Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En kæmpestor, larmende maskine på et lager pakker en lille medicinæske ud og ned i en ny æske, der ligner den gamle fuldstændig, mens en apoteker venter ved enden af samlebåndet.

Varemærkeindehaver kan stoppe ompakning, når originalpakningen kan sælges

EU-DomstolenForbrug og kontrakterDom i sag C-297/1510. november 2016

Spørgsmålet var, om en varemærkeindehaver kan stoppe en parallelimportørs ompakning af et lægemiddel. Domstolen svarede, at det kan indehaveren, hvis lægemidlet kan sælges i importlandet i samme pakning som i eksportlandet, og importøren ikke beviser begrænset markedsadgang.

Læs hele dommen

In English · En français · Auf Deutsch


Sagen

Ferring sælger lægemidlet Klyx under varemærket Klyx i Danmark, Finland, Sverige og Norge. I alle disse lande sælges produktet i de samme indpakninger, nemlig flakoner på 120 ml eller 240 ml og emballager med én eller ti doser [1]. Orifarm køber Klyx i ti-stykspakninger i Norge og sælger produktet i Danmark efter at have ompakket det i nye ydre emballager med én dosis, hvorpå varemærket Klyx er genanbragt [1]. Ferring modsatte sig markedsføringen og gjorde gældende, at ompakningen ikke var nødvendig, og at den alene skyldtes et ønske om kommerciel fordel [1]. Orifarm gjorde gældende, at ompakningen var nødvendig for at få adgang til det danske marked for pakninger med én dosis [1]. Sø- og Handelsretten spurgte derfor, om varemærkeindehaveren kan modsætte sig ompakningen, når de samme pakningsstørrelser findes i alle de EØS-lande, hvor lægemidlet udbydes til salg, og om svaret ændres, når der både findes 10-stk.- og 1-stk.-pakninger i eksport- og importlandet [1].

Spørgsmålet

Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2008/95 fortolkes således, at en varemærkeindehaver kan modsætte sig fortsat markedsføring, når parallelimportøren har ompakket lægemidlet i ny ydre emballage og genanbragt varemærket, også når indehaveren markedsfører de samme pakningsstørrelser i alle de EØS-lande, hvor lægemidlet udbydes til salg [1]? Gør det en forskel, at der både findes 10-stk.- og 1-stk.-pakninger i eksport- og importlandet [1]?

Resultatet

Domstolen fastslog, at varemærkeindehaveren kan modsætte sig den fortsatte markedsføring, når lægemidlet kan markedsføres i importlandet i samme pakning som i eksportlandet, og importøren ikke har bevist, at produktet kun kan markedsføres på en begrænset del af markedet i importlandet [1]. Det skal den forelæggende ret efterprøve [1]. Ferrings retlige synspunkt blev dermed understøttet under disse betingelser, mens Orifarms konkrete nødvendighedsargument ikke blev endeligt afgjort [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i, at varemærket skal garantere varens oprindelse, og at tredjemands ompakning uden indehaverens tilladelse kan skabe en reel risiko for denne garanti [1]. Indehaverens ret kan kun begrænses, hvis ompakningen er nødvendig, og indehaverens retmæssige interesser i øvrigt er beskyttet [1]. Efter artikel 7, stk. 2, i direktiv 2008/95 kan indehaveren ikke modsætte sig ompakning, hvis indsigelsen udgør en skjult begrænsning af samhandelen mellem EØS-landene [1]. Det gælder navnlig, hvis indsigelsen bidrager til en kunstig opdeling af markederne, og ompakningen er nødvendig for, at den parallelimporterede vare kan markedsføres i importlandet [1]. Nødvendigheden skal vurderes ud fra forholdene på tidspunktet for markedsføringen i importlandet, og indehaveren kan ikke modsætte sig ompakning, hvis det hindrer varens effektive adgang til importmarkedet [1]. Domstolen nævnte nationale regler om pakningsstørrelser, national praksis, sygeforsikringsregler og fast ordinationspraksis som forhold, der kan gøre ompakning nødvendig [1]. Hvis indehaveren bruger flere pakningsstørrelser i importlandet, er det ikke nok, at en af dem også findes i eksportlandet, hvis importøren ellers kun kan markedsføre produktet på en begrænset del af markedet [1]. Importøren har bevisbyrden for, at betingelserne for at kunne modsætte sig indehaverens indsigelse er opfyldt [1]. I den konkrete sag blev Klyx markedsført i de samme emballager i alle relevante EØS-lande, og der var ikke oplysninger om særlige forhold, der hindrede adgangen til det danske marked [1]. Derfor kunne indehaveren modsætte sig ompakningen, medmindre den forelæggende ret fandt, at en af de nævnte omstændigheder forelå, eller importøren beviste, at produktet kun kunne markedsføres på en begrænset del af det danske marked [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering præciserer dommen, at varemærkeindehaveren som udgangspunkt kan modsætte sig ompakning, medmindre parallelimportøren beviser, at ompakningen er objektivt nødvendig for effektiv adgang til importmarkedet, og indehaverens retmæssige interesser i øvrigt er beskyttet [1]. Det er ikke nok, at importøren ønsker at ramme et bestemt pakningssegment; der skal foreligge forhold, som gør den oprindelige pakning uanvendelig eller utilstrækkelig i importlandet [1]. Dommen rækker til spørgsmålet om ny ydre emballage og genanbringelse af varemærket, når de samme pakningsstørrelser findes i eksport- og importlandet [1]. Den afgør ikke endeligt, om der i den konkrete sag forelå danske regler eller praksis, fordi det overlades til den forelæggende ret at efterprøve [1]. Den siger heller ikke, at ompakning altid er forbudt, eller at en kommerciel fordel alene kan begrunde ompakning [1]. Den fastslår ikke nærmere, hvordan importøren skal føre bevis for begrænset markedsadgang, ud over at bevisbyrden påhviler importøren [1]. Det er ikke rådgivning, og dommen forudsiger ikke udfaldet af andre sager.

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 1 er selve dommen, og den drejer sig om artikel 7, stk. 2, i direktiv 2008/95 og EØS-aftalens regler om frie varebevægelser [1]. Kilde 2 og 3 handler om en anden sag om parallelimport og ompakning, hvor spørgsmålet var, om emballagen skulle angive den virksomhed, der fysisk foretog ompakningen [2][3]. Generaladvokaten foreslog, at det ikke var nødvendigt, hvis den ansvarlige virksomhed blev angivet, og kilde 2 gengiver, at Domstolen ikke tillod indsigelse alene på grund af manglende angivelse af den fysiske ompakker [2][3]. Kilde 4 handler om en senere sag om nye emballager og sikkerhedsfunktioner samt om genanbringelse af varemærker [4]. Kilderne belyser samme område, men kilde 2, 3 og 4 afgør ikke det konkrete spørgsmål i kilde 1 om nødvendigheden af ompakning, når de samme pakningsstørrelser findes i eksport- og importlandet [1][2][3][4].

Fra kilderne

en varemærkeindehaver kan modsætte sig forsat markedsføring af et lægemiddel foretaget af en parallelimportør, såfremt importøren har ompakket dette lægemiddel i en ny, ydre emballage og genanbragt varemærket derpå [1]
Det bidrager imidlertid til en kunstig opdeling af markederne mellem de lande, der er parter i EØS-aftalen, at varemærkeindehaveren modsætter sig ompakningen, når denne er nødvendig for, at den parallelimporterede vare kan markedsføres i importlandet [1]
Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om en eller flere af de omstændigheder, hvortil der er henvist i nærværende doms præmis 21, foreligger i hovedsagen. [1]
det påhviler parallelimportøren at bevise, at de betingelser, som forhindrer varemærkeindehaveren i retmæssigt at modsætte sig den fortsatte markedsføring af lægemidlerne, foreligger [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-297/15: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. november 2016. — Ferring Lægemidler A/S, agissant pour Ferring BV mod Orifarm A/S. dommen · 10. november 2016
  2. Dom i sag C-400/09: DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 28. juli 2011 anden afgørelse med lignende indhold · 28. juli 2011
  3. Forslag til afgørelse i sag C-400/09: FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT Y. BOT fremsat den 12. maj 2011 anden afgørelse med lignende indhold · 12. maj 2011
  4. Dom i sag C-224/20: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 17. november 2022. — Merck Sharp & Dohme BV m.fl. mod Abacus Medicine A/S m.fl. anden afgørelse med lignende indhold · 17. november 2022