Spring til indhold

Retsinformation

1991 BTL 214 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM STYRELSE AF SOCIALE OG VISSE SUNDHEDSMÆSSIGE ANLIGGENDER SAMT LOV OM PÅLIGNINGEN AF INDKOMST- OG FORMUESKAT TIL STATEN (LIGNINGSLOVEN) M.M. (ÆNDRING AF REGLERNE OM FORANSTALTNINGER FOR BØRN OG UNGE, HERUNDER REGLERNE OM TVANGSMÆSSIG GENNEMFØRELSE AF FORANSTALTNINGER) NR L 214 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BTL 214Betænkning over lovforslagFolketinget11. november 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag

til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Advokaterne Lindholt, Lindholt & Branner,

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Mogens Camre, Bagsværd,

Dansk Familieråd,

Det Danske Center for Menneskerettigheder,

Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler,

Foreningen Danmarks Børn,

Forældrelandsforeningen for Børne- og Ungdomsbistand,

Winnie Groos, Hvidovre,

Herning Byråd,

HK/Kommunal,

Torben Ishøy, læge,

Kommunernes Landsforening,

Landsforeningen til Udvikling af børns indlæringsevner,

Sofie Lunøe, psykoanalytiker, København,

Mødrehjælpen af 1983,

Nordjyllands Amt, socialudvalget,

Socialpædagogernes Landsforbund,

Jannie Stjernstrøm, Valby,

Vejle Amts socialudvalg,

E. Wium, konsulent, Frederiksberg, og

Århus Amt.

Der er af socialministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Læs alt

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det

Konservative Folkepartis, Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af socialministeren

stillede ændringsforslag.

Flertallet udtaler, at lovforslaget som gennemgående formål har at højne

kvaliteten af den hjælp, der tilbydes, hvis familien har vanskeligheder. Det

er desuden et gennemgående formål at gøre reglerne så klare og gennemskuelige

som muligt. Flertallet forudsætter, at Socialministeriet følger denne

omfattende lovændring op med en udførlig vejledning om de nye regler.

Flertallet forudsætter ligeledes, at kommunerne som ved andre større

lovændringer lader de foreslåede ændringer af bistandslovens børneregler

indgå i den løbende efteruddannelse af de medarbejdere, der arbejder med

støtte til familier og børn.

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets og Socialistisk

Folkepartis medlemmer af udvalget) kan støtte lovforslaget med de af

socialministeren stillede ændringsforslag, som sikrer børn og unge en åben,

anonym rådgivning, hvor børn og unge ikke kan afvises, og giver børn ret til

at blive inddraget og hørt, når de er under 12 år.

Flertallet finder det af afgørende betydning, at børns og unges meninger

og ønsker om deres eget liv indgår med vægt i sagsbehandling og beslutninger.

Flertallet finder det ligeledes vigtigt, at brev- og

telefonkontrolbestemmelserne er klargjort og indsnævret til konkret angivne

personer eller grupper af personer, og at barnet er bekendt med, at der i

forhold til disse foretages brev- og telefonkontrol.

Endvidere finder flertallet det betydningsfuldt, at følgende er

præciseret:

- barnets ret til at vælge bisidder, der kan støtte barnet eller den unge,

- at psykiatrilovens bestemmelser skal overholdes i forbindelse med

tvangsundersøgelser,

- børns muligheder for at sende breve og postkort samt have kontakt med

andre pårørende,

- behovet for en høj prioritering af efteruddannelse for den gruppe af

medarbejdere, som arbejder med børn og unge-området og

- at sagsbehandlere skal have førstehåndskendskab til børn og unge, før de

udtaler sig, således at børn og unge ikke kun optræder som papirsager.

Flertallet ønsker yderligere at tilkendegive, at alderen 15 år som den

alder, hvor barnet eller den unge får partsstatus, er for høj. Det har

imidlertid ikke været politisk muligt at få nedsat alderen, hvilket

flertallet beklager, men tager til efterretning.

Flertallet ønsker at tilkendegive, at der med dette lovforslag er skabt et

bedre retsgrundlag for børn, unge og forældre, der har tunge sociale og

menneskelige problemer, som involverer de offentlige myndigheder. Der er både

tale om en retsbeskyttelse for familierne som helhed over for myndighederne

og en retssikkerhed for børn og unge som selvstændige individer i familierne.

Det betyder, at der i langt højere grad end hidtil skal lægges vægt på, hvad

der er barnets eller den unges tarv og interesse, selv om dette er i modstrid

med forældrenes.

Flertallet understreger, at der med lovforslaget lægges vægt på en

systematisk og kontinuerlig sagsbehandling i forbindelse med anbringelser af

børn og unge uden samtykke og der sikres en bedre og mere klarlagt

adskillelse mellem sagsbehandling og de vanskelige beslutninger, som medfører

adskillelse af børn og forældre.

Under forhandlingerne har ministeren tilsluttet sig behovet for yderligere

vurderinger og analyser af juridiske, økonomiske og pædagogiske forhold på

opholdssteder for over 4 personer, hvilket flertallet derfor vil arbejde

videre med.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de

under nr. 2, 8, 9, 10, 12, 14, 16, 17, 18 og 20 stillede ændringsforslag og

bemærker i øvrigt:

For Fremskridtspartiet er det helt centralt, at man ved lovgivning på

dette svære lovgivningsmæssige område tager udgangspunkt i, at børn er

forældrenes og ikke det offentliges.

Alene af den grund kan mindretallet ikke tilslutte sig lovforslaget, som i

uhyggelig grad koncentrerer sig om det offentliges muligheder for

tvangsfjernelser.

Lovforslaget er ganske vist blevet strammet op efter massivt pres, men det

er ikke tilstrækkeligt til, at mindretallet kan støtte det.

Et andet væsentligt argument for mindretallet er, at det ønsker spørgsmål

om tvangsfjernelse afgjort ved domstolene. Sagen er, at myndighederne

frihedsberøver et menneske. En sådan handling skal afgøres af domstolene,

hvor der er partsrettigheder i et helt anderledes retssikkert omfang end hos

kommunen.

Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne har stillet nogle

ændringsforslag for at fjerne de værste ting i lovforslaget i et håb om at

gøre dette så lidt skadeligt som muligt, men kan allerede nu forudse, at

ændringsforslagene ikke vil kunne samle et flertal.

Hele afsnittet om telefon- og brevkontrol skal simpelt hen helt udgå af

lovforslaget, da det er urimeligt, at man på dette område kan have strengere

regler og mere statsmagt, end retsplejeloven giver mulighed for.

Samtidig skal hele afsnittet om tvangsindlæggelse af børn på psykiatriske

afdelinger udgå. Det er gruopvækkende, at man overhovedet kan finde på at

foreslå noget sådant. Hvis ikke barnet er mentalt sygt, skal det nok blive

det ved en tvangsindlæggelse. Desuden er det fuldstændig umuligt at undersøge

barnets normale psyke, for den vil naturligvis være stærkt påvirket af den

voldsomme behandling, det er at blive tvangsindlagt og så blandt sindssyge.

Ligeledes fokuserer lovforslaget alt for meget på plejefamiliens

rettigheder. Plejefamilien er ganske enkelt kun et opbevaringssted for

barnet, til det hurtigst muligt kan hjemgives. Plejefamilierne skal derfor

ikke have nogen indsigelsesret mod en hjemgivelse. Der er alt for mange

uhyggelige eksempler på, at barnløse plejefamilier kæmper med næb og kløer

for at beholde et barn, som ikke er deres.

Endvidere ønsker mindretallet indført sanktioner over for de behandlere,

som bevidst tilfører sagerne løgnagtige oplysninger, eller som burde vide, at

det er forkerte oplysninger. Samtidig hermed skal der udbetales en klækkelig

erstatning til familien, hvis deres barn uretmæssigt er blevet tvangsfjernet,

samt tilstrækkelig gratis psykologhjælp hos en af familien valgt psykolog.

Som det er i dag, kan en familie få sit barn tvangsfjernet, og barnet kan

blive tvangsindlagt på psykiatrisk hospital og flakke rundt på flere

institutioner uden kontakt med forældre eller pårørende. Hvis det siden viser

sig, at barnet uretmæssigt er blevet tvangsfjernet, sker der ikke udbetaling

af erstatning, og der sker ikke noget med de medarbejdere, som bevidst har

givet forkerte oplysninger til sagen.

I den forbindelse havde mindretallet gerne set, at behandlerne blev

underkastet en mentalundersøgelse, når det viste sig, at de vidste eller

burde vide, at deres oplysninger var forkerte. Dette skal ses i lyset af, at

der i behandlersystemet er gode og fornuftige behandlere, men sagsbehandleres

samlede ry bliver ødelagt af disse sygelige behandlere, som af en eller anden

grund finder det rigtigst, at flest mulige børn bliver fjernet fra deres

forældre.

Der er ingen tvivl om, at der er børn, som skal tvangsfjernes, men det er

langt vigtigere for mindretallet, at der ikke sker tvangsfjernelse af

forkerte børn. Mindretallet vil således helst have en lovgivning, som sikrer,

at det kun er de »rigtige«, som tvangsfjernes, men da det nok ikke

vil kunne lade sig gøre, foretrækker mindretallet, at så få børn som muligt

tvangsfjernes. Hellere undlade at tvangsfjerne et barn, som burde have været

det, end at tvangsfjerne et sundt og raskt barn, som vil blive mærket af

tvangsindgrebet på livstid.

Mindretallet kan ikke støtte den filosofi, at børnene er samfundets

ansvar, og at det offentlige bedst ved, hvad der er bedst for barnet.

Mindretallet er af den naturlige opfattelse, at forældrene er de bedste til

at opfostre og opdrage egne børn. Kun i helt ekstreme tilfælde skal det være

muligt at tvangsfjerne børn: i tilfælde af vold, udtalt

narkomani/alkoholisme, incest og lignende forhold, der giver skadelige følger

for barnet.

Hvis man læser nogle af de bilag fra bl.a. psykoanalytiker Sofie Lunøe,

som udvalget har fået under udvalgsbehandlingen, vil man opdage, at det lige

så godt kunne have været eens egen familie. Det er kun et spørgsmål om,

hvornår de offentlige myndigheder får øje på een.

Et andet mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil

stemme for de under nr. 2, 7, 8, 10, 12, 16, 17, 18 og 20 stillede

ændringsforslag, vil redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag

og til lovforslaget ved 2. behandling og bemærker i øvrigt:

Mindretallet lægger vægt på det helt centrale hensyn, der skal tages til,

at en tvangsfjernelse, når den er uundgåelig, kan ske på en måde, der er så

skånsom for barnet som overhovedet muligt. Loven bør derfor være udformet, så

alle involverede myndighedspersoner er underlagt et sådant overordnet hensyn,

ligesom hensynet til barnets og familiens retssikkerhed må vægtes højt.

Ved tvangsfjernelse efter gældende lov kan det opleves, at et barn

tvangsindlægges på et psykiatrisk hospital isoleret fra familie og pårørende.

Efter mindretallets opfattelse må dette ikke kunne ske, og lovforslagets

afsnit herom bør udgå.

Ved anbringelse i en plejefamilie bør det også af hensyn til plejefamilien

fremgå klart, at der er tale om en foranstaltning, der sigter mod hjemgivelse

hurtigst muligt.

Er et barn blevet tvangsfjernet på fejlagtigt grundlag, bør systemet være

forpligtet til at tage sagen op set i lyset af forvaltningslovens regler. Er

der bevidst begået fejl i sagsbehandlingen, bør dette følges op til sikring

af retssikkerheden.

Mindretallet tager kraftigt afstand fra lovforslagets afsnit om telefon-

og brevkontrol. Et tvangsfjernet barn, som i forvejen har været udsat for

traumatiske oplevelser, bør ikke i situationen kunne stilles ringere end

andre i forhold til retsplejelovens bestemmelser.

Endelig er det magtpåliggende for mindretallet, at der gøres mest muligt

for, at tvangsfjernelser undgås gennem forebyggelse. Derfor understreges

behovet for rådgivning og vejledning af både børn og forældre uden for den

sociale forvaltnings regi. Fysisk bør sådan rådgivning finde sted adskilt fra

forvaltningen under sikring af fuld anonymitet og uden notatpligt.

Mindretallet ser derfor med tilfredshed på det af ministeren stillede

ændringsforslag nr. 7, som mindretallet kan stemme for.

På denne baggrund har mindretallet sammen med Fremskridtspartiet stillet

en række ændringsforslag. Vedrørende de stillede ændringsforslag i øvrigt vil

mindretallet redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Et tredje mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag

ved 2. behandling.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil

stemme for de under nr. 9, 14 og 15 stillede ændringsforslag og vil redegøre

for sin stilling til de øvrige ændringsforslag og til lovforslaget ved 2.

behandling.

Mindretallet betragter familien som en helhed. Det er vigtigt, at det ved

udformningen af lovgivningen og administrationen af den altid haves for øje,

at den enkelte familie også bør bevares som en helhed. Mindretallet ønsker at

præcisere, at børns og forældres retssikkerhed og retsbeskyttelse skal være

størst mulig, hvis en familie får behov for støtte, eller hvis forholdene

omkring et barn bliver så truende, at der må gribes til

tvangsforanstaltninger. Det er derfor vigtigt, at den vejledning, der

udarbejdes til loven, bliver meget præcis, så de, der skal træffe

beslutninger efter loven, har så klare retningslinier, at urimelige

handlinger over for familierne undgås, og således at børn og forældre har

mulighed for at forstå baggrunden for og formålet med de foranstaltninger,

der sættes i værk.

Specielt skal det præciseres, at det ikke må overlades til den enkelte

beslutningstager at fortolke, hvornår en foranstaltning er nødvendig. Selv om

reglerne er strammet op i forhold til de gældende regler, finder

mindretallet, at en yderligere opstramning er påkrævet.

Mindretallet finder bl.a., at det klart skal fremgå af vejledningen,

hvornår der efter § 35, stk. 1, nr. 1, foreligger utilstrækkelig omsorg for

eller behandling af barnet eller den unge, og hvad der kræves for, at der er

åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider

alvorlig skade. Kun i ganske få tilfælde kan det efter mindretallets

opfattelse komme på tale at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet.

Som eksempel kan nævnes den situation, hvor et barn på grund af incest ikke

ønsker at se sine forældre. Der skal fastsættes regler om, at de sociale

myndigheder i deres anmodning om politiets bistand skal redegøre for, hvorfor

politiets medvirken anses for nødvendig, og de skal kunne anmode politiet om

ikke at bære uniform.

Ændringsforslag

Til § 1Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF,

V og SF):

1) I indledningen ændres »senest ændret ved lov nr. 947 af

27. december 1991« til: »bl.a. ved § 4 i lov nr. 279 af 29. april

1992 og senest ved § 26 i lov nr. 352 af 14. maj 1992«.

Af et mindretal (FP og CD):

2) Nr. 2 og 3 udgår.

Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V og

SF):

3) I nr. 2 ændres i den indledende tekst »efter stk.

3« til: »efter stk. 6«, det foreslåede nye stykke betegnes

stk. 7, og den angivne konsekvens affattes således:

»Stk. 7 bliver herefter stk. 8.«

4) I den under nr. 2 foreslåede nye § 14, stk. 4,

der bliver stk. 7, indsættes i 1. pkt. foran ordet »personer«:

»nærmere angivne«.

5) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 14, stk. 7, som bliver stk. 8, ændres

»stk. 3« til: »stk. 6«.'

6) I nr. 3 ændres i den indledende tekst »efter stk.

4, som nu bliver stk. 5« til: »efter stk. 7, som nu bliver stk.

8«, og det foreslåede nye stykke betegnes stk. 9.

Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V, SF

og CD):

7) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 28 indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum:

»Rådgivning og vejledning skal kunne ydes anonymt og som et åbent

tilbud til enhver, herunder børn og unge, som alene søger rådgivning og

vejledning.«»

Af et mindretal (FP og CD):

8) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår i § 32 c, stk. 1, 2. pkt., », jf. dog § 32 d«.

Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et mindretal (FP):

9) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel

8 indsættes i § 32 c efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Forældremyndighedens indehaver og den unge, der er

fyldt 15 år, kan vælge en anden læge eller psykolog til at foretage

undersøgelsen. Udgifterne hertil skal dækkes af kommunalbestyrelsen. Begge

lægers eller psykologers stillingtagen skal indgå i vurderingen af, om der er

grundlag for at iværksætte foranstaltninger.«

Af et mindretal (FP og CD):

10) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår § 32 d.

Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V og

SF):

11) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår i § 32 d, stk. 1, 1. pkt., ordene », selv om

betingelserne i lov om tvang i psykiatrien ikke er opfyldt«.

Af et mindretal (FP og CD):

12) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår i § 35 c, stk. 1 , »14, stk. 4, 32 d«, og i §

35 c, stk. 4, udgår », for så vidt angår § 32 d dog indtil

undersøgelsen er afsluttet«, i § 36 a, stk. 3, og i § 36 b

udgår » 32 d,», i den under nr. 10 foreslåede affattelse af

kapitel 18 udgår i § 127, stk. 3, 1. pkt. , »§ 14, stk. 4,

og«, i den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår i § 127, stk. 4, 1. pkt., »§ 14, stk. 4, § 32

d,» og i den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår i § 128, stk. 2, 2. pkt, »§ 14, stk. 4, og«.

Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V og

SF):

13) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel

8 ændres i § 35 c, stk. 1, i det under nr. 9 foreslåede

kapitel 15 a ændres i § 67, stk. 5 , og i den under nr.

10 foreslåede affattelse af kapitel 18 ændres i § 124, stk. 1,

nr. 1 , § 124, stk. 4 , § 127, stk. 1, nr. 1 , § 127,

stk. 3 , og stk. 4 , og § 128, stk. 2 , »§ 14, stk.

4« til: »§ 14, stk. 7«.

Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et mindretal (FP):

14) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af kapitel

15 indsættes i § 65 efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Opholder barnet sig hos en af dets nære

kontaktpersoner, skal denne efter udløbet af de 3 måneder give meddelelse

herom til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen beslutter herefter, om der

skal udstedes plejetilladelse, eller om barnet fortsat kan opholde sig i

plejehjemmet uden plejetilladelse.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

Af et mindretal (KRF):

15) I det under nr. 9 foreslåede nye kapitel 15 a

affattes § 66, stk. 2, således:

»Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan indbringes for

amtsrådet.«

Af et mindretal (FP og CD):

16) I det under nr. 9 foreslåede nye kapitel 15 a

udgår § 67, stk. 5 .

17) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår § 124, stk. 1, nr. 1 og 2.

Nr. 3-8 bliver herefter nr. 1-6.

18) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår i § 124, stk. 4 , »en sag om brev- og telefonkontrol

efter § 14, stk. 4, og«.

Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V og

SF):

19) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel

18 indsættes i § 124 a efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. For børn under 12 år skal der foreligge oplysning om

barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets

modenhed og sagens art tilsiger det.«

Af et mindretal (FP og CD):

20) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår § 127, stk. 1, nr. 1 og 2.

Nr. 3-9 bliver herefter nr. 1-7.

Bemærkninger

Til nr. 1, 3, 5, 6 og 13 Ændringsforslagene er en følge af, at der ved

vedtagelsen af forslag til lov om ændring af forskellige uddannelseslove m.m.

(Frie erhvervsskoler, forenkling, decentralisering og regelsanering) (L 166)

blev indsat en række nye stykker i § 14 i lov om social bistand.

Til nr. 2 Det fastslås hermed, at skal brev- og telefonkontrol finde sted,

skal det ske efter retsplejelovens regler.

Til nr. 4 Med ændringsforslaget præciseres, at børn og unge-udvalgets

beslutning om brev- og telefonkontrol skal angive, hvilke personer uden for

institutionen beslutningen retter sig imod.

Der kan således ikke efter denne bestemmelse træffes en beslutning om

generelt at kontrollere barnets eller den unges brev- og telefonkontakt med

omverdenen.

En beslutning om brev- og telefonkontrol kan kun træffes i forhold til de

personer i barnets familie eller omgangskreds, med hvem brev- og

telefonkontakten anses for at være til skade for barnets eller den unges

sundhed eller udvikling.

Behovet for brev- og telefonkontrol kan f.eks. foreligge, hvis en af

forældrene lider af svære psykiske lidelser og derfor mangler forståelse for,

at henvendelserne udsætter barnet eller den unge for svære belastninger, og

hvor barnet eller den unge ikke uden bistand fra døgninstitutionens personale

kan håndtere faderens eller moderens vrangforestilling eller opfordringer til

flugt fra institutionen. Beslutningen om brev- og telefonkontrol træffes da i

forhold til den af forældrene, hvis ukontrollerede kontakt er til skade for

barnets eller den unges sundhed eller udvikling. En sådan beslutning berører

ikke i sig selv barnets brev- og telefonkontakt med den anden af forældrene

eller andre familiemedlemmer. Hvis der skal ske brev- og telefonkontrol i

forhold til disse, skal betingelserne i lovforslagets § 14, stk. 4, være

opfyldt, og der skal træffes en særskilt beslutning i forhold til den eller

de personer, som skal være omfattet af brev- og telefonkontrol.

Til nr. 7 Efter den gældende bistandslovs § 28 kan kommunalbestyrelsen

tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og

er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver,

som må antages at trænge hertil. Denne form for rådgivning skal kunne ydes

anonymt og som et åbent tilbud.

Med ændringsforslaget præciseres, at bestemmelsen om rådgivning, herunder

muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, også

omfatter børn og unge. Almindelig rådgivning efter § 28 kræver ikke at der

foreligger tilladelse fra forældremyndighedens indehaver. Et barn eller en

ung, der søger anonym og åben rådgivning, kan derfor ikke afvises.

Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til

den, der alene søger almindelig rådgivning, om at opgive navn eller andre

data.

At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud, indebærer, at alle

frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet.

Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i

utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige

kommunale forvaltning. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver

udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være

opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte

til den kommunale forvaltning.

Der er ingen aldersgrænse for retten til almindelig rådgivning og

vejledning. Mange børn kan have behov for at fortælle om deres problemer til

en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov

afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den

biologiske alder.

Den rådgivning, der kan blive tale om efter § 28, er alene en rådgivning,

der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de

problemer, som har givet anledning til henvendelsen.

Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og

vejledning efter § 28, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller

videregives. Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om

rådgivning fra barnet eller den unge. Offentlighedslovens regler om

notatpligt gælder i øvrigt ikke rådgivning og vejledning efter § 28, da

rådgivning ikke er en afgørelse.

Viser henvendelsen fra barnet eller den unge derimod, at der bliver tale

om andet end almindelig rådgivning, falder situationen helt uden for

anvendelsesområdet for § 28.

De almindelige regler for starten af en børnesag gælder således, hvis

henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for en nærmere

undersøgelse med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger.

Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger,

som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes

og inddrages. Der henvises herved til lovforslagets § 32 c, hvorefter en

beslutning om, at barnets eller den unges forhold skal undersøges, skal

træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren.

Til nr. 8, 12, 16, 17, 18 og 20 Ændringsforslagene er en konsekvens af

ændringsforslag nr. 2 og 10.

Til nr. 9 Ændringsforslaget medfører, at forældremyndighedens indehaver og

den unge over 15 år kan vælge, at der også skal foretages en undersøgelse

vederlagsfrit hos en læge eller psykolog, som de har tillid til, og at

resultatet af denne undersøgelse skal indgå i vurderingen af, om og i givet

fald hvilke foranstaltninger der skal iværksættes.

Til nr. 11 Ændringsforslaget indebærer, at den foreslåede særlige hjemmel

i bistandsloven til i undersøgelsesøjemed at indlægge et barn eller en ung på

en psykiatrisk afdeling, selv om betingelserne i lov om tvang i psykiatrien

ikke er opfyldt, udgår.

En indlæggelse af barnet eller den unge på psykiatrisk afdeling vil

herefter skulle følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i

psykiatrien.

Til nr. 14 Ændringsforslaget giver mulighed for, at et barn kan opholde

sig hos en af sine nære kontaktpersoner i mere end 3 måneder, uden at der

skal udstedes plejetilladelse. Til kredsen af barnets nære kontaktpersoner

hører dets bedsteforældre, søskende til dets forældre og nære venner af dets

forældre. En præcis definition af kredsen af nære kontaktpersoner kan dog

ikke udformes. Efter at kommunalbestyrelsen har modtaget meddelelsen om, at

barnet nu har opholdt sig i mere end 3 måneder hos en af dets nære

kontaktpersoner, kan den vurdere, om opholdet er uproblematisk og derfor kan

fortsætte uden plejetilladelse, eller om der skal en egentlig undersøgelse og

plejetilladelse til.

Til nr. 15 Med ændringsforslaget bliver det muligt at anke

kommunalbestyrelsens afgørelse til amtsrådet.

Til nr. 19 Med bestemmelsen lovfæstes, at kommunen skal inddrage mindre

børns holdning, inden der træffes afgørelse om en påtænkt foranstaltning, der

vedrører barnet. Bestemmelsen forudsætter, at oplysningerne om barnets

holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed

og sagens art. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at

barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har

forudsætninger for at kunne tage stilling til.

Selv om der ikke er tale om en ubetinget høringsregel som den, der er

foreslået for børn, der er fyldt 12 år, vil det være en følge af den

foreslåede bestemmelse, at der også for børn under 12 år i videst muligt

omfang lægges vægt på barnets mening. Heri ligger tillige, at barnets

holdning skal fremgå af sagen.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn

Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd.

Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF)

Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne

Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

fmd.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse

heraf

Socialministerens svar på spørgsmål 60 (L 214 - bilag 77)

Spørgsmål 60:

Ministeren bedes oplyse om reglerne for barnets muligheder for bisidder.

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om en personlig støtte for

barnet, en såkaldt bisidder, kun opstår, hvis barnet eller den unge selv

fremsætter ønske herom. Det er således barnet selv, der afgør, om det har

behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være.

Begrebet bisidder bruges i daglig tale ofte, uden at det er helt afklaret,

om der alene tænkes på personlig støtte, eller om der også menes en legal

repræsentant, dvs. en person, der repræsenterer pågældende og kan handle på

dennes vegne.

Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som står under

forældremyndighed, er det imidlertid nødvendigt at sondre mellem en bisidder

og en legal repræsentant.

Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for

barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og

vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge

tryghed.

Efter gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en

bisidder som støtte under sagsbehandlingen. I forbindelse med adgangen til at

udtale sig over for børn og unge-udvalget er adgangen til bisidder

udtrykkelig nævnt i den gældende bistandslovs § 125, stk. 1, og videreført i

lovforslagets § 127, stk. 2.

Også uden for disse tilfælde kan der benyttes bisidder, uden at der kan

stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel, netop fordi bisiddere ingen

selvstændige beføjelser har.

Udgangspunktet vil som nævnt ovenfor være, at barnet selv afgør, om det

ønsker en bisdder, og hvem det skal være. Da bisiddere som nævnt ingen

selvstændige beføjelser har, vil der normalt ikke opstå problemer i forhold

til forældremyndighedsindehaveren. Indehaveren af forældremyndigheden skal

således ikke godkende barnets valg af bisidder.

Hvis indehaveren af forældremyndigheden imidlertid protesterer, kan der

opstå en situation, hvor der må træffes en egentlig afgørelse vedrørende

bisidderspørgsmålet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den af barnet valgte

bisidder har repræsenteret andre parter i sagen og derved af

forældremyndighedsindehaveren kan opfattes som modpart.

En bisidder vil således kunne give barnet en personlig støtte, som normalt

ikke vil skabe konflikter i forhold til forældremyndighedens indehaver.

Tillægges bisidderen derimod nærmere angivne beføjelser til at føre

barnets sag, bliver der i realiteten tale om en legal repræsentant. Dermed

opstår der også et behov for en afgrænsning mellem repræsentantens beføjelser

i forhold til forældremyndighedsindehaverens beføjelser. En sådan ordning,

hvor repræsentanten så at sige på egen hånd kan føre barnets sag, vil have de

samme uheldige konsekvenser som tildeling af advokat til et barn, der ikke

har partsstatus. Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget vil den

pågældende ofte få til opgave at træffe en »foreløbig afgørelse« i

sagen ved at give sin støtte enten til kommunens eller forældrenes standpunkt

under sagen.

Barnet vil ikke være tjent med, at der indsættes flere aktører i

sagsforløbet, når disse tildeles en rolle, der i sig selv rummer en risiko

for at være konfliktskabende i forholdet mellem barnet og forældrene. Barnet

vil være bedre tjent med, at de konflikter, der ikke kan undgås, forbliver

mellem forældre og forvaltning og ikke flyttes over som konflikter mellem

forældrene og barnet.

Socialministeriet vil uddybe spørgsmålet om bisidder eller anden form for

støtte til barnet i den kommende vejledning.

I vejledningen vil der tillige kunne ske en beskrivelse af de tilfælde,

hvor barnet ikke selv ønsker en bisidder. I forbindelse med orienteringen af

barnet om de påtænkte foranstaltninger skal sagsbehandleren være opmærksom

på, om barnet eventuelt har behov for personlig støtte fra en udenforstående.

Sagsbehandleren bør i givet fald medvirke til, at barnet får den nødvendige

støtte. Hvis der allerede i barnets omgivelser er en person, som barnet føler

sig tryg ved, og som er villig til at påtage sig opgaven, vil dette være en

oplagt løsning. Er det ikke tilfældet, må sagsbehandleren på anden måde søge

at skaffe barnet den fornødne støtte. Det kunne eventuelt ske gennem

formidling af samtaler med rådgivere uden for kommunen f.eks. i de særlige

amtslige rådgivningscentre.

Socialministerens svar på spørgsmål 61 (L 214 - bilag 77)

Spørgsmål 61:

På hvilken måde agter ministeren at sikre barnets samvær og kontakt med

andre end forældrene, herunder mulighed for kommunikation?

Svar:

Efter lovforslaget er det alene forældrene, der tillægges en egentlig ret

til samvær og kontakt med barnet eller den unge under anbringelsen.

Bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets

eller den unges dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den

unge, som det kan være af stor betydning at opretholde under anbringelsen

uden for hjemmet.

Socialministeriet vil derfor i den kommende vejledning fremhæve, at

kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at det er vigtigt for et barn

eller en ung, der bliver anbragt uden for hjemmet, at fastholde relationerne

til det hidtidige nære miljø, der som nævnt omfatter langt flere personer end

forældrene.

Kommunalbestyrelsen skal således under hensyn til formålet med

anbringelsen sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med andre

nærtstående end forældrene holdes ved lige i det omfang, det findes at være

til gavn for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen må derfor være

opmærksom på barnets egne ønsker om kontakt med andre end forældrene.

Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan

opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende

eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, f.eks.

på grund af fængsling. Også i tilfælde, hvor barnets eller den unges

anbringelse er begrundet i meget alvorlige overgreb fra forældrene, kan det

være af væsentlig betydning for barnet at opretholde sit tilhørsforhold til

hjemmemiljøet ved kontakt med andre nærtstående.

Barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene er blandt de

spørgsmål, det under anbringelsen vil være nærliggende at drøfte med

indehaveren af forældremyndigheden. Kommunalbestyrelsen må for at undgå

konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge, være opmærksom på

tilkendegivelserne fra indehaveren af forældremyndigheden med hensyn til

barnets eller den unges forbindelse med andre nære pårørende m.v.

Kommunalbestyrelsen har imidlertid efter lovforslagets § 66, stk. 1,

beføjelse til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold under

anbringelsen, herunder om samvær eller kontakt med andre end forældrene.

Dette gælder såvel de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen - af hensyn til

formålet med anbringelsen - mod forældremyndighedsindehaverens ønske træffer

beslutning om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende

eller en anden person skal opretholdes, som de tilfælde, hvor der træffes

beslutning om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens

indehaver ønsker opretholdt.

Kommunalbestyrelsens beslutninger om barnets eller den unges samvær eller

kontakt med andre end forældrene skal indeholde en begrundelse og kan - i

lighed med andre beslutninger under anbringelsen - af

forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, påklages til

det sociale ankenævn, jf. lovforslagets § 67 a, stk. 1.

For så vidt angår barnets eller den unges mulighed for kommunikation med

andre end forældrene kan der henvises til, at i tilfælde, hvor det findes

nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet og dets pårørende, sker

dette som en beskyttelse af barnet. En sådan beslutning bør som udgangspunkt

ikke medføre, at barnet afskæres fra at sende breve og postkort. Barnet kan -

uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører - have et

væsentligt behov for at sende en hilsen til sine nærtstående. En afskæring

heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med

formålet med anbringelsen.

Barnets eller den unges behov for således at kunne meddele sig til

personer, der står barnet eller den unge nær, vil blive fremhævet i den

kommende vejledning, jf. Socialministeriets kommentar af 10. marts 1992 til

henvendelsen af 17. februar 1992 fra E. Wium (L 214 - bilag 8).

Socialministerens svar på spørgsmål 62 (L 214 - bilag 77)

Spørgsmål 62:

I forelængelse af ministerens svar på spørgsmål 52 bedes ministeren

oplyse, på hvilken måde ministeren vil sikre, at sagsbehandleren, der udtaler

sig i sagen, har kendskab til barnet og familien.

Svar:

Det fremgår af lovforslagets § 32 c, stk. 2, at en undersøgelse af et

barns eller en ungs forhold skal resultatere i en begrundet stillingtagen

til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende

fald af hvilken art disse bør være. Det fremgår ligeledes af bestemmelsen, at

der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet

eller den unge stiller sig til foranstaltningerne.

På denne baggrund bør det indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at

sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et

førstehåndskendskab til barnet og familien. Sammen med de øvrige krav til

sagsbehandlingen i undersøgelsesfasen vil dette spørgsmål blive uddybet i den

kommende vejledning.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til

fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Der er af udvalget

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret, dels

skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og socialministerens

svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Der er af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises

til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det

Konservative Folkepartis og Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis og

Venstres medlemmer af udvalget) ønsker i tilknytning til svaret på spørgsmål

50 at tilføje:

Forslaget om at lade § 32 d udgå helt betyder, at muligheden for at træffe

en (tidsbegrænset) beslutning om tvangsmæssig undersøgelse forsvinder. Hvis

forslaget vedtages, må barnet anbringes uden for hjemmet, når det skønnes

nødvendigt at få foretaget en undersøgelse.

Dette betyder, at man er tilbage til den gældende retstilstand, som

Graversenudvalget fandt uheldig, fordi det betyder, at der må træffes en

anbringelsesbeslutning på et tidspunkt, hvor der skal indledes en

undersøgelse, som netop har til formål at vise, om det er påkrævet at

anbringe barnet uden for hjemmet.

Udgår bestemmelsen, mister man også muligheden for at gennemføre

undersøgelsen ambulant, fordi undersøgelsen kun kan gennemføres ved brug af

reglerne om tvangsmæssig anbringelse. Også bestemmelsen om, at en sådan

undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder, bortfalder.

Sammenfattende må ændringsforslaget således betegnes som en forringelse af

både børns og forældres rettigheder.

Hertil kommer, at bemærkningerne til ændringsforslaget er direkte

misvisende, fordi spørgsmålet om anvendelsen af lov om tvang i psykiatrien

kun er aktuelt i de meget få tilfælde, hvor en undersøgelse skal gennemføres

tvangsmæssigt på en psykiatrisk afdeling.

Reglerne i lov om tvang i psykiatrien er uanvendelige uden for det

psykiatriske hospitalsvæsen.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse og vil redegøre for sin

stilling til de stillede ændringsforslag ved 3. behandling.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) stemmer

for de af mindretallet stillede ændringsforslag, men indstiller lovforslaget

til forkastelse.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) kan

stemme for de under nr. 2-9 stillede ændringsforslag, vil redegøre for sin

stilling til det under nr. 1 stillede ændringsforslag ved 3. behandling og

vil hverken stemme for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag

ved 3. behandling.

Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag

ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (FP):

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 14, stk. 6 , indsættes efter 1. pkt. som nyt

punktum:

»På en døgninstitution for børn og unge, jf. § 96, kan et barn eller

en ung afsondres i aflåst rum i kortere tid og under pædagogisk opsyn, når

barnet eller den unge er til fare for sig selv eller andre.«»

Af et mindretal (FP og CD):

2) Nr. 2 udgår.

3) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår i § 32 c, stk. 1, 2. pkt., », jf. dog § 32 d«.

4) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår § 32 d.

5) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel

8 udgår i § 35 c, stk. 1 , »14, stk. 7, 32 d,», og i

§ 35 c, stk. 4, udgår », for så vidt angår § 32 d dog indtil

undersøgelsen er afsluttet«, i § 36 a, stk. 3, og i § 36 b

udgår »32 d,», i den under nr. 12 foreslåede affattelse af

kapitel 18 udgår i § 127, stk. 3, 1. pkt. , »§ 14, stk. 7,

og«, i den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår i § 127, stk. 4, 1. pkt. , »§ 14, stk. 7, § 32

d,», og i den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår i § 128, stk. 2, 2. pkt., »§ 14, stk. 7, og«.

6) I det under nr. 11 foreslåede nye kapitel 15 a

udgår § 67, stk. 5 .

7) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår § 124, stk. 1, nr. 1 og 2.

Nr. 3-8 bliver herefter nr. 1-6.

8) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår i § 124, stk. 4 , »en sag om brev- og telefonkontrol

efter § 14, stk. 7, og«.

9) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel

18 udgår § 127, stk. 1, nr. 1 og 2.

Nr. 3-9 bliver herefter nr. 1-7.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved ændringsforslaget bliver det muligt at isolere et barn eller en ung i

et almindeligt værelse på en døgninstitution.

Til nr. 2

Det fastslås hermed, at skal brev- og telefonkontrol finde sted, skal det

ske efter retsplejelovens regler.

Til nr. 3, 5, 6, 7, 8 og 9

Ændringsforslagene er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2 og 4.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn

Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd.

Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF)

Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne

Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

fmd.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 38:

Ministeren bedes yde teknisk bistand til udarbejdelse af et

ændringsforslag til lovens § 14, der skal medføre, at det foreslåede stk. 4

ændres således, at retsplejelovens regler om ransagning altid skal følges.

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at retsplejelovens regler om ransagning alene

gælder inden for strafferetsplejen. De straffeprocessuelle indgreb, herunder

ransagning, er en del af de efterforskningsmidler, der står til rådighed for

politi og anklagemyndighed, når den offentlige strafforfølgning skal udføres.

De tvangsindgreb, der er reguleret i retsplejeloven, anvendes først og

fremmest til at fremskaffe oplysninger til brug for afgørelsen af

tiltalespørgsmålet og til sikring af beviser med henblik på en eventuel

senere domsforhandling i sagen.

Retsplejelovens regler om ransagning kan således ikke anvendes på den

brev- og telefonkontrol, der er foreslået i § 14, stk. 4, da der ikke er tale

om et straffeprocessuelt indgreb. Formålet med den foreslåede bestemmelse i §

14, stk. 4, er alene at beskytte barnet eller den unge. Reglen er i øvrigt

ikke specielt rettet mod forældrene. Det kan f.eks. være nødvendigt at

kontrollere et barns eller en ungs kontakt med jævnaldrende eller voksne uden

for institutionen. Der vil således kunne være behov for at hindre, at barnet

eller den unge bliver inddraget i kriminalitet eller udnyttet seksuelt af

udenforstående.

Der findes i lovgivningen en række eksempler på hjemmel til at foretage

tvangsindgreb af ikkestraffeprocessuel karakter. Spørgsmålet om sådanne

tvangsindgreb uden for strafferetsplejen er behandlet i betænkning nr. 1039

(1985). I denne betænkning fremhæves, at det er vigtigt, at der i

lovgivningen vedrørende tvangsindgreb er taget stiling til både beføjelsernes

omfang, og om retskendelse skal indhentes. I betænkningen anføres, at der i

forbindelse med overvejelserne om indførelse af hjemmel til tvangsindgreb

nøje bør tages stilling til, om det er nødvendigt, at der gives materielle

beføjelser. Findes det at være tilfældet, er der ifølge betænkningen i

almindelighed ikke et reelt indhold i et krav om retskendelse.

Betænkningen indeholder en lang række eksempler på bestemmelser, der giver

adgang til tvangsindgreb uden retskendelse.

Der findes ingen regler, der angiver fremgangsmåden, hvis der skal

indhentes en retskendelse forud for et tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen. I ovennævnte betænkning er det anført, hvordan

fremgangsmåden muligvis er. Da der ikke er tale om straffeprocessuelle

indgreb, og da strafferetsplejens former i øvrigt ikke er anvendelige, jf.

retsplejelovens §§ 683-684, må retskendelse tilvejebringes efter de

civilprocessuelle bestemmelser. Der er her to muligheder, idet der enten kan

anlægges en (landsrets)sag, eller der kan søges indhentet en kendelse fra

fogedretten.

Anlæg af en retssag i de situationer, der er omfattet af forslagets § 14,

stk. 4, må siges at være en højst uhensigtsmæssig fremgangsmåde. Et krav om

retskendelse forud for brev- og telefonkontrol vil umuliggøre, at reglerne

kan virke efter deres hensigt.

Hvis det er et ufravigeligt krav, at der indhentes en retskendelse forud

for brev- og telefonkontrol, er det min opfattelse, at denne kontrolmulighed

så hellere helt bør opgives. I de alvorlige sager må man da benytte

muligheden for helt at afbryde kontakten mellem barnet og forældrene eller

andre personer uden for institutionen.

Spørgsmål 50:

Ministeren bedes redegøre for, på hvilken måde der eksisterer et særligt

behov for hjemmel til tvangsmæssig gennemførelse af undersøgelser uden for de

tilfælde, hvor undersøgelse og behandling, eventuelt ved anvendelse af tvang,

kan ske efter lov om tvang i psykiatrien, idet opmærksomheden særligt

henledes på, at der også ved lægens konstatering af, om betingelserne for

tvangsindlæggelse er til stede efter denne lov, naturligt må være tale om en

foreløbig vurdering.

Svar:

Efter den gældende bestemmelse i bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 2, kan

der træffes beslutning om at anbringe et barn i psykiatrisk hospitalsafdeling

eller et hospital for sindslidende med tilslutning af hospitalets overlæge,

selv om de almindelige betingelser i henhold til lovgivningen om sindslidende

personers hospitalsophold ikke er opfyldt.

Som det fremgår af betænkningen (1212/1990), der ligger til grund for

lovforslaget, har det sagkyndige udvalg nøje overvejet, om bestemmelsen i §

123, stk. 1, nr. 2, burde opretholdes. Ifølge udvalget benyttes bestemmelsen

kun i meget få tilfælde, og primært hvor der er behov for at få barnet

undersøgt, og hvor det skønnes, at undersøgelsen kun kan foregå ved

indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Udvalget fandt endvidere, at det var

principielt uheldigt at bruge reglerne om anbringelse i tilfælde, hvor det

drejer sig om at tilvejebringe det fornødne beslutningsgrundlag.

Konklusionen på udvalgets overvejelser blev, at der var behov for en

særlig undersøgelseshjemmel i bistandsloven. Lov om tvang i psykiatrien giver

kun mulighed for at tvangsindlægge børn, der er psykotiske (sindssyge eller i

en tilstand, der ganske må ligestilles hermed). En særlig hjemmel i

bistandsloven skal således dels tilgodese behovet for at kunne indlægge et

ikkepsykotisk barn til undersøgelse på psykiatrisk afdeling, dels tilgodese

behovet for at få barnet undersøgt også i de tilfælde, hvor forældrenes

samtykke ikke kan opnås.

I betænkningen er der på side 146-154 nærmere redegjort for udvalgets

overvejelser vedrørende forholdet mellem bistandsloven og lov om tvang i

psykiatrien.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter