1995 BTL 268 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKEHØJSKOLER, EFTERSKOLER, HUSHOLDNINGSSKOLER OG HÅNDARBEJDSSKOLER, LOV OM FRISKOLER OG PRIVATE GRUNDSKOLER M.V., LOV OM GYMNASIET M.V. OG LOV OM KURSUS TIL HØJERE FORBEREDELSESEKSAMEN OG OM STUDIEFORBEREDENDE ENKELTFAGSUNDERVISNING FOR VOKSNE M.V. (GODKENDELSE, TILSKUD OG BESTEMMELSER OM VISSE SKOLER) NR L 268 1995-96, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet
spørgsmål til justitsministeren og undervisningsministeren, som disse har
besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål til
undervisningsministeren vil blive besvaret inden lovforslagets 2. behandling.
Udvalget har endvidere gennem statsrevisorerne indhentet kommentarer og
besvarelser fra Rigsrevisionen.
Som bilag til betænkningen er optrykt et af udvalgets spørgsmål og
undervisningsministerens svar herpå samt Justisministeriets notat af 13. maj
1996 om visse forfatnings- og menneskeretlige spørgsmål i forbindelse med
lovforslaget.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Advokat Klaus Berning,
Asserbohus Efterskole,
Bogense Efterskole,
Bojsen-Møller, Finn, Hundested,
Brink, Marianne, Ribe,
Bustrup Efterskole,
Dansk Friskoleforening,
Den Internationale Efterskole i Helsingør,
Den Internationale Efterskole i Juelsminde,
Den Internationale Efterskole på Boserup,
Den Internationale Efterskole på Nebbegård,
Den Internationale Efterskole på Skydebanegård,
Den Internationale Efterskole, Bustrup,
Den Rejsende Højskole i Bogense,
Den Rejsende Højskole i Juelsminde,
Den Rejsende Højskole i Vamdrup,
Den Rejsende Højskole på Sejrens Vej,
Den Rejsende Højskole på Sydsjælland,
Læs alt
Den Rejsende Højskole, Tvind,
Den Selvejende Institution Fælleseje,
Det Nødvendige Seminariums HF- og Studenterkursus,
Diemer, Bente og Anders, Ringkøbing,
Diemer, Tue, Ringkøbing,
Elevbevægelsen,
Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler,
Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler,
Foreningen af rejsende højskoler inden for Skolesamvirket Tvind,
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Frie Grundskolers Fællesråd,
Frie Kostskolers Fællesråd,
Friskolen i Tvind,
Friskolen i Veddinge Bakker,
Fussing, Henry, tidl. Lindersvold Efterskole,
Gardarsson, Magnus,
Hansen, Tove, Virum,
Hector, Gitte, forstander,
Hellebæk Friskole,
Hjøllund, Inga Bruun, Risskov,
Højholt, Anne, Kunstforeningen,
Hollender, Lenni, København K,
Hornsjø Høyfjellshotell,
Husholdningsskolen på Søgårdhus,
Jeppesen, Else Marie, Frederiksværk,
Juelsminde Efterskole,
Juelsminde Friskole,
Juelsminde Husholdningsskole,
Jørgensen, Pia, Odense M,
Jørgensen, Poul, Ulfborg,
Krogh, Else, Skive,
Kunstforeningen af 22. marts 1985,
Maio, Christina Di, Nyborg,
Martinussen, Jytte, Ulfborg,
Mikkelsen, Lena, Horsens,
Mogensen, Johannes,
Mundt, Rikke, Roskilde Friskole,
Møller, Ole Sejr, Slagelse,
Møn Friskole under stiftelse,
Nielsen, Michael Pengart, Frederikshavn,
Nordfyns Husholdningsskole,
Nordjyllands Husholdningsskole,
Rais, Ingrid og Vagn, Roslev,
Rasmussen, Bjørn, Hårlev,
Retspolitisk Forenings Advokatgruppe,
Revisionsfirmaet Erik Rømer Jensen,
Roskilde Efterskole,
Roskilde Friskole,
Røen, Else, Svogerslev,
Samid Skole - Gersonsvej,
Samid Skole - Nørrebro,
Schmidt, Anne, Hellebæk,
Skolesamvirket Tvind, forvaltningen,
Starreklinte Efterskole,
Strandbygaard, Bolette, Juelsminde,
Sydsjællands Husholdningsskole,
Sønderjyllands Internationale Skole,
Sørensen, Lene Daugaard, Skødstrup,
Thoraholm, Iben, København K,
Tvind Data,
Tvind Håndarbejdsskole,
Vamdrup Efterskole og
Aalestup Efterskole under stiftelse.
Der er af undervisningsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Flertallet udtaler:
Begrundelsen for de foreslåede ændringer er at imødekomme
friskoleverdenens ønske om fortsat at have mulighed for at etablere nye
skoler.
Ved at fjerne 2-års-fristen for oprettelsen af nye frie skoler imødekommes
de skoler under oprettelse, der ville være kommet i klemme ved denne frist.
Til gengæld skærpes godkendelsesbetingelserne for alle frie kostskoler,
herunder også frie grundskoler med kostafdeling, idet det indføres som en
godkendelsesbetingelse, at skolerne skal eje hovedparten af deres bygninger.
Dette vil for fremtidige skoler styrke selvejeaspektet. For de direkte i
lovforslaget nævnte skoler indebærer det, at de ikke fremover kan modtage
statstilskud, men der er intet til hinder for, at der på samme lokalitet fra
1. august 1997 kan søges om godkendelse af en ny skole på et styrket
selvejende grundlag, herunder
- med bygninger, som i det væsentligste ejes af skolen,
- med en ministerielt fastsat samlet bygningsudgift pr. elev,
- med en bestyrelse sammensat af personer, der kun kan være medlem af en
bestyrelse inden for hver skoleform.
Samme krav vil blive stillet til skoler, der søger godkendelse som
uddannelsesansvarlig i henhold til lov om den fri ungdomsuddannelse.
Om elevernes stilling ved stop for tilskud udtaler flertallet, at
begrundelsen for ændringerne er, at man ved valg af en privat skole ikke har
nogen statslig garanteret sikkerhed for, at skolen ikke stopper sin
virksomhed.
Der lukker hvert år et mindre antal frie grundskoler, typisk fordi
elevgrundlaget og dermed økonomien nødvendiggør det. Når det sker ved et
skoleårs afslutning, hvad det typisk gør, volder et skoleskift næppe større
problemer.
Ophold på efterskoler er typisk af et skoleårs varighed. Kurser på
husholdnings- og håndarbejdsskoler er typisk af kortere varighed, men enkelte
skoler har også kurser af op til et skoleårs varighed, nogle få med
folkeskolens afsluttende prøver. Skoleskift i forbindelse med skoleårets
afslutning anses ikke i denne sammenhæng for et problem. Mange elever vil
slet ikke være interesserede i en ny skoleplads, men ønsker at komme videre i
uddannelsessystemet.
Det store antal udenlandske elever på Tvindskolerne er et anliggende for
de respektive hjemlande.
Der er mange andre kostskoler, der vil gøre en stor indsats for at skabe
plads til elever, som muligvis må flytte fra en Tvindskole.
På efterskolerne er der ca. 300 ledige pladser på forskellige skoler. Til
august starter 4 nye efterskoler. Hvad angår husholdnings- og
håndarbejdsskolerne, har stort set alle ledige pladser.
Mange elever vil videre i en ungdomsuddannelse, som i mange tilfælde kan
kombineres med brobygningsforløb, hvis eleverne ønsker det eller har behov
for det. Den fri ungdomsuddannelse, hf-kurser og produktionsskoler er
ligeledes velegnede uddannelsessteder. Den enkelte unge kan få nærmere
individuel rådgivning om uddannelsesmulighederne hos ungdomsvejledningen i
sin hjemkommune.
Det er drøftet med Kommunernes Landsforening, hvad der skal ske med de
elever, som kommunerne har betalt skoleopholdet for, især på de frie
grundskoler. For disse elever skal der nok findes en løsning.
For elever i den undervisningspligtige alder følger det af
folkeskoleloven, at folkeskolen er forpligtet til at modtage eleverne,
herunder at tilbyde dem folkeskolens afsluttende prøver, hvis de af en eller
anden grund forhindres i at gå på en privat skole.
Det er ikke muligt og heller ikke ønskeligt, at det ved lov pålægges de
frie skoler at optage bestemte elever. Det bryder afgørende både med
lovgrundlaget og med de grundlæggende principper, der ligger til grund for
lovgivningen om de frie skoler. Det er grundlæggende op til forældrene og
skolernes bestyrelser at afgøre, hvem der skal gå på de frie skoler.
Flertallet forventer og forudsætter, at der fra Undervisningsministeriets
side føres et årvågent og tilbundsgående tilsyn med skolerne, ikke blot i
forbindelse med nye skolers oprettelse og godkendelse, men også løbende
derefter.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
For det første, kan SF ikke acceptere vedtagelse af en særlov, der
fratager nogle borgere og grupper af borgere deres almindelige retssikkerhed,
og for det andet er det uacceptabelt, at mange af lovens generelle
bestemmelser bl.a. gennem voldsomme ministerbemyndigelser griber ganske
voldsomt ind i den frihedstradition, der har været gængs inden for de frie
skoler.
SF er imod en særlov, fordi en særlov antaster grundlovens
magtdelingsprincip, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de
almindelige retsprincipper.
Denne særlov fratager borgere muligheder for en normal sagsbehandling med
aktindsigt, partsindlæg m.v., som en administrativ afgørelse giver mulighed
for.
En særlov begrænser mulighederne for efterfølgende at gå til domstolene.
De skoler, over for hvilke der bliver rejst krav om tilbagebetaling, kan få
dette domstolsprøvet. Men dette gælder ikke de skoler, der ikke får et sådant
krav om tilbagebetaling, fordi de ikke har gjort noget.
Skolerne kan formentlig også rejse sag om, at de uretmæssigt har fået
frataget tilskud. Men hvornår vil de endeligt kunne vinde denne sag - om 3-4
år og til hvilken glæde?
Skolerne vil også kunne rejse sag ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol imod den danske stat, fordi de har fået frataget
retten til tilskud. Men hvornår vil de kunne vinde en sådan sag endeligt?
Endelig er der hensynet til almindeligt anerkendte retsprincipper, som
bl.a. indebærer, at man kan få sin sag prøvet for en domstol.
SF bygger i den forbindelse bl.a. på professor Claus Haagen Jensens
responsum, som er omdelt til udvalget, og som munder ud i følgende
konklusion:
»Resultatet af mine undersøgelser og overvejelser vedrørende
undervisningsministerens forslag til lovbestemmelser, der standser for
udbetaling af offentlig støtte til 32 navngivne Tvindskoler kan sammenfattes
i følgende 4 punkter:
a) Lovindgrebet må antages at stride imod grundlovens § 3, 3. punktum,
fordi det er begrundet - i hvert fald delvis - i, at skolerne har overtrådt
den gældende lovgivning om statsstøtte, og fordi lovforslaget samtidig
afskærer skolerne fra at kunne få en domstolsprøvelse af dette spørgsmål.
Lovgiveren vil ved en sådan fremgangsmåde henlægge, hvad der reelt er
dømmende myndighed, til Folketinget.
b) Lovindgrebet er endvidere efter min opfattelse en tilsidesættelse af
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 1. Baggrunden for
denne antagelse er i det væsentlige den samme, som er gjort gældende i
relation til grundlovens § 3, 3. punktum, men forpligtelsen til at give
adgang til domstolsprøvelse har et mere sikkert holdepunkt i formuleringen af
EMK art. 6 end i den summariske affattelse af grundlovens § 3.
c) Uden hensyn til, om bestemmelser i grundloven eller konventioner
antages at være overtrådt eller ej, vil en vedtagelse af
undervisningsministerens lovforslag være i uoverensstemmelse med et
almindeligt anerkendt princip for fordeling af statsopgaver, fordi forslagets
§§ 7-10 forhindrer skoler i at kunne opnå den domstolsprøvelse af
retsspørgsmål, som der sædvanligvis er adgang til, og som er en central del
af danske forestillinger om retssikkerhed.
d) Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan ikke
antages at blive overtrådt på andre punkter end a) og b), hvis
undervisningsministerens lovforslag vedtages.«
Efter SF's opfattelse antaster lovforslaget også de frihedstraditioner,
som fri- og højskoletraditionen bygger på.
Det er en helt afgørende og ganske unik del af den danske
uddannelsestradition, at vi har vore frie skoler - højskoler, efterskoler og
friskoler.
Derfor er der i enhver henseende grund til at værne om netop denne
tradition, der giver frihed for Loke såvel som for Thor.
Det afgørende her er ikke, at Thor har frihed. Det afgørende er, at Loke
også har det. Det er på det, friheden skal måles.
Det flotte ved den nuværende lovgivning for de frie skoler er, at vi hver
især kan have vor egen opfattelse af, hvad der er den rette skoleform,
pædagogik m.v., samtidig med at vi tillader andre at have en tilsvarende, men
helt anden opfattelse.
Denne frihed kan trues af, at nogle misbruger friheden til at skaffe
økonomiske midler til andre formål. Det er det, vi kan undgå ved, at
undervisningsministeren griber administrativt ind.
Men friheden er i lige så høj grad truet med dette lovforslag. Ved at
sikre sig imod misbrug fra bestemte skoler bliver friheden i virkeligheden
begrænset - også for dem, der er helt uskyldige.
SF har ikke noget imod visse stramninger. Men SF er imod de voldsomme
bemyndigelser til den til enhver tid siddende undervisningsminister.
Hvis vi stadig vil have noget, der er frie skoler, er der grænser for,
hvilke begrænsninger vi kan sætte ind, og hvilke hegn vi vil have opbygget.
Så hellere betydelig frihed med udbygget tilsyn, for at friheden ikke
misbruges. Og så længe der er noget, der hedder frie skoler med frihed, vil
der være noget, nogle vil kunne udlægge som misbrug.
SF har opfordret undervisningsministeren til at gribe administrativt ind
over for ulovligheder, uregelmæssigheder, misbrug af offentlige midler m.v.,
som helt åbenbart er sket på nogle Tvindskoler.
Omvendt er det også åbenbart, at der er en række Tvindskoler, som intet
bevisligt forkert har begået. Deres eneste fejl er tilsyneladende, at de har
været med i Tvindsamvirket.
Derfor er det uacceptabelt at ramme alle Tvindskoler med den eneste
begrundelse, at de har været med i Tvindsamvirket.
Dertil kommer, at mange af de problemer, der findes på Tvindskolerne, har
været kendt i Undervisningsministeriet i årevis. Det gælder f.eks.
spørgsmålet om Tvindskolernes samarbejde med Tvind-Fælleseje og anvendelse af
fælles revisor.
I det hele taget viser meget af det materiale, der nu er til rådighed, at
Undervisningsministeriet har haft megen viden om, hvad der skete inden for
Tvindskolerne, Tvindsamvirket m.v.
SF forstår ikke, at skiftende ansvarlige ministre fra partierne
Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti ikke har grebet ind, og SF forstår ikke, at man ikke i
Undervisningsministeriet har set advarselslamperne lyse, når der var tale om
usædvanlige forhold på Tvindskolerne.
Det er Undervisningsministeriet, der har materialet, og det er
Undervisningsministeriet, der har ret og pligt til at administrere i henhold
til gældende lovgivning.
Det er åbenbart, at Tvindskoler m.v. udgør et utroligt sammenhængende
netværk. Mange personer optræder som forstandere eller lærere et sted og
bestyrelsesmedlemmer andre steder. Men det har hidtil ikke været ulovligt, og
det findes også andre steder.
SF's opfordring til undervisningsministeren har været, at han skulle gribe
ind administrativt, hvis der var grundlag herfor, og ikke lade centrale
retsprincipper og frihedsrettigheder vige.
Det var bl.a. dette, SF forgæves forsøgte at få tilslutning til i
forbindelse med forespørgslen i Folketinget den 22. maj 1996, hvor SF
stillede følgende forslag om motiveret dagsorden:
»Idet Folketinget konstaterer, at undervisningsministeren på baggrund
af Rigsrevisionens rapport, Undervisningsministeriets egne foranstaltede
undersøgelser, statsrevisorernes bemærkninger m.v. allerede har grebet ind
over for uregelmæssigheder og ulovligheder i forbindelse med administrationen
af Tvindskolerne, giver Folketinget udtryk for forventning om, at
undervisningsministeren fortsat administrativt vil gribe ind over for skoler,
som ikke har overholdt eller ikke overholder lovgivningen, herunder gældende
tilskudsregler, og at undervisningsministeren vil træffe de nødvendige skridt
med henblik på sanktioner over for dem, der er ansvarlige for, at misbrug,
uregelmæssigheder og ulovligheder har fundet sted og har kunnet finde
sted.«
Da SF ikke vil stemme for lovforslaget, vil SF afholde sig fra at medvirke
ved gennemførelse af de af undervisningsministeren stillede ændringsforslag,
selv om nogle ændringsforslag bløder lidt op i forhold til det oprindelige
forslag. Men hvad angår SF's principielle modstand, bl.a. fordi der er tale
om en særlov, sker der ingen ændring.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling ved 2. og 3. behandling, idet Fremskridtspartiets
endelige stillingtagen vil afhænge af lovforslagets fortsatte behandling.
Fremskridtspartiet kan dog stemme for de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslagene sikrer, dels at frie skoler fremover kun kan godkendes,
hvis de hovedsageligt selv ejer de bygninger, der bliver brugt af skolen,
dels fjerner de den karensperiode på 2 år for oprettelse af nye skoler, som
oprindeligt lå i lovforslaget.
Fremskridtspartiet betragter de af undervisningsministeren stillede
ændringsforslag som udtryk for ministerens imødekommenhed over for de
kritikpunkter, der har været rejst, hvilket Fremskridtspartiet finder
positivt.
Fremskridtspartiet savner dog fortsat en bedre sikring af retssikkerheden
for de involverede skoler, idet der ud over de allerede stillede
ændringsforslag fortsat er behov for ændringsforslag, hvis retssikkerheden
skal fastholdes.
Fremskridtspartiet håber og ser frem til, at ministeren stiller de
nødvendige ændringsforslag til sikring af skolernes retssikkerhed, herunder
specielt skolernes mulighed for retlig prøvelse af tilskuddenes ophør pr. 31.
december 1996.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling ud fra en række
overvejelser.
For det første har den juridiske debat om lovforslagets overensstemmelse
med grundlovens bestemmelser om magtdelingen mellem den lovgivende og den
dømmende magt vist, at der blandt ledende danske jurister er udbredt
betænkelighed ved lovforslaget ud fra en retlig betragtning. Mindretallet er
overrasket over den ringe effekt, denne betænkelighed har haft på
Folketingets flertal.
Justitsministeriets Lovafdeling har forventeligt oplyst, at loven er i
overensstemmelse med grundloven. Men selv i Justitsministeriets notat af 13.
maj 1996 anføres det, at Folketinget bør have meget tungtvejende grunde, før
man vedtager singulære love som den foreliggende. Enhedslisten har ikke hørt
argumenter, der kan underbygge, at Tvindsagen rummer sådanne tungtvejende
grunde. Dels har undervisningsministeren som anført i lovforslagets
bemærkninger adgang til administrativt at tilbageholde eller fjerne tilskud
fra skoler, der bryder gældende lovgivning. Dels handler sagen økonomisk om
tilbagebetalingskrav på ca. 10 mio. kr. Sammenholdt med Folketingets
tidligere holdning til singulære love (f.eks. i forbindelse med
Fiskebækbrosagen i 1975 og Bjerregaardsagen i 1979) finder Enhedslisten
flertallets ændrede holdning uforståelig og vender sig imod den
forfatningsmæssige glidebane, som flertallet vil sætte folkestyret på.
Ministeren har fremført, at han ikke ifølge den gældende lov har mulighed
for at lukke »Tvindkoncernen«. Dette rejser et nyt grundlæggende
forfatningsretligt spørgsmål. Hvis der ikke i den nuværende lov er hjemmel
til indgreb, må det foreliggende lovforslag nr. L 268 opfattes som en lov med
tilbagevirkende kraft. De 32 skoler mister tilskud, fordi de har været et
koncernlignende netværk i en periode, hvor dette ikke var ulovligt.
For det andet vender Enhedslisten sig imod lovforslagets samlede indhold.
Debatten har fokuseret på §§ 7-9, der lader Folketinget fradømme 32 skoler
deres mulighed for offentlige tilskud og ret til at føre elever til eksamen
samt udelukker et kursus under oprettelse fra at modtage tilskud. Somt nævnt
ovenfor må Enhedslisten af retlige grunde vende sig stærkt imod denne del af
lovforslaget.
Enhedslisten kan heller ikke støtte §§ 1-4, der overlader et uacceptabelt
bredt skøn til undervisningsministeren, når der skal godkendes eller lukkes
frie skoler.
Enhedslisten finder lovforslagets § 5, der fjerner muligheden for at
starte nye skoler indtil 1. august 1998, ubegrundet og uhensigtsmæssig.
Lempelserne i de stillede ændringsforslag ændrer ikke principielt på dette.
For det tredje finder mindretallet ministerens vilje til at belyse sagen
sagligt og grundigt utilfredsstillende. Et eksempel er svarene på
spørgsmålene 63-95, der lød: »Ministeren bedes fremlægge dokumentation
for de konkrete overtrædelser, ministeren mener (de 33 skolers navne) har
foretaget i forhold til gældende love og regler, samt be- eller afkræfte de
kommentarer, skolen har haft i forhold til undersøgelserne fra Rigsrevisionen
og Deloitte & Touche.«
Svarene bestod dels af en generel besvarelse, dels af et dataark
vedrørende hver skole, hvoraf et meget begrænset antal af rubrikkerne belyste
overtrædelser af gældende lovgivning. Der er fra skolerne indsendt en lang
række korrektioner til de udsendte skemaer. Enhedslisten er klar over, at
ministeriet har arbejdet under et hårdt tids- og arbejdspres. Sagens
utilfredsstillende belysning understreger imidlertid, at Folketinget ikke bør
bruges som forvaltningsmyndighed og domstol.
Regler vedrørende offentlige tilskud skal overholdes. Til det formål skal
Undervisningsministeriet føre et effektivt tilsyn med offentligt støttede
skoler. Viser det sig, at reglerne ikke er hensigtsmæssige, bør Folketinget
ændre dem. På den baggrund støtter Enhedslisten de to øvrige lovforslag, nr.
L 218 og L 219, forslag til lov om ændring af lov om friskoler m.v., lov om
gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om
studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v.
(Tilskudsbestemmelser m.v.) og forslag til lov om ændring af lov om
folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler
(Habilitetskrav, anbringelse af likvide midler, elevbetaling,
bygningstilskud, elevstøtte, refusion m.v.).
En gennemførelse af disse to lovforslag med de stillede ændringsforslag er
det rigtige middel til løsningen af de problemer, som er blevet rejst. Dette
lovforslag er derimod et lovforslag, som bevæger sig på kanten af grundloven
og dermed ændrer dansk lovgivningspraksis.
Enhedslisten stemmer ikke for de stillede ændringsforslag til et
lovforslag, hvis grundlæggende form, indhold og sigte Enhedslisten er uenige
i.
Enhedslisten finder det desuden uacceptabelt for lovgivningsarbejdet, at
alle de stillede spørgsmål ikke var besvaret ved betænkningsafgivelsen, og at
der indgår et ændringsforslag i betænkningen, som ikke forelå i dets endelige
form, da betænkningen blev afgivet.
ÆndringsforslagAf undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (S, V, KF, RV, FP, CD og DF):
Til § 1 1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 10, stk. 1, ændres i nr. 3 , der
bliver nr. 4, »enhed og« til: »enhed,», i nr. 4,
der bliver nr. 5, ændres »grundlag.« til: »grundlag og«,
og efter nr. 4, der bliver nr. 5, indsættes som nyt nummer:
»6) være eneejer af skolens bygninger eller hovedparten
heraf.«»
2) Nr. 3 affattes således:
»3. I § 11, stk. 1, nr. 1, ændres »nr. 1-3«
til: »nr. 1-4 og 6«.
Til § 2 3) I nr. 1 indsættes efter det foreslåede § 5, stk.
2, som nyt stykke:
»Stk. 3. En skole med kostafdeling skal være eneejer af
skolens bygninger eller hovedparten heraf.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.
Til § 3 4) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 7 indsættes efter stk. 6, der bliver stk. 7,
som nyt stykke:
»Stk. 8. Skolen skal være eneejer af skolens bygninger eller
hovedparten heraf.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 9.'
Til § 4 5) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 18 indsættes efter stk. 6, der bliver stk. 7,
som nyt stykke:
»Stk. 8. Kurset skal være eneejer af kursets bygninger eller
hovedparten heraf.«»
Til § 5 6) Paragraffen affattes således:
»§ 5 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
Stk. 2. Skoler, der inden den 1. august 1996 har indsendt
vedtægter til godkendelse, kan blive godkendt og modtage tilskud pr. 1.
august 1997 i henhold til lov om folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, såfremt de opfylder denne lovs
betingelser for at blive godkendt og modtage tilskud.
Stk. 3. For skoler, hvis vedtægtsforslag er modtaget i
Undervisningsministeriet inden den 8. maj 1996, gælder de hidtidige
godkendelsesregler. Skolerne kan kun modtage tilskud i overensstemmelse med
tilskudsbetingelserne.«
Til § 6 7) Paragraffen udgår.
Til § 8 8) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 4. For skoler, der har modtaget tilsagn om tilskud
indtil 31. juli 1997, har stk. 1-3 først virkning fra den 1. august 1997, for
så vidt angår disse tilsagn.«
9) Efter § 9 indsættes som ny paragraf:
»§ 01 Til de i §§ 7-9 nævnte skoler og kurser ydes der ikke
statslige tilskud i medfør af § 11, stk. 1 og 2, i lov om den fri
ungdomsuddannelse til uddannelsesplaner, der indgås eller ændres væsentligt
efter den 24. maj 1996.«
Bemærkninger
Til nr. 1, 3, 4 og 5 Det findes bedst stemmende med princippet om selveje,
at en fri kostskole er eneejer af skolens bygninger. Særligt for kostskoler
gælder endvidere, at deres boligbehov er af en meget speciel karakter på
grund af kostafdelingen, hvilket betyder, at der er tale om specielle
lejemål, der let kan give udlejer en monopolagtig fordel til skade for
skolen.
Det foreslås derfor, at kostskoler, der den 8. maj 1996 eller senere søger
om godkendelse, som betingelse for at blive godkendt skal være eneejer af en
meget stor og sammenhængende del af skolens bygninger til såvel undervisning
som kostskoleformål.
Lejemål for en lille del af skolens bygninger eller arealer vil være
acceptabel. Det vil typisk dreje sig om lejemål til idrætsformål og lignende.
Om kravene til, hvor store skolens bygnings- og arealudgifter må være,
henvises til de fremsatte ændringsforslag til L 218 og L 219.
Skolen skal være eneejer, dvs., at der ikke kan være tale om ejerskab i
form af aktie- eller andelsselskaber, ideelt sameje eller lignende.
Ejerforholdet, dets karakter og økonomi skal dokumenteres ved ansøgning om
godkendelse.
Til nr. 2 Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1.
Til nr. 6 På grund af den usikkerhed, der er opstået vedrørende
ansøgningsfrister, forkortes den gældende ansøgningsfrist på 14 måneder til
12 måneder. Den frist vil administrativt blive fastsat for tiden fremover.
Til nr. 8 Da enkelte frie grundskoler har modtaget tilskudsmeddelelse
vedrørende specialundervisning m.v., der angår skoleåret 1996/97, har
skolerne fået et retskrav på udbetaling af tilskud indtil den 31. juli 1997,
der medfører, at bestemmelsen i § 8 først kan anvendes for tilskud, der
vedrører perioden efter denne dato.
Til nr. 9 Efter § 11, stk. 1, i lov om den fri ungdomsuddannelse ydes der
ikke tilskud til de enkelte uddannelsesdele, der er offentligt finansieret
efter anden lovgivning. For uddannelsesdele, der ikke er offentligt
finansieret, yder staten efter samme bestemmelse et tilskud pr. elevuge.
Dette indebærer, at Tvindskolerne vil kunne få tilskud til de
uddannelseselementer, som elever på den fri ungdomsuddannelse gennemfører på
Tvindskoler, selv om det normale tilskud fratages skolerne. Dette muliggør
også, at Tvindskolerne vil kunne specialisere sig som uddannelsesansvarlige
institutioner for den fri ungdomsuddannelse.
Den fri ungdomsuddannelse forankres i de skoleformer, der har rod i den
folkeoplysende tradition, herunder de frie kostskoler. Disse skoleformer er
fremhævet i loven som potentielle uddannelsesansvarlige skoler. Deltagelse i
undervisningen som led i en fri ungdomsuddannelse finansieres ifølge § 10 i
lov om den fri ungdomsuddannelse normalt som fastsat i den for den pågældende
skoleform gældende lovgivning. I denne situation, hvor det normale tilskud
fratages Tvindskolerne, fordi de er del af en skolekoncern, foreslås det, at
disse skoler heller ikke skal kunne opnå tilskud efter § 11, stk. 1, i lov om
den fri ungdomsuddannelse til uddannelsesdele i uddannelsesaftaler, der
indgås eller ændres væsentligt efter den 24. maj 1996.
Efter § 11, stk. 2, i lov om den fri ungdomsuddannelse ydes der tilskud
til rådgivning, vejledning og administration på i alt 10.000 kr. (niveau
1995) pr. elev, som skolen udarbejder en uddannelsesplan for. Af samme grunde
som anført ovenfor foreslås det, at der ikke ydes dette tilskud til de i §§
7-9 nævnte skoler for uddannelsesplaner, der er underskrevet efter den 24.
maj 1996.
Anne-Marie Meldgaard (S) nfmd. Hans Peter Baadsgaard (S) Poul Erik
Dyrlund (S) Lis Greibe (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF)
Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bruno Jerup (EL) Addi Andersen (CD) Anders
Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Tom Behnke (FP) Ulla Tørnæs (V)
Frank Dahlgaard (KF) Lene Espersen (KF) John Vinther (KF) Kristian Thulesen
Dahl (DF) Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til undervisningsministeren og dennes svar herpå
samt Justitsministeriets notat af 13. maj 1996 om visse forfatnings- og
menneskeretlige spørgsmål i forbindelse
med lovforslaget
Undervisningsministeriet
Spørgsmål 158:
»På hvilken måde afgrænses kravet til skolernes uafhængighed i § 10,
stk. 1, nr. 2, når der henses til bemærkningerne til bestemmelsen:
»Skolerne må ikke indgå i et styret fællesskab eller på anden måde
være styret af uvedkommende eller udefra kommende interesse.« Svaret
bedes især relatere sig til skoler, der er oprettet på fælles religiøst eller
ideologisk grundlag.'
Svar:
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 149, men skal endnu en gang
understrege, at kravet om uafhængighed er et krav om at være økonomisk og
juridisk uafhængig, således at skolens drift sker til varetagelse
af skolens egne interesser. Den nye lovbestemmelse lægger ingen hindringer i
vejen for, at den enkelte skole oprettes på religiøst eller ideologisk
grundlag. Den lægger heller ikke hindringer i vejen for et gensidigt,
pædagogisk samarbejde.
Med venlig hilsen
Ole Vig Jensen
Justitsministeriet
NOTAT
om
visse forfatnings- og menneskeretlige spørgsmål i forbindelse med
Undervisningsministeriets
lovforslag nr. L 268 om bl.a. bortfald af økonomisk tilskud til
Tvindskolerne
1. Indledning
1.1. Undervisningsministeriet har den 8. maj 1996 fremsat forslag
til lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler
og håndarbejdsskoler, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om
gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om
studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. (L 268).
Lovforslaget indebærer bl.a. en ændring af de generelle krav til
selvejende uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af den nævnte
lovgivning, samt en udvidet adgang til at tilbagekalde meddelte godkendelser
og tilskud til institutionerne.
Forslaget indeholder desuden bestemmelser om, at der i en to-årig periode
ikke kan godkendes og ydes tilskud til nye skoler.
Endelig foreslås det, at 32 navngivne skoler tilknyttet skolesamvirket
Tvind med virkning fra den 1. januar 1997 ikke længere skal kunne modtage
tilskud fra stat og kommuner, ligesom ydelser til elever på disse skoler
ligeledes vil bortfalde fra denne dato.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer af de nævnte love, der
er indeholdt i forslag til lov om ændring af lov om friskoler m.v., lov om
gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og
studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne (L 218) og forslag til
lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og
håndarbejdsskoler (L 219).
1.2. Der er i den offentlige debat rejst spørgsmål om
foreneligheden mellem bestemmelserne i §§ 7-9 i lovforslag nr. L 268 på den
ene side og grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på den
anden side.
I forbindelse med den tekniske gennemgang af lovforslaget har
Justitsministeriet over for Undervisningsministeriet givet udtryk for, at de
nævnte bestemmelser må give anledning til principielle retspolitiske
overvejelser. Justitsministeriet har imidlertid samtidig tilkendegivet, at
man ikke finder, at lovforslaget er i strid med grundloven eller Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Notatets pkt. 5 indeholder en nærmere gennemgang af de forfatnings- og
menneskeretlige spørgsmål. Forinden redegøres der for de gældende regler på
området (pkt. 2), for indholdet af Undervisningsministeriets lovforslag nr. L
218 og 219 (pkt. 3) og for indholdet af det nu foreliggende lovforslag nr. L
268 (pkt. 4).
Notatet indeholder i pkt. 6 nogle afsluttende bemærkninger.
2. Gældende ret
2.1. Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og
håndarbejdsskoler
2.1.1. Ifølge § 1, stk. 1, i lov om folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1191 af
23. november 1993, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 310 af 24. april 1996,
har de såkaldte frie kostskoler til formål at tilbyde undervisning og kurser,
hvis hovedsigte er folkelig oplysning. Undervisningen er af almendannende
karakter.
Loven indeholder en godkendelsesordning for de omfattede skoler. Det er
imidlertid ingen betingelse for at drive højskolevirksomhed m.v., at der
foreligger en godkendelse efter loven. Det er således muligt at drive de
omhandlede former for skoler, selv om godkendelse ikke foreligger. Dette
indebærer blot, at man ikke bliver omfattet af lovens regler og således ikke
vil kunne opnå tilskud i henhold til loven. For efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler medfører en manglende godkendelse
endvidere, at man ikke kan afholde folkeskolens afsluttende prøver efter
folkeskolelovens regler.
2.1.2. Ifølge lovens § 1, stk. 2, skal skoler omfattet af loven
godkendes af undervisningsministeren.
De nærmere betingelser for godkendelse af frie kostskoler fremgår af
lovens § 10, stk. 1, der er sålydende:
»§ 10. Undervisningsministeren godkender en fri kostskole,
når følgende betingelser er opfyldt:
1) Skolen skal være en selvejende institution, hvis vedtægtsbestemmelser
om formål, styrelse og økonomiske forhold er godkendt af ministeren,
2) have en skolekreds eller et repræsentantskab, der står bag skolens
oprettelse og virksomhed,
3) råde over egnede og tilstrækkelige elevværelser, forstander- og
lærerboliger, kostforplejnings- og opholdsarealer, undervisningslokaler og
udstyr, udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed og
4) kunne begynde sin virksomhed på et rimeligt økonomisk grundlag.«
Ifølge bestemmelsen i § 10, stk. 2, kan undervisningsministeren fastsætte
nærmere regler om betingelserne i stk. 1, herunder bl.a. om ansøgningsfrister
og ansøgningsprocedurer.
I medfør af bl.a. denne bestemmelse har Undervisningsministeriet udstedt
bekendtgørelse nr. 734 af 7. september 1995 om tilskud m.v. til
folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler.
Af bekendtgørelsens § 1 følger, at ansøgning om godkendelse af en fri
kostskole, for så vidt angår vedtægtsbestemmelserne, skal være
Undervisningsministeriet i hænde senest 14 måneder før, skolevirksomheden
ønskes begyndt. Ansøgning om godkendelse af lokaler samt etablerings- og
driftsbudget skal være ministeriet i hænde senest 8 måneder før skolens
start.
Efter bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1, tilbagekalder
undervisningsministeren godkendelsen af en skole, som ikke opfylder
betingelserne i § 10, stk. 1, nr. 1-3, eller regler herom fastsat efter § 10,
stk. 2. Tilsvarende gælder, hvis undervisningen ikke er i overensstemmelse
med lovens regler, eller hvis undervisningen eller øvrige forhold findes
åbenbart i strid med sædvanlig praksis for den pågældende skoleform.
Kravet om godkendelse er i sig selv et formsspørgsmål, idet det afgørende
formål med godkendelsen er at afgrænse kredsen af frie kostskoler, som kan
komme i betragtning til statstilskud. Dog muliggør godkendelsesordningen som
tidligere nævnt, at visse af de frie kostskoler kan afholde afsluttende
prøver efter folkeskolelovens regler.
2.1.3. Ifølge bestemmelserne i lovens kapitel 3 yder staten
tilskud til godkendte frie kostskoler, der opfylder en række
betingelser. Betingelserne for at opnå tilskud fremgår af bestemmelserne i §§
14-20.
Ifølge § 14 er det således bl.a. en betingelse for at opnå tilskud, at
skolen har mindst 24 årselever i det skoleår, der slutter i kalenderåret før
finansåret, eller som gennemsnit af dette skoleår og de to foregående
skoleår. Skoleåret går fra den 1. august til den 31. juli. Indtil den 1.
januar 1999 er kravet for nogle skoler dog kun 18 årselever, jf. herved
lovens § 53, stk. 4, der henviser til den tidligere gældende højskolelovs §
11, stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen indebærer, at det først efter den 31. juli i et givet år vil
være muligt at tage stilling til, om en skole opfylder betingelserne for at
opnå tilskud for det næste finansår.
Statens tilskud til skolerne ydes som et driftstilskud beregnet ud fra
antal årselever, jf. lovens § 23, og et bygningstilskud, jf. § 25. Der ydes
desuden tilskud til undervisning af svært handicappede og til
specialundervisning. Herudover kan der ydes tilskud til efteruddannelse og
forsøgs- og udviklingsarbejde.
Ifølge lovens § 37 og § 38 yder staten endelig under nærmere angivne
betingelser elevstøtte til at nedsætte elevbetalingen på kurser, der varer
mindst to uger. Tilsvarende yder den kommune, hvor en elev på en efterskole
er tilmeldt folkeregisteret, støtte til nedsættelse af elevbetalingen, jf.
herved lovens § 42.
Tilskud til nye skoler udbetales efter § 20 i bekendtgørelse nr. 734 af 7.
september 1995 om tilskud m.v. til folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, når skolen har opnået 24 årselever,
været i virksomhed i 20 uger og afholdt enten 20 uger af et kursus på mere
end 20 uger, 1 kursus på mindst 20 uger eller mindst 2 kurser a mindst 12
uger. Efter bestemmelsens stk. 2 kan tilskud dog udbetales tidligere, hvis et
pengeinstitut stiller garanti for tilbagebetaling af de udbetalte beløb.
For skoler, som ikke følger bestemmelserne i loven eller regler udstedt i
medfør heraf, er der efter bestemmelsen i lovens § 21, stk. 2, mulighed for
at tilbageholde et tilskud eller lade tilskud bortfalde, eventuelt kræve
tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen har været
fejlagtigt.
2.2. Lov om friskoler og private grundskoler
2.2.1. Ifølge § 1, stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 524 af 22. juni 1995, som ændret senest ved § 1 i lov
nr. 310 af 24. april 1996, har de såkaldte frie grundskoler til formål at
give undervisning inden for 1.-9. klassetrin. Undervisningen kan have til
formål at forberede til folkeskolens afsluttende prøver.
Undervisningsministeren kan således ifølge § 1, stk. 2, meddele lederen af en
fri grundskole ret til at afholde folkeskolens afsluttende prøver efter de
regler, der gælder for folkeskolen.
Oprettelsen af en fri grundskole skal ikke godkendes af
undervisningsministeren. Der er således ikke i forhold til
Undervisningsministeriet generelle proceduremæssige forskrifter, der skal
iagttages, før en fri grundskole kan etableres. Efter lovens § 8, stk. 1,
stilles alene krav om, at oprettelsen af en sådan skole anmeldes for
kommunalbestyrelsen i skolekommunen.
Kun hvis en friskole ønsker tilskud efter lov om friskoler og private
grundskoler, gælder der en række procedureregler i forhold til
Undervisningsministeriet. Disse regler følger dels af selve loven, dels af
reglerne i bekendtgørelse nr. 1059 af 14. december 1994, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 646 af 24. juli 1995, om tilskud til friskoler og private
grundskoler m.v.
Således fremgår det af lovens § 5, stk. 1, at »frie grundskoler, der
modtager tilskud i henhold til denne lov, skal være selvejende institutioner,
hvis vedtægtsbestemmelser om styrelse og økonomiske forhold godkendes af
undervisningsministeren . . . .«. For frie grundskoler, der ønsker
tilskud, gælder desuden efter lovens § 8 et særligt anmeldelseskrav.
Fremgangsmåden ved oprettelse af en fri grundskole, som søger om
statstilskud, er nærmere reguleret i kapitel 1 i bekendtgørelsen. Det fremgår
således af § 1, stk. 1, at anmeldelse om oprettelse skal være
Undervisningsministeriet i hænde senest den 1. februar forud for det skoleår,
for hvilket skolen ønsker tilskud.
Snarest efter anmeldelsen og senest den 1. april forud for det skoleår,
for hvilket skolen ønsker tilskud, skal udkast til vedtægter være sendt til
undervisningsministeren, jf. herved bekendtgørelsens § 3.
Der eksisterer i dag enkelte skoler, som ikke ønsker at modtage
statstilskud. Endvidere er der skoler, som i kortere perioder ikke opfylder
f.eks. elevtalskravene, og som derfor ikke kan modtage statstilskud. For
sådanne skoler gælder en række af lovens bestemmelser ikke, jf. herved § 33.
Det kræves således ikke af disse skoler, at de er selvejende institutioner
eller opfylder tilskudsbetingelserne, ligesom der ikke stilles de samme krav
til regnskab og revision.
2.2.2. I tilskudsordningen indgår dels et generelt
driftstilskud, hvis samlede størrelse fastsættes på finansloven på grundlag
af antallet af årselever, dels et gennemsnitligt tilskud pr. årselev med
udgangspunkt i den seneste regnskabsopgjorte udgift pr. elev i folkeskolen
pris- og lønreguleret frem til det aktuelle finansår, jf. herved lovens § 10.
Det samlede tilskud fordeles (efter fradrag af nogle særlige
tilskudspuljer til specialundervisning m.v.) til de enkelte skoler ud fra et
fordelingsforhold, der fastsættes i de enkelte finanslove, samt ud fra
kriterier, der er nævnt i loven, jf. herved lovens § 11.
I tilskudsordningen indgår derudover bygningstilskud, tilskud til
kostafdelinger og skolefritidsordninger, tilskud til nedbringelse af
skolepenge og betaling for ophold på kostafdeling m.v., jf. herved lovens §§
12-17. Der er endvidere mulighed for kommunale tilskud.
Tilskudsbetingelserne fremgår bl.a. af bestemmelserne i §§ 18-21.
Ifølge § 18, stk. 1, skal tilskud i henhold til loven anvendes til skole-
og undervisningsvirksomhed.
Tilskud kan ifølge § 19, stk. 1, kun ydes til skoler, som har mindst 28
elever i alt på 1.-7. klassetrin beregnet enten som elevtallet pr. 5.
september året før finansåret eller som et gennemsnit af elevtallene pr. 5.
september året før finansåret og det forudgående år.
Denne bestemmelse indebærer, at det først efter den 5. september i et
givet år vil være muligt at tage stilling til, om en skole opfylder
betingelserne for at opnå tilskud for det næste finansår.
For nyoprettede skoler gælder en særlig regel om opgørelsen af elever.
For skoler, som ikke følger bestemmelserne i loven eller regler udstedt i
medfør heraf, er der efter bestemmelsen i lovens § 21, stk. 2, mulighed for
at tilbageholde et tilskud eller lade tilskud bortfalde, eventuelt kræve
tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen har været
fejlagtigt.
2.3. Lov om gymnasiet og lov om hf-kursus
Ifølge § 7, stk. 1, i lov om gymnasiet, jf. lovbekendtgørelse nr. 536 af
23. juni 1995, kan undervisningsministeren godkende, at private opretter
gymnasieskoler. Private gymnasieskoler skal ifølge stk. 5 i bestemmelsen være
selvejende institutioner, hvis vedtægter godkendes af undervisningsministeren
efter nærmere fastsatte regler. En godkendelse kan ifølge stk. 6
tilbagekaldes, hvis skolen ikke overholder fastsatte regler.
Staten yder et generelt driftstilskud til private gymnasieskoler, jf.
herved lovens § 18a. Der ydes endvidere bygningstilskud, tilskud til
kostafdelinger, tilskud til nedbringelse af betaling for undervisningen m.v.,
jf. herved §§ 18a-18f. Tilskudsbetingelserne fremgår af lovens §§ 18h-18n.
Tilsvarende kan undervisningsministeren efter bestemmelsen i § 18, stk. 1,
i lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende
enkeltfagsundervisning for voksne m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 23.
juni 1995, godkende, at private opretter kurser, der tilbyder undervisning i
henhold til loven. Private kurser skal ifølge § 18, stk. 5, være selvejende
institutioner, hvis vedtægter godkendes af undervisningsministeren efter
nærmere fastsatte regler. En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis kurset ikke
overholder fastsatte regler, jf. § 18, stk. 6.
Ifølge § 30a yder staten et generelt driftstilskud til private kurser. Der
ydes endvidere bygningstilskud og tilskud til nedbringelse af betaling for
undervisning m.v., jf. §§ 30c-30h. Tilskudbetingelserne fremgår af
bestemmelserne i §§ 30i-30n.
3. Undervisningsministeriets lovforslag nr. L 218 og L 219
Ved lovforslag nr. L 218 og L 219 (fremsat den 13. marts 1996) foreslås en
række ændringer af de under pkt. 2 nævnte love. Lovforslagene har bl.a. til
formål at præsicere kravet i de af lovforslaget omfattede love om, at
skolerne/kurserne skal være selvejende institutioner. Det fremgår af
bemærkningerne til lovforslagene, at en central del i selvejebegrebet er
kravet om uafhængighed i ledelsesmæssig og økonomisk henseende. Hovedsigtet
med lovforslagene er således at præcisere dette og samtidig at ændre enkelte
bestemmelser herom.
Lovforslagene indeholder bl.a. bestemmelser om, at tilskuddet og skolernes
øvrige midler skal anvendes inden for den enkelte skoles formål. Det årlige
driftstilskud skal således forblive skolens ejendom og anvendes til styrkelse
af dens økonomi, så ingen del af dens midler kommer andre formål end skolens
til gode.
Lovforslagene indeholder også en ændring af betingelserne for at
tilbagekalde tilskud. Således foreslås det, at bestemmelsen i § 21, stk. 2, i
loven om frie kostskoler affattes således:
»Stk. 2. Undervisningsministeren kan for skoler, der ikke
følger bestemmelserne i denne lov, de regler eller aftaler, der er fastsat
eller aftalt i henhold til loven, eller undervisningsministerens påbud,
tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve
tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Undervisningsministeren kan desuden
kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen i øvrigt
har været fejlagtig.«
Tilsvarende bestemmelser foreslås indført i loven om frie grundskoler,
gymnasieloven og loven om hf-kurser.
I disse love foreslås bestemmelsen i øvrigt suppleret af en yderligere
regel om tilskudsberettigelse. Bestemmelsen, der foreslås indsat i loven om
frie grundskoler som § 21, stk. 5, er sålydende:
»Undervisningsministeren kan for skoler, der gentagne gange ikke
følger bestemmelserne i denne lov, de regler eller aftaler, der er fastsat
eller aftalt i henhold til loven, eller undervisningsministerens påbud,
træffe afgørelse om, at skolen ikke fremover er tilskudsberettiget.«
En tilsvarende bestemmelse foreslås indsat i gymnasieloven som § 18 l,
stk. 5, og i loven om hf-kurser som § 30 m, stk. 5.
4. Undervisningsministeriets lovforslag nr. L 268
4.1. Indledning
Lovforslag nr. L 268 indeholder i §§ 1-4 forslag til nogle generelle
ændringer af de under pkt. 2 nævnte love. I § 6 foreslås for en to-årig
periode et generelt stop for godkendelse af nye frie kostskoler og private
gymnasier og hf-kurser og et stop for tilskud til frie grundskoler. §§ 7-10
vedrører ophør af tilskud m.v. til en række navngivne skoler.
Baggrunden for fremsættelsen af lovforslaget er beskrevet nærmere i de
almindelige bemærkninger til forslaget. Der anføres bl.a. følgende:
»Lovforslaget fremsættes i forlængelse af de den 13. marts 1996
fremsatte lovforslag, L 218 og L 219. Disse lovforslag har bl.a. til formål
at klargøre den gældende lovgivnings krav om, at de frie skoler skal være
selvejende institutioner.
Lovforslaget har til formål yderligere at beskrive kravene til de
selvejende uddannelsesinstitutioner samt udbygge adgangen til at trække
godkendelse og tilskud tilbage.
På baggrund af flere undersøgelser af skolerne, der har været tilknyttet
Skolesamvirket Tvind, foreslås det samtidig, at disse skoler efter den 31.
december 1996 ikke kan modtage tilskud fra stat og kommune i henhold til
lovgivningen om frie skoler . . .«.
4.2. De generelle ændringer i lovgivningen om frie skoler
4.2.1. Lovforslagets §§ 1-4, der indeholder forslag til en række ændringer
i lovgivningen om frie skoler, har til formål yderligere at præcisere kravene
til de selvejende uddannelsesinstitutioner samt udbygge adgangen til at
trække godkendelse og tilskud tilbage.
4.2.2. For så vidt angår lov om folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, foreslås der i § 10, stk. 1, om
godkendelse af en fri kostskole efter nr. 1 indsat et nyt nummer, der
affattes således:
»2) skolen skal i sit virke som selvejende uddannelsesinstitution
være uafhængig, og skolens midler må alene komme skolens skole- og
undervisningsvirksomhed til gode,».
Det foreslås endvidere, at der som § 10, stk. 3, indsættes yderligere en
bestemmelse om godkendelse af nye skoler. Bestemmelsen foreslås affattet
således:
»Stk. 3. Undervisningsministeren kan undlade at godkende en
skole, hvis der efter ministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for,
at skolen opfylder kravet i § 10, stk. 1, nr. 2, om uafhængighed og
forvaltning af skolens midler. Ministeren træffer sin beslutning navnlig på
grundlag af en vurdering af de forhold, der er nævnt i § 11 a, nr. 1-4.«
Den foreslåede bestemmelse i § 11 a vedrører mulighederne for at
tilbagekalde en godkendelse. Bestemmelsen er sålydende:
»§ 11 a. Undervisningsministeren kan endvidere tilbagekalde
godkendelsen, såfremt der efter ministerens skøn ikke er tilstrækkelig
sikkerhed for, at skolen opfylder kravet i § 10, stk. 1, nr. 2, om
uafhængighed og forvaltning af skolens midler. Der kan navnlig lægges vægt
på, om
1) skolen indgår i et fællesskab eller et samarbejde med skoler,
institutioner, fonde, virksomheder, foreninger m.fl., der indebærer en
nærliggende risiko for, at skolen styres af andre,
2) skolens midler anvendes til formål uden for skolen,
3) skolens ledelse og lærere står i et juridisk eller økonomisk
afhængighedsforhold til de i nr. 1 nævnte institutioner m.fl., eller
4) skolens elever udfører arbejde, herunder indsamlings- og
agitationsarbejde eller lignende, på en måde, der er usædvanlig for
skoleformen.«
4.2.3. I lov om gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere
forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for
voksne m.v. foreslås indført tilsvarende bestemmelser om kravene til de
selvejende institutioner, om muligheden for at undlade godkendelse og om
tilbagekaldelse af en godkendelse.
4.2.4. I lov om friskoler og private grundskoler foreslås
ligeledes indsat en bestemmelse svarende til de øvrige love om kravene til en
selvejende uddannelsesinstitution. Oprettelse af en fri grundskole skal som
anført ovenfor ikke godkendes, og lovforslaget indeholder derfor ikke som de
øvrige love en bestemmelse om mulighederne for at undlade godkendelse.
Med hensyn til tilbagekaldelse af tilskud foreslås det, at der i loven som
§ 21 a indsættes en bestemmelse svarende til den ovenfor beskrevne regel i §
11 a i loven om de frie kostskoler.
4.3. Stop for godkendelse og tilskud til nye skoler
Ud over de således beskrevne generelle ændringer i lovgivningen om frie
skoler, der træder i kraft den 1. juli 1996, foreslås det som tidligere
nævnt, at der indføres et generelt stop for godkendelse af nye frie
kostskoler og private gymnasier og hf-kurser og et stop for tilskud til frie
grundskoler for en to-årig periode, jf. herved lovforslagets § 6.
Dette indebærer, for så vidt angår frie kostskoler, at der for skoleårene
1996/97 og 1997/98 ikke kan meddeles godkendelse til oprettelse af sådanne
skoler, medmindre vedtægtsforslag er modtaget i Undervisningsministeriet
inden den 8. maj 1996 (datoen for lovforslagets fremsættelse).
Tilsvarende kan der ikke meddeles godkendelse for skoleårene 1996/97 og
1997/98 til oprettelse af private gymnasieskoler og hf-kurser.
Frie grundskoler, der ikke har modtaget tilskud i 1996, kan ifølge
bestemmelen tidligst modtage tilskud med virkning fra den 1. august 1998.
Om baggrunden for indførelsen af dette stop anføres det i bemærkningerne
til lovforslaget bl.a., at forslaget »findes nødvendigt af hensyn til
videreførelsen af de initiativer, ministeriet har taget i dette og i de
allerede forelagte lovforslag.« (Side 9).
4.4. Stop for tilskud til Tvindskolerne
§§ 7-10 indeholder de nærmere bestemmelser om skoler tilknyttet
Skolesamfundet Tvind. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget
redegøres der for forløbet af de undersøgelser, der har været foretaget af
Tvindskolerne, og der anføres bl.a. følgende om baggrunden for lovforslaget:
»Alle disse forhold tilsammen gør, at skolerne afgørende har svigtet
den tillid, der er en forudsætning for at være en fri og uafhængig skole, der
forvalter de modtagne store offentlige tilskud til størst mulig gavn for
eleverne.
I forbindelse med de igangværende undersøgelser og forhandlinger må det
konstateres, at Undervisningsministeriet ikke mener, at skolernes erklæringer
om at ville følge lovgivningen er reel, idet skolernes uafhængighed af
bagvedliggende organer, fonde m.v. efter Undervisningsministeriets vurdering
kun kan ændres på papiret, men ikke sikres reelt brudt . . .
Der må her blive tale om en direkte indgriben over for disse skoler, idet
en yderligere opstramning af de i Folketinget den 13. marts 1996 fremsatte
lovforslag nr. L 218 og L 219 efter ministeriets vurdering stort set kun vil
ramme skoler, hvis forhold ikke er kritisable.
Undervisningsministeren har ifølge de gældende love for henholdsvis
folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler samt for
friskoler og private grundskoler hjemmel til administrativt at træffe
afgørelse, der betyder stop for fremtidig tilskudsbetaling . . .
En afgørelse om lukning af et så stort antal skoler er imidlertid så
usædvanlig i det danske skolesystem og derfor af så principiel rækkevidde, at
det findes nødvendigt at sikre en stillingtagen hertil fra Folketingets side.
Hertil kommer, at en administrativ løsning mere sandsynligt end en
lovgivningsmæssig løsning vil resultere i et stort antal retssager, der i en
årrække vil betyde store og mangeartede omkostninger for samfundet. Også af
denne grund bør beslutningen træffes af Folketinget . . .«.
§ 7 i lovforslaget vedrører skoler omfattet af loven om de frie
kostskoler. Det fremgår af bestemmelsen, at der efter den 31. december 1996
ikke ydes statslige og kommunale tilskud i henhold til loven til en række
navngivne skoler. Tilsvarende ydes der heller ikke statslig og kommunal
elevstøtte eller andre elevydelser i henhold til loven.
Om baggrunden for, at skæringsdatoen er sat til den 31. december 1996,
anføres følgende i bemærkningerne til bestemmelsen:
»Da skolerne i efteråret 1995 har modtaget en tilskudsmeddelelse fra
Undervisningsministeriet, der giver skolerne et retskrav på udbetaling af
tilskud indtil den 31. december 1996, kan bestemmelserne i §§ 7 og 8 først
finde anvendelse på ydelser, der vedrører perioden efter denne dato.«
§ 7 indeholder desuden en bestemmelse om, at de nævnte skoler efter den
31. december 1996 ikke har ret til at afholde folkeskolens afsluttende
prøver, ligesom Undervisningsministeriets tilsyn med skolerne bortfalder.
§ 8 i lovforslaget vedrører en række navngivne skoler omfattet af loven om
frie grundskoler. Bestemmelserne i § 8 svarer i øvrigt til § 7.
§ 9 vedrører en enkelt skole under godkendelse i henhold til gymnasieloven
og loven om hf-kurser. Ifølge bestemmelsen kan der ikke ydes statslige
tilskud eller statslige og kommunale elevydelser i henhold til de nævnte love
til den pågældende skole. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at
denne skole ikke har modtaget en tilskudsmeddelelse, og at der derfor ikke er
behov for at fastsætte en overgangsregel som nævnt i §§ 7 og 8.
Endelig indeholder § 10 en bestemmelse om, at de skoler, der er nævnt i §§
7 og 8, for så vidt angår et undervisningsforløb, der fortsætter efter den
31. december 1996, inden undervisningsforløbets begyndelse har pligt til
skriftligt at underrette elever og forældre om, at skolen ikke kan modtage
offentlige ydelser efter den 31. december 1996.
5. Justitsministeriets overvejelser
5.1. Indledning
I den offentlige debat har der navnlig været rejst spørgsmål om forholdet
mellem på den ene side bestemmelserne i lovforslagets §§ 7-9 (ophør af
tilskud til Tvindskolerne) og på den anden side bestemmelserne i grundlovens
§ 3 (magtfordelingslæren) og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6 (retten til en retfærdig rettergang).
Disse spørgsmål behandles nedenfor under henholdsvis pkt. 5.2 og 5.6.
I forbindelse med den lovtekniske gennemgang af de omhandlede bestemmelser
har Justitsministeriet tillige gjort sig andre forfatningsretlige
overvejelser. Justitsministeriet har således overvejet de nævnte
bestemmelsers forhold til grundlovens § 73 (ejendomsrettens ukrænkelighed),
til § 76 (skolefriheden) og til en eventuel forfatningsretlig
lighedsgrundsætning.
Disse spørgsmål behandles nedenfor under pkt. 5.3-5.5.
5.2. Forholdet til grundlovens § 3
5.2.1. Bestemmelsen i grundlovens § 3 har følgende ordlyd:
»§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i
forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos
domstolene.«
Bestemmelsen er udtryk for den forfatningsretlige magtfordelingslære.
Grundtanken bag er, at der ved en opdeling af de forfatningsretlige
funktioner skal skabes en styreform med magtbalance mellem de øverste
statsorganer, som kan beskytte borgerne mod vilkårlige indgreb, jf. Peter
Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 13. Magtfordelingslæren er
oprindeligt udviklet i det 18. århundredes oplysningsfilosofi og er bl.a.
kommet til udtryk i en række europæiske forfatninger.
Magtfordelingsprincippets konsekvenser er imidlertid ikke afklaret i
enkeltheder, og det er blevet anført, at princippet ikke på noget tidspunkt
har været gennemført konsekvent i dansk forfatningsret (og næppe heller i
andre forfatninger), jf. Peter Germer, a.st. Det er således f.eks. antaget,
at grundlovens § 3 ikke er til hinder for et vist personsammenfald mellem de
øverste statsorganer. Som eksempel kan det nævnes, at der i almindelighed
ikke er noget til hinder for, at en dommer samtidig er medlem af Folketinget,
jf. herved bl.a. Torben Jensen, UfR 1992 B, side 134.
På tilsvarende måde er det almindeligt antaget, at grundloven ikke er til
hinder for en vis omfordeling af de forfatningsretlige funktioner mellem de
øverste statsorganer. Som eksempler herpå kan det nævnes, at
forvaltningen efter bemyndigelse fra Folketinget kan udstede generelle,
bindende retsforskrifter, at Folketinget og regeringen i hvert fald i
et vist omfang kan gennemføre lovgivning om enkeltforhold (»singulær
lovgivning«), og at der kan henlægges administrative funktioner
til domstolene, jf. Peter Germer, a.st.
Det må dog antages, at grundloven sætter visse grænser for tilladeligheden
af en sådan omfordeling. Således ville det f.eks. næppe være foreneligt med
grundloven, om lovgivningsmagten overførte pådømmelsen af væsentlige grupper
af borgerlige retstvister fra domstolene til centraladministrationen, jf. Max
Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 289.
5.2.2. Det spørgsmål, som Undervisningsministeriets lovforslag har
rejst, er et lidt andet. Der er således ikke tale om, at lovforslaget
indebærer en generel omfordeling af de forfatningsretlige funktioner.
Spørgsmålet er i stedet, om lovgivningsmagten selv udøver en funktion,
som efter grundloven henhører under domstolene (dømmende magt).
Spørgsmålet om, hvorvidt grundlovens § 3 i denne forstand sætter grænser
for, hvad lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om, er behandlet en række
steder i den forfatningsretlige litteratur. Mens bestemmelsen om den
udøvende magt i grundlovens § 3, 2. pkt., i almindelighed ikke
antages at sætte grænser for lovgivningsmagtens kompetence, er det den
overvejende opfattelse, at bestemmelsen i 3. pkt. om den
dømmende magt sætter visse grænser, jf. Poul Andersen, Dansk
Statsforfatningsret (1954), side 564 ff., Max Sørensen, a.st., side 289 ff.,
samme, Juristen 1959, side 452, Lars Nordskov Nielsen, UfR 1961 B, side 342,
Jens Peter Christensen, Forfatningsretten og Det Levende Liv (1990), side
208, og Peter Germer, a.st., side 17. Det modsatte synspunkt er (med
forskellige begrundelser) anført af Alf Ross, Statsretlige Studier (1959),
side 68 ff., samme, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen,
1980), side 237 ff., og Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (1989), side 75
ff.
Spørgsmålet om, hvori de omhandlede grænser nærmere består, ses ikke at
være mere detaljeret behandlet i den forfatningsretlige litteratur. Der er
dog flere steder anført konkrete eksempler på, hvad der efter forfatterens
mening måtte anses for utilladelige indgreb. Poul Andersen anfører således
bl.a. følgende (a.st., side 565):
»I en Retsstat med Magtadskillelse er Forskellen mellem Fastsættelse
af Retsregler og Retsanvendelse af afgørende Betydning. Den bærende Ide i et
saadant Statsstyre er, at Retsudøvelsen sker paa Grundlag af forud givne og
bekendtgjorte Love. Disse er generelt bindende for Domstolene, men det er
disse, som bringer Loven til Anvendelse under de særlige for deres
Virksomhed, delvis i Grundloven opstillede Garantier. Formålet med en saadan
Ordning er fra Frihedens Synspunkt, at Magten ikke skal falde med Døren ind i
Huset. Borgerne skal vide, hvad de under de og de Forudsætninger, navnlig
deres egne Handlinger og Undladelser, kan vente sig fra Domstolenes Side, og
kunne indrette sig derefter. Naar det er blevet anset for stemmende med
Grundloven, at en Person, som af Højesteret er blevet dømt til Fængsel, ved
Lov fritages for Straffen, lyder det taaleligt, fordi det er en slags
Benaadning. Men lad os sætte, at en Lov idømmer en frifunden Straf eller
Erstatning, fritager den, der er dømt til at opfylde en Kontrakt, for at
opfylde Kontrakten, annullerer en Skilsmissedom, bestemmer, at et Ægteskab,
som en Dom ikke har villet opløse, skal være opløst. Det forekommer klart, at
noget saadant ville være i Strid med Grundlovens § 3, der maa forstaas under
Hensyntagen til den forfatningshistoriske Tradition, hvoraf den er
fremgaaet.«
Max Sørensen anfører, a.st., side 290, at det utvivlsomt ville »blive
opfattet som stridende mod grundlovens principper, nærmere betegnet
magtfordelingsprincippet i § 3, hvis en lov f.eks. bestemte en privat parts
erstatningspligt over for en anden, efter at en skadevoldende handling er
foretaget. Endnu klarere ville det være, hvis en lov omgjorde en afsagt
dom.«
Det rejste spørgsmål har enkelte gange været fremme i praksis. Der
henvises til Henrik Zahle, a.st., side 78 f.
5.2.3. I overensstemmelse med den overvejende opfattelse i den
forfatningsretlige litteratur må det antages, at bestemmelsen i grundlovens §
3, 3. pkt., hvorefter den dømmende magt tilkommer domstolene, sætter visse
grænser for, i hvilket omfang konkrete retsforhold kan normeres ved lov.
Det afgørende i denne henseende kan efter Justitsministeriets opfattelse
ikke i sig selv være, om en lov retter sig mod en ellere flere navngivne
fysiske eller juridiske personer. Det må således anses for utvivlsomt, at
grundloven ikke i almindelighed er til hinder for sådanne
»singulære« love, jf. ovenfor pkt. 5.2.1. og Peter Germer, a.st.,
side 75. Grundloven forudsætter selv i en række bestemmelser, at der kan
vedtages love, som retter sig mod enkeltpersoner, jf. f.eks. §§ 10 og 11 om
ydelser til regenten og medlemmer af kongehuset, § 44 om meddelelse af
indfødsret og § 73 om ekspropriation. Også herudover gennemføres der
undertiden lovgivning, der er rettet mod bestemte fysiske eller juridiske
personere. Som eksempler fra det undervisningspolitiske område kan nævnes lov
nr. 824 af 21. december 1988 om ændring af lov om statsstøtte til Den Frie
Lærerskole og Det Nødvendige Seminarium og lov nr. 93 af 15. februar 1989 om
sammenlægning og nedlæggelse af seminarier.
Skal en sådan »singulær« lov kunne rejse spørgsmål i forhold til
grundlovens § 3, må der derfor herudover være tale om, at den normering, som
den pågældende lov indebærer, er af en sådan karakter, at den efter
grundloven må siges at henhøre under domstolene. I overensstemmelse hermed
taler Lars Nordskov Nielsen, a.st., side 342, om »den dømmende magts
sikre kerne«, og de eksempler, der af Poul Andersen og Max Sørensen
anføres på utilladelige lovgivningsindgreb, synes at være karaktiseret ved,
at der enten er tale om omgørelse af en allerede afsagt dom eller om
indgriben i en konkret tvist, hvis pådømmelse umiddelbart henhører under
domstolene (f.eks. stillingtagen til et erstatningsspørgsmål efter, at en
skadegørende handling er foretaget, jf. Max Sørensen, a.st.).
5.2.4. I den foreliggende sag ville alternativet til et indgreb
fra lovgivningsmagtens side være, at Undervisningsministeriet selv skulle
træffe en administrativ afgørelse om, hvorvidt Tvindskolerne også i 1997 er
berettiget til at modtage økonomisk støtte. Lovforslaget indebærer derfor
umiddelbart alene et »indgreb« i forvaltningens
(Undervisningsministeriets) beføjelse til at træffe afgørelse om fremtidige
tilskud til Tvindskolerne. Noget sådant er grundlovens § 3 ikke til hinder
for, jf. den under pkt. 5.2.2. anførte litteratur og Karsten Hagel-Sørensen i
Juridisk Grundbog 2 (4. udg., 1989), side 13.
Der er ikke - som i de af Poul Andersen og Max Sørensen anførte eksempler
- tale om, at lovgivningsmagten omgør en dom. Der er heller ikke tale om, at
lovgivningsmagten foretager et pønalt begrundet indgreb i skolernes allerede
eksisterende formue, herunder allerede udbetalte eller tilsikrede økonomise
tilskud.
Det, der er tale om, er, at lovgivningsmagten bestemmer, at Tvindskolerne
ikke fremover skal være berettiget til et økonomisk tilskud, som
skolerne hidtil alene har oppebåret i kraft af lovgivningen. Det er et
anliggende, som lovgivningsmagten utvivlsomt er beføjet til at træffe
bestemmelse om.
Justitsministeriet finder af de anførte grunde ikke, at det foreliggende
lovforslag kan sidestilles med de tilfælde, hvor der i den forfatningsretlige
litteratur (og i praksis) har været rejst spørgsmål om en lovs forhold til
bestemmelsen i grundlovens § 3, 3. pkt.
5.2.5. Når det i den offentlige debat alligevel er gjort gældende,
at lovforslaget rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 3, synes
baggrunden herfor at være, at lovforslaget afskærer Tvindskolerne fra
ved domstolene at få prøvet en eventuel administrativ afgørelse om, at
skolerne ikke er berettiget til fremover at modtage tilskud, og at
lovforslagets almindelige bemærkninger kan siges at indeholde en
tilkendegivelse om, at skolerne har overtrådt den gældende tilskudslovgivning
(jf. lovforslagets side 7).
Med hensyn til det første spørgsmål kan det anføres, at det er korrekt, at
den foreslåede lov vil indebære, at der ikke vil foreligge en administrativ
afgørelse om støtte, som kan eferprøves af domstolene. Det beror på, at
bortfaldet af tilskud til de nærmere opregnede skoler har umiddelbar hjemmel
i loven.
Den foreslåede lovmæssige normering angår ikke allerede udbetalte eller
tilsikrede tilskud, men de pågældende skolers adgang til fremtidige tilskud.
Dette er som nævnt et anliggende for lovgivningsmagten. En ændring af
reglerne med virkning for fremtidige tilskud kan således ikke antages at
indebære et indgreb i den dømmende magt. Det forhold, at der i den gældende
lovgivning er hjemmel til administrativt at fratage retten til fremtidige
tilskud med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse efter grundlovens §
63, kan efter Justitsministeriets opfattelse ikke føre til en begrænsning af
lovgivningsmagtens kompetence.
Med hensyn til det andet spørgsmål bemærkes det, at lovforslaget efter
Justitsministeriets opfattelse ikke vil afskære Tvindskolerne fra ved
domstolene at få prøvet, om man har overholdt de hidtil gældende regler.
Dette vil f.eks. kunne ske i forbindelse med en eventuel sag om
tilbagebetaling af allerede udbetalt støtte. De pågældende skoler vil
endvidere næppe være afskåret fra selv at anlægge en sag mod
Undervisningsministeriet med påstand om, at ministeriet tilpligtes at
anerkende, at man har overholdt de gældende tilskudsregler, jf. herved
Bernhard Gomard, Civilprocessen (4. udg., 1994), side 280 ff.
5.2.6. Af de anførte grunde er det sammenfattende
Justitsministeriets opfattelse, at Undervisningsministeriets lovforslag ikke
er i strid med bestemmelsen i grundlovens § 3.
Det tilføjes, at lovgivningsmagten i praksis udviser - og bør udvise -
tilbageholdenhed med at gennemføre lovgivning alene med virkning for nærmere
angivne fysiske eller juridiske personer, jf. bl.a. Karsten Hagel-Sørensen,
a.st., side 15. Baggrunden herfor er bl.a., at afgørelsen af enkeltpersoners
retsforhold bør træffes af administrationen eller domstolene på grundlag af
generelle retsregler fastsat af lovgivningsmagten.
5.3. Forholdet til grundlovens § 73
5.3.1. Efter grundlovens § 73 kan ingen tilpligtes at afstå sin ejendom,
uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod
fuldstændig erstatning.
Det, der efter bestemmelsen er beskyttet, er »ejendom«.
Det er almindeligt antaget, at begrebet »ejendom« skal forstås i
vid betydning. Alf Ross anfører således bl.a. følgende (a.st., side 645):
»Betingelse for beskyttelse efter grdl. § 73 er alene, om rettigheden
- uanset adkomstgrundlaget, uanset omsættelighed og uanset, om den efter sit
indhold går ud på at tilsikre en særråden over ydre legemlige ting - skaber
en retlig særstilling, der af den berettigede på den ene eller anden måde kan
udnyttes til opnåelse af økonomiske fordele.«
Tilsvarende synspunkter kommer til udtryk i den øvrige forfatningsretlige
litteratur, jf. Max Sørensen, a.st., side 399 ff., Henrik Zahle, Dansk
Forfatningsret 3 (1989), side 118 ff., og Peter Germer, a.st., side 230 ff.
Også rettigheder, der hviler på offentligretlig adkomst, er omfattet. Om
den grundlovsmæssige beskyttelse af sådanne rettigheder anfører Poul
Andersen, a.st., side 722 f., bl.a. følgende:
»Noget andet er, at rettigheder, som hviler på en offentligretlig
adkomst, ofte ikke er stiftet som uigenkaldelige eller uforanderlige. Medens
rettigheder, som erhverves mod staten eller en kommune ved en kontrakt, er af
samme karakter som kontraktmæssige rettigheder mod en privat mand eller
sammenslutning, kan rettigheder - om man vil fordele - der tilstås ved lov
eller forvaltningsret, ofte fra det offentliges side tilbagekaldes eller
ændres. Dette kan bl.a. bero på, at der ikke til sådanne rettigheder eller
fordele svarer nogen modydelse, således navnlig offentlige
understøttelser.«
Det antages, at en rettighed for at være beskyttet af grundlovens § 73 må
være af en vis aktuel karakter. Alf Ross anfører således (a.st., side 652)
bl.a. følgende:
»Den rettighed (interesse), der ifølge det foregående nyder
beskyttelse efter grdl. § 73, må være af en vis aktuel karakter. Der kan
f.eks. ikke være tvivl om, at lovgiveren ved at ændre arvelovgivningens
regler kan berøve visse personer en chance for at arve, de ellers ville have
haft, uden at disse af den grund kan gøre krav på ekspropriationserstatning.
(. . .). Omvendt, når der er tale om definitive, omend betingede
retspositioner i kraft af privatretlige dispositioner, f.eks. retten ifølge
en konservativ arvepagt. Mellem disse poler kan tænkes at forekomme
retspositioner, der i højere eller mindre grad har karakter af
»velerhvervede rettigheder«, og hvor det er tvivlsomt, om de er
beskyttede efter ekspropriationsreglerne.'
Økonomisk støtte fra det offentlige er også omfattet af begrebet ejendom i
grundlovens § 73's forstand. Et indgreb over for støtte, som en
støttemodtager efter gældende lovgivning med rette har modtaget, vil derfor
kunne indebære ekspropriation i det omfang, indgrebet har karakter af
afståelse. Det samme må antages at gælde med hensyn til støtte, der endnu
ikke er udbetalt, men hvor der er meddelt et retligt bindende tilsagn om
udbetaling, eller hvor tilskuddet på anden måde må anses for tilsikret.
Derimod udgør forventningen om fortsat at kunne opnå økonomisk støtte for
fremtiden normalt ikke en ret, der er beskyttet efter grundlovens § 73.
Medmindre der er særlige holdepunkter for andet, må ordninger om økonomisk
støtte i almindelighed anses for at gælde indtil videre, dvs. indtil
lovgivningsmagten måtte træffe anden bestemmelse. Lovgivningsmagten er
således ikke afskåret fra med virkning for fremtiden at ændre sådanne regler,
f.eks. således, at støtten nedsættes eller helt bortfalder. Dette må antages
at gælde, uanset om modtagere af den økonomiske støtte har indrettet sig i
tillid til fortsat at kunne oppebære støtte. I lovgivningspraksis er der da
også mange eksempler på, at støtteordninger bringes helt eller delvis til
ophør.
5.3.2. Det foreliggende lovforslag berører ikke de tilskud, som
allerede er udbetalt. Spørgsmålet om, hvorvidt disse tilskud eventuelt skal
tilbagebetales, skal således afgøres efter de hidtil gældede regler herom.
Forslaget berører heller ikke skolernes ret til de tilskud, som skolerne har
fået tilsagn om. Forslaget omfatter alene fremtidige tilskud.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at det foreslåede
bortfald af tilskud til de skoler, der er udtrykkeligt opregnet i forslaget,
indebærer ekspropriation.
Forslaget om at fratage skolerne retten til at afholde folkeskolens
afsluttende prøver indebærer efter Justitsministeriet opfattelse heller ikke
en afståelse af en ret, der er beskyttet af grundlovens § 73. Der kan i den
forbindelse henvises til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR)
1993, side 321 H, hvor det blev antaget, at Esbjerg Seminariums adgang til at
drive virksomhed med uddannelse af lærere efter de regler, der gælder for
privatseminarier, ikke kan anses for en rettighed, der nyder beskyttelse
efter grundlovens § 73.
5.4. Forholdet til grundlovens § 76
Efter grundlovens § 76 har alle børn i den undervisningspligtige alder ret
til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger
for, at børnene får en undervisning, som kan stå mål med, hvad der
almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene
undervise i folkeskolen.
Spørgsmålet om, hvorvidt den »skolefrihed«, der følger af
bestemmelsen i grundlovens § 76 (§ 83 i den tidligere grundlov), indebærer en
pligt for det offentlige til at yde økonomisk støtte til privatundervisning,
er bl.a. behandlet af Poul Andersen i »Grundtvig som Rigsdagsmand og
andre Afhandlinger« (1940), hvor det på side 72 bl.a. er anført:
»Skal skolefriheden være ikke blot et princip, men et for
befolkningen praktisk tilgængeligt gode, må det offentlige yde
privatundervisningen økonomisk støtte. Dette sker også i betydeligt omfang i
Danmark . . .
Den betydelige økonomiske støtte, der således ydes friskolerne, beror
ikke på nogen grundlovmæssig nødvendighed; den er derfor et vidnesbyrd om
at skolefriheden i Danmark også i nutiden anses for politisk urørlig.«
(fremhævet her).
Der er ikke holdepunkter for, at man ved grundlovsrevisionen i 1953 har
tilsigtet en ændring af bestemmelsens rækkevidde på dette punkt, jf.
Forfatningskommissionens betænkning (1953), side 40 f.
Det må bl.a. på den baggrund antages, at grundloven ikke forpligter det
offentlige til at yde økonomisk støtte til privatundervisning af børn i den
undervisningspligtige alder.
5.5. Forholdet til en forfatningsretlig lighedsgrundsætning
5.5.1. Det er almindeligt antaget i den retsvidenskabelige litteratur og i
retspraksis, at der for den offentlige forvaltning gælder en
almindelig, uskreven lighedsgrundsætning, jf. Bent Christensen,
Forvaltningsret - Opgaver, Hjemmel, Organisation (1991), side 201 ff., og
Hans Gammeltoft-Hansen, Forvaltningsret (1994), side 236. Det følger af denne
grundsætning, at væsentligt lige forhold skal behandles lige i retlig
henseende. Forvaltningen må således ikke foretage usaglig forskelsbehandling.
Fra retspraksis kan der bl.a. henvises til UfR 1958, side 455 Ø, og UfR 1960,
side 33 H.
Det har i den retsvidenskabelige litteratur været gjort gældende, at der
af bestemmelsen i grundlovens § 70 om forbud mod diskrimination på grund af
tro eller afstamning kan udledes en tilsvarende retsgrundsætning med
gyldighed for lovgivningsmagten, jf. Frederik Vinding Kruse,
Ejendomsretten 1 (3. udg., 1951), side 252. I andre dele af litteraturen er
dette synspunkt blevet afvist, jf. Alf Ross, a.st., side 665, og samme, Om
Ret og Retfærdighed (1953), side 372 f. Der er ikke i retspraksis taget
udtrykkelig stilling til spørgsmålet, jf. Peter Germer, a.st., side 77, med
henvisning til dommene i UfR 1965, side 293 H, og UfR 1986, side 898 H
(HT-dommen).
I en kommentar til den førstnævnte dom anfører højesteretsdommer H.
Schaumburg bl.a., at skal en almindelig lighedsgrundsætning »overhovedet
ud fra »grundlovens ånd« eller demokratiske principper kunne hævdes
som retsgrundlag for tilsidesættelse af en lov (og dermed som en uskreven
bestanddel af vor grundlov), måtte det formentlig dreje sig om klare tilfælde
af grov og vilkårlig forskelsbehandling af borgerne', jf. UfR 1965 B, side
244.
I en kommentar til HT-dommen anfører højesteretsdommer Erik Riis bl.a., at
det »vist (er) yderst tvivlsomt, om der med forfatningsmæssig gyldighed
kan opstilles et almindeligt diskriminationsforbud«, jf. UfR 1987 B,
side 53.
5.5.2. Om baggrunden for ved lov at bringe de fremtidige tilskud
til netop Tvindskolerne til ophør fremgår det, at Undervisningsministeriet
bl.a. i lyset af Rigsrevisionens undersøgelse ikke har tillid til, at de
pågældende skoler i fremtiden vil leve op til lovens krav.
I hvert fald under disse omstændigheder finder Justitsministeriet at måtte
lægge til grund, at der - selv om der i et vist begrænset omfang måtte
antages at gælde en almindelig, uskreven lighedsgrundsætning for
lovgivningsmagten - ikke er tale om et sådant klart tilfælde af »grov og
vilkårlig forskelsbehandling«, som efter højesteretsdommer H.
Schaumburgs ovennævnte artikel eventuelt måtte anses for retsstridigt også
for lovgivningsmagten. Det bemærkes herved, at der er tale om en økonomisk
tilskudsordning, hvor lovgivningsmagtens frihed til at bestemme, hvem der
skal nyde godt af ordningen, og hvem der ikke skal, må antages at være særlig
vid.
5.6. Forholdet til art. 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Der er endelig rejst spørgsmål om, hvorvidt de nævte bestemmelser i
lovforslaget er forenelige med art. 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Det er således bl.a. gjort gældende, at
Tvindskolerne afskæres fra at få prøvet Undervisningsministeriets vurdering
af forholdene ved skolerne i forhold til den gældende lovgivning ved de
danske domstole.
Som det fremgår af det under pkt. 4 anførte, regulerer lovforslaget
imidlertid alene fremtidige forhold for de pågældende skoler. Det
foreslås som nævnt, at der efter den 31. december 1996 ikke ydes tilskud til
skoler, der har været tilknyttet Skolesamvirket Tvind. Indtil denne dato har
skolerne et retskrav på udbetaling af tilskud. Der er således ikke tale om,
at lovforslaget griber ind over for allerede udbetalte eller tilsikrede
tilskud i 1996. Derudover indeholder lovforslaget en række præciseringer af
kravene fremover til de selvejende uddannelsesinstitutioner.
Efter art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret
til en retfærdig og offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk
domstol, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om borgerens
borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod borgeren rettet
anklage for en forbrydelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i
dommen Golder, Samlingen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
Afgørelser nr. 18 (EMD 18), fastslået, at bestemmelsen skal fortolkes
således, at den i forhold til de retsforhold, den vedrører - afgørelser af
borgerlige rettigheder og forpligtelser samt anklager for en forbrydelse -
hjemler en ret til at få retsforholdet indbragt for og endeligt afgjort af en
domstol. Bestemmelsen forpligter således de nationale lovgivninger til at
give mulighed for, at afgørelsen af civile retstvister og straffesager kan
indbringes for domstolsorganer, jf. Peer Lorentzen m.fl., Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (1994), side 142.
Den foreslåede lov ændrer ikke ved skolernes adgang til efter grundlovens
§ 63 at indbringe sager for domstolene om Undervisningsministeriets
afgørelser om tilskud og godkendelse af de pågældende skoler, der vedrører
fortolkningen og anvendelsen af den nugældende lovgivning om disse skoler.
Loven er heller ikke til hinder for, at de berørte skoler anlægger en retssag
ved domstolene, hvori det gøres gældende, at loven er uforenelig med
grundloven, herunder bestemmelsen i § 3.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at det fremsatte
lovforslag ikke strider mod art. 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
6. Afsluttende bemærkninger
Der er over for Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt
bestemmelserne i §§ 7-9 i Undervisningsministeriets lovforslag nr. L 268 af
8. maj 1996 er i overensstemmelse med grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Notatet omhandler derfor alene spørgsmålet om, hvorvidt der under hensyn
til grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er retlige
hindringer for, at det foreliggende lovforslag vedtages.
Som anført finder Justitsministeriet ikke, at sådanne hindringer
foreligger.
Som nævnt i pkt. 1.2 og pkt. 5.2.6 kan den foreslåede lovgivning
imidlertid give anledning til principielle retspolitiske overvejelser. Det
gælder navnlig det forhold, at der er tale om en lovændring, som undtager
nærmere opregnede skoler fra lovens generelle tilskudsregler, som de
pågældende skoler hidtil har modtaget støtte i henhold til. En sådan
lovgivning bør Folketinget ud fra almindelige principper kun anvende, når der
foreligger tungtvejende grunde hertil.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder og har
stillet spørgsmål til undervisningsministeren og justitsministeren,
som disse har besvaret mundtligt og skriftligt. Udvalget har
endvidere stillet spørgsmål til statsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og undervisningsministerens henholdsvis
justitsministerens og statsministerens svar herpå er optrykt som bilag til
tillægsbetænkningen tillige med et af professor Claus Haagen Jensen
udarbejdet responsum.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:
Den rejsende Højskole på Sydsjælland,
Frie Kostskolers Fællesråd,
Samid Skole,
Svanholm, Fritz, København V og
Sydsjællands Husholdningsskole.
Der er af undervisningsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Flertallets tilslutning til dette lovforslag er begrundet i, at flertallet
ikke har tillid til, at disse skoler tilknyttet Tvindkoncernen fremover vil
anvende tilskuddene til de formål, som Folketinget ønsker at fremme med
støtten.
Den valgte lovgivningsmåde har til formål at sikre opfyldelsen af
flertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til netop de nævnte skoler.
Flertallet er opmærksom på, at lovgivningsmåden vil have den virkning, at
der ikke, for så vidt angår denne del af lovforslaget, skal træffes
administrative afgørelser om nye tilskud til de pågældende skoler med
mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. Denne følge er ikke i sig selv
et formål med loven, og den har kun betydning for fremtidige tilskud, som de
pågældende skoler ikke har noget retsbeskyttet krav på.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse og vil stemme hverken for
eller imod de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling, men vil dog
stemme for de stillede ændringsforslag.
Der skal ikke være tvivl om, at Fremskridtspartiet ønsker at stoppe
tilskuddene til Tvind. Fremskridtspartiet har de sidste 10-15 år kæmpet for
at få stoppet tilskuddene til Tvind, idet Fremskridtspartiet aldrig har haft
tillid til, at tilskuddene blev forvaltet efter de gældende regler.
Fremskridtspartiet har således flere gange stillet forslag om tilbundsgående
undersøgelser af Tvindimperiet for at få afdækket hele koncernen og den måde,
koncernen udnytter tilskudsmulighederne på.
Hidtil har det ikke været muligt at få et flertal i Folketinget til at gå
aktivt ind i en sådan undersøgelse. Det var derfor glædeligt, da
undervisningsministeren endelig tog initiativ til at stoppe den tvivlsomme
forvaltning af tilskuddene.
I første omgang fremsatte undervisningsministeren to lovforslag (L 218 og
L 219), som skulle dæmme op for misbrug af tilskud og præcisere betingelserne
for modtagelse af tilskud.
Efterfølgende fandt undervisningsministeren det nødvendigt at fremsætte
nærværende lovforslag for at stoppe tilskuddene til Tvindskolerne.
Ikke nok med det. Der har i flere omgange været stillet ændringsforslag af
undervisningsministeren til de fremsatte lovforslag, idet
Undervisningsministeriet løbende har fundet huller i lovforslagene og løbende
fundet anledning til præciseringer og opstramninger.
Hele denne lovgivningsproces vidner om, at undervisningsministeren har
været for hurtig i sit arbejde, og at Folketinget ikke har haft den
nødvendige tid til arbejdet. Lovgivningsarbejdet er med andre ord ikke
tilfredsstillende.
Et af de store spørgsmål i hele behandlingen af lovforslaget har været
spørgsmålet om skolernes retssikkerhed i forbindelse med fratagelse af
tilskud.
Undervisningsministeren har flere gange tilkendegivet, at det er
nødvendigt med en særlov, der fratager skolerne deres retssikkerhed, senest i
forbindelse med samrådsspørgsmålene AI og AJ, der er optrykt i bilaget til
betænkningen. Argumentet har været, at administrative afgørelser vil give alt
for mange retssager for staten og vil trække sagerne i langdrag.
Således skriver flertallet af udvalgets medlemmer også i deres
betænkningsbidrag, at det netop har været nødvendigt at fratage skolerne
deres retssikkerhed.
Alligevel fremgår det af svar på udvalgets spørgsmål 171, at
retssikkerheden ikke tilsidesættes, idet undervisningsministeren i svaret
skriver: »Som jeg har anført i mit svar på spørgsmål 10, mener jeg ikke,
at retssikkerheden bliver tilsidesat som følge af lovforslaget.« Det er
således ganske tvetydigt, om retssikkerheden er tilsidesat eller ej.
Fremskridtspartiet er af den klare opfattelse, at retssikkerheden er
tilsidesat, idet det ikke vil være muligt for skolerne at få partshøring og
retlig prøvelse af fratagelsen af tilskud.
Under udvalgsbehandlingen har Fremskridtspartiet anmodet om at få teknisk
bistand til et ændringsforslag, som på den ene side sikrede, at tilskuddene
til Tvindskolerne blev stoppet, men samtidig på den anden side opretholdt
skolernes retssikkerhed. Undervisningsministeren har ikke set sig i stand til
at yde teknisk bistand til et sådant ændringsforslag.
Fremskridtspartiet vil derfor stille ændringsforslag uden for
tillægsbetænkningen, nemlig et ændringsforslag, der sikrer skolernes
retssikkerhed. Det vil ikke være muligt at undgå, at lovforslaget er og
bliver en særlov, men det vil være muligt at garantere skolerne deres
retssikkerhed, idet ændringsforslagene udformes på en sådan måde, at de i
lovforslaget nævnte skoler skal dokumentere, at de lever op til de nye
bestemmelser i loven for fortsat at kunne få tilskud. Kan skolerne ikke
dokumentere, at de lever op til de nye krav, stopper tilskuddene. En
fratagelse af tilskuddene vil herefter være en forvaltningsakt, som skolerne
kan få retligt prøvet.
I det omfang Fremskridtspartiets ændringsforslag bliver vedtaget, kan
Fremskridtspartiet støtte lovforslaget.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme imod de stillede
ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf undervisningsministeren, tiltrådt af et
flertal (S, V, KF, RV, CD og DF):
Til § 1 1) Det under nr. 2 foreslåede § 10, stk. 1, nr.
6, affattes således:
»6) for så vidt angår skoler, som efter den 7. maj 1996 har indsendt
eller indsender forslag til vedtægter med henblik på at blive godkendt, være
ejer af skolens bygninger eller hovedparten heraf og må ikke eje bygninger
sammen med andre.«
2) I det under nr. 5 foreslåede § 11 a, 2. pkt., nr.
4, ændres »indsamlings- og« til: »indsamlings-
eller«.
Til § 2 3) Det under nr. 1 foreslåede § 5, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. Skoler med kostafdeling, der ikke har modtaget
tilskud i 1996, og skoler, der ikke har modtaget tilskud til kostafdeling i
1996, skal være ejer af skolens bygninger eller hovedparten heraf og må ikke
eje bygninger sammen med andre.«
Til § 3 4) I det under nr. 2 foreslåede § 7, stk. 7, 3.
pkt., nr. 4, ændres »indsamlings- og« til: »indsamlings-
eller«.
5) Det under nr. 3 foreslåede § 7, stk. 8, affattes
således:
»Stk. 8. Skoler med kostafdeling, der ikke har modtaget
tilskud i 1996, og skoler, der ikke har modtaget tilskud til kostafdeling i
1996, skal være ejer af skolens bygninger eller hovedparten heraf og må ikke
eje bygninger sammen med andre.«
Til § 4 6) I det under nr. 2 foreslåede § 18, stk. 7, 3.
pkt., nr. 4, ændres »indsamlings- og« til: »indsamlings-
eller«.
7) Det under nr. 3 foreslåede § 18, stk. 8, affattes
således:
»Stk. 8. Kurser med kostafdeling, der ikke har modtaget
tilskud i 1996, og kurser, der ikke har modtaget tilskud til kostafdeling i
1996, skal være ejer af kursets bygninger eller hovedparten heraf og må ikke
eje bygninger sammen med andre.«
Til § 5 8) Paragraffen affattes således:
»§ 5 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
Stk. 2. For skoler, der efter den 7. maj 1996 indsender vedtægter
til godkendelse i henhold til lov om folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, nedsættes fristen for indsendelse af
vedtægtsforslag med henblik på at blive godkendt til 12 måneder.«
Bemærkninger
Til nr. 1, 3, 5 og 7 Ændringsforslagene er en teknisk præcisering.
Bestemmelserne betyder, at skolen skal være den direkte ejer af bygningen. I
praksis betyder dette, at bygningen ikke kan ejes af eller gennem et
aktieselskab eller på tilsvarende måde, idet hver skole jo efter lovgivningen
skal være en selvejende institution. Skolen skal være eneejer, dvs. at der
ikke kan være tale om, at bygninger ejes i ideelt sameje eller lignende. I
øvrigt henvises til de øvrige bemærkninger til disse bestemmelser.
Til nr. 2, 4 og 6 Der er alene tale om redaktionelle ændringer.
Til nr. 8 Efter de gældende regler skal frie kostskoler, der ønsker at
blive godkendt og opnå statstilskud, indsende forslag til vedtægter til
godkendelse i Undervisningsministeriet senest 14 måneder før
skolevirksomheden ønskes påbegyndt. Især efterskoler påbegynder deres
virksomhed ved skoleårets start pr. 1. august. For at lette skoler, der
ønsker at påbegynde virksomheden fra næste skoleår, foreslås
ansøgningsfristen nedsat til 12 måneder.
Skoler, der har indsendt ansøgning om godkendelse inden den 8. maj 1996,
kan blive godkendt på de hidtidige godkendelsesbetingelser til at starte
deres virksomhed 14 måneder efter indsendelsen. For at opnå tilskud skal
disse skoler på sædvanlig vis opfylde de til enhver tid gældende
tilskudsbetingelser.
Anne-Marie Meldgaard (S) nfmd. Hans Peter Baadsgaard (S) Poul Erik
Dyrlund (S) Lis Greibe (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF)
Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bruno Jerup (EL) Addi Andersen (CD) Anders
Mølgaard (V) Tom Behnke (FP) Henning Urup (V) Ulla Tørnæs (V) Frank Dahlgaard
(KF) Lene Espersen (KF) John Vinther (KF) Poul Nødgaard (DF) Bilag
Samrådsspørgsmål AI og AJ samt justitsministerens svar herpå. Spørgsmål
101, 119, 123, 125, 139, 164, 167, 171, 172, 173, 175, 176, 177, 178 og
undervisningsministerens, justitsministerens og statsministerens svar herpå.
Professor Claus Haagen Jensens responsum af 19. maj 1996 (bilag 110) og
justitsministerens notat herom af 24. maj 1996 (se bilag 206)
Justitsministeriet
Spørgsmål AI:
»Kan ministrene bekræfte, at en retssag om, hvorvidt L 268 måtte
stride mod grundloven - selv om dommen måtte give Tvindskolerne medhold -
ikke medfører, at Højesteret dermed har taget stilling til, om skolerne har
ret til tilskud i henhold til de respektive skolelove?»
Svar:
Måtte Højesteret under en retssag, hvor der af skolerne nedlægges den i
spørgsmålet nævnte påstand, komme til det resultat, at bestemmelserne om, at
der ikke fremover ydes tilskud til de nærmere opregnede skoler (lovforslagets
§§ 7-9), er i strid med grundloven, vil det betyde, at de pågældende
bestemmelser ikke vil kunne anvendes i forhold til skolerne.
Et sådant resultet vil ikke i sig selv indebære, at skolerne herefter uden
videre har ret til tilskud. Efter Justitsministeriets opfattelse vil skolerne
i givet fald være omfattet af de tilskudsregler, der generelt gælder for
skoler af den pågældende art. Skolernes mulighed for at få tilskud vil
således under de angivne omstændigheder afhænge af, om de opfylder de i
øvrigt gældende tilskudsbetingelser.
Spørgsmålet kan således besvares bekræftende.
Spørgsmål AJ:
»Kan ministrene bekræfte, at hvis en Tvindskole ved en
forvaltningsakt var blevet nægtet tilskud i henhold til gældende lov, ville
skolen have haft mulighed for at få denne forvaltningsakt prøvet ved
domstolene, og at det er denne ret, der fratages skolerne med vedtagelsen af
L 268?»
Svar:
Det kan bekræftes, at en vedtagelse af det foreliggende lovforslag vil
have den virkning, at der ikke for fremtiden skal træffes administrative
afgørelser om nye tilskud til de pågældende skoler, som herefter i givet fald
ville kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. Dette er en
automatisk følge af, at bortfaldet af tilskud til de nærmere opregnede skoler
er bestemt umiddelbart i loven og ikke overladt til administrativ afgørelse i
henhold til generelle regler.
Derimod er der ikke noget til hinder for, at skolerne anlægger sag mod
Undervisningsministeriet med påstand om, at ministeriet ved behandling af
ansøgninger om tilskud skal se bort fra bestemmelserne i §§ 7-9 med den
begrundelse, at de pågældende bestemmelser efter skolernes opfattelse er
grundlovsstridige, jf. besvarelsen af spørgsmål AI ovenfor.
Spørgsmål 101:
»Hvad er årsagen til, at ministeriet først stiller krav til skolerne
om opsigelse af de forskellige lejekontrakter og efterfølgende fremsætter
lovforslaget?»
Svar:
I forbindelse med nogle konkrete sager i 1994/95 iværksatte
Undervisningsministeriet en større undersøgelse af Tvindskolerne, herunder
undersøgelser af huslejekontrakt m.v. Konklusionen var, at ministeriet efter
en samlet vurdering fandt, at skolerne ikke reelt var selvejende
institutioner, hvorfor ministeriet i brev af 26. januar 1996 krævede, at
skolerne foretog de nødvendige ændringer. Lovforslag L 218 og L 219
fremsattes bl.a. på baggrund af denne undersøgelse. Først de efterfølgende
resultater af Rigsrevisionens undersøgelse og Deloitte & Touches
undersøgelse afdækkede imidlertid det fulde billede af Tvind-koncernen og
dens aktiviteter, jf. nærmere herom i svaret på spørgsmål 1.
Disse undersøgelser har afdækket forhold, der er fri- og højskoletanken og
dens lovgivning totalt fremmed, og jeg har nu endelig mistet tilliden til, at
Tvind-skolerne for fremtiden kan og vil sikre skolerne den reelle
uafhængighed, som er så afgørende for, at de frie skoler er »frie«.
Derfor fremsatte jeg L 268.
Spørgsmål 119:
»Er der noget til hinder for, at Tvindskolerne med vedtagelse af
lovforslaget fortsat kan være uddannelsesansvarlig i relation til den fri
ungdomsuddannelse?»
Svar:
I henhold til § 5, stk. 1, i loven om den fri ungdomsuddannelse (Lov nr.
459 af 1. juni 1994) kan undervisningsministeren efter ansøgning godkende
følgende syv skoleformer som uddannelsesansvarlige skoler: Folkehøjskoler,
Efterskoler, Husholdningsskoler, Håndarbejdsskoler, Kommunale ungdomsskoler,
Produktionsskoler og Daghøjskoler. I henhold til § 5, stk. 2, kan ministeren
yderligere efter en konkret vurdering godkende andre institutioner m.v. som
uddannelsesansvarlige. Af § 5, stk. 3 fremgår, at ministeren fastsætter
nærmere regler om godkendelse, mens det i stk. 4 anføres, at godkendelsen af
en skole kan tilbagekaldes, hvis den ikke opfylder de fastsatte betingelser
for godkendelse.
De nærmere regler for godkendelse af skoler som uddannelsesansvarlige
skoler fremgår af §§ 9-13 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 791
af 29. august 1994 om den fri ungdomsuddannelse. Af bekendtgørelsens § 10,
stk. 1, nr. 1-7, opremses en række krav, som skolen over for ministeriet skal
erklære, at de kan opfylde. Kravene fokuserer alene på skolens mulighed for
at yde vejledning til eleverne og på skolens evne til at varetage de
praktiske og administrative opgaver, som uddannelsesforløbet indebærer.
En vedtagelse af lovforslaget om stop for tilskud til de skoler, der
tidligere var knyttet til Skolesamvirket Tvind, vil ikke ændre skolernes
status som godkendte skoler i lovens forstand. Skolernes godkendelse som
uddannelsesansvarlige skoler vil derfor heller ikke umiddelbart blive berørt
af lovforslaget, da de 17 tidligere Tvind-skoler, som i dag står som
uddannelsesansvarlige, allerede en gang har erklæret, at de opfylder de
nævnte tilskudsbetingelser, og ministeriet efter en konkret vurdering har
skønnet, at de kunne varetage opgaven.
Ministeriet har dog mulighed for i henhold til § 12, stk. 2, i
bekendtgørelsen at tilbagekalde en skoles godkendelse uden forudgående høring
af Fællesrådet for den Fri Ungdomsuddannelse, såfremt skolens godkendelse i
henhold til lovgivning for den pågældende skoleform tilbagekaldes.
Der må derfor gøres opmærksom på, at et stop for tilskudsudbetaling til
skolerne pr. 1. januar 1997 ikke umiddelbart har indflydelse på skolernes
evne til at vejlede eleverne under den fri ungdomsuddannelse og ej heller
skolernes formelle mulighed for at administrere ordningen. Der vil derfor
kunne ydes tilskud efter reglerne i bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1,
svarende til kr. 845 pr. uge pr. elev, for de dele af uddannelsesplanen, der
bliver afviklet på en skole, der ikke får tilskud i henhold til den
pågældende skoleforms lovgivning.
Skolen vil fortsat kunne oppebære vejledningstilskud (10.000 kr. pr. elev)
efter lov om den fri ungdomsuddannelse.
Spørgsmål 123:
Undervisningsministeren bedes indhente en redegørelse fra
Justitsministeriet, der beskriver, hvorledes den type lovgivning, som er
fremsat ved lovforslaget, traditionelt beskrives i den juridiske litteratur.
Er det i den forbindelse korrekt, at der sondres mellem lovgivning med
tilbagevirkende kraft, der rammer negativt eller positivt, ligesom der, når
det gælder særlove og singulære love, skelnes mellem love, der rammer
positivt eller negativt?
Svar:
Jeg har i dag bedt Justitsministeriet om den ønskede redegørelse. Jeg
sender redegørelsen til udvalget, så snart den foreligger.
Spørgsmål 125:
Ministeren bedes indhente Justitsministeriets udtalelse til det juridiske
responsum udarbejdet af professor Claus Haagen Jensen, jf. bilag 110.
Svar:
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 123.
Med venlig hilsen
Ole Vig Jensen
Undervisningsministeriet har den 22. maj 1996 anmodet Justitsministeriet
om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål 123 og 125 af 21. maj
1996 fra Folketingets Uddannelsesudvalg (L 268 - bilag 18).
Spørgsmålene, der angår Undervisningsministeriets lovforslag af 8. maj
1996 om bl.a. tilskud til Tvind-skolerne, lyder således:
»123. Undervisningsministeren bedes indhente en redegørelse fra
Justitsministeriet, der beskriver, hvorledes den type lovgivning, som er
fremsat ved lovforslaget, traditionelt beskrives i den juridiske litteratur.
Er det i den forbindelse korrekt, at der sondres mellem lovgivning med
tilbagevirkende kraft, der rammer negativt eller positivt, ligesom der, når
det gælder særlove og singulære love, skelnes mellem love, der rammer
positivt eller negativt?»
»125. Ministeren bedes indhente Justitsministeriets udtalelse til det
juridiske responsum udarbejdet af professor Claus Haagen Jensen, jf. bilag
110.«
I den anledning skal Justitsministeriet udtale følgende:
1. For så vidt angår spørgsmål 123, kan det oplyses, at spørgsmålet om
»singulær« lovgivning i relation til grundlovens § 3, 3. pkt., er
behandlet en række steder i den forfatningsretlige litteratur. Der henvises
navnlig til Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 563 ff.,
Max Sørensen, Juristen 1959, side 452, samme Statsforfatningsret (2. udg. ved
Peter Germer, 1973), side 289 f., Lars Nordskov Nielsen, UfR 1961 B, side
342, Ole Espersen, Elementær Statsforfatningsret (1973), side 79 f., Alf
Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 237
ff., Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (1989), side 75 ff., Jens Peter
Christensen, Forfatningsretten og Det Levende Liv (1990), side 202 ff., og
Peter Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 15 ff.
Om de nævnte forfatteres syn på spørgsmålet om, hvilke grænser grundloven
i denne henseende sætter for lovgivningsmagtens kompetence, henvises nærmere
til side 17 ff. i Justitsministeriets notat af 13. maj 1996. Det bemærkes i
den forbindelse, at sondringen mellem begunstigende og bebyrdende lovgivning
ikke ses at være berørt mere detaljeret i den anførte litteratur.
Med hensyn til spørgsmålet om tilbagevirkende kraft kan det oplyses, at
bestemmelserne om Tvind-skolerne i §§ 7-9 i Undervisningsministeriets
lovforslag ikke har tilbagevirkende kraft i retlig forstand. Det skyldes, at
lovforslaget indebærer en umiddelbar normering af skolernes fremtidige
retsforhold og således ikke hjemler en adgang for forvaltningen eller
domstolene til at knytte retsvirkninger til kendsgerninger, som ligger forud
for lovens kundgørelse.
2. For så vidt angår spørgsmål 125, henvises der til vedlagte notat. Som
det fremgår heraf, er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at
Undervisningsministeriets lovforslag ikke er i strid med grundloven eller Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Bjørn Westh
/ Torsten Hesselbjerg
Spørgsmål 139:
»Er det korrekt, at Undervisningsministeriet siden 1978 har været
vidende om konstruktionen vedrørende Tvindskolernes samarbejde - der henvises
til advokat Klaus Bernings henvendelse?»
Svar:
Der henvises til min besvarelse af spørgsmål 1, hvoraf det fremgår, at
Undervisningsministeriet har haft kendskab til forskellige elementer af det
samarbejde, der har karakteriseret Tvind-skolerne. Vedrørende lejeforholdet i
forhold til Fælleseje/Estate og huslejekontrakten henvises desuden til
besvarelsen af spørgsmål 156.
Undervisningsministeriet har også haft kendskab til Tvinds fælles
forvaltning, men har ikke haft kendskab til, at man i forvaltningen havde
prokura til at trække på skolernes konti, jf. Rigsrevisionens Beretning.
Spørgsmål 164:
»Vil ministeren i tilknytning til sin besvarelse af spørgsmål 100,
jf. bilag 170, oplyse, om Kulturministeriet var opmærksom på, at samme
revisionsfirma reviderede Tvindskolerne og Fælleseje m.v.? Og er det positivt
urigtigt, når Erik Rømer Jensen over for Uddannelsesudvalget hævdede, at
Undervisningsministeriet/Kulturministeriet altid havde vidst, at han
reviderede hele »Tvindkoncernen«, og at man i
Undervisningsministeriet selv havde opfordret ham hertil?»
Svar:
Der henvises til svar på spm. 100. Det fremgår heraf,
1) at skolerne og Tvindvirksomhederne m.v. fik samme revisor
omkring 1975. Indtil da havde et revisionsfirma i Svendborg (Dalgård)
revideret skolerne alene. Oplysningerne stammer fra Poul Jørgensen,
2) at det i Rigsrevisionens beretning fra 1980 er oplyst, at alle
Tvindvirksomheder (inkl. skoler) havde samme revisor. Dette gav ikke
Rigsrevisionen anledning til bemærkninger,
3) at vi ikke kan se, at man i
Undervisningsministeriet/Kulturministeriet før 1992 har været særligt
opmærksomme på forholdet.
Ad 1) Det kan naturligvis ikke - så langt tilbage i tiden som 1975 -
bevises, at det er »positivt urigtigt«, når Erik Rømer Jensen over
for Uddannelsesudvalget har hævdet, at Undervisningsministeriet selv har
opfordret ham til at revidere hele »Tvindkoncernen«.
Der fremgår imidlertid følgende i svar fra Poul Jørgensen til
Undervisningsministeriet, dateret 10. februar 1995, om valget af fælles
revisor i 1975, hvor revisionsfirmaet C. Jespersen, Odense, der i forvejen
(siden 1971) havde været revisor for Estate af 9. april 1971 med Erik Rømer
Jensen som statsautoriseret revisor:
»Herefter har Erik Rømer Jensen - måske efter råd fra C. Jespersen -
foreslået, at skolerne og ejendomsselskabet fik samme revisor med henblik på
helt utvivlsomt at sikre fuld information og revision på hele fladen.
Skolerne og Estate anerkendte begrundelsen og tog velordnet afsked med
Dalgård i Svendborg, og statsautoriseret revisor Erik Jensen/C. Jespersen
blev revisor for skolerne.
Fra dette tidspunkt omkring (efter hukommelsen) 1975/76 har Erik Jensen/C.
Jespersen virket som revisor for alt, hvad der har tilknytning til skolerne i
Skolesamvirket Tvind, de tre selvejende institutioner Fælleseje, Estate og
Thomas Brocklebank (der udlejer skibe til brug for skolerne) og for
U-landshjælp fra Folk til Folk i Danmark med tilknyttede danske foreninger og
selskaber.«
Som det fremgår, er der heri ingen antydning af, at
Undervisningsministeriet skulle være »inspirator« til den fælles
revision. Tværtimod forekommer det helt usandsynligt, at
Undervisningsministeriet skulle anbefale, at en af ministeriet ukendt revisor
for ejendomsselskabet Estate skulle overtage skolerevisionen. Og det
forekommer helt usandsynligt, at Poul Jørgensen ikke skulle have husket det,
hvis opfordringen til fælles revision var kommet fra
Undervisningsministeriet.
Om »Tvindkoncernen's videre samarbejde med Erik Rømer Jensen, efter
at han omkring 1986/1987 (efter Poul Jørgensens hukommelse) etablerede egen
revision, hedder det i Poul Jørgensens svar:
»Jeg deltog med andre repræsentanter for skolerne i drøftelser med
Erik Jensen og med statsautoriseret revisor G. Mathiesen, C. Jespersen,
Odense, om fortsættelsen af revisionen. Erik Jensen fik med sig flere C.
Jespersen-medarbejdere. Det var såvel skolernes som C. Jespersens og Erik
Jensens opfattelse, at skolerne var fri til at vælge, om man ville fortsætte
i C. Jespersen, »gå med« Erik Jensen eller vælge en tredje revisor,
og såvel C. Jespersen som Erik Jensen gav skolerne tilsagn om at være
skolerne og et eventuelt nyt revisionsfirma behjælpelig ved overgang til et
tredje revisionsfirma.
Skolerne valgte at gå med Erik Jensen, fordi størstedelen af C. Jespersens
skolekyndige medarbejdere fulgte med Erik Jensen. Uden at have et nærmere
kendskab til Erik Jensens revisionsvirksomhed er det mit indtryk, at
størstedelen af revisionsfirmaets »arbejdsvolumen« ligger uden for
de områder, der udgøres af skolerne i Skolesamvirket Tvind og U-landshjælp
fra Folk til Folk m.v.
Skolerne er tilfredse med den fulde revision, som Erik Jensen
gennemfører.'
Jeg finder heller ikke her noget som helst belæg for Erik Rømer Jensens
postulat.
Spørgsmål 167:
»Ministeren bedes oplyse, hvad der vil ske med en ansøgning om
tilskud og eksamensret fra en af de skoler, der er omfattet af lovforslagets
§ 7 eller § 8. Det bedes herunder oplyst, om en sådan ansøgning vil blive
realitetsbehandlet og -vurderet ud fra de nye regler, eller om en skole med
samme navn og samme adresse som en af de i lovforslaget nævnte vil være
afskåret fra en sådan realitetsbehandling.«
Svar:
Alle ansøgninger fra skoler, herunder skoler, der har tidligere
Tvind-skolefolk som initiativtagere, vil blive behandlet.
Nye skoler må opfylde lovens betingelser for at blive godkendt og modtage
tilskud m.v. Det vil bl.a. sige, at skolen skal have en skolekreds bag sig
(for så vidt angår de frie kostskoler), den skal være selvejende og reelt
uafhængig, den skal have godkendte vedtægter, den skal opfylde lovens
betingelser, nye som gamle, bl.a. vedrørende bygninger, herunder eje af
hovedparten af skolens bygninger, kunne begynde sin virksomhed på et
betryggende økonomisk grundlag m.v. Skolens bestyrelse skal endvidere opfylde
de nye habilitetskrav til bestyrelsesmedlemmer.
En sådan ny skole vil dermed opstå som en ny juridisk enhed på eget
økonomisk grundlag.
Der vil ikke være noget til hinder for, at en skole nykonstitueres med
lærere og ledere fra de enkelte nuværende Tvindskoler, ligesom der ikke vil
være noget til hinder for, at skolen befinder sig på samme lokaliteter som en
skole, der er omfattet af §§ 7-8. Derimod vil behandlingen af en ansøgning
fra en skole med samme navn som en af de skoler, der er nævnt i §§ 7-8, føre
til afslag.
Spørgsmål 171:
»Vil ministeren yde udvalget teknisk bistand til udformning af et
ændringsforslag til L 268, der kan sikre, at skolernes tilskud stoppes,
samtidig med at skolernes retssikkerhed bevares, herunder at spørgsmålet om
fratagelse af tilskud kan blive prøvet ved domstolene?»
Svar:
Som jeg har anført i mit svar på spørgsmål 10, mener jeg ikke, at
retssikkerheden bliver tilsidesat som følge af L 268.
Som jeg ligeledes har anført i samme svar, mener jeg desværre, at den
eneste løsning i denne sag er det lovforslag, der nu foreligger. Da jeg ikke
mener, at der er andre alternativer, der kan udelukke Tvindkoncernen fra de
frie skolers lovgivning, anser jeg det ikke for muligt at udarbejde et sådant
ændringsforslag.
Med venlig hilsen
Ole Vig Jensen
Spørgsmål 172 og 173:
»172. Justitsministerens begrundelse for i »Notat om visse
forfatnings- og menneskeretlige spørgsmål i forbindelse med
Undervisningsministeriets lovforslag L 268 om bl.a. bortfald af økonomisk
tilskud til Tvindskolerne« af 13. maj 1996 om, at fratagelsen af retten
til at afholde folkeskolens afsluttende prøver ikke er ekspropriation, bedes
uddybet, specielt ønskes en sammenligning mellem de kriterier for, hvornår
der foreligger ekspropriation, som er nævnt i Justitsministeriets »Notat
om, hvorvidt et forbud mod udlejning uden fører af busser indrettet til over
17 personer vil være ekspropriativt« af 21. maj 1996, sammenlignet med
lovforslaget.
173. Der ønskes en uddybning af Justitsministeriets bemærkning på side 24
i »Notat om visse forfatnings- og menneskeretlige spørgsmål i
forbindelse med Undervisningsministeriets lovforslag L 268 om bl.a. bortfald
af økonomisk tilskud til Tvindskolerne« af 13. maj 1996 om, at
Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen, side 321 H, danner grundlag for,
at retten til at afholde folkeskolens afsluttende prøver ikke er beskyttet af
grundlovens § 73?»
Svar:
1. Spørgsmålet om, hvorvidt en fratagelse af skolernes ret til at afholde
folkeskolens afsluttende prøver indebærer ekspropriation, er behandlet under
pkt. 5.3.2 i Justitsministeriets notat af 13. maj 1996 om visse forfatnings-
og menneskeretlige spørgsmål i forbindelse med Undervisningsministeriets
lovforslag L 268 om bl.a. bortfald af økonomisk tilskud til Tvindskolerne.
Her hedder det bl.a. følgende:
»Forslaget om at fratage skolerne retten til at afholde folkeskolens
afsluttende prøver indebærer efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke
en afståelse af en ret, der er beskyttet af grundlovens § 73. Der kan i den
forbindelse henvises til Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR)
1993, side 321 H, hvor det blev antaget, at Esbjerg Seminariums adgang til at
drive virksomhed med uddannelse af lærere efter de regler, der gælder for
privatseminarer, ikke kan anses for en rettighed, der nyder beskyttelse efter
grundlovens § 73.«
Som det fremgår, er det Justitsministeriets opfattelse, at skolernes ret
til at afholde de omhandlede prøver ikke er beskyttet af grundlovens § 73.
Som det ligeledes fremgår, har Justitsministeriet ved sin vurdering bl.a.
lagt vægt på Højesterets dom om Esbjerg Seminarium (Ugeskrift for Retsvæsen
1993, side 321). I dommen udtalte Højesteret bl.a. følgende:
»(Esbjerg Seminariums) adgang til at drive virksomhed med uddannelse
af lærere efter de regler, der gælder for godkendte privatseminarier,
herunder med hensyn til statens afholdelse af alle driftsudgifter, kan ikke
anses for en rettighed, der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73.
Bl.a. på denne baggrund er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at
skolernes ret til at afholde folkeskolens afsluttende prøver ikke har en
sådan karakter, at der er tale om »ejendom« i den forstand, hvori
udtrykket er anvendt i grundlovens § 73.
2. For så vidt angår det i spørgsmål 172 nævnte notat af 21. maj 1996 om
ekspropriationsretlige spørgsmål i forbindelse med et påtænkt forbud mod
udlejning af større busser uden fører, bemærkes det, at Justitsministeriet i
denne sag har antaget, at den ret, der gribes ind i, er beskyttet af
grundlovens § 73, jf. notatets pkt. 4.1. I modsætning til den foreliggende
sag er spørgsmålet i sagen om udlejning af større busser således, om det
påtænkte indgreb i en beskyttet rettighed indebærer afståelse i
grundlovens forstand (og dermed ekspropriation), eller om der i stedet er
tale om erstatningsfri regulering. Statsminister Poul Nyrup Rasmussens svar
på spørgsmål nr. 175 af 28. maj 1996 fra Folketingets Uddannelsesudvalg (L
268 - bilag 213).
Spørgsmål:
»Vil regeringen påtage sig det fulde ansvar for, at lovforslaget er i
overensstemmelse med grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention?»
Svar:
Justitsministeren har over for mig oplyst følgende:
»Det omhandlede spørgsmål er behandlet i Justitsministeriets notater
af 13. og 24. maj 1996.
Som det fremgår heraf, er det Justitsministeriets opfattelse, at
lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.«
Jeg kan henholde mig hertil.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussens svar på spørgsmål nr. 176 af 28. maj
1996 fra Folketingets Uddannelsesudvalg (L 268 - bilag 213).
Spørgsmål:
»Er det kun i forbindelse med offentlige tilskud, ydelser til
regenten og medlemmer af kongehuset, meddelelse af indfødsret, ekspropriation
og forbud mod foreninger, at lighedsgrundsætningen ikke gælder for
lovgivningsmagten, eller gælder der generelt ikke en lighedsgrundsætning for
lovgivningsmagten?»
Svar:
Justitsministeren har over for mig oplyst følgende:
»Det er i den forfatningsretlige litteratur omtvistet, om der gælder
en almindelig, uskreven lighedsgrundsætning for lovgivningsmagten, og der er
ikke i retspraksis taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet, jf. nærmere
side 25 ff. i Justitsministeriets notat af 13. maj 1996.
I det omfang der måtte gælde en sådan grundsætning, må det antages, at den
i princippet gælder, uanset hvilke spørgsmål den pågældende lov
regulerer.«
Jeg kan henholde mig hertil.
Undervisningsministeriet
Spørgsmål 177:
»Vil lovens vedtagelse skabe præcedens for, at stop for tilskud til
et stort antal skoler for fremtiden skal besluttes af Folketinget, og hvad
vil i givet fald en sådan præcedens betyde for ministeransvaret?»
Svar:
Jeg mener, at den foreliggende situation er unik, og at der derfor ikke er
risiko for, at der kan tænkes et tilsvarende lovforslag. De generelle
stramninger af lovgivningen om de frie skoler vil med størst mulig sikkerhed
sikre mod en tilsvarende situation.
Spørgsmål 178:
»Betyder lovforslaget, at undervisningsministeren for fremtiden ikke
har embedspligt til administrativt at stoppe tilskud, hvis et omfattende
misbrug af tilskudsordningerne i det danske friskolesystem konstateres?»
Svar:
De nye skærpede lovbestemmelser forudsætter klart, at de frie skoler skal
være uafhængige, og at skolens midler alene må anvendes til skolens skole- og
undervisningsformål. Disse nye bestemmelser vil administrativt blive
håndhævet i overensstemmelse med sin ordlyd.
Derfor vil tilskud blive stoppet - eller andre indgreb blive gennemført -
administrativt, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Claus Haagen Jensen
professor
Corfitzvej 5
9000 Aalborg
Socialistisk Folkeparti
Folketinget
1240 København K
Partiet har anmodet mig om at udarbejde et juridisk responsum om
»Tvind-særloven«, dvs. undervisningsministerens lovforslag af 8.
maj d.å., nr. 268. I et brev af 13. ds. har partiet præciseret, at man fra
min side ønsker en juridisk vurdering af, hvorvidt lovforslaget er foreneligt
med grundloven, almindeligt anerkendte forfatningsprincipper og Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forudsættes, at min udtalelse
forholder sig til, om lovforslaget - hvis det gennemføres - fratager borgere
eller grupper af borgere almindelige rettigheder, som de ellers ville have
haft, og at Justitsministeriets notater om sagen inddrages i vurderingen.
Den 14. ds. har jeg modtaget kopi af Justitsministeriets notat af 13. ds.
om »visse forfatnings- og menneskeretlige spørgsmål i forbindelse med
Undervisningsministeriets lovforslag L 268 om bl.a. bortfald af økonomisk
tilskud til Tvindskolerne«.
1. Kort karakteristik af lovforslaget
L 268 er et forslag til ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, lov om friskoler og private
grundskoler m.v., lov om gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere
forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for
voksne m.v. I forhold til disse 4 love foreslås der ensartede ændringer på 3
punkter:
a) De hidtidige betingelser for at opnå godkendelse og modtage
statstilskud ændres, og adgangen til at tilbagekalde meddelte beslutninger om
godkendelse og ydelse af tilskud udvides. Betingelsesændringerne, der skal
ses i sammenhæng med nogle andre forslag, som ministeren fremsatte den 13.
marts d.å., og som endnu ikke er færdigbehandlede i Folketinget, indebærer en
tydelig stramning med sigte på navnlig en række forhold, Tvindskolerne har
været kritiseret for. Det skal i sammenhængen bemærkes, at medens
godkendelser og statstilskud hidtil har været lovbundne i forhold til
kriterier, som er rimeligt lette at efterleve, indføres der nu i
betingelserne et klart skønselement, ligesom tilbagekaldelsesadgangen gøres
skønsmæssig. (Der kan herved f.eks. henvises til lovforslagets § 1, pkt. 2 og
4).
b) Det foreslås, at der i en to-årig periode ikke skal kunne godkendes og
ydes tilskud til nye skoler. (Lovforslagets § 6).
c) 32 navngivne skoler, som er knyttet til Skolesamvirket Tvind, og elever
på disse skoler foreslås udelukket fra at kunne modtage tilskud fra stat og
kommuner med virkning fra 1. januar 1997. Baggrunden for dette usædvanlige
forslag er ifølge bemærkningerne til lovforslaget (s. 6-7), at undersøgelser
foretaget af Undervisningsministeriet selv, Rigsrevisionen og et privat
revisionsfirma bl.a. har vist, at skolerne ikke opfylder den fundamentale
tilskudsbetingelse at være selvejende institutioner, og at offentlige midler
bevilget til skoleformål systematisk trækkes ud af skolerne til uvedkommende
formål. Ministeren erkender i lovforslagets bemærkninger at have hjemmel til
afgørelser, der stopper for fremtidig tilskudsbetaling. Han har imidlertid
foreslået et lovgivningsmæssigt indgreb af to grunde. Dels er »en
afgørelse om lukning af et så stort antal skoler . . . så usædvanlig i det
danske skolesystem og derfor af så principiel rækkevidde, at det findes
nødvendigt at sikre en stillingtagen hertil fra Folketingets side.« Dels
vil »en administrativ løsning mere sandsynligt end en lovgivningsmæssig
løsning . . . resultere i et stort antal retssager, der i en årrække vil
betyde store og mangeartede omkostninger for samfundet. Også af denne grund
bør beslutningen træffes af Folketinget.«
Til disse to begrundelser føjer sig måske nu en tredje. I et indlæg, som
er trykt i Politiken den 18. ds., skriver ministeren under overskriften
»Derfor vil jeg have en Tvindlov«: »Det er koncernledelsen af
Tvindskolerne og dens systematiske misbrug, jeg vil til livs. Og da
Skolesamvirket Tvind består af 32 skoler, så må der nødvendigvis lukkes af
for tilskud til 32 skoler - gode som dårlige, før vi effektivt har lukket
pengekassen.«
Det fremgår af referatet fra lovforslagets bemærkninger, at
alternativet til forslagets bestemmelser i § 7 ff. om standsning af
offentlige tilskud til 32 Tvindskoler ville være et administrativt indgreb
mod skolerne. Et sådant indgreb kan foretages allerede nu, hvis reglerne i
loven om godkendelse eller tilskud er tilsidesat. Det vil i udvidet forstand
være hjemlet fra 1. juli i år, hvis L 268, §§ 1-5, gennemføres, fordi
betingelserne strammes og tilbagekaldelsesadgangen udvides betydeligt.
2. Problemstilling
Lovforslagets fremsættelse har givet anledning til en del offentlig debat,
hvorunder der bl.a. har været rejst spørgsmål, om en lov gennemført på
grundlag af forslaget vil være forenelig med grundloven og med Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (i det følgende forkortet »EMK«).
Denne debat har alene angået forslagets bestemmelser om indgreb over for
direkte nævnte Tvindskoler, dvs. hvad man kunne kalde
»særlovsdelen« af lovforslaget. Det er alene denne del af
lovforslaget, som indeholder principielle og vanskelige retlige problemer.
Mine efterfølgende overvejelser vil derfor ligesom Justitsministeriets notat
af 13. maj d.å. begrænse sig til lovforslagets §§ 7-10.
Udgangspunktet for kritikken af lovforslaget har ikke været selve det
forhold, at undervisningsministeren vil gribe ind over for Tvindskolerne, men
den måde, hvorpå han ønsker at gøre det. Ministeren finder - jfr.
lovforslagets bemærkninger s. 6-7 - at Tvindskolerne har overtrådt reglerne
for modtagelse af statstilskud. I stedet for at gribe ind med administrative
afgørelser, som han har hjemmel til at træffe i lovgivningen, søger han at
standse udbetalingen af tilskud ved lov. Slutresultatet vil muligvis blive
det samme - at skolerne ikke længere får statstilskud og dermed formentlig må
lukke - men ved at benytte lovgivningsvejen afskæres skolerne fra en række
retssikkerhedsgarantier, som de ville have haft, hvis den alternative
procedure var blevet valgt. De får ingen administrativ sagsbehandling med den
betryggelse, der ligger heri på grund af regler om bl.a. sagsoplysning,
partshøring, aktindsigt, begrundelse, lighed og proportionalitet mellem mål
og middel. Er skolerne utilfredse med afgørelsen, kan de ikke gennem klage
til ombudsmanden eller via et søgsmål ved domstolene få en prøvelse af, om
ministeriet nu også har ret i, at lovgivningens tilskudsregler er overtrådt
på en måde, som kan begrunde tilbagekaldelse af godkendelsen eller standsning
af tilskudsudbetalingen. Navnlig har kritikken hæftet sig ved, at de
omstridte bestemmelser forhindrer skolerne i at kunne gå til domstolene.
Den beskrevne begrænsning af skolernes retssikkerhed er baggrunden for
flere spørgsmål om overholdelse af retsregler, som også en dansk lovgiver
skal efterleve. For det første er der grund til at undersøge, om en lov på
grundlag af lovforslaget er forenelig med grundlovens § 3. Det centrale i
denne forbindelse er her bestemmelsens 3. punktum, hvorefter »Den
dømmende myndighed er hos domstolene«. (Nedenfor under 3) For det andet
må det overvejes, om en særlov som den omhandlede vil være i overensstemmelse
med andre bestemmelser i grundloven, herunder navnlig bestemmelsen i
grundlovens § 73 om beskyttelse af ejendomsretten, reglen i § 76 om
skolefrihed og en almindelig forfatningsretlig lighedsgrundsætning. (Nedenfor
under 4) For det tredje er der anledning til at gå ind på, om EMK art. 6,
stk. 1, om ret til domstolsprøvelse vedr. borgerlige rettigheder og pligter
er overholdt. (Nedenfor under 5) For det fjerde bør det belyses, om
lovforslaget - evt. uden at krænke egentlige retsregler på grundlovs- eller
traktatplan - dog indeholder tilsidesættelse af nogle almindeligt anerkendte
forfatningsprincipper. (Nedenfor under 6) Responset afsluttes med et pkt. 7,
hvorunder resultaterne fra de forudgående afsnit sammenfattes.
Det er en vigtig del af min opgave at forholde mig til antagelserne i
Justitsministeriets notat af 13. ds. Da dette notat omhandler de samme
spørgsmål, som behandles i nærværende udtalelse, finder jeg det forsvarligt
og hensigtsmæssigt at være summarisk, hvor jeg er enig med Justitsministeriet
og fortrinsvis bruge kræfterne på felter, hvor jeg vurderer de berørte
retsspørgsmål anderledes end ministeriet. På forhånd skal herved bemærkes, at
jeg ikke har indvendinger imod størstedelen af fremstillingen i ministeriets
notat, men at jeg samtidig på nogle punkter når til andre konklusioner end
ministeriet. Disse begrænsede divergenser i opfattelse mellem ministeriet og
mig fører i flere vigtige henseender dog til, at min samlede vurdering
afviger fra ministeriets.
3. Forholdet til grundlovens § 3
Grundlovens § 3 udtrykker magtadskillelses- eller magtfordelingslæren med
følgende korte formuleringer:
»§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening.
Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.«
Bestemmelsen, der i alt væsentligt har stået uændret i grundloven siden
den første grundlov i 1849, er tydeligt inspireret af tanker fra
oplysningstiden og i særdeleshed fra Montesquieus »L'Esprit des
lois« fra 1748. Den fastslår, at tre centrale typer af statsfunktioner
placeres hos tre forskellige statsorganer. I al sin kortfattethed efterlader
forskriften mange spørgsmål. Er der alene tale om en principbestemmelse, som
mere præcist følges op af senere bestemmelser i grundloven, og som ikke har
noget selvstændigt retligt indhold? Eller har den retlig betydning i sig selv
og i givet fald hvor langt? Bemærkelsesværdigt nok er det først efter 1945,
at den statsretlige teori har beskæftiget sig nærmere med bestemmelsen, men
den har i de sidste 50 år været genstand for en række fortolkningsforsøg,
uden at dens indhold dog kan siges at være tilnærmelsesvis afklaret i dag.
(Jfr. herved Kristian Hvidt, Juristen 1996, s. 163).
I relation til lovforslag L 268 er der kun anledning til at overveje et
enkelt spørgmål om fortolkning af grundlovens § 3. Dette spørgsmål er, om
lovgivningsmagten selv kan udøve en funktion, som efter grundloven har
karakter af »udøvende magt« (dvs. forvaltning) eller »dømmende
myndighed«. Udtrykt på en anden måde er problemet i den
foreliggende sag, om lovgiveren kan træffe en konkret afgørelse i forhold til
Tvindskolerne og dermed sætte sig i stedet for forvaltningsmyndigheder og
domstole, som normalt ville varetage den slags opgaver.
3.1. Retskildespørgsmål
Der foreligger meget lidt håndfast retskildemateriale til belysning af
problemet. Ordlyden er for upræcis til at give nærmere vejledning om
bestemmelsens rækkevidde. Der er ingen bidrag at hente i grundlovens
forarbejder. (Jfr. Hvidt, a.st. s. 162). Ingen domme viser noget reelt om,
hvorledes grænserne skal drages efter domstolenes opfattelse. (Se herved
Peter Germer, Statsforfatningsret, 2. udg., 1995, s. 22 f.).
Dette betyder, at støtte for antagelser om bestemmelsens fortolkning
navnlig må søges i overvejelser vedr. forskriftens formål og
lovgivningspraksis. (Jfr. Jens Peter Christensen, Forfatningsretten og det
Levende Liv, 1990, s. 106 ff.). Bestemmelsens formål eller - om man vil -
ideologien bag den kan give anledning til megen tvivl, og lovgivernes
stillingtagen til sager i grænseområdet er oftest vanskelig at tage til
sikker indtægt for en bestemt fortolkning, fordi folketingsmedlemmerne
forståeligt nok tænker mere politisk end juridisk. Til formålsovervejelserne
og lovgivningspraksis kan yderligere føjes argumentationerne i den
statsretlige teori. Det er tydeligt både i de teoretiske fremstillinger og i
Justitsministeriets notat af 13. ds., at en høj grad af enighed i den
statsretlige teori tillægges en ikke ringe vægt. (Se herved eksempelvis
nævnte notat s. 18 f.).
3.2. Formålsovervejelser
Der er generel enighed i den statsretlige teori om, at formålet med
grundlovens § 3 primært er at skabe »retssikkerhed«. Der kan her
bl.a. henvises til det citat fra Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret,
1954, s. 565, der bringes i det nævnte notat s. 18, samt Jens Peter
Christensen, a.st. »Retssikkerhed« betyder her navnlig beskyttelse
af den enkelte imod den risiko for vilkårlighed, der kan forekomme, hvis
samme instans har beføjelse til både at formulere den generelle regel og at
anvende denne i konkrete tilfælde. Denne formålsbestemmelse svarer nøje til,
hvad magtfordelingsteoretikerne fra det 17. og 18. århundrede havde for øje,
jfr. herved Gorm Toftegaard Nielsen, Politik og jura, 1994, s. 12-15.
Retssikkerhedsformålet taler med styrke for, at lovgiver i almindelighed
skal holde sig til at træffe belsutning om generelle forskrifter og i hvert
fald ikke til skade for den enkelte må gribe ind med konkrete afgørelser, der
i reglen træffes af administrative myndigheder eller domstole. Sådanne
konkrete indgreb indebærer netop et sammenfald af alle magtbeføjelser hos
lovgiveren, hvor forvaltningsmyndigheder og domstole altid er bundet til at
respektere loven og dertil helt anderledes end Folketinget indrettet til at
behandle konkrete sager. Den konkrete sag om Tvindskolerne er meget
illustrativ for, hvordan normale retssikkerhedsgarantier forsvinder, når
spørgsmålet afgøres ved en lovvedtagelse i Folketinget.
Man kunne evt. indvende imod at lægge retssikkerhedstanker til grund som
bestemmelsens primære formål, at udviklingen for længst har brudt med den
magtbalance mellem fyrste, aristokrati og folk, som var bærende for bl.a.
Lockes og Montesquieus statsteorier. Det forhold, at folket - demokratiet -
har sejret på fyrstens og aristokratiets bekostning, kan dog ikke begrunde,
at retssikkerhed skal tillægges mindre vægt end tidligere. Se herved Jens
Peter Christensen, a.st. s. 107-09, og Toftegaard Nielsen, Grundlovens § 3,
1977, s. 45-51.
3.3. Lovgivningspraksis, særligt om »singulær
lovgivning«
Selv om man opfatter fastsættelse af generelle bestemmelser som
lovgivningsfunktionens kerne, er det efter mange års lovgivningspraksis
åbenbart, at der i betydeligt omfang gennemføres lovgivning om konkrete
forhold (»singulær lovgivning«). Grundloven forudsætter selv i
nogle forskrifter, at der kan vedtages love om enkeltpersoners forhold, jfr.
f.eks., §§ 10 og 11 om ydelser til regenten og medlemmer af kongehuset, § 44
om meddelelse af indfødsret, § 73 om ekspropriation og § 78 om forbud mod
foreninger.
Lovgivningspraksis går imidlertid væsentligt ud over, hvad grundloven selv
hjemler m.h.t. singulære love. Der findes således flere eksempler på, at love
giver enkelte personer begunstigelser, som normalt meddeles som
forvaltningsafgørelse. En af de nyeste illustrationer af dette er loven om
anvendelse af Frøstruplejren i Thy, nr. 410 af 14. juni 1995. Det forekommer
også, at der ved lov gøres indgreb over for enkelte personer eller
enheder. Som eksempler nævnes i Justitsministeriets notat s. 19 lov nr. 824
af 21. december 1988 om ændring af lov om statsstøtte til Den Frie
Lærerhøjskole og Det Nødvendige Seminarium og lov nr. 93 af 15. februar 1989
om sammenlægning og nedlæggelse af seminarier. Denne lovgivningspraksis må
tillægges væsentlig betydning i sammenhængen, og det må i dag lægges til
grund, at grundloven ikke i almindelighed udelukker singulære love. Således
også Justitsministeriet, s. 19, samt bl.a. Germer, a.st., s. 75.
Dette betyder imidlertid ikke, at der foreligger lovgivningspraksis for
love om alle mulige typer af konkrete forhold. Der er så vidt ses ingen
eksempler på, at man ved lov har ændret hverken en straffedom eller en
civilretlig dom. I flere tilfælde har der været gjort forsøg på at gennemføre
love af denne art, men det er ikke blevet til noget. Se eksempler Henrik
Zahle, Dansk Forfatningsret 2, 1989, s. 78, og Toftegaard Nielsen, a.st., s.
180 f. og 203 ff. Heller ikke synes der at foreligge love, hvor lovgiveren
træffer bestemmelse om konkrete sagforhold, som ellers umiddelbart kunne
forelægges domstolene til afgørelse. Også her har forgæves forsøg været
gjort. Se Toftegaard Nielsen, a.st., s. 184 ff. (spørgsmål om
erstatningspligt for Københavns Amt for skade i forbindelse med
Fiskebæk-broens sammenstyrtning i 1972) og Zahle, a.st., s. 78 f. (spørgsmål
om en afskediget ministers pligt til at betale dele af rejsegodtgørelsen for
et dyrt ophold i Paris tilbage til statskassen). Hvad kan sluttes ud fra
sådanne tilfælde i lovgivningspraksis? På den ene side kan man med sikkerhed
hævde, at en adgang til ved lov at ændre en dom eller at træffe afgørelse i
stedet for en domstol, ikke kan støttes på lovgivningspraksis. På den anden
side giver tilfældene kun begrænset støtte for den antagelse, at sådanne love
er grundlovsstridige, fordi lovforslagene kun i en vis udstrækning er
standset ud fra forfatningsretlige betragtninger.
Af særlig interesse i relation til L 268 er, om der findes fortilfælde
for, at lignende beslutninger er truffet ved lov. Jeg har ikke et så
omfattende og detaljeret kendskab til lovgivningspraksis, at jeg kan udelukke
forekomsten af sådanne eksempler. Det forekommer mig imidlertid ikke
sandsynligt, at der foreligger tilfælde af denne art. Dels er de ikke omtalt
i den statsretlige litteratur, og dels er de ikke fremdraget af
Justitsministeriet i notat af 13. ds. Dette notat nævner to seminarielove fra
årsskiftet 1988-89, som umiddelbart kunne synes at være interessante
fortilfælde, fordi man her fratog et seminarium statsstøtte (Det Nødvendige
Seminarium) og i øvrigt nedlagde eller sammenlagde bestemt angivne seminarier
forskellige steder i landet. En nærmere undersøgelse viser imidlertid, at
seminariesagerne ikke er parallelle til L 268. Begge lovene fra 1988-89 var
ifølge bemærkningerne til lovforslagene båret af nogle spareplaner, som også
ramte andre dele af den offentlige sektor. Jfr. Folketingstidende 1988-89,
tillæg A, sp. 3075 og 3145-47. For så vidt angår loven om Det Nødvendige
Seminarium, anføres afsluttende i bemærkningerne til lovforslaget:
»Lovforslaget er ikke udtryk for nogen kritik af den måde, hvorpå Det
Nødvendige Seminarium har forvaltet den uddannelsesopgave, som institutionen
selv har sat sig, og som fra samfundets side er anerkendt som alternativ til
den almindelige læreruddannelse. Det må imidlertid erkendes, at der ikke
blandt uddannelsessøgende har været en sådan interesse for at gennemføre
denne særlige uddannelse, at det kan anses for rimeligt og økonomisk
forsvarligt at opretholde statens driftsstøtte til institutionen.«
Disse bemærkninger står i tydelig kontrast til udtalelserne fra ministeren
om baggrunden for fremsættelsen af forslag om at standse for offentlig støtte
til 32 Tvindskoler.
3.4. Findes der overhovedet en retlig grænse i grundlovens § 3, 2. og
3. punktum, for singulær lovgivning?
Det antages helt overvejende i den statsretlige litteratur, at
bestemmelsen i 2. punktum om den udøvende magt (forvaltninger i
almindelighed) ikke begrænser lovgivningens kompetence. De bestemmelser, som
kan træffes af forvaltningen, vil således normalt også kunne træffes ved lov.
Resultatet harmonerer ikke godt med retssikkerhedsformålet, men er forklaret
navnlig med, at udtrykket »den udøvende magt« er meget vagt, og at
Folketinget i kraft af parlamentarismen har en afgørende indflydelse på den
ministerstyrede del af forvaltningen. (Jfr. Poul Andersen, a.st., s. 307). I
betragtning af lovgivningspraksis finder jeg lige så lidt som
Justitsministeriet grundlag for at anfægte denne almindelige antagelse.
Større uenighed har der været i teorien om rækkevidden af grundlovens § 3,
3. punktum om den dømmende magt. Langt de fleste juridiske
teoretikere, som har skrevet om § 3 efter 1945, har antaget, at 3. punktum
sætter visse grænser for lovgivningsmagten. Det modsatte synspunkt er
forfægtet af Alf Ross, senest i Dansk Statsforvaltningsret, 3. udg. ved Ole
Espersen, 1980, s. 237 ff., og Zahle, a.st., s. 75 ff. Justitsministeriet
slutter sig i notatet af 13. ds. s. 18 f. til »den overvejende
opfattelse i den forfatningsretlige litteratur«. I betragtning heraf og
af, at dette resultat er i overensstemmelse med retssikkerhedsformålet og
ikke anfægtes af lovgivningspraksis, ser jeg ingen grund til at argumentere
nærmere for, at også jeg er på linje med det almindelige standpunkt i den
statsretlige litteratur.
3.5. Udstrækningen af den retlige grænse i grundlovens § 3, 3.
punktum, om den dømmende myndighed
3.5.1. Justitsministeriets opfattelse
For at kunne rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 3, 3. punktum, må
der ifølge ministeriet (s. 19) ud over at foreligge en singulær lov
»være tale om, at den normering, som den pågældende lov indebærer, er af
en sådan karakter, at den efter grundloven må siges at henhøre under
domstolene«. For denne generelle formel taler ifølge ministeriet Lars
Nordskov Nielsens bemærkning i U 1961 B, s. 342, om »den dømmende magts
sikre kerne« og de eksempler, der af Poul Andersen (a.st., s. 565) og
Max Sørensen (Statsforfatningsret, 2. udg., 1973, s. 290) anføres på
utilladelige lovgivningsindgreb. Nordskov Nielsens formulering giver ingen
særlig vejledning om grænsedragningen, men det gør de to andre teoretikeres
eksempler. Poul Andersens eksempler angår alle love, som ændrer en allerede
afsagt dom, Max Sørensens - således som han refereres s. 18 i notatet -
tillige tilfælde, hvor en lov f.eks. fastslår en privat parts
erstatningspligt over for en anden, efter at den skadegørende handling er
foretaget. Ministeriets konklusion er herefter den, at grundlovens § 3, 3.
punktum, kun er overtrådt, hvis der enten er tale om omgørelse af en allerede
afsagt dom eller om en indgriben i en konkret tvist, »hvis pådømmelse
umiddelbart henhører under domstolene« (min fremhævelse).
I forhold til det foreslåede indgreb over for Tvindskolerne fremhæver
ministeriet yderligere to betragtninger til støtte for, at lovforslaget er
foreneligt med grundlovens § 3. For det første anføres (s. 20 og 21), at
indgrebet mod skolerne er fremadrettet. Det angår ikke allerede
udbetalte eller tilsikrede tilskud, men de pågældende skolers adgang til
fremtidige tilskud, og det er et lovgivningsanliggende. »En ændring af
reglerne med virkning for fremtidige tilskud kan således ikke antages at
indebære et indgreb i den dømmende magt.« For det andet gøres det
gældende, at lovforslaget efter ministeriets opfattelse ikke vil afskære
Tvindskolerne fra ved domstolene at få prøvet, om man har overholdt de hidtil
gældende regler. Dels kan de opnå en sådan prøvelse under sager om
tilbagebetaling af allerede udbetalt støtte. Dels vil de pågældende skoler
»næppe være afskåret fra selv at anlægge sag mod
Undervisningsministeriet med påstand om, at ministeriet tilpligtes at
anerkende, at man har overholdt de gældende tilskudsregler.« Der
henvises herved til Gomard, Civilprocessen, 4. udg., 1994, s. 28.
3.5.2. Egen vurdering
Indledningsvis skal bemærkes, at ingen af ministeriets to særlige
argumenter for grundlovsmæssigheden af særlovsbestemmelserne efter min
opfattelse er holdbare. Betragtningen om det fremadrettede indgreb er
vist hentet fra en sammenhæng, hvor man afgrænser ekspropriative indgreb i
relation til grundlovens § 73, og har ingen relevans i forhold til
grundlovens § 3, 3. punktum. Det afgørende forekommer at være, om der
foreligger en retstvist, som domstolene kan tage stilling til, og ikke, om
afgørelsen kun angår fremtidige forhold eller ej. Hvis man tænkte sig, at
Undervisningsministeriet allerede havde truffet afgørelse om administrativt
at stoppe tilskuddet til en skole med virkning fra 1. januar 1997, men
derefter fortrød og søgte samme beslutning gennemført i lovs form, ville
afgørelsen fortsat være fremadrettet, men samtidig være dækket af
Justitsministeriets formel for, hvornår grænsen i grundlovens § 3, 3.
punktum, er overtrådt. Skulle lovgiver få den ide at meddele skilsmisse ved
lov, vil loven alene have virkning for fremtiden og uanset dette klart krænke
grundlovens § 3, 3. punktum.
Vedr. muligheden for domstolsprøvelse i forhold til de hidtil gældende
regler skal først fremhæves, at en sag om tilbagebetaling af allerede
udbetalte statstilskud naturligvis kan domstolsprøves, men kun, hvis
tilbagebetalingskrav faktisk rejses. Det forhold, at tilskudsreglerne er
overtrådt, er ikke ensbetydende med, at tilbagebetaling kan kræves. Følgelig
må det antages, at en prøvelse i forbindelse med tilbagebetalingskrav kun vil
være relevant i forhold til en (mindre) del af skolerne. Med hensyn til
muligheden for at anlægge en anerkendelsessag vedr. en allerede ophævet
lovgivning (i forhold til de pågældende skoler) bemærkes, at det forekommer
yderst tvivlsomt, om et sådant søgsmål har en sådan aktualitet, at
søgsmålsret foreligger efter procesrettens regler. Mere betydningsfuldt er
imidlertid, at selv om en skole skulle kunne anlægge et sådant
anerkendelsessøgsmål, vil den i retlig henseende ingen glæde have af at vinde
sagen, for på dommens tidspunkt er loven ændret, og skolen vil alligevel
intet tilskud få. Dette forhold vil i øvrigt efter min opfattelse formentlig
i sig selv bevirke, at domstolene ikke vil betragte søgsmålsinteressen som
tilstrækkelig. Summa summarum er det herefter min konklusion på dette punkt,
at Justitsministeriet ikke har ret i, at lovindgrebet over for de navngivne
skoler ikke fjerner muligheden for domstolsprøvelse.
Herudover er det min opfattelse, at Justitsministeriets generelle
formel i relation til grundlovens § 3, 3. punktum, er for snæver. Jeg er
enig med ministeriet i, at man ikke ved lov må omgøre en allerede afsagt dom
eller gribe ind i en konkret tvist, hvis pådømmelse henhører under
domstolene, men jeg mener, at man må gå et skridt videre og lade forbudet
dække også andre lignende situationer, hvor muligheden for domstolsprøvelse
fjernes. Ministeriets generelle »formel« er bygget på eksempler hos
to forfattere. Det er problematisk på et sådant grundlag at holde andre
eksempler uden for forbudet, selv om de kvalitativt er af samme beskaffenhed
som dem, der er indenfor. Hvad forfattere nævner som eksempler, vil ofte have
sammenhæng med de konkrete situationer, som tilfældigvis har foreligget.
Efter min vurdering taler meget stærke grunde for, at det konkrete
lovindgreb over for Tvindskolerne må sidestilles med de situationer, hvor der
er enighed om at anse singulær lovgivning for forbudt. Der er tale om at
standse tilskudsbetalingen efter regler, som giver en ret til tilskud på
visse betingelser, fordi tilskudsreglerne anses for overtrådt. Det vil sige,
at alle involverede spørgsmål er retsspørgsmål og kan dermed prøves af
domstolene. Det eneste, som adskiller dette tilfælde fra en situation, hvor
et lovindgreb også efter Justitsministeriet er forbudt, er, at der endnu ikke
foreligger en administrativ afgørelse. Efter de foreliggende oplysninger er
der ingen tvivl om, at et administrativt indgreb straks ville blive indbragt
for domstolene af den pågældende skole. Hertil kommer - og det er efter min
vurdering afgørende - at det ifølge lovforslagets bemærkninger er indgrebets
formål at afskære domstolsprøvelsen. Det bør også nævnes, at Folketinget
gennem dets Uddannelsesudvalg tilsyneladende forbereder sig på at gå ind i en
funktion, som normalt varetages af domstolene. Ifølge Politiken den 16. ds.
har udvalgets formand, Hanne Severinsen, udtalt følgende: »Vi må nu i
Folketingets Uddannelsesudvalg se dokumentation for hver enkelt skoles rolle.
Dermed vil vi også se på, om nogle af de 32 skoler i undervisningsministerens
forslag bør sikres mulighed for at fortsætte.«
I en sådan situation, hvor Folketinget klart forholder sig til en
retstvist, som det i modsætning til domstolene ikke er indrettet til at
behandle, og hvor indgrebets form er valgt netop for at afskære
domstolsprøvelsesmulighederne, taler retssikkerhedshensyn efter min
opfattelse meget tungt for at betragte loven som en krænkelse af grundlovens
§ 3, 3. punktum. For dette resultat taler ud over det allerede anførte, at
grundlovens § 3 generelt må antages primært at være båret af
retssikkerhedshensyn, jfr. foran 3.2, og at der, så vidt ses, ikke tidligere
er gennemført lovgivning som den nu foreliggende, se herved foran under 3.3.
om lovgivningspraksis. Afslutningsvis skal nævnes, at Max Sørensens
fremstilling a.st. giver en vis støtte for min konklusion, idet han ud over
de eksempler, der refereres i Justitsministeriets notat generelt lægger vægt
på, om »parterne har formuleret deres krav og påstande under henvisning
til gældende ret«. Denne formulering forekommer ganske rammende i
forhold til den konkrete situation vedr. Tvindskolerne.
3.6. Konklusion
Det samlede resultat af mine overvejelser vedr. lovforslagets forhold til
grundlovens § 3 er, at forslagets §§ 7-10 i den konkrete sammenhæng indebærer
en tilsidesættelse af § 3, 3. punktum, hvorefter den dømmende magt er hos
domstolene. Naturligvis gør jeg ikke en sådan antagelse gældende, medmindre
jeg mener at have stærke grunde for den. Samtidig erkender jeg åbent, at
retskildematerialet i relation til grundlovens § 3 er så sparsomt, at det er
vanskeligt at prognosticere, hvordan en retssag om spørgsmålet vil falde ud.
Denne usikkerhed dækker alle prognoser på området, også min og også
Justitsministeriets.
4. Forholdet til andre regler i grundloven
4.1. Grundlovens § 73
Denne bestemmelse yder borgere og andre retssubjekter en beskyttelse imod
indgreb i deres »ejendom«, hvis indgrebet har karakter af
ekspropriation. Jeg er helt enig med Justitsministeriet i, at skolernes
forventning om fremtidig at kunne få offentlige tilskud ikke er
»ejendom« i bestemmelsens forstand, og at bestemmelsen derfor ikke
med rette kan påberåbes over for indgrebet i lovforslagets §§ 7-10.
4.2. Grundlovens § 76
Forskriften angår skolefrihed, men der er fuld enighed i den statsretlige
teori om, at der ikke i bestemmelsen kan indlægges nogen forpligtelse for
staten til at yde økonomisk støtte til private skoler. Herefter er jeg også i
relation til § 76 på linje med Justitsministeriets konklusion, hvorefter
denne bestemmelse ikke kan anses for tilsidesat.
4.3. En forfatningsretlig lighedsgrundsætning
Det har været hævdet i den juridiske litteratur, at der gælder en
almindelig lighedsgrundsætning på forfatningsniveau, jfr. Fr. Vinding Kruse,
Ejendomsretten 1, 3. udg., 1951, s. 252. En sådan grundsætning har støtte i
grundlovens § 70 om forbud mod diskrimination på grund af tro eller
afstamning, men antages herudover at gælde helt generelt. Indholdet af reglen
svarer til den almindeligt anerkendte lighedsgrundsætning i
forvaltningsretten. Denne indebærer et krav om, at det lige skal behandles
lige, eller mere operativt udtrykt, at der ikke må ske forskelsbehandling
uden saglig grund. Lighedsgrundsætninger af denne art gælder også i flere
internationale retssystemer, jfr. således bl.a. EMK art. 14 og EU-retten,
hvor en almindelig lighedsgrundsætning antages at gælde som en uskreven
retsgrundsætning på traktatniveau. (Der kan herved bl.a. henvises til Gulmann
og Nagel-Sørensen, EU-ret, 3. udg., s. 67 f.).
En forfatningsretlig lighedsgrundsætning har været påberåbt i to retssager
- U 1965 293 H og U 1986 898 H. Begge domme gik den pågældende part imod på
det punkt, hvor den forfatningsretlige lighedsgrundsætning blev gjort
gældende, men domstolene tog ikke udtrykkeligt stilling til spørgsmålet, om
der gælder en sådan almindelig lighedsgrundsætning i statsretten. Min egen
opfattelse er, at der i forkellige konkrete grundlovssammenhænge kan
argumenteres for fortolkning af paragraffer ud fra et almindeligt
diskriminationsforbud, men at man næppe helt almindeligt kan antage, at der
gælder et sådant. Gjorde der det, ville konsekvensen være en generel og
ubestemt begrænsning af lovgivers kompetence, hvis indhold bestemmes af
domstolene. En konsekvens af denne art uden specifik støtte i grundlovens
forskrifter forekommer mig ikke acceptabel.
Man kan måske inddrage en lighedsargumentation i relation til
afgrænsningnen af, i hvilket omfang konkret lovgivning er i strid med
grundlovens § 3, 3. punktum, jfr. herved foran under 3. Derimod er det efter
min vurdering uholdbart at påberåbe sig en lighedsgrundsætning selvstændigt
som et forfatningsretligt krav, der rækker ud over grundlovens § 3.
Lighedsargumentationen kan yde en vis støtte til konklusionen foran under
3.6, men har ikke betydning i sig selv og kan kun støtte en fortolkning af
grundlovens § 3, hvis Undervisningsministeriet har uret i, at skolerne
overtræder statsstøttereglerne. Jeg er således også enig med
Justitsministeriet i konklusionen s. 26 f., at lovforslaget ikke kan anfægtes
ud fra en forfatningsretlig lighedsgrundsætning.
5. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art.
6
EMK bestemmer i art. 6, stk. 1, bl.a., at enhver har ret til en
»retfærdig og offentlig rettergang for en uafhængig og upartisk domstol
. . ., når der skal træffes afgørelse om hans borgerlige rettigheder og
forpligtelser«. Formålet med bestemmelsen er at give de enkelte en
retssikkerhedsgaranti, jfr. bl.a. Peer Lorenzen m.fl., Den Europæiske
Menneskerettigheds Komvention, 1994, s. 139, samt Rehof og Trier,
Menneskeret, 1990, s. 139 ff. Formålet er for så vidt sammenfaldende med det
primære formål med den danske grundlovs § 3, 3. punktum.
Retten til domstolsadgang gælder »borgerlige rettigheder og
forpligtelser«. Dette udtryk forstås i konventionspraksis forholdsvis
vidt, og dette gælder ikke mindst, når det drejer sig om retspositioner, der
danner grundlag for erhverv, jfr. Peer Lorenzen m.fl., a. st., s. 185-89. Der
foreligger så vidt ses ikke udtrykkelig afgørelse for, at ret til offentligt
tilskud falder inden for bestemmelsens område. Situationen hører imidlertid
heller ikke til de tilfælde, som efter praksis anses for at ligge uden for
art. 6, stk. 1, og i betragtning af den generelt liberale fortolkning af
udtrykket »borgerlige rettigheder« må jeg lægge til grund, at
spørgsmålet om ret til tilskud er omfattet af bestemmelsen. Andet er da
heller ikke hævdet i Justitsministeriets notat af 13. ds.
Art. 6 fortolkes således, at den i forhold til de retsforhold, den
vedrører, hjemler ret til at få retsforhold indbragt for og endeligt afgjort
af en domstol. Bestemmelsen forpligter således den nationale lovgiver til at
give mulighed for, at bl.a. civile retstvister kan indbringes for domstole,
som opfylder kravene i art. 6, stk. 1. (Jfr. Lorenzen m.fl., a. st., s. 14
med henvisning til EMD i Golder-sagen).
Umiddelbart synes Tvindskolerne at kunne påberåbe sig art. 6, stk. 1, i
forhold til lovforslagets §§ 7-10. Justitsministeriet gør imidlertid
gældende, at en vedtagelse af lovforslaget ikke vil medføre en overtrædelse
af EMK art. 6, stk. 1. Dette begrundes med to synspunkter, som ministeriet
også har anført i relation til grundlovens § 3, 3. punktum, se herved foran
under 3.5.
For det første hævdes det, at der ikke er tale om et retskrav fra
skolernes side, fordi lovforslaget alene angår fremtidige forhold.
Dette er efter min opfattelse ikke holdbart. Undervisningsministeriet finder,
at skolerne overtræder de gældende tilskudsregler, og at de derfor skal
fratages fremtidig støtte. Skolerne er uenige heri, men afskæres fra en
domstolsprøvelse af, hvad der klart er et retsspørgsmål, fordi indgrebet
foretages ved lov. Det ville være en anden situation, hvis skolerne mistede
adgangen til at modtage statsstøtte på grund af en generel lovændring. (Om
betingelsen »uenighed af retlig karakter«, se Lorenzen m.fl. a.st.,
s. 183 f.).
Dernæst anfører Justitsministeriet, at den foreslåede lov ikke ændrer
ved skolernes adgang til at opnå domstolsprøvelse i medfør af grundlovens
§ 63. Dette er urigtigt i relation til grundlovens § 3, 3. punktum og er
ligeledes urigtigt i forhold til EMK art. 6. Jeg henviser herved til min
argumentation foran s. 11-12.
Min konklusion er herefter den, at vedtagelse af lovforslag L 268
må antages at indebære en overtrædelse af EMK art. 6, stk. 1, fordi
lovforslagets §§ 7-10 vil afskære Tvindskolerne fra at kunne få
domstolsprøvelse af et retsspørgsmål angående en civil rettighed.
EMK er en traktatretlig forpligtelse for Danmark, og denne kan vi ikke
lovgive os fri af. Nationalretligt er EMK inkorporeret i dansk ret ved lov
nr. 285 af 29. april 1992. Denne lov kan lovgiveren naturligvis ændre
nationalretligt ved at vedtage L 268, og sidstnævnte lov vil derfor ikke
blive ugyldig, fordi den strider imod konventionen. Dette ændrer dog ikke det
forhold, at Danmark uanset lovændring fortsat er folkeretligt bundet af EMK.
6. Almindeligt anerkendte forfatningsprincipper
Selv om det imod mine antagelser foran under 3. og 5. lægges til grund, at
en vedtagelse af L 268 ikke vil medføre tilsidesættelse af bestemmelser i
grundloven og EMK, kan der stadig argumenteres ud fra retlige synspunkter
for, at forslagets §§ 7-10 bør opgives. Ved siden af grundloven og
internationale konventioner findes forskellige almindeligt anerkendte
principper, som ikke er retligt bindende, men som normalt følges, fordi de
nyder almindelig anerkendelse. Som et eksempel uden for nærværende sammenhæng
kan nævnes et princip om, at der ikke gennemføres straffebestemmelser med
tilbagevirkende kraft.
På linje med det nævnte eksempel er det et alment anerkendt princip for
lovgivning, at statsopgaver placeres hos de statsorganer, som er egnede til
at varetage dem, og i hvert fald ikke placeres således, at centrale
retssikkerhedsgarantier afskæres. Til sådanne garantier hører utvivlsomt
adgangen til at kunne få prøvet uenighed om retsspørgsmål hos en domstol.
Alle statsretlige forfattere er enige om, at der knytter sig væsentlige
spørgsmål om retsprincipper til adgangen til at kunne opnå en
domstolsprøvelse af et retsspørgsmål. Særlig interessant forekommer det mig
at være, at Ross, som generelt bestrider, at grundlovens § 3, 3. punktum,
sætter en retlig grænse for singulær lovgivning, samtidig betoner den
retspolitiske værdi af at følge magtfordelingsprincipper ved fordeling af
offentlige opgaver. Der henvises herved bl.a. til Ross, a.st., s. 203, 206 og
229 f.
Afslutningsvis skal nævnes, at tilsvarende synspunkter har fundet udtryk i
Justitsministeriets notat af 13. maj d.å. s. 22 og 29, og at ministeriet
allerede i forbindelse med sin første udtalelse til Undervisningsministeriet
har givet udtryk for, at lovforslaget gav anledning til principielle
retspolitiske overvejelser, se notatet s. 2. Man kunne måske ønske, at disse
synspunkter var udtrykt en smule stærkere og var blevet modtaget med lidt
større opmærksomhed i Undervisningsministeriet.
7. Sammenfatning
Resultatet af mine undersøgelser og overvejelser vedr.
undervisningsministerens forslag til lovbestemmelser, der standser for
udbetaling af offentlig støtte til 32 navngivne Tvindskoler, kan sammenfattes
i følgende 4 punkter:
a) Lovindgrebet må antages at stride imod grundlovens § 3, 3. punktum,
fordi det er begrundet - i hvert fald delvis - i, at skolerne har overtrådt
den gældende lovgivning om statsstøtte, og fordi forslaget samtidig afskærer
skolerne fra at kunne få en domstolsprøvelse af dette spørgsmål. Lovgiveren
vil ved en sådan fremgangsmåde henlægge, hvad der reelt er dømmende
myndighed, til Folketinget.
b) Lovindgrebet er endvidere efter min opfattelse en tilsidesættelse af
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, stk. 1. Baggrunden for
denne antagelse er i det væsentlige den samme, som er gjort gældende i
relation til grundlovens § 3, 3. punktum, men forpligtelsen til at give
adgang til domstolsprøvelse har et mere sikkert holdepunkt i formuleringen af
EMK art. 6, end i den summariske affattelse af grundlovens § 3.
c) Uden hensyn til, om bestemmelser i grundloven eller konventioner
antages at være overtrådt eller ej, vil en vedtagelse af
undervisningsministerens lovforslag være i uoverensstemmelse med et
almindeligt anerkendt princip for fordeling af statsopgaver, fordi forslagets
§§ 7-10 forhindrer skoler i at kunne opnå den domstolsprøvelse af
retsspørgsmål, som der sædvanligvis er adgang til, og som er en central del
af danske forestillinger om retssikkerhed.
d) Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan ikke
antages at blive overtrådt på andre punkter end a) og b), hvis
undervisningsministerens lovforslag vedtages.
Indholdsfortegnelse er vedhæftet.
Med venlig hilsen
Claus Haagen Jensen
Indholdsfortegnelse
1. Kort karakteristik af lovforslaget
2. Problemstilling
3. Forholdet til grundlovens § 3
3.1. Retskildespørgsmål
3.2. Formålsovervejelser
3.3. Lovgivningspraksis
3.4. Findes der en retlig grænse for singulær lovgivning i
grundlovens § 3, 2. og 3. punktum?
3.5. Udstrækningen af den retlige grænse i grundlovens § 3, 3.
punktum
3.5.1. Justitsministeriets opfattelse
3.5.2. Egen vurdering
3.6. Konklusion
4. Forholdet til andre regler i grundloven
4.1. Grundlovens § 73
4.2. Grundlovens § 76
4.3. En forfatningsretlig lighedsgrundsætning
5. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
art. 6
6. Almindeligt anerkendte forfatningsprincipper
7. Sammenfatning
Justitsministeriet
Notat
om
professor Claus Haagen Jensens udtalelse af 19. maj 1996 vedrørende
Undervisningsministeriets lovforslag L 268 om bl.a. bortfald af økonomisk
tilskud til Tvindskolerne
1. Indledning
I et notat af 13. maj 1996 har Justitsministeriet redegjort for visse
forfatnings- og menneskeretlige spørgsmål i forbindelse med
Undervisningsministeriets lovforslag L 268 af 8. maj 1996. Notatet indeholder
en gennemgang af lovforslagets forhold til grundlovens §§ 3, 73 og 76, til en
forfatningsretlig lighedsgrundsætning og til art. 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention.
Det fremgår af notatet, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke i
grundloven eller menneskerettighedskonventionen er retlige hindringer
for, at lovforslaget vedtages. Justitsministeriet har imidlertid samtidig
peget på, at lovforslaget kan give anledning til principiele retspolitiske
overvejelser, og at en lovgivning af den foreliggende karakter ud fra
almindelige principper kun bør anvendes, når der foreligger tungtvejende
grunde dertil.
Professor Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitetscenter, har den 19. maj
1996 afgivet en udtalelse om de rejste spørgsmål. Udtalelsen er udarbejdet
efter anmodning fra Socialistisk Folkeparti.
Notatets punkt 2 indeholder en kort generel omtale af forholdet mellem
Claus Haagen Jensens og Justitsministeriets synspunkter.
Notatets punkt 3 og 4 indeholder en nærmere omtale af de spørgsmål, hvorom
der ikke er enighed.
Notatets indhold sammenfattes under punkt 5.
2. Generelt om forholdet mellem professor Claus Haagen Jensens og
Justitsministeriets synspunkter
På en række punkter er der enighed mellem Claus Haagen Jensen og
Justitsministeriet om de rejste spørgsmål. I overensstemmelse hermed anfører
Haagen Jensen på side 4, at han »ikke har indvendinger imod størstedelen
af fremstillingen i ministeriets notat«.
Haagen Jensen finder således (side 14 f. i udtalelsen) ligesom
Justitsministeriet, at lovforslaget ikke er i strid med grundlovens §
73 (ejendomsrettens ukrænkelighed), at lovforslaget ikke er i strid
med grundlovens § 76 (skolefriheden), og at lovforslaget ikke er i
strid med en forfatningsretlig lighedsgrundsætning.
På to punkter er der på den anden side ikke enighed mellem Claus Haagen
Jensen og Justitsministeriet. Det drejer sig om lovforslagets forhold til
grundlovens § 3 og art. 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention.
I det følgende behandles disse spørgsmål nærmere. Under punkt 3 omtales
spørgsmålet om forholdet til grundlovens § 3, og under punkt 4 omtales
spørgsmålet om forholdet til art. 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention.
3. Lovforslagets forhold til grundlovens § 3
3.1. Professor Claus Haagen Jensens synspunkter
3.1.1. Selv om Claus Haagen Jensen som anført når frem til et andet
resultat end Justitsministeriet, kan der indledningsvis være grund til at
fremhæve, at der også her på en række punkter er enighed.
Det gælder ikke mindst det forhold, at de nærmere retlige konsekvenser af
magtfordelingsprincippet i en række henseender ikke er afklaret, jf. herved
side 16 i Justitsministeriets notat. I overensstemmelse hermed anfører Haagen
Jensen på side 5 f. i sin udtalelse bl.a., at grundlovens § 3
»efterlader . . . mange spørgsmål«, at ordlyden er »for
upræcis til at give nærmere vejledning om bestemmelsens rækkevidde«,
at der »ingen bidrag (er) at hente i grundlovens
forarbejder«, at »ingen domme viser noget reelt om,
hvorledes grænserne skal drages efter domstolenes opfattelse«, at
bestemmelsens formål eller ideologi »kan give anledning til megen
tvivl«, og at lovgivningsmagtens stillingtagen til sager i
grænseområdet oftest er »vanskelig at tage til sikker indtægt for en
bestemt fortolkning, fordi folketingsmedlemmerne forståeligt nok tænker mere
politisk end juridisk«.
Haagen Jensen er ligeledes bl.a. enig med Justitsministeriet i, at
grundloven ikke i almindelighed afskærer Folketinget fra at gennemføre
»singulær« lovgivning, jf. udtalelsens side 7 f., men at
bestemmelsen i § 3, 3. pkt., dog sætter visse grænser for tilladeligheden af
en sådan lovgivning. Det kan i den forbindelse bemærkes, at det i dele af den
forfatningsretlige litteratur er anført, at grundlovens § 3 slet ingen
grænser sætter for lovgivningsmagten. Sådanne synspunkter er gjort gældende
af Alf Ross og Henrik Zahle, jf. side 17 i Justitsministeriets notat.
Interessen må imidlertid samle sig om de punkter vedrørende grundlovens §
3, hvorom der ikke er enighed mellem Claus Haagen Jensen og
Justitsministeriet. Det er disse punkter, som fører Haagen Jensen til den
konklusion, at lovforslaget er i strid med grundloven.
3.1.2. Under punkt 3.5.1 i sin udtalelse (side 10 f.) gengiver Claus
Haagen Jensen Justitsministeriets synspunkter. Det anføres, at for at en lov
skal være i strid med grundlovens § 3, må der efter Justitsministeriets
opfattelse »ud over at foreligge en singulær lov være tale om, at den
normering, som den pågældende lov indebærer, er af en sådan karakter, at den
efter grundloven må siges at henhøre under domstolene«. Det anføres
også, at Justitsministeriets konklusion herefter er den, »at grundlovens
§ 3, 3. pkt., kun er overtrådt, hvis der enten er tale om en omgørelse af en
allerede afsagt dom eller om en indgriben i en konkret tvist, hvis
pådømmelse umiddelbart henhører under domstolene« (Haagen Jensens
understregning).
Herefter anføres det, at Justitsministeriet fremhæver
»yderligere« to betragtninger til støtte for, at det foreliggende
lovforslag er foreneligt med grundlovens § 3. Haagen Jensen bemærker således,
at Justitsministeriet for det første anfører, at indgrebet imod
skolerne er fremadrettet. Det angår ikke de allerede udbetalte eller
tilsikrede tilskud, men alene de pågældende skolers adgang til fremtidige
tilskud. Dette er et lovgivningsanliggende. Herefter anfører Haagen Jensen
som et citat fra Justitsministeriets notat, at en Ⱦndring af reglerne
med virkning for fremtidige tilskud kan således ikke antages at indebære et
indgreb i den dømmende magt«.
Haagen Jensen anfører endvidere, at Justitsministeriet for det
andet gør gældende, at lovforslaget ikke vil afskære Tvindskolerne fra
ved domstolene at få prøvet, om man har overholdt de hidtil gældende regler.
Det kan dels ske under sager om tilbagebetaling af allerede udbetalt støtte,
dels under et anerkendelsessøgsmål anlagt af skolerne mod
Undervisningsministeriet.
3.1.3. Claus Haagen Jensens egen vurdering af de rejste spørgsmål er
gengivet i udtalelsens punkt 3.5.2 (side 11 ff.).
Indledningsvis anfører Haagen Jensen, at ingen af Justitsministeriets to
»særlige argumenter« for lovforslagets grundlovsmæssighed er
holdbare. Om det forhold, at det omhandlede indgreb er fremadrettet, anfører
Haagen Jensen således, at der er tale om en betragtnig, som vedrører
grundlovens § 73, men som ingen relevans har i forhold til grundlovens § 3,
3. pkt. Det afgørende er efter Haagen Jensens opfattelse i stedet, »om
der foreligger en retstvist, som domstolene kan tage stilling til, og ikke om
afgørelsen kun angår fremtidige forhold eller ej«. Om skolernes mulighed
for at anlægge et anerkendelsessøgsmål mod Undervisningsministeriet anfører
Haagen Jensen bl.a., at det forekommer »yderst tvivlsomt«,
om et sådant søgsmål kan admitteres, og at en skole i retlig henseende
ingen glæde vil have af at vinde en sådan sag, fordi skolen, såfremt loven
vedtages, alligevel intet tilskud vil få.
Herefter anfører Haagen Jensen, at Justitsministeriets »generelle
formel« i relation til grundlovens § 3, 3. pkt., er for snæver. Haagen
Jensen er enig med Justitsministeriet i, at en lov ikke kan ændre en dom
eller gribe ind i en konkret tvist, hvis pådømmelse henhører under
domstolene. Haagen Jensen mener imidlertid, at man »må gå et skridt
videre og lade forbudet dække også andre, lignende situationer, hvor
muligheden for domstolsprøvelse fjernes«.
Efter Haagen Jensens opfattelse »taler meget stærke grunde for, at
det konkrete lovindgreb over for Tvindskolerne må sidestilles med de
situationer, hvor der er enighed om at anse singulær lovgivning for
forbudt«. Til støtte herfor anfører Haagen Jensen navnlig, at der er
»tale om at standse tilskudsbetalingen efter regler, som giver en ret
til tilskud på visse betingelser, fordi tilskudsreglerne anses for
overtrådt«. Hertil kommer det efter Haagen Jensens opfattelse
»afgørende«, at »det ifølge lovforslagets bemærkninger er
indgrebets formål at afskære domstolsprøvelsen«.
Bl.a. på denne baggrund er det Haagen Jensens opfattelse, at
retssikkerhedshensyn taler »meget tungt for at betragte loven som en
krænkelse af grundlovens § 3, 3. pkt.«. I sin konklusion på side 13
(punkt 3.6) anfører Haagen Jensen, at han mener at have stærke grunde for sit
synspunkt. Det anføres dog samtidig, at »retskildematerialet i relation
til grundlovens § 3 er så sparsomt, at det er vanskeligt at prognosticere,
hvordan en retssag om spørgsmålet vil falde ud. Denne usikkerhed dækker alle
prognoser på området, også min og også Justitsministeriets«.
3.2. Justitsministeriets bemærkninger
3.2.1. Claus Haagen Jensen anfører på side 10-11 i sin udtalelse - i
relation til Justitsministeriets synspunkter om indgrebets fremadrettede
karakter og om skolernes adgang til uanset lovindgrebet at gå til domstolene
- at Justitsministeriet hermed fremhæver »yderligere to betragtninger
til støtte for, at lovforslaget er foreneligt med grundlovens § 3«.
Der kan på den baggrund være anledning til at præcisere, at hele
fremstillingen i afsnittet om grundlovens § 3 i Justitsministeriets notat
drejer sig om, hvorvidt det foreliggende lovforslag falder inden for de
tilfældegrupper, hvor der i den forfatningsretlige litteratur (og i praksis)
har været rejst spørgsmål om forholdet til grundlovens § 3, 3. pkt., jf.
notatets punkt 5.2.1-5.2.4. Justitsministeriet finder som her anført, at
dette spørgsmål må besvares benægtende. Det, Haagen Jensen kalder
Justitsministeriets »yderligere to betragtninger« vedrørende
indgrebets fremadrettede karakter og skolernes adgang til domstolsprøvelse i
notatets punkt 5.2.5, er således en integreret del af den retlige
argumentation for, at det foreliggende lovforslag falder uden for de
ovennævnte tilfældegrupper, og at der derfor ikke er tale om et
grundlovsstridigt indgreb i dømmende magt.
3.2.2. For så vidt angår spørgsmålet om holdbarheden af
Justitsministeriets antagelser på det førstnævnte punkt, har Claus Haagen
Jensen som nævnt anført, at det forhold, at det foreslåede indgreb er
fremadrettet i den forstand, at det ikke vedrører allerede udbetalte
eller tilsikrede tilskud, men alene tilskud efter den 31. december 1996,
ingen relevans har i forhold til grundlovens § 3, 3. pkt.
Dette synspunkt er Justitsministeriet ikke enigt i.
Det er tværtimod Justitsministeriets opfattelse, at det forhold, at
indgrebet ikke vedrører allerede udbetalte eller tilsikrede tilskud, har
meget væsentlig betydning for afgrænsningen i forhold til dømmende magt. Det
skyldes, at et lovindgreb i skolernes allerede eksisterende formue (herunder
allerede udbetalte eller tilsikrede økonomiske tilskud) i højere grad ville
kunne sidestilles med indgreb, som det henhører under domstolene at tage
stilling til, f.eks. idømmelse af bøde eller konfiskation. Et sådant
lovindgreb ville derfor kunne rejse spørgsmål i forhold til opgavefordelingen
mellem lovgivningsmagten og domstolene.
I modsætning hertil indebærer det foreliggende lovforslag alene en
afgrænsning af, hvilke skoler staten fremover - uden på nogen måde at
være grundlovsmæssigt forpligtet hertil - vil yde økonomisk støtte til. Det
er efter Justitsministeriets opfattelse et anliggende, som lovgivningsmagten
utvivlsomt er beføjet til at træffe bestemmelse om, jf. side 20 i
Justitsministeriets notat.
3.2.3. For så vidt angår det andet spørgsmål, dvs. spørgsmålet om
Tvindskolernes mulighed for at anlægge et anerkendelsessøgsmål ved
domstolene, har Haagen Jensen som nævnt anført, at det forekommer
»yderst tvivlsomt«, om skolerne kan anses for søgsmålsberettigede.
Justitsministeriet er fortsat af den opfattelse, at skolerne næppe vil
være afskåret fra i form af et anerkendelsessøgsmål at få prøvet rigtigheden
af de tilkendegivelser om misbrug m.v., som kan siges at være indeholdt i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Justitsministeriet har i den
forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der i retspraksis synes at være en
stigende tilbøjelighed til at tage anerkendelsessøgsmål under påkendelse, jf.
Bernhard Gomard, Civilprocessen (4. udg., 1994), side 280 ff. (særligt side
284). Der henvises endvidere til punkt 4.2 nedenfor.
3.2.4. I øvrigt er det som anført Claus Haagen Jensens hovedsynspunkt, at
Justitsministeriets antagelse af, hvilke lovgivningsindgreb der er i strid
med grundlovens § 3, er for snæver.
Haagen Jensen er enig med Justitsministeriet i, at en lov ikke kan omgøre
en allerede afsagt dom eller gribe ind i en konkret tvist, hvis pådømmelse
henhører under domstolene. Haagen Jensen mener imidlertid, at man »må
gå et skridt videre og lade forbudet dække også andre, lignende
situationer, hvor muligheden for domstolsprøvelse fjernes«, og at det
foreliggende lovforslag må »sidestilles med de situationer, hvor
der er enighed om at anse singulær lovgivning for forbudt« (fremhævet
her). Som det afgørende for denne vurdering anfører Haagen Jensen, at det er
indgrebets formål at afskære domstolsprøvelsen.
Justitsministeriet forstår Haagen Jensens udtalelse om at »gå et
skridt videre« således, at denne udtalelse relaterer sig til den
forståelse af grundlovens § 3, som der hidtil er givet udtryk for i den
statsretlige litteratur. Haagen Jensens udtalelse overskrider - uanset at
Haagen Jensen anvender udtrykket »sidestille« - efter
Justitsministeriets opfattelse de grænser, som det hidtil har været antaget
at grundlovens § 3 sætter for lovgivningsmagtens kompetence.
Som det fremgår af Justitsministeriets notat af 13. maj 1996, punkt 5, og
bemærkningerne ovenfor, er der væsentlig forskel mellem de eksempler på
utilladelige lovindgreb, der er anført i den statsretlige litteratur, og det
her foreliggende tilfælde.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for en sådan
yderligere begrænsning af lovgivningsmagtens kompetence - med Haagen Jensens
udtryk »at gå et skridt videre« - må det fremhæves, at
udgangspunktet efter dansk forfatningsret er, at lovgivningsmagtens
kompetence alene er begrænset, i det omfang det udtrykkeligt fremgår af
grundloven. Alf Ross har herom anført, at det »harmonerer godt med
demokratisk ideologi, at et organ, der er sammensat af landets folkevalgte
forsamling og kongen, har den residuelle kompetence, dvs. kompetence til
enhver retsakt, der ikke ifølge grundloven udtrykkeligt er forbeholdt et
andet statsorgan«, a.st., side 222 f. Det må derfor kræve særlige
holdepunkter for at antage begrænsninger i lovgivningsmagtens kompetence.
Sådanne holdepunkter findes efter Justitsministeriets opfattelse ikke i det
foreliggende retskildemateriale vedrørende grundlovens § 3.
For så vidt angår Haagen Jensens afgørende argument: at grænserne for
lovgivningsmagtens kompetence i den foreliggende sag må bero på lovindgrebets
formål, har Justitsministeriet forstået, at Haagen Jensen herved sigter til
de bemærkninger om spørgsmålet om retssager, der er anført i lovforslagets
bemærkninger side 7, højre spalte.
Hertil bemærkes, at lovforslaget går ud på, at Folketinget umiddelbart i
loven træffer bestemmelse om, hvilke skoler der for fremtiden ikke skal være
berettigede til tilskud. En vedtagelse af lovforslaget vil have den virkning,
at der ikke for fremtiden skal træffes administrative afgørelser om nye
tilskud til de pågældende skoler, som herefter i givet fald ville kunne
indbringes for domstolene. De bemærkninger herom, som ministeren har
anført i lovforslaget, er efter Justitsministeriets opfattelse uden betydning
for spørgsmålet om afgrænsningen af lovgivningsmagtens kompetence
efter grundlovens § 3.
Som anført på side 21 i Justitsministeriets notat af 13. maj 1996 kan det
forhold, at der i den gældende lovgivning er hjemmel til administrativt at
træffe afgørelse, der betyder stop for fremtidig tilskudsudbetaling med
mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse efter grundlovens § 63, efter
Justitsministeriets opfattelse ikke føre til en begrænsning af
lovgivningsmagtens kompetence. Der ville i givet fald på dette område, hvor
det drejer sig om udbetaling af tilskud, være tale om en meget vidtgående
indskrænkning i det statsretlige udgangspunkt om lovgivningsmagtens
kompetence til at regulere med virkning for fremtiden.
3.2.5. Spørgsmålet er herefter, om der i øvrigt som følge af grundlovens §
3 er formål, som lovgivningsmagten ikke må forfølge, eller begrundelser, som
lovgivningsmagten ikke må bruge.
Det er utvivlsomt, at Folketinget kan fjerne tilskud af besparelsesmæssige
grunde. I den forbindelse vil Folketinget kunne beslutte, at der fortsat skal
ydes tilskud til nogle, men ikke til andre af de hidtidige modtagere.
Folketinget vil f.eks. også kunne fjerne tilskud til visse skoler med den
begrundelse, at de er i stand til at klare sig selv økonomisk.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil Folketinget også som i det
foreliggende tilfælde kunne fjerne tilskud med den begrundelse, at man ikke
har tillid til, at modtagerne fremover vil anvende tilskud til de formål, som
Folketinget ønsker at tilgodese med støtten.
I modsat fald ville skoler, som man har mistet tilliden til, i forhold til
lovgivningsmagten være bedre beskyttede mod »negative« ændringer af
tilskudsreglerne med virkning for fremtiden end skoler, som man ikke har
mistet tilliden til.
3.2.6. Sammenfattende er det således fortsat Justitsministeriets
opfattelse, at Undervisningsministeriets lovforslag ikke indebærer et indgreb
i dømmende magt i strid med grundlovens § 3.
4. Lovforslagets forhold til art. 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention
4.1. Professor Claus Haagen Jensens synspunkter
Under punkt 5 (side 16 ff.) i udtalelsen anfører Claus Haagen Jensen, at
lovforslaget efter hans opfattelse tillige er i strid med art. 6 i den
europæiske menneskerettighedskonvention (retten til en retfærdig rettergang).
Haagen Jensen bemærker herom, at Tvindskolerne »umiddelbart synes . .
. at kunne påberåbe sig art. 6, stk. 1, i forhold til lovforslagets §§
7-10.« Det anføres endvidere, at de synspunkter, som under punkt 6 i
Justitsministeriets notat er anført til støtte for, at lovforslaget ikke er
konventionsstridigt, ikke er holdbare. Det skyldes ifølge Haagen Jensen,
at skolerne fratages retten til ved domstolene at få prøvet
Undervisningsministeriets antagelse om, at skolerne har overtrådt de gældende
tilskudsregler, og at det ikke er korrekt, at lovforslaget ikke ændrer
ved skolernes adgang til at opnå domstolsprøvelse i medfør af grundlovens §
63. Haagen Jensen henviser i den forbindelse til sine synspunkter vedrørende
grundlovens § 3.
4.2. Justitsministeriets bemærkninger
Undervisningsministeriets lovforslag indebærer ingen begrænsninger i
Tvindskolernes adgang til ved domstolene at få prøvet de afgørelser, som
Undervisningsministeriet har truffet eller fremover vil træffe vedrørende
udbetalte tilskud.
Skolerne vil som anført under punkt 3.2.3 efter Justitsministeriets
opfattelse næppe heller være afskåret fra i form af et anerkendelsessøgsmål
at få prøvet, om man har overtrådt de hidtil gældende tilskudsregler. Det
gælder i hvert fald, i det omfang konventionen, der er inkorporeret i dansk
ret, indebærer en pligt for domstolene til at admittere sådanne søgsmål.
Endelig er der intet til hinder for, at skolerne anfægter den foreslåede
lovs grundlovsmæssighed ved domstolene.
På denne baggrund - og i lyset af de synspunkter, der er anført ovenfor
under punkt 3.2 - er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at
lovforslaget er i overensstemmelse med art. 6 i den europæiske
menneskerettighedskonvention.
5. Sammenfatning
Notatet indeholder Justitsministeriets bemærkninger til professor Claus
Haagen Jensens udtalelse af 19. maj 1996 om visse spørgsmål i forbindelse med
Undervisningsministeriets lovforslag L 268 af 8. maj 1996.
På en række punkter er der enighed mellem Claus Haagen Jensen og
Justitsministeriet om de rejste spørgsmål. Haagen Jensen finder således (side
14 ff. i udtalelsen) ligesom Justitsministeriet, at lovforslaget ikke
er i strid med grundlovens § 73 (ejendomsrettens ukrænkelighed), at
lovforslaget ikke er i strid med grundlovens § 76 (skolefriheden), og
at lovforslaget ikke er i strid med en forfatningsretlig
lighedsgrundsætning.
På to punkter er der på den anden side ikke enighed mellem Claus Haagen
Jensen og Justitsministeriet. Det drejer sig om lovforslagets forhold til
grundlovens § 3 og art. 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention.
Justitsministeriet finder fortsat ikke, at lovforslaget er i strid med
disse bestemmelser.
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at Justitsministeriet ikke kan
være enigt i en række af de principielle betragtninger, som Haagen Jensen har
anført. Efter Justitsministeriets opfattelse beror uenigheden derfor ikke så
meget på, hvilke betragtninger det foreliggende lovforslag giver anledning
til, men i højere grad på, om disse betragtninger er afgørende for
fortolkningen af grundlovens § 3 eller - som Justitsministeriet har givet
udtryk for - alene kan føre til, at der er tale om en lovgivningsform, som
Folketinget af principielle grunde bør være tilbageholdende med og kun
anvende, når tungtvejende grunde taler for det.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- SKAT har ved opgørelsen af egenfinansieringsgraden efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 420 af 2. maj 2007 om momskompensation til velgørende foreninger… Landsskatteretten · 24. august 2015
- 1995 LSF 268 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FOLKEHØJSKOLER, EFTERSKOLER, HUSHOLDNINGSSKOLER OG HÅNDARBEJDSSKOLER, LOV OM FRISKOLER OG PRIVATE GRUNDSKOLER M.V., LOV OM GYMNASIET M.V. OG LOV OM KURSUS TIL HØJERE FORBEREDELSESEKSAMEN OG OM STUDIEFORBEREDENDE ENKELTFAGSUNDERVISNING FOR VOKSNE M.V. (GODKENDELSE, TILSKUD OG BESTEMMELSER OM VISSE SKOLER) Retsinformation · 13. juni 1996
- Om klageren udøver undervisning ud over at yde social forsorg og bistand Landsskatteretten · 24. juli 2009
- SKAT har pålagt efterskolen til Indkomstregisteret (eIndkomst) at indberette skattepligtig værdi af fri bolig med forskellen mellem markedslejen reduceret med… Landsskatteretten · 31. januar 2017
- Om hospitalsbehandlinger udført af specialsygehuset ved levering mod vederlag i henhold til driftsoverenskomst indgået med regionen, er lønsumsafgiftspligtige… Landsskatteretten · 20. januar 2011
- Sag om, hvorvidt sagsøgtes afgørelse, der bl.a. pålagde sagsøger S/I (Skole), at tilbagebetale 27. mio. kr. af tidligere modtaget statstilskud, skal tilsidesættes helt eller delvist som ugyldig Domsdatabasen · 28. august 2026