Spring til indhold

Retsinformation

Klage over lægers og ergoterapeuts behandling samt ergoterapeuts journalføring

KEN nr 10022 af 20/10/2004Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet29. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage

over lægers og ergoterapeuts behandling samt ergoterapeuts journalføring

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A,

idet røntgenbillederne fra den 12. september 2002 viste, at knoglestykket var

på plads på grundstykket således, at ledbåndet igen kunne fungere.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere

reservelægen, idet hun havde reageret relevant på symptomerne, og idet hun

havde fjernet gipsskinnen og kontrolleret såret. Nævnet lagde endvidere vægt

på

at, reservelægen havde foretaget efterfølgende røntgenkontrol og konstateret,

at der fortsat var god stilling af knoglestykket.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge B

for hans behandling den 9 oktober 2002. Nævnet fandt heller ikke grundlag for

at kritisere hans behandling den 16. december 2002, idet røntgenbilleder fra

den 30. november 2002 viste manglende indheling, men stort set uændret

placering

af det lille knoglestykke med tilhørende ledbånd. Dette forhold og den

kliniske

vurdering, hvor overlægen fandt fingeren stabil, var afgørende for, at den

konservative behandling burde fortsættes og for, at der ikke var indikation

for

operation på daværende tidspunkt.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere

ergoterapeuten, idet nævnet lagde vægt på, at ergoterapeuten påbegyndte

genoptræning af fingeren efter fjernelse af K-tråd og bandage og efter

henvisning

fra læge. Nævnet lagde endvidere vægt på, at træningsprogrammet fulgte almene

principper for optræning af ledbevægelighed efter gipsfjerneIse med relevante

henvisninger til daglige aktiviteter, og at det var relevant at

ergoterapeuten

Læs alt

afsluttede genoptræningen før der var opnået fuld restitution

Nævnet fandt endelig grundlag for at kritisere

ergoterapeutens journalføring, idet nævnet lagde vægt på, at ergoterapeuten

burde have journalført behandlingen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det

havde været relevant, at der forelå et måleskema som dokumentation for

behandlingsbehov og effekt af behandlingen. Målingen den 11. oktober 2002

viste

ikke entydige objektive mål, som kunne vurderes af anden ergoterapeut og

beskrev ikke graden af ledbevægelighed over det afficerede led,

tommelfingerens

grundled. Under hensyntagen til, at der var store individuelle forskelle på

bevægeligheden, især i tommelfingerens grundled, var det af stor betydning,

at

der forelå sammenlignelige mål med raske hånd, når der vurderedes

træningsbehov. Vurderingen den 31. oktober 2002 baserede sig ikke på en

objektiv måling, som var umiddelbar sammenlignelig med den, der blev

foretaget

den 11. oktober 2002. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det havde været

relevant, at vurderingen den 31. oktober 2002 havde indeholdt en objektiv

måling af håndtrykskraft som grundlag for vurderingen af træningsbehovet i

forhold til styrken.

Lignende dokumenter