1991 BTL 202 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (ÆNDRING AF VÆGTE FOR UDGIFTSBEHOVSKRITERIER OG ÆNDRING AF HOVEDSTADSUDLIGNING) NR L 202 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og indenrigsministerens
besvarelse heraf samt skrivelse af 27. februar 1992 fra Kommunernes
Landsforening er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Frederiksværk Kommune,
Gladsakse Kommune,
Helsingør Kommune,
Hvidovre Kommune,
Københavns Kommune,
Rødovre Kommune,
Stenløse Kommune og
Tårnby Kommune.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget)
kan tilslutte sig justeringen af vægtfaktorerne i landsudligningen af
udgiftsbehov og justeringen af vægtfaktorerne i udligningen af udgiftsbehov i
hovedstadsområdet.
Flertallet kan derimod ikke medvirke til den foreslåede reduktion af
udligningsniveauet i udligningen af beskatningsgrundlaget i hovedstadsområdet
fra 0,90 til 0,85 og de heraf følgende ændringsforslag (ændring af faktisk
skattetryksfaktor til en gennemsnitlig skattetryksfaktor, ændret
overudligningsbestemmelse for hovedstadsudligningen og en forøgelse af
udligningsniveauet i udligningen af udgiftsbehov i hovedstadsområdet fra 0,25
Læs alt
til 0,35).
Baggrunden herfor er dels, at regeringen den 11. juni 1991 indgik en
treårig aftale med Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi fra 1992
til 1994 for at sikre kommunerne faste forudsætninger for budgetlægningen i
en treårig periode, dels at der ikke er nogen sammenhæng mellem
beskatningsgrundlag og væksten i en kommune.
En ændring af udligningsniveauerne i hovedstadsområdet vil medføre, at en
række kommuner vil få øgede indtægter og en række kommuner faldende
indtægter. For så vidt angår kommunerne med faldende indtægter vil det være
nødvendigt at sætte beskatningen i vejret, da disse i henhold til aftalen af
11. juni 1991 allerede har foretaget (eller har igangsat) de nødvendige
tilpasninger for at leve op til aftalen. For de kommuner, der vil blive
begunstiget ved omlægningen, vil tilskyndelsen til at sætte udgifterne i
vejret (i stedet for en skattesænkning) være så stor, at omlægningen alt i
alt vil føre til en samlet stigning i beskatningen. Dette vil være i strid
med aftalen om kommunernes økonomi fra 1992 til 1994. Det vil således være
regeringen selv, der er årsag til, at aftalens indhold om uændret beskatning
for kommunerne under et i forhold til 1991 ikke holder.
Det skal herved bemærkes, at også Kommunernes Landsforening deler denne
opfattelse, jf. foreningens brev af 27. februar 1992, hvori det meddeles, at
»det er bestyrelsens opfattelse, at man må fraråde ændringer i
udligningsordningerne i den periode, der er omfattet af aftalen mellem
regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi 1992 til
1994.«
Endvidere vil en sænkning af udligningsniveauet i hovedstadsområdet
forstærke den tendens, der allerede i dag kan konstateres til, at
skatteyderne kort før den 5. september flytter folkeregisteradresse til en
kommune med lav kommuneskat (skattelykommune) for så at flytte tilbage kort
tid efter den 5. september. Baggrunden herfor er, at en skatteyders
kommuneskat i f.eks. 1993 afhænger af, hvor pågældende den 5. september 1992
er tilmeldt folkeregistret.
For så vidt angår regeringens begrundelse om, at en ændret
hovedstadsudligning vil medføre særlig vækstfremme, er der ikke hold i en
sådan argumentation. En ændret udligning af beskatningsgrundlag bevirker, at
kommuner med lavt beskatningsgrundlag kommer til at betale til kommuner med
højt beskatningsgrundlag. Det har imidlertid ikke noget at gøre med, hvor der
skabes ny produktion og beskæftigelse. Tværtimod fremgår det af det optrykte
svar på spørgsmål 14, at der netop er stor forskel på de kommuner, hvor der
skabes ny vækst og dermed nye arbejdspladser, og de kommuner, hvor de
pågældende medarbejdere i virksomhederne bor og derfor betaler indkomstskat.
Netop det høje udligningsniveau tilsiger, at det kan betale sig for en
kommune at skabe nye arbejdspladser og vækst i sit område, for selv om
medarbejderne, der er ansat i de pågældende virksomheder, bor i andre
kommuner, vil den pågældende kommune via den høje udligning få andel i de
øgede indkomster. Således har f.eks. Københavns Kommune et overskud på godt
144.000 arbejdspladser (369.409 - 224.575), der alle giver beskæftigelse til
personer uden for kommunen og derfor betaling af indkomstskat til disse
kommuner. Ved den høje udligning får også Københavns Kommune glæde af at
skabe endnu flere arbejdspladser.
Det har endvidere været fremført i debatten, at en sænkning af
udligningsniveauet vil tilskynde kommunerne til en ekstra ligningsindsats, da
de selv kommer til at beholde en større del af provenuet.
Skatteministeren har imidlertid den 22. januar 1992 erklæret, at »den
ligningsindsats, der gøres i kommunerne, efter min opfattelse er fuldt
tilfredsstillende«.
Der synes således ikke at være hold i dette argument, men hvis det skal
tillægges nogen betydning, burde det udmøntes i et forslag om at lade
kommunerne få en større andel af selskabsskatteprovenuet, f.eks. en femtedel.
Med lovforslaget ødelægges den kommunale planlægning, og der ændres ganske
betydeligt på de forudsætninger, der er af afgørende betydning, når der skal
skabes økonomisk balance og vækst i kommunerne.
Hovedparten af lovforslaget bør derfor udskydes til senere, og det bør i
den mellemliggende periode undersøges, om der kan indføres et
beskæftigelsesskabende aktivitetskriterium i det kommunale tilskuds- og
udligningssystem, jf. det optrykte svar på spørgsmål 12.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af
udvalget) er enig med Kommunernes Landsforening i en ting, nemlig at der er
et behov for en bredere vurdering af de nuværende udligningssystemer set i
lyset af de senere års udvikling i den kommunale økonomi, men så hører
enigheden også op.
Mindretallet er af den mening, at der skal indføres aktivitetsfremmende
udligningsordninger, og gerne uden at gå helt tilbage til direkte
refusionsordninger. Der er ikke tvivl om, at havde der været en vægt i dette
lovforslag, der betød bedre udligning, såfremt man inddrog antal ældre med
antal aktivitet såsom plejehjemsplads, hjemmehjælpstimer m.v., så ville
København blive bedre stillet, for i hovedstaden er der et stort antal ældre
og behov for større ældreindsats. Det har ikke været muligt at nå frem
hertil, og formen med spørgsmål og svar har ikke været tilstrækkelig til at
få klare bud på ændringer, uden (om man så må sige) utilsigtede bivirkninger.
Det er beklageligt.
Dertil kommer henvendelser fra mange kommuner, der protesterer mod store
ændringer midt i en aftaletid. Havde lovforslaget set rigtigt ud, set med
mindretallets øjne, havde det sidste måske ikke spillet den afgørende rolle,
for det er jo til enhver tid vanskeligt at finde det rette tidspunkt, men det
må ligge klart, at et tidspunkt tættere på udløbet af den nugældende aftale
ville have været rimeligt. Det ville også have kunnet give den fornødne tid
til en bredere vurdering, som bl.a. Kommunernes Landsforening ønsker. Med de
stillede ændringsforslag indstilles lovforslaget til vedtagelse.
Et andet mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes medlem af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Dette sker i overensstemmelse med partiets ældrepolitik.
Hvad angår den del af lovforslaget, som omhandler hovedstadsudligningen,
finder mindretallet det naturligt, at Folketinget drøfter
hovedstadsudligningen, inden den nuværende aftale mellem regeringen og
Kommunernes Landsforening udløber.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres,
Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret
.
Det er mindretallets opfattelse, at lovforslaget må ses som en helhed, der
indeholder en afbalanceret sammensætning af ændringer i
udgiftsbehovskriterierne samt i beskatningsgrundlags- og
udgiftsbehovsudligningen inden for hovedstadsområdet.
Mindretallet finder, at der med lovforslaget sker en tiltrængt justering
af hovedstadsudligningen, der kan medvirke til at styrke vækstinitiativer og
beskæftigelse i hovedstadsområdet. Mindretallet fremhæver, at ændringerne bør
gennemføres nu. Mindretallet kan endvidere støtte, at Indenrigsministeriets
finansieringsudvalg undersøger konsekvenserne af aktivitetsbestemte tilskud
og overvejer mulighederne for at gøre udligningssystemet mere enkelt og
overskueligt.
Mindretallet kan endvidere tilslutte sig de foreslåede ændringer af de
vægte, der indgår i opgørelsen af kommunernes udgiftsbehov, og som blandt
andet indebærer, at ældreområdet får en større vægt i opgørelsen.
Det er over for udvalget gjort gældende, at lovforslaget skulle være et
brud på den økonomiske treårsaftale for årene 1992 til 1994 mellem regeringen
og Kommunernes Landsforening. Mindretallet finder ikke denne påstand holdbar,
da kommuneaftalen først og fremmest vedrører kommunernes økonomi under et.
Mindretallet finder generelt, at de økonomiske forskydninger ved
lovforslaget for kommunerne er beskedne. Der er for alle kommunerne uden for
hovedstadsområdet og for hovedparten af kommunerne i hovedstadsområdet tale
om ændringer på mindre end 0,2 pct. af beskatningsgrundlaget. Mindretallet
har noteret sig, at indenrigsministeren af det allerede eksisterende tilskud
til særlig vanskeligt stillede kommuner i hovedstadsområdet efter § 20 i lov
om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner vil
kunne begrænse forskydningerne ved lovforslaget.
ÆndringsforslagAf et mindretal (S og SF), tiltrådt af et
mindretal (CD):
Til titlen 1) Undertitlen affattes således:
»(Ændring af vægte for udgiftsbehovskriterier)».
Til § 1 2) Nr. 1, 2, 4 og 6 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Forslagsstillerne tilsigter med ændringsforslagene, at
alene lovforslagets bestemmelser om vægtjusteringer gennemføres.
Hanne Andersen (S) Bakholt (S) Poul Erik Dyrlund (S) Holger Graversen (S)
Klaus Hækkerup (S) fmd. Peder Sass (S) Stavad (S) Lilli Gyldenkilde (SF)
Lis Noer Holmberg (CD) Karen Højte Jensen (KF) John Vinther (KF) Per Tærsbøl
(KF) Erik Larsen (V) Mejdahl (V) Poul Nødgaard (FP) nfmd. Ole Vig
Jensen (RV) Glønborg (KRF) Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes besvarelse
heraf og skrivelse af 27. februar 1992 fra Kommunernes Landsforening
Spørgsmål 12:
Ministeren anmodes om at indhente udtalelse fra Kommunernes Landsforening
for så vidt angår landsforeningens syn på det principielle i at indføre
aktivitetskriterium, jf. spørgsmål 1 - bilag 6.
Svar:
Der henvises til vedhæftede svar fra Kommunernes Landsforening.
Spørgsmål 14:
Kan ministeren oplyse fordelingen af beskæftigede personer på bopæls- og
arbejdsstedskommune for Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns,
Frederiksborg og Roskilde Amter (indpendlere og udpendlere mellem de 5
kommunale enheder)?
Svar:
Der henvises til den følgende tabel, der viser fordelingen af
beskæftigede på bopæls- og arbejdsstedskommune.
Tabellen skal læses således, at af de 224.575 københavnske borgere, der er
beskæftigede, har de 154.808 arbejde i Københavns Kommune, 12.161 har arbejde
i Frederiksberg Kommune, 46.672 har arbejde i Københavns Amt osv. Samtidig
kan det ses, at af de 369.409, der i alt arbejder i (arbejdspladsen
ligger i) Københavns Kommune har de 154.808 bopæl i Københavns Kommune,
23.343 har bopæl i Frederiksberg Kommune osv.
I den efterfølgende tabel er tallene omregnet til procent af det samlede
antal beskæftigede med bopæl i kommunen, således at der fås et udtryk for,
hvor mange procent af kommunens arbejdsstyrke der arbejder hvor.
Beskæftigelse i hovedstadsområdet
Fordelt efter bopæls- og arbejdssted
Arbejdssted:
Københavns Kommune Fr.berg Kommune Københavns Amt Frederiksborg Amt
Roskilde Amt Uden for hovedstaden Total
Bopælskommune:
Københavns Kommune 154.808 12.161 46.672 4.636 2.525 3.773 224.575
Frederiksberg Kommune 23.343 11.345 8.454 897 486 789 45.314
Københavns Amt 114.456 11.150 204.920 8.285 5.210 3.771 347.792
Frederiksborg Amt 31.390 2.628 29.777 124.326 1.536 2.193 191.850
Roskilde Amt 23.516 2.325 23.120 2.070 68.464 3.722 123.217
Uden for hovedstaden 21.896 2.403 15.114 2.896 7.636 49.945
I alt 369.409 42.012 328.057 143.110 85.857 14.248 982.693
Procentfordeling
Arbejdssted:
Københavns Kommune Fr.berg Kommune Københavns Amt Frederiksborg Amt
Roskilde Amt Uden for hovedstaden Total
Bopælskommune:
Københavns Kommune 69 5 21 2 1 2 100
Frederiksberg Kommune 52 25 19 2 1 2 100
Københavns Amt 33 3 59 2 1 1 100
Frederiksborg Amt 16 1 16 65 1 1 100
Roskilde Amt 19 2 19 2 56 3 100
Uden for hovedstaden 44 5 30 6 15 100
I alt 38 4 33 15 9 1 100
Kilde: Tal fra Hovedstadsregionens Statistikkontor. Beskæftigede i 1986.
Kommunernes Landsforening
Den 10. april 1992
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Vedrørende eventuel indførelse af et aktivitetskriterium i det
kommunale tilskuds- og udligningssystem
Indenrigsministeriet har med skrivelse af 20. marts 1992 (sag nr. 1400-1)
på foranledning af et spørgsmål fra Kommunaludvalget anmodet om en udtalelse
fra landsforeningen vedrørende det principielle i at indføre et
aktivitetskriterium i det kommunale tilskuds- og udligningssystem.
Baggrunden for debatten om de aktivitetsbestemte tilskud har været
overvejelser om at motivere kommunerne til at fremme en indsats på særlige
opgaveområder. Det er dermed også en debat om Folketingets muligheder for
gennem en målstyring at præge udviklingen på opgaveområder, hvor kompetencen
til prioritering og detailbeslutninger er udlagt til kommunerne.
Det er landsforeningens opfattelse, at staten og kommunerne løbende bør
være i dialog om udviklingen i de kommunale opgaver. Dette bør blandt andet
ske med henblik på, at kommunerne generelt arbejder i overensstemmelse med de
overordnede mål, som regeringen og Folketinget fastlægger.
Landsforeningen vil opfordre til, at staten og kommunerne i fællesskab
drøfter mulighederne for at styrke dialogen om udviklingen i de kommunale
opgaver. Landsforeningen vil imidlertid advare mod, at opmærksomheden i denne
debat alene koncentreres om økonomiske incitamenter, hvor kommunerne
tilskyndes til at anvende flere ressourcer på udvalgte opgaveområder. De
økonomiske incitamenter er kun eet blandt flere redskaber i samarbejdet
mellem stat og kommuner om opgaveløsningerne.
Aktivitetsfremmende tilskud er ikke noget nyt. Forud for kommunalreformen
blev store dele af den kommunale aktivitet finansieret ved procentrefusioner.
Der er en række argumenter for, at skiftende regeringer, Folketinget og
kommunerne i fællesskab har arbejdet på at afskaffe disse refusionsordninger
siden kommunalreformen i 1970.
Refusionsordningerne medførte en forvridning af den lokale
beslutningsproces. De var endvidere administrativt besværlige og
vanskeliggjorde en effektiv styring af statsfinanserne. Hertil kom, at
økonomisk velfunderede kommuner havde bedre mulighed for at iværksætte
aktiviteter og dermed opnå statstilskud, samt at ordningerne var knyttet til
afholdte udgifter og ikke til kvalitet og mængde.
Det er landsforeningens opfattelse, at anvendelse af aktivitetsbestemte
tilskud enten som procentrefusion eller som et fast tilskud pr. ydelse vil
skabe en række af de samme problemer, som de tidligere procentrefusioner.
Det gælder først og fremmest en forvridning af de lokale løsninger. På de
fleste kommunale serviceområder - f.eks. på ældreområdet - har man i dag en
meget bred vifte af ydelser, som sammensættes fleksibelt efter den enkelte
borgers behov. Hertil kommer, at der på mange områder eksperimenteres med nye
utraditionelle løsninger og forsøg i bestræbelserne på at forny de kommunale
serviceydelser, blandt andet gennem decentralisering og brugerdeltagelse.
Aktivitetsbestemte tilskud vil med stor sandsynlighed påvirke kommunerne
til at anvende traditionelle standardtilbud, og samtidig vil enkelte ydelser
i den samlede vifte af tilbud få en særlig prioritering. Erfaringerne med
refusionsordningerne viste, at dette ofte resulterer i løsninger, der er mere
præget af refusionstænkning end af borgernes behov.
Neutralitetshensynet retter sig ikke kun mod sammensætningen af ydelser
inden for et bestemt opgaveområde. Neutralitetshensynet gælder også i forhold
til prioriteringen mellem forskellige kommunetyper. Eet hensyn i det
nuværende tilskuds- og udligningssystem er, at kommunerne skal have mulighed
for at anvende ressourcerne på de opgaveområder, hvor lokalsamfundet har de
største behov. I nogle kommuner har man f.eks. behov for en meget høj
dækningsprocent på pasningsområdet. I andre kommuner har man behov for et
stort ressourceforbrug på ældreområdet, f.eks. til en decentral
plejehjemsstruktur. Indførelse af aktivitetsbestemte tilskud på visse
serviceområder kan derfor forvride prioriteringsmulighederne imellem
forskellige kommunetyper.
Landsforeningen vil endvidere tage afstand fra, at en andel af de
eksisterende bloktilskud omlægges til aktivitetsbestemte tilskud.
Bloktilskuddet er tilvejebragt ved, at kommunerne har overtaget statslige
opgaver, ved afskaffelse af refusionsordninger, eller ved at kommunerne er
blevet kompenseret ved indførelse af udgiftskrævende regler i form af
minimumskrav eller lignende. På de fleste opgaveområder har kommunerne
derudover for egen regning finansieret en udbygning, og det er derfor
uacceptabelt at gennemføre en mellemkommunal ressourceomfordeling ved at
omlægge en andel af de eksisterende bloktilskud til nye aktivitetsbestemte
tilskud.
Det er på denne baggrund landsforeningens opfattelse, at grundtrækkene i
det nuværende finansieringssystem bør opretholdes, idet systemet sikrer den
nødvendige neutralitet i forhold til den lokale prioritering og en sammenhæng
mellem kompetence og ansvar.
Landsforeningen er imidlertid opmærksom på, at der på visse udvalgte
områder kan være muligheder for at supplere det nuværende system med
aktivitetslignende tilskud, uden at det nødvendigvis får væsentlige negative
følgevirkninger. Landsforeningen vil gerne indgå i drøftelser om fordele og
ulemper ved forskellige modeller, der kan supplere det nuværende system. Det
er imidlertid helt afgørende, at kommunerne tilføres nye økonomiske
ressourcer til løsningen af de opgaver, som Folketinget og regeringen ønsker
fremmet.
Landsforeningen ser gerne, at Indenrigsministeriet i samarbejde med de
kommunale parter udarbejder en analyse af fordele og ulemper ved
aktivitetsbestemte tilskud, og at man i denne sammenhæng overvejer, hvordan
det nuværende system kan suppleres, så Folketingets muligheder for at styrke
bestemte opgaveområder forbedres.
Landsforeningen vil i denne sammenhæng lægge vægt på, at man ikke
udelukkende koncentrerer overvejelserne om økonomiske incitamenter, men at
man også vurderer f.eks. metoder som regelstyring og henstillinger og
aftaler.
Landsforeningen skal endelig bemærke, jf. det tidligere høringssvar, at
der er behov for en bredere vurdering af det nuværende tilskuds- og
udligningssystem under indtryk af de senere og kommende års
kommunaløkonomiske udvikling.
Kommunernes Landsforening
Den 27. februar 1992
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 7
1218 København K
Indenrigsministeriet har med skrivelse af 21. januar 1992 fremsendt et
udkast til forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner og anmodet landsforeningen om en udtalelse.
Der foreslås med virkning for tilskudsåret 1993 foretaget en generel
justering af vægtene i de to udgiftsbehovsudligningsordninger. Endvidere
foreslås en reduktion i udligningsniveau og overudligningsgrænse samt
indførelsen af en gennemsnitlig skattetryksfaktor i hovedstadsudligningen af
beskatningsgrundlag. Endelig foreslås en forhøjelse af
udgiftsbehovsudligningsniveauet i hovedstadsområdet.
Ifølge lovforslagets bilag 2 varierer de byrdefordelingsmæssige
konsekvenser fra et tab på 0,58 beskatningsprocentpoint til en gevinst på
0,23 beskatningsprocentpoint.
Landsforeningens bestyrelse har drøftet spørgsmålet om en eventuel
revision af de gældende udligningsordninger. Det er bestyrelsens opfattelse,
at man må fraråde ændringer i udligningsordningerne i den periode, der er
omfattet af aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om
kommunernes økonomi 1992 til 1994.
Efter landsforeningens opfattelse kan det ikke afvises, at ændringer i
byrdefordelingen vil vanskeliggøre opfyldelsen af henstillingen om, at
udskrivningsprocenten og grundskyldspromillen i 1993 og 1994 for kommunerne
under et bringes ned på det aftalte niveau, idet det kan frygtes, at de
kommuner, der får gevinst, ikke sætter skatteprocenterne ned i samme omfang,
som de kommuner, der får et tab, sætter dem op.
Landsforeningen er på den anden side indstillet på, at der i
aftaleperioden foretages tekniske undersøgelser af udligningssystemet og
eventuelle svagheder i dette med henblik på efterfølgende justeringer, blandt
andet set i lyset af at grundlaget for det nuværende system blev lagt for
næsten 10 år siden.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BTL 131 BETÆNKNING OVER TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (NYT ÆLDREKRITERIUM, JUSTERING VEDRØRENDE KOMPENSATION TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER OG ÆNDRET EFTERREGULERING) NR L 131 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 21. februar 1992
- Lov om indfødsrets meddelelse Retsinformation · 1. juli 1993
- 1992 LSF 276 FORSLAG TIL LOV OM INDFØDSRETS MEDDELELSE Retsinformation · 2. juli 1993
- Forslag til Lov om indfødsrets meddelelse Retsinformation · 15. december 1998
- 1994 LSF 226 FORSLAG TIL LOV OM INDFØDSRETS MEDDELELSE OG ÆNDRING AF LOV OM DANSK INDFØDSRET Retsinformation · 15. juni 1995