1988 LSF 11 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DØRLUKNING OG ADVOKATBISTAND TIL DEN FORURETTEDE)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af
10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende
ændringer:
1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,
§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1,
lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende
fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører
overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og
217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker
retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den
pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører
overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218,
stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, §
237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten,
når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat
for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1
og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang,
Læs alt
og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986
som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10.
juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer:
1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,
§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1,
lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende
fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører
overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:
»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og
217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker
retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den
pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører
overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,
stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218,
stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, §
237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten,
når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat
for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1
og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang,
og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af det forslag (L 18), der blev
fremsat den 7. oktober 1987, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, sp.
86, og tillæg A, sp. 393. Lovforslaget var til første behandling den 13.
oktober 1987, jf. FT sp. 375.
Lovforslaget har navnlig til formål at styrke den forurettedes stilling i
voldssager ved at indføre en adgang til at kunne beskikke en advokat for ofre
for voldsforbrydelser. Den beskikkede advokat skal bistå den forurettede med
at opgøre et eventuelt erstatningskrav og skal endvidere yde den pågældende
en bistand af mere almen karakter under efterforskningen og under en eventuel
senere behandling af sagen i retten. Udgifterne til salær m.v. til den
beskikkede advokat skal afholdes af det offentlige.
Endvidere foreslås en udvidelse af den gældende ordning med
advokatbeskikkelse i voldtægtssager, således at der bliver en adgang til at
beskikke en advokat for den forurettede ikke blot i voldtægtssager, men ved
alle sædelighedsforbrydelser.
Endelig foreslås, at den forurettede i voldtægtssager skal kunne bestemme,
at dørene skal lukkes, når den pågældende afgiver forklaring i retten.
Lovforslaget bygger på flertalsindstillingen i betænkning nr. 1102/1987 om
den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager. Betænkningen er afgivet
af et udvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet i 1983 på baggrund af en
henvendelse fra Ligestillingsrådet, Danske Kvinders Nationalråd og Dansk
Kvindesamfund. Udvalget har haft 17 medlemmer med repræsentanter for bl.a.
politiet, anklagemyndigheden, domstolene, advokaterne og
kvindeorganisationerne. I betænkningen foretages en udførlig gennemgang af de
gældende regler vedrørende retsstillingen for ofre for sædeligheds- og
voldsforbrydelser, og udvalget gennemgår på den baggrund forskellige
muligheder for at styrke de forurettedes stilling i disse sager gennem nye
lovregler, administrative forskrifter og vejledninger samt lægelig og
psykologisk bistand m.v. til disse ofre.
I det følgende gives der en gennemgang af de foreslåede nye regler på
baggrund af udvalgets overvejelser i betænkningen. I den forbindelse omtales
de lovforslag, der fremsættes af et mindretal på 5 af udvalgets 17 medlemmer
(repræsentanterne for Ligestillingsrådet og kvindeorganisationerne).
Endvidere omtales de øvrige forslag og overvejelser, der er indeholdt i
betænkningen.
2. Advokatbeskikkelse
2.1. Voldssager
Efter retsplejelovens § 995 a kan retten beskikke en advokat for
den forurettede i en straffesag, når det skønnes nødvendigt, at den
pågældende har advokatbistand ved opgørelsen af et erstatningskrav. Det er
endvidere en forudsætning, at den pågældende opfylder de økonomiske
betingelser for at opnå fri proces.
I bemærkningerne til bestemmelsen i § 995 a er det anført, at behov for
advokatbistand normalt kun vil opstå ved større erstatningssager, f.eks. ved
invaliditet eller tab af forsørger.
Udvalget anfører (betænkningen side 149 og 157 ff), at advokatbeskikkelse
efter retsplejelovens § 995 a kun sjældent finder sted. Dette skyldes efter
udvalgets opfattelse ikke manglende behov, men formentlig navnlig, at
forurettede ikke eller først sent får kendskab til muligheden for at opnå
advokatbistand.
På denne baggrund har udvalget overvejet, om der bør indføres en videre
adgang for forurettede til at opnå advokatbistand for det offentliges regning
i sager om voldskriminalitet, end den gældende retsplejelovs § 995 a åbner
mulighed for.
Udvalget har i denne forbindelse peget på, at det af praktiske og
psykologiske grunde er væsentligt for den forurettede i en voldssag, at
erstatningsafgørelsen og udbetalingen af erstatningen ikke trækker for længe
ud. Dette hensyn tilgodeses bedst, hvis retten tager stilling til
erstatningskravet i forbindelse med domsforhandlingen i straffesagen.
Efter udvalgets erfaringer må den forurettedes krav på erstatning
imidlertid ofte udskydes til civilt søgsmål (eller afgørelse i
erstatningsnævnet) i medfør af retsplejelovens § 992, stk. 1, på grund af
ufuldstændige oplysninger, typisk manglende dokumentation for udgifter.
Sådanne udsættelser vil i et vist omfang kunne undgås, hvis forurettede får
adgang til advokatbistand.
Også i andre henseender kan forurettede i en voldssag efter udvalgets
opfattelse have behov for bistand af en advokat. Det kan således for nogle
forurettede være af stor betydning at blive forberedt på afhøringen i retten,
herunder navnlig at blive gjort bekendt med mulighederne for at få
afhøringerne gennemført uden tiltaltes tilstedeværelse og/eller med
dørlukning eller referatforbud/navneforbud.
I sager, hvor der er tale om vold i ægteskab eller samlivsforhold, såkaldt
»hustruvold«, vil der endvidere ofte på samme måde som i
voldtægtssager - se nedenfor under pkt. 2.2 - blive tale om afhøring om
intime forhold, hvortil kommer, at der sjældent er andre vidner end den
forurettede. I disse tilfælde vil der efter udvalgets opfattelse være et
særligt behov for advokatbistand til den forurettede, som bl.a. på grund af
økonomiske forhold og/eller hensynet til mindreårige børn meget ofte vil være
i et sådant afhængighedsforhold til manden, at hun ikke uden kraftig støtte
udefra magter at fremsætte og fastholde forklaringer, der indeholder
alvorlige beskyldninger mod ham.
Af de anførte grunde foreslår udvalget, at der indføres en adgang til
advokatbeskikkelse for den forurettede i voldssager. Beskikkelsen skal kunne
ske på et tidligere tidspunkt og med flere opgaver end de
advokatbeskikkelser, der kan foretages efter retsplejelovens § 995 a.
Udvalget finder endvidere, at de forurettede udtrykkeligt skal gøres
opmærksom på muligheden for at få beskikket advokat, og advokatens
rettigheder bør være de samme som ved voldtægtssager m.v., jf.
retsplejelovens § 741 b og §741 c og nedenfor under pkt. 2.3.
Efter udvalgets opfattelse er det ikke muligt generelt at udpege en gruppe
af voldssager, hvor beskikkelse altid bør ske. Det bør derfor overlades til
retten at foretage en konkret vurdering af forurettedes behov, også under
hensyntagen til adgangen til advokathjælp i medfør af retshjælpsordninger
eller retsplejelovens § 995 a. Retten bør endvidere i forbindelse med
beskikkelsen kunne tilkendegive, hvis beskikkelse er sket særligt med henblik
på en eller flere bestemte opgaver.
På denne baggrund foreslår udvalget retsplejelovens § 741 a ændret,
således at retten, når forholdene taler derfor, på begæring af den
forurettede kan beskikke en advokat for den pågældende i en sag, der vedrører
overtrædelse af straffelovens § 119 (overfald på offentligt ansatte), § 237,
jf. § 21 (forsøg på manddrab), §§ 244-246 (vold m.v.), §§ 249 og 250 (uagtsom
legemsbeskadigelse og hensættelse i hjælpeløs tilstand m.v.), §§ 260-262
(ulovlig tvang og frihedsberøvelse) eller § 288 (røveri). I 1986 og 1987 blev
der indgivet henholdsvis ca. 9300 og 9100 anmeldelser til politiet om
overtrædelse af disse bestemmelser.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og retsplejelovens §
741 a foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets §
1, nr. 2 (nyt stk. 2 i § 741 a).
2.2. Voldtægtssager m.v.
a. Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 blev de gældende bestemmelser
vedrørende advokatbistand til den forurettede i sager om voldtægt indsat i
retsplejeloven som et særligt kapitel 66 a (§§ 741 a - 741 e) under
overskriften »Advokatbistand til den forurettede«. Den gældende
affattelse af §§ 741 a - 741 e fremgår af lovforslagets bilag.
Vedrørende baggrunden for lovforslaget er der i bemærkningerne (se
betænkningen side 39 f) henvist til de særlige forhold, som gør sig gældende
under gennemførelsen af sager om voldtægt.
Beskikkelse af advokatbistand er i henhold til retsplejelovens § 741 a
begrænset til sager om overtrædelse af straffelovens § 216, § 217 og § 218,
stk. 2 (voldtægt, samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel
herom og samleje uden for ægteskab med en person, som på grund af sin
tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen), samt i sager om
overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217 og § 218,
stk. 2 (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en
person af samme køn i relation til de nævnte bestemmelser), herunder forsøg
på og medvirken til overtrædelse af de nævnte bestemmelser.
Beskikkelse forudsætter, at den forurettede eller politiet fremsætter
begæring herom, men er i så fald obligatorisk.
Udvalget har i betænkningen overvejet, om området for retsplejelovens §
741 a bør udvides til også at omfatte andre sager, der vedrører overtrædelse
af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden samt
straffelovens § 210 om blodskam.
Udvalget har endvidere overvejet, om advokatbeskikkelse bør ske, uanset om
den forurettede ønsker det.
b. For så vidt angår spørgsmålet om en udvidelse af området for
beskikkelse finder udvalget (betænkningen side 61-64), at sager
vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (om samleje eller anden
kønslig omgængelse end samleje med slægtning i nedstigende linie eller
søskende (blodskam)), § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig
ved tvang eller trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn,
stedbarn, plejebarn m.v. under 18 år), for de to sidstnævnte paragraffers
vedkommende tillige eventuelt jf. §§ 224 og 225, på samme måde som de
allerede omfattede voldtægtssager m.v. giver anledning til, at forurettede
skal forklare om intime forhold under en afhøring, som kan virke fuldt ud så
belastende, som tilfældet kan være det i voldtægtssagerne.
Efter udvalgets opfattelse vil der endvidere i lighed med
voldtægtssagerne, se nedenfor under pkt. 2.3.a, være behov for, at en advokat
yder den forurettede bistand af mere almen karakter.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at den forurettede får krav på
advokatbeskikkelse i de sager, der vedrører de ovenfor nævnte
straffelovsovertrædelser. Disse bestemmelser foreslås derfor indsat i § 741
a, stk. 1.
Justitsministeriet er enig i dette forslag, og § 741 a, stk. 1, foreslås
derfor ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
c. For så vidt angår de resterende bestemmelser i straffelovens
sædelighedskapitel fremhæver udvalget, at der også her kan blive tale om
belastende afhøringer om intime spørgsmål. Det drejer sig om straffelovens
§ 218, stk. 1 (samleje m.v. uden for ægteskab ved udnyttelse af en
persons sindssygdom eller åndssvaghed), § 219 (ansattes samleje m.v.
med institutionsanbragte), § 220 (samleje m.v. uden for ægteskab ved
groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed), §
221 (tilsnigelse af samleje), § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led,
(samleje m.v. med personer under 15 eller 12 år), § 223, stk. 2
(forførelse til samleje m.v. af personer under 18 år) og § 232
(blufærdighedskrænkelse).
Udvalget finder derfor, at der i et mindre antal af disse sager - de grove
sager - også kan være et ikke ubetydeligt behov for advokatbistand. Da
udvalget ikke anser det muligt at formulere en klar afgrænsning af de sager,
hvor der ikke vil være behov for advokatbeskikkelse, foreslår udvalget, at
der indføres adgang for domstolene til efter en konkret vurdering på begæring
at beskikke en advokat for offeret for disse forbrydelser.
Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde dette forslag, og de nævnte
bestemmelser foreslås derfor sammen med voldssagerne indsat i det nye stk. 2
i § 741 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
d. Udvalgets mindretal foreslår dernæst (betænkningen side 48-52), at
retsplejelovens § 741 a ændres, således at der altid, dvs. uanset om
forurettede selv ønsker det, skal beskikkes en advokat for denne i de sager,
som omfattes af bestemmelsen i retsplejelovens § 741 a, stk. 1 (voldtægt,
blodskam m.v.).
Ifølge forslaget skal beskikkelsen ske straks ved sagens start, dog
således, at uopsættelige spørgsmål til forurettede og nødvendige
efterforskningsskridt bør kunne finde sted, også før advokaten er kommet til
stede, hvis forurettede er indforstået hermed.
Den forurettede har efter mindretallets opfattelse ikke selv mulighed for
at overskue konsekvenserne af at afslå et tilbud om advokat, fordi hun ikke
ved, hvad tilbuddet indebærer, og fordi hun ikke kan forudse, hvad
gennemførelsen af voldtægtssagen vil indebære for hende. Hertil kommer efter
mindretallets opfattelse, at kvinden ofte på anmeldelsestidspunktet kan være
oprevet og slet ikke forstår, hvad der bliver sagt, og at politiets
vejledning om adgang til at få advokat naturligvis vil være af svingende
kvalitet.
Udvalget har foretaget en undersøgelse af en række sager om voldtægt m.v.
fra København, Roskilde og Holstebro politikredse. Denne undersøgelse viste
(betænkningen side 179), at ca. halvdelen af kvinderne ikke ønskede en
advokat beskikket. Mindretallet bemærker hertil, at undersøgelsen imidlertid
ikke indeholder oplysninger om kvindernes baggrund for ikke at modtage
tilbuddet, ligesom de pågældende kvinder ikke på et senere tidspunkt -
eventuelt ved sagens afslutning - er blevet bedt om at vurdere deres behov
for en bistandsadvokat. Mindretallet finder derfor ikke, at denne gennemgang
kan tages til indtægt for, at de forurettede ikke har haft et behov for
bistandsadvokat.
Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale den af mindretallet
foreslåede ændring. Efter flertallets opfattelse er det et gennemgående træk
i dansk lovgivning, at hjælpeforanstaltninger, herunder advokatbistand, ikke
påtvinges borgerne, medmindre de må antages at være ude af stand til selv at
klare for sig, eller de stilles over for krav om meget indgribende
foranstaltninger. Udgangspunktet for beskikkelse af bistandsadvokat til
forurettede må efter flertallets opfattelse ud fra tilsvarende
grundsynspunkter være, at forurettede kun efter begæring får beskikket en
bistandsadvokat.
Flertallet henviser endvidere til, at mange kvinder, der har været udsat
for voldtægt, som det f.eks. fremgår af den nævnte undersøgelse, rent faktisk
ikke ønsker at modtage det tilbud om vederlagsfri bistand ved en advokat, som
retsplejelovens kapitel 66 a giver, og som politiet orienterer om, inden
afhøringen begynder. Flertallet finder ikke, at offentlige eller andre hensyn
kræver, at der i sådanne tilfælde alligevel beskikkes en advokat. Som
nærliggende eksempler på, at advokatbistand kan være overflødig, kan nævnes
sager, hvor der anmeldes forsøgshandlinger på det indledende stade, eller
hvor anmeldelse først indgives efter længere tid og eventuelt på foranledning
af andre. Endelig peger flertallet på, at bestemmelsen i retsplejelovens §
995 a giver retten mulighed for at beskikke en advokat for den forurettede,
uanset om hun ønsker det, når det skønnes nødvendigt ved opgørelsen af
erstatningskrav, dog forudsat at den pågældendes socialindkomst ligger under
grænsen for at opnå fri proces. Flertallet henviser i denne forbindelse til,
at beskikkelse i medfør af § 995 a kan ske på rettens initiativ - eller
f.eks. politiets - og således ikke forudsætter en begæring fra den
forurettede. Flertallet finder det i øvrigt påfaldende, såfremt man skulle
kunne påtvinge enhver forurettet i en bestemt type sager - som ikke
nødvendigvis er særligt grove - en advokat, mens en tiltalt kun kan påtvinges
en forsvarer, hvis der er tale om en sag af en vis grovhed.
Derimod finder flertallet, at den gældende ordning vil kunne
effektiviseres ved, at tilbuddet om advokatbistand dels kommer til at fremgå
af den vejledning til den forurettede, som et enigt udvalg stiller forslag om
(betænkningen side 18 f og betænkningens bilag 3), og dels bliver gentaget
ved den anden afhøring af forurettede. Flertallet foreslår derfor
retsplejelovens § 741 b, stk. 1, 2. pkt., formuleret i overensstemmelse
hermed.
Justitsministeriet kan heller ikke tiltræde mindretallets opfattelse.
Justitsminsteriet finder således, at mindretallets forslag på afgørende måde
afviger fra udgangspunktet i al anden dansk lovgivning, hvorefter bistand af
almen karakter ikke påtvinges borgeren, medmindre dette anses for nødvendigt,
fordi borgeren ikke kan tage vare på sig selv eller stilles over for krav om
foranstaltninger af indgribende karakter.
Justitsministeriet finder endvidere, at en tvangsbeskikkelse af en advokat
for en voldtagen kvinde næppe kan anses for en egnet bistand til denne og et
godt udgangspunkt for det samarbejde og tillidsforhold, der gerne skulle være
mellem advokaten og den forurettede (klienten).
Efter Justitsministeriets opfattelse vil der dog i langt de fleste
tilfælde være behov for advokatbeskikkelse, såfremt forurettede er under 18
år. I de formentlig sjældne tilfælde, hvor en forurettet under 18 år ikke
fremsætter begæring om advokatbeskikkelse, bør politiet derfor være særlig
opmærksom på dets adgang efter den gældende § 741 a, stk. 3, til at kunne
begære en advokat beskikket for den pågældende under efterforskningen.
Det kan i øvrigt i den forbindelse oplyses, at efter de gældende
administrative regler skal der - bortset fra særlig påtrængende tilfælde -
ske underretning af det sociale udvalg ved afhøring hos politiet af børn
under 15 år som forurettede i en sædelighedssag. I disse tilfælde skal
udvalget sende en repræsentant til afhøringen. Repræsentanten, der således er
til stede ved afhøringen, kan bl.a. bistå med hensyn til spørgsmålet om,
hvorvidt der bør fremsættes begæring om advokatbeskikkelse.
I overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås § 741 b, stk. 1, 2.
pkt., ændret, således at tilbuddet om advokatbeskikkelse gentages i
forbindelse med og inden anden afhøring. Herved sikres, at en forurettet, som
under første afhøring ikke har ønsket advokatbistand, får opfordring til på
et senere tidspunkt, hvor en eventuel choktilstand normalt er ophørt, på ny
at tage stilling til spørgsmålet (lovforslagets § 1, nr. 3).
Justitsministeriet er i øvrigt som foreslået af udvalget indstillet på at
udarbejde en vejledning til personer, der har været udsat for voldtægt m.v.
Vejledningen vil bl.a. indeholde oplysninger om deres rettigheder, og den
skal udleveres af politiet ved anmeldelsen og i øvrigt kunne fås på
biblioteker, krisecentre m.v.
2.3. Mindretallets lovforslag
a. Efter de gældende regler er bistandsadvokatens opgaver ikke
direkte fastlagt i loven, men omtalt i bemærkningerne til lovforslaget. Efter
disse bemærkninger er advokatens opgave både af juridisk og mere almen
karakter. Advokaten skal støtte den forurettede under afhøringen hos politiet
og i retten og yde bistand ved opgørelsen af eventuelle erstatningskrav.
Endvidere kan der blive tale om rådgivning om særlige hjælpemuligheder af
psykologisk, lægelig eller social karakter, om personlig støtte og vejledning
samt bl.a. rådgivning med hensyn til at få givet gerningsmanden et eventuelt
polititilhold. Der henvises herom nærmere til betænkningens side 41-43.
Udvalgets mindretal foreslår, at bistandsadvokatens opgaver udtrykkeligt
fastsættes i selve retsplejeloven for bl.a. at legitimere advokaten i
forbindelse med henvendelser til f.eks. sociale myndigheder, læger,
psykologer m.v. (betænkningen side 53 og mindretallets lovudkast med
bemærkninger i kapitel 10.2).
Udvalgets flertal finder ikke, at sådanne regler naturligt hører hjemme i
retsplejeloven eller skulle være nødvendige for at give advokaten
legitimation over for offentlige myndigheder eller andre. Flertallet finder
det i øvrigt vanskeligt at formulere afgrænsningen mellem den almene bistand,
der mod særligt honorar skal ydes af bistandsadvokaten, og den, der skal ydes
af andre efter de almindelige regler om støtteforanstaltninger, f.eks.
bistandsloven. Efter sagens natur må grænsen være flydende, og der bør gives
bistandsadvokaten en rimelig margin, inden for hvilken den pågældende konkret
kan skønne, om det er afgørende for klienten at få bistanden straks og af
advokaten.
Justitsministeriet kan tiltræde flertallets opfattelse, og mindretallets
forslag er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
b. Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 c indeholder en række
regler om bistandsadvokatens beføjelser under sagen. Herefter har
advokaten adgang til at overvære afhøringerne af den forurettede såvel hos
politiet som i retten, ret til at stille yderligere spørgsmål til den
forurettede under disse afhøringer, adgang til at gøre sig bekendt med
forurettedes forklaring til politirapport samt, når tiltale er rejst, adgang
til at gøre sig bekendt med sagens yderligere materiale. Advokaten må ikke
uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med dette
yderligere materiale.
Det anføres i bemærkningerne til § 741 c, at bestemmelsen ikke indeholder
en nærmere regulering af bistandsadvokatens processuelle stilling i retten.
Det fremhæves derfor i bemærkningerne, at det i vidt omfang vil være overladt
til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den
almindelige retsledelse. Det understreges dog samtidig, at bistandsadvokaten
under afhøringerne ikke bør kunne rådgive den forurettede om den umiddelbare
besvarelse af de spørgsmål, som stilles.
Endvidere fastslås det, at advokaten ikke bør kunne virke som en
yderligere anklager i sagen, og advokaten bør derfor ikke have adgang til at
procedere med hensyn til skyldspørgsmålet og strafudmålingen. Advokaten kan
derimod procedere med hensyn til erstatningsspørgsmål og f.eks. spørgsmål om
dørlukning, referatforbud og afhøring af den forurettede uden tiltaltes
tilstedeværelse. Blandt de spørgsmål, som det herefter er overladt til
domstolene at afgøre, er således navnlig, hvorvidt og i bekræftende fald på
hvilken måde bistandsadvokaten kan stille spørgsmål til andre end den
forurettede, dvs. tiltalte og eventuelle andre vidner (betænkningen side
43-45).
Der er i udvalget enighed om, at bistandsadvokaten fortsat ikke bør
have adgang til at procedere om skyldspørgsmålet og strafudmålingen.
Mindretallet foreslår imidlertid, at det i retsplejeloven fastsættes, at
advokaten har ret til at stille spørgsmål direkte til tiltalte, forurettede
og andre vidner med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet, bortset
fra spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører vurderingen af tiltaltes
skyld og udmålingen af straffen. Mindretallet henviser herved til, at sådanne
spørgsmål fra advokaten i praksis kan være nødvendige af hensyn til
underbyggelsen af en eventuel erstatningspåstand. Endvidere henviser
mindretallet til, at den forurettede har et naturligt krav på, at
hændelsesforløbet i videst muligt omfang bliver klarlagt, og undertiden vil
dette bedre kunne opnås, såfremt også bistandsadvokaten kan deltage i
afhøringerne.
Endelig foreslår mindretallet, at det udtrykkeligt i retsplejeloven
fastsættes, at advokaten har adgang til at være til stede under hele
domsforhandlingen med den virkning, at tilstedeværelsen honoreres (betænkning
side 57-59 og kapitel 10.2).
Flertallet finder, at den nuværende retstilstand bør opretholdes, idet
tvivlsspørgsmål på dette område bedst løses ved en konkret afgørelse i retten
og ikke egner sig til lovregulering. Flertallet har ikke indtryk af, at det i
dag i noget nævneværdigt omfang giver anledning til problemer, hvis
bistandsadvokaten ønsker at stille spørgsmål til forurettede og andre vidner,
medmindre spørgsmålene direkte eller indirekte tager sigte på
skyldvurderingen eller strafudmålingen. Udvalgsflertallet har heller ikke
grundlag for at antage, at bistandsadvokaten afskæres fra at procedere
vedrørende erstatningsspørgsmål og de tidligere nævnte processuelle spørgsmål
eller fra at være til stede i rimeligt omfang.
Af de af flertallet anførte grunde har Justitsministeriet ikke
fundet at burde medtage mindretallets forslag i lovforslaget.
c. Vedrørende aktindsigt finder mindretallet, at det vil være af
stor betydning for bistandsadvokaten med henblik på at kunne yde den
forurettede den bedst mulige bistand at få fuld aktindsigt straks fra sagens
start. En sådan udvidelse vil derfor efter disse medlemmers opfattelse
indebære en betydningsfuld styrkelse af den forurettedes stilling.
Mindretallet mener ikke, at udvidet aktindsigt vil medføre nogen nævneværdig
risiko for bevisforvanskning, og foreslår i den forbindelse, at bestemmelsen
udformes således, at bistandsadvokaten som hovedregel har tavshedspligt også
over for klienten på samme måde, som det i dag er tilfældet, når der efter
tiltalerejsning er givet fuld aktindsigt, jf. § 741 c, stk. 3 (betænkningen
side 54-56 og kapitel 10.2.).
Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale en ændring af § 741 c,
således at der straks fra sagens start, dvs. fra anmeldelsestidspunktet,
skulle bestå en ret for bistandsadvokaten til at gøre sig bekendt med
alt materiale i sagen. Disse medlemmer anser det på den ene side for
tvivlsomt, om bevisforvanskning i noget større omgang med rette kan frygtes
at forekomme, men finder på den anden side ikke at kunne udelukke, at der er
en generel risiko herfor. Det er flertallets vurdering, at alene muligheden
herfor vil kunne have en ødelæggende indflydelse på sagen - set ud fra
anklagemyndighedens og forurettedes synsvinkel - idet forsvareren i
forskellige sammenhænge vil kunne påberåbe sig, at den forurettedes kendskab
til tiltaltes forklaring gør værdien af forurettedes forklaring tvivlsom.
Flertallet peger endvidere på, at det for sagens videre forløb er af helt
afgørende betydning, at politiafhøringen af forurettede kan afsluttes, uden
at hun kender sigtedes forklaring. Hertil kommer, at der kan være et
diskretionshensyn at tage til andre vidner, der har afgivet forklaring til
politiet. Flertallet stiller sig tvivlende overfor, om bistandsadvokaten vil
være tjent med at få oplysninger, der ikke må videregives til klienten, og
betvivler endvidere, at bistandsadvokaten ved først at opnå fuld aktindsigt
ved tiltalerejsningen skulle være afskåret fra at yde den fornødne bistand.
Justitsministeriet er enig i, at der ikke bør gennemføres ændrede regler
vedrørende aktindsigt som foreslået af mindretallet, og lovforslaget er
derfor udformet i overensstemmelse hermed.
3. Dørlukning m.v.
3.1. I overensstemmelse med grundlovens § 65, hvorefter der i retsplejen i
videst muligt omfang skal gennemføres offentlighed, er det i retsplejelovens
§ 29, stk. 1, fastsat, at retsmøder er offentlige.
Det fremhæves af udvalget, at hovedhensynet bag reglen om offentlighed i
retsplejen må antages at være ønsket om, at offentlighedens, herunder
pressens adgang til at overvære sagerne skal sikre sigtede eller tiltalte en
fair behandling i retten.
Heroverfor står hensynet til den forurettede, som i visse tilfælde kan
begrunde større eller mindre indskrænkninger i adgangen til at overvære en
sag. Dette giver sig også udslag i retsplejeloven, som indeholder forskellige
undtagelser til hovedreglen om offentlighed. I henhold til retsplejelovens §
29, stk. 4, nr. 1, kan retten således i straffesager beslutte, at dørene skal
lukkes, når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at nogen ellers
vil blive tilføjet »en ufornøden krænkelse«.
En beslutning om dørlukning betyder, at der samtidig er referatforbud,
idet offentlig gengivelse af, hvad der er sket i et lukket retsmøde, i medfør
af retsplejelovens § 31, stk. 2, er forbudt.
Dørlukning er derfor et mere indgribende skridt end referatforbud, og i
overensstemmelse hermed er det i retsplejelovens § 29, stk. 5, fastsat, at
det bør iagttages, at der ikke træffes beslutning om dørlukning, hvor det
skønnes tilstrækkeligt med et referatforbud.
Rigsadvokaten har i meddelelse 2/1977 fra februar 1977 instrueret politi
og anklagemyndighed om, at anklageren i sager om alvorlig seksualkriminalitet
over for retten under det første retsmøde i sagen og påny ved
domsforhandlingens begyndelse skal rejse spørgsmålet om dørlukning og
referatforbud af hensyn til forurettede, når der er grundlag herfor.
Det er udvalgsmedlemmernes erfaring (betænkningen side 66), at en begæring
fra den forurettede i en voldtægtssag om dørlukning for så vidt angår hendes
egen forklaring i praksis i almindelighed imødekommes. Under den øvrige del
af domsforhandlingen forekommer der derimod ikke at være nogen fast praksis
for dørlukning af hensyn til forurettede. Heller ikke for så vidt angår
referatforbud af hensyn til forurettede, er der efter udvalgets erfaring
nogen fast praksis med hensyn til, om begæring fremsættes og imødekommes.
Udvalget har overvejet (betænkningen side 82-84), om forurettede bør have
krav på dørlukning, når hun selv skal afgive forklaring.
Fordelen ved en sådan regel er efter udvalgets opfattelse, at forurettede
på forhånd kan være sikker på, at hun ikke udsættes for at skulle afgive
forklaring i retten om intime forhold under tilstedeværelse af helt
uvedkommende tilhørere. Denne vished burde efter udvalgets mening medføre, at
forurettede vil være fri for at bekymre sig herom i forbindelse med
overvejelsen af, om hun skal indgive anmeldelse, forudsat selvfølgelig, at
hun er bekendt med denne ret eller gøres bekendt hermed.
Udvalget finder på denne baggrund, at hensynet til offentligheden,
herunder pressen (og dermed til tiltaltes retssikkerhed), bør vige over for
hensynet til forurettede i de sager, som er opregnet i retsplejelovens § 741
a, stk. 1, på grund af disse sagers specielle karakter (voldtægt, blodskam
m.v.).
Udvalget foreslår derfor en ny bestemmelse i retsplejelovens § 29, stk. 6,
hvorved forurettede får en ubetinget ret til at kræve dørlukning under sin
egen forklaring. I de tilfælde, hvor forurettede ikke begærer dørlukning, bør
retsformanden efter udvalgets opfattelse rejse spørgsmålet.
Justitsministeriet kan på baggrund af de af udvalget fremhævede særlige -
herunder psykologiske - hensyn til forurettede i denne afgrænsede sagsgruppe
tiltræde udvalgets forslag, selv om dette indebærer en fravigelse fra det
almindelige princip om, at det er retten, som leder processen under
hensyntagen til alle involverede parters retssikkerhed.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 1.
3.2. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 848, stk. 1, kan retsformanden
bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens et vidne eller en
medtiltalt afhøres. Beslutningen forudsætter, at »særegne grunde«
taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
En sigtet eller tiltalt, som ikke har overværet en forklaring, vil
efterfølgende blive gjort bekendt med denne og den afhørtes identitet, jf.
retsplejelovens § 848, stk. 2, som ændret ved lov nr. 321 af 4. juni 1986.
Betingelserne for afhøring uden den tiltaltes tilstedeværelse vil ofte
være opfyldt i grove sædelighedssager, idet forurettede ofte vil være så
hæmmet ved at skulle afgive forklaring i tiltaltes tilstedeværelse, at
forklaringen kan blive ufuldstændig eller urigtig. Efter udvalgsmedlemmernes
erfaring imødekommes forurettedes begæring således ofte.
Udvalget har derfor overvejet (betænkningen side 87-90), om forurettede i
lighed med reglen om dørlukning bør have et egentligt krav på at kunne
bestemme, at tiltalte ikke skal være til stede i retssalen, mens forurettede
afgiver forklaring.
Udvalgets flertal finder, at det almindelige princip om, at den tiltalte i
en straffesag har ret til at være til stede under den retlige behandling, er
så væsentligt, at undtagelse herfra kun bør besluttes af retten efter en
konkret vurdering i hver enkelt sag.
Da gældende praksis ikke synes at have givet anledning til væsentlige
problemer for de forurettede, og det ikke er sandsynligt, at noget
nævneværdigt antal tilfælde af voldtægt m.v. ikke anmeldes med den
begrundelse, at forurettede ønsker at være sikker på at kunne afhøres uden
tiltaltes tilstedeværelse, foreslår udvalgets flertal, at der ikke sker
ændringer på dette punkt.
To medlemmer, der hører til udvalgsflertallet, fremhæver i denne
forbindelse, at allerede den nuværende meget hyppige udnyttelse af hjemlen i
retsplejelovens § 848, stk. 2, frembyder væsentlige retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder. Disse medlemmer mener derfor, at retsplejelovens § 848, stk.
2, bør fortolkes således, at betingelsen om, at der skal foreligge
»særegne grunde«, får et reelt indhold. Selv i grove
sædelighedssager kan betingelsen efter disse medlemmers opfattelse ikke
antages generelt at være opfyldt.
Udvalgets mindretal finder, at de samme hensyn, som er fremhævet i
forbindelse med forslaget om dørlukning, på afgørende måde også gør sig
gældende for så vidt angår spørgsmålet om forurettedes adgang til at afhøres
uden tiltaltes tilstedeværelse. Som konsekvens heraf foreslår mindretallet,
at retsplejelovens § 848, stk. 2, ændres, således at forurettede, såfremt
begæring herom fremsættes, får krav på afhøring uden tiltaltes
tilstedeværelse.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de særlige forhold
omkring voldtægtssager ikke kan begrunde en fravigelse af almindelige
retsplejemæssige principper som foreslået af mindretallet. I den forbindelse
må det fremhæves, at spørgsmålet om dørlukning og spørgsmålet om afhøring af
den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse ikke kan sammenlignes, idet de
modstående hensyn i det sidstnævnte tilfælde har en langt mere væsentlig og
fundamental retssikkerhedsmæssig karakter, således at dette spørgsmål altid
bør afgøres af retten og ikke overlades til forurettede. § 848, stk. 2,
foreslås derfor i overensstemmelse med flertallets indstilling ikke ændret.
4. Polititilhold
De gældende regler om advarsler (»polititilhold«) gennemgås i
betænkningens kapitel 7. Polititilhold udstedes med hjemmel i straffelovens §
265. Efter denne bestemmelse kan politiet meddele en person advarsel (forbud)
mod at krænke en andens fred ved at trænge ind på ham, forfølge ham med
skriftlige henvendelser eller på lignende måde forulempe ham. Overtrædelse af
bestemmelsen straffes med bøde, hæfte eller under skærpende betingelser
fængsel indtil 6 måneder. Det er en forudsætning for strafansvaret, at
politiet har meddelt en advarsel, der i øvrigt har gyldighed i op til 5 år.
Straffesager efter § 265 rejses i almindelighed kun, såfremt forurettede
anmoder herom, jf. straffelovens § 275, stk. 2. Sagerne behandles som
politisager og kan afgøres med en bødevedtagelse i retten. Den typiske straf
for overtrædelse af § 265 er dagbøder på i alt 1.000 - 2.000 kr. I et mindre
antal grove sager idømmes frihedsstraf fra 10 dages hæfte til 3 måneders
fængsel.
Udvalget har ikke foretaget nogen undersøgelse, der kan belyse virkningen
af polititilhold. Det oplyses dog, at der i 1984 og 1985 blev anmeldt ca. 500
overtrædelser af straffelovens § 265. (I 1986 og 1987 blev der anmeldt 597
henholdsvis 744 overtrædelser af bestemmelsen). Udvalget anser det for
utvivlsomt, at polititilhold har virkning efter sit formål i en række sager.
Udvalget giver udtryk for, at politiet ikke bør være for restriktiv med at
give tilhold, når det begæres af personer, der har været udsat for voldtægt
eller grov vold. Ligeledes er det udvalgets opfattelse, at meddelelse af
polititilhold ikke bør udelukkes af, at der f.eks. i et ægteskab ikke er
indgivet separations- eller skilsmissebegæring, at samlivet på
gerningstidspunktet ikke var ophævet, eller af, at indklagede har samværsret
med børn, der bor hos klageren. I disse tilfælde bør politiet efter udvalgets
opfattelse begrænse tilholdet til bestemte former for henvendelser til
klageren.
Den orientering, forurettede skal have om muligheden for meddelelse af
tilhold, bør efter udvalgets opfattelse gives dels af politiet, dels af en
eventuel bistandsadvokat samt være omtalt i den vejledning til voldtægtsofre
m.v., der som nævnt ovenfor vil blive udarbejdet.
Udvalget finder ikke, at der er grundlag for at skærpe straffene for
overtrædelse af § 265, f.eks. således, at der ved førstegangsovertrædelser
idømmes korte ubetingede frihedsstraffe samt længere straffe i grove
tilfælde. Der henvises i den forbindelse til, at i de fleste sager vil
frihedsstraf være en for hård reaktion, mens der i grovere tilfælde allerede
i dag anvendes frihedsstraf. Udvalget anfører endvidere, at en skærpelse af
strafniveauet ikke kan forventes at have nogen større virkning på de
pågældende personer. Derimod finder udvalget, at visse gerningsmænd,
undertiden netop i relation til denne forbrydelse, kan udvise en så psykisk
påfaldende adfærd, at der bør idømmes en behandlingsdom.
En ændring af straffelovens § 265 kunne efter udvalgets opfattelse i givet
fald ske ved, at man fjerner kravet om en forudgående advarsel som
strafbarhedsbetingelse. Som begrundelse herfor anføres, at det kan opfattes
som en ekstra belastning for forurettede først at skulle argumentere for, at
tilholdet gives, og derefter at skulle vente på behandlingen af
tilholdssagen, herunder at politiet får mulighed for at forkynde tilholdet
for den pågældende.
Udvalget foreslår dog ikke en ændring af § 265, men henstiller, at dette
spørgsmål forelægges for Straffelovrådet til nærmere overvejelse.
Justitsministeriet har derfor anmodet Straffelovsrådet om en udtalelse
vedrørende spørgsmålet om en eventuel ændring af straffelovens § 265.
I sin udtalelse af 15. februar 1988 anfører rådet, at der ikke bør kunne
blive tale om en direkte kriminalisering af handlinger som nævnt i
bestemmelsen, d.v.s uden en forudgående advarsel. Rådet henviser i den
forbindelse bl.a. til, at det er kravet om en på forhånd meddelt advarsel,
der bevirker en passende afgrænsning af det strafbare område. Såfremt kravet
om forudgående advarsel blev opgivet, ville der endvidere kunne opstå
problemer med hensyn til beviset for gerningsmandens forsæt (hans forståelse
af, at hans breve, opringninger, fremmøde o.s.v virker krænkende).
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets opfattelse og har derfor
ikke overvejelser om at foreslå ændringer af strafbarhedsbetingelserne i §
265.
I øvrigt anfører udvalget i betænkningen, at reglerne for politiets
behandling af disse sager bør samles af hensyn til overskueligheden og den
ensartede behandling af sagerne. Det foreslås derfor, at der til politiet
udsendes en cirkulæreskrivelse om polititilhold, og at der i politiskolens
lærebogsmateriale optages en omtale heraf. De nævnte forskrifter bør således
indeholde en beskrivelse af såvel betingelserne for at give tilhold som den
nærmere fremgangsmåde herved. Det bør fremgå, at politiet efter
omstændighederne skal gøre forurettede opmærksom på muligheden for at meddele
tilhold, ligesom der skal oplyses om adgangen til at kræve skriftlig
begrundelse og til at klage over nægtet tilhold eller nægtet tiltalerejsning.
Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er indstillet på
at fastsætte nærmere regler for politiets behandling af sager vedrørende §
265.
Endelig kan det nævnes, at der er iværksat forsøgsordninger i en række
politikredse om et mere formaliseret samarbejde mellem politiet og de sociale
myndigheder i tilknytning til sager om husspetakler og lignende, således at
der kan tilbydes en aktiv og socialt orienteret bistand til parterne på et så
tidligt tidspunkt som muligt.
5. Lægelig og psykologisk bistand m.v.
I betænkningens kapitel 8 anbefaler udvalget med forbillede i en ordning,
der for nogle år siden er gennemført i Oslo, at der rundt omkring i landet på
nogle sygehuse - og i hvert fald i København, Århus, Odense og Ålborg -
etableres modtageafdelinger, der kan yde voldtægtsofre lægelig og psykologisk
bistand m.v.
Modtageafdelingerne skal personalemæssigt være tilknyttet en psykiatrisk
modtageklinik eller anden afdeling med ansatte psykologer m.v. I afdelingen
skal både modtages ofre, der har anmeldt forholdet til politiet, og ofre, der
(endnu) ikke har foretaget anmeldelse. De tekniske, herunder retsmedicinske
undersøgelser skal foretages på afdelingen. Der skal være mulighed for at
tilkalde en advokat, og offeret skal have en indledende samtale med en
psykolog og tilbud om senere kontakt til psykologen med henblik på
krisebehandling.
Udvalget har ikke i øvrigt ment at burde gå ind i nærmere overvejelser om
den praktiske gennemførelse eller om sygehusvæsenets opgaver i forbindelse
med etableringen af sådanne modtageafdelinger.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan der som anbefalet af udvalget
være behov for, at der - således som det allerede i dag findes ved
Rigshospitalet - etableres modtageafdelinger eller lignende foranstaltninger
for ofre for voldtægtsforbrydelser. Hvorvidt sådanne foranstaltninger bør
etableres, tages der ikke stilling til med dette lovforslag. Det er således
også på dette område de myndigheder, som er ansvarlige for sundhedsvæsenet -
herunder amtsrådene og Københavns og Frederiksbergs Kommuner - der ud fra en
prioritering af behov og ressourcer skal tage stilling til indførelsen af de
nævnte foranstaltninger.
6. Andre forslag
I betænkningen (kapitel 3) anbefaler udvalget, at politiet i det omfang,
det er praktisk muligt, ved sædelighedsforbrydelser søger at efterkomme den
forurettedes ønsker om afhøring ved kvindeligt politipersonale, og at
politiet oplyser den forurettede om mulighederne herfor.
Udvalget finder endvidere, at det for politiets fremtidige
personalepolitik, herunder ved fordelingen af det kvindelige politipersonale
imellem politikredsene, bør være et af målene at kunne tilbyde de forurettede
i disse sager at blive afhørt af en kvinde.
Rigspolitichefen har i den forbindelse over for Justitsministeriet oplyst,
at de hensyn, der er påpeget af udvalget, allerede i dag indgår ved
fordelingen af det kvindelige politipersonale mellem kredsene.
Udvalget anbefaler i øvrigt, at undervisningen af politipersonalet
i psykologi, særligt med henblik på afhøring m.v. af personer i krise,
prioriteres højt. Udvalget støtter derfor de igangværende overvejelser om på
politiskolen at etablere et selvstændigt kursus i psykologi ved siden af den
allerede eksisterende undervisning i faget på 4 uger i forbindelse med
uddannelsen til politibetjent.
Rigspolitichefen har hertil oplyst, at det løbende overvejes, hvorledes
undervisningen omkring de menneskelige og psykologiske aspekter i forbindelse
med kontakten med anmeldere og ofre for volds- og voldtægtsforbrydelser kan
intensiveres mest muligt, og at undervisningen på politiskolen på dette
område allerede er udvidet.
I betænkningen (kapitel 6 og kapitel 9.2.3. og 9.4.3.) gennemgår udvalget
den gældende retstilstand vedrørende erstatning og godtgørelse til
ofre for voldtægts- og voldsforbrydelser. Udvalget stiller ikke forslag til
lovændringer på dette område.
Udvalget foreslår dog (side 119 og 165), at anklagemyndigheden, når der
indleveres anklageskrift eller retsmødebegæring til retten i disse sager,
hvor der ikke er sket advokatbeskikkelse, skriftligt underretter den
forurettede med opfordring til at tilvejebringe dokumentation for et
eventuelt erstatningskrav.
Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er indstillet på,
at der fastsættes sådanne bestemmelser.
7. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget indebærer, at der i alle sædelighedssager - og ikke som i dag
kun i voldtægtssager - bliver en adgang til advokatbeskikkelse. Endvidere
indføres en adgang til advokatbeskikkelse i voldssager.
Beskikkelsen forudsætter i alle tilfælde en begæring fra den forurettede
eller fra politiet, og ved voldssagerne og de mindre grove sædelighedssager
er det endvidere en betingelse for advokatbeskikkelse, at retten finder, at
forholdene taler herfor.
Vurderingen af, i hvilket omfang der kan forventes beskikket
bistandsadvokater efter lovforslaget, er derfor forbundet med betydelig
usikkerhed. Justitsministeriet skønner imidlertid, at der vil ske beskikkelse
i et sådant antal sager, at de årlige merudgifter til advokatsalær kan
anslås til omkring 5 - 10 mio. kr. Disse merudgifter vil blive
modsvaret af en tilsvarende forhøjelse af Justitsministeriets
budgetreguleringskonto på finansloven.
Forslaget er således ikke forbundet med statslige nettomerudgifter.
Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser af betydning for
det offentlige.
8. Hørte myndigheder m.v.
Betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts~ og
voldssager har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre
Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i
Danmark, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København,
Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk
Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Indenrigsministeriet
(Sundhedsministeriet), Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Ligestillingsrådet,
Danske Kvinders Nationalråd, Dansk Kvindesamfund, De Danske
Husmoderforeninger og Joan-Søstrene.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
I bilaget til lovforslaget er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet,
som de vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages uændret.
Til nr. 1
Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i en voldtægtssag, blodskamssag
m.v. får et krav på at kunne bestemme, at dørene skal lukkes, når han eller
hun afgiver forklaring for retten.
Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. og
betænkning nr. 1102/1987 side 65-67 og 79-84 samt kapitel 10.1.
Til nr. 2
I bestemmelsen foreslås, at § 741 a, stk. 1, udvides, således at
sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (blodskam),
straffelovens § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig ved tvang eller
trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn, stedbarn, plejebarn m.v.
under 18 år) giver den forurettede en adgang til at få beskikket en advokat,
såfremt den pågældende begærer det. Efter den gældende bestemmelse består der
alene en sådan adgang i voldtægts- og voldtægtslignende sager.
Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.b og
betænkningen side 39 f og 61-63 samt kapitel 10.1.
Endvidere foreslås der indsat et nyt stk. 2 i § 741 a. Efter denne
bestemmelse indføres der en adgang for retten til i voldssager og ved
straffelovens øvrige sædelighedsforbrydelser efter den forurettedes begæring
at kunne beskikke en advokat for den pågældende, såfremt forholdene taler
derfor.
Om baggrunden herfor henvises for voldssagernes vedkommende til de
almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og betænkningen side 148-150 og 157-162
samt kapitel 10.1.
For så vidt angår sædelighedssagerne henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2.c og betænkningen side 63-64 samt kapitel 10.1.
Til nr. 3
Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i sædeligheds- og voldssager
ikke blot ved den første afhøring hos politiet, men også i forbindelse med og
inden anden afhøring skal have vejledning om adgangen til at få beskikket en
advokat.
Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.d og
betænkningen side 30 samt kapitel 10.1.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Der foreslås ikke fastsat særlige overgangsregler. Den nye adgang til
dørlukning og advokatbeskikkelse finder således anvendelse i alle sager, der
ikke er endeligt afgjort før lovens ikrafttræden.
Bilag
I dette bilag er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil
fremtræde, hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret.
Med mindre skrift er indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der berøres af lovforslaget. Endelig er medtaget de øvrige bestemmelser i
retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede, som ikke
foreslås ændret (§§ 741 c - 741 e). § 29. Retsmøderne er offentlige, hvor
ikke det modsatte særlig er foreskrevet.
Stk. 2. Dog kan retten undtagelsesvis på begæring af en part eller i
embeds medfør beslutte, at dørene skal lukkes, når enten hensynet til
sædeligheden, ro og orden i retslokalet, statens forhold til fremmede magter
eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det.
Stk. 3. Det samme gælder borgerlige sager, når offentlig forhandling ville
tilføje nogen en ufornøden krænkelse, herunder når forklaring skal afgives om
forretnings- eller driftshemmeligheder.
Stk. 4. I straffesager kan retten beslutte, at dørene skal lukkes, når
sigtede (tiltalte) er under 18 år, samt undtagelsesvis
1) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at offentlig
forhandling vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil tilføje nogen en
ufornøden krænkelse, herunder når oplysning skal afgives om forretnings-
eller driftshemmeligheder. Dørlukning af hensyn til en sigtet (tiltalt), der
er til stede, kan kun besluttes, hvis han selv begærer det.
2) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at retsmødets
offentlighed på afgørende måde vil være til hinder for sagens oplysning. Ved
retsmøder under domsforhandling kan dørene dog kun lukkes af den anførte
grund, når det af sagens oplysninger fremgår, at der for det forhold, som er
genstand for tiltale, kan forventes at ville blive gjort strafansvar gældende
også mod andre end den eller de under sagen tiltalte personer, og derhos
ganske særlige hensyn gør det magtpåliggende, at dørene lukkes. Dette vil dog
kun ske i 1. instans og kun i det omfang, de anførte hensyn med nødvendighed
kræver. Hvor dørene af den ovennævnte grund lukkes under domsforhandlingen,
skal der til retsbogen optages en så fyldig gengivelse af sagens gang, at der
ved domsafsigelsen kan meddeles offentligheden en fremstilling af
domsforhandlingens forløb under fornøden hensyntagen til, at hensigten med
dørenes lukning ikke forspildes.
Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det
skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.
Stk. 6. I sager, der vedrører lovovertrædelse af straffelovens § 210, §
216, § 217, § 218, stk. 2, § 222 stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes
dørene under forurettedes forklaring, når den pågældende fremsætter begæring
derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §
224 eller § 225, jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led,
eller § 223, stk. 1.
Stk. 7. Domme afsiges stedse i et offentligt møde.
§ 29. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det
skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.
Stk. 6. Domme afsiges stedse i et offentligt møde.
§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,
§ 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk.
1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved
lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme
gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225,
jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk.
1.
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218,
stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, §
237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249-250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten,
når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat
for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1
og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 3. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af
advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den
forurettede under efterforskningen.
§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217
eller 218, stk. 2, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved
lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring herom. Det samme
gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 224 eller 225,
jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2.
Stk. 2. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af
advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den
forurettede under efterforskningen.
§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en
advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres
første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det
skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig
vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om
beskikkelse af advokat indbringes for retten.
Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om
beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den
forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at
udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en af de i
§ 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den
forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen.
Stk. 3. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om
tilkaldeordningens gennemførelse.
§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en
advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres.
Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig
vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om
beskikkelse af advokat indbringes for retten.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den
forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille
yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om
tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes
forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten
tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som
politiet har tilvejebragt.
Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal
genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets samtykke
overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må
ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med
indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er
antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.
§ 741 d. Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder
samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.
§ 741 e. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat
gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.
kapitel 31.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1987 LSF 18 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DØRLUKNING OG ADVOKATBISTAND TIL DEN FORURETTEDE) Retsinformation · 21. maj 1988
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Forbedring af voldtægtsofres retsstilling m.v. og beskikkelse af bistandsadvokat for pårørende til afdøde i straffesager mod politipersonale) Retsinformation · 27. april 2005
- Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og retsafgiftsloven (Forbedring af retsstillingen for ofre for forbrydelser) Retsinformation · 31. januar 2007
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven Retsinformation · 20. maj 1999
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Seksualforbrydelser) Retsinformation · 7. februar 2013
- Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. (Seksualforbrydelser) Retsinformation · 13. juni 2013