Forslag til Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
kan efter forhandlinger med arbejdsmarkedets parter fastsætte nærmere regler
vedrørende udnyttelse af de i direktivet indeholdte undtagelsesmuligheder.
Bilag A
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
2002/15/EF
af 11. marts 2002
om tilrettelæggelse af arbejdstid for
personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter
§ 10.
EUROPA-PARLAMENTET
OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE
Loven
UNION HAR –
træder i kraft den 1. april 2005.
under henvisning til traktaten
om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71 og artikel 137,
§ 11.
stk. 2,
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
under henvisning til forslag fra
Kommissionen
2) ,
++NOTER+++
under henvisning til udtalelse
1)
fra Det Økonomiske og Sociale
Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om
Udvalg
tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile
Læs alt
3) ,
vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive
optrykt som bilag til loven.
efter høring af Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens
artikel 251
4) ,
på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 16. januar 2002 og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Rådets forordning
(EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser
på det sociale område inden for vejtransport
5)
har fastlagt
fælles bestemmelser om køretid og hviletid for førere. Denne forordning
dækker
ikke andre aspekter forbundet med arbejdstid inden for vejtransport.
(2)
Direktiv 93/104/EF af
23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af
arbejdstiden
6) , gør det muligt at vedtage
mere
specifikke forskrifter om tilrettelæggelse af arbejdstiden. I betragtning af
deres sektorbestemte karakter har bestemmelserne i dette direktiv forrang for
bestemmelserne
i direktiv 93/104/EF, jf. sidstnævnte direktivs artikel 14.
(3)
Til trods for
intensive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter har det ikke været
muligt at nå frem til en aftale om mobile arbejdstagere inden for
vejtransport.
(4)
Det er derfor
nødvendigt at fastsætte en række mere specifikke forskrifter om arbejdstid
inden for vejtransport med henblik på transportsikkerheden og de berørte
personers sundhed og sikkerhed.
(5)
Da målene for den
påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne
og
derfor på grund af handlingens omfang og virkning bedre kan gennemføres på
fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse
med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse
med
proportionalitetsprincippet som anført i nævnte artikel, er dette direktiv
ikke
mere vidtgående end, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(6)
Dette direktivs
anvendelsesområde dækker udelukkende mobile arbejdstagere, der er ansat af en
transportvirksomhed etableret i en medlemsstat, og som deltager i mobilt
arbejde i forbindelse med vejtransport, der er omfattet af forordning (EØF)
nr.
3820/85, eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af den europæiske
overenskomst om arbejde, der udføres af det kørende personale i international
vejtransport (AETR-overenskomsten).
(7)
Det bør præciseres,
at mobile arbejdstagere, der er udelukket fra dette direktivs
anvendelsesområde, bortset fra selvstændige chauffører, er omfattet af det
grundlæggende beskyttelsesniveau i direktiv 93/104/EF. Dette grundlæggende
beskyttelsesniveau omfatter de eksisterende bestemmelser om tilstrækkelig
hvile, gennemsnitlig maksimal ugentlig arbejdstid, årlig ferie og bestemte
grundlæggende bestemmelser om natarbejde, herunder helbredsundersøgelser.
(8)
Da selvstændige
chauffører er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr.
3820/85,
men udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/104/ EF, bør disse
chauffører udelukkes midlertidigt fra dette direktivs anvendelsesområde i
overensstemmelse med artikel 2, stk. 1.
(9)
Definitionerne i
dette direktiv kan ikke danne præcedens for andre fællesskabsforskrifter
vedrørende arbejdstid.
(10)
For at
forbedre færdselssikkerheden, undgå at fordreje konkurrencevilkårene og
garantere sikkerhed og sundhed for de mobile arbejdstagere, der er omfattet
af
dette direktiv, bør disse vide præcis, hvilken del af den tid, der medgår til
vejtransportaktiviteter, der betragtes som arbejdstid og hvilken der ikke gør
det, og som pauser, hviletid eller rådighedstid; disse arbejdstagere bør have
ret til et minimum af daglige og ugentlige hvileperioder samt passende
pauser.
Det er ligeledes nødvendigt at indføre en maksimumsgrænse for, hvor mange
timer
der må arbejdes om ugen.
(11)
Forskningen
har vist, at menneskets fysik om natten er mere sensitiv over for
forstyrrelser
pga. arbejdsmiljøet og bestemte besværlige organisationsformer, og at lange
perioder med natarbejde kan være skadelige for arbejdernes helbred og
generelt
kan udgøre en fare for deres sikkerhed og færdselssikkerheden.
(12)
Det er
derfor nødvendigt at begrænse varigheden af perioder med natarbejde og at
fastsætte, at chauffører, som udfører natarbejde, kompenseres tilstrækkeligt
for deres arbejde og ikke stilles ugunstigt hvad angår uddannelsesmuligheder.
(13)
Arbejdsgiverne
skal opbevare optegnelser om arbejdstid, hvis der arbejdes mere end det
gennemsnitlige ugentlige maksimum.
(14)
Bestemmelserne
i forordning (EØF) nr. 3820/85 om køretid inden for international og
indenlandsk personbefordring, bortset fra rutekørsel, bør fortsat finde
anvendelse.
(15)
Kommissionen
bør overvåge gennemførelsen af dette direktiv og følge udviklingen på området
i
medlemsstaterne og forelægge Europa-Parlamentet, Rådet samt Det Økonomiske og
Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om bestemmelsernes anvendelse
samt
om konsekvenserne af bestemmelserne om natarbejde.
(16)
Det er
nødvendigt at åbne mulighed for, at visse bestemmelser kan fraviges af
henholdsvis medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter; i tilfælde af
fravigelse bør de pågældende arbejdstagere som en generel regel indrømmes
tilsvarende kompenserende hvileperioder -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at fastsætte
minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af arbejdstid for at forbedre
beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter, samt forbedre færdselssikkerheden og tilnærme
konkurrencevilkårene yderligere til hinanden.
Artikel 2
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv gælder for mobile arbejdstagere, som
er beskæftiget af virksomheder, der er etableret i en medlemsstat og deltager
i
vejtransportaktiviteter, som er omfattet af forordning (EØF) nr. 3820/85,
eller, hvis denne ikke finder anvendelse, af AETR-overenskomsten.
Uden at det berører bestemmelserne i tredje afsnit, finder
direktivet anvendelse på selvstændige chauffører fra den 23. marts 2009.
Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en
rapport senest to år før denne dato. Rapporten analyserer, hvilke
konsekvenser
undtagelsen fra direktivets anvendelsesområde for selvstændige chauffører har
for færdselssikkerheden, konkurrencevilkårene, erhvervets struktur og de
sociale aspekter. Der tages højde for situationen i de enkelte medlemsstater,
for så vidt angår transporterhvervets struktur og vejtransporterhvervets
arbejdsmiljø. På baggrund af rapporten forelægger Kommissionen et forslag,
der
tager sigte på enten
–
at fastsætte de
nærmere bestemmelser for direktivets anvendelse på selvstændige chauffører,
for
så vidt angår visse kategorier af selvstændige chauffører, hvis virksomhed
ikke
omfatter transportaktiviteter i andre medlemsstater, og som af objektive
grunde
er underlagt lokale begrænsninger, som f.eks. beliggenhed i et randområde,
lange interne afstande eller et særdeles konkurrencepræget miljø, eller
–
at selvstændige
chauffører ikke omfattes af direktivet.
2. Bestemmelserne i direktiv 93/104/EF finder anvendelse
på mobile arbejdstagere, der er undtaget fra nærværende direktivs
anvendelsesområde.
3. I det omfang nærværende direktiv indeholder mere
specifikke bestemmelser vedrørende mobile arbejdstagere inden for
vejtransport,
har det forrang i forhold til de relevante forskrifter i direktiv 93/104/EF,
jf. dettes artikel 14.
4. Dette direktiv supplerer forordning (EØF) nr.
3820/85, og om nødvendigt AETR-overenskomsten, som har forrang i forhold til
forskrifterne i nærværende direktiv.
Artikel 3
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a)
»arbejdstid«:
1)
for mobile
arbejdstagere: den periode mellem arbejdets påbegyndelse og dets afslutning,
hvor den pågældende er på sin arbejdsplads, til rådighed for arbejdsgiveren
og
udøver sine funktioner eller sine aktiviteter, dvs.
–
den tid, der medgår
til alle vejtransportaktiviteter. Der er navnlig tale om følgende
aktiviteter:
i)
kørsel,
ii)
på-og aflæsning,
iii)
hjælp i forbindelse
med passagerers ind- og udstigning af køretøjet,
iv)
rengøring og teknisk
vedligeholdelse
v)
ethvert andet
arbejde, som har til formål at sikre køretøjets, lastens og passagerernes
sikkerhed eller at opfylde lov- eller forskriftsmæssige forpligtelser, der
specifikt knytter sig til den pågældende transport, herunder opsyn med på- og
aflæsning, administrative formaliteter med politi, toldvæsen,
indrejsemyndigheder osv.;
–
de perioder, hvor den
pågældende ikke frit kan disponere over sin tid og skal forblive på sin
arbejdsplads, klar til at påtage sig sit arbejde, og hvor han udfører
specifikke arbejdsopgaver, navnlig ventetid i forbindelse med på-og
aflæsning,
når den forventede varighed heraf ikke er kendt i forvejen, dvs. enten inden
udkørsel eller umiddelbart inden det tidspunkt, hvor den pågældende periode
faktisk begynder eller i henhold til de almindelige betingelser, som er
forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter og/eller fastsat i medlemsstaternes
lovgivning;
2)
for selvstændige
chauffører anvendes samme definition på den periode mellem arbejdets
påbegyndelse til dets afslutning, hvori den selvstændige chauffør er på sin
arbejdsplads, til rådighed for kunden og udøver sine funktioner eller sine
aktiviteter bortset fra generelt administrativt arbejde, der ikke specifikt
knytter sig til den pågældende transport.
Pauser, jf. artikel 5, hviletid, jf. artikel 6, samt
rådighedstid, jf. punkt b) i nærværende artikel, medregnes ikke til
arbejdstiden, medmindre der i medlemsstaternes lovgivning eller i aftaler
mellem arbejdsmarkedets parter er fastsat regler om kompensation for eller
begrænsning af rådighedstid,
b)
»rådighedstid«:
–
andre perioder end
pauser og hviletid, hvor den mobile arbejdstager ikke skal forblive på sin
arbejdsplads, men skal være til rådighed for at kunne imødekomme eventuelle
opfordringer til at påtage sig eller genoptage kørslen eller at udføre andet
arbejde. Som rådighedstid anses navnlig perioder, hvor den mobile
arbejdstager
ledsager et køretøj, der transporteres med færge eller tog, samt ventetid ved
grænserne og ventetid, der skyldes kørselsforbud.
Den mobile
arbejdstager skal have forudgående kendskab til disse perioder og den
forventede varighed heraf, dvs. enten inden udkørsel eller umiddelbart inden
det tidspunkt, hvor den pågældende periode faktisk begynder eller i henhold
til
de almindelige betingelser, som er forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter
og/ eller fastsat i medlemsstaternes lovgivning,
–
for så vidt angår
mobile arbejdstagere, der kører i hold, omfatter rådighedstiden den tid, der
under køretøjets kørsel tilbringes ved siden af føreren eller i køje;
c)
»arbejdsplads«:
–
det sted, hvor det
primære forretningssted for den virksomhed, som personen udfører mobile
vejtransportaktiviteter for, er beliggende, herunder virksomhedens sekundære
forretningssteder, uanset om de har samme adresse som hovedsædet eller det
primære forretningssted,
–
det køretøj, som den
person der udfører mobile vejtransportaktiviteter bruger, når han udfører sit
arbejde, og
–
ethvert andet sted,
hvor de aktiviteter, der er forbundet med gennemførelsen af en transport,
foregår;
d)
»mobil arbejdstager«:
en arbejdstager, som er en del af det kørende personale, herunder
praktikanter
og lærlinge, og som beskæftiges af en virksomhed, der for fremmed eller egen
regning udfører personbefordring ad vej eller vejgodstransport;
e)
»selvstændig
chauffør«: enhver person, hvis erhvervsmæssige hovedaktivitet er at udføre
personbefordring ad vej eller vejgodstransport for fremmed regning, som
defineret i fællesskabslovgivningen, i henhold til en fællesskabstilladelse
eller enhver anden erhvervsmæssig bemyndigelse til at udføre den nævnte
transport, og som har tilladelse til at arbejde for egen regning og ikke er
bundet til en arbejdsgiver ved en ansættelseskontrakt eller noget andet
arbejdsmæssigt hierarkisk afhængighedsforhold, som frit kan tilrettelægge den
pågældende erhvervsaktivitet, og hvis indkomst afhænger direkte af
overskuddet,
og som alene eller i samarbejde med andre selvstændige chauffører frit kan
have
erhvervsmæssige forbindelser med flere kunder.
For så vidt angår
dette direktiv har chauffører, der ikke opfylder disse kriterier, samme
rettigheder og forpligtelser som dem, der i henhold til dette direktiv gælder
for mobile arbejdstagere;
f)
»person, der udfører
mobile vejtransportaktiviteter«: enhver mobil arbejdstager eller selvstændig
chauffør, der udfører sådanne aktiviteter;
g)
»uge«: perioden
mellem mandag kl. 00.00 og søndag kl. 24.00;
h)
»natperiode«:
ethvert tidsrum på mindst fire timer mellem kl. 00.00 og kl. 07.00 i henhold
til national lovgivning;
i)
»natarbejde«: alt
arbejde, som udføres i natperioden.
Artikel 4
Maksimal ugentlig arbejdstid
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger
for at sikre,
a)
at den
gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke overstiger 48 timer. Den maksimale
ugentlige arbejdstid kan udvides til 60 timer under forudsætning af, at den
gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ikke udgør mere end 48 timer i en
firemåneders periode. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, fjerde og
femte
afsnit, i forordning (EØF) nr. 3820/85, eller om nødvendigt artikel 6,
stk. 1, fjerde afsnit, i AETR-overenskomsten, har forrang i forhold til
bestemmelserne i dette direktiv under forudsætning af, at de pågældende
førere
ikke arbejder mere end 48 timer i gennemsnit om ugen i en periode på fire
måneder.
b)
at arbejdstiden, når
der udføres arbejde for mere end en arbejdsgiver, svarer til summen af de
præsterede arbejdstimer. Arbejdsgiveren anmoder skriftligt den mobile
arbejdstager om at aflægge regnskab for arbejde udført for en anden
arbejdsgiver. Den mobile arbejdstager giver disse oplysninger skriftligt.
Artikel 5
Pauser
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
foranstaltninger til at sikre, at personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter, jf. dog artikel 2, stk. 1, under ingen
omstændigheder arbejder mere end seks sammenhængende timer uden pause, jf.
dog
beskyttelsesniveauet i forordning (EØF) nr. 3820/85, eller, hvis et sådant
ikke
er fastsat heri, i AETR-overenskomsten. Arbejdet afbrydes med en pause på
mindst 30 minutter, hvis den samlede arbejdstid er på seks til ni timer, og
med
en pause på mindst 45 minutter, hvis den samlede arbejdstid er på mere end ni
timer.
2. Pauserne kan opdeles i perioder på mindst 15
minutter.
Artikel 6
Hviletid
Med hensyn til hviletid er lærlinge og praktikanter i
dette direktiv omfattet af de samme bestemmelser som andre mobile
arbejdstagere
i henhold til forordning (EØF) nr. 3820/85, eller, hvis denne ikke finder
anvendelse, i henhold til AETR-overenskomsten.
Artikel 7
Natarbejde
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige
foranstaltninger for at sikre:
–
at den daglige
arbejdstid ikke overstiger ti timer for hvert tidsrum på 24 timer, hvis der
udføres natarbejde,
–
at natarbejde
kompenseres i overensstemmelse med national lovgivning, kollektive
overenskomster, aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og/eller national
praksis, og på betingelse af, at en sådan kompensation ikke bringer
færdselssikkerheden i fare.
2. Som led i den rapport, som Kommissionen senest den
23. marts 2007 udarbejder i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2,
evaluerer den konsekvenserne af bestemmelserne i denne artikels stk. 1.
Kommissionen fremsætter eventuelt passende forslag som følge af denne
rapport.
3. Kommissionen vil fremsætte et forslag til et direktiv
om uddannelse af chauffører, herunder dem, der udfører natarbejde, og hvori
de
generelle principper for denne uddannelse vil blive fastlagt.
Artikel 8
Undtagelser
1. Undtagelser fra artikel 4 og 7 kan, af objektive
eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse vedtages
ved kollektive overenskomster, aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller,
hvis dette ikke er muligt, ved love og administrative bestemmelser, forudsat
at
de berørte arbejdsmarkedsrepræsentanter er hørt, samt at alle relevante
former
for arbejdsmarkedsdialog er forsøgt fremmet.
2. Muligheden for at undtage fra artikel 4 må ikke
medføre, at der fastsættes en referenceperiode på over seks måneder for
beregning af den gennemsnitlige maksimale arbejdsuge på 48 timer.
Artikel 9
Information og registrering
Medlemsstaterne sørger for:
a)
at mobile
arbejdstagere underrettes om de relevante nationale forskrifter, de interne
regler og aftalerne mellem arbejdsmarkedets parter, herunder især de
kollektive
overenskomster og eventuelle aftaler på virksomhedsniveau, som er indgået på
grundlag af dette direktiv, med forbehold af bestemmelserne i Rådets direktiv
91/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette
arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet
7)
b)
at arbejdstiden for
personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, registreres, jf. dog
artikel 2, stk. 1. De registrerede oplysninger skal opbevares i mindst
to
år efter udløbet af den pågældende periode. Arbejdsgiverne er ansvarlige for
registreringen af de mobile arbejdstageres arbejdstid. Arbejdsgiveren skal
udlevere en kopi af registreringen af de præsterede timer til de mobile
arbejdstagere, hvis de anmoder om det.
Artikel 10
Gunstigere bestemmelser
Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed
for at anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, der er
gunstigere med hensyn til beskyttelse af sikkerhed og sundhed for personer,
der
udfører mobile vejtransportaktiviteter, eller deres mulighed for at fremme
eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller andre aftaler
mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse
af
de mobile arbejdstageres sikkerhed og sundhed. Gennemførelsen af dette
direktiv
kan ikke danne grundlag for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af
de
arbejdstagere, som er omhandlet i artikel 2, stk. 1.
Artikel 11
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter en sanktionsordning for
overtrædelse af de nationale bestemmelser vedtaget i medfør af dette direktiv
og tager de nødvendige skridt til at sikre, at disse sanktioner finder
anvendelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i forhold til
overskridelsen
og være tilstrækkeligt afskrækkende.
Artikel 12
Forhandlinger med tredjelande
Fællesskabet indleder straks efter direktivets
ikrafttræden forhandlinger med de berørte tredjelande, således at
bestemmelser,
der svarer til dem, der er fastsat i nærværende direktiv, kan finde
anvendelse
på mobile arbejdstagere, der er beskæftiget af virksomheder, som er etableret
i
et tredjeland.
Artikel 13
Rapporter
1. Medlemsstaterne aflægger rapport til Kommissionen
hvert andet år om gennemførelsen af dette direktiv med angivelse af
arbejdsmarkedsparternes synspunkter. Rapporten skal være Kommissionen i hænde
senest den 30. september efter udløbsdatoen for den toårige periode,
rapporten
dækker. Den toårige periode er den samme som den, der nævnes i artikel 16,
stk. 2, i forordning (EØF) nr. 3820/85.
2. Kommissionen udarbejder hvert andet år en rapport om
dette direktivs gennemførelse i medlemsstaterne og om udviklingen på området.
Kommissionen sender denne rapport til Europa-Parlamentet, Rådet, Det
Økonomiske
og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.
Artikel 14
Afsluttende bestemmelser
1. Medlemsstaterne vedtager de nødvendige love og
administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 23.
marts 2005 eller sikrer sig, at arbejdsmarkedets parter inden denne dato ved
aftale har iværksat de nødvendige bestemmelser, idet medlemsstaterne skal
træffe alle foranstaltninger for til enhver tid at kunne sikre, at de ved
dette
direktiv fastsatte bestemmelser opfyldes.
De i første afsnit omhandlede love og bestemmelser skal ved
vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for
henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
nationale retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder
på det område, der er omfattet af dette direktiv.
3. Medlemsstaterne drager omsorg for, at fragtførere,
afskibere, speditører, hoved- og underentreprenører og virksomheder, der
beskæftiger mobile arbejdstagere, overholder de relevante bestemmelser i
dette
direktiv.
Artikel 15
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på datoen for
offentliggørelsen i
De Europæiske
Fællesskabers Tidende.
Artikel 16
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. marts 2002.
På Europa-Parlamentets vegne
P. COX
Formand
På Rådets vegne
J. PIQUÉ I CAMPS
Formand
++NOTER+++
2)
EFT C 43 af 17.2.1999, s. 4.
3)
EFT C 138 af 18.5.1999, s. 33.
4)
Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 14.4.1999 (EFT C 219 af 30.7.1999,
s.
235) og bekræftet efter ændring af procedure den 6.5.1999 (EFT C 279 af
1.10.1999, s. 270), Rådets fælles holdning af den 23.3.2001 (EFT C 142 af
15.5.2001, s. 24) og Europa-Parlamentets afgørelse af den 14.6.2001 (endnu
ikke offentliggjort
i EFT).
Europa-Parlamentets afgørelse af 5.2.2002 og Rådets afgørelse
af
18.2.2002.
5)
EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.
6)
EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18. Dette direktiv er senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/34/EF
(EFT L
195 af 1.8.2000, s. 41).
7)
EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden
Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2002/15/EF af 11.
marts 2002 (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35) om tilrettelæggelse af arbejdstid
for
personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, i det følgende kaldet
direktivet. Direktivet er optrykt som bilag A til dette lovforslag og vil
blive
optrykt som bilag til loven.
Det fremgår såvel af flere af direktivets indledende
betragtninger som af artikel 1, at en regulering af arbejdstiden inden for
vejtransportsektoren har tre hovedformål. For det første er det et mål, at
beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for de mobile lønmodtagere, som
direktivet omhandler, forbedres. For det andet skal direktivet medvirke til,
at
færdselssikkerheden øges. Og for det tredje har direktivet som mål at skabe
mere ensartede konkurrencevilkår i vejtransportsektoren.
Udgangspunktet i bestræbelserne for at nå disse mål har
været den eksisterende regulering af vejtransportsektoren i form af
AETR-overenskomsten (europæisk overenskomst om arbejdet for besætninger på
køretøjer i international vejtransport) og Rådets forordning (EØF) nr.
3820/85
af 20. december 1985 (EF-Tidende 1985 L 370, s. 1) om harmonisering af visse
bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport, som direktivet
bygger på. Begge disse regelsæt, der indholdsmæssigt ligner hinanden, har i
henhold til direktivets artikel 2, stk. 4, forrang frem for direktivet,
som dog omfatter flere personer og også regulerer andre områder end de to
nævnte regelsæt.
Direktivet gælder for mobile lønmodtagere, der deltager i
vejtransportaktiviteter, som er omfattet af forordningen eller
AETR-overenskomsten, og inden beskrivelsen af direktivets indhold og
lovforslagets struktur vil der blive gjort rede for, hvilke
vejtransportaktiviteter der er omfattet af forordning og AETR-overenskomst.
Udgangspunktet for denne beskrivelse af grundlaget for afgrænsningen af,
hvilke
lønmodtagere direktivet omfatter, er forordningens bestemmelser, idet
direktivets henvisninger til AETR-overenskomsten alene er subsidiære.
Forordningen er optrykt som bilag til bekendtgørelse nr.
1018 af 15. december 1993 om arbejderbeskyttelse i vejtransport.
2. De omfattede vejtransporter
Geografisk finder direktivet anvendelse ved visse
vejtransporter i Danmark og inden for EU og EØS samt til og fra (eller i
transit gennem) de øvrige tilsluttede tredjelande. Forordningen dækker
transport indenfor fællesskabet. Udgangspunktet for AETR-overenskomsten er,
at
denne geografisk finder anvendelse ved de omfattede vejtransporter i forhold
til tredjelande, som ikke er med i EU og EØS. Det er i øvrigt for begge
regelsæt en forudsætning, at de omfattede køretøjer er dansk indregistrerede
eller indregistreret i et andet medlemsland eller tilsluttet tredjeland.
Ved vejtransport forstås efter begge regelsæt al kørsel på
offentlig vej med et til person- eller godsbefordring bestemt køretøj, jf.
artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i forordningen, samt
overenskomstens artikel 1, litra g. Ved køretøjer forstås som udgangspunkt
alle
motorkøretøjer, traktorer, påhængsvogne og sættevogne, jf. forordningens
artikel 1, stk. 2, og tilsvarende overenskomstens artikel 1, litra a.
En række køretøjer er imidlertid undtaget fra forordningens
og overenskomstens regler. Dette gælder:
a)
køretøjer, der
benyttes til godstransport, såfremt den største tilladte totalvægt inklusive
påhængsvogne eller sættevogne ikke overstiger 3,5 tons;
b)
køretøjer, der
benyttes til personbefordring, og hvis indretning og udstyr gør dem egnet til
befordring af højst ni personer, føreren iberegnet, og som er konstrueret til
dette formål;
c)
køretøjer, der
benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger
50
km;
d)
køretøjer, hvis
hastighed ikke må overstige 30 km/time;
e)
køretøjer, der
benyttes af forsvaret, civilforsvaret, brandvæsenet og ordensmagten, eller
køretøjer, som er under disses kontrol;
f)
køretøjer, der
benyttes af vandbygningsvæsenet eller af vandværker, gas- eller
elektricitetsvæsenet, af vejvæsenet, til renovation, af telegraf- og
telefonvæsenet,
af postvæsenet eller af radio og fjernsyn, samt radio- og
fjernsynspejlevogne;
g)
køretøjer, der
anvendes i katastrofetilfælde eller under redningsoperationer;
h)
specialkøretøjer,
der anvendes til lægelige opgaver;
i)
køretøjer, der
benyttes til transport af cirkus- og tivoliudstyr;
j)
specialkøretøjer
til vejhjælp;
k)
køretøjer, der
prøvekøres på veje med henblik på teknisk udvikling, reparation eller
vedligeholdelse, og nye eller ombyggede køretøjer, som endnu ikke er indsat i
drift;
l)
køretøjer, der
benyttes til ikke-erhvervsmæssig varetransport i privat øjemed;
m)
køretøjer, der
benyttes til indsamling af mælk fra gårde og til returnering af
mælketransportspande eller af mælkeprodukter til foderbrug.
Som det fremgår, finder direktivet hovedsaglig anvendelse
på den tunge gods- og passagertrafik, som udføres erhvervsmæssigt. Det vil
typisk sige bus- og lastbiltransporter med gods og passagerer, og blandt
undtagelserne er således den lette lastbilkørsel, taxier og ambulancer samt
busser i bytrafik.
3. Direktivet
Direktivet er udstedt under henvisning til traktatens
artikel 71 (vedtagelse af foranstaltninger på transportområdet) og artikel
137,
stk. 2 (virkeliggørelse af målsætninger for social- og
arbejdsmarkedspolitikken), og denne dobbelte hjemmel er netop udtryk for, at
der både ligger hensyn til trafiksikkerheden og til lønmodtagernes
sikkerheds-
og sundhedsmæssige forhold bag udformningen af direktivet. Det fremgår af
direktivets indledende betragtninger, at det ud fra disse to hensyn har været
nødvendigt at fastsætte specifikke forskrifter om arbejdstid inden for
vejtransport, da det trods intensive forhandlinger mellem arbejdsmarkedets
parter ikke har været muligt at nå frem til en aftale på dette område.
At der er tale om et direktiv frem for en aftale mellem
arbejdsmarkedets parter betyder blandt andet, at det har været muligt også at
lade selvstændige chauffører være omfattet af direktivets bestemmelser, men
direktivet finder ifølge artikel 2, stk. 1, først anvendelse på
selvstændige chauffører fra den 23. marts 2009, hvis andet ikke vedtages
efter
forslag fra Kommissionen på baggrund af den i samme bestemmelse nævnte
rapport.
Selvstændige chauffører er ikke omfattede af dette lovforslag, der alene har
lønmodtagere for øje.
Som nævnt er det ikke blot de af forordning eller
AETR-overenskomst omfattede lønmodtagere, der er omfattet af direktivet, men
alle mobile lønmodtagere, der deltager i de omfattede
vejtransportaktiviteter,
og direktivet intensiverer ikke bare reguleringen af arbejdstiden for
personer,
der allerede er omfattet af forordningens eller AETR-overenskomstens regler
om
køretid, hviletid, pauser mv., men inddrager også en yderligere gruppe af
lønmodtagere, der kan betegnes som ”medfølgende”. Lønmodtagere, der
er mobile,
fordi de fx følger med en transport som flyttemænd, vil med gennemførelsen af
direktivet være omfattet af de samme arbejdstidsregler som chaufføren på den
pågældende transport.
Førere på vejtransporter, der er omfattet af forordning
eller AETR-overenskomst, vil fremover både skulle overholde nævnte regelsæts
bestemmelser om køretid mv. og direktivets bestemmelser om arbejdstid, og
selvom disse førere i medfør af direktivet får yderligere rettigheder med
hensyn til fx pauser, er det i særdeleshed bestemmelserne om ugentlig
arbejdstid og registreringen heraf, der er en nyskabelse i forhold til
tidligere regulering. Det er nyt, at der fastsættes en øvre grænse for, hvor
meget mobile lønmodtagere, herunder førere, gennemsnitligt må arbejde om
ugen.
En sådan grænse findes i direktiv 2003/88/EF (EF-Tidende 2003 L 299, s. 9) om
visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (i det
følgende kaldet det generelle arbejdstidsdirektiv), men det har hidtil kun
været reglerne om køretid mv., der har været gældende for
vejtransportsektoren
på det fællesskabsretlige niveau.
Det loft over den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid, der
med direktivet indføres indenfor vejtransportsektoren, er imidlertid i
modsætning til bestemmelserne herom i det generelle arbejdstidsdirektiv et
absolut loft, idet alt arbejde, som den mobile lønmodtager udfører, skal
medregnes ved opgørelsen af den mobile lønmodtagers ugentlige arbejdstid. Det
gælder såvel mobilt som stationært arbejde, og det gælder også arbejde, der
udføres for andre arbejdsgivere; lønmodtagere, der i et eller andet omfang
deltager i mobile vejtransportaktiviteter som ansatte i en virksomhed, der
udfører sådanne transporter, må ikke arbejde mere end 48 timer om ugen i
gennemsnit alt i alt. For at sikre, at det absolutte loft respekteres,
indføres
der med direktivet et registreringssystem, hvor den mobile lønmodtager
forpligtes til at oplyse om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere,
og
den mobile lønmodtagers arbejdsgiver forpligtes til at opbevare
registreringen
af den mobile lønmodtagers samlede arbejdstid i op til 2½ år.
Hensigten med at indføre et sådant absolut loft og et
registreringssystem i tilknytning er, at mobile lønmodtagere ikke deltager i
vejtransporter, hvis de på grund af fx et fuldtidsjob ved siden af er for
trætte til, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt. Loftet og
registreringsforpligtelsen kan ses som konkrete udslag af den bag direktivet
liggende erkendelse af, at det ikke blot er køretiden, men også på det mere
overordnede plan de arbejdsmæssige rammer for mobile lønmodtagere, der har
betydning for trafiksikkerheden på vejene.
4. Lovforslaget
Den tætte sammenhæng mellem direktivet og
forordning/AETR-overenskomst indebærer blandt andet, at direktivets
definitioner, systematik og fx tidsrum og talmæssige angivelser i vid
udstrækning er forskellige fra de tilsvarende i det generelle
arbejdstidsdirektiv, da direktivets kontekst er trafikal. Forskellighederne
er
hovedårsagen til, at direktivet implementeres via et separat lovforslag og
ikke
igennem et lovforslag, der ændrer lov om gennemførelse af dele af
arbejdstidsdirektivet, idet en implementering af direktivet på sidst nævnte
måde ville betyde, at én samlet lov om arbejdstid ville blive ganske
uoverskuelig og lidet operationel. Dog er lovforslagets bestemmelser i det
omfang, det har været muligt, udformet på samme måde som de tilsvarende
bestemmelser i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet jf.
lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, da der i begge tilfælde er tale
om regulering af arbejdstid, og da begge regelsæt i visse tilfælde vil være
af
relevans i forhold til den samme lønmodtager.
Lovforslaget ligger også på andre områder i forlængelse af
gældende arbejdsmarkedslovgivning, da udgangspunktet har været
minimumsimplementering
af det tilgrundliggende direktiv, og da lovforslaget i videst muligt omfang
giver arbejdsmarkedets parter adgang til at gennemføre direktivet ved
kollektiv
overenskomst. Lovforslaget fastsætter, at lønmodtagere, der er sikret de i
direktivet indeholdte rettigheder enten via en skriftlig aftale, som henviser
til en på virksomheden gældende overenskomst, eller direkte i medfør af en
kollektiv overenskomst, ikke er omfattede af de bestemmelser af lovforslaget,
der gennemfører de pågældende rettigheder.
Det er således alene de bestemmelser i direktivet, der
omhandler oplysnings- og registreringsforpligtelsen i relation til det
absolutte loft på 48 timers arbejde i gennemsnit om ugen, der ikke i henhold
til lovforslaget kan gennemføres via kollektiv overenskomst. Det skyldes, at
der alene er tale om pligter, der – fortrinsvis af
trafiksikkerhedshensyn –
pålægges den mobile lønmodtager og dennes arbejdsgiver, og ikke om
rettigheder,
der modsvarer pligterne og er egnede til håndhævelse i det fagretlige system.
At lovforslaget opererer med bødestraf, såfremt netop pligterne i relation
til
registreringen af den mobile lønmodtagers arbejdstid ikke opfyldes, er også
udtryk for, at hensynene bag det absolutte loft på 48 arbejdstimer i
gennemsnit
om ugen og den tilknyttede registrerings- og oplysningspligt ikke alene angår
beskyttelsen af den enkelte lønmodtager, men at der bestemt også ligger andre
samfundsmæssige interesser bag indførelsen af sådanne regler.
Udover at fastsætte regler om maksimal ugentlig arbejdstid
og en registrerings- og oplysningspligt i den forbindelse indeholder
lovforslaget materielle bestemmelser om pauser, hviletid og maksimal daglig
arbejdstid ved natarbejde, og mens mobile lønmodtagere, der ikke som førere
er
omfattet af forordningens eller AETR-overenskomstens bestemmelser, hidtil
alene
har kunnet henholde sig til eventuelle overenskomstbestemmelser herom, er der
for føreres vedkommende tale om regulering, der supplerer og kompletterer
eksisterende regler. Sager om krænkelser af de rettigheder, mobile
lønmodtagere
i medfør af lovforslaget får, kan indbringes for domstolene, som efter
omstændighederne vil kunne tilkende lønmodtageren en godtgørelse.
5. Forholdet til anden lovgivning
Af direktivets artikel 2, stk. 4, fremgår, at
direktivet supplerer forordningen og om nødvendigt AETR-overenskomsten, som
begge har forrang i forhold til direktivet, og af artikel 2, stk. 3,
ses,
at direktivet har forrang i forhold til relevante bestemmelser i det
generelle
arbejdstidsdirektiv i det omfang, direktivet indeholder mere specifikke
bestemmelser vedrørende mobile arbejdstagere indenfor vejtransport. Dette
forhold mellem reguleringsinstrumenterne på fællesskabsplan må nødvendigvis
slå
igennem også på nationalt plan, og i det omfang, lønmodtagere er omfattet af
bestemmelserne i dette lovforslag, vil de ikke være omfattede af lov om
gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet; de to love vil i videst
muligt
omfang skulle anvendes komplementært.
Det betyder, at lønmodtagere, der udelukkende arbejder
mobilt med vejtransport, som er omfattet af forordning eller
AETR-overenskomst,
ikke kommer i berøring med lov om gennemførelse af dele af
arbejdstidsdirektivet overhovedet, mens lønmodtagere, der både arbejder
mobilt
med vejtransport og har andet arbejde, vil være omfattet af
beskyttelsesreglerne i begge regelsæt, men vil skulle henholde sig til
bestemmelserne i nærværende lovforslag, hvis de to regelsæts bestemmelser
skulle komme i konflikt med hinanden.
Hvis en lønmodtager eksempelvis kører lastbil mandag og
tirsdag og gør rent om natten i samme virksomhed fra onsdag til fredag, skal
lønmodtageren fx holde pauser i arbejdstiden i henhold til nærværende
lovforslag - og i henhold til forordningens bestemmelser om pauser i
køretiden
- om mandagen og om tirsdagen, mens reglerne om pauser i lov om gennemførelse
af dele af arbejdstidsdirektivet anvendes på arbejdet på de øvrige dage.
Lønmodtageren skal på grund af natarbejdet med rengøring tilbydes gratis
helbredskontrol i henhold til § 6 i lov om gennemførelse af dele af
arbejdstidsdirektivet, selvom nærværende lovforslag ikke giver den mobile
lønmodtager en tilsvarende ret. En hybrid lønmodtager har krav på ugentlig
hviletid i henhold til både nærværende lovforslag og Arbejdstilsynets
bekendtgørelse om hviletid og fridøgn, hvorved de for lønmodtageren
gunstigste
regler vil slå igennem, men hvis det ikke skulle være muligt at opfylde begge
regelsæts bestemmelser om ugentlig hviletid, vil reglerne i nærværende
lovforslag dog have forrang. En sådan situation, hvor det ikke er muligt at
opfylde begge regelsæt, vil imidlertid sjældent opstå i praksis.
Lønmodtagere, der har to eller flere ansættelsesforhold,
omfattes af de arbejdstidsregler, der er relevante i hvert de pågældende
ansættelsesforhold, og hvis der ikke arbejdes hybridt i nogen af
ansættelsesforholdene, vil der ikke opstå en situation, hvor en arbejdsgiver
skal forholde sig til begge regelsæt. Den mobile lønmodtagers arbejdsgiver
skal
ud fra ikke mindst trafiksikkerhedsmæssige hensyn sørge for, at den mobile
lønmodtager ikke arbejder mere end 48 timer i gennemsnit om ugen alt i alt,
men
er naturligvis ikke derved forpligtet til at sikre, at reglerne overholdes i
et
andet ansættelsesforhold.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at medføre væsentlige økonomiske
og administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner. Den med
lovforslaget tilsigtede forbedring af trafiksikkerheden vil muligvis have en
lille positiv virkning på den offentlige økonomi.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vil have økonomiske og administrative
konsekvenser for den del af erhvervslivet, der for egen eller fremmed regning
udfører de af lovforslaget omfattede vejtransporter. Administrativt vil
lovforslaget i første omgang betyde, at samtlige mobile lønmodtagere, der
allerede er ansat senest ved lovens ikrafttræden 1. april 2005 skal
instrueres
skriftligt om pligten til at aflægge regnskab for arbejde, der er udført for
en
anden arbejdsgiver, og at mobile lønmodtagere, der senere bliver ansat senest
ved tiltrædelsen skal have en sådan instruktion.
Da der ikke foreligger oplysning om, i hvilket omfang
mobile lønmodtagere tillige arbejder for andre arbejdsgivere, er det meget
vanskeligt at angive det antal mobile lønmodtagere, der herefter vil skulle
aflægge regnskab for arbejde udført for andre arbejdsgivere, og dermed
udstrækningen af de mobile lønmodtageres arbejdsgiveres
registreringsforpligtelse. At lovforslagets oplysnings- og
registreringsforpligtelse
vil have visse konsekvenser navnlig i administrativ henseende, kan der dog
ikke
være tvivl om, men da direktivet skal gennemføres i samtlige medlemsstater,
vil
den danske vejtransportsektor ikke blive stillet ringere i forhold til
konkurrenterne på europæisk plan.
Indførelsen af arbejdstidsbestemmelser i
vejtransportsektoren vil også i øvrigt have økonomiske og administrative
konsekvenser, men også uden at tage oplysnings- og registreringsforpligtelsen
i
betragtning er det svært at komme med et præcist skøn over virkningerne af
lovforslaget i praksis, herunder udgifterne forbundet med lovforslagets
forskellige elementer, ikke mindst da det ikke er klart, i hvilket omfang
muligheden for at implementere direktivet gennem kollektiv overenskomst vil
blive udnyttet.
Lovforslaget har været forelagt et virksomhedspanel med
henblik på en undersøgelse af de administrative konsekvenser. Resultatet fra
virksomhedspanelet er fremsendt til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
Forslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes at have positive konsekvenser for
trafiksikkerheden og mobile lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige
forhold.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget implementerer Rådets direktiv af 11. marts
2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter. Lovforslaget går ikke videre end direktivet.
Høring
Lovforslaget har været sendt til høring hos Dansk
Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Akademikernes Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Arbejdsgiverforening, Ledernes
Hovedorganisation, Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, HTS
Arbejdsgiverforeningen, Specialarbejderforbundet i Danmark, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg kommuner,
Centralorganisationernes Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og
Overenskomstansatte.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive
Konsekvenser / mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative
Konsekvenser / merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Måske
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ja, afhængig af resultatet af virksomhedspanelets
undersøgelse, se feltet nedenfor.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Lovforslaget er forelagt et virksomhedspanel med henblik
på en undersøgelse af de administrative konsekvenser. Resultatet fra
virksomhedspanelet fremsendes til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, så snart
det foreligger.
Miljømæssige konsekvenser
Måske
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ja, for mobile lønmodtagere.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget implementerer Rådets direktiv af 11. marts
2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter. Lovforslaget går ikke videre end direktivet.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til lovforslagets titel
Ved valg af forslagets titel er der lagt vægt på, at titlen
præcist og nogenlunde mundret beskriver lovens sigte og indhold.
Til § 1
Det foreslås, at lovens anvendelsesområde afgrænses i
§ 1. I bestemmelsens første stykke foreslås det fastslået, at deltagelse
i
de vejtransportaktiviteter, der er reguleret i Rådets forordning (EØF) nr.
3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det
sociale område indenfor vejtransport, er afgørende for, om en mobil
lønmodtager
er omfattet af loven. Det ses af 1. pkt. i direktivets artikel 2,
stk. 1,
at det er de af forordningen eller, hvis den ikke finder anvendelse, de af
AETR-overenskomsten omfattede former for vejtransport, som afgrænsningen af
de
af direktivet omfattede mobile lønmodtagere er baseret på. Der henvises til
beskrivelsen af, hvilke vejtransporter forordningen og overenskomsten
omfatter,
i de almindelige bemærkninger. Direktivets artikel 2, stk. 1 skal
fortolkes således, at direktivets anvendelighed ikke alene er et spørgsmål
om,
hvorvidt virksomheden deltager i de af forordningen eller AETR-overenskomsten
omfattede vejtransportaktiviteter, men at den enkelte mobile lønmodtagers
deltagelse heri også er en nødvendig betingelse for, at den mobile
lønmodtager
omfattes af direktivets bestemmelser.
Selvom hjælpere og konduktører også er nævnt i
forordningen, er det først og fremmest førere, denne og AETR-overenskomsten
fastsætter bestemmelser for. Førere må da også betegnes som typiske mobile
lønmodtagere i direktivets forstand, men eftersom det er deltagelse i de
relevante vejtransportaktiviteter, der er betingelsen for at være omfattet af
direktivet og loven, vil også lønmodtagere, der tager del i en transport uden
at have opgaver som chauffør, være omfattet af vejtransportsektorens særlige
arbejdstidsregler. Derfor skal arbejdstiden for medfølgende flyttemænd,
rejseguides, mekanikere og andre, der falder ind under definitionen af en
mobil
lønmodtager, tilrettelægges efter samme regler som gælder for føreren af et
køretøj, der anvendes til en af forordningen eller eventuelt af
AETR-overenskomsten omfattet transport.
Lønmodtagere, der ikke er mobile, er ikke omfattet af
vejtransportsektorens særlige regelsæt, men vil i stedet være omfattet af de
almindelige arbejdstidsregler. Kontorpersonalet i et speditionsfirma vil
eksempelvis være omfattet af lov om gennemførelse af dele af
arbejdstidsdirektivet eller en overenskomst, der sikrer lønmodtagerne
tilsvarende rettigheder gennem implementering af det for nævnte lov
tilgrundliggende direktiv.
Mobile lønmodtagere vil efter omstændighederne kunne komme
i berøring med såvel de særlige arbejdstidsregler for vejtransportsektoren
som
de generelle arbejdstidsregler, eksempelvis hvis en lønmodtager den ene dag
deltager i en vejtransport, der er omfattet af forordningen, og den anden dag
deltager i en transport, der ikke er omfattet af forordningen. En sådan
lønmodtager vil være omfattet af de regler, der knytter sig til den konkrete
arbejdsopgave, men i tilfælde, hvor begge regelsæt i princippet kunne
anvendes
i forhold til lønmodtageren, vil det i de sjældne tilfælde, hvor der kan
opstå
konflikt mellem regelsættene under henvisning til § 1, stk. 3 i lov
om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet være de specielle regler
vedrørende vejtransportsektoren, der gælder.
I bestemmelsens andet stykke foreslås, at de bestemmelser i
loven, der giver lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder, ikke
gælder for lønmodtagere, som er sikret disse rettigheder i medfør af
kollektiv
overenskomst. Den kollektive overenskomst kan være indgået før lovens
ikrafttræden eller på et senere tidspunkt. Kravet om, at overenskomsten skal
sikre lønmodtageren de i direktivet angivne rettigheder, betyder også, at det
ved kollektiv overenskomst kan besluttes at udnytte direktivets
undtagelsesmuligheder.
I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at
ikke-overenskomstansatte lønmodtagere, der er ansat på en virksomhed, der er
delvis overenskomstdækket, og som indgår en skriftlig aftale med
arbejdsgiveren
om, at overenskomsten, som er gældende for andre medarbejdere på
virksomheden,
og som sikrer lønmodtageren de i stk. 2 nævnte rettigheder, også er
gældende for dem, ikke er omfattet af de bestemmelser i loven, der giver
lønmodtagerne de i direktivet indeholdte rettigheder.
Det forudsættes, at lønmodtageren får kopi af de relevante
overenskomstbestemmelser.
Til § 2
I § 2 foreslås en række definitioner.
I bestemmelsens første stykke foreslås det således at
indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen svarer til den nu
sædvanlige definition i den arbejdsretlige lovgivning, jf. ferieloven, lov om
arbejdsgivers pligt til at underrette lønmodtager om vilkårene for
ansættelsesforholdet og lov om gennemførelse af dele af
arbejdstidsdirektivet.
I bestemmelsens andet stykke foreslås det at definere en
mobil lønmodtager i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra d, som
en
lønmodtager, der er ansat i en virksomhed, der befordrer personer eller gods
på
vejene, og som i modsætning til en stationær ansat er involveret i selve
kørslen. At lønmodtageren skal være ansat i en virksomhed, der for fremmed
eller egen regning udfører vejtransporter, indebærer, at fx lønmodtagere, der
som ansatte i virksomheden, som transporten udføres for, følger med
transporten
for at sikre det befragtede, ikke skal betragtes som mobile lønmodtagere i
denne lovs forstand. En ansat på et stutteri, som lejlighedsvis følger med på
en hestetransport for at berolige hesten, omfattes ikke af definitionen af en
mobil lønmodtager og dermed ikke af vejtransportsektorens særlige
arbejdstidsregler.
I bestemmelsens tredje stykke foreslås det at definere
arbejdstid i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra a, som det
tidsrum, hvori lønmodtageren er på arbejde, til arbejdsgivers disposition og
udøver sine funktioner eller sine aktiviteter. Arbejdstiden omfatter den tid,
der bruges på typiske arbejdsopgaver som kørsel og af- og pålæsning, men
herudover indgår perioder, hvor den mobile lønmodtager skal forblive på sin
arbejdsplads og være klar til at udføre sine arbejdsopgaver, og perioder med
specifikke opgaver, eksempelvis ventetid af ikke på forhånd kendt varighed.
Rådighedstid, som defineret i stk. 4, regnes i lighed med hviletid og
pauser ikke med i arbejdstiden, medmindre arbejdsmarkedets parter i en
kollektiv overenskomst har aftalt kompensation for eller begrænsning af
rådighedstiden, og det slås dermed fast, at eksempelvis allerede indgåede
overenskomster, der måtte indeholde bestemmelser om konvertering af
rådighedstid til arbejdstid i visse situationer, fortsat vil kunne anvendes
efter deres ordlyd.
I bestemmelsens fjerde stykke foreslås rådighedstid
defineret i overensstemmelse med direktivets artikel 3, litra b som tidsrum,
hvor lønmodtageren ikke skal forblive på sin arbejdsplads, men skal være rede
til at gå i gang med at arbejde efter at være blevet anmodet herom.
Rådighedstid skal være fastlagt på forhånd, eksempelvis hvor flere chauffører
kører i planlagte holdskift, og kan ikke omfatte pauser og hviletid.
Perioder,
hvor den mobile lønmodtager ledsager et køretøj, der transporteres med færge
eller tog, samt ventetid ved grænserne kan også nævnes som typiske eksempler
på
rådighedstid.
I bestemmelsens femte stykke foreslås natperioden, der i
henhold til direktivets artikel 3, litra h, skal være på mindst 4 timer og
ligge mellem kl. 00.00 og 07.00, placeret i tidsrummet fra kl. 01.00 til kl.
05.00, medmindre en anden placering af natperioden er aftalt ved kollektiv
overenskomst.
I bestemmelsens sjette stykke foreslås det, at natperioden
er bestemmende for, hvad der anses for natarbejde, da dette defineres som alt
arbejde, der udføres heri, hvilket er overensstemmende med direktivets
artikel
3, litra i.
Til § 3
§ 3 regulerer mobile lønmodtageres ugentlige
arbejdstid og registreringen heraf. I bestemmelsens første stykke, der
gennemfører direktivets artikel 4, litra a, foreslås, at mobile lønmodtagere
højst må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit, og at referenceperioden for
beregning af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid fastsættes til 4
måneder.
Med undtagelse af de i forordning 3820/85 artikel 6, stk. 1, afsnit 4 og
5
eller eventuelt i AETR-overenskomstens artikel 6, stk. 1, 4. afsnit
nævnte
tilfælde, hvorefter den ugentlige hvileperiode kan udskydes ved
personbefordring, som ikke er rutekørsel, må der ikke arbejdes mere end 60
timer i én uge. Hvis den ugentlige hvileperiode udskydes i overensstemmelse
med
det i forordningen eller AETR-overenskomsten fastsatte, vil den samlede
køretid
– og dermed den samlede arbejdstid – kunne komme op på 65 timer i
en enkelt
uge, da artikel 6, stk. 1, 1. afsnit i såvel forordning som overenskomst
tillader op til 9 timers daglig kørsel, som to gange ugentligt kan udvides
til
10 timer.
I bestemmelsens andet stykke, der gennemfører direktivets
artikel 4, litra b, 1. pkt., foreslås, at alle former for arbejde, som den
mobile lønmodtager udfører for andre arbejdsgivere, indgår i opgørelsen af
den
ugentlige arbejdstid.
I bestemmelsens tredje stykke, der gennemfører resten af
direktivets artikel 4, litra b, samt elementer af artikel 9, litra b,
foreslås,
at arbejdsgiveren for den mobile lønmodtager forpligtes til at registrere
arbejdstiden for mobile lønmodtagere. Denne pligt indebærer, at den mobile
lønmodtagers arbejdsgiver skal holde regnskab med omfanget af det arbejde,
der
udføres af den mobile lønmodtager i deres indbyrdes ansættelsesforhold, og at
arbejde, der udføres for andre arbejdsgivere, registreres. Den mobile
lønmodtagers arbejdsgiver skal skriftligt anmode den mobile lønmodtager om
oplysning om arbejde udført for andre, og en sådan anmodning skal den mobile
lønmodtager senest have, når denne påbegynder arbejdet med vejtransport,
efter
at loven er trådt i kraft.
Den mobile lønmodtager har pligt til at oplyse arbejdsgiver
om arbejde, der er udført for andre arbejdsgivere, skriftligt. Denne
forpligtelse vil kunne opfyldes på flere måder. En mulighed er, at den mobile
lønmodtager giver arbejdsgiver en kopi af et ansættelsesbevis fra et eller
flere andre ansættelsesforhold og henviser til det deri anførte ugentlige
antal
arbejdstimer, men i så fald skal den mobile lønmodtager straks oplyse
arbejdsgiver skriftligt om eventuelle fravigelser fra ansættelsesbevisets
angivelse af den ugentlige arbejdstid eller om vedvarende ændringer i
arbejdstiden i det andet ansættelsesforhold. En anden mulighed er, at den
mobile lønmodtager udleverer kopi af lønsedler, hvoraf timetallet fremgår,
fra
et eller flere andre ansættelsesforhold til arbejdsgiver. Endelig kan den
mobile lønmodtager ugentligt afgive en erklæring om, hvor meget der er
arbejdet
i andre ansættelsesforhold. Hvis den mobile lønmodtager ikke har andet
arbejde,
behøver denne ikke foretage sig noget, da der alene skal aflægges skriftligt
regnskab for udført arbejde.
Registrerings- og oplysningspligten omfatter alle former
for lønnet arbejde, uanset om der er tale om mobil vejtransport eller arbejde
i
en helt anden branche, og det er uden betydning, om et af
ansættelsesforholdene
eventuelt kan betegnes som hoved- eller bijob. Hvis der udføres arbejde
omfattet af denne lov i to ansættelsesforhold, gælder registrerings- og
oplysningspligten i begge ansættelsesforhold, hvorimod der ikke er pligt til
at
registrere eller oplyse i ansættelsesforhold, hvor der ikke udføres arbejde
omfattet af denne lov.
I bestemmelsens fjerde stykke, der gennemfører direktivets
artikel 9, litra b, 2. pkt., foreslås, at den mobile lønmodtagers
arbejdsgiver
forpligtes til at gemme oplysningerne om omfanget af den mobile lønmodtagers
arbejde i to år, efter at den referenceperiode, oplysningerne angår, er
afsluttet. Oplysningerne vil efter omstændighederne skulle opbevares i op til
2½ år, da direktivet tillader, at referenceperioden udvides fra 4 til 6
måneder, hvilket fx kan aftales via kollektiv overenskomst.
I bestemmelsens femte stykke, der gennemfører direktivets
artikel 9, litra b, 4. pkt., foreslås, at arbejdsgiver pålægges at udlevere
en
kopi af de oplysninger om omfanget af den mobile lønmodtagers arbejde, der er
registreret, til den mobile lønmodtager, efter at denne har fremsat en
anmodning herom.
Til § 4
I § 4, der gennemfører direktivets artikel 5,
fastsættes, hvornår mobile lønmodtagere skal holde pause. I bestemmelsens
første stykke foreslås, at mobile lønmodtagere maksimalt må arbejde 6 timer
ud
i ét stræk uden pause.
I bestemmelsens andet stykke foreslås, at mobile
lønmodtagere skal have mindst 30 minutters pause i alt, hvis de arbejder
imellem 6 og 9 timer, og at de skal have mindst 45 minutters pause i alt,
hvis
de arbejder mere end 9 timer.
Det anføres i tredje stykke, at der kan holdes flere
pauser, men hver enkelt pause skal som minimum have en varighed på 15
minutter.
I bestemmelsens fjerde stykke foreslås, at forordningens
eller eventuelt AETR-overenskomstens regler om pauser finder anvendelse ved
siden af de i stk. 1 og 2 fastsatte regler om pauser. Artikel 7 i såvel
forordning som overenskomst fastslår, at førere skal holde mindst 45
minutters
pause, hvis de kører mere end 4½ time, og denne begrænsning i køretiden
gælder
fortsat. Således skal en mobil lønmodtager, der tillige er fører, uafhængigt
af
det i stk. 1 og 2 anførte holde pause i 45 minutter senest efter 4½
times
kørsel, men denne pause i køretiden kan efter omstændighederne samtidig
udgøre
en pause i den mobile lønmodtagers arbejdstid i overensstemmelse med
stk. 1 og 2. En fører, der fx bruger to timer på pålæsning og tre timer
på
kørsel, skal i medfør af stk. 1 og 2 senest, efter at have læsset af i
en
time, holde en pause på mindst 15 minutter, mens der ikke i henhold til det i
forordning eller overenskomst anførte nødvendigvis skal holdes pause i en
sådan
situation, da kørsel under 4½ time ikke i sig selv udløser en pause.
Til § 5
Det foreslås, at forordningens eller eventuelt
AETR-overenskomstens regler om hviletid for førere i overensstemmelse med
direktivets artikel 6 finder tilsvarende anvendelse for øvrige mobile
lønmodtagere. Der henvises til reglerne i forordningens artikler 8 og 9, dog
jf. artikel 6. Disse er optrykt som bilag B til lovforslaget. I
AETR-overenskomsten findes de tilsvarende regler i artikel 8, jf. dog artikel
6.
Disse regler fastlægger rammerne for den maksimale
udstrækning af arbejdstiden, som herved begrænses både af en daglig og en
ugentlig hvileperiode. Ved hviletid forstås ifølge begge regelsæt ethvert
uafbrudt tidsrum på mindst en time, inden for hvilket føreren (her den mobile
lønmodtager) frit kan disponere over sin tid. Her følger en kort beskrivelse
af
principperne i disse regler om hviletid.
Den daglige hviletid indebærer, at der inden for ethvert
tidsrum af 24 timer skal gives en daglig hviletid på mindst elleve timer i
sammenhæng. Denne daglige hviletid kan dog under visse omstændigheder
nedsættes
til mindst ni timer højst tre gange inden for en uge, og særlige regler
gælder,
hvis den mobile lønmodtager følger med et køretøj, der transporteres med
færge
eller jernbane. Den daglige hviletid kan kun holdes i køretøjet, hvis dette
er
udstyret med en soveplads og holder stille.
Den ugentlige hviletid indebærer, at en af de daglige
hvileperioder i løbet af hver uge skal gives som ugentlig hviletid på mindst
45
timer i sammenhæng. Denne ugentlige hvileperiode kan afkortes til mindst 36
timer, hvis den tages på køretøjets eller på den mobile lønmodtagers
hjemsted,
eller til mindst 24 timer, hvis den tages et andet sted. For enhver
afkortelse
skal der kompenseres med tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden
tre
uger efter udløbet af den pågældende uge. En ugentlig hvileperiode, som
påbegyndes i en uge og fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til
den
ene eller den anden af disse uger. For så vidt angår international
personbefordring, bortset fra rutekørsel, gælder der særlige regler med
mulighed for, at en ugentlig hvileperiode kan overføres til ugen efter, at
hvileperioden er indtjent.
Hvor der gives hviletid til kompensation for, at den
daglige eller ugentlige hviletid er nedsat, skal denne tages sammen med et
andet hvil på mindst otte timer. På anmodning af den mobile lønmodtager skal
det tillades, at denne hviletid afholdes på køretøjets eller lønmodtagerens
hjemsted.
Til § 6
Det foreslås, at mobile lønmodtagere højst må arbejde 10
timer i døgnet, hvis de udfører natarbejde i løbet af det pågældende døgn.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7, stk. 1.
Til § 7
Det foreslås i bestemmelsens første stykke, at hvis den
mobile lønmodtagers rettigheder efter loven er krænkede, kan denne få
tilkendt
en godtgørelse. De krænkede rettigheder kunne fx være et pålæg om arbejde,
der
medfører, at den ugentlige arbejdstid i gennemsnit over en 4 måneders periode
overstiger 48 timer.
Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er
omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal
afgøres efter de fagretlige regler.
Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis
ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst, skal
afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal lægge
bestemmelserne
i den kollektive overenskomst til grund. Dette gælder også lønmodtagere, der
i
medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 3, er sikret
direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.
I bestemmelsens andet stykke foreslås, at en mobil
lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til loven,
skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiver. Godtgørelsens størrelse
fastsættes efter sagens omstændigheder, men denne mulighed for at få en
godtgørelse medfører dog ikke, at lønmodtageren får ret til godtgørelse for
usaglig afskedigelse i medfør af flere regelsæt.
I bestemmelsens tredje stykke foreslås, at lønmodtagere,
der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der implementerer direktivet,
jf.
§ 1, stk. 2, skal have mulighed for at indbringe spørgsmål om
krænkelse af de i overenskomsten fastsatte rettigheder og for tilkendelse af
en
godtgørelse svarende til de i stk. 1 og 2 nævnte for de civile domstole,
hvis sådanne spørgsmål ikke underkastes fagretlig behandling.
Til § 8
Det foreslås, at manglende opfyldelse af forpligtelsen til
at registrere i § 3, stk. 3 og 4, sanktioneres med bøde.
Arbejdsgiver
kan straffes for ikke at registrere eller for mangelfuld registrering,
herunder
for ikke at opbevare de registrerede oplysninger i to år efter udløbet af den
pågældende referenceperiode. Arbejdsgiver kan også straffes for at undlade
skriftligt at anmode lønmodtager om at aflægge regnskab for arbejde, der er
udført for en anden arbejdsgiver.
Lønmodtager kan straffes for ikke at oplyse om arbejde, der
er udført for en anden arbejdsgiver, eller for at have afgivet ukorrekte
oplysninger herom. Hvis den mobile lønmodtager overfor arbejdsgiver har
oplyst
at arbejde et fast antal timer ugentligt i et andet ansættelsesforhold, fx
ved
at give arbejdsgiver en kopi af ansættelsesbeviset fra det andet
ansættelsesforhold,
og ikke oplyser om ændringer i den ugentlige arbejdstid i det andet
ansættelsesforhold, kan den mobile lønmodtager også straffes.
Til § 9
Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for
beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets parter at
udnytte de undtagelsesmuligheder, direktivets artikel 8 angiver. Der er tale
om
en adgang til at fravige det i § 6 fastsatte maksimum på 10 timers
arbejde
i døgn, hvor der udføres natarbejde, og en adgang til at udvide den i
§ 3,
stk. 1 nævnte referenceperiode til seks måneder.
Det er hensigten, at en eventuel udnyttelse af denne
hjemmel sker med udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i
kollektive overenskomster, og uden at trafiksikkerheden eller de mobile
lønmodtageres sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på nogen måde forringes.
Til § 10
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2005.
Til § 11
Lovforslaget dækker kun de dele af riget, hvor direktivet
er gældende.
2)
EFT C 43 af 17.2.1999, s. 4.
3)
EFT C 138 af 18.5.1999, s. 33.
4)
Europa-Parlamentets udtalelse afgivet den 14.4.1999 (EFT C 219 af 30.7.1999,
s.
235) og bekræftet efter ændring af procedure den 6.5.1999 (EFT C 279 af
1.10.1999, s. 270), Rådets fælles holdning af den 23.3.2001 (EFT C 142 af
15.5.2001, s. 24) og Europa-Parlamentets afgørelse af den 14.6.2001 (endnu
ikke offentliggjort
i EFT).
Europa-Parlamentets afgørelse af 5.2.2002 og Rådets afgørelse
af
18.2.2002.
5)
EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.
6)
EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18. Dette direktiv er senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/34/EF
(EFT L
195 af 1.8.2000, s. 41).
7)
EFT L 288 af 18.10.1991, s. 32.
Bilag B
Af
Rådets FORORDNING (EØF) Nr. 3820/85
af 20. december 1985
om harmonisering af visse bestemmelser på det
sociale område inden for vejtransport
AFDELING IV
Køretid
Artikel 6
1. Den samlede køretid mellem to daglige hviletider
eller mellem en daglig og en ugentlig hviletid, i det følgende benævnt
»daglig
køreperiode«, må ikke overstige ni timer. Dog kan den to gange om ugen sættes
op til ti timer.
Efter højst seks daglige køreperioder skal føreren tage en
ugentlig hvileperiode som defineret i artikel 8, stk. 3.
Den ugentlige hvileperiode kan udsættes indtil afslutningen
af den sjette dag, hvis den samlede køretid i disse seks dage ikke overstiger
det maksimum, der svarer til seks daglige køreperioder.
For så vidt angår international personbefordring bortset fra
rutekørsel ændres tallet »seks« i andet og tredje afsnit til tallet »tolv« og
ordet »sjette« i tredje afsnit til ordet »tolvte«.
Medlemsstaterne kan lade det foregående afsnit finde
anvendelse på anden indenlandsk personbefordring end rutekørsel.
2. Den samlede køretid må ikke overstige 90 timer inden
for to på hinanden følgende uger.
AFDELING V
Pauser og hviletid
(Artikel 7 udeladt)
Artikel 8
1. Inden for hvert tidsrum af 24 timer skal føreren have
en daglig hviletid på mindst elleve sammenhængende timer, som kan nedsættes
til
mindst ni sammenhængende timer højst tre gange inden for en uge, såfremt der
inden udgangen af den følgende uge gives en til nedsættelsen svarende
hviletid.
De dage, hvor hviletiden ikke nedsættes i henhold til første
afsnit, kan den inden for et tidsrum af 24 timer opdeles i to eller tre
adskilte perioder, hvoraf den ene periode skal være på mindst otte
sammenhængende timer. I så fald udvides den minimale hviletid til tolv timer.
2. Hvis der er mindst to førere i køretøjet, skal de
begge have en daglig hviletid på mindst otte sammenhængende timer inden for
enhver periode på 30 timer.
3. I løbet af hver uge skal en af de i stk. 1 og 2
nævnte hvileperioder forlænges til i alt 45 sammenhængende timers ugentlig
hviletid. Denne hvileperiode kan afkortes til mindst 36 sammenhængende timer,
hvis den tages på køretøjets eller på førerens hjemsted, eller til mindst 24
sammenhængende timer, hvis den tages et andet sted. For enhver afkortelse
gives
der en tilsvarende hviletid, som skal tages samlet inden tre uger efter
udløbet
af den pågældende uge.
4. En ugentlig hvileperiode, som påbegyndes i en uge og
fortsætter ind i den følgende uge, kan henføres til den ene eller den anden
af
disse.
5. For så vidt angår personbefordring, på hvilke artikel
6, stk. 1, fjerde og femte afsnit, finder anvendelse, kan en ugentlig
hvileperiode overføres til den uge, der følger efter den uge, i hvilken
hvileperioden er indtjent, og tages sammen med denne anden uges ugentlige
hviletid.
6. Hviletid, der tages som kompensation for nedsættelse
af daglig og/eller ugentlig hviletid, skal tages sammen med et andet hvil på
mindst 8 timer og skal på anmodning af den pågældende fører tillades afholdt
på
køretøjets eller førerens hjemsted.
7. Daglig hviletid kan holdes i køretøjet, hvis dette er
udstyret med en soveplads og holder stille.
Artikel 9
Uanset artikel 8, stk. 1, kan den daglige hviletid,
såfremt føreren inden for gods- eller personbefordring følger med et køretøj,
der transporteres med færge eller jernbane, afbrydes kun en gang, for så vidt
følgende betingelser overholdes:
–
den del af den daglige
hviletid, der tilbringes på fast grund, bør ligge før eller efter den del af
den daglige hviletid, der tilbringes om bord på færge eller i tog,
–
tidsrummet mellem de to
dele af den daglige hviletid bør være så kort som muligt og må i intet
tilfælde
overstige en time før indladningen eller efter udladningen af køretøjet, idet
toldbehandlingen medregnes i indladnings- eller udladningsprocessen,
–
under begge de to dele
af den daglige hviletid skal føreren kunne disponere over en seng eller en
køje.
Den daglige hviletid, der afbrydes på denne måde, forlænges
med to timer.
Officielle noter
1)
Loven gennemfører Rådets direktiv nr. 2002/15/EF af 11. marts 2002 om
tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile
vejtransportaktiviteter, (EF-Tidende 2002 L 80, s. 35). Direktivet vil blive
optrykt som bilag til loven.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel, og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (Kontrol af arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren) Retsinformation · 7. april 2022
- Lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren Retsinformation · 2. juni 2005
- Lov om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (Kontrol af arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren) Retsinformation · 19. maj 2022
- Forslag til Lov om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (Kontrol af arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren) Retsinformation · 13. maj 2022
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren (Kontrol af arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren) Retsinformation · 7. maj 2022
- Bekendtgørelse om arbejdstid for selvstændige vognmænd, der udfører mobile vejtransportaktiviteter Retsinformation · 22. november 2024