Spring til indhold

Retsinformation

1994 BR 2 BERETNING OVER MINDRETALSPROBLEMATIKKEN NR 2 1994-95, 1. SAMLING

1994/1 BR 2Selvstændig beretningFolketinget29. juni 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet beretningens emner i 5 møder og har herudover dels

gennem udenrigsministeren modtaget en besvarelse fra formandskabet for Det

Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), dels afholdt 2 møder med

SNU. Besvarelsens konklusioner vil blive optaget som bilag til den trykte

beretning, og det resterende materiale vil blive optrykt samtidig hermed og

fremlagt på Folketingets bibliotek.

På den baggrund ønsker udvalget at udtale følgende:

Direkte eller indirekte ligger mindretalsproblemerne bag en række væbnede

og voldelige konflikter overalt i verden. I Europa kender vi dem kun alt for

godt i Eksjugoslavien, Kaukasus, Tyrkiet og Spanien. Uden for Europa slår de

i Afrika eksempelvis ud i Mali, Senegal, Nigeria, Rwanda og Burundi. I Asien

i Bangla Desh, Indien, Kina, Indonesien m.fl. og i Latinamerika i f.eks.

Brasilien. Rapporten "The Right of Self-Determination" fra

"The Martin Ennals Memorial Symposium", marts 1993, anfører, at i

henved 50 lande er konflikter med relation til krav om selvbestemmelse i

gang. SNU har i overensstemmelse med Folketingets Udvalg vedrørende Dansk

Sikkerhedspolitik koncentreret sig om at beskrive de særlige europæiske

mindretalsproblemer, som er den mest nærliggende trussel for den europæiske

og dermed for den danske sikkerhed. Europa har et betydeligt antal mindretal.

Alene mængden af sprog angiver forholdet. Ikke mindre end 31 sprog tales af

mindre end 800.000 mennesker (roman). Det mindste sprog er ingrisk, som tales

af 100 mennesker i nærheden af Skt. Petersborg. Til forebyggelse af

konflikter i Europa er udviklet Europarådet og OSCE samt Østersørådet, men

problemet har verdensomspændende karakter. Den regionale, men til syvende og

sidst også den globale sikkerhed trues af de uafklarede forhold omkring

mindretalsrettigheder, som hænger sammen med territorialitetsproblemet,

suverænitetsprincippet og definitionsvanskelighederne, der igen har gjort det

vanskeligt at opstille og oprette velfungerende internationale

konfliktløsningssystemer og at definere international ret på området.

Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at Danmark - vanskelighederne

Læs alt

til trods - internationalt skal arbejde for en afklaring af disse spørgsmål

og problemer med henblik på at sikre en fredelig og retfærdig

verdensudvikling.

Derfor har udvalget bedt udenrigsministeren via SNU udarbejde en

beskrivelse af mindretalsproblematikken og anvise mulige løsningsmodeller.

På baggrund af dette arbejde fremlægger udvalget hermed sine vurderinger

og anbefalinger.

Udvalget har noteret sig de forskellige definitioner på mindretal, der er

formuleret i forskellige internationale fora og konventioner. I den

forbindelse lægges det vægt på følgende:

FN-deklarationen "On the Rights of Persons Belonging to National or

Ethnic, Religious and Linguistic Minorities", 1992, i hvis artikel 1,1

står:

»States shall protect the existence and the national or ethnic,

cultural, religious and linguistic identity of minorities within their

respective territories, and shall encourage conditions for the promotion of

that identity«.

I den forbindelse henledes opmærksomheden på FN's generalforsamlings

resolution af 1994 (48/138), hvori staterne opfordres til (urges) »to

promote and protect the rights of persons belonging to national or ethnic,

religious and linguistic minorities, as set out in the Declaration, including

through the facilitation of their full participation in all aspects of the

political, economic, social, religious and cultural life of society and in

the economic progress and development of their country.« Og som i punkt

8 opmuntrer »intergovernmental and non-governmental organizations to

continue to contribute to the promotion and protection of the rights of

persons belonging to national or ethnic, religious and linguistic

minorities«. Hermed er mindretalsspørgsmålene blevet gjort til et

anliggende for regionale såvel som ikkestatslige organisationer - altså

verdensoffentligheden. De er således ikke længere noget indre anliggende.

Udvalget ønsker også at fremhæve Europarådsrekommandationen 1201, 1993, i

forbindelse med en protokoltilføjelse vedrørende de nationale

mindretalsrettigheder til Den europæiske Menneskerettighedskonvention, i hvis

præambel nr. 3 problemets kerne beskrives:

»Considering that only the recognition of the rights of persons

belonging to a national minority within a state, and the international

protection of those rights, are capable of putting a lasting end to ethnic

confrontations, and thus of helping to guarantee justice, democracy,

stability and peace«.

Europarådets parlamentariske forsamling fremhæver her den internationale

beskyttelse af de nationale mindretal og bestemmer i artikel 2 medlemskab af

en national minoritet som værende »et frit personligt valg«.

I Artikel 11 går Europarådet videre og bestemmer, at de nationale

mindretal på de steder i nationen, hvor de udgør et flertal, skal have en

form for forvaltningsmæssig særstatus:

»In the regions where they are in a majority the persons belonging to

a national minority shall have the right to have at their disposal

appropriate local or autonomous authorities or to have a special status,

matching the specific historical and territorial situation and in accordance

with the domestic legislation of the state«.

Udvalget bemærker i forbindelse med denne rekommandation, at statscheferne

på deres møde i Wien 9.10.1993 undlod at efterkomme rekommandationen, hvilket

Forsamlingen i Rekommandation 1231, 1994, »dybt beklagede«, idet

den samtidig gjorde opmærksom på, at »The European Charter for Regional

or Minority Languages«, der blev åbnet for underskrivelse i 1992, kun er

blevet ratificeret af Finland og Norge.

Udvalget skal opfordre regeringen til at sørge for Danmarks ratifikation

og samtidig henstille, at den danske regering arbejder for at fremme

vedtagelsen af rekommandation 1201.

Til bestemmelse af, hvad et mindretal er, henleder udvalget opmærksomheden

på ILO's konvention nr. 107, som SNU's formandskab har inddraget i sine

afsluttende bemærkninger jf. bilaget side 7.

Ligeledes har udvalget bemærket det af formandskabet nævnte responsum fra

Den internationale Domstol om fællesskabsbegrebet, jf. bilagets side 6-7.

Der er i dag mange internationale organisationer fra FN til Østersørådet,

som har i opdrag at beskytte menneskerettighederne og folkenes rettigheder,

men der er tydeligvis behov for at få skabt procedurer, som sikrer tidlig

handling for at undgå, at kriser bliver til krige, og for at få præciseret,

revideret, udvidet og legaliseret nogle beslutningsorganer, som på

forpligtende vis kan varetage opgaven til alle folks gavn.

Udvalget kan i vidt omfang henholde sig til formandskabets betragtninger

omkring nye instrumenter, jf. bilaget side 15 ff., men man vil især opfordre

regeringen til nøje at følge og konstruktivt i FN at arbejde videre med

realiseringen af tankerne omkring folkenes selvbestemmelse og

mindretalsbeskyttelse i rapporten fra »The Commission on Global

Governance« (Carlsson/Ramphal-rapporten). 50-året for FN's tilblivelse

er det rette tidspunkt til at foretage de tilpasninger og revisioner af

FN-pagten, som gør FN's krisestyrende funktioner egnede til at løse de

kriser, som karakteriserer vor tid.

Udvalget skal i den forbindelse pege på behovet for at give Den

internationale Domstol mere styrke og gøre den til et organ, som også kan

levere bindende udtalelser om mindretals rettigheder og nationalstaters

forpligtelser. Udvalget kan tilslutte sig kommissionens anbefalinger til

ændringer af domstolens opbygning og dommerrekrutteringen samt begrænsningen

af udnævnelsen til en ti-års-periode. Danmark bør arbejde for ændringerne af

ansættelsesproceduren og ansættelsesvilkårene på den kommende

FN-generalforsamling, da disse ændringer ikke kræver formelle tilføjelser til

domstolens status.

Den internationale Domstol omtales i FN-pagten som organisationens

"øverste juridiske myndighed", hvorfor Danmark i FN bør arbejde

for, at alle de lande, som ikke allerede har anerkendt domstolen som bindende

domsmyndighed, nu gør dette. Først da kommer der mening i artikel 94 i

FN-pagten, hvorefter Sikkerhedsrådet får tillagt magt til at »fremsætte

anbefalinger eller træffe beslutning om forholdsregler, der skal træffes for

at gennemtvinge beslutninger« fra domstolen. Hermed kommer der samtidig

forpligtende indhold i FN's deklaration om mindretalsrettigheder, 1992, som

understreger mindretallenes ret til at deltage effektivt i beslutningerne

både på det nationale og det regionale plan.

På de årlige generalforsamlinger opfordrer Danmark staterne til at

anerkende domstolens obligatoriske jurisdiktionskompetence i henhold til

artikel 36 i domstolens statut. Danmark har sammen med de øvrige nordiske

lande taget initiativ til en Trustfond, som administreres af

generalsekretæren med henblik på at fremme udviklingslandenes muligheder for

at benytte Den internationale Domstol. Derfor vil det være naturligt, at

Danmark også går i spidsen for de foreslåede ændringer og samtidig støtter

generalsekretærens eget forslag fra hans »Agenda for Peace«, der

går ud på, at han tildeles kompetence til at afæske responsa fra Den

internationale Domstol om juridiske spørgsmål, jf. pagtens artikel 96.

Mindretallenes rettigheder kan kortsluttes på mange måder og dermed udløse

de kriser, som bliver til uafhængighedsbevægelser og krige. Til imødegåelse

heraf er anmodningsretten for ikkestatslige aktører et vigtigt instrument,

som ikke må blive udhulet, som tilfældet var med »petitions-retten«

under Folkeforbundet. Nationalstaten skal ikke kunne forhindre en anmodning

fra et mindretal i at blive behandlet. Udvalget anbefaler, at den udformning,

anmodningsretten har fået i Østersørådet, også indføres i FN-systemet.

Carlsson/Ramphal-kommissionen anbefaler oprettelsen af et

"Anmodningsråd", der skal tage stilling til, om anmodningen er af

en så alvorlig art, at den bør behandles af Sikkerhedsrådet. Udvalget kan

tilslutte sig dette forslag.

Både til Sikkerhedsrådet og til Den internationale Domstol bør

generalsekretæren kunne henvise opdukkende uoverensstemmelser af enten

politisk eller juridisk art eller begge dele. Ligesom generalsekretæren

årligt giver en rapport om menneskerettighedssituationen, bør denne årligt

levere en rapport til generalforsamlingen om mindretalsproblematikken i

medlemslandene i relation til de indgåede konventioner.

Udvalget har ligeledes bemærket sig Carlsson/Ramphal-rapportens opfordring

til at give Formynderskabsrådet (The Trusteeship Council) i FN nye

arbejdsområder, om end der her alene tænkes på miljøområdet. Imidlertid kan

Formynderskabsrådet også gennem en revision af FN-pagten få en rolle at

spille i mindretalsproblematikken. Rådet bør kunne tage stilling til, om et

nationalt mindretal har krav på en folkeafstemning om sit fremtidige

tilhørsforhold og administrere en sådan, ligesom det bør kunne tage stilling

til, om et oprindeligt folk kan have berettiget krav på en form for autonomi

eller ligefrem suverænitet under respekt for de internationale konventioner,

hvilket svarer til optagelsesbetingelserne til Europarådet.

Udvalget har med interesse noteret sig sammenfaldet mellem

Carlsson/Ramphal-rapporten og anbefalingerne fra »The Martin Ennals

Memorial Symposium on Self-Determination«, 1993, hvori det anbefales at

oprette »en uafhængig, ikkestatslig kommission vedrørende

selvbestemmelse«. Denne kommission skal beskæftige sig med

- Examining the scope and content of the right of self-determination

- Identifying the relevant criteria for determining the legitimacy of a

claim to self-determination

- Recommending specific mechanisms which would have the competence to

decide such claims

- Proposing means of encouraging dialogue in respect of such claims; and

- Suggesting effective ways in which the right of self-determination might

be exercised in the face of resistance by those with the power to deny the

right.

Med anmodningsretten finder udvalget, at disse opgaver bedst genemføres i

FN-regi enten gennem oprettelsen af et Anmodningsråd eller ved at give

Formynderskabsrådet alle beføjelserne til at beskæftige sig hermed. Dermed

sikres mindretal en international behandling, som kan imødegå væbnede

aktioner fra mindretallene, idet disse fremkommer, når deres efter egen

mening velbegrundede krav tilsidesættes eller kravene efter nationalstatens

mening fremsættes ubegrundet, hvilket rådet vil forholde sig til.

Udvalget har i denne forbindelse noteret sig forslaget om oprettelse af en

Højkommissær-stilling inden for FN til varetagelse af mindretalsspørgsmål.

Til vedkommende skulle mindretallene have direkte adgang, hvorefter han i

givet fald fremsætter sine forslag for rådene eller i tilspidsede situationer

direkte over for generalsekretæren og Sikkerhedsrådet. I forbindelse med de

oprindelige folks rettigheder findes allerede en sådan funktion i FN, som kan

udvides med disse opgaver, eftersom det definitorisk er ganske vanskeligt at

sondre mellem oprindelige folk og historiske nationale minoriteter, således

som SNU's formandskab med rette påpeger.

Konkluderende skal udvalget anbefale, at Danmark arbejder for at få

etableret sådanne krisestyringssystemer og mindretalsorganer inden for

FN-systemet allerede på den kommende generalforsamling, eventuelt gennem en

konvention, således som det blev foreslået af Liechtenstein på

generalforsamlingerne i 1991 og 1993. Udvalget anbefaler i denne forbindelse,

at Danmark støtter Carlssonkommissionens forslag om, at generalforsamlingen i

1998 afholder en konference om global styring, hvis beslutninger skal

ratificeres og gennemføres i praksis inden år 2000, men udvalget er samtidig

enig med kommissionen i, at ikke alle forslag behøver at afvente den endelige

konference for - som den skriver: »Faktisk kan visse af ændringerne slet

ikke udsættes uden risiko for faretruende udviklingstendenser, specielt på

freds- og sikkerhedsområdet«. (S. 280).

Udvalget anerkender betydningen af organer og procedurer, som de kendes i

dag fra de internationale fora eller modeller såsom Stabilitetspagten,

anerkendelsesproceduren inden for Europarådet, København-Bonn-erklæringen,

afstemningsinstituttet, hjemmestyreordningerne etc.

Ikke mindst Stabilitetspagten synes at have god gennemslagskraft over for

lande, der søger nærmere tilknytning til EU og NATO. Derfor opfordres den

danske regering til at være opmærksom herpå og medvirke til, at muligheder

for aftaler, der kan opnås ad denne vej, ikke forpasses.

Gennem disse forslag til en aktiv dansk indsats på det krise- og

krigsforebyggende område med rod i mindretalsproblematikken har udvalget

såvel som SNU's formandskab ønsket at pege på forskellige muligheder for at

oprette, revidere eller sikre opretholdelsen af internationale organer, som

kan give mindretalsgrupper en reel adgang til at komme til orde og få

afprøvet »deres sag« over for et internationalt organ, som kan

forpligte landene.

Det er udvalgets opfattelse, at netop et lille land har størst interesse i

at medvirke til at fremme aftalesystemer, som forpligter til fredelige

løsninger for individer såvel som folk, uden at centralstaten griber til

våben, eller at midretallet drives til terror- eller guerillavirksomhed. Thi

her synes den største trussel mod staters og individers sikkerhed at opstå i

dag.

P.U.V.

Per Stig Møller

fm.

DET SIKKERHEDS- OG NEDRUSTNINGSPOLITISKE UDVALG Bilag

Den 3. maj 1995

Redegørelse om mindretalsproblemer i Europa

Afsluttende notat fra SNU's formandskab

Med skrivelse af 1. november 1994 fremsatte Folketingets Udvalg vedrørende

Dansk Sikkerhedspolitik gennem udenrigsministeren anmodning om, at SNU

udarbejdede en redegørelse om situationen for de europæiske mindretal. Der

ønskedes en analyse af de aktuelle konflikter og eventuelle konflikter med

henblik på at etablere en dansk grundholdning til disse under inddragelse af

mulige konfliktløsningsmodeller via FN, CSCE, NATO, EU, WEU, Europarådet,

Nordisk Råd, Østersørådet samt Den Internationale Domstol.

Efter drøftelser mellem udvalget og SNU's formandskab blev det aftalt, at

besvarelsen af udvalgets anmodning skulle have tyngden på behandlingen af en

række konkrete mindretalsproblemer samt perspektiverne for deres løsning. Fem

responsa dækker denne del af besvarelsen: Uffe Østergårds om dansk

mindretalspolitik i praksis, Jørgen Kuhls om mindretal og mindretalspolitik i

Centraleuropa, Helen Krags om mindretals situation i Kaukasus, Mette Skaks om

Ruslands og Ungarns politik i relation til henholdsvis den russisktalende og

ungarsktalende diaspora i nabolandene samt Klaus Carsten Pedersens responsum

om mindretalsproblemer i Baltikum. Af disse responsa, der er vedhæftet dette

notat, er de fire allerede ved deres færdiggørelse blevet tilsendt

folketingsudvalget.

Ovennævnte fremgangsmåde for besvarelsen, hvor tyngden ligger på de

faktisk forekommende mindretalsproblemer, har været anset for velbegrundet

under hensyn til mindretalsproblemernes kompleksitet, som nødvendiggør

forskellige løsninger.

Nærværende notat, som er udarbejdet af SNU's formandskab og på dettes

ansvar, afslutter besvarelsen af udvalgets anmodning. Det skal understreges,

at notatet ikke på nogen måde prætenderer at give en udtømmende fremstilling

af mindretalsproblemerne og deres løsning. Sigtet med notatet er at uddrage

nogle fællestræk i de hidtidige bestræbelser på at løse mindretalsproblemer,

især på baggrund af fremstillingen i de fem responsa. En række institutioner

og instrumenter, som har været anvendt på mindretalspolitikkens område, vil

blive omtalt. Endelig vil perspektiverne for de kendte institutioners og

instrumenters anvendelighed blive diskuteret tillige med nogle af de forslag,

som optræder i den internationale debat om mindretalsspørgsmål.

I. Indledning

Afslutningen af den kolde krig synes som konsekvens af have haft en

opblomstring af en lang række konflikter, især i SNG-området. Disse

konflikter er udslag af modsætninger, som under den kolde krig blev holdt

nede med forskellige midler, bl.a. omfattende magtapparater.

Hovedårsager til konflikterne forekommer især at være etniske, nationale,

religiøse og formentlig også i et vist omfang racemæssige modsætninger, men

man må ikke være blind for, at der også er et manipulatorisk aspekt i den

forstand, at konflikter ofte »etnificeres«. Det må antages, at der

i modsætningerne også kan skjule sig samfundsproblemer af strukturel karakter

og modsætninger, som følger af gamle livsformers konfrontation med modernitet

og teknologi. I nutidens forståelse rubriceres de nye konflikter i vidt

omfang som minoritets- eller mindretalskonflikter, fordi de optræder som

mindre gruppers oprør imod det centralstyre, der repræsenterer

flertalsbefolkningen, og i folkeretlig forstand er interne anliggender.

At de i højeste grad også har potentiel som internationale konflikter

følger af, at et mindretals sag ofte bliver et anliggende for nabostater, der

føler at måtte optræde som det beslægtede mindretals beskytter og talsmand

over for flertalsstyret i staten. Hertil kommer den internationalisering af

begrebet »interne anliggender«, der er sket i efterkrigstiden

parallelt med en stigende opmærksomhed om menneskerettighedernes

efterlevelse. Baggrunden for ønsket om at blande sig kan dels være

overvejelser af, om det ville være humanitært forsvarligt blot at se til,

dels sikkerhedspolitiske overvejelser af samme indhold.

Indblanding udefra vil imidlertid ofte virke mod hensigten. Der kan være

tale om mere eller mindre velmenende indgriben fra venner og naboer, der

måske i virkeligheden vil forfølge videregående formål. Samtidig er det dog

en erfaring, som folkeretten også tager højde for, at en række problemer kun

kan løses, hvis en tredjepart kommer ind i sagen. Dette kan illustreres

gennem den netop afsluttede Stabilitetspagt, der er omtalt senere i dette

notat.

Ligesom perioden efter Første Verdenskrig har perioden efter Anden

Verdenskrig forholdt sig til spørgsmålet om international fred og sikkerhed

ud fra en forestilling om, at international organisation var midlet til at

skabe fred og retfærdighed i de internationale relationer, herunder også at

sikre svagere grupper mod stærkere - Folkeforbundet efter Første Verdenskrig,

De Forenede Nationer efter Anden. Til disse verdensomspændende organisationer

føjer sig en lang række underorganisationer med nærmere definerede særlige

virkefelter. Blandt de regionalt afgrænsede kan nævnes Europarådet, OSCE, OAS

(Organisationen af Amerikanske Stater) og OAU (Organisationen for Afrikansk

Enhed).

De internatioanle organisationers arbejde gøres ikke lettere af, at der

ikke findes nogen almengyldig definition på mindretal, heller ikke i de

konventioner, der indeholder mindretalsrettigheder. For det meste indgår der

en bestemmelse om, at det drejer sig om statsborgere i et land. Herved

udelukkes indvandrere, flygtninge etc. Der er også ofte både en kvantitativ

og en kvalitativ bestemmelse: det drejer sig om grupper i samfundet, som

numerisk er i mindretal, og som samtidig adskiller sig fra hoveddelen af

befolkningen i etnisk, sproglig, religiøs eller national henseende. I

internationale konventioner skelnes klart mellem mindretal og oprindelige

folk. I daglig tale og i sociologiske definitioner er denne skelnen ikke

praktikabel; f.eks. anvendes begrebet mindretal om russerne i de baltiske

lande, uanset om de er statsborgere eller ej, eller om de i estisk lov

omtales som indvandrere eller ej. Og om samer eller tjetjenere er mindretal

eller oprindelige folk, er ligeledes et spørgsmål om juridisk versus

sociologisk definition. Til trods for, at indvandrere i Danmark er

organiseret i »Sammenslutningen af etniske mindretal i Danmark«, er

de i juridisk forstand ikke mindretal, selv om det at tilhøre et mindretal

formuleres som et individs eget valg.

Det har været diskuteret, om nationale mindretal (OSCE-dokumenternes

formulering) og nationale eller etniske, religiøse og sproglige mindretal

(FN's formulering) omfatter de samme mennesker, og hvad et nationalt

mindretal er. I sidste ende er det et spørgsmål om de enkelte staters

anerkendelse af en gruppe som mindretal. I Danmark er kun det tyske mindretal

anerkendt, i Frankrig findes der ifølge forfatningen ingen mindretal, og også

Tyrkiet og andre lande har forfatningsmæssige begrænsninger. Indtil for nylig

var ikketerritoriale mindretal helt udelukket fra mindretalsdefinitioner, men

nu har enkelte lande f.eks. anerkendt roma (sigøjnere) som mindretal. Dette

har selvfølgelig betydning, når juridiske aftaler skal implementeres.

Mange lande har også politiske begrænsninger for, hvad et mindretal må

kaldes, og dermed, hvilke rettigheder det omfattes af. F.eks. findes i

Grækenland officelt ingen makedoniere, men kun slavisktalende grækere, og

landets tyrkere må kun kalde sig græske muslimer. De er dermed blot

henholdsvis sproglige og religiøse mindretal og ikke nationale. Der er også

forskellige traditioner: i Østeuropa opfattes jøder som etnisk mindretal, i

Vesteuropa som religiøst. På denne baggrund er det ikke muligt at afgøre

objektivt og almengyldigt, hvilke og hvor mange mindretal der findes i

Europa.

Det er heller ikke muligt at angive, hvor mange individer der tilhører

mindretal. For det første er det som nævnt, i hvert fald som en målsætning,

et individs eget valg, om det ønsker at tilhøre et mindretal, og sådanne valg

er undergivet konjunkturer - afhængig af, hvilke rettigheder et givet

mindretal har, om det er omfattet af høj prestige eller måske er forfulgt.

Antallet af tyskere i Danmark under den tyske besættelse var således mærkbart

højere end lige efter krigen. Assimilationsprocessen, inklusive skift af

sprog til et nationalsprog eller blandede ægteskaber, påvirker ligeledes

holdningerne.

Dertil kommer, at der forskellige steder anvendes forskellige kriterier. I

Danmark anvendes som bekendt sindelagskriteriet, som er subjektivt, i Finland

bruges udelukkende et sprogligt kriterium for det svenske mindretal, altså et

objektivt kriterium. Den manglende mulighed for at tælle mindretal hænger

også sammen med, at der i Vesteuropa ikke er tradition for at registrere

folks etniske tilhørsforhold. Det regnes faktisk for en privatsag. I store

dele af Østeuropa er registreringen derimod obligatorisk, men her er den til

gengæld vilkårlig. Der er altså både subjektive og objektive kriterier,

eksterne og interne definitioner (henholdsvis flertallets og mindretallets),

tidsmæssige fluktuationer og mangel på registreringsdata.

Det er således klart, at eventuelt talmateriale vedrørende minoriteter

varierer meget afhængigt af forskellige kilder.

I redegørelsen er der ikke taget hensyn til, om mindretalsgrupper i deres

respektive lande er anerkendt som nationale mindretal. I juridisk forstand

bliver man dog nødt til at skelne mellem:

- ikke anerkendte mindretal

- anerkendte nationale mindretal

- oprindelige folk

- folk,

og desuden må der ved diskussionen vedrørende mindretalspolitik skelnes

mellem mennesker/folk og territorier.

II. Folkeforbundet og FN-pagten

Historisk kan den nuværende mindretalsdiskussion føres tilbage til

reformationstiden, hvor opsplitningen af den katolske kirke og statslige

ensretningsbestræbelser gjorde religiøse mindretal til et politisk problem i

en række stater.

I sin nutidige form har det europæiske problem om forholdet mellem

centralstat og mindretal i en bestemt stat sin oprindelse i opløsningen af de

fire riger, der gik ud af Første Verdenskrig som tabere, dvs. det russiske,

det tyrkiske, det østrig-ungarske og det tyske rige. Selv om sejrherrerne

hyldede et princip om folkenes selvbestemmelse ved dannelsen af en række nye

mindre stater og ved ændring af Tysklands grænser, spillede også en række

andre hensyn ind. De nye stater kom til at indbefatte mange og ofte særdeles

store mindretal inden for deres grænser.

Her er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at der i dette århundrede

har været tale om to principielt forskellige tilgange til behandlingen af

mindretalsspørgsmål: Man kan sondre imellem en Folkeforbundsmodel og

den måde, hvorpå spørgsmålet har været opfattet ved affattelsen af De

Forenede Nationers pagt. Folkeforbundspagten opererede med en

forestilling om mindretallet som en speciel gruppe af mennesker med særlige

rettigheder med henblik på at bevare gruppens særpræg. Den rummede imidlertid

ikke bestemmelser om sanktioner ved overtrædelse. FN-pagtens forfattere

forestillede sig derimod med baggrund i Nazi-Tysklands misbrug af

Folkeforbundspagtens bestemmelser, at beskyttelse af mindretal måtte være

bedst varetaget i kraft af den generelle beskyttelse af det enkelte individs

retsstilling, der antoges at følge af menneskerettighedsbegrebet. Når den

enkelte havde ret til frit at udfolde sig på lige fod med alle andre borgere

i det pågældende samfund, skulle der ikke være behov for særlige regler til

at beskytte den enkeltes stilling som særligt samfundsmedlem.

Det synes ikke at have været genstand for dybtgående overvejelser, da

Folkeforbundets bestemmelser blev formuleret, at bestemmelser om

mindretalsbeskyttelse kunne blive opfattet som formynderi og begrænsning af

suverænitet for folk, der netop var blevet frie. Man forestillede sig vel, at

de ville tjene til at udligne grænsereguleringernes relative vilkårlighed, og

at selve den tilsigtede mindretalsbeskyttelse ville tjene til at tage

spændingen af konflikterne mellem de befolkningsgrupper (i flere tilfælde

forholdet mellem et mindretal af det hidtidige herrefolk og den nye stats

flertal af hidtil undertrykt befolkning), som nu skulle være fælles om at

være ligestillede statsborgere i de nye stater.

Faktisk kom Folkeforbundets bestemmelser om beskyttelse af mindretal nok

nærmest til at virke imod den dybere hensigt at virke konfliktdæmpende, fordi

de ikke blev efterlevet. 1930'ernes autoritære regimer havde meget begrænset

forståelse for mindretals rettigheder.

Måske netop fordi mindretalsbeskyttelsen på denne måde havde nøje

sammenhæng med grænsedragningen og tilstedeværelsen af det nationale

mindretal derfor blev en daglig påmindelse om, at grænserne var

utilfredsstillende ud fra det ene eller andet synspunkt, indførte

mindretalsbeskyttelsen et moment af ustabilitet i staternes indbyrdes

afgrænsning og forhold. Den bidrog til at holde en forestilling om

»blødende grænser« levende og gav utvivlsomt håb til mange

forventninger om grænserevision, når tidens fylde kom. Hermed er tegnet en

del af den historiske og politiske baggrund for, at mindretalstraktaternes

system under Folkeforbundet gik i opløsning, efterhånden som magtkampen i

Europa skærpedes. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at der aldrig

fra officiel tysk side blev stillet krav om revision af den dansk-tyske

grænse, der - bortset fra den tysk-polske grænsedragning i Schlesien - ene af

alle Versailles-systemets grænsedragninger var resultat af en

folkeafstemning.

Eftersom Folkeforbundets mindretalssystem således i virkeligheden snarest

blev en kilde til konflikt og et middel for staternes rivalisering, mødte

tanken om at genoplive beskyttelsen af nationale mindretal efter Anden

Verdenskrig - som et led i en almindelig international beskyttelse af

menneskerettighederne - derfor en betydelig modstand. Begivenhederne under

Anden Verdenskrig havde til gengæld tjent til at understrege det enkelte

menneskes behov for beskyttelse mod overgreb fra en vilkårlig statsmagt. Det

blev derfor om denne beskyttelse, de nye former for international

organisation og regulering, FN-pagten og Verdenserklæringen om

Menneskerettigheder, kom til at handle, medens man i disse aftaler forgæves

leder efter bestemmelser om mindretalsbeskyttelse forstået som rettigheder

til kollektiver.

Mindretallene måtte følgelig nøjes med den beskyttelse, der lå i et

almindeligt forbud mod diskrimination over for det enkelte menneske bl.a.

under hensyn til national oprindelse. Det er kernen i FN-pagtens (art. 1 og

55) og Verdenserklæringens (art. 2) bestemmelser om, at menneskerettigheder

tilkommer enhver uden hensyn til race, køn, sprog eller religion.

FN-pagten fastslår endvidere i art. 1 blandt sine formål og grundsætninger

»Folkenes ligeret og selvbestemmelse«. Hvad der nærmere skal

forstås ved »folk« og »selvbestemmelse«, fremgår

imidlertid ikke af teksten.

FN-pagten giver således i sig selv kun et meget begrænset holdepunkt for

at udvikle særlige internationale garantier til beskyttelse af nationale

eller etniske mindretal forstået som separate grupper i et lands befolkning,

der føler behov for at værne om deres særlige identitet og kultur i

modsætning til vedkommende lands dominerende befolkningsgruppe.

Det er på denne baggrund, man må se de bestræbelser, der er udfoldet på at

supplere og komplettere FN-pagten for at finde nye former for international

beskyttelse af mindretal og ikke mindst forebygge konflikter imellem

mindretal og flertal og imellem forskellige mindretal inden for samme stat.

Det har vist sig, at hverken det ene eller det andet folkeretlige princip

taget for sig har kunnet yde den ønskede beskyttelse imod overgreb og sikre

fredens bevarelse. Denne erkendelse har fundet udtryk i vedtagelse af en

række supplerende konventioner inden for FN-systemet, der indeholder

bestemmelser med sigte på at beskytte mindretal. Hertil kommer bestræbelserne

inden for Europarådet og CSCE, nu OSCE.

III. Instrumenter på mindretalsområdet

Ud over selve FN-pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder er

der gradvis inden for FN-systemet kommet en række instrumenter til, som, hvad

enten mekanismen er forbud mod diskrimination eller positiv angivelse af

rettigheder, har sigtet mod at beskytte mindretal eller andre udsatte

grupper. Af de grunde, der er beskrevet ovenfor, er disse rettigheder i helt

overvejende grad udformet som individuelle rettigheder, således også i det

seneste større regelværk på området, deklarationen om mindretalsrettigheder

fra 1992, der dog i sin formålsparagraf taler om, at »States shall

protect the identity of minorities and shall encourage conditions for the

promotion of that identity«. Regelsættet mod racediskrimination er det

område, hvor man er gået længst i retning af at definere kollektive

rettigheder. I øvrigt indeholder teksterne talrige henvisninger til staternes

suverænitet, både direkte og i form af reservationer som »where

appropriate«, »wherever possible« osv.

Blandt de tidlige eksempler på mindretalsbeskyttelse inden for FN-systemet

kan nævnes formynderskabsordningen. Som et led i afkolonialiseringen efter

Anden Verdenskrig forestod de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet en

ordning, hvorefter tidligere kolonier som led processen frem mod deres

selvstændighed administreredes under ansvar over for Formynderskabsrådet i

FN. Ordningen betegnede i en vis forstand en videreførelse af Folkeforbundets

mandatområder, der især udgjordes af de tidligere tyske kolonier i Afrika.

Siden 1977 har kun nogle få af USA administrerede ø-grupper i Stillehavet

været omfattet af dette regelsæt, og fra december 1994, da det sidste af

disse områder under navnet Palau blev selvstændigt, er

formynderskabsordningen hvilende.

Også Den Internationale Domstol, der ifølge sin statut omfatter alle FN's

medlemmer, har en rolle at spille. I en række af FN's konventioner og

tilsvarende instrumenter er domstolen gjort kompetent på det pågældende

område. Domstolen, som har 15 medlemmer, anvendes i stigende, men stadig

beskedent omfang. Det skyldes bl.a., at en stat ikke uden videre kan sagsøges

ved domstolen. Betingelsen herfor er, at en stat enten accepterer domstolens

kompetence i den pågældende sag eller har afgivet en generel erklæring om

anerkendelse af dens kompetence. I alt 58 lande, heriblandt Danmark, har

indtil nu afgivet en sådan erklæring.

Et markant eksempel på mindretalsbeskyttelse i FN-systemet er den inden

for Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, i 1957 vedtagne

»Konvention nr. 107 om beskyttelse og samfundsmæssig indpasning af

indfødte og andre stammer og stammelignende befolkningsgrupper i uafhængige

lande«. Konventionen, der trådte i kraft i 1959, er revideret ved

ILO-konvention nr. 169 fra 1989. Konventionen finder anvendelse på

»medlemmer af stammer eller stammelignende befolkningsgrupper i

uafhængige lande, hvis sociale og økonomiske forhold ligger på et lavere

niveau end det, der er opnået af andre grupper i det pågældende samfund, og

hvis stilling helt eller delvis er bestemt af deres egne sædvaner eller

traditioner eller af særlige love eller administrative bestemmelser«.

Konventionen omfatter tillige medlemmer af sådanne befolkningsgrupper,

»der betragtes som indfødte på grund af deres nedstamning fra de

folkeslag, der beboede landet eller et geografisk område, hvortil landet

hører, på det tidspunkt, det blev erobret eller koloniseret, og som uanset

deres faktiske retsstilling lever mere i overensstemmelse med de sociale,

økonomiske og kulturelle ordninger, der var gældende dengang, end med dem,

der er gældende inden for den nation, de tilhører«. Sådanne grupper vil

f.eks. være indianere i USA, samer i de nordiske lande, Australiens

urbefolkning eller de folkeslag, som indgår i det såkaldte Inuit-samarbejde

mellem polareskimoerne i Grønland, Canada/Alaska og Rusland. Denne konvention

repræsenterer især efter revisionen i 1989 et vigtigt skridt i retning af at

etablere en international og relativt konkret formuleret kollektiv

beskyttelse af særlige grupper i samfundet med samtidig fremhævelse af et

princip om anerkendelse af disse folks særlige identitet, sprog og kultur,

således at tidligere tiders forsøg på at assimilere dem i de samfund, hvor de

bor, skal standses.

Først med ikrafttrædelsen af FN-konventionen om racediskrimination i

januar 1969 blev de i FN-pagten og Verdenserklæringen almindeligt kendte

forbud mod diskrimination gjort til konkrete retlige forpligtelser, for så

vidt angår forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller

national eller etnisk oprindelse. Det fremhæves i art. 1, stk. 4, at:

»særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre

tilfredsstillende fremgang for visse racemæssige eller etniske grupper eller

enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig

for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoners lige ret til at nyde eller

udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke

anses for racediskrimination, forudsat at disse foranstaltninger ikke

medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for forskellige racegrupper,

og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.«

Det turde af denne formulering tydeligt fremgå, hvor svært det er at

fastlægge særlig beskyttelse af en given befolkningsgruppe uden derved at

instituere forrettigheder og dermed etablere en omvendt diskrimination i

modstrid med det generelle diskriminationsforbud.

FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, der trådte i kraft

i marts 1976, repræsenterer en yderligere udvikling hen imod en international

beskyttelse af visse mindretals retsstilling. Konventionens art. 27 behandler

spørgsmålet om mindretal på følgende måde:

»I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige

mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes retten

til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe at leve deres eget

kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte

deres eget sprog.«

Der er ved denne bestemmelse søgt skabt en beskyttelse af etniske,

religiøse og andre mindretal. Artiklen sigter imod beskytelse mod

tvangsmæssig kulturel, religiøs eller sproglig assimilering af etniske

mindretal.

Endelig skal nævnes, at samme konvention i art. 1 indeholder en

bestemmelse om ethvert folks ret til selv at bestemme sin politiske stilling

og frit varetage sin økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.

Bestemmelsen knytter sig til FN-pagtens grundsætning om folkenes

ligeberettigelse og selvbestemmelse, men giver fortsat ingen vejledning med

hensyn til, hvilke mindretalsgrupper der kan gøre krav på status som

»folk«.

FN's deklaration om mindretalsrettigheder (Declaration on the Rights of

Persons Belonging to National or Ethnic, Religous and Linguistic Minorities),

der blev vedtaget af Generalforsamlingen i december 1992, betegner det

seneste generelle instrument i FN-regi på mindretalsområdet. Deklarationens

sprogbrug går længere end tidligere især i retning af at understrege

mindretallenes ret til at være forskellige og til at deltage effektivt i

beslutningstagningen både på det nationale og det regionale plan.

Selve deklarationens titel angiver imidlertid, at der fortsat

grundlæggende er tale om individuelle rettigheder. Hertil kommer præamblens

ord om, at rettighederne skal ses som bidrag til »the political and

social stability of States in which they live«, samt i den operative

teksts art. 8.4, at intet i deklarationen skal opfattes, som »construed

as permitting any activity contrary to the purposes and principles of the

United Nations, including sovereign equality, territorial integrity and

political independence of States«. Denne deklaration er blevet betegnet

som en trædesten for den fortsatte udvikling, men alene den fremhævede ordlyd

giver et indtryk af, hvilket ambitionsniveau man realistisk må regne med

fortsat at operere på. Med henblik på opfølgning af deklarationen blev der i

marts 1995 i FN's menneskerettighedskommission (resolution 1995/24 af 3.

marts) truffet beslutning om at nedsætte en særlig arbejdsgruppe, der kan

analysere problemerne og fremsætte forslag til forbedringer. Man kunne tænke

sig, at denne arbejdsgruppe kunne udvikle sig til et forum, hvortil berørte

mindretalsgrupper eller organisationer (NGO'er) kunne henvende sig og gøre

opmærksom på problemer.

Et ofte fremsat forslag (blandt andet fra Amnesty International) om en

særlig Højkommissær for Menneskerettigheder i FN-regi blev realiseret med en

beslutning på Generalforsamlingens 48. samling (resolution nr. 48-141 af 20.

december 1993). Højkommissæren (p.t. ecuadorianeren Jose Ayola-Lasso), som

tiltrådte i april 1994, har over for Generalforsamlingen ansvaret for alle

FN's menneskerettighedsaktiviteter. Indtil nu har institutionen dog været

hæmmet af, at der ikke foreligger noget budget, samt af, at der ikke i staben

er fornøden ekspertise på mindretalsområdet.

Foruden de spredte bestemmelser i FN-regi vedrørende beskyttelse af

mindretal har spørgsmålet været genstand for overvejelser i Europarådet.

Ligesom FN har Europarådet sit historiske udgangspunkt i Anden Verdenskrig og

kampen mod nazismen. Med sin oprindelige medlemskreds bestående af de

vesteuropæiske demokratier er det derfor naturligt, at Europarådet i endnu

højere grad end FN som ideologisk udgangspunkt lagde vægten på demokratiet

baseret på den enkeltes frihed. I den europæiske menneskerettighedskonvention

af 4. november 1950 blev der i art. 14 indføjet en generel formulering om

hensyntagen til nationale mindretal. Den pågældende artikel har følgende

ordlyd:

»Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder

skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion,

politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse,

tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert

andet forhold.«

Betegnelsen »nationale mindretal« i denne artikel er bevidst

valgt for at medinddrage sådanne mindretal som f.eks. det danske i

Sydslesvig, der ikke så meget ved objektive kendetegn adskiller sig fra

flertallet, men som på subjektivt grundlag kan siges at høre til en anden

nation.

Bestræbelserne inden for Europarådet på at udbygge beskyttelsen af

nationale mindretal er fortsat bl.a. i form af et udvalgsarbejde, der blev

igangsat i 1971 med henblik på at udarbejde en tillægsprotokol til

Menneskerettighedskonventionen. Når dette arbejde ikke bar frugt, skyldtes

det ikke mindst principiel uenighed mellem medlemslandene om definitionen af

nationale mindretal. Europarådets arbejde på dette område har dog ikke været

uden resultater. I 1992 vedtoges en konvention om regionale sprog eller

mindretalssprog og i 1994 en rammekonvention om beskyttelse af nationale

mindretal.

Denne konvention udgør det første internationale, juridisk bindende

instrument, der er udarbejdet med henblik på den generelle beskyttelse af

nationale mindretal. Den betegner dermed en videreudvikling af

CSCE-dokumenterne, herunder København-dokumentet fra 1990, hvorpå

rammekonventionen i betydelig grad baserer sig. Konventionen, der også vil

stå åben for undertegnelse af lande, der ikke er medlemmer af Europarådet, er

udformet som en rammekonvention, der giver staterne en vis margin med hensyn

til, hvordan principperne skal udmøntes i praksis. Det er også værd at

notere, at konventionen ikke indeholder nogen definition af begrebet

»nationalt mindretal«. Konventionens gennemførelse vil blive

overvåget af Europarådets Ministerkomite, der skal bistås af en særlig

rådgivende komite. Som en opfølgningsmekanisme er det fastsat, at staterne

inden et år efter, at konventionen er trådt i kraft for deres vedkommende,

skal sende en rapport til Europarådets generalsekretær om de

lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, de har taget for at gennemføre

konventionen. Forskellige mindretalsorganisationer (NGO'er) har vist

interesse for at blive knyttet til arbejdet i den nævnte rådgivende komite.

Ligesom de øvrige vestlige organisationer er Europarådet ved at åbne sig

for de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, hvoraf en række

allerede har opnået medlemskab. Man har talt om, at det trods alt lettere

opnåelige medlemskab af Europarådet blev betragtet som en første station på

vejen til integration i de vestlige samarbejdsstrukturer, herunder ikke

mindst EU. I nærværende sammenhæng skal fremhæves betydningen af, at

kandidatlandene underkastes en nøje vurdering af, hvorvidt de lever op til

Europarådets standarder, f.eks. på menneskerettighedsområdet i bred forstand.

Sådanne anerkendelsesprocedurer udgør formentlig et af de mest virksomme

instrumenter med henblik på at presse landene til at gennemføre forbedringer

på mindretalsområdet.

CSCE-processen, nu OSCE, udgør ikke mindst på grund af den brede

deltagerkreds et særlig interessant perspektiv med henblik på drøftelsen af

mindretalsspørgsmål. Allerede med Helsingfors-slutakten af 1. august 1975

blev der formuleret og vedtaget en bestemmelse om beskyttelse af nationale

mindretal. Bestemmelsen, der er indeholdt i slutaktens princip VII, lyder:

»De deltagende stater, på hvis territorium der findes nationale

mindretal, vil respektere retten for personer, der tilhører sådanne

mindretal, til lighed for loven, vil tilstå dem fuld mulighed for faktisk at

nyde godt af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder og

vil på denne måde beskytte deres berettigede interesser på dette

område.«

Mindretalsspørgsmål har løbende været behandlet i CSCE-sammenhæng. Men der

er grund til at erindre om de helt forskellige tilgange til dette spørgsmål,

som udgjordes af henholdsvis den sovjetiske opfattelse, jf. herom i de

medfølgende responsa, og den vestlige, grundlæggende individorienterede

opfattelse. Med afslutningen af den kolde krig åbnede der sig nye

perspektiver for CSCE også på menneskerettighedsområdet i bred forstand,

herunder vedrørende mindretalsspørgsmål. Slutdokumentet af 15. januar 1989

fra CSCE-opfølgningsmødet i Wien pålægger staterne:

». . . at beskytte og tilvejebringe betingelserne for at fremme den

etniske, kulturelle, sproglige og religiøse identitet af nationale mindretal

på deres territorium. De vil respektere, at personer, der tilhører sådanne

mindretal, frit udøver deres rettigheder og vil sikre dem fuld ligestilling

med andre«.

De nationale mindretal er her kvalificeret ved henvisning til en etnisk,

kulturel, sproglig og religiøs identitet.

På mødet i København i juni 1990 om CSCE's menneskelige dimension (CHD)

gik man videre på mindretalsområdet. Mødet resulterede i

København-dokumentet, der i et af de fem substantielle afsnit behandler

spørgsmålet om nationale mindretal (de øvrige afsnit omhandler

retsstatsprincippet, individuelle rettigheder, demokratiske institutioner

samt den såkaldte CHD-mekanisme). I afsnittet om nationale mindretal

anerkender CSCE-staterne, at medlemmer af disse mindretal har ret til frit at

udtrykke, bevare og udvikle deres etniske, kulturelle sproglige eller

religiøse identitet uden forsøg på tvungen assimilering. Dette omfatter bl.a.

retten til at benytte sit modersmål og til at oprette egne

uddannelsesmæssige, kulturelle og religiøse institutioner, organisationer og

foreninger. Endvidere fordømmes alle former for diskrimination og forfølgelse

på baggrund af religion og ideologi.

Monitorsystemet, der udvikledes som et instrument på våbenkontrolområdet,

har fundet videre anvendelse i CSCE-sammenhæng og også været brugt i

konfliktsituationer, som indeholdt mindretalsproblemer. I det hele taget er

udsendelse af missioner et af de mest perspektive instrumenter, ikke mindst

på mindretalsområdet. Danmark har for eksempel deltaget i missioner til

Baltikum, det tidligere Jugoslavien samt Tjetjenien.

Særlig markant er OSCE's Højkommissær for Nationale Mindretal (p.t.

hollænderen Max van der Stoel). Højkommissærens mandat er udformet i

slutdokumentet fra CSCE-topmødet i Helsingfors i 1992. Heraf fremgår det, at

tyngdepunktet i hans opgaver ligger inden for tidlig varsling af spændinger

forårsaget af nationale mindretal, som kan udvikle sig til konflikter, der

påvirker forholdet mellem medlemsstaterne. Såfremt disse spændinger udvikler

sig til åbne konflikter, overgår ansvaret for håndtering af disse til andre

OSCE-instanser. Disse instanser, herunder OSCE-formandskabet, kan imidlertid

bede Højkommissæren engagere sig i bestræbelserne på at tilvejebringe en

løsning på konflikten. I praksis har Højkommissæren, bortset fra sine

undersøgelser af de europæiske sigøjnerbefolkningers situation, som netop

byggede på en anmodning fra OSCE's Komite af Højtstående Embedsmænd, hidtil

koncentreret sit arbejde om nationale mindretal, som giver anledning til

problemer mellem to eller flere stater, oftest i grænseområder.

I OSCE-sammenhæng betegner Stabilitetspagten en foreløbig slutsten på

bestræbelserne på mindretalsområdet. Initiativet til Stabilitetspagten var

fransk, men det blev overtaget og omformet af EU, især med henblik på at

sikre, at mindretalsproblemer blandt ansøgerlandene til medlemskab af EU blev

løst, forinden de pågældende lande blev medlemmer. Under en konference i

Paris i marts 1995 blev Stabilitetspagten vedtaget og formelt overdraget til

OSCE. Selve pagten består af en politisk hensigtserklæring vedrørende godt

naboskab fulgt af ca. 100 bilaterale aftaler mellem de central- og

østeuropæiske lande indbyrdes, mellem de central- og østeuropæiske lande samt

EU-landene og mellem de central- og østeuropæiske lande samt deres

umiddelbare naboer. Til pagten er knyttet et bilag indeholdende en lang række

projekter, som EU finansierer eller planlægger at finansiere gennem

PHARE-programmet, og som støtter pagtens målsætninger.

Der er næppe tvivl om, at netop udsigten til medlemskab af EU har været en

overordentlig kraftig tilskyndelse til kandidatlandene i Central- og

Østeuropa til at få indgået aftaler med deres nabolande om vanskelige

mindretalsspørgsmål. Aftalen mellem Ungarn og Slovakiet illustrerer dette

udmærket. Det bør bemærkes, at Stabilitetspagten udelukkende sigter mod

løsningen af problemer for grænsemindretal, altså mindretal, som har et

»moderland«. Dens modelværdi ville derfor være begrænset for

eksempel i Rusland.

Med Østesørådets beslutning (fra maj 1994) om at oprette en stilling som

Kommissær for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder er endnu et

niveau føjet til bestræbelserne på at løse og helst forebygge problemer på

mindretalsområdet. Ifølge mandatet kan kommissæren studere og rapportere om

forholdene ved de demokratiske institutioner og beskyttelsen af

menneskerettigheder, herunder mindretalsrettigheder, i medlemsstaterne og

komme med anbefalinger til rådet. Han kan afgive fortrolige redegørelser til

rådet og fremsætte konkrete løsningsforslag. Som grundlag for sit arbejde kan

han også modtage henvendelser fra personer, grupper og organisationer. I

mandatet er der klare henvisninger til både FN, OSCE og Europarådet.

Umiddelbart synes det hensigtsmæssigt at etablere en uvildig instans så tæt

på de potentielle problemer. Omvendt foreligger der en risiko for overlapning

i forhold til andre institutioner, men dette er som nævnt søgt imødegået

gennem henvisning til samarbejde med disse. Stillingen som kommissær er besat

med den forhenværende danske justitsminister Ole Espersen.

Man har undertiden ved at sammenligne Europarådets og OSCE's indsats og

muligheder på mindretalsområdet hæftet sig ved, at OSCE-regelværket alene

bestod i politiske hensigtserklæringer, mens der i Europarådets regi kunne

træffes juridisk bindende aftaler. Til denne betragtning skal dog føjes, at

OSCE har en væsentlig bredere medlemskreds, og at det ikke mindst er i de

lande, som ikke er medlemmer af Europarådet, at mindretalsproblemerne findes.

Denne forskel indsnævres imidlertid med tiltrædelsen af stadig flere lande

som medlemmer af Europarådet. I indeværende år ventes således Albanien,

Moldova, Kroatien og muligvis Makedonien at blive medlemmer. Man kan derfor

snarere fremhæve betydningen af, at OSCE alt i alt er et bredere politisk

projekt, som indgår med vægt i, hvad der ofte betegnes som Europas nye

sikkerhedspolitiske arkitektur.

Fælles for alle de her nævnte dokumenter er, at de fremstår som energiske

forsøg på ved hjælp af alment accepterede formuleringer at binde staterne

til, om ikke i videre udstrækning formelt-juridisk så dog politisk og

moralsk, at følge visse adfærdsnormer, som, hvor umiddelbart selvfølgelige de

kan forekomme i teorien, i deres praktiske anvendelse ofte vil støde på meget

store vanskeligheder i de forskellige lande og befolkninger. Der forsøges her

lagt grundlag for pragmatiske, konkrete tiltag, som utvivlsomt kan have stor,

måske afgørende betydning for løsning og/eller forebyggelse af konflikter.

Når spørgsmålene om beskyttelse af mindretal og om nærmere konkretisering

af mindretalsrettigheder på måder, der kan opleves som tilfredsstillende

garantier, er behæftet med så store vanskeligheder og farer, hænger det også

sammen med, at spørgsmålet om at definere mindretal og mindretalsrettigheder

indebærer betydelige logiske og juridiske vanskeligheder. Hertil føjer sig

selvsagt de praktiske problemer ved at omsætte principper til virkelighed.

Man kan måske i virkeligheden karakterisere bevægelsen fra

folkeforbundssystem til FN-system som et pendulsving fra et yderpunkt til et

andet, og de mindretalsproblemer, man i dag står over for specielt i den

tidligere kommunistiske verden, er udtryk for, at heller ikke FN-systemets

abstraktioner har kunnet slå til over for virkeligheden. Det bør i den

forbindelse fremhæves, at de kommunistiske lande havde kollektive rettigheder

- på bekostning af de individuelle - i modsætning til de vestlige lande. Ikke

mindst USA er stærkt modstander af kollektive rettigheder, hvad der har haft

virkninger for hele det internationale system. Det er i et sådant lys, man

skal se den lange række af andre forsøg, som er gjort på at tilgodese

løsninger af mindretalsproblemer i internationale og regionale

organisationers ramme (Europarådet, OSCE) og med henblik på at supplere og

komplettere FN-bestemmelserne.

IV. Løsningsmodeller

A. Generelle betragtninger

Overvejelser om, hvorvidt og hvordan der yderligere kan tilvejebringes

instrumenter til løsning af mindretalsproblemerne, vil naturligt tage deres

udgangspunkt i erfaringerne efter den kolde krig, hvor en række

mindretalsproblemer har aktualiseret sig, i visse tilfælde som i det

tidligere Jugoslavien i form af blodige konflikter. Men det bør haves i

erindring, at der herudover findes et stort antal latente

mindretalsproblemer, som under visse omstændigheder vil kunne udvikle sig til

tilsvarende alvorlige konflikter. Der er altså en stor arbejdsmark for

forebyggelse på dette område.

Den gradvise udbygning af et stadig mere fintmasket net af multilaterale

konventioner og erklæringer vil også fremover udgøre et vigtigt led i

indsatsen på mindretalsområdet. Man kunne muligvis befrygte, at det stigende

antal instrumenter, som overvejende havde karakter af politiske

hensigtserklæringer, eller som i hvert fald var vanskelige at håndhæve, frem

for at bidrage til problemernes løsning tværtimod kunne føre til en vis

devaluering af den internationale indsats. Der kan nok ikke ses bort fra

denne risiko, især ikke hvis der råder for stor uklarhed over den juridiske

rækkevidde af de enkelte instrumenter, eller hvis der i øvrigt opstår for

stor spændvidde mellem retorikken og den politiske vilje til at handle.

Omvendt vil det forhold, at den internationale opmærksomhed søges fastholdt

på mindretalsproblemerne og deres løsning, kunne bidrage til, at der gradvis

opbygges en form for international samvittighed, som igen vil have betydning

for normdannelsen på dette område.

Løsningsmodellerne må nødvendigvis tilpasses de konkrete omstændigheder,

der omgærder et mindretalsproblem. Konflikterne vil oftest adskille sig fra

hinanden derved, at der kan sondres mellem (a) situationer, hvor ønsket om at

tilgodese mindretallets tarv tillige spørgsmål om terrioritale ændringer

enten ved, at mindretallet bliver tilsluttet et naboland, eller ved at det

kræver selvstyre, og (b) de situationer, hvor mindretallet primært kræver

beskyttelse af og respekt for dets særlige identitet bl.a. i form af eget

sprog, egen religion og kultur i videre forstand, men eventuelt også gennem

forskellige former for selvstyre.

ad (a)

Førstnævnte situation implicerer udøvelsen af en selvbestemmelsesret for

mindretallet. Denne ret lader sig vanskeligt definere rent folkeretligt. Der

er snarere tale om politiske principper end om en grundsætning, der entydigt

forpligter staterne i sådanne situationer. Max Sørensen har herom udtalt:

»Såfremt man ønsker at udforme selvbestemmelsesretten som en egentlig

folkeretlig grundsætning, må dens indhold derfor præciseres. Dette kan ske,

uden at man gør sig klart, hvad der karakteriserer de forskellige faktiske

situationer, på hvilke den traditionelt er anvendt. En typisk situation er

den, at en befolkningsgruppe inden for en bestående stats rammer ønsker at

udskilles af denne stat og danne en ny selvstændig stat (f.eks. tjekker og

slovakker inden for det østrig-ungarske monarki). En anden hermed beslægtet

situation er den, at befolkningen i et koloniområde ønsker dette områdes

selvstændighed, uanset at befolkningen måske ikke udgør en etnologisk homogen

gruppe (f.eks. Indonesien, Guldkysten, Sudan osv.). En tredje situation er

den, at en befolkningsgruppe inden for en bestående selvstændig stat ønsker

tilslutning til en nabostat (f.eks. slesvigsk mindretal). En fjerde situation

er den, at en befolkningsgruppe inden for en bestående stat ønsker lokalt

selvstyre inden for samme stats grænser (f.eks. skotske og walesiske

nationalbevægelser).

En juridisk bindende formulering af selvbestemmelsesretten kan udformes

således, at den tager sigte på visse af disse situationer, men ikke på andre.

Jo flere af disse situationer den ønskes at skulle tage sigte på, des mere

generelt må den formuleres.«

Nationale og andre mindretals stilling i de samfund, hvori de hører

hjenmme, er et spørgsmål om forholdet mellem en stat og dens borgere og

berører derved et kernepunkt i det traditionelle suverænitetsbegreb. Et af de

vigtigste kriterier i statens udøvelse af sin suverænitet har altid været

dens eksklusive magtbeføjelse i forholdet til egne statsborgere. Dette

traditionelle suverænitetsprincip blev nedfældet i FN-pagtens art. 2, stk. 7,

der fastsætter, at intet i pagten skal give organisationen ret til at gribe

ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen

jurisdiktion. En klar undtagelse herfra er dog den situation, at en stats

behandling af sine borgere udgør en sådan trussel mod freden, at

Sikkerhedsrådet beslutter anvendelse af tvangsforanstaltninger i henhold til

pagtens kap. VII. I praksis er FN-pagtens art. 2, stk. 7, med tiden blevet

gjort til genstand for en stadig snævrere fortolkning.

En afstemningsprocedure som den, der anvendtes ved fastsættelsen af den

dansk-tyske grænse efter Første Verdenskrig, fordrer derfor særlig

fordelagtige forudsætninger for at føre frem til en mindelig løsning. En

afstemning i en mindretalszone vil f.eks. ikke kunne anvendes, såfremt man

har foretaget flytninger af befolkningen, som det bl.a. skete i de østlige og

vestlige dele af Polen efter Anden Verdenskrig.

Den i et historisk perspektiv vel nok mest drastiske model for løsning af

mindretalsproblemer med territoriale implikationer er tvangsmæssig

flytning af de pågældende befolkningsgrupper for derved at undgå

stridigheder, opstande og eventuelt folkedrab. Det klassiske eksempel er

flytningerne efter Første Verdenskrig mellem Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien

af over 2 millioner mennesker. Den første større tvangsmæssige flytning fandt

sted som følge af Lausanne-fredstraktaten af 1923, der fastlagde grænserne

mellem Grækenland og Tyrkiet og ifølge hvilken 11/2 million etniske grækere

(græskortodokse) af tyrkisk nationalitet blev tvunget til at forlade

Lilleasien og bosætte sig i Grækenland, mens ca. 400.000 etniske tyrkere

(muslimer) af græsk nationalitet blev tvunget til at forlade Grækenland og

bosætte sig i Tyrkiet. Lausanne-traktaten er fortsat væsentlig for den

tyrkiske opfattelse af mindretalsspørgsmål og påberåbes som forklaring af

tyrkernes forhold til kurderne.

Traktaten bestemte, at en kommission bestående af repræsentanter for

Grækenland, Tyrkiet og Folkeforbundets Råd overvågede folkeudvekslingen samt

afviklingen af jord og ejendom. Personudvekslingen forløb hurtigt, men

problemerne vedrørende ejendom og formue viste sig uløselige. Som løsning

blev sagen afslutningsvis afviklet ved et »lump sum arrangement«.

Ifølge nugældende folkeret vil en traktat om tvangsflytning formentlig

være ugyldig som stridende mod jus cogens (ufravigelige folkeretlige

normer såsom folkenes ret til selvbestemmelse og forbudet mod

magtanvendelse).

Mellem Grækenland og Bulgarien blev der i 1919 indgået en konvention

vedrørende anerkendelse af gensidig frivillig udvandring. For at

opmuntre folk til at udvandre tillod konventionen ikke alene, at de medtog

deres flytbare ejendele og fik afviklet ejendom, men også at den enkelte fik

del i værdien af fællesskabets ejendomme (skoler, kirker, hospitaler m.m.). I

1920 nedsattes en kommisison, der fulgte og afviklede emigrationen samt de

udestående økonomiske overførsler. I forbindelse med flytningen opstod

imidlertid problemer med hensyn til betydningen af den nærmere afgrænsning af

ordet »communities«. I et responsum udtalte Den Internationale

Domstol, at begrebet fællesskab var det historiske og traditionelle begreb

for grupper i det pågældende område, der levede i et fællesskab gennem race,

religion, sprog eller traditioner forenet af en samhørighedsfølelse med det

formål at bevare fælles traditioner.

ad (b)

De fleste af de ovenfor omtalte instrumenter på mindretalsområdet sigter

mod at løse problemer under det niveau, hvor der er tale om territoriale

konsekvenser. De pågældende aftaler m.v. retter sig især mod de tilfælde,

hvor et mindretal gør krav på at blive accepteret med eget sprog, religion,

kultur og traditioner. Som det er fremgået, danner disse instrumenter

imidlertid et meget broget billede, der samtidig kun ufuldstændigt tilbyder

acceptable løsninger på de pågældende mindretalsproblemer. Det er derfor især

med henblik på denne kategori, at opfindsomhed og ikke mindst politisk vilje

må mobiliseres.

B. Nye instrumenter?

Et tilbagevendende kritikpunkt mod de hidtidige bestræbelser på

mindretalsbeskyttelsesområdet er, at staternes forpligtelser i overvejende

grad er defineret som politiske og ikke juridiske forpligtelser. Europarådets

rammekonvention, som er omtalt ovenfor, betegner således en undtagelse. Man

kunne i forlængelse af denne tankegang diskutere, om indsatsen i højere grad

skulle tilrettelægges i form af juridiske, evt. domstolslignende procedurer.

De kvaliteter, der især i den vestlige kulturkreds forbindes med

domstolsbehandling i retning af uafhængighed, upartiskhed og grundig

sagsbehandling, ville selvsagt være af meget stor betydning netop i forhold

til løsningen af mindretalsproblemer. Fra Den Internationale Domstol og fra

Europarådets Menneskerettighedsdomstol foreligger en vis erfaring. Men denne

erfaring tyder også på, at domstolsordninger eller domstolslignende ordninger

kun under visse (gunstige) omstændigheder er en farbar vej til løsningen af

politiske konflikter.

Situationen i det tidligere Jugoslavien, hvor det internationale samfund

på den ene side søger at gøre et krigsforbryderansvar gældende over for de

bosnisk-serbiske ledere i henhold til Sikkerhedsrådets resolution nr. 827

(1993) og på den anden side forfølger en strategi, som indebærer politiske

forhandlinger med de samme ledere, er en illustration af dette dilemma. I

visse, formentlig ret enkeltstående tilfælde vil de modstående parter kunne

enes om at udsondre et eller flere stridsspørgsmål til domstolsafgørelse

eller tilsvarende og forpligte sig til at respektere den afsagte afgørelse.

Men nogen bred vej til problemløsning på mindretalsområdet vil der formentlig

ikke blive tale om. Betydningen af, at der undertiden træffes afgørelser

efter en sådan grundig og respekteret procedure, vil nok i højere grad være

den præcedensvirkning, der kan blive tale om.

Ovennævnte betragtninger flytter søgelyset tilbage til aftalevejen, hvor

de multilaterale arrangementer i skikkelse af FN- eller Europakonventioner

allerede er omtalt. Det siger sig selv, at aftaler mellem de direkte

involverede parter allerede ud fra et effektivitetssynspunkt vil være at

foretrække. Men i mange af de tilfælde, som danner grundlag for nærværende

betragtninger, vil parterne end ikke befinde sig i en forhandlingssituation,

ofte fordi de ikke anerkender modpartens interesser som legitime. Omverdenens

bestræbelser må da i første omgang rette sig mod at tilvejebringe

forudsætninger for, at en forhandling kan komme i stand og, når dette er

lykkedes, at stimulere forhandlingsprocessen med henblik på, at der opnås et

resultat. Mange af de instrumenter på mindretalsområdet, som er udviklet i de

senere år, har haft dette sigte, således ikke mindst Stabilitetspagten.

Løsningen af det dansk-tyske grænsespørgsmål og den efterfølgende

regulering af forholdene for de to mindretal er udførligt beskrevet i det

medfølgende responsum, udarbejdet af Uffe Østergård. I den her omtalte

sammenhæng udgør ordningen, der er materialiseret i

København-Bonn-erklæringerne fra 1955, en interessant variant i og med, at

den ikke fremstår som en direkte aftale mellem de to lande, men derimod som

to ensidige erklæringer, der er udarbejdet og afgivet parallelt. Baggrunden

herfor i form af den mindre stats uvilje mod at indrømme den større stat

nogen form for tilsynsret i forbindelse med en indgået aftale kunne udmærket

tænkes at forekomme i andre situationer, hvorfor ordningen kunne tjene som en

slags model. Man kunne yderligere tænke sig, at sådanne parallelle

erklæringer blev deponeret i en international organisation, f.eks. hos FN,

Europarådet eller OSCE. Som det imidlertid er fremhævet i det pågældende

responsum, er omstændighederne omkring de to mindretal i forvejen så

gunstige, at modelværdien formentlig er noget begrænset. Helt afgørende er

det naturligvis, at det territoriale spørgsmål af alle parter blev anset for

definitivt løst på tidspunktet for afgivelsen af de to erklæringer.

Netop spørgsmålet om, hvorvidt et mindretalsspørgsmål implicerer

territoriale ændringer, især i form af krav om løsrivelse fra moderstaten,

er, som ovenfor anført, det afgørende kriterium for hvilke løsningsmodeller,

der kan komme på tale. I en række situationer, der har udviklet sig til

konflikt, har det imidlertid vist sig, at løsrivningsaspektet på en, synes

det, unødvendig og uhensigtsmæssig måde har »overtaget« og dermed

accelereret konflikten. Dette kan skyldes, at spørgsmålet om territoriale

ændringer, set fra moderstatens synspunkt, er så truende, at der må sættes

ind med alle midler, også sådanne, der af omverdenen vil blive betragtet som

uacceptabelt hårdhændede. Men det kan også skyldes, at mindretallet i mangel

af muligheder for national og international dialog om sine problemer griber

til det ultimative krav om løsrivelse for dog at blive hørt. Det vil derfor

være nærliggende at se nærmere på, hvorvidt der kan etableres mekanismer, som

på en for parterne acceptabel måde kan tilgodese selvstyreambitioner under

løsrivelsesniveauet.

Det er nødvendigt at være opmærksom på, at når der tales om

»parterne« i en mindretalssammenhæng, så vil dette i altovervejende

grad referere til stater, således for eksempel også i Stabilitetspagten. Det

er et gennemgående principielt og praktisk problem, at et mindretal oftest

ikke kan opnå status som part i sagen, hvis den respektive stat ikke ønsker

det.

Allerede eksisterende internationale arrangementer udgør et værn mod

forskellige former for diskrimination for medlemmer af mindretal og også en

ret til at udfolde sig på den specifikke måde, som karakteriserer det

pågældende mindretal. Sådanne rettigheder, der i almindelig sprogbrug knap

nok vil blive betegnet som autonomi, kan begrebsmæssigt siges at udgøre et

yderpunkt på en skala, hvis modsatte yderpunkt er fuld uafhængighed. Imellem

disse yderpunkter befinder sig en række tænkelige selvstyre- eller

selvforvaltningsmodeller. I visse tilfælde kunne man forestille sig sådanne

ordninger på basis af den pågældende stats eksisterende regionale eller

lokale administrationsstruktur, evt. med visse tillempninger. I andre

tilfælde kunne sådanne mere eller mindre omfattende selvstyreordninger

etableres specielt med henblik på at imødekomme aspirationerne hos et

mindretal. Hjemmestyreordningerne for henholdsvis Færøerne og Grønland er ret

vidtgående eksempler på det sidste, idet de som bekendt også omfatter

selvstændig varetagelse af en række statsopgaver. Rigsfællesskabet, der især

manifesterer sig ved, at udenrigspolitikken og forsvarspolitikken varetages

af rigsmyndighederne, markerer grænsefladen til fuld uafhængighed. I

overvejelserne om, hvorvidt sådanne hjemmestyreordninger kunne tjene som

model i andre tilfælde bør nok indgå, at de formentlig vil forudsætte, at der

er tale om både en vis geografisk afgrænsning og en selvstændig kulturel

identitet.

I et indlæg på FN's 48. generalforsamling i oktober 1993 foreslog fyrsten

af Liechtenstein, at der, eventuelt på konventionsbasis, blev opstillet nogle

autonomimodeller efter ovenstående retningslinjer. Disse skulle kunne

implementeres med bistand fra FN, dels i form af rådgivning og dels i form af

tilbud om en konfliktløsningsmekanisme. Samme sigte har en såkaldt

Saskatoon-anbefaling, fremsat på et symposium i juni 1993 (Martin Ennals

Memorial Symposium on Self-Determination). Konkret foreslås, at der under FN

oprettes en kommission om selvbestemmelse, svarende til

menneskerettighedskommissionen. Særlig perspektivrig forekommer den tanke at

være, at de direkte parter, herunder mindretalsgrupper, skal have mulighed

for direkte adgang til dette organ.

Bortset fra sådanne konkrete forslag må det antages, at staternes

eksisterende og kommende ordninger for regionalt og lokalt selvstyre i et

vist omfang også vil komme en række mindretal til gode. I det omfang staterne

er føderalt organiserede eller indgår i et internationalt samarbejde med

føderale træk, som for eksempel EU, må dette også antages at have en positiv

virkning for mindretallenes situation. Selve tilstedeværelsen af føderale

strukturer vil formindske præget af særstatus for eventuelle ordninger, der

etableres til fordel for mindretal. Dertil kommer for EU's vedkommende, at

alene medlemsstaternes indbyrdes fredelige relationer bevirker, at den

enkelte stat ikke så let ledes til at betragte krav fra et nationalt

mindretal som illoyalitet over for staten.

I diskussionerne om tilvejebringelsen af nye modeller for løsningen af

mindretalsproblemer indgår også tanken om at genoplive FN's

Formynderskabsråd, som er omtalt ovenfor. Fordelen herved skulle være en

effektiv international indkapsling af et mindretalsproblem, som måske truede

med at udvikle sig til konflikt. Værdien ved en sådan model ses især at være,

at det pågældende mindretal herved får en effektiv adgang til at blive hørt

og gøre sine synspunkter gældende. Der ville tilmed, så længe det konkrete

formynderskab bestod, være mulighed for at udøve rådgivning, eventuelt med

henblik på opnåelse af uafhængighed. Samtidig kunne formynderskabet være

afsæt for, at der i tilfælde af konflikt eller truende konflikt mere eller

mindre pr. automatik blev iværksat fredsbevarende eller fredsskabende

aktiviteter fra FN's side. Når man kunne betvivle, om et sådant forslag kan

vinde tilslutning, eller hvis dette er tilfældet, finde konkret anvendelse,

er det navnlig på grund af associationerne til afkoloniseringsprocessen.

Allerede det forhold, at der etableres et formynderskabsforhold ville

indeholde en formodning om, at sigtet hermed ville være fuld uafhængighed.

Der er ovenfor argumenteret for, at en tidlig lancering af denne den mest

vidtgående løsning ofte har vist sig at være egnet til at forgifte løsningen

af mindretalsproblemer.

Endvidere kunne man med OSCE's Højkommissær for Nationale Mindretal som

inspiration etablere en mere omfattende ordning med regionale højkommissærer.

Nok så vigtigt som at udbrede en sådan ordning vil dog være, at der sker en

klargøring af ordningernes kvalitative indhold, dvs. om tyngden fortsat skal

ligge på tidlig varsling og mægling som led i konfliktforebyggelse, eller om

en højkommissær skal kunne gå mere massivt og mere synligt ind i løsningen af

et mindretalsproblem.

Afslutningsvis i denne opregning af mulige løsningsmodeller skal peges på

rapporten »Det globale Naboskab« fra »The Commission on Global

Governance«, der under forsæde af Sveriges nuværende statsminister

Ingvar Carlsson afsluttede sit arbejde i oktober 1994. Rapporten, der

indeholder en række begrundede forslag til indsats vedrørende sikkerhed,

økonomi, økologi, retssikkerhed m.m., betegner et overordentlig ambitiøst

forslag til etablering af en ny international retsorden, muliggjort af en

styrkelse af de internationale institutioner, i første række FN. I det omfang

rapportens forslag blev gennemført, ville en række mindretalsproblemer blive

løst eller opløst. Den afgørende mekanisme i denne forbindelse er en

modificering af det statslige suverænitetsbegreb. Men hermed gives samtidig

en klar indikation af, at der er tale om et ret langsigtet projekt. Blandt de

mere mindretalsspecifikke tanker i rapporten fremtræder ikke mindst en

udvidelse af kredsen af aktører, som har hørings- eller anmodningsret, som

perspektivrig. Det er ovenfor fremhævet som et vigtigt problem og en kilde

til konflikt, at mindretal ofte savner muligheden for national eller

international dialog om sine anliggender. Hvor langsigtede rapportens forslag

end kan forekomme, er der næppe tvivl om, at den vil udgøre en vigtig

referenceramme for de kommende års bestræbelser, også på mindretalsområdet.

V. Afsluttende betragtninger

Allerede de ovenfor nævnte eksempler på internationale bestræbelser, der

sigter mod at lempe eller løse mindretalsproblemer, viser, hvor bred en

tilgang der er tale om. Det gælder både de institutionelle rammer,

foranstaltningernes umiddelbare indhold samt deres juridiske rækkevidde. De

eksempler på konkrete mindretalsproblemer, som er beskrevet i de fem

vedhæftede responsa, viser klart, hvor forskellige situationerne er i

henseende til baggrund, karakter og omfang. Det er let at indse

vanskeligheden ved at tilvejebringe et universelt instrument, der på en gang

er effektivt og almindeligt accepteret. Ikke alene problemernes forskellighed

er skyld heri. Også forskelle i staternes selvopfattelse spiller en afgørende

rolle. Den refererede diskussion om definitionen af mindretalsrettigheder som

individuelle kontra kollektive rettigheder er en klar illustration heraf. Det

er f.eks. ikke svært at indse, at en indvandrerstat som USA må have en ganske

forbeholden indstilling til spørgsmålet om at definere mindretalsrettigheder

som kollektive rettigheder. Men det er også værd at bemærke, at Danmark, som

i en række sammenhænge har støttet en kollektiv tilgang, selv i hovedsagen

har baseret sig på en individuel tilgang med hensyn til det tyske mindretal i

Sønderjylland.

Blandt de mange ovenfor refererede modeller, eksisterende som foreslåede,

forekommer ikke mindst bestræbelserne på at give mindretalsgrupper en reel

adgang til at komme til orde, i givet fald over for et internationalt organ,

at være perspektivrige. I det omfang dette lykkes, må det antages, at presset

på en truende konflikt i mange tilfælde vil blive lettet. Dette peger i

retning af at oprette eller sikre opretholdelsen af internationale organer,

som med dette formål kan udøve upartisk rådgivning på et højt respekteret

niveau. Som et konkret eksempel, på at dette (endnu) ikke er lykkedes, trods

utvivlsomt gode intentioner, kan nævnes det nye højkommisærembede under FN,

der som anført ovenfor lider af akut mangel på penge og kvalificeret

personale.

Lige så klart det synes, at bestræbelserne på mindretalsområdet også i

fremtiden må basere sig på en bred vifte af foranstaltninger, lige så klart

er det, at situationen for de enkelte mindretal især påvirkes af faktorer,

som ikke retter sig specifikt mod mindretallene. Den almindelige økonomiske

situation i det pågældende land eller region vil være afgørende for

levevilkårene for medlemmerne af et mindretal. Det er også en almen erfaring,

at fjendtlige relationer mellem befolkningsgrupper næres af usle økonomiske

vilkår eller af markante forskelle i levevilkårene de enkelte grupper

imellem. Det er ud fra denne erkendelse, at Tysklands hjælp til folketyske

elementer i Østeuropa oftest ydes som generel udviklingshjælp til den region,

hvor det tyske befolkningselement lever.

Ligesom de økonomiske perspektiver er afgørende, er de politiske det. Et

udviklet demokrati vil i sig selv være afgørende for, hvilken behandling et

mindretal vil kunne forvente. Men der er her grund til at erindre om, at der

selv inden for etablerede demokratiers kreds er ret vide rammer for den

politiske kultur, som vil være af betydning i den her omhandlede sammenhæng.

Således vil en mere udbredt konsensus-kultur i sig selv tendere mod også at

komme eventuelle mindretal til gode, mens situationen er anderledes i lande,

hvor der er tradition for, at selv store politiske oppositionsgrupper nærmest

udelukkes fra indflydelse mellem valgene. I adskillige lande, herunder

udpræget i Danmark, anses det repræsentative demokrati kun at udgøre en

(vigtig) del af den demokratiske styreform. Borgernes direkte deltagelse i

beslutningsprocesser, som angår dem selv, anses efterhånden som et naturligt

led i samfundslivet. Denne videregående demokratiopfattelse,

deltagelsesdemokratiet, vil i det omfang, den vinder frem, også få positive

virkninger med hensyn til mindretallenes situation.

Det måske klareste eksempel på betydningen af generelle politiske

perspektiver i relation til situationen for mindretallene er de central- og

østeuropæiske landes udsigt til at blive deltagere i den europæiske

integrationsproces. Det er evident, at tilskyndelsen til at finde generelt

acceptable løsninger på især de grænseoverskridende mindretalsproblemer har

tæt sammenhæng med udsigten til at blive medlem af EU inden for en kortere

årrække. Stabilitetspagten er blot et udtryk herfor. Nogle har imidlertid

fremhævet, at man fra vesteuropæisk side herved i virkeligheden opstiller

dobbelte standarder, idet flere vesteuropæiske lande ikke selv ville være

indstillet på at leve op til de krav, der nu stilles til landene i Central-

og Østeuropa. En vis parallel til situationen efter Første Verdenskrig anes.

I nærværende notat er mindretalsproblemer i Vesteuropa ikke diskuteret, og

i de medfølgende responsa er de kun behandlet sammenhængende, for så vidt

angår mindretallene omkring den dansk-tyske grænse. Dette er ikke udtryk for,

at der ikke findes mindretalsproblemer i Vesteuropa, også sådanne, der er

uløste eller utilfredsstillende løst. Alligevel gør der sig nogle afgørende

forskelle gældende, når der sammenlignes med de tidligere kommunistiske lande

i Central- og Østeuropa. Når det drejer sig om grænseoverskridende

mindretalsproblemer, har det stadig mere intense samarbejde i Vesteuropa

bidraget til at skabe en generelt tillidsfuld atmosfære, som i sig selv har

befordret lempelige løsninger på sådanne mindretalsproblemer. Et eksempel her

kunne være forholdene for det tysktalende mindretal i Sydtyrol eller Alto

Adige, som er provinsens italienske navn.

Hvad angår mindretalsproblemer inden for det enkelte lands grænser, er der

ovenfor argumenteret for, at demokrati og gunstige økonomiske vilkår alt

andet lige vil have en positiv virkning på mindretallenes situation. Hertil

kommer en generel tendens til decentralisering af styret i de fleste

vesteuropæiske lande. Selv om denne udvikling i hovedsagen finder sted ud fra

andre hensyn, vil mindretallenes ønsker om autonomi lettere kunne imødekommes

ad denne vej. Spanien, som i Franco-tiden var kendetegnet af en hård

centralistisk og nationalistisk politik, er i denne henseende et godt

eksempel. Da Franco døde og demokratiet genindførtes, befandt man sig i en

situation, der i en vis forstand kan sammenlignes med opbruddet i Central- og

Østeuropa efter 1989. Undertrykte politiske og nationale følelser kom op til

overfladen. Forfatningen af 1978 fastslog nationens enhed, men anerkendte og

garanterede samtidig retten til autonomi for »nationaliteter og

regioner«, der indgår i staten. Inden for disse rammer har der fundet en

gradvis udvikling sted, der i visse regioner, bl.a. i det rige og

tætbefolkede Katalonien, har understøttet en social og økonomisk

fremgangslinje. I Baskerlandet udviklede situationen sig derimod anderledes.

Et mindretal i den baskiske befolkning, organiseret i

ETA-undergrundsbevægelsen, hvis politiske talerør er det yderligtgående

nationalistparti Herri Batasuna, anerkender ikke den selvstyreordning for

Baskerlandet, der er fastsat i forfatningen, men ønsker løsrivelse fra den

spanske stat. En energisk indsats mod terrorvirksomheden samt en øget

folkelig modstand mod ETA i Baskerlandet kan måske vise sig at styrke

udsigterne for en fredelig løsning. I det hele taget har der i de senere år

fundet en debat sted i det spanske samfund om mulighederne for en yderligere

decentralisering af styret. I debatten indgår også modeller, som nærmest må

betegnes som føderale.

Et særligt tema i denne debat har været spørgsmålet om de spanske

regioners deltagelse i EU-samarbejdet. Dette tema har som bekendt spillet en

betydelig rolle i den tyske Europa-debat i takt med, at EU-samarbejdet kom

til at omfatte spørgsmål, der i Tyskland varetages på delstatsplan. I det

hele taget er der grund til at tro, at de (ganske vist begrænsede) føderale

træk i EU-samarbejdet vil være egnet til at skabe en hensigtsmæssig ramme om

imødekommelsen af en række ønsker fra mindretalsgrupper i medlemslandene.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter