Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 303 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT AF LEDNINGSFØRT VAND NR L 303 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 303Betænkning over lovforslagFolketinget20. august 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:

Finansrådet, bilagsnr. 12,

Fællesrepræsentationen for Private Vandværker i Danmark, bilagsnr. 26,

Kommunernes Landsforening, bilagsnr. 49,

Nysted Kommune, bilagsnr. 48 og

Stubbekøbing Kommune, bilagsnr. 54.

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

tilligemed nogle af ministerens kommentarer til skriftlige henvendelser er

optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev

det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en

skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen:

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig

måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de

forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster

blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,

således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre

fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes

højt.

Læs alt

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til

miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte

lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes

konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer

markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt

gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og

fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på

bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der

alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende

sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber

og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi

hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt

efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og

kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er

tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og

misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft

mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres

forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for

lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at

de grupper, der belastes forholdsmæssig hårdest af de grønne afgifter,

kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en

normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i

finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske

vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af

skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer

mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det

ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger

herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af

skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur

og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og

dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de

kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,

arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i

det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende

projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en

»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.

De grønne afgifter og erhvervslivet

På længere sigt er det afgørende for en optimal miljøeffekt, at

erhvervslivet i større udstrækning omfattes af miljø- og energiafgifter.

Hvis erhvervslivet ikke gives tilstrækkeligt incitament til miljørigtig

ressourceanvendelse, vil det betyde, at relativt billige sparemuligheder i

erhvervene ikke udnyttes, mens husholdningerne må gennemføre stadig dyrere

miljøtiltag.

Regeringen vil derfor tage initiativ til i efteråret 1993 at forhandle med

erhvervslivet om gradvis indfasning af miljø- og energiafgifterne på

erhvervslivet.

Forudsætningen for disse forhandlinger skal være, at erhvervslivet får

mulighed for at gennemføre de nødvendige miljømæssige omstillinger, men

samtidig må yde sit forholdsmæssige bidrag til et bedre miljø.

Miljø- og energiafgifter fra erhvervene skal ikke forbedre statens

finanser og indfases under hensyntagen til, at konkurrenceevnen ikke

forringes. Provenuet fra disse afgifter skal tilbageføres til erhvervslivet,

f.eks. til miljøinvesteringer eller til oprensning efter fortidens synder

(f.eks. giftgrunde). Ud fra hensynet til adfærdsregulering skal

tilbageføringen så vidt muligt ske til de virksomheder, som aktivt investerer

i miljømæssige forbedringer af produktionen.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en

helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af

regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens

lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,

hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har

partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre

sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og

skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle

forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået

mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I

konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen

bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og

pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som

følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den

private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive

forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil

bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt

beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på

dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske

system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn

til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill

vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i

erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med

betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i

allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har

mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske

incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i

samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af

kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere

være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket

forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til

Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge

ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos

den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om

størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl

om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.

Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og

arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om

afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at

henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten

efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste

erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den

skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder

for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds

bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået

af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling

i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende

indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter

over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis

indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor

uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde

specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes

konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har

ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle

socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.

Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i

allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil

blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til

aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får

udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem

lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret

til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette

misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker

krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.

Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig

med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt

problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren

indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag

ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den

årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet

forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får

mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer

ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med

bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere

forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster

skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke

kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.

Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort

til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt

gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig

belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne

nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere

skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere

ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere

lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af

rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en

bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke

komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af

benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.

Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt

børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af

fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det

uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil

disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.

Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens

forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i

beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet

med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode

til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag

en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk

retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor

afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23

lovforslag i reformen til forkastelse.

Mindretallet er enig i synspunktet om, at miljøvenlig teknologi og lavere

ressourceforbrug yderligere må fremmes og er også enig i, at afgifter kan

være hensigtsmæssige for ændring af adfærd.

Mindretallet finder det dog stærkt betænkeligt, at lovforslagene om

miljøafgifter mere er fiskalt end miljømæssigt begrundet og over årene fører

til en stor økonomisk belastning af den enkelte husholdning og dermed til

opretholdelse af et højt samlet skattetryk.

Det er samtidig mindretallets opfattelse, at en række af lovforslagene vil

føre til en forringelse af erhvervslivets konkurrenceevne ved ensidigt at

pålægge danske virksomheder nye omkostninger, som i modsætning til

regeringens forventninger vil føre til mindre beskæftigelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

Mindretallet kan tiltræde det af flertallet under overskriften De

grønne afgifter og erhvervslivet anførte og bemærker i øvrigt, at SF har

noteret sig, at regeringen i efteråret 1993 vil tage fat på arbejdet med at

få erhvervslivet omfattet af miljøafgifterne. SF anser dette for helt

afgørende nødvendigt for at fremme afgifternes miljøformål. SF havde

foretrukket, at et flertal allerede nu fastlagde, at erhvervslivet senest i

1998 skulle være fuldt omfattet af miljøafgifterne.

SF er i den sammenhæng helt enig med regeringen i, at provenuet skal

tilbageføres til erhvervslivet efter de retningslinier, der er angivet i det

fælles betænkningsbidrag.

SF håber, at det i efteråret 1993 lykkes at komme langt i en proces, der

resulterer i, at erhvervslivet i løbet af kort tid kan blive omfattet af

miljøafgifterne med modifikationer der, hvor miljøeffekterne med sikkerhed

kan opnås på anden vis.

SF vil i forbindelse med behandlingen af de grønne afgifter generelt pege

på, at regeringens pakke ikke er tilstrækkelig. Vedrørende flere af de

foreslåede afgifter, f.eks. benzin og diesel, gås der langsommere frem, end

der er økologisk brug for. Samtidig er flere oplagte afgiftsområder slet ikke

inddraget. Det gælder f.eks. emballage, reklamer, kunstgødning, fosfor og

sprøjtemidler.

SF har ikke været inddraget i den detaljerede udformning af de

foreliggende lovforslag og finder dem ikke i alle detaljer perfekte. SF skal

i den sammenhæng beklage, at den meget forcerede proces i forbindelse med

vedtagelsen af skattereformen har gjort det sværere at sikre en høj kvalitet

i lovgivningsarbejdet. Den nøjere udformning af lovforslagene er derfor alene

sket på regeringens ansvar.

SF har valgt at stemme for for at tilkendegive, at SF er klare tilhængere

af, at der lægges øget vægt på miljøafgifter. Regeringens forslag er generelt

et skridt i den rigtige retning i en proces, som det er vigtigt at komme

endnu videre med i de kommende år.

Til de af ministeren stillede ændringsforslag forholder SF sig således:

Nr. 1-8: For. SF har under 1. behandling og under udvalgsbehandlingen i

særlig grad interesseret sig for golfbaner m.v. Disse inddrages nu under

afgiften.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved

2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal

(S, SF, CD, RV og KRF):

Til § 2 1) Stk. 1 affattes således:

»Afgift betales af registrerede virsomheder.«

Til § 4 2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Virksomheder, der leverer ydelser omfattet af

bilaget til nærværende lov, og virksomheder og institutioner m.v., der

leverer ydelser omfattet af § 2, stk. 3, i merværdiafgiftsloven, og som i

forbindelse med deres levering af disse ydelser forbruger ledningsført vand

fra andre anlæg end almene vandforsyningsanlæg, skal anmelde sig til

registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det nævnte

vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

Til § 5 3) Ordene »Registrerede virksomheder« udgår, og i

stedet indsættes: »Virksomheder registreret efter § 4, stk. 1,».

Til § 7 4) Paragraffen affattes således:

»§ 7. For virkomheder registreret efter § 4, stk. 1, er den

afgiftspligtige mængde i en afgiftsperiode de leverancer, for hvilke der er

udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger, i den pågældende periode, jf.

dog stk. 2.

Stk. 2. Den samlede afgiftspligtige mængde for et år udgør dog

mindst den modtagne mængde, der er faktureret til virksomheden fra andre

registrerede virksomheder og fra udlandet, fratrukket den mængde, der er

faktureret til andre registrerede virksomheder og til udlandet, og tillagt 90

pct. af den fremstillede mængde.

Stk. 3. Den afgiftspligtige mængde for vand, der forbruges efter §

4, stk. 2, er den del af dette forbrug, der overstiger 1000 m3 årligt.

Stk. 4. For den, der er afgiftspligtig i henhold til § 2, stk. 2,

er den afgiftspligtige mængde 170 m3 årligt pr. helårsboligenhed og 70 m3

årligt pr. boligenhed, der ikke er en helårsbolig.«

Til § 12 5) I stk. 1 ændres »og indvindingen« til:

», fremstillingen eller forbruget«.

Til § 14 6) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Virksomhederne skal sammen med indbetalingerne for

oktober kvartal foretage eventuelle indbetalinger efter bestemmelsen i § 7,

stk. 2.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Til § 20 7) I stk. 1, nr. 2 , ændres »§ 4, stk. 1 eller

3,» til: »§ 4, stk. 1, 2 eller 4,».

Til § 27 8) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. Virkomheder, der skal registreres efter § 4, stk. 1,

skal anmelde sig til registrering senest den 10. september 1993. Tilsvarende

gælder for virksomheder og institutioner m.v., der forventer, at deres

forbrug af vand efter § 4, stk. 2, vil overstige 1000 m3 for 1994.«

Bemærkninger

Til nr. 1-8 Det foreslås, at virksomheder og institutioner, der får vand

fra lokale boringer, og som ikke er berettiget til at få tilbagebetalt

afgiften af deres forbrug af vand (virksomheder omfattet af bilaget til loven

og momsfri virksomheder og institutioner) skal anmelde sig til registrering

og betale afgift, ligesom hvis virksomheden havde fået leveret vand fra

almene værker. Af administrative grunde foreslås det dog, at registrering

først skal ske, hvis virksomheder m.v. har et årligt forbrug fra lokale

boringer på over 1000 m3 i forbindelse med deres levering af momsfri ydelser

eller ydelser omfattet af bilaget til loven. Der kan f.eks. være tale om

golfbaner, forlystelsesparker eller offentlige institutioner, der forsynes

fra egen boring. Forbruget opgøres efter måler i den registrerede virksomhed

eller eventuelt, i tilfælde af, at virksomheden deler vandet fra boringen med

andre forbrugere, på grundlag af det målte oppumpede vand, omkostnings- og

forbrugsfordeling m.v.

Den afgiftspligtige mængde vand for disse virksomheder m.v. udgøres af den

mængde, der forbruges i virksomheden, og som overstiger 1000 m3 årligt. Hvis

der er en boligenhed på ejendommen, skal der uafhængigt heraf betales afgift

af et standardforbrug for boligenheden, jf. bestemmelsens stk. 4. Dette

forbrug indgår ikke i de 1000 m3.

Det skønnes, at det er et begrænset antal virksomheder og institutioner

m.v., der vil blive omfattet af denne bestemmelse, med tilsvarende begrænsede

administrative og provenumæssige virkninger.

Der foreslås desuden en ændring af opgørelsen af den afgiftspligtige

mængde for almene vandforsyningsanlæg, således at opgørelsen baseres på den

fremstillede mængde i anlægget i stedet for den indvundne. Ved den

fremstillede mængde forstås den mængde vand, der er indvundet og renset af

anlægget med henblik på forbrug. Baggrunden for ændringen er, at det

indvundne vand normalt først måles efter rensningen. Dette vil kunne bevirke

en mindre nedgang i den afgiftspligtige mængde.

Der betales afgift af de mængder vand, vandværkets kunder tilfaktureres.

For at modvirke et for stort vandspild i ledningsnettet skal der dog mindst

betales afgift af 90 pct. af det fremstillede vand. Bestemmelsen herom er

konsekvensændret og præciseret.

Endelig er det præciseret, at betaling af afgift af vandspild ud over de

første afgiftsfrie 10 pct. skal foretages en gang om året.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF) Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og

en skriftlig henvendelse til udvalget samt skatteministerens kommentar hertil

Spørgsmål 5:

Det bedes oplyst, hvor stor en del af den opkrævede samlede vandafgift der

forventes tilbagebetalt efter bestemmelsen i lovforslagets § 9.

Svar:

I nedenstående oversigt er vist vandindvindingerne og vandforbruget

fordelt på hovedanvendelsesformål. Opgørelsen er behæftet med nogen

usikkerhed også ud over variationer fra år til år.

Opgørelse af vandforbruget

---------------------------------------------------------------------

Samlet Heraf Endelig Godt- Heraf Endelig Ikke

forbrug. vand- afgifts- gjort egen afgifts af-

I alt værks- belastet efter boring belastet gifts

for- § 9 I alt regi-

synet. stre-

I alt ret

for-

brug

(m3) (m3) (m3) (m3) (m3) (m3) (m3)

--------------------------------------------------------------------

Husholdninger

m.v. 385 350 350 0 35 25 10

Institutioner 60 60 60 0 0 0 0

Tab m.v. 60 60 15 0 0

Byerhverv 225 125 0 125 100 0 100

Landbrug

- husdyr 75 5 0 5 70 0 70

- markvanding 300 - 300 0 300

Dambrug,

grundvand 65 - 65 0 65

--------------------------------------------------------------------

I alt 1170 600 425 130 570 25 545

--------------------------------------------------------------------

Samlet vil der blive opkrævet afgift af ca. 550 mio. m3 fra vandværker. Heraf

vil der blive givet godtgørelse for godt 125 mio. m3 efter § 9. Størstedelen

af erhvervenes vandforbrug sker fra egne boringer, hvor vandet vil være

fritaget fra afgift.

Spørgsmål 26:

Skal de kommunale brandvæsener betale afgift af de meget store mængder

ledningsført vand, der anvendes ved øvelser og ved brandslukning, hvordan

sker afgiftsberegningen ellers, i benægtende fald, hvem skal betale afgiften

af de pågældende vandmængder? I denne forbindelse bedes tillige oversendt et

overslag over størrelsen af de vandmængder, der medgår til sådanne formål.

Svar:

De kommunale brandvæsener skal kun betale afgift af det vand, der

faktureres til dem fra vandværket. Efter de foreliggende oplysninger tages

vand til brandslukningsøvelser direkte fra hovedledninger og tilfaktureres

derfor ikke brandvæsenet. Forbruget vil derfor være afgiftsfrit, såfremt det

rummes inden for de 10 pct. vandspild m.v., som vandværket ikke skal betale

afgift af, jf. lovforslagets § 7, stk. 2.

Hvis vand til brandslukning m.v. sammen med vandspildet overstiger 10 pct.

af den indvundne mængde, skal vandværket belastes med afgiften, på samme måde

som ved stort ledningsspild.

For så vidt angår det udbedte overslag over størrelsen af de vandmængder,

der medgår til brandslukning m.v., har jeg fra Miljøministeriet modtaget

følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

»Miljøstyrelsen har ikke kendskab til, hvor store mængder der

anvendes til brandslukning, men styrelsen skønner, at det årligt er ca. 2-4

mio. m3. Brandslukningsvand opgøres normalt under vandværkernes

ledningstab.«

Spørgsmål 43:

Er det korrekt at vandpriserne i Danmark allerede i dag er højere end i de

fleste andre EF-lande?

Svar:

Spørgsmålet har været forelagt Miljøministeriet, der har oplyst følgende:

»Der henvises til Miljøstyrelsens bemærkninger til spørgsmål 19, idet

det dog bemærkes, at hvis man lægger prisen for afledning af spildevand til

prisen for det rene vand, er den samlede vandpris blandt de høje vandpriser i

Europa.«

Jeg kan henholde mig hertil.

Spørgsmål 46:

Foreligger der fra lægelig eller anden side vurderinger af øgede

vandprisers betydning for den personlige hygiejnestandard?

Svar:

Jeg har fra Sundhedsstyrelsen modtaget følgende, hvortil jeg kan henholde

mig:

»Sundhedsstyrelsen har ved gennemgang af den medicinske litteratur

fundet en enkelt undersøgelse fra Sudan, som vedlægges i ekstrakt. Den viser,

at vandforbruget er uafhængigt af prisen i slumområder i et udviklingsland.

Den kan dog næppe bruges som udgangspunkt for en vurdering i Danmark, da

forholdene langt fra er sammenlignelige.

Dog kan man i undersøgelsen fra Sudan se, at en stigning i prisen på vand

kan have indflydelse på en befolknings levestandard generelt.

Der foreligger således ikke i den medicinske litteratur vurderinger, som

kan besvare spørgsmålet. En generel vurdering er imidlertid, at

hygiejnestandarden formentlig afhænger af andre forhold, som køn, alder,

faciliteter og sociale forhold i øvrigt. Men også denne sammenhæng er dårligt

belyst.«

MEDLINE (R) 1992

TI: Elasticity of demand for water in Khartoum, Sudan.

AU: Cairncross-S; Kinnear-J

AD: London School of Hygiene and Tropical Medicine, U.K.

SO: Soc-Sci-Med. 1992 Jan; 34(2): 183-9

ISSN: 0277-9536

PY: 1992

LA: ENGLISH

CP: ENGLAND

AB: A survey og the quantities of water purchased from vendors in the the

squatter areas of Khartoum, Sudan, was used to assess the effect of the price

charged for water and of household income on domestic water consumption.

Households in two squatter communities - - Meiyo and Karton Kassala - - were

studied by observatio and by interview. In spite of the substantially higher

charges, water consumption in Karton Kassala was as high as that in Meiyo.

Households within these communities showed no tendency to use less water when

paying a higher price for it, or when their income was below average. In

other words, no price elasticity or income elasticity was detectable. This

was all the more striking in view of the high proportion of income that was

spent on water; 17% in Meiyo and 56% in Karton Kassala. One consequence of

this lack of elasticity is that the poorest households devote the greatest

percentage of their income to the purchase of water, although the only major

item in their household budget which can be sacrificed to make this possible

is food. The high price of water in urban Sudan is probably a major cause of

the malnutrition prevalent in the squatter areas. Another consequence is that

a low-income household's consumer surplus for domestic water is very high,

amounting to a substantial proportion of its total income. This has important

consequences for the economic appraisal of urban water supply schemes. It

also follows that wealthier households with private connections would be

willing to pay at least as much for water as that currently paid by the poor.

MESH: Costs-and-Cost-analysis; Data-Collection; Economics-;

Socioeconomic-Factors; Sudan-; Water-Supply-statistics-and-numerical-data

MESH: *Income-; *Poverty-; *Water-Supply-economics

TG: Human-; Support,-Non-U.S.-Gov't

PT: JOURNAL-ARTICLE

AN: 92151122

UD: 9205

Spørgsmål 48:

Hvilke skøn foreligger der, som belyser de samlede mængder vand, der i dag

fjernes ved grundvandssænkninger? Er disse vandmængder omfattet af den

foreslåede vandafgift, og hvor stort et afgiftsprovenu vil der opnås, hvis

dette er tilfældet?

Svar:

Spørgsmålet har været forelagt Miljøministeriet, der har oplyst følgende:

»Miljøstyrelsen har ikke kendskab til, hvor store mængder grundvand

der i dag fjernes ved grundvandssænkninger, men de væsentligste

grundvandssænkninger sker formentlig ved indvinding af råstoffer under

grundvandsspejlet.«

Hertil kan tilføjes, at de vandmængder, der fjernes ved

grundvandssænkningen f.eks. i forbindelse med råstofudvinding, ikke vil være

afgiftspligtige. Jeg kan i øvrigt henholde mig til Miljøstyrelsens udtalelse.

Spørgsmål 53:

Hvordan skal afgiften opgøres for forbrugere, der både råder over privat

brønd og samtidig er tilsluttet det offentlige vandledningsnet?

Svar:

For forbrugere, der både råder over en privat brønd og samtidig får

leveret vand fra et alment vandforsyningsanlæg, opgøres afgiften ud fra den

mængde vand, der leveres fra vandforsyningsanlægget.

Spørgsmål 57:

Hvilket vandforbrug er de provenumæssige beregninger for 1994-1999 baseret

på?

Svar:

Der er en række grunde til, at der i lovforslaget er regnet med uændret

adfærd og dermed stort set uændret vandforbrug.

Udenlandske undersøgelser af priselasticiteten har vist, at elasticiteten

på kort sigt er relativ lille. Omlægninger af forbruget og besparelser er

ofte knyttet til investeringer med relativ lang levetid, hvilket taler for,

at priselasticiteten på længere sigt er højere. Dette taler for, at

vandforbruget i hvert fald på længere sigt skulle falde som følge af

vandafgiften.

Imidlertid har vandforbruget i Danmark som nævnt i lovforslaget været

stagnerende siden 1970'erne. I den samme periode er den reelle forbrugerpris

for vand, det vil sige prisen for vand plus vandafledningsafgift, steget

kraftigt. Selv om der således på længere sigt isoleret set må regnes med et

mindre vandforbrug som følge af priselasticiteten, er der andre faktorer, der

også spiller ind. Den generelle forbedring af boligkvaliteten både i

nybygninger og ved renovering af ældre byggeri vil ofte indebære flere

vandforbrugende installationer f.eks. i form af baderum m.v. Ligeledes er

besiddelsen af vandforbrugende husholdningsmaskiner som vaske- og

opvaskemaskiner blevet mere og mere almindelig.

Endelig må det antages, at den adfærdsændrende effekt af en miljøafgift

også afhænger af afgiftens størrelse. Det må derfor antages, at den gradvise

indførelse af vandafgiften mindsker dens adfærdsvirkninger i forhold til

indførelse af afgiften med slutvirkningen på 5 kr./m3 allerede fra 1994. Den

gradvise indførelse af vandafgiften er imidlertid begrundet bl.a. i den

tidsprofil, der er lagt til grund for den samlede skatteomlægning.

Nedsættelsen af personskatterne sker gradvist og følges af den gradvise

introduktion af flere miljøafgifter.

Hvis priselasticiteten var på f.eks. 1/3, ville forslaget medføre et fald

i forbruget på ca. 10 pct. i 1998. Elasticitetsvirkningen kan imidlertid

antages alene at være virksom, såfremt husstanden har vandmåler eller

afregnes efter måler. Et meget stort antal husstande er ikke forsynet med

vandmåler i dag. Der regnes dog med, at antallet af husstande, der får

vandmåler, vil stige over årene og også efter 1998. Efterhånden som der

kommer flere vandmålere, vil det ikke være urealistisk at regne med et fald i

forbruget på i sidste ende 10 pct. De miljømæssige fordele ved vandmålere bør

i øvrigt sammenholdes med udgifter til tilsyn og vedligeholdelse af

vandmålere, der især i visse boligformer er kostbar.

I betragtning af den usikkerhed der hersker om vandforbrugets størrelse og

ikke mindst priselasticiteter, er det fundet mest forsvarligt ikke at

foretage skøn over udviklingen i vandforbruget fra i dag og 5 år frem, men

ved provenuoverslaget at lægge skøn over det nuværende vandforbrug til grund.

Dette må dog ikke tolkes som om, der ikke forventes et fald i vandforbruget.

Med nogen usikkerhed er der i lovforslaget regnet med et afgiftspligtigt

vandforbrug på ca. 450 mio. m3 årligt.

For en oversigt over estimerede priselasticiteter henvises til besvarelsen

af spørgsmål 28 i udvalgets skrivelse af 4. juni 1993 (L 303 - bilag 9). Det

kan oplyses, at bl.a. Frankrig og Holland har indført vandafgifter.

Spørgsmål 60:

Hvad er begrundelsen for at lægge afgift på vand fra egen boring?

Svar:

Vand fra egen boring bliver afgiftsbelagt med henblik på at ligestille

husstande, der forsynes fra alment vandværk, med husstande med egen boring.

Spørgsmål 66:

I forlængelse af svar på spørgsmål 1, jf. bilag 8, bedes ministeren

besvare følgende:

Hvorledes begrænses den påvirkning af miljøet, der sker gennem industriens

og andre momsregistrerede virksomheders vandforbrug, når disse de facto ikke

pålægges afgift?

Spørgsmål 67:

Der bedes givet en samlet oversigt over miljøeffekten af indførelsen af

vandafledningsafgift, når industriens og andre momsregistrerede virksomheders

vandforbrug de facto ikke pålægges vandafgift?

Svar:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget er forslagets

udformning bl.a. et resultat af en afvejning mellem hensynet til miljøet og

hensynet til erhvervslivets konkurrenceevne.

Danmark kan generelt karakteriseres som velforsynet med grundvand af

tilfredsstillende kvalitet, om end der er regionale og lokale forskelle. Ud

fra en rent miljømæssig synsvinkel ville en vandafgift således hovedsageligt

gavne miljøet som følge af mindre udledning af spildevand. Samtidig er der

som nævnt i bemærkningerne til forslaget meget, der taler for, at den

nuværende prisfastsættelse for levering og afledning af vand ikke er

samfundsøkonomisk korrekt med hensyn til fordelingen af omkostningerne på

brugerne. Meget tyder på, at det nuværende finansieringssystem favoriserer

forbrugere med et begrænset vandforbrug på bekostning af større

forbrugsenheder typisk virksomheder.

I den nuværende situation med en alt for høj arbejdsløshed har regeringen

fundet det rigtigt, at hensynet til konkurrenceevnen vejer tungest.

På længere sigt må også virksomhedernes udledning af spildevand mindskes.

Regeringen vil derfor senere fremsætte forslag om en spildevandsafgift, der

skal træde i kraft 1. januar 1997. Det er tanken, at spildevandsafgiften skal

omfatte både virksomheder og husholdninger. Spildevandsafgiften er annonceret

i god tid for at give virksomheder og husstande mulighed til at tilpasse sig.

Hermed minimeres bl.a. den negative virkning på konkurrenceevnen.

Spørgsmål 68:

Hvorledes sikres kontrolfunktionen, der i Skattepolitisk redegørelse,

august 1992, kædes sammen med administrationskravet?

Svar:

Administration og kontrol i henhold til lovforslaget varetages af de

statslige told- og skattemyndigheder. Vandafgiften er udformet som en

punktafgift og told- og skattemyndiehederne vil varetage administration og

kontrol på samme måde, som den allerede foregår for andre punktafgifter.

Kontrolbestemmelserne i forslaget er udformet i lighed med, hvad der kendes

fra andre afgiftslove.

Spørgsmål 70:

Ministeren bedes give en oversigt over forskellene i effektivitet til

begrænsning af eventuelle skader på miljøet mellem de påtænkte afgifter og de

nævnte omsættelige forureningstilladelser.

Spørgsmål 71:

Ministeren bedes oplyse, i hvilken forstand man kan opfatte afgifter som

omsættelige forureningstilladelser med staten som eneste udbyder på

»markedet«, når formålet med afgifter decideret er at animere til

et begrænset forbrug, mens omsættelige forureningstilladelser på forhånd har

fastsat en maksimal forureningsmængde?

Svar:

Hvis forbruget af den miljøbelastende vare er fuldt kendt uden usikkerhed,

og hvis der er meget faste holdepunkter for at beregne prisfølsomheden, kan

man gøre brug af to markedskonforme styringsmidler til opnåelse af samme

miljømål.

Hvis priselasticiteten er kendt og f.eks. -1, vil en afgift på 10 pct. af

varens værdi medføre en nedsættelse af forureningen med 10 pct.

Man kunne i stedet indføre omsættelige forureningstilladelser på 90 pct.

af det tidligere forbrug.

Man kan altså nå samme miljømål.

Hvis markedet fungerede, ville de omsættelige forureningstilladelser få en

værdi på 10 pct. af varens værdi. Det ville i begge tilfælde være marginalt

lige så dyrt at forurene, og forureningen ville i begge tilfælde blive

begrænset de samme steder, nemlig der, hvor omkostningerne ved nedbringelse

af forureningen er under 10 pct. af varens værdi.

Der er flere måder, hvorpå man kan fordele kvoterne. En metode er, at

staten beholder alle kvoterne selv med henblik på salg (er eneste udbyder på

markedet). Staten vil i så fald få samme indtægt fra salget af kvoterne som

fra afgiften, og kvoterne vil blive solgt til samme virksomhedskreds. På

denne måde er en afgift en omsættelig forureningstilladelse med fast pris og

staten som eneste udbyder. Den samlede mængde kan dog ikke bestemmes med 100

pct. nøjagtighed, medmindre man har meget sikre oplysninger om elasticitetens

størrelse.

Man kan så spørge, hvorfor man ikke laver et sådan system, da dette både

tjener fiskale interesser samtidig med, at det giver sikkerhed for en ønsket

nedsættelse af forureningen.

Ønskerne for en given nedsættelse af forureningen vil dog sandsynligvis

ikke være uanhængig af omkostningerne herved.

Hvis ønskerne om en reduktion i forureningen er begrundet i, at man

finder, at andre i samfundet bliver generet svarende til 10 pct. af varens

pris, vil en afgift på 10 pct. af varens pris være optimal. Hvis man under

det fejlagtige indtryk, at elasticiteten er -1, indfører en fast kvote på 90

pct., og det viser sig, at elasticiteten var f.eks. -0,2, ville tilladelserne

komme til at koste 50 pct. af varens pris. (10 pct. mængdeændring: 50 pct.

prisændring = 0,2). På marginalen ville virksomhederne og samfundet anvende

150 pct. af varens oprindelige pris til omkostninger til at fremstille varen

og nedsætte forureningen med 10 pct., men befolkningen værdsatte kun denne

aktivitet med 110 pct. af varens oprindelige pris. I dette tilfælde er

nedsættelsen af forureningen for dyrt købt.

Konklusionen er, at afgifter er at foretrække, hvis forureningens karakter

er i form af overskuelige større eller mindre gener, der stort set er

proportionale med forureningsomfanget, mens kvoter er at foretrække, hvis

forureningen medfører meget store gener ved overskridelse af en kritisk

værdi. Man kan ikke afgøre om kvoter eller afgifter vil være mest effektive

til begrænsning af skader på miljøet.

Den anden måde til fordeling af kvoterne er at tildele disse til de

forurenende virksomheder og husholdninger og tillade, at disse kan handles

indbyrdes.

I dette tilfælde vil staten ikke opnå noget provenu, men det vil være lige

så dyrt for virksomhederne og borgerne at forurene som ved afgifter.

Virksomhederne og borgerne vil dog ikke blive belastet af den del af

forureningen, der ikke inden for rimelige omkostninger lader sig begrænse.

Dette kunne synes meget rimeligt. Men man kan modsat fremføre det synspunkt,

at man opnår en mere rimelig fordeling af skattebyrden ved at lade denne

ligge på de virksomheder og borgere, der ved forurening påfører samfundet

flere omkostninger end gevinster ved aktiviteten end ved at lægge

skattebyrden på arbejde, hvor samfundet gives flere gevinster og fordele, end

det den arbejdende selv opnår. Regeringen går klart ind for det sidste

synspunkt.

Afgifterne belaster dog virksomhedernes omkostninger og kan dermed

forringe konkurrenceevnen. På længere sigt vil omkostningerne blive væltet

tilbage i faktoraflønningen, men denne tilbagevæltningsproces kan være

omkostningsfuld, hvis den forudsætter en vis periode med arbejdsløshed. Dette

kan gøre tanken om omsættelige forureningstilladelser interessant, hvis de

ikke er for administrationskrævende.

Man skal imidlertid være meget opmærksom på, at de omsættelige

forureningstilladelser giver de samme stigninger i de marginale omkostninger

som en tilsvarende afgift, der bringer forureningen ned på samme niveau, da

ekstra produktion vil fordre køb af flere tilladelser til samme pris som den

alternative afgiftssats.

Konkurrencevirkningen er således principielt den samme, og der vil også

skulle ske tilbagevæltning i faktoraflønningen. Forskellen er, at de

virksomheder, der tidligere har forurenet og derfor har fået tildelt store

kvoter, får en større kapitalgevinst, da der sker nedsættelser af

faktoraflønningen. Dette vil næppe blive fundet særligt rimeligt af dem, der

oppebærer faktoraflønningen, og som må bære en nedgang i levestandarden, mens

de, der forurenede, opnår en gevinst, medmindre der er tale om samme person,

som opnår kapitalgevinsten, og som også må bære faldet i faktoraflønningen.

Denne kombination vil i visse tilfælde findes i landbrugserhvervet, hvis

landmanden selv ejer produktionsfaktoren jord.

Den samlede konklusion er, at afgifter og omsættelige

forureningstilladelser kan være lige gode til at opnå en bestemt nedbringelse

af forureningen og har samme virkning på konkurrenceevnen. Forskellen er, at

omsættelige forureningstilladelser ofte vil være mere kostbare i

administration for den private sektor end afgifter og ikke mindst, at der vil

være afgørende forskelle i fordelingsvirkningerne. Ved afgifter overføres der

midler fra dem, der ved deres handlinger skader mere end de gavner, til dem,

der ved deres handlinger gavner mere, end de skader.

Regeringen vil dog ikke afvise, at der kan være tilfælde, hvor omsættelige

forureningstilladelser kan være hensigtsmæssige.

Kommunernes Landsforening

Den 16. juni 1993

Regeringens forslag om en ny vandafgift

Skatteministeren fremlagde i forbindelse med regeringens skattereform den

19. maj lovforslag om afgift af ledningsført vand. Den foreslåede vandafgift

indebærer en afgift på vandforbruget i 1994 på 1 kr. pr. (m3) stigende til 5

kr. i 1998. Afgiften skal afkræves af Told- og Skattestyrelsen og af

kommunerne.

I tilknytning til lovforslaget skal landsforeningen fremføre følgende

synspunkter.

Ønsket om at sikre den fremtidige forsyning af rent grundvand angives i

lovforslaget som baggrund for afgiften. Imidlertid er det landsforeningens

vurdering, at vandforsyningsproblemerne varierer meget fra område til område.

Der findes egne i Danmark med rigeligt og godt grundvand, hvorimod der andre

steder kan være problemer med at skaffe de tilstrækkelige mængder og/eller

den rigtige kvalitet. Desuden er det ifølge forslaget kun husholdningerne,

som på nuværende tidspunkt bruger knap 1/3 af det samlede vandforbrug, der

skal betale afgiften.

Det er således landsforeningens vurdering, at der reelt er tale om en skat

på husholdninger. Den miljømæssige effekt må forudses at blive begrænset ved

kun at pålægge husholdnigerne afgiften.

Det er landsforeningens generelle holdning, at en øget anvendelse af

økonomiske styringsmidler på miljøområdet kan medvirke til at styre

produktion og forbrugsmønster i en mindre forurenende og ressourceforbrugende

retning. For at vandafgiften kan komme miljøet tilgode, bør den derfor

fastsættes lokalt i overensstemmelse med de lokale vandforhold, eller ved at

dele af provenuet tilbageføres til fremme af de i lovforslaget angivne

miljømæssige formål.

For de vandforbrugere, der forsynes med vand fra private brønde eller fra

mindre vandværker med færre end 10 tilsluttede forbrugere, bliver det

kommunernes opgave at opkræve afgiften og derefter afregne denne til Told- og

Skattestyrelsen.

For denne del af afgiften er der i loven en særregel, hvorefter der årligt

skal opkræves afgift for 170 (m3) pr. helårsbolig og 70 (m3) pr. boligenhed,

der ikke er helårsbolig. Dette uanset, om de omfattede helårsboliger og

boligenheder i øvrigt opkræves betaling for vand efter det målte faktiske

forbrug. For de øvrige afgiftsbelagte vandforbrugere forudsættes det, at der

betales afgift af den vandmængde, der i øvrigt udskrives regning på, dvs. som

oftest i overensstemmelse med det målte forbrug. Denne metode, som allerede

anvendes for langt størsteparten af almene vandværker, vil som følge af

afgiften uden tvivl i løbet af få år blive reglen for alle almene vandværker.

Landsforeningen finder det i strid med lovens miljømæssige formål, at en

mindre gruppe husholdninger fuldstændig fratages det økonomiske incitament

til at spare på vandet.

Skattemæssigt finder landsforeningen det ubegrundet og stridende mod

princippet om lighed for loven at belaste en i beskatningsmæssig sammenhæng

tilfældig udvalgt gruppe husholdninger alene af hensyn til at begrænse de

administrative udgifter.

En skat, som i 1998 vil give et samlet provenu på ca. 2.800 mio., og som

for en gennemsnitshusholdning vil koste over 1.000,- kr. om året, må kunne

bære udgiften til en administration, der sikrer lighed for de berørte

grupper.

Landsforeningen tager sammenfattende kraftigt afstand fra særreglen for de

opkrævninger, som kommunerne skal stå for, og anmoder om, at udvalget

medvirker til, at det berørte mindretal af vandforbrugere ligestilles med

flertallet.

Landsforeningen er p.t. ikke i besiddelse af nøjagtige oplysninger om

antallet af husholdninger, som berøres af den foreslåede særregel, men der er

formentlig tale om ca. 230.000.

Landsforeningen forventer desuden, at kommunerne kompenseres for de nye

opgaver i forbindelse med udpegningen af de relevante forbrugere og med

opkrævning og kontrol.

Skatteministeriet

Den 18. juni 1993

Kommunernes Landsforening (KL) har i en henvendelse af 16. juni fremført

en række synspunkter på regeringens forslag om afgift af ledningsført vand.

KL skriver, at det er ønsket om at sikre den fremtidige forsyning af rent

grundvand, der i bemærkningerne er angivet som baggrund for forslaget, men at

det er KL's vurdering, at der er tale om regionale forskelle i

grundvandssituationen snarere end mangel på godt grundvand.

Endvidere anfører KL, at den miljømæssige effekt af afgiften begrænses af,

at kun husholdninger omfattes af forslaget. Samtidigt foreslås det, at

afgiften skal fastsættes i overensstemmelse med lokale forhold.

Endelig finder KL det problematisk, at vandafgiften for den del af

forbrugerne, der forsynes med vand fra egne boringer eller mindre vandværker,

opkræves på basis af et i loven fastsat forbrug. KL finder denne

fremgangsmåde problematisk af to hovedårsager. For det første fordi en sådan

opkrævning ikke giver noget incitament til vandbesparelser. For det andet

fordi hensynet til administrative omkostninger ikke bør legitimere

forskelsbehandling af et mindre antal borgere. Til dette synspunkt føjer KL,

at ordningen vil medføre forøget arbejde og omkostninger for kommunerne, der

i disse tilfælde skal stå for opkrævningen.

Kommentar

I bemærkningerne til forslaget anføres det: »Danmark kan generelt

karakteriseres som velforsynet med grundvand af tilfredsstillende kvalitet,

om end der er regionale og lokale forskelle.« Der synes altså ikke at

være større forskel mellem KL's og regeringens opfattelse af

grundvandssituationen.

Regeringen er opmærksom på, at miljøeffekten af vandafgiften ville være

større, hvis også erhvervslivet blev inddraget under afgiften. Dette fremgår

også af bemærkningerne, ligesom regeringens begrundelse for at friholde

erhvervslivets konkurrenceevne fremgår. Det er imidlertid regeringens

hensigt, at erhvervslivet fremover i højere grad skal betale grønne afgifter.

Regeringen vil derfor optage forhandlinger med erhvervslivet med henblik på,

at dette kan ske på den mest hensigtsmæssige måde, sådan at konkurrenceevnen

og beskæftigelsen belastes mindst muligt.

En geografisk differentiering af vandafgiften vil være uhensigtsmæssig af

flere årsager. For det første er der ofte ikke geografisk sammenfald mellem

indvindingssted og forbrugssted. Dette gælder f.eks. byer, der ofte indvinder

vand i det åbne landskab, hvor problemerne så optræder f.eks. i form af

mindsket vandføring i vandløbene. I tilfælde, hvor der lokalt er

vanskeligheder med tilstrækkelig forsyning, kan vandværker endvidere indføre

vand fra andre egne af landet eller fra udlandet. Desuden kan differentierede

vandafgifter føre til en uhensigtsmæssig udbygning af ledningsnettet, idet

egne med meget dyrt vand vil være tilbageholdende med at udbygge

ledningsnettet. Samtidig kan vand fra samme grundvandsbassin blive belastet

med forskellige afgifter, idet grundvandsbassiner kan strække sig under flere

amts- og kommunegrænser. For det andet er den væsentligste miljømæssige

virkning af en vandafgift en formindskelse af spildevandsmængderne.

Spildevand tilføres i sidste ende ferske søer og vandløb eller havene omkring

Danmark. Forureningen af disse vande er ikke kun et lokalt problem, men

berører hele regionen.

Som nævnt i bemærkningerne til forslaget vil det medføre uforholdsmæssigt

store administrative omkostninger at måle det faktiske forbrug i tilfælde,

hvor forbrugeren forsynes fra egen boring eller mindre vandværk, hvor

indvindingsmængden normalt ikke måles. Omkostningerne ved at pålægge disse

indvindinger pligt til måler samt kontrollen hermed vurderes ikke at stå i

rimeligt forhold til det provenu, disse foranstaltninger ville indbringe,

eller den nedsættelse af miljøbelastningen, der ville være resultatet. Jeg er

imidlertid villig til at overveje, at enkeltboringer m.v. kan betale afgift

efter måler, såfremt disse måtte ønske det.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til

fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder modtaget

en henvendelse fra Nysted Kommune.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,

hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori

lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse .

Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,

jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet

Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker

Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.

Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt

reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige

tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få

nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem

frivillige bidrag.

Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til

finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige

skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk

vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er

tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de

offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de

organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i

meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat

varetagelse.

Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da

skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis

samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne

mest muligt.

Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige

sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må

indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke

større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de

offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.

Jo færre opgaver, det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo

færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det både

nødvendigt med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer

af den offentlige sektor.

Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende

skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem

beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.

Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men

desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste

fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af

skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har

indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende

behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale

mobilitet for såvel arbejdskraft, varer, serviceydelser som kapital og ikke

mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende

nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.

Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske

skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.

Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et

særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende

ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes

adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet

vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan

måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede

målsætninger.

Lovforslaget er endnu et af de grønne afgiftsforslag, der dels har til

hensigt at sætte vandforbruget ned, dels samtidig at finansiere

skattelettelser på andre områder. Der budgetteres således reelt stadig med en

forøgelse af forbruget.

Fremskridtspartiet kan acceptere, at der som et led i markante

personskattelettelser indføres miljøafgifter. Det er rimeligt, at personer

eller institutioner, der forringer eller ødelægger miljøet, kompenserer og

erstatter dette tab gennem miljøafgifter.

Men det er vigtigt at bemærke, at miljøafgifter er en erstatning og ikke

et supplement. Miljøafgifter kan og skal derfor ikke indføres, før de fleste

af de nuværende eksisterende skatter og afgifter er reduceret markant.

Samtidig er det Fremskridtspartiets opfattelse, at miljøafgifter eller

grønne afgifter bør leve op til de krav til miljøafgifter, der er nævnt i

»Skattepolitisk redegørelse«, august 1992, side 107:

- Effektkravet: Miljøafgifter skal være den mest hensigtsmæssige måde at

løse et givent eksternalitetsproblem på. (Der skal i den forbindelse lægges

vægt på, om afgifterne kan skabe en større markedskonformitet).

- Adfærdskravet: Afgifterne skal kunne virke positivt på miljøet. (Dvs.,

at husholdningerne og virksomhederne i praksis skal kunne reducere

afgiftsbetalingen mærkbart ved at ændre adfærd).

- Skattetrykskravet: Indførelse af nye miljøafgifter må ikke øge det

samlede skattetryk. (Provenuet fra miljøafgifter skal ikke være en særlig

finansieringskilde til øgede miljøudgifter. Tværtimod kan miljøafgifter

aflaste udgifter til direkte regulering m.v. Provenuet skal, som anbefalet af

blandt andet OECD, anvendes til at sænke skatter med stort forvridningstab,

herunder især de personlige marginalskatter).

- Konkurrenceevnekravet: Miljøafgifter skal være forenelige med en fortsat

forbedring af konkurrenceevnen og dermed af beskæftigelsen.

- Administrationskravet: Afgifterne skal kunne administreres og

kontrolleres.

- Koordinationskravet: Miljøafgifter bør koordineres internationalt,

således at de får reel effekt på miljøtilstanden. (Der må ikke indføres

afgifter, som blot flytter emissionsstedet til andre lande, eller som

risikerer at lede til øgede samlede miljøproblemer. Afgifterne skal desuden

være EF- og GATT-medholdelige).

Det er ikke Fremskridtspartiets opfattelse, at de fremsatte

»grønne« lovforslag lever op til disse krav.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter