Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 230 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BENZINFORHANDLERKONTRAKTER

1988/1 LSF 230Lovforslag som fremsatFolketinget9. juni 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov nr. 234 af 6. juni 1985 om benzinforhandlerkontrakter foretages

følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved benzinforhandlerkontrakter forstås i denne lov også

servitutter eller deklarationer, der tinglyses med en leverandør af

motorbrændstoffer som påtaleberettiget, og hvorved det forbydes andre

leverandører end den påtaleberettigede at levere motorbrændstoffer til

ejendommen til videresalg, uanset om der aktuelt forhandles motorbrændstoffer

fra ejendommen. Endelig forstås ved benzinforhandlerkontrakter i denne lov

tinglyste servitutter eller deklarationer, hvorved en leverandør af

motorbrændstoffer meddeles køberet eller forkøbsret til den pågældende

ejendom.«

2. I § 2, stk. 2, ændres »§ 1, stk. 1,» til: »§

1«.

3. Efter § 3 indsættes:

» § 3 a. Forpagtningskontrakter, der indgås mellem en

leverandør af motorbrændstoffer og en forhandler, der har forpagtet

leverandørens ejendom, kan fra leverandørens (bortforpagterens) side tidligst

opsiges med 1 års varsel. Samme mindste varsel kræves til væsentlige

vilkårsændringer med hjemmel i en forpagtningskontrakt.

Stk. 2. Det i stk. 1 anførte indskrænker ikke leverandørens

(bortforpagterens) adgang til efter dansk rets almindelige regler at ophæve

kontraktforholdet i tilfælde af misligholdelse.

Stk. 3. Opsiges en forhandler, der driver sin virksomhed på grundlag af

forpagtningskontrakt med leverandøren, kan der gives forhandleren erstatning

for opsigelsen. Ved fastsættelse af en eventuel erstatning tages der navnlig

hensyn til længden af det tidsrum, hvori forpagtningsforholdet har varet,

værdien af kundekredsen, virksomhedens nettooverskud, værdiforringelsen af

forpagterens inventar og lignende ved fraflytning, medmindre bortforpagteren

Læs alt

overtager dette i medfør af stk. 4, forpagterens flytteudgifter samt vægtige

indvendinger mod forpagterens person eller forretningsførelse, hans

behandling af det forpagtede anlæg og hans forbedringer af dette.

Stk. 4. Ved forpagtningsforholdets ophør er bortforpagteren forpligtet til

at afkøbe forpagteren det af bortforpagteren leverede kurante varelager til

priser svarende til de på optællingstidspunktet gældende nettopriser samt det

materiel, som forpagteren som led i normal forretningsdrift har anskaffet i

forpagtningsperioden. Vederlaget for dette materiel skal mindst svare til den

værdi, materiellet har som brugt med fortsat drift for øje.«

4. I § 4 indsættes som 2. pkt.:

»Dette gælder både i forholdet mellem salgsanlæg, der forsynes af den

samme leverandør, og i forholdet mellem salgsanlæg, der forsynes af den

pågældende leverandør, og salgsanlæg, der forsynes af andre

leverandører.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1989 og har bortset fra § 1, nr. 4,

virkning også for kontrakter, der er indgået før ikrafttrædelsestidspunktet.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov nr. 234 af 6. juni 1985 om benzinforhandlerkontrakter foretages

følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved benzinforhandlerkontrakter forstås i denne lov også

servitutter eller deklarationer, der tinglyses med en leverandør af

motorbrændstoffer som påtaleberettiget, og hvorved det forbydes andre

leverandører end den påtaleberettigede at levere motorbrændstoffer til

ejendommen til videresalg, uanset om der aktuelt forhandles motorbrændstoffer

fra ejendommen. Endelig forstås ved benzinforhandlerkontrakter i denne lov

tinglyste servitutter eller deklarationer, hvorved en leverandør af

motorbrændstoffer meddeles køberet eller forkøbsret til den pågældende

ejendom.«

2. I § 2, stk. 2, ændres »§ 1, stk. 1,» til: »§

1«.

3. Efter § 3 indsættes:

» § 3 a. Forpagtningskontrakter, der indgås mellem en

leverandør af motorbrændstoffer og en forhandler, der har forpagtet

leverandørens ejendom, kan fra leverandørens (bortforpagterens) side tidligst

opsiges med 1 års varsel. Samme mindste varsel kræves til væsentlige

vilkårsændringer med hjemmel i en forpagtningskontrakt.

Stk. 2. Det i stk. 1 anførte indskrænker ikke leverandørens

(bortforpagterens) adgang til efter dansk rets almindelige regler at ophæve

kontraktforholdet i tilfælde af misligholdelse.

Stk. 3. Opsiges en forhandler, der driver sin virksomhed på grundlag af

forpagtningskontrakt med leverandøren, kan der gives forhandleren erstatning

for opsigelsen. Ved fastsættelse af en eventuel erstatning tages der navnlig

hensyn til længden af det tidsrum, hvori forpagtningsforholdet har varet,

værdien af kundekredsen, virksomhedens nettooverskud, værdiforringelsen af

forpagterens inventar og lignende ved fraflytning, medmindre bortforpagteren

overtager dette i medfør af stk. 4, forpagterens flytteudgifter samt vægtige

indvendinger mod forpagterens person eller forretningsførelse, hans

behandling af det forpagtede anlæg og hans forbedringer af dette.

Stk. 4. Ved forpagtningsforholdets ophør er bortforpagteren forpligtet til

at afkøbe forpagteren det af bortforpagteren leverede kurante varelager til

priser svarende til de på optællingstidspunktet gældende nettopriser samt det

materiel, som forpagteren har anskaffet i forpagtningstiden. Vederlaget for

dette materiel skal mindst svare til den værdi, materiellet har som brugt med

fortsat drift for øje«.

4. I § 4 indsættes som 2. pkt.:

»Dette gælder både i forholdet mellem salgsanlæg, der forsynes af den

samme leverandør, og i forholdet mellem salgsanlæg, der forsynes af den

pågældende leverandør, og salgsanlæg, der forsynes af andre

leverandører.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1989 og har bortset fra § 1, nr. 4,

virkning også for kontrakter, der er indgået før ikrafttrædelsestidspunktet.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lov om benzinforhandlerkontrakter, der trådte i kraft den 1. januar 1986,

har i hovedsagen virket efter hensigten. Vedrørende lovens forarbejder

henvises til Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 5201, 6199, 10705

og 11078 samt tillæg A sp. 2923, tillæg B sp. 1705 og tillæg C sp. 591.

Loven har haft en gavnlig virkning for konkurrencen i

benzinforhandlerbranchen, idet de bestående leverandørselskabers muligheder

for at styre branchens forhold er blevet kraftigt reduceret. Endvidere har

loven bevirket en afklaring af parternes indbyrdes retsstilling, hvilket har

været en medvirkende årsag til, at en meget stor del af de mange retssager,

der tidligere verserede mellem forhandlere og leverandørselskaber, nu er

blevet afsluttet forligsmæssigt.

På den anden side må det ikke overses, at siden lovens vedtagelse er der

sket en yderligere koncentration i branchens leverandørled, idet nogle

selskaber har opkøbt andre selskaber. Skønsmæssigt 80 pct.-90 pct. af

branchen repræsenteres nu af 4 selskaber (Shell, Statoil, Kuwait Petroleum og

Texaco).

Disse selskaber følger tilsyneladende en samordnet praksis, og der synes i

så henseende ikke at være forskel på de privatejede selskaber og de selskaber

- Statoil og Kuwait Petroleum - der ejes af fremmede stater.

På enkelte punkter har det vist sig, at lovens hensigt ikke fuldt ud er

blevet opfyldt, og der er derfor behov for nogle præciseringer.

Disse præciseringer, nemlig nærværende lovforslags § 1, nr. 1, 2 og 4,

indeholder ingen realitetsændringer i forhold til hensigten med forslaget til

lov om benzinforhandlerkontrakter, der i de almindelige bemærkninger blev

formuleret således:

»Hensigten med lovforslaget er at tilvejebringe en højere grad af

konkurrence inden for distributionen af motorbrændstoffer, således at der

skabes mulighed for et frit erhvervsvalg til gavn for beskæftigelsen og

forbrugerne, og således at der opnås en fri konkurrence også i

leverandørleddet.

Dette søges opnået først og fremmest ved:

1) Indførelse af en almindelig adgang for de selvejende benzinforhandlere

til opsigelse af kontraktforholdet i forbindelse med afvikling af et

gældsforhold.

2) Forbud mod tinglyste konkurrencebegrænsende bestemmelser på faste

ejendomme uden sammenhæng med et løbende forhandlerforhold.

3) Regulering af afviklingen af materiellån til undgåelse af spild af

værdier.

4) Beskyttelse af forpagterne/lejerne af leverandørejede benzinsalgssteder

mod følgerne af vilkårlige opsigelser.

5) Forbud mod konkurrenceforvridende tilskud og subsidier fra

leverandørselskabernes side.«

Det nu fremsatte lovforslag tjener til virkeliggørelse af det således

formulerede mål på baggrund af, at de indhøstede erfaringer har vist, at

enkelte af lovens bestemmelser nødvendiggør en præcisering, for at hensigten

kan blive opnået.

Forslagsstillerne har overvejet, om der er behov for en lovgivning, der

forbyder leverandører af motorbrændstoffer at drive virksomhed i

detailleddet, bl.a. på grundlag af den resolution, som

benzinforhandlerforeningerne i en række europæiske lande vedtog på et møde i

Bolzano den 3. og 4. april 1987. Resolutionen er vedhæftet lovforslaget som

bilag 1.

