1992 BTL 152 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KIROPRAKTORER M.V. NR L 152 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse
heraf er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra
Dansk Kiropraktor-Forening og fra kiropraktor Steen Selander, Næstved, m.fl.
Der er af sundhedsministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres
og Det Konservative Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse
med det stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Fremskridtspartiets,
Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) kan
tilslutte sig lovforslaget med det af sundhedsministeren stillede
ændringsforslag, hvorefter Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler for
kiropraktorers virksomhed. Under udvalgsarbejdet er det gennem
Sundhedsstyrelsens udkast til bekendtgørelse for kiropraktorvirksomhed
dokumenteret, at kiropraktorers direkte adgang til at behandle også små børn
er sundhedsfagligt forsvarligt.
Flertallet har fundet det bekymrende, at mange læger ikke vil udfærdige de
erklæringer, som kiropraktorlovens § 7, stk. 3, angiver.
Der burde ikke være problemer i forhold til behandling af børn efter
gældende lov, hvor § 7, stk. 3, skulle kunne sikre et fornuftigt samarbejde
mellem læger og kiropraktorer som to autoriserede faggrupper i det danske
sundhedsvæsen.
I konsekvens af, at bestemmelserne i lovens § 7, stk. 3, som et flertal i
Folketinget i sin tid sikrede indsat i loven, ikke fungerer efter hensigten,
er man enig i, at denne regel nu ophæves. Sundhedsministeren har endvidere
givet tilsagn om at følge udviklingen.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
Læs alt
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Venstres medlemmer af udvalget)
anfører, at det er en lægelig opgave at stille diagnoser hos børn under 1 år.
Kiropraktorer behandler i dag koliksymptomer. Der kan være mange årsager
tilkoliksymptomer, f.eks. mellemørebetændelse, kræftsygdomme, brok, tarmslyng
osv. Efter flertallets opfattelse er det en klar lægelig opgave at stille
disse diagnoser.
ÆndringsforslagAf sundhedsministeren , tiltrådt af et
flertal (S, SF, FP, RV og KRF):
Til § 1 1) Nr. 1 affattes således:
»1. I § 7, stk. 2 , ændres
»Sundhedsministeren« til: »Sundhedsstyrelsen«.'
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget indebærer, at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til
at fastsætte nærmere bestemmelser, som skal sikre de hensyn, der har ligget
til grund for reglen i § 7, stk. 3, som ophæves i medfør af L 152. Det vil
sige, at Sundhedsstyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om, hvilke
hensyn kiropraktorerne skal iagttage for at sikre, at barnet ikke har
sygdomme eller sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos en
kiropraktor.
Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen
(S) Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Birgitte Husmark (SF)
Torben Rechendorff (KF) Karen Højte Jensen (KF) Fischer (KF) Lis Noer
Holmberg (V) Mariann Fischer Boel (V) Anders Mølgaard (V) Jørgen Winther (V)
Jan Køpke Christensen (FP) fmd. Dorit Myltoft (RV) Inger Stilling
Pedersen (KRF)
Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål nr. 5:
»Ministeren bedes tilstille udvalget Sundhedsstyrelsens udkast til
cirkulære, som nærmere skal regulere kiropraktorernes
virksomhedsområde.«
Svar:
Vedlagt fremsendes udkast til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om
kiropraktorvirksomhed, bilagt udkast til Sundhedsstyrelsens retningslinier
for visse former for kiropraktisk behandling.
Spørgsmål nr. 6:
»Ad ministerens kommentar til henvendelse fra Dansk
Kiropraktor-Forening, jf. bilag 9.
Ministeren bedes oplyse, hvorfor ordet »lægehenvisning«
anvendes i kommentaren, når der i loven tales om en »erklæring«.'
Svar:
Jeg kan oplyse, at ordet »lægehenvisning« i det givne tilfælde
skal forstås på samme måde som ordet »erklæring«, som anvendes i
lovteksten. Det skyldes en tilfældighed, at ordet »lægehenvisning«
er anvendt i kommentaren, men jeg erkender, at formuleringen er uheldig.
UDKAST
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. . . . af 4. maj 1993
Bekendtgørelse om kiropraktorvirksomhed
I medfør af § 7, stk. 2, og § 15, stk. 3, i lov nr. 415 af 6. juni 1991
om kiropraktorer m.v. som ændret ved lov nr. . . . af . . . 1993 fastsættes:
Kiropraktorvirksomhed § 1. Kiropraktorvirksomhed omfatter
diagnostik, forebyggelse og kiropraktisk behandling af biomekaniske
funktionsforstyrrelser og heraf afledte smertetilstande i rygsøgle, bækken og
ekstremiteter.
Stk. 2. Ved kiropraktisk behandling forstås manuel behandling af
kroppens led. I forbindelse med den kiropraktiske behandling kan
kiropraktoren tillige anvende bløddelsbehandling og anden relevant
supplerende behandling.
§ 2. En kiropraktor kan i diagnostisk øjemed:
1) Foretage relevante kliniske undersøgelser af patienten og
2) foretage røntgenundersøgelse.
Stk. 2. Ved brug af røntgenapparater skal kiropraktoren opfylde de
til enhver tid af Sundhedsstyrelsen stillede krav til uddannelse, erfaring
m.v.
§ 3. En kiropraktor må ikke:
1) Udstede eller anvende receptpligtige lægemidler,
2) iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse,
3) foretage operative indgreb,
4) udtage blodprøve eller foretage indsprøjtninger eller
5) i behandlingen anvende røntgenapparat, ultralydapparat,
mikrobølgediathermiapparat eller andet apparat, hvis anvendelse kræver særlig
tilladelse, medmindre sådan tilladelse foreligger.
Behandling § 4. En kiropraktor skal forud for behandling
foretage en samlet klinisk vurdering af den enkelte patient.
Stk. 2. Når en kiropraktor tager en patient i behandling skal
behandlingen tilpasses sygdommen og dennes lokalisation samt patientens
alder.
Stk. 3. Kiropraktoren skal vurdere, om manuel behandling er
indicieret, og i hvilken form en manuel behandling skal udføres.
Kiropraktoren skal også vurdere, om der skal iværksættes anden behandling.
Børn under 1 år § 5. Kiropraktisk undersøgelse af et barn
under 1 år omfatter gennemgang af barnets bevægeapparat, herunder testning af
motorik og neurologisk undersøgelse. Kiropraktoren skal vurdere, om der
foreligger omstændigheder, der gør, at kiropraktisk behandling ikke skal
iværksættes.
Stk. 2. Ved undersøgelse af børn under 1 år, skal kiropraktoren
især være opmærksom på, at barnet er i tilfredsstillende trivsel, herunder om
der er normal vægtøgning, samt at barnet ikke frembyder tegn på
infektionssygdom.
Stk. 3. Kiropraktoren skal sikre sig, at den kiropraktiske
undersøgelse og behandling ikke afholder forældrene fra den rutinemæssige
kontakt til sundhedsplejerske og de regelmæssige undersøgelser hos den
praktiserende læge.
Kontraindikationer § 6. Bliver en kiropraktor i sin
virksomhed bekendt med eller får mistanke om, at en patient har sygdomme
eller sygdomstilstande, som kontraindicerer kiropraktisk behandling, skal
behandlingen afbrydes og patienten henvises til at søge læge.
Stk. 2. For såvidt angår sygdomstilstande, hvor der kan foreligge
hel eller delvis kontraindikation for osseøs manipulationsbehandling,
henvises til Sundhedsstyrelsens retningslinier for visse former for
kiropraktisk behandling af . . . 1993, jf. bilag 1.
Stk. 3. For så vidt angår kiropraktisk behandling af børn under 1
år henvises ligeledes til bilag 1.
§ 7. Bliver en kiropraktor i øvrigt bekendt med eller får mistanke
om, at patienten lider af sygdomme eller sygdomstilstande uden for
kiropraktorens virksomhedsområde, skal behandlingen afbrydes og patienten
henvises til at søge læge.
§ 8. I de i §§ 6-7 nævnte tilfælde er kiropraktoren dog ikke
afskåret fra at foretage kiropraktisk behandling, når en sådan behandling i
øvrigt er indiceret og ikke kan antages at påvirke den lægelige behandling af
de nævnte sygdomme eller sygdomstilstande. Den kiropraktiske behandling bør i
disse tilfælde foregå i samråd med den behandlende læge.
Information m.v. § 9. En kiropraktor skal, hvor det er
muligt, og hvor der ikke er grund til at antage, at det strider mod
patientens ønske, oplyse patienten om dennes sygdom, herunder om
undersøgelser, behandlinger og indgreb samt om risiko for komplikationer og
bivirkninger.
Stk. 2. Kiropraktoren skal føre optegnelser i patientens journal
om den givne information, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 770 af
26. november 1991 om kiropraktorens pligt til at føre ordnede optegnelser
(journalføring).
Straf § 10. Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3-8.
Ikrafttræden m.v. § 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den
. . . 1993.
Stk. 2. Samtidig ophæves Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr.
749 af 13. november 1991 om kiropraktorvirksomhed.
Sundhedsstyrelsen, den . . . 1993
Sundhedsstyrelsen, den 4. maj 1993
Bilag 1
UDKAST
Retningslinier for visse former for kiropraktisk behandling
Retningslinier er udarbejdet i tilslutning til Sundhedsstyrelsens
bekendtgørelse nr. . . . af . . . 1993 om kiropraktorvirksomhed, og
indeholder dels en omtale af kontraindikationer for kiropraktisk
manipulationsbehandling, herunder neurologiske komplikationer til
manipulationsbehandling af rygsøjlen, samt de særlige forhold, der knytter
sig til kiropraktisk behandling af børn under 1 år.
1. Definition
Ved manipulation forstås sædvanligvis et hurtigt, præcist stød ind mod et
hypomobilt ledkompleks. Stødet er som regel ledsaget af et hørligt knæk (high
velocity technique).
2. Kontraindikationer for kiropraktisk manipulationsbehandling
Ved kiropraktorbehandling vil der være kontraindikationer, som kan være
absolutte eller relative. Ligesom ved al anden klinisk virksomhed må en
kiropraktor foretage en samlet klinisk vurdering af den enkelte patient. Når
en kiropraktor tager en patient i behandling, må behandlingen i den konkrete
situation tilpasses patientens alder, sygdom og dennes lokalisation.
Kiropraktoren skal vurdere, hvorvidt manuel behandling er indiceret, og om
den manuelle behandling skal udføres i form af f.eks. specifik manipulation,
generel ledmobilisering, manuel eller semimanuel traktionsbehandling.
Kiropraktoren skal også vurdere, hvorvidt der bør iværksættes anden
behandling.
Det er ikke muligt at give en fuldstændig opgørelse over sygdomstilstande,
hvor der kan foreligge hel eller delvis kontraindikation for behandling hos
kiropraktor, men som eksempler på kontraindikationer til specielt osseøs
manipulationsbehandling kan nævnes:
- Maligne lidelser med metastaser eller primær affektion af knogler og
led,
- lidelser i epifyseskiverne,
- osteoporose/osteomalaci eller anden væsentlig svækkelse af
knoglestrukturen,
- m.b. Paget,
- knogledysplasier,
- uophelet fraktur,
- inflammatoriske inkl. infektiøse ledsygdomme,
- diskusprolaps med væsentlige neurologiske udfald,
- gennemblødningsforstyrrelser i arterierne til hjernen,
- blodkoagulationsforstyrrelser,
- rumopfyldende processer i spinalkanalen,
- torticollis efter øvre luftvejsinfektioner hos børn og unge,
- forekomst af symptomet Lhermitte-parastesia,
- medfødte anomalier.
Bliver en kiropraktor under udførelsen af kiropraktisk virksomhed bekendt
med eller får mistanke om, at en patient har sygdomme eller sygdomstilstande,
som kontraindicerer kiropraktisk behandling, skal behandlingen afbrydes og
patienten henvises til at søge læge.
Bliver en kiropraktor i øvrigt bekendt med eller får mistanke om sygdomme
eller sygdomstilstande uden for sit virksomhedsområde, skal behandlingen
afbrydes og patienten henvises til at søge læge.
I de ovenfor nævnte tilfælde er kiropraktoren dog ikke afskåret fra at
foretage kiropraktisk behandling, når en sådan behandling i øvrigt er
indiceret og ikke kan antages at påvirke den lægelige behandling af de nævnte
sygdomme eller sygdomstilstande. Den kiropraktiske behandling bør i disse
tilfælde foregå i samråd med den behandlende læge.
3. Særligt vedr. neurologiske komplikationer til
manipulationsbehandling af rygsøjlen
De få alvorlige komplikationer, som kan forekomme ved
manipulationsbehandling af rygsøjlen, involverer forskellige dele af
nervesystemet: Hjernen, rygmarven eller nerverødder. På grundlag af
patogenesen kan de alvorlige komplikationer inddeles i:
1) Skader på nerverødder eller rygmarv opstået som følge af direkte
mekanisk påvirkning.
2) Indirekte opståede hjerneskader som følge af skader på blodkar, der
fører til hjernen.
Det ved skaden opståede symptombillede varierer afhængigt af, hvor i
rygsøjlen manipulationen er blevet udført - i lændehvirvelsøjlen,
brysthvirvelsøjlen eller i halshvirvelsøjlen.
3.1. Direkte opståede skader
3.1.1. Lænderyggen
Ved manipulation i lænderyggen findes der ingen risiko for
rygmarvsskader, idet rygmarven normalt ikke strækker sig neden for første
lændehvirvel. Derimod kan skade på en eller flere nerverødder forekomme og
medføre øget eller nyopstået smerte, muskelsvaghed eller føleforstyrrelser i
det ene eller begge ben. Ved massiv nerverodspåvirkning kan ses et såkaldt
»Cauda Equina syndrom« med lammelse i begge ben samt
funktionsforstyrrelser i blærens eller endetarmens lukkemuskel. Forudsat at
relevante kontraindikationer er blevet respekteret er de ovenfor beskrevne
komplikationer yderst sjældne.
3.1.2. Brysthvirvelsøjlen
Ved manipulation i brysthvirvelsøjlen kan man teoretisk forestille sig en
rygmarvsskade med lammelse i både ben og blære/tarmmuskel. I praksis må
forudsætningen for en sådan rygmarvsskade dog være, at patienten i forvejen
har en knogledestruerende sygdomsproces i hvirvelsøjlen, dvs. at
kontraindikationerne for manipulationsbehandling ikke er blevet iagttaget.
Erfaringen viser, at komplikationer i brysthvirvelsøjlen er endog ekstremt
sjældne.
3.1.3. Halshvirvelsøjlen
Den hyppigste komplikation som følge af direkte mekanisk påvirkning til
manipulation af halshvirvelsøjlen er akut indsættende rodsmerte i en arm,
eventuelt efterfulgt af muskelsvaghed og føleforstyrrelser. Mekanismen er den
samme som ovenfor beskrevet ved påvirkning af nerverødderne i lænderyggen. Da
diskusprolapser i nakkehvirvelsøjlen oftest er laterale, viser dette
symptombillede sig oftest med smerte fra en enkelt nerverod.
3.2. Indirekte opståede iskæmiske hjerneskader
3.2.1. Patogense
De indirekte opståede iskæmiske hjerneskader er komplikationer, som kan
medføre svær invaliditet eller død. Disse slagtilfælde forårsages af en
traumatisk beskadigelse af vertebralisarterien og er set ved manipulation af
halshvirvelsøjlen. I de fleste tilfælde viser kontrastundersøgelse af halsens
blodkar, at karskaden lokaliseres til vertibralisarterien mellem 3.
nakkehvirvel og kraniet. Der er altid en vis risiko for beskadigelse af
vertebralisarterierne ved manipulation af halshvirvelsøjlen, især de to
øverste bevægesegmenter, om end denne risiko er meget lille.
Vertebralis-skaderne kan give anledning til neurologiske symptomer på flere
måder:
1) Det manipulative traume kan udløse en spasme i vertebralisarterien med
iskæmi i forsyningsområdet for art. Cerebelli Posterior Inferior eller art.
Basilaris. Denne arteriespasme indtræder som regel momentant med
øjeblikkeligt indsættende symptomer til følge.
2) Traumet kan være årsag til en bristning af den inderste karvæg (intima)
i vertebralisarterien, og herfra kan der opstå blodpropper, som timer eller
dage senere med blodstrømmen føres til hjernen.
Symptombilledet ved iskæmisk hjerneskade som følge af beskadigelse af
vertebralisarterien kan være stærkt varierende. På baggrund af de anatomiske
og fysiologiske forhold opstår iskæmien først og fremmest i forsyningsområdet
for art. Cerebelli Posterior Inferior. Det symptombillede, som derved opstår,
kaldes Wallenberg-syndromet. Det hyppigste symptom herved er rotatorisk
svimmelhed med udtalt nystagmus. Andre symptomer kan være faldtendens mod
skadesiden, koordinationsbesvær i samme sides ekstremiteter,
føleforstyrrelser i samme sides ansigtshalvdel og modsatte kropshalvdel,
hængende øjenlåg og lille pupil på skadesiden, synkebesvær og hæshed. Oftest
ses kun nogle af disse symptomer.
Ved et såkaldt basilarissyndrom - uanset om dette beror på spasme i art.
Basilaris eller på en thromboembolisk aflukning af arterien - bliver
patienten som regel bevidstløs. Hvis dette ikke er tilfældet, kan lammelse
eller svaghed i alle fire ekstremiteter påvises, og pupillerne er ofte meget
små. Hvis patienten overlever, er denne oftest svært invalideret.
3.2.2. Risikofaktorer for vertebralisskade ved manipulation af
halshvirvelsøjlen
Det er en udbredt opfattelse, at man på baggrund af sygehistorien,
objektive fund samt røntgenbilleder skulle kunne begrænse risikoen for
vertebralisskade ved manipulationsbehandling i halshvirvelsøjlen, men der er
på nuværende tidspunkt intet grundlag for en sådan antagelse.
På grundlag af de kendte tilfælde af vertebralisskade efter manipulation
af nakkehvirvelsøjlen skal kiropraktoren være opmærksom på:
1) Hvorvidt patienten tidligere i forbindelse med manipulationsbehandling
har udviklet forbigående symptomer på hjernestammeiskæmi,
2) om der ved behandlingen er tegn på udvikling af hjernestammeiskæmi,
herunder centralt betingede neurologiske symptomer som kvalme, opkastning,
svimmelhed eller snurrende fornemmelser i arme i tilknytning til manipulation
af halshvirvelsøjlen.
3.2.3. Behandlingsteknikker
Der bør ikke rutinemæssigt anvendes rotationsbehandling af
nakkehvirvelsøjlens to øverste bevægesegmenter.
Alternative behandlingsformer som f.eks. bløddelsbehandling, artikulering
(mobilisering af hypomobile led ved hjælp af rytmiske bevægelser og
muskel-energiteknik samt myofascial release teknik bør overvejes, da disse
synes at indebære færre komplikationer.
4. Børn under 1 år
Specielt for børn under 1 år understreges:
a) At kiropraktorens opgave er undersøgelse, forebyggelse og eventuel
behandling af biomekaniske funktionsforstyrrelser hos børnene, og at
kiropraktoren derfor ikke varetager barnets generelle sundhedstilstand.
b) At kiropraktoren har pligt til at afbryde behandlingen og henvise
barnet til en læge ved mistanke om lidelser, der ligger uden for
kiropraktorens virksomhed.
c) At kiropraktoren sikrer sig, at kiropraktorens undersøgelse og
behandling ikke afholder forældrene fra den rutinemæssige kontakt til
sundhedsplejerske og de regelmæssige undersøgelser hos den praktiserende
læge.
d) Ved undersøgelse af børn under 1 år skal kiropraktoren især være
opmærksom på, om barnet er i tilfredsstillende trivsel, herunder om barnet
har en normal vægtøgning, samt at barnet ikke frembyder tegn på
infektionssygdom.
Drejer det sig om børn med biomekaniske funktionsforstyrrelser og kolik,
må bl.a. følgende sygdomme overvejes, inden behandlingen iværksættes:
- Obstipation,
- medfødte anomalier (misdannelser i mave-tarmkanalen og urinvejene),
- enzymsystemdefekter,
- brokdannelse,
- mavemundsforsnævring,
- betændelsessygdomme i mave-tarmkanalen, eller
- fejlernæring, herunder hyper-hypogalakti.
Som hovedregel vil ovennævnte tilstande medføre tegn på manglende trivsel,
hvilket vil være konstateret ved undersøgelse af sundhedsplejerske og egen
læge.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BTL 221 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FASTSÆTTELSE AF APOTEKERNES BRUTTOAVANCE FOR 1992 OG 1993 NR L 221 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 27. maj 1992
- 1990 BTL 95 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KIROPRAKTORER M.V. NR L 95 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 2. juni 1992
- 1992 BTL 108 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LÆGEMIDLER M.V. (REKLAME M.V.) NR L 108 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 4. maj 1993
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere (Ændring af kiropraktorers forbeholdte virksomhedsområde m.v.) Retsinformation · 10. december 2016
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Specialiseret behandling på Øfeldt Centret) Retsinformation · 8. april 2011
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler, lov om apoteksvirksomhed og lov om offentlig sygesikring (Ophævelse af apoteksforbeholdet for visse lægemidler, dosisdispensering af lægemidler, tildeling af flere apoteksbevillinger i særlige tilfælde, markedsføringstilladelser til offentlige sygehusapotekers og private sygehuses indkøb af lægemidler (private sygehusapoteker)) Retsinformation · 21. maj 2001