1997 BTB 114 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET DANSK BIDRAG TIL EN MULTINATIONAL INDSATS I MELLEMØSTEN NR B 114 1997-98. 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i fem møder og har herunder
stillet 90 spørgsmål til udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse
har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra:
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed
Fredsskattefonden
Aldrig mere Krig
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservatives Folkepartis, Det Radikale Venstres, Fremskridtspartiets og
Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Venstres, Det
Konservatives Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) ønsker i den forbindelse at udtrykke, at der i den
nuværende situation lige til det sidste bør arbejdes for, at en
forhandlingsløsning vil kunne opnås, således at Irak indvilger i at opfylde
bestemmelserne i FN-resolution 687 om at give FN-våbeninspektører fri og
uhindret adgang til alle installationer, de måtte ønske.
Flertallet støtter den opfattelse, at stabiliteten i hele regionen kun
opnås ved ikke at udvise passivitet. Flertallet støtter den opfattelse, at
det politiske pres over for Iraks opbygning, produktion og lagring af kemiske
og biologiske våben kan forhindre Saddam Hussein i at fortsætte sine
overtrædelser af de af ham accepterede våbenhvilebetingelser med stigende
ustabilitet i regionen til følge. Pres nu er den eneste mulighed for at løse
konflikten uden anvendelse af militære midler.
Flertallet understreger, at Irak - i henhold til våbenhvilebetingelserne i
resolution 687, der er vedtaget med hjemmel i FN-pagtens kapitel VII -
betingelsesløst har accepteret, at bl.a. alle Iraks kemiske og
bakteriologiske våben, herunder komponenter hertil, og al forsknings- og
udviklingsstøtte og fremstillingsfaciliteter til disse masseødelæggelsesvåben
Læs alt
skal ødelægges, fjernes eller uskadeliggøres under international overvågning.
Det er flertallets opfattelse, at havde Irak ikke accepteret resolution
687 i 1991, kunne de allierede styrker allerede dengang have fortsat de
militære aktioner mod den irakiske krigsmaskine.
Flertallet henviser til notat fra Udenrigsministeriet af 17. februar 1998,
der er optrykt som bilag til betænkningen.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem) peger på,
at FN nu i syv år har lagt pres på Irak for at få dem til at opfylde de krav,
de blev pålagt for afslutning af bombardementerne af Irak. I syv år har FN's
våbeninspektører forsøgt at få adgang til de våbenlagre, som Irak's Saddam
Hussein påstod ikke fandtes. I de syv år har FN's våbeninspektører alligevel
fundet og destrueret 28.000 kemiske våben, 690 tons kemiske kampstoffer, mere
end 3.000 tons kemikalier, der kan bruges til fremstilling af kemiske våben,
48 missiler, 6 missilaffyringsramper og 30 sprænghoveder beregnet til kemiske
og biologiske våben, store mængder af produktionsudstyr og maskiner, der kan
bruges til at fremstille kemiske og biologiske våben m.m. Dette for blot at
citere en del af den danske udenrigsministers opremsning.
Hvad der så ligger i de 80 paladser, som Saddam Hussein på nuværende
tidspunkt ikke vil tillade inspektion af, kan vi naturligvis kun gisne om.
Men for Fremskridtspartiet står det klart, at vi ikke under nogen
omstændigheder kan støtte nogen form for terrorregime og slet ikke være med
til, at en mand som Saddam Hussein får lov til at drive gæk med
verdenssamfundet og gøre alle bestræbelser fra FN's side totalt til grin.
At Danmark sender et enkelt Herkules-fly af sted til hjælp for et
eventuelt angreb på en sådan forbryder, der holder hele sit eget folk som
gidsler, er kun naturligt. Den seneste udvikling i FN's Sikkerhedsråd, hvor
det med enstemmighed blev besluttet at sende Kofi Annan til Bagdad fredag den
20. februar 1998, må siges at være absolut sidste chance for en fredelig
løsning; herefter foreligger kun hårdtslående argumenter, som ingen kan
misforstå. Derfor er der tale om den allersidste trussel for et »No
return«. Danmark skal være med, hvor der kæmpes for frihed og
menneskeværdier i NATO's nærområde.
Med hensyn til spørgsmål nr. 73 er det Fremskridtspartiets hensigt at
fremføre, at Danmark - såfremt der bliver en regulær krig, og hvis krigen mod
al forventning skulle trække ud, samt hvis der bedes om bistand til
minestrygning igen - tænker på at sende Standard Flex ud. Det er ikke blot et
dansk skib, men det vil også snart være på tide at vise andre lande, hvor
godt netop dette forholdsvis lille skib kan klare opgaverne.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer
af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Efter mindretallets opfattelse er det fuldstændig uantageligt at give
dispensation fra Folketingets forretningsorden i denne sag. Muligheden for
dispensation er fornuftig, hvis man skal vedtage hurtige økonomiske indgreb,
hvor der er et uomgængeligt behov for at handle hurtigt og inden alle mulige
økonomiske aktører.
Men det gælder ikke denne krise, som har pågået siden 1991, altså i næsten
syv år. Den løber ingen vegne.
Det er muligt, at regeringen har et behov for at tilfredsstille
amerikanerne. Men fordi der ikke hersker orden og demokrati ude i
verdenssamfundet, så må det altså ikke føre til, at vi sætter vores eget
demokrati ud af spil.
Der er ikke den mindste tvivl om, at Saddam Hussein er en diktator af
allerværste skuffe. Skruppelløse, brutale overgreb mod landets egen
befolkning - herunder militære angreb på obsternasige befolkningsgrupper og
mord på politiske modstandere - hører til dagens uorden. Der er næppe heller
tvivl om, at Irak ikke har overholdt sine forpligtelser, og at Saddam Hussein
har leget kispus med såvel de våbeninspektører, der arbejder på grundlag af
FN's mandat, som med det internationale samfund.
Mindretallets helt grundlæggende modstand mod dansk støtte til - og
deltagelse i - et militært angreb, skyldes altså ikke en uenighed her, men at
vi er overbevist om, at et militært angreb både vil være ulovligt og dumt.
I henhold til FN-pagten, kan mellemstatslige krigshandlinger kun tillades,
hvis den ene part udgøres af FN eller er autoriseret af FN - dvs. af FN's
sikkerhedsråd. Endvidere gælder det, at for at kunne iværksætte en militær
operation skal Sikkerhedsrådet - i henhold til pagtens artikel 39 - skønne,
at der foreligger en »trussel mod freden, noget fredsbrud eller nogen
angrebshandling«. Der skal med andre ord være tale om en helt konkret
vurdering og sanktionering. En sådan foreligger ikke. USA, og nu altså også
den danske regering, forsøger sig med en spidsfindig juridisk argumentation,
hvor hovedindholdet er manglende overholdelse af våbenhvilen. Det er en
argumentation, som ikke kun er uhyre problematisk. Først og fremmest holder
den ikke. Det var nemlig, som det korrekt er anført i bemærkningerne til
beslutningsforslaget, Sikkerhedsrådet selv, som fastsatte
våbenhvilebetingelserne for næsten syv år siden. Derfor må det også være
Sikkerhedsrådet - og kun Sikkerhedsrådet - som i givet fald beordrer
krigshandlingerne genoptaget. Der hersker ingen tvivl om, at en sådan
beslutning ikke vil blive taget, fordi flere af de faste medlemmer vil være
imod.
Vi befinder os altså i en situation, hvor vi på den ene side har Saddam
Husseins modbydelige regime. På den anden side har vi verdenssamfundet, men
ikke noget grundlag for at gå i krig. Så må man finde andre midler.
Krig er i sig selv en modbydelighed. Uanset det billede, der forsøges
skabt i tv af forskellige militære eksperter, så findes den »rene«
krig ikke, selv hvis det lykkes at ramme de mål, som amerikanerne forestiller
sig kortvarigt vil sætte Hussein tilbage. Når man har med en mand som Hussein
at gøre, så vil det være fuldstændig idiotisk at forestille sig, at de
militære mål kan fastholdes som rene militære mål. De er formentlig allerede
omdannet til børnehospitaler eller vuggestuer. Det har været den irakiske
befolkning, som har lidt de største ofre for krigen i 1991. Det vil det også
være denne gang.
Det skyldes også, at krigen næppe vil gøre noget til, at Hussein styrtes
(eller dræbes). Det skyldes også, at amerikanerne ikke ønsker, at Irak bliver
splittet op i smådele, så Iran bliver den eneste stormagt i området. Det var
også grunden til, at man ikke fjernede Hussein i 1991, hvilket i øvrigt også
havde været ulovligt.
Siden 1991 har Irak været voldsomt svækket. Men det er jo ikke Saddam
Hussein og hans regime, der har lidt nød. Det har igen været
civilbefolkningen. Fejlernæring og overdødelighed - særligt blandt børn - er
uhyggelig udbredt.
Det er også derfor, at Saddam Hussein ikke har bøjet sig. Han ønsker dette
angreb for at fremtræde som martyr og for at få støtte i den arabiske
befolkning, og det er det mest sandsynlige resultat af et amerikansk angreb.
Der er nemlig ikke meget, der taler for, at man får umuliggjort produktionen
af krigsgas.
Det er klart, at militære aktioner og krig kan være nødvendig af de
grunde, som er anført i FN-pagten, men må vurderes i hvert enkelt tilfælde
over for at løse problemer med andre midler og sandsynligheden for de
militære midlers succes. Men vi må fastholde, at det skal være på det
grundlag. Ellers åbner man op for, at alle mulige små og større magter
pludselig finder det lovligt at gennemsætte tidligere FN-beslutninger. Irak
er jo ikke det eneste land, som ikke har overholdt Sikkerhedsrådets
beslutning. Man behøver blot at nævne Israel. Og der er flere våbenhviler,
som ikke er afsluttet med fred: Korea eller Cypern for at nævne et par
eksempler.
Derfor er konsekvensen af en krig på dette grundlag fantastisk alvorlig,
ganske enkelt fordi den undergraver hele grundlaget for en international
retsorden og FN-systemets autoritet.
Det har hidtil være helt grundlæggende for Danmarks militære deltagelse i
internationale aktioner, at de fandt sted på et klart grundlag fra FN. Derfor
er det ikke kun et klart brud med denne tidligere linje, hvis Danmark vælger
at indgå i aktionen. Det er også helt uforståeligt og aldeles uacceptabelt.
Der er blevet stillet spørgsmål til forslaget hvortil der er følgende
kommentar: Nogle spørgsmål er ikke blevet besvaret, nogle spørgsmål er blevet
besvaret, men ufyldestgørende, og endelig er nogle blevet besvaret, hvorefter
man kan konkludere, at aktionen slet ikke bør finde sted.
Ingrid Rasmussen (S) nfmd. Torben Lund (S) Peter Christensen
(S) Poul Qvist Jørgensen (S) Pia Gjellerup (S) Villy Søvndal (SF) Jørgen
Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Arne Melchior (CD) Svend Aage Jensby (V)
Knud Enggaard (V) fmd . Peder Sønderby (V) Anders Mølgaard (V) Jens
Jørgensen (KF) Kaj Ikast (KF) Bendt Bendtsen (KF) Annette Just (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Udenrigsministeriets notat af 17. februar 1989 om anvendelse af
militær magt mod Irak.
»På baggrund af de i debatten under Folketingets 1. behandling
fremsatte bemærkninger samt de i pressen fremførte synspunkter fra
forskellige folkeretseksperter, forskere og universitetslærere om grundlaget
for en beslutning om deltagelse i en eventuel militær aktion mod Irak
bemærkes følgende:
Regeringen har foretaget en samlet vurdering af de foreliggende bindende
sikkerhedsrådsresolutioner og andre vedtagelser fra rådet vedrørende Irak og
er nået til samme konklusion som de lande, der har tilkendegivet støtte til
en militær aktion mod Irak om behovet for i sidste ende at anvende magt.
Denne konklusion bygger navnlig på følgende elementer:
Det klare folkeretlige udgangspunkt er, at der gælder et forbud mod at
anvende magt over for andre stater. Dette fremgår udtrykkelig af FN-pagtens
art. 2, stk. 4, som af Den Internationale Domstol er blevet anset som udtryk
for folkeretlig sædvaneret.
Der er imidlertid to væsentlige undtagelser til denne hovedregel. For det
første er alle stater berettiget til at forsvare sig selv, hvis de bliver
angrebet.
For det andet kan FN's Sikkerhedsråd give en særlig bemyndigelse til brug
af magt. Det er denne anden undtagelse, der er relevant i denne sammenhæng.
Sikkerhedsrådet har i henhold til FN-pagtens kap. VII (art. 42) beføjelse
til at autorisere magtanvendelse, i det omfang det måtte være nødvendigt
»for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og
sikkerhed«. En forudgående betingelse herfor er, at Sikkerhedsrådet har
fundet, at der »foreligger en trussel mod freden, noget fredsbrud eller
nogen angrebshandling«, jf. FN-pagtens art. 39.
Det er således kun undtagelsesvis, at Sikkerhedsrådet kan autorisere brug
af militære magtmidler, og dette skal altid ske efter en nøje overvejelse af,
hvorvidt den pågældende aktion kan retfærdiggøres. Der gælder her et såkaldt
proportionalitetsprincip, hvorefter de valgte midler skal stå i et rimeligt
forhold til de overgreb, der reageres imod.
Sikkerhedsrådet har da også kun i ganske få tilfælde benyttet sine
beføjelser til at autorisere magtanvendelse. Det skete f.eks. efter Iraks
invasion af Kuwait, hvor Sikkerhedsrådet i res. 678 (1990) bemyndigede de
FN-medlemslande, der samarbejdede med Kuwaits regering, til at benytte
»alle nødvendige midler« til at implementere relevante
sikkerhedsrådsresolutioner og genoprette international fred og sikkerhed i
området (1). Denne beføjelse blev som bekendt anvendt i forbindelse med
Golfkrigen i 1991.
Efter krigen vedtog Sikkerhedsrådet resolution 687, hvori rådet opstiller
betingelserne for våbenhvilen mellem de allierede og Irak. Resolutionen er
ganske omfattende, og budskabet er klart: Hvis betingelserne ikke overholdes,
kan der skrides ind over for Irak - om nødvendigt med magt. Dette
understreges bl.a. af den konsekvente brug af betegnelsen
»våbenhvile«.
Resolution 687 er vedtaget med hjemmel i pagtens kap. VII og bekræfter i
operative artikel 1 (2) udtrykkelig gyldigheden af alle 13 tidligere vedtagne
resolutioner om krisen, inklusive resolution 678, der som nævnt bemyndiger de
allierede til at anvende magt.
Sikkerhedsrådet giver i resolutionens præambel klart udtryk for, at man
anser den fortsatte tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben for en trussel
mod fred og sikkerhed i området (3).
Det relevante afsnit i den operative del af resolutionen er kap. C,
artikel 8-10, om destruktion af samt forbud mod brug og udvikling af kemiske
og biologiske masseødelæggelsesvåben samt det dertil hørende inspektions- og
kontrolsystem (4).
Sikkerhedsrådets krav om, at Irak betingelsesløst underkaster sig UNSCOM's
inspektioner, er formuleret sådan, at der ikke kan være tvivl om, at en
obstruktion af inspektionsvirksomheden er en væsentlig overtrædelse af de af
Irak påhvilende forpligtelser. Dette fremgår også udtrykkelig af flere
efterfølgende sikkerhedrådsresolutioner, jf. bl.a. res. 707 (1991) (5).
Iraks overtrædelser af resolution 687 har tidligere medført militære
sanktioner over for lande. Dette skete i begyndelsen af 1993, hvor USA, UK og
Frankrig som reaktion på en række irakiske restriktioner over for UNSCOM's
fly den 11. januar 1993 gennemførte et bombeangreb i det sydlige Irak, jf.
således erklæring fra formanden for Sikkerhedsrådet af 11. januar 1998 (6).
I en briefing til Sikkerhedsrådet den 23. januar 1998 underrettede
UNSCOM-chefen rådet om Iraks flagrante og vedvarende mangel på samarbejde med
Kommissionen i forbindelse med opfyldelsen af dennes opgaver, herunder
nægtelse af adgang til en række lokaliteter. Efter UNSCOM-chefens opfattelse
var denne manglende vilje til samarbejde af en sådan karakter, at
Kommissionens arbejde og dens muligheder for at opfylde sit mandat blev
umuliggjort.
På basis af disse oplysninger må det konstateres, at Iraks obstruktion af
UNSCOM's virke har en særdeles grov og vedvarende karakter og udgør et
væsentligt brud på våbenvilen.
Hertil kommer andre momenter, herunder det forhold, at UNSCOM, for så vidt
angår en række farlige stoffer, bl.a. de giftige bakterier miltbrand og
butolinum og det yderst farlige kemiske kampstof VX-nervegas, har kunnet
godtgøre, at Irak - i modstrid med de irakiske myndigheders udtalelser og
erklæringer herom - har produceret eller været i stand til at producere disse
stoffer og bakterier på industriel basis i store mængder.
Ud fra en helhedsvurdering er det således velbegrundet, at det
internationale samfund på basis af det eksisterende retsgrundlag svarer igen,
om nødvendigt med militære magtmidler, således som resoution 678 giver
bemyndigelse til, såfremt det ikke viser sig muligt at tilvejebringe en
forhandlingsløsning.
Regeringen står ikke alene med denne opfattelse. Den deles af regeringerne
i en række andre lande, bl.a. lande, som efter resolution 678 er bemyndiget
til at anvende fornøden militær magt over for Irak'.
Noter:
1. »Authorises Member States co-opereating with the Government of
Kuwait, unless Iraq on or before 15 January 1991 fully implements, as set
forth in paragraph 1 above, the foregoing resolutions, to use all necessary
means to uphold an implement resolution 660 (1990) and all subsequent
relevant resolutions and to restore international peace and security in the
area«.
2. »Affirms all thirteen resolutions noted above, except as expressly
changed below, to achieve the goals of this resolution, including a formal
cease-fire«.
3. »Conscious of the threat that all weapons of mass destruction pose
to peace and security in the area and of the need to work towards the
establishment in the Middle East of a zone free of such weapons«.
4. »8. Decides that Iraq shall unconditionally accept the
destruction, removal, or rendering harmless, under international supervision,
of
(a) All chemical and biological weapons (...)
(b) All ballistic missiles with a range greater than 150 kilometres (....)
9. Decides, for the implementation of paragraph 8 above, the following:
(a) Iraq shall submit to the Secretary-General, within fiften days of the
adoption of the present resolution, a declaration of the locations, amounts
and types og all items specified in paragraph 8 and agree to urgent, onsite
inspection as specified below; (....)
10. Decides that Iraq shall unconditionally undertake not to use, develop,
construct or acquire any of the items specified in paragraphs 8 and 9 above
and requests the Secretary-General, in consultation with the Special
Commission, to develop a plan for the future ongoing monitoring and
verification of Iraq's compliance with this paragraph, to be submitted to the
Security Council for approval within one hundred an twenty days of the
passage of this resolution;»
5. »Affirming that the aforementioned failures of Iraq to act in
strict conformity with its obligations under resolution 687 (1991)
constitutes a material breach of its acceptance of the relevant provisions of
resolution 687 (1991) which established a cease-fire and provided the
conditions essential to the restoration of peace and security in the area.
(....)
Determined to ensure full compliance with resolution 687 (1991) and in
particular its section C,».
6. »These latest developments concerning the activities of UNIKOM and
UNSCOM constitute further breaches of resolution 687 (1991), which
established the cease-fire and provided the conditions essential for the
restoration of peace and security in the region, as well as other relevant
resolutions and agreements. The Council demands that Iraq cooperate fully
with UNIKOM, UNSCOM and other United Nations agencies in carrying out their
mandates, and again warns Iraq of the serious consequences that will flow
from such continued defiance«.
Spørgsmål 10
Vil ministeren dokumentere den virkning, som syv års økonomiske sanktioner
har haft over for Irak med hensyn til at tvinge Saddam Husseins styre til at
respektere FN's beslutninger?
Svar
De økonomiske sanktioner mod Irak har endnu ikke på afgørende måde
påvirket det irakiske regime til at respektere FN's beslutninger.
Økonomiske sanktioner mod et land virker i bedste fald normalt kun efter
en længere periode. Effekten afhænger i høj grad af, hvor mange lande der
gennemfører sanktionerne, og hvor afhængigt det sanktionsramte land er af
samhandel og samkvem med andre lande. Når man vælger at indføre økonomiske
sanktioner, må man derfor være forberedt på, at de først virker efter en
længere årrække.
Spørgsmål 15
Hvilke økonomiske konsekvenser i form af materielle tab og øgede
finansielle byrder vil for Irak være konsekvensen af et bombeangreb?
Svar
Svaret på spørgsmålet afhænger bl.a. af, hvilke mål der ødelægges, og hvor
længe bombeangrebet varer. Det siger sig selv, at det irakiske regime kan
undgå, henholdsvis standse ethvert angreb ved loyalt fuldt ud at opfylde
Iraks forpligtelser i henhold til sikkerhedsrådsresolution 687.
Spørgsmål 16
Kan det angives, hvor mange procent af Iraks kemiske og bakteriologiske
våben samt fremførelsesmidler der vil blive ødelagt ved et bombeangreb på
Irak, og kan det angives, hvilken usikkerhed der er behæftet med dette skøn?
Svar
Et militært angreb vil næppe kunne ødelægge alle masseødelæggelsesvåben og
produktionsfaciliteter eller fremførelsesmidler, men det vil væsentligt kunne
mindske Iraks kapacitet på området og den trussel, som disse våben udgør ikke
kun i regionen, men også i vores del af verden.
Der findes ikke en total opgørelse over Iraks kemiske og bakteriologiske
våben, fordi Saddam Hussein systematisk og vedvarende har hindret FN's
våbeninspektører i at udføre deres arbejde med at kortlægge og få destrueret
lagre og produktionsfaciliteter.
Spørgsmål 35
Hvilken rolle vil et militært angreb efter regeringens mening have for
skabelsen af en opposition til Saddam Hussein i Irak?
Svar
Historisk set synes der at være to muligheder: Et militært nederlag kan
enten samle befolkningen bag dets ledere, eller det kan føre til en politisk
omvæltning. Der kan ikke siges noget sikkert om konsekvenserne i så henseende
af en eventuel militær aktion mod Irak, jf. også svaret på spørgsmål 15.
Spørgsmål 73
Hvis det bliver en længerevarende konflikt, vil Standard Flex blive en
mulighed for dansk indsættelse?
Svar
Regeringen har ingen grund til at tro, at de forudsætninger, hvorunder
regeringens beslutning om det danske bidrag blev truffet, vil ændre sig.
Regeringen vil løbende vurdere, om udviklingen bør medføre justeringer i det
danske bidrag. Såfremt der viser sig behov for ændringer af det danske
bidrag, vil regeringen forelægge dette for Folketinget.
Spørgsmål 74
Vil ministeren sikre, at dansk personel, som kommer til at indgå i en
multinational styrke, tilbydes en lægeundersøgelse efter hjemkomst fra
indsatsområdet?
Svar
Forsvaret er, som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 4, meget
opmærksom på de sundhedsmæssige aspekter. Derfor vil personellet blive
tilbudt en lægeundersøgelse efter hjemkomst. Undersøgelsen vil blive
gennemført af Forsvarets Sundhedstjeneste.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BTB 81 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM UNDER FN AT SENDE ET DANSK ORLOGSFARTØJ SAMT EVENTUELT ET FORSYNINGSSKIB TIL MELLEMØSTEN NR B 81 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 12. september 1990
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af Irak-mandatet Retsinformation · 26. april 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks tilslutning til oprettelsen af et fælles dansk-tysk-polsk korps, Multinational Corps Northeast Retsinformation · 13. april 1999
- 1989 BTB 3 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFENTLIGHED I EF-ANLIGGENDER NR B 3 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juli 1990
- 1990 BTB 79 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STØTTE TIL DRIFTEN AF ET SØFARTSMEDICINSK INSTITUT I ESBJERG NR B 79 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 10. juli 1991
- 1987 BTB 7 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN NR B 7 1987-88, 2. SAMLING Retsinformation · 5. juli 1988