1991 BSF 7 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der
sikrer, at der afholdes vejledende folkeafstemninger efter følgende
retningslinier:
1. Landsdækkende folkeafstemning afholdes, når 20.000 vælgere anmoder
herom.
2. Regionale folkeafstemninger afholdes, når 5 pct. af de vælgere, der er
optaget på valglisten i den eller de pågældende kommuner, anmoder herom.
3. Anmodning om afholdelse af folkeafstemning skal være skriftlig og
indeholde angivelse af det afstemningstema, der ønskes prøvet ved
afstemningen.
4. Afstemningens udfald afgøres ved almindeligt stemmeflertal og er
vejledende for Folketinget respektive for den eller de administrative
myndigheder, der berøres af afstemningstemaet.
5. Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at anmodning om afholdelse af
folkeafstemning tilfredsstiller formelle krav (antal underskrifter m.v.), og
tilrettelægger afstemningen.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund og historie
Det er forslagsstillernes mening, at regelmæssig brug af
folkeafstemninger ved vælgerinitiativ åbner mulighed for en væsentlig
styrkelse og modernisering af folkestyret.
Erfaringerne viser, at de her i landet eksisterende grundlovsfæstede
folkeafstemningsinstitutter kun anvendes overordentlig sjældent.
Det obligatoriske referendum ved grundlovsændringer har været benyttet ved
forslag til grundlovsændring som følge af genforeningen (vedtaget 1920), ved
forslag til Danmarks Riges Grundlov (forkastet 1939) og ved forslag til den
gældende grundlov (vedtaget 1953).
Folkeafstemninger vedrørende forslag til ændringer i valgretsalderen har
været afholdt i 1953 (valgretsalderen blev 23 år), i 1961 (valgretsalderen
Læs alt
blev nedsat til 21 år), i 1969 (valgretsalderen forblev uændret 21 år), i
1971 (valgretsalderen blev nedsat til 20 år) og i 1978 (valgretsalderen blev
nedsat til 18 år). Endvidere afholdtes folkeafstemning om Danmarks indtræden
i EF (1972).
Folkeafstemninger i medfør af grundlovens § 42, efter Folketingets
vedtagelse af en lov og på forlangende af en tredjedel af Tingets medlemmer
er alene afholdt i 1963, hvor de fire jordlove bortfaldt ved
folkeafstemningen.
Folkeafstemninger, der ikke er foreskrevet i grundloven, er efter
lovgivningsmagtens beslutning alene afholdt i to tilfælde, nemlig om salget
af De Vestindiske Øer (1916) og om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (1986).
2. Terminologi
Man sondrer traditionelt mellem referendum og vælgerinitiativ. Ved
referendum kan vælgerne vedtage eller forkaste den lovgivende magts
beslutninger. Ved vælgerinitiativ har vælgerne adgang til selv at fremsætte
forslag og forlange disse underkastet afstemning.
Afstemningen kan principielt være bindende eller vejledende. Reglerne i
grundloven om folkeafstemninger (§ 20, stk. 2, om suverænitetsafgivelse, §
29, stk. 2, om valgretsalder og § 42 om lovforslag) omfatter alene
afstemninger, der finder sted på grundlag af beslutninger, som er truffet af
Folketinget. Formålet med dette forslag til folketingsbeslutning er at
supplere med mere generelle regler for afholdelse af vejledende
folkeafstemninger, der iværksættes ved vælgerinitiativ.
I beslutningsforslagets titel indgår ordene »direkte demokrati«
som udtryk for, at vejledende folkeafstemninger efter forslaget iværksættes
alene på grundlag af befolkningens eget direkte initiativ, således at
administrative myndigheder alene har en række praktiske opgaver i forbindelse
med afstemningens tilrettelæggelse.
3. Udviklingstendenser. Principperne i amerikansk og schweizisk
lovgivning
Siden 1960'erne er folkeafstemninger i stigende omfang benyttet i en
række forskellige lande, herunder også i lande, der ikke har tradition for
sådanne afstemninger.
Især i løbet af 1970'erne er afstemninger på befolkningens eget initiativ
blevet mere udbredt end tidligere. Det gælder således i USA, hvor der i mange
delstater findes regler om folkeafstemninger.
I USA er folkeafstemninger obligatoriske ved grundlovsændringer i 49 af
delstaterne. Derudover kendes folkeafstemninger på delstatsniveau under
forskellige former i i alt 39 stater. Direkte lovgivning ved folkeafstemning
er særlig udbredt i de vestlige stater, herunder i Californien. I 22 stater
forekommer forskellige former for lovinitiativ. Den mindst udbredte form for
direkte lovgivning er forfatningsinitiativ, hvor vælgerne selv fremlægger
forslag om grundlovsændringer til folkeafstemning. Det praktiseres i 14
delstater.
På lokalt plan har 39 af USA's delstater regler om, at forskellige lokale
myndigheder kan eller skal afholde folkeafstemning om lokale spørgsmål,
herunder bestemmelser, vedtægter og lignende. Det kan skønnes, at der i USA
årligt afholdes i alt mellem ti og femten tusinde sådanne afstemninger.
Derimod kendes landsdækkende folkeafstemninger ikke i USA.
I Schweiz findes regler, der sikrer, at både referendum og vælgerinitiativ
kan benyttes på alle niveauer, såvel på forbundsniveau som på kanton- og på
kommuneniveau.
Grundlaget for folkeafstemninger findes i den schweiziske
forbundsforfatning, og alle afstemninger har bindende virkning.
Vælgerinitiativ kræver skriftlig anmodning fra mindst 100.000 vælgere, og
underskrifterne skal samles inden for en 18-måneders-periode.
Referendumreglerne indebærer, at enhver føderal beslutning skal
underkastes folkeafstemning, hvis krav herom stilles af mindst 50.000
vælgere.
4. Argumenter for beslutningsforslaget
Efter forslagsstillernes mening vil regler om vejledende
folkeafstemninger betyde en afgørende styrkelse af folkestyret og rumme en
tiltrængt modernisering af den politiske beslutningsproces her i landet.
Den tid er for længst forbi, hvor politikerne kunne påberåbe sig særlig
viden eller større indsigt end den øvrige del af befolkningen. Folkestyret
har her i landet fungeret på godt og ondt i hen ved 150 år, og det er udtryk
for manglende demokratisk sindelag, hvis nogen vil hævde, at Folketinget er i
stand til at bedømme samfundsspørgsmål mere sagligt eller kvalificeret, end
befolkningen er.
Erfaringerne fra USA og Schweiz har for længst leveret dokumentation for,
at det direkte demokrati, som folkeafstemningerne er udtryk for, ikke har
erstattet, men på meget positiv måde suppleret det repræsentative demokrati.
Der findes i øvrigt i disse lande mulighed for, at politikerne kan udarbejde
modforslag, der kan omfattes af afstemningen, hvis politikerne ikke anser
vælgerinitiativet for at være kvalificeret nok.
Navnlig i Schweiz viser erfaringerne tillige, at forbundspolitikerne
vælger at bruge mere tid på at udforme og omskrive lovforslagene og på at
opnå bæredygtige og langsigtede løsninger frem for at løbe risikoen for, at
lovgivning af utilstrækkelig kvalitet og med kortsigtet virkning forlanges
sendt til folkeafstemning. Det anføres undertiden i Schweiz, at de vigtigste
referenda således er dem, der slet ikke finder sted.
Forslagsstillerne mener, at vejledende folkeafstemninger her i landet
såvel på landsdækkende som på kommunalt plan vil føre til, at der opbygges en
større interesse og ansvarsfølelse for samfundsforhold. Vælgerne opnår en
direkte deltagelse i de politiske beslutninger og har al mulig grund til at
engagere sig, diskutere på arbejdspladser, i hjemmene, i nærmiljøet i øvrigt,
frem for blot passivt at skulle affinde sig med, at politikerne tiltager sig
hele beslutningsretten.
Det kan i flere lande påvises, at oplysningskampagner forud for
folkeafstemninger virker som en politisk debat- og læreproces. Det, der i
lande som Danmark er et »internt anliggende« for politikere og
embedsmænd, bliver i lande med folkeafstemningsinstitution til reelle
debatemner, hvor sagernes indhold, argumenter og konsekvenser bringes frem i
åben diskussion i medier, ved informationsmøder og på andre måder.
Traditionen i Schweiz dokumenterer, at vælgerne træffer velgennemtænkte valg,
og mulighederne for korridorpolitik, pression og manipulering begrænses.
Den svigtende vælgerinteresse for at deltage aktivt i partipolitisk
arbejde er et yderligere vigtigt argument for folkeafstemninger. Omkring
1945-50 var op imod en fjerdedel af vælgerne her i landet medlemmer af en
vælgerforening og deltog derigennem i den politiske beslutningsproces. I dag
er kun omkring 7 pct. af vælgerne medlemmer af vælgerforeninger. Denne
udvikling fører gradvis til, at kun en meget lille politisk elite deltager i
politisk beslutningstagning, hvilket yderligere forøger afstanden imellem
politikerne og befolkningen.
Fremskridtspartiet mener, at indførelse af vejledende folkeafstemninger
vil være en virksom og positiv metode til igen at inddrage befolkningen i de
politiske beslutninger.
Modstand imod regler om folkeafstemning vil formentlig være mest udbredt
blandt interessegrupper, der i øjeblikket føler deres særinteresser
tilfredsstillende varetaget af regering og folketingsflertal, men frygter, at
deres synspunkter ikke har dækning hos befolkningens flertal.
Indførelse af folkeafstemninger i Danmark vil have den afgørende virkning,
at regering og lovgivningsmagt med styrke kan afvise at bøje sig for
pressionsgruppers ønsker og krav i tilfælde, hvor disse er stridende mod
befolkningsflertallets interesser. Det danske parlamentariske system, der
afløste enevælden, kunne naturligt nok ikke forudse omfanget af den magt, som
f.eks. interesseorganisationer og centraladministration ville opnå igennem
årene på bekostning af befolkningens indflydelse gennem sine folkevalgte
repræsentanter. Denne udvikling har tydeliggjort, at pressionsgrupper og
særinteresser kan manipulere med et folketingsflertal. Derimod kan sådanne
interessegrupper ikke manipulere med en hel befolkning.
Erfaringerne fra lande med folkeafstemning efter vælgerinitiativ viser i
øvrigt, at lovproduktionen dæmpes, i modsætning til erfaringerne fra Danmark
og andre repræsentative demokratier uden tilsvarende folkeafstemningsregler.
Her øges lovproduktionen til stadighed, og ikke mindst mængden af ændringer
til eksisterende lovgivning griber om sig.
Derudover viser udenlandske erfaringer, at folkeafstemninger er populære
og skaber en større følelse af politisk ansvar hos befolkningen. I de lande,
hvor regler herom findes, ses der ikke at foreligge ønsker om at ophæve
reglerne.
5. Folkeafstemningers betydning for skattetrykket
Befolkningens ansvar øges ved folkeafstemninger. Vælgerne inddrages i at
forholde sig til sammenhængen imellem de beslutninger, man træffer, og de
økonomiske og sociale konsekvenser, der opstår. Befolkningen kan f.eks. vælge
udgiftskrævende foranstaltninger, men kender prisen og har friheden til at
fravælge.
I den forbindelse er der grund til at fremhæve, at det er overvejende
sandsynligt, at indførelse af regler om folkeafstemninger vil få en
skattedæmpende effekt.
Erfaringerne fra USA viser, at et flertal af de syv delstater, der har de
højeste omsætningsskatter, mangler folkeafstemning ved vælgerinitiativ. Det
samme er tilfældet for de fem delstater, der har den højeste indkomstskat.
Blandt de syv delstater, som ikke har indkomstskat, har et flertal
folkeafstemninger ved vælgerinitiativ. Fjernelsen af indkomstskatten i disse
syv stater, som er Alaska, Florida, Nevada, South Dakota, Texas, Washington
og Wyoming, har utvivlsomt sammenhæng med, at folkeafstemningsmuligheden
påvirker politikerne til at udvise større forsigtighed over for de offentlige
finanser.
Forholdene i Schweiz viser den samme tendens. Det offentliges
skatteindtægter i Schweiz målt i forhold til bruttonationalproduktet, BNP, er
blandt de laveste i Europa.
Også i Danmark er det sandsynligt, at den blotte adgang til afholdelse af
vejledende folkeafstemninger vil præge de politiske beslutninger i retning af
større økonomisk ansvarsbevidsthed. Det vil være politisk uklogt at bevilge
afholdelse af udgifter, der af befolkningen betragtes som unyttige eller
måske endog er i åbenbar modstrid med befolkningens ønsker.
6. Tidligere forslag om folkeafstemninger
Medlemmer af Fremskridtspartiets folketingsgruppe fremsatte den 2. april
1975 forslag til folketingsbeslutning om vejledende folkeafstemninger om
kommunale anliggender (af Kjærulff-Schmidt m.fl., se Folketingstidende
1974-75, 2. samling, forhandlingerne sp. 2544 og 4720, og tillæg A sp. 3861,
jf. Folketingets Årbog 1974-75, side 686 ff.
I beslutningsforslaget opfordrede Folketinget indenrigsministeren til at
fremsætte lovforslag, der åbnede mulighed for, at kommunale anliggender kunne
underkastes en vejledende folkeafstemning i kommunen på begæring af et
mindretal af kommunalbestyrelsesmedlemmer og/eller et mindretal af de
vælgere, der var optaget på valglisten i vedkommende kommune.
Ved 1. behandling af forslaget kunne indenrigsministeren erklære sig enig
i den målsætning, der lå bag forslaget, hvorimod han ikke følte sig
overbevist om, at den foreslåede løsning på tilfredsstillende måde ville føre
frem til det ønskede mål. Også de øvrige partiers ordførere var i overvejende
grad positive for så vidt angik det principielle sigte i forslaget, men havde
betænkeligheder ved forslagets udformning.
Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden
folketingsårets udløb.
Den 16. marts 1977 fremsatte medlemmer af Fremskridtspartiets
folketingsgruppe forslag til lov om folkeafstemninger i kommunerne (af
Kjærulff-Schmidt m.fl., se Folketingstidende 1976-77, 2. samling,
forhandlingerne sp. 709 og sp. 2979, og tillæg A sp. 3701, jf. Folketingets
Årbog 1976-77, side 500 ff.).
Ifølge lovforslaget kunne ethvert spørgsmål, der var omfattet af det
kommunale selvstyre, underkastes en vejledende folkeafstemning i en kommune,
såfremt det begæredes af mindst 10 pct. af de på valglisten opførte vælgere
eller mindst en tredjedel af kommunalbestyrelsens medlemmer.
Om baggrunden for lovforslaget hed det i de ledsagende almindelige
bemærkninger bl.a.:
»Ved gennemførelsen af kommunalreformen reduceredes antallet af
kommuner fra ca. 1.300 til 275. Storkommuneideen har gjort det umuligt at
opretholde den tidligere nære kontakt imellem borgerne og de folkevalgte, og
det er til dato ikke lykkedes at gennemføre foranstaltninger, der har kunnet
erstatte den personlige kontakt mellem befolkningen og dens valgte
repræsentanter.
Fremskridtspartiet har fra første færd arbejdet for hyppige
folkeafstemninger som en nærdemokratisk foranstaltning. Et forslag til
folketingsbeslutning om vejledende folkeafstemninger i kommunerne blev
fremsat i folketingsåret 1974-75, 2. samling (. . .) Ved 1. behandling
erklærede såvel indenrigsministeren som en række ordførere sig enige i den
målsætning, der lå bag forslaget, men på en række punkter anførtes saglige
indvendinger mod forslagets udformning. Disse indvendinger er søgt
imødekommet ved udarbejdelsen af nærværende lovforslag, og det er derfor
forslagsstillernes håb, at der vil kunne opnås tilslutning til forslaget i
dets foreliggende skikkelse (. . .)».
Ved 1. behandling af lovforslaget fik dette en overvejende kritisk
modtagelse såvel af indenrigsministeren som af de fleste øvrige partiers
ordførere bortset fra ordførerne for Det Radikale Venstre og Danmarks
Retsforbund.
Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Folketinget har ikke i de mellemliggende år behandlet lovforslag eller
beslutningsforslag om indførelse af generelle regler om vejledende
folkeafstemninger. Derimod har Tinget flere gange behandlet forslag om
afholdelse af vejledende folkeafstemninger vedrørende konkrete spørgsmål,
f.eks. forslag til lov om folkeafstemning om flygtninge (L 38 af Knud Lind
(FP) m.fl., se Folketingstidende, Årbog og Registre 1989-90, side 74), og
forslag til lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om en fast
forbindelse over Øresund (L 160 af Kim Behnke (FP) m.fl., se
Folketingstidende 1990-91, 2. samling, forhandlingerne sp. 3344, 4471 og
tillæg A sp. 4077).
Disse forslag blev afvist af Folketingets øvrige partier, bl.a. med
henvisning til, at emnerne ikke var egnede til at blive undergivet
folkeafstemning.
7. Beslutningsforslagets forhold til forfatningen
De muligheder for folkeafstemning, der er taget stilling til i
grundloven, er, jf. foran under bemærkningerne punkt 1 og 2, følgende:
- § 20, stk. 2, om overladelse af suverænitetsbeføjelser til
mellemstatslige myndigheder
- § 29, stk. 2, om valgretsalderen
- § 42, om lovforslag
Medens de to førstnævnte bestemmelser alene angår afstemning om helt
specifikke emner (suverænitetsafgivelse respektive valgretsalder), angår
bestemmelsen i § 42 et spektrum af afstemningstemaer, der alene afgrænses i §
42, stk. 6. § 42, stk. 6, opregner bestemte typer af lovforslag, der ikke kan
forlanges underkastet afstemning. En tredjedel af Folketingets medlemmer kan
således ikke begære folkeafstemning om forslag til finanslove,
tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove,
normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret,
love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter og love til
gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser. Den
minoritetsbeskyttelse, som grundloven tillægger en tredjedel af Folketingets
medlemmer, nemlig at kunne forlange afholdelse af folkeafstemning med
bindende virkning, er altså beskåret bl.a. på vigtige områder, der direkte
angår statens indtægter og udgifter.
Ud over folkeafstemninger på grundlag af de foran nævnte bestemmelser, der
alle har bindende virkning, kan et folketingsflertal selvsagt beslutte
afholdelse af vejledende folkeafstemning om ethvert emne. Under den nuværende
grundlov har en sådan afstemning alene været afholdt i 1986 på grundlag af
lov nr. 24 af 5. februar 1986 om afholdelse af vejledende folkeafstemning om
Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (Europæisk Fælles Akt, se Folketingets
Årbog 1985-86, side 241). Her gælder ingen begrænsninger i emnevalget. Ønsker
et folketingsflertal at kende vælgernes mening om finansloven eller enkelte
af finanslovens poster, om indkomstskattens personfradrag, om
merværdiafgiftens højde, om punktafgifter eller ethvert andet emne, kan en
sådan vejledende afstemning naturligvis besluttes af Folketinget med
almindelig majoritet.
Det nye, der indføres, hvis nærværende beslutningsforslag vedtages, er
alene, at et nærmere bestemt antal vælgere på landsplan eller regionalt plan
kan forlange afholdelse af vejledende folkeafstemning. Dette berører ikke
forfatningen, svækker ikke Folketingets beslutningsdygtighed, hæmmer ikke
regeringens eller partiernes lovforberedelse, blokerer ikke det kommunale
eller amtskommunale selvstyre, men tjener alene som en værdifuld vejledende
rettesnor i lovgivningsarbejdet såvel som i lovforvaltningen.
Forslagsstillerne afstår fra at argumentere for bestemmelser om
folkeafstemninger med bindende virkning eller andre regler, der ville kræve
ændringer i forfatningen. Forslaget om vejledende afstemninger ved
vælgerinitiativ kan vedtages i god harmoni med den gældende grundlov.
8. Den tekniske gennemførelse af folkeafstemninger
Vejledende folkeafstemninger kan ret enkelt afholdes i forbindelse med
valghandlinger.
I årene mellem 1970 og 1990 har der her i landet været afholdt tilsammen
20 folketingsvalg, kommunalvalg eller folkeafstemninger på i alt 19
forskellige valg- eller afstemningsdatoer. Landsdækkende eller regionale
afstemninger kan uden særlige administrative vanskeligheder afholdes i
tilknytning til sådanne valghandlinger.
Endnu enklere vil det formentlig være at lade afstemningerne foregå f.eks.
pr. brev eller ved brug af elektroniske hjælpemidler. Hvis der fastlægges en
afstemningsform, der forudsætter vælgernes personlige tilstedeværelse på
afstemningsstedet, taler meget for, at f.eks. rådhuse, posthuse, biblioteker
eller andre tilsvarende centralt placerede steder kan benyttes som
afstemningssteder. Der er ikke som ved folketingsvalg og kommunale valg behov
for de samme administrative foranstaltninger med udpegning af valgstyrere,
valgtilforordnede etc., og optællingen af afstemningsresultatet kan ske
elektronisk, eventuelt under kontrol af uafhængige statsautoriserede
revisorer.
Omkostningerne ved afholdelse af afstemninger vil efter de her anførte
retningslinier kunne begrænses til et minimum, men man må i øvrigt i denne
forbindelse være opmærksom på, at afstemningerne generelt vil føre til større
påpasselighed i politikernes dispositioner over befolkningens økonomiske
ressourcer, jf. de udenlandske erfaringer, der er redegjort for ovenfor.
Forslagsstillerne anbefaler, at regeringen ved udformning af lovforslag
vælger at udforme så enkle og smidige regler om afstemnings- og
optællingsprocedurer som muligt.
9. Ingen begrænsning i emner, der kan underkastes folkeafstemning
Det er væsentligt at være opmærksom på, at vejledende folkeafstemninger
bør kunne afholdes uden begrænsninger i temavalg. Det er de vælgere, der
tager initiativ til anmodningen om afholdelse af afstemning, der selv
udformer afstemningens tema og samler det nødvendige antal underskrifter bag
kravet.
Nogle politikere anser folkeafstemninger for en principielt god ide, men
kun under forudsætning af, at det er de »rigtige« emner, der sættes
under afstemning. De anser nogle emner for at være for vigtige, andre for at
være betydningsløse, atter andre for at være for specielle eller for
generelle etc. etc. Derfor møder man undertiden det standpunkt, at
folkeafstemninger bør afholdes her i landet, men man må først lade
politikerne nøje overveje de emner, der ønskes afstemning om. Af samme grund
ynder nogle at fremhæve, at eksempelvis skattespørgsmål, indvandrerpolitik,
kriminalpolitik, socialpolitik og mange andre områder er uegnede for
afholdelse af folkeafstemninger.
Bag sådanne synspunkter ligger et politisk hovmod, som er så markant en
svaghed ved det repræsentative demokrati. Det er styret af frygt for, at der
vil opstå situationer, hvor de folkevalgte ikke har dækning for deres
synspunkter hos befolkningens flertal. På det grundlag drager man den
forkerte konklusion, at det er de folkevalgtes synspunkter, der er
»rigtige«, og befolkningsflertallets synspunkter, der er
»forkerte«, og at folkeafstemninger derfor bør undgås.
Forslagsstillerne mener, at folkeafstemningsmuligheden kan hjælpe med til
at sikre, at politikerne holder den kurs, som befolkningens flertal ønsker.
Dette er en værdifuld styrkelse af og ikke en trussel imod det repræsentative
demokrati. Politikerne vil meget hurtigt værdsætte folkeafstemninger, der kun
kan virke i retning af at stabilisere demokratiet.
Det er for forslagsstillerne selvfølgeligt, at en lov om vejledende
folkeafstemning ikke på forhånd skal bortcensurere visse emner som uønskede
eller uegnede. Hvis befolkningens flertal har en anden opfattelse end
Folketinget af skattepolitik, indvandrerspørgsmål, bistandsydelser,
kulturpolitik, ulandsbistand, trafikanlæg eller andet, er opgaven for
politikerne ikke at regere på tværs af befolkningens ønsker, men at lytte
hertil og justere egne holdninger ind, så de bedre svarer til befolkningens.
Ellers udvikler samfundssystemet sig til et repræsentativt
»udemokrati«.
10. Forslagets udformning
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at regler om vejledende
folkeafstemninger kan udformes efter flere forskellige retningslinier.
Forslagsstillerne har valgt en ordning, der omfatter to typer afstemninger:
1) Landsdækkende folkeafstemning, der afholdes, når 20.000 vælgere anmoder
herom (forslagets punkt 1).
2) Regional folkeafstemning, der afholdes, når 5 pct. af de vælgere, der
er optaget på valglisten i den eller de pågældende kommune(r), anmoder herom
(forslagets punkt 2).
Forslagsstillerne finder, at det er væsentligt, at kriterierne for
afholdelse af afstemninger er realistiske, således at det kan forventes, at
reglerne i praksis vil blive benyttet i ikke uvæsentligt omfang. De
foreslåede krav til antallet af vælgere, der skal anmode om afstemning, kan
ses i forhold til valglovens krav til antallet af underskrifter ved
anmeldelse af nye partier, nemlig 1/175 af de ved sidste folketingsvalg
afgivne gyldige stemmer, altså i disse år normalt ca. 19.000 underskrifter.
Set i lyset af den betydning, et nyt politisk partis deltagelse i valget kan
få for den politiske beslutningsproces, hvis partiet opnår repræsentation, må
kravet om 20.000 underskrifter som nødvendig betingelse for at forlange
folkeafstemning anses for at være forholdsvis strengt.
Kravet om 5 pct.s vælgertilslutning til en anmodning om regional
folkeafstemning er, sammenholdt med f.eks. den kommunale valglovs
opstillingsregler, også ret strengt. Kandidatlister ved kommunale valg skal
således være underskrevet af mindst 25 vælgere i kommunen, idet
kommunalbestyrelsen dog kan fastsætte et højere mindstetal - indtil 50 - i
kommuner med over 25.000 kommunale vælgere. I landets største kommune,
København, kan mindsteantallet dog højst sættes til 150 underskrifter. Det
foreslåede krav om 5 pct.s vælgertilslutning vil i kommuner med f.eks.
20.000-30.000 vælgere forudsætte indsamling af ca. 1.000-1.500 underskrifter
på anmodningen. Det er herved sikret, at folkeafstemning alene iværksættes,
når der er en væsentlig tilslutning til anmodningen.
Forslagsstillerne er ikke afvisende over for, at der kan argumenteres for
såvel strengere som lempeligere betingelser, men finder, at opgaven for
Folketingets partier må være at opstille overkommelige krav, der ikke
forhindrer, men snarere opmuntrer til afholdelse af afstemninger i væsentligt
omfang.
Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at skærpelse af kravene vil
føre til, at det bliver vanskeligt for andre end interesseorganisationer med
store økonomiske ressourcer at påtage sig at være drivkraft bag
afstemningsinitiativer. Det bør være muligt også for frivillige foreninger,
private, græsrodsbevægelser og andre grupper af borgere at tage initiativer,
der kan føre til afstemning, når der er en rimelig opbakning bag ønsket.
Efter beslutningsforslaget skal anmodningen om afholdelse af
folkeafstemning være skriftlig og indeholde angivelse af det afstemningstema,
der ønskes prøvet ved afstemningen, jf. forslagets punkt 3.
Det er vigtigt for forslagsstillerne at understrege, at vælgerne selv
udformer afstemningstemaet uden den mindste form for censur fra politikere
eller forvaltning, jf. foran under bemærkningernes afsnit 9.
Beslutningsforslagets punkt 4 fastslår, at afstemningens udfald afgøres
ved almindeligt stemmeflertal, og at udfaldet er vejledende. Der er således
ikke nogen pligt for berørte administrative myndigheder eller andre til at
følge den vejledning, som resultatet giver. Forslagsstillerne anser det dog
for sandsynligt, at der vil udvikle sig en praksis, hvor folkeafstemningerne
får en markant indflydelse på de politiske og administrative procedurer.
Beslutningsforslagets punkt 5 fastslår, at Indenrigsministeriet fører
tilsyn med, at anmodning om folkeafstemning tilfredsstiller formelle krav
(antal underskrifter m.v.), og tilrettelægger afstemningen.
Forslagsstillerne vil finde det naturligt, at man under
udvalgsbehandlingen overvejer at henstille til regeringen at indarbejde en
revisionsbestemmelse i lovforslaget. Det er meget tænkeligt, at de
erfaringer, der indhøstes, når vejledende folkeafstemninger er indført, efter
en kortere årrække naturligt bør medføre justeringer i det lovgrundlag, der
indføres.
Beslutningsforslaget indeholder ingen tidsfrist, inden hvilken lovforslag
skal fremsættes, men det er forslagsstillernes opfattelse, at regeringen bør
kunne fremsætte lovforslag senest i folketingssamlingen 1992-93 med henblik
på ikrafttræden den 5. juni 1993.
Det vil være en værdig markering af 40-års-dagen for grundlovens
ikrafttræden den 5. juni 1953, en markering, der kan vise befolkningen, at
politikerne ikke er sig selv nok, men har brug for en aktiv, engageret og
velorienteret befolkning, der ønsker at deltage direkte i den demokratiske
beslutningsproces.
Nærværende beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets
lovkatalog 1991-92 udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober
1991, forslag nr. 41 (ISBN 87-89766-00-8).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BSF 74 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (VEJLEDENDE, LANDSDÆKKENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV) Retsinformation · 16. marts 1993
- 1996 BSF 2 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (VEJLEDENDE, LANDSDÆKKENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV) Retsinformation · 2. oktober 1996
- 1992 BSF 92 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (INDFØRELSE AF REGIONALE VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV) Retsinformation · 5. april 1993
- 1996 BSF 3 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (INDFØRELSE AF REGIONALE VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV) Retsinformation · 2. oktober 1996
- 1991 LSF 216 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 31. januar 1992
- 1997 LSF 24 FORSLAG TIL LOV OM AFHOLDELSE AF VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNING OM DANMARKS UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 17. december 1997