1991 BTL 214 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND OG LOV OM STYRELSE AF SOCIALE OG VISSE SUNDHEDSMÆSSIGE ANLIGGENDER SAMT LOV OM PÅLIGNINGEN AF INDKOMST- OG FORMUESKAT TIL STATEN (LIGNINGSLOVEN) M.M. (ÆNDRING AF REGLERNE OM FORANSTALTNINGER FOR BØRN OG UNGE, HERUNDER REGLERNE OM TVANGSMÆSSIG GENNEMFØRELSE AF FORANSTALTNINGER) NR L 214 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag
til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Advokaterne Lindholt, Lindholt & Branner,
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Mogens Camre, Bagsværd,
Dansk Familieråd,
Det Danske Center for Menneskerettigheder,
Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler,
Foreningen Danmarks Børn,
Forældrelandsforeningen for Børne- og Ungdomsbistand,
Winnie Groos, Hvidovre,
Herning Byråd,
HK/Kommunal,
Torben Ishøy, læge,
Kommunernes Landsforening,
Landsforeningen til Udvikling af børns indlæringsevner,
Sofie Lunøe, psykoanalytiker, København,
Mødrehjælpen af 1983,
Nordjyllands Amt, socialudvalget,
Socialpædagogernes Landsforbund,
Jannie Stjernstrøm, Valby,
Vejle Amts socialudvalg,
E. Wium, konsulent, Frederiksberg, og
Århus Amt.
Der er af socialministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Læs alt
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det
Konservative Folkepartis, Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af socialministeren
stillede ændringsforslag.
Flertallet udtaler, at lovforslaget som gennemgående formål har at højne
kvaliteten af den hjælp, der tilbydes, hvis familien har vanskeligheder. Det
er desuden et gennemgående formål at gøre reglerne så klare og gennemskuelige
som muligt. Flertallet forudsætter, at Socialministeriet følger denne
omfattende lovændring op med en udførlig vejledning om de nye regler.
Flertallet forudsætter ligeledes, at kommunerne som ved andre større
lovændringer lader de foreslåede ændringer af bistandslovens børneregler
indgå i den løbende efteruddannelse af de medarbejdere, der arbejder med
støtte til familier og børn.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets og Socialistisk
Folkepartis medlemmer af udvalget) kan støtte lovforslaget med de af
socialministeren stillede ændringsforslag, som sikrer børn og unge en åben,
anonym rådgivning, hvor børn og unge ikke kan afvises, og giver børn ret til
at blive inddraget og hørt, når de er under 12 år.
Flertallet finder det af afgørende betydning, at børns og unges meninger
og ønsker om deres eget liv indgår med vægt i sagsbehandling og beslutninger.
Flertallet finder det ligeledes vigtigt, at brev- og
telefonkontrolbestemmelserne er klargjort og indsnævret til konkret angivne
personer eller grupper af personer, og at barnet er bekendt med, at der i
forhold til disse foretages brev- og telefonkontrol.
Endvidere finder flertallet det betydningsfuldt, at følgende er
præciseret:
- barnets ret til at vælge bisidder, der kan støtte barnet eller den unge,
- at psykiatrilovens bestemmelser skal overholdes i forbindelse med
tvangsundersøgelser,
- børns muligheder for at sende breve og postkort samt have kontakt med
andre pårørende,
- behovet for en høj prioritering af efteruddannelse for den gruppe af
medarbejdere, som arbejder med børn og unge-området og
- at sagsbehandlere skal have førstehåndskendskab til børn og unge, før de
udtaler sig, således at børn og unge ikke kun optræder som papirsager.
Flertallet ønsker yderligere at tilkendegive, at alderen 15 år som den
alder, hvor barnet eller den unge får partsstatus, er for høj. Det har
imidlertid ikke været politisk muligt at få nedsat alderen, hvilket
flertallet beklager, men tager til efterretning.
Flertallet ønsker at tilkendegive, at der med dette lovforslag er skabt et
bedre retsgrundlag for børn, unge og forældre, der har tunge sociale og
menneskelige problemer, som involverer de offentlige myndigheder. Der er både
tale om en retsbeskyttelse for familierne som helhed over for myndighederne
og en retssikkerhed for børn og unge som selvstændige individer i familierne.
Det betyder, at der i langt højere grad end hidtil skal lægges vægt på, hvad
der er barnets eller den unges tarv og interesse, selv om dette er i modstrid
med forældrenes.
Flertallet understreger, at der med lovforslaget lægges vægt på en
systematisk og kontinuerlig sagsbehandling i forbindelse med anbringelser af
børn og unge uden samtykke og der sikres en bedre og mere klarlagt
adskillelse mellem sagsbehandling og de vanskelige beslutninger, som medfører
adskillelse af børn og forældre.
Under forhandlingerne har ministeren tilsluttet sig behovet for yderligere
vurderinger og analyser af juridiske, økonomiske og pædagogiske forhold på
opholdssteder for over 4 personer, hvilket flertallet derfor vil arbejde
videre med.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de
under nr. 2, 8, 9, 10, 12, 14, 16, 17, 18 og 20 stillede ændringsforslag og
bemærker i øvrigt:
For Fremskridtspartiet er det helt centralt, at man ved lovgivning på
dette svære lovgivningsmæssige område tager udgangspunkt i, at børn er
forældrenes og ikke det offentliges.
Alene af den grund kan mindretallet ikke tilslutte sig lovforslaget, som i
uhyggelig grad koncentrerer sig om det offentliges muligheder for
tvangsfjernelser.
Lovforslaget er ganske vist blevet strammet op efter massivt pres, men det
er ikke tilstrækkeligt til, at mindretallet kan støtte det.
Et andet væsentligt argument for mindretallet er, at det ønsker spørgsmål
om tvangsfjernelse afgjort ved domstolene. Sagen er, at myndighederne
frihedsberøver et menneske. En sådan handling skal afgøres af domstolene,
hvor der er partsrettigheder i et helt anderledes retssikkert omfang end hos
kommunen.
Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne har stillet nogle
ændringsforslag for at fjerne de værste ting i lovforslaget i et håb om at
gøre dette så lidt skadeligt som muligt, men kan allerede nu forudse, at
ændringsforslagene ikke vil kunne samle et flertal.
Hele afsnittet om telefon- og brevkontrol skal simpelt hen helt udgå af
lovforslaget, da det er urimeligt, at man på dette område kan have strengere
regler og mere statsmagt, end retsplejeloven giver mulighed for.
Samtidig skal hele afsnittet om tvangsindlæggelse af børn på psykiatriske
afdelinger udgå. Det er gruopvækkende, at man overhovedet kan finde på at
foreslå noget sådant. Hvis ikke barnet er mentalt sygt, skal det nok blive
det ved en tvangsindlæggelse. Desuden er det fuldstændig umuligt at undersøge
barnets normale psyke, for den vil naturligvis være stærkt påvirket af den
voldsomme behandling, det er at blive tvangsindlagt og så blandt sindssyge.
Ligeledes fokuserer lovforslaget alt for meget på plejefamiliens
rettigheder. Plejefamilien er ganske enkelt kun et opbevaringssted for
barnet, til det hurtigst muligt kan hjemgives. Plejefamilierne skal derfor
ikke have nogen indsigelsesret mod en hjemgivelse. Der er alt for mange
uhyggelige eksempler på, at barnløse plejefamilier kæmper med næb og kløer
for at beholde et barn, som ikke er deres.
Endvidere ønsker mindretallet indført sanktioner over for de behandlere,
som bevidst tilfører sagerne løgnagtige oplysninger, eller som burde vide, at
det er forkerte oplysninger. Samtidig hermed skal der udbetales en klækkelig
erstatning til familien, hvis deres barn uretmæssigt er blevet tvangsfjernet,
samt tilstrækkelig gratis psykologhjælp hos en af familien valgt psykolog.
Som det er i dag, kan en familie få sit barn tvangsfjernet, og barnet kan
blive tvangsindlagt på psykiatrisk hospital og flakke rundt på flere
institutioner uden kontakt med forældre eller pårørende. Hvis det siden viser
sig, at barnet uretmæssigt er blevet tvangsfjernet, sker der ikke udbetaling
af erstatning, og der sker ikke noget med de medarbejdere, som bevidst har
givet forkerte oplysninger til sagen.
I den forbindelse havde mindretallet gerne set, at behandlerne blev
underkastet en mentalundersøgelse, når det viste sig, at de vidste eller
burde vide, at deres oplysninger var forkerte. Dette skal ses i lyset af, at
der i behandlersystemet er gode og fornuftige behandlere, men sagsbehandleres
samlede ry bliver ødelagt af disse sygelige behandlere, som af en eller anden
grund finder det rigtigst, at flest mulige børn bliver fjernet fra deres
forældre.
Der er ingen tvivl om, at der er børn, som skal tvangsfjernes, men det er
langt vigtigere for mindretallet, at der ikke sker tvangsfjernelse af
forkerte børn. Mindretallet vil således helst have en lovgivning, som sikrer,
at det kun er de »rigtige«, som tvangsfjernes, men da det nok ikke
vil kunne lade sig gøre, foretrækker mindretallet, at så få børn som muligt
tvangsfjernes. Hellere undlade at tvangsfjerne et barn, som burde have været
det, end at tvangsfjerne et sundt og raskt barn, som vil blive mærket af
tvangsindgrebet på livstid.
Mindretallet kan ikke støtte den filosofi, at børnene er samfundets
ansvar, og at det offentlige bedst ved, hvad der er bedst for barnet.
Mindretallet er af den naturlige opfattelse, at forældrene er de bedste til
at opfostre og opdrage egne børn. Kun i helt ekstreme tilfælde skal det være
muligt at tvangsfjerne børn: i tilfælde af vold, udtalt
narkomani/alkoholisme, incest og lignende forhold, der giver skadelige følger
for barnet.
Hvis man læser nogle af de bilag fra bl.a. psykoanalytiker Sofie Lunøe,
som udvalget har fået under udvalgsbehandlingen, vil man opdage, at det lige
så godt kunne have været eens egen familie. Det er kun et spørgsmål om,
hvornår de offentlige myndigheder får øje på een.
Et andet mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil
stemme for de under nr. 2, 7, 8, 10, 12, 16, 17, 18 og 20 stillede
ændringsforslag, vil redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag
og til lovforslaget ved 2. behandling og bemærker i øvrigt:
Mindretallet lægger vægt på det helt centrale hensyn, der skal tages til,
at en tvangsfjernelse, når den er uundgåelig, kan ske på en måde, der er så
skånsom for barnet som overhovedet muligt. Loven bør derfor være udformet, så
alle involverede myndighedspersoner er underlagt et sådant overordnet hensyn,
ligesom hensynet til barnets og familiens retssikkerhed må vægtes højt.
Ved tvangsfjernelse efter gældende lov kan det opleves, at et barn
tvangsindlægges på et psykiatrisk hospital isoleret fra familie og pårørende.
Efter mindretallets opfattelse må dette ikke kunne ske, og lovforslagets
afsnit herom bør udgå.
Ved anbringelse i en plejefamilie bør det også af hensyn til plejefamilien
fremgå klart, at der er tale om en foranstaltning, der sigter mod hjemgivelse
hurtigst muligt.
Er et barn blevet tvangsfjernet på fejlagtigt grundlag, bør systemet være
forpligtet til at tage sagen op set i lyset af forvaltningslovens regler. Er
der bevidst begået fejl i sagsbehandlingen, bør dette følges op til sikring
af retssikkerheden.
Mindretallet tager kraftigt afstand fra lovforslagets afsnit om telefon-
og brevkontrol. Et tvangsfjernet barn, som i forvejen har været udsat for
traumatiske oplevelser, bør ikke i situationen kunne stilles ringere end
andre i forhold til retsplejelovens bestemmelser.
Endelig er det magtpåliggende for mindretallet, at der gøres mest muligt
for, at tvangsfjernelser undgås gennem forebyggelse. Derfor understreges
behovet for rådgivning og vejledning af både børn og forældre uden for den
sociale forvaltnings regi. Fysisk bør sådan rådgivning finde sted adskilt fra
forvaltningen under sikring af fuld anonymitet og uden notatpligt.
Mindretallet ser derfor med tilfredshed på det af ministeren stillede
ændringsforslag nr. 7, som mindretallet kan stemme for.
På denne baggrund har mindretallet sammen med Fremskridtspartiet stillet
en række ændringsforslag. Vedrørende de stillede ændringsforslag i øvrigt vil
mindretallet redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.
Et tredje mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag
ved 2. behandling.
Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil
stemme for de under nr. 9, 14 og 15 stillede ændringsforslag og vil redegøre
for sin stilling til de øvrige ændringsforslag og til lovforslaget ved 2.
behandling.
Mindretallet betragter familien som en helhed. Det er vigtigt, at det ved
udformningen af lovgivningen og administrationen af den altid haves for øje,
at den enkelte familie også bør bevares som en helhed. Mindretallet ønsker at
præcisere, at børns og forældres retssikkerhed og retsbeskyttelse skal være
størst mulig, hvis en familie får behov for støtte, eller hvis forholdene
omkring et barn bliver så truende, at der må gribes til
tvangsforanstaltninger. Det er derfor vigtigt, at den vejledning, der
udarbejdes til loven, bliver meget præcis, så de, der skal træffe
beslutninger efter loven, har så klare retningslinier, at urimelige
handlinger over for familierne undgås, og således at børn og forældre har
mulighed for at forstå baggrunden for og formålet med de foranstaltninger,
der sættes i værk.
Specielt skal det præciseres, at det ikke må overlades til den enkelte
beslutningstager at fortolke, hvornår en foranstaltning er nødvendig. Selv om
reglerne er strammet op i forhold til de gældende regler, finder
mindretallet, at en yderligere opstramning er påkrævet.
Mindretallet finder bl.a., at det klart skal fremgå af vejledningen,
hvornår der efter § 35, stk. 1, nr. 1, foreligger utilstrækkelig omsorg for
eller behandling af barnet eller den unge, og hvad der kræves for, at der er
åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider
alvorlig skade. Kun i ganske få tilfælde kan det efter mindretallets
opfattelse komme på tale at afbryde forbindelsen mellem forældrene og barnet.
Som eksempel kan nævnes den situation, hvor et barn på grund af incest ikke
ønsker at se sine forældre. Der skal fastsættes regler om, at de sociale
myndigheder i deres anmodning om politiets bistand skal redegøre for, hvorfor
politiets medvirken anses for nødvendig, og de skal kunne anmode politiet om
ikke at bære uniform.
Ændringsforslag
Til § 1Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF,
V og SF):
1) I indledningen ændres »senest ændret ved lov nr. 947 af
27. december 1991« til: »bl.a. ved § 4 i lov nr. 279 af 29. april
1992 og senest ved § 26 i lov nr. 352 af 14. maj 1992«.
Af et mindretal (FP og CD):
2) Nr. 2 og 3 udgår.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V og
SF):
3) I nr. 2 ændres i den indledende tekst »efter stk.
3« til: »efter stk. 6«, det foreslåede nye stykke betegnes
stk. 7, og den angivne konsekvens affattes således:
»Stk. 7 bliver herefter stk. 8.«
4) I den under nr. 2 foreslåede nye § 14, stk. 4,
der bliver stk. 7, indsættes i 1. pkt. foran ordet »personer«:
»nærmere angivne«.
5) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 14, stk. 7, som bliver stk. 8, ændres
»stk. 3« til: »stk. 6«.'
6) I nr. 3 ændres i den indledende tekst »efter stk.
4, som nu bliver stk. 5« til: »efter stk. 7, som nu bliver stk.
8«, og det foreslåede nye stykke betegnes stk. 9.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V, SF
og CD):
7) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
»02. I § 28 indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum:
»Rådgivning og vejledning skal kunne ydes anonymt og som et åbent
tilbud til enhver, herunder børn og unge, som alene søger rådgivning og
vejledning.«»
Af et mindretal (FP og CD):
8) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår i § 32 c, stk. 1, 2. pkt., », jf. dog § 32 d«.
Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et mindretal (FP):
9) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel
8 indsættes i § 32 c efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Forældremyndighedens indehaver og den unge, der er
fyldt 15 år, kan vælge en anden læge eller psykolog til at foretage
undersøgelsen. Udgifterne hertil skal dækkes af kommunalbestyrelsen. Begge
lægers eller psykologers stillingtagen skal indgå i vurderingen af, om der er
grundlag for at iværksætte foranstaltninger.«
Af et mindretal (FP og CD):
10) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår § 32 d.
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V og
SF):
11) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår i § 32 d, stk. 1, 1. pkt., ordene », selv om
betingelserne i lov om tvang i psykiatrien ikke er opfyldt«.
Af et mindretal (FP og CD):
12) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår i § 35 c, stk. 1 , »14, stk. 4, 32 d«, og i §
35 c, stk. 4, udgår », for så vidt angår § 32 d dog indtil
undersøgelsen er afsluttet«, i § 36 a, stk. 3, og i § 36 b
udgår » 32 d,», i den under nr. 10 foreslåede affattelse af
kapitel 18 udgår i § 127, stk. 3, 1. pkt. , »§ 14, stk. 4,
og«, i den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår i § 127, stk. 4, 1. pkt., »§ 14, stk. 4, § 32
d,» og i den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår i § 128, stk. 2, 2. pkt, »§ 14, stk. 4, og«.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V og
SF):
13) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af kapitel
8 ændres i § 35 c, stk. 1, i det under nr. 9 foreslåede
kapitel 15 a ændres i § 67, stk. 5 , og i den under nr.
10 foreslåede affattelse af kapitel 18 ændres i § 124, stk. 1,
nr. 1 , § 124, stk. 4 , § 127, stk. 1, nr. 1 , § 127,
stk. 3 , og stk. 4 , og § 128, stk. 2 , »§ 14, stk.
4« til: »§ 14, stk. 7«.
Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et mindretal (FP):
14) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af kapitel
15 indsættes i § 65 efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Opholder barnet sig hos en af dets nære
kontaktpersoner, skal denne efter udløbet af de 3 måneder give meddelelse
herom til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen beslutter herefter, om der
skal udstedes plejetilladelse, eller om barnet fortsat kan opholde sig i
plejehjemmet uden plejetilladelse.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
Af et mindretal (KRF):
15) I det under nr. 9 foreslåede nye kapitel 15 a
affattes § 66, stk. 2, således:
»Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan indbringes for
amtsrådet.«
Af et mindretal (FP og CD):
16) I det under nr. 9 foreslåede nye kapitel 15 a
udgår § 67, stk. 5 .
17) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår § 124, stk. 1, nr. 1 og 2.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 1-6.
18) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår i § 124, stk. 4 , »en sag om brev- og telefonkontrol
efter § 14, stk. 4, og«.
Af socialministeren , tiltrådt af et flertal (S, KF, V og
SF):
19) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel
18 indsættes i § 124 a efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. For børn under 12 år skal der foreligge oplysning om
barnets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets
modenhed og sagens art tilsiger det.«
Af et mindretal (FP og CD):
20) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår § 127, stk. 1, nr. 1 og 2.
Nr. 3-9 bliver herefter nr. 1-7.
Bemærkninger
Til nr. 1, 3, 5, 6 og 13 Ændringsforslagene er en følge af, at der ved
vedtagelsen af forslag til lov om ændring af forskellige uddannelseslove m.m.
(Frie erhvervsskoler, forenkling, decentralisering og regelsanering) (L 166)
blev indsat en række nye stykker i § 14 i lov om social bistand.
Til nr. 2 Det fastslås hermed, at skal brev- og telefonkontrol finde sted,
skal det ske efter retsplejelovens regler.
Til nr. 4 Med ændringsforslaget præciseres, at børn og unge-udvalgets
beslutning om brev- og telefonkontrol skal angive, hvilke personer uden for
institutionen beslutningen retter sig imod.
Der kan således ikke efter denne bestemmelse træffes en beslutning om
generelt at kontrollere barnets eller den unges brev- og telefonkontakt med
omverdenen.
En beslutning om brev- og telefonkontrol kan kun træffes i forhold til de
personer i barnets familie eller omgangskreds, med hvem brev- og
telefonkontakten anses for at være til skade for barnets eller den unges
sundhed eller udvikling.
Behovet for brev- og telefonkontrol kan f.eks. foreligge, hvis en af
forældrene lider af svære psykiske lidelser og derfor mangler forståelse for,
at henvendelserne udsætter barnet eller den unge for svære belastninger, og
hvor barnet eller den unge ikke uden bistand fra døgninstitutionens personale
kan håndtere faderens eller moderens vrangforestilling eller opfordringer til
flugt fra institutionen. Beslutningen om brev- og telefonkontrol træffes da i
forhold til den af forældrene, hvis ukontrollerede kontakt er til skade for
barnets eller den unges sundhed eller udvikling. En sådan beslutning berører
ikke i sig selv barnets brev- og telefonkontakt med den anden af forældrene
eller andre familiemedlemmer. Hvis der skal ske brev- og telefonkontrol i
forhold til disse, skal betingelserne i lovforslagets § 14, stk. 4, være
opfyldt, og der skal træffes en særskilt beslutning i forhold til den eller
de personer, som skal være omfattet af brev- og telefonkontrol.
Til nr. 7 Efter den gældende bistandslovs § 28 kan kommunalbestyrelsen
tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og
er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver,
som må antages at trænge hertil. Denne form for rådgivning skal kunne ydes
anonymt og som et åbent tilbud.
Med ændringsforslaget præciseres, at bestemmelsen om rådgivning, herunder
muligheden for anonym rådgivning og rådgivning som et åbent tilbud, også
omfatter børn og unge. Almindelig rådgivning efter § 28 kræver ikke at der
foreligger tilladelse fra forældremyndighedens indehaver. Et barn eller en
ung, der søger anonym og åben rådgivning, kan derfor ikke afvises.
Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav til
den, der alene søger almindelig rådgivning, om at opgive navn eller andre
data.
At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud, indebærer, at alle
frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet.
Rådgivning som et åbent tilbud vil ofte med fordel kunne etableres i
utraditionelle omgivelser, der er geografisk adskilt fra den almindelige
kommunale forvaltning. Dette kan medvirke til, at rådgivningen bliver
udnyttet af enkeltpersoner eller familier, der ellers ikke ville være
opmærksomme på denne mulighed, eller som ikke ønsker at henvende sig direkte
til den kommunale forvaltning.
Der er ingen aldersgrænse for retten til almindelig rådgivning og
vejledning. Mange børn kan have behov for at fortælle om deres problemer til
en voksen, der har tid til at lytte, og som kan give et godt råd. Dette behov
afhænger mere af barnets eller den unges udvikling og modenhed end af den
biologiske alder.
Den rådgivning, der kan blive tale om efter § 28, er alene en rådgivning,
der har til formål at hjælpe barnet eller den unge til selv at løse de
problemer, som har givet anledning til henvendelsen.
Børn og unge har ligesom alle andre, der henvender sig om råd og
vejledning efter § 28, krav på, at oplysningerne ikke registreres eller
videregives. Der oprettes ingen sag i anledning af en henvendelse om
rådgivning fra barnet eller den unge. Offentlighedslovens regler om
notatpligt gælder i øvrigt ikke rådgivning og vejledning efter § 28, da
rådgivning ikke er en afgørelse.
Viser henvendelsen fra barnet eller den unge derimod, at der bliver tale
om andet end almindelig rådgivning, falder situationen helt uden for
anvendelsesområdet for § 28.
De almindelige regler for starten af en børnesag gælder således, hvis
henvendelsen giver anledning til at overveje, om der er behov for en nærmere
undersøgelse med henblik på iværksættelse af egentlige foranstaltninger.
Dette indebærer, at der er notatpligt med hensyn til de faktiske oplysninger,
som forvaltningen kommer i besiddelse af, og at forældrene skal underrettes
og inddrages. Der henvises herved til lovforslagets § 32 c, hvorefter en
beslutning om, at barnets eller den unges forhold skal undersøges, skal
træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren.
Til nr. 8, 12, 16, 17, 18 og 20 Ændringsforslagene er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 2 og 10.
Til nr. 9 Ændringsforslaget medfører, at forældremyndighedens indehaver og
den unge over 15 år kan vælge, at der også skal foretages en undersøgelse
vederlagsfrit hos en læge eller psykolog, som de har tillid til, og at
resultatet af denne undersøgelse skal indgå i vurderingen af, om og i givet
fald hvilke foranstaltninger der skal iværksættes.
Til nr. 11 Ændringsforslaget indebærer, at den foreslåede særlige hjemmel
i bistandsloven til i undersøgelsesøjemed at indlægge et barn eller en ung på
en psykiatrisk afdeling, selv om betingelserne i lov om tvang i psykiatrien
ikke er opfyldt, udgår.
En indlæggelse af barnet eller den unge på psykiatrisk afdeling vil
herefter skulle følge den fremgangsmåde, der er fastsat i lov om tvang i
psykiatrien.
Til nr. 14 Ændringsforslaget giver mulighed for, at et barn kan opholde
sig hos en af sine nære kontaktpersoner i mere end 3 måneder, uden at der
skal udstedes plejetilladelse. Til kredsen af barnets nære kontaktpersoner
hører dets bedsteforældre, søskende til dets forældre og nære venner af dets
forældre. En præcis definition af kredsen af nære kontaktpersoner kan dog
ikke udformes. Efter at kommunalbestyrelsen har modtaget meddelelsen om, at
barnet nu har opholdt sig i mere end 3 måneder hos en af dets nære
kontaktpersoner, kan den vurdere, om opholdet er uproblematisk og derfor kan
fortsætte uden plejetilladelse, eller om der skal en egentlig undersøgelse og
plejetilladelse til.
Til nr. 15 Med ændringsforslaget bliver det muligt at anke
kommunalbestyrelsens afgørelse til amtsrådet.
Til nr. 19 Med bestemmelsen lovfæstes, at kommunen skal inddrage mindre
børns holdning, inden der træffes afgørelse om en påtænkt foranstaltning, der
vedrører barnet. Bestemmelsen forudsætter, at oplysningerne om barnets
holdning tilvejebringes på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed
og sagens art. Da det drejer sig om børn under 12 år, er det vigtigt, at
barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har
forudsætninger for at kunne tage stilling til.
Selv om der ikke er tale om en ubetinget høringsregel som den, der er
foreslået for børn, der er fyldt 12 år, vil det være en følge af den
foreslåede bestemmelse, at der også for børn under 12 år i videst muligt
omfang lægges vægt på barnets mening. Heri ligger tillige, at barnets
holdning skal fremgå af sagen.
Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn
Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd.
Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF)
Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne
Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
fmd.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse
heraf
Socialministerens svar på spørgsmål 60 (L 214 - bilag 77)
Spørgsmål 60:
Ministeren bedes oplyse om reglerne for barnets muligheder for bisidder.
Svar:
Indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om en personlig støtte for
barnet, en såkaldt bisidder, kun opstår, hvis barnet eller den unge selv
fremsætter ønske herom. Det er således barnet selv, der afgør, om det har
behov for en bisidder, og hvem det i så fald skal være.
Begrebet bisidder bruges i daglig tale ofte, uden at det er helt afklaret,
om der alene tænkes på personlig støtte, eller om der også menes en legal
repræsentant, dvs. en person, der repræsenterer pågældende og kan handle på
dennes vegne.
Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som står under
forældremyndighed, er det imidlertid nødvendigt at sondre mellem en bisidder
og en legal repræsentant.
Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for
barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og
vejledning eller blot ved sin tilstedeværelse indgyde barnet eller den unge
tryghed.
Efter gældende regler har såvel barn som forældre adgang til at benytte en
bisidder som støtte under sagsbehandlingen. I forbindelse med adgangen til at
udtale sig over for børn og unge-udvalget er adgangen til bisidder
udtrykkelig nævnt i den gældende bistandslovs § 125, stk. 1, og videreført i
lovforslagets § 127, stk. 2.
Også uden for disse tilfælde kan der benyttes bisidder, uden at der kan
stilles krav om udtrykkelig lovhjemmel, netop fordi bisiddere ingen
selvstændige beføjelser har.
Udgangspunktet vil som nævnt ovenfor være, at barnet selv afgør, om det
ønsker en bisdder, og hvem det skal være. Da bisiddere som nævnt ingen
selvstændige beføjelser har, vil der normalt ikke opstå problemer i forhold
til forældremyndighedsindehaveren. Indehaveren af forældremyndigheden skal
således ikke godkende barnets valg af bisidder.
Hvis indehaveren af forældremyndigheden imidlertid protesterer, kan der
opstå en situation, hvor der må træffes en egentlig afgørelse vedrørende
bisidderspørgsmålet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den af barnet valgte
bisidder har repræsenteret andre parter i sagen og derved af
forældremyndighedsindehaveren kan opfattes som modpart.
En bisidder vil således kunne give barnet en personlig støtte, som normalt
ikke vil skabe konflikter i forhold til forældremyndighedens indehaver.
Tillægges bisidderen derimod nærmere angivne beføjelser til at føre
barnets sag, bliver der i realiteten tale om en legal repræsentant. Dermed
opstår der også et behov for en afgrænsning mellem repræsentantens beføjelser
i forhold til forældremyndighedsindehaverens beføjelser. En sådan ordning,
hvor repræsentanten så at sige på egen hånd kan føre barnets sag, vil have de
samme uheldige konsekvenser som tildeling af advokat til et barn, der ikke
har partsstatus. Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget vil den
pågældende ofte få til opgave at træffe en »foreløbig afgørelse« i
sagen ved at give sin støtte enten til kommunens eller forældrenes standpunkt
under sagen.
Barnet vil ikke være tjent med, at der indsættes flere aktører i
sagsforløbet, når disse tildeles en rolle, der i sig selv rummer en risiko
for at være konfliktskabende i forholdet mellem barnet og forældrene. Barnet
vil være bedre tjent med, at de konflikter, der ikke kan undgås, forbliver
mellem forældre og forvaltning og ikke flyttes over som konflikter mellem
forældrene og barnet.
Socialministeriet vil uddybe spørgsmålet om bisidder eller anden form for
støtte til barnet i den kommende vejledning.
I vejledningen vil der tillige kunne ske en beskrivelse af de tilfælde,
hvor barnet ikke selv ønsker en bisidder. I forbindelse med orienteringen af
barnet om de påtænkte foranstaltninger skal sagsbehandleren være opmærksom
på, om barnet eventuelt har behov for personlig støtte fra en udenforstående.
Sagsbehandleren bør i givet fald medvirke til, at barnet får den nødvendige
støtte. Hvis der allerede i barnets omgivelser er en person, som barnet føler
sig tryg ved, og som er villig til at påtage sig opgaven, vil dette være en
oplagt løsning. Er det ikke tilfældet, må sagsbehandleren på anden måde søge
at skaffe barnet den fornødne støtte. Det kunne eventuelt ske gennem
formidling af samtaler med rådgivere uden for kommunen f.eks. i de særlige
amtslige rådgivningscentre.
Socialministerens svar på spørgsmål 61 (L 214 - bilag 77)
Spørgsmål 61:
På hvilken måde agter ministeren at sikre barnets samvær og kontakt med
andre end forældrene, herunder mulighed for kommunikation?
Svar:
Efter lovforslaget er det alene forældrene, der tillægges en egentlig ret
til samvær og kontakt med barnet eller den unge under anbringelsen.
Bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer og andre personer i barnets
eller den unges dagligdag kan have haft tætte relationer til barnet eller den
unge, som det kan være af stor betydning at opretholde under anbringelsen
uden for hjemmet.
Socialministeriet vil derfor i den kommende vejledning fremhæve, at
kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, at det er vigtigt for et barn
eller en ung, der bliver anbragt uden for hjemmet, at fastholde relationerne
til det hidtidige nære miljø, der som nævnt omfatter langt flere personer end
forældrene.
Kommunalbestyrelsen skal således under hensyn til formålet med
anbringelsen sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med andre
nærtstående end forældrene holdes ved lige i det omfang, det findes at være
til gavn for barnet eller den unge. Kommunalbestyrelsen må derfor være
opmærksom på barnets egne ønsker om kontakt med andre end forældrene.
Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan
opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende
eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, f.eks.
på grund af fængsling. Også i tilfælde, hvor barnets eller den unges
anbringelse er begrundet i meget alvorlige overgreb fra forældrene, kan det
være af væsentlig betydning for barnet at opretholde sit tilhørsforhold til
hjemmemiljøet ved kontakt med andre nærtstående.
Barnets eller den unges kontakt med andre end forældrene er blandt de
spørgsmål, det under anbringelsen vil være nærliggende at drøfte med
indehaveren af forældremyndigheden. Kommunalbestyrelsen må for at undgå
konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge, være opmærksom på
tilkendegivelserne fra indehaveren af forældremyndigheden med hensyn til
barnets eller den unges forbindelse med andre nære pårørende m.v.
Kommunalbestyrelsen har imidlertid efter lovforslagets § 66, stk. 1,
beføjelse til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold under
anbringelsen, herunder om samvær eller kontakt med andre end forældrene.
Dette gælder såvel de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen - af hensyn til
formålet med anbringelsen - mod forældremyndighedsindehaverens ønske træffer
beslutning om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende
eller en anden person skal opretholdes, som de tilfælde, hvor der træffes
beslutning om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedens
indehaver ønsker opretholdt.
Kommunalbestyrelsens beslutninger om barnets eller den unges samvær eller
kontakt med andre end forældrene skal indeholde en begrundelse og kan - i
lighed med andre beslutninger under anbringelsen - af
forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, påklages til
det sociale ankenævn, jf. lovforslagets § 67 a, stk. 1.
For så vidt angår barnets eller den unges mulighed for kommunikation med
andre end forældrene kan der henvises til, at i tilfælde, hvor det findes
nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet og dets pårørende, sker
dette som en beskyttelse af barnet. En sådan beslutning bør som udgangspunkt
ikke medføre, at barnet afskæres fra at sende breve og postkort. Barnet kan -
uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører - have et
væsentligt behov for at sende en hilsen til sine nærtstående. En afskæring
heraf bør kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med
formålet med anbringelsen.
Barnets eller den unges behov for således at kunne meddele sig til
personer, der står barnet eller den unge nær, vil blive fremhævet i den
kommende vejledning, jf. Socialministeriets kommentar af 10. marts 1992 til
henvendelsen af 17. februar 1992 fra E. Wium (L 214 - bilag 8).
Socialministerens svar på spørgsmål 62 (L 214 - bilag 77)
Spørgsmål 62:
I forelængelse af ministerens svar på spørgsmål 52 bedes ministeren
oplyse, på hvilken måde ministeren vil sikre, at sagsbehandleren, der udtaler
sig i sagen, har kendskab til barnet og familien.
Svar:
Det fremgår af lovforslagets § 32 c, stk. 2, at en undersøgelse af et
barns eller en ungs forhold skal resultatere i en begrundet stillingtagen
til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende
fald af hvilken art disse bør være. Det fremgår ligeledes af bestemmelsen, at
der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet
eller den unge stiller sig til foranstaltningerne.
På denne baggrund bør det indgå som et naturligt led i sagsoplysningen, at
sagsbehandleren og andre, der udtaler sig i sagen, skaffer sig et
førstehåndskendskab til barnet og familien. Sammen med de øvrige krav til
sagsbehandlingen i undersøgelsesfasen vil dette spørgsmål blive uddybet i den
kommende vejledning.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Der er af udvalget
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret, dels
skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og socialministerens
svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Der er af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det
Konservative Folkepartis og Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis og
Venstres medlemmer af udvalget) ønsker i tilknytning til svaret på spørgsmål
50 at tilføje:
Forslaget om at lade § 32 d udgå helt betyder, at muligheden for at træffe
en (tidsbegrænset) beslutning om tvangsmæssig undersøgelse forsvinder. Hvis
forslaget vedtages, må barnet anbringes uden for hjemmet, når det skønnes
nødvendigt at få foretaget en undersøgelse.
Dette betyder, at man er tilbage til den gældende retstilstand, som
Graversenudvalget fandt uheldig, fordi det betyder, at der må træffes en
anbringelsesbeslutning på et tidspunkt, hvor der skal indledes en
undersøgelse, som netop har til formål at vise, om det er påkrævet at
anbringe barnet uden for hjemmet.
Udgår bestemmelsen, mister man også muligheden for at gennemføre
undersøgelsen ambulant, fordi undersøgelsen kun kan gennemføres ved brug af
reglerne om tvangsmæssig anbringelse. Også bestemmelsen om, at en sådan
undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder, bortfalder.
Sammenfattende må ændringsforslaget således betegnes som en forringelse af
både børns og forældres rettigheder.
Hertil kommer, at bemærkningerne til ændringsforslaget er direkte
misvisende, fordi spørgsmålet om anvendelsen af lov om tvang i psykiatrien
kun er aktuelt i de meget få tilfælde, hvor en undersøgelse skal gennemføres
tvangsmæssigt på en psykiatrisk afdeling.
Reglerne i lov om tvang i psykiatrien er uanvendelige uden for det
psykiatriske hospitalsvæsen.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse og vil redegøre for sin
stilling til de stillede ændringsforslag ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) stemmer
for de af mindretallet stillede ændringsforslag, men indstiller lovforslaget
til forkastelse.
Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) kan
stemme for de under nr. 2-9 stillede ændringsforslag, vil redegøre for sin
stilling til det under nr. 1 stillede ændringsforslag ved 3. behandling og
vil hverken stemme for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.
Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag
ved 3. behandling.
Et femte mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag
ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (FP):
1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 14, stk. 6 , indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»På en døgninstitution for børn og unge, jf. § 96, kan et barn eller
en ung afsondres i aflåst rum i kortere tid og under pædagogisk opsyn, når
barnet eller den unge er til fare for sig selv eller andre.«»
Af et mindretal (FP og CD):
2) Nr. 2 udgår.
3) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår i § 32 c, stk. 1, 2. pkt., », jf. dog § 32 d«.
4) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår § 32 d.
5) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel
8 udgår i § 35 c, stk. 1 , »14, stk. 7, 32 d,», og i
§ 35 c, stk. 4, udgår », for så vidt angår § 32 d dog indtil
undersøgelsen er afsluttet«, i § 36 a, stk. 3, og i § 36 b
udgår »32 d,», i den under nr. 12 foreslåede affattelse af
kapitel 18 udgår i § 127, stk. 3, 1. pkt. , »§ 14, stk. 7,
og«, i den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår i § 127, stk. 4, 1. pkt. , »§ 14, stk. 7, § 32
d,», og i den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår i § 128, stk. 2, 2. pkt., »§ 14, stk. 7, og«.
6) I det under nr. 11 foreslåede nye kapitel 15 a
udgår § 67, stk. 5 .
7) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår § 124, stk. 1, nr. 1 og 2.
Nr. 3-8 bliver herefter nr. 1-6.
8) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår i § 124, stk. 4 , »en sag om brev- og telefonkontrol
efter § 14, stk. 7, og«.
9) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af kapitel
18 udgår § 127, stk. 1, nr. 1 og 2.
Nr. 3-9 bliver herefter nr. 1-7.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ved ændringsforslaget bliver det muligt at isolere et barn eller en ung i
et almindeligt værelse på en døgninstitution.
Til nr. 2
Det fastslås hermed, at skal brev- og telefonkontrol finde sted, skal det
ske efter retsplejelovens regler.
Til nr. 3, 5, 6, 7, 8 og 9
Ændringsforslagene er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2 og 4.
Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn
Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd.
Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF)
Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne
Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
fmd.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 38:
Ministeren bedes yde teknisk bistand til udarbejdelse af et
ændringsforslag til lovens § 14, der skal medføre, at det foreslåede stk. 4
ændres således, at retsplejelovens regler om ransagning altid skal følges.
Svar:
Indledningsvis bemærkes, at retsplejelovens regler om ransagning alene
gælder inden for strafferetsplejen. De straffeprocessuelle indgreb, herunder
ransagning, er en del af de efterforskningsmidler, der står til rådighed for
politi og anklagemyndighed, når den offentlige strafforfølgning skal udføres.
De tvangsindgreb, der er reguleret i retsplejeloven, anvendes først og
fremmest til at fremskaffe oplysninger til brug for afgørelsen af
tiltalespørgsmålet og til sikring af beviser med henblik på en eventuel
senere domsforhandling i sagen.
Retsplejelovens regler om ransagning kan således ikke anvendes på den
brev- og telefonkontrol, der er foreslået i § 14, stk. 4, da der ikke er tale
om et straffeprocessuelt indgreb. Formålet med den foreslåede bestemmelse i §
14, stk. 4, er alene at beskytte barnet eller den unge. Reglen er i øvrigt
ikke specielt rettet mod forældrene. Det kan f.eks. være nødvendigt at
kontrollere et barns eller en ungs kontakt med jævnaldrende eller voksne uden
for institutionen. Der vil således kunne være behov for at hindre, at barnet
eller den unge bliver inddraget i kriminalitet eller udnyttet seksuelt af
udenforstående.
Der findes i lovgivningen en række eksempler på hjemmel til at foretage
tvangsindgreb af ikkestraffeprocessuel karakter. Spørgsmålet om sådanne
tvangsindgreb uden for strafferetsplejen er behandlet i betænkning nr. 1039
(1985). I denne betænkning fremhæves, at det er vigtigt, at der i
lovgivningen vedrørende tvangsindgreb er taget stiling til både beføjelsernes
omfang, og om retskendelse skal indhentes. I betænkningen anføres, at der i
forbindelse med overvejelserne om indførelse af hjemmel til tvangsindgreb
nøje bør tages stilling til, om det er nødvendigt, at der gives materielle
beføjelser. Findes det at være tilfældet, er der ifølge betænkningen i
almindelighed ikke et reelt indhold i et krav om retskendelse.
Betænkningen indeholder en lang række eksempler på bestemmelser, der giver
adgang til tvangsindgreb uden retskendelse.
Der findes ingen regler, der angiver fremgangsmåden, hvis der skal
indhentes en retskendelse forud for et tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen. I ovennævnte betænkning er det anført, hvordan
fremgangsmåden muligvis er. Da der ikke er tale om straffeprocessuelle
indgreb, og da strafferetsplejens former i øvrigt ikke er anvendelige, jf.
retsplejelovens §§ 683-684, må retskendelse tilvejebringes efter de
civilprocessuelle bestemmelser. Der er her to muligheder, idet der enten kan
anlægges en (landsrets)sag, eller der kan søges indhentet en kendelse fra
fogedretten.
Anlæg af en retssag i de situationer, der er omfattet af forslagets § 14,
stk. 4, må siges at være en højst uhensigtsmæssig fremgangsmåde. Et krav om
retskendelse forud for brev- og telefonkontrol vil umuliggøre, at reglerne
kan virke efter deres hensigt.
Hvis det er et ufravigeligt krav, at der indhentes en retskendelse forud
for brev- og telefonkontrol, er det min opfattelse, at denne kontrolmulighed
så hellere helt bør opgives. I de alvorlige sager må man da benytte
muligheden for helt at afbryde kontakten mellem barnet og forældrene eller
andre personer uden for institutionen.
Spørgsmål 50:
Ministeren bedes redegøre for, på hvilken måde der eksisterer et særligt
behov for hjemmel til tvangsmæssig gennemførelse af undersøgelser uden for de
tilfælde, hvor undersøgelse og behandling, eventuelt ved anvendelse af tvang,
kan ske efter lov om tvang i psykiatrien, idet opmærksomheden særligt
henledes på, at der også ved lægens konstatering af, om betingelserne for
tvangsindlæggelse er til stede efter denne lov, naturligt må være tale om en
foreløbig vurdering.
Svar:
Efter den gældende bestemmelse i bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 2, kan
der træffes beslutning om at anbringe et barn i psykiatrisk hospitalsafdeling
eller et hospital for sindslidende med tilslutning af hospitalets overlæge,
selv om de almindelige betingelser i henhold til lovgivningen om sindslidende
personers hospitalsophold ikke er opfyldt.
Som det fremgår af betænkningen (1212/1990), der ligger til grund for
lovforslaget, har det sagkyndige udvalg nøje overvejet, om bestemmelsen i §
123, stk. 1, nr. 2, burde opretholdes. Ifølge udvalget benyttes bestemmelsen
kun i meget få tilfælde, og primært hvor der er behov for at få barnet
undersøgt, og hvor det skønnes, at undersøgelsen kun kan foregå ved
indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Udvalget fandt endvidere, at det var
principielt uheldigt at bruge reglerne om anbringelse i tilfælde, hvor det
drejer sig om at tilvejebringe det fornødne beslutningsgrundlag.
Konklusionen på udvalgets overvejelser blev, at der var behov for en
særlig undersøgelseshjemmel i bistandsloven. Lov om tvang i psykiatrien giver
kun mulighed for at tvangsindlægge børn, der er psykotiske (sindssyge eller i
en tilstand, der ganske må ligestilles hermed). En særlig hjemmel i
bistandsloven skal således dels tilgodese behovet for at kunne indlægge et
ikkepsykotisk barn til undersøgelse på psykiatrisk afdeling, dels tilgodese
behovet for at få barnet undersøgt også i de tilfælde, hvor forældrenes
samtykke ikke kan opnås.
I betænkningen er der på side 146-154 nærmere redegjort for udvalgets
overvejelser vedrørende forholdet mellem bistandsloven og lov om tvang i
psykiatrien.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/243 af 21. februar 2022 om ændring af afgørelse 2013/184/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Myanmar/Burma EU-lovgivning · 21. februar 2022
- RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/239 af 21. februar 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 401/2013 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Myanmar/Burma EU-lovgivning · 21. februar 2022
- Forslag til Lov om ændring af lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. (Ophævelse af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 28. februar 2008
- Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. § 26, stk. 2 - Forbuddet mod, at et bestyrelsesmedlem i en investeringsforening samtidig er bestyrelsesmedlem for eller ansat i depotbanken Finanstilsynet · 24. juli 2003
- Prøvelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, der ophævede en kommunes påbud til en grundejer om fjernelse af asbestholdigt affald efter en brand, herunder om kommunen har haft hjemmel til at udstede påbuddet i miljøbeskyttelseslovens § 46, jf. § 43 Domsdatabasen · 26. august 2025
- Sagen er en prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da hun som bilist kom til skade i et færdselsuheld. Domsdatabasen · 14. august 2024