1994 BR 2 BERETNING OVER MINDRETALSPROBLEMATIKKEN NR 2 1994-95, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet beretningens emner i 5 møder og har herudover dels
gennem udenrigsministeren modtaget en besvarelse fra formandskabet for Det
Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), dels afholdt 2 møder med
SNU. Besvarelsens konklusioner vil blive optaget som bilag til den trykte
beretning, og det resterende materiale vil blive optrykt samtidig hermed og
fremlagt på Folketingets bibliotek.
På den baggrund ønsker udvalget at udtale følgende:
Direkte eller indirekte ligger mindretalsproblemerne bag en række væbnede
og voldelige konflikter overalt i verden. I Europa kender vi dem kun alt for
godt i Eksjugoslavien, Kaukasus, Tyrkiet og Spanien. Uden for Europa slår de
i Afrika eksempelvis ud i Mali, Senegal, Nigeria, Rwanda og Burundi. I Asien
i Bangla Desh, Indien, Kina, Indonesien m.fl. og i Latinamerika i f.eks.
Brasilien. Rapporten "The Right of Self-Determination" fra
"The Martin Ennals Memorial Symposium", marts 1993, anfører, at i
henved 50 lande er konflikter med relation til krav om selvbestemmelse i
gang. SNU har i overensstemmelse med Folketingets Udvalg vedrørende Dansk
Sikkerhedspolitik koncentreret sig om at beskrive de særlige europæiske
mindretalsproblemer, som er den mest nærliggende trussel for den europæiske
og dermed for den danske sikkerhed. Europa har et betydeligt antal mindretal.
Alene mængden af sprog angiver forholdet. Ikke mindre end 31 sprog tales af
mindre end 800.000 mennesker (roman). Det mindste sprog er ingrisk, som tales
af 100 mennesker i nærheden af Skt. Petersborg. Til forebyggelse af
konflikter i Europa er udviklet Europarådet og OSCE samt Østersørådet, men
problemet har verdensomspændende karakter. Den regionale, men til syvende og
sidst også den globale sikkerhed trues af de uafklarede forhold omkring
mindretalsrettigheder, som hænger sammen med territorialitetsproblemet,
suverænitetsprincippet og definitionsvanskelighederne, der igen har gjort det
vanskeligt at opstille og oprette velfungerende internationale
konfliktløsningssystemer og at definere international ret på området.
Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at Danmark - vanskelighederne
Læs alt
til trods - internationalt skal arbejde for en afklaring af disse spørgsmål
og problemer med henblik på at sikre en fredelig og retfærdig
verdensudvikling.
Derfor har udvalget bedt udenrigsministeren via SNU udarbejde en
beskrivelse af mindretalsproblematikken og anvise mulige løsningsmodeller.
På baggrund af dette arbejde fremlægger udvalget hermed sine vurderinger
og anbefalinger.
Udvalget har noteret sig de forskellige definitioner på mindretal, der er
formuleret i forskellige internationale fora og konventioner. I den
forbindelse lægges det vægt på følgende:
FN-deklarationen "On the Rights of Persons Belonging to National or
Ethnic, Religious and Linguistic Minorities", 1992, i hvis artikel 1,1
står:
»States shall protect the existence and the national or ethnic,
cultural, religious and linguistic identity of minorities within their
respective territories, and shall encourage conditions for the promotion of
that identity«.
I den forbindelse henledes opmærksomheden på FN's generalforsamlings
resolution af 1994 (48/138), hvori staterne opfordres til (urges) »to
promote and protect the rights of persons belonging to national or ethnic,
religious and linguistic minorities, as set out in the Declaration, including
through the facilitation of their full participation in all aspects of the
political, economic, social, religious and cultural life of society and in
the economic progress and development of their country.« Og som i punkt
8 opmuntrer »intergovernmental and non-governmental organizations to
continue to contribute to the promotion and protection of the rights of
persons belonging to national or ethnic, religious and linguistic
minorities«. Hermed er mindretalsspørgsmålene blevet gjort til et
anliggende for regionale såvel som ikkestatslige organisationer - altså
verdensoffentligheden. De er således ikke længere noget indre anliggende.
Udvalget ønsker også at fremhæve Europarådsrekommandationen 1201, 1993, i
forbindelse med en protokoltilføjelse vedrørende de nationale
mindretalsrettigheder til Den europæiske Menneskerettighedskonvention, i hvis
præambel nr. 3 problemets kerne beskrives:
»Considering that only the recognition of the rights of persons
belonging to a national minority within a state, and the international
protection of those rights, are capable of putting a lasting end to ethnic
confrontations, and thus of helping to guarantee justice, democracy,
stability and peace«.
Europarådets parlamentariske forsamling fremhæver her den internationale
beskyttelse af de nationale mindretal og bestemmer i artikel 2 medlemskab af
en national minoritet som værende »et frit personligt valg«.
I Artikel 11 går Europarådet videre og bestemmer, at de nationale
mindretal på de steder i nationen, hvor de udgør et flertal, skal have en
form for forvaltningsmæssig særstatus:
»In the regions where they are in a majority the persons belonging to
a national minority shall have the right to have at their disposal
appropriate local or autonomous authorities or to have a special status,
matching the specific historical and territorial situation and in accordance
with the domestic legislation of the state«.
Udvalget bemærker i forbindelse med denne rekommandation, at statscheferne
på deres møde i Wien 9.10.1993 undlod at efterkomme rekommandationen, hvilket
Forsamlingen i Rekommandation 1231, 1994, »dybt beklagede«, idet
den samtidig gjorde opmærksom på, at »The European Charter for Regional
or Minority Languages«, der blev åbnet for underskrivelse i 1992, kun er
blevet ratificeret af Finland og Norge.
Udvalget skal opfordre regeringen til at sørge for Danmarks ratifikation
og samtidig henstille, at den danske regering arbejder for at fremme
vedtagelsen af rekommandation 1201.
Til bestemmelse af, hvad et mindretal er, henleder udvalget opmærksomheden
på ILO's konvention nr. 107, som SNU's formandskab har inddraget i sine
afsluttende bemærkninger jf. bilaget side 7.
Ligeledes har udvalget bemærket det af formandskabet nævnte responsum fra
Den internationale Domstol om fællesskabsbegrebet, jf. bilagets side 6-7.
Der er i dag mange internationale organisationer fra FN til Østersørådet,
som har i opdrag at beskytte menneskerettighederne og folkenes rettigheder,
men der er tydeligvis behov for at få skabt procedurer, som sikrer tidlig
handling for at undgå, at kriser bliver til krige, og for at få præciseret,
revideret, udvidet og legaliseret nogle beslutningsorganer, som på
forpligtende vis kan varetage opgaven til alle folks gavn.
Udvalget kan i vidt omfang henholde sig til formandskabets betragtninger
omkring nye instrumenter, jf. bilaget side 15 ff., men man vil især opfordre
regeringen til nøje at følge og konstruktivt i FN at arbejde videre med
realiseringen af tankerne omkring folkenes selvbestemmelse og
mindretalsbeskyttelse i rapporten fra »The Commission on Global
Governance« (Carlsson/Ramphal-rapporten). 50-året for FN's tilblivelse
er det rette tidspunkt til at foretage de tilpasninger og revisioner af
FN-pagten, som gør FN's krisestyrende funktioner egnede til at løse de
kriser, som karakteriserer vor tid.
Udvalget skal i den forbindelse pege på behovet for at give Den
internationale Domstol mere styrke og gøre den til et organ, som også kan
levere bindende udtalelser om mindretals rettigheder og nationalstaters
forpligtelser. Udvalget kan tilslutte sig kommissionens anbefalinger til
ændringer af domstolens opbygning og dommerrekrutteringen samt begrænsningen
af udnævnelsen til en ti-års-periode. Danmark bør arbejde for ændringerne af
ansættelsesproceduren og ansættelsesvilkårene på den kommende
FN-generalforsamling, da disse ændringer ikke kræver formelle tilføjelser til
domstolens status.
Den internationale Domstol omtales i FN-pagten som organisationens
"øverste juridiske myndighed", hvorfor Danmark i FN bør arbejde
for, at alle de lande, som ikke allerede har anerkendt domstolen som bindende
domsmyndighed, nu gør dette. Først da kommer der mening i artikel 94 i
FN-pagten, hvorefter Sikkerhedsrådet får tillagt magt til at »fremsætte
anbefalinger eller træffe beslutning om forholdsregler, der skal træffes for
at gennemtvinge beslutninger« fra domstolen. Hermed kommer der samtidig
forpligtende indhold i FN's deklaration om mindretalsrettigheder, 1992, som
understreger mindretallenes ret til at deltage effektivt i beslutningerne
både på det nationale og det regionale plan.
På de årlige generalforsamlinger opfordrer Danmark staterne til at
anerkende domstolens obligatoriske jurisdiktionskompetence i henhold til
artikel 36 i domstolens statut. Danmark har sammen med de øvrige nordiske
lande taget initiativ til en Trustfond, som administreres af
generalsekretæren med henblik på at fremme udviklingslandenes muligheder for
at benytte Den internationale Domstol. Derfor vil det være naturligt, at
Danmark også går i spidsen for de foreslåede ændringer og samtidig støtter
generalsekretærens eget forslag fra hans »Agenda for Peace«, der
går ud på, at han tildeles kompetence til at afæske responsa fra Den
internationale Domstol om juridiske spørgsmål, jf. pagtens artikel 96.
Mindretallenes rettigheder kan kortsluttes på mange måder og dermed udløse
de kriser, som bliver til uafhængighedsbevægelser og krige. Til imødegåelse
heraf er anmodningsretten for ikkestatslige aktører et vigtigt instrument,
som ikke må blive udhulet, som tilfældet var med »petitions-retten«
under Folkeforbundet. Nationalstaten skal ikke kunne forhindre en anmodning
fra et mindretal i at blive behandlet. Udvalget anbefaler, at den udformning,
anmodningsretten har fået i Østersørådet, også indføres i FN-systemet.
Carlsson/Ramphal-kommissionen anbefaler oprettelsen af et
"Anmodningsråd", der skal tage stilling til, om anmodningen er af
en så alvorlig art, at den bør behandles af Sikkerhedsrådet. Udvalget kan
tilslutte sig dette forslag.
Både til Sikkerhedsrådet og til Den internationale Domstol bør
generalsekretæren kunne henvise opdukkende uoverensstemmelser af enten
politisk eller juridisk art eller begge dele. Ligesom generalsekretæren
årligt giver en rapport om menneskerettighedssituationen, bør denne årligt
levere en rapport til generalforsamlingen om mindretalsproblematikken i
medlemslandene i relation til de indgåede konventioner.
Udvalget har ligeledes bemærket sig Carlsson/Ramphal-rapportens opfordring
til at give Formynderskabsrådet (The Trusteeship Council) i FN nye
arbejdsområder, om end der her alene tænkes på miljøområdet. Imidlertid kan
Formynderskabsrådet også gennem en revision af FN-pagten få en rolle at
spille i mindretalsproblematikken. Rådet bør kunne tage stilling til, om et
nationalt mindretal har krav på en folkeafstemning om sit fremtidige
tilhørsforhold og administrere en sådan, ligesom det bør kunne tage stilling
til, om et oprindeligt folk kan have berettiget krav på en form for autonomi
eller ligefrem suverænitet under respekt for de internationale konventioner,
hvilket svarer til optagelsesbetingelserne til Europarådet.
Udvalget har med interesse noteret sig sammenfaldet mellem
Carlsson/Ramphal-rapporten og anbefalingerne fra »The Martin Ennals
Memorial Symposium on Self-Determination«, 1993, hvori det anbefales at
oprette »en uafhængig, ikkestatslig kommission vedrørende
selvbestemmelse«. Denne kommission skal beskæftige sig med
- Examining the scope and content of the right of self-determination
- Identifying the relevant criteria for determining the legitimacy of a
claim to self-determination
- Recommending specific mechanisms which would have the competence to
decide such claims
- Proposing means of encouraging dialogue in respect of such claims; and
- Suggesting effective ways in which the right of self-determination might
be exercised in the face of resistance by those with the power to deny the
right.
Med anmodningsretten finder udvalget, at disse opgaver bedst genemføres i
FN-regi enten gennem oprettelsen af et Anmodningsråd eller ved at give
Formynderskabsrådet alle beføjelserne til at beskæftige sig hermed. Dermed
sikres mindretal en international behandling, som kan imødegå væbnede
aktioner fra mindretallene, idet disse fremkommer, når deres efter egen
mening velbegrundede krav tilsidesættes eller kravene efter nationalstatens
mening fremsættes ubegrundet, hvilket rådet vil forholde sig til.
Udvalget har i denne forbindelse noteret sig forslaget om oprettelse af en
Højkommissær-stilling inden for FN til varetagelse af mindretalsspørgsmål.
Til vedkommende skulle mindretallene have direkte adgang, hvorefter han i
givet fald fremsætter sine forslag for rådene eller i tilspidsede situationer
direkte over for generalsekretæren og Sikkerhedsrådet. I forbindelse med de
oprindelige folks rettigheder findes allerede en sådan funktion i FN, som kan
udvides med disse opgaver, eftersom det definitorisk er ganske vanskeligt at
sondre mellem oprindelige folk og historiske nationale minoriteter, således
som SNU's formandskab med rette påpeger.
Konkluderende skal udvalget anbefale, at Danmark arbejder for at få
etableret sådanne krisestyringssystemer og mindretalsorganer inden for
FN-systemet allerede på den kommende generalforsamling, eventuelt gennem en
konvention, således som det blev foreslået af Liechtenstein på
generalforsamlingerne i 1991 og 1993. Udvalget anbefaler i denne forbindelse,
at Danmark støtter Carlssonkommissionens forslag om, at generalforsamlingen i
1998 afholder en konference om global styring, hvis beslutninger skal
ratificeres og gennemføres i praksis inden år 2000, men udvalget er samtidig
enig med kommissionen i, at ikke alle forslag behøver at afvente den endelige
konference for - som den skriver: »Faktisk kan visse af ændringerne slet
ikke udsættes uden risiko for faretruende udviklingstendenser, specielt på
freds- og sikkerhedsområdet«. (S. 280).
Udvalget anerkender betydningen af organer og procedurer, som de kendes i
dag fra de internationale fora eller modeller såsom Stabilitetspagten,
anerkendelsesproceduren inden for Europarådet, København-Bonn-erklæringen,
afstemningsinstituttet, hjemmestyreordningerne etc.
Ikke mindst Stabilitetspagten synes at have god gennemslagskraft over for
lande, der søger nærmere tilknytning til EU og NATO. Derfor opfordres den
danske regering til at være opmærksom herpå og medvirke til, at muligheder
for aftaler, der kan opnås ad denne vej, ikke forpasses.
Gennem disse forslag til en aktiv dansk indsats på det krise- og
krigsforebyggende område med rod i mindretalsproblematikken har udvalget
såvel som SNU's formandskab ønsket at pege på forskellige muligheder for at
oprette, revidere eller sikre opretholdelsen af internationale organer, som
kan give mindretalsgrupper en reel adgang til at komme til orde og få
afprøvet »deres sag« over for et internationalt organ, som kan
forpligte landene.
Det er udvalgets opfattelse, at netop et lille land har størst interesse i
at medvirke til at fremme aftalesystemer, som forpligter til fredelige
løsninger for individer såvel som folk, uden at centralstaten griber til
våben, eller at midretallet drives til terror- eller guerillavirksomhed. Thi
her synes den største trussel mod staters og individers sikkerhed at opstå i
dag.
P.U.V.
Per Stig Møller
fm.
DET SIKKERHEDS- OG NEDRUSTNINGSPOLITISKE UDVALG Bilag
Den 3. maj 1995
Redegørelse om mindretalsproblemer i Europa
Afsluttende notat fra SNU's formandskab
Med skrivelse af 1. november 1994 fremsatte Folketingets Udvalg vedrørende
Dansk Sikkerhedspolitik gennem udenrigsministeren anmodning om, at SNU
udarbejdede en redegørelse om situationen for de europæiske mindretal. Der
ønskedes en analyse af de aktuelle konflikter og eventuelle konflikter med
henblik på at etablere en dansk grundholdning til disse under inddragelse af
mulige konfliktløsningsmodeller via FN, CSCE, NATO, EU, WEU, Europarådet,
Nordisk Råd, Østersørådet samt Den Internationale Domstol.
Efter drøftelser mellem udvalget og SNU's formandskab blev det aftalt, at
besvarelsen af udvalgets anmodning skulle have tyngden på behandlingen af en
række konkrete mindretalsproblemer samt perspektiverne for deres løsning. Fem
responsa dækker denne del af besvarelsen: Uffe Østergårds om dansk
mindretalspolitik i praksis, Jørgen Kuhls om mindretal og mindretalspolitik i
Centraleuropa, Helen Krags om mindretals situation i Kaukasus, Mette Skaks om
Ruslands og Ungarns politik i relation til henholdsvis den russisktalende og
ungarsktalende diaspora i nabolandene samt Klaus Carsten Pedersens responsum
om mindretalsproblemer i Baltikum. Af disse responsa, der er vedhæftet dette
notat, er de fire allerede ved deres færdiggørelse blevet tilsendt
folketingsudvalget.
Ovennævnte fremgangsmåde for besvarelsen, hvor tyngden ligger på de
faktisk forekommende mindretalsproblemer, har været anset for velbegrundet
under hensyn til mindretalsproblemernes kompleksitet, som nødvendiggør
forskellige løsninger.
Nærværende notat, som er udarbejdet af SNU's formandskab og på dettes
ansvar, afslutter besvarelsen af udvalgets anmodning. Det skal understreges,
at notatet ikke på nogen måde prætenderer at give en udtømmende fremstilling
af mindretalsproblemerne og deres løsning. Sigtet med notatet er at uddrage
nogle fællestræk i de hidtidige bestræbelser på at løse mindretalsproblemer,
især på baggrund af fremstillingen i de fem responsa. En række institutioner
og instrumenter, som har været anvendt på mindretalspolitikkens område, vil
blive omtalt. Endelig vil perspektiverne for de kendte institutioners og
instrumenters anvendelighed blive diskuteret tillige med nogle af de forslag,
som optræder i den internationale debat om mindretalsspørgsmål.
I. Indledning
Afslutningen af den kolde krig synes som konsekvens af have haft en
opblomstring af en lang række konflikter, især i SNG-området. Disse
konflikter er udslag af modsætninger, som under den kolde krig blev holdt
nede med forskellige midler, bl.a. omfattende magtapparater.
Hovedårsager til konflikterne forekommer især at være etniske, nationale,
religiøse og formentlig også i et vist omfang racemæssige modsætninger, men
man må ikke være blind for, at der også er et manipulatorisk aspekt i den
forstand, at konflikter ofte »etnificeres«. Det må antages, at der
i modsætningerne også kan skjule sig samfundsproblemer af strukturel karakter
og modsætninger, som følger af gamle livsformers konfrontation med modernitet
og teknologi. I nutidens forståelse rubriceres de nye konflikter i vidt
omfang som minoritets- eller mindretalskonflikter, fordi de optræder som
mindre gruppers oprør imod det centralstyre, der repræsenterer
flertalsbefolkningen, og i folkeretlig forstand er interne anliggender.
At de i højeste grad også har potentiel som internationale konflikter
følger af, at et mindretals sag ofte bliver et anliggende for nabostater, der
føler at måtte optræde som det beslægtede mindretals beskytter og talsmand
over for flertalsstyret i staten. Hertil kommer den internationalisering af
begrebet »interne anliggender«, der er sket i efterkrigstiden
parallelt med en stigende opmærksomhed om menneskerettighedernes
efterlevelse. Baggrunden for ønsket om at blande sig kan dels være
overvejelser af, om det ville være humanitært forsvarligt blot at se til,
dels sikkerhedspolitiske overvejelser af samme indhold.
Indblanding udefra vil imidlertid ofte virke mod hensigten. Der kan være
tale om mere eller mindre velmenende indgriben fra venner og naboer, der
måske i virkeligheden vil forfølge videregående formål. Samtidig er det dog
en erfaring, som folkeretten også tager højde for, at en række problemer kun
kan løses, hvis en tredjepart kommer ind i sagen. Dette kan illustreres
gennem den netop afsluttede Stabilitetspagt, der er omtalt senere i dette
notat.
Ligesom perioden efter Første Verdenskrig har perioden efter Anden
Verdenskrig forholdt sig til spørgsmålet om international fred og sikkerhed
ud fra en forestilling om, at international organisation var midlet til at
skabe fred og retfærdighed i de internationale relationer, herunder også at
sikre svagere grupper mod stærkere - Folkeforbundet efter Første Verdenskrig,
De Forenede Nationer efter Anden. Til disse verdensomspændende organisationer
føjer sig en lang række underorganisationer med nærmere definerede særlige
virkefelter. Blandt de regionalt afgrænsede kan nævnes Europarådet, OSCE, OAS
(Organisationen af Amerikanske Stater) og OAU (Organisationen for Afrikansk
Enhed).
De internatioanle organisationers arbejde gøres ikke lettere af, at der
ikke findes nogen almengyldig definition på mindretal, heller ikke i de
konventioner, der indeholder mindretalsrettigheder. For det meste indgår der
en bestemmelse om, at det drejer sig om statsborgere i et land. Herved
udelukkes indvandrere, flygtninge etc. Der er også ofte både en kvantitativ
og en kvalitativ bestemmelse: det drejer sig om grupper i samfundet, som
numerisk er i mindretal, og som samtidig adskiller sig fra hoveddelen af
befolkningen i etnisk, sproglig, religiøs eller national henseende. I
internationale konventioner skelnes klart mellem mindretal og oprindelige
folk. I daglig tale og i sociologiske definitioner er denne skelnen ikke
praktikabel; f.eks. anvendes begrebet mindretal om russerne i de baltiske
lande, uanset om de er statsborgere eller ej, eller om de i estisk lov
omtales som indvandrere eller ej. Og om samer eller tjetjenere er mindretal
eller oprindelige folk, er ligeledes et spørgsmål om juridisk versus
sociologisk definition. Til trods for, at indvandrere i Danmark er
organiseret i »Sammenslutningen af etniske mindretal i Danmark«, er
de i juridisk forstand ikke mindretal, selv om det at tilhøre et mindretal
formuleres som et individs eget valg.
Det har været diskuteret, om nationale mindretal (OSCE-dokumenternes
formulering) og nationale eller etniske, religiøse og sproglige mindretal
(FN's formulering) omfatter de samme mennesker, og hvad et nationalt
mindretal er. I sidste ende er det et spørgsmål om de enkelte staters
anerkendelse af en gruppe som mindretal. I Danmark er kun det tyske mindretal
anerkendt, i Frankrig findes der ifølge forfatningen ingen mindretal, og også
Tyrkiet og andre lande har forfatningsmæssige begrænsninger. Indtil for nylig
var ikketerritoriale mindretal helt udelukket fra mindretalsdefinitioner, men
nu har enkelte lande f.eks. anerkendt roma (sigøjnere) som mindretal. Dette
har selvfølgelig betydning, når juridiske aftaler skal implementeres.
Mange lande har også politiske begrænsninger for, hvad et mindretal må
kaldes, og dermed, hvilke rettigheder det omfattes af. F.eks. findes i
Grækenland officelt ingen makedoniere, men kun slavisktalende grækere, og
landets tyrkere må kun kalde sig græske muslimer. De er dermed blot
henholdsvis sproglige og religiøse mindretal og ikke nationale. Der er også
forskellige traditioner: i Østeuropa opfattes jøder som etnisk mindretal, i
Vesteuropa som religiøst. På denne baggrund er det ikke muligt at afgøre
objektivt og almengyldigt, hvilke og hvor mange mindretal der findes i
Europa.
Det er heller ikke muligt at angive, hvor mange individer der tilhører
mindretal. For det første er det som nævnt, i hvert fald som en målsætning,
et individs eget valg, om det ønsker at tilhøre et mindretal, og sådanne valg
er undergivet konjunkturer - afhængig af, hvilke rettigheder et givet
mindretal har, om det er omfattet af høj prestige eller måske er forfulgt.
Antallet af tyskere i Danmark under den tyske besættelse var således mærkbart
højere end lige efter krigen. Assimilationsprocessen, inklusive skift af
sprog til et nationalsprog eller blandede ægteskaber, påvirker ligeledes
holdningerne.
Dertil kommer, at der forskellige steder anvendes forskellige kriterier. I
Danmark anvendes som bekendt sindelagskriteriet, som er subjektivt, i Finland
bruges udelukkende et sprogligt kriterium for det svenske mindretal, altså et
objektivt kriterium. Den manglende mulighed for at tælle mindretal hænger
også sammen med, at der i Vesteuropa ikke er tradition for at registrere
folks etniske tilhørsforhold. Det regnes faktisk for en privatsag. I store
dele af Østeuropa er registreringen derimod obligatorisk, men her er den til
gengæld vilkårlig. Der er altså både subjektive og objektive kriterier,
eksterne og interne definitioner (henholdsvis flertallets og mindretallets),
tidsmæssige fluktuationer og mangel på registreringsdata.
Det er således klart, at eventuelt talmateriale vedrørende minoriteter
varierer meget afhængigt af forskellige kilder.
I redegørelsen er der ikke taget hensyn til, om mindretalsgrupper i deres
respektive lande er anerkendt som nationale mindretal. I juridisk forstand
bliver man dog nødt til at skelne mellem:
- ikke anerkendte mindretal
- anerkendte nationale mindretal
- oprindelige folk
- folk,
og desuden må der ved diskussionen vedrørende mindretalspolitik skelnes
mellem mennesker/folk og territorier.
II. Folkeforbundet og FN-pagten
Historisk kan den nuværende mindretalsdiskussion føres tilbage til
reformationstiden, hvor opsplitningen af den katolske kirke og statslige
ensretningsbestræbelser gjorde religiøse mindretal til et politisk problem i
en række stater.
I sin nutidige form har det europæiske problem om forholdet mellem
centralstat og mindretal i en bestemt stat sin oprindelse i opløsningen af de
fire riger, der gik ud af Første Verdenskrig som tabere, dvs. det russiske,
det tyrkiske, det østrig-ungarske og det tyske rige. Selv om sejrherrerne
hyldede et princip om folkenes selvbestemmelse ved dannelsen af en række nye
mindre stater og ved ændring af Tysklands grænser, spillede også en række
andre hensyn ind. De nye stater kom til at indbefatte mange og ofte særdeles
store mindretal inden for deres grænser.
Her er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at der i dette århundrede
har været tale om to principielt forskellige tilgange til behandlingen af
mindretalsspørgsmål: Man kan sondre imellem en Folkeforbundsmodel og
den måde, hvorpå spørgsmålet har været opfattet ved affattelsen af De
Forenede Nationers pagt. Folkeforbundspagten opererede med en
forestilling om mindretallet som en speciel gruppe af mennesker med særlige
rettigheder med henblik på at bevare gruppens særpræg. Den rummede imidlertid
ikke bestemmelser om sanktioner ved overtrædelse. FN-pagtens forfattere
forestillede sig derimod med baggrund i Nazi-Tysklands misbrug af
Folkeforbundspagtens bestemmelser, at beskyttelse af mindretal måtte være
bedst varetaget i kraft af den generelle beskyttelse af det enkelte individs
retsstilling, der antoges at følge af menneskerettighedsbegrebet. Når den
enkelte havde ret til frit at udfolde sig på lige fod med alle andre borgere
i det pågældende samfund, skulle der ikke være behov for særlige regler til
at beskytte den enkeltes stilling som særligt samfundsmedlem.
Det synes ikke at have været genstand for dybtgående overvejelser, da
Folkeforbundets bestemmelser blev formuleret, at bestemmelser om
mindretalsbeskyttelse kunne blive opfattet som formynderi og begrænsning af
suverænitet for folk, der netop var blevet frie. Man forestillede sig vel, at
de ville tjene til at udligne grænsereguleringernes relative vilkårlighed, og
at selve den tilsigtede mindretalsbeskyttelse ville tjene til at tage
spændingen af konflikterne mellem de befolkningsgrupper (i flere tilfælde
forholdet mellem et mindretal af det hidtidige herrefolk og den nye stats
flertal af hidtil undertrykt befolkning), som nu skulle være fælles om at
være ligestillede statsborgere i de nye stater.
Faktisk kom Folkeforbundets bestemmelser om beskyttelse af mindretal nok
nærmest til at virke imod den dybere hensigt at virke konfliktdæmpende, fordi
de ikke blev efterlevet. 1930'ernes autoritære regimer havde meget begrænset
forståelse for mindretals rettigheder.
Måske netop fordi mindretalsbeskyttelsen på denne måde havde nøje
sammenhæng med grænsedragningen og tilstedeværelsen af det nationale
mindretal derfor blev en daglig påmindelse om, at grænserne var
utilfredsstillende ud fra det ene eller andet synspunkt, indførte
mindretalsbeskyttelsen et moment af ustabilitet i staternes indbyrdes
afgrænsning og forhold. Den bidrog til at holde en forestilling om
»blødende grænser« levende og gav utvivlsomt håb til mange
forventninger om grænserevision, når tidens fylde kom. Hermed er tegnet en
del af den historiske og politiske baggrund for, at mindretalstraktaternes
system under Folkeforbundet gik i opløsning, efterhånden som magtkampen i
Europa skærpedes. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at der aldrig
fra officiel tysk side blev stillet krav om revision af den dansk-tyske
grænse, der - bortset fra den tysk-polske grænsedragning i Schlesien - ene af
alle Versailles-systemets grænsedragninger var resultat af en
folkeafstemning.
Eftersom Folkeforbundets mindretalssystem således i virkeligheden snarest
blev en kilde til konflikt og et middel for staternes rivalisering, mødte
tanken om at genoplive beskyttelsen af nationale mindretal efter Anden
Verdenskrig - som et led i en almindelig international beskyttelse af
menneskerettighederne - derfor en betydelig modstand. Begivenhederne under
Anden Verdenskrig havde til gengæld tjent til at understrege det enkelte
menneskes behov for beskyttelse mod overgreb fra en vilkårlig statsmagt. Det
blev derfor om denne beskyttelse, de nye former for international
organisation og regulering, FN-pagten og Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder, kom til at handle, medens man i disse aftaler forgæves
leder efter bestemmelser om mindretalsbeskyttelse forstået som rettigheder
til kollektiver.
Mindretallene måtte følgelig nøjes med den beskyttelse, der lå i et
almindeligt forbud mod diskrimination over for det enkelte menneske bl.a.
under hensyn til national oprindelse. Det er kernen i FN-pagtens (art. 1 og
55) og Verdenserklæringens (art. 2) bestemmelser om, at menneskerettigheder
tilkommer enhver uden hensyn til race, køn, sprog eller religion.
FN-pagten fastslår endvidere i art. 1 blandt sine formål og grundsætninger
»Folkenes ligeret og selvbestemmelse«. Hvad der nærmere skal
forstås ved »folk« og »selvbestemmelse«, fremgår
imidlertid ikke af teksten.
FN-pagten giver således i sig selv kun et meget begrænset holdepunkt for
at udvikle særlige internationale garantier til beskyttelse af nationale
eller etniske mindretal forstået som separate grupper i et lands befolkning,
der føler behov for at værne om deres særlige identitet og kultur i
modsætning til vedkommende lands dominerende befolkningsgruppe.
Det er på denne baggrund, man må se de bestræbelser, der er udfoldet på at
supplere og komplettere FN-pagten for at finde nye former for international
beskyttelse af mindretal og ikke mindst forebygge konflikter imellem
mindretal og flertal og imellem forskellige mindretal inden for samme stat.
Det har vist sig, at hverken det ene eller det andet folkeretlige princip
taget for sig har kunnet yde den ønskede beskyttelse imod overgreb og sikre
fredens bevarelse. Denne erkendelse har fundet udtryk i vedtagelse af en
række supplerende konventioner inden for FN-systemet, der indeholder
bestemmelser med sigte på at beskytte mindretal. Hertil kommer bestræbelserne
inden for Europarådet og CSCE, nu OSCE.
III. Instrumenter på mindretalsområdet
Ud over selve FN-pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder er
der gradvis inden for FN-systemet kommet en række instrumenter til, som, hvad
enten mekanismen er forbud mod diskrimination eller positiv angivelse af
rettigheder, har sigtet mod at beskytte mindretal eller andre udsatte
grupper. Af de grunde, der er beskrevet ovenfor, er disse rettigheder i helt
overvejende grad udformet som individuelle rettigheder, således også i det
seneste større regelværk på området, deklarationen om mindretalsrettigheder
fra 1992, der dog i sin formålsparagraf taler om, at »States shall
protect the identity of minorities and shall encourage conditions for the
promotion of that identity«. Regelsættet mod racediskrimination er det
område, hvor man er gået længst i retning af at definere kollektive
rettigheder. I øvrigt indeholder teksterne talrige henvisninger til staternes
suverænitet, både direkte og i form af reservationer som »where
appropriate«, »wherever possible« osv.
Blandt de tidlige eksempler på mindretalsbeskyttelse inden for FN-systemet
kan nævnes formynderskabsordningen. Som et led i afkolonialiseringen efter
Anden Verdenskrig forestod de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet en
ordning, hvorefter tidligere kolonier som led processen frem mod deres
selvstændighed administreredes under ansvar over for Formynderskabsrådet i
FN. Ordningen betegnede i en vis forstand en videreførelse af Folkeforbundets
mandatområder, der især udgjordes af de tidligere tyske kolonier i Afrika.
Siden 1977 har kun nogle få af USA administrerede ø-grupper i Stillehavet
været omfattet af dette regelsæt, og fra december 1994, da det sidste af
disse områder under navnet Palau blev selvstændigt, er
formynderskabsordningen hvilende.
Også Den Internationale Domstol, der ifølge sin statut omfatter alle FN's
medlemmer, har en rolle at spille. I en række af FN's konventioner og
tilsvarende instrumenter er domstolen gjort kompetent på det pågældende
område. Domstolen, som har 15 medlemmer, anvendes i stigende, men stadig
beskedent omfang. Det skyldes bl.a., at en stat ikke uden videre kan sagsøges
ved domstolen. Betingelsen herfor er, at en stat enten accepterer domstolens
kompetence i den pågældende sag eller har afgivet en generel erklæring om
anerkendelse af dens kompetence. I alt 58 lande, heriblandt Danmark, har
indtil nu afgivet en sådan erklæring.
Et markant eksempel på mindretalsbeskyttelse i FN-systemet er den inden
for Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, i 1957 vedtagne
»Konvention nr. 107 om beskyttelse og samfundsmæssig indpasning af
indfødte og andre stammer og stammelignende befolkningsgrupper i uafhængige
lande«. Konventionen, der trådte i kraft i 1959, er revideret ved
ILO-konvention nr. 169 fra 1989. Konventionen finder anvendelse på
»medlemmer af stammer eller stammelignende befolkningsgrupper i
uafhængige lande, hvis sociale og økonomiske forhold ligger på et lavere
niveau end det, der er opnået af andre grupper i det pågældende samfund, og
hvis stilling helt eller delvis er bestemt af deres egne sædvaner eller
traditioner eller af særlige love eller administrative bestemmelser«.
Konventionen omfatter tillige medlemmer af sådanne befolkningsgrupper,
»der betragtes som indfødte på grund af deres nedstamning fra de
folkeslag, der beboede landet eller et geografisk område, hvortil landet
hører, på det tidspunkt, det blev erobret eller koloniseret, og som uanset
deres faktiske retsstilling lever mere i overensstemmelse med de sociale,
økonomiske og kulturelle ordninger, der var gældende dengang, end med dem,
der er gældende inden for den nation, de tilhører«. Sådanne grupper vil
f.eks. være indianere i USA, samer i de nordiske lande, Australiens
urbefolkning eller de folkeslag, som indgår i det såkaldte Inuit-samarbejde
mellem polareskimoerne i Grønland, Canada/Alaska og Rusland. Denne konvention
repræsenterer især efter revisionen i 1989 et vigtigt skridt i retning af at
etablere en international og relativt konkret formuleret kollektiv
beskyttelse af særlige grupper i samfundet med samtidig fremhævelse af et
princip om anerkendelse af disse folks særlige identitet, sprog og kultur,
således at tidligere tiders forsøg på at assimilere dem i de samfund, hvor de
bor, skal standses.
Først med ikrafttrædelsen af FN-konventionen om racediskrimination i
januar 1969 blev de i FN-pagten og Verdenserklæringen almindeligt kendte
forbud mod diskrimination gjort til konkrete retlige forpligtelser, for så
vidt angår forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller
national eller etnisk oprindelse. Det fremhæves i art. 1, stk. 4, at:
»særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre
tilfredsstillende fremgang for visse racemæssige eller etniske grupper eller
enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig
for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoners lige ret til at nyde eller
udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke
anses for racediskrimination, forudsat at disse foranstaltninger ikke
medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for forskellige racegrupper,
og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.«
Det turde af denne formulering tydeligt fremgå, hvor svært det er at
fastlægge særlig beskyttelse af en given befolkningsgruppe uden derved at
instituere forrettigheder og dermed etablere en omvendt diskrimination i
modstrid med det generelle diskriminationsforbud.
FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder, der trådte i kraft
i marts 1976, repræsenterer en yderligere udvikling hen imod en international
beskyttelse af visse mindretals retsstilling. Konventionens art. 27 behandler
spørgsmålet om mindretal på følgende måde:
»I de stater, hvor der findes etniske, religiøse eller sproglige
mindretal, må personer, der tilhører sådanne mindretal, ikke forholdes retten
til i fællesskab med de øvrige medlemmer af deres gruppe at leve deres eget
kulturliv, at bekende sig til og udøve deres egen religion eller at benytte
deres eget sprog.«
Der er ved denne bestemmelse søgt skabt en beskyttelse af etniske,
religiøse og andre mindretal. Artiklen sigter imod beskytelse mod
tvangsmæssig kulturel, religiøs eller sproglig assimilering af etniske
mindretal.
Endelig skal nævnes, at samme konvention i art. 1 indeholder en
bestemmelse om ethvert folks ret til selv at bestemme sin politiske stilling
og frit varetage sin økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.
Bestemmelsen knytter sig til FN-pagtens grundsætning om folkenes
ligeberettigelse og selvbestemmelse, men giver fortsat ingen vejledning med
hensyn til, hvilke mindretalsgrupper der kan gøre krav på status som
»folk«.
FN's deklaration om mindretalsrettigheder (Declaration on the Rights of
Persons Belonging to National or Ethnic, Religous and Linguistic Minorities),
der blev vedtaget af Generalforsamlingen i december 1992, betegner det
seneste generelle instrument i FN-regi på mindretalsområdet. Deklarationens
sprogbrug går længere end tidligere især i retning af at understrege
mindretallenes ret til at være forskellige og til at deltage effektivt i
beslutningstagningen både på det nationale og det regionale plan.
Selve deklarationens titel angiver imidlertid, at der fortsat
grundlæggende er tale om individuelle rettigheder. Hertil kommer præamblens
ord om, at rettighederne skal ses som bidrag til »the political and
social stability of States in which they live«, samt i den operative
teksts art. 8.4, at intet i deklarationen skal opfattes, som »construed
as permitting any activity contrary to the purposes and principles of the
United Nations, including sovereign equality, territorial integrity and
political independence of States«. Denne deklaration er blevet betegnet
som en trædesten for den fortsatte udvikling, men alene den fremhævede ordlyd
giver et indtryk af, hvilket ambitionsniveau man realistisk må regne med
fortsat at operere på. Med henblik på opfølgning af deklarationen blev der i
marts 1995 i FN's menneskerettighedskommission (resolution 1995/24 af 3.
marts) truffet beslutning om at nedsætte en særlig arbejdsgruppe, der kan
analysere problemerne og fremsætte forslag til forbedringer. Man kunne tænke
sig, at denne arbejdsgruppe kunne udvikle sig til et forum, hvortil berørte
mindretalsgrupper eller organisationer (NGO'er) kunne henvende sig og gøre
opmærksom på problemer.
Et ofte fremsat forslag (blandt andet fra Amnesty International) om en
særlig Højkommissær for Menneskerettigheder i FN-regi blev realiseret med en
beslutning på Generalforsamlingens 48. samling (resolution nr. 48-141 af 20.
december 1993). Højkommissæren (p.t. ecuadorianeren Jose Ayola-Lasso), som
tiltrådte i april 1994, har over for Generalforsamlingen ansvaret for alle
FN's menneskerettighedsaktiviteter. Indtil nu har institutionen dog været
hæmmet af, at der ikke foreligger noget budget, samt af, at der ikke i staben
er fornøden ekspertise på mindretalsområdet.
Foruden de spredte bestemmelser i FN-regi vedrørende beskyttelse af
mindretal har spørgsmålet været genstand for overvejelser i Europarådet.
Ligesom FN har Europarådet sit historiske udgangspunkt i Anden Verdenskrig og
kampen mod nazismen. Med sin oprindelige medlemskreds bestående af de
vesteuropæiske demokratier er det derfor naturligt, at Europarådet i endnu
højere grad end FN som ideologisk udgangspunkt lagde vægten på demokratiet
baseret på den enkeltes frihed. I den europæiske menneskerettighedskonvention
af 4. november 1950 blev der i art. 14 indføjet en generel formulering om
hensyntagen til nationale mindretal. Den pågældende artikel har følgende
ordlyd:
»Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder
skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion,
politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse,
tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert
andet forhold.«
Betegnelsen »nationale mindretal« i denne artikel er bevidst
valgt for at medinddrage sådanne mindretal som f.eks. det danske i
Sydslesvig, der ikke så meget ved objektive kendetegn adskiller sig fra
flertallet, men som på subjektivt grundlag kan siges at høre til en anden
nation.
Bestræbelserne inden for Europarådet på at udbygge beskyttelsen af
nationale mindretal er fortsat bl.a. i form af et udvalgsarbejde, der blev
igangsat i 1971 med henblik på at udarbejde en tillægsprotokol til
Menneskerettighedskonventionen. Når dette arbejde ikke bar frugt, skyldtes
det ikke mindst principiel uenighed mellem medlemslandene om definitionen af
nationale mindretal. Europarådets arbejde på dette område har dog ikke været
uden resultater. I 1992 vedtoges en konvention om regionale sprog eller
mindretalssprog og i 1994 en rammekonvention om beskyttelse af nationale
mindretal.
Denne konvention udgør det første internationale, juridisk bindende
instrument, der er udarbejdet med henblik på den generelle beskyttelse af
nationale mindretal. Den betegner dermed en videreudvikling af
CSCE-dokumenterne, herunder København-dokumentet fra 1990, hvorpå
rammekonventionen i betydelig grad baserer sig. Konventionen, der også vil
stå åben for undertegnelse af lande, der ikke er medlemmer af Europarådet, er
udformet som en rammekonvention, der giver staterne en vis margin med hensyn
til, hvordan principperne skal udmøntes i praksis. Det er også værd at
notere, at konventionen ikke indeholder nogen definition af begrebet
»nationalt mindretal«. Konventionens gennemførelse vil blive
overvåget af Europarådets Ministerkomite, der skal bistås af en særlig
rådgivende komite. Som en opfølgningsmekanisme er det fastsat, at staterne
inden et år efter, at konventionen er trådt i kraft for deres vedkommende,
skal sende en rapport til Europarådets generalsekretær om de
lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, de har taget for at gennemføre
konventionen. Forskellige mindretalsorganisationer (NGO'er) har vist
interesse for at blive knyttet til arbejdet i den nævnte rådgivende komite.
Ligesom de øvrige vestlige organisationer er Europarådet ved at åbne sig
for de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, hvoraf en række
allerede har opnået medlemskab. Man har talt om, at det trods alt lettere
opnåelige medlemskab af Europarådet blev betragtet som en første station på
vejen til integration i de vestlige samarbejdsstrukturer, herunder ikke
mindst EU. I nærværende sammenhæng skal fremhæves betydningen af, at
kandidatlandene underkastes en nøje vurdering af, hvorvidt de lever op til
Europarådets standarder, f.eks. på menneskerettighedsområdet i bred forstand.
Sådanne anerkendelsesprocedurer udgør formentlig et af de mest virksomme
instrumenter med henblik på at presse landene til at gennemføre forbedringer
på mindretalsområdet.
CSCE-processen, nu OSCE, udgør ikke mindst på grund af den brede
deltagerkreds et særlig interessant perspektiv med henblik på drøftelsen af
mindretalsspørgsmål. Allerede med Helsingfors-slutakten af 1. august 1975
blev der formuleret og vedtaget en bestemmelse om beskyttelse af nationale
mindretal. Bestemmelsen, der er indeholdt i slutaktens princip VII, lyder:
»De deltagende stater, på hvis territorium der findes nationale
mindretal, vil respektere retten for personer, der tilhører sådanne
mindretal, til lighed for loven, vil tilstå dem fuld mulighed for faktisk at
nyde godt af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder og
vil på denne måde beskytte deres berettigede interesser på dette
område.«
Mindretalsspørgsmål har løbende været behandlet i CSCE-sammenhæng. Men der
er grund til at erindre om de helt forskellige tilgange til dette spørgsmål,
som udgjordes af henholdsvis den sovjetiske opfattelse, jf. herom i de
medfølgende responsa, og den vestlige, grundlæggende individorienterede
opfattelse. Med afslutningen af den kolde krig åbnede der sig nye
perspektiver for CSCE også på menneskerettighedsområdet i bred forstand,
herunder vedrørende mindretalsspørgsmål. Slutdokumentet af 15. januar 1989
fra CSCE-opfølgningsmødet i Wien pålægger staterne:
». . . at beskytte og tilvejebringe betingelserne for at fremme den
etniske, kulturelle, sproglige og religiøse identitet af nationale mindretal
på deres territorium. De vil respektere, at personer, der tilhører sådanne
mindretal, frit udøver deres rettigheder og vil sikre dem fuld ligestilling
med andre«.
De nationale mindretal er her kvalificeret ved henvisning til en etnisk,
kulturel, sproglig og religiøs identitet.
På mødet i København i juni 1990 om CSCE's menneskelige dimension (CHD)
gik man videre på mindretalsområdet. Mødet resulterede i
København-dokumentet, der i et af de fem substantielle afsnit behandler
spørgsmålet om nationale mindretal (de øvrige afsnit omhandler
retsstatsprincippet, individuelle rettigheder, demokratiske institutioner
samt den såkaldte CHD-mekanisme). I afsnittet om nationale mindretal
anerkender CSCE-staterne, at medlemmer af disse mindretal har ret til frit at
udtrykke, bevare og udvikle deres etniske, kulturelle sproglige eller
religiøse identitet uden forsøg på tvungen assimilering. Dette omfatter bl.a.
retten til at benytte sit modersmål og til at oprette egne
uddannelsesmæssige, kulturelle og religiøse institutioner, organisationer og
foreninger. Endvidere fordømmes alle former for diskrimination og forfølgelse
på baggrund af religion og ideologi.
Monitorsystemet, der udvikledes som et instrument på våbenkontrolområdet,
har fundet videre anvendelse i CSCE-sammenhæng og også været brugt i
konfliktsituationer, som indeholdt mindretalsproblemer. I det hele taget er
udsendelse af missioner et af de mest perspektive instrumenter, ikke mindst
på mindretalsområdet. Danmark har for eksempel deltaget i missioner til
Baltikum, det tidligere Jugoslavien samt Tjetjenien.
Særlig markant er OSCE's Højkommissær for Nationale Mindretal (p.t.
hollænderen Max van der Stoel). Højkommissærens mandat er udformet i
slutdokumentet fra CSCE-topmødet i Helsingfors i 1992. Heraf fremgår det, at
tyngdepunktet i hans opgaver ligger inden for tidlig varsling af spændinger
forårsaget af nationale mindretal, som kan udvikle sig til konflikter, der
påvirker forholdet mellem medlemsstaterne. Såfremt disse spændinger udvikler
sig til åbne konflikter, overgår ansvaret for håndtering af disse til andre
OSCE-instanser. Disse instanser, herunder OSCE-formandskabet, kan imidlertid
bede Højkommissæren engagere sig i bestræbelserne på at tilvejebringe en
løsning på konflikten. I praksis har Højkommissæren, bortset fra sine
undersøgelser af de europæiske sigøjnerbefolkningers situation, som netop
byggede på en anmodning fra OSCE's Komite af Højtstående Embedsmænd, hidtil
koncentreret sit arbejde om nationale mindretal, som giver anledning til
problemer mellem to eller flere stater, oftest i grænseområder.
I OSCE-sammenhæng betegner Stabilitetspagten en foreløbig slutsten på
bestræbelserne på mindretalsområdet. Initiativet til Stabilitetspagten var
fransk, men det blev overtaget og omformet af EU, især med henblik på at
sikre, at mindretalsproblemer blandt ansøgerlandene til medlemskab af EU blev
løst, forinden de pågældende lande blev medlemmer. Under en konference i
Paris i marts 1995 blev Stabilitetspagten vedtaget og formelt overdraget til
OSCE. Selve pagten består af en politisk hensigtserklæring vedrørende godt
naboskab fulgt af ca. 100 bilaterale aftaler mellem de central- og
østeuropæiske lande indbyrdes, mellem de central- og østeuropæiske lande samt
EU-landene og mellem de central- og østeuropæiske lande samt deres
umiddelbare naboer. Til pagten er knyttet et bilag indeholdende en lang række
projekter, som EU finansierer eller planlægger at finansiere gennem
PHARE-programmet, og som støtter pagtens målsætninger.
Der er næppe tvivl om, at netop udsigten til medlemskab af EU har været en
overordentlig kraftig tilskyndelse til kandidatlandene i Central- og
Østeuropa til at få indgået aftaler med deres nabolande om vanskelige
mindretalsspørgsmål. Aftalen mellem Ungarn og Slovakiet illustrerer dette
udmærket. Det bør bemærkes, at Stabilitetspagten udelukkende sigter mod
løsningen af problemer for grænsemindretal, altså mindretal, som har et
»moderland«. Dens modelværdi ville derfor være begrænset for
eksempel i Rusland.
Med Østesørådets beslutning (fra maj 1994) om at oprette en stilling som
Kommissær for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder er endnu et
niveau føjet til bestræbelserne på at løse og helst forebygge problemer på
mindretalsområdet. Ifølge mandatet kan kommissæren studere og rapportere om
forholdene ved de demokratiske institutioner og beskyttelsen af
menneskerettigheder, herunder mindretalsrettigheder, i medlemsstaterne og
komme med anbefalinger til rådet. Han kan afgive fortrolige redegørelser til
rådet og fremsætte konkrete løsningsforslag. Som grundlag for sit arbejde kan
han også modtage henvendelser fra personer, grupper og organisationer. I
mandatet er der klare henvisninger til både FN, OSCE og Europarådet.
Umiddelbart synes det hensigtsmæssigt at etablere en uvildig instans så tæt
på de potentielle problemer. Omvendt foreligger der en risiko for overlapning
i forhold til andre institutioner, men dette er som nævnt søgt imødegået
gennem henvisning til samarbejde med disse. Stillingen som kommissær er besat
med den forhenværende danske justitsminister Ole Espersen.
Man har undertiden ved at sammenligne Europarådets og OSCE's indsats og
muligheder på mindretalsområdet hæftet sig ved, at OSCE-regelværket alene
bestod i politiske hensigtserklæringer, mens der i Europarådets regi kunne
træffes juridisk bindende aftaler. Til denne betragtning skal dog føjes, at
OSCE har en væsentlig bredere medlemskreds, og at det ikke mindst er i de
lande, som ikke er medlemmer af Europarådet, at mindretalsproblemerne findes.
Denne forskel indsnævres imidlertid med tiltrædelsen af stadig flere lande
som medlemmer af Europarådet. I indeværende år ventes således Albanien,
Moldova, Kroatien og muligvis Makedonien at blive medlemmer. Man kan derfor
snarere fremhæve betydningen af, at OSCE alt i alt er et bredere politisk
projekt, som indgår med vægt i, hvad der ofte betegnes som Europas nye
sikkerhedspolitiske arkitektur.
Fælles for alle de her nævnte dokumenter er, at de fremstår som energiske
forsøg på ved hjælp af alment accepterede formuleringer at binde staterne
til, om ikke i videre udstrækning formelt-juridisk så dog politisk og
moralsk, at følge visse adfærdsnormer, som, hvor umiddelbart selvfølgelige de
kan forekomme i teorien, i deres praktiske anvendelse ofte vil støde på meget
store vanskeligheder i de forskellige lande og befolkninger. Der forsøges her
lagt grundlag for pragmatiske, konkrete tiltag, som utvivlsomt kan have stor,
måske afgørende betydning for løsning og/eller forebyggelse af konflikter.
Når spørgsmålene om beskyttelse af mindretal og om nærmere konkretisering
af mindretalsrettigheder på måder, der kan opleves som tilfredsstillende
garantier, er behæftet med så store vanskeligheder og farer, hænger det også
sammen med, at spørgsmålet om at definere mindretal og mindretalsrettigheder
indebærer betydelige logiske og juridiske vanskeligheder. Hertil føjer sig
selvsagt de praktiske problemer ved at omsætte principper til virkelighed.
Man kan måske i virkeligheden karakterisere bevægelsen fra
folkeforbundssystem til FN-system som et pendulsving fra et yderpunkt til et
andet, og de mindretalsproblemer, man i dag står over for specielt i den
tidligere kommunistiske verden, er udtryk for, at heller ikke FN-systemets
abstraktioner har kunnet slå til over for virkeligheden. Det bør i den
forbindelse fremhæves, at de kommunistiske lande havde kollektive rettigheder
- på bekostning af de individuelle - i modsætning til de vestlige lande. Ikke
mindst USA er stærkt modstander af kollektive rettigheder, hvad der har haft
virkninger for hele det internationale system. Det er i et sådant lys, man
skal se den lange række af andre forsøg, som er gjort på at tilgodese
løsninger af mindretalsproblemer i internationale og regionale
organisationers ramme (Europarådet, OSCE) og med henblik på at supplere og
komplettere FN-bestemmelserne.
IV. Løsningsmodeller
A. Generelle betragtninger
Overvejelser om, hvorvidt og hvordan der yderligere kan tilvejebringes
instrumenter til løsning af mindretalsproblemerne, vil naturligt tage deres
udgangspunkt i erfaringerne efter den kolde krig, hvor en række
mindretalsproblemer har aktualiseret sig, i visse tilfælde som i det
tidligere Jugoslavien i form af blodige konflikter. Men det bør haves i
erindring, at der herudover findes et stort antal latente
mindretalsproblemer, som under visse omstændigheder vil kunne udvikle sig til
tilsvarende alvorlige konflikter. Der er altså en stor arbejdsmark for
forebyggelse på dette område.
Den gradvise udbygning af et stadig mere fintmasket net af multilaterale
konventioner og erklæringer vil også fremover udgøre et vigtigt led i
indsatsen på mindretalsområdet. Man kunne muligvis befrygte, at det stigende
antal instrumenter, som overvejende havde karakter af politiske
hensigtserklæringer, eller som i hvert fald var vanskelige at håndhæve, frem
for at bidrage til problemernes løsning tværtimod kunne føre til en vis
devaluering af den internationale indsats. Der kan nok ikke ses bort fra
denne risiko, især ikke hvis der råder for stor uklarhed over den juridiske
rækkevidde af de enkelte instrumenter, eller hvis der i øvrigt opstår for
stor spændvidde mellem retorikken og den politiske vilje til at handle.
Omvendt vil det forhold, at den internationale opmærksomhed søges fastholdt
på mindretalsproblemerne og deres løsning, kunne bidrage til, at der gradvis
opbygges en form for international samvittighed, som igen vil have betydning
for normdannelsen på dette område.
Løsningsmodellerne må nødvendigvis tilpasses de konkrete omstændigheder,
der omgærder et mindretalsproblem. Konflikterne vil oftest adskille sig fra
hinanden derved, at der kan sondres mellem (a) situationer, hvor ønsket om at
tilgodese mindretallets tarv tillige spørgsmål om terrioritale ændringer
enten ved, at mindretallet bliver tilsluttet et naboland, eller ved at det
kræver selvstyre, og (b) de situationer, hvor mindretallet primært kræver
beskyttelse af og respekt for dets særlige identitet bl.a. i form af eget
sprog, egen religion og kultur i videre forstand, men eventuelt også gennem
forskellige former for selvstyre.
ad (a)
Førstnævnte situation implicerer udøvelsen af en selvbestemmelsesret for
mindretallet. Denne ret lader sig vanskeligt definere rent folkeretligt. Der
er snarere tale om politiske principper end om en grundsætning, der entydigt
forpligter staterne i sådanne situationer. Max Sørensen har herom udtalt:
»Såfremt man ønsker at udforme selvbestemmelsesretten som en egentlig
folkeretlig grundsætning, må dens indhold derfor præciseres. Dette kan ske,
uden at man gør sig klart, hvad der karakteriserer de forskellige faktiske
situationer, på hvilke den traditionelt er anvendt. En typisk situation er
den, at en befolkningsgruppe inden for en bestående stats rammer ønsker at
udskilles af denne stat og danne en ny selvstændig stat (f.eks. tjekker og
slovakker inden for det østrig-ungarske monarki). En anden hermed beslægtet
situation er den, at befolkningen i et koloniområde ønsker dette områdes
selvstændighed, uanset at befolkningen måske ikke udgør en etnologisk homogen
gruppe (f.eks. Indonesien, Guldkysten, Sudan osv.). En tredje situation er
den, at en befolkningsgruppe inden for en bestående selvstændig stat ønsker
tilslutning til en nabostat (f.eks. slesvigsk mindretal). En fjerde situation
er den, at en befolkningsgruppe inden for en bestående stat ønsker lokalt
selvstyre inden for samme stats grænser (f.eks. skotske og walesiske
nationalbevægelser).
En juridisk bindende formulering af selvbestemmelsesretten kan udformes
således, at den tager sigte på visse af disse situationer, men ikke på andre.
Jo flere af disse situationer den ønskes at skulle tage sigte på, des mere
generelt må den formuleres.«
Nationale og andre mindretals stilling i de samfund, hvori de hører
hjenmme, er et spørgsmål om forholdet mellem en stat og dens borgere og
berører derved et kernepunkt i det traditionelle suverænitetsbegreb. Et af de
vigtigste kriterier i statens udøvelse af sin suverænitet har altid været
dens eksklusive magtbeføjelse i forholdet til egne statsborgere. Dette
traditionelle suverænitetsprincip blev nedfældet i FN-pagtens art. 2, stk. 7,
der fastsætter, at intet i pagten skal give organisationen ret til at gribe
ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen
jurisdiktion. En klar undtagelse herfra er dog den situation, at en stats
behandling af sine borgere udgør en sådan trussel mod freden, at
Sikkerhedsrådet beslutter anvendelse af tvangsforanstaltninger i henhold til
pagtens kap. VII. I praksis er FN-pagtens art. 2, stk. 7, med tiden blevet
gjort til genstand for en stadig snævrere fortolkning.
En afstemningsprocedure som den, der anvendtes ved fastsættelsen af den
dansk-tyske grænse efter Første Verdenskrig, fordrer derfor særlig
fordelagtige forudsætninger for at føre frem til en mindelig løsning. En
afstemning i en mindretalszone vil f.eks. ikke kunne anvendes, såfremt man
har foretaget flytninger af befolkningen, som det bl.a. skete i de østlige og
vestlige dele af Polen efter Anden Verdenskrig.
Den i et historisk perspektiv vel nok mest drastiske model for løsning af
mindretalsproblemer med territoriale implikationer er tvangsmæssig
flytning af de pågældende befolkningsgrupper for derved at undgå
stridigheder, opstande og eventuelt folkedrab. Det klassiske eksempel er
flytningerne efter Første Verdenskrig mellem Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien
af over 2 millioner mennesker. Den første større tvangsmæssige flytning fandt
sted som følge af Lausanne-fredstraktaten af 1923, der fastlagde grænserne
mellem Grækenland og Tyrkiet og ifølge hvilken 11/2 million etniske grækere
(græskortodokse) af tyrkisk nationalitet blev tvunget til at forlade
Lilleasien og bosætte sig i Grækenland, mens ca. 400.000 etniske tyrkere
(muslimer) af græsk nationalitet blev tvunget til at forlade Grækenland og
bosætte sig i Tyrkiet. Lausanne-traktaten er fortsat væsentlig for den
tyrkiske opfattelse af mindretalsspørgsmål og påberåbes som forklaring af
tyrkernes forhold til kurderne.
Traktaten bestemte, at en kommission bestående af repræsentanter for
Grækenland, Tyrkiet og Folkeforbundets Råd overvågede folkeudvekslingen samt
afviklingen af jord og ejendom. Personudvekslingen forløb hurtigt, men
problemerne vedrørende ejendom og formue viste sig uløselige. Som løsning
blev sagen afslutningsvis afviklet ved et »lump sum arrangement«.
Ifølge nugældende folkeret vil en traktat om tvangsflytning formentlig
være ugyldig som stridende mod jus cogens (ufravigelige folkeretlige
normer såsom folkenes ret til selvbestemmelse og forbudet mod
magtanvendelse).
Mellem Grækenland og Bulgarien blev der i 1919 indgået en konvention
vedrørende anerkendelse af gensidig frivillig udvandring. For at
opmuntre folk til at udvandre tillod konventionen ikke alene, at de medtog
deres flytbare ejendele og fik afviklet ejendom, men også at den enkelte fik
del i værdien af fællesskabets ejendomme (skoler, kirker, hospitaler m.m.). I
1920 nedsattes en kommisison, der fulgte og afviklede emigrationen samt de
udestående økonomiske overførsler. I forbindelse med flytningen opstod
imidlertid problemer med hensyn til betydningen af den nærmere afgrænsning af
ordet »communities«. I et responsum udtalte Den Internationale
Domstol, at begrebet fællesskab var det historiske og traditionelle begreb
for grupper i det pågældende område, der levede i et fællesskab gennem race,
religion, sprog eller traditioner forenet af en samhørighedsfølelse med det
formål at bevare fælles traditioner.
ad (b)
De fleste af de ovenfor omtalte instrumenter på mindretalsområdet sigter
mod at løse problemer under det niveau, hvor der er tale om territoriale
konsekvenser. De pågældende aftaler m.v. retter sig især mod de tilfælde,
hvor et mindretal gør krav på at blive accepteret med eget sprog, religion,
kultur og traditioner. Som det er fremgået, danner disse instrumenter
imidlertid et meget broget billede, der samtidig kun ufuldstændigt tilbyder
acceptable løsninger på de pågældende mindretalsproblemer. Det er derfor især
med henblik på denne kategori, at opfindsomhed og ikke mindst politisk vilje
må mobiliseres.
B. Nye instrumenter?
Et tilbagevendende kritikpunkt mod de hidtidige bestræbelser på
mindretalsbeskyttelsesområdet er, at staternes forpligtelser i overvejende
grad er defineret som politiske og ikke juridiske forpligtelser. Europarådets
rammekonvention, som er omtalt ovenfor, betegner således en undtagelse. Man
kunne i forlængelse af denne tankegang diskutere, om indsatsen i højere grad
skulle tilrettelægges i form af juridiske, evt. domstolslignende procedurer.
De kvaliteter, der især i den vestlige kulturkreds forbindes med
domstolsbehandling i retning af uafhængighed, upartiskhed og grundig
sagsbehandling, ville selvsagt være af meget stor betydning netop i forhold
til løsningen af mindretalsproblemer. Fra Den Internationale Domstol og fra
Europarådets Menneskerettighedsdomstol foreligger en vis erfaring. Men denne
erfaring tyder også på, at domstolsordninger eller domstolslignende ordninger
kun under visse (gunstige) omstændigheder er en farbar vej til løsningen af
politiske konflikter.
Situationen i det tidligere Jugoslavien, hvor det internationale samfund
på den ene side søger at gøre et krigsforbryderansvar gældende over for de
bosnisk-serbiske ledere i henhold til Sikkerhedsrådets resolution nr. 827
(1993) og på den anden side forfølger en strategi, som indebærer politiske
forhandlinger med de samme ledere, er en illustration af dette dilemma. I
visse, formentlig ret enkeltstående tilfælde vil de modstående parter kunne
enes om at udsondre et eller flere stridsspørgsmål til domstolsafgørelse
eller tilsvarende og forpligte sig til at respektere den afsagte afgørelse.
Men nogen bred vej til problemløsning på mindretalsområdet vil der formentlig
ikke blive tale om. Betydningen af, at der undertiden træffes afgørelser
efter en sådan grundig og respekteret procedure, vil nok i højere grad være
den præcedensvirkning, der kan blive tale om.
Ovennævnte betragtninger flytter søgelyset tilbage til aftalevejen, hvor
de multilaterale arrangementer i skikkelse af FN- eller Europakonventioner
allerede er omtalt. Det siger sig selv, at aftaler mellem de direkte
involverede parter allerede ud fra et effektivitetssynspunkt vil være at
foretrække. Men i mange af de tilfælde, som danner grundlag for nærværende
betragtninger, vil parterne end ikke befinde sig i en forhandlingssituation,
ofte fordi de ikke anerkender modpartens interesser som legitime. Omverdenens
bestræbelser må da i første omgang rette sig mod at tilvejebringe
forudsætninger for, at en forhandling kan komme i stand og, når dette er
lykkedes, at stimulere forhandlingsprocessen med henblik på, at der opnås et
resultat. Mange af de instrumenter på mindretalsområdet, som er udviklet i de
senere år, har haft dette sigte, således ikke mindst Stabilitetspagten.
Løsningen af det dansk-tyske grænsespørgsmål og den efterfølgende
regulering af forholdene for de to mindretal er udførligt beskrevet i det
medfølgende responsum, udarbejdet af Uffe Østergård. I den her omtalte
sammenhæng udgør ordningen, der er materialiseret i
København-Bonn-erklæringerne fra 1955, en interessant variant i og med, at
den ikke fremstår som en direkte aftale mellem de to lande, men derimod som
to ensidige erklæringer, der er udarbejdet og afgivet parallelt. Baggrunden
herfor i form af den mindre stats uvilje mod at indrømme den større stat
nogen form for tilsynsret i forbindelse med en indgået aftale kunne udmærket
tænkes at forekomme i andre situationer, hvorfor ordningen kunne tjene som en
slags model. Man kunne yderligere tænke sig, at sådanne parallelle
erklæringer blev deponeret i en international organisation, f.eks. hos FN,
Europarådet eller OSCE. Som det imidlertid er fremhævet i det pågældende
responsum, er omstændighederne omkring de to mindretal i forvejen så
gunstige, at modelværdien formentlig er noget begrænset. Helt afgørende er
det naturligvis, at det territoriale spørgsmål af alle parter blev anset for
definitivt løst på tidspunktet for afgivelsen af de to erklæringer.
Netop spørgsmålet om, hvorvidt et mindretalsspørgsmål implicerer
territoriale ændringer, især i form af krav om løsrivelse fra moderstaten,
er, som ovenfor anført, det afgørende kriterium for hvilke løsningsmodeller,
der kan komme på tale. I en række situationer, der har udviklet sig til
konflikt, har det imidlertid vist sig, at løsrivningsaspektet på en, synes
det, unødvendig og uhensigtsmæssig måde har »overtaget« og dermed
accelereret konflikten. Dette kan skyldes, at spørgsmålet om territoriale
ændringer, set fra moderstatens synspunkt, er så truende, at der må sættes
ind med alle midler, også sådanne, der af omverdenen vil blive betragtet som
uacceptabelt hårdhændede. Men det kan også skyldes, at mindretallet i mangel
af muligheder for national og international dialog om sine problemer griber
til det ultimative krav om løsrivelse for dog at blive hørt. Det vil derfor
være nærliggende at se nærmere på, hvorvidt der kan etableres mekanismer, som
på en for parterne acceptabel måde kan tilgodese selvstyreambitioner under
løsrivelsesniveauet.
Det er nødvendigt at være opmærksom på, at når der tales om
»parterne« i en mindretalssammenhæng, så vil dette i altovervejende
grad referere til stater, således for eksempel også i Stabilitetspagten. Det
er et gennemgående principielt og praktisk problem, at et mindretal oftest
ikke kan opnå status som part i sagen, hvis den respektive stat ikke ønsker
det.
Allerede eksisterende internationale arrangementer udgør et værn mod
forskellige former for diskrimination for medlemmer af mindretal og også en
ret til at udfolde sig på den specifikke måde, som karakteriserer det
pågældende mindretal. Sådanne rettigheder, der i almindelig sprogbrug knap
nok vil blive betegnet som autonomi, kan begrebsmæssigt siges at udgøre et
yderpunkt på en skala, hvis modsatte yderpunkt er fuld uafhængighed. Imellem
disse yderpunkter befinder sig en række tænkelige selvstyre- eller
selvforvaltningsmodeller. I visse tilfælde kunne man forestille sig sådanne
ordninger på basis af den pågældende stats eksisterende regionale eller
lokale administrationsstruktur, evt. med visse tillempninger. I andre
tilfælde kunne sådanne mere eller mindre omfattende selvstyreordninger
etableres specielt med henblik på at imødekomme aspirationerne hos et
mindretal. Hjemmestyreordningerne for henholdsvis Færøerne og Grønland er ret
vidtgående eksempler på det sidste, idet de som bekendt også omfatter
selvstændig varetagelse af en række statsopgaver. Rigsfællesskabet, der især
manifesterer sig ved, at udenrigspolitikken og forsvarspolitikken varetages
af rigsmyndighederne, markerer grænsefladen til fuld uafhængighed. I
overvejelserne om, hvorvidt sådanne hjemmestyreordninger kunne tjene som
model i andre tilfælde bør nok indgå, at de formentlig vil forudsætte, at der
er tale om både en vis geografisk afgrænsning og en selvstændig kulturel
identitet.
I et indlæg på FN's 48. generalforsamling i oktober 1993 foreslog fyrsten
af Liechtenstein, at der, eventuelt på konventionsbasis, blev opstillet nogle
autonomimodeller efter ovenstående retningslinjer. Disse skulle kunne
implementeres med bistand fra FN, dels i form af rådgivning og dels i form af
tilbud om en konfliktløsningsmekanisme. Samme sigte har en såkaldt
Saskatoon-anbefaling, fremsat på et symposium i juni 1993 (Martin Ennals
Memorial Symposium on Self-Determination). Konkret foreslås, at der under FN
oprettes en kommission om selvbestemmelse, svarende til
menneskerettighedskommissionen. Særlig perspektivrig forekommer den tanke at
være, at de direkte parter, herunder mindretalsgrupper, skal have mulighed
for direkte adgang til dette organ.
Bortset fra sådanne konkrete forslag må det antages, at staternes
eksisterende og kommende ordninger for regionalt og lokalt selvstyre i et
vist omfang også vil komme en række mindretal til gode. I det omfang staterne
er føderalt organiserede eller indgår i et internationalt samarbejde med
føderale træk, som for eksempel EU, må dette også antages at have en positiv
virkning for mindretallenes situation. Selve tilstedeværelsen af føderale
strukturer vil formindske præget af særstatus for eventuelle ordninger, der
etableres til fordel for mindretal. Dertil kommer for EU's vedkommende, at
alene medlemsstaternes indbyrdes fredelige relationer bevirker, at den
enkelte stat ikke så let ledes til at betragte krav fra et nationalt
mindretal som illoyalitet over for staten.
I diskussionerne om tilvejebringelsen af nye modeller for løsningen af
mindretalsproblemer indgår også tanken om at genoplive FN's
Formynderskabsråd, som er omtalt ovenfor. Fordelen herved skulle være en
effektiv international indkapsling af et mindretalsproblem, som måske truede
med at udvikle sig til konflikt. Værdien ved en sådan model ses især at være,
at det pågældende mindretal herved får en effektiv adgang til at blive hørt
og gøre sine synspunkter gældende. Der ville tilmed, så længe det konkrete
formynderskab bestod, være mulighed for at udøve rådgivning, eventuelt med
henblik på opnåelse af uafhængighed. Samtidig kunne formynderskabet være
afsæt for, at der i tilfælde af konflikt eller truende konflikt mere eller
mindre pr. automatik blev iværksat fredsbevarende eller fredsskabende
aktiviteter fra FN's side. Når man kunne betvivle, om et sådant forslag kan
vinde tilslutning, eller hvis dette er tilfældet, finde konkret anvendelse,
er det navnlig på grund af associationerne til afkoloniseringsprocessen.
Allerede det forhold, at der etableres et formynderskabsforhold ville
indeholde en formodning om, at sigtet hermed ville være fuld uafhængighed.
Der er ovenfor argumenteret for, at en tidlig lancering af denne den mest
vidtgående løsning ofte har vist sig at være egnet til at forgifte løsningen
af mindretalsproblemer.
Endvidere kunne man med OSCE's Højkommissær for Nationale Mindretal som
inspiration etablere en mere omfattende ordning med regionale højkommissærer.
Nok så vigtigt som at udbrede en sådan ordning vil dog være, at der sker en
klargøring af ordningernes kvalitative indhold, dvs. om tyngden fortsat skal
ligge på tidlig varsling og mægling som led i konfliktforebyggelse, eller om
en højkommissær skal kunne gå mere massivt og mere synligt ind i løsningen af
et mindretalsproblem.
Afslutningsvis i denne opregning af mulige løsningsmodeller skal peges på
rapporten »Det globale Naboskab« fra »The Commission on Global
Governance«, der under forsæde af Sveriges nuværende statsminister
Ingvar Carlsson afsluttede sit arbejde i oktober 1994. Rapporten, der
indeholder en række begrundede forslag til indsats vedrørende sikkerhed,
økonomi, økologi, retssikkerhed m.m., betegner et overordentlig ambitiøst
forslag til etablering af en ny international retsorden, muliggjort af en
styrkelse af de internationale institutioner, i første række FN. I det omfang
rapportens forslag blev gennemført, ville en række mindretalsproblemer blive
løst eller opløst. Den afgørende mekanisme i denne forbindelse er en
modificering af det statslige suverænitetsbegreb. Men hermed gives samtidig
en klar indikation af, at der er tale om et ret langsigtet projekt. Blandt de
mere mindretalsspecifikke tanker i rapporten fremtræder ikke mindst en
udvidelse af kredsen af aktører, som har hørings- eller anmodningsret, som
perspektivrig. Det er ovenfor fremhævet som et vigtigt problem og en kilde
til konflikt, at mindretal ofte savner muligheden for national eller
international dialog om sine anliggender. Hvor langsigtede rapportens forslag
end kan forekomme, er der næppe tvivl om, at den vil udgøre en vigtig
referenceramme for de kommende års bestræbelser, også på mindretalsområdet.
V. Afsluttende betragtninger
Allerede de ovenfor nævnte eksempler på internationale bestræbelser, der
sigter mod at lempe eller løse mindretalsproblemer, viser, hvor bred en
tilgang der er tale om. Det gælder både de institutionelle rammer,
foranstaltningernes umiddelbare indhold samt deres juridiske rækkevidde. De
eksempler på konkrete mindretalsproblemer, som er beskrevet i de fem
vedhæftede responsa, viser klart, hvor forskellige situationerne er i
henseende til baggrund, karakter og omfang. Det er let at indse
vanskeligheden ved at tilvejebringe et universelt instrument, der på en gang
er effektivt og almindeligt accepteret. Ikke alene problemernes forskellighed
er skyld heri. Også forskelle i staternes selvopfattelse spiller en afgørende
rolle. Den refererede diskussion om definitionen af mindretalsrettigheder som
individuelle kontra kollektive rettigheder er en klar illustration heraf. Det
er f.eks. ikke svært at indse, at en indvandrerstat som USA må have en ganske
forbeholden indstilling til spørgsmålet om at definere mindretalsrettigheder
som kollektive rettigheder. Men det er også værd at bemærke, at Danmark, som
i en række sammenhænge har støttet en kollektiv tilgang, selv i hovedsagen
har baseret sig på en individuel tilgang med hensyn til det tyske mindretal i
Sønderjylland.
Blandt de mange ovenfor refererede modeller, eksisterende som foreslåede,
forekommer ikke mindst bestræbelserne på at give mindretalsgrupper en reel
adgang til at komme til orde, i givet fald over for et internationalt organ,
at være perspektivrige. I det omfang dette lykkes, må det antages, at presset
på en truende konflikt i mange tilfælde vil blive lettet. Dette peger i
retning af at oprette eller sikre opretholdelsen af internationale organer,
som med dette formål kan udøve upartisk rådgivning på et højt respekteret
niveau. Som et konkret eksempel, på at dette (endnu) ikke er lykkedes, trods
utvivlsomt gode intentioner, kan nævnes det nye højkommisærembede under FN,
der som anført ovenfor lider af akut mangel på penge og kvalificeret
personale.
Lige så klart det synes, at bestræbelserne på mindretalsområdet også i
fremtiden må basere sig på en bred vifte af foranstaltninger, lige så klart
er det, at situationen for de enkelte mindretal især påvirkes af faktorer,
som ikke retter sig specifikt mod mindretallene. Den almindelige økonomiske
situation i det pågældende land eller region vil være afgørende for
levevilkårene for medlemmerne af et mindretal. Det er også en almen erfaring,
at fjendtlige relationer mellem befolkningsgrupper næres af usle økonomiske
vilkår eller af markante forskelle i levevilkårene de enkelte grupper
imellem. Det er ud fra denne erkendelse, at Tysklands hjælp til folketyske
elementer i Østeuropa oftest ydes som generel udviklingshjælp til den region,
hvor det tyske befolkningselement lever.
Ligesom de økonomiske perspektiver er afgørende, er de politiske det. Et
udviklet demokrati vil i sig selv være afgørende for, hvilken behandling et
mindretal vil kunne forvente. Men der er her grund til at erindre om, at der
selv inden for etablerede demokratiers kreds er ret vide rammer for den
politiske kultur, som vil være af betydning i den her omhandlede sammenhæng.
Således vil en mere udbredt konsensus-kultur i sig selv tendere mod også at
komme eventuelle mindretal til gode, mens situationen er anderledes i lande,
hvor der er tradition for, at selv store politiske oppositionsgrupper nærmest
udelukkes fra indflydelse mellem valgene. I adskillige lande, herunder
udpræget i Danmark, anses det repræsentative demokrati kun at udgøre en
(vigtig) del af den demokratiske styreform. Borgernes direkte deltagelse i
beslutningsprocesser, som angår dem selv, anses efterhånden som et naturligt
led i samfundslivet. Denne videregående demokratiopfattelse,
deltagelsesdemokratiet, vil i det omfang, den vinder frem, også få positive
virkninger med hensyn til mindretallenes situation.
Det måske klareste eksempel på betydningen af generelle politiske
perspektiver i relation til situationen for mindretallene er de central- og
østeuropæiske landes udsigt til at blive deltagere i den europæiske
integrationsproces. Det er evident, at tilskyndelsen til at finde generelt
acceptable løsninger på især de grænseoverskridende mindretalsproblemer har
tæt sammenhæng med udsigten til at blive medlem af EU inden for en kortere
årrække. Stabilitetspagten er blot et udtryk herfor. Nogle har imidlertid
fremhævet, at man fra vesteuropæisk side herved i virkeligheden opstiller
dobbelte standarder, idet flere vesteuropæiske lande ikke selv ville være
indstillet på at leve op til de krav, der nu stilles til landene i Central-
og Østeuropa. En vis parallel til situationen efter Første Verdenskrig anes.
I nærværende notat er mindretalsproblemer i Vesteuropa ikke diskuteret, og
i de medfølgende responsa er de kun behandlet sammenhængende, for så vidt
angår mindretallene omkring den dansk-tyske grænse. Dette er ikke udtryk for,
at der ikke findes mindretalsproblemer i Vesteuropa, også sådanne, der er
uløste eller utilfredsstillende løst. Alligevel gør der sig nogle afgørende
forskelle gældende, når der sammenlignes med de tidligere kommunistiske lande
i Central- og Østeuropa. Når det drejer sig om grænseoverskridende
mindretalsproblemer, har det stadig mere intense samarbejde i Vesteuropa
bidraget til at skabe en generelt tillidsfuld atmosfære, som i sig selv har
befordret lempelige løsninger på sådanne mindretalsproblemer. Et eksempel her
kunne være forholdene for det tysktalende mindretal i Sydtyrol eller Alto
Adige, som er provinsens italienske navn.
Hvad angår mindretalsproblemer inden for det enkelte lands grænser, er der
ovenfor argumenteret for, at demokrati og gunstige økonomiske vilkår alt
andet lige vil have en positiv virkning på mindretallenes situation. Hertil
kommer en generel tendens til decentralisering af styret i de fleste
vesteuropæiske lande. Selv om denne udvikling i hovedsagen finder sted ud fra
andre hensyn, vil mindretallenes ønsker om autonomi lettere kunne imødekommes
ad denne vej. Spanien, som i Franco-tiden var kendetegnet af en hård
centralistisk og nationalistisk politik, er i denne henseende et godt
eksempel. Da Franco døde og demokratiet genindførtes, befandt man sig i en
situation, der i en vis forstand kan sammenlignes med opbruddet i Central- og
Østeuropa efter 1989. Undertrykte politiske og nationale følelser kom op til
overfladen. Forfatningen af 1978 fastslog nationens enhed, men anerkendte og
garanterede samtidig retten til autonomi for »nationaliteter og
regioner«, der indgår i staten. Inden for disse rammer har der fundet en
gradvis udvikling sted, der i visse regioner, bl.a. i det rige og
tætbefolkede Katalonien, har understøttet en social og økonomisk
fremgangslinje. I Baskerlandet udviklede situationen sig derimod anderledes.
Et mindretal i den baskiske befolkning, organiseret i
ETA-undergrundsbevægelsen, hvis politiske talerør er det yderligtgående
nationalistparti Herri Batasuna, anerkender ikke den selvstyreordning for
Baskerlandet, der er fastsat i forfatningen, men ønsker løsrivelse fra den
spanske stat. En energisk indsats mod terrorvirksomheden samt en øget
folkelig modstand mod ETA i Baskerlandet kan måske vise sig at styrke
udsigterne for en fredelig løsning. I det hele taget har der i de senere år
fundet en debat sted i det spanske samfund om mulighederne for en yderligere
decentralisering af styret. I debatten indgår også modeller, som nærmest må
betegnes som føderale.
Et særligt tema i denne debat har været spørgsmålet om de spanske
regioners deltagelse i EU-samarbejdet. Dette tema har som bekendt spillet en
betydelig rolle i den tyske Europa-debat i takt med, at EU-samarbejdet kom
til at omfatte spørgsmål, der i Tyskland varetages på delstatsplan. I det
hele taget er der grund til at tro, at de (ganske vist begrænsede) føderale
træk i EU-samarbejdet vil være egnet til at skabe en hensigtsmæssig ramme om
imødekommelsen af en række ønsker fra mindretalsgrupper i medlemslandene.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Liste over udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5 for 2025 SKM-databasen · 22. oktober 2024
- Liste over udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5 for 2026 SKM-databasen · 28. oktober 2025
- Liste over udviklingslande i relation til ligningslovens § 7 K, stk. 5 for 2027 SKM-databasen · 22. september 2026
- Bekendtgørelse om overenskomsten af 27. juni 1980 om oprettelse af Den fælles Råvarefond Retsinformation · 14. november 1990
- Bekendtgørelse om overenskomst af 4. august 1963 om oprettelse af Den Afrikanske Udviklingsbank Retsinformation · 15. februar 1989
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af konvention om De forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) Retsinformation · 31. oktober 1968