Spring til indhold

Retsinformation

Klage over manglende konstatering af knoglebrud i ansigtet

KEN nr 9984 af 20/05/2004Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet29. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage

over manglende konstatering af knoglebrud i ansigtet

Nævnet fandt grundlag for at kritisere afdelingslæge A

for behandlingen af patienten på skadestuen. Nævnet fandt ikke grundlag for

at

kritisere afdelingslæge B for behandlingen af patienten på skadestuen.

Nævnet lagde vægt på, at patienten tidligere havde lidt

af ledskred i venstre kæbe. Den 28. januar 2003 faldt hun på sin cykel og

slog

venstre kæbe. Hun havde efterfølgende samme fornemmelse som ved det tidligere

ledskred. Hun henvendte sig derfor på skadestuen, hvor hun blev undersøgt af

afdelingslæge A, der konstaterede, at hun havde stærke smerter i venstre

kæbeled, og at hun alene kunne åbne munden ganske lidt, men at der var

normalt

sammenbid. Desuden konstaterede han, at der var hævelse af venstre kind. Han

vurderede, at en røntgenundersøgelse af venstre kæbeled viste normale

forhold.

Nævnet oplyste, at de foreliggende røntgenbilleder var

indblændede røntgenoptagelser af venstre kæbeled med højre til sammenligning.

Det var efter nævnets opfattelse vanskeligt at vurdere, hvorvidt der var brud

eller ledskred på baggrund af billederne, idet det var kompleks at lokalisere

anatomiske kendepunkter. Det var nævnets opfattelse, at det i foreliggende

sag med

stærke smerter i venstre kæberegion og kun minimal evne til at lukke munden

op

(trismus) samt hævelse hen over samme kindregion efter kendt traume mod

kæbe-/kindregionen, var almindelig praksis at mistænke såvel ledskred i

kæbeleddet samt brud i regionen.

Det fremgik af afdelingslæge A’s udtalelse til sagen,

at han hverken ved den objektive undersøgelse eller ved røntgenundersøgelsen

Læs alt

fandt tegn på ledskred eller brud i venstre kæbeledsregion. Det var nævnets

opfattelse, at afdelingslæge A burde have undersøgt, hvorvidt der var ømhed,

såvel direkte som indirekte, af kæbe-/kindregionen, ligesom han burde have

undersøgt, om der var påvirket følesans i regionen samt om der var

dobbeltsyn.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at afdelingslæge A’s

vurdering af den foreliggende røntgenundersøgelse var i overensstemmelse med

normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det var imidlertid nævnets

opfattelse, at han, på baggrund af de journalførte kliniske oplysninger og

iagttagelser samt det manglende positive fund efter røntgenundersøgelse af

venstre kæbeled, umiddelbart burde have mistænkt, at det herefter kunne dreje

sig om brud i kæberegionen og derfor have ordineret fornyet

røntgenundersøgelse, inkluderende ansigtsskelettet med fokus på venstre

kæbe-/kindregion.

Ved røntgenkonferencen dagen efter blev det ifølge

skadesjournalen konstateret, at røntgenbilledet af venstre kæbeled ikke var

tilfredsstillende (inkonklusiv), hvorfor patienten samme dag blev indkaldt

til

ny røntgenundersøgelse af begge kæbeled. Undersøgelsen, som blev beskrevet af

afdelingslæge B, viste ikke tegn til brud eller ledskred.

Det var nævnets opfattelse, at afdelingslæge B’s

faglige rolle i foreliggende sag udelukkende omfattede en vurdering af

røntgenbillederne. Det er herefter nævnets opfattelse, at afdelingslæge

B’s vurdering

af, at røntgenundersøgelsen viste normale forhold, var i overensstemmelse med

normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Lignende dokumenter