1988 LSF 12 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM FREMGANGSMÅDEN VED INDDRIVELSE AF SKATTER OG AFGIFTER M.V. OG LOV OM RETSAFGIFTER (ARREST OG FORBUD, APPEL I FOGEDSAGER M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af
10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende
ændringer:
1. I § 9, stk. 3, nr. 5, indsættes efter »konkursboer«:
»og begæring om gældssanering«.
2. § 31, stk. 3, 4. pkt., affattes således:
»Såfremt der fremsættes begæring herom og ingen offentlig interesse
findes at tale derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod, at der sker
offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte)
eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet
på anden måde offentliggøres.«
3. I § 66, stk. 1, udgår »chefen for skiftekontoret under
Københavns byret,».
4. I § 214, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 18, 5. pkt.« til:
»§ 18, stk. 2, 5. pkt.«
5. I § 449, stk. 1, indsættes efter »§ 448, nr. 1-5 og
7-8,»: »samt i sager efter § 448, nr. 6, om
forældremyndighed,».
6. § 453, 2. pkt., affattes således:
»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse
af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«
7. § 456 o, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke ske
offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen
nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes
identitet.«
8. § 473, 1. pkt., affattes således:
Læs alt
»Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af
forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«
9. § 475 g, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse
af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«
10. I § 505, stk. 4, ændres »ankes« til:
»kæres«.
11. § 506 og § 536, stk. 4, ophæves.
12. I § 521, 2. pkt., ændres »anke og kære« til:
»kære«.
13. § 542, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes, før den
ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis
for, at nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret
udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.«
14. §§ 584-586 ophæves.
15. Kapitel 53 affattes således:
»Kapitel 53
Appel af fogedrettens afgørelser
§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er
bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.
Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1 og 2, §
563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk.
1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.
§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.
Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde
taler derfor.
Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet
inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre
sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele
tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.
§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget,
eller, hvis forretningen ikke foretages, inden 4 uger efter den afgørelse,
som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.
Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger
efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.
Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj,
der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af
19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den
kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2,
ikke har været overholdt.
Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret,
hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade
kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen.
Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens
meddelelse.
§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte
ændringer tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens
slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden
auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af,
at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt
auktionsmøde.
Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke
hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.
Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har
været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af
kapitel 57 nedlagt forbud.
Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed
findes at være grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig
forhandling, skal begæringen i almindelighed imødekommes.«
16. I § 610, 1. pkt., ændres »anke eller kære« til:
»kære«.
17. § 611 ophæves.
18. Kapitel 56 og 57 affattes således:
»Kapitel 56
Arrest
§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når
1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen og
2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet.
§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke
består.
Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der
tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i
anden lovgivning.
§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan
fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en
efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens
fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige
omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen
vedrørende fordringen.
Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller
den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge
arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.
§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som
fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er
nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de
dokumenter, der påberåbes.
Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,
stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, §
501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505,
stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt.,
§ 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende anvendelse.
§ 632. Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue,
som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg
af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest
og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over
aktiverne i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.
Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig
meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens
interesser, jf. § 495, stk. 2.
§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages
skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning
af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.
Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.
§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag
om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under
eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal
fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af
arresten.
Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans,
skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme
ret.
Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende
fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan
i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.
Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,
anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter
arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet.
Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk
domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal
påkendelsen af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet
retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende
spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.
Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er
afværget ved sikkerhedsstillelse.
§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,
såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller
dør og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for
arvingerne.
Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten
frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller
arrestsagens ophævelse og der ikke fra boets side er anlagt retssag om
erstatning.
§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovligt gjort.
Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende
arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring
særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under
denne sag.
§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen
vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet,
medmindre anke er iværksat eller andet er bestemt i dommen.
§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt
fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende
fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse
sager afvises eller hæves.
Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder,
som er indtruffet efter arrestens foretagelse.
Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give
fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.
§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser
sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det
samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende
omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.
Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre
beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der
følger af, at arresten har haft for stor udstrækning.
Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale
skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have
undladt at begære arrest.
Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under
arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt
søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er
ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal
anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest
afværges ved sikkerhedsstillelse.
Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen
tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.
§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53.
Kære har ikke opsættende virkning.
Kapitel 57
Forbud
§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for
stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade
handlinger, som strider mod rekvirentens ret.
Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som
forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger
for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.
Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og
skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter
reglerne herom i anden lovgivning.
§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:
1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,
2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og
3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre
sin ret gældende ved almindelig rettergang.
§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige
regler om straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed
yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.
Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre
rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til
rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.
§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for
forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan
påføres rekvisitus ved forbudet.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet
først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne
meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt
ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.
§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbudets
opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at
tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.
Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes
eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er
bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.
Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af
fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.
Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller
sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere
betinges af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.
§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor
rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i
landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller beslaglæggelse efter §
645, finder § 487 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, §
349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og
2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499, § 500 og §
502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en
anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,
stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.
§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med
hensynet til forretningens fremme.
Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud
ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter
anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30 finder
tilsvarende anvendelse.
§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder
tilsvarende anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag er
dog 2 uger.
Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbudet,
herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre strafansvar efter § 651,
stk. 1.
§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651
anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med
beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse
af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte
tilbagegives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation,
kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens
erstatningskrav.
§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter
reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.
§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af
rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i forbindelse
hermed dømmes til at betale erstatning.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der
forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.
Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes,
indtil forbudssagen er afgjort.
§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om
forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands
flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden og formålet hermed er
at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.
§ 653. I sager, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers forordning
3842/86 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod
varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne
kompetent myndighed, jf. art. 3 i forordningen.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige
for domstolenes anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om
foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede varers
overgang til fri omsætning.«
§ 2
I lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter
og afgifter m.v. affattes § 6, stk. 3, således:
»Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for
pante- eller toldfogden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter
forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for
fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.
Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse
behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4
uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan
kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.«
§ 3
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 18. august 1986,
som ændret ved lov nr. 342 af 1. juli 1988, ophæves § 52 og § 56.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1989. Retsplejelovens § 653 som
affattet ved § 1, nr. 18, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Er anmodning om arrest eller forbud indgivet til fogedretten før
lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986
som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10.
juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 3, nr. 5, indsættes efter »konkursboer«:
»og begæring om gældssanering«.
2. § 31, stk. 3, 4. pkt., affattes således:
»Såfremt der fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse
findes at tale derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod, at der sker
offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte)
eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet
på anden måde offentliggøres.«
3. I § 66, stk. 1, udgår: »chefen for skiftekontoret under
Københavns byret,».
4. I § 214, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 18, 5. pkt.« til:
»§ 18, stk. 2, 5. pkt.«.
5. I § 449, stk. 1, indsættes efter »§ 448, nr. 1-5 og
7-8,»: »samt i sager efter § 448, nr. 6, om
forældremyndighed,».
6. § 453, 2. pkt., affattes således:
»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse
af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«
7. § 456 o, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke ske
offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen
nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes
identitet.«
8. § 473, 1. pkt., affattes således:
»Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af
forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«
9. § 475 g, stk. 2, 1. pkt., affattes således:
»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse
af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.«
10. I § 505, stk. 4, ændres »ankes« til:
»kæres«.
11. § 506 og § 536, stk. 4, ophæves.
12. I § 521, 2. pkt., ændres »anke og kære« til:
»kære«.
13. § 542, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes før den
ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis
for, at nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret
udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.«
14. §§ 584-586 ophæves.
15. Kapitel 53 affattes således:
»Kapitel 53
Appel af fogedrettens afgørelser
§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er
bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.
Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1 og 2, §
563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk.
1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.
§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.
Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde
taler derfor.
Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet
inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre
sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele
tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.
§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget,
eller, hvis forretningen ikke foretages,inden 4 uger efter den afgørelse, som
kæres, jf. dog § 219, stk. 3.
Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger
efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.
Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj,
der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af
19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den
kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2,
ikke har været overholdt.
Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret,
hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade
kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen.
Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens
meddelelse.
§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte
ændringer tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens
slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden
auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af,
at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt
auktionsmøde.
Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke
hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.
Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har
været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af
kapitel 57 nedlagt forbud.
Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed
findes at være grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig
forhandling, skal begæringen i almindelighed imødekommes.«
16. I § 610, 1. pkt., ændres »anke eller kære« til:
»kære«.
17. § 611 ophæves.
18. Kapitel 56 og 57 affattes således:
»Kapitel 56
Arrest
§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når
1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og
2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet.
§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke
består.
Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der
tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i
anden lovgivning.
§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages, kan
fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en
efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens
fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige
omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen
vedrørende fordringen.
Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller
den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge
arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.
§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som
fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er
nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de
dokumenter, der påberåbes.
Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,
stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, §
501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505,
stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt.,
§ 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende anvendelse.
§ 632. Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue,
som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg
af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest
og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over
aktiverne i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.
Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig
meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens
interesser, jf. § 495, stk. 2.
§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages
skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning
af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.
Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.
§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag
om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under
eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal
fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af
arresten.
Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans,
skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme
ret.
Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende
fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan
i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.
Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,
anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter
arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet.
Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk
domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal
påkendelsen af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet
retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende
spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.
Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er
afværget ved sikkerhedsstillelse.
§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,
såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller
dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for
arvingerne.
Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten
frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller
arrestsagens ophævelse, og der ikke fra boets side er anlagt retssag om
erstatning.
§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.
Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende
arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring
særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under
denne sag.
§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen
vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet,
medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen.
§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt
fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende
fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse
sager afvises eller hæves.
Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder,
som er indtruffet efter arrestens foretagelse.
Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give
fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.
§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser
sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det
samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende
omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.
Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre
beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der
følger af, at arresten har haft for stor udstrækning.
Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale
skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have
undladt at begære arrest.
Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under
arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt
søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er
ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal
anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest
afværges ved sikkerhedsstillelse.
Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen
tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.
§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53.
Kære har ikke opsættende virkning.
Kapitel 57
Forbud
§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for
stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade
handlinger, som strider mod rekvirentens ret.
Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som
forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger
for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.
Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og
skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter
reglerne herom i anden lovgivning.
§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:
1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,
2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og
3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre
sin ret gældende ved almindelig rettergang.
§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige
regler om straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed
yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.
Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre
rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til
rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.
§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for
forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan
påføres rekvisitus ved forbudet.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet
først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne
meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt
ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.
§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbudets
opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at
tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.
Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes
eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er
bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.
Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af
fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.
Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller
sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere
betinges af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.
§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor
rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i
landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller beslaglæggelse efter §
645, finder § 487 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, §
349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og
2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499, § 500 og §
502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en
anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,
stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.
§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med
hensynet til forretningens fremme.
Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud
ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter
anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30 finder
tilsvarende anvendelse.
§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder
tilsvarende anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag er
dog 2 uger.
Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbudet,
herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre strafansvar efter § 651,
stk. 1.
§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651
anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med
beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse
af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte
tilbagegives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation,
kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens
erstatningskrav.
§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter
reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.
§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af
rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i forbindelse
hermed dømmes til at betale erstatning.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der
forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.
Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes,
indtil forbudssagen er afgjort.
§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om
forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands
flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden, og formålet hermed er
at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.
§ 653. I sager, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers forordning
3842/86 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod
varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne
kompetent myndighed, jf. art. 3 i forordningen.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige
for domstolenes anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om
foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede varers
overgang til fri omsætning.«
§ 2
I lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter
og afgifter m.v. affattes § 6, stk. 3, således:
»Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for
pante- eller toldfogeden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter
forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for
fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.
Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse
behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4
uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan
kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.«
§ 3
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 18. august 1986
som ændret ved lov nr. 342 af 1. juli 1988, ophæves § 52 og § 56.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1989. Retsplejelovens § 653 som
affattet ved § 1, nr. 18, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Er anmodning om arrest eller forbud indgivet til fogedretten før
lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslagets hovedformål er at gennemføre en almindelig revision og
modernisering af retsplejelovens fogedretlige regler om arrest og forbud og i
den forbindelse foretage en skærpelse af betingelserne for at benytte disse
såkaldte foreløbige retsmidler.
Endvidere foreslås en ændring af appelreglerne i fogedsager, således at
appel af fogedrettens afgørelser alene skal kunne foretages ved kære og ikke
som i dag enten ved anke eller kære.
Lovforslaget er en videreførelse af det revisionsarbejde af fogedreglerne,
der blev igangsat ved lovændringer i 1976 og 1978. Ved lov nr. 258 af 26. maj
1976 blev der således gennemført en almindelig revision af retsplejelovens
regler om udlæg (kapitlerne 45, 46 og 47), og ved lov nr. 291 af 8. juni 1978
indførtes nye regler om tvangsauktion over fast ejendom (kapitlerne 51 og
52). Lovændringerne byggede på betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning
og betænkning nr. 800/1977 om tvangsauktion over fast ejendom.
De nu foreslåede ændringer bygger på betænkning nr. 1107/1987 om arrest og
forbud. Betænkningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Retsplejerådet
og tiltrådt af Retsplejerådet. Forslagene om ændrede appelregler i fogedsager
bygger på Retsplejerådets udtalelse fra oktober 1986, der er optaget som
bilag 4 til betænkningen.
Lovforslaget er i det væsentligste uændret i forhold til det forslag til
lov om ændring af retsplejeloven m.v. (L 133), der blev fremsat den 18.
december 1987, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, sp. 4423, og tillæg
A, sp. 2637. Lovforslaget var til første behandling den 22. januar 1988, jf.
FT sp. 5443.
Ændringerne består i, at det tidligere lovforslags § 1, nr. 1-4, om
retternes sammensætning m.v. er udskudt til et senere lovforslag sammen med
eventuelle yderligere ændringer af disse bestemmelser. Endvidere er der i §
1, nr. 1, 3-5, 8, 9 og 12, medtaget nogle lovtekniske ændringer af
retsplejeloven. Endelig er der foretaget to mindre ændringer af forslagene
til § 587, stk. 6, og § 648, stk. 1, i retsplejeloven. Om baggrunden herfor
henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.
I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i lovforslaget,
idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere detaljerede gennemgang af
gældende ret og baggrunden for og indholdet af de foreslåede ændringer.
2. Arrest
Formålet med at foretage arrest i en skyldners formue er at søge at sikre,
at der er nogle af skyldnerens aktiver tilbage på det tidspunkt, hvor en
gældsforpligtelse kan være fastslået ved dom.
Ved en arrest søges det således sikret, at den, der har et krav, der kan
opgøres i penge, senere kan gøre udlæg i bestemte af skyldnerens aktiver, som
fogeden under arrestforretningen har noteret i fogedprotokollen. Efter en
arrest må skyldneren ikke sælge aktiverne, og hvis skyldneren alligevel gør
det, vil der kunne blive tale om strafansvar, ligesom aktiverne vil kunne
kræves udleveret fra erhververen, selv om denne er i god tro. Derimod
beskytter arresten ikke over for de af skyldnerens øvrige kreditorer, der vil
gøre udlæg i aktivet, inden den, der har gjort arrest, selv har tilvejebragt
et grundlag for at gøre udlæg gennem en dom eller et forlig.
De foreslåede ændringer af retsplejelovens kapitel 56 om arrest er i vidt
omfang udtryk for en sproglig modernisering og præcisering af reglernes
anvendelse på grundlag af den retspraksis, der har udviklet sig. Samtidig
foreslås en ændring på de punkter, hvor de hidtidige reglers anvendelse har
givet anledning til berettiget kritik eller har haft uheldige virkninger.
2.1. Betingelserne for at foretage arrest
Efter den gældende retsplejelovs § 612 kan arrest foretages til sikkerhed
for pengekrav , enten når rekvirentens fordring er forfalden uden at være
betalt, eller når en skyldner ved dispositioner over sine aktiver bringer
rekvirentens fyldestgørelsesmulighed i fare. Herudover kræves, at der (endnu)
ikke kan foretages udlæg for kravet.
Det er blevet kritiseret, at arrest som foreløbigt retsmiddel kan
misbruges, navnlig i tilfælde, hvor arrestbegæringen alene støttes på, at
rekvirenten har en forfalden fordring på skyldneren. Der henvises i den
forbindelse til, at arresten kan anvendes som pressionsmiddel mod skyldneren
og som en genvej til et hurtigt udlæg på grundlag af et under
arrestforretningen indgået retsforlig. Efter § 636, stk. 2, kan den, som uden
rimelig anledning har ladet foretage arrest, ikke få erstattet sine
sagsomkostninger. Denne regel, der tilsigter at hindre fremkomsten af
ugrundede arrestbegæringer, virker imidlertid ikke efter hensigten i de
situationer, hvor der i fogedretten indgås et retsforlig om forfaldne
fordringer, hvis fyldestgørelse ikke har været truet af skyldnerens
dispositioner.
Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, hvorledes man på den ene
side kan forhindre omgåelse af retsordenens almindelige regler for
retsforfølgning af forfaldne fordringer og på den anden side ikke afskære en
fordringshaver fra at anvende arrest, såfremt muligheden for fyldestgørelse
trues af skyldnerens dispositioner. Rådet kan ikke anbefale at indføre
bestemmelser, som helt eller delvis gør det umuligt at indgå eksegible
retsforlig (forlig, der kan fuldbyrdes) under en arrestforretning, da en
sådan løsning vil indebære et markant brud med domstolenes traditionelle ret
og pligt til at mægle forlig. Man finder derimod, at mulighederne for misbrug
vil kunne imødegås ved at skærpe betingelserne for anvendelse af arrest.
Det foreslås derfor, at arrest generelt betinges af, at der foreligger en
aktuel grund til at antage, at skyldneren ved sine dispositioner vil bringe
fordringshaverens fyldestgørelsesmulighed i fare.
Herved præciseres arrestens formål som et foreløbigt retsmiddel. Det er
alene i disse tilfælde, at der er grundlag for at fravige de almindelige
regler om tvangsfuldbyrdelse. En sådan formulering af arrestbetingelserne vil
sammen med muligheden for erstatning i nogen grad fjerne fordringshaverens
incitament til at misbruge arrestinstituttet, men vil ikke afskære
berettigede krav om arrest.
Fordringshaveren skal i fogedretten efter forslaget kunne antageliggøre,
at muligheden for senere fyldestgørelse væsentligt forringes, hvis arrest
ikke foretages. Fordringshaveren skal således kunne henvise til konkrete
omstændigheder vedrørende skyldnerens personlige eller økonomiske forhold,
som antageliggør, at arrestbetingelsen er opfyldt. Som eksempler herpå nævnes
oplysninger om, at skyldneren agter varigt at tage ophold i udlandet,
tilfælde, hvor en forretningsdrivende skyldner foretager usædvanlige
realisationer af sine aktiver eller usædvanlige forretningsmæssige
dispositioner, og endelig tilfælde, hvor skyldneren direkte tilkendegiver at
ville lægge hindringer i vejen for fordringshaverens fyldestgørelse.
I betænkningen anføres i øvrigt, at en skærpelse af mulighederne for at
gøre arrest må ses i sammenhæng med fordringshaverens mulighed for i
kontraktsforhold at vurdere medkontrahentens soliditet og muligheden for i
sådanne tilfælde at sikre sig fortrinsret til fyldestgørelse i
medkontrahentens aktiver i forbindelse med ydelse af kredit sammenholdt med
konkurslovens omstødelsesregler. Endvidere må behovet for at kunne gøre
arrest for forfaldne fordringer antages i nogen grad at være mindsket som
følge af udlægsreformen i 1976, navnlig derved, at grundlaget for udlæg blev
udvidet, jf. § 478, og den ved § 486, stk. 2, indførte adgang til fremrykket
tvangsfuldbyrdelse.
Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, og lovforslaget
er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§ 627).
2.2. Regler om bevisrisikoen for fordringens eksistens og om
sikkerhedsstillelse
Efter de gældende regler er det ikke en betingelse for at foretage arrest,
at fordringshaveren i fogedretten skal kunne godtgøre eller sandsynliggøre
sin fordring mod skyldneren. Er fordringshaveren ikke i stand til i
fogedretten at føre det fornødne bevis, må fordringshaveren imidlertid stille
sikkerhed for sit eventuelle erstatningsansvar, hvis det under en senere
retssag skulle vise sig, at kravet ikke består. Fogeden skal alene nægte at
gennemføre arrestforretningen, hvis der fremkommer oplysninger under
fogedforretningen af en sådan art, at fogedretten må skønne, at fordringen
ikke består. Skyldneren har i øvrigt bevisbyrden herfor, og adgangen til at
føre bevis er i den forbindelse begrænset af den almindelige fogedretlige
regel herom i § 501.
Retsplejerådet har overvejet, om der bør stilles beviskrav til fordringens
eksistens, således at fordringshaveren i fogedretten skal sandsynliggøre
eller godtgøre sin fordring mod skyldneren. Der stilles imidlertid ikke
forslag herom, da den fornødne bevisførelse i givet fald vil kunne være af et
meget betydeligt omfang. Adgangen til at foretage arrest ville i høj grad
blive besværliggjort, og der ville blive tale om en øget belastning af
fogedretterne. Skyldnerens interesser skønnes tilstrækkeligt tilgodeset ved
de nuværende regler om sikkerhedsstillelse og erstatning samt en foreslået
adgang til appel, jf. nedenfor. Arresten foregriber alene et økonomisk opgør
mellem sagens parter, og der findes derfor ikke samme behov for en sådan
prøvelse af grundlaget for fordringshaverens begæring, som det foreslås
nedenfor i forbudssagerne, og heller ikke hensynet til de øvrige kreditorer
taler for en indgående bevisførelse.
Retsplejerådet - og Justitsministeriet - foreslår derfor, at det
nugældende system opretholdes, således at arrest kan foretages - eventuelt
mod sikkerhedsstillelse - medmindre skyldneren inden for rammerne af den
tilladte bevisførelse kan godtgøre, at fordringen ikke består.
Retsplejerådet foreslår som udgangspunkt ingen ændringer i reglerne om
sikkerhedsstillelse. Dog foreslås tilvejebragt udtrykkelig hjemmel for, at
fogeden kan justere kravet til sikkerhed, indtil arresten er foretaget, men
ikke efter dette tidspunkt. Begrundelsen herfor er, at det kan være
vanskeligt allerede før arrestforretningens påbegyndelse at bedømme alle
forhold af betydning for fastsættelsen af sikkerhedens størrelse.
Det præciseres i øvrigt, at fogedretten bør foretage en konkret bedømmelse
med hensyn til sikkerhedens art og størrelse, således at sikkerheden ikke
fastsættes urealistisk høj. Der henvises til forslaget til § 629.
2.3. Arrestforretningens gennemførelse
Retsplejerådet foreslår, at der under en arrestforretning i videst muligt
omfang anvendes samme regler som ved udlægsforretninger, således at der
gennemføres en regelforenkling i overensstemmelse med den modernisering, der
fandt sted ved udlægsreformen i 1976. Da de gældende regler om fremgangsmåden
ved foretagelse af arrest i øvrigt ikke har givet anledning til kritik,
foreslås disse regler videreført.
Efter udlægsreglerne fastsætter fogedretten tid og sted for forretningens
foretagelse. Efter de gældende regler skal en arrestforretning som hovedregel
påbegyndes på skyldnerens bopæl. Indførelse af samme regel som for
udlægsforretningerne vil medføre den fordel, at fogedretten i større og mere
komplicerede arrestforretninger kan beramme sagen til foretagelse på
hovedkontoret i tilfælde, hvor der må forventes en mere omfattende
bevisførelse. Efter retsmidlets karakter vil der dog ofte være behov for at
påbegynde arrestforretningen som udgående fogedforretning uden forudgående
underretning af skyldneren. Dette kan have betydning både af hensyn til en
hurtig indgriben over for skyldnerens dispositioner og for rekvirentens
muligheder for at sandsynliggøre, at der foreligger en aktuel grund til at
antage, at skyldneren ved sine dispositioner vil bringe fordringshaverens
fyldestgørelsesmulighed i fare.
Ved lovforslaget foreslås derfor, at der anvendes samme fremgangsmåde ved
arrestforretninger som ved udlægsforretninger i de tilfælde, hvor dette er
muligt (§ 631, stk. 2).
2.4. Appel af fogedrettens afgørelser i arrestsager
En rekvirent kan efter den gældende § 645 påkære fogedrettens nægtelse af
at foretage arrest efter de almindelige regler i kapitel 53. Endvidere kan
fogedrettens ophævelse af en arrest på grund af efterfølgende omstændigheder
appelleres efter § 640, stk. 3. Det er imidlertid kun i disse to situationer,
der er mulighed for at appellere. Skyldneren har ikke mulighed for at
appellere en foretagen arrest eller fogedrettens nægtelse af at ophæve en
arrest på grund af efterfølgende omstændigheder.
Retsplejerådet finder, at dette er i strid med det to-instansprincip, der
i øvrigt gælder i fogedsager, og at hensynet til skyldneren taler for at
ændre det gældende system, navnlig når henses til det ofte lange tidsrum, som
kan hengå, inden der foreligger en endelig afgørelse i justifikationssagen.
Det nuværende appelsystem fører således til, at skyldneren ikke under appel
kan få efterprøvet, om arresten er foretaget i genstande omfattet af f.eks.
reglerne om trangsbeneficiet, ligesom skyldneren er afskåret fra at få
efterprøvet fogedrettens afgørelse om fordringshaverens sikkerhedsstillelse.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at der åbnes adgang til at
påkære fogedrettens afgørelser under arrestsagen i overensstemmelse med
reglerne i kapitel 53.
Justitsministeriet er af de anførte grunde enig med Retsplejerådet i, at
hensynet til skyldneren i afgørende grad taler for, at der gives denne en
appelmulighed, og der er derfor i forslaget til § 640 medtaget en bestemmelse
om kæreadgang efter reglerne i kapitel 53 med tilføjelse om, at kære ikke har
opsættende virkning.
3. Forbud
Formålet med et fogedforbud er at værne en rettighedshaver mod, at en
anden foretager handlinger, som strider mod rettighedshaverens ret. Forbudet
sikrer en hurtig indgriben i tiden, indtil rettighedshaveren kan opnå dom
for, at den pågældende ikke er berettiget til at foretage nærmere beskrevne
handlinger. Forskellen mellem arrest og forbud består således navnlig i, at
rettighedshaveren gennem en arrest sikrer et pengekrav og gennem et forbud
overholdelsen af en undladelsespligt.
Anvendelsen af forbud har i de senere år givet anledning til omtale og
kritik navnlig i de såkaldte benzinsager, hvor benzinselskaber har fået
nedlagt forbud over for en række benzinforhandlere, fordi de havde indgået
overenskomst om forhandling af benzinprodukter fra et andet benzinselskab.
3.1. Forbudsbetingelser og beviskrav
Efter de gældende regler kan forbud nedlægges mod handlinger, der strider
mod rekvirentens ret, når der er grund til at antage, at rekvisitus (den
forbudet retter sig imod) vil krænke denne ret.
Retsplejerådet finder, at der ved fastlæggelsen af, under hvilke
betingelser der skal åbnes mulighed for nedlæggelse af forbud, i første række
må tages hensyn til rekvirentens interesse i hurtigt og effektivt at kunne
bringe en iværksat eller truende retskrænkelse til ophør. Reglerne om forbud
bør dog også i videst muligt omfang sikre en afgørelse, der er forsvarlig i
forhold til rekvisitus.
Retsplejerådet foreslår ingen ændring i de grundlæggende betingelser for
at nedlægge forbud, men derimod en skærpelse af kravene til beviserne for, at
betingelserne er opfyldt. Selv om bevisførelsen i forbudssager ofte finder
sted i langt videre omfang end normalt i fogedsager, er det efter den
herskende opfattelse i teori og praksis en tilstrækkelig betingelse for
nedlæggelse af forbud, at rekvirentens ret kan være krænket. I mangel
af fyldestgørende bevis kan forbudssagen således fremmes, hvis rekvirenten
stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som forbudet kan forårsage for
rekvisitus. Efter motiverne til de gældende regler fandt man dennes
interesser tilstrækkeligt værnet ved en sådan sikkerhedsstillelse og ved
kravet om, at justifikationssag skal anlægges inden en uge efter forbudets
nedlæggelse.
Retsplejerådet anfører, at det ud fra et retssikkerhedsynspunkt må
forekomme uantageligt, at man - som det har været fremført - kan købe sig til
et forbud uden at kunne sandsynliggøre, at betingelserne herfor er opfyldt.
Endvidere kan det anføres, at justifikationssagen efter sin art meget vel kan
strække sig over et meget langt tidsrum, hvor forbudet står ved magt, hvortil
kommer, at forbudet bevarer sin retsvirkning, såfremt en dom i 1. instans
ankes. Forbudet kan derfor være forbundet med meget betydelige
skadevirkninger for rekvisitus, og disse skadevirkninger kan ikke altid
kompenseres ved ikendelse af en erstatning under justifikationssagen.
Retsplejerådet finder ikke, at man bør opstille et krav om, at rekvirenten
allerede under forbudssagen fuldt ud skal kunne godtgøre sin ret som
betingelse for nedlæggelse af forbud. Et sådant krav ville berøve forbudet
dets effektivitet som retsmiddel mod en truende retskrænkelse, og i øvrigt
ville det i mange sager medføre en bevisførelse, der ligger uden for
fogedrettens nuværende rammer.
I stedet foreslår Retsplejerådet, at beviskravene skærpes, således at
forbud kun kan nedlægges, hvis rekvirenten godtgør eller sandsynliggør, at
betingelserne herfor foreligger.
Justitsministeriet kan af de anførte grunde tiltræde Retsplejerådets
forslag, og lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§
642).
3.2. Forhold, der udelukker nedlæggelse af forbud
De foreløbige retsmidler forudsættes alene at skulle tages i anvendelse
for at forhindre retstab hos rekvirenten ved at skulle afvente almindelig
rettergang. De foreløbige retsmidler er således subsidiære i forhold til den
sædvanlige fremgangsmåde med domserhvervelse og efterfølgende
tvangsfuldbyrdelse på grundlag af dommen. Retsplejerådet finder, at forbudets
subsidiære karakter bør komme til udtryk i lovteksten, og foreslår, at der i
loven indsættes en bestemmelse, hvorefter rekvirenten skal godtgøre eller
sandsynliggøre, at han udsættes for retstab, såfremt han henvises til at gøre
sin ret gældende ved almindelig rettergang.
Efter den gældende retstilstand kan et forbud ikke nedlægges, når det
skønnes, at den ret, der ønskes værnet, er tilstrækkelig beskyttet af regler
om straf eller om erstatningsansvar i forbindelse med sikkerhedsstillelse for
den skade, som rekvisitus måtte tilføje rekvirenten. Begrundelsen herfor er,
at forbudsinstituttet opfattes som et supplerende led i retshåndhævelsen, der
alene bør anvendes, hvis de almindelige regler om straf og erstatning ikke
slår til.
Retsplejerådet finder, at truslen om straf og erstatningsansvar kun i
begrænset omfang vil udgøre et tilstrækkeligt værn for rekvirenten. For at
understrege forbudsinstituttets subsidiære karakter i forhold til andre
retsmidler finder man dog, at det fortsat bør være reglen, at forbudet ikke
kan nedlægges, hvis en trussel om idømmelse af straf eller betaling af
erstatning i sig selv må antages at afholde rekvisitus fra at foretage de
handlinger, som begæringen om forbud retter sig imod.
Det er i teorien antaget, at adgangen til at nedlægge forbud er begrænset
af en proportionalitetsgrundsætning, således at fogedretten kan nægte at
nedlægge forbud i tilfælde, hvor der består et åbenbart misforhold mellem
rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse og den skade og ulempe, som
forbudet vil påføre rekvisitus. Retsplejerådet foreslår denne
proportionalitetsgrundsætning lovfæstet. Det fremhæves dog, at en sådan regel
må have karakter af en undtagelsesregel, som kun bringes i anvendelse i de få
tilfælde, hvor der består en betydelig forskel mellem rekvirentens interesse
i forbudets nedlæggelse og dets mulige skadevirkninger for rekvisitus.
Justitsministeriet er enig i, at forbudet i almindelighed vil være et
subsidiært retsmiddel. Det bør dog understreges, at adgangen til fogedforbud
kan være den primære retsbeskyttelse over for krænkelse af visse rettigheder,
eksempelvis immaterialrettigheder, hvor muligheden for straf eller erstatning
oftest ikke yder et tilstrækkeligt værn. Justitsministeriet kan endvidere
tiltræde, at en proportionalitetsgrundsætning lovfæstes som en
undtagelsesbestemmelse.
Forslaget til § 642, nr. 3, og 643 svarer derfor til Retsplejerådets
forslag.
3.3. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud
Skønt hovedformålet med et fogedforbud er at sikre en hurtig og effektiv
håndhævelse af undladelsespligter, er det i retspraksis antaget, at der i
forbindelse med nedlæggelse af et forbud kan pålægges rekvisitus
accessoriske, klart angivne handlepligter af forholdsvis underordnet
betydning. Der har her været tale om retablering af forskellige fysiske
forhold, som har været nødvendige for at gennemføre en effektiv håndhævelse
af undladelsespligten, eksempelvis nedtagelse af skilte i forbindelse med et
forbud mod skiltning og fjernelse af færdselsspærringer i forbindelse med
forbud mod ændring af færdsel.
Retsplejerådet finder, at denne retstilstand bør opretholdes, og foreslår,
at der tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel for at pålægge rekvitus at
foretage enkeltstående handlinger af forholdsvis underordnet betydning for at
sikre den ved et forbud pålagte undladelsespligt.
Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, som er medtaget i
lovforslaget som § 641, stk. 2.
3.4. Appel af fogedrettens afgørelser i forbudssager
Som for arrestsagerne er der efter gældende ret alene en adgang for
rekvirenten til at appellere fogedrettens nægtelse af at nedlægge forbud og
således ingen appeladgang for rekvisitus. Retsplejerådet foreslår, at der
gives rekvisitus adgang til at appellere et nedlagt forbud i overensstemmelse
med det i fogedsager og retssager i øvrigt gældende to-instansprincip.
Endvidere kan anføres, at rekvirentens pligt til inden (efter forslaget) to
uger at anlægge justifikationssag ikke yder rekvisitus tilstrækkelig
beskyttelse, da der ofte kan hengå et meget langt tidsrum, inden endelig
afgørelse træffes i justifikationssagen.
Af hensyn til retsmidlets effektivitet bør appel fra rekvisitus ikke
tillægges opsættende virkning, men det bør sikres, at appelsagen behandles
hurtigst muligt, og det bør endvidere sikres, at appelsagen i alt væsentligt
behandles på samme grundlag som i fogedretten, således at justifikationssagen
ikke overflødiggøres.
Efter gældende ret har parterne under påkære af en fogedafgørelse fri
adgang til at fremkomme med nyt bevismateriale og adgang til at fremsætte nye
påstande og fremføre nye anbringender. Rådet foreslår på dette punkt, at det
kun skal være ved kære af fogedrettens nægtelse af at nedlægge forbud, at der
skal være adgang til at nedlægge nye påstande under hensyn til de
vanskeligheder, en fri adgang til at fremkomme med nye påstande under
kæresagen ellers ville rejse med hensyn til formuleringen af påstanden i
justifikationssagen.
Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der også i forbudssagerne
indføres en appeladgang for rekvisitus, og man er enig i, at en sådan
appeladgang med de foreslåede begrænsninger vil være forenelig med hensynene
til såvel retsmidlets effektivitet som den efterfølgende prøvelse af forbudet
under en justifikationssag. Lovforslaget er derfor udformet i
overensstemmelse hermed (§ 650 sammenholdt med § 587, stk. 4 og 5).
3.5. Straf for overtrædelse af forbud
Såfremt rekvisitus overtræder et nedlagt forbud, har rekvirenten mulighed
for at anlægge privat straffesag mod rekvisitus med påstand om straf af bøde
eller hæfte og i forbindelse hermed efter omstændighederne erstatning. Retten
har dog mulighed for at udsætte den private straffesag, indtil forbudssagen
(justifikationssagen) er afgjort, jf. § 650, stk. 1.
Der er blevet rejst kritik mod, at en straffesag kan gennemføres, uanset
det eventuelt senere fastslås, at fogedforbudet har været ulovligt.
Af hensyn til forbudsinstituttets effektivitet finder Retsplejerådet, at
det er af afgørende betydning, at en overtrædelse af forbudet er selvstændigt
strafsanktioneret. Man kan ikke anbefale, at en eventuel straffesag altid
skal udsættes, indtil justifikationssagen er afgjort. Straffesagen bør
fremmes, hvis et i øvrigt velmotiveret forbud ellers må befrygtes at miste
sin effektivitet. Risikoen for, at rekvisitus straffes for overtrædelse af et
forbud, der har været ulovligt, må antages at blive mindsket gennem de øvrige
forslag til skærpelse af beviskravene for rekvirentens ret og forslaget om
kæreadgang også for rekvisitus.
Justitsministeriet kan af de af Retsplejerådet anførte grunde tiltræde, at
retstilstanden på dette punkt forbliver uændret, jf. forslaget til § 651,
stk. 1 og 3.
3.6. Håndhævelse af nedlagte forbud
Efter den gældende § 650, stk. 2, skal politiet på forbudsrekvirentens
begæring yde bistand til forbudets håndhævelse ved at hindre rekvisitus i at
foretage overtrædelseshandlinger og ved at tilintetgøre, hvad der måtte være
foretaget i strid med forbudet.
Denne bestemmelse har givet anledning til kritik, idet det bl.a. i
forbindelse med de såkaldte benzinsager fra rekvisitus har været anført, at
det er urimeligt, at private parter i kontraktsforhold kan rekvirere
politiets bistand til et forbuds opretholdelse. Omvendt har det fra
rekvirentens side været anført, at politiet ikke ydede tilstrækkelig bistand
ved håndhævelse af forbudet. Endvidere har politiet gjort gældende, at
bistand til håndhævelse af forbud på begæring af rekvirenten falder uden for
politiets naturlige virkefelt.
Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at reglerne ændres således, at
det er fogedretten, der efter rekvirentens anmodning skal yde bistand til
forbudets opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og
ved at tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet. Såfremt
denne bistand forudsætter politiets medvirken, bør det - i lighed med hvad
der i øvrigt gælder for fogedsager - være op til fogedretten at angive
politiets opgaver.
Rådet præciserer, at den bistand, der skal ydes, må være hjemlet i det
nedlagte forbud, idet fogedrettens bistand i modsat fald vil få karakter af
en genoptagelse af forbudssagen. De foranstaltninger, som kan komme på tale,
vil have karakter af fysiske handlinger, som i sig selv er egnede til at
hindre overtrædelseshandlinger. Som eksempel nævnes plombering af
benzinstandere, således som det er forekommet i de såkaldte benzinsager.
Såfremt rekvisitus ved forbudet er pålagt at foretage enkeltstående
handlinger for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt, bør
fogedretten kunne lade de nødvendige handlinger foretage for rekvirentens
regning.
Retsplejerådet anser det for tvivlsomt, om de nugældende bestemmelser
afgiver hjemmel for beslaglæggelse af genstande, som benyttes til
overtrædelseshandlinger. Det findes imidlertid ubetænkeligt at tilvejebringe
udtrykkelig hjemmel herfor, idet det samtidig forudsættes, at der enten under
justifikationssagen eller under en privat anlagt straffesag af domsretten
tages endelig stilling til, hvorledes der skal forholdes med det beslaglagte.
På grund af forbudets foreløbige karakter vil det være nødvendigt, at
fogedretten tager det beslaglagte i sin varetægt, men således, at
opbevaringen finder sted på rekvirentens bekostning. Fogedretten bør kunne
betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for disse
omkostninger. Da en beslaglæggelse vil kunne forøge et eventuelt
erstatningskrav mod rekvirenten, såfremt forbudet viser sig at være ulovligt
nedlagt, bør fogedretten endvidere kunne betinge beslaglæggelsen af, at
rekvirenten stiller sikkerhed for de yderligere erstatningskrav, som kan
følge af beslaglæggelsen.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag (§
645 og § 649).
4.1. Appelregler i fogedsager
Retsplejerådet har som nævnt i indledningen i oktober 1986 afgivet en
udtalelse om appelregler i fogedsager, der er medtaget som bilag 4 i
betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud. Retsplejerådets udtalelse
indeholder udkast til ændring af retsplejelovens kapitel 53 om appel af
fogedrettens afgørelser og enkelte andre bestemmelser i retsplejeloven samt §
6, stk. 3, i loven om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter
m.v.
Fogedrettens afgørelser kan efter retsplejelovens nugældende regler
appelleres ved anke eller kære, idet realitetsspørgsmål
appelleres ved anke, mens formalitetsspørgsmål appelleres ved kære.
Ankebehandling er karakteriseret ved, at der efter en forudgående
skriftveksling foregår en mundtlig ankebehandling i et offentligt retsmøde
med adgang til bevisførelse umiddelbart for den dømmende ret. I modsætning
hertil foregår kærebehandlingen som hovedregel på grundlag af parternes
skriftlige indlæg. Kærebehandlingen er derfor en hurtigere og billigere
afgørelsesform. Parterne eller deres advokater skal ikke afsætte tid til møde
i retten, og kæresagerne kan lettere indpasses i landsrettens øvrige arbejde.
Heroverfor står de væsentlige processuelle garantier, der omgærer
ankebehandlingen. Den gældende afgrænsning, hvorefter realitetsspørgsmål
ankes, og formalitetsspørgsmål kæres, er udtryk for en afvejning af ønsket om
en hurtig og enkel behandlingsform over for behovet for de processuelle
garantier, som er forbundet med mundtlig behandling. Man har tilstræbt, at de
sager, der undergives den mere summariske kærebehandling, er egnede til
kærebehandling, hvilket navnlig forudsætter, at sagerne ikke rummer
bevisspørgsmål i nævneværdig grad.
Retsplejerådet finder, at den gældende afgrænsning må antages at sikre
ankebehandling i de fleste af de sager, hvor der er behov for grundig
behandling, men at det nuværende afgrænsningskriterium formentlig også
medfører, at der finder ankebehandling sted i sager, der lige så betryggende
kunne behandles under kære. Mange fogedsager er karakteriserede ved, at de
rummer et relativt klart faktum, således at der ikke er spørgsmål om
yderligere bevisførelse under appelsagen - navnlig i form af parts- og
vidneforklaringer - og at problemstillingerne er forholdsvis afgrænsede og
overskuelige. Endvidere er der i fogedsagerne et særligt stort behov for en
hurtig behandling.
Afgrænsningen mellem appelformerne, anke og kære, er i øvrigt ikke ganske
skarp. For at afbøde uheldige konsekvenser heraf, har det været nødvendigt at
give særlig hjemmel til henvisning af appellanter, der har anvendt det
forkerte retsmiddel, til at appellere i den rette form. Denne bestemmelse
anvendes jævnligt i praksis, navnlig i tilfælde, hvor der urigtigt er sket
kære. Der sker således i disse tilfælde en forsinkelse af sagsbehandlingen
til ulempe for parter og advokater.
Retsplejerådet stiller på baggrund af sine overvejelser forslag om, at der
indføres en mere smidig appelordning, der i højere grad medfører, at den
mundtlige behandling med adgang til bevisførelse i form af parts- og
vidneafhøring umiddelbart for landsretten forbeholdes de sager, hvor der
virkelig er behov herfor. Dette vil kunne ske ved at ændre appelordningen,
således at klager over fogedforretninger altid skal gøres gældende ved kære,
men med en videre adgang for landsretten til i de enkelte tilfælde at
bestemme, at sagen skal forhandles mundtligt for landsretten. Det vil først
og fremmest gælde sager, hvor der begæres parts- eller vidneforklaring for
landsretten. Der kan endvidere være tilfælde, hvor komplicerede eller
principielle juridiske problemer foreligger til afgørelse, og hvor det derfor
er af betydning, at parterne eller deres advokater er til stede og kan uddybe
deres synspunkter. Parternes skriftlige indlæg kan her indicere, at mundtlig
behandling er påkrævet, men i øvrigt bør landsretten lægge afgørende vægt på
parternes ønske om mundtlig forhandling.
Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag om kære som eneste
appelform i fogedsager, men med en videre adgang for landsretten til at
bestemme mundtlig forhandling. En sådan ordning vil være et mere smidigt
instrument til udskillelse af de sager, hvor der er behov for mundtlig
forhandling, og man vil herved fjerne den bestående usikkerhed med hensyn
til, hvilke retsmidler der skal benyttes. Kære vil i mange tilfælde være
billigere for parterne og muliggøre en arbejdsmæssig lettelse for
landsretterne. Af hensyn til de processuelle garantier, der er knyttet til
den mundtlige forhandling, er det af væsentlig betydning, at landsretterne
ved afgørelsen af, om mundtlig forhandling skal anordnes, lægger afgørende
vægt på parternes ønske herom. Det foreslås derfor udtrykkeligt anført i
bestemmelsen, at fremsætter begge parter begæring om mundtlig forhandling,
skal begæringen i almindelighed imødekommes.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15.
4.2. Pante- og toldfogedudlæg
Udlæg for ydelser, der opkræves eller inddrives af kommuner eller
amtskommuner, foretages i henhold til inddrivelseslovens § 2 af kommunalt
ansatte pantefogeder.
Efter samme lovs § 3 foretages udlæg for ydelser, der opkræves eller
inddrives af toldvæsenet, af personer, der er bemyndiget dertil af
toldvæsenet (toldfogeder). Det følger af inddrivelseslovens § 5, at udlæg,
hvis ikke andet er bestemt i loven, skal foretages i overensstemmelse med
reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.
Selv om der fremsættes indsigelser under udlægsforretningen, er pante-
eller toldfogeden ikke afskåret fra at gennemføre forretningen. Pante- eller
toldfogeden kan imidlertid ikke træffe afgørelse om indsigelserne, men skal
indsende sagen til fogedretten, som træffer afgørelse i overensstemmelse med
de almindelige regler herom, jf. inddrivelseslovens § 6, stk. 1, der henviser
til retsplejelovens §§ 499-503.
Efter pante- eller toldfogedforretningens foretagelse består der en adgang
til inden for et tidsrum af 14 dage at fremsætte indsigelser over for
fogedretten, jf. inddrivelseslovens § 6, stk. 3. Landsretterne har i en del
tilfælde, hvor der er forløbet mere end 14 dage, men mindre end 4 uger fra
pante- eller toldfogedforretningen, tilladt appel af pante- eller
toldfogedudlæg direkte til landsretten.
Retsplejerådet finder, at denne indsigelsesfrist på 14 dage er for kort,
og at der bør gælde samme appelfrist som for udlæg, der er foretaget af
fogedretten, nemlig 4 uger, jf. retsplejelovens § 506, stk. 2. Endvidere
stemmer det mindre godt med landsrettens placering i domstolssystemet, hvis
landsretten behandler indsigelser vedrørende pante- eller toldfogedudlæg uden
forudgående prøvelse i fogedretten. Rådet foreslår derfor, at
indsigelsesfristen efter inddrivelseslovens § 6, stk. 3, ændres fra 14 dage
til 4 uger. Samtidig foreslås justitsministeren bemyndiget til undtagelsesvis
at tillade, at fogedretten tager indsigelserne under påkendelse, såfremt
4-ugersfristen er overskredet. Endelig foreslås bestemmelsen formuleret
således, at det udtrykkeligt fastslås, at appel til landsret af sådanne udlæg
først kan ske, når fogedretten har tagt stilling til afgørelsen.
Justitsministeriet kan efter samråd med Skatteministeriet tilslutte sig
Retsplejerådets forslag til ændring af inddrivelsesloven, jf. lovforslagets §
2.
4.3. Retsplejelovens § 17 a, stk. 2
Efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, kan der meddeles andre personer end
dommerfuldmægtige, dvs. kontorfunktionærer, bemyndigelse til at udføre bl.a.
fogedforretninger, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.
Afgørelser truffet af kontorfunktionærer med bemyndigelse i henhold til §
17 a, stk. 2, (ikke-juridiske fogeder) kan appelleres til landsretten af
parterne efter de almindelige regler herom.
Retsplejerådet finder, at meget kunne tale for, at udlæg foretaget af
henholdsvis ikke-juridiske fogeder og pante- og toldfogeder undergives
ensartede regler. Man foreslår derfor, at ikke-juridiske fogeder i lighed med
pante- og toldfogeder af vedkommende dommer skal kunne bemyndiges til at
foretage udlæg uanset fremsatte indsigelser. Indsigelserne skal i så fald
efterfølgende forelægges for den juridiske foged til afgørelse, og denne
afgørelse skal kunne kæres.
Retsplejerådet finder endvidere, at ikke blot udlægsforretninger, men også
andre forretninger, som foretages af ikke-juridiske fogeder, først skal kunne
appelleres til landsretten, når sagen har været genstand for en juridisk
behandling ved den pågældende byrets fogedret. Det foreslås derfor, at alle
indsigelser mod fogedforretninger foretaget af ikke-juridiske fogeder skal
behandles af den juridiske foged, og at kun dennes afgørelse skal kunne
appelleres til landsretten.
Retsplejerådets forslag vedrørende § 17 a, stk. 2, er ikke medtaget i
lovforslaget. Baggrunden herfor er, at en eventuel gennemførelse af de
foreslåede ændringer efter Justitsministeriets opfattelse i givet fald bør
foretages i forbindelse med en samlet gennemgang og revision af reglerne på
dette område. Hertil kommer, at de gældende regler ikke har givet anledning
til problemer i praksis, og at der fra flere af de hørte myndigheder har
været rejst væsentlige indvendinger mod denne del af Retsplejerådets forslag.
5. Forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning
Som § 653 i retsplejeloven foreslås en bestemmelse, der skaber mulighed
for anvendelsen her i landet af EF-rådets forordning 3842/1986 af 1. december
1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede
varers overgang til fri omsætning. Forordningen er optaget som bilag 1 til
lovforslaget.
Forordningen har til formål at forstærke indsatsen mod den stigende
internationale handel med varemærkeforfalskede varer og samtidig beskytte de
handlende og forbrugerne inden for EF. Ved forordningen gennemføres et forbud
mod indførsel af varemærkeforfalskninger. Forordningen indeholder nærmere
regler om den fremgangsmåde, der skal følges for at hindre overtrædelser af
forbudet. En varemærkeindehaver kan således indgive en skriftlig anmodning
til den kompetente nationale myndighed, der herefter træffer afgørelse med
henblik på at lade toldmyndighederne suspendere frigivelsen af varer, der med
urette fremtræder som en mærkevare. Den kompetente myndighed kan betinge en
supension af sikkerhedsstillelse, ligesom der kan opkræves gebyr til dækning
af omkostninger ved anmodningens behandling.
EF-forordninger er efter EØF-traktatens art. 189 umiddelbart gældende i
Danmark, dvs. at de kan påberåbes direkte for domstolene. Forordninger
hverken skal eller må gennemføres ved bindende danske retsakter.
Forordningen indeholder imidlertid enkelte bestemmelser, hvor
medlemsstaterne må foretage en nærmere udfyldning af forordningen. Efter
forordningens art. 3 er spørgsmålet om udpegning af den kompetente myndighed
overladt til medlemsstaterne. Da den kompetente myndighed tillægges opgaver,
der i det væsentlige svarer til fogedretternes beføjelser i forbudssager,
skønnes det mest naturligt, at fogedretterne udpeges som den kompetente
myndighed.
Forordningen indeholder ingen regler om en domstolskontrol af den
kompetente myndigheds afgørelse efter forordningens art. 3, men henviser til
de regler, der gælder i medlemsstaterne. For Danmarks vedkommende vil der
være tale om, at varemærkeindehaveren skal anlægge justifikationssag ved
domstolene inden for en frist på 10 arbejdsdage, idet toldmyndighederne
ellers vil være forpligtet til at frigive de varemærkeforfalskede varer til
importøren.
6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative
konsekvenser af betydning for det offentlige.
7. Hørte myndigheder m.v.
Betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud har været sendt til høring
hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne
i Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,
rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København,
Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Butikshandelens Fællesråd, Dansk
Organisation af Detailhandelskæder, Den Danske Bankforening, Danmarks
Sparekasseforening, Entreprenørforeningen, Det Danske Handelskammer,
Håndværksrådet, Industrirådet og Danske Dagblades Forening.
Retsplejerådets udtalelse af oktober 1986 om appelregler i fogedsager har
særskilt været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre
Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Aalborg, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiets- og Domstolenes
Tjenestemandsforening, Dansk Dommer- og Politikontorfunktionærforening,
Advokatrådet, Skatteministeriet, Foreningen af Pantefogeder i Danmark,
Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med
de gældende regler.
Til § 1
Til nr. 1
Ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 om ændring af bl.a. konkursloven fik Sø- og
Handelsretten i København til opgave at behandle begæringer om gældssanering
(konkurslovens § 4, jf. § 3, stk. 1). Det foreslås, at dette sagsområde
tillige anføres i retsplejelovens bestemmelse om de sager, der hører under
Sø- og Handelsretten.
Til nr. 2 og 6-9
Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 31, stk. 3, 4. pkt.,
kan retten nedlægge forbud mod offentlig gengivelse af navn, stilling
eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte
personer, såfremt der fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse
findes at tale derimod.
Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 og lov nr. 298 af 6. juni 1984 er der i §
1017 b og § 1017 c optaget straffebestemmelser vedrørende offentlig
meddelelse om henholdsvis forurettede i kønssædelighedssager og lægdommere.
Disse bestemmelser omfatter efter deres ordlyd foruden navn, stilling og
bopæl anden offentliggørelse af den pågældendes identitet.
Højesteret har ved en dom af 21. marts 1988, gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1988, side 365, fastslået, at § 31, stk. 3, 4. pkt., finder analog
anvendelse ved offentlig gengivelse af andre oplysninger om den sigtede
(tiltalte) end dennes navn, stilling og bopæl, såfremt disse oplysninger på
en lige så effektiv måde offentliggør sigtedes (tiltaltes) identitet.
Det foreslås derfor at affatte bestemmelsen i overensstemmelse med § 1017
b og § 1017 c. Som det fremgår af Højesterets dom, er ændringen alene udtryk
for en sproglig præcisering af, hvad der allerede i dag er gældende ret.
I konsekvens heraf stilles endvidere forslag om tilsvarende ændringer af §
453, § 456 o, § 473 og § 475 g om offentlig gengivelse af domme i sager om
ægteskab og forældremyndighed, sager om faderskab, sager om prøvelse af
administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om prøvelse af beslutning om
adoption uden samtykke.
Til nr. 3
Baggrunden for forslaget er, at stillingen som chef for skiftekontoret
under Københavns Byret er nedlagt.
Til nr. 4
Ved forslaget bliver henvisningen i § 214, stk. 2, 1. pkt., til den
relevante bestemmelse i § 18 korrekt.
Til nr. 5
Ved lov nr. 420 af 13. juli 1988 (fri proces og retshjælp) blev der
foretaget en ændring af § 449 om advokatbeskikkelse for sagsøgte i sager om
ægteskab- og forældremyndighed. Ved en korrekturfejl i forbindelse med
lovforslagets udarbejdelse udgik en henvisning til sager efter § 448, nr. 6,
om forældremyndighed, og dette foreslås rettet med ændringsforslaget.
Til nr. 10 og 12
Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. foreslås, at kære bliver
eneste appelform i fogedsager. Den ændrede affattelse af bestemmelserne er en
følge heraf.
Til nr. 11 og 14
Ophævelse af de nævnte bestemmelser er en konsekvens af, at reglerne om
appel af fogedrettens afgørelser samles i kapitel 53.
Til nr. 13
Bestemmelsen er ændret i overensstemmelse med de foreslåede nye
appelregler, jf. nr. 15.
Til nr. 15
Om baggrunden for de foreslåede ændrede appelregler i fogedsager henvises
til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og Retsplejerådets udtalelse om
appelregler i fogedsager, der er medtaget som bilag 4 i Retsplejerådets
betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud.
Til § 584
I stk. 1 fastsættes, at appel af fogedforretninger altid skal ske ved
retsmidlet kære.
Bestemmelsens stk. 2 svarer til den gældende retstilstand (§ 585)
og angiver afgørelser, der ikke kan kæres.
Til § 585
Denne bestemmelse svarer til den gældende retstilstand, hvorefter anke
eller kære til Højesteret i fogedsager er betinget af Justitsministeriets
tilladelse (3. instansbevilling). Efter de gældende regler er fristerne for
ansøgningens indgivelse kortere i kæresager end i ankesager. Det foreslås at
lade de hidtidige frister for ankesager være gældende, selv om appel efter §
584 alene skal kunne ske ved kære.
Til § 586
Kærefristen i stk. 1 på 4 uger og angivelsen af udgangspunktet for
beregningen af fristen svarer til den gældende § 506, stk. 2.
Stk. 2 svarer til den gældende frist for ankesager.
Stk. 3 svarer til den gældende § 584, stk. 1, 3. pkt.
Stk. 4 omhandler adgangen til at meddele den såkaldte oprejsningsbevilling
og svarer til den hidtidige retstilstand for så vidt angår udlæg (§ 506, stk.
3) samt fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav enten på grundlag af et
særligt eksekutionsgrundlag i henhold til kapitel 48 (§ 506, stk. 3) eller
ved en umiddelbar fogedforretning (§ 610, jf. 506, stk. 3). For så vidt angår
auktionssager opretholder bestemmelsen den hidtidige ordning efter § 584,
stk. 2.
Til § 587
Ved stk. 1 fastsættes, at kærereglerne fra byret til landsret med
nogle nærmere angivne undtagelser skal finde tilsvarende anvendelse ved kære
af fogedforretninger. Efter de gældende regler er det ligeledes anke- og
kærereglerne fra byret til landsret, der med nogle undtagelser finder
anvendelse på appel af fogedforretninger med de lempelser, der følger af
forholdets natur.
Stk. 2 svarer til den hidtidige retstilstand, jf. § 586. Såfremt
fogedretten efter auktionens afholdelse afsiger en kendelse om fordelingen af
auktionssummen, vil bestemmelsen ikke være til hinder for, at der udstedes
auktionsskøde, hvis auktionskøberen - som det ofte er tilfældet i praksis -
deponerer det omhandlede beløb eller indbetaler det til fogedretten.
Stk. 3 svarer til den hidtidige retstilstand, jf. § 640, stk. 4, og § 652.
Efter bestemmelsens stk. 4 opretholdes den særligt for fogedsager
gældende vide adgang til fremsættelse af nye påstande under appel. Af
henvisningen i stk. 1 til § 393 fremgår, at der også er adgang til at
fremkomme med nye anbringender og beviser.
Adgangen til at nedlægge nye påstande under appel foreslås dog modificeret
ved tilføjelse af et 2. pkt., hvorefter parterne under kære af et nedlagt
forbud skal være bundne af de for fogedretten nedlagte påstande. Såfremt
kæresagens genstand ikke i disse tilfælde blev begrænset på den foreslåede
måde, ville det vanskeliggøre formuleringen af forbudsrekvirentens påstand i
justifikationssagen, som skal anlægges inden udløbet af kærefristen. Der
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4. og betænkningen
side 97-98 og 126-127.
Bestemmelsens stk. 5 er ny, og henvisningen til § 647, stk. 1,
indebærer, at landsretten under kære af et forbud kan afskære en
bevisførelse, som efter sit omfang og sin art findes at være i strid med
retsmidlets foreløbige karakter.
Efter stk. 6 får appelinstansen en skønsmæssig beføjelse til at
anordne mundtlig forhandling af kæremålet, hvis der efter sagens beskaffenhed
findes at være grund dertil.
Er parterne enige om at begære mundtlig forhandling af kæremålet, bør
retten i almindelighed imødekomme begæringen herom.
Justitsministeriet har i et svar til Folketingets Retsudvalg under
behandlingen af det tidligere lovforslag tilkendegivet, at man ikke har
indvendinger imod, at dette udtrykkeligt anføres i lovteksten, og en sådan
bestemmelse er derfor indsat som 2. pkt. i stk. 6.
Mundtlig forhandling vil i øvrigt navnlig kunne tænkes anordnet, såfremt
der begæres bevisførelse for landsretten i form af parts~ eller
vidneforklaringer, eller såfremt sagens juridiske tvivlsspørgsmål gør det
hensigtsmæssigt, at parterne forelægger sagen mundtligt.
Det følger af henvisningen i stk. 1 til § 398, at parterne skal tilsiges
til den mundtlige forhandling, og at kæremålet afvises, hvis den kærende
udebliver.
Om adgangen til at anordne mundtlig forhandling henvises til de
almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og betænkningen side 162.
Til nr. 16 og 17
Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at kære
bliver eneste appelform i fogedsager, og at reglerne om appel af fogedrettens
afgørelser samles i kapitel 53. Fogedrettens afgørelser under de i § 609
omhandlede indsættelses- og udsættelsesforretninger vil således kunne kæres
efter reglerne i kapitel 53.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og
betænkningen side 162-163.
Til nr. 18
Til § 627
Bestemmelsen angiver, under hvilke betingelser arrest kan foretages. Det
foreslås, at der opstilles samme betingelser for at foretage arrest for
forfaldne som for uforfaldne fordringer. Om baggrunden herfor henvises til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og betænkningen side 43-45.
Bestemmelsen i § 627, nr. 1, svarer med sproglige ændringer til den
nugældende § 612, stk. 1, nr. 1.
§ 627, nr. 2, afløser den nugældende regel i § 612, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen foreslås formuleret på samme måde som i § 486, stk. 2, om
fremskyndet tvangsfuldbyrdelse. Forslaget indebærer, at fordringshaveren skal
antageliggøre, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive
væsentligt forringet. Fuldt bevis kræves ikke, men i mangel heraf må
fordringshaveren stille sikkerhed, selv om fordringen er forfalden og
ubestridt. Beviskravet er således mindre end i forbudstilfælde, jf.
lovforslagets § 642.
Da der efter søloven ikke længere kan gøres arrest for bodmerigæld,
foreslås bestemmelsen i den nugældende § 612, stk. 2, ophævet.
Til § 628
Reglen i stk. 1 svarer med sproglige ændringer til den nugældende §
627, stk. 2, 2. pkt.
Reglen i stk. 2 svarer til den nugældende § 614, stk. 3.
Til § 629
Bestemmelsen afløser den nugældende § 627, stk. 2, 1. og 3. pkt., og er
formuleret således, at det præciseres, at fogedretten kan justere eller
omgøre kravet til fordringshaverens sikkerhedsstillelse helt frem til det
tidspunkt, hvor arresten foretages. Der henvises herom til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2. og betænkningen side 46-47.
Til § 630
Den foreslåede regel i stk. 1 svarer til den nugældende § 615 med
den ændring, at kravet til skyldnerens sikkerhedsstillelse udvides til også
at omfatte anslåede renter og omkostninger frem til det tidspunkt, hvor udlæg
kan foretages.
Stk. 2 svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 630.
Til § 631
Bestemmelsen i stk. 1 afløser den nugældende § 627, stk. 1. Kravene
til anmodningens indhold er skærpede, idet det nu kræves, at de konkrete
omstændigheder, som truer rekvirentens fyldestgørelse, skal angives i
anmodningen.
Bestemmelsen i stk. 2 afløser og supplerer bestemmelserne i de
nugældende regler i § 614, stk. 1, § 616, § 617, § 625, § 626, § 628, § 629
og § 632. De i bestemmelsen indeholdte henvisninger understreger den nære
sammenhæng mellem arrest og udlæg med hensyn til fremgangsmåden under
forretningen og for så vidt angår sikringsakter i forhold til godtroende
trediemænd.
Justitsministeriet er opmærksom på, at de mange henvisninger i stk. 2 - på
samme måde som i § 646, stk. 2, om forbud - kan gøre overskueligheden af
reglerne noget mindre. For at undgå, at lovstoffet forøges ganske betydeligt,
er det imidlertid lovteknisk fundet forsvarligt at anvende disse
henvisninger, der er gjort mere præcise end efter de gældende regler, f.eks.
§ 632 og § 652 (hvoraf den sidste bestemmelse lyder således: »I øvrigt
bliver med de lempelser, som følger af forholdets beskaffenhed, de regler at
anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§ 625-29 samt §§ 633-34 og
636-45, er givne om arrest«).
I forhold til de nugældende regler tilvejebringes der ved henvisning til
§ 489, stk. 1, udtrykkelig hjemmel for, at fogedretten kan afvise en
ufuldstændig anmodning om arrest, men henvisningen til § 488, stk. 3,
indebærer, at fogedretten i sådanne tilfælde kan indrømme fordringshaveren en
frist til at berigtige forholdet. Henvisningen til § 489, stk. 2,
giver fogedretten mulighed for at henvise en forkert indbragt anmodning til
rette fogedret.
Henvisningen til § 491 giver fogedretten ret til i samme omfang som
i andre fogedsager at fastsætte tid og sted for forretningen. Bestemmelsen
forudsættes anvendt under hensyn til retsmidlets særlige karakter, således at
arrestforretninger normalt vil kunne berammes med meget kort varsel, og
således at der i vidt omfang tages hensyn til fordringshaverens ønsker. Det
må fremhæves, at der i arrestforretninger ofte vil være grundlag for at
påbegynde forretningen på skyldnerens bopæl. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.3. og betænkningen side 47-48.
Henvisningerne til § 493 og § 494 overfører de i
udlægstilfælde gældende regler om underretning og indkaldelse af skyldneren
til arrestforretningen. Det må understreges, at den i forslagets § 627, nr.
2, indeholdte arrestbetingelse hyppigt vil gøre det påkrævet efter § 493,
stk. 2, at undlade underretning til skyldneren om tid og sted for
forretningens foretagelse.
Efter de gældende regler savner fogedretten udtrykkelig hjemmel til at
udsætte en arrestforretning. Det er i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og
udpantning side 59 antaget, at udsættelse kan ske uden udtrykkelig hjemmel.
Det er dog fundet mest hensigtsmæssigt at tilvejebringe udtrykkelig hjemmel
ved henvisning til § 502, men bestemmelsen må praktiseres med
betydelig tilbageholdenhed af hensyn til arrestinstituttets effektivitet.
Reglerne om genoptagelse af fogedforretninger i retsplejelovens § 504,
nr. 1 og 4, foreslås overført til arrest. Det foreslås således, at en
trediemand bør kunne få en arrestforretning genoptaget for at få konstateret,
om en foretagen arrest strider mod hans ret, da det forekommer mindre
rimeligt at henvise trediemand til at afvente udfaldet af
justifikationssagen, før det endeligt kan afgøres, om han frit kan disponere
over det arresterede aktiv. En sådan genoptagelse skønnes ubetænkelig, da den
alene vil angå arrestens genstand. Med samme begrundelse foreslås det, at der
gives en skyldner, der ikke har været til stede under arrestforretningen,
adgang til genoptagelse for at benytte rettighederne efter §§ 509-516 (om
trangsbeneficiet m.v.). Der henvises i øvrigt til betænkningen side 48-49.
Henvisningen til retsplejelovens §§ 508-516 afløser den gældende §
614, stk. 1. Ændringen er - set på baggrund af de senere års retspraksis - af
ren sproglig karakter.
Til § 632
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 631 med den
ændring, at det foreslås, at det af bestemmelsen direkte kommer til at
fremgå, at arrest skal kunne foretages for hele det beløb, for hvilket udlæg
senere skal kunne foretages, såfremt arresten stadfæstes.
Stk. 2 og 3 svarer med sproglige ændringer til den gældende § 633.
Til § 633
Bestemmelsen afløser den gældende § 617. Det er alene fundet nødvendigt at
lave en særskilt bestemmelse for så vidt angår løsøre, idet det af
henvisningerne i forslagets § 631, stk. 2, til reglerne i retsplejelovens
kapitel 47 fremgår, hvorledes der skal forholdes ved arrest i andre aktiver.
Efter bestemmelsen skal omkostningerne til opbevaring af det arresterede
afholdes af rekvirenten, der vil kunne gøre regres mod skyldneren for disse
omkostninger, såfremt arresten stadfæstes.
I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med retspraksis og teori,
jf. betænkningen side 27, at arresterede penge altid skal tages i
fogedrettens besiddelse, indtil arresten ophæves eller afløses af et udlæg.
Til §§ 634-639
De foreslåede bestemmelser svarer med sproglige ændringer i det
væsentligste til de nugældende §§ 634-43.
I betænkningen foreslås, at fristen på en uge for anlæggelse af den
såkaldte justifikationssag også skal gælde i tilfælde, hvor sagen vedrørende
fordringen (hovedsagen) skal anlægges i udlandet. Efter Justitsministeriets
opfattelse bør fristen for et sådant sagsanlæg være to uger for at give den
fornødne tid til udarbejdelse på fremmed sprog af en fyldestgørende stævning
m.v. efter det pågældende lands procesordning jf. § 634, stk. 4. I disse
tilfælde foreslås endvidere, at arresthaveren kun har pligt til at anlægge
sag om arrestens lovlighed, dvs. arrestsag, her i landet.
Fristen på 3 måneder i forslagets § 635, stk. 2, svarer til reglen i
forslagets § 639, stk. 4.
Det følger af retsplejelovens § 253, at retten kan udskille spørgsmålet om
arrestens stadfæstelse til særskilt afgørelse, ligesom retten i medfør af
retsplejelovens § 254 kan bestemme, at arrestsagen og hovedsagen skal
forhandles under et. Det er derfor ikke fundet nødvendigt at opretholde
særlige bestemmelser herom i kapitel 56.
Bestemmelsen i den nugældende § 636, stk. 2, foreslås ophævet, idet en
arrest altid vil være ulovlig og dermed ansvarspådragende, såfremt
rekvirenten ikke under justifikationssagen kan godtgøre, at betingelserne for
foretagelse af arrest har været til stede.
Ændringen i forslagets § 639 om, for hvilke skader og ulemper der kan ydes
erstatning (tab og tort), er af sproglig karakter, idet skyldneren i sin
tabsopgørelse forudsættes som hidtil at kunne medtage tab som følge af
kreditspilde, jf. betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning, side 65,
med omtale af reglen i retsplejelovens § 505.
Til § 640
Ved bestemmelsen fastslås det, at der som i fogedsager efter
retsplejelovens tredie bog, tredie afsnit, skal gælde en almindelig
kæreadgang efter reglerne i kapitel 53 over fogedrettens afgørelser under en
arrestsag. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
2.4. og betænkningen side 49-50.
Til § 641
Stk. 1 svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 646, stk. 1,
idet det dog er fremhævet, at forbud mod offentlige myndigheders handlinger
kan begæres nedlagt i alle tilfælde, hvor den offentlige myndighed er part i
et privatretligt forhold, jf. betænkningen side 89.
Ved bestemmelsen i stk. 2 er der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel
for at pålægge rekvisitus accessoriske handlepligter i forbindelse med
nedlæggelse af forbud. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger
pkt. 3.3. og betænkningen side 88-89.
Stk. 3 svarer til gældende lovs § 646, stk. 3.
Adgangen til forbud mod ægteskab efter den nugældende § 646, stk. 2,
findes ikke påkrævet og er derfor ikke medtaget, jf. betænkningen side 89.
Til § 642
Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelserne i § 646, stk. 1, § 647
og § 648, stk. 1. Forslaget indebærer en begrænsning i adgangen til at få
nedlagt forbud mod sikkerhedsstillelse. Skærpelsen af betingelserne for at få
nedlagt forbud er gennemført ved som hovedregel at pålægge rekvirenten
bevisrisikoen. Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.
og betænkningen side 89-93.
De i § 642, nr. 1 og 2, opstillede betingelser svarer til gældende ret,
jf. betænkningen side 53-62.
Herudover indeholder § 642, nr. 3, en præcisering af, at forbudet som et
foreløbigt retsmiddel alene forudsættes anvendt for at forhindre retstab hos
rekvirenten ved at skulle afvente almindelig rettergang. Fogedretten må
således i de konkrete sager tage stilling til, om denne betingelse er
opfyldt. I den forbindelse må det dog fremhæves, at muligheden for at
nedlægge fogedforbud for visse sagstyper kan udgøre den primære sikring mod
retskrænkelser, eksempelvis krænkelse af immaterialrettigheder. Der henvises
i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og betænkningen side 93.
Til § 643
Ved bestemmelsens stk. 1 opretholdes med sproglige ændringer reglen
i den nugældende § 648, stk. 2, hvorefter forbud ikke bør nedlægges, når det
skønnes, at en af rekvisitus tilbudt sikkerhed eller den straf, som lovens
almindelige regler hjemler for retskrænkelsen, yder rekvirenten
tilstrækkeligt værn. Endvidere præciseres i bestemmelsen, at
erstatningstruslen i de tilfælde, hvor den i sig selv udgør et tilstrækkeligt
værn, kan udelukke forbud.
Ved bestemmelsen i stk. 2 er der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel
for den proportionalitetsgrundsætning, som teorien allerede har opstillet med
udgangspunkt i de gældende regler.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og
betænkningen side 62-64 og 93-94.
Til § 644
Såfremt rekvirenten allerede under forbudssagen godtgør sin ret, vil det
som hidtil være udelukket at afkræve rekvirenten en sikkerhedsstillelse som
betingelse for nedlæggelse af forbud. Ved bestemmelsen i stk. 1 er det
tilsigtet, at fogedretten i alle andre tilfælde skal kunne afkræve
rekvirenten sikkerhed. Sikkerheden kan kræves såvel ved bevistvivl som i
tilfælde af retlig tvivl. Der henvises herom til betænkningen side 66 og 95.
I stk. 2 er det fastslået, at fogedretten som hidtil fastsætter
sikkerhedens art og størrelse efter et skøn.
Efter retspraksis nedlægges forbud som oftest betinget af, at rekvirenten
stiller sikkerhed inden en angiven frist. Denne praksis kan give anledning
til tvivl om, fra hvilket tidspunkt retsvirkningerne af det nedlagte forbud
skal regnes. For at undgå en sådan tvivl fastsættes det ved bestemmelsen i
stk. 3, at forbud først nedlægges, når en af fogedretten forlangt
sikkerhed er stillet. Af hensyn til fristen for anlæggelse af
justifikationssag, fristen for appel samt de strafbare følger af
overtrædelseshandlinger, fastsættes det endvidere, at fogedretten giver
parterne meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette
tidspunkt ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. retsplejelovens § 162.
Det forudsættes, at retten normalt vil give underretning til den udeblevne
rekvisitus, jf. § 162, stk. 2, sidste pkt. Meddelelsen gives i den form, som
fogedretten bestemmer, jf. retsplejelovens § 154. Der henvises i øvrigt til
betænkningens side 96.
Til § 645
Bestemmelsen i stk. 1 afløser den gældende § 650, stk. 2. Forslaget
indebærer, at pligten til at yde bistand til forbudets håndhævelse overføres
fra politiet til fogedretten. Om begrundelsen for denne ændring i
kompetenceforholdene samt om arten og omfanget af fogedrettens bistand
henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.6. og betænkningen side
99-100.
Ved bestemmelsen i stk. 2 tilvejebringes hjemmel for, at
fogedretten i forbindelse med forbudets håndhævelse kan træffe bestemmelse om
beslaglæggelse af rørligt gods. Betingelsen for, at beslaglæggelse kan finde
sted, er, at rekvirenten kan godtgøre, at det gods, der ønskes beslaglagt,
anvendes eller har været anvendt til overtrædelseshandlinger. Har godset ikke
været anvendt til overtrædelseshandlinger, kan beslaglæggelse kun ske,
såfremt rekvirenten med en meget høj grad af sandsynlighed kan påvise, at
godset må forventes anvendt til overtrædelseshandlinger. Da beslaglæggelse -
i lighed med forbud - er et retsmiddel af foreløbig karakter, kan beslaglagt
gods ikke overgives til rekvirenten. Det fastsættes derfor i stk. 3,
at fogedretten selv skal tage det beslaglagte i forvaring eller overlade det
til en person, fogedretten har bemyndiget hertil.
