Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 92 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIGHED I FORVALTNINGEN OG FORVALTNINGSLOVEN (AKTINDSIGT I EF-SAGER)

1990/2 LSF 92Lovforslag som fremsatFolketinget10. juni 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen

foretages følgende ændringer:

1. § 10, nr. 3, ophæves.

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.

2. I § 11, stk. 1, ændres »§ 10, nr. 1-5« til:

»§ 10, nr. 1-4«.

§ 2

I forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, foretages følgende

ændring:

§ 14, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Stk. 2. Loven gælder for dokumenter, der udarbejdes efter lovens

ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen

foretages følgende ændringer:

1. § 10, nr. 3, ophæves.

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.

2. I § 11, stk. 1, ændres »§ 10, nr. 1-5« til:

»§ 10, nr. 1-4«.

§ 2

I forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, foretages følgende

ændring:

1. § 14, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

§ 3

Læs alt

Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget har til formål at opfylde pkt. 1 i folketingsbeslutning

af 17. maj 1990 om offentlighed i EF-anliggender (B 3). I

folketingsbeslutningen pålægges regeringen blandt andet at fremsætte et

lovforslag, hvorefter de generelle undtagelser i lov om offentlighed i

forvaltningen (§ 10, nr. 3) og i forvaltningsloven (§ 14, stk. 1, nr. 3) om

aktindsigt i EF-sager, ophæves.

2. Forslaget til folketingsbeslutning er fremsat den 10. oktober 1989 af

medlemmer af Socialistisk Folkeparti (Beslutningsforslag nr. B 3, Folketinget

1989-90). 1. behandlingen af forslaget er gengivet i Folketingstidende

1989/90, Folketingets Forhandlinger, sp. 2628 ff. Markedsudvalget afgav

betænkning over forslaget den 27. april 1990. 2. behandlingen er gengivet

a.st., sp. 9044 ff. Efter 2. behandlingen blev standset og forslaget henvist

til fornyet udvalgsbehandling, afgav Markedsudvalget den 4. maj 1990 en

tilføjelse til betænkningen. Fortsættelsen af 2. behandlingen er gengivet

a.st., sp. 9716 ff.

Ved lovforslaget, der er udarbejdet i overensstemmelse med pkt. 1 i

folketingsbeslutningen, ophæves de to enslydende bestemmelser i

offentlighedslovens § 10, nr. 3, og forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3.

Efter disse bestemmelser har en myndighed ikke pligt til at give aktindsigt i

»dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag

til EF-vedtagelser eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller

opfyldelsen af fællesskabsretlige regler«.

3. Under Markedsudvalgets behandling af beslutningsforslaget anmodede

udvalget Justitsministeriet om et notat om de fortolkningsproblemer

offentlighedslovens § 10, nr. 3, har givet anledning til, jf. spørgsmål nr. 6

af 5. januar 1990 (MKU B 3 - bilag 3). Justitsministeriet fremsendte i den

anledning den 9. februar 1990 et notat om offentlighed i EF-anliggender til

Markedsudvalget, jf. MKU B 3 - bilag 5. Justitsministeriets notat er optrykt

som bilag til dette lovforslag.

Som det fremgår af notatet, omfatter den almindelige adgang til aktindsigt

efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, også dokumenter om EF-spørgsmål, når

dokumenterne findes i sager hos danske forvaltningsmyndigheder. Adgangen til

aktindsigt er ikke undtagelsesfri. Justitsministeriets notat indeholder en

gennemgang af de bestemmelser i offentlighedsloven, der særligt kan komme på

tale, når det skal overvejes, om der er grundlag for at undtage bestemte

dokumenter eller oplysninger om EF-spørgsmål fra aktindsigt.

Formålet med bestemmelserne i offentlighedslovens § 10, nr. 3, og

forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, er at sikre rimelige

arbejdsvilkår for det tværministerielle samarbejde, der blandt andet

forbereder den danske holdning i forhandlinger om EF-vedtagelser.

Bestemmelserne tilsigter, sammen med bestemmelserne i offentlighedslovens §

10, nr. 4, og forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, om

sekretariatsvirksomhed, at dække det behov, som mere generelt blev

konstateret under offentlighedsloven af 1970 for at beskytte det samarbejde,

som foregår mellem ministerierne som led i regeringens interne

beslutningsproces. Behovet udsprang af, at udveksling af arbejdsdokumenter

(notater, mødereferater og lignende) mellem forskellige myndigheder efter

praksis medførte, at undtagelsesbestemmelsen for internt arbejdsmateriale

ikke længere kunne finde anvendelse. Notater med ministeriernes interne og

ofte helt foreløbige overvejelser om, hvordan en sag eller et spørgsmål kan

behandles og løses, var derfor som udgangspunkt undergivet aktindsigt, når de

blev videregivet til nogen uden for det ministerium, der havde udarbejdet

papiret. Med hensyn til dokumenter om EF-forhold var behovet dog ikke stort,

idet sådanne dokumenter og andre dokumenter om udenrigspolitiske og

udenrigsøkonomiske forhold allerede efter bestemmelsen i 1970-lovens § 5, nr.

6 generelt var undtaget fra aktindsigt.

Siden offentlighedsloven fra 1970 har der udviklet sig helt nye

samarbejdsformer mellem ministerierne, som skal sikre, at sager med et

indhold, som berører flere ministeriers forretningsområde, undergives en

grundig, samlet behandling. Bestemmelserne i § 10, nr. 3, og § 14, stk. 1,

nr. 3, er et forsøg på inden for et klart afgrænset område (EF-samarbejdet)

at tilpasse offentlighedslovens regler til disse nye samarbejdsformer.

Bestemmelserne skal også ses på baggrund af den tidligere mere generelle

adgang til at undtage dokumenter om udenrigsforhold.

Offentlighedsudvalget foreslog adgangen til aktindsigt på dette område

udvidet således, at den form for dokumenter ikke skulle kunne

undtages generelt, men kun for så vidt angik de oplysninger i

dokumenterne, hvor en undtagelse konkret kunne være nødvendig til beskyttelse

af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske

interesser.

Samtidig foreslog udvalget adgangen til aktindsigt i myndighedernes

interne arbejdsdokumenter væsentligt begrænset. Udvalget fandt, at

udviklingen i myndighedernes samarbejdsformer (herunder det tværministerielle

samarbejde) begrundede, at myndighedernes interne arbejdsdokumenter (herunder

notater) ikke burde miste deres interne karakter, blot fordi de blev

videregivet til andre myndigheder som led i et internt præget samarbejde.

Den foreslåede udvidelse af adgangen til aktindsigt i dokumenter om

udenrigspolitiske forhold og den foreslåede begrænsning af adgangen til

aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som er videregivet fra et ministerium

til et andet, ville samlet føre til, at der efter offentlighedsudvalgets

forslag, som hidtil skulle være en generel adgang til at undtage dokumenter

vedrørende udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold fra aktindsigt,

når dokumenterne var udarbejdet som led i myndighedernes internt prægede

samarbejde om behandlingen af forslag til EF-vedtagelser eller spørgsmål om

fortolkningen eller opfyldelsen af EF-regler.

Med henblik på at begrænse brugen af den af udvalget foreslåede mere

generelt udformede regel om adgang til at undtage videregivne interne

arbejdsdokumenter fra aktindsigt, blev de særlige regler i

offentlighedslovens § 10, nr. 3 og 4, og forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr.

2 og 3, indsat i de forslag til nye offentlighedsregler, som

Justitsministeriet udarbejdede på grundlag af offentlighedsudvalgets

lovudkast.

Det er på baggrund af det anførte derfor ikke rigtigt, når det i

bemærkningerne til beslutningsforslaget (B 3) anføres, at

offentlighedsudvalget ikke anså dokumenter, som udveksles mellem

ministerierne i forbindelse med den danske EF-beslutningsproces som generelt

undtaget fra aktindsigt, og at udvalget ikke fandt det nødvendigt at stille

forslag herom. Det er, på baggrund af bestemmelsen i § 5, nr. 6, i

offentlighedsloven fra 1970, heller ikke korrekt, når det i de nævnte

bemærkninger anføres, at en ophævelse af offentlighedslovens § 10, nr. 3, og

forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, vil føre retstilstanden tilbage, til

den, som var gældende efter den gamle offentlighedslov.

4. En ophævelse af offentlighedslovens § 10, nr. 3, og forvaltningslovens

§ 14, stk. 1, nr. 3, betyder, at dokumenter, der udarbejdes af

forskellige danske myndigheder i forbindelse med behandlingen af forslag til

EF-vedtagelser eller som vedrører spørgsmål om fortolkning eller opfyldelsen

af fællesskabsretlige regler, vil være undergivet aktindsigt efter lovens

almindelige regler i det omfang, dokumenterne videregives fra en myndighed

til en anden. Det gælder, selv om der alene er tale om helt foreløbige

forslag til eller overvejelser om, hvordan et spørgsmål kan løses. De

notater, mødereferater og andre interne arbejdsdokumenter, der udveksles

mellem ministerierne og mellem ministerierne og udvalg som led i det

tværministerielle samarbejde, som i dag foregår f.eks. i forbindelse med

EF-specialudvalgene som et led i et internt præget samarbejde, vil således

ikke kunne undtages fra aktindsigt efter lovens § 7. Dokumenterne vil efter

forslaget være undergivet aktindsigt, medmindre de helt eller delvist kan

undtages fra aktindsigt efter andre af offentlighedslovens

undtagelsesbestemmelser, navnlig § 13, stk. 1, nr. 2.

Kun i det omfang, der er tale om dokumenter, som i øvrigt er omfattet af

offentlighedslovens § 10 eller forvaltningslovens § 14, vil der være mulighed

for generelt at undtage hele dokumentet. Det gælder navnlig dokumenter, der

er udarbejdet til brug for møder mellem ministre, jf. offentlighedslovens §

10, nr. 1, eller brevveksling med sagkyndige til brug i retssager, jf. § 10,

nr. 5.

Efter EØF-traktaten og de sædvaner, som i EF har udviklet sig med hensyn

til tavshedspligt, er Danmark i vidt omfang forpligtet til ikke at videregive

oplysninger om EF-forhold eller forholdene i de andre EF-lande. I det omfang

Danmark og danske myndigheder således folkeretligt eller EF-retligt er

forpligtet til ikke at videregive oplysninger til uvedkommende kan og skal

myndighederne afslå en begæring om aktindsigt i oplysningerne eller

dokumenterne, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Vedrørende anvendelsen af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2,

henvises i øvrigt til pkt. III i bilaget.

5. Lovforslaget skønnes ikke at medføre større økonomiske konsekvenser for

det offentlige.

Da myndighedernes interne beslutningsproces som led i det

tværministerielle EF-samarbejde ikke længere vil være undtaget fra

aktindsigt, må det dog forventes, at arbejdsgangene i EF-specialudvalgene

formaliseres, og at der som følge heraf skal bruges øgede ressourcer til

forberedelsen af den danske holdning i EF-sager.

Behandlingen af begæringer om aktindsigt vil samtidig blive

vanskeliggjort. En række af de interne notater, som udveksles mellem de

ministerier, der deltager i forberedelsen af EF-sager, skal, når der

fremsættes en begæring om aktindsigt, gennemlæses med henblik på at undtage

de oplysninger om EF-forhold, som Danmark EF-retligt er forpligtet til at

holde fortrolige.

Bilag

Justitsministeriet

Den 8. februar 1990

Notat om offentlighed i EF-anliggender

I. Offentlighedslovens udgangspunkt

Efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, jf. lov nr. 572 af 19. december

1985 om offentlighed i forvaltningen, kan enhver, med de undtagelser, der er

nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er

indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i

administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

Adgangen til aktindsigt efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, gælder også

for dokumenter i sager om EF-spørgsmål, der er indgået til eller oprettet af

en dansk forvaltningsmyndighed. Adgangen til aktindsigt er imidlertid som

nævnt ikke undtagelsesfri, og der vil derfor i det følgende blive redegjort

nærmere for de særlige bestemmelser, der kan komme på tale ved undtagelse af

dokumenter i sager om EF-spørgsmål fra aktindsigt, herunder navnlig

offentlighedslovens § 10, nr. 3 og § 13, stk. 1, nr. 2.

II. Rækkevidden af offentlighedslovens

§ 10, nr. 3

1. Offentlighedslovens § 10, nr. 3 har følgende ordlyd:

» § 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

. . .

3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag

til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller

opfyldelsen af fællesskabsretlige regler.

. . .«

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg

A, sp. 224, er der bl.a. anført følgende om bestemmelsens baggrund:

»Undtagelserne i nr. 3 og 4 er nye såvel i forhold til den gældende

offentlighedslov som i forhold til betænkningsudkastet.

Justitsministeriet har fundet at burde udskille nogle af de særlige

tilfælde, hvor offentighedsudvalget har peget på, at udviklingen i den

administrative struktur har medført uheldige konsekvenser. Som anført i

betænkningen side 221 har arbejdet med at koordinere den danske deltagelse i

EF-samarbejdet bl.a. medført, at der er oprettet en række tværministerielle

organer, hvis kompetence er begrænset til emner af betydning for 2 eller

flere departementer. For at sikre, at dette samarbejde, der bl.a. forbereder

den danske holdning i forhandlingerne om EF-vedtagelser, kan gennemføres,

foreslås det i nr. 3, at nærmere angivne dokumenter om EF-spørgsmål generelt

undtages fra aktindsigt.«

Det fremgår heraf, at bestemmelsen navnlig tager sigte på at undtage

dokumenter om EF-spørgsmål, der udveksles mellemtværministerielle organer,

der er oprettet som led i EF-samarbejdet. Bestemmelsen indebærer, at de

nævnte dokumenter om EF-anliggender generelt er undtaget fra retten til

aktindsigt, jf. Kommenteret Offentlighedslov, side 136.

2. Offentlighedsudvalget havde i betænkning nr. 857/1978 om

offentlighedslovens revision i sit lovudkast foreslået følgende bestemmelse

om interne arbejdsdokumenter, som udveksles mellem forskellige

forvaltningsmyndigheder eller i øvrigt afgives til udenforstående:

» § 9. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds

interne arbejdsdokumenter. . . .

Stk. 2. . . .

Stk. 3. Interne arbejdsdokumenter, der som led i en sags

behandling udveksles mellem forskelllige forvaltningsmyndigheder eller i

øvrigt afgives til udenforstående, kan ikke undtages efter stk. 1, medmindre

afgivelsen har været påkrævet af hensyn til

1) . . .

2) . . .

3) gennemførelsen af et internt præget samarbejde, der må anses for

rimeligt begrundet i sagens karakter.«

Om baggrunden for denne bestemmelse er der i bemærkningerne til

lovudkastet (betænkningen side 46) bl.a. anført følgende:

»Adgangen til at gøre undtagelse efter nr. 3 gælder kun i forbindelse

med afgivelse af arbejdsdokumenter, der sker som led i et »internt

præget samarbejde«. Dette indebærer et krav om, at sagsbehandlingsformen

mellem de pågældende organer skal være af uformel karakter, hvorimod

afgivelse af arbejdsdokumenter i forbindelse med en sævanlig høringsprocedure

ikke vil være omfattet af undtagelsesadgangen.

Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan for det første nævnes

den blotte forevisning af interne arbejdsdokumenter - det kan være et udkast

til en skrivelse eller en bekendtgørelse - for en anden myndighed, der finder

sted for at orientere denne eller opnå dennes umiddelbare reaktion på

udkastet.

Bestemmelsen vil endvidere kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en sag

forberedes af repræsentanter for forskellige myndigheder i forening,

eventuelt ved nedsættelse af en uformel arbejdsgruppe, og hvor der som led i

samarbejdet udveksles dokumenter af intern karakter, f.eks. notater om sagen

udarbejdet af een af myndighederne, mødereferater, udkast til skrivelser m.v.

. . .

Undtagelsesadgangen vil ligeledes efter omstændighederne være anvendelig i

tilfælde, hvor interne arbejdsdokumenter overlades til en udenforstående, der

af vedkommende myndighed er anmodet om at afgive en sagkyndig erklæring, samt

i tilfælde, hvor sådanne dokumenter udveksles inden for et organ, der udøver

sekretariatsfunktioner i forhold til flere myndigheder og derfor

organisatorisk udgør flere forskellige myndigheder.'

I tilknytning hertil er der i betænkningen, side 219 ff, bl.a. anført

følgende:

»Efter gældende ret ligger det fast, at internt arbejdsmateriale, der

som led i en administrativ sagsbehandling afgives til udenforstående, . . .

som udgangspunkt ikke længere vil kunne anses for omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i lovens § 5, nr. 3 (bestemmelsen om internt

arbejdsmateriale nu § 7, nr. 1).

. . .

I tilfælde,hvor flere myndigheder deltager i behandlingen af en bestemt

sag, er det således utvivlsomt, at en ønskelig forenkling af

sagsforberedelsen i et vist omfang kunne opnås ved gensidig udveksling af

internt arbejdsmateriale.

. . .

Som et særligt markant eksempel herpå kan nævnes koordineringen af

deltagelsen i EF-samarbejdet, der finder sted dels i et ministerudvalg dels i

et centralt embedsmandsudvalg (EF-udvalget) og ca. 20 specialudvalg, hvis

kompetence er afgrænset til emner af betydning for 2 eller flere

departementer, jf. nærmere Ole Due i N.A.T., 1973, side 1 ff og Auken m.fl. i

N.A.T., 1974, side 239 ff. Sådanne organer må i relation til

ofentlighedsloven som oftest anses som selvstændige myndigheder - både

indbyrdes og i forhold til de respektive ministerier. Dette forhold er som

følge af bestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 1, uden større praktisk

betydning for så vidt angår ministerudvalg, hvorimod den begrænsede

rækkevidde af undtagelsesbestemmelsen i § 5, nr. 3, sammenholdt med § 5, nr.

4, (nu § 7, nr. 1 og 2), bevirker, at beslutningsprocessen i de tilsvarende

embedsmandsudvalg ikke uden videre nyder samme beskyttelse. Det er ikke

usandsynligt, at koordinationsbehovet i fremtiden i stigende grad vil blive

søgt tilgodeset gennem en yderligere formalisering af samarbejdet

myndighederne imellem.

. . .

Efter udvalgets opfattelse bør det . . . også fortsat gælde som

almindeligt udgangsunkt, at udveksling af internt arbejdsmateriale mellem

forskellilge myndigheder som led i en sags behandling bevirker, at materialet

bliver undergivet aktindsigt efter lovens almindelige regler.

. . .

På den anden side tillægger udvalget det imidlertid også afgørende

betydning, at fastlæggelsen af offentlighedsprincippets udstrækning sker

under rimelig hensyntagen til væsentlige administrative hensyn. Efter

udvalgets opfattelse må der således i forbindelse hermed ikke mindst lægges

vægt på, at adgangen til aktindsigt ikke kommer til at virke som en hindring

for udviklingen af hensigtsmæssige administrative samarbejdsformer, herunder

for opbygningen af den administrative struktur.

. . .

. . . der (er) i udvalget enighed om, at forvaltningsmyndighederne i et

vist omfang må erkendes at have et sagligt begundet behov for som led i

sagsbehandlingen i fortrolighed at kunne afgive og modtage internt

arbejdsmateriale.

. . .

. . . udvalget (foreslår), at interne arbejdsdokumenter bør kunne undtages

fra adgangen til aktindsigt uanset afgivelse til udenforstående i det omfang,

afgivelsen har været påkrævet af hensyn til gennemførelsen af et internt

præget samarbejde (med andre myndigheder eller i øvrigt med udenforstående),

der må anses for rimeligt begrundet i sagens karakter. Denne

undtagelsesadgang er navnlig tænkt anvendelig i tilfælde, hvor

beslutningsprocessen i forbindelse med behandlingen af en bestemt sag reelt

er opdelt på flere myndigheder, eller hvor det under en sags behandling viser

sig påkrævet mere uformelt at inddrage andre myndigheder eller udenforstående

i øvrigt i beslutningsprocessen.

Undtagelsesadgangen bør også i dette tilfælde have til forudsætning, at

afgivelsen af det interne arbejdsmateriale har været påkrævet efter en

konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I et vist omfang må der imidlertid

antages at være et rimeligt begrundet behov for på generelt grundlag at

beskytte et internt præget samarbejde mellem flere forvaltningsmyndigheder. I

det omfang et sagsområdes beskaffenhed i almindelighed nødvendiggør et sådant

arbejde, kan vedkommende minister med hjemmel i udkastets § 3, stk. 1,

bestemme, at interne arbejdsdokumenter, der udveksles mellem de pågældende

myndigheder, ikke skal være undergivet adgangen til aktindsigt.«

Offentlighedsudvalgets lovudkast gav således i § 9, stk. 3, nr. 3,

sammenholdt med § 3, stk. 1, hjemmel til generelt at undtage internt

arbejdsmateriale, herunder dokumenter om EF-anliggender, der udveksles mellem

forskellige myndigheder eller i øvrigt afgives til udenforstående som led i

et internt præget samarbejdet. Bestemmelsen indebar derfor, at

arbejdsdokumenter om EF-spørgsmål, der uveksles i forbindelse med

EF-samarbejdet i de tværministerielle organer eller i øvrigt afgives til en

anden forvaltningsmyndighed med henblik på at opnå dennes umiddelbare

reaktion på et udkast eller lignende, ikke var undergivet aktindsigt.

Undtagelsesadgangen omfattede dog ikke afgivelse af arbejdsdokumenter i

forbindelse med en sædvanlig høringsprocedure, hvor behandlingsformen antager

en mere formel karakter.

Bestemmelsen i § 9, stk. 3, nr. 3, gik videre end udveksling af interne

arbejdsdokumenter mellem forvalningsmyndigheder. Bestemmelsen skulle således

efter omstændighederne også være anvendelig på tilfælde, hvor interne

arbejdsdokumenter overlades til en privat person eller institution, f.eks. i

tilfælde, hvor en privat person anmodes om at afgive en sagkyndig erklæring.

I tilknytning hertil blev det i lovudkastets § 9, stk. 4, fastsat, at

retten til aktindsigt ikke omfatter interne arbejdsdokumenter, som en

forvaltningsmyndighed under omstændigheder som nævnt i bl.a. § 9, stk. 3, nr.

3, modtager fra myndigheder eller institutioner m.v., der ikke er omfattet af

loven.

I det omfang dokumenter om EF-anliggender blev afgivet til udenforstående,

uden at betingelserne i § 9, stk. 3, nr. 3, var opfyldt, kunne disse

dokumenter ikke efter offentlighedsudvalgets forslag undtages fra aktindsigt

med den begrundelse, at der var tale om interne arbejdsdokumenter. Derimod

kunne eventuelt andre af lovens undtagelsesbestemmelser finde anvendelse, jf.

nedenfor under afsnit III og IV.

3. Justitsministeriets forslag til en ny offentlighedslov blev fremsat i

tre folketingssamlinger. Det forslag, der blev fremsat i folketingsåret

1983/84 og 1984/85 indeholdt i § 11, stk. 1, nr. 3, en bestemmelse svarende

til § 9, stk. 3, nr. 3 i offentlighedsudvalgets udkast. I forslagets § 11,

stk. 2, var der endvidere indsat en bestemmelse svarende til § 9, stk. 4, i

offentlighedsudvalgets udkast. Forslaget indeholdt herudover en bestemmelse i

§ 12, nr. 3, som svarer til § 10, nr. 3, i den gældende offentlighedslov.

Bestemmelserne havde følgende ordlyd:

» § 11. Interne arbejdsdokumenter, der som led i en sags

behandlling udveksles mellem forskellige forvaltningsmyndigheder eller i

øvrigt afgives til udenforstående, kan kun undtages fra aktindsigt efter § 9,

hvis afgivelsen har været påkrævet af hensyn til

. . .

3) gennemførelsen af et internt præget samarbejde, der må anses for

rimeligt begrundet i sagernes karakter.

Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne

arbejdsdokumenter, som en forvaltningsmyndighed under omstændigheder som

nævnt i stk. 1, nr. 1-3, modtager fra myndigheder eller institutioner m.v.,

der ikke er omfattet af loven.

§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

. . .

3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag

til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller

opfyldelsen af fællesskabsretlige regler.

. . .«

I bemærkningerne til forslagets § 11, stk. 1-2, er der bl.a. anført

følgende:

»Endelig indeholder nr. 3 en tilsvarende undtagelsesadgang, såfremt

udveksling af internt arbejdsmateriale har været påkrævet af hensyn til

gennemførelsen af et internt præget samarbejde, der må anses for rimeligt

begrundet i sagens karakter.

Adgangen til at gøre undtagelse efter nr. 3 gælder kun i forbindelse med

afgivelse af arbejdsdokumenter, der sker som led i et »internt præget

samarbejde«. Dette forudsætter, at sagsbehandlingsformen mellem de

pågældende organer er af uformel karakter. Afgivelse af arbejdsdokumenter i

forbindelse med en sædvanlig høringsprocedure vil således ikke være omfattet

af undtagelsesadgangen.

Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes den blotte

forevisning af interne arbejdsdokumenter - det kan være et udkast til en

skrivelse eller en bekendtgørelse - for en anden myndighed, der finder sted

for at orientere denne eller opnå dennes umiddelbare reaktion på udkastet.

Bestemmelsen vil endvidere kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en sag

foberedes af repræsentanter for forskellige myndigheder i forening, eventuelt

ved nedsættelse af en uformel arbejdsgruppe, og hvor der som led i

samarbejdet udveksles dokumenter af intern karakter, f.eks. notater om sagen

udarbejdet af en af myndighederne, mødereferater, udkast til skrivelser osv.

Undtagelsesadgangen er således navnlig tænkt anvendt i tilfælde, hvor der

opstår et mere lejlighedsvist og ikke formaliseret samarbejde mellem

myndighederne, f.eks. fordi det som led i sagens behandling viser sig

påkrævet at inddrage andre myndigheder eller udenforstående i

beslutningsprocessen.

. . .

Undtagelsesadgangen efter nr. 3 forudsætter ikke blot, at det i relation

til en bestemt sag har været rimeligt begrundet at anvende et internt præget

samarbejde, men også at selve afgivelsen af interne arbejdsdokumenter har

været påkrævet af hensyn til at gennemføre dette samarbejde. Om disse

betingelser er opfyldt må afgøres efter en konkret bedømmelse i det enkelte

tilfælde.

Der henvises i det hele til betænkningen side 224.

. . .

Behovet for i visse tilfælde, at kunne undtage interne arbejdsdokumenter,

der som led i en sags behandling modtages af en forvaltningsmyndighed, er

ikke begrænset til internt arbejdsmateriale, der modtages fra en anden

forvaltningsmyndighed. Efter bestemmelsen i stk. 2 kan interne

arbejdsdokumenter, der tilsendes forvaltningsmyndigheder af myndigheder,

institutioner og private, der ikke er omfattet af loven, nægtes udleveret

efter reglerne i stk. 1.

Bestemmelsen kan f.eks. tænkes at få betydning i forbindelse med

myndighedens samarbejde med private konsulentfirmaer eller i forbindelse med

gensidig udveksling af internt arbejdsmateriale mellem et ministerium og et

folketingsudvalg. Der henvises i øvrigt herom til betænkningen side 224.'

Det fremgår heraf, at bestemmelserne var tiltænkt samme anvendelsesområde

som de tilsvarende bestemmelser i offentlighedsudvalgets udkast.

Uanset den brede formulering af bestemmelsen om, at visse dokumenter om

EF-anliggender generelt var undtaget fra retten til aktindsigt, var det ikke

tanken, at undtagelsesbestemmelsen skulle række videre end bestemmelsen i §

9, stk. 3, nr. 3, i offentlighedsudvalgets lovudkast. I overensstemmelse

hermed er det i bemærkningerne til § 12, nr. 3 (der svarer til den gældende §

10, nr. 3), jf. Folketingstidende 1983/84, sp. 2948 f, anført følgende:

»Undtagelserne i nr. 3 og 4 er nye såvel i forhold til den gældende

offentlighedslov som i forhold til betænkningsudkastet.

Med henblik på at begrænse brugen af den mere generelt udformede

undtagelsesregel i § 9, stk. 1, nr. 3, (i udvalgets lovudkast) mest muligt,

har Justitsministeriet fundet at burde udskille nogle af de særlige tilfælde,

hvor offentlighedsudvalget har peget på, at udviklingen i den administrative

struktur har medført uheldige konsekvenser. Som anført i betænkningen side

221 har arbejdet med at koordinere den danske deltagelse i EF-samarbejdet

bl.a. medført, at der er oprettet en række tværministerielle organer, hvis

kompetence er begrænset til emner af betydning for 2 eller flere

departementer. For at sikre, at dette samarbejde, der bl.a. forbereder den

danske holdning i forhandlinger om EF-vedtagelser, kan gennemføres, foreslås

det i nr. 3, at nærmmere angivne dokumenter om EF-spørgsmål generelt undtages

fra aktindsigt.«

Samme synspunkter om bestemmelsens rækkevidde gav justitsministeren udtryk

for under forhandlingerne af et forslag til lov om offentlighed i

forvaltningen, som blev fremsat for Folketinget af Leif Hermann (SF) m.fl.,

jf. Folketingstidende 1984-85, Folketingets Forhandlinger, sp. 2475.

Den meget generelle undtagelsesbestemmelse i forslagets § 11 udgik i

forbindelse med genfremsættelsen af lovforslaget om den nye offentlighedslov

i folketingssamlingen 1985/86. Som baggrund for denne ændring anføres det i

de almindelige bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende

1985/86, tillæg A, sp. 191, at det i Retsudvalget var den almindelige

opfattelse, at bestemmelsen i § 11 i for vidt omfang i forhold til praksis

med hensyn til bestemmelsen i den dagældende lovs § 5, nr. 3, afskar adgangen

til aktindsigt i de interne arbejdsdokumenter, der har været videregivet til

andre myndigheder eller i øvrigt til udenforstående.

Undtagelsesbestemmelsen vedrørende EF-dokumenter blev opretholdt som § 10,

nr. 3, i lovforslaget, jf. ovenfor pkt. 1. Der er som nævnt ikke holdepunkter

i forarbejderne til bestemmelsen for at antage, at den gældende

offentlighedslovs § 10, nr. 3, har et videre anvendelsesområde end de

tilsvarende bestemmelser i det lovforslag, som Justitsministeriet fremsatte i

folketingssamlingen 1983/84 og 1984/85.

4. I en skrivelse af 15. september 1989 har Folketingets Ombudsmand taget

stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Trafikministeriet i henhold til

offentlighedslovens § 10, nr. 3, kunne afslå en begæring om aktindsigt i en

skrivelse, som en advokat havde sendt til trafikministeren, og som indgik som

en del af EF-sagen om den faste storebæltsforbindelse. Herom anførte

Ombudsmanden bl.a.:

»Oprindeligt var i betænkningen ikke foreslået en regel svarende til

§ 10, nr. 3, idet de pågældende dokumenter ansås for omfattet af en foreslået

generel regel om undtagelse af dokumenter, der udveksles mellem flere

forvaltningsmyndigheder som led i et »internt præget samarbejde«,

jf. betænkningen, siderne 36, 46 og 220 ff. Den i betænkningen foreslåede

generelle regel blev imidlertid ikke medtaget i det endelige lovforslag, der

blev vedtaget af Folketinget, men som det fremgår af de ovennævnte

bemærkninger til lovforslaget, skal bestemmelsen ses i sammenhæng med - og

dermed fortolkes i overensstemmelse med - det oprindelige forslag.

Henvisningen i bemærkningerne til udviklllingen i den administrative

struktur - jf. betænkning 857/1978 om offentlighedslovens revision side 221 -

skal ses på baggrund af den dagældende retstilstand, hvorefter udveksling af

arbejdsdokumente rmellem forskellige myndigheder, også i EF-anliggender,

medførte, at dokumenterne ikke længere kunne betragtes som interne, og derfor

som udgangspunkt var undergivet aktindsigt.

Sigtet med den nye bestemmelse i § 10, nr. 3, er således at undgå denne

konsekvens for så vidt angår myndighedernes samarbejde om EF-spørgsmål. Det

vil sige, at dokumenterne fortsat skal betragtes som interne, selv om de er

videregivet til anden myndighed.

Efter ordlyden omfatter undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, alle

»dokumenter . . . som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller

opfyldelsen af fællesskabsretlige regler«.

Trods den generelle formulering er der efter min opfattelse ikke grundlag

for at forstå undtagelsesbestemmelsen således, at også dokumenter om

EF-spørgsmål udfærdiget af private personer eller virksomheder, og

sendt til offentlige myndigheder, er omfattet af undtagelsen fra aktindsigt.

Det beskyttelsesbehov, som motiverne peger på, omfatter alene brevveksling

og anden dokumentudveksling mellem forskellige myndigheder, jf. herved også

kommenteret offentlighedslov »Asbjørn Jensen«, side 131 f.

Tilsvarende angår den udvikling, der ifølge motiverne har skabt behovet,

alene forholdet mellem myndigheder.

Den snævrere forståelse af bestemmelsens rækkevidde må også foretrækkes

som den, der er bedst i overensstemmelse med offentlighedslovens

grundprincip. Loven fastslår (§ 4, stk. 1), at hovedreglen er aktindsigt.

Nægtelse af aktindsigt kræver udtrykkelig hjemmel. Det følger heraf, at

lovens undtagelsesbestemmelser i almindelighed, hvis der er flere

forståelsesmuligheder, må fortolkes indskrænkende.

En fortolkning af § 10, nr. 3, således at undtagelser fra aktindsigt også

omfatter myndighedernes brevveksling med private i EF-spørgsmål, vil være

overordentlig vidtgående. Undtagelserne i § 10, nr. 1-6, er af generel

karakter på samme måde som undtagelsen for internt arbejdsmateriale i lovens

§ 7. Der kræves ikke, som ved anvendelsen af lovens øvrige

undtagelsesbestemmelser (bortset fra § 12, stk. 1, nr. 1), en konkret

påvisning af offentliggørelsens skadevirkninger. Dette, sammenholdt med

EF-rettens tiltagende betydning på de forskellige forvaltningsområder, vil i

realiteten gøre offentlighedsprincippet betydningsløst for væsentlige dele af

den offentlige forvaltning, såfremt den vidtgående fortolkning anlægges.

Det forhold at dokumenter om EF-spørgsmål ikke omfattes af undtagelsen i §

10, nr. 3, indebærer ikke, at dokumenterne i alle tilfælde skal udleveres.

Retten til aktindsigt kan begrænses, for så vidt det er nødvendigt til

beskyttelse af de hensyn, som er nævnt i §§ 12 og 13.

Såvel almindelige juridiske fortolkningsprincipper som reale hensyn efter

offentlighedsloven må således efter min mening føre til, at der ikke er

hjemmel i offentlighedslovens § 10, nr. 3, til at afslå en begæring om

aktindsigt i brevveksling om EF-spørgsmål mellem private og offentlige

myndigheder.'

I en skrivelse af 18. september 1989 tog Folketingets Ombudsmand på ny

stilling til rækkevidden af offentlighedslovens § 10, nr. 3. Sagen drejede

sig om, hvorvidt Trafikministeriet og Udenrigsministeriet var berettiget til

at afslå en begæring om aktindsigt i ministeriernes brevveksling indbyrdes og

med andre ministerier i forbindelse med EF-sagen om den faste

storebæltsforbindelse. Ombudsmanden anførte bl.a. følgende herom:

»Sagens hovedspørgsmål drejer sig om anvendelsesområdet for

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3.

. . .

(Klageren) har gjort gældende, at denne bestemmelse har et begrænset

anvendelsesområde for så vidt angår ministeriernes brevveksling om

EF-spørgsmål. (Klagerens) synspunkt er, at offentlighedslovens hovedregel er,

at brevveksling mellem ministerier er offentlig tilgænglig. Undtagelsen fra

denne hovedregel må være udrykkeligt hjemlet. En sådan udtrykkelig hjemmel

findes i § 10, nr. 2, for brevveksling om lovgivning, men (set i forhold

hertil) ikke for brevveksling om EF-spørgsmål. Om EF-spørgsmål findes alene

den generelle bestemmelse i § 10, nr. 3, hvor undtagelsesområdet er bestemt

af dokumentets indhold. Det må følge af hovedreglen og lovens system, at

bestemmelsen må fortolkes indskrænkende, således at EF-dokumenter, der

udveksles mellem ministerier, er undergivet aktindsigt som hovedregel.

Jeg er ikke enig i dette synspunkt.

Bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, tilsigter at dække et

behov, konstateret under den tidligere offentlighedslov (lov nr. 280 af 10.

juni 1970), for at beskytte det samarbejde, som foregår mellem ministerierne

om EF-spørgsmål. Jeg henviser til betænkning om offentlighedslovens revision

nr. 857/1978, side 221.

Behovet udsprang af, at udveksling af arbejdsdokumenter mellem forskellige

myndigheder, i EF-spørgsmål som i andre spørgsmål, medførte, at

undtagelsesbestemmelsen for internt arbejdsmateriale (daværende § 5, nr. 3)

ikke længere kunne finde anvendelse. Materialet var derfor som udgangsunkt

undergivet aktindsigt.

. . .

Formålet med undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, har således netop

været at beskytte det samarbejde, herunder brevveksling, som foregår mellem

forskellige ministerier om EF-spørgsmål.

Det kan på den baggrund ikke give mig anledning til kritik, at

Trafikministeriet og Udenrigsministeriet har henvist til offentlighedslovens

§ 10, nr. 3, som begundelse for ikke at imødekomme (klagerens) begæring om

aktindsigt i brevvekslingen mellem ministerierne.«

Det fremgår af de nævnte sager, at ombudsmanden ikke mener, at

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, omfatter

dokumenter om EF-spørgsmål, der er udfærdiget af private personer, men

at den omfatter brevveksling mellem forskellige ministerier om EF-spørgsmål.

Ombudsmanden har dog ikke haft anledning til at tage udtrykkeligt stilling

til spørgsmålet om, hvorvidt dokumenter om EF-spørgsmål, der udveksles mellem

en forvaltningsmyndighed og en privat person i et internt præget samarbejde -

således som det er antaget i forarbejderne til § 9, stk. 3, nr. 3, i

offentlighedsudvalgets udkast og i § 11, stk. 1, nr. 3, i Justitsministeriets

oprindelige forslag til en ny offentlighedslov - efter omstændighederne kan

undtages fra aktindsigt efter offentlighedlovens § 10, nr. 3.

5. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der i vurderingen af

rækkevidden af bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, lægges

afgørende vægt på bestemmelsens forhistorie. Det følger heraf, at dokumenter

om EF-anliggender, de er udarbejdet og udvekslet som led i et internt præget

samarbejde, generelt kan undtages fra aktindsigt efter § 10, nr. 3.

Bestemmelsen omfatter en række forskellige tilfælde. Som eksempel kan

nævnes, at dokumenter om EF-anliggender, der er udarbejdet af myndigheder,

som deltager i et tværministerielt samarbejde, og som udveksles mellem

myndighederne, kan undtages fra aktindsigt. Det samme gælder notater,

notitser, referater og lignende dokumenter om EF-anliggender, der i øvrigt

udveksles mellem minsterierne eller mellem et ministerium og en anden

forvaltningsmyndighed, når udvekslingen er et led i et internt præget

samarbejde.

Efter Justitsministeriets opfattelse må også brevveksling i forbindelse

med behandlingen af spørgsmål om fortolknmingen eller opfyldelsen af

fællesskabsretlige regler mellem forvaltningen og kammeradvokaten eller andre

særligt sagkyndige, som bistår forvaltningen i sagsbehandlingen, kunne

undtages efter bestemmelsen. I det omfang der er tale om en retssag, kan

brevvekslingen undtages efter bestemmelsen i § 10, nr. 5. Som et andet

eksempel på et internt præget samarbejde kan nævnes, at arbejdsmarkedets

parter er medlemmer af 2 EF-specialudvalg og derfor modtager interne notater

m.v., ligesom de skriftligt kan redegøre for deres synspunkter. Denne

brevveksling kan derfor også undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen i §

10, nr. 3.

Bestemmelsen i § 10, nr. 3, er som udgangspunkt ikke anvendelig, når

dokumenter, der er udvekslet i et internt præget samarbejde, i øvrigt er

afgivet til udenforstående, idet dokumenterne i dette tilfælde må antages at

have mistet deres interne karakter.

Undtagelsesbestemmelsen er heller ikke anvendelig i tilfælde, hvor der

udveksles dokumenter om EF-anliggender i forbindselse med en sædvanlig

høringsprocedure, som ikke indgår i et internt præget samarbejde som led i

beslutningsprocessen, jf. betænkningen, side 46.

Selv om bestemmelsen i § 10, nr. 3, efter sin ordlyd har et meget bredt

anvendelsesområde, må det på baggrund af bestemmelsens forarbejder endvidere

anses for tvivlsomt, om den finder anvendelse på udveksling af dokumenter

mellem danske forvaltningsmyndigheder og EF-organer, herunder

EF-Kommissionen. Under alle omstændigheder vil disse dokumenter i vidt omfang

være undtaget efter bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, jf. nedenfor under

afsnit III.

6. Den omstændighed, at dokumenter om EF-anliggender er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, betyder ikke

nødvendigvis, at alle oplysninger i dokumenterne kan undtages fra aktindsigt.

Efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, er der således en pligt for

forvaltningsmyndighederne til at uddrage oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder fra sagens interne arbejdsdokumenter

(ekstraheringspligt). Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»§ 11. Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og §

10, nr. 1-5, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for

sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med

lovens almindelige regler.

Stk. 2. . . .«

Om ekstraheringspligtens rækkevidde anføres i Kommenteret

Offentlighedslov, side 145, bl.a. følgende:

»2. Ekstraheringspligten efter stk. 1 omfatter enhver konkret

oplysning om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for

sagsforholdet, der ikke fremgår af de dokumenter, som er undergivet

aktindsigt efter de almindelige regler.

Ekstraheringspligten omfatter således også oplysninger, som myndigheden

har tilført sagen fra sine interne arbejdsdokumenter i andre sager eller fra

registre og lignende.

3. I modsætning til notatpligten i § 6 gælder ekstraheringspligten efter §

11 som udgangspunkt alle de sagstyper, der er omfattet af loven, dvs. også

administrative sager, der indgår i faktisk forvaltningsvirksomhed.

4. Ikke enhver oplysning, der er nedskrevet, er omfattet af

ekstraheringspligten, idet den kun gælder for oplysninger af væsentlig

betydning for sagsforholdet. Det forhold, at en oplysning på et tidspunkt

nedfældes i et dokument, der indgår i sagen, må i nogle tilfælde tages som

udtryk for, at oplysningen i hvert fald på dette tidspunkt ikke blev anset

for betydningsløs. Imidlertid kan det senere vise sig, at oplysninger, der

oprindelig blev anset for at være af betydning, og som derfor blev noteret på

sagens akter, på et senere stadium i sagsbehandlingen er betydningsløse.

Omfanget af ekstraheringen kan derfor afhænge af, på hvilket tidspunkt

begæring om aktindsigt fremsættes, jf. F.T. 1985/86, tillæg A, sp. 225.

5. Adgangen til at blive gjort bekendt med oplysninger, der i givet fald

skal ekstraheres, er undergivet de begrænsninger, der følger af §§

12-14.«

På linje hermed anførte Folketingets Ombudsmand følgende om

ekstraheringspligtens rækkevidde i skrivelsen af 18. september 1989:

»Af lovens § 11, stk. 1, følger, at såfremt der i de dokumenter, der

undtages fra aktindsigt i medfør af bl.a. § 10, nr. 3, findes

»Oplysninger . . . om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig

betydning for sagsforholdet«, skal disse oplysninger meddeles i

overensstemmelse med lovens almindelige regler. Det vil sige, oplysningerne

er undergivet aktindsigt, med mindre undtagelsesbestemmelserne i (bl.a.) §

13, stk. 1, nr. 2 og 5, finder anvendelse.

Som sagen foreligger for mig, finder jeg ikke anledning til at komme

nærmere ind på spørgsmålet om, hvorvidt der efter anvendelse af

undtagelsesbestemmelserne i § 10, nr. 1 og 3, resterer dokumentoplysninger af

faktisk karakter, som skal udleveres i medfør af § 11, stk. 1, sammenholdt

med § 13.

Jeg henviser herved bl.a. til aktindsigtsbegæringens udformning, og den

måde den naturligt måtte forstås på (meningsuoverensstemmelser ministerierne

imellem), samt til at der i givet fald er tale om oplysninger, som i denne

sammenhæng er af ganske underordnet betydning, og som det vil kræve et

uforholdsmæssigt stort arbejde at udrede.

Det følger af det anførte, at jeg ikke finder at kunne kritisere, at

ministerierne har undladt at tage nærmere stilling til spørgsmålet.'

Oplysningerne om en EF-sags faktiske omstændigheder af væsentlig betydning

for sagsforholdet, der findes i notater, referater m.v., og som ikke i øvrigt

fremgår af materiale i sagen, der er offentligt tilgængeligt, skal således

gøre tilgængeligt for den, der begærer aktindsigt, medmindre der er grundlag

til at undtage oplysningerne efter andre regler, herunder bestemmelserne i §

13. En samlet anvendelse af § 10, nr. 3, og § 13 kan således føre til, at

dokumenterne i deres helhed undtages fra aktindsigt.

III. Rækkevidden af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2

1. oplysninger i dokumenter om EF-spørgsmål, som ikke er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, eller som skal ekstraheres efter § 11,

stk. 1, kan efter omstændighederne undtages fra aktindsigt efter

offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, der har følgende ordlyd:

»§ 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det

er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) . . .

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til fremmede magter og mellemfolkelige institutioner.

3) . . .«

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg

A, sp. 227 f, er der blandt andet anført følgende:

»Lovforslagets § 13, der svarer til betænkningsudkastets § 11, stk.

2, indeholder nogle undtagelser fra retten til aktindsigt begrundet i navnlig

hensynet til offentlige interesser.

Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til den gældende

offentlighedslovs § 2, stk. 2. Indledningen til bestemmelsen er dog foreslået

ændret med henblik på at præcisere, at den begærendes individuelle interesse

i at blive gjort bekendt med det eller de pågældende dokumenter ikke skal

indgå i den konkrete afvejning af hensynet til retten til aktindsigt over for

de modhensyn, der opregnes i bestemmelsen. Endvidere foreslås sidste del i

den gældende offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, der giver mulighed for at

undtage dokumenter fra adgangen til aktindsigt af hensyn til »forholdet

til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner«, udskilt til en

selvstændig bestemmelse og samarbejdet med den bestemmelse i den gældende

offentlighedslovs § 5, nr. 6, der undtager »dokumenter om

udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold«. Der henvises til

bemærkningerne nedenfor til nr. 2. . . .

. . .

Bestemmelsen i nr. 2 er som anført en samarbejdning af den gældende

lovs § 2, stk. 2, nr. 1, sidste led, og § 5, nr. 6. Medtagelsen af

bestemmelsen i § 5, nr. 6, medfører en vis begrænsning i adgangen til at

undtage sådanne dokumenter fra aktindsigt i forhold til den gældende lov,

idet anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen efter lovforslaget forudsætter,

at nægtelse af aktindsigt efter en konkret vurdering kan anses for

nødvendig. Ændringen skønnes dog at være uden praktisk betydning.'

2. En bestemmelse svarende til § 13, stk. 1, nr. 2, fandtes allerede i

offentlighedskommissionens udkast til lov om offentlighed i forvaltningen,

jf. betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i forvaltningen, side 58.

Bestemmelsen i udkastets § 2, stk. 1, nr. 1, havde således følgende ordlyd:

» § 2. Bestemmelsen i § 1 kommer ikke til anvendelse, hvis

adgangen til at få oplysninger vil komme i strid med væsentlige hensyn til

1. Statens sikkerhed, landets forsvar samt forhold til fremmede magter og

mellemfolkelige institutioner;

2. . . .«

I bemærkningerne til udkastets § 2, stk. 1, (betænkningen side 61) er det

anført, at udtrykket »væsentlige hensyn« indebar, at en oplysning

kun kunne nægtes, hvor der var nærliggende fare for, at de nævnte interesser

kunne lide skade af betydning. Med særlig henblik på § 2, stk. 1, nr. 1,

anførte offentlighedskommissionen blandt andet følgende (betænkningen side

62):

»Med hensyn til de enkelte undtagelsesbestemmelser i § 2, stk. 1,

bemærkes følgende:

Nr. 1. Dokumenter, som har betydning for statens sikkerhed,

forholdet til fremmede magter og landets forsvar, vil i almindelighed ikke

kunne udleveres. Antagelig vil de i givet udstrækning blive undtaget fra

lovens § 1 ved kgl. anordning, jf. ovenfor.

Når der i bestemmelsen tales om landets forhold til mellemfolkelige

institutioner, kan som eksempel nævnes: De forenede Nationer og til denne

knyttede organisationer. Verdenssundhedsorganisationen, Den internationale

Valutafond m.fl.«

3. Bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 2, i den tidligere offentlighedslov

havde følgende ordlyd:

»§ 2. . . .

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er endvidere uanvendelig, hvis adgangen til

at blive gjort bekendt med sagens dokumenter findes at burde vige for

væsentlige hensyn til

1) statens sikkerhed, landets forsvar samt forholdet til fremmede magter

og mellemfolkelige institutioner,

2) . . .«

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg

A, sp. 588, er der blandt andet anført følgende:

». . .

Efter stk. 2, kan en begæring om at få oplysninger afslås efter et konkret

skøn i hvert enkelt tilfælde, hvis adgangen til at blive gjort bekendt med

sagens dokumenter findes at burde vige for visse nærmere opregnede væsentlige

hensyn.

. . .

Dokumenter, som har betydning for statens sikkerhed, forholdet til

fremmede magter og landets forsvar, vil i almindelighed ikke kunne udleveres.

Også indgåede traktater, andre folkeretlige forpligtelser og folkeretlige

kutymer kan være til hinder for, at dokumenter udleveres efter § 1.«

I tilknytning til § 2, stk. 2, nr. 1, blev der i den tidligere

offentlighedslov som § 5, nr. 6, indsat følgende bestemmelse:

»§ 5. Adgangen til at få oplysninger omfatter ikke

1) . . .

2) . . .

3) . . .

4) . . .

5) . . .

6) dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold.

7) . . .«

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg

A, sp. 592, er der anført følgende om bestemmelsens baggrund:

»Bestemmelsen i § 5, nr. 6, der er ny, hjemler undtagelse for

dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold. De nævnte

dokumenter ville i vidt omfang kunne undtages efter forslagets § 2, stk. 2,

nr. 1, jf. stk. 4; men for at afskære tvivl i retsanvendelsen har man fundet

det rigtigst at optage en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse.«

Bestemmelsen i § 5, nr. 6, begrænsede således adgangen til aktindsigt med

hensyn til visse dokumenttyper, uden at der i det enkelte tilfælde skulle

foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der var behov for at tilbageholde

oplysninger af hensyn til landets forhold til udlandet.

4. Forholdet mellem den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, og

§ 5, nr. 6, er nærmere beskrevet i betænkning nr. 857/1978, hvor der (på side

255 ff) blandt andet er anført følgende:

». . . Anvendelsen af bestemmelserne i offentlighedslovens § 2, stk.

2, nr. 1, og § 5, nr. 6, har så vidt vides ikke voldt problemer i praksis, og

spørgsmålet om deres fortolkning har ikke mere principielt været forelagt

Justitsministeriet og heller ikke Folketingets Ombudsmand efter de trykte

beretninger at bedømme . . .

Der kan dog i den forbindelse være anledning til kort at redegøre for

bestemmelsernes indbyrdes forhold samt deres samspil med andre

undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven, for så vidt angår

dokumentoplysninger af udenrigspolitisk betydning.

Undtagelsesadgangen efter § 5, nr. 6, er absolut i den forstand, at dens

anvendelse ikke er betinget af en konkret afvejning af betænkelighederne ved

aktindsigt, men bestemmelsen omfatter til gengæld kun bestemte dokumenttyper

(»Dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold«).

Det må kræves, at dokumenter for at kunne undtages med hjemmel i bestemmelsen

efter deres indhold vedrører emner af den nævnte beskaffenhed, hvorimod det

ikke vil være tilstrækkeligt, at et dokument, f.eks. om rent hjemlige

økonmiske eller trafikmæssige spørgsmål, i en given situation vil være af

udenrigspolitisk eller udenrigsøkonomisk interesse. Såfremt hemmeligholdelse

er af væsentlig udenrigspolitisk betydning, vil undtagelsesbestemmelsen i §

2, stk. 2, nr. 1, dog i reglen kunne bringes i anvendelse.

Behovet for at begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til landet

forhold udadtil vil i praksis ikke sjældent skyldes traktatmæssige

forpligtelser, herunder i særlig grad tavshedspligtsforskrifter, der gælder

for arbejdet i internationale organisationer. I et vist omfang vil

regelkonflikter mellem sådanne forskrifter og offentlighedsloven kunne løses

i medfør af bestemmelsen i denne lovs § 7, nemlig såfremt den folkeretlige

tavshedsforskrift er »speciel« (det vil sige, at tavshedspligtens

omfang er nærmere præciseret) og ved lov er tillagt gyldighed her i landet. I

tilfælde, hvor tavshedspligten følger af en fællesskabsforordning, der er

umiddelbar anvendelig, vil denne som følge af rangforholdet mellem

fællesskabsretten og national ret under alle omstændigheder gå forud for

offentlighedsloven . . . Alt efter dokumentets indhold vil

tavshedsforpligtelser i forhold til internationale organisationer endvidere

kunne opfyldes ved anvendelse af f.eks. offentlighedslovens § 2, stk. 1, og §

5, nr. 6.

Om nødvendigt vil tavshedspligten derudover kunne sikres overholdt ved

anvendelse af undtagelsesadgangen efter lovens § 2, stk. 2, nr. 1. Når det i

Justitsministeriets bemærkninger til offentlighedsforslaget om denne

bestemmelse uden forbehold fremhæves, at folkeretlige forpligtelser kan være

til hinder for, at begæringer om aktindsigt imødekommes, bygger dette på

almindelige synspunkter vedrørende forholdet mellem de folkeretlige

forpligtelser, der påhviler den danske stat, og intern dansk ret. I dansk

juridisk litteratur fremhæves det således ofte, at de retsanvendende

myndigheder ved anvendelsen af gældende lovgivning må anlægge den

fortolkning, der er bedst egnet til at bringe bestemmelsen i overensstemmelse

med bestående traktatmæssige forpligtelser (»fortolkningsreglen«) .

. .

Bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 1, må således antages

at indeholde hjemmel for at undtage dokumenter fra offentlighedsordningen, i

det omfang dette er påkrævet f.eks. for at opfylde en tavshedspligt, der

påhviler danske myndigheder i forhold til EF, og dokumentet ikke er omfattet

af en af offentlighedslovens øvrige undtagelsesbestemmelser . . .

Til illustration af, at også folkeretlige kutymer kan være til hinder for

udlevering af dokumenter, kan henvisdes til udenrigsministerens besvarelse af

folketingsspørgsmål nr. 552 af Ib Christensen, hvor det blandt andet anføres,

at ». . . man også her i landet må respektere den praksis, at breve fra

komissionen ikke offentliggøres uden dennes indforståelse, jf. F.T. 1976/77,

2. samling, forhandlingerne, sp. 6868-6870. Der kan i øvrigt henvises til

udtalelsen herom i minsteriet for offentlige arbejders skrivelse til

udvalget.«

Det fremgår heraf, at bestemmelsen i § 5, nr. 6, i modsætning til

bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, var absolut i den forstand, at

dokumenterne kunne undtages fra aktindsigt, uden at der skulle foretages en

konkret afvejning af betænkelighederne ved aktindsigt. Bestemmelsen i § 5,

nr. 6, var til gengæld begrænset til bestemte dokumenttyper, nemlig

dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold.

Det er ikke nærmere præciseret i betænkningen, om »dokumenter om

udenrigspolitikske og udenrigsøkonomiske forhold« i § 5, nr. 6, også

kunne anvendes til generelt at undtage dokumenter om EF-spørgsmål fra

aktindsigt. Det er dog anført, at bestemmelsen i § 5, nr. 6, kunne anvendes

til at tilbageholde oplysninger fra at opfylde tavshedsforpligtelser i

relation til internationale organisationer, herunder EF. Det må derfor

antages, at bestemmelsen også omfattede dokumenter om EF-spørgsmål, forudsat

at dokumenterne kunne karakteriseres som dokumenter om udenrigspolitiske

eller udenrigsøkonomiske forhold.

Det fremgår heller ikke af betænkningen, om undtagelsesadgangen efter § 5,

nr. 6, var begrænset til dokumenter, som var udarbejdet af danske

myndigheder, eller om den også kunne finde anvendelse på dokumenter om

EF-spørgsmål, som var udarbejdet af udenlandske myndigheder, herunder

EF-Kommissionen. Hverken efter ordlyden eller forarbejderne er der imidlertid

grundlag for at antage, at bestemmelsen kun omfattede dokumenter, der var

udarbejdet af danske myndigheder.

Det fremgår endvidere af betænkningen, at bestemmelsen i § 2, stk. 2,

nr. 1, indeholdt hjemmel til at undtage dokumenter fra aktindsigt, hvis

det var påkrævet for at opfylde en tavshedspligt, der påhvilede danske

myndigheder i forhold til EF, og dokumenterne ikke kunne undtages fra

aktindsigt efter andre af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser,

herunder bestemmelsen i § 5, nr. 6, og § 7 (svarende til den gældende

offentlighedslovs § 14, jf. om denne bestemmelse nedenfor).

Undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, og § 5, nr. 6, kunne

endvidere begrunde et afslag på aktindsigt under henvisning til folkeretlige

kutymer.

5. Rækkevidden af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, og §

5, nr. 6, har også været forelagt for Folketingets Ombudsmand.

I en sag fra 1980 (FOB 1980, side 654 ff) tog ombudsmanden stilling til en

klage over Udenrigsminsteriets afslag på en anmodning om aktindsigt i

ministeriets sager om jagtfalke til visse arabiske lande. Om rækkevidden af §

5, nr. 6, anførte ombudsmanden blandt andet følgende:

»Udenrigsministeriet har i en intern meddelelse fra direktøren af 22.

december 1970 uddybet, i hvilke tilfælde dokumenter på grund af deres indhold

må anses som »dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske

forhold«. I meddelelsen er der blandt andet anført følgende:

». . .

Som hovedregel er formodningen for, at al generel politisk og økonomisk

indberetningsvirksomhed, hvad enten der er tale om depecher, departementale

indberetninger, telemeddelelser, underhåndsbreve eller manu-forsendelser og

al tilsvarende instruktions- og underretningsvirksomhed fra

Udenrigsministeriet, er omfattet af denne undtagelse. Begrebet

»udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold« kan omfatte også

brevveksling om indrepolitiske, herunder videnskabelige, teknologiske og

sociale forhold i andre lande, f.eks. i det omfang den indeholder en politisk

vurdering . . .'

. . .

Efter min opfattelse er der overensstemmelse mellem de synspunkter i

Udenrigsministeriets meddelelse af 22. december 1970, som er gengivet

ovenfor, og de synspunkter fra betænkningen om offentlighedslovens revision,

som ligeledes er gengivet ovenfor. Jeg forstår Udenrigsminsteriets meddelelse

af 22. december 1970 således, at dokumenter, hvis indhold ikke i sig selv er

udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske forhold, dog må anses for at være

omfattet af undtagelsesbestemmelsen, for så vidt de indeholder

undtagelsesbestemmelsen, for så vidt de indeholder politiske vurderinger af

forhold i andre lande.

Med hensyn til de synspunkter fra Udenrigsministeriets udtalelse af 1.

april 1981, som er gengivet lige ovenfor, kan jeg være enig med minsteriet i,

at »de pågældende fremmede magters fortolkning og mulige reaktion«

kan indgå som et moment i vurderingsgrundlaget ved en stillingtagen til, om

et dokument må siges at have et udenrigspolitisk eller udenrigsøkonmisk

indhold. Jeg finder imidlertid ikke, at dette moment alene er tilstrækkeligt

til at begrunde en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 5, nr. 6, hvis

et dokument ikke i øvrigt efter sit indhold vedrører emner af

udenrigspolitisk eller udenrigsøkonomisk karakter. Derimod vil hensynet til

fremmede magters fortolkning og mulige reaktion i givet fald kunne begrunde

en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1.

Det følger af det anførte, at en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i §

5, nr. 6, forudsætter en vurdering af indholdet af det enkelte dokument i

sagen, hvorimod der ikke kan blive tale om på grundlag af bestemmelsen af

undtage en sag som helhed fra adgangen til aktindsigt (medmindre en vurdering

af hvert enkelt dokument ville føre til, at bestemmelsen er anvendelig).'

I samme sag tog ombudsmanden stilling til rækkevidden af den tidligere

offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1. Han anførte blandt andet følgende

herom:

»For så vidt angår anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk.

2, nr. 1, anførte jeg i min skrivelse af 2. marts 1981 til

Udenrigsministeriet, at denne forudsætter

»at en afvejning må føre til,. at adgangen til aktindsigt findes at

burde vige for væsentlige hensyn til de interesser, der er angivet i

de enkelte numre i bestemmelsen; som anført af Niels Eilschou Holm:

Offentlighedsloven (1971), side 44, indebærer dette, at aktindsigt kun kan

afslås, hvor der er en nærliggende fare for, at de nævnte interessere

vil lide skade af betydning. Den nævnte konkrete interesseafvejning

skal foretages for hvert dokument for sig; jeg henviser i øvrigt også i den

forbindelse til offentlighedslovens § 2, stk. 3, (svarende til den gældende

offentlighedslovs § 13, stk. 2, jf. herom nedenfor).«

Jeg må forstå Udenrigsministeriets supplerende udtalelse af 1. april 1981

. . . således, at ministeriet ved anvendelsen af undtagelsesadgangen efter §

2, stk. 2, nr. 1, i det foreliggende tilfælde navnlig har lagt vægt på den

reaktion fra arabiske lande, som en (hel eller delvis) imødekommelse af

anmodningen om aktindsigt muligt kunne afstedkomme. Ministeriet har ud fra

dette ment at burde undtage samtlige dokumenter i sagen, uanset at visse

dokumenter isoleret bedømt ikke har et indhold, som berører forholdet til

udlandet m.v. Ministeriet har i denne forbindelse henvist til det, som er

anført af Niels Eilschou Holm: Offentlighedsloven med kommentarer (1971),

side 44 nederst (»indrømmelse af delvis aktindsigt indirekte ville

medføre en prisgivelse af de forhold, som bestemmelserne giver hjemmel til at

hemmeligholde«).

Efter min opfattelse kan en sådan mere generelt præget anvendelse af

undtagelsesadgangen efter lovens § 2, stk. 2, (eventuelt i forbindelse med

anvendelsen af bestemmelsen i § 5, nr. 6), vel efter omstændighederne være

forsvarlig. Men jeg finder, at de synspunkter om anvendelsen af

undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 2, stk. 2, som jeg anførte

i min skrivelse af 2. marts 1981 til Udenrigsministeriet, og de grundlæggende

betragtninger, som offentlighedsordningen ifølge offentlighedsloven bygger

på, må føre til, at en sådan mere generel anvendelse af disse

undtagelsesbestemmelser (her nr. 1) må forudsætte, at der kan godtgøres en

vægtig konkret begrundelse herfor. Efter min opfattelse er forholdet

det, at jo mere der lægges op til at anvende § 2, stk. 2, generelt for sager

som sådanne, jo stærkere krav bør stilles til den konkrete begrundelse.

Jeg er selvsagt ikke uenig med Udenrigsministeriet i, at risikoen for, at

reaktioner fra udlandet får skadevirkninger for interesser af betydning, med

rimelighed kan føre til, at aktindsigt helt eller delvis må nægtes - for så

vidt der er den fornødne konkrete begrundelse for at antage, at

sådanne skadevirkninger eller risiko herfor må anses for nærliggende.

Under drøftelserne på mødet den 14. maj 1981 har repræsentanterne for

Udenrigsministeriet i den forbindelse henvist til, at det ofte ikke vil være

praktisk muligt at opnå et mere detaljeret informationsgrundlag om fremmede

magters eventuelle reaktioner eller mulige skadevirkninger i øvrigt på

forholdet mellem Danmark og andre stater som følge af, at Udenrigsministeriet

meddeler aktindsigt.

Jeg har forståelse herfor og finder heller ikke at kunne afvise, at dette

forhold bør tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelsen for at

meddele afslag efter lovens § 2, stk. 2, nr. 1, er til stede.'

Selv om udgangspunktet var, at der også i sager, som var omfattet af § 2,

stk. 2, nr. 1, skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt et dokument

kunne undtages fra aktindsigt, udelukkende ombudsmanden således ikke, at

bestemmelsen kunne anvendes til generelt at undtage visse sager fra

aktindsigt, hvis der kunne godtgøres en tungtvejende konkret begrundelse

herfor.

I en sag fra 1983 (FOB 1983, side 235 ff) tog ombudsmanden stilling til en

klage over Udenrigsministeriets afslag på en begæring om aktindsigt i

brevvekslingen mellem EF-Kommissionen og danske myndigheder i en

traktatkrænkelsessag. Udenrigsministeriet svarede blandt andet følgende på en

række spørgsmål, som ombudsmanden stillede med henblik på en vurdering af

rækkevidden af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1:

». . . Kommissionen betragter den brevveksling, der finder sted

mellem den og medlemsstaterne i en sag efter artikel 169 i EØF-traktaten, som

fortrolig. Den giver derfor ikke udenforstående indsigt i disse akter.

Kommissionen har dog over for Europaparlamentet erklæret sig rede til - i

enkelte tilfælde og efter særlig anmodning - at redegøre skriftligt eller

mundtligt for hovedindholdet i parternes standpunkter . . .

. . . Den ovennævnte praksis følges også over for personer eller

virksomheder, der har indgivet en klage. Disse underrettes kun i generelle

vendinger om, hvorvidt og hvornår der er blevet indledt en

traktatkrænkelsessag mod en medlemsstat og på hvilket stadium denne sag

befinder sig. Af principielle grunde gives der ikke personer eller

virksomheder, der har indgivet en klage over et forhold, adgang til den

brevveksling, der finder sted mellem kommissionen og medlemsstaterne . . .

. . .

Ombudsmanden beder oplyst, om kommissionens praksis efter

Udenrigsministeriets opfattelse har en sådan fasthed, at den kan

karakteriseres som eller sidestilles med en folkeretlig kutyme.

Det er Udenrigsminsteriets opfattelse, at kommissionens og

medlemsstaternes praksis vedrørende ikke-offentliggørelse af indbyrdes

korrespondance, herunde specielt den korrespondance som finder sted i medfør

af bestemmelserne i EØF-traktatens art. 169 og 170, vil kunne sidestilles med

en folkeretlig kutyme. Så vidt Udenrigsministeriet bekendt, følges denne

praksis fast, også af de øvrige medlemsstater. Det er Udenrigsministeriets

opfattelse, at der lægges stor vægt på, at denne brevvekslings fortrolige

karakter respekteres.

. . .

Ombudsmanden ønsker oplyst, om hensynet til nationale danske interesser

efter Udenrigsministeriets opfattelse kan varetages gennem en anvendelse af

bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 1, eller om dette i givet

fald må ske ved anvendelse af andre af lovens undtagelsesbestemmelser.

Udenrigsministeriet finder, at det er en væsentlig dansk interesse, at

traktatkrænkelsessager i almindelighed kan forhandles mellem parterne, og at

disse forhandlinger kan foregå på en sådan måde, at der indgås forlig, som

også imødekommer nationale, danske interesser.

Det er Udenrigsministeriets opfattelse, at det ved den konkrete

fortolkning og anvendelse af § 2, stk. 2, nr. 1, er berettiget at lægge vægt

på kommissionens eller andre medlemsstaters opfattelse og mulige reaktioner -

i den konkrete sag eller i tilsvarende sager - i tilfælde af

offentliggørelse. Der henvises herved til ombudsmandens udtalelse af 29. maj

1981 (j. nr. 1980-804-38) (det vil sige den ovenfor omtalte sag).

Efter Udenrigsministeriets opfattelse vil det på denne baggrund være

berettiget at undtage en skriftveksling under traktatens art. 169 som helhed.

Dette gælder umiddelbart dokumenter hidrørende fra kommissionen eller andre

medlemsstater og dokumenter hidrørende fra regeringen i det omfang,

modpartens standpunkter gengives eller vil kunne udledes. Det samme gælder

imidlertid også de øvrige dele af dokumenter hidrørende fra regeringen, idet

det er Udenrigsminsteriets opfattelse, at ensidig offentliggørelse af

regeringens synspunkter må antages at være uacceptabel for modparten og

derfor skadelig i den konkrete sag og tilsvarende sager for statens forhold

til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.

Det er endvidere Udenrigsministeriets opfattelse, at der i

traktatkrænkelsesproceduren ofte vil være en sådan sammenhæng mellem de

konkrete nationale interesser og hensynet til forholdet til kommissionen,

eller efter omstændighederne en anden medlemsstat, at en selvstændig

vurdering af eventuelle »uafhængige« nationale interesser næppe vil

være mulig.

I øvrigt ville en delvis aktindsigt i sager af den foreliggende karakter

efter omstændighederne kunne anses for omfattet af undtagelsen i § 2, stk. 2,

nr. 1, navnlig i det omfang der herved ville ske en prisgivelse af det eller

de forhold, som bestemmelserne giver hjemmel til at hemmeligholde.

. . .

Ombudsmanden ønsker endelig oplyst, om det efter Udenrigsministeriets

opfattelse kan tillægges betydning, på hvilket tidspunkt af sagens behandling

en begæring af aktindsigt fremkommer.

Udenrigsministeriet forstår spørgsmålet således, at det ønskes oplyst, om

man ville have indtaget et andet standpunkt, såfremt sagen havde været

afsluttet, efter indgåelse af forlig, efter den ene parts opgivelse af sagen

eller efter endelig dom ved EF-domstolen.

Det kan oplyses, at Udenrigsministeriet ikke har modtaget begæringer af

denne type. Det er imidlertid Udenrigsministeriets opfattelse, at man

formodentlig ville indtage den samme holdning. Det ville herved formentlig

blive taget i betragtning, at der løbende behandles et betydeligt antal sager

af denne type, og at selve det forhold, at dokumenterne senere kunne blive

offentliggjort, i sig selv må antages at kunne indvirke på dokumenternes

udformning - til brug for forhandlingen og forberedelsen af en retssag - og

dermed deres værdi under den procedure, hvorunder de udarbejdes.

Anvendelsen af undtagelserne i § 2, stk. 2, forudsætter en konkret

afvejning af modstående hensyn, hvorfor Udenrigsministeriet for indeværende

ville foretrække at reservere sin holdning til dette spørgsmål. Man har

forstået, at kommissionen . . . har indtaget en tilsvarende holdning.'

Som det fremgår af Udenrigsministeriets svar, anser EF-Kommissionen den

brevveksling, der finder sted mellem den og en medlemsstat i anledning af en

traktatkrænkelsessag, for fortrolig, således at brevvekslingen ikke kommer

udenforstående til kundskab.

Det fremgår endvidere af Udenrigsministeriets svar, at den praksis,

hvorefter brevveksling med EF-Kommissionen, herunder navnlig i en

traktatkrænkelsessag, ikke offentliggøres, kunne sidestilles med en

folkeretlig kutyme. Brevvekslingen i en sag om traktatkrænkelse kunne

herefter efter Udenrigsministeriets opfattelse undtages fra aktindsigt i sin

helhed i medfør af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1. Et

afslag på aktindsigt kunne formentlig også gives på et tidspunkt, hvor sagen

var afsluttet.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Udenrigsministeriets

vurdering i sagen. Han anførte blandt andet følgende herom:

»På denne baggrund og på grundlag af den nu foreliggende supplerende

udtalelse af 4. juli 1983 fra Udenrigsministeriet og i den forbindelse den

fra EF-Kommissionen indhentede redegørelse for kommissionens praksis kan det

ikke give mig anledning til kritik, at Udenrigsministeriet har fundet i

medfør af offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 1, at burde afslå (A's)

anmodning om aktindsigt i brevvekslingen mellem De Europæiske Fællesskabers

Kommission og de danske myndigheder, herunder kommissionens såkaldte

åbningsskrivelse og den danske regerings svarskrivelse herpå . . .«

6. I offentlighedsudvalgets udkast til offentlighedslov blev der indsat

følgende bestemmelse som § 11, stk. 2, nr. 2:

»§ 11. . . .

Stk. 2. Retten til aktindsigt kan endvidere begrænses i det omfang, det er

nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) . . .,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonmiske interesser, herunder

forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3) . . .«

Bestemmelsen svarer til den gældende offentlighedslovs § 13, stk. 1, nr.

2. I bemærkningerne til bestemmelsen (betænkning nr. 857/1978, side 47) er

der - som i bemærkningerne til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2 -

blandt andet anført følgende:

»Bestemmlsen i stk. 2 svarer i det væsentlige til den gældende lovs §

2, stk. 2. Indledningen til bestemmelsen er dog foreslået ændret med henblik

på at præcisere, at den begærendes individuelle interesse i at blive gjort

bekendt med det eller de pågældende dokumenter ikke skal indgå i den konkrete

afvejning af hensynet til offentlighedens ret til aktindsigt over for de

modhensyn, der opregnes i bestemmelsen . . .

Endvidere forslås sidste led i den gældende lovs § 2, stk. 2, nr. 1, der

hjemler undtagelse af hensyn til »forholdet til fremmede magter eller

mellemfolkelige institutioner«, udskilt til en selvstændig bestemmelse

og samarbejdet med bestemmelsen i den gældende lovs § 5, nr. 6 . . .

. . .

Bestemmelsen i nr. 2, er, som nævnt, en samarbejdning af den gældende lovs

§ 2, stk. 2, nr. 1, sidste led, og § 5, nr. 6. Indarbejdelsen af bestemmelsen

i § 5, nr. 6, medfører principielt en begrænsning i undtagelsesadgangen i

forhold til den gældende lov, idet anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i

nr. 2 i det hele forudsætter, at nægtelse af aktindsigt efter en konkret

vurdering kan anses for nødvendig. Forholdet skønnes dog at være uden

praktisk betydning, og der kan derfor med hensyn til bestemmelsens rækkevidde

henvises til beskrivelsen af gældende ret i betænkningen side 255 f og til

udvalgets overvejelser side 282 f.'

Det fremgår heraf, at bestemmelsen var en samarbejdning af den tidligere

offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, og § 5, nr. 6, og at fortolkningen af

disse bestemmelser derfor havde betydning for fastlæggelsen af bestemmelsens

rækkevidde.

Offentlighedsudvalget anførte blandt andet følgende som begrundelse for

denne samarbejdning (betænkningen side 282 f).

»c. Hensynet til statens sikkerhed og forsvar samt landets

forhold til udlandet.

Det angivne beskyttelseshensyn er i den gældende lov tilgodeset dels ved

bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 1, dels ved bestemmelsen i § 5, nr. 6. Efter

den sidstnævnte bestemmelse kan adgangen til aktindsigt generelt begrænses i

forhold til dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold,

medens bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, giver hjemmel til at nægte

aktindsigt, hvis væsentlige hensyn til »statens sikkerhed, landets

forsvar samt forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

institutioner« tilsiger det.

. . .

Det er efter udvalgets opfattelse en given sag, at disse

beskyttelseshensyn må tilgodeses ved udformningen af

undtagelsesbestemmelserne i en ny lov om offentlighed i forvaltningen . . .

. . .

(Det er efter udvalgets opfattelse ikke hensigtsmæssigt), at adgangen til

at undtage dokumenter af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser som

nævnt er opdelt på to bestemmelser, hvis indbyrdes forhold kan give anledning

til nogen tvivl, blandt andet fordi undtagelsesadgangen efter den ene

bestemmelse (§ 5, nr. 6) alene er gjort afhængig af dokumentindholdet, medens

der efter den anden bestemmelse (§ 2, stk. 2, nr. 1), stilles krav om, at

væsentlige hensyn skal tale for at begrænse offentlighedsprincippet. Da

undtagelsesbestemmelsen af systematiske grunde bør plaaceres i sammenhæng med

andre undtagelsesbestemmelser begrundet i dokumentets indhold, foreslår

udvalget den gældende lovs § 5, nr. 6, indarbejdet i den til lovens § 2, stk.

2, nr. 1, svarende bestemmelse. Den af udvalget foreslåede bestemmelse findes

i udkastets § 11, stk. 2, nr. 2 . . .

Efter denne bestemmelse vil aktindsigt kun kunne afslås, såfremt der er en

konkret begrundelse derfor af en vis styrke. Udvalget har ikke ment, at der

bør være adgang til at undtage dokumenter eller oplysninger i dokumenter

vedrørende udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske forhold også i

tilfælde, hvor der ikke er noget konkret behov for hemmeligholdelse, sml.

derimod den gældende bestemmelse i lovens § 5, nr. 6.

. . .'

Det fremgår heraf, at adgangen til aktindsigt i sager om udenrigspolitiske

og udenrigsøkonomiske forhold efter offentlighedsudvalgets opfattelse

principielt burde udvides, således at der fremover skulle foretages en

konkret vurdering af, hvorvidt der var et behov for i det foreliggende

tilfælde at undtage sådanne dokumenter fra aktindsigt. I det omfang

dokumenter om EF-spørgsmål var omfattet af § 5, nr. 6, ville den principielle

udvidelse af adgangen til aktindsigt i sager om udenrigspolitiske og

udenrigsøkonomiske forhold derfor også får betydning for muligheden for

aktindsigt i disse dokumenter. For så vidt angår brevveksling i et internt

præget samarbejde, herunder samarbejde om EF-spørgsmål, indeholdt

offentlighedsudvalgets lovudkast imidlertid som nævnt under afsnit II en

særlig bestemmelse i § 9, stk. 3, nr. 3, som undtog en sådan brevveksling fra

aktindsigt.

7. Efter offentlighedslovens § 13, stk. 2, skal der gives delvis

aktindsigt, hvis de hensyn, der er nævnt i § 13, stk. 1, nr. 1-6, kun gør sig

gældende for en del af et dokument. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»§ 13. . . .

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et

dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige

indhold.«

Bestemmelsen svarer til den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 3. Der

er hverken i bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg A,

sp. 590, eller til den tilsvarende bestemmelse i offentlighedskommissionens

lovudkast, jf. betænkning nr. 325/1963, side 64, anført noget om, i hvilket

omfang delvis aktindsigt kan nægtes under henvisning til landets forhold til

fremmede magter og mellemfolkelige institutioner.

Folketingets Ombudsmand har i en sag fra 1974, jf. FOB 1974, side 328 ff,

taget stilling til rækkevidden af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk.

3. Det fremgår af sagen, at afslag på delvis aktindsigt efter ombudsmandens

opfattelse kan gives i de tilfælde, hvor den delvise aktindsigt medfører en

prisgivelse af de forhold, der er hjemmel til at tilbageholde, og herudover i

tilfælde, hvor den delvise aktindsigt indebærer en klart vildledende

information.

Særligt med hensyn til Danmarks forhold til udlandet har ombudsmanden som

nævnt i pkt. 5 antaget, at dokumenter af betydning for landets forhold til

udlandet - uanset pligten til at give delvis aktindsigt - generelt kan

undtages fra aktindsigt, hvis der er en tungtvejende konkret begrundelse

herfor. Bestemmelsen i den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 3, har

således ikke været til hinder for, at brevveksling mellem EF-Kommissionen og

et medlemsland i en traktatkrænkelsessag blev undtaget fra aktindsigt i sin

helhed.

8. Under hensyn til baggrunden for offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr.

2, er det Justitsministeriets opfattelse, at der i vurderingen af rækkevidden

af denne bestemmelse, bør lægges vægt på den fortolkning, som den tidligere

offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1 og § 5, nr. 6, har været undergivet.

I modsætning til den tidligere offentlighedslovs § 5, nr. 6, forudsætter §

13, stk. 1, nr. 2, i princippet en konkret vurdering af, om undtagelse fra

aktindsigt er begrundet i hensynet til rigets udenrigspolitiske eller

udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller

mellemfolkelige institutioner.

Efter § 13, stk. 2, skal der endvidere i almindelighed gives delvis

aktindsigt, medmindre hensynet til landets forhold til udlandet, herunder EF,

taler for, at alle dokumenterne undtages fra aktindsigt. Der skal dog ikke

gives delvis aktindsigt, hvis der vil ske en prisgivelse af de forhold, der

er hjemmel til at hemmeligholde, eller hvis den delvise aktindsigt indebærer

en klart vildledende information. § 13, stk. 2, er heller ikke til hinder

for, at der efter § 13, stk. 1, nr. 2, gives et generelt afslag på

aktindsigt, forudsat at der er en konkret begrundelse herfor.

§ 13, stk. 1, nr. 2, omfatter en række tilfælde i relation til EF.

Brevveksling, herunder udveksling af processkrifter, mellem EF-Kommissionen

og Danmark i en sag om traktatkrænkelse kan således undtages fra aktindsigt i

sin helhed, uden at der i den forbindelse skal foretages en konkret vurdering

af, om der skal gives delvis aktindsigt efter § 13, stk. 2. Det gælder ikke

blot så længe sagen verserer, men også i almindelighed når sagen er

afsluttet. Brevveksling mellem EF-Kommissionen og Danmark i andre sager kan

ligeledes undtages fra aktindsigt i sin helhed, idet denne brevveksling

ifølge en folkeretlig kutyme ikke må offentliggøres uden parternes

indforståelse.

Bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, omfatter i øvrigt alle dokumenter fra

EF's organer, som de nationale myndigheder er pålagt tavshedspligt om. I det

omfang en tavshedspligtsforskrift, der er fastsat i en umiddelbart anvendelig

fællesskabsregel (f.eks. en forordning) er til hinder for

dokumentoffentlighed, følger det under alle omstændigheder af rangforholdet

mellem fællesskabsretten og national ret, at fællesskabsreglen går forud for

offentlighedsloven, jf. Kommenteret Offentlighedslov, side 164, med

henvisninger.

Bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, kan herudover ud fra en konkret

vurdering begrunde et afslag på aktindsigt i andre oplysninger om

EF-spørgsmål, forudsat at hemmeligholdelse er af betydning for landets

forhold til udlandet, herunder EF. Vurderingen af, om oplysningerne kan

undtages fra aktindsigt, skal som udgangspunkt foretages for hvert dokument

for sig, men hele sagen kan som nævnt efter omstændighederne undtages fra

aktindsigt, hvor der er en konkret begrundelse herfor.

IV. Andre undtagelsesbestemmelser

Ud over bestemmelserne i offentlighedslovens § 10, nr. 3, og § 13, stk.

1, nr. 2, er der mulighed for at undtage dokumenter i sager om EF-spørgsmål

fra aktindsigt efter andre af offentlighedslovens bestemmelser, hvis

betingelserne herfor er opfyldt.

Der er i den forbindelse navnlig grund til at pege på bestemmelsen i

offentlighedslovens § 2, stk. 2, hvorefter sager om lovgivning, herunder

bevillingslove, kun er omfattet af loven, for så vidt lovforslag er fremsat

for Folketinget. Denne bestemmelse, der giver mulighed for en tidsbegrænset

undtagelse fra retten til aktindsigt, kan navnlig komme på tale i tilfælde,

hvor et EF-direktiv skal inkorporeres i dansk ret, og hvor inkorporeringen

forudsætter en lovændring. Bestemmelsen kan dog også anvendes, hvis

inkorporeringen af et EF-direktiv både omfatter overvejelser om lovgivning og

administrative forskrifter, jf. Kommenteret Offentlighedslov, side 62.

En anden bestemmelse, som der er grund til at fremhæve, er

offentlighedslovens § 10, nr. 1, hvorefter blandt andet dokumenter, der

udarbejdes af en myndighed til brug for møder mellem minstre, er undtaget fra

aktindsigt. Ifølge fast praksis, jf. Udenrigsministeriets notits af 12. april

1985 om behandling og ekspedition af traktatkrænkelsessager mod Danmark, skal

enhver traktatkrænkelsessag - uanset omfang og betydning - forelægges

regeringens fællesmarkedsudvalg. De dokumenter, som de tværminsterielle

udvalg, herunder EF-specialudvalgene, udarbejder til brug for drøftelser i

regeringens fællesmarkedsudvalg, kan således undtages fra aktindsigt efter

bestemmelsen i § 10, nr. 1.

Der er endelig grund til at pege på offentlighedslovens § 14, der giver

mulighed for at begrænse adgangen til aktindsigt i de tilfælde, hvor der i en

umiddelbar anvendelig fællesskabsregel eller i en anden EF-retsakt, der ved

lov eller i henhold til lov er tillagt gyldighed her i landet, er fastsat en

speciel tavshedspligtsforskrift, der rækker videre end de almindelige regler

om tavshedspligt i straffeloven, forvaltningsloven og

tjenestemandslovgivningen, jf. a.st., side 182.

Efter 2. behandling den 17. maj 1991

§ 1

I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen

foretages følgende ændringer:

1. § 10, nr. 3, ophæves.

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.

2. I § 11, stk. 1, ændres »§ 10, nr. 1-5« til:

»§ 10, nr. 1-4«.

§ 2

I forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, foretages følgende

ændring:

§ 14, stk. 1, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Stk. 2. Loven gælder for dokumenter, der udarbejdes efter lovens

ikrafttræden.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter