Strengere krav til tidsubegrænset ophold strider ikke mod tyrkisk standstill-klausul
Højesteret spurgte, om skærpede danske krav til tidsubegrænset opholdstilladelse er en ulovlig ny begrænsning for tyrkiske arbejdstagere. EU-Domstolen svarede nej, så længe kravene ikke hindrer deres ret til fri bevægelighed som arbejdstagere.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Klageren er tyrkisk statsborger. Klageren fik i maj 2013 en tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på grund af ægteskab med en dansk statsborger. Tilladelsen blev senere forlænget til oktober 2026 [1]. Klageren arbejdede i Danmark. Klageren var derfor omfattet af associeringsaftalen, som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og dets medlemsstater indgik med Tyrkiet, og af afgørelse nr. 1/80 [1]. I marts 2017 søgte klageren om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen gav afslag, fordi klageren ikke havde haft lovligt ophold i mindst seks år og heller ikke opfyldte de alternative betingelser for tilladelse efter fire år [1]. Udlændingenævnet stadfæstede afslaget i 2018 [1]. Klageren anlagde sag ved Københavns Byret, som henviste sagen til Østre Landsret. Landsretten frifandt Udlændingenævnet [1]. Klageren ankede til Højesteret, som bad EU-Domstolen om at fortolke afgørelsens artikel 13 [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, om en national regel, der stiller strengere betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse end de regler, der gjaldt, da afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft, er en »ny begrænsning« efter artikel 13 [1]. Hvis ja, ville Højesteret vide, om en skærpelse af de tidsmæssige betingelser, altså mindstekravene til længden af forudgående ophold og beskæftigelse, kunne anses for egnet til at fremme en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at de skærpede betingelser ikke er en »ny begrænsning«, så længe de ikke hindrer lovligt opholdende tyrkiske statsborgere i at udøve deres ret til fri bevægelighed [1]. Domstolen besvarede derfor ikke det andet spørgsmål om integration [1]. Dommen gengiver ikke parternes synspunkter, men efter analysens vurdering giver svaret ikke klageren støtte i EU-retten for, at den danske regel strider mod artikel 13 [1]. Det er Højesteret, der afgør selve sagen [1].
Rettens begrundelse
Artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 er en standstill-klausul. Det er en regel, der forbyder staterne at indføre nye begrænsninger i forhold til de regler, der gjaldt, da afgørelsen trådte i kraft [1]. Domstolen gentog, at klausulen fortolkes bredt. Den rammer enhver ny foranstaltning, der stiller strengere betingelser for en tyrkisk statsborgers udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed [1]. Regler om ophold kan også være omfattet. Det gælder fx regler om inddragelse af opholdsret [1][2]. Klageren havde en tidsbegrænset opholdstilladelse, der gav ret til at arbejde og studere. Klageren var derfor omfattet af artikel 6, stk. 1 [1]. Den bestemmelse giver ret til fortsat beskæftigelse og dermed en tilsvarende opholdsret, fordi retten til arbejde ellers ville være illusorisk [1]. Afslaget på tidsubegrænset ophold forhindrede dog ikke klageren i at fortsætte sit arbejde eller i at bevare sin opholdsret [1]. Den skærpede danske regel var derfor ikke en ny begrænsning, selv om den var strengere end de oprindelige regler [1]. Domstolen tilføjede, at tyrkiske arbejdstagere ikke kan udlede en ret til tidsubegrænset ophold af artikel 13. Ordningen for EU-borgere efter artikel 45 TEUF kan ikke automatisk overføres til dem [1]. Standstill-klausulen giver heller ikke i sig selv en ret til fri bevægelighed eller en opholdsret [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering afgrænser dommen standstill-klausulens rækkevidde. Det afgørende synes ikke at være, om en regel er strengere end før. Det afgørende synes at være, om reglen faktisk hindrer den tyrkiske arbejdstagers adgang til arbejde og den opholdsret, der følger med [1]. Dommen ser derfor ud til at give staterne et vist råderum til at stramme kravene til tidsubegrænset ophold over for tyrkiske arbejdstagere, der allerede har lovligt ophold og arbejde [1]. Svaret er dog betinget. Det gælder kun, »for så vidt som« reglen ikke hindrer udøvelsen af den frie bevægelighed [1]. En regel, der fører til, at en tyrkisk arbejdstager mister retten til at blive og arbejde, vil efter analysens vurdering formentlig blive bedømt anderledes. Det tyder Domstolens henvisning til sagen om inddragelse af opholdsret på [1][2]. Dommen tager ikke stilling til, om skærpede tidskrav er egnede til at fremme integration. Det spørgsmål blev ikke besvaret [1]. Dommen handler heller ikke om familiemedlemmer efter artikel 7 eller om personer uden lovligt ophold [1]. Hvordan Højesteret afgjorde selve sagen, fremgår ikke af kilderne.
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, set i sammenhæng med artikel 6, stk. 1, og udlændingelovens § 11 om tidsubegrænset opholdstilladelse [1]. Domstolen afgjorde sagen uden forslag til afgørelse fra generaladvokaten [1]. Dommen bygger på C-402/21. I den sag fastslog Domstolen, at en nederlandsk regel om inddragelse af opholdsret var en ny begrænsning efter artikel 13 [1][2]. Forskellen er, at inddragelse fjerner opholdsretten, mens et afslag på tidsubegrænset ophold lader den bestå [1]. Højesteret henviste også til C-279/21 om et dansk sprogkrav ved familiesammenføring. Der fandt Domstolen en ny begrænsning, som ikke kunne begrundes i hensynet til integration [1][3].
Fra kilderne
Fællesskabets medlemsstater og Tyrkiet kan ikke indføre nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer [1]
Et sådant afslag er derfor ikke til hinder for, at tyrkiske arbejdstagere, der er omfattet af anvendelsesområdet for den nævnte bestemmelse, og som opholder sig lovligt i nævnte medlemsstat, udøver deres ret til fri bevægelighed. [1]
standstill-klausulen i denne artikel 13 kan ikke i sig selv og alene på grundlag af EU-retten tillægge tyrkiske statsborgere hverken en ret til fri bevægelighed for arbejdstagere eller en accessorisk opholdsret [1]
Kilder
- Dom i sag C-375/23: Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 4. juli 2024. — EN mod Udlændingenævnet. dommen · 4. juli 2024
- Dom i sag C-402/21: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 9. februar 2023. — Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid m.fl. mod S og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid. anden afgørelse med lignende indhold · 9. februar 2023
- Dom i sag C-279/21: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. anden afgørelse med lignende indhold · 22. december 2022