Opbevaringen sker på rekvirentens bekostning. Udover de egentlige
opbevaringsudgifter kan omkostningerne ved opbevaringen også omfatte f.eks.
forsikringspræmier, såfremt fogedretten finder det fornødent at forsikre det
beslaglagte. Rekvirenten kan kræve sine omkostninger til opbevaringen dækket
hos rekvisitus, såfremt det i domsretten fastslås, at beslaglæggelsen har
været berettiget.
I stk. 4 er det bestemt, at fogedretten kan afkræve rekvirenten
sikkerhed for opbevaringsudgifterne. Sikkerheden skal stilles, inden
beslaglæggelsen iværksættes. Som følge af, at en beslaglæggelse i sig selv
vil kunne udløse erstatningskrav udover de krav, som kan afledes af selve
forbudet, er det endvidere bestemt, at fogedretten kan betinge
beslaglæggelsen af, at en i medfør af § 644 stillet sikkerhed forhøjes.
Særskilt sikkerhedsstillelse kan kun komme på tale i de tilfælde, hvor forbud
er nedlagt uden sikkerhedsstillelse, eller hvor afgørelsen om beslaglæggelse
træffes af en anden fogedret end den, som i forvejen har modtaget
rekvirentens sikkerhedsstillelse. Da det ikke kan udelukkes, at en
beslaglæggelse kan krænke trediemands ret, skal trediemands erstatningskrav i
denne anledning være sikret ved den stillede sikkerhed, og fogedretten må
derfor påse, at sikkerhedsstillelsen formuleres således, at den også dækker
erstatningskrav fra trediemand.
Vedrørende stk. 2-4 henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt.
3.6. og betænkningen side 100.
Til § 646
Med bestemmelserne i § 646 er det bl.a. som følge af de forøgede beviskrav
tilsigtet at tilnærme procesformen i forbudssager, som behandles i
fogedretten, til procesformen i almindelige civile førsteinstans sager i det
omfang, det er foreneligt med retsmidlets karakter, idet det herved navnlig
må fremhæves, at der ved nedlæggelse af fogedforbud er tale om egentlig
tvangsfuldbyrdelse af en undladelsespligt. Dette nødvendiggør, at fogedretten
i en række tilfælde kan anvende de processuelle regler, som i øvrigt er
karakteristiske for tvangsfuldbyrdelsesreglerne.
Som anført i betænkningen (side 92 f) kan der i øvrigt være grund til at
fremhæve, at de større krav til sagsbehandlingen, som er en følge af de
forøgede beviskrav, taler for, at dommeren eller en anden erfaren jurist i
almindelighed beklæder fogedretten i forbudssager.
Efter forslagets stk. 1 foreslås fogedrettens stedlige kompetence i
forbudssager fastlagt efter §§ 235-240 i de almindelige værnetingsregler i
civile sager. Hovedformålet med at henvise til disse værnetingsregler frem
for de almindelige fogedretlige værnetingsregler i § 487 er at sikre, at
rekvisitus i videst muligt omfang er repræsenteret under forretningen. De
foreslåede værnetingsregler vil indebære, at det i vidt omfang sikres, at
forbudssagen og den efterfølgende justifikationssag behandles ved samme
dommerembede, medmindre justifikationssagen skal påbegyndes ved landsretten
eller ved Sø- og Handelsretten som første instans. Sammenfaldet mellem
fogedrettens og domsrettens stedlige kompetence kan virke procesbesparende i
de større, mere komplicerede forbudssager, navnlig hvis justifikationssagen i
sådanne tilfælde kan behandles af samme jurist i såvel fogedret som domsret,
jf. betænkningen side 91-93.
For de tilfælde, hvor forbudsrekvisitus ikke er processuel indlænding,
eller hvor der fremsættes anmodning om bistand eller beslaglæggelse, er der
henvist til de almindelige fogedretlige værnetingsregler i § 487.
Ved de foreslåede værnetingsregler er det fastslået, at en begæring om
fogedforbud næsten altid behandles ved rekvisiti hjemting, og det samme vil
ofte gælde begæringer om bistand til håndhævelse af et allerede nedlagt
forbud. Dette udelukker imidlertid ikke, at der kan være behov for, at der i
andre retskredse skal ske tvangsfuldbyrdelse af anmodninger i medfør af
forslagets § 645.
Om baggrunden for henvisningerne i stk. 2 gælder det samme, som er
anført i bemærkningerne til § 631, stk. 2, nemlig at undgå, at lovstoffet
udvides betydeligt.
Henvisningen i stk. 2 til § 248 medfører, at fogedretten af egen
drift skal påse, om rekvirentens anmodning er indbragt for rette værneting.
Møder rekvisitus efter indkaldelse, eller antræffes denne under en udgående
fogedforretning uden at fremsætte indsigelse mod fogedrettens kompetence,
anses fogedretten som stedlig kompetent. Fogedretten kan i samme omfang som
domsretten i civile sager henvise sagen til rette fogedret ved kendelse. Kan
henvisning ikke finde sted, forudsættes sagen afvist ved kendelse, jf.
forslagets § 650.
Henvisningen til § 344 indebærer, at reglerne om bevisbedømmelse i
civile sager overføres til forbudssagerne. Under behandlingen af spørgsmålet
om, hvorvidt forbud skal nedlægges eller ej, har rekvisitus i modsætning til
andre sager, som behandles ved fogedretten, ikke pligt til at afgive
forklaring. De i § 344 indeholdte henvisninger til § 302, § 303 og § 339,
stk. 3, gør disse bestemmelser anvendelige under forbudssagen.
Af henvisningen til § 348 følger, at en begæring om fogedforbud
skal være skriftlig, hvilket er en fravigelse af de almindelige fogedretlige
regler, jf. § 488, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger det af denne henvisning,
at en begæring om nedlæggelse af fogedforbud i sit indhold skal svare til
stævningen i en civil førsteinstans sag. Afgørelsen af, om en forbudsbegæring
er egnet til at danne grundlag for sagens videre behandling, træffes efter de
samme regler, som gælder i civile sager. Ved at opstille sådanne krav til
begæringens indhold, sikres det, at rekvisitus på forhånd får mulighed for at
forberede sine eventuelle indsigelser, ligesom en udførlig begæring letter
fogedrettens muligheder for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagens
forløb.
Henvisningen til § 349 giver fogedretten samme mulighed for at
afvise en begæring om fogedforbud som domsretten i civile sager, ligesom der
er åbnet mulighed for, at fogedretten kan indrømme rekvirenten en frist til
at afhjælpe indholdsmangler.
Det fremgår af § 354, stk. 3, at en sagsøgt, som udebliver fra det
første retsmøde, hvortil han er indkaldt ved lovlig, forkyndt stævning, som
hovedregel dømmes i overensstemmelse med de i stævningen indeholdte påstande
og anbringender, for så vidt disse findes begrundet i sagsfremstillingen og
det i øvrigt fremkomne. Denne regel foreslås overført til forbudssager, som
behandles ved fogedretten. Reglen forudsættes dog alene anvendt i de
tilfælde, hvor rekvisitus er indkaldt til fogedretten ved lovlig, forkyndt
tilsigelse, og hvor der i forbindelse med tilsigelsen er overgivet rekvisitus
en genpart af anmodningen og de deri påberåbte bilag. Reglen i § 494, stk. 1,
sidste pkt., indebærer, at der i disse tilfælde skal vejledes om
retsvirkningerne af udeblivelse i indkaldelsen. Selv om rekvisitus er
udeblevet, vil han kunne påkære fogedrettens kendelse. Dokumenterer eller
påberåber rekvisitus sig, inden kendelse om forbudets nedlæggelse afsiges, at
være forhindret på grund af lovligt forfald, kan fogedretten udsætte sagen i
medfør af § 502, stk. 1, nr. 3. Finder fogedretten det i øvrigt
ønskeligt, at rekvisitus er til stede, kan forretningen endvidere udsættes i
medfør af § 495, stk. 3.
Ved henvisningen til § 491, stk. 1, 1. pkt., er den almindelige
fogedretlige regel, hvorefter fogedretten fastsætter tid og sted for
forretningen, overført til forbudssager. Herved er der tilvejebragt hjemmel
for, at forretningen - således som det i praksis formentlig allerede er
tilfældet - som hovedregel kan påbegyndes på fogedrettens kontor.
Henvisningen indebærer endvidere, at fogedretten skal give rekvirenten
underretning om, hvor og hvornår forretningen foretages. Meddelelse gives på
den måde, som fogedretten finder mest hensigtsmæssig, evt. pr. telefon.
Såfremt rekvirenten udebliver fra det af fogedretten berammede møde, følger
det af henvisning til § 492, stk. 1, at forretningen skal afvises.
Reglerne om indkaldelse - eventuelt ved tilsigelse - af rekvisitus i
udlægsforretninger er ved henvisningen til § 493, stk. 1 og 2, og §
494, stk. 1 og 4, overført til forbudskapitlet, mens der for så vidt
angår selve fogedforbudssagen ikke er fundet grundlag for at overføre § 494,
stk. 2, som følge af henvisningen til § 354, stk. 3, jf. ovenfor.
Det fremgår af henvisningen til § 493, stk. 2, at fogedretten kan
undlade underretning til rekvisitus om foretagelse af en udgående
forbudsforretning. Undladelse af underretning af rekvisitus vil navnlig
forekomme, hvor der er behov for meget hurtigt at få nedlagt forbud.
Antræffes rekvisitus ikke under en sådan udgående fogedforretning, vil det
være en betingelse for forbudets nedlæggelse, at rekvirenten på grundlag af
det foreliggende materiale kan godtgøre eller sandsynliggøre, at
betingelserne for nedlæggelse af forbud er til stede. Kan rekvirenten ikke
løfte sin bevisbyrde, kan han begære sagen udsat for at forkynde en
tilsigelse for rekvisitus tillige med en genpart af begæringen og de deri
påberåbte bilag.
Hjemmel til at afsige kendelse om forbuds nedlæggelse på fogedrettens
kontor uden rekvisiti tilstedeværelse er tilvejebragt ved henvisning til §
495, stk. 1, 1. pkt.
Henvisningen til § 499 giver trediemand hjemmel til at indtræde som part i
fogedforbudssagen, inden forbudet nedlægges. Trediemand indtræder ved at
afgive erklæring herom i fogedretten. Er forbud først nedlagt, må trediemand
henvises til appel af det nedlagte forbud eller til at indtræde som part i
justifikationssagen, idet reglerne om genoptagelse i § 504 ikke er overført
til forbudskapitlet. Der henvises herom til betænkningen side 96-97.
Ved henvisningen til § 500 fastslås det, at fogedretten i samme
omfang som i andre fogedsager har vejledningspligt over for den part, som
ikke under sagen er repræsenteret ved advokat. Endvidere er der tilvejebragt
hjemmel for, at fogedretten under de i § 500, stk. 2, angivne betingelser kan
beskikke en advokat for forbudssagens parter. En sådan beskikkelse angår
alene fogedsagen. Fri proces under justifikationssagen må således søges efter
de sædvanlige regler i retsplejelovens kapitel 31.
Henvisningen til § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, giver fogedretten
mulighed for at udsætte behandlingen af såvel selve begæringen om forbud som
eventuelle begæringer om bistand til håndhævelse af forbudet, men det skal
dog fremhæves, at den vidtgående adgang til bevisførelse under forbudssagen
og reglerne om rekvirentens sikkerhedsstillelse kun rent undtagelsesvis giver
grundlag for at udsætte en ved fogedretten verserende sag. Hertil kommer, at
en vidtgående brug af udsættelsesadgangen vil berøve forbudsinstituttet dets
effektivitet.
Hvis fogedretten i medfør af § 645 skal yde rekvirenten bistand til
forbudets opretholdelse eller skal foretage beslaglæggelse, vil sådanne
retsskridt have karakter af en egentlig tvangsfuldbyrdelse, og det er derfor
nødvendigt, at fogedretten i disse tilfælde råder over de samme retsmidler
som i andre fogedsager. For disse tilfælde foreslås det derfor at overføre
reglerne i § 491, stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498.
Politiets opgaver i forbindelse med forbudssager vil fremtidig blive at yde
bistand til fogedretten i overensstemmelse med den almindelige regel i § 498,
stk. 1.
Til § 647
I stk. 1 foreslås det, at adgangen til at føre bevis for
fogedretten alene skal begrænses af hensyn til forretningens fremme.
Rekvirentens adgang til at føre bevis både for rettens eksistens og krænkelse
er således tilsigtet udvidet i forhold til gældende ret, hvilket navnlig må
antages at kunne få betydning i sager om immaterialrettigheder. Udover at
give hjemmel til at afskære en bevisførelse, som efter sin art og sit omfang
falder uden for fogedsagens rammer, kan fogedretten også med hjemmel i denne
bestemmelse afskære en bevisførelse, som åbenbart er uden betydning for
sagen, eller hvis formål må være at forhale sagens afgørelse. Der henvises i
øvrigt til betænkningen side 89-93.
Stk. 2 giver fogedretten adgang til at tilkende sagsomkostninger i
tilfælde, hvor begæringen tilbagekaldes, inden justifikationsag er anlagt,
hvor anmodningen om forbud ikke fremmes, herunder på grund af manglende
sikkerhedsstillelse inden en angiven frist, eller hvor et nedlagt forbud
ophæves i medfør af § 638. I alle andre tilfælde afgøres
omkostningsspørgsmålet under justifikationssagen. Fogedrettens afgørelse
træffes efter de samme regler, som gælder i civile sager, jf. kapitel 30.
Baggrunden herfor er, at de processuelle regler for forbudssagernes
behandling på væsentlige punkter i øvrigt er tilnærmet de regler, som gælder
for almindelige, civile førsteinstans sager, ligesom arbejdets art og omfang
for parterne i disse sager gennemsnitligt væsentligt vil overstige, hvad der
gælder for fogedsager.
Til § 648
Henvisningerne i stk. 1 til arrestkapitlets regler, herunder om
justifikationssagens behandling, svarer med sproglige ændringer til den
nugældende § 652. Dog er henvisning svarende til den nugældende § 637 om, at
rekvisitus ikke kan appellere et nedlagt forbud, udgået på baggrund af den
foreslåede appeladgang for rekvisitus, jf. § 650.
I et svar til Folketingets Retsudvalg under behandlingen af det tidligere
lovforslag har Justitsministeriet givet udtryk for, at der - som foreslået af
Advokatrådet - formentlig kan være behov for, at fristen for anlæggelse af
retssag her i landet i forbudssager forlænges fra en til to uger på samme
måde, som det er foreslået, hvor retssagen skal anlægges ved en udenlandsk
domstol. Fristen i forbudssager foreslås derfor sat til 2 uger, jf. 2. pkt. i
stk. 1.
I stk. 2 pålægges fogedretten at vejlede rekvisitus om
retsvirkningerne af fogedrettens afgørelser, herunder navnlig, at det er
strafbart at overtræde et nedlagt forbud.
Til § 649
Som følge af den foreslåede regel i § 645, stk. 2, om beslaglæggelse, er
der i forslagets § 649 fastsat regler om, hvilket forum der skal tage
stilling til lovligheden af en foretagen beslaglæggelse. Det foreslås, at
afgørelsen som hovedregel skal træffes af domsretten, enten under
justifikationssagen eller under en privat anlagt straffesag. Fogedretten kan
alene tage stilling til spørgsmålet i forbindelse med ophævelse af et forbud.
Fogedrettens afgørelse vil i disse tilfælde være genstand for kære.
Træffes der afgørelser om konfiskation, forudsættes det, at det
konfiskerede gods overgives til den stedlige politimester til videre
foranstaltning på samme måde, som det finder sted i straffesager. I de
tilfælde, hvor det konfiskerede efter dommen skal anvendes til fyldestgørelse
af rekvirentens erstatningskrav, forudsættes det, at det konfiskerede
forbliver i fogedrettens besiddelse, indtil udlæg i gods kan foretages.
Til § 650
Efter denne bestemmelse skal fogedrettens afgørelser i forbudssager
træffes ved kendelse. Dette indebærer, at afgørelserne altid skal begrundes.
Herved sikres det, at der tilvejebringes et rimeligt arbejdsgrundlag for
domsretten under justifikationssagen og under en eventuel privat anlagt
straffesag, ligesom en eventuel kærebehandling vil blive lettet herved.
Det følger af bestemmelsen, at parterne (og en retligt interesseret
trediemand) kan påkære alle fogedrettens afgørelser under forbudssagen inden
for en kærefrist på 4 uger. Fogedrettens afgørelse om sikkerhedsstillelse vil
således efter forslaget kunne påkæres særskilt eller i forbindelse med kære
af nedlæggelse af forbud.
Til § 651
Forslaget svarer med enkelte mindre ændringer til de nugældende regler i §
650, stk. 1, og § 651. Den foreslåede formulering af stk. 2 fører dog
til, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel for, at trediemand kan
straffes for medvirken, ligesom den foreslåede formulering åbner mulighed for
at idømme trediemand såvel straf som erstatning uden at afvente udfaldet af
justifikationssagen. De såkaldte benzinsager har illustreret behovet for også
at kunne håndhæve et nedlagt forbud effektivt i forhold til trediemand på et
tidligt stadium af forbudssagen.
Efter forslagets stk. 3 kan en privat anlagt straffesag udsættes
for at afvente udfaldet af justifikationssagen. Under hensyn til de forøgede
beviskrav, den foreslåede adgang til at påkære nedlagte forbud samt til
forbudsinstituttets effektivitet vil en sådan udsættelse formentlig kun
sjældent være hensigtsmæssig. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.5. og betænkningen side 98-99.
Til § 652
Ved bestemmelsen foreslås den nugældende lovs § 653 videreført alene med
sproglige ændringer.
Til § 653
Efter bestemmelsen i stk. 1 udpeges fogedretten som den kompetente
myndighed, til hvem en varemærkeindehaver skal indgive en anmodning om
suspension af frigivelsen af varemærkeforfalskede varer til fri omsætning
efter EF-rådets forordning 3842/1986 af 1. december 1986. Forordningens
system er i vidt omfang sammenfaldende med retsplejelovens almindelige regler
om arrest og forbud. Justitsministeriet har derfor efter drøftelse med
Industriministeriet og Tolddepartementet skønnet det mest naturligt, at
domstolene blev kompetente i sager, der er omfattet af forordningen.
Forordningen forudsætter et samarbejde mellem den kompetente myndighed,
dvs. fogedretterne, og toldvæsenet. Med henblik på at fastlægge de nærmere
regler herom samt værnetingsbestemmelser m.v. er der ved bestemmelsen i
stk. 2 tilvejebragt hjemmel for, at justitsministeren kan fastsætte de
regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af De Europæiske
Fællesskabers forordninger om foranstaltninger med henblik på forbud mod
varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning.
Der sigtes med bestemmelsen i øvrigt til anvendelsen her i landet af
EF-kommissionens forordning om gennemførelsesbestemmelser til
rådsforordningen. Den generelle henvisning til de til enhver tid gældende
forordninger giver mulighed for at indrette retstilstanden, således at
forordninger, som senere måtte blive vedtaget, uden videre kan anvendes.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5 og
lovforslagets bilag 1.
En anmodning om suspension af frigivelsen af varemærkeforfalskede varer
til fri omsætning vil blive pålagt den sædvanlige retsafgift for
fogedforbudssager, for tiden 200 kr. i grundafgift, jf. retsafgiftslovens §
17, stk. 1, nr. 3.
Til § 2
Ved denne ændring i inddrivelsesloven ændres fristen for fremsættelse af
indsigelser mod pante- og toldfogedudlæg fra 14 dage til 4 uger. Oversiddes
fristen, skal justitsministeren efter forslaget have mulighed for
undtagelsesvis at give tilladelse til, at fogedretten tager indsigelserne
under påkendelse. Bestemmelsen fastslår endvidere udtrykkeligt, at appel til
landsretten af sådanne udlæg først kan ske, når fogedretten har taget
stilling til afgørelsen.
Om baggrunden for ændringerne henvises nærmere til de almindelige
bemærkninger pkt. 4.2. og betænkningen side 151-152 og 164-169.
Til § 3
Forslaget om ophævelse af retsafgifslovens § 52 og § 56 er en
konsekvensændring som følge af de foreslåede nye appelregler i fogedsager,
hvorefter afgørelser alene skal kunne kæres. § 52 og § 56 vedrører beregning
af retsafgift i tilfælde af henvisning til at iværksætte anke i stedet for
kære og omvendt.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1989. Tidspunktet for
anmodningens indgivelse skal være afgørende for, om en arrestsag eller
forbudssag skal behandles efter de foreslåede nye regler eller de hidtil
gældende regler.
Retsplejelovens § 653 om forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang
til fri omsætning, herunder bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2, foreslås dog
sat i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Bilag 1
I
(Retsakter hvis offentliggørelse er obligatorisk)
RÅDETS FORORDNING (EØF) NR. 3842/86
af 1. december 1986
om foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede
vares overgang til fri omsætning
RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR-
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske
økonomiske Fællesskab, særlig artikel 113 og 235,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(1)
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2)
under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale
Udvalg(3) og
ud fra følgende betragtninger:
Handelen med varer, på hvilke der ubeføjet er anbragt et varemærke, i
det følgende benævnt varemærkeforfalskede varer, skader i høj grad
lovlydige fabrikanter og handlende og vildleder forbrugerne; det bør
i videst muligt omfang forhindres, at sådanne vare bliver brugt på
markedet i Fællesskabet, og der bør med henblik herpå fastsættes
foranstaltninger, der gør det muligt effektivt at imødegå denne
ulovlige fremfærd, uden at den lovmæssige frie handel hæmmes; dette
mål falder endvidere i tråd med de bestræbelser, der udfoldes i samme
retning på internationalt plan;
såfremt de varemærkeforfalskede varer indføres fra tredjelande, er
det vigtigt at forbyde overgangen til fri omsætning heraf i
Fællesskabet og at indføre egnet fremgangsmåde, der sætter
toldmyndighederne i stand til at gribe ind for at sikre overholdelsen
af et sådant forbud under de bedste mulige betingelser;
toldmyndighedernes indgriben bør bestå i at suspendere frigivelsen af
varer til fri omsætning, såfremt disse formodes at være
varemærkeforfalskede, i det tidsrum, der er nødvendigt for at afgøre,
hvorvidt der foreligger varemærkeforfalskning;
formålet med en sådan frmgangsmåde gør det ikke nødvendigt at
fastsætte fællesskabsbestemmelser om, hvilke myndighed der er
kompetent til at afgøre, hvorvidt varer, som er angivet til fri
omætning, er varemærkeforfalskede, eller om, hvilke nærmere regler
der skal følges ved behandlingen af dette spørgsmål; da der ikke
foreligger fællesskabsbestemmelser på dette område, bør vedkommende
kompetente myndighed endvidere, når den træffer afgørelse om
spørgsmål, der er blevet forelagt den, henvise til de kriterier, som
anvendes for at fastslå, hvorvidt varer, der er fremstillet i den
pågældende medlemsstat, krænker varemærkeindehaverens rettigheder;
det bør derimod fastlægges, hvilke foranstaltninger der skal træffes
med hensyn til varer, der angives til fri omsætning, hvis det
fastslås, at de er varemærkeforfalskede; sådanne foranstaltninger bør
ikke alene bevirke, at de ansvarlige for indførslen af varerne ikke
får økonomisk fordel at transaktionen, men bør også effektivt
forebygge yderligere transaktioner af samme art;
for at undgå alvorlige forstyrrelser af toldbehandlingen af de varer,
der inføres af rejsende i deres personlige bagage, eller som indføres
som småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter, bør denne
forordnings anvendelseområde ikke omfatte varer, der formodes at være
varemærkeforfalskede, for så vidt de indføres fra tredjelande
indenfor de grænser, der er fastsat i fællesskabsbestemmelserne,
såvel med hensyn til indrømmelse af toldfrihed som til anvendelse af
den enhedstoldsats, der er fastsat i afsnit II, punkt C, i de
indledende bestemmelser i den fælles toldtarif;
det er væsentligt at sikre, at de i denne forordning fastsatte fælles
regler anvendes ensartet, og med henblik herpå at fastsætte en
fællesskabsprocedure, hvorefter der indenfor en passende frist kan
fastsættes gennemførlsesbestemmelser til disse regler;
denne forordning berører ikke medlemsstaternes gældende bestemmelser
vedrørende overgang til fri omsætning af varer, som ikke er
varemærkeforfalskede i henhold til denne forordning, men hvis
markedsføring ville skade en intellektuel ejendomsret i den
pågældende medlemsstat;
denne forordning tager sigt på at forebygge international handel med
varemærkeforfalskede varer; traktatens specifikke bestemmelser giver
ikke Fællesskabets institutioner hjemmel til at fastsætte alle de
bestemmelser, der er nødvendige i dette øjemed, særlig de
foranstaltninger, som varer, om hvilke det er fastslået, at de er
varemærkeforfalskede, skal underkastes; det forekommer derfor
påkrævet ligeledes at henvise til artikel 235 -
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
AFSNIT I
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
1. I denne forordning fastsættes,
a) på hvilke betingelser toldmyndighederne kan gribe ind over for
varer, som angives til fri omsætning, og som formodes at være
varemærkeforfalskede, og
b) hvilke foranstaltninger der skal træffes af de kompetent
myndigheder med hensyn til sådanne varer, hvis det fastslås, at de er
varemærkeforfalskede.
2. I denne forordning forstås ved
a) varemærkeforfalskede varer: enhver vare, på hvilken der ubeføjet
er anbragt et varemærke, som er identisk med eller som ikke
umiddelbart kan skelnes fra et varemærke, der er gyldigt
registreret for sådanne varer i eller for den medlemsstat, hvor varen
angives til fri omsætning, og som derved krænker den pågældende
varemærkeindehavers rettigheder ifølge denne medlemsstats lovgivning;
b) varemærkeindehaver: varemærkeindehaveren samt enhver anden person,
der har tilladelse til at anvende varemærket, eller disses
repræsentant.
3. Denne forordning finder ikke anvendelse på varer, hvorpå der er
anbragt et varemærke med varemærkeindehaverens samtykke, men som
angives til fri omsætning uden dennes samtykke.
Det samme gælder varer, som angives til fri omsætning, og hvorpå der
er anbragt et varemærke på andre betingelser end dem, der er aftalt
med varemærkeindehaveren.
AFSNIT II
Forbud imod fri omsætning af varemærkeforfalskede varer
Artikel 2
Det er forbudt at lade varer, om hvilke det efter fremgangsmåden i
artikel 5 er fastslået, at de er varemærkeforfalskede, overgå til fri
omsætning.
AFSNIT III
Anmodnng om toldmyndighedernes indgriben
Artikel 3
1. I hver medlemsstat kan en varemærkeindehaver indgive skriftlig
anmodning til den kompetente myndighed med henblik på at lade
toldmyndighederne suspendere frigivlsen af varemærkeforfalskede
varer, der angives til fri omsætning i den pågældende medlemsstat,
hvis han har begrundet formodning om, at sådanne varemærkeforfalskede
varer påtænkes indført i medlemsstaten.
2. En anmodning i henhold til stk. 1 skal indeholde alle relevant
oplysninger, som varemærkeindehaveren råder over, for at den
kompetente myndighed kan træffe afgørelse med fuldt kendskab til
sagens omstændigheder, og skal navnlig omfatte en så nøjagtig
beskrivelse af varerne, at det er muligt for toldmyndighederne at
genkende dem. Den skal vedlægges dokumentation for, at ansøgeren er
indehaver af varemærket for de omhandlede varer.
I anmodningen anføres det, i hvilket tidsrum der ønskes indgriben fra
toldmyndighedernes side.
Det kan kræves, at ansøgeren betaler en afgift til dækning af de
administrative omkostninger ved behandlingen af anmodningen.
3. Den myndighed, hvortil der indgives en anmodning, som er affattet
i overensstemmelse med stk. 2, træffer afgørelse og underretter
skriftligt ansøgeren herom.
Imødekommes anmodningen, fastsætter nævnte myndighed, i hvilket
tidsrum toldmyndighederne kan gribe ind. Dette tidsrum kan på
foranledning af mærkeindehaveren forlænges af den myndighed, der traf
den oprindelige afgørelse.
Medlemsstaterne kan, hvis varemærkeindehaverens anmodning
imødekommes, eller hvis frigivelsen suspenderes for en sending varer
i medfør af artikel 5, stk. 1, kræve, at denne stiller sikkerhed til
dækning af sit eventuelle ansvar over for importøren, såfremt den
fremgangsmåde, der iværksættes i henhold til artikel 5, stk. 1, ikke
forfølges på grund af en handling eller undlades fra
varemærkeindehaverens side, eller hvis det senere fastslås, at de
pågældende varer ikke er varemærkeforfalskede.
Varemærkeindehaveren skal underrette den i stk. 1 omhandlende
myndighed, hvis varemærket ikke længere er gyldigt registreret.
Den kompetente myndighed kan tillige kræve, at ansøgeren afholder
omkostningerne ved varernes opbevaring under toldkontrol i medfør af
artikel 5 eller i forbindelse med søgsmål, som varemærkeindehaveren
ikke er part i, og stiller sikkerhed for betalingen af det pågældende
beløb.
4. Medlemsstaterne kan give toldmyndighederne beføjelse til at træffe
afgørelse om den i denne artikel omhandlede anmodning.
Artikel 4
Afgørelsen om at imødekomme en varemærkeindehavers anmodning meddeles
straks de toldsteder i den pågældende medlemsstat, som vil kunne
blive berørt i forbindelse med indførsel af de i anmodningen
omhandlede varemærkeforfalskede varer.
AFSNIT IV
Vilkårerne for indgriben fra toldmyndighederne og de myndigheder, der
er kompetente til at træffe afgørelse vedrørende sagens indhold
Artikel 5
1. Et toldsted, der i henhold til artikel 4 underrettes om en
afgørelse, om at imødekomme en varemærkeindehavers anmodning,
suspenderer frigivelsen af varer, der angives til fri omsætning,
såfremt det eventuelt efter samråd med ansøgeren konstaterer, at de
pågældende varer svarer til den beskrivelse af de
varemærkeforfalskede varer, der er givet i nævnte afgørelse. Det
underretter klareren herom samt den myndighed, der har truffet
afgørelsen. Toldstedet eller ovennævnte myndighed underretter
ligeledes ansøgeren om denne foranstaltning. Toldstedet kan i
forbindelse med undersøgelsen af varerne udtage prøver for at lette
den videre behandling af sagen.
2. Gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor varerne er blevet
angivet til fri omsætning, finder anvendelse
a) for så vidt angår forelæggelse af sagen for den myndighed, der har
kompetence til at træffe afgørelse om indholdet, samt for så vidt
angår omgående underretning af det i stk. 1 omhandlede toldsted om
denne henvendelse, medmindre dette toldsted selv har foretaget
henvendelsen;
b) for så vidt angår udarbejdelsen af denne afgørelse, som denne
myndighed skal træffe. De kriterier, der skal lægges til grund for
udarbejdelsen af denne afgørelse, er de samme, som anvendes til at
fastslå, hvorvidt varer, der er fremstillet i den pågældende
medlemsstat, krænker varemærkeindehaverens rettigheder. De
afgørelser, som den kompetente myndighed træffer, skal begrundes.
Artikel 6
1. Hvis det toldsted, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, ikke inden ti
arbejdsdage fra suspensionen af frigivelsen er blevet underrettet om
sagens forelæggelse for den myndighed, der har kompetence til at
træffe afgørelse om sagens indhold i henhold til artikel 5, stk. 2,
eller ikke har fået meddelelse om, at der er truffet retsbevarende
foranstaltninger af vedkommende myndighed, frigives varerne, såfremt
alle indførselsformaliteter er opfyldt.
2. Betingelserne for oplagring af varerne i det tidsrum, hvor
frigivelsen er suspenderet, fastsættes af den enkelte medlemsstat
AFSNIT V
Bestemmelserne, der finder anvendelse på varer, om hvilke det er
fastslået, at de er varemærkeforfalskede.
Artikel 7
1. Med forbehold af de øvrige retsmidler, der kan benyttes af
varemærkeindehaveren, såfremt det er fastslået, at varemærket er
blevet forfalsket, træffer medlemsstaterne de foranstaltninger, der
er nødvendige, for at de kompetente myndigheder
a) som hovedregel, og uden at der kan ydes nogen form for
godtgørelse, tilintetgøre de varer, om hvilke det er fastslået, at
de er varemærkeforfalskede, eller holder dem uden for de kommercielle
kredsløb i medfør af bestemmelserne herom i den nationale lovgivning,
således at den skade, der påføres varemærkeindehaveren, reduceres til
et minimum;
b) i forhold til sådanne varer træffer enhver anden foranstaltning,
der faktisk bevirker, at de ansvarlige for indførslen af varerne ikke
får økonomisk fordel af transaktionen, samt effektivt forebygger
yderligere transaktioner af samme art.
Bl.a. følgende foranstaltninger anses ikke at opfylde dette formål:
- genudførsel af de varemærkeforfalskede varer i uforandret stand;
- den blotte fjernelse af de varemærker, som udeføjet er anbragt på
de varemærkeforfalskede varer, undtagen i særlige tilfælde;
- henførelse af varerne under en anden toldprocedure.
2. De varemærkeforfalskede varer kan eventuelt overgives til
statskassen. I så fald finder stk. 1, litra a), anvendelse.
3. Medmindre det strider mod den nationale lovgivning, underretter
det pågældende toldsted eller den kompetente myndighed på
varemærkeindehaverens anmodning denne om navn og adresse på afsender,
importør og modtager af varer, om hvilke det er fastslået, at de er
varemærkeforfalskede, samt om mængden af de pågældende varer.
AFSNIT VI
Afsluttende bestemmelser
Artikel 8
1. Imødekommelsen af en anmodning, der er affattet i overensstemmelse
med artikel 3, stk. 2, giver i tilfælde af, at varemærkeforfalskede
varer ikke bemærkes ved et toldsteds kontrol, og frigivelsen derfor
ikke suspenderes i henhold til artikel 5, stk. 1, kun
varemærkeindehaveren ret til erstatning i det omfang, det følger af
vedkommende medlemsstat lovgivning.
2. Et toldsteds eller en anden kompetent myndigheds udøvelse af den
kompetence, som er tillagt dem i forbindelse med bekæmpelse af
varemærkeforfalskning, kan kun i det omfang, det følger af
vedkommende medlemsstats lovgivning, påføre disse ansvar over for
importøren eller enhver anden, der har en rettighed vedrørende varer,
der er angivet til fri omsætning, og som måtte have lidt tab på grund
af deres indgriben.
3. Varemærkeindehaverens eventuelle civilretlige ansvar afgøres i
henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de pågældende varer
er blevet angivet til fri omsætning.
Artikel 9
Denne formodning finder ikke anvendelse på varer, der inden for de
grænser, der er fastsat, såvel med hensyn til indrømmelse af
toldfrihed som til anvendelse af den enhedstoldsats, der er fastsat i
afsnit II, punkt c), i de indledende bestemmelser i den fælles
toldtarif, indføres af rejsende i deres personlige bagage eller
indføres som småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter.
Artikel 10
Denne forordning finder tilsvarende anvendelse på varer, på hvilke
der ubeføjet er anbragt et varemærke, der er gyldigt registreret for
sådanne varer i overensstemmelse med fællesskabsregler, så snart
disse træder i kraft. I dette tilfælde kan varemærkeindehaveren
indgive den i artikel 3 omhandlede anmodning til den myndighed, som
udpeges hertil.
Artikel 11
1. Udvalget for almindelige Toldbestemmelser, som er nedsat ved
artikel 24 i direktiv 79/695/EØF(1), kan behandle ethvert spørgsmål,
der angår gennemførelsen af denne forordning, og som rejses af
formanden enten på dennes initiativ eller efter anmodning fra en
medlemsstat.
2. De nødvendige gennemførelsesbestemmelser til denne forordning
fastsættes efter fremgangsmåden i artikel 26, stk. 2 og 3, i direktiv
79/695/EØF.
3. Medlemsstaterne giver Kommissionen alle fornødne oplysninger om
gennemførelsen af denne forordning.
Kommissionen giver de øvrige medlemsstater disse oplysninger.
Nærmere bestemmelser om udvekslingen af oplysninger fastlægges som
led i gennemførelsesbestemmelserne, jf. stk. 1 og 2.
4. Senest tre år efter denne forordnings ikrafttræden aflægger
Kommissionen på grundlag af de i stk. 3 omhandlede oplysninger
beretning til Europa-Parlamentet og til Rådet om, hvordan den
indførte ordning fungerer, og foreslår de eventuelt nødvendige
ændringer og tilføjelser.
Artikel 12
Denne forordning træder i kraft den 1. januar 1988.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart
i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. december 1986.
På Rådets vegne
A. CLARK
Formand
Bilag 2
I dette bilag er lovbestemmelserne gengivet, som de vil fremtræde, hvis
Folketinget vedtager lovforslaget uændret
Med mindre skrift
er indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget
Ad § 1 (Retsplejeloven)
§ 9. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Under sø- og handelsretten hører følgende sager:
1. Sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5.
2. Straffesager, i hvilke fagkundskab til søforhold skønnes at være af
betydning.
3. Søforklaringer.
4. Foretagelse af retshandlinger til brug for andre retter i sø- og
handelssager, jf. § 6, stk. 5, i straffesager, i hvilke fagkundskab til
søforhold skønnes at være af betydning, og i sager om afgivelse af
søforklaring.
5. Behandling af konkursboer og begæring om gældssanering, ledelse af
akkordforhandling og modtagelse af anmeldelser om betalingsstandsning, jf.
konkurslovens § 4.
6. Sager, der ved særlig lovbestemmelse er henlagt til retten.
Stk. 4. - - -
Stk. 5. - - -
§ 9. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Under sø- og handelsretten hører følgende sager:
1. - - -
2. - - -
3. - - -
4. - - -
5. Behandling af konkursboer, ledelse af akkordforhandling og modtagelse
af anmeldelser om betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 4.
6. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. - - -
§ 31. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Offentlig gengivelse af forhandlingen i straffesager kan ved
kendelse forbydes, såfremt sigtede er under 18 år, og det begæres af værgen
eller en repræsentant for det sociale udvalg. Endvidere kan retten ved
kendelse helt eller delvis forbyde offentlig gengivelse af, hvad der i
straffesager forhandles i offentligt retsmøde, når sådan gengivelse er egnet
til at skade sagens oplysning eller der er grund til at antage, at sådan
gengivelse vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil tilføje nogen en
ufornøden krænkelse. Referatforbud af hensyn til en sigtet (tiltalt), der er
til stede, kan kun besluttes, hvis han selv begærer det. Såfremt der
fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse findes at tale
derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod, at der sker offentlig
gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre
under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde
offentliggøres. Forbudet kan efter begæring udstrækkes til at gælde også
under en eventuel anke af sagen, såfremt anken omfatter bedømmelsen af
beviserne for tiltaltes skyld. Rettens nægtelse af at udstede sådant forbud
kan påkæres. I øvrigt er rettens afgørelse ikke genstand for kære eller anke.
Overtrædelse af rettens forbud straffes med bøde.
Stk. 4. - - -
§ 31. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - - Retten kan endvidere forbyde offentlig gengivelse af navn,
stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte
personer, såfremt der fremsættes begæring herom og ingen offentlig interesse
findes at tale derimod. - - -
Stk. 4. - - -
§ 66. De om dommere givne forskifter finder også anvendelse på nævninger,
domsmænd, sagkyndige retsmedlemmer, justitssekretærer, fuldmægtige ved
domstolene og retsvidner. Afgørelsen af habilitetsspørgsmålet træffes af
retten.
Stk. 2. - - -
§ 66. De om dommere givne forskrifter finder også anvendelse på nævninger,
domsmænd, sagkyndige retsmedlemmer, justitssekretærer, chefen for
skiftekontoret under Københavns byret, fuldmægtige ved domstolene og
retsvidner. Afgørelsen af habilitetsspørgsmålet træffes af retten.
Stk. 2. - - -
§ 214. - - -
Stk. 2. Rettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af
tilhørere med undtagelse af protokolføreren, jf. endvidere § 6, stk. 3, 2.
pkt., og § 18, stk. 2, 5. pkt. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade
andre at være til stede.
Stk. 3. - - -
§ 214. - - -
Stk. 2. Rettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af
tilhørere med undtagelse af protokolføreren, jf. endvidere § 6, stk. 3, 2.
pkt., og § 18, 5. pkt. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade andre at
være til stede.
Stk. 3. - - -
§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag
efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, samt i sager efter § 448, nr. 6, om
forældremyndighed, og finder retten, at den pågældende har behov for
advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for denne, såfremt parten
opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. - - -
§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag
efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, og finder retten, at den pågældende har behov
for advokatbistand, kan retten beskikke en advokat for denne, såfremt parten
opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. - - -
§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af
domme må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for
nogen af de personer, der er nævnt under sagen, eller på anden måde
offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af de nævnte
forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller
fængsel indtil 6 måneder.
§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af
domme må der ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for
nogen af de personer, der er nævnt under sagen. Overtrædelse af de nævnte
forbud straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller
fængsel indtil 6 måneder.
§ 456 o. - - -
Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke
ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen
nævnte personer, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes
identitet. Overtrædelse straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med hæfte eller med fængsel indtil 6 måneder.
§ 456 o. - - -
Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke
ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen
nævnte personer. Overtrædelse straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af
forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af
sådant forbud straffes med bøde.
§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af
forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af navn,
stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer.
Overtrædelse af sådant forbud straffes med bøde.
§ 475 g. - - -
Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse
af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte personer eller
på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse
straffes med bøde.
Stk. 3. - - -
§ 475 g. - - -
Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse
af navn, stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt under
sagen. Overtrædelse straffes med bøde.
Stk. 3. - - -
§ 505. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og
af justitsministeren.
§ 505. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan ankes både af parterne og
af justitsministeren.
§ 506 ophæves.
§ 506. Anke eller kære sker efter reglerne i kapitel 53.
Stk. 2. Anke eller kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er
foretaget. Hvis forretningen ikke foretages, skal anke eller kære ske inden 4
uger efter den afgørelse, som ankes eller kæres.
Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anke eller kære
indtil eet år efter de i stk. 2 nævnte tidspunkter.
Stk. 4. Anke eller kære har ikke opsættende virkning. Fogedretten kan dog
undtagelsesvis bestemme, at anke eller kære, der iværksættes inden en af
fogedretten fastsat frist, skal have opsættende virkning. Anke eller kære kan
endvidere tillægges opsættende virkning af den ret, for hvilken sagen er
indbragt.
§ 521. Ved udlæg i rede penge overgives beløbet straks til fordringshav
eren eller sendes til ham, hvis han ikke er mødt, jf. § 492, stk. 2.
Fogedretten kan dog tage beløbet i forvaring, indtil fristen for kære af
udlægget er udløbet, eller udlægget er stadfæstet.
§ 521. Ved udlæg i rede penge overgives beløbet straks til
fordringshaveren eller sendes til ham, hvis han ikke er mødt, jf. § 492, stk.
2. Fogedretten kan dog tage beløbet i forvaring, indtil fristen for anke og
kære af udlægget er udløbet, eller udlægget er stadfæstet.
§ 536, stk. 4, ophæves.
§ 536. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter stk. 1-3 kan kæres til landsretten.
§ 542. - - -
Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes før den ordinære
kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis for, at
nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret
udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.'
§ 542. - - -
Stk. 2. Det bliver at iagttage, at auktionen ikke må foregå, førend den
ordentlige ankefrist af 4 uger er udløbet. Fremlægges bevis for, at der inden
denne frists udløb af nogen af de oprindelige parter lovlig er rejst anke
eller kære mod udlægsforretningen, enten selvstændigt eller som et tilbehør
til dommen, bliver det udlagtes forauktionering at stille i bero.
§§ 584-586 ophæves.
§ 584. Fogedrettens afgørelser kan ankes eller kæres til landsretten efter
reglerne i kapitel 53. Appelfristen er 4 uger fra afgørelsen. Kære, der går
ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj, der er registreret i en
fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af 19. januar 1948, kan dog
ske indtil 6 måneder efter salgsdagen, såfremt den kærende som grund for
ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har været
overholdt.
Stk. 2. Anke eller kære efter udløbet af appelfristen kan i ganske særlige
tilfælde tillades af justitsministeren indtil 6 måneder efter dommens eller
kendelsens afsigelse.
§ 585. Fogedrettens afgørelse efter §§ 561, stk. 2, 3 og 4, 562, stk. 1 og
2, 563, stk. 2, 596, sidste pkt., 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, 571, stk.
1, 576, stk. 2, og 577, stk. 2, kan ikke indbringes for højere ret.
§ 586. Anke eller kære inden auktionens slutning har ikke opsættende
virkning.
Stk. 2. Dog kan fogedretten bestemme, at anke eller kære, der sker straks
eller inden en af fogedretten fastsat frist, skal have opsættende virkning.
Denne kan betinges af, at den appellerende stiller sikkerhed for
omkostningerne ved afholdelse af nyt auktionsmøde. Anke eller kære kan
endvidere tillægges opsættende virkning af den ret, for hvilken sagen er
indbragt.
Kapitel 53
Appel af fogedrettens afgørelser
§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er
bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.
Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1 og 2, §
563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk.
1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke kæres.
§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.
Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde
taler derfor.
Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet
inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre
sager end auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele
tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.
§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget,
eller, hvis forretningen ikke foretages,inden 4 uger efter den afgørelse, som
kæres, jf. dog § 219, stk. 3.
Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger
efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.
Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj,
der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt Genevekonventionen af
19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder efter salgsdagen, dersom den
kærende som grund for ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2,
ikke har været overholdt.
Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret,
hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade
kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen.
Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens
meddelelse.
§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4 nævnte
ændringer tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter auktionens
slutning, har opsættende virkning. Ved kære af afgørelser, der træffes inden
auktionens slutning, kan en bestemmelse om opsættende virkning betinges af,
at kærende stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt
auktionsmøde.
Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke
hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.
Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke har
været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af et i medfør af
kapitel 57 nedlagt forbud.
Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens beskaffenhed
findes at være grund dertil. Fremsætter begge parter begæring om mundtlig
forhandling, skal begæringen i almindelighed imødekommes.
Kapitel 53
Retsmidlerne imod de til dommes tvungne fuldbyrdelse henhørende
fogedforretninger m.m.
§ 587. Klager over fogedforretninger, som vedrører selve den fordring
eller ret, om hvis fuldbyrdelse der er spørgsmål, eller som går ud på, at
auktionssummen er urigtig fordelt ved fogedrettens kendelse (§§ 555 og 579),
gøres gældende ved anke til den landsret, under hvilken fogedretten står. Har
den, der vil rejse sådan anke, tillige klager af den i denne paragrafs stk. 2
angivne beskaffenhed, bliver disse at inddrage under anken.
Stk. 2. Klager, der alene angår de processuelle betingelser for
fogedforretningen eller den ved samme brugte fremgangsmåde, gøres gældende
ved kære til den landsret, under hvilken fogedretten står.
Stk. 3. Såfremt en klage, der burde være fremsat ved anke, rettidigt er
gjort gældende ved kære, henviser landsretten ved kendelse, der ikke kan
påkæres, klageren til at iværksætte anke. Tilsvarende regel gælder, når en
klage rettidigt er iværksat ved anke, men burde være gjort gældende ved kære.
Klageren skal da, uanset at ankefristen (henholdsvis kærefristen) imidlertid
måtte være udløbet, på ny kunne indbringe klagen for landsretten, når han
inden 14 dage efter kendelsens afsigelse indgiver ankestævning (kæreskrift)
på landsrettens (fogedrettens) kontor.
§ 588. Under ankesagen eller kæremålet er den for fogedretten stedfundne
procedure ikke bindende, og der er endog intet til hinder for, at nye
påstande fremsættes. Dog kan parterne ikke tilbagekalde de af dem for
fogedretten afgivne, fogedbogen eller auktionsbogen tilførte, erklæringer med
hensyn til sagens sammenhæng.
Stk. 2. I øvrigt gælder de om anke og kære fra byret til landsret givne
regler med de lempelser, der følger af forholdets natur.
§ 589. Anke til Højesteret kan ikke ske. Justitsministeren kan dog tillade
anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt
taler derfor. Ansøgning herom må indgives inden 8 uger, i auktionssager dog
inden 4 uger, efter dommens afsigelse. I andre sager end auktionssager kan
justitsministeren dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning
indgives senere, men inden eet år efter afsigelsen.
Stk. 2. Om anken til Højesteret gælder i øvrigt de almindelige regler i
kapitel 36.
§ 590. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.
Justitsministeren kan dog tillade kære, når særlige grunde taler derfor.
Ansøgning herom må indgives inden 4 uger, i auktionssager dog inden 2 uger,
efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan justitsministeren dog
undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden
6 måneder efter afgørelsen.
Stk. 2. Om kæren til Højesteret gælder i øvrigt de almindelige regler i
kapitel 37.
§ 611 ophæves.
§ 611. Imod fogedrettens afgørelser under de i § 609 omhandlede
forretninger kan der benyttes henholdsvis anke eller kære i overensstemmelse
med de almindelige regler om retsmidler imod de til dommens fuldbyrdelse
sigtende fogedforretninger (jf. navnlig §§ 587 ff).
Kapitel 56
Arrest
§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når
1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og
2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet.
§ 612. Til sikkerhed for et krav, der lyder på penge eller penges værd,
kan arrest på gods finde sted, når
1) udlæg for kravet ikke endnu kan gøres i godset, og derhos
2) enten fordringen er forfalden, eller der er grund til at befrygte, at
skyldneren ellers ved at bortflytte eller forstikke sit gods eller på anden
måde ville umuliggøre eller dog væsentlig vanskeliggøre adgangen til i sin
tid at opnå dom og gøre eksekution.
Stk. 2. Med hensyn til arrest for bodmerigæld har det sit forblivende ved
sølov af 1. april 1892 § 185.
§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen ikke
består.
Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der
tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i
anden lovgivning.
§ 627. - - -
Stk. 2. I reglen har fogedretten før forretningens foretagelse at afkræve
rekvirenten en sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med hensyn til det
erstatningsbeløb, som ville tilkomme den, hos hvem arresten er gjort, i
tilfælde af denne ulovlighed; kun hvor de foreliggende oplysninger skønnes at
indeholde et fuldstændigt bevis for arrestens lovlighed, er
sikkerhedsstillelse ufornøden, så længe ikke beviset svækkes ved det under
forretningen oplyste. Dog bør der ikke en gang mod sikkerhedsstillelse
indrømmes arrest, når det ifølge det for fogedretten oplyste skønnes, at
fordringen er ugrundet. Alle spørgsmål om sikkerhedsstillelsens art og
størrelse afgør fogedretten efter sit skøn.
§ 614. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, tilhørende
fremmede stater, kan arrest kun foretages i overensstemmelse med reglerne i
den derom gældende særlovgivning.
§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages, kan
fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal
stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved
arresten.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
§ 627. - - -
Stk. 2. I reglen har fogedretten før forretningens foretagelse at afkræve
rekvirenten en sikkerhedsstillelse, reel eller personlig, med hensyn til det
erstatningsbeløb, som ville tilkomme den, hos hvem arresten er gjort, i
tilfælde af dennes ulovlighed; kun hvor de foreliggende oplysninger skønnes
at indeholde et fuldstændigt bevis for arrestens lovlighed, er
sikkerhedsstillelse ufornøden, så længe ikke beviset svækkes ved det under
forretningen oplyste. Dog bør der ikke en gang mod sikkerhedsstillelse
indrømmes arrest, når det ifølge det for fogedretten oplyste skønnes, at
fordringen er ubegrundet. Alle spørgsmål om sikkerhedsstillelsens art og
størrelse afgør fogedretten efter sit skøn.
§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller en
efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens
fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige
omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen
vedrørende fordringen.
Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren eller
den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til at afværge
arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.
§ 615. Arrest kan afværges, og foretagen arrest fås ophævet, når
skyldneren stiller fornøden sikkerhed for den fordring med renter og
omkostninger, i anledning af hvilken arrest søges.
Stk. 2. Om den tilbudte sikkerhed ifølge størrelse og beskaffenhed er
fyldestgørende, bedømmes af fogedretten efter et skøn.
§ 630. Arrestforretningen begynder med, at fogedretten opfordrer
pågældende til ved sikkerhedsstillelse eller betaling at tilfredsstille
rekvirenten, hvorpå fogedretten, når dette ikke straks sker, efter afgørelse
af mulige indsigelser skrider til arrestens udførelse.
§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.
Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, som
fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de oplysninger, som i øvrigt er
nødvendige for sagens behandling. Anmodningen skal være ledsaget af de
dokumenter, der påberåbes.
Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, § 488,
stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, §§ 495-500, §
501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, § 503, § 504, nr. 1 og 4, § 505,
stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§ 508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt.,
§ 523, stk. 2-4, og § 524 tilsvarende anvendelse.
§ 627. Den, der vil erhverve arrest på nogens gods, har at indgive
skriftlig begæring herom til vedkommende fogedret, ledsaget af de dokumenter,
og øvrige oplysninger, som er for hånden.
Stk. 2. - - -
§ 614. Arrest på gods kan ikke foretages i ting, hvori der ikke vil kunne
gøres eksekution for den pågældende fordring.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
§ 616. Arrest på gods medfører, at skyldneren fra det øjeblik,
arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte, forbruge,
tilintetgøre eller ved retshandler råde over de arresterede genstande,
derunder oppebære arresterede fordringer. Dog finder reglerne i § 518, stk.
2, og § 520, stk. 1, 1. pkt., tilsvarende anvendelse ved arrest i fast
ejendom.
Stk. 2. Om arrestens tinglysning gælder reglerne i § 1 i lov om
tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926. Ved arrest i fordringer finder
bestemmelsen i § 524 tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Med hensyn til arrest i registrerede skibe gælder reglerne i lov
nr. 93 af 29. marts 1957 om skibsregistrering.
§ 617. Arrestrekvirenten er i reglen ikke berettiget til at lade de
arresterede genstande tage fra skyldneren. Dog kan fogedretten ved rørligt
gods, når de arresterede genstandes beskaffenhed eller skyldnerens person og
forhold opfordrer dertil, bestemme, at de arresterede genstande skal tages
under bevogtning af fogedretten selv eller af nogen, der hertil af
fogedretten beskikkes på skyldnerens bekostning.
§ 625. Arrestforretninger udføres af fogedretten. Bestemmelserne i § 491,
stk. 4, om vidner ved fogedforretninger finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den i § 498, stk. 2, givne forskrift er også anvendelig på
arrestforretninger.
§ 626. Hvilken fogedret der er pligtig eller berettiget til at foretage
arrestforretninger, afgøres efter de i § 487, jf. § 491, stk. 3, givne
regler.
§ 628. Arrestforretningen begynder på skyldnerens bopæl eller i mangel af
en sådan på hans sædvanlige opholdssted, men kan dog efter omstændighederne,
navnlig når der er fare ved opsættelse, eller når skyldneren ikke har bopæl i
riget eller står i begreb med at forlade dette, begynde på det sted, hvor
personen eller forretningens genstand forefindes.
Stk. 2. Når rekvirenten ønsker det, og hensynet til skyldnerens tarv ikke
taler derimod, kan fogedretten beramme arrestforretningen til påbegyndelse på
sit kontor, således at skyldnerens udeblivelse uden lovligt forfald medfører
virkning efter § 494.
§ 629. Med hensyn til parternes møde under forretningen gælder reglerne i
§ 492, stk. 1, og § 495.
§ 632. Med hensyn til valget af de genstande, hvori arresten gøres,
forholdes der efter de i § 517 givne forskrifter, ligesom der i øvrigt ved
arrestforretningers foretagelse, med de af forholdets natur følgende
lempelser, gås frem efter de om eksekutionsforretninger i §§ 497-501, 503,
506, stk. 4, 1. pkt., 507 og 518 givne regler.
§ 632. Arrest kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens formue,
som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af fordringen med tillæg
af såvel forfaldne som anslåede renter og sandsynlige omkostninger i
forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende
fordringen.
Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med arrest
og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger, herunder at råden over
aktiverne i strid med fordringshaverens ret kan medføre strafansvar.
Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved skriftlig
meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager skyldnerens
interesser, jf. § 495, stk. 2.
§ 631. Arresten kan kun udstrækkes til så meget af skyldnerens gods, som
behøves til at sikre rekvirentens fordring i forbindelse med de sandsynlige
udgifter ved arresten og dens forfølgning.
§ 633. Fogedretten erklærer derefter til fogedbogen de optegnede genstande
for belagte med arrest til arrestrekvirentens sikkerhed. Det betydes
skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig for strafansvar kan
råde over dem på en måde, som kommer i strid med arrestrekvirentens ret. Er
skyldneren ikke til stede, gives der den eller dem, som i henhold til § 495,
stk. 2, tilkaldes på hans vegne, pålæg om at give ham en sådan betydning.
Efter omstændighederne kan et lignende pålæg gives til tredjemand, i hvis
besiddelse det arresterede er.
§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages
skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil
blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på fordringshaverens bekostning
af fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger dertil.
Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af fogedretten.
§ 617. Arrestrekvirenten er i reglen ikke berettiget til at lade de
arresterede genstande tage fra skyldneren. Dog kan fogedretten ved rørligt
gods, når de arresterede genstandes beskaffenhed eller skyldnerens person og
forhold opfordrer dertil, bestemme, at de arresterede genstande skal tages
under bevogtning af fogedretten selv eller af nogen, der hertil af
fogedretten beskikkes på skyldnerens bekostning.
§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge retssag
om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre skyldneren under
eller efter arrestforretningen frafalder forfølgning. Under denne sag skal
fordringshaveren endvidere nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af
arresten.
Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1. instans,
skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge arrestsag ved samme
ret.
Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende
fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen. Retten kan
i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt eller delvis.
Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,
anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger efter
arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i landet.
Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved udenlandsk
domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal
påkendelsen af en sag anlagt efter stk. 1 udsættes, indtil der er truffet
retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende
spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.
Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når arrest er
afværget ved sikkerhedsstillelse.
§ 634. Hvis der ikke allerede er anlagt retssag i anledning af den
fordring, for hvilken arrest er gjort, skal rekvirenten, når skyldneren ikke
under eller efter forretningen har frafaldet forfølgning, inden en uge efter
arresten anlægge sådan sag, under hvilken han tillige skal nedlægge særskilt
påstand på, at arrestens foretagelse stadfæstes. Retten kan bestemme, at
spørgsmålet vedrørende arrestens stadfæstelse forhandles særskilt.
Stk. 2. Er retssag i anledning af pågældende fordring svævende ved første
instans, bliver der inden fornævnte frist at anlægge en særskilt arrestsag
ved den samme ret, ved hvilken hin sag behandles. Det er retten forbeholdt at
bestemme, at arrestsagen skal sættes i forbindelse med hovedsagen, såvel som
at den ene af disse sager skal udsættes, indtil den anden er påkendt.
Stk. 3. Er dom faldet i første instans i retssagen, hvorunder den fordring
er indtalt, for hvilken arresten er gjort, anlægges arrestsagen ved den ret,
af hvilken hin sag er blevet påkendt. Retten kan i tilfælde af anke udsætte
arrestsagens forhandling i det hele eller for en del.
Stk. 4. Er retssag i anledning af fordringen svævende ved udenlandsk
domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i landet, skal
påkendelsen af den i medfør af stk. 1 anlagte sag udsættes, indtil der er
truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag. Retten kan dog straks
påkende spørgsmål om, hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.
Stk. 5. Reglerne om arrestens og fordringens forfølgning bliver med de
fornødne lempelser at anvende, når arrest er afværget ved
sikkerhedsstillelse.
§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag bortfalder,
såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget, kommer under konkurs eller
dør, og dødsboet tages under offentlig skiftebehandling uden gældsansvar for
arvingerne.
Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af arresten
frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter arrestens foretagelse eller
arrestsagens ophævelse, og der ikke fra boets side er anlagt retssag om
erstatning.
§ 635. Kommer skyldneren, efter at arrest er gjort, under konkurs, eller
dør han, og offentligt skifte uden gælds vedgåelse finder sted efter ham,
bortfalder arrestrekvirentens forpligtelse til at anlægge retssag i anledning
af fordringen eller arresten. Den af rekvirenten i anledning af arresten
stillede sikkerhed løsgives dog først, når 8 uger er gået efter arrestens
foretagelse eller, hvis sag har været anlagt og hæves, 8 uger efter
ophævelsen, og der derhos ikke fra boets side er rejst sag om erstatning. Er
dette sket, må det endelige udfald af sagen afventes.
§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.
Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser vedrørende
arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den pågældende fordring
særskilt, skal indsigelser mod fordringens rigtighed dog fremsættes under
denne sag.
§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort. Er
retssag i anledning af den pågældende fordring svævende, og arrestsagen ikke
behandles i forbindelse med hovedsagen, kan indsigelser mod fordringens
rigtighed ikke fremføres under arrestsagen. I øvrigt kan alle andre
indsigelser vedkommende arrestens lovlighed fremsættes og påkendes under
arrestsagen, uden hensyn til, om de tilforn har været undergivne fogedrettens
afgørelse.
§ 637. Klager fra dens side, hos hvem arresten er gjort, sigtende til at
bevirke ophævelse af den foretagne arrest som ulovlig gjort, kan over for
arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis under arrestsagen eller den i
anledning af fordringen anlagte retssag.
§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved dommen
vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen er udløbet,
medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i dommen.
§ 638. Arresten kan ophæves såvel ved dommen i arrestsagen som ved dommen
i hovedsagen.
Stk. 2. Arresten bortfalder først, når ankefristen for den dom, hvorved
den kendes ugyldig, er udløbet, uden at anke er iværksat, medmindre andet er
bestemt i dommen.
§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt
fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag vedrørende
fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller såfremt nogen af disse
sager afvises eller hæves.
Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af omstændigheder,
som er indtruffet efter arrestens foretagelse.
Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give
fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.
§ 639. Forsømmer arrestrekvirenten den ham ifølge det foregående
påhvilende forpligtelse til inden de i § 634 ommeldte frister at begynde
arrestsag eller sag i anledning af fordringen, eller afvises eller hæves
nogen af disse sager, kan arresten fordres ophævet, dog uden at
arrestrekvirenten af denne grund er udelukket fra igen at gøre arrest for
denne samme fordring.
§ 640. En pålagt arrest kan i det hele eller for en del ophæves af
fogedretten på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens
foretagelse. På grund af formelle fejl ved forfølgningssagen kan arresten kun
fordres ophævet i medfør af § 639.
Stk. 2. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt give
arrestrekvirenten lejlighed til at ytre sig.
Stk. 3. Imod fogedrettens kendelse kan der, hvad enten den går ud på at
ophæve arresten eller nægte dens ophævelse, iværksættes anke eller kære i
overensstemmelse med reglerne om anke eller kære imod de til dommes
fuldbyrdelse sigtende fogedforretninger, jfr. navnlig §§ 587 ff.
Stk. 4. Fogedrettens ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde i
virksomhed ved anvendelse af anke eller kære.
§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som viser
sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og tort. Det
samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende
omstændigheder, såfremt det må antages, at fordringen ikke bestod.
Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et mindre
beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for det tab, der
følger af, at arresten har haft for stor udstrækning.
Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren betale
skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt fordringshaveren burde have
undladt at begære arrest.
Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under
arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under selvstændigt
søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan anlægges, når arresten er
ophævet efter § 638 eller endeligt bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal
anlægges inden 3 måneder efter ophævelsen eller bortfaldet.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når arrest
afværges ved sikkerhedsstillelse.
Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i kæresagen
tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk. 1-3.
§ 636. - - -
Stk. 2. Dersom retten efter derom af rekvisitus nedlagt påstand skønner,
at der ikke i hans økonomiske stilling eller forhold i øvrigt på den tid, da
arresten begæredes, fandtes nogen rimelig anledning for arrestrekvirenten til
at benytte det nævnte retsmiddel, bliver der ikke ved dommen at tilkende
rekvirenten erstatning for de med arrestens foretagelse eller den særlige
retsforfølgning forbundne udgifter. Herimod stridende overenskomster er
ugyldige.
§ 641. Befindes en arrest i det hele ulovlig, enten fordi den fordring,
for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig dom befindes grundet hverken i
det hele eller for en del, eller fordi arresten selv, bortset fra fordringens
rigtighed, lider af mangler, som medfører dens ugyldighed, og som kunne have
været undgåede af arrestrekvirenten ved fornøden agtpågivenhed, er
arrestrekvirenten pligtig at yde den, hos hvem arresten er gjort, erstatning
for tab, tort og kreditspilde. Befindes arresten ulovlig for en del, er
arrestrekvirenten pligtig at erstatte den, hos hvem arresten er gjort, det
særlige tab og den særlige kreditspilde, som måtte være en følge af, at der
er blevet givet arresten en for stor udstrækning.
Stk. 2. Bortfalder eller ophæves en gjort arrest på grund af efterfølgende
omstændigheder, tilkommer der den, hos hvem arresten er gjort, erstatning for
tab, tort og kreditspilde, når det må antages, at arresten, om den var blevet
behørig forfulgt og holdt ved magt, ville have medført sådant ansvar.
§ 642. Krav på erstatning i anledning af arresten kan gøres gældende mod
arrestrekvirenten enten som modkrav under arrestsagen eller under et
selvstændigt søgsmål i første instans, hvilket sidste dog først kan anlægges,
når arresten enten ved dom er kendt ugyldig eller ved fogedrettens kendelse
(§ 640) ophævet; sådant selvstændigt søgsmål må i så fald anlægges inden 12
uger.
§ 643. Ophæves arresten af overordnet ret, for hvilken fogedrettens
nægtelse (§ 640) af at ophæve arresten er indbragt, kan der ved samme dom
tillægges den, hos hvem arresten er gjort, den ham tilkommende erstatning hos
arrestrekvirenten
§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel 53.
Kære har ikke opsættende virkning.
§ 645. Fogedrettens nægtelse af arrest er genstand for kære efter reglerne
i kap. 53. Kærefristen er 4 uger.
Kapitel 57
Forbud
§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter for
stat og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold at undlade
handlinger, som strider mod rekvirentens ret.
Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som
forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående handlinger
for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.
Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og
skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun anvendes efter
reglerne herom i anden lovgivning.
§ 646. Ved forbud, foretaget af fogedretten, kan der gives en eller flere
bestemte private personer såvel som repræsentanter for stat eller kommune i
disses egenskab som ejere af faste ejendomme eller som medkontrahenter i
kontraktsforhold pålæg om at undlade handlinger eller foretagender, som
strider imod forbudsrekvirentens ret, og som de pågældende på grund heraf,
selv uden forbudet, ville være uberettiget til at foretage.
Stk. 2. Forbud mod ægteskab kan finde sted ligesom hidtil.
Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og
skibsladninger, tilhørende fremmede stater, kan forbud kun anvendes i
overensstemmelse med reglerne i den derom gældende særlovgivning.
§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres:
1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,
2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og
3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at gøre
sin ret gældende ved almindelig rettergang.
§ 646. Ved forbud, foretaget af fogedretten, kan der gives en eller flere
bestemte private personer såvel som repræsentanter for stat eller kommune i
disses egenskab som ejere af faste ejendomme eller som medkontrahenter i
kontraktsforhold pålæg om at undlade handlinger eller foretagender, som
strider imod forbudsrekvirentens ret, og som de pågældende på grund heraf,
selv uden forbudet, ville være uberettiget til at foretage.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
§ 647. Forbud kan gøres, uagtet det ikke for fogedretten bevises, at de
handlinger, der skal forbydes, er stridende mod forbudsrekvirentens ret; men
denne må i så fald stille sikkerhed for den skade og ulempe, som ved forbudet
kan forårsages den pågældende.
Stk. 2. Dog må forbud end ikke imod sikkerhedsstillelse iværksættes, når
det må antages, at det er ulovligt.
§ 648. Forbud kan kun gøres, når den, mod hvem forbudet rettes, ved
gerning eller ord har givet grund til at antage, at han vil foretage de
handlinger, som skal forbydes. Kan fyldestgørende bevis i så henseende ikke
fremskaffes for fogedretten, kan det pålægges forbudsrekvirenten at stille
sikkerhed som betingelse for at få forbud iværksat.
Stk. 2. - - -
§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens almindelige
regler om straf og erstatning og eventuelt en af rekvisitus tilbudt sikkerhed
yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.
Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil påføre
rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til
rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.
§ 648. - - -
Stk. 2. Forbudet bør ikke nedlægges, når det skønnes, at en af rekvisitus
tilbudt sikkerhed eller den straf, som lovens almindelige regler hjemler for
retskrænkelsen, yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.
§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for
forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan
påføres rekvisitus ved forbudet.
Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.
Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges forbudet
først, når den forlangte sikkerhed er stillet. Fogedretten giver parterne
meddelelse om tidspunktet for forbudets nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt
ikke allerede er meddelt i et retsmøde, jf. § 162.
§ 649. I de i de tvende foregående paragraffer omhandlede tilfælde
bestemmer fogedretten ifølge skøn over samtlige omstændigheder sikkerhedens
art og størrelse.
§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til forbudets
opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud overtrædes, og ved at
tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med forbudet.
Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes
eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet, eller såfremt der er
bestemte grunde til at antage, at det vil blive anvendt til sådant formål.
Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af
fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.
Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller
sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger. Beslaglæggelse kan endvidere
betinges af, at en i medfør af § 644 fastsat sikkerhed forhøjes.
§ 650. - - -
Stk. 2. Når forbud ved fogedretten er nedlagt, har politiet på
forbudsrekvirentens begæring at yde bistand til forbudets opretholdelse ved
at hindre pågældende i at foretage overtrædelseshandlinger, tilintetgøre,
hvad der måtte være foretaget i strid med forbudet, o.desl.
§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds, hvor
rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i
landet, eller vedrører anmodningen alene bistand eller beslaglæggelse efter §
645, finder § 487 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348, §
349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og
2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, § 499, § 500 og §
502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Under behandlingen af en
anmodning om bistand eller beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491,
stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.
§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes uforenelig med
hensynet til forretningens fremme.
Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres forbud
ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen, træffes efter
anmodning bestemmelse om sagsomkostninger. Bestemmelserne i kapitel 30 finder
tilsvarende anvendelse.
§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder
tilsvarende anvendelse. Fristen i § 634, stk. 1, for anlæggelse af retssag er
dog 2 uger.
Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af forbudet,
herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre strafansvar efter § 651,
stk. 1.
§ 652. I øvrigt bliver med de lempelser, som følger af forholdets
beskaffenhed, de regler at anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§
625-29 samt §§ 633-34 og 636-45, er givne om arrest.
§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af § 651
anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med
beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan også træffes ved ophævelse
af et forbud i medfør af § 648, jf. § 638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte
tilbagegives rekvisitus, eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation,
kan det konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens
erstatningskrav.
§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres efter
reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.
§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en af
rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i forbindelse
hermed dømmes til at betale erstatning.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den, der
forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et fogedforbud.
Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan udsættes,
indtil forbudssagen er afgjort.
§ 650. Den, der modvillig overtræder et for ham ved fogedretten nedlagt
forbud, kan under en af forbudsrekvirenten anlagt sag dømmes til straf af
bøde eller hæfte og i forbindelse hermed efter omstændighederne til
erstatning. Spørgsmålet om idømmelse af straf og erstatning kan dog udsættes,
indtil forbudssagen er afgjort.
Stk. 2. - - -
§ 651. Enhver, der, vidende om et forbud, yder den, mod hvem forbudet er
rettet, bistand til de forbudne foretagenders udførelse, bliver, for så vidt
forbudet stadfæstes, erstatningspligtig over for forbudsrekvirenten.
§ 652. I øvrigt bliver med de lempelser, som følger af forholdets
beskaffenhed, de regler at anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§
625-29 samt §§ 633-34 og 636-45, er givne om arrest.
§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning om
forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en genstands
flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden, og formålet hermed er
at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et pengekrav.
§ 653. Forbud imod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller
overhovedet en genstands forflyttelse eller anden rådighedsudøvelse over den
er, når hensigten hermed er at søge sikkerhed for fyldestgørelsen af krav af
den i § 612 ommeldte art, uden hensyn til, hvorledes forretningen benævnes, i
et og alt at betragte som arrest i den pågældende fordring eller genstand.
Som en følge heraf bliver de i forrige kapitel om arrest givne regler i alle
henseender at anvende på sådanne forretninger.
§ 653. I sager, der er omfattet af De Europæiske Fællesskabers forordning
3842/86 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på forbud mod
varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne
kompetent myndighed, jf. art. 3 i forordningen.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige
for domstolenes anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om
foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede varers
overgang til fri omsætning.
Bestemmelsen er ny.
Ad § 2 (Inddrivelsesloven)
§ 6. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for pante-
eller toldfogeden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter
forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for
fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse.
Oversiddes fristen, afviser fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan
dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse
behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til fogedretten inden 4
uger efter tilladelsens meddelelse. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan
kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.
§ 6. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for pante-
eller toldfogden, der underretter fogedretten om indsigelserne. Efter
forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten inden for et
tidsrum af 14 dage fra forretningens foretagelse.
Ad § 3 (Retsafgiftsloven)
§ 52 og § 56 ophæves.
§ 52. Henviser retten i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 3, 1. pkt.,
en klager til at iværksætte anke i stedet for kære, fradrages den allerede
betalte kæreafgift i ankeafgiften, dersom anke iværksættes rettidigt.
§ 56. Henviser retten i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 3, 2. pkt.,
en klager til at iværksætte kære i stedet for anke, tilbagebetales det beløb,
hvormed den betalte ankeafgift overstiger kæreafgiften, dersom kære
iværksættes rettidigt.
Officielle noter
(1) EFT nr. C 20 af 22. 1. 1985, s. 7
(2) EFT nr. C 343 af 31. 12. 1985, s. 111.
(3) EFT nr. C 218 af 29. 8. 1985, s. 7.
Lignende dokumenter
- 1987 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM FREMGANGSMÅDEN VED INDDRIVELSE AF SKATTER OG AFGIFTER M.V. OG LOV OM RETSAFGIFTER (ARREST OG FORBUD, APPEL I FOGEDSAGER M.V.) Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til Lov om retsafgifter Retsinformation · 22. oktober 2020
- Skriftlig fremsættelse (21. oktober 2020) - L 66 Retsinformation · 22. oktober 2020
- Cirkulæreskrivelse til domstolene om journalisering af fogedsager Retsinformation · 25. september 1997
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 24. maj 2016. — MT Højgaard A/S og Züblin A/S mod Banedanmark. EU-domme · 24. maj 2016
- 1988 LSF 170 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETSAFGIFTER (NEDBRINGELSE AF SAGSANTALLET OG FORHØJELSE AF AFGIFTSSATSER) Retsinformation · 2. juni 1989