Spring til indhold

Retsinformation

Klage over manglende opfølgning på et konstateret forhøjet indhold af hjertemedicin (Digoxin) i blodet

KEN nr 9982 af 20/10/2004Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet29. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage

over manglende opfølgning på et konstateret forhøjet indhold af hjertemedicin

(Digoxin) i blodet

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den

praktiserende læge. Nævnet fandt dog, at det havde det været hensigtsmæssigt,

om lægen i forbindelse med sine undersøgelser fra slutningen af 2000 havde

inddraget overvejelser om behandlingen med Digoxin som mulig årsag til

mavesymptomerne, selv om patienten ikke fremførte typiske symptomer på

overdosering.

Nævnet lagde vægt på, at lægen fulgte patientens

helbredstilstand og foretog relevante vurderinger i kombination med relevante

blodprøver og andre undersøgelser til udredning af de foreliggende kroniske

lidelser og nyopståede helbredsklager, herunder en omfattende udredning med

henblik på eventuelle alvorlige sygdomme i lunger og mave- og tarmkanalen.

Der

blev herved påvist kroniske lungeforandringer, men i øvrigt ikke betydende

sygdom.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at patienten overordnet

gennem behandlingsforløbet ikke udviste symptomer på eventuel overdosering

med

Digoxin, som for eksempel utilpashed, kvalme og opkastninger.

Nævnet fandt dog det hensigtsmæssigt, om lægen i

forbindelse med sine undersøgelser fra slutningen af november 2000 havde

inddraget overvejelser om behandlingen med Digoxin som mulig årsag til

mavesymptomerne, selv om patienten ikke fremførte typiske symptomer på

overdosering.

Nævnet lagde i den sammenhæng vægt på, at patienten

gennem flere år var blevet behandlet for kronisk hjerte- og lungelidelse, som

medførte tiltagende intensiv medicinsk behandling i perioden. Patienten havde

i

Læs alt

den forbindelse relativt hyppige konsultationer med lægen vedrørende

forskellige helbredsproblemer, herunder vedrørende symptomer som uregelmæssig

hjerteaktion, mavesmerter, kvalme og forholdsvis stort vægttab.

Nævnet fandt derudover grundlag for at kritisere den

overlæge på en reumatologisk afdeling, der undersøgte patienten i november

2002.

Nævnet oplyste videre, at det er velkendt, at det

terapeutiske interval for Digoxin er smalt, og at der er et stort overlap

imellem serum-niveauer af Digoxin hos patienter, som har symptomer og tegn på

forgiftning (toksicitet), og hos dem som ikke har kliniske tegn på

toksicitet.

Det var nævnets opfattelse, at dette på den anden side

ikke indebærer, at man kan tilsidesætte resultatet af en relevant foretaget

blodprøve, at der viser et klart forhøjet Serum-Digoxin-niveau, som i den

aktuelle situation. Selv om der ikke var tegn på Digoxin-forgiftning, kunne

det

ud fra patientens sammensatte symptombillede på den anden side ikke

udelukkes,

at det forhøjede Digoxin-niveau havde en medvirkende indflydelse på hendes

gener fra maveregionen, trods der var lav sandsynlighed herfor.

Det var herunder nævnets opfattelse, at selv om

elektrokardiogrammet var normalt, og der således ikke var tegn på

Digoxin-udløst forstyrrelse i hjerterytmen, så kan man ikke afstå fra

bestemmelse af S-Digoxin, hvis en patient samtidig har symptomer, som kunne

være forenelige med gastrointestinale bivirkninger/forgiftning sekundært til

Digoxin.

Nævnet fandt ud fra disse samlede omstændigheder, at

overlægen senest den 26. november 2002 burde have reageret på den

konstaterede

klart forhøjede S-Digoxin-måling, uanset om der var symptomer på Digoxin

overdosering på indlæggelsestidspunktet eller ej. Han burde således have

foranstaltet

tiltag med henblik på tilpasning af den daglige Digoxindosis til den aktuelle

kropsvægt, da det klart fremgik af journalen, at patienten havde haft et

meget

stort vægttab fra 60-65 kg til 43 kg, og der var konstateret en for høj

Serum-Digoxin på 3,1 nmol/l. I det konkrete tilfælde ville en dosis på 62,5

nmol/l x 1, måske x 2 have været passende, når man tog kropsvægten i

betragtning.

Det var nævnets opfattelse, at overlægen alternativt

burde have gjort sig overvejelser om og undersøgt for, om blodprøven den 21.

november 2002 var udtryk for et retvisende billede af S-Digoxin i blodet.

Lignende dokumenter