Spring til indhold

Retsinformation

1997 BTB 114 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET DANSK BIDRAG TIL EN MULTINATIONAL INDSATS I MELLEMØSTEN NR B 114 1997-98. 1. SAMLING

1997/1 BTB 114Betænkning over beslutningsforslagFolketinget25. februar 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i fem møder og har herunder

stillet 90 spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse

har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra:

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

Fredsskattefonden

Aldrig mere Krig

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det

Konservatives Folkepartis, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og

Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til

vedtagelse uændret.

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Venstres, Det

Konservatives Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget) ønsker i den forbindelse at udtrykke, at der i den

nuværende situation lige til det sidste bør arbejdes for, at en

forhandlingsløsning vil kunne opnås, således at Irak indvilger i at opfylde

bestemmelserne i FN-resolution 687 om at give FN-våbeninspektører fri og

uhindret adgang til alle installationer, de måtte ønske.

Flertallet støtter den opfattelse, at stabiliteten i hele regionen kun

opnås ved ikke at udvise passivitet. Flertallet støtter den opfattelse, at

det politiske pres over for Iraks opbygning, produktion og lagring af kemiske

og biologiske våben kan forhindre Saddam Hussein i at fortsætte sine

overtrædelser af de af ham accepterede våbenhvilebetingelser med stigende

ustabilitet i regionen til følge. Pres nu er den eneste mulighed for at løse

konflikten uden anvendelse af militære midler.

Flertallet understreger, at Irak - i henhold til våbenhvilebetingelserne i

resolution 687, der er vedtaget med hjemmel i FN-pagtens kapitel VII -

betingelsesløst har accepteret, at bl.a. alle Iraks kemiske og

bakteriologiske våben, herunder komponenter hertil, og al forsknings- og

udviklingsstøtte og fremstillingsfaciliteter til disse masseødelæggelsesvåben

Læs alt

skal ødelægges, fjernes eller uskadeliggøres under international overvågning.

Det er flertallets opfattelse, at havde Irak ikke accepteret resolution

687 i 1991, kunne de allierede styrker allerede dengang have fortsat de

militære aktioner mod den irakiske krigsmaskine.

Flertallet henviser til notat fra Udenrigsministeriet af 17. februar 1998,

der er optrykt som bilag til betænkningen.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem) peger på,

at FN nu i syv år har lagt pres på Irak for at få dem til at opfylde de krav,

de blev pålagt for afslutning af bombardementerne af Irak. I syv år har FN's

våbeninspektører forsøgt at få adgang til de våbenlagre, som Irak's Saddam

Hussein påstod ikke fandtes. I de syv år har FN's våbeninspektører alligevel

fundet og destrueret 28.000 kemiske våben, 690 tons kemiske kampstoffer, mere

end 3.000 tons kemikalier, der kan bruges til fremstilling af kemiske våben,

48 missiler, 6 missilaffyringsramper og 30 sprænghoveder beregnet til kemiske

og biologiske våben, store mængder af produktionsudstyr og maskiner, der kan

bruges til at fremstille kemiske og biologiske våben m.m. Dette for blot at

citere en del af den danske udenrigsministers opremsning.

Hvad der så ligger i de 80 paladser, som Saddam Hussein på nuværende

tidspunkt ikke vil tillade inspektion af, kan vi naturligvis kun gisne om.

Men for Fremskridtspartiet står det klart, at vi ikke under nogen

omstændigheder kan støtte nogen form for terrorregime og slet ikke være med

til, at en mand som Saddam Hussein får lov til at drive gæk med

verdenssamfundet og gøre alle bestræbelser fra FN's side totalt til grin.

At Danmark sender et enkelt Herkules-fly af sted til hjælp for et

eventuelt angreb på en sådan forbryder, der holder hele sit eget folk som

gidsler, er kun naturligt. Den seneste udvikling i FN's Sikkerhedsråd, hvor

det med enstemmighed blev besluttet at sende Kofi Annan til Bagdad fredag den

20. februar 1998, må siges at være absolut sidste chance for en fredelig

løsning; herefter foreligger kun hårdtslående argumenter, som ingen kan

misforstå. Derfor er der tale om den allersidste trussel for et »No

return«. Danmark skal være med, hvor der kæmpes for frihed og

menneskeværdier i NATO's nærområde.

