Spring til indhold

Retsinformation

1995 BTL 177 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TANDPLEJERE NR L 177 1995-96, 1. SAMLING

1995/1 BTL 177Betænkning over lovforslagFolketinget29. maj 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet

spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål og sundhedsministerens svar herpå er optrykt

som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra:

Bendix, Grete, Spøttrup,

Dansk Tandlægeforening,

Dansk Tandplejerforening,

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet,

diverse tandlæger,

HK-Kommunal,

Jørgensen, Alice, Århus,

Pagh, Thygesen & Werlauff,

Tandlægernes Nye Landsforening og

Tandlægeskolen i København.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det

Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Flertallet forudsætter herved, at sundhedsministeren ved udnyttelse af

bemyndigelsen i lovforslagets § 7, stk. 3, fastsætter nærmere regler om

tandplejernes virksomhedsområde, og at der herunder foretages en nærmere

beskrivelse af de tilfælde, hvor tandplejeren skal henvise patienten til

behandling hos en tandlæge. Det forudsættes i denne forbindelse, at

sundhedsministerens fastsættelse af reglerne sker efter forudgående

inddragelse af de berørte organisationer, bl.a. ved at Sundhedsstyrelsen

indkalder organisationerne til en drøftelse af reglernes udformning.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet

vil stille ændringsforslag til 2. behandling uden for betænkningen.

Mindretallet beklager, at regeringen ikke har formået at fremme et

Læs alt

konstruktivt samarbejde mellem tandlæger og tandplejere med henblik på en

forbedret forebyggelsesindsats på tandplejeområdet. I stedet ser mindretallet

regeringens indsats som et knæfald for et ideologisk betinget ønske om at

etablere flere selvstændige private forretningsenheder inden for

sundhedsområdet uden hensyn til sundhedsmæssige overvejelser.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fremskridtspartiet ønsker størst

mulig liberalisering. Men når det handler om det sundhedsmæssige, er

Fremskridtspartiet sig også sit ansvar bevidst med hensyn til befolkningens

sundhedstilstand.

Fremskridtspartiet har samme betænkeligheder som visse organisationer,

heriblandt Dansk Tandlægeforening. Det vil sige, at Fremskridtspartiet er

betænkelig ved, at lovforslaget negligerer betydningen af offentlige

autorisationer.

Med det foreliggende lovforslag vil forbrugerne helt naturligt antage, at

den nye autoriserede gruppe af tandplejere er lige så kvalificeret som andre

grupper i samfundet, som har modtaget autorisation.

Det, der også kan bekymre Fremskridtspartiet, er tandplejernes uddannelse,

selv om denne er udvidet til 2 1/2 år. Fremskridtspartiet er ikke af den

opfattelse, at tandplejerne er i stand til at vurdere, hvor grænsen for deres

kompetence går. Det gør således indtryk, at tandplejerne selv i deres

henvendelse til ministeren har gjort opmærksom på, at de ikke er vidende om

egen kompetenceafgrænsning. Derfor kan det grænse sig til faglig

uforsvarlighed at overlade selv en del af diagnosticeringen og

behandlingsplanlægningen til tandplejerne på baggrund af beskrivelser fra

Sundhedsstyrelsen.

En skelnen mellem sund og rask, som Sundhedsstyrelsen mener, at

tandplejerne kan foretage, forudsætter efter Fremskridtspartiets opfattelse

en omfattende medicinsk og biologisk viden, som alle relevante faglige

institutioner har påpeget ikke nås gennem de foreslåede ændringer af

uddannelsen.

Fremskridtspartiets betænkeligheder går som nævnt på, at det bliver svært

for tandplejerne at sondre. Mindretallet er betænkelige ved deres

diagnosticering og behandlingsplanlægning.

Fremskridtspartiet understreger, at man må forholde sig til vigtigheden

af, at borgerne får den bedst mulige behandling, og på tandplejerområdet

opnås dette ved at bibeholde de gældende regler.

Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Hanne Andersen (S) Holger

Graversen (S) Jytte Wittrock (S) Jørn Jespersen (SF) Vibeke Peschardt (RV)

Kjeld Rahbæk Møller (SF) Addi Andersen (CD) Jørgen Winther (V) Mariann

Fischer Boel (V) Ester Larsen (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Henriette

Kjær (KF) Agnete Laustsen (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Jan Køpke Christensen

(FP) Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes besvarelse

heraf

Spørgsmål 27:

»Der ønskes en yderligere præcisering af § 7.

Må tandplejerne efter lovforslaget foretage ortodontisk behandling?

Hvilket ansvar har en tandplejer i givet fald, hvis vedkommende - uden

anvisning fra en tandlæge - afbryder en igangværende tandretning?»

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, som udtaler:

»Efter det gældende regelsæt, dvs. tandlægelovens § 11 og

bekendtgørelse nr. 230 af 29. april 1974 om tandplejere, § 1, kan tandlæger

anvende tandplejere til indsætning og aftagning af tandreguleringsapparatur.

I lovforslagets § 7, stk. 2, er dette forhold medtaget som en del af

tandplejerens virksomhedsområde.

Tandreguleringsbehandling i sig selv har imidlertid aldrig været og vil

med lovforslaget heller ikke blive omfattet af tandplejernes

virksomhedsområde, idet sådan behandling er forbeholdt tandlæger og

speciallæger med deres dertil hørende ansvar i relation til tandlægeloven.

Det er dermed (special-)tandlægen, der har ansvaret for

tandreguleringsbehandlingen og dermed også for, hvornår

tandreguleringsapparatur skal indsættes eller aftages.

Dette udelukker imidlertid ikke, at tandplejeren kan medvirke i

behandlingen. Når en tandplejer under udøvelse af sin virksomhed derfor

indsætter eller aftager sådant apparatur, sker det i dette tilfælde som

medhjælp for tandlægen.

Dette forhold er analogt til de begrænsninger, der eksisterer på

virksomhedsområdet for kliniske tandteknikere.

Der er da også i lovforslagets § 7, stk. 3, indlagt en bemyndigelse hos

sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om tandplejernes

virksomhed, herunder afgrænsningen af tandplejernes virksomhedsområde i

forhold til tandlægernes virksomhed.

Såfremt en tandplejer uden anvisning fra en tandlæge afbryder en

igangværende tandretning, vil der være tale om, at tandplejeren overskrider

det virksomhedsområde, der i lovforslaget er beskrevet for tandplejere med

deraf følgende sanktionsmuligheder.«

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.

Spørgsmål 28:

»Hvordan vil ministeren eller Sundhedsstyrelsen tackle et problem,

hvor en tandplejers begrænsede diagnostiske kunnen kan føre til undladelse af

en nødvendig behandling?»

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, som udtaler:

»En tandplejer er ifølge lovforslagets § 10 under udøvelse af sin

virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Denne

bestemmelse svarer i princippet til, hvad der gælder for andet autoriseret

sundhedspersonale.

I lovforslagets § 15 sanktioneres grovere eller gentagne overtrædelser af

bestemmelsen i § 10.

Den sundhedsfaglige virksomhed af tandplejere vil - igennem lovforslagets

autorisationsordning - i lighed med øvrige autoriserede personer inden for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed.«

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.

Spørgsmål 44:

»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 24.

april 1996 fra Dansk Tandlægeforening vedrørende ovenstående lovforslag, jf.

bilag 62.«

Svar:

Dansk Tandlægeforening og Tandlægernes Nye Landsforening har i henvendelse

af 24. april 1996 til Sundhedsudvalget anført, at foreningerne, såfremt

Folketinget ønsker at vedtage L 177, gerne ser, at der iværksættes et

udvalgsarbejde, der skal sikre, at det overordnede behandlingsmæssige ansvar

for patienterne er tandlægens, samt at dette udvalgsarbejde bør resultere i

forslag til en fagligt forsvarlig beskrivelse af det diagnostiske ansvars og

kompetencens placering. De to foreninger understreger derudover vigtigheden

af, at samarbejdet mellem tandplejerne og tandlægerne foregår formaliseret,

således at de positive resultater og erfaringer fra det allerede etablerede

teamsamarbejde ikke sættes over styr.

For så vidt angår det behandlingsmæssige ansvar, skal jeg med henvisning

til min besvarelse af spørgsmål 32 bemærke, at tandplejerne med lovforslaget

netop forpligtes til, i lighed med hvad der gælder for andet autoriseret

sundhedspersonale, at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres virke som

tandplejere. Efter lovforslaget vil selvstændigt praktiserende tandplejere

derfor være selvstændigt ansvarlige for de undersøgelser og behandlinger, som

de iværksætter, mens tandlægerne naturligvis er ansvarlige for egne

behandlinger. Da det behandlingsmæssige ansvar således er knyttet til selve

behandlingen, vil det efter min opfattelse være uhensigtsmæssigt at tillægge

tandlægen et overordnet behandlingsmæssigt ansvar for patienterne.

For så vidt angår ansvaret i forbindelse med henvisninger fra tandplejer

til tandlæge, er det i besvarelsen af spørgsmål 32 anført, at tandplejerne

ikke har ansvar for diagnosticering af tilstande, som ligger uden for deres

autorisationsområde, men at de med den nye tandplejeruddannelse vil blive

trænet i at identificere tilstande, som afviger fra det normale, og som

ligger uden for deres autorisationsområde, således at de i medfør af deres

autorisation kan stilles til ansvar, såfremt patienter med et behov for

tandlægebehandling ikke henvises hertil i forbindelse med en undersøgelse hos

en tandplejer.

Det skal vedrørende samarbejdet mellem tandlægerne og tandplejerne

bemærkes, at der i lovforslagets § 7, stk. 3, er indlagt en bemyndigelse til

at fastsætte nærmere regler om tandplejernes virksomhed, herunder om

afgrænsningen af tandplejernes virksomhedsområde i forhold til tandlægernes

virksomhed og en nærmere beskrivelse af de tilfælde, hvor tandplejeren skal

henvise patienten til behandling hos en tandlæge. Jeg kan i denne forbindelse

oplyse, at fastsættelsen af de nærmere regler om det behandlingsmæssige

samspil mellem tandplejere og tandlæger efter § 7, stk. 3, vil ske efter

forudgående inddragelse af de berørte organisationer, herunder de to

tandlægeforeninger.

Spørgsmål 45:

»Kan ministeren bekræfte, at man nu i forsøgsordningen som

selvstændig tandplejer gennem et samarbejde med en tandlæge kan oppebære

indirekte tilskud fra Sygesikringen?»

Svar:

Tandplejerne i de gældende forsøgsordninger har i henhold til § 11 a i lov

om tandlæger fået tillagt en selvstændig kompetence til at virke uden

instruktion og tilsyn fra en tandlæge inden for et af Sundhedsstyrelsen

nærmere afgrænset virksomhedsområde.

Sundhedsministeriet har i den forbindelse gjort de pågældende opmærksom

på, at der ikke efter de gældende regler kan ydes tilskud til de pågældendes

tandplejerklinik, og at der ikke kan påregnes særoverenskomst vedrørende

denne virksomhed.

Jeg vil således gerne understrege, at den offentlige sygesikring ikke må

yde tilskud til de pågældendes virke som selvstændig tandplejer hverken

direkte eller indirekte.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter