1991 BTL 39 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN OG FOTOGRAFILOVEN (VEDERLAGSORDNING FOR UINDSPILLEDE BÅND) NR L 39 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til kulturministeren, som denne har besvaret
skriftligt. To af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er
optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
AKT+MF af 1985 (Alternativ Komponist-, Tekstforfatter og
Musikforlæggerforening af 1985),
Bang & Olufsen,
BASF,
Blomqvist, Jørgen,
Danmarks Erhvervsradio,
Den Danske Gruppe IFPI,
Detailhandelens Fællesråd,
Folkemusikkens Fællesråd,
Forbrugerrådet,
Fredgaard Radio,
FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Fællesrådet for Udøvende Kunstnere,
Koda,
Kristelig Lytter- og Fjernseerforening,
Leverandørforeningen for Audio/Video-Bånd,
Poulin A/S,
Radiobranchen,
Sammenslutningen af Danske Filminstruktører,
Sammenslutningen af Leverandørforeninger,
Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark,
Scandinavian Duplicating Centre A/S,
Sø & Høyem og
Thorsøe, Casper, København.
Læs alt
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de stillede ændringsforslag og udtaler følgende:
Der er under udvalgsbehandlingen fra båndbranchens side rejst en række
indvendinger mod lovforslaget, som efter flertallets opfattelse er udtryk for
en stærkt overdreven frygt for lovforslagets praktiske konsekvenser.
Indvendingerne har navnlig været baseret på en forventning om, at vederlaget
vil blive fastsat på et meget højt niveau. For at undgå de vidtgående
konsekvenser, som har været påpeget fra branchens side, stiller flertallet
forslag om, at vederlagssatserne lovfæstes, således at de kommer til at
udgøre ca. 4 kr. for et 90-minutters lydbånd og 15 kr. for et 240-minutters
videobånd (ekskl. moms). Herved vil vederlaget komme til at ligge på samme
niveau som det, der gælder i Finland.
Flertallet har i øvrigt bemærket, at der er indført lignende ordninger i
adskillige EF-lande. Dette gælder således Tyskland (indført i 1965, senere
ændret i 1985 og 1990), Frankrig (indført i 1985), Portugal (indført i
lovgivningen i 1985, dog endnu ikke sat i kraft), Spanien (indført i
lovgivningen i 1987, sat i kraft i 1989), Nederlandene (indført i 1990) og
Italien (indført i 1992).
Endvidere har flertallet stillet en række tekniske ændringsforslag, som
følger de øvrige reelle indvendinger, der er fremkommet mod lovforslaget,
især fra kulturministeren og fra skatteministeren. Navnlig foreslår
flertallet i overensstemmelse med skatteministerens svar på spørgsmål 14 en
række tilpasninger af lovforslaget med henblik på at sikre, at
båndvederlagsordningen vil kunne fungere effektivt efter indførelsen af EFs
indre marked den 1. januar 1993.
Flertallet har lagt vægt på, at den daglige administration af
vederlagsordningen vil kunne ske således, at der på en enkel måde vil kunne
ske betalingsfritagelse og refusion for bånd, der anvendes af f.eks. syns- og
hørehandicappede, jf. svaret på spørgsmål 11, som er optrykt som bilag til
denne betænkning. Flertallet finder i så henseende desuden, at bånd med en
særligt kort spilletid, dvs. under 15 minutter, som hovedsagelig benyttes
professionelt f.eks. i reklamebureauer, på forlag og lign. eller til
korrespondance, bør undtages fra vederlagspligten, idet de ikke kan anses for
egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, således som dette skal
forstås efter det foreslåede § 26 a, stk. 2.
I lyset af, at vederlagssatserne lovfæstes, vil det efter flertallets
opfattelse kun være påkrævet at udsætte ikrafttrædelsestidspunktet i så lang
tid, som er nødvendig for, at den fælles organisation af rettighedshavere kan
stiftes og godkendes af Kulturministeriet. Flertallet foreslår derfor, at
loven træder i kraft den 1. januar 1993.
Det er flertallets opfattelse, at der med hensyn til vederlagsordningen
for uindspillede bånd ikke bør ydes national behandling i forhold til
rettighedshavere fra alle lande, som er tilsluttet Bernerkonventionen,
Verdenskonventionen eller Romkonventionen. I lighed med, hvad der gælder for
den i 1989 gennemførte følgeretsordning, bør vederlagsordningen kun udvides
til at omfatte udenlandske rettighedshavere fra lande, der har gennemført en
tilsvarende vederlagsordning, dvs. et krav om materiel gensidighed.