Med hensyn til spørgsmål nr. 73 er det Fremskridtspartiets hensigt at

fremføre, at Danmark - såfremt der bliver en regulær krig, og hvis krigen mod

al forventning skulle trække ud, samt hvis der bedes om bistand til

minestrygning igen - tænker på at sende Standard Flex ud. Det er ikke blot et

dansk skib, men det vil også snart være på tide at vise andre lande, hvor

godt netop dette forholdsvis lille skib kan klare opgaverne.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer

af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Efter mindretallets opfattelse er det fuldstændig uantageligt at give

dispensation fra Folketingets forretningsorden i denne sag. Muligheden for

dispensation er fornuftig, hvis man skal vedtage hurtige økonomiske indgreb,

hvor der er et uomgængeligt behov for at handle hurtigt og inden alle mulige

økonomiske aktører.

Men det gælder ikke denne krise, som har pågået siden 1991, altså i næsten

syv år. Den løber ingen vegne.

Det er muligt, at regeringen har et behov for at tilfredsstille

amerikanerne. Men fordi der ikke hersker orden og demokrati ude i

verdenssamfundet, så må det altså ikke føre til, at vi sætter vores eget

demokrati ud af spil.

Der er ikke den mindste tvivl om, at Saddam Hussein er en diktator af

allerværste skuffe. Skruppelløse, brutale overgreb mod landets egen

befolkning - herunder militære angreb på obsternasige befolkningsgrupper og

mord på politiske modstandere - hører til dagens uorden. Der er næppe heller

tvivl om, at Irak ikke har overholdt sine forpligtelser, og at Saddam Hussein

har leget kispus med såvel de våbeninspektører, der arbejder på grundlag af

FN's mandat, som med det internationale samfund.

Mindretallets helt grundlæggende modstand mod dansk støtte til - og

deltagelse i - et militært angreb, skyldes altså ikke en uenighed her, men at

vi er overbevist om, at et militært angreb både vil være ulovligt og dumt.

I henhold til FN-pagten, kan mellemstatslige krigshandlinger kun tillades,

hvis den ene part udgøres af FN eller er autoriseret af FN - dvs. af FN's

sikkerhedsråd. Endvidere gælder det, at for at kunne iværksætte en militær

operation skal Sikkerhedsrådet - i henhold til pagtens artikel 39 - skønne,

at der foreligger en »trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen

angrebshandling«. Der skal med andre ord være tale om en helt konkret

vurdering og sanktionering. En sådan foreligger ikke. USA, og nu altså også

den danske regering, forsøger sig med en spidsfindig juridisk argumentation,

hvor hovedindholdet er manglende overholdelse af våbenhvilen. Det er en

argumentation, som ikke kun er uhyre problematisk. Først og fremmest holder

den ikke. Det var nemlig, som det korrekt er anført i bemærkningerne til

beslutningsforslaget, Sikkerhedsrådet selv, som fastsatte

våbenhvilebetingelserne for næsten syv år siden. Derfor må det også være

Sikkerhedsrådet - og kun Sikkerhedsrådet - som i givet fald beordrer

krigshandlingerne genoptaget. Der hersker ingen tvivl om, at en sådan

beslutning ikke vil blive taget, fordi flere af de faste medlemmer vil være

imod.

Vi befinder os altså i en situation, hvor vi på den ene side har Saddam

Husseins modbydelige regime. På den anden side har vi verdenssamfundet, men

ikke noget grundlag for at gå i krig. Så må man finde andre midler.

Krig er i sig selv en modbydelighed. Uanset det billede, der forsøges

skabt i tv af forskellige militære eksperter, så findes den »rene«

krig ikke, selv hvis det lykkes at ramme de mål, som amerikanerne forestiller

sig kortvarigt vil sætte Hussein tilbage. Når man har med en mand som Hussein

at gøre, så vil det være fuldstændig idiotisk at forestille sig, at de

militære mål kan fastholdes som rene militære mål. De er formentlig allerede

omdannet til børnehospitaler eller vuggestuer. Det har været den irakiske

befolkning, som har lidt de største ofre for krigen i 1991. Det vil det også

være denne gang.

Det skyldes også, at krigen næppe vil gøre noget til, at Hussein styrtes

(eller dræbes). Det skyldes også, at amerikanerne ikke ønsker, at Irak bliver

splittet op i smådele, så Iran bliver den eneste stormagt i området. Det var

også grunden til, at man ikke fjernede Hussein i 1991, hvilket i øvrigt også

havde været ulovligt.

Siden 1991 har Irak været voldsomt svækket. Men det er jo ikke Saddam

Hussein og hans regime, der har lidt nød. Det har igen været

civilbefolkningen. Fejlernæring og overdødelighed - særligt blandt børn - er

uhyggelig udbredt.

Det er også derfor, at Saddam Hussein ikke har bøjet sig. Han ønsker dette

angreb for at fremtræde som martyr og for at få støtte i den arabiske

befolkning, og det er det mest sandsynlige resultat af et amerikansk angreb.

Der er nemlig ikke meget, der taler for, at man får umuliggjort produktionen

af krigsgas.

Det er klart, at militære aktioner og krig kan være nødvendig af de

grunde, som er anført i FN-pagten, men må vurderes i hvert enkelt tilfælde

over for at løse problemer med andre midler og sandsynligheden for de

militære midlers succes. Men vi må fastholde, at det skal være på det

grundlag. Ellers åbner man op for, at alle mulige små og større magter

pludselig finder det lovligt at gennemsætte tidligere FN-beslutninger. Irak

er jo ikke det eneste land, som ikke har overholdt Sikkerhedsrådets

beslutning. Man behøver blot at nævne Israel. Og der er flere våbenhviler,

som ikke er afsluttet med fred: Korea eller Cypern for at nævne et par

eksempler.

Derfor er konsekvensen af en krig på dette grundlag fantastisk alvorlig,

ganske enkelt fordi den undergraver hele grundlaget for en international

retsorden og FN-systemets autoritet.

Det har hidtil være helt grundlæggende for Danmarks militære deltagelse i

internationale aktioner, at de fandt sted på et klart grundlag fra FN. Derfor

er det ikke kun et klart brud med denne tidligere linje, hvis Danmark vælger

at indgå i aktionen. Det er også helt uforståeligt og aldeles uacceptabelt.

Der er blevet stillet spørgsmål til forslaget hvortil der er følgende

kommentar: Nogle spørgsmål er ikke blevet besvaret, nogle spørgsmål er blevet

besvaret, men ufyldestgørende, og endelig er nogle blevet besvaret, hvorefter

man kan konkludere, at aktionen slet ikke bør finde sted.

Ingrid Rasmussen (S) nfmd. Torben Lund (S) Peter Christensen

(S) Poul Qvist Jørgensen (S) Pia Gjellerup (S) Villy Søvndal (SF) Jørgen

Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Arne Melchior (CD) Svend Aage Jensby (V)

Knud Enggaard (V) fmd . Peder Sønderby (V) Anders Mølgaard (V) Jens

Jørgensen (KF) Kaj Ikast (KF) Bendt Bendtsen (KF) Annette Just (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Udenrigsministeriets notat af 17. februar 1989 om anvendelse af

militær magt mod Irak.

»På baggrund af de i debatten under Folketingets 1. behandling

fremsatte bemærkninger samt de i pressen fremførte synspunkter fra

forskellige folkeretseksperter, forskere og universitetslærere om grundlaget

for en beslutning om deltagelse i en eventuel militær aktion mod Irak

bemærkes følgende:

Regeringen har foretaget en samlet vurdering af de foreliggende bindende

sikkerhedsrådsresolutioner og andre vedtagelser fra rådet vedrørende Irak og

er nået til samme konklusion som de lande, der har tilkendegivet støtte til

en militær aktion mod Irak om behovet for i sidste ende at anvende magt.

Denne konklusion bygger navnlig på følgende elementer:

Det klare folkeretlige udgangspunkt er, at der gælder et forbud mod at

anvende magt over for andre stater. Dette fremgår udtrykkelig af FN-pagtens

art. 2, stk. 4, som af Den Internationale Domstol er blevet anset som udtryk

for folkeretlig sædvaneret.

Der er imidlertid to væsentlige undtagelser til denne hovedregel. For det

første er alle stater berettiget til at forsvare sig selv, hvis de bliver

angrebet.

For det andet kan FN's Sikkerhedsråd give en særlig bemyndigelse til brug

af magt. Det er denne anden undtagelse, der er relevant i denne sammenhæng.

Sikkerhedsrådet har i henhold til FN-pagtens kap. VII (art. 42) beføjelse

til at autorisere magtanvendelse, i det omfang det måtte være nødvendigt

»for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og

sikkerhed«. En forudgående betingelse herfor er, at Sikkerhedsrådet har

fundet, at der »foreligger en trussel mod freden, noget fredsbrud eller

nogen angrebshandling«, jf. FN-pagtens art. 39.

Det er således kun undtagelsesvis, at Sikkerhedsrådet kan autorisere brug

af militære magtmidler, og dette skal altid ske efter en nøje overvejelse af,

hvorvidt den pågældende aktion kan retfærdiggøres. Der gælder her et såkaldt

proportionalitetsprincip, hvorefter de valgte midler skal stå i et rimeligt

forhold til de overgreb, der reageres imod.

Sikkerhedsrådet har da også kun i ganske få tilfælde benyttet sine

beføjelser til at autorisere magtanvendelse. Det skete f.eks. efter Iraks

invasion af Kuwait, hvor Sikkerhedsrådet i res. 678 (1990) bemyndigede de

FN-medlemslande, der samarbejdede med Kuwaits regering, til at benytte

»alle nødvendige midler« til at implementere relevante

sikkerhedsrådsresolutioner og genoprette international fred og sikkerhed i

området (1). Denne beføjelse blev som bekendt anvendt i forbindelse med

Golfkrigen i 1991.

Efter krigen vedtog Sikkerhedsrådet resolution 687, hvori rådet opstiller

betingelserne for våbenhvilen mellem de allierede og Irak. Resolutionen er

ganske omfattende, og budskabet er klart: Hvis betingelserne ikke overholdes,

kan der skrides ind over for Irak - om nødvendigt med magt. Dette

understreges bl.a. af den konsekvente brug af betegnelsen

»våbenhvile«.

Resolution 687 er vedtaget med hjemmel i pagtens kap. VII og bekræfter i

operative artikel 1 (2) udtrykkelig gyldigheden af alle 13 tidligere vedtagne

resolutioner om krisen, inklusive resolution 678, der som nævnt bemyndiger de

allierede til at anvende magt.

Sikkerhedsrådet giver i resolutionens præambel klart udtryk for, at man

anser den fortsatte tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben for en trussel

mod fred og sikkerhed i området (3).

Det relevante afsnit i den operative del af resolutionen er kap. C,

artikel 8-10, om destruktion af samt forbud mod brug og udvikling af kemiske

og biologiske masseødelæggelsesvåben samt det dertil hørende inspektions- og

kontrolsystem (4).

Sikkerhedsrådets krav om, at Irak betingelsesløst underkaster sig UNSCOM's

inspektioner, er formuleret sådan, at der ikke kan være tvivl om, at en

obstruktion af inspektionsvirksomheden er en væsentlig overtrædelse af de af

Irak påhvilende forpligtelser. Dette fremgår også udtrykkelig af flere

efterfølgende sikkerhedrådsresolutioner, jf. bl.a. res. 707 (1991) (5).

Iraks overtrædelser af resolution 687 har tidligere medført militære

sanktioner over for lande. Dette skete i begyndelsen af 1993, hvor USA, UK og

Frankrig som reaktion på en række irakiske restriktioner over for UNSCOM's

fly den 11. januar 1993 gennemførte et bombeangreb i det sydlige Irak, jf.

således erklæring fra formanden for Sikkerhedsrådet af 11. januar 1998 (6).

I en briefing til Sikkerhedsrådet den 23. januar 1998 underrettede

UNSCOM-chefen rådet om Iraks flagrante og vedvarende mangel på samarbejde med

Kommissionen i forbindelse med opfyldelsen af dennes opgaver, herunder

nægtelse af adgang til en række lokaliteter. Efter UNSCOM-chefens opfattelse

var denne manglende vilje til samarbejde af en sådan karakter, at

Kommissionens arbejde og dens muligheder for at opfylde sit mandat blev

umuliggjort.

På basis af disse oplysninger må det konstateres, at Iraks obstruktion af

UNSCOM's virke har en særdeles grov og vedvarende karakter og udgør et

væsentligt brud på våbenvilen.

Hertil kommer andre momenter, herunder det forhold, at UNSCOM, for så vidt

angår en række farlige stoffer, bl.a. de giftige bakterier miltbrand og

butolinum og det yderst farlige kemiske kampstof VX-nervegas, har kunnet

godtgøre, at Irak - i modstrid med de irakiske myndigheders udtalelser og

erklæringer herom - har produceret eller været i stand til at producere disse

stoffer og bakterier på industriel basis i store mængder.

Ud fra en helhedsvurdering er det således velbegrundet, at det

internationale samfund på basis af det eksisterende retsgrundlag svarer igen,

om nødvendigt med militære magtmidler, således som resoution 678 giver

bemyndigelse til, såfremt det ikke viser sig muligt at tilvejebringe en

forhandlingsløsning.

Regeringen står ikke alene med denne opfattelse. Den deles af regeringerne

i en række andre lande, bl.a. lande, som efter resolution 678 er bemyndiget

til at anvende fornøden militær magt over for Irak'.

Noter:

1. »Authorises Member States co-opereating with the Government of

Kuwait, unless Iraq on or before 15 January 1991 fully implements, as set

forth in paragraph 1 above, the foregoing resolutions, to use all necessary

means to uphold an implement resolution 660 (1990) and all subsequent

relevant resolutions and to restore international peace and security in the

area«.

2. »Affirms all thirteen resolutions noted above, except as expressly

changed below, to achieve the goals of this resolution, including a formal

cease-fire«.

3. »Conscious of the threat that all weapons of mass destruction pose

to peace and security in the area and of the need to work towards the

establishment in the Middle East of a zone free of such weapons«.

4. »8. Decides that Iraq shall unconditionally accept the

destruction, removal, or rendering harmless, under international supervision,

of

(a) All chemical and biological weapons (...)

(b) All ballistic missiles with a range greater than 150 kilometres (....)

9. Decides, for the implementation of paragraph 8 above, the following:

(a) Iraq shall submit to the Secretary-General, within fiften days of the

adoption of the present resolution, a declaration of the locations, amounts

and types og all items specified in paragraph 8 and agree to urgent, onsite

inspection as specified below; (....)

10. Decides that Iraq shall unconditionally undertake not to use, develop,

construct or acquire any of the items specified in paragraphs 8 and 9 above

and requests the Secretary-General, in consultation with the Special

Commission, to develop a plan for the future ongoing monitoring and

verification of Iraq's compliance with this paragraph, to be submitted to the

Security Council for approval within one hundred an twenty days of the

passage of this resolution;»

5. »Affirming that the aforementioned failures of Iraq to act in

strict conformity with its obligations under resolution 687 (1991)

constitutes a material breach of its acceptance of the relevant provisions of

resolution 687 (1991) which established a cease-fire and provided the

conditions essential to the restoration of peace and security in the area.

(....)

Determined to ensure full compliance with resolution 687 (1991) and in

particular its section C,».

6. »These latest developments concerning the activities of UNIKOM and

UNSCOM constitute further breaches of resolution 687 (1991), which

established the cease-fire and provided the conditions essential for the

restoration of peace and security in the region, as well as other relevant

resolutions and agreements. The Council demands that Iraq cooperate fully

with UNIKOM, UNSCOM and other United Nations agencies in carrying out their

mandates, and again warns Iraq of the serious consequences that will flow

from such continued defiance«.

Spørgsmål 10

Vil ministeren dokumentere den virkning, som syv års økonomiske sanktioner

har haft over for Irak med hensyn til at tvinge Saddam Husseins styre til at

respektere FN's beslutninger?

Svar

De økonomiske sanktioner mod Irak har endnu ikke på afgørende måde

påvirket det irakiske regime til at respektere FN's beslutninger.

Økonomiske sanktioner mod et land virker i bedste fald normalt kun efter

en længere periode. Effekten afhænger i høj grad af, hvor mange lande der

gennemfører sanktionerne, og hvor afhængigt det sanktionsramte land er af

samhandel og samkvem med andre lande. Når man vælger at indføre økonomiske

sanktioner, må man derfor være forberedt på, at de først virker efter en

længere årrække.

Spørgsmål 15

Hvilke økonomiske konsekvenser i form af materielle tab og øgede

finansielle byrder vil for Irak være konsekvensen af et bombeangreb?

Svar

Svaret på spørgsmålet afhænger bl.a. af, hvilke mål der ødelægges, og hvor

længe bombeangrebet varer. Det siger sig selv, at det irakiske regime kan

undgå, henholdsvis standse ethvert angreb ved loyalt fuldt ud at opfylde

Iraks forpligtelser i henhold til sikkerhedsrådsresolution 687.

Spørgsmål 16

Kan det angives, hvor mange procent af Iraks kemiske og bakteriologiske

våben samt fremførelsesmidler der vil blive ødelagt ved et bombeangreb på

Irak, og kan det angives, hvilken usikkerhed der er behæftet med dette skøn?

Svar

Et militært angreb vil næppe kunne ødelægge alle masseødelæggelsesvåben og

produktionsfaciliteter eller fremførelsesmidler, men det vil væsentligt kunne

mindske Iraks kapacitet på området og den trussel, som disse våben udgør ikke

kun i regionen, men også i vores del af verden.

Der findes ikke en total opgørelse over Iraks kemiske og bakteriologiske

våben, fordi Saddam Hussein systematisk og vedvarende har hindret FN's

våbeninspektører i at udføre deres arbejde med at kortlægge og få destrueret

lagre og produktionsfaciliteter.

Spørgsmål 35

Hvilken rolle vil et militært angreb efter regeringens mening have for

skabelsen af en opposition til Saddam Hussein i Irak?

Svar

Historisk set synes der at være to muligheder: Et militært nederlag kan

enten samle befolkningen bag dets ledere, eller det kan føre til en politisk

omvæltning. Der kan ikke siges noget sikkert om konsekvenserne i så henseende

af en eventuel militær aktion mod Irak, jf. også svaret på spørgsmål 15.

Spørgsmål 73

Hvis det bliver en længerevarende konflikt, vil Standard Flex blive en

mulighed for dansk indsættelse?

Svar

Regeringen har ingen grund til at tro, at de forudsætninger, hvorunder

regeringens beslutning om det danske bidrag blev truffet, vil ændre sig.

Regeringen vil løbende vurdere, om udviklingen bør medføre justeringer i det

danske bidrag. Såfremt der viser sig behov for ændringer af det danske

bidrag, vil regeringen forelægge dette for Folketinget.

Spørgsmål 74

Vil ministeren sikre, at dansk personel, som kommer til at indgå i en

multinational styrke, tilbydes en lægeundersøgelse efter hjemkomst fra

indsatsområdet?

Svar

Forsvaret er, som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 4, meget

opmærksom på de sundhedsmæssige aspekter. Derfor vil personellet blive

tilbudt en lægeundersøgelse efter hjemkomst. Undersøgelsen vil blive

gennemført af Forsvarets Sundhedstjeneste.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter