Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 134/2000

KEN nr 11933 af 25/04/2001Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet29. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

134/2000

Indehaveren af Restaurant De 4 Årstider, [K] har ved

advokat Per Rønnow den 22. november 2000 klaget til

Pressenævnet over en artikel bragt i Jyllands-Posten den 26. oktober

2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "Årstider med

overlæs" fremgår, at

"I kraft af De 4 Årstiders ry havde vi skruet

forventningerne op til en pletfri oplevelse. De blev ikke indfriet.

Kompositionen med seks retter fik overlæs, og totaloplevelsen bar

præg af, at restauranten alligevel snart lukker.

Engang var De 4 Årstider byens førende

franske restaurant, men om få måneder er den et overstået

kapitel.

Snart må den vige for en ny busgade, som vil

skære direkte ind gennem køkkenet og ud mod Magasin på den

anden side af Åboulevarden.

Planerne har været kendt længe, og i

mellemtiden har den prisbelønnede restauratør, [K], sikret sin

og årstidernes fortsatte eksistens i nye, eksklusive rammer på

toppen af Hotel Atlantic ved Europaplads.

Vi valgte at besøge den oprindelige restaurant en

lørdag aften i oktober, og i kraft af De 4 Årstiders ry havde vi

skruet forventningerne op til en pletfri oplevelser.

De blev ikke indfriet.

Suset, der forsvandt

Baren med de smukke fliser og kunsten på

væggene gav os umiddelbart et eksklusivt sus af luksus i maven, men det

forsvandt lige så stille, da vi opdagede, at der stort set ikke var

Læs alt

andre gæster end os. Halvtomme lokaler klæder ikke en festlig

aften, og selvom det ikke er noget, man kan laste restauranten, så

satte det sit præg på vores oplevelse.

Nu virkede det kikset, da vi til at starte med blev

placeret i et lædersofa-arrangement umiddelbart foran indgangen.

Her kunne vi studere menukortet, som varierer fra dag til

dag og nyde et glas mousserende vin, mens vi ventede på at blive anvist

et ledigt bord.

Men da der var masser af ledige borde og kun ganske

få gæster, fik det karakter af en ren overspringshandling. I

stedet for at understrege stedets smagfuldhed fik det os til at føle

os ilde til mode udsat for snobberi.

Gammeldags inventar

Og mens vi sad der, kunne vi ikke undgå at se, at

inventaret næppe har været eksklusivt siden en gang i 1980'erne

i dag virker det med støvede, tørrede blomsterdekorationer og

store tomme serveringsvogne midt på gulvet snarere gammeldags.

Hver for sig fejlede oplevelsen af de seks retter, som vi

nåede at bestille, ikke noget.

Men fra andre restauranter i Århus med det samme

høje prisniveau ved vi, at det med behændig omtanke kan lade sig

gøre at sammensætte en menu af seks eller endda flere retter,

uden at gæsterne føler, de må trille derfra.

Her var portionerne for store, og der var efter vores smag

fokuseret for meget på tunge, efterårsagtige råvarer som

rødbeder, svampe, ris, selleri og kartofler uden den snert af

overraskelse, som vi kunne have ønsket os.

Samlet bedømt virkede kompositionen derfor tung og

for lidt gennemtænkt, og til sidst fik den så meget

overlæs, at vi ikke kunne spise mere.

Betjeningen var heller ikke på toppen, og basale

ting som fyldte vandglas og rigeligt med brød fungerede ikke

tilfredsstillende, selvom vi flere gange gjorde tjeneren opmærksom

på dette.

Helt ok var til gengæld kokkens appetitvækker

med lyssej og jomfruhummer krydret med koriander samt pesto af kørvel

og pinjekerner.

De tre første egentlige retter var også

forskellige slags fisk startende med rødtunge indpakket i havsalt tang

og serveret med artiskok og jomfruhummer, som havde en snert af estragon og

blev serveret med godt brød med sprød skorpe. Det var netop

dette brød vi gerne ville have mere af, men tjeneren insisterede

længe på at servere det stykke for stykke, indtil hun efter to

timer endelig satte en hel kurv på bordet.

Tjeneren værd at lytte til

Vi drak en californisk Chardonnay fra 1994 på

tjenerens anbefaling, og det var værd at lytte til. En skam, at hun

ellers ikke af sig selv var meget for at forklare, hvad vi siden fik at

spise, for hendes professionelle optræden til trods virkede det som om,

at hun havde tabt den gnist og begejstring for maden og oplevelsen, som efter

min opfattelse bør gennemsyre et så dyrt spisested uanset

udsigten til at skulle lukke.

Efter at have nydt først ferskvandsfisken sandart

med rødbeder, vilde ris og krydderolie og ikke mindst en

vesterhavspighvar med safranrisotto og kantareller nåede vi til en

velkommen midtvejspause, hvor vi fik tid til at fundere over, hvordan tiden

tilsyneladende har indhentet denne restaurant. Selv de sirligt foldede

servietter på toilettet synes at have været udsat for en kogevask

for meget.

Tjenerens anden og sidste bemærkelsesværdige

indsats denne aften var, da hun anbefalede os at prøve en 16 år

gammel bordeauxvin til hovedretten. Den kom fra Chateau Saint Pierre og var

et godt tilbud til 325 kroner, som vi fik lov at smage fra en i forvejen

åben flaske for at kunne sammenligne med en anden noget yngre

amerikansk vin.

Det var en virkelig fin gestus, som mindede os om, at

restauranten udmærket ved, hvad der skal til, for at gæsterne

føler, at de får lige præcis den ekstra valuta for

pengene, der legitimerer prisniveauet.

Især efter at have trukket luft i et stykke tid fik

rødvinen karakter, og i mellemtiden fik vi en citronsorbet til at

friske ganen. Det passede fint med, at vi nu skulle i gang med det, som jeg

selv havde glædet mig mest til.

Gennemstegt krondyr

Store møre rygstykker fra krondyr i mandeldej med

selleripuré, bagt kartoffelmos og glaserede skalotteløg.

Det så flot ud, men desværre var det ikke

rigtig godt.

Dyret var temmelig gennemstegt, og vi savnede en enkelt

grøntsag ud over sellerien. Samtidig var kødet serveret med en

balsamico glacé en nærmest karamelagtig sauce, som sammen med

den fede og søde mandeldej fik hovedretten til at virke for tung

på dette sene tidspunkt, hvor vi i forvejen havde været igennem

tre retter plus kokkens appetitvækker.

Allerede ved bestillingen kunne tjeneren efter min

opfattelse godt have ladet et ord falde om, at det måske var i

overkanten at bestille samfulde seks retter. I hvert fald gik det ikke med en

så tung hovedret med så søde bestanddele oven på

så store portioner af de i øvrigt fine fiskeforretter.

Dette satte selvsagt sit præg på de sidste to

retter, som vi ganske enkelt havde svært ved at spise.

Ostetallerkenen var ellers flot med ikke færre end

syv forskellige oste blandt andet emmentaler, rødkitost, en

røget brie og en noget skrap gedeost. Og desserttallerkenen med blandt

andet hvid chokoladeparfait og kaffeis var isoleret set helt i top, men igen

virkede det tungt oven på alt det andet. Begge efterretter ville have

vundet ved at bestå af færre dele, som vi til gengæld ville

have nydt mere.

Nu var vi bare for mætte til rigtigt at sætte

pris på det. Vi ville ønske, at køkkenet havde minimeret

den følelse for os og ladet en strammere og mere enkel tankegang styre

menukortet.

Prisen i overkanten

Regningen lød på 1640 kroner, og det er efter

min opfattelse i overkanten for en oplevelse, hvor råvarerne og de

enkelte retter hver for sig er i orden, men hvor kompositionen og serveringen

og ikke mindst stemningen ikke står mål med byens

øvrige restauranter i denne prisklasse."

Den 21. november 2000 bragte bladet på side 2 en

berigtigelse med overskriften "Berigtigelse", hvor det

fremgår, at

"JP Århus bragte den 26. oktober en

madanmeldelse fra restauranten De 4 Årstider i Århus. Vi skrev,

at restaurationen snart lukker, samt at restauratøren har sikret sig

sin eksistens på toppen af Hotel Atlantic.

Begge oplysninger er forkerte, og JP Århus beklager

fejlen.

Det er oplyst, at ejendommen, hvori restauranten ligger,

skal vige for en ny busvej, og dette projekt forventes igangsat tidligst i

sidste kvartal i år 2001. Restauratøren fører

forhandlinger om at flytte til Hotel Atlantics tagrestaurant, men disse

forhandlinger er ikke afsluttet"

Klageren har oplyst, at han den 1. og 16. november 2000

rettede henvendelse til bladet for blandt andet at drøfte de fire

nedenstående forhold fra artiklen af 26. oktober 2000:

Journalistens oplysninger om, at "restauranten snart

lukker".

At [K] skulle have sikret sig sin fortsatte eksistens

på toppen af Hotel Atlantics.

Inventaret kritiseres med henvisning til, at inventaret er

fra "engang i 80´erne".

At der skulle forefindes tørrede

blomsterdekorationer samt tomme serveringsvogne i restauranten.

Klageren har i den forbindelse anført, at

oplysningerne om, at " Restauranten alligevel snart lukker" og

"om få måneder er den et overstået kapitel" og

"snart må den vige for en ny busgade" er direkte forkerte.

Bladet burde have undersøgt oplysningerne nærmere, hvilket

blandt andet kunne være sket enten ved henvendelse til

restauratøren [K] eller ved at kontakte kommunen. Det er naturligvis

ødelæggende for restauranten, at læseren efterlades det

indtryk, at restaurationen lukker inden for kort tid i forhold til den 26.

oktober 2000. Klageren har umiddelbart efter artiklen modtaget flere afbud,

ligesom klageren uden tvivl er gået glip af et større antal

bestillinger, idet potentielle kunder nu ikke tør bestille

arrangementer frem i tiden.

Endvidere gør klageren gældende, at

oplysningen om, at klageren "har sikret sin og årstidernes

fortsatte eksistens i nye eksklusive rammer på toppen af Hotel Atlantic

ved Europaplads" er ukorrekt. Bladet kunne også her blot have

kontaktet klageren eller Hotel Atlantic. Læseren efterlades det

indtryk, at selve restaurationsvirksomheden flytter til Hotel Atlantic,

hvilket ikke er korrekt, idet der alene over en periode har været

drevet selskabslokaler fra hotellets lokaler, og idet klagerens

restaurationsvirksomhed i enhver henseende fortsætter fra adressen

Åboulevarden 47. Oplysningen har den konsekvens, at eventuelle kunder

undlader at besøge restauranten på adressen Åboulevarden

47 og i bedste fald forsøger at finde restauranten på Hotel

Atlantic, hvilket på indeværende tidspunkt ikke kan lade sig

gøre.

For så vidt angår bemærkningen

vedrørende standarden af restaurantens inventar, har klageren

anført, at restauranten er ombygget i 1995 for ca. 1,2 mio. kr. Det

anføres samtidig, at det er ukorrekt, at der findes "store tomme

serveringsvogne midt på gulvet". Der findes fire serveringsvogne i

restaurationen, hvoraf den ene er en antikvitet, mens de øvrige tre er

henholdsvis en spiritusvogn, en cigarvogn og en ostevogn. Der er endvidere

ikke tørrede blomster i restauranten. Oplysningerne er ud over at

være ukorrekte også skadende for klagerens virksomhed.

Klageren anfører desuden, at journalistens

opfattelse af, at lokalerne var "halvtomme" eller

"næsten tom" naturligvis er subjektiv, men at der i

løbet af aftenen faktisk var minimum 17-18 gæster i

restauranten.

Klageren har herudover anført, at den

pågældende journalist fejrede sit bryllup under

restaurationsbesøget, og at den pågældende ikke havde

været absolut ædru, hvilket er en overtrædelse af de

vejledende regler for god presseskik. Desuden oplyses der priser i artiklen,

som på ingen måde fremgår af regningen, og som bladet

tilsyneladende ikke har villet præcisere.

Klageren har desuden oplyst, at journalisten og dennes

selskab, der er udgjorde fire personer, bestilte én 4-retters menu,

én 5-retters menu og to 6-retters menuer. Det er efter klagerens

opfattelse i strid med god presseskik, at journalisten alene vælger at

anmelde to af retterne, specielt når der netop anmeldes to retter, som

kritiseres, og hvor journalisten netop i artiklen anfører, "at

tjeneren måske skulle have anført, at seks retter var i

overkanten". Tjeneren har næppe haft grund til at tage stilling

til, hvorvidt to personer af et selskab på fire personer er mere sulten

end de to øvrige og derfor netop bestiller seks retter.

Klageren har endvidere oplyst, at han fik berigtigelsen,

som bladet bragte den 21. november 2000, til gennemsyn inden den blev bragt,

men at han meddelte bladet, at indholdet ikke kunne accepteres. Klageren har

anført, at den bragte berigtigelse på ingen måde er

fyldestgørende, og at klageren på indeværende tidspunkt

har lidt stor skade.

Bladet har oplyst, at det er rigtigt, at artiklen i bladet

den 26. oktober 2000 indeholder to faktuelt forkerte oplysninger. Det

gælder oplysningerne om, at restauranten "snart lukker", og

at restauratøren "har sikret sig sin eksistens på toppen af

Hotel Atlantic". Da det blev klart, at oplysningerne var forkerte,

bragte bladet efter korrespondance med klagerens advokat en berigtigelse den

21. november 2000, og bladet har således berigtiget to konkrete fejl i

overensstemmelse med retningslinierne i de vejledende presseetiske

regler.

For så vidt angår klagen vedrørende

tilsidesættelse af god presseskik i forbindelse med madanmeldelsen, har

bladet oplyst, at man siden sommeren 1998 har anmeldt århusianske

restauranter hver torsdag. Anmeldelserne er lagt til rette i en fast form,

hvor et antal journalister på skift anmelder et spisested ud fra en

række kriterier, som er aftalt på redaktionen. Ud over de

journalistiske kvalifikationer er de seks journalister valgt til opgaven

på grund af deres interesse for mad, vin og restaurationsvirksomhed.

Anmeldelserne er bygget op omkring et pointsystem i seks forskellige

kategorier, der tilsammen giver et billede af anmelderens oplevelser af

restauranten. Det er en grundlæggende forudsætning for dette

arbejde, at anmelderne går ud og bedømmer som "helt

almindelige århusianere" og ikke som eksperter. Bladet

bestræber sig på som noget helt afgørende, at den anmeldte

restaurant altid bliver fair behandlet, ligesom det er en selvfølge,

at anmeldelsen kun har en berettigelse, så længe anmelderen er

uafhængig og tør skrive sin mening på godt og ondt.

Bladet har i første omgang oplyst, at det ikke er

korrekt, at anmelderen har holdt sit bryllup samtidig med anmeldelsen af

restauranten. Efterfølgende har bladet dog meddelt, at journalisten

har erkendt, at han den pågældende dag fejrede sit bryllup sammen

med et vennepar på restauranten.

For så vidt angår klagerens påstand om,

at anmelderen ikke var absolut ædru under madanmeldelsen,

anfører bladet, at dette er en uartig påstand, som intet har

på sig. At klageren har fået to andre gæster til at

fremsætte fornærmende påstande om den

pågældende medarbejder, gør ikke påstanden

rigtig.

Bladet har endvidere oplyst, at medarbejderen og

ledsagerne bad om en samlet regning. Efterfølgende er alene udgifterne

for de retter, som anmelderholdet fik serveret, angivet i madanmeldelsen.

Bladet har desuden anført, at det er fuldt

berettiget at beskrive restauranten som halvtom, når der var 17-18

gæster til stede, idet restauranten har plads til 60 gæster.

Herudover kan det ikke overraske, at klageren ikke er tilpas med, at der

efterlades et generelt negativt indtryk af restauranten. Det er vanskeligt at

se, hvordan det skulle være udtryk for dårlig presseskik, at en

anmelder beskriver sin subjektive vurdering af det han anmelder.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R.

Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Anmeldelser af restauranter og dér indtagne

måltider er udtryk for anmelderens subjektive oplevelse, og

Pressenævnet kan ikke tage stilling til sådanne forhold.

Artiklen den 25. oktober 2000 indeholdt flere forkerte

oplysninger. Pressenævnet finder imidlertid, at bladet med sin

berigtigelse den 21. november 2000 i tilstrækkeligt omfang har

berigtiget disse forkerte oplysninger, og nævnet udtaler herefter ikke

kritik af bladet.

Afsagt den 25. april 2001.

Lignende dokumenter