Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren

2004/2 LSF 19Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet23. februar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

kan efter forhandlinger med arbejdsmarkedets parter fastsætte nærmere regler

vedrørende udnyttelse af de i direktivet indeholdte undtagelsesmuligheder.

Bilag A

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV

2002/15/EF

af 11. marts 2002

om tilrettelæggelse af arbejdstid for

personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter

§ 10.

EUROPA-PARLAMENTET

OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE

Loven

UNION HAR –

træder i kraft den 1. april 2005.

under henvisning til traktaten

om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71 og artikel 137,

§ 11.

stk. 2,

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland.

under henvisning til forslag fra

Kommissionen

2) ,

++NOTER+++

under henvisning til udtalelse

1)

fra Det Økonomiske og Sociale

Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om

Udvalg

tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile

Læs alt

3) ,

vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive

optrykt som bilag til loven.

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens

artikel 251

4) ,

på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 16. januar 2002 og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning

(EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser

på det sociale område inden for vejtransport

5)

har fastlagt

fælles bestemmelser om køretid og hviletid for førere. Denne forordning

dækker

ikke andre aspekter forbundet med arbejdstid inden for vejtransport.

(2)

Direktiv 93/104/EF af

23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af

arbejdstiden

6) , gør det muligt at vedtage

mere

specifikke forskrifter om tilrettelæggelse af arbejdstiden. I betragtning af

deres sektorbestemte karakter har bestemmelserne i dette direktiv forrang for

bestemmelserne

i direktiv 93/104/EF, jf. sidstnævnte direktivs artikel 14.

(3)

Til trods for

intensive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter har det ikke været

muligt at nå frem til en aftale om mobile arbejdstagere inden for

vejtransport.

(4)

Det er derfor

nødvendigt at fastsætte en række mere specifikke forskrifter om arbejdstid

inden for vejtransport med henblik på transportsikkerheden og de berørte

personers sundhed og sikkerhed.

(5)

Da målene for den

påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne

og

derfor på grund af handlingens omfang og virkning bedre kan gennemføres på

fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse

med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse

med

proportionalitetsprincippet som anført i nævnte artikel, er dette direktiv

ikke

mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(6)

Dette direktivs

anvendelsesområde dækker udelukkende mobile arbejdstagere, der er ansat af en

transportvirksomhed etableret i en medlemsstat, og som deltager i mobilt

arbejde i forbindelse med vejtransport, der er omfattet af forordning (EØF)

nr.

3820/85, eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af den europæiske

overenskomst om arbejde, der udføres af det kørende personale i international

vejtransport (AETR-overenskomsten).

(7)

Det bør præciseres,

at mobile arbejdstagere, der er udelukket fra dette direktivs

anvendelsesområde, bortset fra selvstændige chauffører, er omfattet af det

grundlæggende beskyttelsesniveau i direktiv 93/104/EF. Dette grundlæggende

beskyttelsesniveau omfatter de eksisterende bestemmelser om tilstrækkelig

hvile, gennemsnitlig maksimal ugentlig arbejdstid, årlig ferie og bestemte

grundlæggende bestemmelser om natarbejde, herunder helbredsundersøgelser.

(8)

Da selvstændige

chauffører er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr.

3820/85,

men udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/104/ EF, bør disse

chauffører udelukkes midlertidigt fra dette direktivs anvendelsesområde i

overensstemmelse med artikel 2, stk. 1.

(9)

Definitionerne i

dette direktiv kan ikke danne præcedens for andre fællesskabsforskrifter

vedrørende arbejdstid.

(10)

For at

forbedre færdselssikkerheden, undgå at fordreje konkurrencevilkårene og

garantere sikkerhed og sundhed for de mobile arbejdstagere, der er omfattet

af

dette direktiv, bør disse vide præcis, hvilken del af den tid, der medgår til

vejtransportaktiviteter, der betragtes som arbejdstid og hvilken der ikke gør

det, og som pauser, hviletid eller rådighedstid; disse arbejdstagere bør have

ret til et minimum af daglige og ugentlige hvileperioder samt passende

pauser.

Det er ligeledes nødvendigt at indføre en maksimumsgrænse for, hvor mange

timer

der må arbejdes om ugen.

(11)

Forskningen

har vist, at menneskets fysik om natten er mere sensitiv over for

forstyrrelser

pga. arbejdsmiljøet og bestemte besværlige organisationsformer, og at lange

perioder med natarbejde kan være skadelige for arbejdernes helbred og

generelt

kan udgøre en fare for deres sikkerhed og færdselssikkerheden.

(12)

Det er

derfor nødvendigt at begrænse varigheden af perioder med natarbejde og at

fastsætte, at chauffører, som udfører natarbejde, kompenseres tilstrækkeligt

for deres arbejde og ikke stilles ugunstigt hvad angår uddannelsesmuligheder.

(13)

Arbejdsgiverne

skal opbevare optegnelser om arbejdstid, hvis der arbejdes mere end det

gennemsnitlige ugentlige maksimum.

(14)

Bestemmelserne

i forordning (EØF) nr. 3820/85 om køretid inden for international og

indenlandsk personbefordring, bortset fra rutekørsel, bør fortsat finde

anvendelse.

(15)

Kommissionen

bør overvåge gennemførelsen af dette direktiv og følge udviklingen på området

i

medlemsstaterne og forelægge Europa-Parlamentet, Rådet samt Det Økonomiske og

Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om bestemmelsernes anvendelse

samt

om konsekvenserne af bestemmelserne om natarbejde.

(16)

Det er

nødvendigt at åbne mulighed for, at visse bestemmelser kan fraviges af

henholdsvis medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter; i tilfælde af

fravigelse bør de pågældende arbejdstagere som en generel regel indrømmes

tilsvarende kompenserende hvileperioder -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål

Formålet med dette direktiv er at fastsætte

minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af arbejdstid for at forbedre

beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for personer, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter, samt forbedre færdselssikkerheden og tilnærme

konkurrencevilkårene yderligere til hinanden.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv gælder for mobile arbejdstagere, som

er beskæftiget af virksomheder, der er etableret i en medlemsstat og deltager

i

vejtransportaktiviteter, som er omfattet af forordning (EØF) nr. 3820/85,

eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af AETR-overenskomsten.

Uden at det berører bestemmelserne i tredje afsnit, finder

direktivet anvendelse på selvstændige chauffører fra den 23. marts 2009.

Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en

rapport senest to år før denne dato. Rapporten analyserer, hvilke

konsekvenser

undtagelsen fra direktivets anvendelsesområde for selvstændige chauffører har

for færdselssikkerheden, konkurrencevilkårene, erhvervets struktur og de

sociale aspekter. Der tages højde for situationen i de enkelte medlemsstater,

for så vidt angår transporterhvervets struktur og vejtransporterhvervets

arbejdsmiljø. På baggrund af rapporten forelægger Kommissionen et forslag,

der

tager sigte på enten

–

at fastsætte de

nærmere bestemmelser for direktivets anvendelse på selvstændige chauffører,

for

så vidt angår visse kategorier af selvstændige chauffører, hvis virksomhed

ikke

omfatter transportaktiviteter i andre medlemsstater, og som af objektive

grunde

er underlagt lokale begrænsninger, som f.eks. beliggenhed i et randområde,

lange interne afstande eller et særdeles konkurrencepræget miljø, eller

–

at selvstændige

chauffører ikke omfattes af direktivet.

2. Bestemmelserne i direktiv 93/104/EF finder anvendelse

på mobile arbejdstagere, der er undtaget fra nærværende direktivs

anvendelsesområde.

3. I det omfang nærværende direktiv indeholder mere

specifikke bestemmelser vedrørende mobile arbejdstagere inden for

vejtransport,

har det forrang i forhold til de relevante forskrifter i direktiv 93/104/EF,

jf. dettes artikel 14.

4. Dette direktiv supplerer forordning (EØF) nr.

3820/85, og om nødvendigt AETR-overenskomsten, som har forrang i forhold til

forskrifterne i nærværende direktiv.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a)

»arbejdstid«:

1)

for mobile

arbejdstagere: den periode mellem arbejdets påbegyndelse og dets afslutning,

hvor den pågældende er på sin arbejdsplads, til rådighed for arbejdsgiveren

og

udøver sine funktioner eller sine aktiviteter, dvs.

–

den tid, der medgår

til alle vejtransportaktiviteter. Der er navnlig tale om følgende

aktiviteter:

i)

kørsel,

ii)

på-og aflæsning,

iii)

hjælp i forbindelse

med passagerers ind- og udstigning af køretøjet,

iv)

rengøring og teknisk

vedligeholdelse

v)

ethvert andet

arbejde, som har til formål at sikre køretøjets, lastens og passagerernes

sikkerhed eller at opfylde lov- eller forskriftsmæssige forpligtelser, der

specifikt knytter sig til den pågældende transport, herunder opsyn med på- og

aflæsning, administrative formaliteter med politi, toldvæsen,

indrejsemyndigheder osv.;

–

de perioder, hvor den

pågældende ikke frit kan disponere over sin tid og skal forblive på sin

arbejdsplads, klar til at påtage sig sit arbejde, og hvor han udfører

specifikke arbejdsopgaver, navnlig ventetid i forbindelse med på-og

aflæsning,

når den forventede varighed heraf ikke er kendt i forvejen, dvs. enten inden

udkørsel eller umiddelbart inden det tidspunkt, hvor den pågældende periode

faktisk begynder eller i henhold til de almindelige betingelser, som er

forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter og/eller fastsat i medlemsstaternes

lovgivning;

2)

for selvstændige

chauffører anvendes samme definition på den periode mellem arbejdets

påbegyndelse til dets afslutning, hvori den selvstændige chauffør er på sin

arbejdsplads, til rådighed for kunden og udøver sine funktioner eller sine

aktiviteter bortset fra generelt administrativt arbejde, der ikke specifikt

knytter sig til den pågældende transport.

Pauser, jf. artikel 5, hviletid, jf. artikel 6, samt

rådighedstid, jf. punkt b) i nærværende artikel, medregnes ikke til

arbejdstiden, medmindre der i medlemsstaternes lovgivning eller i aftaler

mellem arbejdsmarkedets parter er fastsat regler om kompensation for eller

begrænsning af rådighedstid,

b)

»rådighedstid«:

–

andre perioder end

pauser og hviletid, hvor den mobile arbejdstager ikke skal forblive på sin

arbejdsplads, men skal være til rådighed for at kunne imødekomme eventuelle

opfordringer til at påtage sig eller genoptage kørslen eller at udføre andet

arbejde. Som rådighedstid anses navnlig perioder, hvor den mobile

arbejdstager

ledsager et køretøj, der transporteres med færge eller tog, samt ventetid ved

grænserne og ventetid, der skyldes kørselsforbud.

Den mobile

arbejdstager skal have forudgående kendskab til disse perioder og den

forventede varighed heraf, dvs. enten inden udkørsel eller umiddelbart inden

det tidspunkt, hvor den pågældende periode faktisk begynder eller i henhold

til

de almindelige betingelser, som er forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter

og/ eller fastsat i medlemsstaternes lovgivning,

–

for så vidt angår

mobile arbejdstagere, der kører i hold, omfatter rådighedstiden den tid, der

under køretøjets kørsel tilbringes ved siden af føreren eller i køje;

c)

»arbejdsplads«:

–

det sted, hvor det

primære forretningssted for den virksomhed, som personen udfører mobile

vejtransportaktiviteter for, er beliggende, herunder virksomhedens sekundære

forretningssteder, uanset om de har samme adresse som hovedsædet eller det

primære forretningssted,

–

det køretøj, som den

person der udfører mobile vejtransportaktiviteter bruger, når han udfører sit

arbejde, og

–

ethvert andet sted,

hvor de aktiviteter, der er forbundet med gennemførelsen af en transport,

foregår;

d)

»mobil arbejdstager«:

en arbejdstager, som er en del af det kørende personale, herunder

praktikanter

og lærlinge, og som beskæftiges af en virksomhed, der for fremmed eller egen

regning udfører personbefordring ad vej eller vejgodstransport;

e)

»selvstændig

chauffør«: enhver person, hvis erhvervsmæssige hovedaktivitet er at udføre

personbefordring ad vej eller vejgodstransport for fremmed regning, som

defineret i fællesskabslovgivningen, i henhold til en fællesskabstilladelse

eller enhver anden erhvervsmæssig bemyndigelse til at udføre den nævnte

transport, og som har tilladelse til at arbejde for egen regning og ikke er

bundet til en arbejdsgiver ved en ansættelseskontrakt eller noget andet

arbejdsmæssigt hierarkisk afhængighedsforhold, som frit kan tilrettelægge den

pågældende erhvervsaktivitet, og hvis indkomst afhænger direkte af

overskuddet,

og som alene eller i samarbejde med andre selvstændige chauffører frit kan

have

erhvervsmæssige forbindelser med flere kunder.

For så vidt angår

dette direktiv har chauffører, der ikke opfylder disse kriterier, samme

rettigheder og forpligtelser som dem, der i henhold til dette direktiv gælder

for mobile arbejdstagere;

f)

»person, der udfører

mobile vejtransportaktiviteter«: enhver mobil arbejdstager eller selvstændig

chauffør, der udfører sådanne aktiviteter;

g)

»uge«: perioden

mellem mandag kl. 00.00 og søndag kl. 24.00;

h)

»natperiode«:

ethvert tidsrum på mindst fire timer mellem kl. 00.00 og kl. 07.00 i henhold

til national lovgivning;

i)

»natarbejde«: alt

arbejde, som udføres i natperioden.

Artikel 4

Maksimal ugentlig arbejdstid

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger

for at sikre,

a)

at den

gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke overstiger 48 timer. Den maksimale

ugentlige arbejdstid kan udvides til 60 timer under forudsætning af, at den

gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke udgør mere end 48 timer i en

firemåneders periode. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, fjerde og

femte

afsnit, i forordning (EØF) nr. 3820/85, eller om nødvendigt artikel 6,

stk. 1, fjerde afsnit, i AETR-overenskomsten, har forrang i forhold til

bestemmelserne i dette direktiv under forudsætning af, at de pågældende

førere

ikke arbejder mere end 48 timer i gennemsnit om ugen i en periode på fire

måneder.

b)

at arbejdstiden, når

der udføres arbejde for mere end en arbejdsgiver, svarer til summen af de

præsterede arbejdstimer. Arbejdsgiveren anmoder skriftligt den mobile

arbejdstager om at aflægge regnskab for arbejde udført for en anden

arbejdsgiver. Den mobile arbejdstager giver disse oplysninger skriftligt.

Artikel 5

Pauser

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at personer, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter, jf. dog artikel 2, stk. 1, under ingen

omstændigheder arbejder mere end seks sammenhængende timer uden pause, jf.

dog

beskyttelsesniveauet i forordning (EØF) nr. 3820/85, eller, hvis et sådant

ikke

er fastsat heri, i AETR-overenskomsten. Arbejdet afbrydes med en pause på

mindst 30 minutter, hvis den samlede arbejdstid er på seks til ni timer, og

med

en pause på mindst 45 minutter, hvis den samlede arbejdstid er på mere end ni

timer.

2. Pauserne kan opdeles i perioder på mindst 15

minutter.

Artikel 6

Hviletid

Med hensyn til hviletid er lærlinge og praktikanter i

dette direktiv omfattet af de samme bestemmelser som andre mobile

arbejdstagere

i henhold til forordning (EØF) nr. 3820/85, eller, hvis denne ikke finder

anvendelse, i henhold til AETR-overenskomsten.

Artikel 7

Natarbejde

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige

foranstaltninger for at sikre:

–

at den daglige

arbejdstid ikke overstiger ti timer for hvert tidsrum på 24 timer, hvis der

udføres natarbejde,

–

at natarbejde

kompenseres i overensstemmelse med national lovgivning, kollektive

overenskomster, aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og/eller national

praksis, og på betingelse af, at en sådan kompensation ikke bringer

færdselssikkerheden i fare.

2. Som led i den rapport, som Kommissionen senest den

23. marts 2007 udarbejder i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2,

evaluerer den konsekvenserne af bestemmelserne i denne artikels stk. 1.

Kommissionen fremsætter eventuelt passende forslag som følge af denne

rapport.

3. Kommissionen vil fremsætte et forslag til et direktiv

om uddannelse af chauffører, herunder dem, der udfører natarbejde, og hvori

de

generelle principper for denne uddannelse vil blive fastlagt.

Artikel 8

Undtagelser

1. Undtagelser fra artikel 4 og 7 kan, af objektive

eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse vedtages

ved kollektive overenskomster, aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller,

hvis dette ikke er muligt, ved love og administrative bestemmelser, forudsat

at

de berørte arbejdsmarkedsrepræsentanter er hørt, samt at alle relevante

former

for arbejdsmarkedsdialog er forsøgt fremmet.

2. Muligheden for at undtage fra artikel 4 må ikke

medføre, at der fastsættes en referenceperiode på over seks måneder for

beregning af den gennemsnitlige maksimale arbejdsuge på 48 timer.

Artikel 9

Information og registrering

Medlemsstaterne sørger for:

a)

at mobile

arbejdstagere underrettes om de relevante nationale forskrifter, de interne

regler og aftalerne mellem arbejdsmarkedets parter, herunder især de

kollektive

overenskomster og eventuelle aftaler på virksomhedsniveau, som er indgået på

grundlag af dette direktiv, med forbehold af bestemmelserne i Rådets direktiv

91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette

arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet

7)

b)

at arbejdstiden for

personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, registreres, jf. dog

artikel 2, stk. 1. De registrerede oplysninger skal opbevares i mindst

to

år efter udløbet af den pågældende periode. Arbejdsgiverne er ansvarlige for

registreringen af de mobile arbejdstageres arbejdstid. Arbejdsgiveren skal

udlevere en kopi af registreringen af de præsterede timer til de mobile

arbejdstagere, hvis de anmoder om det.

Artikel 10

Gunstigere bestemmelser

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed

for at anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, der er

gunstigere med hensyn til beskyttelse af sikkerhed og sundhed for personer,

der

udfører mobile vejtransportaktiviteter, eller deres mulighed for at fremme

eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller andre aftaler

mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse

af

de mobile arbejdstageres sikkerhed og sundhed. Gennemførelsen af dette

direktiv

kan ikke danne grundlag for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af

de

arbejdstagere, som er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

Artikel 11

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter en sanktionsordning for

overtrædelse af de nationale bestemmelser vedtaget i medfør af dette direktiv

og tager de nødvendige skridt til at sikre, at disse sanktioner finder

anvendelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i forhold til

overskridelsen

og være tilstrækkeligt afskrækkende.

Artikel 12

Forhandlinger med tredjelande

Fællesskabet indleder straks efter direktivets

ikrafttræden forhandlinger med de berørte tredjelande, således at

bestemmelser,

der svarer til dem, der er fastsat i nærværende direktiv, kan finde

anvendelse

på mobile arbejdstagere, der er beskæftiget af virksomheder, som er etableret

i

et tredjeland.

Artikel 13

Rapporter

1. Medlemsstaterne aflægger rapport til Kommissionen

hvert andet år om gennemførelsen af dette direktiv med angivelse af

arbejdsmarkedsparternes synspunkter. Rapporten skal være Kommissionen i hænde

senest den 30. september efter udløbsdatoen for den toårige periode,

rapporten

dækker. Den toårige periode er den samme som den, der nævnes i artikel 16,

stk. 2, i forordning (EØF) nr. 3820/85.

2. Kommissionen udarbejder hvert andet år en rapport om

dette direktivs gennemførelse i medlemsstaterne og om udviklingen på området.

Kommissionen sender denne rapport til Europa-Parlamentet, Rådet, Det

Økonomiske

og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

Artikel 14

Afsluttende bestemmelser

1. Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og

administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 23.

marts 2005 eller sikrer sig, at arbejdsmarkedets parter inden denne dato ved

aftale har iværksat de nødvendige bestemmelser, idet medlemsstaterne skal

træffe alle foranstaltninger for til enhver tid at kunne sikre, at de ved

dette

direktiv fastsatte bestemmelser opfyldes.

De i første afsnit omhandlede love og bestemmelser skal ved

vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for

henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de

nationale retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder

på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3. Medlemsstaterne drager omsorg for, at fragtførere,

afskibere, speditører, hoved- og underentreprenører og virksomheder, der

beskæftiger mobile arbejdstagere, overholder de relevante bestemmelser i

dette

direktiv.

Artikel 15

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på datoen for

offentliggørelsen i

De Europæiske

Fællesskabers Tidende.

Artikel 16

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. marts 2002.

På Europa-Parlamentets vegne

P. COX

Formand

På Rådets vegne

J. PIQUÉ I CAMPS

Formand

++NOTER+++

2)

EFT C 43 af 17.2.1999, s. 4.

3)

EFT C 138 af 18.5.1999, s. 33.

4)

Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 14.4.1999 (EFT C 219 af 30.7.1999,

s.

235) og bekræftet efter ændring af procedure den 6.5.1999 (EFT C 279 af

1.10.1999, s. 270), Rådets fælles holdning af den 23.3.2001 (EFT C 142 af

15.5.2001, s. 24) og Europa-Parlamentets afgørelse af den 14.6.2001 (endnu

ikke offentliggjort

i EFT).

Europa-Parlamentets afgørelse af 5.2.2002 og Rådets afgørelse

af

18.2.2002.

5)

EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.

6)

EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18. Dette direktiv er senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/34/EF

(EFT L

195 af 1.8.2000, s. 41).

7)

EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden

Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2002/15/EF af 11.

marts 2002 (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35) om tilrettelæggelse af arbejdstid

for

personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, i det følgende kaldet

direktivet. Direktivet er optrykt som bilag A til dette lovforslag og vil

blive

optrykt som bilag til loven.

Det fremgår såvel af flere af direktivets indledende

betragtninger som af artikel 1, at en regulering af arbejdstiden inden for

vejtransportsektoren har tre hovedformål. For det første er det et mål, at

beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for de mobile lønmodtagere, som

direktivet omhandler, forbedres. For det andet skal direktivet medvirke til,

at

færdselssikkerheden øges. Og for det tredje har direktivet som mål at skabe

mere ensartede konkurrencevilkår i vejtransportsektoren.

Udgangspunktet i bestræbelserne for at nå disse mål har

været den eksisterende regulering af vejtransportsektoren i form af

AETR-overenskomsten (europæisk overenskomst om arbejdet for besætninger på

køretøjer i international vejtransport) og Rådets forordning (EØF) nr.

3820/85

af 20. december 1985 (EF-Tidende 1985 L 370, s. 1) om harmonisering af visse

bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport, som direktivet

bygger på. Begge disse regelsæt, der indholdsmæssigt ligner hinanden, har i

henhold til direktivets artikel 2, stk. 4, forrang frem for direktivet,

som dog omfatter flere personer og også regulerer andre områder end de to

nævnte regelsæt.

Direktivet gælder for mobile lønmodtagere, der deltager i

vejtransportaktiviteter, som er omfattet af forordningen eller

AETR-overenskomsten, og inden beskrivelsen af direktivets indhold og

lovforslagets struktur vil der blive gjort rede for, hvilke

vejtransportaktiviteter der er omfattet af forordning og AETR-overenskomst.

Udgangspunktet for denne beskrivelse af grundlaget for afgrænsningen af,

hvilke

lønmodtagere direktivet omfatter, er forordningens bestemmelser, idet

direktivets henvisninger til AETR-overenskomsten alene er subsidiære.

Forordningen er optrykt som bilag til bekendtgørelse nr.

1018 af 15. december 1993 om arbejderbeskyttelse i vejtransport.

2. De omfattede vejtransporter

Geografisk finder direktivet anvendelse ved visse

vejtransporter i Danmark og inden for EU og EØS samt til og fra (eller i

transit gennem) de øvrige tilsluttede tredjelande. Forordningen dækker

transport indenfor fællesskabet. Udgangspunktet for AETR-overenskomsten er,

at

denne geografisk finder anvendelse ved de omfattede vejtransporter i forhold

til tredjelande, som ikke er med i EU og EØS. Det er i øvrigt for begge

regelsæt en forudsætning, at de omfattede køretøjer er dansk indregistrerede

eller indregistreret i et andet medlemsland eller tilsluttet tredjeland.

Ved vejtransport forstås efter begge regelsæt al kørsel på

offentlig vej med et til person- eller godsbefordring bestemt køretøj, jf.

artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i forordningen, samt

overenskomstens artikel 1, litra g. Ved køretøjer forstås som udgangspunkt

alle

motorkøretøjer, traktorer, påhængsvogne og sættevogne, jf. forordningens

artikel 1, stk. 2, og tilsvarende overenskomstens artikel 1, litra a.

En række køretøjer er imidlertid undtaget fra forordningens

og overenskomstens regler. Dette gælder:

a)

køretøjer, der

benyttes til godstransport, såfremt den største tilladte totalvægt inklusive

påhængsvogne eller sættevogne ikke overstiger 3,5 tons;

b)

køretøjer, der

benyttes til personbefordring, og hvis indretning og udstyr gør dem egnet til

befordring af højst ni personer, føreren iberegnet, og som er konstrueret til

dette formål;

c)

køretøjer, der

benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger

50

km;

d)

køretøjer, hvis

hastighed ikke må overstige 30 km/time;

e)

køretøjer, der

benyttes af forsvaret, civilforsvaret, brandvæsenet og ordensmagten, eller

køretøjer, som er under disses kontrol;

f)

køretøjer, der

benyttes af vandbygningsvæsenet eller af vandværker, gas- eller

elektricitetsvæsenet, af vejvæsenet, til renovation, af telegraf- og

telefonvæsenet,

af postvæsenet eller af radio og fjernsyn, samt radio- og

fjernsynspejlevogne;

g)

køretøjer, der

anvendes i katastrofetilfælde eller under redningsoperationer;

h)

specialkøretøjer,

der anvendes til lægelige opgaver;

i)

køretøjer, der

benyttes til transport af cirkus- og tivoliudstyr;

j)

specialkøretøjer

til vejhjælp;

k)

køretøjer, der

prøvekøres på veje med henblik på teknisk udvikling, reparation eller

vedligeholdelse, og nye eller ombyggede køretøjer, som endnu ikke er indsat i

drift;

l)

køretøjer, der

benyttes til ikke-erhvervsmæssig varetransport i privat øjemed;

m)

køretøjer, der

benyttes til indsamling af mælk fra gårde og til returnering af

mælketransportspande eller af mælkeprodukter til foderbrug.

Som det fremgår, finder direktivet hovedsaglig anvendelse

på den tunge gods- og passagertrafik, som udføres erhvervsmæssigt. Det vil

typisk sige bus- og lastbiltransporter med gods og passagerer, og blandt

undtagelserne er således den lette lastbilkørsel, taxier og ambulancer samt

busser i bytrafik.

3. Direktivet

Direktivet er udstedt under henvisning til traktatens

artikel 71 (vedtagelse af foranstaltninger på transportområdet) og artikel

137,

stk. 2 (virkeliggørelse af målsætninger for social- og

arbejdsmarkedspolitikken), og denne dobbelte hjemmel er netop udtryk for, at

der både ligger hensyn til trafiksikkerheden og til lønmodtagernes

sikkerheds-

og sundhedsmæssige forhold bag udformningen af direktivet. Det fremgår af

direktivets indledende betragtninger, at det ud fra disse to hensyn har været

nødvendigt at fastsætte specifikke forskrifter om arbejdstid inden for

vejtransport, da det trods intensive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets

parter ikke har været muligt at nå frem til en aftale på dette område.

At der er tale om et direktiv frem for en aftale mellem

arbejdsmarkedets parter betyder blandt andet, at det har været muligt også at

lade selvstændige chauffører være omfattet af direktivets bestemmelser, men

direktivet finder ifølge artikel 2, stk. 1, først anvendelse på

selvstændige chauffører fra den 23. marts 2009, hvis andet ikke vedtages

efter

forslag fra Kommissionen på baggrund af den i samme bestemmelse nævnte

rapport.

Selvstændige chauffører er ikke omfattede af dette lovforslag, der alene har

lønmodtagere for øje.

Som nævnt er det ikke blot de af forordning eller

AETR-overenskomst omfattede lønmodtagere, der er omfattet af direktivet, men

alle mobile lønmodtagere, der deltager i de omfattede

vejtransportaktiviteter,

og direktivet intensiverer ikke bare reguleringen af arbejdstiden for

personer,

der allerede er omfattet af forordningens eller AETR-overenskomstens regler

om

køretid, hviletid, pauser mv., men inddrager også en yderligere gruppe af

lønmodtagere, der kan betegnes som ”medfølgende”. Lønmodtagere, der

er mobile,

fordi de fx følger med en transport som flyttemænd, vil med gennemførelsen af

direktivet være omfattet af de samme arbejdstidsregler som chaufføren på den

pågældende transport.

Førere på vejtransporter, der er omfattet af forordning

eller AETR-overenskomst, vil fremover både skulle overholde nævnte regelsæts

bestemmelser om køretid mv. og direktivets bestemmelser om arbejdstid, og

selvom disse førere i medfør af direktivet får yderligere rettigheder med

hensyn til fx pauser, er det i særdeleshed bestemmelserne om ugentlig

arbejdstid og registreringen heraf, der er en nyskabelse i forhold til

tidligere regulering. Det er nyt, at der fastsættes en øvre grænse for, hvor

meget mobile lønmodtagere, herunder førere, gennemsnitligt må arbejde om

ugen.

En sådan grænse findes i direktiv 2003/88/EF (EF-Tidende 2003 L 299, s. 9) om

visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (i det

følgende kaldet det generelle arbejdstidsdirektiv), men det har hidtil kun

været reglerne om køretid mv., der har været gældende for

vejtransportsektoren

på det fællesskabsretlige niveau.

Det loft over den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid, der

med direktivet indføres indenfor vejtransportsektoren, er imidlertid i

modsætning til bestemmelserne herom i det generelle arbejdstidsdirektiv et

absolut loft, idet alt arbejde, som den mobile lønmodtager udfører, skal

medregnes ved opgørelsen af den mobile lønmodtagers ugentlige arbejdstid. Det

gælder såvel mobilt som stationært arbejde, og det gælder også arbejde, der

udføres for andre arbejdsgivere; lønmodtagere, der i et eller andet omfang

deltager i mobile vejtransportaktiviteter som ansatte i en virksomhed, der

udfører sådanne transporter, må ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i

gennemsnit alt i alt. For at sikre, at det absolutte loft respekteres,

indføres

der med direktivet et registreringssystem, hvor den mobile lønmodtager

forpligtes til at oplyse om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere,

og

den mobile lønmodtagers arbejdsgiver forpligtes til at opbevare

registreringen

af den mobile lønmodtagers samlede arbejdstid i op til 2½ år.

Hensigten med at indføre et sådant absolut loft og et

registreringssystem i tilknytning er, at mobile lønmodtagere ikke deltager i

vejtransporter, hvis de på grund af fx et fuldtidsjob ved siden af er for

trætte til, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt. Loftet og

registreringsforpligtelsen kan ses som konkrete udslag af den bag direktivet

liggende erkendelse af, at det ikke blot er køretiden, men også på det mere

overordnede plan de arbejdsmæssige rammer for mobile lønmodtagere, der har

betydning for trafiksikkerheden på vejene.

4. Lovforslaget

Den tætte sammenhæng mellem direktivet og

forordning/AETR-overenskomst indebærer blandt andet, at direktivets

definitioner, systematik og fx tidsrum og talmæssige angivelser i vid

udstrækning er forskellige fra de tilsvarende i det generelle

arbejdstidsdirektiv, da direktivets kontekst er trafikal. Forskellighederne

er

hovedårsagen til, at direktivet implementeres via et separat lovforslag og

ikke

igennem et lovforslag, der ændrer lov om gennemførelse af dele af

arbejdstidsdirektivet, idet en implementering af direktivet på sidst nævnte

måde ville betyde, at én samlet lov om arbejdstid ville blive ganske

uoverskuelig og lidet operationel. Dog er lovforslagets bestemmelser i det

omfang, det har været muligt, udformet på samme måde som de tilsvarende

bestemmelser i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet jf.

lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, da der i begge tilfælde er tale

om regulering af arbejdstid, og da begge regelsæt i visse tilfælde vil være

af

relevans i forhold til den samme lønmodtager.

Lovforslaget ligger også på andre områder i forlængelse af

gældende arbejdsmarkedslovgivning, da udgangspunktet har været

minimumsimplementering

af det tilgrundliggende direktiv, og da lovforslaget i videst muligt omfang

giver arbejdsmarkedets parter adgang til at gennemføre direktivet ved

kollektiv

overenskomst. Lovforslaget fastsætter, at lønmodtagere, der er sikret de i

direktivet indeholdte rettigheder enten via en skriftlig aftale, som henviser

til en på virksomheden gældende overenskomst, eller direkte i medfør af en

kollektiv overenskomst, ikke er omfattede af de bestemmelser af lovforslaget,

der gennemfører de pågældende rettigheder.

Det er således alene de bestemmelser i direktivet, der

omhandler oplysnings- og registreringsforpligtelsen i relation til det

absolutte loft på 48 timers arbejde i gennemsnit om ugen, der ikke i henhold

til lovforslaget kan gennemføres via kollektiv overenskomst. Det skyldes, at

der alene er tale om pligter, der – fortrinsvis af

trafiksikkerhedshensyn –

pålægges den mobile lønmodtager og dennes arbejdsgiver, og ikke om

rettigheder,

der modsvarer pligterne og er egnede til håndhævelse i det fagretlige system.

At lovforslaget opererer med bødestraf, såfremt netop pligterne i relation

til

registreringen af den mobile lønmodtagers arbejdstid ikke opfyldes, er også

udtryk for, at hensynene bag det absolutte loft på 48 arbejdstimer i

gennemsnit

om ugen og den tilknyttede registrerings- og oplysningspligt ikke alene angår

beskyttelsen af den enkelte lønmodtager, men at der bestemt også ligger andre

samfundsmæssige interesser bag indførelsen af sådanne regler.

Udover at fastsætte regler om maksimal ugentlig arbejdstid

og en registrerings- og oplysningspligt i den forbindelse indeholder

lovforslaget materielle bestemmelser om pauser, hviletid og maksimal daglig

arbejdstid ved natarbejde, og mens mobile lønmodtagere, der ikke som førere

er

omfattet af forordningens eller AETR-overenskomstens bestemmelser, hidtil

alene

har kunnet henholde sig til eventuelle overenskomstbestemmelser herom, er der

for føreres vedkommende tale om regulering, der supplerer og kompletterer

eksisterende regler. Sager om krænkelser af de rettigheder, mobile

lønmodtagere

i medfør af lovforslaget får, kan indbringes for domstolene, som efter

omstændighederne vil kunne tilkende lønmodtageren en godtgørelse.

5. Forholdet til anden lovgivning

Af direktivets artikel 2, stk. 4, fremgår, at

direktivet supplerer forordningen og om nødvendigt AETR-overenskomsten, som

begge har forrang i forhold til direktivet, og af artikel 2, stk. 3,

ses,

at direktivet har forrang i forhold til relevante bestemmelser i det

generelle

arbejdstidsdirektiv i det omfang, direktivet indeholder mere specifikke

bestemmelser vedrørende mobile arbejdstagere indenfor vejtransport. Dette

forhold mellem reguleringsinstrumenterne på fællesskabsplan må nødvendigvis

slå

igennem også på nationalt plan, og i det omfang, lønmodtagere er omfattet af

bestemmelserne i dette lovforslag, vil de ikke være omfattede af lov om

gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet; de to love vil i videst

muligt

omfang skulle anvendes komplementært.

Det betyder, at lønmodtagere, der udelukkende arbejder

mobilt med vejtransport, som er omfattet af forordning eller

AETR-overenskomst,

ikke kommer i berøring med lov om gennemførelse af dele af

arbejdstidsdirektivet overhovedet, mens lønmodtagere, der både arbejder

mobilt

med vejtransport og har andet arbejde, vil være omfattet af

beskyttelsesreglerne i begge regelsæt, men vil skulle henholde sig til

bestemmelserne i nærværende lovforslag, hvis de to regelsæts bestemmelser

skulle komme i konflikt med hinanden.

Hvis en lønmodtager eksempelvis kører lastbil mandag og

tirsdag og gør rent om natten i samme virksomhed fra onsdag til fredag, skal

lønmodtageren fx holde pauser i arbejdstiden i henhold til nærværende

lovforslag - og i henhold til forordningens bestemmelser om pauser i

køretiden

- om mandagen og om tirsdagen, mens reglerne om pauser i lov om gennemførelse

af dele af arbejdstidsdirektivet anvendes på arbejdet på de øvrige dage.

Lønmodtageren skal på grund af natarbejdet med rengøring tilbydes gratis

helbredskontrol i henhold til § 6 i lov om gennemførelse af dele af

arbejdstidsdirektivet, selvom nærværende lovforslag ikke giver den mobile

lønmodtager en tilsvarende ret. En hybrid lønmodtager har krav på ugentlig

hviletid i henhold til både nærværende lovforslag og Arbejdstilsynets

bekendtgørelse om hviletid og fridøgn, hvorved de for lønmodtageren

gunstigste

regler vil slå igennem, men hvis det ikke skulle være muligt at opfylde begge

regelsæts bestemmelser om ugentlig hviletid, vil reglerne i nærværende

lovforslag dog have forrang. En sådan situation, hvor det ikke er muligt at

opfylde begge regelsæt, vil imidlertid sjældent opstå i praksis.

Lønmodtagere, der har to eller flere ansættelsesforhold,

omfattes af de arbejdstidsregler, der er relevante i hvert de pågældende

ansættelsesforhold, og hvis der ikke arbejdes hybridt i nogen af

ansættelsesforholdene, vil der ikke opstå en situation, hvor en arbejdsgiver

skal forholde sig til begge regelsæt. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver

skal

ud fra ikke mindst trafiksikkerhedsmæssige hensyn sørge for, at den mobile

lønmodtager ikke arbejder mere end 48 timer i gennemsnit om ugen alt i alt,

men

er naturligvis ikke derved forpligtet til at sikre, at reglerne overholdes i

et

andet ansættelsesforhold.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at medføre væsentlige økonomiske

og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner. Den med

lovforslaget tilsigtede forbedring af trafiksikkerheden vil muligvis have en

lille positiv virkning på den offentlige økonomi.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vil have økonomiske og administrative

konsekvenser for den del af erhvervslivet, der for egen eller fremmed regning

udfører de af lovforslaget omfattede vejtransporter. Administrativt vil

lovforslaget i første omgang betyde, at samtlige mobile lønmodtagere, der

allerede er ansat senest ved lovens ikrafttræden 1. april 2005 skal

instrueres

skriftligt om pligten til at aflægge regnskab for arbejde, der er udført for

en

anden arbejdsgiver, og at mobile lønmodtagere, der senere bliver ansat senest

ved tiltrædelsen skal have en sådan instruktion.

Da der ikke foreligger oplysning om, i hvilket omfang

mobile lønmodtagere tillige arbejder for andre arbejdsgivere, er det meget

vanskeligt at angive det antal mobile lønmodtagere, der herefter vil skulle

aflægge regnskab for arbejde udført for andre arbejdsgivere, og dermed

udstrækningen af de mobile lønmodtageres arbejdsgiveres

registreringsforpligtelse. At lovforslagets oplysnings- og

registreringsforpligtelse

vil have visse konsekvenser navnlig i administrativ henseende, kan der dog

ikke

være tvivl om, men da direktivet skal gennemføres i samtlige medlemsstater,

vil

den danske vejtransportsektor ikke blive stillet ringere i forhold til

konkurrenterne på europæisk plan.

Indførelsen af arbejdstidsbestemmelser i

vejtransportsektoren vil også i øvrigt have økonomiske og administrative

konsekvenser, men også uden at tage oplysnings- og registreringsforpligtelsen

i

betragtning er det svært at komme med et præcist skøn over virkningerne af

lovforslaget i praksis, herunder udgifterne forbundet med lovforslagets

forskellige elementer, ikke mindst da det ikke er klart, i hvilket omfang

muligheden for at implementere direktivet gennem kollektiv overenskomst vil

blive udnyttet.

Lovforslaget har været forelagt et virksomhedspanel med

henblik på en undersøgelse af de administrative konsekvenser. Resultatet fra

virksomhedspanelet er fremsendt til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.

Forslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes at have positive konsekvenser for

trafiksikkerheden og mobile lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige

forhold.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer Rådets direktiv af 11. marts

2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter. Lovforslaget går ikke videre end direktivet.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos Dansk

Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Arbejdsgiverforening, Ledernes

Hovedorganisation, Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, HTS

Arbejdsgiverforeningen, Specialarbejderforbundet i Danmark, Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner,

Centralorganisationernes Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og

Overenskomstansatte.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive

Konsekvenser / mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

Konsekvenser / merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Måske

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ja, afhængig af resultatet af virksomhedspanelets

undersøgelse, se feltet nedenfor.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Lovforslaget er forelagt et virksomhedspanel med henblik

på en undersøgelse af de administrative konsekvenser. Resultatet fra

virksomhedspanelet fremsendes til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, så snart

det foreligger.

Miljømæssige konsekvenser

Måske

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ja, for mobile lønmodtagere.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer Rådets direktiv af 11. marts

2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter. Lovforslaget går ikke videre end direktivet.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til lovforslagets titel

Ved valg af forslagets titel er der lagt vægt på, at titlen

præcist og nogenlunde mundret beskriver lovens sigte og indhold.

Til § 1

Det foreslås, at lovens anvendelsesområde afgrænses i

§ 1. I bestemmelsens første stykke foreslås det fastslået, at deltagelse

i

de vejtransportaktiviteter, der er reguleret i Rådets forordning (EØF) nr.

3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det

sociale område indenfor vejtransport, er afgørende for, om en mobil

lønmodtager

er omfattet af loven. Det ses af 1. pkt. i direktivets artikel 2,

stk. 1,

at det er de af forordningen eller, hvis den ikke finder anvendelse, de af

AETR-overenskomsten omfattede former for vejtransport, som afgrænsningen af

de

af direktivet omfattede mobile lønmodtagere er baseret på. Der henvises til

beskrivelsen af, hvilke vejtransporter forordningen og overenskomsten

omfatter,

i de almindelige bemærkninger. Direktivets artikel 2, stk. 1 skal

fortolkes således, at direktivets anvendelighed ikke alene er et spørgsmål

om,

hvorvidt virksomheden deltager i de af forordningen eller AETR-overenskomsten

omfattede vejtransportaktiviteter, men at den enkelte mobile lønmodtagers

deltagelse heri også er en nødvendig betingelse for, at den mobile

lønmodtager

omfattes af direktivets bestemmelser.

Selvom hjælpere og konduktører også er nævnt i

forordningen, er det først og fremmest førere, denne og AETR-overenskomsten

fastsætter bestemmelser for. Førere må da også betegnes som typiske mobile

lønmodtagere i direktivets forstand, men eftersom det er deltagelse i de

relevante vejtransportaktiviteter, der er betingelsen for at være omfattet af

direktivet og loven, vil også lønmodtagere, der tager del i en transport uden

at have opgaver som chauffør, være omfattet af vejtransportsektorens særlige

arbejdstidsregler. Derfor skal arbejdstiden for medfølgende flyttemænd,

rejseguides, mekanikere og andre, der falder ind under definitionen af en

mobil

lønmodtager, tilrettelægges efter samme regler som gælder for føreren af et

køretøj, der anvendes til en af forordningen eller eventuelt af

AETR-overenskomsten omfattet transport.

Lønmodtagere, der ikke er mobile, er ikke omfattet af

vejtransportsektorens særlige regelsæt, men vil i stedet være omfattet af de

almindelige arbejdstidsregler. Kontorpersonalet i et speditionsfirma vil

eksempelvis være omfattet af lov om gennemførelse af dele af

arbejdstidsdirektivet eller en overenskomst, der sikrer lønmodtagerne

tilsvarende rettigheder gennem implementering af det for nævnte lov

tilgrundliggende direktiv.

Mobile lønmodtagere vil efter omstændighederne kunne komme

i berøring med såvel de særlige arbejdstidsregler for vejtransportsektoren

som

de generelle arbejdstidsregler, eksempelvis hvis en lønmodtager den ene dag

deltager i en vejtransport, der er omfattet af forordningen, og den anden dag

deltager i en transport, der ikke er omfattet af forordningen. En sådan

lønmodtager vil være omfattet af de regler, der knytter sig til den konkrete

arbejdsopgave, men i tilfælde, hvor begge regelsæt i princippet kunne

anvendes

i forhold til lønmodtageren, vil det i de sjældne tilfælde, hvor der kan

opstå

konflikt mellem regelsættene under henvisning til § 1, stk. 3 i lov

om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet være de specielle regler

vedrørende vejtransportsektoren, der gælder.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at de bestemmelser i

loven, der giver lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder, ikke

gælder for lønmodtagere, som er sikret disse rettigheder i medfør af

kollektiv

overenskomst. Den kollektive overenskomst kan være indgået før lovens

ikrafttræden eller på et senere tidspunkt. Kravet om, at overenskomsten skal

sikre lønmodtageren de i direktivet angivne rettigheder, betyder også, at det

ved kollektiv overenskomst kan besluttes at udnytte direktivets

undtagelsesmuligheder.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at

ikke-overenskomstansatte lønmodtagere, der er ansat på en virksomhed, der er

delvis overenskomstdækket, og som indgår en skriftlig aftale med

arbejdsgiveren

om, at overenskomsten, som er gældende for andre medarbejdere på

virksomheden,

og som sikrer lønmodtageren de i stk. 2 nævnte rettigheder, også er

gældende for dem, ikke er omfattet af de bestemmelser i loven, der giver

lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder.

Det forudsættes, at lønmodtageren får kopi af de relevante

overenskomstbestemmelser.

Til § 2

I § 2 foreslås en række definitioner.

I bestemmelsens første stykke foreslås det således at

indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen svarer til den nu

sædvanlige definition i den arbejdsretlige lovgivning, jf. ferieloven, lov om

arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtager om vilkårene for

ansættelsesforholdet og lov om gennemførelse af dele af

arbejdstidsdirektivet.

I bestemmelsens andet stykke foreslås det at definere en

mobil lønmodtager i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra d, som

en

lønmodtager, der er ansat i en virksomhed, der befordrer personer eller gods

på

vejene, og som i modsætning til en stationær ansat er involveret i selve

kørslen. At lønmodtageren skal være ansat i en virksomhed, der for fremmed

eller egen regning udfører vejtransporter, indebærer, at fx lønmodtagere, der

som ansatte i virksomheden, som transporten udføres for, følger med

transporten

for at sikre det befragtede, ikke skal betragtes som mobile lønmodtagere i

denne lovs forstand. En ansat på et stutteri, som lejlighedsvis følger med på

en hestetransport for at berolige hesten, omfattes ikke af definitionen af en

mobil lønmodtager og dermed ikke af vejtransportsektorens særlige

arbejdstidsregler.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås det at definere

arbejdstid i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra a, som det

tidsrum, hvori lønmodtageren er på arbejde, til arbejdsgivers disposition og

udøver sine funktioner eller sine aktiviteter. Arbejdstiden omfatter den tid,

der bruges på typiske arbejdsopgaver som kørsel og af- og pålæsning, men

herudover indgår perioder, hvor den mobile lønmodtager skal forblive på sin

arbejdsplads og være klar til at udføre sine arbejdsopgaver, og perioder med

specifikke opgaver, eksempelvis ventetid af ikke på forhånd kendt varighed.

Rådighedstid, som defineret i stk. 4, regnes i lighed med hviletid og

pauser ikke med i arbejdstiden, medmindre arbejdsmarkedets parter i en

kollektiv overenskomst har aftalt kompensation for eller begrænsning af

rådighedstiden, og det slås dermed fast, at eksempelvis allerede indgåede

overenskomster, der måtte indeholde bestemmelser om konvertering af

rådighedstid til arbejdstid i visse situationer, fortsat vil kunne anvendes

efter deres ordlyd.

I bestemmelsens fjerde stykke foreslås rådighedstid

defineret i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra b som tidsrum,

hvor lønmodtageren ikke skal forblive på sin arbejdsplads, men skal være rede

til at gå i gang med at arbejde efter at være blevet anmodet herom.

Rådighedstid skal være fastlagt på forhånd, eksempelvis hvor flere chauffører

kører i planlagte holdskift, og kan ikke omfatte pauser og hviletid.

Perioder,

hvor den mobile lønmodtager ledsager et køretøj, der transporteres med færge

eller tog, samt ventetid ved grænserne kan også nævnes som typiske eksempler

på

rådighedstid.

I bestemmelsens femte stykke foreslås natperioden, der i

henhold til direktivets artikel 3, litra h, skal være på mindst 4 timer og

ligge mellem kl. 00.00 og 07.00, placeret i tidsrummet fra kl. 01.00 til kl.

05.00, medmindre en anden placering af natperioden er aftalt ved kollektiv

overenskomst.

I bestemmelsens sjette stykke foreslås det, at natperioden

er bestemmende for, hvad der anses for natarbejde, da dette defineres som alt

arbejde, der udføres heri, hvilket er overensstemmende med direktivets

artikel

3, litra i.

Til § 3

§ 3 regulerer mobile lønmodtageres ugentlige

arbejdstid og registreringen heraf. I bestemmelsens første stykke, der

gennemfører direktivets artikel 4, litra a, foreslås, at mobile lønmodtagere

højst må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit, og at referenceperioden for

beregning af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fastsættes til 4

måneder.

Med undtagelse af de i forordning 3820/85 artikel 6, stk. 1, afsnit 4 og

5

eller eventuelt i AETR-overenskomstens artikel 6, stk. 1, 4. afsnit

nævnte

tilfælde, hvorefter den ugentlige hvileperiode kan udskydes ved

personbefordring, som ikke er rutekørsel, må der ikke arbejdes mere end 60

timer i én uge. Hvis den ugentlige hvileperiode udskydes i overensstemmelse

med

det i forordningen eller AETR-overenskomsten fastsatte, vil den samlede

køretid

– og dermed den samlede arbejdstid – kunne komme op på 65 timer i

en enkelt

uge, da artikel 6, stk. 1, 1. afsnit i såvel forordning som overenskomst

tillader op til 9 timers daglig kørsel, som to gange ugentligt kan udvides

til

10 timer.

I bestemmelsens andet stykke, der gennemfører direktivets

artikel 4, litra b, 1. pkt., foreslås, at alle former for arbejde, som den

mobile lønmodtager udfører for andre arbejdsgivere, indgår i opgørelsen af

den

ugentlige arbejdstid.

I bestemmelsens tredje stykke, der gennemfører resten af

direktivets artikel 4, litra b, samt elementer af artikel 9, litra b,

foreslås,

at arbejdsgiveren for den mobile lønmodtager forpligtes til at registrere

arbejdstiden for mobile lønmodtagere. Denne pligt indebærer, at den mobile

lønmodtagers arbejdsgiver skal holde regnskab med omfanget af det arbejde,

der

udføres af den mobile lønmodtager i deres indbyrdes ansættelsesforhold, og at

arbejde, der udføres for andre arbejdsgivere, registreres. Den mobile

lønmodtagers arbejdsgiver skal skriftligt anmode den mobile lønmodtager om

oplysning om arbejde udført for andre, og en sådan anmodning skal den mobile

lønmodtager senest have, når denne påbegynder arbejdet med vejtransport,

efter

at loven er trådt i kraft.

Den mobile lønmodtager har pligt til at oplyse arbejdsgiver

om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere, skriftligt. Denne

forpligtelse vil kunne opfyldes på flere måder. En mulighed er, at den mobile

lønmodtager giver arbejdsgiver en kopi af et ansættelsesbevis fra et eller

flere andre ansættelsesforhold og henviser til det deri anførte ugentlige

antal

arbejdstimer, men i så fald skal den mobile lønmodtager straks oplyse

arbejdsgiver skriftligt om eventuelle fravigelser fra ansættelsesbevisets

angivelse af den ugentlige arbejdstid eller om vedvarende ændringer i

arbejdstiden i det andet ansættelsesforhold. En anden mulighed er, at den

mobile lønmodtager udleverer kopi af lønsedler, hvoraf timetallet fremgår,

fra

et eller flere andre ansættelsesforhold til arbejdsgiver. Endelig kan den

mobile lønmodtager ugentligt afgive en erklæring om, hvor meget der er

arbejdet

i andre ansættelsesforhold. Hvis den mobile lønmodtager ikke har andet

arbejde,

behøver denne ikke foretage sig noget, da der alene skal aflægges skriftligt

regnskab for udført arbejde.

Registrerings- og oplysningspligten omfatter alle former

for lønnet arbejde, uanset om der er tale om mobil vejtransport eller arbejde

i

en helt anden branche, og det er uden betydning, om et af

ansættelsesforholdene

eventuelt kan betegnes som hoved- eller bijob. Hvis der udføres arbejde

omfattet af denne lov i to ansættelsesforhold, gælder registrerings- og

oplysningspligten i begge ansættelsesforhold, hvorimod der ikke er pligt til

at

registrere eller oplyse i ansættelsesforhold, hvor der ikke udføres arbejde

omfattet af denne lov.

I bestemmelsens fjerde stykke, der gennemfører direktivets

artikel 9, litra b, 2. pkt., foreslås, at den mobile lønmodtagers

arbejdsgiver

forpligtes til at gemme oplysningerne om omfanget af den mobile lønmodtagers

arbejde i to år, efter at den referenceperiode, oplysningerne angår, er

afsluttet. Oplysningerne vil efter omstændighederne skulle opbevares i op til

2½ år, da direktivet tillader, at referenceperioden udvides fra 4 til 6

måneder, hvilket fx kan aftales via kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens femte stykke, der gennemfører direktivets

artikel 9, litra b, 4. pkt., foreslås, at arbejdsgiver pålægges at udlevere

en

kopi af de oplysninger om omfanget af den mobile lønmodtagers arbejde, der er

registreret, til den mobile lønmodtager, efter at denne har fremsat en

anmodning herom.

Til § 4

I § 4, der gennemfører direktivets artikel 5,

fastsættes, hvornår mobile lønmodtagere skal holde pause. I bestemmelsens

første stykke foreslås, at mobile lønmodtagere maksimalt må arbejde 6 timer

ud

i ét stræk uden pause.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at mobile

lønmodtagere skal have mindst 30 minutters pause i alt, hvis de arbejder

imellem 6 og 9 timer, og at de skal have mindst 45 minutters pause i alt,

hvis

de arbejder mere end 9 timer.

Det anføres i tredje stykke, at der kan holdes flere

pauser, men hver enkelt pause skal som minimum have en varighed på 15

minutter.

I bestemmelsens fjerde stykke foreslås, at forordningens

eller eventuelt AETR-overenskomstens regler om pauser finder anvendelse ved

siden af de i stk. 1 og 2 fastsatte regler om pauser. Artikel 7 i såvel

forordning som overenskomst fastslår, at førere skal holde mindst 45

minutters

pause, hvis de kører mere end 4½ time, og denne begrænsning i køretiden

gælder

fortsat. Således skal en mobil lønmodtager, der tillige er fører, uafhængigt

af

det i stk. 1 og 2 anførte holde pause i 45 minutter senest efter 4½

times

kørsel, men denne pause i køretiden kan efter omstændighederne samtidig

udgøre

en pause i den mobile lønmodtagers arbejdstid i overensstemmelse med

stk. 1 og 2. En fører, der fx bruger to timer på pålæsning og tre timer

på

kørsel, skal i medfør af stk. 1 og 2 senest, efter at have læsset af i

en

time, holde en pause på mindst 15 minutter, mens der ikke i henhold til det i

forordning eller overenskomst anførte nødvendigvis skal holdes pause i en

sådan

situation, da kørsel under 4½ time ikke i sig selv udløser en pause.

Til § 5

Det foreslås, at forordningens eller eventuelt

AETR-overenskomstens regler om hviletid for førere i overensstemmelse med

direktivets artikel 6 finder tilsvarende anvendelse for øvrige mobile

lønmodtagere. Der henvises til reglerne i forordningens artikler 8 og 9, dog

jf. artikel 6. Disse er optrykt som bilag B til lovforslaget. I

AETR-overenskomsten findes de tilsvarende regler i artikel 8, jf. dog artikel

6.

Disse regler fastlægger rammerne for den maksimale

udstrækning af arbejdstiden, som herved begrænses både af en daglig og en

ugentlig hvileperiode. Ved hviletid forstås ifølge begge regelsæt ethvert

uafbrudt tidsrum på mindst en time, inden for hvilket føreren (her den mobile

lønmodtager) frit kan disponere over sin tid. Her følger en kort beskrivelse

af

principperne i disse regler om hviletid.

Den daglige hviletid indebærer, at der inden for ethvert

tidsrum af 24 timer skal gives en daglig hviletid på mindst elleve timer i

sammenhæng. Denne daglige hviletid kan dog under visse omstændigheder

nedsættes

til mindst ni timer højst tre gange inden for en uge, og særlige regler

gælder,

hvis den mobile lønmodtager følger med et køretøj, der transporteres med

færge

eller jernbane. Den daglige hviletid kan kun holdes i køretøjet, hvis dette

er

udstyret med en soveplads og holder stille.

Den ugentlige hviletid indebærer, at en af de daglige

hvileperioder i løbet af hver uge skal gives som ugentlig hviletid på mindst

45

timer i sammenhæng. Denne ugentlige hvileperiode kan afkortes til mindst 36

timer, hvis den tages på køretøjets eller på den mobile lønmodtagers

hjemsted,

eller til mindst 24 timer, hvis den tages et andet sted. For enhver

afkortelse

skal der kompenseres med tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden

tre

uger efter udløbet af den pågældende uge. En ugentlig hvileperiode, som

påbegyndes i en uge og fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til

den

ene eller den anden af disse uger. For så vidt angår international

personbefordring, bortset fra rutekørsel, gælder der særlige regler med

mulighed for, at en ugentlig hvileperiode kan overføres til ugen efter, at

hvileperioden er indtjent.

Hvor der gives hviletid til kompensation for, at den

daglige eller ugentlige hviletid er nedsat, skal denne tages sammen med et

andet hvil på mindst otte timer. På anmodning af den mobile lønmodtager skal

det tillades, at denne hviletid afholdes på køretøjets eller lønmodtagerens

hjemsted.

Til § 6

Det foreslås, at mobile lønmodtagere højst må arbejde 10

timer i døgnet, hvis de udfører natarbejde i løbet af det pågældende døgn.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1.

Til § 7

Det foreslås i bestemmelsens første stykke, at hvis den

mobile lønmodtagers rettigheder efter loven er krænkede, kan denne få

tilkendt

en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være et pålæg om arbejde,

der

medfører, at den ugentlige arbejdstid i gennemsnit over en 4 måneders periode

overstiger 48 timer.

Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er

omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal

afgøres efter de fagretlige regler.

Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis

ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst, skal

afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge

bestemmelserne

i den kollektive overenskomst til grund. Dette gælder også lønmodtagere, der

i

medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 3, er sikret

direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.

I bestemmelsens andet stykke foreslås, at en mobil

lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven,

skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiver. Godtgørelsens størrelse

fastsættes efter sagens omstændigheder, men denne mulighed for at få en

godtgørelse medfører dog ikke, at lønmodtageren får ret til godtgørelse for

usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt.

I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at lønmodtagere,

der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer direktivet,

jf.

§ 1, stk. 2, skal have mulighed for at indbringe spørgsmål om

krænkelse af de i overenskomsten fastsatte rettigheder og for tilkendelse af

en

godtgørelse svarende til de i stk. 1 og 2 nævnte for de civile domstole,

hvis sådanne spørgsmål ikke underkastes fagretlig behandling.

Til § 8

Det foreslås, at manglende opfyldelse af forpligtelsen til

at registrere i § 3, stk. 3 og 4, sanktioneres med bøde.

Arbejdsgiver

kan straffes for ikke at registrere eller for mangelfuld registrering,

herunder

for ikke at opbevare de registrerede oplysninger i to år efter udløbet af den

pågældende referenceperiode. Arbejdsgiver kan også straffes for at undlade

skriftligt at anmode lønmodtager om at aflægge regnskab for arbejde, der er

udført for en anden arbejdsgiver.

Lønmodtager kan straffes for ikke at oplyse om arbejde, der

er udført for en anden arbejdsgiver, eller for at have afgivet ukorrekte

oplysninger herom. Hvis den mobile lønmodtager overfor arbejdsgiver har

oplyst

at arbejde et fast antal timer ugentligt i et andet ansættelsesforhold, fx

ved

at give arbejdsgiver en kopi af ansættelsesbeviset fra det andet

ansættelsesforhold,

og ikke oplyser om ændringer i den ugentlige arbejdstid i det andet

ansættelsesforhold, kan den mobile lønmodtager også straffes.

Til § 9

Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for

beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at

udnytte de undtagelsesmuligheder, direktivets artikel 8 angiver. Der er tale

om

en adgang til at fravige det i § 6 fastsatte maksimum på 10 timers

arbejde

i døgn, hvor der udføres natarbejde, og en adgang til at udvide den i

§ 3,

stk. 1 nævnte referenceperiode til seks måneder.

Det er hensigten, at en eventuel udnyttelse af denne

hjemmel sker med udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i

kollektive overenskomster, og uden at trafiksikkerheden eller de mobile

lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på nogen måde forringes.

Til § 10

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2005.

Til § 11

Lovforslaget dækker kun de dele af riget, hvor direktivet

er gældende.

2)

EFT C 43 af 17.2.1999, s. 4.

3)

EFT C 138 af 18.5.1999, s. 33.

4)

Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 14.4.1999 (EFT C 219 af 30.7.1999,

s.

235) og bekræftet efter ændring af procedure den 6.5.1999 (EFT C 279 af

1.10.1999, s. 270), Rådets fælles holdning af den 23.3.2001 (EFT C 142 af

15.5.2001, s. 24) og Europa-Parlamentets afgørelse af den 14.6.2001 (endnu

ikke offentliggjort

i EFT).

Europa-Parlamentets afgørelse af 5.2.2002 og Rådets afgørelse

af

18.2.2002.

5)

EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.

6)

EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18. Dette direktiv er senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/34/EF

(EFT L

195 af 1.8.2000, s. 41).

7)

EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.

Bilag B

Af

Rådets FORORDNING (EØF) Nr. 3820/85

af 20. december 1985

om harmonisering af visse bestemmelser på det

sociale område inden for vejtransport

AFDELING IV

Køretid

Artikel 6

1. Den samlede køretid mellem to daglige hviletider

eller mellem en daglig og en ugentlig hviletid, i det følgende benævnt

»daglig

køreperiode«, må ikke overstige ni timer. Dog kan den to gange om ugen sættes

op til ti timer.

Efter højst seks daglige køreperioder skal føreren tage en

ugentlig hvileperiode som defineret i artikel 8, stk. 3.

Den ugentlige hvileperiode kan udsættes indtil afslutningen

af den sjette dag, hvis den samlede køretid i disse seks dage ikke overstiger

det maksimum, der svarer til seks daglige køreperioder.

For så vidt angår international personbefordring bortset fra

rutekørsel ændres tallet »seks« i andet og tredje afsnit til tallet »tolv« og

ordet »sjette« i tredje afsnit til ordet »tolvte«.

Medlemsstaterne kan lade det foregående afsnit finde

anvendelse på anden indenlandsk personbefordring end rutekørsel.

2. Den samlede køretid må ikke overstige 90 timer inden

for to på hinanden følgende uger.

AFDELING V

Pauser og hviletid

(Artikel 7 udeladt)

Artikel 8

1. Inden for hvert tidsrum af 24 timer skal føreren have

en daglig hviletid på mindst elleve sammenhængende timer, som kan nedsættes

til

mindst ni sammenhængende timer højst tre gange inden for en uge, såfremt der

inden udgangen af den følgende uge gives en til nedsættelsen svarende

hviletid.

De dage, hvor hviletiden ikke nedsættes i henhold til første

afsnit, kan den inden for et tidsrum af 24 timer opdeles i to eller tre

adskilte perioder, hvoraf den ene periode skal være på mindst otte

sammenhængende timer. I så fald udvides den minimale hviletid til tolv timer.

2. Hvis der er mindst to førere i køretøjet, skal de

begge have en daglig hviletid på mindst otte sammenhængende timer inden for

enhver periode på 30 timer.

3. I løbet af hver uge skal en af de i stk. 1 og 2

nævnte hvileperioder forlænges til i alt 45 sammenhængende timers ugentlig

hviletid. Denne hvileperiode kan afkortes til mindst 36 sammenhængende timer,

hvis den tages på køretøjets eller på førerens hjemsted, eller til mindst 24

sammenhængende timer, hvis den tages et andet sted. For enhver afkortelse

gives

der en tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden tre uger efter

udløbet

af den pågældende uge.

4. En ugentlig hvileperiode, som påbegyndes i en uge og

fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til den ene eller den anden

af

disse.

5. For så vidt angår personbefordring, på hvilke artikel

6, stk. 1, fjerde og femte afsnit, finder anvendelse, kan en ugentlig

hvileperiode overføres til den uge, der følger efter den uge, i hvilken

hvileperioden er indtjent, og tages sammen med denne anden uges ugentlige

hviletid.

6. Hviletid, der tages som kompensation for nedsættelse

af daglig og/eller ugentlig hviletid, skal tages sammen med et andet hvil på

mindst 8 timer og skal på anmodning af den pågældende fører tillades afholdt

på

køretøjets eller førerens hjemsted.

7. Daglig hviletid kan holdes i køretøjet, hvis dette er

udstyret med en soveplads og holder stille.

Artikel 9

Uanset artikel 8, stk. 1, kan den daglige hviletid,

såfremt føreren inden for gods- eller personbefordring følger med et køretøj,

der transporteres med færge eller jernbane, afbrydes kun en gang, for så vidt

følgende betingelser overholdes:

–

den del af den daglige

hviletid, der tilbringes på fast grund, bør ligge før eller efter den del af

den daglige hviletid, der tilbringes om bord på færge eller i tog,

–

tidsrummet mellem de to

dele af den daglige hviletid bør være så kort som muligt og må i intet

tilfælde

overstige en time før indladningen eller efter udladningen af køretøjet, idet

toldbehandlingen medregnes i indladnings- eller udladningsprocessen,

–

under begge de to dele

af den daglige hviletid skal føreren kunne disponere over en seng eller en

køje.

Den daglige hviletid, der afbrydes på denne måde, forlænges

med to timer.

Officielle noter

1)

Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om

tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile

vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive

optrykt som bilag til loven.

Lignende dokumenter