Landsrettens dom stadfæstet
Læs kilden ved Domsdatabasen (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Straffeloven § 114 j 27 afgørelser
- Straffeloven § 3 66 afgørelser
- Straffeloven § 82 216 afgørelser
- Straffeloven § 83 65 afgørelser
- Retsplejeloven § 933 18 afgørelser
- Straffeloven § 1 39 afgørelser
- Straffeloven § 114 60 afgørelser
- Straffeloven § 114 a 29 afgørelser
- Straffeloven § 114 b 29 afgørelser
- Straffeloven § 114 c 39 afgørelser
- Straffeloven § 114 d 24 afgørelser
- Straffeloven § 19 28 afgørelser
Teksten
UDSKRIFT
AF
HØJESTERETS DOMBOG
HØJESTERETS DOM
afsagt tirsdag den 27. august 2019
Sag 27/2019
(2. afdeling)
Anklagemyndigheden
mod
(advokat Bjørn Elmquist, beskikket)
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Aarhus den 4. juni 2018 og af Vestre Landsrets
9. afdeling den 12. november 2018.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard
Pedersen, Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen, Lars Apostoli og Kristian
Korfits Nielsen.
Påstande
Dommen er anket af med påstand om frifindelse, subsidiært strafbortfald og
mere subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Anbringender
har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at straffe ham for overtrædelse
af straffelovens § 114 j.
Efter placeringen af § 114 j i straffeloven, dens forhistorie samt forarbejderne og det deri ud-
trykte ønske om at ramme personer, som har kæmpet i udlandet for en terrororganisation, kan
hans handlinger ikke anses for at udgøre en overtrædelse af bestemmelsen. Dette understøttes
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
- 2 -
også af de daværende regeringers handlingsplaner fra september 2014 og oktober 2016 om
Læs alt
forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering samt FN’s Sikkerhedsråds
resolution nr. 2178 af 24. september 2014, særligt pkt. 6 a-c. Han rejste til Syrien for at støtte
den civile indsats for lokalbefolkningen og tilsluttede sig efterfølgende den kurdiske
bevægelse YPG i dens kamp mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS). PET anser ikke
YPG for at være en terrororganisation. Hans handlinger er således ikke af den type, som § 114
j tager sigte på at kriminalisere. Der foreligger materiel atypicitet.
Straffelovens § 114 j er udformet på en måde, så det reelt ikke har været muligt for borgerne
at indrette sig på bestemmelsen. Der har hersket usikkerhed med hensyn til, hvilke områder i
Syrien der var omfattet af bestemmelsen, bl.a. som følge af det meget lille og detaljefattige
kort, der findes som bilag 1 til bekendtgørelsen om forbud mod indrejse eller ophold i visse
konfliktområder. For at bøde på denne svaghed har landsretten tillagt GPS-signaler fra hans
telefon en for høj bevisværdi, og disse er således eneste objektive bevis for, at han rent faktisk
har opholdt sig i det forbudte område. Dette skal ses i sammenhæng med de problemer, der
knytter sig til signalernes pålidelighed.
Han har handlet i god tro, da han rejste til Syrien og tilsluttede sig YPG i bekæmpelsen af IS.
På baggrund af bl.a. udtalelser fra udenrigsministeren i forbindelse med vedtagelsen af be-
slutningsforslag nr. B 108 af 29. marts 2016 om udsendelse af yderligere danske militære bi-
drag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien var det hans opfattelse, at tilslutningen
til YPG skete som led i udøvelsen af udenlandsk hverv. Bekæmpelsen af IS skete inden for
rammerne af koalitionen med USA, England, Frankrig samt også Danmark. Som følge heraf
skal han frifindes, jf. § 114 j, stk. 2.
Ordningen i straffelovens § 114 j er i strid med retten til bevægelses- og opholdsfrihed, jf.
artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 12
i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. At forbyde egne statsborgere at rej-
se frit rundt for at deltage i bekæmpelse af IS’ terrorhandlinger er ikke omfattet af undtagel-
serne i artikel 2, stk. 3 eller 4, i 4. Tillægsprotokol til Menneskerettighedskonventionen. Hans
formål med at rejse til Syrien har på ingen måde nødvendiggjort begrænsninger i hans ret til
frit at bevæge sig af hensyn til Danmarks nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller for
at forebygge forbrydelser.
- 3 -
Ved bekendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019 er den tidligere bekendtgørelse om forbud mod
indrejse eller ophold i visse konfliktområder blevet ophævet. Den nye bekendtgørelse indebæ-
rer, at der ikke længere gælder et krav om tilladelse til at rejse ind og opholde sig i det i tilta-
len angivne område. De handlinger, han har foretaget, er dermed ikke længere strafbare, og
han skal som følge heraf frifindes, jf. straffelovens § 3, stk. 1. Bekendtgørelsens ophør beror
ikke på ydre, strafskylden uvedkommende forhold, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt. Hvis Højesteret imid-
lertid måtte mene, at dette er tilfældet, vil det være i strid med Den Europæiske Menneskeret-
tighedskonvention artikel 7 og EU-Charterets artikel 49, stk. 1, 3. pkt., at straffe ham.
Hvis han ikke frifindes, bør straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 83 eller i hvert fald
være væsentligt mildere end den idømte fængselsstraf på 6 måneder. Det er en væsentligt
formildende omstændighed, at han kæmpede på koalitionens side imod en terrororganisation,
jf. straffelovens § 82, nr. 7. Strafværdigheden er af så ringe beskaffenhed, at en bøde vil være
passende. Er der ikke grundlag for at pålægge en bøde, bør han idømmes rettens i øvrigt mil-
deste straf, dog under ingen omstændigheder betinget frihedsstraf, da han er uenig i reglen og
ønsker at udstille dens urimelighed.
Anklagemyndigheden har anført navnlig, at med rette er dømt for overtrædel-
se af straffelovens § 114 j.
Efter § 114 j er det tilstrækkeligt, at der kan føres bevis for, at den pågældende uden tilladelse
er indrejst eller har opholdt sig i et forbudt konfliktområde. Det er dermed uden betydning, at
ifølge sin forklaring har kæmpet imod en terrororganisation. Kriminaliserin-
gen i § 114 j omfatter indrejse og ophold i sig selv, når der ikke foreligger fornøden tilladelse.
Af § 1, stk. 1, nr. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om for-
bud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder fremgår, at det var forbudt – uden tilla-
delse – at indrejse og opholde sig i al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen. Landsretten har
fundet det bevist, at har opholdt sig i al-Raqqa-distriktet, og at han vidste, at
han opholdt sig dér og dermed har handlet forsætligt. Denne bevisbedømmelse er ikke omfat-
tet af Højesterets prøvelsesret, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, nr. 4, modsæt-
ningsvis. Det kan således lægges til grund, at ved sine handlinger har over-
trådt straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3. Der foreligger ikke materiel atypicitet.
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
- 4 -
§ 114 j og den tilhørende bekendtgørelse opfylder de krav, der følger af legalitetsprincippet i
straffelovens § 1. Der er klar lovhjemmel til at straffe indrejse og ophold som anført i tiltalen.
Det forhold, at ikke måtte være bekendt med reglerne, udgør i givet fald en
egentlig retsvildfarelse, som ikke fritager for strafansvar.
Ordningen i straffelovens § 114 j vil efter omstændighederne kunne indebære et indgreb i de
rettigheder, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder artikel 2 i
4. Tillægsprotokol til Menneskerettighedskonventionen om bevægelses- og opholdsfrihed.
Straffelovens § 114 j er begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser, nemlig den
nationale sikkerhed, den offentlige tryghed og forebyggelse af forbrydelser, og ordningen går
ikke videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Det er således alene et begrænset
område, der ikke må indrejses og tages ophold i, ligesom der kan gives tilladelse til indrejse
eller ophold, hvis der foreligger et anerkendelsesværdigt formål. Straffelovens § 114 j er der-
for ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der således ikke er til
hinder for domfældelse i den foreliggende sag.
Ophævelsen af den dagældende bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 medfører ik-
ke, at skal frifindes. Ophævelsen af indrejseforbuddet i al-Raqqa-distriktet i
Raqqa-provinsen skyldes, at terrororganisationen Islamisk Stat (IS) ikke længere kontrollerer
territorium i Syrien. Det er således alene de ydre forhold – tilstedeværelsen af IS – som be-
grundede kriminaliseringen, der har ændret sig. Som følge heraf skal gerningstidens lov an-
vendes, uanset at den er ophævet på pådømmelsestidspunktet, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2.
pkt. Dette vil ikke være i strid med hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
artikel 7 eller EU-Charterets artikel 49, stk. 1, 3. pkt.
Den idømte fængselsstraf på 6 måneder er i overensstemmelse med det strafniveau, som er
angivet i forarbejderne. har ikke haft noget anerkendelsesværdigt formål med
at indrejse i og opholde sig i det forbudte område. Der foreligger ikke formildende omstæn-
digheder, herunder omstændigheder som nævnt i straffelovens § 82, nr. 4. Han har ikke hand-
let i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af de retsregler, der forbød
indrejse og ophold i al-Raqqa-distriktet. Det er en skærpende omstændighed, at han under sit
ophold i det forbudte område har deltaget i væbnet kamp. Ulovlig indrejse og ophold i et kon-
fliktområde kan i et vist omfang sammenlignes med overtrædelse af paslovens bestemmelse
om udrejseforbud, der efter forarbejderne som udgangspunkt straffes med 6 måneders ubetin-
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
- 5 -
get fængsel i førstegangstilfælde. De af landsretten anførte grunde kan give anledning til at
overveje en skærpelse af straffen. Der er i hvert fald ikke grundlag for at nedsætte den.
Supplerende sagsfremstilling
PET’s Center for Terroranalyse har afgivet en erklæring af 29. maj 2019 om bl.a. den kurdi-
ske gruppe, Yekineyen Parastina Gel (YPG). Af erklæringen fremgår bl.a.:
”Rigsadvokaten har anmodet PET’s Center for Terroranalyse (CTA) om en retserklæ-
ring om den kurdiske gruppe, Yekineyen Parastina Gel (YPG) …
Denne erklæring bygger på informationer fra offentligt tilgængelige kilder.
Yekineyen Parastina Gel (YPG)
Det kurdiske politiske parti, Partiya Yeketiya Demokrat (PYD, Det Demokratiske Uni-
onsparti), etablerede sig som det dominerende parti i det nordvestlige Syrien, efter det
syriske regering trak sig ud af områderne i juni 2012.
Yekineyen Parastina Gel (YPG, Folkets Forsvarsenheder) er PYD’s væbnede gren.
PYD har også en forsvarsgruppe bestående af kvinder, Yekineyen Parastina Jine (YPJ).
YPG og YPJ arbejder tæt sammen.
PYD blev oprettet i 2003 og YPG i 2004. YPG er den primære kurdiske militære grup-
pe i Syrien, og den har spillet en afgørende rolle i den militære indsats mod den militant
islamistiske gruppe, der kalder sig Islamisk Stat i Syrien. YPG har i den forbindelse
modtaget international militærstøtte fra især USA, men også fra andre vestlige lande,
såsom Frankrig.
Den amerikanske støtte til YPG har udover flystøtte blandt andet omfattet forsyninger
af håndvåben, panserværnsraketter, pansrede køretøjer og mortergranater.
Både YPG og YPJ består først og fremmest af etniske kurdere. Et ukendt antal ikke-
etniske kurdere fra en række vestlige lande, herunder Danmark, har imidlertid også støt-
tet grupperne i Syrien, både militært og civilt.
Hverken PYD eller YPG er opført på FN, vestlige landes eller EU’s sanktions- og ter-
rorlister. Tyrkiet anser dog YPG som en terrorgruppe.
Der har været tilfælde, hvor YPJ har anvendt selvmordsbombere mod tyrkiske styrker i
det nordlige Syrien.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har i en rapport fra oktober
2015 skrevet, at YPG har foretaget en lang række overgreb mod civile i de områder i det
nordlige og nordvestlige Syrien, som gruppen har erobret fra Islamisk Stat.
PYD er ideologisk tilknyttet Partiya Karakeren Kurdistan (Kurdistans Arbejderparti,
PKK), og både PKK og PYD ønsker at oprette et kurdisk selvstyre i Tyrkiet og Syrien.
- 6 -
PKK er opført på en række vestlige landes sanktions- og terrorlister…”
Retsgrundlag
Straffelovens § 114 j
Straffelovens § 114 j, som – sammen med nye regler i § 114 c og § 114 e samt en ny § 114 i –
er indført ved lov nr. 642 af 8. juni 2016 (om væbnede konflikter i udlandet mv.) med ikraft-
træden den 1. juli 2016, indeholder følgende bestemmelse:
”§ 114 j. Den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, og som uden tilla-
delse indrejser eller opholder sig i et område som nævnt i stk. 3, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 år, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for indrejse og ophold som led i udøvelse af dansk, uden-
landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv.
Stk. 3. Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsmini-
steren fastsætte regler om, at et område, hvor en gruppe eller sammenslutning som
nævnt i § 114 e er part i en væbnet konflikt, skal være omfattet af stk. 1. Folketinget kan
ved en folketingsbeslutning ophæve regler fastsat af justitsministeren efter 1. pkt.
Stk. 4. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, tillader efter ansøg-
ning, at en person indrejser eller opholder sig i et område som nævnt i stk. 1, hvis ind-
rejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt formål. En tilladelse kan omfatte en
gruppe af personer, der er tilknyttet en bestemt virksomhed eller organisation m.v.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indgivelse af ansøgninger efter
stk. 4, herunder om fristen herfor. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser efter stk. 4 ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.”
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2015-16, tillæg A, lov-
forslag nr. L 187, s. 2 ff.) hedder det bl.a.:
”1. Indledning
Formålet med lovforslaget er først og fremmest at styrke det strafferetlige værn mod
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for terrorgrupper, dels gennem en strafforhø-
jelse og dels gennem en ny mulighed for at forbyde indrejse og ophold i visse konflikt-
områder uden forudgående tilladelse. Herudover foreslås der en ny strafbestemmelse
om modtagelse af økonomisk støtte fra en terrororganisation.
Det er PET’s vurdering, at personer, der vender hjem fra kampdeltagelse i Syrien og
Irak, udgør en særlig terrortrussel mod Danmark. Derfor ønsker regeringen at stramme
grebet om fremmedkrigere, der overvejer at rejse fra Danmark for at tilslutte sig væbne-
de konflikter i f.eks. Syrien og Irak. Lovforslaget har samlet set til formål bl.a. at skær-
pe konsekvensen over for dem, der rejser ud, og at styrke myndighedernes muligheder
for at retsforfølge hjemvendte fremmedkrigere.
…
- 7 -
For det andet foreslås det at indføre mulighed for administrativt at bestemme, at der i et
område, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, skal gælde et forbud
mod, at danske statsborgere og herboende udlændinge indrejser og opholder sig uden
tilladelse fra de danske myndigheder. Det foreslås dog, at indrejse og ophold som led i
udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv skal kun-
ne ske uden forudgående tilladelse. Indrejse og ophold med andre formål vil kræve en
forudgående tilladelse, som efter ansøgning kan gives, hvis formålet med indrejsen eller
opholdet er anerkendelsesværdigt. Der vil både kunne gives individuelle tilladelser til
bestemte personer og kollektive tilladelser til en gruppe af personer, der afgrænses ud
fra deres tilknytning til en bestemt virksomhed eller organisation mv. Det foreslås, at
overtrædelse af et indrejse- og opholdsforbud skal kunne straffes med bøde eller fæng-
sel indtil 6 år.
Formålet med dette forslag er at gøre det lettere at straffe personer, der indrejser eller
opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt for eksempelvis en
terrororganisation. Der vil således ikke – som tilfældet er i dag – være behov for at føre
bevis for, at de pågældende har overtrådt eksempelvis straffelovens terrorbestemmelser
eller bestemmelsen om landsforræderi i form af tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke.
Det vil være tilstrækkeligt, at der kan føres bevis for, at den pågældende uden tilladelse
er indrejst eller har opholdt sig i det pågældende område.
…
Lovforslaget tager afsæt i Straffelovrådets betænkning nr. 1559/2016 om væbnede kon-
flikter i udlandet (herefter ”betænkningen”).
2. Deltagelse i væbnede konflikter
…
2.2. Straffelovrådets overvejelser
…
2.2.5. For så vidt angår spørgsmålet om nykriminalisering beskriver Straffelovrådet to
modsatte synspunkter, nemlig dels at deltagelse i væbnede konflikter i udlandet ikke bør
være særskilt reguleret, men alene af straffelovens almindelige regler, dels at der bør
ske et principskifte, så deltagelse i væbnede konflikter i udlandet generelt forbydes i
hvert fald for så vidt angår ikke-statslige væbnede styrker.
Det første synspunkt henviser til, at det historiske udgangspunkt er, at danske statsbor-
gere og herboende udlændinge kan deltage i væbnede konflikter i udlandet, når den på-
gældende ikke ved sin deltagelse fremmer virksomheden for en terrororganisation eller i
forbindelse med sin deltagelse i øvrigt begår strafbare forhold, eksempelvis medvirker
til krigsforbrydelser. Så vidt ses er det eneste eksempel på en undtagelse fra dette ud-
gangspunkt om borgernes frihed til også ved deltagelse i væbnede konflikter i udlandet
at støtte grupper af eksempelvis ideologiske eller religiøse grunde den spanske borger-
krig, hvor lovgivningsmagten som led i en fælleseuropæisk beslutning forbød udrejse
fra dansk territorium for at deltage i den spanske borgerkrig.
Ingen eller en begrænset nykriminalisering vil dermed videreføre den historiske adgang
for danskere og herboende udlændinge til at rejse ud og kæmpe også med våben for en
- 8 -
sag, som de af f.eks. ideologiske eller religiøse grunde støtter. En sådan retstilstand kan
bl.a. give mulighed for uden at ifalde straf efter dansk ret at deltage i også væbnet fri-
hedskamp og modstandsbevægelser mod undertrykkende regimer rundt omkring i ver-
den. Efter dette synspunkt vil det være et tilbageskridt for mulighederne for friheds-
kamp at give staterne monopol på lovlig magtanvendelse i væbnede konflikter. Der er
således adskillige eksempler på, at demokratiske fremskridt er sket ved, at ikke-statslige
grupper har sat sig op mod myndighederne.
Det andet synspunkt henviser til, at på det stade, som den internationale retsorden har
nået i dag, bør det principielt være forbeholdt stater at anvende våbenmagt. Ligesom det
længe har været anerkendt på nationalt plan, at et retssamfund bl.a. kræver, at staten har
monopol på magtanvendelse, bør staterne have monopol på magtanvendelse på det in-
ternationale niveau. Som folkeretten ser ud i dag, indebærer dette, at den enkelte stat
som udgangspunkt har monopol på magtanvendelse på sit territorium, og at andre sta-
ters magtanvendelse således som udgangspunkt kræver samtykke fra den pågældende
stats regering. Kun i undtagelsestilfælde såsom individuelt eller kollektivt selvforsvar
eller en trussel mod international fred og sikkerhed vil en stat lovligt kunne anvende
magt på en anden stats territorium uden denne stats samtykke. Hvis begrundelsen er en
trussel mod international fred og sikkerhed, uden at der er tale om individuelt eller kol-
lektivt selvforsvar eller en humanitær nødsituation, kræver en sådan magtanvendelse
desuden en beslutning i FN’s Sikkerhedsråd.
På det individuelle plan indebærer synspunktet, at enkeltpersoner ikke lovligt bør kunne
deltage i kamphandlinger for ikke-statslige styrker, uanset om disse kan betegnes som
oprørsbevægelser, modstandsbevægelser, frihedsbevægelser eller andet, og uanset om
de kæmper mod et udemokratisk, undertrykkende regime. Det anerkendes, at der er ad-
skillige historiske eksempler på, at demokratiske fremskridt er sket ved, at ikke-statslige
grupper har sat sig op mod myndighederne, men der bør lægges større vægt på, at der i
nutiden er mange eksempler på, at ikke-statslige gruppers oprør hverken på kort eller
mellemlangt sigt har forbedret borgernes situation med hensyn til fred, frihed og sikker-
hed.
Straffelovrådet konkluderer, at det beror på en samlet politisk vurdering, om danskeres
og herboende udlændinges deltagelse i væbnede konflikter i udlandet bør kriminaliseres
i videre omfang, end det er tilfældet efter de gældende bestemmelser om terrorisme mv.
og om tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke.
…
2.3. Lovforslagets udformning
…
På baggrund af Straffelovrådets gennemgang af de relevante hensyn og modeller for en
yderligere kriminalisering af deltagelse i væbnede konflikter i udlandet er det Justitsmi-
nisteriets vurdering, at der ikke er behov for en sådan yderligere kriminalisering, idet
den eksisterende kriminalisering rammer de situationer, som der er behov for at krimi-
nalisere.
Derimod er der efter Justitsministeriets opfattelse behov for at styrke indsatsen mod del-
tagelse i væbnede konflikter i udlandet for terrorgrupper gennem indførelse af et forbud
mod indrejse og ophold i visse konfliktområder, jf. nærmere pkt. 4 nedenfor.
- 9 -
…
4. Forbud mod indrejse og ophold i visse konfliktområder
…
4.2. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet har i tilknytning til overvejelserne om kriminalisering af deltagelse i en
væbnet konflikt i form af tilslutning til en væbnet styrke overvejet en supplerende regu-
lering, hvorefter den blotte indrejse eller ophold i et område, hvor der pågår en væbnet
konflikt, kriminaliseres i et vist omfang.
Et indrejse- og opholdsforbud vil efter Straffelovrådets opfattelse kun være relevant at
overveje, i det omfang danskeres og herboende udlændinges deltagelse i en væbnet kon-
flikt i det pågældende område helt eller delvis er kriminaliseret. Hvis danskere og her-
boende udlændinge efter dansk ret straffrit kan deltage i en væbnet konflikt i udlandet,
bør indrejse og ophold i det pågældende konfliktområde ikke kriminaliseres.
Straffelovrådet finder, at en eventuel hjemmel til at fastsætte et indrejse- og opholdsfor-
bud i givet fald bør omfatte områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet kon-
flikt, idet ikke mindst terrororganisationers deltagelse i en væbnet konflikt frembyder
helt særlige farer. Derimod bør en eventuel hjemmel til at fastsætte et indrejse- og op-
holdsforbud ikke omfatte områder, der alene er karakteriseret ved, at den danske stat er
part i en væbnet konflikt, uden at der tillige er en terrororganisation, der er part i en
væbnet konflikt i området.
…
Model A er en tilladelsesmodel, hvor danske statsborgere og personer med bopæl i
Danmark skal have tilladelse fra de danske myndigheder, før de indrejser i eller ophol-
der sig i et område, forbuddet gælder for. Tilladelse kræves dog ikke til indrejse og op-
hold som led i udøvelse af offentlig tjeneste eller hverv, herunder tjeneste som soldat i
en statslig væbnet styrke, eller til indrejse og ophold i en stat, hvor den pågældende er
statsborger. De danske myndigheder skal efter ansøgning tillade indrejse og ophold,
hvis formålet hermed er anerkendelsesværdigt.
…
Med hensyn til strafniveauet for at overtræde et eventuelt indrejse- og opholdsforbud
anfører Straffelovrådet, at straffen bør stå i forhold til lovovertrædelsens alvor. Sam-
menlignet med den primære forbrydelse – ulovligt at tilslutte sig en væbnet styrke – er
overtrædelse af et indrejse- eller opholdsforbud efter Straffelovrådets opfattelse væsent-
ligt mindre alvorlig.
Hvor ulovlig tilslutning til en væbnet styrke i tilfælde, hvor den pågældende er nået
frem til konfliktområdet og har opholdt sig der en vis tid, som udgangspunkt bør straffes
med en lang ubetinget fængselsstraf, bør overtrædelse af et indrejse- eller opholdsfor-
bud af hensyn til at opretholde et rimeligt forhold mellem straffen for forbrydelser af
forskellig grovhed i almindelighed straffes med bøde i milde tilfælde og en kort betinget
eller ubetinget fængselsstraf i grove tilfælde. Under særligt skærpende omstændigheder,
eksempelvis hvis en person dømmes for at have medvirket til, at et større antal personer
- 10 -
har overtrådt et indrejse- eller opholdsforbud, vil straffen kunne udmåles højere end det-
te.
…
4.3. Lovforslagets udformning
…
Det er Justitsministeriets vurdering, at et indrejse- og opholdsforbud i visse sager vil
kunne gøre det lettere at straffe personer, der rejser til et konfliktområde i udlandet for
at deltage i den væbnede konflikt for eksempelvis en terrororganisation. Med et sådant
forbud vil der således ikke – som tilfældet er i dag – være behov for at føre bevis for, at
de pågældende har overtrådt eksempelvis straffelovens terrorbestemmelser eller be-
stemmelsen om landsforræderi i form af tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke. Det vil
være tilstrækkeligt, at der kan føres bevis for, at den pågældende er indrejst eller har
opholdt sig i det pågældende område.
Til brug for overvejelserne om et eventuelt indrejse- og opholdsforbud har Straffelovrå-
det opstillet to modeller for, hvordan det vil kunne forbydes danske statsborgere og her-
boende udlændinge at indrejse eller opholde sig i et område, hvor en terrororganisation
er part i en væbnet konflikt (Model A og Model B).
…
Det er Justitsministeriets vurdering, at Model A vil give lidt bedre mulighed end Model
B for at straffe personer, der rejser til f.eks. Syrien for at deltage i den verserende væb-
nede konflikt for eksempelvis en terrororganisation. I Model A vil det nemlig i givet
fald alene påhvile anklagemyndigheden at bevise, at tiltalte er indrejst eller har opholdt
sig i det pågældende område uden tilladelse, mens det i Model B også vil være et bevis-
tema, om indrejsen eller opholdet skete med et anerkendelsesværdigt formål.
…
Justitsministeriet finder, at strafferammen for overtrædelse af et indrejse- og opholds-
forbud bør være bøde eller fængsel indtil 6 år. Dermed er der plads i strafferammen til
at fastsætte en passende straf også i de allergroveste tilfælde, herunder hvor en ger-
ningsmand systematisk for vindings skyld har organiseret indrejse eller ophold i strid
med indrejse- og opholdsforbuddet for et større antal danske statsborgere eller herboen-
de udlændinge.
Med hensyn til den konkrete straf for indrejse eller ophold uden fornøden tilladelse er
det Justitsministeriets opfattelse, at straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt bør
være en kortere fængselsstraf udmålt i måneder. Under formildende omstændigheder –
herunder når en person godtgør at have haft et anerkendelsesværdigt formål med indrej-
sen eller opholdet – bør straffen dog være bøde.
Det bemærkes, at strafansvar ikke forudsætter, at der kan føres bevis for, at den pågæl-
dende ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen eller opholdet. Enhver
indrejse eller ophold uden tilladelse vil kunne straffes. Der vil imidlertid skulle føres
bevis for, at den pågældende er indrejst eller har opholdt sig i et område omfattet af for-
buddet.
- 11 -
Selv om det som nævnt er Justitsministeriets vurdering, at et indrejse- og opholdsforbud
i visse sager vil kunne gøre det lettere at straffe personer, der rejser til et konfliktområde
i udlandet for at deltage i en væbnet konflikt for eksempelvis en terrororganisation, er
Justitsministeriet samtidig opmærksom på, at det fortsat vil kunne være vanskeligt at
gennemføre en straffesag mod formodede fremmedkrigere, idet disse må forventes ty-
pisk at ville prøve at skjule deres aktiviteter og rejserute.
Efter en samlet vurdering foreslår Justitsministeriet at indsætte en ny bestemmelse i
straffelovens kapitel 13 om indrejse- og opholdsforbud i visse konfliktområder. Det fo-
reslås, at et indrejse- og opholdsforbud skal kunne omfatte områder, hvor en terrororga-
nisation er part i en væbnet konflikt. Det foreslås, at den geografiske udstrækning af
indrejse- og opholdsforbud skal fastsættes administrativt af justitsministeren efter for-
handling med udenrigsministeren og forsvarsministeren.
…
6. Forholdet til menneskerettighederne
Den foreslåede ordning i § 114 j, hvor personer med dansk indfødsret eller bopæl i
Danmark, der uden tilladelse indrejser eller opholder sig i bestemte områder fastsat af
justitsministeren, kan straffes med fængsel indtil 6 år, vil efter omstændighederne kunne
indebære indgreb i de rettigheder, der er reguleret i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention.
Der er navnlig tale om artikel 2 i 4. Tillægsprotokol om retten til at færdes frit og til frit
at vælge opholdssted, konventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv og ar-
tikel 10 om retten til ytringsfrihed.
I tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning indrømmer myndighederne helt eller delvis
skønsmæssige beføjelser, foretager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som
udgangspunkt ikke en abstrakt prøvelse af, om lovgivningen er i overensstemmelse med
konventionen. Det afgørende er, hvordan lovgivningen anvendes i praksis.
Det fremgår af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention, at enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette skal
have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted, og at enhver har frihed til at
forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget. Efter Menneskerettighedsdomstolens
praksis indebærer bestemmelsen endvidere en ret til at udrejse til et land efter den på-
gældendes eget valg, hvor vedkommende kan opnå indrejse, jf. f.eks. Peltonen mod Fin-
land, dom af 20. februar 1995.
…
Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb
i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et de-
mokratisk samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere
bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder den nationale sikkerhed, den offentli-
ge tryghed og forebyggelse af forbrydelser, jf. artikel 2, stk. 3, i 4. Tillægsprotokol og
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 2.
Den foreslåede ordning med indrejse- og opholdsforbud indføres i straffeloven, og som
anført i pkt. 1 ovenfor er formålet med ordningen at styrke det strafferetlige værn mod
- 12 -
deltagelse i væbnede konflikter i udlandet ved at skærpe konsekvenserne over for dem,
der rejser ud, og styrke myndighedernes muligheder for at retsforfølge hjemvendte
fremmedkrigere. Det foreslåede indrejse- og opholdsforbud skal således gøre det lettere
at straffe personer, der indrejser eller opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en
væbnet konflikt for eksempelvis en terrororganisation, idet det er tilstrækkeligt at føre
bevis for, at den pågældende uden tilladelse er indrejst eller har opholdt sig i det pågæl-
dende område.
