Spring til indhold

Retsinformation

1996 BSF 80 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM REGULERING AF SKARVBESTANDEN

1996/1 BSF 80Beslutningsforslag som fremsatFolketinget15. januar 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at:

1. arbejde for, at fuglebeskyttelsesdirektivet (79/409/EØF) ændres, så en

egentlig jagttid på skarven bliver mulig

2. den nuværende jagtzone på 100 meter fra en bundgarnspæl, hvor

bundgarnsfiskerne har lov at skyde skarven, udvides til 500 meter, jf. § 7,

stk. 1 i bekendtgørelse nr. 42 af 21. januar 1994 om vildtskader

3. ejere af put and take-søer får samme muligheder for skarvbekæmpelse som

ejere af dambrug og bundgarn

4. afsætte 3 mio. kroner i 1997 til at udvikle skarvsikre fangstredskaber

for bundgarnsfiskere, heraf 1 mio. kroner til brug som præmier i en

konkurrence om de bedste skarvsikre redskaber

5. der som følge af gennemførelsen af ovenstående punkter udarbejdes en ny

forvaltningsplan for skarven.

Bemærkninger til forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at bevare biodiversiteten, også

kaldet arternes mangfoldighed, og at mindske de alvorlige gener, som blandt

andet har ramt fiskerne, dambrugsejerne, ejerne af put- and take-søer og

skovejerne i de seneste år.

Undersøgelsen »Danske skarvers fødevalg 1992-94«, Miljø- og

Energiministeriet, 1995, viser, at bestanden af ynglepar er steget fra 250 i

1970 til 38.300 i 1995. Tælles alle ungfuglene med, findes der over 200.000

skarver i de danske farvande. Dette antal stiger stadig, om end den

eksplosive vækst er aftaget de seneste år.

Skarven er en spændende og fascinerede fugl, og Danmark har en

forpligtigelse til at beskytte den mod udryddelse, ligesom en række

afrikanske lande er forpligtet til at bevare giraffer og løver. Skarven har

ynglet i Danmark gennem de seneste 7-8000 år undtagen en periode i

1700-tallet, hvor den tilsyneladende ikke ynglede her i landet. I perioden

mellem 1876 og 1938 var skarven ikke ynglefugl på grund af en intensiv jagt.

Årsagen hertil var, at skarven også dengang var til stor gene for fiskeriet.

Læs alt

Der blev i 1931 indført en fredning af skarven i tre måneder af yngletiden,

og fra 1938 var skarven atter at finde som ynglefugl. Frem til 1972 blev

bestanden af skarver holdt nede på ca. 200 ynglepar i en koloni beliggende på

Vorsø i Horsens Fjord. Fra 1972 til 1979 var den årlige beskydning af skarver

på Vorsø indstillet, men jagttiden på 9 måneder var fortsat opretholdt.

Bestanden af ynglepar steg i denne periode fra 405 i 1972 til 1697 par i

1979. I 1979 blev skarven totalfredet i Danmark. Skarven er efterfølgende

blevet fredet i de øvrige EU-lande som følge af et

EF-fuglebeskyttelsesdirektiv fra 1979 (79/409/EØF), der senest skulle

implementeres den 2. april 1981. Efter denne totalfredning er antallet af

ynglende skarvepar steget til 38.300 par i 1995. Skarven har ynglet med

voldsom succes, efter at fredningen blev total. Der har i perioder været tale

om en vækstrate på ca. 24 pct. pr. år. Overført til mennesker svarer det til,

at den danske befolkning i samme tidsrum ville have opnået et omfang, der

kunne måle sig med Indiens. Fredningen har altså været overordentlig

effektiv, men den har også skabt problemer - mange problemer. Ikke kun

økonomiske, men også problemer for naturen.

1. Biodiversiteten skal sikres

Skarven er begyndt at blive et problem for biodiversiteten.

Biodiversiteten var et stort emne på FN-konferencen i Rio i 1992. Her blev

der lagt vægt på, at der skulle værnes om biodiversiteten, da det er utrolig

vigtigt for hele verden at sikre arternes mangfoldighed.

Når skarven yngler i kolonier, fortrænger den andre rugende fugle fra

deres redepladser, idet skarven ikke tåler, at andre fugle ruger i nærheden.

Med hensyn til skarvens fødeindtag påvirker det også biodiversiteten,

fordi den æder store mængder af bestemte fiskearter. Her tænkes blandt andet

på torsk og ål. Skarvene æder i løbet af deres yngleperiode op mod 4.700 tons

konsumfisk, heraf er de 1353 tons torsk og de 141 tons ål. Disse mængder er

så store, at de i de seneste år har fået indvirkning på, hvor mange torsk og

ål der er i de danske farvande. Fiskeriet er allerede begyndt at kunne mærke

det. Bundgarnsfiskerne, som har ålen som vigtigste fiskeart, kan mærke, at

deres ålefangst er for nedadgående. I Limfjorden er ålen blandt andet på

grund af skarven næsten udryddet, og de fritidsfiskere, som normalt står for

størstedelen af ålefangsten i Limfjorden, er begyndt at opgive fiskeriet. Det

kan eksempelvis ses ved, at fritidsfiskerforeningen ved Limfjorden er

reduceret fra 225 til 91 medlemmer. Endvidere kan der henvises til Fyns Amts

natur- og vandmiljøafdelings »Redegørelse for miljøtilstanden i

Brændegård Sø, 1973/74 - 1993«, hvor skarvens forringelse af den almene

miljøtilstand dokumenteres, jf. Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg,

folketingsåret 1996-97, jf. alm.del - bilag 277.

Naturlige fjender

Enkelte argumenterer for, at antallet af skarver bare skal have lov til at

finde sit naturlige leje. Men der er i øjeblikket intet naturligt ved over

200.000 skarver. Førhen havde skarven naturlige fjender, som var med til at

regulere dens antal. Det var rovfugle såsom kongeørnen og havørnen, der åd

skarven, men der findes i dag under 50 havørne og kun nogle få kongeørne i

Danmark. De store rovfugle var sammen med måren og ilderen de eneste

naturlige fjender, skarven har haft, ud over mennesket. Antallet af mår og

ilder har også haft stor tilbagegang. Skarvens antal i dag kan ikke betegnes

som værende bæredygtigt. Når mennesket en gang har pillet ved naturens

balance, forpligter det til at modvirke yderligere balanceproblemer.

2. Fiskeriets problemer

Skarven æder udelukkende fisk, og den æder op mod 500 gram fisk om dagen.

I yngleperioden kan det blive op mod 70 tons fisk om dagen. Da hovedparten af

skarvens føde er konsumfisk såsom ål, ising, ålekvabber, aborrer og torsk, er

det fiskernes levebrød, der her er truet. Til sammenligning kan det nævnes,

at skarven fanger 1.200 tons ising i yngleperioden, mens fiskerne i samme

periode kun fanger det dobbelte, nemlig ca. 2.400 tons. Når det drejer sig om

ålekvabber og aborrer, er fiskerne helt udkonkurrerede, her fanger skarven

henholdsvis 430 og 127 tons i yngleperioden, mens fiskerne kun formår at

fange henholdsvis 7 og 24 tons. Se endvidere nedenstående skema.

Skarvens fortæring af konsumfisk i forhold til fiskeriets landinger:

---------------------------------------------------------------------

Fiskeart Skarvens andel Fiskeriets Skarvens procent-

i tons andel i tons vise andel af den

samlede fangst

---------------------------------------------------------------------

Torsk .................. 1353 10277 12

Ål ..................... 141 525 21

Ising .................. 1198 2447 33

Aborre ................. 127 24 84

Ålekvabbe .............. 430 7 98

---------------------------------------------------------------------

Kilde: Denne tabel bygger på tabel 27, side 218 i »Danske skarvers

fødevalg 1992-94«, udgivet af Miljø- og Energiministeriet, 1995.

Skarvens store fiskefangster gør det vanskeligere for fiskerne at udnytte

de begrænsede kvoter, de har fået tildelt.

Skarven æder mange fisk, men den skambider også mange fisk. Skambidningen

foregår, når skarven i sin jagt på fisk i bundgarnsnet jager fisken under

vandet. De skambidte fisk dør derefter af de sår, de har pådraget sig eller

af stress. De skambidte fisk er ubrugelige for fiskerne og udtryk for et

unødvendigt ressourcespild.

3. Dambrug

Bundgarnsfiskerne er ikke de eneste, der lider under skarvens favntag.

Også dambrugene oplever store problemer. På Ensted Fiskefarm har ejeren

måttet se, at skarver i store flokke ryddede den udendørs fiskedam for

moderfisk. De få fisk, skarven ikke kunne sluge, blev efterladt med mange sår

og så stressede, at de døde kort efter. Efter dette gigantiske ædegilde var

skarvene så forædte, at de ikke kunne lette fra jorden, selvom man forsøgte

at jage dem væk. De var nødt til at gylpe ufordøjede fisk op på jorden for at

kunne lette. Prisen for dette skarvbesøg var 20.000 kr. Dette er ikke et

enestående tilfælde, og det sker, selv om dambrugene også har mulighed for at

bortskyde skarven, hvis den er inden for en 100 meter zone.

4. Skarvens virkning på træer og ubeboede småøer

Når skarvene er samlet i store kolonier, udgør de en fare for de træer, de

bruger som redetræer. Skarvens ekskrementer er så skrappe, at træerne

simpelthen dør. De steder, hvor skarven yngler på små øer, bliver øerne i

løbet af en kort årrække til et månelandskab blottet for andet liv. Uddøde

småøer i havene og de indre farvande er dermed i risiko for at bortskylle.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Da skarven ifølge EF's fuglebeskyttelsedirektiv fra 1979 (79/409/EØF) er

totalfredet, kan der ikke i øjeblikket indføres en egentlig jagttid på

skarven. Der må derfor findes andre lovlige muligheder for at begrænse

antallet af skarver.

Europa-Parlamentet er begyndt at se på sagen omkring skarven. Af

Europa-Parlamentets beslutning af 15. februar 1996, litra E, fremgår det, at

anvendelsen af undtagelsesbetemmelserne i artikel 9 i Rådets direktiv om

bevarelse af vilde fugle ikke er tilstrækkelig til at forvalte

skarvbestandene på europæisk plan. Europa-Parlamentet foreslår endvidere, at

skarven midlertidig udelukkes fra bilag 1 (ikke jagtbare arter) i direktivet.

Alle de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der var til stede, har

stemt for denne beslutning. Der er derfor belæg for, at forslaget også skulle

kunne vinde bred opbakning i Folketinget og dermed sikre hjælp til naturen og

de betrængte erhverv imod den unaturlige mængde af skarver i Danmark.

Ad 2

Det fremgår af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 42 af 21. januar 1994 om

vildtskader at: »Ved faststående, fungerende fiskeredskaber, der er

placeret mindst 1 km fra en skarvkoloni, må ejeren af redskabet regulere

skarv hele året inden for en afstand af 100 m fra redskabet.« Denne

bestemmelse foreslås ændret til: »Ved faststående, fungerende

fiskeredskaber, der er placeret mindst 1 km fra en skarvkoloni, må ejeren af

redskabet regulere skarv hele året inden for en afstand af 500 m fra

redskabet.«

Ad 3

Put and take-søer, hvor ejeren udsætter voksne fisk for derefter at udleje

retten til at indfange dem til fritidsfiskere, er udsat for de samme

problemer som dambrugerne. Men ejerne har ikke ret til at beskyde skarven.

Derfor er de fuldstændig magtesløse over for skarvens angreb. Skarven kan

uhindret flyve ind og tage for sig af det store tagselvbord, som det jo er.

Et af formålene med forslaget er at indføre regler for skarvbekæmpelse i put

and take-søer i parallel med skarvbekæmpelse ved bundgarn og dambrug. Miljø-

og energiministeren har været positiv over for dette forslag og udtalte i

forbindelse med besvarelsen af spørgsmål, nr. S 2609, folketingsåret 1995-96,

at han ville overveje, at give put and take-fiskerne samme muligheder som

bundgarnsfiskere i løbet af efteråret 1996 i forbindelse med mindre ændringer

i vildtskadebekendtgørelsen.

Ad 4

I dag er der afsat 550.000 kr. til udvikling af skarvsikre fiskeredskaber.

Dette beløb foreslås ændret til 3 mio. kroner, hvoraf 1 mio. kroner afsættes

til præmier, administration og annoncering af en konkurrence om de bedste

skarvsikre redskaber. Beløbet dækkes ved besparelser på Miljø- og

Energiministeriets øvrige konti.

Ad 5

Som en naturlig følge af dette beslutningsforslag skal der udarbejdes en

ny og opdateret skarvforvaltningsplan, hvor de ovenstående punkter er

indarbejdet.

Skriftlig fremsættelse

Niels Jørgen Langkilde (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om regulering af skarvbestanden.

(Beslutningsforslag nr. B 80).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Bilag

FYNS AMT

Natur- og vandmiljøafdelingen Den 22. marts 1994

REDEGØRELSE OM MILJØTILSTANDEN I BRÆNDEGÅRD SØ

1973/74-1993

med særligt henblik på skarvkoloniens indvirkning på miljøtilstanden

0. Indledning

1. Søens beliggenhed og morfometri

2. Udførte undersøgelser i søen

3. Søens målsætning

4. Søens tilstand 1973/74-1993

5. Fredning

6. Skarvkoloniens udvikling

7. Skarvkoloniens påvirkning af det øvrige fugleliv ved søen

8. Næringsstofbelastning 8.1 Belastning fra oplandet 8.2 Belastning fra

skarvkolonien

9. Påvirkning af nedstrøms liggende vandområder

0. Indledning

Brændegård Sø huser Danmarks for tiden største skarvkoloni.

Næringsstofferne fra skarvernes ekskrementer har ført til, at

næringsindholdet i søvandet er øget stærkt. Skarverne finder fortrinsvis

deres føde langt fra kolonien, især i det sydfynske øhav. Der sker herved en

import af næringsstoffer til koloniens område, hvorfra stofferne udvaskes til

søen. Søen er samtidig højt målsat som referenceområde for

naturvidenskabelige studier, hvilket normalt indebærer, at næringsindholdet i

søvandet skal være så lavt som muligt.

Den store tilførsel af næringsstoffer til området på grund af skarvernes

tilstedeværelse har medført en kraftig forværring af miljøforholdene i

Brændegård Sø. På sigt vil næringsstofferne fra skarverne også udgøre en ikke

uvæsentlig belastning af nedstrøms beliggende vandområder.

Skarvkolonien blev etableret i 1973. I redegørelsen beskrives den ændring

i Brændegård Sø's miljøtilstand, der er sket siden da.

1. Søens beliggenhed, opland og morfometri

Brændegård Sø ligger i Fåborg Kommune. Søen er den næststørste på Fyn, den

har et overfladeareal på 108 ha, men er meget lavvandet med en maksimal dybde

på omkring 1,6 m og en middeldybde på omkring 0,8 meter (i 1974).

Søen ligger i den øverste ende af Odense Å's vandsystem. Den afvandes til

Silke Å, der bl.a. løber gennem den lavvandede Brahetrolleborg Slotssø og

senere ud i Odense Å.

Søens opland (det område, hvorfra vand strømmer til søen) er på 11,65 km2,

og heraf er 58 pct. skov og 42 pct. ager eller eng/mose. Andelen af skov er

således meget stor i forhold til det normale for Fyn, hvor arealanvendelsen

fordeler sig på skov, landbrug og byområder med hhv. 9 pct., 81 pct. og 10

pct.

Jordbunden er altovervejende sandet (88 pct. lerblandet sand, 8 pct.

sandblandet ler og 4 pct. humus). For Fyn som helhed fordeler jordtyperne sig

således: lerblandet sand 35 pct., sand 4 pct., sandblandet ler 55 pct., ler 4

pct. og humus 4 pct.

Vandets gennemsnitlige opholdstid blev for 1973/74 beregnet til 198 dage,

dvs. ca. et halvt år. Da søen har en meget stor overflade, vil vandets

opholdstid dog variere meget fra år til år afhængig bl.a. af nedbør og

fordampning på søoverfladen.

2. Udførte undersøgelser i søen

Fyns Amt har som led i sin overvågning af det fynske vandmiljø ført tilsyn

med Brændegård Sø i 1972, 1973/74, 1980, 1987, 1990 og 1992:

Feltmålinger: 1972, 1973/74, 1980, 1987, 1990, 1992

Vandkemi: 1973/74, 1980, 1992

Sedimentkemi: 1973/74, 1980

Planteplankton: 1973/74

Bundfauna: 1973/74

Opmåling: 1974

Feltmålingerne omfatter målinger gennem sommerperioden af vandets

temperatur og iltindhold, gennemsigtighed (sigtdybde), surhedsgrad (pH) og

klorofylindhold. Sidstnævnte er et mål for mængden af alger i vandet.

Vandkemien omfatter målinger af vandets indhold af næringsstoffer (fosfor

og kvælstof) med mere.

I 1961 gennemførte Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser en undersøgelse

af søens fiskebestand (Dahl, 1966).

I 1994 foretages et ekstensivt tilsyn i Brændegård Sø, idet der gennem

sommerperioden foretages feltmålinger og målinger af vandets indhold af

kvælstof og fosfor.

3. Søens målsætning

Brændegård Sø er målsat som referenceområde for naturvidenskabelige

studier. Baggrunden for målsætningen er anført i Forslag til recipientplan,

1976 (Fyns Amt, 1976): »søen med omgivende rørbræmme er et ornitologisk

(fugle), entomologisk (insekter) og botanisk (planter) interesseområde af

allerstørste værdi. Området er af meget stor værdi, dels som yngle- og

opvækstområde for sump- og mosefugle, dels som rasteplads for trækkende

gåse-, ande- og rovfugle.«

Denne høje målsætning gælder for vandområder, der bør nyde en udstrakt

grad af beskyttelse, og for vandområder, der i sig selv udgør et værdifuldt,

et sjældent eller usædvanligt miljø.

Endvidere skal søen være egnet som fiskevand til lyst- og/eller

erhvervsfiskeri.

Målsætningerne er indarbejdet som retningslinjer i regionplan 1989-2001.

De indebærer, at al spildevandsudledning til søen skal undgås. Der er ikke

derudover stillet specifikke krav til søens vandkvalitet.

4. Miljøtilstand

Den udvikling, der er sket i Brændegård Sø's miljøtilstand kan bl.a.

beskrives vha. fysisk/kemiske målinger i søen. I tabel 4.1 er vist gennemsnit

for sommerperioden (1/5-30/9) af forskellige variable.

---------------------------------------------------------------------

Parameter 1974 1980 1987 1990 1992

---------------------------------------------------------------------

Total fosfor, micro g/l .......... 105 217 1112

Ortofosfat-fosfor, micro g/l ..... 29 17 496

Total kvælstof, micro g/l ........ 2280 2983 4525

Uorganisk kvælstof, micro g/l .... 295 57 604

pH ............................... 8,5 9,0 9,5 8,1 9,1

Klorofyl a, micro g/l ............ 30 96 187 15 130

Antal målinger ................... 5 4 3 10 10

---------------------------------------------------------------------

Tabel 4.1. Tidsvægtede middelværdier i sommerperioden (1/5-30/9) for

Brændegård Sø, 1974-1992. Tabellen viser, at fosforindholdet i søvandet er

steget kraftigt fra 1974 til 1992, med en faktor 10. Stigningen var markant

fra 1974 til 1980, men størst i perioden 1980-1992, hvilket stemmer godt

overens med skarvbestandens udvikling (se afsnit 5). Kvælstofindholdet i

søvandet er ligeledes steget, men stigningen er ikke nær så markant. Søen har

i perioden fuldstændig ændret karakter, fra en svagt næringsrig sø i starten

af 1970'erne til en ekstremt næringsrig sø i 1990'erne.

Ifølge en rapport om søens miljøtilstand i 1973/74

(Vandkvalitetsinstituttet, 1975, var søen på dette tidspunkt næringsrig, men

dog den reneste af de tre store, sydfynske søer: Arreskov Sø, Nørresø og

Brændegård Sø. Algemængden var relativt lav, og domineret af

grønalger.Bemærkelsesværdig var forekomsten af gulalgen Dinobryon

bavaricum, der har tilknytning til svagt humøse, alkaliske søer, og

forsvinder ved kulturpåvirkning (Vandkvalitetsinstituttet, 1975).

Allerede i 1980 var fosforindhold og algemængde steget markant, selv om

skarvkolonien på dette tidspunkt stadig var forholdsvis lille (668 par). Ud

fra de beregninger, der er gennemført i afsnit 8, kan det vurderes, at

skarvernes bidrag til tilførslen af fosfor til søen (op til 220 kg i 1980)

kan have været af samme størrelsesorden som de øvrige tilførsler til søen.

Frem til 1987 steg algemængden yderligere, men mellem 1987 og 1990 skete

der et skift i de biologiske forhold i søen, idet algemængden i 1990 var lav

og vandet forholdsvis klart. Iltmætningen var samtidig lav det meste af

sommeren, og tilsammen viser det, at søen var gået over i en

»rådden« tilstand, hvor algemængden blev holdt nede af store

dafnier. Disse er meget effektive til at spise alger, men kan kun optræde

talrigt, når deres naturlige fjender, skaller og brasen, er fåtallige i søen.

Derfor må en stor del af fiskene være forsvundet, enten fordi de er blevet

ædt af skarverne, er døde som følge af dårlige iltforhold, eller er blevet

dræbt i forbindelse med forhøjede indhold af ammoniak og/eller svovlbrinte.

Lave iltindhold og forgiftninger kan periodevis forekomme, når store

algemængder dør og går i forrådnelse.

I 1992 havde søen et ekstremt højt indhold af næringsstoffer, specielt

fosfor. Søen var i en meget ustabil tilstand, ider der forekom skift mellem

perioder med mange alger og perioder, hvor vandet var forholdsvis klart,

fordi algerne blev ædt af dafnier. Som for 1990 må dette betyde, at skaller

og brasen var fåtallige i søen. Mængden af disse fisk er muligvis blevet

holdt nede af skarverne. Observationer fra et par svenske søer, hvor skarver

fiskede i stort tal, tyder således på, at skarverne kan gøre et stort indhug

i bestanden af dyreplanktonædende fisk, og derved medvirke til, at vandet

bliver klarere (Andersson m.fl., 1991).

Der har imidlertid i de sidste par år været et udmærket ålefiskeri i

Brændegård Sø. Dette kunne tyde på, at ålene er i stand til at gemme sig for

skarverne i søens mudrede bund. Samtidig fremmes ålenes muligheder for at

finde føde (bunddyr), når de fisk, der konkurrerer med ålene om føden,

forsvinder. At skarverne kun i begrænset omfang spiser ål, bekræftes af

ovenfor nævnte svenske undersøgelse, hvor 17 skarvers maveindhold blev

undersøgt. Der blev ikke fundet rester af ål på trods af, at der var en pæn

ålebestand i søen. (Andersson m.fl., 1991).

5. Fredning

Danmarks Naturfredningsforening rejste i 1981 fredningssag for arealer

omkring Brændegård Sø og Nørresø. Formålet var først og fremmest at bevare de

landskabelige værdier i området, især at hindre, at den eksisterende løvskov

blev erstattet af nåleskov. Endvidere fandt man området »botanisk

bemærkelsesværdigt, og yderligere bemærkelsesværdigt som rummende en af de

mest værdifulde fuglelokaliteter i amtskommunen, herunder en skarv-koloni på

Brændegårds-øen.«

I 1984 afsagde fredningsnævnet fredningskendelse for området »for at

bevare og pleje den nuværende tilstand«.

Kendelsen blev anket til Overfredningsnævnet, der i 1986 afsagde kendelse.

For så vidt angår Brændegård Sø-området, var hovedformålet med fredningen at

»sikre skarvens levested i området ved Brændegård Sø og om muligt

begrænse skarvkoloniens geografiske udbredelse«. Herunder skulle

fredningen »sikre de øvrige naturvidenskabelige interesser, der er

knyttet til området«. Dette gælder bl.a. den botanisk værdifulde Nybo

Mose nordvest for søen og raste- og fourageringsmuligheder for gæs.

Ved fredningssagens rejsning i 1981 var skarvbestanden på 663 par. Ved

Overfredningsnævnets kendelse i 1986 var kolonien vokset til 1866 par. Som

det fremgår af næste afsnit, toppede kolonien i 1992 med 7087 par.

Brændegård Sø er endvidere udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde.

6. Skarvkoloniens udvikling

Skov- og Naturstyrelsen har fulgt skarvbestandens udvikling, dels ved

Brændegård Sø, dels i resten af landet (Skov- og Naturstyrelsen, 1992 og

1993).

Antallet af skarver i kolonien har været stærkt stigende, fra den blev

etableret i 1973 og indtil 1991, hvor der optaltes 6943 reder. Fra 1991 til

1992 var antallet nogenlunde stabilt, og i 1993 skete der et fald i antallet

på 17 pct., se fig. 6.1.

Figur 6.1. Antal skarvpar ved Brændegård Sø, 1973-1993. Ved fredningen af

Brændegård Sø blev der udpeget et »aktuelt« og et

»potentielt« skarvområde, dækkende den sydlige del af søen, i alt

ca. halvdelen af søens omkreds. I øjeblikket dækker kolonien ca. halvdelen af

søens omkreds, men udvidelsen er foregået langs den vestlige bred og ikke som

forventet langs den sydlige bred.

På landsplan synes udviklingen i skarvbestanden at være, at de gamle

kolonier, som f.eks. Brændegård Sø, Ormø og Vorsø, har tilbagegang eller

stagnation i bestanden, hvorimod der stadig væk sker tilvækst i nye kolonier,

især i den nordlige del af landet. Der foregår således fortsat en vækst i den

samlede danske skarvbestand, men vækstraten er for nedadgående.

7. Skarvkoloniens påvirkning af det øvrige fugleliv ved søen

Den høje målsætning for Brændegård Sø og den gennemførte fredning var i

høj grad begrundet i søens vigtighed som fugleområde. Det er derfor relevant

at vurdere, i hvor høj grad skarvens massive tilstedeværelse har forringet

forholdene for andre fugle, der yngler eller raster ved søen. Udviklingen i

søens fugleliv er nærmere beskrevet i tabel 7.1. og 7.2.

Ynglefugle

---------------------------------------------------------------------

Ynglefugle 1974-80 1989

(DOF) (Fyns Amt)

---------------------------------------------------------------------

Toppet Lappedykker ........... 4-5 3-4

Skarv ........................ få-668 4080

Fiskehejre ................... 40 0

Grågås ....................... 12-17 > 2

Gravand ...................... 2 3-4

Gråand ....................... 6-8

Skeand ....................... 1-2

Taffeland .................... 1

Troldand ..................... 3-5

Grønbenet Rørhøne ............ 1

Blishøne ..................... 0

Vandrikse .................... 1 ?

Lille Præstekrave ............ 1 (i 1980)

Strandskade .................. 1

Vibe ......................... 2

Sølvmåge ..................... 7 20

---------------------------------------------------------------------

Tabel 7.1. Antallet af ynglefugle ved Brændegård Sø.

Oplysningerne fra 1974-80 er mangelfulde, især med hensyn til svømmeænder.

Det må dog - henset søens karakter - anses for usandsynligt, at der har været

flere svømmeænder end nu. Med hensyn til ynglefuglene ser det altså ud til,

at der er

- uændrede bestande af lappedykkere og svømmeænder

- tilbagegang for fiskehejre og grågås

- fremgang for sølvmåge

Heraf kan ændringerne for fiskehejre og sølvmåge tilskrives skarvkolonien.

Fiskehejrernes tilbagegang skyldes antagelig, at de er fortrængt fra

redetræerne. Sølvmågerne lever sandsynligvis af fiskerester fra skarverne, og

derfor ses der her en positiv effekt.

Grågæssenes tilbagegang skyldes sandsynligvis tilgroning af engområder ved

søen.

Rastende fugle

------------------------------------------

Rastende fugle 1974-80 1989

(DOF) (Fyns Amt)

------------------------------------------

Toppet Lappedykker ... 58 20-45

Skarv ................ 200 1000

Fiskehejre ........... 40 30

Grågås ............... 4000 450

Gravand .............. 34

Gråand ............... 1000 4-600

Krikand .............. 200 160

Skeand ............... 450

Taffeland ............ 4000 120

Troldand ............. 5000 2000

Hvinand .............. 12

Stor Skallesluger .... 400 100

Lille Skallesluger ... 4

------------------------------------------

Tabel 7.2. Antallet af rastende fugle ved Brændegård Sø.

Rastetallet er normalt maksimumtal for den angivne periode, og derfor er

det usikkert at sammenligne 7 år med 1 år. Det ser dog ud til, at der i 1989

er

- færre grågæs

- færre dykænder (taffeland og troldand)

- uændret antal svømmeænder, dog

- flere skeænder.

Kun svømmeænder er afhængige af fourageringsmulighederne i selve søen. Er

tendensen, som tallene viser, rigtig, betyder det altså, at

forurageringsforholdene ikke er forringet, og sandsynligvis forbedret for

skeand, hvilket kan skyldes større mængder dyreplankton (jf. afsnit 4).

Dykændernes tilbagegang har næppe noget med skarvkolonien at gøre, da

disse udelukkende bruger søen som rasteplads og foruragerer i kystområder.

Dykænderne påvirkes derfor ikke af søens vandkvalitet.

Sammenfatning

Ved sammenligning med den periode, hvor skarvkolonien etablerede sig, med

et år omkring ti år senere, ses kun få ændringer, som direkte kan tilskrives

skarvkoloniens dominans. Det gælder fiskehejren, som ikke længere yngler, og

som raster i færre tal, det gælder sølvmågen, som yngler med flere par, og

det gælder skeand, som raster/fouragerer i større tal. Grågåsens tilbagegang

er i øvrigt bemærkelsesværdig. De øvrige ændringer skyldes muligvis andre

forhold f.eks. naturlige bestandssvingninger og forskellige

observationsforhold.

7. Næringsstofbelastning af søen

7.1 Belastning fra oplandet

I 1973/74 blev belastningen fra oplandet til Brændegård Sø opgjort til 260

kg fosfor og 1300 kg kvælstof pr. år. Opgørelsen var meget usikker, og der er

ikke siden foretaget undersøgelser af belastningen. Denne har dog næppe

ændret sig væsentligt.

7.2 Belastning fra skarvkolonien

Da skarverne altovervejende fouragerer uden for koloniområdet, især i det

sydfynske øhav, foregår der en import af næringsstoffer herfra til

koloniområdet og derfor også til Brændegård Sø. Størrelsen af denne

næringstilførsel til søen kan overslagsmæssigt vurderes ud fra følgende

antagelser/vurderinger:

- En voksen skarv spiser dagligt ca. 560 g fisk (vådvægt) (Cramp, 1977)

- En voksen skarv producerer dagligt 50 g gødning (»guano«),

svarende til 7,5 g kvælstof og 1,0 g fosfor (Vries, 1988).

- Voksne skarver skønnes i gennemsnit at opholde sig ca. 135 dage om året

ved kolonien (i forbindelse med ynglesæsonen) (Cramp, 1977). De fisker i

denne periode hovedsageligt deres føde uden for søen, typisk i Det Sydfynske

Øhav. En væsentlig del af deres gødning afsættes i koloniområdet, hvorfra

kvælstof og fosfor kan udvaskes til søen.

- Skarvungerne i Brændegård Søens koloni opholder sig (årligt) ca. 50 dage

i reden og ca. 40 dage i koloniområdet. Deres gødningsproduktion i

redeperioden skønnes i gennemsnit at være halvdelen af de voksnes, mens de

afgiver ca. lige så meget gødning som de voksne, efter at de har forladt

reden. Gødningen afsættes inden for koloniområdet.

- Et skarvynglepar og deres unger (skønnet til ca. 3) vil dermed igennem

en ynglesæson afgive ca. 16,5 kg gødning i Brændegård Sø med tilhørende

koloniområde. Det svarer til 2,48 kg kvælstof og 0,33 kg fosfor om året. Det

forudsættes endvidere, at alle disse næringsstoffer udvaskes til søen.

I 1993 ynglede 5873 par ved søen. Disse kan således have tilført

koloniområdet i alt ca. 14500 kg kvælstof og 2000 kg fosfor. Selv om kun en

del af disse næringsstoffer når frem til søen, er der tale om en anselig

tilførsel, idet den svarer til indholdet i urenset spildevand fra hhv. 3300

personer (kvælstof) og 1300 personer (fosfor) (idet 1 person (1 PE) bidrager

med 4,4 kg kvælstof og 1,5 kg fosfor pr. år). Til sammenligning er

udledningen af fosfor fra Ringe By via Boltinge renseanlæg (17.000 PE) på ca.

3,7 t pr. år. I perioden 1980-1993 kan skarverne således have tilført

koloniområdet ved Brændegård Sø i alt 104 t kvælstof og 13,9 t fosfor.

9. Påvirkning af nedstrøms liggende vandområder

En del af de tilførte næringsstofmængder aflejres i Brændegård Sø, men en

del føres med søens afløb til nedstrøms liggende vandområder.

Ud fra afstrømningens fordeling i 1973/74 og det målte fosforindhold i

søvandet i 1992 kan fosforafstrømningen fra søen i 1992 vurderes og

sammenlignes med fosforafstrømningen i 1973/74. Den vandføringsvægtede

middelkoncentration af fosfor i afløbet beregnes overslagsmæssigt til 0,51

mg/l for 1992 (jf. tabel 7.1), og med en årlig afstrømning fra søen på ca.

1,7 mill. m3 fås i 1992 en afstrømning fra søen på i størrelsesordenen 900 kg

fosfor. I 1973/74 blev afstrømningen beregnet til 110 kg fosfor, således at

forforafstrømningen fra søen synes at være blevet omkring 8 gange så stor.

Det kan herudfra vurderes, at det direkte bidrag fra skarverne til

fosforafstrømningen fra Brændegård Sø i øjeblikket er på omkring 800 kg

fosfor.

Dette har bl.a. betydning for den nedstrøms liggende Brahetrolleborg

Slotssø, som dermed får en stærkt forøget fosforbelastning. Denne sø var i

forvejen stærkt forurenet, men den store fosforbelastning fra Brændegård Sø

udelukker muligheden for en forbedring af tilstanden.

---------------------------------------------------------------------

Periode Afstrømnings- Fosforniveau, Vandføringsvægtet

niveau, l/s 1) mg/l 2 ) årsmiddelkoncen-

tration, mg/l

---------------------------------------------------------------------

December-marts ....... 155 0,5

---------------------------------------------------------------------

April-maj ............ 25 0,6

---------------------------------------------------------------------

Juni ................. 4 0,8

---------------------------------------------------------------------

Juli-august .......... 0 1,0

---------------------------------------------------------------------

September-november ... 4 1,0

---------------------------------------------------------------------

Hele året ............ 0,51

---------------------------------------------------------------------

Tabel 7.1. Overslag over den vandføringsvægtede årsmiddelkoncentration af

fosfor i afløbet fra Brændegård Sø, 1992. Vurderet ud fra

1) afstrømningsdato fra 1972/73 (Vandkvalitetsinstituttet, 1975),

2) Fosforkoncentration i søvandet i 1972. Den store afstrømnng af

næringsstoffer fra søen synes kun i begrænset omfang at påvirke Silke Å, der

på en skovstrækning få kilometer nedstrøms søen, ud fra vandløbets

smådyrsfauna, bedømmes som praktisk taget uforurenet.

I forhold til miljøkvaliteten i Odense Å og Odense Fjord er

fosforafstrømningen fra Brændegård Sø af mindre betydning. Dels er de

biologiske forhold i vandløb normalt ikke påvirket af vandets fosforindhold,

dels førtes der i 1992 i alt 58 tons fosfor til Odense Fjord, heraf ca. 37,5

tons fra Odense By.

I Odense Å ved Kratholm opstrøms Odense By transporteres der således

årligt ca. 20,5 tons fosfor, fordelt med 6,5 tons fra punktkilder og 14,0

tons fra landbrug og spredt bebyggelse (inklusive skarvernes bidrag til

fosforafstrømningen fra Brændegård Sø på ca. 800 kg). Fosforbidraget fra

skarverne er i forhold til dette bidrag fra punktkilder og det åbne land ikke

uvæsentligt.

Referencer:

Andersson, G., O. Berglund, J. Dahl og S. Rudenius, 1991: Skarvinvasionen

i Ellestadssjon 1990. - Stenknacken 4, s. 23-30.

Cramp, S. (ed.), 1977: Handbook of the birds of Europe the Middle

East and North Africa. Volume I. Oxford University Press, 1977 (genoptryk

1986), 722 s.

Dahl, J., 1966: Beretning og driftsplan for Nørresø og Brændegård

Sø. Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser.

Fyns Amt, 1976: Recipientkvalitetsplanlægning - målsætning,

recipientkvalitet, spildevandsplan. Fåborg Kommune.

Skov- og Naturstyrelsen, 1992: Forvaltningsplan for skarven i

Danmark. 36 s.

Skov- og Naturstyrelsen, 1993: Optælling af den danske

ynglebestand af skarv 1993. Notat fra Jens Gregersen til Skov- og

Naturstyrelsen. 6 s. + figurer.

Vandkvalitetsinstituttet, 1975: Recipientundersøgelse af Sørup Sø,

Hvidkilde Sø, Nielstrup Sø, Ollerup Sø, Brændegård Sø, Nørresø, Arreskov Sø.

Rapport til Fyns Amtskommune. 107 s. + bilag.

Vries, P.J.R., 1988: Poster på symposium om restaurering af søer i

Holland, april 1988.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter