1992 BTL 303 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT AF LEDNINGSFØRT VAND NR L 303 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:
Finansrådet, bilagsnr. 12,
Fællesrepræsentationen for Private Vandværker i Danmark, bilagsnr. 26,
Kommunernes Landsforening, bilagsnr. 49,
Nysted Kommune, bilagsnr. 48 og
Stubbekøbing Kommune, bilagsnr. 54.
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
tilligemed nogle af ministerens kommentarer til skriftlige henvendelser er
optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev
det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en
skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.
Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen:
- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig
måtte ikke forringes.
- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de
forskellige boligformer.
- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster
blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,
således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre
fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes
højt.
Læs alt
- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til
miljøskatter.
Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte
lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes
konkurrenceevne.
Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer
markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.
Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt
gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.
Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og
fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på
bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der
alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende
sammenhæng.
Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber
og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi
hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt
efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og
kalkulationer.
Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.
Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er
tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af
øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og
misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft
mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres
forbrugsmuligheder.
Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for
lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at
de grupper, der belastes forholdsmæssig hårdest af de grønne afgifter,
kompenseres.
De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en
normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.
Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i
finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.
Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske
vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af
skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer
mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det
ændrede renteniveau.
Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger
herved er forøget.
På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af
skatteomlægningen er sikret
- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,
- øget miljøansvarlighed i beskatningen,
- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur
og beskatningsprocenter angår,
- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og
dynamik i samfundet,
- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,
- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de
kommende år.
Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,
arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i
det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende
projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en
»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.
De grønne afgifter og erhvervslivet
På længere sigt er det afgørende for en optimal miljøeffekt, at
erhvervslivet i større udstrækning omfattes af miljø- og energiafgifter.
Hvis erhvervslivet ikke gives tilstrækkeligt incitament til miljørigtig
ressourceanvendelse, vil det betyde, at relativt billige sparemuligheder i
erhvervene ikke udnyttes, mens husholdningerne må gennemføre stadig dyrere
miljøtiltag.
Regeringen vil derfor tage initiativ til i efteråret 1993 at forhandle med
erhvervslivet om gradvis indfasning af miljø- og energiafgifterne på
erhvervslivet.
Forudsætningen for disse forhandlinger skal være, at erhvervslivet får
mulighed for at gennemføre de nødvendige miljømæssige omstillinger, men
samtidig må yde sit forholdsmæssige bidrag til et bedre miljø.
Miljø- og energiafgifter fra erhvervene skal ikke forbedre statens
finanser og indfases under hensyntagen til, at konkurrenceevnen ikke
forringes. Provenuet fra disse afgifter skal tilbageføres til erhvervslivet,
f.eks. til miljøinvesteringer eller til oprensning efter fortidens synder
(f.eks. giftgrunde). Ud fra hensynet til adfærdsregulering skal
tilbageføringen så vidt muligt ske til de virksomheder, som aktivt investerer
i miljømæssige forbedringer af produktionen.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en
helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af
regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens
lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,
hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har
partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre
sammenhænge.
Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye
offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af
skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den
økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk
uansvarlig.
For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12
mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme
udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.
For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private
erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af
avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at
erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere
vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de
offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe
vilkårene for ny privat pensionsopsparing.
For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet
ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer
de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til
arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.
Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor
den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større
byrder på den private sektor.
Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen
lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet
på de offentlige budgetter vokser.
Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store
skatteregninger i fremtiden.
Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som
mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.
En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og
finansiering hører sammen.
Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og
skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle
forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået
mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I
konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.
Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen
bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og
pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som
følge af de voksende offentlige udgifter.
Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den
private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive
forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil
bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt
beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på
dette forhold.
Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske
system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn
til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.
Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill
vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i
erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med
betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i
allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har
mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske
incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i
samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.
Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af
kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere
være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket
forekommer uheldigt og ulogisk.
Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til
Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge
ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos
den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.
Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om
størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl
om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.
Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og
arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om
afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at
henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten
efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste
erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den
skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder
for fradrag for befordringsudgifter.
I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds
bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået
af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling
i Folketinget.
Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende
indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter
over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis
indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor
uretfærdighed.
Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde
specielt efter 1997.
Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes
konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har
ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.
Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder
øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle
socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.
Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i
allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil
blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til
aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får
udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem
lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret
til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette
misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker
krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.
De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.
Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig
med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt
problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren
indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag
ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den
årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet
forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får
mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer
ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.
Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med
bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere
forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.
Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster
skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke
kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.
Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort
til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt
gennemført.
Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig
belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne
nedsættelse af lejeværdien.
Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere
skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere
ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere
lejeværdi.
Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af
rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en
bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke
komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.
Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af
benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.
Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.
Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.
De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt
børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af
fradragsværdien af de nævnte bidrag.
Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det
uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil
disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.
Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens
forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.
Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i
beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet
med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode
til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag
en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk
retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor
afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23
lovforslag i reformen til forkastelse.
Mindretallet er enig i synspunktet om, at miljøvenlig teknologi og lavere
ressourceforbrug yderligere må fremmes og er også enig i, at afgifter kan
være hensigtsmæssige for ændring af adfærd.
Mindretallet finder det dog stærkt betænkeligt, at lovforslagene om
miljøafgifter mere er fiskalt end miljømæssigt begrundet og over årene fører
til en stor økonomisk belastning af den enkelte husholdning og dermed til
opretholdelse af et højt samlet skattetryk.
Det er samtidig mindretallets opfattelse, at en række af lovforslagene vil
føre til en forringelse af erhvervslivets konkurrenceevne ved ensidigt at
pålægge danske virksomheder nye omkostninger, som i modsætning til
regeringens forventninger vil føre til mindre beskæftigelse.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Mindretallet kan tiltræde det af flertallet under overskriften De
grønne afgifter og erhvervslivet anførte og bemærker i øvrigt, at SF har
noteret sig, at regeringen i efteråret 1993 vil tage fat på arbejdet med at
få erhvervslivet omfattet af miljøafgifterne. SF anser dette for helt
afgørende nødvendigt for at fremme afgifternes miljøformål. SF havde
foretrukket, at et flertal allerede nu fastlagde, at erhvervslivet senest i
1998 skulle være fuldt omfattet af miljøafgifterne.
SF er i den sammenhæng helt enig med regeringen i, at provenuet skal
tilbageføres til erhvervslivet efter de retningslinier, der er angivet i det
fælles betænkningsbidrag.
SF håber, at det i efteråret 1993 lykkes at komme langt i en proces, der
resulterer i, at erhvervslivet i løbet af kort tid kan blive omfattet af
miljøafgifterne med modifikationer der, hvor miljøeffekterne med sikkerhed
kan opnås på anden vis.
SF vil i forbindelse med behandlingen af de grønne afgifter generelt pege
på, at regeringens pakke ikke er tilstrækkelig. Vedrørende flere af de
foreslåede afgifter, f.eks. benzin og diesel, gås der langsommere frem, end
der er økologisk brug for. Samtidig er flere oplagte afgiftsområder slet ikke
inddraget. Det gælder f.eks. emballage, reklamer, kunstgødning, fosfor og
sprøjtemidler.
SF har ikke været inddraget i den detaljerede udformning af de
foreliggende lovforslag og finder dem ikke i alle detaljer perfekte. SF skal
i den sammenhæng beklage, at den meget forcerede proces i forbindelse med
vedtagelsen af skattereformen har gjort det sværere at sikre en høj kvalitet
i lovgivningsarbejdet. Den nøjere udformning af lovforslagene er derfor alene
sket på regeringens ansvar.
SF har valgt at stemme for for at tilkendegive, at SF er klare tilhængere
af, at der lægges øget vægt på miljøafgifter. Regeringens forslag er generelt
et skridt i den rigtige retning i en proces, som det er vigtigt at komme
endnu videre med i de kommende år.
Til de af ministeren stillede ændringsforslag forholder SF sig således:
Nr. 1-8: For. SF har under 1. behandling og under udvalgsbehandlingen i
særlig grad interesseret sig for golfbaner m.v. Disse inddrages nu under
afgiften.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved
2. behandling.
ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal
(S, SF, CD, RV og KRF):
Til § 2 1) Stk. 1 affattes således:
»Afgift betales af registrerede virsomheder.«
Til § 4 2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Virksomheder, der leverer ydelser omfattet af
bilaget til nærværende lov, og virksomheder og institutioner m.v., der
leverer ydelser omfattet af § 2, stk. 3, i merværdiafgiftsloven, og som i
forbindelse med deres levering af disse ydelser forbruger ledningsført vand
fra andre anlæg end almene vandforsyningsanlæg, skal anmelde sig til
registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder, såfremt det nævnte
vandforbrug overstiger 1000 m3 årligt.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
Til § 5 3) Ordene »Registrerede virksomheder« udgår, og i
stedet indsættes: »Virksomheder registreret efter § 4, stk. 1,».
Til § 7 4) Paragraffen affattes således:
»§ 7. For virkomheder registreret efter § 4, stk. 1, er den
afgiftspligtige mængde i en afgiftsperiode de leverancer, for hvilke der er
udstedt fakturaer, herunder acontoopkrævninger, i den pågældende periode, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Den samlede afgiftspligtige mængde for et år udgør dog
mindst den modtagne mængde, der er faktureret til virksomheden fra andre
registrerede virksomheder og fra udlandet, fratrukket den mængde, der er
faktureret til andre registrerede virksomheder og til udlandet, og tillagt 90
pct. af den fremstillede mængde.
Stk. 3. Den afgiftspligtige mængde for vand, der forbruges efter §
4, stk. 2, er den del af dette forbrug, der overstiger 1000 m3 årligt.
Stk. 4. For den, der er afgiftspligtig i henhold til § 2, stk. 2,
er den afgiftspligtige mængde 170 m3 årligt pr. helårsboligenhed og 70 m3
årligt pr. boligenhed, der ikke er en helårsbolig.«
Til § 12 5) I stk. 1 ændres »og indvindingen« til:
», fremstillingen eller forbruget«.
Til § 14 6) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Virksomhederne skal sammen med indbetalingerne for
oktober kvartal foretage eventuelle indbetalinger efter bestemmelsen i § 7,
stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Til § 20 7) I stk. 1, nr. 2 , ændres »§ 4, stk. 1 eller
3,» til: »§ 4, stk. 1, 2 eller 4,».
Til § 27 8) Stk. 3 affattes således:
»Stk. 3. Virkomheder, der skal registreres efter § 4, stk. 1,
skal anmelde sig til registrering senest den 10. september 1993. Tilsvarende
gælder for virksomheder og institutioner m.v., der forventer, at deres
forbrug af vand efter § 4, stk. 2, vil overstige 1000 m3 for 1994.«
Bemærkninger
Til nr. 1-8 Det foreslås, at virksomheder og institutioner, der får vand
fra lokale boringer, og som ikke er berettiget til at få tilbagebetalt
afgiften af deres forbrug af vand (virksomheder omfattet af bilaget til loven
og momsfri virksomheder og institutioner) skal anmelde sig til registrering
og betale afgift, ligesom hvis virksomheden havde fået leveret vand fra
almene værker. Af administrative grunde foreslås det dog, at registrering
først skal ske, hvis virksomheder m.v. har et årligt forbrug fra lokale
boringer på over 1000 m3 i forbindelse med deres levering af momsfri ydelser
eller ydelser omfattet af bilaget til loven. Der kan f.eks. være tale om
golfbaner, forlystelsesparker eller offentlige institutioner, der forsynes
fra egen boring. Forbruget opgøres efter måler i den registrerede virksomhed
eller eventuelt, i tilfælde af, at virksomheden deler vandet fra boringen med
andre forbrugere, på grundlag af det målte oppumpede vand, omkostnings- og
forbrugsfordeling m.v.
Den afgiftspligtige mængde vand for disse virksomheder m.v. udgøres af den
mængde, der forbruges i virksomheden, og som overstiger 1000 m3 årligt. Hvis
der er en boligenhed på ejendommen, skal der uafhængigt heraf betales afgift
af et standardforbrug for boligenheden, jf. bestemmelsens stk. 4. Dette
forbrug indgår ikke i de 1000 m3.
Det skønnes, at det er et begrænset antal virksomheder og institutioner
m.v., der vil blive omfattet af denne bestemmelse, med tilsvarende begrænsede
administrative og provenumæssige virkninger.
Der foreslås desuden en ændring af opgørelsen af den afgiftspligtige
mængde for almene vandforsyningsanlæg, således at opgørelsen baseres på den
fremstillede mængde i anlægget i stedet for den indvundne. Ved den
fremstillede mængde forstås den mængde vand, der er indvundet og renset af
anlægget med henblik på forbrug. Baggrunden for ændringen er, at det
indvundne vand normalt først måles efter rensningen. Dette vil kunne bevirke
en mindre nedgang i den afgiftspligtige mængde.
Der betales afgift af de mængder vand, vandværkets kunder tilfaktureres.
For at modvirke et for stort vandspild i ledningsnettet skal der dog mindst
betales afgift af 90 pct. af det fremstillede vand. Bestemmelsen herom er
konsekvensændret og præciseret.
Endelig er det præciseret, at betaling af afgift af vandspild ud over de
første afgiftsfrie 10 pct. skal foretages en gang om året.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)
Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente
Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)
nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth
Arnold (RV) Glønborg (KRF) Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og
en skriftlig henvendelse til udvalget samt skatteministerens kommentar hertil
Spørgsmål 5:
Det bedes oplyst, hvor stor en del af den opkrævede samlede vandafgift der
forventes tilbagebetalt efter bestemmelsen i lovforslagets § 9.
Svar:
I nedenstående oversigt er vist vandindvindingerne og vandforbruget
fordelt på hovedanvendelsesformål. Opgørelsen er behæftet med nogen
usikkerhed også ud over variationer fra år til år.
Opgørelse af vandforbruget
---------------------------------------------------------------------
Samlet Heraf Endelig Godt- Heraf Endelig Ikke
forbrug. vand- afgifts- gjort egen afgifts af-
I alt værks- belastet efter boring belastet gifts
for- § 9 I alt regi-
synet. stre-
I alt ret
for-
brug
(m3) (m3) (m3) (m3) (m3) (m3) (m3)
--------------------------------------------------------------------
Husholdninger
m.v. 385 350 350 0 35 25 10
Institutioner 60 60 60 0 0 0 0
Tab m.v. 60 60 15 0 0
Byerhverv 225 125 0 125 100 0 100
Landbrug
- husdyr 75 5 0 5 70 0 70
- markvanding 300 - 300 0 300
Dambrug,
grundvand 65 - 65 0 65
--------------------------------------------------------------------
I alt 1170 600 425 130 570 25 545
--------------------------------------------------------------------
Samlet vil der blive opkrævet afgift af ca. 550 mio. m3 fra vandværker. Heraf
vil der blive givet godtgørelse for godt 125 mio. m3 efter § 9. Størstedelen
af erhvervenes vandforbrug sker fra egne boringer, hvor vandet vil være
fritaget fra afgift.
Spørgsmål 26:
Skal de kommunale brandvæsener betale afgift af de meget store mængder
ledningsført vand, der anvendes ved øvelser og ved brandslukning, hvordan
sker afgiftsberegningen ellers, i benægtende fald, hvem skal betale afgiften
af de pågældende vandmængder? I denne forbindelse bedes tillige oversendt et
overslag over størrelsen af de vandmængder, der medgår til sådanne formål.
Svar:
De kommunale brandvæsener skal kun betale afgift af det vand, der
faktureres til dem fra vandværket. Efter de foreliggende oplysninger tages
vand til brandslukningsøvelser direkte fra hovedledninger og tilfaktureres
derfor ikke brandvæsenet. Forbruget vil derfor være afgiftsfrit, såfremt det
rummes inden for de 10 pct. vandspild m.v., som vandværket ikke skal betale
afgift af, jf. lovforslagets § 7, stk. 2.
Hvis vand til brandslukning m.v. sammen med vandspildet overstiger 10 pct.
af den indvundne mængde, skal vandværket belastes med afgiften, på samme måde
som ved stort ledningsspild.
For så vidt angår det udbedte overslag over størrelsen af de vandmængder,
der medgår til brandslukning m.v., har jeg fra Miljøministeriet modtaget
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Miljøstyrelsen har ikke kendskab til, hvor store mængder der
anvendes til brandslukning, men styrelsen skønner, at det årligt er ca. 2-4
mio. m3. Brandslukningsvand opgøres normalt under vandværkernes
ledningstab.«
Spørgsmål 43:
Er det korrekt at vandpriserne i Danmark allerede i dag er højere end i de
fleste andre EF-lande?
Svar:
Spørgsmålet har været forelagt Miljøministeriet, der har oplyst følgende:
»Der henvises til Miljøstyrelsens bemærkninger til spørgsmål 19, idet
det dog bemærkes, at hvis man lægger prisen for afledning af spildevand til
prisen for det rene vand, er den samlede vandpris blandt de høje vandpriser i
Europa.«
Jeg kan henholde mig hertil.
Spørgsmål 46:
Foreligger der fra lægelig eller anden side vurderinger af øgede
vandprisers betydning for den personlige hygiejnestandard?
Svar:
Jeg har fra Sundhedsstyrelsen modtaget følgende, hvortil jeg kan henholde
mig:
»Sundhedsstyrelsen har ved gennemgang af den medicinske litteratur
fundet en enkelt undersøgelse fra Sudan, som vedlægges i ekstrakt. Den viser,
at vandforbruget er uafhængigt af prisen i slumområder i et udviklingsland.
Den kan dog næppe bruges som udgangspunkt for en vurdering i Danmark, da
forholdene langt fra er sammenlignelige.
Dog kan man i undersøgelsen fra Sudan se, at en stigning i prisen på vand
kan have indflydelse på en befolknings levestandard generelt.
Der foreligger således ikke i den medicinske litteratur vurderinger, som
kan besvare spørgsmålet. En generel vurdering er imidlertid, at
hygiejnestandarden formentlig afhænger af andre forhold, som køn, alder,
faciliteter og sociale forhold i øvrigt. Men også denne sammenhæng er dårligt
belyst.«
MEDLINE (R) 1992
TI: Elasticity of demand for water in Khartoum, Sudan.
AU: Cairncross-S; Kinnear-J
AD: London School of Hygiene and Tropical Medicine, U.K.
SO: Soc-Sci-Med. 1992 Jan; 34(2): 183-9
ISSN: 0277-9536
PY: 1992
LA: ENGLISH
CP: ENGLAND
AB: A survey og the quantities of water purchased from vendors in the the
squatter areas of Khartoum, Sudan, was used to assess the effect of the price
charged for water and of household income on domestic water consumption.
Households in two squatter communities - - Meiyo and Karton Kassala - - were
studied by observatio and by interview. In spite of the substantially higher
charges, water consumption in Karton Kassala was as high as that in Meiyo.
Households within these communities showed no tendency to use less water when
paying a higher price for it, or when their income was below average. In
other words, no price elasticity or income elasticity was detectable. This
was all the more striking in view of the high proportion of income that was
spent on water; 17% in Meiyo and 56% in Karton Kassala. One consequence of
this lack of elasticity is that the poorest households devote the greatest
percentage of their income to the purchase of water, although the only major
item in their household budget which can be sacrificed to make this possible
is food. The high price of water in urban Sudan is probably a major cause of
the malnutrition prevalent in the squatter areas. Another consequence is that
a low-income household's consumer surplus for domestic water is very high,
amounting to a substantial proportion of its total income. This has important
consequences for the economic appraisal of urban water supply schemes. It
also follows that wealthier households with private connections would be
willing to pay at least as much for water as that currently paid by the poor.
MESH: Costs-and-Cost-analysis; Data-Collection; Economics-;
Socioeconomic-Factors; Sudan-; Water-Supply-statistics-and-numerical-data
MESH: *Income-; *Poverty-; *Water-Supply-economics
TG: Human-; Support,-Non-U.S.-Gov't
PT: JOURNAL-ARTICLE
AN: 92151122
UD: 9205
Spørgsmål 48:
Hvilke skøn foreligger der, som belyser de samlede mængder vand, der i dag
fjernes ved grundvandssænkninger? Er disse vandmængder omfattet af den
foreslåede vandafgift, og hvor stort et afgiftsprovenu vil der opnås, hvis
dette er tilfældet?
Svar:
Spørgsmålet har været forelagt Miljøministeriet, der har oplyst følgende:
»Miljøstyrelsen har ikke kendskab til, hvor store mængder grundvand
der i dag fjernes ved grundvandssænkninger, men de væsentligste
grundvandssænkninger sker formentlig ved indvinding af råstoffer under
grundvandsspejlet.«
Hertil kan tilføjes, at de vandmængder, der fjernes ved
grundvandssænkningen f.eks. i forbindelse med råstofudvinding, ikke vil være
afgiftspligtige. Jeg kan i øvrigt henholde mig til Miljøstyrelsens udtalelse.
Spørgsmål 53:
Hvordan skal afgiften opgøres for forbrugere, der både råder over privat
brønd og samtidig er tilsluttet det offentlige vandledningsnet?
Svar:
For forbrugere, der både råder over en privat brønd og samtidig får
leveret vand fra et alment vandforsyningsanlæg, opgøres afgiften ud fra den
mængde vand, der leveres fra vandforsyningsanlægget.
Spørgsmål 57:
Hvilket vandforbrug er de provenumæssige beregninger for 1994-1999 baseret
på?
Svar:
Der er en række grunde til, at der i lovforslaget er regnet med uændret
adfærd og dermed stort set uændret vandforbrug.
Udenlandske undersøgelser af priselasticiteten har vist, at elasticiteten
på kort sigt er relativ lille. Omlægninger af forbruget og besparelser er
ofte knyttet til investeringer med relativ lang levetid, hvilket taler for,
at priselasticiteten på længere sigt er højere. Dette taler for, at
vandforbruget i hvert fald på længere sigt skulle falde som følge af
vandafgiften.
Imidlertid har vandforbruget i Danmark som nævnt i lovforslaget været
stagnerende siden 1970'erne. I den samme periode er den reelle forbrugerpris
for vand, det vil sige prisen for vand plus vandafledningsafgift, steget
kraftigt. Selv om der således på længere sigt isoleret set må regnes med et
mindre vandforbrug som følge af priselasticiteten, er der andre faktorer, der
også spiller ind. Den generelle forbedring af boligkvaliteten både i
nybygninger og ved renovering af ældre byggeri vil ofte indebære flere
vandforbrugende installationer f.eks. i form af baderum m.v. Ligeledes er
besiddelsen af vandforbrugende husholdningsmaskiner som vaske- og
opvaskemaskiner blevet mere og mere almindelig.
Endelig må det antages, at den adfærdsændrende effekt af en miljøafgift
også afhænger af afgiftens størrelse. Det må derfor antages, at den gradvise
indførelse af vandafgiften mindsker dens adfærdsvirkninger i forhold til
indførelse af afgiften med slutvirkningen på 5 kr./m3 allerede fra 1994. Den
gradvise indførelse af vandafgiften er imidlertid begrundet bl.a. i den
tidsprofil, der er lagt til grund for den samlede skatteomlægning.
Nedsættelsen af personskatterne sker gradvist og følges af den gradvise
introduktion af flere miljøafgifter.
Hvis priselasticiteten var på f.eks. 1/3, ville forslaget medføre et fald
i forbruget på ca. 10 pct. i 1998. Elasticitetsvirkningen kan imidlertid
antages alene at være virksom, såfremt husstanden har vandmåler eller
afregnes efter måler. Et meget stort antal husstande er ikke forsynet med
vandmåler i dag. Der regnes dog med, at antallet af husstande, der får
vandmåler, vil stige over årene og også efter 1998. Efterhånden som der
kommer flere vandmålere, vil det ikke være urealistisk at regne med et fald i
forbruget på i sidste ende 10 pct. De miljømæssige fordele ved vandmålere bør
i øvrigt sammenholdes med udgifter til tilsyn og vedligeholdelse af
vandmålere, der især i visse boligformer er kostbar.
I betragtning af den usikkerhed der hersker om vandforbrugets størrelse og
ikke mindst priselasticiteter, er det fundet mest forsvarligt ikke at
foretage skøn over udviklingen i vandforbruget fra i dag og 5 år frem, men
ved provenuoverslaget at lægge skøn over det nuværende vandforbrug til grund.
Dette må dog ikke tolkes som om, der ikke forventes et fald i vandforbruget.
Med nogen usikkerhed er der i lovforslaget regnet med et afgiftspligtigt
vandforbrug på ca. 450 mio. m3 årligt.
For en oversigt over estimerede priselasticiteter henvises til besvarelsen
af spørgsmål 28 i udvalgets skrivelse af 4. juni 1993 (L 303 - bilag 9). Det
kan oplyses, at bl.a. Frankrig og Holland har indført vandafgifter.
Spørgsmål 60:
Hvad er begrundelsen for at lægge afgift på vand fra egen boring?
Svar:
Vand fra egen boring bliver afgiftsbelagt med henblik på at ligestille
husstande, der forsynes fra alment vandværk, med husstande med egen boring.
Spørgsmål 66:
I forlængelse af svar på spørgsmål 1, jf. bilag 8, bedes ministeren
besvare følgende:
Hvorledes begrænses den påvirkning af miljøet, der sker gennem industriens
og andre momsregistrerede virksomheders vandforbrug, når disse de facto ikke
pålægges afgift?
Spørgsmål 67:
Der bedes givet en samlet oversigt over miljøeffekten af indførelsen af
vandafledningsafgift, når industriens og andre momsregistrerede virksomheders
vandforbrug de facto ikke pålægges vandafgift?
Svar:
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget er forslagets
udformning bl.a. et resultat af en afvejning mellem hensynet til miljøet og
hensynet til erhvervslivets konkurrenceevne.
Danmark kan generelt karakteriseres som velforsynet med grundvand af
tilfredsstillende kvalitet, om end der er regionale og lokale forskelle. Ud
fra en rent miljømæssig synsvinkel ville en vandafgift således hovedsageligt
gavne miljøet som følge af mindre udledning af spildevand. Samtidig er der
som nævnt i bemærkningerne til forslaget meget, der taler for, at den
nuværende prisfastsættelse for levering og afledning af vand ikke er
samfundsøkonomisk korrekt med hensyn til fordelingen af omkostningerne på
brugerne. Meget tyder på, at det nuværende finansieringssystem favoriserer
forbrugere med et begrænset vandforbrug på bekostning af større
forbrugsenheder typisk virksomheder.
I den nuværende situation med en alt for høj arbejdsløshed har regeringen
fundet det rigtigt, at hensynet til konkurrenceevnen vejer tungest.
På længere sigt må også virksomhedernes udledning af spildevand mindskes.
Regeringen vil derfor senere fremsætte forslag om en spildevandsafgift, der
skal træde i kraft 1. januar 1997. Det er tanken, at spildevandsafgiften skal
omfatte både virksomheder og husholdninger. Spildevandsafgiften er annonceret
i god tid for at give virksomheder og husstande mulighed til at tilpasse sig.
Hermed minimeres bl.a. den negative virkning på konkurrenceevnen.
Spørgsmål 68:
Hvorledes sikres kontrolfunktionen, der i Skattepolitisk redegørelse,
august 1992, kædes sammen med administrationskravet?
Svar:
Administration og kontrol i henhold til lovforslaget varetages af de
statslige told- og skattemyndigheder. Vandafgiften er udformet som en
punktafgift og told- og skattemyndiehederne vil varetage administration og
kontrol på samme måde, som den allerede foregår for andre punktafgifter.
Kontrolbestemmelserne i forslaget er udformet i lighed med, hvad der kendes
fra andre afgiftslove.
Spørgsmål 70:
Ministeren bedes give en oversigt over forskellene i effektivitet til
begrænsning af eventuelle skader på miljøet mellem de påtænkte afgifter og de
nævnte omsættelige forureningstilladelser.
Spørgsmål 71:
Ministeren bedes oplyse, i hvilken forstand man kan opfatte afgifter som
omsættelige forureningstilladelser med staten som eneste udbyder på
»markedet«, når formålet med afgifter decideret er at animere til
et begrænset forbrug, mens omsættelige forureningstilladelser på forhånd har
fastsat en maksimal forureningsmængde?
Svar:
Hvis forbruget af den miljøbelastende vare er fuldt kendt uden usikkerhed,
og hvis der er meget faste holdepunkter for at beregne prisfølsomheden, kan
man gøre brug af to markedskonforme styringsmidler til opnåelse af samme
miljømål.
Hvis priselasticiteten er kendt og f.eks. -1, vil en afgift på 10 pct. af
varens værdi medføre en nedsættelse af forureningen med 10 pct.
Man kunne i stedet indføre omsættelige forureningstilladelser på 90 pct.
af det tidligere forbrug.
Man kan altså nå samme miljømål.
Hvis markedet fungerede, ville de omsættelige forureningstilladelser få en
værdi på 10 pct. af varens værdi. Det ville i begge tilfælde være marginalt
lige så dyrt at forurene, og forureningen ville i begge tilfælde blive
begrænset de samme steder, nemlig der, hvor omkostningerne ved nedbringelse
af forureningen er under 10 pct. af varens værdi.
Der er flere måder, hvorpå man kan fordele kvoterne. En metode er, at
staten beholder alle kvoterne selv med henblik på salg (er eneste udbyder på
markedet). Staten vil i så fald få samme indtægt fra salget af kvoterne som
fra afgiften, og kvoterne vil blive solgt til samme virksomhedskreds. På
denne måde er en afgift en omsættelig forureningstilladelse med fast pris og
staten som eneste udbyder. Den samlede mængde kan dog ikke bestemmes med 100
pct. nøjagtighed, medmindre man har meget sikre oplysninger om elasticitetens
størrelse.
Man kan så spørge, hvorfor man ikke laver et sådan system, da dette både
tjener fiskale interesser samtidig med, at det giver sikkerhed for en ønsket
nedsættelse af forureningen.
Ønskerne for en given nedsættelse af forureningen vil dog sandsynligvis
ikke være uanhængig af omkostningerne herved.
Hvis ønskerne om en reduktion i forureningen er begrundet i, at man
finder, at andre i samfundet bliver generet svarende til 10 pct. af varens
pris, vil en afgift på 10 pct. af varens pris være optimal. Hvis man under
det fejlagtige indtryk, at elasticiteten er -1, indfører en fast kvote på 90
pct., og det viser sig, at elasticiteten var f.eks. -0,2, ville tilladelserne
komme til at koste 50 pct. af varens pris. (10 pct. mængdeændring: 50 pct.
prisændring = 0,2). På marginalen ville virksomhederne og samfundet anvende
150 pct. af varens oprindelige pris til omkostninger til at fremstille varen
og nedsætte forureningen med 10 pct., men befolkningen værdsatte kun denne
aktivitet med 110 pct. af varens oprindelige pris. I dette tilfælde er
nedsættelsen af forureningen for dyrt købt.
Konklusionen er, at afgifter er at foretrække, hvis forureningens karakter
er i form af overskuelige større eller mindre gener, der stort set er
proportionale med forureningsomfanget, mens kvoter er at foretrække, hvis
forureningen medfører meget store gener ved overskridelse af en kritisk
værdi. Man kan ikke afgøre om kvoter eller afgifter vil være mest effektive
til begrænsning af skader på miljøet.
Den anden måde til fordeling af kvoterne er at tildele disse til de
forurenende virksomheder og husholdninger og tillade, at disse kan handles
indbyrdes.
I dette tilfælde vil staten ikke opnå noget provenu, men det vil være lige
så dyrt for virksomhederne og borgerne at forurene som ved afgifter.
Virksomhederne og borgerne vil dog ikke blive belastet af den del af
forureningen, der ikke inden for rimelige omkostninger lader sig begrænse.
Dette kunne synes meget rimeligt. Men man kan modsat fremføre det synspunkt,
at man opnår en mere rimelig fordeling af skattebyrden ved at lade denne
ligge på de virksomheder og borgere, der ved forurening påfører samfundet
flere omkostninger end gevinster ved aktiviteten end ved at lægge
skattebyrden på arbejde, hvor samfundet gives flere gevinster og fordele, end
det den arbejdende selv opnår. Regeringen går klart ind for det sidste
synspunkt.
Afgifterne belaster dog virksomhedernes omkostninger og kan dermed
forringe konkurrenceevnen. På længere sigt vil omkostningerne blive væltet
tilbage i faktoraflønningen, men denne tilbagevæltningsproces kan være
omkostningsfuld, hvis den forudsætter en vis periode med arbejdsløshed. Dette
kan gøre tanken om omsættelige forureningstilladelser interessant, hvis de
ikke er for administrationskrævende.
Man skal imidlertid være meget opmærksom på, at de omsættelige
forureningstilladelser giver de samme stigninger i de marginale omkostninger
som en tilsvarende afgift, der bringer forureningen ned på samme niveau, da
ekstra produktion vil fordre køb af flere tilladelser til samme pris som den
alternative afgiftssats.
Konkurrencevirkningen er således principielt den samme, og der vil også
skulle ske tilbagevæltning i faktoraflønningen. Forskellen er, at de
virksomheder, der tidligere har forurenet og derfor har fået tildelt store
kvoter, får en større kapitalgevinst, da der sker nedsættelser af
faktoraflønningen. Dette vil næppe blive fundet særligt rimeligt af dem, der
oppebærer faktoraflønningen, og som må bære en nedgang i levestandarden, mens
de, der forurenede, opnår en gevinst, medmindre der er tale om samme person,
som opnår kapitalgevinsten, og som også må bære faldet i faktoraflønningen.
Denne kombination vil i visse tilfælde findes i landbrugserhvervet, hvis
landmanden selv ejer produktionsfaktoren jord.
Den samlede konklusion er, at afgifter og omsættelige
forureningstilladelser kan være lige gode til at opnå en bestemt nedbringelse
af forureningen og har samme virkning på konkurrenceevnen. Forskellen er, at
omsættelige forureningstilladelser ofte vil være mere kostbare i
administration for den private sektor end afgifter og ikke mindst, at der vil
være afgørende forskelle i fordelingsvirkningerne. Ved afgifter overføres der
midler fra dem, der ved deres handlinger skader mere end de gavner, til dem,
der ved deres handlinger gavner mere, end de skader.
Regeringen vil dog ikke afvise, at der kan være tilfælde, hvor omsættelige
forureningstilladelser kan være hensigtsmæssige.
Kommunernes Landsforening
Den 16. juni 1993
Regeringens forslag om en ny vandafgift
Skatteministeren fremlagde i forbindelse med regeringens skattereform den
19. maj lovforslag om afgift af ledningsført vand. Den foreslåede vandafgift
indebærer en afgift på vandforbruget i 1994 på 1 kr. pr. (m3) stigende til 5
kr. i 1998. Afgiften skal afkræves af Told- og Skattestyrelsen og af
kommunerne.
I tilknytning til lovforslaget skal landsforeningen fremføre følgende
synspunkter.
Ønsket om at sikre den fremtidige forsyning af rent grundvand angives i
lovforslaget som baggrund for afgiften. Imidlertid er det landsforeningens
vurdering, at vandforsyningsproblemerne varierer meget fra område til område.
Der findes egne i Danmark med rigeligt og godt grundvand, hvorimod der andre
steder kan være problemer med at skaffe de tilstrækkelige mængder og/eller
den rigtige kvalitet. Desuden er det ifølge forslaget kun husholdningerne,
som på nuværende tidspunkt bruger knap 1/3 af det samlede vandforbrug, der
skal betale afgiften.
Det er således landsforeningens vurdering, at der reelt er tale om en skat
på husholdninger. Den miljømæssige effekt må forudses at blive begrænset ved
kun at pålægge husholdnigerne afgiften.
Det er landsforeningens generelle holdning, at en øget anvendelse af
økonomiske styringsmidler på miljøområdet kan medvirke til at styre
produktion og forbrugsmønster i en mindre forurenende og ressourceforbrugende
retning. For at vandafgiften kan komme miljøet tilgode, bør den derfor
fastsættes lokalt i overensstemmelse med de lokale vandforhold, eller ved at
dele af provenuet tilbageføres til fremme af de i lovforslaget angivne
miljømæssige formål.
For de vandforbrugere, der forsynes med vand fra private brønde eller fra
mindre vandværker med færre end 10 tilsluttede forbrugere, bliver det
kommunernes opgave at opkræve afgiften og derefter afregne denne til Told- og
Skattestyrelsen.
For denne del af afgiften er der i loven en særregel, hvorefter der årligt
skal opkræves afgift for 170 (m3) pr. helårsbolig og 70 (m3) pr. boligenhed,
der ikke er helårsbolig. Dette uanset, om de omfattede helårsboliger og
boligenheder i øvrigt opkræves betaling for vand efter det målte faktiske
forbrug. For de øvrige afgiftsbelagte vandforbrugere forudsættes det, at der
betales afgift af den vandmængde, der i øvrigt udskrives regning på, dvs. som
oftest i overensstemmelse med det målte forbrug. Denne metode, som allerede
anvendes for langt størsteparten af almene vandværker, vil som følge af
afgiften uden tvivl i løbet af få år blive reglen for alle almene vandværker.
Landsforeningen finder det i strid med lovens miljømæssige formål, at en
mindre gruppe husholdninger fuldstændig fratages det økonomiske incitament
til at spare på vandet.
Skattemæssigt finder landsforeningen det ubegrundet og stridende mod
princippet om lighed for loven at belaste en i beskatningsmæssig sammenhæng
tilfældig udvalgt gruppe husholdninger alene af hensyn til at begrænse de
administrative udgifter.
En skat, som i 1998 vil give et samlet provenu på ca. 2.800 mio., og som
for en gennemsnitshusholdning vil koste over 1.000,- kr. om året, må kunne
bære udgiften til en administration, der sikrer lighed for de berørte
grupper.
Landsforeningen tager sammenfattende kraftigt afstand fra særreglen for de
opkrævninger, som kommunerne skal stå for, og anmoder om, at udvalget
medvirker til, at det berørte mindretal af vandforbrugere ligestilles med
flertallet.
Landsforeningen er p.t. ikke i besiddelse af nøjagtige oplysninger om
antallet af husholdninger, som berøres af den foreslåede særregel, men der er
formentlig tale om ca. 230.000.
Landsforeningen forventer desuden, at kommunerne kompenseres for de nye
opgaver i forbindelse med udpegningen af de relevante forbrugere og med
opkrævning og kontrol.
Skatteministeriet
Den 18. juni 1993
Kommunernes Landsforening (KL) har i en henvendelse af 16. juni fremført
en række synspunkter på regeringens forslag om afgift af ledningsført vand.
KL skriver, at det er ønsket om at sikre den fremtidige forsyning af rent
grundvand, der i bemærkningerne er angivet som baggrund for forslaget, men at
det er KL's vurdering, at der er tale om regionale forskelle i
grundvandssituationen snarere end mangel på godt grundvand.
Endvidere anfører KL, at den miljømæssige effekt af afgiften begrænses af,
at kun husholdninger omfattes af forslaget. Samtidigt foreslås det, at
afgiften skal fastsættes i overensstemmelse med lokale forhold.
Endelig finder KL det problematisk, at vandafgiften for den del af
forbrugerne, der forsynes med vand fra egne boringer eller mindre vandværker,
opkræves på basis af et i loven fastsat forbrug. KL finder denne
fremgangsmåde problematisk af to hovedårsager. For det første fordi en sådan
opkrævning ikke giver noget incitament til vandbesparelser. For det andet
fordi hensynet til administrative omkostninger ikke bør legitimere
forskelsbehandling af et mindre antal borgere. Til dette synspunkt føjer KL,
at ordningen vil medføre forøget arbejde og omkostninger for kommunerne, der
i disse tilfælde skal stå for opkrævningen.
Kommentar
I bemærkningerne til forslaget anføres det: »Danmark kan generelt
karakteriseres som velforsynet med grundvand af tilfredsstillende kvalitet,
om end der er regionale og lokale forskelle.« Der synes altså ikke at
være større forskel mellem KL's og regeringens opfattelse af
grundvandssituationen.
Regeringen er opmærksom på, at miljøeffekten af vandafgiften ville være
større, hvis også erhvervslivet blev inddraget under afgiften. Dette fremgår
også af bemærkningerne, ligesom regeringens begrundelse for at friholde
erhvervslivets konkurrenceevne fremgår. Det er imidlertid regeringens
hensigt, at erhvervslivet fremover i højere grad skal betale grønne afgifter.
Regeringen vil derfor optage forhandlinger med erhvervslivet med henblik på,
at dette kan ske på den mest hensigtsmæssige måde, sådan at konkurrenceevnen
og beskæftigelsen belastes mindst muligt.
En geografisk differentiering af vandafgiften vil være uhensigtsmæssig af
flere årsager. For det første er der ofte ikke geografisk sammenfald mellem
indvindingssted og forbrugssted. Dette gælder f.eks. byer, der ofte indvinder
vand i det åbne landskab, hvor problemerne så optræder f.eks. i form af
mindsket vandføring i vandløbene. I tilfælde, hvor der lokalt er
vanskeligheder med tilstrækkelig forsyning, kan vandværker endvidere indføre
vand fra andre egne af landet eller fra udlandet. Desuden kan differentierede
vandafgifter føre til en uhensigtsmæssig udbygning af ledningsnettet, idet
egne med meget dyrt vand vil være tilbageholdende med at udbygge
ledningsnettet. Samtidig kan vand fra samme grundvandsbassin blive belastet
med forskellige afgifter, idet grundvandsbassiner kan strække sig under flere
amts- og kommunegrænser. For det andet er den væsentligste miljømæssige
virkning af en vandafgift en formindskelse af spildevandsmængderne.
Spildevand tilføres i sidste ende ferske søer og vandløb eller havene omkring
Danmark. Forureningen af disse vande er ikke kun et lokalt problem, men
berører hele regionen.
Som nævnt i bemærkningerne til forslaget vil det medføre uforholdsmæssigt
store administrative omkostninger at måle det faktiske forbrug i tilfælde,
hvor forbrugeren forsynes fra egen boring eller mindre vandværk, hvor
indvindingsmængden normalt ikke måles. Omkostningerne ved at pålægge disse
indvindinger pligt til måler samt kontrollen hermed vurderes ikke at stå i
rimeligt forhold til det provenu, disse foranstaltninger ville indbringe,
eller den nedsættelse af miljøbelastningen, der ville være resultatet. Jeg er
imidlertid villig til at overveje, at enkeltboringer m.v. kan betale afgift
efter måler, såfremt disse måtte ønske det.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder modtaget
en henvendelse fra Nysted Kommune.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,
hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori
lovforslaget foreligger efter 2. behandling.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse .
Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,
jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet
Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker
Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.
Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt
reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige
tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få
nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem
frivillige bidrag.
Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til
finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige
skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk
vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er
tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de
offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de
organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i
meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat
varetagelse.
Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da
skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis
samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne
mest muligt.
Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige
sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må
indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke
større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de
offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.
Jo færre opgaver, det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo
færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det både
nødvendigt med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer
af den offentlige sektor.
Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende
skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem
beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.
Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men
desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste
fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af
skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har
indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende
behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale
mobilitet for såvel arbejdskraft, varer, serviceydelser som kapital og ikke
mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende
nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.
Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.
Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske
skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.
Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et
særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende
ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes
adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet
vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan
måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede
målsætninger.
Lovforslaget er endnu et af de grønne afgiftsforslag, der dels har til
hensigt at sætte vandforbruget ned, dels samtidig at finansiere
skattelettelser på andre områder. Der budgetteres således reelt stadig med en
forøgelse af forbruget.
Fremskridtspartiet kan acceptere, at der som et led i markante
personskattelettelser indføres miljøafgifter. Det er rimeligt, at personer
eller institutioner, der forringer eller ødelægger miljøet, kompenserer og
erstatter dette tab gennem miljøafgifter.
Men det er vigtigt at bemærke, at miljøafgifter er en erstatning og ikke
et supplement. Miljøafgifter kan og skal derfor ikke indføres, før de fleste
af de nuværende eksisterende skatter og afgifter er reduceret markant.
Samtidig er det Fremskridtspartiets opfattelse, at miljøafgifter eller
grønne afgifter bør leve op til de krav til miljøafgifter, der er nævnt i
»Skattepolitisk redegørelse«, august 1992, side 107:
- Effektkravet: Miljøafgifter skal være den mest hensigtsmæssige måde at
løse et givent eksternalitetsproblem på. (Der skal i den forbindelse lægges
vægt på, om afgifterne kan skabe en større markedskonformitet).
- Adfærdskravet: Afgifterne skal kunne virke positivt på miljøet. (Dvs.,
at husholdningerne og virksomhederne i praksis skal kunne reducere
afgiftsbetalingen mærkbart ved at ændre adfærd).
- Skattetrykskravet: Indførelse af nye miljøafgifter må ikke øge det
samlede skattetryk. (Provenuet fra miljøafgifter skal ikke være en særlig
finansieringskilde til øgede miljøudgifter. Tværtimod kan miljøafgifter
aflaste udgifter til direkte regulering m.v. Provenuet skal, som anbefalet af
blandt andet OECD, anvendes til at sænke skatter med stort forvridningstab,
herunder især de personlige marginalskatter).
- Konkurrenceevnekravet: Miljøafgifter skal være forenelige med en fortsat
forbedring af konkurrenceevnen og dermed af beskæftigelsen.
- Administrationskravet: Afgifterne skal kunne administreres og
kontrolleres.
- Koordinationskravet: Miljøafgifter bør koordineres internationalt,
således at de får reel effekt på miljøtilstanden. (Der må ikke indføres
afgifter, som blot flytter emissionsstedet til andre lande, eller som
risikerer at lede til øgede samlede miljøproblemer. Afgifterne skal desuden
være EF- og GATT-medholdelige).
Det er ikke Fremskridtspartiets opfattelse, at de fremsatte
»grønne« lovforslag lever op til disse krav.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)
Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente
Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)
nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth
Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om afgift af ledningsført vand Retsinformation · 8. maj 2001
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af personskatteloven (Kompensation for kommunale skatteforhøjelser) Retsinformation · 20. december 2004
- Klagerens anmodning om nedsættelse af grundlaget for beregning af afgift af ledningsført vand ikke er imødekommet Landsskatteretten · 25. februar 2010
- 1992 BTL 289 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING AF FORTJENESTE VED AFSTÅELSE AF AKTIER M.V. (AKTIEAVANCEBESKATNINGSLOVEN) OG FORSKELLIGE ANDRE SKATTELOVE (ENSARTET UDBYTTE- OG AKTIEAVANCEBESKATNING M.V.) NR L 289 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 13. september 1993
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, lov om afgift af ledningsført vand og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (Regulering af de løbende bilafgifter og andre afgifter m.v.) Retsinformation · 15. december 2011
- Betænkning over I. Forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som led i den kommunale finansieringsreform m.v.) Retsinformation · 21. august 2006