Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: To fabriksejere låner en smilende medarbejder i kedeldragt over en hæk mellem deres værksteder, som var han en lånt plæneklipper, mens naboen afleverer en tom sukkerkop.

Vikarprotokollatet gælder kun vikarbureauer, ikke udlån mellem almindelige firmaer

ArbejdsrettenArbejde og overenskomstKendelse af 12. september 2017 i FV2017.003912. september 2017

Spørgsmålet var, om vikarprotokollatet i Industriens Overenskomst også dækker medarbejdere, som en almindelig virksomhed udlejer til en anden. Opmanden svarede nej og frifandt DI.

Læs hele dommen


Sagen

CO-industri for Dansk El-Forbund og Dansk Metal førte sagen mod DI Overenskomst I for BIC Electric Danmark ApS og BIC Electric Sp.z.o.o., Polen [1]. Striden gik på bilag 17 i Industriens Overenskomst, "Protokollat – Vikarbureauer", som blev indsat i 1995 [1]. Protokollatet siger, at overenskomsten gælder for medarbejdere, som et vikarbureau sender til en medlemsvirksomhed [1]. Klageren ville have fastslået, at bilaget også omfatter udleje af anden arbejdskraft end vikarbureauvikarer [1]. Det gælder ansatte i en virksomhed, som ikke er vikarbureau, når de udlånes til en anden virksomhed, brugervirksomheden [1]. DI påstod frifindelse [1]. I 2011 havde parterne indgået en aftale om at implementere EU's vikardirektiv i overenskomsten, og aftalen definerer begrebet vikarbureau [1]. Sagen blev behandlet ved faglig voldgift den 29. august 2017 [1].

Spørgsmålet

Retten skulle afgøre, om bilag 17 i Industriens Overenskomst også omfatter ansatte i en virksomhed, som ikke er et vikarbureau, når de udlånes eller udlejes til en anden virksomhed [1].

Resultatet

Voldgiftsretten kunne ikke blive enig, så opmanden afgjorde sagen [1]. Klageren, CO-industri, fik ikke medhold i sin påstand [1]. DI frifindes, og hver part skal betale egne sagsomkostninger og halvdelen af opmandens honorar [1].

Rettens begrundelse

Opmanden tog udgangspunkt i ordlyden. Protokollatet har siden 1995 haft overskriften "Vikarbureauer" og handler om vikarer, som vikarbureauer udsender til midlertidigt arbejde [1]. Protokollatet definerer ikke selv vikarbureau eller vikaransat, men det gør implementeringsaftalen fra 2011. Her er et vikarbureau en virksomhed, hvis hovedforretning er at ansætte folk for at udsende dem til brugervirksomheder [1]. Opmanden lagde til grund, at protokollatet efter sin ordlyd er begrænset til tilfælde, som disse definitioner dækker, og at hverken protokollatet eller aftalen giver grundlag for et bredere område [1]. Klageren pegede på en fælles opfattelse og på fagretlig praksis. Opmanden krævede et sikkert bevisgrundlag for en fælles opfattelse, som kan give en anden læsning end ordlyden, og fandt det ikke godtgjort [1]. Han gennemgik sagerne. AGCO-sagen angik ude- og rejsearbejde, og retten skulle ikke tage stilling til protokollatet [1]. Aabenraa Værft drev ikke vikarbureau [1]. Karl Dungs-sagen rejste ikke spørgsmålet [1]. I Toppenberg-sagen var der ikke tale om udlån eller udleje [1]. Haldor Topsøe-forliget var kortfattet og forklarede ikke anerkendelsen [1]. Derfor var der ikke godtgjort en utvetydig praksis [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering afklarer kendelsen, at vikarprotokollatet i Industriens Overenskomst som udgangspunkt følger definitionen af vikarbureau i implementeringsaftalen fra 2011 [1]. Udlån mellem virksomheder, som ikke har udsendelse som hovedforretning, er derfor ikke dækket alene på grund af protokollatets formål [1]. Kendelsen lægger vægt på, at klageren ikke løftede beviset for en fælles opfattelse eller en utvetydig praksis [1]. Efter analysens vurdering afgør den dermed ikke, at en anden og klarere dokumenteret praksis aldrig kunne give et andet resultat. Den tager heller ikke stilling til konkrete udlånsforløb, hvor omstændighederne er anderledes, eller til forhold uden for Industriens Overenskomst. Opmanden bemærkede, at parterne alene kan være bundet af praksis inden for deres eget overenskomstområde [1]. Senere kendelser peger i samme retning: En kendelse fra 2019 beskriver, at protokollatet er begrænset til definitionerne i implementeringsaftalen [2]. En kendelse fra 2021 om Bygningsoverenskomsten fastslog, at en vikarbestemmelse kun gælder ved vikarbureauers udsendelse [3]. Det er dog en anden overenskomst, og de to kendelser kan efter analysens vurdering kun give en vejledning om, hvordan voldgiftsretter har læst sammenlignelige bestemmelser.

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen drejede sig om bilag 17 til Industriens Overenskomst, som blev indsat i 1995 og siden gentaget i senere overenskomster [1]. Protokollatet blev suppleret af en aftale fra 2011, der implementerer EU's vikardirektiv og definerer vikarbureau og vikaransat [1]. Direktivet og den danske vikarlov gælder for vikarer ansat i et vikarbureau. Lovens bemærkninger siger, at virksomheder, der lejlighedsvis udlåner arbejdskraft, ikke er vikarbureauer efter loven [1]. Kendelsen gennemgik også tidligere voldgiftssager og et forlig i en arbejdsretssag, som klageren støttede sig til [1]. En senere kendelse om samme overenskomst nåede til samme resultat om protokollatets afgrænsning [2], og en kendelse om Bygningsoverenskomsten frifandt DI Dansk Byggeri i en sag om udlån mellem to virksomheder [3].

Fra kilderne

Det må herefter lægges til grund, at vikarprotokollatet efter sin ordlyd er begrænset til at omfatte [1]
Et sådant sikkert bevisgrundlag er efter opmandens vurdering ikke godtgjort [1]
Konklusionen er herefter, at klager ikke kan få medhold i sin påstand. [1]

Kilder

  1. Kendelse af 12. september 2017 i FV2017.0039 dommen · 12. september 2017
  2. Kendelse af 7. august 2019 i FV2018.0172 anden afgørelse med lignende indhold · 7. august 2019
  3. Kendelse af 29. april 2021 i FV2019.0126 anden afgørelse med lignende indhold · 29. april 2021