Spring til indhold

Retsinformation

1992 BSF 89 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF EN STATSGARANTERET JORDBRUGERFOND TIL NY- OG REFINANSIERING AF LANDBRUG

1992/1 BSF 89Beslutningsforslag som fremsatFolketinget30. marts 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger hermed regeringen senest oktober 1993 at

fremsætte lovforslag om oprettelse af en statsgaranteret

jordbrugerfond til ny- og refinansiering af landbrug efter følgende

retningslinier:

Formål

1. Jordbrugerfonden er et aktivt økonomisk instrument, hvis formål

er at bevare en alsidig struktur i et bæredygtigt dansk landbrug.

Fondens aktivitetsområde

2. Jordbrugerfonden opkøber landbrugsejendomme.

3. For hver enkelt fondsejet landbrugsejendom oprettes en fra

jordbrugerfondens side uopsigelig kontrakt med en landmand (eller en gruppe

landmænd eller et andelsforetagende), som herved erhverver brugsretten til

ejendommen, idet landmanden altid selv finansierer løsøre samt mindst

halvdelen af udgifterne til besætning.

4. Fonden modtager en ydelse fra indehaveren af brugsretten og

udbetaler afkast til fondens investorer. Der tilstræbes økonomisk balance,

men staten yder et bidrag til en garantiordning.

Fondsejede ejendomme

5. Jordbrugerfondens ejendomme skal drives i overensstemmelse med

almindelig dansk landbrugspraksis - økologisk eller traditionelt.

6. En landmand, som gennem et kontraktligt forhold til

Jordbrugerfonden erhverver brugsretten på en ejendom, er at betragte som ejer

i landbrugslovens forstand.

Fondens organisation

7. Jordbrugerfonden er landsdækkende. Landsfonden forestår

udelukkende finansieringen. Andre opgaver, bl.a. køb af ejendomme og

overdragelse af brugsret, udføres af et antal regionale fonde, der

efterhånden hver kun skal dække en enkelt amtskommune.

8. De regionale fonde ledes af en bestyrelse, som vælges ved

urafstemning blandt de mennesker, der arbejder på fondsejede landbrug i

Læs alt

regionen.

Landsfonden ledes af en bestyrelse. Der vælges fra hver regionale fond 1

medlem til bestyrelsen ved urafstemning blandt de mennesker, der arbejder på

fondsejede landbrug. Staten udpeger 1 medlem til landsfondens bestyrelse.

Bestyrelsen ansætter den daglige ledelse og teknisk/økonomisk/juridisk

ekspertise efter behov.

Ydelse til Jordbrugerfonden

9. Indehaveren af brugsretten til en fondsejet ejendom betaler en

årlig ydelse til Jordbrugerfonden. Den udgør en fast procentdel af fondens

indskud i bedriften og dækker afkast til investorer, bidrag til en

garantifond, bidrag til den regionale fond og administrationsomkostninger.

Ydelsen reguleres i overensstemmelse med udviklingen i prisen på

landbrugsejendomme.

Indehaveren af brugsretten skal kunne stille sikkerhed for 1 års

forpagtningsafgift.

10. Desuden indbetales et beløb til dækning af afskrivninger på

bygninger m.v. Indbetalte beløb kan senere udbetales i forbindelse med

nybyggeri m.v., ligesom den regionale fond efter ansøgning kan øge fondens

indskud i en ejendom i forbindelse med nybyggeri og lign.

Finansiering

11. Landsfonden kan ved aftaler med investorer såsom

pensionskasser låne penge i mindst f.eks. 15 år. Der betales et procentvis

fastsat afkast, der reguleres i overensstemmelse med udviklingen i prisen på

landbrugsejendomme. Tilbagebetaling af lån reguleres på samme vis. Der ydes

afkastgaranti til investorerne, jf. nedenstående.

Garantifond

12. Der oprettes en landsdækkende garantifond, som modtager et

indskud fra statens side på 100 mio. kr. Garantifonden tilføres desuden

løbende en mindre del af de indbetalte ydelser fra de fondsejede

landbrugsejendomme.

13. Hvis prisen på landbrugsejendomme udvikler sig væsentlig

langsommere end nettoprisindekset, sker der en udhuling af værdien af

investorernes afkast. I så fald dækkes deres tab med udbetalinger fra

garantifonden. Der fastsættes nærmere regler herfor.

14. Det tilstræbes, at garantifonden efterhånden opnår en

størrelse, der ud over statsindskuddet svarer til f.eks. 2 års ydelser fra de

fondsejede landbrugsejendomme. Overskydende midler kan herefter anvendes til

at tilbagebetale statsindskuddet og derefter til at nedsætte bidraget til

garantifonden, idet der dog tages hensyn til de regionale jordbrugerfondes

ekspansionsmuligheder.

15. Garantifonden hæfter ikke for manglende indbetaling af

ydelser. Det gør de regionale fonde.

Overdragelse af ejendomme

16. Ønsker en landmand på en fondsejet landbrugsejendom at

overdrage brugsretten til en livsarving (ægtefælle, børn etc.), har denne

fortrinsret, hvis vedkommende er kvalificeret.

17. Herudover sker overdragelse efter en venteliste, som den

regionale fonds bestyrelse fører over kvalificerede ansøgere.

18. Ved overdragelse foretages syn og skøn på bedriften, og den

gamle bruger godskrives forbedringer på fondens ejendom (jord, bygninger og

besætning). Den gamle bruger kan for en rimelig pris sælge løsøre til den ny

bruger, der dog ikke har pligt til at købe.

19. I det tilfælde, hvor ejeren af et landbrug fortsætter som

indehaver af brugsretten, skal en eventuel friværdi ved fondens overtagelse

bindes i fonden indtil kontraktens ophør; dog kan den bruges til

investeringer i løsøre og bygninger med undtagelse af egen beboelse.

Opkøb af truede ejendomme

20. I henhold til Jordbrugerfondens formål vil de regionale fonde

være særlig aktive, når et landbrug udbydes til salg ved tvangsauktion, eller

når en overdragelse eller handel til anden side kan resultere i nedlæggelse

af en i øvrigt sund bedrift.

21. Ved opkøb i en tvangsauktionssituation og ved opkøb af en

tvangsauktionstruet ejendom skal Jordbrugerfonden tilbyde den tidligere ejer

at kunne fortsætte som bruger, hvis den regionale fondsbestyrelse finder det

forsvarligt.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Der er en strukturudvikling på vej i dansk landbrug, hvor der er alvorlig

fare for, at familielandbruget forsvinder og vi får ca. 10.000

industrialiserede landbrug, der vil være helt afhængige af fremmedkapital,

fordi ingen enkeltperson vil kunne finansiere den egenkapital, der er

nødvendig på et sådant brug. Bl.a. aktieselskabsformen er blevet bragt frem

som en mulighed for landbrugets overlevelse. SF er ikke enige med dem, der

peger på den mulighed. Vi tror nemlig ikke på fjerneje af et landbrug; det

vil betyde fremmedgørelse af den enkelte landmand og indskrænkning af

landmandens dispositionsret.

Der er ingen tvingende driftsøkonomisk grund til, at det nødvendigvis skal

gå så galt. De samme fordele kan opnås ved, at flere landbrug slår sig sammen

i andelslandbrug, produktionskollektiver og lignende. Det vil også give

mulighed for maskinfællesskaber, afløserordninger (så arbejdstiden bliver som

i andre dele af arbejdslivet), og afholdelse af ferie og fridage. Alt dette

vil reducere de økonomiske og ikke mindst de menneskelige omkostninger.

Men der er en anden grund til, at skrækvisionen om det industrialiserede,

aktieselskabsejede landbrug kan blive til virkelighed. Det er det faktum, at

et landbrug ved hvert generationsskifte drænes totalt for kapital. Det

afspejler sig i, at landbruget er meget stærkt forgældet, langt mere end i

noget andet EF-land. Det betyder igen, at især yngre landmænd er meget

følsomme over for de udsving i indtjening, som er en uundgåelig del af

landbrugets vilkår. Det er også en hovedårsag til, at sidste års tørke -

sammen med andre faktorer - nu truer med at udløse et rekordstort antal

tvangsauktioner.

Noget må gøres, men tradionelle løsninger duer ikke. Som sædvanligt høres

forslag om fjernelse af jordskatter, fjernelse af skatter og arveafgifter ved

generationsskifte samt nedsættelse eller fjernelse af formuebeskatningen.

Alle traditionelle løsninger er først og fremmest til gavn for den, der

nærmer sig pensionsalderen og lynhurtigt vil kapitalisere landbrugsejendomme

til den pris, som de handles til, med det resultat, at gældsbyrden for den ny

generation af landmænd bliver endnu større.

Derfor er det glædeligt, at Dansk Familielandbrug i en ny rapport seriøst

går ind i overvejelser om en Jordbank, som de foreslår undersøgt af en

jordbankskommision.

Oprettelsen af Jordbanken, eller som SF foretrækker at kalde den,

Jordbrugerfonden, betyder indførelsen af det udødelige ejerskab, som gennem

tiderne er blevet efterlyst fra mange sider under forskellige betegnelser,

f.eks. Andelsselskabet Dansk Landbrug, og hele tiden med det formål at lade

danske bønder overtage landbrugsejendomme een gang for alle og derefter ikke

mere gøre ejendommene til genstand for køb eller salg. Det indebærer den

åbenlyse fordel, at kapitaldrænet, når der kommer en ny bruger til, bliver

minimalt, og at ejendommens samlede gældsbelastning bliver mindre. Dette står

i skarp kontrast til situationen i dag, hvor en enkelt landmand i princippet

alene skal finansiere jordens markedspris, hvis ejendommen er købt i fri

handel.

Hovedideen i Jordbrugerfonden er de aktive landmænds fælleseje af de

tilsluttede landbrug. Det giver rimelige økonomiske vilkår, der kan give

normal arbejdsindkomst jævnt fordelt over alle arbejdsårene. Når der kan

gives en normal arbejdsindkomst ved en normalt dygtigt drevet produktion, er

landmændene ikke samtidig afhængige af fremtidige værdistigninger, hvorfor

landmanden økonomisk vil være i stand til at afstå fra disse, hvilket netop

er eksistensbetingelsen for den næste landmand på ejendommen.

Vi er helt enige i ovennævnte rapports vurdering af forslaget, nemlig, at

»Med disse vilkår og til gengæld en lavere forpagtningsafgift end renter

og afdrag ved selveje vil en meget stor del af landmændene reelt have både

større dispositionsfrihed og ikke mindst større sikkerhed end ved

selvejet.« (Familiebruget i udvikling, s. 72).

Men der er ikke tid til at vente på en kommission. Det er nu,

tvangsauktionerne truer. Derfor bør der hurtigst muligt fremsættes et

lovforslag om en jordbrugerfond. For at hjælpe processen bedst muligt på vej,

har SF med dette beslutningsforslag detaljeret beskrevet, hvordan en sådan

konstruktion kunne se ud, men SF er naturligvis åbne over for andre andre

modeller og variationer over vores egen model.

Det skal nævnes, at modellen formentlig kræver visse ændringer af

landbrugsloven. Lejligheden kan så benyttes til også at fjerne hindringer for

oprettelse af andelsforeningsejet landbrug, produktionskollektiver etc.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at fonden i første omgang bør

koncentrere sig om de mindre landbrug. En naturlig målgruppe vil være de

ejendomme, der står foran tvangsauktion, og ikke mindst dem, der stadig har

en vis solidaritet, men som hurtigt kan miste denne, hvis fonden ikke går

ind. Man kunne forestille sig, at fonden i løbet af de første par år opkøbte

f.eks. 1.000 brug årligt til en gennemsnitlig pris af 2-21/2 mio. kr. Det vil

kræve, at der kan findes private investorer, der hvert år er villige til at

indskyde 2-21/2 mia. kr., hvilket efter forslagsstillernes opfattelse ikke er

urealistisk. Når modellen efter nogle år har vist sine fordele i praksis, er

vi overbevist om, at der vil ske en stadig tilgang af såvel

landbrugsejendomme som investeringskapital til fonden.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Hovedideen bag beslutningsforslaget er at bremse afviklingen af landbrug,

at lette gældsbyrden i landbruget og at tilskynde til øget bosætning på

landet for dermed at bevare arbejdspladser i tyndt befolkede områder. Fonden

skal ikke betragtes som et fremmedelement, men som et brugbart instrument til

at ændre en katastrofal udvikling i primærlandbruget.

Ad 2

I starten koncentrerer fondene sig om opkøb af økonomisk truede, men

driftsmæssigt sunde landbrug. I en senere fase åbnes for tilslutning fra mere

veletablerede landmænd og opkøb af »tomme landbrugsjendomme«, som

sættes i driftsmæssig stand.

Ad 3

De fondsejede landbrugsejendomme skal være aktive landbrugsbedrifter.

Driften opretholdes af en landmand, som Jordbrugerfonden har indgået en fra

Jordbrugerfondens side uopsigelig kontrakt med. Landmanden erhverver herved

brugsretten til landbrugsejendommen. Brugsretten er uindskrænkelig, så længe

landmanden opfylder de økonomiske forpligtelser over for Jordbrugerfonden og

driver landbrug. Han kan således godt være deltidslandmand.

Brugsretten til en fondsejet landbrugsejendom kan erhverves af en enkelt

person, en gruppe personer, et andelsfortagende eller anden selskabsform,

hvis erhvervelsen er i overensstemmelse med landbrugslovens bestemmelser om

ejerforhold og retten til at drive landbrug.

Før kontrakten indgås, foretages en vurdering af ejendommen, herunder dens

bygninger, for hvilke der fastlægges en afskrivningsprofil, jf. punkt 10. Det

kan i kontrakten evt. fastsættes, at fondens indskud begrænser sig til

jordværdien.

Ad 4

Fondens økonomi er nærmere beskrevet i punkt 9-15.

Ad 5

Jordbrugerfondens ejendomme skal ikke skille sig ud fra andre ejendomme

med hensyn til landbrugspraksis, men drives på almindelig vis. Fonden kan

ikke bestemme det enkelte landbrugs driftsform, men det er forslagsstillernes

vurdering, at de fondsejede landbrug får så god økonomi, at landmanden ikke

vil være nødsaget til at drive rovdrift til skade for miljøet.

Ad 6

Det kontraktlige forhold, som en landmand har til en fondsejet

landbrugsejendom (bør) sidestilles med egentligt ejerforhold på områder, hvor

landbrugsloven gælder. Deraf følger, at det ikke er Jordbrugerfonden, men

landbrugsloven, der regulerer en landmands ret til landbrugsdrift på flere

ejendomme. Dog kan man fra fondens side godt overveje at nægte at oprette

mere end en kontrakt med samme landmand. Man kan også overveje ikke at

oprette kontrakt med en landmand, som i forvejen ejer en landbrugsejendom.

Hovedsigtet skal være at inddrage så mange som muligt i landbrugserhvervet.

Ad 7

Jordbrugerfonden administreres decentralt. Målet er en regionalfond for

hver amtskommune, men dette er næppe realistisk i starten, for så vil nogle

af de regionale fonde formentlig komme til at omfatte meget få brug.

Finansieringsopgaven varetages centralt, dels for at sprede risikoen mest

muligt, dels fordi det svarer bedst til pensionskasser etc.'s landsdækkende

opbygning.

Ad 8 Fonden ledes af demokratisk valgte bestyrelser. Stemmeret har

alle, der er beskæftiget i de fondejede landbrug.

Ad 9 I praksis vil det formentlig være nødvendigt med en vis

efterregulering på det tidspunkt, hvor ejendomsprisstatistikken foreligger.

Den fastsatte procentdel, som ydelsen udgør af fondens indskud i en

ejendom, kan variere fra egn til egn svarende til forskellene i de regionale

medlemsbidrag, som direkte tilgår de regionale fonde.

Det kræves, at den enkelte bruger kan stille sikkerhed for betaling af et

års ydelser. Det kan eventuelt fastsættes, at denne sikkerhed skal have form

af forudbetaling af 1 års ydelser.

Amtskommunal og kommunal grundskyld betales af forpagteren.

Ad 10

Formålet med bestemmelsen er, at der er sikkerhed for fondens indskud, og

at der løbende spares op til nybygninger m.v.

Ad 11

Det foreslås, at finansieringen fremskaffes ved, at Landsfonden indgår

aftaler med private investorer om, at disse indskyder penge mod et aftalt

afkast. Indskuddet skal i det enkelte tilfælde have en betydelig varighed -

mindst f.eks. 15 år - for at undgå spekulation over for fonden.

Det er forslagsstillernes vurdering, at en investering på de skitserede

vilkår vil være attraktivt for bl.a. pensionskasser og anden tålmodig

kapital. Der påregnes et afkast, der ligger omkring de 6 procent. Dette

forudsætter dog formentlig en garantiordning som den, der er skitseret

nedenfor.

Ad 12-15

Prisen på landbrugsejendomme stiger normalt mindst svarende til den

almindelige inflation. Det giver investorerne en god sikkerhed for deres

afkast. Der er imidlertid en vis risiko for, at landbrugsejendomme i løbet af

en investerings løbetid kan stige mindre i pris end den almindelige

inflation. Det vil få potentielle investorer til at kræve en risikopræmie for

at gå ind i Jordbrugerfonden. Investorer og jordbrugere har derfor en fælles

interesse i, at der opbygges en garanti, der tager højde for denne situation:

Investorerne opnår en sikkerhed, og jordbrugerne opnår en lavere

forpagtningsafgift.

Det foreslås derfor i punkt 12, at der opbygges en garantifond, som

modtager et startindskud fra staten på 100 mio. kr. og desuden løbende

tilføres en mindre del af forpagtningsafgifterne, f.eks. 2/3 procentpoint.

Garantien træder, jf. punkt 13, i kraft, hvis prisen på landbrugsejendomme

har udviklet sig langsommere end nettoprisindekset, og forskellen overstiger

en bagatelgrænse (1/2 procentpoint p.a.). Det beløb, investor mangler i

afkast, udbetales så fra garantifonden. Et eksempel kan belyse mekanismen:

Mio. kr.

Investor indskyder i 1994............ 100,00

Afkast i 1998 før regulering (6 pct.) 6,00

Prisstigning på landbrugsejendomme

i alt fra 1994 til 1998 ............. 8,0 pct.

Reguleringsfaktor: .................. 1,08

Afkast før garanti (6,00x1,08) ...... 6,48

Stigning i nettoprisindekset i alt fra

1994 til 1998 ....................... 15,0 pct.

1/2 pct.-point fradrages

pr. år i 4 år .......................- 2,0 pct.

Garanteret stigning ................. 13,0 pct.

Faktisk stigning .................... 8,0 pct.

Mangler ............................. 5,0 pct.

Garantibeløb (5 pct. af 6 mio. kr.) . 0,30

I alt til investor (6,48+0,30) ...... 6,78

Garantifonden vil med de anvendte procentsatser balancere, selv om prisen

på landbrugsejendomme falder med ca. 11 pct. i forhold til den almindelige

inflation. Hvis prisen falder relativt mindre eller begynder at vokse, vil

garantifonden også begynde at vokse, hvilket må anses for det helt

overvejende sandsynlige alternativ, i hvert fald på mellemlangt sigt.

Når garantifonden som beskrevet i punkt 14 ud over det oprindelige

statsindskud har opsamlet en tilstrækkelig kapital - f.eks. defineret som 2

års forpagtningsafgift - og der herudover er rimelige reserver til

garantidækning af ekspansion, bruges overskydende midler først til, at staten

får sit indskud tilbage med passende forrentning, og derefter til en så vidt

mulig varig nedsættelse af ydelsen fra landbrugerne.

Hvis og så længe garantifondens kapital er mindre end en fastsat

minimumsgrænse, f.eks. svarende til 1/2 års ydelse, skal opkøb af nye

landbrug ophøre. Det giver en yderligere sikkerhed for, at garantifonden ikke

tømmes, men risiko for, at investorerne må finde sig i ikke at få udbetalt

noget garantibeløb.

Garantifonden er en garanti for investorerne, ikke for jordbrugerne.

Derfor har den, jf. punkt 15, ikke til opgave at dække eventuelt manglende

indbetalinger. Det klares gennem sikkerhedsstillelsen for et års ydelse, jf.

punkt 9. Det er op til den enkelte regionale fond, om der skal ydes henstand,

der ikke er dækket af denne sikkerhed. Det må i givet fald ske på grundlag af

formue, der er opsparet gennem det regionale medlemsbidrag, som udgør en

beskeden andel af ydelserne (f.eks. 1/4 pct.-point i starten).

Ad 16

Det er et fundamentalt krav, at brugsretten skal kunne gå i arv. Det kan

være til ægtefælle eller til andre livsarvinger i arvelovens forstand.

Arvingen skal være kvalificeret til at drive landbrug.

Ad 17

Ønsker den gamle bruger ikke at gøre brug af denne »arveret«,

tilbydes bedriften til den, der står for tur på den regionale fonds

venteliste. Personer, der ønsker det, optages på ventelisten, hvis

bestyrelsen for den regionale fond finder dem kvalificerede.

Formålet med ventelistesystemet er at give alle kvalificerede lige chancer

uden hensyn til »forbindelser« og lign.

Ad 18

Hvis den gamle og den ny bruger frit kunne aftale en pris for f.eks.

ejendommens bygninger, kunne den gamle bruger presse den ny til at betale en

overpris. Det ville reelt videreføre de nuværende forhold, hvor fremtidige

indtjeningsmuligheder, herunder offentlige tilskud, kapitaliseres.

På den anden side skal den til enhver tid siddende bruger have en

tilskyndelse til at vedligeholde og forny bygninger, behandle jorden godt

etc. Brugeren har nemlig en meget stor grad af frihed i sine dispositioner,

og det må afspejle sig i et tilsvarende økonomisk ansvar.

Derfor skal der ved overdragelse foretages en vurdering af, hvilke

forbedringer der er sket på bygninger, jord og besætning. Brugeren skal have

godtgjort disse forbedringer ved en udbetaling fra fonden (idet der dog

bortses fra urentable overinvesteringer).

I de tilfælde, hvor der er sket forringelser, hæfter brugeren omvendt for

disse.

Løsøre kan handles frit mellem den ny og den gamle bruger. Forlanges en

overpris, kan den ny bruger blot købe sit løsøre andetsteds.

Det er ikke urimeligt, at en bruger på denne måde kan få udbetalt et beløb

af en vis størrelse, der bl.a. kan bruges til udbetaling af en ny bolig og

lign. Der er i øvrigt tradition i dansk landbrug for, at landmanden sikrer

sin alderdom ved at sælge gården, før han går på pension. Denne mulighed

eksisterer kun i begrænset omfang for landmænd, som har kontrakt med

Jordbrugerfonden. Derfor bør alderdommen sikres gennem en henlæggelse,

opsparing eller en »landmandspension«. Denne opgave bør varetages

af landbrugets organisationer. Den hører ikke naturligt hjemme i

Jordbrugerfonden, men Jordbrugerfonden bør oplyse og rådgive kommende og

aktuelle medlemmer om problemstillingen.

Ad 19

Hvis en ejer af en landbrugsejendom ønsker at indgå en brugskontrakt med

Jordbrugerfonden, skal det ikke udløse udbetaling af en eventuel betydelig

friværdi til privat forbrug. Det vil dræne kapital ud af bedriften. Derfor

foreslås det, at friværdien bindes i fonden, så længe forpagteren forbliver

på ejendommen. Den kan dog helt eller delvis udbetales til finansiering af

nyinvesteringer i ejendommen.

Ad 20

Skal Jordbrugerfonden være med til at bevare en alsidig landbrugsstruktur

i Danmark, er det nødvendigt, at fonden interesserer sig for

tvangsauktionstruede, men i øvrigt sunde bedrifter. I en tid, hvor man

oplever, at store gårde opnår gældssanering ved, at kreditorerne afskriver en

del af deres gæld, bør Jordbrugerfonden rette sin aktivitet mod opkøb af små

og mellemstore landbrug.

Ad 21

Årsager til tvangsauktioner i landbruget er ofte konjunkturbestemte.

Landmandens driftsmæssige indsats kan være upåklagelig og alligevel

»ryger gården på tvangsauktion«. I sådanne situationer vil det være

naturligt at oprette kontrakt med den pågældende ejer eller i tilfælde, hvor

landbrugsejendommen i en årrække har været drevet af en forpagter, som bor på

landbrugsejendommen, da at oprette kontrakt med den pågældende forpagter.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter