Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 11 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DØRLUKNING OG ADVOKATBISTAND TIL DEN FORURETTEDE)

1988/1 LSF 11Lovforslag som fremsatFolketinget30. april 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af

10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende

ændringer:

1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,

§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1,

lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende

fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører

overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,

stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og

217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker

retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den

pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører

overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,

stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.

Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218,

stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, §

237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten,

når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat

for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1

og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang,

Læs alt

og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986

som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10.

juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer:

1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,

§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1,

lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende

fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører

overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,

stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og

217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker

retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den

pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører

overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218,

stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.

Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218,

stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, §

237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten,

når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat

for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1

og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang,

og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af det forslag (L 18), der blev

fremsat den 7. oktober 1987, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, sp.

86, og tillæg A, sp. 393. Lovforslaget var til første behandling den 13.

oktober 1987, jf. FT sp. 375.

Lovforslaget har navnlig til formål at styrke den forurettedes stilling i

voldssager ved at indføre en adgang til at kunne beskikke en advokat for ofre

for voldsforbrydelser. Den beskikkede advokat skal bistå den forurettede med

at opgøre et eventuelt erstatningskrav og skal endvidere yde den pågældende

en bistand af mere almen karakter under efterforskningen og under en eventuel

senere behandling af sagen i retten. Udgifterne til salær m.v. til den

beskikkede advokat skal afholdes af det offentlige.

Endvidere foreslås en udvidelse af den gældende ordning med

advokatbeskikkelse i voldtægtssager, således at der bliver en adgang til at

beskikke en advokat for den forurettede ikke blot i voldtægtssager, men ved

alle sædelighedsforbrydelser.

Endelig foreslås, at den forurettede i voldtægtssager skal kunne bestemme,

at dørene skal lukkes, når den pågældende afgiver forklaring i retten.

Lovforslaget bygger på flertalsindstillingen i betænkning nr. 1102/1987 om

den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager. Betænkningen er afgivet

af et udvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet i 1983 på baggrund af en

henvendelse fra Ligestillingsrådet, Danske Kvinders Nationalråd og Dansk

Kvindesamfund. Udvalget har haft 17 medlemmer med repræsentanter for bl.a.

politiet, anklagemyndigheden, domstolene, advokaterne og

kvindeorganisationerne. I betænkningen foretages en udførlig gennemgang af de

gældende regler vedrørende retsstillingen for ofre for sædeligheds- og

voldsforbrydelser, og udvalget gennemgår på den baggrund forskellige

muligheder for at styrke de forurettedes stilling i disse sager gennem nye

lovregler, administrative forskrifter og vejledninger samt lægelig og

psykologisk bistand m.v. til disse ofre.

I det følgende gives der en gennemgang af de foreslåede nye regler på

baggrund af udvalgets overvejelser i betænkningen. I den forbindelse omtales

de lovforslag, der fremsættes af et mindretal på 5 af udvalgets 17 medlemmer

(repræsentanterne for Ligestillingsrådet og kvindeorganisationerne).

Endvidere omtales de øvrige forslag og overvejelser, der er indeholdt i

betænkningen.

2. Advokatbeskikkelse

2.1. Voldssager

Efter retsplejelovens § 995 a kan retten beskikke en advokat for

den forurettede i en straffesag, når det skønnes nødvendigt, at den

pågældende har advokatbistand ved opgørelsen af et erstatningskrav. Det er

endvidere en forudsætning, at den pågældende opfylder de økonomiske

betingelser for at opnå fri proces.

I bemærkningerne til bestemmelsen i § 995 a er det anført, at behov for

advokatbistand normalt kun vil opstå ved større erstatningssager, f.eks. ved

invaliditet eller tab af forsørger.

Udvalget anfører (betænkningen side 149 og 157 ff), at advokatbeskikkelse

efter retsplejelovens § 995 a kun sjældent finder sted. Dette skyldes efter

udvalgets opfattelse ikke manglende behov, men formentlig navnlig, at

forurettede ikke eller først sent får kendskab til muligheden for at opnå

advokatbistand.

På denne baggrund har udvalget overvejet, om der bør indføres en videre

adgang for forurettede til at opnå advokatbistand for det offentliges regning

i sager om voldskriminalitet, end den gældende retsplejelovs § 995 a åbner

mulighed for.

Udvalget har i denne forbindelse peget på, at det af praktiske og

psykologiske grunde er væsentligt for den forurettede i en voldssag, at

erstatningsafgørelsen og udbetalingen af erstatningen ikke trækker for længe

ud. Dette hensyn tilgodeses bedst, hvis retten tager stilling til

erstatningskravet i forbindelse med domsforhandlingen i straffesagen.

Efter udvalgets erfaringer må den forurettedes krav på erstatning

imidlertid ofte udskydes til civilt søgsmål (eller afgørelse i

erstatningsnævnet) i medfør af retsplejelovens § 992, stk. 1, på grund af

ufuldstændige oplysninger, typisk manglende dokumentation for udgifter.

Sådanne udsættelser vil i et vist omfang kunne undgås, hvis forurettede får

adgang til advokatbistand.

Også i andre henseender kan forurettede i en voldssag efter udvalgets

opfattelse have behov for bistand af en advokat. Det kan således for nogle

forurettede være af stor betydning at blive forberedt på afhøringen i retten,

herunder navnlig at blive gjort bekendt med mulighederne for at få

afhøringerne gennemført uden tiltaltes tilstedeværelse og/eller med

dørlukning eller referatforbud/navneforbud.

I sager, hvor der er tale om vold i ægteskab eller samlivsforhold, såkaldt

»hustruvold«, vil der endvidere ofte på samme måde som i

voldtægtssager - se nedenfor under pkt. 2.2 - blive tale om afhøring om

intime forhold, hvortil kommer, at der sjældent er andre vidner end den

forurettede. I disse tilfælde vil der efter udvalgets opfattelse være et

særligt behov for advokatbistand til den forurettede, som bl.a. på grund af

økonomiske forhold og/eller hensynet til mindreårige børn meget ofte vil være

i et sådant afhængighedsforhold til manden, at hun ikke uden kraftig støtte

udefra magter at fremsætte og fastholde forklaringer, der indeholder

alvorlige beskyldninger mod ham.

Af de anførte grunde foreslår udvalget, at der indføres en adgang til

advokatbeskikkelse for den forurettede i voldssager. Beskikkelsen skal kunne

ske på et tidligere tidspunkt og med flere opgaver end de

advokatbeskikkelser, der kan foretages efter retsplejelovens § 995 a.

Udvalget finder endvidere, at de forurettede udtrykkeligt skal gøres

opmærksom på muligheden for at få beskikket advokat, og advokatens

rettigheder bør være de samme som ved voldtægtssager m.v., jf.

retsplejelovens § 741 b og §741 c og nedenfor under pkt. 2.3.

Efter udvalgets opfattelse er det ikke muligt generelt at udpege en gruppe

af voldssager, hvor beskikkelse altid bør ske. Det bør derfor overlades til

retten at foretage en konkret vurdering af forurettedes behov, også under

hensyntagen til adgangen til advokathjælp i medfør af retshjælpsordninger

eller retsplejelovens § 995 a. Retten bør endvidere i forbindelse med

beskikkelsen kunne tilkendegive, hvis beskikkelse er sket særligt med henblik

på en eller flere bestemte opgaver.

På denne baggrund foreslår udvalget retsplejelovens § 741 a ændret,

således at retten, når forholdene taler derfor, på begæring af den

forurettede kan beskikke en advokat for den pågældende i en sag, der vedrører

overtrædelse af straffelovens § 119 (overfald på offentligt ansatte), § 237,

jf. § 21 (forsøg på manddrab), §§ 244-246 (vold m.v.), §§ 249 og 250 (uagtsom

legemsbeskadigelse og hensættelse i hjælpeløs tilstand m.v.), §§ 260-262

(ulovlig tvang og frihedsberøvelse) eller § 288 (røveri). I 1986 og 1987 blev

der indgivet henholdsvis ca. 9300 og 9100 anmeldelser til politiet om

overtrædelse af disse bestemmelser.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og retsplejelovens §

741 a foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets §

1, nr. 2 (nyt stk. 2 i § 741 a).

2.2. Voldtægtssager m.v.

a. Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 blev de gældende bestemmelser

vedrørende advokatbistand til den forurettede i sager om voldtægt indsat i

retsplejeloven som et særligt kapitel 66 a (§§ 741 a - 741 e) under

overskriften »Advokatbistand til den forurettede«. Den gældende

affattelse af §§ 741 a - 741 e fremgår af lovforslagets bilag.

Vedrørende baggrunden for lovforslaget er der i bemærkningerne (se

betænkningen side 39 f) henvist til de særlige forhold, som gør sig gældende

under gennemførelsen af sager om voldtægt.

Beskikkelse af advokatbistand er i henhold til retsplejelovens § 741 a

begrænset til sager om overtrædelse af straffelovens § 216, § 217 og § 218,

stk. 2 (voldtægt, samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel

herom og samleje uden for ægteskab med en person, som på grund af sin

tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen), samt i sager om

overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217 og § 218,

stk. 2 (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en

person af samme køn i relation til de nævnte bestemmelser), herunder forsøg

på og medvirken til overtrædelse af de nævnte bestemmelser.

Beskikkelse forudsætter, at den forurettede eller politiet fremsætter

begæring herom, men er i så fald obligatorisk.

Udvalget har i betænkningen overvejet, om området for retsplejelovens §

741 a bør udvides til også at omfatte andre sager, der vedrører overtrædelse

af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden samt

straffelovens § 210 om blodskam.

Udvalget har endvidere overvejet, om advokatbeskikkelse bør ske, uanset om

den forurettede ønsker det.

b. For så vidt angår spørgsmålet om en udvidelse af området for

beskikkelse finder udvalget (betænkningen side 61-64), at sager

vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (om samleje eller anden

kønslig omgængelse end samleje med slægtning i nedstigende linie eller

søskende (blodskam)), § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig

ved tvang eller trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn,

stedbarn, plejebarn m.v. under 18 år), for de to sidstnævnte paragraffers

vedkommende tillige eventuelt jf. §§ 224 og 225, på samme måde som de

allerede omfattede voldtægtssager m.v. giver anledning til, at forurettede

skal forklare om intime forhold under en afhøring, som kan virke fuldt ud så

belastende, som tilfældet kan være det i voldtægtssagerne.

Efter udvalgets opfattelse vil der endvidere i lighed med

voldtægtssagerne, se nedenfor under pkt. 2.3.a, være behov for, at en advokat

yder den forurettede bistand af mere almen karakter.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at den forurettede får krav på

advokatbeskikkelse i de sager, der vedrører de ovenfor nævnte

straffelovsovertrædelser. Disse bestemmelser foreslås derfor indsat i § 741

a, stk. 1.

Justitsministeriet er enig i dette forslag, og § 741 a, stk. 1, foreslås

derfor ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

c. For så vidt angår de resterende bestemmelser i straffelovens

sædelighedskapitel fremhæver udvalget, at der også her kan blive tale om

belastende afhøringer om intime spørgsmål. Det drejer sig om straffelovens

§ 218, stk. 1 (samleje m.v. uden for ægteskab ved udnyttelse af en

persons sindssygdom eller åndssvaghed), § 219 (ansattes samleje m.v.

med institutionsanbragte), § 220 (samleje m.v. uden for ægteskab ved

groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed), §

221 (tilsnigelse af samleje), § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led,

(samleje m.v. med personer under 15 eller 12 år), § 223, stk. 2

(forførelse til samleje m.v. af personer under 18 år) og § 232

(blufærdighedskrænkelse).

Udvalget finder derfor, at der i et mindre antal af disse sager - de grove

sager - også kan være et ikke ubetydeligt behov for advokatbistand. Da

udvalget ikke anser det muligt at formulere en klar afgrænsning af de sager,

hvor der ikke vil være behov for advokatbeskikkelse, foreslår udvalget, at

der indføres adgang for domstolene til efter en konkret vurdering på begæring

at beskikke en advokat for offeret for disse forbrydelser.

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde dette forslag, og de nævnte

bestemmelser foreslås derfor sammen med voldssagerne indsat i det nye stk. 2

i § 741 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

d. Udvalgets mindretal foreslår dernæst (betænkningen side 48-52), at

retsplejelovens § 741 a ændres, således at der altid, dvs. uanset om

forurettede selv ønsker det, skal beskikkes en advokat for denne i de sager,

som omfattes af bestemmelsen i retsplejelovens § 741 a, stk. 1 (voldtægt,

blodskam m.v.).

Ifølge forslaget skal beskikkelsen ske straks ved sagens start, dog

således, at uopsættelige spørgsmål til forurettede og nødvendige

efterforskningsskridt bør kunne finde sted, også før advokaten er kommet til

stede, hvis forurettede er indforstået hermed.

Den forurettede har efter mindretallets opfattelse ikke selv mulighed for

at overskue konsekvenserne af at afslå et tilbud om advokat, fordi hun ikke

ved, hvad tilbuddet indebærer, og fordi hun ikke kan forudse, hvad

gennemførelsen af voldtægtssagen vil indebære for hende. Hertil kommer efter

mindretallets opfattelse, at kvinden ofte på anmeldelsestidspunktet kan være

oprevet og slet ikke forstår, hvad der bliver sagt, og at politiets

vejledning om adgang til at få advokat naturligvis vil være af svingende

kvalitet.

Udvalget har foretaget en undersøgelse af en række sager om voldtægt m.v.

fra København, Roskilde og Holstebro politikredse. Denne undersøgelse viste

(betænkningen side 179), at ca. halvdelen af kvinderne ikke ønskede en

advokat beskikket. Mindretallet bemærker hertil, at undersøgelsen imidlertid

ikke indeholder oplysninger om kvindernes baggrund for ikke at modtage

tilbuddet, ligesom de pågældende kvinder ikke på et senere tidspunkt -

eventuelt ved sagens afslutning - er blevet bedt om at vurdere deres behov

for en bistandsadvokat. Mindretallet finder derfor ikke, at denne gennemgang

kan tages til indtægt for, at de forurettede ikke har haft et behov for

bistandsadvokat.

Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale den af mindretallet

foreslåede ændring. Efter flertallets opfattelse er det et gennemgående træk

i dansk lovgivning, at hjælpeforanstaltninger, herunder advokatbistand, ikke

påtvinges borgerne, medmindre de må antages at være ude af stand til selv at

klare for sig, eller de stilles over for krav om meget indgribende

foranstaltninger. Udgangspunktet for beskikkelse af bistandsadvokat til

forurettede må efter flertallets opfattelse ud fra tilsvarende

grundsynspunkter være, at forurettede kun efter begæring får beskikket en

bistandsadvokat.

Flertallet henviser endvidere til, at mange kvinder, der har været udsat

for voldtægt, som det f.eks. fremgår af den nævnte undersøgelse, rent faktisk

ikke ønsker at modtage det tilbud om vederlagsfri bistand ved en advokat, som

retsplejelovens kapitel 66 a giver, og som politiet orienterer om, inden

afhøringen begynder. Flertallet finder ikke, at offentlige eller andre hensyn

kræver, at der i sådanne tilfælde alligevel beskikkes en advokat. Som

nærliggende eksempler på, at advokatbistand kan være overflødig, kan nævnes

sager, hvor der anmeldes forsøgshandlinger på det indledende stade, eller

hvor anmeldelse først indgives efter længere tid og eventuelt på foranledning

af andre. Endelig peger flertallet på, at bestemmelsen i retsplejelovens §

995 a giver retten mulighed for at beskikke en advokat for den forurettede,

uanset om hun ønsker det, når det skønnes nødvendigt ved opgørelsen af

erstatningskrav, dog forudsat at den pågældendes socialindkomst ligger under

grænsen for at opnå fri proces. Flertallet henviser i denne forbindelse til,

at beskikkelse i medfør af § 995 a kan ske på rettens initiativ - eller

f.eks. politiets - og således ikke forudsætter en begæring fra den

forurettede. Flertallet finder det i øvrigt påfaldende, såfremt man skulle

kunne påtvinge enhver forurettet i en bestemt type sager - som ikke

nødvendigvis er særligt grove - en advokat, mens en tiltalt kun kan påtvinges

en forsvarer, hvis der er tale om en sag af en vis grovhed.

Derimod finder flertallet, at den gældende ordning vil kunne

effektiviseres ved, at tilbuddet om advokatbistand dels kommer til at fremgå

af den vejledning til den forurettede, som et enigt udvalg stiller forslag om

(betænkningen side 18 f og betænkningens bilag 3), og dels bliver gentaget

ved den anden afhøring af forurettede. Flertallet foreslår derfor

retsplejelovens § 741 b, stk. 1, 2. pkt., formuleret i overensstemmelse

hermed.

Justitsministeriet kan heller ikke tiltræde mindretallets opfattelse.

Justitsminsteriet finder således, at mindretallets forslag på afgørende måde

afviger fra udgangspunktet i al anden dansk lovgivning, hvorefter bistand af

almen karakter ikke påtvinges borgeren, medmindre dette anses for nødvendigt,

fordi borgeren ikke kan tage vare på sig selv eller stilles over for krav om

foranstaltninger af indgribende karakter.

Justitsministeriet finder endvidere, at en tvangsbeskikkelse af en advokat

for en voldtagen kvinde næppe kan anses for en egnet bistand til denne og et

godt udgangspunkt for det samarbejde og tillidsforhold, der gerne skulle være

mellem advokaten og den forurettede (klienten).

Efter Justitsministeriets opfattelse vil der dog i langt de fleste

tilfælde være behov for advokatbeskikkelse, såfremt forurettede er under 18

år. I de formentlig sjældne tilfælde, hvor en forurettet under 18 år ikke

fremsætter begæring om advokatbeskikkelse, bør politiet derfor være særlig

opmærksom på dets adgang efter den gældende § 741 a, stk. 3, til at kunne

begære en advokat beskikket for den pågældende under efterforskningen.

Det kan i øvrigt i den forbindelse oplyses, at efter de gældende

administrative regler skal der - bortset fra særlig påtrængende tilfælde -

ske underretning af det sociale udvalg ved afhøring hos politiet af børn

under 15 år som forurettede i en sædelighedssag. I disse tilfælde skal

udvalget sende en repræsentant til afhøringen. Repræsentanten, der således er

til stede ved afhøringen, kan bl.a. bistå med hensyn til spørgsmålet om,

hvorvidt der bør fremsættes begæring om advokatbeskikkelse.

I overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås § 741 b, stk. 1, 2.

pkt., ændret, således at tilbuddet om advokatbeskikkelse gentages i

forbindelse med og inden anden afhøring. Herved sikres, at en forurettet, som

under første afhøring ikke har ønsket advokatbistand, får opfordring til på

et senere tidspunkt, hvor en eventuel choktilstand normalt er ophørt, på ny

at tage stilling til spørgsmålet (lovforslagets § 1, nr. 3).

Justitsministeriet er i øvrigt som foreslået af udvalget indstillet på at

udarbejde en vejledning til personer, der har været udsat for voldtægt m.v.

Vejledningen vil bl.a. indeholde oplysninger om deres rettigheder, og den

skal udleveres af politiet ved anmeldelsen og i øvrigt kunne fås på

biblioteker, krisecentre m.v.

2.3. Mindretallets lovforslag

a. Efter de gældende regler er bistandsadvokatens opgaver ikke

direkte fastlagt i loven, men omtalt i bemærkningerne til lovforslaget. Efter

disse bemærkninger er advokatens opgave både af juridisk og mere almen

karakter. Advokaten skal støtte den forurettede under afhøringen hos politiet

og i retten og yde bistand ved opgørelsen af eventuelle erstatningskrav.

Endvidere kan der blive tale om rådgivning om særlige hjælpemuligheder af

psykologisk, lægelig eller social karakter, om personlig støtte og vejledning

samt bl.a. rådgivning med hensyn til at få givet gerningsmanden et eventuelt

polititilhold. Der henvises herom nærmere til betænkningens side 41-43.

Udvalgets mindretal foreslår, at bistandsadvokatens opgaver udtrykkeligt

fastsættes i selve retsplejeloven for bl.a. at legitimere advokaten i

forbindelse med henvendelser til f.eks. sociale myndigheder, læger,

psykologer m.v. (betænkningen side 53 og mindretallets lovudkast med

bemærkninger i kapitel 10.2).

Udvalgets flertal finder ikke, at sådanne regler naturligt hører hjemme i

retsplejeloven eller skulle være nødvendige for at give advokaten

legitimation over for offentlige myndigheder eller andre. Flertallet finder

det i øvrigt vanskeligt at formulere afgrænsningen mellem den almene bistand,

der mod særligt honorar skal ydes af bistandsadvokaten, og den, der skal ydes

af andre efter de almindelige regler om støtteforanstaltninger, f.eks.

bistandsloven. Efter sagens natur må grænsen være flydende, og der bør gives

bistandsadvokaten en rimelig margin, inden for hvilken den pågældende konkret

kan skønne, om det er afgørende for klienten at få bistanden straks og af

advokaten.

Justitsministeriet kan tiltræde flertallets opfattelse, og mindretallets

forslag er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

b. Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 c indeholder en række

regler om bistandsadvokatens beføjelser under sagen. Herefter har

advokaten adgang til at overvære afhøringerne af den forurettede såvel hos

politiet som i retten, ret til at stille yderligere spørgsmål til den

forurettede under disse afhøringer, adgang til at gøre sig bekendt med

forurettedes forklaring til politirapport samt, når tiltale er rejst, adgang

til at gøre sig bekendt med sagens yderligere materiale. Advokaten må ikke

uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med dette

yderligere materiale.

Det anføres i bemærkningerne til § 741 c, at bestemmelsen ikke indeholder

en nærmere regulering af bistandsadvokatens processuelle stilling i retten.

Det fremhæves derfor i bemærkningerne, at det i vidt omfang vil være overladt

til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den

almindelige retsledelse. Det understreges dog samtidig, at bistandsadvokaten

under afhøringerne ikke bør kunne rådgive den forurettede om den umiddelbare

besvarelse af de spørgsmål, som stilles.

Endvidere fastslås det, at advokaten ikke bør kunne virke som en

yderligere anklager i sagen, og advokaten bør derfor ikke have adgang til at

procedere med hensyn til skyldspørgsmålet og strafudmålingen. Advokaten kan

derimod procedere med hensyn til erstatningsspørgsmål og f.eks. spørgsmål om

dørlukning, referatforbud og afhøring af den forurettede uden tiltaltes

tilstedeværelse. Blandt de spørgsmål, som det herefter er overladt til

domstolene at afgøre, er således navnlig, hvorvidt og i bekræftende fald på

hvilken måde bistandsadvokaten kan stille spørgsmål til andre end den

forurettede, dvs. tiltalte og eventuelle andre vidner (betænkningen side

43-45).

Der er i udvalget enighed om, at bistandsadvokaten fortsat ikke bør

have adgang til at procedere om skyldspørgsmålet og strafudmålingen.

Mindretallet foreslår imidlertid, at det i retsplejeloven fastsættes, at

advokaten har ret til at stille spørgsmål direkte til tiltalte, forurettede

og andre vidner med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet, bortset

fra spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører vurderingen af tiltaltes

skyld og udmålingen af straffen. Mindretallet henviser herved til, at sådanne

spørgsmål fra advokaten i praksis kan være nødvendige af hensyn til

underbyggelsen af en eventuel erstatningspåstand. Endvidere henviser

mindretallet til, at den forurettede har et naturligt krav på, at

hændelsesforløbet i videst muligt omfang bliver klarlagt, og undertiden vil

dette bedre kunne opnås, såfremt også bistandsadvokaten kan deltage i

afhøringerne.

Endelig foreslår mindretallet, at det udtrykkeligt i retsplejeloven

fastsættes, at advokaten har adgang til at være til stede under hele

domsforhandlingen med den virkning, at tilstedeværelsen honoreres (betænkning

side 57-59 og kapitel 10.2).

Flertallet finder, at den nuværende retstilstand bør opretholdes, idet

tvivlsspørgsmål på dette område bedst løses ved en konkret afgørelse i retten

og ikke egner sig til lovregulering. Flertallet har ikke indtryk af, at det i

dag i noget nævneværdigt omfang giver anledning til problemer, hvis

bistandsadvokaten ønsker at stille spørgsmål til forurettede og andre vidner,

medmindre spørgsmålene direkte eller indirekte tager sigte på

skyldvurderingen eller strafudmålingen. Udvalgsflertallet har heller ikke

grundlag for at antage, at bistandsadvokaten afskæres fra at procedere

vedrørende erstatningsspørgsmål og de tidligere nævnte processuelle spørgsmål

eller fra at være til stede i rimeligt omfang.

Af de af flertallet anførte grunde har Justitsministeriet ikke

fundet at burde medtage mindretallets forslag i lovforslaget.

c. Vedrørende aktindsigt finder mindretallet, at det vil være af

stor betydning for bistandsadvokaten med henblik på at kunne yde den

forurettede den bedst mulige bistand at få fuld aktindsigt straks fra sagens

start. En sådan udvidelse vil derfor efter disse medlemmers opfattelse

indebære en betydningsfuld styrkelse af den forurettedes stilling.

Mindretallet mener ikke, at udvidet aktindsigt vil medføre nogen nævneværdig

risiko for bevisforvanskning, og foreslår i den forbindelse, at bestemmelsen

udformes således, at bistandsadvokaten som hovedregel har tavshedspligt også

over for klienten på samme måde, som det i dag er tilfældet, når der efter

tiltalerejsning er givet fuld aktindsigt, jf. § 741 c, stk. 3 (betænkningen

side 54-56 og kapitel 10.2.).

Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale en ændring af § 741 c,

således at der straks fra sagens start, dvs. fra anmeldelsestidspunktet,

skulle bestå en ret for bistandsadvokaten til at gøre sig bekendt med

alt materiale i sagen. Disse medlemmer anser det på den ene side for

tvivlsomt, om bevisforvanskning i noget større omgang med rette kan frygtes

at forekomme, men finder på den anden side ikke at kunne udelukke, at der er

en generel risiko herfor. Det er flertallets vurdering, at alene muligheden

herfor vil kunne have en ødelæggende indflydelse på sagen - set ud fra

anklagemyndighedens og forurettedes synsvinkel - idet forsvareren i

forskellige sammenhænge vil kunne påberåbe sig, at den forurettedes kendskab

til tiltaltes forklaring gør værdien af forurettedes forklaring tvivlsom.

Flertallet peger endvidere på, at det for sagens videre forløb er af helt

afgørende betydning, at politiafhøringen af forurettede kan afsluttes, uden

at hun kender sigtedes forklaring. Hertil kommer, at der kan være et

diskretionshensyn at tage til andre vidner, der har afgivet forklaring til

politiet. Flertallet stiller sig tvivlende overfor, om bistandsadvokaten vil

være tjent med at få oplysninger, der ikke må videregives til klienten, og

betvivler endvidere, at bistandsadvokaten ved først at opnå fuld aktindsigt

ved tiltalerejsningen skulle være afskåret fra at yde den fornødne bistand.

Justitsministeriet er enig i, at der ikke bør gennemføres ændrede regler

vedrørende aktindsigt som foreslået af mindretallet, og lovforslaget er

derfor udformet i overensstemmelse hermed.

3. Dørlukning m.v.

3.1. I overensstemmelse med grundlovens § 65, hvorefter der i retsplejen i

videst muligt omfang skal gennemføres offentlighed, er det i retsplejelovens

§ 29, stk. 1, fastsat, at retsmøder er offentlige.

Det fremhæves af udvalget, at hovedhensynet bag reglen om offentlighed i

retsplejen må antages at være ønsket om, at offentlighedens, herunder

pressens adgang til at overvære sagerne skal sikre sigtede eller tiltalte en

fair behandling i retten.

Heroverfor står hensynet til den forurettede, som i visse tilfælde kan

begrunde større eller mindre indskrænkninger i adgangen til at overvære en

sag. Dette giver sig også udslag i retsplejeloven, som indeholder forskellige

undtagelser til hovedreglen om offentlighed. I henhold til retsplejelovens §

29, stk. 4, nr. 1, kan retten således i straffesager beslutte, at dørene skal

lukkes, når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at nogen ellers

vil blive tilføjet »en ufornøden krænkelse«.

En beslutning om dørlukning betyder, at der samtidig er referatforbud,

idet offentlig gengivelse af, hvad der er sket i et lukket retsmøde, i medfør

af retsplejelovens § 31, stk. 2, er forbudt.

Dørlukning er derfor et mere indgribende skridt end referatforbud, og i

overensstemmelse hermed er det i retsplejelovens § 29, stk. 5, fastsat, at

det bør iagttages, at der ikke træffes beslutning om dørlukning, hvor det

skønnes tilstrækkeligt med et referatforbud.

Rigsadvokaten har i meddelelse 2/1977 fra februar 1977 instrueret politi

og anklagemyndighed om, at anklageren i sager om alvorlig seksualkriminalitet

over for retten under det første retsmøde i sagen og påny ved

domsforhandlingens begyndelse skal rejse spørgsmålet om dørlukning og

referatforbud af hensyn til forurettede, når der er grundlag herfor.

Det er udvalgsmedlemmernes erfaring (betænkningen side 66), at en begæring

fra den forurettede i en voldtægtssag om dørlukning for så vidt angår hendes

egen forklaring i praksis i almindelighed imødekommes. Under den øvrige del

af domsforhandlingen forekommer der derimod ikke at være nogen fast praksis

for dørlukning af hensyn til forurettede. Heller ikke for så vidt angår

referatforbud af hensyn til forurettede, er der efter udvalgets erfaring

nogen fast praksis med hensyn til, om begæring fremsættes og imødekommes.

Udvalget har overvejet (betænkningen side 82-84), om forurettede bør have

krav på dørlukning, når hun selv skal afgive forklaring.

Fordelen ved en sådan regel er efter udvalgets opfattelse, at forurettede

på forhånd kan være sikker på, at hun ikke udsættes for at skulle afgive

forklaring i retten om intime forhold under tilstedeværelse af helt

uvedkommende tilhørere. Denne vished burde efter udvalgets mening medføre, at

forurettede vil være fri for at bekymre sig herom i forbindelse med

overvejelsen af, om hun skal indgive anmeldelse, forudsat selvfølgelig, at

hun er bekendt med denne ret eller gøres bekendt hermed.

Udvalget finder på denne baggrund, at hensynet til offentligheden,

herunder pressen (og dermed til tiltaltes retssikkerhed), bør vige over for

hensynet til forurettede i de sager, som er opregnet i retsplejelovens § 741

a, stk. 1, på grund af disse sagers specielle karakter (voldtægt, blodskam

m.v.).

Udvalget foreslår derfor en ny bestemmelse i retsplejelovens § 29, stk. 6,

hvorved forurettede får en ubetinget ret til at kræve dørlukning under sin

egen forklaring. I de tilfælde, hvor forurettede ikke begærer dørlukning, bør

retsformanden efter udvalgets opfattelse rejse spørgsmålet.

Justitsministeriet kan på baggrund af de af udvalget fremhævede særlige -

herunder psykologiske - hensyn til forurettede i denne afgrænsede sagsgruppe

tiltræde udvalgets forslag, selv om dette indebærer en fravigelse fra det

almindelige princip om, at det er retten, som leder processen under

hensyntagen til alle involverede parters retssikkerhed.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 1.

3.2. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 848, stk. 1, kan retsformanden

bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens et vidne eller en

medtiltalt afhøres. Beslutningen forudsætter, at »særegne grunde«

taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.

En sigtet eller tiltalt, som ikke har overværet en forklaring, vil

efterfølgende blive gjort bekendt med denne og den afhørtes identitet, jf.

retsplejelovens § 848, stk. 2, som ændret ved lov nr. 321 af 4. juni 1986.

Betingelserne for afhøring uden den tiltaltes tilstedeværelse vil ofte

være opfyldt i grove sædelighedssager, idet forurettede ofte vil være så

hæmmet ved at skulle afgive forklaring i tiltaltes tilstedeværelse, at

forklaringen kan blive ufuldstændig eller urigtig. Efter udvalgsmedlemmernes

erfaring imødekommes forurettedes begæring således ofte.

Udvalget har derfor overvejet (betænkningen side 87-90), om forurettede i

lighed med reglen om dørlukning bør have et egentligt krav på at kunne

bestemme, at tiltalte ikke skal være til stede i retssalen, mens forurettede

afgiver forklaring.

Udvalgets flertal finder, at det almindelige princip om, at den tiltalte i

en straffesag har ret til at være til stede under den retlige behandling, er

så væsentligt, at undtagelse herfra kun bør besluttes af retten efter en

konkret vurdering i hver enkelt sag.

Da gældende praksis ikke synes at have givet anledning til væsentlige

problemer for de forurettede, og det ikke er sandsynligt, at noget

nævneværdigt antal tilfælde af voldtægt m.v. ikke anmeldes med den

begrundelse, at forurettede ønsker at være sikker på at kunne afhøres uden

tiltaltes tilstedeværelse, foreslår udvalgets flertal, at der ikke sker

ændringer på dette punkt.

To medlemmer, der hører til udvalgsflertallet, fremhæver i denne

forbindelse, at allerede den nuværende meget hyppige udnyttelse af hjemlen i

retsplejelovens § 848, stk. 2, frembyder væsentlige retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder. Disse medlemmer mener derfor, at retsplejelovens § 848, stk.

2, bør fortolkes således, at betingelsen om, at der skal foreligge

»særegne grunde«, får et reelt indhold. Selv i grove

sædelighedssager kan betingelsen efter disse medlemmers opfattelse ikke

antages generelt at være opfyldt.

Udvalgets mindretal finder, at de samme hensyn, som er fremhævet i

forbindelse med forslaget om dørlukning, på afgørende måde også gør sig

gældende for så vidt angår spørgsmålet om forurettedes adgang til at afhøres

uden tiltaltes tilstedeværelse. Som konsekvens heraf foreslår mindretallet,

at retsplejelovens § 848, stk. 2, ændres, således at forurettede, såfremt

begæring herom fremsættes, får krav på afhøring uden tiltaltes

tilstedeværelse.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de særlige forhold

omkring voldtægtssager ikke kan begrunde en fravigelse af almindelige

retsplejemæssige principper som foreslået af mindretallet. I den forbindelse

må det fremhæves, at spørgsmålet om dørlukning og spørgsmålet om afhøring af

den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse ikke kan sammenlignes, idet de

modstående hensyn i det sidstnævnte tilfælde har en langt mere væsentlig og

fundamental retssikkerhedsmæssig karakter, således at dette spørgsmål altid

bør afgøres af retten og ikke overlades til forurettede. § 848, stk. 2,

foreslås derfor i overensstemmelse med flertallets indstilling ikke ændret.

4. Polititilhold

De gældende regler om advarsler (»polititilhold«) gennemgås i

betænkningens kapitel 7. Polititilhold udstedes med hjemmel i straffelovens §

265. Efter denne bestemmelse kan politiet meddele en person advarsel (forbud)

mod at krænke en andens fred ved at trænge ind på ham, forfølge ham med

skriftlige henvendelser eller på lignende måde forulempe ham. Overtrædelse af

bestemmelsen straffes med bøde, hæfte eller under skærpende betingelser

fængsel indtil 6 måneder. Det er en forudsætning for strafansvaret, at

politiet har meddelt en advarsel, der i øvrigt har gyldighed i op til 5 år.

Straffesager efter § 265 rejses i almindelighed kun, såfremt forurettede

anmoder herom, jf. straffelovens § 275, stk. 2. Sagerne behandles som

politisager og kan afgøres med en bødevedtagelse i retten. Den typiske straf

for overtrædelse af § 265 er dagbøder på i alt 1.000 - 2.000 kr. I et mindre

antal grove sager idømmes frihedsstraf fra 10 dages hæfte til 3 måneders

fængsel.

Udvalget har ikke foretaget nogen undersøgelse, der kan belyse virkningen

af polititilhold. Det oplyses dog, at der i 1984 og 1985 blev anmeldt ca. 500

overtrædelser af straffelovens § 265. (I 1986 og 1987 blev der anmeldt 597

henholdsvis 744 overtrædelser af bestemmelsen). Udvalget anser det for

utvivlsomt, at polititilhold har virkning efter sit formål i en række sager.

Udvalget giver udtryk for, at politiet ikke bør være for restriktiv med at

give tilhold, når det begæres af personer, der har været udsat for voldtægt

eller grov vold. Ligeledes er det udvalgets opfattelse, at meddelelse af

polititilhold ikke bør udelukkes af, at der f.eks. i et ægteskab ikke er

indgivet separations- eller skilsmissebegæring, at samlivet på

gerningstidspunktet ikke var ophævet, eller af, at indklagede har samværsret

med børn, der bor hos klageren. I disse tilfælde bør politiet efter udvalgets

opfattelse begrænse tilholdet til bestemte former for henvendelser til

klageren.

Den orientering, forurettede skal have om muligheden for meddelelse af

tilhold, bør efter udvalgets opfattelse gives dels af politiet, dels af en

eventuel bistandsadvokat samt være omtalt i den vejledning til voldtægtsofre

m.v., der som nævnt ovenfor vil blive udarbejdet.

Udvalget finder ikke, at der er grundlag for at skærpe straffene for

overtrædelse af § 265, f.eks. således, at der ved førstegangsovertrædelser

idømmes korte ubetingede frihedsstraffe samt længere straffe i grove

tilfælde. Der henvises i den forbindelse til, at i de fleste sager vil

frihedsstraf være en for hård reaktion, mens der i grovere tilfælde allerede

i dag anvendes frihedsstraf. Udvalget anfører endvidere, at en skærpelse af

strafniveauet ikke kan forventes at have nogen større virkning på de

pågældende personer. Derimod finder udvalget, at visse gerningsmænd,

undertiden netop i relation til denne forbrydelse, kan udvise en så psykisk

påfaldende adfærd, at der bør idømmes en behandlingsdom.

En ændring af straffelovens § 265 kunne efter udvalgets opfattelse i givet

fald ske ved, at man fjerner kravet om en forudgående advarsel som

strafbarhedsbetingelse. Som begrundelse herfor anføres, at det kan opfattes

som en ekstra belastning for forurettede først at skulle argumentere for, at

tilholdet gives, og derefter at skulle vente på behandlingen af

tilholdssagen, herunder at politiet får mulighed for at forkynde tilholdet

for den pågældende.

Udvalget foreslår dog ikke en ændring af § 265, men henstiller, at dette

spørgsmål forelægges for Straffelovrådet til nærmere overvejelse.

Justitsministeriet har derfor anmodet Straffelovsrådet om en udtalelse

vedrørende spørgsmålet om en eventuel ændring af straffelovens § 265.

I sin udtalelse af 15. februar 1988 anfører rådet, at der ikke bør kunne

blive tale om en direkte kriminalisering af handlinger som nævnt i

bestemmelsen, d.v.s uden en forudgående advarsel. Rådet henviser i den

forbindelse bl.a. til, at det er kravet om en på forhånd meddelt advarsel,

der bevirker en passende afgrænsning af det strafbare område. Såfremt kravet

om forudgående advarsel blev opgivet, ville der endvidere kunne opstå

problemer med hensyn til beviset for gerningsmandens forsæt (hans forståelse

af, at hans breve, opringninger, fremmøde o.s.v virker krænkende).

Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets opfattelse og har derfor

ikke overvejelser om at foreslå ændringer af strafbarhedsbetingelserne i §

265.

I øvrigt anfører udvalget i betænkningen, at reglerne for politiets

behandling af disse sager bør samles af hensyn til overskueligheden og den

ensartede behandling af sagerne. Det foreslås derfor, at der til politiet

udsendes en cirkulæreskrivelse om polititilhold, og at der i politiskolens

lærebogsmateriale optages en omtale heraf. De nævnte forskrifter bør således

indeholde en beskrivelse af såvel betingelserne for at give tilhold som den

nærmere fremgangsmåde herved. Det bør fremgå, at politiet efter

omstændighederne skal gøre forurettede opmærksom på muligheden for at meddele

tilhold, ligesom der skal oplyses om adgangen til at kræve skriftlig

begrundelse og til at klage over nægtet tilhold eller nægtet tiltalerejsning.

Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er indstillet på

at fastsætte nærmere regler for politiets behandling af sager vedrørende §

265.

Endelig kan det nævnes, at der er iværksat forsøgsordninger i en række

politikredse om et mere formaliseret samarbejde mellem politiet og de sociale

myndigheder i tilknytning til sager om husspetakler og lignende, således at

der kan tilbydes en aktiv og socialt orienteret bistand til parterne på et så

tidligt tidspunkt som muligt.

5. Lægelig og psykologisk bistand m.v.

I betænkningens kapitel 8 anbefaler udvalget med forbillede i en ordning,

der for nogle år siden er gennemført i Oslo, at der rundt omkring i landet på

nogle sygehuse - og i hvert fald i København, Århus, Odense og Ålborg -

etableres modtageafdelinger, der kan yde voldtægtsofre lægelig og psykologisk

bistand m.v.

Modtageafdelingerne skal personalemæssigt være tilknyttet en psykiatrisk

modtageklinik eller anden afdeling med ansatte psykologer m.v. I afdelingen

skal både modtages ofre, der har anmeldt forholdet til politiet, og ofre, der

(endnu) ikke har foretaget anmeldelse. De tekniske, herunder retsmedicinske

undersøgelser skal foretages på afdelingen. Der skal være mulighed for at

tilkalde en advokat, og offeret skal have en indledende samtale med en

psykolog og tilbud om senere kontakt til psykologen med henblik på

krisebehandling.

Udvalget har ikke i øvrigt ment at burde gå ind i nærmere overvejelser om

den praktiske gennemførelse eller om sygehusvæsenets opgaver i forbindelse

med etableringen af sådanne modtageafdelinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der som anbefalet af udvalget

være behov for, at der - således som det allerede i dag findes ved

Rigshospitalet - etableres modtageafdelinger eller lignende foranstaltninger

for ofre for voldtægtsforbrydelser. Hvorvidt sådanne foranstaltninger bør

etableres, tages der ikke stilling til med dette lovforslag. Det er således

også på dette område de myndigheder, som er ansvarlige for sundhedsvæsenet -

herunder amtsrådene og Københavns og Frederiksbergs Kommuner - der ud fra en

prioritering af behov og ressourcer skal tage stilling til indførelsen af de

nævnte foranstaltninger.

6. Andre forslag

I betænkningen (kapitel 3) anbefaler udvalget, at politiet i det omfang,

det er praktisk muligt, ved sædelighedsforbrydelser søger at efterkomme den

forurettedes ønsker om afhøring ved kvindeligt politipersonale, og at

politiet oplyser den forurettede om mulighederne herfor.

Udvalget finder endvidere, at det for politiets fremtidige

personalepolitik, herunder ved fordelingen af det kvindelige politipersonale

imellem politikredsene, bør være et af målene at kunne tilbyde de forurettede

i disse sager at blive afhørt af en kvinde.

Rigspolitichefen har i den forbindelse over for Justitsministeriet oplyst,

at de hensyn, der er påpeget af udvalget, allerede i dag indgår ved

fordelingen af det kvindelige politipersonale mellem kredsene.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at undervisningen af politipersonalet

i psykologi, særligt med henblik på afhøring m.v. af personer i krise,

prioriteres højt. Udvalget støtter derfor de igangværende overvejelser om på

politiskolen at etablere et selvstændigt kursus i psykologi ved siden af den

allerede eksisterende undervisning i faget på 4 uger i forbindelse med

uddannelsen til politibetjent.

Rigspolitichefen har hertil oplyst, at det løbende overvejes, hvorledes

undervisningen omkring de menneskelige og psykologiske aspekter i forbindelse

med kontakten med anmeldere og ofre for volds- og voldtægtsforbrydelser kan

intensiveres mest muligt, og at undervisningen på politiskolen på dette

område allerede er udvidet.

I betænkningen (kapitel 6 og kapitel 9.2.3. og 9.4.3.) gennemgår udvalget

den gældende retstilstand vedrørende erstatning og godtgørelse til

ofre for voldtægts- og voldsforbrydelser. Udvalget stiller ikke forslag til

lovændringer på dette område.

Udvalget foreslår dog (side 119 og 165), at anklagemyndigheden, når der

indleveres anklageskrift eller retsmødebegæring til retten i disse sager,

hvor der ikke er sket advokatbeskikkelse, skriftligt underretter den

forurettede med opfordring til at tilvejebringe dokumentation for et

eventuelt erstatningskrav.

Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er indstillet på,

at der fastsættes sådanne bestemmelser.

7. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget indebærer, at der i alle sædelighedssager - og ikke som i dag

kun i voldtægtssager - bliver en adgang til advokatbeskikkelse. Endvidere

indføres en adgang til advokatbeskikkelse i voldssager.

Beskikkelsen forudsætter i alle tilfælde en begæring fra den forurettede

eller fra politiet, og ved voldssagerne og de mindre grove sædelighedssager

er det endvidere en betingelse for advokatbeskikkelse, at retten finder, at

forholdene taler herfor.

Vurderingen af, i hvilket omfang der kan forventes beskikket

bistandsadvokater efter lovforslaget, er derfor forbundet med betydelig

usikkerhed. Justitsministeriet skønner imidlertid, at der vil ske beskikkelse

i et sådant antal sager, at de årlige merudgifter til advokatsalær kan

anslås til omkring 5 - 10 mio. kr. Disse merudgifter vil blive

modsvaret af en tilsvarende forhøjelse af Justitsministeriets

budgetreguleringskonto på finansloven.

Forslaget er således ikke forbundet med statslige nettomerudgifter.

Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser af betydning for

det offentlige.

8. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts~ og

voldssager har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre

Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i

Danmark, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Indenrigsministeriet

(Sundhedsministeriet), Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Ligestillingsrådet,

Danske Kvinders Nationalråd, Dansk Kvindesamfund, De Danske

Husmoderforeninger og Joan-Søstrene.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bilaget til lovforslaget er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet,

som de vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages uændret.

Til nr. 1

Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i en voldtægtssag, blodskamssag

m.v. får et krav på at kunne bestemme, at dørene skal lukkes, når han eller

hun afgiver forklaring for retten.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. og

betænkning nr. 1102/1987 side 65-67 og 79-84 samt kapitel 10.1.

Til nr. 2

I bestemmelsen foreslås, at § 741 a, stk. 1, udvides, således at

sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (blodskam),

straffelovens § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig ved tvang eller

trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn, stedbarn, plejebarn m.v.

under 18 år) giver den forurettede en adgang til at få beskikket en advokat,

såfremt den pågældende begærer det. Efter den gældende bestemmelse består der

alene en sådan adgang i voldtægts- og voldtægtslignende sager.

Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.b og

betænkningen side 39 f og 61-63 samt kapitel 10.1.

Endvidere foreslås der indsat et nyt stk. 2 i § 741 a. Efter denne

bestemmelse indføres der en adgang for retten til i voldssager og ved

straffelovens øvrige sædelighedsforbrydelser efter den forurettedes begæring

at kunne beskikke en advokat for den pågældende, såfremt forholdene taler

derfor.

Om baggrunden herfor henvises for voldssagernes vedkommende til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og betænkningen side 148-150 og 157-162

samt kapitel 10.1.

For så vidt angår sædelighedssagerne henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 2.2.c og betænkningen side 63-64 samt kapitel 10.1.

Til nr. 3

Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i sædeligheds- og voldssager

ikke blot ved den første afhøring hos politiet, men også i forbindelse med og

inden anden afhøring skal have vejledning om adgangen til at få beskikket en

advokat.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.d og

betænkningen side 30 samt kapitel 10.1.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1989.

Der foreslås ikke fastsat særlige overgangsregler. Den nye adgang til

dørlukning og advokatbeskikkelse finder således anvendelse i alle sager, der

ikke er endeligt afgjort før lovens ikrafttræden.

Bilag

I dette bilag er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil

fremtræde, hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret.

Med mindre skrift er indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget. Endelig er medtaget de øvrige bestemmelser i

retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede, som ikke

foreslås ændret (§§ 741 c - 741 e). § 29. Retsmøderne er offentlige, hvor

ikke det modsatte særlig er foreskrevet.

Stk. 2. Dog kan retten undtagelsesvis på begæring af en part eller i

embeds medfør beslutte, at dørene skal lukkes, når enten hensynet til

sædeligheden, ro og orden i retslokalet, statens forhold til fremmede magter

eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det.

Stk. 3. Det samme gælder borgerlige sager, når offentlig forhandling ville

tilføje nogen en ufornøden krænkelse, herunder når forklaring skal afgives om

forretnings- eller driftshemmeligheder.

Stk. 4. I straffesager kan retten beslutte, at dørene skal lukkes, når

sigtede (tiltalte) er under 18 år, samt undtagelsesvis

1) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at offentlig

forhandling vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil tilføje nogen en

ufornøden krænkelse, herunder når oplysning skal afgives om forretnings-

eller driftshemmeligheder. Dørlukning af hensyn til en sigtet (tiltalt), der

er til stede, kan kun besluttes, hvis han selv begærer det.

2) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at retsmødets

offentlighed på afgørende måde vil være til hinder for sagens oplysning. Ved

retsmøder under domsforhandling kan dørene dog kun lukkes af den anførte

grund, når det af sagens oplysninger fremgår, at der for det forhold, som er

genstand for tiltale, kan forventes at ville blive gjort strafansvar gældende

også mod andre end den eller de under sagen tiltalte personer, og derhos

ganske særlige hensyn gør det magtpåliggende, at dørene lukkes. Dette vil dog

kun ske i 1. instans og kun i det omfang, de anførte hensyn med nødvendighed

kræver. Hvor dørene af den ovennævnte grund lukkes under domsforhandlingen,

skal der til retsbogen optages en så fyldig gengivelse af sagens gang, at der

ved domsafsigelsen kan meddeles offentligheden en fremstilling af

domsforhandlingens forløb under fornøden hensyntagen til, at hensigten med

dørenes lukning ikke forspildes.

Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det

skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.

Stk. 6. I sager, der vedrører lovovertrædelse af straffelovens § 210, §

216, § 217, § 218, stk. 2, § 222 stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes

dørene under forurettedes forklaring, når den pågældende fremsætter begæring

derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §

224 eller § 225, jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led,

eller § 223, stk. 1.

Stk. 7. Domme afsiges stedse i et offentligt møde.

§ 29. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. - - -

Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det

skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.

Stk. 6. Domme afsiges stedse i et offentligt møde.

§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,

§ 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk.

1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme

gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225,

jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk.

1.

Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218,

stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, §

237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249-250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten,

når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat

for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1

og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.

Stk. 3. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af

advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den

forurettede under efterforskningen.

§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217

eller 218, stk. 2, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring herom. Det samme

gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 224 eller 225,

jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2.

Stk. 2. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af

advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den

forurettede under efterforskningen.

§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en

advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres

første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det

skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig

vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om

beskikkelse af advokat indbringes for retten.

Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om

beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den

forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at

udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en af de i

§ 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den

forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen.

Stk. 3. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om

tilkaldeordningens gennemførelse.

§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en

advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres.

Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig

vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om

beskikkelse af advokat indbringes for retten.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den

forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille

yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om

tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes

forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten

tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som

politiet har tilvejebragt.

Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal

genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets samtykke

overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må

ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med

indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er

antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.

§ 741 d. Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder

samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.

§ 741 e. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat

gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf.

kapitel 31.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter