Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv. (Definitioner af forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af lofter for godtgørelse mv.)

2005/1 LSF 17Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet5. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. oktober 2005 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og

kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.

(Definitioner af forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane,

ophævelse af lofter for

godtgørelse mv.)

§ 1

I lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn

til beskæftigelse og barselsorlov mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 20.

august 2002, foretages følgende ændringer:

1.

Lovens

note

affattes således:

»Loven

indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 76/207/EØF

(EF-Tidende

nr. L 039 af 14/02/1976, s. 0040-0042) om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,

som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.

september 2002 (EF-Tidende 2002 L 269 s. 15). Endvidere vedrører loven

implementeringen af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om

iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden

under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller

som

ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv

89/391/EØF) og indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv

Læs alt

97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med

forskelsbehandling på grundlag af køn (EF-Tidende 1998 nr. L 14, s. 6) og

Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale

sikringsordninger (EF-Tidende 1986 nr. L 225, s. 40) som ændret ved Rådets

direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EF-Tidende 1997 nr. L 46, s. 20) samt

bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den

rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS

(EF-Tidende 1996 nr. L 145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af

15. december 1997 (EF-Tidende 1998 nr. L 10, s. 24).«

2.

Som titel efter kapitel 1 indsættes:

»Lovens anvendelsesområde mv.«

3.

I

§ 1

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»

Stk. 2

. Der foreligger

direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere,

end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en

tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger

herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med

graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen.

Stk. 3

. Der foreligger

indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en

praksis,

der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end

personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at

opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4

. Chikane, som

defineret i stk. 5, og sexchikane, som defineret i stk. 6, betragtes som

forskelsbehandling

på grund af køn og er derfor forbudt. En persons afvisning af eller

indvilligelse

i en sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for en beslutning, der

vedrører den pågældende.

Stk. 5

. Der foreligger

chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller

fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning

at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt,

nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Stk. 6

. Der foreligger

sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller

fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at

krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt,

nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Stk. 7

. En instruktion

om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som

forskelsbehandling.«

Stk. 2 udgår, mens stk. 3 og 4 herefter bliver

stk. 8 og 9.

4.

Efter § 1 indsættes i kapitel 2:

»

§ 1 a.

Offentlige myndigheder skal inden for deres

område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning

og

forvaltning på de områder, denne lov omhandler.«

5.

Efter § 5 indsættes:

»

§ 5 a.

Pligt til ligebehandling gælder tillige

enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en

lønmodtager-

eller arbejdsgiverorganisation eller i organisationer, hvis medlemmer udøver

et

bestemt erhverv, herunder de fordele sådanne organisationer giver

medlemmerne.«

6.

Efter § 8 indsættes:

»

§ 8 a.

Forældre, der har udnyttet retten til fravær

efter § 7, har ret til at vende tilbage til det samme eller et

tilsvarende

arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem, og til at

nyde

godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været

berettiget til under deres fravær.«

7.

§ 13,

stk. 1,

affattes således:

»Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelse er

afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, og dette krav står i rimeligt

forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan den minister, under hvis

forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige bestemmelserne i

§§ 2-6.«

8.

§ 15,

stk. 1,

affattes således:

»En lønmodtager, herunder lønmodtagerrepræsentant, der afskediges

eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge, fordi der er

fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal tilkendes en

godtgørelse

fra arbejdsgiveren.«

9.

I

§ 15,

stk. 2

, udgår: », der ikke kan overstige 39 ugers løn,«.

10.

I

§ 16,

stk. 3

, udgår: », der ikke kan overstige 78 ugers løn,«.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.

september 2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15) om ændring af Rådets direktiv

76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og

kvinder

for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse

samt arbejdsvilkår. Ændringsdirektivet er optrykt som bilag B til dette

lovforslag.

Direktivet er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel

141, stk. 3, om vedtagelse af foranstaltninger, der skal sikre

anvendelsen

af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i

forbindelse med beskæftigelse og erhverv, herunder princippet om lige løn for

samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Direktivet er et minimumsdirektiv, hvis formål er at

forbedre beskyttelsesniveauet i ligebehandlingssager. Gennemførelsen af

direktivet i dansk ret må derfor ikke medføre forringelser i det eksisterende

beskyttelsesniveau.

Europa-Kommissionen pegede i forslaget til ændringsdirektiv

på, at udviklingen på en række områder berettigede til, at EU’s

ligebehandlingsdirektiv (direktiv 76/207/EØF) blev ændret. Blandt andet var

ændringen ifølge Kommissionen nødvendig for at sikre sammenhæng i EU-retten.

Med ændringen harmoniseres ligebehandlingsdirektivet med de to direktiver,

der

er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel 13: det etniske

ligebehandlingsdirektiv (direktiv 2000/43/EF) og beskæftigelsesdirektivet

(2000/78/EF), idet formuleringen af definitionerne af chikane, direkte og

indirekte forskelsbehandling nu svarer til definitionerne i de to artikel 13

direktiver. Herudover pegede Kommissionen på, at det også var nødvendigt at

regulere sexchikane.

Det var for Kommissionen desuden ønskeligt at tage hensyn

til EF-domstolens praksis i selve direktivet for derved at opnå større

retssikkerhed. EF-domstolen har nu i mere end 50 domme fortolket

ligebehandlingsdirektivet og har herved bl.a. fastlagt anvendelsesområdet for

nogle af de bestemmelser, der ikke har været klart formuleret, herunder for

deres begrænsninger.

For så vidt angår retten til at vende tilbage til arbejdet

efter endt fravær i forbindelse med barsel og forældreorlov, se lovforslagets

§ 1, nr. 5, gennemfører denne bestemmelse tillige § 2, stk. 5,

i

Rammeaftalen om forældreorlov. Denne aftale, der er et resultat af den

sociale

dialog mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan, fremgår af Rådets direktiv

96/34/EF af 3. juni 1996 (EF-Tidende 1996, L 145, s. 4) om den rammeaftale

vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS.

Direktivet giver mulighed for, at arbejdsmarkedets parter

kan indgå aftale om at gennemføre direktivet ved kollektiv overenskomst.

Arbejdsmarkedets parter har ikke fundet det hensigtsmæssigt at gennemføre

direktivet ved aftale bortset fra lovforslagets § 1, nr. 5.

2. Lovforslagets indhold

Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til

beskæftigelse og barselorlov blev vedtaget i 1978 for at gennemføre

ligebehandlingsdirektivet (direktiv 76/207/EØF). Loven er siden blevet ændret

adskillige

gange senest i 2002, hvor forbedrede og mere fleksible barselsregler blev

indført. Med dette lovforslag gennemføres Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.

september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til

beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.

Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets bestemmelser og går ikke videre

end direktivets krav. Samtidig præciseres retten til tilbagevenden efter

forældreorlov i overensstemmelse med § 2, stk. 5, i Rammeaftalen om

forældreorlov, jf. hertil Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den

rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS.

Ligebehandlingsloven og dens fortolkning vurderes allerede

i dag i vidt omfang at leve op til de ændringer, som er vedtaget med

ændringen

af ligebehandlingsdirektivet. Gennemførelsen af ændringsdirektivet vil derfor

kun kræve mindre lovændringer, som hovedsagelig har karakter af kodificering

af

gældende ret.

Lovforslaget angiver lovens anvendelsesområde, der herefter

vil svare til forskelsbehandlingslovens formulering. Lovforslaget har

følgende

hovedindhold:

–

At lovens note

ændres, således at det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører det ændrede ligebehandlingsdirektiv (§ 1, nr. 1),

–

At der indsættes en

titel til lovens kapitel 1, hvorved lovens struktur og inddeling samtidig

tilpasses forskelsbehandlingslovens (§ 1, nr. 2),

–

At der indsættes

definitioner af direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane og

sexchikane

i overensstemmelse med det ændrede ligebehandlingsdirektiv. Herunder

lovfæstes

det, at forskelsbehandling også omfatter chikane, sexchikane og instruktion

om

forskelsbehandling. Denne ændring har til formål at skabe klare retlige

standarder og dermed forbedre retsbeskyttelsen, idet ændringen samtidig tager

hensyn til den seneste domstolspraksis fra EF-domstolen. Ændringen vil

endvidere skabe sammenhæng i forhold til definitionerne i

forskelsbehandlingsloven, herunder i de to artikel 13 direktiver, hhv. det

etniske

direktiv og beskæftigelsesdirektivet (§ 1, nr. 3),

–

At princippet om

mainstreaming indføres for offentlige myndigheder på lovens område (§ 1,

nr. 4),

–

At forbudet mod

forskelsbehandling udvides til også at finde anvendelse i forbindelse med

medlemskab af faglige organisationer samt branche- og erhvervsorganisationer

(§ 1, nr. 5),

–

At retten til at

vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde for forældre, der

har

udnyttet deres ret til fravær efter lovens § 7, lovfæstes (§ 1, nr.

6),

–

At adgangen til at

fravige ligebehandlingsprincippet efter lovens § 13, stk. 1,

præciseres, således at det almindelige princip om proportionalitet fremgår

direkte af bestemmelsen (§ 1, nr. 7),

–

At beskyttelsen mod

forskelsbehandling i § 15, stk. 1, udvides til ikke blot at gælde

mod

afskedigelse, men også mod enhver anden ufordelagtig behandling eller følge

(repressalie), når der er fremsat krav om ligebehandling (§ 1, nr. 8),

og

–

At lovens

maksimumsgrænser for godtgørelse, der kan tildeles i forbindelse med

overtrædelse af loven, ophæves (§ 1, nr. 9 og 10).

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske og

administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for

borgerne.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes at have positive ligestillingsmæssige

konsekvenser. Lovforslagets formål er at forbedre beskyttelsesniveauet i

ligebehandlingssager på arbejdsmarkedet, ikke mindst ved indsættelsen af

præcise

definitioner af forskelsbehandlingsbegrebet, herunder af sexchikane.

Udvidelsen

af lovens anvendelsesområde vil også styrke ligestillingen mellem mænd og

kvinder.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer Rådets direktiv 2002/73/EF af

23. september 2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15) om ændring af Rådets

direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd

og

kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,

forfremmelse samt arbejdsvilkår. Direktivet skal være gennemført senest den

5.

oktober 2005. Derudover gennemfører lovforslaget dele af Rådets direktiv

96/34/EF

af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået

af

UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende

1996, L

145, s. 4). Lovforslaget går ikke videre end direktiverne.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen, Frederiksberg og Københavns Kommuner,

Dansk

Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Kristelig Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Akademikernes Centralorganisation, Kristelig Fagbevægelse, Ledernes

Hovedorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale

Tjenestemænd

og Overenskomstansatte, Advokatrådet, Personalestyrelsen, Dommerforeningen,

Dansk Kvindesamfund, Foreningen af Aktive Kvinder, Institut for

Menneskerettigheder, Kvinderådet samt Maskulint Forum.

Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Loven implementerer Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.

september 2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15) om ændring af Rådets direktiv

76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og

kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,

forfremmelse samt arbejdsvilkår, samt dele af Rådets direktiv 96/34/EF af 3.

juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af

UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende

1996,

L

145, s. 4).

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med forslaget ændres lovens note, således at det fremgår,

at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører ligebehandlingsdirektivet

(direktiv 76/207/EØF - EF-Tidende nr. L 039 af 14/02/1976, s. 0040-0042), som

ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september

2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15). Endvidere fremgår det uændret af noten,

at loven også indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv

96/34/EF

af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået

af

UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende 1996, L 145, s. 4).

Til nr. 2

Der foreslås en titel til det eksisterende kapitel 1 i

loven i lighed med kapitel 1 i forskelsbehandlingsloven, jf.

lovbekendtgørelse

nr. 31 af 12. januar 2005 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

mv.

Til nr. 3

Efter den gældende ligebehandlingslov og

ligebehandlingsdirektivet må der ikke finde direkte eller indirekte

forskelsbehandling sted. Loven har dog hidtil alene indeholdt en definition

af

indirekte forskelsbehandling, jf. lovens § 1, stk. 2. Derimod

indeholder både direktivet om etnisk ligebehandling (direktiv 2000/43/EF) og

beskæftigelsesdirektivet (direktiv 2000/78/EF) i artikel 2, stk. 2, en

definition af direkte forskelsbehandling og chikane.

Ligebehandlingsdirektivets

nye definitioner af henholdsvis direkte og indirekte forskelsbehandling samt

lovfæstelsen af, at forskelsbehandling også omfatter chikane, sexchikane og

instruktioner om forskelsbehandling, medvirker dermed til at skabe sammenhæng

mellem de to regelsæts definitioner, jf. § 1 i forskelsbehandlingsloven

(lovbekendtgørelse nr. 31 af 12. januar 2005).

Definitionen af direkte forskelsbehandling, som foreslås i

stk. 2, svarer til definitionen i § 1, stk. 2 i

forskelsbehandlingsloven.

Efter definitionen skal den nærmere vurdering af, om der foreligger direkte

forskelsbehandling på grund af køn, ske ved, at personen, der føler sig

krænket, skal sammenlignes med, hvordan en person af andet køn bliver eller

ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Herved anerkendes, at en

person,

der føler sig forskelsbehandlet, kan sammenligne sig med en hypotetisk

sammenligningsperson. Det foreslås endvidere præciseret, at enhver form for

negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel

som defineret i graviditetsdirektivet (direktiv 92/85/EØF) er direkte

forskelsbehandling, og at det ikke forudsættes, at der er en

sammenligningsperson. Det har særligt betydning i forhold til ret til fravær

i

forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen,

ret

til fravær fra arbejdet i forbindelse med graviditetsundersøgelser, forbud

mod

afskedigelse og rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen. Der er tale om

en

kodificering af EF-domstolens praksis. Der er fastslået første gang i sag

C-177/88, Saml 1990 I-3941 (Dekker-sagen). Bestemmelsen gennemfører

ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2, punkt 1, og artikel 2,

stk. 7, 3. pkt., jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.

Definitionen af indirekte forskelsbehandling, som foreslås

i stk. 3, er en tilpasning af den eksisterende definition i lovens

§ 1, stk. 2. Den foreslåede ændring indebærer i det væsentligste,

at

der i vurderingen skal lægges mindre vægt på antallet af berørte personer,

der

ved en kønsskæv effekt af en bestemmelse, betingelse eller praksis stilles

ringere. Herudover er der foretaget en sproglig tilpasning. Definitionen

svarer

til definitionen i § 1, stk. 3, i forskelsbehandlingsloven.

Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2,

punkt 2, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.

Det foreslås i stk. 4 lovfæstet, at chikane og

sexchikane betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og vil som følge

heraf være forbudt. Det foreslås samtidig præciseret, at der kan siges fra

over

for sådan adfærd, idet en persons afvisning eller indvilligelse ikke må

anvendes som begrundelse for en beslutning, der vedrører den pågældende. Da

chikane og sexchikane er forskelsbehandling, vil sådan forskelsbehandling

fortsat være en overtrædelse af lovens §§ 2-4. Lovens pligtsubjekter i

forhold til chikane og sexchikane er kun ændret i forhold til visse

medlemskaber, se lovforslagets § 1, nr. 4, og forskelsbehandling i den

sammenhæng

vil næppe være praktisk. Det vil kun være de udtrykkeligt nævnte

pligtsubjekter

i loven, der er omfattet af forbudet mod chikane og sexchikane.

Definitionen af chikane, som foreslås i stk. 5, svarer

til definitionen i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4. Chikanøs

adfærd kan antage flere forskellige former, herunder adfærd af fysisk eller

psykisk karakter, af skreven eller verbal karakter samt af visuel karakter.

Chikane på grund af køn kan forekomme, når en person fx bagtales, generes

eller

isoleres på grund af sit køn. Såvel den tilsigtede chikane (dvs. den chikane,

som finder sted med det formål at krænke en persons værdighed) som den

utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme chikane, som ikke har til formål at

krænke en persons værdighed, men imidlertid har denne virkning) er omfattet

af

forbudet mod chikane. Til forskel fra sexchikane kan chikane foreligge, uden

at

chikanøren foretager sig noget aktivt over for den chikanerede person, fx ved

at ignorere og holde vedkommende uden for almindeligt samvær på

arbejdspladsen.

Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2,

punkt 3, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.

Definitionen af sexchikane, som foreslås i stk. 6, er

udviklet via henstillinger mv., jf. Ministerrådets resolution af 29. maj 1990

om beskyttelse af kvinders og mænds værdighed på arbejdspladsen samt

Europa-Kommissionens henstilling 92/131/EØF af 27. november 1991 om

beskyttelse

af mænds og kvinders værdighed på arbejdspladsen. Med definitionen i

ligebehandlingsdirektivet angives det nu udtrykkeligt i EU-retten, at seksuel

chikane er i strid med ligebehandlingsprincippet. Sexchikane defineres som

»enhver

form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle

undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed,

navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller

ubehageligt klima«. I dansk retspraksis er begrebet seksuel chikane blevet

indfortolket i lovens §§ 2-4, således at forskelsbehandling på grund af

køn

allerede omfatter seksuel chikane og anses i strid med

ligebehandlingsprincippet.

De danske domstole har dermed udviklet dansk retspraksis i overensstemmelse

med

definitionen i EU. Kodificeringen i direktiv 2002/73/EF vil derfor næppe få

den

store betydning for retspraksis, som dog alt andet lige må formodes at blive

mere klar, når domstolene herefter får en retlig standard at holde

vurderingen

af seksuel chikane op imod. Bestemmelsen definerer ingen nedre grænse for,

hvornår en seksuel adfærd objektivt set bliver til seksuel chikane.

Opfattelsen

af, hvad der er »uønsket seksuel adfærd« afgøres konkret og afhænger således

af

den krænkede persons egne grænser, som igen vil være forskellig fra person

til

person. Der stilles dog krav om, at der skal være tale om en handling

(adfærd),

og at denne opleves som uønsket. I praksis kan man muligvis tale om en nedre

grænse for seksuel chikane knyttet til den konkrete situation. Domstolene har

således i flere sager, hvor adfærden har været af mindre graverende karakter,

men dog været uønsket, lagt vægt på den ansattes manglende tilkendegivelse af

modvilje samt chikanørens gode tro og dermed undladt at statuere seksuel

chikane. Denne afvejning må anses for at være i overensstemmelse med

angivelsen

i Ministerrådets resolution og Europa-Kommissionens henstilling, hvor det

tillige kræves, at den uønskede adfærd anses som urimelig. I vurderingen af,

om

der er tale om seksuel chikane, tager domstolene stilling til krænkelsens

grovhed, passivitet fra den krænkede persons side, chikanørens gode tro,

tonen

og omgangstonen på arbejdspladsen mv. Der er nok en tendens til, at jo

grovere

adfærd og dermed jo større krænkende virkning, desto mindre rolle spiller de

andre forhold, herunder tonen og omgangstonen på arbejdspladsen generelt.

Allerede i dag indfortolkes det i lovens §§ 2-4, at den beskytter mod

sexchikane, idet en arbejdsgiver bl.a. ikke må forskelsbehandle en

lønmodtager

for så vidt angår arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i den sammenhæng

således, at bestemmelsen også indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at

stille et chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til

i

rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane. Bestemmelsen gennemfører

ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2, punkt 4, jf.

ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.

Det foreslås i stk. 7 lovfæstet, at instruktion om at

forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.

Der er tale om en præcisering af forskelsbehandlingsbegrebet, idet sådanne

situationer formentlig allerede i dag vil være omfattet af lovens forbud mod

at

forskelsbehandle på grund køn. Da instruktion om forskelsbehandling er

forskelsbehandling på grund af køn, vil instruktion i strid hermed være en

overtrædelse af lovens §§ 2-6. For at der kan foreligge en instruktion

kræves, at den person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse

eller tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at

der forudsættes et over- og underordnelsesforhold. Inden for lovens

anvendelsesområde vil det typiske eksempel være ved en arbejdsgivers

instruktion overfor en ansat. En opfordring til at forskelsbehandle på grund

af

køn i situationer, hvor der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, vil

derimod ikke være omfattet af denne bestemmelse, fx hvor en lønmodtager

opfordrer en anden lønmodtager til at forskelsbehandle. Bestemmelsen

gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 4, jf.

ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.

Til nr. 4

Forslaget til ny § 1 a fastsætter en handlepligt

for offentlige myndigheder til aktivt at tage hensyn til målsætningen om

ligestilling mellem mænd og kvinder ved udformning og gennemførelsen af love

og

administrative bestemmelser, politikker og aktiviteter på de områder, denne

lov

omhandler. Med bestemmelsen lovfæstes princippet om mainstreaming på

arbejdsmarkedsområdet. Mainstreamingsstrategien betyder, at kønsperspektivet

skal indarbejdes i al planlægning og forvaltning, dvs. i både

personalepolitikken og i arbejdet med myndighedsområdet.

Alle offentlige myndigheder får hermed en lovfæstet

handlepligt til på ligebehandlingslovens område at arbejde for at fremme

ligestilling både i forhold til borgerne og i forhold til myndighedens

forvaltningsområde og personale. Ansvaret for at fremme ligestilling skal

være

placeret hos de enkelte myndigheder. Bestemmelsen svarer til § 4 i

ligestillingsloven (lovbkg nr. 1527 af 19. december 2004 om ligestilling

mellem kvinder og mænd).

Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel

1, stk. 1 a, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 1.

Til nr. 5

Forslaget til ny § 5 a fastsætter, at pligt til

ligebehandling gælder enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og

deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller i

organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele

sådanne organisationer giver medlemmerne.

Med forslaget vil de hidtidige pligtsubjekter, jf. lovens

§§ 2-5, blive udvidet, idet faglige organisationer samt branche- og

erhvervsorganisationer nu også skal anses som pligtsubjekter efter loven.

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at der ikke sker

forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med enten medlemskab af

eller

engagement i disse organisationer eller de goder, der opnås via disse.

Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel

3, stk. 1, punkt d, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 3.

Til nr. 6

Det foreslås, at det i loven præciseres, at forældre, der

har udnyttet retten til fravær efter § 7, har ret til at vende tilbage

til

samme eller tilsvarende stilling med arbejdsvilkår, som ikke er mindre

gunstige

for dem, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de

ville have været berettiget til under deres fravær.

Ligebehandlingsloven har hidtil ikke indeholdt en egentlig

regulering ved en lønmodtagers tilbagevenden efter barsel. Lovens § 9

beskytter imidlertid mod afskedigelse på grund af graviditet eller barsel og

omfatter ikke kun afskedigelser i snæver forstand. Væsentlige ændringer af

arbejdsvilkårene,

der må sidestilles med en opsigelse, er ligeledes omfattet af beskyttelsen. I

dansk retspraksis lægges der ved vurderingen af, om ændringerne er væsentlige

vægt på, hvilke ændringer i ansættelsesvilkårene en lønmodtager må tåle, uden

at de betragtes som en opsigelse. Fx i situationer, hvor stillingen er

nedlagt,

og en ny stilling indeholder væsentlige ændringer i forhold til den tidligere

stilling, vil ændringen blive sidestillet med en opsigelse, jf. ØLD af 31.

maj

2002 (B-1580-0). I dommen er der særligt lagt vægt på, at sagsøgeren var

frataget sine ledelsesbeføjelser.

Det er omvendt også anerkendt, at visse mindre ændringer,

uanset de måtte opleves som mindre gunstige for medarbejderen, kan ligge

inden

for rammerne af ansættelsesforholdet og dermed inden for, hvad en lønmodtager

med rimelighed må tåle. Der kan fx af organisatoriske, økonomiske og andre

driftsmæssige grunde være gennemført forandringer, som betyder, at den

tilbagevendende lønmodtagers stilling ikke er den samme som den,

lønmodtageren

forlod. Der må i denne bedømmelse anlægges en samlet vurdering, herunder af

hvilken fleksibilitet man med rimelighed kan fordre af den ansatte. Ligeledes

vil det spille en rolle, om der er tale om en generel ændring, som i lige så

høj grad berører andre medarbejdere. Til illustration nævnes ØLD af 22.

november 1999 (B-2799-98). I dommen blev en medarbejder efter endt

barselsorlov

forflyttet til en anden filial. Byretten fastslog, at der var driftsmæssige

grunde til forflyttelsen, at medarbejderen i lighed med andre medarbejdere i

et

vist omfang efter ansættelsesaftalen havde pligt til at arbejde i

virksomhedens

øvrige filialer og også havde gjort det, samt at den forlængede transporttid

og

ændrede arbejdstid ikke udgjorde en større ændring. Herefter konkluderede

retten, at der efter en samlet vurdering ikke var sket sådanne væsentlige

ændringer i ansættelsesforholdet, at meddelelsen om at påbegynde arbejde i

den

anden filial kunne betragtes som en delvis opsigelse, som udløste ret til

godtgørelse efter lovens § 9. Dommen blev siden stadfæstet af

landsretten

med henvisning til byrettens begrundelse.

I det omfang beslutningen om ændringen af

ansættelsesforholdet er truffet under barselorlov, gælder reglerne om omvendt

bevisbyrde i lovens § 16, stk. 4. Hvis ændringen i

ansættelsesforholdet først indtræffer efter tilbagekomst fra barselorlov,

gælder reglerne om delt bevisbyrde i ligebehandlingslovens § 16 a.

Lovforslagets § 8 a gennemfører

forældreorlovsdirektivets (96/34/EF) rammeaftale § 2, pkt. 5, om

tilbagevenden

til arbejdet efter forældreorlov. Det foreslås derfor at tydeliggøre denne

sammenhæng.

Der er ikke med lovændringen tilsigtet ændringer i

retstilstanden. Forslaget gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2,

stk. 7, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2, nr. 7.

Til nr. 7

Forslaget til § 13, stk. 1, er en præcisering af

den nuværende bestemmelse, hvor det almindelige princip om proportionalitet

nu

klart fremgår. Ifølge dette princip er det nødvendigt at vurdere det

kønsspecifikke erhvervsmæssige krav på baggrund af formålet med at fastsætte

kravet, herunder om kravet er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold

til det formål, der forfølges.

Forslaget giver i lighed med den nugældende bestemmelse

adgang til, at der administrativt kan meddeles undtagelser fra lovens

bestemmelser i tilfælde, hvor det på grund af beskæftigelsens eller

uddannelsens karakter er af afgørende betydning, at udøveren er af et bestemt

køn.

Efter ligebehandlingsdirektivet kan medlemsstaterne

fastsætte, at ulige behandling, der er baseret på et kønsspecifikt træk, ikke

udgør forskelsbehandling, når et sådant kønsspecifikt træk på grund af de

pågældende erhvervsaktiviteters art eller den sammenhæng, hvori de udøves,

udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at formålet er

legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

EF-domstolen har i flere sager udtalt sig om rækkevidden af

denne adgang til at fravige ligebehandlingsprincippet. Det er herved

fastslået,

at når medlemsstaterne beslutter at udelukke en aktivitet fra direktivets

anvendelsesområde, har de pligt til regelmæssigt at vurdere de pågældende

aktiviteter, for i lyset af samfundsudviklingen at beslutte, hvorvidt

undtagelsen for direktivets generelle bestemmelser skal opretholdes.

Undtagelsen

skal derfor have en sådan gennemskuelighed, at Kommissionen kan føre

tilstrækkeligt tilsyn, og skal kunne tilpasses samfundsudviklingen.

Fra EF-domstolens praksis kan særligt nævnes følgende

sager:

–

Johnston-sagen (sag

222/84 af 5. maj 1986), hvor EF-domstolen udtalte, at undtagelsen skal

fortolkes indskrænkende og anvendes i overensstemmelse med

proportionalitetsprincippet.

–

Sirdar-sagen (sag C-273/97

af 26. oktober 1999) og Kreil-sagen (sag C-285/98 af 11. januar 2001), hvor

EF-domstolen tilføjede, at de nationale myndigheder dog efter

omstændighederne

råder over et vist skøn ved vedtagelsen af foranstaltninger, som anses for

nødvendige for at garantere en medlemsstats offentlige sikkerhed.

Det fremgår af bemærkningerne til den nugældende lov, at

det må kræves, at det regulære erhvervsmæssige krav er et objektivt, sagligt

og

relevant krav, der relaterer sig til erhvervsudøvelsens art eller de forhold,

under hvilke den udføres. Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra

forbudet

mod forskelsbehandling, skal bestemmelsen i lighed med den nugældende lovs

§ 13, stk. 1, fortolkes snævert. Bestemmelsen skal også ses i

sammenhæng med de oprindelige forarbejder til ligebehandlingsloven fra 1978,

hvorefter udførelse af arbejde, der efter sin natur må udføres af en person

af

et bestemt køn, (fx skuespillere, mannequiner og badepersonale) helt falder

uden for loven. Også området for undtagelser er meget snævert, da formålet

med

diskriminationsforbudet ikke må udhules. Grænsen mellem de tilfælde, hvor der

skal søges dispensation efter lovens § 13, stk. 1, og de tilfælde,

der falder helt uden for loven, er ikke skarp.

Ifølge lovens § 13, stk. 4, skal fravigelser fra

§ 13, stk. 1, indberettes til ministeren for ligestilling mindst

hvert andet år. Fra Ligestillingsafdelingen er det oplyst, at 4 ministerier

hidtil har udnyttet dispensationsadgangen:

–

Justitsministeren

har givet dispensation til, at Kriminalforsorgen med henblik på varetagelse

af

visitationsopgaver kan tage hensyn til de ansattes køn.

–

Kirkeministeren har

udstedt bekendtgørelse om at fravige loven, for så vidt angår

præstestillinger

(bkg nr. 350 af 10. juli 1978).

–

Ministeren for

Familie- og Forbrugeranliggender har givet dispensation til, at

halalslagtning

kan udføres af en mandlig halalslagter.

–

Socialministeren

har givet dispensation til, at der kunne annonceres efter kvindeligt

personale

til et krisecenter og til annoncering efter mandligt personale til en sikret

afdeling.

Bestemmelsen gennemfører

ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 6, jf. ændringsdirektivets

artikel 1, pkt. 2.

Til nr. 8

Det foreslås, at den nuværende beskyttelse i § 15

udvides til ikke blot at gælde mod afskedigelse, men også mod enhver anden

ufordelagtig behandling eller følge (repressalie) i de situationer, hvor der

er

fremsat krav om, at princippet om ligebehandling iagttages. Som udgangspunkt

er

alle former for ugunstig behandling og følge herefter omfattet, hvilket

udover

afskedigelse kan være degradering, forflyttelse, chikane mv. Beskyttelsen mod

repressalier gælder både i tilfælde, hvor sagen formelt indbringes for en

domstol eller anden myndighed, hvor forholdet mundtligt påtales på

arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager eller dennes repræsentant tager

kontakt til fagforening eller advokat om forholdet. EF-domstolen har

endvidere

fastslået, at retten til en effektiv retsbeskyttelse på

ligebehandlingsdirektivets område er grundliggende, og at også dispositioner,

som træffes efter ansættelsesforholdets ophør kan være omfattet. Der henvises

til Coote-sagen (sag C-185/97), hvor en lønmodtager ikke kunne få en

anbefaling

fra sin tidligere arbejdsgiver som reaktion på en tidligere anlagt

ligebehandlingssag. EF-domstolen fastslog i den forbindelse, at

retsbeskyttelsen også omfatter dette pressionsmiddel, når det er en reaktion

på

en retssag anlagt mod arbejdsgiveren, og når det tilsigter at lægge

hindringer

i vejen for den afskedigede lønmodtagers bestræbelser på at finde et nyt

arbejde.

Kravet på godtgørelse vil dog forudsætte en

årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling eller følge og det

forhold, at der er fremsat krav om ligebehandling. Reglerne om delt

bevisbyrde,

jf. lovens § 16 a, vil fortsat være gældende. Bestemmelsen skal sikre en

effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet i lighed med beskyttelsen

efter artikel 9 i direktivet om etnisk ligebehandling (direktiv 2000/43/EF)

og

artikel 11 i beskæftigelsesdirektivet (2000/78/EF), jf. § 7,

stk. 2,

i forskelsbehandlingsloven. Bestemmelsen gennemfører den ændrede artikel 7 i

ligebehandlingsdirektivet, jf. ændringsdirektivets artikel 1, nr. 2, punkt 6.

Til nr. 9 og 10

Efter de gældende regler kan godtgørelsen i forbindelse med

afskedigelse pga. overtrædelse af ligebehandlingslovens §§ 2-4 og

§ 9

ikke overstige henholdsvis 39 og 78 ugers løn, jf. lovens § 15,

stk. 2, og § 16, stk. 3.

Det foreslås, at de fastsatte maksimumsgrænser for

godtgørelsen i lovens § 15, stk. 2, og § 16, stk. 3,

ophæves.

Godtgørelsen skal fortsat fastsættes af domstolene under hensyn til den

enkelte

sags omstændigheder og med iagttagelse af det EU-retlige

effektivitetsprincip.

Lønmodtagere, der er omfattet af funktionærloven, vil også være beskyttet mod

urimelige afskedigelser i medfør heraf, jf. funktionærlovens § 2 b, men

får dog fortsat ikke på det grundlag ret til godtgørelse i medfør af flere

regelsæt samtidig.

Forslaget om at ophæve maksimumsgrænser for godtgørelsen

skyldes alene, at EF-domstolen har fastslået, at for at princippet om

ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der i tilfælde af

dets

overtrædelse tildeles den lønmodtager, der har været udsat for

forskelsbehandling, være tilstrækkelig i forhold til det tab den pågældende

har

lidt. EF-domstolen har således understreget, at forudgående fastsættelse af

et

maksimum kan udelukke en effektiv erstatning. Der henvises særligt til

Draehmpaehl-dommen (sag C-180/95 af 22. april 1997), hvor det i præmis 22

også

slås fast, at tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af

forskelsbehandling

på grund af køn i forbindelse med en ansættelse ikke kan være betinget af

udvist

skyld.

Ligebehandlingslovens § 14 omhandler tilkendelse af

godtgørelse ved overtrædelse af §§ 2-5. Bestemmelsen indeholder ikke en

maksimumgrænse over godtgørelsen, og der vil således ikke ske ændringer i

bestemmelsen

som følge af direktivet.

Ligebehandlingslovens § 15, stk. 2, omhandler

tilkendelse af godtgørelse, der ikke kan overstige 39 ugers løn i tilfælde,

hvor en lønmodtager afskediges, fordi denne har fremsat krav om

ligebehandling.

Godtgørelsen blev forhøjet fra 26 ugers løn til 39 ugers løn i 1989.

Bestemmelsen har endnu ikke været anvendt i praksis. Det foreslås som følge

af

direktivets formulering, at maksimumsgrænsen for godtgørelsen i bestemmelsen

ophæves.

Ligebehandlingslovens § 16, stk. 3, omhandler

tilkendelse af godtgørelse, der ikke kan overstige 78 ugers løn i tilfælde,

hvor en lønmodtager afskediges i strid med § 9. Retspraksis med hensyn

til

udmåling af godtgørelserne viser, at niveauet for godtgørelser gennem de

senere

år er stigende. I de første afskedigelsessager efter lovens ikrafttræden

udgjorde godtgørelserne et beløb på ikke over 3 måneders løn. I adskillige år

har det hyppigste godtgørelsesniveau været 6 måneders løn, men de seneste to

år

er godtgørelsesniveauet yderligere hævet. Domstolene og Ligestillingsnævnet

udmåler nu ofte godtgørelser svarende til 9 måneders løn, ikke mindst efter

at

Højesteret i U 2002.2435/3H tildelte en godtgørelse svarende til 6 måneders

løn

efter en kortvarig vikaransættelse.

Ligebehandlingslovens godtgørelsesbestemmelser har således

også hidtil haft til formål at sikre den krænkede en effektiv kompensation,

og

det er udgangspunktet, at reglerne om godtgørelse fortsat skal virke

fleksibelt

og effektivt, så domstolene har mulighed for at fastsætte godtgørelser under

hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Det

er ikke hensigten med forslaget at ændre på domstolenes og

Ligestillingsnævnets

udmålingspraksis, men alene at sikre, at loven ikke er til hinder for, at

domstolene eller Ligestillingsnævnet i de enkeltstående tilfælde, hvor der

kunne være behov herfor, kan udmåle en godtgørelse uden at være begrænset af

lovfastsatte maksimumsgrænser. Hermed sikres, at det EU-retlige

effektivitetsprincip er gennemført korrekt i dansk ret.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft efter bekendtgørelsen

i Lovtidende.

Fristen for at implementere direktivet er den 5.

oktober 2005, jf. artikel 2 i ændringsdirektivet (direktiv 2002/73/EF).

Bilag A

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

1.

Lovens

note

affattes således:

1)

Denne lov vedrører implementeringen af Rådets direktiv

92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til

forbedring

af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide,

som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel

16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) og indeholder bestemmelser, der

gennemfører Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i

forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EF-Tidende 1998 nr. L

14, s. 6) og Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de

erhvervstilknyttede

sociale sikringsordninger (EF-Tidende 1986 nr. L 225, s. 40) som ændret ved

Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EF-Tidende 1997 nr. L 46, s.

20) samt bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni

1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE,

CEEP og EFS (EF-Tidende 1996 nr. L 145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv

97/75/EF af 15. december 1997 (EF-Tidende 1998 nr. L 10, s. 24).

»Loven indeholder bestemmelser,

der gennemfører Rådets direktiv 76/207/EØF (Ef-Tidende nr. L 039 af

14/02/1976, s. 0040-0042) om gennemførelse af princippet om ligebehandling af

mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, som ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002

(EF-Tidende

2002 L

269 s. 15). Endvidere vedrører loven implementeringen

af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af

foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet

for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende

særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) og

indeholder

bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997

om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn

(EF-Tidende 1998 nr. L 14, s. 6) og Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli

1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder

inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EF-Tidende 1986

nr. L 225, s. 40) som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december

1996 (EF-Tidende 1997 nr. L 46, s. 20) samt bestemmelser, der gennemfører

Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende

forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende 1996 nr. L

145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af 15. december 1997

(EF-Tidende 1998 nr. L 10, s. 24).«

2.

Som titel efter kapitel 1 indsættes:

Kapitel 1

»Lovens anvendelsesområde mv.«

§ 1.

Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås

i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling,

navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller

familiemæssig stilling.

3.

I

§ 1

indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

Stk. 2

. Der foreligger

indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en

praksis, der tilsyneladende er neutral, stiller et væsentligt større antal

personer af det ene køn ringere, medmindre denne bestemmelse, dette kriterium

eller denne praksis er hensigtsmæssig og nødvendig og kan begrundes i

objektive ikke-kønsrelaterede faktorer.

»

Stk. 2

. Der foreligger

direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere,

end

en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en

tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger

herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med

graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen.

Stk. 3

. Der foreligger

indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en

praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn

ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse,

betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og

midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Stk. 4

. Chikane, som

defineret i stk. 5, og sexchikane, som defineret i stk. 6, betragtes som

forskelsbehandling på grund af køn og er derfor forbudt. En persons afvisning

af eller indvilligelse i en sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for

en beslutning, der vedrører den pågældende.

Stk. 5

. Der foreligger

chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller

fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning

at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt,

nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Stk. 6

. Der foreligger

sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller

fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at

krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt,

nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Stk. 7

. En instruktion om

at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som

forskelsbehandling.«

Stk. 3

. Loven er ikke til

hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder, navnlig i forbindelse med

graviditet og fødsel, jf. kapitel 3.

Stk. 2 udgår, mens stk. 3 og 4 herefter bliver stk. 8 og 9.

Stk. 4

. Loven finder ikke

anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en

kollektiv overenskomst.

4.

Efter § 1 indsættes i Kapitel 2:

Kapitel 2. Ligebehandling af mænd og kvinder

»

§ 1 a.

Offentlige

myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og

indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning på de områder, denne

lov omhandler

.«

5.

Efter § 5

indsættes:

§ 5.

---

»

§ 5 a

.

Pligt

til ligebehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om

medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation

eller i organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de

fordele sådanne organisationer giver medlemmerne.«

6.

Efter § 8 indsættes:

§ 8.

---

»

§ 8 a.

Forældre, der har udnyttet retten til fravær

efter § 7, har ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende

arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem, og til at

nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været

berettiget til under deres fravær.«

7.

§ 13, stk. 1

,

affattes således:

§ 13.

Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og

uddannelse er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, kan den minister,

under hvis forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige

bestemmelserne i §§ 2.

Stk. 2. ---

Stk. 3. ---

Stk. 4. ---

»Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelse er

afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, og dette krav står i rimeligt

forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan den minister, under hvis

forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige bestemmelserne i

§§ 2-6.«

§ 15.

Afskediges en lønmodtager, fordi denne

har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal arbejdsgiveren betale

godtgørelse.

8.

§ 15, stk. 1

,

affattes således:

»En lønmodtager, herunder lønmodtagerrepræsentant, der

afskediges eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge,

fordi der er fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal tilkendes en

godtgørelse fra arbejdsgiveren.«

Stk. 2

. Godtgørelse efter

stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers løn, fastsættes under hensyn til

lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3.

---

9.

I

§ 15, stk.

2

, udgår: », der ikke kan overstige 39 ugers løn,«.

§ 16.

Stk. 2

. ---

Stk. 3

. Godtgørelsen, der

ikke kan overstige 78 ugers løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens

ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

10.

I

§ 16,

stk. 3

, udgår: », der ikke kan overstige 78 ugers løn,«.

Stk. 4.

---

Stk. 5.

---

Bilag B

EUROPA-PARLAMENTETS

OG RÅDETS DIREKTIV 2002/73/EF

af 23. september 2002

om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om

ligebehandling

af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,

erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

—

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 141, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale

Udvalg,

efter proceduren i traktatens artikel 251,

på grundlag af Forligsudvalgets fælles

udkast af 19. april 2002, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske

Union bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og respekt for

menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt

retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til

fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de

garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder

og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af

medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle

principper for fællesskabsretten.

(2) Alle menneskers ret til lighed for loven og

beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes

i

verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konvention om afskaffelse

af

alle former for diskrimination imod kvinder, den internationale konvention om

afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN's konventioner om

borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle

rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af

menneskerettigheder

og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har

undertegnet.

(3) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder

og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder.

(4) Ligestilling mellem mænd og kvinder er et

grundlæggende princip i EF-traktatens artikel 2 og artikel 3, stk. 2, og

i

Domstolens retspraksis. Disse traktatbestemmelser gør ligestilling mellem

mænd

og kvinder til en opgave for Fællesskabet og noget, det tilstræber, og

pålægger

Fællesskabet en positiv forpligtelse til i alle sine aktiviteter at fremme

denne ligestilling.

(5) Traktatens artikel 141, navnlig stk. 3,

omhandler specifikt lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder

i

forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

(6) I Rådets direktiv 76/207/EØF

gives der ikke en definition af begreberne direkte og indirekte

forskelsbehandling. På grundlag af traktatens artikel 13 har Rådet vedtaget

direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om

ligebehandling

af alle uanset race eller etnisk oprindelse

og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser

om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv,

som begge indeholder en definition af direkte og indirekte

forskelsbehandling.

Det er således hensigtsmæssigt at indsætte definitioner, der er i

overensstemmelse med disse direktiver for så vidt angår kønsaspektet.

(7) Dette direktiv anfægter ikke foreningsfriheden,

herunder retten til at oprette faglige sammenslutninger sammen med andre og

til

at melde sig ind i faglige sammenslutninger for at forsvare egne rettigheder.

Foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 141, stk. 4,

kan omfatte medlemskab af eller fortsat aktivitet i organisationer eller

fagforeninger, hvis hovedformål er i praksis at fremme princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder.

(8) Chikane i forbindelse med en persons køn og

sexchikane er i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

Det

er derfor hensigtsmæssigt at definere disse begreber og forbyde disse former

for forskelsbehandling. Det skal i den forbindelse understreges, at disse

former for forskelsbehandling ikke kun forekommer på arbejdspladsen, men også

i

forbindelse med adgang til beskæftigelse og til erhvervsuddannelse under

udøvelse

af beskæftigelse og erhverv.

(9) I den forbindelse bør arbejdsgiverne og de ansvarlige

for erhvervsuddannelserne tilskyndes til at træffe foranstaltninger til

bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling på grund af køn og navnlig

til

at træffe foranstaltninger til forebyggelse af chikane og sexchikane på

arbejdspladsen i overensstemmelse med national lovgivning og praksis.

(10) Det er de nationale retslige myndigheder eller

andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i

national

ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til

at

formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse

bestemmelser

kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på

enhver

anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.

Efter

Domstolens retspraksis

består

forskelsbehandling i, at der på sammenlignelige forhold anvendes forskellige

bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige forhold.

(11) De erhvervsaktiviteter, som medlemsstaterne kan

udelukke fra anvendelsesområdet for direktiv 76/ 207/EØF, bør begrænses til

aktiviteter, som på grund af deres særlige karakter kræver beskæftigelse af

en

person af et bestemt køn, forudsat at formålet hermed er legitimt, og under

overholdelse

af proportionalitetsprincippet, som fastlagt i Domstolens retspraksis.

(12) Domstolen har konsekvent anerkendt, at det er

legitimt, for så vidt angår princippet om ligebehandling, at beskytte kvinder

på grund af deres fysiologiske tilstand under og efter graviditet. Den har

desuden været konsekvent i sine afgørelser om, at enhver form for negativ

forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel udgør

direkte

forskelsbehandling på grund af køn. Nærværende direktiv anfægter derfor ikke

Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af

foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet

for

arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende

særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),

der har til formål at sikre

beskyttelsen af disse kvinders fysiske og psykiske tilstand. I

betragtningerne

i direktiv 92/85/EØF anføres det, at foranstaltninger til beskyttelse af

sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har

født,

eller som ammer, ikke må føre til forringelse af kvindernes stilling på

arbejdsmarkedet og ikke må berøre bestemmelserne i direktiverne om

ligebehandling af mænd og kvinder. Domstolen har anerkendt beskyttelsen af

kvinders beskæftigelsesmæssige rettigheder, navnlig deres ret til at vende

tilbage

til det samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er

mindre gunstige, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene,

som de ville være berettiget til under deres fravær.

(13) I resolution vedtaget af Rådet og arbejds- og

socialministrene, forsamlet i Rådet, den 29. juni 2000 om afbalanceret

deltagelse af kvinder og mænd i arbejds- og familieliv

opfordredes medlemsstaterne til at

overveje at vurdere muligheden for, at de enkelte retssystemer giver mandlige

arbejdstagere en personlig ret til fædreorlov, som ikke kan overføres til

moderen,

med bevarelse af deres rettigheder i henhold til ansættelsesforholdene. I den

sammenhæng er det vigtigt at understrege, at det er medlemsstaterne, der skal

afgøre, om de vil indføre en sådan ret, og som skal fastlægge de vilkår, ud

over afskedigelse og tilbagevenden til arbejdet, som falder uden for dette

direktivs

anvendelsesområde.

(14) Medlemsstaterne kan i henhold til traktatens

artikel 141, stk. 4, opretholde eller vedtage foranstaltninger, der

tager

sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det

lettere

for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at

forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere. I betragtning

af

den nuværende situation og under hensyntagen til erklæring 28 til

Amsterdam-traktaten bør medlemsstaterne i første omgang tilstræbe at forbedre

kvindernes stilling på arbejdsmarkedet.

(15) Forbuddet mod forskelsbehandling bør ikke være til

hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til

formål at forebygge eller opveje ulemper for en persongruppe af det ene køn.

Sådanne foranstaltninger tillader sammenslutninger af personer af det ene

køn,

hvis hovedformål er at fremme disse personers særlige behov og at fremme

ligestillingen mellem mænd og kvinder.

(16) Princippet om ligeløn til mænd og kvinder er

allerede knæsat i traktatens artikel 141 og i Rådets direktiv 75/117/EØF af

10.

februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om

gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder,

og det fastholdes konsekvent i

Domstolens retspraksis. Princippet udgør en afgørende og umistelig del af

gældende fællesskabsret vedrørende forskelsbehandling på grund af køn.

(17) Domstolen har fastslået, at da retten til effektiv

retsbeskyttelse er grundlæggende, er arbejdstagerne omfattet af denne

beskyttelse selv efter ansættelsesforholdets ophør.

En arbejdstager, der forsvarer eller

afgiver vidneudsagn for en person, som nyder beskyttelse i henhold til dette

direktiv, bør nyde samme beskyttelse.

(18) Domstolen har fastslået, at for at princippet om

ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der i tilfælde af

dets

overtrædelse tildeles den arbejdstager, der har været udsat for

forskelsbehandling,

være tilstrækkelig i forhold til det tab, den pågældende har lidt. Den har

desuden understreget, at forudgående fastsættelse af et maksimum kan udelukke

en effektiv erstatning, og at udelukkelse af at tilkende renter for at

erstatte

det lidte tab ikke er tilladt.

(19) I henhold til Domstolens retspraksis kan der fastsættes

nationale regler for søgsmålsfrister på betingelse af, at de ikke er mindre

gunstige end reglerne for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og

at

de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til

fællesskabsretten.

(20) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på

grund af køn, bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere

effektiv retsbeskyttelse bør også foreninger, organisationer og andre

juridiske

personer have beføjelse til, efter nærmere bestemmelser fastlagt af

medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert offer for

forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at tilsidesætte

nationale

procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i retten.

(21) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem

arbejdsmarkedets parter og, i overensstemmelse med national praksis, med de

ikke-statslige organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling

på arbejdspladsen på grund af køn og om, hvordan de kan bekæmpes.

(22) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,

der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende

virkning,

og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der strider mod forpligtelserne

i

direktiv 76/207/EØF.

(23) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet,

jf. traktatens artikel 5, kan målene i dette direktiv ikke i tilstrækkelig

grad

opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på

fællesskabsplan.

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, er

dette direktiv ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå

disse

mål.

(24) Direktiv 76/207/EØF bør ændres i overensstemmelse

med det ovenfor anførte —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 76/207/EØF foretages følgende ændringer:

1) I artikel 1 indsættes følgende stykke:

»1a. Medlemsstaterne tager aktivt hensyn til

målsætningen om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udformningen og

gennemførelsen af love og administrative bestemmelser, politikker og

aktiviteter på de områder, der er omhandlet i stk. 1.«.

2) Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

1. Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående

bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på

grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til

ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

2. I dette direktiv forstås ved:

–

»direkte

forskelsbehandling«: at en person behandles ringere på grund af køn, end en

anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende

situation

–

»indirekte

forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse

eller

praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til

personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at

opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige

–

»chikane«: at der

udvises en uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller

den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende,

fjendtligt,

nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima

–

»sexchikane«: at der

udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med

seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons

værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima.

3. Chikane og sexchikane betragtes som forskelsbehandling

på grund af køn som defineret i dette direktiv og forbydes derfor.

En persons afvisning eller accept af en sådan adfærd må

ikke anvendes som grundlag for en beslutning, der vedrører den pågældende.

4. En instruktion om forskelsbehandling af en person på

grund af køn betragtes som forskelsbehandling som defineret i dette direktiv.

5. Medlemsstaterne tilskynder i overensstemmelse med

national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis arbejdsgiverne og de

ansvarlige for adgang til erhvervsuddannelse til at træffe foranstaltninger

til

forebyggelse af enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, navnlig

chikane og sexchikane på arbejdspladsen.

6. Med hensyn til adgangen til beskæftigelse, herunder

den dertil førende uddannelse, kan medlemsstaterne fastsætte, at ulige

behandling, der er baseret på et kønsspecifikt træk, ikke udgør

forskelsbehandling,

når et sådant kønsspecifikt træk på grund af de pågældende

erhvervsaktiviteters

art eller den sammenhæng, hvori de udøves, udgør et regulært og afgørende

erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i

rimeligt forhold hertil.

7. Dette direktiv gælder med forbehold af bestemmelser

vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og

moderskab.

En kvinde på barselsorlov har efter udløbet af

barselsorloven ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende

arbejde med betingelser og vilkår, som ikke er mindre gunstige for hende, og

til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som hun ville være

berettiget til under sit fravær.

Enhver ulige behandling af en kvinde i forbindelse med

svangerskab eller barselsorlov som omhandlet i direktiv 92/85/EØF udgør

forskelsbehandling som defineret i nærværende direktiv.

Dette direktiv gælder med forbehold af bestemmelserne i

Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende

forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEPog EFS

og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19.

oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af

sikkerheden

og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har

født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16,

stk. 1,

i direktiv 89/391/EØF). Det

gælder også med forbehold af medlemsstaternes ret til at anerkende en

særskilt

ret til fædreorlov og/eller adoptionsorlov. De medlemsstater, som anerkender

en

sådan ret, træffer de nødvendige foranstaltninger for at beskytte mandlige og

kvindelige arbejdstagere mod afskedigelse på grund af udøvelsen af denne ret,

og for at sikre, at de ved afslutningen af en sådan orlov har ret til at

vende

tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med betingelser og vilkår,

som ikke er mindre gunstige for dem, og til at drage fordel af de

forbedringer

i arbejdsforholdene, som de ville have været berettiget til under deres

fravær.

8. Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage

foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 141, stk. 4,

for i praksis at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder.

3) Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

1. Anvendelse af princippet om ligebehandling betyder,

at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige

organer,

ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af

køn,

for så vidt angår:

a)

vilkårene for adgang

til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og

erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og

ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,

herunder i henseende til forfremmelse

b)

adgang til alle typer

af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig

videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring

c)

ansættelses- og

arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn, som omhandlet i direktiv

75/117/EØF

d)

medlemskab af og

deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en

organisation,

hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne

organisationer giver medlemmerne.

2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de

nødvendige foranstaltninger for at sikre:

a)

at alle love og administrative

bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves

b)

at alle bestemmelser,

der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter

eller

kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for

selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og

arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller

ændres.«.

4) Artikel 4 og 5 udgår.

5) Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig

krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den

pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,

herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med

henblik

på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at

det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er

ophørt.

2. Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden

de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller

godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført

en

person som følge af forskelsbehandling i strid med artikel 3, således at det

har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den

pågældende har lidt. En sådan erstatning eller godtgørelse kan ikke begrænses

til et på forhånd fastsat maksimum, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at

den

eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af

forskelsbehandling i dette direktivs betydning er, at den pågældendes

ansøgning

ikke er blevet behandlet.

3. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer

og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har

en

legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er

berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for klageren, med

dennes

godkendelse — at indtræde som part i klagen til retslige og/eller

administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i

henhold til dette direktiv.

4. Stk. 1 og 3 berører ikke nationale regler om

tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om

ligebehandling.«.

6) Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige

foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder

arbejdstagerrepræsentanter i henhold til national lovgivning og/eller

praksis,

mod afskedigelse eller anden ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som

reaktion på en klage inden for virksomheden eller enhver form for

retsforfølgning, med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling

iagttages.«.

7) Følgende artikler indsættes:

»Artikel 8a

1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer til

fremme, evaluering og overvågning af, samt til støtte for ligebehandling af

kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn. Sådanne organer kan

indgå som en del af institutioner, der på nationalt plan har til opgave at

forsvare menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder.

2. Medlemsstaterne sikrer, at disse organer også har

kompetence til:

a)

at bistå ofre for

forskelsbehandling i forbindelse med deres klager over forskelsbehandling,

uden

at det berører de rettigheder, ofrene, foreningerne, organisationerne og

andre

juridiske personer, jf. artikel 6, stk. 3, har

b)

foretage uafhængige

undersøgelser af forskelsbehandling

c)

offentliggøre

rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende

forskelsbehandling.

Artikel 8b

1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med

nationale traditioner og national praksis passende foranstaltninger for at

tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme

ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,

kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller

udveksling

af erfaringer og god praksis.

2. Når det er i overensstemmelse med nationale

traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets

parter til, uden at det anfægter disses autonomi, at fremme ligestillingen

mellem mænd og kvinder og til på passende niveau at indgå aftaler

indeholdende

regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel 1 anførte områder,

som

falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne aftaler skal

overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante nationale

gennemførelsesforanstaltninger.

3. Medlemsstaterne tilskynder i overensstemmelse med

national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis arbejdsgiverne til på

organiseret og systematisk vis at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd

på

arbejdspladsen.

4. Med henblik herpå bør arbejdsgiverne tilskyndes til

med jævne mellemrum at udarbejde hensigtsmæssig information til

arbejdstagerne

og/eller deres repræsentanter om ligebehandling af kvinder og mænd i

virksomheden.

Denne information kan omfatte statistikker over andelen

af mænd og kvinder på de forskellige organisationstrin og eventuelle

foranstaltninger for at forbedre situationen i samarbejde med

arbejdstagerrepræsentanterne.

Artikel 8c

Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med

relevante ikke-statslige organisationer, som i overensstemmelse med deres

nationale lovgivning og praksis har en legitim interesse i at bidrage til

bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af køn med henblik på at fremme

princippet

om ligebehandling.

Artikel 8d

Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal

anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i

henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at sanktionerne bliver anvendt.

Sanktionerne, der kan omfatte udbetaling af erstatning

til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og

have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse

bestemmelser senest den 5. oktober 2005 og meddeler hurtigst muligt

eventuelle

efterfølgende ændringer.

Artikel 8e

1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde

bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om

ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.

2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under

ingen omstændigheder en forringelse af det eksisterende beskyttelsesniveau i

medlemsstaterne mod forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af

dette

direktiv.«.

Artikel 2

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest

den

5. oktober 2005 eller sikrer, at arbejdsmarkedets parter senest denne dato

har

indført de nødvendige bestemmelser ved aftale. Medlemsstaterne træffer de

nødvendige

foranstaltninger for, at de altid er i stand til at garantere de resultater,

der kræves i henhold til dette direktiv. De underretter straks Kommissionen

herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen

indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen

ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen

fastsættes

af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler senest tre år efter dette

direktivs ikrafttræden Kommissionen alle de oplysninger, den har brug for til

udarbejdelse af en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om

gennemførelsen

af dette direktiv.

3. Uden at det berører stk. 2, meddeler

medlemsstaterne hvert fjerde år Kommissionen teksten til love og

administrative

bestemmelser vedrørende alle foranstaltninger, som de vedtager i medfør af

traktatens artikel 141, stk. 4, samt rapporter om disse foranstaltninger

og deres gennemførelse. På grundlag af disse oplysninger vedtager og

offentliggør Kommissionen hvert fjerde år en beretning, der indeholder en

sammenlignende vurdering af alle disse foranstaltninger under hensyntagen til

erklæring 28 til Amsterdam-traktaten.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. september 2002.

På Europa-Parlamentets

vegne

P. COX

Formand

På Rådets vegne

M. FISCHER BOEL

Formand

_______________

Lignende dokumenter