Spring til indhold

Retsinformation

1996 BSF 24 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANSK NEJ TIL YDERLIGERE EU-BEFØJELSER MED HENSYN TIL SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIKKEN

1996/1 BSF 24Beslutningsforslag som fremsatFolketinget10. oktober 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til på regeringskonferencen at

arbejde for, at EU ikke får yderligere beføjelser med hensyn til

social- og arbejdsmarkedspolitikken, og opfordrer i konsekvens heraf

regeringen til at undlade at fremsætte forslag om, at

arbejdsmarkedsprotokollen fra 1992 skal indskrives i

Maastricht-Traktaten, så EU-direktiver kan gennemføres ved aftaler

mellem parterne med samme virkning som lovgivning, og undlade at

stille forslag om en traktatfæstelse af de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder.

Bemærkninger til forslaget

I det udspil, som den danske regering præsenterede for Folketinget og

offentligheden i december 1995, står der i afsnittet om

Arbejdsmarkedspolitikken (jf. Info-note (95) I 48 af 30. november 1995):

»Forventningerne til den nye protokol, som blev indsat i 1992, er

ikke blevet indfriet. Den danske regering finder, at protokollen bør

indskrives i selve Traktaten. Hermed kan der sikres fremskridt på

arbejdsmarkedsområdet. EU-direktiver skal kunne gennemføres ved aftaler

mellem parterne og med samme virkning som lovgivning. Det respekterer den

danske arbejdsmarkedsmodel. Den danske regering er desuden indstillet på en

traktatfæstelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder.«

Men problemet er, at EU-direktiver netop ikke respekterer den danske

arbejdsmarkedsmodel. Der er en masse problemer med at indskrive de

arbejdsmarkedsmæssige rettigheder i Traktaten. Det får strategiske

konsekvenser for det kollektive overenskomstsystem, som det danske

arbejdsmarked er baseret på - i modsætning til de fleste andre steder i

Europa, hvor denne del reguleres gennem den nationale lovgivning. I Danmark

er de kollektive overenskomster indgået mellem parterne på arbejdsmarkedet,

som frit kan opsige eller ændre overenskomsterne, hvis de er enige om det. I

den udstrækning der bliver lavet EU-overenskomster, bliver disse en del af

hele Unionens lovgivningsproces. De er ikke aftaler, men en lovgivning, som i

Læs alt

sidste ende bliver vedtaget eller forkastet i Ministerrådet.

LO og de forskellige danske fagforbund, som har deres repræsentanter i

Bruxelles, og EURO-LO (EPS) og lignende organisationer på arbejdsgiverside

bliver taget med på råd og får en eller anden form for indflydelse på det

endelige indhold i EU-direktivet. Men fra det øjeblik, Ministerrådet i EU har

vedtaget det pågældende direktiv, kan det kun ændres igen i Ministerrådet. Så

kan LO/DA og de forskellige fagforbund her i Danmark ikke lave om på det ved

forhandlinger mellem parterne. De skal igennem Bruxelles og skabe tilslutning

både fra EURO-LO og andre faglige organisationer, de europæiske

arbejdsgiverorganisationer samt endelig Ministerrådet.

Det åbner kort sagt op for en langt mere topstyret faglig politisk proces.

Det forskyder den faglige indflydelse væk fra Danmark i retning af Bruxelles,

og det styrker det centrale bureaukrati både i LO og de store fagforbund på

bekostning af de lokale afdelinger og de mindre fagforbund. EURO-LO vil have

en selvstændig interesse i at indgå overenskomster i EU, da dette vil styrke

denne organisations indflydelse over for de nationale LO-sammenslutninger. Og

det kræver jo ikke megen fantasi at indse, at LO og de danske faglige forbund

ikke vejer ret meget over for de store nationale forbund fra Tyskland,

Frankrig m.fl.

Forslagsstillerne er imod denne form for gradvis »europæisering«

af det danske faglige system, dels fordi det vil gøre det nærmest umuligt for

den danske arbejderklasse via den faglige organisering at øve en reel

indflydelse på deres daglige arbejds- og lønvilkår, dels fordi det igen er en

brik blandt mange andre, som skal styrke integrationen i EU og som konsekvens

heraf flytter national og lokal kompetence til Europa-Kommissionen,

Ministerrådet og de tekniske og lovgivende komiteer i Bruxelles.

En sådan europæisering af arbejdsretten vil føre til en dyb konflikt med

det danske overenskomstsystem. Regeringens forslag om at traktatfæste et

katalog af arbejdsretlige grundrettigheder vil kun bære ved til

europæiseringens bål og som udgangspunkt medføre en fundamental ændring i

balancen mellem lov og aftale i dansk arbejdsret.

Denne udvikling foregår hele tiden, og der er stærke kræfter i Bruxelles,

som arbejder på at samordne og udvikle en fælles EU-politik på de social- og

arbejdsmarkedspolitiske områder. I forlængelse af »Det stående Udvalg

for Beskæftigelse« skal der nu oprettes et »Udvalg for

Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedspolitikken«. Kommissionen foreslår i et

notat fra den 27. marts 1996, at der oprettes sådan et udvalg, som bl.a.

»skal bistå Rådet med udførelsen af dets opgaver, for så vidt angår

beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikken under overholdelse af Traktaten

og under hensyntagen til fællesskabsinstitutionernes og -organernes

kompetence« (artikel 1). I artikel 1, stk. 2, står der bl.a., at

udvalget skal forestå »udarbejdelsen af rapporter og henstillinger om

disse spørgsmål«.

Det lyder jo ikke af meget umiddelbart, men tanken bag det hele ligger jo

i forlængelse af tidligere overordnede vedtagelser om en

samordning/harmonisering af de store økonomiske og sociale områder. Ved

topmødet i Essen i december 1994 vedtog man en fælles ramme for landenes

beskæftigelsespolitik, som bl.a. gik ud på at skabe en effektiv

arbejdsmarkedspolitik, en mindskelse af de indirekte lønomkostninger. I

november 1995 kom en rapport fra Kommissionen, som handlede om det sociale

område, og som påpegede, at hvis man vil have et effektivt indre marked - for

slet ikke at tale om en økonomisk monetær union - så kan det ikke nytte noget

med for store forskelle i det sociale system og de udgifter, som er forbundet

hermed.

I konklusionerne fra topmødet i Madrid den 15.-16. december 1995 hedder

det bl.a., at ønsket er, at:

». . . Traktaten mere utvetydigt skal forpligte Unionen til at opnå

større økonomisk og social integration og samhørighed, der kan fremme

beskæftigelsen, samt at den kommer til at indeholde bestemmelser, der kan

gøre det muligt for Unionen at yde en koordineret jobskabelsesindsats«.

Hele tiden dukker der således udtalelser og vedtagelser op, som markerer,

at strategien er en »samordning« af EU-landenes arbejdsmarkeds- og

socialpolitik. Danske politikere tager gang på gang afstand fra, at EU og

Kommissionen skal blande sig i f.eks. den danske socialpolitik, men samtidig

fremgår det i den ene tekst efter den anden. Som Det Fri Aktuelt skrev den

17. januar 1996, har ». . . Danmark lagt op til, at spørgsmålet om

beskæftigelse skal diskuteres under forhandlingerne. Det er ikke utænkeligt,

at socialpolitik også bliver hæftet på, da beskæftigelse og udbetaling af

underhold til arbejdsløse hænger sammen«.

Forslagsstillerne vil derfor advare imod at traktatfæste den nuværende

social- og arbejdsmarkedsprotokol. Med det nuværende samarbejde mellem

EU-landene - hvor kun England står udenfor - er der allerede gået et stykke

vej. Men en traktatfæstelse af protokollen vil kunne bruges til en yderligere

centralisering og samordning af social- og arbejdsmarkedspolitikken. Vi er af

den opfattelse, at dette sammen med de to forskellige udvalg (»Det

stående Udvalg for beskæftigelse« samt det nye »Udvalg for

Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedspolitikken«) skal bruges til en

politisk samordning af EU-landenes social- og arbejdsmarkedspolitik.

Skriftlig fremsættelse

Keld Albrechtsen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om dansk nej til yderligere

EU-beføjelser med hensyn til social- og arbejdsmarkedspolitikken.

(Beslutningsforslag nr. B 24).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

beslutningsforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter