1995 BTL 177 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TANDPLEJERE NR L 177 1995-96, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet
spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og sundhedsministerens svar herpå er optrykt
som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra:
Bendix, Grete, Spøttrup,
Dansk Tandlægeforening,
Dansk Tandplejerforening,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet,
diverse tandlæger,
HK-Kommunal,
Jørgensen, Alice, Århus,
Pagh, Thygesen & Werlauff,
Tandlægernes Nye Landsforening og
Tandlægeskolen i København.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Flertallet forudsætter herved, at sundhedsministeren ved udnyttelse af
bemyndigelsen i lovforslagets § 7, stk. 3, fastsætter nærmere regler om
tandplejernes virksomhedsområde, og at der herunder foretages en nærmere
beskrivelse af de tilfælde, hvor tandplejeren skal henvise patienten til
behandling hos en tandlæge. Det forudsættes i denne forbindelse, at
sundhedsministerens fastsættelse af reglerne sker efter forudgående
inddragelse af de berørte organisationer, bl.a. ved at Sundhedsstyrelsen
indkalder organisationerne til en drøftelse af reglernes udformning.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet
vil stille ændringsforslag til 2. behandling uden for betænkningen.
Mindretallet beklager, at regeringen ikke har formået at fremme et
Læs alt
konstruktivt samarbejde mellem tandlæger og tandplejere med henblik på en
forbedret forebyggelsesindsats på tandplejeområdet. I stedet ser mindretallet
regeringens indsats som et knæfald for et ideologisk betinget ønske om at
etablere flere selvstændige private forretningsenheder inden for
sundhedsområdet uden hensyn til sundhedsmæssige overvejelser.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fremskridtspartiet ønsker størst
mulig liberalisering. Men når det handler om det sundhedsmæssige, er
Fremskridtspartiet sig også sit ansvar bevidst med hensyn til befolkningens
sundhedstilstand.
Fremskridtspartiet har samme betænkeligheder som visse organisationer,
heriblandt Dansk Tandlægeforening. Det vil sige, at Fremskridtspartiet er
betænkelig ved, at lovforslaget negligerer betydningen af offentlige
autorisationer.
Med det foreliggende lovforslag vil forbrugerne helt naturligt antage, at
den nye autoriserede gruppe af tandplejere er lige så kvalificeret som andre
grupper i samfundet, som har modtaget autorisation.
Det, der også kan bekymre Fremskridtspartiet, er tandplejernes uddannelse,
selv om denne er udvidet til 2 1/2 år. Fremskridtspartiet er ikke af den
opfattelse, at tandplejerne er i stand til at vurdere, hvor grænsen for deres
kompetence går. Det gør således indtryk, at tandplejerne selv i deres
henvendelse til ministeren har gjort opmærksom på, at de ikke er vidende om
egen kompetenceafgrænsning. Derfor kan det grænse sig til faglig
uforsvarlighed at overlade selv en del af diagnosticeringen og
behandlingsplanlægningen til tandplejerne på baggrund af beskrivelser fra
Sundhedsstyrelsen.
En skelnen mellem sund og rask, som Sundhedsstyrelsen mener, at
tandplejerne kan foretage, forudsætter efter Fremskridtspartiets opfattelse
en omfattende medicinsk og biologisk viden, som alle relevante faglige
institutioner har påpeget ikke nås gennem de foreslåede ændringer af
uddannelsen.
Fremskridtspartiets betænkeligheder går som nævnt på, at det bliver svært
for tandplejerne at sondre. Mindretallet er betænkelige ved deres
diagnosticering og behandlingsplanlægning.
Fremskridtspartiet understreger, at man må forholde sig til vigtigheden
af, at borgerne får den bedst mulige behandling, og på tandplejerområdet
opnås dette ved at bibeholde de gældende regler.
Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Hanne Andersen (S) Holger
Graversen (S) Jytte Wittrock (S) Jørn Jespersen (SF) Vibeke Peschardt (RV)
Kjeld Rahbæk Møller (SF) Addi Andersen (CD) Jørgen Winther (V) Mariann
Fischer Boel (V) Ester Larsen (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Henriette
Kjær (KF) Agnete Laustsen (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Jan Køpke Christensen
(FP) Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til sundhedsministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål 27:
»Der ønskes en yderligere præcisering af § 7.
Må tandplejerne efter lovforslaget foretage ortodontisk behandling?
Hvilket ansvar har en tandplejer i givet fald, hvis vedkommende - uden
anvisning fra en tandlæge - afbryder en igangværende tandretning?»
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, som udtaler:
»Efter det gældende regelsæt, dvs. tandlægelovens § 11 og
bekendtgørelse nr. 230 af 29. april 1974 om tandplejere, § 1, kan tandlæger
anvende tandplejere til indsætning og aftagning af tandreguleringsapparatur.
I lovforslagets § 7, stk. 2, er dette forhold medtaget som en del af
tandplejerens virksomhedsområde.
Tandreguleringsbehandling i sig selv har imidlertid aldrig været og vil
med lovforslaget heller ikke blive omfattet af tandplejernes
virksomhedsområde, idet sådan behandling er forbeholdt tandlæger og
speciallæger med deres dertil hørende ansvar i relation til tandlægeloven.
Det er dermed (special-)tandlægen, der har ansvaret for
tandreguleringsbehandlingen og dermed også for, hvornår
tandreguleringsapparatur skal indsættes eller aftages.
Dette udelukker imidlertid ikke, at tandplejeren kan medvirke i
behandlingen. Når en tandplejer under udøvelse af sin virksomhed derfor
indsætter eller aftager sådant apparatur, sker det i dette tilfælde som
medhjælp for tandlægen.
Dette forhold er analogt til de begrænsninger, der eksisterer på
virksomhedsområdet for kliniske tandteknikere.
Der er da også i lovforslagets § 7, stk. 3, indlagt en bemyndigelse hos
sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om tandplejernes
virksomhed, herunder afgrænsningen af tandplejernes virksomhedsområde i
forhold til tandlægernes virksomhed.
Såfremt en tandplejer uden anvisning fra en tandlæge afbryder en
igangværende tandretning, vil der være tale om, at tandplejeren overskrider
det virksomhedsområde, der i lovforslaget er beskrevet for tandplejere med
deraf følgende sanktionsmuligheder.«
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.
Spørgsmål 28:
»Hvordan vil ministeren eller Sundhedsstyrelsen tackle et problem,
hvor en tandplejers begrænsede diagnostiske kunnen kan føre til undladelse af
en nødvendig behandling?»
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, som udtaler:
»En tandplejer er ifølge lovforslagets § 10 under udøvelse af sin
virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Denne
bestemmelse svarer i princippet til, hvad der gælder for andet autoriseret
sundhedspersonale.
I lovforslagets § 15 sanktioneres grovere eller gentagne overtrædelser af
bestemmelsen i § 10.
Den sundhedsfaglige virksomhed af tandplejere vil - igennem lovforslagets
autorisationsordning - i lighed med øvrige autoriserede personer inden for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed.«
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens udtalelse.
Spørgsmål 44:
»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 24.
april 1996 fra Dansk Tandlægeforening vedrørende ovenstående lovforslag, jf.
bilag 62.«
Svar:
Dansk Tandlægeforening og Tandlægernes Nye Landsforening har i henvendelse
af 24. april 1996 til Sundhedsudvalget anført, at foreningerne, såfremt
Folketinget ønsker at vedtage L 177, gerne ser, at der iværksættes et
udvalgsarbejde, der skal sikre, at det overordnede behandlingsmæssige ansvar
for patienterne er tandlægens, samt at dette udvalgsarbejde bør resultere i
forslag til en fagligt forsvarlig beskrivelse af det diagnostiske ansvars og
kompetencens placering. De to foreninger understreger derudover vigtigheden
af, at samarbejdet mellem tandplejerne og tandlægerne foregår formaliseret,
således at de positive resultater og erfaringer fra det allerede etablerede
teamsamarbejde ikke sættes over styr.
For så vidt angår det behandlingsmæssige ansvar, skal jeg med henvisning
til min besvarelse af spørgsmål 32 bemærke, at tandplejerne med lovforslaget
netop forpligtes til, i lighed med hvad der gælder for andet autoriseret
sundhedspersonale, at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres virke som
tandplejere. Efter lovforslaget vil selvstændigt praktiserende tandplejere
derfor være selvstændigt ansvarlige for de undersøgelser og behandlinger, som
de iværksætter, mens tandlægerne naturligvis er ansvarlige for egne
behandlinger. Da det behandlingsmæssige ansvar således er knyttet til selve
behandlingen, vil det efter min opfattelse være uhensigtsmæssigt at tillægge
tandlægen et overordnet behandlingsmæssigt ansvar for patienterne.
For så vidt angår ansvaret i forbindelse med henvisninger fra tandplejer
til tandlæge, er det i besvarelsen af spørgsmål 32 anført, at tandplejerne
ikke har ansvar for diagnosticering af tilstande, som ligger uden for deres
autorisationsområde, men at de med den nye tandplejeruddannelse vil blive
trænet i at identificere tilstande, som afviger fra det normale, og som
ligger uden for deres autorisationsområde, således at de i medfør af deres
autorisation kan stilles til ansvar, såfremt patienter med et behov for
tandlægebehandling ikke henvises hertil i forbindelse med en undersøgelse hos
en tandplejer.
Det skal vedrørende samarbejdet mellem tandlægerne og tandplejerne
bemærkes, at der i lovforslagets § 7, stk. 3, er indlagt en bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler om tandplejernes virksomhed, herunder om
afgrænsningen af tandplejernes virksomhedsområde i forhold til tandlægernes
virksomhed og en nærmere beskrivelse af de tilfælde, hvor tandplejeren skal
henvise patienten til behandling hos en tandlæge. Jeg kan i denne forbindelse
oplyse, at fastsættelsen af de nærmere regler om det behandlingsmæssige
samspil mellem tandplejere og tandlæger efter § 7, stk. 3, vil ske efter
forudgående inddragelse af de berørte organisationer, herunder de to
tandlægeforeninger.
Spørgsmål 45:
»Kan ministeren bekræfte, at man nu i forsøgsordningen som
selvstændig tandplejer gennem et samarbejde med en tandlæge kan oppebære
indirekte tilskud fra Sygesikringen?»
Svar:
Tandplejerne i de gældende forsøgsordninger har i henhold til § 11 a i lov
om tandlæger fået tillagt en selvstændig kompetence til at virke uden
instruktion og tilsyn fra en tandlæge inden for et af Sundhedsstyrelsen
nærmere afgrænset virksomhedsområde.
Sundhedsministeriet har i den forbindelse gjort de pågældende opmærksom
på, at der ikke efter de gældende regler kan ydes tilskud til de pågældendes
tandplejerklinik, og at der ikke kan påregnes særoverenskomst vedrørende
denne virksomhed.
Jeg vil således gerne understrege, at den offentlige sygesikring ikke må
yde tilskud til de pågældendes virke som selvstændig tandplejer hverken
direkte eller indirekte.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tandpleje m.v. Retsinformation · 4. december 2000
- 49.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter ligebehandlingsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 1. november 2021
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tandpleje m.v. Retsinformation · 12. december 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Videreførelse af gældende tandskadeerstatningsordning m.v.) Retsinformation · 4. maj 2024
- Bekendtgørelse om henlæggelse af behandlingen af sager om erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og Tandskadeankenævnet Retsinformation · 29. juni 2024
- 1991 BRL 74 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DET OFFENTLIGE SUNDHEDSVÆSEN NR L 74 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 10. juli 1992