Spring til indhold

Retsinformation

1991 BSF 7 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DIREKTE DEMOKRATI (VEJLEDENDE FOLKEAFSTEMNINGER VED VÆLGERINITIATIV)

1991/1 BSF 7Beslutningsforslag som fremsatFolketinget22. oktober 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der

sikrer, at der afholdes vejledende folkeafstemninger efter følgende

retningslinier:

1. Landsdækkende folkeafstemning afholdes, når 20.000 vælgere anmoder

herom.

2. Regionale folkeafstemninger afholdes, når 5 pct. af de vælgere, der er

optaget på valglisten i den eller de pågældende kommuner, anmoder herom.

3. Anmodning om afholdelse af folkeafstemning skal være skriftlig og

indeholde angivelse af det afstemningstema, der ønskes prøvet ved

afstemningen.

4. Afstemningens udfald afgøres ved almindeligt stemmeflertal og er

vejledende for Folketinget respektive for den eller de administrative

myndigheder, der berøres af afstemningstemaet.

5. Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at anmodning om afholdelse af

folkeafstemning tilfredsstiller formelle krav (antal underskrifter m.v.), og

tilrettelægger afstemningen.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund og historie

Det er forslagsstillernes mening, at regelmæssig brug af

folkeafstemninger ved vælgerinitiativ åbner mulighed for en væsentlig

styrkelse og modernisering af folkestyret.

Erfaringerne viser, at de her i landet eksisterende grundlovsfæstede

folkeafstemningsinstitutter kun anvendes overordentlig sjældent.

Det obligatoriske referendum ved grundlovsændringer har været benyttet ved

forslag til grundlovsændring som følge af genforeningen (vedtaget 1920), ved

forslag til Danmarks Riges Grundlov (forkastet 1939) og ved forslag til den

gældende grundlov (vedtaget 1953).

Folkeafstemninger vedrørende forslag til ændringer i valgretsalderen har

været afholdt i 1953 (valgretsalderen blev 23 år), i 1961 (valgretsalderen

Læs alt

blev nedsat til 21 år), i 1969 (valgretsalderen forblev uændret 21 år), i

1971 (valgretsalderen blev nedsat til 20 år) og i 1978 (valgretsalderen blev

nedsat til 18 år). Endvidere afholdtes folkeafstemning om Danmarks indtræden

i EF (1972).

Folkeafstemninger i medfør af grundlovens § 42, efter Folketingets

vedtagelse af en lov og på forlangende af en tredjedel af Tingets medlemmer

er alene afholdt i 1963, hvor de fire jordlove bortfaldt ved

folkeafstemningen.

Folkeafstemninger, der ikke er foreskrevet i grundloven, er efter

lovgivningsmagtens beslutning alene afholdt i to tilfælde, nemlig om salget

af De Vestindiske Øer (1916) og om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (1986).

2. Terminologi

Man sondrer traditionelt mellem referendum og vælgerinitiativ. Ved

referendum kan vælgerne vedtage eller forkaste den lovgivende magts

beslutninger. Ved vælgerinitiativ har vælgerne adgang til selv at fremsætte

forslag og forlange disse underkastet afstemning.

Afstemningen kan principielt være bindende eller vejledende. Reglerne i

grundloven om folkeafstemninger (§ 20, stk. 2, om suverænitetsafgivelse, §

29, stk. 2, om valgretsalder og § 42 om lovforslag) omfatter alene

afstemninger, der finder sted på grundlag af beslutninger, som er truffet af

Folketinget. Formålet med dette forslag til folketingsbeslutning er at

supplere med mere generelle regler for afholdelse af vejledende

folkeafstemninger, der iværksættes ved vælgerinitiativ.

I beslutningsforslagets titel indgår ordene »direkte demokrati«

som udtryk for, at vejledende folkeafstemninger efter forslaget iværksættes

alene på grundlag af befolkningens eget direkte initiativ, således at

administrative myndigheder alene har en række praktiske opgaver i forbindelse

med afstemningens tilrettelæggelse.

3. Udviklingstendenser. Principperne i amerikansk og schweizisk

lovgivning

Siden 1960'erne er folkeafstemninger i stigende omfang benyttet i en

række forskellige lande, herunder også i lande, der ikke har tradition for

sådanne afstemninger.

Især i løbet af 1970'erne er afstemninger på befolkningens eget initiativ

blevet mere udbredt end tidligere. Det gælder således i USA, hvor der i mange

delstater findes regler om folkeafstemninger.

I USA er folkeafstemninger obligatoriske ved grundlovsændringer i 49 af

delstaterne. Derudover kendes folkeafstemninger på delstatsniveau under

forskellige former i i alt 39 stater. Direkte lovgivning ved folkeafstemning

er særlig udbredt i de vestlige stater, herunder i Californien. I 22 stater

forekommer forskellige former for lovinitiativ. Den mindst udbredte form for

direkte lovgivning er forfatningsinitiativ, hvor vælgerne selv fremlægger

forslag om grundlovsændringer til folkeafstemning. Det praktiseres i 14

delstater.

På lokalt plan har 39 af USA's delstater regler om, at forskellige lokale

myndigheder kan eller skal afholde folkeafstemning om lokale spørgsmål,

herunder bestemmelser, vedtægter og lignende. Det kan skønnes, at der i USA

årligt afholdes i alt mellem ti og femten tusinde sådanne afstemninger.

Derimod kendes landsdækkende folkeafstemninger ikke i USA.

I Schweiz findes regler, der sikrer, at både referendum og vælgerinitiativ

kan benyttes på alle niveauer, såvel på forbundsniveau som på kanton- og på

kommuneniveau.

Grundlaget for folkeafstemninger findes i den schweiziske

forbundsforfatning, og alle afstemninger har bindende virkning.

Vælgerinitiativ kræver skriftlig anmodning fra mindst 100.000 vælgere, og

underskrifterne skal samles inden for en 18-måneders-periode.

Referendumreglerne indebærer, at enhver føderal beslutning skal

underkastes folkeafstemning, hvis krav herom stilles af mindst 50.000

vælgere.

4. Argumenter for beslutningsforslaget

Efter forslagsstillernes mening vil regler om vejledende

folkeafstemninger betyde en afgørende styrkelse af folkestyret og rumme en

tiltrængt modernisering af den politiske beslutningsproces her i landet.

Den tid er for længst forbi, hvor politikerne kunne påberåbe sig særlig

viden eller større indsigt end den øvrige del af befolkningen. Folkestyret

har her i landet fungeret på godt og ondt i hen ved 150 år, og det er udtryk

for manglende demokratisk sindelag, hvis nogen vil hævde, at Folketinget er i

stand til at bedømme samfundsspørgsmål mere sagligt eller kvalificeret, end

befolkningen er.

Erfaringerne fra USA og Schweiz har for længst leveret dokumentation for,

at det direkte demokrati, som folkeafstemningerne er udtryk for, ikke har

erstattet, men på meget positiv måde suppleret det repræsentative demokrati.

Der findes i øvrigt i disse lande mulighed for, at politikerne kan udarbejde

modforslag, der kan omfattes af afstemningen, hvis politikerne ikke anser

vælgerinitiativet for at være kvalificeret nok.

Navnlig i Schweiz viser erfaringerne tillige, at forbundspolitikerne

vælger at bruge mere tid på at udforme og omskrive lovforslagene og på at

opnå bæredygtige og langsigtede løsninger frem for at løbe risikoen for, at

lovgivning af utilstrækkelig kvalitet og med kortsigtet virkning forlanges

sendt til folkeafstemning. Det anføres undertiden i Schweiz, at de vigtigste

referenda således er dem, der slet ikke finder sted.

Forslagsstillerne mener, at vejledende folkeafstemninger her i landet

såvel på landsdækkende som på kommunalt plan vil føre til, at der opbygges en

større interesse og ansvarsfølelse for samfundsforhold. Vælgerne opnår en

direkte deltagelse i de politiske beslutninger og har al mulig grund til at

engagere sig, diskutere på arbejdspladser, i hjemmene, i nærmiljøet i øvrigt,

frem for blot passivt at skulle affinde sig med, at politikerne tiltager sig

hele beslutningsretten.

Det kan i flere lande påvises, at oplysningskampagner forud for

folkeafstemninger virker som en politisk debat- og læreproces. Det, der i

lande som Danmark er et »internt anliggende« for politikere og

embedsmænd, bliver i lande med folkeafstemningsinstitution til reelle

debatemner, hvor sagernes indhold, argumenter og konsekvenser bringes frem i

åben diskussion i medier, ved informationsmøder og på andre måder.

Traditionen i Schweiz dokumenterer, at vælgerne træffer velgennemtænkte valg,

og mulighederne for korridorpolitik, pression og manipulering begrænses.

Den svigtende vælgerinteresse for at deltage aktivt i partipolitisk

arbejde er et yderligere vigtigt argument for folkeafstemninger. Omkring

1945-50 var op imod en fjerdedel af vælgerne her i landet medlemmer af en

vælgerforening og deltog derigennem i den politiske beslutningsproces. I dag

er kun omkring 7 pct. af vælgerne medlemmer af vælgerforeninger. Denne

udvikling fører gradvis til, at kun en meget lille politisk elite deltager i

politisk beslutningstagning, hvilket yderligere forøger afstanden imellem

politikerne og befolkningen.

Fremskridtspartiet mener, at indførelse af vejledende folkeafstemninger

vil være en virksom og positiv metode til igen at inddrage befolkningen i de

politiske beslutninger.

Modstand imod regler om folkeafstemning vil formentlig være mest udbredt

blandt interessegrupper, der i øjeblikket føler deres særinteresser

tilfredsstillende varetaget af regering og folketingsflertal, men frygter, at

deres synspunkter ikke har dækning hos befolkningens flertal.

Indførelse af folkeafstemninger i Danmark vil have den afgørende virkning,

at regering og lovgivningsmagt med styrke kan afvise at bøje sig for

pressionsgruppers ønsker og krav i tilfælde, hvor disse er stridende mod

befolkningsflertallets interesser. Det danske parlamentariske system, der

afløste enevælden, kunne naturligt nok ikke forudse omfanget af den magt, som

f.eks. interesseorganisationer og centraladministration ville opnå igennem

årene på bekostning af befolkningens indflydelse gennem sine folkevalgte

repræsentanter. Denne udvikling har tydeliggjort, at pressionsgrupper og

særinteresser kan manipulere med et folketingsflertal. Derimod kan sådanne

interessegrupper ikke manipulere med en hel befolkning.

Erfaringerne fra lande med folkeafstemning efter vælgerinitiativ viser i

øvrigt, at lovproduktionen dæmpes, i modsætning til erfaringerne fra Danmark

og andre repræsentative demokratier uden tilsvarende folkeafstemningsregler.

Her øges lovproduktionen til stadighed, og ikke mindst mængden af ændringer

til eksisterende lovgivning griber om sig.

Derudover viser udenlandske erfaringer, at folkeafstemninger er populære

og skaber en større følelse af politisk ansvar hos befolkningen. I de lande,

hvor regler herom findes, ses der ikke at foreligge ønsker om at ophæve

reglerne.

5. Folkeafstemningers betydning for skattetrykket

Befolkningens ansvar øges ved folkeafstemninger. Vælgerne inddrages i at

forholde sig til sammenhængen imellem de beslutninger, man træffer, og de

økonomiske og sociale konsekvenser, der opstår. Befolkningen kan f.eks. vælge

udgiftskrævende foranstaltninger, men kender prisen og har friheden til at

fravælge.

I den forbindelse er der grund til at fremhæve, at det er overvejende

sandsynligt, at indførelse af regler om folkeafstemninger vil få en

skattedæmpende effekt.

Erfaringerne fra USA viser, at et flertal af de syv delstater, der har de

højeste omsætningsskatter, mangler folkeafstemning ved vælgerinitiativ. Det

samme er tilfældet for de fem delstater, der har den højeste indkomstskat.

Blandt de syv delstater, som ikke har indkomstskat, har et flertal

folkeafstemninger ved vælgerinitiativ. Fjernelsen af indkomstskatten i disse

syv stater, som er Alaska, Florida, Nevada, South Dakota, Texas, Washington

og Wyoming, har utvivlsomt sammenhæng med, at folkeafstemningsmuligheden

påvirker politikerne til at udvise større forsigtighed over for de offentlige

finanser.

Forholdene i Schweiz viser den samme tendens. Det offentliges

skatteindtægter i Schweiz målt i forhold til bruttonationalproduktet, BNP, er

blandt de laveste i Europa.

Også i Danmark er det sandsynligt, at den blotte adgang til afholdelse af

vejledende folkeafstemninger vil præge de politiske beslutninger i retning af

større økonomisk ansvarsbevidsthed. Det vil være politisk uklogt at bevilge

afholdelse af udgifter, der af befolkningen betragtes som unyttige eller

måske endog er i åbenbar modstrid med befolkningens ønsker.

6. Tidligere forslag om folkeafstemninger

Medlemmer af Fremskridtspartiets folketingsgruppe fremsatte den 2. april

1975 forslag til folketingsbeslutning om vejledende folkeafstemninger om

kommunale anliggender (af Kjærulff-Schmidt m.fl., se Folketingstidende

1974-75, 2. samling, forhandlingerne sp. 2544 og 4720, og tillæg A sp. 3861,

jf. Folketingets Årbog 1974-75, side 686 ff.

I beslutningsforslaget opfordrede Folketinget indenrigsministeren til at

fremsætte lovforslag, der åbnede mulighed for, at kommunale anliggender kunne

underkastes en vejledende folkeafstemning i kommunen på begæring af et

mindretal af kommunalbestyrelsesmedlemmer og/eller et mindretal af de

vælgere, der var optaget på valglisten i vedkommende kommune.

Ved 1. behandling af forslaget kunne indenrigsministeren erklære sig enig

i den målsætning, der lå bag forslaget, hvorimod han ikke følte sig

overbevist om, at den foreslåede løsning på tilfredsstillende måde ville føre

frem til det ønskede mål. Også de øvrige partiers ordførere var i overvejende

grad positive for så vidt angik det principielle sigte i forslaget, men havde

betænkeligheder ved forslagets udformning.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden

folketingsårets udløb.

Den 16. marts 1977 fremsatte medlemmer af Fremskridtspartiets

folketingsgruppe forslag til lov om folkeafstemninger i kommunerne (af

Kjærulff-Schmidt m.fl., se Folketingstidende 1976-77, 2. samling,

forhandlingerne sp. 709 og sp. 2979, og tillæg A sp. 3701, jf. Folketingets

Årbog 1976-77, side 500 ff.).

Ifølge lovforslaget kunne ethvert spørgsmål, der var omfattet af det

kommunale selvstyre, underkastes en vejledende folkeafstemning i en kommune,

såfremt det begæredes af mindst 10 pct. af de på valglisten opførte vælgere

eller mindst en tredjedel af kommunalbestyrelsens medlemmer.

Om baggrunden for lovforslaget hed det i de ledsagende almindelige

bemærkninger bl.a.:

»Ved gennemførelsen af kommunalreformen reduceredes antallet af

kommuner fra ca. 1.300 til 275. Storkommuneideen har gjort det umuligt at

opretholde den tidligere nære kontakt imellem borgerne og de folkevalgte, og

det er til dato ikke lykkedes at gennemføre foranstaltninger, der har kunnet

erstatte den personlige kontakt mellem befolkningen og dens valgte

repræsentanter.

Fremskridtspartiet har fra første færd arbejdet for hyppige

folkeafstemninger som en nærdemokratisk foranstaltning. Et forslag til

folketingsbeslutning om vejledende folkeafstemninger i kommunerne blev

fremsat i folketingsåret 1974-75, 2. samling (. . .) Ved 1. behandling

erklærede såvel indenrigsministeren som en række ordførere sig enige i den

målsætning, der lå bag forslaget, men på en række punkter anførtes saglige

indvendinger mod forslagets udformning. Disse indvendinger er søgt

imødekommet ved udarbejdelsen af nærværende lovforslag, og det er derfor

forslagsstillernes håb, at der vil kunne opnås tilslutning til forslaget i

dets foreliggende skikkelse (. . .)».

Ved 1. behandling af lovforslaget fik dette en overvejende kritisk

modtagelse såvel af indenrigsministeren som af de fleste øvrige partiers

ordførere bortset fra ordførerne for Det Radikale Venstre og Danmarks

Retsforbund.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.

Folketinget har ikke i de mellemliggende år behandlet lovforslag eller

beslutningsforslag om indførelse af generelle regler om vejledende

folkeafstemninger. Derimod har Tinget flere gange behandlet forslag om

afholdelse af vejledende folkeafstemninger vedrørende konkrete spørgsmål,

f.eks. forslag til lov om folkeafstemning om flygtninge (L 38 af Knud Lind

(FP) m.fl., se Folketingstidende, Årbog og Registre 1989-90, side 74), og

forslag til lov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om en fast

forbindelse over Øresund (L 160 af Kim Behnke (FP) m.fl., se

Folketingstidende 1990-91, 2. samling, forhandlingerne sp. 3344, 4471 og

tillæg A sp. 4077).

Disse forslag blev afvist af Folketingets øvrige partier, bl.a. med

henvisning til, at emnerne ikke var egnede til at blive undergivet

folkeafstemning.

7. Beslutningsforslagets forhold til forfatningen

De muligheder for folkeafstemning, der er taget stilling til i

grundloven, er, jf. foran under bemærkningerne punkt 1 og 2, følgende:

- § 20, stk. 2, om overladelse af suverænitetsbeføjelser til

mellemstatslige myndigheder

- § 29, stk. 2, om valgretsalderen

- § 42, om lovforslag

Medens de to førstnævnte bestemmelser alene angår afstemning om helt

specifikke emner (suverænitetsafgivelse respektive valgretsalder), angår

bestemmelsen i § 42 et spektrum af afstemningstemaer, der alene afgrænses i §

42, stk. 6. § 42, stk. 6, opregner bestemte typer af lovforslag, der ikke kan

forlanges underkastet afstemning. En tredjedel af Folketingets medlemmer kan

således ikke begære folkeafstemning om forslag til finanslove,

tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove,

normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret,

love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter og love til

gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser. Den

minoritetsbeskyttelse, som grundloven tillægger en tredjedel af Folketingets

medlemmer, nemlig at kunne forlange afholdelse af folkeafstemning med

bindende virkning, er altså beskåret bl.a. på vigtige områder, der direkte

angår statens indtægter og udgifter.

Ud over folkeafstemninger på grundlag af de foran nævnte bestemmelser, der

alle har bindende virkning, kan et folketingsflertal selvsagt beslutte

afholdelse af vejledende folkeafstemning om ethvert emne. Under den nuværende

grundlov har en sådan afstemning alene været afholdt i 1986 på grundlag af

lov nr. 24 af 5. februar 1986 om afholdelse af vejledende folkeafstemning om

Danmarks tiltrædelse af EF-pakken (Europæisk Fælles Akt, se Folketingets

Årbog 1985-86, side 241). Her gælder ingen begrænsninger i emnevalget. Ønsker

et folketingsflertal at kende vælgernes mening om finansloven eller enkelte

af finanslovens poster, om indkomstskattens personfradrag, om

merværdiafgiftens højde, om punktafgifter eller ethvert andet emne, kan en

sådan vejledende afstemning naturligvis besluttes af Folketinget med

almindelig majoritet.

Det nye, der indføres, hvis nærværende beslutningsforslag vedtages, er

alene, at et nærmere bestemt antal vælgere på landsplan eller regionalt plan

kan forlange afholdelse af vejledende folkeafstemning. Dette berører ikke

forfatningen, svækker ikke Folketingets beslutningsdygtighed, hæmmer ikke

regeringens eller partiernes lovforberedelse, blokerer ikke det kommunale

eller amtskommunale selvstyre, men tjener alene som en værdifuld vejledende

rettesnor i lovgivningsarbejdet såvel som i lovforvaltningen.

Forslagsstillerne afstår fra at argumentere for bestemmelser om

folkeafstemninger med bindende virkning eller andre regler, der ville kræve

ændringer i forfatningen. Forslaget om vejledende afstemninger ved

vælgerinitiativ kan vedtages i god harmoni med den gældende grundlov.

8. Den tekniske gennemførelse af folkeafstemninger

Vejledende folkeafstemninger kan ret enkelt afholdes i forbindelse med

valghandlinger.

I årene mellem 1970 og 1990 har der her i landet været afholdt tilsammen

20 folketingsvalg, kommunalvalg eller folkeafstemninger på i alt 19

forskellige valg- eller afstemningsdatoer. Landsdækkende eller regionale

afstemninger kan uden særlige administrative vanskeligheder afholdes i

tilknytning til sådanne valghandlinger.

Endnu enklere vil det formentlig være at lade afstemningerne foregå f.eks.

pr. brev eller ved brug af elektroniske hjælpemidler. Hvis der fastlægges en

afstemningsform, der forudsætter vælgernes personlige tilstedeværelse på

afstemningsstedet, taler meget for, at f.eks. rådhuse, posthuse, biblioteker

eller andre tilsvarende centralt placerede steder kan benyttes som

afstemningssteder. Der er ikke som ved folketingsvalg og kommunale valg behov

for de samme administrative foranstaltninger med udpegning af valgstyrere,

valgtilforordnede etc., og optællingen af afstemningsresultatet kan ske

elektronisk, eventuelt under kontrol af uafhængige statsautoriserede

revisorer.

Omkostningerne ved afholdelse af afstemninger vil efter de her anførte

retningslinier kunne begrænses til et minimum, men man må i øvrigt i denne

forbindelse være opmærksom på, at afstemningerne generelt vil føre til større

påpasselighed i politikernes dispositioner over befolkningens økonomiske

ressourcer, jf. de udenlandske erfaringer, der er redegjort for ovenfor.

Forslagsstillerne anbefaler, at regeringen ved udformning af lovforslag

vælger at udforme så enkle og smidige regler om afstemnings- og

optællingsprocedurer som muligt.

9. Ingen begrænsning i emner, der kan underkastes folkeafstemning

Det er væsentligt at være opmærksom på, at vejledende folkeafstemninger

bør kunne afholdes uden begrænsninger i temavalg. Det er de vælgere, der

tager initiativ til anmodningen om afholdelse af afstemning, der selv

udformer afstemningens tema og samler det nødvendige antal underskrifter bag

kravet.

Nogle politikere anser folkeafstemninger for en principielt god ide, men

kun under forudsætning af, at det er de »rigtige« emner, der sættes

under afstemning. De anser nogle emner for at være for vigtige, andre for at

være betydningsløse, atter andre for at være for specielle eller for

generelle etc. etc. Derfor møder man undertiden det standpunkt, at

folkeafstemninger bør afholdes her i landet, men man må først lade

politikerne nøje overveje de emner, der ønskes afstemning om. Af samme grund

ynder nogle at fremhæve, at eksempelvis skattespørgsmål, indvandrerpolitik,

kriminalpolitik, socialpolitik og mange andre områder er uegnede for

afholdelse af folkeafstemninger.

Bag sådanne synspunkter ligger et politisk hovmod, som er så markant en

svaghed ved det repræsentative demokrati. Det er styret af frygt for, at der

vil opstå situationer, hvor de folkevalgte ikke har dækning for deres

synspunkter hos befolkningens flertal. På det grundlag drager man den

forkerte konklusion, at det er de folkevalgtes synspunkter, der er

»rigtige«, og befolkningsflertallets synspunkter, der er

»forkerte«, og at folkeafstemninger derfor bør undgås.

Forslagsstillerne mener, at folkeafstemningsmuligheden kan hjælpe med til

at sikre, at politikerne holder den kurs, som befolkningens flertal ønsker.

Dette er en værdifuld styrkelse af og ikke en trussel imod det repræsentative

demokrati. Politikerne vil meget hurtigt værdsætte folkeafstemninger, der kun

kan virke i retning af at stabilisere demokratiet.

Det er for forslagsstillerne selvfølgeligt, at en lov om vejledende

folkeafstemning ikke på forhånd skal bortcensurere visse emner som uønskede

eller uegnede. Hvis befolkningens flertal har en anden opfattelse end

Folketinget af skattepolitik, indvandrerspørgsmål, bistandsydelser,

kulturpolitik, ulandsbistand, trafikanlæg eller andet, er opgaven for

politikerne ikke at regere på tværs af befolkningens ønsker, men at lytte

hertil og justere egne holdninger ind, så de bedre svarer til befolkningens.

Ellers udvikler samfundssystemet sig til et repræsentativt

»udemokrati«.

10. Forslagets udformning

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at regler om vejledende

folkeafstemninger kan udformes efter flere forskellige retningslinier.

Forslagsstillerne har valgt en ordning, der omfatter to typer afstemninger:

1) Landsdækkende folkeafstemning, der afholdes, når 20.000 vælgere anmoder

herom (forslagets punkt 1).

2) Regional folkeafstemning, der afholdes, når 5 pct. af de vælgere, der

er optaget på valglisten i den eller de pågældende kommune(r), anmoder herom

(forslagets punkt 2).

Forslagsstillerne finder, at det er væsentligt, at kriterierne for

afholdelse af afstemninger er realistiske, således at det kan forventes, at

reglerne i praksis vil blive benyttet i ikke uvæsentligt omfang. De

foreslåede krav til antallet af vælgere, der skal anmode om afstemning, kan

ses i forhold til valglovens krav til antallet af underskrifter ved

anmeldelse af nye partier, nemlig 1/175 af de ved sidste folketingsvalg

afgivne gyldige stemmer, altså i disse år normalt ca. 19.000 underskrifter.

Set i lyset af den betydning, et nyt politisk partis deltagelse i valget kan

få for den politiske beslutningsproces, hvis partiet opnår repræsentation, må

kravet om 20.000 underskrifter som nødvendig betingelse for at forlange

folkeafstemning anses for at være forholdsvis strengt.

Kravet om 5 pct.s vælgertilslutning til en anmodning om regional

folkeafstemning er, sammenholdt med f.eks. den kommunale valglovs

opstillingsregler, også ret strengt. Kandidatlister ved kommunale valg skal

således være underskrevet af mindst 25 vælgere i kommunen, idet

kommunalbestyrelsen dog kan fastsætte et højere mindstetal - indtil 50 - i

kommuner med over 25.000 kommunale vælgere. I landets største kommune,

København, kan mindsteantallet dog højst sættes til 150 underskrifter. Det

foreslåede krav om 5 pct.s vælgertilslutning vil i kommuner med f.eks.

20.000-30.000 vælgere forudsætte indsamling af ca. 1.000-1.500 underskrifter

på anmodningen. Det er herved sikret, at folkeafstemning alene iværksættes,

når der er en væsentlig tilslutning til anmodningen.

Forslagsstillerne er ikke afvisende over for, at der kan argumenteres for

såvel strengere som lempeligere betingelser, men finder, at opgaven for

Folketingets partier må være at opstille overkommelige krav, der ikke

forhindrer, men snarere opmuntrer til afholdelse af afstemninger i væsentligt

omfang.

Man må i denne forbindelse være opmærksom på, at skærpelse af kravene vil

føre til, at det bliver vanskeligt for andre end interesseorganisationer med

store økonomiske ressourcer at påtage sig at være drivkraft bag

afstemningsinitiativer. Det bør være muligt også for frivillige foreninger,

private, græsrodsbevægelser og andre grupper af borgere at tage initiativer,

der kan føre til afstemning, når der er en rimelig opbakning bag ønsket.

Efter beslutningsforslaget skal anmodningen om afholdelse af

folkeafstemning være skriftlig og indeholde angivelse af det afstemningstema,

der ønskes prøvet ved afstemningen, jf. forslagets punkt 3.

Det er vigtigt for forslagsstillerne at understrege, at vælgerne selv

udformer afstemningstemaet uden den mindste form for censur fra politikere

eller forvaltning, jf. foran under bemærkningernes afsnit 9.

Beslutningsforslagets punkt 4 fastslår, at afstemningens udfald afgøres

ved almindeligt stemmeflertal, og at udfaldet er vejledende. Der er således

ikke nogen pligt for berørte administrative myndigheder eller andre til at

følge den vejledning, som resultatet giver. Forslagsstillerne anser det dog

for sandsynligt, at der vil udvikle sig en praksis, hvor folkeafstemningerne

får en markant indflydelse på de politiske og administrative procedurer.

Beslutningsforslagets punkt 5 fastslår, at Indenrigsministeriet fører

tilsyn med, at anmodning om folkeafstemning tilfredsstiller formelle krav

(antal underskrifter m.v.), og tilrettelægger afstemningen.

Forslagsstillerne vil finde det naturligt, at man under

udvalgsbehandlingen overvejer at henstille til regeringen at indarbejde en

revisionsbestemmelse i lovforslaget. Det er meget tænkeligt, at de

erfaringer, der indhøstes, når vejledende folkeafstemninger er indført, efter

en kortere årrække naturligt bør medføre justeringer i det lovgrundlag, der

indføres.

Beslutningsforslaget indeholder ingen tidsfrist, inden hvilken lovforslag

skal fremsættes, men det er forslagsstillernes opfattelse, at regeringen bør

kunne fremsætte lovforslag senest i folketingssamlingen 1992-93 med henblik

på ikrafttræden den 5. juni 1993.

Det vil være en værdig markering af 40-års-dagen for grundlovens

ikrafttræden den 5. juni 1953, en markering, der kan vise befolkningen, at

politikerne ikke er sig selv nok, men har brug for en aktiv, engageret og

velorienteret befolkning, der ønsker at deltage direkte i den demokratiske

beslutningsproces.

Nærværende beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets

lovkatalog 1991-92 udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober

1991, forslag nr. 41 (ISBN 87-89766-00-8).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter