Forslag til Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv. (Definitioner af forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af lofter for godtgørelse mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 5. oktober 2005 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og
kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov mv.
(Definitioner af forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane,
ophævelse af lofter for
godtgørelse mv.)
§ 1
I lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn
til beskæftigelse og barselsorlov mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 20.
august 2002, foretages følgende ændringer:
1.
Lovens
note
affattes således:
»Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 76/207/EØF
(EF-Tidende
nr. L 039 af 14/02/1976, s. 0040-0042) om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,
som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.
september 2002 (EF-Tidende 2002 L 269 s. 15). Endvidere vedrører loven
implementeringen af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om
iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden
under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller
som
ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF) og indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv
Læs alt
97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i forbindelse med
forskelsbehandling på grundlag af køn (EF-Tidende 1998 nr. L 14, s. 6) og
Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale
sikringsordninger (EF-Tidende 1986 nr. L 225, s. 40) som ændret ved Rådets
direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EF-Tidende 1997 nr. L 46, s. 20) samt
bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den
rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS
(EF-Tidende 1996 nr. L 145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af
15. december 1997 (EF-Tidende 1998 nr. L 10, s. 24).«
2.
Som titel efter kapitel 1 indsættes:
»Lovens anvendelsesområde mv.«
3.
I
§ 1
indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
»
Stk. 2
. Der foreligger
direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere,
end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en
tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger
herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med
graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen.
Stk. 3
. Der foreligger
indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en
praksis,
der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end
personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse
eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at
opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4
. Chikane, som
defineret i stk. 5, og sexchikane, som defineret i stk. 6, betragtes som
forskelsbehandling
på grund af køn og er derfor forbudt. En persons afvisning af eller
indvilligelse
i en sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for en beslutning, der
vedrører den pågældende.
Stk. 5
. Der foreligger
chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller
fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning
at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Stk. 6
. Der foreligger
sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller
fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at
krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Stk. 7
. En instruktion
om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som
forskelsbehandling.«
Stk. 2 udgår, mens stk. 3 og 4 herefter bliver
stk. 8 og 9.
4.
Efter § 1 indsættes i kapitel 2:
»
§ 1 a.
Offentlige myndigheder skal inden for deres
område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning
og
forvaltning på de områder, denne lov omhandler.«
5.
Efter § 5 indsættes:
»
§ 5 a.
Pligt til ligebehandling gælder tillige
enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en
lønmodtager-
eller arbejdsgiverorganisation eller i organisationer, hvis medlemmer udøver
et
bestemt erhverv, herunder de fordele sådanne organisationer giver
medlemmerne.«
6.
Efter § 8 indsættes:
»
§ 8 a.
Forældre, der har udnyttet retten til fravær
efter § 7, har ret til at vende tilbage til det samme eller et
tilsvarende
arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem, og til at
nyde
godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været
berettiget til under deres fravær.«
7.
§ 13,
stk. 1,
affattes således:
»Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelse er
afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, og dette krav står i rimeligt
forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan den minister, under hvis
forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige bestemmelserne i
§§ 2-6.«
8.
§ 15,
stk. 1,
affattes således:
»En lønmodtager, herunder lønmodtagerrepræsentant, der afskediges
eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge, fordi der er
fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal tilkendes en
godtgørelse
fra arbejdsgiveren.«
9.
I
§ 15,
stk. 2
, udgår: », der ikke kan overstige 39 ugers løn,«.
10.
I
§ 16,
stk. 3
, udgår: », der ikke kan overstige 78 ugers løn,«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.
september 2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15) om ændring af Rådets direktiv
76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og
kvinder
for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse
samt arbejdsvilkår. Ændringsdirektivet er optrykt som bilag B til dette
lovforslag.
Direktivet er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel
141, stk. 3, om vedtagelse af foranstaltninger, der skal sikre
anvendelsen
af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med beskæftigelse og erhverv, herunder princippet om lige løn for
samme arbejde eller arbejde af samme værdi.
Direktivet er et minimumsdirektiv, hvis formål er at
forbedre beskyttelsesniveauet i ligebehandlingssager. Gennemførelsen af
direktivet i dansk ret må derfor ikke medføre forringelser i det eksisterende
beskyttelsesniveau.
Europa-Kommissionen pegede i forslaget til ændringsdirektiv
på, at udviklingen på en række områder berettigede til, at EU’s
ligebehandlingsdirektiv (direktiv 76/207/EØF) blev ændret. Blandt andet var
ændringen ifølge Kommissionen nødvendig for at sikre sammenhæng i EU-retten.
Med ændringen harmoniseres ligebehandlingsdirektivet med de to direktiver,
der
er udstedt med hjemmel i EF-traktatens artikel 13: det etniske
ligebehandlingsdirektiv (direktiv 2000/43/EF) og beskæftigelsesdirektivet
(2000/78/EF), idet formuleringen af definitionerne af chikane, direkte og
indirekte forskelsbehandling nu svarer til definitionerne i de to artikel 13
direktiver. Herudover pegede Kommissionen på, at det også var nødvendigt at
regulere sexchikane.
Det var for Kommissionen desuden ønskeligt at tage hensyn
til EF-domstolens praksis i selve direktivet for derved at opnå større
retssikkerhed. EF-domstolen har nu i mere end 50 domme fortolket
ligebehandlingsdirektivet og har herved bl.a. fastlagt anvendelsesområdet for
nogle af de bestemmelser, der ikke har været klart formuleret, herunder for
deres begrænsninger.
For så vidt angår retten til at vende tilbage til arbejdet
efter endt fravær i forbindelse med barsel og forældreorlov, se lovforslagets
§ 1, nr. 5, gennemfører denne bestemmelse tillige § 2, stk. 5,
i
Rammeaftalen om forældreorlov. Denne aftale, der er et resultat af den
sociale
dialog mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan, fremgår af Rådets direktiv
96/34/EF af 3. juni 1996 (EF-Tidende 1996, L 145, s. 4) om den rammeaftale
vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS.
Direktivet giver mulighed for, at arbejdsmarkedets parter
kan indgå aftale om at gennemføre direktivet ved kollektiv overenskomst.
Arbejdsmarkedets parter har ikke fundet det hensigtsmæssigt at gennemføre
direktivet ved aftale bortset fra lovforslagets § 1, nr. 5.
2. Lovforslagets indhold
Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til
beskæftigelse og barselorlov blev vedtaget i 1978 for at gennemføre
ligebehandlingsdirektivet (direktiv 76/207/EØF). Loven er siden blevet ændret
adskillige
gange senest i 2002, hvor forbedrede og mere fleksible barselsregler blev
indført. Med dette lovforslag gennemføres Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.
september 2002 om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af
princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til
beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår.
Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets bestemmelser og går ikke videre
end direktivets krav. Samtidig præciseres retten til tilbagevenden efter
forældreorlov i overensstemmelse med § 2, stk. 5, i Rammeaftalen om
forældreorlov, jf. hertil Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den
rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS.
Ligebehandlingsloven og dens fortolkning vurderes allerede
i dag i vidt omfang at leve op til de ændringer, som er vedtaget med
ændringen
af ligebehandlingsdirektivet. Gennemførelsen af ændringsdirektivet vil derfor
kun kræve mindre lovændringer, som hovedsagelig har karakter af kodificering
af
gældende ret.
Lovforslaget angiver lovens anvendelsesområde, der herefter
vil svare til forskelsbehandlingslovens formulering. Lovforslaget har
følgende
hovedindhold:
–
At lovens note
ændres, således at det fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører det ændrede ligebehandlingsdirektiv (§ 1, nr. 1),
–
At der indsættes en
titel til lovens kapitel 1, hvorved lovens struktur og inddeling samtidig
tilpasses forskelsbehandlingslovens (§ 1, nr. 2),
–
At der indsættes
definitioner af direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane og
sexchikane
i overensstemmelse med det ændrede ligebehandlingsdirektiv. Herunder
lovfæstes
det, at forskelsbehandling også omfatter chikane, sexchikane og instruktion
om
forskelsbehandling. Denne ændring har til formål at skabe klare retlige
standarder og dermed forbedre retsbeskyttelsen, idet ændringen samtidig tager
hensyn til den seneste domstolspraksis fra EF-domstolen. Ændringen vil
endvidere skabe sammenhæng i forhold til definitionerne i
forskelsbehandlingsloven, herunder i de to artikel 13 direktiver, hhv. det
etniske
direktiv og beskæftigelsesdirektivet (§ 1, nr. 3),
–
At princippet om
mainstreaming indføres for offentlige myndigheder på lovens område (§ 1,
nr. 4),
–
At forbudet mod
forskelsbehandling udvides til også at finde anvendelse i forbindelse med
medlemskab af faglige organisationer samt branche- og erhvervsorganisationer
(§ 1, nr. 5),
–
At retten til at
vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde for forældre, der
har
udnyttet deres ret til fravær efter lovens § 7, lovfæstes (§ 1, nr.
6),
–
At adgangen til at
fravige ligebehandlingsprincippet efter lovens § 13, stk. 1,
præciseres, således at det almindelige princip om proportionalitet fremgår
direkte af bestemmelsen (§ 1, nr. 7),
–
At beskyttelsen mod
forskelsbehandling i § 15, stk. 1, udvides til ikke blot at gælde
mod
afskedigelse, men også mod enhver anden ufordelagtig behandling eller følge
(repressalie), når der er fremsat krav om ligebehandling (§ 1, nr. 8),
og
–
At lovens
maksimumsgrænser for godtgørelse, der kan tildeles i forbindelse med
overtrædelse af loven, ophæves (§ 1, nr. 9 og 10).
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes at have positive ligestillingsmæssige
konsekvenser. Lovforslagets formål er at forbedre beskyttelsesniveauet i
ligebehandlingssager på arbejdsmarkedet, ikke mindst ved indsættelsen af
præcise
definitioner af forskelsbehandlingsbegrebet, herunder af sexchikane.
Udvidelsen
af lovens anvendelsesområde vil også styrke ligestillingen mellem mænd og
kvinder.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget implementerer Rådets direktiv 2002/73/EF af
23. september 2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15) om ændring af Rådets
direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd
og
kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,
forfremmelse samt arbejdsvilkår. Direktivet skal være gennemført senest den
5.
oktober 2005. Derudover gennemfører lovforslaget dele af Rådets direktiv
96/34/EF
af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået
af
UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende
1996, L
145, s. 4). Lovforslaget går ikke videre end direktiverne.
Høring
Lovforslaget har været sendt til høring hos Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen, Frederiksberg og Københavns Kommuner,
Dansk
Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Kristelig Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Akademikernes Centralorganisation, Kristelig Fagbevægelse, Ledernes
Hovedorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale
Tjenestemænd
og Overenskomstansatte, Advokatrådet, Personalestyrelsen, Dommerforeningen,
Dansk Kvindesamfund, Foreningen af Aktive Kvinder, Institut for
Menneskerettigheder, Kvinderådet samt Maskulint Forum.
Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Loven implementerer Rådets direktiv 2002/73/EF af 23.
september 2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15) om ændring af Rådets direktiv
76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og
kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse,
forfremmelse samt arbejdsvilkår, samt dele af Rådets direktiv 96/34/EF af 3.
juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af
UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende
1996,
L
145, s. 4).
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med forslaget ændres lovens note, således at det fremgår,
at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører ligebehandlingsdirektivet
(direktiv 76/207/EØF - EF-Tidende nr. L 039 af 14/02/1976, s. 0040-0042), som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september
2002 (EF-Tidende 2002, L 269, s. 15). Endvidere fremgår det uændret af noten,
at loven også indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv
96/34/EF
af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået
af
UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende 1996, L 145, s. 4).
Til nr. 2
Der foreslås en titel til det eksisterende kapitel 1 i
loven i lighed med kapitel 1 i forskelsbehandlingsloven, jf.
lovbekendtgørelse
nr. 31 af 12. januar 2005 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet
mv.
Til nr. 3
Efter den gældende ligebehandlingslov og
ligebehandlingsdirektivet må der ikke finde direkte eller indirekte
forskelsbehandling sted. Loven har dog hidtil alene indeholdt en definition
af
indirekte forskelsbehandling, jf. lovens § 1, stk. 2. Derimod
indeholder både direktivet om etnisk ligebehandling (direktiv 2000/43/EF) og
beskæftigelsesdirektivet (direktiv 2000/78/EF) i artikel 2, stk. 2, en
definition af direkte forskelsbehandling og chikane.
Ligebehandlingsdirektivets
nye definitioner af henholdsvis direkte og indirekte forskelsbehandling samt
lovfæstelsen af, at forskelsbehandling også omfatter chikane, sexchikane og
instruktioner om forskelsbehandling, medvirker dermed til at skabe sammenhæng
mellem de to regelsæts definitioner, jf. § 1 i forskelsbehandlingsloven
(lovbekendtgørelse nr. 31 af 12. januar 2005).
Definitionen af direkte forskelsbehandling, som foreslås i
stk. 2, svarer til definitionen i § 1, stk. 2 i
forskelsbehandlingsloven.
Efter definitionen skal den nærmere vurdering af, om der foreligger direkte
forskelsbehandling på grund af køn, ske ved, at personen, der føler sig
krænket, skal sammenlignes med, hvordan en person af andet køn bliver eller
ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Herved anerkendes, at en
person,
der føler sig forskelsbehandlet, kan sammenligne sig med en hypotetisk
sammenligningsperson. Det foreslås endvidere præciseret, at enhver form for
negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel
som defineret i graviditetsdirektivet (direktiv 92/85/EØF) er direkte
forskelsbehandling, og at det ikke forudsættes, at der er en
sammenligningsperson. Det har særligt betydning i forhold til ret til fravær
i
forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen,
ret
til fravær fra arbejdet i forbindelse med graviditetsundersøgelser, forbud
mod
afskedigelse og rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen. Der er tale om
en
kodificering af EF-domstolens praksis. Der er fastslået første gang i sag
C-177/88, Saml 1990 I-3941 (Dekker-sagen). Bestemmelsen gennemfører
ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2, punkt 1, og artikel 2,
stk. 7, 3. pkt., jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.
Definitionen af indirekte forskelsbehandling, som foreslås
i stk. 3, er en tilpasning af den eksisterende definition i lovens
§ 1, stk. 2. Den foreslåede ændring indebærer i det væsentligste,
at
der i vurderingen skal lægges mindre vægt på antallet af berørte personer,
der
ved en kønsskæv effekt af en bestemmelse, betingelse eller praksis stilles
ringere. Herudover er der foretaget en sproglig tilpasning. Definitionen
svarer
til definitionen i § 1, stk. 3, i forskelsbehandlingsloven.
Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2,
punkt 2, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.
Det foreslås i stk. 4 lovfæstet, at chikane og
sexchikane betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og vil som følge
heraf være forbudt. Det foreslås samtidig præciseret, at der kan siges fra
over
for sådan adfærd, idet en persons afvisning eller indvilligelse ikke må
anvendes som begrundelse for en beslutning, der vedrører den pågældende. Da
chikane og sexchikane er forskelsbehandling, vil sådan forskelsbehandling
fortsat være en overtrædelse af lovens §§ 2-4. Lovens pligtsubjekter i
forhold til chikane og sexchikane er kun ændret i forhold til visse
medlemskaber, se lovforslagets § 1, nr. 4, og forskelsbehandling i den
sammenhæng
vil næppe være praktisk. Det vil kun være de udtrykkeligt nævnte
pligtsubjekter
i loven, der er omfattet af forbudet mod chikane og sexchikane.
Definitionen af chikane, som foreslås i stk. 5, svarer
til definitionen i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4. Chikanøs
adfærd kan antage flere forskellige former, herunder adfærd af fysisk eller
psykisk karakter, af skreven eller verbal karakter samt af visuel karakter.
Chikane på grund af køn kan forekomme, når en person fx bagtales, generes
eller
isoleres på grund af sit køn. Såvel den tilsigtede chikane (dvs. den chikane,
som finder sted med det formål at krænke en persons værdighed) som den
utilsigtede chikane (dvs. den uagtsomme chikane, som ikke har til formål at
krænke en persons værdighed, men imidlertid har denne virkning) er omfattet
af
forbudet mod chikane. Til forskel fra sexchikane kan chikane foreligge, uden
at
chikanøren foretager sig noget aktivt over for den chikanerede person, fx ved
at ignorere og holde vedkommende uden for almindeligt samvær på
arbejdspladsen.
Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2,
punkt 3, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.
Definitionen af sexchikane, som foreslås i stk. 6, er
udviklet via henstillinger mv., jf. Ministerrådets resolution af 29. maj 1990
om beskyttelse af kvinders og mænds værdighed på arbejdspladsen samt
Europa-Kommissionens henstilling 92/131/EØF af 27. november 1991 om
beskyttelse
af mænds og kvinders værdighed på arbejdspladsen. Med definitionen i
ligebehandlingsdirektivet angives det nu udtrykkeligt i EU-retten, at seksuel
chikane er i strid med ligebehandlingsprincippet. Sexchikane defineres som
»enhver
form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle
undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed,
navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller
ubehageligt klima«. I dansk retspraksis er begrebet seksuel chikane blevet
indfortolket i lovens §§ 2-4, således at forskelsbehandling på grund af
køn
allerede omfatter seksuel chikane og anses i strid med
ligebehandlingsprincippet.
De danske domstole har dermed udviklet dansk retspraksis i overensstemmelse
med
definitionen i EU. Kodificeringen i direktiv 2002/73/EF vil derfor næppe få
den
store betydning for retspraksis, som dog alt andet lige må formodes at blive
mere klar, når domstolene herefter får en retlig standard at holde
vurderingen
af seksuel chikane op imod. Bestemmelsen definerer ingen nedre grænse for,
hvornår en seksuel adfærd objektivt set bliver til seksuel chikane.
Opfattelsen
af, hvad der er »uønsket seksuel adfærd« afgøres konkret og afhænger således
af
den krænkede persons egne grænser, som igen vil være forskellig fra person
til
person. Der stilles dog krav om, at der skal være tale om en handling
(adfærd),
og at denne opleves som uønsket. I praksis kan man muligvis tale om en nedre
grænse for seksuel chikane knyttet til den konkrete situation. Domstolene har
således i flere sager, hvor adfærden har været af mindre graverende karakter,
men dog været uønsket, lagt vægt på den ansattes manglende tilkendegivelse af
modvilje samt chikanørens gode tro og dermed undladt at statuere seksuel
chikane. Denne afvejning må anses for at være i overensstemmelse med
angivelsen
i Ministerrådets resolution og Europa-Kommissionens henstilling, hvor det
tillige kræves, at den uønskede adfærd anses som urimelig. I vurderingen af,
om
der er tale om seksuel chikane, tager domstolene stilling til krænkelsens
grovhed, passivitet fra den krænkede persons side, chikanørens gode tro,
tonen
og omgangstonen på arbejdspladsen mv. Der er nok en tendens til, at jo
grovere
adfærd og dermed jo større krænkende virkning, desto mindre rolle spiller de
andre forhold, herunder tonen og omgangstonen på arbejdspladsen generelt.
Allerede i dag indfortolkes det i lovens §§ 2-4, at den beskytter mod
sexchikane, idet en arbejdsgiver bl.a. ikke må forskelsbehandle en
lønmodtager
for så vidt angår arbejdsvilkår. Arbejdsvilkår fortolkes i den sammenhæng
således, at bestemmelsen også indebærer en pligt for arbejdsgiveren til at
stille et chikanefrit miljø til rådighed, og arbejdsgiveren er forpligtet til
i
rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane. Bestemmelsen gennemfører
ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 2, punkt 4, jf.
ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.
Det foreslås i stk. 7 lovfæstet, at instruktion om at
forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling.
Der er tale om en præcisering af forskelsbehandlingsbegrebet, idet sådanne
situationer formentlig allerede i dag vil være omfattet af lovens forbud mod
at
forskelsbehandle på grund køn. Da instruktion om forskelsbehandling er
forskelsbehandling på grund af køn, vil instruktion i strid hermed være en
overtrædelse af lovens §§ 2-6. For at der kan foreligge en instruktion
kræves, at den person, der afgiver instruktionen, har instruktionsbeføjelse
eller tilsynsret over for den person, der modtager instruktionen, således at
der forudsættes et over- og underordnelsesforhold. Inden for lovens
anvendelsesområde vil det typiske eksempel være ved en arbejdsgivers
instruktion overfor en ansat. En opfordring til at forskelsbehandle på grund
af
køn i situationer, hvor der ikke foreligger en instruktionsbeføjelse, vil
derimod ikke være omfattet af denne bestemmelse, fx hvor en lønmodtager
opfordrer en anden lønmodtager til at forskelsbehandle. Bestemmelsen
gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 4, jf.
ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2.
Til nr. 4
Forslaget til ny § 1 a fastsætter en handlepligt
for offentlige myndigheder til aktivt at tage hensyn til målsætningen om
ligestilling mellem mænd og kvinder ved udformning og gennemførelsen af love
og
administrative bestemmelser, politikker og aktiviteter på de områder, denne
lov
omhandler. Med bestemmelsen lovfæstes princippet om mainstreaming på
arbejdsmarkedsområdet. Mainstreamingsstrategien betyder, at kønsperspektivet
skal indarbejdes i al planlægning og forvaltning, dvs. i både
personalepolitikken og i arbejdet med myndighedsområdet.
Alle offentlige myndigheder får hermed en lovfæstet
handlepligt til på ligebehandlingslovens område at arbejde for at fremme
ligestilling både i forhold til borgerne og i forhold til myndighedens
forvaltningsområde og personale. Ansvaret for at fremme ligestilling skal
være
placeret hos de enkelte myndigheder. Bestemmelsen svarer til § 4 i
ligestillingsloven (lovbkg nr. 1527 af 19. december 2004 om ligestilling
mellem kvinder og mænd).
Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel
1, stk. 1 a, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 1.
Til nr. 5
Forslaget til ny § 5 a fastsætter, at pligt til
ligebehandling gælder enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og
deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller i
organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele
sådanne organisationer giver medlemmerne.
Med forslaget vil de hidtidige pligtsubjekter, jf. lovens
§§ 2-5, blive udvidet, idet faglige organisationer samt branche- og
erhvervsorganisationer nu også skal anses som pligtsubjekter efter loven.
Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at der ikke sker
forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med enten medlemskab af
eller
engagement i disse organisationer eller de goder, der opnås via disse.
Bestemmelsen gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel
3, stk. 1, punkt d, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 3.
Til nr. 6
Det foreslås, at det i loven præciseres, at forældre, der
har udnyttet retten til fravær efter § 7, har ret til at vende tilbage
til
samme eller tilsvarende stilling med arbejdsvilkår, som ikke er mindre
gunstige
for dem, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de
ville have været berettiget til under deres fravær.
Ligebehandlingsloven har hidtil ikke indeholdt en egentlig
regulering ved en lønmodtagers tilbagevenden efter barsel. Lovens § 9
beskytter imidlertid mod afskedigelse på grund af graviditet eller barsel og
omfatter ikke kun afskedigelser i snæver forstand. Væsentlige ændringer af
arbejdsvilkårene,
der må sidestilles med en opsigelse, er ligeledes omfattet af beskyttelsen. I
dansk retspraksis lægges der ved vurderingen af, om ændringerne er væsentlige
vægt på, hvilke ændringer i ansættelsesvilkårene en lønmodtager må tåle, uden
at de betragtes som en opsigelse. Fx i situationer, hvor stillingen er
nedlagt,
og en ny stilling indeholder væsentlige ændringer i forhold til den tidligere
stilling, vil ændringen blive sidestillet med en opsigelse, jf. ØLD af 31.
maj
2002 (B-1580-0). I dommen er der særligt lagt vægt på, at sagsøgeren var
frataget sine ledelsesbeføjelser.
Det er omvendt også anerkendt, at visse mindre ændringer,
uanset de måtte opleves som mindre gunstige for medarbejderen, kan ligge
inden
for rammerne af ansættelsesforholdet og dermed inden for, hvad en lønmodtager
med rimelighed må tåle. Der kan fx af organisatoriske, økonomiske og andre
driftsmæssige grunde være gennemført forandringer, som betyder, at den
tilbagevendende lønmodtagers stilling ikke er den samme som den,
lønmodtageren
forlod. Der må i denne bedømmelse anlægges en samlet vurdering, herunder af
hvilken fleksibilitet man med rimelighed kan fordre af den ansatte. Ligeledes
vil det spille en rolle, om der er tale om en generel ændring, som i lige så
høj grad berører andre medarbejdere. Til illustration nævnes ØLD af 22.
november 1999 (B-2799-98). I dommen blev en medarbejder efter endt
barselsorlov
forflyttet til en anden filial. Byretten fastslog, at der var driftsmæssige
grunde til forflyttelsen, at medarbejderen i lighed med andre medarbejdere i
et
vist omfang efter ansættelsesaftalen havde pligt til at arbejde i
virksomhedens
øvrige filialer og også havde gjort det, samt at den forlængede transporttid
og
ændrede arbejdstid ikke udgjorde en større ændring. Herefter konkluderede
retten, at der efter en samlet vurdering ikke var sket sådanne væsentlige
ændringer i ansættelsesforholdet, at meddelelsen om at påbegynde arbejde i
den
anden filial kunne betragtes som en delvis opsigelse, som udløste ret til
godtgørelse efter lovens § 9. Dommen blev siden stadfæstet af
landsretten
med henvisning til byrettens begrundelse.
I det omfang beslutningen om ændringen af
ansættelsesforholdet er truffet under barselorlov, gælder reglerne om omvendt
bevisbyrde i lovens § 16, stk. 4. Hvis ændringen i
ansættelsesforholdet først indtræffer efter tilbagekomst fra barselorlov,
gælder reglerne om delt bevisbyrde i ligebehandlingslovens § 16 a.
Lovforslagets § 8 a gennemfører
forældreorlovsdirektivets (96/34/EF) rammeaftale § 2, pkt. 5, om
tilbagevenden
til arbejdet efter forældreorlov. Det foreslås derfor at tydeliggøre denne
sammenhæng.
Der er ikke med lovændringen tilsigtet ændringer i
retstilstanden. Forslaget gennemfører ligebehandlingsdirektivets artikel 2,
stk. 7, jf. ændringsdirektivets artikel 1, pkt. 2, nr. 7.
Til nr. 7
Forslaget til § 13, stk. 1, er en præcisering af
den nuværende bestemmelse, hvor det almindelige princip om proportionalitet
nu
klart fremgår. Ifølge dette princip er det nødvendigt at vurdere det
kønsspecifikke erhvervsmæssige krav på baggrund af formålet med at fastsætte
kravet, herunder om kravet er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold
til det formål, der forfølges.
Forslaget giver i lighed med den nugældende bestemmelse
adgang til, at der administrativt kan meddeles undtagelser fra lovens
bestemmelser i tilfælde, hvor det på grund af beskæftigelsens eller
uddannelsens karakter er af afgørende betydning, at udøveren er af et bestemt
køn.
Efter ligebehandlingsdirektivet kan medlemsstaterne
fastsætte, at ulige behandling, der er baseret på et kønsspecifikt træk, ikke
udgør forskelsbehandling, når et sådant kønsspecifikt træk på grund af de
pågældende erhvervsaktiviteters art eller den sammenhæng, hvori de udøves,
udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at formålet er
legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.
EF-domstolen har i flere sager udtalt sig om rækkevidden af
denne adgang til at fravige ligebehandlingsprincippet. Det er herved
fastslået,
at når medlemsstaterne beslutter at udelukke en aktivitet fra direktivets
anvendelsesområde, har de pligt til regelmæssigt at vurdere de pågældende
aktiviteter, for i lyset af samfundsudviklingen at beslutte, hvorvidt
undtagelsen for direktivets generelle bestemmelser skal opretholdes.
Undtagelsen
skal derfor have en sådan gennemskuelighed, at Kommissionen kan føre
tilstrækkeligt tilsyn, og skal kunne tilpasses samfundsudviklingen.
Fra EF-domstolens praksis kan særligt nævnes følgende
sager:
–
Johnston-sagen (sag
222/84 af 5. maj 1986), hvor EF-domstolen udtalte, at undtagelsen skal
fortolkes indskrænkende og anvendes i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet.
–
Sirdar-sagen (sag C-273/97
af 26. oktober 1999) og Kreil-sagen (sag C-285/98 af 11. januar 2001), hvor
EF-domstolen tilføjede, at de nationale myndigheder dog efter
omstændighederne
råder over et vist skøn ved vedtagelsen af foranstaltninger, som anses for
nødvendige for at garantere en medlemsstats offentlige sikkerhed.
Det fremgår af bemærkningerne til den nugældende lov, at
det må kræves, at det regulære erhvervsmæssige krav er et objektivt, sagligt
og
relevant krav, der relaterer sig til erhvervsudøvelsens art eller de forhold,
under hvilke den udføres. Da der er tale om en undtagelsesmulighed fra
forbudet
mod forskelsbehandling, skal bestemmelsen i lighed med den nugældende lovs
§ 13, stk. 1, fortolkes snævert. Bestemmelsen skal også ses i
sammenhæng med de oprindelige forarbejder til ligebehandlingsloven fra 1978,
hvorefter udførelse af arbejde, der efter sin natur må udføres af en person
af
et bestemt køn, (fx skuespillere, mannequiner og badepersonale) helt falder
uden for loven. Også området for undtagelser er meget snævert, da formålet
med
diskriminationsforbudet ikke må udhules. Grænsen mellem de tilfælde, hvor der
skal søges dispensation efter lovens § 13, stk. 1, og de tilfælde,
der falder helt uden for loven, er ikke skarp.
Ifølge lovens § 13, stk. 4, skal fravigelser fra
§ 13, stk. 1, indberettes til ministeren for ligestilling mindst
hvert andet år. Fra Ligestillingsafdelingen er det oplyst, at 4 ministerier
hidtil har udnyttet dispensationsadgangen:
–
Justitsministeren
har givet dispensation til, at Kriminalforsorgen med henblik på varetagelse
af
visitationsopgaver kan tage hensyn til de ansattes køn.
–
Kirkeministeren har
udstedt bekendtgørelse om at fravige loven, for så vidt angår
præstestillinger
(bkg nr. 350 af 10. juli 1978).
–
Ministeren for
Familie- og Forbrugeranliggender har givet dispensation til, at
halalslagtning
kan udføres af en mandlig halalslagter.
–
Socialministeren
har givet dispensation til, at der kunne annonceres efter kvindeligt
personale
til et krisecenter og til annoncering efter mandligt personale til en sikret
afdeling.
Bestemmelsen gennemfører
ligebehandlingsdirektivets artikel 2, stk. 6, jf. ændringsdirektivets
artikel 1, pkt. 2.
Til nr. 8
Det foreslås, at den nuværende beskyttelse i § 15
udvides til ikke blot at gælde mod afskedigelse, men også mod enhver anden
ufordelagtig behandling eller følge (repressalie) i de situationer, hvor der
er
fremsat krav om, at princippet om ligebehandling iagttages. Som udgangspunkt
er
alle former for ugunstig behandling og følge herefter omfattet, hvilket
udover
afskedigelse kan være degradering, forflyttelse, chikane mv. Beskyttelsen mod
repressalier gælder både i tilfælde, hvor sagen formelt indbringes for en
domstol eller anden myndighed, hvor forholdet mundtligt påtales på
arbejdspladsen, eller hvor en lønmodtager eller dennes repræsentant tager
kontakt til fagforening eller advokat om forholdet. EF-domstolen har
endvidere
fastslået, at retten til en effektiv retsbeskyttelse på
ligebehandlingsdirektivets område er grundliggende, og at også dispositioner,
som træffes efter ansættelsesforholdets ophør kan være omfattet. Der henvises
til Coote-sagen (sag C-185/97), hvor en lønmodtager ikke kunne få en
anbefaling
fra sin tidligere arbejdsgiver som reaktion på en tidligere anlagt
ligebehandlingssag. EF-domstolen fastslog i den forbindelse, at
retsbeskyttelsen også omfatter dette pressionsmiddel, når det er en reaktion
på
en retssag anlagt mod arbejdsgiveren, og når det tilsigter at lægge
hindringer
i vejen for den afskedigede lønmodtagers bestræbelser på at finde et nyt
arbejde.
Kravet på godtgørelse vil dog forudsætte en
årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling eller følge og det
forhold, at der er fremsat krav om ligebehandling. Reglerne om delt
bevisbyrde,
jf. lovens § 16 a, vil fortsat være gældende. Bestemmelsen skal sikre en
effektiv gennemførelse af ligebehandlingsprincippet i lighed med beskyttelsen
efter artikel 9 i direktivet om etnisk ligebehandling (direktiv 2000/43/EF)
og
artikel 11 i beskæftigelsesdirektivet (2000/78/EF), jf. § 7,
stk. 2,
i forskelsbehandlingsloven. Bestemmelsen gennemfører den ændrede artikel 7 i
ligebehandlingsdirektivet, jf. ændringsdirektivets artikel 1, nr. 2, punkt 6.
Til nr. 9 og 10
Efter de gældende regler kan godtgørelsen i forbindelse med
afskedigelse pga. overtrædelse af ligebehandlingslovens §§ 2-4 og
§ 9
ikke overstige henholdsvis 39 og 78 ugers løn, jf. lovens § 15,
stk. 2, og § 16, stk. 3.
Det foreslås, at de fastsatte maksimumsgrænser for
godtgørelsen i lovens § 15, stk. 2, og § 16, stk. 3,
ophæves.
Godtgørelsen skal fortsat fastsættes af domstolene under hensyn til den
enkelte
sags omstændigheder og med iagttagelse af det EU-retlige
effektivitetsprincip.
Lønmodtagere, der er omfattet af funktionærloven, vil også være beskyttet mod
urimelige afskedigelser i medfør heraf, jf. funktionærlovens § 2 b, men
får dog fortsat ikke på det grundlag ret til godtgørelse i medfør af flere
regelsæt samtidig.
Forslaget om at ophæve maksimumsgrænser for godtgørelsen
skyldes alene, at EF-domstolen har fastslået, at for at princippet om
ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der i tilfælde af
dets
overtrædelse tildeles den lønmodtager, der har været udsat for
forskelsbehandling, være tilstrækkelig i forhold til det tab den pågældende
har
lidt. EF-domstolen har således understreget, at forudgående fastsættelse af
et
maksimum kan udelukke en effektiv erstatning. Der henvises særligt til
Draehmpaehl-dommen (sag C-180/95 af 22. april 1997), hvor det i præmis 22
også
slås fast, at tilkendelse af godtgørelse for skade som følge af
forskelsbehandling
på grund af køn i forbindelse med en ansættelse ikke kan være betinget af
udvist
skyld.
Ligebehandlingslovens § 14 omhandler tilkendelse af
godtgørelse ved overtrædelse af §§ 2-5. Bestemmelsen indeholder ikke en
maksimumgrænse over godtgørelsen, og der vil således ikke ske ændringer i
bestemmelsen
som følge af direktivet.
Ligebehandlingslovens § 15, stk. 2, omhandler
tilkendelse af godtgørelse, der ikke kan overstige 39 ugers løn i tilfælde,
hvor en lønmodtager afskediges, fordi denne har fremsat krav om
ligebehandling.
Godtgørelsen blev forhøjet fra 26 ugers løn til 39 ugers løn i 1989.
Bestemmelsen har endnu ikke været anvendt i praksis. Det foreslås som følge
af
direktivets formulering, at maksimumsgrænsen for godtgørelsen i bestemmelsen
ophæves.
Ligebehandlingslovens § 16, stk. 3, omhandler
tilkendelse af godtgørelse, der ikke kan overstige 78 ugers løn i tilfælde,
hvor en lønmodtager afskediges i strid med § 9. Retspraksis med hensyn
til
udmåling af godtgørelserne viser, at niveauet for godtgørelser gennem de
senere
år er stigende. I de første afskedigelsessager efter lovens ikrafttræden
udgjorde godtgørelserne et beløb på ikke over 3 måneders løn. I adskillige år
har det hyppigste godtgørelsesniveau været 6 måneders løn, men de seneste to
år
er godtgørelsesniveauet yderligere hævet. Domstolene og Ligestillingsnævnet
udmåler nu ofte godtgørelser svarende til 9 måneders løn, ikke mindst efter
at
Højesteret i U 2002.2435/3H tildelte en godtgørelse svarende til 6 måneders
løn
efter en kortvarig vikaransættelse.
Ligebehandlingslovens godtgørelsesbestemmelser har således
også hidtil haft til formål at sikre den krænkede en effektiv kompensation,
og
det er udgangspunktet, at reglerne om godtgørelse fortsat skal virke
fleksibelt
og effektivt, så domstolene har mulighed for at fastsætte godtgørelser under
hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Det
er ikke hensigten med forslaget at ændre på domstolenes og
Ligestillingsnævnets
udmålingspraksis, men alene at sikre, at loven ikke er til hinder for, at
domstolene eller Ligestillingsnævnet i de enkeltstående tilfælde, hvor der
kunne være behov herfor, kan udmåle en godtgørelse uden at være begrænset af
lovfastsatte maksimumsgrænser. Hermed sikres, at det EU-retlige
effektivitetsprincip er gennemført korrekt i dansk ret.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft efter bekendtgørelsen
i Lovtidende.
Fristen for at implementere direktivet er den 5.
oktober 2005, jf. artikel 2 i ændringsdirektivet (direktiv 2002/73/EF).
Bilag A
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
1.
Lovens
note
affattes således:
1)
Denne lov vedrører implementeringen af Rådets direktiv
92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til
forbedring
af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide,
som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel
16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) og indeholder bestemmelser, der
gennemfører Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997 om bevisbyrden i
forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn (EF-Tidende 1998 nr. L
14, s. 6) og Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli 1986 om gennemførelse af
princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede
sociale sikringsordninger (EF-Tidende 1986 nr. L 225, s. 40) som ændret ved
Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 (EF-Tidende 1997 nr. L 46, s.
20) samt bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni
1996 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE,
CEEP og EFS (EF-Tidende 1996 nr. L 145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv
97/75/EF af 15. december 1997 (EF-Tidende 1998 nr. L 10, s. 24).
»Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører Rådets direktiv 76/207/EØF (Ef-Tidende nr. L 039 af
14/02/1976, s. 0040-0042) om gennemførelse af princippet om ligebehandling af
mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002
(EF-Tidende
2002 L
269 s. 15). Endvidere vedrører loven implementeringen
af Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af
foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet
for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende
særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) og
indeholder
bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 97/80/EF af 15. december 1997
om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grundlag af køn
(EF-Tidende 1998 nr. L 14, s. 6) og Rådets direktiv 86/378/EØF af 24. juli
1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder
inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EF-Tidende 1986
nr. L 225, s. 40) som ændret ved Rådets direktiv 96/97/EF af 20. december
1996 (EF-Tidende 1997 nr. L 46, s. 20) samt bestemmelser, der gennemfører
Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende
forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS (EF-Tidende 1996 nr. L
145, s. 4), som ændret ved Rådets direktiv 97/75/EF af 15. december 1997
(EF-Tidende 1998 nr. L 10, s. 24).«
2.
Som titel efter kapitel 1 indsættes:
Kapitel 1
»Lovens anvendelsesområde mv.«
§ 1.
Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås
i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling,
navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller
familiemæssig stilling.
3.
I
§ 1
indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
Stk. 2
. Der foreligger
indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en
praksis, der tilsyneladende er neutral, stiller et væsentligt større antal
personer af det ene køn ringere, medmindre denne bestemmelse, dette kriterium
eller denne praksis er hensigtsmæssig og nødvendig og kan begrundes i
objektive ikke-kønsrelaterede faktorer.
»
Stk. 2
. Der foreligger
direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere,
end
en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en
tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger
herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med
graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen.
Stk. 3
. Der foreligger
indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en
praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn
ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse,
betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og
midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Stk. 4
. Chikane, som
defineret i stk. 5, og sexchikane, som defineret i stk. 6, betragtes som
forskelsbehandling på grund af køn og er derfor forbudt. En persons afvisning
af eller indvilligelse i en sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for
en beslutning, der vedrører den pågældende.
Stk. 5
. Der foreligger
chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller
fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning
at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Stk. 6
. Der foreligger
sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller
fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at
krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
Stk. 7
. En instruktion om
at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som
forskelsbehandling.«
Stk. 3
. Loven er ikke til
hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder, navnlig i forbindelse med
graviditet og fødsel, jf. kapitel 3.
Stk. 2 udgår, mens stk. 3 og 4 herefter bliver stk. 8 og 9.
Stk. 4
. Loven finder ikke
anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en
kollektiv overenskomst.
4.
Efter § 1 indsættes i Kapitel 2:
Kapitel 2. Ligebehandling af mænd og kvinder
»
§ 1 a.
Offentlige
myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og
indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning på de områder, denne
lov omhandler
.«
5.
Efter § 5
indsættes:
§ 5.
---
»
§ 5 a
.
Pligt
til ligebehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om
medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation
eller i organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de
fordele sådanne organisationer giver medlemmerne.«
6.
Efter § 8 indsættes:
§ 8.
---
»
§ 8 a.
Forældre, der har udnyttet retten til fravær
efter § 7, har ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende
arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem, og til at
nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været
berettiget til under deres fravær.«
7.
§ 13, stk. 1
,
affattes således:
§ 13.
Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og
uddannelse er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, kan den minister,
under hvis forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige
bestemmelserne i §§ 2.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. ---
»Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelse er
afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, og dette krav står i rimeligt
forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan den minister, under hvis
forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige bestemmelserne i
§§ 2-6.«
§ 15.
Afskediges en lønmodtager, fordi denne
har fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal arbejdsgiveren betale
godtgørelse.
8.
§ 15, stk. 1
,
affattes således:
»En lønmodtager, herunder lønmodtagerrepræsentant, der
afskediges eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge,
fordi der er fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal tilkendes en
godtgørelse fra arbejdsgiveren.«
Stk. 2
. Godtgørelse efter
stk. 1, der ikke kan overstige 39 ugers løn, fastsættes under hensyn til
lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Stk. 3.
---
9.
I
§ 15, stk.
2
, udgår: », der ikke kan overstige 39 ugers løn,«.
§ 16.
Stk. 2
. ---
Stk. 3
. Godtgørelsen, der
ikke kan overstige 78 ugers løn, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens
ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
10.
I
§ 16,
stk. 3
, udgår: », der ikke kan overstige 78 ugers løn,«.
Stk. 4.
---
Stk. 5.
---
Bilag B
EUROPA-PARLAMENTETS
OG RÅDETS DIREKTIV 2002/73/EF
af 23. september 2002
om ændring af Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om
ligebehandling
af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse,
erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR
—
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 141, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale
Udvalg,
efter proceduren i traktatens artikel 251,
på grundlag af Forligsudvalgets fælles
udkast af 19. april 2002, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske
Union bygger Unionen på principperne om frihed, demokrati og respekt for
menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt
retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til
fælles, og den respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de
garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af
medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle
principper for fællesskabsretten.
(2) Alle menneskers ret til lighed for loven og
beskyttelse mod forskelsbehandling er en universel rettighed, der anerkendes
i
verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN's konvention om afskaffelse
af
alle former for diskrimination imod kvinder, den internationale konvention om
afskaffelse af alle former for racediskrimination, FN's konventioner om
borgerlige og politiske rettigheder og om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af
menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder, som alle medlemsstaterne har
undertegnet.
(3) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder
og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder.
(4) Ligestilling mellem mænd og kvinder er et
grundlæggende princip i EF-traktatens artikel 2 og artikel 3, stk. 2, og
i
Domstolens retspraksis. Disse traktatbestemmelser gør ligestilling mellem
mænd
og kvinder til en opgave for Fællesskabet og noget, det tilstræber, og
pålægger
Fællesskabet en positiv forpligtelse til i alle sine aktiviteter at fremme
denne ligestilling.
(5) Traktatens artikel 141, navnlig stk. 3,
omhandler specifikt lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder
i
forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
(6) I Rådets direktiv 76/207/EØF
gives der ikke en definition af begreberne direkte og indirekte
forskelsbehandling. På grundlag af traktatens artikel 13 har Rådet vedtaget
direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om
ligebehandling
af alle uanset race eller etnisk oprindelse
og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle
rammebestemmelser
om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv,
som begge indeholder en definition af direkte og indirekte
forskelsbehandling.
Det er således hensigtsmæssigt at indsætte definitioner, der er i
overensstemmelse med disse direktiver for så vidt angår kønsaspektet.
(7) Dette direktiv anfægter ikke foreningsfriheden,
herunder retten til at oprette faglige sammenslutninger sammen med andre og
til
at melde sig ind i faglige sammenslutninger for at forsvare egne rettigheder.
Foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 141, stk. 4,
kan omfatte medlemskab af eller fortsat aktivitet i organisationer eller
fagforeninger, hvis hovedformål er i praksis at fremme princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder.
(8) Chikane i forbindelse med en persons køn og
sexchikane er i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.
Det
er derfor hensigtsmæssigt at definere disse begreber og forbyde disse former
for forskelsbehandling. Det skal i den forbindelse understreges, at disse
former for forskelsbehandling ikke kun forekommer på arbejdspladsen, men også
i
forbindelse med adgang til beskæftigelse og til erhvervsuddannelse under
udøvelse
af beskæftigelse og erhverv.
(9) I den forbindelse bør arbejdsgiverne og de ansvarlige
for erhvervsuddannelserne tilskyndes til at træffe foranstaltninger til
bekæmpelse af alle former for forskelsbehandling på grund af køn og navnlig
til
at træffe foranstaltninger til forebyggelse af chikane og sexchikane på
arbejdspladsen i overensstemmelse med national lovgivning og praksis.
(10) Det er de nationale retslige myndigheder eller
andre kompetente organer, der i overensstemmelse med bestemmelserne i
national
ret eller praksis skal vurdere de faktiske forhold, som giver anledning til
at
formode, at der forekommer direkte eller indirekte forskelsbehandling. Disse
bestemmelser
kan bl.a. give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på
enhver
anden måde at konstatere, om der foreligger indirekte forskelsbehandling.
Efter
Domstolens retspraksis
består
forskelsbehandling i, at der på sammenlignelige forhold anvendes forskellige
bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige forhold.
(11) De erhvervsaktiviteter, som medlemsstaterne kan
udelukke fra anvendelsesområdet for direktiv 76/ 207/EØF, bør begrænses til
aktiviteter, som på grund af deres særlige karakter kræver beskæftigelse af
en
person af et bestemt køn, forudsat at formålet hermed er legitimt, og under
overholdelse
af proportionalitetsprincippet, som fastlagt i Domstolens retspraksis.
(12) Domstolen har konsekvent anerkendt, at det er
legitimt, for så vidt angår princippet om ligebehandling, at beskytte kvinder
på grund af deres fysiologiske tilstand under og efter graviditet. Den har
desuden været konsekvent i sine afgørelser om, at enhver form for negativ
forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel udgør
direkte
forskelsbehandling på grund af køn. Nærværende direktiv anfægter derfor ikke
Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af
foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet
for
arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende
særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF),
der har til formål at sikre
beskyttelsen af disse kvinders fysiske og psykiske tilstand. I
betragtningerne
i direktiv 92/85/EØF anføres det, at foranstaltninger til beskyttelse af
sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har
født,
eller som ammer, ikke må føre til forringelse af kvindernes stilling på
arbejdsmarkedet og ikke må berøre bestemmelserne i direktiverne om
ligebehandling af mænd og kvinder. Domstolen har anerkendt beskyttelsen af
kvinders beskæftigelsesmæssige rettigheder, navnlig deres ret til at vende
tilbage
til det samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er
mindre gunstige, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene,
som de ville være berettiget til under deres fravær.
(13) I resolution vedtaget af Rådet og arbejds- og
socialministrene, forsamlet i Rådet, den 29. juni 2000 om afbalanceret
deltagelse af kvinder og mænd i arbejds- og familieliv
opfordredes medlemsstaterne til at
overveje at vurdere muligheden for, at de enkelte retssystemer giver mandlige
arbejdstagere en personlig ret til fædreorlov, som ikke kan overføres til
moderen,
med bevarelse af deres rettigheder i henhold til ansættelsesforholdene. I den
sammenhæng er det vigtigt at understrege, at det er medlemsstaterne, der skal
afgøre, om de vil indføre en sådan ret, og som skal fastlægge de vilkår, ud
over afskedigelse og tilbagevenden til arbejdet, som falder uden for dette
direktivs
anvendelsesområde.
(14) Medlemsstaterne kan i henhold til traktatens
artikel 141, stk. 4, opretholde eller vedtage foranstaltninger, der
tager
sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det
lettere
for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at
forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere. I betragtning
af
den nuværende situation og under hensyntagen til erklæring 28 til
Amsterdam-traktaten bør medlemsstaterne i første omgang tilstræbe at forbedre
kvindernes stilling på arbejdsmarkedet.
(15) Forbuddet mod forskelsbehandling bør ikke være til
hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, der har til
formål at forebygge eller opveje ulemper for en persongruppe af det ene køn.
Sådanne foranstaltninger tillader sammenslutninger af personer af det ene
køn,
hvis hovedformål er at fremme disse personers særlige behov og at fremme
ligestillingen mellem mænd og kvinder.
(16) Princippet om ligeløn til mænd og kvinder er
allerede knæsat i traktatens artikel 141 og i Rådets direktiv 75/117/EØF af
10.
februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om
gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder,
og det fastholdes konsekvent i
Domstolens retspraksis. Princippet udgør en afgørende og umistelig del af
gældende fællesskabsret vedrørende forskelsbehandling på grund af køn.
(17) Domstolen har fastslået, at da retten til effektiv
retsbeskyttelse er grundlæggende, er arbejdstagerne omfattet af denne
beskyttelse selv efter ansættelsesforholdets ophør.
En arbejdstager, der forsvarer eller
afgiver vidneudsagn for en person, som nyder beskyttelse i henhold til dette
direktiv, bør nyde samme beskyttelse.
(18) Domstolen har fastslået, at for at princippet om
ligebehandling kan være effektivt, skal den erstatning, der i tilfælde af
dets
overtrædelse tildeles den arbejdstager, der har været udsat for
forskelsbehandling,
være tilstrækkelig i forhold til det tab, den pågældende har lidt. Den har
desuden understreget, at forudgående fastsættelse af et maksimum kan udelukke
en effektiv erstatning, og at udelukkelse af at tilkende renter for at
erstatte
det lidte tab ikke er tilladt.
(19) I henhold til Domstolens retspraksis kan der fastsættes
nationale regler for søgsmålsfrister på betingelse af, at de ikke er mindre
gunstige end reglerne for tilsvarende søgsmål i henhold til national ret, og
at
de ikke i praksis gør det umuligt at udøve rettigheder i henhold til
fællesskabsretten.
(20) Personer, som udsættes for forskelsbehandling på
grund af køn, bør sikres den fornødne retsbeskyttelse. For at sikre en mere
effektiv retsbeskyttelse bør også foreninger, organisationer og andre
juridiske
personer have beføjelse til, efter nærmere bestemmelser fastlagt af
medlemsstaterne, enten på vegne af eller til støtte for ethvert offer for
forskelsbehandling at indtræde som part i en sag uden at tilsidesætte
nationale
procesregler vedrørende repræsentation og forsvar i retten.
(21) Medlemsstaterne bør fremme dialogen mellem
arbejdsmarkedets parter og, i overensstemmelse med national praksis, med de
ikke-statslige organisationer om de forskellige former for forskelsbehandling
på arbejdspladsen på grund af køn og om, hvordan de kan bekæmpes.
(22) Medlemsstaterne bør fastsætte effektive sanktioner,
der står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende
virkning,
og som iværksættes i tilfælde af handlinger, der strider mod forpligtelserne
i
direktiv 76/207/EØF.
(23) I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet,
jf. traktatens artikel 5, kan målene i dette direktiv ikke i tilstrækkelig
grad
opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på
fællesskabsplan.
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, er
dette direktiv ikke mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå
disse
mål.
(24) Direktiv 76/207/EØF bør ændres i overensstemmelse
med det ovenfor anførte —
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I direktiv 76/207/EØF foretages følgende ændringer:
1) I artikel 1 indsættes følgende stykke:
»1a. Medlemsstaterne tager aktivt hensyn til
målsætningen om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udformningen og
gennemførelsen af love og administrative bestemmelser, politikker og
aktiviteter på de områder, der er omhandlet i stk. 1.«.
2) Artikel 2 affattes således:
»Artikel 2
1. Princippet om ligebehandling i henhold til nedenstående
bestemmelser indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på
grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til
ægteskabelig eller familiemæssig stilling.
2. I dette direktiv forstås ved:
–
»direkte
forskelsbehandling«: at en person behandles ringere på grund af køn, end en
anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende
situation
–
»indirekte
forskelsbehandling«: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse
eller
praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til
personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse
eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at
opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige
–
»chikane«: at der
udvises en uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller
den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende,
fjendtligt,
nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima
–
»sexchikane«: at der
udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med
seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons
værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,
ydmygende eller ubehageligt klima.
3. Chikane og sexchikane betragtes som forskelsbehandling
på grund af køn som defineret i dette direktiv og forbydes derfor.
En persons afvisning eller accept af en sådan adfærd må
ikke anvendes som grundlag for en beslutning, der vedrører den pågældende.
4. En instruktion om forskelsbehandling af en person på
grund af køn betragtes som forskelsbehandling som defineret i dette direktiv.
5. Medlemsstaterne tilskynder i overensstemmelse med
national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis arbejdsgiverne og de
ansvarlige for adgang til erhvervsuddannelse til at træffe foranstaltninger
til
forebyggelse af enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, navnlig
chikane og sexchikane på arbejdspladsen.
6. Med hensyn til adgangen til beskæftigelse, herunder
den dertil førende uddannelse, kan medlemsstaterne fastsætte, at ulige
behandling, der er baseret på et kønsspecifikt træk, ikke udgør
forskelsbehandling,
når et sådant kønsspecifikt træk på grund af de pågældende
erhvervsaktiviteters
art eller den sammenhæng, hvori de udøves, udgør et regulært og afgørende
erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i
rimeligt forhold hertil.
7. Dette direktiv gælder med forbehold af bestemmelser
vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og
moderskab.
En kvinde på barselsorlov har efter udløbet af
barselsorloven ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende
arbejde med betingelser og vilkår, som ikke er mindre gunstige for hende, og
til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som hun ville være
berettiget til under sit fravær.
Enhver ulige behandling af en kvinde i forbindelse med
svangerskab eller barselsorlov som omhandlet i direktiv 92/85/EØF udgør
forskelsbehandling som defineret i nærværende direktiv.
Dette direktiv gælder med forbehold af bestemmelserne i
Rådets direktiv 96/34/EF af 3. juni 1996 om den rammeaftale vedrørende
forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEPog EFS
og Rådets direktiv 92/85/EØF af 19.
oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af
sikkerheden
og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har
født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16,
stk. 1,
i direktiv 89/391/EØF). Det
gælder også med forbehold af medlemsstaternes ret til at anerkende en
særskilt
ret til fædreorlov og/eller adoptionsorlov. De medlemsstater, som anerkender
en
sådan ret, træffer de nødvendige foranstaltninger for at beskytte mandlige og
kvindelige arbejdstagere mod afskedigelse på grund af udøvelsen af denne ret,
og for at sikre, at de ved afslutningen af en sådan orlov har ret til at
vende
tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med betingelser og vilkår,
som ikke er mindre gunstige for dem, og til at drage fordel af de
forbedringer
i arbejdsforholdene, som de ville have været berettiget til under deres
fravær.
8. Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med traktatens artikel 141, stk. 4,
for i praksis at sikre fuld ligestilling mellem mænd og kvinder.
3) Artikel 3 affattes således:
»Artikel 3
1. Anvendelse af princippet om ligebehandling betyder,
at der i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige
organer,
ikke må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af
køn,
for så vidt angår:
a)
vilkårene for adgang
til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og
erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og
ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet,
herunder i henseende til forfremmelse
b)
adgang til alle typer
af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig
videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring
c)
ansættelses- og
arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, samt løn, som omhandlet i direktiv
75/117/EØF
d)
medlemskab af og
deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en
organisation,
hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne
organisationer giver medlemmerne.
2. Med henblik herpå træffer medlemsstaterne de
nødvendige foranstaltninger for at sikre:
a)
at alle love og administrative
bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehandling, ophæves
b)
at alle bestemmelser,
der strider mod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter
eller
kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for
selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og
arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller
ændres.«.
4) Artikel 4 og 5 udgår.
5) Artikel 6 affattes således:
»Artikel 6
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der mener sig
krænket, fordi princippet om ligebehandling tilsidesættes i forhold til den
pågældende, kan indgive klage til retslige og/eller administrative instanser,
herunder, hvor de finder det hensigtsmæssigt, til forligsinstanser, med
henblik
på håndhævelse af forpligtelserne i henhold til dette direktiv, selv efter at
det forhold, hvori forskelsbehandlingen angiveligt har fundet sted, er
ophørt.
2. Medlemsstaterne indfører i deres nationale retsorden
de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller
godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført
en
person som følge af forskelsbehandling i strid med artikel 3, således at det
har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den
pågældende har lidt. En sådan erstatning eller godtgørelse kan ikke begrænses
til et på forhånd fastsat maksimum, medmindre arbejdsgiveren kan bevise, at
den
eneste skade, som en ansøger til et job har lidt som følge af
forskelsbehandling i dette direktivs betydning er, at den pågældendes
ansøgning
ikke er blevet behandlet.
3. Medlemsstaterne sikrer, at foreninger, organisationer
og andre juridiske personer, der efter kriterierne i deres nationale ret har
en
legitim interesse i at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes, er
berettigede til — enten på vegne af eller til støtte for klageren, med
dennes
godkendelse — at indtræde som part i klagen til retslige og/eller
administrative instanser med henblik på håndhævelse af forpligtelserne i
henhold til dette direktiv.
4. Stk. 1 og 3 berører ikke nationale regler om
tidsfrister for anlæggelse af sager vedrørende princippet om
ligebehandling.«.
6) Artikel 7 affattes således:
»Artikel 7
Medlemsstaterne indfører i deres retsorden de nødvendige
foranstaltninger for at beskytte arbejdstagere, herunder
arbejdstagerrepræsentanter i henhold til national lovgivning og/eller
praksis,
mod afskedigelse eller anden ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som
reaktion på en klage inden for virksomheden eller enhver form for
retsforfølgning, med det formål at sikre, at princippet om ligebehandling
iagttages.«.
7) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 8a
1. Medlemsstaterne udpeger et eller flere organer til
fremme, evaluering og overvågning af, samt til støtte for ligebehandling af
kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn. Sådanne organer kan
indgå som en del af institutioner, der på nationalt plan har til opgave at
forsvare menneskerettighederne eller beskytte enkeltpersoners rettigheder.
2. Medlemsstaterne sikrer, at disse organer også har
kompetence til:
a)
at bistå ofre for
forskelsbehandling i forbindelse med deres klager over forskelsbehandling,
uden
at det berører de rettigheder, ofrene, foreningerne, organisationerne og
andre
juridiske personer, jf. artikel 6, stk. 3, har
b)
foretage uafhængige
undersøgelser af forskelsbehandling
c)
offentliggøre
rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende
forskelsbehandling.
Artikel 8b
1. Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med
nationale traditioner og national praksis passende foranstaltninger for at
tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter med henblik på at fremme
ligebehandling, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne,
kollektive overenskomster, regler for god opførsel, forskning eller
udveksling
af erfaringer og god praksis.
2. Når det er i overensstemmelse med nationale
traditioner og national praksis, tilskynder medlemsstaterne arbejdsmarkedets
parter til, uden at det anfægter disses autonomi, at fremme ligestillingen
mellem mænd og kvinder og til på passende niveau at indgå aftaler
indeholdende
regler om forbud mod forskelsbehandling på de i artikel 1 anførte områder,
som
falder ind under kollektive overenskomstforhandlinger. Sådanne aftaler skal
overholde mindstekravene i dette direktiv og de relevante nationale
gennemførelsesforanstaltninger.
3. Medlemsstaterne tilskynder i overensstemmelse med
national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis arbejdsgiverne til på
organiseret og systematisk vis at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd
på
arbejdspladsen.
4. Med henblik herpå bør arbejdsgiverne tilskyndes til
med jævne mellemrum at udarbejde hensigtsmæssig information til
arbejdstagerne
og/eller deres repræsentanter om ligebehandling af kvinder og mænd i
virksomheden.
Denne information kan omfatte statistikker over andelen
af mænd og kvinder på de forskellige organisationstrin og eventuelle
foranstaltninger for at forbedre situationen i samarbejde med
arbejdstagerrepræsentanterne.
Artikel 8c
Medlemsstaterne skal tilskynde til en dialog med
relevante ikke-statslige organisationer, som i overensstemmelse med deres
nationale lovgivning og praksis har en legitim interesse i at bidrage til
bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af køn med henblik på at fremme
princippet
om ligebehandling.
Artikel 8d
Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal
anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i
henhold til dette direktiv, og træffer de nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at sanktionerne bliver anvendt.
Sanktionerne, der kan omfatte udbetaling af erstatning
til ofret, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og
have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse
bestemmelser senest den 5. oktober 2005 og meddeler hurtigst muligt
eventuelle
efterfølgende ændringer.
Artikel 8e
1. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde
bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om
ligebehandling end bestemmelserne i dette direktiv.
2. Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under
ingen omstændigheder en forringelse af det eksisterende beskyttelsesniveau i
medlemsstaterne mod forskelsbehandling på de områder, der er omfattet af
dette
direktiv.«.
Artikel 2
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest
den
5. oktober 2005 eller sikrer, at arbejdsmarkedets parter senest denne dato
har
indført de nødvendige bestemmelser ved aftale. Medlemsstaterne træffer de
nødvendige
foranstaltninger for, at de altid er i stand til at garantere de resultater,
der kræves i henhold til dette direktiv. De underretter straks Kommissionen
herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen
fastsættes
af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler senest tre år efter dette
direktivs ikrafttræden Kommissionen alle de oplysninger, den har brug for til
udarbejdelse af en beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om
gennemførelsen
af dette direktiv.
3. Uden at det berører stk. 2, meddeler
medlemsstaterne hvert fjerde år Kommissionen teksten til love og
administrative
bestemmelser vedrørende alle foranstaltninger, som de vedtager i medfør af
traktatens artikel 141, stk. 4, samt rapporter om disse foranstaltninger
og deres gennemførelse. På grundlag af disse oplysninger vedtager og
offentliggør Kommissionen hvert fjerde år en beretning, der indeholder en
sammenlignende vurdering af alle disse foranstaltninger under hensyntagen til
erklæring 28 til Amsterdam-traktaten.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 23. september 2002.
På Europa-Parlamentets
vegne
P. COX
Formand
På Rådets vegne
M. FISCHER BOEL
Formand
_______________
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. (Definitioner af forskelsbehandling, chikane og seksuel chikane, ophævelse af lofter for godtgørelse m.v.) Retsinformation · 19. december 2005
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) EU-lovgivning · 5. juli 2006
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2010/41/EU af 7. juli 2010 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af Rådets direktiv 86/613/EØF EU-lovgivning · 7. juli 2010
- Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Retsinformation · 31. juli 2024
- 19.2026 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven for ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter ligebehandlingsloven.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. september 2026
- Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2005) - L 17 Retsinformation · 5. oktober 2005