Spring til indhold

Retsinformation

1997 BSF 58 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM HJEMMEL TIL POLITIET TIL BESLAGLÆGGELSE HOS MISTÆNKTE/DØMTE

1997/1 BSF 58Beslutningsforslag som fremsatFolketinget7. november 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 1997 at fremsætte

forslag til ændring af retsplejeloven, således at der heri gives politiet

hjemmel til at foretage foreløbige beslaglæggelser til dækning af

sagsomkostninger og bøder uden forudgående retskendelse, også mod

sigtedes/dømtes protest, når retskendelse ikke uden fare kan afventes.

En tilsvarende hjemmel som den, retsplejeloven giver politiet over for

ikkemistænkte i § 825, stk. 1, 2. pkt., skal der også være i sager, hvor der

er en mistænkt, eller hvor der er afsagt dom.

Bemærkninger til forslaget

Ved Højesterets kendelse af 17. juni 1997 blev der sat en brat stopper for

politiets hidtidige praksis ved belaglæggelser. Indtil denne dato foretog

politiet foreløbige beslaglæggelser til dækning af sagsomkostninger og bøder

uden forudgående retskendelse i sager, hvor der var en mistænkt eller der var

afsagt dom, og hvor en afventning af retskendelse ville frembyde fare på den

ene eller anden vis. Dette skete uden direkte hjemmel i retsplejeloven, men

efter en analog anvendelse af § 825, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der kræves

efterfølgende forelæggelse for retten inden 24 timer.

Politiet har fundet denne fremgangsmåde både naturlig og praktisk, og

politimesteren i Thisted har også rettet henvendelse til statsadvokaten i

Aalborg for at høre, om Højesterets kendelse vil betyde stop for den

hidtidige praksis. Tilbagemeldingen var, at der skal ske en ændring af

politiets fremgangsmåde, således som det fremgår af Rigsadvokatens meddelelse

af 25. juli 1997, der er optrykt som bilag til beslutningsforslaget.

I Højesterets kendelse afvises det, at § 825, stk. 1, 2. pkt., kan

anvendes analogt i disse sager, hvorfor forslagsstillerne finder det

nødvendigt med en udtrykkelig hjemmel til politiet.

Højesteret udtalte følgende i kendelsen:

»Det følger af ordlyden af retsplejelovens § 1002, stk. 1, jf. § 804,

stk. 1, at beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger, efter dom er

afsagt, forudsætter rettens forudgående godkendelse, og der er ikke grundlag

Læs alt

for analog anvendelse af reglerne om politiets adgang til beslaglæggelse

efter § 825, stk. 1, jf. § 824, stk. 1. Politiets beslaglæggelse har således

ikke haft fornøden hjemmel, og der er derfor ikke grundlag for at opretholde

beslaglæggelsen.«

I politiets daglige arbejde er det et yderst praktisk redskab umiddelbart

at kunne skride til beslaglæggelse, hvis der under efterforskningen dukker

oplysninger op om midler, der kan dække sagsomkostninger og bøder, som det

ellers ikke har været muligt at inddrive. For at kunne benytte sig af denne

foreløbige beslaglæggelse skal der selvfølgelig være tale om, at afventning

af retskendelsen vil umuliggøre aktionen.

I betænkning nr. 1223 fra 1991 om beslaglæggelse og edition under

efterforskning bliver problemstillingen også berørt af Justitsministeriets

Strafferetsplejeudvalg. Der står således i afsnittet om kompetence, side 23:

»I praksis er det sket, at politiet har foretaget beslaglæggelse i disse

tilfælde også mod sigtedes protest som et foreløbigt indgreb ved periculum in

mora (dvs. hvis der kan være fare ved at afvente retskendelse, indsat af

forslagsstillerne), uden at der er udtrykkelig hjemmel hertil. Det må

formentlig antages, at en sådan beslaglæggelse ligesom beslaglæggelse efter §

825, stk. 1, 2. pkt., skal forelægges for retten inden 24 timer. ....«.

Da udvalget ikke kommer med indvendinger i den anledning, går

forslagsstillerne ud fra, at der ikke er nogen retssikkerhedsproblemer i

denne praksis.

Skriftlig fremsættelse

Bendt Bendtsen (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om hjemmel til politiet til

beslaglæggelse hos mistænkte/dømte.

(Beslutningsforslag nr. B 58).

Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det

til Tingets velvillige behandling

Bilag

Samtlige Statsadvokater,

Politimestre og Politidirektøren.

Rigsadvokaten informerer

Højesterets kendelse af 17. juni 1997 om belslaglæggelse til sikkerhed

for sagsomkostninger i medfør af retsplejelovens § 1002, jf. § 804 (RA

580/96)

Sagen angik en situation, hvor politiet i anden anledning traf A i

besiddelse af ca. 0,1 gram heroin og 4.300 kr. Der blev udfærdiget bødeforlæg

for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og pengebeløbet blev

beslaglagt, da A skyldte det offentlige 60.000 kr. i bøder og

sagsomkostninger.

Dagen efter anholdelsen blev sagen af politiet indbragt for retten med

henblik på godkendelse af beslaglæggelsen i medfør af retsplejelovens § 1002,

jf. § 804.

Byretten bestemte, at beløbet, som efter det oplyste var A's

bistandshjælp, kunne beslaglægges.

Sagen blev af A indbragt for Østre Landsret. For landsretten gjorde A

gældende, at politiet ikke har hjemmel til at foretage foreløbig

beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 804, og at det foretagne

tvangsindgreb derfor ikke efterfølgende med nogen retsvirkning kan godkendes

af retten. Endvidere blev det gjort gældende, at det hensyn, der ligger bag

reglen i retsplejelovens § 509, også finder anvendelse i forhold til

foreløbige beslaglæggelser, specielt når der er tale om et beløb, som

hidrører fra udbetaling af bistandshjælp.

Anklagemyndigheden gjorde både for byretten og landsretten gældende, at

det i retspraksis, herunder navnlig en utrykt Østre Landsrets kendelse af 28.

april 1992 er antaget, at beslaglæggelse kan ske i et tilfælde som det

foreliggende, hvor en person med tilknytning til det kriminelle miljø

antræffes med et større pengebeløb og samtidig skylder statskassen et

betydeligt beløb i bøder og sagsomkostninger.

Østre Landsret stadfæstede herefter kendelsen.

Procesbevillingsnævnet meddelte efter ansøgning tilladelse til at

indbringe kendelsen for Højesteret.

For Højesteret gjorde kærende de samme synspunkter gældende som for

landsretten.

Anklagemyndigheden henviste til den faste landsretspraksis, der er kommet

til udtryk i U 1983.492 Ø, U 1988.718 V og U 1992.823 V, hvorefter

retsplejelovens § 509 om tvangsbeneficiet ikke er til hinder for

beslaglæggelse efter retsplejelovens § 804.

Højesteret udtalte følgende i kendelsen:

»Det følger af ordlyden af retsplejelovens § 1002, stk. 1, jf. § 804,

stk. 1, at beslaglæggelse til sikkerhed for sagsomkostninger, efter at dom er

afsagt, forudsætter rettens forudgående godkendelse, og der er ikke grundlag

for analog anvendelse af reglerne om politiets adgang til beslaglæggelse

efter § 825, stk. 1, jf. § 824, stk. 1. Politiets beslaglæggelse har således

ikke haft fornøden hjemmel, og der er derfor ikke grundlag for at opretholde

beslaglæggelsen.

Beslaglæggelse af et A tilhørende beløb på 4.300 kr. ophæves.«

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter