1990 LSF 92 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIGHED I FORVALTNINGEN OG FORVALTNINGSLOVEN (AKTINDSIGT I EF-SAGER)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen
foretages følgende ændringer:
1. § 10, nr. 3, ophæves.
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.
2. I § 11, stk. 1, ændres »§ 10, nr. 1-5« til:
»§ 10, nr. 1-4«.
§ 2
I forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, foretages følgende
ændring:
§ 14, stk. 1, nr. 3, ophæves.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Stk. 2. Loven gælder for dokumenter, der udarbejdes efter lovens
ikrafttræden.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen
foretages følgende ændringer:
1. § 10, nr. 3, ophæves.
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.
2. I § 11, stk. 1, ændres »§ 10, nr. 1-5« til:
»§ 10, nr. 1-4«.
§ 2
I forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, foretages følgende
ændring:
1. § 14, stk. 1, nr. 3, ophæves.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 3
Læs alt
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslaget har til formål at opfylde pkt. 1 i folketingsbeslutning
af 17. maj 1990 om offentlighed i EF-anliggender (B 3). I
folketingsbeslutningen pålægges regeringen blandt andet at fremsætte et
lovforslag, hvorefter de generelle undtagelser i lov om offentlighed i
forvaltningen (§ 10, nr. 3) og i forvaltningsloven (§ 14, stk. 1, nr. 3) om
aktindsigt i EF-sager, ophæves.
2. Forslaget til folketingsbeslutning er fremsat den 10. oktober 1989 af
medlemmer af Socialistisk Folkeparti (Beslutningsforslag nr. B 3, Folketinget
1989-90). 1. behandlingen af forslaget er gengivet i Folketingstidende
1989/90, Folketingets Forhandlinger, sp. 2628 ff. Markedsudvalget afgav
betænkning over forslaget den 27. april 1990. 2. behandlingen er gengivet
a.st., sp. 9044 ff. Efter 2. behandlingen blev standset og forslaget henvist
til fornyet udvalgsbehandling, afgav Markedsudvalget den 4. maj 1990 en
tilføjelse til betænkningen. Fortsættelsen af 2. behandlingen er gengivet
a.st., sp. 9716 ff.
Ved lovforslaget, der er udarbejdet i overensstemmelse med pkt. 1 i
folketingsbeslutningen, ophæves de to enslydende bestemmelser i
offentlighedslovens § 10, nr. 3, og forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3.
Efter disse bestemmelser har en myndighed ikke pligt til at give aktindsigt i
»dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag
til EF-vedtagelser eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller
opfyldelsen af fællesskabsretlige regler«.
3. Under Markedsudvalgets behandling af beslutningsforslaget anmodede
udvalget Justitsministeriet om et notat om de fortolkningsproblemer
offentlighedslovens § 10, nr. 3, har givet anledning til, jf. spørgsmål nr. 6
af 5. januar 1990 (MKU B 3 - bilag 3). Justitsministeriet fremsendte i den
anledning den 9. februar 1990 et notat om offentlighed i EF-anliggender til
Markedsudvalget, jf. MKU B 3 - bilag 5. Justitsministeriets notat er optrykt
som bilag til dette lovforslag.
Som det fremgår af notatet, omfatter den almindelige adgang til aktindsigt
efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, også dokumenter om EF-spørgsmål, når
dokumenterne findes i sager hos danske forvaltningsmyndigheder. Adgangen til
aktindsigt er ikke undtagelsesfri. Justitsministeriets notat indeholder en
gennemgang af de bestemmelser i offentlighedsloven, der særligt kan komme på
tale, når det skal overvejes, om der er grundlag for at undtage bestemte
dokumenter eller oplysninger om EF-spørgsmål fra aktindsigt.
Formålet med bestemmelserne i offentlighedslovens § 10, nr. 3, og
forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, er at sikre rimelige
arbejdsvilkår for det tværministerielle samarbejde, der blandt andet
forbereder den danske holdning i forhandlinger om EF-vedtagelser.
Bestemmelserne tilsigter, sammen med bestemmelserne i offentlighedslovens §
10, nr. 4, og forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, om
sekretariatsvirksomhed, at dække det behov, som mere generelt blev
konstateret under offentlighedsloven af 1970 for at beskytte det samarbejde,
som foregår mellem ministerierne som led i regeringens interne
beslutningsproces. Behovet udsprang af, at udveksling af arbejdsdokumenter
(notater, mødereferater og lignende) mellem forskellige myndigheder efter
praksis medførte, at undtagelsesbestemmelsen for internt arbejdsmateriale
ikke længere kunne finde anvendelse. Notater med ministeriernes interne og
ofte helt foreløbige overvejelser om, hvordan en sag eller et spørgsmål kan
behandles og løses, var derfor som udgangspunkt undergivet aktindsigt, når de
blev videregivet til nogen uden for det ministerium, der havde udarbejdet
papiret. Med hensyn til dokumenter om EF-forhold var behovet dog ikke stort,
idet sådanne dokumenter og andre dokumenter om udenrigspolitiske og
udenrigsøkonomiske forhold allerede efter bestemmelsen i 1970-lovens § 5, nr.
6 generelt var undtaget fra aktindsigt.
Siden offentlighedsloven fra 1970 har der udviklet sig helt nye
samarbejdsformer mellem ministerierne, som skal sikre, at sager med et
indhold, som berører flere ministeriers forretningsområde, undergives en
grundig, samlet behandling. Bestemmelserne i § 10, nr. 3, og § 14, stk. 1,
nr. 3, er et forsøg på inden for et klart afgrænset område (EF-samarbejdet)
at tilpasse offentlighedslovens regler til disse nye samarbejdsformer.
Bestemmelserne skal også ses på baggrund af den tidligere mere generelle
adgang til at undtage dokumenter om udenrigsforhold.
Offentlighedsudvalget foreslog adgangen til aktindsigt på dette område
udvidet således, at den form for dokumenter ikke skulle kunne
undtages generelt, men kun for så vidt angik de oplysninger i
dokumenterne, hvor en undtagelse konkret kunne være nødvendig til beskyttelse
af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske
interesser.
Samtidig foreslog udvalget adgangen til aktindsigt i myndighedernes
interne arbejdsdokumenter væsentligt begrænset. Udvalget fandt, at
udviklingen i myndighedernes samarbejdsformer (herunder det tværministerielle
samarbejde) begrundede, at myndighedernes interne arbejdsdokumenter (herunder
notater) ikke burde miste deres interne karakter, blot fordi de blev
videregivet til andre myndigheder som led i et internt præget samarbejde.
Den foreslåede udvidelse af adgangen til aktindsigt i dokumenter om
udenrigspolitiske forhold og den foreslåede begrænsning af adgangen til
aktindsigt i interne arbejdsdokumenter, som er videregivet fra et ministerium
til et andet, ville samlet føre til, at der efter offentlighedsudvalgets
forslag, som hidtil skulle være en generel adgang til at undtage dokumenter
vedrørende udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold fra aktindsigt,
når dokumenterne var udarbejdet som led i myndighedernes internt prægede
samarbejde om behandlingen af forslag til EF-vedtagelser eller spørgsmål om
fortolkningen eller opfyldelsen af EF-regler.
Med henblik på at begrænse brugen af den af udvalget foreslåede mere
generelt udformede regel om adgang til at undtage videregivne interne
arbejdsdokumenter fra aktindsigt, blev de særlige regler i
offentlighedslovens § 10, nr. 3 og 4, og forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr.
2 og 3, indsat i de forslag til nye offentlighedsregler, som
Justitsministeriet udarbejdede på grundlag af offentlighedsudvalgets
lovudkast.
Det er på baggrund af det anførte derfor ikke rigtigt, når det i
bemærkningerne til beslutningsforslaget (B 3) anføres, at
offentlighedsudvalget ikke anså dokumenter, som udveksles mellem
ministerierne i forbindelse med den danske EF-beslutningsproces som generelt
undtaget fra aktindsigt, og at udvalget ikke fandt det nødvendigt at stille
forslag herom. Det er, på baggrund af bestemmelsen i § 5, nr. 6, i
offentlighedsloven fra 1970, heller ikke korrekt, når det i de nævnte
bemærkninger anføres, at en ophævelse af offentlighedslovens § 10, nr. 3, og
forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 3, vil føre retstilstanden tilbage, til
den, som var gældende efter den gamle offentlighedslov.
4. En ophævelse af offentlighedslovens § 10, nr. 3, og forvaltningslovens
§ 14, stk. 1, nr. 3, betyder, at dokumenter, der udarbejdes af
forskellige danske myndigheder i forbindelse med behandlingen af forslag til
EF-vedtagelser eller som vedrører spørgsmål om fortolkning eller opfyldelsen
af fællesskabsretlige regler, vil være undergivet aktindsigt efter lovens
almindelige regler i det omfang, dokumenterne videregives fra en myndighed
til en anden. Det gælder, selv om der alene er tale om helt foreløbige
forslag til eller overvejelser om, hvordan et spørgsmål kan løses. De
notater, mødereferater og andre interne arbejdsdokumenter, der udveksles
mellem ministerierne og mellem ministerierne og udvalg som led i det
tværministerielle samarbejde, som i dag foregår f.eks. i forbindelse med
EF-specialudvalgene som et led i et internt præget samarbejde, vil således
ikke kunne undtages fra aktindsigt efter lovens § 7. Dokumenterne vil efter
forslaget være undergivet aktindsigt, medmindre de helt eller delvist kan
undtages fra aktindsigt efter andre af offentlighedslovens
undtagelsesbestemmelser, navnlig § 13, stk. 1, nr. 2.
Kun i det omfang, der er tale om dokumenter, som i øvrigt er omfattet af
offentlighedslovens § 10 eller forvaltningslovens § 14, vil der være mulighed
for generelt at undtage hele dokumentet. Det gælder navnlig dokumenter, der
er udarbejdet til brug for møder mellem ministre, jf. offentlighedslovens §
10, nr. 1, eller brevveksling med sagkyndige til brug i retssager, jf. § 10,
nr. 5.
Efter EØF-traktaten og de sædvaner, som i EF har udviklet sig med hensyn
til tavshedspligt, er Danmark i vidt omfang forpligtet til ikke at videregive
oplysninger om EF-forhold eller forholdene i de andre EF-lande. I det omfang
Danmark og danske myndigheder således folkeretligt eller EF-retligt er
forpligtet til ikke at videregive oplysninger til uvedkommende kan og skal
myndighederne afslå en begæring om aktindsigt i oplysningerne eller
dokumenterne, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Vedrørende anvendelsen af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2,
henvises i øvrigt til pkt. III i bilaget.
5. Lovforslaget skønnes ikke at medføre større økonomiske konsekvenser for
det offentlige.
Da myndighedernes interne beslutningsproces som led i det
tværministerielle EF-samarbejde ikke længere vil være undtaget fra
aktindsigt, må det dog forventes, at arbejdsgangene i EF-specialudvalgene
formaliseres, og at der som følge heraf skal bruges øgede ressourcer til
forberedelsen af den danske holdning i EF-sager.
Behandlingen af begæringer om aktindsigt vil samtidig blive
vanskeliggjort. En række af de interne notater, som udveksles mellem de
ministerier, der deltager i forberedelsen af EF-sager, skal, når der
fremsættes en begæring om aktindsigt, gennemlæses med henblik på at undtage
de oplysninger om EF-forhold, som Danmark EF-retligt er forpligtet til at
holde fortrolige.
Bilag
Justitsministeriet
Den 8. februar 1990
Notat om offentlighed i EF-anliggender
I. Offentlighedslovens udgangspunkt
Efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, jf. lov nr. 572 af 19. december
1985 om offentlighed i forvaltningen, kan enhver, med de undtagelser, der er
nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er
indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i
administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Adgangen til aktindsigt efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, gælder også
for dokumenter i sager om EF-spørgsmål, der er indgået til eller oprettet af
en dansk forvaltningsmyndighed. Adgangen til aktindsigt er imidlertid som
nævnt ikke undtagelsesfri, og der vil derfor i det følgende blive redegjort
nærmere for de særlige bestemmelser, der kan komme på tale ved undtagelse af
dokumenter i sager om EF-spørgsmål fra aktindsigt, herunder navnlig
offentlighedslovens § 10, nr. 3 og § 13, stk. 1, nr. 2.
II. Rækkevidden af offentlighedslovens
§ 10, nr. 3
1. Offentlighedslovens § 10, nr. 3 har følgende ordlyd:
» § 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
. . .
3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag
til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller
opfyldelsen af fællesskabsretlige regler.
. . .«
I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg
A, sp. 224, er der bl.a. anført følgende om bestemmelsens baggrund:
»Undtagelserne i nr. 3 og 4 er nye såvel i forhold til den gældende
offentlighedslov som i forhold til betænkningsudkastet.
Justitsministeriet har fundet at burde udskille nogle af de særlige
tilfælde, hvor offentighedsudvalget har peget på, at udviklingen i den
administrative struktur har medført uheldige konsekvenser. Som anført i
betænkningen side 221 har arbejdet med at koordinere den danske deltagelse i
EF-samarbejdet bl.a. medført, at der er oprettet en række tværministerielle
organer, hvis kompetence er begrænset til emner af betydning for 2 eller
flere departementer. For at sikre, at dette samarbejde, der bl.a. forbereder
den danske holdning i forhandlingerne om EF-vedtagelser, kan gennemføres,
foreslås det i nr. 3, at nærmere angivne dokumenter om EF-spørgsmål generelt
undtages fra aktindsigt.«
Det fremgår heraf, at bestemmelsen navnlig tager sigte på at undtage
dokumenter om EF-spørgsmål, der udveksles mellemtværministerielle organer,
der er oprettet som led i EF-samarbejdet. Bestemmelsen indebærer, at de
nævnte dokumenter om EF-anliggender generelt er undtaget fra retten til
aktindsigt, jf. Kommenteret Offentlighedslov, side 136.
2. Offentlighedsudvalget havde i betænkning nr. 857/1978 om
offentlighedslovens revision i sit lovudkast foreslået følgende bestemmelse
om interne arbejdsdokumenter, som udveksles mellem forskellige
forvaltningsmyndigheder eller i øvrigt afgives til udenforstående:
» § 9. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds
interne arbejdsdokumenter. . . .
Stk. 2. . . .
Stk. 3. Interne arbejdsdokumenter, der som led i en sags
behandling udveksles mellem forskelllige forvaltningsmyndigheder eller i
øvrigt afgives til udenforstående, kan ikke undtages efter stk. 1, medmindre
afgivelsen har været påkrævet af hensyn til
1) . . .
2) . . .
3) gennemførelsen af et internt præget samarbejde, der må anses for
rimeligt begrundet i sagens karakter.«
Om baggrunden for denne bestemmelse er der i bemærkningerne til
lovudkastet (betænkningen side 46) bl.a. anført følgende:
»Adgangen til at gøre undtagelse efter nr. 3 gælder kun i forbindelse
med afgivelse af arbejdsdokumenter, der sker som led i et »internt
præget samarbejde«. Dette indebærer et krav om, at sagsbehandlingsformen
mellem de pågældende organer skal være af uformel karakter, hvorimod
afgivelse af arbejdsdokumenter i forbindelse med en sævanlig høringsprocedure
ikke vil være omfattet af undtagelsesadgangen.
Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan for det første nævnes
den blotte forevisning af interne arbejdsdokumenter - det kan være et udkast
til en skrivelse eller en bekendtgørelse - for en anden myndighed, der finder
sted for at orientere denne eller opnå dennes umiddelbare reaktion på
udkastet.
Bestemmelsen vil endvidere kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en sag
forberedes af repræsentanter for forskellige myndigheder i forening,
eventuelt ved nedsættelse af en uformel arbejdsgruppe, og hvor der som led i
samarbejdet udveksles dokumenter af intern karakter, f.eks. notater om sagen
udarbejdet af een af myndighederne, mødereferater, udkast til skrivelser m.v.
. . .
Undtagelsesadgangen vil ligeledes efter omstændighederne være anvendelig i
tilfælde, hvor interne arbejdsdokumenter overlades til en udenforstående, der
af vedkommende myndighed er anmodet om at afgive en sagkyndig erklæring, samt
i tilfælde, hvor sådanne dokumenter udveksles inden for et organ, der udøver
sekretariatsfunktioner i forhold til flere myndigheder og derfor
organisatorisk udgør flere forskellige myndigheder.'
I tilknytning hertil er der i betænkningen, side 219 ff, bl.a. anført
følgende:
»Efter gældende ret ligger det fast, at internt arbejdsmateriale, der
som led i en administrativ sagsbehandling afgives til udenforstående, . . .
som udgangspunkt ikke længere vil kunne anses for omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i lovens § 5, nr. 3 (bestemmelsen om internt
arbejdsmateriale nu § 7, nr. 1).
. . .
I tilfælde,hvor flere myndigheder deltager i behandlingen af en bestemt
sag, er det således utvivlsomt, at en ønskelig forenkling af
sagsforberedelsen i et vist omfang kunne opnås ved gensidig udveksling af
internt arbejdsmateriale.
. . .
Som et særligt markant eksempel herpå kan nævnes koordineringen af
deltagelsen i EF-samarbejdet, der finder sted dels i et ministerudvalg dels i
et centralt embedsmandsudvalg (EF-udvalget) og ca. 20 specialudvalg, hvis
kompetence er afgrænset til emner af betydning for 2 eller flere
departementer, jf. nærmere Ole Due i N.A.T., 1973, side 1 ff og Auken m.fl. i
N.A.T., 1974, side 239 ff. Sådanne organer må i relation til
ofentlighedsloven som oftest anses som selvstændige myndigheder - både
indbyrdes og i forhold til de respektive ministerier. Dette forhold er som
følge af bestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 1, uden større praktisk
betydning for så vidt angår ministerudvalg, hvorimod den begrænsede
rækkevidde af undtagelsesbestemmelsen i § 5, nr. 3, sammenholdt med § 5, nr.
4, (nu § 7, nr. 1 og 2), bevirker, at beslutningsprocessen i de tilsvarende
embedsmandsudvalg ikke uden videre nyder samme beskyttelse. Det er ikke
usandsynligt, at koordinationsbehovet i fremtiden i stigende grad vil blive
søgt tilgodeset gennem en yderligere formalisering af samarbejdet
myndighederne imellem.
. . .
Efter udvalgets opfattelse bør det . . . også fortsat gælde som
almindeligt udgangsunkt, at udveksling af internt arbejdsmateriale mellem
forskellilge myndigheder som led i en sags behandling bevirker, at materialet
bliver undergivet aktindsigt efter lovens almindelige regler.
. . .
På den anden side tillægger udvalget det imidlertid også afgørende
betydning, at fastlæggelsen af offentlighedsprincippets udstrækning sker
under rimelig hensyntagen til væsentlige administrative hensyn. Efter
udvalgets opfattelse må der således i forbindelse hermed ikke mindst lægges
vægt på, at adgangen til aktindsigt ikke kommer til at virke som en hindring
for udviklingen af hensigtsmæssige administrative samarbejdsformer, herunder
for opbygningen af den administrative struktur.
. . .
. . . der (er) i udvalget enighed om, at forvaltningsmyndighederne i et
vist omfang må erkendes at have et sagligt begundet behov for som led i
sagsbehandlingen i fortrolighed at kunne afgive og modtage internt
arbejdsmateriale.
. . .
. . . udvalget (foreslår), at interne arbejdsdokumenter bør kunne undtages
fra adgangen til aktindsigt uanset afgivelse til udenforstående i det omfang,
afgivelsen har været påkrævet af hensyn til gennemførelsen af et internt
præget samarbejde (med andre myndigheder eller i øvrigt med udenforstående),
der må anses for rimeligt begrundet i sagens karakter. Denne
undtagelsesadgang er navnlig tænkt anvendelig i tilfælde, hvor
beslutningsprocessen i forbindelse med behandlingen af en bestemt sag reelt
er opdelt på flere myndigheder, eller hvor det under en sags behandling viser
sig påkrævet mere uformelt at inddrage andre myndigheder eller udenforstående
i øvrigt i beslutningsprocessen.
Undtagelsesadgangen bør også i dette tilfælde have til forudsætning, at
afgivelsen af det interne arbejdsmateriale har været påkrævet efter en
konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I et vist omfang må der imidlertid
antages at være et rimeligt begrundet behov for på generelt grundlag at
beskytte et internt præget samarbejde mellem flere forvaltningsmyndigheder. I
det omfang et sagsområdes beskaffenhed i almindelighed nødvendiggør et sådant
arbejde, kan vedkommende minister med hjemmel i udkastets § 3, stk. 1,
bestemme, at interne arbejdsdokumenter, der udveksles mellem de pågældende
myndigheder, ikke skal være undergivet adgangen til aktindsigt.«
Offentlighedsudvalgets lovudkast gav således i § 9, stk. 3, nr. 3,
sammenholdt med § 3, stk. 1, hjemmel til generelt at undtage internt
arbejdsmateriale, herunder dokumenter om EF-anliggender, der udveksles mellem
forskellige myndigheder eller i øvrigt afgives til udenforstående som led i
et internt præget samarbejdet. Bestemmelsen indebar derfor, at
arbejdsdokumenter om EF-spørgsmål, der uveksles i forbindelse med
EF-samarbejdet i de tværministerielle organer eller i øvrigt afgives til en
anden forvaltningsmyndighed med henblik på at opnå dennes umiddelbare
reaktion på et udkast eller lignende, ikke var undergivet aktindsigt.
Undtagelsesadgangen omfattede dog ikke afgivelse af arbejdsdokumenter i
forbindelse med en sædvanlig høringsprocedure, hvor behandlingsformen antager
en mere formel karakter.
Bestemmelsen i § 9, stk. 3, nr. 3, gik videre end udveksling af interne
arbejdsdokumenter mellem forvalningsmyndigheder. Bestemmelsen skulle således
efter omstændighederne også være anvendelig på tilfælde, hvor interne
arbejdsdokumenter overlades til en privat person eller institution, f.eks. i
tilfælde, hvor en privat person anmodes om at afgive en sagkyndig erklæring.
I tilknytning hertil blev det i lovudkastets § 9, stk. 4, fastsat, at
retten til aktindsigt ikke omfatter interne arbejdsdokumenter, som en
forvaltningsmyndighed under omstændigheder som nævnt i bl.a. § 9, stk. 3, nr.
3, modtager fra myndigheder eller institutioner m.v., der ikke er omfattet af
loven.
I det omfang dokumenter om EF-anliggender blev afgivet til udenforstående,
uden at betingelserne i § 9, stk. 3, nr. 3, var opfyldt, kunne disse
dokumenter ikke efter offentlighedsudvalgets forslag undtages fra aktindsigt
med den begrundelse, at der var tale om interne arbejdsdokumenter. Derimod
kunne eventuelt andre af lovens undtagelsesbestemmelser finde anvendelse, jf.
nedenfor under afsnit III og IV.
3. Justitsministeriets forslag til en ny offentlighedslov blev fremsat i
tre folketingssamlinger. Det forslag, der blev fremsat i folketingsåret
1983/84 og 1984/85 indeholdt i § 11, stk. 1, nr. 3, en bestemmelse svarende
til § 9, stk. 3, nr. 3 i offentlighedsudvalgets udkast. I forslagets § 11,
stk. 2, var der endvidere indsat en bestemmelse svarende til § 9, stk. 4, i
offentlighedsudvalgets udkast. Forslaget indeholdt herudover en bestemmelse i
§ 12, nr. 3, som svarer til § 10, nr. 3, i den gældende offentlighedslov.
Bestemmelserne havde følgende ordlyd:
» § 11. Interne arbejdsdokumenter, der som led i en sags
behandlling udveksles mellem forskellige forvaltningsmyndigheder eller i
øvrigt afgives til udenforstående, kan kun undtages fra aktindsigt efter § 9,
hvis afgivelsen har været påkrævet af hensyn til
. . .
3) gennemførelsen af et internt præget samarbejde, der må anses for
rimeligt begrundet i sagernes karakter.
Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne
arbejdsdokumenter, som en forvaltningsmyndighed under omstændigheder som
nævnt i stk. 1, nr. 1-3, modtager fra myndigheder eller institutioner m.v.,
der ikke er omfattet af loven.
§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
. . .
3) Dokumenter, der udarbejdes i forbindelse med behandlingen af forslag
til EF-vedtagelser, eller som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller
opfyldelsen af fællesskabsretlige regler.
. . .«
I bemærkningerne til forslagets § 11, stk. 1-2, er der bl.a. anført
følgende:
»Endelig indeholder nr. 3 en tilsvarende undtagelsesadgang, såfremt
udveksling af internt arbejdsmateriale har været påkrævet af hensyn til
gennemførelsen af et internt præget samarbejde, der må anses for rimeligt
begrundet i sagens karakter.
Adgangen til at gøre undtagelse efter nr. 3 gælder kun i forbindelse med
afgivelse af arbejdsdokumenter, der sker som led i et »internt præget
samarbejde«. Dette forudsætter, at sagsbehandlingsformen mellem de
pågældende organer er af uformel karakter. Afgivelse af arbejdsdokumenter i
forbindelse med en sædvanlig høringsprocedure vil således ikke være omfattet
af undtagelsesadgangen.
Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes den blotte
forevisning af interne arbejdsdokumenter - det kan være et udkast til en
skrivelse eller en bekendtgørelse - for en anden myndighed, der finder sted
for at orientere denne eller opnå dennes umiddelbare reaktion på udkastet.
Bestemmelsen vil endvidere kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en sag
foberedes af repræsentanter for forskellige myndigheder i forening, eventuelt
ved nedsættelse af en uformel arbejdsgruppe, og hvor der som led i
samarbejdet udveksles dokumenter af intern karakter, f.eks. notater om sagen
udarbejdet af en af myndighederne, mødereferater, udkast til skrivelser osv.
Undtagelsesadgangen er således navnlig tænkt anvendt i tilfælde, hvor der
opstår et mere lejlighedsvist og ikke formaliseret samarbejde mellem
myndighederne, f.eks. fordi det som led i sagens behandling viser sig
påkrævet at inddrage andre myndigheder eller udenforstående i
beslutningsprocessen.
. . .
Undtagelsesadgangen efter nr. 3 forudsætter ikke blot, at det i relation
til en bestemt sag har været rimeligt begrundet at anvende et internt præget
samarbejde, men også at selve afgivelsen af interne arbejdsdokumenter har
været påkrævet af hensyn til at gennemføre dette samarbejde. Om disse
betingelser er opfyldt må afgøres efter en konkret bedømmelse i det enkelte
tilfælde.
Der henvises i det hele til betænkningen side 224.
. . .
Behovet for i visse tilfælde, at kunne undtage interne arbejdsdokumenter,
der som led i en sags behandling modtages af en forvaltningsmyndighed, er
ikke begrænset til internt arbejdsmateriale, der modtages fra en anden
forvaltningsmyndighed. Efter bestemmelsen i stk. 2 kan interne
arbejdsdokumenter, der tilsendes forvaltningsmyndigheder af myndigheder,
institutioner og private, der ikke er omfattet af loven, nægtes udleveret
efter reglerne i stk. 1.
Bestemmelsen kan f.eks. tænkes at få betydning i forbindelse med
myndighedens samarbejde med private konsulentfirmaer eller i forbindelse med
gensidig udveksling af internt arbejdsmateriale mellem et ministerium og et
folketingsudvalg. Der henvises i øvrigt herom til betænkningen side 224.'
Det fremgår heraf, at bestemmelserne var tiltænkt samme anvendelsesområde
som de tilsvarende bestemmelser i offentlighedsudvalgets udkast.
Uanset den brede formulering af bestemmelsen om, at visse dokumenter om
EF-anliggender generelt var undtaget fra retten til aktindsigt, var det ikke
tanken, at undtagelsesbestemmelsen skulle række videre end bestemmelsen i §
9, stk. 3, nr. 3, i offentlighedsudvalgets lovudkast. I overensstemmelse
hermed er det i bemærkningerne til § 12, nr. 3 (der svarer til den gældende §
10, nr. 3), jf. Folketingstidende 1983/84, sp. 2948 f, anført følgende:
»Undtagelserne i nr. 3 og 4 er nye såvel i forhold til den gældende
offentlighedslov som i forhold til betænkningsudkastet.
Med henblik på at begrænse brugen af den mere generelt udformede
undtagelsesregel i § 9, stk. 1, nr. 3, (i udvalgets lovudkast) mest muligt,
har Justitsministeriet fundet at burde udskille nogle af de særlige tilfælde,
hvor offentlighedsudvalget har peget på, at udviklingen i den administrative
struktur har medført uheldige konsekvenser. Som anført i betænkningen side
221 har arbejdet med at koordinere den danske deltagelse i EF-samarbejdet
bl.a. medført, at der er oprettet en række tværministerielle organer, hvis
kompetence er begrænset til emner af betydning for 2 eller flere
departementer. For at sikre, at dette samarbejde, der bl.a. forbereder den
danske holdning i forhandlinger om EF-vedtagelser, kan gennemføres, foreslås
det i nr. 3, at nærmmere angivne dokumenter om EF-spørgsmål generelt undtages
fra aktindsigt.«
Samme synspunkter om bestemmelsens rækkevidde gav justitsministeren udtryk
for under forhandlingerne af et forslag til lov om offentlighed i
forvaltningen, som blev fremsat for Folketinget af Leif Hermann (SF) m.fl.,
jf. Folketingstidende 1984-85, Folketingets Forhandlinger, sp. 2475.
Den meget generelle undtagelsesbestemmelse i forslagets § 11 udgik i
forbindelse med genfremsættelsen af lovforslaget om den nye offentlighedslov
i folketingssamlingen 1985/86. Som baggrund for denne ændring anføres det i
de almindelige bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende
1985/86, tillæg A, sp. 191, at det i Retsudvalget var den almindelige
opfattelse, at bestemmelsen i § 11 i for vidt omfang i forhold til praksis
med hensyn til bestemmelsen i den dagældende lovs § 5, nr. 3, afskar adgangen
til aktindsigt i de interne arbejdsdokumenter, der har været videregivet til
andre myndigheder eller i øvrigt til udenforstående.
Undtagelsesbestemmelsen vedrørende EF-dokumenter blev opretholdt som § 10,
nr. 3, i lovforslaget, jf. ovenfor pkt. 1. Der er som nævnt ikke holdepunkter
i forarbejderne til bestemmelsen for at antage, at den gældende
offentlighedslovs § 10, nr. 3, har et videre anvendelsesområde end de
tilsvarende bestemmelser i det lovforslag, som Justitsministeriet fremsatte i
folketingssamlingen 1983/84 og 1984/85.
4. I en skrivelse af 15. september 1989 har Folketingets Ombudsmand taget
stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Trafikministeriet i henhold til
offentlighedslovens § 10, nr. 3, kunne afslå en begæring om aktindsigt i en
skrivelse, som en advokat havde sendt til trafikministeren, og som indgik som
en del af EF-sagen om den faste storebæltsforbindelse. Herom anførte
Ombudsmanden bl.a.:
»Oprindeligt var i betænkningen ikke foreslået en regel svarende til
§ 10, nr. 3, idet de pågældende dokumenter ansås for omfattet af en foreslået
generel regel om undtagelse af dokumenter, der udveksles mellem flere
forvaltningsmyndigheder som led i et »internt præget samarbejde«,
jf. betænkningen, siderne 36, 46 og 220 ff. Den i betænkningen foreslåede
generelle regel blev imidlertid ikke medtaget i det endelige lovforslag, der
blev vedtaget af Folketinget, men som det fremgår af de ovennævnte
bemærkninger til lovforslaget, skal bestemmelsen ses i sammenhæng med - og
dermed fortolkes i overensstemmelse med - det oprindelige forslag.
Henvisningen i bemærkningerne til udviklllingen i den administrative
struktur - jf. betænkning 857/1978 om offentlighedslovens revision side 221 -
skal ses på baggrund af den dagældende retstilstand, hvorefter udveksling af
arbejdsdokumente rmellem forskellige myndigheder, også i EF-anliggender,
medførte, at dokumenterne ikke længere kunne betragtes som interne, og derfor
som udgangspunkt var undergivet aktindsigt.
Sigtet med den nye bestemmelse i § 10, nr. 3, er således at undgå denne
konsekvens for så vidt angår myndighedernes samarbejde om EF-spørgsmål. Det
vil sige, at dokumenterne fortsat skal betragtes som interne, selv om de er
videregivet til anden myndighed.
Efter ordlyden omfatter undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, alle
»dokumenter . . . som vedrører spørgsmål om fortolkningen eller
opfyldelsen af fællesskabsretlige regler«.
Trods den generelle formulering er der efter min opfattelse ikke grundlag
for at forstå undtagelsesbestemmelsen således, at også dokumenter om
EF-spørgsmål udfærdiget af private personer eller virksomheder, og
sendt til offentlige myndigheder, er omfattet af undtagelsen fra aktindsigt.
Det beskyttelsesbehov, som motiverne peger på, omfatter alene brevveksling
og anden dokumentudveksling mellem forskellige myndigheder, jf. herved også
kommenteret offentlighedslov »Asbjørn Jensen«, side 131 f.
Tilsvarende angår den udvikling, der ifølge motiverne har skabt behovet,
alene forholdet mellem myndigheder.
Den snævrere forståelse af bestemmelsens rækkevidde må også foretrækkes
som den, der er bedst i overensstemmelse med offentlighedslovens
grundprincip. Loven fastslår (§ 4, stk. 1), at hovedreglen er aktindsigt.
Nægtelse af aktindsigt kræver udtrykkelig hjemmel. Det følger heraf, at
lovens undtagelsesbestemmelser i almindelighed, hvis der er flere
forståelsesmuligheder, må fortolkes indskrænkende.
En fortolkning af § 10, nr. 3, således at undtagelser fra aktindsigt også
omfatter myndighedernes brevveksling med private i EF-spørgsmål, vil være
overordentlig vidtgående. Undtagelserne i § 10, nr. 1-6, er af generel
karakter på samme måde som undtagelsen for internt arbejdsmateriale i lovens
§ 7. Der kræves ikke, som ved anvendelsen af lovens øvrige
undtagelsesbestemmelser (bortset fra § 12, stk. 1, nr. 1), en konkret
påvisning af offentliggørelsens skadevirkninger. Dette, sammenholdt med
EF-rettens tiltagende betydning på de forskellige forvaltningsområder, vil i
realiteten gøre offentlighedsprincippet betydningsløst for væsentlige dele af
den offentlige forvaltning, såfremt den vidtgående fortolkning anlægges.
Det forhold at dokumenter om EF-spørgsmål ikke omfattes af undtagelsen i §
10, nr. 3, indebærer ikke, at dokumenterne i alle tilfælde skal udleveres.
Retten til aktindsigt kan begrænses, for så vidt det er nødvendigt til
beskyttelse af de hensyn, som er nævnt i §§ 12 og 13.
Såvel almindelige juridiske fortolkningsprincipper som reale hensyn efter
offentlighedsloven må således efter min mening føre til, at der ikke er
hjemmel i offentlighedslovens § 10, nr. 3, til at afslå en begæring om
aktindsigt i brevveksling om EF-spørgsmål mellem private og offentlige
myndigheder.'
I en skrivelse af 18. september 1989 tog Folketingets Ombudsmand på ny
stilling til rækkevidden af offentlighedslovens § 10, nr. 3. Sagen drejede
sig om, hvorvidt Trafikministeriet og Udenrigsministeriet var berettiget til
at afslå en begæring om aktindsigt i ministeriernes brevveksling indbyrdes og
med andre ministerier i forbindelse med EF-sagen om den faste
storebæltsforbindelse. Ombudsmanden anførte bl.a. følgende herom:
»Sagens hovedspørgsmål drejer sig om anvendelsesområdet for
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3.
. . .
(Klageren) har gjort gældende, at denne bestemmelse har et begrænset
anvendelsesområde for så vidt angår ministeriernes brevveksling om
EF-spørgsmål. (Klagerens) synspunkt er, at offentlighedslovens hovedregel er,
at brevveksling mellem ministerier er offentlig tilgænglig. Undtagelsen fra
denne hovedregel må være udrykkeligt hjemlet. En sådan udtrykkelig hjemmel
findes i § 10, nr. 2, for brevveksling om lovgivning, men (set i forhold
hertil) ikke for brevveksling om EF-spørgsmål. Om EF-spørgsmål findes alene
den generelle bestemmelse i § 10, nr. 3, hvor undtagelsesområdet er bestemt
af dokumentets indhold. Det må følge af hovedreglen og lovens system, at
bestemmelsen må fortolkes indskrænkende, således at EF-dokumenter, der
udveksles mellem ministerier, er undergivet aktindsigt som hovedregel.
Jeg er ikke enig i dette synspunkt.
Bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, tilsigter at dække et
behov, konstateret under den tidligere offentlighedslov (lov nr. 280 af 10.
juni 1970), for at beskytte det samarbejde, som foregår mellem ministerierne
om EF-spørgsmål. Jeg henviser til betænkning om offentlighedslovens revision
nr. 857/1978, side 221.
Behovet udsprang af, at udveksling af arbejdsdokumenter mellem forskellige
myndigheder, i EF-spørgsmål som i andre spørgsmål, medførte, at
undtagelsesbestemmelsen for internt arbejdsmateriale (daværende § 5, nr. 3)
ikke længere kunne finde anvendelse. Materialet var derfor som udgangsunkt
undergivet aktindsigt.
. . .
Formålet med undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, har således netop
været at beskytte det samarbejde, herunder brevveksling, som foregår mellem
forskellige ministerier om EF-spørgsmål.
Det kan på den baggrund ikke give mig anledning til kritik, at
Trafikministeriet og Udenrigsministeriet har henvist til offentlighedslovens
§ 10, nr. 3, som begundelse for ikke at imødekomme (klagerens) begæring om
aktindsigt i brevvekslingen mellem ministerierne.«
Det fremgår af de nævnte sager, at ombudsmanden ikke mener, at
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, omfatter
dokumenter om EF-spørgsmål, der er udfærdiget af private personer, men
at den omfatter brevveksling mellem forskellige ministerier om EF-spørgsmål.
Ombudsmanden har dog ikke haft anledning til at tage udtrykkeligt stilling
til spørgsmålet om, hvorvidt dokumenter om EF-spørgsmål, der udveksles mellem
en forvaltningsmyndighed og en privat person i et internt præget samarbejde -
således som det er antaget i forarbejderne til § 9, stk. 3, nr. 3, i
offentlighedsudvalgets udkast og i § 11, stk. 1, nr. 3, i Justitsministeriets
oprindelige forslag til en ny offentlighedslov - efter omstændighederne kan
undtages fra aktindsigt efter offentlighedlovens § 10, nr. 3.
5. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der i vurderingen af
rækkevidden af bestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, lægges
afgørende vægt på bestemmelsens forhistorie. Det følger heraf, at dokumenter
om EF-anliggender, de er udarbejdet og udvekslet som led i et internt præget
samarbejde, generelt kan undtages fra aktindsigt efter § 10, nr. 3.
Bestemmelsen omfatter en række forskellige tilfælde. Som eksempel kan
nævnes, at dokumenter om EF-anliggender, der er udarbejdet af myndigheder,
som deltager i et tværministerielt samarbejde, og som udveksles mellem
myndighederne, kan undtages fra aktindsigt. Det samme gælder notater,
notitser, referater og lignende dokumenter om EF-anliggender, der i øvrigt
udveksles mellem minsterierne eller mellem et ministerium og en anden
forvaltningsmyndighed, når udvekslingen er et led i et internt præget
samarbejde.
Efter Justitsministeriets opfattelse må også brevveksling i forbindelse
med behandlingen af spørgsmål om fortolknmingen eller opfyldelsen af
fællesskabsretlige regler mellem forvaltningen og kammeradvokaten eller andre
særligt sagkyndige, som bistår forvaltningen i sagsbehandlingen, kunne
undtages efter bestemmelsen. I det omfang der er tale om en retssag, kan
brevvekslingen undtages efter bestemmelsen i § 10, nr. 5. Som et andet
eksempel på et internt præget samarbejde kan nævnes, at arbejdsmarkedets
parter er medlemmer af 2 EF-specialudvalg og derfor modtager interne notater
m.v., ligesom de skriftligt kan redegøre for deres synspunkter. Denne
brevveksling kan derfor også undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen i §
10, nr. 3.
Bestemmelsen i § 10, nr. 3, er som udgangspunkt ikke anvendelig, når
dokumenter, der er udvekslet i et internt præget samarbejde, i øvrigt er
afgivet til udenforstående, idet dokumenterne i dette tilfælde må antages at
have mistet deres interne karakter.
Undtagelsesbestemmelsen er heller ikke anvendelig i tilfælde, hvor der
udveksles dokumenter om EF-anliggender i forbindselse med en sædvanlig
høringsprocedure, som ikke indgår i et internt præget samarbejde som led i
beslutningsprocessen, jf. betænkningen, side 46.
Selv om bestemmelsen i § 10, nr. 3, efter sin ordlyd har et meget bredt
anvendelsesområde, må det på baggrund af bestemmelsens forarbejder endvidere
anses for tvivlsomt, om den finder anvendelse på udveksling af dokumenter
mellem danske forvaltningsmyndigheder og EF-organer, herunder
EF-Kommissionen. Under alle omstændigheder vil disse dokumenter i vidt omfang
være undtaget efter bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, jf. nedenfor under
afsnit III.
6. Den omstændighed, at dokumenter om EF-anliggender er omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 10, nr. 3, betyder ikke
nødvendigvis, at alle oplysninger i dokumenterne kan undtages fra aktindsigt.
Efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, er der således en pligt for
forvaltningsmyndighederne til at uddrage oplysninger vedrørende en sags
faktiske omstændigheder fra sagens interne arbejdsdokumenter
(ekstraheringspligt). Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»§ 11. Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og §
10, nr. 1-5, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for
sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med
lovens almindelige regler.
Stk. 2. . . .«
Om ekstraheringspligtens rækkevidde anføres i Kommenteret
Offentlighedslov, side 145, bl.a. følgende:
»2. Ekstraheringspligten efter stk. 1 omfatter enhver konkret
oplysning om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for
sagsforholdet, der ikke fremgår af de dokumenter, som er undergivet
aktindsigt efter de almindelige regler.
Ekstraheringspligten omfatter således også oplysninger, som myndigheden
har tilført sagen fra sine interne arbejdsdokumenter i andre sager eller fra
registre og lignende.
3. I modsætning til notatpligten i § 6 gælder ekstraheringspligten efter §
11 som udgangspunkt alle de sagstyper, der er omfattet af loven, dvs. også
administrative sager, der indgår i faktisk forvaltningsvirksomhed.
4. Ikke enhver oplysning, der er nedskrevet, er omfattet af
ekstraheringspligten, idet den kun gælder for oplysninger af væsentlig
betydning for sagsforholdet. Det forhold, at en oplysning på et tidspunkt
nedfældes i et dokument, der indgår i sagen, må i nogle tilfælde tages som
udtryk for, at oplysningen i hvert fald på dette tidspunkt ikke blev anset
for betydningsløs. Imidlertid kan det senere vise sig, at oplysninger, der
oprindelig blev anset for at være af betydning, og som derfor blev noteret på
sagens akter, på et senere stadium i sagsbehandlingen er betydningsløse.
Omfanget af ekstraheringen kan derfor afhænge af, på hvilket tidspunkt
begæring om aktindsigt fremsættes, jf. F.T. 1985/86, tillæg A, sp. 225.
5. Adgangen til at blive gjort bekendt med oplysninger, der i givet fald
skal ekstraheres, er undergivet de begrænsninger, der følger af §§
12-14.«
På linje hermed anførte Folketingets Ombudsmand følgende om
ekstraheringspligtens rækkevidde i skrivelsen af 18. september 1989:
»Af lovens § 11, stk. 1, følger, at såfremt der i de dokumenter, der
undtages fra aktindsigt i medfør af bl.a. § 10, nr. 3, findes
»Oplysninger . . . om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig
betydning for sagsforholdet«, skal disse oplysninger meddeles i
overensstemmelse med lovens almindelige regler. Det vil sige, oplysningerne
er undergivet aktindsigt, med mindre undtagelsesbestemmelserne i (bl.a.) §
13, stk. 1, nr. 2 og 5, finder anvendelse.
Som sagen foreligger for mig, finder jeg ikke anledning til at komme
nærmere ind på spørgsmålet om, hvorvidt der efter anvendelse af
undtagelsesbestemmelserne i § 10, nr. 1 og 3, resterer dokumentoplysninger af
faktisk karakter, som skal udleveres i medfør af § 11, stk. 1, sammenholdt
med § 13.
Jeg henviser herved bl.a. til aktindsigtsbegæringens udformning, og den
måde den naturligt måtte forstås på (meningsuoverensstemmelser ministerierne
imellem), samt til at der i givet fald er tale om oplysninger, som i denne
sammenhæng er af ganske underordnet betydning, og som det vil kræve et
uforholdsmæssigt stort arbejde at udrede.
Det følger af det anførte, at jeg ikke finder at kunne kritisere, at
ministerierne har undladt at tage nærmere stilling til spørgsmålet.'
Oplysningerne om en EF-sags faktiske omstændigheder af væsentlig betydning
for sagsforholdet, der findes i notater, referater m.v., og som ikke i øvrigt
fremgår af materiale i sagen, der er offentligt tilgængeligt, skal således
gøre tilgængeligt for den, der begærer aktindsigt, medmindre der er grundlag
til at undtage oplysningerne efter andre regler, herunder bestemmelserne i §
13. En samlet anvendelse af § 10, nr. 3, og § 13 kan således føre til, at
dokumenterne i deres helhed undtages fra aktindsigt.
III. Rækkevidden af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2
1. oplysninger i dokumenter om EF-spørgsmål, som ikke er omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i § 10, nr. 3, eller som skal ekstraheres efter § 11,
stk. 1, kan efter omstændighederne undtages fra aktindsigt efter
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, der har følgende ordlyd:
»§ 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det
er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
1) . . .
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til fremmede magter og mellemfolkelige institutioner.
3) . . .«
I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg
A, sp. 227 f, er der blandt andet anført følgende:
»Lovforslagets § 13, der svarer til betænkningsudkastets § 11, stk.
2, indeholder nogle undtagelser fra retten til aktindsigt begrundet i navnlig
hensynet til offentlige interesser.
Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentlige til den gældende
offentlighedslovs § 2, stk. 2. Indledningen til bestemmelsen er dog foreslået
ændret med henblik på at præcisere, at den begærendes individuelle interesse
i at blive gjort bekendt med det eller de pågældende dokumenter ikke skal
indgå i den konkrete afvejning af hensynet til retten til aktindsigt over for
de modhensyn, der opregnes i bestemmelsen. Endvidere foreslås sidste del i
den gældende offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, der giver mulighed for at
undtage dokumenter fra adgangen til aktindsigt af hensyn til »forholdet
til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner«, udskilt til en
selvstændig bestemmelse og samarbejdet med den bestemmelse i den gældende
offentlighedslovs § 5, nr. 6, der undtager »dokumenter om
udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold«. Der henvises til
bemærkningerne nedenfor til nr. 2. . . .
. . .
Bestemmelsen i nr. 2 er som anført en samarbejdning af den gældende
lovs § 2, stk. 2, nr. 1, sidste led, og § 5, nr. 6. Medtagelsen af
bestemmelsen i § 5, nr. 6, medfører en vis begrænsning i adgangen til at
undtage sådanne dokumenter fra aktindsigt i forhold til den gældende lov,
idet anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen efter lovforslaget forudsætter,
at nægtelse af aktindsigt efter en konkret vurdering kan anses for
nødvendig. Ændringen skønnes dog at være uden praktisk betydning.'
2. En bestemmelse svarende til § 13, stk. 1, nr. 2, fandtes allerede i
offentlighedskommissionens udkast til lov om offentlighed i forvaltningen,
jf. betænkning nr. 325/1963 om offentlighed i forvaltningen, side 58.
Bestemmelsen i udkastets § 2, stk. 1, nr. 1, havde således følgende ordlyd:
» § 2. Bestemmelsen i § 1 kommer ikke til anvendelse, hvis
adgangen til at få oplysninger vil komme i strid med væsentlige hensyn til
1. Statens sikkerhed, landets forsvar samt forhold til fremmede magter og
mellemfolkelige institutioner;
2. . . .«
I bemærkningerne til udkastets § 2, stk. 1, (betænkningen side 61) er det
anført, at udtrykket »væsentlige hensyn« indebar, at en oplysning
kun kunne nægtes, hvor der var nærliggende fare for, at de nævnte interesser
kunne lide skade af betydning. Med særlig henblik på § 2, stk. 1, nr. 1,
anførte offentlighedskommissionen blandt andet følgende (betænkningen side
62):
»Med hensyn til de enkelte undtagelsesbestemmelser i § 2, stk. 1,
bemærkes følgende:
Nr. 1. Dokumenter, som har betydning for statens sikkerhed,
forholdet til fremmede magter og landets forsvar, vil i almindelighed ikke
kunne udleveres. Antagelig vil de i givet udstrækning blive undtaget fra
lovens § 1 ved kgl. anordning, jf. ovenfor.
Når der i bestemmelsen tales om landets forhold til mellemfolkelige
institutioner, kan som eksempel nævnes: De forenede Nationer og til denne
knyttede organisationer. Verdenssundhedsorganisationen, Den internationale
Valutafond m.fl.«
3. Bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 2, i den tidligere offentlighedslov
havde følgende ordlyd:
»§ 2. . . .
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er endvidere uanvendelig, hvis adgangen til
at blive gjort bekendt med sagens dokumenter findes at burde vige for
væsentlige hensyn til
1) statens sikkerhed, landets forsvar samt forholdet til fremmede magter
og mellemfolkelige institutioner,
2) . . .«
I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg
A, sp. 588, er der blandt andet anført følgende:
». . .
Efter stk. 2, kan en begæring om at få oplysninger afslås efter et konkret
skøn i hvert enkelt tilfælde, hvis adgangen til at blive gjort bekendt med
sagens dokumenter findes at burde vige for visse nærmere opregnede væsentlige
hensyn.
. . .
Dokumenter, som har betydning for statens sikkerhed, forholdet til
fremmede magter og landets forsvar, vil i almindelighed ikke kunne udleveres.
Også indgåede traktater, andre folkeretlige forpligtelser og folkeretlige
kutymer kan være til hinder for, at dokumenter udleveres efter § 1.«
I tilknytning til § 2, stk. 2, nr. 1, blev der i den tidligere
offentlighedslov som § 5, nr. 6, indsat følgende bestemmelse:
»§ 5. Adgangen til at få oplysninger omfatter ikke
1) . . .
2) . . .
3) . . .
4) . . .
5) . . .
6) dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold.
7) . . .«
I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg
A, sp. 592, er der anført følgende om bestemmelsens baggrund:
»Bestemmelsen i § 5, nr. 6, der er ny, hjemler undtagelse for
dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold. De nævnte
dokumenter ville i vidt omfang kunne undtages efter forslagets § 2, stk. 2,
nr. 1, jf. stk. 4; men for at afskære tvivl i retsanvendelsen har man fundet
det rigtigst at optage en udtrykkelig undtagelsesbestemmelse.«
Bestemmelsen i § 5, nr. 6, begrænsede således adgangen til aktindsigt med
hensyn til visse dokumenttyper, uden at der i det enkelte tilfælde skulle
foretages en konkret vurdering af, hvorvidt der var behov for at tilbageholde
oplysninger af hensyn til landets forhold til udlandet.
4. Forholdet mellem den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, og
§ 5, nr. 6, er nærmere beskrevet i betænkning nr. 857/1978, hvor der (på side
255 ff) blandt andet er anført følgende:
». . . Anvendelsen af bestemmelserne i offentlighedslovens § 2, stk.
2, nr. 1, og § 5, nr. 6, har så vidt vides ikke voldt problemer i praksis, og
spørgsmålet om deres fortolkning har ikke mere principielt været forelagt
Justitsministeriet og heller ikke Folketingets Ombudsmand efter de trykte
beretninger at bedømme . . .
Der kan dog i den forbindelse være anledning til kort at redegøre for
bestemmelsernes indbyrdes forhold samt deres samspil med andre
undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven, for så vidt angår
dokumentoplysninger af udenrigspolitisk betydning.
Undtagelsesadgangen efter § 5, nr. 6, er absolut i den forstand, at dens
anvendelse ikke er betinget af en konkret afvejning af betænkelighederne ved
aktindsigt, men bestemmelsen omfatter til gengæld kun bestemte dokumenttyper
(»Dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold«).
Det må kræves, at dokumenter for at kunne undtages med hjemmel i bestemmelsen
efter deres indhold vedrører emner af den nævnte beskaffenhed, hvorimod det
ikke vil være tilstrækkeligt, at et dokument, f.eks. om rent hjemlige
økonmiske eller trafikmæssige spørgsmål, i en given situation vil være af
udenrigspolitisk eller udenrigsøkonomisk interesse. Såfremt hemmeligholdelse
er af væsentlig udenrigspolitisk betydning, vil undtagelsesbestemmelsen i §
2, stk. 2, nr. 1, dog i reglen kunne bringes i anvendelse.
Behovet for at begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til landet
forhold udadtil vil i praksis ikke sjældent skyldes traktatmæssige
forpligtelser, herunder i særlig grad tavshedspligtsforskrifter, der gælder
for arbejdet i internationale organisationer. I et vist omfang vil
regelkonflikter mellem sådanne forskrifter og offentlighedsloven kunne løses
i medfør af bestemmelsen i denne lovs § 7, nemlig såfremt den folkeretlige
tavshedsforskrift er »speciel« (det vil sige, at tavshedspligtens
omfang er nærmere præciseret) og ved lov er tillagt gyldighed her i landet. I
tilfælde, hvor tavshedspligten følger af en fællesskabsforordning, der er
umiddelbar anvendelig, vil denne som følge af rangforholdet mellem
fællesskabsretten og national ret under alle omstændigheder gå forud for
offentlighedsloven . . . Alt efter dokumentets indhold vil
tavshedsforpligtelser i forhold til internationale organisationer endvidere
kunne opfyldes ved anvendelse af f.eks. offentlighedslovens § 2, stk. 1, og §
5, nr. 6.
Om nødvendigt vil tavshedspligten derudover kunne sikres overholdt ved
anvendelse af undtagelsesadgangen efter lovens § 2, stk. 2, nr. 1. Når det i
Justitsministeriets bemærkninger til offentlighedsforslaget om denne
bestemmelse uden forbehold fremhæves, at folkeretlige forpligtelser kan være
til hinder for, at begæringer om aktindsigt imødekommes, bygger dette på
almindelige synspunkter vedrørende forholdet mellem de folkeretlige
forpligtelser, der påhviler den danske stat, og intern dansk ret. I dansk
juridisk litteratur fremhæves det således ofte, at de retsanvendende
myndigheder ved anvendelsen af gældende lovgivning må anlægge den
fortolkning, der er bedst egnet til at bringe bestemmelsen i overensstemmelse
med bestående traktatmæssige forpligtelser (»fortolkningsreglen«) .
. .
Bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 1, må således antages
at indeholde hjemmel for at undtage dokumenter fra offentlighedsordningen, i
det omfang dette er påkrævet f.eks. for at opfylde en tavshedspligt, der
påhviler danske myndigheder i forhold til EF, og dokumentet ikke er omfattet
af en af offentlighedslovens øvrige undtagelsesbestemmelser . . .
Til illustration af, at også folkeretlige kutymer kan være til hinder for
udlevering af dokumenter, kan henvisdes til udenrigsministerens besvarelse af
folketingsspørgsmål nr. 552 af Ib Christensen, hvor det blandt andet anføres,
at ». . . man også her i landet må respektere den praksis, at breve fra
komissionen ikke offentliggøres uden dennes indforståelse, jf. F.T. 1976/77,
2. samling, forhandlingerne, sp. 6868-6870. Der kan i øvrigt henvises til
udtalelsen herom i minsteriet for offentlige arbejders skrivelse til
udvalget.«
Det fremgår heraf, at bestemmelsen i § 5, nr. 6, i modsætning til
bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, var absolut i den forstand, at
dokumenterne kunne undtages fra aktindsigt, uden at der skulle foretages en
konkret afvejning af betænkelighederne ved aktindsigt. Bestemmelsen i § 5,
nr. 6, var til gengæld begrænset til bestemte dokumenttyper, nemlig
dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold.
Det er ikke nærmere præciseret i betænkningen, om »dokumenter om
udenrigspolitikske og udenrigsøkonomiske forhold« i § 5, nr. 6, også
kunne anvendes til generelt at undtage dokumenter om EF-spørgsmål fra
aktindsigt. Det er dog anført, at bestemmelsen i § 5, nr. 6, kunne anvendes
til at tilbageholde oplysninger fra at opfylde tavshedsforpligtelser i
relation til internationale organisationer, herunder EF. Det må derfor
antages, at bestemmelsen også omfattede dokumenter om EF-spørgsmål, forudsat
at dokumenterne kunne karakteriseres som dokumenter om udenrigspolitiske
eller udenrigsøkonomiske forhold.
Det fremgår heller ikke af betænkningen, om undtagelsesadgangen efter § 5,
nr. 6, var begrænset til dokumenter, som var udarbejdet af danske
myndigheder, eller om den også kunne finde anvendelse på dokumenter om
EF-spørgsmål, som var udarbejdet af udenlandske myndigheder, herunder
EF-Kommissionen. Hverken efter ordlyden eller forarbejderne er der imidlertid
grundlag for at antage, at bestemmelsen kun omfattede dokumenter, der var
udarbejdet af danske myndigheder.
Det fremgår endvidere af betænkningen, at bestemmelsen i § 2, stk. 2,
nr. 1, indeholdt hjemmel til at undtage dokumenter fra aktindsigt, hvis
det var påkrævet for at opfylde en tavshedspligt, der påhvilede danske
myndigheder i forhold til EF, og dokumenterne ikke kunne undtages fra
aktindsigt efter andre af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser,
herunder bestemmelsen i § 5, nr. 6, og § 7 (svarende til den gældende
offentlighedslovs § 14, jf. om denne bestemmelse nedenfor).
Undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, og § 5, nr. 6, kunne
endvidere begrunde et afslag på aktindsigt under henvisning til folkeretlige
kutymer.
5. Rækkevidden af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, og §
5, nr. 6, har også været forelagt for Folketingets Ombudsmand.
I en sag fra 1980 (FOB 1980, side 654 ff) tog ombudsmanden stilling til en
klage over Udenrigsminsteriets afslag på en anmodning om aktindsigt i
ministeriets sager om jagtfalke til visse arabiske lande. Om rækkevidden af §
5, nr. 6, anførte ombudsmanden blandt andet følgende:
»Udenrigsministeriet har i en intern meddelelse fra direktøren af 22.
december 1970 uddybet, i hvilke tilfælde dokumenter på grund af deres indhold
må anses som »dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske
forhold«. I meddelelsen er der blandt andet anført følgende:
». . .
Som hovedregel er formodningen for, at al generel politisk og økonomisk
indberetningsvirksomhed, hvad enten der er tale om depecher, departementale
indberetninger, telemeddelelser, underhåndsbreve eller manu-forsendelser og
al tilsvarende instruktions- og underretningsvirksomhed fra
Udenrigsministeriet, er omfattet af denne undtagelse. Begrebet
»udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold« kan omfatte også
brevveksling om indrepolitiske, herunder videnskabelige, teknologiske og
sociale forhold i andre lande, f.eks. i det omfang den indeholder en politisk
vurdering . . .'
. . .
Efter min opfattelse er der overensstemmelse mellem de synspunkter i
Udenrigsministeriets meddelelse af 22. december 1970, som er gengivet
ovenfor, og de synspunkter fra betænkningen om offentlighedslovens revision,
som ligeledes er gengivet ovenfor. Jeg forstår Udenrigsminsteriets meddelelse
af 22. december 1970 således, at dokumenter, hvis indhold ikke i sig selv er
udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske forhold, dog må anses for at være
omfattet af undtagelsesbestemmelsen, for så vidt de indeholder
undtagelsesbestemmelsen, for så vidt de indeholder politiske vurderinger af
forhold i andre lande.
Med hensyn til de synspunkter fra Udenrigsministeriets udtalelse af 1.
april 1981, som er gengivet lige ovenfor, kan jeg være enig med minsteriet i,
at »de pågældende fremmede magters fortolkning og mulige reaktion«
kan indgå som et moment i vurderingsgrundlaget ved en stillingtagen til, om
et dokument må siges at have et udenrigspolitisk eller udenrigsøkonmisk
indhold. Jeg finder imidlertid ikke, at dette moment alene er tilstrækkeligt
til at begrunde en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 5, nr. 6, hvis
et dokument ikke i øvrigt efter sit indhold vedrører emner af
udenrigspolitisk eller udenrigsøkonomisk karakter. Derimod vil hensynet til
fremmede magters fortolkning og mulige reaktion i givet fald kunne begrunde
en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1.
Det følger af det anførte, at en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i §
5, nr. 6, forudsætter en vurdering af indholdet af det enkelte dokument i
sagen, hvorimod der ikke kan blive tale om på grundlag af bestemmelsen af
undtage en sag som helhed fra adgangen til aktindsigt (medmindre en vurdering
af hvert enkelt dokument ville føre til, at bestemmelsen er anvendelig).'
I samme sag tog ombudsmanden stilling til rækkevidden af den tidligere
offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1. Han anførte blandt andet følgende
herom:
»For så vidt angår anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk.
2, nr. 1, anførte jeg i min skrivelse af 2. marts 1981 til
Udenrigsministeriet, at denne forudsætter
»at en afvejning må føre til,. at adgangen til aktindsigt findes at
burde vige for væsentlige hensyn til de interesser, der er angivet i
de enkelte numre i bestemmelsen; som anført af Niels Eilschou Holm:
Offentlighedsloven (1971), side 44, indebærer dette, at aktindsigt kun kan
afslås, hvor der er en nærliggende fare for, at de nævnte interessere
vil lide skade af betydning. Den nævnte konkrete interesseafvejning
skal foretages for hvert dokument for sig; jeg henviser i øvrigt også i den
forbindelse til offentlighedslovens § 2, stk. 3, (svarende til den gældende
offentlighedslovs § 13, stk. 2, jf. herom nedenfor).«
Jeg må forstå Udenrigsministeriets supplerende udtalelse af 1. april 1981
. . . således, at ministeriet ved anvendelsen af undtagelsesadgangen efter §
2, stk. 2, nr. 1, i det foreliggende tilfælde navnlig har lagt vægt på den
reaktion fra arabiske lande, som en (hel eller delvis) imødekommelse af
anmodningen om aktindsigt muligt kunne afstedkomme. Ministeriet har ud fra
dette ment at burde undtage samtlige dokumenter i sagen, uanset at visse
dokumenter isoleret bedømt ikke har et indhold, som berører forholdet til
udlandet m.v. Ministeriet har i denne forbindelse henvist til det, som er
anført af Niels Eilschou Holm: Offentlighedsloven med kommentarer (1971),
side 44 nederst (»indrømmelse af delvis aktindsigt indirekte ville
medføre en prisgivelse af de forhold, som bestemmelserne giver hjemmel til at
hemmeligholde«).
Efter min opfattelse kan en sådan mere generelt præget anvendelse af
undtagelsesadgangen efter lovens § 2, stk. 2, (eventuelt i forbindelse med
anvendelsen af bestemmelsen i § 5, nr. 6), vel efter omstændighederne være
forsvarlig. Men jeg finder, at de synspunkter om anvendelsen af
undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 2, stk. 2, som jeg anførte
i min skrivelse af 2. marts 1981 til Udenrigsministeriet, og de grundlæggende
betragtninger, som offentlighedsordningen ifølge offentlighedsloven bygger
på, må føre til, at en sådan mere generel anvendelse af disse
undtagelsesbestemmelser (her nr. 1) må forudsætte, at der kan godtgøres en
vægtig konkret begrundelse herfor. Efter min opfattelse er forholdet
det, at jo mere der lægges op til at anvende § 2, stk. 2, generelt for sager
som sådanne, jo stærkere krav bør stilles til den konkrete begrundelse.
Jeg er selvsagt ikke uenig med Udenrigsministeriet i, at risikoen for, at
reaktioner fra udlandet får skadevirkninger for interesser af betydning, med
rimelighed kan føre til, at aktindsigt helt eller delvis må nægtes - for så
vidt der er den fornødne konkrete begrundelse for at antage, at
sådanne skadevirkninger eller risiko herfor må anses for nærliggende.
Under drøftelserne på mødet den 14. maj 1981 har repræsentanterne for
Udenrigsministeriet i den forbindelse henvist til, at det ofte ikke vil være
praktisk muligt at opnå et mere detaljeret informationsgrundlag om fremmede
magters eventuelle reaktioner eller mulige skadevirkninger i øvrigt på
forholdet mellem Danmark og andre stater som følge af, at Udenrigsministeriet
meddeler aktindsigt.
Jeg har forståelse herfor og finder heller ikke at kunne afvise, at dette
forhold bør tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelsen for at
meddele afslag efter lovens § 2, stk. 2, nr. 1, er til stede.'
Selv om udgangspunktet var, at der også i sager, som var omfattet af § 2,
stk. 2, nr. 1, skulle foretages en konkret vurdering af, hvorvidt et dokument
kunne undtages fra aktindsigt, udelukkende ombudsmanden således ikke, at
bestemmelsen kunne anvendes til generelt at undtage visse sager fra
aktindsigt, hvis der kunne godtgøres en tungtvejende konkret begrundelse
herfor.
I en sag fra 1983 (FOB 1983, side 235 ff) tog ombudsmanden stilling til en
klage over Udenrigsministeriets afslag på en begæring om aktindsigt i
brevvekslingen mellem EF-Kommissionen og danske myndigheder i en
traktatkrænkelsessag. Udenrigsministeriet svarede blandt andet følgende på en
række spørgsmål, som ombudsmanden stillede med henblik på en vurdering af
rækkevidden af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1:
». . . Kommissionen betragter den brevveksling, der finder sted
mellem den og medlemsstaterne i en sag efter artikel 169 i EØF-traktaten, som
fortrolig. Den giver derfor ikke udenforstående indsigt i disse akter.
Kommissionen har dog over for Europaparlamentet erklæret sig rede til - i
enkelte tilfælde og efter særlig anmodning - at redegøre skriftligt eller
mundtligt for hovedindholdet i parternes standpunkter . . .
. . . Den ovennævnte praksis følges også over for personer eller
virksomheder, der har indgivet en klage. Disse underrettes kun i generelle
vendinger om, hvorvidt og hvornår der er blevet indledt en
traktatkrænkelsessag mod en medlemsstat og på hvilket stadium denne sag
befinder sig. Af principielle grunde gives der ikke personer eller
virksomheder, der har indgivet en klage over et forhold, adgang til den
brevveksling, der finder sted mellem kommissionen og medlemsstaterne . . .
. . .
Ombudsmanden beder oplyst, om kommissionens praksis efter
Udenrigsministeriets opfattelse har en sådan fasthed, at den kan
karakteriseres som eller sidestilles med en folkeretlig kutyme.
Det er Udenrigsminsteriets opfattelse, at kommissionens og
medlemsstaternes praksis vedrørende ikke-offentliggørelse af indbyrdes
korrespondance, herunde specielt den korrespondance som finder sted i medfør
af bestemmelserne i EØF-traktatens art. 169 og 170, vil kunne sidestilles med
en folkeretlig kutyme. Så vidt Udenrigsministeriet bekendt, følges denne
praksis fast, også af de øvrige medlemsstater. Det er Udenrigsministeriets
opfattelse, at der lægges stor vægt på, at denne brevvekslings fortrolige
karakter respekteres.
. . .
Ombudsmanden ønsker oplyst, om hensynet til nationale danske interesser
efter Udenrigsministeriets opfattelse kan varetages gennem en anvendelse af
bestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 1, eller om dette i givet
fald må ske ved anvendelse af andre af lovens undtagelsesbestemmelser.
Udenrigsministeriet finder, at det er en væsentlig dansk interesse, at
traktatkrænkelsessager i almindelighed kan forhandles mellem parterne, og at
disse forhandlinger kan foregå på en sådan måde, at der indgås forlig, som
også imødekommer nationale, danske interesser.
Det er Udenrigsministeriets opfattelse, at det ved den konkrete
fortolkning og anvendelse af § 2, stk. 2, nr. 1, er berettiget at lægge vægt
på kommissionens eller andre medlemsstaters opfattelse og mulige reaktioner -
i den konkrete sag eller i tilsvarende sager - i tilfælde af
offentliggørelse. Der henvises herved til ombudsmandens udtalelse af 29. maj
1981 (j. nr. 1980-804-38) (det vil sige den ovenfor omtalte sag).
Efter Udenrigsministeriets opfattelse vil det på denne baggrund være
berettiget at undtage en skriftveksling under traktatens art. 169 som helhed.
Dette gælder umiddelbart dokumenter hidrørende fra kommissionen eller andre
medlemsstater og dokumenter hidrørende fra regeringen i det omfang,
modpartens standpunkter gengives eller vil kunne udledes. Det samme gælder
imidlertid også de øvrige dele af dokumenter hidrørende fra regeringen, idet
det er Udenrigsminsteriets opfattelse, at ensidig offentliggørelse af
regeringens synspunkter må antages at være uacceptabel for modparten og
derfor skadelig i den konkrete sag og tilsvarende sager for statens forhold
til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.
Det er endvidere Udenrigsministeriets opfattelse, at der i
traktatkrænkelsesproceduren ofte vil være en sådan sammenhæng mellem de
konkrete nationale interesser og hensynet til forholdet til kommissionen,
eller efter omstændighederne en anden medlemsstat, at en selvstændig
vurdering af eventuelle »uafhængige« nationale interesser næppe vil
være mulig.
I øvrigt ville en delvis aktindsigt i sager af den foreliggende karakter
efter omstændighederne kunne anses for omfattet af undtagelsen i § 2, stk. 2,
nr. 1, navnlig i det omfang der herved ville ske en prisgivelse af det eller
de forhold, som bestemmelserne giver hjemmel til at hemmeligholde.
. . .
Ombudsmanden ønsker endelig oplyst, om det efter Udenrigsministeriets
opfattelse kan tillægges betydning, på hvilket tidspunkt af sagens behandling
en begæring af aktindsigt fremkommer.
Udenrigsministeriet forstår spørgsmålet således, at det ønskes oplyst, om
man ville have indtaget et andet standpunkt, såfremt sagen havde været
afsluttet, efter indgåelse af forlig, efter den ene parts opgivelse af sagen
eller efter endelig dom ved EF-domstolen.
Det kan oplyses, at Udenrigsministeriet ikke har modtaget begæringer af
denne type. Det er imidlertid Udenrigsministeriets opfattelse, at man
formodentlig ville indtage den samme holdning. Det ville herved formentlig
blive taget i betragtning, at der løbende behandles et betydeligt antal sager
af denne type, og at selve det forhold, at dokumenterne senere kunne blive
offentliggjort, i sig selv må antages at kunne indvirke på dokumenternes
udformning - til brug for forhandlingen og forberedelsen af en retssag - og
dermed deres værdi under den procedure, hvorunder de udarbejdes.
Anvendelsen af undtagelserne i § 2, stk. 2, forudsætter en konkret
afvejning af modstående hensyn, hvorfor Udenrigsministeriet for indeværende
ville foretrække at reservere sin holdning til dette spørgsmål. Man har
forstået, at kommissionen . . . har indtaget en tilsvarende holdning.'
Som det fremgår af Udenrigsministeriets svar, anser EF-Kommissionen den
brevveksling, der finder sted mellem den og en medlemsstat i anledning af en
traktatkrænkelsessag, for fortrolig, således at brevvekslingen ikke kommer
udenforstående til kundskab.
Det fremgår endvidere af Udenrigsministeriets svar, at den praksis,
hvorefter brevveksling med EF-Kommissionen, herunder navnlig i en
traktatkrænkelsessag, ikke offentliggøres, kunne sidestilles med en
folkeretlig kutyme. Brevvekslingen i en sag om traktatkrænkelse kunne
herefter efter Udenrigsministeriets opfattelse undtages fra aktindsigt i sin
helhed i medfør af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1. Et
afslag på aktindsigt kunne formentlig også gives på et tidspunkt, hvor sagen
var afsluttet.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Udenrigsministeriets
vurdering i sagen. Han anførte blandt andet følgende herom:
»På denne baggrund og på grundlag af den nu foreliggende supplerende
udtalelse af 4. juli 1983 fra Udenrigsministeriet og i den forbindelse den
fra EF-Kommissionen indhentede redegørelse for kommissionens praksis kan det
ikke give mig anledning til kritik, at Udenrigsministeriet har fundet i
medfør af offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 1, at burde afslå (A's)
anmodning om aktindsigt i brevvekslingen mellem De Europæiske Fællesskabers
Kommission og de danske myndigheder, herunder kommissionens såkaldte
åbningsskrivelse og den danske regerings svarskrivelse herpå . . .«
6. I offentlighedsudvalgets udkast til offentlighedslov blev der indsat
følgende bestemmelse som § 11, stk. 2, nr. 2:
»§ 11. . . .
Stk. 2. Retten til aktindsigt kan endvidere begrænses i det omfang, det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
1) . . .,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonmiske interesser, herunder
forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) . . .«
Bestemmelsen svarer til den gældende offentlighedslovs § 13, stk. 1, nr.
2. I bemærkningerne til bestemmelsen (betænkning nr. 857/1978, side 47) er
der - som i bemærkningerne til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2 -
blandt andet anført følgende:
»Bestemmlsen i stk. 2 svarer i det væsentlige til den gældende lovs §
2, stk. 2. Indledningen til bestemmelsen er dog foreslået ændret med henblik
på at præcisere, at den begærendes individuelle interesse i at blive gjort
bekendt med det eller de pågældende dokumenter ikke skal indgå i den konkrete
afvejning af hensynet til offentlighedens ret til aktindsigt over for de
modhensyn, der opregnes i bestemmelsen . . .
Endvidere forslås sidste led i den gældende lovs § 2, stk. 2, nr. 1, der
hjemler undtagelse af hensyn til »forholdet til fremmede magter eller
mellemfolkelige institutioner«, udskilt til en selvstændig bestemmelse
og samarbejdet med bestemmelsen i den gældende lovs § 5, nr. 6 . . .
. . .
Bestemmelsen i nr. 2, er, som nævnt, en samarbejdning af den gældende lovs
§ 2, stk. 2, nr. 1, sidste led, og § 5, nr. 6. Indarbejdelsen af bestemmelsen
i § 5, nr. 6, medfører principielt en begrænsning i undtagelsesadgangen i
forhold til den gældende lov, idet anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i
nr. 2 i det hele forudsætter, at nægtelse af aktindsigt efter en konkret
vurdering kan anses for nødvendig. Forholdet skønnes dog at være uden
praktisk betydning, og der kan derfor med hensyn til bestemmelsens rækkevidde
henvises til beskrivelsen af gældende ret i betænkningen side 255 f og til
udvalgets overvejelser side 282 f.'
Det fremgår heraf, at bestemmelsen var en samarbejdning af den tidligere
offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1, og § 5, nr. 6, og at fortolkningen af
disse bestemmelser derfor havde betydning for fastlæggelsen af bestemmelsens
rækkevidde.
Offentlighedsudvalget anførte blandt andet følgende som begrundelse for
denne samarbejdning (betænkningen side 282 f).
»c. Hensynet til statens sikkerhed og forsvar samt landets
forhold til udlandet.
Det angivne beskyttelseshensyn er i den gældende lov tilgodeset dels ved
bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 1, dels ved bestemmelsen i § 5, nr. 6. Efter
den sidstnævnte bestemmelse kan adgangen til aktindsigt generelt begrænses i
forhold til dokumenter om udenrigspolitiske og udenrigsøkonomiske forhold,
medens bestemmelsen i § 2, stk. 2, nr. 1, giver hjemmel til at nægte
aktindsigt, hvis væsentlige hensyn til »statens sikkerhed, landets
forsvar samt forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige
institutioner« tilsiger det.
. . .
Det er efter udvalgets opfattelse en given sag, at disse
beskyttelseshensyn må tilgodeses ved udformningen af
undtagelsesbestemmelserne i en ny lov om offentlighed i forvaltningen . . .
. . .
(Det er efter udvalgets opfattelse ikke hensigtsmæssigt), at adgangen til
at undtage dokumenter af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser som
nævnt er opdelt på to bestemmelser, hvis indbyrdes forhold kan give anledning
til nogen tvivl, blandt andet fordi undtagelsesadgangen efter den ene
bestemmelse (§ 5, nr. 6) alene er gjort afhængig af dokumentindholdet, medens
der efter den anden bestemmelse (§ 2, stk. 2, nr. 1), stilles krav om, at
væsentlige hensyn skal tale for at begrænse offentlighedsprincippet. Da
undtagelsesbestemmelsen af systematiske grunde bør plaaceres i sammenhæng med
andre undtagelsesbestemmelser begrundet i dokumentets indhold, foreslår
udvalget den gældende lovs § 5, nr. 6, indarbejdet i den til lovens § 2, stk.
2, nr. 1, svarende bestemmelse. Den af udvalget foreslåede bestemmelse findes
i udkastets § 11, stk. 2, nr. 2 . . .
Efter denne bestemmelse vil aktindsigt kun kunne afslås, såfremt der er en
konkret begrundelse derfor af en vis styrke. Udvalget har ikke ment, at der
bør være adgang til at undtage dokumenter eller oplysninger i dokumenter
vedrørende udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske forhold også i
tilfælde, hvor der ikke er noget konkret behov for hemmeligholdelse, sml.
derimod den gældende bestemmelse i lovens § 5, nr. 6.
. . .'
Det fremgår heraf, at adgangen til aktindsigt i sager om udenrigspolitiske
og udenrigsøkonomiske forhold efter offentlighedsudvalgets opfattelse
principielt burde udvides, således at der fremover skulle foretages en
konkret vurdering af, hvorvidt der var et behov for i det foreliggende
tilfælde at undtage sådanne dokumenter fra aktindsigt. I det omfang
dokumenter om EF-spørgsmål var omfattet af § 5, nr. 6, ville den principielle
udvidelse af adgangen til aktindsigt i sager om udenrigspolitiske og
udenrigsøkonomiske forhold derfor også får betydning for muligheden for
aktindsigt i disse dokumenter. For så vidt angår brevveksling i et internt
præget samarbejde, herunder samarbejde om EF-spørgsmål, indeholdt
offentlighedsudvalgets lovudkast imidlertid som nævnt under afsnit II en
særlig bestemmelse i § 9, stk. 3, nr. 3, som undtog en sådan brevveksling fra
aktindsigt.
7. Efter offentlighedslovens § 13, stk. 2, skal der gives delvis
aktindsigt, hvis de hensyn, der er nævnt i § 13, stk. 1, nr. 1-6, kun gør sig
gældende for en del af et dokument. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»§ 13. . . .
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et
dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige
indhold.«
Bestemmelsen svarer til den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 3. Der
er hverken i bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg A,
sp. 590, eller til den tilsvarende bestemmelse i offentlighedskommissionens
lovudkast, jf. betænkning nr. 325/1963, side 64, anført noget om, i hvilket
omfang delvis aktindsigt kan nægtes under henvisning til landets forhold til
fremmede magter og mellemfolkelige institutioner.
Folketingets Ombudsmand har i en sag fra 1974, jf. FOB 1974, side 328 ff,
taget stilling til rækkevidden af den tidligere offentlighedslovs § 2, stk.
3. Det fremgår af sagen, at afslag på delvis aktindsigt efter ombudsmandens
opfattelse kan gives i de tilfælde, hvor den delvise aktindsigt medfører en
prisgivelse af de forhold, der er hjemmel til at tilbageholde, og herudover i
tilfælde, hvor den delvise aktindsigt indebærer en klart vildledende
information.
Særligt med hensyn til Danmarks forhold til udlandet har ombudsmanden som
nævnt i pkt. 5 antaget, at dokumenter af betydning for landets forhold til
udlandet - uanset pligten til at give delvis aktindsigt - generelt kan
undtages fra aktindsigt, hvis der er en tungtvejende konkret begrundelse
herfor. Bestemmelsen i den tidligere offentlighedslovs § 2, stk. 3, har
således ikke været til hinder for, at brevveksling mellem EF-Kommissionen og
et medlemsland i en traktatkrænkelsessag blev undtaget fra aktindsigt i sin
helhed.
8. Under hensyn til baggrunden for offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr.
2, er det Justitsministeriets opfattelse, at der i vurderingen af rækkevidden
af denne bestemmelse, bør lægges vægt på den fortolkning, som den tidligere
offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 1 og § 5, nr. 6, har været undergivet.
I modsætning til den tidligere offentlighedslovs § 5, nr. 6, forudsætter §
13, stk. 1, nr. 2, i princippet en konkret vurdering af, om undtagelse fra
aktindsigt er begrundet i hensynet til rigets udenrigspolitiske eller
udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller
mellemfolkelige institutioner.
Efter § 13, stk. 2, skal der endvidere i almindelighed gives delvis
aktindsigt, medmindre hensynet til landets forhold til udlandet, herunder EF,
taler for, at alle dokumenterne undtages fra aktindsigt. Der skal dog ikke
gives delvis aktindsigt, hvis der vil ske en prisgivelse af de forhold, der
er hjemmel til at hemmeligholde, eller hvis den delvise aktindsigt indebærer
en klart vildledende information. § 13, stk. 2, er heller ikke til hinder
for, at der efter § 13, stk. 1, nr. 2, gives et generelt afslag på
aktindsigt, forudsat at der er en konkret begrundelse herfor.
§ 13, stk. 1, nr. 2, omfatter en række tilfælde i relation til EF.
Brevveksling, herunder udveksling af processkrifter, mellem EF-Kommissionen
og Danmark i en sag om traktatkrænkelse kan således undtages fra aktindsigt i
sin helhed, uden at der i den forbindelse skal foretages en konkret vurdering
af, om der skal gives delvis aktindsigt efter § 13, stk. 2. Det gælder ikke
blot så længe sagen verserer, men også i almindelighed når sagen er
afsluttet. Brevveksling mellem EF-Kommissionen og Danmark i andre sager kan
ligeledes undtages fra aktindsigt i sin helhed, idet denne brevveksling
ifølge en folkeretlig kutyme ikke må offentliggøres uden parternes
indforståelse.
Bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, omfatter i øvrigt alle dokumenter fra
EF's organer, som de nationale myndigheder er pålagt tavshedspligt om. I det
omfang en tavshedspligtsforskrift, der er fastsat i en umiddelbart anvendelig
fællesskabsregel (f.eks. en forordning) er til hinder for
dokumentoffentlighed, følger det under alle omstændigheder af rangforholdet
mellem fællesskabsretten og national ret, at fællesskabsreglen går forud for
offentlighedsloven, jf. Kommenteret Offentlighedslov, side 164, med
henvisninger.
Bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, kan herudover ud fra en konkret
vurdering begrunde et afslag på aktindsigt i andre oplysninger om
EF-spørgsmål, forudsat at hemmeligholdelse er af betydning for landets
forhold til udlandet, herunder EF. Vurderingen af, om oplysningerne kan
undtages fra aktindsigt, skal som udgangspunkt foretages for hvert dokument
for sig, men hele sagen kan som nævnt efter omstændighederne undtages fra
aktindsigt, hvor der er en konkret begrundelse herfor.
IV. Andre undtagelsesbestemmelser
Ud over bestemmelserne i offentlighedslovens § 10, nr. 3, og § 13, stk.
1, nr. 2, er der mulighed for at undtage dokumenter i sager om EF-spørgsmål
fra aktindsigt efter andre af offentlighedslovens bestemmelser, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
Der er i den forbindelse navnlig grund til at pege på bestemmelsen i
offentlighedslovens § 2, stk. 2, hvorefter sager om lovgivning, herunder
bevillingslove, kun er omfattet af loven, for så vidt lovforslag er fremsat
for Folketinget. Denne bestemmelse, der giver mulighed for en tidsbegrænset
undtagelse fra retten til aktindsigt, kan navnlig komme på tale i tilfælde,
hvor et EF-direktiv skal inkorporeres i dansk ret, og hvor inkorporeringen
forudsætter en lovændring. Bestemmelsen kan dog også anvendes, hvis
inkorporeringen af et EF-direktiv både omfatter overvejelser om lovgivning og
administrative forskrifter, jf. Kommenteret Offentlighedslov, side 62.
En anden bestemmelse, som der er grund til at fremhæve, er
offentlighedslovens § 10, nr. 1, hvorefter blandt andet dokumenter, der
udarbejdes af en myndighed til brug for møder mellem minstre, er undtaget fra
aktindsigt. Ifølge fast praksis, jf. Udenrigsministeriets notits af 12. april
1985 om behandling og ekspedition af traktatkrænkelsessager mod Danmark, skal
enhver traktatkrænkelsessag - uanset omfang og betydning - forelægges
regeringens fællesmarkedsudvalg. De dokumenter, som de tværminsterielle
udvalg, herunder EF-specialudvalgene, udarbejder til brug for drøftelser i
regeringens fællesmarkedsudvalg, kan således undtages fra aktindsigt efter
bestemmelsen i § 10, nr. 1.
Der er endelig grund til at pege på offentlighedslovens § 14, der giver
mulighed for at begrænse adgangen til aktindsigt i de tilfælde, hvor der i en
umiddelbar anvendelig fællesskabsregel eller i en anden EF-retsakt, der ved
lov eller i henhold til lov er tillagt gyldighed her i landet, er fastsat en
speciel tavshedspligtsforskrift, der rækker videre end de almindelige regler
om tavshedspligt i straffeloven, forvaltningsloven og
tjenestemandslovgivningen, jf. a.st., side 182.
Efter 2. behandling den 17. maj 1991
§ 1
I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen
foretages følgende ændringer:
1. § 10, nr. 3, ophæves.
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 3-5.
2. I § 11, stk. 1, ændres »§ 10, nr. 1-5« til:
»§ 10, nr. 1-4«.
§ 2
I forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, foretages følgende
ændring:
§ 14, stk. 1, nr. 3, ophæves.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Stk. 2. Loven gælder for dokumenter, der udarbejdes efter lovens
ikrafttræden.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- A.A.7.4.5.1 Generelt om høring Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Spørgsmål om ret til løbende aktindsigt i en sag i Arbejdsministeriet. Retsinformation · 23. juni 2003
- 2017-20. Delvis aktindsigt i miljøoplysninger i ministers interne talepapir Retsinformation · 19. september 2017
- Afslag på aktindsigt i foreløbige forskningsresultater i form af videooptagelser af oddere. Miljøoplysningsloven. Offentlighedslovens § 33, nr. 4 Retsinformation · 18. maj 2017
- Tvivlsspørgsmål, om korrespondance mellem danske og grønlandske myndigheder vedrørende grønlandske råstoffer var omfattet af miljøoplysningsloven. Ikke grundlag for kritik af afslag på aktindsigt, selv hvis det blev lagt til grund, at oplysningerne var omfattet af miljøoplysningsloven. Bortkommet dokument. Kritik af sagsbehandlingstiden Retsinformation · 17. november 2016
- Om aktindsigt i kommunalbestyrelsesmedlemmers talepapirer Nr 9115 af 18/10/1993 BKG i MT: 00/00/0000 P LBK nr 9115 af 18/10/1993 Retsforskriften administreres af: Indenrigsministeriet Senere ændringer: Ingen Retsinformation · 25. september 1997