Om baggrunden for ordningen fremgår det af pkt. 1 ovenfor, at det er PET’s vurdering,
at personer, der vender hjem fra kampdeltagelse i Syrien og Irak, udgør en særlig terror-
trussel mod Danmark. Derfor ønsker regeringen at stramme grebet om fremmedkrigere,
der overvejer at rejse fra Danmark for at tilslutte sig væbnede konflikter i f.eks. Syrien
og Irak.
Det er justitsministeren, der efter forhandling med udenrigsministeren og forsvarsmini-
steren kan fastsætte regler om, hvilke områder der omfattes af indrejse- og opholdsfor-
buddet.
Et område kan omfattes af indrejse- og opholdsforbuddet, hvis en gruppe eller en sam-
menslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens
§§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d, er part i en væbnet konflikt i det pågældende
område. Den foreslåede bestemmelse sætter således begrænsninger for, hvilke områder
der kan omfattes af indrejse- og opholdsforbuddet.
Når ovenstående betingelse er opfyldt, har regeringen en bred skønsmæssig beføjelse til
at beslutte, om et område skal være omfattet. Der kan i den forbindelse lægges vægt på
f.eks. sikkerhedsmæssige hensyn og statens forhold til fremmede magter og internatio-
nale organisationer.
Områderne vil fremgå af en bekendtgørelse, hvorefter oplysning om indrejse- og op-
holdsforbuddets geografiske udstrækning er tilgængelig for den enkelte borger.
Afgørelser om tilladelse til at indrejse og opholde sig i et område, der er omfattet af ind-
rejse- og opholdsforbuddet, træffes på baggrund af en individuel og konkret vurdering.
…
Tilladelse skal gives, såfremt indrejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt for-
mål. Det fremgår af lovforslagets specielle bemærkninger, at der ved anerkendelsesvær-
dige formål som udgangspunkt forstås formål, der ikke har med den væbnede konflikt at
gøre, og som der vurderes at være rimelig anledning til at foretage på trods af den verse-
rende væbnede konflikt. Indrejse og ophold med henblik på at udføre journalistisk ar-
bejde, yde humanitær bistand, besøge sin nærmeste familie eller drive en igangværende
erhvervsvirksomhed vil således i almindelighed være anerkendelsesværdige formål. Det
fremgår videre, at journalistisk eller humanitært arbejde samt studier eller forskning, der
har med den væbnede konflikt at gøre, også vil være anerkendelsesværdige formål.
…
Den foreslåede ordning er således begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser,
dvs. den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed og forebyggelse af forbrydelser, og
- 13 -
går efter Justitsministeriets opfattelse ikke videre end nødvendigt for at opnå det tilsig-
tede formål.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke er i
strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”
I bemærkningerne til § 114 j i samme lovforslag er bl.a. anført (a.st., s. 23 ff.):
”Forbuddet vil være overtrådt, hvad enten indrejse eller ophold sker, uden at tilladelse
er opnået, eller med et andet hovedformål end angivet i tilladelsen, eller efter at tilladel-
sen er udløbet.
Kun forsætlige overtrædelser kan straffes, jf. straffelovens § 19. Ukendskab til strafbe-
stemmelsen udelukker imidlertid ikke forsæt. Der kræves derfor ikke forsæt med hen-
syn til, at indrejse og ophold i et område kræver forudgående tilladelse. Derimod kræves
forsæt bl.a. med hensyn til indrejse eller ophold i det pågældende område. Uforsætlig
indrejse eller ophold i området kan derfor ikke straffes. …
…
Straffen for overtrædelse af et indrejse- og opholdsforbud vil i førstegangstilfælde som
udgangspunkt kunne fastsættes til en kortere fængselsstraf udmålt i måneder. Under
formildende omstændigheder – herunder når en person godtgør at have haft et anerken-
delsesværdigt formål med indrejsen eller opholdet – vil straffen dog som udgangspunkt
kunne fastsættes til bøde.
Strafudmålingen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfæl-
de af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fra-
viges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-
sættelse i straffelovens kapitel 10.
Det foreslås i stk. 2, at et indrejse- og opholdsforbud som nævnt i stk. 1 ikke skal gælde
for indrejse eller ophold som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international of-
fentlig tjeneste eller hverv. Denne undtagelse omfatter også indrejse og ophold, der sker
som led i tjeneste i danske eller fremmede statslige væbnede styrker eller i internationa-
le væbnede styrker.
De situationer, der er nævnt i stk. 2, falder helt uden for et indrejse- og opholdsforbud
som nævnt i stk. 1. Indrejse og ophold som led i udøvelse af offentlig tjeneste eller
hverv kræver således ikke tilladelse.
…
Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger til det,
efter ansøgning skal tillade, at en person indrejser og opholder sig i et område, der er
omfattet af et forbud efter stk. 1, hvis indrejsen eller opholdet har et anerkendelsesvær-
digt formål.
…
- 14 -
Ved anerkendelsesværdigt formål forstås som udgangspunkt formål, der ikke har med
den væbnede konflikt at gøre, og som der vurderes at være rimelig anledning til at fore-
tage på trods af den verserende væbnede konflikt. Indrejse og ophold med henblik på at
udføre journalistisk arbejde, yde humanitær bistand, besøge sin nærmeste familie eller
drive en igangværende erhvervsvirksomhed vil således i almindelighed være anerken-
delsesværdige formål.
Endvidere vil indrejse og ophold med henblik på at udføre journalistisk arbejde eller
yde humanitær bistand være anerkendelsesværdige formål, selv om det journalistiske
arbejde eller den humanitære bistand har med den væbnede konflikt at gøre. Det samme
gælder indrejse og ophold med henblik på studier eller forskning, som har med den
væbnede konflikt at gøre.
Derimod vil indrejse og ophold for at drive erhvervsvirksomhed med forsyninger til en
af de krigsførende parter eller at besøge et familiemedlem, som aktuelt deltager i den
væbnede konflikt, ikke være anerkendelsesværdige formål. Indrejse og ophold for at be-
søge et familiemedlem, der har deltaget eller forventes senere at deltage i den væbnede
konflikt, men ikke aktuelt deltager heri, vil derimod være et anerkendelsesværdigt for-
mål, både når familiemedlemmet har orlov eller lignende, og når familiemedlemmet er
hospitalsindlagt eksempelvis efter at være blevet såret.
Indrejse og ophold for at deltage i den væbnede konflikt eller for at støtte en af parterne
i den væbnede konflikt vil ikke være et anerkendelsesværdigt formål efter stk. 4.
Tilladelse kan afslås, hvis der vurderes at være risiko for, at tilladelsen vil blive brugt til
foruden et anerkendelsesværdigt formål også at forfølge et af de formål, som begrunder
indrejse- og opholdsforbuddet.
Det bemærkes, at der i stk. 2 foreslås en undtagelse til indrejse- og opholdsforbuddet ef-
ter stk. 1 for indrejse eller ophold som led i udøvelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Indrejse og ophold som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig
tjeneste eller hverv kan således ske uden tilladelse, herunder når formålet er at deltage i
den væbnede konflikt eller at støtte en af parterne i den væbnede konflikt.”
I Retsudvalgets betænkning af 26. maj 2016 over lovforslaget (Folketingstidende 2015-16,
tillæg B, til lovforslag nr. L 187) er anført bl.a.:
”Det foreslås, at Folketinget ved en folketingsbeslutning skal kunne ophæve regler fast-
sat af justitsministeren om udpegningen af et område for et indrejse- og opholdsforbud i
medfør af det foreslåede § 114 j, stk. 3.
…
Retsvirkningen af en sådan folketingsbeslutning er, at indrejse- og opholdsforbuddet for
det pågældende område ophører på det tidspunkt, hvor folketingsbeslutningen bekendt-
gøres i Lovtidende.
Det vil i påkommende tilfælde skulle afgøres efter de almindelige regler i straffelovens
§ 3, stk. 1, om en person efter dette tidspunkt kan straffes for tidligere, mens indrejse-
- 15 -
og opholdsforbuddet var i kraft, ved indrejse eller ophold i området at have overtrådt
forbuddet. Udgangspunktet er dermed, at spørgsmålet om strafbarhed afgøres efter den
senere lov – således at der her, hvor et forbud ophæves, ikke kan straffes. Men hvis op-
høret af lovens gyldighed beror på ydre, strafskylden uvedkommende forhold – eksem-
pelvis at forholdene i det pågældende område har ændret sig – bliver handlingen dog at
bedømme efter den ældre lov…”
I Straffelovrådets betænkning nr. 1559/2016 om væbnede konflikter i udlandet, s. 176, er bl.a.
anført følgende:
”5.2. Model A – bemyndigelse til regeringen til at forbyde rejser til og
ophold i bestemte områder med mulighed for individuel dispensation
…
Modellen indebærer, at kriminaliseringen er knyttet til indrejsen eller opholdet i
det pågældende område, hvor den væbnede konflikt finder sted, således at det ikke
i forbindelse med en straffesag om overtrædelse af forbuddet vil have betydning
for skyldspørgsmålet, hvad formålet med indrejsen eller opholdet var. Formålet
med rejsen eller opholdet vil dog i givet fald kunne have betydning for
strafudmålingen.
…”
Bekendtgørelse om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder
Af § 1 i bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i
visse konfliktområder, som trådte i kraft den 30. september 2016, fremgår:
”§ 1. Indrejse eller ophold i følgende områder, jf. også bilag 1, kræver tilladelse efter
reglerne i denne bekendtgørelse, jf. straffelovens § 114 j, stk. 3:
1) Al-Bab-distriktet i Aleppo-provinsen, al-Thawrah-distriktet og al-Raqqa-distriktet i
Raqqa-provinsen samt Deir al-Zour-provinsen i Syrien.
2) Mosul-distriktet i Ninewa-provinsen i Irak.
Stk. 2. Tilladelse kræves for personer med dansk indfødsret eller bopæl i den danske
stat, medmindre indrejsen eller opholdet sker som led i udøvelse af dansk, udenlandsk
eller international offentlig tjeneste eller hverv.”
Der er som bilag til bekendtgørelsen medtaget et kort over konfliktområder omfattet af indrej-
se- og opholdsforbuddet.
Bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 er med virkning fra den 11. juli 2019 afløst af
bekendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019. I den nye bekendtgørelse er al-Raqqa-distriktet i
- 16 -
Raqqa-provinsen i Syrien ikke blandt de områder, hvortil det kræver tilladelse at indrejse eller
opholde sig.
I et orienteringsbrev af 8. juli 2019 til Folketinget har justitsministeren oplyst bl.a. følgende:
”Siden bekendtgørelsens udstedelse er der sket en udvikling i Syrien og Irak, som gør
det hensigtsmæssigt at opdatere bekendtgørelsens geografiske anvendelsesområde.
Justitsministeriet har på den baggrund – under inddragelse af Forsvarsministeriet og
Udenrigsministeriet – udarbejdet vedlagte udkast til bekendtgørelse, hvor der lægges op
til at opdatere de områder, som er omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet, jf. udka-
stets § 1.
Opdateringen indebærer,
…
- at … al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen i Syrien … fjernes fra de for-
budsbelagte områder.
Jeg forventer at udstede bekendtgørelsen inden for de nærmeste dage, og bekendtgørel-
sen vil træde i kraft to dage efter udstedelsen. Det bemærkes for god ordens skyld, at
personer, som ulovligt har opholdt sig i områder, der er omfattet af den gældende be-
kendtgørelse, men som ikke medtages i den nye bekendtgørelse, fortsat vil kunne straf-
fes for de pågældendes ulovlige ophold i det område, der tidligere var forbudsbelagt.”
Forud for orienteringsbrevet til Folketinget havde justitsministeren den 26. april 2019 udsendt
en pressemeddelelse om opdatering af forbudszoner i Syrien og Irak. I pressemeddelelsen
anføres bl.a. følgende:
”Situationen i Syrien og Irak har forandret sig, siden den daværende regering indførte
indrejse- og opholdsforbud i dele af landene. Terrororganisationen ISIL kontrollerer ik-
ke længere territorium i Syrien og Irak. Dertil er der sket en ændring af tilstedeværelsen
af vestlige fremmedkrigere. Derfor vil regeringen nu ophæve indrejse- og opholdsfor-
buddet i Irak og opdatere forbudszonen i Syrien.
… Personer, som allerede ulovligt har opholdt sig i de områder, der tidligere var for-
budsramte, vil stadig kunne straffes.
…
De tidligere forbudsramte områder, hvor der fremover ikke vil være indrejse- og op-
holdsforbud:
- … al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen i Syrien.
…”
Straffelovens § 3, stk. 1
Straffelovens § 3, stk. 1, er sålydende:
- 17 -
”§ 3. Er den ved en handlings påkendelse gældende straffelovgivning forskellig fra den,
der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om strafbarhed og straf efter
den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter den ældre
lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uvedkommende forhold,
bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov.”
Af Straffelovskommissionens betænkning af 9. november 1917, sp. 11 f., fremgår om bestem-
melsen bl.a.:
”2det Kapitel.
Almindelige Betingelser for strafferetlige Bestemmelser Anvendelse.
…
Derimod er det fundet rimeligt at fremhæve, at naar en paa Handlingens Tid gældende
Lov er traadt ud af Kraft inden Paadømmelsen, men dette beror paa Grunde, der ikke
vedkommer Strafværdigheden, bliver hin Lov at anvende paa Handlingen – en Regel,
der stemmer med, hvad der er antaget som gældende Ret, jfr. saaledes Højesterets Dom
af 22. Marts 1920 i Højesteretstidende 1920 S. 42, Ugeskrift for Retsvæsen 1920 S.
384.”
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 7
Artikel 7 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har følgende ordlyd:
”Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller
undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national eller international ret på det
tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den,
der var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.
Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en
handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse
ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.”
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 17. september 2009 i sag 10249/03
(Scoppola mod Italien, nr. 2) udtalt bl.a. følgende om artikel 7 i Den Europæiske Menneske-
rettighedskonvention (i autoriseret translatøroversættelse fra engelsk til dansk):
”105. Retten tager i betragtning, at der er gået lang tid, siden Kommissionen meddelte
den ovennævnte afgørelse i sagen X mod Tyskland, og at der i den tid er sket en vigtig
international udvikling. Ud over ikrafttrædelsen af Den Amerikanske Menneskerettig-
hedskonvention, hvori artikel 9 sikrer tilbagevirkende kraft for lovgivning, som fastsæt-
ter en mildere straf, selv om den er vedtaget, efter den strafbare lovovertrædelse blev
begået (se afsnit 36 ovenfor), bør særligt bekendtgørelsen af Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder nævnes. Ordlyden i charterets artikel 49 § 1 afvi-
- 18 -
ger – og dette kan kun være bevidst (jf. mutatis mutandis slutningen af præmis 100 i af-
gørelsen i sagen Christine Goodwin, som der henvises til ovenfor) – fra ordlyden i Kon-
ventionens artikel 7, idet der står følgende: ”Hvis der, efter at en lovovertrædelse er be-
gået, i loven fastsættes en mildere straf, skal denne anvendes” (jf. præmis 37 ovenfor). I
sagen Berlusconi m.fl. afgjorde De Europæiske Fællesskabers Domstol, hvis kendelse
blev støttet af den franske kassationsdomstol (se præmis 39 ovenfor), at dette princip
udgjorde en del af de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne (se præ-
mis 38 ovenfor). Endelig blev anvendeligheden af den mildere straffelovgivning anført i
statutten for Den Internationale Straffedomstol og stadfæstet i Haagtribunalets retsprak-
sis (se præmis 40 og 41 ovenfor).
106. Retten konkluderer derfor, at der siden afgørelsen i sagen X mod Tyskland i Europa
og internationalt gradvist er opstået konsensus om, at anvendelsen af strafferetlig lov-
givning, som fastsætter en mildere straf, selv om den er vedtaget, efter den strafbare
lovovertrædelse blev begået, er blevet et grundlæggende strafferetligt princip. Det er
også væsentligt, at den indklagede stats lovgivning har anerkendt dette princip siden
1930 (jf. den tyske straffelovs § 2, stk. 3, citeret ovenfor i afsnit 32).
107. Konventionens artikel 7 pålægger ganske vist ikke udtrykkeligt de kontraherende
stater en forpligtelse om, at en lovændring, som er vedtaget efter den strafbare lovover-
trædelse blev begået skal komme den tiltalte til gode. Det var netop på grundlag af dette
argument vedrørende Konventionens ordlyd, at Kommissionen afviste sagsøgerens kla-
ge i sagen X v. Tyskland. I betragtning af den ovenfor nævnte udvikling finder Retten
dog ikke, at dette argument kan anses for at have afgørende betydning. Retten anfører
endvidere, at forbuddet mod at pålægge ”en strengere straf end den, der var anvendelig
på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev begået” i slutningen af første af-
snit af artikel 7 ikke udelukker, at det skal komme tiltalte til gode, hvis der, efter at lov-
overtrædelsen er begået, i loven fastsættes en mildere straf.
108. Det er Rettens opfattelse, at det er i overensstemmelse med retsstatsprincippet,
hvoraf artikel 7 udgør et væsentligt element, at forvente, at en domstol for enhver straf-
bar lovovertrædelse anvender den straf, som lovgiveren anser for at stå i rimeligt for-
hold til overtrædelsen. At pålægge en strengere straf, udelukkende fordi den var fore-
skrevet på det tidspunkt, hvor den strafbare lovovertrædelse blev begået, ville være ens-
betydende med at anvende reglerne for overgang til ny straffelovgivning igennem tider-
ne til skade for sagsøgte. Det ville yderligere være ensbetydende med en tilsidesættelse
af enhver lovgivningsmæssig ændring til den tiltaltes fordel, som måtte være blevet ved-
taget inden dommens afsigelse, og en fortsat idømmelse af straffe, som Staten og det
samfund, den repræsenterer, nu anser for at være uforholdsmæssigt strenge. Retten be-
mærker, at pligten til at anvende den lov blandt flere straffelove, hvis bestemmelser er
mest fordelagtige for den tiltalte, er en præcisering af reglerne for overgang til ny straf-
felovgivning, som er i overensstemmelse med et andet væsentligt element i artikel 7,
nemlig at straffe skal være forudsigelige.
109. I lyset af de forudgående overvejelser er det Rettens holdning, at det er nødvendigt
at fravige den retspraksis, der blev fastlagt af Kommissionen i sagen X mod Tyskland,
og bekræfte, at Konventionens artikel 7, § 1 sikrer ikke blot princippet om, at strengere
straffelovgivning ikke kan tillægges tilbagevirkende kraft, men også underforstået prin-
cippet om, at mildere straffelovgivning skal tillægges tilbagevirkende kraft. Dette prin-
cip er konkretiseret ved reglen om, at hvor der er forskelle mellem den straffelovgiv-
- 19 -
ning, der var gældende på det tidspunkt, hvor den strafbare lovovertrædelse blev begået,
og efterfølgende straffelovgivning, der vedtages inden dommens afsigelse, skal domsto-
lene anvende den lovgivning, hvis bestemmelser er mest fordelagtige for den sagsøgte.”
Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 49, 51 og 52
Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder indeholder bl.a. følgende
bestemmelser:
”Artikel 49
Legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf
1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladel-
se, som ikke udgjorde en forbrydelse efter national ret eller international ret på det tids-
punkt, da den blev begået. Der kan heller ikke pålægges en strengere straf end den, der
var anvendelig på det tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået. Hvis der, efter at en
lovovertrædelse er begået, i loven fastsættes en mildere straf, skal denne anvendes.
2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og straffes for en hand-
ling eller undladelse, som på det tidspunkt, da den blev begået, var en forbrydelse ifølge
de almindelige principper, der er anerkendt af alle nationer.
3. Straffens omfang skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen.
…
Artikel 51
Anvendelsesområde
1. Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer
og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun
når de gennemfører EU-retten. De respekterer derfor rettighederne, overholder princip-
perne og fremmer anvendelsen heraf i overensstemmelse med deres respektive kompe-
tencer og under overholdelse af grænserne for de kompetencer, der er tildelt Unionen i
traktaterne.
…
Artikel 52
Rækkevidde og fortolkning af rettigheder og principper
…
3. I det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved
den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne be-
stemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.”
- 20 -
EU-Domstolen har udtalt sig om betydningen af EU-Charterets artikel 49, stk. 1, 3. pkt. I dom
af 6. oktober 2016 i sagen C-218/15 (Paoletti m.fl.) har Domstolen anført bl.a.:
”27 Anvendelsen af den mildeste straffebestemmelse indebær nødvendigvis successiv
anvendelse af lovene over tid og er baseret på den betragtning, at lovgiver har ændret
holdning enten til den strafferetlige kvalificering af forholdene eller til, hvilken straf der
skal pålægges for en overtrædelse.
28 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Dom-
stolen, at den i hovedsagen omhandlede straffelovgivning, dvs. artikel 12, stk. 3 og 3a, i
lovdekret nr. 286/1998, ikke er blevet ændret siden de lovovertrædelser, som de tiltalte
foreholdes, blev begået. Hjælp til ulovlig indvandring til Italien straffes således stadig
med fængsel i 5-15 år.
29 Den forelæggende ret har imidlertid oplyst, at den lovgivningsmæssige ændring,
der skal tages i betragtning, fandt sted i forbindelse med lovgivning ”uden for strafferet-
tens område”, nemlig akten om Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union. Den
forelæggende ret har præciseret, at med de rumænske statsborgeres erhvervelse af status
som unionsborgere efter tiltrædelsen den 1. januar 2007 og ophævelsen den 1. januar
2014 af de sidste restriktioner for den frie bevægelighed for arbejdstagere bortfaldt be-
grundelsen for at strafforfølge personer, der tidligere har tilrettelagt disse statsborgeres
indvandring.
30 Den forelæggende ret har tilføjet, at Corte suprema di cassazione (kassationsdom-
stol, Italien) i en dom af 10. januar 2008 afsagt af de forenede afdelinger udelukkede, at
Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union har kunnet fratage hjælp til ulovlig
indvandring, der er begået før denne tiltrædelse, dens karakter af overtrædelse, og at
denne retspraksis er blevet bekræftet i 2011 og 2015. I kendelse af 8. maj 2007, hvorved
første afdeling ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) henviste denne sag
til de forenede afdelinger, havde denne ikke desto mindre den modsatte opfattelse.
31 Spørgsmålet er således, om de rumænske statsborgeres erhvervelse af status som
unionsborgere har en indvirkning på gerningsindholdet i overtrædelsen i form af hjælp
til ulovlig indvandring og følgelig på anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede
straffelovgivning.
32 Artikel 12, stk. 3 og 3a, i lovdekret nr. 286/1998 vedrører ikke tredjelandsstats-
borgere, der indrejser ulovligt til og tager ophold i Italien uden at være i besiddelse af en
opholdstilladelse, men de personer, der yder hjælp til disse statsborgeres ulovlige ind-
rejse til og ophold på denne stats område. Den omstændighed alene, at disse statsborge-
re efter deres ulovlige indrejse er blevet unionsborgere pga. deres medlemsstats tiltræ-
delse af Den Europæiske Union, kan ikke påvirke gennemførelsen af de straffesager,
der indledes mod disse personer, der har ydet bistand til den ulovlige indvandring.
33 Denne erhvervelse af unionsborgerskab udgør således en faktisk situation, der ik-
ke kan ændre gerningsindholdet i lovovertrædelsen i form af hjælp til ulovlig indvan-
dring.
- 21 -
34 Som anført i denne doms præmis 28 sanktionerer den i hovedsagen omhandlede
straffelovgivning, dvs. artikel 12, stk. 3 og 3a, i lovdekret nr. 286/1998, imidlertid hjælp
til ulovlig indvandring til Italien med fængsel i overensstemmelse med artikel 3 i direk-
tiv 2002/90 og artikel 1 i rammeafgørelsen 2002/946, der fastsætter, at en sådan over-
trædelse skal straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt
forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning.
35 Gerningsindholdet i overtrædelsen i form af hjælp til ulovlig indvandring i den
italienske retsorden forbliver således uændret, idet Rumæniens tiltrædelse af Den Euro-
pæiske Union ikke har nogen indvirkning på kvalifikationen af denne overtrædelse.
36 Som generaladvokaten har anført i punkt 26 og 27 i forslaget til afgørelse, er der
ingen bestemmelser i direktiv 2002/90 eller andre EU-retlige bestemmelser, der giver
anledning til at antage, at erhvervelsen af unionsborgerskab skulle medføre en afskaffel-
se af den overtrædelse, der er begået af tiltalte, som de i hovedsagen omhandlede, der
har medvirket til menneskesmugling. Hvis der blev truffet en anden afgørelse, ville det
svare til en tilskyndelse til denne form for smugling, når en medlemsstat har indledt
processen med henblik på tiltrædelse af Den Europæiske Union, eftersom smuglerne
kan være sikre på efterfølgende at være omfattet af straffrihed. Man ville således opnå
det modsatte af, hvad EU-lovgiver har ønsket.
…
42 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de præjudicielle spørgsmål
derfor besvares med, at artikel 6 TEU og chartrets artikel 49 skal fortolkes således, at en
medlemsstats tiltrædelse af Den Europæiske Union ikke er til hinder for, at en anden
medlemsstat kan pålægge de personer, der inden denne tiltrædelse har begået lovover-
trædelsen i form af hjælp til statsborgere i den førstnævnte stats ulovlige indvandring,
en strafferetlig sanktion.”
I dom af 7. august 2018 i sagen C-115/17 (Clergeau m.fl.) har EU-Domstolen anført bl.a.:
”28 Endvidere bemærkes, at det følger af Domstolen faste praksis, at de grundlæg-
gende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer,
der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (dom af 14.6.2017,
Online Games m.fl., C-685/15, EU:C:2017:452, præmis 55).
29 I det foreliggende tilfælde skal det blot bemærkes, at de tiltalte i hovedsagen iføl-
ge den forelæggende rets oplysninger er blevet retsforfulgt på grundlag af toldkodek-
sens artikel 426, stk. 4, for at have givet urigtige meddelelser eller foretaget vildledende
handlinger, som medførte tildeling af de særlige eksportrestitutioner, som var fastsat i
forordning nr. 1964/82. Denne bestemmelse i toldkodeksen har således bl.a. til formål, i
overensstemmelse med de forpligtelser, som medlemsstaterne er pålagt i medfør af arti-
kel 4, stk. 3, TEU og artikel 325 TEUF, at hindre aktivitet, der skader Unionens finan-
sielle interesser.
30 I denne forbindelse skal det bemærkes, at den kriminalisering, som er fastsat i
toldkodeksens artikel 426, stk. 4, og den i hovedsagen omhandlede straffesag, er omfat-
tet af anvendelsesområdet for de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens
retsorden som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i nærværende doms
- 22 -
præmis 28, således at den forelæggende ret skal sikre sig, at princippet om tilbagevir-
kende kraft af en mildere straffelovgivning, som er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1,
tredje punktum, overholdes i forbindelse med den nævnte straffesag (jf. analogt dom af
3.5.2005, Berlusconi m.fl., C-387/02, C-391/02 og C-403/02, EU:C:2005:270, præmis
69).
31 For at besvare det af den forelæggende ret rejste spørgsmål skal det imidlertid
bemærkes, at artikel 1 i forordning nr. 1964/82, efter at de i hovedsagen omhandlede
forhold indtraf, blev ændret med virkning fra den 19. januar 1998 ved forordning
nr. 2469/97, hvorved ydelse af de særlige eksportrestitutioner, som var fastsat i forord-
ning nr. 1964/82, blev udvidet til at omfatte udskåret kød af forfjerdinger af voksne
handyr, der netop var genstand for de urigtige meddelelser eller vildledende handlinger,
som foreholdes de tiltalte i hovedsagen. Denne ændring blev efterfølgende gentaget i ar-
tikel 1 i forordning nr. 1359/2007, som kodificerede og erstattede forordning
nr. 1964/82 med virkning fra den 1. januar 2008.
32 Det skal således undersøges, hvorvidt princippet om tilbagevirkende kraft af en
mildere straffelovgivning, som er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1, tredje punktum,
henset til den nævnte ændring af de kriterier for opnåelse af restitutioner, som var fast-
sat i artikel 1 i forordning nr. 1964/82, under omstændigheder som de i hovedsagen om-
handlede er til hinder for, at en person dømmes for at have givet urigtige meddelelser
eller foretaget vildledende handlinger som omhandlet i toldkodeksens artikel 426, stk. 4.
33 I denne henseende bemærkes, at anvendelsen af den mildere straffebestemmelse
nødvendigvis indebærer successiv anvendelse af lovene over tid og er baseret på den be-
tragtning, at lovgiver har ændret holdning enten til den strafferetlige kvalificering af
forholdene eller til, hvilken straf der skal pålægges for en overtrædelse (dom af
6.10.2016, Paoletti m.fl., C-218/15, EU:C:2016:748, præmis 27).
34 Det skal imidlertid for det første bemærkes, at den franske lovgiver, som det
fremgår af de for Domstolen forelagte sagsakter, ikke har foretaget nogen ændringer af
den kriminalisering, som er fastsat i toldkodeksens artikel 426, stk. 4, siden den i ho-
vedsagen omhandlede overtrædelse blev begået. Urigtige meddelelser eller vildledende
handlinger, som medfører, at der opnås fordele i forbindelse med eksport som f.eks. de
særlige eksportrestitutioner, der var fastsat i forordning nr. 1964/82, forbliver således
strafbare på samme måde, som de var det, da de i hovedsagen omhandlede forhold ind-
traf.
35 Det må således i lighed med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 41 i for-
slaget til afgørelse, hvad angår det foreliggende tilfælde konstateres, at den franske lov-
givers bedømmelse af den strafferetlige kvalificering af de strafbare forhold eller af,
hvilken straf der skal pålægges for den overtrædelse, som de tiltalte i hovedsagen fore-
holdes, slet ikke har ændret sig.
36 Hvad for det andet angår den ændring, som blev indført ved de EU-retlige be-
stemmelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 31, skal det bemærkes, at indfø-
relsen af en særlig eksportrestitution til udskåret, udbenet kød af forfjerdinger af voksne
handyr, således som det fremgår af anden betragtning til forordning nr. 2469/97, tilsig-
tede at tilpasse de nævnte bestemmelser til de skiftende forhold på markedet for kød, og
navnlig til den nye situation på verdensmarkedet, der opstod som følge af gennemførel-
- 23 -
sen af de aftaler, der blev indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uru-
guayrunden.
37 EU-lovgivers valg om at ændre de kriterier for opnåelse af restitutioner, som var
fastsat i artikel 1 i forordning nr. 1964/82, er derfor baseret på en rent økonomisk og
teknisk bedømmelse af situationen på verdensmarkedet for kød.
38 Det må således konstateres, at nævnte lovgiver ved denne ændring på ingen måde
havde til hensigt at skabe tvivl om de kompetente nationale myndigheders strafferetlige
kvalificering eller bedømmelse af, hvilken straf der skulle pålægges for adfærd, som
medførte uberettiget opnåelse af de særlige eksportrestitutioner, som var fastsat i for-
ordning nr. 1964/82, såsom de urigtige meddelelser eller vildledende handlinger, som
de tiltalte i hovedsagen foreholdes.
39 Således som bl.a. den franske regering har anført i sit skriftlige indlæg, skal det
endvidere ligeledes bemærkes, at ændringen af de EU-retlige bestemmelser ikke indebar
en ændring af gerningsindholdet i den overtrædelse, som de tiltalte i hovedsagen fore-
holdes.
40 Idet overtrædelsen angår urigtige meddelelser eller vildledende handlinger, der
medførte tildeling af de særlige eksportrestitutioner, som var fastsat i forordning
nr. 1964/82, synes den omstændighed, at de varer, for hvilke der blev ansøgt om disse
restitutioner, blev berettigede til disse restitutioner, efter at de i hovedsagen omhandlede
forhold indtraf, ikke som sådan at kunne påvirke strafværdigheden af sådanne urigtige
meddelelser eller vildledende handlinger.
41 Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det forelagte spørgsmål be-
svares med, at princippet om tilbagevirkende kraft af en mildere straffelovgivning, som
er fastsat i chartrets artikel 49, stk. 1, tredje punktum, skal fortolkes således, at det ikke
er til hinder for, at en person dømmes for uberettiget at have opnået de særlige eksport-
restitutioner, som var fastsat i forordning nr. 1964/82, ved at have foretaget vildledende
handlinger eller givet urigtige meddelelser vedrørende arten af de varer, for hvilke der
blev ansøgt om restitutioner, selv om de varer, som den pågældende eksporterede, ved
en ændring af forordningen, efter at de strafbare forhold indtraf, blev berettigede til dis-
se restitutioner.”
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens spørgsmål
er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, jf.
den dagældende bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller
ophold i visse konfliktområder § 1, stk. 1, nr. 1, ved i perioden fra ca. den 3. november 2016
til ca. den 17. marts 2017 at have taget ophold ved byen Ayn Issa i Syrien, hvorfra han uden
politiets tilladelse eller anerkendelsesværdigt formål i op mod 25 tilfælde indrejste og tog op-
Tiltalte
- 24 -
hold i al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen, og hvor han i flere tilfælde deltog i væbnet kamp
mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS) for den kurdiske bevægelse YPG.
For Højesteret angår sagen, om handlinger er strafbare efter straffelovens §
114 j, herunder om der foreligger materiel atypicitet, således at det forhold, han er fundet
skyldig i, ikke er omfattet af bestemmelsen, om forbuddet i § 114 j er tilstrækkeligt klart be-
skrevet til at straffe ham, jf. artikel 7 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, om
domfældelse vil være i strid med hans ret til bevægelses- og opholdsfrihed efter artikel 2 i 4.
Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og om han skal frifindes
som følge af, at der ikke længere gælder et krav om tilladelse til indrejse eller ophold i det
område, han er dømt for at have opholdt sig i, jf. straffelovens § 3, stk. 1. Hvis
med rette er dømt for overtrædelse af straffelovens § 114 j, er der endvidere spørgsmål om
strafudmålingen.
Det er for Højesteret ubestridt, at handlinger er undergivet dansk straffemyn-
dighed.
Straffelovens § 114 j
Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyld-
spørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsæt-
ningsvis. anbringende om, at landsretten har tillagt GPS-signalerne fra hans
telefon en for høj bevisværdi, kan således ikke prøves af Højesteret.
Højesteret lægger til grund, at indrejse og ophold i al-Raqqa-distriktet i Syri-
en, hvor han deltog i væbnet kamp mod terrororganisationen IS for den kurdiske bevægelse
YPG, ikke er sket som led i udøvelse af tjeneste eller hverv som omhandlet i § 114 j, stk. 2.
Spørgsmålet om manglende forsæt til overtrædelse af straffelovens § 114 j,
fordi han ved sin tilslutning til YPG var af den opfattelse, at dette skete som led i udøvelse af
udenlandsk hverv, jf. § 114 j, stk. 2, er et bevisspørgsmål, der ikke kan prøves af Højesteret.
Højesteret kan derimod tage stilling til, om landsretten har anvendt straffelovens § 114 j urig-
tigt ved domfældelsen af .
Tiltalte
Tiltalte
Tiltaltes
Tiltaltes
Tiltaltes
Tiltaltes
Tiltaltes
- 25 -
Hans indrejse og ophold i al-Raqqa-distriktet er omfattet af ordlyden af straffelovens § 114 j,
stk. 1, jf. stk. 3, sammenholdt med § 1, stk. 1, nr. 1, i den dagældende bekendtgørelse om for-
bud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder. Efter lovforarbejderne er sigtet med
straffelovens § 114 j generelt at kriminalisere indrejse eller ophold uden tilladelse i et område,
hvor der finder en væbnet konflikt sted, som en gruppe eller sammenslutning som nævnt i §
114 e er part i, således at det ikke i forbindelse med en straffesag om overtrædelse af indrejse-
og opholdsforbuddet vil have betydning for skyldspørgsmålet, hvad formålet med indrejsen
eller opholdet var. Det er således tilsigtet også at gøre et tilfælde som det foreliggende, hvor
der er kæmpet mod en terrororganisation, strafbart, og dette kommer bl.a. også til udtryk i
bemærkningerne til tilladelsesordningen i § 114 j, stk. 4, hvor det er anført, at indrejse og op-
hold for at deltage i den væbnede konflikt eller for at støtte en af parterne i den væbnede kon-
flikt ikke vil være et anerkendelsesværdigt formål, som vil kunne begrunde en tilladelse til
indrejse og ophold i en forbudszone.
Højesteret finder på denne baggrund, at de handlinger, som er fundet skyldig
i, ikke er straffri som følge af materiel atypicitet, men derimod udgør strafbare handlinger
efter straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, jf. den dagældende bekendtgørelse nr. 1200 af 28.
september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder § 1, stk. 1, nr. 1.
Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, der er anført af landsretten, at det er tilstrækkeligt
klart beskrevet i § 1, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016, at det var
forbudt uden tilladelse at indrejse og opholde sig i al-Raqqa-distriktet. Det var således på
tidspunktet for handlinger forudsigeligt, at indrejse og ophold i distriktet
uden tilladelse ville indebære en overtrædelse af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, jf. den
nævnte bekendtgørelse. Højesteret finder derfor, at domfældelsen af ham ikke er sket i strid
med det krav til klarhed i straffehjemlen, som følger af Den Europæiske Menneskerettigheds-
konvention artikel 7.
Artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Det fremgår af artikel 2, stk. 1 og 2, i 4. Tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention, at enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, inden for dette skal
have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted, og at enhver har frihed til at forla-
de et hvilket som helst land, herunder sit eget. Efter artikel 2, stk. 3, kan der gøres indgreb i
bevægelses- og opholdsfriheden, hvis det er i overensstemmelse med loven, og hvis det er
Tiltalte
Tiltaltes
- 26 -
nødvendigt af hensyn til bl.a. den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller forebyg-
gelse af forbrydelser.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer artikel 2, stk. 2, en ret
til at udrejse til et land efter den pågældendes eget valg, hvor vedkommende kan opnå indrej-
se, jf. bl.a. dom af 23. maj 2006 i sag 46343/99 (Riener mod Bulgarien), præmis 109. Der ses
ikke at foreligge domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har taget stil-
ling til en ordning som straffelovens § 114 j. Det kan dog udledes af Domstolens praksis, at
der – hvis et indgreb har et legitimt formål – skal foretages en konkret og individuel vurdering
og begrundelse for indgrebets nødvendighed, jf. f.eks. dom af 10. februar 2011 i sag 30943/04
(Nalbantski mod Bulgarien), præmis 64-66.
er som nævnt dømt for i en række tilfælde at have opholdt sig i al-Raqqa-
distriktet i Raqqa-provinsen i Syrien, hvor han deltog i den væbnede kamp mod IS.
Efter forarbejderne har § 114 j til formål at gøre det lettere at straffe personer, der indrejser
eller opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt for eksempelvis en
terrororganisation. Ordningen i § 114 j er således begrundet i væsentlige samfundsmæssige
interesser, dvs. den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed og forebyggelse af forbrydel-
ser.
Højesteret finder, at forbuddet mod at indrejse og opholde sig i al-Raqqa-distriktet i den fore-
liggende sag ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.
Højesteret har herved lagt vægt på, at det kun var et meget begrænset område, som
ikke kunne indrejse eller tage ophold i, og at han, hvis han havde haft et anerkendel-
sesværdigt formål med at rejse til og opholde sig i området, ville have kunnet få tilladelse
hertil, jf. straffelovens § 114 j, stk. 4.
På denne baggrund tiltræder Højesteret, at domfældelsen af for overtrædelse
af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, sammenholdt med § 1, stk. 1, nr. 1, i den dagældende
bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 om forbud mod indrejse eller ophold i visse
konfliktområder ikke kan anses for at være i strid med artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den påberåbte artikel 12 i FN’s konvention om
borgerlige og politiske rettigheder kan ikke føre til et andet resultat.
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
- 27 -
Straffelovens § 3, stk. 1
Efter § 1 i bekendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019 om forbud mod indrejse eller ophold i visse
konfliktområder, der trådte i kraft den 11. juli 2019, er det ikke længere forbudt at indrejse og
opholde sig i al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen i Syrien. Spørgsmålet er, om
som følge heraf skal frifindes, jf. straffelovens § 3, stk. 1.
Af denne bestemmelse følger, at hvis den ved en handlings pådømmelse gældende straffelov-
givning er forskellig fra den, der gjaldt ved handlingens foretagelse, afgøres spørgsmålet om
strafbarhed efter den senere lov, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter
den ældre lov. Beror ophøret af lovens gyldighed på ydre, strafskylden uvedkommende for-
hold, bliver handlingen at bedømme efter den ældre lov.
Om baggrunden for den nye bekendtgørelse har justitsministeren i et orienteringsbrev til Fol-
ketinget og en udsendt pressemeddelelse anført, at der siden udstedelsen af den tidligere be-
kendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016 er sket en udvikling i Syrien, som har gjort det
hensigtsmæssigt at opdatere bekendtgørelsens geografiske anvendelsesområde. Terrororgani-
sationen IS kontrollerer ikke længere territorium i Syrien, og der er dertil sket en ændring af
tilstedeværelsen af vestlige fremmedkrigere.
Den nye regulering ved bekendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019 har ikke ændret ved straffeord-
ningen i straffelovens § 114 j, og der er efter Højesterets opfattelse ikke med bekendtgørelsen
foretaget nogen omvurdering af strafværdigheden af overtrædelser ved indrejse og ophold
uden tilladelse i de forbudszoner, der var fastsat ved bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september
2016. Da ophævelsen af den tidligere bekendtgørelse – som følge af en ændret faktisk situa-
tion i Syrien, der er indtrådt efter gerningstidspunktet – således beror på ydre, strafskylden
uvedkommende forhold, skal handlinger bedømmes efter den straffelovgiv-
ning, som var gældende på gerningstidspunktet, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt. Dette un-
derstøttes af forarbejderne til straffelovens § 114 j, stk. 3, 2. pkt.
Højesteret finder, at hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 7 eller
Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 49, stk. 1, 3. pkt. –
hvis charteret måtte finde anvendelse i den foreliggende sag, jf. artikel 51, stk. 1 – kan anses
Tiltalte
Tiltaltes
- 28 -
for at være til hinder for, at straffes for den overtrædelse af straffelovens §
114 j, han er fundet skyldig i.
Konklusion vedrørende frifindelsespåstanden
Højesteret tager på den anførte baggrund ikke påstand om frifindelse til føl-
ge.
Strafudmålingen
Som anført af landsretten fremgår det af lovforslagets bemærkninger til § 114 j, at straffen for
indrejse eller ophold i en forbudszone uden fornøden tilladelse i et førstegangstilfælde som
udgangspunkt bør være en kortere fængselsstraf udmålt i måneder. Under formildende om-
stændigheder, herunder når en person godtgør at have haft et anerkendelsesværdigt formål
med indrejsen eller opholdet, vil straffen dog som udgangspunkt kunne fastsættes til en bøde.
Strafudmålingen vil som anført i bemærkningerne bero på en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne strafniveauer vil derfor kunne
fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende
eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Højesteret finder ikke grundlag for at formilde straffen som følge af undskyldelig uvidenhed
eller misforståelse af retsreglerne, jf. straffelovens § 82, nr. 4, eller for at lade straffen bortfal-
de efter straffelovens § 83.
Fem dommere – Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Jan Schans Christensen, Lars Apostoli og
Kristian Korfits Nielsen – udtaler herefter:
indrejste og tog ophold i al-Raqqa-distriktet i op mod 25 tilfælde uden tilla-
delse dertil efter straffelovens § 114 j, stk. 4. Under opholdene deltog han for den kurdiske
bevægelse YPG i den væbnede kamp mod terrororganisationen IS.
Som anført ovenfor er straffen for overtrædelse af § 114 j i førstegangstilfælde en kortere
fængselsstraf udmålt i måneder, men under formildende omstændigheder, herunder når en
person godtgør at have haft et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen eller opholdet, vil
straffen dog som udgangspunkt kunne fastsættes til bøde.
Tiltalte
Tiltalte
Tiltaltes
- 29 -
Forarbejderne til § 114 j nævner som eksempler på aktiviteter, der i almindelighed vil have
anerkendelsesværdige formål, og som derfor vil kunne føre til en tilladelse efter bestemmel-
sens stk. 4, at den pågældende udfører journalistisk arbejde, yder humanitær bistand, besøger
sin nærmeste familie eller driver en igangværende erhvervsvirksomhed. Det er udtrykkeligt
anført, at indrejse og ophold for at deltage i en væbnet konflikt eller for at støtte en af parterne
i en væbnet konflikt ikke er et anerkendelsesværdigt formål efter stk. 4.
Vi finder på den baggrund, at det forhold, at under sine ophold i al-Raqqa-
distriktet deltog i kampen mod terrororganisationen IS, ikke kan anses for at udgøre formil-
dende omstændigheder. Vi bemærker i den forbindelse, at hvis havde tilsluttet
sig IS, ville forholdet have været omfattet af andre – alvorligere – bestemmelser i straffelo-
vens kapitel 13 og have ført til en lang ubetinget fængselsstraf. Herefter, og da der ikke i øv-
rigt ses at foreligge formildende omstændigheder, skal der efter forarbejderne ved straffast-
sættelsen tages udgangspunkt i en kortere frihedsstraf udmålt i måneder.
Efter en samlet vurdering af karakteren af de handlinger, som er dømt for, og
hans personlige forhold finder vi ikke grundlag for at ændre straffen på 6 måneders ubetinget
fængsel. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen.
Dommerne Lene Pagter Kristensen og Marianne Højgaard Pedersen udtaler:
Formålet med lovændringen i 2016, hvor bl.a. § 114 j blev indsat i straffeloven, var først og
fremmest at styrke det strafferetlige værn mod deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for
terrorgrupper. Der blev derimod ikke indført et generelt forbud mod at deltage i ikke-statslige
væbnede konflikter i udlandet.
Som led i det strafferetlige værn blev der indført hjemmel i § 114 j til administrativt at be-
stemme, at der i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, skal gælde et
forbud mod indrejse og ophold. Formålet hermed var at gøre det lettere at straffe personer, der
indrejser eller opholder sig i konfliktområder for at deltage i en væbnet konflikt for eksempel-
vis en terrororganisation. Med et sådant forbud vil der ikke længere skulle føres bevis for, at
den pågældende har overtrådt straffebestemmelserne om terror eller landsforræderi, men det
vil være tilstrækkeligt at bevise, at den pågældende er indrejst eller har opholdt sig i området
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
- 30 -
uden tilladelse. Det kan efter vores opfattelse udledes af forarbejderne, at det ikke var et for-
mål i sig selv at indføre straf for at deltage i væbnede konflikter i områder med indrejse- og
opholdsforbud, når deltagelsen var rettet mod en terrororganisation, men at bestemmelsen var
nødvendig af bevismæssige grunde som led i terrorbekæmpelsen.
er alene tiltalt og dømt for at have overtrådt forbuddet mod at indrejse og op-
holde sig i al-Raqqa-distriktet, hvor han deltog i væbnet kamp for den kurdiske bevægelse
YPG mod IS. YPG, der ikke er en terrororganisation, spillede efter det oplyste en afgørende
rolle i den militære indsats mod IS.
Under disse omstændigheder finder vi, at det ikke er påkrævet, at idømmes en
ubetinget fængselsstraf. Vi finder, at straffen for at have overtrådt det dagældende indrejse-
og opholdsforbud passende kan udmåles til fængsel i 3 måneder, der – når også henses til, at
ikke tidligere er straffet – kan gøres betinget med en prøvetid på 1 år fra den-
ne dom og på vilkår om, at han ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Vi stemmer i over-
ensstemmelse hermed.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Samlet konklusion
Højesteret stadfæster landsrettens dom.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
Tiltalte
Tiltalte
Tiltalte
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sagen angår en prøvelse af Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse, hvorved Sagsøger, i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, blev frataget sin danske indfødsret Domsdatabasen · 11. april 2022
- Sag om administrativ fratagelse af dansk statsborgerskab Domsdatabasen · 24. maj 2022
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3 og straffelovens § 114 j, stk. 1. Påstand om udvisning Domsdatabasen · 30. januar 2026
- Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at straffen nedsættes til fængsel i 5 år, og at tiltalte i en periode på 5 år forbydes at søge kontakt med personer, der er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i straffelovens § 79 b, stk. 1 Domsdatabasen · 14. marts 2025
- Højesteret stadfæster landsrettens dom, og tiltræder dermed, at tiltalte, grundet de syv mindreårige børns afhængighedsforhold til tiltalte, frifindes for påstanden om udvisning og tildeles en advarsel om udvisning Domsdatabasen · 30. april 2024
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 114 e, 1. pkt., ved sammen med sin ægtefælle at indrejse i Syrien og dér fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat Domsdatabasen · 18. november 2022
Lignende dokumenter
- Creditlempelse - Virksomhedsskatteordningen - Samlet negativ virksomhedsindkomst SKM-databasen · 13. september 2019
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 10. maj 2001. - Tele Danmark A/S mod Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (HK). - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Højesteret - Danmark. - Ligebehandling af mænd og kvinder - Artikel 5, stk. 1, i direktiv 76/207/EØF - Artikel 10 i direktiv 92/85/EØF - Afskedigelse af en gravid arbejdstager - Tidsbestemt ans… EU-domme · 10. maj 2001
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 19. november 1998. - Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark som mandatar for Berit Høj Pedersen mod Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger og Dansk Tandlægeforening og Kristelig Funktionær-Organisation mod Dansk Handel & Service. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Sø- og Handelsretten - Danmark. - Ligebehandling af mænd og kvinder - Løn -… EU-domme · 19. november 1998
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026