Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 12 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM FREMGANGSMÅDEN VED INDDRIVELSE AF SKATTER OG AFGIFTER M.V. OG LOV OM RETSAFGIFTER (ARREST OG FORBUD, APPEL I FOGEDSAGER M.V.)

1988/1 LSF 12Lovforslag som fremsatFolketinget2. maj 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af

10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende

ændringer:

1. I § 9, stk. 3, nr. 5, indsættes efter »konkursboer«:

»og begæring om gældssanering«.

2. § 31, stk. 3, 4. pkt., affattes således:

»Såfremt der fremsættes begæring herom og ingen offentlig interesse

findes at tale derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod, at der sker

offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte)

eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet

på anden måde offentliggøres.«

3. I § 66, stk. 1, udgår »chefen for skiftekontoret under

Københavns byret,».

4. I § 214, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 18, 5. pkt.« til:

»§ 18, stk. 2, 5. pkt.«

5. I § 449, stk. 1, indsættes efter »§ 448, nr. 1-5 og

7-8,»: »samt i sager efter § 448, nr. 6, om

forældremyndighed,».

6. § 453, 2. pkt., affattes således:

»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller

på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«

7. § 456 o, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke ske

offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen

nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet.«

8. § 473, 1. pkt., affattes således:

Læs alt

»Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af

forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,

stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på

anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«

9. § 475 g, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller

på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«

10. I § 505, stk. 4, ændres »ankes« til:

»kæres«.

11. § 506 og § 536, stk. 4, ophæves.

12. I § 521, 2. pkt., ændres »anke og kære« til:

»kære«.

13. § 542, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes, før den

ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis

for, at nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret

udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.«

14. §§ 584-586 ophæves.

15. Kapitel 53 affattes således:

»Kapitel 53

Appel af fogedrettens afgørelser

§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er

bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.

Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1 og 2, §

563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk.

1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde

taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet

inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre

sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget,

eller, hvis forretningen ikke foretages, inden 4 uger efter den afgørelse,

som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger

efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj,

der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af

19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den

kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2,

ikke har været overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret,

hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade

kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen.

Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens

meddelelse.

§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte

ændringer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens

slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden

auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af,

at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt

auktionsmøde.

Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke

hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.

Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har

været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af

kapitel 57 nedlagt forbud.

Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed

findes at være grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig

forhandling, skal begæringen i almindelighed imødekommes.«

16. I § 610, 1. pkt., ændres »anke eller kære« til:

»kære«.

17. § 611 ophæves.

18. Kapitel 56 og 57 affattes således:

»Kapitel 56

Arrest

§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når

1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen og

2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet.

§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke

består.

Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der

tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i

anden lovgivning.

§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan

fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal

stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved

arresten.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en

efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens

fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige

omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen

vedrørende fordringen.

Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller

den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge

arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.

§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som

fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er

nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de

dokumenter, der påberåbes.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,

stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, §

501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505,

stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt.,

§ 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende anvendelse.

§ 632. Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue,

som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg

af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i

forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende

fordringen.

Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest

og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over

aktiverne i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.

Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig

meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens

interesser, jf. § 495, stk. 2.

§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages

skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning

af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.

Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.

§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag

om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under

eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal

fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af

arresten.

Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans,

skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme

ret.

Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende

fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan

i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.

Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,

anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter

arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet.

Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk

domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal

påkendelsen af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet

retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende

spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er

afværget ved sikkerhedsstillelse.

§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,

såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller

dør og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for

arvingerne.

Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten

frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller

arrestsagens ophævelse og der ikke fra boets side er anlagt retssag om

erstatning.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovligt gjort.

Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende

arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring

særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under

denne sag.

§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen

vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet,

medmindre anke er iværksat eller andet er bestemt i dommen.

§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt

fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende

fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse

sager afvises eller hæves.

Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder,

som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give

fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.

§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser

sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det

samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende

omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.

Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre

beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der

følger af, at arresten har haft for stor udstrækning.

Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale

skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have

undladt at begære arrest.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under

arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt

søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er

ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal

anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest

afværges ved sikkerhedsstillelse.

Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen

tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.

§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53.

Kære har ikke opsættende virkning.

Kapitel 57

Forbud

§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for

stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade

handlinger, som strider mod rekvirentens ret.

Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som

forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger

for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter

reglerne herom i anden lovgivning.

§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,

2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og

3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre

sin ret gældende ved almindelig rettergang.

§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige

regler om straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed

yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre

rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til

rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.

§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for

forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan

påføres rekvisitus ved forbudet.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet

først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne

meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt

ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.

§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbudets

opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at

tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.

Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes

eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er

bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.

Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af

fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller

sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere

betinges af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.

§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor

rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i

landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller beslaglæggelse efter §

645, finder § 487 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, §

349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og

2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499, § 500 og §

502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en

anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,

stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.

§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med

hensynet til forretningens fremme.

Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud

ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter

anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30 finder

tilsvarende anvendelse.

§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder

tilsvarende anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag er

dog 2 uger.

Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbudet,

herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre strafansvar efter § 651,

stk. 1.

§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651

anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med

beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse

af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte

tilbagegives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation,

kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens

erstatningskrav.

§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter

reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af

rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i forbindelse

hermed dømmes til at betale erstatning.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der

forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.

Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes,

indtil forbudssagen er afgjort.

§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om

forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands

flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden og formålet hermed er

at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.

§ 653. I sager, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers forordning

3842/86 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod

varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne

kompetent myndighed, jf. art. 3 i forordningen.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige

for domstolenes anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om

foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede varers

overgang til fri omsætning.«

§ 2

I lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter

og afgifter m.v. affattes § 6, stk. 3, således:

»Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for

pante- eller toldfogden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter

forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for

fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.

Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan

dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse

behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4

uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan

kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.«

§ 3

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 18. august 1986,

som ændret ved lov nr. 342 af 1. juli 1988, ophæves § 52 og § 56.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1989. Retsplejelovens § 653 som

affattet ved § 1, nr. 18, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. Er anmodning om arrest eller forbud indgivet til fogedretten før

lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986

som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10.

juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 3, nr. 5, indsættes efter »konkursboer«:

»og begæring om gældssanering«.

2. § 31, stk. 3, 4. pkt., affattes således:

»Såfremt der fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse

findes at tale derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod, at der sker

offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte)

eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet

på anden måde offentliggøres.«

3. I § 66, stk. 1, udgår: »chefen for skiftekontoret under

Københavns byret,».

4. I § 214, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 18, 5. pkt.« til:

»§ 18, stk. 2, 5. pkt.«.

5. I § 449, stk. 1, indsættes efter »§ 448, nr. 1-5 og

7-8,»: »samt i sager efter § 448, nr. 6, om

forældremyndighed,».

6. § 453, 2. pkt., affattes således:

»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller

på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«

7. § 456 o, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke ske

offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen

nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet.«

8. § 473, 1. pkt., affattes således:

»Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af

forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,

stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på

anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«

9. § 475 g, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller

på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«

10. I § 505, stk. 4, ændres »ankes« til:

»kæres«.

11. § 506 og § 536, stk. 4, ophæves.

12. I § 521, 2. pkt., ændres »anke og kære« til:

»kære«.

13. § 542, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes før den

ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis

for, at nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret

udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.«

14. §§ 584-586 ophæves.

15. Kapitel 53 affattes således:

»Kapitel 53

Appel af fogedrettens afgørelser

§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er

bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.

Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1 og 2, §

563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk.

1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde

taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet

inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre

sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget,

eller, hvis forretningen ikke foretages,inden 4 uger efter den afgørelse, som

kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger

efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj,

der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af

19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den

kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2,

ikke har været overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret,

hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade

kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen.

Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens

meddelelse.

§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte

ændringer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens

slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden

auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af,

at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt

auktionsmøde.

Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke

hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.

Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har

været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af

kapitel 57 nedlagt forbud.

Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed

findes at være grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig

forhandling, skal begæringen i almindelighed imødekommes.«

16. I § 610, 1. pkt., ændres »anke eller kære« til:

»kære«.

17. § 611 ophæves.

18. Kapitel 56 og 57 affattes således:

»Kapitel 56

Arrest

§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når

1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og

2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet.

§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke

består.

Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der

tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i

anden lovgivning.

§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages, kan

fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal

stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved

arresten.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en

efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens

fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige

omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen

vedrørende fordringen.

Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller

den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge

arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.

§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som

fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er

nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de

dokumenter, der påberåbes.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,

stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, §

501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505,

stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt.,

§ 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende anvendelse.

§ 632. Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue,

som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg

af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i

forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende

fordringen.

Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest

og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over

aktiverne i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.

Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig

meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens

interesser, jf. § 495, stk. 2.

§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages

skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning

af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.

Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.

§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag

om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under

eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal

fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af

arresten.

Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans,

skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme

ret.

Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende

fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan

i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.

Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,

anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter

arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet.

Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk

domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal

påkendelsen af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet

retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende

spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er

afværget ved sikkerhedsstillelse.

§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,

såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller

dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for

arvingerne.

Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten

frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller

arrestsagens ophævelse, og der ikke fra boets side er anlagt retssag om

erstatning.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.

Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende

arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring

særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under

denne sag.

§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen

vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet,

medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen.

§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt

fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende

fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse

sager afvises eller hæves.

Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder,

som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give

fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.

§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser

sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det

samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende

omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.

Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre

beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der

følger af, at arresten har haft for stor udstrækning.

Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale

skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have

undladt at begære arrest.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under

arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt

søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er

ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal

anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest

afværges ved sikkerhedsstillelse.

Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen

tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.

§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53.

Kære har ikke opsættende virkning.

Kapitel 57

Forbud

§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for

stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade

handlinger, som strider mod rekvirentens ret.

Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som

forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger

for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter

reglerne herom i anden lovgivning.

§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,

2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og

3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre

sin ret gældende ved almindelig rettergang.

§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige

regler om straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed

yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre

rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til

rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.

§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for

forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan

påføres rekvisitus ved forbudet.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet

først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne

meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt

ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.

§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbudets

opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at

tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.

Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes

eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er

bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.

Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af

fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller

sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere

betinges af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.

§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor

rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i

landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller beslaglæggelse efter §

645, finder § 487 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, §

349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og

2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499, § 500 og §

502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en

anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,

stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.

§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med

hensynet til forretningens fremme.

Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud

ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter

anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30 finder

tilsvarende anvendelse.

§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder

tilsvarende anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag er

dog 2 uger.

Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbudet,

herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre strafansvar efter § 651,

stk. 1.

§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651

anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med

beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse

af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte

tilbagegives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation,

kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens

erstatningskrav.

§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter

reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af

rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i forbindelse

hermed dømmes til at betale erstatning.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der

forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.

Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes,

indtil forbudssagen er afgjort.

§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om

forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands

flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden, og formålet hermed er

at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.

§ 653. I sager, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers forordning

3842/86 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod

varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne

kompetent myndighed, jf. art. 3 i forordningen.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige

for domstolenes anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om

foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede varers

overgang til fri omsætning.«

§ 2

I lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter

og afgifter m.v. affattes § 6, stk. 3, således:

»Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for

pante- eller toldfogeden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter

forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for

fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.

Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan

dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse

behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4

uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan

kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.«

§ 3

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 18. august 1986

som ændret ved lov nr. 342 af 1. juli 1988, ophæves § 52 og § 56.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1989. Retsplejelovens § 653 som

affattet ved § 1, nr. 18, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. Er anmodning om arrest eller forbud indgivet til fogedretten før

lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslagets hovedformål er at gennemføre en almindelig revision og

modernisering af retsplejelovens fogedretlige regler om arrest og forbud og i

den forbindelse foretage en skærpelse af betingelserne for at benytte disse

såkaldte foreløbige retsmidler.

Endvidere foreslås en ændring af appelreglerne i fogedsager, således at

appel af fogedrettens afgørelser alene skal kunne foretages ved kære og ikke

som i dag enten ved anke eller kære.

Lovforslaget er en videreførelse af det revisionsarbejde af fogedreglerne,

der blev igangsat ved lovændringer i 1976 og 1978. Ved lov nr. 258 af 26. maj

1976 blev der således gennemført en almindelig revision af retsplejelovens

regler om udlæg (kapitlerne 45, 46 og 47), og ved lov nr. 291 af 8. juni 1978

indførtes nye regler om tvangsauktion over fast ejendom (kapitlerne 51 og

52). Lovændringerne byggede på betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning

og betænkning nr. 800/1977 om tvangsauktion over fast ejendom.

De nu foreslåede ændringer bygger på betænkning nr. 1107/1987 om arrest og

forbud. Betænkningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Retsplejerådet

og tiltrådt af Retsplejerådet. Forslagene om ændrede appelregler i fogedsager

bygger på Retsplejerådets udtalelse fra oktober 1986, der er optaget som

bilag 4 til betænkningen.

Lovforslaget er i det væsentligste uændret i forhold til det forslag til

lov om ændring af retsplejeloven m.v. (L 133), der blev fremsat den 18.

december 1987, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, sp. 4423, og tillæg

A, sp. 2637. Lovforslaget var til første behandling den 22. januar 1988, jf.

FT sp. 5443.

Ændringerne består i, at det tidligere lovforslags § 1, nr. 1-4, om

retternes sammensætning m.v. er udskudt til et senere lovforslag sammen med

eventuelle yderligere ændringer af disse bestemmelser. Endvidere er der i §

1, nr. 1, 3-5, 8, 9 og 12, medtaget nogle lovtekniske ændringer af

retsplejeloven. Endelig er der foretaget to mindre ændringer af forslagene

til § 587, stk. 6, og § 648, stk. 1, i retsplejeloven. Om baggrunden herfor

henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i lovforslaget,

idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere detaljerede gennemgang af

gældende ret og baggrunden for og indholdet af de foreslåede ændringer.

2. Arrest

Formålet med at foretage arrest i en skyldners formue er at søge at sikre,

at der er nogle af skyldnerens aktiver tilbage på det tidspunkt, hvor en

gældsforpligtelse kan være fastslået ved dom.

Ved en arrest søges det således sikret, at den, der har et krav, der kan

opgøres i penge, senere kan gøre udlæg i bestemte af skyldnerens aktiver, som

fogeden under arrestforretningen har noteret i fogedprotokollen. Efter en

arrest må skyldneren ikke sælge aktiverne, og hvis skyldneren alligevel gør

det, vil der kunne blive tale om strafansvar, ligesom aktiverne vil kunne

kræves udleveret fra erhververen, selv om denne er i god tro. Derimod

beskytter arresten ikke over for de af skyldnerens øvrige kreditorer, der vil

gøre udlæg i aktivet, inden den, der har gjort arrest, selv har tilvejebragt

et grundlag for at gøre udlæg gennem en dom eller et forlig.

De foreslåede ændringer af retsplejelovens kapitel 56 om arrest er i vidt

omfang udtryk for en sproglig modernisering og præcisering af reglernes

anvendelse på grundlag af den retspraksis, der har udviklet sig. Samtidig

foreslås en ændring på de punkter, hvor de hidtidige reglers anvendelse har

givet anledning til berettiget kritik eller har haft uheldige virkninger.

2.1. Betingelserne for at foretage arrest

Efter den gældende retsplejelovs § 612 kan arrest foretages til sikkerhed

for pengekrav , enten når rekvirentens fordring er forfalden uden at være

betalt, eller når en skyldner ved dispositioner over sine aktiver bringer

rekvirentens fyldestgørelsesmulighed i fare. Herudover kræves, at der (endnu)

ikke kan foretages udlæg for kravet.

Det er blevet kritiseret, at arrest som foreløbigt retsmiddel kan

misbruges, navnlig i tilfælde, hvor arrestbegæringen alene støttes på, at

rekvirenten har en forfalden fordring på skyldneren. Der henvises i den

forbindelse til, at arresten kan anvendes som pressionsmiddel mod skyldneren

og som en genvej til et hurtigt udlæg på grundlag af et under

arrestforretningen indgået retsforlig. Efter § 636, stk. 2, kan den, som uden

rimelig anledning har ladet foretage arrest, ikke få erstattet sine

sagsomkostninger. Denne regel, der tilsigter at hindre fremkomsten af

ugrundede arrestbegæringer, virker imidlertid ikke efter hensigten i de

situationer, hvor der i fogedretten indgås et retsforlig om forfaldne

fordringer, hvis fyldestgørelse ikke har været truet af skyldnerens

dispositioner.

Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, hvorledes man på den ene

side kan forhindre omgåelse af retsordenens almindelige regler for

retsforfølgning af forfaldne fordringer og på den anden side ikke afskære en

fordringshaver fra at anvende arrest, såfremt muligheden for fyldestgørelse

trues af skyldnerens dispositioner. Rådet kan ikke anbefale at indføre

bestemmelser, som helt eller delvis gør det umuligt at indgå eksegible

retsforlig (forlig, der kan fuldbyrdes) under en arrestforretning, da en

sådan løsning vil indebære et markant brud med domstolenes traditionelle ret

og pligt til at mægle forlig. Man finder derimod, at mulighederne for misbrug

vil kunne imødegås ved at skærpe betingelserne for anvendelse af arrest.

Det foreslås derfor, at arrest generelt betinges af, at der foreligger en

aktuel grund til at antage, at skyldneren ved sine dispositioner vil bringe

fordringshaverens fyldestgørelsesmulighed i fare.

Herved præciseres arrestens formål som et foreløbigt retsmiddel. Det er

alene i disse tilfælde, at der er grundlag for at fravige de almindelige

regler om tvangsfuldbyrdelse. En sådan formulering af arrestbetingelserne vil

sammen med muligheden for erstatning i nogen grad fjerne fordringshaverens

incitament til at misbruge arrestinstituttet, men vil ikke afskære

berettigede krav om arrest.

Fordringshaveren skal i fogedretten efter forslaget kunne antageliggøre,

at muligheden for senere fyldestgørelse væsentligt forringes, hvis arrest

ikke foretages. Fordringshaveren skal således kunne henvise til konkrete

omstændigheder vedrørende skyldnerens personlige eller økonomiske forhold,

som antageliggør, at arrestbetingelsen er opfyldt. Som eksempler herpå nævnes

oplysninger om, at skyldneren agter varigt at tage ophold i udlandet,

tilfælde, hvor en forretningsdrivende skyldner foretager usædvanlige

realisationer af sine aktiver eller usædvanlige forretningsmæssige

dispositioner, og endelig tilfælde, hvor skyldneren direkte tilkendegiver at

ville lægge hindringer i vejen for fordringshaverens fyldestgørelse.

I betænkningen anføres i øvrigt, at en skærpelse af mulighederne for at

gøre arrest må ses i sammenhæng med fordringshaverens mulighed for i

kontraktsforhold at vurdere medkontrahentens soliditet og muligheden for i

sådanne tilfælde at sikre sig fortrinsret til fyldestgørelse i

medkontrahentens aktiver i forbindelse med ydelse af kredit sammenholdt med

konkurslovens omstødelsesregler. Endvidere må behovet for at kunne gøre

arrest for forfaldne fordringer antages i nogen grad at være mindsket som

følge af udlægsreformen i 1976, navnlig derved, at grundlaget for udlæg blev

udvidet, jf. § 478, og den ved § 486, stk. 2, indførte adgang til fremrykket

tvangsfuldbyrdelse.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, og lovforslaget

er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§ 627).

2.2. Regler om bevisrisikoen for fordringens eksistens og om

sikkerhedsstillelse

Efter de gældende regler er det ikke en betingelse for at foretage arrest,

at fordringshaveren i fogedretten skal kunne godtgøre eller sandsynliggøre

sin fordring mod skyldneren. Er fordringshaveren ikke i stand til i

fogedretten at føre det fornødne bevis, må fordringshaveren imidlertid stille

sikkerhed for sit eventuelle erstatningsansvar, hvis det under en senere

retssag skulle vise sig, at kravet ikke består. Fogeden skal alene nægte at

gennemføre arrestforretningen, hvis der fremkommer oplysninger under

fogedforretningen af en sådan art, at fogedretten må skønne, at fordringen

ikke består. Skyldneren har i øvrigt bevisbyrden herfor, og adgangen til at

føre bevis er i den forbindelse begrænset af den almindelige fogedretlige

regel herom i § 501.

Retsplejerådet har overvejet, om der bør stilles beviskrav til fordringens

eksistens, således at fordringshaveren i fogedretten skal sandsynliggøre

eller godtgøre sin fordring mod skyldneren. Der stilles imidlertid ikke

forslag herom, da den fornødne bevisførelse i givet fald vil kunne være af et

meget betydeligt omfang. Adgangen til at foretage arrest ville i høj grad

blive besværliggjort, og der ville blive tale om en øget belastning af

fogedretterne. Skyldnerens interesser skønnes tilstrækkeligt tilgodeset ved

de nuværende regler om sikkerhedsstillelse og erstatning samt en foreslået

adgang til appel, jf. nedenfor. Arresten foregriber alene et økonomisk opgør

mellem sagens parter, og der findes derfor ikke samme behov for en sådan

prøvelse af grundlaget for fordringshaverens begæring, som det foreslås

nedenfor i forbudssagerne, og heller ikke hensynet til de øvrige kreditorer

taler for en indgående bevisførelse.

Retsplejerådet - og Justitsministeriet - foreslår derfor, at det

nugældende system opretholdes, således at arrest kan foretages - eventuelt

mod sikkerhedsstillelse - medmindre skyldneren inden for rammerne af den

tilladte bevisførelse kan godtgøre, at fordringen ikke består.

Retsplejerådet foreslår som udgangspunkt ingen ændringer i reglerne om

sikkerhedsstillelse. Dog foreslås tilvejebragt udtrykkelig hjemmel for, at

fogeden kan justere kravet til sikkerhed, indtil arresten er foretaget, men

ikke efter dette tidspunkt. Begrundelsen herfor er, at det kan være

vanskeligt allerede før arrestforretningens påbegyndelse at bedømme alle

forhold af betydning for fastsættelsen af sikkerhedens størrelse.

Det præciseres i øvrigt, at fogedretten bør foretage en konkret bedømmelse

med hensyn til sikkerhedens art og størrelse, således at sikkerheden ikke

fastsættes urealistisk høj. Der henvises til forslaget til § 629.

2.3. Arrestforretningens gennemførelse

Retsplejerådet foreslår, at der under en arrestforretning i videst muligt

omfang anvendes samme regler som ved udlægsforretninger, således at der

gennemføres en regelforenkling i overensstemmelse med den modernisering, der

fandt sted ved udlægsreformen i 1976. Da de gældende regler om fremgangsmåden

ved foretagelse af arrest i øvrigt ikke har givet anledning til kritik,

foreslås disse regler videreført.

Efter udlægsreglerne fastsætter fogedretten tid og sted for forretningens

foretagelse. Efter de gældende regler skal en arrestforretning som hovedregel

påbegyndes på skyldnerens bopæl. Indførelse af samme regel som for

udlægsforretningerne vil medføre den fordel, at fogedretten i større og mere

komplicerede arrestforretninger kan beramme sagen til foretagelse på

hovedkontoret i tilfælde, hvor der må forventes en mere omfattende

bevisførelse. Efter retsmidlets karakter vil der dog ofte være behov for at

påbegynde arrestforretningen som udgående fogedforretning uden forudgående

underretning af skyldneren. Dette kan have betydning både af hensyn til en

hurtig indgriben over for skyldnerens dispositioner og for rekvirentens

muligheder for at sandsynliggøre, at der foreligger en aktuel grund til at

antage, at skyldneren ved sine dispositioner vil bringe fordringshaverens

fyldestgørelsesmulighed i fare.

Ved lovforslaget foreslås derfor, at der anvendes samme fremgangsmåde ved

arrestforretninger som ved udlægsforretninger i de tilfælde, hvor dette er

muligt (§ 631, stk. 2).

2.4. Appel af fogedrettens afgørelser i arrestsager

En rekvirent kan efter den gældende § 645 påkære fogedrettens nægtelse af

at foretage arrest efter de almindelige regler i kapitel 53. Endvidere kan

fogedrettens ophævelse af en arrest på grund af efterfølgende omstændigheder

appelleres efter § 640, stk. 3. Det er imidlertid kun i disse to situationer,

der er mulighed for at appellere. Skyldneren har ikke mulighed for at

appellere en foretagen arrest eller fogedrettens nægtelse af at ophæve en

arrest på grund af efterfølgende omstændigheder.

Retsplejerådet finder, at dette er i strid med det to-instansprincip, der

i øvrigt gælder i fogedsager, og at hensynet til skyldneren taler for at

ændre det gældende system, navnlig når henses til det ofte lange tidsrum, som

kan hengå, inden der foreligger en endelig afgørelse i justifikationssagen.

Det nuværende appelsystem fører således til, at skyldneren ikke under appel

kan få efterprøvet, om arresten er foretaget i genstande omfattet af f.eks.

reglerne om trangsbeneficiet, ligesom skyldneren er afskåret fra at få

efterprøvet fogedrettens afgørelse om fordringshaverens sikkerhedsstillelse.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at der åbnes adgang til at

påkære fogedrettens afgørelser under arrestsagen i overensstemmelse med

reglerne i kapitel 53.

Justitsministeriet er af de anførte grunde enig med Retsplejerådet i, at

hensynet til skyldneren i afgørende grad taler for, at der gives denne en

appelmulighed, og der er derfor i forslaget til § 640 medtaget en bestemmelse

om kæreadgang efter reglerne i kapitel 53 med tilføjelse om, at kære ikke har

opsættende virkning.

3. Forbud

Formålet med et fogedforbud er at værne en rettighedshaver mod, at en

anden foretager handlinger, som strider mod rettighedshaverens ret. Forbudet

sikrer en hurtig indgriben i tiden, indtil rettighedshaveren kan opnå dom

for, at den pågældende ikke er berettiget til at foretage nærmere beskrevne

handlinger. Forskellen mellem arrest og forbud består således navnlig i, at

rettighedshaveren gennem en arrest sikrer et pengekrav og gennem et forbud

overholdelsen af en undladelsespligt.

Anvendelsen af forbud har i de senere år givet anledning til omtale og

kritik navnlig i de såkaldte benzinsager, hvor benzinselskaber har fået

nedlagt forbud over for en række benzinforhandlere, fordi de havde indgået

overenskomst om forhandling af benzinprodukter fra et andet benzinselskab.

3.1. Forbudsbetingelser og beviskrav

Efter de gældende regler kan forbud nedlægges mod handlinger, der strider

mod rekvirentens ret, når der er grund til at antage, at rekvisitus (den

forbudet retter sig imod) vil krænke denne ret.

Retsplejerådet finder, at der ved fastlæggelsen af, under hvilke

betingelser der skal åbnes mulighed for nedlæggelse af forbud, i første række

må tages hensyn til rekvirentens interesse i hurtigt og effektivt at kunne

bringe en iværksat eller truende retskrænkelse til ophør. Reglerne om forbud

bør dog også i videst muligt omfang sikre en afgørelse, der er forsvarlig i

forhold til rekvisitus.

Retsplejerådet foreslår ingen ændring i de grundlæggende betingelser for

at nedlægge forbud, men derimod en skærpelse af kravene til beviserne for, at

betingelserne er opfyldt. Selv om bevisførelsen i forbudssager ofte finder

sted i langt videre omfang end normalt i fogedsager, er det efter den

herskende opfattelse i teori og praksis en tilstrækkelig betingelse for

nedlæggelse af forbud, at rekvirentens ret kan være krænket. I mangel

af fyldestgørende bevis kan forbudssagen således fremmes, hvis rekvirenten

stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som forbudet kan forårsage for

rekvisitus. Efter motiverne til de gældende regler fandt man dennes

interesser tilstrækkeligt værnet ved en sådan sikkerhedsstillelse og ved

kravet om, at justifikationssag skal anlægges inden en uge efter forbudets

nedlæggelse.

Retsplejerådet anfører, at det ud fra et retssikkerhedsynspunkt må

forekomme uantageligt, at man - som det har været fremført - kan købe sig til

et forbud uden at kunne sandsynliggøre, at betingelserne herfor er opfyldt.

Endvidere kan det anføres, at justifikationssagen efter sin art meget vel kan

strække sig over et meget langt tidsrum, hvor forbudet står ved magt, hvortil

kommer, at forbudet bevarer sin retsvirkning, såfremt en dom i 1. instans

ankes. Forbudet kan derfor være forbundet med meget betydelige

skadevirkninger for rekvisitus, og disse skadevirkninger kan ikke altid

kompenseres ved ikendelse af en erstatning under justifikationssagen.

Retsplejerådet finder ikke, at man bør opstille et krav om, at rekvirenten

allerede under forbudssagen fuldt ud skal kunne godtgøre sin ret som

betingelse for nedlæggelse af forbud. Et sådant krav ville berøve forbudet

dets effektivitet som retsmiddel mod en truende retskrænkelse, og i øvrigt

ville det i mange sager medføre en bevisførelse, der ligger uden for

fogedrettens nuværende rammer.

I stedet foreslår Retsplejerådet, at beviskravene skærpes, således at

forbud kun kan nedlægges, hvis rekvirenten godtgør eller sandsynliggør, at

betingelserne herfor foreligger.

Justitsministeriet kan af de anførte grunde tiltræde Retsplejerådets

forslag, og lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§

642).

3.2. Forhold, der udelukker nedlæggelse af forbud

De foreløbige retsmidler forudsættes alene at skulle tages i anvendelse

for at forhindre retstab hos rekvirenten ved at skulle afvente almindelig

rettergang. De foreløbige retsmidler er således subsidiære i forhold til den

sædvanlige fremgangsmåde med domserhvervelse og efterfølgende

tvangsfuldbyrdelse på grundlag af dommen. Retsplejerådet finder, at forbudets

subsidiære karakter bør komme til udtryk i lovteksten, og foreslår, at der i

loven indsættes en bestemmelse, hvorefter rekvirenten skal godtgøre eller

sandsynliggøre, at han udsættes for retstab, såfremt han henvises til at gøre

sin ret gældende ved almindelig rettergang.

Efter den gældende retstilstand kan et forbud ikke nedlægges, når det

skønnes, at den ret, der ønskes værnet, er tilstrækkelig beskyttet af regler

om straf eller om erstatningsansvar i forbindelse med sikkerhedsstillelse for

den skade, som rekvisitus måtte tilføje rekvirenten. Begrundelsen herfor er,

at forbudsinstituttet opfattes som et supplerende led i retshåndhævelsen, der

alene bør anvendes, hvis de almindelige regler om straf og erstatning ikke

slår til.

Retsplejerådet finder, at truslen om straf og erstatningsansvar kun i

begrænset omfang vil udgøre et tilstrækkeligt værn for rekvirenten. For at

understrege forbudsinstituttets subsidiære karakter i forhold til andre

retsmidler finder man dog, at det fortsat bør være reglen, at forbudet ikke

kan nedlægges, hvis en trussel om idømmelse af straf eller betaling af

erstatning i sig selv må antages at afholde rekvisitus fra at foretage de

handlinger, som begæringen om forbud retter sig imod.

Det er i teorien antaget, at adgangen til at nedlægge forbud er begrænset

af en proportionalitetsgrundsætning, således at fogedretten kan nægte at

nedlægge forbud i tilfælde, hvor der består et åbenbart misforhold mellem

rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse og den skade og ulempe, som

forbudet vil påføre rekvisitus. Retsplejerådet foreslår denne

proportionalitetsgrundsætning lovfæstet. Det fremhæves dog, at en sådan regel

må have karakter af en undtagelsesregel, som kun bringes i anvendelse i de få

tilfælde, hvor der består en betydelig forskel mellem rekvirentens interesse

i forbudets nedlæggelse og dets mulige skadevirkninger for rekvisitus.

Justitsministeriet er enig i, at forbudet i almindelighed vil være et

subsidiært retsmiddel. Det bør dog understreges, at adgangen til fogedforbud

kan være den primære retsbeskyttelse over for krænkelse af visse rettigheder,

eksempelvis immaterialrettigheder, hvor muligheden for straf eller erstatning

oftest ikke yder et tilstrækkeligt værn. Justitsministeriet kan endvidere

tiltræde, at en proportionalitetsgrundsætning lovfæstes som en

undtagelsesbestemmelse.

Forslaget til § 642, nr. 3, og 643 svarer derfor til Retsplejerådets

forslag.

3.3. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud

Skønt hovedformålet med et fogedforbud er at sikre en hurtig og effektiv

håndhævelse af undladelsespligter, er det i retspraksis antaget, at der i

forbindelse med nedlæggelse af et forbud kan pålægges rekvisitus

accessoriske, klart angivne handlepligter af forholdsvis underordnet

betydning. Der har her været tale om retablering af forskellige fysiske

forhold, som har været nødvendige for at gennemføre en effektiv håndhævelse

af undladelsespligten, eksempelvis nedtagelse af skilte i forbindelse med et

forbud mod skiltning og fjernelse af færdselsspærringer i forbindelse med

forbud mod ændring af færdsel.

Retsplejerådet finder, at denne retstilstand bør opretholdes, og foreslår,

at der tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel for at pålægge rekvitus at

foretage enkeltstående handlinger af forholdsvis underordnet betydning for at

sikre den ved et forbud pålagte undladelsespligt.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, som er medtaget i

lovforslaget som § 641, stk. 2.

3.4. Appel af fogedrettens afgørelser i forbudssager

Som for arrestsagerne er der efter gældende ret alene en adgang for

rekvirenten til at appellere fogedrettens nægtelse af at nedlægge forbud og

således ingen appeladgang for rekvisitus. Retsplejerådet foreslår, at der

gives rekvisitus adgang til at appellere et nedlagt forbud i overensstemmelse

med det i fogedsager og retssager i øvrigt gældende to-instansprincip.

Endvidere kan anføres, at rekvirentens pligt til inden (efter forslaget) to

uger at anlægge justifikationssag ikke yder rekvisitus tilstrækkelig

beskyttelse, da der ofte kan hengå et meget langt tidsrum, inden endelig

afgørelse træffes i justifikationssagen.

Af hensyn til retsmidlets effektivitet bør appel fra rekvisitus ikke

tillægges opsættende virkning, men det bør sikres, at appelsagen behandles

hurtigst muligt, og det bør endvidere sikres, at appelsagen i alt væsentligt

behandles på samme grundlag som i fogedretten, således at justifikationssagen

ikke overflødiggøres.

Efter gældende ret har parterne under påkære af en fogedafgørelse fri

adgang til at fremkomme med nyt bevismateriale og adgang til at fremsætte nye

påstande og fremføre nye anbringender. Rådet foreslår på dette punkt, at det

kun skal være ved kære af fogedrettens nægtelse af at nedlægge forbud, at der

skal være adgang til at nedlægge nye påstande under hensyn til de

vanskeligheder, en fri adgang til at fremkomme med nye påstande under

kæresagen ellers ville rejse med hensyn til formuleringen af påstanden i

justifikationssagen.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der også i forbudssagerne

indføres en appeladgang for rekvisitus, og man er enig i, at en sådan

appeladgang med de foreslåede begrænsninger vil være forenelig med hensynene

til såvel retsmidlets effektivitet som den efterfølgende prøvelse af forbudet

under en justifikationssag. Lovforslaget er derfor udformet i

overensstemmelse hermed (§ 650 sammenholdt med § 587, stk. 4 og 5).

3.5. Straf for overtrædelse af forbud

Såfremt rekvisitus overtræder et nedlagt forbud, har rekvirenten mulighed

for at anlægge privat straffesag mod rekvisitus med påstand om straf af bøde

eller hæfte og i forbindelse hermed efter omstændighederne erstatning. Retten

har dog mulighed for at udsætte den private straffesag, indtil forbudssagen

(justifikationssagen) er afgjort, jf. § 650, stk. 1.

Der er blevet rejst kritik mod, at en straffesag kan gennemføres, uanset

det eventuelt senere fastslås, at fogedforbudet har været ulovligt.

Af hensyn til forbudsinstituttets effektivitet finder Retsplejerådet, at

det er af afgørende betydning, at en overtrædelse af forbudet er selvstændigt

strafsanktioneret. Man kan ikke anbefale, at en eventuel straffesag altid

skal udsættes, indtil justifikationssagen er afgjort. Straffesagen bør

fremmes, hvis et i øvrigt velmotiveret forbud ellers må befrygtes at miste

sin effektivitet. Risikoen for, at rekvisitus straffes for overtrædelse af et

forbud, der har været ulovligt, må antages at blive mindsket gennem de øvrige

forslag til skærpelse af beviskravene for rekvirentens ret og forslaget om

kæreadgang også for rekvisitus.

Justitsministeriet kan af de af Retsplejerådet anførte grunde tiltræde, at

retstilstanden på dette punkt forbliver uændret, jf. forslaget til § 651,

stk. 1 og 3.

3.6. Håndhævelse af nedlagte forbud

Efter den gældende § 650, stk. 2, skal politiet på forbudsrekvirentens

begæring yde bistand til forbudets håndhævelse ved at hindre rekvisitus i at

foretage overtrædelseshandlinger og ved at tilintetgøre, hvad der måtte være

foretaget i strid med forbudet.

Denne bestemmelse har givet anledning til kritik, idet det bl.a. i

forbindelse med de såkaldte benzinsager fra rekvisitus har været anført, at

det er urimeligt, at private parter i kontraktsforhold kan rekvirere

politiets bistand til et forbuds opretholdelse. Omvendt har det fra

rekvirentens side været anført, at politiet ikke ydede tilstrækkelig bistand

ved håndhævelse af forbudet. Endvidere har politiet gjort gældende, at

bistand til håndhævelse af forbud på begæring af rekvirenten falder uden for

politiets naturlige virkefelt.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at reglerne ændres således, at

det er fogedretten, der efter rekvirentens anmodning skal yde bistand til

forbudets opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og

ved at tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet. Såfremt

denne bistand forudsætter politiets medvirken, bør det - i lighed med hvad

der i øvrigt gælder for fogedsager - være op til fogedretten at angive

politiets opgaver.

Rådet præciserer, at den bistand, der skal ydes, må være hjemlet i det

nedlagte forbud, idet fogedrettens bistand i modsat fald vil få karakter af

en genoptagelse af forbudssagen. De foranstaltninger, som kan komme på tale,

vil have karakter af fysiske handlinger, som i sig selv er egnede til at

hindre overtrædelseshandlinger. Som eksempel nævnes plombering af

benzinstandere, således som det er forekommet i de såkaldte benzinsager.

Såfremt rekvisitus ved forbudet er pålagt at foretage enkeltstående

handlinger for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt, bør

fogedretten kunne lade de nødvendige handlinger foretage for rekvirentens

regning.

Retsplejerådet anser det for tvivlsomt, om de nugældende bestemmelser

afgiver hjemmel for beslaglæggelse af genstande, som benyttes til

overtrædelseshandlinger. Det findes imidlertid ubetænkeligt at tilvejebringe

udtrykkelig hjemmel herfor, idet det samtidig forudsættes, at der enten under

justifikationssagen eller under en privat anlagt straffesag af domsretten

tages endelig stilling til, hvorledes der skal forholdes med det beslaglagte.

På grund af forbudets foreløbige karakter vil det være nødvendigt, at

fogedretten tager det beslaglagte i sin varetægt, men således, at

opbevaringen finder sted på rekvirentens bekostning. Fogedretten bør kunne

betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for disse

omkostninger. Da en beslaglæggelse vil kunne forøge et eventuelt

erstatningskrav mod rekvirenten, såfremt forbudet viser sig at være ulovligt

nedlagt, bør fogedretten endvidere kunne betinge beslaglæggelsen af, at

rekvirenten stiller sikkerhed for de yderligere erstatningskrav, som kan

følge af beslaglæggelsen.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag (§

645 og § 649).

4.1. Appelregler i fogedsager

Retsplejerådet har som nævnt i indledningen i oktober 1986 afgivet en

udtalelse om appelregler i fogedsager, der er medtaget som bilag 4 i

betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud. Retsplejerådets udtalelse

indeholder udkast til ændring af retsplejelovens kapitel 53 om appel af

fogedrettens afgørelser og enkelte andre bestemmelser i retsplejeloven samt §

6, stk. 3, i loven om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter

m.v.

Fogedrettens afgørelser kan efter retsplejelovens nugældende regler

appelleres ved anke eller kære, idet realitetsspørgsmål

appelleres ved anke, mens formalitetsspørgsmål appelleres ved kære.

Ankebehandling er karakteriseret ved, at der efter en forudgående

skriftveksling foregår en mundtlig ankebehandling i et offentligt retsmøde

med adgang til bevisførelse umiddelbart for den dømmende ret. I modsætning

hertil foregår kærebehandlingen som hovedregel på grundlag af parternes

skriftlige indlæg. Kærebehandlingen er derfor en hurtigere og billigere

afgørelsesform. Parterne eller deres advokater skal ikke afsætte tid til møde

i retten, og kæresagerne kan lettere indpasses i landsrettens øvrige arbejde.

Heroverfor står de væsentlige processuelle garantier, der omgærer

ankebehandlingen. Den gældende afgrænsning, hvorefter realitetsspørgsmål

ankes, og formalitetsspørgsmål kæres, er udtryk for en afvejning af ønsket om

en hurtig og enkel behandlingsform over for behovet for de processuelle

garantier, som er forbundet med mundtlig behandling. Man har tilstræbt, at de

sager, der undergives den mere summariske kærebehandling, er egnede til

kærebehandling, hvilket navnlig forudsætter, at sagerne ikke rummer

bevisspørgsmål i nævneværdig grad.

Retsplejerådet finder, at den gældende afgrænsning må antages at sikre

ankebehandling i de fleste af de sager, hvor der er behov for grundig

behandling, men at det nuværende afgrænsningskriterium formentlig også

medfører, at der finder ankebehandling sted i sager, der lige så betryggende

kunne behandles under kære. Mange fogedsager er karakteriserede ved, at de

rummer et relativt klart faktum, således at der ikke er spørgsmål om

yderligere bevisførelse under appelsagen - navnlig i form af parts- og

vidneforklaringer - og at problemstillingerne er forholdsvis afgrænsede og

overskuelige. Endvidere er der i fogedsagerne et særligt stort behov for en

hurtig behandling.

Afgrænsningen mellem appelformerne, anke og kære, er i øvrigt ikke ganske

skarp. For at afbøde uheldige konsekvenser heraf, har det været nødvendigt at

give særlig hjemmel til henvisning af appellanter, der har anvendt det

forkerte retsmiddel, til at appellere i den rette form. Denne bestemmelse

anvendes jævnligt i praksis, navnlig i tilfælde, hvor der urigtigt er sket

kære. Der sker således i disse tilfælde en forsinkelse af sagsbehandlingen

til ulempe for parter og advokater.

Retsplejerådet stiller på baggrund af sine overvejelser forslag om, at der

indføres en mere smidig appelordning, der i højere grad medfører, at den

mundtlige behandling med adgang til bevisførelse i form af parts- og

vidneafhøring umiddelbart for landsretten forbeholdes de sager, hvor der

virkelig er behov herfor. Dette vil kunne ske ved at ændre appelordningen,

således at klager over fogedforretninger altid skal gøres gældende ved kære,

men med en videre adgang for landsretten til i de enkelte tilfælde at

bestemme, at sagen skal forhandles mundtligt for landsretten. Det vil først

og fremmest gælde sager, hvor der begæres parts- eller vidneforklaring for

landsretten. Der kan endvidere være tilfælde, hvor komplicerede eller

principielle juridiske problemer foreligger til afgørelse, og hvor det derfor

er af betydning, at parterne eller deres advokater er til stede og kan uddybe

deres synspunkter. Parternes skriftlige indlæg kan her indicere, at mundtlig

behandling er påkrævet, men i øvrigt bør landsretten lægge afgørende vægt på

parternes ønske om mundtlig forhandling.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag om kære som eneste

appelform i fogedsager, men med en videre adgang for landsretten til at

bestemme mundtlig forhandling. En sådan ordning vil være et mere smidigt

instrument til udskillelse af de sager, hvor der er behov for mundtlig

forhandling, og man vil herved fjerne den bestående usikkerhed med hensyn

til, hvilke retsmidler der skal benyttes. Kære vil i mange tilfælde være

billigere for parterne og muliggøre en arbejdsmæssig lettelse for

landsretterne. Af hensyn til de processuelle garantier, der er knyttet til

den mundtlige forhandling, er det af væsentlig betydning, at landsretterne

ved afgørelsen af, om mundtlig forhandling skal anordnes, lægger afgørende

vægt på parternes ønske herom. Det foreslås derfor udtrykkeligt anført i

bestemmelsen, at fremsætter begge parter begæring om mundtlig forhandling,

skal begæringen i almindelighed imødekommes.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15.

4.2. Pante- og toldfogedudlæg

Udlæg for ydelser, der opkræves eller inddrives af kommuner eller

amtskommuner, foretages i henhold til inddrivelseslovens § 2 af kommunalt

ansatte pantefogeder.

Efter samme lovs § 3 foretages udlæg for ydelser, der opkræves eller

inddrives af toldvæsenet, af personer, der er bemyndiget dertil af

toldvæsenet (toldfogeder). Det følger af inddrivelseslovens § 5, at udlæg,

hvis ikke andet er bestemt i loven, skal foretages i overensstemmelse med

reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.

Selv om der fremsættes indsigelser under udlægsforretningen, er pante-

eller toldfogeden ikke afskåret fra at gennemføre forretningen. Pante- eller

toldfogeden kan imidlertid ikke træffe afgørelse om indsigelserne, men skal

indsende sagen til fogedretten, som træffer afgørelse i overensstemmelse med

de almindelige regler herom, jf. inddrivelseslovens § 6, stk. 1, der henviser

til retsplejelovens §§ 499-503.

Efter pante- eller toldfogedforretningens foretagelse består der en adgang

til inden for et tidsrum af 14 dage at fremsætte indsigelser over for

fogedretten, jf. inddrivelseslovens § 6, stk. 3. Landsretterne har i en del

tilfælde, hvor der er forløbet mere end 14 dage, men mindre end 4 uger fra

pante- eller toldfogedforretningen, tilladt appel af pante- eller

toldfogedudlæg direkte til landsretten.

Retsplejerådet finder, at denne indsigelsesfrist på 14 dage er for kort,

og at der bør gælde samme appelfrist som for udlæg, der er foretaget af

fogedretten, nemlig 4 uger, jf. retsplejelovens § 506, stk. 2. Endvidere

stemmer det mindre godt med landsrettens placering i domstolssystemet, hvis

landsretten behandler indsigelser vedrørende pante- eller toldfogedudlæg uden

forudgående prøvelse i fogedretten. Rådet foreslår derfor, at

indsigelsesfristen efter inddrivelseslovens § 6, stk. 3, ændres fra 14 dage

til 4 uger. Samtidig foreslås justitsministeren bemyndiget til undtagelsesvis

at tillade, at fogedretten tager indsigelserne under påkendelse, såfremt

4-ugersfristen er overskredet. Endelig foreslås bestemmelsen formuleret

således, at det udtrykkeligt fastslås, at appel til landsret af sådanne udlæg

først kan ske, når fogedretten har tagt stilling til afgørelsen.

Justitsministeriet kan efter samråd med Skatteministeriet tilslutte sig

Retsplejerådets forslag til ændring af inddrivelsesloven, jf. lovforslagets §

2.

4.3. Retsplejelovens § 17 a, stk. 2

Efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, kan der meddeles andre personer end

dommerfuldmægtige, dvs. kontorfunktionærer, bemyndigelse til at udføre bl.a.

fogedforretninger, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.

Afgørelser truffet af kontorfunktionærer med bemyndigelse i henhold til §

17 a, stk. 2, (ikke-juridiske fogeder) kan appelleres til landsretten af

parterne efter de almindelige regler herom.

Retsplejerådet finder, at meget kunne tale for, at udlæg foretaget af

henholdsvis ikke-juridiske fogeder og pante- og toldfogeder undergives

ensartede regler. Man foreslår derfor, at ikke-juridiske fogeder i lighed med

pante- og toldfogeder af vedkommende dommer skal kunne bemyndiges til at

foretage udlæg uanset fremsatte indsigelser. Indsigelserne skal i så fald

efterfølgende forelægges for den juridiske foged til afgørelse, og denne

afgørelse skal kunne kæres.

Retsplejerådet finder endvidere, at ikke blot udlægsforretninger, men også

andre forretninger, som foretages af ikke-juridiske fogeder, først skal kunne

appelleres til landsretten, når sagen har været genstand for en juridisk

behandling ved den pågældende byrets fogedret. Det foreslås derfor, at alle

indsigelser mod fogedforretninger foretaget af ikke-juridiske fogeder skal

behandles af den juridiske foged, og at kun dennes afgørelse skal kunne

appelleres til landsretten.

Retsplejerådets forslag vedrørende § 17 a, stk. 2, er ikke medtaget i

lovforslaget. Baggrunden herfor er, at en eventuel gennemførelse af de

foreslåede ændringer efter Justitsministeriets opfattelse i givet fald bør

foretages i forbindelse med en samlet gennemgang og revision af reglerne på

dette område. Hertil kommer, at de gældende regler ikke har givet anledning

til problemer i praksis, og at der fra flere af de hørte myndigheder har

været rejst væsentlige indvendinger mod denne del af Retsplejerådets forslag.

5. Forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning

Som § 653 i retsplejeloven foreslås en bestemmelse, der skaber mulighed

for anvendelsen her i landet af EF-rådets forordning 3842/1986 af 1. december

1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede

varers overgang til fri omsætning. Forordningen er optaget som bilag 1 til

lovforslaget.

Forordningen har til formål at forstærke indsatsen mod den stigende

internationale handel med varemærkeforfalskede varer og samtidig beskytte de

handlende og forbrugerne inden for EF. Ved forordningen gennemføres et forbud

mod indførsel af varemærkeforfalskninger. Forordningen indeholder nærmere

regler om den fremgangsmåde, der skal følges for at hindre overtrædelser af

forbudet. En varemærkeindehaver kan således indgive en skriftlig anmodning

til den kompetente nationale myndighed, der herefter træffer afgørelse med

henblik på at lade toldmyndighederne suspendere frigivelsen af varer, der med

urette fremtræder som en mærkevare. Den kompetente myndighed kan betinge en

supension af sikkerhedsstillelse, ligesom der kan opkræves gebyr til dækning

af omkostninger ved anmodningens behandling.

EF-forordninger er efter EØF-traktatens art. 189 umiddelbart gældende i

Danmark, dvs. at de kan påberåbes direkte for domstolene. Forordninger

hverken skal eller må gennemføres ved bindende danske retsakter.

Forordningen indeholder imidlertid enkelte bestemmelser, hvor

medlemsstaterne må foretage en nærmere udfyldning af forordningen. Efter

forordningens art. 3 er spørgsmålet om udpegning af den kompetente myndighed

overladt til medlemsstaterne. Da den kompetente myndighed tillægges opgaver,

der i det væsentlige svarer til fogedretternes beføjelser i forbudssager,

skønnes det mest naturligt, at fogedretterne udpeges som den kompetente

myndighed.

Forordningen indeholder ingen regler om en domstolskontrol af den

kompetente myndigheds afgørelse efter forordningens art. 3, men henviser til

de regler, der gælder i medlemsstaterne. For Danmarks vedkommende vil der

være tale om, at varemærkeindehaveren skal anlægge justifikationssag ved

domstolene inden for en frist på 10 arbejdsdage, idet toldmyndighederne

ellers vil være forpligtet til at frigive de varemærkeforfalskede varer til

importøren.

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative

konsekvenser af betydning for det offentlige.

7. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud har været sendt til høring

hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne

i Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,

rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København,

Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Butikshandelens Fællesråd, Dansk

Organisation af Detailhandelskæder, Den Danske Bankforening, Danmarks

Sparekasseforening, Entreprenørforeningen, Det Danske Handelskammer,

Håndværksrådet, Industrirådet og Danske Dagblades Forening.

Retsplejerådets udtalelse af oktober 1986 om appelregler i fogedsager har

særskilt været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre

Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Aalborg, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiets- og Domstolenes

Tjenestemandsforening, Dansk Dommer- og Politikontorfunktionærforening,

Advokatrådet, Skatteministeriet, Foreningen af Pantefogeder i Danmark,

Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med

de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

Ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 om ændring af bl.a. konkursloven fik Sø- og

Handelsretten i København til opgave at behandle begæringer om gældssanering

(konkurslovens § 4, jf. § 3, stk. 1). Det foreslås, at dette sagsområde

tillige anføres i retsplejelovens bestemmelse om de sager, der hører under

Sø- og Handelsretten.

Til nr. 2 og 6-9

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 31, stk. 3, 4. pkt.,

kan retten nedlægge forbud mod offentlig gengivelse af navn, stilling

eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte

personer, såfremt der fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse

findes at tale derimod.

Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 og lov nr. 298 af 6. juni 1984 er der i §

1017 b og § 1017 c optaget straffebestemmelser vedrørende offentlig

meddelelse om henholdsvis forurettede i kønssædelighedssager og lægdommere.

Disse bestemmelser omfatter efter deres ordlyd foruden navn, stilling og

bopæl anden offentliggørelse af den pågældendes identitet.

Højesteret har ved en dom af 21. marts 1988, gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 1988, side 365, fastslået, at § 31, stk. 3, 4. pkt., finder analog

anvendelse ved offentlig gengivelse af andre oplysninger om den sigtede

(tiltalte) end dennes navn, stilling og bopæl, såfremt disse oplysninger på

en lige så effektiv måde offentliggør sigtedes (tiltaltes) identitet.

Det foreslås derfor at affatte bestemmelsen i overensstemmelse med § 1017

b og § 1017 c. Som det fremgår af Højesterets dom, er ændringen alene udtryk

for en sproglig præcisering af, hvad der allerede i dag er gældende ret.

I konsekvens heraf stilles endvidere forslag om tilsvarende ændringer af §

453, § 456 o, § 473 og § 475 g om offentlig gengivelse af domme i sager om

ægteskab og forældremyndighed, sager om faderskab, sager om prøvelse af

administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om prøvelse af beslutning om

adoption uden samtykke.

Til nr. 3

Baggrunden for forslaget er, at stillingen som chef for skiftekontoret

under Københavns Byret er nedlagt.

Til nr. 4

Ved forslaget bliver henvisningen i § 214, stk. 2, 1. pkt., til den

relevante bestemmelse i § 18 korrekt.

Til nr. 5

Ved lov nr. 420 af 13. juli 1988 (fri proces og retshjælp) blev der

foretaget en ændring af § 449 om advokatbeskikkelse for sagsøgte i sager om

ægteskab- og forældremyndighed. Ved en korrekturfejl i forbindelse med

lovforslagets udarbejdelse udgik en henvisning til sager efter § 448, nr. 6,

om forældremyndighed, og dette foreslås rettet med ændringsforslaget.

Til nr. 10 og 12

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. foreslås, at kære bliver

eneste appelform i fogedsager. Den ændrede affattelse af bestemmelserne er en

følge heraf.

Til nr. 11 og 14

Ophævelse af de nævnte bestemmelser er en konsekvens af, at reglerne om

appel af fogedrettens afgørelser samles i kapitel 53.

Til nr. 13

Bestemmelsen er ændret i overensstemmelse med de foreslåede nye

appelregler, jf. nr. 15.

Til nr. 15

Om baggrunden for de foreslåede ændrede appelregler i fogedsager henvises

til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og Retsplejerådets udtalelse om

appelregler i fogedsager, der er medtaget som bilag 4 i Retsplejerådets

betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud.

Til § 584

I stk. 1 fastsættes, at appel af fogedforretninger altid skal ske ved

retsmidlet kære.

Bestemmelsens stk. 2 svarer til den gældende retstilstand (§ 585)

og angiver afgørelser, der ikke kan kæres.

Til § 585

Denne bestemmelse svarer til den gældende retstilstand, hvorefter anke

eller kære til Højesteret i fogedsager er betinget af Justitsministeriets

tilladelse (3. instansbevilling). Efter de gældende regler er fristerne for

ansøgningens indgivelse kortere i kæresager end i ankesager. Det foreslås at

lade de hidtidige frister for ankesager være gældende, selv om appel efter §

584 alene skal kunne ske ved kære.

Til § 586

Kærefristen i stk. 1 på 4 uger og angivelsen af udgangspunktet for

beregningen af fristen svarer til den gældende § 506, stk. 2.

Stk. 2 svarer til den gældende frist for ankesager.

Stk. 3 svarer til den gældende § 584, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 4 omhandler adgangen til at meddele den såkaldte oprejsningsbevilling

og svarer til den hidtidige retstilstand for så vidt angår udlæg (§ 506, stk.

3) samt fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav enten på grundlag af et

særligt eksekutionsgrundlag i henhold til kapitel 48 (§ 506, stk. 3) eller

ved en umiddelbar fogedforretning (§ 610, jf. 506, stk. 3). For så vidt angår

auktionssager opretholder bestemmelsen den hidtidige ordning efter § 584,

stk. 2.

Til § 587

Ved stk. 1 fastsættes, at kærereglerne fra byret til landsret med

nogle nærmere angivne undtagelser skal finde tilsvarende anvendelse ved kære

af fogedforretninger. Efter de gældende regler er det ligeledes anke- og

kærereglerne fra byret til landsret, der med nogle undtagelser finder

anvendelse på appel af fogedforretninger med de lempelser, der følger af

forholdets natur.

Stk. 2 svarer til den hidtidige retstilstand, jf. § 586. Såfremt

fogedretten efter auktionens afholdelse afsiger en kendelse om fordelingen af

auktionssummen, vil bestemmelsen ikke være til hinder for, at der udstedes

auktionsskøde, hvis auktionskøberen - som det ofte er tilfældet i praksis -

deponerer det omhandlede beløb eller indbetaler det til fogedretten.

Stk. 3 svarer til den hidtidige retstilstand, jf. § 640, stk. 4, og § 652.

Efter bestemmelsens stk. 4 opretholdes den særligt for fogedsager

gældende vide adgang til fremsættelse af nye påstande under appel. Af

henvisningen i stk. 1 til § 393 fremgår, at der også er adgang til at

fremkomme med nye anbringender og beviser.

Adgangen til at nedlægge nye påstande under appel foreslås dog modificeret

ved tilføjelse af et 2. pkt., hvorefter parterne under kære af et nedlagt

forbud skal være bundne af de for fogedretten nedlagte påstande. Såfremt

kæresagens genstand ikke i disse tilfælde blev begrænset på den foreslåede

måde, ville det vanskeliggøre formuleringen af forbudsrekvirentens påstand i

justifikationssagen, som skal anlægges inden udløbet af kærefristen. Der

henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4. og betænkningen

side 97-98 og 126-127.

Bestemmelsens stk. 5 er ny, og henvisningen til § 647, stk. 1,

indebærer, at landsretten under kære af et forbud kan afskære en

bevisførelse, som efter sit omfang og sin art findes at være i strid med

retsmidlets foreløbige karakter.

Efter stk. 6 får appelinstansen en skønsmæssig beføjelse til at

anordne mundtlig forhandling af kæremålet, hvis der efter sagens beskaffenhed

findes at være grund dertil.

Er parterne enige om at begære mundtlig forhandling af kæremålet, bør

retten i almindelighed imødekomme begæringen herom.

Justitsministeriet har i et svar til Folketingets Retsudvalg under

behandlingen af det tidligere lovforslag tilkendegivet, at man ikke har

indvendinger imod, at dette udtrykkeligt anføres i lovteksten, og en sådan

bestemmelse er derfor indsat som 2. pkt. i stk. 6.

Mundtlig forhandling vil i øvrigt navnlig kunne tænkes anordnet, såfremt

der begæres bevisførelse for landsretten i form af parts~ eller

vidneforklaringer, eller såfremt sagens juridiske tvivlsspørgsmål gør det

hensigtsmæssigt, at parterne forelægger sagen mundtligt.

Det følger af henvisningen i stk. 1 til § 398, at parterne skal tilsiges

til den mundtlige forhandling, og at kæremålet afvises, hvis den kærende

udebliver.

Om adgangen til at anordne mundtlig forhandling henvises til de

almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og betænkningen side 162.

Til nr. 16 og 17

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at kære

bliver eneste appelform i fogedsager, og at reglerne om appel af fogedrettens

afgørelser samles i kapitel 53. Fogedrettens afgørelser under de i § 609

omhandlede indsættelses- og udsættelsesforretninger vil således kunne kæres

efter reglerne i kapitel 53.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og

betænkningen side 162-163.

Til nr. 18

Til § 627

Bestemmelsen angiver, under hvilke betingelser arrest kan foretages. Det

foreslås, at der opstilles samme betingelser for at foretage arrest for

forfaldne som for uforfaldne fordringer. Om baggrunden herfor henvises til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og betænkningen side 43-45.

Bestemmelsen i § 627, nr. 1, svarer med sproglige ændringer til den

nugældende § 612, stk. 1, nr. 1.

§ 627, nr. 2, afløser den nugældende regel i § 612, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen foreslås formuleret på samme måde som i § 486, stk. 2, om

fremskyndet tvangsfuldbyrdelse. Forslaget indebærer, at fordringshaveren skal

antageliggøre, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive

væsentligt forringet. Fuldt bevis kræves ikke, men i mangel heraf må

fordringshaveren stille sikkerhed, selv om fordringen er forfalden og

ubestridt. Beviskravet er således mindre end i forbudstilfælde, jf.

lovforslagets § 642.

Da der efter søloven ikke længere kan gøres arrest for bodmerigæld,

foreslås bestemmelsen i den nugældende § 612, stk. 2, ophævet.

Til § 628

Reglen i stk. 1 svarer med sproglige ændringer til den nugældende §

627, stk. 2, 2. pkt.

Reglen i stk. 2 svarer til den nugældende § 614, stk. 3.

Til § 629

Bestemmelsen afløser den nugældende § 627, stk. 2, 1. og 3. pkt., og er

formuleret således, at det præciseres, at fogedretten kan justere eller

omgøre kravet til fordringshaverens sikkerhedsstillelse helt frem til det

tidspunkt, hvor arresten foretages. Der henvises herom til de almindelige

bemærkninger pkt. 2.2. og betænkningen side 46-47.

Til § 630

Den foreslåede regel i stk. 1 svarer til den nugældende § 615 med

den ændring, at kravet til skyldnerens sikkerhedsstillelse udvides til også

at omfatte anslåede renter og omkostninger frem til det tidspunkt, hvor udlæg

kan foretages.

Stk. 2 svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 630.

Til § 631

Bestemmelsen i stk. 1 afløser den nugældende § 627, stk. 1. Kravene

til anmodningens indhold er skærpede, idet det nu kræves, at de konkrete

omstændigheder, som truer rekvirentens fyldestgørelse, skal angives i

anmodningen.

Bestemmelsen i stk. 2 afløser og supplerer bestemmelserne i de

nugældende regler i § 614, stk. 1, § 616, § 617, § 625, § 626, § 628, § 629

og § 632. De i bestemmelsen indeholdte henvisninger understreger den nære

sammenhæng mellem arrest og udlæg med hensyn til fremgangsmåden under

forretningen og for så vidt angår sikringsakter i forhold til godtroende

trediemænd.

Justitsministeriet er opmærksom på, at de mange henvisninger i stk. 2 - på

samme måde som i § 646, stk. 2, om forbud - kan gøre overskueligheden af

reglerne noget mindre. For at undgå, at lovstoffet forøges ganske betydeligt,

er det imidlertid lovteknisk fundet forsvarligt at anvende disse

henvisninger, der er gjort mere præcise end efter de gældende regler, f.eks.

§ 632 og § 652 (hvoraf den sidste bestemmelse lyder således: »I øvrigt

bliver med de lempelser, som følger af forholdets beskaffenhed, de regler at

anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§ 625-29 samt §§ 633-34 og

636-45, er givne om arrest«).

I forhold til de nugældende regler tilvejebringes der ved henvisning til

§ 489, stk. 1, udtrykkelig hjemmel for, at fogedretten kan afvise en

ufuldstændig anmodning om arrest, men henvisningen til § 488, stk. 3,

indebærer, at fogedretten i sådanne tilfælde kan indrømme fordringshaveren en

frist til at berigtige forholdet. Henvisningen til § 489, stk. 2,

giver fogedretten mulighed for at henvise en forkert indbragt anmodning til

rette fogedret.

Henvisningen til § 491 giver fogedretten ret til i samme omfang som

i andre fogedsager at fastsætte tid og sted for forretningen. Bestemmelsen

forudsættes anvendt under hensyn til retsmidlets særlige karakter, således at

arrestforretninger normalt vil kunne berammes med meget kort varsel, og

således at der i vidt omfang tages hensyn til fordringshaverens ønsker. Det

må fremhæves, at der i arrestforretninger ofte vil være grundlag for at

påbegynde forretningen på skyldnerens bopæl. Der henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.3. og betænkningen side 47-48.

Henvisningerne til § 493 og § 494 overfører de i

udlægstilfælde gældende regler om underretning og indkaldelse af skyldneren

til arrestforretningen. Det må understreges, at den i forslagets § 627, nr.

2, indeholdte arrestbetingelse hyppigt vil gøre det påkrævet efter § 493,

stk. 2, at undlade underretning til skyldneren om tid og sted for

forretningens foretagelse.

Efter de gældende regler savner fogedretten udtrykkelig hjemmel til at

udsætte en arrestforretning. Det er i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og

udpantning side 59 antaget, at udsættelse kan ske uden udtrykkelig hjemmel.

Det er dog fundet mest hensigtsmæssigt at tilvejebringe udtrykkelig hjemmel

ved henvisning til § 502, men bestemmelsen må praktiseres med

betydelig tilbageholdenhed af hensyn til arrestinstituttets effektivitet.

Reglerne om genoptagelse af fogedforretninger i retsplejelovens § 504,

nr. 1 og 4, foreslås overført til arrest. Det foreslås således, at en

trediemand bør kunne få en arrestforretning genoptaget for at få konstateret,

om en foretagen arrest strider mod hans ret, da det forekommer mindre

rimeligt at henvise trediemand til at afvente udfaldet af

justifikationssagen, før det endeligt kan afgøres, om han frit kan disponere

over det arresterede aktiv. En sådan genoptagelse skønnes ubetænkelig, da den

alene vil angå arrestens genstand. Med samme begrundelse foreslås det, at der

gives en skyldner, der ikke har været til stede under arrestforretningen,

adgang til genoptagelse for at benytte rettighederne efter §§ 509-516 (om

trangsbeneficiet m.v.). Der henvises i øvrigt til betænkningen side 48-49.

Henvisningen til retsplejelovens §§ 508-516 afløser den gældende §

614, stk. 1. Ændringen er - set på baggrund af de senere års retspraksis - af

ren sproglig karakter.

Til § 632

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 631 med den

ændring, at det foreslås, at det af bestemmelsen direkte kommer til at

fremgå, at arrest skal kunne foretages for hele det beløb, for hvilket udlæg

senere skal kunne foretages, såfremt arresten stadfæstes.

Stk. 2 og 3 svarer med sproglige ændringer til den gældende § 633.

Til § 633

Bestemmelsen afløser den gældende § 617. Det er alene fundet nødvendigt at

lave en særskilt bestemmelse for så vidt angår løsøre, idet det af

henvisningerne i forslagets § 631, stk. 2, til reglerne i retsplejelovens

kapitel 47 fremgår, hvorledes der skal forholdes ved arrest i andre aktiver.

Efter bestemmelsen skal omkostningerne til opbevaring af det arresterede

afholdes af rekvirenten, der vil kunne gøre regres mod skyldneren for disse

omkostninger, såfremt arresten stadfæstes.

I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med retspraksis og teori,

jf. betænkningen side 27, at arresterede penge altid skal tages i

fogedrettens besiddelse, indtil arresten ophæves eller afløses af et udlæg.

Til §§ 634-639

De foreslåede bestemmelser svarer med sproglige ændringer i det

væsentligste til de nugældende §§ 634-43.

I betænkningen foreslås, at fristen på en uge for anlæggelse af den

såkaldte justifikationssag også skal gælde i tilfælde, hvor sagen vedrørende

fordringen (hovedsagen) skal anlægges i udlandet. Efter Justitsministeriets

opfattelse bør fristen for et sådant sagsanlæg være to uger for at give den

fornødne tid til udarbejdelse på fremmed sprog af en fyldestgørende stævning

m.v. efter det pågældende lands procesordning jf. § 634, stk. 4. I disse

tilfælde foreslås endvidere, at arresthaveren kun har pligt til at anlægge

sag om arrestens lovlighed, dvs. arrestsag, her i landet.

Fristen på 3 måneder i forslagets § 635, stk. 2, svarer til reglen i

forslagets § 639, stk. 4.

Det følger af retsplejelovens § 253, at retten kan udskille spørgsmålet om

arrestens stadfæstelse til særskilt afgørelse, ligesom retten i medfør af

retsplejelovens § 254 kan bestemme, at arrestsagen og hovedsagen skal

forhandles under et. Det er derfor ikke fundet nødvendigt at opretholde

særlige bestemmelser herom i kapitel 56.

Bestemmelsen i den nugældende § 636, stk. 2, foreslås ophævet, idet en

arrest altid vil være ulovlig og dermed ansvarspådragende, såfremt

rekvirenten ikke under justifikationssagen kan godtgøre, at betingelserne for

foretagelse af arrest har været til stede.

Ændringen i forslagets § 639 om, for hvilke skader og ulemper der kan ydes

erstatning (tab og tort), er af sproglig karakter, idet skyldneren i sin

tabsopgørelse forudsættes som hidtil at kunne medtage tab som følge af

kreditspilde, jf. betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning, side 65,

med omtale af reglen i retsplejelovens § 505.

Til § 640

Ved bestemmelsen fastslås det, at der som i fogedsager efter

retsplejelovens tredie bog, tredie afsnit, skal gælde en almindelig

kæreadgang efter reglerne i kapitel 53 over fogedrettens afgørelser under en

arrestsag. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

2.4. og betænkningen side 49-50.

Til § 641

Stk. 1 svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 646, stk. 1,

idet det dog er fremhævet, at forbud mod offentlige myndigheders handlinger

kan begæres nedlagt i alle tilfælde, hvor den offentlige myndighed er part i

et privatretligt forhold, jf. betænkningen side 89.

Ved bestemmelsen i stk. 2 er der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel

for at pålægge rekvisitus accessoriske handlepligter i forbindelse med

nedlæggelse af forbud. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger

pkt. 3.3. og betænkningen side 88-89.

Stk. 3 svarer til gældende lovs § 646, stk. 3.

Adgangen til forbud mod ægteskab efter den nugældende § 646, stk. 2,

findes ikke påkrævet og er derfor ikke medtaget, jf. betænkningen side 89.

Til § 642

Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelserne i § 646, stk. 1, § 647

og § 648, stk. 1. Forslaget indebærer en begrænsning i adgangen til at få

nedlagt forbud mod sikkerhedsstillelse. Skærpelsen af betingelserne for at få

nedlagt forbud er gennemført ved som hovedregel at pålægge rekvirenten

bevisrisikoen. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

og betænkningen side 89-93.

De i § 642, nr. 1 og 2, opstillede betingelser svarer til gældende ret,

jf. betænkningen side 53-62.

Herudover indeholder § 642, nr. 3, en præcisering af, at forbudet som et

foreløbigt retsmiddel alene forudsættes anvendt for at forhindre retstab hos

rekvirenten ved at skulle afvente almindelig rettergang. Fogedretten må

således i de konkrete sager tage stilling til, om denne betingelse er

opfyldt. I den forbindelse må det dog fremhæves, at muligheden for at

nedlægge fogedforbud for visse sagstyper kan udgøre den primære sikring mod

retskrænkelser, eksempelvis krænkelse af immaterialrettigheder. Der henvises

i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og betænkningen side 93.

Til § 643

Ved bestemmelsens stk. 1 opretholdes med sproglige ændringer reglen

i den nugældende § 648, stk. 2, hvorefter forbud ikke bør nedlægges, når det

skønnes, at en af rekvisitus tilbudt sikkerhed eller den straf, som lovens

almindelige regler hjemler for retskrænkelsen, yder rekvirenten

tilstrækkeligt værn. Endvidere præciseres i bestemmelsen, at

erstatningstruslen i de tilfælde, hvor den i sig selv udgør et tilstrækkeligt

værn, kan udelukke forbud.

Ved bestemmelsen i stk. 2 er der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel

for den proportionalitetsgrundsætning, som teorien allerede har opstillet med

udgangspunkt i de gældende regler.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og

betænkningen side 62-64 og 93-94.

Til § 644

Såfremt rekvirenten allerede under forbudssagen godtgør sin ret, vil det

som hidtil være udelukket at afkræve rekvirenten en sikkerhedsstillelse som

betingelse for nedlæggelse af forbud. Ved bestemmelsen i stk. 1 er det

tilsigtet, at fogedretten i alle andre tilfælde skal kunne afkræve

rekvirenten sikkerhed. Sikkerheden kan kræves såvel ved bevistvivl som i

tilfælde af retlig tvivl. Der henvises herom til betænkningen side 66 og 95.

I stk. 2 er det fastslået, at fogedretten som hidtil fastsætter

sikkerhedens art og størrelse efter et skøn.

Efter retspraksis nedlægges forbud som oftest betinget af, at rekvirenten

stiller sikkerhed inden en angiven frist. Denne praksis kan give anledning

til tvivl om, fra hvilket tidspunkt retsvirkningerne af det nedlagte forbud

skal regnes. For at undgå en sådan tvivl fastsættes det ved bestemmelsen i

stk. 3, at forbud først nedlægges, når en af fogedretten forlangt

sikkerhed er stillet. Af hensyn til fristen for anlæggelse af

justifikationssag, fristen for appel samt de strafbare følger af

overtrædelseshandlinger, fastsættes det endvidere, at fogedretten giver

parterne meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette

tidspunkt ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. retsplejelovens § 162.

Det forudsættes, at retten normalt vil give underretning til den udeblevne

rekvisitus, jf. § 162, stk. 2, sidste pkt. Meddelelsen gives i den form, som

fogedretten bestemmer, jf. retsplejelovens § 154. Der henvises i øvrigt til

betænkningens side 96.

Til § 645

Bestemmelsen i stk. 1 afløser den gældende § 650, stk. 2. Forslaget

indebærer, at pligten til at yde bistand til forbudets håndhævelse overføres

fra politiet til fogedretten. Om begrundelsen for denne ændring i

kompetenceforholdene samt om arten og omfanget af fogedrettens bistand

henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.6. og betænkningen side

99-100.

Ved bestemmelsen i stk. 2 tilvejebringes hjemmel for, at

fogedretten i forbindelse med forbudets håndhævelse kan træffe bestemmelse om

beslaglæggelse af rørligt gods. Betingelsen for, at beslaglæggelse kan finde

sted, er, at rekvirenten kan godtgøre, at det gods, der ønskes beslaglagt,

anvendes eller har været anvendt til overtrædelseshandlinger. Har godset ikke

været anvendt til overtrædelseshandlinger, kan beslaglæggelse kun ske,

såfremt rekvirenten med en meget høj grad af sandsynlighed kan påvise, at

godset må forventes anvendt til overtrædelseshandlinger. Da beslaglæggelse -

i lighed med forbud - er et retsmiddel af foreløbig karakter, kan beslaglagt

gods ikke overgives til rekvirenten. Det fastsættes derfor i stk. 3,

at fogedretten selv skal tage det beslaglagte i forvaring eller overlade det

til en person, fogedretten har bemyndiget hertil.

Opbevaringen sker på rekvirentens bekostning. Udover de egentlige

opbevaringsudgifter kan omkostningerne ved opbevaringen også omfatte f.eks.

forsikringspræmier, såfremt fogedretten finder det fornødent at forsikre det

beslaglagte. Rekvirenten kan kræve sine omkostninger til opbevaringen dækket

hos rekvisitus, såfremt det i domsretten fastslås, at beslaglæggelsen har

været berettiget.

I stk. 4 er det bestemt, at fogedretten kan afkræve rekvirenten

sikkerhed for opbevaringsudgifterne. Sikkerheden skal stilles, inden

beslaglæggelsen iværksættes. Som følge af, at en beslaglæggelse i sig selv

vil kunne udløse erstatningskrav udover de krav, som kan afledes af selve

forbudet, er det endvidere bestemt, at fogedretten kan betinge

beslaglæggelsen af, at en i medfør af § 644 stillet sikkerhed forhøjes.

Særskilt sikkerhedsstillelse kan kun komme på tale i de tilfælde, hvor forbud

er nedlagt uden sikkerhedsstillelse, eller hvor afgørelsen om beslaglæggelse

træffes af en anden fogedret end den, som i forvejen har modtaget

rekvirentens sikkerhedsstillelse. Da det ikke kan udelukkes, at en

beslaglæggelse kan krænke trediemands ret, skal trediemands erstatningskrav i

denne anledning være sikret ved den stillede sikkerhed, og fogedretten må

derfor påse, at sikkerhedsstillelsen formuleres således, at den også dækker

erstatningskrav fra trediemand.

Vedrørende stk. 2-4 henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt.

3.6. og betænkningen side 100.

Til § 646

Med bestemmelserne i § 646 er det bl.a. som følge af de forøgede beviskrav

tilsigtet at tilnærme procesformen i forbudssager, som behandles i

fogedretten, til procesformen i almindelige civile førsteinstans sager i det

omfang, det er foreneligt med retsmidlets karakter, idet det herved navnlig

må fremhæves, at der ved nedlæggelse af fogedforbud er tale om egentlig

tvangsfuldbyrdelse af en undladelsespligt. Dette nødvendiggør, at fogedretten

i en række tilfælde kan anvende de processuelle regler, som i øvrigt er

karakteristiske for tvangsfuldbyrdelsesreglerne.

Som anført i betænkningen (side 92 f) kan der i øvrigt være grund til at

fremhæve, at de større krav til sagsbehandlingen, som er en følge af de

forøgede beviskrav, taler for, at dommeren eller en anden erfaren jurist i

almindelighed beklæder fogedretten i forbudssager.

Efter forslagets stk. 1 foreslås fogedrettens stedlige kompetence i

forbudssager fastlagt efter §§ 235-240 i de almindelige værnetingsregler i

civile sager. Hovedformålet med at henvise til disse værnetingsregler frem

for de almindelige fogedretlige værnetingsregler i § 487 er at sikre, at

rekvisitus i videst muligt omfang er repræsenteret under forretningen. De

foreslåede værnetingsregler vil indebære, at det i vidt omfang sikres, at

forbudssagen og den efterfølgende justifikationssag behandles ved samme

dommerembede, medmindre justifikationssagen skal påbegyndes ved landsretten

eller ved Sø- og Handelsretten som første instans. Sammenfaldet mellem

fogedrettens og domsrettens stedlige kompetence kan virke procesbesparende i

de større, mere komplicerede forbudssager, navnlig hvis justifikationssagen i

sådanne tilfælde kan behandles af samme jurist i såvel fogedret som domsret,

jf. betænkningen side 91-93.

For de tilfælde, hvor forbudsrekvisitus ikke er processuel indlænding,

eller hvor der fremsættes anmodning om bistand eller beslaglæggelse, er der

henvist til de almindelige fogedretlige værnetingsregler i § 487.

Ved de foreslåede værnetingsregler er det fastslået, at en begæring om

fogedforbud næsten altid behandles ved rekvisiti hjemting, og det samme vil

ofte gælde begæringer om bistand til håndhævelse af et allerede nedlagt

forbud. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan være behov for, at der i

andre retskredse skal ske tvangsfuldbyrdelse af anmodninger i medfør af

forslagets § 645.

Om baggrunden for henvisningerne i stk. 2 gælder det samme, som er

anført i bemærkningerne til § 631, stk. 2, nemlig at undgå, at lovstoffet

udvides betydeligt.

Henvisningen i stk. 2 til § 248 medfører, at fogedretten af egen

drift skal påse, om rekvirentens anmodning er indbragt for rette værneting.

Møder rekvisitus efter indkaldelse, eller antræffes denne under en udgående

fogedforretning uden at fremsætte indsigelse mod fogedrettens kompetence,

anses fogedretten som stedlig kompetent. Fogedretten kan i samme omfang som

domsretten i civile sager henvise sagen til rette fogedret ved kendelse. Kan

henvisning ikke finde sted, forudsættes sagen afvist ved kendelse, jf.

forslagets § 650.

Henvisningen til § 344 indebærer, at reglerne om bevisbedømmelse i

civile sager overføres til forbudssagerne. Under behandlingen af spørgsmålet

om, hvorvidt forbud skal nedlægges eller ej, har rekvisitus i modsætning til

andre sager, som behandles ved fogedretten, ikke pligt til at afgive

forklaring. De i § 344 indeholdte henvisninger til § 302, § 303 og § 339,

stk. 3, gør disse bestemmelser anvendelige under forbudssagen.

Af henvisningen til § 348 følger, at en begæring om fogedforbud

skal være skriftlig, hvilket er en fravigelse af de almindelige fogedretlige

regler, jf. § 488, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger det af denne henvisning,

at en begæring om nedlæggelse af fogedforbud i sit indhold skal svare til

stævningen i en civil førsteinstans sag. Afgørelsen af, om en forbudsbegæring

er egnet til at danne grundlag for sagens videre behandling, træffes efter de

samme regler, som gælder i civile sager. Ved at opstille sådanne krav til

begæringens indhold, sikres det, at rekvisitus på forhånd får mulighed for at

forberede sine eventuelle indsigelser, ligesom en udførlig begæring letter

fogedrettens muligheder for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagens

forløb.

Henvisningen til § 349 giver fogedretten samme mulighed for at

afvise en begæring om fogedforbud som domsretten i civile sager, ligesom der

er åbnet mulighed for, at fogedretten kan indrømme rekvirenten en frist til

at afhjælpe indholdsmangler.

Det fremgår af § 354, stk. 3, at en sagsøgt, som udebliver fra det

første retsmøde, hvortil han er indkaldt ved lovlig, forkyndt stævning, som

hovedregel dømmes i overensstemmelse med de i stævningen indeholdte påstande

og anbringender, for så vidt disse findes begrundet i sagsfremstillingen og

det i øvrigt fremkomne. Denne regel foreslås overført til forbudssager, som

behandles ved fogedretten. Reglen forudsættes dog alene anvendt i de

tilfælde, hvor rekvisitus er indkaldt til fogedretten ved lovlig, forkyndt

tilsigelse, og hvor der i forbindelse med tilsigelsen er overgivet rekvisitus

en genpart af anmodningen og de deri påberåbte bilag. Reglen i § 494, stk. 1,

sidste pkt., indebærer, at der i disse tilfælde skal vejledes om

retsvirkningerne af udeblivelse i indkaldelsen. Selv om rekvisitus er

udeblevet, vil han kunne påkære fogedrettens kendelse. Dokumenterer eller

påberåber rekvisitus sig, inden kendelse om forbudets nedlæggelse afsiges, at

være forhindret på grund af lovligt forfald, kan fogedretten udsætte sagen i

medfør af § 502, stk. 1, nr. 3. Finder fogedretten det i øvrigt

ønskeligt, at rekvisitus er til stede, kan forretningen endvidere udsættes i

medfør af § 495, stk. 3.

Ved henvisningen til § 491, stk. 1, 1. pkt., er den almindelige

fogedretlige regel, hvorefter fogedretten fastsætter tid og sted for

forretningen, overført til forbudssager. Herved er der tilvejebragt hjemmel

for, at forretningen - således som det i praksis formentlig allerede er

tilfældet - som hovedregel kan påbegyndes på fogedrettens kontor.

Henvisningen indebærer endvidere, at fogedretten skal give rekvirenten

underretning om, hvor og hvornår forretningen foretages. Meddelelse gives på

den måde, som fogedretten finder mest hensigtsmæssig, evt. pr. telefon.

Såfremt rekvirenten udebliver fra det af fogedretten berammede møde, følger

det af henvisning til § 492, stk. 1, at forretningen skal afvises.

Reglerne om indkaldelse - eventuelt ved tilsigelse - af rekvisitus i

udlægsforretninger er ved henvisningen til § 493, stk. 1 og 2, og §

494, stk. 1 og 4, overført til forbudskapitlet, mens der for så vidt

angår selve fogedforbudssagen ikke er fundet grundlag for at overføre § 494,

stk. 2, som følge af henvisningen til § 354, stk. 3, jf. ovenfor.

Det fremgår af henvisningen til § 493, stk. 2, at fogedretten kan

undlade underretning til rekvisitus om foretagelse af en udgående

forbudsforretning. Undladelse af underretning af rekvisitus vil navnlig

forekomme, hvor der er behov for meget hurtigt at få nedlagt forbud.

Antræffes rekvisitus ikke under en sådan udgående fogedforretning, vil det

være en betingelse for forbudets nedlæggelse, at rekvirenten på grundlag af

det foreliggende materiale kan godtgøre eller sandsynliggøre, at

betingelserne for nedlæggelse af forbud er til stede. Kan rekvirenten ikke

løfte sin bevisbyrde, kan han begære sagen udsat for at forkynde en

tilsigelse for rekvisitus tillige med en genpart af begæringen og de deri

påberåbte bilag.

Hjemmel til at afsige kendelse om forbuds nedlæggelse på fogedrettens

kontor uden rekvisiti tilstedeværelse er tilvejebragt ved henvisning til §

495, stk. 1, 1. pkt.

Henvisningen til § 499 giver trediemand hjemmel til at indtræde som part i

fogedforbudssagen, inden forbudet nedlægges. Trediemand indtræder ved at

afgive erklæring herom i fogedretten. Er forbud først nedlagt, må trediemand

henvises til appel af det nedlagte forbud eller til at indtræde som part i

justifikationssagen, idet reglerne om genoptagelse i § 504 ikke er overført

til forbudskapitlet. Der henvises herom til betænkningen side 96-97.

Ved henvisningen til § 500 fastslås det, at fogedretten i samme

omfang som i andre fogedsager har vejledningspligt over for den part, som

ikke under sagen er repræsenteret ved advokat. Endvidere er der tilvejebragt

hjemmel for, at fogedretten under de i § 500, stk. 2, angivne betingelser kan

beskikke en advokat for forbudssagens parter. En sådan beskikkelse angår

alene fogedsagen. Fri proces under justifikationssagen må således søges efter

de sædvanlige regler i retsplejelovens kapitel 31.

Henvisningen til § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, giver fogedretten

mulighed for at udsætte behandlingen af såvel selve begæringen om forbud som

eventuelle begæringer om bistand til håndhævelse af forbudet, men det skal

dog fremhæves, at den vidtgående adgang til bevisførelse under forbudssagen

og reglerne om rekvirentens sikkerhedsstillelse kun rent undtagelsesvis giver

grundlag for at udsætte en ved fogedretten verserende sag. Hertil kommer, at

en vidtgående brug af udsættelsesadgangen vil berøve forbudsinstituttet dets

effektivitet.

Hvis fogedretten i medfør af § 645 skal yde rekvirenten bistand til

forbudets opretholdelse eller skal foretage beslaglæggelse, vil sådanne

retsskridt have karakter af en egentlig tvangsfuldbyrdelse, og det er derfor

nødvendigt, at fogedretten i disse tilfælde råder over de samme retsmidler

som i andre fogedsager. For disse tilfælde foreslås det derfor at overføre

reglerne i § 491, stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498.

Politiets opgaver i forbindelse med forbudssager vil fremtidig blive at yde

bistand til fogedretten i overensstemmelse med den almindelige regel i § 498,

stk. 1.

Til § 647

I stk. 1 foreslås det, at adgangen til at føre bevis for

fogedretten alene skal begrænses af hensyn til forretningens fremme.

Rekvirentens adgang til at føre bevis både for rettens eksistens og krænkelse

er således tilsigtet udvidet i forhold til gældende ret, hvilket navnlig må

antages at kunne få betydning i sager om immaterialrettigheder. Udover at

give hjemmel til at afskære en bevisførelse, som efter sin art og sit omfang

falder uden for fogedsagens rammer, kan fogedretten også med hjemmel i denne

bestemmelse afskære en bevisførelse, som åbenbart er uden betydning for

sagen, eller hvis formål må være at forhale sagens afgørelse. Der henvises i

øvrigt til betænkningen side 89-93.

Stk. 2 giver fogedretten adgang til at tilkende sagsomkostninger i

tilfælde, hvor begæringen tilbagekaldes, inden justifikationsag er anlagt,

hvor anmodningen om forbud ikke fremmes, herunder på grund af manglende

sikkerhedsstillelse inden en angiven frist, eller hvor et nedlagt forbud

ophæves i medfør af § 638. I alle andre tilfælde afgøres

omkostningsspørgsmålet under justifikationssagen. Fogedrettens afgørelse

træffes efter de samme regler, som gælder i civile sager, jf. kapitel 30.

Baggrunden herfor er, at de processuelle regler for forbudssagernes

behandling på væsentlige punkter i øvrigt er tilnærmet de regler, som gælder

for almindelige, civile førsteinstans sager, ligesom arbejdets art og omfang

for parterne i disse sager gennemsnitligt væsentligt vil overstige, hvad der

gælder for fogedsager.

Til § 648

Henvisningerne i stk. 1 til arrestkapitlets regler, herunder om

justifikationssagens behandling, svarer med sproglige ændringer til den

nugældende § 652. Dog er henvisning svarende til den nugældende § 637 om, at

rekvisitus ikke kan appellere et nedlagt forbud, udgået på baggrund af den

foreslåede appeladgang for rekvisitus, jf. § 650.

I et svar til Folketingets Retsudvalg under behandlingen af det tidligere

lovforslag har Justitsministeriet givet udtryk for, at der - som foreslået af

Advokatrådet - formentlig kan være behov for, at fristen for anlæggelse af

retssag her i landet i forbudssager forlænges fra en til to uger på samme

måde, som det er foreslået, hvor retssagen skal anlægges ved en udenlandsk

domstol. Fristen i forbudssager foreslås derfor sat til 2 uger, jf. 2. pkt. i

stk. 1.

I stk. 2 pålægges fogedretten at vejlede rekvisitus om

retsvirkningerne af fogedrettens afgørelser, herunder navnlig, at det er

strafbart at overtræde et nedlagt forbud.

Til § 649

Som følge af den foreslåede regel i § 645, stk. 2, om beslaglæggelse, er

der i forslagets § 649 fastsat regler om, hvilket forum der skal tage

stilling til lovligheden af en foretagen beslaglæggelse. Det foreslås, at

afgørelsen som hovedregel skal træffes af domsretten, enten under

justifikationssagen eller under en privat anlagt straffesag. Fogedretten kan

alene tage stilling til spørgsmålet i forbindelse med ophævelse af et forbud.

Fogedrettens afgørelse vil i disse tilfælde være genstand for kære.

Træffes der afgørelser om konfiskation, forudsættes det, at det

konfiskerede gods overgives til den stedlige politimester til videre

foranstaltning på samme måde, som det finder sted i straffesager. I de

tilfælde, hvor det konfiskerede efter dommen skal anvendes til fyldestgørelse

af rekvirentens erstatningskrav, forudsættes det, at det konfiskerede

forbliver i fogedrettens besiddelse, indtil udlæg i gods kan foretages.

Til § 650

Efter denne bestemmelse skal fogedrettens afgørelser i forbudssager

træffes ved kendelse. Dette indebærer, at afgørelserne altid skal begrundes.

Herved sikres det, at der tilvejebringes et rimeligt arbejdsgrundlag for

domsretten under justifikationssagen og under en eventuel privat anlagt

straffesag, ligesom en eventuel kærebehandling vil blive lettet herved.

Det følger af bestemmelsen, at parterne (og en retligt interesseret

trediemand) kan påkære alle fogedrettens afgørelser under forbudssagen inden

for en kærefrist på 4 uger. Fogedrettens afgørelse om sikkerhedsstillelse vil

således efter forslaget kunne påkæres særskilt eller i forbindelse med kære

af nedlæggelse af forbud.

Til § 651

Forslaget svarer med enkelte mindre ændringer til de nugældende regler i §

650, stk. 1, og § 651. Den foreslåede formulering af stk. 2 fører dog

til, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel for, at trediemand kan

straffes for medvirken, ligesom den foreslåede formulering åbner mulighed for

at idømme trediemand såvel straf som erstatning uden at afvente udfaldet af

justifikationssagen. De såkaldte benzinsager har illustreret behovet for også

at kunne håndhæve et nedlagt forbud effektivt i forhold til trediemand på et

tidligt stadium af forbudssagen.

Efter forslagets stk. 3 kan en privat anlagt straffesag udsættes

for at afvente udfaldet af justifikationssagen. Under hensyn til de forøgede

beviskrav, den foreslåede adgang til at påkære nedlagte forbud samt til

forbudsinstituttets effektivitet vil en sådan udsættelse formentlig kun

sjældent være hensigtsmæssig. Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.5. og betænkningen side 98-99.

Til § 652

Ved bestemmelsen foreslås den nugældende lovs § 653 videreført alene med

sproglige ændringer.

Til § 653

Efter bestemmelsen i stk. 1 udpeges fogedretten som den kompetente

myndighed, til hvem en varemærkeindehaver skal indgive en anmodning om

suspension af frigivelsen af varemærkeforfalskede varer til fri omsætning

efter EF-rådets forordning 3842/1986 af 1. december 1986. Forordningens

system er i vidt omfang sammenfaldende med retsplejelovens almindelige regler

om arrest og forbud. Justitsministeriet har derfor efter drøftelse med

Industriministeriet og Tolddepartementet skønnet det mest naturligt, at

domstolene blev kompetente i sager, der er omfattet af forordningen.

Forordningen forudsætter et samarbejde mellem den kompetente myndighed,

dvs. fogedretterne, og toldvæsenet. Med henblik på at fastlægge de nærmere

regler herom samt værnetingsbestemmelser m.v. er der ved bestemmelsen i

stk. 2 tilvejebragt hjemmel for, at justitsministeren kan fastsætte de

regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af De Europæiske

Fællesskabers forordninger om foranstaltninger med henblik på forbud mod

varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning.

Der sigtes med bestemmelsen i øvrigt til anvendelsen her i landet af

EF-kommissionens forordning om gennemførelsesbestemmelser til

rådsforordningen. Den generelle henvisning til de til enhver tid gældende

forordninger giver mulighed for at indrette retstilstanden, således at

forordninger, som senere måtte blive vedtaget, uden videre kan anvendes.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5 og

lovforslagets bilag 1.

En anmodning om suspension af frigivelsen af varemærkeforfalskede varer

til fri omsætning vil blive pålagt den sædvanlige retsafgift for

fogedforbudssager, for tiden 200 kr. i grundafgift, jf. retsafgiftslovens §

17, stk. 1, nr. 3.

Til § 2

Ved denne ændring i inddrivelsesloven ændres fristen for fremsættelse af

indsigelser mod pante- og toldfogedudlæg fra 14 dage til 4 uger. Oversiddes

fristen, skal justitsministeren efter forslaget have mulighed for

undtagelsesvis at give tilladelse til, at fogedretten tager indsigelserne

under påkendelse. Bestemmelsen fastslår endvidere udtrykkeligt, at appel til

landsretten af sådanne udlæg først kan ske, når fogedretten har taget

stilling til afgørelsen.

Om baggrunden for ændringerne henvises nærmere til de almindelige

bemærkninger pkt. 4.2. og betænkningen side 151-152 og 164-169.

Til § 3

Forslaget om ophævelse af retsafgifslovens § 52 og § 56 er en

konsekvensændring som følge af de foreslåede nye appelregler i fogedsager,

hvorefter afgørelser alene skal kunne kæres. § 52 og § 56 vedrører beregning

af retsafgift i tilfælde af henvisning til at iværksætte anke i stedet for

kære og omvendt.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1989. Tidspunktet for

anmodningens indgivelse skal være afgørende for, om en arrestsag eller

forbudssag skal behandles efter de foreslåede nye regler eller de hidtil

gældende regler.

Retsplejelovens § 653 om forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang

til fri omsætning, herunder bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2, foreslås dog

sat i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

Bilag 1

I

(Retsakter hvis offentliggørelse er obligatorisk)

RÅDETS FORORDNING (EØF) NR. 3842/86

af 1. december 1986

om foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede

vares overgang til fri omsætning

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR-

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske

økonomiske Fællesskab, særlig artikel 113 og 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1)

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2)

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale

Udvalg(3) og

ud fra følgende betragtninger:

Handelen med varer, på hvilke der ubeføjet er anbragt et varemærke, i

det følgende benævnt varemærkeforfalskede varer, skader i høj grad

lovlydige fabrikanter og handlende og vildleder forbrugerne; det bør

i videst muligt omfang forhindres, at sådanne vare bliver brugt på

markedet i Fællesskabet, og der bør med henblik herpå fastsættes

foranstaltninger, der gør det muligt effektivt at imødegå denne

ulovlige fremfærd, uden at den lovmæssige frie handel hæmmes; dette

mål falder endvidere i tråd med de bestræbelser, der udfoldes i samme

retning på internationalt plan;

såfremt de varemærkeforfalskede varer indføres fra tredjelande, er

det vigtigt at forbyde overgangen til fri omsætning heraf i

Fællesskabet og at indføre egnet fremgangsmåde, der sætter

toldmyndighederne i stand til at gribe ind for at sikre overholdelsen

af et sådant forbud under de bedste mulige betingelser;

toldmyndighedernes indgriben bør bestå i at suspendere frigivelsen af

varer til fri omsætning, såfremt disse formodes at være

varemærkeforfalskede, i det tidsrum, der er nødvendigt for at afgøre,

hvorvidt der foreligger varemærkeforfalskning;

formålet med en sådan frmgangsmåde gør det ikke nødvendigt at

fastsætte fællesskabsbestemmelser om, hvilke myndighed der er

kompetent til at afgøre, hvorvidt varer, som er angivet til fri

omætning, er varemærkeforfalskede, eller om, hvilke nærmere regler

der skal følges ved behandlingen af dette spørgsmål; da der ikke

foreligger fællesskabsbestemmelser på dette område, bør vedkommende

kompetente myndighed endvidere, når den træffer afgørelse om

spørgsmål, der er blevet forelagt den, henvise til de kriterier, som

anvendes for at fastslå, hvorvidt varer, der er fremstillet i den

pågældende medlemsstat, krænker varemærkeindehaverens rettigheder;

det bør derimod fastlægges, hvilke foranstaltninger der skal træffes

med hensyn til varer, der angives til fri omsætning, hvis det

fastslås, at de er varemærkeforfalskede; sådanne foranstaltninger bør

ikke alene bevirke, at de ansvarlige for indførslen af varerne ikke

får økonomisk fordel at transaktionen, men bør også effektivt

forebygge yderligere transaktioner af samme art;

for at undgå alvorlige forstyrrelser af toldbehandlingen af de varer,

der inføres af rejsende i deres personlige bagage, eller som indføres

som småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter, bør denne

forordnings anvendelseområde ikke omfatte varer, der formodes at være

varemærkeforfalskede, for så vidt de indføres fra tredjelande

indenfor de grænser, der er fastsat i fællesskabsbestemmelserne,

såvel med hensyn til indrømmelse af toldfrihed som til anvendelse af

den enhedstoldsats, der er fastsat i afsnit II, punkt C, i de

indledende bestemmelser i den fælles toldtarif;

det er væsentligt at sikre, at de i denne forordning fastsatte fælles

regler anvendes ensartet, og med henblik herpå at fastsætte en

fællesskabsprocedure, hvorefter der indenfor en passende frist kan

fastsættes gennemførlsesbestemmelser til disse regler;

denne forordning berører ikke medlemsstaternes gældende bestemmelser

vedrørende overgang til fri omsætning af varer, som ikke er

varemærkeforfalskede i henhold til denne forordning, men hvis

markedsføring ville skade en intellektuel ejendomsret i den

pågældende medlemsstat;

denne forordning tager sigt på at forebygge international handel med

varemærkeforfalskede varer; traktatens specifikke bestemmelser giver

ikke Fællesskabets institutioner hjemmel til at fastsætte alle de

bestemmelser, der er nødvendige i dette øjemed, særlig de

foranstaltninger, som varer, om hvilke det er fastslået, at de er

varemærkeforfalskede, skal underkastes; det forekommer derfor

påkrævet ligeledes at henvise til artikel 235 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

AFSNIT I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

1. I denne forordning fastsættes,

a) på hvilke betingelser toldmyndighederne kan gribe ind over for

varer, som angives til fri omsætning, og som formodes at være

varemærkeforfalskede, og

b) hvilke foranstaltninger der skal træffes af de kompetent

myndigheder med hensyn til sådanne varer, hvis det fastslås, at de er

varemærkeforfalskede.

2. I denne forordning forstås ved

a) varemærkeforfalskede varer: enhver vare, på hvilken der ubeføjet

er anbragt et varemærke, som er identisk med eller som ikke

umiddelbart kan skelnes fra et varemærke, der er gyldigt

registreret for sådanne varer i eller for den medlemsstat, hvor varen

angives til fri omsætning, og som derved krænker den pågældende

varemærkeindehavers rettigheder ifølge denne medlemsstats lovgivning;

b) varemærkeindehaver: varemærkeindehaveren samt enhver anden person,

der har tilladelse til at anvende varemærket, eller disses

repræsentant.

3. Denne forordning finder ikke anvendelse på varer, hvorpå der er

anbragt et varemærke med varemærkeindehaverens samtykke, men som

angives til fri omsætning uden dennes samtykke.

Det samme gælder varer, som angives til fri omsætning, og hvorpå der

er anbragt et varemærke på andre betingelser end dem, der er aftalt

med varemærkeindehaveren.

AFSNIT II

Forbud imod fri omsætning af varemærkeforfalskede varer

Artikel 2

Det er forbudt at lade varer, om hvilke det efter fremgangsmåden i

artikel 5 er fastslået, at de er varemærkeforfalskede, overgå til fri

omsætning.

AFSNIT III

Anmodnng om toldmyndighedernes indgriben

Artikel 3

1. I hver medlemsstat kan en varemærkeindehaver indgive skriftlig

anmodning til den kompetente myndighed med henblik på at lade

toldmyndighederne suspendere frigivlsen af varemærkeforfalskede

varer, der angives til fri omsætning i den pågældende medlemsstat,

hvis han har begrundet formodning om, at sådanne varemærkeforfalskede

varer påtænkes indført i medlemsstaten.

2. En anmodning i henhold til stk. 1 skal indeholde alle relevant

oplysninger, som varemærkeindehaveren råder over, for at den

kompetente myndighed kan træffe afgørelse med fuldt kendskab til

sagens omstændigheder, og skal navnlig omfatte en så nøjagtig

beskrivelse af varerne, at det er muligt for toldmyndighederne at

genkende dem. Den skal vedlægges dokumentation for, at ansøgeren er

indehaver af varemærket for de omhandlede varer.

I anmodningen anføres det, i hvilket tidsrum der ønskes indgriben fra

toldmyndighedernes side.

Det kan kræves, at ansøgeren betaler en afgift til dækning af de

administrative omkostninger ved behandlingen af anmodningen.

3. Den myndighed, hvortil der indgives en anmodning, som er affattet

i overensstemmelse med stk. 2, træffer afgørelse og underretter

skriftligt ansøgeren herom.

Imødekommes anmodningen, fastsætter nævnte myndighed, i hvilket

tidsrum toldmyndighederne kan gribe ind. Dette tidsrum kan på

foranledning af mærkeindehaveren forlænges af den myndighed, der traf

den oprindelige afgørelse.

Medlemsstaterne kan, hvis varemærkeindehaverens anmodning

imødekommes, eller hvis frigivelsen suspenderes for en sending varer

i medfør af artikel 5, stk. 1, kræve, at denne stiller sikkerhed til

dækning af sit eventuelle ansvar over for importøren, såfremt den

fremgangsmåde, der iværksættes i henhold til artikel 5, stk. 1, ikke

forfølges på grund af en handling eller undlades fra

varemærkeindehaverens side, eller hvis det senere fastslås, at de

pågældende varer ikke er varemærkeforfalskede.

Varemærkeindehaveren skal underrette den i stk. 1 omhandlende

myndighed, hvis varemærket ikke længere er gyldigt registreret.

Den kompetente myndighed kan tillige kræve, at ansøgeren afholder

omkostningerne ved varernes opbevaring under toldkontrol i medfør af

artikel 5 eller i forbindelse med søgsmål, som varemærkeindehaveren

ikke er part i, og stiller sikkerhed for betalingen af det pågældende

beløb.

4. Medlemsstaterne kan give toldmyndighederne beføjelse til at træffe

afgørelse om den i denne artikel omhandlede anmodning.

Artikel 4

Afgørelsen om at imødekomme en varemærkeindehavers anmodning meddeles

straks de toldsteder i den pågældende medlemsstat, som vil kunne

blive berørt i forbindelse med indførsel af de i anmodningen

omhandlede varemærkeforfalskede varer.

AFSNIT IV

Vilkårerne for indgriben fra toldmyndighederne og de myndigheder, der

er kompetente til at træffe afgørelse vedrørende sagens indhold

Artikel 5

1. Et toldsted, der i henhold til artikel 4 underrettes om en

afgørelse, om at imødekomme en varemærkeindehavers anmodning,

suspenderer frigivelsen af varer, der angives til fri omsætning,

såfremt det eventuelt efter samråd med ansøgeren konstaterer, at de

pågældende varer svarer til den beskrivelse af de

varemærkeforfalskede varer, der er givet i nævnte afgørelse. Det

underretter klareren herom samt den myndighed, der har truffet

afgørelsen. Toldstedet eller ovennævnte myndighed underretter

ligeledes ansøgeren om denne foranstaltning. Toldstedet kan i

forbindelse med undersøgelsen af varerne udtage prøver for at lette

den videre behandling af sagen.

2. Gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor varerne er blevet

angivet til fri omsætning, finder anvendelse

a) for så vidt angår forelæggelse af sagen for den myndighed, der har

kompetence til at træffe afgørelse om indholdet, samt for så vidt

angår omgående underretning af det i stk. 1 omhandlede toldsted om

denne henvendelse, medmindre dette toldsted selv har foretaget

henvendelsen;

b) for så vidt angår udarbejdelsen af denne afgørelse, som denne

myndighed skal træffe. De kriterier, der skal lægges til grund for

udarbejdelsen af denne afgørelse, er de samme, som anvendes til at

fastslå, hvorvidt varer, der er fremstillet i den pågældende

medlemsstat, krænker varemærkeindehaverens rettigheder. De

afgørelser, som den kompetente myndighed træffer, skal begrundes.

Artikel 6

1. Hvis det toldsted, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, ikke inden ti

arbejdsdage fra suspensionen af frigivelsen er blevet underrettet om

sagens forelæggelse for den myndighed, der har kompetence til at

træffe afgørelse om sagens indhold i henhold til artikel 5, stk. 2,

eller ikke har fået meddelelse om, at der er truffet retsbevarende

foranstaltninger af vedkommende myndighed, frigives varerne, såfremt

alle indførselsformaliteter er opfyldt.

2. Betingelserne for oplagring af varerne i det tidsrum, hvor

frigivelsen er suspenderet, fastsættes af den enkelte medlemsstat

AFSNIT V

Bestemmelserne, der finder anvendelse på varer, om hvilke det er

fastslået, at de er varemærkeforfalskede.

Artikel 7

1. Med forbehold af de øvrige retsmidler, der kan benyttes af

varemærkeindehaveren, såfremt det er fastslået, at varemærket er

blevet forfalsket, træffer medlemsstaterne de foranstaltninger, der

er nødvendige, for at de kompetente myndigheder

a) som hovedregel, og uden at der kan ydes nogen form for

godtgørelse, tilintetgøre de varer, om hvilke det er fastslået, at

de er varemærkeforfalskede, eller holder dem uden for de kommercielle

kredsløb i medfør af bestemmelserne herom i den nationale lovgivning,

således at den skade, der påføres varemærkeindehaveren, reduceres til

et minimum;

b) i forhold til sådanne varer træffer enhver anden foranstaltning,

der faktisk bevirker, at de ansvarlige for indførslen af varerne ikke

får økonomisk fordel af transaktionen, samt effektivt forebygger

yderligere transaktioner af samme art.

Bl.a. følgende foranstaltninger anses ikke at opfylde dette formål:

- genudførsel af de varemærkeforfalskede varer i uforandret stand;

- den blotte fjernelse af de varemærker, som udeføjet er anbragt på

de varemærkeforfalskede varer, undtagen i særlige tilfælde;

- henførelse af varerne under en anden toldprocedure.

2. De varemærkeforfalskede varer kan eventuelt overgives til

statskassen. I så fald finder stk. 1, litra a), anvendelse.

3. Medmindre det strider mod den nationale lovgivning, underretter

det pågældende toldsted eller den kompetente myndighed på

varemærkeindehaverens anmodning denne om navn og adresse på afsender,

importør og modtager af varer, om hvilke det er fastslået, at de er

varemærkeforfalskede, samt om mængden af de pågældende varer.

AFSNIT VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 8

1. Imødekommelsen af en anmodning, der er affattet i overensstemmelse

med artikel 3, stk. 2, giver i tilfælde af, at varemærkeforfalskede

varer ikke bemærkes ved et toldsteds kontrol, og frigivelsen derfor

ikke suspenderes i henhold til artikel 5, stk. 1, kun

varemærkeindehaveren ret til erstatning i det omfang, det følger af

vedkommende medlemsstat lovgivning.

2. Et toldsteds eller en anden kompetent myndigheds udøvelse af den

kompetence, som er tillagt dem i forbindelse med bekæmpelse af

varemærkeforfalskning, kan kun i det omfang, det følger af

vedkommende medlemsstats lovgivning, påføre disse ansvar over for

importøren eller enhver anden, der har en rettighed vedrørende varer,

der er angivet til fri omsætning, og som måtte have lidt tab på grund

af deres indgriben.

3. Varemærkeindehaverens eventuelle civilretlige ansvar afgøres i

henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de pågældende varer

er blevet angivet til fri omsætning.

Artikel 9

Denne formodning finder ikke anvendelse på varer, der inden for de

grænser, der er fastsat, såvel med hensyn til indrømmelse af

toldfrihed som til anvendelse af den enhedstoldsats, der er fastsat i

afsnit II, punkt c), i de indledende bestemmelser i den fælles

toldtarif, indføres af rejsende i deres personlige bagage eller

indføres som småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter.

Artikel 10

Denne forordning finder tilsvarende anvendelse på varer, på hvilke

der ubeføjet er anbragt et varemærke, der er gyldigt registreret for

sådanne varer i overensstemmelse med fællesskabsregler, så snart

disse træder i kraft. I dette tilfælde kan varemærkeindehaveren

indgive den i artikel 3 omhandlede anmodning til den myndighed, som

udpeges hertil.

Artikel 11

1. Udvalget for almindelige Toldbestemmelser, som er nedsat ved

artikel 24 i direktiv 79/695/EØF(1), kan behandle ethvert spørgsmål,

der angår gennemførelsen af denne forordning, og som rejses af

formanden enten på dennes initiativ eller efter anmodning fra en

medlemsstat.

2. De nødvendige gennemførelsesbestemmelser til denne forordning

fastsættes efter fremgangsmåden i artikel 26, stk. 2 og 3, i direktiv

79/695/EØF.

3. Medlemsstaterne giver Kommissionen alle fornødne oplysninger om

gennemførelsen af denne forordning.

Kommissionen giver de øvrige medlemsstater disse oplysninger.

Nærmere bestemmelser om udvekslingen af oplysninger fastlægges som

led i gennemførelsesbestemmelserne, jf. stk. 1 og 2.

4. Senest tre år efter denne forordnings ikrafttræden aflægger

Kommissionen på grundlag af de i stk. 3 omhandlede oplysninger

beretning til Europa-Parlamentet og til Rådet om, hvordan den

indførte ordning fungerer, og foreslår de eventuelt nødvendige

ændringer og tilføjelser.

Artikel 12

Denne forordning træder i kraft den 1. januar 1988.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart

i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. december 1986.

På Rådets vegne

A. CLARK

Formand

Bilag 2

I dette bilag er lovbestemmelserne gengivet, som de vil fremtræde, hvis

Folketinget vedtager lovforslaget uændret

Med mindre skrift

er indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

Ad § 1 (Retsplejeloven)

§ 9. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under sø- og handelsretten hører følgende sager:

1. Sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5.

2. Straffesager, i hvilke fagkundskab til søforhold skønnes at være af

betydning.

3. Søforklaringer.

4. Foretagelse af retshandlinger til brug for andre retter i sø- og

handelssager, jf. § 6, stk. 5, i straffesager, i hvilke fagkundskab til

søforhold skønnes at være af betydning, og i sager om afgivelse af

søforklaring.

5. Behandling af konkursboer og begæring om gældssanering, ledelse af

akkordforhandling og modtagelse af anmeldelser om betalingsstandsning, jf.

konkurslovens § 4.

6. Sager, der ved særlig lovbestemmelse er henlagt til retten.

Stk. 4. - - -

Stk. 5. - - -

§ 9. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under sø- og handelsretten hører følgende sager:

1. - - -

2. - - -

3. - - -

4. - - -

5. Behandling af konkursboer, ledelse af akkordforhandling og modtagelse

af anmeldelser om betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 4.

6. - - -

Stk. 4. - - -

Stk. 5. - - -

§ 31. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Offentlig gengivelse af forhandlingen i straffesager kan ved

kendelse forbydes, såfremt sigtede er under 18 år, og det begæres af værgen

eller en repræsentant for det sociale udvalg. Endvidere kan retten ved

kendelse helt eller delvis forbyde offentlig gengivelse af, hvad der i

straffesager forhandles i offentligt retsmøde, når sådan gengivelse er egnet

til at skade sagens oplysning eller der er grund til at antage, at sådan

gengivelse vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil tilføje nogen en

ufornøden krænkelse. Referatforbud af hensyn til en sigtet (tiltalt), der er

til stede, kan kun besluttes, hvis han selv begærer det. Såfremt der

fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse findes at tale

derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod, at der sker offentlig

gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre

under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde

offentliggøres. Forbudet kan efter begæring udstrækkes til at gælde også

under en eventuel anke af sagen, såfremt anken omfatter bedømmelsen af

beviserne for tiltaltes skyld. Rettens nægtelse af at udstede sådant forbud

kan påkæres. I øvrigt er rettens afgørelse ikke genstand for kære eller anke.

Overtrædelse af rettens forbud straffes med bøde.

Stk. 4. - - -

§ 31. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - - Retten kan endvidere forbyde offentlig gengivelse af navn,

stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte

personer, såfremt der fremsættes begæring herom og ingen offentlig interesse

findes at tale derimod. - - -

Stk. 4. - - -

§ 66. De om dommere givne forskifter finder også anvendelse på nævninger,

domsmænd, sagkyndige retsmedlemmer, justitssekretærer, fuldmægtige ved

domstolene og retsvidner. Afgørelsen af habilitetsspørgsmålet træffes af

retten.

Stk. 2. - - -

§ 66. De om dommere givne forskrifter finder også anvendelse på nævninger,

domsmænd, sagkyndige retsmedlemmer, justitssekretærer, chefen for

skiftekontoret under Københavns byret, fuldmægtige ved domstolene og

retsvidner. Afgørelsen af habilitetsspørgsmålet træffes af retten.

Stk. 2. - - -

§ 214. - - -

Stk. 2. Rettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af

tilhørere med undtagelse af protokolføreren, jf. endvidere § 6, stk. 3, 2.

pkt., og § 18, stk. 2, 5. pkt. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade

andre at være til stede.

Stk. 3. - - -

§ 214. - - -

Stk. 2. Rettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af

tilhørere med undtagelse af protokolføreren, jf. endvidere § 6, stk. 3, 2.

pkt., og § 18, 5. pkt. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade andre at

være til stede.

Stk. 3. - - -

§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag

efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, samt i sager efter § 448, nr. 6, om

forældremyndighed, og finder retten, at den pågældende har behov for

advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for denne, såfremt parten

opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. - - -

§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag

efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, og finder retten, at den pågældende har behov

for advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for denne, såfremt parten

opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. - - -

§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af

domme må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for

nogen af de personer, der er nævnt under sagen, eller på anden måde

offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af de nævnte

forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller

fængsel indtil 6 måneder.

§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af

domme må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for

nogen af de personer, der er nævnt under sagen. Overtrædelse af de nævnte

forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller

fængsel indtil 6 måneder.

§ 456 o. - - -

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke

ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen

nævnte personer, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet. Overtrædelse straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med hæfte eller med fængsel indtil 6 måneder.

§ 456 o. - - -

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke

ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen

nævnte personer. Overtrædelse straffes med bøde eller under skærpende

omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af

forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,

stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på

anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af

sådant forbud straffes med bøde.

§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af

forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,

stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer.

Overtrædelse af sådant forbud straffes med bøde.

§ 475 g. - - -

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller

på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse

straffes med bøde.

Stk. 3. - - -

§ 475 g. - - -

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt under

sagen. Overtrædelse straffes med bøde.

Stk. 3. - - -

§ 505. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og

af justitsministeren.

§ 505. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan ankes både af parterne og

af justitsministeren.

§ 506 ophæves.

§ 506. Anke eller kære sker efter reglerne i kapitel 53.

Stk. 2. Anke eller kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er

foretaget. Hvis forretningen ikke foretages, skal anke eller kære ske inden 4

uger efter den afgørelse, som ankes eller kæres.

Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anke eller kære

indtil eet år efter de i stk. 2 nævnte tidspunkter.

Stk. 4. Anke eller kære har ikke opsættende virkning. Fogedretten kan dog

undtagelsesvis bestemme, at anke eller kære, der iværksættes inden en af

fogedretten fastsat frist, skal have opsættende virkning. Anke eller kære kan

endvidere tillægges opsættende virkning af den ret, for hvilken sagen er

indbragt.

§ 521. Ved udlæg i rede penge overgives beløbet straks til fordringshav

eren eller sendes til ham, hvis han ikke er mødt, jf. § 492, stk. 2.

Fogedretten kan dog tage beløbet i forvaring, indtil fristen for kære af

udlægget er udløbet, eller udlægget er stadfæstet.

§ 521. Ved udlæg i rede penge overgives beløbet straks til

fordringshaveren eller sendes til ham, hvis han ikke er mødt, jf. § 492, stk.

2. Fogedretten kan dog tage beløbet i forvaring, indtil fristen for anke og

kære af udlægget er udløbet, eller udlægget er stadfæstet.

§ 536, stk. 4, ophæves.

§ 536. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter stk. 1-3 kan kæres til landsretten.

§ 542. - - -

Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes før den ordinære

kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis for, at

nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret

udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.'

§ 542. - - -

Stk. 2. Det bliver at iagttage, at auktionen ikke må foregå, førend den

ordentlige ankefrist af 4 uger er udløbet. Fremlægges bevis for, at der inden

denne frists udløb af nogen af de oprindelige parter lovlig er rejst anke

eller kære mod udlægsforretningen, enten selvstændigt eller som et tilbehør

til dommen, bliver det udlagtes forauktionering at stille i bero.

§§ 584-586 ophæves.

§ 584. Fogedrettens afgørelser kan ankes eller kæres til landsretten efter

reglerne i kapitel 53. Appelfristen er 4 uger fra afgørelsen. Kære, der går

ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj, der er registreret i en

fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af 19. januar 1948, kan dog

ske indtil 6 måneder efter salgsdagen, såfremt den kærende som grund for

ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har været

overholdt.

Stk. 2. Anke eller kære efter udløbet af appelfristen kan i ganske særlige

tilfælde tillades af justitsministeren indtil 6 måneder efter dommens eller

kendelsens afsigelse.

§ 585. Fogedrettens afgørelse efter §§ 561, stk. 2, 3 og 4, 562, stk. 1 og

2, 563, stk. 2, 596, sidste pkt., 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, 571, stk.

1, 576, stk. 2, og 577, stk. 2, kan ikke indbringes for højere ret.

§ 586. Anke eller kære inden auktionens slutning har ikke opsættende

virkning.

Stk. 2. Dog kan fogedretten bestemme, at anke eller kære, der sker straks

eller inden en af fogedretten fastsat frist, skal have opsættende virkning.

Denne kan betinges af, at den appellerende stiller sikkerhed for

omkostningerne ved afholdelse af nyt auktionsmøde. Anke eller kære kan

endvidere tillægges opsættende virkning af den ret, for hvilken sagen er

indbragt.

Kapitel 53

Appel af fogedrettens afgørelser

§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er

bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.

Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1 og 2, §

563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk.

1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde

taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet

inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre

sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget,

eller, hvis forretningen ikke foretages,inden 4 uger efter den afgørelse, som

kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger

efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj,

der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af

19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den

kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2,

ikke har været overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret,

hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade

kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen.

Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens

meddelelse.

§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte

ændringer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens

slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden

auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af,

at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt

auktionsmøde.

Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke

hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.

Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har

været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af

kapitel 57 nedlagt forbud.

Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed

findes at være grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig

forhandling, skal begæringen i almindelighed imødekommes.

Kapitel 53

Retsmidlerne imod de til dommes tvungne fuldbyrdelse henhørende

fogedforretninger m.m.

§ 587. Klager over fogedforretninger, som vedrører selve den fordring

eller ret, om hvis fuldbyrdelse der er spørgsmål, eller som går ud på, at

auktionssummen er urigtig fordelt ved fogedrettens kendelse (§§ 555 og 579),

gøres gældende ved anke til den landsret, under hvilken fogedretten står. Har

den, der vil rejse sådan anke, tillige klager af den i denne paragrafs stk. 2

angivne beskaffenhed, bliver disse at inddrage under anken.

Stk. 2. Klager, der alene angår de processuelle betingelser for

fogedforretningen eller den ved samme brugte fremgangsmåde, gøres gældende

ved kære til den landsret, under hvilken fogedretten står.

Stk. 3. Såfremt en klage, der burde være fremsat ved anke, rettidigt er

gjort gældende ved kære, henviser landsretten ved kendelse, der ikke kan

påkæres, klageren til at iværksætte anke. Tilsvarende regel gælder, når en

klage rettidigt er iværksat ved anke, men burde være gjort gældende ved kære.

Klageren skal da, uanset at ankefristen (henholdsvis kærefristen) imidlertid

måtte være udløbet, på ny kunne indbringe klagen for landsretten, når han

inden 14 dage efter kendelsens afsigelse indgiver ankestævning (kæreskrift)

på landsrettens (fogedrettens) kontor.

§ 588. Under ankesagen eller kæremålet er den for fogedretten stedfundne

procedure ikke bindende, og der er endog intet til hinder for, at nye

påstande fremsættes. Dog kan parterne ikke tilbagekalde de af dem for

fogedretten afgivne, fogedbogen eller auktionsbogen tilførte, erklæringer med

hensyn til sagens sammenhæng.

Stk. 2. I øvrigt gælder de om anke og kære fra byret til landsret givne

regler med de lempelser, der følger af forholdets natur.

§ 589. Anke til Højesteret kan ikke ske. Justitsministeren kan dog tillade

anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt

taler derfor. Ansøgning herom må indgives inden 8 uger, i auktionssager dog

inden 4 uger, efter dommens afsigelse. I andre sager end auktionssager kan

justitsministeren dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning

indgives senere, men inden eet år efter afsigelsen.

Stk. 2. Om anken til Højesteret gælder i øvrigt de almindelige regler i

kapitel 36.

§ 590. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog tillade kære, når særlige grunde taler derfor.

Ansøgning herom må indgives inden 4 uger, i auktionssager dog inden 2 uger,

efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan justitsministeren dog

undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden

6 måneder efter afgørelsen.

Stk. 2. Om kæren til Højesteret gælder i øvrigt de almindelige regler i

kapitel 37.

§ 611 ophæves.

§ 611. Imod fogedrettens afgørelser under de i § 609 omhandlede

forretninger kan der benyttes henholdsvis anke eller kære i overensstemmelse

med de almindelige regler om retsmidler imod de til dommens fuldbyrdelse

sigtende fogedforretninger (jf. navnlig §§ 587 ff).

Kapitel 56

Arrest

§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når

1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og

2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet.

§ 612. Til sikkerhed for et krav, der lyder på penge eller penges værd,

kan arrest på gods finde sted, når

1) udlæg for kravet ikke endnu kan gøres i godset, og derhos

2) enten fordringen er forfalden, eller der er grund til at befrygte, at

skyldneren ellers ved at bortflytte eller forstikke sit gods eller på anden

måde ville umuliggøre eller dog væsentlig vanskeliggøre adgangen til i sin

tid at opnå dom og gøre eksekution.

Stk. 2. Med hensyn til arrest for bodmerigæld har det sit forblivende ved

sølov af 1. april 1892 § 185.

§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke

består.

Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der

tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i

anden lovgivning.

§ 627. - - -

Stk. 2. I reglen har fogedretten før forretningens foretagelse at afkræve

rekvirenten en sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med hensyn til det

erstatningsbeløb, som ville tilkomme den, hos hvem arresten er gjort, i

tilfælde af denne ulovlighed; kun hvor de foreliggende oplysninger skønnes at

indeholde et fuldstændigt bevis for arrestens lovlighed, er

sikkerhedsstillelse ufornøden, så længe ikke beviset svækkes ved det under

forretningen oplyste. Dog bør der ikke en gang mod sikkerhedsstillelse

indrømmes arrest, når det ifølge det for fogedretten oplyste skønnes, at

fordringen er ugrundet. Alle spørgsmål om sikkerhedsstillelsens art og

størrelse afgør fogedretten efter sit skøn.

§ 614. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, tilhørende

fremmede stater, kan arrest kun foretages i overensstemmelse med reglerne i

den derom gældende særlovgivning.

§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages, kan

fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal

stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved

arresten.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

§ 627. - - -

Stk. 2. I reglen har fogedretten før forretningens foretagelse at afkræve

rekvirenten en sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med hensyn til det

erstatningsbeløb, som ville tilkomme den, hos hvem arresten er gjort, i

tilfælde af dennes ulovlighed; kun hvor de foreliggende oplysninger skønnes

at indeholde et fuldstændigt bevis for arrestens lovlighed, er

sikkerhedsstillelse ufornøden, så længe ikke beviset svækkes ved det under

forretningen oplyste. Dog bør der ikke en gang mod sikkerhedsstillelse

indrømmes arrest, når det ifølge det for fogedretten oplyste skønnes, at

fordringen er ubegrundet. Alle spørgsmål om sikkerhedsstillelsens art og

størrelse afgør fogedretten efter sit skøn.

§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en

efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens

fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige

omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen

vedrørende fordringen.

Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller

den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge

arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.

§ 615. Arrest kan afværges, og foretagen arrest fås ophævet, når

skyldneren stiller fornøden sikkerhed for den fordring med renter og

omkostninger, i anledning af hvilken arrest søges.

Stk. 2. Om den tilbudte sikkerhed ifølge størrelse og beskaffenhed er

fyldestgørende, bedømmes af fogedretten efter et skøn.

§ 630. Arrestforretningen begynder med, at fogedretten opfordrer

pågældende til ved sikkerhedsstillelse eller betaling at tilfredsstille

rekvirenten, hvorpå fogedretten, når dette ikke straks sker, efter afgørelse

af mulige indsigelser skrider til arrestens udførelse.

§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som

fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er

nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de

dokumenter, der påberåbes.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,

stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, §

501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505,

stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt.,

§ 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende anvendelse.

§ 627. Den, der vil erhverve arrest på nogens gods, har at indgive

skriftlig begæring herom til vedkommende fogedret, ledsaget af de dokumenter,

og øvrige oplysninger, som er for hånden.

Stk. 2. - - -

§ 614. Arrest på gods kan ikke foretages i ting, hvori der ikke vil kunne

gøres eksekution for den pågældende fordring.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 616. Arrest på gods medfører, at skyldneren fra det øjeblik,

arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte, forbruge,

tilintetgøre eller ved retshandler råde over de arresterede genstande,

derunder oppebære arresterede fordringer. Dog finder reglerne i § 518, stk.

2, og § 520, stk. 1, 1. pkt., tilsvarende anvendelse ved arrest i fast

ejendom.

Stk. 2. Om arrestens tinglysning gælder reglerne i § 1 i lov om

tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926. Ved arrest i fordringer finder

bestemmelsen i § 524 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Med hensyn til arrest i registrerede skibe gælder reglerne i lov

nr. 93 af 29. marts 1957 om skibsregistrering.

§ 617. Arrestrekvirenten er i reglen ikke berettiget til at lade de

arresterede genstande tage fra skyldneren. Dog kan fogedretten ved rørligt

gods, når de arresterede genstandes beskaffenhed eller skyldnerens person og

forhold opfordrer dertil, bestemme, at de arresterede genstande skal tages

under bevogtning af fogedretten selv eller af nogen, der hertil af

fogedretten beskikkes på skyldnerens bekostning.

§ 625. Arrestforretninger udføres af fogedretten. Bestemmelserne i § 491,

stk. 4, om vidner ved fogedforretninger finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den i § 498, stk. 2, givne forskrift er også anvendelig på

arrestforretninger.

§ 626. Hvilken fogedret der er pligtig eller berettiget til at foretage

arrestforretninger, afgøres efter de i § 487, jf. § 491, stk. 3, givne

regler.

§ 628. Arrestforretningen begynder på skyldnerens bopæl eller i mangel af

en sådan på hans sædvanlige opholdssted, men kan dog efter omstændighederne,

navnlig når der er fare ved opsættelse, eller når skyldneren ikke har bopæl i

riget eller står i begreb med at forlade dette, begynde på det sted, hvor

personen eller forretningens genstand forefindes.

Stk. 2. Når rekvirenten ønsker det, og hensynet til skyldnerens tarv ikke

taler derimod, kan fogedretten beramme arrestforretningen til påbegyndelse på

sit kontor, således at skyldnerens udeblivelse uden lovligt forfald medfører

virkning efter § 494.

§ 629. Med hensyn til parternes møde under forretningen gælder reglerne i

§ 492, stk. 1, og § 495.

§ 632. Med hensyn til valget af de genstande, hvori arresten gøres,

forholdes der efter de i § 517 givne forskrifter, ligesom der i øvrigt ved

arrestforretningers foretagelse, med de af forholdets natur følgende

lempelser, gås frem efter de om eksekutionsforretninger i §§ 497-501, 503,

506, stk. 4, 1. pkt., 507 og 518 givne regler.

§ 632. Arrest kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue,

som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg

af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i

forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende

fordringen.

Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest

og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over

aktiverne i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.

Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig

meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens

interesser, jf. § 495, stk. 2.

§ 631. Arresten kan kun udstrækkes til så meget af skyldnerens gods, som

behøves til at sikre rekvirentens fordring i forbindelse med de sandsynlige

udgifter ved arresten og dens forfølgning.

§ 633. Fogedretten erklærer derefter til fogedbogen de optegnede genstande

for belagte med arrest til arrestrekvirentens sikkerhed. Det betydes

skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig for strafansvar kan

råde over dem på en måde, som kommer i strid med arrestrekvirentens ret. Er

skyldneren ikke til stede, gives der den eller dem, som i henhold til § 495,

stk. 2, tilkaldes på hans vegne, pålæg om at give ham en sådan betydning.

Efter omstændighederne kan et lignende pålæg gives til tredjemand, i hvis

besiddelse det arresterede er.

§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages

skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning

af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.

Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.

§ 617. Arrestrekvirenten er i reglen ikke berettiget til at lade de

arresterede genstande tage fra skyldneren. Dog kan fogedretten ved rørligt

gods, når de arresterede genstandes beskaffenhed eller skyldnerens person og

forhold opfordrer dertil, bestemme, at de arresterede genstande skal tages

under bevogtning af fogedretten selv eller af nogen, der hertil af

fogedretten beskikkes på skyldnerens bekostning.

§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag

om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under

eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal

fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af

arresten.

Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans,

skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme

ret.

Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende

fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan

i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.

Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,

anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter

arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet.

Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk

domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal

påkendelsen af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet

retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende

spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er

afværget ved sikkerhedsstillelse.

§ 634. Hvis der ikke allerede er anlagt retssag i anledning af den

fordring, for hvilken arrest er gjort, skal rekvirenten, når skyldneren ikke

under eller efter forretningen har frafaldet forfølgning, inden en uge efter

arresten anlægge sådan sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt

påstand på, at arrestens foretagelse stadfæstes. Retten kan bestemme, at

spørgsmålet vedrørende arrestens stadfæstelse forhandles særskilt.

Stk. 2. Er retssag i anledning af pågældende fordring svævende ved første

instans, bliver der inden fornævnte frist at anlægge en særskilt arrestsag

ved den samme ret, ved hvilken hin sag behandles. Det er retten forbeholdt at

bestemme, at arrestsagen skal sættes i forbindelse med hovedsagen, såvel som

at den ene af disse sager skal udsættes, indtil den anden er påkendt.

Stk. 3. Er dom faldet i første instans i retssagen, hvorunder den fordring

er indtalt, for hvilken arresten er gjort, anlægges arrestsagen ved den ret,

af hvilken hin sag er blevet påkendt. Retten kan i tilfælde af anke udsætte

arrestsagens forhandling i det hele eller for en del.

Stk. 4. Er retssag i anledning af fordringen svævende ved udenlandsk

domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal

påkendelsen af den i medfør af stk. 1 anlagte sag udsættes, indtil der er

truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks

påkende spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 5. Reglerne om arrestens og fordringens forfølgning bliver med de

fornødne lempelser at anvende, når arrest er afværget ved

sikkerhedsstillelse.

§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,

såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller

dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for

arvingerne.

Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten

frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller

arrestsagens ophævelse, og der ikke fra boets side er anlagt retssag om

erstatning.

§ 635. Kommer skyldneren, efter at arrest er gjort, under konkurs, eller

dør han, og offentligt skifte uden gælds vedgåelse finder sted efter ham,

bortfalder arrestrekvirentens forpligtelse til at anlægge retssag i anledning

af fordringen eller arresten. Den af rekvirenten i anledning af arresten

stillede sikkerhed løsgives dog først, når 8 uger er gået efter arrestens

foretagelse eller, hvis sag har været anlagt og hæves, 8 uger efter

ophævelsen, og der derhos ikke fra boets side er rejst sag om erstatning. Er

dette sket, må det endelige udfald af sagen afventes.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.

Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende

arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring

særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under

denne sag.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort. Er

retssag i anledning af den pågældende fordring svævende, og arrestsagen ikke

behandles i forbindelse med hovedsagen, kan indsigelser mod fordringens

rigtighed ikke fremføres under arrestsagen. I øvrigt kan alle andre

indsigelser vedkommende arrestens lovlighed fremsættes og påkendes under

arrestsagen, uden hensyn til, om de tilforn har været undergivne fogedrettens

afgørelse.

§ 637. Klager fra dens side, hos hvem arresten er gjort, sigtende til at

bevirke ophævelse af den foretagne arrest som ulovlig gjort, kan over for

arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under arrestsagen eller den i

anledning af fordringen anlagte retssag.

§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen

vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet,

medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen.

§ 638. Arresten kan ophæves såvel ved dommen i arrestsagen som ved dommen

i hovedsagen.

Stk. 2. Arresten bortfalder først, når ankefristen for den dom, hvorved

den kendes ugyldig, er udløbet, uden at anke er iværksat, medmindre andet er

bestemt i dommen.

§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt

fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende

fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse

sager afvises eller hæves.

Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder,

som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give

fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.

§ 639. Forsømmer arrestrekvirenten den ham ifølge det foregående

påhvilende forpligtelse til inden de i § 634 ommeldte frister at begynde

arrestsag eller sag i anledning af fordringen, eller afvises eller hæves

nogen af disse sager, kan arresten fordres ophævet, dog uden at

arrestrekvirenten af denne grund er udelukket fra igen at gøre arrest for

denne samme fordring.

§ 640. En pålagt arrest kan i det hele eller for en del ophæves af

fogedretten på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens

foretagelse. På grund af formelle fejl ved forfølgningssagen kan arresten kun

fordres ophævet i medfør af § 639.

Stk. 2. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give

arrestrekvirenten lejlighed til at ytre sig.

Stk. 3. Imod fogedrettens kendelse kan der, hvad enten den går ud på at

ophæve arresten eller nægte dens ophævelse, iværksættes anke eller kære i

overensstemmelse med reglerne om anke eller kære imod de til dommes

fuldbyrdelse sigtende fogedforretninger, jfr. navnlig §§ 587 ff.

Stk. 4. Fogedrettens ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde i

virksomhed ved anvendelse af anke eller kære.

§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser

sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det

samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende

omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.

Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre

beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der

følger af, at arresten har haft for stor udstrækning.

Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale

skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have

undladt at begære arrest.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under

arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt

søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er

ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal

anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest

afværges ved sikkerhedsstillelse.

Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen

tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.

§ 636. - - -

Stk. 2. Dersom retten efter derom af rekvisitus nedlagt påstand skønner,

at der ikke i hans økonomiske stilling eller forhold i øvrigt på den tid, da

arresten begæredes, fandtes nogen rimelig anledning for arrestrekvirenten til

at benytte det nævnte retsmiddel, bliver der ikke ved dommen at tilkende

rekvirenten erstatning for de med arrestens foretagelse eller den særlige

retsforfølgning forbundne udgifter. Herimod stridende overenskomster er

ugyldige.

§ 641. Befindes en arrest i det hele ulovlig, enten fordi den fordring,

for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig dom befindes grundet hverken i

det hele eller for en del, eller fordi arresten selv, bortset fra fordringens

rigtighed, lider af mangler, som medfører dens ugyldighed, og som kunne have

været undgåede af arrestrekvirenten ved fornøden agtpågivenhed, er

arrestrekvirenten pligtig at yde den, hos hvem arresten er gjort, erstatning

for tab, tort og kreditspilde. Befindes arresten ulovlig for en del, er

arrestrekvirenten pligtig at erstatte den, hos hvem arresten er gjort, det

særlige tab og den særlige kreditspilde, som måtte være en følge af, at der

er blevet givet arresten en for stor udstrækning.

Stk. 2. Bortfalder eller ophæves en gjort arrest på grund af efterfølgende

omstændigheder, tilkommer der den, hos hvem arresten er gjort, erstatning for

tab, tort og kreditspilde, når det må antages, at arresten, om den var blevet

behørig forfulgt og holdt ved magt, ville have medført sådant ansvar.

§ 642. Krav på erstatning i anledning af arresten kan gøres gældende mod

arrestrekvirenten enten som modkrav under arrestsagen eller under et

selvstændigt søgsmål i første instans, hvilket sidste dog først kan anlægges,

når arresten enten ved dom er kendt ugyldig eller ved fogedrettens kendelse

(§ 640) ophævet; sådant selvstændigt søgsmål må i så fald anlægges inden 12

uger.

§ 643. Ophæves arresten af overordnet ret, for hvilken fogedrettens

nægtelse (§ 640) af at ophæve arresten er indbragt, kan der ved samme dom

tillægges den, hos hvem arresten er gjort, den ham tilkommende erstatning hos

arrestrekvirenten

§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53.

Kære har ikke opsættende virkning.

§ 645. Fogedrettens nægtelse af arrest er genstand for kære efter reglerne

i kap. 53. Kærefristen er 4 uger.

Kapitel 57

Forbud

§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for

stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade

handlinger, som strider mod rekvirentens ret.

Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som

forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger

for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter

reglerne herom i anden lovgivning.

§ 646. Ved forbud, foretaget af fogedretten, kan der gives en eller flere

bestemte private personer såvel som repræsentanter for stat eller kommune i

disses egenskab som ejere af faste ejendomme eller som medkontrahenter i

kontraktsforhold pålæg om at undlade handlinger eller foretagender, som

strider imod forbudsrekvirentens ret, og som de pågældende på grund heraf,

selv uden forbudet, ville være uberettiget til at foretage.

Stk. 2. Forbud mod ægteskab kan finde sted ligesom hidtil.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, tilhørende fremmede stater, kan forbud kun anvendes i

overensstemmelse med reglerne i den derom gældende særlovgivning.

§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,

2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og

3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre

sin ret gældende ved almindelig rettergang.

§ 646. Ved forbud, foretaget af fogedretten, kan der gives en eller flere

bestemte private personer såvel som repræsentanter for stat eller kommune i

disses egenskab som ejere af faste ejendomme eller som medkontrahenter i

kontraktsforhold pålæg om at undlade handlinger eller foretagender, som

strider imod forbudsrekvirentens ret, og som de pågældende på grund heraf,

selv uden forbudet, ville være uberettiget til at foretage.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 647. Forbud kan gøres, uagtet det ikke for fogedretten bevises, at de

handlinger, der skal forbydes, er stridende mod forbudsrekvirentens ret; men

denne må i så fald stille sikkerhed for den skade og ulempe, som ved forbudet

kan forårsages den pågældende.

Stk. 2. Dog må forbud end ikke imod sikkerhedsstillelse iværksættes, når

det må antages, at det er ulovligt.

§ 648. Forbud kan kun gøres, når den, mod hvem forbudet rettes, ved

gerning eller ord har givet grund til at antage, at han vil foretage de

handlinger, som skal forbydes. Kan fyldestgørende bevis i så henseende ikke

fremskaffes for fogedretten, kan det pålægges forbudsrekvirenten at stille

sikkerhed som betingelse for at få forbud iværksat.

Stk. 2. - - -

§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige

regler om straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed

yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre

rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til

rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.

§ 648. - - -

Stk. 2. Forbudet bør ikke nedlægges, når det skønnes, at en af rekvisitus

tilbudt sikkerhed eller den straf, som lovens almindelige regler hjemler for

retskrænkelsen, yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for

forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan

påføres rekvisitus ved forbudet.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet

først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne

meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt

ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.

§ 649. I de i de tvende foregående paragraffer omhandlede tilfælde

bestemmer fogedretten ifølge skøn over samtlige omstændigheder sikkerhedens

art og størrelse.

§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbudets

opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at

tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.

Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes

eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er

bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.

Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af

fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller

sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere

betinges af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.

§ 650. - - -

Stk. 2. Når forbud ved fogedretten er nedlagt, har politiet på

forbudsrekvirentens begæring at yde bistand til forbudets opretholdelse ved

at hindre pågældende i at foretage overtrædelseshandlinger, tilintetgøre,

hvad der måtte være foretaget i strid med forbudet, o.desl.

§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor

rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i

landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller beslaglæggelse efter §

645, finder § 487 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, §

349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og

2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499, § 500 og §

502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en

anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,

stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.

§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med

hensynet til forretningens fremme.

Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud

ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter

anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30 finder

tilsvarende anvendelse.

§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder

tilsvarende anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag er

dog 2 uger.

Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbudet,

herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre strafansvar efter § 651,

stk. 1.

§ 652. I øvrigt bliver med de lempelser, som følger af forholdets

beskaffenhed, de regler at anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§

625-29 samt §§ 633-34 og 636-45, er givne om arrest.

§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651

anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med

beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse

af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte

tilbagegives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation,

kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens

erstatningskrav.

§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter

reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af

rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i forbindelse

hermed dømmes til at betale erstatning.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der

forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.

Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes,

indtil forbudssagen er afgjort.

§ 650. Den, der modvillig overtræder et for ham ved fogedretten nedlagt

forbud, kan under en af forbudsrekvirenten anlagt sag dømmes til straf af

bøde eller hæfte og i forbindelse hermed efter omstændighederne til

erstatning. Spørgsmålet om idømmelse af straf og erstatning kan dog udsættes,

indtil forbudssagen er afgjort.

Stk. 2. - - -

§ 651. Enhver, der, vidende om et forbud, yder den, mod hvem forbudet er

rettet, bistand til de forbudne foretagenders udførelse, bliver, for så vidt

forbudet stadfæstes, erstatningspligtig over for forbudsrekvirenten.

§ 652. I øvrigt bliver med de lempelser, som følger af forholdets

beskaffenhed, de regler at anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§

625-29 samt §§ 633-34 og 636-45, er givne om arrest.

§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om

forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands

flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden, og formålet hermed er

at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.

§ 653. Forbud imod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller

overhovedet en genstands forflyttelse eller anden rådighedsudøvelse over den

er, når hensigten hermed er at søge sikkerhed for fyldestgørelsen af krav af

den i § 612 ommeldte art, uden hensyn til, hvorledes forretningen benævnes, i

et og alt at betragte som arrest i den pågældende fordring eller genstand.

Som en følge heraf bliver de i forrige kapitel om arrest givne regler i alle

henseender at anvende på sådanne forretninger.

§ 653. I sager, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers forordning

3842/86 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod

varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne

kompetent myndighed, jf. art. 3 i forordningen.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige

for domstolenes anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om

foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede varers

overgang til fri omsætning.

Bestemmelsen er ny.

Ad § 2 (Inddrivelsesloven)

§ 6. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for pante-

eller toldfogeden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter

forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for

fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.

Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan

dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse

behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4

uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan

kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.

§ 6. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for pante-

eller toldfogden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter

forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten inden for et

tidsrum af 14 dage fra forretningens foretagelse.

Ad § 3 (Retsafgiftsloven)

§ 52 og § 56 ophæves.

§ 52. Henviser retten i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 3, 1. pkt.,

en klager til at iværksætte anke i stedet for kære, fradrages den allerede

betalte kæreafgift i ankeafgiften, dersom anke iværksættes rettidigt.

§ 56. Henviser retten i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 3, 2. pkt.,

en klager til at iværksætte kære i stedet for anke, tilbagebetales det beløb,

hvormed den betalte ankeafgift overstiger kæreafgiften, dersom kære

iværksættes rettidigt.

Officielle noter

(1) EFT nr. C 20 af 22. 1. 1985, s. 7

(2) EFT nr. C 343 af 31. 12. 1985, s. 111.

(3) EFT nr. C 218 af 29. 8. 1985, s. 7.

Lignende dokumenter