Forslagsstillerne har imidlertid ikke fundet tilstrækkelig anledning til

på nuværende tidspunkt at foreslå en sådan ordning, der ville svare til, hvad

der allerede er gældende for bryggerier.

I forslaget til lov om benzinforhandlerkontrakter var medtaget

bestemmelser til regulering af de benzinforhandlerkontrakter, der har form af

forpagtningskontrakter med leverandørselskabet som bortforpagter.

Bestemmelserne herom udgik imidlertid under udvalgsbehandlingen, idet det

i Retsudvalgets betænkning i bemærkningerne til ændringen udtaltes, at det

forudsættes, at monopolmyndighederne også efter lovens ikrafttræden i videst

muligt omfang sikrer rimelige vilkår inden for branchen som helhed, idet

lovens regler skal ses som et supplement og/eller korrektiv til de i øvrigt

gældende lovregler m.m.

Forslagsstillerne har fra benzinforhandlernes organisation,

Centralforeningen af Benzinforhandlere i Danmark, modtaget en række

oplysninger om praksis med hensyn til leverandørselskabers behandling af

forpagtere. Redegørelse herom er vedhæftet lovforslaget som bilag 2. Det er

forslagsstillernes opfattelse, at denne redegørelse dokumenterer behovet for,

at lovreguleringen også kommer til at omfatte forpagterne.

Lovforslagets § 1, nr. 3, indeholder et sådant forslag til regulering af

forpagtningskontrakter, dog udformet anderledes end i det oprindelige

lovforslag.

Baggrunden herfor er yderligere, at Monopoltilsynet efter ikrafttrædelsen

af lov om benzinforhandlerkontrakter helt har ophævet den regulering af

forpagtningskontrakterne, som monopolmyndighederne tidligere havde

gennemført. Monopoltilsynets skrivelse af 30. oktober 1986 er vedhæftet

lovforslaget som bilag 3.

Der er navnlig behov for at sikre forpagterne et rimeligt opsigelsesvarsel

og for at sikre, at der i forbindelse med en opsigelse ydes forpagteren en

rimelig godtgørelse for mistet goodwill (kundekreds), for omkostninger i

anledning af fraflytningen samt for varelager og materiel.

Under 1. behandling af forslag til lov om benzinforhandlerkontrakter blev

det af justitsministeren og af nogle af regeringspartiernes ordførere anført,

at man fandt det uheldigt med en lovregulering, inden det såkaldte

professorudvalg angående modernisering af monopolkontrollen havde afgivet

betænkning.

Betænkningen fremkom i august 1986 (betænkning nr. 1075, »Fra

monopollov til konkurrencelov«). Betænkningen har for nærværende ikke

givet anledning til lovgivningsinitiativer, og det er i øvrigt

forslagsstillernes opfattelse, at de forslag, som betænkningen indeholder,

ikke vil have nogen særlig virkning for konkurrenceforholdene i

benzinforhandlerbranchen.

Lovforslaget skønnes ikke at få økonomiske eller administrative

konsekvenser for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

I forslaget til lov om benzinforhandlerkontrakter indeholdt § 1, stk. 2,

efter definitionen på benzinforhandlerkontrakter i § 1, stk. 1, en

præcisering af, at loven både skulle gælde for kontrakter med selvejende

benzinforhandlere og for forpagtningskontrakter.

Efter at forpagtningskontrakterne gled ud af lovforslaget, har § 1, stk.

2, fået en utilsigtet begrænsende virkning for lovens anvendelsesområde, jf.

navnlig den nedenfor omtalte højesteretsdom af 14. marts 1988.

Endvidere har det vist sig, at der i praksis forekommer maskerede

kontraktbindinger, der bør være omfattet af princippet om, at en selvejende

benzinforhandler eller ejeren af et benzinsalgssted med et rimeligt varsel

bør kunne frigøre sig fra bindinger i forhold til en bestemt leverandør.

En sådan maskeret kontraktbinding er der for det første tale om i de

tilfælde, hvor et leverandørselskab i forbindelse med lukningen af et

benzinsalgssted foranlediger tinglyst en servitut med det pågældende

leverandørselskab som påtaleberettiget, hvorved det forbydes på den

pågældende ejendom at drive virksomhed med salg af motorbrændstoffer m.v. i

konkurrence med det påtaleberettigede leverandørselskab.

En sådan ordning er i realiteten ensbetydende med, at det pågældende

leverandørselskab uden nogen tidsbegrænsning sikrer sig en eneret til at

levere til den pågældende ejendom, hvis der fra denne nogen sinde skal drives

virksomhed med salg af motorbrændstoffer. Ved en sådan ordning indskrænkes

konkurrencen på en uheldig måde, navnlig fordi de nugældende

planlovgivningsmæssige regler i høj grad indskrænker mulighederne for at

etablere benzinsalgssteder på andre ejendomme.

Det må i denne forbindelse holdes for øje, at størstedelen af de

pågældende servitutter er pålagt før ikrafttrædelsen af kommuneplanloven den

1. februar 1977, det vil sige før kravet om kommunal godkendelse, jf.

kommuneplanlovens § 36.

Det er derfor i klar modstrid med hensigten med lov om

benzinforhandlerkontrakter, at sådanne servitutmæssige enerettigheder for

enkelte leverandørselskaber kan opretholdes uden opsigelsesadgang.

To servitutter af den pågældende art har været forelagt domstolene med

påstand om opsigelsesadgang i medfør af de nugældende regler i lov om

benzinforhandlerkontrakter, men ved Østre Landsrets dom af 17. marts 1987

blev det pågældende leverandørselskab frifundet, idet servitutterne ikke

fandtes omfattet af lov om benzinforhandlerkontrakter, jf. lovens § 1, stk.

2. Dommen blev stadfæstet ved Højesterets dom af 14. marts 1988 under

henvisning til, at en servitut om nedlæggelse af en benzinstation ikke kan

anses for at være en benzinforhandlerkontrakt.

For det andet forekommer maskerede kontraktbindinger i form af tinglyste

køberettigheder eller forkøbsrettigheder for en leverandør af

motorbrændstoffer til en bestemt ejendom.

Også sådanne ordninger indskrænker på uheldig måde konkurrencen inden for

distributionen af motorbrændstoffer, idet sådanne bestemmelser i praksis gør

det umuligt eller vanskeligt at etablere brændstofsalg på den pågældende

ejendom med andre leverandørvirksomheder.

En virkeliggørelse af hensigten med lov om benzinforhandlerkontrakter

nødvendiggør derfor, at også sådanne tinglyste bestemmelser til fordel for et

bestemt leverandørselskab omfattes af lovens regler om opsigelse med rimeligt

varsel m.v.

Til nr. 2

Da begrebet benzinforhandlerkontrakter efter lovforslaget defineres såvel

i § 1, stk. 1, som i § 1, stk. 2, foreslås som konsekvensændring, at der i §

2, stk. 2, henvises til § 1 i sin helhed.

Til nr. 3

Efter at de af monopolmyndighederne fastsatte vilkår som nævnt i de

almindelige bemærkninger er ophævet, eksisterer der ingen reguleringer med

hensyn til, hvilke opsigelsesvarsler der kan aftales i forpagtningskontrakter

mellem den leverandørvirksomhed, der ejer det pågældende salgsanlæg, og den

benzinforhandler, der driver anlægget for egen regning og risiko.

Navnlig er der således ingen begrænsning med hensyn til, hvor kort et

varsel der kan fastsættes.

De benzinforhandlere, der driver virksomhed på forpagtningsbasis, er i en

ekstraordinært svag position, idet medkontrahenten ikke alene er

bortforpagter, men også eneleverandør.

De forskellige leverandørvirksomheder følger i praksis ensartede

retningslinier ved udarbejdelsen af kontraktvilkår, og forpagterne har altså

heller ikke den mulighed at opnå bedre vilkår hos andre leverandører.

I lighed med de beskyttelsesregler til fordel for svage kontraktparter,

som eksempelvis findes i lejelovgivningen og i funktionærlovgivningen,

indeholder lovforslaget bestemmelse om, at der skal sikres forpagterne et

rimeligt mindstevarsel fastsat til et år.

Det mindste opsigelsesvarsel bør ikke være kortere, idet forpagterne

typisk selv opbygger deres kundekreds - der i opsigelsestilfælde tilfalder

bortforpagteren - ligesom forpagterne typisk investerer i kostbart

driftsmateriel.

Konsekvensen af et sådant mindste opsigelsesvarsel må være, at der heller

ikke med kortere varsel kan gennemføres væsentlige ændringer i vilkårene,

idet noget sådant ville gøre opsigelsesbeskyttelsen illusorisk.

For klarheds skyld præciseres i lovforslaget, at forslaget om et mindste

opsigelsesvarsel ikke indskrænker den almindelige adgang til efter dansk rets

regler at bringe kontraktforholdet til ophør ved ophævelse i anledning af

misligholdelse.

Selv om fastsættelsen af et mindste opsigelsesvarsel i sig selv vil

indebære en beskyttelse af forpagterne mod misbrug, er det også nødvendigt at

sikre forpagterne rimelige vilkår i forbindelse med opsigelse.

Hvis forpagterne ikke i tilstrækkelig grad beskyttes mod følgerne af

opsigelse, vil leverandøren/bortforpagteren have alt for stor mulighed for at

gennemtvinge ubillige kontraktvilkår i øvrigt, f.eks. med hensyn til

beregning af forpagtningsafgift, ved at true med opsigelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 3 a, stk. 3, svarer i alt væsentligt til

den såkaldte erhvervsbeskyttelse, der er fastsat bestemmelser om i lejelovens

§ 89. Det må i denne forbindelse holdes for øje, at grænsen mellem

forpagtningsforhold og erhvervslejemål er uskarp, og det er derfor rimeligt,

at der i forbindelse med opsigelsesbeskyttelsen inden for disse beslægtede

retsforhold gælder regler, der bygger på de samme principper.

Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at der efter domstolenes skøn ydes

erstatning, når der er rimelig grund til det. Der er formuleret en række

kriterier, som der skal tages hensyn til.

Forholdet vil nærmere være det, at der navnlig skal ydes erstatning i

tilfælde, hvor forpagtningsforholdet har varet i en længere tid, hvor

forpagteren har opbygget en betydelig kundekreds, der vil tilfalde

bortforpagteren, hvor forpagteren i forbindelse med fraflytning lider tab i

anledning af forringelse af inventar og lignende og har større

flytteudgifter, samt hvor forpagteren i forpagtningstiden har forbedret

salgsanlægget. På den anden side vil det tale for nedsættelse eller bortfald

af et i øvrigt berettiget erstatningskrav, såfremt opsigelsen begrundes

rimeligt med indvendinger mod forpagterens person eller forretningsførelse og

mod hans behandling af det forpagtede anlæg.

Det er endvidere en nødvendig betingelse for, at opsigelsesvilkårene kan

karakteriseres som rimelige, således at leverandøren/bortforpagteren ikke kan

anvende opsigelsesmuligheden som pression, at forpagteren ved sin fratræden

kan få frigjort sine investeringer i varelager og materiel.

Forpagterne bekoster typisk selv varelageret, der dels består af

motorbrændstoffer, smøreolie m.v. og dels af diverse kioskvarer. Efter

almindelige principper om forretningsoverdragelse bør det være således, at

erhververen, altså bortforpagteren, overtager det varelager, der er kurant,

til de priser, som forpagteren har betalt eller er blevet debiteret.

I øvrigt vil bortforpagteren typisk have en interesse i en sådan ordning,

idet forpagteren i modsat fald vil være nødsaget til at indskrænke

varelageret i den sidste del af forpagtningstiden med generel salgsnedgang

til følge. Bortforpagteren vil normalt kunne udnytte det overtagne varelager

enten ved selv at sælge det under en efterfølgende selskabsdrift af

salgsanlægget eller ved at at sælge det til en ny forpagter.

En væsentlig del af driftsmateriellet anskaffes naturligvis af

bortforpagteren, men i praksis skal forpagteren selv anskaffe et vist

driftsudstyr, herunder navnlig vaskeanlæg, der kan løbe op i meget betydelige

beløb. Det er derfor nødvendigt for at sikre forpagteren rimelige vilkår i

tilfælde af opsigelse, at bortforpagteren forpligtes til at overtage sådant

materiel til en rimelig pris.

Bortforpagteren vil typisk have mulighed for at anvende materiellet enten

i forbindelse med en efterfølgende selskabsdrift af salgsanlægget eller i

forbindelse med indgåelse af et nyt forpagtningsforhold.

Det understreges, at det foreslåede § 3 a, stk. 4, ikke forpligter

forpagteren til at afstå varelager og materiel.

Til nr. 4

§ 4 i lov om benzinforhandlerkontrakter indeholder et generelt forbud mod

ydelse af sådanne tilskud eller andre subsidier, der kan medføre ulighed i

vilkårene for erhvervsudøvelsen i detailleddet.

Der er endnu ikke anlagt nogen sag om overtrædelse af § 4, men

anklagemyndigheden behandler flere anmeldelser.

Under behandlingen af disse anmeldelser er der blevet rejst det spørgsmål,

om § 4 kun omfatter en leverandørvirksomheds forskelsbehandling af sine

forhandlere og de salgsanlæg, som den pågældende leverandørvirksomhed selv

driver. Konsekvensen af en sådan fortolkning vil være, at § 4 slet ikke kan

anvendes på de leverandørvirksomheder, der enten kun har selskabsdrevne

salgsanlæg eller kun forhandlerdrevne.

Det ville imidlertid have uheldig virkning for konkurrenceforholdene og

dermed for forbrugerne, såfremt et leverandørselskab havde fri adgang til at

yde tilskud til sine egne anlæg, således at disse i en periode kunne sælge

til kunstigt lave priser. Derved kunne konkurrerende anlæg blive

udkonkurreret, således at der derefter ville være mulighed for en kraftig

forøgelse af salgspriserne.

Da noget sådant klart vil være i strid med formålet med § 4, foreslås

tilføjet til præcisering af bestemmelsen, at den gælder enhver

forskelsbehandling, også forskelsbehandling til skade for salgsanlæg, der

forsynes af andre leverandører.

Til § 2

Bortset fra § 1, nr. 3, indeholder lovforslaget ikke principielle

ændringer af de gældende regler, og der er således ikke behov for nogen lang

periode før lovens ikrafttræden med henblik på de berørte parters mulighed

for at indrette sig på de nye regler.

§ 1, nr. 3, må derimod karakteriseres som en principiel ændring af den

gældende retstilstand, hvorefter der gælder frihed med hensyn til indholdet

af forpagtningskontrakter, og det er derfor fundet rimeligt at bestemme, at

loven ikke træder i kraft straks ved bekendtgørelsen i Lovtidende. På den

anden side er det af afgørende betydning for opfyldelsen af lovforslagets

hensigt, at loven får virkning også for kontrakter, der er indgået før

ikrafttrædelsestidspunktet.

En tilsvarende bestemmelse fremgår af § 6, stk. 2, i lov om

benzinforhandlerkontrakter for så vidt angår de kontrakter, der omfattes af

loven, og dette har ikke i praksis givet anledning til problemer.

Bilag 1

Oversættelse

RESOLUTION fra det internationale møde i Bolzano den 3.-4. april 1987

Benzinforhandlerforeningerne i de europæiske lande kræver, at indholdet i

kontrakterne ikke ensidigt fastlægges af olieselskaberne, men at begge parter

i fællesskab forhandler sig frem til indholdet samt videreudvikler dette.

Dette kan ske ved individuelle kontraktsforhandlinger eller ved globale

samtaler mellem olieselskaberne og de nationale benzinhandlerforeninger. Den

nuværende praksis, efter hvilken det næsten udelukkende er olieselskaberne,

der fastsætter de juridiske og økonomiske kontraktvilkår, må kraftigt afvises

og skal inden for kort tid ændres - om nødvendigt ved, at staten i nogle

lande medvirker ved kontraktforhandlingerne.

Desuden gør de delegerede fra alle lande opmærksom på, at

benzinforhandlerne på grund af ensidigheden i kontrakternes rettigheder og

forpligtelser, men især på grund af den fuldstændig manglende sikkerhed med

hensyn til opsigelse, er økonomisk afhængige af deres leverandører, hvilket

er helt urimeligt. I nogle europæiske lande findes der allerede et krav på

betaling af goodwill ved kontraktens ophør; dette skal gøres til et generelt

krav. Desuden kræves det, at EF's direktiver, som allerede er vedtaget til

beskyttelse af dette erhvervsområde, overtages og respekteres i alle lande.

Repræsentanterne fra de forskellige delegationer vurderer det som et

positivt eksempel, at der i nogle lande er bestræbelser i gang, der går ud

på, at olieselskaberne skal udelukkes fra detailhandelen.

Italien Alfonsi Vincenzo generalsekretær i FAIB Ernesto Possenti

vicepræsident for FAIB

Schweiz Barbatti Arturo præsident for AGVS' benzin

Frankrig Poignet Jules præsident/forhandlerk.

Tyskland Meyer Uwe bestyrelsesmedlem Berlin

Østrig Schmid Johann direktør, Wien

Spanien Augustin Melon præsident for den sp. centralorganisation

Danmark Martensen, Richard formand

Bilag 2

MONOPOLTILSYNET

Nørregade 49

1165 København K

Centralforeningen af Benzinforhandlere i Danmark

Herstedvang 10

2620 Albertslund Ved skrivelse af 3. december 1985 meddelte tilsynet, at

Monopolrådet i sit møde den 27. november 1985 - som en konsekvens af den pr.

1. januar 1986 ikrafttrådte lov om benzinforhandlerkontrakter - vedtog at

ændre »Retningslinier for vilkår for salg af motorbrændstoffer

m.v.« med virkning fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Ændringen indebar, at »Retningsliniernes« bestemmelser for så

vidt angår de forhandlerejede anlæg ophævedes med undtagelse af

bestemmelserne i punkt 1.1 om eksklusivitet for motorbrændstoffer og

punkterne 6 og 7 om forkøbsret og tinglysning af deklarationer på

forhandlerejede anlæg, der ikke eller ikke længere benyttes til salg af

motorbrændstoffer.

I forbindelse med ændringen af »Retningsliniernes«

forhandlerkontraktsdel har direktoratet foretaget en sammenligning af de

stadig gældende bestemmelser i »Retningslinierne« om

forpagtningskontrakter med EF-forordning nr. 1984/83 om anvendelse af

traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler. Det

blev herved konstateret, at EF-forordningen i stor udstrækning overflødiggør

og på visse punkter korrigerer »Retningslinierne«.

Med henvisning til, at EF-forordningen på så vigtige områder som

købsbindinger og konkurrenceklausuler tilgodeser tilsynets monopolretlige

interesse i en regulering af samhandelsforholdene i branchen, samt for at få

afklaret retstilstanden på området vedtog Monopolrådet i sit møde den 29.

oktober 1986 at ophæve »Retningsliniernes« bestemmelser om

forpagtningskontrakter. Det blev endvidere vedtaget at ophæve de

tiloversblevne bestemmelser om forhandlerkontrakter, jf. ovenfor, således at

bestemmelserne i »Retningslinierne« i deres helhed ophæves med

virkning fra 1. november 1986. Der henvises i øvrigt til den fremsendte

pressemeddelelse af 29. oktober 1986.

Det bemærkes, at ophævelsen af »Retningslinierne« ikke

indebærer, at tilsynet er afskåret fra at beskæftige sig med

samhandelsvilkårene inden for benzinhandelen, såfremt der skulle opstå

forhold, som efter monopollovens bestemmelser må betegnes som urimelige.

P.D.V.

Niels Rytter Jensen

/ Anders Nørregaard

Bilag 3

Eksempler på vilkår og fremgangsmåder i forhold til forpagtere af

benzinstationer

Statoil

En konkret forpagtningskontrakt er underskrevet den 9. december 1980.

Kontrakten indeholder bestemmelse om en såkaldt brugsafgift

(forpagtningsafgift), og det er anført i kontrakten, at der i brugsafgiften

indgår betaling for bl.a. revisionshonorar, edb-behandling af regnskab,

administrationsgebyr, udgifter til reklame i henhold til aftale samt

forrentning og afskrivning.

Der er om disse omkostninger truffet bestemmelse om, at afgiften til

enhver tid kan reguleres uden varsel efter bortforpagterens bestemmelse, hvis

der sker ændringer i de nævnte beløb.

Forpagteren har efter kontrakten pligt til at anskaffe og vedligeholde

materiel, som efter hans og Statoils vurdering er nødvendigt. Statoil skal

til enhver tid have adgang til forpagterens regnskab.

Efter en prøvetid på 6 måneder kan forpagteren opsiges med 6 måneders

varsel. Først efter 91/2 år kommer forpagteren op på 12 måneders varsel.

Bortforpagteren har ingen pligt til ved opsigelse efter prøvetidens udløb

at afkøbe forpagteren det materiel, som han har anskaffet, og der ydes ingen

godtgørelse for mistet kundekreds.

Hvis forpagteren selv siger op - f.eks. fordi forpagtningsafgiften er

blevet for høj - er det forbudt forpagteren i et år efter kontraktens ophør

inden for en afstand af 3 km at drive virksomhed med salg af

motorbrændstoffer eller at tage ansættelse i en sådan virksomhed.

Shell

En konkret forpagtningskontrakt er underskrevet 27. juni 1986. Den er i

det væsentlige enslydende med den foran omtalte.

Dog er forpagteren ved kontraktens § 2 pålagt en særlig pligt til at drive

sin virksomhed, således at den vil give Shell et godt og positivt omdømme.

Shell har i anledning af forpagterens udtalelser til en lokal avis i en

skrivelse af 8. januar 1988 truet med at ophæve kontrakten, »såfremt

overskridelser af nævnte § 2 sker igen, hvad enten det er i form af

udtalelser til pressen eller til kunder eller andre personer, som kan skade

Shell's virksomhed og positive omdømme«.

Forpagtningsafgiften er fastsat på grundlag af en række forskellige

forhold, men der er efter kontrakten adgang til vilkårlig forhøjelse uden

varsel »under hensyntagen til den udvikling, der i perioden har fundet

sted, samt den forventede udvikling, der vil ske i samfundets økonomi og i

servicestationsbranchens indtjeningsforhold«.

Denne ret til ensidig forhøjelse af forpagtningsafgiften er udbygget i en

skrivelse af 27. april 1987 fra Shell til samtlige forpagtere, hvori der

henvises til, at der ud over aftalte reguleringer »i øvrigt kan ske

regulering af forpagtningsafgift«.

Videre i skrivelsen anføres:

»Det vil her være på sin plads også at orientere om et nyt element i

forpagtningsafgiften, som sandsynligvis træder i kraft fra den 1. januar

1988. Der er tale om en såkaldt potentialeafgift, hvorved forstås en afgift,

der pålægges de stationer, der af en eller flere grunde bør give selskabet et

større afkast af den investerede kapital, end det til enhver tid gældende

forpagtningssystem i øvrigt kan . . . Det skal understreges, at den enkelte

forpagters evne til at få et større eller mindre udbytte af sin indsats

derimod ikke vil indgå i overvejelserne.«

Kontrakten indeholder nøjagtig de samme bestemmelser som den foran omtalte

Statoil-kontrakt angående opsigelsesvarsel, opsigelsesvilkår (ingen pligt til

at købe materiel og ingen erstatning for tab af kundekreds) samt eventuel

konkurrenceklausul.

Kuwait Petroleum

En konkret forpagtningskontrakt fra 1986 indeholder i det væsentlige de

samme vilkår, som de foran omtalte kontrakter. Dette gælder både med hensyn

til opsigelsesvarsel og opsigelsesvilkår.

Bestemmelsen om manglende godtgørelse for tab af kundekreds er udbygget

med følgende bestemmelse:

»Forpagteren har ved fratræden fra servicestationen - uanset årsagen

hertil - ingen ret til erstatning af nogen art for goodwill, og forpagteren

forpligter sig til ved sin fratrædelse at overdrage bortforpagteren de for

virksomheden førte kundekartoteker og kundefortegnelser af enhver art uden

nogen form for vederlag.«

Som det fremgår, gælder denne bestemmelse også fratræden, som

bortforpagteren selv har givet anledning til.

Et særligt forhold ved det pågældende forpagtningsforhold er, at der ved

særskilt tillæg til kontrakten ydes forpagteren en særlig rabat

»gældende indtil den projekterede ombygning er tilendebragt«. Efter

det oplyste har dette vedvaret i en længere årrække, og ordningen har for så

vidt karakter af en adgang for bortforpagteren til forhøjelse af

forpagtningsafgiften efter egen bestemmelse.

Texaco

En konkret forpagtningskontrakt er underskrevet i september 1984.

Kontrakten indeholder en nærmere anført forpagtningsafgift. Det bestemmes

herom i den trykte tekst:

»Den ovenfor angivne forpagtningsafgift kan af Texaco A/S forlanges

forhøjet med et varsel på 3 måneder til den 1. i en måned«. Der er ikke

anført nogen vilkår for forhøjelse, der altså er overladt til

bortforpagterens egen bestemmelse.

Med hensyn til opsigelsesvarslet og opsigelsesvilkår, herunder manglende

pligt til at afkøbe materiel og manglende pligt til at yde erstatning for tab

af kundekreds, indeholder kontrakten de samme bestemmelser som de foran

omtalte. Det samme gælder eventuel konkurrenceklausul ved ophør.

Efter 2. behandlingen den 30. maj 1989

§ 1

I lov nr. 234 af 6. juni 1985 om benzinforhandlerkontrakter foretages

følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ved benzinforhandlerkontrakter forstås i denne lov også

servitutter eller deklarationer, der tinglyses med en leverandør af

motorbrændstoffer som påtaleberettiget, og hvorved det forbydes andre

leverandører end den påtaleberettigede at levere motorbrændstoffer til

ejendommen til videresalg, uanset om der aktuelt forhandles motorbrændstoffer

fra ejendommen. Endelig forstås ved benzinforhandlerkontrakter i denne lov

tinglyste servitutter eller deklarationer, hvorved en leverandør af

motorbrændstoffer meddeles køberet eller forkøbsret til den pågældende

ejendom.«

2. I § 2, stk. 2, ændres »§ 1, stk. 1,» til: »§

1«.

3. Efter § 3 indsættes:

» § 3 a. Forpagtningskontrakter, der indgås mellem en

leverandør af motorbrændstoffer og en forhandler, der har forpagtet

leverandørens ejendom, kan fra leverandørens (bortforpagterens) side efter en

gensidig prøvetid på 6 måneder tidligst opsiges med 1 års varsel. I

prøvetiden kan begge parter opsige kontrakten med 3 måneders varsel til en

hvilken som helst dato.

Stk. 2. Det i stk. 1 anførte indskrænker ikke leverandørens

(bortforpagterens) adgang til efter dansk rets almindelige regler at ophæve

kontraktforholdet i tilfælde af misligholdelse.

Stk. 3. Ved forpagtningsforholdets ophør er bortforpagteren forpligtet til

at afkøbe forpagteren det af bortforpagteren leverede kurante varelager til

priser svarende til de på optællingstidspunktet gældende nettopriser samt det

materiel, som forpagteren efter aftale med bortforpagteren har anskaffet i

forpagtningsperioden. Vederlaget for dette materiel skal mindst svare til den

værdi, materiellet har som brugt med fortsat drift for øje.«

4. I § 4 indsættes som 2. pkt.:

»Dette gælder både i forholdet mellem salgsanlæg, der forsynes af den

samme leverandør, og i forholdet mellem salgsanlæg, der forsynes af den

pågældende leverandør, og salgsanlæg, der forsynes af andre

leverandører.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1989 og har bortset fra § 1, nr. 4,

virkning også for kontrakter, der er indgået før ikrafttrædelsestidspunktet.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter