Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø

2002/1 BSF 48Beslutningsforslag som fremsatMinisteriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling28. november 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. november 2002 af

videnskabsministeren (Helge Sander)

Forslag til folketingsbeslutning

om afviklingen af de nukleare anlæg på

Forskningscenter Risø

Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen fremmer afviklingen

(dekommissioneringen) af de nukleare anlæg på Forskningscenter

Risø hurtigst muligt i regi af den selvstændige virksomhed Dansk

Dekommissionering, sådan at arealerne af de nukleare tilsynsmyndigheder

kan frigives til ubegrænset brug inden for en tidshorisont på op

til 20 år.

Folketinget meddeler sit samtykke til, at regeringen samtidig med

afviklingen (dekommissioneringen) påbegynder udarbejdelsen af et

beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt

affald.

Bemærkninger til forslaget

Indholdsfortegnelse

Side

I

Formål med fremsættelse og baggrund

4

1.

Formål med fremsættelse

4

2.

Baggrund

4

II

Forhold vedrørende dekommissionering

6

Læs alt

3.

Beskrivelse af de nukleare anlæg

6

4.

Nationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering

6

5.

Internationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering

7

5.1.

I regi af EU

7

5.2.

I regi af IAEA

8

6.

Internationale erfaringer med dekommissionering af nukleare

anlæg

8

6.1.

Storbritannien

8

6.2.

Sverige

8

6.3.

Tyskland

8

6.4.

USA

8

7.

Overordnet strategi for en dekommissionering af nukleare anlæg,

herunder mulige scenarier

9

8.

Anbefaling af dekommissioneringsstrategi i koncept og tid

10

9.

Alternativer til en dekommissionering

11

9.1.

Deponering på stedet ('entombment')

11

9.2.

Omdannelse af de nukleare anlæg til museum

11

9.3.

Udskudt dekommissionering

12

10.

Organisation af den selvstændige virksomhed Dansk

Dekommissionering

13

11.

Økonomiske forhold omkring en dekommissionering

14

12.

VVM-tilladelse

15

13.

Øvrige sikkerheds- og miljømæssige forhold generelt

ved en dekommissionering

16

13.1.

Arbejdsmiljømæssige forhold

16

13.2.

Omegnsmiljømæssige forhold

16

13.3.

Beredskabsmæssige forhold

17

13.4.

Miljømæssige konsekvenser af valg af tidsmæssigt

scenario

17

14.

Det landsdækkende atomberedskab

17

III

Forhold vedrørende slutdeponering af radioaktivt affald

17

15.

Behovet for sludeponering af dansk radioaktivt affald

17

16.

Tidsmæssige aspekter ved dekommissionering og slutdeponering

18

17.

Processen frem mod et slutdepot

18

17.1.

Processen før detailplanlægning

18

17.2.

Detailplanlægning af et slutdepot

20

Bilag:

A.

Affaldsmængder eksisterende og produceret ved

dekommissioneringen

B.

Det forskningsmæssige udbytte af investeringen i de nukleare

anlæg på Risø

C.

Oversigt over baggrundsmateriale

D.

Oversigt over hidtidige forelæggelser for Folketinget

E.

Kort over de nukleare anlæg på Risø-området

Bemærkninger til forslaget

I Formål med fremsættelse og baggrund

1. Formål med fremsættelse

Regeringen beder med fremsættelsen om Folketingets

tilslutning til at kunne fremme afviklingen (dekommissioneringen) af de

nukleare anlæg på Forskningscenter Risø (Risø)

hurtigst muligt i regi af den selvstændige virksomhed Dansk

Dekommissionering (DD), sådan at arealerne af de nukleare

tilsynsmyndigheder (Beredskabsstyrelsen og Statens Institut for

Strålehygiejne under Sundhedsstyrelsen) kan frigives til

ubegrænset brug inden for en tidshorisont på op til 20 år.

En sådan dekommissionering vil sikre, at bygninger og arealer der har

været anvendt til nuklear forskning m.v., kan anvendes til andre

formål uden sikkerhedsmæssige begrænsninger. Visse

bygninger forventes dog nedrevet.

De nukleare anlæg på Risø er de eneste

af deres art her i landet, og dekommissioneringen er derfor en

engangsforeteelse. Man opnår ingen erfaringsopsamling ved at udskyde

opgaven. Tværtimod betyder en udskydelse et videntab, da man med tiden

mister de medarbejdere, som i dag har et unikt kendskab til de

pågældende nukleare anlægs betydning og funktion.

Endvidere har vi i dag her i landet affald og andet

materiale fra 40 års drift af nukleare anlæg og fra

gennemførelsen af forskningsprojekter, og en dekommissionering vil

indebære yderligere affaldsmængder. Dertil kommer radioaktivt

affald fra sundhedssektoren og industrien. Derfor er der behov for at

forholde sig til en permanent løsning for bortskaffelsen heraf. For at

kunne igangsætte en dekommissionering, er det ikke nødvendigt at

have en afklaring på spørgsmålet om slutdeponering af det

radioaktive affald. Men mange eksperter og de nukleare tilsynsmyndigheder har

peget på, at der er fordele for dekommissioneringen ved ikke at udskyde

beslutningen om at få afklaret rammerne for en håndtering og

deponering af det radioaktive affald.

Regeringen beder derfor også med fremsættelsen

om Folketingets tilslutning til samtidig med dekommissioneringen at kunne

påbegynde udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for et slutdepot for

lav- og mellemaktivt affald.

For en god ordens skyld skal bemærkes

følgende:

a) At det tidligere Forskningsudvalg og det nuværende Udvalg for

Videnskab, Teknologi og Udvikling for overskuelighedens skyld i det

følgende benævnes under ét som »Videnskabsudvalget«.

Tilsvarende benævnes det tidligere Forskningsministerium, IT- og

Forskningsministerium og det nuværende Ministerium for Videnskab,

Teknologi og Udvikling som »Videnskabsministeriet«. Endelig benævnes

det tidligere Indenrigsministerium og Sundhedsministerium som »Indenrigs- og

Sundhedsministeriet«.

b) At en oversigt over det i det følgende omtalte materiale er

angivet i vedlagte Bilag C, hvortil der generelt skal henvises.

2. Baggrund

I april 2000 blev DR3-reaktoren på Risø taget

ud af drift p.gr.a. mistanke om en utæthed. Da man allerede da vidste,

at DR3 p.gr.a. sin alder m.v. alligevel inden for få år ville

være udtjent, fandt man det hensigtsmæssigt samtidig at overveje

tidspunktet for en permanent nedlukning af alle de nukleare anlæg

på Risø.

En uafhængig tilstandsrapport viste, at der var

begyndende tæring i DR3-reaktoren. På baggrund heraf vurderede

Risøs bestyrelse, at udbyttet ved dens videre drift ikke ville

stå i rimeligt forhold til de nødvendige omkostninger til

vedligeholdelse af dens tekniske tilstand. Bestyrelsen besluttede derfor i

september 2000, at DR3 ikke ville blive genstartet.

Spørgsmålet om en dekommissionering af

anlæggene blev aktualiseret, da DR3-reaktoren er langt det

største af de nukleare anlæg, og da det derfor som en

følge af ovenstående beslutning ikke længere var

hensigtsmæssigt at opretholde driften af de øvrige nukleare

forskningsanlæg. I de løbende drøftelser om en mulig

forestående afvikling blev det anset for hensigtsmæssigt at

forberede udskillelsen af dekommissioneringsopgaven fra Risø til en

selvstændig virksomhed med egen ledelse. Dette ikke mindst for at sikre

adskillelsen af dekommissioneringsopgaven fra Risøs øvrige

fremadrettede forskningsaktiviteter.

I november 2000 tiltrådte Finansudvalget

således Akt 58 22/11 2000 om oprettelsen af virksomheden DD, som skulle

forberede en overdragelse af ansvaret for de nukleare anlæg fra

Risø til DD, herunder tilvejebringe dokumentation for, at virksomheden

havde de nødvendige kvalitative og kvantitative kompetencer og

ressourcer til at forestå afviklingen.

I marts 2001 offentliggjorde Risø en

udredningsrapport med beskrivelse af indholdet af en dekommissionering,

herunder alternative dekommissioneringsscenarier. Den 20. marts 2001 blev

rapporten (dansk sammenfatning) sendt til Videnskabsudvalget og Miljø-

og Planlægningsudvalget, og udvalgene blev samtidig orienteret om, at

der samme dag var blevet forelagt et aktstykke for Finansudvalget, jf. Akt

160 28/03 2001.

Risøs udredningsrapport var forinden

offentliggørelsen blevet underkastet en uafhængig international

peer review, hvor den var blevet positivt evalueret. Rapporten gav

således et godt grundlag for det videre analyse- og

planlægningsarbejde. Men det stod samtidig klart, at den ikke kunne

stå alene som beslutningsgrundlag for valg af en afviklingsprofil og en

ansvarsoverdragelse fra Risø til DD. Rapporten illustrerede

således behovet for bl.a. en yderligere detaljering af arbejdsopgaverne

i forbindelse med dekommissioneringen af både økonomisk og

processuel karakter. En række forhold måtte derfor belyses

yderligere.

Med Akt 160 28/03 2001 blev ansvarsoverdragelsen udskudt,

indtil disse forhold var afklaret. Samtidig blev de nukleare aktiviteter

udskilt i en særlig afdeling, Risø Dekommissionering, under

Risø med henblik på at fremme overdragelsen af det samlede

ansvar til DD. Det forudsattes samtidig, at der i foråret 2002 ville

blive fremsat et beslutningsforslag for Folketinget om bl.a. de overordnede

rammer for en dekommissionering. Det mellemliggende år skulle bruges

til at sikre et så robust beslutningsgrundlag som muligt, primært

ved en afklaring af de i Akt 160 28/03 2001 beskrevne forhold samt ved

igangsættelsen af en miljøvurdering af dekommissioneringen, jf.

også afsnit 12.

I forlængelse af Akt 160 28/03 2001 fortsattes

arbejdet med at afklare de nødvendige forhold. Videnskabsministeriet

nedsatte en udredningsgruppe, der skulle foretage en teoretisk udredning af

de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald (den

teoretiske depotudredning). Udredningen blev offentliggjort i januar

2002.

Af habilitetshensyn og for at sikre et så robust

beslutningsgrundlag som muligt blev det endvidere besluttet at antage en

uafhængig rådgiver for Videnskabsministeriet, der skulle vurdere

en række af de i Akt 160 28/03 2001 beskrevne forhold bl.a. ved en

vurdering af det af Risø/DD udarbejdede materiale.

Rådgivningsopgaven blev sendt i udbud, hvorefter en enstemmig

bedømmelseskomité pegede på et internationalt konsortium

bestående af COWI A/S, DEMEX Consulting Engineers A/S, NIS

Ingenieurgesellschaft mbH/RWE NUKEM-group, GOLDER Associates Europe Ltd. og

SYCON Energikonsult AB som det samlet set bedste bud.

I april 2002 afleverede COWI-konsortiet sine rapportudkast

med analyser af disse forhold til Videnskabsministeriet. På baggrund

heraf var det ministeriets og rådgivers vurdering, at udkastene burde

konsolideres, inden de dannede grundlag for den videre beslutningsproces. Den

24. april 2002 orienterede videnskabsministeren derfor Videnskabsudvalget,

Miljø- og Planlægningsudvalget og Finansudvalget om, at

beslutningsforslaget først ville blive forelagt for Folketinget i

samlingen 2002/03. Ministeren oplyste samtidig, at der i samarbejde med de

relevante aktører ville blive igangsat en proces, hvorefter udvalgene

ville modtage rådgivers endelige rapporter. Samtidig ville udvalgene

blive præsenteret for, hvad der skulle arbejdes videre med frem mod den

endelige forelæggelse for Folketinget.

Den 27. juni 2002 sendte videnskabsministeren

COWI-konsortiets endelige rapporter til de tre ovennævnte udvalg sammen

med en oversigt over de forhold, som rådgiver havde peget på

måtte afklares inden den endelige forelæggelse for Folketinget.

Rådgiver anbefalede i den forbindelse f.eks., at Risø/DD

udbyggede den strategiske planlægning for afviklingen. Endvidere blev

der peget på, at der inden en beslutning om endelig bortskaffelse af

det radioaktive affald bør udarbejdes en national strategi for

håndtering af radioaktivt affald, herunder definitionen af

acceptkriterier for dette affald. Rådgiver understregede samtidig

fordelene ved at klarlægge principperne for en sådan strategi

samtidig med dekommissioneringen.

For at sikre et så robust beslutningsgrundlag som

muligt nedsatte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeriet og

Videnskabsministeriet på den baggrund et tværministerielt udvalg,

der fik i opdrag at beskrive de retlige rammer m.v. for den umiddelbare

håndtering af det affald, herunder det radioaktive affald, som vil

fremkomme ved en dekommissionering af de nukleare anlæg på

Risø samt for etableringen af et dansk slutdepot for radioaktivt

affald (det tværministerielle udvalg vedrørende

affaldshåndtering). Udvalget afleverede primo oktober 2002 sin

redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren,

miljøministeren og videnskabsministeren.

I september 2002 afleverede Risø/DD sine

afsluttende rapporter til Videnskabsministeriet, foranlediget af

COWI-konsortiets anbefalinger. Rådgiver afleverede i samme måned

til ministeriet sin vurdering af dette materiale.

Parallelt med denne proces er der sket en returnering af

brugte brændselselementer fra DR3-reaktoren til USA, jf. Akt 274 04/09

2001. Disse brændselselementer blev brugt, mens DR3 var i drift, og

skulle løbende udskiftes. Returneringen har været omfattet af en

aftale med USA herom og var et led i de løbende nukleare aktiviteter

på Risø. Selv hvis de nukleare anlæg var i drift, ville

returnering skulle ske, og den måtte derfor ses adskilt fra processen i

forhold til en dekommissionering. Ved Akt 274 04/09 2001 tiltrådte

Finansudvalget, at Risø fremrykkede udgifterne til returneringen af

brændselselementerne, sådan at returnering kunne ske hurtigst

muligt. Dette er sket, da alle brændselselementer nu er returneret til

USA. Det betyder herefter, at der alene er bestrålet

reaktorbrændsel tilbage i DR1-reaktoren, jf. også afsnit 9.3,

samt de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel der er

indgået i et tidligere forskningsprojekt i Hot Cells, jf. også

Bilag A.

II Forhold vedrørende dekommissionering

3. Beskrivelse af de nukleare anlæg

Neden for skitseres de anlæg på Risø,

der er klassificeret som værende nukleare anlæg, og som vil

være omfattet af dekommissioneringsprojektet.

·

DR1-reaktoren

er en maksimalt 2 kW laveffekt reaktor, hvorfor den indeholdte aktivitet er

beskeden. Reaktoren blev taget i drift i 1957 og ud af drift i 2001.

·

DR2-reaktoren

er en 5 MW letvandsreaktor af »pool-typen«. Reaktoren blev taget i drift i

1959 og ud af drift i 1975, hvorefter den blev dekommissioneret til fase 2,

jf. også afsnit 7.

·

DR3-reaktoren

er en 10 MW tungtvandskølet reaktor. Til sammenligning er

Barsebäck 1-reaktoren på 1800 MW. DR3-reaktoren blev taget i drift

i 1960 og ud af drift i 2000.

·

Teknologihallen

er en bygning med faciliteter til fabrikation af brændselselementer for

DR3. Produktionen af brændselselementer ophørte, da DR3 blev

taget ud af drift.

·

Hot Cells er et

anlæg, der blev brugt til undersøgelser af eksperimentelt

bestrålet uranbrændsel m.v. Hot Cells var i brug i perioden 1964

- 1989, hvorefter dekommissionering af anlægget blev sat i gang.

Dekommissioneringen af Hot Cells er nu i fase 2, jf. også afsnit 7.

·

Behandlingsstationen for radioaktivt affald varetager

rensning af Risøs radioaktive spildevand samt pakning og komprimering

af alt fast radioaktivt affald fra forskningscentret samt fra øvrige

danske brugere af radioaktive isotoper. Det bemærkes, at også

Risøs lagerfaciliteter til midlertidig oplagring af dansk radioaktivt

affald hører under Behandlingsstationen.

Hertil skal tilføjes, at der bliver og fortsat vil

blive udført forskningsaktiviteter på Risø med brug af

radioaktivt materiale. Aktiviteterne adskiller sig ikke fra aktiviteter

på f.eks. hospitaler og universiteter m.v. I DD's levetid vil

virksomheden bistå Risø med affaldshåndtering samt

dekontaminering og friklassificering af de laboratorier, hvor sådanne

aktiviteter har fundet sted.

4. Nationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering

Det tværministerielle udvalg vedrørende

affaldshåndtering har bl.a. beskrevet de nuværende retlige rammer

for en dekommissionering af de nukleare anlæg på Risø, jf.

også afsnit 2. Udvalget fandt generelt, at den eksisterende danske

lovgivning er i overensstemmelse med internationale forpligtelser m.v., og at

der intet retligt er til hinder for at igangsætte

dekommissioneringen.

Den nukleare lovgivning omfatter følgende

love:

·

Lov nr. 170 af 16. maj

1962 om nukleare anlæg (atomanlægsloven).

·

Lov nr. 244 af 12. maj

1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved

atomanlæg m.v. (atomanlægssikkerhedsloven). Loven er dog kun

delvis sat i kraft.

·

Lov nr. 94 af 31.

marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer (radioaktivitetsloven).

·

Lov nr. 332 af 19.

juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).

Der er derudover i medfør af ovenstående love

udstedt en række bekendtgørelser af relevans for

dekommissioneringen.

Tilsynet med de nukleare anlæg ligger hos de

nukleare tilsynsmyndigheder. Disse myndigheder er således ansvarlige

for udarbejdelsen af de regler og betingelser, under hvilke Risø/DD

kan udføre sin virksomhed; bl.a. skal myndighederne på baggrund

af en konkret ansøgning godkende overdragelsen af ansvaret for de

nukleare anlæg fra Risø til DD. En sådan ansøgning

er betinget af Folketingets stillingtagen til beslutningsforslaget. Endvidere

vil udførelsen af den faktiske dekommissionering være betinget

af løbende myndighedsgodkendelse, jf. også afsnit 8.

Omkring miljølovgivningen har udvalget tilsluttet

sig, at dekommissioneringen er omfattet af VVM-pligt. For yderligere

beskrivelse af denne lovgivning henvises til afsnit 12.

5. Internationale forpligtelser i forhold til en dekommissionering

Dekommissioneringen af de nukleare anlæg på

Risø skal naturligvis ske inden for rammerne af eksisterende

internationale forpligtelser. Det nukleare område er reguleret i en

række internationale fora og er også genstand for forskellige

internationale anbefalinger m.v. Om end sidstnævnte ikke i retlig

forstand er bindende, har både Risø/DD og COWI-konsortiet

understreget betydningen af en efterlevelse af de internationale principper.

Neden for er herefter givet eksempler på centrale

internationale forpligtelser og anbefalinger af relevans for

dekommissioneringen.

5.1. I regi af EU

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Atomenergifællesskab (EURATOM)

EURATOM-traktaten trådte i kraft i 1958 på

et tidspunkt, hvor den fredelige udnyttelse af nuklear energi stod

højt på den internationale dagsorden. Ønsket var bl.a. at

sikre grundlæggende normer inden for f.eks. sundhedskontrol. Det har

f.eks. givet sig udslag i notifikationsproceduren i traktatens artikel 37.1) I medfør heraf

skal hver medlemsstat forsyne EU-kommissionen med alle almindelige

oplysninger vedrørende planer om bortskaffelse af radioaktivt spild i

enhver form, for at man kan vurdere enhver plans eventuelle indvirkning

på en anden medlemsstats territorium. Redegørelsen skal

således bl.a. indeholde vurderinger af strålingsdoserne til den

nærmeste befolkning i et naboland fra forventede driftsudslip af

radioaktive stoffer til atmosfæren.

Statens Institut for Strålehygiejne under

Sundhedsstyrelsen har i Danmark ansvaret for udarbejdelsen af

ovennævnte artikel 37-redegørelse. En redegørelse

forventes sendt til EU-kommissionen primo 2003.

Rådsdirektiv 96/29/EURATOM om fastsættelse af

befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med

ioniserende stråling (strålingsbeskyttelsesdirektivet)

EURATOM-traktaten forudsætter, at man udsteder

yderligere retsakter som udbygning af traktatens grundlæggende

principper. EU udsteder derfor direktiver, som udarbejdes med støtte i

anbefalinger fra Den Internationale Kommission for Strålingsbeskyttelse

(ICRP) og Den Internationale Kommission for Strålingsenheder og

Målinger (ICRU) - to uafhængige ekspertkommissioner - senest ved

ovennævnte strålingsbeskyttelsesdirektiv. Direktivet er i Danmark

blevet implementeret bl.a. ved Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr.

823 af 31. oktober 1997 om dosisgrænser for ioniserende stoffer og

Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 192 af 2. april

2002 om undtagelsesregler fra lov om brug m.v. af radioaktive stoffer.

EU-kommissionens forslag til fællesordning for nuklear

sikkerhed og forsyningssikkerhed (COM 2002, med bilag)

EU-kommissionen vedtog d. 6. november 2002 en

meddelelse indeholdende foranstaltninger inden for rammerne af

EURATOM-traktaten, som sigter mod gennemføre en

fællesskabsordning for nuklear sikkerhed og styrkelse af

forsyningssikkerheden. Meddelelsen ventes bl.a. ledsaget af to direktivudkast

om sikkerhed og håndtering af radioaktivt affald. Der er endnu ikke

tale om officielle forslag fra EU-kommissionen til Rådet. Materialet

kan i sin nuværende form findes på

http://europa.eu.int/comm/energy/nuclear/

new_package.htm

De to udkast til direktivforslag er baseret på

EURATOM-traktatens artikel 31. I denne artikel er det fastsat, at

kommissionen udarbejder grundlæggende normer for

strålingsbeskyttelse, efter indstilling fra en gruppe personer udpeget

af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg blandt medlemsstaternes

videnskabelige eksperter og efter udtalelse fra Det Økonomiske og

Sociale Udvalg. Når forslagene er forelagt Rådet, vedtager

Rådet normerne med kvalificeret flertal efter høring af

Europa-Parlamentet. Der er således kun tale om udkast til direktiver,

som kan ændres meget under behandlingen i EU.

Meddelelsen og udkastene til direktivforslag omhandler som

nævnt bl.a. sikkerheden i nukleare anlæg i drift eller under

dekommissionering samt håndtering af radioaktivt affald. Det kan derfor

ikke udelukkes, at en vedtagelse af direktivforslag på dette

område kan have relevans for dekommissioneringen af de nukleare

anlæg på Risø. En analyse baseret på disse meget

tidlige udkast til direktiver i relation til den konkrete sag viser

imidlertid, at der gennemgående er tale om videreførelse af

internationalt anerkendte principper for nuklear sikkerhed. Principper, som

projektet under alle omstændigheder forudsættes gennemført

med respekt af. De af kommissionen anførte tidsfrister for udformning

og geografisk placering af slutdepoter virker umiddelbart meget stramme, men

i og med at der alene er tale om et meget tidligt første udkast fra

kommissionen, kan ændringer forekomme.

Generelt må det understreges, at ovennævnte

vurderinger baserer sig på det foreliggende grundlag fra kommissionen,

og at behandlingen i EU-systemet af udkastene til direktivforslag kan

medføre ændringer heri. Regeringen vil løbende orientere

Folketinget om behandlingen.

I det omfang de eventuelle vedtagne direktiver skulle vise

sig at indeholde mindre strenge sikkerhedskrav end det i forhold til

dekommissioneringen af de nukleare anlæg på Risø

forudsatte, er det dog - med den viden man har i dag - regeringens holdning,

at de højere sikkerhedsnormer naturligvis fortsat vil blive lagt til

grund.

5.2. I regi af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA)

Safety Standards m.v.

Som en uafhængig organisation under FN blev IAEA

i medfør af Artikel III i sin statut, med ikrafttræden i 1957,

beføjet til at udarbejde vejledende standarder for beskyttelse mod

ioniserende stråling samt til at overvåge brugen af disse

standarder ved den fredelige udnyttelse af nuklear energi. IAEA udarbejder

også retningslinier og anbefalinger for dekommissionering af nukleare

anlæg i form af såkaldte Safety Guides, f.eks. Safety Guide om

'Decommissioning of Nuclear Power Plants and Research Reactors, 1997.

Ovennævnte retningslinier vil indgå i både den kommende

detailplanlægning og ved udførelsen af den faktiske

dekommissionering.

6. Internationale erfaringer med dekommissionering af nukleare

anlæg

Ifølge en opgørelse fra IAEA var der i april

1997 på verdensplan mere end 70 civile kernekraftanlæg, som var

under dekommissionering i større eller mindre grad. Hertil kommer

bl.a. et stort antal forskningsreaktorer og tilknyttede laboratorier. I lyset

af den unikke karakter af en dekommissionering her i landet har

Risø/DD i sit udredningsarbejde benyttet sig af de eksisterende

internationale erfaringer. Tilsvarende har COWI-konsortiet i sin vurdering af

dette arbejde kunnet benytte sig af den internationale ekspertise, som

indgår i konsortiet.

Det er vanskeligt at konkludere endegyldigt på

foretrukne strategier for dekommissionering i udlandet. De nukleare

anlæg er af vidt forskellig karakter, og forholdene varierer meget fra

land til land. En strategi for et land med mange nukleare anlæg og

fortsatte nukleare aktiviteter vil ikke nødvendigvis være den

mest hensigtsmæssige i et land med kun få anlæg, der

står foran en afvikling.

Neden for er kort skitseret forholdene i nogle af de

lande, hvorfra det har været mest nærliggende at indhente

erfaringer.

6.1. Storbritannien

United Kingdom Atomic Energy Authority (UKAEA) som

oprindeligt stod for både det militære og civile nukleare program

har nu ansvaret for dekommissionering af et stort antal

forsøgsreaktorer og mindre prototypereaktorer samt laboratorier, hvor

der har været arbejdet med radioaktive materialer. I alt regner man med

at skulle dekommissionere 150 bygninger.

Af særlig interesse for de nukleare anlæg

på Risø har været to reaktorer på

forsøgsanlægget Harwell og én på anlægget

Dounreay i Skotland. Disse tre reaktorer er af samme type som DR3-reaktoren

på Risø. Da de to førstnævnte allerede har

undergået den første fase af dekommissionering, jf. også

afsnit 7, har Risø i sit udredningsarbejde benyttet sig af

erfaringerne herfra.

6.2. Sverige

I Sverige har man i begyndelsen af 1980'erne

dekommissioneret en forsøgsreaktor med en 100 gange lavere effekt end

DR3-reaktoren på Risø. Risø/DD har vurderet, at dette

forløb vil give erfaringer for en dekommissionering af de nukleare

anlæg på Risø. Derudover er Barcebäck 1-reaktoren

på nuværende tidspunkt i en hvileposition.

6.3. Tyskland

Anlægget Niederaichbach er den første

større kraftreaktor på verdensplan, der blev dekommissioneret

til såkaldt 'ubegrænset brug af området', jf. også

afsnit 7. Projektet blev afsluttet i 1995. Herudover pågår i

øjeblikket dekommissioneringsprojekter for 10-15 egentlige

kraftreaktorer eller større forsøgsreaktorer, herunder

reaktorerne på de tidligere østtyske kraftværker

Rheinsberg og Greifswald. Desuden gennemføres/er der gennemført

dekommissionering af et stort antal mindre forsøgsreaktorer og

laboratorier, f.eks. på forskningscentret i Karlsruhe.

6.4. USA

Over 70 kraft- og forsøgsreaktorer er taget ud af

drift i USA. 3 egentlige kraftreaktorer er undergået en komplet

dekommissionering. 9 kraftreaktorer er anbragt i såkaldt 'safe storage'

for kortere eller længere tid, f.eks. med henblik på at afvente

nedlukning af andre nukleare anlæg på samme plads.

Dekommissionering af bl.a. de tre oven for nævnte reaktorer har givet

anledning til udvikling af udstyr og metoder til dekommissionering, som

Risø/DD forventer, at der kan drages nytte af ved en dekommissionering

af de nukleare anlæg på Risø.

7. Overordnet strategi for en dekommissionering af nukleare

anlæg, herunder mulige scenarier

IAEA definerede i 1975 en dekommissionering ud fra 3 faser

for at sikre en international sammenhæng i

dekommissioneringsaktiviteter. Det bemærkes, at det i princippet ikke

er nødvendigt at gennemføre alle 3 faser.

Risø/DD har siden beslutningen om ikke at genoptage

driften af de nukleare anlæg arbejdet ud fra en forudsætning om

at gennemføre en dekommissionering baseret på en overordnet

strategi svarende til IAEA's internationalt anerkendte definition. I

overensstemmelse hermed har Risø/DD beskrevet den overordnede strategi

som faldende i følgende 3 faser:

·

Fase 1: Opbevaring

under opsyn - dekontaminering af radioaktivt forurenede overflader;

dræning, afbrydelse af driftssystemer m.v. Reaktorbrændsel

fjernes.

·

Fase 2:

Begrænset brug af området fjernelse eller dekontaminering af

alt udstyr og alle bygninger, som er lette at nedrive. I reaktorer: lukning

af det biologiske skjold. Anlæggene vil stadig skulle være under

overvågning.

·

Fase 3:

Ubegrænset brug af området ('bar mark') fjernelse af alle

bygninger og alt udstyr, som ikke kan dekontamineres til et niveau, der

opfylder gældende regler for frigivelse. Tilbageværende

bygninger/anlægsdele samt området kan herefter frigives uden

restriktioner f.s.v.a. rest-radioaktiviteten.

Inden for ovennævnte strategi er forskellige

scenarier mulige, der primært varierer i tidsmæssig

udstrækning (i forhold til køletiden for DR3-reaktoren). De

mulige scenarier er udvalgt på baggrund af bl.a. halveringstider for de

radioaktive isotoper i de nukleare anlæg.

For at belyse sagen bedst muligt er der blevet lagt

vægt på at inddrage et bredt spektrum af scenarier, og for at

identificere det foretrukne alternativ har Risø/DD og COWI-konsortiet

samlet set taget udgangspunkt i forskellige scenarier inden for en ramme af

umiddelbar dekommissionering ned til ubegrænset brug af området

(dertil kommer vurdering af eventuelle alternativer til dekommissionering,

jf. også generelt afsnit 9). Herefter er visse scenarier vurderet

nærmere med henblik på en afvejning af de relevante kriterier.

Først på baggrund af en samlet afvejning, er det foretrukne

scenario for en dekommissionering af de nukleare anlæg på

Risø identificeret, jf. også afsnit 8.

Følgende scenarier er herefter i alt overordnet

vurderet af Risø/DD og COWI-konsortiet:

1. Dekommissionering fuldført hurtigst muligt, ca. 11-20

års varighed. For nærmere beskrivelse af dette scenario henvises

til afsnit 8.

2. Dekommissionering fuldført på ca. 35 år, jf.

nedenfor.

3. Dekommissionering fuldført på ca. 50 år, jf.

nedenfor.

4. Dekommissionering fuldført på ca. 85 år, jf.

nedenfor.

Det bemærkes, at den tidsmæssige

udstrækning i de ovennævnte scenarier baserer sig på en

forskellig køletid for DR3-rektoren. Køletiden har betydning

for mængden af radioaktivitet inde i reaktoren.

Scenarierne 1. - 3. er reelt varianter af samme

overordnede scenario, alene varierende i forhold til den tidshorisont, man

vælger at udstrække opgaven over. Risø/DD og

COWI-konsortiet har vurderet, at for alle tres vedkommende vil det biologiske

skjold og de indre dele af reaktorkernen skulle fjernes med hel eller delvis

brug af fjernbetjent udstyr (robotarme m.v.). Tilsvarende har Risø/DD

og COWI-konsortiet vurderet, at der ikke vil være større

miljømæssige forskelle, uanset hvilket alternativ der

måtte vælges, jf. også afsnit 13.4. Samme vurdering er

anført i den VVM-redegørelse for dekommissioneringen, som er

blevet udarbejdet i regi af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) som

regionplanmyndighed, jf. også afsnit 12.

F.s.v.a. scenario nr. 4. henvises til det neden for

beskrevne.

Der fandtes således ikke at være

udslagsgivende tekniske, sikkerheds- og miljømæssige forskelle i

varianterne 1. - 3. Samme konklusion drages i VVM-redegørelsen for

dekommissioneringen, jf. også afsnit 12. Risø/DD og

COWI-konsortiet vurderede på baggrund heraf, at en mere

tilbundsgående vurdering af nr. 1 og nr. 3. ville være

tilstrækkelig i forhold til en indsnævring af det oprindelige

spektrum.

Med hensyn til det alt i alt længste scenario

på 85 år, jf. scenario nr. 4., forudsætter det

ifølge COWI-konsortiet en så lang køletid for DR3, at det

biologiske skjold og de indre dele af reaktorkernen i modsætning til de

øvrige alternativer stort set ville kunne fjernes uden brug af

kostbart fjernbetjent udstyr. Dette fordi radioaktiviteten i reaktoren

på det tidspunkt vil være aftaget i tilstrækkelig grad.

COWI-konsortiet vurderede således, at også dette scenario burde

belyses nærmere ud fra en forventning om eventuel besparelse ved

dekommissioneringen af DR3.

En nøjere vurdering blev herefter foretaget af

følgende scenarier:

1. Dekommissionering fuldført hurtigst muligt, ca. 11-20

års varighed.

2. Dekommissionering fuldført på ca. 50 år.

3. Dekommissionering fuldført på ca. 85 år.

COWI-konsortiet var herefter generelt enig i

Risø/DD's vurdering af, at de samlede omkostninger (i faste priser)

for en dekommissionering vil stige i takt med dens planlagte

udstrækning, idet det dog tilføjes, at en omregning af

omkostningerne i faste priser til en nutidsværdi generelt peger

på, at omkostningerne målt i nutidsværdi vil falde jo

senere i forløbet de afholdes, jo længere det samlede

forløb bliver og jo højere rentefod, der lægges til grund

for beregningen, jf. også afsnit 11.

Endvidere har COWI-konsortiet f.s.v.a. 85-års

scenariet søgt at vurdere de eventuelle økonomiske fordele ved,

at de mest radioaktive dele af DR3-reaktoren stort set ville kunne fjernes

manuelt, jf. ovenfor. Rådgiver har imidlertid vurderet, at selv om

dette vil give en isoleret besparelse, betyder de årlige merudgifter

til bl.a. overvågning af de nukleare anlæg, at totaludgifterne (i

faste priser) samlet set bliver større end ved de øvrige

scenarier. Hertil kommer Risø/DD's vurdering af, at man ikke på

det foreliggende grundlag kan sandsynliggøre, at den faktiske

eksponering for strålingsdoser ved en nedtagning af anlæggene vil

være lavere ved det lange scenario.

8. Anbefaling af dekommissioneringsstrategi i koncept og tid

På baggrund af en samlet vurdering af relevante

kriterier, jf. også afsnit 7, har både Risø/DD og

COWI-konsortiet anbefalet, at de nukleare anlæg dekommissioneres ned

til ubegrænset brug af området inden for en kortest mulig

tidshorisont, idet de ikke har fundet udslagsgivende fordele ved at lade de

nukleare anlæg stå i f.eks. 40 år, før opgaven

fuldendes. Begge parter har ved anbefalingen heraf naturligvis forudsat, at

dekommissioneringen vil blive gennemført under hensyntagen til

såvel sikkerheds- og miljømæssige forhold som til et

princip om bedst mulig forvaltning af offentlige midler.

Tidsrammen er ikke mindst blevet dikteret af to

overordnede modsatrettede hensyn, som er afvejet over for hinanden. På

den ene side en passende køletid for DR3-reaktoren (af betydning for

aktivitetsniveauet, herunder også for de nødvendige

arbejdsoperationer), og på den anden side den bedst mulige udnyttelse

af den eksisterende ekspertise og arbejdskraft på Risø.

Som ved en udskudt dekommissionering, jf. også

afsnit 9.3, indebærer en lang tidshorisont et tab af de medarbejdere,

som har et unikt kendskab til de nukleare anlægs opbygning og funktion.

Risø/DD har understreget betydningen af at kunne benytte sig af

personale med et indgående kendskab til de konkrete anlæg ved

dekommissioneringen, og COWI-konsortiet har kunnet tilslutte sig synspunktet.

Vigtigheden heraf er også understreget i IAEA's 'Joint Convention on

the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste

Management’ (Affaldskonventionen), tiltrådt af Danmark i 1998,

hvor det i artikel 26 er anført, at: »Each Contracting Party shall

take the appropriate steps to ensure the safety of decommissioning Such steps

shall ensure that qualified staff and adequate financial resources are

available«.

Dette behov har været et bestemmende hovedhensyn for

Risø/DD's indstilling om, at dekommissioneringen sættes i gang

hurtigst muligt inden for en kortest mulig tidshorisont. En indstilling, som

støttes af både COWI-konsortiet og i VVM-redegørelsen,

jf. også afsnit 12. De nukleare tilsynsmyndigheder har ligeledes

tilkendegivet, at de kan tilslutte sig dette hovedhensyn.

Regeringen har på baggrund af ovenstående

tiltrådt indstillingen. En motiverende faktor har også

været ønsket om at leve op til det internationale princip om, at

hver generation bør »rydde op« efter sig selv, jf. også afsnit

9.3.

Omkring den konkrete tidsramme i det kortest mulige

scenario for en dekommissionering fremhæves det, at Risø/DD

oprindeligt vurderede, at der ville blive tale om en afvikling over 20

år, idet man dog tog forbehold for, at en detailanalyse kunne reducere

varigheden af afviklingen. COWI-konsortiet har herefter i sin konsolidering

lagt til grund, at en kortest mulig tidshorisont snarere lå på

afvikling inden for 11 år. Der er tale om to yderpunkter, inden for

hvilke en dekommissionering hurtigst muligt kan gennemføres.

Angivelse af en mere præcis tidsramme er p.t.

forbundet med nogen usikkerhed, da en række faktorer kan påvirke

det kortsigtede dekommissioneringsforløb. Der bedes alene om

Folketingets tilslutning til, at en dekommissionering kan fremmes inden for

rammerne af det givne scenario. Når sådant samtykke foreligger,

skal de nukleare tilsynsmyndigheder godkende, at ansvaret for de nukleare

anlæg overdrages fra Risø til DD, hvorefter de samme myndigheder

skal godkende en overordnet plan for dekommissioneringsprojektet.

Først herefter kan egentlig detailplanlægning og projektering

finde sted. Deri ligger også, at en detaljeret kontraheringsstrategi

først på det tidspunkt kan fastlægges og implementeres.

Før der er klarhed over antallet og omfanget af kontraktpakker, vil

det være usikkert at konkludere endegyldigt på antal år

over hvilke, dekommissioneringen må udstrækkes. Ethvert udbud

på baggrund af procedurerne i de almindelige udbudsregler må

således forventes at være relativt tidskrævende.

Også sikkerhedsmæssige aspekter vil have

betydning for den konkrete tidshorisont for dekommissioneringen. Ved

Folketingets tilslutning til at dekommissioneringen kan fremmes, vil der

være givet samtykke til, at DD under forudsætning af de nukleare

tilsynsmyndigheders godkendelse af ansvarsoverdragelsen fra Risø til

DD kan udføre den nødvendige detailplanlægning og

projektering for de enkelte delprojekter. Selve implementeringen af hvert

delprojekt vil ikke blive igangsat, før tilsynsmyndighederne på

baggrund af en konkret ansøgning har givet deres godkendelse dertil.

Ansøgningen vil udmøntes i tilsynsmyndighedernes udstedelse af

nye Betingelser for Drift og Dekommissionering for DD, hvori der bl.a. vil

blive fastsat niveauer for friklassificering af det radioaktive affald,

sådan at det afklares, hvilket affald der kan frigives, og dermed ikke

skal anbringes i et slutdepot for radioaktivt affald, jf. også generelt

afsnit III. Det bemærkes, at det friklassificerede affald kan

håndteres efter Miljøministeriets gældende regler for

konventionelt (dvs. ikke-radioaktivt) affald. Den nødvendige

behandlingstid hos de nukleare tilsynsmyndigheder vil naturligvis bero

på karakteren og omfanget af den indgivne ansøgning, og

ansøgning kan ikke indgives, før samtykke til en

dekommissionering inden for den nærmere angivne ramme er givet, og

ansvarsoverdragelsen fra Risø til DD kan blive en realitet.

Den konkrete planlægning og projektering vil ud over

ovennævnte forhold blive baseret på, at projektet

gennemføres både miljø- og sikkerhedsmæssigt fuldt

forsvarligt og økonomisk mest fordelagtigt.

9. Alternativer til en dekommissionering

For at sikre et så robust beslutningsgrundlag som

muligt fandt Videnskabsministeriet det vigtigt også at få belyst

eventuelle alternativer til en dekommissionering, herunder få vurderet

fordele og ulemper ved disse. Risø/DD og COWI-konsortiet har på

den baggrund vurderet nedenstående alternativer, som dog alle

frarådes.

9.1. Deponering på stedet ('entombment')

Ved en deponering på stedet udfyldes de radioaktive

dele af de nukleare anlæg med f.eks. beton, hvorefter der sker en

indkapsling i beton. Derefter fjernes de uden om liggende bygninger.

Anlæggene omdannes derved reelt til slutdepoter for lav- og

mellemaktivt affald. Der er kun begrænsede internationale erfaringer

med en sådan løsning. Risø/DD har beskrevet, at modellen

indtil nu kun er brugt på tre små demonstrationsreaktorer i USA,

to militære u-båds-reaktorer i Estland og i nogen grad den

uheldsramte Tjernobyl-reaktor i Ukraine.

Modellen har den fordel, at man ved den samtidige

kombination af delvis dekommissionering og deponering kan forvente store

besparelser. Samtidig udsættes personalet for mindre

strålingsdoser i og med, at man ikke fjerner de radioaktive systemer i

anlæggene, f.eks. de indre stærkt aktive konstruktioner i

DR3.

Ikke desto mindre er deponering på stedet en

løsningsmodel, som frarådes af både Risø/DD,

COWI-konsortiet og i VVM-redegørelsen, jf. også afsnit 12. I

sagens natur har man ikke mulighed for at optimere udformningen og lave

komplette undersøgelser. Der er også risiko for, at de

indkapslede anlæg senere p.gr.a. sikkerheds- og

miljømæssige forhold må fjernes.

De nukleare tilsynsmyndigheder har tilkendegivet, at

deponering på stedet efter deres opfattelse kræver den samme

afklaring af og politiske stillingtagen til alle relevante forhold som

beskrevet i afsnit III for et egentligt slutdepot for lav- og mellemaktivt

affald. Tilsynsmyndighederne har endvidere peget på, at man med et

sådant løsningsforslag ikke nødvendigvis kan forvente, at

det vil være muligt på et senere tidspunkt at dokumentere

på samme måde som for et egentligt nyt slutdepot, at »depotet

på stedet« lever op til de på daværende tidspunkt fastsatte

generelle principper for og krav til et slutdepot.

9.2. Omdannelse af de nukleare anlæg til museum

DR3-reaktoren, som er det for offentligheden forventeligt

mest interessante anlæg, er samtidig den til museumsvirksomhed mindst

egnede; dels p.gr.a. dens opbygning, og dels fordi de forskellige systemer

inde i anlægget indeholder store mængder radioaktivitet.

Før man kunne påbegynde indretningen af et museum i DR3, ville

man derfor alligevel skulle gennemføre fase 1 og 2 af en

dekommissionering, jf. også afsnit 7. Både Risø/DD,

COWI-konsortiet og VVM-redegørelsen har konkluderet, at en indretning

af de nukleare anlæg til museumsvirksomhed således under alle

omstændigheder vil forudsætte, at man forinden gennemfører

en næsten komplet dekommissionering. De nukleare tilsynsmyndigheder har

ligeledes givet udtryk for, at de næppe ville give tilladelse til

offentlig adgang til anlæggene, så længe arealerne ikke var

frigivet til ubegrænset brug.

En indretning af de nukleare anlæg til museum er

derfor ikke et alternativ til dekommissionering. For det første skal

radioaktiviteten fjernes, inden offentligheden kan få adgang til

anlæggene. Det betyder, at man alligevel ikke undgår mange af de

udgiftstunge poster ved en dekommissionering. For det andet skal man stadig

afvikle de nukleare anlæg, der ikke indgår i et museum. Dette

p.gr.a. de sikkerhedsmæssige krav, der nødvendigvis må

stilles ved en offentlig adgang (f.eks. et helt fundamentalt krav om, at

offentligheden ikke må kunne komme i berøring med radioaktivt

materiale). For det tredje vil der også fremover i hvert fald i en

årrække i og med Behandlingsstationen være et nukleart

anlæg i drift på Risøs arealer hvilket betyder, at hvis

offentligheden skulle have adgang til arealer, hvor der i umiddelbar

nærhed er et sådant anlæg i drift, ville det kræve en

revurdering af hele filosofien for adgang til Risø-området; en

filosofi, hvis sigte naturligt er at holde radioaktivitet og befolkning

adskilt. For det fjerde bør der stadig foreligge en plan for

nedtagning også af det/de anlæg, der indrettes til et museum. For

det femte må man fortsat finde en løsning for deponering af det

eksisterende radioaktive affald.

For en god ordens skyld skal det endelig bemærkes,

at hensynet til bevaring for eftertiden af reminiscenser fra den nukleare

æra i Danmark kan varetages på anden vis end ved etableringen af

et museum på Risø. F.eks. har Stenomuseet i Aarhus udtrykt

interesse for at overtage kontrolinstrumenteringen fra DR1.

9.3. Udskudt dekommissionering

Ved en udskudt dekommissionering skal her forstås,

at påbegyndelsen af dekommissionering udskydes på ubestemt tid,

og hvor man samtidig beslutter i videst muligt omfang at lade de

nukleare anlæg stå, som de er. Risø/DD har vurderet, at

udskudt dekommissionering vil have visse fordele i forhold til en umiddelbar

dekommissionering. I DR3's tilfælde vil radioaktiviteten efter en meget

lang tidsperiode være reduceret i en sådan grad, at nedtagningen

i langt mindre omfang end ved umiddelbar dekommissionering må

udføres med fjernbetjent udstyr, med en reduktion af

nedtagningsudgifterne (i faste priser) til følge. F.s.v.a. DR2- og

DR1-reaktoren (efter at reaktorkernen er fjernet) er aktivitetsniveauerne

allerede nu så lave, at nedbrydning er ret ukompliceret, og en udskudt

dekommissionering vil derfor ifølge Risø/DD ikke have den store

betydning for nedtagningsudgifterne (i faste priser). Det skal dog

tilføjes, at en omregning af omkostningerne i faste priser til en

nutidsværdi generelt peger på, at omkostningerne målt i

nutidsværdi vil falde jo senere i forløbet de afholdes, jo

længere det samlede forløb bliver og jo højere rentefod,

der lægges til grund for beregningen, jf. også afsnit 11.

Tilsvarende hjælper det ikke at vente med Hot Cells, da der her er tale

om væsentlige mængder langlivede isotoper, som ikke forsvinder i

løbet af f.eks. 100 år.

Ved en udskudt dekommissionering vurderer Risø/DD

videre, at mængden af radioaktivt affald kan forventes noget reduceret

for nogle af anlæggene. Det er ikke muligt i dag nærmere at

opgøre en eventuel reduktion, da dette bl.a. beror på

fastsættelsen af kriterier og praksis for friklassificering i regi af

de nukleare tilsynsmyndigheder. Det står dog klart, at f.eks.

affaldsmængden for Hot Cells ikke reduceres ved at udskyde en

dekommissionering p.gr.a. de lange halveringstider, jf. ovenfor.

Risø/DD har endvidere oplyst, at det ikke kan

udelukkes, at udskudt dekommissionering kan nedsætte

strålingsdoserne ved nedtagning af de nukleare anlæg. Dette er

dog behæftet med usikkerhed. Der kan ikke blot sættes lighedstegn

mellem et lavere radioaktivitetsniveau (strålingsniveau) og tilsvarende

lavere doser, som personalet modtager. Doserne beror således også

på de metoder, der anvendes, f.eks. fjernbetjent udstyr over for manuel

nedtagning.

Risø/DD har påpeget, at ulemperne ved en

udskudt dekommissionering synes at være ganske omfattende. Denne

vurdering er også anført i VVM-redegørelsen. Ved at

vælge denne model kan man kritiseres for ikke at overholde det

internationale princip om, at hver generation bør »rydde op« efter sig

selv, jf. 'Rio Declaration on Environment and Development', 1992, principle

4: » environmental protection shall constitute an integral part of the

development process and cannot be considered in isolation from it«.

Risø/DD har også anført, at udskudt

dekommissionering betyder et tab af de medarbejdere, som har et unikt

kendskab til de nukleare anlægs opbygning og funktion. Dette er

også vurderingen i VVM-redegørelsen, jf. også afsnit 12 og

tilkendegivet af de nukleare tilsynsmyndigheder. Såvel Risø/DD

som COWI-konsortiet har generelt peget på, at en vigtig

forudsætning for gennemførelsen af dekommissionering ud over

specialviden om strålingssikkerhed, sikkerhed ved radioaktivt affald

m.v. også vil være et indgående kendskab til de konkrete

nukleare anlæg. Udskydes den faktiske dekommissionering på

ubestemt tid, vil så godt som ingen viden om de nukleare anlæg

på Risø være til rådighed. Dette fordi

dekommissioneringen i Danmark er en unik og enkeltstående opgave, da

vores nukleare aktiviteter stort set ophører med nedlukningen af de

nukleare anlæg på Risø. Det er derfor næppe

sandsynligt, at man her i landet kan få uddannet nye eksperter med

kendskab til de nationale anlæg. Situationen herhjemme er således

også anderledes fra lande med mange nukleare anlæg og

pågående nukleare aktiviteter, hvor en beslutning om at vente med

at dekommissionere et bestemt anlæg ikke indebærer et tilsvarende

videntab.

Risø/DD og COWI-konsortiet har endvidere

understreget, at man ikke ved at beslutte sig for en udskudt

dekommissionering blot kan vælge at lade de nukleare anlæg

stå, som de er 'med en hængelås om'. Når

anlæggene ikke længere er i drift, er det nødvendigt at

bringe dem i en tilstand, hvor de sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan

blive stående. F.eks. skal reaktorbrændsel (i DR1's

tilfælde, jf. også afsnit 2) og unødvendigt udstyr og

kredsløb fjernes, ekstra beskyttelsesforanstaltninger etableres hvor

nødvendigt, åbninger til reaktoren forsegles m.v. Dette skal

gøres uanset, om anlæggene efterfølgende nedtages eller

ej.

Derefter må der tages yderligere foranstaltninger.

Anlæggene og de dertil hørende bygninger skal overvåges og

i begrænset omfang vedligeholdes indtil en nedtagning, og der skal ske

en løbende kontrol, herunder kontrol af radioaktivitetsniveauet.

Udskudt dekommissionering vil også være forbundet med et krav til

særligt vedligehold af f.eks. reaktorkraner. I modsat fald skal der

forud for nedtagning investeres i nye kraner. Også el- og

vandforsyningen må løbende vedligeholdes. For at undgå

farlig tæring må man sikre de nødvendige

udluftningsfaciliteter, fugtighedskontrol og opvarmning. Med jævne

mellemrum (forventeligt ca. hvert 20. år) skal der ske en

gennemgribende renovering af anlæggene/bygningerne.

Endelig har de nukleare tilsynsmyndigheder med hensyn til

en udskudt dekommissionering tilkendegivet, at dette forudsætter en

godkendelse fra tilsynsmyndighederne på baggrund af en

ansøgning, der dokumenterer, at Risø/DD i hele

udskydelsesperioden kan sikre den nødvendige sikkerheds- og

miljømæssige forsvarlige tilstand på de nukleare

anlæg.

10. Organisation af den selvstændige virksomhed Dansk

Dekommissionering

Virksomheden DD blev ved Akt 58 22/11 2000, jf. også

afsnit 2, i første omgang oprettet som en direktion med

sekretærbistand. Ved Akt 160 28/03 2001 blev Risøs nukleare

aktiviteter udskilt i en særlig afdeling, Risø Dekommissionering

(RD), under Risø med henblik på at fremme overdragelsen af de

samlede afviklingsaktiviteter til DD.

I forlængelse af en beslutning om at fremme en

dekommissionering vil ansvaret for de nukleare anlæg blive overdraget

fra Risø til DD (under forudsætning af godkendelse fra de

nukleare tilsynsmyndigheder). Samtidig vil RD blive endeligt udskilt fra

Risø og indgå i DD, som herefter etableres som en

selvstændig virksomhed under Videnskabsministeriet. DD får som

anlægsindehaver ansvaret for at planlægge og forestå

dekommissioneringen af de nukleare anlæg og vil tillige have ansvaret

for behandling og midlertidig lagring af alt radioaktivt affald i

Danmark.

Der er udarbejdet en ansøgning om den

fornødne ansvarsoverdragelse. Ansøgningen kan behandles af de

nukleare tilsynsmyndigheder med henblik på deres godkendelse, hvis

Folketinget giver sit samtykke til beslutningsforslaget. Indtil

dekommissioneringen af de enkelte anlæg er afsluttet, vil der

også være en pligt til at vedligeholde og overvåge de

nukleare anlæg. DD vil være ansvarlig herfor over for de nukleare

tilsynsmyndigheder.

Der vil til virksomheden være knyttet en række

stabs- og støttefunktioner. DD adskiller sig fra øvrige

virksomheder ved de nukleare sikkerhedskrav knyttet til dekommissioneringen

og de helsefysiske krav til overvågning af såvel nedbrydning som

omegnsmiljøet, jf. også generelt afsnit 13. DD får til det

formål overført den nødvendige ekspertise med kendskab

til de nukleare anlæg, radioaktivt affald og helsefysik, som p.t.

ligger i regi af RD.

Derudover skal DD rumme en projektorganisation, der kan

planlægge og gennemføre de enkelte delprojekter. COWI-konsortiet

har i sin vurdering påpeget, at DD principielt er egnet til at

forestå dekommissioneringen, men at der er behov for tilførsel

af kompetencer inden for planlægning og styring af større

anlægsprojekter samt kontrahering og gennemførelse af

udbudsforretninger. DD er enig i denne vurdering og har påpeget, at den

nødvendige kompetencetilførsel vil ske i forlængelse af

et samtykke til at fremme dekommissioneringen. I den forbindelse forventer DD

også at trække på bistand fra Statens Forsknings- og

Uddannelsesbygninger, hvilket COWI-konsortiet også har fremhævet

hensigtsmæssigheden af.

Endelig har Risø/DD vurderet, at der vil være

økonomiske fordele ved et tæt samarbejde med Risø om en

række daglige administrative opgaver. Samarbejdet vil blive

formaliseret i en service- og samarbejdsaftale, der efter behov kan

gøres til genstand for genforhandling.

11. Økonomiske forhold omkring en dekommissionering

De økonomiske forhold ved en dekommissionering

hurtigst muligt, sådan at arealerne af de nukleare tilsynsmyndigheder

kan frigives til ubegrænset brug inden for en tidshorisont på op

til 20 år (med hhv. 11 og 20 år som de to yderpunkter, jf.

også afsnit 8), kan illustreres ved to teoretiske regneeksempler,

baseret på forskellige forudsætninger, som viser scenariets to

yderpunkter.

Et 20-årigt forløb, mio. kr., 2003

prisniveau.

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

2020

2021

2022

Drift, vagtordning og vedligehold m.v.

12

12

12

12

12

12

12

12

12

12

12

12

12

12

12

9

9

7

7

6

Planlægnings-, nedbrydnings- og investeringsomkostninger

76

64

45

45

45

38

38

38

38

38

76

76

68

68

68

18

18

13

10

9

Omkostninger i alt

88

76

57

57

57

50

50

50

50

50

88

88

80

80

80

27

27

20

17

15

RDs eksempel er opregnet fra 2001-priser

til 2003-priser. I eksemplet er driften af en affaldshåndteringsstation

finansieret i 20 år.

Risø opgør standardafvigelsen i

regneeksemplet til +/- 340 mio. kr., svarende til ca. 31%. De samlede

omkostninger i 2003-priser er således ca. 1.120 mio. kr. +/- 340 mio.

kr. Med en realrente på 3,5% er nutidsværdien i 2003 priser af

den samlede omkostning ca. 830 mio. kr.

Regneeksemplet vedrørende det første

yderpunkt, 20 år, er baseret på Risøs udredningsrapport

fra marts 2001, jf. også afsnit 2, som i begyndelsen af 2002 blev

konsolideret med en usikkerhedsberegning. I eksemplet er dekommissioneringen

tilrettelagt således, at man i videst muligt omfang anvender de

personaleressourcer, som allerede er til rådighed for Risø

Dekommissionering og derudover supplerer med eksterne ressourcer.

Et 11-årigt forløb, mio. kr., 2003

prisniveau.

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

Investeringsomkostninger

12

1

2

2

35

18

5

8

0

1

16

Nedbrydningsomkostninger

28

56

32

45

42

32

24

24

19

8

28

Driftsomkostninger

64

59

56

56

58

56

52

52

50

42

39

Omkostninger i alt

104

116

90

103

135

106

81

84

69

51

83

COWI-konsortiets eksempel er opregnet fra

2002-priser til 2003-priser. I eksemplet er driften af en

affaldshåndteringsstation finansieret i 11 år.

COWI-konsortiet opgør usikkerheden i regneeksemplet

til +/- 170 mio. kr., svarende til ca. 17%. De samlede omkostninger i

2003-priser er således ca. 1.020 mio. kr. +/- 170 mio. kr. Med en

realrente på 3,5% er nutidsværdien af den samlede omkostning ca.

850 mio. kr. Rådgivers opgørelse af standardafvigelsen er

på +/- 125 mio. kr., svarende til ca. 13%.

Regneeksemplet vedrørende det andet yderpunkt, 11

år, er baseret på COWI-konsortiets gennemgang af

dekomissioneringsarbejdet. I eksemplet er dekommissioneringen tilrettelagt

således, at dekommissioneringen gennemføres hurtigst muligt,

idet man supplerer de personaleressourcer, som allerede er til rådighed

for Risø Dekommissionering, med ekstra eksterne ressourcer med henblik

på en fremrykning af forløbet.

Som eksemplerne viser, er der grundlæggende enighed

mellem Risø/DD og COWI-konsortiet om niveauet for de forventede

samlede totalomkostninger.

Hvis man omregner totalomkostningen ved en umiddelbar

påbegyndt dekommissionering i faste priser efter fordeling på

enkeltår i en projektperiode til en nutidsværdi, vil det generelt

være sådan, at omkostningerne målt i nutidsværdi vil

falde jo senere i forløbet de afholdes, jo længere det samlede

forløb bliver og jo højere rentefod, der lægges til grund

for beregningen.

I forlængelse af beslutningsforslaget vil

Finansudvalget få forelagt et planlægningsaktstykke med henblik

på at tilvejebringe hjemmel til afholdelsen af udgifter til den

nødvendige detailplanlægning. Herefter vil Finansudvalget af

hensyn til gennemsigtigheden i omkostningsudviklingen, jf. også Akt 160

28/03 2001, få forelagt aktstykker for de delprojekter, som

påbegyndes. Heri vil blive redegjort for de økonomiske

konsekvenser af den konkrete afviklingsopgave, herunder de usikkerheder som

vil være forbundet dermed. Det bemærkes, at opdelingen på

enkeltprojekter endnu ikke kan angives, da dette vil bero på

detailplanlægningen.

12. VVM-tilladelse

Efter Rådsdirektiv nr. 85/337/EØF af 27. juni

1985 med senere ændringer, om vurdering af visse offentlige og private

projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) vil

dekommissioneringen af de nukleare anlæg på Risø

forudsætte en forudgående VVM-tilladelse. Direktivet er

gennemført i dansk ret ved Miljøministeriets

samlebekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i

medfør af lov om planlægning.

Herefter skal forslag til retningslinier ved nyanlæg

og ved væsentlige ændringer af bestående anlæg, der

kan sidestilles med nyanlæg, ledsages af en VVM-redegørelse. Af

bilag 1 til ovennævnte bekendtgørelse fremgår det

udtrykkeligt, at: »kernekraftværker og andre kraftreaktorer,

herunder demontering og nedlukning af sådanne kernekraftværker

eller reaktorer (bortset fra forskningsanlæg til fremstilling og

forarbejdning af spaltelige og fertile stoffer, hvis maksimumskapacitet ikke

overstiger 1 kW vedvarende termisk ydelse)« vil være omfattet af

VVM-pligt. Dekommissioneringsprojektet er herefter generelt omfattet af

VVM-pligten.

Som nævnt i afsnit 7 blev der igangsat en VVM-proces

for det konkrete projekt i regi af HUR som regionplanmyndighed. Primo 2002

har projektet været i første offentlige høring på

baggrund af et debatoplæg med det formål at indkalde ideer og

forslag til planlægningen. På baggrund heraf og i samarbejde med

Risø/DD og de nukleare tilsynsmyndigheder har HUR udarbejdet et

endeligt forslag til regionplantillæg, inklusive en

VVM-redegørelse. I VVM-redegørelsen drages bl.a.

følgende hovedkonklusioner:

·

De samlede

myndighedsmæssige initiativer, som vil være en væsentlig

del af den forestående dekommissioneringsopgave, vil sikre, at opgaven

såvel organisatorisk som miljø- og sikkerhedsmæssigt vil

foregå på forsvarlig måde.

·

Der er ikke ud fra en

miljø- og sikkerhedsmæssig betragtning noget, der umiddelbart

taler for en sekventiel og længerevarende nedbrydning, men man kan

vælge at nedbryde anlæggene delvist parallelt. Herved opnår

man den hurtigst mulige totale nedbrydning og samtidig opnås en

fleksibel og optimal udnyttelse af mandskabsressourcer. Andre tidsrammer for

dekommissionering end den hurtigst mulige vil ikke ændre

væsentligt i de miljø- og sikkerhedsmæssige

konsekvenser.

·

Den praktiske

gennemførelse af dekommissioneringen af de nukleare anlæg,

herunder affaldshåndtering, jf. også generelt afsnit III, vil

foregå på miljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig vis.

Affaldshåndteringen vil sikre, at radioaktivt affald ikke sammenblandes

med det konventionelle affald, der skal bortskaffes uden for Risø.

Midlertidig lagring af radioaktivt affald på Risø-området

er ikke et risikoelement.

·

Der er ingen

indlysende alternativer til dekommissioneringen af de nukleare anlæg

på Risø, og der er ingen miljømæssige fordele ved

at udskyde dekommissioneringen, hverken hvad angår arbejds- og

omegnsmiljømæssige forhold eller hvad angår

affaldsmæssige forhold. Deponering på stedet ('entombment'), jf.

også afsnit 9.1, kan næppe retfærdiggøres p.gr.a.

anlæggenes beliggenhed.

·

Det vil ikke ud fra et

samfunds- og miljømæssigt synspunkt være

hensigtsmæssigt at lade de nukleare anlæg henstå i en lang

årrække, før nedrivning påbegyndes. Dette ikke

mindst fordi det vil være muligt at udnytte eksisterende viden og

uddannet personale, hvis man starter dekommissioneringen kort tid efter

lukningen af de nukleare anlæg og gennemfører hele

nedbrydningsprocessen fortløbende.

Ovennævnte forslag til regionplantillæg,

inklusive VVM-redegørelse, er underkastet en ny offentlig

høring. Herefter vil en endelig VVM-tilladelse kunne gives under

forudsætning af, at Folketinget tilslutter sig et

dekommissioneringskoncept, som ligger inden for rammerne af den udarbejdede

VVM-redegørelse. Først da vil en dekommissionering af de

nukleare anlæg på Risø ud fra et miljømæssigt

synspunkt kunne igangsættes.

Det bemærkes endelig for en god ordens skyld, at en

selvstændig VVM-vurdering må foretages både for

dekommissioneringsprojektet og for etableringen af et slutdepot for

radioaktivt affald, jf. også generelt afsnit 17.

13. Øvrige sikkerheds- og miljømæssige forhold

generelt ved en dekommissionering

Den faktiske dekommissionering af de nukleare anlæg

på Risø vil være betinget af en VVM-tilladelse fra HUR,

jf. også afsnit 12, af konkrete godkendelser fra de nukleare

tilsynsmyndigheder, jf. også afsnit 8, samt af en EU-tilbagemelding i

henhold til EURATOM-traktatens artikel 37, jf. også afsnit 5.1. Dertil

kan tilføjes, at personalet, befolkningen og omegnsmiljøet

generelt i alle faser af dekommissioneringen naturligvis skal være

beskyttet mod farlige påvirkninger fra nedbrydningsprocessen og

affaldshåndteringen. En nedbrydning vil derfor ske under en detaljeret

overvågning af både arbejds- og omegnsmiljø, som da de

nukleare anlæg var i drift. Formålet er at sikre, at

strålingspåvirkningen af mennesker og miljø holdes

så lavt som praktisk opnåeligt og under alle omstændigheder

inden for de tilladte niveauer som fastlagt af de nukleare

tilsynsmyndigheder.

De for en sikkerheds- og miljømæssig fuldt

forsvarlig dekommissionering nødvendige arbejdsparametre er skitseret

nedenfor. Det forudsættes naturligvis generelt, at de efterleves ved en

dekommissionering, uanset valg af scenario.

For at sikre et så robust beslutningsgrundlag som

muligt fandt Videnskabsministeriet det vigtigt også at få

vurderet, om de forskellige tidsmæssige scenarier for

dekommissionering, jf. også afsnit 7, ville indebære

miljømæssige forskelle af betydning for det endelige valg af

scenario. Hovedkonklusionerne er ligeledes skitseret nedenfor.

13.1. Arbejdsmiljømæssige forhold

Mens de nukleare anlæg på Risø var i

drift, blev det til anlæggene knyttede personale udsat for en

strålingspåvirkning, der lå betydeligt under de tilladte

grænseværdier. Ved en dekommissionering vil der naturligvis

fortsat arbejdes ud fra et princip om, at alle strålingsdoser skal

holdes så lave som praktisk opnåeligt og væsentligt under

dosisgrænserne i henhold til gældende principper for

strålingsbeskyttelse.

Under hele projektet vil der blive foretaget

løbende overvågning og kontrol for at holde strålingen,

som personalet udsættes for, på et passende lavt niveau

(ifølge Risø forventeligt på max. 10-20% af

dosisgrænserne). Dette gør sig naturligvis gældende uanset

valg af dekommissioneringsscenario. F.eks. vil der i situationer, hvor der

kan optræde høje strålings- og kontaminationsniveauer,

blive brugt specialudstyr for at nedsætte den eksponering, som

personalet udsættes for.

Det bemærkes endvidere, at der som ved al anden

nedbrydning af bygninger og tekniske installationer vil være en risiko

for bl.a. støj og støvdannelse. Dette vil naturligvis blive

søgt minimeret ud fra arbejdsmiljømæssige hensyn.

13.2. Omegnsmiljømæssige forhold

Mens de nukleare anlæg på Risø var i

drift, var der kun marginal påvirkning af omegnsmiljøet. Ved en

dekommissionering vil grundlaget for detailplanlægningen være

bedst mulig strålingsbeskyttelse af befolkningen. Eventuelle udslip

skal holdes så lave som muligt og under alle omstændigheder

lavere end de af myndighederne fastsatte udslipsgrænser. Dette sikres

ved en løbende monitorering af både udslip til omgivelserne og

af en eventuel forurening deraf.

Efter at de nukleare anlæg ikke længere er i

drift, er risikoen for uheld med konsekvenser for omegnen kraftigt reduceret.

I driftssituationen var der som ved alle nukleare anlæg en teoretisk

risiko for et alvorligt uheld, der i værste fald kunne udsætte

den nærmestboende befolkning for store doser. Under en

dekommissionering vil der i værste fald kun ske en udledning af meget

små mængder af radioaktive stoffer. Det forventes endvidere, at

udledningerne til omegnsmiljøer under dekommissioneringen vil

være væsentligt mindre end i driftssituationen.

Under hele projektet vil der som led i den almindelige

overvågning blive foretaget kontinuerlige målinger af udledninger

af radioaktive stoffer fra de nukleare anlæg på Risø med

henblik på fortsat at holde udslip af radioaktive stoffer til

omgivelserne under de af myndighederne tilladte grænseværdier.

Endvidere vil der blive udført et omfattende måleprogram i

omegnsmiljøet med det formål at kontrollere, at der ikke

på lang sigt akkumuleres radioaktive stoffer i miljøet.

Endelig bemærkes det, at der ved nedbrydningen vil

fremkomme betydelige mængder af inaktivt affald. Dette affald vil efter

en aktivitetskontrol blive sorteret og bortskaffet i overensstemmelse med de

almindelige regelsæt herfor i kommunalt regi. De nødvendige

undersøgelser til konstatering af, at der ikke forekommer almindelig

jordforurening, vil naturligvis også blive foretaget.

13.3. Beredskabsmæssige forhold

Mens de nukleare anlæg på Risø var i

drift, har både ansvaret for det interne helsefysiske beredskab

(forebyggelse af eventuelle uheld på de nukleare anlæg alene med

konsekvenser inden for Risø-området) og ansvaret for opgaver i

det landsdækkende atomberedskab under Beredskabsstyrelsen (varetagelse

af funktioner ved eventuelle uheld på de nukleare anlæg med

konsekvenser uden for Risø-området eller uheld på

udenlandske nukleare anlæg) ligget hos Risø.

Disse funktioner vil blive opretholdt ved en

dekommissionering med en delvis ændret ansvarsfordeling. Under

forudsætning af de nukleare tilsynsmyndigheders godkendelse vil

ansvaret for det førstnævnte beredskab således

overgå fra Risø til DD, idet Risø dog fortsat vil stille

personale til rådighed f.eks. til en vagtordning for helsefysikere.

Også portvagtfunktionen vil fortsat henhøre under

Risø.

Ansvaret for opgaver i det landsdækkende

atomberedskab forbliver på Risø også efter en overdragelse

af ansvaret for de nukleare anlæg fra Risø til DD. DD vil dog

stille personale til rådighed f.eks. til evt. målinger af

stråling og radioaktivitet uden for Risø-området.

13.4. Miljømæssige konsekvenser af valg af

tidsmæssigt scenario

Som oven for nævnt fandt Videnskabsministeriet det

vigtigt at få vurderet, om der var miljømæsige forskelle i

de forskellige tidsmæssige dekommissioneringsscenarier, som kunne have

betydning for det endelige valg af scenario. Risø og

VVM-redegørelsen har konkluderet, at dette ikke vil være

tilfældet. For det første er der forventeligt kun en marginal

forskel på den stråling, som personalet vil blive udsat for. For

det andet er der ingen forskel på de potentielle doser fra eventuelle

drift- og udslipsuheld, som befolkningen udsættes for. Dette p.gr.a.

den store dominans af langlivede radioaktive stoffer i dosisbilledet. For det

tredje ændres mængden af radioaktivt affald ikke væsentligt

ved at udstrække dekommissioneringen over længere tid, da

koncentrationerne i affaldet nok vil være lavere, men fortsat ligge

over frigivelseskoncentrationerne.

14. Det landsdækkende atomberedskab

I medfør af beredskabsloven, jf. LBK nr. 912 af 2.

oktober 2000, fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler for

redningsberedskabets organisation i tilfælde af uheld i de nukleare

anlæg, herunder for redningsberedskabets virke i forhold til de

øvrige myndigheder, der indgår i beredskabet. Det overordnede

ansvar for planlægningen og ledelsen af det landsdækkende

atomberedskab inden for redningsberedskabet blev i 1988 delegeret til

Beredskabsstyrelsen.

Som indehaver gennem 40 år af de eneste danske

nukleare anlæg i drift har Risø i sagens natur haft en ganske

særlig forpligtelse i forhold til deltagelse i det landsdækkende

atomberedskab. F.eks. fremgår det af Beredskabsstyrelsens »Plan for

det landsdækkende atomberedskab«, 2001, at der på Risø

oprettes en teknisk beredskabstjeneste, der får til formål at

bistå den centrale beredskabstjeneste. Endvidere har Danmark

indgået bilaterale aftaler med en række nabolande om varsling i

tilfælde af atomkraftuheld. Det indebærer f.eks. etableringen af

et permanent målesystem med 11 landsdækkende målestationer.

Risø er i den forbindelse ansvarlig for drift og overvågning af

dette målesystem.

Dekommissioneringen af de nukleare anlæg på

Risø påvirker ikke de generelle forpligtelser, som Risø

har i forhold til beredskabet f.eks. ved uheld på udenlandske

reaktorer. Dette fremgår også eksplicit af strategien for det nye

Risø (eksklusive de nukleare anlæg) fra 2001.

III Forhold vedrørende slutdeponering af radioaktivt affald

15. Behovet for slutdeponering af dansk radioaktivt affald

Der er i dag her i landet radioaktivt affald og andet

materiale fra 40 års drift af nukleare anlæg,

gennemførelse af forskningsprojekter på Risø samt fra

andre brugere af radioaktivt materiale (primært sundhedssektoren og

industrien). En dekommissionering af de nukleare anlæg på

Risø vil indebære yderligere affaldsmængder. Dertil

kommer, at der også fremover løbende vil fremkomme radioaktivt

affald fra sundhedssektoren og industrien. De eksisterende mængder

radioaktivt affald på Risø samt de mængder, som forventes

produceret ved en dekommissionering, er beskrevet i Bilag A, hvortil der

generelt skal henvises.

Da Folketinget den 21. december 1955 med vedtagelsen af

Lov om en atomenergikommission godkendte, at der skulle foregå nukleare

aktiviteter i Danmark, indebar dette også en accept af produktion af

radioaktivt affald. Ved at fremme en dekommissionering løfter man

ansvaret for at rydde op efter disse nukleare anlæg.

En igangsættelse af dekommissioneringen af de

nukleare anlæg på Risø er ikke betinget af, at der er

truffet beslutning om slutdeponering af radioaktivt affald, da det affald,

som genereres under dekommissioneringen, fortsat kan oplagres midlertidigt

på Risø efter en kapacitetsudvidelse af de eksisterende

opbevaringsfaciliteter. Det er imidlertid regeringens holdning, at der

allerede nu bør tages skridt til at sikre en permanent løsning

på affaldsproblemet, da det er regeringens klare opfattelse, at hver

generation bør »rydde op« efter sig selv.

Der ses i teorien at være flere handlingsmuligheder

i forhold til en afklaring af spørgsmålet om håndtering af

det radioaktive affald i Danmark.

Der er ikke noget decideret forbud mod eksport til et

andet land, enten i form af et regionalt depot etableret f.eks. i regi af EU,

eller ved indgåelsen af én eller flere bilaterale aftaler

herom.

Regeringen kan dog ikke støtte en sådan

løsningsmodel vedrørende dansk lav- og mellemaktivt affald. For

det første er der så vidt vides ingen konkrete eksempler

på, at man i sin helhed har løst et nationalt affaldsproblem ved

at eksportere affaldet. For det andet vil der i Danmark som nævnt

også fremover blive produceret radioaktivt affald fra sundhedssektoren

og industrien. En evt. bilateral aftale med et vestligt land om at aftage

vores affald ville i givet fald skulle indgås på løbende

vilkår. For det tredje anfører Risø/DD, at man under alle

omstændigheder må formode, at der ved en eksport ville

påløbe betydelige transportudgifter samt udgifter til opbevaring

i modtagerlandet, og at man ville skulle indrette sig efter modtagerlandets

acceptkriterier m.v. med mulige merudgifter til ompakning til

følge.

Den teoretiske depotudredning har således

konkluderet, at: »det næppe vil være realistisk at bortskaffe

det danske lav- og mellemaktive affald ved deponering uden for

Danmark«.

Regeringens holdning er i overensstemmelse med det

internationale princip om, at radioaktivt affald som hovedregel bør

bortskaffes i det land, hvori det er produceret, jf. præamblen til

Affaldskonventionen, hvor det i litra xi er anført, at: » Convinced

that the radioactive waste should, as far as is compatible with the safety of

such material, be disposed in the State in which it was generated, whilst

recognizing that, in certain circumstances, safe and efficient management of

spent fuel and radioactive waste might be fostered through agreements among

Contracting Parties to use facilities in one of them for the benefit of the

other Parties, particularly where waste originates from joint projects«.

Særlige forhold gør sig dog gældende

for så vidt angår 233 kg bestrålet

forsøgsbrændsel, der er en rest efter undersøgelser

udført på Risøs Hot Cell anlæg fra midt i

1960’erne til midt i 1980’erne. Da disse 233 kg uranbrændsel

rummer en relativt stor mængde langlivede isotoper, vil der skulle

stilles særlige krav til en slutdeponering heraf.

Spørgsmålet om en slutdeponering af dette materiale her i landet

bør derfor afvente, om der kan findes en eventuel international

løsning på linie med de tidligere løsninger

vedrørende andet brugt brændsel fra Risø. Når der

foreligger en afklaring af mulighederne herfor, vil videnskabsministeren

forelægge sagen for Folketinget.

16. Tidsmæssige aspekter ved dekommissionering og

slutdeponering

Det er som nævnt regeringens holdning, at der nu

bør tages skridt til at sikre en permanent løsning på

affaldsproblemet. En række tidsmæssige aspekter ved

dekommissionering og slutdeponering taler endvidere herfor:

Internationale erfaringer viser, at der må forventes

at gå en betragtelig tid fra begyndelsen af planlægning af et

slutdepot til, at et depot rent faktisk opføres og tages i brug. Selv

hvis hele processen er problemfri, og der ikke opstår forsinkende

faktorer, er tidshorisonten for start til slut på ca. 7-11 år

(Finland og Norge). Oplever man f.eks. politiske pladsvalgsproblemer, bliver

såvel tidshorisont som udgiftsniveau uforudsigeligt (Tyskland og

Belgien).

De internationale eksperter, som foretog en peer review af

Risøs oprindelige udredningsrapport, jf. afsnit 2, har peget på,

at et tidligt kendskab til, hvordan det radioaktive affald skal

slutdeponeres, kunne betyde, at det radioaktive affald kan pakkes i

særlige beholdere, som kan overføres direkte til et slutdepot

uden yderligere behandling ("ompakning") og deraf følgende

mulig bestråling af personale og yderligere omkostninger. Endvidere har

COWI-konsortiet peget på fordelene for dekommissioneringen ved at

klarlægge principperne for en national strategi for håndtering af

radioaktivt affald, herunder definere acceptkriterier for dette affald.

Endelig er det vurderingen i VVM-redegørelsen, at

dekommissioneringen ikke kan siges at være fuldstændig

gennemført, før det radioaktive affald herfra er

slutdeponeret.

17. Processen frem mod et slutdepot

17.1. Processen før detailplanlægning

Såfremt Folketinget samtykker i, at der skal tages

skridt til at sikre en permanent løsning på affaldsproblemet,

vil regeringen igangsætte en planlægning heraf således, at

en række elementer afklares og samtænkes. Neden for skitseres de

primære elementer i denne planlægning. Det vil i den forbindelse

have den højeste prioritet at sikre, at alle relevante forhold

afklares, og at sikkerheds-, miljømæssige og øvrige

hensyn tages.

Regeringen vil i denne proces udover de sikkerheds- og

miljømæssige m.v. forhold også lægge stor vægt

på åbenhed over for og medinddragelse af Folketinget,

befolkningen samt kommunale og andre myndigheder. De nødvendige

processer i forhold til planlægningen vil blive løbende

koordineret mellem en række ministerier: Indenrigs- og

Sundhedsministeriet, der er ressortministerium for den nukleare

lovgivning og de nukleare tilsynsmyndigheder, Miljøministeriet,

der er ressortministerium for plan- og VVM-lovgivning, og

Videnskabsministeriet, der er ressortministerium for DD og

Risø.

Regeringen vil efter sædvanlige regler søge

de bevilligende myndigheders tilslutning til afholdelse af udgifter mv. i

forbindelse med denne planlægning m.v.

De retlige rammer

Det tværministerielle udvalg vedrørende

affaldshåndtering har bl.a. beskrevet de nuværende retlige rammer

for etablering og drift af et dansk slutdepot, jf. også afsnit 2.

Udvalget fandt generelt, at den eksisterende danske lovgivning er i

overensstemmelse med internationale forpligtelser m.v.

Udvalget vurderede endvidere særligt

vedrørende den nukleare lovgivning, at den nuværende lovgivning

formelt set er tilstrækkelig for etableringen af et dansk slutdepot.

Samtidig blev det dog påpeget dels, at hensigtsmæssigheden af at

tilvejebringe et entydigt hjemmelsgrundlag for et sådant depot

bør overvejes, og dels at det bør overvejes, hvordan og i

hvilket omfang Folketinget, befolkningen samt kommunale og andre myndigheder

skal inddrages i processen. Tilsvarende synspunkter fremgår af den

teoretiske depotudredning.

Regeringen vil på den baggrund foranledige en

vurdering af hensigtsmæssigheden af eventuelle ændringer i den

eksisterende nukleare lovgivning med henblik på en forelæggelse

heraf for Folketinget, i forlængelse af forelæggelsen

vedrørende forslag til fundamentale sikkerheds- og

miljømæssige m.v. principper, jf. nedenfor.

Med hensyn til miljølovgivningen vurderede

udvalget, at etableringen af et dansk slutdepot vil være omfattet af

VVM-pligt. VVM-vurderingen kan gennemføres på tre måder:

1) regionplanmyndigheden udarbejder et regionplantillæg, 2) der bliver

tale om en såkaldt »call in»-sag, hvor miljøministeren overtager

regionplanmyndighedens beføjelser, eller 3) der fremsættes et

forslag til anlægslov. En VVM-procedure gennemføres uanset

fremgangsmåde. Det betyder samtidig, at det centrale hensyn til en

offentlig debat vedrørende en konkret placering af et slutdepot

tilgodeses uanset valg af løsningsmodel. VVM-proceduren sikrer, at

offentligheden og berørte myndigheder skal inddrages i vurderingen af

et depots indvirkning på miljøet.

Det tværministerielle udvalg vedrørende

affaldshåndtering anbefalede, at det bør vurderes, hvilken af de

tre ovennævnte fremgangsmåder der vil være mest

hensigtsmæssig i forbindelse med etableringen af et slutdepot.

Regeringen vil på baggrund heraf foranledige en vurdering af, hvilken

fremgangsmåde der bør anvendes, herunder også en vurdering

af behovet for eventuel ny lovgivning med henblik på en

forelæggelse for Folketinget, i forlængelse af

forelæggelsen vedrørende forslag til fundamentale sikkerheds- og

miljømæssige principper, jf. nedenfor. En væsentlig

præmis i denne vurdering vil også være at sikre

størst mulig åbenhed over for og medinddragelse af Folketing,

befolkning samt kommunale og andre myndigheder.

Principper for affaldshåndtering m.v.

En grundlæggende forudsætning for at kunne

iværksætte en detailplanlægning af et slutdepot er at

opstille de nødvendige generelle principper for og krav til et

slutdepot, primært på det nukleare sikkerhedsmæssige

område.

Endvidere vil det være nødvendigt at definere

de sikkerhedsniveauer, som et slutdepot skal opfylde, dvs. hvilke kriterier

der skal opstilles med henblik på i en given situation at minimere

risikoen for doser og skadevirkning som følge af udslip af radioaktive

stoffer fra slutdepotet. Desuden skal den tidshorisont, inden for hvilken

depotet skal kunne holde sig intakt, afklares samt undersøges om der

er behov for at foretage regelmæssige kontrolundersøgelser. Heri

indgår også en stillingtagen til, om depotet skal konstrueres

på en måde, som med størst mulig sandsynlighed inden for

den eksisterende viden kan sikre, at fremtidige generationer ikke

påføres byrder i forhold til det deponerede affald, hverken som

følge af doser fra aktivitetsudslip eller i form af

strålingspåvirkning. For at sikre dette forventes det - ud fra

affaldets egenskaber- at depotet skal kunne sikre mod væsentlige udslip

af aktivitet i flere hundrede år. Herefter tilbageværende

aktivitet må ikke i sig selv udgøre en væsentlig

risiko.

Regeringen vil igangsætte en udredning af

ovenstående forudsætninger med henblik på en

efterfølgende forelæggelse for Folketinget. I

forelæggelsen vil således indgå forslag til fundamentale

sikkerheds- og miljømæssige principper for deponeringen af det

radioaktive affald, herunder rækkefølge for fastlæggelse

af indhold og overordnede principper for pladsvalg, depotudformning og

sikkerhedsanalyser mv.

Disse principper skal bl.a. anvendes til senere at

definere konkrete krav til pladsvalg og depotudformning. Endvidere skal det

på baggrund af principperne senere defineres, hvorledes det skal

dokumenteres, at sikkerhedsniveauerne kan og vil blive opfyldt i forhold til

et konkret slutdepotprojekt.

Udarbejdelsen af regeringens forslag til disse

fundamentale sikkerheds- og miljømæssige principper må

på grund af sagens kompleksitet forventes at tage ca. 2 år.

Tidsrammen vil bero på, hvor hurtigt man kan udbygge den

nødvendige faglige kapacitet vedrørende slutdeponering af

radioaktivt lav- og mellemaktivt affald hos de relevante myndigheder,

herunder særligt de nukleare tilsynsmyndigheder.

Regeringen vil herefter som led i ønsket om

åbenhed over for og medinddragelse af befolkningen, kommunale og andre

myndigheder fremlægge dette forslag i en åben

høringsproces. Folketinget vil herefter kunne præsenteres for et

så robust beslutningsgrundlag som muligt.

17.2. Detailplanlægning af et slutdepot

Når der er taget endelig stilling til behovet for ny

lovgivning og denne i givet fald er gennemført, samt når de

nødvendige sikkerheds- og miljømæssige principper for

deponeringen af det radioaktive affald er fastsat, kan

detailplanlægning af et slutdepot igangsættes.

Denne detailplanlægning vil bl.a. indebære, at

der udarbejdes konkrete forslag til depotkoncepter og -lokaliseringer, som

skal leve op til de fastlagte principper. I den forbindelse må der

bl.a. tages stilling til, om alt affald og andet materiale kan placeres i

samme slutdepot, eller om der vil være delmængder, som vil

kræve særlige løsningsmodeller, f.eks. håndteringen

af tailings (knust ekstraheret malm fra forsøg med uranudvinding).

Dertil kommer, at der må foretages et valg af den foretrukne depottype:

Skal der f.eks. være tale om et lukket eller et åbent

(reversibelt) depot. Et lukket depot betyder, at der er tale om en

utilgængelig konstruktion (f.eks. ved forsegling med beton). Hermed

øges sikkerheden. Et åbent depot indebærer, at der efter

en lukning og sikring af depotet fortsat relativt let vil kunne opnås

adgang dertil. Man kan således her fortsat både placere

radioaktivt materiale deri og fjerne det igen. Endvidere skal der også

tages stilling til, om depotet skal konstrueres som et vandmættet eller

vandumættet overfladenært depot. Endelig må der foretages

en afvejning af, om man ønsker, at et depot skal være synligt i

landskabet.

Når bl.a. disse spørgsmål er afklaret,

kan der med udgangspunkt i det valgte depotkoncept iværksættes de

nødvendige undersøgelser med henblik på at identificere

egnede lokaliteter til etableringen af slutdepotet. Den primære opgave

vil her være at finde én eller flere lokaliteter, som på

baggrund af det valgte depotkoncept opfylder fastsatte

sikkerhedsmæssige krav m.v.

På baggrund af forslag til depotkoncept og

lokalisering samt resultaterne fra foreløbige sikkerhedsanalyser vil

der skulle gennemføres en VVM-vurdering og høringer som

beskrevet ovenfor.

Når lokaliseringsspørgsmålet er

afklaret, vil der være behov for mere detaljerede

pladsundersøgelser som baggrund for den konkrete detailprojektering af

slutdepotet og de nye sikkerhedsanalyser, som vil være en

forudsætning for myndighedernes godkendelse af igangsætning af

byggeprojektet. Inden depotet tages i brug, vil myndighederne skulle udstede

en tilladelse til ibrugtagning, og først i den forbindelse vil der

blive taget endelig stilling til, hvilke typer affald der kan tillades

anbragt i depotet.

Bilag A

Affaldsmængder - eksisterende og produceret ved

dekommissionering

Det danske radioaktive affald stammer dels fra 40 års drift af de

nukleare anlæg og fra forskningsprojekter på Risø, dels

fra andre danske brugere af radioaktive materialer. Dertil kommer det affald,

som den fremtidige nedrivning af anlæggene på Risø vil

afstedkomme.

Affald og andet materiale fra 40 års drift af nukleare

anlæg og forskningsprojekter på Risø

Risø/DD har oplyst, at affaldet og andet materiale fra driften af

anlæggene og fra forskningsprojekter består af ca. 1.000 tromler

med inddampet radioaktivt spildevand, ca. 4.000 tromler med lavaktivt

presset, fast affald, og ca. 300 tromler og andre affaldsenheder med

løst pakket mellemaktivt og/eller langlivet affald. De godt 5.000

tromler svarer til ca. 2.000 m3 affald. De ovennævnte andre

affaldsenheder indbefatter et mindre antal rustfri beholdere indeholdende 233

kg. bestrålet forsøgsbrændsel, der er en rest efter

undersøgelserne udført på Risøs Hot

Cells-anlæg fra midt i 1960’erne til midt i 1980’erne, jf.

også generelt Bilag B. Disse 233 kg. rummer en relativt stor

mængde langlivede isotoper.

Udover disse godt 5.000 tromler og andre affaldsenheder eksisterer der et

voluminøst, men meget lavaktivt materiale i form af ca. 4.700 tons

ekstraktionsrest og tilbageværende malm fra forsøg i begyndelsen

af 1980’erne med udvinding af uran fra malm fra Grønland, i alt

3.400 m3.

Affald stammende fra andre brugere af radioaktivt materiale

Risø har efter aftale med Sundhedsstyrelsen siden midt i

1960’erne fungeret som modtagestation for affald fra andre danske

brugere af radioaktive stoffer (hospitaler, forskningslaboratorier og

industri). Risø/DD har oplyst, at det meste er lavaktivt og

indgår som 30-40% af ovennævnte 4.000 tromler med presset, fast

affald. Hertil kommer et større antal brugte radioaktive kilder af

meget forskellig art og aktivitetsindhold. De er samlet i ca. 20 tromler og

enkelte specialenheder, svarende til ca. 10 m3.

Affald som følge af den fremtidige dekommissionering

De indre dele af de nukleare anlæg på Risø er under

driften blevet mere eller mindre aktive, og nedrivningen vil derfor

medføre dannelse af lav- og mellemaktivt affald hovedsagelig i form af

aluminium, rustfri stål, stål, bly og beton.

Mængdemæssigt vurderer Risø/DD, at der vil være tale

om ca. 1.200 tons, svarende til ca. 1.200 m3, dette dog

behæftet med en betydelig usikkerhed.

Bilag B

Det forskningsmæssige udbytte af investeringen i de

nukleare anlæg på Risø

Risø blev i 1956 oprettet med det formål at sikre en fredelig

udnyttelse af kernekraft baseret på en bredt funderet

naturvidenskabelig og teknisk-videnskabelig forskningsindsats. Mens man

fortsat forventede, at atomkraft ville blive indført i Danmark, blev

de nukleare anlæg i de første 10 15 år af Risøs

eksistens anvendt til eksperimentel forskning med henblik på, at

Risø kunne følge med i den hurtige udvikling af den nukleare

teknologi. Bl.a. søgte man at udvikle og undersøge

brændselselementer til kraftreaktorer. Man fandt hurtigt ud af, at

reaktorerne (primært DR3) var særdeles velegnede til andre

formål. Derfor blev driften af reaktorerne også efter

Folketingsbeslutningen i 1985 om ikke at indføre atomkraft i Danmark

fortsat, så længe de udgjorde et aktiv for forskningen på

Risø (DR2 blev dog allerede lukket ned i 1975).

Materialeforskning

Især DR3-reaktoren har været meget velegnet til dette

formål. Fra slutningen af 1960'erne var forskningen på dette

område etableret blandt den førende i verden. I perioden

1960-2000 har ca. 1.500 udenlandske forskere således deltaget i

projekter ved DR3.

Via en vedvarende udvikling og forbedring af instrumenteringen omkring

reaktoren var det muligt at fastholde DR3 som en facilitet, der var

konkurrencedygtig med en ny, langt dyrere generation af reaktorer,

opført i USA og Frankrig i slutningen af 1960'erne specielt til

anvendelse af neutroner til materialeundersøgelser. Dette blev

manifesteret, da Risøs DR3 reaktor i 1992 blev udvalgt til en

såkaldt "Large Scale Facility" med støtte fra EU til

et gæsteforskerprogram. Det medførte, at omkring 90 udenlandske

forskere årligt kom til Risø i perioder fra en uge til en

måned for at udføre eksperimenter ved DR3. Risøs

førende position på dette område blev således

fastholdt, lige til DR3 blev lukket i 2000.

Brændselselementer

Programmet til udvikling af brændselselementer til såvel

forsøgsreaktorer som kraftreaktorer blev startet i 1963 i samarbejde

med Helsingør Skibsværft. Det havde til formål at sikre

know-how på et område af vital betydning i forbindelse med

driften af atomreaktorer og for at skabe baggrund for en dansk produktion af

brændselselementer til danske og udenlandske reaktorer. Programmet

omfattede både udvikling af produktionsteknologi,

bestrålingsforsøg i DR3-reaktoren og efterfølgende

undersøgelser i Hot Cells. Den nødvendige ekspertise blev

udviklet, og der blev etableret en produktion af brændselselementer til

DR2 og DR3. I løbet af 1980’erne blev der udviklet en ny type

lavt-beriget brændselselement til DR3.

Da det nationale marked udeblev, resulterede arbejdet med

kraftreaktorbrændsel aldrig i en storskala-produktion, men

undersøgelsesprogrammet omfattede en række internationale

projekter, hvor Risø havde en ledende rolle. Afslutningen af dette

program i begyndelsen af 1990'erne medførte også en nedlukning

af Hot Cells.

Radioaktive isotoper og bestråling af silicium

Produktionen af radioaktive isotoper blev påbegyndt allerede med

idriftsættelsen af DR2-reaktoren i 1958. Der var tale om kortlivede

isotoper til danske kunder til brug i medicin og industri, hvor

halveringstiden var for kort til, at isotoperne kunne købes i

udlandet. Risøs isotoper blev fra starten stærkt efterspurgt og

ved udgangen af 1968, da Risø havde leveret isotoper i 10 år,

var det blevet til mere end 6.000 bestrålinger. Ved nedlukningen af DR2

i 1975 blev produktionen overført til DR3-reaktoren, hvor den

fortsatte på kommerciel basis indtil 2000.

En aktivitet af stor industriel betydning og af økonomisk betydning

for Risø var bestråling af silicium til halvlederindustrien.

Risø begyndte i 1974 denne aktivitet sammen med firmaet Topsil.

På baggrund af voksende efterspørgsel blev

produktionskapaciteten flere gange øget.

Aktiviteten blev også en kommerciel succes, der gav Risø en

indtægt på 15 - 20 mio. kr. om året i 1990'erne og dermed

et rimeligt bidrag til driftsudgifterne ved DR3-reaktoren.

Indirekte udbytte

Mange af Risøs styrkeområder i dag kan føres tilbage

til den forskning, der blev etableret i de første 10 15 år af

Risøs eksistens med anvendelsen af de nukleare anlæg. F.eks.

udspringer Risøs ekspertise på vindenergi-området af

behovet for meteorologiske undersøgelser af en radioaktiv skys

udbredelse i atmosfæren. Med dette udgangspunkt er Risø blevet

et globalt videncenter inden for vindenergi og har bidraget væsentligt

til dansk vindmølle-industris succes.

Risøs forskning vedrørende energimaterialer og

polymermaterialer kan endvidere føres tilbage til udnyttelsen af

reaktorernes neutroner til undersøgelse af materialers egenskaber

på atomart niveau. Forskningen på dette område

opnåede en internationalt førende position og spillede en

afgørende rolle i forbindelse med etableringen af

forskningsområdet faststoffysik i Danmark i begyndelsen af

1960'erne.

En væsentlig del af Risøs forskning vedrørende system-

og teknologianalyse baserer sig desuden på analyser af samspillet

mellem mennesker og maskiner. Risøs ekspertise blev udviklet i

forbindelse med studier af kontrolrumsfunktionen for nukleare reaktorer.

Ekspertisen benyttes til nu at fremme sikkerheden i luftfart og skibsfart.

Endelig kan nævnes, at Risøs planteforskning, der i dag er

baseret på moderne bioteknologiske metoder, har sit udspring i studier

af strålingspåvirkning af planters egenskaber og har ført

til udvikling af nye planteforædlings-teknologier.

Sammenfattende kan man sige, at investeringen i de nukleare anlæg

har haft en afgørende betydning for Risøs forskning. I starten

gjorde denne investering det muligt at bringe Risøs forskning op

på et internationalt niveau og skabe den nødvendige nationale

kompetence for et kernekraftprogram i Danmark. På sigt gjorde

anlæggenes generelle anvendelighed, specielt f.s.v.a. DR3-reaktoren,

det muligt at udnytte deres anvendelse til andre formål end oprindeligt

planlagt i takt med, at Risøs forskning vendte sig mod

energiteknologier og industrielle teknologier af betydning for det danske

samfund. De internationale evalueringer af Risøs forskning, som senest

er gennemført i 1997 og 2001 bekræfter dette billede med udsagn

som " the operation of the research reactor has been one of the most

important and succesful activities at the laboratories". Risø

selv vurderer, at anlæggenes generelle anvendelighed har givet en stor

dividende til dansk såvel som international forskning i form af

resultater, kompetencer og kvalitet samt uddannelsesbidrag og

netværk.

Bilag C

Oversigt over baggrundsmateriale

1. Vejledning Nr. 9 om Affaldsdeponering, Miljøstyrelsen,

1997.

2. Decommissioning of the Nuclear Facilities at Risø National

Laboratory - Descriptions and Cost Assessment, Risø, Februar

2001.

3. Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg -

vurdering af opgaver og omkostninger (dansk sammenfatning), Risø,

Marts 2001.

4. Alternativer til dekommissionering af Risøs nukleare

anlæg, Risø, Oktober 2001.

5. Revised Cost Estimate for the Decommissioning of the Reactor

DR3, Risø, November 2001.

6. Debatoplæg - Dekommissionering af de nukleare anlæg

på Risø, HUR, Januar 2002.

7. Teoretisk udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot

for radioaktivt affald, DD, Januar 2002.

8. Analyse af dekommissioneringsbudgettet, DD og Lichtenberg

& Partners, rev. Februar 2002.

9. Miljømæssige forskelle mellem tidsmæssige

scenarier for dekommissionering af de nukleare anlæg på

Risø-området, Risø, April 2002.

10. Task 2 - Assessment of decommissioning assignments - Technical

report - Decommissioning of the nuclear facilities at Risoe National

Laboratory, COWI-konsortiet, Juni 2002.

11. Task 3 - Assessment of financial risks - Technical report -

Decommissioning of the nuclear facilities at Risoe National Laboratory,

COWI-konsortiet, Juni 2002.

12. Task 4 - Evaluation of permanent repository of radioactive waste

- Technical report - Decommissioning of the nuclear facilities at Risoe

National Laboratory, COWI-konsortiet, Juni 2002.

13. Task 2 - Vurdering af mulighederne for udførelse af

dekommissioneringsarbejdet - dansk sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni

2002.

14. Task 3 - Vurdering af økonomisk usikkerhed - dansk

sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni 2002.

15. Task 4 - Vurdering af rapporten »Teoretisk udredning af de

tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald« - dansk

sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni 2002.

16. Task 6.1 - Konsolidering af Task 2, 3 og 4 - Overordnet

sammenfatning, COWI-konsortiet, Juni 2002.

17. Forslag til Regionplantillæg til Regionplan 2001 for

Hovedstadsregionen - Retningslinier og VVM-Redegørelse

vedrørende dekommissionering af Risøs nukleare anlæg,

HUR, August 2002.

18. Comparison of Cost Estimates, COWI-konsortiet, August

2002.

19. Postponed Decommissioning, Risø, September 2002.

20. Forslag til strategi for dekommissionering af de nukleare

anlæg på Risø-området, DD, September 2002.

21. Forslag til baggrundsrapport til DD's strategi, DD,

September 2002.

22. Arbejdspapir om Project Design Base (PDB) - Projektgrundlag for

gennemførelse af dekommissioneringsprojektet, DD, September

2002.

23. Final Comments to the report »RISOE - Postponed

Decommissioning«, COWI-konsortiet, September 2002.

24. Endelige bemærkninger til strategiplan,

COWI-konsortiet, September 2002.

25. Arbejdspapir om Projektgrundlag for gennemførelse af

dekommissioneringsprojekt. Lovgivningsmæssige rammer,

COWI-konsortiet, September 2002.

26. Beskrivelse af de retlige rammer m.v. for den umiddelbare

håndtering af affald under afviklingen af de nukleare anlæg

på Risø - redegørelse fra det tværministerielle

udvalg, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeriet og

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Oktober 2002.

Bilag D

Oversigt over hidtidige forelæggelser for

Folketinget

1. Ministerbrev af 25. maj 2000 til Miljø- og

Planlægningsudvalget - oversendelse af samrådspapir vedr. spm. BV

(Alm. del - bilag 1191).

2. Ministerbrev af 18. maj 2000 til Miljø- og

Planlægningsudvalget - oversendelse af svar på spm nr. 517-533

(Alm. del - bilag 1188).

3. Ministerbrev af 28. juni 2000 til Miljø- og

Planlægningsudvalget - oversendelse af svar på spm. stillet af

Lis Greibe, MF, under samrådet vedr. spm. BV (Alm. del - bilag

1191).

4. Ministerbrev af 29. september 2000 til Videnskabsudvalget og

Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af

orienteringsbrev om Risøs bestyrelses beslutning om ikke at genstarte

DR3-reaktoren samt invitation til møde om den videre proces.

5. Ministerbrev af 10. oktober 2000 til Videnskabsudvalget og

Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af

orienteringspapir udarbejdet på baggrund af møde om den videre

proces.

6. Ministerbrev af 21. november 2000 - oversendelse af svar på

spm. nr. 1 og 2 (§ 19 - bilag 6).

7. Akt 58 22/11 2000 om oprettelsen af DD.

8. Ministerbrev af 31. januar 2001 - oversendelse af svar på spm.

fra Helen Beim, MF, vedrørende uran.

9. Ministerbrev af 2. februar 2001 til Videnskabsudvalget og

Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af diverse

materiale.

10. Ministerbrev af 20. februar 2001 til Videnskabsudvalget og

Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af diverse

materiale.

11. Ministerbrev af 20. marts 2001 til Videnskabsudvalget -

oversendelse af diverse materiale.

12. Ministerbrev af 23. marts 2001 til Videnskabsudvalget -

oversendelse af samrådspapir vedr. spm. J (Alm. del - bilag 196).

13. Akt 160 28/03 2001 om videreførelse af smal DD-organisation

m.v., inkl. orientering om videre proces.

14. Ministerbrev af 21. maj 2001 til Miljø- og

Planlægningsudvalget - oversendelse af svar på spm. nr. 320-327

(Alm. del - bilag 967).

15. Ministerbrev af 30. maj 2001 til Videnskabsudvalget - oversendelse

af foreløbigt program for besøg på Risø.

16. Akt 274 04/09 2001 om fremrykning af udgifterne til returnering af

brugte brændselselementer fra DR3-reaktoren.

17. Ministerbrev af 4. september 2001 til Finansudvalget - oversendelse

af svar på spm. nr. 1 (§ 19 - bilag 16).

18. Ministerbrev af 14. september 2001 til Finansudvalget -

oversendelse af svar på spm. nr. 2 (§19 - bilag 18).

19. Ministerbrev af 19. september 2001 til Folketingets Lov- og

Parlamentssekretariat - oversendelse af svar på spm. S3945.

20. Ministerbrev af 8. februar 2001 til Videnskabsudvalget og

Miljø- og Planlægningsudvalget - oversendelse af diverse

materiale samt orientering om status.

21. Ministerbrev af 24. april 2002 til Videnskabsudvalget,

Miljø- og Planlægningsudvalget og Finansudvalget - oversendelse

af orientering om beslutning om udskydelse af forelæggelse for

Folketinget.

22. Ministerbrev af 27. juni 2002 til Videnskabsudvalget, Miljø-

og Planlægningsudvalget og Finansudvalget - oversendelse af diverse

materiale samt orientering om den videre proces.

Bilag E

Kort over de nukleare anlæg på

Risø-området

Officielle noter

1) Artikel 37 har

følgende ordlyd: "Hver medlemsstat skal forsyne Kommissionen med

alle almindelige oplysninger vedrørende planer om bortskaffelse af

radioaktivt spild i enhver form, for at det derved kan afgøres, om

iværksættelsen af denne plan kan antages at medføre en

radioaktiv kontaminering af en anden medlemsstats vande, jord eller luftrum

"

Lignende dokumenter