Kulturministeren har over for udvalget oplyst, at et sådant krav om materiel
gensidighed kan fastsættes administrativt ved ændring af kgl. anordning af
18. juni 1990 om anvendelsen af ophavsretsloven og fotografiloven i forhold
til andre lande m.v.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres,
Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis, Venstres
og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) har forståelse for de
problemer, som den private kopiering af grammofonplader og videofilm m.v.
påfører ophavsmændene og de udøvende kunstnere, men mener ikke, at en afgift
på uindspillede bånd er en hensigtsmæssig måde at løse disse problemer på. I
øvrigt er kopiering til privat brug fuldt ud lovlig efter ophavsretsloven.
Flertallet inden for mindretallet ønsker ikke at medvirke til at pålægge
befolkningen nye afgifter. Selv om det drejer sig om et vederlag, som skal
tilfalde ophavsmændene og de udøvende kunstnere, er der reelt tale om en
afgift, som vil medføre prisstigninger. Endvidere bør man ikke på dette
område gennemføre en særlig dansk ordning, før der fra EFs side er udstukket
retningslinier for, hvorledes en sådan ordning kan fungere på
fællesskabsplan. Flertallet har i den forbindelse noteret sig, at
EF-Kommissionen forventes at fremlægge et direktivforslag herom i løbet af
1992. Der er også fra forskellig side blevet peget på risikoen for en
betydelig stigning i grænsehandel og postordresalg til skade for såvel dansk
erhvervsliv som statens momsprovenu.
Et mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af
udvalget) er af den opfattelse, at denne afgift for det første er både
usaglig og urimelig.
Det usaglige fremkommer, idet forslagsstillerne deler den misopfattelse,
at der skulle foregå en fuldstændig uhæmmet kopiering af musik til bånd og
film til videobånd. Fremskridtspartiet har principielt intet at indvende mod
en sådan kopiering, uanset hvilket omfang den har. Imidlertid er det
Fremskridtspartiets opfattelse, at kopieringen ikke udgør en brøkdel af det,
forslagsstillerne bygger dette absurde lovforslag på.
Det urimelige forekommer derved, at den afgift, der skal opkræves,
overhovedet ikke kommer til at tilgå de kunstnere, hvis produkter i givet
fald bliver kopieret. Når f.eks. unge mennesker køber plader eller CD'er og
overspiller disse til bånd for at afspille dem på walkman eller ghettoblaster
er det for størstepartens vedkommende de store udenlandske navne. Den afgift,
som skal opkræves, vil aldrig tilgå en Michael Jackson, en Frank Zappa eller
en M.C. Hammer, men derimod til alverdens såkaldt trængende inden for
området. Det er umoralsk og på alle andre måder urimeligt - selv hvis man er
tilhænger af det forældede begreb ophavsret.
Ud over det usaglige og urimelige er lovforslaget også uadministrerbart,
grænsehandelsskabende, butiksdødsfremkaldende, EF-stridigt, uigennemtænkt og
rendyrket socialistisk ideologi.
Som det fremgår af udvalgsarbejdet, har Told- og Skattestyrelsen ikke
mulighed for at styre opkrævningen - og godt for det. Derved får man igen en
afgift, hvor de borgere, som med skatteministerens ord opfører sig
»pænt« - dvs. betaler uden at pibe - bliver straffet. Derimod vil
de borgere, som benytter smuthuller - og dermed ikke er »pæne« -
slippe for afgifterne.
Den nye metode til gebyropkrævning er endnu mere betænkelig idet
»private« organer inddrages i skatteopkrævning. Fremskridtspartiet
håber i denne forbindelse, at Rigsrevisionen, Statsrevisoratet, Ombudsmanden
eller andre vil underkende afgiften.
Parallelimport, hjemmesalg, postordresalg, salg på markedspladser osv. er
bare nogle få af de tusinde af muligheder for omgåelse af afgiften.
Fremskridtspartiet håber, danskernes opfindsomhed vil sejre afgiften ihjel.
Grænsehandelen, der som dokumenteret i kulturministerens svar på spørgsmål
29 faldt som følge af bortfald af en tidligere dansk videobåndafgift, vil
opblomstre igen. Forskellen på 1987 og 1992 er endda, at EFs indre marked vil
være realiseret fra og med 1. januar 1993, og der findes ingen bestemmelser i
toldreglerne om begrænsninger på antal bånd, der må hjemkøbes.
