først virkning fra den dag, meddelelse herom

bekendtgøres.«

20. § 60, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»I tiden indtil patent er meddelt, omfatter patentbeskyttelsen kun

det, som fremgår såvel af patentkravene, som de forelå, da ansøgningen blev

almindeligt tilgængelig, som af patentet, som det er meddelt eller er

opretholdt i ændret affattelse efter § 23, stk. 3.«

21. I § 60, stk. 2, ændres »ansøgningens fremlæggelse

efter § 21« til: »patentets meddelelse efter § 20«.

22. § 63, stk. 1 og 2, affattes således:

»Den, der anlægger sag om et patents ugyldighed, om overførelse af

patent eller om tvangslicens, skal samtidig meddele dette til

patentmyndigheden og i anbefalet postforsendelse give meddelelse om

sagsanlægget til enhver i patentregistret indført licenshaver, hvis adresse

er angivet i registret. Den, der begærer et patent omprøvet administrativt,

skal samtidig hermed give de nævnte licenshavere meddelelse herom. En

licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i patentet, skal på tilsvarende

måde give meddelelse herom til patenthaveren, hvis dennes adresse er angivet

i registret.

Stk. 2. Dokumenterer sagsøgeren eller den, der har begæret

administrativ omprøvning, ikke på sagens første tægtedag eller ved begæring

om omprøvning ved dennes indlevering, at meddelelse efter stk. 1 har fundet

sted, kan retten eller ved begæring om omprøvning patentmyndigheden fastsætte

en frist til opfyldelse af betingelserne i stk. 1. Oversiddes den fastsatte

frist, afvises sagen.«

23. Efter § 64 indsættes:

»§ 64 a. Hvis et patents genstand er en fremgangsmåde til

fremstilling af et nyt produkt, betragtes samme produkt, når det er

fremstillet af en anden person end patenthaveren, som fremstillet ved den

patenterede fremgangsmåde, medmindre det modsatte bevises.

Stk. 2. I forbindelse med bevisførelsen for det modsatte skal

sagsøgtes berettigede interesse i at beskytte sine fabrikations- og

forretningshemmeligheder tilgodeses.«

24. § 67, stk. 1, affattes således:

»Klage over direktoratets afgørelser i medfør af §§ 44, 53 d, 72,

stk. 1 og 2, 73 samt 95 kan af ansøgeren, patenthaveren eller den, der har

begæret administrativ omprøvning eller patentets ophør, indgives til

Patentankenævnet senest 2 måneder efter, at der er givet vedkommende

underretning om afgørelsen. Andre, der har interesse i den pågældende

afgørelse, kan senest 2 måneder efter, at afgørelsen er kundgjort, indgive

tilsvarende klage.«

25. I § 67 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Bestemmelserne i § 25, stk. 2-4, finder tilsvarende

anvendelse.«

26. § 69, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»Industriministeren fastsætter nærmere regler om patentansøgninger og

deres behandling, om behandling af indsigelser, om administrativ omprøvning,

om patentregistrets indretning og førelse, om Patenttidendes udgivelse og

indhold samt om direktoratets forretningsgang.«

27. I § 77, stk. 1, 1. pkt., ændres »trykningen«

til: »publiceringen«.

28. § 77, stk. 3, 2. pkt., affattes således:

»Eksemplarer af oversættelsen skal snarest derefter kunne fås hos

patentmyndigheden.«

29. I § 86, stk. 1, 1. pkt., ændres »trykning«

til: »publicering«.

30. I § 86, stk. 1, 4. pkt., ændres »Trykte

eksemplarer« til: »Eksemplarer«.

31. Efter § 90 indsættes:

»Kapitel 10 B

EF-patent

§ 91. Ved EF-patent forstås et patent, der i henhold til en

europæisk patentansøgning, jf. § 75, stk. 1, er meddelt af Den Europæiske

Patentmyndighed i henhold til Konventionen om Det Europæiske Patent for

Fællesmarkedet (EF-patentkonventionen) i Aftale om EF-patenter, udfærdiget i

Luxembourg den 15. december 1989.

Stk. 2. Der kan meddeles EF-patenter, som omfatter Danmark.

§ 92. Bestemmelserne i Aftale om EF-patenter gælder her i landet

for EF-patenter og ansøgninger om sådanne patenter.

Stk. 2. Industriministeren bekendtgør de bestemmelser, der

fastsættes af de enkelte lande i medfør af artikel 83 i

EF-patentkonventionen.

§ 93. §§ 75, stk. 3, 80, 82, 84, 87 og 88 finder tilsvarende

anvendelse på EF-patenter og på ansøgninger herom.

§ 94. Ret efter artikel 32, stk. 1, i EF-patentkonventionen

tilkommer kun den ansøger om et EF-patent, som enten til patentmyndigheden

har indleveret en oversættelse af patentkravene til dansk, der er blevet

bekendtgjort, eller har tilstillet den, der udnytter opfindelsen her i

landet, en sådan oversættelse.

§ 95. Hvis et patent, der er meddelt af patentmyndigheden,

vedrører en opfindelse, for hvilken et EF-patent eller et europæisk patent

for Danmark er udstedt til den samme opfinder eller den, til hvem hans ret er

overgået, med samme ansøgningsdag eller, hvis der er begæret prioritet, med

samme prioritetsdag, kan det her i landet meddelte patent ved

patentmyndighedens afgørelse eller ved dom erklæres for ophørt i

overensstemmelse med artikel 75, stk. 1 og 2, i EF-patentkonventionen.

Stk. 2. Enhver kan begære patentmyndighedens afgørelse eller

anlægge sag om ophør af et patent efter stk. 1. §§ 55, 63, 64 og 65 finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Sag om ophør, som rejses, mens en begæring herom ikke er

færdigbehandlet af patentmyndigheden, kan af retten stilles i bero, indtil

der er truffet endelig afgørelse herom.

§ 96. Industriministeren fastsætter nærmere regler til

gennemførelse af bestemmelserne i dette kapitel.«

32. Overalt i loven ændres »afgift«,

»afgiften«, »afgifter«, »afgiftsfrie«,

»afgiftsår«, »afgiftsåret«, »ansøgningsafgift«,

»genoptagelsesafgift«, »tillægsafgift«,

»Årsafgift«, »årsafgift«, »Årsafgiften«,

»årsafgiften«, »Årsafgifterne«, »årsafgifterne«

og »årsafgifter« til: »gebyr«, »gebyret«,

»gebyrer«, »gebyrfrie«, »gebyrår«,

»gebyråret«, »ansøgningsgebyr«,

»genoptagelsesgebyr«, »tillægsgebyr«,

»Årsgebyr«, »årsgebyr«, »Årsgebyret«,

»årsgebyret«, »Årsgebyrerne«, »årsgebyrerne« og

»årsgebyrer«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft 1. juli 1992, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 31, og § 3, stk. 2, træder i kraft samtidig

med Aftale om EF-patenter. Industriministeren udfærdiger bekendtgørelse

herom.

§ 3

Stk. 1. Loven finder også anvendelse på patentansøgninger, der

ved dens ikrafttræden er under behandling hos patentmyndigheden.

Patentansøgninger, for hvilke der ved lovens ikrafttræden er givet ansøgeren

underretning om, at ansøgningen er godkendt til fremlæggelse, færdigbehandles

dog efter de hidtil gældende regler.

Stk. 2. Patentlovens § 21, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2,

finder ikke anvendelse på patenter, der er meddelt før lovens ikrafttræden

eller er meddelt efter de hidtil gældende regler, jf. stk. 1, 2. pkt.

§ 4

Stk. 1. Aftale om EF-patenter kan ratificeres på Danmarks vegne.

Stk. 2. Beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets

myndigheder, kan i det omfang, det er fastsat i Aftale om EF-patenter, udøves

af de institutioner, der er nævnt i aftalen.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 1, nr. 2-30 og 32, kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formål

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe hjemmel for Danmarks

tiltrædelse af Aftale om EF-patenter vedtaget i Luxembourg den 15.

december 1989. Samtidig foreslås bestemmelserne i patentloven om

indsigelse mod patentudstedelse ændret, således at indsigelse skal ske

efter patentets meddelelse. Endvidere foreslås en supplerende adgang til

administrativ omprøvning i patentets resterende gyldighedsperiode.

Herudover indeholder lovforslaget enkelte tilpasninger i patentloven.

Aftale om EF-patenter omfatter EF-patentkonventionen samt en række

protokoller vedrørende etableringen af EF-patentsystemet. Aftalen erstatter

Fællesskabets Patentkonvention fra 1975. Aftale om EF-patenter er endnu ikke

trådt i kraft.

EF-patentkonventionen er den væsentligste del af aftalen og skal ses i

sammenhæng med Den Europæiske Patentkonvention, som Danmark allerede har

ratificeret i 1989. De to konventioner hænger historisk og indholdsmæssigt

nøje sammen. Den Europæiske Patentkonvention regulerer patentudstedelsen på

grundlag af en fælles ansøgning for de europæiske lande, og

EF-patentkonventionen regulerer patentet efter udstedelsen. Tilsammen udgør

de to konventioner et afgørende skridt med hensyn til at gennemføre det Indre

Marked i EF på det patentretlige område. Patenterede produkter vil fremover

kunne passere frit over grænserne uden de hindringer, der i dag kan opstå som

følge af de territoriale rettigheder, som er knyttet til nationale patenter.

For danske virksomheder vil en ratifikation betyde økonomiske besparelser

i forbindelse med at erhverve og opretholde et EF-patent i stedet for et

europæisk patent i henhold til Den Europæiske Patentkonvention. Det vil

fortsat være muligt at opnå dansk patent.

Forslaget om omlægning af indsigelsesperioden til efter, at

patentet er meddelt, vil indebære en hurtigere patentudstedelse til gavn for

erhvervslivet, samt en række forenklinger af de administrative sagsgange i

Patentdirektoratet. Samtidig er ændringen i overensstemmelse med den

internationale udvikling på patentområdet.

Med forslaget om administrativ omprøvning tilsigtes at indføre en

alternativ mulighed for at prøve patentets gyldighed og omfang i hele

registreringperioden. En sådan adgang vil være hurtigere og billigere for

erhvervslivet end en domstolsprøvelse, der i dag foreskrives som eneste

mulighed. Administrativ omprøvning er ligeledes i overensstemmelse med den

internationale udvikling.

Forslaget om omlægning af indsigelsesperioden og administrativ omprøvning

er uafhængig af forslaget om ratifikation af Aftale om EF-patenter.

Lovforslag om ratifikation af Fællesskabets Patentkonvention har tidligere

været forelagt Folketinget sammen med forslag om ratifikation af Den

Europæiske Patentkonvention. Dette skete i folketingsårene 1976-77, 1977-78

og 1980-81. I folketingsåret 1988-89 blev der alene fremsat lovforslag om

ratifikation af Den Europæiske Patentkonvention. Baggrunden var, at der på

daværende tidspunkt næppe var sandsynlighed for at opnå den fornødne

tilslutning på 5/6 i Folketinget til ratifikation af Fællesskabets

Patentkonvention, som var under revision. Lovforslaget om ratifikation af Den

Europæiske Patentkonvention blev vedtaget den 1. juni 1989, og siden 1.

januar 1990 har Danmark været medlem af Den Europæiske Patentorganisation,

som i dag udsteder patenter med gyldighed for Danmark.

Om de tidligere behandlinger henvises til Folketingstidende 1976-77 tillæg

A, sp. 1295 ff, og Folketingets Forhandlinger sp. 2716 ff, Folketingstidende

1977-78 tillæg A, sp. 1953 ff, og Folketingets Forhandlinger sp. 2932,

Folketingstidende 1980-81 tillæg A, sp. 2081, og Folketingets Forhandlinger

sp. 3721 ff samt betænkning afgivet af Folketingets Erhvervsudvalg den 3.

august 1981, optrykt i Folketingstidende 1980-81 tillæg B, sp. 1537 ff.

Endvidere henvises til Folketingstidende 1988-89 tillæg A, sp. 3729, og

Folketingets Forhandlinger sp. 4490 ff, 5037 ff, 10490 ff og 11169 ff

vedrørende ratifikation af Den Europæiske Patentkonvention.

Patentlovens materielle bestemmelser blev allerede ved lov nr. 264 af 8.

juni 1978 bragt i overensstemmelse med bestemmelserne i Den Europæiske

Patentkonvention og Fællesskabets Patentkonvention.

2. Aftale om EF-patenter

Aftale om EF-patenter indeholder EF-patentkonventionen samt protokollerne

om Bilæggelse af Retstvister, Privilegier og Immuniteter, Statutten for Den

Fælles Ankedomstol og Protokol om en eventuel ændring af betingelserne for

ikrafttrædelse af Aftale om EF-patenter. Aftalen er i sin helhed

offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, L 401, 30. december

1989.

I modsætning til Den Europæiske Patentkonvention, som principielt er åben

for alle europæiske stater, omfatter Aftale om EF-patenter som udgangspunkt

alene EF-landene. Aftalen indeholder imidlertid en bestemmelse, som giver

lande uden for EF mulighed for at deltage. Det forudsætter en særlig

forhandling mellem det pågældende land og EF.

Aftale om EF-patenter er resultatet af en revision af Fællesskabets

Patentkonvention fra 1975. Denne konvention nåede aldrig at træde i kraft,

bl.a. fordi det ikke var muligt for Danmark og Irland at ratificere. Formålet

med revisionen var, dels at gøre det muligt at sætte konventionen i kraft for

et færre antal lande end de i mellemtiden tolv medlemslande, dels at justere

konventionen og dens gennemførelsesforskrifter under hensyn til, at

Grækenland, Spanien og Portugal ligeledes skulle kunne ratificere

konventionen. Samtidig var et væsentligt formål at vedtage et domstols- og

processystem for bilæggelse af retstvister om krænkelse af EF-patenter og om

disses gyldighed. Dette skulle kunne ske samlet under een og samme retssag.

Disse mål blev nået for så vidt angår vedtagelsen af en protokol om

retstvister angående EF-patenter og den dertil knyttede protokol om

privilegier og immuniteter for dommere i Den Fælles Ankedomstol. Disse

protokoller blev alle vedtaget 15. december 1985. Justering af konventionen,

og om hvorledes konventionen - nu med tilhørende protokoller - kunne sættes i

kraft, eventuelt for færre lande end alle 12 medlemslande, skete i december

1989, hvor der blev vedtaget en særlig protokol om en eventuel ændring af

betingelserne for ikrafttrædelsen og en fælleserklæring, som bekræfter en

række resolutioner og erklæringer afgivet under forhandlingerne i 1985 og

1989. Under fælleserklæringen blev tillige vedtaget en erklæring om, at alle

EF-medlemslande, også de, der ikke har ratificeret Aftale om EF-patenter,

skal deltage i eventuelle forhandlinger med tredjelande om deres tilslutning

til EF-patentordningen, hvis de bliver medlemmer af EF. Aftale om EF-patenter

er undertegnet af samtlige EF-lande.

Aftale om EF-patenter kan først træde i kraft, når alle 12 EF-lande har

ratificeret. Der er imidlertid åbnet mulighed for at ændre dette krav i

medfør af den særlige Protokol om eventuel ændring af betingelserne for

ikrafttrædelse af Aftale om EF-patenter. Hvis ikke samtlige EF-lande inden

31. december 1991 har ratificeret aftalen, skal der ifølge protokollen

indkaldes til en regeringskonference. Konferencen kan med enstemmighed

bestemme at sænke antallet af stater, der skal ratificere aftalen.

Protokollen er blandt andet udarbejdet af hensyn til Danmark og Irland.

Irland forventes fortsat at have vanskelighed med at ratificere på grund af

forfatningsmæssige forhold.

Den særlige protokol kræver selvstændig ratifikation af alle EF-lande for

at få virkning. Regeringen vil på Danmarks vegne ratificere protokollen.

Besluttes det at nedsætte antallet af EF-lande, der skal ratificere

aftalen, betyder det, at enkelte medlemslande vil kunne stå uden for

EF-samarbejdet på patentområdet, hvilket i lyset af det Indre Marked må anses

for meget uheldigt.

3. EF-patentkonventionen

EF-patentkonventionen svarer i det væsentlige til den tidligere

Fællesskabets Patentkonvention.

EF-patentkonventionen indebærer, at Den Europæiske Patentmyndighed (EPO)

skal kunne udstede et EF-patent med gyldighed for samtlige EF-lande. Som

udgangspunkt skal udpegning af et eller flere EF-medlemslande i en europæisk

patentansøgning anses som udpegning af samtlige EF-lande, hvorefter der kan

udstedes et EF-patent med gyldighed for alle medlemslandene. Ansøgeren kan

dog i en overgangsperiode vælge, at hans patentansøgning ikke skal føre til

et EF-patent, men til et europæisk patent for de udpegede lande i henhold til

Den Europæiske Patentkonvention. Endvidere har en patenthaver, der inden

EF-patentkonventionens ikrafttræden er indehaver af et europæisk patent, og

som har udpeget alle EF-lande i sin patentansøgning, mulighed for i en

overgangsperiode at vælge, at det europæiske patent skal gælde som et

EF-patent.

I 1989 blev det gjort til en betingelse for, at et EF-patent kan få

gyldighed, at der indleveres en oversættelse af det udstedte patent til alle

officielle sprog i medlemslandene til EPO. Indleveres imidlertid ikke alle

oversættelser, kan patentet dog opretholdes som et europæisk patent i de

lande, til hvis sprog der rettidigt er indleveret en oversættelse.

Patent for et enkelt medlemsland skal fortsat kunne opnås gennem en

national patentansøgning.

Ifølge EF-patentkonventionens bestemmelser har EF-patentet enhedskarakter,

altså samme virkning overalt på EF's territorium. EF-patentet er undergivet

konventionens bestemmelser og de bestemmelser i Den Europæiske

Patentkonvention, som finder anvendelse på EF-patenter. Det vil sige, at på

de regulerede områder gælder fælles regler i stedet for de forskellige

nationale love. Det betyder bl.a., at et EF-patent kun kan overdrages eller

ophøre for samtlige lande under eet. Det samme gælder retsovergang ved

pantsætning, arv, tvangsfuldbyrdelse m.v. Dette udelukker ikke, at

licenskontrakter kan indgås alene for en del af EF, således at patenthaveren

kan give andre tilladelse til at udøve den patenterede opfindelse for et

bestemt territorium, f.eks. for Danmark. Der gøres endvidere en undtagelse

fra enhedsprincippet i de tilfælde, hvor der foreligger kollision med

nationale ansøgninger. Disse kan være patentansøgninger, eller nationale

ansøgninger om brugsmodeller og lign. Endelig begrænses enhedsprincippet af

nationale uregistrerede rettigheder, som er opstået på grundlag af udnyttelse

af en opfindelse, inden der er ansøgt om patent.

Den administrative og judicielle kontrol vedrørende EF-patenter udøves af

organer med tilknytning til EPO eller af domstolene i medlemslandene.

Til administrationen af EF-patenter skal der oprettes særlige organer ved

EPO. Øverste myndighed er Den Særlige Komite inden for EPO's

administrationsråd. Der skal endvidere oprettes en særlig

administrationsafdeling og annullationsafdelinger til behandling af sager om

EF-patentet.

Administrationsafdelingen fører EF-patentregistret, opkræver årsgebyrer og

udgiver EF-patenttidende. Udover behandling af ansøgninger om EF-patent vil

administrationsafdelingen skulle behandle ansøgninger om udstedelse af

særlige certifikater om patenttidsforlængelse for lægemidler. EF forventes i

nærmeste fremtid at vedtage et forordningsforslag, hvorefter

beskyttelsestiden for patenter på lægemidler kan forlænges til kompensation

for den tid, der er medgået til undersøgelser af det patenterede lægemiddel,

forinden det kan markedsføres.

Afgørelser truffet af administrationsafdelingen og annulationsafdelingerne

kan påklages til Den Fælles Ankedomstol, der skal oprettes i henhold til

protokollen om retstvister. Ugyldigkendelse vil således kunne ske ved

henholdsvis de nævnte annulationsafdelinger i EPO og ved de enkelte

medlemslandes nationale domstole. Afgørelser truffet af medlemslandenes

domstole har ligesom afgørelser truffet af EPO virkning for alle

medlemslande. Ankedomstolen kan anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om

at afgøre præjudicielle spørgsmål. Det samme gælder en medlemsstat,

Kommissionen i visse tilfælde og medlemslandenes højeste domstol, i Danmark

Højesteret.

4. Forholdet til Grundlovens § 20

En dansk tiltrædelse af Aftale om EF-patenter vil indebære, at Den

Europæiske Patentmyndighed kan meddele et EF-patent, der skal respekteres her

i landet på linje med et patent meddelt af den danske patentmyndighed.

Da den administrative og judicielle kontrol i forbindelse med udstedelsen

af EF-patenter vil blive udøvet af fællesorganer med tilknytning til Den

Europæiske Patentmyndighed, blev det i 1976/77 undersøgt, om ratifikation af

Den Europæiske Patentkonvention og dengang Fællesskabets Patentkonvention var

omfattet af Grundlovens § 20 på grund af overdragelsen af beføjelser, som

tilkommer danske myndigheder. Resultatet af overvejelserne blev, at

tiltrædelse af såvel Den Europæiske Patentkonvention som Fællesskabets

Patentkonvention måtte anses for omfattet af bestemmelserne i Grundlovens §

20. Aftale om EF-patenter adskiller sig i denne henseende ikke fra den

daværende Fællesskabets Patentkonvention. Herefter kræves der til vedtagelse

af lovforslagets § 1, nr. 31, om ratifikation af Aftale om EF-patenter et

flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer.

5. Tvangslicens

EF-patentkonventionens art. 83 giver de kontraherende stater adgang til

at tage forbehold med hensyn til bestemmelserne om tvangslicens i art. 46 og

77. Herefter skulle Danmark i 10 år fra EF-patentkonventionens ikrafttræden

for EF-patenter kunne opretholde den pligt til udnyttelse af patentet her i

landet, der i dag er hjemlet i patentlovens § 45, og som kan resultere i

tvangslicens, hvis udnyttelsespligten ikke opfyldes.

EF-Kommissionen har imidlertid anfægtet, at de EF-lande, hvis

patentlovgivning indeholder tilsvarende bestemmelser som patentlovens § 45, i

fremtiden kan opretholde bestemmelserne. Kommissionen har i henhold til

EØF-Traktatens art. 169 indledt traktatkrænkelsessag imod flere

fællesskabslande, herunder Danmark.

Det er Kommissionens opfattelse, at bestemmelserne i patentloven om

meddelelse af tvangslicens på baggrund af manglende udøvelse i Danmark vil

tilskynde til at henlægge produktion til det danske marked i stedet for at

opfylde det danske markedsbehov ved at importere de patenterede produkter fra

andre medlemsstater. Meddelelse af tvangslicens vil ifølge Kommissionen

medføre en nedgang i importen og dermed hæmme - det være sig reelt eller

potentielt, direkte eller indirekte - samhandlen inden for Fællesmarkedet og

udgør dermed en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative

restriktioner, jf. EØF-Traktatens art. 30. Kommissionen har tillige inddraget

en tilsvarende problemstilling vedrørende patentlovens § 48.

På den baggrund foreslås patentlovens §§ 45 og 48 ændret, jf. forslagets §

1, nr. 14 og 15.

6. Omvendt bevisbyrde

EF-patentkonventionens art. 35 indeholder en regel om omvendt bevisbyrde

i sager om krænkelse af fremgangsmådepatenter. Dette indebærer, at sagsøgte i

sager om krænkelse af et EF-patent på en fremgangsmåde til fremstilling af et

nyt produkt skal anses for at have benyttet den patenterede fremgangsmåde,

indtil sagsøgte beviser det modsatte. En sådan bestemmelse findes i flere

andre lande. Dansk industri har i mange år ønsket en regel om omvendt

bevisbyrde i den danske patentlov, uanset dansk medlemskab af

EF-patentordningen eller ej. Med forslaget til ny § 64a, jf. lovforslagets §

1, nr. 23, søges dette imødekommet. Derved undgås også, at danske domstole,

efter at EF-patentordningen er trådt i kraft, skal anvende forskellige

bevisbyrderegler for nationale danske patenter og EF-patenter. En sådan regel

er ligeledes indeholdt i det foreliggende forslag til direktiv om patentering

af bioteknologiske opfindelser.

7. Indsigelse efter patentudstedelse

Forslaget om, at indsigelse først kan ske efter patentudstedelse, skal

ses i sammenhæng med, at der kun nedlægges indsigelse vedrørende ca. 2% af

samtlige fremlagte ansøgninger. Indsigelsesperioden er i dag 3 måneder. Dette

medfører en forsinkelse i udstedelsen af patenter i almindelighed. Ved at

lægge indsigelsesperioden efter patentudstedelsen opnås således en hurtigere

patentudstedelse. Dette kan ske uden at forringe retssikkerheden.

Indsigelsesfristen foreslås forlænget til 9 måneder. De grunde, indsigelse

skal kunne støttes på, er i det væsentlige de samme, som i dag kan danne

grundlag for indsigelse eller ugyldighedskendelse, typisk at opfindelsen ikke

er patenterbar, mangler nyhed eller ikke har fornøden opfindelseshøjde.

Forslaget indebærer samtidig en række forenklinger af de administrative

sagsgange i Patentdirektoratet. Endvidere vil proceduren i Danmark blive

bragt på linie med patentudstedelsesproceduren i Den Europæiske

Patentkonvention og i flere andre industrilande, herunder Tyskland, samt med

forslaget til den kommende patentlovharmoniseringstraktat, der er under

udarbejdelse i WIPO.

8. Administrativ omprøvning

Muligheden for, at patenthaver selv eller tredjemand i hele patenttiden

kan få ændret, begrænset eller omprøvet et patent ved en administrativ

procedure kendes i forskellige udformninger fra en række lande, f.eks. USA,

Østrig, Canada, Storbritannien og Tyskland samt fra EF-patentkonventionen.

Ifølge patentloven kan dette i dag kun gennemføres ved domstolene. For

patenthavere såvel som for tredjemand er det en økonomisk fordel at kunne

anvende en administrativ procedure uden at skulle anlægge sag ved domstolene.

Hertil kommer, at Patentdirektoratets tekniske ekspertise kan inddrages mere

direkte, hvis en ændring i et udstedt patent kan ske ved behandling i

direktoratet.

Administrativ omprøvning findes ikke i de nordiske lande. Det har gentagne

gange været drøftet i nordisk sammenhæng at indføre et sådant retsinstitut,

og forslaget er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter for de øvrige

nordiske lande. I øvrigt ventes den kommende patentlovharmoniseringstraktat i

WIPO at indeholde tilsvarende bestemmelser.

Omprøvning skal ikke kunne påbegyndes, så længe en indsigelse kan

fremsættes, eller indsigelsessag ikke er afgjort. På den anden side kan

ugyldigkendelsessag ved domstolene stilles i bero, indtil en eventuel

igangværende omprøvningsbehandling er afsluttet. Det vil dog være muligt at

gå direkte til domstolene uden forudgående administrativ omprøvning. De

grunde, der kan anføres til støtte for administrativ omprøvning, er i det

væsentlige de samme, som i dag kan danne grundlag for indsigelse eller

ugyldigkendelse.

Indsigelse efter patentudstedelse og administrativ omprøvning ligner

hinanden med hensyn til den formelle procedure. Retsvirkningerne er

imidlertid forskellige. Ved indsigelse bevirker den pågældende mangel, at

patentet eller den del af patentet, der er berørt af manglen, aldrig har haft

retsvirkning. Ved administrativ omprøvning, hvor patenthaver selv har begæret

omprøvning, har en ændring af patentet kun virkning for fremtiden. Sker

administrativ omprøvning på tredjemands foranledning, har resultatet af

omprøvningen imidlertid tilbagevirkende kraft som ved indsigelse.

9. Virkninger af lovforslaget for dansk erhvervsliv

EF-patentet er et led i etableringen af det Indre Marked. En af de

største fordele er den ensartede og samlede retsbeskyttelse i hele

Fællesskabet. EF-patentet forventes tillige at styrke den teknologiske

udvikling og dermed Fællesskabets konkurrenceevne.

Derudover ligger der en direkte økonomisk besparelse for virksomhederne i

forbindelse med at erhverve og opretholde et EF-patent i stedet for et

europæisk patent i henhold til Den Europæiske Patentkonvention.

Årsgebyrerne for et europæisk patent svarer til summen af årsgebyrerne for

de lande, hvori patentet gælder. Halvdelen af årsgebyrerne går til drift af

Den Europæiske Patentmyndighed, medens resten tilfalder de enkelte lande.

Årsgebyrerne for EF-patenter i henhold til EF-patentkonventionen forventes

fastsat således, at hvis blot 6-7 EF-lande ønskes dækket, vil det være

billigere at vælge EF-patent, som vil omfatte hele EF, frem for europæisk

patent, som kun vil omfatte de udpegede lande. Nationalt patent vil stadig

være billigst for færre end 4 lande.

De akkumulerede årsgebyrer for et europæisk patent, der holdes i kraft i

10 år for samtlige EF-lande, udgør ca. 80.000 kr. og for et kommende

EF-patent formentlig ca. 50.000 kr.

EF-patentet giver den yderligere økonomiske fordel for en virksomhed, at

den kun skal indbetale årsgebyrer til en enkelt myndighed. I modsætning

hertil skal virksomhederne ved anvendelsen af et europæisk patent holde sig

orienteret om alle de udvalgte landes regler for indbetaling af årsgebyrerne

og om størrelsen heraf. Dette er omkostningstungt og kompliceret, og risikoen

for fejl er stor. Virksomhederne vil derfor kunne begrænse de administrative

omkostninger ved at vælge et EF-patent.

Omlægning af indsigelsesperioden og indførelse af adgang til administrativ

omprøvning vil frembyde oplagte fordele. Med omlægningen opnås hurtigere

patentudstedelse til gavn for erhvervslivet. Danske patenthavere og danske

virksomheder, der ønsker at undgå krænkelse af andres patenter i forbindelse

med markedsføring af deres produkter, vil med fordel kunne benytte muligheden

for administrativ omprøvning. Danske patenthavere vil kunne imødegå en

truende ugyldigkendelse af deres patent på en mindre besværlig og økonomisk

krævende måde end at skulle være part i en retssag om krænkelse og

ugyldigkendelse. I de tilfælde, hvor danske virksomheder påtænker at udvikle

eller markedsføre et patenteret produkt, vil der tillige være økonomiske

fordele ved at kunne revurdere patentkravene eller gyldigheden af patentet.

10. Konsekvenser for Industriministeriet/Patentdirektoratet

En tilslutning til EF-patentkonventionen vil ikke føre til en ændring i

den forventede udvikling i antallet af nationale patentansøgninger i forhold

til forventningerne som følge af tilslutningen til Den Europæiske

Patentkonvention. Derimod vil det tidligere forventede antal europæiske

patenter, som omfatter Danmark, formentlig falde betydeligt til fordel for

EF-patenter. Patentdirektoratets andel i årsgebyrerne fra EPO vil derfor

falde i takt med den besparelse, som virksomhederne opnår ved at vælge et

EF-patent frem for et europæisk patent.

De beregninger, der er udarbejdet om konsekvenserne af en ratifikation af

EF-patentkonventionen, bygger i vidt omfang på prognoser og statistiske

oplysninger fra Den Europæiske Patentmyndighed. Samtidig har det været

nødvendigt at gøre en række antagelser på andre områder, således at det

samlede billede indeholder en række betydelige usikkerheder.

Det står imidlertid klart, at som følge af den øgede internationalisering

på patentområdet må der forventes en stigning i behovet for

Patentdirektoratets videnformidlingsservice.

På trods af fald i Patentdirektoratets indtægter forventes

Patentdirektoratet at have et overskud fra 1994 i perioden frem til år 2000 i

tilfælde af Danmarks ratifikation af Aftale om EF-patenter. I den samme

periode forventes den akkumulerede besparelse i årsværksforbrug at udgøre ca.

70 årsværk.

Indførelse af indsigelse efter patentudstedelse og administrativ

omprøvning forventes ikke at medføre nettomerudgifter for staten, idet de

administrative merudgifter forventes dækket ved indsigelsesgebyr,

omprøvningsgebyr m.v. Gebyrernes størrelse forudsættes taget op til

overvejelse årligt ud fra omkostningsudviklingen, konkurrenceforhold m.v.

Til de enkelte ændringsforslag i lovforslaget bemærkes:

Til § 1

Til nr. 1.

Som led i Danmarks tiltrædelse af Aftale om EF-patenter, jf. lovforslagets

§ 2, samt de almindelige bemærkninger til lovforslaget pkt. 2 og 3, foreslås

reglerne om konsumption af rettigheder i art. 76 i EF-patentkonventionen at

finde anvendelse på patenter udstedt her i landet.

Efter art. 76 er de rettigheder, der knytter sig til et patent, udtømt,

når det af patentet beskyttede produkt er bragt i omsætning i en af staterne

i De Europæiske Fællesskaber af patenthaveren eller af andre med dennes

samtykke. Konsumptionsprincippet er begrundet i hensynet til den frie

varebevægelighed inden for Fællesmarkedet. Dette princip er allerede

fastslået som en del af EF-retten efter de almindelige regler i

Rom-traktaten. Dette skete ved Domstolens afgørelse i retssagen 14/74

Centrafarm B.V./Sterling Drug Inc.

I henhold til art. 81, stk. 3, finder konsumptionsreglerne i art. 76

ligeledes anvendelse på europæiske patenter med gyldighed for Danmark.

Konsumptionsprincippet gælder i øvrigt for EF-patenter i medfør af art. 28 i

EF-patentkonventionen.

Hidrører omsætningen fra indehaveren af en tvangslicens, indtræder

EF-konsumption ikke, jf. art. 76, stk. 3, samt art. 45, stk. 1, sidste pkt.

Et udtrykkeligt samtykke fra patenthaveren foreligger heller ikke, når

tredjemand overskrider de rettigheder, som den pågældende har til patentet.

Dette gælder særligt, hvis en licenshaver fremstiller produkterne ud over det

aftalte stykantal og bringer dem i omsætning, hvis denne i stedet for blot at

sælge det af patenthaveren leverede produkt selv fremstiller det, eller hvis

det sker i modstrid med en territorialt begrænset licens eksporterer

produktet til et land, der ikke dækkes af licensen.

Til nr. 2.

Med ændringerne i §§ 19, 20 og 21 foreslås en omlægning af

indsigelsesproceduren i patentloven, således at indsigelse i fremtiden først

kan finde sted, når et patent er meddelt. Denne omlægning er omtalt i de

almindelige bemærkninger pkt. 7.

Til § 19.

Da reglerne om godkendelse af patentansøgninger til fremlæggelse foreslås

afskaffet som led i omlægningen af indsigelsesproceduren, jf. forslaget til §

21, bestemmer stk. 1, at ansøgeren i stedet skal have meddelelse om,

at patent kan udstedes, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås tillige, at der i lighed med den gældende fremlæggelsesafgift

opkræves et gebyr for meddelelsen af patentet. For at ansøgeren kan varetage

sin interesse i fastlæggelsen af patentets beskyttelsesomfang, skal ansøger

have lejlighed til at udtale sig, inden patentet udstedes.

Ændringsforslaget i stk. 2 er alene begrundet i afskaffelsen af

fremlæggelsesinstituttet.

Forslaget i stk. 3 svarer til den gældende patentlovs § 20, stk. 1,

med de ændringer, der følger af forslaget i stk. 1.

Til § 20.

Patentlovens § 20 foreslås ophævet som følge af afskaffelse af

fremlæggelsesinstituttet. Den nye § 20 svarer til lovens § 26, stk. 1.

Den eksisterende mulighed for, at Patentdirektoratet under visse nærmere

angivne forudsætninger kan fritage en patentansøger, hvor denne selv er

opfinderen, for at betale fremlæggelsesafgift, foreslås ikke videreført.

Bestemmelsen er ikke brugt i en årrække.

Til § 21.

Efter stk. 1 kan indsigelse først fremsættes, når der er udstedt

et patent. Herefter kan enhver nedlægge indsigelse. Dette gælder enhver

fysisk eller juridisk person, og uanset hvor de bor eller er hjemmehørende.

Ifølge forslaget kan patenthaveren også selv nedlægge indsigelse.

Patenthaveren kan herved søge at undgå en truende ugyldigkendelsessag, der

ofte kan være væsentligt mere bekostelig.

Så længe indsigelse kan indgives eller er under behandling, kan der ikke

indgives begæring om administrativ omprøvning, jf. forslagets nr. 18 (§ 53 b,

stk. 1, sidste pkt.).

Indsigelsesfristen foreslås forlænget til 9 måneder i stedet for de

gældende 3 måneder. Baggrunden for forlængelsen af indsigelsesfristen er, at

3 måneder ofte er for kort tid dels til at fremskaffe teknisk kompliceret

litteratur og anden dokumentation til brug for overvejelsen af, om der skal

fremsættes indsigelse, dels til udarbejdelsen af indsigelsen. Samtidig vil

indsigelsesfrist og eventuel nedlæggelse af indsigelse ikke længere kunne

forhale patentudstedelsen. Under hensyn til den hermed forbundne

arbejdsbelastning i Patentdirektoratet foreslås nedlæggelse af indsigelse

belagt med et gebyr. Dette er i overensstemmelse med Den Europæiske

Patentkonventions system.

Som noget nyt foreslås det fastsat i stk. 2, hvilke grunde en

indsigelse kan støttes på. De svarer dels til de grunde, som kendes i Den

Europæiske Patentkonvention og i flere landes nationale ret, som er

harmoniseret hermed, dels i alt væsentligt til gældende dansk praksis samt de

grunde, som efter § 52, stk. 1, nr. 1-3, kan føre til et patents

ugyldigkendelse ved dom. Som hidtil kan indsigelse ikke støttes på, at der

skulle være begået procedurefejl, eller at patentet lider af formelle

mangler.

Til nr. 3.

Forslaget svarer til den gældende lovs § 22, stk. 1, med den ændring, at

akterne i ansøgningssagen skal holdes tilgængelige for enhver fra og med den

dag, patent meddeles, og ikke som hidtil fra den dag, da ansøgningen

fremlægges. Det er en følge af forslaget om indsigelse efter

patentudstedelse.

Til nr. 4.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse.

Til nr. 5.

Patentlovens § 22, stk. 5, indeholder mulighed for at bestemme, at

dokumenter, som indgår i en patentansøgningssag, og som indeholder

forretningshemmeligheder, under visse betingelser ikke skal være

tilgængelige.

Ændringen foreslås for, at en tilsvarende mulighed fortsat skal bestå

under behandling af indsigelser og i øvrigt også skal kunne finde anvendelse,

efter at patent er udstedt. Det vil kunne forekomme f.eks. i sager om

genoprettelse af et patent efter patentlovens § 72, stk. 2, eller i

tilknytning til behandling af en begæring om administrativ omprøvning.

Til nr. 6.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse.

Til nr. 7.

Stk. 1 svarer til den gældende lovs § 23, stk. 2. Stk. 2 er

affødt af, at patent foreslås meddelt, inden indsigelsesfasen kan begynde.

Ophører en patenthaver at betale årsgebyrer, jf. § 51, eller giver han afkald

på sit patent, jf. § 54, har dette kun retsvirkning for fremtiden. Dette

indebærer, at patenthaver indtil da vil kunne hævde sin retsbeskyttelse.

Derfor har tredjemand en retlig interesse i at kunne udvirke, at patentet

anses for aldrig meddelt og således kunne være sikker på, at en

indsigelsessag kan startes eller fortsættes, selv om patentet er ophørt på

grund af manglende rettidig betaling af årsgebyrer eller afkald. Tilsvarende

gælder, hvor indsigeren afgår ved døden eller mister sin retsevne.

Forslaget til stk. 3 om, at patentmyndigheden skal bekendtgøre

udfaldet af indsigelsesbehandlingen, falder i tråd med det eksisterende

princip om, at tredjemand skal kunne følge enhver almindelig tilgængelig

ansøgnings og ethvert patents legale status. Reglen om, at der skal udgives

et ændret patentskrift, hvis indsigelsessagen ikke fører til, at det udstedte

patent må erklæres ugyldigt i sin helhed, eller at patentet opretholdes

uændret, svarer til bestemmelser i andre landes lovgivninger, der har

indsigelse efter patentudstedelse, og til Den Europæiske Patentkonventions

bestemmelser. Udgivelse af et nyt ændret patentskrift forudsætter, dels at

patenthaver er interesseret i at opretholde sin patentbeskyttelse, omend i

ændret omfang i den af patentmyndigheden accepterede form, dels at

patenthaver betaler det fastsatte gebyr herfor.

Til nr. 8.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse. Bestemmelsen fastslår samtidig princippet om, at den part,

afgørelsen i indsigelsessagen er gået imod, kan indbringe sagen for

Patentankenævnet.

Til nr. 9.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 8, hvorefter der kan klages

over afgørelse vedrørende meddelt patent.

Til nr. 10.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse.

Da Patentankenævnet fortsat skal kunne træffe afgørelse i

indsigelsessager, foreslås det, at afgørelser om hel eller delvis

ugyldigkendelse af et udstedt patent, det vil sige, hvor indsiger bliver

imødekommet, som hidtil skal anlægges inden 2 måneder efter, at der er givet

den pågældende underretning om ankenævnets afgørelse.

Til nr. 11.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 2, hvorefter dele af den

gældende lovs § 26, stk. 1, foreslås indsat som ny § 20, stk. 2.

Til nr. 12 og 13.

Ændringerne er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse.

Til nr. 14 og 15.

EF-Kommissionen har rejst tvivl om, hvorvidt de danske regler om

tvangslicens i §§ 45 og 48 er i overensstemmelse med EØF-Traktatens art. 30,

jf. de almindelige bemærkninger pkt. 5.

Under hensyn til de videre forhandlinger med Kommissionen og andre

medlemsstater foreslås det at bemyndige industriministeren til at fastsætte

de nærmere regler om udøvelse og udnyttelse af et patent, således at de

danske regler ikke kommer i konflikt med EF-retten.

Til nr. 16.

Som nyt retsinstitut i dansk patentlovgivning foreslås det i dette kapitel

at indføre adgang til administrativ omprøvning i hele patentets

gyldighedsperiode efter indsigelsesfristens udløb, jf. tillige de almindelige

bemærkninger pkt. 8. Som følge heraf ændres kapiteloverskriften.

Til nr. 17.

Ændringen er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse.

Til nr. 18.

Til § 53 a.

For at undgå, at den samme sag om ugyldighed vedrørende et patent

behandles både ved en domstol og i Patentdirektoratet, kan retssagen sættes i

bero, indtil sagen ved patentmyndigheden om administrativ omprøvning er

endeligt afgjort. Det vil i øvrigt være muligt at gå direkte til domstolene

uden først at anmode om administrativ omprøvning.

Undladelse af at stille en sag i bero kan ske, hvor begæringen om

omprøvning ikke findes sagligt velbegrundet eller hensigtsmæssig. Dette kan

f.eks. være tilfældet, hvor et europæisk patent har været prøvet i flere

appelinstanser ved EPO, og begæring om administrativ omprøvning i Danmark

fremsættes på samme grundlag.

Til § 53 b.

Ifølge stk. 1 kan omprøvning begæres af enhver. Begæring kan også

indleveres af patenthaver selv. Denne kan have en betydelig interesse i at

kunne begrænse sit patent over for kendt teknik, som man først er blevet

bekendt med efter, at patentet blev meddelt. Herved kan patenthaveren søge at

undgå en truende ugyldigkendelsessag, der ofte kan være væsentligt mere

bekostelig end administrativ omprøvning.

Det administrative omprøvningssystem foreslås at kunne finde anvendelse

ikke blot på patenter meddelt af patentmyndigheden her i landet, men også på

europæiske patenter med virkning for Danmark. Omprøvningssystemet omfatter

ikke EF-patenter, selv om Danmark ratificerer Aftale om EF-patenter. Aftalen

regulerer udtømmende disse forhold for EF-patenter.

Det gebyr, der skal betales for at få foretaget en omprøvning ved

Patentdirektoratet, vil formentlig blive højere end gebyret for indsigelse,

fordi det materiale, som skal gennemgås, vil være mere omfattende end ved

indsigelse.

Er en indsigelse under behandling, eller kan indsigelse endnu indleveres,

vil en sag om administrativ omprøvning ifølge sidste pkt. ikke kunne

påbegyndes.

I stk. 2 bestemmes det, at patenthaveren skal underrettes, hvis der

fremsættes begæring om omprøvning, og at der skal ske bekendtgørelse herom.

Bekendtgørelse er nødvendig af hensyn til tredjemand, som kan have interesse

i at vide, om patentet opretholdes fuldt ud i sin aktuelt foreliggende

skikkelse. Meddelelsen kan også have betydning for den, der eventuelt ønsker

at erhverve patentet, opnå en licensret til patentet eller f.eks. acceptere

det som sikkerhed for ydelse af lån.

Til § 53 c.

Som led i administrativ omprøvning har patenthaver uanset af hvilken

grund mulighed for at begære sit patent begrænset. Tredjemand kan ifølge

forslaget alene anføre de grunde, der i øvrigt kan angives over for en

domstol til støtte for et patents ugyldighed eller som grundlag for en

indsigelse ved Patentdirektoratet. Derved søges udelukket rent formelle

sagsbehandlingsfejl, som ikke har påvirket det udstedte patents

beskyttelsesomfang. I 2. pkt. fastslås det centrale princip, at

patentmyndigheden altid skal påse, at der ikke er opstået hindringer for

patentets gyldighed. Herved opnås størst mulig retssikkerhed i forbindelse

med udstedte patenter.

Til § 53 d.

Med stk. 1 gøres det muligt administrativt at erklære et patent

ugyldigt med virkning tilbage fra ansøgningens indlevering. Denne form for

ophør har hidtil i dansk ret kun kunnet fastslås ved dom. Ugyldigkendelse vil

også kunne ske delvis, f.eks. ved at fjerne et eller flere patentkrav.

Bestemmelsen er således i overensstemmelse med patentlovens § 52, som antages

at give domstolene adgang til delvis ugyldigkendelse.

I lighed med hvad der gælder i dag, hvor ugyldigkendelse sker ved dom,

skal der også ske bekendtgørelse om patentmyndighedens ugyldigkendelse af et

patent.

Stk. 2 regulerer det tilfælde, hvor resultatet af en omprøvning

fører til, at patentet kun kan opretholdes i ændret form. Her kan

patentmyndigheden ikke udstede et nyt patent på grundlag af den ændrede

formulering, medmindre patenthaveren erklærer sig enig heri.

Er patenthaver ikke enig, jf. stk. 3, bortfalder det hidtidige

patent. Ønsker patenthaver fortsat at have patentbeskyttelse i den ændrede

formulering, må patenthaver betale gebyret for udgivelsen af det ændrede

patentskrift. Manglende rettidig betaling medfører, at patentet anses for

ophævet. Retsvirkningen af ophævelse af patentet vil være, at patenthaveren

har haft patentbeskyttelse fra ansøgningens indlevering til ophævelsen.

Stk. 4 omfatter den situation, hvor patentmyndigheden ikke kan

godkende de grunde, som er anført i begæringen om administrativ omprøvning.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor tredjemand ikke kan bevise, at

opfindelsen har været gjort almindelig tilgængelig, inden ansøgning om patent

blev indleveret, eller at opfindelsen ikke adskiller sig væsentligt fra kendt

teknik. Patentmyndighedens afgørelse skal bekendtgøres.

Til § 53 e.

Patentdirektoratet skal ligesom ved udstedelsen af et patent udlevere

eksemplarer af det nye patentskrift, hvor en administrativ omprøvning har

resulteret i, at patentet opretholdes i ændret form. Samme ordning gælder ved

indsigelse i medfør af forslagets nr. 7 (§ 23).

Til nr. 19.

Bestemmelsen fastslår, hvilken retsvirkning der er knyttet til

ugyldigkendelse - uanset om det er udfaldet af en sag om administrativ

omprøvning på begæring af tredjemand, eller hvor ugyldigkendelse sker ved

dom. I begge tilfælde gælder ugyldigkendelsen fra patentansøgningens

indleveringsdag. Hvor patenthaver selv har begæret omprøvning, og denne har

medført en ændring i patentets beskyttelsesomfang, foreslås det i 2. pkt., at

ændringen kun har virkning fra den dag, meddelelsen herom bekendtgøres. I

disse tilfælde er ugyldighed med virkning fra ansøgningsdagen unødvendig.

De nærmere konsekvenser af ugyldighed m.v. for så vidt angår patentretlige

kontraktsforhold, f.eks. patentlicensaftaler, beror på kontraktsretten.

Til nr. 20 og 21.

Ændringerne er en konsekvens af forslagets nr. 2 om indsigelse efter

patentudstedelse.

Til nr. 22.

Den pligt, som en person, der anlægger retssag om visse spørgsmål

vedrørende et patent, har til at give meddelelse til licenshavere, der er

angivet i patentregistret, foreslås i stk. 1 udvidet til også at gælde

i tilfælde, hvor der begæres administrativ omprøvning. Pligten skal gælde,

uanset om det er patenthaver selv eller tredjemand, som begærer omprøvning.

I stk. 2 fastslås det, at underretning efter stk. 1 ved retssager

som hidtil skal gives på sagens første tægtedag og ved begæring om

administrativ omprøvning ved dennes indlevering.

Til nr. 23.

Efter stk. 1 skal der i sager om krænkelse af visse

fremgangsmådepatenter gælde en anden bevisbyrderegel end dansk rets

almindelige regler, hvorefter patenthaver skal bevise, at hans patent er

krænket.

Det er vanskeligere at påvise krænkelse af en patenteret fremgangsmåde end

krænkelse af et patenteret produkt, hvor en sammenligning mellem patentets

ordlyd og en tredjemands produkt lettere kan foretages.

Fremgangsmådepatenternes reelle retsbeskyttelse er derfor ringere. Dette

foreslås afhjulpet ved, at sagsøgte, hvor fremgangsmåden angår fremstilling

af et nyt produkt, har bevisbyrden i en krænkelsessag for, at den

patentbeskyttede fremgangsmåde ikke er benyttet. Der er i disse tilfælde stor

sandsynlighed for, at den påståede krænker har benyttet samme fremgangsmåde,

som patentet dækker. Produktet, der opnås ved fremstillingen, er jo netop

ukendt og nyt i patentloven § 2's forstand. Tilsvarende regler gælder for

EF-patenter i henhold til EF-patentkonventionens art. 35 og f.eks. i tysk

ret.

Med bestemmelsen i stk. 2 er den påståede krænkers berettigede

interesse i at kunne beskytte sine fabrikations- og forretningshemmeligheder

søgt tilgodeset. Denne bestemmelse vil ligeledes indebære en harmonisering

med EF-patentkonventionens art. 35.

Til nr. 24.

Bestemmelsen hjemler adgang til at klage over meddelte patenter og

foreslås udvidet til også at gælde, hvor der har fundet en administrativ

omprøvning sted.

Til nr. 25.

Den foreslåede tilføjelse tilsigter at afhjælpe en foreliggende mangel i

reguleringen af spørgsmålet om, hvorvidt Patentankenævnets afgørelser

vedrørende meddelte patenter kan indbringes for domstolene og i givet fald

under hvilken frist.

Det foreslås, at reglerne i § 25, stk. 2-4, skal finde tilsvarende

anvendelse. Dermed sikres blandt andet, at der fortsat er domstolskontrol med

patentmyndighedens behandling af indsigelser og andre afgørelser, der træffes

efter patentudstedelse. Antallet af sådanne afgørelser vil stige som følge af

forslaget om indsigelse efter patentudstedelse og om administrativ

omprøvning.

Til nr. 26.

Industriministeren foreslås bemyndiget til også at fastsætte nærmere

forskrifter om behandling af indsigelser og om administrativ omprøvning.

Til nr. 27 - 30.

Disse forslag til ændringer er alene begrundet i, at Patentdirektoratet

heller ikke for europæiske patenter skal være forpligtet til at offentliggøre

oversættelsen til dansk eller senere rettelse heraf i eksemplarer, som er

fremstillet ved trykning.

Til nr. 31.

Kap. 10 B foreslås indsat som følge af forslaget om, at Danmark

ratificerer Aftale om EF-patenter, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Bestemmelserne i Aftale om EF-patenter vil være umiddelbart anvendelige her i

landet. I kap. 10 B angives, hvilke bestemmelser i patentloven, som skal

finde anvendelse på EF-patenter og på ansøgninger herom, samt den

retsstilling, der skal gælde i tilfælde, hvor aftalen overlader dette til

national lovgivning. Herudover vil bestemmelserne skulle suppleres med

gennemførelsesforskrifter i en bekendtgørelse i medfør af forslaget til § 96.

Til § 91.

I stk. 1 gives en definition af et »EF-patent«. I

stk. 2 fastslås, at ratifikation af Aftale om EF-patenter medfører, at

der kan meddeles EF-patenter, der omfatter Danmark.

Til § 92.

Bestemmelsen i stk. 1 er udformet i overensstemmelse med

EF-patentkonventionens art. 2.

Stk. 2 indeholder en bestemmelse om bekendtgørelse af de

afvigelser fra konventionens hovedregler, som vil følge af medlemsstaternes

eventuelle anvendelse af muligheden for forbehold i henhold til art. 83. Kun

herved sikres en fuldstændig offentliggørelse på dansk af alle regler om

EF-patenterne for det tilfælde andre lande udnytter adgangen til at tage

forbehold vedrørende tvangslicens.

Til § 93.

Som led i gennemførelsen af Aftale om EF-patenter finder følgende

bestemmelser i patentloven anvendelse på EF-patenter og på ansøgninger om

sådanne patenter: § 75, stk. 3, om indlevering af en ansøgning om europæisk

patent, § 80 om ophævelse af et europæisk patent, § 82 om retsvirkningen her

i landet af en europæisk patentansøgning, § 84 om tilbagetagelse af

europæiske patentansøgninger, § 87 om genoprettelse af rettigheder og § 88 om

konvertering af europæiske patentansøgninger.

Til § 94.

EF-patentkonventionens art. 32 indeholder bestemmelser om provisorisk

beskyttelse af en ansøgning om EF-patent. Det overlades til de medlemsstater,

der ikke har behandlingssproget for en europæisk patentansøgning som

officielt sprog, at bestemme, at den provisoriske beskyttelse kun kan opnås

under de forudsætninger, der er angivet i forslaget til § 94.

Til § 95.

Stk. 1 er udformet i overensstemmelse med EF-patentkonventionens

art. 75, som indeholder et forbud mod dobbeltbeskyttelse og overlader det til

medlemsstaterne at fastsætte den fremgangsmåde, hvorved dobbeltbeskyttelse

kan bringes til ophør.

Det foreslås i stk. 1, at et patent, der er meddelt af patentmyndigheden,

ved patentmyndighedens afgørelse eller ved dom kan erklæres for ophørt.

Betingelserne herfor er, at patentmyndigheden har meddelt et patent angående

en opfindelse, for hvilken et EF-patent eller et europæisk patent med

gyldighed for Danmark er udstedt til den samme opfinder med samme

ansøgningsdag.

Stk. 2 svarer til den gældende patentlovs § 52, stk. 3.

Til § 96.

Heri er indeholdt en bemyndigelse for industriministeren til at fastsætte

nærmere bestemmelser til gennemførelse af Aftale om EF-patenter og de i

kapitel 10 B indeholdte bestemmelser.

Til nr. 32.

Redaktionel ændring.

Til § 2.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juli 1992, bortset fra de

bestemmelser, som angår gennemførelse af Aftale om EF-patenter, jf. stk. 2.

Ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat under hensyn til, at de administrative

procedurer vedrørende omlægning af indsigelsesperioden og indførelse af

administrativ omprøvning skal kunne etableres, inden loven træder i kraft.

Samtidig giver tidspunktet Danmark mulighed for at ratificere Aftale om

EF-patenter, således at EF-patentsystemets ikrafttræden ikke forventes at

blive afhængig af tidspunktet for dansk ratifikation.

Tidspunktet for aftalens ikrafttrædelse er fastsat til 3 måneder efter, at

det nødvendige antal lande har ratificeret aftalen. Derfor bestemmes det i

stk. 2, at § 1, nr. 1 og nr. 31, først træder i kraft, når aftalen

træder i kraft.

Til § 3.

§ 3 indeholder særlige overgangsbestemmelser som følge af forslagene om

indsigelse efter patentudstedelse og om administrativ omprøvning.

Patenter, der uanset tidspunktet for udstedelsen har været underkastet

indsigelsesproceduren i henhold til den gældende lov, skal ikke omfattes af

lovforslagets bestemmelser om indsigelse efter patentudstedelse. Derimod vil

alle patenter, herunder europæiske patenter med gyldighed for Danmark, efter

lovforslagets vedtagelse være omfattet af reglerne om administrativ

omprøvning. Patentansøgninger, som er fremlagt på ikrafttrædelsestidspunktet,

får deres behandling efter de hidtil gældende regler.

Til § 4.

§ 4 bemyndiger Regeringen til at ratificere Aftale om EF-patenter på

Danmarks vegne. Det bestemmes endvidere, at beføjelser, som efter grundloven

tilkommer rigets myndigheder, i det omfang det er fastsat i aftale om

EF-patenter, kan udøves af de i aftalen nævnte institutioner.

En dansk ratifikation vil indebære, at EPO kan udstede ikke blot som nu

europæiske patenter omfattende Danmark, men også EF-patenter med gyldighed

for hele EF under eet, eller i det mindste de EF-lande, der har ratificeret,

hvis Aftale om EF-patenter sættes i kraft for færre end alle 12 medlemslande.

Sådanne patenter vil have samme gyldighed her i landet som et patent meddelt

af danske myndigheder. Lovforslagets § 4 indebærer derfor, at beføjelser, der

tilkommer rigets myndigheder, i henhold til grundlovens § 20 overlades til

særlige afdelinger ved EPO.

Med hensyn til forholdet til grundlovens § 20 henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger pkt. 4.

Til § 5.

I henhold til lov nr. 368 af 1. juni 1989 § 4 gælder patentlovens kapitel

10 A vedrørende Den Europæiske Patentkonvention ikke for Færøerne og

Grønland. Tilsvarende foreslås for så vidt angår kapitel 10 B. Patentloven

gælder imidlertid for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter