Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. november 2002 af
videnskabsministeren (Helge Sander)
Forslag til folketingsbeslutning
om afviklingen af de nukleare anlæg på
Forskningscenter Risø
Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen fremmer afviklingen
(dekommissioneringen) af de nukleare anlæg på Forskningscenter
Risø hurtigst muligt i regi af den selvstændige virksomhed Dansk
Dekommissionering, sådan at arealerne af de nukleare tilsynsmyndigheder
kan frigives til ubegrænset brug inden for en tidshorisont på op
til 20 år.
Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen samtidig med
afviklingen (dekommissioneringen) påbegynder udarbejdelsen af et
beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt
affald.
Bemærkninger til forslaget
Indholdsfortegnelse
Side
I
Formål med fremsættelse og baggrund
4
1.
Formål med fremsættelse
4
2.
Baggrund
4
II
Forhold vedrørende dekommissionering
6
Læs alt
3.
Beskrivelse af de nukleare anlæg
6
4.
Nationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering
6
5.
Internationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering
7
5.1.
I regi af EU
7
5.2.
I regi af IAEA
8
6.
Internationale erfaringer med dekommissionering af nukleare
anlæg
8
6.1.
Storbritannien
8
6.2.
Sverige
8
6.3.
Tyskland
8
6.4.
USA
8
7.
Overordnet strategi for en dekommissionering af nukleare anlæg,
herunder mulige scenarier
9
8.
Anbefaling af dekommissioneringsstrategi i koncept og tid
10
9.
Alternativer til en dekommissionering
11
9.1.
Deponering på stedet ('entombment')
11
9.2.
Omdannelse af de nukleare anlæg til museum
11
9.3.
Udskudt dekommissionering
12
10.
Organisation af den selvstændige virksomhed Dansk
Dekommissionering
13
11.
Økonomiske forhold omkring en dekommissionering
14
12.
VVM-tilladelse
15
13.
Øvrige sikkerheds- og miljømæssige forhold generelt
ved en dekommissionering
16
13.1.
Arbejdsmiljømæssige forhold
16
13.2.
Omegnsmiljømæssige forhold
16
13.3.
Beredskabsmæssige forhold
17
13.4.
Miljømæssige konsekvenser af valg af tidsmæssigt
scenario
17
14.
Det landsdækkende atomberedskab
17
III
Forhold vedrørende slutdeponering af radioaktivt affald
17
15.
Behovet for sludeponering af dansk radioaktivt affald
17
16.
Tidsmæssige aspekter ved dekommissionering og slutdeponering
18
17.
Processen frem mod et slutdepot
18
17.1.
Processen før detailplanlægning
18
17.2.
Detailplanlægning af et slutdepot
20
Bilag:
A.
Affaldsmængder eksisterende og produceret ved
dekommissioneringen
B.
Det forskningsmæssige udbytte af investeringen i de nukleare
anlæg på Risø
C.
Oversigt over baggrundsmateriale
D.
Oversigt over hidtidige forelæggelser for Folketinget
E.
Kort over de nukleare anlæg på Risø-området
Bemærkninger til forslaget
I Formål med fremsættelse og baggrund
1. Formål med fremsættelse
Regeringen beder med fremsættelsen om Folketingets
tilslutning til at kunne fremme afviklingen (dekommissioneringen) af de
nukleare anlæg på Forskningscenter Risø (Risø)
hurtigst muligt i regi af den selvstændige virksomhed Dansk
Dekommissionering (DD), sådan at arealerne af de nukleare
tilsynsmyndigheder (Beredskabsstyrelsen og Statens Institut for
Strålehygiejne under Sundhedsstyrelsen) kan frigives til
ubegrænset brug inden for en tidshorisont på op til 20 år.
En sådan dekommissionering vil sikre, at bygninger og arealer der har
været anvendt til nuklear forskning m.v., kan anvendes til andre
formål uden sikkerhedsmæssige begrænsninger. Visse
bygninger forventes dog nedrevet.
De nukleare anlæg på Risø er de eneste
af deres art her i landet, og dekommissioneringen er derfor en
engangsforeteelse. Man opnår ingen erfaringsopsamling ved at udskyde
opgaven. Tværtimod betyder en udskydelse et videntab, da man med tiden
mister de medarbejdere, som i dag har et unikt kendskab til de
pågældende nukleare anlægs betydning og funktion.
Endvidere har vi i dag her i landet affald og andet
materiale fra 40 års drift af nukleare anlæg og fra
gennemførelsen af forskningsprojekter, og en dekommissionering vil
indebære yderligere affaldsmængder. Dertil kommer radioaktivt
affald fra sundhedssektoren og industrien. Derfor er der behov for at
forholde sig til en permanent løsning for bortskaffelsen heraf. For at
kunne igangsætte en dekommissionering, er det ikke nødvendigt at
have en afklaring på spørgsmålet om slutdeponering af det
radioaktive affald. Men mange eksperter og de nukleare tilsynsmyndigheder har
peget på, at der er fordele for dekommissioneringen ved ikke at udskyde
beslutningen om at få afklaret rammerne for en håndtering og
deponering af det radioaktive affald.
Regeringen beder derfor også med fremsættelsen
om Folketingets tilslutning til samtidig med dekommissioneringen at kunne
påbegynde udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for et slutdepot for
lav- og mellemaktivt affald.
For en god ordens skyld skal bemærkes
følgende:
a) At det tidligere Forskningsudvalg og det nuværende Udvalg for
Videnskab, Teknologi og Udvikling for overskuelighedens skyld i det
følgende benævnes under ét som »Videnskabsudvalget«.
Tilsvarende benævnes det tidligere Forskningsministerium, IT- og
Forskningsministerium og det nuværende Ministerium for Videnskab,
Teknologi og Udvikling som »Videnskabsministeriet«. Endelig benævnes
det tidligere Indenrigsministerium og Sundhedsministerium som »Indenrigs- og
Sundhedsministeriet«.
b) At en oversigt over det i det følgende omtalte materiale er
angivet i vedlagte Bilag C, hvortil der generelt skal henvises.
2. Baggrund
I april 2000 blev DR3-reaktoren på Risø taget
ud af drift p.gr.a. mistanke om en utæthed. Da man allerede da vidste,
at DR3 p.gr.a. sin alder m.v. alligevel inden for få år ville
være udtjent, fandt man det hensigtsmæssigt samtidig at overveje
tidspunktet for en permanent nedlukning af alle de nukleare anlæg
på Risø.
En uafhængig tilstandsrapport viste, at der var
begyndende tæring i DR3-reaktoren. På baggrund heraf vurderede
Risøs bestyrelse, at udbyttet ved dens videre drift ikke ville
stå i rimeligt forhold til de nødvendige omkostninger til
vedligeholdelse af dens tekniske tilstand. Bestyrelsen besluttede derfor i
september 2000, at DR3 ikke ville blive genstartet.
Spørgsmålet om en dekommissionering af
anlæggene blev aktualiseret, da DR3-reaktoren er langt det
største af de nukleare anlæg, og da det derfor som en
følge af ovenstående beslutning ikke længere var
hensigtsmæssigt at opretholde driften af de øvrige nukleare
forskningsanlæg. I de løbende drøftelser om en mulig
forestående afvikling blev det anset for hensigtsmæssigt at
forberede udskillelsen af dekommissioneringsopgaven fra Risø til en
selvstændig virksomhed med egen ledelse. Dette ikke mindst for at sikre
adskillelsen af dekommissioneringsopgaven fra Risøs øvrige
fremadrettede forskningsaktiviteter.
I november 2000 tiltrådte Finansudvalget
således Akt 58 22/11 2000 om oprettelsen af virksomheden DD, som skulle
forberede en overdragelse af ansvaret for de nukleare anlæg fra
Risø til DD, herunder tilvejebringe dokumentation for, at virksomheden
havde de nødvendige kvalitative og kvantitative kompetencer og
ressourcer til at forestå afviklingen.
I marts 2001 offentliggjorde Risø en
udredningsrapport med beskrivelse af indholdet af en dekommissionering,
herunder alternative dekommissioneringsscenarier. Den 20. marts 2001 blev
rapporten (dansk sammenfatning) sendt til Videnskabsudvalget og Miljø-
og Planlægningsudvalget, og udvalgene blev samtidig orienteret om, at
der samme dag var blevet forelagt et aktstykke for Finansudvalget, jf. Akt
160 28/03 2001.
Risøs udredningsrapport var forinden
offentliggørelsen blevet underkastet en uafhængig international
peer review, hvor den var blevet positivt evalueret. Rapporten gav
således et godt grundlag for det videre analyse- og
planlægningsarbejde. Men det stod samtidig klart, at den ikke kunne
stå alene som beslutningsgrundlag for valg af en afviklingsprofil og en
ansvarsoverdragelse fra Risø til DD. Rapporten illustrerede
således behovet for bl.a. en yderligere detaljering af arbejdsopgaverne
i forbindelse med dekommissioneringen af både økonomisk og
processuel karakter. En række forhold måtte derfor belyses
yderligere.
Med Akt 160 28/03 2001 blev ansvarsoverdragelsen udskudt,
indtil disse forhold var afklaret. Samtidig blev de nukleare aktiviteter
udskilt i en særlig afdeling, Risø Dekommissionering, under
Risø med henblik på at fremme overdragelsen af det samlede
ansvar til DD. Det forudsattes samtidig, at der i foråret 2002 ville
blive fremsat et beslutningsforslag for Folketinget om bl.a. de overordnede
rammer for en dekommissionering. Det mellemliggende år skulle bruges
til at sikre et så robust beslutningsgrundlag som muligt, primært
ved en afklaring af de i Akt 160 28/03 2001 beskrevne forhold samt ved
igangsættelsen af en miljøvurdering af dekommissioneringen, jf.
også afsnit 12.
I forlængelse af Akt 160 28/03 2001 fortsattes
arbejdet med at afklare de nødvendige forhold. Videnskabsministeriet
nedsatte en udredningsgruppe, der skulle foretage en teoretisk udredning af
de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald (den
teoretiske depotudredning). Udredningen blev offentliggjort i januar
2002.
Af habilitetshensyn og for at sikre et så robust
beslutningsgrundlag som muligt blev det endvidere besluttet at antage en
uafhængig rådgiver for Videnskabsministeriet, der skulle vurdere
en række af de i Akt 160 28/03 2001 beskrevne forhold bl.a. ved en
vurdering af det af Risø/DD udarbejdede materiale.
Rådgivningsopgaven blev sendt i udbud, hvorefter en enstemmig
bedømmelseskomité pegede på et internationalt konsortium
bestående af COWI A/S, DEMEX Consulting Engineers A/S, NIS
Ingenieurgesellschaft mbH/RWE NUKEM-group, GOLDER Associates Europe Ltd. og
SYCON Energikonsult AB som det samlet set bedste bud.
I april 2002 afleverede COWI-konsortiet sine rapportudkast
med analyser af disse forhold til Videnskabsministeriet. På baggrund
heraf var det ministeriets og rådgivers vurdering, at udkastene burde
konsolideres, inden de dannede grundlag for den videre beslutningsproces. Den
24. april 2002 orienterede videnskabsministeren derfor Videnskabsudvalget,
Miljø- og Planlægningsudvalget og Finansudvalget om, at
beslutningsforslaget først ville blive forelagt for Folketinget i
samlingen 2002/03. Ministeren oplyste samtidig, at der i samarbejde med de
relevante aktører ville blive igangsat en proces, hvorefter udvalgene
ville modtage rådgivers endelige rapporter. Samtidig ville udvalgene
blive præsenteret for, hvad der skulle arbejdes videre med frem mod den
endelige forelæggelse for Folketinget.
Den 27. juni 2002 sendte videnskabsministeren
COWI-konsortiets endelige rapporter til de tre ovennævnte udvalg sammen
med en oversigt over de forhold, som rådgiver havde peget på
måtte afklares inden den endelige forelæggelse for Folketinget.
Rådgiver anbefalede i den forbindelse f.eks., at Risø/DD
udbyggede den strategiske planlægning for afviklingen. Endvidere blev
der peget på, at der inden en beslutning om endelig bortskaffelse af
det radioaktive affald bør udarbejdes en national strategi for
håndtering af radioaktivt affald, herunder definitionen af
acceptkriterier for dette affald. Rådgiver understregede samtidig
fordelene ved at klarlægge principperne for en sådan strategi
samtidig med dekommissioneringen.
For at sikre et så robust beslutningsgrundlag som
muligt nedsatte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeriet og
Videnskabsministeriet på den baggrund et tværministerielt udvalg,
der fik i opdrag at beskrive de retlige rammer m.v. for den umiddelbare
håndtering af det affald, herunder det radioaktive affald, som vil
fremkomme ved en dekommissionering af de nukleare anlæg på
Risø samt for etableringen af et dansk slutdepot for radioaktivt
affald (det tværministerielle udvalg vedrørende
affaldshåndtering). Udvalget afleverede primo oktober 2002 sin
redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren,
miljøministeren og videnskabsministeren.
I september 2002 afleverede Risø/DD sine
afsluttende rapporter til Videnskabsministeriet, foranlediget af
COWI-konsortiets anbefalinger. Rådgiver afleverede i samme måned
til ministeriet sin vurdering af dette materiale.
Parallelt med denne proces er der sket en returnering af
brugte brændselselementer fra DR3-reaktoren til USA, jf. Akt 274 04/09
2001. Disse brændselselementer blev brugt, mens DR3 var i drift, og
skulle løbende udskiftes. Returneringen har været omfattet af en
aftale med USA herom og var et led i de løbende nukleare aktiviteter
på Risø. Selv hvis de nukleare anlæg var i drift, ville
returnering skulle ske, og den måtte derfor ses adskilt fra processen i
forhold til en dekommissionering. Ved Akt 274 04/09 2001 tiltrådte
Finansudvalget, at Risø fremrykkede udgifterne til returneringen af
brændselselementerne, sådan at returnering kunne ske hurtigst
muligt. Dette er sket, da alle brændselselementer nu er returneret til
USA. Det betyder herefter, at der alene er bestrålet
reaktorbrændsel tilbage i DR1-reaktoren, jf. også afsnit 9.3,
samt de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel der er
indgået i et tidligere forskningsprojekt i Hot Cells, jf. også
Bilag A.
II Forhold vedrørende dekommissionering
3. Beskrivelse af de nukleare anlæg
Neden for skitseres de anlæg på Risø,
der er klassificeret som værende nukleare anlæg, og som vil
være omfattet af dekommissioneringsprojektet.
·
DR1-reaktoren
er en maksimalt 2 kW laveffekt reaktor, hvorfor den indeholdte aktivitet er
beskeden. Reaktoren blev taget i drift i 1957 og ud af drift i 2001.
·
DR2-reaktoren
er en 5 MW letvandsreaktor af »pool-typen«. Reaktoren blev taget i drift i
1959 og ud af drift i 1975, hvorefter den blev dekommissioneret til fase 2,
jf. også afsnit 7.
·
DR3-reaktoren
er en 10 MW tungtvandskølet reaktor. Til sammenligning er
Barsebäck 1-reaktoren på 1800 MW. DR3-reaktoren blev taget i drift
i 1960 og ud af drift i 2000.
·
Teknologihallen
er en bygning med faciliteter til fabrikation af brændselselementer for
DR3. Produktionen af brændselselementer ophørte, da DR3 blev
taget ud af drift.
·
Hot Cells er et
anlæg, der blev brugt til undersøgelser af eksperimentelt
bestrålet uranbrændsel m.v. Hot Cells var i brug i perioden 1964
- 1989, hvorefter dekommissionering af anlægget blev sat i gang.
Dekommissioneringen af Hot Cells er nu i fase 2, jf. også afsnit 7.
·
Behandlingsstationen for radioaktivt affald varetager
rensning af Risøs radioaktive spildevand samt pakning og komprimering
af alt fast radioaktivt affald fra forskningscentret samt fra øvrige
danske brugere af radioaktive isotoper. Det bemærkes, at også
Risøs lagerfaciliteter til midlertidig oplagring af dansk radioaktivt
affald hører under Behandlingsstationen.
Hertil skal tilføjes, at der bliver og fortsat vil
blive udført forskningsaktiviteter på Risø med brug af
radioaktivt materiale. Aktiviteterne adskiller sig ikke fra aktiviteter
på f.eks. hospitaler og universiteter m.v. I DD's levetid vil
virksomheden bistå Risø med affaldshåndtering samt
dekontaminering og friklassificering af de laboratorier, hvor sådanne
aktiviteter har fundet sted.
4. Nationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering
Det tværministerielle udvalg vedrørende
affaldshåndtering har bl.a. beskrevet de nuværende retlige rammer
for en dekommissionering af de nukleare anlæg på Risø, jf.
også afsnit 2. Udvalget fandt generelt, at den eksisterende danske
lovgivning er i overensstemmelse med internationale forpligtelser m.v., og at
der intet retligt er til hinder for at igangsætte
dekommissioneringen.
Den nukleare lovgivning omfatter følgende
love:
·
Lov nr. 170 af 16. maj
1962 om nukleare anlæg (atomanlægsloven).
·
Lov nr. 244 af 12. maj
1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved
atomanlæg m.v. (atomanlægssikkerhedsloven). Loven er dog kun
delvis sat i kraft.
·
Lov nr. 94 af 31.
marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer (radioaktivitetsloven).
·
Lov nr. 332 af 19.
juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).
Der er derudover i medfør af ovenstående love
udstedt en række bekendtgørelser af relevans for
dekommissioneringen.
Tilsynet med de nukleare anlæg ligger hos de
nukleare tilsynsmyndigheder. Disse myndigheder er således ansvarlige
for udarbejdelsen af de regler og betingelser, under hvilke Risø/DD
kan udføre sin virksomhed; bl.a. skal myndighederne på baggrund
af en konkret ansøgning godkende overdragelsen af ansvaret for de
nukleare anlæg fra Risø til DD. En sådan ansøgning
er betinget af Folketingets stillingtagen til beslutningsforslaget. Endvidere
vil udførelsen af den faktiske dekommissionering være betinget
af løbende myndighedsgodkendelse, jf. også afsnit 8.
Omkring miljølovgivningen har udvalget tilsluttet
sig, at dekommissioneringen er omfattet af VVM-pligt. For yderligere
beskrivelse af denne lovgivning henvises til afsnit 12.
5. Internationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering
Dekommissioneringen af de nukleare anlæg på
Risø skal naturligvis ske inden for rammerne af eksisterende
internationale forpligtelser. Det nukleare område er reguleret i en
række internationale fora og er også genstand for forskellige
internationale anbefalinger m.v. Om end sidstnævnte ikke i retlig
forstand er bindende, har både Risø/DD og COWI-konsortiet
understreget betydningen af en efterlevelse af de internationale principper.
Neden for er herefter givet eksempler på centrale
internationale forpligtelser og anbefalinger af relevans for
dekommissioneringen.
5.1. I regi af EU
Traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Atomenergifællesskab (EURATOM)
EURATOM-traktaten trådte i kraft i 1958 på
et tidspunkt, hvor den fredelige udnyttelse af nuklear energi stod
højt på den internationale dagsorden. Ønsket var bl.a. at
sikre grundlæggende normer inden for f.eks. sundhedskontrol. Det har
f.eks. givet sig udslag i notifikationsproceduren i traktatens artikel 37.1) I medfør heraf
skal hver medlemsstat forsyne EU-kommissionen med alle almindelige
oplysninger vedrørende planer om bortskaffelse af radioaktivt spild i
enhver form, for at man kan vurdere enhver plans eventuelle indvirkning
på en anden medlemsstats territorium. Redegørelsen skal
således bl.a. indeholde vurderinger af strålingsdoserne til den
nærmeste befolkning i et naboland fra forventede driftsudslip af
radioaktive stoffer til atmosfæren.
Statens Institut for Strålehygiejne under
Sundhedsstyrelsen har i Danmark ansvaret for udarbejdelsen af
ovennævnte artikel 37-redegørelse. En redegørelse
forventes sendt til EU-kommissionen primo 2003.
Rådsdirektiv 96/29/EURATOM om fastsættelse af
befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med
ioniserende stråling (strålingsbeskyttelsesdirektivet)
EURATOM-traktaten forudsætter, at man udsteder
yderligere retsakter som udbygning af traktatens grundlæggende
principper. EU udsteder derfor direktiver, som udarbejdes med støtte i
anbefalinger fra Den Internationale Kommission for Strålingsbeskyttelse
(ICRP) og Den Internationale Kommission for Strålingsenheder og
Målinger (ICRU) - to uafhængige ekspertkommissioner - senest ved
ovennævnte strålingsbeskyttelsesdirektiv. Direktivet er i Danmark
blevet implementeret bl.a. ved Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr.
823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stoffer og
Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 192 af 2. april
2002 om undtagelsesregler fra lov om brug m.v. af radioaktive stoffer.
EU-kommissionens forslag til fællesordning for nuklear
sikkerhed og forsyningssikkerhed (COM 2002, med bilag)
EU-kommissionen vedtog d. 6. november 2002 en
meddelelse indeholdende foranstaltninger inden for rammerne af
EURATOM-traktaten, som sigter mod gennemføre en
fællesskabsordning for nuklear sikkerhed og styrkelse af
forsyningssikkerheden. Meddelelsen ventes bl.a. ledsaget af to direktivudkast
om sikkerhed og håndtering af radioaktivt affald. Der er endnu ikke
tale om officielle forslag fra EU-kommissionen til Rådet. Materialet
kan i sin nuværende form findes på
http://europa.eu.int/comm/energy/nuclear/
new_package.htm
De to udkast til direktivforslag er baseret på
EURATOM-traktatens artikel 31. I denne artikel er det fastsat, at
kommissionen udarbejder grundlæggende normer for
strålingsbeskyttelse, efter indstilling fra en gruppe personer udpeget
af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg blandt medlemsstaternes
videnskabelige eksperter og efter udtalelse fra Det Økonomiske og
Sociale Udvalg. Når forslagene er forelagt Rådet, vedtager
Rådet normerne med kvalificeret flertal efter høring af
Europa-Parlamentet. Der er således kun tale om udkast til direktiver,
som kan ændres meget under behandlingen i EU.
Meddelelsen og udkastene til direktivforslag omhandler som
nævnt bl.a. sikkerheden i nukleare anlæg i drift eller under
dekommissionering samt håndtering af radioaktivt affald. Det kan derfor
ikke udelukkes, at en vedtagelse af direktivforslag på dette
område kan have relevans for dekommissioneringen af de nukleare
anlæg på Risø. En analyse baseret på disse meget
tidlige udkast til direktiver i relation til den konkrete sag viser
imidlertid, at der gennemgående er tale om videreførelse af
internationalt anerkendte principper for nuklear sikkerhed. Principper, som
projektet under alle omstændigheder forudsættes gennemført
med respekt af. De af kommissionen anførte tidsfrister for udformning
og geografisk placering af slutdepoter virker umiddelbart meget stramme, men
i og med at der alene er tale om et meget tidligt første udkast fra
kommissionen, kan ændringer forekomme.
Generelt må det understreges, at ovennævnte
vurderinger baserer sig på det foreliggende grundlag fra kommissionen,
og at behandlingen i EU-systemet af udkastene til direktivforslag kan
medføre ændringer heri. Regeringen vil løbende orientere
Folketinget om behandlingen.
I det omfang de eventuelle vedtagne direktiver skulle vise
sig at indeholde mindre strenge sikkerhedskrav end det i forhold til
dekommissioneringen af de nukleare anlæg på Risø
forudsatte, er det dog - med den viden man har i dag - regeringens holdning,
at de højere sikkerhedsnormer naturligvis fortsat vil blive lagt til
grund.
5.2. I regi af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA)
Safety Standards m.v.
Som en uafhængig organisation under FN blev IAEA
i medfør af Artikel III i sin statut, med ikrafttræden i 1957,
beføjet til at udarbejde vejledende standarder for beskyttelse mod
ioniserende stråling samt til at overvåge brugen af disse
standarder ved den fredelige udnyttelse af nuklear energi. IAEA udarbejder
også retningslinier og anbefalinger for dekommissionering af nukleare
anlæg i form af såkaldte Safety Guides, f.eks. Safety Guide om
'Decommissioning of Nuclear Power Plants and Research Reactors, 1997.
Ovennævnte retningslinier vil indgå i både den kommende
detailplanlægning og ved udførelsen af den faktiske
dekommissionering.
6. Internationale erfaringer med dekommissionering af nukleare
anlæg
Ifølge en opgørelse fra IAEA var der i april
1997 på verdensplan mere end 70 civile kernekraftanlæg, som var
under dekommissionering i større eller mindre grad. Hertil kommer
bl.a. et stort antal forskningsreaktorer og tilknyttede laboratorier. I lyset
af den unikke karakter af en dekommissionering her i landet har
Risø/DD i sit udredningsarbejde benyttet sig af de eksisterende
internationale erfaringer. Tilsvarende har COWI-konsortiet i sin vurdering af
dette arbejde kunnet benytte sig af den internationale ekspertise, som
indgår i konsortiet.
Det er vanskeligt at konkludere endegyldigt på
foretrukne strategier for dekommissionering i udlandet. De nukleare
anlæg er af vidt forskellig karakter, og forholdene varierer meget fra
land til land. En strategi for et land med mange nukleare anlæg og
fortsatte nukleare aktiviteter vil ikke nødvendigvis være den
mest hensigtsmæssige i et land med kun få anlæg, der
står foran en afvikling.
Neden for er kort skitseret forholdene i nogle af de
lande, hvorfra det har været mest nærliggende at indhente
erfaringer.
6.1. Storbritannien
United Kingdom Atomic Energy Authority (UKAEA) som
oprindeligt stod for både det militære og civile nukleare program
har nu ansvaret for dekommissionering af et stort antal
forsøgsreaktorer og mindre prototypereaktorer samt laboratorier, hvor
der har været arbejdet med radioaktive materialer. I alt regner man med
at skulle dekommissionere 150 bygninger.
Af særlig interesse for de nukleare anlæg
på Risø har været to reaktorer på
forsøgsanlægget Harwell og én på anlægget
Dounreay i Skotland. Disse tre reaktorer er af samme type som DR3-reaktoren
på Risø. Da de to førstnævnte allerede har
undergået den første fase af dekommissionering, jf. også
afsnit 7, har Risø i sit udredningsarbejde benyttet sig af
erfaringerne herfra.
6.2. Sverige
I Sverige har man i begyndelsen af 1980'erne
dekommissioneret en forsøgsreaktor med en 100 gange lavere effekt end
DR3-reaktoren på Risø. Risø/DD har vurderet, at dette
forløb vil give erfaringer for en dekommissionering af de nukleare
anlæg på Risø. Derudover er Barcebäck 1-reaktoren
på nuværende tidspunkt i en hvileposition.
6.3. Tyskland
Anlægget Niederaichbach er den første
større kraftreaktor på verdensplan, der blev dekommissioneret
til såkaldt 'ubegrænset brug af området', jf. også
afsnit 7. Projektet blev afsluttet i 1995. Herudover pågår i
øjeblikket dekommissioneringsprojekter for 10-15 egentlige
kraftreaktorer eller større forsøgsreaktorer, herunder
reaktorerne på de tidligere østtyske kraftværker
Rheinsberg og Greifswald. Desuden gennemføres/er der gennemført
dekommissionering af et stort antal mindre forsøgsreaktorer og
laboratorier, f.eks. på forskningscentret i Karlsruhe.
6.4. USA
Over 70 kraft- og forsøgsreaktorer er taget ud af
drift i USA. 3 egentlige kraftreaktorer er undergået en komplet
dekommissionering. 9 kraftreaktorer er anbragt i såkaldt 'safe storage'
for kortere eller længere tid, f.eks. med henblik på at afvente
nedlukning af andre nukleare anlæg på samme plads.
Dekommissionering af bl.a. de tre oven for nævnte reaktorer har givet
anledning til udvikling af udstyr og metoder til dekommissionering, som
Risø/DD forventer, at der kan drages nytte af ved en dekommissionering
af de nukleare anlæg på Risø.
7. Overordnet strategi for en dekommissionering af nukleare
anlæg, herunder mulige scenarier
IAEA definerede i 1975 en dekommissionering ud fra 3 faser
for at sikre en international sammenhæng i
dekommissioneringsaktiviteter. Det bemærkes, at det i princippet ikke
er nødvendigt at gennemføre alle 3 faser.
Risø/DD har siden beslutningen om ikke at genoptage
driften af de nukleare anlæg arbejdet ud fra en forudsætning om
at gennemføre en dekommissionering baseret på en overordnet
strategi svarende til IAEA's internationalt anerkendte definition. I
overensstemmelse hermed har Risø/DD beskrevet den overordnede strategi
som faldende i følgende 3 faser:
·
Fase 1: Opbevaring
under opsyn - dekontaminering af radioaktivt forurenede overflader;
dræning, afbrydelse af driftssystemer m.v. Reaktorbrændsel
fjernes.
·
Fase 2:
Begrænset brug af området fjernelse eller dekontaminering af
alt udstyr og alle bygninger, som er lette at nedrive. I reaktorer: lukning
af det biologiske skjold. Anlæggene vil stadig skulle være under
overvågning.
·
Fase 3:
Ubegrænset brug af området ('bar mark') fjernelse af alle
bygninger og alt udstyr, som ikke kan dekontamineres til et niveau, der
opfylder gældende regler for frigivelse. Tilbageværende
bygninger/anlægsdele samt området kan herefter frigives uden
restriktioner f.s.v.a. rest-radioaktiviteten.
Inden for ovennævnte strategi er forskellige
scenarier mulige, der primært varierer i tidsmæssig
udstrækning (i forhold til køletiden for DR3-reaktoren). De
mulige scenarier er udvalgt på baggrund af bl.a. halveringstider for de
radioaktive isotoper i de nukleare anlæg.
For at belyse sagen bedst muligt er der blevet lagt
vægt på at inddrage et bredt spektrum af scenarier, og for at
identificere det foretrukne alternativ har Risø/DD og COWI-konsortiet
samlet set taget udgangspunkt i forskellige scenarier inden for en ramme af
umiddelbar dekommissionering ned til ubegrænset brug af området
(dertil kommer vurdering af eventuelle alternativer til dekommissionering,
jf. også generelt afsnit 9). Herefter er visse scenarier vurderet
nærmere med henblik på en afvejning af de relevante kriterier.
Først på baggrund af en samlet afvejning, er det foretrukne
scenario for en dekommissionering af de nukleare anlæg på
Risø identificeret, jf. også afsnit 8.
Følgende scenarier er herefter i alt overordnet
vurderet af Risø/DD og COWI-konsortiet:
1. Dekommissionering fuldført hurtigst muligt, ca. 11-20
års varighed. For nærmere beskrivelse af dette scenario henvises
til afsnit 8.
2. Dekommissionering fuldført på ca. 35 år, jf.
nedenfor.
3. Dekommissionering fuldført på ca. 50 år, jf.
nedenfor.
4. Dekommissionering fuldført på ca. 85 år, jf.
nedenfor.
Det bemærkes, at den tidsmæssige
udstrækning i de ovennævnte scenarier baserer sig på en
forskellig køletid for DR3-rektoren. Køletiden har betydning
for mængden af radioaktivitet inde i reaktoren.
Scenarierne 1. - 3. er reelt varianter af samme
overordnede scenario, alene varierende i forhold til den tidshorisont, man
vælger at udstrække opgaven over. Risø/DD og
COWI-konsortiet har vurderet, at for alle tres vedkommende vil det biologiske
skjold og de indre dele af reaktorkernen skulle fjernes med hel eller delvis
brug af fjernbetjent udstyr (robotarme m.v.). Tilsvarende har Risø/DD
og COWI-konsortiet vurderet, at der ikke vil være større
miljømæssige forskelle, uanset hvilket alternativ der
måtte vælges, jf. også afsnit 13.4. Samme vurdering er
anført i den VVM-redegørelse for dekommissioneringen, som er
blevet udarbejdet i regi af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) som
regionplanmyndighed, jf. også afsnit 12.
F.s.v.a. scenario nr. 4. henvises til det neden for
beskrevne.
Der fandtes således ikke at være
udslagsgivende tekniske, sikkerheds- og miljømæssige forskelle i
varianterne 1. - 3. Samme konklusion drages i VVM-redegørelsen for
dekommissioneringen, jf. også afsnit 12. Risø/DD og
COWI-konsortiet vurderede på baggrund heraf, at en mere
tilbundsgående vurdering af nr. 1 og nr. 3. ville være
tilstrækkelig i forhold til en indsnævring af det oprindelige
spektrum.
Med hensyn til det alt i alt længste scenario
på 85 år, jf. scenario nr. 4., forudsætter det
ifølge COWI-konsortiet en så lang køletid for DR3, at det
biologiske skjold og de indre dele af reaktorkernen i modsætning til de
øvrige alternativer stort set ville kunne fjernes uden brug af
kostbart fjernbetjent udstyr. Dette fordi radioaktiviteten i reaktoren
på det tidspunkt vil være aftaget i tilstrækkelig grad.
COWI-konsortiet vurderede således, at også dette scenario burde
belyses nærmere ud fra en forventning om eventuel besparelse ved
dekommissioneringen af DR3.
En nøjere vurdering blev herefter foretaget af
følgende scenarier:
1. Dekommissionering fuldført hurtigst muligt, ca. 11-20
års varighed.
2. Dekommissionering fuldført på ca. 50 år.
3. Dekommissionering fuldført på ca. 85 år.
COWI-konsortiet var herefter generelt enig i
Risø/DD's vurdering af, at de samlede omkostninger (i faste priser)
for en dekommissionering vil stige i takt med dens planlagte
udstrækning, idet det dog tilføjes, at en omregning af
omkostningerne i faste priser til en nutidsværdi generelt peger
på, at omkostningerne målt i nutidsværdi vil falde jo
senere i forløbet de afholdes, jo længere det samlede
forløb bliver og jo højere rentefod, der lægges til grund
for beregningen, jf. også afsnit 11.
Endvidere har COWI-konsortiet f.s.v.a. 85-års
scenariet søgt at vurdere de eventuelle økonomiske fordele ved,
at de mest radioaktive dele af DR3-reaktoren stort set ville kunne fjernes
manuelt, jf. ovenfor. Rådgiver har imidlertid vurderet, at selv om
dette vil give en isoleret besparelse, betyder de årlige merudgifter
til bl.a. overvågning af de nukleare anlæg, at totaludgifterne (i
faste priser) samlet set bliver større end ved de øvrige
scenarier. Hertil kommer Risø/DD's vurdering af, at man ikke på
det foreliggende grundlag kan sandsynliggøre, at den faktiske
eksponering for strålingsdoser ved en nedtagning af anlæggene vil
være lavere ved det lange scenario.
8. Anbefaling af dekommissioneringsstrategi i koncept og tid
På baggrund af en samlet vurdering af relevante
kriterier, jf. også afsnit 7, har både Risø/DD og
COWI-konsortiet anbefalet, at de nukleare anlæg dekommissioneres ned
til ubegrænset brug af området inden for en kortest mulig
tidshorisont, idet de ikke har fundet udslagsgivende fordele ved at lade de
nukleare anlæg stå i f.eks. 40 år, før opgaven
fuldendes. Begge parter har ved anbefalingen heraf naturligvis forudsat, at
dekommissioneringen vil blive gennemført under hensyntagen til
såvel sikkerheds- og miljømæssige forhold som til et
princip om bedst mulig forvaltning af offentlige midler.
Tidsrammen er ikke mindst blevet dikteret af to
overordnede modsatrettede hensyn, som er afvejet over for hinanden. På
den ene side en passende køletid for DR3-reaktoren (af betydning for
aktivitetsniveauet, herunder også for de nødvendige
arbejdsoperationer), og på den anden side den bedst mulige udnyttelse
af den eksisterende ekspertise og arbejdskraft på Risø.
Som ved en udskudt dekommissionering, jf. også
afsnit 9.3, indebærer en lang tidshorisont et tab af de medarbejdere,
som har et unikt kendskab til de nukleare anlægs opbygning og funktion.
Risø/DD har understreget betydningen af at kunne benytte sig af
personale med et indgående kendskab til de konkrete anlæg ved
dekommissioneringen, og COWI-konsortiet har kunnet tilslutte sig synspunktet.
Vigtigheden heraf er også understreget i IAEA's 'Joint Convention on
the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste
Management’ (Affaldskonventionen), tiltrådt af Danmark i 1998,
hvor det i artikel 26 er anført, at: »Each Contracting Party shall
take the appropriate steps to ensure the safety of decommissioning Such steps
shall ensure that qualified staff and adequate financial resources are
available«.
Dette behov har været et bestemmende hovedhensyn for
Risø/DD's indstilling om, at dekommissioneringen sættes i gang
hurtigst muligt inden for en kortest mulig tidshorisont. En indstilling, som
støttes af både COWI-konsortiet og i VVM-redegørelsen,
jf. også afsnit 12. De nukleare tilsynsmyndigheder har ligeledes
tilkendegivet, at de kan tilslutte sig dette hovedhensyn.
Regeringen har på baggrund af ovenstående
tiltrådt indstillingen. En motiverende faktor har også
været ønsket om at leve op til det internationale princip om, at
hver generation bør »rydde op« efter sig selv, jf. også afsnit
9.3.
Omkring den konkrete tidsramme i det kortest mulige
scenario for en dekommissionering fremhæves det, at Risø/DD
oprindeligt vurderede, at der ville blive tale om en afvikling over 20
år, idet man dog tog forbehold for, at en detailanalyse kunne reducere
varigheden af afviklingen. COWI-konsortiet har herefter i sin konsolidering
lagt til grund, at en kortest mulig tidshorisont snarere lå på
afvikling inden for 11 år. Der er tale om to yderpunkter, inden for
hvilke en dekommissionering hurtigst muligt kan gennemføres.
Angivelse af en mere præcis tidsramme er p.t.
forbundet med nogen usikkerhed, da en række faktorer kan påvirke
det kortsigtede dekommissioneringsforløb. Der bedes alene om
Folketingets tilslutning til, at en dekommissionering kan fremmes inden for
rammerne af det givne scenario. Når sådant samtykke foreligger,
skal de nukleare tilsynsmyndigheder godkende, at ansvaret for de nukleare
anlæg overdrages fra Risø til DD, hvorefter de samme myndigheder
skal godkende en overordnet plan for dekommissioneringsprojektet.
Først herefter kan egentlig detailplanlægning og projektering
finde sted. Deri ligger også, at en detaljeret kontraheringsstrategi
først på det tidspunkt kan fastlægges og implementeres.
Før der er klarhed over antallet og omfanget af kontraktpakker, vil
det være usikkert at konkludere endegyldigt på antal år
over hvilke, dekommissioneringen må udstrækkes. Ethvert udbud
på baggrund af procedurerne i de almindelige udbudsregler må
således forventes at være relativt tidskrævende.
Også sikkerhedsmæssige aspekter vil have
betydning for den konkrete tidshorisont for dekommissioneringen. Ved
Folketingets tilslutning til at dekommissioneringen kan fremmes, vil der
være givet samtykke til, at DD under forudsætning af de nukleare
tilsynsmyndigheders godkendelse af ansvarsoverdragelsen fra Risø til
DD kan udføre den nødvendige detailplanlægning og
projektering for de enkelte delprojekter. Selve implementeringen af hvert
delprojekt vil ikke blive igangsat, før tilsynsmyndighederne på
baggrund af en konkret ansøgning har givet deres godkendelse dertil.
Ansøgningen vil udmøntes i tilsynsmyndighedernes udstedelse af
nye Betingelser for Drift og Dekommissionering for DD, hvori der bl.a. vil
blive fastsat niveauer for friklassificering af det radioaktive affald,
sådan at det afklares, hvilket affald der kan frigives, og dermed ikke
skal anbringes i et slutdepot for radioaktivt affald, jf. også generelt
afsnit III. Det bemærkes, at det friklassificerede affald kan
håndteres efter Miljøministeriets gældende regler for
konventionelt (dvs. ikke-radioaktivt) affald. Den nødvendige
behandlingstid hos de nukleare tilsynsmyndigheder vil naturligvis bero
på karakteren og omfanget af den indgivne ansøgning, og
ansøgning kan ikke indgives, før samtykke til en
dekommissionering inden for den nærmere angivne ramme er givet, og
ansvarsoverdragelsen fra Risø til DD kan blive en realitet.
Den konkrete planlægning og projektering vil ud over
ovennævnte forhold blive baseret på, at projektet
gennemføres både miljø- og sikkerhedsmæssigt fuldt
forsvarligt og økonomisk mest fordelagtigt.
9. Alternativer til en dekommissionering
For at sikre et så robust beslutningsgrundlag som
muligt fandt Videnskabsministeriet det vigtigt også at få belyst
eventuelle alternativer til en dekommissionering, herunder få vurderet
fordele og ulemper ved disse. Risø/DD og COWI-konsortiet har på
den baggrund vurderet nedenstående alternativer, som dog alle
frarådes.
9.1. Deponering på stedet ('entombment')
Ved en deponering på stedet udfyldes de radioaktive
dele af de nukleare anlæg med f.eks. beton, hvorefter der sker en
indkapsling i beton. Derefter fjernes de uden om liggende bygninger.
Anlæggene omdannes derved reelt til slutdepoter for lav- og
mellemaktivt affald. Der er kun begrænsede internationale erfaringer
med en sådan løsning. Risø/DD har beskrevet, at modellen
indtil nu kun er brugt på tre små demonstrationsreaktorer i USA,
to militære u-båds-reaktorer i Estland og i nogen grad den
uheldsramte Tjernobyl-reaktor i Ukraine.
Modellen har den fordel, at man ved den samtidige
kombination af delvis dekommissionering og deponering kan forvente store
besparelser. Samtidig udsættes personalet for mindre
strålingsdoser i og med, at man ikke fjerner de radioaktive systemer i
anlæggene, f.eks. de indre stærkt aktive konstruktioner i
DR3.
Ikke desto mindre er deponering på stedet en
løsningsmodel, som frarådes af både Risø/DD,
COWI-konsortiet og i VVM-redegørelsen, jf. også afsnit 12. I
sagens natur har man ikke mulighed for at optimere udformningen og lave
komplette undersøgelser. Der er også risiko for, at de
indkapslede anlæg senere p.gr.a. sikkerheds- og
miljømæssige forhold må fjernes.
De nukleare tilsynsmyndigheder har tilkendegivet, at
deponering på stedet efter deres opfattelse kræver den samme
afklaring af og politiske stillingtagen til alle relevante forhold som
beskrevet i afsnit III for et egentligt slutdepot for lav- og mellemaktivt
affald. Tilsynsmyndighederne har endvidere peget på, at man med et
sådant løsningsforslag ikke nødvendigvis kan forvente, at
det vil være muligt på et senere tidspunkt at dokumentere
på samme måde som for et egentligt nyt slutdepot, at »depotet
på stedet« lever op til de på daværende tidspunkt fastsatte
generelle principper for og krav til et slutdepot.
9.2. Omdannelse af de nukleare anlæg til museum
DR3-reaktoren, som er det for offentligheden forventeligt
mest interessante anlæg, er samtidig den til museumsvirksomhed mindst
egnede; dels p.gr.a. dens opbygning, og dels fordi de forskellige systemer
inde i anlægget indeholder store mængder radioaktivitet.
Før man kunne påbegynde indretningen af et museum i DR3, ville
man derfor alligevel skulle gennemføre fase 1 og 2 af en
dekommissionering, jf. også afsnit 7. Både Risø/DD,
COWI-konsortiet og VVM-redegørelsen har konkluderet, at en indretning
af de nukleare anlæg til museumsvirksomhed således under alle
omstændigheder vil forudsætte, at man forinden gennemfører
en næsten komplet dekommissionering. De nukleare tilsynsmyndigheder har
ligeledes givet udtryk for, at de næppe ville give tilladelse til
offentlig adgang til anlæggene, så længe arealerne ikke var
frigivet til ubegrænset brug.
En indretning af de nukleare anlæg til museum er
derfor ikke et alternativ til dekommissionering. For det første skal
radioaktiviteten fjernes, inden offentligheden kan få adgang til
anlæggene. Det betyder, at man alligevel ikke undgår mange af de
udgiftstunge poster ved en dekommissionering. For det andet skal man stadig
afvikle de nukleare anlæg, der ikke indgår i et museum. Dette
p.gr.a. de sikkerhedsmæssige krav, der nødvendigvis må
stilles ved en offentlig adgang (f.eks. et helt fundamentalt krav om, at
offentligheden ikke må kunne komme i berøring med radioaktivt
materiale). For det tredje vil der også fremover i hvert fald i en
årrække i og med Behandlingsstationen være et nukleart
anlæg i drift på Risøs arealer hvilket betyder, at hvis
offentligheden skulle have adgang til arealer, hvor der i umiddelbar
nærhed er et sådant anlæg i drift, ville det kræve en
revurdering af hele filosofien for adgang til Risø-området; en
filosofi, hvis sigte naturligt er at holde radioaktivitet og befolkning
adskilt. For det fjerde bør der stadig foreligge en plan for
nedtagning også af det/de anlæg, der indrettes til et museum. For
det femte må man fortsat finde en løsning for deponering af det
eksisterende radioaktive affald.
For en god ordens skyld skal det endelig bemærkes,
at hensynet til bevaring for eftertiden af reminiscenser fra den nukleare
æra i Danmark kan varetages på anden vis end ved etableringen af
et museum på Risø. F.eks. har Stenomuseet i Aarhus udtrykt
interesse for at overtage kontrolinstrumenteringen fra DR1.
9.3. Udskudt dekommissionering
Ved en udskudt dekommissionering skal her forstås,
at påbegyndelsen af dekommissionering udskydes på ubestemt tid,
og hvor man samtidig beslutter i videst muligt omfang at lade de
nukleare anlæg stå, som de er. Risø/DD har vurderet, at
udskudt dekommissionering vil have visse fordele i forhold til en umiddelbar
dekommissionering. I DR3's tilfælde vil radioaktiviteten efter en meget
lang tidsperiode være reduceret i en sådan grad, at nedtagningen
i langt mindre omfang end ved umiddelbar dekommissionering må
udføres med fjernbetjent udstyr, med en reduktion af
nedtagningsudgifterne (i faste priser) til følge. F.s.v.a. DR2- og
DR1-reaktoren (efter at reaktorkernen er fjernet) er aktivitetsniveauerne
allerede nu så lave, at nedbrydning er ret ukompliceret, og en udskudt
dekommissionering vil derfor ifølge Risø/DD ikke have den store
betydning for nedtagningsudgifterne (i faste priser). Det skal dog
tilføjes, at en omregning af omkostningerne i faste priser til en
nutidsværdi generelt peger på, at omkostningerne målt i
nutidsværdi vil falde jo senere i forløbet de afholdes, jo
længere det samlede forløb bliver og jo højere rentefod,
der lægges til grund for beregningen, jf. også afsnit 11.
Tilsvarende hjælper det ikke at vente med Hot Cells, da der her er tale
om væsentlige mængder langlivede isotoper, som ikke forsvinder i
løbet af f.eks. 100 år.
Ved en udskudt dekommissionering vurderer Risø/DD
videre, at mængden af radioaktivt affald kan forventes noget reduceret
for nogle af anlæggene. Det er ikke muligt i dag nærmere at
opgøre en eventuel reduktion, da dette bl.a. beror på
fastsættelsen af kriterier og praksis for friklassificering i regi af
de nukleare tilsynsmyndigheder. Det står dog klart, at f.eks.
affaldsmængden for Hot Cells ikke reduceres ved at udskyde en
dekommissionering p.gr.a. de lange halveringstider, jf. ovenfor.
Risø/DD har endvidere oplyst, at det ikke kan
udelukkes, at udskudt dekommissionering kan nedsætte
strålingsdoserne ved nedtagning af de nukleare anlæg. Dette er
dog behæftet med usikkerhed. Der kan ikke blot sættes lighedstegn
mellem et lavere radioaktivitetsniveau (strålingsniveau) og tilsvarende
lavere doser, som personalet modtager. Doserne beror således også
på de metoder, der anvendes, f.eks. fjernbetjent udstyr over for manuel
nedtagning.
Risø/DD har påpeget, at ulemperne ved en
udskudt dekommissionering synes at være ganske omfattende. Denne
vurdering er også anført i VVM-redegørelsen. Ved at
vælge denne model kan man kritiseres for ikke at overholde det
internationale princip om, at hver generation bør »rydde op« efter sig
selv, jf. 'Rio Declaration on Environment and Development', 1992, principle
4: » environmental protection shall constitute an integral part of the
development process and cannot be considered in isolation from it«.
Risø/DD har også anført, at udskudt
dekommissionering betyder et tab af de medarbejdere, som har et unikt
kendskab til de nukleare anlægs opbygning og funktion. Dette er
også vurderingen i VVM-redegørelsen, jf. også afsnit 12 og
tilkendegivet af de nukleare tilsynsmyndigheder. Såvel Risø/DD
som COWI-konsortiet har generelt peget på, at en vigtig
forudsætning for gennemførelsen af dekommissionering ud over
specialviden om strålingssikkerhed, sikkerhed ved radioaktivt affald
m.v. også vil være et indgående kendskab til de konkrete
nukleare anlæg. Udskydes den faktiske dekommissionering på
ubestemt tid, vil så godt som ingen viden om de nukleare anlæg
på Risø være til rådighed. Dette fordi
dekommissioneringen i Danmark er en unik og enkeltstående opgave, da
vores nukleare aktiviteter stort set ophører med nedlukningen af de
nukleare anlæg på Risø. Det er derfor næppe
sandsynligt, at man her i landet kan få uddannet nye eksperter med
kendskab til de nationale anlæg. Situationen herhjemme er således
også anderledes fra lande med mange nukleare anlæg og
pågående nukleare aktiviteter, hvor en beslutning om at vente med
at dekommissionere et bestemt anlæg ikke indebærer et tilsvarende
videntab.
Risø/DD og COWI-konsortiet har endvidere
understreget, at man ikke ved at beslutte sig for en udskudt
dekommissionering blot kan vælge at lade de nukleare anlæg
stå, som de er 'med en hængelås om'. Når
anlæggene ikke længere er i drift, er det nødvendigt at
bringe dem i en tilstand, hvor de sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan
blive stående. F.eks. skal reaktorbrændsel (i DR1's
tilfælde, jf. også afsnit 2) og unødvendigt udstyr og
kredsløb fjernes, ekstra beskyttelsesforanstaltninger etableres hvor
nødvendigt, åbninger til reaktoren forsegles m.v. Dette skal
gøres uanset, om anlæggene efterfølgende nedtages eller
ej.
Derefter må der tages yderligere foranstaltninger.
Anlæggene og de dertil hørende bygninger skal overvåges og
i begrænset omfang vedligeholdes indtil en nedtagning, og der skal ske
en løbende kontrol, herunder kontrol af radioaktivitetsniveauet.
Udskudt dekommissionering vil også være forbundet med et krav til
særligt vedligehold af f.eks. reaktorkraner. I modsat fald skal der
forud for nedtagning investeres i nye kraner. Også el- og
vandforsyningen må løbende vedligeholdes. For at undgå
farlig tæring må man sikre de nødvendige
udluftningsfaciliteter, fugtighedskontrol og opvarmning. Med jævne
mellemrum (forventeligt ca. hvert 20. år) skal der ske en
gennemgribende renovering af anlæggene/bygningerne.
Endelig har de nukleare tilsynsmyndigheder med hensyn til
en udskudt dekommissionering tilkendegivet, at dette forudsætter en
godkendelse fra tilsynsmyndighederne på baggrund af en
ansøgning, der dokumenterer, at Risø/DD i hele
udskydelsesperioden kan sikre den nødvendige sikkerheds- og
miljømæssige forsvarlige tilstand på de nukleare
anlæg.
10. Organisation af den selvstændige virksomhed Dansk
Dekommissionering
Virksomheden DD blev ved Akt 58 22/11 2000, jf. også
afsnit 2, i første omgang oprettet som en direktion med
sekretærbistand. Ved Akt 160 28/03 2001 blev Risøs nukleare
aktiviteter udskilt i en særlig afdeling, Risø Dekommissionering
(RD), under Risø med henblik på at fremme overdragelsen af de
samlede afviklingsaktiviteter til DD.
I forlængelse af en beslutning om at fremme en
dekommissionering vil ansvaret for de nukleare anlæg blive overdraget
fra Risø til DD (under forudsætning af godkendelse fra de
nukleare tilsynsmyndigheder). Samtidig vil RD blive endeligt udskilt fra
Risø og indgå i DD, som herefter etableres som en
selvstændig virksomhed under Videnskabsministeriet. DD får som
anlægsindehaver ansvaret for at planlægge og forestå
dekommissioneringen af de nukleare anlæg og vil tillige have ansvaret
for behandling og midlertidig lagring af alt radioaktivt affald i
Danmark.
Der er udarbejdet en ansøgning om den
fornødne ansvarsoverdragelse. Ansøgningen kan behandles af de
nukleare tilsynsmyndigheder med henblik på deres godkendelse, hvis
Folketinget giver sit samtykke til beslutningsforslaget. Indtil
dekommissioneringen af de enkelte anlæg er afsluttet, vil der
også være en pligt til at vedligeholde og overvåge de
nukleare anlæg. DD vil være ansvarlig herfor over for de nukleare
tilsynsmyndigheder.
Der vil til virksomheden være knyttet en række
stabs- og støttefunktioner. DD adskiller sig fra øvrige
virksomheder ved de nukleare sikkerhedskrav knyttet til dekommissioneringen
og de helsefysiske krav til overvågning af såvel nedbrydning som
omegnsmiljøet, jf. også generelt afsnit 13. DD får til det
formål overført den nødvendige ekspertise med kendskab
til de nukleare anlæg, radioaktivt affald og helsefysik, som p.t.
ligger i regi af RD.
Derudover skal DD rumme en projektorganisation, der kan
planlægge og gennemføre de enkelte delprojekter. COWI-konsortiet
har i sin vurdering påpeget, at DD principielt er egnet til at
forestå dekommissioneringen, men at der er behov for tilførsel
af kompetencer inden for planlægning og styring af større
anlægsprojekter samt kontrahering og gennemførelse af
udbudsforretninger. DD er enig i denne vurdering og har påpeget, at den
nødvendige kompetencetilførsel vil ske i forlængelse af
et samtykke til at fremme dekommissioneringen. I den forbindelse forventer DD
også at trække på bistand fra Statens Forsknings- og
Uddannelsesbygninger, hvilket COWI-konsortiet også har fremhævet
hensigtsmæssigheden af.
Endelig har Risø/DD vurderet, at der vil være
økonomiske fordele ved et tæt samarbejde med Risø om en
række daglige administrative opgaver. Samarbejdet vil blive
formaliseret i en service- og samarbejdsaftale, der efter behov kan
gøres til genstand for genforhandling.
11. Økonomiske forhold omkring en dekommissionering
De økonomiske forhold ved en dekommissionering
hurtigst muligt, sådan at arealerne af de nukleare tilsynsmyndigheder
kan frigives til ubegrænset brug inden for en tidshorisont på op
til 20 år (med hhv. 11 og 20 år som de to yderpunkter, jf.
også afsnit 8), kan illustreres ved to teoretiske regneeksempler,
baseret på forskellige forudsætninger, som viser scenariets to
yderpunkter.
Et 20-årigt forløb, mio. kr., 2003
prisniveau.
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
Drift, vagtordning og vedligehold m.v.
12
12
12
12
12
12
12
12
12
12
12
12
12
12
12
9
9
7
7
6
Planlægnings-, nedbrydnings- og investeringsomkostninger
76
64
45
45
45
38
38
38
38
38
76
76
68
68
68
18
18
13
10
9
Omkostninger i alt
88
76
57
57
57
50
50
50
50
50
88
88
80
80
80
27
27
20
17
15
RDs eksempel er opregnet fra 2001-priser
til 2003-priser. I eksemplet er driften af en affaldshåndteringsstation
finansieret i 20 år.
Risø opgør standardafvigelsen i
regneeksemplet til +/- 340 mio. kr., svarende til ca. 31%. De samlede
omkostninger i 2003-priser er således ca. 1.120 mio. kr. +/- 340 mio.
kr. Med en realrente på 3,5% er nutidsværdien i 2003 priser af
den samlede omkostning ca. 830 mio. kr.
Regneeksemplet vedrørende det første
yderpunkt, 20 år, er baseret på Risøs udredningsrapport
fra marts 2001, jf. også afsnit 2, som i begyndelsen af 2002 blev
konsolideret med en usikkerhedsberegning. I eksemplet er dekommissioneringen
tilrettelagt således, at man i videst muligt omfang anvender de
personaleressourcer, som allerede er til rådighed for Risø
Dekommissionering og derudover supplerer med eksterne ressourcer.
Et 11-årigt forløb, mio. kr., 2003
prisniveau.
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
Investeringsomkostninger
12
1
2
2
35
18
5
8
0
1
16
Nedbrydningsomkostninger
28
56
32
45
42
32
24
24
19
8
28
Driftsomkostninger
64
59
56
56
58
56
52
52
50
42
39
Omkostninger i alt
104
116
90
103
135
106
81
84
69
51
83
COWI-konsortiets eksempel er opregnet fra
2002-priser til 2003-priser. I eksemplet er driften af en
affaldshåndteringsstation finansieret i 11 år.
COWI-konsortiet opgør usikkerheden i regneeksemplet
til +/- 170 mio. kr., svarende til ca. 17%. De samlede omkostninger i
2003-priser er således ca. 1.020 mio. kr. +/- 170 mio. kr. Med en
realrente på 3,5% er nutidsværdien af den samlede omkostning ca.
850 mio. kr. Rådgivers opgørelse af standardafvigelsen er
på +/- 125 mio. kr., svarende til ca. 13%.
Regneeksemplet vedrørende det andet yderpunkt, 11
år, er baseret på COWI-konsortiets gennemgang af
dekomissioneringsarbejdet. I eksemplet er dekommissioneringen tilrettelagt
således, at dekommissioneringen gennemføres hurtigst muligt,
idet man supplerer de personaleressourcer, som allerede er til rådighed
for Risø Dekommissionering, med ekstra eksterne ressourcer med henblik
på en fremrykning af forløbet.
Som eksemplerne viser, er der grundlæggende enighed
mellem Risø/DD og COWI-konsortiet om niveauet for de forventede
samlede totalomkostninger.
Hvis man omregner totalomkostningen ved en umiddelbar
påbegyndt dekommissionering i faste priser efter fordeling på
enkeltår i en projektperiode til en nutidsværdi, vil det generelt
være sådan, at omkostningerne målt i nutidsværdi vil
falde jo senere i forløbet de afholdes, jo længere det samlede
forløb bliver og jo højere rentefod, der lægges til grund
for beregningen.
I forlængelse af beslutningsforslaget vil
Finansudvalget få forelagt et planlægningsaktstykke med henblik
på at tilvejebringe hjemmel til afholdelsen af udgifter til den
nødvendige detailplanlægning. Herefter vil Finansudvalget af
hensyn til gennemsigtigheden i omkostningsudviklingen, jf. også Akt 160
28/03 2001, få forelagt aktstykker for de delprojekter, som
påbegyndes. Heri vil blive redegjort for de økonomiske
konsekvenser af den konkrete afviklingsopgave, herunder de usikkerheder som
vil være forbundet dermed. Det bemærkes, at opdelingen på
enkeltprojekter endnu ikke kan angives, da dette vil bero på
detailplanlægningen.
12. VVM-tilladelse
Efter Rådsdirektiv nr. 85/337/EØF af 27. juni
1985 med senere ændringer, om vurdering af visse offentlige og private
projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) vil
dekommissioneringen af de nukleare anlæg på Risø
forudsætte en forudgående VVM-tilladelse. Direktivet er
gennemført i dansk ret ved Miljøministeriets
samlebekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i
medfør af lov om planlægning.
Herefter skal forslag til retningslinier ved nyanlæg
og ved væsentlige ændringer af bestående anlæg, der
kan sidestilles med nyanlæg, ledsages af en VVM-redegørelse. Af
bilag 1 til ovennævnte bekendtgørelse fremgår det
udtrykkeligt, at: »kernekraftværker og andre kraftreaktorer,
herunder demontering og nedlukning af sådanne kernekraftværker
eller reaktorer (bortset fra forskningsanlæg til fremstilling og
forarbejdning af spaltelige og fertile stoffer, hvis maksimumskapacitet ikke
overstiger 1 kW vedvarende termisk ydelse)« vil være omfattet af
VVM-pligt. Dekommissioneringsprojektet er herefter generelt omfattet af
VVM-pligten.
Som nævnt i afsnit 7 blev der igangsat en VVM-proces
for det konkrete projekt i regi af HUR som regionplanmyndighed. Primo 2002
har projektet været i første offentlige høring på
baggrund af et debatoplæg med det formål at indkalde ideer og
forslag til planlægningen. På baggrund heraf og i samarbejde med
Risø/DD og de nukleare tilsynsmyndigheder har HUR udarbejdet et
endeligt forslag til regionplantillæg, inklusive en
VVM-redegørelse. I VVM-redegørelsen drages bl.a.
følgende hovedkonklusioner:
·
De samlede
myndighedsmæssige initiativer, som vil være en væsentlig
del af den forestående dekommissioneringsopgave, vil sikre, at opgaven
såvel organisatorisk som miljø- og sikkerhedsmæssigt vil
foregå på forsvarlig måde.
·
Der er ikke ud fra en
miljø- og sikkerhedsmæssig betragtning noget, der umiddelbart
taler for en sekventiel og længerevarende nedbrydning, men man kan
vælge at nedbryde anlæggene delvist parallelt. Herved opnår
man den hurtigst mulige totale nedbrydning og samtidig opnås en
fleksibel og optimal udnyttelse af mandskabsressourcer. Andre tidsrammer for
dekommissionering end den hurtigst mulige vil ikke ændre
væsentligt i de miljø- og sikkerhedsmæssige
konsekvenser.
·
Den praktiske
gennemførelse af dekommissioneringen af de nukleare anlæg,
herunder affaldshåndtering, jf. også generelt afsnit III, vil
foregå på miljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig vis.
Affaldshåndteringen vil sikre, at radioaktivt affald ikke sammenblandes
med det konventionelle affald, der skal bortskaffes uden for Risø.
Midlertidig lagring af radioaktivt affald på Risø-området
er ikke et risikoelement.
·
Der er ingen
indlysende alternativer til dekommissioneringen af de nukleare anlæg
på Risø, og der er ingen miljømæssige fordele ved
at udskyde dekommissioneringen, hverken hvad angår arbejds- og
omegnsmiljømæssige forhold eller hvad angår
affaldsmæssige forhold. Deponering på stedet ('entombment'), jf.
også afsnit 9.1, kan næppe retfærdiggøres p.gr.a.
anlæggenes beliggenhed.
·
Det vil ikke ud fra et
samfunds- og miljømæssigt synspunkt være
hensigtsmæssigt at lade de nukleare anlæg henstå i en lang
årrække, før nedrivning påbegyndes. Dette ikke
mindst fordi det vil være muligt at udnytte eksisterende viden og
uddannet personale, hvis man starter dekommissioneringen kort tid efter
lukningen af de nukleare anlæg og gennemfører hele
nedbrydningsprocessen fortløbende.
Ovennævnte forslag til regionplantillæg,
inklusive VVM-redegørelse, er underkastet en ny offentlig
høring. Herefter vil en endelig VVM-tilladelse kunne gives under
forudsætning af, at Folketinget tilslutter sig et
dekommissioneringskoncept, som ligger inden for rammerne af den udarbejdede
VVM-redegørelse. Først da vil en dekommissionering af de
nukleare anlæg på Risø ud fra et miljømæssigt
synspunkt kunne igangsættes.
Det bemærkes endelig for en god ordens skyld, at en
selvstændig VVM-vurdering må foretages både for
dekommissioneringsprojektet og for etableringen af et slutdepot for
radioaktivt affald, jf. også generelt afsnit 17.
13. Øvrige sikkerheds- og miljømæssige forhold
generelt ved en dekommissionering
Den faktiske dekommissionering af de nukleare anlæg
på Risø vil være betinget af en VVM-tilladelse fra HUR,
jf. også afsnit 12, af konkrete godkendelser fra de nukleare
tilsynsmyndigheder, jf. også afsnit 8, samt af en EU-tilbagemelding i
henhold til EURATOM-traktatens artikel 37, jf. også afsnit 5.1. Dertil
kan tilføjes, at personalet, befolkningen og omegnsmiljøet
generelt i alle faser af dekommissioneringen naturligvis skal være
beskyttet mod farlige påvirkninger fra nedbrydningsprocessen og
affaldshåndteringen. En nedbrydning vil derfor ske under en detaljeret
overvågning af både arbejds- og omegnsmiljø, som da de
nukleare anlæg var i drift. Formålet er at sikre, at
strålingspåvirkningen af mennesker og miljø holdes
så lavt som praktisk opnåeligt og under alle omstændigheder
inden for de tilladte niveauer som fastlagt af de nukleare
tilsynsmyndigheder.
De for en sikkerheds- og miljømæssig fuldt
forsvarlig dekommissionering nødvendige arbejdsparametre er skitseret
nedenfor. Det forudsættes naturligvis generelt, at de efterleves ved en
dekommissionering, uanset valg af scenario.
For at sikre et så robust beslutningsgrundlag som
muligt fandt Videnskabsministeriet det vigtigt også at få
vurderet, om de forskellige tidsmæssige scenarier for
dekommissionering, jf. også afsnit 7, ville indebære
miljømæssige forskelle af betydning for det endelige valg af
scenario. Hovedkonklusionerne er ligeledes skitseret nedenfor.
13.1. Arbejdsmiljømæssige forhold
Mens de nukleare anlæg på Risø var i
drift, blev det til anlæggene knyttede personale udsat for en
strålingspåvirkning, der lå betydeligt under de tilladte
grænseværdier. Ved en dekommissionering vil der naturligvis
fortsat arbejdes ud fra et princip om, at alle strålingsdoser skal
holdes så lave som praktisk opnåeligt og væsentligt under
dosisgrænserne i henhold til gældende principper for
strålingsbeskyttelse.
Under hele projektet vil der blive foretaget
løbende overvågning og kontrol for at holde strålingen,
som personalet udsættes for, på et passende lavt niveau
(ifølge Risø forventeligt på max. 10-20% af
dosisgrænserne). Dette gør sig naturligvis gældende uanset
valg af dekommissioneringsscenario. F.eks. vil der i situationer, hvor der
kan optræde høje strålings- og kontaminationsniveauer,
blive brugt specialudstyr for at nedsætte den eksponering, som
personalet udsættes for.
Det bemærkes endvidere, at der som ved al anden
nedbrydning af bygninger og tekniske installationer vil være en risiko
for bl.a. støj og støvdannelse. Dette vil naturligvis blive
søgt minimeret ud fra arbejdsmiljømæssige hensyn.
13.2. Omegnsmiljømæssige forhold
Mens de nukleare anlæg på Risø var i
drift, var der kun marginal påvirkning af omegnsmiljøet. Ved en
dekommissionering vil grundlaget for detailplanlægningen være
bedst mulig strålingsbeskyttelse af befolkningen. Eventuelle udslip
skal holdes så lave som muligt og under alle omstændigheder
lavere end de af myndighederne fastsatte udslipsgrænser. Dette sikres
ved en løbende monitorering af både udslip til omgivelserne og
af en eventuel forurening deraf.
Efter at de nukleare anlæg ikke længere er i
drift, er risikoen for uheld med konsekvenser for omegnen kraftigt reduceret.
I driftssituationen var der som ved alle nukleare anlæg en teoretisk
risiko for et alvorligt uheld, der i værste fald kunne udsætte
den nærmestboende befolkning for store doser. Under en
dekommissionering vil der i værste fald kun ske en udledning af meget
små mængder af radioaktive stoffer. Det forventes endvidere, at
udledningerne til omegnsmiljøer under dekommissioneringen vil
være væsentligt mindre end i driftssituationen.
Under hele projektet vil der som led i den almindelige
overvågning blive foretaget kontinuerlige målinger af udledninger
af radioaktive stoffer fra de nukleare anlæg på Risø med
henblik på fortsat at holde udslip af radioaktive stoffer til
omgivelserne under de af myndighederne tilladte grænseværdier.
Endvidere vil der blive udført et omfattende måleprogram i
omegnsmiljøet med det formål at kontrollere, at der ikke
på lang sigt akkumuleres radioaktive stoffer i miljøet.
Endelig bemærkes det, at der ved nedbrydningen vil
fremkomme betydelige mængder af inaktivt affald. Dette affald vil efter
en aktivitetskontrol blive sorteret og bortskaffet i overensstemmelse med de
almindelige regelsæt herfor i kommunalt regi. De nødvendige
undersøgelser til konstatering af, at der ikke forekommer almindelig
jordforurening, vil naturligvis også blive foretaget.
13.3. Beredskabsmæssige forhold
Mens de nukleare anlæg på Risø var i
drift, har både ansvaret for det interne helsefysiske beredskab
(forebyggelse af eventuelle uheld på de nukleare anlæg alene med
konsekvenser inden for Risø-området) og ansvaret for opgaver i
det landsdækkende atomberedskab under Beredskabsstyrelsen (varetagelse
af funktioner ved eventuelle uheld på de nukleare anlæg med
konsekvenser uden for Risø-området eller uheld på
udenlandske nukleare anlæg) ligget hos Risø.
Disse funktioner vil blive opretholdt ved en
dekommissionering med en delvis ændret ansvarsfordeling. Under
forudsætning af de nukleare tilsynsmyndigheders godkendelse vil
ansvaret for det førstnævnte beredskab således
overgå fra Risø til DD, idet Risø dog fortsat vil stille
personale til rådighed f.eks. til en vagtordning for helsefysikere.
Også portvagtfunktionen vil fortsat henhøre under
Risø.
Ansvaret for opgaver i det landsdækkende
atomberedskab forbliver på Risø også efter en overdragelse
af ansvaret for de nukleare anlæg fra Risø til DD. DD vil dog
stille personale til rådighed f.eks. til evt. målinger af
stråling og radioaktivitet uden for Risø-området.
13.4. Miljømæssige konsekvenser af valg af
tidsmæssigt scenario
Som oven for nævnt fandt Videnskabsministeriet det
vigtigt at få vurderet, om der var miljømæsige forskelle i
de forskellige tidsmæssige dekommissioneringsscenarier, som kunne have
betydning for det endelige valg af scenario. Risø og
VVM-redegørelsen har konkluderet, at dette ikke vil være
tilfældet. For det første er der forventeligt kun en marginal
forskel på den stråling, som personalet vil blive udsat for. For
det andet er der ingen forskel på de potentielle doser fra eventuelle
drift- og udslipsuheld, som befolkningen udsættes for. Dette p.gr.a.
den store dominans af langlivede radioaktive stoffer i dosisbilledet. For det
tredje ændres mængden af radioaktivt affald ikke væsentligt
ved at udstrække dekommissioneringen over længere tid, da
koncentrationerne i affaldet nok vil være lavere, men fortsat ligge
over frigivelseskoncentrationerne.
14. Det landsdækkende atomberedskab
I medfør af beredskabsloven, jf. LBK nr. 912 af 2.
oktober 2000, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler for
redningsberedskabets organisation i tilfælde af uheld i de nukleare
anlæg, herunder for redningsberedskabets virke i forhold til de
øvrige myndigheder, der indgår i beredskabet. Det overordnede
ansvar for planlægningen og ledelsen af det landsdækkende
atomberedskab inden for redningsberedskabet blev i 1988 delegeret til
Beredskabsstyrelsen.
Som indehaver gennem 40 år af de eneste danske
nukleare anlæg i drift har Risø i sagens natur haft en ganske
særlig forpligtelse i forhold til deltagelse i det landsdækkende
atomberedskab. F.eks. fremgår det af Beredskabsstyrelsens »Plan for
det landsdækkende atomberedskab«, 2001, at der på Risø
oprettes en teknisk beredskabstjeneste, der får til formål at
bistå den centrale beredskabstjeneste. Endvidere har Danmark
indgået bilaterale aftaler med en række nabolande om varsling i
tilfælde af atomkraftuheld. Det indebærer f.eks. etableringen af
et permanent målesystem med 11 landsdækkende målestationer.
Risø er i den forbindelse ansvarlig for drift og overvågning af
dette målesystem.
Dekommissioneringen af de nukleare anlæg på
Risø påvirker ikke de generelle forpligtelser, som Risø
har i forhold til beredskabet f.eks. ved uheld på udenlandske
reaktorer. Dette fremgår også eksplicit af strategien for det nye
Risø (eksklusive de nukleare anlæg) fra 2001.
III Forhold vedrørende slutdeponering af radioaktivt affald
15. Behovet for slutdeponering af dansk radioaktivt affald
Der er i dag her i landet radioaktivt affald og andet
materiale fra 40 års drift af nukleare anlæg,
gennemførelse af forskningsprojekter på Risø samt fra
andre brugere af radioaktivt materiale (primært sundhedssektoren og
industrien). En dekommissionering af de nukleare anlæg på
Risø vil indebære yderligere affaldsmængder. Dertil
kommer, at der også fremover løbende vil fremkomme radioaktivt
affald fra sundhedssektoren og industrien. De eksisterende mængder
radioaktivt affald på Risø samt de mængder, som forventes
produceret ved en dekommissionering, er beskrevet i Bilag A, hvortil der
generelt skal henvises.
Da Folketinget den 21. december 1955 med vedtagelsen af
Lov om en atomenergikommission godkendte, at der skulle foregå nukleare
aktiviteter i Danmark, indebar dette også en accept af produktion af
radioaktivt affald. Ved at fremme en dekommissionering løfter man
ansvaret for at rydde op efter disse nukleare anlæg.
En igangsættelse af dekommissioneringen af de
nukleare anlæg på Risø er ikke betinget af, at der er
truffet beslutning om slutdeponering af radioaktivt affald, da det affald,
som genereres under dekommissioneringen, fortsat kan oplagres midlertidigt
på Risø efter en kapacitetsudvidelse af de eksisterende
opbevaringsfaciliteter. Det er imidlertid regeringens holdning, at der
allerede nu bør tages skridt til at sikre en permanent løsning
på affaldsproblemet, da det er regeringens klare opfattelse, at hver
generation bør »rydde op« efter sig selv.
Der ses i teorien at være flere handlingsmuligheder
i forhold til en afklaring af spørgsmålet om håndtering af
det radioaktive affald i Danmark.
Der er ikke noget decideret forbud mod eksport til et
andet land, enten i form af et regionalt depot etableret f.eks. i regi af EU,
eller ved indgåelsen af én eller flere bilaterale aftaler
herom.
Regeringen kan dog ikke støtte en sådan
løsningsmodel vedrørende dansk lav- og mellemaktivt affald. For
det første er der så vidt vides ingen konkrete eksempler
på, at man i sin helhed har løst et nationalt affaldsproblem ved
at eksportere affaldet. For det andet vil der i Danmark som nævnt
også fremover blive produceret radioaktivt affald fra sundhedssektoren
og industrien. En evt. bilateral aftale med et vestligt land om at aftage
vores affald ville i givet fald skulle indgås på løbende
vilkår. For det tredje anfører Risø/DD, at man under alle
omstændigheder må formode, at der ved en eksport ville
påløbe betydelige transportudgifter samt udgifter til opbevaring
i modtagerlandet, og at man ville skulle indrette sig efter modtagerlandets
acceptkriterier m.v. med mulige merudgifter til ompakning til
følge.
Den teoretiske depotudredning har således
konkluderet, at: »det næppe vil være realistisk at bortskaffe
det danske lav- og mellemaktive affald ved deponering uden for
Danmark«.
Regeringens holdning er i overensstemmelse med det
internationale princip om, at radioaktivt affald som hovedregel bør
bortskaffes i det land, hvori det er produceret, jf. præamblen til
Affaldskonventionen, hvor det i litra xi er anført, at: » Convinced
that the radioactive waste should, as far as is compatible with the safety of
such material, be disposed in the State in which it was generated, whilst
recognizing that, in certain circumstances, safe and efficient management of
spent fuel and radioactive waste might be fostered through agreements among
Contracting Parties to use facilities in one of them for the benefit of the
other Parties, particularly where waste originates from joint projects«.
Særlige forhold gør sig dog gældende
for så vidt angår 233 kg bestrålet
forsøgsbrændsel, der er en rest efter undersøgelser
udført på Risøs Hot Cell anlæg fra midt i
1960’erne til midt i 1980’erne. Da disse 233 kg uranbrændsel
rummer en relativt stor mængde langlivede isotoper, vil der skulle
stilles særlige krav til en slutdeponering heraf.
Spørgsmålet om en slutdeponering af dette materiale her i landet
bør derfor afvente, om der kan findes en eventuel international
løsning på linie med de tidligere løsninger
vedrørende andet brugt brændsel fra Risø. Når der
foreligger en afklaring af mulighederne herfor, vil videnskabsministeren
forelægge sagen for Folketinget.
16. Tidsmæssige aspekter ved dekommissionering og
slutdeponering
Det er som nævnt regeringens holdning, at der nu
bør tages skridt til at sikre en permanent løsning på
affaldsproblemet. En række tidsmæssige aspekter ved
dekommissionering og slutdeponering taler endvidere herfor:
Internationale erfaringer viser, at der må forventes
at gå en betragtelig tid fra begyndelsen af planlægning af et
slutdepot til, at et depot rent faktisk opføres og tages i brug. Selv
hvis hele processen er problemfri, og der ikke opstår forsinkende
faktorer, er tidshorisonten for start til slut på ca. 7-11 år
(Finland og Norge). Oplever man f.eks. politiske pladsvalgsproblemer, bliver
såvel tidshorisont som udgiftsniveau uforudsigeligt (Tyskland og
Belgien).
De internationale eksperter, som foretog en peer review af
Risøs oprindelige udredningsrapport, jf. afsnit 2, har peget på,
at et tidligt kendskab til, hvordan det radioaktive affald skal
slutdeponeres, kunne betyde, at det radioaktive affald kan pakkes i
særlige beholdere, som kan overføres direkte til et slutdepot
uden yderligere behandling ("ompakning") og deraf følgende
mulig bestråling af personale og yderligere omkostninger. Endvidere har
COWI-konsortiet peget på fordelene for dekommissioneringen ved at
klarlægge principperne for en national strategi for håndtering af
radioaktivt affald, herunder definere acceptkriterier for dette affald.
Endelig er det vurderingen i VVM-redegørelsen, at
dekommissioneringen ikke kan siges at være fuldstændig
gennemført, før det radioaktive affald herfra er
slutdeponeret.
17. Processen frem mod et slutdepot
17.1. Processen før detailplanlægning
Såfremt Folketinget samtykker i, at der skal tages
skridt til at sikre en permanent løsning på affaldsproblemet,
vil regeringen igangsætte en planlægning heraf således, at
en række elementer afklares og samtænkes. Neden for skitseres de
primære elementer i denne planlægning. Det vil i den forbindelse
have den højeste prioritet at sikre, at alle relevante forhold
afklares, og at sikkerheds-, miljømæssige og øvrige
hensyn tages.
Regeringen vil i denne proces udover de sikkerheds- og
miljømæssige m.v. forhold også lægge stor vægt
på åbenhed over for og medinddragelse af Folketinget,
befolkningen samt kommunale og andre myndigheder. De nødvendige
processer i forhold til planlægningen vil blive løbende
koordineret mellem en række ministerier: Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, der er ressortministerium for den nukleare
lovgivning og de nukleare tilsynsmyndigheder, Miljøministeriet,
der er ressortministerium for plan- og VVM-lovgivning, og
Videnskabsministeriet, der er ressortministerium for DD og
Risø.
Regeringen vil efter sædvanlige regler søge
de bevilligende myndigheders tilslutning til afholdelse af udgifter mv. i
forbindelse med denne planlægning m.v.
De retlige rammer
Det tværministerielle udvalg vedrørende
affaldshåndtering har bl.a. beskrevet de nuværende retlige rammer
for etablering og drift af et dansk slutdepot, jf. også afsnit 2.
Udvalget fandt generelt, at den eksisterende danske lovgivning er i
overensstemmelse med internationale forpligtelser m.v.
Udvalget vurderede endvidere særligt
vedrørende den nukleare lovgivning, at den nuværende lovgivning
formelt set er tilstrækkelig for etableringen af et dansk slutdepot.
Samtidig blev det dog påpeget dels, at hensigtsmæssigheden af at
tilvejebringe et entydigt hjemmelsgrundlag for et sådant depot
bør overvejes, og dels at det bør overvejes, hvordan og i
hvilket omfang Folketinget, befolkningen samt kommunale og andre myndigheder
skal inddrages i processen. Tilsvarende synspunkter fremgår af den
teoretiske depotudredning.
Regeringen vil på den baggrund foranledige en
vurdering af hensigtsmæssigheden af eventuelle ændringer i den
eksisterende nukleare lovgivning med henblik på en forelæggelse
heraf for Folketinget, i forlængelse af forelæggelsen
vedrørende forslag til fundamentale sikkerheds- og
miljømæssige m.v. principper, jf. nedenfor.
Med hensyn til miljølovgivningen vurderede
udvalget, at etableringen af et dansk slutdepot vil være omfattet af
VVM-pligt. VVM-vurderingen kan gennemføres på tre måder:
1) regionplanmyndigheden udarbejder et regionplantillæg, 2) der bliver
tale om en såkaldt »call in»-sag, hvor miljøministeren overtager
regionplanmyndighedens beføjelser, eller 3) der fremsættes et
forslag til anlægslov. En VVM-procedure gennemføres uanset
fremgangsmåde. Det betyder samtidig, at det centrale hensyn til en
offentlig debat vedrørende en konkret placering af et slutdepot
tilgodeses uanset valg af løsningsmodel. VVM-proceduren sikrer, at
offentligheden og berørte myndigheder skal inddrages i vurderingen af
et depots indvirkning på miljøet.
Det tværministerielle udvalg vedrørende
affaldshåndtering anbefalede, at det bør vurderes, hvilken af de
tre ovennævnte fremgangsmåder der vil være mest
hensigtsmæssig i forbindelse med etableringen af et slutdepot.
Regeringen vil på baggrund heraf foranledige en vurdering af, hvilken
fremgangsmåde der bør anvendes, herunder også en vurdering
af behovet for eventuel ny lovgivning med henblik på en
forelæggelse for Folketinget, i forlængelse af
forelæggelsen vedrørende forslag til fundamentale sikkerheds- og
miljømæssige principper, jf. nedenfor. En væsentlig
præmis i denne vurdering vil også være at sikre
størst mulig åbenhed over for og medinddragelse af Folketing,
befolkning samt kommunale og andre myndigheder.
Principper for affaldshåndtering m.v.
En grundlæggende forudsætning for at kunne
iværksætte en detailplanlægning af et slutdepot er at
opstille de nødvendige generelle principper for og krav til et
slutdepot, primært på det nukleare sikkerhedsmæssige
område.
Endvidere vil det være nødvendigt at definere
de sikkerhedsniveauer, som et slutdepot skal opfylde, dvs. hvilke kriterier
der skal opstilles med henblik på i en given situation at minimere
risikoen for doser og skadevirkning som følge af udslip af radioaktive
stoffer fra slutdepotet. Desuden skal den tidshorisont, inden for hvilken
depotet skal kunne holde sig intakt, afklares samt undersøges om der
er behov for at foretage regelmæssige kontrolundersøgelser. Heri
indgår også en stillingtagen til, om depotet skal konstrueres
på en måde, som med størst mulig sandsynlighed inden for
den eksisterende viden kan sikre, at fremtidige generationer ikke
påføres byrder i forhold til det deponerede affald, hverken som
følge af doser fra aktivitetsudslip eller i form af
strålingspåvirkning. For at sikre dette forventes det - ud fra
affaldets egenskaber- at depotet skal kunne sikre mod væsentlige udslip
af aktivitet i flere hundrede år. Herefter tilbageværende
aktivitet må ikke i sig selv udgøre en væsentlig
risiko.
Regeringen vil igangsætte en udredning af
ovenstående forudsætninger med henblik på en
efterfølgende forelæggelse for Folketinget. I
forelæggelsen vil således indgå forslag til fundamentale
sikkerheds- og miljømæssige principper for deponeringen af det
radioaktive affald, herunder rækkefølge for fastlæggelse
af indhold og overordnede principper for pladsvalg, depotudformning og
sikkerhedsanalyser mv.
Disse principper skal bl.a. anvendes til senere at
definere konkrete krav til pladsvalg og depotudformning. Endvidere skal det
på baggrund af principperne senere defineres, hvorledes det skal
dokumenteres, at sikkerhedsniveauerne kan og vil blive opfyldt i forhold til
et konkret slutdepotprojekt.
Udarbejdelsen af regeringens forslag til disse
fundamentale sikkerheds- og miljømæssige principper må
på grund af sagens kompleksitet forventes at tage ca. 2 år.
Tidsrammen vil bero på, hvor hurtigt man kan udbygge den
nødvendige faglige kapacitet vedrørende slutdeponering af
radioaktivt lav- og mellemaktivt affald hos de relevante myndigheder,
herunder særligt de nukleare tilsynsmyndigheder.
Regeringen vil herefter som led i ønsket om
åbenhed over for og medinddragelse af befolkningen, kommunale og andre
myndigheder fremlægge dette forslag i en åben
høringsproces. Folketinget vil herefter kunne præsenteres for et
så robust beslutningsgrundlag som muligt.
17.2. Detailplanlægning af et slutdepot
Når der er taget endelig stilling til behovet for ny
lovgivning og denne i givet fald er gennemført, samt når de
nødvendige sikkerheds- og miljømæssige principper for
deponeringen af det radioaktive affald er fastsat, kan
detailplanlægning af et slutdepot igangsættes.
Denne detailplanlægning vil bl.a. indebære, at
der udarbejdes konkrete forslag til depotkoncepter og -lokaliseringer, som
skal leve op til de fastlagte principper. I den forbindelse må der
bl.a. tages stilling til, om alt affald og andet materiale kan placeres i
samme slutdepot, eller om der vil være delmængder, som vil
kræve særlige løsningsmodeller, f.eks. håndteringen
af tailings (knust ekstraheret malm fra forsøg med uranudvinding).
Dertil kommer, at der må foretages et valg af den foretrukne depottype:
Skal der f.eks. være tale om et lukket eller et åbent
(reversibelt) depot. Et lukket depot betyder, at der er tale om en
utilgængelig konstruktion (f.eks. ved forsegling med beton). Hermed
øges sikkerheden. Et åbent depot indebærer, at der efter
en lukning og sikring af depotet fortsat relativt let vil kunne opnås
adgang dertil. Man kan således her fortsat både placere
radioaktivt materiale deri og fjerne det igen. Endvidere skal der også
tages stilling til, om depotet skal konstrueres som et vandmættet eller
vandumættet overfladenært depot. Endelig må der foretages
en afvejning af, om man ønsker, at et depot skal være synligt i
landskabet.
Når bl.a. disse spørgsmål er afklaret,
kan der med udgangspunkt i det valgte depotkoncept iværksættes de
nødvendige undersøgelser med henblik på at identificere
egnede lokaliteter til etableringen af slutdepotet. Den primære opgave
vil her være at finde én eller flere lokaliteter, som på
baggrund af det valgte depotkoncept opfylder fastsatte
sikkerhedsmæssige krav m.v.
På baggrund af forslag til depotkoncept og
lokalisering samt resultaterne fra foreløbige sikkerhedsanalyser vil
der skulle gennemføres en VVM-vurdering og høringer som
beskrevet ovenfor.
Når lokaliseringsspørgsmålet er
afklaret, vil der være behov for mere detaljerede
pladsundersøgelser som baggrund for den konkrete detailprojektering af
slutdepotet og de nye sikkerhedsanalyser, som vil være en
forudsætning for myndighedernes godkendelse af igangsætning af
byggeprojektet. Inden depotet tages i brug, vil myndighederne skulle udstede
en tilladelse til ibrugtagning, og først i den forbindelse vil der
blive taget endelig stilling til, hvilke typer affald der kan tillades
anbragt i depotet.
Bilag A
Affaldsmængder - eksisterende og produceret ved
dekommissionering
Det danske radioaktive affald stammer dels fra 40 års drift af de
nukleare anlæg og fra forskningsprojekter på Risø, dels
fra andre danske brugere af radioaktive materialer. Dertil kommer det affald,
som den fremtidige nedrivning af anlæggene på Risø vil
afstedkomme.
Affald og andet materiale fra 40 års drift af nukleare
anlæg og forskningsprojekter på Risø
Risø/DD har oplyst, at affaldet og andet materiale fra driften af
anlæggene og fra forskningsprojekter består af ca. 1.000 tromler
med inddampet radioaktivt spildevand, ca. 4.000 tromler med lavaktivt
presset, fast affald, og ca. 300 tromler og andre affaldsenheder med
løst pakket mellemaktivt og/eller langlivet affald. De godt 5.000
tromler svarer til ca. 2.000 m3 affald. De ovennævnte andre
affaldsenheder indbefatter et mindre antal rustfri beholdere indeholdende 233
kg. bestrålet forsøgsbrændsel, der er en rest efter
undersøgelserne udført på Risøs Hot
Cells-anlæg fra midt i 1960’erne til midt i 1980’erne, jf.
også generelt Bilag B. Disse 233 kg. rummer en relativt stor
mængde langlivede isotoper.
Udover disse godt 5.000 tromler og andre affaldsenheder eksisterer der et
voluminøst, men meget lavaktivt materiale i form af ca. 4.700 tons
ekstraktionsrest og tilbageværende malm fra forsøg i begyndelsen
af 1980’erne med udvinding af uran fra malm fra Grønland, i alt
3.400 m3.
Affald stammende fra andre brugere af radioaktivt materiale
Risø har efter aftale med Sundhedsstyrelsen siden midt i
1960’erne fungeret som modtagestation for affald fra andre danske
brugere af radioaktive stoffer (hospitaler, forskningslaboratorier og
industri). Risø/DD har oplyst, at det meste er lavaktivt og
indgår som 30-40% af ovennævnte 4.000 tromler med presset, fast
affald. Hertil kommer et større antal brugte radioaktive kilder af
meget forskellig art og aktivitetsindhold. De er samlet i ca. 20 tromler og
enkelte specialenheder, svarende til ca. 10 m3.
Affald som følge af den fremtidige dekommissionering
De indre dele af de nukleare anlæg på Risø er under
driften blevet mere eller mindre aktive, og nedrivningen vil derfor
medføre dannelse af lav- og mellemaktivt affald hovedsagelig i form af
aluminium, rustfri stål, stål, bly og beton.
Mængdemæssigt vurderer Risø/DD, at der vil være tale
om ca. 1.200 tons, svarende til ca. 1.200 m3, dette dog
behæftet med en betydelig usikkerhed.
Bilag B
Det forskningsmæssige udbytte af investeringen i de
nukleare anlæg på Risø
Risø blev i 1956 oprettet med det formål at sikre en fredelig
udnyttelse af kernekraft baseret på en bredt funderet
naturvidenskabelig og teknisk-videnskabelig forskningsindsats. Mens man
fortsat forventede, at atomkraft ville blive indført i Danmark, blev
de nukleare anlæg i de første 10 15 år af Risøs
eksistens anvendt til eksperimentel forskning med henblik på, at
Risø kunne følge med i den hurtige udvikling af den nukleare
teknologi. Bl.a. søgte man at udvikle og undersøge
brændselselementer til kraftreaktorer. Man fandt hurtigt ud af, at
reaktorerne (primært DR3) var særdeles velegnede til andre
formål. Derfor blev driften af reaktorerne også efter
Folketingsbeslutningen i 1985 om ikke at indføre atomkraft i Danmark
fortsat, så længe de udgjorde et aktiv for forskningen på
Risø (DR2 blev dog allerede lukket ned i 1975).
Materialeforskning
Især DR3-reaktoren har været meget velegnet til dette
formål. Fra slutningen af 1960'erne var forskningen på dette
område etableret blandt den førende i verden. I perioden
1960-2000 har ca. 1.500 udenlandske forskere således deltaget i
projekter ved DR3.
Via en vedvarende udvikling og forbedring af instrumenteringen omkring
reaktoren var det muligt at fastholde DR3 som en facilitet, der var
konkurrencedygtig med en ny, langt dyrere generation af reaktorer,
opført i USA og Frankrig i slutningen af 1960'erne specielt til
anvendelse af neutroner til materialeundersøgelser. Dette blev
manifesteret, da Risøs DR3 reaktor i 1992 blev udvalgt til en
såkaldt "Large Scale Facility" med støtte fra EU til
et gæsteforskerprogram. Det medførte, at omkring 90 udenlandske
forskere årligt kom til Risø i perioder fra en uge til en
måned for at udføre eksperimenter ved DR3. Risøs
førende position på dette område blev således
fastholdt, lige til DR3 blev lukket i 2000.
Brændselselementer
Programmet til udvikling af brændselselementer til såvel
forsøgsreaktorer som kraftreaktorer blev startet i 1963 i samarbejde
med Helsingør Skibsværft. Det havde til formål at sikre
know-how på et område af vital betydning i forbindelse med
driften af atomreaktorer og for at skabe baggrund for en dansk produktion af
brændselselementer til danske og udenlandske reaktorer. Programmet
omfattede både udvikling af produktionsteknologi,
bestrålingsforsøg i DR3-reaktoren og efterfølgende
undersøgelser i Hot Cells. Den nødvendige ekspertise blev
udviklet, og der blev etableret en produktion af brændselselementer til
DR2 og DR3. I løbet af 1980’erne blev der udviklet en ny type
lavt-beriget brændselselement til DR3.
Da det nationale marked udeblev, resulterede arbejdet med
kraftreaktorbrændsel aldrig i en storskala-produktion, men
undersøgelsesprogrammet omfattede en række internationale
projekter, hvor Risø havde en ledende rolle. Afslutningen af dette
program i begyndelsen af 1990'erne medførte også en nedlukning
af Hot Cells.
Radioaktive isotoper og bestråling af silicium
Produktionen af radioaktive isotoper blev påbegyndt allerede med
idriftsættelsen af DR2-reaktoren i 1958. Der var tale om kortlivede
isotoper til danske kunder til brug i medicin og industri, hvor
halveringstiden var for kort til, at isotoperne kunne købes i
udlandet. Risøs isotoper blev fra starten stærkt efterspurgt og
ved udgangen af 1968, da Risø havde leveret isotoper i 10 år,
var det blevet til mere end 6.000 bestrålinger. Ved nedlukningen af DR2
i 1975 blev produktionen overført til DR3-reaktoren, hvor den
fortsatte på kommerciel basis indtil 2000.
En aktivitet af stor industriel betydning og af økonomisk betydning
for Risø var bestråling af silicium til halvlederindustrien.
Risø begyndte i 1974 denne aktivitet sammen med firmaet Topsil.
På baggrund af voksende efterspørgsel blev
produktionskapaciteten flere gange øget.
Aktiviteten blev også en kommerciel succes, der gav Risø en
indtægt på 15 - 20 mio. kr. om året i 1990'erne og dermed
et rimeligt bidrag til driftsudgifterne ved DR3-reaktoren.
Indirekte udbytte
Mange af Risøs styrkeområder i dag kan føres tilbage
til den forskning, der blev etableret i de første 10 15 år af
Risøs eksistens med anvendelsen af de nukleare anlæg. F.eks.
udspringer Risøs ekspertise på vindenergi-området af
behovet for meteorologiske undersøgelser af en radioaktiv skys
udbredelse i atmosfæren. Med dette udgangspunkt er Risø blevet
et globalt videncenter inden for vindenergi og har bidraget væsentligt
til dansk vindmølle-industris succes.
Risøs forskning vedrørende energimaterialer og
polymermaterialer kan endvidere føres tilbage til udnyttelsen af
reaktorernes neutroner til undersøgelse af materialers egenskaber
på atomart niveau. Forskningen på dette område
opnåede en internationalt førende position og spillede en
afgørende rolle i forbindelse med etableringen af
forskningsområdet faststoffysik i Danmark i begyndelsen af
1960'erne.
En væsentlig del af Risøs forskning vedrørende system-
og teknologianalyse baserer sig desuden på analyser af samspillet
mellem mennesker og maskiner. Risøs ekspertise blev udviklet i
forbindelse med studier af kontrolrumsfunktionen for nukleare reaktorer.
Ekspertisen benyttes til nu at fremme sikkerheden i luftfart og skibsfart.
Endelig kan nævnes, at Risøs planteforskning, der i dag er
baseret på moderne bioteknologiske metoder, har sit udspring i studier
af strålingspåvirkning af planters egenskaber og har ført
til udvikling af nye planteforædlings-teknologier.
Sammenfattende kan man sige, at investeringen i de nukleare anlæg
har haft en afgørende betydning for Risøs forskning. I starten
gjorde denne investering det muligt at bringe Risøs forskning op
på et internationalt niveau og skabe den nødvendige nationale
kompetence for et kernekraftprogram i Danmark. På sigt gjorde
anlæggenes generelle anvendelighed, specielt f.s.v.a. DR3-reaktoren,
det muligt at udnytte deres anvendelse til andre formål end oprindeligt
planlagt i takt med, at Risøs forskning vendte sig mod
energiteknologier og industrielle teknologier af betydning for det danske
samfund. De internationale evalueringer af Risøs forskning, som senest
er gennemført i 1997 og 2001 bekræfter dette billede med udsagn
som " the operation of the research reactor has been one of the most
important and succesful activities at the laboratories". Risø
selv vurderer, at anlæggenes generelle anvendelighed har givet en stor
dividende til dansk såvel som international forskning i form af
resultater, kompetencer og kvalitet samt uddannelsesbidrag og
netværk.
Bilag C
Oversigt over baggrundsmateriale
1. Vejledning Nr. 9 om Affaldsdeponering, Miljøstyrelsen,
1997.
2. Decommissioning of the Nuclear Facilities at Risø National
Laboratory - Descriptions and Cost Assessment, Risø, Februar
2001.
3. Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg -
vurdering af opgaver og omkostninger (dansk sammenfatning), Risø,
Marts 2001.
4. Alternativer til dekommissionering af Risøs nukleare
anlæg, Risø, Oktober 2001.
5. Revised Cost Estimate for the Decommissioning of the Reactor
DR3, Risø, November 2001.
6. Debatoplæg - Dekommissionering af de nukleare anlæg
på Risø, HUR, Januar 2002.
7. Teoretisk udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot
for radioaktivt affald, DD, Januar 2002.
8. Analyse af dekommissioneringsbudgettet, DD og Lichtenberg
& Partners, rev. Februar 2002.
9. Miljømæssige forskelle mellem tidsmæssige
scenarier for dekommissionering af de nukleare anlæg på
Risø-området, Risø, April 2002.
10. Task 2 - Assessment of decommissioning assignments - Technical
report - Decommissioning of the nuclear facilities at Risoe National
Laboratory, COWI-konsortiet, Juni 2002.
11. Task 3 - Assessment of financial risks - Technical report -
Decommissioning of the nuclear facilities at Risoe National Laboratory,
COWI-konsortiet, Juni 2002.
12. Task 4 - Evaluation of permanent repository of radioactive waste
- Technical report - Decommissioning of the nuclear facilities at Risoe
National Laboratory, COWI-konsortiet, Juni 2002.
13. Task 2 - Vurdering af mulighederne for udførelse af
dekommissioneringsarbejdet - dansk sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni
2002.
14. Task 3 - Vurdering af økonomisk usikkerhed - dansk
sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni 2002.
15. Task 4 - Vurdering af rapporten »Teoretisk udredning af de
tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald« - dansk
sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni 2002.
16. Task 6.1 - Konsolidering af Task 2, 3 og 4 - Overordnet
sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni 2002.
17. Forslag til Regionplantillæg til Regionplan 2001 for
Hovedstadsregionen - Retningslinier og VVM-Redegørelse
vedrørende dekommissionering af Risøs nukleare anlæg,
HUR, August 2002.
18. Comparison of Cost Estimates, COWI-konsortiet, August
2002.
19. Postponed Decommissioning, Risø, September 2002.
20. Forslag til strategi for dekommissionering af de nukleare
anlæg på Risø-området, DD, September 2002.
21. Forslag til baggrundsrapport til DD's strategi, DD,
September 2002.
22. Arbejdspapir om Project Design Base (PDB) - Projektgrundlag for
gennemførelse af dekommissioneringsprojektet, DD, September
2002.
23. Final Comments to the report »RISOE - Postponed
Decommissioning«, COWI-konsortiet, September 2002.
24. Endelige bemærkninger til strategiplan,
COWI-konsortiet, September 2002.
25. Arbejdspapir om Projektgrundlag for gennemførelse af
dekommissioneringsprojekt. Lovgivningsmæssige rammer,
COWI-konsortiet, September 2002.
26. Beskrivelse af de retlige rammer m.v. for den umiddelbare
håndtering af affald under afviklingen af de nukleare anlæg
på Risø - redegørelse fra det tværministerielle
udvalg, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeriet og
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Oktober 2002.
Bilag D
Oversigt over hidtidige forelæggelser for
Folketinget
1. Ministerbrev af 25. maj 2000 til Miljø- og
Planlægningsudvalget - oversendelse af samrådspapir vedr. spm. BV
(Alm. del - bilag 1191).
2. Ministerbrev af 18. maj 2000 til Miljø- og
Planlægningsudvalget - oversendelse af svar på spm nr. 517-533
(Alm. del - bilag 1188).
3. Ministerbrev af 28. juni 2000 til Miljø- og
Planlægningsudvalget - oversendelse af svar på spm. stillet af
Lis Greibe, MF, under samrådet vedr. spm. BV (Alm. del - bilag
1191).
4. Ministerbrev af 29. september 2000 til Videnskabsudvalget og
Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af
orienteringsbrev om Risøs bestyrelses beslutning om ikke at genstarte
DR3-reaktoren samt invitation til møde om den videre proces.
5. Ministerbrev af 10. oktober 2000 til Videnskabsudvalget og
Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af
orienteringspapir udarbejdet på baggrund af møde om den videre
proces.
6. Ministerbrev af 21. november 2000 - oversendelse af svar på
spm. nr. 1 og 2 (§ 19 - bilag 6).
7. Akt 58 22/11 2000 om oprettelsen af DD.
8. Ministerbrev af 31. januar 2001 - oversendelse af svar på spm.
fra Helen Beim, MF, vedrørende uran.
9. Ministerbrev af 2. februar 2001 til Videnskabsudvalget og
Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af diverse
materiale.
10. Ministerbrev af 20. februar 2001 til Videnskabsudvalget og
Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af diverse
materiale.
11. Ministerbrev af 20. marts 2001 til Videnskabsudvalget -
oversendelse af diverse materiale.
12. Ministerbrev af 23. marts 2001 til Videnskabsudvalget -
oversendelse af samrådspapir vedr. spm. J (Alm. del - bilag 196).
13. Akt 160 28/03 2001 om videreførelse af smal DD-organisation
m.v., inkl. orientering om videre proces.
14. Ministerbrev af 21. maj 2001 til Miljø- og
Planlægningsudvalget - oversendelse af svar på spm. nr. 320-327
(Alm. del - bilag 967).
15. Ministerbrev af 30. maj 2001 til Videnskabsudvalget - oversendelse
af foreløbigt program for besøg på Risø.
16. Akt 274 04/09 2001 om fremrykning af udgifterne til returnering af
brugte brændselselementer fra DR3-reaktoren.
17. Ministerbrev af 4. september 2001 til Finansudvalget - oversendelse
af svar på spm. nr. 1 (§ 19 - bilag 16).
18. Ministerbrev af 14. september 2001 til Finansudvalget -
oversendelse af svar på spm. nr. 2 (§19 - bilag 18).
19. Ministerbrev af 19. september 2001 til Folketingets Lov- og
Parlamentssekretariat - oversendelse af svar på spm. S3945.
20. Ministerbrev af 8. februar 2001 til Videnskabsudvalget og
Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af diverse
materiale samt orientering om status.
21. Ministerbrev af 24. april 2002 til Videnskabsudvalget,
Miljø- og Planlægningsudvalget og Finansudvalget - oversendelse
af orientering om beslutning om udskydelse af forelæggelse for
Folketinget.
22. Ministerbrev af 27. juni 2002 til Videnskabsudvalget, Miljø-
og Planlægningsudvalget og Finansudvalget - oversendelse af diverse
materiale samt orientering om den videre proces.
Bilag E
Kort over de nukleare anlæg på
Risø-området
Officielle noter
1) Artikel 37 har
følgende ordlyd: "Hver medlemsstat skal forsyne Kommissionen med
alle almindelige oplysninger vedrørende planer om bortskaffelse af
radioaktivt spild i enhver form, for at det derved kan afgøres, om
iværksættelsen af denne plan kan antages at medføre en
radioaktiv kontaminering af en anden medlemsstats vande, jord eller luftrum
"
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (28. november 2002) - B 48 Retsinformation · 28. november 2002
- Forslag til folketingsbeslutning om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald Retsinformation · 15. marts 2018
- Folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø Retsinformation · 13. marts 2003
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø Retsinformation · 6. marts 2003
- Cirkulære om Dansk Dekommisionering Retsinformation · 15. marts 2022
- Skriftlig fremsættelse (14. marts 2018) - B 90 Retsinformation · 15. marts 2018