Flertalspartierne vil dermed dræne den danske statskasse for momsen af denne
nye grænsehandelsomsætning og derudover stjæle brødet ud af munden på danske
detailhandlende.
Som deputationer i udvalget har beskrevet, så benyttes tilbud på video-
eller lydbånd som trækplaster for at få kundeflow i radiobutikker m.v. Når
der ikke længere er dette flow, vil butikkerne samlet miste omsætning langt
større end bortfaldet af båndsalget. Flertalspartierne vil dermed skulle
påtage sig ansvaret for mange butiksdødsfald. Der er endda ikke bare tale om
uagtsomt drab men grundigt planlagt mord på disse butikker. Alle
advarselslamper er tændt!
Lovforslaget er ganske givet EF-stridigt og Fremskridtspartiet håber, at
EF-Kommissionen og/eller EF-Domstolen vil afvise denne nye afgift og erklære
den EF-stridig. Fremskridtspartiet håber på en hurtig og resolut afvisning
fra EFs side, således at det danske desperado-flertal bliver stoppet af EF.
Lovforslaget er meget uigennemtænkt. Først fremsætter man et lovforslag.
Derefter vælger man under betænkningsafgivelsen at ændre hele
forudsætningsgrundlaget for lovforslaget, og endelig vælger man at overhøre
advarsler om, at det vil gå galt. Det er et skoleeksempel på, hvorden love på
hovsavis uprofessionelt bliver til. Fremskridtspartiet skal allerede nu
forudsige, at loven om kort tid må revideres for at blive tilpasset
virkeligheden. Det ulyksalige er så blot de mange ofre, de tusinder af
sagesløse borgere, som af flertallet nu skal have en ekstra piskesnert over
nakken, fordi et trekløver af partier igen skal køre ideologisk
kamikazepolitik med det danske samfund.
De tre partier Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale
Venstre gennemfører dette forslag i ond tro. Alle har advaret, lige fra
ministerier, branchen, til enkeltpersoner og andre partier. Når flertallet
alligevel vælger at gennemtvinge vedtagelse af lovforslaget, er der ikke
længere tale om demokrati, men derimod flertalstyranni. Der er tale om et
ideologisk felttog, hvor alle saglige, veldokumenterede og rimelige
argumenter overhøres blot for at ride en usaglig kæphest.
Fremskridtspartiet skal med disse velvalgte ord afvise lovforslaget på det
bestemteste.
Et andet mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved
2. behandling.
ÆndringsforslagAf et flertal (S, SF og RV):
Til § 1 1) Nr. 1 affattes således:
»1 . Efter § 26 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 2 a
Vederlag for eksemplarfremstilling til privat brug § 26 a.
Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller videobånd
eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale
vederlag til ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.
Stk. 2. Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er egnet til
fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for værker, som er
udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet på fonogram, film,
videogram eller lignende.
Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen,
udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af danske
ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder
fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, og som af
kulturministeren er godkendt hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt
alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.
Stk. 4. Organisationen fastsætter retningslinier for udbetalingen
af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst muligt omfang sker
i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En tredjedel af det
årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes til støtte af formål, der er
fælles for ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af
organisationen, jf. stk. 3.
§ 26 b. Vederlaget udgør for 1993 pr. minut spilletid for lydbånd
0,045 kr. og for videobånd 0,0625 kr. Vederlaget reguleres årligt med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
§ 26 c. Virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller eller
indfører lyd- eller videobånd, skal anmeldes hos fællesorganisationen.
Stk. 2. Organisationen udsteder et bevis for anmeldelsen.
Stk. 3. Anmeldte virksomheder er berettiget til, uden at
vederlaget er berigtiget, at indføre eller fra anden anmeldt virksomhed at
modtage lyd- eller videobånd, der er vederlagspligtige efter § 26 a.
§ 26 d. Vederlagsperioden er måneden.
Stk. 2. Anmeldte virksomheder skal opgøre det vederlagspligtige
antal lyd- og videobånd, der i perioden er udleveret fra virksomheden, samt
disses spilletid.
Stk. 3. Anmeldte virksomheder, der udtager lyd- eller videobånd
til brug i virksomheden, skal medregne forbruget til udleveringen efter stk.
2.
Stk. 4. Opgørelsen specificeres efter retningslinier, som
fastsættes af kulturministeren efter forhandling med fællesorganisationen.
§ 26 e. I det vederlagspligtige antal, opgjort efter § 26 d, stk.
2, fradrages:
1) Antallet af lyd- og videobånd, der er udleveret til en anden anmeldt
virksomhed efter § 26 c, stk. 3.
2) Antallet af lyd- og videobånd, der er udført.
3) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til
eksemplarfremstilling, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 11.
4) Antallet af lyd- og videobånd, der vil blive anvendt til fremstilling
af optagelser til brug for syns- og hørehandicappede.
5) Antallet af lyd- eller videobånd, der vil blive anvendt til særlige
formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget.
Stk. 2. Kulturministeren kan efter forhandling med
fællesorganisationen fastsætte retningslinier for kontrol med fradrag efter
stk. 1.
§ 26 f. Ved erhvervsmæssig udførsel af vederlagsberigtigede lyd-
eller videobånd, anvendelse af vederlagsberigtigede lyd- eller videobånd til
eksemplarfremstilling, som ikke omfattes af bestemmelsen i § 11, til
fremstilling af optagelser, som anvendes af syns- eller hørehandicappede
eller til særlige formål, som af kulturministeren er undtaget fra vederlaget,
tilbagebetales vederlaget.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med
fællesorganisationen de nærmere retningslinier for vederlagsgodtgørelse efter
stk. 1.
§ 26 g. Anmeldte virksomheder skal føre regnskab over
fremstilling, indførsel og udlevering m.v. af vederlagspligtige lyd- og
videobånd.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter efter forhandling med
fællesorganisationen de nærmere retningslinier for de anmeldte virksomheders
regnskabsførelse, herunder udstedelse af fakturaer m.v.
Stk. 3. Anmeldte virksomheder skal opbevare regnskabsmateriale i 5
år efter regnskabsårets udløb.
§ 26 h. Anmeldte virksomheder skal efter udløbet af hver
vederlagsperiode og senest ved udgangen af den følgende måned til
fællesorganisationen angive mængden af udleverede lyd- og videokassettebånd
og disses spilletid, jf. §§ 26 d og 26 e. Virksomheden skal senest samtidig
med angivelsen indbetale vederlaget til organisationen. Angivelsen skal
underskrives af virksomhedens ledelse.«»
2) Nr. 2 affattes således:
»2. I § 45, stk. 3, indsættes efter »§ 24
a«: », §§ 26 a-26 h,».«
3) Nr. 3 affattes således:
»3. I § 46, stk. 2 , ændres »samt § 24 a,»
til: »§ 24 a samt §§ 26 a-26 h,».«
4) Nr. 4 udgår.
5) Det under nr. 5 foreslåede § 55 a, nr. 3,
affattes således:
»3) undlader at lade sig anmelde eller undlader at meddele
oplysninger til fællesorganisationen efter §§ 26 c, stk. 1, og 26 h, 1. pkt.
Det samme gælder den, som undlader at føre eller opbevare regnskaber i
henhold til § 26 g.«
6) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 55 c ændres »og § 22 a, stk. 4, 3.
pkt.,» til: », § 22 a, stk. 4, 3. pkt., § 26 d, stk. 4, § 26 e,
stk. 2, § 26 f, stk. 2, og § 26 g, stk. 2,».«
7) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:
»02. I § 59, stk. 1, 3. pkt., ændres »efter § 46,
stk. 2, jf. § 17, stk. 2« til: »efter § 46, stk. 2, jf. § 17, stk.
2, og §§ 26 a-26 h«.'
Til § 2 8) Den under nr. 1 foreslåede § 14 a affattes
således:
»§ 14 a. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører
videobånd eller andre indretninger, hvorpå billeder kan optages, skal betale
vederlag til fotograferne af de nævnte billeder. Vederlaget skal betales for
bånd m.v., der er egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og
kun for fotografier, som er udsendt i fjernsyn, eller som er udgivet på film,
videogram eller lignende.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 26 a-26 h og § 55 a, nr. 3, i lov om
ophavsretten til litterære og kunstneriske værker finder tilsvarende
anvendelse.«
9) Nr. 2 udgår.
Til § 3 10) Paragraffen affattes således:
»§ 3 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.
Stk. 2. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget i
folketingsåret 1995-96.
Stk. 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med
de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Flertallet foreslår en række redaktionelle ændringer af
lovforslaget, dels for at sikre, at vederlagsordningen vil kunne fungere
efter indførelsen af det indre marked i EF, dels for at undgå, at ordningen
vil medføre nogen belastning af de statslige told- og skattemyndigheder. Der
henvises til svaret på spørgsmål 14.
I § 26 a fastslås pligten til at betale vederlag. Pligten påhviler den,
der erhvervsmæssigt indfører eller fremstiller bånd m.v., der er egnet til
privat kopiering af værker, som er omfattet af den ophavsretlige beskyttelse.
I stk. 3 henlægges hele administrationen af vederlagsforpligtelsen til en
fælles organisation af alle rettighedshaverne.
I § 26 b er vederlagets størrelse foreslået fastsat i lovteksten, jf. det
ovenfor nævnte svar på spørgsmål 14. Herved er der opnået en endelig
afklaring af vederlagets størrelse, således at der ikke vil være grund til at
nære den frygt for et uforholdsmæssigt højt vederlag, som især
båndimportørerne har givet udtryk for. Vederlaget er fastsat på samme niveau,
som er gældende i Finland, og det er suppleret med en reguleringsbestemmelse,
således at det vil følge med den almindelige økonomiske udvikling i
samfundet. Reguleringen vil således skulle ske årligt i henhold til
bestemmelserne i lov nr. 385 af 13. juni 1990 om en satsreguleringsprocent.
I § 26 c bestemmes, hvilke virksomheder der skal anmeldes. Det bestemmes,
at anmeldte virksomheder kan handle internt, uden at der udløses vederlag.
For at virksomhederne kan konstatere, hvorvidt en aktuel handel foregår med
en anden anmeldt virksomhed, skal virksomhederne kunne identificere sig ved
hjælp af et anmeldelsesbevis.
For at sikre, at alle virksomheder anmeldes, vil der kunne indgås aftale
mellem fællesorganisationen og de pågældende brancheorganisationer, hvorefter
f.eks. anmeldelsen af de vederlagspligtige virksomheder varetages af
brancheorganisationen, eventuelt mod et vederlag. Dette kunne være
hensigtsmæssigt, i og med at brancheorganisationen må antages at have et nøje
kendskab til markedet. Tilfælde af forsøg på unddragelse af
vederlagsforpligtelsen vil herefter normalt kunne imødegås ved, at
fællesorganisationen indleder sædvanlige retsskridt.
I § 26 d fastsættes vederlagsperioden, og at virksomhedens opgørelse skal
ske på grundlag af det antal bånd, der er udleveret fra virksomheden, og
disses spilletid. Eget forbrug anses for udlevering. Bestemmelsen bemyndiger
kulturministeren til efter forhandling med fællesorganisationen i fornødent
omfang at kræve opgørelsen specificeret, herunder f.eks. at udfærdige en
angivelsesblanket.
I § 26 e bestemmes, hvilke bånd der kan udleveres fra en anmeldt
virksomhed, uden at udløse vederlag. Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren
til efter forhandling med fællesorganisationen at fastsætte regler for
kontrol hermed, f.eks. at vederlagsfri udlevering skal føres på en særskilt
konto i virksomhedens bogholderi.
I § 26 f åbnes mulighed for, at såvel anmeldte som ikke anmeldte
virksomheder kan få tilbagebetalt vederlaget, hvis båndene kunne have været
udleveret vederlagsfrit. Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren til efter
forhandling med fællesorganisationen at fastsætte de nærmere regler herfor,
herunder f.eks. indsendelse af dokumentation for salget og - for ikkeanmeldte
virksomheder - dokumentation for, at vederlaget er betalt ved købet.
I § 26 g fastlægges regnskabsregler for de anmeldte virksomheder i
hovedtræk, herunder regler om opbevaringspligt for regnskabsmateriale.
Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren til efter forhandling med
fællesorganisationen at fastsætte nærmere krav til regnskab, f.eks. at den
vederlagspligtige udlevering skal kunne udskilles af regnskabet, og til
fakturaer, herunder at vederlaget påføres fakturaen.
I § 26 h bestemmes, hvornår de anmeldte virksomheder skal angive og betale
vederlag, og at angivelsen skal underskrives af virksomhedens ledelse.
Til nr. 2 og 3 Der er tale om konsekvensændringer som følge af de
tilføjede nye §§ 26 f - 26 h.
Til nr. 4 Efter lovforslagets § 1, nr. 4, udvides det såkaldte
tvangslicensnævns kompetence, således at nævnet på begæring af en af parterne
kan fastsætte størrelsen af vederlaget i tilfælde af, at det ikke lykkes at
opnå enighed herom. Denne udvidelse vil være overflødig, når vederlagets
størrelse fastsættes i loven, jf. den i ændringsforslag nr. 1 foreslåede ny
affattelse af § 26 b.
Til nr. 5 Efter lovforslagets § 1, nr. 5, straffes den, som forsætligt
eller groft uagtsomt unddrager sig vederlagspligten ved at undlade at meddele
oplysninger efter den foreslåede § 26 c, stk. 1.
For at undgå de vanskeligheder, som kunne følge af, at man i hvert enkelt
tilfælde skulle bevise et forsæt til at unddrage sig vederlagsbetaling, er
bestemmelsen ændret, således at det i alle tilfælde vil kunne sanktioneres
med bødestraf, hvis en virksomhed, der er omfattet af § 26 a, stk. 1,
forsætligt eller groft uagtsomt undlader at opfylde de nærmere angivne
forpligtelser. Bestemmelsen medfører bødeansvar for såvel den, der undlader
at lade sig anmelde, som den, der undlader at angive vederlaget eller angiver
det ukorrekt. Endvidere er opfyldelse af regnskabsreglerne sanktioneret med
bødeansvar.
Til nr. 6 Efter bestemmelsen i ophavsretslovens § 55 c kan der i visse
forskrifter fastsættes bestemmelser om bødestraf for overtrædelse af
forskrifterne. Bestemmelsen omfatter forskrifter vedrørende opbevarelse og
benyttelse af visse lyd- og billedoptagelser foretaget inden for
undervisningsvirksomhed, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt., samt forskrifter om
opkrævningen af vederlag for samtidig og uændret kabelfordeling af radio- og
fjernsynsudsendelser, jf. § 22 a, stk. 4, 3. pkt.
Efter forslagene til ny affattelse af § 26 d, stk. 4, § 26 e, stk. 2, § 26
f, stk. 2, og § 26 g, stk. 2, jf. ændringsforslag nr. 1, vil kulturministeren
blive bemyndiget til at fastsætte forskrifter om bl.a. opgørelsen af de
vederlagspligtige bånd, kontrol for fradrag for visse bånd til særlig
anvendelse, godtgørelse af vederlag samt virksomhedernes regnskabsførelse
m.v. Med henblik på at sikre en effektiv efterlevelse af disse forskrifter
foreslås, at der skabes mulighed for at fastsætte bestemmelser om bødestraf
for overtrædelser heraf.
Til nr. 7 Efter lovforslagets § 1, nr. 3, omfattes fremstillere af
lydoptagelser, jf. ophavsretslovens § 46, af den foreslåede vederlagsordning.
Efter ophavsretslovens § 59, stk. 1, 2. pkt., finder bestemmelsen i § 46
anvendelse på enhver lydoptagelse. I § 59, stk. 1, 3. pkt., er der fastsat en
undtagelse herfra, idet retten til vederlag efter § 46, stk. 2, jf. § 17,
stk. 2, om optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser inden for
undervisningsvirksomhed kun gælder for lydoptagelser, som finder sted i
Danmark. Det findes rigtigst at gennemføre en lignende undtagelse, når det
gælder anvendelsesområdet for den foreslåede vederlagsordning i forhold til
fremstillere af lydoptagelser. Det foreslås derfor, at der i lovens § 59,
stk. 1, 3. pkt., tilføjes en henvisning §§ 26 a - 26 h, således at denne
vederlagsordning umiddelbart alene skal gælde for lydoptagelser, som finder
sted i Danmark. Ved kgl. anordning vil retten til vederlag blive udvidet til
også at omfatte lydoptagelser, som finder sted i andre lande, som har
gennemført en tilsvarende vederlagsordning.
Til nr. 8 Ændringsforslaget er en konsekvens af de ændringer, som er
foreslået under nr. 1.
Det bemærkes i denne forbindelse, at henvisningen til den ovenfor under
nr. 1 foreslåede nye affattelse af ophavsretslovens § 26 b skal forstås
således, at de i bestemmelsen angivne vederlagssatser skal dække vederlaget
til alle rettighedshavere, hvad enten deres beskyttelse henhører under
ophavsretsloven eller fotografiloven.
Til nr. 9 Ændringsforslaget svarer til forslaget under nr. 4 ovenfor.
Til nr. 10 Efter lovforslagets § 3 skal loven træde i kraft den 1. juli
1992. Efter at det i ændringsforslag nr. 1 ovenfor er foreslået, at
vederlagssatserne angives i selve lovteksten, vil der ikke længere være behov
for at udskyde lovens ikrafttræden med henblik på at give parterne tid til at
forhandle vederlagssatsen. Selv om det må påregnes, at den forudsatte
fællesorganisation af rettighedshaverne vil blive etableret i løbet af ganske
kort tid, bør der sikres tilstrækkelig tid til godkendelse heraf, og
flertallet foreslår derfor, at loven træder i kraft den 1. januar 1993.
Da der er tale om en ny vederlagstype, vil det være hensigtsmæssigt at
sikre, at Folketinget inden for en rimelig tid får mulighed for at
genoverveje problemstillingen i lyset af de indhøstede erfaringer. Det
foreslås derfor, at loven tages op til revision senest om 3 år.
Det foreslåede nye stk. 3 har navnlig til formål at give de færøske og
grønlandske hjemmestyremyndigheder den nødvendige tid til under hensyn til de
særlige færøske og grønlandske forhold at tage stilling til, i hvilken
udstrækning og med hvilke eventuelle modifikationer den foreslåede
vederlagsordning bør sættes i kraft på Færøerne og i Grønland. Det bestemmes
derfor, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens
bestemmelse senere ved kgl. anordning kan sættes helt eller delvist i kraft
for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Hanne Andersen (S) Eva Fatum (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S)
Peder Sass (S) Jimmy Stahr (S) fmd. Pernille Frahm (SF) Birthe Hansen (SF)
Jette Pors (CD) Agnete Laustsen (KF) Jens Jørgensen (KF) Helge Sander (V)
nfmd. Mariann Fischer Boel (V) Erik Larsen (V) Aage Brusgaard (FP) Ole Vig
Jensen (RV) Lysholm Christensen (KRF) Bilag
To af udvalgets spørgsmål til kulturministeren og dennes besvarelse heraf:
Spørgsmål nr. 11:
»Hvordan tænkes refusionen af det større antal undtagelser
administreret?»
Svar:
Spørgsmålet har været forelagt for rettighedshaverorganisationerne, der
efter samråd ved skrivelse af 13. november 1991 fra KODA har oplyst følgende:
»Administrationen af undtagelserne vil, som selve opkrævningen af
vederlaget, blive foretaget af den organisation, som i henhold til forslaget
til § 26 b, stk. 1, skal godkendes af kulturministeren.
For så vidt angår visse båndtyper vil der slet ikke blive opkrævet
vederlag, idet de ikke er omfattet af bestemmelserne. I henhold til forslaget
til § 26 a, stk. 1, skal der kun betales vederlag for bånd m.v., »der er
egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug«. I praksis vil
man derfor helt kunne undlade at opkræve for båndformater, der alene anvendes
professionelt, såsom U-matic og lignende videoformater. Tilsvarende vil man
kunne undlade at opkræve for mini- og mikrokassetter (f.eks.
diktafonkassetter) samt for VHS-C og 8 mm kassetter til videokameraer. Denne
afgrænsning vil naturligvis efter drøftelse med branchen kunne justeres i
takt med udviklingen.
Det er i øvrigt tanken at tilrettelægge administrationen af undtagelserne
på en måde svarende til den finske, der efter det oplyste fungerer uden
nævneværdige problemer. For så vidt angår refusionsmuligheden efter § 26 d,
stk. 1, vil de refusionsberettigede således skulle fremsende en ansøgning,
hvoraf grundlaget for refusionen fremgår. Det må forventes, at undtagelserne
efter nr. 1)-3) vil blive anvendt af en relativt fast kreds, og det vil
således kun være nødvendigt at dokumentere selve refusionsberettigelsen i den
indledende fase. Efterfølgende vil refusionen alene skulle forudsætte, at der
fremsendes dokumentation vedrørende det enkelte krav.
Hvad angår muligheden efter nr. 1) til at få refunderet vederlaget for
bånd, der udføres fra Danmark kan dokumentationen fremlægges i form af
eksportpapirer eller efter 1. januar 1993 modtagelseskvittering fra en
udenlandsk køber, samt betalte fakturaer eller notaer for båndindkøbet,
hvoraf det fremgår, at båndene er vederlagsberigtiget.
Kredsen af refusionsberettigede efter nr. 2) vil først og fremmest være
undervisningsinstitutioner m.v., som anvender bånd i sproglaboratorier m.v.
samt til optagelse af radio- og tv-udsendelser, jf. ophavsretslovens § 17.
Hertil kommer f.eks. radiofonier, det være sig landsdækkende eller lokale
stationer. Også her vil betalte fakturaer eller notaer for indkøbet normalt
være tilstrækkelig dokumentation. Egentlige båndkopieringsanstalter vil også
kunne modtage refusion i henhold til denne bestemmelse, men typisk må det
formodes, at båndindkøbene her vil vedrøre bånd, for hvilke vederlaget ikke
opkræves, jf. § 26 c.
Med hensyn til nr. 3) vil berettigelsen for de synshandicappede typisk
kunne dokumenteres gennem medlemskab af Dansk Blindesamfund. I øvrigt vil
opkrævningsorganiationen gennem forhandling med de relevante institutioner
og/eller organisationer for de handicappede kunne fastsætte de nærmere
afgrænsninger, hvorefter berettigelsen kan dokumenteres gennem en
lægeerklæring eller gennem en attestation fra de relevante institutioner.
Også her vil refusionen kunne baseres på fremsendelse af fakturakopi.
Den nærmere tilrettelæggelse af administrationen af nr. 4) må ske i lyset
af de undtagelser, der måtte blive aktuelle.
For god ordens skyld skal det tilføjes, at forældelsesfristen i § 26 c,
stk. 2, må forstås således, at den regnes fra det tidspunkt, hvor en eventuel
privat forbruger har erhvervet båndene, ikke fra importørens berigtigelse af
vederlaget.
Der kan næppe ventes større problemer med videresalg af bånd til privat
brug efter refusion, idet organisationen naturligt vil anmode om nærmere
oplysninger i tilfælde, hvor refusion ønskes for et væsentligt større antal
bånd end det, den pågældende brugertype normalt vil have behov for.
Den generelle adgang til at undlade opkrævning for hele partier efter § 26
c vil først og fremmest være relevant for virksomheder i elektronikbranchen,
såsom handelsfirmaer, kopieringsanstalter og lignende. Det må for de fleste
virksomheders vedkommende kunne påregnes, at opkrævningsorganisationen kan
indgå en generel aftale, hvorefter disse selv anmelder de båndpartier, som
skal vederlagsberigtiges. Den nødvendige kontrol hermed kan som i Finland
etableres ved, at de pågældende virksomheder indgår en nærmere aftale med
opkrævningsorganisationen, som giver denne mulighed for ved en
statsautoriseret revisor at gennemgå bogføringen og lagerbeholdningerne.
Det skal afslutningsvis understreges, at man fra rettighedshaverside er
indstillet på i videst muligt omfang at tilrettelægge administrationen af
undtagelserne i samråd med de berørte brugeres organisationer.'
Jeg kan henholde mig til det af organisationerne anførte.
Spørgsmål nr. 29:
»Hvor stor var grænsehandelen, før afgiften på 30 kr. blev fjernet i
1987?»
Svar:
Spørgsmålet har været forelagt Leverandørforeningen for Audio/Video-Bånd,
der ved skrivelse af 4. december 1991 har oplyst, at salgstallet omkring det
tidspunkt, hvor afgiften bortfaldt (1. april 1987), udgjorde følgende:
1. april 1986 til 31. marts 1987 - 1,5 mio. videobånd
1. april 1987 til 31. marts 1988 - 3,7 mio. videobånd
Foreningen skønner endvidere, at grænsehandelen i året 1. april 1986 til
31. marts 1987 var på ca. 1,5 mio. videobånd.
Jeg kan henholde mig til det af Leverandørforeningen for Audio/Video-Bånd
oplyste.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Beskatning af fri helårs- og sommerbolig til rådighed efter ligningslovens § 16, stk. 9 og stk. 5. Endvidere vedrører sagen nytteværdi af malerier Landsskatteretten · 18. juli 2013
- Skuespiller - Udligningsordningen i virksomhedsskattelovens § 22 d - Royalties fra Filmex SKM-databasen · 16. december 2024
- 1994 LSF 119 FORSLAG TIL LOV OM OPHAVSRET(* 1) Retsinformation · 15. juni 1995
- 1992 BTL 88 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VISSE SPIL, LOTTERIER OG VÆDDEMÅL (ÆNDRING I FORDELINGEN AF TIPSMIDLER M.V.) NR L 88 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 2. juni 1993
- Moms - kunstner - ophavsrettigheder - virksomhedsoverdragelse SKM-databasen · 23. maj 2023
- Sag om, hvorvidt sagsøgerne har overdraget udnyttelsen af rettighederne til deres musikkompositioner til musikdramatisk opførelse Domsdatabasen · 8. november 2019