Transportselskab fik ikke fradrag for underleverandører, rejser og private udgifter
Spørgsmålet var, om et transportselskab kunne trække betalinger til underleverandører, rejseudgifter og private udgifter fra i sin skattepligtige indkomst. Landsskatteretten svarede nej og stadfæstede Skattestyrelsens forhøjelse af indkomsten.
Sagen
Et transportselskab stiftet i 2021 betalte tre underleverandører ved elektroniske overførsler. Selskabet fremlagde ikke fakturaer for disse udgifter. Skattestyrelsen nægtede fradrag for underleverandørudgifterne på 1.399.645 kr. ekskl. moms, for en rejseudgift på 7.500 kr. og for udgifter til dagligvarer og drikkevarer på 4.499 kr. Skattestyrelsen fandt, at en af underleverandørerne ikke havde ressourcer til at levere ydelserne, og at underleverandørerne var fiktive. Ejeren af en underleverandør var dømt for hvidvask. Selskabet anførte, at ydelserne reelt var leveret [1].
Spørgsmålet
Landsskatteretten skulle afgøre, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet fradrag for udgifter til underleverandører, rejser og private udgifter på i alt 1.411.644 kr. ekskl. moms. Retten skulle også tage stilling til, om sagen skulle sendes tilbage til Skattestyrelsen til ny behandling [1].
Resultatet
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på alle klagepunkter. Retten afviste også at hjemvise sagen. Skattestyrelsen fik dermed medhold, og selskabet tabte sagen [1].
Rettens begrundelse
Retten tog udgangspunkt i, at den skattepligtige selv har bevisbyrden for skattemæssige fradrag, og at den, der vil have fradrag for underleverandørers ydelser, skal dokumentere eller i det mindste sandsynliggøre, at ydelserne er reelle [1]. Retten fastslog, at betalingerne ikke i sig selv beviste, at der var sket levering. Selskabet havde ikke bevaret et kontrolspor, der var ingen samarbejdskontrakter, og underleverandørerne var alle gået konkurs. En underleverandør havde ikke haft de tekniske, menneskelige eller økonomiske ressourcer til at levere ydelserne, og på en anden underleverandørs bankkonto var der ingen transaktioner, der tydede på almindelig virksomhed. Bankkontoudtogene var derfor ikke tilstrækkelig dokumentation [1]. For rejseudgiften fandt retten, at skærmbillederne ikke viste, hvem der havde afholdt udgiften eller i hvilken sammenhæng. For de private udgifter til dagligvarer og drikkevarer lagde retten vægt på, at typiske private udgifter formodes at være private. Retten afviste hjemvisning, fordi der ikke var nye oplysninger, der ændrede sagens karakter [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at betaling alene ikke er nok til at få fradrag for en underleverandørs ydelser, når der mangler fakturaer, kontrolspor og andre dokumenter, der viser, at arbejdet er udført [1]. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen primært så langt som til disse konkrete forhold, og den er truffet af en klageinstans, ikke af en domstol. Afgørelsen afgør ikke, hvordan en skønsmæssig ansættelse skal beregnes, når der er tale om fiktive fakturaer. Selskabet henviste til, at der typisk betales et gebyr på 5-15 pct. til bagmænd, men afgørelsen går ikke udtrykkeligt ind i den påstand i sin begrundelse. Efter analysens vurdering siger afgørelsen heller ikke noget om, hvordan andre sager med andre dokumenter skal bedømmes. Det er en vurdering, og den må ikke forstås som rådgivning eller som en forudsigelse af andre sager [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Afgørelsen er truffet af Landsskatteretten og bygger på statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, om fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten [1]. Forhøjelsen vedrører også købsmoms, og momsfradrag reguleres i momsloven § 37 [2]. Retten henviser til flere tidligere afgørelser, blandt andet en højesteretsdom om bevisbyrden og en afgørelse om typiske private udgifter [1]. Skattestyrelsen anvendte sin afgørelse til at nægte fradrag og nedsætte købsmomsen, og den fastholdt sin holdning over for Skatteankestyrelsen [1].
Fra kilderne
Det forhold, at selskabet har betalt for ydelserne ved elektroniske pengeoverførsler, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringer har fundet sted. [1]
Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at den fremlagte dokumentation i form af bankkontoudtog ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at der er tale om fradragsberettigede udgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. [1]
Den, der anser sig for berettiget til fradrag for udgifter til underleverandører, skal således kunne dokumentere eller i hvert fald i fornødent omfang sandsynliggøre, at ydelserne ifølge de pågældende fakturaer er reelle. [1]
Landsskatteretten finder, at selskabet ikke har dokumenteret, at udgifterne til rejse er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. [1]
Kilder
- Landsskatteretten, j.nr. 25-0027630: Fradrag for udgifter til underleverandører – Fradrag for underleverandører – Fradrag for udgifter til rejse m.fl. dommen · 20. juli 2026
- Momsloven § 37 lovbestemmelse · 5. marts 2024